Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 172 FORSLAG TIL KONKURRENCELOV

1996/1 LSF 172Lovforslag som fremsatFolketinget13. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens formål og anvendelsesområde

§ 1. Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig

ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.

§ 2. Loven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en

konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering. En konkurrencebegrænsning, som er fastsat af en

kommunalbestyrelse, er kun en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering, når konkurrencebegrænsningen er nødvendig for, at

kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til

lovgivning.

Stk. 3. Beslutninger truffet af bestyrelsen i et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, sidestilles med

beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 2.

Stk. 4. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er

omfattet af stk. 2, træffes af den myndighed m.v., der har fastsat

reguleringen eller truffet beslutningen, eller, såfremt reguleringen er

fastsat ved lov eller EF-forordning, af vedkommende minister.

Stk. 5. Hvis en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, kan

Konkurrencerådet rette henvendelse til pågældende myndighed, påpege mulige

skadelige virkninger for konkurrencen samt fremkomme med forslag til fremme

af konkurrencen på det pågældende område. Myndigheden skal svare på

henvendelsen inden 3 måneder fra modtagelsen heraf.

Stk. 6. En myndighed m.v., der regulerer eller træffer beslutning

om erhvervsvirksomhed, der udøves af myndigheden selv eller af en virksomhed,

i hvis styrende organ myndigheden er repræsenteret, skal anmelde reguleringen

eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen, hvis reguleringen eller

beslutningen har betydning for konkurrencen. Erhvervsministeren fastsætter

efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om

Læs alt

anmeldelsespligten, herunder regler om anmeldelsespligtens omfang.

§ 3. Loven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold. Konkurrencerådet

kan dog til brug for sit arbejde kræve oplysninger af organisationer og

virksomheder om løn- og arbejdsforhold.

§ 4. Bestemmelserne i kapitel 2 omfatter ikke

konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, der er

meddelt fritagelse efter EF-Traktaten, eller som opfylder betingelserne i en

forordning om fritagelse eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v.

§ 5. Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse på aftaler,

vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om anvendelsen af stk. 1,

herunder regler om, hvad der forstås ved aftaler m.v. inden for samme

virksomhed eller koncern.

Kapitel 2

Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler

§ 6. Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der

direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse

konkurrencen.

Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan f.eks. bestå i

1) at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre

forretningsbetingelser,

2) at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling

eller investeringer,

3) at opdele markeder eller forsyningskilder,

4) at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for

handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller

5) at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten

godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane

ikke har forbindelse med aftalens genstand.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en

sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.

Stk. 4. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe

overtrædelser af stk. 1 til ophør.

Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3, er

ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller §

10 eller er omfattet af en erklæring efter § 9.

§ 7. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder ikke for aftaler mellem

virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og

samordnet praksis mellem virksomheder, såfremt de deltagende virksomheder har

1) en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel

for den pågældende vare eller tjenesteydelse på under 10 pct., jf. stk. 3,

eller

2) en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Undtagelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke i tilfælde, hvor

1) konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede virkning

af lignende aftaler m.v. eller

2) virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, vedtager

eller på anden måde tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende

omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om beregning af omsætningen

efter stk. 1, herunder regler om, at de nævnte omsætningsgrænser skal

beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.

Stk. 4. Undtagelsen i stk. 1 gælder, selv om virksomhederne

overskrider de nævnte grænser i to på hinanden følgende år.

Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra

Konkurrencerådet nærmere regler herom, herunder regler om mindre

overskridelser af de nævnte grænser.

§ 8. Konkurrencerådet fritager efter anmeldelse aftaler mellem

virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og

samordnet praksis mellem virksomheder fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis rådet

skønner, at de

1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller

distributionen af varer eller tjenesteydelser m.v. eller fremmer den tekniske

eller økonomiske udvikling,

2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,

3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at

nå disse mål, og

4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en

væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser m.v.

Stk. 2. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om

fritagelse efter stk. 1 skal indgives til Konkurrencestyrelsen. Rådet

fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 skal angive, for hvilket tidsrum

fritagelsen gælder. Fritagelsen kan tidligst få virkning fra

anmeldelsestidspunktet. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.

Stk. 4. Efter anmeldelse forlænger Konkurrencerådet en fritagelse,

såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse

efter stk. 1 og 4, hvis

1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt

punkt,

2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår eller

3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende

oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.

§ 9. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller

sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller

samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab

til, falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er

grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Rådet fastsætter

nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

§ 10. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet regler om fritagelse for forbudet i § 6, stk.

1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder

betingelserne i § 8, stk. 1.

Kapitel 3

Misbrug af dominerende stilling

§ 11. Det er forbudt for en eller flere virksomheder m.v. at

misbruge en dominerende stilling på det danske marked eller en del heraf.

Stk. 2. Misbrug efter stk. 1 kan f.eks. foreligge ved

1) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller

salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser,

2) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade

for forbrugerne,

3) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for

handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller

4) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at

medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge

handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.

Stk. 3. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe

overtrædelser af stk. 1 til ophør.

Stk. 4. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en eller flere

virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de forhold, som

Konkurrencerådet har kendskab til, er omfattet af stk. 1, og at der derfor

ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 3. Rådet fastsætter

nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

Kapitel 4

Meddelelse om fusioner m.v.

§ 12. Fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af

virksomheder skal meddeles til Konkurrencestyrelsen. Dette gælder dog ikke,

hvis fusionen, virksomhedsovertagelsen eller sammenlægningen af virksomheder

er mellem moder- og dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder i

samme koncern.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om meddelelsespligten efter

stk. 1, herunder regler om, at visse fusioner m.v. ikke skal meddeles.

Kapitel 5

Offentlighed

§ 13. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager

efter denne lov bortset fra sager om fastsættelse af bestemmelser efter § 2,

stk. 6, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7, stk. 3 og stk. 4, 2. pkt., § 8, stk. 2, 2.

pkt., § 9, 2. pkt., § 10, § 11, stk. 4, 2. pkt., § 12, stk. 2, § 14, stk. 3,

§ 18, stk. 2, 2. pkt., og § 21, stk. 3.

Stk. 2. Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende myndigheders

svar efter § 2, stk. 5, anmeldelser efter § 2, stk. 6, 1. pkt., samt

afgørelser truffet i medfør af loven kan offentliggøres.

Stk. 3. Konkurrencerådet kan offentliggøre oplysninger om

Konkurrencerådets virksomhed og generelle redegørelser.

Stk. 4. Ved offentliggørelse efter stk. 2 og 3 kan oplysninger om

tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt

drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er

af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed,

oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i

virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

Stk. 5. Den, som skal afgive oplysninger til Konkurrencerådet, kan

over for rådets formand begære, at oplysninger, som i medfør af stk. 4 ikke

må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige, heller ikke må afgives over

for rådets medlemmer. Formanden afgør endeligt, i hvilket omfang og i hvilken

form oplysningerne bør afgives.

Kapitel 6

Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser

§ 14. Konkurrencerådet påser overholdelsen af denne lov og de

forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, jf. dog § 2, stk. 4.

Konkurrencerådet kan behandle sager af egen drift, efter anmeldelse, på

grundlag af en klage eller som følge af en henvisning fra

Europa-Kommissionen. Konkurrencerådet afgør, om en klage giver tilstrækkelig

anledning til undersøgelse. Konkurrencerådet kan endvidere træffe beslutning

om ikke at behandle sager, hvis Europa-Kommissionen har den samme sag under

behandling efter EU-konkurrencereglerne.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Konkurrencerådet i

sager efter denne lov og varetager på rådets vegne den daglige administration

af loven.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter Konkurrencerådets

forretningsorden og de nærmere regler for rådets og Konkurrencestyrelsens

virksomhed, herunder regler om afskedigelse af rådsmedlemmer eller disses

suppleanter efter indstilling fra Konkurrencerådets formand før en periodes

ophør.

§ 15. Konkurrencerådet består af en formand og 18 medlemmer.

Formanden udnævnes af kongen for en periode af op til 4 år. De øvrige

medlemmer udnævnes af erhvervsministeren for en periode på op til 4 år. Rådet

skal omfatte et alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed,

herunder juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold.

Formanden og otte af rådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og

forbrugerinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig indsigt i

statslig erhvervsvirksomhed. Efter erhvervsministerens nærmere bestemmelse

udnævnes syv medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, et

medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer og to medlemmer med

særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de

kommunale organisationer.

Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger faste stedfortrædere for

Konkurrencerådets medlemmer.

§ 16. De påbud, som Konkurrencerådet efter § 6, stk. 4, og § 11,

stk. 3, kan udstede med henblik på at bringe de skadelige virkninger af

konkurrencebegrænsninger til ophør, kan bl.a. omfatte:

1) Hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,

forretningsbetingelser m.v.

2) At angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved

beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte

kalkulationsregler.

3) Pligt for en eller flere af de pågældende virksomheder til at sælge til

nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for

tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller

betryggende sikkerhed.

4) At give adgang til en infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at

kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1, nr. 2, kan fastsættes for indtil et år

ad gangen.

§ 17. Konkurrencerådet kan kræve alle oplysninger, herunder

regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer

og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller

til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.

§ 18. Konkurrencestyrelsen kan efter retskendelse og mod behørig

legitimation til brug for rådets virksomhed efter loven

1) på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning,

herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og

elektronisk lagrede data, og

2) få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og

transportmidler.

Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter

stk. 1. Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte

nærmere regler herom.

Kapitel 7

Anke

§ 19. Konkurrencerådets afgørelser truffet efter § 2, stk. 1 og

stk. 6, 1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, § 7, § 8, stk. 1 og 3-5, § 9, § 11, § 12,

stk. 1, § 13, stk. 4, § 16 og § 27, stk. 4, 2. pkt., kan påklages til

Konkurrenceankenævnet.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af

1) den, afgørelsen retter sig til, og

2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 3. Beslutning efter § 14, stk. 1, om at afvise at behandle en

klage kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.

Stk. 4. Klage over afgørelse truffet efter § 13, stk. 4, har

opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrencerådet

eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.

§ 20. Konkurrencerådets afgørelser efter denne lov kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet og kan

ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.

Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire

uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler

derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen af klagefristen.

Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for

domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse

endelig.

§ 21. Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal opfylde

betingelserne for at være højesteretsdommer, samt to andre medlemmer, som

skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.

Stk. 2. Formanden og medlemmerne udnævnes af erhvervsministeren.

De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen

af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for

ankenævnets virksomhed, herunder regler om betaling for indbringelse af

afgørelser for ankenævnet.

Kapitel 8

Bestemmelser om straf

§ 22. Undlader nogen at give de oplysninger, som Konkurrencerådet

kan kræve efter denne lov, eller at efterkomme et påbud meddelt i medfør af

denne lov, kan rådet som tvangsmiddel pålægge den pågældende daglige eller

ugentlige bøder, der kan inddrives ved udpantning.

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 6, stk. 1,

2) overtræder § 11, stk. 1, hvis den pågældende virksomhed inden for de

seneste 5 år har fået et påbud vedrørende et tilsvarende misbrug af

dominerende stilling, jf. § 11, stk. 3,

3) undlader meddelelse efter § 12, stk.1,

4) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 6, stk. 4, eller § 11,

stk. 3, jf. § 16,

5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencerådet

eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den

pågældende sag eller

6) undlader at efterkomme krav efter § 17.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt,

hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2, og

indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 1.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Forældelsesfrist for strafansvar er 5 år.

Kapitel 9

Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne

§ 24. Den bistand, som medlemsstaternes kompetente myndigheder

skal yde EuropaKommissionen efter Det Europæiske Fællesskabs forordninger om

monopoler og konkurrencebegrænsninger, ydes i Danmark af

Konkurrencestyrelsen.

§ 25. Anmoder Europa-Kommissionen Konkurrencestyrelsen om at

foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 13 i forordning nr.

17/62, artikel 20 i forordning nr. 1017/68, artikel 17 i forordning nr.

4056/86, artikel 10 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 12 i forordning

nr. 4064/89, kan styrelsen efter retskendelse og mod behørig legitimation hos

virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder

1) kontrollere bøger og andre forretningspapirer,

2) tage afskrifter eller lave ekstraktudskrifter af bøger og

forretningspapirer,

3) kræve mundtlige forklaringer på stedet og

4) få adgang til virksomhedernes samtlige lokaler, grunde og

transportmidler.

Stk. 2. Ved undersøgelsen skal der forevises en skriftlig fuldmagt

fra styrelsen. Fuldmagten skal indeholde oplysning om Europa-Kommissionens

anmodning og om kontrolundersøgelsens genstand og formål.

Stk. 3. Virksomhederne eller sammenslutningen har pligt til at

underkaste sig kontrolundersøgelsen, hvis den foretages på grundlag af en

Kommissionsbeslutning.

§ 26. Bestemmelserne i § 25 gælder også, når Konkurrencestyrelsen

bistår Europa-Kommissionen ved kontrolundersøgelser i henhold til artikel 14

i forordning nr. 17/62, artikel 21 i forordning nr. 1017/68, artikel 18 i

forordning nr. 4056/86, artikel 11 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 13

i forordning nr. 4064/89.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Dog træder

bestemmelserne i § 14, stk. 3, og § 15 i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves konkurrenceloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, samt lov om kontrol med

overholdelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om

monopoler og konkurrencebegrænsninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 449 af 10.

juni 1991. En godkendelse, som er meddelt efter konkurrencelovens § 14, stk.

1, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, bevarer sin gyldighed,

indtil Konkurrencerådet måtte træffe afgørelse om at tilbagekalde

godkendelsen. Afgørelsen træffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Sager efter konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

114 af 10. marts 1993, der ikke er færdigbehandlede ved lovens

ikrafttrædelse, bortfalder. Dette gælder dog ikke klagesager samt sager, der

verserer ved Konkurrenceankenævnet.

Stk. 4. Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet

praksis, som består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og som er

forbudt i medfør af § 6, stk. 1, kan, hvis de anmeldes inden den 1. juli 1998

med henblik på en fritagelse efter § 8, opretholdes indtil 3 måneder efter,

at Konkurrencerådet har truffet afgørelse i sagen, uanset at Konkurrencerådet

meddeler afslag. Konkurrencerådet kan forlænge fristen på 3 måneder.

Stk. 5. Offentlig regulering, som er omfattet af § 2, stk. 6, og

som er gældende på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, skal anmeldes til

Konkurrencerådet inden den 1. juli 1998.

Stk. 6. De administrative regler, der er fastsat i medfør af § 7,

nr. 2, i konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993,

forbliver i kraft, indtil nye regler eventuelt fastsættes efter § 4, stk. 3,

i lov om mærkning og skiltning med pris m.v. som affattet ved denne lovs §

28, nr. 1. Administrationen af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt.

overføres til Forbrugerstyrelsen. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse

af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt. straffes med bøde. Der kan

pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.

§ 28. I lov om mærkning og skiltning med pris m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 456 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 429 af 1.

juni 1994, foretages følgende ændringer:

1. I § 4 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Inden for vare- og tjenesteydelsesområder, hvor det må

antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne, kan

Forbrugerstyrelsen fastsætte regler om fakturering og anden dokumentation for

prisberegningen.«

2. Efter § 9 indsættes:

»§ 10. På vare- og tjenesteydelsesområder af særlig betydning

for forbrugerne kan Forbrugerstyrelsen gennemføre og offentliggøre

sammenlignende undersøgelser af priser, rabatter og bonus m.v.«

§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens formål og anvendelsesområde

§ 1. Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig

ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.

§ 2. Loven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en

konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering eller af beslutning truffet af en kommunalbestyrelse eller en

bestyrelse i et kommunalt fællesskab godkendt efter § 60 i lov om kommunernes

styrelse. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er en direkte

eller nødvendig følge af offentlig regulering m.v., træffes af den myndighed

m.v., der har fastsat reguleringen eller truffet beslutningen, eller, såfremt

reguleringen er fastsat ved lov eller EU-forordning, af vedkommende minister.

I sådanne tilfælde kan Konkurrencerådet rette henvendelse til pågældende

myndighed og påpege mulige skadelige virkninger for konkurrencen. Myndigheder

skal svare på henvendelsen inden 3 måneder fra modtagelsen heraf.

Konkurrencerådet kan fremkomme med forslag til fremme af konkurrencen på det

pågældende område.

Stk. 3. En myndighed m.v., der regulerer eller træffer beslutning

om erhvervsvirksomhed, der udøves af myndigheden selv, eller af en virksomhed

i hvis styrende organ myndigheden er repræsenteret, skal anmelde reguleringen

eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen, hvis reguleringen eller

beslutningen har betydning for konkurrencen. Erhvervsministeren fastsætter

efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om

anmeldelsespligten, herunder regler om anmeldelsespligtens omfang.

§ 3. Loven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold. Konkurrencerådet

kan dog til brug for sit arbejde kræve oplysninger af organisationer og

virksomheder om løn- og arbejdsforhold.

§ 4. Bestemmelserne i kapitel 2 omfatter ikke

konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, der er

meddelt fritagelse efter EF-Traktaten, eller som opfylder betingelserne i en

forordning om fritagelse eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v.

§ 5. Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse på aftaler,

vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om anvendelsen af stk. 1,

herunder regler om, hvad der forstås ved aftaler m.v. inden for samme

virksomhed eller koncern.

Kapitel 2

Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler § 6. Det

er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der direkte eller

indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.

Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan f.eks. bestå i:

1) at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre

forretningsbetingelser,

2) at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling

eller investeringer,

3) at opdele markeder eller forsyningskilder,

4) at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for

handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller

5) at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten

godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane

ikke har forbindelse med aftalens genstand.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en

sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.

Stk. 4. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe

overtrædelser af stk. 1 til ophør.

Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3, er

ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller §

10 eller er omfattet af en erklæring efter § 9.

§ 7. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder ikke for aftaler mellem

virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og

samordnet praksis mellem virksomheder, såfremt de deltagende virksomheder

har:

1) en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel

for den pågældende vare eller tjenesteydelse på under 10 pct., jf. stk. 3,

eller

2) en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Undtagelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke i tilfælde, hvor:

1) konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede virkning

af lignende aftaler m.v., eller

2) virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, vedtager

eller på anden måde tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende

omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om beregning af omsætningen

efter stk. 1, herunder regler om, at de nævnte omsætningsgrænser skal

beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.

Stk. 4. Undtagelsen i stk. 1 gælder, selv om virksomhederne

overskrider de nævnte grænser i to på hinanden følgende år.

Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra

Konkurrencerådet nærmere regler herom, herunder regler om mindre

overskridelser af de nævnte grænser.

§ 8. Konkurrencerådet fritager efter anmeldelse aftaler mellem

virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og

samordnet praksis mellem virksomheder, fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis rådet

skønner, at de:

1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller

distributionen af varer eller tjenesteydelser m.v. eller fremmer den tekniske

eller økonomiske udvikling,

2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,

3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at

nå disse mål, og

4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en

væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser m.v.

Stk. 2. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om

fritagelse efter stk. 1 skal indgives til Konkurrencestyrelsen. Rådet

fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 skal angive, for hvilket tidsrum

fritagelsen gælder. Fritagelsen kan tidligst få virkning fra

anmeldelsestidspunktet. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.

Stk. 4. Efter anmeldelse forlænger Konkurrencerådet en fritagelse,

såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse

efter stk. 1 og stk. 4, hvis:

1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt

punkt,

2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår, eller

3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende

oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.

§ 9. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller

sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller

samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab

til, falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er

grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Rådet fastsætter

nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

§ 10. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet regler om fritagelse fra forbudet i § 6, stk.

1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder

betingelserne i § 8, stk. 1.

Kapitel 3

Misbrug af dominerende stilling § 11. Det er forbudt for

en eller flere virksomheder m.v. at misbruge en dominerende stilling på det

danske marked eller en del heraf.

Stk. 2. Misbrug efter stk. 1 kan f.eks. foreligge ved:

1) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller

salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser,

2) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade

for forbrugerne,

3) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for

samhandelsparter, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller

4) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at

medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge

handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.

Stk. 3. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe

overtrædelser af stk. 1 til ophør.

Stk. 4. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en eller flere

virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de forhold, som

Konkurrencerådet har kendskab til, er omfattet af stk. 1, og at der derfor

ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 3. Rådet fastsætter

nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

Kapitel 4

Meddelelse om fusioner m.v. § 12. Fusioner,

virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af virksomheder skal meddeles til

Konkurrencestyrelsen. Dette gælder dog ikke, hvis fusionen,

virksomhedsovertagelsen eller sammenlægningen af virksomheder er mellem

moder- og dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder i samme koncern.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om meddelelsespligten efter

stk. 1, herunder regler om, at visse fusioner m.v. ikke skal meddeles.

Kapitel 5

Offentlighed § 13. Lov om offentlighed i forvaltningen

gælder ikke for sager efter denne lov, bortset fra sager om fastsættelse af

bestemmelser efter § 2, stk. 3, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7, stk. 3 og 4, 2.

pkt., § 8, stk. 2, 2. pkt., § 9, 2. pkt., § 10, § 11, stk. 4, 2. pkt., § 12,

stk. 2, § 14, stk. 3, § 18, stk. 2, 2. pkt. og § 21, stk. 3.

Stk. 2. Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende myndigheders

svar efter § 2, stk. 2, anmeldelser efter § 2, stk. 3, 1. pkt., samt

afgørelser truffet i medfør af loven kan offentliggøres.

Stk. 3. Konkurrencerådet kan offentliggøre oplysninger om

Konkurrencerådets virksomhed og generelle redegørelser.

Stk. 4. Ved offentliggørelse efter stk. 2 og 3 kan oplysninger om

tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt

drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er

af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed,

oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i

virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

Stk. 5. Den, som skal afgive oplysninger til Konkurrencerådet, kan

over for rådets formand begære, at oplysninger, som i medfør af stk. 4 ikke

må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige, heller ikke må afgives over

for rådets medlemmer. Formanden afgør endeligt, i hvilket omfang og i hvilken

form oplysningerne bør afgives.

Kapitel 6

Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser § 14.

Konkurrencerådet påser overholdelsen af denne lov og de forskrifter, der er

udstedt i medfør af loven, jf. dog § 2, stk. 2, 2. pkt. Konkurrencerådet kan

behandle sager af egen drift, efter anmeldelse, på grundlag af en klage eller

som følge af en henvisning fra Europa-Kommissionen. Konkurrencerådet afgør,

om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Konkurrencerådet

kan endvidere træffe beslutning om ikke at behandle sager, hvis

Europa-Kommissionen har den samme sag under behandling efter

EU-konkurrencereglerne.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Konkurrencerådet i

sager efter denne lov og varetager på rådets vegne den daglige administration

af loven.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter Konkurrencerådets

forretningsorden og de nærmere regler for rådets og Konkurrencestyrelsens

virksomhed.

§ 15. Konkurrencerådet består af en formand og 18 medlemmer.

Formanden udnævnes af kongen. De øvrige medlemmer udnævnes af

erhvervsministeren for en periode af op til 4 år. Rådet skal omfatte et

alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed, herunder

juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold. Formanden og

otte af rådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og

forbrugerinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig indsigt i

statslig erhvervsvirksomhed. Efter erhvervsministerens nærmere bestemmelse

udnævnes syv medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, et

medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer og to medlemmer med

særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de

kommunale organisationer.

Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger faste stedfortrædere for

Konkurrencerådets medlemmer.

§ 16. De påbud, som Konkurrencerådet efter § 6, stk. 4, og § 11,

stk. 3, kan udstede med henblik på at bringe de skadelige virkninger af

konkurrencebegrænsninger til ophør, kan bl.a. omfatte:

1) Hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,

forretningsbetingelser m.v.

2) At angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved

beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte

kalkulationsregler.

3) Pligt for en eller flere af de pågældende virksomheder til at sælge til

nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for

tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller

betryggende sikkerhed.

4) At give adgang til en infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at

kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1, nr. 2, kan fastsættes for indtil et år

ad gangen.

§ 17. Konkurrencerådet kan kræve alle oplysninger, herunder

regnskaber, regnskabsmaterialer, udskrift af bøger, andre forretningspapirer

og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller

til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.

§ 18. Konkurrencestyrelsen kan efter retskendelse og mod behørig

legitimation til brug for rådets virksomhed efter loven:

1) på stedet gøre sig bekendt med og tage kopier af enhver oplysning,

herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og

elektronisk lagrede data, og

2) få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og

transportmidler.

Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter

stk. 1. Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte

nærmere regler herom.

Kapitel 7

Anke

§ 19. Konkurrencerådets afgørelser truffet efter § 2, stk. 1 og 3,

1. pkt., § 3, 1. pkt., § 6, stk. 4 og 5, § 8, stk. 1, samt stk. 3-5, § 9, §

11, stk. 3 og 4, § 12, stk. 1, og § 13, stk. 4, kan påklages til

Konkurrenceankenævnet.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af:

1) den, afgørelsen retter sig til, og

2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 3. Beslutning efter § 14, stk. 1, om at afvise at behandle en

klage kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.

Stk. 4. Klage over afgørelse truffet efter § 13, stk. 4, har

opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrencerådet

eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.

§ 20. Konkurrencerådets afgørelser efter denne lov kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet og kan

ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.

Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire

uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler

derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen af klagefristen.

Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for

domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse

endelig.

§ 21. Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal opfylde

betingelserne for at være højesteretsdommer, samt to andre medlemmer, som

skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.

Stk. 2. Formanden og medlemmerne udnævnes af erhvervsministeren.

De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen

af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for

ankenævnets virksomhed, herunder regler om betaling for indbringelse af

afgørelser for ankenævnet.

Kapitel 8

Bestemmelser om straf

§ 22. Undlader nogen at give de oplysninger, som Konkurrencerådet

kan kræve efter denne lov, eller at efterkomme et påbud meddelt i medfør af

denne lov, kan rådet som tvangsmiddel pålægge den pågældende daglige eller

ugentlige bøder, der kan inddrives ved udpantning.

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) overtræder § 6, stk. 1,

2) overtræder § 11, stk. 1, hvis der inden for de seneste 5 år er givet

påbud for et tilsvarende misbrug af dominerende stilling, jf. § 11, stk. 3,

3) undlader meddelelse efter § 12, stk.1,

4) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 6, stk. 4, eller § 11,

stk. 3, jf. § 16,

5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencerådet

eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den

pågældende sag, eller

6) undlader at efterkomme krav efter § 17.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt,

hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2, og

indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 1.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Forældelsesfrist for strafansvar er 5 år.

Kapitel 9

Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne

§ 24. Den bistand, som medlemsstaternes kompetente myndigheder

skal

yde EuropaKommissionen efter Det Europæiske Fællesskabs forordninger

om monopoler og konkurrencebegrænsninger, ydes i Danmark af

Konkurrencestyrelsen.

§ 25. Anmoder Europa-Kommissionen Konkurrencestyrelsen om at

foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 13 i forordning nr.

17/62, artikel 20 i forordning nr. 1017/68, artikel 17 i forordning nr.

