Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.)

2002/1 LSF 168Lovforslag som fremsatJustitsministeriet26. februar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 26. februar 2003 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om udlevering af

lovovertrædere og lov

om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,

Norge og Sverige

(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den

europæiske arrestordre mv.)

§ 1

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse

nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 280 af

25. april 2001 og § 5 i lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til

Island og Norge. Loven omfatter endvidere ikke udlevering fra Danmark til

Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem

de nordiske lande er mere vidtgående end reglerne i denne lov.«

2.

Overskriften til kapitel 2 affattes

således:

»Betingelser for udlevering til stater uden for Den

Europæiske Union«.

3.

§ 2 affattes således:

»§ 2.

Læs alt

Justitsministeren kan på grundlag af en

overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte,

at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den

pågældende stat,

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den

strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering

ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for

hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med

fængsel i mindst 1 år, eller

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere

straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2.

Gælder der i forhold til en stat uden for Den

Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte

overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering

af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i

stk. 1 i øvrigt er opfyldt, og særlige hensyn til

retshåndhævelsen taler derfor.«

4.

§ 2 a affattes således:

»§ 2 a.

Udlevering af en udlænding til

strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for

Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan

straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk

ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis

der er overenskomst herom med den pågældende stat.«

5.

I § 6 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis

der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive

udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf.«

6.

§ 8 affattes således:

»§ 8

. Udlevering kan ikke ske, når den, der søges

udleveret, her i landet er dømt, frifundet eller benådet for den

pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den

pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis

retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om

tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan afslås, hvis påtale er

opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om

påtaleopgivelse ikke er opfyldt.«

7.

§ 9, stk. 2, ophæves.

8.

I § 10, nr. 1, litra a, udgår »jf. dog

§ 10 a,«.

9.

§ 10 a ophæves og i stedet

indsættes:

»Kapitel 2 a

Betingelser for udlevering til medlemsstater i Den

Europæiske Union

§ 10 a.

Udlevering af personer til strafforfølgning

eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en

lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har

anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden

frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på

grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling

ikke er strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:

1) Deltagelse i en kriminel organisation.

2) Terrorisme.

3) Menneskehandel.

4) Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

5) Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

6) Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive

stoffer.

7) Bestikkelse.

8) Svig, herunder svig, der skader De Europæiske

Fællesskabers finansielle interesser.

9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.

10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.

11) Internetkriminalitet.

12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede

dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.

13) Menneskesmugling.

14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.

15) Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.

16) Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.

17) Racisme og fremmedhad.

18) Organiseret eller væbnet tyveri.

19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og

kunstgenstande.

20) Bedrageri.

21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22) Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af produkter.

23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske

dokumenter.

24) Forfalskning af betalingsmidler.

25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre

vækstfremmende stoffer.

26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

27) Handel med stjålne motorkøretøjer.

28) Voldtægt.

29) Forsætlig brandstiftelse.

30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols

straffemyndighed.

31) Skibs- eller flykapring.

32) Sabotage.

Stk. 2.

Udlevering af personer til

strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union, for

handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af

en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den

pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1

år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Stk. 3.

Udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en

medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet

af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre,

hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel

eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4

måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk

ret.

Stk. 4.

Udlevering til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om

betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af

forholdene.

§ 10 b.

Ved udlevering af en person, der er dansk statsborger

eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der

stilles vilkår om, at den pågældende overføres til

Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf

eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 2.

Udlevering af en person, der er dansk statsborger

eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan

afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.

§ 10 c.

Udlevering kan ikke finde sted, hvis den

pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle

lavalder, jf. straffelovens § 15.

§ 10 d.

Udlevering kan ikke finde sted, når den, der

søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i Den

Europæiske Union end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, er

dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende

gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er

benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den

der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i

en stat uden for Den Europæiske Union. Uanset at den

pågældende er dømt for den samme strafbare handling i en

anden stat, end den der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun

afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet

fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan

fuldbyrdes efter lovgivningen i denne stat.

Stk. 2.

Er tiltale mod den pågældende frafaldet

her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser

for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering

kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne

for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er

opfyldt.

Stk. 3.

Udlevering til strafforfølgning kan

afslås, hvis der her i landet er indledt retsforfølgning mod den

pågældende for den handling, for hvilken der søges

udlevering, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter,

den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne

i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.

§ 10 e.

Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet

af dansk straffemyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller

adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville

være forældet efter dansk ret.

§ 10 f.

Udlevering kan ikke finde sted, hvis den

pågældende handling helt eller delvist er foretaget her i landet,

og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Stk. 2.

Udlevering kan afslås, hvis den

pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den

medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling

foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk

straffemyndighed.

§ 10 g.

Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en

udeblivelsesdom, hvorved den pågældende er idømt

fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan kun

finde sted, hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt

for den pågældende personlig, eller den pågældende

på anden måde har fået underretning om tid og sted for

domsforhandlingen.

Stk. 2.

Udlevering kan dog ske uanset betingelserne i

stk. 1, hvis den, der er dømt uden at have været til stede

under domsforhandlingen i den pågældende medlemsstat, kan

kræve sagen genoptaget og under den fornyede domsforhandling har adgang

til at være til stede.

§ 10 h.

Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare

for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin

afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin

religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på

grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter

sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig

karakter.

Stk. 2.

Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis

der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive

udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf.

§ 10 i.

Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under

hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre

personlige forhold, må antages, at udlevering ville være

uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes,

indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke

længere er til stede.

§ 10 j.

Bestemmelsen i § 10 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2.

Den udleverede kan dog uden justitsministerens

tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået

før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis

strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at

den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere

drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den

pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den

medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 3.

Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse

videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i

forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil

udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og

blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare

handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, jf. § 18 c, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske

uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke

til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil

udlevering er sket.«

10.

Overskriften til kapitel 3 affattes

således:

»Behandlingen af sager om udlevering til stater uden for

Den Europæiske Union«.

11.

I § 11, stk. 1, udgår », jf. dog kapitel

3 a,«.

12.

Kapitel 3 a ophæves og i stedet

indsættes:

»Kapitel 3 a

Behandling af sager om udlevering til medlemsstater i

Den Europæiske Union

§ 18 a

. En europæisk arrestordre skal, for at kunne

danne grundlag for anholdelse og udlevering til en medlemsstat i Den

Europæiske Union, indeholde oplysning om den eftersøgtes

identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes

beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, samt oplysning om,

hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller

om der er afsagt dom.

Stk. 2.

En europæisk arrestordre, der er udstedt med

henblik på udlevering til strafforfølgning, skal tillige

indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling

efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering ønskes, kan

medføre.

Stk. 3.

En europæisk arrestordre, der er udstedt med

henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde

oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.

§ 18 b.

Medmindre justitsministeren allerede på grundlag

af oplysningerne i den europæiske arrestordre finder at burde

nægte udlevering, sendes den europæiske arrestordre til politiet

på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold. Politiet

iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er

nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er

opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i

retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2.

Til fremme af undersøgelsen og for at sikre

udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om

anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes i det

omfang, den europæiske arrestordre er udstedt for en

lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 a kan medføre

udlevering. Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens

kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om

beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre

efterforskningsskridt anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende

lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i

landet.

Stk. 3.

Bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i § 14

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Efter afslutningen af politiets undersøgelse i

medfør af stk. 1 forelægges spørgsmålet om

udlevering justitsministeren til afgørelse. Bestemmelserne i

§ 15, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse.

§ 18 c.

Den, der på grundlag af en europæisk

arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele

samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et

retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive

udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger

begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten

vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter

denne bestemmelse.

§ 18 d.

Justitsministerens afgørelse efter § 18 b,

stk. 4, skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage

efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har

meddelt samtykke til udleveringen.

Stk. 2.

Træffer ministeren afgørelse om

udlevering, og indbringes sagen i medfør af § 16, jf. § 18

b, stk. 4, 2. pkt., for retten, skal rettens endelige afgørelse

så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den

pågældende her i landet.

§ 18 e.

Medmindre den pågældende giver afkald

på at indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke

udleveres før udløbet af den frist på 3 dage, som er

nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Indbringes

beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er

fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Stk. 2.

Udlevering skal gennemføres snarest og så

vidt mulig inden 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter, jf.

dog § 10 i.

Stk. 3.

For at sikre gennemførelsen af en udlevering

kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om

varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling,

som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke

har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I

særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18 f.

Genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring

under sagen, skal med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder

overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne

myndighed anmoder herom, og genstanden skal tjene som bevis eller

hidrører fra lovovertrædelsen.«.

13.

I § 19, stk. 1, ændres »fremmed stat«

til: »stat uden for Den Europæiske Union«.

14.

§ 20, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4.

Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en stat

uden for Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der

omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den

pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse

prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra

en medlemsstat i Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger,

der omtales i § 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den

pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse

prøvet ved domstolene.«

15.

I § 21, stk. 1, indsættes efter

»§ 2«: »og § 2 a«.

16.

I § 21 indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Sker udleveringen til en anden medlemsstat i

Den Europæiske Union, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der er

modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid

og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en

europæisk arrestordre. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat sker

fra en stat uden for den Europæiske Union, skal der ud over de i 1.

pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der

foreligger en anmodning om udlevering.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

17.

Efter § 21 indsættes:

»§ 21 a.

En person, der er frihedsberøvet i udlandet,

og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på

retsforfølgning her i landet, skal, når retsforfølgningen

er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den

pågældende er udleveret. Den pågældende skal

være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er

aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket.

Stk. 2.

Afgørelse om frihedsberøvelse

træffes af retten efter anmodning fra politiet. For

frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

Stk. 3.

Under frihedsberøvelsen er den

pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er

nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og

opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse

kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.«

§ 2

I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til

Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12.

juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 6 i lov nr. 378

af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:

1.

I § 1 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til

Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem

medlemsstater i Den Europæiske Union er mere vidtgående end

reglerne i denne lov.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Loven finder anvendelse

på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens

ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.

Indledning

8

2.

Gældende ret

10

2.1.

Udleveringssamarbejdet i EU

10

2.2.

Udleveringslovens anvendelsesområde

11

2.3.

Betingelser for udlevering

11

2.3.1.

Udlevering af danske statsborgere

11

2.3.2.

Udlevering af udlændinge (personer uden dansk

statsborgerskab)

12

2.3.3.

Andre betingelser

12

2.4.

Behandling af sager om udlevering

14

2.4.1.

De almindelige regler

14

2.4.2.

Forenklet behandling af sager om udlevering (mellem EU’s

medlemsstater)

15

2.5.

Andre bestemmelser

16

3.

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

mv.

17

3.1.

Baggrunden for rammeafgørelsen

17

3.2.

Betingelser for udlevering til EU-medlemsstater

18

4.

Justitsministeriets overvejelser

22

4.1.

Betingelser for udlevering til EU-medlemsstater på

grundlag af den europæiske arrestordre

22

4.1.1.

Forholdet til Den europæiske

Menneskerettighedskonvention

23

4.1.2.

Lovovertrædelsens beskaffenhed

23

4.1.2.1.

Dobbelt strafbarhed (lovovertrædelser inden for eller

uden for positiv-listen)

24

4.1.2.2.

Udlevering af danske statsborgere

25

4.1.2.3.

Flere lovovertrædelser

26

4.1.3.

Politiske lovovertrædelser mv.

26

4.1.4.

Den kriminelle lavalder

27

4.1.5.

Forbud mod dobbelt strafforfølgning

27

4.1.6.

Forældelse

30

4.1.7.

Handlinger begået helt eller delvist i Danmark

mv.

30

4.1.8.

Udeblivelsesdomme

31

4.1.9.

Særlige tilfælde

33

4.1.10.

Specialitetsreglen

33

4.1.11.

Andre bestemmelser

34

4.2.

Behandlingen af sager om udlevering på grundlag af den

europæiske arrestordre

34

4.2.1.

Den kompetente myndighed

34

4.2.2.

Krav til indholdet af den europæiske

arrestordre

35

4.2.3.

Den eftersøgtes rettigheder

36

4.2.4.

Varetægtsfængsling på grundlag af den

europæiske arrestordre

36

4.2.5.

Samtykke til udlevering

37

4.2.6.

Afhøring af den eftersøgte

37

4.2.7.

Frister for sagsbehandlingen i sager om udlevering til

EU-medlemsstater

37

4.2.8.

Udsættelse af gennemførelsen af en

afgørelse om udlevering

39

4.3.

Forholdet til de nordiske udleveringsregler

40

4.4.

Tilbageførelse af midlertidigt udleverede

personer

40

5.

Ikrafttrædelsestidspunkt

41

6.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

41

7.

Høring

42

1. Indledning

1.1.

Formålet med lovforslaget er at

gennemføre de ændringer i udleveringsloven, der er

nødvendige for Danmarks opfyldelse af Rådet for den

Europæiske Unions rammeafgørelse om den europæiske

arrestordre mv.

Den 4. juni 2002 meddelte Folketinget i medfør af

grundlovens § 19, stk. 1, sit samtykke til, at regeringen på

Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirkede til

vedtagelsen af et udkast til rammeafgørelse om den europæiske

arrestordre mv. Der henvises herom til Folketingstidende 2001-2002,

forhandlingerne, s. 5573 f. og s. 7958 f., tillæg A, 5311 f.,

tillæg B, s. 1587 f., samt tillæg C, s. 712 f.

Udkastet til rammeafgørelse er efterfølgende

vedtaget på et rådsmøde den 13. juni 2002 og trådte

i kraft den 7. august 2002. Det fremgår af artikel 34 i

rammeafgørelsen, at EU-medlemsstaterne senest den 31. december 2003

skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme

bestemmelserne i rammeafgørelsen. Med henblik herpå indeholder

lovforslaget en række ændringer af udleveringslovens

gældende bestemmelser. Rammeafgørelsen om den europæiske

arrestordre mv. er medtaget som bilag 1 til lovforslaget.

Med lovforslaget indføres i overensstemmelse med

rammeafgørelsen en udvidelse af adgangen til og forenkling af

procedurerne for udlevering mellem EU-medlemsstaterne af personer, der er

sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse.

Efter lovforslaget skal udlevering til andre

EU-medlemsstater med virkning fra den 1. januar 2004 ske på grundlag af

»en europæisk arrestordre«. En europæisk arrestordre

indeholder dels en anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling

med henblik på udlevering, dels en anmodning om udlevering.

De gældende udleveringsprocedurer mellem EU-landene

er komplicerede, og det tager ofte meget lang tid, før der

træffes afgørelse om udlevering. Indførelse af den

europæiske arrestordre indebærer, at EU-landene i højere

grad skal anerkende hinandens retsafgørelser og samtidig

begrænses mulighederne for at afslå en anmodning om udlevering.

Med den europæiske arrestordre gennemføres der en forenkling og

effektivisering af udleveringsprocedurerne, således at en person, der

har begået en alvorlig lovovertrædelse hurtigt kan udleveres til

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i det land, hvor

lovovertrædelsen er begået. Det bliver hovedreglen, at en person,

der har begået en alvorlig lovovertrædelse, retsforfølges

i det land, hvor lovovertrædelsen er begået. De forenklede

udleveringsprocedurer vil endvidere medvirke til, at lange

varetægtsfængslingsperioder kan undgås, fordi der hurtigere

kan træffes afgørelse om udlevering.

1.2.

Rammafgørelsen overlader på en

række områder valget af dens nærmere gennemførelse

til medlemsstaterne. Som det fremgår af de følgende

bemærkninger, er lovforslaget udformet således, at der i meget

vidt omfang er gjort brug af rammeafgørelsens muligheder for efter en

konkret vurdering at kunne afslå udlevering eller stille nærmere

vilkår for udlevering. Dette skal ses i sammenhæng med den

væsentlige udvidelse af forpligtelsen til at udlevere til andre

medlemsstater, som rammeafgørelsen medfører.

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

mv. indeholder for det første en række obligatoriske

afslagsgrunde, i hvilke tilfælde medlemsstaterne skal

afslå at fuldbyrde en arrestordre. Den første obligatoriske

afslagsgrund angår tilfælde, hvor den anmodede medlemsstat har

truffet beslutning om benådning for den lovovertrædelse, der

ligger til grund for arrestordren. Den anden obligatoriske afslagsgrund

angår tilfælde, hvor den pågældende tidligere er

blevet strafforfulgt for de samme handlinger i den anmodede medlemsstat eller

en anden medlemsstat. Den tredje obligatoriske afslagsgrund angår

tilfælde, hvor den pågældende person er under den

kriminelle lavalder efter den anmodede medlemsstats lovgivning. De

obligatoriske afslagsgrunde foreslås gennemført ved de

foreslåede bestemmelser i henholdsvis § 10 d, stk. 2,

§ 10 d, stk. 1, 1 og 2. pkt., og § 10 c. Der henvises til

lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1.4. og 4.1.5.

Endvidere indeholder rammeafgørelsen en række

bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne kan vælge at indføre

regler om, at udlevering til andre EU-medlemsstater kan afslås i

visse nærmere bestemte tilfælde de såkaldte

fakultative afslagsgrunde. I de tilfælde, som omfattes af disse

fakultative bestemmelser, er det overladt til medlemsstaterne, dels om de

overhovedet vil gøre brug af de pågældende afslagsgrunde,

dels om de i givet fald vil udforme gennemførelsesbestemmelserne som

ufravigelige bestemmelser eller som bestemmelser, hvorefter det beror

på et konkret skøn, om udlevering skal afslås.

Justitsministeriet har under hensyntagen til den udvidelse af forpligtelsen

til at udlevere personer, herunder danske statsborgere, til andre EU-lande,

som rammeafgørelsen indebærer valgt at foreslå samtlige

de fakultative afslagsgrunde medtaget i udleveringsloven. Justitsministeriet

har i forbindelse med gennemgangen af hver enkelt udleveringsgrund

nøje overvejet, om bestemmelsen i udleveringsloven bør

formuleres som en ufravigelig bestemmelse (»udlevering kan ikke finde sted«)

eller som en bestemmelse, hvorefter det beror på et konkret

skøn, om udlevering skal afslås (»udlevering kan

afslås«).

De fakultative afslagsgrunde, som Justitsministeriet

foreslår indsat i udleveringsloven som ufravigelige bestemmelser

angår for det første tilfælde, hvor kravet om dobbelt

strafbarhed ikke er opfyldt for lovovertrædelser, der ikke er

opført på positivlisten (§ 10 a, stk. 2 og 3), for det

andet tilfælde, hvor der i Danmark er meddelt tiltalefrafald

(§ 10, stk. 2, 1. pkt.) og for det tredje tilfælde, hvor

handlingen helt eller delvist er foretaget i Danmark, og handlingen ikke er

strafbar efter dansk ret (§ 10 f, stk. 1). Der henvises til

lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2.1., 4.1.5 og 4.1.7.,

hvor der redegøres for Justitsministeriets nærmere overvejelser

i forbindelse med gennemførelsen af de enkelte afslagsgrunde i dansk

ret.

De øvrige fakultative afslagsgrunde, som

Justitsministeriet foreslår indsat i udleveringsloven som

skønsmæssige bestemmelser, er tilfælde, (1) hvor

lovovertrædelsen allerede retsforfølges i Danmark (§ 10 d,

stk. 3), (2) hvor der er meddelt påtaleopgivelse (§ 10 d,

stk. 2, 2. pkt.), (3) hvor lovovertrædelsen er omfattet af dansk

straffemyndighed og strafansvaret eller en idømt straf ville

være forældet efter dansk ret (§ 10 e), (4) hvor den

pågældende tidligere er blevet strafforfulgt for de samme

handlinger i en stat uden for EU (§ 10 d, stk. 1, 3. pkt.), (5)

hvor der anmodes om udlevering af en dansk statsborger eller en person med

fast bopæl i Danmark med henblik på straffuldbyrdelse, og Danmark

overtager straffuldbyrdelsen (§ 10 b, stk. 2) og (5) hvor den

pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den

medlemsstat, der anmoder om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget

uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk

straffemyndighed (§ 10 f, stk. 2). Der henvises nærmere til

lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2.2., 4.1.5., 4.1.6.

og 4.1.7., hvor der redegøres for Justitsministeriets nærmere

overvejelser i forbindelse med gennemførelsen af de enkelte

afslagsgrunde i dansk ret.

Endelig indeholder rammeafgørelsen bestemmelser om

garantier, som kan kræves stillet af den anmodende medlemsstat i visse

tilfælde. Det drejer sig om tilfælde, hvor arrestordren er

udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, hvor

arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med

fængsel på livstid, samt hvor arrestordren er udstedt med henblik

på strafforfølgning af en statsborger eller en person med

bopæl i den anmodede medlemsstat. I lighed med hvad der gælder

ved de ovenfor omtalte fakultative afslagsgrunde, er det efter disse

bestemmelser overladt til medlemsstaterne, dels om de vil gøre brug af

disse bestemmelser, dels om de i givet fald vil udforme

gennemførelsesbestemmelserne som ufravigelige eller

skønsmæssige bestemmelser. Justitsministeriet har i forbindelse

med udarbejdelsen af lovforslaget nærmere overvejet

spørgsmålet om gennemførelse af de pågældende

bestemmelser og har med undtagelse af bestemmelsen vedrørende

livstidsstraffe valgt at gøre brug af mulighederne for at kunne

kræve de omhandlede garantier i forbindelse med udlevering (jf.

§ 10 b, stk. 1, og § 10 g). Om Justitsministeriets

nærmere overvejelser henvises i øvrigt til lovforslagets

almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.2., 4.1.8. og 4.1.11.

1.3.

Den gældende udleveringslov indeholder

ikke en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering ikke må ske i strid

med Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder f.eks.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Disse forpligtelser

gælder imidlertid fuldt ud også uden en sådan udtrykkelig

bestemmelse. Udlevering kan således f.eks. ikke ske, hvis udleveringen

ville være i strid med artikel 6 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang.

Rammeafgørelsen indebærer ingen ændringer af Danmarks

forpligtelser til at overholde de grundlæggende rettigheder og

principper, der bl.a. følger af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

I lyset af den udtrykkelige bestemmelse i præamblen

til rammeafgørelsen om forbud mod udlevering til tortur mv. har

Justitsministeriet fundet det naturligt at indsætte en bestemmelse, der

præciserer, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare

for, at den pågældende vil blive udsat for tortur eller anden

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Justitsministeriet har derimod ikke fundet grundlag for herudover

udtrykkeligt at fastsætte, at udlevering ikke må finde sted, hvis

udlevering ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige

forpligtelser. Dette er som nævnt allerede gældende ret. En mere

generelt holdt bestemmelse i loven ville ikke give yderligere vejledning, men

ville derimod kunne give anledning til urigtige modsætningsslutninger i

forhold anden lovgivning. Hertil kommer, at Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk lov ved lov nr. 285 af

29. april 1992.

Det tilføjes, at der herudover i udleveringsloven

findes særlige bestemmelser om forbud mod udlevering til

dødsstraf og forbud mod udlevering, hvis der er fare for, at den

pågældende efter udleveringen vil blive udsat for politisk

forfølgelse mv. Disse bestemmelser ændres ikke med

lovforslaget.

Om Justitsministeriets nærmere overvejelser henvises

i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.

4.1.1.

1.4.

Den europæiske arrestordre

indebærer bl.a., at medlemsstaterne i videre omfang end i dag

forpligtes til at udlevere egne statsborgere til strafforfølgning i

andre EU-lande. Der sondres således som hovedregel ikke mellem

udlevering af egne statsborgere og udlændinge.

Efter lovforslaget vil der således som udgangspunkt

skulle ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til

strafforfølgning i en EU-medlemsstat på grundlag af en

europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den

pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1

år, og en tilsvarende handling begået her i landet ville

være strafbar efter dansk ret (dobbelt strafbarhed). Endvidere skal der

som udgangspunkt ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge

til en EU-medlemsstat med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den

pågældende ved dommen er idømt fængsel eller anden

frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed,

og en tilsvarende handling begået i Danmark ville være strafbar

efter dansk ret.

Imidlertid indebærer lovforslaget, at der med hensyn

til udlevering for visse nærmere angivne handlinger, der er omfattet af

den såkaldte positiv-liste, ikke vil kunne stilles krav om dobbelt

strafbarhed. Det er dog en betingelse, at den pågældende handling

i den medlemsstat, som anmoder om udlevering af en person fra Danmark, kan

straffes med fængsel mv. i mindst 3 år. Positiv-listen omfatter

bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og

børnepornografi samt ulovlig handel med våben og narkotika.

Udlevering af danske statsborgere eller af personer med

fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse vil imidlertid efter

lovforslaget kunne afslås, hvis Danmark forpligter sig til at fuldbyrde

den idømte straf her i landet. Ligeledes vil udlevering af danske

statsborgere eller af personer med fast bopæl her i landet til

strafforfølgning kunne betinges af, at en eventuel straf fuldbyrdes

her i landet.

Herudover indebærer lovforslaget ændringer af

en række af de gældende betingelser for udlevering til

EU-medlemsstater.

Lovforslaget indeholder således visse nye grunde,

der kan eller skal medføre, at udlevering til en anden EU-medlemsstat

afslås. Disse afslagsgrunde begrænser pligten til at udlevere til

en anden EU-medlemsstat, selv om lovovertrædelsen er omfattet af

positiv-listen. Eksempelvis skal udlevering ifølge lovforslaget

afslås, hvis den, der ønskes udleveret, er under den kriminelle

lavalder i Danmark. Lovforslaget indebærer samtidig, at visse af de

gældende afslagsgrunde ikke længere finder anvendelse ved

udlevering til andre EU-medlemsstater. Det vil eksempelvis ikke længere

være muligt at afslå udlevering, fordi anmodningen om udlevering

vedrører en politisk lovovertrædelse.

Med lovforslaget foreslås indført en ny

systematik i udleveringsloven, således at loven inddeles i et kapitel

om betingelser for udlevering til stater uden for EU (kapitel 2), et kapitel

om udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 2 a), et kapitel om behandlingen

af sager om udlevering til stater uden for EU (kapitel 3), et kapitel om

behandlingen af sager om udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 3 a) samt

et kapitel om andre bestemmelser (kapitel 4).

2. Gældende ret

2.1. Udleveringssamarbejdet i EU

Udlevering af lovovertrædere mellem

EU-medlemsstaterne sker i dag på grundlag af forskellige

udleveringskonventioner.

Den grundlæggende konvention om udlevering i Europa

er den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af

lovovertrædere (1957-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 36 af

28. september 1963, med tilhørende tillægsprotokoller af 15.

oktober 1975 og 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 106 og 108 af

11. november 1986. Konventionen er i Danmark gennemført ved lov nr.

249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere.

1957-konventionen er for EU-medlemsstaternes vedkommende

senere blevet suppleret med reglerne i Konventionen om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der

blev undertegnet den 10. marts 1995. Sigtet med denne konvention er at

anvende en forenklet fremgangsmåde ved udlevering, hvis den person, der

ønskes udleveret, samtykker i udleveringen. Konventionen blev

gennemført i dansk ret ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om

ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om

international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland,

Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og

retsplejeloven (International strafferet). Denne lov trådte i kraft den

1. august 1996.

Disse konventioner er endvidere suppleret af Konventionen

om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

(EU-udleveringskonventionen). Formålet med EU-udleveringskonventionen

er at lempe en række af de materielle betingelser for udlevering mellem

medlemsstaterne. EU-udleveringskonventionen er gennemført i dansk ret

ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af

lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen).

Denne lov trådte i kraft den 1. juli 1997.

Endelig indeholder Konventionen til gennemførelse

af Schengenaftalen (Schengen-konventionen) visse bestemmelser om udlevering.

Disse bestemmelser finder dog kun anvendelse i det omfang, hvori de er

forenelige med EU-udleveringskonventionen, jf. Schengen-konventionens artikel

142. Det indebærer, at det er reglerne i EU-udleveringskonventionen,

der skal anvendes ved udlevering mellem EU-medlemsstaterne.

2.2. Udleveringslovens

anvendelsesområde

Efter udleveringslovens § 1, stk. 1, kan

den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar

handling, udleveres fra Danmark til udlandet efter lovens regler.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til

et af de nordiske lande, jf. § 1, stk. 2, idet en

sådan udlevering i stedet sker efter reglerne i lov nr. 27 af 3.

februar 1960, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975, lov nr. 433

af 31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, om udlevering af

lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige.

2.3. Betingelser for udlevering

2.3.1. Udlevering af danske statsborgere

Efter § 2, stk. 1, kan en dansk

statsborger udleveres til strafforfølgning i en medlemsstat i EU, hvis

den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare

handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes,

og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der

søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i

mindst 6 måneder. Er bopælskravet ikke opfyldt, kan udlevering

dog ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere

straf end fængsel i 4 år.

Efter § 2, stk. 2, kan Justitsministeriet

på grundlag af en gensidig overenskomst med et andet land om

udlevering af egne statsborgere fastsætte, at danske statsborgere kan

udleveres til lande uden for EU (og Norden). Efter bestemmelsen er det en

betingelse for udlevering, at handlingen, for hvilken der søges

udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1

år, og at betingelserne i § 2, stk. 1, om udlevering til

andre EU-lande i øvrigt er opfyldt.

Bestemmelsen indebærer, at der kan ske udlevering af

danske statsborgere til lande uden for EU, med hvilke der er indgået

gensidig overenskomst, såfremt den, der ønskes udleveret, har

haft bopæl i det pågældende land i de sidste 2 år

forud for lovovertrædelsen, og lovovertrædelsen efter dansk ret

kan straffes med mindst 1 års fængsel. Hvis bopælskravet

ikke er opfyldt, kan der alene ske udlevering til sådanne lande

på baggrund af en gensidig overenskomst, såfremt

lovovertrædelsen efter dansk ret kan medføre højere straf

end fængsel i 4 år.

