Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 26. februar 2003 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om udlevering af
lovovertrædere og lov
om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,
Norge og Sverige
(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre mv.)
§ 1
I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse
nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 280 af
25. april 2001 og § 5 i lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til
Island og Norge. Loven omfatter endvidere ikke udlevering fra Danmark til
Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem
de nordiske lande er mere vidtgående end reglerne i denne lov.«
2.
Overskriften til kapitel 2 affattes
således:
»Betingelser for udlevering til stater uden for Den
Europæiske Union«.
3.
§ 2 affattes således:
»§ 2.
Læs alt
Justitsministeren kan på grundlag af en
overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte,
at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den
pågældende stat,
1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den
strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering
ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for
hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med
fængsel i mindst 1 år, eller
2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 4 år.
Stk. 2.
Gælder der i forhold til en stat uden for Den
Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte
overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering
af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i
stk. 1 i øvrigt er opfyldt, og særlige hensyn til
retshåndhævelsen taler derfor.«
4.
§ 2 a affattes således:
»§ 2 a.
Udlevering af en udlænding til
strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for
Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan
straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk
ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis
der er overenskomst herom med den pågældende stat.«
5.
I § 6 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis
der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive
udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.«
6.
§ 8 affattes således:
»§ 8
. Udlevering kan ikke ske, når den, der søges
udleveret, her i landet er dømt, frifundet eller benådet for den
pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den
pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis
retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om
tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan afslås, hvis påtale er
opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt.«
7.
§ 9, stk. 2, ophæves.
8.
I § 10, nr. 1, litra a, udgår »jf. dog
§ 10 a,«.
9.
§ 10 a ophæves og i stedet
indsættes:
»Kapitel 2 a
Betingelser for udlevering til medlemsstater i Den
Europæiske Union
§ 10 a.
Udlevering af personer til strafforfølgning
eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en
lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har
anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden
frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på
grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling
ikke er strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:
1) Deltagelse i en kriminel organisation.
2) Terrorisme.
3) Menneskehandel.
4) Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
5) Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
6) Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive
stoffer.
7) Bestikkelse.
8) Svig, herunder svig, der skader De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser.
9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.
10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
11) Internetkriminalitet.
12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede
dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
13) Menneskesmugling.
14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
15) Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
16) Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
17) Racisme og fremmedhad.
18) Organiseret eller væbnet tyveri.
19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og
kunstgenstande.
20) Bedrageri.
21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
22) Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af produkter.
23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske
dokumenter.
24) Forfalskning af betalingsmidler.
25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre
vækstfremmende stoffer.
26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
27) Handel med stjålne motorkøretøjer.
28) Voldtægt.
29) Forsætlig brandstiftelse.
30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols
straffemyndighed.
31) Skibs- eller flykapring.
32) Sabotage.
Stk. 2.
Udlevering af personer til
strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union, for
handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af
en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den
pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1
år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Stk. 3.
Udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en
medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet
af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre,
hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel
eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4
måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk
ret.
Stk. 4.
Udlevering til strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om
betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af
forholdene.
§ 10 b.
Ved udlevering af en person, der er dansk statsborger
eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der
stilles vilkår om, at den pågældende overføres til
Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf
eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Stk. 2.
Udlevering af en person, der er dansk statsborger
eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan
afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
§ 10 c.
Udlevering kan ikke finde sted, hvis den
pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle
lavalder, jf. straffelovens § 15.
§ 10 d.
Udlevering kan ikke finde sted, når den, der
søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i Den
Europæiske Union end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, er
dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende
gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den
der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i
en stat uden for Den Europæiske Union. Uanset at den
pågældende er dømt for den samme strafbare handling i en
anden stat, end den der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun
afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet
fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan
fuldbyrdes efter lovgivningen i denne stat.
Stk. 2.
Er tiltale mod den pågældende frafaldet
her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser
for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering
kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne
for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er
opfyldt.
Stk. 3.
Udlevering til strafforfølgning kan
afslås, hvis der her i landet er indledt retsforfølgning mod den
pågældende for den handling, for hvilken der søges
udlevering, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter,
den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne
i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.
§ 10 e.
Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet
af dansk straffemyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller
adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville
være forældet efter dansk ret.
§ 10 f.
Udlevering kan ikke finde sted, hvis den
pågældende handling helt eller delvist er foretaget her i landet,
og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Stk. 2.
Udlevering kan afslås, hvis den
pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den
medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling
foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk
straffemyndighed.
§ 10 g.
Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en
udeblivelsesdom, hvorved den pågældende er idømt
fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan kun
finde sted, hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt
for den pågældende personlig, eller den pågældende
på anden måde har fået underretning om tid og sted for
domsforhandlingen.
Stk. 2.
Udlevering kan dog ske uanset betingelserne i
stk. 1, hvis den, der er dømt uden at have været til stede
under domsforhandlingen i den pågældende medlemsstat, kan
kræve sagen genoptaget og under den fornyede domsforhandling har adgang
til at være til stede.
§ 10 h.
Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare
for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin
afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin
religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på
grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter
sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig
karakter.
Stk. 2.
Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis
der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive
udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.
§ 10 i.
Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under
hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre
personlige forhold, må antages, at udlevering ville være
uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes,
indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke
længere er til stede.
§ 10 j.
Bestemmelsen i § 10 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2.
Den udleverede kan dog uden justitsministerens
tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået
før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis
strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at
den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere
drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den
pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den
medlemsstat, hvortil udlevering er sket.
Stk. 3.
Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse
videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i
forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil
udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og
blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare
handlinger begået før udleveringen end den, der er sket
udlevering for, jf. § 18 c, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske
uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke
til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil
udlevering er sket.«
10.
Overskriften til kapitel 3 affattes
således:
»Behandlingen af sager om udlevering til stater uden for
Den Europæiske Union«.
11.
I § 11, stk. 1, udgår », jf. dog kapitel
3 a,«.
12.
Kapitel 3 a ophæves og i stedet
indsættes:
»Kapitel 3 a
Behandling af sager om udlevering til medlemsstater i
Den Europæiske Union
§ 18 a
. En europæisk arrestordre skal, for at kunne
danne grundlag for anholdelse og udlevering til en medlemsstat i Den
Europæiske Union, indeholde oplysning om den eftersøgtes
identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes
beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, samt oplysning om,
hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller
om der er afsagt dom.
Stk. 2.
En europæisk arrestordre, der er udstedt med
henblik på udlevering til strafforfølgning, skal tillige
indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling
efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering ønskes, kan
medføre.
Stk. 3.
En europæisk arrestordre, der er udstedt med
henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde
oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.
§ 18 b.
Medmindre justitsministeren allerede på grundlag
af oplysningerne i den europæiske arrestordre finder at burde
nægte udlevering, sendes den europæiske arrestordre til politiet
på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold. Politiet
iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er
nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er
opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i
retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.
Stk. 2.
Til fremme af undersøgelsen og for at sikre
udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om
anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes i det
omfang, den europæiske arrestordre er udstedt for en
lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 a kan medføre
udlevering. Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens
kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om
beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre
efterforskningsskridt anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende
lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i
landet.
Stk. 3.
Bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i § 14
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Efter afslutningen af politiets undersøgelse i
medfør af stk. 1 forelægges spørgsmålet om
udlevering justitsministeren til afgørelse. Bestemmelserne i
§ 15, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse.
§ 18 c.
Den, der på grundlag af en europæisk
arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele
samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et
retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive
udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger
begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten
vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter
denne bestemmelse.
§ 18 d.
Justitsministerens afgørelse efter § 18 b,
stk. 4, skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage
efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har
meddelt samtykke til udleveringen.
Stk. 2.
Træffer ministeren afgørelse om
udlevering, og indbringes sagen i medfør af § 16, jf. § 18
b, stk. 4, 2. pkt., for retten, skal rettens endelige afgørelse
så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den
pågældende her i landet.
§ 18 e.
Medmindre den pågældende giver afkald
på at indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke
udleveres før udløbet af den frist på 3 dage, som er
nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Indbringes
beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er
fundet lovlig ved endelig retskendelse.
Stk. 2.
Udlevering skal gennemføres snarest og så
vidt mulig inden 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter, jf.
dog § 10 i.
Stk. 3.
For at sikre gennemførelsen af en udlevering
kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om
varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling,
som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke
har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I
særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
§ 18 f.
Genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring
under sagen, skal med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder
overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne
myndighed anmoder herom, og genstanden skal tjene som bevis eller
hidrører fra lovovertrædelsen.«.
13.
I § 19, stk. 1, ændres »fremmed stat«
til: »stat uden for Den Europæiske Union«.
14.
§ 20, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4.
Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en stat
uden for Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der
omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den
pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse
prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra
en medlemsstat i Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger,
der omtales i § 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den
pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse
prøvet ved domstolene.«
15.
I § 21, stk. 1, indsættes efter
»§ 2«: »og § 2 a«.
16.
I § 21 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Sker udleveringen til en anden medlemsstat i
Den Europæiske Union, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der er
modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid
og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige
straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en
europæisk arrestordre. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat sker
fra en stat uden for den Europæiske Union, skal der ud over de i 1.
pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der
foreligger en anmodning om udlevering.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
17.
Efter § 21 indsættes:
»§ 21 a.
En person, der er frihedsberøvet i udlandet,
og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på
retsforfølgning her i landet, skal, når retsforfølgningen
er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den
pågældende er udleveret. Den pågældende skal
være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er
aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket.
Stk. 2.
Afgørelse om frihedsberøvelse
træffes af retten efter anmodning fra politiet. For
frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges.
Rettens afgørelse træffes ved kendelse.
Stk. 3.
Under frihedsberøvelsen er den
pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er
nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og
opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse
kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.«
§ 2
I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til
Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12.
juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 6 i lov nr. 378
af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:
1.
I § 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til
Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem
medlemsstater i Den Europæiske Union er mere vidtgående end
reglerne i denne lov.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Loven finder anvendelse
på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1.
Indledning
8
2.
Gældende ret
10
2.1.
Udleveringssamarbejdet i EU
10
2.2.
Udleveringslovens anvendelsesområde
11
2.3.
Betingelser for udlevering
11
2.3.1.
Udlevering af danske statsborgere
11
2.3.2.
Udlevering af udlændinge (personer uden dansk
statsborgerskab)
12
2.3.3.
Andre betingelser
12
2.4.
Behandling af sager om udlevering
14
2.4.1.
De almindelige regler
14
2.4.2.
Forenklet behandling af sager om udlevering (mellem EU’s
medlemsstater)
15
2.5.
Andre bestemmelser
16
3.
Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre
mv.
17
3.1.
Baggrunden for rammeafgørelsen
17
3.2.
Betingelser for udlevering til EU-medlemsstater
18
4.
Justitsministeriets overvejelser
22
4.1.
Betingelser for udlevering til EU-medlemsstater på
grundlag af den europæiske arrestordre
22
4.1.1.
Forholdet til Den europæiske
Menneskerettighedskonvention
23
4.1.2.
Lovovertrædelsens beskaffenhed
23
4.1.2.1.
Dobbelt strafbarhed (lovovertrædelser inden for eller
uden for positiv-listen)
24
4.1.2.2.
Udlevering af danske statsborgere
25
4.1.2.3.
Flere lovovertrædelser
26
4.1.3.
Politiske lovovertrædelser mv.
26
4.1.4.
Den kriminelle lavalder
27
4.1.5.
Forbud mod dobbelt strafforfølgning
27
4.1.6.
Forældelse
30
4.1.7.
Handlinger begået helt eller delvist i Danmark
mv.
30
4.1.8.
Udeblivelsesdomme
31
4.1.9.
Særlige tilfælde
33
4.1.10.
Specialitetsreglen
33
4.1.11.
Andre bestemmelser
34
4.2.
Behandlingen af sager om udlevering på grundlag af den
europæiske arrestordre
34
4.2.1.
Den kompetente myndighed
34
4.2.2.
Krav til indholdet af den europæiske
arrestordre
35
4.2.3.
Den eftersøgtes rettigheder
36
4.2.4.
Varetægtsfængsling på grundlag af den
europæiske arrestordre
36
4.2.5.
Samtykke til udlevering
37
4.2.6.
Afhøring af den eftersøgte
37
4.2.7.
Frister for sagsbehandlingen i sager om udlevering til
EU-medlemsstater
37
4.2.8.
Udsættelse af gennemførelsen af en
afgørelse om udlevering
39
4.3.
Forholdet til de nordiske udleveringsregler
40
4.4.
Tilbageførelse af midlertidigt udleverede
personer
40
5.
Ikrafttrædelsestidspunkt
41
6.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
41
7.
Høring
42
1. Indledning
1.1.
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre de ændringer i udleveringsloven, der er
nødvendige for Danmarks opfyldelse af Rådet for den
Europæiske Unions rammeafgørelse om den europæiske
arrestordre mv.
Den 4. juni 2002 meddelte Folketinget i medfør af
grundlovens § 19, stk. 1, sit samtykke til, at regeringen på
Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirkede til
vedtagelsen af et udkast til rammeafgørelse om den europæiske
arrestordre mv. Der henvises herom til Folketingstidende 2001-2002,
forhandlingerne, s. 5573 f. og s. 7958 f., tillæg A, 5311 f.,
tillæg B, s. 1587 f., samt tillæg C, s. 712 f.
Udkastet til rammeafgørelse er efterfølgende
vedtaget på et rådsmøde den 13. juni 2002 og trådte
i kraft den 7. august 2002. Det fremgår af artikel 34 i
rammeafgørelsen, at EU-medlemsstaterne senest den 31. december 2003
skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme
bestemmelserne i rammeafgørelsen. Med henblik herpå indeholder
lovforslaget en række ændringer af udleveringslovens
gældende bestemmelser. Rammeafgørelsen om den europæiske
arrestordre mv. er medtaget som bilag 1 til lovforslaget.
Med lovforslaget indføres i overensstemmelse med
rammeafgørelsen en udvidelse af adgangen til og forenkling af
procedurerne for udlevering mellem EU-medlemsstaterne af personer, der er
sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse.
Efter lovforslaget skal udlevering til andre
EU-medlemsstater med virkning fra den 1. januar 2004 ske på grundlag af
»en europæisk arrestordre«. En europæisk arrestordre
indeholder dels en anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling
med henblik på udlevering, dels en anmodning om udlevering.
De gældende udleveringsprocedurer mellem EU-landene
er komplicerede, og det tager ofte meget lang tid, før der
træffes afgørelse om udlevering. Indførelse af den
europæiske arrestordre indebærer, at EU-landene i højere
grad skal anerkende hinandens retsafgørelser og samtidig
begrænses mulighederne for at afslå en anmodning om udlevering.
Med den europæiske arrestordre gennemføres der en forenkling og
effektivisering af udleveringsprocedurerne, således at en person, der
har begået en alvorlig lovovertrædelse hurtigt kan udleveres til
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i det land, hvor
lovovertrædelsen er begået. Det bliver hovedreglen, at en person,
der har begået en alvorlig lovovertrædelse, retsforfølges
i det land, hvor lovovertrædelsen er begået. De forenklede
udleveringsprocedurer vil endvidere medvirke til, at lange
varetægtsfængslingsperioder kan undgås, fordi der hurtigere
kan træffes afgørelse om udlevering.
1.2.
Rammafgørelsen overlader på en
række områder valget af dens nærmere gennemførelse
til medlemsstaterne. Som det fremgår af de følgende
bemærkninger, er lovforslaget udformet således, at der i meget
vidt omfang er gjort brug af rammeafgørelsens muligheder for efter en
konkret vurdering at kunne afslå udlevering eller stille nærmere
vilkår for udlevering. Dette skal ses i sammenhæng med den
væsentlige udvidelse af forpligtelsen til at udlevere til andre
medlemsstater, som rammeafgørelsen medfører.
Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre
mv. indeholder for det første en række obligatoriske
afslagsgrunde, i hvilke tilfælde medlemsstaterne skal
afslå at fuldbyrde en arrestordre. Den første obligatoriske
afslagsgrund angår tilfælde, hvor den anmodede medlemsstat har
truffet beslutning om benådning for den lovovertrædelse, der
ligger til grund for arrestordren. Den anden obligatoriske afslagsgrund
angår tilfælde, hvor den pågældende tidligere er
blevet strafforfulgt for de samme handlinger i den anmodede medlemsstat eller
en anden medlemsstat. Den tredje obligatoriske afslagsgrund angår
tilfælde, hvor den pågældende person er under den
kriminelle lavalder efter den anmodede medlemsstats lovgivning. De
obligatoriske afslagsgrunde foreslås gennemført ved de
foreslåede bestemmelser i henholdsvis § 10 d, stk. 2,
§ 10 d, stk. 1, 1 og 2. pkt., og § 10 c. Der henvises til
lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1.4. og 4.1.5.
Endvidere indeholder rammeafgørelsen en række
bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne kan vælge at indføre
regler om, at udlevering til andre EU-medlemsstater kan afslås i
visse nærmere bestemte tilfælde de såkaldte
fakultative afslagsgrunde. I de tilfælde, som omfattes af disse
fakultative bestemmelser, er det overladt til medlemsstaterne, dels om de
overhovedet vil gøre brug af de pågældende afslagsgrunde,
dels om de i givet fald vil udforme gennemførelsesbestemmelserne som
ufravigelige bestemmelser eller som bestemmelser, hvorefter det beror
på et konkret skøn, om udlevering skal afslås.
Justitsministeriet har under hensyntagen til den udvidelse af forpligtelsen
til at udlevere personer, herunder danske statsborgere, til andre EU-lande,
som rammeafgørelsen indebærer valgt at foreslå samtlige
de fakultative afslagsgrunde medtaget i udleveringsloven. Justitsministeriet
har i forbindelse med gennemgangen af hver enkelt udleveringsgrund
nøje overvejet, om bestemmelsen i udleveringsloven bør
formuleres som en ufravigelig bestemmelse (»udlevering kan ikke finde sted«)
eller som en bestemmelse, hvorefter det beror på et konkret
skøn, om udlevering skal afslås (»udlevering kan
afslås«).
De fakultative afslagsgrunde, som Justitsministeriet
foreslår indsat i udleveringsloven som ufravigelige bestemmelser
angår for det første tilfælde, hvor kravet om dobbelt
strafbarhed ikke er opfyldt for lovovertrædelser, der ikke er
opført på positivlisten (§ 10 a, stk. 2 og 3), for det
andet tilfælde, hvor der i Danmark er meddelt tiltalefrafald
(§ 10, stk. 2, 1. pkt.) og for det tredje tilfælde, hvor
handlingen helt eller delvist er foretaget i Danmark, og handlingen ikke er
strafbar efter dansk ret (§ 10 f, stk. 1). Der henvises til
lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2.1., 4.1.5 og 4.1.7.,
hvor der redegøres for Justitsministeriets nærmere overvejelser
i forbindelse med gennemførelsen af de enkelte afslagsgrunde i dansk
ret.
De øvrige fakultative afslagsgrunde, som
Justitsministeriet foreslår indsat i udleveringsloven som
skønsmæssige bestemmelser, er tilfælde, (1) hvor
lovovertrædelsen allerede retsforfølges i Danmark (§ 10 d,
stk. 3), (2) hvor der er meddelt påtaleopgivelse (§ 10 d,
stk. 2, 2. pkt.), (3) hvor lovovertrædelsen er omfattet af dansk
straffemyndighed og strafansvaret eller en idømt straf ville
være forældet efter dansk ret (§ 10 e), (4) hvor den
pågældende tidligere er blevet strafforfulgt for de samme
handlinger i en stat uden for EU (§ 10 d, stk. 1, 3. pkt.), (5)
hvor der anmodes om udlevering af en dansk statsborger eller en person med
fast bopæl i Danmark med henblik på straffuldbyrdelse, og Danmark
overtager straffuldbyrdelsen (§ 10 b, stk. 2) og (5) hvor den
pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den
medlemsstat, der anmoder om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget
uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk
straffemyndighed (§ 10 f, stk. 2). Der henvises nærmere til
lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2.2., 4.1.5., 4.1.6.
og 4.1.7., hvor der redegøres for Justitsministeriets nærmere
overvejelser i forbindelse med gennemførelsen af de enkelte
afslagsgrunde i dansk ret.
Endelig indeholder rammeafgørelsen bestemmelser om
garantier, som kan kræves stillet af den anmodende medlemsstat i visse
tilfælde. Det drejer sig om tilfælde, hvor arrestordren er
udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, hvor
arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med
fængsel på livstid, samt hvor arrestordren er udstedt med henblik
på strafforfølgning af en statsborger eller en person med
bopæl i den anmodede medlemsstat. I lighed med hvad der gælder
ved de ovenfor omtalte fakultative afslagsgrunde, er det efter disse
bestemmelser overladt til medlemsstaterne, dels om de vil gøre brug af
disse bestemmelser, dels om de i givet fald vil udforme
gennemførelsesbestemmelserne som ufravigelige eller
skønsmæssige bestemmelser. Justitsministeriet har i forbindelse
med udarbejdelsen af lovforslaget nærmere overvejet
spørgsmålet om gennemførelse af de pågældende
bestemmelser og har med undtagelse af bestemmelsen vedrørende
livstidsstraffe valgt at gøre brug af mulighederne for at kunne
kræve de omhandlede garantier i forbindelse med udlevering (jf.
§ 10 b, stk. 1, og § 10 g). Om Justitsministeriets
nærmere overvejelser henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.2., 4.1.8. og 4.1.11.
1.3.
Den gældende udleveringslov indeholder
ikke en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering ikke må ske i strid
med Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder f.eks.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Disse forpligtelser
gælder imidlertid fuldt ud også uden en sådan udtrykkelig
bestemmelse. Udlevering kan således f.eks. ikke ske, hvis udleveringen
ville være i strid med artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang.
Rammeafgørelsen indebærer ingen ændringer af Danmarks
forpligtelser til at overholde de grundlæggende rettigheder og
principper, der bl.a. følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
I lyset af den udtrykkelige bestemmelse i præamblen
til rammeafgørelsen om forbud mod udlevering til tortur mv. har
Justitsministeriet fundet det naturligt at indsætte en bestemmelse, der
præciserer, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare
for, at den pågældende vil blive udsat for tortur eller anden
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Justitsministeriet har derimod ikke fundet grundlag for herudover
udtrykkeligt at fastsætte, at udlevering ikke må finde sted, hvis
udlevering ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige
forpligtelser. Dette er som nævnt allerede gældende ret. En mere
generelt holdt bestemmelse i loven ville ikke give yderligere vejledning, men
ville derimod kunne give anledning til urigtige modsætningsslutninger i
forhold anden lovgivning. Hertil kommer, at Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk lov ved lov nr. 285 af
29. april 1992.
Det tilføjes, at der herudover i udleveringsloven
findes særlige bestemmelser om forbud mod udlevering til
dødsstraf og forbud mod udlevering, hvis der er fare for, at den
pågældende efter udleveringen vil blive udsat for politisk
forfølgelse mv. Disse bestemmelser ændres ikke med
lovforslaget.
Om Justitsministeriets nærmere overvejelser henvises
i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
4.1.1.
1.4.
Den europæiske arrestordre
indebærer bl.a., at medlemsstaterne i videre omfang end i dag
forpligtes til at udlevere egne statsborgere til strafforfølgning i
andre EU-lande. Der sondres således som hovedregel ikke mellem
udlevering af egne statsborgere og udlændinge.
Efter lovforslaget vil der således som udgangspunkt
skulle ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til
strafforfølgning i en EU-medlemsstat på grundlag af en
europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den
pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1
år, og en tilsvarende handling begået her i landet ville
være strafbar efter dansk ret (dobbelt strafbarhed). Endvidere skal der
som udgangspunkt ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge
til en EU-medlemsstat med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den
pågældende ved dommen er idømt fængsel eller anden
frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed,
og en tilsvarende handling begået i Danmark ville være strafbar
efter dansk ret.
Imidlertid indebærer lovforslaget, at der med hensyn
til udlevering for visse nærmere angivne handlinger, der er omfattet af
den såkaldte positiv-liste, ikke vil kunne stilles krav om dobbelt
strafbarhed. Det er dog en betingelse, at den pågældende handling
i den medlemsstat, som anmoder om udlevering af en person fra Danmark, kan
straffes med fængsel mv. i mindst 3 år. Positiv-listen omfatter
bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi samt ulovlig handel med våben og narkotika.
Udlevering af danske statsborgere eller af personer med
fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse vil imidlertid efter
lovforslaget kunne afslås, hvis Danmark forpligter sig til at fuldbyrde
den idømte straf her i landet. Ligeledes vil udlevering af danske
statsborgere eller af personer med fast bopæl her i landet til
strafforfølgning kunne betinges af, at en eventuel straf fuldbyrdes
her i landet.
Herudover indebærer lovforslaget ændringer af
en række af de gældende betingelser for udlevering til
EU-medlemsstater.
Lovforslaget indeholder således visse nye grunde,
der kan eller skal medføre, at udlevering til en anden EU-medlemsstat
afslås. Disse afslagsgrunde begrænser pligten til at udlevere til
en anden EU-medlemsstat, selv om lovovertrædelsen er omfattet af
positiv-listen. Eksempelvis skal udlevering ifølge lovforslaget
afslås, hvis den, der ønskes udleveret, er under den kriminelle
lavalder i Danmark. Lovforslaget indebærer samtidig, at visse af de
gældende afslagsgrunde ikke længere finder anvendelse ved
udlevering til andre EU-medlemsstater. Det vil eksempelvis ikke længere
være muligt at afslå udlevering, fordi anmodningen om udlevering
vedrører en politisk lovovertrædelse.
Med lovforslaget foreslås indført en ny
systematik i udleveringsloven, således at loven inddeles i et kapitel
om betingelser for udlevering til stater uden for EU (kapitel 2), et kapitel
om udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 2 a), et kapitel om behandlingen
af sager om udlevering til stater uden for EU (kapitel 3), et kapitel om
behandlingen af sager om udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 3 a) samt
et kapitel om andre bestemmelser (kapitel 4).
2. Gældende ret
2.1. Udleveringssamarbejdet i EU
Udlevering af lovovertrædere mellem
EU-medlemsstaterne sker i dag på grundlag af forskellige
udleveringskonventioner.
Den grundlæggende konvention om udlevering i Europa
er den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af
lovovertrædere (1957-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 36 af
28. september 1963, med tilhørende tillægsprotokoller af 15.
oktober 1975 og 17. marts 1978, jf. bekendtgørelse nr. 106 og 108 af
11. november 1986. Konventionen er i Danmark gennemført ved lov nr.
249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere.
1957-konventionen er for EU-medlemsstaternes vedkommende
senere blevet suppleret med reglerne i Konventionen om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, der
blev undertegnet den 10. marts 1995. Sigtet med denne konvention er at
anvende en forenklet fremgangsmåde ved udlevering, hvis den person, der
ønskes udleveret, samtykker i udleveringen. Konventionen blev
gennemført i dansk ret ved § 1 i lov nr. 291 af 24. april 1996 om
ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om
international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland,
Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og
retsplejeloven (International strafferet). Denne lov trådte i kraft den
1. august 1996.
Disse konventioner er endvidere suppleret af Konventionen
om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater
(EU-udleveringskonventionen). Formålet med EU-udleveringskonventionen
er at lempe en række af de materielle betingelser for udlevering mellem
medlemsstaterne. EU-udleveringskonventionen er gennemført i dansk ret
ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af
lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen).
Denne lov trådte i kraft den 1. juli 1997.
Endelig indeholder Konventionen til gennemførelse
af Schengenaftalen (Schengen-konventionen) visse bestemmelser om udlevering.
Disse bestemmelser finder dog kun anvendelse i det omfang, hvori de er
forenelige med EU-udleveringskonventionen, jf. Schengen-konventionens artikel
142. Det indebærer, at det er reglerne i EU-udleveringskonventionen,
der skal anvendes ved udlevering mellem EU-medlemsstaterne.
2.2. Udleveringslovens
anvendelsesområde
Efter udleveringslovens § 1, stk. 1, kan
den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar
handling, udleveres fra Danmark til udlandet efter lovens regler.
Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til
et af de nordiske lande, jf. § 1, stk. 2, idet en
sådan udlevering i stedet sker efter reglerne i lov nr. 27 af 3.
februar 1960, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975, lov nr. 433
af 31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, om udlevering af
lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige.
2.3. Betingelser for udlevering
2.3.1. Udlevering af danske statsborgere
Efter § 2, stk. 1, kan en dansk
statsborger udleveres til strafforfølgning i en medlemsstat i EU, hvis
den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare
handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes,
og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der
søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i
mindst 6 måneder. Er bopælskravet ikke opfyldt, kan udlevering
dog ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 4 år.
Efter § 2, stk. 2, kan Justitsministeriet
på grundlag af en gensidig overenskomst med et andet land om
udlevering af egne statsborgere fastsætte, at danske statsborgere kan
udleveres til lande uden for EU (og Norden). Efter bestemmelsen er det en
betingelse for udlevering, at handlingen, for hvilken der søges
udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1
år, og at betingelserne i § 2, stk. 1, om udlevering til
andre EU-lande i øvrigt er opfyldt.
Bestemmelsen indebærer, at der kan ske udlevering af
danske statsborgere til lande uden for EU, med hvilke der er indgået
gensidig overenskomst, såfremt den, der ønskes udleveret, har
haft bopæl i det pågældende land i de sidste 2 år
forud for lovovertrædelsen, og lovovertrædelsen efter dansk ret
kan straffes med mindst 1 års fængsel. Hvis bopælskravet
ikke er opfyldt, kan der alene ske udlevering til sådanne lande
på baggrund af en gensidig overenskomst, såfremt
lovovertrædelsen efter dansk ret kan medføre højere straf
end fængsel i 4 år.
Gennemførelse af sådanne gensidige
overenskomster om udlevering af egne statsborgere i dansk ret kræver
ikke ændringer af udleveringsloven, og bestemmelsen giver
forudsætningsvis regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere
sådanne ændringer. Det er imidlertid forudsat, at
Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark
indgår en aftale med et land uden for EU (og Norden) om gensidig
udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning, jf. herved pkt.