4056/86, artikel 10 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 12 i forordning

nr. 4064/89, kan styrelsen efter retskendelse og mod behørig legitimation hos

virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder:

1) kontrollere bøger og andre forretningspapirer,

2) tage afskrifter eller lave ekstraktudskrifter af bøger og

forretningspapirer,

3) kræve mundtlige forklaringer på stedet, og

4) få adgang til virksomhedernes samtlige lokaler, grunde og

transportmidler.

Stk. 2. Ved undersøgelsen skal der forevises en skriftlig fuldmagt

fra styrelsen. Fuldmagten skal indeholde oplysning om Europa-Kommissionens

anmodning og om kontrolundersøgelsens genstand og formål.

Stk. 3. Virksomhederne eller sammenslutningen har pligt til at

underkaste sig kontrolundersøgelsen, hvis den foretages på grundlag af en

Kommissionsbeslutning.

§ 26. Bestemmelserne i § 25 gælder også, når Konkurrencestyrelsen

bistår Europa-Kommissionen ved kontrolundersøgelser i henhold til artikel 14

i forordning nr. 17/62, artikel 21 i forordning nr. 1017/68, artikel 18 i

forordning nr. 4056/86, artikel 11 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 13

i forordning nr. 4064/89.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Dog træder

bestemmelsen i § 15 i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves konkurrenceloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, samt lov om kontrol om

overholdelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om

monopoler og konkurrencebegrænsninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 449 af 10.

juni 1991.

Stk. 3. Sager efter konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

114 af 10. marts 1993, der ikke er færdigbehandlede ved lovens

ikrafttrædelse, bortfalder. Dette gælder dog ikke klagesager samt sager, der

verserer ved Konkurrenceankenævnet.

Stk. 4. Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet

praksis, som består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og som er

forbudt i medfør af § 6, stk. 1, kan, hvis de anmeldes inden den 1. juli 1998

med henblik på en fritagelse efter § 8, opretholdes indtil 3 måneder efter,

at Konkurrencerådet har truffet afgørelse i sagen, uanset at Konkurrencerådet

meddeler afslag. Konkurrencerådet kan forlænge fristen på 3 måneder.

Stk. 5. Offentlig regulering, som er omfattet af § 2, stk. 3, og

som er gældende på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, skal anmeldes til

Konkurrencerådet inden den 1. juli 1998.

Stk. 6. De administrative regler, der er fastsat i medfør af § 7,

nr. 2, i lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, forbliver i kraft,

indtil nye regler eventuelt fastsættes efter § 4, stk. 3, i lov om mærkning

og skiltning med pris m.v., som affattet ved denne lovs § 28, nr. 1.

Administrationen af de hidtil gældende regler, som nævnt i 1. pkt., overføres

til Forbrugerstyrelsen. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af de

hidtil gældende regler, som nævnt i 1. pkt., straffes med bøde. Der kan

pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.

§ 28. I lov om mærkning og skiltning med pris m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 456 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 429 af 1.

juni 1994, foretages følgende ændringer:

1. I § 4 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Inden for vare- og tjenesteydelsesområder, hvor det

må antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne,

kan Forbrugerstyrelsen fastsætte regler om fakturering og anden dokumentation

for prisberegningen.«.

2. Efter § 9 indsættes:

»§ 10. På vare- og tjenesteydelsesområder af særlig betydning

for forbrugerne kan Forbrugerstyrelsen gennemføre og offentliggøre

sammenlignende undersøgelser af priser, rabatter og bonus m.v.«.

§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Den gældende konkurrencelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts

1993, som ændret ved lov nr. 357 af 9. juni 1995, bygger på to

hovedprincipper: kontrolprincippet og gennemsigtighedsprincippet.

I kontrolprincippet ligger, at en konkurrencebegrænsende aftale eller

adfærd først er forbudt, når konkurrencemyndigheden har foretaget et indgreb.

Ved gennemsigtighed forstås tilvejebringelse af den lettest og billigst

mulige adgang for producenter, forhandlere og forbrugere til at skaffe sig

relevant information om priser, forretningsbetingelser og andre oplysninger

om konkurrenceforhold. Behovet for konkurrenceregulerende indgreb skønnes at

blive desto mindre, jo mere gennemsigtighed der er i markedet.

I første halvår af 1993 fandt der i Folketinget drøftelser sted om et

eventuelt principskifte i dansk konkurrencelovgivning, jf. FT 1992/1993 sp.

7941 ff. I juni 1993 besluttede Industriministeriet derfor at nedsætte et

udvalg, der bl.a. fik til opgave at udarbejde et lovudkast til illustration

af, hvorledes en dansk konkurrencelovgivning baseret på et forbudsprincip

svarende til EF-Traktatens konkurrenceregler kunne udformes.

I august 1995 afgav udvalget betænkning nr. 1297 med titlen

»Konkurrencelovgivningen i Danmark«. Betænkningens lovudkast

indebærer, at konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet

praksis mellem virksomheder, der har en samlet omsætning på 1 mia. kr. og

derover, og en samlet markedsandel på 10 pct. eller derover, er forbudt.

Kontrolprincippet foreslås dog videreført for alle andre

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Misbrug af dominerende stilling foreslås

ligeledes omfattet af et kontrolprincip. I lovudkastet er offentlig og privat

erhvervsvirksomhed søgt ligestillet i videst mulig omfang. Udvalget har

derimod ikke fundet anledning til at indføre fusionskontrol. I forhold til

den gældende konkurrencelov foreslås gennemsigtighedsprincippet afskaffet.

Betænkningen har været udsendt i høring hos interesseorganisationer og

offentlige myndigheder. På baggrund af betænkningen, de afgivne høringssvar

samt Erhvervsministeriets rapport fra 1995 om »Offentlig/Privat - lige

konkurrence« har Erhvervsministeriet udarbejdet forslag til ændring af

konkurrenceloven. Dette lovforslag bygger alene på forbudsprincippet både for

så vidt angår konkurrencebegrænsende aftaler m.v. og misbrug af dominerende

stilling. Kontrolprincippet foreslås således helt afskaffet, ligesom

gennemsigtighedsprincippet, i overensstemmelse med forslaget fra

Konkurrencelovsudvalget, udgår. Der foreslås ikke indført fusionskontrol.

I det følgende gives under 2. en kort gennemgang af gældende ret, under 3.

redegøres for lovforslagets formål og midler, under 4. opregnes de hørte

myndigheder og interesseorganisationer, under 5. redegøres for lovforslagets

administrative og statsfinansielle konsekvenser, under 6. redegøres for de

erhvervsøkonomiske konsekvenser, under 7. redegøres for kommunale

konsekvenser, under 8. redegøres for forholdet til EU-retten og under 9.

redegøres for de miljømæssige konsekvenser.

2. Gældende ret

Konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, som

ændret ved lov nr. 357 af 9. juni 1995, har siden 1990 udgjort det centrale

grundlag for Konkurrencerådets arbejde. Konkurrenceloven blev udarbejdet på

grundlag af betænkning nr. 1075, afgivet af et sagkyndigt udvalg i 1986, med

titlen »Fra monopollov til konkurrencelov - om modernisering af

monopolloven og pris- og avanceloven«.

Konkurrenceloven, der som nævnt bygger på kontrolprincippet, har til

formål at bidrage til øget konkurrence og dermed effektivitet i produktion og

omsætning, idet det betones, at produktion og omsætning sker under stigende

internationalisering.

Loven omfatter al erhvervsvirksomhed, dog kan lovens indgrebsbeføjelser

ikke anvendes overfor offentlig og offentligt reguleret erhvervsvirksomhed,

ligesom forbudet mod bindende videresalgspriser ikke er gældende for denne

type virksomhed.

Konkurrenceloven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold.

Konkurrenceloven administreres af et uafhængigt kollegialt organ,

Konkurrencerådet, der består af en formand og 14 medlemmer. Formanden og 7 af

de øvrige medlemmer er uafhængige af erhvervsinteresser. Konkurrencerådet

omfatter et alsidigt kendskab til erhvervsforhold, herunder juridiske,

økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold.

Konkurrencerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller i øvrigt

væsentlig betydning. Til Konkurrencerådet er knyttet et sekretariat, som

forbereder og udfører rådets afgørelser, samt varetager den løbende

orientering af offentligheden om rådets virksomhed. De fleste af rådets

afgørelser kan indbringes for et uafhængigt ankenævn, Konkurrenceankenævnet,

og ankenævnets afgørelser kan prøves af domstolene.

Konkurrencelovens centrale virkemidler er dels gennemsigtighed, dels de

konkurrenceregulerende indgrebsbeføjelser. Hertil kommer en enkelt

forbudsbestemmelse, der retter sig mod håndhævelse af bindende

videresalgspriser.

Bestemmelserne om gennemsigtighed omfatter anmeldelsespligt for aftaler

m.v., hvorved der udøves eller vil kunne udøves dominerende indflydelse,

mulighed for pålæg af indberetningspligt for priser, avancer, rabatter, bonus

og forretningsbetingelser m.v. samt mulighed for fastsættelse af regler om

fakturering, mærkning og skiltning.

Ifølge konkurrenceloven gælder lov om offentlighed i forvaltningen ikke

for Konkurrencerådets sager, medmindre anmodningen om aktindsigt angår

anmeldelsespligtige aftaler m.v. og oplysninger, der er indberettet, hvor

konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom. Endvidere har Konkurrencerådet

bred adgang til at offentliggøre undersøgelser og andre informationer om

konkurrenceforhold, ligesom rådet kan kræve udlevering af alle oplysninger om

konkurrenceforhold, der har betydning for lovens administration.

Hvis der ikke er tilstrækkelig gennemsigtighed, kan Konkurrencerådet

foretage forskellige indgreb for at bringe konkurrenceskadelige virkninger

til ophør. Grundbetingelserne er, at der på et markedsområde foreligger en

konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre skadelige

virkninger for effektiviteten eller omsætningen, samt at der er en

dominerende indflydelse.

Hvis Konkurrencerådet efter en konkret helhedsbedømmelse finder, at

betingelserne for indgreb er opfyldt, beslutter rådet at indlede

forhandlinger med den eller de pågældende virksomheder. Ved forhandlingerne

søger Konkurrencerådet at sikre konkurrencen ad frivillighedens vej.

Er forhandling ikke tilstrækkeligt til sikring af konkurrencen, kan

Konkurrencerådet udstede påbud om ændring eller ophævelse af aftaler og

vedtagelser samt udstede leveringspåbud. Endvidere kan rådet foretage direkte

prisindgreb.

3. Lovforslagets formål og midler

a. Formål

Det foreliggende lovforslag er udarbejdet ud fra den overordnede

målsætning, at konkurrenceloven i videst mulig omfang skal sikre en fri og

effektiv konkurrence. Dette indebærer, at lovforslaget er udformet således,

at det i videst mulig omfang rammer de konkurrencebegrænsninger, der hæmmer

konkurrencen og effektiviteten på markedet. Lovforslaget søger både at fremme

konkurrencen mellem de virksomheder, der allerede er på markedet, og at sikre

konkurrencen ved fri adgang til markedet for nye virksomheder.

Hensigten med lovforslaget er endvidere at skabe optimale muligheder for

et godt samspil mellem de danske og de EU-retlige konkurrenceregler samt at

sikre, at de konkurrenceretlige vilkår her i landet ikke adskiller sig

markant fra det, der gælder efter EU-reglerne. Dette indebærer samtidig, at

virksomhedernes handlemåde kun vil skulle tilpasses et regelsæt.

Lovforslaget indebærer, at der indføres et one-stop-shop princip, det vil

sige et princip om, at konkurrencebegrænsende aftaler m.v. som udgangspunkt

enten skal behandles efter EU-konkurrencereglerne eller efter de nationale

konkurrenceregler. Dette er en lovfæstelse af praksis efter den gældende

konkurrencelov.

b. Principskifte

Det væsentligste middel til opnåelse af konkurrencelovens overordnede

formål er indførelse af et forbudsprincip. Samtidig har det været en

intention bag lovforslaget, at loven, under hensyntagen til den danske

erhvervsstruktur, i størst muligt omfang tilpasses EU-reglerne. Med

lovforslaget afskaffes kontrolprincippet.

Forbudsprincippet har fundet udtryk i flere af forslagets centrale

bestemmelser.

c. Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v.

Der foreslås - i lighed med Konkurrencelovsudvalgets lovudkast - indført

et generelt forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, samordnet praksis

mellem virksomheder samt vedtagelser inden for en sammenslutning af

virksomheder. Til forskel fra den udtømmende opregning i

Konkurrencelovsudvalgets lovudkast er opregningen af forbudte

konkurrencebegrænsende aftaler i forslaget gjort ikke-udtømmende. Herved

sikres Konkurrencerådet mulighed for fremtidige indgreb overfor typer af

konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der ikke er kendte i dag. Bestemmelsen

ligger således på linie med artikel 85 i EF-Traktaten, og

Europa-Kommissionens og EF-Domstolens praksis vil derfor være vejledende ved

fortolkningen af denne bestemmelse.

Forbudet omfatter aftaler m.v. indgået af virksomheder, der tilsammen har

en omsætning på 1 mia. kr. eller derover, eller tilsammen har en markedsandel

på 10 pct. eller derover. Dette er til forskel fra Konkurrencelovsudvalgets

lovudkast, hvor virksomhederne både skulle have en omsætning på 1 mia. kr.

eller derover og en markedsandel på 10 pct. eller derover for at være

omfattet af forbudet.

For at sikre at de administrative byrder, som er forbundet med indførelsen

af en forbudsbaseret konkurrencelov, er mindst mulige for både virksomhederne

og konkurrencemyndigheden, indeholder lovforslaget en bagatelgrænse for,

hvornår forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v. ikke finder

anvendelse.

Forbudet gælder således ikke for konkurrencebegrænsende aftaler m.v.

mellem virksomheder, der uanset markedsandelens størrelse har en samlet

omsætning på under 150 mio. kr. I modsætning til Konkurrencelovsudvalgets

lovudkast er aftaler m.v. uden for forbudet ikke omfattet af et

kontrolprincip, men lades ureguleret. Dette indebærer, at

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. indgået af mindre virksomheder ikke

underlægges forbudsbestemmelsen.

Den nedre absolutte omsætningsgrænse på 150 mio. kr. finder imidlertid

ikke anvendelse, hvor konkurrencen inden for en branche er begrænset som

følge af den samlede virkning af parallelle aftaler. Den nedre absolutte

omsætningsgrænse finder heller ikke anvendelse, hvor virksomheder aftaler

eller tilkendegiver bindende videresalgspriser.

I lighed med EU-rettens regler gives der i lovforslaget mulighed for at

fritage aftaler m.v., der ellers omfattes af forbudet mod

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Lovforslaget indeholder både hjemmel til,

at fritagelse kan ske individuelt, det vil sige for den enkelte aftale, eller

for grupper af aftaler i såkaldte gruppefritagelser. Endvidere er der i

lovforslaget givet hjemmel til, at Konkurrencerådet efter ansøgning kan

erklære, at en aftale m.v., efter de forhold som Konkurrencerådet har

kendskab til, ikke falder ind under forbudet.

Overtrædelse af forbudet straffes med bøde.

d. Forbud mod misbrug af dominerende stilling

Lovforslaget indeholder et forbud for virksomheder mod at misbruge en

dominerende stilling på det danske marked eller dele heraf. Denne bestemmelse

er en ændring i forhold til Konkurrencelovsudvalgets lovudkast, der indeholdt

en tilsvarende bestemmelse, som imidlertid var baseret på kontrolprincippet.

Konkurrencerådet var således alene bemyndiget til at bringe et sådant misbrug

til ophør ved påbud efter forudgående forhandling.

Udformningen af forbudet mod misbrug af dominerende stilling er inspireret

af bestemmelsen i EF-Traktatens artikel 86.

Overtrædelser af forbudet kan af Konkurrencerådet imødegås med udstedelse

af påbud om at bringe overtrædelsen til ophør. Af retssikkerhedsmæssige

årsager er forbudet imidlertid ikke strafsanktioneret, i modsætning til

EF-traktatens artikel 86, medmindre den virksomhed, som overtræder forbudet,

inden for de seneste 5 år har modtaget et påbud om at bringe et tilsvarende

misbrug til ophør. Det er hensynet til virksomhederne, der har begrundet, at

forbudet som udgangspunkt ikke er strafsanktioneret, idet afgrænsningen af,

hvornår en virksomhed er dominerende, og hvornår betingelserne for misbrug er

opfyldt, kan være vanskelig at foretage. Derimod er overtrædelse af selve

påbudet om ophør sanktioneret med bødestraf.

Lovforslaget indeholder hjemmel til, at Konkurrencerådet efter ansøgning

kan erklære, at en virksomheds adfærd, efter de forhold som Konkurrencerådet

har kendskab til, ikke er omfattet af forbudet.

e. Fusionskontrol

Af hensyn til den danske erhvervsstruktur, der er kendetegnet ved mange

små og mellemstore virksomheder, er der i lovforslaget ikke indført

fusionskontrol. Derimod er der i overensstemmelse med

Konkurrencelovsudvalgets lovudkast indført en pligt for virksomhederne til at

underrette Konkurrencerådet om fusioner, virksomhedsovertagelser og

sammenlægninger. Denne meddelelsespligt er begrundet i, at Konkurrencerådet

bør være orienteret om større koncentrationer i Danmark med henblik på

vurdering af behovet for at følge disse virksomheders fremtidige

markedsadfærd. Meddelelsen skal dog først ske, når fusionen m.v. har fundet

sted, og selve meddelelsen kan ikke danne grundlag for en beslutning eller et

indgreb i relation til fusionen m.v. fra Konkurrencerådets side.

f. Ligestilling af offentlig og privat erhvervsvirksomhed

Af hensyn til tilpasningen til EU-konkurrencereglerne og som en konsekvens

af den stedfundne udvikling i samfundet er det fundet nødvendigt i videst

muligt omfang at sikre en ligestilling af offentlig og privat

erhvervsvirksomhed. I modsætning til den gældende lov finder lovforslagets

forbudsbestemmelser således anvendelse på både offentlig og privat

erhvervsvirksomhed. Dog vil en erhvervsvirksomheds konkurrencebegrænsning

være undtaget fra lovens forbudsbestemmelser, hvis den er en direkte eller

nødvendig følge af anden offentlig regulering. Herved sikres det, at

Konkurrencerådet ikke kan gribe ind overfor en konkurrencebegrænsende adfærd,

som er resultatet af en politisk bestemt beslutning.

Der indføres en særskilt anmeldelsespligt for de regler, som en offentlig

myndighed fastsætter på områder, hvor den pågældende offentlige myndighed

selv driver erhvervsvirksomhed. Der vil være offentlig adgang til disse

anmeldelser.

g. Offentlighed

Forslagets bestemmelse om offentlighed indebærer, at offentlighedsloven

ikke gælder for sager efter konkurrenceloven. Dog er der offentlighed om

sager vedrørende fastsættelse af regler efter konkurrenceloven, hvor

ministeren typisk skal indhente en udtalelse fra Konkurrencerådet, eller hvor

Konkurrencerådet selv fastsætter regler. Bestemmelsen indebærer endvidere, at

Konkurrencerådet kan offentliggøre afgørelser, der træffes efter loven, dog

med visse undtagelser for forretningshemmeligheder m.v. Parters rettigheder,

herunder partsoffentlighed, reguleres udelukkende efter reglerne i

forvaltningsloven.

h. Lovens administration

Lovens administration vil som efter den gældende lov blive varetaget af

Konkurrencerådet. Ligeledes vil rådets sekretariatsforretninger varetages af

en styrelse under Erhvervsministeriet. Som noget nyt foreslås denne benævnt

Konkurrencestyrelsen. Rådet forudsættes at behandle sager af principiel eller

særlig stor betydning, samt sager i hvilke der foreligger særlig tvivl, mens

den daglige administration af loven forudsættes varetaget af

Konkurrencestyrelsen på rådets vegne.

Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af rådets størrelse og

sammensætning. Det forudsættes således som noget nyt, at 2 personer med

særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed bliver repræsenteret i rådet.

Antallet af rådsmedlemmer forøges med lovforslaget fra 14 til 18 medlemmer

samt formanden.

Konstruktionen med Konkurrenceankenævnet som rekursinstans bliver bevaret.

4. Høring

Betænkning nr. 1297 og det i betænkningen indeholdte udkast til

konkurrencelov har været sendt i høring hos Advokatrådet, AMP-samarbejdet,

Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Arbejdsmarkedspensionsrådet (AMPR), Arbejdsministeriet,

Assurandør-Societetet, Boligministeriet, Byggeriets Firkant (BYG),

Børsmæglerforeningen, CO-Industri, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks

Fiskeriindustri og Eksportforening, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks

Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Sparekasseforening, Dansk

Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhvervsjordbrug, Dansk

Familielandbrug, Dansk Fødevareråd, Dansk Handel og Service, Dansk Industri,

Dansk Skovforening, Danske Andelsselskaber, Danske Dagblades Forening, Danske

Elværkers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Danske Vognmænd, De

Danske Husmoderforeninger, De Danske Landboforeninger, Den Danske

Forlæggerforening, De samvirkende Danske Husholdningsforeninger, Det

Fælleskommunale EF-sekretariat, Entreprenørforeningen, Finansministeriet,

Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Regionale Naturgasselskaber

(KOMGAS), Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende

Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen for danske

affalds- og genvindingsvirksomheder, Forskningsministeriet,

Forsvarsministeriet, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Handelskammeret,

Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kommunernes

Landsforening, Kulturministeriet, Københavns Kommune, Landbrugs- og

Fiskeriministeriet, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale

Erhvervs Råd, Miljø- og Energiministeriet, Oliebranchens

Fællesrepræsentation, Realkreditrådet, Skatteministeriet, Socialministeriet,

Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Trafikministeriet, Turistvognmændenes

Landsforening, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet,

Økonomiministeriet.

Lovforslaget er sendt i høring hos ovennævnte organisationer og

institutioner samt Danmarks Apotekerforening, Dansk Dataforening, Dansk

Taxiforbund og Renosam.

5. Administrative og statsfinansielle konsekvenser

I Konkurrencelovsudvalgets betænkning foreslås, at Konkurrencestyrelsen

som udgangspunkt søger at løse de ændrede arbejdsopgaver med samme mængde

ressourcer, som Konkurrencerådet har i dag. Udvalget giver udtryk for

usikkerhed vedrørende omfanget på længere sigt af de nye administrative

opgaver, men forudser dog betydelige ekstra arbejdsopgaver i

overgangsperioden.

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der er umiddelbart

strafsanktionerede, og som stiller erhvervslivet i en helt ny situation.

Dette kræver en omfattende og målrettet information og vejledning rettet mod

såvel organisationer som enkeltvirksomheder. Administrativt vil der være

behov for vurdering af, om visse grupper af aftaler på forhånd skal fritages,

hvis betingelserne herfor efter lovforslaget er opfyldt. På baggrund af

erfaringerne fra Sveriges skifte til forbudslovgivning må det endvidere

forudses, at et betydeligt antal aftaler inden for en kort periode vil blive

anmeldt til bedømmelse af, om de er omfattet af loven og i givet fald kan

opnå individuel fritagelse. Samtidig vil visse opgavetyper, som varetages i

dag forsvinde eller flytte. Konkurrencestyrelsen forudsættes som udgangspunkt

at søge at løse de ændrede opgaver med samme mængde ressourcer, som

Konkurrencesekretariatet har i dag.

Loven skal administreres af et nyt råd med et udvidet antal medlemmer i

forhold til det nuværende råd. Samtidig omdannes konkurrencemyndigheden til

en egentlig styrelse. Denne styrelse skal fortsat - udover at administrere

konkurrenceloven - administrere EU-konkurrencereglerne, reglerne inden for

området offentlige udbud samt licitationsloven. Desuden skal styrelsen

rådgive og vejlede virksomheder, myndigheder og forbrugere m.v. om disse

regelsæt. Endelig skal styrelsen udføre sekretariatsopgaver for

Elprisudvalget og for Gas- og Varmeprisudvalget.

6. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

En tilpasning af de danske konkurrenceregler til EU-reglerne, således at

der indføres ensartede og effektive forholdsregler til imødegåelse af

skadelige konkurrencebegrænsninger, vil generelt være til fordel for

virksomhederne. Større danske virksomheder omfattes allerede af

EU-konkurrencereglerne, og for deres aftaler m.v. og adfærd vil der herefter

kun gælde et konkurrenceretligt system. For mindre danske virksomheder

indebærer forslaget ligeledes en lettelse, idet disse virksomheders aftaler

m.v. ikke underlægges forbudsbestemmelserne og helt friholdes for regulering.

Disse virksomheder besværes således ikke - i modsætning til efter den

gældende lov - med et kompliceret regelsæt.

Indførelse af et forbudsprincip i stedet for det kontrolprincip, som er

gældende i dag, vil påføre de virksomheder, der ønsker at indgå

konkurrencebegrænsende aftaler m.v., et merarbejde, da de skal kunne

godtgøre, at sådanne aftaler m.v. er berettigede til at opnå fritagelse fra

forbudet.

De gældende bestemmelser om offentlighed omkring anmeldte aftaler m.v. og

omkring prisindberetninger vil efter forslaget falde bort. Det vil navnlig

have betydning for virksomheder, der er i konkurrence med udenlandske

virksomheder, der ikke har været underkastet tilsvarende

gennemsigtighedsregler.

Forslaget medfører, at der i videst muligt omfang sikres en ens behandling

af privat og offentlig erhvervsvirksomhed. De således omfattede statslige og

kommunale erhvervsvirksomheder vil herefter være omfattet af

konkurrencereglerne på samme måde som private virksomheder.

7. Kommunale konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke nye direkte udgifter for kommuner og

amtskommuner. Der forudses heller ikke i forbindelse med lovforslaget indført

nye gebyrer.

Bestemmelsen i § 2, stk. 3, indebærer, at statslige og kommunale

myndigheder, der udøver erhvervsvirksomhed og samtidig fastsætter regler for

denne erhvervsvirksomhed, skal anmelde reguleringen til Konkurrencerådet,

hvis reguleringen har betydning for konkurrencen.

8. Forholdet til EU-retten

Forslaget indebærer, at den danske konkurrencelov tilpasses

EU-konkurrencereglerne under hensyntagen til den danske erhvervsstruktur.

Forslaget lovfæster one-stop-shop princippet.

9. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Lovens formål og anvendelsesområde

Til § 1 Den overordnede målsætning for den foreslåede konkurrencelov er en

effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence. I

forhold til den gældende konkurrencelov er det fundet hensigtsmæssigt at

anvende en formulering af formålsbestemmelsen, der betoner, at kriteriet for

en effektiv ressourceanvendelse er samfundsøkonomisk effektivitet.

Effektivitetsbegrebet indebærer dels, at varer og tjenesteydelser

produceres og distribueres til de lavest mulige omkostninger dels, at udbudet

af varer og tjenesteydelser sker i en mængde og sammensætning, der afspejler

brugernes og forbrugernes præferencer.