Gennemførelse af sådanne gensidige

overenskomster om udlevering af egne statsborgere i dansk ret kræver

ikke ændringer af udleveringsloven, og bestemmelsen giver

forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere

sådanne ændringer. Det er imidlertid forudsat, at

Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark

indgår en aftale med et land uden for EU (og Norden) om gensidig

udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning, jf. herved pkt.

4.4. i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring

af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold

på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om

udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige

(Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering

af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til

bekæmpelse af terrorisme mv.) (lovforslag nr. L 35 fremsat den 13.

december 2001, jf. nu lov nr. 378 af 6. juni 2002) (Folketingstidende

2001-2002, tillæg A, s. 808 ff.).

Endvidere kan justitsministeren efter § 2,

stk. 3, i en konkret sag beslutte, at der skal ske udlevering af en

dansk statsborger til en stat, som ikke er medlem af EU, selv om den

pågældende stat ikke har indgået en gensidig overenskomst

med Danmark om udlevering af egne statsborgere. Efter bestemmelsen er det en

forudsætning for en sådan udlevering, at betingelserne i

§ 2, stk. 2, jf. stk. 1, er opfyldt, og at særlige

hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor.

Ved vurderingen af, om en dansk statsborger skal udleveres

i medfør af § 2, stk. 3, skal der i modsætning til,

hvad der gælder for udlevering til andre EU-lande eller lande, med

hvilke der er indgået en gensidig udleveringsoverenskomst foretages

en konkret vurdering af mulighederne for og det hensigtsmæssige i at

gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem

for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i

udlandet.

Det har hidtil været Justitsministeriets opfattelse,

at der ved udlevering af danske statsborgere til udlandet bør

være mulighed for at stille vilkår om, at afsoning af en

eventuelt idømt frihedsstraf mv. foregår i Danmark.

Justitsministeriet har på denne baggrund folkeretligt taget forbehold

om, at udlevering af en dansk statsborger både til andre EU-lande og

til lande uden for EU (og Norden) kan betinges af, at den

pågældende overføres til strafafsoning i Danmark.

2.3.2. Udlevering af udlændinge (personer

uden dansk statsborgerskab)

Efter § 2 a, 1. pkt., kan der ske udlevering

af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af

en dom i en medlemsstat i EU, hvis den handling, for hvilken den

pågældende søges udleveret, efter dansk ret ville kunne

straffes med fængsel i mindst 6 måneder.

Udlevering af en udlænding til stater uden for

EU (og Norden) kan, jf. § 2 a, 2. pkt., kun ske, hvis handlingen

efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Hvis

handlingen efter dansk ret kun kan medføre kortere

fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er indgået

overenskomst herom med den pågældende stat, jf. § 2 a, 3.

pkt.

2.3.3. Andre betingelser

Udleveringslovens §§ 3-10 a indeholder en række

bestemmelser, der fastsætter de øvrige betingelser for

udlevering. De fleste af disse bestemmelser gælder både med

hensyn til udlevering af danske statsborgere og udlændinge, og uanset

om udlevering sker til en EU-medlemsstat eller til stater uden for EU.

Efter § 3, stk. 1, kan udlevering til

strafforfølgning i en anden stat kun ske, hvis der i den fremmede stat

er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes

eller fængsles for den pågældende handling. Udlevering til

fuldbyrdelse af en dom kan, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med

den pågældende stat, kun ske, hvis dommen lyder på

fængsel i mindst 4 måneder, eller den dømte i henhold til

dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal

anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed,

jf. § 3, stk. 2.

Efter § 3, stk. 3, kan udlevering til

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse finde sted for flere

strafbare forhold, selv om betingelserne i § 2, § 2 a og § 3,

stk. 1 og 2, kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene. Det

indebærer, at der kan ske udlevering på grundlag af en anmodning

om udlevering, som ud over at omfatte et eller flere forhold, der opfylder

betingelserne i §§ 2, 2 a og § 3, stk. 1 og 2, også

omfatter forhold, der efter dansk ret ikke er strafbare.

Hvis det på grund af særlige

omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen

vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering,

savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering

for handlingen ikke finde sted, jf. udleveringslovens § 3,

stk. 4.

Denne bestemmelse skal ses i lyste af, at Danmark i

forbindelse med ratifikationen af den europæiske konvention fra 1957 om

udlevering af lovovertrædere, jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28.

september 1963 (Lovtidende C, s. 219-242) har afgivet en

erklæring om, at danske myndigheder, når særlige

omstændigheder skønnes at gøre det påkrævet,

kan anmode det land, der fremsætter en anmodning om udlevering, om at

tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den

pågældende er skyldig, og afslå anmodningen, hvis

materialet findes utilstrækkeligt. Denne erklæring finder

anvendelse såvel ved udlevering til lande uden for EU som til andre

EU-lande.

I henhold til § 4 kan udlevering for en

militær lovovertrædelse ikke finde sted.

Efter § 5, stk. 1, kan udlevering for en

politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige

en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering

ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er

af ikke-politisk karakter, jf. § 5, stk. 2. Om en

lovovertrædelse er politisk, afhænger af en konkret

helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten

af den eller de interesser, der er krænket ved

lovovertrædelsen.

Der er i loven fastsat visse undtagelser fra forbudet mod

udlevering for politiske lovovertrædelser. Således finder

forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser efter

§ 5, stk. 3, nr. 1, ikke anvendelse, når handlingen er

omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om

bekæmpelse af terrorisme fra 1977 dvs. grove lovovertrædelser,

der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks.

kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove lovovertrædelser

mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af

bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.

Endvidere finder

forbudet, jf. § 5, stk. 3, nr. 2 og 3, ikke anvendelse ved

udlevering for en handling, der er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i

FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, eller artikel 2,

jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af

terrorisme.

Begrebet »omfattet af« indebærer både, at den

konkrete handling skal kunne henføres til en af de nævnte

konventionsbestemmelser, og at den stat, der anmoder om udlevering, skal have

ratificeret den pågældende konvention.

Efter § 6 må udlevering ikke finde sted,

hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen

på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt

befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i

øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for

forfølgelse, som retter sig mod den pågældendes liv eller

frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af den

europæiske udleveringskonvention fra 1957 taget et forbehold om, at

udlevering kan afslås, såfremt udlevering, navnlig under hensyn

til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold,

må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige

følger for den pågældende. Dette er kommet til udtryk i

udleveringslovens § 7, hvorefter udlevering skal afslås,

hvis en udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn, jf.

Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2548.

Det følger af § 8 i udleveringsloven,

at udlevering ikke kan ske, når den, der søges udleveret, her i

landet er dømt eller frifundet for den pågældende

strafbare handling. Er tiltale mod den pågældende frafaldet, kan

udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for

omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt. Bestemmelsen

er udtryk for den væsentlige retssikkerhedsgaranti, at man ikke skal

kunne dømmes for det samme forhold to gange (princippet om »ne bis in

idem«).

Efter § 9, stk. 1, kan udlevering

endvidere ikke finde sted, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde

straf for den pågældende lovovertrædelse er forældet

efter dansk ret. Bestemmelsen gælder dog ikke med hensyn til udlevering

til en EU-medlemsstat, jf. § 9, stk. 2.

Undtagelsesbestemmelsen i § 9, stk. 2, blev

indsat ved lov nr. 417 af 10. juni 1997. Det var ved samme lejlighed, at

kriminalitetskravet (strafferammekravet) for udlevering til andre EU-lande i

udleveringslovens § 3, stk. 1, blev sænket fra »mere end 1

års fængsel« til »mindst 6 måneders fængsel«.

Formålet med ændringerne var at gennemføre de

ændringer i udleveringsloven, der var nødvendige for, at Danmark

kunne ratificere konventionen fra 1996 om udlevering mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater, jf. Folketingstidende 1996-97,

tillæg A, sp. 4485-4498.

Udleveringslovens § 10 angiver visse

obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse med

udlevering. Efter § 10, nr. 1, må udlevering kun ske

på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar eller

udleveres videre til tredjeland for en anden lovovertrædelse

begået før udleveringen end den, for hvilken den

pågældende er udleveret (specialitetsreglen).

Efter § 10, nr. 1, litra a-c, gælder

forbudet mod strafforfølgning, straffuldbyrdelse eller

videreudlevering for andre lovovertrædelser begået før

udleveringen dog ikke, hvis justitsministeren meddeler tilladelse hertil

efter lovens § 20, jf. dog § 10 a (litra a), hvis den

pågældende, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade

det land, hvortil han er udleveret, har undladt dette, (litra b) eller hvis

den pågældende efter at have forladt det pågældende

land frivilligt er vendt tilbage (litra c).

De nærmere betingelser for, at justitsministeren kan

meddele tilladelse til at fravige specialitetsreglen i § 10,

fremgår af udleveringslovens § 20. Efter denne bestemmelse

kan justitsministeren efter anmodning tillade, at en person, der er

udleveret, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller

udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået

før udleveringen end den, som den pågældende er udleveret

for, jf. § 20, stk. 1. Justitsministeren kan kun give tilladelse,

hvis der efter udleveringsloven kunne være sket udlevering for den

pågældende handling, jf. § 20, stk. 2. En anmodning om

tilladelse til at fravige specialitetsreglen skal indeholde de oplysninger,

der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den

pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse

prøvet ved domstolene. Hvis den pågældende har forlangt

domstolsprøvelse, kan tilladelse først meddeles, når dens

lovlighed er fastslået ved endelig retskendelse, jf. stk. 5.

For så vidt angår udlevering til en

medlemsstat i EU fremgår det af § 10 a, at forbudet mod

strafansvar eller videreudlevering for andre lovovertrædelser

begået før udleveringen (specialitetsreglen) ikke gælder,

hvis de i bestemmelsen nævnte betingelser er opfyldt.

Efter § 10 a, stk. 1, kan en person, som

er udleveret til en EU-medlemsstat, således uden justitsministerens

tilladelse drages til ansvar for andre lovovertrædelser begået

før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis

strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at

den pågældende skal frihedsberøves. Den udleverede kan

endvidere drages til ansvar for sådanne lovovertrædelser, hvis

den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i

den medlemsstat, hvortil der er sket udlevering.

Efter § 10 a, stk. 2, kan den, der er

udleveret til en anden EU-medlemsstat, endvidere uden justitsministerens

tilladelse videreudleveres til en tredje EU-medlemsstat for andre

lovovertrædelser begået før udleveringen end den, der er

sket udlevering for, hvis den pågældende har meddelt samtykke til

udleveringen til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, og i den

forbindelse ligeledes meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for og

videreudleveret til den tredje medlemsstat for andre lovovertrædelser

begået før udleveringen. Efter bestemmelsen kan videreudlevering

også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har

meddelt samtykke til videreudleveringen i et retsmøde i den

medlemsstat, hvortil den pågældende er udleveret.

Det fremgår af § 10, nr. 2, at den

udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse må underkastes

strafforfølgning ved en særdomstol.

Endvidere anføres det i § 10, nr. 3, at

udlevering alene kan ske på vilkår af, at dødsstraf ikke

må fuldbyrdes for den pågældende handling. Denne

bestemmelse skal ses i lyset af artikel 11 i den europæiske

udleveringskonvention fra 1957, hvorefter udlevering for en

lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den stat, som har fremsat

anmodning om udlevering, kan straffes med døden, kan afslås af

en stat, der ikke har hjemmel til at idømme dødsstraf, eller

som i almindelighed ikke fuldbyrder dødsstraf, medmindre den stat, der

har fremsat udleveringsanmodningen, afgiver en sådan forsikring, som

den anden part anser for fyldestgørende, om, at dødsstraffen

ikke vil blive fuldbyrdet.

Det følger i øvrigt af artikel 1 i 6.

tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention,

at dødsstraf skal afskaffes, og at ingen må idømmes en

sådan straf eller henrettes. Bestemmelsen er i

Menneskerettighedsdomstolens praksis blevet tillagt eksterritorial virkning.

Det betyder, at en deltagerstat vil handle i strid med bestemmelsen, hvis den

udleverer en person til et land, hvor den pågældende risikerer at

blive idømt og få fuldbyrdet dødsstraf. Dette

gælder, hvad enten der er tale om udlevering til

strafforfølgning eller til straffuldbyrdelse. En deltagerstat vil dog

være fritaget for ansvar efter bestemmelsen, hvis den modtager

tilstrækkelige garantier fra den anmodende stat om, at den

pågældende ikke vil blive idømt eller få fuldbyrdet

dødsstraf.

2.4. Behandling af sager om udlevering

2.4.1. De almindelige regler

Kapitel 3 (§§ 11-18) i udleveringsloven indeholder de

almindelige regler for behandlingen af sager om udlevering, herunder hvilke

oplysninger anmodninger om udlevering skal indeholde.

Efter § 11, stk. 1, kan udlevering (jf.

dog lovens kapitel 3 a) kun ske på grundlag af en anmodning, der

indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes

beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Der skal samtidig

med anmodningen fremsendes en udskrift af den beslutning om anholdelse eller

fængsling eller af den dom, der danner grundlag for anmodningen, jf.

stk. 2.

En anmodning om udlevering sendes efter § 12

til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har

ophold, medmindre justitsministeren allerede på grundlag af anmodningen

og de oplysninger, der følger med denne, finder at burde nægte

udlevering. Efter modtagelsen af anmodningen iværksætter politiet

uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at

afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Politiets

undersøgelse foretages i overensstemmelse med retsplejelovens regler

om strafferetsplejen.

De retsmidler, der er omtalt i

retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om

varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om

ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a

om andre efterforskningsskridt, kan anvendes i samme omfang som i sager

vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der

forfølges her i landet, jf. § 13. I forbindelse med

udleveringssager vil det navnlig være bestemmelserne om anholdelse og

varetægtsfængsling, som anvendes med henblik på at sikre

den pågældendes fortsatte tilstedeværelse under

udleveringssagens behandling.

Når politiet iværksætter en

undersøgelse efter § 12, skal der i medfør af § 14

beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den

pågældende selv vælger en forsvarer. I øvrigt

gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af

forsvarer.

Når politiets

undersøgelse efter udleveringslovens § 12 er afsluttet,

forelægges spørgsmålet om udlevering for

justitsministeren, der træffer afgørelse i sagen, jf.

§ 15, stk. 1. Hvis justitsministeren træffer

afgørelse om udlevering, skal den pågældende samtidig

med meddelelsen om afgørelsen om udlevering have oplysning om

adgangen til domstolsprøvelse og om fristen for at fremsætte

anmodning herom, jf. § 15, stk. 2.

Adgangen til domstolsprøvelse er fastsat i

udleveringslovens § 16. Efter denne bestemmelses

stk. 1 kan den, der skal udleveres, forlange, at

spørgsmålet om udleveringsbeslutningens lovlighed indbringes for

retten. En anmodning om domstolsprøvelse skal, jf. bestemmelsens

stk. 2, fremsættes inden tre dage efter, at beslutningen om

udlevering er meddelt den pågældende. Når særlige

omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren tillade, at

beslutningen indbringes for retten, selv om anmodningen om

domstolsprøvelse først er fremsat efter fristens udløb.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres til

landsretten inden for en frist på tre dage, jf. stk. 3.

Hvis en beslutning om udlevering indbringes for retten,

kan der ikke ske udlevering, før beslutningen er fundet lovlig ved

retskendelse, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt. Indbringes

beslutningen ikke for retten, skal udleveringen gennemføres snarest

muligt, jf. § 17, stk. 2. Medmindre den

pågældende har givet afkald på domstolsprøvelse, kan

der dog ikke ske udlevering før udløbet af den frist på 3

dage, der efter § 16, stk. 2, gælder for at indbringe

justitsministerens afgørelse om udlevering for retten, jf.

§ 17, stk. 1, 1. pkt.

For at sikre, at en udlevering gennemføres, kan den

pågældende i medfør af udleveringslovens § 17,

stk. 3, anholdes og varetægtsfængsles efter reglerne i

retsplejeloven. En varetægtsfængsling skal dog ophæves,

hvis udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter, at beslutningen om

udlevering har kunnet gennemføres dvs. den pågældende

har givet afkald på domstolsprøvelse, fristen på 3 dage

for anmodning om domstolsprøvelse er udløbet, eller der er

afsagt endelig retskendelse om udlevering. I særlige tilfælde kan

retten dog forlænge fristen for varetægtsfængsling.

I forbindelse med en beslutning om udlevering kan

justitsministeren, jf. § 18, bestemme, at genstande, som er

beslaglagt eller taget i bevaring under sagen med forbehold af tredjemands

eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om

udleveringen.

2.4.2. Forenklet behandling af sager om

udlevering (mellem EU’s medlemsstater)

Ved lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov

om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af

straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige

angående fuldbyrdelse af straf mv. og retsplejeloven (International

strafferet) blev konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem

medlemsstaterne i Den Europæiske Union fra 1995 gennemført i

dansk ret, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 2226. Denne

forenklede procedure, der finder anvendelse ved udlevering mellem EU’s

medlemsstater, hvis den person, der ønskes udleveret, samtykker heri i

forbindelse med et retsmøde, fremgår af udleveringslovens

kapitel 3a (§§ 18 a-18 d). Forenklingen består i en mere

direkte kontakt mellem de berørte staters kompetente myndigheder.

Reglerne blev indført med henblik at sikre en

hurtig udlevering og at forhindre, at personer, der er villige til at lade

sig udlevere, må tilbageholdes i en længere periode, mens en

formel anmodning om udlevering udfærdiges, fremsendes, oversættes

og behandles, uanset at der ikke på forhånd er tvivl om, at

betingelserne for udlevering er opfyldt.

Efter § 18 a kan der ske udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union på grundlag af en

eftersøgning, der indeholder de i bestemmelsen nævnte

oplysninger. De oplysninger, som kan danne grundlag for udlevering efter den

forenklede procedure, svarer til de oplysninger, der fremgår af

Interpols efterlysninger. Oplysningerne svarer endvidere

indholdsmæssigt til de oplysninger, der normalt fremsendes sammen med

en formel anmodning om udlevering, jf. § 11. Bestemmelsen

indebærer i praksis, at behandlingen af en anmodning om udlevering kan

indledes straks ved politiets modtagelse af en efterlysning fra Interpol.

Efter modtagelsen af en eftersøgning

iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er

nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er

opfyldt, jf. § 18 b, stk. 1. Bortset fra § 18 c,

stk. 1, der giver mulighed for at fravige specialitetsreglen i

udleveringslovens § 10, er det de almindelige betingelser for udlevering

i lovens kapitel 2, der finder anvendelse.

Efter § 18 b, stk. 2, 1. pkt., finder

reglerne i §§ 13 og 14 tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at

der til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan

iværksættes anholdelse, legemsindgreb, ransagning og

beslaglæggelse mv. efter retsplejelovens regler. Det indebærer

endvidere, at der, når der iværksættes undersøgelse

i medfør af § 18 b, stk. 1, skal beskikkes en forsvarer for

den, der søges udleveret, medmindre den pågældende selv

vælger en forsvarer. I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens

kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse.

Efter § 18 b, stk. 2, 2. pkt., skal en

varetægtsfængsling som udgangspunkt ophæves, såfremt

en formel anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter

anholdelsen. Retten kan dog i særlige tilfælde forlænge

denne frist.

Fristen for varigheden af varetægtsfængsling,

iværksat på grundlag af en eftersøgning, skal ses i

sammenhæng med forbudet i 1957-konventionens art. 16, stk. 4, mod

at udstrække en foreløbig fængsling ud over 40 dage,

regnet fra anholdelsesdagen. Har den anmodede stat ikke inden dette tidspunkt

modtaget en formel anmodning om udlevering, jf. 1957-konventionens art. 12,

skal den pågældende løslades.

Som nævnt ovenfor er det efter § 18 c,

stk. 1, en betingelse for udlevering efter den forenklede procedure,

at den, der ønskes udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke

til udlevering. Hvis den pågældende ikke samtykker til

udleveringen, behandles sagen efter reglerne i kapitel 3. Efter bestemmelsen

kan den pågældende endvidere meddele samtykke til, at

specialitetsreglen i § 10, nr. 1, fraviges, således at den

pågældende kan drages til ansvar og udleveres videre til en

tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før

udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten skal vejlede den

pågældende om følgerne af samtykke.

Hvis

den pågældende meddeler samtykke til udleveringen, skal sagen

forelægges Justitsministeriet med henblik på tilladelse til

udlevering efter den forenklede procedure, jf. § 18 c, stk. 2,

1. pkt. Bestemmelsen indebærer, at udlevering kan nægtes,

uanset at den berørte person har meddelt samtykke, såfremt det

findes betænkeligt at gennemføre udlevering på det

foreliggende grundlag.

Finder justitsministeren, at betingelserne for

udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan udlevering iværksættes

umiddelbart af politiet, jf. § 18 c, stk. 2, 2. pkt.

Meddeles der ikke samtykke til udlevering, skal den anmodende stat

underrettes herom med henblik på at få lejlighed til at fremsende

en formel anmodning om udlevering.

For at sikre udleveringens gennemførelse

fremgår det af § 18 d, at de i retsplejelovens kapitel 69

om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte

retsmidler kan anvendes. Fængsling, som er sket i medfør af

denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted

inden 20 dage efter justitsministerens beslutning om udlevering. I

særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

Endvidere finder § 18 om overgivelse af beslaglagte genstande mv. til

den anmodende myndighed tilsvarende anvendelse.

2.5. Andre bestemmelser

Endelig indeholder udleveringslovens kapitel 4

(§§ 19-23) en række andre bestemmelser om efterlyste personer,

videreudlevering, transit, mv.

Udleveringslovens §§ 11 og 12 indebærer, at der

ikke kan indledes en nærmere undersøgelse af en anmodning om

udlevering, før den i henhold til § 11, stk. 2,

nødvendige dokumentation foreligger. Efter udleveringslovens

§ 19 kan der imidlertid efter omstændighederne foretages

foreløbig anholdelse, varetægtsfængsling, legemsindgreb,

ransagning og beslaglæggelse, såfremt den berørte person

er efterlyst af myndighederne i den anmodende stat som sigtet, tiltalt eller

dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde

udlevering efter udleveringsloven. De nævnte foranstaltninger skal

imidlertid som udgangspunkt ophæves, såfremt anmodning om

udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter

anholdelsen.

§ 19 om foranstaltninger i anledning af en

efterlysning har i forhold til andre EU-medlemsstater alene praktisk

betydning i de tilfælde, hvor udleveringssagen er indledt uden nogen

forudgående anmodning om udlevering i medfør af § 18 a. I

de tilfælde, hvor udleveringssagen indledes i medfør af

§ 18 a, vil frihedsberøvelse i stedet ske med hjemmel i § 18

b, stk. 2.

Efter § 20 kan justitsministeren efter

anmodning tillade, at specialitetsreglen i § 10 fraviges, således

at en person, der er udleveret, underkastes strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse eller udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar

handling begået før udleveringen end den, som den

pågældende er udleveret for. Der henvises herom til afsnit 2.3.3.

ovenfor.

Efter § 21, stk. 1, om transit kan

Justitsministeriet tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat

til en anden, føres gennem riget, hvis bestemmelserne i § 2

(betingelserne for udlevering af danske statsborgere) eller §§ 4-6

(militær lovovertrædelse, politisk lovovertrædelse,

forbudet mod udlevering ved risiko for forfølgelse) i udleveringsloven

ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet

for den pågældende handling.

Hvis der er tale om en udlevering til Finland, Island,

Norge eller Sverige, kan der dog meddeles tilladelse, såfremt

bestemmelserne i § 2 (betingelserne for udlevering af danske

statsborgere) eller § 4 (politisk lovovertrædelse) i loven om

udlevering til disse lande ikke ville være til hinder for udlevering af

den pågældende her fra landet, jf. udleveringslovens

§ 21, stk. 2.

3. Rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre mv.

3.1. Baggrunden for rammeafgørelsen

Baggrunden for rammeafgørelsen var et ønske

om på grundlag af konklusionerne fra Det Europæiske Råds

møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999 at forenkle og effektivisere

udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne med fuld respekt af

grundlæggende retsprincipper.

Rammeafgørelsen er udarbejdet med hjemmel i artikel

34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

hvorefter Rådet på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen

med enstemmighed kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det

tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at

bestemme form og midler for gennemførelsen.

Formålet med rammeafgørelsen er at

gennemføre forenklede regler om udlevering mellem medlemsstaterne. Den

nye udleveringsordning indebærer, at princippet om gensidig

anerkendelse gennemføres på udleveringsområdet. Dette

indebærer, at når en medlemsstat anmoder om at få en person

udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne

anmodning imødekommes, medmindre der foreligger en af de

afslagsgrunde, som fremgår af rammeafgørelsen. Med henblik

på at forenkle de administrative procedurer vedrørende

udlevering erstattes de traditionelle anmodninger om udlevering med den

europæiske arrestordre, som har karakter dels af en anmodning om

fængsling med henblik på udlevering, dels af en anmodning om

udlevering.

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

mv. erstatter alle hidtidige instrumenter om udlevering mellem

medlemsstaterne, herunder de bestemmelser i afsnit III i konventionen om

gennemførelse af Schengen-aftalen, der vedrører udlevering.

Rammeafgørelsen indeholder bestemmelser, der

fastlægger, i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være

forpligtede til at udlevere en lovovertræder til en anden medlemsstat,

og udkastet fastlægger herudover, i hvilke tilfælde

medlemsstaterne kan eller skal afslå udlevering af en

lovovertræder.

For at understrege princippet om gensidig anerkendelse og

forskellen mellem udlevering mellem medlemsstaterne og udlevering mellem

tredjelande anvender rammeafgørelsen en række nye begreber. I

rammeafgørelsen anvendes begrebet »overgivelse« i stedet for

»udlevering«, selv om begge begreber omfatter den fysiske overgivelse af en

eftersøgt person til det anmodende land. Endvidere anvendes »den

udstedende stat« i stedet for »den anmodende stat« og »den fuldbyrdende stat«

i stedet for »den anmodede stat«. Da ingen af disse nye begreber har en anden

indholdsmæssig betydning end de gældende begreber, anvendes de

gældende begreber i forbindelse med gennemgangen af

rammeafgørelsen. Den anmodende medlemsstat er således den

medlemsstat, der udsteder en europæisk arrestordre, og den anmodede

medlemsstat er den medlemsstat, der skal gennemføre en europæisk

arrestordre.

Rammeafgørelsen er opdelt i fire kapitler, nemlig

kapitel 1 (artikel 1 8) om almindelige principper, kapitel 2 (artikel 9

25) om overgivelsesproceduren, kapitel 3 (artikel 26 30) om virkninger af

overgivelsen og kapitel 4 (artikel 31 35) indeholdende almindelige og

afsluttende bestemmelser.

Herudover indeholder præamblen til

rammeafgørelsen en række betragtninger, som har betydning for

fortolkningen og anvendelsen af rammeafgørelsen.

Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre

overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med

udlevering af lovovertrædere.

Efter præambelbetragtning nr. 12 kan intet i

rammeafgørelsen fortolkes som et forbud mod at nægte at udlevere

en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, hvis der er

objektive grunde til at formode, at den europæiske arrestordre er

udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person

på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund,

nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering,

eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af

disse grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er

til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne

forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig

rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre

medier.

I præambelbetragtning nr. 13 anføres det, at

personer ikke må overføres, udsendes eller udleveres til en

stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for

dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf.

3.2. Betingelser for

udlevering til EU-medlemsstater

Efter rammeafgørelsens artikel 1 forpligter

medlemsstaterne sig til på grundlag af princippet om gensidig

anerkendelse og i overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen at

gennemføre en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik

på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller

en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af artikel 1,

stk. 3, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen

ændring af medlemsstaternes pligt til at respektere de

grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, der er

fastlagt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

Artikel 2, stk. 1

,

fastlægger anvendelsesområdet for den europæiske

arrestordre. Efter denne bestemmelse kan arrestordren udstedes med henblik

på:

1) Straffuldbyrdelse af en endelig dom i

en straffesag, hvorved den pågældende - i det land, der har

udstedt arrestordren - er idømt frihedsstraf eller en anden

frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders

varighed.

2) Strafforfølgning i

straffesager, der medfører frihedsberøvelse og vedrører

en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har

udstedt arrestordren, kan medføre frihedsstraf eller en anden

frihedsberøvende foranstaltning af mindst 12 måneders

varighed.

Den europæiske arrestordre

kan således udstedes både med henblik på fuldbyrdelse af en

dom og med henblik på strafforfølgning, på samme

måde som udlevering i dag kan ske med henblik på

strafforfølgning og straffuldbyrdelse.

I relation til

spørgsmålet om, hvorvidt den anmodede EU-medlemsstat kan

kræve, at den handling, for hvilken arrestordre er udstedt, ligeledes

er strafbar i denne stat (kravet om dobbelt strafbarhed), sondrer

rammeafgørelsen jf. artikel 2, stk. 2 og 4, mellem

lovovertrædelser inden for og uden for en såkaldt

positiv-liste.

Hvis arrestordren er udstedt for en handling, der er

omfattet af positiv-listen, og denne lovovertrædelse kan

medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3

år i den anmodende medlemsstat, kan der ikke stilles krav om dobbelt

strafbarhed. Handlingen skal således i disse tilfælde ikke

nødvendigvis være strafbar i den anmodede medlemsstat. Da de

lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt

vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af

rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal

foretages en indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes

er strafbar i den anmodede medlemsstat.

For så vidt angår handlinger, der ikke er

omfattet af positiv-listen, fastslår artikel 2, stk. 4, at

udlevering kan være betinget af, at de forhold, der ligger til grund

for en europæisk arrestordre, udgør en lovovertrædelse

efter den anmodede medlemsstats lovgivning, uanset gerningsindholdet eller

den retlige beskrivelse. I disse tilfælde vil der således skulle

gennemføres en kontrol af, om forholdet også er strafbart i den

stat, som skal gennemføre udleveringen.