4.4. i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring
af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold
på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om
udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige
(Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering
af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til
bekæmpelse af terrorisme mv.) (lovforslag nr. L 35 fremsat den 13.
december 2001, jf. nu lov nr. 378 af 6. juni 2002) (Folketingstidende
2001-2002, tillæg A, s. 808 ff.).
Endvidere kan justitsministeren efter § 2,
stk. 3, i en konkret sag beslutte, at der skal ske udlevering af en
dansk statsborger til en stat, som ikke er medlem af EU, selv om den
pågældende stat ikke har indgået en gensidig overenskomst
med Danmark om udlevering af egne statsborgere. Efter bestemmelsen er det en
forudsætning for en sådan udlevering, at betingelserne i
§ 2, stk. 2, jf. stk. 1, er opfyldt, og at særlige
hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor.
Ved vurderingen af, om en dansk statsborger skal udleveres
i medfør af § 2, stk. 3, skal der i modsætning til,
hvad der gælder for udlevering til andre EU-lande eller lande, med
hvilke der er indgået en gensidig udleveringsoverenskomst foretages
en konkret vurdering af mulighederne for og det hensigtsmæssige i at
gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark frem
for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i
udlandet.
Det har hidtil været Justitsministeriets opfattelse,
at der ved udlevering af danske statsborgere til udlandet bør
være mulighed for at stille vilkår om, at afsoning af en
eventuelt idømt frihedsstraf mv. foregår i Danmark.
Justitsministeriet har på denne baggrund folkeretligt taget forbehold
om, at udlevering af en dansk statsborger både til andre EU-lande og
til lande uden for EU (og Norden) kan betinges af, at den
pågældende overføres til strafafsoning i Danmark.
2.3.2. Udlevering af udlændinge (personer
uden dansk statsborgerskab)
Efter § 2 a, 1. pkt., kan der ske udlevering
af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af
en dom i en medlemsstat i EU, hvis den handling, for hvilken den
pågældende søges udleveret, efter dansk ret ville kunne
straffes med fængsel i mindst 6 måneder.
Udlevering af en udlænding til stater uden for
EU (og Norden) kan, jf. § 2 a, 2. pkt., kun ske, hvis handlingen
efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Hvis
handlingen efter dansk ret kun kan medføre kortere
fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er indgået
overenskomst herom med den pågældende stat, jf. § 2 a, 3.
pkt.
2.3.3. Andre betingelser
Udleveringslovens §§ 3-10 a indeholder en række
bestemmelser, der fastsætter de øvrige betingelser for
udlevering. De fleste af disse bestemmelser gælder både med
hensyn til udlevering af danske statsborgere og udlændinge, og uanset
om udlevering sker til en EU-medlemsstat eller til stater uden for EU.
Efter § 3, stk. 1, kan udlevering til
strafforfølgning i en anden stat kun ske, hvis der i den fremmede stat
er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes
eller fængsles for den pågældende handling. Udlevering til
fuldbyrdelse af en dom kan, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med
den pågældende stat, kun ske, hvis dommen lyder på
fængsel i mindst 4 måneder, eller den dømte i henhold til
dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal
anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed,
jf. § 3, stk. 2.
Efter § 3, stk. 3, kan udlevering til
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse finde sted for flere
strafbare forhold, selv om betingelserne i § 2, § 2 a og § 3,
stk. 1 og 2, kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene. Det
indebærer, at der kan ske udlevering på grundlag af en anmodning
om udlevering, som ud over at omfatte et eller flere forhold, der opfylder
betingelserne i §§ 2, 2 a og § 3, stk. 1 og 2, også
omfatter forhold, der efter dansk ret ikke er strafbare.
Hvis det på grund af særlige
omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen
vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering,
savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering
for handlingen ikke finde sted, jf. udleveringslovens § 3,
stk. 4.
Denne bestemmelse skal ses i lyste af, at Danmark i
forbindelse med ratifikationen af den europæiske konvention fra 1957 om
udlevering af lovovertrædere, jf. bekendtgørelse nr. 36 af 28.
september 1963 (Lovtidende C, s. 219-242) har afgivet en
erklæring om, at danske myndigheder, når særlige
omstændigheder skønnes at gøre det påkrævet,
kan anmode det land, der fremsætter en anmodning om udlevering, om at
tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den
pågældende er skyldig, og afslå anmodningen, hvis
materialet findes utilstrækkeligt. Denne erklæring finder
anvendelse såvel ved udlevering til lande uden for EU som til andre
EU-lande.
I henhold til § 4 kan udlevering for en
militær lovovertrædelse ikke finde sted.
Efter § 5, stk. 1, kan udlevering for en
politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige
en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering
ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er
af ikke-politisk karakter, jf. § 5, stk. 2. Om en
lovovertrædelse er politisk, afhænger af en konkret
helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten
af den eller de interesser, der er krænket ved
lovovertrædelsen.
Der er i loven fastsat visse undtagelser fra forbudet mod
udlevering for politiske lovovertrædelser. Således finder
forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser efter
§ 5, stk. 3, nr. 1, ikke anvendelse, når handlingen er
omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om
bekæmpelse af terrorisme fra 1977 dvs. grove lovovertrædelser,
der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks.
kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove lovovertrædelser
mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af
bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.
Endvidere finder
forbudet, jf. § 5, stk. 3, nr. 2 og 3, ikke anvendelse ved
udlevering for en handling, der er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i
FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, eller artikel 2,
jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af
terrorisme.
Begrebet »omfattet af« indebærer både, at den
konkrete handling skal kunne henføres til en af de nævnte
konventionsbestemmelser, og at den stat, der anmoder om udlevering, skal have
ratificeret den pågældende konvention.
Efter § 6 må udlevering ikke finde sted,
hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen
på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt
befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i
øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for
forfølgelse, som retter sig mod den pågældendes liv eller
frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.
Danmark har i forbindelse med ratifikationen af den
europæiske udleveringskonvention fra 1957 taget et forbehold om, at
udlevering kan afslås, såfremt udlevering, navnlig under hensyn
til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold,
må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige
følger for den pågældende. Dette er kommet til udtryk i
udleveringslovens § 7, hvorefter udlevering skal afslås,
hvis en udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn, jf.
Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2548.
Det følger af § 8 i udleveringsloven,
at udlevering ikke kan ske, når den, der søges udleveret, her i
landet er dømt eller frifundet for den pågældende
strafbare handling. Er tiltale mod den pågældende frafaldet, kan
udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt. Bestemmelsen
er udtryk for den væsentlige retssikkerhedsgaranti, at man ikke skal
kunne dømmes for det samme forhold to gange (princippet om »ne bis in
idem«).
Efter § 9, stk. 1, kan udlevering
endvidere ikke finde sted, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde
straf for den pågældende lovovertrædelse er forældet
efter dansk ret. Bestemmelsen gælder dog ikke med hensyn til udlevering
til en EU-medlemsstat, jf. § 9, stk. 2.
Undtagelsesbestemmelsen i § 9, stk. 2, blev
indsat ved lov nr. 417 af 10. juni 1997. Det var ved samme lejlighed, at
kriminalitetskravet (strafferammekravet) for udlevering til andre EU-lande i
udleveringslovens § 3, stk. 1, blev sænket fra »mere end 1
års fængsel« til »mindst 6 måneders fængsel«.
Formålet med ændringerne var at gennemføre de
ændringer i udleveringsloven, der var nødvendige for, at Danmark
kunne ratificere konventionen fra 1996 om udlevering mellem Den
Europæiske Unions medlemsstater, jf. Folketingstidende 1996-97,
tillæg A, sp. 4485-4498.
Udleveringslovens § 10 angiver visse
obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse med
udlevering. Efter § 10, nr. 1, må udlevering kun ske
på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar eller
udleveres videre til tredjeland for en anden lovovertrædelse
begået før udleveringen end den, for hvilken den
pågældende er udleveret (specialitetsreglen).
Efter § 10, nr. 1, litra a-c, gælder
forbudet mod strafforfølgning, straffuldbyrdelse eller
videreudlevering for andre lovovertrædelser begået før
udleveringen dog ikke, hvis justitsministeren meddeler tilladelse hertil
efter lovens § 20, jf. dog § 10 a (litra a), hvis den
pågældende, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade
det land, hvortil han er udleveret, har undladt dette, (litra b) eller hvis
den pågældende efter at have forladt det pågældende
land frivilligt er vendt tilbage (litra c).
De nærmere betingelser for, at justitsministeren kan
meddele tilladelse til at fravige specialitetsreglen i § 10,
fremgår af udleveringslovens § 20. Efter denne bestemmelse
kan justitsministeren efter anmodning tillade, at en person, der er
udleveret, underkastes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller
udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået
før udleveringen end den, som den pågældende er udleveret
for, jf. § 20, stk. 1. Justitsministeren kan kun give tilladelse,
hvis der efter udleveringsloven kunne være sket udlevering for den
pågældende handling, jf. § 20, stk. 2. En anmodning om
tilladelse til at fravige specialitetsreglen skal indeholde de oplysninger,
der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den
pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse
prøvet ved domstolene. Hvis den pågældende har forlangt
domstolsprøvelse, kan tilladelse først meddeles, når dens
lovlighed er fastslået ved endelig retskendelse, jf. stk. 5.
For så vidt angår udlevering til en
medlemsstat i EU fremgår det af § 10 a, at forbudet mod
strafansvar eller videreudlevering for andre lovovertrædelser
begået før udleveringen (specialitetsreglen) ikke gælder,
hvis de i bestemmelsen nævnte betingelser er opfyldt.
Efter § 10 a, stk. 1, kan en person, som
er udleveret til en EU-medlemsstat, således uden justitsministerens
tilladelse drages til ansvar for andre lovovertrædelser begået
før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis
strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at
den pågældende skal frihedsberøves. Den udleverede kan
endvidere drages til ansvar for sådanne lovovertrædelser, hvis
den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i
den medlemsstat, hvortil der er sket udlevering.
Efter § 10 a, stk. 2, kan den, der er
udleveret til en anden EU-medlemsstat, endvidere uden justitsministerens
tilladelse videreudleveres til en tredje EU-medlemsstat for andre
lovovertrædelser begået før udleveringen end den, der er
sket udlevering for, hvis den pågældende har meddelt samtykke til
udleveringen til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, og i den
forbindelse ligeledes meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for og
videreudleveret til den tredje medlemsstat for andre lovovertrædelser
begået før udleveringen. Efter bestemmelsen kan videreudlevering
også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har
meddelt samtykke til videreudleveringen i et retsmøde i den
medlemsstat, hvortil den pågældende er udleveret.
Det fremgår af § 10, nr. 2, at den
udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse må underkastes
strafforfølgning ved en særdomstol.
Endvidere anføres det i § 10, nr. 3, at
udlevering alene kan ske på vilkår af, at dødsstraf ikke
må fuldbyrdes for den pågældende handling. Denne
bestemmelse skal ses i lyset af artikel 11 i den europæiske
udleveringskonvention fra 1957, hvorefter udlevering for en
lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den stat, som har fremsat
anmodning om udlevering, kan straffes med døden, kan afslås af
en stat, der ikke har hjemmel til at idømme dødsstraf, eller
som i almindelighed ikke fuldbyrder dødsstraf, medmindre den stat, der
har fremsat udleveringsanmodningen, afgiver en sådan forsikring, som
den anden part anser for fyldestgørende, om, at dødsstraffen
ikke vil blive fuldbyrdet.
Det følger i øvrigt af artikel 1 i 6.
tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention,
at dødsstraf skal afskaffes, og at ingen må idømmes en
sådan straf eller henrettes. Bestemmelsen er i
Menneskerettighedsdomstolens praksis blevet tillagt eksterritorial virkning.
Det betyder, at en deltagerstat vil handle i strid med bestemmelsen, hvis den
udleverer en person til et land, hvor den pågældende risikerer at
blive idømt og få fuldbyrdet dødsstraf. Dette
gælder, hvad enten der er tale om udlevering til
strafforfølgning eller til straffuldbyrdelse. En deltagerstat vil dog
være fritaget for ansvar efter bestemmelsen, hvis den modtager
tilstrækkelige garantier fra den anmodende stat om, at den
pågældende ikke vil blive idømt eller få fuldbyrdet
dødsstraf.
2.4. Behandling af sager om udlevering
2.4.1. De almindelige regler
Kapitel 3 (§§ 11-18) i udleveringsloven indeholder de
almindelige regler for behandlingen af sager om udlevering, herunder hvilke
oplysninger anmodninger om udlevering skal indeholde.
Efter § 11, stk. 1, kan udlevering (jf.
dog lovens kapitel 3 a) kun ske på grundlag af en anmodning, der
indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes
beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Der skal samtidig
med anmodningen fremsendes en udskrift af den beslutning om anholdelse eller
fængsling eller af den dom, der danner grundlag for anmodningen, jf.
stk. 2.
En anmodning om udlevering sendes efter § 12
til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har
ophold, medmindre justitsministeren allerede på grundlag af anmodningen
og de oplysninger, der følger med denne, finder at burde nægte
udlevering. Efter modtagelsen af anmodningen iværksætter politiet
uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at
afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Politiets
undersøgelse foretages i overensstemmelse med retsplejelovens regler
om strafferetsplejen.
De retsmidler, der er omtalt i
retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om
varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om
ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a
om andre efterforskningsskridt, kan anvendes i samme omfang som i sager
vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der
forfølges her i landet, jf. § 13. I forbindelse med
udleveringssager vil det navnlig være bestemmelserne om anholdelse og
varetægtsfængsling, som anvendes med henblik på at sikre
den pågældendes fortsatte tilstedeværelse under
udleveringssagens behandling.
Når politiet iværksætter en
undersøgelse efter § 12, skal der i medfør af § 14
beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den
pågældende selv vælger en forsvarer. I øvrigt
gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af
forsvarer.
Når politiets
undersøgelse efter udleveringslovens § 12 er afsluttet,
forelægges spørgsmålet om udlevering for
justitsministeren, der træffer afgørelse i sagen, jf.
§ 15, stk. 1. Hvis justitsministeren træffer
afgørelse om udlevering, skal den pågældende samtidig
med meddelelsen om afgørelsen om udlevering have oplysning om
adgangen til domstolsprøvelse og om fristen for at fremsætte
anmodning herom, jf. § 15, stk. 2.
Adgangen til domstolsprøvelse er fastsat i
udleveringslovens § 16. Efter denne bestemmelses
stk. 1 kan den, der skal udleveres, forlange, at
spørgsmålet om udleveringsbeslutningens lovlighed indbringes for
retten. En anmodning om domstolsprøvelse skal, jf. bestemmelsens
stk. 2, fremsættes inden tre dage efter, at beslutningen om
udlevering er meddelt den pågældende. Når særlige
omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren tillade, at
beslutningen indbringes for retten, selv om anmodningen om
domstolsprøvelse først er fremsat efter fristens udløb.
Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres til
landsretten inden for en frist på tre dage, jf. stk. 3.
Hvis en beslutning om udlevering indbringes for retten,
kan der ikke ske udlevering, før beslutningen er fundet lovlig ved
retskendelse, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt. Indbringes
beslutningen ikke for retten, skal udleveringen gennemføres snarest
muligt, jf. § 17, stk. 2. Medmindre den
pågældende har givet afkald på domstolsprøvelse, kan
der dog ikke ske udlevering før udløbet af den frist på 3
dage, der efter § 16, stk. 2, gælder for at indbringe
justitsministerens afgørelse om udlevering for retten, jf.
§ 17, stk. 1, 1. pkt.
For at sikre, at en udlevering gennemføres, kan den
pågældende i medfør af udleveringslovens § 17,
stk. 3, anholdes og varetægtsfængsles efter reglerne i
retsplejeloven. En varetægtsfængsling skal dog ophæves,
hvis udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter, at beslutningen om
udlevering har kunnet gennemføres dvs. den pågældende
har givet afkald på domstolsprøvelse, fristen på 3 dage
for anmodning om domstolsprøvelse er udløbet, eller der er
afsagt endelig retskendelse om udlevering. I særlige tilfælde kan
retten dog forlænge fristen for varetægtsfængsling.
I forbindelse med en beslutning om udlevering kan
justitsministeren, jf. § 18, bestemme, at genstande, som er
beslaglagt eller taget i bevaring under sagen med forbehold af tredjemands
eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om
udleveringen.
2.4.2. Forenklet behandling af sager om
udlevering (mellem EU’s medlemsstater)
Ved lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov
om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af
straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige
angående fuldbyrdelse af straf mv. og retsplejeloven (International
strafferet) blev konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem
medlemsstaterne i Den Europæiske Union fra 1995 gennemført i
dansk ret, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 2226. Denne
forenklede procedure, der finder anvendelse ved udlevering mellem EU’s
medlemsstater, hvis den person, der ønskes udleveret, samtykker heri i
forbindelse med et retsmøde, fremgår af udleveringslovens
kapitel 3a (§§ 18 a-18 d). Forenklingen består i en mere
direkte kontakt mellem de berørte staters kompetente myndigheder.
Reglerne blev indført med henblik at sikre en
hurtig udlevering og at forhindre, at personer, der er villige til at lade
sig udlevere, må tilbageholdes i en længere periode, mens en
formel anmodning om udlevering udfærdiges, fremsendes, oversættes
og behandles, uanset at der ikke på forhånd er tvivl om, at
betingelserne for udlevering er opfyldt.
Efter § 18 a kan der ske udlevering til en
medlemsstat i Den Europæiske Union på grundlag af en
eftersøgning, der indeholder de i bestemmelsen nævnte
oplysninger. De oplysninger, som kan danne grundlag for udlevering efter den
forenklede procedure, svarer til de oplysninger, der fremgår af
Interpols efterlysninger. Oplysningerne svarer endvidere
indholdsmæssigt til de oplysninger, der normalt fremsendes sammen med
en formel anmodning om udlevering, jf. § 11. Bestemmelsen
indebærer i praksis, at behandlingen af en anmodning om udlevering kan
indledes straks ved politiets modtagelse af en efterlysning fra Interpol.
Efter modtagelsen af en eftersøgning
iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er
nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er
opfyldt, jf. § 18 b, stk. 1. Bortset fra § 18 c,
stk. 1, der giver mulighed for at fravige specialitetsreglen i
udleveringslovens § 10, er det de almindelige betingelser for udlevering
i lovens kapitel 2, der finder anvendelse.
Efter § 18 b, stk. 2, 1. pkt., finder
reglerne i §§ 13 og 14 tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at
der til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan
iværksættes anholdelse, legemsindgreb, ransagning og
beslaglæggelse mv. efter retsplejelovens regler. Det indebærer
endvidere, at der, når der iværksættes undersøgelse
i medfør af § 18 b, stk. 1, skal beskikkes en forsvarer for
den, der søges udleveret, medmindre den pågældende selv
vælger en forsvarer. I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens
kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse.
Efter § 18 b, stk. 2, 2. pkt., skal en
varetægtsfængsling som udgangspunkt ophæves, såfremt
en formel anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter
anholdelsen. Retten kan dog i særlige tilfælde forlænge
denne frist.
Fristen for varigheden af varetægtsfængsling,
iværksat på grundlag af en eftersøgning, skal ses i
sammenhæng med forbudet i 1957-konventionens art. 16, stk. 4, mod
at udstrække en foreløbig fængsling ud over 40 dage,
regnet fra anholdelsesdagen. Har den anmodede stat ikke inden dette tidspunkt
modtaget en formel anmodning om udlevering, jf. 1957-konventionens art. 12,
skal den pågældende løslades.
Som nævnt ovenfor er det efter § 18 c,
stk. 1, en betingelse for udlevering efter den forenklede procedure,
at den, der ønskes udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke
til udlevering. Hvis den pågældende ikke samtykker til
udleveringen, behandles sagen efter reglerne i kapitel 3. Efter bestemmelsen
kan den pågældende endvidere meddele samtykke til, at
specialitetsreglen i § 10, nr. 1, fraviges, således at den
pågældende kan drages til ansvar og udleveres videre til en
tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før
udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten skal vejlede den
pågældende om følgerne af samtykke.
Hvis
den pågældende meddeler samtykke til udleveringen, skal sagen
forelægges Justitsministeriet med henblik på tilladelse til
udlevering efter den forenklede procedure, jf. § 18 c, stk. 2,
1. pkt. Bestemmelsen indebærer, at udlevering kan nægtes,
uanset at den berørte person har meddelt samtykke, såfremt det
findes betænkeligt at gennemføre udlevering på det
foreliggende grundlag.
Finder justitsministeren, at betingelserne for
udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan udlevering iværksættes
umiddelbart af politiet, jf. § 18 c, stk. 2, 2. pkt.
Meddeles der ikke samtykke til udlevering, skal den anmodende stat
underrettes herom med henblik på at få lejlighed til at fremsende
en formel anmodning om udlevering.
For at sikre udleveringens gennemførelse
fremgår det af § 18 d, at de i retsplejelovens kapitel 69
om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte
retsmidler kan anvendes. Fængsling, som er sket i medfør af
denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted
inden 20 dage efter justitsministerens beslutning om udlevering. I
særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
Endvidere finder § 18 om overgivelse af beslaglagte genstande mv. til
den anmodende myndighed tilsvarende anvendelse.
2.5. Andre bestemmelser
Endelig indeholder udleveringslovens kapitel 4
(§§ 19-23) en række andre bestemmelser om efterlyste personer,
videreudlevering, transit, mv.
Udleveringslovens §§ 11 og 12 indebærer, at der
ikke kan indledes en nærmere undersøgelse af en anmodning om
udlevering, før den i henhold til § 11, stk. 2,
nødvendige dokumentation foreligger. Efter udleveringslovens
§ 19 kan der imidlertid efter omstændighederne foretages
foreløbig anholdelse, varetægtsfængsling, legemsindgreb,
ransagning og beslaglæggelse, såfremt den berørte person
er efterlyst af myndighederne i den anmodende stat som sigtet, tiltalt eller
dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde
udlevering efter udleveringsloven. De nævnte foranstaltninger skal
imidlertid som udgangspunkt ophæves, såfremt anmodning om
udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest 30 dage efter
anholdelsen.
§ 19 om foranstaltninger i anledning af en
efterlysning har i forhold til andre EU-medlemsstater alene praktisk
betydning i de tilfælde, hvor udleveringssagen er indledt uden nogen
forudgående anmodning om udlevering i medfør af § 18 a. I
de tilfælde, hvor udleveringssagen indledes i medfør af
§ 18 a, vil frihedsberøvelse i stedet ske med hjemmel i § 18
b, stk. 2.
Efter § 20 kan justitsministeren efter
anmodning tillade, at specialitetsreglen i § 10 fraviges, således
at en person, der er udleveret, underkastes strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse eller udleveres videre til tredjeland for en anden strafbar
handling begået før udleveringen end den, som den
pågældende er udleveret for. Der henvises herom til afsnit 2.3.3.
ovenfor.
Efter § 21, stk. 1, om transit kan
Justitsministeriet tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat
til en anden, føres gennem riget, hvis bestemmelserne i § 2
(betingelserne for udlevering af danske statsborgere) eller §§ 4-6
(militær lovovertrædelse, politisk lovovertrædelse,
forbudet mod udlevering ved risiko for forfølgelse) i udleveringsloven
ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet
for den pågældende handling.
Hvis der er tale om en udlevering til Finland, Island,
Norge eller Sverige, kan der dog meddeles tilladelse, såfremt
bestemmelserne i § 2 (betingelserne for udlevering af danske
statsborgere) eller § 4 (politisk lovovertrædelse) i loven om
udlevering til disse lande ikke ville være til hinder for udlevering af
den pågældende her fra landet, jf. udleveringslovens
§ 21, stk. 2.
3. Rammeafgørelsen om den
europæiske arrestordre mv.
3.1. Baggrunden for rammeafgørelsen
Baggrunden for rammeafgørelsen var et ønske
om på grundlag af konklusionerne fra Det Europæiske Råds
møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999 at forenkle og effektivisere
udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne med fuld respekt af
grundlæggende retsprincipper.
Rammeafgørelsen er udarbejdet med hjemmel i artikel
34, stk. 2, litra b, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU),
hvorefter Rådet på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen
med enstemmighed kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.
Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det
tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at
bestemme form og midler for gennemførelsen.
Formålet med rammeafgørelsen er at
gennemføre forenklede regler om udlevering mellem medlemsstaterne. Den
nye udleveringsordning indebærer, at princippet om gensidig
anerkendelse gennemføres på udleveringsområdet. Dette
indebærer, at når en medlemsstat anmoder om at få en person
udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne
anmodning imødekommes, medmindre der foreligger en af de
afslagsgrunde, som fremgår af rammeafgørelsen. Med henblik
på at forenkle de administrative procedurer vedrørende
udlevering erstattes de traditionelle anmodninger om udlevering med den
europæiske arrestordre, som har karakter dels af en anmodning om
fængsling med henblik på udlevering, dels af en anmodning om
udlevering.
Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre
mv. erstatter alle hidtidige instrumenter om udlevering mellem
medlemsstaterne, herunder de bestemmelser i afsnit III i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen, der vedrører udlevering.
Rammeafgørelsen indeholder bestemmelser, der
fastlægger, i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være
forpligtede til at udlevere en lovovertræder til en anden medlemsstat,
og udkastet fastlægger herudover, i hvilke tilfælde
medlemsstaterne kan eller skal afslå udlevering af en
lovovertræder.
For at understrege princippet om gensidig anerkendelse og
forskellen mellem udlevering mellem medlemsstaterne og udlevering mellem
tredjelande anvender rammeafgørelsen en række nye begreber. I
rammeafgørelsen anvendes begrebet »overgivelse« i stedet for
»udlevering«, selv om begge begreber omfatter den fysiske overgivelse af en
eftersøgt person til det anmodende land. Endvidere anvendes »den
udstedende stat« i stedet for »den anmodende stat« og »den fuldbyrdende stat«
i stedet for »den anmodede stat«. Da ingen af disse nye begreber har en anden
indholdsmæssig betydning end de gældende begreber, anvendes de
gældende begreber i forbindelse med gennemgangen af
rammeafgørelsen. Den anmodende medlemsstat er således den
medlemsstat, der udsteder en europæisk arrestordre, og den anmodede
medlemsstat er den medlemsstat, der skal gennemføre en europæisk
arrestordre.
Rammeafgørelsen er opdelt i fire kapitler, nemlig
kapitel 1 (artikel 1 8) om almindelige principper, kapitel 2 (artikel 9
25) om overgivelsesproceduren, kapitel 3 (artikel 26 30) om virkninger af
overgivelsen og kapitel 4 (artikel 31 35) indeholdende almindelige og
afsluttende bestemmelser.
Herudover indeholder præamblen til
rammeafgørelsen en række betragtninger, som har betydning for
fortolkningen og anvendelsen af rammeafgørelsen.
Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre
overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med
udlevering af lovovertrædere.
Efter præambelbetragtning nr. 12 kan intet i
rammeafgørelsen fortolkes som et forbud mod at nægte at udlevere
en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, hvis der er
objektive grunde til at formode, at den europæiske arrestordre er
udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person
på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund,
nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering,
eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af
disse grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er
til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne
forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig
rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre
medier.
I præambelbetragtning nr. 13 anføres det, at
personer ikke må overføres, udsendes eller udleveres til en
stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for
dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.
3.2. Betingelser for
udlevering til EU-medlemsstater
Efter rammeafgørelsens artikel 1 forpligter
medlemsstaterne sig til på grundlag af princippet om gensidig
anerkendelse og i overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen at
gennemføre en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik
på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller
en anden frihedsberøvende foranstaltning.
Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af artikel 1,
stk. 3, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen
ændring af medlemsstaternes pligt til at respektere de
grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, der er
fastlagt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.
Artikel 2, stk. 1
,
fastlægger anvendelsesområdet for den europæiske
arrestordre. Efter denne bestemmelse kan arrestordren udstedes med henblik
på:
1) Straffuldbyrdelse af en endelig dom i
en straffesag, hvorved den pågældende - i det land, der har
udstedt arrestordren - er idømt frihedsstraf eller en anden
frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders
varighed.
2) Strafforfølgning i
straffesager, der medfører frihedsberøvelse og vedrører
en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har
udstedt arrestordren, kan medføre frihedsstraf eller en anden
frihedsberøvende foranstaltning af mindst 12 måneders
varighed.
Den europæiske arrestordre
kan således udstedes både med henblik på fuldbyrdelse af en
dom og med henblik på strafforfølgning, på samme
måde som udlevering i dag kan ske med henblik på
strafforfølgning og straffuldbyrdelse.
I relation til
spørgsmålet om, hvorvidt den anmodede EU-medlemsstat kan
kræve, at den handling, for hvilken arrestordre er udstedt, ligeledes
er strafbar i denne stat (kravet om dobbelt strafbarhed), sondrer
rammeafgørelsen jf. artikel 2, stk. 2 og 4, mellem
lovovertrædelser inden for og uden for en såkaldt
positiv-liste.
Hvis arrestordren er udstedt for en handling, der er
omfattet af positiv-listen, og denne lovovertrædelse kan
medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3
år i den anmodende medlemsstat, kan der ikke stilles krav om dobbelt
strafbarhed. Handlingen skal således i disse tilfælde ikke
nødvendigvis være strafbar i den anmodede medlemsstat. Da de
lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt
vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af
rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal
foretages en indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes
er strafbar i den anmodede medlemsstat.
For så vidt angår handlinger, der ikke er
omfattet af positiv-listen, fastslår artikel 2, stk. 4, at
udlevering kan være betinget af, at de forhold, der ligger til grund
for en europæisk arrestordre, udgør en lovovertrædelse
efter den anmodede medlemsstats lovgivning, uanset gerningsindholdet eller
den retlige beskrivelse. I disse tilfælde vil der således skulle
gennemføres en kontrol af, om forholdet også er strafbart i den
stat, som skal gennemføre udleveringen.