Det samfundsøkonomiske effektivitetsbegreb har to dimensioner: statisk

effektivitet og dynamisk effektivitet eller effektivitet på kort sigt og

effektivitet på længere sigt. Ved statisk effektivitet forstås, at samfundets

ressourcer er optimalt udnyttet på et givet tidspunkt eller inden for en

kortere tidsperiode, mens dynamisk effektivitet refererer til ændringer i

samfundets ressourcer på en sådan måde, at de udnyttes stadig mere effektivt

i overensstemmelse med ændringer i forbrugernes præferencer.

Ved dynamisk effektivitet sigtes der især på erhvervslivets

omstillingsevne, således at der udvikles ændringer eller innovationer i form

af nye produktionsprocesser, produkter eller ydelser. Det konkurrencemæssige

pres tvinger virksomhederne til løbende at foretage innovationer og reducere

deres omkostninger for at fastholde deres markedsposition.

Af formålsbestemmelsen fremgår det, at et væsentligt middel til opnåelse

af målsætningen om effektiv ressourceanvendelse er virksom konkurrence. Dette

middel er naturligt i et markedspræget samfund, hvor virksom konkurrence

normalt vil føre til effektiv ressourceanvendelse. Imidlertid kan man

forestille sig undtagelsestilfælde, hvor dette ikke gælder. Således vil

eksistensen af naturlige monopoler, f.eks. i tilknytning til visse

samfundsmæssige infrastrukturinvesteringer, kunne føre til en mere effektiv

ressourceanvendelse end det, som vil være tilfældet under virksom

konkurrence. I sådanne tilfælde må det imidlertid sikres, at det naturlige

monopol ikke bringer målsætningen om effektiv ressourceanvendelse i fare. Det

kan f.eks. ske ved at sikre lige adgang til benyttelsen af de fælles

infrastrukturfaciliteter under hensyntagen til de samfundsmæssige

forpligtelser, som gælder for området.

Begrebet virksom konkurrence sigter til både strukturelle og

adfærdsmæssige forhold. De strukturelle forhold, som skal karakterisere et

marked med virksom konkurrence, er bl.a., at antallet af aktører på markedet

er tilstrækkeligt stort under hensyntagen til stordriftsfordele, og at

adgangen til markedet ikke er begrænset. På den adfærdsmæssige side ligger

bl.a. en forudsætning om uafhængige beslutninger taget af virksomheder, som

er aktive på markedet. Konkurrencen kan kun fungere effektivt eller virksomt,

hvis virksomhederne har en grundlæggende frihed til at indgå aftaler og til

selv at disponere i økonomiske forhold. Denne frihed til økonomisk

beslutningstagen er også en frihed til at tilpasse sig konkurrenternes adfærd

på markedet. En virksom konkurrence vil derimod blive svækket eller sat ud af

kraft, hvis virksomhedens kontakt på markedet afløses af aftaler eller

samordnet praksis, hvis formål eller følge er at øve indflydelse på en aktuel

eller potentiel konkurrents adfærd, eller hvis formål eller følge er at

oplyse om virksomhedens egen fremtidige markedsadfærd. Kun under et stadigt

konkurrencepres vil virksomhederne løbende tvinges til at tilpasse produktion

og omsætning til et optimalt niveau.

Lovens formål fremmes gennem regler, der dels sikrer, at en

konkurrencebegrænsning ikke finder sted gennem aftale, vedtagelse eller ved

samordnet praksis, som vil forårsage, at en virksomhed afgiver sin frihed til

selvstændigt at konkurrere på markedet, dels sikrer, at en virksomheds

mulighed for at konkurrere på markedet ikke begrænses ved, at en anden

virksomhed misbruger en dominerende stilling på markedet. Endvidere fremmes

lovens formål gennem adgangen til at påpege konkurrenceskadelige virkninger

af offentlig regulering.

I den foreslåede formålsbestemmelse undlades generelt omtale af lovens

konkurrenceregulerende midler.

Den gældende konkurrencelov nævner i formålsbestemmelsen foranstaltninger

imod begrænsninger i erhvervsfriheden. Begrebet erhvervsfrihed er ikke

entydigt. Det kan dels forstås som etableringsfrihed, det vil sige fri adgang

til for enhver at nedsætte sig i hvilket erhverv, den pågældende vil, dels

som en sikring imod ulighed erhvervsudøvere imellem eller urimelige vilkår

for erhvervsudøvelsen.

Det er hensigtsmæssigt, at formålsbestemmelsen i en ny konkurrencelov

udformes så enkelt som muligt med en overordnet målsætning, og af denne grund

nævnes hensynet til erhvervsfriheden ikke udtrykkeligt. På samme måde som i

den gældende konkurrencelov indgår erhvervsfriheden imidlertid som et af de

væsentlige hensyn.

Ved forberedelsen af den gældende konkurrencelov blev det overvejet at

medtage hensynet til forbrugerne. Dette blev dog afvist af det

lovforberedende udvalg, idet forbrugerbeskyttelse ikke blev fundet at kunne

indgå som selvstændig målsætning i en konkurrencelov.

Effektivitetsmålsætningen i den gældende lov bygger på den antagelse, at

forbrugernes velfærd maksimeres, når samfundets ressourcer udnyttes optimalt.

Det forekommer fortsat rigtigst, at alene effektivitetshensynet anføres som

den overordnede målsætning for konkurrencelovgivningen. Der er imidlertid

under beskrivelsen af effektivitetshensynet redegjort for, at virksom

konkurrence er ønskelig, netop fordi det må anses som det mest effektive

middel til at sikre det udbud af varer og tjenesteydelser, som bedst

afspejler forbrugernes præferencer, både med hensyn til kvalitet og pris.

Til § 2 Med lovforslagets § 2 ligestilles offentlig og privat

erhvervsvirksomhed i modsætning til under den gældende konkurrencelov, hvor

forbuds- og indgrebsbestemmelserne ikke gælder for erhvervsvirksomhed, der

udøves af stats- og kommunalforvaltningen. En ligestilling af privat og

offentlig erhvervsvirksomhed harmonerer med EU-konkurrencereglerne, hvor

Traktatens artikel 85 og 86 gælder direkte for offentlige virksomheder, jf.

artikel 90.

§ 2, stk. 1, afgrænser sammen med § 3 lovforslagets anvendelsesområde.

Efter lovforslaget er al erhvervsvirksomhed som udgangspunkt omfattet. Det

centrale begreb for lovforslagets anvendelsesområde er således begrebet

erhvervsvirksomhed.

Begrebet »erhvervsvirksomhed« skal efter denne lov forstås

bredt, således at enhver økonomisk aktivitet, der foregår i et marked for

varer og tjenester, er omfattet af loven. Det kræves ikke, at der opnås en

økonomisk gevinst. Således kan et »non-profit« foretagende også

være omfattet af begrebet erhvervsvirksomhed. Valget af selskabsform

(aktieselskab, andelsforening, brancheforening, selvejende institution m.v.)

er ikke afgørende for lovens anvendelse. Eventuelle afgrænsningsproblemer

forudsættes løst i forlængelse af Konkurrencerådets praksis efter den

gældende lov. I overensstemmelse med hidtidig praksis er begrebet

erhvervsvirksomhed således defineret bredt for at kunne modsvare en dynamisk

erhvervsudvikling.

Begrebet erhvervsvirksomhed dækker offentlig og privat erhvervsvirksomhed.

Ved offentlig erhvervsvirksomhed forstås erhvervsvirksomhed, der udøves af

stats- eller kommunalforvaltningen, og som består i at udbyde eller

efterspørge varer eller tjenesteydelser m.v., som har betydning for

konkurrencen. Det betyder, at hvis offentlige erhvervsvirksomheder udbyder

eller efterspørger varer og ydelser på et marked, vil denne

erhvervsvirksomhed være omfattet af loven. Med formuleringen

»efterspørge« sigtes på de tilfælde, hvor offentlige

erhvervsvirksomheder optræder som købere, og derigennem påvirker eller kan

påvirke konkurrencen.

Eksempler på offentlig erhvervsvirksomhed vil bl.a. kunne findes inden for

områderne offentlige værker, offentlig transport, offentlig havnevirksomhed

og renovation. Indtægtsdækket virksomhed, som drives af en række

statsinstitutioner, vil også være offentlig erhvervsvirksomhed. Desuden kan

kommunal opgavevaretagelse for andre kommuner være offentlig

erhvervsvirksomhed.

Myndighedsudøvelse ligger uden for begrebet erhvervsvirksomhed og vil

derfor ikke være omfattet af loven. Som eksempler på myndighedsudøvelse kan

nævnes konkrete forvaltningsakter, regeludstedelse, regelfortolkning,

regelhåndhævelse og betjening af Folketinget, minister, kommunalbestyrelse og

amtsråd.

Begrebet offentlig erhvervsvirksomhed skal forstås således, at den form

for offentlig erhvervsvirksomhed, som ikke består i at udbyde eller

efterspørge varer eller tjenester m.v. på et marked, ikke falder ind under

lovens anvendelsesområde. Det skyldes, at denne type erhvervsvirksomhed ikke

har direkte betydning for konkurrencen i erhvervslivet.

Sådan erhvervsvirksomhed omfatter de aktiviteter, hvor stats- eller

kommunalforvaltningen fremstiller varer eller ydelser ved egne ansatte og til

eget brug, og benævnes ofte som »in house« produktion.

Som eksempler på »in house« produktion kan nævnes en kommunes

egen udførelse af trykkeri- eller håndværksopgaver til kommunens eget brug.

Undtagelsen af offentlig »in house« produktion er en

videreførelse af praksis efter gældende lov.

Hvad angår privat erhvervsvirksomhed, dækker dette i forlængelse af

Konkurrencerådets praksis enhver form for erhvervsvirksomhed, der udøves af

private markedsaktører.

Det er ikke fundet nødvendigt at fremhæve i lovforslagets § 2 på hvilket

geografisk marked, lovforslaget skal finde anvendelse. Loven omfatter efter

hidtidig praksis det danske territorium. Grønland og Færøerne er undtaget fra

lovens anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 29.

Efter lovforslagets § 2, stk. 2, er en erhvervsvirksomheds

konkurrencebegrænsninger, som er en direkte eller nødvendig følge af

offentlig regulering m.v., undtaget fra reglerne i kapitel 2 og 3. I sådanne

tilfælde kan konkurrencemyndigheden rette en offentliggjort henvendelse til

vedkommende myndighed og gøre opmærksom på eventuelle konkurrenceskadelige

virkninger.

Ved »offentlig regulering« forstås bl.a. lovgivning,

bekendtgørelser, generelle budgetregler, aktstykker og beslutninger inden for

grænserne af kommunalfuldmagten samt kommunale regulativer. Sidestillet med

beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen er beslutninger truffet af

bestyrelsen i kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

Begrundelsen for at sidestille beslutninger truffet af bestyrelsen i

kommunale fællesskaber med beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen er, at

kommunale fællesskaber er karakteriseret ved, at der sker en

kompetenceoverførsel fra de deltagende kommuner til fællesskabet. Et

kommunalt fællesskab, der er godkendt efter lov om kommunernes styrelse § 60,

er således udtryk for, at den i lovgivningen fastsatte kompetence- og

opgavefordeling er fraveget. Det kommunale fællesskab udøver ikke funktioner

på kommunernes vegne i henhold til delegation, men har en selvstændig

kompetence.

For så vidt angår forpligtelser efter ratificerede konventioner samt

EU-forordninger, vil disse også falde ind under begrebet »offentlig

regulering«.

Formålet med § 2, stk. 2, er at sikre, at politisk bestemte reguleringer

og beslutninger truffet med hjemmel i lovgivning, herunder reglerne om

kommunernes ulovbestemte opgaver (kommunalfuldmagten), ikke kan underkendes

af konkurrencemyndigheden, idet disse reguleringer og beslutninger kan være

betinget af andre samfundshensyn end hensynet til konkurrencen. Det er en

given forudsætning, at konkurrencemyndigheden ikke kan gå ind i en

legalitetsprøvelse af sådanne reguleringer og beslutninger.

Det fremgår af stk. 2, 2. pkt., at afgørelse af, hvorvidt en

konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering m.v., træffes af den myndighed m.v., der har fastsat reguleringen,

eller såfremt reguleringen er fastsat ved lov eller EU-forordning, af

vedkommende minister. Det følger dog af dansk rets almindelige regler, at den

endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt en erhvervsvirksomheds

konkurrencebegrænsning har hjemmel og dermed er omfattet af § 2, stk. 2, 1.

pkt., henhører under domstolene.

En anden situation er den, at der i anden lovgivning er eller bliver

fastsat bestemmelser med sigte på aktivt at fremme konkurrencen på et eller

flere delmarkeder, som eksempelvis en række af bestemmelserne i

telelovgivningen, der hjemler en række direkte indgreb i samtrafikpriser og

-vilkår. De indgrebsmuligheder, der følger af sådan sektorspecifik

lovgivning, jf. lex specialis princippet, består fortsat og vil skulle

håndhæves af den pågældende ressortmyndighed.

Det må anses for hensigtsmæssigt, at Konkurrencerådet og de pågældende

sektormyndigheder i forbindelse med eventuelle indgreb løbende koordinerer

indsatsen med henblik på at undgå overlapning eller modstridende

beslutninger.

Der kan således ikke opstå en retstilstand, hvor såvel Konkurrencerådet

som en sektorspecifik myndighed har kompetence til at gribe ind over for det

samme forhold.

Desuden bør den retstilstand, hvor hverken den sektorspecifikke myndighed

eller Konkurrencerådet kan gribe ind, ikke kunne opstå.

Forslaget indebærer således, at lovens forbudsbestemmelser ikke finder

anvendelse på konkurrencebegrænsninger, som er en direkte eller nødvendig

følge af offentlig regulering m.v. Forslaget er en præcisering af en lignende

bestemmelse i den gældende konkurrencelovs § 2, nr. 1, 2. pkt., således at

reglens ordlyd bringes i overensstemmelse med den praksis, der har udviklet

sig inden for den gældende konkurrencelov. Forslaget til stk. 2 indebærer

ikke særlige indholdsmæssige krav til reguleringens ordlyd.

Derimod kræves, at hjemlen til at gennemføre en offentlig regulering er

udnyttet, svarende til hidtidig praksis efter den gældende konkurrencelov.

Den omstændighed, at en offentlig myndighed har hjemmel til at udstede

regler, indebærer ikke i sig selv, at kravet om lovregulering er opfyldt.

Lovforslagets § 2, stk. 2, 3. pkt., giver konkurrencemyndigheden mulighed

for at rette henvendelse til den pågældende myndighed m.v. og påpege mulige

skadelige virkninger for konkurrencen. Bestemmelsen følger hidtidig praksis,

men er gjort mere effektiv ved at indføje en pligt for den pågældende

myndighed til at svare på henvendelsen inden for 3 måneder fra

modtagelsestidspunktet. Den foreslåede bestemmelse præciserer endvidere

Konkurrencerådets adgang til i en sådan henvendelse at fremkomme med forslag

til fremme af konkurrencen på det pågældende område.

Forud for en sådan henvendelse forudsættes Konkurrencerådet at drøfte

sagen med den pågældende myndighed.

En § 2, stk. 2-henvendelse kan offentliggøres, ligesom den offentlige

myndigheds svar på Konkurrencerådets henvendelse kan offentliggøres, jf. §

13, stk. 2. Offentliggørelsen vil ske ved Konkurrencerådets foranstaltning.

Heri ligger en forudsætning om, at en offentlig myndighed i forbindelse med

besvarelsen kommer med en begrundet stillingtagen til Konkurrencerådets

anbefaling.

Under den gældende konkurrencelov er det altid Konkurrencerådet og ikke

rådets sekretariat, der retter en offentliggjort § 15-henvendelse til andre

offentlige myndigheder. Ud fra hensynet til at give henvendelser efter

lovforslagets § 2, stk. 2, mest mulig vægt både over for den pågældende

myndighed og i den offentlige debat er det fundet hensigtsmæssigt fortsat at

lade denne del af konkurrencelovens anvendelsesområde varetage af

Konkurrencerådet.

Ifølge § 2, stk. 3, skal statslige og kommunale myndigheder m.v., der

udøver erhvervsvirksomhed og fastsætter regler for denne erhvervsvirksomhed,

anmelde reguleringen eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen. Ved

»udøves« forstås, at statslige og kommunale myndigheder alene

forestår en erhvervsvirksomhed eller er repræsenteret i den pågældende

erhvervsvirksomheds styrende organ. Det kræves ikke, at myndigheden har

bestemmende indflydelse i erhvervsvirksomheden for, at anmeldelsespligten

indtræder. Anmeldelsespligten omfatter tillige koncessionsvilkår. Ved

anmeldelsespligten sikres, at Konkurrencerådet får mulighed for at blive

bekendt med de tilfælde, hvor offentlige myndigheder optræder i

dobbeltfunktioner.

Anmeldelse af myndigheders regulering m.v. af erhvervsvirksomhed, som

udøves af myndigheden selv, skal alene ske i tilfælde, hvor

erhvervsvirksomheden har betydning for konkurrencen.

Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra

Konkurrencerådet de nærmere regler for anmeldelsespligten, jf. § 2, stk. 3.

Det forudsættes, at de nærmere regler gøres så smidige, at kun de

oplysninger, som vedrører forhold af betydning for konkurrencen, indsendes

til Konkurrencestyrelsen.

De anmeldte forhold er offentligt tilgængelige i Konkurrencestyrelsen, jf.

§ 13, stk. 2.

Til § 3 Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 3 i den gældende

konkurrencelov.

Bestemmelsen indebærer, at der skal foretages en afgrænsning af løn- og

arbejdsforhold over for erhvervsvirksomhed. Det forudsættes, at bestemmelsen

administreres i overensstemmelse med hidtidig praksis. Undtagelsen omfatter

herefter kun forhold, der vedrører egentlige løn- og arbejdsforhold, og alene

forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager i denne forbindelse. Dette

gælder, uanset om forholdene er indeholdt i kollektive overenskomster.

Til § 4 EU-konkurrencereglerne finder anvendelse, når der kan

konstateres en mærkbar påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, mens

de nationale konkurrenceregler finder anvendelse på konkurrencebegrænsninger,

der udspiller sig inden for de enkelte medlemsstaters territorialgrænser. Der

vil dog i et vist omfang være en overlapning mellem anvendelsesområdet for

EU-konkurrencereglerne og de nationale konkurrenceregler, idet f.eks.

EU-konkurrencereglerne kan anvendes ikke blot, hvor der i en

konkurrencebegrænsende aftale eller adfærd deltager virksomheder fra flere

medlemsstater, men tillige, hvor de deltagende virksomheder er beliggende i

en enkelt medlemsstat, hvis aftalen m.v. gør det vanskeligere for

virksomheder fra andre medlemsstater at trænge ind på den pågældende

medlemsstats område.

Hensigten med lovforslagets § 4 er at indføre one-stop-shop princippet,

det vil sige et princip om, at konkurrencebegrænsende aftaler m.v. som

udgangspunkt enten skal behandles efter EU-konkurrencereglerne eller efter de

nationale konkurrenceregler. Dette er en lovfæstelse af praksis efter den

gældende konkurrencelov.

Af lovforslagets § 4 fremgår, at en aftale m.v., der har fået en

individuel fritagelse efter Traktatens artikel 85, stk. 3, ikke vil være

omfattet af forbudsbestemmelserne i lovforslagets kapitel 2.

Endvidere vil aftaler m.v., der er omfattet af en forordning om fritagelse

eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v., ikke være omfattet af

bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2.

En aftale m.v., der opfylder betingelserne i en EU-gruppefritagelse eller

EU-undtagelse, opnår samme retlige gyldighed og fordele, som opnås ved, at

Konkurrencerådet træffer afgørelse om individuel fritagelse efter § 8, stk.

1. Fritagelsen opnås uden forudgående anmeldelse af aftalen m.v. til

Konkurrencestyrelsen og dermed uden, at der er foretaget eller skal foretages

nogen undersøgelse af eller træffes nogen afgørelse om, at den pågældende

aftale opfylder betingelserne i § 8, stk. 1. Aftaleparterne kan derfor selv

vurdere, hvorvidt en aftale m.v. er omfattet af en EU-gruppefritagelse eller

EU-undtagelse.

Til § 5 § 5 undtager aftaler, vedtagelser og samordnet praksis

inden for samme virksomhed eller koncern fra forbudsbestemmelserne i

lovforslagets kapitel 2. Bestemmelsen forudsættes administreret i

overensstemmelse med EU-konkurrenceretten for så vidt angår koncernforhold.

Dette er ensbetydende med, at forbindelserne mellem virksomheder, der

tilhører samme koncern i egenskab af modervirksomhed og dattervirksomhed

eller i egenskab af dattervirksomheder under bestemmende indflydelse af samme

modervirksomhed, ikke udgør en aftale eller samordnet praksis og dermed er

omfattet af undtagelsen. Dette forudsætter, at virksomhederne udgør en

økonomisk enhed, inden for hvilken dattervirksomheden eller

dattervirksomhederne ikke har nogen reel selvstændighed ved fastlæggelsen af

sin eller deres adfærd på markedet.

Begreberne modervirksomhed og dattervirksomhed forudsætter, at der er tale

om koncerner, hvor der i kraft af økonomisk ejerskab eller stemmerettigheder

foreligger en bestemmende indflydelse.

Koncernbegrebet er videre end i selskabslovgivningen, hvor det kun

omfatter moder- og datterselskab. I dansk selskabslovgivning opererer man

således ikke med begrebet horisontale koncerner, men denne type koncerner

kendes bl.a. fra tysk ret, ligesom man i EU-konkurrenceretten har behandlet

horisontale koncerners stilling i forhold til artikel 85, stk. 1.

I modsætning til vertikale koncerner er horisontale koncerner ikke

kendetegnet ved en overordnet virksomheds bestemmende indflydelse gennem

økonomisk ejerskab eller stemmemæssigt flertal. Derimod har to eller flere

virksomheder - ofte gennem kontrakt, som til tider er udbygget yderligere

gennem gensidige aktiebesiddelser (cross-holding) - stillet sig under fælles

ledelse.

Det følger af Kommissionens praksis, at hvis der i sådanne tilfælde er

tale om effektivt udøvet fælles ledelse, og samtlige deltagere er underordnet

en fælles ledelse, og der eksisterer en udligningsordning for

forretningsmæssige og økonomiske risici, er der tale om en

virksomhedssammenslutning. Virksomhederne vil derfor blive opfattet som en

økonomisk enhed, hvorfor deres indbyrdes aftaler ikke vil være omfattet af

forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler i artikel 85, stk. 1. En sådan

vurdering skal dog foretages konkret i hvert enkelt tilfælde.

Lovforslagets § 5 forudsættes for så vidt angår horisontale koncerner

administreret i overensstemmelse med Kommissionens praksis.

I overensstemmelse med EU-konkurrenceretten omfatter virksomhedsbegrebet

også andelsselskaber, jf. bemærkningerne til § 6. For så vidt angår

andelsselskabers interne aftaleforhold, det vil sige forholdet mellem

andelsselskabet som sådan og dets medlemmer samt medlemmernes indbyrdes

forhold, og som fastlagt i eksempelvis andelsselskabets vedtægter, vil disse

være omfattet af undtagelsen, såfremt de er begrænset til, hvad der er

nødvendigt for at sikre en tilfredsstillende drift af andelsselskabet,

herunder af en kontraheringsstyrke.

Da der kan være behov for at klargøre retsstillingen for markedsaktørerne

og fastsætte præciserende regler, bemyndiges erhvervsministeren i stk. 2 til

efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet at fastsætte nærmere

regler om anvendelsen af stk. 1.

Såfremt en aftale m.v. ikke er en virksomheds-/koncernintern aftale, vil

forbudsbestemmelserne i kapitel 2 gælde fuldt ud.

Til kapitel 2

Bestemmelserne om forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler m.v.

Lovforslaget indeholder i § 6 et generelt forbud mod konkurrencebegrænsende

aftaler m.v., der svarer til EF-Traktatens artikel 85, stk. 1.

Efter lovforslagets § 7 gælder forbudet i § 6 ikke for

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. mellem virksomheder eller en

sammenslutning af virksomheder, som har en samlet omsætning på under 1 mia.

kr., og hvis samlede markedsandel samtidig er under 10 pct. af markedet for

varen eller tjenesteydelsen. Forbudet gælder endvidere ikke for

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. mellem virksomheder, der uanset

markedsandelens størrelse har en samlet omsætning på under 150 mio. kr.

Aftaler, der omfattes af de kvantitative kriterier i § 7, falder ikke under

kontrolprincippet, men lades helt ureguleret, ctr. betænkning nr. 1297. Den

nedre omsætningsgrænse finder dog ikke anvendelse, hvor konkurrencen inden

for en branche er begrænset som følge af den samlede virkning af parallelle

aftaler. Den nedre omsætningsgrænse gælder heller ikke i tilfælde, hvor

virksomheder aftaler eller tilkendegiver bindende videresalgspriser.

Konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der ikke opfylder de kvantitative

betingelser, der er fastsat i lovforslagets § 7, omfattes som udgangspunkt af

forbudet i § 6, stk. 1.

I EU-konkurrencereglerne er der imidlertid mulighed for, at en virksomhed

ved en anmeldelse til Kommissionen kan få udstedt en såkaldt negativattest,

hvor Kommissionen erklærer, at efter de forhold, som den har kendskab til, er

der ikke grundlag for at skride ind i medfør af artikel 85, stk. 1. Endvidere

er der efter EU-konkurrencereglerne mulighed for, at konkurrencebegrænsende

aftaler m.v. kan blive fritaget fra forbudet, hvis de opfylder visse

betingelser. Der er typisk tale om aftaler, som ud fra en mere langsigtet og

bredere vurdering skønnes at kunne bidrage til øget samfundsmæssig

effektivitet, selvom de på kort sigt og isoleret betragtet indebærer en

konkurrencebegrænsning. En sådan fritagelse kan enten ske individuelt, det

vil sige for den enkelte aftale, eller for grupper af aftaler, f.eks.

eneforhandlingsaftaler, efter fælles betingelser fastlagt i en såkaldt

gruppefritagelse.

Lovforslaget indeholder i § 8 bestemmelser om, at Konkurrencerådet efter

individuel vurdering fritager aftaler m.v., der opfylder de angivne

betingelser. Endvidere giver lovforslagets § 9 Konkurrencerådet mulighed for

efter anmeldelse fra en virksomhed at erklære, at en aftale m.v. ikke

omfattes af forbudet i § 6, stk. 1, og at Konkurrencerådet derfor ikke vil

skride ind i medfør af § 6, stk. 4. Derudover giver § 10 erhvervsministeren

bemyndigelse til at udstede nationale gruppefritagelsesbestemmelser efter at

have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet.

Der er en væsentlig forskel mellem individuel fritagelse og

gruppefritagelse. En individuel fritagelse forudsætter en anmeldelse og en

konkret afgørelse for hver enkelt konkurrencebegrænsende aftale m.v., mens en

gruppefritagelse gælder automatisk for alle konkurrencebegrænsende aftaler

m.v., der opfylder de fastlagte fælles betingelser, uden at der hertil kræves

en anmeldelse og en forudgående administrativ afgørelse. Det er således

overladt til aftaleparterne selv at vurdere, om betingelserne i en

gruppefritagelse er opfyldt.