Positiv-listen

omfatter en række

lovovertrædelser, herunder bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel

udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med

narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning,

falskmøntneri, deltagelse i en kriminel organisation,

miljøkriminalitet, manddrab, sabotage, pengeafpresning, røveri,

bortførelse, racisme, tyveri og forfalskning af betalingsmidler.

Listen er udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er

omfattet af Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere

lovovertrædelser på positiv-listen, jf. artikel 2,

stk. 3.

Artikel 3

i rammeafgørelsen indeholder tre

obligatoriske afslagsgrunde, der, hvis en af disse foreligger, bevirker, at

medlemsstaterne skal afslå gennemførelsen af en europæisk

arrestordre og dermed udlevering.

For det første skal den anmodede medlemsstat, jf. artikel 3,

stk. 1, således nægte udlevering, hvis den

lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, kan

retsforfølges i den anmodede medlemsstat, og der i denne stat er

truffet beslutning om benådning (amnesti).

For det andet skal

udlevering, jf. artikel 3, stk. 2, afslås, hvis det, af de

oplysninger den anmodede medlemsstats relevante myndighed er i besiddelse af,

fremgår, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er

blevet endelig dømt i den anmodede eller en anden medlemsstat for de

samme handlinger, som ligger til grund for arrestordren, og straffen i

tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet

eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.

Denne bestemmelse omhandler princippet om forbud mod dobbelt

strafforfølgning (»ne bis in idem«).

Endelig skal udlevering,

jf. artikel 3, stk. 3, afslås, hvis den person, der er

omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter den anmodede

stats lovgivning.

Artikel 4

indeholder en række fakultative

afslagsgrunde. Medlemsstaterne har således mulighed for at afslå

at gennemføre en europæisk arrestordre og dermed udlevering,

hvis en eller flere af disse afslagsgrunde foreligger.

Udlevering kan for det første afslås i det

tilfælde, hvor en europæisk arrestordre er udstedt for en

lovovertrædelse, der ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 2, og

den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, ikke er

strafbar efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat (kravet om dobbelt

strafbarhed), jf. artikel 4, stk. 1.

Dernæst kan udlevering

afslås, hvis den person, der er genstand for en europæisk

arrestordre, allerede retsforfølges i den anmodede stat for de samme

lovovertrædelser, som ligger til grund for arrestordren, jf. artikel

4, stk. 2.

Herudover

kan udlevering afslås, hvis den anmodede medlemsstat allerede har

besluttet ikke at indlede retsforfølgning eller at opgive

retsforfølgning af den lovovertrædelse, der ligger til grund for

arrestordren, jf. artikel 4, stk. 3. Denne bestemmelse

indebærer, at danske myndigheder bl.a. kan afslå udlevering, hvis

påtale er opgivet i medfør af retsplejelovens § 721.

Udlevering kan endvidere afslås, hvis lovovertrædelsen eller

adgangen til at fuldbyrde en frihedsstraf er forældet i henhold til

lovgivningen i den anmodede medlemsstat, og denne stat har kompetence til at

retsforfølge lovovertrædelsen, jf. artikel 4,

stk. 4.

Herudover kan udlevering

afslås, hvis den anmodede medlemsstat er i besiddelse af oplysninger

om, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet

endelig dømt i et tredjeland for den lovovertrædelse, der ligger

til grund for arrestordren, og straffen er fuldbyrdet, er ved at blive

fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes i domslandet, jf.

artikel 4, stk. 5.

For så vidt angår statsborgere eller

personer med bopæl i den anmodede medlemsstat kan udlevering

afslås, hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen

af en straffedom, og den anmodede medlemsstat forpligter sig til selv at

fuldbyrde straffen, jf. artikel 4, stk. 6. Denne bestemmelse har

således betydning for udlevering af danske statsborgere til andre

EU-lande, idet danske myndigheder kan afslå udlevering med henblik

på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, hvis de danske myndigheder

forpligter sig til at overtage fuldbyrdelsen af straffen. Bestemmelsen skal

ses i sammenhæng med artikel 5, stk. 3, i rammeafgørelsen,

der indebærer, at udlevering af egne statsborgere til

strafforfølgning i andre EU-medlemsstater kan betinges af, at den

pågældende tilbageføres med henblik på at fuldbyrde

en eventuel straf i den anmodede medlemsstat.

Endelig indeholder artikel 4, stk. 7, en

mulighed for at afslå udlevering, hvis den lovovertrædelse, der

er omfattet af arrestordren, efter den anmodede medlemsstats lovgivning helt

eller delvis anses for at være begået på denne stats

territorium. Udlevering kan ligeledes nægtes, hvis

lovovertrædelsen er begået uden for den anmodende stats

territorium, og den anmodede medlemsstats lovgivning ikke hjemler adgang til

retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de

er begået uden for denne stats territorium. Bestemmelsen giver

således mulighed for at nægte udlevering i visse tilfælde,

hvor den anmodende stat udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence

dvs. foretager strafforfølgning af handlinger begået uden for

den pågældende medlemsstats eget territorium.

Artikel 5

omfatter de garantier, som den anmodende

medlemsstat skal give den anmodede medlemsstat i visse særlige

tilfælde.

Hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en

udeblivelsesdom, og domfældte ikke er blevet indkaldt personligt eller

på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for

domsforhandlingen, kan udlevering betinges af, at den anmodende stat

garanterer, at sagen kan genoptages, og at der kan gennemføres en ny

domsforhandling, hvor den tiltalte er tilstede, jf. artikel 5,

stk. 1.

I de tilfælde, hvor arrestordren er

udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel

på livstid, kan udlevering betinges af, at det anmodende lands

lovgivning tillader, at der enten på anmodning eller senest efter 20

år kan ske fornyet prøvelse af, om der er grundlag for at

fortsætte fuldbyrdelsen af dommen, jf. artikel 5,

stk. 2.

Hvis arrestordren er udstedt

med henblik på strafforfølgning af en person, der er statsborger

i den anmodede medlemsstat, kan udlevering betinges af, at den

pågældende kan tilbageføres til den pågældende

medlemsstat med henblik på fuldbyrdelsen af en eventuel straf, jf.

artikel 5, stk. 3. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med

artikel 4, stk. 6, hvorefter udlevering af egne statsborgere eller

personer med bopæl i den anmodede medlemsstat kan afslås, hvis

arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en straffedom,

og den anmodede medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde

straffen.

Efter artikel 6 skal medlemsstaterne udpege de

judicielle myndigheder, som er kompetente til at udstede og fuldbyrde en

europæisk arrestordre.

Udpegningen af kompetente nationale myndigheder sker i

overensstemmelse med national ret.

I henhold til artikel 7 kan medlemsstaterne udpege

en eller flere centrale myndigheder til at bistå de judicielle

myndigheder. Medlemsstaterne kan pålægge den centrale myndighed

at forestå modtagelse og fremsendelse af en europæisk

arrestordre.

Artikel 8

fastlægger indholdet og formen af

en europæisk arrestordre, og der er som bilag til

rammeafgørelsen vedlagt det certifikat, der udgør den

europæiske arrestordre. En europæisk arrestordre skal indeholde

følgende oplysninger:

den eftersøgte persons identitet

angivelse af den judicielle myndighed i udstedelseslandet

angivelse af, hvorvidt arrestordren omfatter overgivelse med henblik

på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse

lovovertrædelsens art og de relevante lovbestemmelser

en beskrivelse af sagens omstændigheder, herunder den

eftersøgte persons deltagelse i lovovertrædelsen

den idømte straf, hvis arrestordren er udstedt med henblik

på straffuldbyrdelse, eller den foreskrevne strafferamme, hvis

arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning

eventuelle andre konsekvenser af lovovertrædelsen.

En række af de oplysninger, som en europæisk

arrestordre skal indeholde, er identiske med de oplysninger, der efter

artikel 95 i Schengen-konventionen skal fremgå af en efterlysning med

henblik på optagelse i Schengen-informationssystemet.

Artikel 9

vedrører fremsendelse af den

europæiske arrestordre. Bestemmelsen indebærer, at i de

tilfælde, hvor opholdsstedet for den person, der er omfattet af en

europæisk arrestordre, er kendt, kan de judicielle myndigheder i den

anmodende medlemsstat fremsende arrestordren direkte til de kompetente

judicielle myndigheder i den anmodede medlemsstat. I alle tilfælde,

herunder når opholdsstedet er ukendt, kan den eftersøgte person

dog indberettes til Schengen-informations-systemet. Denne indberetning

foretages i overensstemmelse med artikel 95 i Schengen-konventionen, og

indberetningen har samme gyldighed som den europæiske arrestordre

ledsaget af de oplysninger, der er nævnt i artikel 8, stk. 1. For

tiden kan Schengen-informationssystemet imidlertid ikke indeholde alle de

oplysninger, der fremgår af artikel 8, stk. 1. Indberetningen vil

dog i en overgangsperiode have samme gyldighed som en europæisk

arrestordre, således at indberetningen betragtes som en efterlysning og

en anmodning om anholdelse, indtil den judicielle myndighed i den anmodede

stat har modtaget den originale arrestordre.

Artikel 10

omhandler en række praktisk

spørgsmål i forbindelse med fremsendelsen af en europæisk

arrestordre.

Efter artikel 11 skal den eftersøgte person

anholdes, og den anmodede stat skal underrette den pågældende om,

at der foreligger en europæiske arrestordre og indholdet heraf.

Endvidere skal den pågældende orienteres om muligheden for at

meddele samtykke til udleveringen, jf. artikel 13. Underretningen sker i

overensstemmelse med national ret. Den anholdte har ret til at lade sig

bistå af en advokat og om nødvendigt en tolk i

overensstemmelse med national ret i den anmodede stat.

Artikel 12

indebærer, at den judicielle

myndighed i den anmodede stat i overensstemmelse med national ret skal

afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet

i forbindelse med undersøgelsen af, om en europæisk arrestordre

skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket som helst

tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret,

dog under forudsætning af, at den kompetente myndighed træffer de

nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den

pågældende ikke flygter.

Det er grundtanken i rammeafgørelsen, at den

anmodede stat på grundlag af de oplysninger, der fremgår af en

europæisk arrestordre, skal kunne træffe afgørelse om

anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering af den

eftersøgte person. Den anmodede stat vil således normalt ikke

have behov for andre oplysninger fra den anmodende stat end de oplysninger,

der følger af den europæiske arrestordre.

Hvis den anholdte meddeler samtykke til udleveringen, skal

dette samtykke efter artikel 13 meddeles den judicielle myndighed i

overensstemmelse med national ret. Samtykket kan i princippet ikke

tilbagekaldes, men medlemsstaterne kan dog fastsætte, at samtykke kan

tilbagekaldes i henhold til national ret.

Hvis den anholdte ikke meddeler samtykke til udleveringen,

skal den pågældende ifølge artikel 14 have

lejlighed til at udtale sig om arrestordren.

Efter artikel 15 afgør den judicielle

myndighed i den anmodede stat inden for de frister og på de

betingelser, der er fastsat i rammeafgørelsen, om der er grundlag for

udlevering. Den judicielle myndighed kan anmode om yderligere oplysninger fra

den anmodende stat, og den kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelse

af disse supplerende oplysninger.

Medlemsstaterne kan beslutte, at den afgørelse, som

den judicielle myndighed træffer, kan appelleres i henhold til national

ret.

Artikel 16

vedrører

de situationer, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger. Hvis flere

medlemsstater har udstedt en europæisk arrestordre i forhold til den

samme person, skal de judicielle myndigheder i den anmodede stat

afgøre, hvilken anmodning der skal imødekommes.

Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de

foreliggende oplysninger herunder lovovertrædelsernes grovhed,

gerningsstederne samt tidspunktet for udstedelsen af arrestordrerne

Hvis der foreligger en

europæisk arrestordre og tillige en anmodning om udlevering fra et

tredjeland, skal den anmodede stat træffe afgørelse om, hvilken

anmodning der skal imødekommes under hensyn til samtlige foreliggende

omstændigheder, herunder de omstændigheder der følger af

den relevante konvention eller udleveringsaftale.

Rammeafgørelsen

berører ifølge bestemmelsen ikke medlemsstaternes forpligtelser

i henhold til statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis

anmodninger i visse tilfælde vil have forrang.

Artikel 17

fastsætter, at en europæisk

arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag, og opstiller i

øvrigt visse frister for sagsbehandlingen. Bestemmelsen

indebærer, at den endelige afgørelse om udlevering bør

træffes senest 10 dage efter, at den anholdte har meddelt samtykke til

udleveringen. I andre tilfælde bør afgørelsen

træffes senest 60 dage efter anholdelsen af den pågældende.

Denne frist kan dog i særlige tilfælde forlænges med 30

dage. Den anmodede medlemsstat skal sikre, at den pågældende

forbliver i denne stat, indtil der er truffet en endelig

afgørelse.

Artikel 18 og 19

indebærer, at i de

tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt med henblik på

strafforfølgning, skal den anmodede medlemsstats judicielle

myndigheder efter anmodning enten meddele samtykke til, at der

gennemføres afhøring af den eftersøgte person, eller at

den eftersøgte person midlertidigt overføres til den anmodende

stat.

Hvis den person, der ønskes, f.eks. nyder immunitet

i den anmodede medlemsstat, løber fristen for afgørelse af

udleveringsspørgsmålet efter artikel 20 først fra det

tidspunkt, hvor den judicielle myndighed i den anmodede stat er blevet

underrettet om, at immuniteten i givet fald er ophævet.

Artikel 21

fastlægger, at

rammeafgørelsen ikke påvirker de forpligtelser, som

medlemsstaterne har over for en stat uden for EU, når en person er

udleveret fra en sådan tredjestat. Medlemsstaterne skal således

respektere eventuelle forbud mod videreudlevering herunder til en anden

medlemsstat.

Efter artikel 22 skal den judicielle myndighed i

den anmodede medlemsstat straks meddele den anmodende medlemsstat, om den

europæiske arrestordre vil blive imødekommet, og dermed om

udlevering kan finde sted.

Efter artikel 23 udleveres den eftersøgte

person hurtigst muligt efter aftale mellem de berørte medlemsstater.

Udleveringen skal dog finde sted senest 10 dage efter, at der er truffet

afgørelse om udlevering. Udleveringen kan midlertidigt udsættes,

hvis den anholdtes alder, helbred eller andre humanitære grunde taler

herfor. Hvis udleveringen ikke kan finde sted inden den angivne frist,

løslades den pågældende.

I medfør af artikel 24 kan den judicielle

myndighed i den anmodede medlemsstat efter at have truffet afgørelse

om udlevering beslutte, at udleveringen udsættes med henblik

på, at den pågældende retsforfølges eller fuldbyrder

en straf i denne stat.

Efter artikel 25 skal medlemsstaterne tillade

transit gennem deres områder af en eftersøgt person, der skal

udleveres fra en medlemsstat til en anden medlemsstat eller fra en tredjestat

til en medlemsstat, hvis de bl.a. har modtaget oplysning om identiteten

på den pågældende person, statsborgerskab og

lovovertrædelsens karakter. Der er mulighed for at gøre transit

af egne statsborgere betinget på samme måde, som udlevering af

egne statsborgere kan gøres betinget.

I henhold til artikel 26 skal den anmodende

medlemsstat fratrække enhver frihedsberøvelse, herunder

frihedsberøvelsen i den anmodede medlemsstat, i den samlede straf.

Artikel 27

omhandler den

såkaldte specialitetsregel. Medlemsstaterne kan meddele

Rådssekretariatet, at en person, der er blevet udleveret fra denne

medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre, i den

anmodende medlemsstat kan retsforfølges, dømmes og

tilbageholdes for andre lovovertrædelser end den lovovertrædelse,

for hvilken den europæiske arrestordre var udstedt, medmindre den

judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat i særlige

tilfælde anfører andet i sin beslutning. Hvis en medlemsstat

ikke har afgivet en sådan erklæring overfor

Rådssekretariatet, finder de gældende specialitetsregler fortsat

anvendelse. Dette indebærer, at en person, der er udleveret, som

hovedregel ikke kan retsforfølges, dømmes eller tilbageholdes

for andre lovovertrædelser begået forud for udleveringen. Der

gælder dog visse undtagelser i forhold til denne hovedregel, som svarer

til de gældende regler i udleveringsloven, herunder hvis den

pågældende har meddelt samtykke hertil, eller hvis

lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse.

Efter artikel 28 kan medlemsstaterne meddele

Rådssekretariatet, at den person, der udleveres, kan videreudleveres

til en anden medlemsstat, medmindre den judicielle myndighed i det land, der

har udleveret den pågældende, i særlige tilfælde

anfører andet. Hvis en sådan erklæring ikke afgives, kan

videreudlevering som udgangspunkt ikke finde sted. Der gælder dog visse

undtagelser, herunder hvis den person, der er udleveret, har meddelt samtykke

til videreudlevering, eller hvis det land, der har udleveret den

pågældende, har meddelt samtykke til videreudlevering. Disse

regler svarer til de gældende regler i udleveringsloven.

Udlevering til en stat uden for EU må alene finde

sted, hvis den stat, der har udleveret den pågældende, har

meddelt sit samtykke hertil.

Artikel 29

indeholder regler om overgivelse af

genstande i forbindelse med udlevering. Bestemmelsen fastslår, at den

anmodede stat i overensstemmelse med national ret skal beslaglægge og

overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller

som den eftersøgte har erhvervet som resultat af

lovovertrædelsen.

Artikel 30

vedrører omkostninger.

Da rammeafgørelsens regler skal erstatte de

gældende regler om udlevering af lovovertrædere mellem

medlemsstaterne, indebærer rammeafgørelsen efter artikel 31, at

bestemmelserne i rammeafgørelsen den 1. januar 2004 træder i

stedet for de gældende konventioner om udlevering mellem

medlemsstaterne. Derimod berører rammeafgørelsen ikke

anvendelsen af forenklede procedurer eller betingelser, der følger af

bilaterale eller multilaterale aftaler, eller som er aftalt mellem

medlemsstaterne på grundlag af ensartet eller gensidig lovgivning, i

det omfang de er mere vidtrækkende end udkastet til

rammeafgørelse.

Medlemsstaterne kan endvidere indgå bilaterale eller

multilaterale aftaler efter rammeafgørelsens ikrafttræden, hvis

sådanne aftaler er mere vidtrækkende end rammeafgørelsen,

men aftalerne må ikke påvirke forbindelserne mellem

medlemsstaterne. Sådanne aftaler må f.eks. ikke give forrang til

anmodninger om udlevering fra visse medlemsstater eller stater udenfor

EU.

Medlemsstaterne skal inden tre måneder efter

rammeafgørelsens ikrafttræden meddele Rådet og

Kommissionen, hvilke gældende aftaler de fortsat ønsker at

anvende.

Artikel 32

indebærer, at de gældende

konventioner om udlevering fortsat finder anvendelse på anmodninger,

der er fremsat før den 1. januar 2004. Anmodninger, der modtages efter

dette tidspunkt, behandles efter reglerne i rammeafgørelsen.

Medlemsstaterne kan dog på tidspunktet for Rådets vedtagelse af

rammeafgørelsen fremsætte en erklæring om, at anmodninger,

der vedrører handlinger begået før en af medlemsstaten

nærmere angivet dato, dog senest ikrafttrædelsesdatoen efter

artikel 35, vil blive behandlet i overensstemmelse med de gældende

udleveringsregler.

Artikel 34 og 35

vedrører

rammeafgørelsens gennemførelse og ikrafttræden.

Bestemmelserne indebærer, at medlemsstaterne skal træffe de

nødvendige foranstaltninger for at gennemføre

rammeafgørelsen senest den 31. december 2003. Rammeafgørelsen

træder i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i EF-Tidende.

4. Justitsministeriets overvejelser

Rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre mv. indeholder en række betingelser for

udlevering og procedurer for behandlingen af udleveringsanmodninger, som

væsentligt adskiller sig fra de betingelser og procedurer, der i dag

gælder for udlevering til andre stater, herunder EU-medlemsstater. Som

følge heraf foreslår Justitsministeriet, at der indføres

en ny systematik i udleveringsloven, således at loven bl.a. opdeles i

et kapitel om betingelser for udlevering til stater uden for EU (kapitel 2),

et kapitel om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 2 a),

et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til stater uden for EU

(kapitel 3) samt et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til

EU-medlemsstater (kapitel 3 a). Lovens 4. kapitel om andre bestemmelser vil

fortsat gælde for alle sager om udlevering, medmindre andet

følger af de enkelte bestemmelser.

I det følgende behandles først de nye

betingelser for udlevering til EU-medlemsstater, herunder afslagsgrundene,

jf. pkt. 4.1. Herefter gennemgås procedurerne for behandling af sager

om udlevering til EU-medlemsstater, jf. pkt. 4.2. Endelig omtales forholdet

til de nordiske udleveringsregler, jf. pkt. 4.3.

4.1. Betingelser for udlevering til

EU-medlemsstater på grundlag af den europæiske

arrestordre

Rammeafgørelsen indeholder i

artikel 2 nogle krav til lovovertrædelsens beskaffenhed, der

fastsætter, hvornår udlevering som udgangspunkt skal ske.

Samtidig indeholder artikel 3 og 4 en række obligatoriske og

fakultative afslagsgrunde, hvorefter medlemsstaterne henholdsvis skal eller

kan afslå at udlevere en person til en anden medlemsstat på

grundlag af en europæisk arrestordre. Hertil kommer, at medlemsstaterne

i henhold til artikel 5 kan stille en række vilkår som betingelse

for udleveringen. Enkelte af disse afslagsgrunde går videre, end hvad

der i dag følger af udleveringskonventionerne. Begrundelsen herfor er

navnlig, at rammeafgørelsen i artikel 2 indeholder en fravigelse af

kravet om dobbelt strafbarhed. Dette medfører eksempelvis et behov for

at kunne afslå en anmodning om udlevering med den begrundelse, at den

pågældende er under den kriminelle lavalder i det anmodede

land.

De i rammeafgørelsen

nævnte afslagsgrunde er udtømmende. Der vil således ikke

kunne ske afvisning af en europæisk arrestordre, hvis betingelserne for

udlevering i rammeafgørelsen er opfyldt, og der ikke foreligger en af

de i rammeafgørelsen særligt opregnede afslagsgrunde

Det bemærkes i denne forbindelse, at

rammeafgørelsen den 1. januar 2004 træder i stedet for de

gældende konventioner om udlevering mellem medlemsstaterne (jf. artikel

31). Det betyder således bl.a., at 1957-konventionen og de

tilhørende protokoller samt 1995-konventionen og 1996-konventionen

ikke længere finder anvendelse mellem medlemsstaterne. Det vil

således ikke længere være muligt at afslå udlevering

i henhold til en europæisk arrestordre under henvisning til

bestemmelser i eller forbehold over for disse konventionsbestemmelser.

4.1.1. Forholdet til Den europæiske

Menneskerettighedskonvention

Det fremgår af

rammeafgørelsens præambelbetragtning nr. 12 og artikel 1,

stk. 3, at reglerne i rammeafgørelsen er fastsat under

iagttagelse af de grundlæggende rettigheder og grundlæggende

retsprincipper, som fremgår af artikel 6 i Traktaten om Den

Europæiske Union (TEU).

Efter artikel 6 i TEU bygger unionen på principperne

om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de

grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er

principper, som medlemsstaterne har til fælles. Det følger

endvidere af bestemmelsen, at unionen respekterer den grundlæggende

rettigheder, således som de garanteres ved Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, og således som de følger af

medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som

generelle principper for fællesskabsretten.

Lovforslag indebærer således ingen

ændringer af Danmarks forpligtelse til at overholde de

grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I præambelbetragtning nr. 13 i

rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. er

anført, at personer ikke må udleveres til en stat, hvor der er

alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller

anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Det fremgår allerede af den gældende § 10

(nr. 3) i udleveringsloven, hvortil den foreslåede § 10 j,

stk. 1, henviser, at udlevering kun kan ske på vilkår af, at

en eventuel idømt dødsstraf ikke fuldbyrdes.

I lyset af denne udtrykkelige bestemmelse i

præamblen til rammeafgørelsen samt de indkomne

høringssvar har Justitsministeriet fundet det naturligt at

indsætte en bestemmelse, der præciserer, at udlevering ikke

må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende vil

blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf. Der henvises herved til de foreslåede

bestemmelser i § 6, stk. 2 (om udlevering til stater uden for EU)

og § 10 h, stk. 2 (om udlevering til EU-medlemsstater).

Justitsministeriet har overvejet, om der bør

indsættes en generel bestemmelse i udleveringsloven, der udtrykkeligt

fastsætter, at udlevering ikke må finde sted, hvis udlevering

ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser.

Det er imidlertid almindeligt anerkendt i dansk ret, at

Danmark er forpligtet til at overholde Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, som er gjort til en del af dansk ret ved lov

nr. 285 af 29. april 1992. Der er endvidere Justitsministeriet bekendt

ikke i anden national lovgivning er indsat en sådan særlig

bestemmelse, der udtrykkeligt fastslår denne forpligtelse. På den

baggrund har Justitsministeriet ikke fundet det nødvendigt eller

hensigtsmæssigt at foreslå indsat en sådan generel

bestemmelse. Hertil kommer, at en sådan bestemmelse ikke ville give

yderligere vejledning, men ville derimod kunne give anledning til urigtige

modsætningsslutninger i forhold anden lovgivning.

Det bemærkes, at de foreslåede bestemmelser i

§ 6, stk. 2 og § 10 h, stk. 2, naturligvis ikke

indebærer, at de bestemmelser i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention f.eks. artikel 6 om kravet om en

retfærdig rettergang der ikke udtrykkeligt nævnes i

udleveringsloven, ikke finder anvendelse.

4.1.2. Lovovertrædelsens

beskaffenhed

Efter rammeafgørelsens

artikel 2, stk. 1, kan arrestordren udstedes med henblik på

straffuldbyrdelse, hvis den, som arrestordren vedrører, er

idømt fængsel mv. af mindst 4 måneders varighed i den

medlemsstat, der har udstedt arrestordren. Der kan ske udlevering til

strafforfølgning, hvis arrestordren er udstedt for en

lovovertrædelse, der i den pågældende medlemsstat kan

straffes med fængsel i mindst 12 måneder i den medlemsstat, der

har udstedt arrestordren.

Der kan endvidere ske udlevering

til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse uanset kravet om dobbelt

strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en

lovovertrædelse, der er omfattet af de i artikel 2, stk. 2,

særligt opregnede handlinger (den såkaldte positivliste), og

handlingen i den anmodende medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden

for en strafferamme på mindst 3 år.

Rammeafgørelsens artikel 2

om anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre

indebærer, at det er nødvendigt at ændre de gældende

betingelser i udleveringslovens § 2, stk. 1, (danske statsborgere)

og § 2 a (udlændinge) for udlevering fra Danmark til en anden

EU-medlemsstat.

Der foreslås derfor indsat en ny bestemmelse i

udleveringslovens § 10 a, der fastsætter betingelserne for

udlevering af personer (dvs. både danske statsborgere og

udlændinge) til andre EU-medlemsstater. Efter den foreslåede

bestemmelse (stk. 1) kan der ske udlevering til en medlemsstat til

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, selv om den

pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis

handlingen er omfattet af positiv-listen og efter lovgivningen i den

anmodende medlemsstat kan straffes med fængsel mv. i mindst 3

år.

For handlinger, som ikke er omfattet af positiv-listen,

kan der ifølge den foreslåede bestemmelse (stk. 2) ske

udlevering af personer til strafforfølgning, hvis den strafbare

handling i den pågældende stat kan medføre fængsel

(eller en anden frihedsberøvende foranstaltning) i mindst 1 år,

og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret. I modsætning

til de gældende bestemmelser om udlevering af henholdsvis egne

statsborgere eller udlændinge er det således efter den

foreslåede bestemmelse strafferammen i den anmodende stat og ikke

strafferammen efter dansk lov der er afgørende for, om der kan ske

udlevering.

Uden for positiv-listen kan der efter den foreslåede

bestemmelse endvidere ske udlevering af personer til straffuldbyrdelse

i en medlemsstat, hvis den pågældende er idømt

fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst

4 måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk

ret (stk. 3). Det er således alene den faktisk idømte straf

eller foranstaltning, der som udgangspunkt er afgørende for, om

anmodningen om udlevering kan imødekommes. Der stilles således

ikke i modsætning til hvad der er gældende i dag efter

udleveringslovens § 2 a, jf. § 3, hvorefter det er en betingelse,

at lovovertrædelsen efter dansk ret kan straffes med fængsel i

mindst 6 måneder et supplerende strafferammekrav for den

pågældende handling.

4.1.2.1. Dobbelt

strafbarhed (lovovertrædelser inden for eller uden for

positiv-listen)

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, og

artikel 4, stk. 1, kan der som udgangspunkt stilles krav om, at den

handling, for hvilken den europæiske arrestordre er udstedt, ligeledes

er strafbar i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det som

udgangspunkt kan stilles som betingelse for udlevering til en anden

EU-medlemsstat, at en handling svarende til den handling, for hvilken der

søges udlevering, er strafbar efter dansk ret.

Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været

et grundlæggende princip i dansk strafferet. Efter Justitsministeriet

opfattelse bør lovforslaget udformes således, at muligheden for

at stille krav om dobbelt strafbarhed udnyttes. Lovforslaget indeholder

derfor i § 10 a, stk. 2 og 3, bestemmelser, hvorefter det er en

betingelse for udlevering for handlinger uden for positiv-listen, at en

handling, der svarer til den, der søges udlevering for, ligeledes er

strafbar efter dansk ret.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som

ifølge lovforslaget skal gælde for handlinger, der ikke er

omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens

artikel 2, stk. 4, at dette skal administreres fleksibelt, således

at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i

arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i den

anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det vil være

tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for

opfyldt, at sigtelsen, tiltalen eller dommen uanset den retlige beskrivelse

vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret ville være

strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet.