Positiv-listen
omfatter en række
lovovertrædelser, herunder bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel
udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med
narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning,
falskmøntneri, deltagelse i en kriminel organisation,
miljøkriminalitet, manddrab, sabotage, pengeafpresning, røveri,
bortførelse, racisme, tyveri og forfalskning af betalingsmidler.
Listen er udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er
omfattet af Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.
Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere
lovovertrædelser på positiv-listen, jf. artikel 2,
stk. 3.
Artikel 3
i rammeafgørelsen indeholder tre
obligatoriske afslagsgrunde, der, hvis en af disse foreligger, bevirker, at
medlemsstaterne skal afslå gennemførelsen af en europæisk
arrestordre og dermed udlevering.
For det første skal den anmodede medlemsstat, jf. artikel 3,
stk. 1, således nægte udlevering, hvis den
lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, kan
retsforfølges i den anmodede medlemsstat, og der i denne stat er
truffet beslutning om benådning (amnesti).
For det andet skal
udlevering, jf. artikel 3, stk. 2, afslås, hvis det, af de
oplysninger den anmodede medlemsstats relevante myndighed er i besiddelse af,
fremgår, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er
blevet endelig dømt i den anmodede eller en anden medlemsstat for de
samme handlinger, som ligger til grund for arrestordren, og straffen i
tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet
eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.
Denne bestemmelse omhandler princippet om forbud mod dobbelt
strafforfølgning (»ne bis in idem«).
Endelig skal udlevering,
jf. artikel 3, stk. 3, afslås, hvis den person, der er
omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter den anmodede
stats lovgivning.
Artikel 4
indeholder en række fakultative
afslagsgrunde. Medlemsstaterne har således mulighed for at afslå
at gennemføre en europæisk arrestordre og dermed udlevering,
hvis en eller flere af disse afslagsgrunde foreligger.
Udlevering kan for det første afslås i det
tilfælde, hvor en europæisk arrestordre er udstedt for en
lovovertrædelse, der ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 2, og
den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, ikke er
strafbar efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat (kravet om dobbelt
strafbarhed), jf. artikel 4, stk. 1.
Dernæst kan udlevering
afslås, hvis den person, der er genstand for en europæisk
arrestordre, allerede retsforfølges i den anmodede stat for de samme
lovovertrædelser, som ligger til grund for arrestordren, jf. artikel
4, stk. 2.
Herudover
kan udlevering afslås, hvis den anmodede medlemsstat allerede har
besluttet ikke at indlede retsforfølgning eller at opgive
retsforfølgning af den lovovertrædelse, der ligger til grund for
arrestordren, jf. artikel 4, stk. 3. Denne bestemmelse
indebærer, at danske myndigheder bl.a. kan afslå udlevering, hvis
påtale er opgivet i medfør af retsplejelovens § 721.
Udlevering kan endvidere afslås, hvis lovovertrædelsen eller
adgangen til at fuldbyrde en frihedsstraf er forældet i henhold til
lovgivningen i den anmodede medlemsstat, og denne stat har kompetence til at
retsforfølge lovovertrædelsen, jf. artikel 4,
stk. 4.
Herudover kan udlevering
afslås, hvis den anmodede medlemsstat er i besiddelse af oplysninger
om, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet
endelig dømt i et tredjeland for den lovovertrædelse, der ligger
til grund for arrestordren, og straffen er fuldbyrdet, er ved at blive
fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes i domslandet, jf.
artikel 4, stk. 5.
For så vidt angår statsborgere eller
personer med bopæl i den anmodede medlemsstat kan udlevering
afslås, hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen
af en straffedom, og den anmodede medlemsstat forpligter sig til selv at
fuldbyrde straffen, jf. artikel 4, stk. 6. Denne bestemmelse har
således betydning for udlevering af danske statsborgere til andre
EU-lande, idet danske myndigheder kan afslå udlevering med henblik
på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, hvis de danske myndigheder
forpligter sig til at overtage fuldbyrdelsen af straffen. Bestemmelsen skal
ses i sammenhæng med artikel 5, stk. 3, i rammeafgørelsen,
der indebærer, at udlevering af egne statsborgere til
strafforfølgning i andre EU-medlemsstater kan betinges af, at den
pågældende tilbageføres med henblik på at fuldbyrde
en eventuel straf i den anmodede medlemsstat.
Endelig indeholder artikel 4, stk. 7, en
mulighed for at afslå udlevering, hvis den lovovertrædelse, der
er omfattet af arrestordren, efter den anmodede medlemsstats lovgivning helt
eller delvis anses for at være begået på denne stats
territorium. Udlevering kan ligeledes nægtes, hvis
lovovertrædelsen er begået uden for den anmodende stats
territorium, og den anmodede medlemsstats lovgivning ikke hjemler adgang til
retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de
er begået uden for denne stats territorium. Bestemmelsen giver
således mulighed for at nægte udlevering i visse tilfælde,
hvor den anmodende stat udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence
dvs. foretager strafforfølgning af handlinger begået uden for
den pågældende medlemsstats eget territorium.
Artikel 5
omfatter de garantier, som den anmodende
medlemsstat skal give den anmodede medlemsstat i visse særlige
tilfælde.
Hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en
udeblivelsesdom, og domfældte ikke er blevet indkaldt personligt eller
på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for
domsforhandlingen, kan udlevering betinges af, at den anmodende stat
garanterer, at sagen kan genoptages, og at der kan gennemføres en ny
domsforhandling, hvor den tiltalte er tilstede, jf. artikel 5,
stk. 1.
I de tilfælde, hvor arrestordren er
udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel
på livstid, kan udlevering betinges af, at det anmodende lands
lovgivning tillader, at der enten på anmodning eller senest efter 20
år kan ske fornyet prøvelse af, om der er grundlag for at
fortsætte fuldbyrdelsen af dommen, jf. artikel 5,
stk. 2.
Hvis arrestordren er udstedt
med henblik på strafforfølgning af en person, der er statsborger
i den anmodede medlemsstat, kan udlevering betinges af, at den
pågældende kan tilbageføres til den pågældende
medlemsstat med henblik på fuldbyrdelsen af en eventuel straf, jf.
artikel 5, stk. 3. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
artikel 4, stk. 6, hvorefter udlevering af egne statsborgere eller
personer med bopæl i den anmodede medlemsstat kan afslås, hvis
arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en straffedom,
og den anmodede medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde
straffen.
Efter artikel 6 skal medlemsstaterne udpege de
judicielle myndigheder, som er kompetente til at udstede og fuldbyrde en
europæisk arrestordre.
Udpegningen af kompetente nationale myndigheder sker i
overensstemmelse med national ret.
I henhold til artikel 7 kan medlemsstaterne udpege
en eller flere centrale myndigheder til at bistå de judicielle
myndigheder. Medlemsstaterne kan pålægge den centrale myndighed
at forestå modtagelse og fremsendelse af en europæisk
arrestordre.
Artikel 8
fastlægger indholdet og formen af
en europæisk arrestordre, og der er som bilag til
rammeafgørelsen vedlagt det certifikat, der udgør den
europæiske arrestordre. En europæisk arrestordre skal indeholde
følgende oplysninger:
den eftersøgte persons identitet
angivelse af den judicielle myndighed i udstedelseslandet
angivelse af, hvorvidt arrestordren omfatter overgivelse med henblik
på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse
lovovertrædelsens art og de relevante lovbestemmelser
en beskrivelse af sagens omstændigheder, herunder den
eftersøgte persons deltagelse i lovovertrædelsen
den idømte straf, hvis arrestordren er udstedt med henblik
på straffuldbyrdelse, eller den foreskrevne strafferamme, hvis
arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning
eventuelle andre konsekvenser af lovovertrædelsen.
En række af de oplysninger, som en europæisk
arrestordre skal indeholde, er identiske med de oplysninger, der efter
artikel 95 i Schengen-konventionen skal fremgå af en efterlysning med
henblik på optagelse i Schengen-informationssystemet.
Artikel 9
vedrører fremsendelse af den
europæiske arrestordre. Bestemmelsen indebærer, at i de
tilfælde, hvor opholdsstedet for den person, der er omfattet af en
europæisk arrestordre, er kendt, kan de judicielle myndigheder i den
anmodende medlemsstat fremsende arrestordren direkte til de kompetente
judicielle myndigheder i den anmodede medlemsstat. I alle tilfælde,
herunder når opholdsstedet er ukendt, kan den eftersøgte person
dog indberettes til Schengen-informations-systemet. Denne indberetning
foretages i overensstemmelse med artikel 95 i Schengen-konventionen, og
indberetningen har samme gyldighed som den europæiske arrestordre
ledsaget af de oplysninger, der er nævnt i artikel 8, stk. 1. For
tiden kan Schengen-informationssystemet imidlertid ikke indeholde alle de
oplysninger, der fremgår af artikel 8, stk. 1. Indberetningen vil
dog i en overgangsperiode have samme gyldighed som en europæisk
arrestordre, således at indberetningen betragtes som en efterlysning og
en anmodning om anholdelse, indtil den judicielle myndighed i den anmodede
stat har modtaget den originale arrestordre.
Artikel 10
omhandler en række praktisk
spørgsmål i forbindelse med fremsendelsen af en europæisk
arrestordre.
Efter artikel 11 skal den eftersøgte person
anholdes, og den anmodede stat skal underrette den pågældende om,
at der foreligger en europæiske arrestordre og indholdet heraf.
Endvidere skal den pågældende orienteres om muligheden for at
meddele samtykke til udleveringen, jf. artikel 13. Underretningen sker i
overensstemmelse med national ret. Den anholdte har ret til at lade sig
bistå af en advokat og om nødvendigt en tolk i
overensstemmelse med national ret i den anmodede stat.
Artikel 12
indebærer, at den judicielle
myndighed i den anmodede stat i overensstemmelse med national ret skal
afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet
i forbindelse med undersøgelsen af, om en europæisk arrestordre
skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket som helst
tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret,
dog under forudsætning af, at den kompetente myndighed træffer de
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den
pågældende ikke flygter.
Det er grundtanken i rammeafgørelsen, at den
anmodede stat på grundlag af de oplysninger, der fremgår af en
europæisk arrestordre, skal kunne træffe afgørelse om
anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering af den
eftersøgte person. Den anmodede stat vil således normalt ikke
have behov for andre oplysninger fra den anmodende stat end de oplysninger,
der følger af den europæiske arrestordre.
Hvis den anholdte meddeler samtykke til udleveringen, skal
dette samtykke efter artikel 13 meddeles den judicielle myndighed i
overensstemmelse med national ret. Samtykket kan i princippet ikke
tilbagekaldes, men medlemsstaterne kan dog fastsætte, at samtykke kan
tilbagekaldes i henhold til national ret.
Hvis den anholdte ikke meddeler samtykke til udleveringen,
skal den pågældende ifølge artikel 14 have
lejlighed til at udtale sig om arrestordren.
Efter artikel 15 afgør den judicielle
myndighed i den anmodede stat inden for de frister og på de
betingelser, der er fastsat i rammeafgørelsen, om der er grundlag for
udlevering. Den judicielle myndighed kan anmode om yderligere oplysninger fra
den anmodende stat, og den kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelse
af disse supplerende oplysninger.
Medlemsstaterne kan beslutte, at den afgørelse, som
den judicielle myndighed træffer, kan appelleres i henhold til national
ret.
Artikel 16
vedrører
de situationer, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger. Hvis flere
medlemsstater har udstedt en europæisk arrestordre i forhold til den
samme person, skal de judicielle myndigheder i den anmodede stat
afgøre, hvilken anmodning der skal imødekommes.
Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de
foreliggende oplysninger herunder lovovertrædelsernes grovhed,
gerningsstederne samt tidspunktet for udstedelsen af arrestordrerne
Hvis der foreligger en
europæisk arrestordre og tillige en anmodning om udlevering fra et
tredjeland, skal den anmodede stat træffe afgørelse om, hvilken
anmodning der skal imødekommes under hensyn til samtlige foreliggende
omstændigheder, herunder de omstændigheder der følger af
den relevante konvention eller udleveringsaftale.
Rammeafgørelsen
berører ifølge bestemmelsen ikke medlemsstaternes forpligtelser
i henhold til statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis
anmodninger i visse tilfælde vil have forrang.
Artikel 17
fastsætter, at en europæisk
arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag, og opstiller i
øvrigt visse frister for sagsbehandlingen. Bestemmelsen
indebærer, at den endelige afgørelse om udlevering bør
træffes senest 10 dage efter, at den anholdte har meddelt samtykke til
udleveringen. I andre tilfælde bør afgørelsen
træffes senest 60 dage efter anholdelsen af den pågældende.
Denne frist kan dog i særlige tilfælde forlænges med 30
dage. Den anmodede medlemsstat skal sikre, at den pågældende
forbliver i denne stat, indtil der er truffet en endelig
afgørelse.
Artikel 18 og 19
indebærer, at i de
tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt med henblik på
strafforfølgning, skal den anmodede medlemsstats judicielle
myndigheder efter anmodning enten meddele samtykke til, at der
gennemføres afhøring af den eftersøgte person, eller at
den eftersøgte person midlertidigt overføres til den anmodende
stat.
Hvis den person, der ønskes, f.eks. nyder immunitet
i den anmodede medlemsstat, løber fristen for afgørelse af
udleveringsspørgsmålet efter artikel 20 først fra det
tidspunkt, hvor den judicielle myndighed i den anmodede stat er blevet
underrettet om, at immuniteten i givet fald er ophævet.
Artikel 21
fastlægger, at
rammeafgørelsen ikke påvirker de forpligtelser, som
medlemsstaterne har over for en stat uden for EU, når en person er
udleveret fra en sådan tredjestat. Medlemsstaterne skal således
respektere eventuelle forbud mod videreudlevering herunder til en anden
medlemsstat.
Efter artikel 22 skal den judicielle myndighed i
den anmodede medlemsstat straks meddele den anmodende medlemsstat, om den
europæiske arrestordre vil blive imødekommet, og dermed om
udlevering kan finde sted.
Efter artikel 23 udleveres den eftersøgte
person hurtigst muligt efter aftale mellem de berørte medlemsstater.
Udleveringen skal dog finde sted senest 10 dage efter, at der er truffet
afgørelse om udlevering. Udleveringen kan midlertidigt udsættes,
hvis den anholdtes alder, helbred eller andre humanitære grunde taler
herfor. Hvis udleveringen ikke kan finde sted inden den angivne frist,
løslades den pågældende.
I medfør af artikel 24 kan den judicielle
myndighed i den anmodede medlemsstat efter at have truffet afgørelse
om udlevering beslutte, at udleveringen udsættes med henblik
på, at den pågældende retsforfølges eller fuldbyrder
en straf i denne stat.
Efter artikel 25 skal medlemsstaterne tillade
transit gennem deres områder af en eftersøgt person, der skal
udleveres fra en medlemsstat til en anden medlemsstat eller fra en tredjestat
til en medlemsstat, hvis de bl.a. har modtaget oplysning om identiteten
på den pågældende person, statsborgerskab og
lovovertrædelsens karakter. Der er mulighed for at gøre transit
af egne statsborgere betinget på samme måde, som udlevering af
egne statsborgere kan gøres betinget.
I henhold til artikel 26 skal den anmodende
medlemsstat fratrække enhver frihedsberøvelse, herunder
frihedsberøvelsen i den anmodede medlemsstat, i den samlede straf.
Artikel 27
omhandler den
såkaldte specialitetsregel. Medlemsstaterne kan meddele
Rådssekretariatet, at en person, der er blevet udleveret fra denne
medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre, i den
anmodende medlemsstat kan retsforfølges, dømmes og
tilbageholdes for andre lovovertrædelser end den lovovertrædelse,
for hvilken den europæiske arrestordre var udstedt, medmindre den
judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat i særlige
tilfælde anfører andet i sin beslutning. Hvis en medlemsstat
ikke har afgivet en sådan erklæring overfor
Rådssekretariatet, finder de gældende specialitetsregler fortsat
anvendelse. Dette indebærer, at en person, der er udleveret, som
hovedregel ikke kan retsforfølges, dømmes eller tilbageholdes
for andre lovovertrædelser begået forud for udleveringen. Der
gælder dog visse undtagelser i forhold til denne hovedregel, som svarer
til de gældende regler i udleveringsloven, herunder hvis den
pågældende har meddelt samtykke hertil, eller hvis
lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse.
Efter artikel 28 kan medlemsstaterne meddele
Rådssekretariatet, at den person, der udleveres, kan videreudleveres
til en anden medlemsstat, medmindre den judicielle myndighed i det land, der
har udleveret den pågældende, i særlige tilfælde
anfører andet. Hvis en sådan erklæring ikke afgives, kan
videreudlevering som udgangspunkt ikke finde sted. Der gælder dog visse
undtagelser, herunder hvis den person, der er udleveret, har meddelt samtykke
til videreudlevering, eller hvis det land, der har udleveret den
pågældende, har meddelt samtykke til videreudlevering. Disse
regler svarer til de gældende regler i udleveringsloven.
Udlevering til en stat uden for EU må alene finde
sted, hvis den stat, der har udleveret den pågældende, har
meddelt sit samtykke hertil.
Artikel 29
indeholder regler om overgivelse af
genstande i forbindelse med udlevering. Bestemmelsen fastslår, at den
anmodede stat i overensstemmelse med national ret skal beslaglægge og
overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller
som den eftersøgte har erhvervet som resultat af
lovovertrædelsen.
Artikel 30
vedrører omkostninger.
Da rammeafgørelsens regler skal erstatte de
gældende regler om udlevering af lovovertrædere mellem
medlemsstaterne, indebærer rammeafgørelsen efter artikel 31, at
bestemmelserne i rammeafgørelsen den 1. januar 2004 træder i
stedet for de gældende konventioner om udlevering mellem
medlemsstaterne. Derimod berører rammeafgørelsen ikke
anvendelsen af forenklede procedurer eller betingelser, der følger af
bilaterale eller multilaterale aftaler, eller som er aftalt mellem
medlemsstaterne på grundlag af ensartet eller gensidig lovgivning, i
det omfang de er mere vidtrækkende end udkastet til
rammeafgørelse.
Medlemsstaterne kan endvidere indgå bilaterale eller
multilaterale aftaler efter rammeafgørelsens ikrafttræden, hvis
sådanne aftaler er mere vidtrækkende end rammeafgørelsen,
men aftalerne må ikke påvirke forbindelserne mellem
medlemsstaterne. Sådanne aftaler må f.eks. ikke give forrang til
anmodninger om udlevering fra visse medlemsstater eller stater udenfor
EU.
Medlemsstaterne skal inden tre måneder efter
rammeafgørelsens ikrafttræden meddele Rådet og
Kommissionen, hvilke gældende aftaler de fortsat ønsker at
anvende.
Artikel 32
indebærer, at de gældende
konventioner om udlevering fortsat finder anvendelse på anmodninger,
der er fremsat før den 1. januar 2004. Anmodninger, der modtages efter
dette tidspunkt, behandles efter reglerne i rammeafgørelsen.
Medlemsstaterne kan dog på tidspunktet for Rådets vedtagelse af
rammeafgørelsen fremsætte en erklæring om, at anmodninger,
der vedrører handlinger begået før en af medlemsstaten
nærmere angivet dato, dog senest ikrafttrædelsesdatoen efter
artikel 35, vil blive behandlet i overensstemmelse med de gældende
udleveringsregler.
Artikel 34 og 35
vedrører
rammeafgørelsens gennemførelse og ikrafttræden.
Bestemmelserne indebærer, at medlemsstaterne skal træffe de
nødvendige foranstaltninger for at gennemføre
rammeafgørelsen senest den 31. december 2003. Rammeafgørelsen
træder i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i EF-Tidende.
4. Justitsministeriets overvejelser
Rammeafgørelsen om den
europæiske arrestordre mv. indeholder en række betingelser for
udlevering og procedurer for behandlingen af udleveringsanmodninger, som
væsentligt adskiller sig fra de betingelser og procedurer, der i dag
gælder for udlevering til andre stater, herunder EU-medlemsstater. Som
følge heraf foreslår Justitsministeriet, at der indføres
en ny systematik i udleveringsloven, således at loven bl.a. opdeles i
et kapitel om betingelser for udlevering til stater uden for EU (kapitel 2),
et kapitel om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 2 a),
et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til stater uden for EU
(kapitel 3) samt et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til
EU-medlemsstater (kapitel 3 a). Lovens 4. kapitel om andre bestemmelser vil
fortsat gælde for alle sager om udlevering, medmindre andet
følger af de enkelte bestemmelser.
I det følgende behandles først de nye
betingelser for udlevering til EU-medlemsstater, herunder afslagsgrundene,
jf. pkt. 4.1. Herefter gennemgås procedurerne for behandling af sager
om udlevering til EU-medlemsstater, jf. pkt. 4.2. Endelig omtales forholdet
til de nordiske udleveringsregler, jf. pkt. 4.3.
4.1. Betingelser for udlevering til
EU-medlemsstater på grundlag af den europæiske
arrestordre
Rammeafgørelsen indeholder i
artikel 2 nogle krav til lovovertrædelsens beskaffenhed, der
fastsætter, hvornår udlevering som udgangspunkt skal ske.
Samtidig indeholder artikel 3 og 4 en række obligatoriske og
fakultative afslagsgrunde, hvorefter medlemsstaterne henholdsvis skal eller
kan afslå at udlevere en person til en anden medlemsstat på
grundlag af en europæisk arrestordre. Hertil kommer, at medlemsstaterne
i henhold til artikel 5 kan stille en række vilkår som betingelse
for udleveringen. Enkelte af disse afslagsgrunde går videre, end hvad
der i dag følger af udleveringskonventionerne. Begrundelsen herfor er
navnlig, at rammeafgørelsen i artikel 2 indeholder en fravigelse af
kravet om dobbelt strafbarhed. Dette medfører eksempelvis et behov for
at kunne afslå en anmodning om udlevering med den begrundelse, at den
pågældende er under den kriminelle lavalder i det anmodede
land.
De i rammeafgørelsen
nævnte afslagsgrunde er udtømmende. Der vil således ikke
kunne ske afvisning af en europæisk arrestordre, hvis betingelserne for
udlevering i rammeafgørelsen er opfyldt, og der ikke foreligger en af
de i rammeafgørelsen særligt opregnede afslagsgrunde
Det bemærkes i denne forbindelse, at
rammeafgørelsen den 1. januar 2004 træder i stedet for de
gældende konventioner om udlevering mellem medlemsstaterne (jf. artikel
31). Det betyder således bl.a., at 1957-konventionen og de
tilhørende protokoller samt 1995-konventionen og 1996-konventionen
ikke længere finder anvendelse mellem medlemsstaterne. Det vil
således ikke længere være muligt at afslå udlevering
i henhold til en europæisk arrestordre under henvisning til
bestemmelser i eller forbehold over for disse konventionsbestemmelser.
4.1.1. Forholdet til Den europæiske
Menneskerettighedskonvention
Det fremgår af
rammeafgørelsens præambelbetragtning nr. 12 og artikel 1,
stk. 3, at reglerne i rammeafgørelsen er fastsat under
iagttagelse af de grundlæggende rettigheder og grundlæggende
retsprincipper, som fremgår af artikel 6 i Traktaten om Den
Europæiske Union (TEU).
Efter artikel 6 i TEU bygger unionen på principperne
om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de
grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er
principper, som medlemsstaterne har til fælles. Det følger
endvidere af bestemmelsen, at unionen respekterer den grundlæggende
rettigheder, således som de garanteres ved Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, og således som de følger af
medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som
generelle principper for fællesskabsretten.
Lovforslag indebærer således ingen
ændringer af Danmarks forpligtelse til at overholde de
grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I præambelbetragtning nr. 13 i
rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. er
anført, at personer ikke må udleveres til en stat, hvor der er
alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller
anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Det fremgår allerede af den gældende § 10
(nr. 3) i udleveringsloven, hvortil den foreslåede § 10 j,
stk. 1, henviser, at udlevering kun kan ske på vilkår af, at
en eventuel idømt dødsstraf ikke fuldbyrdes.
I lyset af denne udtrykkelige bestemmelse i
præamblen til rammeafgørelsen samt de indkomne
høringssvar har Justitsministeriet fundet det naturligt at
indsætte en bestemmelse, der præciserer, at udlevering ikke
må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende vil
blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf. Der henvises herved til de foreslåede
bestemmelser i § 6, stk. 2 (om udlevering til stater uden for EU)
og § 10 h, stk. 2 (om udlevering til EU-medlemsstater).
Justitsministeriet har overvejet, om der bør
indsættes en generel bestemmelse i udleveringsloven, der udtrykkeligt
fastsætter, at udlevering ikke må finde sted, hvis udlevering
ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser.
Det er imidlertid almindeligt anerkendt i dansk ret, at
Danmark er forpligtet til at overholde Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, som er gjort til en del af dansk ret ved lov
nr. 285 af 29. april 1992. Der er endvidere Justitsministeriet bekendt
ikke i anden national lovgivning er indsat en sådan særlig
bestemmelse, der udtrykkeligt fastslår denne forpligtelse. På den
baggrund har Justitsministeriet ikke fundet det nødvendigt eller
hensigtsmæssigt at foreslå indsat en sådan generel
bestemmelse. Hertil kommer, at en sådan bestemmelse ikke ville give
yderligere vejledning, men ville derimod kunne give anledning til urigtige
modsætningsslutninger i forhold anden lovgivning.
Det bemærkes, at de foreslåede bestemmelser i
§ 6, stk. 2 og § 10 h, stk. 2, naturligvis ikke
indebærer, at de bestemmelser i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention f.eks. artikel 6 om kravet om en
retfærdig rettergang der ikke udtrykkeligt nævnes i
udleveringsloven, ikke finder anvendelse.
4.1.2. Lovovertrædelsens
beskaffenhed
Efter rammeafgørelsens
artikel 2, stk. 1, kan arrestordren udstedes med henblik på
straffuldbyrdelse, hvis den, som arrestordren vedrører, er
idømt fængsel mv. af mindst 4 måneders varighed i den
medlemsstat, der har udstedt arrestordren. Der kan ske udlevering til
strafforfølgning, hvis arrestordren er udstedt for en
lovovertrædelse, der i den pågældende medlemsstat kan
straffes med fængsel i mindst 12 måneder i den medlemsstat, der
har udstedt arrestordren.
Der kan endvidere ske udlevering
til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse uanset kravet om dobbelt
strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en
lovovertrædelse, der er omfattet af de i artikel 2, stk. 2,
særligt opregnede handlinger (den såkaldte positivliste), og
handlingen i den anmodende medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden
for en strafferamme på mindst 3 år.
Rammeafgørelsens artikel 2
om anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre
indebærer, at det er nødvendigt at ændre de gældende
betingelser i udleveringslovens § 2, stk. 1, (danske statsborgere)
og § 2 a (udlændinge) for udlevering fra Danmark til en anden
EU-medlemsstat.
Der foreslås derfor indsat en ny bestemmelse i
udleveringslovens § 10 a, der fastsætter betingelserne for
udlevering af personer (dvs. både danske statsborgere og
udlændinge) til andre EU-medlemsstater. Efter den foreslåede
bestemmelse (stk. 1) kan der ske udlevering til en medlemsstat til
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, selv om den
pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis
handlingen er omfattet af positiv-listen og efter lovgivningen i den
anmodende medlemsstat kan straffes med fængsel mv. i mindst 3
år.
For handlinger, som ikke er omfattet af positiv-listen,
kan der ifølge den foreslåede bestemmelse (stk. 2) ske
udlevering af personer til strafforfølgning, hvis den strafbare
handling i den pågældende stat kan medføre fængsel
(eller en anden frihedsberøvende foranstaltning) i mindst 1 år,
og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret. I modsætning
til de gældende bestemmelser om udlevering af henholdsvis egne
statsborgere eller udlændinge er det således efter den
foreslåede bestemmelse strafferammen i den anmodende stat og ikke
strafferammen efter dansk lov der er afgørende for, om der kan ske
udlevering.
Uden for positiv-listen kan der efter den foreslåede
bestemmelse endvidere ske udlevering af personer til straffuldbyrdelse
i en medlemsstat, hvis den pågældende er idømt
fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst
4 måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk
ret (stk. 3). Det er således alene den faktisk idømte straf
eller foranstaltning, der som udgangspunkt er afgørende for, om
anmodningen om udlevering kan imødekommes. Der stilles således
ikke i modsætning til hvad der er gældende i dag efter
udleveringslovens § 2 a, jf. § 3, hvorefter det er en betingelse,
at lovovertrædelsen efter dansk ret kan straffes med fængsel i
mindst 6 måneder et supplerende strafferammekrav for den
pågældende handling.
4.1.2.1. Dobbelt
strafbarhed (lovovertrædelser inden for eller uden for
positiv-listen)
Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, og
artikel 4, stk. 1, kan der som udgangspunkt stilles krav om, at den
handling, for hvilken den europæiske arrestordre er udstedt, ligeledes
er strafbar i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det som
udgangspunkt kan stilles som betingelse for udlevering til en anden
EU-medlemsstat, at en handling svarende til den handling, for hvilken der
søges udlevering, er strafbar efter dansk ret.
Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været
et grundlæggende princip i dansk strafferet. Efter Justitsministeriet
opfattelse bør lovforslaget udformes således, at muligheden for
at stille krav om dobbelt strafbarhed udnyttes. Lovforslaget indeholder
derfor i § 10 a, stk. 2 og 3, bestemmelser, hvorefter det er en
betingelse for udlevering for handlinger uden for positiv-listen, at en
handling, der svarer til den, der søges udlevering for, ligeledes er
strafbar efter dansk ret.
Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som
ifølge lovforslaget skal gælde for handlinger, der ikke er
omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens
artikel 2, stk. 4, at dette skal administreres fleksibelt, således
at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i
arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i den
anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det vil være
tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for
opfyldt, at sigtelsen, tiltalen eller dommen uanset den retlige beskrivelse
vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret ville være
strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet.
Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, er
det imidlertid ikke muligt at stille krav om dobbelt strafbarhed,
såfremt arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der er
omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede handlinger
den såkaldte positiv-liste hvis disse handlinger i den anmodende
medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme
på mindst 3 år.
En række af de
lovovertrædelser, der er opført på positiv-listen, er
omfattet af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at
kriminalisere nærmere opregnede strafbare handlinger. Endvidere har
Rådet i en erklæring i tilknytning til rammeafgørelsen
tilkendegivet, at der i Rådet er enighed om i overensstemmelse med TEU
artikel 31, litra e, at fortsætte arbejdet med den indbyrdes
tilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er
omfattet af artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen, med henblik
på at søge at opnå den samme retlige forståelse
blandt medlemsstaterne. Rådserklæringen indeholder i
øvrigt præciserende bemærkninger, som nærmere
afgrænser, hvad der skal forstås ved bl.a. sabotage,
pengeafpresning, racisme og fremmedhad.
Da de lovovertrædelser, der
er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i
alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette
punkt navnlig, at den anmodende medlemsstat ikke skal foretage en
indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i
den anmodede medlemsstat. For så vidt angår
lovovertrædelser, der ikke er omfattet af positiv-listen, vil der
derimod skulle gennemføres en kontrol af, om forholdet også er
strafbart i det land, som skal gennemføre udleveringen.
Med henblik på at opfylde kravene i
rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, jf. stk. 4, indeholder
lovforslaget i § 10 a, stk. 1, som nævnt en bestemmelse,
hvorefter der med hensyn til de i bestemmelsen opregnede handlinger (nr.
1-32), som svarer til den i rammeafgørelsen fastsatte positiv-liste,
kan ske udlevering til en medlemsstat, uanset om en tilsvarende handling er
strafbar efter dansk ret, hvis handlingen i den anmodende medlemsstat kan
medføre fængselsstraf mv. i mindst 3 år.
Justitsministeriet har overvejet, om gennemførelsen
af artikel 2, stk. 2, jf. stk. 4, kunne ske ved i loven at
bemyndige justitsministeren til ved bekendtgørelse at fastsætte
de handlinger, for hvilke der kan ske udlevering, selv om kravet om dobbelt
strafbarhed ikke er opfyldt. Denne løsningsmodel ville indebære,
at eventuelle fremtidige ændringer af positiv-listen i EU ville kunne
gennemføres administrativt ved en ændring af
bekendtgørelsen.
Justitsministeriet har imidlertid fundet det rigtigst at
indsætte positiv-listen direkte i loven, således at det er muligt
ud fra lovteksten at konstatere omfanget af adgangen til at udlevere personer
fra Danmark til andre EU-medlemsstater.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 a,
stk. 1, hvorefter de handlinger, som er omfattet af positiv-listen,
opregnes direkte i loven, indebærer endvidere, at en eventuel fremtidig
gennemførelse af en udvidelse af positiv-listen i dansk ret vil
kræve en ændring af udleveringsloven.
4.1.2.2. Udlevering af danske
statsborgere
Rammeafgørelsen sondrer med
hensyn til medlemsstaternes forpligtelse til at foretage udlevering på
grundlag af en europæisk arrestordre som udgangspunkt ikke mellem
udlevering af egne statsborgere og udlændinge. Rammeafgørelsen
indebærer således, at der som udgangspunkt ikke vil kunne
opstilles forskellige betingelser for udlevering af danske statsborgere og
udlændinge.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 a sondrer
derfor ikke til forskel for de gældende bestemmelser i
udleveringslovens § 2 og § 2 a mellem egne statsborgere og
udlændinge.
Ifølge rammeafgørelsens artikel 4,
stk. 6, kan udlevering af bl.a. egne statsborgere imidlertid
afslås, hvis den anmodede medlemsstat forpligter sig til selv at
fuldbyrde straffen. Denne bestemmelse har således betydning for
udlevering af danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, idet danske
myndigheder kan afslå udlevering med henblik på fuldbyrdelse af
en frihedsstraf, hvis de danske myndigheder forpligter sig til at overtage
fuldbyrdelsen af straffen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
artikel 5, stk. 3, der indebærer, at udlevering af egne
statsborgere til strafforfølgning i de andre medlemsstater kan
betinges af, at den pågældende tilbageføres med henblik
på at fuldbyrde en eventuel straf i den anmodede medlemsstat.
Det har hidtil været Justitsministeriets opfattelse,
at der ved udlevering af danske statsborgere til udlandet bør
være mulighed for at stille vilkår om, at afsoning af en
eventuelt idømt frihedsstraf mv. foregår i Danmark.
Justitsministeriet har på denne baggrund folkeretligt taget forbehold
om, at udlevering af en dansk statsborger til andre EU-medlemsstater kan
betinges af, at den pågældende overføres til strafafsoning
i Danmark. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der fortsat
være mulighed for at stille et sådant vilkår for udlevering
til en anden medlemsstat.
Under hensyntagen til den udvidelse af forpligtelsen til
at udlevere bl.a. danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, som
arrestordren indebærer, finder Justitsministeriet endvidere, at der
bør være adgang til at afslå udlevering af danske
statsborgere til straffuldbyrdelse til en medlemsstat, hvis der samtidig
gives tilsagn om, at den idømte straf fuldbyrdes her i landet.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
udleveringslovens § 10 b samt de specielle
bemærkninger til denne bestemmelse.
I forbindelse med ratifikation af 1957-konventionen afgav
Danmark erklæring om, at ordet »statsborger« skulle omfatte personer
med statsborgerret eller fast bopæl i Danmark eller i et af de nordiske
lande. Det indebar bl.a., at Danmark ikke folkeretligt var forpligtet til at
udlevere personer med opholdstilladelse i Danmark som flygtninge eller
nordiske statsborgere. I forbindelse med EU-udleveringskonventionen fra 1996
afgav Danmark, Finland og Sverige imidlertid en erklæring om, at de
ikke vil påberåbe sig bl.a. den nævnte erklæring som
begrundelse for at nægte at udlevere personer fra ikke-nordiske stater,
som er bosat i disse lande. Danmark gav dermed folkeretligt afkald på
at nægte udlevering af sådanne personer til de øvrige
EU-medlemsstater. Den danske udleveringslov blev ved lov nr. 417 af 10. juni
1997 ændret i overensstemmelse hermed. Personer fra ikke-nordiske
stater kan derfor ikke efter gældende ret nægtes udleveret fra
Danmark til en EU-medlemsstat med henvisning til, at den
pågældende har bopæl i Danmark, Finland eller Sverige. Der
henvises herved til Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s.
4489-4490.
Rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, og 5,
stk. 3, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte de samme
begrænsninger i forpligtelsen til at udlevere personer, der opholder
sig eller har bopæl i den pågældende medlemsstat, som med
hensyn til egne statsborgere. Der kan således indføres
bestemmelser i udleveringsloven, hvorefter udlevering til straffuldbyrdelse i
en EU-medlemsstat af sådanne personer kan afslås, hvis Danmark
forpligter sig til at fuldbyrde den idømte straf her i landet.
Endvidere kan udlevering til strafforfølgning i en anden
EU-medlemsstat af disse personer ligesom med hensyn til danske statsborgere
betinges af, at den pågældende tilbageføres til Danmark
med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf.
Af hensyn til den udvidelse af forpligtelsen til at
udlevere til andre EU-medlemsstater, som rammeafgørelsen
indebærer, finder Justitsministeriet, at muligheden for at afslå
udlevering til straffuldbyrdelse, hvis straffen i stedet fuldbyrdes i
Danmark, og muligheden for at betinge udlevering til strafforfølgning
af, at den pågældende tilbageføres med henblik på,
at en eventuel straf fuldbyrdes her i landet, bør udstrækkes til
ligeledes at omfatte personer med fast bopæl her i landet.
Justitsministeriet lægger herved vægt på, at de hensyn, som
efter den foreslåede § 10 b kan begrunde, at udlevering af en
dansk statsborger afslås eller betinges af tilbageførsel til
Danmark, ligeledes kan gøre sig gældende i forhold til personer,
der ikke er danske statsborgere, men som igennem længere tid har haft
fast bopæl i Danmark, eksempelvis personer, som opfylder de formelle
betingelser for at opnå statsborgerskab her i landet.
Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af
lovforslaget overvejet, om bestemmelsen i § 10 b skulle gøres
obligatorisk, således at udlevering af danske statsborgere mv. til
andre EU-medlemsstater altid skulle afslås/betinges af
tilbageførelse.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan der imidlertid
tænkes tilfælde, hvor en person har begået en meget
alvorlig lovovertrædelse i en anden medlemsstat, og hensynet til denne
medlemsstat derfor tilsiger, at den pågældende bør
retsforfølges og afsone en eventuel idømt straf i denne
medlemsstat. Justitsministeriet har derfor fundet, at
spørgsmålet om, hvorvidt udlevering af danske statsborgere mv.
skal afslås/betinges af tilbageførelse, bør bero på
en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt
på grovheden af den begåede kriminalitet og den
pågældendes tilknytning til den medlemsstat, hvor
lovovertrædelsen er begået. Efter Justitsministeriets opfattelse
vil der således f.eks. normalt ikke være grundlag for at betinge
udlevering af en dansk statsborger mv. til strafforfølgning af
tilbageførelse af den pågældende med henblik på
afsoning af en eventuel idømt straf, hvis den pågældende
er dømt for meget alvorlige lovovertrædelser herunder
terrorhandlinger. Et andet eksempel kunne være, at den
pågældende har en nær tilknytning til den medlemsstat, hvor
lovovertrædelsen er begået.
4.1.2.3. Flere lovovertrædelser
Er der spørgsmål om udlevering for flere
strafbare forhold, kan udlevering finde sted, selv om lovens almindelige
betingelser for udlevering (i §§ 2 og 2 a og § 3, stk. 1 og
2,) kun er opfyldt med hensyn til ét af disse forhold, jf.
udleveringslovens § 3, stk. 3.
Rammeafgørelsen indeholder ikke bestemmelser om,
hvordan medlemsstaterne skal forholde sig, hvis der foreligger flere
lovovertrædelser, og rammeafgørelsen nødvendiggør
således ikke ændringer af gældende ret på dette
område.
Som følge af det foreslåede nye kapitel 2 a
om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater, foreslår
Justitsministeriet, at der i dette kapitel indsættes en bestemmelse
svarende til § 3, stk. 3, jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 10 a, stk. 4.
4.1.3. Politiske lovovertrædelser
mv.
Efter udleveringsloven § 5, stk. 1, gælder
der som udgangspunkt et generelt forbud mod udlevering for en politisk
lovovertrædelse. Der gælder imidlertid visse undtagelser fra
dette forbud. Forbudet mod udlevering for politiske lovovertrædelser
finder således f.eks. ikke anvendelse med hensyn til handlinger, der er
omfattet af den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme
fra 1977, FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt
FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf.
§ 5, stk. 3.
Efter artikel 5 i Konventionen om udlevering mellem Den
Europæiske Unions medlemsstater (EU-udleveringskonventionen) må
en medlemsstat ikke afslå udlevering med den begrundelse, at
lovovertrædelsen anses for en politisk lovovertrædelse, en
lovovertrædelse, der har forbindelse med en politisk
lovovertrædelse, eller en lovovertrædelse, der udspringer af
politiske motiver. Danmark har imidlertid taget forbehold over for denne
bestemmelse i EU-udleveringskonventionen, således at forbudet mod at
nægte udlevering for politiske lovovertrædelser for Danmarks
vedkommende er indskrænket til alene at gælde for
lovovertrædelser, der er omfattet af de i udleveringslovens § 5,
stk. 3, nævnte konventionsbestemmelser om terrorisme.
Som nævnt ovenfor indeholder rammeafgørelsens
artikel 3 og 4 en række obligatoriske og fakultative afslagsgrunde,
hvorefter medlemsstaterne henholdsvis skal eller kan afslå at udlevere
en person til en anden medlemsstat på grundlag af en europæisk
arrestordre. Disse afslagsgrunde er udtømmende, således at der
ikke vil kunne ske afvisning af en europæisk arrestordre, hvis
betingelserne i rammeafgørelsen er opfyldt, og der ikke foreligger en
af de i rammeafgørelsen særligt opregnede afslagsgrunde.
Da de i rammeafgørelsen angivne afslagsgrunde ikke
omfatter politiske lovovertrædelser, vil det ikke længere
være muligt at afslå udlevering til en medlemsstat med henvisning
til, at der er tale om en politisk lovovertrædelse. Det er
således nødvendigt at ændre den gældende
udleveringslov, så den kommer i overensstemmelse hermed.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det
følger af rammeafgørelsens præambelbetragtning nr. 12 og
artikel 1, stk. 3, at reglerne i rammeafgørelsen er fastsat under
iagttagelse af de grundlæggende rettigheder og principper, som bl.a. er
fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Det
følger bl.a. heraf, at rammeafgørelsen respekterer Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Udlevering vil således
fortsat skulle nægtes, hvis der er objektive grunde til at formode, at
en europæisk arrestordre er udstedt med det formål at
forfølge eller straffe en person på grund af den
pågældendes race, religion, nationalitet eller politiske
overbevisning mv., jf. nærmere nedenfor pkt. 4.1.1. (forholdet til Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention) og 4.1.9. (særlige
tilfælde).
Rammeafgørelsen indebærer endvidere, at
udlevering ikke som efter gældende ret vil kunne afslås med den
begrundelse, at der er tale om en militær lovovertrædelse
(udleveringslovens § 4).
Det foreslåede nye kapitel 2 a om udlevering til
EU-medlemsstater indeholder som følge heraf ikke afslagsgrunde
svarende til udleveringslovens § 4 og § 5.
4.1.4. Den kriminelle lavalder
Rammeafgørelsen fastsætter i artikel 3 visse
obligatoriske grunde til at afslå udlevering på grundlag af en
europæisk arrestordre. Hvis der foreligger en af disse obligatoriske
afslagsgrunde, er medlemsstaterne således forpligtet til at afvise
udlevering.
Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 3,
stk. 3, at udlevering skal afslås, hvis den person, der er
omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter den anmodede
stats lovgivning.
Den gældende udleveringslov indeholder ingen
udtrykkelige regler om, at udlevering ikke kan ske, hvis den
pågældende er under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens
§ 15. Det følger i dag af kravet om dobbelt strafbarhed, at der
ikke kan ske udlevering af en person under 15 år. Da indførelsen
af den europæiske arrestordre bl.a. indebærer, at der i relation
til lovovertrædelserne omfattet af den såkaldte positiv-liste
ikke længere vil kunne stilles krav om, at handlingen ligeledes skal
være strafbar efter dansk ret, er det nødvendigt at
indføre en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering til
EU-medlemsstater af personer under den kriminelle lavalder ikke kan ske, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 10 c.
4.1.5. Forbud mod dobbelt
strafforfølgning
4.1.5.1.
Udlevering skal efter den obligatoriske
afslagsgrund i artikel 3, stk. 2, afslås, hvis det af de
oplysninger, som den anmodede medlemsstats myndigheder er i besiddelse af,
fremgår, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er
blevet endelig dømt i den anmodede eller en anden medlemsstat for den
handling, som den pågældende nu ønskes udleveret for. Hvis
den pågældende blev kendt skyldig, skal udlevering dog kun
afslås, hvis straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller
ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.
Denne bestemmelse omhandler princippet om forbud mod
dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«). Bestemmelsen
vedrører således tilfælde, hvor der i strid med princippet
om »ne bis in idem« er indledt strafforfølgning eller afsagt dom i en
medlemsstat, selv om den pågældende allerede var dømt
eller frifundet for det samme forhold.
Efter udleveringslovens § 8 kan der ikke ske
udlevering, når den, der søges udleveret, i Danmark er
dømt eller frifundet for den pågældende strafbare
handling. Denne bestemmelse tager ikke stilling til betydningen af domme
afsagt i andre stater. Danmark har imidlertid folkeretligt taget forbehold
over for artikel 9 i den europæiske udleveringskonvention
således, at Danmark vil kunne afslå udlevering, hvis den
pågældende ved endelig dom i en tredje stat er frifundet eller
domfældt for handlingen, eller hvis de kompetente myndigheder i en
tredje stat har besluttet at undlade eller afslutte strafforfølgning
med hensyn til samme lovovertrædelse.
Rammeafgørelsen er således på dette
punkt i overensstemmelse med gældende ret. Som følge af det
foreslåede nye kapitel 2 a om betingelser for udlevering til
EU-medlemsstater, foreslår Justitsministeriet, at der i dette kapitel
indsættes en afslagsgrund svarende til § 8, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 10 d, stk. 1, 1. pkt.,
hvorefter udlevering skal afslås, hvis den
pågældende tidligere er blevet endelig dømt eller
frifundet for den samme handling her i landet eller i en anden
EU-medlemsstat, end den stat, der anmoder om udlevering af den
pågældende. Bestemmelsen udelukker ikke udlevering til
straffuldbyrdelse i en medlemsstat, der tidligere har afsagt dom i sagen, i
tilfælde, hvor en anden stat i strid med princippet om »ne bis in
idem« efterfølgende har indledt strafforfølgning eller afsagt
en straffedom, der endnu ikke er fuldbyrdet, for det samme forhold.
Hvis den pågældende er dømt for den
samme strafbare handling i en anden stat end den, der anmoder om udlevering,
er det ifølge rammeafgørelsen en betingelse for at afslå
udlevering, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne
betingelse foreslås udtrykkeligt fastsat i § 10 d, stk. 1, 4.
pkt. Betingelsen indebærer, at udlevering ikke kan afslås under
henvisning til, at den pågældende er dømt her i landet
eller i en tredjestat, hvis der på grund af myndighedernes passivitet i
domslandet ikke er taget sædvanlige skridt med henblik på
fuldbyrdelse af dommen. Hvis domslandets relevante myndigheder således
uden at der er indtrådt forældelse gennem længere tid
intet har foretaget sig med henblik på fuldbyrdelse af dommen, vil
udlevering til en tredje medlemsstat ikke kunne afslås. Dette
gælder dog ikke i tilfælde, hvor der på grund af
myndighedernes almindelig sagsbehandlingstid i domslandet endnu ikke er
foretaget de relevante skridt mod fuldbyrdelsen af dommen.
4.1.5.2.
Efter rammeafgørelsens artikel 4,
stk. 5, kan udlevering endvidere afslås, hvis den anmodede
medlemsstat er i besiddelse af oplysninger om, at den person, der er omfattet
af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et land uden for
EU for den lovovertrædelse, der ligger til grund for
arrestordren. Bestemmelsen udvider området for princippet om forbud mod
dobbelt strafforfølgning til ligeledes at omfatte domme afsagt i et
anden stat end den anmodende eller anmodede stat herunder stater uden for
EU.
Den gældende bestemmelse i udleveringslovens
§ 8 tager ikke udtrykkeligt stilling til betydningen af
domfældelser, frifindelser mv. i en tredjestat.
På grund af den udvidede forpligtelse til at
udlevere bl.a. danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, finder
Justitsministeriet, at der i udleveringsloven ligeledes bør
indføres mulighed for at afslå udlevering, hvis den
pågældende er dømt eller frifundet i en stat uden for EU.
Der henvises herved til den foreslåede nye bestemmelse i
udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 3. pkt. Bestemmelsen er valgfri
(fakultativ), idet der efter ministeriets opfattelse bør foretages en
konkret vurdering af, om der skal ske udlevering. Der vil f.eks. kunne ske
udlevering, hvis den pågældende tidligere er frifundet for den
samme handling i en stat uden for EU, men grundlaget for dommen er
åbenbart mangelfuldt.
Ligesom med hensyn til adgangen til at afslå
udlevering under henvisning til, at den pågældende er dømt
for handlingen i en anden EU-medlemsstat end den, der anmoder om udlevering,
er det ifølge rammeafgørelsen ligeledes en betingelse for at
afslå udlevering under henvisning til, at den pågældende er
dømt i et land uden for EU, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive
fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i
domslandet. Den foreslåede bestemmelse i § 10 d, stk. 1, 4.
pkt. er i overensstemmelse hermed. Der henvises om forståelsen af denne
betingelse for at afslå udlevering i medfør af § 10 d,
stk. 1, 1. og 3. pkt. til bemærkningerne i pkt. 4.1.5.1.
ovenfor.
4.1.5.3.
Rammeafgørelsen indeholder i
artikel 4, stk. 3, en yderligere afslagsgrund i de tilfælde, hvor
den anmodede medlemsstat allerede har besluttet ikke at indlede
retsforfølgning eller at opgive retsforfølgning af den
lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren.
Efter den gældende bestemmelse i udleveringslovens
§ 8, 2. pkt., kan udlevering afslås, hvis tiltale er frafaldet mod
den pågældende, medmindre betingelserne for omgørelse af
beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.
Rammeafgørelsen går på dette punkt
videre end den gældende regel i § 8, idet rammeafgørelsen
giver mulighed for, at der indføres regler om, at danske myndigheder
endvidere kan afslå udlevering, hvis der her i landet i medfør
af retsplejelovens § 721 er meddelt påtaleopgivelse
vedrørende den pågældende handling.
Efter retsplejelovens § 721 kan der meddeles
påtaleopgivelse i tilfælde, hvor sigtelsen har vist sig
grundløs, hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan
ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller hvor sagens
gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller
behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning
og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.
Efter retsplejelovens § 724, stk. 2, kan
strafforfølgning, når der er truffet afgørelse om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kun fortsættes mod den
pågældende efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse,
hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2
måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har
hindret rettidig forkyndelse eller betingelserne for genoptagelse efter
§ 975 er til stede. Det bemærkes, at fristen for omgørelse
af en beslutning om påtaleopgivelse alene finder anvendelse i sager,
hvor der er rejst sigtelse mod den pågældende. I sager, hvor der
har været indledt efterforskning, uden at der har været rejst
sigtelse mod den pågældende, gælder der ingen frist for
omgørelse af en beslutning om at indstille efterforskningen.
Den gældende bestemmelse i udleveringslovens
§ 8, stk. 2, indebærer således, at der i sager, hvor
der er meddelt den pågældende tiltalefrafald, ikke vil kunne ske
udlevering, hvis fristen på 2 måneder for forkyndelse af den
overordnede anklagemyndigheds omgørelse af sagen er overskredet, og
betingelserne i § 975 for genoptagelse ikke er opfyldt. Efter denne
bestemmelse kan der ske genoptagelse, når nye beviser af vægt er
kommet for dagen, eller når det ifølge den
pågældendes efterfølgende tilståelse eller andre
beviser, der senere er kommet for dagen, må antages, at den
pågældende er skyldig, eller påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald skyldes falske forklaringer mv.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan der navnlig
på grund af den udvidelse af forpligtelsen til at udlevere personer
herunder danske statsborgere til andre EU-medlemsstater, som
rammeafgørelsen indebærer, være anledning til at udvide
adgangen til at afslå udlevering i de nævnte tilfælde. Der
vil således f.eks. kunne være grund til at afslå udlevering
på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis politi- og
anklagemyndigheden her i landet allerede har foretaget en bevismæssig
vurdering af den sag (handling), som arrestordren vedrører, med
henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark, og der i den
forbindelse er meddelt påtaleopgivelse, fordi sigtelsen har vist sig at
være grundløs.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der
bør indføres mulighed for at afslå udlevering på
grundlag af en europæisk arrestordre, hvis der her i landet er meddelt
påtaleopgivelse. Det er imidlertid ikke givet, at en anmodning om
udlevering skal afslås, alene fordi der foreligger en
påtaleopgivelse. De hensyn, der kan begrunde en sådan
afvisningsgrund, gør sig f.eks. ikke gældende, hvis
påtaleopgivelse er meddelt, fordi handlingen ikke kan
strafforfølges i Danmark pga. manglende jurisdiktionskompetence, men i
stedet må forfølges i den medlemsstat, der nu anmoder om
udlevering.
For at undgå at adgangen til at udlevere personer
til stater uden for EU bliver mere vidtgående end adgangen til at
udlevere personer til EU-medlemsstater, foreslås der gennem en
ændring af udleveringslovens § 8, 3. pkt. indført en
tilsvarende mulighed for at afslå udlevering til stater uden for EU i
sager, hvor der i Danmark er meddelt påtaleopgivelse.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
§ 8, 3. pkt., og § 10 d, stk. 2.
4.1.5.4.
Efter rammeafgørelsens artikel 3,
stk. 1, skal medlemsstaterne endvidere afslå at udlevere, hvis den
pågældende kan retsforfølges i den anmodede medlemsstat,
og der i denne stat er truffet beslutning om benådning (amnesti).
EU-udleveringskonventionen fra 1996 indeholder i artikel 9
en tilsvarende bestemmelse.
Efter den gældende udleveringslovs § 8 er
udlevering som nævnt udelukket, når den pågældende
person her i landet er dømt eller frifundet for det forhold, der
anmodes om udlevering for. Det er antaget, at udlevering også er
afskåret efter § 8, hvis der er sket benådning (amnesti) for
det pågældende forhold.
Med henblik på at tydeliggøre retsstillingen
finder Justitsministeriet imidlertid, at der med hensyn til udlevering til
stater uden for EU bør indsættes en udtrykkelig bestemmelser
herom i udleveringsloven § 8, 1. pkt. Tilsvarende foreslås der
indsat en bestemmelse i § 10 d, stk. 1, 2. pkt., om, at udlevering
til en anden EU-medlemsstat skal afslås, hvis den
pågældende er benådet for lovovertrædelsen her i
landet.
4.1.5.5.
Udlevering kan efter artikel 4,
stk. 2, endvidere afslås, hvis den person, der er genstand for en
europæisk arrestordre, allerede retsforfølges i den anmodede
stat for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for
arrestordren.
Efter udleveringslovens § 8 skal udlevering
afslås, hvis den pågældende er dømt eller frifundet
for handlingen, eller hvis tiltale er frafaldet. Udleveringsloven indeholder
derimod ingen udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering kan afslås,
hvis retsforfølgning mod den pågældende er
påbegyndt, men endnu ikke afsluttet her i landet for den handling, for
hvilken der kræves udlevering. Der må imidlertid også uden
en sådan udtrykkelig bestemmelse herom i dag antages at gælde en
sådan adgang til at afslå udlevering.
Justitsministeriet finder dog, at der i relation til
udlevering til andre EU-medlemsstater hvor der som udgangspunkt
gælder en forpligtelse til at foretage udlevering i henhold til en
europæisk arrestordre, medmindre der foreligger en særlig
afslagsgrund bør indføres en udtrykkelig bestemmelse om, at
udlevering kan afslås i det nævnte tilfælde, jf. den
foreslåede bestemmelse i udleveringslovens § 10 d, stk. 3.
Udlevering bør i disse tilfælde dog kun afslås, hvis
strafforfølgning efter en konkret vurdering findes mest
nærliggende at skulle gennemføres her i landet.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede nye
bestemmelse i udleveringslovens § 10 d.
4.1.6. Forældelse
Efter rammeafgørelsens artikel 4, stk. 4, er
der endvidere mulighed for at indføre regler, hvorefter udlevering kan
afslås, hvis lovovertrædelsen eller adgangen til at fuldbyrde en
frihedsstraf er forældet i henhold til lovgivningen i den
anmodede medlemsstat, og denne stat har kompetence til at retsforfølge
lovovertrædelsen (straffemyndighed).
Efter de gældende regler i udleveringslovens
§ 9, stk. 1, kan udlevering til lande uden for EU ikke ske, hvis
strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den
pågældende handling ville være forældet efter dansk
ret. Efter bestemmelsens stk. 2 gælder dette ikke med hensyn til
udlevering til en anden EU-medlemsstat.
Bestemmelsen i § 9, stk. 2, blev indført
ved lov nr. 419 af 10 juni 1996 (Gennemførelse af
EU-udleveringskonventionen). Efter EU-udleveringskonventionens artikel 8 kan
udlevering ikke afslås med den begrundelse, at der er indtrådt
forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold
til lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Den anmodede medlemsstat kan dog
i henhold til artikel 8, stk. 2, undlade at udlevere for forhold, der er
forældet efter dette lands lovgivning, hvis udleveringsanmodningen
vedrører lovovertrædelser, for hvilke denne medlemsstat er
kompetent i medfør af sin egen lovgivning. Efter bestemmelsen er
Danmark således ikke folkeretligt forpligtet til at udlevere i
sådanne tilfælde.
Af forarbejderne til bestemmelsen i § 9, stk. 2,
fremgår det bl.a., at det i forbindelse med gennemførelsen af
EU-konventionen i dansk ret blev overvejet, om muligheden i artikel 8,
stk. 2, for at afslå udlevering burde udnyttes, således at
udlevering efter den danske udleveringslov generelt udelukkes, hvis den
situation, der er beskrevet i konventionens artikel 8, stk. 2,
foreligger. Navnlig under hensyn til, at der ikke ved lovforslaget
åbnedes op for udlevering af egne statsborgere, fandt man ikke grundlag
for generelt at afskære muligheden for at udlevere i de tilfælde,
der er omfattet af konventionens artikel 8, stk. 2. Der henvises til
Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4491 og 4497.
Det fremgår af rammeafgørelsen, at
bestemmelserne heri fra den 1. januar 2004 træder i stedet for de
tilsvarende bestemmelser i de gældende konventioner om udlevering.
Danmark vil således ikke kunne opretholde den gældende adgang til
efter EU-udleveringskonventionens artikel 8, stk. 2, konkret at
afslå udlevering på grund af forældelse i de af
bestemmelsen omhandlede tilfælde. Hertil kommer, at der med
gennemførelsen af rammeafgørelsen sker en udvidelse i adgangen
til at udlevere bl.a. danske statsborgere til andre EU-medlemsstater.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør
indsættes en udtrykkelig bestemmelse i udleveringslovens kapitel 2 a
om, at udlevering til EU-medlemsstater kan afslås i tilfælde,
hvor handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed, men efter de danske
regler er forældet.