Disse bestemmelser skal sammenholdes med § 4, hvorefter

konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der er omfattet af enten Kommissionens

individuelle fritagelser efter artikel 85, stk. 3, eller af forordninger om

gruppefritagelser eller undtagelser fra EU-konkurrencereglerne, ikke er

omfattet af forbudet i § 6.

Bestemmelserne i § 4 og §§ 6-10 udgør et sammenhængende system i

lovforslagets regulering af konkurrencebegrænsende aftaler m.v., hvor:

- § 6 indeholder det generelle forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler

m.v., der ligger over et af de kvantitative kriterier, der er fastsat i § 7.

- § 7 indeholder de kvantitative kriterier for, hvornår en

konkurrencebegrænsende aftale m.v. ikke falder ind under forbudsbestemmelsen

i § 6, dog med forbehold af den samlede virkning af lignende aftaler, og

aftaler om bindende videresalgspriser.

- § 8 indeholder betingelserne for at opnå individuel fritagelse af en

konkurrencebegrænsende aftale m.v., der omfattes af forbudet, samt fastsætter

pligt til anmeldelse af aftaler m.v. som betingelse for at opnå en individuel

fritagelse.

- § 9 giver Konkurrencerådet mulighed for efter anmeldelse at erklære, at

et forhold efter de foreliggende oplysninger slet ikke falder ind under

forbudet i § 6, stk. 1.

- § 10 giver erhvervsministeren en bemyndigelse til ved bekendtgørelse at

fritage grupper af konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der opfylder nærmere

angivne betingelser.

- § 4 indebærer, at konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der er omfattet

af en individuel fritagelse eller en gruppefritagelse fra EU-reglerne, også

er fritaget fra forbudsbestemmelsen i § 6.

Til § 6 Udgangspunktet for bestemmelsen er, at alle

konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis er forbudt,

medmindre de ligger under de kvantitative kriterier i § 7. Endvidere omfatter

forbudet ikke:

- aftaler m.v. inden for samme virksomhed eller koncern (§ 5, stk. 1),

- aftaler m.v., som har opnået en individuel fritagelse efter § 8, stk. 1,

- aftaler m.v., som Konkurrencerådet på det foreliggende grundlag har

erklæret falder uden for forbudet (§ 9),

- aftaler m.v., som er omfattet af en national gruppefritagelse (§ 10,

stk. 1),

- aftaler m.v., der har opnået en individuel fritagelse efter Traktatens

artikel 85, stk. 3, samt

- aftaler m.v., der er omfattet af en EU-gruppefritagelse eller

EU-undtagelse, jf. § 4.

Såfremt Konkurrencerådet efter klage, af egen drift eller efter henvisning

fra Kommissionen konstaterer, at en virksomhed har overtrådt forbudet, kan

der dels udstedes påbud om at bringe overtrædelsen til ophør efter forslagets

§ 6, stk. 4, jf. § 16, dels kan der over for politiet anmodes om

iværksættelse af strafferetlig forfølgning efter forslagets § 23, stk. 1, nr.

1.

De generelle forbud

Den gældende konkurrencelov indeholder ikke et forbud mod

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Det eneste forbud, som indeholdes i

konkurrenceloven, er § 14, ifølge hvilken det er forbudt at fastsætte

bindende videresalgspriser i efterfølgende omsætningsled (vertikal

prisfastsættelse).

Udformningen af § 6 svarer til Traktatens artikel 85, stk. 1.

Kommissionens og Domstolens praksis efter artikel 85, stk. 1, vil være

vejledende for fortolkningen af § 6 i det omfang, det faktiske grundlag

vurderet efter danske markedsforhold må antages at være det samme.

Aftaler mellem virksomheder

Hovedanvendelsesområdet for § 6 er konkurrencebegrænsende aftaler. En

aftale kan indgås af to eller flere virksomheder. Der stilles ikke krav om,

at en aftale skal være juridisk bindende. F.eks. kan en såkaldt

»gentleman's agreement« være omfattet af aftalebegrebet, ligesom

der heller ikke stilles krav om, at aftalen skal være skriftlig.

Aftalebegrebet omfatter såvel horisontale som vertikale aftaler.

Aftalebegrebet skal i overensstemmelse med Domstolens fortolkning af

aftalebegrebet i artikel 85, stk. 1, fortolkes bredt.

Det er uden betydning for anvendelse af lovforslagets § 6, hvilken

betegnelse aftalen har, og hvorledes den er udformet.

Eksempelvis vil standardsalgsbetingelser, der indgår i de almindelige

forretningsforhold mellem en leverandør og dennes kunder, efter

omstændighederne være omfattet af § 6.

Et vilkår, der indgår i teksten på en faktura, vil kunne anses for en

aftale ved kundens stiltiende accept heraf, f.eks. ved at kunder i praksis

følger de nævnte vilkår, eller ved kundens afgivelse uden indsigelser af nye

ordrer på samme vilkår som hidtil.

Hvis der allerede foreligger en aftale, vil også ensidige handlinger med

henblik på at sikre aftalens gennemførelse blive anset for en del af den

samlede aftale. Således kan en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd

inden for rammerne af virksomhedens aftalesystem om videreforhandling være

omfattet af § 6. Eksempelvis vil en leverandørs beslutning om at afslå en

forhandler, der ellers opfylder betingelserne i et selektivt salgssystem, men

som ikke er indforstået med at følge de salgsbindinger, som leverandøren har

aftalt med andre forhandlere, være en handling, der vil være omfattet af § 6,

eftersom formålet med afslaget er at sikre overholdelsen af de

salgsbindinger, der ligger til grund for aftaler indgået mellem leverandøren

og forhandlerne.

Omvendt vil rent ensidige handlinger fra en virksomheds side, som ikke på

nogen måde kan siges at være aftalt eller accepteret (udtrykkeligt eller

stiltiende), og som heller ikke senere ændrer karakter til at blive en del af

en aftale, ikke være omfattet af aftalebegrebet i § 6. Efter omstændighederne

vil sådanne rent ensidige handlinger kunne være omfattet af bestemmelserne i

kapitel 3 om misbrug af dominerende stilling. I de tilfælde, hvor f.eks. en

mindre erhvervsvirksomhed passivt accepterer en konkurrencebegrænsende aftale

med en større virksomhed, vil der ved strafudmålingen i forbindelse med

domfældelse for overtrædelse kunne tages hensyn til dette forhold.

En aftale mellem to eller flere virksomheder om etablering af et såkaldt

joint venture, en separat virksomhed, som kontrolleres i fællesskab af de

stiftende virksomheder, falder som udgangspunkt også ind under forbudet i §

6. Efter EU-konkurrencereglerne betragtes visse joint ventures som fusioner,

der behandles efter reglerne om kontrol med fusioner. Da lovforslaget ikke

indeholder bestemmelser om fusionskontrol, foreslås alle former for joint

ventures omfattet af § 6 - med forbehold af § 4 - idet der dog vil være

mulighed for, at der kan opnås en individuel fritagelse efter § 8 eller opnås

en erklæring om ikke-indgreb efter § 9, eller at et joint venture kan falde

ind under en dansk gruppefritagelse udstedt i medfør af § 10.

Vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder

§ 6 omfatter tillige vedtagelser, der er truffet inden for en

sammenslutning af virksomheder ved dens kompetente organer. Begrebet

vedtagelse kan omfatte vedtægter, beslutninger og henstillinger. Det er ikke

noget krav, at vedtagelsen er juridisk bindende for medlemmerne. Begrebet

sammenslutning af virksomheder omfatter brancheforeninger af enhver slags og

enhver anden form for organiseret samarbejde mellem virksomheder, jf. § 6,

stk. 3.

Som eksempel på vedtagelser kan nævnes brancheforeningers vedtagelser,

hvad enten de er bindende eller vejledende for medlemmerne.

Samordnet praksis

Samordnet praksis indebærer, at to eller flere virksomheder koordinerer

deres adfærd, uden at der er indgået en egentlig aftale. En sådan adfærd

rammes af forbudet, jf. § 6, stk. 3. Det forudsættes dog, at der har været en

eller anden form for kontakt mellem virksomhederne, f. eks. afholdelse af

møder eller udveksling af informationer.

Virksomheder, der forholder sig ensartet på markedet (parallel adfærd) -

uden at der er tale om nogen form for viljemæssig tilpasning - rammes ikke af

forbudet.

Omvendt vil begrebet samordnet praksis i overensstemmelse med

EU-konkurrenceretten også kunne omfatte enhver direkte eller indirekte

kontakt mellem virksomheder, som har til formål eller til følge enten at

påvirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfærd eller at

informere en sådan konkurrent om den markedsadfærd, som man har besluttet sig

til - eller overvejer - selv at følge. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor

virksomheder på møder har udvekslet oplysninger om priser og

produktionsmængder eller lignende forretningshemmeligheder, og hvor formålet

har været at samordne den senere markedsadfærd.

Den praktiske betydning af, at samordnet praksis er omfattet af forbudet,

er navnlig af bevismæssig art, idet man herved kan ramme en adfærd, hvis

eksistens ikke kan bevises med forekomsten af en egentlig aftale.

Virksomhedsbegrebet

Der henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1, vedr. begrebet

erhvervsvirksomhed.

Konkurrencebegrænsningskriteriet

Enhver form for konkurrencebegrænsning rammes af forbudet i § 6.

Bestemmelsen omfatter både hindring, begrænsning og fordrejning af

konkurrencen, ligesom den omfatter aftaler m.v., der »direkte eller

indirekte har til formål eller til følge« at begrænse konkurrencen.

Udtrykket »til formål eller til følge« er alternative kriterier.

Forbudet rammer således både aftaler m.v., der tilsigter begrænsninger, selv

om de ikke får denne virkning, og aftaler m.v., der har sådanne virkninger,

uanset intentionerne. § 6 kræver således ikke, at der faktisk har fundet en

påvirkning sted.

Det anses ikke for konkurrencebegrænsende, at flere virksomheder i samme

omsætningsled inden for en branche afgiver fælles bud på en bestemt opgave,

hvis ingen af de pågældende virksomheder alene ville have kunnet klare

opgaven (f.eks. på grund af kravene til knowhow, kapacitet eller økonomiske

ressourcer).

Forbudte konkurrencebegrænsninger

§ 6, stk. 2, nr. 1-5, anfører en række eksempler på konkurrencebegrænsende

aftaler m.v. Opregningen i nr. 1-5 er ikke udtømmende, men er alene en

eksemplificering, jf. ordene »..f.eks. bestå i«.

§ 6, stk. 2, nr. 1

§ 6, stk. 2, nr. 1, omfatter bl.a. karteller, der kan indskrænke

konkurrencen betydeligt, f.eks. fordi den normale priskonkurrence fjernes

eller begrænses væsentligt gennem aftaler eller samordnet praksis mellem

producenter eller distributører. Dette gælder også, hvor prisfastsættelsen

sker inden for en brancheorganisation, indkøbsorganisation eller lignende,

jf. stk. 3. Endvidere omfatter forbudet aftaler mellem indbyrdes

konkurrerende producenter om fastsættelse af priser eller om etablering af

rabataftaler.

Prissamarbejder af vejledende karakter, herunder bl.a. horisontale

listepriser, der ofte har været udsendt af bl.a. brancheorganisationer, er

omfattet af forbudet. Disse listepriser har ofte i praksis vist sig at være

prisstyrende.

Forbudet omfatter også vertikale aftaler m.v. mellem f.eks. en producent

og en forhandler om fastsættelse af priser m.v. (herunder rabat- og

bonusaftaler) ved videresalg i efterfølgende omsætningsled.

Under udtrykket »andre forretningsbetingelser« falder bl.a.

fælles konkurrencebegrænsende afsætningsvilkår, vilkår for betaling,

garantier, rabatter m.v.

§ 6, stk. 2, nr. 2

§ 6, stk. 2, nr. 2, omfatter bl.a. selvbegrænsningsaftaler, der har til

formål at opretholde et højt prisniveau gennem en begrænsning af udbudet af

et produkt.

Kollektive boykot-foranstaltninger mod en enkelt virksomhed er forbudt.

Konkurrenceklausuler i forbindelse med virksomhedsoverdragelse vil tillige

være omfattet, hvis de går ud over, hvad der efter Kommissionens og

Domstolens praksis kan anses for nødvendigt - i tids- og produktmæssig samt

geografisk henseende.

Visse former for konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der falder under

denne kategori, har dog ikke udelukkende negative virkninger. Dette gælder

f.eks. selektive distributionsaftaler, specialiseringsaftaler, aftaler om

forskning og udvikling, licensaftaler m.v. Efter en afvejning af om den

foreliggende aftale m.v. i andre henseender har så gunstige virkninger, at

den bør tillades, kan der indrømmes en individuel fritagelse til aftalen, jf.

§ 8, ligesom der er mulighed for, at sådanne aftaler kan være fritaget efter

en EU-gruppefritagelse, jf. § 4, eller en gruppefritagelse fastsat af

erhvervsministeren, jf. § 10.

§ 6, stk. 2, nr. 3

§ 6, stk. 2, nr. 3, omfatter bl.a. horisontale markedsdelingsaftaler

mellem konkurrenter, f.eks. gennem opdeling efter geografiske områder, kvoter

eller kundekategorier. Endvidere er vertikale markedsdelingsaftaler, oftest

aftaler mellem producenter og distributører, om f.eks. geografisk afgrænsede

salgsområder, opdeling af kundekredse m.v., forbudt.

§ 6, stk. 2, nr. 4

Under § 6, stk. 2, nr. 4, falder typisk vertikale konkurrencebegrænsende

aftaler om f.eks. prisdiskrimination, rabatter m.v., der diskriminerer

forskellige købere eller kategorier af købere. Horisontale aftaler om

rabatter vil falde direkte ind under § 6, stk. 2, nr. 1, idet aftaler mellem

indbyrdes konkurrenter om rabatter er en indirekte prisfastsættelse eller

regulering af prisniveauet. En enkelt virksomheds ensidige adfærd, som

medfører diskrimination, vil ikke være omfattet af § 6, stk. 2, nr. 4, da de

generelle betingelser i § 6, stk. 1, skal være opfyldt. En sådan adfærd kan

dog efter omstændighederne være omfattet af forbudet i § 11, stk. 1, hvis

virksomheden har en dominerende stilling.

Som hovedregel anses de rabat- og bonusformer, der er omkostningsmæssigt

begrundede, det vil sige har deres grundlag i sparede omkostninger hos

sælgeren, ikke at medføre skadelige virkninger for konkurrencen. Tværtimod

kan de fremme en effektiv konkurrence, såfremt de baserer sig på objektive og

rimelige kriterier og er kendte for køberne.

Med hensyn til de rabat- og bonusformer, der ikke modsvares af

omkostningsbesparelser hos sælgeren, men som er et led i sælgerens

almindelige salgspolitik, vil en række rabatformer kunne påvirke konkurrencen

mellem virksomhederne og dermed adgangen til markedet på en måde, der skader

effektiviteten og strukturtilpasningen. Dette gælder navnlig rabatter, der

har til formål at bevare et kundeforhold (troskabsbetingede rabatter).

En yderligere skærpelse af konkurrencebegrænsningen i et rabat- og

bonussystem foreligger i de tilfælde, hvor der er knyttet en »engelsk

klausul« til. Den engelske klausul går ud på, at en leverandør fra

aftagerne får leveret detaljerede oplysninger om de mest favorable tilbud fra

konkurrerende virksomheder med henblik på altid at kunne tilbyde priser, der

ikke overstiger konkurrenternes laveste tilbudte priser.

En enkelt dominerende virksomheds leveringsnægtelse og anden

diskrimination rammes ikke af dette forbud, men skal vurderes efter

bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3 om misbrug af dominerende stilling.

§ 6, stk. 2, nr. 5

§ 6, stk. 2, nr. 5, omfatter bl.a. konkurrencebegrænsende aftaler m.v. om

tillægsydelser, hvilket vil sige, at det stilles som vilkår for indgåelse af

en aftale, at den anden part påtager sig yderligere forpligtelser, som

hverken efter deres natur eller ifølge handelssædvane har forbindelse med

aftalens genstand.

Forbudet omhandler først og fremmest det forhold, at en virksomhed er i

besiddelse af et attraktivt produkt, som den kun vil sælge, hvis køberen

tillige aftager andre varer eller tjenesteydelser fra virksomheden, selv om

disse ville kunne fås bedre og billigere andetsteds. Den modsatte situation,

hvor køberen lokkes med tillægsydelser, er reguleret af markedsføringslovens

§ 6.

Hjemmel til at udstede påbud

Konkurrencerådets hjemmel til at udstede påbud om at bringe overtrædelsen

af § 6, stk. 1, til ophør, fremgår af lovforslagets § 6, stk. 4. Denne

bestemmelse giver Konkurrencerådet hjemmel til både på eget initiativ, efter

klage eller som følge af henvisning fra Kommissionen at udstede et påbud, jf.

§ 16. Et påbud vil i overensstemmelse med Konkurrencerådets hidtidige praksis

være skriftligt. I påbudet ligger dels, at der foreligger en

konkurrencebegrænsning i strid med § 6, stk. 1, dels at

konkurrencebegrænsningen skal bringes til ophør. Herudover kan der blive tale

om strafferetlig forfølgning for den begåede lovovertrædelse efter § 23, stk.

1, nr. 1.

Ugyldighed

Spørgsmålet om ugyldighed kendes fra den gældende konkurrencelov i

relation til anmeldelsespligten i § 5. Ifølge konkurrencelovens § 5, stk. 3,

er aftaler og vedtagelser, der skulle have været anmeldt i henhold til lovens

§ 5, stk. 1, ugyldige, hvis de ikke er blevet anmeldt inden 14 dage.

Ugyldigheden indtræder såvel mellem parterne som i forhold til tredjemand.

Ifølge lovforslagets § 6, stk. 5, er konkurrencebegrænsende aftaler og

vedtagelser, som er forbudt i medfør af § 6, stk. 1, ugyldige, medmindre de

er undtaget efter § 7 eller er fritaget i medfør af § 8 eller § 10, stk. 1,

eller er omfattet af en erklæring efter § 9. Ugyldighed indtræder heller ikke

for aftaler m.v., der har opnået en individuel fritagelse efter EF-Traktatens

artikel 85, stk. 3, eller opfylder betingelserne i en EU-gruppefritagelse

eller EU-undtagelse for konkurrencereglernes anvendelse, jf. lovforslagets §

4.

Det er kun de konkurrencebegrænsende bestemmelser i en aftale m.v., der

bliver ugyldige. Hele aftalen er kun ugyldig, hvis de konkurrencebegrænsende

bestemmelser ikke kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser. Virkningen

af ugyldigheden vil i øvrigt skulle fastlægges efter dansk rets almindelige

regler. Hertil kommer, at en eventuel skadelidt kan have krav på erstatning.

Til § 7 Af § 7, stk. 1, nr, 1, fremgår, at forbudet i § 6, stk. 1,

ikke gælder, såfremt virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder har

en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr., og aftaleparternes samlede

markedsandel for den pågældende vare eller tjenesteydelse samtidig er under

10 pct. Opfyldelse af begge kriterierne er nødvendigt til at undtage en

virksomhed m.v. fra aftaleforbudet i § 6, stk. 1.

Endvidere er der i § 7, stk. 1, nr. 2, indsat en nedre

»bagatelgrænse«. Denne bagatelgrænse indebærer, at hvis

aftaleparternes samlede omsætning er på under 150 mio. kr., omfattes deres

konkurrencebegrænsende aftaler m.v., uanset deres samlede markedsandel,

heller ikke af forbudet i § 6, stk. 1.

Beregningen af den samlede omsætning skal ske ud fra koncernomsætningen,

hvis en virksomhed er en del af en koncern. Koncernomsætning forstås som

koncernens samlede årlige omsætning med fradrag af den interne omsætning

mellem koncernens virksomheder.

I de tilfælde, hvor en virksomhed har indgået en række lignende aftaler

med andre virksomheder på markedet, er det summen af de deltagende

virksomheders samlede omsætning, som skal lægges til grund ved beregningen.

Omsætningen for brancheforeninger er den samlede omsætning for samtlige

medlemmer i foreningen med tillæg af foreningens egen omsætning.

For at en virksomhed kan beregne, om betingelsen med hensyn til

markedsandel er opfyldt, er det nødvendigt at afgrænse det relevante marked,

det vil sige det marked, som i det konkrete tilfælde berøres af en given

aftale m.v. Dette sker gennem en afgrænsning af produktmarkedet og det

geografiske marked.

Produktmarkedet udgøres af de produkter eller tjenesteydelser, som er

genstand for aftalen m.v., og af alle andre produkter, som er eller af

brugerne betragtes som identiske eller ligeværdige. De omhandlede produkter

skal således være substituerbare. Hvorvidt dette er tilfældet, skal vurderes

ud fra brugernes synspunkt. Der skal herved foretages en helhedsvurdering af,

om produkterne med hensyn til pris, funktion og egenskaber i øvrigt kan

tilfredsstille samme behov hos brugerne.

Det geografiske marked er det område i Danmark, i hvilket aftalen m.v. har

virkning. Det geografiske marked kan således omfatte hele landet eller en del

af det. Faktorer, som har betydning for afgrænsningen af det geografiske

marked, kan f.eks. være de distributionsmuligheder, der findes, det

pågældende produkts transportafhængighed i fysisk og økonomisk forstand, og

de muligheder, som køberne har for at anvende forskellige leverandører. For

et givet produkt kan det geografiske marked være en mindre del af Danmark,

hvis køberne i området i praksis i det væsentlige kun efterspørger det lokale

produkt.

Såfremt en virksomhed er i tvivl om, hvorvidt en aftale m.v. opfylder

betingelserne for at være undtaget fra forbudsbestemmelsen i § 6, vil den

kunne anmode Konkurrencestyrelsen om en uformel udtalelse.

Efter § 7, stk. 2, nr. 1, gælder den nedre bagatelgrænse på 150 mio. kr.

ikke, hvor konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede

virkning af lignende aftaler m.v. Disse aftaler m.v. omfattes således også af

forbudet i § 6. Som eksempel på sådanne lignende aftaler m.v. kan nævnes

lokale aftaler inden for samme branche. Med denne bestemmelse vil desuden

omgåelse af forbudet kunne hindres derved, at medlemmerne i en

brancheforening kunne erstatte en landsdækkende aftale m.v. med en række

lokale aftaler m.v.

Grænsen på 150 mio. kr. er valgt, fordi der efter den gældende

konkurrencelov kun har været få sager om aftaler med alvorlige

konkurrencebegrænsninger under denne grænse.

Efter § 7, stk. 2, nr. 2, gælder den nedre omsætningsgrænse på 150 mio.

kr. heller ikke, hvor virksomheder m.v. aftaler, vedtager eller på anden måde

tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende omsætningsled skal

overholdes mindstepriser eller -avancer. Sådanne aftaler eller

tilkendegivelser er omfattet af forbudet i § 6.

§ 7, stk. 2, nr. 2, indebærer, at indkøbsforeninger, der selvstændigt

foretager indkøb, etablerer varelager og videresælger til medlemmerne - med

tilkendegivelse af, at der ved videresalg skal overholdes de angivne

mindstepriser eller avancer - også er omfattet af bestemmelsen.

Forbudet omfatter enhver tilkendegivelse af, at et efterfølgende

omsætningsled skal overholde mindstepriser eller -avancer, hvad enten

tilkendegivelsen sker skriftligt, herunder i prislister, ved stempling eller

påtegning på varernes emballage, i annoncer og reklamer, eller mundtligt,

herunder tilkendegivelser gennem sælgers repræsentant eller ved varens

levering. Såvel tilkendegivelser, der generelt retter sig mod efterfølgende

omsætningsled, som tilkendegivelser over for enkeltvirksomheder er omfattet.

Efter § 7, stk. 3, kan erhvervsministeren efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet fastsætte nærmere regler om beregning af

omsætningen efter stk. 1, herunder regler om, hvorledes omsætningsgrænserne

skal beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.

For så vidt angår finansielle virksomheder, kan der ikke på samme måde som

for andre virksomheder beregnes en omsætning ved f.eks. at opgøre salget af

ydelser i et år. Dette skyldes bl.a., at de finansielle ydelser typisk er

udstrakt over tiden og i betydeligt omfang afregnes ved løbende betalinger

til de finansielle virksomheder i form af renter, forsikringspræmier, løbende

gebyrer m.v. En opgørelse af de finansielle virksomheders omsætning må

afspejle disse forhold uden dog, at kravet til selve omsætningstærsklen

ændres.

Efter § 7, stk. 4, kan erhvervsministeren efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet fastsætte nærmere regler om undtagelsen for

mindre overskridelser af omsætnings- og markedsandelsgrænserne.

Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at virksomheder, der har ligget under

disse grænser, ikke efterfølgende bliver omfattet af forbudet mod

konkurrencebegrænsende aftaler m.v., blot fordi virksomhederne i 2 på

hinanden følgende år har en omsætning eller markedsandel, der i mindre omfang

overskrider de i stk. 1 nævnte grænser. Ved fastsættelsen af de nærmere

regler for anvendelse af undtagelsesbestemmelsen vil det blive præciseret, at

bestemmelsen ikke kan anvendes til at omgå omsætnings- og

markedsandelsgrænserne f.eks. ved, at store virksomheder overtager mindre

virksomheder, der har indgået konkurrencebegrænsende aftaler.

Til § 8 I § 8, stk. 1, fastsættes de nærmere betingelser for en

fritagelse fra forbudet i § 6, stk. 1. Betingelsen for at kunne give en

fritagelse efter § 8, stk. 1, er, at den foreliggende aftale m.v. i andre

henseender har så gunstige virkninger, at den bør tillades, selv om den som

konkurrencebegrænsende aftale er omfattet af § 6, stk. 1. En fritagelse af

aftalen skal endvidere være i overensstemmelse med lovens generelle

målsætning om at fremme den samfundsøkonomiske effektivitet.

Fritagelse efter § 8, stk. 1, kan efter stk. 2 kun opnås, hvis parterne

har anmeldt aftalen m.v. til Konkurrencestyrelsen med ansøgning om

fritagelse. Anmeldelsen medfører endvidere, at det anmeldte forhold fra

anmeldelsestidspunktet ikke er strafbart. Hvis Konkurrencerådet imidlertid

finder, at der ikke kan ske fritagelse, genindtræder strafbarheden, jf. § 23,

stk. 2.

Det er som udgangspunkt op til parterne at tilvejebringe tilstrækkelige

informationer til, at Konkurrencerådet kan fastslå, at betingelserne i § 8,

stk. 1, for at kunne udstede en fritagelse er opfyldt. Konkurrencerådet kan

dog tillige af egen drift indhente yderligere informationer fra de berørte

parter, jf. § 17.

Såfremt betingelserne efter stk. 1 skønnes opfyldt, har Konkurrencerådet

pligt til at fritage aftalen m.v. ved en skriftlig afgørelse.