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, er

det imidlertid ikke muligt at stille krav om dobbelt strafbarhed,

såfremt arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der er

omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede handlinger

den såkaldte positiv-liste hvis disse handlinger i den anmodende

medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme

på mindst 3 år.

En række af de

lovovertrædelser, der er opført på positiv-listen, er

omfattet af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at

kriminalisere nærmere opregnede strafbare handlinger. Endvidere har

Rådet i en erklæring i tilknytning til rammeafgørelsen

tilkendegivet, at der i Rådet er enighed om i overensstemmelse med TEU

artikel 31, litra e, at fortsætte arbejdet med den indbyrdes

tilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er

omfattet af artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen, med henblik

på at søge at opnå den samme retlige forståelse

blandt medlemsstaterne. Rådserklæringen indeholder i

øvrigt præciserende bemærkninger, som nærmere

afgrænser, hvad der skal forstås ved bl.a. sabotage,

pengeafpresning, racisme og fremmedhad.

Da de lovovertrædelser, der

er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i

alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette

punkt navnlig, at den anmodende medlemsstat ikke skal foretage en

indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i

den anmodede medlemsstat. For så vidt angår

lovovertrædelser, der ikke er omfattet af positiv-listen, vil der

derimod skulle gennemføres en kontrol af, om forholdet også er

strafbart i det land, som skal gennemføre udleveringen.

Med henblik på at opfylde kravene i

rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, jf. stk. 4, indeholder

lovforslaget i § 10 a, stk. 1, som nævnt en bestemmelse,

hvorefter der med hensyn til de i bestemmelsen opregnede handlinger (nr.

1-32), som svarer til den i rammeafgørelsen fastsatte positiv-liste,

kan ske udlevering til en medlemsstat, uanset om en tilsvarende handling er

strafbar efter dansk ret, hvis handlingen i den anmodende medlemsstat kan

medføre fængselsstraf mv. i mindst 3 år.

Justitsministeriet har overvejet, om gennemførelsen

af artikel 2, stk. 2, jf. stk. 4, kunne ske ved i loven at

bemyndige justitsministeren til ved bekendtgørelse at fastsætte

de handlinger, for hvilke der kan ske udlevering, selv om kravet om dobbelt

strafbarhed ikke er opfyldt. Denne løsningsmodel ville indebære,

at eventuelle fremtidige ændringer af positiv-listen i EU ville kunne

gennemføres administrativt ved en ændring af

bekendtgørelsen.

Justitsministeriet har imidlertid fundet det rigtigst at

indsætte positiv-listen direkte i loven, således at det er muligt

ud fra lovteksten at konstatere omfanget af adgangen til at udlevere personer

fra Danmark til andre EU-medlemsstater.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 a,

stk. 1, hvorefter de handlinger, som er omfattet af positiv-listen,

opregnes direkte i loven, indebærer endvidere, at en eventuel fremtidig

gennemførelse af en udvidelse af positiv-listen i dansk ret vil

kræve en ændring af udleveringsloven.

4.1.2.2. Udlevering af danske

statsborgere

Rammeafgørelsen sondrer med

hensyn til medlemsstaternes forpligtelse til at foretage udlevering på

grundlag af en europæisk arrestordre som udgangspunkt ikke mellem

udlevering af egne statsborgere og udlændinge. Rammeafgørelsen

indebærer således, at der som udgangspunkt ikke vil kunne

opstilles forskellige betingelser for udlevering af danske statsborgere og

udlændinge.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 a sondrer

derfor ikke til forskel for de gældende bestemmelser i

udleveringslovens § 2 og § 2 a mellem egne statsborgere og

udlændinge.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 4,

stk. 6, kan udlevering af bl.a. egne statsborgere imidlertid

afslås, hvis den anmodede medlemsstat forpligter sig til selv at

fuldbyrde straffen. Denne bestemmelse har således betydning for

udlevering af danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, idet danske

myndigheder kan afslå udlevering med henblik på fuldbyrdelse af

en frihedsstraf, hvis de danske myndigheder forpligter sig til at overtage

fuldbyrdelsen af straffen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med

artikel 5, stk. 3, der indebærer, at udlevering af egne

statsborgere til strafforfølgning i de andre medlemsstater kan

betinges af, at den pågældende tilbageføres med henblik

på at fuldbyrde en eventuel straf i den anmodede medlemsstat.

Det har hidtil været Justitsministeriets opfattelse,

at der ved udlevering af danske statsborgere til udlandet bør

være mulighed for at stille vilkår om, at afsoning af en

eventuelt idømt frihedsstraf mv. foregår i Danmark.

Justitsministeriet har på denne baggrund folkeretligt taget forbehold

om, at udlevering af en dansk statsborger til andre EU-medlemsstater kan

betinges af, at den pågældende overføres til strafafsoning

i Danmark. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der fortsat

være mulighed for at stille et sådant vilkår for udlevering

til en anden medlemsstat.

Under hensyntagen til den udvidelse af forpligtelsen til

at udlevere bl.a. danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, som

arrestordren indebærer, finder Justitsministeriet endvidere, at der

bør være adgang til at afslå udlevering af danske

statsborgere til straffuldbyrdelse til en medlemsstat, hvis der samtidig

gives tilsagn om, at den idømte straf fuldbyrdes her i landet.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

udleveringslovens § 10 b samt de specielle

bemærkninger til denne bestemmelse.

I forbindelse med ratifikation af 1957-konventionen afgav

Danmark erklæring om, at ordet »statsborger« skulle omfatte personer

med statsborgerret eller fast bopæl i Danmark eller i et af de nordiske

lande. Det indebar bl.a., at Danmark ikke folkeretligt var forpligtet til at

udlevere personer med opholdstilladelse i Danmark som flygtninge eller

nordiske statsborgere. I forbindelse med EU-udleveringskonventionen fra 1996

afgav Danmark, Finland og Sverige imidlertid en erklæring om, at de

ikke vil påberåbe sig bl.a. den nævnte erklæring som

begrundelse for at nægte at udlevere personer fra ikke-nordiske stater,

som er bosat i disse lande. Danmark gav dermed folkeretligt afkald på

at nægte udlevering af sådanne personer til de øvrige

EU-medlemsstater. Den danske udleveringslov blev ved lov nr. 417 af 10. juni

1997 ændret i overensstemmelse hermed. Personer fra ikke-nordiske

stater kan derfor ikke efter gældende ret nægtes udleveret fra

Danmark til en EU-medlemsstat med henvisning til, at den

pågældende har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige. Der

henvises herved til Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s.

4489-4490.

Rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, og 5,

stk. 3, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte de samme

begrænsninger i forpligtelsen til at udlevere personer, der opholder

sig eller har bopæl i den pågældende medlemsstat, som med

hensyn til egne statsborgere. Der kan således indføres

bestemmelser i udleveringsloven, hvorefter udlevering til straffuldbyrdelse i

en EU-medlemsstat af sådanne personer kan afslås, hvis Danmark

forpligter sig til at fuldbyrde den idømte straf her i landet.

Endvidere kan udlevering til strafforfølgning i en anden

EU-medlemsstat af disse personer ligesom med hensyn til danske statsborgere

betinges af, at den pågældende tilbageføres til Danmark

med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf.

Af hensyn til den udvidelse af forpligtelsen til at

udlevere til andre EU-medlemsstater, som rammeafgørelsen

indebærer, finder Justitsministeriet, at muligheden for at afslå

udlevering til straffuldbyrdelse, hvis straffen i stedet fuldbyrdes i

Danmark, og muligheden for at betinge udlevering til strafforfølgning

af, at den pågældende tilbageføres med henblik på,

at en eventuel straf fuldbyrdes her i landet, bør udstrækkes til

ligeledes at omfatte personer med fast bopæl her i landet.

Justitsministeriet lægger herved vægt på, at de hensyn, som

efter den foreslåede § 10 b kan begrunde, at udlevering af en

dansk statsborger afslås eller betinges af tilbageførsel til

Danmark, ligeledes kan gøre sig gældende i forhold til personer,

der ikke er danske statsborgere, men som igennem længere tid har haft

fast bopæl i Danmark, eksempelvis personer, som opfylder de formelle

betingelser for at opnå statsborgerskab her i landet.

Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af

lovforslaget overvejet, om bestemmelsen i § 10 b skulle gøres

obligatorisk, således at udlevering af danske statsborgere mv. til

andre EU-medlemsstater altid skulle afslås/betinges af

tilbageførelse.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der imidlertid

tænkes tilfælde, hvor en person har begået en meget

alvorlig lovovertrædelse i en anden medlemsstat, og hensynet til denne

medlemsstat derfor tilsiger, at den pågældende bør

retsforfølges og afsone en eventuel idømt straf i denne

medlemsstat. Justitsministeriet har derfor fundet, at

spørgsmålet om, hvorvidt udlevering af danske statsborgere mv.

skal afslås/betinges af tilbageførelse, bør bero på

en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt

på grovheden af den begåede kriminalitet og den

pågældendes tilknytning til den medlemsstat, hvor

lovovertrædelsen er begået. Efter Justitsministeriets opfattelse

vil der således f.eks. normalt ikke være grundlag for at betinge

udlevering af en dansk statsborger mv. til strafforfølgning af

tilbageførelse af den pågældende med henblik på

afsoning af en eventuel idømt straf, hvis den pågældende

er dømt for meget alvorlige lovovertrædelser herunder

terrorhandlinger. Et andet eksempel kunne være, at den

pågældende har en nær tilknytning til den medlemsstat, hvor

lovovertrædelsen er begået.

4.1.2.3. Flere lovovertrædelser

Er der spørgsmål om udlevering for flere

strafbare forhold, kan udlevering finde sted, selv om lovens almindelige

betingelser for udlevering (i §§ 2 og 2 a og § 3, stk. 1 og

2,) kun er opfyldt med hensyn til ét af disse forhold, jf.

udleveringslovens § 3, stk. 3.

Rammeafgørelsen indeholder ikke bestemmelser om,

hvordan medlemsstaterne skal forholde sig, hvis der foreligger flere

lovovertrædelser, og rammeafgørelsen nødvendiggør

således ikke ændringer af gældende ret på dette

område.

Som følge af det foreslåede nye kapitel 2 a

om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater, foreslår

Justitsministeriet, at der i dette kapitel indsættes en bestemmelse

svarende til § 3, stk. 3, jf. den foreslåede bestemmelse i

§ 10 a, stk. 4.

4.1.3. Politiske lovovertrædelser

mv.

Efter udleveringsloven § 5, stk. 1, gælder

der som udgangspunkt et generelt forbud mod udlevering for en politisk

lovovertrædelse. Der gælder imidlertid visse undtagelser fra

dette forbud. Forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser

finder således f.eks. ikke anvendelse med hensyn til handlinger, der er

omfattet af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme

fra 1977, FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt

FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf.

§ 5, stk. 3.

Efter artikel 5 i Konventionen om udlevering mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater (EU-udleveringskonventionen) må

en medlemsstat ikke afslå udlevering med den begrundelse, at

lovovertrædelsen anses for en politisk lovovertrædelse, en

lovovertrædelse, der har forbindelse med en politisk

lovovertrædelse, eller en lovovertrædelse, der udspringer af

politiske motiver. Danmark har imidlertid taget forbehold over for denne

bestemmelse i EU-udleveringskonventionen, således at forbudet mod at

nægte udlevering for politiske lovovertrædelser for Danmarks

vedkommende er indskrænket til alene at gælde for

lovovertrædelser, der er omfattet af de i udleveringslovens § 5,

stk. 3, nævnte konventionsbestemmelser om terrorisme.

Som nævnt ovenfor indeholder rammeafgørelsens

artikel 3 og 4 en række obligatoriske og fakultative afslagsgrunde,

hvorefter medlemsstaterne henholdsvis skal eller kan afslå at udlevere

en person til en anden medlemsstat på grundlag af en europæisk

arrestordre. Disse afslagsgrunde er udtømmende, således at der

ikke vil kunne ske afvisning af en europæisk arrestordre, hvis

betingelserne i rammeafgørelsen er opfyldt, og der ikke foreligger en

af de i rammeafgørelsen særligt opregnede afslagsgrunde.

Da de i rammeafgørelsen angivne afslagsgrunde ikke

omfatter politiske lovovertrædelser, vil det ikke længere

være muligt at afslå udlevering til en medlemsstat med henvisning

til, at der er tale om en politisk lovovertrædelse. Det er

således nødvendigt at ændre den gældende

udleveringslov, så den kommer i overensstemmelse hermed.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det

følger af rammeafgørelsens præambelbetragtning nr. 12 og

artikel 1, stk. 3, at reglerne i rammeafgørelsen er fastsat under

iagttagelse af de grundlæggende rettigheder og principper, som bl.a. er

fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Det

følger bl.a. heraf, at rammeafgørelsen respekterer Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention. Udlevering vil således

fortsat skulle nægtes, hvis der er objektive grunde til at formode, at

en europæisk arrestordre er udstedt med det formål at

forfølge eller straffe en person på grund af den

pågældendes race, religion, nationalitet eller politiske

overbevisning mv., jf. nærmere nedenfor pkt. 4.1.1. (forholdet til Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention) og 4.1.9. (særlige

tilfælde).

Rammeafgørelsen indebærer endvidere, at

udlevering ikke som efter gældende ret vil kunne afslås med den

begrundelse, at der er tale om en militær lovovertrædelse

(udleveringslovens § 4).

Det foreslåede nye kapitel 2 a om udlevering til

EU-medlemsstater indeholder som følge heraf ikke afslagsgrunde

svarende til udleveringslovens § 4 og § 5.

4.1.4. Den kriminelle lavalder

Rammeafgørelsen fastsætter i artikel 3 visse

obligatoriske grunde til at afslå udlevering på grundlag af en

europæisk arrestordre. Hvis der foreligger en af disse obligatoriske

afslagsgrunde, er medlemsstaterne således forpligtet til at afvise

udlevering.

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 3,

stk. 3, at udlevering skal afslås, hvis den person, der er

omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter den anmodede

stats lovgivning.

Den gældende udleveringslov indeholder ingen

udtrykkelige regler om, at udlevering ikke kan ske, hvis den

pågældende er under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens

§ 15. Det følger i dag af kravet om dobbelt strafbarhed, at der

ikke kan ske udlevering af en person under 15 år. Da indførelsen

af den europæiske arrestordre bl.a. indebærer, at der i relation

til lovovertrædelserne omfattet af den såkaldte positiv-liste

ikke længere vil kunne stilles krav om, at handlingen ligeledes skal

være strafbar efter dansk ret, er det nødvendigt at

indføre en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering til

EU-medlemsstater af personer under den kriminelle lavalder ikke kan ske, jf.

den foreslåede bestemmelse i § 10 c.

4.1.5. Forbud mod dobbelt

strafforfølgning

4.1.5.1.

Udlevering skal efter den obligatoriske

afslagsgrund i artikel 3, stk. 2, afslås, hvis det af de

oplysninger, som den anmodede medlemsstats myndigheder er i besiddelse af,

fremgår, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er

blevet endelig dømt i den anmodede eller en anden medlemsstat for den

handling, som den pågældende nu ønskes udleveret for. Hvis

den pågældende blev kendt skyldig, skal udlevering dog kun

afslås, hvis straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller

ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.

Denne bestemmelse omhandler princippet om forbud mod

dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«). Bestemmelsen

vedrører således tilfælde, hvor der i strid med princippet

om »ne bis in idem« er indledt strafforfølgning eller afsagt dom i en

medlemsstat, selv om den pågældende allerede var dømt

eller frifundet for det samme forhold.

Efter udleveringslovens § 8 kan der ikke ske

udlevering, når den, der søges udleveret, i Danmark er

dømt eller frifundet for den pågældende strafbare

handling. Denne bestemmelse tager ikke stilling til betydningen af domme

afsagt i andre stater. Danmark har imidlertid folkeretligt taget forbehold

over for artikel 9 i den europæiske udleveringskonvention

således, at Danmark vil kunne afslå udlevering, hvis den

pågældende ved endelig dom i en tredje stat er frifundet eller

domfældt for handlingen, eller hvis de kompetente myndigheder i en

tredje stat har besluttet at undlade eller afslutte strafforfølgning

med hensyn til samme lovovertrædelse.

Rammeafgørelsen er således på dette

punkt i overensstemmelse med gældende ret. Som følge af det

foreslåede nye kapitel 2 a om betingelser for udlevering til

EU-medlemsstater, foreslår Justitsministeriet, at der i dette kapitel

indsættes en afslagsgrund svarende til § 8, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 10 d, stk. 1, 1. pkt.,

hvorefter udlevering skal afslås, hvis den

pågældende tidligere er blevet endelig dømt eller

frifundet for den samme handling her i landet eller i en anden

EU-medlemsstat, end den stat, der anmoder om udlevering af den

pågældende. Bestemmelsen udelukker ikke udlevering til

straffuldbyrdelse i en medlemsstat, der tidligere har afsagt dom i sagen, i

tilfælde, hvor en anden stat i strid med princippet om »ne bis in

idem« efterfølgende har indledt strafforfølgning eller afsagt

en straffedom, der endnu ikke er fuldbyrdet, for det samme forhold.

Hvis den pågældende er dømt for den

samme strafbare handling i en anden stat end den, der anmoder om udlevering,

er det ifølge rammeafgørelsen en betingelse for at afslå

udlevering, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke

længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne

betingelse foreslås udtrykkeligt fastsat i § 10 d, stk. 1, 4.

pkt. Betingelsen indebærer, at udlevering ikke kan afslås under

henvisning til, at den pågældende er dømt her i landet

eller i en tredjestat, hvis der på grund af myndighedernes passivitet i

domslandet ikke er taget sædvanlige skridt med henblik på

fuldbyrdelse af dommen. Hvis domslandets relevante myndigheder således

uden at der er indtrådt forældelse gennem længere tid

intet har foretaget sig med henblik på fuldbyrdelse af dommen, vil

udlevering til en tredje medlemsstat ikke kunne afslås. Dette

gælder dog ikke i tilfælde, hvor der på grund af

myndighedernes almindelig sagsbehandlingstid i domslandet endnu ikke er

foretaget de relevante skridt mod fuldbyrdelsen af dommen.

4.1.5.2.

Efter rammeafgørelsens artikel 4,

stk. 5, kan udlevering endvidere afslås, hvis den anmodede

medlemsstat er i besiddelse af oplysninger om, at den person, der er omfattet

af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et land uden for

EU for den lovovertrædelse, der ligger til grund for

arrestordren. Bestemmelsen udvider området for princippet om forbud mod

dobbelt strafforfølgning til ligeledes at omfatte domme afsagt i et

anden stat end den anmodende eller anmodede stat herunder stater uden for

EU.

Den gældende bestemmelse i udleveringslovens

§ 8 tager ikke udtrykkeligt stilling til betydningen af

domfældelser, frifindelser mv. i en tredjestat.

På grund af den udvidede forpligtelse til at

udlevere bl.a. danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, finder

Justitsministeriet, at der i udleveringsloven ligeledes bør

indføres mulighed for at afslå udlevering, hvis den

pågældende er dømt eller frifundet i en stat uden for EU.

Der henvises herved til den foreslåede nye bestemmelse i

udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 3. pkt. Bestemmelsen er valgfri

(fakultativ), idet der efter ministeriets opfattelse bør foretages en

konkret vurdering af, om der skal ske udlevering. Der vil f.eks. kunne ske

udlevering, hvis den pågældende tidligere er frifundet for den

samme handling i en stat uden for EU, men grundlaget for dommen er

åbenbart mangelfuldt.

Ligesom med hensyn til adgangen til at afslå

udlevering under henvisning til, at den pågældende er dømt

for handlingen i en anden EU-medlemsstat end den, der anmoder om udlevering,

er det ifølge rammeafgørelsen ligeledes en betingelse for at

afslå udlevering under henvisning til, at den pågældende er

dømt i et land uden for EU, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive

fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i

domslandet. Den foreslåede bestemmelse i § 10 d, stk. 1, 4.

pkt. er i overensstemmelse hermed. Der henvises om forståelsen af denne

betingelse for at afslå udlevering i medfør af § 10 d,

stk. 1, 1. og 3. pkt. til bemærkningerne i pkt. 4.1.5.1.

ovenfor.

4.1.5.3.

Rammeafgørelsen indeholder i

artikel 4, stk. 3, en yderligere afslagsgrund i de tilfælde, hvor

den anmodede medlemsstat allerede har besluttet ikke at indlede

retsforfølgning eller at opgive retsforfølgning af den

lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren.

Efter den gældende bestemmelse i udleveringslovens

§ 8, 2. pkt., kan udlevering afslås, hvis tiltale er frafaldet mod

den pågældende, medmindre betingelserne for omgørelse af

beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.

Rammeafgørelsen går på dette punkt

videre end den gældende regel i § 8, idet rammeafgørelsen

giver mulighed for, at der indføres regler om, at danske myndigheder

endvidere kan afslå udlevering, hvis der her i landet i medfør

af retsplejelovens § 721 er meddelt påtaleopgivelse

vedrørende den pågældende handling.

Efter retsplejelovens § 721 kan der meddeles

påtaleopgivelse i tilfælde, hvor sigtelsen har vist sig

grundløs, hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan

ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller hvor sagens

gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller

behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning

og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.

Efter retsplejelovens § 724, stk. 2, kan

strafforfølgning, når der er truffet afgørelse om

påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kun fortsættes mod den

pågældende efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse,

hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2

måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har

hindret rettidig forkyndelse eller betingelserne for genoptagelse efter

§ 975 er til stede. Det bemærkes, at fristen for omgørelse

af en beslutning om påtaleopgivelse alene finder anvendelse i sager,

hvor der er rejst sigtelse mod den pågældende. I sager, hvor der

har været indledt efterforskning, uden at der har været rejst

sigtelse mod den pågældende, gælder der ingen frist for

omgørelse af en beslutning om at indstille efterforskningen.

Den gældende bestemmelse i udleveringslovens

§ 8, stk. 2, indebærer således, at der i sager, hvor

der er meddelt den pågældende tiltalefrafald, ikke vil kunne ske

udlevering, hvis fristen på 2 måneder for forkyndelse af den

overordnede anklagemyndigheds omgørelse af sagen er overskredet, og

betingelserne i § 975 for genoptagelse ikke er opfyldt. Efter denne

bestemmelse kan der ske genoptagelse, når nye beviser af vægt er

kommet for dagen, eller når det ifølge den

pågældendes efterfølgende tilståelse eller andre

beviser, der senere er kommet for dagen, må antages, at den

pågældende er skyldig, eller påtaleopgivelse eller

tiltalefrafald skyldes falske forklaringer mv.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der navnlig

på grund af den udvidelse af forpligtelsen til at udlevere personer

herunder danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, som

rammeafgørelsen indebærer, være anledning til at udvide

adgangen til at afslå udlevering i de nævnte tilfælde. Der

vil således f.eks. kunne være grund til at afslå udlevering

på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis politi- og

anklagemyndigheden her i landet allerede har foretaget en bevismæssig

vurdering af den sag (handling), som arrestordren vedrører, med

henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark, og der i den

forbindelse er meddelt påtaleopgivelse, fordi sigtelsen har vist sig at

være grundløs.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der

bør indføres mulighed for at afslå udlevering på

grundlag af en europæisk arrestordre, hvis der her i landet er meddelt

påtaleopgivelse. Det er imidlertid ikke givet, at en anmodning om

udlevering skal afslås, alene fordi der foreligger en

påtaleopgivelse. De hensyn, der kan begrunde en sådan

afvisningsgrund, gør sig f.eks. ikke gældende, hvis

påtaleopgivelse er meddelt, fordi handlingen ikke kan

strafforfølges i Danmark pga. manglende jurisdiktionskompetence, men i

stedet må forfølges i den medlemsstat, der nu anmoder om

udlevering.

For at undgå at adgangen til at udlevere personer

til stater uden for EU bliver mere vidtgående end adgangen til at

udlevere personer til EU-medlemsstater, foreslås der gennem en

ændring af udleveringslovens § 8, 3. pkt. indført en

tilsvarende mulighed for at afslå udlevering til stater uden for EU i

sager, hvor der i Danmark er meddelt påtaleopgivelse.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

§ 8, 3. pkt., og § 10 d, stk. 2.

4.1.5.4.

Efter rammeafgørelsens artikel 3,

stk. 1, skal medlemsstaterne endvidere afslå at udlevere, hvis den

pågældende kan retsforfølges i den anmodede medlemsstat,

og der i denne stat er truffet beslutning om benådning (amnesti).

EU-udleveringskonventionen fra 1996 indeholder i artikel 9

en tilsvarende bestemmelse.

Efter den gældende udleveringslovs § 8 er

udlevering som nævnt udelukket, når den pågældende

person her i landet er dømt eller frifundet for det forhold, der

anmodes om udlevering for. Det er antaget, at udlevering også er

afskåret efter § 8, hvis der er sket benådning (amnesti) for

det pågældende forhold.

Med henblik på at tydeliggøre retsstillingen

finder Justitsministeriet imidlertid, at der med hensyn til udlevering til

stater uden for EU bør indsættes en udtrykkelig bestemmelser

herom i udleveringsloven § 8, 1. pkt. Tilsvarende foreslås der

indsat en bestemmelse i § 10 d, stk. 1, 2. pkt., om, at udlevering

til en anden EU-medlemsstat skal afslås, hvis den

pågældende er benådet for lovovertrædelsen her i

landet.

4.1.5.5.

Udlevering kan efter artikel 4,

stk. 2, endvidere afslås, hvis den person, der er genstand for en

europæisk arrestordre, allerede retsforfølges i den anmodede

stat for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for

arrestordren.

Efter udleveringslovens § 8 skal udlevering

afslås, hvis den pågældende er dømt eller frifundet

for handlingen, eller hvis tiltale er frafaldet. Udleveringsloven indeholder

derimod ingen udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering kan afslås,

hvis retsforfølgning mod den pågældende er

påbegyndt, men endnu ikke afsluttet her i landet for den handling, for

hvilken der kræves udlevering. Der må imidlertid også uden

en sådan udtrykkelig bestemmelse herom i dag antages at gælde en

sådan adgang til at afslå udlevering.

Justitsministeriet finder dog, at der i relation til

udlevering til andre EU-medlemsstater hvor der som udgangspunkt

gælder en forpligtelse til at foretage udlevering i henhold til en

europæisk arrestordre, medmindre der foreligger en særlig

afslagsgrund bør indføres en udtrykkelig bestemmelse om, at

udlevering kan afslås i det nævnte tilfælde, jf. den

foreslåede bestemmelse i udleveringslovens § 10 d, stk. 3.

Udlevering bør i disse tilfælde dog kun afslås, hvis

strafforfølgning efter en konkret vurdering findes mest

nærliggende at skulle gennemføres her i landet.

Der henvises i øvrigt til den foreslåede nye

bestemmelse i udleveringslovens § 10 d.

4.1.6. Forældelse

Efter rammeafgørelsens artikel 4, stk. 4, er

der endvidere mulighed for at indføre regler, hvorefter udlevering kan

afslås, hvis lovovertrædelsen eller adgangen til at fuldbyrde en

frihedsstraf er forældet i henhold til lovgivningen i den

anmodede medlemsstat, og denne stat har kompetence til at retsforfølge

lovovertrædelsen (straffemyndighed).

Efter de gældende regler i udleveringslovens

§ 9, stk. 1, kan udlevering til lande uden for EU ikke ske, hvis

strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den

pågældende handling ville være forældet efter dansk

ret. Efter bestemmelsens stk. 2 gælder dette ikke med hensyn til

udlevering til en anden EU-medlemsstat.

Bestemmelsen i § 9, stk. 2, blev indført

ved lov nr. 419 af 10 juni 1996 (Gennemførelse af

EU-udleveringskonventionen). Efter EU-udleveringskonventionens artikel 8 kan

udlevering ikke afslås med den begrundelse, at der er indtrådt

forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold

til lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Den anmodede medlemsstat kan dog

i henhold til artikel 8, stk. 2, undlade at udlevere for forhold, der er

forældet efter dette lands lovgivning, hvis udleveringsanmodningen

vedrører lovovertrædelser, for hvilke denne medlemsstat er

kompetent i medfør af sin egen lovgivning. Efter bestemmelsen er

Danmark således ikke folkeretligt forpligtet til at udlevere i

sådanne tilfælde.

Af forarbejderne til bestemmelsen i § 9, stk. 2,

fremgår det bl.a., at det i forbindelse med gennemførelsen af

EU-konventionen i dansk ret blev overvejet, om muligheden i artikel 8,

stk. 2, for at afslå udlevering burde udnyttes, således at

udlevering efter den danske udleveringslov generelt udelukkes, hvis den

situation, der er beskrevet i konventionens artikel 8, stk. 2,

foreligger. Navnlig under hensyn til, at der ikke ved lovforslaget

åbnedes op for udlevering af egne statsborgere, fandt man ikke grundlag

for generelt at afskære muligheden for at udlevere i de tilfælde,

der er omfattet af konventionens artikel 8, stk. 2. Der henvises til

Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4491 og 4497.

Det fremgår af rammeafgørelsen, at

bestemmelserne heri fra den 1. januar 2004 træder i stedet for de

tilsvarende bestemmelser i de gældende konventioner om udlevering.

Danmark vil således ikke kunne opretholde den gældende adgang til

efter EU-udleveringskonventionens artikel 8, stk. 2, konkret at

afslå udlevering på grund af forældelse i de af

bestemmelsen omhandlede tilfælde. Hertil kommer, at der med

gennemførelsen af rammeafgørelsen sker en udvidelse i adgangen

til at udlevere bl.a. danske statsborgere til andre EU-medlemsstater.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør

indsættes en udtrykkelig bestemmelse i udleveringslovens kapitel 2 a

om, at udlevering til EU-medlemsstater kan afslås i tilfælde,

hvor handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed, men efter de danske

regler er forældet.