Det vil navnlig kunne være relevant at afslå
udlevering pga. forældelse i de tilfælde, hvor
lovovertrædelsen er begået her i landet. I disse tilfælde
må lovovertrædelsens forbindelse til Danmark indebære, at
det som udgangspunkt må anses for rimeligt, at udlevering afslås,
hvis lovovertrædelsen er forældet efter dansk ret. Disse hensyn
gør sig ikke tilsvarende gældende i tilfælde, hvor
lovovertrædelsen ikke er begået her i landet.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
udleveringslovens § 10 e samt til bemærkningerne til denne
bestemmelse.
4.1.7. Handlinger begået helt eller
delvist i Danmark mv.
Ifølge rammeafgørelsens artikel 4,
stk. 7, har medlemsstaterne mulighed for at afslå udlevering til
en anden medlemsstat, hvis den pågældende lovovertrædelse
helt eller delvis må anses for at være begået på den
anmodede medlemsstats territorium, samt hvis lovovertrædelsen er
begået uden for det anmodende lands territorium, og den anmodede
medlemsstats lovgivning ikke giver mulighed for retsforfølgning i en
tilsvarende situation. Bestemmelsens andet led gør det muligt at
nægte udlevering i visse tilfælde, hvor den anmodende medlemsstat
udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence dvs. foretager
strafforfølgning af handlinger begået uden for den
pågældende medlemsstats eget territorium.
Denne afslagsgrund indebærer, at det vil være
muligt at afslå udlevering, hvis en anden medlemsstat
retsforfølger lovovertrædelser, der helt eller delvist er
begået her i landet. Endvidere vil udlevering kunne afslås, hvis
en anden medlemsstat retsforfølger en person for en
lovovertrædelse, der er begået i et tredjeland, og danske
myndigheder ikke i en tilsvarende situation ville kunne retsforfølge
den pågældende for lovovertrædelsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør
udleveringsloven udformes således, at udlevering skal afslås,
hvis udleveringsanmodningen omfatter handlinger foretaget her i landet, og
handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Det bemærkes, at hvis
udleveringsanmodningen omfatter handlinger, der helt eller delvist er
begået her i landet, og handlingen er strafbar efter dansk ret, vil
udlevering efter en konkret vurdering kunne afslås efter den
foreslåede bestemmelse i § 10 d, stk. 3. Efter denne
bestemmelse kan udlevering afslås, hvis der på afslagstidspunktet
her i landet er indledt retsforfølgning mod den pågældende
for samme handling, som der søges udlevering for, og
omstændighederne i øvrigt taler for, at retsforfølgningen
skal gennemføres her i landet.
De almindelige betingelser for, hvornår en handling
er omfattet af dansk straffemyndighed, fremgår af straffelovens
§§ 6-9. Efter bestemmelserne er en handling bl.a. omfattet af dansk
straffemyndighed, når handlingen er begået på dansk
territorium, når handlingen er begået af en dansk statsborger,
når handlingen har virkning i Danmark, eller når handlingen er
omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilke Danmark er
forpligtet til at foretage retsforfølgning.
Straffelovens bestemmelser i §§ 6-8 begrænses
ved de i folkeretten anerkendte undtagelser, jf. straffelovens § 12. Det
har bl.a. betydning med hensyn til strafferetlig immunitet for diplomater,
statsoverhoveder mv.
På baggrund af den generelle udvidelse af adgangen
til at udlevere personer herunder danske statsborgere til andre
medlemsstater, finder Justitsministeriet, at den valgfrie (fakultative)
afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 7, nr. 2,
bør benyttes. Det foreslås således, at der indsættes
en bestemmelse i kapitel 2 a, hvorefter udlevering til en medlemsstat kan
afslås for en handling, der er foretaget uden for den anmodende
medlemsstats territorium, når en tilsvarende handling foretaget uden
for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk
straffemyndighed.
Hvis Danmark efter reglerne i straffelovens §§ 6-8
ikke selv ville kunne strafforfølge i en tilsvarende situation, vil
udlevering således kunne afslås efter den foreslåede
bestemmelse. Udlevering vil således f.eks. kunne afslås, hvis en
medlemsstat A anmoder Danmark om udlevering af en person, der opholder sig i
Danmark, for at strafforfølge den pågældende for en
sædelighedsforbrydelse begået i staten B, selv om den
pågældende ikke er statsborger eller har bopæl i
medlemsstaten A (udøvelse af såkaldt universel jurisdiktion).
Udlevering vil ligeledes kunne afslås, hvis medlemsstaten A beder om
udlevering af en egen statsborger med henblik på at
strafforfølge den pågældende for en handling begået
i staten B, og handlingen ikke er strafbar i staten B. Dette skyldes, at det
efter straffelovens § 7 er en betingelse for, at Danmark har
straffemyndighed for handlinger begået af en dansk statsborger i
udlandet, at handlingen også er strafbar efter lovgivningen i det land,
hvor handlingen er begået (krav om dobbelt strafbarhed).
Der henvises herved til den foreslåede bestemmelse i
§ 10 f.
4.1.8. Udeblivelsesdomme
Rammeafgørelsens artikel 5 fastsætter visse
garantier, som den anmodende medlemsstat skal give i visse særlige
tilfælde. Der henvises herom til gennemgangen af rammeafgørelsen
i pkt. 3.2. ovenfor.
Hvis arrestordren er udstedt med henblik på
fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, og domfældte ikke er blevet
indkaldt personligt eller på anden måde er blevet underrettet om
tid og sted for domsforhandlingen, kan udlevering betinges af, at den
anmodende medlemsstat garanterer, at sagen kan genoptages, og at der
gennemføres en ny domsforhandling, hvor den tiltalte er til stede, jf.
artikel 5, stk. 1.
Udleveringsloven indeholder ikke særlige
bestemmelser vedrørende udlevering til straffuldbyrdelse af
udeblivelsesdomme. Der kan endvidere ikke antages at gælde noget
generelt forbud mod udlevering i en sådan situation. I udleveringssager
skal danske myndigheder imidlertid overholde Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, som i visse tilfælde kan føre til,
at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse ikke
må finde sted, herunder navnlig i tilfælde, hvor der er
vægtige grunde til at antage, at den udleverede enten er blevet eller
risikerer at blive udsat for en åbenbar krænkelse af retten til
en retfærdig rettergang (»flagrant denial of justice«) (se bl.a.
klagesag 71555/01, Einhorn mod Frankrig, afgørelse af 16.10.01).
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
indeholder ikke nogen udtrykkelig bestemmelse om, hvorvidt og under hvilke
betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes
fravær. Domstolen har imidlertid afsagt en række domme af
betydning for spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke
betingelser en domsforhandling kan gennemføres til dom i tiltaltes
fravær. Der er tale om domme vedrørende artikel 6 om retten til
en retfærdig og offentlig rettergang.
Det følger af Domstolens praksis, at tiltalte i
straffesager som udgangspunkt har ret til at være til stede under
domsforhandlingen. Efter Domstolens praksis er tiltaltes ret til at
være til stede dog ikke nogen absolut rettighed. Artikel 6 er
således ikke generelt til hinder for, at en straffesag
gennemføres, selv om den tiltalte ikke er til stede (domsforhandling
og domfældelse in absentia). Domstolen anerkender således, at
hvis det ikke var muligt at gennemføre en straffesag, selv om den
tiltalte udeblev, ville dette kunne lamme gennemførelsen af
straffesager, idet eventuelle beviser kunne gå tabt, ligesom eventuelle
frister kunne blive overskredet (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85,
§ 29). Domstolen har udtalt, at gennemførelse af en
domsforhandling til trods for, at den tiltalte ikke er til stede, ikke i sig
selv er i strid med konventionen, forudsat at den pågældende
efterfølgende, når vedkommende bliver bekendt med straffesagen,
har mulighed for at opnå en fornyet behandling af straffesagen for en
domstol, hvor tiltalte er til stede, og hvor den nye domsforhandling
både omfatter sagens faktiske og retlige spørgsmål (se
Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93, § 31, Colozza mod Italien, dom
af 12.02.85, § 29). Der er overladt et vist skøn til
medlemsstaterne med hensyn til, hvorledes de vil indrette deres retssystem,
så det lever op til dette krav (se Colozza mod Italien, dom af
12.02.85, § 30). Det vil imidlertid være i strid med konventionen,
hvis en fornyet domsforhandling efter national ret er betinget af, at den
tiltalte godtgør, at han ikke har forsøgt at unddrage sig
retsforfølgning, eller at den manglende tilstedeværelse skyldes
force majeure (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, § 30). Domstolen
har udtalt, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt et krav om
en fornyet domsforhandling også gælder i tilfælde, hvor den
tiltalte har givet afkald på retten til at være til stede og
forsvare sig selv, men har samtidig tilføjet, at et sådant
afkald, hvis det skal tillægges betydning i forhold til konventionen,
skal godtgøres på tilstrækkelig utvetydig måde og
være knyttet til retssikkerhedsgarantier, der står i passende
forhold til afkaldets betydning (se Poitrimol mod Frankrig, dom af 23.11.93,
§ 31, og Pfeiffer og Plankl mod Østrig, dom af 25.02.92,
§ 37). Domstolen har undladt at tage stilling til, om en tiltalt, der
undviger, derved fortaber retten til at være til stede (se Colozza mod
Italien, dom af 12.02.85, § 28).
I en anden sag (Medenica mod Schweiz, dom af 14.06.01)
fandt Domstolen ikke, at det udgjorde en krænkelse, at klager, der var
blevet dømt uden at være til stede, havde fået afslag
på en ny domsforhandling, hvor klager var til stede. Efter national
lovgivning havde den dømte som udgangspunkt krav på en ny
domsforhandling, men de nationale domstole lagde vægt på, at
klager ikke havde fremført nogen gyldig undskyldning for sin
udeblivelse, og der ikke var holdepunkter i sagen for at antage, at
udeblivelsen var uafhængig af tiltaltes vilje. Den tiltalte var
udeblevet med den begrundelse, at en amerikansk domstol havde nægtet
ham tilladelse til at udrejse, hvorfor han ikke kunne rejse til Schweiz for
at deltage i straffesagen. Domstolen lagde imidlertid vægt på, at
klager selv havde været med til at skabe den situation, der
forhindrede ham i at give møde, bl.a. ved at give urigtige
oplysninger til den amerikanske dommer.
Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes
tilstedeværelse forudsætter, for at være forenelig med
konventionen, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at
gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod
tiltalte. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at myndighederne
forsøger at forkynde tilsigelser m.m. for den tiltalte på dennes
officielle adresse, hvis myndighederne er bekendt med, at den tiltalte ikke
længere opholder sig på adressen (se Colozza mod Italien, dom af
12.02.85, § 28, T. mod Italien, dom af 12.10.92, F.C.B. mod Italien, dom
af 28.08.91, Brozicek mod Italien, dom af 19.12.89, § 45).
Til illustration af praksis i udleveringssager kan
nævnes en utrykt afgørelse, hvor danske domstole nægtede
udlevering af en person til straffuldbyrdelse i Italien af en dom, hvor den
pågældende var blevet dømt in absentia. De danske domstole
vurderede, at de italienske myndigheders behandling af straffesagen havde
været i strid med konventionens artikel 6, og at den dømte ikke
som krævet efter artikel 6 havde et ubetinget krav på
genoptagelse af straffesagen i Italien. Der henvises til Københavns
Byrets kendelse af 11. marts 1999 (sag nr. 2652/99) og Østre Landsrets
kendelse af 26. marts 1999 (1. afd., kære nr. S-0915-99).
Justitsministeriet finder på denne baggrund og af
hensyn til den udvidelse af forpligtelsen til at udlevere personer til andre
EU-medlemsstater, som rammeafgørelsen indebærer, at der
bør indsættes en udtrykkelig bestemmelse i udleveringsloven,
hvorefter udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom
i overensstemmelse med rammeafgørelsen kun kan finde sted, hvis
indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt for den
pågældende personligt, eller hvis den pågældende
på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for
domsforhandlingen. Udlevering skal dog kunne ske uanset disse betingelser,
hvis den pågældende i den anmodende medlemsstat kan kræve
sagen genoptaget og har adgang til at være til stede under den fornyede
domsforhandling. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at
der kan sluttes modsætningsvis med hensyn til sager om udlevering
på grundlag af en udeblivelsesdom til stater uden for EU.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
udleveringslovens § 10 g.
4.1.9. Særlige tilfælde
Efter udleveringslovens § 6 må udlevering ikke
finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter
udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til
en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse
eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for
forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i
øvrigt er af alvorlig karakter.
Det følger af præambelbetragtning nr. 12, at
intet i udkastet til rammeafgørelse kan fortolkes som et forbud mod at
nægte at overgive en person, der er omfattet af en europæisk
arrestordre, hvor der er objektive grunde til at formode, at anmodningen om
udlevering er fremsat med det formål at retsforfølge eller
straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion,
etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller
seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan
blive skadet af en af disse grunde.
Det følger endvidere af artikel 1, stk. 3, i
udkastet til rammeafgørelse, at rammeafgørelsen ikke
indebærer nogen ændring af pligten til at respektere
grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper,
således som de er knæsat ved artikel 6 i Traktaten om Den
Europæiske Union. I artikel 6 i TEU nævnes bl.a., at unionen
bygger på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende
frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, og at unionen respekterer de
grundlæggende rettigheder, der følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Forbudet mod forfølgelse er en af de
grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. På denne baggrund finder
Justitsministeriet, at den gældende bestemmelse i udleveringslovens
§ 6 bør gentages i det foreslåede kapitel 2 a om
betingelser for udlevering til andre EU-medlemsstater for at præcisere,
at der ikke i nogen tilfælde må ske udlevering af en person, hvis
der er fare for forfølgelse af de i bestemmelsen nævnte
grunde.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
§ 10 h.
Udleveringslovens § 7 indebærer, at udlevering
ikke må finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig
under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller
andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være
uforenelig med humanitære hensyn.
Efter artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelsen
vil udlevering undtagelsesvis kunne udsættes midlertidigt af
tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde
til at antage, at udlevering klart ville bringe den eftersøgtes liv
eller helbred i fare. Udlevering skal i givet fald ske, så snart disse
grunde ikke længere foreligger.
Artikel 23, stk. 4, udgør således en
ændring i forhold til den gældende regel i udleveringslovens
§ 7. Justitsministeriet foreslår på den baggrund indsat en
bestemmelse i kapitel 2 a om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater,
hvorefter udlevering kan udsættes, men ikke afslås, under
henvisning til humanitære grunde.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
§ 10 i.
4.1.10. Specialitetsreglen
Ifølge
rammeafgørelsens artikel 27 kan en medlemsstat beslutte, at en person,
der er blevet udleveret fra denne medlemsstat på grundlag af en
europæisk arrestordre, i den anmodende medlemsstat kan
retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre
lovovertrædelser end den lovovertrædelse, for hvilken den
europæiske arrestordre var udstedt, medmindre den judicielle myndighed
i den anmodede medlemsstat i særlige tilfælde anfører
andet i sin beslutning. Hvis en medlemsstat ikke har afgivet erklæring
herom overfor Rådssekretariatet, finder de gældende
specialitetsregler fortsat anvendelse. Dette indebærer, at en person,
der er udleveret, som hovedregel ikke kan retsforfølges, dømmes
eller tilbageholdes for andre lovovertrædelser begået forud for
udleveringen.
Efter artikel 28 kan medlemsstaterne meddele
Rådssekretariatet, at den person, der udleveres, kan videreudleveres
til en anden medlemsstat, medmindre den judicielle myndighed i det land, der
har udleveret den pågældende, i særlige tilfælde
anfører andet. Hvis en sådan erklæring ikke afgives, kan
videreudlevering som udgangspunkt ikke finde sted. Der gælder dog visse
undtagelser, herunder hvis den person, der er udleveret, har meddelt samtykke
til videreudlevering, eller hvis det land, der har udleveret den
pågældende, har meddelt samtykke til videreudlevering. Udlevering
til en stat uden for EU må alene finde sted, hvis den stat, der har
udleveret den pågældende, har meddelt sit samtykke hertil.
Rammeafgørelsen er på dette punkt i
overensstemmelse med gældende ret (jf. de gældende bestemmelser i
udleveringslovens §§ 10 og 10 a). Justitsministeriet finder ikke, at der
på nuværende tidspunkt, navnlig som følge af den udvidede
adgang til udlevering til andre medlemsstater, er behov for at foreslå
ændringer af de gældende regler om adgangen for den anmodende
medlemsstat til at retsforfølge, dømme, tilbageholde og
videreudlevere den pågældende for andre lovovertrædelser
end den lovovertrædelse, for hvilken den europæiske arrestordre
var udstedt.
Som følge heraf foreslår Justitsministeriet,
at der i kapitel 2 a om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater
indsættes en bestemmelse i § 10 j, stk. 1, der henviser til
bestemmelsen i § 10 samt bestemmelser i § 10 j, stk. 2 og 3,
med et indhold svarende til den gældende bestemmelse i § 10 a.
Den foreslåede nye bestemmelse medfører
således ikke en udvidelse af adgangen for en anmodende EU-medlemsstat
til at foretage strafforfølgning og straffuldbyrdelse med hensyn til
andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der
er sket udlevering for, eller i adgangen til at videreudlevere til en tredje
stat.
Efter Rådets konvention om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i EU (1995-konventionen) er
udgangspunktet, at et samtykke til afkald på specialitetsreglen og
samtykke til videreudlevering ikke kan tilbagekaldes. Danmark har imidlertid
i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet en erklæring
om, at samtykke kan tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk
ret. Dette indebærer, at et samtykke kan tilbagekaldes på et
hvilket som helst tidspunkt under sagen, indtil udlevering er sket.
Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan
et meddelt samtykke i princippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog
fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret.
En medlemsstat, som ønsker at benytte sig af denne mulighed,
underretter Generalsekretariatet for Råder herom samtidig med
vedtagelsen af rammeafgørelsen.
Danmark erklærede i forbindelse med vedtagelsen af
rammeafgørelsen i henhold til artikel 13, stk. 4, at samtykke kan
tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk ret. På denne
baggrund kan gældende ret, hvorefter et eventuelt samtykke kan
tilbagekaldes efter de almindelige regler, opretholdes.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede
bestemmelse i § 10 j.
4.1.11. Andre bestemmelser
Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, kan
udlevering, når arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse,
der i den anmodende medlemsstat kan straffes med fængsel på
livstid, betinges af, der kan ske fornyet prøvelse af, om der er
grundlag for at fortsætte fuldbyrdelsen af dommen, jf. pkt.
3.2. ovenfor.
Som det fremgår ovenfor, foreslår
Justitsministeriet, at der i udleveringsloven indsættes en bestemmelse
om, at udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i andre
EU-medlemsstater kan betinges af, at afsoning af en eventuel frihedsstraf
skal ske i Danmark (jf. artikel 5, stk. 3). Endvidere foreslås der
indsat en bestemmelse i loven, hvorefter udlevering af danske statsborgere
til straffuldbyrdelse i en medlemsstat kan afslås, hvis der samtidig
gives tilsagn om, at den idømte straf fuldbyrdes her i landet (jf.
artikel 4, stk. 6).
Den gældende udleveringslov indeholder ingen
bestemmelser om udlevering for lovovertrædelser, der kan medføre
livstidsstraf i den anmodende stat. Det er således ikke muligt at
betinge en sådan udlevering af, at der kan ske fornyet prøvelse
af fuldbyrdelsen af en idømt livstidsstraf. Da rammeafgørelsen
kun indebærer en udvidelse af adgangen til udlevering til andre
EU-medlemsstater, finder Justitsministeriet ikke grundlag for at
indføre en bestemmelse i udleveringsloven om særlige betingelser
med hensyn til prøvelsen i sager vedrørende
lovovertrædelser, for hvilke der kan idømmes fængsel
på livstid.
4.2. Behandlingen af sager om udlevering
på grundlag af den europæiske arrestordre
4.2.1. Den kompetente myndighed
Efter de gældende regler i udleveringsloven
træffes afgørelse om udlevering af Justitsministeriet med
mulighed for at indbringe denne afgørelse for domstolene.
Rammeafgørelsen indeholder bl.a. særlige
regler om behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en
europæisk arrestordre. Efter artikel 15, stk. 1, træffer den
judicielle myndighed i den anmodende stat afgørelse om udlevering af
den pågældende inden for de frister og på de betingelser,
der er fastsat i rammeafgørelsen. Denne bestemmelse gælder
både i de tilfælde, hvor den pågældende
modsætter sig udlevering, og i de tilfælde hvor den
pågældende har meddelt samtykke til udleveringen.
Med hensyn til fastlæggelse af hvilke nationale
myndigheder, der skal varetage behandlingen af sager om udlevering i henhold
til en europæisk arrestordre, fastsætter rammeafgørelsens
artikel 6, stk. 1, at den udstedende judicielle myndighed er den
judicielle myndighed i det anmodende land, der efter national ret i dette
land er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre. Tilsvarende
er den judicielle myndighed i det anmodede land den judicielle myndighed, som
efter national ret i dette land er kompetent til at træffe
afgørelse om udlevering, jf. artikel 6, stk. 2.
Definitionen af en judiciel myndighed foretages på
grundlag af national ret, og rammeafgørelsen indeholder ikke
nærmere regler om, hvilke myndigheder medlemsstaterne skal udpege som
kompetente myndigheder. Det er dog en betingelse, at myndighederne efter
national ret i det anmodende og anmodede land er judicielle myndigheder. I
praksis betragtes domstolene og anklagemyndigheden som judicielle
myndigheder, mens politimyndigheder normalt ikke vil være omfattet af
betegnelsen. I forbindelse med udleveringsanmodninger vil
anholdelsesbeslutningen og fængslingskendelsen i de fleste
tilfælde være afsagt af en domstol, mens beslutningen om at
anmode om udlevering enten træffes af justitsministerierne eller af den
myndighed, som har truffet afgørelse om fængsling.
For Danmarks vedkommende anses domstolene og
anklagemyndigheden dvs. Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne
og politimestrene for judicielle myndigheder. Rammeafgørelsen
nødvendiggør således på dette punkt efter sin
ordlyd ikke ændringer af de gældende regler i
udleveringsloven.
Justitsministeriet har imidlertid på baggrund af
rammeafgørelsen nærmere overvejet, om der i forbindelse med
indførelsen af den europæiske arrestordre kan være
anledning til at gennemføre ændringer af reglerne for behandling
af anmodninger om udlevering i disse nye sager. Justitsministeriet har bl.a.
drøftet dette spørgsmål med repræsentanter fra
Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen,
Politimesterforeningen og Københavns Politi. Under drøftelserne
var der enighed om, at kompetencen til at behandle sager i 1. instans om
udlevering på grundlag af den europæiske arrestordre (både
for så vidt angår udstedelsen af en arrestordre og behandlingen
af en arrestordre udstedt af en anden medlemsstat) indtil videre bør
placeres hos Justitsministeriet, der i øvrigt har den centrale
kompetence på udleveringsområdet.
På baggrund af disse drøftelser er det
Justitsministeriets opfattelse, at ministeriet indtil videre bør
være den kompetente judicielle myndighed i relation til behandlingen i
1. instans af den europæiske arrestordre. Justitsministeriet
lægger herved navnlig vægt på, at det gennem en central
placering af kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering i
henhold til den europæiske arrestordre bl.a. vil kunne sikres, at der
sker en ensartet behandling af disse sager. En central placering af
beslutningskompetencen vil især være hensigtsmæssig i en
periode, hvor der endnu ikke foreligger en fast afgørelsespraksis i
sager om den europæiske arrestordre. Hertil kommer, at
Justitsministeriet i dag træffer afgørelse i alle sager om
udlevering efter udleveringsloven og uanset rammeafgørelsen fortsat
vil træffe afgørelse i alle sager om udlevering efter
udleveringsloven til andre lande end EU-medlemsstater. Hensynet til en
ensartet administration af loven, hvad enten der er tale om udlevering til
EU-medlemsstater eller stater uden for EU taler derfor ligeledes for, at
Justitsministeriet bør være den kompetente judicielle
myndighed.
Udpegning af Justitsministeriet som den kompetente
judicielle myndighed indebærer, at der ikke er behov for at udpege en
central myndighed i henhold til rammeafgørelsens artikel 7.
Lovforslaget indebærer ikke en ændring af de
gældende regler om adgang til at indbringe en afgørelse om
udlevering for domstolene, jf. herved den foreslåede bestemmelse i
§ 18 b, stk. 4.
4.2.2. Krav til indholdet af den
europæiske arrestordre
Artikel 8 i rammeafgørelsen vedrører den
europæiske arrestordres indhold og form. Den europæiske
arrestordre udgør både en anmodning om anholdelse,
varetægtsfængsling og udlevering. Ifølge
rammeafgørelsen skal arrestordren indeholde de samme oplysninger, som
fremgår af udleveringslovens § 11. Der vil derimod ikke som i dag
kunne stilles krav om, at selve beslutningen om anholdelse, fængsling
eller den dom, der danner grundlag for arrestordren, fremsendes samtidig med
denne. I stedet vil en repræsentant for den judicielle myndighed skulle
bekræfte de oplysninger, der fremgår af arrestordren, og den
europæiske arrestordre vil indeholde de samme oplysninger, som normalt
fremgår direkte af beslutningen om anholdelse eller fængsling
eller af dommen.
Reglerne i rammeafgørelsen svarer på dette
punkt i det væsentligste til de gældende regler om den forenklede
udleveringsprocedure, hvorefter udlevering kan ske på grundlag af en
eftersøgning, der indeholder oplysning om den eftersøgtes
identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de
anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller
fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen
med henblik på udlevering, jf. herved udleveringslovens § 18 a.
Indholdet af den europæiske arrestordre svarer endvidere i det
væsentligste til de oplysninger, der efter artikel 95 i
Schengen-konventionen, indberettes til Schengen-informationssystemet.
Der foreslås på den baggrund indsat en nyt
kapitel 3 a, der indeholder bestemmelser om behandlingen af sager om
udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union. Den
foreslåede bestemmelse i § 18 a indeholder kravene til
arrestordrens indhold, jf. artikel 8.
Den anmodende medlemsstat kan i stedet for fremsendelse af
en europæisk arrestordre vælge at indberette den
eftersøgte til Schengen-informationssystemet. En sådan
indberetning skal ifølge rammeafgørelsen (artikel 9,
stk. 3) have samme retsvirkninger som en europæisk arrestordre
dvs. i første række en efterlysning og en anmodning om
anholdelse og fængsling. Schengen-informationssystemet er imidlertid
ikke for tiden i stand til at fremsende alle de i artikel 8, stk. 1,
nævnte oplysninger. I en periode indtil Schengen-informationssystemet
er udbygget til at kunne rumme disse oplysninger, bestemmer
rammeafgørelsen, at indberetningen alligevel skal have samme
retsvirkning som en europæisk arrestordre, indtil den anmodede
medlemsstat forskriftsmæssigt har modtaget den originale
arrestordre.
Justitsministeriet vil i øvrigt fastsætte
nærmere administrative retningslinjer for sagsbehandlingen
angående udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre
herunder behandlingen af efterlysning mv. med henblik på udlevering
via Schengen-informationssystemet.
4.2.3. Den eftersøgtes
rettigheder
Efter rammeafgørelsens artikel 11 skal en
eftersøgt person, der anholdes, informeres om, at der foreligger en
europæisk arrestordre, om indholdet af denne samt om muligheden for at
meddele samtykke til udleveringen. Den anholdte skal endvidere have ret til
at lade sig bistå af en advokat og en tolk i overensstemmelse med
lovgivningen i det anmodede land.
Dansk lovgivning lever på dette punkt allerede op
til de krav, som rammeafgørelsen stiller. Udleveringsloven indeholder
således i § 14 en bestemmelse om forsvarerbeskikkelse i
udleveringssager. Udleveringsloven indeholder ikke specifikke regler om
tolkebistand, men det følger af almindelige forvaltningsretlige
principper, at der altid vil blive anvendt tolk, hvis den person, der
søges udleveret, ikke forstår eller taler dansk. Der kan i
øvrigt henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr.
12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed, der vedrører
anholdtes rettigheder herunder bl.a. anholdtes adgang til at modtage
tolkebistand. Rammeafgørelsen nødvendiggør derfor ikke
på dette punkt ændringer af udleveringsloven.
Justitsministeriet finder dog, at det administrativt
bør præciseres, at politiet i forbindelse med
iværksættelsen af undersøgelsen om, hvorvidt udlevering
bør finde sted, skal orientere den eftersøgte i
overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen, herunder om
muligheden for at meddele samtykke til udleveringen. Dette vil ske i de
administrative retningslinier om behandlingen af udleveringssager, som
Justitsministeriet vil udstede inden lovens ikrafttræden.
Som følge af det foreslåede nye kapitel 3 a
om behandling af sager om udlevering til EU-medlemsstater, foreslår
Justitsministeriet, at det i dette kapitel fastsættes, at § 14 om
forsvarerbeskikkelse finder tilsvarende anvendelse.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
§ 18 b, stk. 3.
4.2.4. Varetægtsfængsling på
grundlag af den europæiske arrestordre
Efter rammeafgørelsens artikel 12 skal den
judicielle myndighed i den anmodede stat i overensstemmelse med national ret
afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet
i forbindelse med undersøgelsen af, om en europæisk arrestordre
skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket som helst
tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret,
dog under forudsætning af, at den kompetente myndighed træffer de
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den
pågældende ikke unddrager sig den eventuelle udlevering.
Det følger af rammeafgørelsen, at den
person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, skal kunne
anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, der kan
medføre udlevering på grundlag af en europæisk
arrestordre. Hvis arrestordren vedrører en handling, som kan
medføre udlevering i medfør af udleveringslovens regler om
udlevering til EU-medlemsstater, vil varetægtsfængsling
således ikke kunne nægtes under henvisning til, at der i
medfør af strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke ville
kunne ske varetægtsfængsling i sager vedrørende
lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.
Varetægtsfængsling skal endvidere efter rammeafgørelsen
kunne finde sted på grundlag af en europæisk arrestordre, selv om
handlingen ikke er strafbar i Danmark, hvis der er tale om en handling, der
er omfattet af positivlisten, jf. rammeafgørelsens artikel 2,
stk. 2.