En aftale, der er i strid med § 6, stk. 1, er efter § 6, stk. 5, ugyldig,

indtil Konkurrencerådet har truffet beslutning om at give en fritagelse efter

§ 8, stk. 1. Hvis Konkurrencerådet træffer afgørelse om, at aftalen kan

fritages fra forbudet i § 6, stk. 1, bliver aftalen gyldig med virkning fra

anmeldelsestidspunktet.

§ 8, stk. 1, nr. 1-4

For at opnå en fritagelse skal de konkurrencebegrænsende aftaler m.v.

ifølge § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, medføre fordele enten i henseende til

produktion/distribution eller i henseende til at fremme den

tekniske/økonomiske udvikling (de positive alternative betingelser), samtidig

med, at det skal sikres, at forbrugerne får en rimelig andel af disse fordele

(den obligatoriske positive betingelse).

Endvidere fremgår det af § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, at aftalerne m.v. ikke

må pålægge aftaleparterne unødvendige konkurrencebegrænsninger, ligesom de

ikke må give virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en

væsentlig del af de pågældende varer (de negative og kumulative betingelser).

Konkurrencerådet har mulighed for at udøve et vist skøn ved vurderingen

af, hvorvidt betingelserne i § 8, stk. 1, er opfyldte. Ved udøvelsen af dette

skøn skal Konkurrencerådet tage hensyn til Kommissionens og Domstolens

praksis.

§ 8, stk. 1, nr. 1

Ifølge denne bestemmelse er det en betingelse for at opnå fritagelse, at

den konkurrencebegrænsende aftale m.v. bidrager til enten at styrke

effektiviteten i produktionen eller distributionen eller til at fremme den

tekniske eller økonomiske udvikling.

Ved vurderingen af effektivitet skal der tages hensyn til ikke blot den

driftsøkonomiske effektivitet, men tillige til den samfundsøkonomiske

effektivitet. I overensstemmelse med formålsbestemmelsen i § 1 skal

hovedvægten lægges på den samfundsøkonomiske effektivitet. Det skal

udtrykkeligt fremgå af anmeldelsen, på hvilken måde aftalen m.v. vil bidrage

til at forbedre produktionen eller distributionen eller til at forbedre den

tekniske eller økonomiske udvikling. Der kan også være tale om aftaler m.v.,

der fremmer den miljømæssige udvikling, gennem eksempelvis udvikling af ny

miljøteknologi, miljøbevarende foranstaltninger og lignende.

Efter Kommissionens praksis kan specialiseringsaftaler føre til en

forbedring af produktionen eller distributionen, hvis de f.eks. udnytter

stordriftsfordele, reducerer produktionsomkostninger eller fører til et mere

varieret vareudbud eller højere kvalitetsniveau. Eksklusive købsaftaler kan

forbedre sikkerhed og regelmæssighed i afsætningen og dermed

produktionsplanlægningen. Ligeledes kan eneforhandlingsaftaler forbedre

distributionen ved, at eneforhandleren kan koncentrere sin

markedsføringsindsats om bestemte salgsområder. Endelig kan selektive

distributionssystemer føre til et højere serviceniveau for forbrugerne.

Aftaler om fælles forskning og udvikling eller licensaftaler om anvendelse

af ny teknologi (patent- og know-howlicensaftaler) vil efter Kommissionens

praksis kunne fremme den teknologiske udvikling. Endvidere vil efter

Kommissionens praksis aftaler om fælles, endelig reduktion af strukturelt

betinget overkapacitet og rationalisering kunne fremme den økonomiske

udvikling. Men det er en forudsætning for at kunne meddele fritagelse, at

virksomhederne som følge af ekstraordinære forhold ikke på egen hånd vil

kunne gennemføre den nødvendige kapacitetstilpasning.

Efter Kommissionens praksis vil f.eks. fremme af investeringer i eller

anvendelse af miljøteknologi ud fra samfundsøkonomiske

effektivitetsbetragtninger kunne indebære sådanne fordele med hensyn til

effektiv ressourceanvendelse eller reduktion af miljøskader, at dette kan

begrunde en fritagelse af aftaler, der er nødvendige for at muliggøre disse

mål. Det vil dog ikke være muligt at opnå en fritagelse, hvis der er tale om

en aftale m.v., som primært tjener konkurrencebegrænsende formål, selv om

parterne forsøger at begrunde aftalerne m.v. med henvisning til

miljøbeskyttelse.

§ 8, stk. 1, nr. 2

Forbrugerbegrebet skal forstås bredt. Der tænkes ikke alene på den

endelige forbruger, men tillige på mellemled i distributionen (brugere).

Lovforslagets forbrugerbegreb går derfor ud over forbrugerbegrebet i

forbrugerlovgivningen. Når lovforslaget ikke anvender et andet begreb,

skyldes det sammenhængen med Traktatens artikel 85, stk. 3, der i den danske

oversættelse bruger begrebet »forbrugerne«.

Fordele for forbrugerne kan følge af omkostningsreduktioner, forbedring af

distributionen, miljømæssige forbedringer eller et højere serviceniveau. Også

et højere kvalitetsniveau kan indebære fordele for forbrugerne, i hvert fald

hvis det kan opnås med uændret eller endog faldende prisniveau.

Inden for visse brancher kan der være betydelige konkurrencemæssige

fordele knyttet til store produktionsanlæg, landsdækkende distribution og

lignende. Hvis to eller flere mindre virksomheder ønsker at samarbejde for at

blive et mere konkurrencedygtigt alternativ til større virksomheder på

markedet, og bliver konkurrencen og dermed effektiviteten i den pågældende

branche herved forøget, må betingelserne i nr. 1 og 2 anses for opfyldt.

Kravene efter stk. 1, nr. 3 og 4, vil dog skulle afstemmes i forhold til de

positive virkninger, som aftalerne har for en styrkelse af effektiviteten i

distributionen og produktionen og fordelene for forbrugerne herved.

I almindelighed vil tilstedeværelsen af et aktuelt eller dog potentielt

konkurrencetryk være afgørende for, om fordele ved aftalen m.v. vil komme

forbrugerne til gode, idet aftaleparterne i tilfælde af stærk konkurrence på

det pågældende marked vil være tvunget til at lade fordelene ved f.eks. en

omkostningsreduktion komme forbrugerne til gode i form af lavere priser.

Vurderingen af, om en aftale m.v. vil medføre fordele for forbrugerne, hænger

derfor snævert sammen med vurderingen af, om der vil være tilstrækkelig

aktuel eller potentiel konkurrence, jf. betingelsen herom i nr. 4.

§ 8, stk. 1, nr. 3

Det er alene nødvendige konkurrencebegrænsninger, der kan opnå en

fritagelse i medfør af § 8, stk. 1. Dette indebærer, at der stilles krav om,

at aftaleparterne ikke vil kunne nå de samme mål ved hjælp af mindre

indgribende foranstaltninger (proportionalitetsprincippet). Det er således

ikke tilstrækkeligt, at konkurrencebegrænsningerne medfører konkrete fordele

efter nr. 1, men begrænsningerne skal tillige kunne anses for nødvendige for,

at aftalen m.v. kan få disse fordele.

I Kommissionens fritagelsespraksis har anvendelsen af

proportionalitetsprincippet ofte ført til, at fritagelse er blevet afvist,

eller at en aftale m.v. dog har måtte ændres på en række punkter, hvor

konkurrencebegrænsningerne gik videre end aftalens m.v. formål

nødvendiggjorde. Som eksempel kan nævnes, at aftaler om kapacitetsreduktioner

ikke må indeholde bestemmelse om fælles prisfastsættelse eller

produktionskvoter.

§ 8, stk. 1, nr. 4

Ifølge den sidste betingelse kræves det, at der opretholdes et

konkurrenceminimum. Ved vurderingen af, om aftalen m.v. vil kunne eliminere

konkurrencen, skal der både tages hensyn til hvor meget konkurrence, der vil

være tilbage mellem aftaleparterne, og til muligheden for konkurrence fra

andre virksomheder på markedet. Hvis en aftale m.v. vil føre til, at

konkurrencen mellem aftaleparterne i det væsentlige ophæves, vil en

fritagelse alene kunne gives, hvis der fra andre virksomheder på markedet kan

forventes et væsentligt konkurrencetryk. Hvis en aftale m.v. omvendt kun på

snævert afgrænsede områder begrænser konkurrencen mellem aftaleparterne, vil

en stor markedsandel ikke i sig selv forhindre fritagelse af en sådan aftale.

Jo større en del af markedet en konkurrencebegrænsende aftale m.v. dækker, jo

vanskeligere vil det være for aftaleparterne at opfylde dette kriterium, og

dermed kriterierne for en fritagelse efter § 8, stk. 1.

§ 8, stk. 2

Traktatens artikel 85, stk. 3, fastsætter de indholdsmæssige betingelser

for, at en aftale m.v. kan fritages fra forbudet i artikel 85, stk. 1, mod

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Efter forordning nr. 17/62 artikel 4,

stk. 1, kan en sådan fritagelse alene opnås, hvis aftalen m.v. er blevet

anmeldt til Kommissionen. Omvendt har Kommissionen pligt til at behandle alle

sådanne anmeldelser og dermed træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne

for, at en aftale m.v. kan opnå individuel fritagelse, er opfyldt.

En tilsvarende procedure med en forudgående anmeldelse og administrativ

afgørelse om fritagelse er indsat i lovforslaget ved § 8, stk. 2.

Også i den gældende konkurrencelov findes der i § 5 en bestemmelse om

anmeldelse af konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Anmeldelsespligten efter

den gældende konkurrencelov har imidlertid et andet udgangspunkt og tjener et

andet formål end anmeldelse efter lovforslagets § 8, stk. 2.

Efter den gældende konkurrencelov er det alene aftaler m.v. med en

dominerende indflydelse på markedsforholdene, der er undergivet

anmeldelsespligt, mens lovforslagets § 8, stk. 2, sammenholdt med § 6, stk.

1, omfatter enhver konkurrencebegrænsende aftale m.v., der ikke opfylder de

kvantitative kriterier, der er fastsat i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 1,

eller nr. 2. Endvidere er der den forskel, at der efter den gældende

konkurrencelovs § 5 er tale om en strafsanktioneret egentlig

anmeldelsespligt, mens anmeldelse efter lovforslagets § 8, stk. 2, ikke er en

pligt i sig selv, men en betingelse for at opnå individuel fritagelse fra det

generelle forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler i § 6, stk. 1.

Konkurrencerådet kan fastsætte nærmere regler for anmeldelse, herunder

foreskrive brug af særlige anmeldelsesskemaer. Såfremt en aftale m.v. er

anmeldt til Kommissionen med henblik på fritagelse efter artikel 85, stk. 3,

kan anmeldelse til Konkurrencestyrelsen ske ved fremsendelse af en kopi af

den anmeldelse, som er indgivet til Kommissionen, jf. § 4.

§ 8, stk. 3

Ifølge § 8, stk. 3, skal en fritagelse efter § 8, stk. 1, angive fra

hvilket tidspunkt, den gælder, og i hvor lang tid den er gældende.

Tidspunktet for fritagelsen vil typisk være fra anmeldelsestidspunktet. Hvis

der efter anmeldelsen er foretaget ændringer af aftalen m.v., som har været

afgørende for Konkurrencerådets indrømmelse af fritagelsen, får fritagelsen

først gyldighed fra ændringen af aftalen m.v. En aftale m.v. vil ikke kunne

blive tillagt gyldighed forud for anmeldelsestidspunktet.

Den periode, en fritagelse gives for, afhænger bl.a. af, hvor sikker

analysen af de forhold, der betinger fritagelsen, er - herunder navnlig med

hensyn til den fremtidige udvikling. Jo mindre sikkerhed, des kortere

periode.

Endvidere fremgår det af § 8, stk. 3, at Konkurrencerådet kan meddele

vilkår til en fritagelse efter § 8, stk. 1. Som hovedregel vil der blive

meddelt vilkår til en fritagelse, i hvert fald i form af indberetningspligt.

Som udgangspunkt vil vilkårene blive mindre byrdefulde for virksomhederne, jo

kortere fritagelsesperioden er. Antallet af vilkår vil navnlig afhænge af

fritagelsesperiodens længde.

§ 8, stk. 4

Af § 8, stk. 4, fremgår, at Konkurrencerådet efter begæring forlænger en

fritagelse, såfremt betingelserne i § 8, stk. 1, fortsat er tilstede. Dette

kræver dog en fornyet anmeldelse af aftalen m.v., for at Konkurrencerådet kan

fastslå, om samtlige kriterier i § 8, stk. 1, fortsat er tilstede, ligesom

Konkurrencerådet har mulighed for at ændre på de vilkår, der tidligere har

været knyttet til fritagelsen, såfremt der er behov herfor. Ved en

forlængelse af en fritagelse efter § 8, stk. 4, skal det angives, fra hvilket

tidspunkt fritagelsen gælder, og i hvor lang tid den er gældende.

§ 8, stk. 5

Ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger er det fundet hensigtsmæssigt

at indføje bestemmelser om tilbagekaldelse i § 8. En afgørelse om individuel

fritagelse eller en forlængelse heraf er en begunstigende forvaltningsakt af

afgørende betydning for virksomhedernes retsstilling. Det er derfor

præciseret i § 8, stk. 5, hvornår der foreligger særlige hensyn, der kan

begrunde en tilbagekaldelse. Af Kommissionens hidtidige praksis fremgår, at

Kommissionen stort set aldrig har benyttet sig af muligheden for at

tilbagekalde en individuel fritagelse.

Ifølge nr. 1 kan Konkurrencerådet tilbagekalde en fritagelse, hvis de

faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt. Denne

betingelse vedrører forhold, som ikke kunne forudses, og som parterne ikke

nødvendigvis har haft indflydelse på.

I væsentlighedsbetingelsen ligger, at mindre ændringer i de faktiske

forhold ikke vil kunne begrunde en tilbagekaldelse af en fritagelse, specielt

ikke hvis fritagelsen er givet for en kortere periode. Hvis fritagelsen er

givet for en længere årrække, og ændringer i markedsforholdene medfører, at

fritagelsen nu vil skade konkurrencen alvorligt, kan en tilbagekaldelse dog

være nødvendig. Mindre ændringer i de faktiske forhold kan dog begrunde en

ændring af betingelserne for fritagelsen, men Konkurrencerådet forudsættes at

administrere denne mulighed med tilbageholdenhed. Hvis det findes nødvendigt

med en tilbagekaldelse på grund af ændringer i de faktiske forhold, vil der

blive indrømmet aftaleparterne m.v. en vis frist til at få ændret deres

aftaler m.v., således at de ikke rammes af forbudet i lovforslagets § 6.

Ifølge nr. 2 kan Konkurrencerådet ændre eller tilbagekalde en fritagelse,

hvis deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår. Det følger af

almindelige forvaltningsretlige regler om proportionalitet, at mindre

overtrædelser af meddelte vilkår ikke medfører, at fritagelsen kan

tilbagekaldes.

I det omfang, virksomhederne over for Konkurrencerådet afgiver urigtige

eller vildledende oplysninger, vil rådet normalt tilbagekalde fritagelsen,

jf. nr. 3. Beslutningsgrundlaget har i så fald været forkert, medmindre der

er tale om oplysninger, som har været uden betydning for vurderingen af, om

fritagelsesbetingelserne var opfyldt.

Det er alene urigtige eller vildledende oplysninger, som virksomhederne

har tilvejebragt til brug for Konkurrencerådet, som kan medføre

tilbagekaldelse af afgørelsen. Hvis der er tale om urigtige oplysninger, som

Konkurrencerådet af egen drift har indhentet fra andre end parterne eller

disses repræsentanter, kan afgørelsen ikke tilbagekaldes efter nr. 3, men

efter nr. 1.

Til § 9 Ifølge artikel 2 i Rådsforordning nr. 17/62 kan

Kommissionen efter begæring fra en virksomhed udstede en såkaldt

negativattest, hvor Kommissionen fastslår, at der ikke efter de forhold, som

den har kendskab til, findes anledning til i medfør af Traktatens artikel 85,

stk. 1, eller artikel 86, at skride ind over for en aftale, vedtagelse eller

samordnet praksis.

Årsagerne hertil kan set i relation til artikel 85, stk. 1, bl.a. være, at

Kommissionen finder, at der enten ikke foreligger en mærkbar

konkurrencebegrænsning eller, at der ikke foreligger en mærkbar påvirkning af

samhandelen mellem medlemsstaterne.

En negativattest kan have begrænset virkning. Den indebærer således, at

Kommissionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke ser anledning

til at gribe ind over for den virksomhed, som har begæret negativattesten.

Kommissionens afgørelse vil kunne tages op til revision, hvis forholdene

ændrer sig. En negativattest er ikke en fritagelse, og det at have indgivet

en ansøgning udelukker ikke, at der kan pålægges bøder. Der er dog tale om en

beslutning, som kan efterprøves af Domstolen.

Fordelen ved at ansøge om en negativattest er set fra en virksomheds side,

at det kan afklares - eventuelt på forhånd - om de væsentlige betingelser

for, at forbudet finder anvendelse, overhovedet er til stede.

I § 9 foreslås en bestemmelse, som i det væsentlige svarer til

bestemmelsen i Rådsforordning nr. 17/62. (I § 11, stk. 4, foreslås en dansk

negativattest for så vidt angår misbrug af dominerende stilling).

Konkurrencerådet kan således ifølge § 9 efter anmeldelse fra en virksomhed

m.v. erklære, at en aftale m.v. efter de forhold, som Konkurrencerådet har

kendskab til, ikke falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der ikke er

grundlag for at skride ind i medfør af § 6, stk. 4.

Udstedelsen af en erklæring efter § 9 forudsætter en anmeldelse, som

indgives til Konkurrencestyrelsen. Det forudsættes, at såfremt en virksomhed

m.v. har indgivet en anmeldelse efter § 9, har Konkurrencerådet pligt til at

træffe en afgørelse.

En erklæring fra Konkurrencerådet efter § 9 medfører, at der ikke vil

kunne pålægges bøder, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 23.

For så vidt angår de formelle regler for anmeldelse, henvises til

bemærkningerne til § 8, stk. 2.

Finder Konkurrencerådet, at der ikke kan udstedes en erklæring efter § 9,

er dette ensbetydende med, at den pågældende aftale m.v. er omfattet af

forbudet i § 6. Hvis virksomheden ikke indgiver en anmeldelse om fritagelse

efter § 8, kan der pålægges bøder, ligesom aftalen m.v. er ugyldig.

En erklæring binder Konkurrencerådet - dog ikke i det omfang, hvor

Konkurrencerådets grundlag for afgørelsen ændrer sig, eller der gør sig

forhold gældende, som Konkurrencerådet ikke havde kendskab til.

Hvis en virksomhed anmelder en aftale m.v. med henblik på kun at opnå en

erklæring efter § 9, kan Konkurrencerådet ikke af sig selv undersøge, om

betingelserne for en fritagelse efter § 8 er til stede.

Til § 10 § 4 i lovforslaget indebærer, at aftaler m.v., der opfylder

betingelserne i en EU-gruppefritagelse, ikke omfattes af forbudet i § 6.

I § 10 fastsættes, at erhvervsministeren efter at have indhentet udtalelse

fra Konkurrencerådet kan udstede særlige nationale gruppefritagelser, der

fritager grupper af aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis fra forbudet

i § 6, stk. 1.

Visse af EU-gruppefritagelserne indeholder markedsandele eller øvrige

forhold, som er knyttet til fællesmarkedet som sådant, det vil sige, at

gruppefritagelserne forudsætter et grænseoverskridende element - eksempelvis

EU-gruppefritagelsen for eneforhandlingsaftaler.

Gruppefritagelserne er begrundet i, at visse typer af

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. indebærer samfundsøkonomiske fordele, som

overstiger eller er væsentligere end de ulemper, som konkurrencebegrænsningen

medfører.

For aftaler m.v., der kun har virkning i Danmark, ville det være

urimeligt, om ikke også disse skulle kunne nyde godt af en gruppefritagelse,

udstedt med henblik på danske forhold.

Dette indebærer, at de gruppefritagelser, som kan udstedes efter § 10, for

det første kan være gruppefritagelser, der bygger på EU-gruppefritagelserne,

men tilpasset danske forhold.

For det andet kan der gøre sig specielle konkurrenceforhold gældende i

Danmark, som der ikke er gjort op med i en EU-gruppefritagelse. Dette kan

nødvendiggøre specielle danske gruppefritagelser.

Sådanne særlige nationale gruppefritagelser skal fastlægges i

overensstemmelse med de betingelser, der gælder for opnåelse af individuel

fritagelse efter bestemmelserne i § 8, stk. 1. En gruppefritagelse efter § 10

udstedes i overensstemmelse med EU-reglerne for et bestemt tidsrum.

Af specielle danske gruppefritagelser fra forbudet i § 6 tænkes bl. a.

udstedt en fritagelse for detailhandelen, som det er tilfældet i Sverige. Den

svenske gruppefritagelse for detailhandelen fastslår, hvad der er tilladt for

kæder med en markedsandel på mindre end 15 pct., henholdsvis hvad der er

tilladt for kæder med en markedsandel på 15 pct., men under 35 pct.

Den svenske gruppefritagelse indeholder ingen negative kriterier, som det

kendes fra EU-gruppefritagelsesforordningerne, men alene positive kriterier

for hvilke aftaleformer de to kædetyper må indgå.

Der er fælles regler for så vidt angår indkøbssamarbejde, fælles

markedsføring, retten til at sælge de i fællesskab indkøbte varer, samt

samarbejde om butiksetablering, finansielle og administrative tjenester m.v.

De mindre kæder må i højere grad end de store kæder indgå aftaler m.v. om

kalkulationshjælp samt prissamarbejde i den fælles markedsføring.

For begge kædetyper i den svenske gruppefritagelse gælder, at der alene må

aftales maksimalpriser, samt at de indgåede aftaler m.v. alene må indgås

mellem medlemmer af en og samme kæde.

En dansk gruppefritagelse for kædesamarbejde i detailhandelen vil skulle

udformes under hensyn til konkurrenceforholdene på det danske marked, hvor

detailhandelen er karakteriseret ved kapitalkæder, frivillige kæder og

kædesamarbejde inden for brugsforeningsbevægelsen, hvis indbyrdes

konkurrenceforhold skal afspejles i gruppefritagelsen.

Erhvervsministeren kan ændre eller ophæve en gruppefritagelse udstedt

efter § 10, hvis forholdene har ændret sig på et punkt, der har været

væsentligt for gruppefritagelsens udstedelse. I så fald fastsættes en

tilpasningsfrist for aftaler m.v., som var omfattet af den oprindelige

gruppefritagelse.

Til kapitel 3

Misbrug af dominerende stilling Udformningen af § 11 er inspireret af

bestemmelsen i artikel 86 i Traktaten. Til forskel fra forbudet i Traktatens

artikel 86 er forbudet i § 11, stk. 1, ikke strafsanktioneret, medmindre den

virksomhed, som overtræder forbudet, har modtaget et tilsvarende påbud efter

§ 11, stk. 3, inden for de seneste 5 år.

Bestemmelsen i § 11, stk. 2, angiver eksempler på misbrug, som

Konkurrencerådet kan forbyde.

Såfremt Konkurrencerådet efter klage, af egen drift eller efter henvisning

fra Kommissionen konstaterer, at en virksomhed har overtrådt forbudet, kan

der udstedes påbud om at bringe overtrædelsen til ophør efter § 11, stk. 3.

Overtrædelser af påbud udstedt i henhold til § 11, stk. 3, er sanktioneret

med bødestraf efter § 23, stk. 1, nr. 4.

Til § 11 Virksomhedsbegrebet

§ 11 finder anvendelse på en eller flere virksomheder, som misbruger en

dominerende stilling på markedet. Med hensyn til virksomhedsbegrebet henvises

til bemærkninger til § 2, stk. 1, vedrørende begrebet erhvervsvirksomhed.

Hvis der er tale om et misbrug foretaget af to eller flere uafhængige

virksomheder, og hvis dette misbrug er udslag af en aftale eller samordnet

praksis mellem disse virksomheder, vil forholdet skulle afgøres efter § 6,

jf. bemærkningerne til § 6 om aftalebegrebet, henholdsvis om samordnet

praksis. Det fremgår heraf, at kravene til bevis for samordnet praksis er

lempelige, hvis der har været kontakt mellem de pågældende virksomheder.

§ 11 finder endvidere anvendelse i tilfælde, hvor en offentlig virksomhed

misbruger sin markedsdominans, selv om den dominerende stilling f.eks.

skyldes en lovbestemt eneret.

Med hensyn til en (offentlig eller privat) forsynings- eller

transportvirksomhed m.v. med en dominerende markedsposition, der udbyder

tjenesteydelser på et marked, hvor der aktuelt eller potentielt er

konkurrerende virksomheder, kan der bestå en mulighed for et misbrug af den

dominerende stilling ved, at det pågældende selskab vanskeliggør eller

hindrer andre tjenesteudbyderes nødvendige adgang til forsynings- eller

transportvirksomhedens infrastruktur m.v. Disse andre kan være allerede

eksisterende tjenesteudbydere eller nye tjenesteudbydere, der ønsker at komme

ind på markedet.

Dominansbegrebet

Kommissionens og Domstolens praksis vil være vejledende ved fortolkningen

af begrebet dominerende stilling i lovforslagets § 11. Dette indebærer

ændrede betingelser i forhold til den gældende konkurrencelov for at statuere

dominans. Efter Kommissionens og Domstolens praksis foreligger der en

dominerende stilling, når en virksomhed indtager en så stærk økonomisk

stilling, at den har mulighed for at hindre, at der opretholdes effektiv

konkurrence på det pågældende marked, idet den nævnte stilling giver

virksomheden mulighed for uafhængig adfærd i forhold til konkurrenter, kunder

og i sidste instans forbrugerne.

Efter Kommissionens og Domstolens praksis er virksomhedens markedsandel et

vigtigt kriterium for vurderingen af, om der foreligger dominerende stilling.

I de tilfælde, hvor markedsandelen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at

statuere dominerende stilling, må der inddrages supplerende kriterier. Der

kan navnlig lægges vægt på den aktuelle og potentielle konkurrence på

markedet, samt strukturelle og adfærdsmæssige forhold på det relevante

marked.

En markedsandel på 25 pct. og derunder vil formentlig ikke være

tilstrækkeligt til at statuere dominerende stilling. Med en så begrænset

markedsandel vil en virksomhed sjældent være i stand til at hindre den

effektive konkurrence gennem sin markedsstilling.

Markedsandele på mellem 25 og 40 pct. er formentlig ikke alene

tilstrækkelige til at statuere dominans på det relevante marked. En

dominerende stilling må derfor bekræftes ved supplerende kriterier.

Ved en markedsandel på over 40 pct. er der en formodning for, at

virksomheden(erne) indtager en dominerende stilling på markedet. Dette gælder

under alle omstændigheder i de tilfælde, hvor denne markedsandel er fastholdt

over en længere periode.

En markedsandel på 50 pct. eller derover kan i sig selv udgøre beviset

for, at der foreligger dominerende stilling.