Det vil navnlig kunne være relevant at afslå

udlevering pga. forældelse i de tilfælde, hvor

lovovertrædelsen er begået her i landet. I disse tilfælde

må lovovertrædelsens forbindelse til Danmark indebære, at

det som udgangspunkt må anses for rimeligt, at udlevering afslås,

hvis lovovertrædelsen er forældet efter dansk ret. Disse hensyn

gør sig ikke tilsvarende gældende i tilfælde, hvor

lovovertrædelsen ikke er begået her i landet.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

udleveringslovens § 10 e samt til bemærkningerne til denne

bestemmelse.

4.1.7. Handlinger begået helt eller

delvist i Danmark mv.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 4,

stk. 7, har medlemsstaterne mulighed for at afslå udlevering til

en anden medlemsstat, hvis den pågældende lovovertrædelse

helt eller delvis må anses for at være begået på den

anmodede medlemsstats territorium, samt hvis lovovertrædelsen er

begået uden for det anmodende lands territorium, og den anmodede

medlemsstats lovgivning ikke giver mulighed for retsforfølgning i en

tilsvarende situation. Bestemmelsens andet led gør det muligt at

nægte udlevering i visse tilfælde, hvor den anmodende medlemsstat

udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence dvs. foretager

strafforfølgning af handlinger begået uden for den

pågældende medlemsstats eget territorium.

Denne afslagsgrund indebærer, at det vil være

muligt at afslå udlevering, hvis en anden medlemsstat

retsforfølger lovovertrædelser, der helt eller delvist er

begået her i landet. Endvidere vil udlevering kunne afslås, hvis

en anden medlemsstat retsforfølger en person for en

lovovertrædelse, der er begået i et tredjeland, og danske

myndigheder ikke i en tilsvarende situation ville kunne retsforfølge

den pågældende for lovovertrædelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør

udleveringsloven udformes således, at udlevering skal afslås,

hvis udleveringsanmodningen omfatter handlinger foretaget her i landet, og

handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Det bemærkes, at hvis

udleveringsanmodningen omfatter handlinger, der helt eller delvist er

begået her i landet, og handlingen er strafbar efter dansk ret, vil

udlevering efter en konkret vurdering kunne afslås efter den

foreslåede bestemmelse i § 10 d, stk. 3. Efter denne

bestemmelse kan udlevering afslås, hvis der på afslagstidspunktet

her i landet er indledt retsforfølgning mod den pågældende

for samme handling, som der søges udlevering for, og

omstændighederne i øvrigt taler for, at retsforfølgningen

skal gennemføres her i landet.

De almindelige betingelser for, hvornår en handling

er omfattet af dansk straffemyndighed, fremgår af straffelovens

§§ 6-9. Efter bestemmelserne er en handling bl.a. omfattet af dansk

straffemyndighed, når handlingen er begået på dansk

territorium, når handlingen er begået af en dansk statsborger,

når handlingen har virkning i Danmark, eller når handlingen er

omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilke Danmark er

forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Straffelovens bestemmelser i §§ 6-8 begrænses

ved de i folkeretten anerkendte undtagelser, jf. straffelovens § 12. Det

har bl.a. betydning med hensyn til strafferetlig immunitet for diplomater,

statsoverhoveder mv.

På baggrund af den generelle udvidelse af adgangen

til at udlevere personer herunder danske statsborgere til andre

medlemsstater, finder Justitsministeriet, at den valgfrie (fakultative)

afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 7, nr. 2,

bør benyttes. Det foreslås således, at der indsættes

en bestemmelse i kapitel 2 a, hvorefter udlevering til en medlemsstat kan

afslås for en handling, der er foretaget uden for den anmodende

medlemsstats territorium, når en tilsvarende handling foretaget uden

for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk

straffemyndighed.

Hvis Danmark efter reglerne i straffelovens §§ 6-8

ikke selv ville kunne strafforfølge i en tilsvarende situation, vil

udlevering således kunne afslås efter den foreslåede

bestemmelse. Udlevering vil således f.eks. kunne afslås, hvis en

medlemsstat A anmoder Danmark om udlevering af en person, der opholder sig i

Danmark, for at strafforfølge den pågældende for en

sædelighedsforbrydelse begået i staten B, selv om den

pågældende ikke er statsborger eller har bopæl i

medlemsstaten A (udøvelse af såkaldt universel jurisdiktion).

Udlevering vil ligeledes kunne afslås, hvis medlemsstaten A beder om

udlevering af en egen statsborger med henblik på at

strafforfølge den pågældende for en handling begået

i staten B, og handlingen ikke er strafbar i staten B. Dette skyldes, at det

efter straffelovens § 7 er en betingelse for, at Danmark har

straffemyndighed for handlinger begået af en dansk statsborger i

udlandet, at handlingen også er strafbar efter lovgivningen i det land,

hvor handlingen er begået (krav om dobbelt strafbarhed).

Der henvises herved til den foreslåede bestemmelse i

§ 10 f.

4.1.8. Udeblivelsesdomme

Rammeafgørelsens artikel 5 fastsætter visse

garantier, som den anmodende medlemsstat skal give i visse særlige

tilfælde. Der henvises herom til gennemgangen af rammeafgørelsen

i pkt. 3.2. ovenfor.

Hvis arrestordren er udstedt med henblik på

fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, og domfældte ikke er blevet

indkaldt personligt eller på anden måde er blevet underrettet om

tid og sted for domsforhandlingen, kan udlevering betinges af, at den

anmodende medlemsstat garanterer, at sagen kan genoptages, og at der

gennemføres en ny domsforhandling, hvor den tiltalte er til stede, jf.

artikel 5, stk. 1.

Udleveringsloven indeholder ikke særlige

bestemmelser vedrørende udlevering til straffuldbyrdelse af

udeblivelsesdomme. Der kan endvidere ikke antages at gælde noget

generelt forbud mod udlevering i en sådan situation. I udleveringssager

skal danske myndigheder imidlertid overholde Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, som i visse tilfælde kan føre til,

at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse ikke

må finde sted, herunder navnlig i tilfælde, hvor der er

vægtige grunde til at antage, at den udleverede enten er blevet eller

risikerer at blive udsat for en åbenbar krænkelse af retten til

en retfærdig rettergang (»flagrant denial of justice«) (se bl.a.

klagesag 71555/01, Einhorn mod Frankrig, afgørelse af 16.10.01).

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

indeholder ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om, hvorvidt og under hvilke

betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes

fravær. Domstolen har imidlertid afsagt en række domme af

betydning for spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke

betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes

fravær. Der er tale om domme vedrørende artikel 6 om retten til

en retfærdig og offentlig rettergang.

Det følger af Domstolens praksis, at tiltalte i

straffesager som udgangspunkt har ret til at være til stede under

domsforhandlingen. Efter Domstolens praksis er tiltaltes ret til at

være til stede dog ikke nogen absolut rettighed. Artikel 6 er

således ikke generelt til hinder for, at en straffesag

gennemføres, selv om den tiltalte ikke er til stede (domsforhandling

og domfældelse in absentia). Domstolen anerkender således, at

hvis det ikke var muligt at gennemføre en straffesag, selv om den

tiltalte udeblev, ville dette kunne lamme gennemførelsen af

straffesager, idet eventuelle beviser kunne gå tabt, ligesom eventuelle

frister kunne blive overskredet (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85,

§ 29). Domstolen har udtalt, at gennemførelse af en

domsforhandling til trods for, at den tiltalte ikke er til stede, ikke i sig

selv er i strid med konventionen, forudsat at den pågældende

efterfølgende, når vedkommende bliver bekendt med straffesagen,

har mulighed for at opnå en fornyet behandling af straffesagen for en

domstol, hvor tiltalte er til stede, og hvor den nye domsforhandling

både omfatter sagens faktiske og retlige spørgsmål (se

Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93, § 31, Colozza mod Italien, dom

af 12.02.85, § 29). Der er overladt et vist skøn til

medlemsstaterne med hensyn til, hvorledes de vil indrette deres retssystem,

så det lever op til dette krav (se Colozza mod Italien, dom af

12.02.85, § 30). Det vil imidlertid være i strid med konventionen,

hvis en fornyet domsforhandling efter national ret er betinget af, at den

tiltalte godtgør, at han ikke har forsøgt at unddrage sig

retsforfølgning, eller at den manglende tilstedeværelse skyldes

force majeure (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 30). Domstolen

har udtalt, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt et krav om

en fornyet domsforhandling også gælder i tilfælde, hvor den

tiltalte har givet afkald på retten til at være til stede og

forsvare sig selv, men har samtidig tilføjet, at et sådant

afkald, hvis det skal tillægges betydning i forhold til konventionen,

skal godtgøres på tilstrækkelig utvetydig måde og

være knyttet til retssikkerhedsgarantier, der står i passende

forhold til afkaldets betydning (se Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93,

§ 31, og Pfeiffer og Plankl mod Østrig, dom af 25.02.92,

§ 37). Domstolen har undladt at tage stilling til, om en tiltalt, der

undviger, derved fortaber retten til at være til stede (se Colozza mod

Italien, dom af 12.02.85, § 28).

I en anden sag (Medenica mod Schweiz, dom af 14.06.01)

fandt Domstolen ikke, at det udgjorde en krænkelse, at klager, der var

blevet dømt uden at være til stede, havde fået afslag

på en ny domsforhandling, hvor klager var til stede. Efter national

lovgivning havde den dømte som udgangspunkt krav på en ny

domsforhandling, men de nationale domstole lagde vægt på, at

klager ikke havde fremført nogen gyldig undskyldning for sin

udeblivelse, og der ikke var holdepunkter i sagen for at antage, at

udeblivelsen var uafhængig af tiltaltes vilje. Den tiltalte var

udeblevet med den begrundelse, at en amerikansk domstol havde nægtet

ham tilladelse til at udrejse, hvorfor han ikke kunne rejse til Schweiz for

at deltage i straffesagen. Domstolen lagde imidlertid vægt på, at

klager selv havde været med til at skabe den situation, der

forhindrede ham i at give møde, bl.a. ved at give urigtige

oplysninger til den amerikanske dommer.

Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes

tilstedeværelse forudsætter, for at være forenelig med

konventionen, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at

gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod

tiltalte. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at myndighederne

forsøger at forkynde tilsigelser m.m. for den tiltalte på dennes

officielle adresse, hvis myndighederne er bekendt med, at den tiltalte ikke

længere opholder sig på adressen (se Colozza mod Italien, dom af

12.02.85, § 28, T. mod Italien, dom af 12.10.92, F.C.B. mod Italien, dom

af 28.08.91, Brozicek mod Italien, dom af 19.12.89, § 45).

Til illustration af praksis i udleveringssager kan

nævnes en utrykt afgørelse, hvor danske domstole nægtede

udlevering af en person til straffuldbyrdelse i Italien af en dom, hvor den

pågældende var blevet dømt in absentia. De danske domstole

vurderede, at de italienske myndigheders behandling af straffesagen havde

været i strid med konventionens artikel 6, og at den dømte ikke

som krævet efter artikel 6 havde et ubetinget krav på

genoptagelse af straffesagen i Italien. Der henvises til Københavns

Byrets kendelse af 11. marts 1999 (sag nr. 2652/99) og Østre Landsrets

kendelse af 26. marts 1999 (1. afd., kære nr. S-0915-99).

Justitsministeriet finder på denne baggrund og af

hensyn til den udvidelse af forpligtelsen til at udlevere personer til andre

EU-medlemsstater, som rammeafgørelsen indebærer, at der

bør indsættes en udtrykkelig bestemmelse i udleveringsloven,

hvorefter udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom

i overensstemmelse med rammeafgørelsen kun kan finde sted, hvis

indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt for den

pågældende personligt, eller hvis den pågældende

på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for

domsforhandlingen. Udlevering skal dog kunne ske uanset disse betingelser,

hvis den pågældende i den anmodende medlemsstat kan kræve

sagen genoptaget og har adgang til at være til stede under den fornyede

domsforhandling. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at

der kan sluttes modsætningsvis med hensyn til sager om udlevering

på grundlag af en udeblivelsesdom til stater uden for EU.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

udleveringslovens § 10 g.

4.1.9. Særlige tilfælde

Efter udleveringslovens § 6 må udlevering ikke

finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter

udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til

en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse

eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for

forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i

øvrigt er af alvorlig karakter.

Det følger af præambelbetragtning nr. 12, at

intet i udkastet til rammeafgørelse kan fortolkes som et forbud mod at

nægte at overgive en person, der er omfattet af en europæisk

arrestordre, hvor der er objektive grunde til at formode, at anmodningen om

udlevering er fremsat med det formål at retsforfølge eller

straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion,

etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller

seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan

blive skadet af en af disse grunde.

Det følger endvidere af artikel 1, stk. 3, i

udkastet til rammeafgørelse, at rammeafgørelsen ikke

indebærer nogen ændring af pligten til at respektere

grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper,

således som de er knæsat ved artikel 6 i Traktaten om Den

Europæiske Union. I artikel 6 i TEU nævnes bl.a., at unionen

bygger på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende

frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, og at unionen respekterer de

grundlæggende rettigheder, der følger af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

Forbudet mod forfølgelse er en af de

grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. På denne baggrund finder

Justitsministeriet, at den gældende bestemmelse i udleveringslovens

§ 6 bør gentages i det foreslåede kapitel 2 a om

betingelser for udlevering til andre EU-medlemsstater for at præcisere,

at der ikke i nogen tilfælde må ske udlevering af en person, hvis

der er fare for forfølgelse af de i bestemmelsen nævnte

grunde.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

§ 10 h.

Udleveringslovens § 7 indebærer, at udlevering

ikke må finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig

under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller

andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være

uforenelig med humanitære hensyn.

Efter artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelsen

vil udlevering undtagelsesvis kunne udsættes midlertidigt af

tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde

til at antage, at udlevering klart ville bringe den eftersøgtes liv

eller helbred i fare. Udlevering skal i givet fald ske, så snart disse

grunde ikke længere foreligger.

Artikel 23, stk. 4, udgør således en

ændring i forhold til den gældende regel i udleveringslovens

§ 7. Justitsministeriet foreslår på den baggrund indsat en

bestemmelse i kapitel 2 a om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater,

hvorefter udlevering kan udsættes, men ikke afslås, under

henvisning til humanitære grunde.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

§ 10 i.

4.1.10. Specialitetsreglen

Ifølge

rammeafgørelsens artikel 27 kan en medlemsstat beslutte, at en person,

der er blevet udleveret fra denne medlemsstat på grundlag af en

europæisk arrestordre, i den anmodende medlemsstat kan

retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre

lovovertrædelser end den lovovertrædelse, for hvilken den

europæiske arrestordre var udstedt, medmindre den judicielle myndighed

i den anmodede medlemsstat i særlige tilfælde anfører

andet i sin beslutning. Hvis en medlemsstat ikke har afgivet erklæring

herom overfor Rådssekretariatet, finder de gældende

specialitetsregler fortsat anvendelse. Dette indebærer, at en person,

der er udleveret, som hovedregel ikke kan retsforfølges, dømmes

eller tilbageholdes for andre lovovertrædelser begået forud for

udleveringen.

Efter artikel 28 kan medlemsstaterne meddele

Rådssekretariatet, at den person, der udleveres, kan videreudleveres

til en anden medlemsstat, medmindre den judicielle myndighed i det land, der

har udleveret den pågældende, i særlige tilfælde

anfører andet. Hvis en sådan erklæring ikke afgives, kan

videreudlevering som udgangspunkt ikke finde sted. Der gælder dog visse

undtagelser, herunder hvis den person, der er udleveret, har meddelt samtykke

til videreudlevering, eller hvis det land, der har udleveret den

pågældende, har meddelt samtykke til videreudlevering. Udlevering

til en stat uden for EU må alene finde sted, hvis den stat, der har

udleveret den pågældende, har meddelt sit samtykke hertil.

Rammeafgørelsen er på dette punkt i

overensstemmelse med gældende ret (jf. de gældende bestemmelser i

udleveringslovens §§ 10 og 10 a). Justitsministeriet finder ikke, at der

på nuværende tidspunkt, navnlig som følge af den udvidede

adgang til udlevering til andre medlemsstater, er behov for at foreslå

ændringer af de gældende regler om adgangen for den anmodende

medlemsstat til at retsforfølge, dømme, tilbageholde og

videreudlevere den pågældende for andre lovovertrædelser

end den lovovertrædelse, for hvilken den europæiske arrestordre

var udstedt.

Som følge heraf foreslår Justitsministeriet,

at der i kapitel 2 a om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater

indsættes en bestemmelse i § 10 j, stk. 1, der henviser til

bestemmelsen i § 10 samt bestemmelser i § 10 j, stk. 2 og 3,

med et indhold svarende til den gældende bestemmelse i § 10 a.

Den foreslåede nye bestemmelse medfører

således ikke en udvidelse af adgangen for en anmodende EU-medlemsstat

til at foretage strafforfølgning og straffuldbyrdelse med hensyn til

andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der

er sket udlevering for, eller i adgangen til at videreudlevere til en tredje

stat.

Efter Rådets konvention om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i EU (1995-konventionen) er

udgangspunktet, at et samtykke til afkald på specialitetsreglen og

samtykke til videreudlevering ikke kan tilbagekaldes. Danmark har imidlertid

i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet en erklæring

om, at samtykke kan tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk

ret. Dette indebærer, at et samtykke kan tilbagekaldes på et

hvilket som helst tidspunkt under sagen, indtil udlevering er sket.

Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan

et meddelt samtykke i princippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog

fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret.

En medlemsstat, som ønsker at benytte sig af denne mulighed,

underretter Generalsekretariatet for Råder herom samtidig med

vedtagelsen af rammeafgørelsen.

Danmark erklærede i forbindelse med vedtagelsen af

rammeafgørelsen i henhold til artikel 13, stk. 4, at samtykke kan

tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk ret. På denne

baggrund kan gældende ret, hvorefter et eventuelt samtykke kan

tilbagekaldes efter de almindelige regler, opretholdes.

Der henvises i øvrigt til den foreslåede

bestemmelse i § 10 j.

4.1.11. Andre bestemmelser

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, kan

udlevering, når arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse,

der i den anmodende medlemsstat kan straffes med fængsel på

livstid, betinges af, der kan ske fornyet prøvelse af, om der er

grundlag for at fortsætte fuldbyrdelsen af dommen, jf. pkt.

3.2. ovenfor.

Som det fremgår ovenfor, foreslår

Justitsministeriet, at der i udleveringsloven indsættes en bestemmelse

om, at udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i andre

EU-medlemsstater kan betinges af, at afsoning af en eventuel frihedsstraf

skal ske i Danmark (jf. artikel 5, stk. 3). Endvidere foreslås der

indsat en bestemmelse i loven, hvorefter udlevering af danske statsborgere

til straffuldbyrdelse i en medlemsstat kan afslås, hvis der samtidig

gives tilsagn om, at den idømte straf fuldbyrdes her i landet (jf.

artikel 4, stk. 6).

Den gældende udleveringslov indeholder ingen

bestemmelser om udlevering for lovovertrædelser, der kan medføre

livstidsstraf i den anmodende stat. Det er således ikke muligt at

betinge en sådan udlevering af, at der kan ske fornyet prøvelse

af fuldbyrdelsen af en idømt livstidsstraf. Da rammeafgørelsen

kun indebærer en udvidelse af adgangen til udlevering til andre

EU-medlemsstater, finder Justitsministeriet ikke grundlag for at

indføre en bestemmelse i udleveringsloven om særlige betingelser

med hensyn til prøvelsen i sager vedrørende

lovovertrædelser, for hvilke der kan idømmes fængsel

på livstid.

4.2. Behandlingen af sager om udlevering

på grundlag af den europæiske arrestordre

4.2.1. Den kompetente myndighed

Efter de gældende regler i udleveringsloven

træffes afgørelse om udlevering af Justitsministeriet med

mulighed for at indbringe denne afgørelse for domstolene.

Rammeafgørelsen indeholder bl.a. særlige

regler om behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en

europæisk arrestordre. Efter artikel 15, stk. 1, træffer den

judicielle myndighed i den anmodende stat afgørelse om udlevering af

den pågældende inden for de frister og på de betingelser,

der er fastsat i rammeafgørelsen. Denne bestemmelse gælder

både i de tilfælde, hvor den pågældende

modsætter sig udlevering, og i de tilfælde hvor den

pågældende har meddelt samtykke til udleveringen.

Med hensyn til fastlæggelse af hvilke nationale

myndigheder, der skal varetage behandlingen af sager om udlevering i henhold

til en europæisk arrestordre, fastsætter rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1, at den udstedende judicielle myndighed er den

judicielle myndighed i det anmodende land, der efter national ret i dette

land er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre. Tilsvarende

er den judicielle myndighed i det anmodede land den judicielle myndighed, som

efter national ret i dette land er kompetent til at træffe

afgørelse om udlevering, jf. artikel 6, stk. 2.

Definitionen af en judiciel myndighed foretages på

grundlag af national ret, og rammeafgørelsen indeholder ikke

nærmere regler om, hvilke myndigheder medlemsstaterne skal udpege som

kompetente myndigheder. Det er dog en betingelse, at myndighederne efter

national ret i det anmodende og anmodede land er judicielle myndigheder. I

praksis betragtes domstolene og anklagemyndigheden som judicielle

myndigheder, mens politimyndigheder normalt ikke vil være omfattet af

betegnelsen. I forbindelse med udleveringsanmodninger vil

anholdelsesbeslutningen og fængslingskendelsen i de fleste

tilfælde være afsagt af en domstol, mens beslutningen om at

anmode om udlevering enten træffes af justitsministerierne eller af den

myndighed, som har truffet afgørelse om fængsling.

For Danmarks vedkommende anses domstolene og

anklagemyndigheden dvs. Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne

og politimestrene for judicielle myndigheder. Rammeafgørelsen

nødvendiggør således på dette punkt efter sin

ordlyd ikke ændringer af de gældende regler i

udleveringsloven.

Justitsministeriet har imidlertid på baggrund af

rammeafgørelsen nærmere overvejet, om der i forbindelse med

indførelsen af den europæiske arrestordre kan være

anledning til at gennemføre ændringer af reglerne for behandling

af anmodninger om udlevering i disse nye sager. Justitsministeriet har bl.a.

drøftet dette spørgsmål med repræsentanter fra

Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen,

Politimesterforeningen og Københavns Politi. Under drøftelserne

var der enighed om, at kompetencen til at behandle sager i 1. instans om

udlevering på grundlag af den europæiske arrestordre (både

for så vidt angår udstedelsen af en arrestordre og behandlingen

af en arrestordre udstedt af en anden medlemsstat) indtil videre bør

placeres hos Justitsministeriet, der i øvrigt har den centrale

kompetence på udleveringsområdet.

På baggrund af disse drøftelser er det

Justitsministeriets opfattelse, at ministeriet indtil videre bør

være den kompetente judicielle myndighed i relation til behandlingen i

1. instans af den europæiske arrestordre. Justitsministeriet

lægger herved navnlig vægt på, at det gennem en central

placering af kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering i

henhold til den europæiske arrestordre bl.a. vil kunne sikres, at der

sker en ensartet behandling af disse sager. En central placering af

beslutningskompetencen vil især være hensigtsmæssig i en

periode, hvor der endnu ikke foreligger en fast afgørelsespraksis i

sager om den europæiske arrestordre. Hertil kommer, at

Justitsministeriet i dag træffer afgørelse i alle sager om

udlevering efter udleveringsloven og uanset rammeafgørelsen fortsat

vil træffe afgørelse i alle sager om udlevering efter

udleveringsloven til andre lande end EU-medlemsstater. Hensynet til en

ensartet administration af loven, hvad enten der er tale om udlevering til

EU-medlemsstater eller stater uden for EU taler derfor ligeledes for, at

Justitsministeriet bør være den kompetente judicielle

myndighed.

Udpegning af Justitsministeriet som den kompetente

judicielle myndighed indebærer, at der ikke er behov for at udpege en

central myndighed i henhold til rammeafgørelsens artikel 7.

Lovforslaget indebærer ikke en ændring af de

gældende regler om adgang til at indbringe en afgørelse om

udlevering for domstolene, jf. herved den foreslåede bestemmelse i

§ 18 b, stk. 4.

4.2.2. Krav til indholdet af den

europæiske arrestordre

Artikel 8 i rammeafgørelsen vedrører den

europæiske arrestordres indhold og form. Den europæiske

arrestordre udgør både en anmodning om anholdelse,

varetægtsfængsling og udlevering. Ifølge

rammeafgørelsen skal arrestordren indeholde de samme oplysninger, som

fremgår af udleveringslovens § 11. Der vil derimod ikke som i dag

kunne stilles krav om, at selve beslutningen om anholdelse, fængsling

eller den dom, der danner grundlag for arrestordren, fremsendes samtidig med

denne. I stedet vil en repræsentant for den judicielle myndighed skulle

bekræfte de oplysninger, der fremgår af arrestordren, og den

europæiske arrestordre vil indeholde de samme oplysninger, som normalt

fremgår direkte af beslutningen om anholdelse eller fængsling

eller af dommen.

Reglerne i rammeafgørelsen svarer på dette

punkt i det væsentligste til de gældende regler om den forenklede

udleveringsprocedure, hvorefter udlevering kan ske på grundlag af en

eftersøgning, der indeholder oplysning om den eftersøgtes

identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de

anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller

fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen

med henblik på udlevering, jf. herved udleveringslovens § 18 a.

Indholdet af den europæiske arrestordre svarer endvidere i det

væsentligste til de oplysninger, der efter artikel 95 i

Schengen-konventionen, indberettes til Schengen-informationssystemet.

Der foreslås på den baggrund indsat en nyt

kapitel 3 a, der indeholder bestemmelser om behandlingen af sager om

udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union. Den

foreslåede bestemmelse i § 18 a indeholder kravene til

arrestordrens indhold, jf. artikel 8.

Den anmodende medlemsstat kan i stedet for fremsendelse af

en europæisk arrestordre vælge at indberette den

eftersøgte til Schengen-informationssystemet. En sådan

indberetning skal ifølge rammeafgørelsen (artikel 9,

stk. 3) have samme retsvirkninger som en europæisk arrestordre

dvs. i første række en efterlysning og en anmodning om

anholdelse og fængsling. Schengen-informationssystemet er imidlertid

ikke for tiden i stand til at fremsende alle de i artikel 8, stk. 1,

nævnte oplysninger. I en periode indtil Schengen-informationssystemet

er udbygget til at kunne rumme disse oplysninger, bestemmer

rammeafgørelsen, at indberetningen alligevel skal have samme

retsvirkning som en europæisk arrestordre, indtil den anmodede

medlemsstat forskriftsmæssigt har modtaget den originale

arrestordre.

Justitsministeriet vil i øvrigt fastsætte

nærmere administrative retningslinjer for sagsbehandlingen

angående udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre

herunder behandlingen af efterlysning mv. med henblik på udlevering

via Schengen-informationssystemet.

4.2.3. Den eftersøgtes

rettigheder

Efter rammeafgørelsens artikel 11 skal en

eftersøgt person, der anholdes, informeres om, at der foreligger en

europæisk arrestordre, om indholdet af denne samt om muligheden for at

meddele samtykke til udleveringen. Den anholdte skal endvidere have ret til

at lade sig bistå af en advokat og en tolk i overensstemmelse med

lovgivningen i det anmodede land.

Dansk lovgivning lever på dette punkt allerede op

til de krav, som rammeafgørelsen stiller. Udleveringsloven indeholder

således i § 14 en bestemmelse om forsvarerbeskikkelse i

udleveringssager. Udleveringsloven indeholder ikke specifikke regler om

tolkebistand, men det følger af almindelige forvaltningsretlige

principper, at der altid vil blive anvendt tolk, hvis den person, der

søges udleveret, ikke forstår eller taler dansk. Der kan i

øvrigt henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr.

12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed, der vedrører

anholdtes rettigheder herunder bl.a. anholdtes adgang til at modtage

tolkebistand. Rammeafgørelsen nødvendiggør derfor ikke

på dette punkt ændringer af udleveringsloven.

Justitsministeriet finder dog, at det administrativt

bør præciseres, at politiet i forbindelse med

iværksættelsen af undersøgelsen om, hvorvidt udlevering

bør finde sted, skal orientere den eftersøgte i

overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen, herunder om

muligheden for at meddele samtykke til udleveringen. Dette vil ske i de

administrative retningslinier om behandlingen af udleveringssager, som

Justitsministeriet vil udstede inden lovens ikrafttræden.

Som følge af det foreslåede nye kapitel 3 a

om behandling af sager om udlevering til EU-medlemsstater, foreslår

Justitsministeriet, at det i dette kapitel fastsættes, at § 14 om

forsvarerbeskikkelse finder tilsvarende anvendelse.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

§ 18 b, stk. 3.

4.2.4. Varetægtsfængsling på

grundlag af den europæiske arrestordre

Efter rammeafgørelsens artikel 12 skal den

judicielle myndighed i den anmodede stat i overensstemmelse med national ret

afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet

i forbindelse med undersøgelsen af, om en europæisk arrestordre

skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket som helst

tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret,

dog under forudsætning af, at den kompetente myndighed træffer de

nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den

pågældende ikke unddrager sig den eventuelle udlevering.

Det følger af rammeafgørelsen, at den

person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, skal kunne

anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, der kan

medføre udlevering på grundlag af en europæisk

arrestordre. Hvis arrestordren vedrører en handling, som kan

medføre udlevering i medfør af udleveringslovens regler om

udlevering til EU-medlemsstater, vil varetægtsfængsling

således ikke kunne nægtes under henvisning til, at der i

medfør af strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke ville

kunne ske varetægtsfængsling i sager vedrørende

lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Varetægtsfængsling skal endvidere efter rammeafgørelsen

kunne finde sted på grundlag af en europæisk arrestordre, selv om

handlingen ikke er strafbar i Danmark, hvis der er tale om en handling, der

er omfattet af positivlisten, jf. rammeafgørelsens artikel 2,

stk. 2.