Det foreslås på denne baggrund, at der
indsættes en ny bestemmelse i udleveringsloven, der præciserer
adgangen til at anholde og varetægtsfængsle personer, der er
omfattet af en europæisk arrestordre. Adgangen til at anholde og
varetægtsfængsle personer, der er omfattet af en europæisk
arrestordre vil efter den foreslåede bestemmelse gå videre, end
adgangen til at anholde og varetægtsfængsle personer i
øvrige udleveringssager, jf. afsnittet ovenfor.
I øvrigt finder retsplejelovens regler om
varetægtsfængsling tilsvarende anvendelse. Der vil således
f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis retten finder, at
varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre
indgribende foranstaltninger, og den pågældende samtykker i disse
foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 765.
Der henvises herved til den foreslåede nye
bestemmelse i § 18 b, stk. 2.
4.2.5. Samtykke til udlevering
Rammeafgørelsen indeholder i artikel 13 regler om,
at den person, der ønskes udleveret, kan meddele samtykke til
udleveringen. Uanset om der er meddelt samtykke til udlevering, skal der
imidlertid som hidtil træffes afgørelse om udleveringen, idet
den judicielle myndighed ifølge bestemmelsen skal tage stilling til,
om betingelserne for udlevering er opfyldt. En europæisk arrestordre
behandles derfor som udgangspunkt efter de samme regler, uanset om der er
meddelt samtykke til udlevering.
I de tilfælde, hvor der meddeles samtykke til
udlevering, gælder der imidlertid særlige frister for,
hvornår afgørelsen skal træffes, og hvornår
udleveringen skal gennemføres. Der henvises herom til pkt. 4.2.7.
nedenfor.
Den pågældende kan endvidere meddele samtykke
til eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser samt
videreudlevering, jf. rammeafgørelsens artikel 27 og 28.
Efter artikel 13 kan et samtykke til udlevering i
princippet ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at
samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret. Danmark har i
forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen meddelt
Rådssekretariatet, at et samtykke i henhold til dansk ret fortsat vil
kunne tilbagekaldes. Dette indebærer, at et samtykke kan tilbagekaldes
på et hvilket som helst tidspunkt, indtil udlevering er sket.
Der foreslås på den baggrund indsat en
bestemmelse i kapitel 3 a, hvori det præciseres, at den
pågældende i et retsmøde kan samtykke dels i selve
udleveringen, dels i retsforfølgning og videreudlevering for andre
lovovertrædelser. Ligesom den gældende bestemmelse i
udleveringslovens § 18 c fastsætter den foreslåede
bestemmelse, at samtykket skal gives i et retsmøde, hvori retten
vejleder den pågældende om virkningerne af samtykket.
Der henvises til den foreslåede bestemmelse i
§ 18 c.
4.2.6. Afhøring af den
eftersøgte
Ifølge rammeafgørelsens artikel 14 skal den
eftersøgte, hvis der ikke meddeles samtykke til udleveringen, kunne
afhøres af den judicielle myndighed i det anmodede land.
Udleveringsloven indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser herom, men hvis
den pågældende ønsker at udtale sig, afhøres
vedkommende af politiet i forbindelse med undersøgelsen af, om
udlevering bør finde sted, ligesom den pågældende i
overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler har lejlighed til at
udtale sig i forbindelse med domstolenes behandling af
udleveringsanmodningen. Justitsministeriet finder derfor ikke, at der er
behov for, at der indføres udtrykkelige regler herom i
udleveringsloven.
4.2.7. Frister for sagsbehandlingen i sager om
udlevering til EU-medlemsstater
Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 17,
at en europæisk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en
hastesag.
Rammeafgørelsen indeholder endvidere visse frister
for sagsbehandlingen i sager om udlevering på grundlag af en
europæisk arrestordre. Efter bestemmelsen i artikel 17 bør den
endelige afgørelse om udlevering træffes senest 10 dage efter,
at den anholdte har meddelt samtykke til udleveringen. I andre tilfælde
bør afgørelsen træffes senest 60 dage efter anholdelsen
af den pågældende. Denne frist kan dog i særlige
tilfælde forlænges med 30 dage.
Da tidsfristerne ikke er obligatoriske,
nødvendiggør disse ikke ændringer af udleveringsloven.
Imidlertid vil en hurtig sagsbehandling i disse udleveringssager efter
Justitsministeriets opfattelse bl.a. medvirke til at sikre, at den, som er
ønskes udleveret, ikke sidder unødigt længe
fængslet, mens sagen behandles her i landet. Der bør allerede af
den årsag hurtigst muligt træffes afgørelse om, hvorvidt
den pågældende kan udleveres, eller om udlevering må
afslås. Endvidere må den effektivisering af sagsbehandlingen i
udleveringssager, som indførelsen af den europæiske arrestordre
indebærer, antages at gøre det muligt at behandle sagerne inden
for de i rammeafgørelsen fastsatte frister. Hertil kommer, at Danmark
efter rammeafgørelsen er forpligtet til så vidt muligt at
overholde de fastsatte vejledende frister og ved overskridelse underrette
både den anmodende medlemsstat og Eurojust herom. Eurojust, som er
sammensat af offentlige anklagere, retsembedsmænd og
polititjenestemænd, er en enhed oprettet af Det Europæiske
Råd, der bl.a. har til opgave at lette samarbejdet mellem
medlemsstaternes retsforfølgende myndigheder, støtte
efterforskningen i visse kriminalsager samt at samarbejde med det
europæiske retlige netværk specielt om forenkling af
efterkommelse af retsanmodninger. Eurojust påbegyndte sin virksomhed
den 1. marts 2001.
Justitsministeriet har på den baggrund overvejet,
hvorledes en effektiv overholdelse af rammeafgørelsens frister for
sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre
sikres bedst muligt.
Justitsministeriet har på møder med
repræsentanter fra Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen, Københavns Politi,
Advokatrådet og Landsforeningen for beskikkede advokater drøftet
fristerne i rammeafgørelsen. Under drøftelserne blev der bl.a.
opnået enighed om nedenstående målsætninger for
sagsbehandlingen af den europæiske arrestordre, ligesom der var bred
tilslutning til at fastsætte de vejledende frister i loven.
Ifølge disse målsætninger skal
Justitsministeriet så vidt muligt træffe afgørelse om
udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre inden 10 dage
efter, at den, som arrestordren vedrører, er blevet anholdt eller har
kunnet anholdes. Træffer Justitsministeriet afgørelse om, at den
pågældende skal udleveres, og indbringes sagen derefter for
domstolene, bør der så vidt muligt træffes endelig
retsafgørelse i sagen inden 50 dage efter Justitsministeriets
afgørelse, således at den samlede sagsbehandlingstid ikke
overstiger 60 dage.
Kan der undtagelsesvis ikke træffes afgørelse
i sagen inden 60 dage efter anholdelsen, skal den myndighed, der har anmodet
om, at den pågældende udleveres, straks underrettes herom. I
så fald kan 60-dages fristen forlænges med 30 dage. I praksis vil
underretning skulle ske ved, at anklagemyndigheden straks orienterer
Justitsministeriet, når det står klart, at 60-dages fristen ikke
vil kunne overholdes. Anklagemyndigheden skal samtidig oplyse ministeriet om
grundene til, at det ikke vil være muligt at overholde fristen.
Justitsministeriet vil herefter på baggrund af oplysningerne fra
anklagemyndigheden snarest muligt give myndigheden i den anmodende
medlemsstat underretning herom.
Med henblik på overholdelse af disse
målsætninger bør sager om udlevering på grundlag af
en europæisk arrestordre af anklagemyndigheden fremsendes til retten
med anmodning om særlig hurtig berammelse. Justitsministeriet vil,
efter lovforslagets vedtagelse, udarbejde en vejledning om sagsbehandlingen i
sager om udlevering til EU-medlemsstater til brug for politi- og
anklagemyndigheden. Justitsministeriet er indstillet på at inddrage
repræsentanter for bl.a. politi- og anklagemyndigheden og domstolene i
det videre arbejde.
Justitsministeriet skal endvidere fremhæve rettens
mulighed for at afvise en valgt forsvarer eller at nægte at beskikke en
bestemt advokat som forsvarer.
Ved valg eller beskikkelse af forsvarer er udgangspunktet,
at sigtedes valg eller ønske respekteres. I medfør af
retsplejelovens §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2 og 736,
stk. 2, har retten imidlertid mulighed for at afvise en valgt forsvarer
eller at nægte at beskikke en bestemt advokat som forsvarer (eller
senere under sagen at afvise den valgte forsvarer eller tilbagekalde
beskikkelsen), bl.a. hvis forsvarerens medvirken ud fra
retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme ikke kan
anses for forsvarlig.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse muligt for
retten med hjemmel i disse bestemmelser efter omstændighederne at
afvise en valgt forsvarer eller at nægte at beskikke en bestemt
forsvarer, hvis den pågældende forsvarer på grund af andre
opgaver ikke vil kunne deltage i udleveringssagens behandling i et omfang,
der gør det muligt at overholde de nævnte frister for
behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en europæisk
arrestordre. På samme måde har retten mulighed for at
tilbagekalde en beskikkelse af en forsvarer i tilfælde, hvor det
på grund af forsvarerens forhold ikke vil være muligt at
overholde fristerne for behandlingen af sager om udlevering.
Det følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, at enhver, der
er anklaget for en lovovertrædelse, har ret til at forsvare sig
personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt. Hvis
den anklagede ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk
bistand, har den anklagede ret til at modtage en sådan bistand uden
betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse.
Den anklagedes ret til at forsvare sig ved bistand af en
forsvarer, som han selv har valgt, er ikke en absolut ret (se Croissant mod
Tyskland, dom af 25. september 1992, præmis 29). Artikel 6,
stk. 3, litra c, sikrer heller ikke en ret til at vælge en bestemt
beskikket forsvarer (se klagesag 53590/99, Franquesa Freixas mod Spanien,
afgørelse af 21.11.2000). Når der er tale om en af det
offentlige beskikket forsvarer, skal de nationale domstole tage hensyn til
tiltaltes ønsker, men de kan vælge at se bort fra tiltaltes
ønsker, når der er relevante og tilstrækkelige grunde til
at anse det for nødvendigt af hensyn til en forsvarlig retspleje (se
Croissant-dommens præmis 29).
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det derfor ikke
være i strid med artikel 6, stk. 3, litra c, hvis retten afviser
en valgt forsvarer eller nægter at beskikke en bestemt forsvarer som
følge af, at den pågældende advokat ikke kan påtage
sig hvervet som forsvarer i den pågældende sag inden en rimelig
tid, herunder hvor det på grund af forsvarerens forhold ikke vil
være muligt at overholde fristerne for behandlingen af sager om
udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre.
Muligheden for at afvise en valgt forsvarer eller
nægte at beskikke en bestemt forsvarer for at sikre, at en straffesag
behandles inden en rimelig frist, er endvidere anerkendt i retspraksis. Som
eksempel kan nævnes Højesteret kendelse af 14. april 1987
(refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, s. 440). I sagen
stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse, hvorved
landsretten havde afvist tiltaltes valg af forsvarer, idet den valgte advokat
ikke kunne påtage sig forsvaret inden for en rimelig tid. Da tiltalte
ikke havde peget på andre advokater end den pågældende,
fandt Højesteret ikke grundlag for at ophæve landsrettens
beslutning om beskikkelse som forsvarer af 2 advokater, der var antaget til
udførelse af offentlige og beneficerede sager.
Af nyere retspraksis kan bl.a. henvises til
Højesterets kendelse afsagt den 17. maj 2000 (refereret i Ugeskrift
for Retsvæsen 2000, s. 1754). I sagen (en nævningesag mod T og to
medtiltalte) havde landsretten under et forberedende møde bestemt, at
domsforhandlingen skulle finde sted over 9 retsdage i sidste halvdel af juni
2000, selv om den for T beskikkede forsvarer havde oplyst, at hun i denne
periode var optaget af andre sager. Forsvarerne for de to medtiltalte havde
protesteret mod udsættelse af domsforhandlingen til september eller
oktober 2000. Under kære til Højesteret påstod T sagen
berammet på et tidspunkt, hvor dennes forsvarer kunne give møde.
Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens
fastsættelse af tidspunktet for domsforhandlingen. Højesteret
bemærkede, at landsretten i forbindelse med berammelsen burde have
anmodet T's forsvarer om at tage endelig stilling til, om hun kunne
møde på det fastsatte tidspunkt, og i tilfælde af et
benægtende svar burde have tilbagekaldt beskikkelsen, jf.
retsplejelovens § 736, stk. 2.
Der kan endvidere henvises til Østre Landsrets
kendelse af 31. maj 2000 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s.
1912). I denne sag tilbagekaldte landsretten beskikkelsen af en af de
tiltaltes forsvarere udfra retsplejemæssige hensyn. Landsretten udtalte
på baggrund af oplysninger om de tidspunkter, væsentligt senere
på året, hvor den pågældende advokat ville kunne
møde at der af hensyn til advokatens manglende mulighed for at kunne
møde under domsforhandlingen ud fra retsplejemæssige hensyn
fandtes at være en væsentlig hindring for sagens fremme. Af
hensyn hertil samt af hensyn til de medtiltaltes tarv, fandt landsretten det
ikke forsvarligt at lade den pågældende advokat fortsætte
som beskikket forsvarer for tiltalte T1. Landsretten udtalte endvidere, at
den ved denne vurdering tillige havde taget hensyn til det krav, en tiltalt
efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6,
stk. 3, litra c, har på en forsvarer, han selv har valgt, samt til
samme artikels stk. 1 om kravet om »offentlig rettergang inden for en
rimelig frist«. Retten lagde i henseende til kravet om rettergang inden for
en rimelig frist særligt vægt på, at en yderligere
udsættelse af sagen muligt kunne anses for kritisabelt.
Med henblik på at sikre at
målsætningerne så vidt muligt overholdes, vil
Justitsministeriet løbende følge udviklingen i
sagsbehandlingstiderne i sager om udlevering til andre EU-medlemsstater.
Lovforslaget er i øvrigt omfattet af lovovervågning, der vil
fokusere på overholdelsen af tidsfristerne for sagsbehandlingen mv. Der
henvises herom til pkt. 5 nedenfor.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
§ 18 d.
4.2.8. Udsættelse af gennemførelsen
af en afgørelse om udlevering
Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 23,
at en person, når der er truffet afgørelse om, at den
pågældende skal udleveres i henhold til en europæisk
arrestordre, skal udleveres til den anmodende medlemsstat snarest muligt
på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder. Efter
rammeafgørelsen skal udleveringen som udgangspunkt gennemføres
senest 10 dage efter, at der er truffet endelige afgørelse herom. Er
den pågældende varetægtsfængslet, og er der ikke sket
udlevering inden udløbet af denne frist, skal den
pågældende løslades.
Efter rammeafgørelsen kan 10-dages fristen for at
gennemføre en endelig udleveringsbeslutning i visse tilfælde
udsættes. Hvis det således af grunde, som ikke kan tilskrives en
af medlemsstaterne, viser sig umuligt at gennemføre udleveringen inden
for fristen, skal den anmodede medlemsstats kompetente myndighed straks
kontakte myndigheden i den anmodende medlemsstat med henblik på at
aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal udlevering finde
sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato. I disse tilfælde er der
ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling af den
pågældende.
På denne baggrund foreslås der indsat en ny
bestemmelse, hvorefter en eventuel fængsling skal ophæves, hvis
udleveringen ikke er gennemført senest 10 dage efter, at der er
truffet endelig afgørelse om udlevering. Hvis den
pågældende ikke har givet afkald på at indbringe
justitsministerens beslutning for retten, skal 10-dages fristen først
regnes fra udløbet af den frist på 3 dage, som gælder for
at indbringe justitsministerens afgørelse for byretten. Det samme
gælder med hensyn til fristen på 3 dage for kære af en
retskendelse om udlevering. 10-dages fristen skal således først
regnes fra det tidspunkt, hvor udleveringsbeslutningen er fundet lovlig ved
endelig retskendelse. Efter den foreslåede bestemmelse skal retten dog
udsætte fristen for udlevering i særlige tilfælde, bl.a.
med den virkning, at en eventuel varetægtsfængsling efter
omstændighederne vil kunne forlænges.
Der henvises til den foreslåede nye bestemmelse i
§ 18 e.
Udlevering kan ifølge rammeafgørelsens
artikel 23, stk. 4, endvidere udsættes midlertidigt af
humanitære årsager f.eks. hvis der er bestemte grunde til at
antage, at udlevering vil bringe den pågældendes liv eller
helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, når disse
humanitære grunde ikke længere foreligger. Bestemmelsen i
rammeafgørelsen indebærer, at det ikke som efter gældende
ret (jf. udleveringslovens § 7) vil være muligt at
afslå udlevering, hvis udlevering ville være uforenelig
med humanitære hensyn. Der henvises herom til pkt. 3.2. ovenfor.
4.3. Forholdet til de nordiske
udleveringsregler
Efter udleveringslovens § 1, stk. 2,
gælder loven ikke for udlevering fra Danmark til Finland, Island, Norge
og Sverige. For udlevering til disse lande gælder i stedet den nordiske
udleveringslov, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960, som ændret ved lov
nr. 251 af 12. juni 1975, lov nr. 433 af 31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6.
juni 2002 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og
Sverige.
Efter rammeafgørelsens artikel 31, stk. 2, kan
medlemsstaterne fortsat anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler
eller ordninger, der var gældende ved rammeafgørelsens
vedtagelse, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes mål
eller bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for
overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk
arrestordre.
Justitsministeren har den 4. november 2002 meddelt
Rådet og Kommissionen, at Danmark fortsat vil anvende de nordiske
udleveringsregler ved udlevering af lovovertrædere mellem Danmark,
Finland og Sverige i det nævnte omfang. Finland og Sverige har afgivet
tilsvarende erklæringer.
Der er mellem de nordiske lande enighed om, at det er de
nordiske udleveringsregler, der som hovedregel finder anvendelse i sager om
udlevering til Finland og Sverige. Dog må de foreslåede regler i
udleveringsloven om udlevering til andre EU-medlemsstater finde anvendelse i
forhold til Finland og Sverige, i det omfang disse regler er mere
vidtgående, hvilket i praksis som udgangspunkt vil sige sager om
udlevering af danske statsborgere samt sager om udlevering for politiske
lovovertrædelser, medmindre det konkret vil være muligt at
udlevere efter den nordiske ordning.
Det foreslås på denne baggrund, at
udleveringslovens § 1, stk. 2, ændres, således at det
fremgår af bestemmelsen, at udleveringsloven ikke omfatter udlevering
til Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering
mellem de nordiske lande er videregående end lovens regler. En
tilsvarende ændring foreslås af den nordiske udleveringslov.
Der henvises herved til lovforslagets § 1,
stk. 1, og § 2.
4.4. Tilbageførelse af midlertidigt
udleverede personer
Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre
mv. indeholder visse bestemmelser om midlertidig udlevering til andre
EU-medlemsstater med henblik på strafforfølgning (jf. herved
artikel 18 og artikel 24, stk. 2).
Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 18,
at en medlemsstat kan meddele samtykke til, at en person udleveres
midlertidigt med henblik på retsforfølgning. Betingelserne for
den midlertidige overførelse aftales mellem den anmodende og den
anmodede medlemsstat. Den midlertidigt overførte person skal kunne
vende tilbage til den anmodede medlemsstat for at overvære de
retsmøder, der vedrører den pågældende.
Efter rammeafgørelsens artikel 24, stk. 1, kan
en medlemsstat udsætte udleveringen af en person til en anden
medlemsstat, for at der i dette land kan gennemføres
retsforfølgning mod den pågældende inden udleveringen.
Efter bestemmelsens stk. 2, kan medlemsstaten i stedet for at
udsætte udleveringen efter stk. 1 træffe beslutning om
midlertidig udlevering af den pågældende. Betingelserne for den
midlertidige udlevering aftales mellem de berørte medlemsstaters
relevante myndigheder. Aftalen, der skal være skriftlig, er bindende
for alle myndigheder i den anmodende medlemsstat.
De nævnte bestemmelser i rammeafgørelsen
forudsætter således, at den anmodende medlemsstat
efterfølgende kan tilbageføre den midlertidigt udleverede
person.
Den Europæiske Konvention af 13. december 1957 om
udlevering af lovovertrædere indeholder ligeledes i artikel 19,
stk. 2, bestemmelse om midlertidig udlevering med henblik
strafforfølgning. Bestemmelsen indebærer, at en person, om hvem
der er truffet beslutning om udlevering, men som er idømt
fængselsstraf i den anmodede stat og derfor ikke umiddelbart kan
udleveres, midlertidigt kan udleveres med henblik på
strafforfølgning i den anmodede stat på betingelser, som
fastlægges ved gensidig aftale mellem parterne.
Denne bestemmelse forudsætter ligeledes, at den, der
er udleveret midlertidigt, senere kan returneres.
Udleveringsloven indeholder ikke nogen udtrykkelig regel
om tilbageførelse fra Danmark af lovovertrædere, som er
midlertidigt udleveret med henblik på retsforfølgning her i
landet.
For at sikre, at Danmark har mulighed for at
tilbageføre sådanne personer i overensstemmelse med sine
folkeretlige forpligtelser, finder Justitsministeriet, at der bør
indsættes en udtrykkelig bestemmelse i udleveringsloven herom. Der
bør samtidig sikres særlig hjemmel for, at personer, der er
midlertidigt udleverede til Danmark til strafforfølgning, kan
frihedsberøves under opholdet her i landet, selv om betingelserne for
varetægtsfængsling ikke er opfyldte. Hvis der i forbindelse med
en midlertidig udlevering af en person til Danmark med henblik på
strafforfølgning er indgået aftale med den anmodede stat om, at
den pågældende under opholdet her i landet ikke behøver at
være frihedsberøvet, men at det i stedet f.eks. er
tilstrækkeligt, at der sker inddragelse af den pågældendes
pas el. lign., vil anvendelse af det aftalte mindre indgribende middel
være tilstrækkeligt, medmindre der eventuelt er grundlag for, at
den pågældende varetægtsfængsles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 70.
Det foreslås på denne baggrund, at der i
udleveringsloven som § 21 a indsættes en bestemmelse, hvorefter en
person, der er midlertidigt udleveret til Danmark med henblik på
strafforfølgning, efterfølgende kan tilbageføres. Det
foreslås i den forbindelse fastsat, at den pågældende under
overførslen skal være frihedsberøvet.
Det foreslås endvidere, at afgørelse om
frihedsberøvelse skal træffes af retten efter anmodning af
politiet, og at retten i den forbindelse skal påse, at betingelserne
for frihedsberøvelse under sagen er opfyldt.
Om det nærmere indhold af den foreslåede
bestemmelse henvises i øvrigt til lovforslagets specielle
bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i § 21 a.
5. Ikrafttrædelsestidspunkt
Efter rammeafgørelsens artikel 34, skal
medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at
efterkomme bestemmelserne i rammeafgørelsen senest den 31. december
2003.
Anmodninger om udlevering, der modtages inden den 1.
januar 2004, vil fortsat være omfattet af de gældende regler om
udlevering til EU-medlemsstater, jf. rammeafgørelsens artikel 32.
Anmodninger om udlevering, som modtages efter dette tidspunkt skal
ifølge bestemmelsen behandles efter de regler, som medlemsstaterne
fastsætter i medfør af rammeafgørelsen. Efter artikel 32
kunne enhver medlemsstat dog på tidspunktet for Europa Rådets
vedtagelse af rammeafgørelsen fremsætte en erklæring om,
at den anmodede medlemsstat fortsat vil behandle anmodninger
vedrørende lovovertrædelser begået inden en bestemt dato
efter den ordning, der var gældende før den 1. januar 2004. Den
pågældende dato må ifølge bestemmelsen ikke ligge
senere end den 7. august 2002.
Danmark har ikke i forbindelse med Rådets vedtagelse
af rammeafgørelsen fremsat en sådan erklæring.
Efter § 3 i lovforslaget træder loven i
overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 34 i kraft den 1.
januar 2004. Det fastsættes endvidere, at loven finder anvendelse
på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden.
6. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget gennemfører EU-rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre mv.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører EU-rammeafgørelse om
den europæiske arrestordre mv.
Lovforslaget er omfattet af
lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på
overholdelsen i praksis af de foreslåede frister for behandlingen mv.
af sager om udlevering af personer til andre EU-medlemsstater på
grundlag af en europæisk arrestordre. Lovændringerne træder
efter lovforslaget i kraft den 1. januar 2004, og Justitsministeriet vil
derfor i 2007 efter høring af de berørte myndigheder mv.
udarbejde en redegørelse herom til Folketinget.
7. Høring
Et udkast til lovforslaget har været i høring
hos følgende organisationer mv.:
Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenterne for
Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg
og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Institut for
Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Retspolitisk
Forening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I lovforslagets bilag 2 er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1 (§ 1, stk. 2)
Efter den foreslåede bestemmelse skal
udleveringsloven ikke gælde for udlevering fra Danmark til Finland og
Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem de
nordiske lande er videregående end reglerne i denne lov. For udlevering
til disse lande gælder således som udgangspunkt fortsat reglerne
i lov nr. 27 af 3. februar 1960, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni
1975, lov nr. 433 af 31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002 om
udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige.
Bestemmelsen er fastsat i overensstemmelse med
rammeafgørelsens artikel 31, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne
fortsat kan anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller
ordninger, der var gældende ved rammeafgørelsens vedtagelse, i
det omfang de er mere vidtrækkende end dennes mål eller bidrager
til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af
personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.
Justitsministeren har på den baggrund den 4.
november 2002 meddelt Rådet og Kommissionen, at Danmark fortsat vil
anvende de nordiske udleveringsregler ved udlevering af lovovertrædere
mellem Danmark, Finland og Sverige i det nævnte omfang.
Der er mellem de nordiske lande enighed om, at det er de
nordiske udleveringsregler, der som hovedregel finder anvendelse i sager om
udlevering til Finland og Sverige. Dog må de foreslåede regler i
udleveringsloven om udlevering til andre EU-medlemsstater finde anvendelse i
forhold til Finland og Sverige, i det omfang disse regler er mere
vidtgående, hvilket i praksis som udgangspunkt vil sige sager om
udlevering af danske statsborgere samt sager om udlevering for politiske
lovovertrædelser, medmindre det konkret vil være muligt at
udlevere efter den nordiske ordning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (overskriften til lovens kapitel 2)
Den foreslåede ændring af overskriften til
lovens kapitel 2 er en konsekvens af den ved lovforslaget foreslåede
nye systematik, hvorefter der sondres mellem udlevering til EU-medlemsstater
og udlevering til andre stater. Det eksisterende kapitel 2 vil med den
foreslåede ændring alene indeholde betingelser for udlevering til
lande uden for EU (og Norden), hvorimod betingelserne for udlevering til
EU-medlemsstater reguleres i kapitel 2 a.
Til nr. 3 (§ 2)
Den ændrede affattelse af udleveringslovens § 2
er en konsekvens af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til
EU-medlemsstater samles i et nyt kapitel 2 a. Bestemmelsen i § 2
indeholder herefter alene betingelserne for, hvornår danske
statsborgere kan udleveres til lande uden for EU (og Norden). Bestemmelsen
indebærer ikke ændringer i forhold til de gældende
betingelser for udlevering af danske statsborgere til disse lande.
Til nr. 4 (§ 2 a)
Den ændrede affattelse af § 2 a er en
konsekvens af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til
EU-medlemsstater samles i et nyt kapitel 2 a. Bestemmelsen i § 2 a
indeholder herefter alene betingelserne for, hvornår udlændinge
kan udleveres til lande uden for EU (og Norden). Bestemmelsen indebærer
ikke ændringer i forhold til de gældende betingelser for
udlevering af udlændinge til disse lande.
Til nr. 5 (§ 6, stk. 2)
Den foreslåede bestemmelse præciserer, at der
i overensstemmelse med gældende ret ikke må ske udlevering, hvis
der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive
udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i Den
europæiske Menneskerettighedskonvention.
En tilsvarende bestemmelse om udlevering til andre
EU-medlemsstater foreslås indsat i § 10 h, stk. 2.
Der henvises vedrørende de foreslåede
bestemmelser til pkt. 4.1.1. i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 6 (§ 8)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
udlevering til stater uden for EU kan afslås, hvis der her i landet er
meddelt påtaleopgivelse, og betingelserne for omgørelse af
beslutningen herom ikke er opfyldt.
Bestemmelsen svarer til den foreslåede § 10 d,
stk. 2, vedrørende udlevering til andre EU-medlemsstater.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.5.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger samt til de specielle
bemærkninger til den foreslåede § 10 d, stk. 2.
Til nr. 7 (§ 9, stk. 2)
Ændringen er en konsekvens af den ved lovforslaget
foreslåede nye systematik, hvorefter betingelserne for udlevering til
andre EU-medlemsstater samles i udleveringslovens kapitel 2 a.
Til nr. 8 (§ 10, nr. 1, litra a)
Ændringen af den gældende bestemmelse i
§ 10, nr. 1, litra a, hvorved henvisningen til § 10 a
udgår, er en konsekvens af den ved lovforslaget foreslåede nye
systematik, hvorefter betingelserne for udlevering til andre EU-medlemsstater
samles i udleveringslovens kapitel 2 a.
Til nr. 9 ( kapitel 2 a)
Kapitel 2 a
fastsætter betingelserne for,
hvornår der kan ske udlevering fra Danmark til andre
EU-medlemsstater.
Kapitlet indeholder for det første regler om,
hvilke lovovertrædelser, der som udgangspunkt skal medføre
udlevering til en anden EU-medlemsstat (§ 10 a). Bestemmelsen
indebærer bl.a., at der ikke længere sondres mellem udlevering af
danske statsborgere og udlændinge.
For det andet indeholder kapitel 2 a en række
bestemmelser, hvorefter udlevering i visse tilfælde kan eller skal
nægtes (§§ 10 b-10 j). Afslagsgrundene er udtømmende.
Udlevering til en anden EU-medlemsstat kan således som udgangspunkt
ikke afslås med henvisning til andre grunde end dem, der er nævnt
i kapitel 2 a. Det skal dog bemærkes, at lovforslaget ikke
indebærer ændringer i Danmarks forpligtelse til at overholde
internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder reglerne i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der henvises herom til afsnit
4.1.1. i lovforslagets bemærkninger.
Endelig indeholder kapitel 2 a (§ 10 j) bestemmelser
om strafansvar og videreudlevering for andre strafbare handlinger end den,
der sker udlevering for, som er begået før udleveringen (den
såkaldte specialitetsregel).
§ 10 a
Den foreslåede nye bestemmelse i § 10 a
fastsætter kravene til lovovertrædelsens beskaffenhed for
udlevering af lovovertrædere til et andet EU-land på grundlag af
en europæisk arrestordre. Bestemmelsen sondrer ikke mellem udlevering
af danske statsborgere og udlændinge.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 a,
stk. 1, nr. 1-32, indebærer, at udlevering til
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den
Europæiske Union for de i bestemmelsen (nr. 1-32) nævnte
handlinger kan ske, selv om den pågældende handling ikke er
strafbar efter dansk ret, hvis handlingen kan straffes med fængsel mv.
i mindst 3 år i den anmodende medlemsstat.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med den såkaldte
»positiv-liste« i rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, der
opregner en række bestemte handlinger med hensyn til hvilke udlevering
til en EU-medlemsstat ikke må betinges af, at handlingen er strafbar i
den anmodede medlemsstat, hvis handlingen kan straffes med frihedsstraf i
mindst 3 år i den anmodende medlemsstat.
Da de lovovertrædelser, der er omfattet af
positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle
medlemsstater, er betydningen af udkastet til rammeafgørelse på
dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om
lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat.
Ifølge rammeafgørelsens artikel 2,
stk. 3, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje
andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen.
Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse
af positiv-listen vil som følge af den foreslåede opregning i
§ 10 a, stk. 1, nr. 1-32, af de handlinger, som er omfattet af
positiv-listen, forudsætte en ændring af udleveringsloven.
Bestemmelsen i § 10 a, stk. 2,
indebærer, at udlevering af personer med henblik på
strafforfølgning til en anden EU-medlemsstat for handlinger som
ikke er omfattet af stk. 1 uden for positiv-listen kan ske på
grundlag af en europæisk arrestordre. Efter bestemmelsen er det en
betingelse for udlevering, at den lovovertrædelse, som arrestordren
vedrører, i den pågældende stat skal kunne medføre
fængsel i mindst 1 år. Begrebet »fængsel« omfatter ligesom
efter de gældende bestemmelser i § 2 og 2 a tillige anden
frihedsberøvende foranstaltning. Bestemmelsen indebærer
endvidere, at det er en betingelse for udlevering til strafforfølgning
for handlinger uden for positiv-listen, at en tilsvarende handling er
strafbar efter dansk ret.
Efter bestemmelsen i § 10 a, stk. 3,
kan der ske udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en
EU-medlemsstat for handlinger som ikke er omfattet af stk. 1
på grundlag af en europæisk arrestordre. Betingelsen for
udleveringen er, at den pågældende ved dommen er idømt
fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst
4 måneders varighed, og at en tilsvarende handling er strafbar efter
dansk ret.
De foreslåede bestemmelser i § 10 a,
stk. 2 og 3, indebærer for så vidt angår
handlinger, som enten ikke er omfattet af positiv-listen, eller som ikke kan
medføre fængsel mv. i mindst 3 år i den anmodende
medlemsstat (jf. § 10 a, stk. 1) at kravet om dobbelt strafbarhed
opretholdes. Der kan således i denne situation kun ske udlevering
på grundlag af en europæisk arrestordre, jf. § 10 a,
stk. 2 og 3, hvis den handling, som arrestordren vedrører,
også er strafbar efter dansk ret. Der kan derimod ikke stilles krav om,
at den pågældende handling efter dansk ret kan medføre
fængselsstraf af en bestemt varighed el. lign. (strafferammekrav).
Bestemmelserne i § 10 a, stk. 2 og 3, er fastsat
i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, og
artikel 4, stk. 1. Efter disse bestemmelser har medlemsstaterne mulighed
for at fastsætte regler, hvorefter udlevering i henhold til en
europæisk arrestordre skal afslås, hvis den handling, som ligger
til grund for arrestordren, ikke udgør en lovovertrædelse efter
den anmodede stats lovgivning (krav om dobbelt strafbarhed). Der kan dog ikke
fastsættes bestemmelser om krav om dobbelt strafbarhed, hvis den
handling, for hvilken der skal ske udlevering, er omfattet af de i
rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, særligt opregnede
handlinger (den såkaldte »positiv-liste«).
Med hensyn til et eventuelt krav om dobbelt strafbarhed
følger det af rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, at et
sådant skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for
opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i arrestordren, helt eller
delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet. Kravet om
dobbelt strafbarhed i de foreslåede bestemmelser i § 10 a,
stk. 2 og 3, forudsættes administreret på den nævnte
måde.
Bestemmelsen i § 10 a, stk. 4,
vedrører spørgsmålet om udlevering for flere strafbare
forhold. Bestemmelsen, der er en følge af det foreslåede nye
kapitel 2 a om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater, svarer til
den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 3.
Den gældende bestemmelse i § 10 a, der
indeholder den såkaldte specialitetsregel, foreslås indsat som ny
§ 10 j, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.2.1. og 4.1.2.3.
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
§ 10 b
Efter den foreslåede bestemmelse i § 10 b,
stk. 1, kan udlevering på grundlag af en europæisk
arrestordre af en dansk statsborger eller af personer med fast bopæl
her i landet til strafforfølgning, gøres betinget af, at den
pågældende overføres til Danmark med henblik på
fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller en anden
frihedsberøvende foranstaltning.
Bestemmelsen udvider den nugældende adgang til i
forbindelse med udlevering til strafforfølgning at kræve
tilbageførsel til Danmark med henblik på afsoning af en eventuel
straffedom til også at gælde for personer med fast bopæl
her i landet. Efter den gældende ordning har Danmark folkeretligt taget
forbehold over for andre EU-lande om, at udlevering af danske statsborgere
kan ske på betingelse af, at den pågældende
overføres til eventuel strafafsoning i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 b
indebærer i øvrigt ingen ændringer i forhold til
gældende ret med hensyn til udlevering af danske statsborgere til lande
uden for EU.
Endvidere kan udlevering af en dansk statsborger eller af
personer med fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse efter den
foreslåede § 10 b, stk. 2, afslås, hvis Danmark
giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet. Danmarks
overtagelse af fuldbyrdelsen af straffedomme afsagt i en anden EU-medlemsstat
vil i øvrigt skulle ske efter de gældende regler herom, jf. lov
nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf mv. med senere
ændringer.
Bestemmelserne i § 10 b, stk. 1 og 2, er fastsat
i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, og
artikel 5, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.2.2. i de
almindelige bemærkninger.
§ 10 c
Efter den foreslåede § 10 c kan der ikke
ske udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den
pågældende efter dansk ret var under den kriminelle lavalder
på gerningstidspunktet, jf. herved straffelovens § 15.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med
rammeafgørelsens artikel 3, stk. 3, hvorefter den judicielle
myndighed skal afslå udlevering, hvis den person, der er omfattet af en
europæisk arrestordre, efter den anmodede medlemsstats lovgivning
på grund af sin alder ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig
for de handlinger, der ligger til grund for arrestordren.
§ 10 d
Efter den foreslåede § 10 d, stk. 1, 1.
pkt., må der ikke ske udlevering, hvis den, der søges
udleveret, er dømt eller frifundet for de pågældende
handlinger her i landet eller i en anden EU-medlemsstat. Tilsvarende
gælder ifølge den foreslåede § 10 d, stk. 1,
2. pkt., hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen.
Udlevering kan endvidere afslås efter § 10
d, stk. 1, 3. pkt., hvis den der søges udleveret, er
dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for EU.
Den foreslåede § 10 d, stk. 1, 1. og 3.
pkt., udvider det gældende forbud mod dobbelt strafforfølgning i
udleveringslovens § 8 til i sager om udlevering på grundlag af
en europæisk arrestordre ligeledes at gælde med hensyn til
personer, som i en tredjestat er dømt eller frifundet for den
pågældende strafbare handling. Efter bestemmelsen skal udlevering
således bl.a. afslås, hvis der er afsagt endelig dom i sagen her
i landet eller i en medlemsstat i EU. Herudover kan udlevering
endvidere afslås, hvis der er afsagt dom i sagen i en stat uden for
EU.
Om adgangen til at afslå udlevering på
grundlag af en europæisk arrestordre under henvisning til, at den
pågældende i et tredjeland er dømt for de samme forhold,
som udleveringen angår, fremgår det af rammeafgørelsens
artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 5, at det er en betingelse,
at dommen afsagt i det pågældende tredjeland er fuldbyrdet, er
ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter
tredjelandets lovgivning. Denne betingelse foreslås udtrykkeligt
fastsat i udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 4. pkt. Der
henvises herved navnlig til pkt. 4.1.5.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det fremgår endvidere af den obligatoriske
afslagsgrund i artikel 3, stk. 2, at der kun består en
forpligtelse for medlemsstaterne til at afslå udlevering i
medfør af bestemmelsen, hvis den anmodede medlemsstats relevante
myndigheder er i besiddelse af de nødvendige oplysninger om en
eventuel dom afsagt i en anden medlemsstat. Udlevering vil i medfør af
artikel 4, stk. 5, ligeledes kun kunne afslås, såfremt den
relevante myndighed er i besiddelse af oplysninger om, at der er afsagt dom i
en ikke-medlemsstat for det samme forhold.
Det er på denne baggrund ikke hensigten med de
foreslåede bestemmelser i § 10 d, stk. 1, at de danske
udleveringsmyndigheder af egen drift skal iværksætte
undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.
Er det oplyst, at den, som en arrestordre vedrører, allerede er
dømt eller frifundet for det samme forhold i en anden stat, men er
oplysningerne utilstrækkelige, og kan de nødvendige oplysninger
ikke tilvejebringes, således at der kan træffes afgørelse
inden for de i § 18 d foreslåede frister, skal
udleveringsanmodningen normalt imødekommes, hvis lovens betingelser
herfor i øvrigt er opfyldt. I overensstemmelse med den gældende
bestemmelse i udleveringslovens § 8 er udlevering ligeledes udelukket,
hvis der her i landet er sket benådning (amnesti) for det
pågældende forhold.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 d,
stk. 1, er i overensstemmelse med de obligatoriske afslagsgrund i
rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1 og 2, og den fakultative
afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 3 og 5.
Er tiltale mod den pågældende frafaldet her i
landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Endvidere kan
udlevering afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne for
at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt, jf.
den foreslåede § 10 d, stk. 2. Denne bestemmelse (2.
pkt.) udvider adgangen til efter den gældende bestemmelse i
udleveringslovens § 8 at afslå udlevering, hvis der her i landet
er meddelt tiltalefrafald til ligeledes at omfatte sager, i hvilke
påtale er opgivet.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 d,
stk. 3, indebærer, at udlevering med henblik på
strafforfølgning kan afslås, hvis retsforfølgning mod den
pågældende er påbegyndt men endnu ikke afsluttet her i
landet, for den handling som arrestordren vedrører, og
retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den
pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i
øvrigt findes mest nærliggende at skulle gennemføres her
i landet. Hvorvidt retsforfølgning bør gennemføres her i
landet beror efter bestemmelsen på en konkret vurdering i den enkelte
sag, hvorved der ud ver de i bestemmelsen nævnte momenter f.eks.
kan lægges vægt på, hvor fremskreden
retsforfølgningen er mod den pågældende her i landet, og
hvor lovovertrædelsen navnlig har haft virkning.
Den foreslåede bestemmelsen omfatter ikke udlevering
til fuldbyrdelse af en straffedom. Dette skyldes, at retsforfølgning
her i landet for forhold, for hvilke den pågældende tidligere er
blevet endelig dømt eller frifundet i en anden EU-medlemsstat, ville
være i strid med princippet om forbud mod dobbelt
strafforfølgning (»ne bis in idem«).
Den foreslåede bestemmelse i § 10 d,
stk. 3, er i overensstemmelse med den valgfrie (fakultative)
afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.5. i de
almindelige bemærkninger.
§ 10 e
Den foreslåede bestemmelse i § 10 e
indebærer, at udlevering kan afslås, hvis strafansvaret eller
adgangen til at fuldbyrde straffen i medfør af reglerne i
straffelovens 11. kapitel om ophør af den strafbare handlings
retsfølger er forældet. Det er dog en betingelse, at den
strafbare handling er omfattet af dansk straffemyndighed, jf. reglerne i
straffelovens §§ 6-9.
Bestemmelsen, der indebærer en lovfæstelse af
den eksisterende folkeretlige adgang til at afslå udlevering til en
medlemsstat i Den Europæiske Union med henvisning til forældelse,
skal navnlig ses i sammenhæng med den udvidede adgang til udlevering af
egne statsborgere, som følger af lovforslaget.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 e er i
overensstemmelse med den fakultative afslagsgrund i rammeafgørelsens
artikel 4, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt.4.1.6. i de
almindelige bemærkninger.
§ 10 f
Efter den foreslåede bestemmelse i § 10 f,
stk. 1, må udlevering på grundlag af en europæisk
arrestordre ikke finde sted, hvis den handling, som arrestordren
vedrører, er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar
efter dansk ret.
Bestemmelsen er fastsat i overensstemmelse med den
valgfrie (fakultative) afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 4,
stk. 7, litra a og b.
Udlevering kan endvidere i medfør af § 10
f, stk. 2, afslås, hvis den anmodende stat støtter sin
udleveringsanmodning på en handling foretaget i et tredjeland, og
Danmark i en tilsvarende situation efter straffelovens regler om jurisdiktion
i §§ 6-9 ikke ville have mulighed for at foretage
retsforfølgning. Efter bestemmelsen vil udlevering således kunne
afslås, hvis den anmodende medlemsstat udøver såkaldt
eksterritorial jurisdiktion (dvs. foretager strafforfølgning af
handlinger begået uden for den pågældende medlemsstats eget
territorium).på områder, hvor der ikke er tilsvarende dansk
eksterritorial jurisdiktion.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.7. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
§ 10 g
Den foreslåede § 10 g fastsætter
særlige betingelser for udlevering af personer til en anden
EU-medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af fængselsstraf eller
anden frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i et
retsmøde, hvor den pågældende ikke har været til
stede. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 må
udlevering i sådanne tilfælde kun finde sted, hvis indkaldelsen
til domsforhandlingen har været forkyndt for den pågældende
personlig, eller den pågældende på anden måde var
underrettet om tid og sted for domsforhandlingen.
Efter stk. 2 kan der dog ske udlevering, selv
om der ikke er sket personlig forkyndelse, og den pågældende ikke
på anden måde har fået de nævnte oplysninger, hvis
den pågældende i medlemsstaten kan kræve sagen genoptaget
og har adgang til at være til stede under den fornyede
domsforhandling.
Den foreslåede bestemmelse i § 10 g er i
overensstemmelse med den rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1,
fastsatte afslagsgrund, hvorefter udlevering til fuldbyrdelse af en dom til
fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, der er
idømt ved en afgørelse truffet in absentia, kan
gøres betinget af, at den myndighed, der har udstedt en arrestordren
giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den
pågældende får lejlighed til at få sagen genoptaget i
den udstedende medlemsstat og til at være til stede ved
domsforhandlingen.
Det vil således som udgangspunkt være
tilstrækkeligt for udlevering i den nævnte situation, at den
relevante myndighed i den pågældende EU-medlemsstat giver
oplysning om, at den domfældte har mulighed for genoptagelse af sagen
samt lejlighed til at være til stede under den fornyede domsforhandling
af sagen.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke
på den eksisterende adgang til at nægte udlevering til stater
uden for Den Europæiske Union bl.a. i tilfælde, hvor princippet
om retten til retfærdig rettergang ikke vurderes overholdt.
Der henvises herved til pkt. 4.1.8. i de almindelige
bemærkninger.
§ 10 h
Den foreslåede bestemmelse i § 10 h,
stk. 1, svarer til den gældende bestemmelse i udleveringslovens
§ 6.
Bestemmelsens stk. 2, præciserer, at der
i overensstemmelse med gældende ret ikke må ske udlevering, hvis
der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive
udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i Den
europæiske Menneskerettighedskonvention.
En tilsvarende bestemmelse om udlevering til stater uden
for EU foreslås indsat i § 6, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.1. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
§ 10 i
Efter den foreslåede bestemmelse i § 10 i skal
udlevering udsættes, hvis det i særlige tilfælde navnlig
under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller
andre personlige forhold må antages, at udlevering ville være
uforenelig med humanitære hensyn. Derimod er det efter bestemmelsen
ikke muligt at afslå udlevering i henhold til en europæisk
arrestordre med henvisning til, at udlevering ville være uforenelig med
humanitære hensyn. Udsættelsen af udleveringen skal
udstrækkes indtil de særlige forhold, der gør udlevering
uforenelig med humanitære hensyn, ikke længere er til stede.
Bestemmelsen i § 10 i er en følge af
rammeafgørelsens artikel 23, stk. 4, hvorefter en udlevering kan
udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks.
hvis der er vægtige grunde til at antage, at udlevering klart ville
bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske
arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere
foreligger. Den anmodede medlemsstats myndighed skal straks underrette den
udstedende medlemsstats myndighed om udsættelsen og skal i den
forbindelse så vidt muligt aftale en ny dato for udleveringen.
§ 10 j
Den foreslåede bestemmelse i § 10 j indeholder
reglerne om, hvornår en person, der udleveres til en EU-medlemsstat
på grundlag af en europæisk arrestordre, kan drages til ansvar
eller udleveres videre til tredjeland (specialitetsreglen) for nogen anden
strafbar handling begået før udleveringen end den, den
pågældende er udleveret for. Bestemmelsen er en konsekvens af den
ved lovforslaget foreslåede nye systematik, hvorefter udleveringsloven
bl.a. opdeles i et kapitel om betingelser for udlevering til lande uden for
EU (kapitel 2) og et kapitel om betingelser for udlevering til
EU-medlemsstater (kapitel 2 a).
Efter den foreslåede bestemmelse finder § 10
tilsvarende anvendelse for udlevering til EU-medlemsstater, ligesom § 10
j, stk. 2 og 3, er en videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 10 a. Bestemmelsen medfører ikke ændringer
i adgangen for en anmodende EU-medlemsstat til at foretage
strafforfølgning og straffuldbyrdelse med hensyn til andre strafbare
handlinger begået før udleveringen end den, der er sket
udlevering for, eller i adgangen til at videreudlevere til en tredje
stat.
Efter Rådets konvention om forenklet
udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i EU (1995-konventionen) er
udgangspunktet, at et samtykke til afkald på specialitetsreglen og
samtykke til videreudlevering ikke kan tilbagekaldes. Danmark har imidlertid
i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet en erklæring
om, at samtykke kan tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk
ret. Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan et meddelt
samtykke i princippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog
fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret.
Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen
erklæret, at et samtykke vil kunne tilbagekaldes efter reglerne i dansk
ret. På denne baggrund opretholdes gældende ret, hvorefter et
eventuelt samtykke kan tilbagekaldes efter de almindelige regler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1.10. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 10 (overskrift til kapitel 3)
Ændringen er en konsekvens af den ved lovforslaget
foreslåede nye systematik, hvorefter reglerne om behandling af sager om
udlevering til andre EU-medlemsstater samles i udleveringslovens kapitel 3
a.
Til nr. 11 (§ 11, stk. 1)
Ændringen af den gældende bestemmelse i
§ 11, stk. 1, hvorved henvisningen til kapitel 3 a udgår, er
en konsekvens af den ved lovforslaget foreslåede nye systematik,
hvorefter reglerne om behandling af sager om udlevering til andre
EU-medlemsstater samles i udleveringslovens kapitel 3 a.
Til nr. 12 (kapitel 3 a)
Det foreslåede kapitel 3 a indeholder de nye regler
om behandlingen af sager om udlevering til medlemsstater i Den
Europæiske Union.
Efter lovforslaget skal udlevering til andre
EU-medlemsstater med virkning fra den 1. januar 2004 ske på grundlag af
»en europæisk arrestordre«. En europæisk arrestordre
indeholder som udgangspunkt alle de oplysninger, som er nødvendige
for, at den anmodede myndighed kan træffe afgørelse om, hvorvidt
der skal ske udlevering af den pågældende. I stedet for
fremsendelse af en europæisk arrestordre kan den anmodende medlemsstat
dog vælge at indberette den eftersøgte til
Schengen-informationssystemet. En sådan indberetning skal ifølge
rammeafgørelsen (artikel 10, stk. 3) have samme retsvirkninger
som en europæisk arrestordre dvs. i første række en
efterlysning og en anmodning om anholdelse og fængsling.
Schengen-informationssystemet er imidlertid ikke for tiden i stand til at
fremsende alle de i artikel 8, stk. 1, nævnte oplysninger. I denne
overgangsperiode bestemmer rammeafgørelsen, at indberetningen
alligevel skal have samme retsvirkning som en europæisk arrestordre,
indtil den anmodede medlemsstat forskriftsmæssigt har modtaget den
originale arrestordre.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5.1.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
§ 18 a
Efter bestemmelsen i § 18 a, stk. 1, skal
den europæiske arrestordre, for at kunne danne grundlag for anholdelse
og udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, indeholde
oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted
for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige
straffebestemmelser, samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om
anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.
§ 18 a, stk. 1, er en gennemførelse af
rammeafgørelsens artikel 8. For den præcise udformning af en
europæiske arrestordre henvises til rammeafgørelsens bilag, jf.
lovforslagets bilag 1.
Efter den foreslåede § 18 a,
stk. 2, skal en europæisk arrestordre, der er udstedt
med henblik på udlevering til strafforfølgning, ud over
de oplysninger, der fremgår af § 18 a, stk. 1, tillige
indeholde oplysning om strafferammen i den pågældende medlemsstat
for den lovovertrædelse, som den arrestordren vedrører.
Disse oplysninger er nødvendige med henblik på at vurdere,
om betingelserne for udlevering i § 10 a, stk. 1 og 2, er opfyldt,
herunder om udlevering forudsætter, at handlingen ligeledes er strafbar
efter dansk ret (dobbelt strafbarhed).
Hvis den europæiske arrestordre er udstedt med
henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, fremgår det
af den foreslåede § 18 a, stk. 3, at arrestordren
tillige skal indeholde oplysning om en eventuel idømt straf eller
anden lignende retsfølge.
Det vil således ikke som efter udleveringslovens
§ 11, stk. 2 kunne kræves, at der sammen med en arrestordre
sker samtidig fremsendelse af selve den beslutning om anholdelse,
fængsling eller den dom, der danner grundlag for den europæiske
arrestordre.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 4.2.2.
§ 18 b
Den foreslåede nye affattelse af § 18 b
er en konsekvens af indførelsen af den europæiske arrestordre,
der bl.a. indebærer en forenklet udleveringsprocedure mellem
EU-medlemsstaterne. Den europæiske arrestordre er således
både en anmodning om anholdelse med henblik på udlevering og en
anmodning om udlevering.
Efter den foreslåede § 18 b,
stk. 1, skal Justitsministeriet - medmindre den europæiske
arrestordre kan afvises allerede på det foreliggende grundlag, f.eks.
fordi den handling, som arrestordren vedrører, efter lovgivningen i
den anmodende EU-medlemsstats ikke kan medføre fængsel i mindst
1 år - sende den europæiske arrestordre til politiet på det
sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig. Politiet
iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er
nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er
opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i
retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser dvs. reglerne om
fremgangsmåden ved undersøgelsen samt reglerne om erstatning for
uforskyldt anholdelse og fængsling.
Den foreslåede § 18 b, stk. 1, svarer til
den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 12.
Efter den foreslåede § 18 b, stk. 2, 1.
pkt., kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 610 om
anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes med
henblik på at fremme politiets undersøgelse af sagen og sikre
udleveringen, såfremt den europæiske arrestordre er udstedt for
en lovovertrædelse, der efter omstændighederne kan medføre
udlevering efter reglerne i denne lov.
Bestemmelsen indebærer, at den person, som den
europæiske arrestordre vedrører, kan anholdes og
varetægtsfængsles for ethvert forhold, som kan medføre
udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre. Såfremt
arrestordren vedrører en handling, som kan medføre udlevering i
medfør af udleveringslovens § 10 a om udlevering til
EU-medlemsstater, vil varetægtsfængsling således ikke kunne
nægtes under henvisning til, at der i medfør af
strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke ville kunne ske
varetægtsfængsling i sager vedrørende
lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.
Tilsvarende vil der kunne ske varetægtsfængsling i sager, der
vedrører en handling, der ikke er strafbar her i landet, hvis der er
tale om en handling, der i medfør af udleveringslovens § 10 a,
stk. 1, vil kunne medføre udlevering, og de øvrige
betingelser i retsplejelovens § 762 er opfyldt.
Retsplejelovens øvrige regler om
varetægtsfængsling finder tilsvarende anvendelse. Der vil
således f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis
retten finder, at varetægtsfængslingens øjemed kan
opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, og den
pågældende samtykker i disse foranstaltninger, jf.
retsplejelovens § 765.
Bestemmelsen i § 18 b, stk. 2, 1. pkt., er
fastsat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 12 om
varetægtsfængsling.
Herudover fastsætter den foreslåede
§ 18 b, stk. 2, 2. pkt., at de retsmidler, der er omtalt i
retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og
kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre
efterforskningsskridt kan anvendes i samme omfang, som i sager
vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der
forfølges her i landet. Det vil sige, at der gælder et krav om
dobbelt strafbarhed. Bestemmelsen svarer med hensyn til adgangen til at
benytte disse retsmidler i udleveringssager til den gældende
bestemmelse i § 13.
Efter den gældende § 18 b, stk. 2, 2.
pkt., skal foranstaltninger, der er truffet efter § 13 (anholdelse,
varetægtsfængsling, legemsindgreb mv.), ophæves,
såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest
30 dage efter anholdelsen. Retten kan dog i særlige tilfælde
forlænge denne frist. Da den europæiske arrestordre omfatter
både en anmodning om anholdelse med henblik på udlevering og en
anmodning om udlevering, indeholder den foreslåede § 18 b ikke en
tilsvarende 30-dages frist.
Efter den foreslåede § 18 b,
stk. 3, finder § 14 tilsvarende anvendelse. Efter denne
bestemmelse skal der, når der iværksættes
politiundersøgelse i en udleveringssag, som udgangspunkt beskikkes
forsvarer for den, som søges udleveret. Dette svarer til
gældende ret, jf. herved den gældende bestemmelse i § 18 b,
stk. 2, 1. pkt.
Efter den foreslåede § 18 b, stk. 4, 1.
pkt., skal spørgsmålet om udlevering forelægges for
justitsministeren til afgørelse, når politiundersøgelsen,
jf. § 18 b, stk. 1, er afsluttet. Det er således efter
lovforslaget Justitsministeriet, der er kompetent myndighed til at
træffe afgørelse i sager om udlevering i henhold til den
europæiske arrestordre.
Efter den foreslåede § 18 b, stk. 4, 2.
pkt., finder bestemmelserne i § 15, stk. 2, og § 16
tilsvarende anvendelse i sager om udlevering i medfør af en
europæisk arrestordre. Dette indebærer, at der samtidig med
underretning til en person om beslutningen om, at den pågældende
skal udleveres, skal oplyses om adgangen til domstolsprøvelse og om
fristen herfor, jf. § 15, stk. 2. Den pågældende kan
herefter forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om
beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor vedkommende
opholder sig, jf. § 16. Sådan anmodning skal som udgangspunkt
fremsættes inden 3 dage efter, at beslutningen om udlevering er meddelt
den pågældende. Rettens afgørelse kan påkæres
til landsretten inden en frist på 3 dage.
§ 18 c
Den foreslåede affattelse af § 18 c om
samtykke til udlevering til en anden EU-medlemsstat er en konsekvens af
forslaget om indførelse af den europæiske arrestordre, der
erstatter de gældende regler om udlevering til EU-medlemsstater
herunder de gældende regler om forenklet behandling af sager om
udlevering i udleveringslovens kapitel 3 a.
Efter bestemmelsen kan den pågældende i et
retsmøde dels meddele samtykke til selve udleveringen, dels meddele
samtykke til at blive draget til ansvar og videreudleveret for andre
strafbare handlinger begået før udleveringen, end den der sker
udlevering for. Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan et
meddelt samtykke i princippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog
fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret.
Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen
erklæret, at et samtykke vil kunne tilbagekaldes efter reglerne i dansk
ret.
Uanset et samtykke til udlevering vil sagen fortsat skulle
forelægges Justitsministeriet til afgørelse. Justitsministeriet
skal i den forbindelse påse, at betingelserne for udlevering er
opfyldt.
§ 18 d
Den foreslåede § 18 d, stk. 1 og
2, fastsætter særlige krav tidsfrister for
behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en europæisk
arrestordre.
Efter rammeafgørelsens artikel 17 skal sager om
udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre behandles som
en hastesag. Rammeafgørelsen fastsætter endvidere i artikel 17
en række frister for behandlingen af en europæisk arrestordre.
Det fremgår således af artikel 17, stk. 2, at der, i sager
hvor den eftersøgte meddeler samtykke til udleveringen, bør
træffes endelig afgørelse om udlevering senest 10 dage efter, at
samtykket er meddelt. I andre tilfælde bør der ifølge
artikel 17, stk. 3, træffes endelig afgørelse om udlevering
i henhold til en europæisk arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen
af den eftersøgte. I konkrete tilfælde, hvor der ikke kan
træffes afgørelse om en europæisk arrestordre inden de i
stk. 2 og 3, fastsatte frister, fastsætter artikel 17,
stk. 4, at myndigheden i den anmodede medlemsstat straks skal underrette
myndigheden i den anmodende medlemsstat herom og om begrundelsen herfor. I
så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.
Den foreslåede bestemmelse i § 18 d er fastsat
i overensstemmelse med rammeafgørelsens krav. Justitsministeriet vil
endvidere fastsætte retningslinier for behandlingen af sager om
udlevering til andre EU-medlemsstater med henblik på at sikre
overholdelsen af fristerne.
Da fristerne i den foreslåede bestemmelse kun er
vejledende frister, vil en overskridelse af tidsfristen i den konkrete sag
ikke have umiddelbare konsekvenser for hverken behandlingen af
udleveringsanmodningen eller spørgsmålet om
varetægtsfængsling. Rammeafgørelsen forpligter imidlertid
medlemsstaterne til så vidt muligt at overholde fristerne i artikel 17,
og Justitsministeriet vil derfor nøje følge udviklingen i
sagsbehandlingstiden.
Der henvises herom til pkt. 4.2.7. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
§ 18 e
Efter den foreslåede affattelse af § 18 e,
stk. 1, kan den, som en beslutning om udlevering på grundlag
af en europæisk arrestordre vedrører, ikke udleveres før
udløbet af den frist på 3 dage, som nævnes i § 16,
jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Det gælder dog ikke, hvis den
pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om
udlevering for retten. Hvis beslutningen om udlevering indbringes for retten,
kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig
retskendelse. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 17, stk. 1.
Efter den foreslåede § 18 e,
stk. 2, skal en udlevering gennemføres snarest muligt og
senest 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. Bestemmelsen
er en konsekvens af rammeafgørelsens artikel 23, stk. 2,
hvorefter der, når der er truffet endelig afgørelse om
udlevering, skal ske udlevering senest 10 dage efter, at den endelige
afgørelse er truffet. Hvis det på grund af omstændigheder,
som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at
overgive den eftersøgte inden denne frist, skal medlemsstaternes
relevante myndigheder straks kontakte hinanden med henblik på at aftale
en ny dato for udleveringen, jf. artikel 23, stk. 3. I så fald
skal udlevering finde sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato.
Efter rammeafgørelsens artikel 23 kan 10-dages
fristen for at gennemføre en endelig udleveringsbeslutning i visse
tilfælde udsættes. Hvis det således af grunde, som ikke kan
tilskrives en af medlemsstaterne, viser sig umuligt at gennemføre
udleveringen inden for fristen, skal den anmodede medlemsstats kompetente
myndighed straks kontakte myndigheden i den anmodende medlemsstat med henblik
på at aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal
udlevering finde sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato. I disse
tilfælde er der ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling
af den pågældende.
Udlevering kan ifølge rammeafgørelsen
(artikel 23, stk. 4) endvidere udsættes midlertidigt af
humanitære årsager f.eks. hvis der er bestemte grunde til at
antage, at udlevering vil bringe den pågældendes liv eller
helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, når disse
humanitære grunde ikke længere foreligger. Bestemmelsen i
rammeafgørelsen indebærer, at det ikke som efter gældende
ret (jf. udleveringslovens § 7) vil være muligt at
afslå udlevering, hvis udlevering ville være uforenelig
med humanitære hensyn, jf. den foreslåede bestemmelse i § 10
i om udsættelse af udlevering i sådanne særlige
tilfælde.
Efter § 18 e, stk. 3, 1. pkt., kan de
retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 610 om anholdelse og
kapitel 70 om varetægtsfængsling anvendes for at sikre
udleveringens gennemførelse. Bestemmelsen svarer til den
gældende § 17, stk. 3, idet fristen for udlevering på
30 dage dog er udgået. Dette skyldes, at en europæisk arrestordre
omfatter både en anmodning om anholdelse,
varetægtsfængsling og udlevering, hvorfor 30-dages fristen ikke
vil have betydning i forhold til udlevering i EU.
Bestemmelserne i § 18 e, stk. 3, 2.-3.
pkt., fastsætter imidlertid, at en fængsling, som er sket i
medfør af 1. pkt. skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet
sted inden udløbet af 10-dages fristen i stk. 2. Fristen kan dog
forlænges af retten i særlige tilfælde.
Bestemmelserne i stk. 3, 2.-3. pkt., er i
overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 23, stk. 5.
§ 18 f
Efter § 18 f skal genstande, som er beslaglagt
eller taget i bevaring under sagen med forbehold for tredjemands eventuelle
rettigheder overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering,
hvis denne myndighed anmoder herom, og genstanden i denne medlemsstat skal
tjene som bevis i sagen eller hidrører fra den lovovertrædelse,
som sagen vedrører.
Bestemmelsen er en konsekvens af rammeafgørelsens
artikel 29, hvorefter medlemsstaterne i visse tilfælde har en pligt til
at overgive genstande, som har den nævnte forbindelse til en
lovovertrædelse, for hvilken der skal ske udlevering. Den
gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 foreskriver alene en
ret for myndighederne til at overgive sådanne genstande i forbindelse
med en beslutning om udlevering.
Udlevering af genstande forudsætter, at der er
truffet beslutning om udlevering af den pågældende person.
Genstandene skal derimod udleveres uanset, at en udleveringsbeslutning ikke
kan fuldbyrdes, fordi den pågældende efterfølgende er
afgået ved døden eller er flygtet.
En genstand, som skal overgives til en anden medlemsstat i
medfør af den foreslåede bestemmelse, kan midlertidigt
tilbageholdes eller overgives på betingelse af, at genstanden senere
tilbageleveres. Tredjemands eventuelle rettighed over genstande, der skal
overgives til en anden medlemsstat, bevares.
Til nr. 13 (§ 19, stk. 1)
Da en europæisk arrestordre omfatter både en
anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering, vil
udleveringslovens § 19 ikke have relevans i sager om udlevering til
andre EU-medlemsstater.
Den foreslåede ændring præciserer, at
§ 19 alene finder anvendelse i forhold til stater uden for EU.
Til nr. 14 (§ 20, stk. 4)
Bestemmelsen er en konsekvens af den foreslåede
bestemmelse i § 18 a, der indeholder særlige krav til, hvilke
oplysninger der skal være indeholdt i en europæisk
arrestordre.
Til nr. 15 (§ 21, stk. 1)
Ændringen af bestemmelsen der vedrører
transit gennem Danmark, af udleverede personer fra en fremmed stat til en
anden er en konsekvens af udleveringslovens § 2 a om udlevering af
personer til stater uden for EU, der blev indsat i udleveringsloven ved lov
nr. 378 af 6. juni 2002.
Til nr. 16 (§ 21, stk. 2)
Bestemmelsen indebærer, at en anmodning om transit
gennem Danmark af personer, der skal udleveres, som udgangspunkt skal
tillades, hvis der er modtaget de i bestemmelsen nævnte oplysninger.
Bestemmelsen finder anvendelse både på udlevering til en
EU-medlemsstat fra en anden medlemsstat og fra stater uden for EU. Er der
tale om transit fra et land uden for EU, skal der i stedet for oplysning om,
hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre, gives oplysning om,
hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.
Den foreslåede § 21, stk. 2, er i
overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 25. Det fremgår af
denne artikel, at medlemsstaterne, hvis der i forbindelse med anmodningen om
transit er modtaget de nævnte oplysninger, kun kan afslå transit
til en anden medlemsstat, hvis den der skal udleveres er statsborger eller
har fast bopæl i transitlandet, og udlevering sker med henblik på
straffuldbyrdelse. Tilladelse til transit af egne statsborgere og af personer
med fast bopæl i transitlandet kan gøres betinget af, at den
pågældende tilbageføres til transitlandet med henblik
på fuldbyrdelse af en eventuel straf. Den foreslåede bestemmelse
i § 21, stk. 2, forudsættes administreret i overensstemmelse
hermed.
Til nr. 17 (§ 21 a)
Efter stk. 1, 1. pkt., kan en person, der er
midlertidigt udleveret til Danmark med henblik på
retsforfølgning her i landet, tilbageføres til den fremmede
stat. Den pågældende skal efter bestemmelsen som udgangspunkt
være frihedsberøvet under opholdet, jf. stk. 1, 2.
pkt. Om baggrunden for denne ordning henvises til pkt. 4.4. i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen angår alene personer, der
overføres til retsforfølgning i en straffesag her i landet.
Bestemmelsen angår både midlertidig udlevering fra en anden
EU-medlemsstat og fra stater uden for EU.
Ved midlertidig overførelse af personer til Danmark
med henblik på afhøring som vidne i en straffesag eller
deltagelse i konfrontation finder i stedet bestemmelsen i retsplejelovens
§ 191 anvendelse.
Justitsministeriet forudsætter, at
anklagemyndigheden i forbindelse med stillingtagen til
spørgsmålet om, hvorvidt en person skal søges
midlertidigt udleveret med henblik på strafforfølgning i en
dansk straffesag, lader indgå, om det vil være åbenbart
uforeneligt med landets retsorden at lade den pågældende
tilbageføre til udlandet efter sagens afslutning. Det vil f.eks. kunne
være tilfældet, hvis den pågældende i den fremmede
stat er idømt dødsstraf.
Efter den foreslåede bestemmelse er det uden
betydning for tilbageførelsen til den fremmede stat, at den
pågældende tilbagekalder et eventuelt samtykke til den
midlertidige udlevering til Danmark.
At frihedsberøvelsen efter stk. 1, 2.
pkt., knytter sig til »udleveringen« indebærer, at
frihedsberøvelsen omfatter transporten til anbringelsesstedet i
Danmark, opholdet i Danmark og transporten tilbage til den fremmede stats
myndigheder.
Efter stk. 2, 1. pkt., træffes
afgørelse om frihedsberøvelse af retten efter anmodning fra
politiet. Retten skal efter denne bestemmelse alene tage stilling til
spørgsmålet om frihedsberøvelse.
Bestemmelsen udelukker i øvrigt ikke, at retten i
vurderingen af spørgsmålet om frihedsberøvelse lader
indgå en overvejelse af, hvorvidt tilbageførelse af den
pågældende til udlandet må antages at være
åbenbart uforeneligt med landets retsorden. Som det fremgår af
bemærkningerne til stk. 1, forudsættes anklagemyndigheden
imidlertid allerede ved afgørelsen af, om anmodning om midlertidig
udlevering skal fremsættes, at have taget stilling til dette
spørgsmål.
I øvrigt finder de almindelige regler i
retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar tilsvarende
anvendelse.
Efter stk. 2, 2. pkt., fastsætter retten
en frist for frihedsberøvelsen. Der foreslås ikke nogen
maksimumgrænse herfor, men det forudsættes, at fristen
fastsættes i overensstemmelse med den aftale om tidspunktet for
tilbageførelse, der er indgået med den fremmede stat.
Efter samme bestemmelse kan retten forlænge fristen
for frihedsberøvelse. Der sigtes hermed til tilfælde, hvor
retsforfølgningen mod den pågældende endnu ikke er
afsluttet, eller hvor den pågældende på grund af
ekstraordinære omstændigheder f.eks. behandlingskrævende
sygdom ikke kan tilbageføres inden udløbet en eventuel aftalt
frist for tilbageførelsen. Det påhviler i så fald
anklagemyndigheden at indgå de nødvendige aftaler med de
udenlandske myndigheder om forlængelse af det aftalte tidsrum for
udleveringen.
Efter stk. 2, 3. pkt., træffes rettens
afgørelse ved kendelse. Dette indebærer bl.a., at den
almindelige adgang til kære afgørelser, jf. retsplejelovens
§ 968, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3
regulerer den midlertidigt udleverede
persons retsstilling under frihedsberøvelsen her i landet.
Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at den pågældende
under frihedsberøvelsen alene er undergivet de begrænsninger,
som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens
øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på
anbringelsesstedet. Denne regel svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen
i retsplejelovens § 770, stk. 1, om varetægtsarrestanter.
Bestemmelsen afviger imidlertid fra andre af
retsplejelovens regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. Over
for en person, der er frihedsberøvet i medfør af § 21 a,
stk. 1, vil der således ikke kunne træffes afgørelse
om isolation, jf. retsplejelovens § 770 a, indgreb i
besøgsadgangen, jf. retsplejelovens § 771, eller indgreb i retten
til brevveksling, jf. retsplejelovens § 772, medmindre de almindelige
betingelser for iværksættelse af disse indgreb er opfyldt.
Efter stk. 3, 2. pkt., kan anbringelse ske i
arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2. Det indebærer,
at den overførte person ligesom varetægtsarrestanter kan
anbringes i arresthus, hvis opholdet i Danmark ikke bliver ganske kortvarigt.
Er opholdet derimod af ganske kort varighed, vil den pågældende
kunne frihedsberøves ved politiet, f.eks. ved anbringelse på
politistation. Med henvisningen til § 770, stk. 2, 2. pkt., vil der
være mulighed for at anbringe den midlertidigt udleverede person f.eks.
på et sygehus, hvis et sådant behov skulle opstå.
Til § 2
Efter den foreslåede bestemmelse skal den nordiske
udleveringslov ikke gælde for udlevering fra Danmark til Finland og
Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem
medlemsstater i Den Europæiske Union er videregående end reglerne
i denne lov.
Der er mellem de nordiske lande enighed om, at det er de
nordiske udleveringsregler, der som hovedregel finder anvendelse i sager om
udlevering til Finland og Sverige. Dog må de foreslåede regler i
udleveringsloven om udlevering til andre EU-medlemsstater finde anvendelse i
forhold til Finland og Sverige, i det omfang disse regler er mere
vidtgående, hvilket i praksis som udgangspunkt vil sige sager om
udlevering af danske statsborgere samt sager om udlevering for politiske
lovovertrædelser, medmindre det konkret vil være muligt at
udlevere efter den nordiske ordning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 1, samt pkt. 4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2004 og finder anvendelse i sager, hvor der fremsættes anmodning
om udlevering efter lovens ikrafttræden, uanset om
lovovertrædelsen er begået før lovens ikrafttræden.
Dette svarer til overgangsbestemmelsen i rammeafgørelsens artikel
32.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i
bemærkningerne til lovforslaget.
Til § 4
§ 4
indeholder bestemmelser om lovens
territoriale gyldighedsområde. Det bemærkes, at udleveringsloven,
jf. dennes § 23, har gyldighed for Færøerne og
Grønland med de afvigelser, som følger af dens
færøske og grønlandske retsplejelov.
Bilag 1
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse
nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 280 af
25. april 2001 og § 5 i lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages
følgende ændringer:
§ 1.
Den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt
for en strafbar handling, kan udleveres efter denne lov.
1.
§ 1, stk. 2, affattes således:
Stk. 2.
Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til
Finland, Island, Norge og Sverige.
»Stk. 2.
Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til
Island og Norge. Loven omfatter endvidere ikke udlevering fra Danmark til
Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem
de nordiske lande er mere vidtgående end reglerne i denne lov.«
Kapitel 2
2.
Overskriften til kapitel 2 affattes
således:
Betingelser for udlevering
»Betingelser for udlevering til stater uden for Den
Europæiske Union«.
3.
§ 2 affattes således:
§ 2.
Udlevering af en dansk statsborger til
strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan
ske,
»§ 2.
Justitsministeren kan på grundlag af en
overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte,
at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den
pågældende stat,
1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den
strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering
ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for
hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med
fængsel i mindst 6 måneder, eller
1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den
strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering
ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for
hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med
fængsel i mindst 1 år, eller
2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 4 år.
2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere
straf end fængsel i 4 år.
Stk. 2.
Justitsministeren kan på grundlag af en
overenskomst med en anden stat fastsætte, at danske statsborgere kan
udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat, hvis
handlingen, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan
straffes med fængsel i mindst 1 år og betingelserne i stk. 1
i øvrigt er opfyldt.
Stk. 2.
Gælder der i forhold til en stat uden for Den
Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte
overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering
af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i
stk. 1 i øvrigt er opfyldt, og særlige hensyn til
retshåndhævelsen taler derfor.«
Stk. 3.
Gælder der i forhold til en anden stat ikke en
af de i stk. 2 nævnte overenskomster, kan justitsministeren
træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til
strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 2, jf. stk. 1,
er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen i
øvrigt taler derfor.
4.
§ 2 a affattes således:
§ 2 a.
Udlevering af en udlænding til
strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i
Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den
lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk
ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder. Udlevering af en
udlænding til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret
kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter
dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske,
hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.
»§ 2 a.
Udlevering af en udlænding til
strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for
Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan
straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk
ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis
der er overenskomst herom med den pågældende stat.«
5.
I § 6 indsættes som stk. 2:
§ 6.
Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare
for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin
afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin
religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på
grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter
sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig
karakter.
»Stk. 2
. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis
der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive
udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.«.
6.
§ 8 affattes således:
§ 8.
Udlevering kan ikke ske, når den, der søges
udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den
pågældende strafbare handling. Er tiltale mod ham frafaldet, kan
udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.
»§ 8.
Udlevering kan ikke ske, når den, der søges
udleveret, her i landet er dømt, frifundet eller benådet for den
pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den
pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis
retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om
tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan afslås, hvis påtale er
opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt.«
§ 9.
Udlevering kan ikke ske, hvis strafansvaret eller
adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville
være forældet efter dansk ret.
7.
§ 9, stk. 2, ophæves.
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse ved udlevering til
en medlemsstat i Den Europæiske Union.
§ 10.
Udlevering kan kun ske på følgende
vilkår:
8.
I § 10, nr. 1, litra a, udgår »jf. dog
§ 10 a,«.
1) Den udleverede må ikke drages til ansvar eller udleveres
videre til tredjeland for nogen anden strafbar handling begået
før udleveringen end den, han er udleveret for, medmindre
a) justitsministeren tillader det efter § 20, jf. dog § 10
a,
b) han, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land,
hvortil han er udleveret, har undladt dette, eller
c) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.
2) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse
underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
3) Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den
pågældende handling.
9.
§ 10 a ophæves og i stedet
indsættes:
»Kapitel 2 a
Betingelser for udlevering til medlemsstater i Den
Europæiske Union
§ 10 a.
Udlevering af personer til strafforfølgning
eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en
lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har
anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden
frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på
grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling
ikke er strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:
1) Deltagelse i en kriminel organisation.
2) Terrorisme.
3) Menneskehandel.
4) Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
5) Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.
6) Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive
stoffer.
7) Bestikkelse.
8) Svig, herunder svig, der skader De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser.
9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.
10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.
11) Internetkriminalitet.
12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede
dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.
13) Menneskesmugling.
14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.
15) Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.
Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.
17) Racisme og fremmedhad.
18) Organiseret eller væbnet tyveri.
19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og
kunstgenstande.
20) Bedrageri.
21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.
22) Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af
produkter.
23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske
dokumenter.
24) Forfalskning af betalingsmidler.
25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre
vækstfremmende stoffer.
26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.
27) Handel med stjålne motorkøretøjer.
28) Voldtægt.
29) Forsætlig brandstiftelse.
30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols
straffemyndighed.
31) Skibs- eller flykapring.
32) Sabotage.
Stk. 2.
Udlevering af personer til
strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union, for
handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af
en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den
pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1
år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.
Stk. 3.
Udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en
medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet
af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre,
hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel
eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4
måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk
ret.
Stk. 4.
Udlevering til strafforfølgning eller
straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om
betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af
forholdene.
§ 10 b.
Ved udlevering af en person, der er dansk statsborger
eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der
stilles vilkår om, at den pågældende overføres til
Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf
eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
Stk. 2.
Udlevering af en person, der er dansk statsborger
eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan
afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.
§ 10 c.
Udlevering kan ikke finde sted, hvis den
pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle
lavalder, jf. straffelovens § 15.
§ 10 d.
Udlevering kan ikke finde sted, når den, der
søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i Den
Europæiske Union end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, er
dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende
gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den
der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i
en stat uden for Den Europæiske Union. Uanset at den
pågældende er dømt for den samme strafbare handling i en
anden stat, end den der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun
afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet
fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan
fuldbyrdes efter lovgivningen i denne stat.
Stk. 2.
Er tiltale mod den pågældende frafaldet
her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser
for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering
kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne
for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er
opfyldt.
Stk. 3.
Udlevering til strafforfølgning kan
afslås, hvis der her i landet er indledt retsforfølgning mod den
pågældende for den handling, for hvilken der søges
udlevering, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter,
den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne
i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.
§ 10 e.
Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet
af dansk straffemyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller
adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville
være forældet efter dansk ret.
§ 10 f.
Udlevering kan ikke finde sted, hvis den
pågældende handling helt eller delvist er foretaget her i landet,
og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.
Stk. 2.
Udlevering kan afslås, hvis den
pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den
medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling
foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk
straffemyndighed.
§ 10 g.
Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en
udeblivelsesdom, hvorved den pågældende er idømt
fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan kun
finde sted, hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt
for den pågældende personlig, eller den pågældende
på anden måde har fået underretning om tid og sted for
domsforhandlingen.
Stk. 2.
Udlevering kan dog ske uanset betingelserne i
stk. 1, hvis den, der er dømt uden at have været til stede
under domsforhandlingen i den pågældende medlemsstat, kan
kræve sagen genoptaget og under den fornyede domsforhandling har adgang
til at være til stede.
§ 10 h.
Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare
for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin
afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin
religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på
grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter
sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig
karakter.
Stk. 2.
Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis
der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive
udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.
§ 10 i.
Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under
hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre
personlige forhold, må antages, at udlevering ville være
uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes,
indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke
længere er til stede.
§ 10 j.
Bestemmelsen i § 10 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2.
Den udleverede kan dog uden justitsministerens
tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået
før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis
strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at
den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere
drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den
pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den
medlemsstat, hvortil udlevering er sket.
Stk. 3.
Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse
videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i
forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil
udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og
blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare
handlinger begået før udleveringen end den, der er sket
udlevering for, jf. § 18 c, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske
uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke
til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil
udlevering er sket.«
Kapitel 3
10.
Overskriften til kapitel 3 affattes
således:
Behandlingen af sager om udlevering
»Behandlingen af sager om udlevering til stater uden for
Den Europæiske Union«.
§ 11.
Udlevering kan kun, jf. dog kapitel 3 a, ske efter en
anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare
handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser.
11.
I § 11, stk. 1, udgår », jf. dog kapitel
3 a,«.
Stk. 2.
---
12.
Kapitel 3 a ophæves og i stedet
indsættes:
Kapitel 3 a
»Kapitel 3 a
Forenklet behandling af sager om udlevering
Behandling af sager om udlevering til medlemsstater i
Den Europæiske Union
§ 18 a.
Udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske
Union kan ske på grundlag af en eftersøgning efter reglerne i
dette kapitel.
Stk. 2.
Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den
eftersøgtes identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes
beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om
anholdelse eller fængsling eller den dom, der danner grundlag for
eftersøgningen med henblik på udlevering.
§ 18 a.
En europæisk arrestordre skal, for at kunne
danne grundlag for anholdelse og udlevering til en medlemsstat i Den
Europæiske Union, indeholde oplysning om den eftersøgtes
identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes
beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, samt oplysning om,
hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller
om der er afsagt dom.
§ 18 b.
Efter modtagelsen af en eftersøgning
iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er
nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er
opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i
retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.
Stk. 2.
En europæisk arrestordre, der er udstedt med
henblik på udlevering til strafforfølgning, skal tillige
indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling
efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering ønskes, kan
medføre.
Stk. 2.
§§ 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse.
Foranstaltninger, der er truffet efter § 13, skal ophæves,
såfremt anmodning om udlevering, jf. § 11, ikke er modtaget senest
30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten dog
forlænge denne frist.
Stk. 3.
En europæisk arrestordre, der er udstedt med
henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde
oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.
§ 18 c.
Udlevering på grundlag af en eftersøgning
kan kun ske, hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde
meddeler samtykke til udlevering. Meddeler den pågældende ikke
samtykke, behandles sagen efter reglerne i kapitel 3. Den
pågældende kan endvidere meddele samtykke til at blive draget til
ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre
strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker
udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne
af samtykke efter denne bestemmelse.
§ 18 b.
Medmindre justitsministeren allerede på grundlag
af oplysningerne i den europæiske arrestordre finder at burde
nægte udlevering, sendes den europæiske arrestordre til politiet
på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold. Politiet
iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er
nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er
opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i
retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.
Stk. 2.
Er der meddelt samtykke efter stk. 1, 1. pkt.,
forelægges spørgsmålet om udlevering justitsministeren til
afgørelse. Finder justitsministeren, at betingelserne for udlevering
utvivlsomt er opfyldt, kan udlevering iværksættes af
politiet.
Stk. 2.
Til fremme af undersøgelsen og for at sikre
udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om
anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes i det
omfang, den europæiske arrestordre er udstedt for en
lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 a kan medføre
udlevering. Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens
kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om
beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre
efterforskningsskridt anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende
lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i
landet.
§ 18 d.
For at sikre udleveringens gennemførelse kan de
i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om
varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling,
som er sket i medfør af denne bestemmelse, skal ophæves, hvis
udlevering ikke har fundet sted inden 20 dage efter justitsministerens
beslutning om udlevering. I særlige tilfælde kan retten dog
forlænge denne frist. § 18 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i § 14
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Efter afslutningen af politiets undersøgelse i
medfør af stk. 1 forelægges spørgsmålet om
udlevering justitsministeren til afgørelse. Bestemmelserne i
§ 15, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse.
§ 18 c.
Den, der på grundlag af en europæisk
arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele
samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et
retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive
udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger
begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten
vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter
denne bestemmelse.
§ 18 d.
Justitsministerens afgørelse efter § 18 b,
stk. 4, skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage
efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har
meddelt samtykke til udleveringen.
Stk. 2.
Træffer ministeren afgørelse om
udlevering, og indbringes sagen i medfør af § 16, jf. § 18
b, stk. 4, 2. pkt., for retten, skal rettens endelige afgørelse
så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den
pågældende her i landet.
§ 18 e.
Medmindre den pågældende giver afkald
på at indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke
udleveres før udløbet af den frist på 3 dage, som er
nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Indbringes
beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er
fundet lovlig ved endelig retskendelse.
Stk. 2.
Udlevering skal gennemføres snarest og så
vidt mulig inden 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter, jf.
dog § 10 i.
Stk. 3.
For at sikre gennemførelsen af en udlevering
kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om
varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling,
som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke
har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I
særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.
§ 18 f.
Genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring
under sagen, skal med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder
overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne
myndighed anmoder herom, og genstanden skal tjene som bevis eller
hidrører fra lovovertrædelsen.«
§ 19.
Er en person efterlyst af myndighederne i en fremmed
stat som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der
må antages at kunne begrunde udlevering efter denne lov, kan de
retsmidler, der omtales i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel
70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73
om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel
75 a om andre efterforskningsskridt, anvendes i samme omfang, som hvis
anmodning om udlevering forelå, jf. § 13.
13.
I § 19, stk. 1, ændres »fremmed stat«
til: »stat uden for Den Europæiske Union«.
Stk. 2.
Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1,
skal ophæves, såfremt anmodning om udlevering ikke er modtaget
senest 30 dage efter anholdelsen. I særlige tilfælde kan retten
dog forlænge denne frist.
§ 20.
Justitsministeren kan efter anmodning tillade, at en
person, der er udleveret efter reglerne i denne lov, underkastes
strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres videre til
tredjeland for en anden strafbar handling begået før
udleveringen end den, han er udleveret for.
14.
§ 20, stk. 4, affattes således:
Stk. 2.
Tilladelsen kan kun meddeles, såfremt udlevering
for den pågældende handling kunne have fundet sted efter
bestemmelserne i denne lov. Bestemmelserne i § 10 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Tilladelse til, at den pågældende
videreudleveres til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan dog meddeles,
såfremt handlingen efter reglerne om udlevering til disse lande kunne
have begrundet udlevering af ham her fra landet.
Stk. 4.
Anmodning om tilladelse efter stk. 1 skal
indeholde de oplysninger, der omtales i § 11, stk. 1, samt
oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en
eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.
»Stk. 4.
Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en stat
uden for Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der
omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den
pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse
prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra
en medlemsstat i Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger,
der omtales i § 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den
pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse
prøvet ved domstolene.«
Stk. 5.
- - -
§ 21.
Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan
tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden,
føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i § 2 eller
§§ 4-6 ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her
fra landet for den pågældende handling. Stk. 2. Sker
udleveringen til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan tilladelse efter
stk. 1 dog meddeles, såfremt bestemmelserne i § 2 eller
§ 4 i loven om udlevering til disse lande ikke ville være til
hinder for udlevering af den pågældende her fra landet.
15.
I § 21, stk. 1, indsættes efter
»§ 2«: »og § 2 a«.
16.
I § 21 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Sker udleveringen til en anden medlemsstat i
Den Europæiske Union, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der er
modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid
og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige
straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en
europæisk arrestordre. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat sker
fra en stat uden for den Europæiske Union, skal der ud over de i 1.
pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der
foreligger en anmodning om udlevering.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
17.
Efter § 21 indsættes:
»§ 21 a.
En person, der er frihedsberøvet i udlandet,
og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på
retsforfølgning her i landet, skal, når retsforfølgningen
er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den
pågældende er udleveret. Den pågældende skal
være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er
aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket.
Stk. 2.
Afgørelse om frihedsberøvelse
træffes af retten efter anmodning fra politiet. For
frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges.
Rettens afgørelse træffes ved kendelse.
Stk. 3.
Under frihedsberøvelsen er den
pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er
nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og
opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse
kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.«
§ 2
I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til
Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12.
juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 6 i lov nr. 378
af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:
§ 1.
Den, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er
sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som opholder
sig her i landet, kan udleveres i overensstemmelse med denne lov.
1.
I § 1 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til
Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem
medlemsstater i Den Europæiske Union er mere vidtgående end
reglerne i denne lov.«.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.) Retsinformation · 16. november 2006
- Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.) Retsinformation · 11. juni 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.) Retsinformation · 4. juni 2003
- Skriftlig fremsættelse (15. november 2006) - L 72 Retsinformation · 16. november 2006
- Forslag til Lov om udlevering til og fra Danmark (udleveringsloven) Retsinformation · 28. november 2019
- Bekendtgørelse af konvention af 15. december 2005 om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande Retsinformation · 5. februar 2014