En dominerende stilling forudsætter, at indflydelsen kan opretholdes over

en vis periode. En midlertidig markedsandel af betydelig størrelse er derfor

ikke i sig selv nok til at statuere dominerende stilling.

Det relevante marked

For at kunne vurdere, om der er tale om dominerende stilling, er det

nødvendigt at afgrænse det relevante produktmarked og det relevante

geografiske marked.

Markedsandelen for en virksomhed, som kan være stor på et snævert

defineret produktmarked, f.eks. teglsten, kan være lille på et bredere

defineret produktmarked, f.eks. byggematerialer. På tilsvarende måde kan en

virksomhed have en stor markedsandel, hvis det geografiske marked afgrænses

til en del af det danske marked, men lille hvis det geografiske marked f.eks.

er hele Danmark. Afgrænsningen af det relevante produkt- og geografiske

marked er derfor af væsentlig betydning for anvendelsen af § 11.

Det analytiske udgangspunkt ved afgrænsningen af det relevante marked er

en efterspørgselsbetinget vurdering af, hvornår der er et betydeligt spring i

kæden af substituerende produkter, teoretisk målt ved hjælp af

krydspriselasticiteten imellem forskellige udbyderes produkter eller

tjenesteydelser til samme geografiske marked. Der skal anlægges en både

statisk og dynamisk vurdering af den virksomme konkurrence.

Krydspriselasticiteten udtrykker, i hvilket omfang forbrugernes efterspørgsel

af beslægtede varer påvirkes af prisændringer.

Konkurrencerådet kan som sit analytiske udgangspunkt fra sag til sag

vurdere, hvad de involverede virksomheder selv opfatter som det relevante

marked. Det kan f.eks. komme til udtryk igennem markedsføringen: Hvilke

kundegrupper henvender man sig til, hvilke anvendelsesområder har produktet

(det funktionelle aspekt), og hvilke produkter sammenlignes det eventuelt

med.

Ved produktmarked forstås markedet for de produkter og/eller

tjenesteydelser, som forbrugerne betragter som substituerbare på grund af

produkternes art, pris og anvendelse (funktion).

Et produktmarked kan bestå af et antal produktgrupper. Med en

produktgruppe menes et produkt eller en mindre gruppe af produkter, som har

næsten samme fysiske eller tekniske karakteristika, og som er substituerbare.

Inden for en sådan produktgruppe er forskellen mellem de enkelte produkter

ubetydelig og beror som regel kun på mærke- og/eller imageaspekter.

Produktmarkedet vil normalt svare til den klassificering, som virksomhederne

benytter i egen markedsføring.

Ved det relevante geografiske marked forstås det område, hvor de konkrete

virksomheder afsætter deres produkter eller tjenesteydelser, som har

tilstrækkelige homogene konkurrencevilkår, og som kan adskilles fra

afgrænsede områder på grund af væsentlige forskelle i konkurrencevilkårene.

Blandt de elementer, som indgår ved identifikationen af det geografiske

marked, er varens eller tjenestens art og karakteristika, eventuelle

barrierer for adgangen til det pågældende område, forbrugsvaner, store

forskelle mellem virksomhedernes markedsandele i dette og tilgrænsede områder

eller større prisforskelle.

Medens det er klart, at efterspørgselsmæssige forhold i sidste instans

betinger markedsafgrænsningen, er det dog klart, at faktorer som smag, mode,

mærkevarepræferencer m.v. normalt alene er af en ringe tidsmæssig interesse.

Konkurrencesituationen fastlægges i nutidens markeder for varer og

tjenesteydelser oftest ikke kun af de helt aktuelle konkurrenceforhold, men

også på kort - og naturligvis i endnu højere grad på lang - sigt af den

potentielle konkurrence. Dette taler mod en meget snæver markedsafgrænsning

alene byggende på korttidskrydspriselasticitet. Et vare- eller tjenestemarked

karakteriseres typisk af en kæde af substitutter, der langsigtet

tilfredsstiller samme behov, og ved fastlæggelsen af markedet må der derfor

også tages hensyn til den potentielle konkurrence og den forventede udvikling

i substituerbarheden.

I overensstemmelse med EU-retten vil der hyppigt ved afgrænsningen af det

relevante marked skulle tages hensyn til såkaldt udbudssubstitution, det vil

sige spørgsmålet om, hvorvidt andre udbydere af lignende varer vil være i

stand til uden større omkostninger og på kort sigt at omlægge deres

produktion til de pågældende varer. Denne indfaldsvinkel indebærer en ændring

i forhold til den nuværende praksis.

Misbrugsbegrebet

§ 11, stk. 2, anfører en række eksempler på misbrug. Opregningen i nr. 1-4

er ikke udtømmende, men er alene en eksemplificering, jf. ordene »f.eks.

foreligge ved..«. Eksemplerne er en vejledende illustration af typiske

forhold, der kan være et misbrug, som har skadelig virkning efter

bestemmelsen i § 11, stk. 1.

Parallelt til opregningen i EF-Traktatens artikel 86 er følgende

misbrugsformer opregnet i § 11, stk. 2:

§ 11, stk. 2, nr. 1

§ 11, stk. 2, nr. 1, omfatter bl.a. misbrug, der består i fastsættelse af

urimeligt høje priser til skade for efterspørgerne af varer eller

tjenesteydelser. Efter Domstolens praksis kræves der imidlertid detaljeret

bevis for, at der kan statueres urimeligt høje priser. Dette kan ske gennem

en analyse af omkostningsstrukturen ved at sammenligne den pågældende vares

salgspris med varens produktionspris og dermed fastlægge fortjenstmargenen.

På dette grundlag kan det vurderes, om der består et urimeligt forhold mellem

de faktisk afholdte omkostninger og den faktisk opkrævede pris. I bekræftende

fald må det undersøges, om der er tale om påtvingelse af en pris, som enten i

sig selv eller i forhold til prisen for konkurrerende varer er urimelig.

Domstolen har dog anført, at også andre metoder kan bringes i anvendelse med

henblik på at opstille kriterier for, hvornår prisen for en vare eller en

tjenesteydelse er urimelig.

Udgangspunktet ved vurderingen er, ligesom praksis efter den gældende

konkurrencelov, de priser, der ville dannes på markedet med virksom

konkurrence.

Lovforslaget indebærer, at enkeltvarekalkulationsprincippet fortsat vil

være udgangspunktet. Dette betyder, at der foretages en analyse af

omkostningsstrukturen med henblik på beregning af de omkostninger, som medgår

til at fremstille det enkelte produkt. Producerer virksomheden flere ydelser

eller produkter, skal beregningen foretages for hver enkelt af disse

produkter. Anvendelsen af dette princip ligger både i forlængelse af

Domstolens praksis og i forlængelse af hidtidig praksis efter den gældende

konkurrencelov.

Bedømmelsen af omkostningsstrukturen skal foretages på grundlag af

forholdene i en virksomhed, der drives på en teknisk og kommercielt

hensigtsmæssig måde. Som ved administrationen af den gældende konkurrencelov

tages udgangspunkt i de regnskabsmæssige vurderingsprincipper, som normalt

anvendes i branchen eller virksomheden. Dette har normalt ført til, at

kostprincippet er anvendt. Det afgørende er, at det samme princip lægges til

grund i hele den periode, der bedømmes.

Enkeltvarekalkulationsprincippet kan fraviges, hvor vægtige hensyn,

herunder til forsknings- og udviklingsintensive produktionsmåder, taler

derfor.

Ved vurderingen af om urimelige købs- eller salgspriser foreligger, skal

det afgøres, om prisen eller avancen klart overstiger, hvad der såvel med

hensyn til størrelse som varighed ville kunne opnås på et marked med virksom

konkurrence. Den nærmere fastlæggelse af prisen eller avancen må ske gennem

en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene, som de ville være i et

konkurrencepræget marked. Ved vurderingen af, hvad der er en rimelig

indtjening, tages der udgangspunkt i markedsforholdene. Hvis en virksomhed

under fri prisdannelse og konkurrence kan opretholde et givet prisniveau, kan

prisen ikke være urimelig.

Lave priser er sammen med kvalitet og service normalt de

konkurrenceparametre, som virksomhederne benytter for at kunne vinde

markedsandele. I princippet er skarp priskonkurrence et samfundsmæssigt

ønskværdigt fænomen, og hvis en væsentlig lavere pris er resultatet af

stordriftbetinget omkostningseffektivitet, er dette ikke kun

konkurrencemæssigt acceptabelt, men i fuld overensstemmelse med den

effektivitetsmålsætning, der er grundlæggende for al konkurrencelovgivning.

En dominerende virksomhed vil dog kunne misbruge sin markedsdominans, hvis

den benytter urimeligt lave priser (predatory pricing - »dræbende

priskrig«) i en længere periode med henblik på at fortrænge svagere

stillede konkurrenter, der ikke i længere tid er i stand til at holde lige så

lave priser. Forudsætningen for, at der kan være tale om urimeligt lave

priser, er dog, at den lave pris ikke skyldes en stordriftsbetinget

effektivitet, men alene er betinget af større kapitalstyrke. Dette vil nemlig

være indikation for, at virksomheden har til hensigt at forhøje priserne,

såsnart konkurrenten er fortrængt fra markedet.

§ 11, stk. 2, nr. 1, omfatter endvidere misbrug, der består i, at en

dominerende virksomhed betinger sig, at der ved videresalg i efterfølgende

omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.

Forbudet gælder både bestemmelser, der generelt retter sig mod

efterfølgende omsætningsled og konkrete bestemmelser over for

enkeltvirksomheder.

§ 11, stk. 2, nr. 2

§ 11, stk. 2, nr. 2, omfatter f.eks. leveringsnægtelse, det vil sige, at

en virksomhed vægrer sig ved at levere f.eks. til aftagere, der ikke opfylder

visse af den dominerende virksomheds fastsatte krav. Der kan også være tale

om nægtelse af at levere reservedele til et allerede leveret produkt.

Lovforslaget skal administreres i overensstemmelse med Kommissionens og

Domstolens praksis vedrørende leveringsnægtelser. Denne praksis svarer i vidt

omfang til den nugældende konkurrencelovs praksis vedrørende

leveringsnægtelser. Der er dog enkelte fravigelser. Bl.a. stiller

Kommissionen og Domstolen krav til større markedsposition (dominanskravet).

Udgangspunktet ved leveringsnægtelser er, at leverandøren har ret til selv

at bestemme, hvem denne ønsker at handle med. En klagers erhvervsmæssige

interesse i levering skal derfor afvejes over for leverandørens krav på

frihed til selv at vælge sine forretningsforbindelser. Det er tillige en

forudsætning, at der foreligger en konkurrencebegrænsning, som medfører eller

vil kunne medføre skadelige virkninger.

Disse afvejninger indebærer, at en leverandør som udgangspunkt ikke vil

kunne nægte at levere, såfremt:

1) adgangen til leverancer er af væsentlig betydning for den, der ønsker

leverancerne,

2) leverandøren har en dominerende stilling på markedet, og

3) leverandøren ikke har givet en objektiv, saglig og rimelig begrundelse

for leveringsnægtelsen, der administreres konsekvent af den pågældende.

§ 11, stk. 2, nr. 3

§ 11, stk. 2, nr. 3, omfatter f.eks. misbrug, der består i, at en

virksomhed tilbyder visse af sine aftagere af varer eller tjenesteydelser

rabatter eller bonus, som ikke ydes til andre aftagere, der under samme

omstændigheder får leveret samme mængder.

Som hovedregel anses de omkostningsbegrundede rabat- og bonusformer, (det

vil sige prisnedslag, der er begrundet i omkostningsbesparelser) ikke at

medføre skadelige virkninger på priserne eller konkurrencen. Tværtimod kan de

fremme en effektiv konkurrence, såfremt de baserer sig på objektive og

rimelige kriterier og er kendte for køberne.

De efterspørgselsbetingede/afsætningsbegrundede rabat- og bonusformer (det

vil sige prisnedslag, der alene baserer sig på afsætningsmæssige hensyn,

f.eks. troskabsrabatter) vil derimod kunne påvirke konkurrencen mellem

virksomhederne og dermed adgangen til markedet på en måde, der skader

effektiviteten og strukturtilpasningen. Dette vil især være tilfældet på

markeder, hvor mulighederne for aktiv konkurrence er begrænset, bl.a. som

følge af virksomheder med dominerende indflydelse på konkurrencevilkårene.

En yderligere skærpelse foreligger i tilfælde, hvor der er knyttet en

»engelsk klausul« til en aftale om rabat eller bonus, således at

den dominerende virksomhed fra aftagerne får leveret detaljerede oplysninger

om de mest favorable tilbud fra konkurrerende virksomheder med henblik på

altid at kunne tilbyde priser, der ikke overstiger konkurrenternes laveste

tilbudte priser.

Det vil imidlertid altid i hvert enkelt tilfælde være nødvendigt på

grundlag af nærmere undersøgelser konkret at vurdere, hvorvidt de pågældende

rabat- og bonusydelser har urimelige virkninger, herunder om de gives til

imødegåelse af lignende rabat- og bonusydelser fra andre konkurrenter.

§ 11, stk. 2, nr. 4

§ 11, stk. 2, nr. 4, omfatter f.eks. »tying«, det vil sige, at

en virksomhed, der besidder en stærk stilling på markedet for et produkt, gør

brug af sin magt til at pålægge aftagerne af dette produkt løbende at aftage

andre produkter, der befinder sig på et konkurrenceudsat marked.

Påbud om ophør

Bestemmelsen i § 11, stk. 3, giver Konkurrencerådet hjemmel til på eget

initiativ, efter klage eller som følge af en henvisning fra Kommissionen, at

give virksomheder påbud om at bringe en konkurrencebegrænsende adfærd

omfattet af stk. 1 til ophør, jf. § 16. Et påbud vil i overensstemmelse med

Konkurrencerådets hidtidige praksis være skriftligt. I påbudet ligger dels,

at der foreligger en konkurrencebegrænsning i strid med § 11, stk. 1, dels at

konkurrencebegrænsningen skal bringes til ophør.

Et påbud om ophør kan udstedes, såsnart Konkurrencerådet konstaterer, at

forbudet i stk. 1 er overtrådt.

Et påbud om, at en forbudt adfærd skal bringes til ophør, skal som

udgangspunkt overholdes fra datoen, hvor påbudet meddeles. I ganske særlige

tilfælde kan Konkurrencerådet dog indsætte en frist, indenfor hvilken den

forbudte adfærd skal bringes til ophør. Fristen fastsættes ud fra en

afvejning af hensynet til virksomhedens praktiske mulighed for umiddelbart at

bringe den konkurrencebegrænsende adfærd til ophør overfor hensynet til, at

den effektive konkurrence genoprettes, herunder særligt hensynet til

virksomheder, der direkte påvirkes af konkurrencebegrænsningen.

Et påbud kan endvidere indeholde særlige vilkår. Som eksempler herpå kan

nævnes, at virksomheden skal ændre sine forretningsbetingelser, at

virksomheden skal levere til en bestemt virksomhed på nærmere fastsatte

vilkår eller lignende. Et vilkår må være proportionalt med

konkurrencebegrænsningens karakter.

Overtrædelse af påbud udstedt i henhold til § 11, stk. 3, eller vilkår i

disse er sanktioneret med bødestraf efter § 23, stk. 1, nr. 4. Forbudet i §

11, stk. 1, er derimod ikke strafsanktioneret, medmindre den virksomhed, som

overtræder forbudet i stk. 1, inden for de seneste 5 år har modtaget påbud

for en overtrædelse, der udgør et tilsvarende misbrug efter § 11, stk. 3, jf.

§ 23, stk. 1, nr. 2.

Det er hensynet til virksomhederne, der har begrundet, at forbudet i stk.

1 som udgangspunkt ikke er strafsanktioneret. Afgrænsningen af, hvornår en

virksomhed er dominerende, og hvornår betingelserne for misbrug er opfyldt,

kan være vanskelig at foretage. Virksomheder kan derfor have svært ved selv

at bedømme, hvornår de overtræder forbudet i stk. 1. Har en virksomhed

derimod inden for en periode af 5 år allerede en gang overtrådt forbudet i

stk. 1, må der være en formodning for, at virksomheden er blevet gjort

opmærksom på forbudet og bekendt med den praktiske administration heraf.

Femårsfristen regnes fra datoen for påbudets meddelelse.

Erklæring om ikke-indgreb

Bestemmelsen i § 11, stk. 4, indeholder hjemmel til, at Konkurrencerådet

efter anmeldelse fra en virksomhed kan erklære, at en given adfærd ikke er

omfattet af forbudet i § 11, stk. 1. Anmeldelse indgives til

Konkurrencestyrelsen. Det forudsættes, at såfremt en virksomhed m.v. har

indgivet en anmeldelse efter § 11, stk. 4, har Konkurrencerådet pligt til at

træffe en afgørelse. Der henvises til bemærkningerne til § 9.

Til kapitel 4

Meddelelse om fusioner m.v. For at sikre Konkurrencestyrelsen en mulighed

for at følge udviklingen på markederne, indeholder lovforslagets § 12 en

pligt for virksomheder til at meddele fusioner, virksomhedsovertagelser og

sammenlægninger af virksomheder til Konkurrencestyrelsen. Undladelse af at

give meddelelse er underlagt bødestraf, jf. lovforslagets § 23, stk. 1, nr.

3.

Til § 12 Med lovforslagets § 12, stk. 1, indføres pligt til at

meddele fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af virksomheder

til Konkurrencestyrelsen. Meddelelsen vil ikke i sig selv give anledning til,

at der indledes en undersøgelse vedrørende misbrug af dominerende stilling.

Bestemmelsen er begrundet i, at Konkurrencestyrelsen bør være orienteret om

større koncentrationer i Danmark med henblik på vurdering af behovet for at

følge disse større virksomheders fremtidige markedsadfærd.

Meddelelsespligten er også tænkt som et hjælpemiddel til at give

Konkurrencestyrelsen et overblik over virksomhedskoncentrationen inden for de

forskellige brancheområder.

Meddelelse skal først ske, når fusionen m.v. har fundet sted.

Fusionsbegrebet skal forstås i overensstemmelse med aktie- og

anpartsselskabslovens fusionsregler. Der kan her være tale om enten de

såkaldte uegentlige fusioner, hvor et eller flere selskaber fusioneres ind i

et andet, eller de egentlige fusioner, hvor to eller flere selskaber

fusioneres til et nyt selskab.

Med hensyn til et såkaldt joint venture, en separat virksomhed, som

kontrolleres i fællesskab af to eller flere virksomheder, behandles det efter

reglerne i kapitel 2. Der henvises til bemærkningerne til § 6.

Ved virksomhedsovertagelser forstås i denne bestemmelse erhvervelse af så

stor en del af en virksomheds kapital eller stemmerettigheder, at den eller

de virksomheder eller den personkreds, der overtager kapitalandelen eller

stemmerettighederne, opnår en bestemmende indflydelse på selskabets

dispositioner.

Sammenlægninger af virksomheder skal i denne sammenhæng forstås som et

samlebegreb for øvrige virksomhedskoncentrationer, som ikke kan siges at være

fusioner i selskabsretlig forstand eller en decideret virksomhedsovertagelse.

Et eksempel kunne være sammenlægning af to andelsselskaber.

Det foreslås at undtage koncerninterne fusioner mellem moderselskaber og

datterselskaber samt fusioner mellem datterselskaber. En fusion må anses for

koncernintern, når det ene af de fusionerende selskaber har bestemmende

indflydelse i de øvrige deltagere i fusionen, eller når fusionsdeltagerne

direkte eller indirekte er undergivet bestemmende indflydelse fra samme

virksomhed. I disse tilfælde sker der ikke yderligere koncentration af

indflydelsen på markedsandelen, hvorfor disse former for fusion ikke er

omfattet af meddelelsespligten.

De meddelelsespligtige fusioner m.v. er ikke omfattet af

offentlighedsloven, jf. § 13, stk. 1, hvorfor der ikke kan gives aktindsigt i

de meddelte oplysninger. Derimod vil Konkurrencerådet som hidtil under

iagttagelse af bestemmelsen om undtagelse fra offentlighed i § 13, stk. 4,

kunne offentliggøre oplysninger om fusioner m.v. Der henvises til

bemærkningerne til § 13.

I medfør af lovforslagets § 12, stk. 2, har erhvervsministeren hjemmel til

efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet at udstede

bekendtgørelse om omfanget af meddelelsespligten i henhold til § 12, stk. 1.

Bekendtgørelsen kan angive en nedre grænse for meddelelsespligtens omfang

baseret f.eks. på fusionsparternes omsætning eller andre begrænsninger i

meddelelsespligtens omfang.

Til kapitel 5

Offentlighed

Til § 13 I den gældende konkurrencelov er offentlighed og gennemsigtighed

det bærende princip. Den vide gennemsigtighed i den oprindelige lov blev

begrænset i 1992, da offentlighedens almindelige adgang til aktindsigt i

Konkurrencerådets sager blev begrænset til sager vedrørende aftaler og

vedtagelser, der er anmeldelsespligtige efter konkurrencelovens § 5, samt

oplysninger, der er indberettet i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1,

hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom.

Parters rettigheder er reguleret af forvaltningsloven og berøres ikke af

forslaget.

Samlet indebærer lovforslaget, at gennemsigtighedsprincippet, som det

kendes i den gældende konkurrencelov, afskaffes. Der vil dog fortsat være

behov for forbrugeroplysende gennemsigtighed, f.eks. undersøgelser om pris-

og rabatforhold eller forretningsbetingelser i en branche, fakturering eller

anden dokumentation for prisberegning m.v. Den forbrugeroplysende

gennemsigtighed adskiller sig fra konkurrencemæssig gennemsigtighed ved, at

gennemsigtigheden begrænses til markedsføringsforhold, der er relevante for

dispositioner i forbrugerforhold, mens konkurrencemæssig gennemsigtighed også

omfatter en virksomheds interne forretningsforhold. Det foreslås, at

bestemmelserne om forbrugergennemsigtighed ligesom bestemmelserne i den

gældende konkurrencelov om mærkning eller skiltning med pris og mængde

overføres til forbrugerlovgivningen, jf. § 28.

Endvidere er det fundet nødvendigt at medtage en generel hjemmel for

Konkurrencerådets offentliggørelser af oplysninger.

Det foreslås i stk. 1, at sager efter konkurrenceloven generelt undtages

fra offentlighed. Dog er der offentlighed om sager vedrørende fastsættelse af

regler efter konkurrenceloven, hvor ministeren typisk skal indhente en

udtalelse fra Konkurrencerådet, eller hvor Konkurrencerådet selv fastsætter

regler. Efter denne bestemmelse finder offentlighedsloven alene anvendelse på

sager om fastsættelse af bestemmelser i medfør af konkurrenceloven.

Det foreslås i stk. 2, at Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende

myndigheders svar efter § 2, stk. 2, anmeldelser efter § 2, stk. 3, 1. pkt.,

samt afgørelser truffet i medfør af loven, kan offentliggøres. Det må anses

for at være af generel interesse for virksomhederne og offentligheden iøvrigt

at få kendskab til disse afgørelser og anmeldelser og dermed til praksis på

disse områder.

Forslagets stk. 3 medfører, at Konkurrencerådet i lighed med andre

myndigheder kan offentliggøre, hvad rådet beskæftiger sig med, eller mere

generelt oplysende redegørelser, eksempelvis de redegørelser om fusioner, som

Konkurrencerådet efter den gældende lov har udsendt.

Ved offentliggørelse af oplysninger efter stk. 3 vil bestemmelsen i stk. 4

finde tilsvarende anvendelse. Ligeledes vil forvaltningsrettens regler om

tavshedspligt og videregivelse af oplysninger finde anvendelse.

Som en undtagelse fra stk. 2 og 3 foreslås det i stk. 4, 1. pkt., at

oplysninger om tekniske forhold og drifts- og forretningshemmeligheder, for

så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den

virksomhed, som oplysningen angår, undtages fra Konkurrencerådets mulighed

for offentliggørelse.

Det er i stk. 4, 1. pkt., tilsigtet at skabe overensstemmelse med

undtagelserne i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, idet dog

»drifts- og forretningshemmeligheder« er en mere snæver

formulering. Det skyldes, at det vil gøre formålet med offentliggørelse af

afgørelser illusorisk, hvis forretningsforhold som sådan kan undtages fra

offentlighed. Det er af væsentlig betydning for forståelsen og anvendelsen af

en afgørelse, at det er muligt i et vist omfang at referere faktuelle

oplysninger vedrørende drifts- og forretningsforhold.

Det foreslås samtidig generelt at undtage oplysninger om enkelte kunders

forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, fra

Konkurrencerådets offentliggørelse af afgørelser, jf. stk. 4, 2. pkt.

I overensstemmelse med den gældende lov gives der i stk. 5 rådets formand

kompetence til at bestemme, om oplysninger og i givet fald i hvilken form

disse kan tilgå rådets medlemmer. Denne kompetence er eksklusiv og endelig.

Til kapitel 6

Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser Efter lovforslaget vil

administrationen af konkurrenceloven blive varetaget af et uafhængigt

kollegialt råd, Konkurrencerådet. Rådets sekretariatsforretninger varetages

af en styrelse under Erhvervsministeriet, Konkurrencestyrelsen, der herudover

fungerer som en styrelse med en række andre opgaver.

Rådet forudsættes at behandle sager af principiel eller særlig stor

betydning, samt sager i hvilke der foreligger særlig tvivl, mens den daglige

administration af loven forudsættes varetaget af Konkurrencestyrelsen på

rådets vegne.

Afgørelser efter loven kan ikke indklages for erhvervsministeren, men kan

alene ankes til Konkurrenceankenævnet. Afgørelserne vil i sidste ende kunne

indbringes for domstolene.

Med baggrund i rådets funktion foreslås det at ændre rådets nuværende

sammensætning af dels uafhængige medlemmer, dels medlemmer udpeget efter

indstilling fra organisationerne. Det har vist sig, at en væsentlig del af

rådets virksomhed vedrører offentlig erhvervsvirksomhed og regulering heraf.

På denne baggrund er det fundet hensigtsmæssigt, at personer med særlig

indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed repræsenteres i rådet. Endvidere

forudsættes rådet at repræsentere en bredere samfundsmæssig sagkundskab. Den

foreslåede bestemmelse medfører en udvidelse af antallet af medlemmer af

Konkurrencerådet i forhold til i dag.

Til § 14 Ifølge § 14, stk. 1, er det Konkurrencerådet, der påser

overholdelsen af denne lov og bestemmelser udstedt i medfør heraf, jf. dog §

2, stk. 2, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at afgørelse af, hvorvidt en

konkurrencebegræsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering m.v., træffes af den myndighed m.v., der har fastsat reguleringen,

eller, såfremt reguleringen er fastsat ved lov eller EU-forordning, af

vedkommende minister.

Det fremgår endvidere, at Konkurrencerådet kan træffe beslutning om at

undlade at behandle sager, hvis Kommissionen har den samme sag under

behandling efter EU-konkurrencereglerne. Denne regulering af håndhævelsen af

den danske konkurrencelov hænger sammen med gennemførelsen af et

one-stop-shop princip, som for så vidt angår den materielle regulering er

behandlet i lovforslagets § 4.