Det foreslås på denne baggrund, at der

indsættes en ny bestemmelse i udleveringsloven, der præciserer

adgangen til at anholde og varetægtsfængsle personer, der er

omfattet af en europæisk arrestordre. Adgangen til at anholde og

varetægtsfængsle personer, der er omfattet af en europæisk

arrestordre vil efter den foreslåede bestemmelse gå videre, end

adgangen til at anholde og varetægtsfængsle personer i

øvrige udleveringssager, jf. afsnittet ovenfor.

I øvrigt finder retsplejelovens regler om

varetægtsfængsling tilsvarende anvendelse. Der vil således

f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis retten finder, at

varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre

indgribende foranstaltninger, og den pågældende samtykker i disse

foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 765.

Der henvises herved til den foreslåede nye

bestemmelse i § 18 b, stk. 2.

4.2.5. Samtykke til udlevering

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 13 regler om,

at den person, der ønskes udleveret, kan meddele samtykke til

udleveringen. Uanset om der er meddelt samtykke til udlevering, skal der

imidlertid som hidtil træffes afgørelse om udleveringen, idet

den judicielle myndighed ifølge bestemmelsen skal tage stilling til,

om betingelserne for udlevering er opfyldt. En europæisk arrestordre

behandles derfor som udgangspunkt efter de samme regler, uanset om der er

meddelt samtykke til udlevering.

I de tilfælde, hvor der meddeles samtykke til

udlevering, gælder der imidlertid særlige frister for,

hvornår afgørelsen skal træffes, og hvornår

udleveringen skal gennemføres. Der henvises herom til pkt. 4.2.7.

nedenfor.

Den pågældende kan endvidere meddele samtykke

til eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser samt

videreudlevering, jf. rammeafgørelsens artikel 27 og 28.

Efter artikel 13 kan et samtykke til udlevering i

princippet ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at

samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret. Danmark har i

forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen meddelt

Rådssekretariatet, at et samtykke i henhold til dansk ret fortsat vil

kunne tilbagekaldes. Dette indebærer, at et samtykke kan tilbagekaldes

på et hvilket som helst tidspunkt, indtil udlevering er sket.

Der foreslås på den baggrund indsat en

bestemmelse i kapitel 3 a, hvori det præciseres, at den

pågældende i et retsmøde kan samtykke dels i selve

udleveringen, dels i retsforfølgning og videreudlevering for andre

lovovertrædelser. Ligesom den gældende bestemmelse i

udleveringslovens § 18 c fastsætter den foreslåede

bestemmelse, at samtykket skal gives i et retsmøde, hvori retten

vejleder den pågældende om virkningerne af samtykket.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i

§ 18 c.

4.2.6. Afhøring af den

eftersøgte

Ifølge rammeafgørelsens artikel 14 skal den

eftersøgte, hvis der ikke meddeles samtykke til udleveringen, kunne

afhøres af den judicielle myndighed i det anmodede land.

Udleveringsloven indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser herom, men hvis

den pågældende ønsker at udtale sig, afhøres

vedkommende af politiet i forbindelse med undersøgelsen af, om

udlevering bør finde sted, ligesom den pågældende i

overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler har lejlighed til at

udtale sig i forbindelse med domstolenes behandling af

udleveringsanmodningen. Justitsministeriet finder derfor ikke, at der er

behov for, at der indføres udtrykkelige regler herom i

udleveringsloven.

4.2.7. Frister for sagsbehandlingen i sager om

udlevering til EU-medlemsstater

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 17,

at en europæisk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en

hastesag.

Rammeafgørelsen indeholder endvidere visse frister

for sagsbehandlingen i sager om udlevering på grundlag af en

europæisk arrestordre. Efter bestemmelsen i artikel 17 bør den

endelige afgørelse om udlevering træffes senest 10 dage efter,

at den anholdte har meddelt samtykke til udleveringen. I andre tilfælde

bør afgørelsen træffes senest 60 dage efter anholdelsen

af den pågældende. Denne frist kan dog i særlige

tilfælde forlænges med 30 dage.

Da tidsfristerne ikke er obligatoriske,

nødvendiggør disse ikke ændringer af udleveringsloven.

Imidlertid vil en hurtig sagsbehandling i disse udleveringssager efter

Justitsministeriets opfattelse bl.a. medvirke til at sikre, at den, som er

ønskes udleveret, ikke sidder unødigt længe

fængslet, mens sagen behandles her i landet. Der bør allerede af

den årsag hurtigst muligt træffes afgørelse om, hvorvidt

den pågældende kan udleveres, eller om udlevering må

afslås. Endvidere må den effektivisering af sagsbehandlingen i

udleveringssager, som indførelsen af den europæiske arrestordre

indebærer, antages at gøre det muligt at behandle sagerne inden

for de i rammeafgørelsen fastsatte frister. Hertil kommer, at Danmark

efter rammeafgørelsen er forpligtet til så vidt muligt at

overholde de fastsatte vejledende frister og ved overskridelse underrette

både den anmodende medlemsstat og Eurojust herom. Eurojust, som er

sammensat af offentlige anklagere, retsembedsmænd og

polititjenestemænd, er en enhed oprettet af Det Europæiske

Råd, der bl.a. har til opgave at lette samarbejdet mellem

medlemsstaternes retsforfølgende myndigheder, støtte

efterforskningen i visse kriminalsager samt at samarbejde med det

europæiske retlige netværk specielt om forenkling af

efterkommelse af retsanmodninger. Eurojust påbegyndte sin virksomhed

den 1. marts 2001.

Justitsministeriet har på den baggrund overvejet,

hvorledes en effektiv overholdelse af rammeafgørelsens frister for

sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre

sikres bedst muligt.

Justitsministeriet har på møder med

repræsentanter fra Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,

Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen, Københavns Politi,

Advokatrådet og Landsforeningen for beskikkede advokater drøftet

fristerne i rammeafgørelsen. Under drøftelserne blev der bl.a.

opnået enighed om nedenstående målsætninger for

sagsbehandlingen af den europæiske arrestordre, ligesom der var bred

tilslutning til at fastsætte de vejledende frister i loven.

Ifølge disse målsætninger skal

Justitsministeriet så vidt muligt træffe afgørelse om

udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre inden 10 dage

efter, at den, som arrestordren vedrører, er blevet anholdt eller har

kunnet anholdes. Træffer Justitsministeriet afgørelse om, at den

pågældende skal udleveres, og indbringes sagen derefter for

domstolene, bør der så vidt muligt træffes endelig

retsafgørelse i sagen inden 50 dage efter Justitsministeriets

afgørelse, således at den samlede sagsbehandlingstid ikke

overstiger 60 dage.

Kan der undtagelsesvis ikke træffes afgørelse

i sagen inden 60 dage efter anholdelsen, skal den myndighed, der har anmodet

om, at den pågældende udleveres, straks underrettes herom. I

så fald kan 60-dages fristen forlænges med 30 dage. I praksis vil

underretning skulle ske ved, at anklagemyndigheden straks orienterer

Justitsministeriet, når det står klart, at 60-dages fristen ikke

vil kunne overholdes. Anklagemyndigheden skal samtidig oplyse ministeriet om

grundene til, at det ikke vil være muligt at overholde fristen.

Justitsministeriet vil herefter på baggrund af oplysningerne fra

anklagemyndigheden snarest muligt give myndigheden i den anmodende

medlemsstat underretning herom.

Med henblik på overholdelse af disse

målsætninger bør sager om udlevering på grundlag af

en europæisk arrestordre af anklagemyndigheden fremsendes til retten

med anmodning om særlig hurtig berammelse. Justitsministeriet vil,

efter lovforslagets vedtagelse, udarbejde en vejledning om sagsbehandlingen i

sager om udlevering til EU-medlemsstater til brug for politi- og

anklagemyndigheden. Justitsministeriet er indstillet på at inddrage

repræsentanter for bl.a. politi- og anklagemyndigheden og domstolene i

det videre arbejde.

Justitsministeriet skal endvidere fremhæve rettens

mulighed for at afvise en valgt forsvarer eller at nægte at beskikke en

bestemt advokat som forsvarer.

Ved valg eller beskikkelse af forsvarer er udgangspunktet,

at sigtedes valg eller ønske respekteres. I medfør af

retsplejelovens §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2 og 736,

stk. 2, har retten imidlertid mulighed for at afvise en valgt forsvarer

eller at nægte at beskikke en bestemt advokat som forsvarer (eller

senere under sagen at afvise den valgte forsvarer eller tilbagekalde

beskikkelsen), bl.a. hvis forsvarerens medvirken ud fra

retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme ikke kan

anses for forsvarlig.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse muligt for

retten med hjemmel i disse bestemmelser efter omstændighederne at

afvise en valgt forsvarer eller at nægte at beskikke en bestemt

forsvarer, hvis den pågældende forsvarer på grund af andre

opgaver ikke vil kunne deltage i udleveringssagens behandling i et omfang,

der gør det muligt at overholde de nævnte frister for

behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en europæisk

arrestordre. På samme måde har retten mulighed for at

tilbagekalde en beskikkelse af en forsvarer i tilfælde, hvor det

på grund af forsvarerens forhold ikke vil være muligt at

overholde fristerne for behandlingen af sager om udlevering.

Det følger af Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, at enhver, der

er anklaget for en lovovertrædelse, har ret til at forsvare sig

personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt. Hvis

den anklagede ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk

bistand, har den anklagede ret til at modtage en sådan bistand uden

betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse.

Den anklagedes ret til at forsvare sig ved bistand af en

forsvarer, som han selv har valgt, er ikke en absolut ret (se Croissant mod

Tyskland, dom af 25. september 1992, præmis 29). Artikel 6,

stk. 3, litra c, sikrer heller ikke en ret til at vælge en bestemt

beskikket forsvarer (se klagesag 53590/99, Franquesa Freixas mod Spanien,

afgørelse af 21.11.2000). Når der er tale om en af det

offentlige beskikket forsvarer, skal de nationale domstole tage hensyn til

tiltaltes ønsker, men de kan vælge at se bort fra tiltaltes

ønsker, når der er relevante og tilstrækkelige grunde til

at anse det for nødvendigt af hensyn til en forsvarlig retspleje (se

Croissant-dommens præmis 29).

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det derfor ikke

være i strid med artikel 6, stk. 3, litra c, hvis retten afviser

en valgt forsvarer eller nægter at beskikke en bestemt forsvarer som

følge af, at den pågældende advokat ikke kan påtage

sig hvervet som forsvarer i den pågældende sag inden en rimelig

tid, herunder hvor det på grund af forsvarerens forhold ikke vil

være muligt at overholde fristerne for behandlingen af sager om

udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre.

Muligheden for at afvise en valgt forsvarer eller

nægte at beskikke en bestemt forsvarer for at sikre, at en straffesag

behandles inden en rimelig frist, er endvidere anerkendt i retspraksis. Som

eksempel kan nævnes Højesteret kendelse af 14. april 1987

(refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, s. 440). I sagen

stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse, hvorved

landsretten havde afvist tiltaltes valg af forsvarer, idet den valgte advokat

ikke kunne påtage sig forsvaret inden for en rimelig tid. Da tiltalte

ikke havde peget på andre advokater end den pågældende,

fandt Højesteret ikke grundlag for at ophæve landsrettens

beslutning om beskikkelse som forsvarer af 2 advokater, der var antaget til

udførelse af offentlige og beneficerede sager.

Af nyere retspraksis kan bl.a. henvises til

Højesterets kendelse afsagt den 17. maj 2000 (refereret i Ugeskrift

for Retsvæsen 2000, s. 1754). I sagen (en nævningesag mod T og to

medtiltalte) havde landsretten under et forberedende møde bestemt, at

domsforhandlingen skulle finde sted over 9 retsdage i sidste halvdel af juni

2000, selv om den for T beskikkede forsvarer havde oplyst, at hun i denne

periode var optaget af andre sager. Forsvarerne for de to medtiltalte havde

protesteret mod udsættelse af domsforhandlingen til september eller

oktober 2000. Under kære til Højesteret påstod T sagen

berammet på et tidspunkt, hvor dennes forsvarer kunne give møde.

Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens

fastsættelse af tidspunktet for domsforhandlingen. Højesteret

bemærkede, at landsretten i forbindelse med berammelsen burde have

anmodet T's forsvarer om at tage endelig stilling til, om hun kunne

møde på det fastsatte tidspunkt, og i tilfælde af et

benægtende svar burde have tilbagekaldt beskikkelsen, jf.

retsplejelovens § 736, stk. 2.

Der kan endvidere henvises til Østre Landsrets

kendelse af 31. maj 2000 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s.

1912). I denne sag tilbagekaldte landsretten beskikkelsen af en af de

tiltaltes forsvarere udfra retsplejemæssige hensyn. Landsretten udtalte

på baggrund af oplysninger om de tidspunkter, væsentligt senere

på året, hvor den pågældende advokat ville kunne

møde at der af hensyn til advokatens manglende mulighed for at kunne

møde under domsforhandlingen ud fra retsplejemæssige hensyn

fandtes at være en væsentlig hindring for sagens fremme. Af

hensyn hertil samt af hensyn til de medtiltaltes tarv, fandt landsretten det

ikke forsvarligt at lade den pågældende advokat fortsætte

som beskikket forsvarer for tiltalte T1. Landsretten udtalte endvidere, at

den ved denne vurdering tillige havde taget hensyn til det krav, en tiltalt

efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6,

stk. 3, litra c, har på en forsvarer, han selv har valgt, samt til

samme artikels stk. 1 om kravet om »offentlig rettergang inden for en

rimelig frist«. Retten lagde i henseende til kravet om rettergang inden for

en rimelig frist særligt vægt på, at en yderligere

udsættelse af sagen muligt kunne anses for kritisabelt.

Med henblik på at sikre at

målsætningerne så vidt muligt overholdes, vil

Justitsministeriet løbende følge udviklingen i

sagsbehandlingstiderne i sager om udlevering til andre EU-medlemsstater.

Lovforslaget er i øvrigt omfattet af lovovervågning, der vil

fokusere på overholdelsen af tidsfristerne for sagsbehandlingen mv. Der

henvises herom til pkt. 5 nedenfor.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

§ 18 d.

4.2.8. Udsættelse af gennemførelsen

af en afgørelse om udlevering

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 23,

at en person, når der er truffet afgørelse om, at den

pågældende skal udleveres i henhold til en europæisk

arrestordre, skal udleveres til den anmodende medlemsstat snarest muligt

på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder. Efter

rammeafgørelsen skal udleveringen som udgangspunkt gennemføres

senest 10 dage efter, at der er truffet endelige afgørelse herom. Er

den pågældende varetægtsfængslet, og er der ikke sket

udlevering inden udløbet af denne frist, skal den

pågældende løslades.

Efter rammeafgørelsen kan 10-dages fristen for at

gennemføre en endelig udleveringsbeslutning i visse tilfælde

udsættes. Hvis det således af grunde, som ikke kan tilskrives en

af medlemsstaterne, viser sig umuligt at gennemføre udleveringen inden

for fristen, skal den anmodede medlemsstats kompetente myndighed straks

kontakte myndigheden i den anmodende medlemsstat med henblik på at

aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal udlevering finde

sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato. I disse tilfælde er der

ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling af den

pågældende.

På denne baggrund foreslås der indsat en ny

bestemmelse, hvorefter en eventuel fængsling skal ophæves, hvis

udleveringen ikke er gennemført senest 10 dage efter, at der er

truffet endelig afgørelse om udlevering. Hvis den

pågældende ikke har givet afkald på at indbringe

justitsministerens beslutning for retten, skal 10-dages fristen først

regnes fra udløbet af den frist på 3 dage, som gælder for

at indbringe justitsministerens afgørelse for byretten. Det samme

gælder med hensyn til fristen på 3 dage for kære af en

retskendelse om udlevering. 10-dages fristen skal således først

regnes fra det tidspunkt, hvor udleveringsbeslutningen er fundet lovlig ved

endelig retskendelse. Efter den foreslåede bestemmelse skal retten dog

udsætte fristen for udlevering i særlige tilfælde, bl.a.

med den virkning, at en eventuel varetægtsfængsling efter

omstændighederne vil kunne forlænges.

Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i

§ 18 e.

Udlevering kan ifølge rammeafgørelsens

artikel 23, stk. 4, endvidere udsættes midlertidigt af

humanitære årsager f.eks. hvis der er bestemte grunde til at

antage, at udlevering vil bringe den pågældendes liv eller

helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, når disse

humanitære grunde ikke længere foreligger. Bestemmelsen i

rammeafgørelsen indebærer, at det ikke som efter gældende

ret (jf. udleveringslovens § 7) vil være muligt at

afslå udlevering, hvis udlevering ville være uforenelig

med humanitære hensyn. Der henvises herom til pkt. 3.2. ovenfor.

4.3. Forholdet til de nordiske

udleveringsregler

Efter udleveringslovens § 1, stk. 2,

gælder loven ikke for udlevering fra Danmark til Finland, Island, Norge

og Sverige. For udlevering til disse lande gælder i stedet den nordiske

udleveringslov, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960, som ændret ved lov

nr. 251 af 12. juni 1975, lov nr. 433 af 31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6.

juni 2002 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og

Sverige.

Efter rammeafgørelsens artikel 31, stk. 2, kan

medlemsstaterne fortsat anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler

eller ordninger, der var gældende ved rammeafgørelsens

vedtagelse, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes mål

eller bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for

overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk

arrestordre.

Justitsministeren har den 4. november 2002 meddelt

Rådet og Kommissionen, at Danmark fortsat vil anvende de nordiske

udleveringsregler ved udlevering af lovovertrædere mellem Danmark,

Finland og Sverige i det nævnte omfang. Finland og Sverige har afgivet

tilsvarende erklæringer.

Der er mellem de nordiske lande enighed om, at det er de

nordiske udleveringsregler, der som hovedregel finder anvendelse i sager om

udlevering til Finland og Sverige. Dog må de foreslåede regler i

udleveringsloven om udlevering til andre EU-medlemsstater finde anvendelse i

forhold til Finland og Sverige, i det omfang disse regler er mere

vidtgående, hvilket i praksis som udgangspunkt vil sige sager om

udlevering af danske statsborgere samt sager om udlevering for politiske

lovovertrædelser, medmindre det konkret vil være muligt at

udlevere efter den nordiske ordning.

Det foreslås på denne baggrund, at

udleveringslovens § 1, stk. 2, ændres, således at det

fremgår af bestemmelsen, at udleveringsloven ikke omfatter udlevering

til Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering

mellem de nordiske lande er videregående end lovens regler. En

tilsvarende ændring foreslås af den nordiske udleveringslov.

Der henvises herved til lovforslagets § 1,

stk. 1, og § 2.

4.4. Tilbageførelse af midlertidigt

udleverede personer

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

mv. indeholder visse bestemmelser om midlertidig udlevering til andre

EU-medlemsstater med henblik på strafforfølgning (jf. herved

artikel 18 og artikel 24, stk. 2).

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 18,

at en medlemsstat kan meddele samtykke til, at en person udleveres

midlertidigt med henblik på retsforfølgning. Betingelserne for

den midlertidige overførelse aftales mellem den anmodende og den

anmodede medlemsstat. Den midlertidigt overførte person skal kunne

vende tilbage til den anmodede medlemsstat for at overvære de

retsmøder, der vedrører den pågældende.

Efter rammeafgørelsens artikel 24, stk. 1, kan

en medlemsstat udsætte udleveringen af en person til en anden

medlemsstat, for at der i dette land kan gennemføres

retsforfølgning mod den pågældende inden udleveringen.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan medlemsstaten i stedet for at

udsætte udleveringen efter stk. 1 træffe beslutning om

midlertidig udlevering af den pågældende. Betingelserne for den

midlertidige udlevering aftales mellem de berørte medlemsstaters

relevante myndigheder. Aftalen, der skal være skriftlig, er bindende

for alle myndigheder i den anmodende medlemsstat.

De nævnte bestemmelser i rammeafgørelsen

forudsætter således, at den anmodende medlemsstat

efterfølgende kan tilbageføre den midlertidigt udleverede

person.

Den Europæiske Konvention af 13. december 1957 om

udlevering af lovovertrædere indeholder ligeledes i artikel 19,

stk. 2, bestemmelse om midlertidig udlevering med henblik

strafforfølgning. Bestemmelsen indebærer, at en person, om hvem

der er truffet beslutning om udlevering, men som er idømt

fængselsstraf i den anmodede stat og derfor ikke umiddelbart kan

udleveres, midlertidigt kan udleveres med henblik på

strafforfølgning i den anmodede stat på betingelser, som

fastlægges ved gensidig aftale mellem parterne.

Denne bestemmelse forudsætter ligeledes, at den, der

er udleveret midlertidigt, senere kan returneres.

Udleveringsloven indeholder ikke nogen udtrykkelig regel

om tilbageførelse fra Danmark af lovovertrædere, som er

midlertidigt udleveret med henblik på retsforfølgning her i

landet.

For at sikre, at Danmark har mulighed for at

tilbageføre sådanne personer i overensstemmelse med sine

folkeretlige forpligtelser, finder Justitsministeriet, at der bør

indsættes en udtrykkelig bestemmelse i udleveringsloven herom. Der

bør samtidig sikres særlig hjemmel for, at personer, der er

midlertidigt udleverede til Danmark til strafforfølgning, kan

frihedsberøves under opholdet her i landet, selv om betingelserne for

varetægtsfængsling ikke er opfyldte. Hvis der i forbindelse med

en midlertidig udlevering af en person til Danmark med henblik på

strafforfølgning er indgået aftale med den anmodede stat om, at

den pågældende under opholdet her i landet ikke behøver at

være frihedsberøvet, men at det i stedet f.eks. er

tilstrækkeligt, at der sker inddragelse af den pågældendes

pas el. lign., vil anvendelse af det aftalte mindre indgribende middel

være tilstrækkeligt, medmindre der eventuelt er grundlag for, at

den pågældende varetægtsfængsles efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 70.

Det foreslås på denne baggrund, at der i

udleveringsloven som § 21 a indsættes en bestemmelse, hvorefter en

person, der er midlertidigt udleveret til Danmark med henblik på

strafforfølgning, efterfølgende kan tilbageføres. Det

foreslås i den forbindelse fastsat, at den pågældende under

overførslen skal være frihedsberøvet.

Det foreslås endvidere, at afgørelse om

frihedsberøvelse skal træffes af retten efter anmodning af

politiet, og at retten i den forbindelse skal påse, at betingelserne

for frihedsberøvelse under sagen er opfyldt.

Om det nærmere indhold af den foreslåede

bestemmelse henvises i øvrigt til lovforslagets specielle

bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i § 21 a.

5. Ikrafttrædelsestidspunkt

Efter rammeafgørelsens artikel 34, skal

medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme bestemmelserne i rammeafgørelsen senest den 31. december

2003.

Anmodninger om udlevering, der modtages inden den 1.

januar 2004, vil fortsat være omfattet af de gældende regler om

udlevering til EU-medlemsstater, jf. rammeafgørelsens artikel 32.

Anmodninger om udlevering, som modtages efter dette tidspunkt skal

ifølge bestemmelsen behandles efter de regler, som medlemsstaterne

fastsætter i medfør af rammeafgørelsen. Efter artikel 32

kunne enhver medlemsstat dog på tidspunktet for Europa Rådets

vedtagelse af rammeafgørelsen fremsætte en erklæring om,

at den anmodede medlemsstat fortsat vil behandle anmodninger

vedrørende lovovertrædelser begået inden en bestemt dato

efter den ordning, der var gældende før den 1. januar 2004. Den

pågældende dato må ifølge bestemmelsen ikke ligge

senere end den 7. august 2002.

Danmark har ikke i forbindelse med Rådets vedtagelse

af rammeafgørelsen fremsat en sådan erklæring.

Efter § 3 i lovforslaget træder loven i

overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 34 i kraft den 1.

januar 2004. Det fastsættes endvidere, at loven finder anvendelse

på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens

ikrafttræden.

6. Lovforslagets økonomiske og

administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget gennemfører EU-rammeafgørelse om den

europæiske arrestordre mv.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører EU-rammeafgørelse om

den europæiske arrestordre mv.

Lovforslaget er omfattet af

lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på

overholdelsen i praksis af de foreslåede frister for behandlingen mv.

af sager om udlevering af personer til andre EU-medlemsstater på

grundlag af en europæisk arrestordre. Lovændringerne træder

efter lovforslaget i kraft den 1. januar 2004, og Justitsministeriet vil

derfor i 2007 efter høring af de berørte myndigheder mv.

udarbejde en redegørelse herom til Folketinget.

7. Høring

Et udkast til lovforslaget har været i høring

hos følgende organisationer mv.:

Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenterne for

Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg

og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Institut for

Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Retspolitisk

Forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I lovforslagets bilag 2 er de foreslåede

bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2)

Efter den foreslåede bestemmelse skal

udleveringsloven ikke gælde for udlevering fra Danmark til Finland og

Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem de

nordiske lande er videregående end reglerne i denne lov. For udlevering

til disse lande gælder således som udgangspunkt fortsat reglerne

i lov nr. 27 af 3. februar 1960, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni

1975, lov nr. 433 af 31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002 om

udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige.

Bestemmelsen er fastsat i overensstemmelse med

rammeafgørelsens artikel 31, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne

fortsat kan anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller

ordninger, der var gældende ved rammeafgørelsens vedtagelse, i

det omfang de er mere vidtrækkende end dennes mål eller bidrager

til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af

personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.

Justitsministeren har på den baggrund den 4.

november 2002 meddelt Rådet og Kommissionen, at Danmark fortsat vil

anvende de nordiske udleveringsregler ved udlevering af lovovertrædere

mellem Danmark, Finland og Sverige i det nævnte omfang.

Der er mellem de nordiske lande enighed om, at det er de

nordiske udleveringsregler, der som hovedregel finder anvendelse i sager om

udlevering til Finland og Sverige. Dog må de foreslåede regler i

udleveringsloven om udlevering til andre EU-medlemsstater finde anvendelse i

forhold til Finland og Sverige, i det omfang disse regler er mere

vidtgående, hvilket i praksis som udgangspunkt vil sige sager om

udlevering af danske statsborgere samt sager om udlevering for politiske

lovovertrædelser, medmindre det konkret vil være muligt at

udlevere efter den nordiske ordning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (overskriften til lovens kapitel 2)

Den foreslåede ændring af overskriften til

lovens kapitel 2 er en konsekvens af den ved lovforslaget foreslåede

nye systematik, hvorefter der sondres mellem udlevering til EU-medlemsstater

og udlevering til andre stater. Det eksisterende kapitel 2 vil med den

foreslåede ændring alene indeholde betingelser for udlevering til

lande uden for EU (og Norden), hvorimod betingelserne for udlevering til

EU-medlemsstater reguleres i kapitel 2 a.

Til nr. 3 (§ 2)

Den ændrede affattelse af udleveringslovens § 2

er en konsekvens af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til

EU-medlemsstater samles i et nyt kapitel 2 a. Bestemmelsen i § 2

indeholder herefter alene betingelserne for, hvornår danske

statsborgere kan udleveres til lande uden for EU (og Norden). Bestemmelsen

indebærer ikke ændringer i forhold til de gældende

betingelser for udlevering af danske statsborgere til disse lande.

Til nr. 4 (§ 2 a)

Den ændrede affattelse af § 2 a er en

konsekvens af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til

EU-medlemsstater samles i et nyt kapitel 2 a. Bestemmelsen i § 2 a

indeholder herefter alene betingelserne for, hvornår udlændinge

kan udleveres til lande uden for EU (og Norden). Bestemmelsen indebærer

ikke ændringer i forhold til de gældende betingelser for

udlevering af udlændinge til disse lande.

Til nr. 5 (§ 6, stk. 2)

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at der

i overensstemmelse med gældende ret ikke må ske udlevering, hvis

der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive

udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i Den

europæiske Menneskerettighedskonvention.

En tilsvarende bestemmelse om udlevering til andre

EU-medlemsstater foreslås indsat i § 10 h, stk. 2.

Der henvises vedrørende de foreslåede

bestemmelser til pkt. 4.1.1. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget.

Til nr. 6 (§ 8)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at

udlevering til stater uden for EU kan afslås, hvis der her i landet er

meddelt påtaleopgivelse, og betingelserne for omgørelse af

beslutningen herom ikke er opfyldt.

Bestemmelsen svarer til den foreslåede § 10 d,

stk. 2, vedrørende udlevering til andre EU-medlemsstater.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.5.2. i

lovforslagets almindelige bemærkninger samt til de specielle

bemærkninger til den foreslåede § 10 d, stk. 2.

Til nr. 7 (§ 9, stk. 2)

Ændringen er en konsekvens af den ved lovforslaget

foreslåede nye systematik, hvorefter betingelserne for udlevering til

andre EU-medlemsstater samles i udleveringslovens kapitel 2 a.

Til nr. 8 (§ 10, nr. 1, litra a)

Ændringen af den gældende bestemmelse i

§ 10, nr. 1, litra a, hvorved henvisningen til § 10 a

udgår, er en konsekvens af den ved lovforslaget foreslåede nye

systematik, hvorefter betingelserne for udlevering til andre EU-medlemsstater

samles i udleveringslovens kapitel 2 a.

Til nr. 9 ( kapitel 2 a)

Kapitel 2 a

fastsætter betingelserne for,

hvornår der kan ske udlevering fra Danmark til andre

EU-medlemsstater.

Kapitlet indeholder for det første regler om,

hvilke lovovertrædelser, der som udgangspunkt skal medføre

udlevering til en anden EU-medlemsstat (§ 10 a). Bestemmelsen

indebærer bl.a., at der ikke længere sondres mellem udlevering af

danske statsborgere og udlændinge.

For det andet indeholder kapitel 2 a en række

bestemmelser, hvorefter udlevering i visse tilfælde kan eller skal

nægtes (§§ 10 b-10 j). Afslagsgrundene er udtømmende.

Udlevering til en anden EU-medlemsstat kan således som udgangspunkt

ikke afslås med henvisning til andre grunde end dem, der er nævnt

i kapitel 2 a. Det skal dog bemærkes, at lovforslaget ikke

indebærer ændringer i Danmarks forpligtelse til at overholde

internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder reglerne i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der henvises herom til afsnit

4.1.1. i lovforslagets bemærkninger.

Endelig indeholder kapitel 2 a (§ 10 j) bestemmelser

om strafansvar og videreudlevering for andre strafbare handlinger end den,

der sker udlevering for, som er begået før udleveringen (den

såkaldte specialitetsregel).

§ 10 a

Den foreslåede nye bestemmelse i § 10 a

fastsætter kravene til lovovertrædelsens beskaffenhed for

udlevering af lovovertrædere til et andet EU-land på grundlag af

en europæisk arrestordre. Bestemmelsen sondrer ikke mellem udlevering

af danske statsborgere og udlændinge.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 a,

stk. 1, nr. 1-32, indebærer, at udlevering til

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den

Europæiske Union for de i bestemmelsen (nr. 1-32) nævnte

handlinger kan ske, selv om den pågældende handling ikke er

strafbar efter dansk ret, hvis handlingen kan straffes med fængsel mv.

i mindst 3 år i den anmodende medlemsstat.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med den såkaldte

»positiv-liste« i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, der

opregner en række bestemte handlinger med hensyn til hvilke udlevering

til en EU-medlemsstat ikke må betinges af, at handlingen er strafbar i

den anmodede medlemsstat, hvis handlingen kan straffes med frihedsstraf i

mindst 3 år i den anmodende medlemsstat.

Da de lovovertrædelser, der er omfattet af

positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle

medlemsstater, er betydningen af udkastet til rammeafgørelse på

dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om

lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 2,

stk. 3, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje

andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen.

Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse

af positiv-listen vil som følge af den foreslåede opregning i

§ 10 a, stk. 1, nr. 1-32, af de handlinger, som er omfattet af

positiv-listen, forudsætte en ændring af udleveringsloven.

Bestemmelsen i § 10 a, stk. 2,

indebærer, at udlevering af personer med henblik på

strafforfølgning til en anden EU-medlemsstat for handlinger som

ikke er omfattet af stk. 1 uden for positiv-listen kan ske på

grundlag af en europæisk arrestordre. Efter bestemmelsen er det en

betingelse for udlevering, at den lovovertrædelse, som arrestordren

vedrører, i den pågældende stat skal kunne medføre

fængsel i mindst 1 år. Begrebet »fængsel« omfatter ligesom

efter de gældende bestemmelser i § 2 og 2 a tillige anden

frihedsberøvende foranstaltning. Bestemmelsen indebærer

endvidere, at det er en betingelse for udlevering til strafforfølgning

for handlinger uden for positiv-listen, at en tilsvarende handling er

strafbar efter dansk ret.

Efter bestemmelsen i § 10 a, stk. 3,

kan der ske udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en

EU-medlemsstat for handlinger som ikke er omfattet af stk. 1

på grundlag af en europæisk arrestordre. Betingelsen for

udleveringen er, at den pågældende ved dommen er idømt

fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst

4 måneders varighed, og at en tilsvarende handling er strafbar efter

dansk ret.

De foreslåede bestemmelser i § 10 a,

stk. 2 og 3, indebærer for så vidt angår

handlinger, som enten ikke er omfattet af positiv-listen, eller som ikke kan

medføre fængsel mv. i mindst 3 år i den anmodende

medlemsstat (jf. § 10 a, stk. 1) at kravet om dobbelt strafbarhed

opretholdes. Der kan således i denne situation kun ske udlevering

på grundlag af en europæisk arrestordre, jf. § 10 a,

stk. 2 og 3, hvis den handling, som arrestordren vedrører,

også er strafbar efter dansk ret. Der kan derimod ikke stilles krav om,

at den pågældende handling efter dansk ret kan medføre

fængselsstraf af en bestemt varighed el. lign. (strafferammekrav).

Bestemmelserne i § 10 a, stk. 2 og 3, er fastsat

i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, og

artikel 4, stk. 1. Efter disse bestemmelser har medlemsstaterne mulighed

for at fastsætte regler, hvorefter udlevering i henhold til en

europæisk arrestordre skal afslås, hvis den handling, som ligger

til grund for arrestordren, ikke udgør en lovovertrædelse efter

den anmodede stats lovgivning (krav om dobbelt strafbarhed). Der kan dog ikke

fastsættes bestemmelser om krav om dobbelt strafbarhed, hvis den

handling, for hvilken der skal ske udlevering, er omfattet af de i

rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, særligt opregnede

handlinger (den såkaldte »positiv-liste«).

Med hensyn til et eventuelt krav om dobbelt strafbarhed

følger det af rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, at et

sådant skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for

opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i arrestordren, helt eller

delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet. Kravet om

dobbelt strafbarhed i de foreslåede bestemmelser i § 10 a,

stk. 2 og 3, forudsættes administreret på den nævnte

måde.

Bestemmelsen i § 10 a, stk. 4,

vedrører spørgsmålet om udlevering for flere strafbare

forhold. Bestemmelsen, der er en følge af det foreslåede nye

kapitel 2 a om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater, svarer til

den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 3.

Den gældende bestemmelse i § 10 a, der

indeholder den såkaldte specialitetsregel, foreslås indsat som ny

§ 10 j, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.2.1. og 4.1.2.3.

i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 10 b

Efter den foreslåede bestemmelse i § 10 b,

stk. 1, kan udlevering på grundlag af en europæisk

arrestordre af en dansk statsborger eller af personer med fast bopæl

her i landet til strafforfølgning, gøres betinget af, at den

pågældende overføres til Danmark med henblik på

fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller en anden

frihedsberøvende foranstaltning.

Bestemmelsen udvider den nugældende adgang til i

forbindelse med udlevering til strafforfølgning at kræve

tilbageførsel til Danmark med henblik på afsoning af en eventuel

straffedom til også at gælde for personer med fast bopæl

her i landet. Efter den gældende ordning har Danmark folkeretligt taget

forbehold over for andre EU-lande om, at udlevering af danske statsborgere

kan ske på betingelse af, at den pågældende

overføres til eventuel strafafsoning i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 b

indebærer i øvrigt ingen ændringer i forhold til

gældende ret med hensyn til udlevering af danske statsborgere til lande

uden for EU.

Endvidere kan udlevering af en dansk statsborger eller af

personer med fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse efter den

foreslåede § 10 b, stk. 2, afslås, hvis Danmark

giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet. Danmarks

overtagelse af fuldbyrdelsen af straffedomme afsagt i en anden EU-medlemsstat

vil i øvrigt skulle ske efter de gældende regler herom, jf. lov

nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf mv. med senere

ændringer.

Bestemmelserne i § 10 b, stk. 1 og 2, er fastsat

i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, og

artikel 5, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.2.2. i de

almindelige bemærkninger.

§ 10 c

Efter den foreslåede § 10 c kan der ikke

ske udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den

pågældende efter dansk ret var under den kriminelle lavalder

på gerningstidspunktet, jf. herved straffelovens § 15.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med

rammeafgørelsens artikel 3, stk. 3, hvorefter den judicielle

myndighed skal afslå udlevering, hvis den person, der er omfattet af en

europæisk arrestordre, efter den anmodede medlemsstats lovgivning

på grund af sin alder ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig

for de handlinger, der ligger til grund for arrestordren.

§ 10 d

Efter den foreslåede § 10 d, stk. 1, 1.

pkt., må der ikke ske udlevering, hvis den, der søges

udleveret, er dømt eller frifundet for de pågældende

handlinger her i landet eller i en anden EU-medlemsstat. Tilsvarende

gælder ifølge den foreslåede § 10 d, stk. 1,

2. pkt., hvis den, der søges udleveret, her i landet er

benådet for handlingen.

Udlevering kan endvidere afslås efter § 10

d, stk. 1, 3. pkt., hvis den der søges udleveret, er

dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for EU.

Den foreslåede § 10 d, stk. 1, 1. og 3.

pkt., udvider det gældende forbud mod dobbelt strafforfølgning i

udleveringslovens § 8 til i sager om udlevering på grundlag af

en europæisk arrestordre ligeledes at gælde med hensyn til

personer, som i en tredjestat er dømt eller frifundet for den

pågældende strafbare handling. Efter bestemmelsen skal udlevering

således bl.a. afslås, hvis der er afsagt endelig dom i sagen her

i landet eller i en medlemsstat i EU. Herudover kan udlevering

endvidere afslås, hvis der er afsagt dom i sagen i en stat uden for

EU.

Om adgangen til at afslå udlevering på

grundlag af en europæisk arrestordre under henvisning til, at den

pågældende i et tredjeland er dømt for de samme forhold,

som udleveringen angår, fremgår det af rammeafgørelsens

artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 5, at det er en betingelse,

at dommen afsagt i det pågældende tredjeland er fuldbyrdet, er

ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter

tredjelandets lovgivning. Denne betingelse foreslås udtrykkeligt

fastsat i udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 4. pkt. Der

henvises herved navnlig til pkt. 4.1.5.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Det fremgår endvidere af den obligatoriske

afslagsgrund i artikel 3, stk. 2, at der kun består en

forpligtelse for medlemsstaterne til at afslå udlevering i

medfør af bestemmelsen, hvis den anmodede medlemsstats relevante

myndigheder er i besiddelse af de nødvendige oplysninger om en

eventuel dom afsagt i en anden medlemsstat. Udlevering vil i medfør af

artikel 4, stk. 5, ligeledes kun kunne afslås, såfremt den

relevante myndighed er i besiddelse af oplysninger om, at der er afsagt dom i

en ikke-medlemsstat for det samme forhold.

Det er på denne baggrund ikke hensigten med de

foreslåede bestemmelser i § 10 d, stk. 1, at de danske

udleveringsmyndigheder af egen drift skal iværksætte

undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.

Er det oplyst, at den, som en arrestordre vedrører, allerede er

dømt eller frifundet for det samme forhold i en anden stat, men er

oplysningerne utilstrækkelige, og kan de nødvendige oplysninger

ikke tilvejebringes, således at der kan træffes afgørelse

inden for de i § 18 d foreslåede frister, skal

udleveringsanmodningen normalt imødekommes, hvis lovens betingelser

herfor i øvrigt er opfyldt. I overensstemmelse med den gældende

bestemmelse i udleveringslovens § 8 er udlevering ligeledes udelukket,

hvis der her i landet er sket benådning (amnesti) for det

pågældende forhold.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 d,

stk. 1, er i overensstemmelse med de obligatoriske afslagsgrund i

rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1 og 2, og den fakultative

afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 3 og 5.

Er tiltale mod den pågældende frafaldet her i

landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for

omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Endvidere kan

udlevering afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne for

at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt, jf.

den foreslåede § 10 d, stk. 2. Denne bestemmelse (2.

pkt.) udvider adgangen til efter den gældende bestemmelse i

udleveringslovens § 8 at afslå udlevering, hvis der her i landet

er meddelt tiltalefrafald til ligeledes at omfatte sager, i hvilke

påtale er opgivet.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 d,

stk. 3, indebærer, at udlevering med henblik på

strafforfølgning kan afslås, hvis retsforfølgning mod den

pågældende er påbegyndt men endnu ikke afsluttet her i

landet, for den handling som arrestordren vedrører, og

retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den

pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i

øvrigt findes mest nærliggende at skulle gennemføres her

i landet. Hvorvidt retsforfølgning bør gennemføres her i

landet beror efter bestemmelsen på en konkret vurdering i den enkelte

sag, hvorved der ud ver de i bestemmelsen nævnte momenter f.eks.

kan lægges vægt på, hvor fremskreden

retsforfølgningen er mod den pågældende her i landet, og

hvor lovovertrædelsen navnlig har haft virkning.

Den foreslåede bestemmelsen omfatter ikke udlevering

til fuldbyrdelse af en straffedom. Dette skyldes, at retsforfølgning

her i landet for forhold, for hvilke den pågældende tidligere er

blevet endelig dømt eller frifundet i en anden EU-medlemsstat, ville

være i strid med princippet om forbud mod dobbelt

strafforfølgning (»ne bis in idem«).

Den foreslåede bestemmelse i § 10 d,

stk. 3, er i overensstemmelse med den valgfrie (fakultative)

afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.5. i de

almindelige bemærkninger.

§ 10 e

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e

indebærer, at udlevering kan afslås, hvis strafansvaret eller

adgangen til at fuldbyrde straffen i medfør af reglerne i

straffelovens 11. kapitel om ophør af den strafbare handlings

retsfølger er forældet. Det er dog en betingelse, at den

strafbare handling er omfattet af dansk straffemyndighed, jf. reglerne i

straffelovens §§ 6-9.

Bestemmelsen, der indebærer en lovfæstelse af

den eksisterende folkeretlige adgang til at afslå udlevering til en

medlemsstat i Den Europæiske Union med henvisning til forældelse,

skal navnlig ses i sammenhæng med den udvidede adgang til udlevering af

egne statsborgere, som følger af lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e er i

overensstemmelse med den fakultative afslagsgrund i rammeafgørelsens

artikel 4, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt.4.1.6. i de

almindelige bemærkninger.

§ 10 f

Efter den foreslåede bestemmelse i § 10 f,

stk. 1, må udlevering på grundlag af en europæisk

arrestordre ikke finde sted, hvis den handling, som arrestordren

vedrører, er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar

efter dansk ret.

Bestemmelsen er fastsat i overensstemmelse med den

valgfrie (fakultative) afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4,

stk. 7, litra a og b.

Udlevering kan endvidere i medfør af § 10

f, stk. 2, afslås, hvis den anmodende stat støtter sin

udleveringsanmodning på en handling foretaget i et tredjeland, og

Danmark i en tilsvarende situation efter straffelovens regler om jurisdiktion

i §§ 6-9 ikke ville have mulighed for at foretage

retsforfølgning. Efter bestemmelsen vil udlevering således kunne

afslås, hvis den anmodende medlemsstat udøver såkaldt

eksterritorial jurisdiktion (dvs. foretager strafforfølgning af

handlinger begået uden for den pågældende medlemsstats eget

territorium).på områder, hvor der ikke er tilsvarende dansk

eksterritorial jurisdiktion.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.7. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

§ 10 g

Den foreslåede § 10 g fastsætter

særlige betingelser for udlevering af personer til en anden

EU-medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af fængselsstraf eller

anden frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i et

retsmøde, hvor den pågældende ikke har været til

stede. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 må

udlevering i sådanne tilfælde kun finde sted, hvis indkaldelsen

til domsforhandlingen har været forkyndt for den pågældende

personlig, eller den pågældende på anden måde var

underrettet om tid og sted for domsforhandlingen.

Efter stk. 2 kan der dog ske udlevering, selv

om der ikke er sket personlig forkyndelse, og den pågældende ikke

på anden måde har fået de nævnte oplysninger, hvis

den pågældende i medlemsstaten kan kræve sagen genoptaget

og har adgang til at være til stede under den fornyede

domsforhandling.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 g er i

overensstemmelse med den rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1,

fastsatte afslagsgrund, hvorefter udlevering til fuldbyrdelse af en dom til

fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, der er

idømt ved en afgørelse truffet in absentia, kan

gøres betinget af, at den myndighed, der har udstedt en arrestordren

giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den

pågældende får lejlighed til at få sagen genoptaget i

den udstedende medlemsstat og til at være til stede ved

domsforhandlingen.

Det vil således som udgangspunkt være

tilstrækkeligt for udlevering i den nævnte situation, at den

relevante myndighed i den pågældende EU-medlemsstat giver

oplysning om, at den domfældte har mulighed for genoptagelse af sagen

samt lejlighed til at være til stede under den fornyede domsforhandling

af sagen.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke

på den eksisterende adgang til at nægte udlevering til stater

uden for Den Europæiske Union bl.a. i tilfælde, hvor princippet

om retten til retfærdig rettergang ikke vurderes overholdt.

Der henvises herved til pkt. 4.1.8. i de almindelige

bemærkninger.

§ 10 h

Den foreslåede bestemmelse i § 10 h,

stk. 1, svarer til den gældende bestemmelse i udleveringslovens

§ 6.

Bestemmelsens stk. 2, præciserer, at der

i overensstemmelse med gældende ret ikke må ske udlevering, hvis

der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive

udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i Den

europæiske Menneskerettighedskonvention.

En tilsvarende bestemmelse om udlevering til stater uden

for EU foreslås indsat i § 6, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.1. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

§ 10 i

Efter den foreslåede bestemmelse i § 10 i skal

udlevering udsættes, hvis det i særlige tilfælde navnlig

under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller

andre personlige forhold må antages, at udlevering ville være

uforenelig med humanitære hensyn. Derimod er det efter bestemmelsen

ikke muligt at afslå udlevering i henhold til en europæisk

arrestordre med henvisning til, at udlevering ville være uforenelig med

humanitære hensyn. Udsættelsen af udleveringen skal

udstrækkes indtil de særlige forhold, der gør udlevering

uforenelig med humanitære hensyn, ikke længere er til stede.

Bestemmelsen i § 10 i er en følge af

rammeafgørelsens artikel 23, stk. 4, hvorefter en udlevering kan

udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks.

hvis der er vægtige grunde til at antage, at udlevering klart ville

bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske

arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere

foreligger. Den anmodede medlemsstats myndighed skal straks underrette den

udstedende medlemsstats myndighed om udsættelsen og skal i den

forbindelse så vidt muligt aftale en ny dato for udleveringen.

§ 10 j

Den foreslåede bestemmelse i § 10 j indeholder

reglerne om, hvornår en person, der udleveres til en EU-medlemsstat

på grundlag af en europæisk arrestordre, kan drages til ansvar

eller udleveres videre til tredjeland (specialitetsreglen) for nogen anden

strafbar handling begået før udleveringen end den, den

pågældende er udleveret for. Bestemmelsen er en konsekvens af den

ved lovforslaget foreslåede nye systematik, hvorefter udleveringsloven

bl.a. opdeles i et kapitel om betingelser for udlevering til lande uden for

EU (kapitel 2) og et kapitel om betingelser for udlevering til

EU-medlemsstater (kapitel 2 a).

Efter den foreslåede bestemmelse finder § 10

tilsvarende anvendelse for udlevering til EU-medlemsstater, ligesom § 10

j, stk. 2 og 3, er en videreførelse af den gældende

bestemmelse i § 10 a. Bestemmelsen medfører ikke ændringer

i adgangen for en anmodende EU-medlemsstat til at foretage

strafforfølgning og straffuldbyrdelse med hensyn til andre strafbare

handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, eller i adgangen til at videreudlevere til en tredje

stat.

Efter Rådets konvention om forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i EU (1995-konventionen) er

udgangspunktet, at et samtykke til afkald på specialitetsreglen og

samtykke til videreudlevering ikke kan tilbagekaldes. Danmark har imidlertid

i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet en erklæring

om, at samtykke kan tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk

ret. Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan et meddelt

samtykke i princippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog

fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret.

Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen

erklæret, at et samtykke vil kunne tilbagekaldes efter reglerne i dansk

ret. På denne baggrund opretholdes gældende ret, hvorefter et

eventuelt samtykke kan tilbagekaldes efter de almindelige regler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.10. i de

almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (overskrift til kapitel 3)

Ændringen er en konsekvens af den ved lovforslaget

foreslåede nye systematik, hvorefter reglerne om behandling af sager om

udlevering til andre EU-medlemsstater samles i udleveringslovens kapitel 3

a.

Til nr. 11 (§ 11, stk. 1)

Ændringen af den gældende bestemmelse i

§ 11, stk. 1, hvorved henvisningen til kapitel 3 a udgår, er

en konsekvens af den ved lovforslaget foreslåede nye systematik,

hvorefter reglerne om behandling af sager om udlevering til andre

EU-medlemsstater samles i udleveringslovens kapitel 3 a.

Til nr. 12 (kapitel 3 a)

Det foreslåede kapitel 3 a indeholder de nye regler

om behandlingen af sager om udlevering til medlemsstater i Den

Europæiske Union.

Efter lovforslaget skal udlevering til andre

EU-medlemsstater med virkning fra den 1. januar 2004 ske på grundlag af

»en europæisk arrestordre«. En europæisk arrestordre

indeholder som udgangspunkt alle de oplysninger, som er nødvendige

for, at den anmodede myndighed kan træffe afgørelse om, hvorvidt

der skal ske udlevering af den pågældende. I stedet for

fremsendelse af en europæisk arrestordre kan den anmodende medlemsstat

dog vælge at indberette den eftersøgte til

Schengen-informationssystemet. En sådan indberetning skal ifølge

rammeafgørelsen (artikel 10, stk. 3) have samme retsvirkninger

som en europæisk arrestordre dvs. i første række en

efterlysning og en anmodning om anholdelse og fængsling.

Schengen-informationssystemet er imidlertid ikke for tiden i stand til at

fremsende alle de i artikel 8, stk. 1, nævnte oplysninger. I denne

overgangsperiode bestemmer rammeafgørelsen, at indberetningen

alligevel skal have samme retsvirkning som en europæisk arrestordre,

indtil den anmodede medlemsstat forskriftsmæssigt har modtaget den

originale arrestordre.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.1.2. i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 18 a

Efter bestemmelsen i § 18 a, stk. 1, skal

den europæiske arrestordre, for at kunne danne grundlag for anholdelse

og udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, indeholde

oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted

for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser, samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om

anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.

§ 18 a, stk. 1, er en gennemførelse af

rammeafgørelsens artikel 8. For den præcise udformning af en

europæiske arrestordre henvises til rammeafgørelsens bilag, jf.

lovforslagets bilag 1.

Efter den foreslåede § 18 a,

stk. 2, skal en europæisk arrestordre, der er udstedt

med henblik på udlevering til strafforfølgning, ud over

de oplysninger, der fremgår af § 18 a, stk. 1, tillige

indeholde oplysning om strafferammen i den pågældende medlemsstat

for den lovovertrædelse, som den arrestordren vedrører.

Disse oplysninger er nødvendige med henblik på at vurdere,

om betingelserne for udlevering i § 10 a, stk. 1 og 2, er opfyldt,

herunder om udlevering forudsætter, at handlingen ligeledes er strafbar

efter dansk ret (dobbelt strafbarhed).

Hvis den europæiske arrestordre er udstedt med

henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, fremgår det

af den foreslåede § 18 a, stk. 3, at arrestordren

tillige skal indeholde oplysning om en eventuel idømt straf eller

anden lignende retsfølge.

Det vil således ikke som efter udleveringslovens

§ 11, stk. 2 kunne kræves, at der sammen med en arrestordre

sker samtidig fremsendelse af selve den beslutning om anholdelse,

fængsling eller den dom, der danner grundlag for den europæiske

arrestordre.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 4.2.2.

§ 18 b

Den foreslåede nye affattelse af § 18 b

er en konsekvens af indførelsen af den europæiske arrestordre,

der bl.a. indebærer en forenklet udleveringsprocedure mellem

EU-medlemsstaterne. Den europæiske arrestordre er således

både en anmodning om anholdelse med henblik på udlevering og en

anmodning om udlevering.

Efter den foreslåede § 18 b,

stk. 1, skal Justitsministeriet - medmindre den europæiske

arrestordre kan afvises allerede på det foreliggende grundlag, f.eks.

fordi den handling, som arrestordren vedrører, efter lovgivningen i

den anmodende EU-medlemsstats ikke kan medføre fængsel i mindst

1 år - sende den europæiske arrestordre til politiet på det

sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig. Politiet

iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er

nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er

opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i

retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser dvs. reglerne om

fremgangsmåden ved undersøgelsen samt reglerne om erstatning for

uforskyldt anholdelse og fængsling.

Den foreslåede § 18 b, stk. 1, svarer til

den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 12.

Efter den foreslåede § 18 b, stk. 2, 1.

pkt., kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 610 om

anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes med

henblik på at fremme politiets undersøgelse af sagen og sikre

udleveringen, såfremt den europæiske arrestordre er udstedt for

en lovovertrædelse, der efter omstændighederne kan medføre

udlevering efter reglerne i denne lov.

Bestemmelsen indebærer, at den person, som den

europæiske arrestordre vedrører, kan anholdes og

varetægtsfængsles for ethvert forhold, som kan medføre

udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre. Såfremt

arrestordren vedrører en handling, som kan medføre udlevering i

medfør af udleveringslovens § 10 a om udlevering til

EU-medlemsstater, vil varetægtsfængsling således ikke kunne

nægtes under henvisning til, at der i medfør af

strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke ville kunne ske

varetægtsfængsling i sager vedrørende

lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Tilsvarende vil der kunne ske varetægtsfængsling i sager, der

vedrører en handling, der ikke er strafbar her i landet, hvis der er

tale om en handling, der i medfør af udleveringslovens § 10 a,

stk. 1, vil kunne medføre udlevering, og de øvrige

betingelser i retsplejelovens § 762 er opfyldt.

Retsplejelovens øvrige regler om

varetægtsfængsling finder tilsvarende anvendelse. Der vil

således f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis

retten finder, at varetægtsfængslingens øjemed kan

opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, og den

pågældende samtykker i disse foranstaltninger, jf.

retsplejelovens § 765.

Bestemmelsen i § 18 b, stk. 2, 1. pkt., er

fastsat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 12 om

varetægtsfængsling.

Herudover fastsætter den foreslåede

§ 18 b, stk. 2, 2. pkt., at de retsmidler, der er omtalt i

retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og

kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre

efterforskningsskridt kan anvendes i samme omfang, som i sager

vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der

forfølges her i landet. Det vil sige, at der gælder et krav om

dobbelt strafbarhed. Bestemmelsen svarer med hensyn til adgangen til at

benytte disse retsmidler i udleveringssager til den gældende

bestemmelse i § 13.

Efter den gældende § 18 b, stk. 2, 2.

pkt., skal foranstaltninger, der er truffet efter § 13 (anholdelse,

varetægtsfængsling, legemsindgreb mv.), ophæves,

såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest

30 dage efter anholdelsen. Retten kan dog i særlige tilfælde

forlænge denne frist. Da den europæiske arrestordre omfatter

både en anmodning om anholdelse med henblik på udlevering og en

anmodning om udlevering, indeholder den foreslåede § 18 b ikke en

tilsvarende 30-dages frist.

Efter den foreslåede § 18 b,

stk. 3, finder § 14 tilsvarende anvendelse. Efter denne

bestemmelse skal der, når der iværksættes

politiundersøgelse i en udleveringssag, som udgangspunkt beskikkes

forsvarer for den, som søges udleveret. Dette svarer til

gældende ret, jf. herved den gældende bestemmelse i § 18 b,

stk. 2, 1. pkt.

Efter den foreslåede § 18 b, stk. 4, 1.

pkt., skal spørgsmålet om udlevering forelægges for

justitsministeren til afgørelse, når politiundersøgelsen,

jf. § 18 b, stk. 1, er afsluttet. Det er således efter

lovforslaget Justitsministeriet, der er kompetent myndighed til at

træffe afgørelse i sager om udlevering i henhold til den

europæiske arrestordre.

Efter den foreslåede § 18 b, stk. 4, 2.

pkt., finder bestemmelserne i § 15, stk. 2, og § 16

tilsvarende anvendelse i sager om udlevering i medfør af en

europæisk arrestordre. Dette indebærer, at der samtidig med

underretning til en person om beslutningen om, at den pågældende

skal udleveres, skal oplyses om adgangen til domstolsprøvelse og om

fristen herfor, jf. § 15, stk. 2. Den pågældende kan

herefter forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om

beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor vedkommende

opholder sig, jf. § 16. Sådan anmodning skal som udgangspunkt

fremsættes inden 3 dage efter, at beslutningen om udlevering er meddelt

den pågældende. Rettens afgørelse kan påkæres

til landsretten inden en frist på 3 dage.

§ 18 c

Den foreslåede affattelse af § 18 c om

samtykke til udlevering til en anden EU-medlemsstat er en konsekvens af

forslaget om indførelse af den europæiske arrestordre, der

erstatter de gældende regler om udlevering til EU-medlemsstater

herunder de gældende regler om forenklet behandling af sager om

udlevering i udleveringslovens kapitel 3 a.

Efter bestemmelsen kan den pågældende i et

retsmøde dels meddele samtykke til selve udleveringen, dels meddele

samtykke til at blive draget til ansvar og videreudleveret for andre

strafbare handlinger begået før udleveringen, end den der sker

udlevering for. Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan et

meddelt samtykke i princippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog

fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret.

Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen

erklæret, at et samtykke vil kunne tilbagekaldes efter reglerne i dansk

ret.

Uanset et samtykke til udlevering vil sagen fortsat skulle

forelægges Justitsministeriet til afgørelse. Justitsministeriet

skal i den forbindelse påse, at betingelserne for udlevering er

opfyldt.

§ 18 d

Den foreslåede § 18 d, stk. 1 og

2, fastsætter særlige krav tidsfrister for

behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en europæisk

arrestordre.

Efter rammeafgørelsens artikel 17 skal sager om

udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre behandles som

en hastesag. Rammeafgørelsen fastsætter endvidere i artikel 17

en række frister for behandlingen af en europæisk arrestordre.

Det fremgår således af artikel 17, stk. 2, at der, i sager

hvor den eftersøgte meddeler samtykke til udleveringen, bør

træffes endelig afgørelse om udlevering senest 10 dage efter, at

samtykket er meddelt. I andre tilfælde bør der ifølge

artikel 17, stk. 3, træffes endelig afgørelse om udlevering

i henhold til en europæisk arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen

af den eftersøgte. I konkrete tilfælde, hvor der ikke kan

træffes afgørelse om en europæisk arrestordre inden de i

stk. 2 og 3, fastsatte frister, fastsætter artikel 17,

stk. 4, at myndigheden i den anmodede medlemsstat straks skal underrette

myndigheden i den anmodende medlemsstat herom og om begrundelsen herfor. I

så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.

Den foreslåede bestemmelse i § 18 d er fastsat

i overensstemmelse med rammeafgørelsens krav. Justitsministeriet vil

endvidere fastsætte retningslinier for behandlingen af sager om

udlevering til andre EU-medlemsstater med henblik på at sikre

overholdelsen af fristerne.

Da fristerne i den foreslåede bestemmelse kun er

vejledende frister, vil en overskridelse af tidsfristen i den konkrete sag

ikke have umiddelbare konsekvenser for hverken behandlingen af

udleveringsanmodningen eller spørgsmålet om

varetægtsfængsling. Rammeafgørelsen forpligter imidlertid

medlemsstaterne til så vidt muligt at overholde fristerne i artikel 17,

og Justitsministeriet vil derfor nøje følge udviklingen i

sagsbehandlingstiden.

Der henvises herom til pkt. 4.2.7. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

§ 18 e

Efter den foreslåede affattelse af § 18 e,

stk. 1, kan den, som en beslutning om udlevering på grundlag

af en europæisk arrestordre vedrører, ikke udleveres før

udløbet af den frist på 3 dage, som nævnes i § 16,

jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Det gælder dog ikke, hvis den

pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om

udlevering for retten. Hvis beslutningen om udlevering indbringes for retten,

kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig

retskendelse. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 17, stk. 1.

Efter den foreslåede § 18 e,

stk. 2, skal en udlevering gennemføres snarest muligt og

senest 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. Bestemmelsen

er en konsekvens af rammeafgørelsens artikel 23, stk. 2,

hvorefter der, når der er truffet endelig afgørelse om

udlevering, skal ske udlevering senest 10 dage efter, at den endelige

afgørelse er truffet. Hvis det på grund af omstændigheder,

som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at

overgive den eftersøgte inden denne frist, skal medlemsstaternes

relevante myndigheder straks kontakte hinanden med henblik på at aftale

en ny dato for udleveringen, jf. artikel 23, stk. 3. I så fald

skal udlevering finde sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato.

Efter rammeafgørelsens artikel 23 kan 10-dages

fristen for at gennemføre en endelig udleveringsbeslutning i visse

tilfælde udsættes. Hvis det således af grunde, som ikke kan

tilskrives en af medlemsstaterne, viser sig umuligt at gennemføre

udleveringen inden for fristen, skal den anmodede medlemsstats kompetente

myndighed straks kontakte myndigheden i den anmodende medlemsstat med henblik

på at aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal

udlevering finde sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato. I disse

tilfælde er der ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling

af den pågældende.

Udlevering kan ifølge rammeafgørelsen

(artikel 23, stk. 4) endvidere udsættes midlertidigt af

humanitære årsager f.eks. hvis der er bestemte grunde til at

antage, at udlevering vil bringe den pågældendes liv eller

helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, når disse

humanitære grunde ikke længere foreligger. Bestemmelsen i

rammeafgørelsen indebærer, at det ikke som efter gældende

ret (jf. udleveringslovens § 7) vil være muligt at

afslå udlevering, hvis udlevering ville være uforenelig

med humanitære hensyn, jf. den foreslåede bestemmelse i § 10

i om udsættelse af udlevering i sådanne særlige

tilfælde.

Efter § 18 e, stk. 3, 1. pkt., kan de

retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 610 om anholdelse og

kapitel 70 om varetægtsfængsling anvendes for at sikre

udleveringens gennemførelse. Bestemmelsen svarer til den

gældende § 17, stk. 3, idet fristen for udlevering på

30 dage dog er udgået. Dette skyldes, at en europæisk arrestordre

omfatter både en anmodning om anholdelse,

varetægtsfængsling og udlevering, hvorfor 30-dages fristen ikke

vil have betydning i forhold til udlevering i EU.

Bestemmelserne i § 18 e, stk. 3, 2.-3.

pkt., fastsætter imidlertid, at en fængsling, som er sket i

medfør af 1. pkt. skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet

sted inden udløbet af 10-dages fristen i stk. 2. Fristen kan dog

forlænges af retten i særlige tilfælde.

Bestemmelserne i stk. 3, 2.-3. pkt., er i

overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 23, stk. 5.

§ 18 f

Efter § 18 f skal genstande, som er beslaglagt

eller taget i bevaring under sagen med forbehold for tredjemands eventuelle

rettigheder overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering,

hvis denne myndighed anmoder herom, og genstanden i denne medlemsstat skal

tjene som bevis i sagen eller hidrører fra den lovovertrædelse,

som sagen vedrører.

Bestemmelsen er en konsekvens af rammeafgørelsens

artikel 29, hvorefter medlemsstaterne i visse tilfælde har en pligt til

at overgive genstande, som har den nævnte forbindelse til en

lovovertrædelse, for hvilken der skal ske udlevering. Den

gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 foreskriver alene en

ret for myndighederne til at overgive sådanne genstande i forbindelse

med en beslutning om udlevering.

Udlevering af genstande forudsætter, at der er

truffet beslutning om udlevering af den pågældende person.

Genstandene skal derimod udleveres uanset, at en udleveringsbeslutning ikke

kan fuldbyrdes, fordi den pågældende efterfølgende er

afgået ved døden eller er flygtet.

En genstand, som skal overgives til en anden medlemsstat i

medfør af den foreslåede bestemmelse, kan midlertidigt

tilbageholdes eller overgives på betingelse af, at genstanden senere

tilbageleveres. Tredjemands eventuelle rettighed over genstande, der skal

overgives til en anden medlemsstat, bevares.

Til nr. 13 (§ 19, stk. 1)

Da en europæisk arrestordre omfatter både en

anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering, vil

udleveringslovens § 19 ikke have relevans i sager om udlevering til

andre EU-medlemsstater.

Den foreslåede ændring præciserer, at

§ 19 alene finder anvendelse i forhold til stater uden for EU.

Til nr. 14 (§ 20, stk. 4)

Bestemmelsen er en konsekvens af den foreslåede

bestemmelse i § 18 a, der indeholder særlige krav til, hvilke

oplysninger der skal være indeholdt i en europæisk

arrestordre.

Til nr. 15 (§ 21, stk. 1)

Ændringen af bestemmelsen der vedrører

transit gennem Danmark, af udleverede personer fra en fremmed stat til en

anden er en konsekvens af udleveringslovens § 2 a om udlevering af

personer til stater uden for EU, der blev indsat i udleveringsloven ved lov

nr. 378 af 6. juni 2002.

Til nr. 16 (§ 21, stk. 2)

Bestemmelsen indebærer, at en anmodning om transit

gennem Danmark af personer, der skal udleveres, som udgangspunkt skal

tillades, hvis der er modtaget de i bestemmelsen nævnte oplysninger.

Bestemmelsen finder anvendelse både på udlevering til en

EU-medlemsstat fra en anden medlemsstat og fra stater uden for EU. Er der

tale om transit fra et land uden for EU, skal der i stedet for oplysning om,

hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre, gives oplysning om,

hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.

Den foreslåede § 21, stk. 2, er i

overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 25. Det fremgår af

denne artikel, at medlemsstaterne, hvis der i forbindelse med anmodningen om

transit er modtaget de nævnte oplysninger, kun kan afslå transit

til en anden medlemsstat, hvis den der skal udleveres er statsborger eller

har fast bopæl i transitlandet, og udlevering sker med henblik på

straffuldbyrdelse. Tilladelse til transit af egne statsborgere og af personer

med fast bopæl i transitlandet kan gøres betinget af, at den

pågældende tilbageføres til transitlandet med henblik

på fuldbyrdelse af en eventuel straf. Den foreslåede bestemmelse

i § 21, stk. 2, forudsættes administreret i overensstemmelse

hermed.

Til nr. 17 (§ 21 a)

Efter stk. 1, 1. pkt., kan en person, der er

midlertidigt udleveret til Danmark med henblik på

retsforfølgning her i landet, tilbageføres til den fremmede

stat. Den pågældende skal efter bestemmelsen som udgangspunkt

være frihedsberøvet under opholdet, jf. stk. 1, 2.

pkt. Om baggrunden for denne ordning henvises til pkt. 4.4. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen angår alene personer, der

overføres til retsforfølgning i en straffesag her i landet.

Bestemmelsen angår både midlertidig udlevering fra en anden

EU-medlemsstat og fra stater uden for EU.

Ved midlertidig overførelse af personer til Danmark

med henblik på afhøring som vidne i en straffesag eller

deltagelse i konfrontation finder i stedet bestemmelsen i retsplejelovens

§ 191 anvendelse.

Justitsministeriet forudsætter, at

anklagemyndigheden i forbindelse med stillingtagen til

spørgsmålet om, hvorvidt en person skal søges

midlertidigt udleveret med henblik på strafforfølgning i en

dansk straffesag, lader indgå, om det vil være åbenbart

uforeneligt med landets retsorden at lade den pågældende

tilbageføre til udlandet efter sagens afslutning. Det vil f.eks. kunne

være tilfældet, hvis den pågældende i den fremmede

stat er idømt dødsstraf.

Efter den foreslåede bestemmelse er det uden

betydning for tilbageførelsen til den fremmede stat, at den

pågældende tilbagekalder et eventuelt samtykke til den

midlertidige udlevering til Danmark.

At frihedsberøvelsen efter stk. 1, 2.

pkt., knytter sig til »udleveringen« indebærer, at

frihedsberøvelsen omfatter transporten til anbringelsesstedet i

Danmark, opholdet i Danmark og transporten tilbage til den fremmede stats

myndigheder.

Efter stk. 2, 1. pkt., træffes

afgørelse om frihedsberøvelse af retten efter anmodning fra

politiet. Retten skal efter denne bestemmelse alene tage stilling til

spørgsmålet om frihedsberøvelse.

Bestemmelsen udelukker i øvrigt ikke, at retten i

vurderingen af spørgsmålet om frihedsberøvelse lader

indgå en overvejelse af, hvorvidt tilbageførelse af den

pågældende til udlandet må antages at være

åbenbart uforeneligt med landets retsorden. Som det fremgår af

bemærkningerne til stk. 1, forudsættes anklagemyndigheden

imidlertid allerede ved afgørelsen af, om anmodning om midlertidig

udlevering skal fremsættes, at have taget stilling til dette

spørgsmål.

I øvrigt finder de almindelige regler i

retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar tilsvarende

anvendelse.

Efter stk. 2, 2. pkt., fastsætter retten

en frist for frihedsberøvelsen. Der foreslås ikke nogen

maksimumgrænse herfor, men det forudsættes, at fristen

fastsættes i overensstemmelse med den aftale om tidspunktet for

tilbageførelse, der er indgået med den fremmede stat.

Efter samme bestemmelse kan retten forlænge fristen

for frihedsberøvelse. Der sigtes hermed til tilfælde, hvor

retsforfølgningen mod den pågældende endnu ikke er

afsluttet, eller hvor den pågældende på grund af

ekstraordinære omstændigheder f.eks. behandlingskrævende

sygdom ikke kan tilbageføres inden udløbet en eventuel aftalt

frist for tilbageførelsen. Det påhviler i så fald

anklagemyndigheden at indgå de nødvendige aftaler med de

udenlandske myndigheder om forlængelse af det aftalte tidsrum for

udleveringen.

Efter stk. 2, 3. pkt., træffes rettens

afgørelse ved kendelse. Dette indebærer bl.a., at den

almindelige adgang til kære afgørelser, jf. retsplejelovens

§ 968, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3

regulerer den midlertidigt udleverede

persons retsstilling under frihedsberøvelsen her i landet.

Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at den pågældende

under frihedsberøvelsen alene er undergivet de begrænsninger,

som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens

øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på

anbringelsesstedet. Denne regel svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen

i retsplejelovens § 770, stk. 1, om varetægtsarrestanter.

Bestemmelsen afviger imidlertid fra andre af

retsplejelovens regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. Over

for en person, der er frihedsberøvet i medfør af § 21 a,

stk. 1, vil der således ikke kunne træffes afgørelse

om isolation, jf. retsplejelovens § 770 a, indgreb i

besøgsadgangen, jf. retsplejelovens § 771, eller indgreb i retten

til brevveksling, jf. retsplejelovens § 772, medmindre de almindelige

betingelser for iværksættelse af disse indgreb er opfyldt.

Efter stk. 3, 2. pkt., kan anbringelse ske i

arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2. Det indebærer,

at den overførte person ligesom varetægtsarrestanter kan

anbringes i arresthus, hvis opholdet i Danmark ikke bliver ganske kortvarigt.

Er opholdet derimod af ganske kort varighed, vil den pågældende

kunne frihedsberøves ved politiet, f.eks. ved anbringelse på

politistation. Med henvisningen til § 770, stk. 2, 2. pkt., vil der

være mulighed for at anbringe den midlertidigt udleverede person f.eks.

på et sygehus, hvis et sådant behov skulle opstå.

Til § 2

Efter den foreslåede bestemmelse skal den nordiske

udleveringslov ikke gælde for udlevering fra Danmark til Finland og

Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem

medlemsstater i Den Europæiske Union er videregående end reglerne

i denne lov.

Der er mellem de nordiske lande enighed om, at det er de

nordiske udleveringsregler, der som hovedregel finder anvendelse i sager om

udlevering til Finland og Sverige. Dog må de foreslåede regler i

udleveringsloven om udlevering til andre EU-medlemsstater finde anvendelse i

forhold til Finland og Sverige, i det omfang disse regler er mere

vidtgående, hvilket i praksis som udgangspunkt vil sige sager om

udlevering af danske statsborgere samt sager om udlevering for politiske

lovovertrædelser, medmindre det konkret vil være muligt at

udlevere efter den nordiske ordning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,

nr. 1, samt pkt. 4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

januar 2004 og finder anvendelse i sager, hvor der fremsættes anmodning

om udlevering efter lovens ikrafttræden, uanset om

lovovertrædelsen er begået før lovens ikrafttræden.

Dette svarer til overgangsbestemmelsen i rammeafgørelsens artikel

32.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i

bemærkningerne til lovforslaget.

Til § 4

§ 4

indeholder bestemmelser om lovens

territoriale gyldighedsområde. Det bemærkes, at udleveringsloven,

jf. dennes § 23, har gyldighed for Færøerne og

Grønland med de afvigelser, som følger af dens

færøske og grønlandske retsplejelov.

Bilag 1

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse

nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 280 af

25. april 2001 og § 5 i lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages

følgende ændringer:

§ 1.

Den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt

for en strafbar handling, kan udleveres efter denne lov.

1.

§ 1, stk. 2, affattes således:

Stk. 2.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til

Finland, Island, Norge og Sverige.

»Stk. 2.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til

Island og Norge. Loven omfatter endvidere ikke udlevering fra Danmark til

Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem

de nordiske lande er mere vidtgående end reglerne i denne lov.«

Kapitel 2

2.

Overskriften til kapitel 2 affattes

således:

Betingelser for udlevering

»Betingelser for udlevering til stater uden for Den

Europæiske Union«.

3.

§ 2 affattes således:

§ 2.

Udlevering af en dansk statsborger til

strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan

ske,

»§ 2.

Justitsministeren kan på grundlag af en

overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte,

at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den

pågældende stat,

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den

strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering

ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for

hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med

fængsel i mindst 6 måneder, eller

1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den

strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering

ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for

hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med

fængsel i mindst 1 år, eller

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere

straf end fængsel i 4 år.

2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere

straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2.

Justitsministeren kan på grundlag af en

overenskomst med en anden stat fastsætte, at danske statsborgere kan

udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat, hvis

handlingen, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan

straffes med fængsel i mindst 1 år og betingelserne i stk. 1

i øvrigt er opfyldt.

Stk. 2.

Gælder der i forhold til en stat uden for Den

Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte

overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering

af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i

stk. 1 i øvrigt er opfyldt, og særlige hensyn til

retshåndhævelsen taler derfor.«

Stk. 3.

Gælder der i forhold til en anden stat ikke en

af de i stk. 2 nævnte overenskomster, kan justitsministeren

træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til

strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 2, jf. stk. 1,

er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen i

øvrigt taler derfor.

4.

§ 2 a affattes således:

§ 2 a.

Udlevering af en udlænding til

strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i

Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den

lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk

ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder. Udlevering af en

udlænding til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret

kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter

dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske,

hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

»§ 2 a.

Udlevering af en udlænding til

strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for

Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan

straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk

ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis

der er overenskomst herom med den pågældende stat.«

5.

I § 6 indsættes som stk. 2:

§ 6.

Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare

for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin

afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin

religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på

grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter

sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig

karakter.

»Stk. 2

. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis

der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive

udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf.«.

6.

§ 8 affattes således:

§ 8.

Udlevering kan ikke ske, når den, der søges

udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den

pågældende strafbare handling. Er tiltale mod ham frafaldet, kan

udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for

omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.

»§ 8.

Udlevering kan ikke ske, når den, der søges

udleveret, her i landet er dømt, frifundet eller benådet for den

pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den

pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis

retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om

tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan afslås, hvis påtale er

opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om

påtaleopgivelse ikke er opfyldt.«

§ 9.

Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller

adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville

være forældet efter dansk ret.

7.

§ 9, stk. 2, ophæves.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til

en medlemsstat i Den Europæiske Union.

§ 10.

Udlevering kan kun ske på følgende

vilkår:

8.

I § 10, nr. 1, litra a, udgår »jf. dog

§ 10 a,«.

1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller udleveres

videre til tredjeland for nogen anden strafbar handling begået

før udleveringen end den, han er udleveret for, medmindre

a) justitsministeren tillader det efter § 20, jf. dog § 10

a,

b) han, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land,

hvortil han er udleveret, har undladt dette, eller

c) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.

2) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse

underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.

3) Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den

pågældende handling.

9.

§ 10 a ophæves og i stedet

indsættes:

»Kapitel 2 a

Betingelser for udlevering til medlemsstater i Den

Europæiske Union

§ 10 a.

Udlevering af personer til strafforfølgning

eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en

lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har

anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden

frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på

grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling

ikke er strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:

1) Deltagelse i en kriminel organisation.

2) Terrorisme.

3) Menneskehandel.

4) Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

5) Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

6) Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive

stoffer.

7) Bestikkelse.

8) Svig, herunder svig, der skader De Europæiske

Fællesskabers finansielle interesser.

9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.

10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.

11) Internetkriminalitet.

12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede

dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.

13) Menneskesmugling.

14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.

15) Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.

Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.

17) Racisme og fremmedhad.

18) Organiseret eller væbnet tyveri.

19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og

kunstgenstande.

20) Bedrageri.

21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22) Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af

produkter.

23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske

dokumenter.

24) Forfalskning af betalingsmidler.

25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre

vækstfremmende stoffer.

26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

27) Handel med stjålne motorkøretøjer.

28) Voldtægt.

29) Forsætlig brandstiftelse.

30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols

straffemyndighed.

31) Skibs- eller flykapring.

32) Sabotage.

Stk. 2.

Udlevering af personer til

strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union, for

handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af

en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den

pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1

år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Stk. 3.

Udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en

medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet

af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre,

hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel

eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4

måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk

ret.

Stk. 4.

Udlevering til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om

betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af

forholdene.

§ 10 b.

Ved udlevering af en person, der er dansk statsborger

eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der

stilles vilkår om, at den pågældende overføres til

Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf

eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 2.

Udlevering af en person, der er dansk statsborger

eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan

afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.

§ 10 c.

Udlevering kan ikke finde sted, hvis den

pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle

lavalder, jf. straffelovens § 15.

§ 10 d.

Udlevering kan ikke finde sted, når den, der

søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i Den

Europæiske Union end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, er

dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende

gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er

benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den

der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i

en stat uden for Den Europæiske Union. Uanset at den

pågældende er dømt for den samme strafbare handling i en

anden stat, end den der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun

afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet

fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan

fuldbyrdes efter lovgivningen i denne stat.

Stk. 2.

Er tiltale mod den pågældende frafaldet

her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser

for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering

kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne

for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er

opfyldt.

Stk. 3.

Udlevering til strafforfølgning kan

afslås, hvis der her i landet er indledt retsforfølgning mod den

pågældende for den handling, for hvilken der søges

udlevering, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter,

den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne

i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.

§ 10 e.

Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet

af dansk straffemyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller

adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville

være forældet efter dansk ret.

§ 10 f.

Udlevering kan ikke finde sted, hvis den

pågældende handling helt eller delvist er foretaget her i landet,

og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Stk. 2.

Udlevering kan afslås, hvis den

pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den

medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling

foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk

straffemyndighed.

§ 10 g.

Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en

udeblivelsesdom, hvorved den pågældende er idømt

fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan kun

finde sted, hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt

for den pågældende personlig, eller den pågældende

på anden måde har fået underretning om tid og sted for

domsforhandlingen.

Stk. 2.

Udlevering kan dog ske uanset betingelserne i

stk. 1, hvis den, der er dømt uden at have været til stede

under domsforhandlingen i den pågældende medlemsstat, kan

kræve sagen genoptaget og under den fornyede domsforhandling har adgang

til at være til stede.

§ 10 h.

Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare

for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin

afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin

religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på

grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter

sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig

karakter.

Stk. 2.

Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis

der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive

udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf.

§ 10 i.

Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under

hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre

personlige forhold, må antages, at udlevering ville være

uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes,

indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke

længere er til stede.

§ 10 j.

Bestemmelsen i § 10 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2.

Den udleverede kan dog uden justitsministerens

tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået

før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis

strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at

den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere

drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den

pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den

medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 3.

Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse

videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i

forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil

udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og

blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare

handlinger begået før udleveringen end den, der er sket

udlevering for, jf. § 18 c, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske

uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke

til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil

udlevering er sket.«

Kapitel 3

10.

Overskriften til kapitel 3 affattes

således:

Behandlingen af sager om udlevering

»Behandlingen af sager om udlevering til stater uden for

Den Europæiske Union«.

§ 11.

Udlevering kan kun, jf. dog kapitel 3 a, ske efter en

anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare

handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser.

11.

I § 11, stk. 1, udgår », jf. dog kapitel

3 a,«.

Stk. 2.

---

12.

Kapitel 3 a ophæves og i stedet

indsættes:

Kapitel 3 a

»Kapitel 3 a

Forenklet behandling af sager om udlevering

Behandling af sager om udlevering til medlemsstater i

Den Europæiske Union

§ 18 a.

Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske

Union kan ske på grundlag af en eftersøgning efter reglerne i

dette kapitel.

Stk. 2.

Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den

eftersøgtes identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes

beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om

anholdelse eller fængsling eller den dom, der danner grundlag for

eftersøgningen med henblik på udlevering.

§ 18 a.

En europæisk arrestordre skal, for at kunne

danne grundlag for anholdelse og udlevering til en medlemsstat i Den

Europæiske Union, indeholde oplysning om den eftersøgtes

identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes

beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, samt oplysning om,

hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller

om der er afsagt dom.

§ 18 b.

Efter modtagelsen af en eftersøgning

iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er

nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er

opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i

retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2.

En europæisk arrestordre, der er udstedt med

henblik på udlevering til strafforfølgning, skal tillige

indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling

efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering ønskes, kan

medføre.

Stk. 2.

§§ 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse.

Foranstaltninger, der er truffet efter § 13, skal ophæves,

såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest

30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten dog

forlænge denne frist.

Stk. 3.

En europæisk arrestordre, der er udstedt med

henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde

oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.

§ 18 c.

Udlevering på grundlag af en eftersøgning

kan kun ske, hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde

meddeler samtykke til udlevering. Meddeler den pågældende ikke

samtykke, behandles sagen efter reglerne i kapitel 3. Den

pågældende kan endvidere meddele samtykke til at blive draget til

ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre

strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker

udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne

af samtykke efter denne bestemmelse.

§ 18 b.

Medmindre justitsministeren allerede på grundlag

af oplysningerne i den europæiske arrestordre finder at burde

nægte udlevering, sendes den europæiske arrestordre til politiet

på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold. Politiet

iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er

nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er

opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i

retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2.

Er der meddelt samtykke efter stk. 1, 1. pkt.,

forelægges spørgsmålet om udlevering justitsministeren til

afgørelse. Finder justitsministeren, at betingelserne for udlevering

utvivlsomt er opfyldt, kan udlevering iværksættes af

politiet.

Stk. 2.

Til fremme af undersøgelsen og for at sikre

udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om

anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes i det

omfang, den europæiske arrestordre er udstedt for en

lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 a kan medføre

udlevering. Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens

kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om

beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre

efterforskningsskridt anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende

lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i

landet.

§ 18 d.

For at sikre udleveringens gennemførelse kan de

i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om

varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling,

som er sket i medfør af denne bestemmelse, skal ophæves, hvis

udlevering ikke har fundet sted inden 20 dage efter justitsministerens

beslutning om udlevering. I særlige tilfælde kan retten dog

forlænge denne frist. § 18 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i § 14

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Efter afslutningen af politiets undersøgelse i

medfør af stk. 1 forelægges spørgsmålet om

udlevering justitsministeren til afgørelse. Bestemmelserne i

§ 15, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse.

§ 18 c.

Den, der på grundlag af en europæisk

arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele

samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et

retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive

udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger

begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten

vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter

denne bestemmelse.

§ 18 d.

Justitsministerens afgørelse efter § 18 b,

stk. 4, skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage

efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har

meddelt samtykke til udleveringen.

Stk. 2.

Træffer ministeren afgørelse om

udlevering, og indbringes sagen i medfør af § 16, jf. § 18

b, stk. 4, 2. pkt., for retten, skal rettens endelige afgørelse

så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den

pågældende her i landet.

§ 18 e.

Medmindre den pågældende giver afkald

på at indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke

udleveres før udløbet af den frist på 3 dage, som er

nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Indbringes

beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er

fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Stk. 2.

Udlevering skal gennemføres snarest og så

vidt mulig inden 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter, jf.

dog § 10 i.

Stk. 3.

For at sikre gennemførelsen af en udlevering

kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om

varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling,

som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke

har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I

særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18 f.

Genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring

under sagen, skal med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder

overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne

myndighed anmoder herom, og genstanden skal tjene som bevis eller

hidrører fra lovovertrædelsen.«

§ 19.

Er en person efterlyst af myndighederne i en fremmed

stat som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der

må antages at kunne begrunde udlevering efter denne lov, kan de

retsmidler, der omtales i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel

70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73

om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel

75 a om andre efterforskningsskridt, anvendes i samme omfang, som hvis

anmodning om udlevering forelå, jf. § 13.

13.

I § 19, stk. 1, ændres »fremmed stat«

til: »stat uden for Den Europæiske Union«.

Stk. 2.

Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1,

skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering ikke er modtaget

senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten

dog forlænge denne frist.

§ 20.

Justitsministeren kan efter anmodning tillade, at en

person, der er udleveret efter reglerne i denne lov, underkastes

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til

tredjeland for en anden strafbar handling begået før

udleveringen end den, han er udleveret for.

14.

§ 20, stk. 4, affattes således:

Stk. 2.

Tilladelsen kan kun meddeles, såfremt udlevering

for den pågældende handling kunne have fundet sted efter

bestemmelserne i denne lov. Bestemmelserne i § 10 finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 3.

Tilladelse til, at den pågældende

videreudleveres til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan dog meddeles,

såfremt handlingen efter reglerne om udlevering til disse lande kunne

have begrundet udlevering af ham her fra landet.

Stk. 4.

Anmodning om tilladelse efter stk. 1 skal

indeholde de oplysninger, der omtales i § 11, stk. 1, samt

oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en

eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.

»Stk. 4.

Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en stat

uden for Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der

omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den

pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse

prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra

en medlemsstat i Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger,

der omtales i § 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den

pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse

prøvet ved domstolene.«

Stk. 5.

- - -

§ 21.

Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan

tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden,

føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i § 2 eller

§§ 4-6 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her

fra landet for den pågældende handling. Stk. 2. Sker

udleveringen til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan tilladelse efter

stk. 1 dog meddeles, såfremt bestemmelserne i § 2 eller

§ 4 i loven om udlevering til disse lande ikke ville være til

hinder for udlevering af den pågældende her fra landet.

15.

I § 21, stk. 1, indsættes efter

»§ 2«: »og § 2 a«.

16.

I § 21 indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Sker udleveringen til en anden medlemsstat i

Den Europæiske Union, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der er

modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid

og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige

straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en

europæisk arrestordre. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat sker

fra en stat uden for den Europæiske Union, skal der ud over de i 1.

pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der

foreligger en anmodning om udlevering.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

17.

Efter § 21 indsættes:

»§ 21 a.

En person, der er frihedsberøvet i udlandet,

og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på

retsforfølgning her i landet, skal, når retsforfølgningen

er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den

pågældende er udleveret. Den pågældende skal

være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er

aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket.

Stk. 2.

Afgørelse om frihedsberøvelse

træffes af retten efter anmodning fra politiet. For

frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

Stk. 3.

Under frihedsberøvelsen er den

pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er

nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og

opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse

kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.«

§ 2

I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til

Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12.

juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 6 i lov nr. 378

af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:

§ 1.

Den, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er

sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som opholder

sig her i landet, kan udleveres i overensstemmelse med denne lov.

1.

I § 1 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2.

Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til

Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem

medlemsstater i Den Europæiske Union er mere vidtgående end

reglerne i denne lov.«.

Lignende dokumenter