Med formuleringen »Konkurrencerådet afgør, om en klage giver

tilstrækkelig anledning til undersøgelse« i § 14, stk. 1, 3. pkt.,

præciseres det, at der ikke foreligger nogen ubetinget pligt til at behandle

en klage. Konkurrencerådet kan således, under hensyntagen til prioriteringen

af rådets arbejde, beslutte at afvise at behandle klager af mindre betydning.

I sager om fritagelser efter § 8 samt erklæringer om ikke-indgreb efter § 9

og § 11, stk. 4, vil Konkurrencerådet dog være forpligtet til at behandle

sagen og træffe afgørelse. Beslutning om afvisning vil ikke kunne ankes.

Beslutningen vil i stedet kunne indbringes for domstolene og Folketingets

Ombudsmand, jf. bemærkningerne til § 19.

Bestemmelsen i § 14, stk. 1, 4. pkt., betyder, at Konkurrencerådet skal

holde sig løbende orienteret om Kommissionens tiltag i relation til

virksomheder, der er omfattet af den danske konkurrencelov. Så snart det

kommer til Konkurrencerådets kendskab, at Kommissionen har taget en sag op,

bør det overvejes, om en dansk sag vedrørende samme konkurrencebegrænsning

bør afvente Kommissionens afgørelse.

Som hovedregel må Konkurrencerådet afstå fra at behandle sager, hvis

Kommissionen har indledt procedure vedrørende de samme

konkurrencebegrænsninger med henblik på forbud efter artikel 85, stk. 1,

eller artikel 86, eller med henblik på fritagelse efter artikel 85, stk. 3.

Derimod vil det forhold, at Kommissionen har indledt procedure med henblik på

udstedelse af negativattest eller har afvist en klage, som oftest ikke

forhindre behandlingen af en sag efter de danske konkurrenceregler, idet et

sådant skridt er udtryk for, at Kommissionen er af den opfattelse, at

forholdet ikke er omfattet af EU-konkurrencereglerne, typisk fordi der ikke

er tale om en mærkbar påvirkning af samhandelen. Der kan på den anden side

forekomme tilfælde, hvor det er klart, at Kommissionen har taget stilling

til, om et forhold udgør en konkurrencebegrænsning, og Konkurrencerådet bør

ved sin stillingtagen tage hensyn hertil ved behandlingen af samme spørgsmål.

Kommissionen indleder som regel først procedure på tidspunktet for

meddelelse af klagepunkter eller ved offentliggørelsen i EF-Tidende af en

artikel 19, stk. 3-meddelelse efter forordning nr. 17/62 om, at Kommissionen

har til hensigt at give en individuel fritagelse efter artikel 85, stk. 3,

eller træffe beslutning om negativattest. Kommissionen kan dog også indlede

procedure på et tidligere stadium i sagsbehandlingen, f.eks. når den over for

en virksomhed begærer fornødne, nærmere definerede oplysninger.

Der kan dog tænkes situationer, hvor der vil være behov for, at

Konkurrencerådet, uanset at Kommissionen har indledt procedure, kan fortsætte

sagsbehandlingen. Der kan på det danske marked gøre sig så specielle forhold

gældende, at den danske sag vanskeligt vil kunne afvente en beslutning eller

stillingtagen fra Kommissionen. Det vil i så fald påhvile Konkurrencerådet at

godtgøre, at det er nødvendigt at fortsætte sagsbehandlingen, jf.

bemærkningerne til lovforslagets § 4. Det forudsættes, at sådanne sager er af

så principiel betydning, at de behandles af Konkurrencerådet.

Efter stk. 2 skal Konkurrencestyrelsen stille sekretariatsbistand til

rådighed for rådet og varetage den daglige administration af loven.

Konkurrencerådet og Konkurrencestyrelsen er ved administrationen af

konkurrenceloven uafhængige af erhvervsministeren. Dette indebærer, at

erhvervsministeren ikke har instruktionsbeføjelser med hensyn til sagernes

behandling, ligesom erhvervsministeren ikke kan ændre eller omgøre rådets

eller styrelsens afgørelser. Konkrete afgørelser kan således ikke indbringes

for ministeren, men alene for Konkurrenceankenævnet.

I stk. 3 bemyndiges erhvervsministeren til at fastsætte Konkurrencerådets

forretningsorden, ligesom ministeren fastsætter nærmere regler for

Konkurrencerådets og Konkurrencestyrelsens virksomhed.

Rådet forudsættes at behandle sager af principiel eller særlig stor

betydning, samt sager i hvilke der foreligger særlig tvivl, mens den daglige

administration af loven forudsættes varetaget af Konkurrencestyrelsen på

rådets vegne.

Rådet forudsættes som hidtil at behandle sager om henvendelse til

offentlige myndigheder i de tilfælde, hvor en erhvervsvirksomheds

konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.

Endelig er Konkurrencerådet tillagt kompetence til at afgive udtalelse til

erhvervsministeren om udstedelse af administrative forskrifter samt

gruppefritagelser.

Konkurrencestyrelsen vil i forbindelse med administrationen af loven få

brug for at samarbejde tæt med såvel Kommissionen som med andre nationale

konkurrencemyndigheder bl.a. med henblik på udveksling af oplysninger. Det

vil navnlig være nødvendigt for Konkurrencestyrelsen at have et tæt

samarbejde med Kommissionen bl.a. af hensyn til administrationen af det

one-stop-shop princip, som foreslås i § 4 og i § 14, stk. 1, 4. pkt.

Efter udløbet af en overgangsperiode på 2 år efter konkurrencelovens

ikrafttræden bør arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og

Konkurrencestyrelsen tages op til overvejelse. Såfremt det viser sig, at den

fastsatte arbejdsdeling medfører uhensigtsmæssigt lange sagsbehandlingstider,

kan det overvejes, om der skal indføres tidsfrister for sagsbehandlingen. Her

tænkes udelukkende på sagbehandlingstider i relation til anmeldelser efter

lovforslagets § 8, stk. 2, § 9 og § 11, stk. 4.

Til § 15 Antallet af medlemmer af Konkurrencerådet og rådets

sammensætning foreslås ændret i forhold til den gældende lov. Det har vist

sig, at offentlig erhvervsvirksomhed og offentlig regulering af

erhvervsvirksomhed udgør en væsentlig del af rådets virksomhed. På denne

baggrund er det fundet hensigtsmæssigt, at rådet besidder et alsidigt

kendskab til både offentlig og privat erhvervsvirksomhed. Endvidere bør rådet

repræsentere en bredere samfundsmæssig sagkundskab. Efter erhvervsministerens

nærmere bestemmelse udnævner ministeren syv medlemmer efter indstilling fra

erhvervsorganisationer, et medlem efter indstilling fra

forbrugerorganisationer og to medlemmer med særlig indsigt i offentlig

erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de kommunale organisationer. Der vil

således efter lovforslaget være 9 medlemmer af rådet samt formanden, som skal

være uafhængige af erhvervsinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig

indsigt i statslig erhvervsvirksomhed.

Det foreslås endvidere, at rådets medlemmer udnævnes for en periode af op

til 4 år.

Stk. 2 indebærer, at der til forskel fra den gældende konkurrencelov

udpeges faste stedfortrædere for Konkurrencerådets medlemmer.

Til § 16 I § 16 angives de beføjelser, der bl.a. kan anvendes i

forbindelse med påbud efter § 6, stk. 4, og § 11, stk. 3.

Påbudsbestemmelserne i § 16 er ligestillede, alternative beføjelser, som kan

anvendes over for forskellige former for konkurrenceskadelige tiltag.

Opregningen er ikke udtømmende med hensyn til Konkurrencerådets mulighed for

at gribe ind med påbud. Afhængig af konkurrencebegrænsningens art og

virkninger må der konkret tages stilling til, hvorledes

konkurrencebegrænsningen mest hensigtsmæssigt kan bringes til ophør. Der er

dog i § 16, stk. 1, opregnet de mest almindeligt forekommende typer af påbud.

Svarende til formuleringen i den nugældende konkurrencelovs § 12, stk. 1,

1. led, giver bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, hjemmel til at udstede påbud om

hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser eller

forretningsbetingelser.

Hjemlen til at udstede påbud om, at angivne priser eller avancer ikke må

overskrides, er givet i stk. 1, nr. 2. Den nærmere fastlæggelse af prisen

eller avancen må ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene,

som de ville være i et konkurrencepræget marked. Der kan derfor ikke kræves

et egentligt bevis for, hvad prisen eller avancen ville være, men der kræves

en sandsynliggørelse.

Påbud kan ske i form af fastsættelse af priser eller avancer, der ikke må

overskrides, eller ved fastsættelse af bestemte kalkulationsregler, der skal

anvendes ved beregningen af priser og avancer. Der er herved tilsigtet den

størst mulige fleksibilitet i forbindelse med påbud vedrørende priser og

avancer, hvor der fortsat kan foretages prisregulering således, at

virksomheden m.v. får mulighed for og tilskyndelse til at forbedre

effektiviteten.

Efter stk. 1, nr. 3, kan der udstedes påbud til en virksomhed om at sælge

til nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for

tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller

betryggende sikkerhed.

Efter stk. 1, nr. 4, gives hjemmel til at udstede et påbud om at give

tredjeparter adgang til en virksomheds eksisterende infrastrukturfacilitet,

der er nødvendig for at kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse. Det kan

f.eks. være adgang til et elnet, havn eller lufthavn. Hjemlen til at udstede

påbud om at give tredjeparter adgang til en virksomheds

infrastrukturfacilitet omfatter alene de tilfælde, hvor potentielle

konkurrerende virksomheder er afskåret fra selv at opbygge de fornødne

faciliteter.

På teleområdet er spørgsmålet om adgang til infrastrukturfaciliteter

udtømmende reguleret via samtrafiklovgivningen, ligesom adgangen til jernbane

og lufthavnfaciliteter i hovedsagen er EU-reguleret.

For havne, hvortil der er offentlig adgang, er det et generelt princip, at

en havn har pligt til at modtage skibe i det omfang, pladsforholdene tillader

det. Vedrørende statshavne skal et eventuelt påbud om at give tredjeparter

adgang til havnefaciliteter i en situation, hvor pladsforholdene ikke gør det

muligt for nye operatører at komme til, indeholde alternativer om at, enten

skal infrastrukturen udvides, eller også skal eksisterende operatører afgive

plads.

Bestemmelsen i stk. 2 angiver, at påbud efter stk. 1, nr. 2, kan

fastsættes for op til 1 år ad gangen.

Til § 17 I medfør af § 17 kan Konkurrencerådet indhente

oplysninger fra virksomheder og sammenslutninger af virksomheder med henblik

på udførelsen af de opgaver, rådet er tillagt efter denne lov, jf. § 14. Det

er rådet selv, der skønner, hvilke oplysninger, der er nødvendige for dets

arbejde. Hvis der er tale om et strafbart forhold, skal rådet dog anmelde

dette til politiet, der varetager den videre efterforskning efter

retsplejelovens regler. Spørgsmålet om, hvorvidt rådets krav om oplysninger

er berettiget, kan ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf.

lovforslagets § 19, men må i givet fald indbringes for domstolene.

Konkurrencerådet kan efter bestemmelsen indhente oplysninger fra

offentlige og private virksomheder, sammenslutninger og offentlige

myndigheder med henblik på at vurdere, om der foreligger forhold, som er

omfattet af lovens bestemmelser. Til vurdering heraf kan Konkurrencerådet

også iværksætte bredere undersøgelser af konkurrenceforholdene på et marked.

Til § 18 Lovforslagets § 18, stk. 1 og 2, har næsten samme ordlyd

som den gældende konkurrencelovs § 21, stk. 1 og 2, idet kompetencen til at

foretage kontrolundersøgelser dog er tillagt Konkurrencestyrelsen og ikke som

efter den gældende lov repræsentanter for Konkurrencerådet.

Efter den gældende konkurrencelovs § 21 forudsættes det, at

Konkurrencestyrelsen alene benytter adgangen til at foretage

kontrolundersøgelser i de tilfælde, hvor pålæg af tvangsbøder ikke skønnes at

være et tilstrækkeligt eller hensigtsmæssigt middel til at fremskaffe de

ønskede oplysninger.

Konkurrencestyrelsens adgang til at foretage kontrolundersøgelser skal

efter lovforslaget ikke være subsidiær i forhold til tvangsbødeinstituttet.

Konkurrencestyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser, efter at have

indhentet retskendelse, i de tilfælde, hvor styrelsen skønner, at sagens

karakter gør det påkrævet at indhente de fornødne oplysninger på denne måde.

Konkurrencestyrelsen kan endvidere foretage kontrolundersøgelser til

opfyldelse af forpligtelserne efter EU-konkurrencereglerne til at yde

Kommissionen bistand. Der henvises til bestemmelserne i kapitel 9 og de

tilhørende bemærkninger.

Til kapitel 7

Anke Konkurrenceankenævnet foreslås bevaret og vil efter den foreslåede

formulering af § 14, hvor Konkurrencerådet påser overholdelsen af loven, være

ankeinstans for afgørelser truffet af Konkurrencerådet. Ankenævnet vil dermed

fortsat kunne virke besparende for det almindelige domstolssystem samtidig

med, at afgørelserne vil blive truffet af en instans med særlig indsigt i

konkurrencespørgsmål og en domstolslignende sagsbehandling. I de tilfælde,

hvor Konkurrencerådet anmoder om tiltalerejsning for overtrædelser, der bør

strafpålægges, indgives der dog politianmeldelse med henblik på, at

anklagemyndigheden kan rejse tiltale. Sådanne anmodninger kan ikke ankes til

Konkurrenceankenævnet, jf. § 20.

Til § 19 Der tilsigtes med lovforslagets § 19 ingen ændringer i

forhold til den gældende konkurrencelovs § 18.

Udgangspunktet vil som hidtil være, at stort set alle Konkurrencerådets

afgørelser kan ankes.

Afgørelser om, hvorvidt der er tale om erhvervsvirksomhed, jf. § 2, stk.

1, om der er anmeldelsespligt for offentlig regulering, jf. § 2, stk. 3, 1.

pkt., samt om, hvorvidt der er tale om løn- og arbejdsforhold, jf. § 3, 1.

pkt., kan indbringes for ankenævnet.

Afgørelser efter § 6, stk. 4, om påbud om at bringe overtrædelser af

forbudet i § 6, stk. 1, til ophør samt afgørelser efter § 8, stk. 1, om

afslag på ansøgning om individuel fritagelse fra forbudet i § 6 samt

indholdet, varigheden, forlængelsen eller tilbagekaldelsen af fritagelsen kan

ligeledes indbringes for ankenævnet.

Erklæringer efter § 9, hvor Konkurrencerådet afgiver erklæring om, at

anmeldte forhold falder uden for forbudet i § 6, stk. 1, og at der ikke vil

blive grebet ind i medfør af § 6, stk. 4, kan indbringes for ankenævnet.

Ligeledes kan erklæringer efter § 11, stk. 4, om, hvorvidt anmeldte forhold

falder uden for forbudet i § 11, stk. 1, og at der ikke vil blive grebet ind

i medfør af § 11, stk. 3, indbringes for ankenævnet.

Afgørelser efter § 11, stk. 3, vedrørende påbud om at bringe misbrug af

dominerende stilling til ophør, kan indbringes for ankenævnet.

Endvidere kan Konkurrencerådets afgørelse efter § 6, stk. 5, af, om en

aftale m.v. falder ind under en gruppefritagelse udstedt i medfør af § 10,

indbringes for ankenævnet.

Konkurrencerådets afgørelse om meddelelsespligt for fusioner m.v., jf. §

12, stk. 1, kan indbringes for ankenævnet.

Endelig er det muligt at anke afgørelser om, hvilke oplysninger der skal

undtages fra offentliggørelse, jf. § 13, stk. 4.

Ifølge stk. 2 vil tredjemand, der har en individuel, væsentlig interesse i

en sag, kunne indbringe Konkurrencerådets afgørelse for

Konkurrenceankenævnet. Endvidere vil tredjemand, der efter retsplejeloven har

den fornødne retlige interesse i en sag, tillige kunne indbringe

Konkurrenceankenævnets afgørelse for Landsretten.

I forslagets stk. 3 er det præciseret, at Konkurrencerådets beslutning

efter § 14, stk. 1, om afvisning af en klage fra videre behandling ikke kan

indbringes for anden administrativ myndighed. Afvisning vil i stedet kunne

indbringes for domstolene og Folketingets Ombudsmand.

Anke af afgørelser om undtagelse fra offentliggørelse vil automatisk have

opsættende virkning, jf. stk. 4.

Anke af andre afgørelser kan tillægges opsættende virkning af såvel

Konkurrencerådet som Konkurrenceankenævnet. Hvis anmodning om opsættende

virkning indgives til Konkurrenceankenævnet, vil Konkurrencerådet afvente

ankenævnets afgørelse af anmodningen.

Til § 20 Ligesom efter den gældende konkurrencelov kan afgørelser

ikke indbringes for domstolene, før der foreligger afgørelse fra ankenævnet.

Konkurrencerådets anmodning om tiltalerejsning for overtrædelse af loven

er ikke en afgørelse og kan derfor ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet.

Ved indbringelse af Konkurrenceankenævnets afgørelser for domstolene, er

det efter hidtidig praksis Konkurrencerådet, der indstævnes, mens retssagens

genstand er Konkurrenceankenævnets kendelse. Dette udelukker dog ikke, at

Konkurrenceankenævnet i givet fald kan indstævnes.

Til § 21 Ifølge stk. 1 skal Konkurrenceankenævnet bestå af en

formand, der skal opfylde betingelserne for at være højesteretsdommer, samt

to andre medlemmer, som skal have henholdsvis økonomisk og juridisk

sagkundskab.

Efter stk. 2 udpeges formanden og de to uafhængige medlemmer af

erhvervsministeren. Der forudsættes endvidere som efter gældende ret udnævnt

suppleanter for de pågældende.

I lighed med § 16, stk. 3, i den gældende konkurrencelov, foreslås det i

stk. 3, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for ankenævnets

virksomhed. I disse regler forudsættes de nugældende regler om adgangen til

at begære mundtlig procedure samt ankenævnets mulighed for at indhente

yderligere oplysninger opretholdt. Hjemlen angår således den praktiske

tilrettelæggelse af ankenævnets arbejde og indeholder ingen adgang til at

regulere hvilke spørgsmål, der kan indbringes for ankenævnet.

Til kapitel 8

Bestemmelser om straf Den gældende konkurrencelovs bestemmelse om

tvangsbøder som tvangsmiddel, når nogen undlader at give oplysninger til

Konkurrencerådet, foreslås videreført.

Overtrædelse af forbudet i § 6, stk. 1, straffes med bøde, ligesom

undladelse af meddelelse af fusioner foreslås bødesanktioneret. Overtrædelse

af forbudet i § 11 straffes med bøde, hvis virksomheden inden for de seneste

5 år efter § 11, stk. 3, har fået påbud om et tilsvarende misbrug af

dominerende stilling. Fristen på 5 år følger af forældelsesfristen for

strafansvar i § 23, stk. 4.

Det er hensigten, at indførelsen af et forbudsprincip i

konkurrencelovgivningen medfører en væsentlig skærpelse af sanktionsniveauet

i forhold til den gældende konkurrencelov.

Endvidere foreslås muligheden for at pålægge juridiske personer

strafansvar bevaret, ligesom den nugældende forældelsesfrist foreslås

bevaret.

I det omfang konkurrencebegrænsninger i strid med loven påfører en fysisk

eller juridisk person et tab, vil der typisk være tale om en retsstridig

handling, som kan gøre det muligt for den skadelidte at søge erstatning

gennem et civilt søgsmål. Da dette imidlertid følger af dansk rets

almindelige regler, er det ikke fundet nødvendigt at indsætte en udtrykkelig

bestemmelse herom.

Til § 22 Den gældende konkurrencelovs § 19, hvorefter der kan

pålægges den, der undlader at afgive oplysninger til Konkurrencerådet,

tvangsbøder, videreføres. Kompetencen til at pålægge tvangsbøder tilkommer

Konkurrencerådet.

Som noget nyt indebærer § 22, at undladelse af at efterkomme et meddelt

påbud kan sanktioneres med tvangsbøder. Formålet er at indføre en sanktion,

som i højere grad end truslen om at rejse straffesag med henblik på

pålæggelse af bødestraf kan formå virksomhederne til at efterkomme et påbud.

I modsætning til praksis efter den gældende konkurrencelov bør

Konkurrencerådet have mulighed for at inddrive tvangsbøder, også efter at det

forhold, som tvangsbøden udspringer af, er bragt til ophør.

Til § 23 Ifølge stk. 1 straffes forsætlige og groft uagtsomme

overtrædelser af de i nr. 1-6 opregnede forhold.

Det følger af strafbetingelsen i stk. 1, at virksomheder, der har modtaget

erklæring fra Konkurrencerådet efter § 9 eller § 11, stk. 4

(ikke-indgrebserklæring), ikke vil kunne pålægges straf. En

ikke-indgrebserklæring bevirker, at kravet om forsætlig eller groft uagtsom

overtrædelse ikke kan anses for opfyldt.

Med formuleringen »et tilsvarende misbrug« i stk. 1, nr. 2, er

det tilsigtet, at strafpålæggelse for overtrædelse af forbudet mod misbrug af

en dominerende stilling i § 11, stk. 1, kun kan komme på tale, såfremt

Konkurrencerådet påviser, at et misbrug af en tilsvarende karakter inden for

de seneste 5 år har givet anledning til udstedelse af et påbud efter § 11,

stk. 3. Ved vurderingen af, om der tidligere har været tale om misbrug af

tilsvarende karakter, lægges de eksempler på misbrugsformer, der findes i §

11, stk. 2, til grund. Således vil f.eks. leveringsnægtelse kunne henføres

til § 11, stk. 2, nr. 2, mens urimeligt høje priser vil kunne henføres til §

11, stk. 2, nr. 1.

Kategorierne af misbrugsformer anses for at dække stort set alle typer af

misbrug af dominerende stilling.

Såfremt en virksomheds misbrug f.eks. henføres til § 11, stk. 2, nr. 1,

vil virksomhederne normalt ikke kunne pålægges bødestraf, selvom virksomheden

inden for de seneste 5 år har foretaget et misbrug, der kan henføres til en

anden kategori, f.eks. § 11, stk. 2, nr. 4. Således vil adfærd, der kan

henføres til forskellige kategorier af eksempler, normalt ikke kunne udgøre

et »tilsvarende« misbrug.

Hvis der er tale om adfærd, der må henregnes til samme kategori af

eksempler, f.eks. leveringsnægtelse, er udgangspunktet, at der er tale om et

tilsvarende misbrug; men det vil altid bero på en konkret vurdering.

Lovforslagets stk. 2 indebærer, at der ikke kan pålægges bøder for

handlinger, som foretages efter, at anmeldelse til Konkurrencerådet er sket,

og inden rådet træffer afgørelse efter § 8, stk. 1, for så vidt handlingerne

ligger inden for det, som er beskrevet i anmeldelsen.

Ved udmåling af bødestørrelsen i forbindelse med overtrædelser af forbudet

i § 6, stk. 1, eller forbudet i § 11, stk. 1, skal der tages hensyn til

størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel i det omfang, denne

fordel ikke er blevet konfiskeret. Konfiskation kan ske efter reglerne i

straffeloven, når der foreligger et strafbart forhold.

Det er ikke fundet i overensstemmelse med dansk strafferetlig tradition at

foreslå sanktioner på et niveau, der svarer til niveauet for bøderne for

overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, som bl.a. kan bestå i en vis

procentdel af omsætningen. Det foreslås i stedet at give mulighed for at

graduere bødens størrelse i forhold til den økonomiske fordel, som er opnået

eller tilsigtet ved overtrædelsen af forbudet i § 6, stk. 1, eller ved en

overtrædelse af forbudet i § 11, stk. 1.

Det kan være vanskeligt at fastsætte den indvundne eller tilsigtede

fortjeneste i forbindelse med en overtrædelse af forbudet mod visse

konkurrencebegrænsende aftaler m.v. eller forbudet mod misbrug af dominerende

stilling. Kommissionens praksis vedrørende beregning af gevinst vil være

vejledende.

Ved bedømmelsen af en overtrædelses grovhed skal der tages hensyn til

antallet og værdien af de varer eller tjenesteydelser, som overtrædelsen

omfatter, samt antallet og størrelsen af de involverede virksomheder og som

følge heraf den økonomiske virkning, som en konkurrencebegrænsende aftale

m.v. eller misbruget af en dominerende stilling har haft på markedet.

Herudover skal der tages hensyn til overtrædelsens varighed, ligesom

forsøg på at hemmeligholde en konkurrencebegrænsende aftale for

Konkurrencerådet kan anses for en skærpende omstændighed.

For så vidt angår forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v., skal

hver enkelt af de deltagende virksomheder vurderes for sig, således at der

ved udmålingen af bøden tages hensyn til graden af deltagelse i aftalen og

virksomhedens størrelse (omsætning).

Det foreslås i stk. 3 at bevare den hidtidige mulighed for at straffe

juridiske personer, ligesom staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab

kan pålægges bødeansvar.

Det foreslås i stk. 4 at bevare den nugældende forældelsesfrist på 5 år

uændret. Forældelsesfristen vil alene gælde for konkurrencebegrænsende

handlinger, f.eks. misbrug af dominerende stilling i strid med et påbud,

hvorimod f.eks. opretholdelse af en konkurrencebegrænsende aftale er et

tilstandsdelikt, som ikke forældes.

Til kapitel 9

Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne I forbindelse med regeringens

målsætning om at forenkle lovgivningen foreslås det i loven at indarbejde den

hidtil gældende særlige lov om Konkurrencerådets sekretariats rolle ved

udførelse af kontrolundersøgelser for Kommissionen eller ved bistand til

Kommissionen ved sådanne undersøgelser.

Til § 24, 25 og 26 For så vidt angår bemærkningerne til de enkelte

bestemmelser, henvises der til bemærkningerne til forslaget til den hidtil

gældende kontrollov, Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1523-28. Der

henvises endvidere til bemærkningerne til de senere ændringer af loven,

Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 3291, Folketingstidende 1989-90,

tillæg A, sp. 1501, og Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 1011. Af

tekniske grunde er der i lovforslaget indsat et udtrykkeligt krav om, at en

kontrolundersøgelse kun kan finde sted efter indhentet retskendelse.

Til kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser Det forudsættes, at der vil være

et vist tidsrum fra lovens vedtagelse og til dens ikrafttrædelse. I denne

mellemliggende periode vil det være muligt for Konkurrencestyrelsen at

foretage den nødvendige oplysningsvirksomhed om loven. I perioden vil

Konkurrencerådet endvidere kunne forberede de nærmere regler om anmeldelse i

henhold til § 8, stk. 2, § 9, 2. pkt., og 11, stk. 4, 2. pkt., ligesom der

vil kunne udarbejdes de nødvendige forslag til bekendtgørelser, som

erhvervsministeren efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet

forudsættes at udstede i henhold til § 2, stk. 3, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7,

stk. 3, og 4, 2. pkt., § 10, § 12, stk. 2, § 14, stk. 3, og § 21, stk. 3.

Yderligere kan der fastsættes nærmere regler i henhold til § 18, stk. 2.

Visse overgangsregler for bestående konkurrencebegrænsende aftaler,

vedtagelser og samordnet praksis er påkrævet.

Til § 27 Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1.

januar 1998. Dog foreslås det, at bestemmelsen i § 15 om Konkurrencerådet

træder i kraft den 1. juli 1997. Dermed sikres, at der oprettes et nyt

Konkurrenceråd, der kan deltage i udstedelse af de supplerende administrative

forskrifter inden lovens ikrafttrædelse. I perioden fra 1. juli 1997 til 1.

januar 1998 vil det nuværende og det nye Konkurrenceråd således fungere

samtidigt.

Samtidig med ophævelsen af konkurrenceloven ophæves dermed også de

bestemmelser, som er udstedt med hjemmel i denne lov, jf. dog stk. 6.

Såfremt der ved lovens ikrafttrædelse er sager efter lovbekendtgørelse nr.

114 af 10. marts 1993, som ændret ved lov nr. 357 af 9. juni 1995, der ikke

er færdigbehandlede, bortfalder disse. Dette gælder dog ikke for sager, der

behandles på grundlag af en klage, idet disse sager overføres til det nye

Konkurrenceråd og færdigbehandles efter denne lovs bestemmelser. Endvidere

vil sager, der ved lovens ikrafttrædelse verserer ved Konkurrenceankenævnet,

skulle færdigbehandles efter lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993.

Konkurrenceankenævnet kan dog efter en konkret vurdering beslutte ikke at

færdigbehandle en ankesag i de tilfælde, hvor Konkurrenceankenævnet finder,

at en afgørelse vil være uden retlig interesse.

Af stk. 4 fremgår, at de konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og

samordnet praksis, der består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og

som falder ind under forbudsbestemmelsen i § 6, kan anmeldes inden 6 måneder

fra lovens ikrafttrædelse med henblik på en fritagelse efter § 8.

Virkningen af, at bestående konkurrencebegrænsende aftaler m.v., som er

omfattet af forbudet i § 6, er blevet anmeldt inden 6 måneder fra lovens

ikrafttrædelse, er, at de er gyldige og ikke indebærer en strafbar

overtrædelse efter § 23, stk. 1, nr. 1, indtil 3 måneder efter, at det nye

Konkurrenceråd har truffet en afgørelse i henhold til § 6 eller § 8.

Går Konkurrencerådets afgørelse ud på, at aftalen kan fritages efter § 8,

vil fritagelsen have virkning fra afgørelsestidspunktet.

Finder Konkurrencerådet omvendt, at der ikke kan udstedes en fritagelse

efter § 8, stk. 1, det vil sige, at aftalen m.v. er forbudt, indtræder den

ugyldighed, som er omhandlet i § 6, stk. 5, 3 måneder efter

afgørelsestidspunktet.

Anmeldes en bestående konkurrencebegrænsende aftale eller vedtagelse ikke

inden fristen på 6 måneder, bliver aftalen eller vedtagelsen herefter

ugyldig. Endvidere kan der pålægges bøder for overtrædelse af forbudet

tilbage til lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Efter stk. 6 forbliver faktureringsregler udstedt efter konkurrencelovens

§ 7, nr. 2, i kraft, indtil nye regler eventuelt fastsættes efter

bestemmelsen i prismærkningsloven. Det følger af bemærkningerne til § 28, at

Forbrugerstyrelsen i samarbejde med de relevante parter kan vurdere

faktureringsreglerne med henblik på en bedømmelse af, om der skal ske en

ændring af reglerne. Administrationen af faktureringsreglerne overføres med

ophævelsen af den gældende konkurrencelov til Forbrugerstyrelsen. Det fremgår

endvidere af stk. 6, at forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af

faktureringsreglerne kan straffes med bøde. Dette svarer til

strafbestemmelsen i den gældende konkurrencelovs § 20, stk. 2. Endvidere er

det bestemt, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Til § 28 I forbindelse med, at bestemmelserne om gennemsigtighed

ikke videreføres, foreslås i § 28 ændringer i prismærkningsloven med henblik

på at give Forbrugerstyrelsen hjemmel til at fastsætte faktureringsregler

samt at offentliggøre prisundersøgelser til gavn for forbrugerne. Udover de

ændringer, der følger af nr. 1 og 2, forudsættes konkurrencelovens § 7, nr.

3, videreført ved prismærkningslovens §§ 1 og 4.

Til nr. 1

Efter prismærkningslovens § 7, stk. 2, kan Forbrugerstyrelsen . . . »

inden for vareområder, der har betydning i det daglige forbrug, og hvor det

må antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne . .

.« fastsætte regler. Det foreslås, at et lignende kriterium lægges til

grund for videreførelsen af konkurrencelovens § 7, nr. 2, således at der i

prismærkningsloven indsættes en bestemmelse med det foreslåede indhold.

Konkurrencelovens § 7, nr. 2, foreslås overført med den ændring, at kriteriet

for regeludstedelse ikke længere er konkurrencemæssig gennemsigtighed, men

forbrugeroplysende gennemsigtighed.

Det følger af prismærkningslovens § 9, at forinden der udfærdiges regler

efter prismærkningsloven, skal Forbrugerstyrelsen forhandle med

repræsentanter for forbrugerne og vedkommende erhvervsorganisationer. Dette

vil også være gældende for det foreslåede nr. 1.

I henhold til § 27, stk. 6, forbliver faktureringsregler udstedt efter

konkurrencelovens § 7, nr. 2, i kraft, indtil nye regler fastsættes efter

bestemmelsen i prismærkningsloven. Administrationen af faktureringsreglerne

overføres dog med ophævelsen af den gældende konkurrencelov til

Forbrugerstyrelsen. Det fremgår endvidere af stk. 6, at forsætlig eller groft

uagtsom overtrædelse af faktureringsreglerne kan straffes med bøde. Dette

svarer til strafbestemmelsen i den gældende konkurrencelovs § 20, stk. 2.

Til nr. 2

Bestemmelserne i konkurrencelovens §§ 8 og 9, om undersøgelser og

offentliggørelse af oplysninger, foreslås videreført inden for rammerne af

prismærkningsloven.

Forbrugerstyrelsen gennemfører og offentliggør allerede i medfør af loven

om Statens Husholdningsråd sammenlignende undersøgelser af fortrinsvis

varegrupper af stor betydning for husholdningerne. Hovedvægten i denne

virksomhed ligger imidlertid på bedømmelse af »kvalitetsparametre«,

mens egentlige sammenlignende prisundersøgelser hidtil ikke er blevet

gennemført, primært af omkostningsgrunde.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at øge forbrugernes mulighed

for at overskue de muligheder, som markedet byder. Det kan derfor være

relevant også at medtage oplysninger om priser og om rabat- og

bonusordninger, som en del af undersøgelserne, hvor det skønnes af særlig

betydning for forbrugerne. Undersøgelserne må være så konkrete, at

forbrugerne får reelle handlemuligheder, det vil sige, at de omfattede

erhvervsdrivendes navne må offentliggøres, hvor det er relevant.

De oplysninger, der indgår i en undersøgelse efter nr. 2, er offentligt

tilgængelige i medfør af prismærkningsloven i øvrigt. Der er derfor ikke

behov for en særlig hjemmel til indkrævning af oplysninger, ankebestemmelser

og straffebestemmelser. Det samme gælder for de undersøgelser, som

Forbrugerstyrelsen gennemfører for Statens Husholdningsråd. Sidstnævnte

undersøgelser udføres på grundlag af de almindelige forvaltningsretlige,

strafferetlige, presseetiske og erstatningsretlige regler.

Forinden Forbrugerstyrelsens offentliggørelse af undersøgelser efter nr. 2

skal de involverede virksomheder gives adgang til at korrigere fejl og

misforståelser i de indsamlede data.

Til § 29 Konkurrenceloven har ikke været gældende for Færøerne og

Grønland. Det foreslås derfor, at heller ikke denne lov skal gælde for

Færøerne og Grønland.

Skriftlig fremsættelse

Erhvervsministeren (Jan Trøjborg):

Hermed har jeg den ære for det Høje Ting at fremsætte:

Forslag til konkurrencelov .

(Lovforslag nr. L 172).

Forslaget til ny konkurrencelov er ensbetydende med en grundlæggende

ændring af den konkurrenceretlige regulering i Danmark. Forslaget har til

hensigt at tilpasse den danske konkurrencelov til EUs konkurrenceregler og

samtidig sikre hensynet til den danske erhvervsstruktur. Derved sikres de

bedste muligheder for, at der er et godt samspil mellem EUs konkurrenceregler

og de danske konkurrenceregler. Det sikres ligeledes, at de

konkurrenceretlige vilkår her i landet ikke adskiller sig væsentligt fra det,

der gælder efter EU-reglerne. Virksomhedernes handlemåde på markedet skal

således kun tilpasses et regelsæt.

Det overordnede konkurrenceretlige princip i lovforslaget er

forbudsprincippet. Samtidig indebærer lovforslaget, at

gennemsigtighedsprincippet, som det kendes i den gældende konkurrencelov,

afskaffes.

Forslaget indeholder fire hovedelementer. Der indføres for det første et

forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og for det andet et forbud mod

misbrug af dominerende markedsstilling. For at sikre, at de administrative

byrder, som er forbundet med indførelse af en forbudsbaseret konkurrencelov,

er mindst mulige for både virksomhederne og konkurrencemyndigheden,

indeholder lovforslaget en bagatelgrænse for, hvornår forbudet mod

konkurrencebegrænsende aftaler finder anvendelse.

Som det tredje hovedelement indføres en pligt for virksomhederne til at

meddele konkurrencemyndigheden, når de har foretaget en fusion, en

virksomhedsovertagelse eller en virksomhedssammenlægning. Meddelelsen skal

først ske, når fusionen m.v. har fundet sted. På denne måde får

konkurrencemyndigheden mulighed for at være orienteret om større

koncentrationer i Danmark med henblik på vurdering af behovet for at følge

disse virksomheders fremtidige markedsadfærd.

Som det sidste hovedelement indeholder lovforslaget en ligestilling af

privat og offentlig erhvervsvirksomhed. Kun i de tilfælde, hvor en privat

eller offentlig erhvervsvirksomheds konkurrencebegrænsende adfærd er en

direkte eller nødvendig følge af anden offentlig regulering, viger

konkurrencelovens bestemmelser. Over for offentligt reguleret

erhvervsvirksomhed vil konkurrencemyndigheden, ligesom det kendes fra den

gældende konkurrencelov, kunne rette en offentliggjort henvendelse til den

regulerende myndighed og heri påpege mulige konkurrenceskadelige virkninger

af reguleringen.

Efter lovforslaget vil administrationen af konkurrenceloven, som i dag,

blive varetaget af et uafhængigt kollegialt råd, Konkurrencerådet.

Konkurrencerådet vil blive sammensat af medlemmer udpeget efter indstilling

fra erhvervs- og forbrugerorganisationer fra kommunale organisationer samt

fra medlemmer, der er uafhængige af erhvervsinteresser. Rådets

sekretariatsforretninger varetages af en styrelse under Erhvervsministeriet,

Konkurrencestyrelsen.

Ligeledes indebærer lovforslaget en bevarelse af Konkurrenceankenævnet som

ankeinstans for afgørelser truffet af Konkurrencerådet.

Overtrædelse af en række af bestemmelsernes lovforslag kan straffes med

bøde. Det er hensigten, at indførelsen af et forbudsprincip i

konkurrenceloven medfører en væsentlig skærpelse af sanktionsniveauet i

forhold til den gældende konkurrencelov.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg

anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 27. maj 1997

Kapitel 1

Lovens formål og anvendelsesområde

§ 1. Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig

ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.

§ 2. Loven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en

konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering. En konkurrencebegrænsning, som er fastsat af en

kommunalbestyrelse, er kun en direkte eller nødvendig følge af offentlig

regulering, når konkurrencebegrænsningen er nødvendig for, at

kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til

lovgivning.

Stk. 3. Beslutninger truffet af bestyrelsen i et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, sidestilles med

beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 2.

Stk. 4. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er

omfattet af stk. 2, træffes af den myndighed m.v., der har fastsat

reguleringen eller truffet beslutningen, eller, såfremt reguleringen er

fastsat ved lov eller EF-forordning, af vedkommende minister.

Stk. 5. Hvis en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, kan

Konkurrencerådet rette henvendelse til pågældende myndighed, påpege mulige

skadelige virkninger for konkurrencen samt fremkomme med forslag til fremme

af konkurrencen på det pågældende område. Myndigheden skal svare på

henvendelsen inden 3 måneder fra modtagelsen heraf.

Stk. 6. En myndighed m.v., der regulerer eller træffer beslutning

om erhvervsvirksomhed, der udøves af myndigheden selv eller af en virksomhed,

i hvis styrende organ myndigheden er repræsenteret, skal anmelde reguleringen

eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen, hvis reguleringen eller

beslutningen har betydning for konkurrencen. Erhvervsministeren fastsætter

efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om

anmeldelsespligten, herunder regler om anmeldelsespligtens omfang.

§ 3. Loven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold. Konkurrencerådet

kan dog til brug for sit arbejde kræve oplysninger af organisationer og

virksomheder om løn- og arbejdsforhold.

§ 4. Bestemmelserne i kapitel 2 omfatter ikke

konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, der er

meddelt fritagelse efter EF-Traktaten, eller som opfylder betingelserne i en

forordning om fritagelse eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v.

§ 5. Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse på aftaler,

vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om anvendelsen af stk. 1,

herunder regler om, hvad der forstås ved aftaler m.v. inden for samme

virksomhed eller koncern.

Kapitel 2

Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler

§ 6. Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der

direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse

konkurrencen.

Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan f.eks. bestå i

1) at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre

forretningsbetingelser,

2) at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling

eller investeringer,

3) at opdele markeder eller forsyningskilder,

4) at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for

handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller

5) at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten

godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane

ikke har forbindelse med aftalens genstand.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en

sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.

Stk. 4. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe

overtrædelser af stk. 1 til ophør.

Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3, er

ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller §

10 eller er omfattet af en erklæring efter § 9.

§ 7. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder ikke for aftaler mellem

virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og

samordnet praksis mellem virksomheder, såfremt de deltagende virksomheder har

1) en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel

for den pågældende vare eller tjenesteydelse på under 10 pct., jf. stk. 3,

eller

2) en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Undtagelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke i tilfælde, hvor

1) konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede virkning

af lignende aftaler m.v. eller

2) virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, vedtager

eller på anden måde tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende

omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om beregning af omsætningen

efter stk. 1, herunder regler om, at de nævnte omsætningsgrænser skal

beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.

Stk. 4. Undtagelsen i stk. 1 gælder, selv om virksomhederne

overskrider de nævnte grænser i to på hinanden følgende år.

Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra

Konkurrencerådet nærmere regler herom, herunder regler om mindre

overskridelser af de nævnte grænser.

§ 8. Konkurrencerådet fritager efter anmeldelse aftaler mellem

virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og

samordnet praksis mellem virksomheder fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis rådet

skønner, at de

1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller

distributionen af varer eller tjenesteydelser m.v. eller fremmer den tekniske

eller økonomiske udvikling,

2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,

3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at

nå disse mål, og

4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en

væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser m.v.

Stk. 2. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om

fritagelse efter stk. 1 skal indgives til Konkurrencestyrelsen. Rådet

fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 skal angive, for hvilket tidsrum

fritagelsen gælder. Fritagelsen kan tidligst få virkning fra

anmeldelsestidspunktet. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.

Stk. 4. Efter anmeldelse forlænger Konkurrencerådet en fritagelse,

såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse

efter stk. 1 og 4, hvis

1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt

punkt,

2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår eller

3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende

oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.

§ 9. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller

sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller

samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab

til, falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er

grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Rådet fastsætter

nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

§ 10. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet regler om fritagelse for forbudet i § 6, stk.

1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder

betingelserne i § 8, stk. 1.

Kapitel 3

Misbrug af dominerende stilling

§ 11. Det er forbudt for en eller flere virksomheder m.v. at

misbruge en dominerende stilling på det danske marked eller en del heraf.

Stk. 2. Misbrug efter stk. 1 kan f.eks. foreligge ved

1) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller

salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser,

2) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade

for forbrugerne,

3) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for

samhandelsparter, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller

4) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at

medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge

handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.

Stk. 3. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe

overtrædelser af stk. 1 til ophør.

Stk. 4. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en eller flere

virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de forhold, som

Konkurrencerådet har kendskab til, er omfattet af stk. 1, og at der derfor

ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 3. Rådet fastsætter

nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige

anmeldelsesskemaer.

Kapitel 4

Meddelelse om fusioner m.v.

§ 12. Fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af

virksomheder skal meddeles til Konkurrencestyrelsen. Dette gælder dog ikke,

hvis fusionen, virksomhedsovertagelsen eller sammenlægningen af virksomheder

er mellem moder- og dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder i

samme koncern.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet

udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om meddelelsespligten efter

stk. 1, herunder regler om, at visse fusioner m.v. ikke skal meddeles.

Kapitel 5

Offentlighed

§ 13. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager

efter denne lov bortset fra sager om fastsættelse af bestemmelser efter § 2,

stk. 6, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7, stk. 3 og stk. 4, 2. pkt., § 8, stk. 2, 2.

pkt., § 9, 2. pkt., § 10, § 11, stk. 4, 2. pkt., § 12, stk. 2, § 14, stk. 3,

§ 18, stk. 2, 2. pkt., og § 21, stk. 3.

Stk. 2. Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende myndigheders

svar efter § 2, stk. 5, anmeldelser efter § 2, stk. 6, 1. pkt., samt

afgørelser truffet i medfør af loven kan offentliggøres.

Stk. 3. Konkurrencerådet kan offentliggøre oplysninger om

Konkurrencerådets virksomhed og generelle redegørelser.

Stk. 4. Ved offentliggørelse efter stk. 2 og 3 kan oplysninger om

tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt

drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er

af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed,

oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i

virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

Stk. 5. Den, som skal afgive oplysninger til Konkurrencerådet, kan

over for rådets formand begære, at oplysninger, som i medfør af stk. 4 ikke

må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige, heller ikke må afgives over

for rådets medlemmer. Formanden afgør endeligt, i hvilket omfang og i hvilken

form oplysningerne bør afgives.

Kapitel 6

Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser

§ 14. Konkurrencerådet påser overholdelsen af denne lov og de

forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, jf. dog § 2, stk. 4.

Konkurrencerådet kan behandle sager af egen drift, efter anmeldelse, på

grundlag af en klage eller som følge af en henvisning fra

Europa-Kommissionen. Konkurrencerådet afgør, om en klage giver tilstrækkelig

anledning til undersøgelse. Konkurrencerådet kan endvidere træffe beslutning

om ikke at behandle sager, hvis Europa-Kommissionen har den samme sag under

behandling efter EU-konkurrencereglerne.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Konkurrencerådet i

sager efter denne lov og varetager på rådets vegne den daglige administration

af loven.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter Konkurrencerådets

forretningsorden og de nærmere regler for rådets og Konkurrencestyrelsens

virksomhed, herunder regler om afskedigelse af rådsmedlemmer eller disses

suppleanter efter indstilling fra Konkurrencerådets formand før en periodes

ophør.

§ 15. Konkurrencerådet består af en formand og 18 medlemmer.

Formanden udnævnes af kongen for en periode af op til 4 år. De øvrige

medlemmer udnævnes af erhvervsministeren for en periode på op til 4 år. Rådet

skal omfatte et alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed,

herunder juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold.

Formanden og otte af rådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og

forbrugerinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig indsigt i

statslig erhvervsvirksomhed. Efter erhvervsministerens nærmere bestemmelse

udnævnes syv medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, et

medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer og to medlemmer med

særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de

kommunale organisationer.

Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger faste stedfortrædere for

Konkurrencerådets medlemmer.

§ 16. De påbud, som Konkurrencerådet efter § 6, stk. 4, og § 11,

stk. 3, kan udstede med henblik på at bringe de skadelige virkninger af

konkurrencebegrænsninger til ophør, kan bl.a. omfatte:

1) Hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,

forretningsbetingelser m.v.

2) At angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved

beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte

kalkulationsregler.

3) Pligt for en eller flere af de pågældende virksomheder til at sælge til

nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for

tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller

betryggende sikkerhed.

4) At give adgang til en infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at

kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1, nr. 2, kan fastsættes for indtil et år

ad gangen.

§ 17. Konkurrencerådet kan kræve alle oplysninger, herunder

regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer

og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller

til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.

§ 18. Konkurrencestyrelsen kan efter retskendelse og mod behørig

legitimation til brug for rådets virksomhed efter loven

1) på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning,

herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og

elektronisk lagrede data, og

2) få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og

transportmidler.

Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter

stk. 1. Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte

nærmere regler herom.

Kapitel 7

Anke

§ 19. Konkurrencerådets afgørelser truffet efter § 2, stk. 1 og

stk. 6, 1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, § 7, § 8, stk. 1 og 3-5, § 9, § 11, § 12,

stk. 1, § 13, stk. 4, § 16 og § 27, stk. 4, 2. pkt., kan påklages til

Konkurrenceankenævnet.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af

1) den, afgørelsen retter sig til, og

2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 3. Beslutning efter § 14, stk. 1, om at afvise at behandle en

klage kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.

Stk. 4. Klage over afgørelse truffet efter § 13, stk. 4, har

opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrencerådet

eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.

§ 20. Konkurrencerådets afgørelser efter denne lov kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet og kan

ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.

Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire

uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler

derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen af klagefristen.

Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for

domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse

endelig.

§ 21. Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal opfylde

betingelserne for at være højesteretsdommer, samt to andre medlemmer, som

skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.

Stk. 2. Formanden og medlemmerne udnævnes af erhvervsministeren.

De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen

af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for

ankenævnets virksomhed, herunder regler om betaling for indbringelse af

afgørelser for ankenævnet.

Kapitel 8

Bestemmelser om straf

§ 22. Undlader nogen at give de oplysninger, som Konkurrencerådet

kan kræve efter denne lov, eller at efterkomme et påbud meddelt i medfør af

denne lov, kan rådet som tvangsmiddel pålægge den pågældende daglige eller

ugentlige bøder, der kan inddrives ved udpantning.

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 6, stk. 1,

2) overtræder § 11, stk. 1, hvis den pågældende virksomhed inden for de

seneste 5 år har fået et påbud vedrørende et tilsvarende misbrug af

dominerende stilling, jf. § 11, stk. 3,

3) undlader meddelelse efter § 12, stk.1,

4) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 6, stk. 4, eller § 11,

stk. 3, jf. § 16,

5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencerådet

eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den

pågældende sag eller

6) undlader at efterkomme krav efter § 17.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt,

hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2, og

indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 1.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Forældelsesfrist for strafansvar er 5 år.

Kapitel 9

Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne

§ 24. Den bistand, som medlemsstaternes kompetente myndigheder

skal yde EuropaKommissionen efter Det Europæiske Fællesskabs forordninger om

monopoler og konkurrencebegrænsninger, ydes i Danmark af

Konkurrencestyrelsen.

§ 25. Anmoder Europa-Kommissionen Konkurrencestyrelsen om at

foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 13 i forordning nr.

17/62, artikel 20 i forordning nr. 1017/68, artikel 17 i forordning nr.

4056/86, artikel 10 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 12 i forordning

nr. 4064/89, kan styrelsen efter retskendelse og mod behørig legitimation hos

virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder

1) kontrollere bøger og andre forretningspapirer,

2) tage afskrifter eller lave ekstraktudskrifter af bøger og

forretningspapirer,

3) kræve mundtlige forklaringer på stedet og

4) få adgang til virksomhedernes samtlige lokaler, grunde og

transportmidler.

Stk. 2. Ved undersøgelsen skal der forevises en skriftlig fuldmagt

fra styrelsen. Fuldmagten skal indeholde oplysning om Europa-Kommissionens

anmodning og om kontrolundersøgelsens genstand og formål.

Stk. 3. Virksomhederne eller sammenslutningen har pligt til at

underkaste sig kontrolundersøgelsen, hvis den foretages på grundlag af en

Kommissionsbeslutning.

§ 26. Bestemmelserne i § 25 gælder også, når Konkurrencestyrelsen

bistår Europa-Kommissionen ved kontrolundersøgelser i henhold til artikel 14

i forordning nr. 17/62, artikel 21 i forordning nr. 1017/68, artikel 18 i

forordning nr. 4056/86, artikel 11 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 13

i forordning nr. 4064/89.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Dog træder

bestemmelserne i § 14, stk. 3, og § 15 i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves konkurrenceloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, samt lov om kontrol med

overholdelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om

monopoler og konkurrencebegrænsninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 449 af 10.

juni 1991. En godkendelse, som er meddelt efter konkurrencelovens § 14, stk.

1, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, bevarer sin gyldighed,

indtil Konkurrencerådet måtte træffe afgørelse om at tilbagekalde

godkendelsen. Afgørelsen træffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Sager efter konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

114 af 10. marts 1993, der ikke er færdigbehandlede ved lovens

ikrafttrædelse, bortfalder. Dette gælder dog ikke klagesager samt sager, der

verserer ved Konkurrenceankenævnet.

Stk. 4. Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet

praksis, som består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og som er

forbudt i medfør af § 6, stk. 1, kan, hvis de anmeldes inden den 1. juli 1998

med henblik på en fritagelse efter § 8, opretholdes indtil 3 måneder efter,

at Konkurrencerådet har truffet afgørelse i sagen, uanset at Konkurrencerådet

meddeler afslag. Konkurrencerådet kan forlænge fristen på 3 måneder.

Stk. 5. Offentlig regulering, som er omfattet af § 2, stk. 6, og

som er gældende på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, skal anmeldes til

Konkurrencerådet inden den 1. juli 1998.

Stk. 6. De administrative regler, der er fastsat i medfør af § 7,

nr. 2, i konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993,

forbliver i kraft, indtil nye regler eventuelt fastsættes efter § 4, stk. 3,

i lov om mærkning og skiltning med pris m.v. som affattet ved denne lovs §

28, nr. 1. Administrationen af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt.

overføres til Forbrugerstyrelsen. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse

af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt. straffes med bøde. Der kan

pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.

§ 28. I lov om mærkning og skiltning med pris m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 456 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 429 af 1.

juni 1994, foretages følgende ændringer:

1. I § 4 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Inden for vare- og tjenesteydelsesområder, hvor det må

antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne, kan

Forbrugerstyrelsen fastsætte regler om fakturering og anden dokumentation for

prisberegningen.«

2. Efter § 9 indsættes:

»§ 10. På vare- og tjenesteydelsesområder af særlig betydning

for forbrugerne kan Forbrugerstyrelsen gennemføre og offentliggøre

sammenlignende undersøgelser af priser, rabatter og bonus m.v.«

§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter