1996 LSF 172 FORSLAG TIL KONKURRENCELOV
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens formål og anvendelsesområde
§ 1. Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig
ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.
§ 2. Loven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed.
Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en
konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering. En konkurrencebegrænsning, som er fastsat af en
kommunalbestyrelse, er kun en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering, når konkurrencebegrænsningen er nødvendig for, at
kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til
lovgivning.
Stk. 3. Beslutninger truffet af bestyrelsen i et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, sidestilles med
beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 2.
Stk. 4. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er
omfattet af stk. 2, træffes af den myndighed m.v., der har fastsat
reguleringen eller truffet beslutningen, eller, såfremt reguleringen er
fastsat ved lov eller EF-forordning, af vedkommende minister.
Stk. 5. Hvis en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, kan
Konkurrencerådet rette henvendelse til pågældende myndighed, påpege mulige
skadelige virkninger for konkurrencen samt fremkomme med forslag til fremme
af konkurrencen på det pågældende område. Myndigheden skal svare på
henvendelsen inden 3 måneder fra modtagelsen heraf.
Stk. 6. En myndighed m.v., der regulerer eller træffer beslutning
om erhvervsvirksomhed, der udøves af myndigheden selv eller af en virksomhed,
i hvis styrende organ myndigheden er repræsenteret, skal anmelde reguleringen
eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen, hvis reguleringen eller
beslutningen har betydning for konkurrencen. Erhvervsministeren fastsætter
efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om
Læs alt
anmeldelsespligten, herunder regler om anmeldelsespligtens omfang.
§ 3. Loven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold. Konkurrencerådet
kan dog til brug for sit arbejde kræve oplysninger af organisationer og
virksomheder om løn- og arbejdsforhold.
§ 4. Bestemmelserne i kapitel 2 omfatter ikke
konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, der er
meddelt fritagelse efter EF-Traktaten, eller som opfylder betingelserne i en
forordning om fritagelse eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v.
§ 5. Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse på aftaler,
vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om anvendelsen af stk. 1,
herunder regler om, hvad der forstås ved aftaler m.v. inden for samme
virksomhed eller koncern.
Kapitel 2
Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler
§ 6. Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der
direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse
konkurrencen.
Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan f.eks. bestå i
1) at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre
forretningsbetingelser,
2) at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling
eller investeringer,
3) at opdele markeder eller forsyningskilder,
4) at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for
handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller
5) at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten
godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane
ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en
sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.
Stk. 4. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe
overtrædelser af stk. 1 til ophør.
Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3, er
ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller §
10 eller er omfattet af en erklæring efter § 9.
§ 7. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder ikke for aftaler mellem
virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og
samordnet praksis mellem virksomheder, såfremt de deltagende virksomheder har
1) en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel
for den pågældende vare eller tjenesteydelse på under 10 pct., jf. stk. 3,
eller
2) en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Undtagelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke i tilfælde, hvor
1) konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede virkning
af lignende aftaler m.v. eller
2) virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, vedtager
eller på anden måde tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende
omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om beregning af omsætningen
efter stk. 1, herunder regler om, at de nævnte omsætningsgrænser skal
beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.
Stk. 4. Undtagelsen i stk. 1 gælder, selv om virksomhederne
overskrider de nævnte grænser i to på hinanden følgende år.
Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra
Konkurrencerådet nærmere regler herom, herunder regler om mindre
overskridelser af de nævnte grænser.
§ 8. Konkurrencerådet fritager efter anmeldelse aftaler mellem
virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og
samordnet praksis mellem virksomheder fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis rådet
skønner, at de
1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller
distributionen af varer eller tjenesteydelser m.v. eller fremmer den tekniske
eller økonomiske udvikling,
2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,
3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at
nå disse mål, og
4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en
væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser m.v.
Stk. 2. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om
fritagelse efter stk. 1 skal indgives til Konkurrencestyrelsen. Rådet
fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 skal angive, for hvilket tidsrum
fritagelsen gælder. Fritagelsen kan tidligst få virkning fra
anmeldelsestidspunktet. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.
Stk. 4. Efter anmeldelse forlænger Konkurrencerådet en fritagelse,
såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse
efter stk. 1 og 4, hvis
1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt
punkt,
2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår eller
3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende
oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.
§ 9. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller
sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller
samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab
til, falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er
grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Rådet fastsætter
nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
§ 10. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet regler om fritagelse for forbudet i § 6, stk.
1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder
betingelserne i § 8, stk. 1.
Kapitel 3
Misbrug af dominerende stilling
§ 11. Det er forbudt for en eller flere virksomheder m.v. at
misbruge en dominerende stilling på det danske marked eller en del heraf.
Stk. 2. Misbrug efter stk. 1 kan f.eks. foreligge ved
1) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller
salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser,
2) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade
for forbrugerne,
3) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for
handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller
4) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at
medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge
handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 3. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe
overtrædelser af stk. 1 til ophør.
Stk. 4. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en eller flere
virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de forhold, som
Konkurrencerådet har kendskab til, er omfattet af stk. 1, og at der derfor
ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 3. Rådet fastsætter
nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
Kapitel 4
Meddelelse om fusioner m.v.
§ 12. Fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af
virksomheder skal meddeles til Konkurrencestyrelsen. Dette gælder dog ikke,
hvis fusionen, virksomhedsovertagelsen eller sammenlægningen af virksomheder
er mellem moder- og dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder i
samme koncern.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om meddelelsespligten efter
stk. 1, herunder regler om, at visse fusioner m.v. ikke skal meddeles.
Kapitel 5
Offentlighed
§ 13. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager
efter denne lov bortset fra sager om fastsættelse af bestemmelser efter § 2,
stk. 6, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7, stk. 3 og stk. 4, 2. pkt., § 8, stk. 2, 2.
pkt., § 9, 2. pkt., § 10, § 11, stk. 4, 2. pkt., § 12, stk. 2, § 14, stk. 3,
§ 18, stk. 2, 2. pkt., og § 21, stk. 3.
Stk. 2. Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende myndigheders
svar efter § 2, stk. 5, anmeldelser efter § 2, stk. 6, 1. pkt., samt
afgørelser truffet i medfør af loven kan offentliggøres.
Stk. 3. Konkurrencerådet kan offentliggøre oplysninger om
Konkurrencerådets virksomhed og generelle redegørelser.
Stk. 4. Ved offentliggørelse efter stk. 2 og 3 kan oplysninger om
tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt
drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er
af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed,
oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i
virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.
Stk. 5. Den, som skal afgive oplysninger til Konkurrencerådet, kan
over for rådets formand begære, at oplysninger, som i medfør af stk. 4 ikke
må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige, heller ikke må afgives over
for rådets medlemmer. Formanden afgør endeligt, i hvilket omfang og i hvilken
form oplysningerne bør afgives.
Kapitel 6
Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser
§ 14. Konkurrencerådet påser overholdelsen af denne lov og de
forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, jf. dog § 2, stk. 4.
Konkurrencerådet kan behandle sager af egen drift, efter anmeldelse, på
grundlag af en klage eller som følge af en henvisning fra
Europa-Kommissionen. Konkurrencerådet afgør, om en klage giver tilstrækkelig
anledning til undersøgelse. Konkurrencerådet kan endvidere træffe beslutning
om ikke at behandle sager, hvis Europa-Kommissionen har den samme sag under
behandling efter EU-konkurrencereglerne.
Stk. 2. Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Konkurrencerådet i
sager efter denne lov og varetager på rådets vegne den daglige administration
af loven.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter Konkurrencerådets
forretningsorden og de nærmere regler for rådets og Konkurrencestyrelsens
virksomhed, herunder regler om afskedigelse af rådsmedlemmer eller disses
suppleanter efter indstilling fra Konkurrencerådets formand før en periodes
ophør.
§ 15. Konkurrencerådet består af en formand og 18 medlemmer.
Formanden udnævnes af kongen for en periode af op til 4 år. De øvrige
medlemmer udnævnes af erhvervsministeren for en periode på op til 4 år. Rådet
skal omfatte et alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed,
herunder juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold.
Formanden og otte af rådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og
forbrugerinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig indsigt i
statslig erhvervsvirksomhed. Efter erhvervsministerens nærmere bestemmelse
udnævnes syv medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, et
medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer og to medlemmer med
særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de
kommunale organisationer.
Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger faste stedfortrædere for
Konkurrencerådets medlemmer.
§ 16. De påbud, som Konkurrencerådet efter § 6, stk. 4, og § 11,
stk. 3, kan udstede med henblik på at bringe de skadelige virkninger af
konkurrencebegrænsninger til ophør, kan bl.a. omfatte:
1) Hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,
forretningsbetingelser m.v.
2) At angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved
beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte
kalkulationsregler.
3) Pligt for en eller flere af de pågældende virksomheder til at sælge til
nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for
tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller
betryggende sikkerhed.
4) At give adgang til en infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at
kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1, nr. 2, kan fastsættes for indtil et år
ad gangen.
§ 17. Konkurrencerådet kan kræve alle oplysninger, herunder
regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer
og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller
til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.
§ 18. Konkurrencestyrelsen kan efter retskendelse og mod behørig
legitimation til brug for rådets virksomhed efter loven
1) på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning,
herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og
elektronisk lagrede data, og
2) få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og
transportmidler.
Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter
stk. 1. Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte
nærmere regler herom.
Kapitel 7
Anke
§ 19. Konkurrencerådets afgørelser truffet efter § 2, stk. 1 og
stk. 6, 1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, § 7, § 8, stk. 1 og 3-5, § 9, § 11, § 12,
stk. 1, § 13, stk. 4, § 16 og § 27, stk. 4, 2. pkt., kan påklages til
Konkurrenceankenævnet.
Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af
1) den, afgørelsen retter sig til, og
2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.
Stk. 3. Beslutning efter § 14, stk. 1, om at afvise at behandle en
klage kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Klage over afgørelse truffet efter § 13, stk. 4, har
opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrencerådet
eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.
§ 20. Konkurrencerådets afgørelser efter denne lov kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet og kan
ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.
Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire
uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler
derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen af klagefristen.
Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for
domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse
endelig.
§ 21. Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal opfylde
betingelserne for at være højesteretsdommer, samt to andre medlemmer, som
skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.
Stk. 2. Formanden og medlemmerne udnævnes af erhvervsministeren.
De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen
af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for
ankenævnets virksomhed, herunder regler om betaling for indbringelse af
afgørelser for ankenævnet.
Kapitel 8
Bestemmelser om straf
§ 22. Undlader nogen at give de oplysninger, som Konkurrencerådet
kan kræve efter denne lov, eller at efterkomme et påbud meddelt i medfør af
denne lov, kan rådet som tvangsmiddel pålægge den pågældende daglige eller
ugentlige bøder, der kan inddrives ved udpantning.
§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) overtræder § 6, stk. 1,
2) overtræder § 11, stk. 1, hvis den pågældende virksomhed inden for de
seneste 5 år har fået et påbud vedrørende et tilsvarende misbrug af
dominerende stilling, jf. § 11, stk. 3,
3) undlader meddelelse efter § 12, stk.1,
4) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 6, stk. 4, eller § 11,
stk. 3, jf. § 16,
5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencerådet
eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den
pågældende sag eller
6) undlader at efterkomme krav efter § 17.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt,
hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2, og
indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 1.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Forældelsesfrist for strafansvar er 5 år.
Kapitel 9
Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne
§ 24. Den bistand, som medlemsstaternes kompetente myndigheder
skal yde EuropaKommissionen efter Det Europæiske Fællesskabs forordninger om
monopoler og konkurrencebegrænsninger, ydes i Danmark af
Konkurrencestyrelsen.
§ 25. Anmoder Europa-Kommissionen Konkurrencestyrelsen om at
foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 13 i forordning nr.
17/62, artikel 20 i forordning nr. 1017/68, artikel 17 i forordning nr.
4056/86, artikel 10 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 12 i forordning
nr. 4064/89, kan styrelsen efter retskendelse og mod behørig legitimation hos
virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder
1) kontrollere bøger og andre forretningspapirer,
2) tage afskrifter eller lave ekstraktudskrifter af bøger og
forretningspapirer,
3) kræve mundtlige forklaringer på stedet og
4) få adgang til virksomhedernes samtlige lokaler, grunde og
transportmidler.
Stk. 2. Ved undersøgelsen skal der forevises en skriftlig fuldmagt
fra styrelsen. Fuldmagten skal indeholde oplysning om Europa-Kommissionens
anmodning og om kontrolundersøgelsens genstand og formål.
Stk. 3. Virksomhederne eller sammenslutningen har pligt til at
underkaste sig kontrolundersøgelsen, hvis den foretages på grundlag af en
Kommissionsbeslutning.
§ 26. Bestemmelserne i § 25 gælder også, når Konkurrencestyrelsen
bistår Europa-Kommissionen ved kontrolundersøgelser i henhold til artikel 14
i forordning nr. 17/62, artikel 21 i forordning nr. 1017/68, artikel 18 i
forordning nr. 4056/86, artikel 11 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 13
i forordning nr. 4064/89.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Dog træder
bestemmelserne i § 14, stk. 3, og § 15 i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves konkurrenceloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, samt lov om kontrol med
overholdelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om
monopoler og konkurrencebegrænsninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 449 af 10.
juni 1991. En godkendelse, som er meddelt efter konkurrencelovens § 14, stk.
1, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, bevarer sin gyldighed,
indtil Konkurrencerådet måtte træffe afgørelse om at tilbagekalde
godkendelsen. Afgørelsen træffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Sager efter konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
114 af 10. marts 1993, der ikke er færdigbehandlede ved lovens
ikrafttrædelse, bortfalder. Dette gælder dog ikke klagesager samt sager, der
verserer ved Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet
praksis, som består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og som er
forbudt i medfør af § 6, stk. 1, kan, hvis de anmeldes inden den 1. juli 1998
med henblik på en fritagelse efter § 8, opretholdes indtil 3 måneder efter,
at Konkurrencerådet har truffet afgørelse i sagen, uanset at Konkurrencerådet
meddeler afslag. Konkurrencerådet kan forlænge fristen på 3 måneder.
Stk. 5. Offentlig regulering, som er omfattet af § 2, stk. 6, og
som er gældende på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, skal anmeldes til
Konkurrencerådet inden den 1. juli 1998.
Stk. 6. De administrative regler, der er fastsat i medfør af § 7,
nr. 2, i konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993,
forbliver i kraft, indtil nye regler eventuelt fastsættes efter § 4, stk. 3,
i lov om mærkning og skiltning med pris m.v. som affattet ved denne lovs §
28, nr. 1. Administrationen af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt.
overføres til Forbrugerstyrelsen. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse
af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt. straffes med bøde. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 28. I lov om mærkning og skiltning med pris m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 456 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 429 af 1.
juni 1994, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Inden for vare- og tjenesteydelsesområder, hvor det må
antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne, kan
Forbrugerstyrelsen fastsætte regler om fakturering og anden dokumentation for
prisberegningen.«
2. Efter § 9 indsættes:
»§ 10. På vare- og tjenesteydelsesområder af særlig betydning
for forbrugerne kan Forbrugerstyrelsen gennemføre og offentliggøre
sammenlignende undersøgelser af priser, rabatter og bonus m.v.«
§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens formål og anvendelsesområde
§ 1. Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig
ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.
§ 2. Loven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed.
Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en
konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering eller af beslutning truffet af en kommunalbestyrelse eller en
bestyrelse i et kommunalt fællesskab godkendt efter § 60 i lov om kommunernes
styrelse. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er en direkte
eller nødvendig følge af offentlig regulering m.v., træffes af den myndighed
m.v., der har fastsat reguleringen eller truffet beslutningen, eller, såfremt
reguleringen er fastsat ved lov eller EU-forordning, af vedkommende minister.
I sådanne tilfælde kan Konkurrencerådet rette henvendelse til pågældende
myndighed og påpege mulige skadelige virkninger for konkurrencen. Myndigheder
skal svare på henvendelsen inden 3 måneder fra modtagelsen heraf.
Konkurrencerådet kan fremkomme med forslag til fremme af konkurrencen på det
pågældende område.
Stk. 3. En myndighed m.v., der regulerer eller træffer beslutning
om erhvervsvirksomhed, der udøves af myndigheden selv, eller af en virksomhed
i hvis styrende organ myndigheden er repræsenteret, skal anmelde reguleringen
eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen, hvis reguleringen eller
beslutningen har betydning for konkurrencen. Erhvervsministeren fastsætter
efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om
anmeldelsespligten, herunder regler om anmeldelsespligtens omfang.
§ 3. Loven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold. Konkurrencerådet
kan dog til brug for sit arbejde kræve oplysninger af organisationer og
virksomheder om løn- og arbejdsforhold.
§ 4. Bestemmelserne i kapitel 2 omfatter ikke
konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, der er
meddelt fritagelse efter EF-Traktaten, eller som opfylder betingelserne i en
forordning om fritagelse eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v.
§ 5. Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse på aftaler,
vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om anvendelsen af stk. 1,
herunder regler om, hvad der forstås ved aftaler m.v. inden for samme
virksomhed eller koncern.
Kapitel 2
Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler § 6. Det
er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der direkte eller
indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.
Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan f.eks. bestå i:
1) at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre
forretningsbetingelser,
2) at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling
eller investeringer,
3) at opdele markeder eller forsyningskilder,
4) at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for
handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller
5) at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten
godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane
ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en
sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.
Stk. 4. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe
overtrædelser af stk. 1 til ophør.
Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3, er
ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller §
10 eller er omfattet af en erklæring efter § 9.
§ 7. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder ikke for aftaler mellem
virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og
samordnet praksis mellem virksomheder, såfremt de deltagende virksomheder
har:
1) en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel
for den pågældende vare eller tjenesteydelse på under 10 pct., jf. stk. 3,
eller
2) en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Undtagelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke i tilfælde, hvor:
1) konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede virkning
af lignende aftaler m.v., eller
2) virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, vedtager
eller på anden måde tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende
omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om beregning af omsætningen
efter stk. 1, herunder regler om, at de nævnte omsætningsgrænser skal
beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.
Stk. 4. Undtagelsen i stk. 1 gælder, selv om virksomhederne
overskrider de nævnte grænser i to på hinanden følgende år.
Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra
Konkurrencerådet nærmere regler herom, herunder regler om mindre
overskridelser af de nævnte grænser.
§ 8. Konkurrencerådet fritager efter anmeldelse aftaler mellem
virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og
samordnet praksis mellem virksomheder, fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis rådet
skønner, at de:
1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller
distributionen af varer eller tjenesteydelser m.v. eller fremmer den tekniske
eller økonomiske udvikling,
2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,
3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at
nå disse mål, og
4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en
væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser m.v.
Stk. 2. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om
fritagelse efter stk. 1 skal indgives til Konkurrencestyrelsen. Rådet
fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 skal angive, for hvilket tidsrum
fritagelsen gælder. Fritagelsen kan tidligst få virkning fra
anmeldelsestidspunktet. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.
Stk. 4. Efter anmeldelse forlænger Konkurrencerådet en fritagelse,
såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse
efter stk. 1 og stk. 4, hvis:
1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt
punkt,
2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår, eller
3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende
oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.
§ 9. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller
sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller
samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab
til, falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er
grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Rådet fastsætter
nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
§ 10. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet regler om fritagelse fra forbudet i § 6, stk.
1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder
betingelserne i § 8, stk. 1.
Kapitel 3
Misbrug af dominerende stilling § 11. Det er forbudt for
en eller flere virksomheder m.v. at misbruge en dominerende stilling på det
danske marked eller en del heraf.
Stk. 2. Misbrug efter stk. 1 kan f.eks. foreligge ved:
1) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller
salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser,
2) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade
for forbrugerne,
3) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for
samhandelsparter, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller
4) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at
medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge
handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 3. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe
overtrædelser af stk. 1 til ophør.
Stk. 4. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en eller flere
virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de forhold, som
Konkurrencerådet har kendskab til, er omfattet af stk. 1, og at der derfor
ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 3. Rådet fastsætter
nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
Kapitel 4
Meddelelse om fusioner m.v. § 12. Fusioner,
virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af virksomheder skal meddeles til
Konkurrencestyrelsen. Dette gælder dog ikke, hvis fusionen,
virksomhedsovertagelsen eller sammenlægningen af virksomheder er mellem
moder- og dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder i samme koncern.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om meddelelsespligten efter
stk. 1, herunder regler om, at visse fusioner m.v. ikke skal meddeles.
Kapitel 5
Offentlighed § 13. Lov om offentlighed i forvaltningen
gælder ikke for sager efter denne lov, bortset fra sager om fastsættelse af
bestemmelser efter § 2, stk. 3, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7, stk. 3 og 4, 2.
pkt., § 8, stk. 2, 2. pkt., § 9, 2. pkt., § 10, § 11, stk. 4, 2. pkt., § 12,
stk. 2, § 14, stk. 3, § 18, stk. 2, 2. pkt. og § 21, stk. 3.
Stk. 2. Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende myndigheders
svar efter § 2, stk. 2, anmeldelser efter § 2, stk. 3, 1. pkt., samt
afgørelser truffet i medfør af loven kan offentliggøres.
Stk. 3. Konkurrencerådet kan offentliggøre oplysninger om
Konkurrencerådets virksomhed og generelle redegørelser.
Stk. 4. Ved offentliggørelse efter stk. 2 og 3 kan oplysninger om
tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt
drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er
af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed,
oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i
virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.
Stk. 5. Den, som skal afgive oplysninger til Konkurrencerådet, kan
over for rådets formand begære, at oplysninger, som i medfør af stk. 4 ikke
må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige, heller ikke må afgives over
for rådets medlemmer. Formanden afgør endeligt, i hvilket omfang og i hvilken
form oplysningerne bør afgives.
Kapitel 6
Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser § 14.
Konkurrencerådet påser overholdelsen af denne lov og de forskrifter, der er
udstedt i medfør af loven, jf. dog § 2, stk. 2, 2. pkt. Konkurrencerådet kan
behandle sager af egen drift, efter anmeldelse, på grundlag af en klage eller
som følge af en henvisning fra Europa-Kommissionen. Konkurrencerådet afgør,
om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Konkurrencerådet
kan endvidere træffe beslutning om ikke at behandle sager, hvis
Europa-Kommissionen har den samme sag under behandling efter
EU-konkurrencereglerne.
Stk. 2. Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Konkurrencerådet i
sager efter denne lov og varetager på rådets vegne den daglige administration
af loven.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter Konkurrencerådets
forretningsorden og de nærmere regler for rådets og Konkurrencestyrelsens
virksomhed.
§ 15. Konkurrencerådet består af en formand og 18 medlemmer.
Formanden udnævnes af kongen. De øvrige medlemmer udnævnes af
erhvervsministeren for en periode af op til 4 år. Rådet skal omfatte et
alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed, herunder
juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold. Formanden og
otte af rådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og
forbrugerinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig indsigt i
statslig erhvervsvirksomhed. Efter erhvervsministerens nærmere bestemmelse
udnævnes syv medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, et
medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer og to medlemmer med
særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de
kommunale organisationer.
Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger faste stedfortrædere for
Konkurrencerådets medlemmer.
§ 16. De påbud, som Konkurrencerådet efter § 6, stk. 4, og § 11,
stk. 3, kan udstede med henblik på at bringe de skadelige virkninger af
konkurrencebegrænsninger til ophør, kan bl.a. omfatte:
1) Hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,
forretningsbetingelser m.v.
2) At angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved
beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte
kalkulationsregler.
3) Pligt for en eller flere af de pågældende virksomheder til at sælge til
nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for
tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller
betryggende sikkerhed.
4) At give adgang til en infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at
kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1, nr. 2, kan fastsættes for indtil et år
ad gangen.
§ 17. Konkurrencerådet kan kræve alle oplysninger, herunder
regnskaber, regnskabsmaterialer, udskrift af bøger, andre forretningspapirer
og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller
til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.
§ 18. Konkurrencestyrelsen kan efter retskendelse og mod behørig
legitimation til brug for rådets virksomhed efter loven:
1) på stedet gøre sig bekendt med og tage kopier af enhver oplysning,
herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og
elektronisk lagrede data, og
2) få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og
transportmidler.
Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter
stk. 1. Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte
nærmere regler herom.
Kapitel 7
Anke
§ 19. Konkurrencerådets afgørelser truffet efter § 2, stk. 1 og 3,
1. pkt., § 3, 1. pkt., § 6, stk. 4 og 5, § 8, stk. 1, samt stk. 3-5, § 9, §
11, stk. 3 og 4, § 12, stk. 1, og § 13, stk. 4, kan påklages til
Konkurrenceankenævnet.
Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af:
1) den, afgørelsen retter sig til, og
2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.
Stk. 3. Beslutning efter § 14, stk. 1, om at afvise at behandle en
klage kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Klage over afgørelse truffet efter § 13, stk. 4, har
opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrencerådet
eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.
§ 20. Konkurrencerådets afgørelser efter denne lov kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet og kan
ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.
Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire
uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler
derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen af klagefristen.
Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for
domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse
endelig.
§ 21. Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal opfylde
betingelserne for at være højesteretsdommer, samt to andre medlemmer, som
skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.
Stk. 2. Formanden og medlemmerne udnævnes af erhvervsministeren.
De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen
af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for
ankenævnets virksomhed, herunder regler om betaling for indbringelse af
afgørelser for ankenævnet.
Kapitel 8
Bestemmelser om straf
§ 22. Undlader nogen at give de oplysninger, som Konkurrencerådet
kan kræve efter denne lov, eller at efterkomme et påbud meddelt i medfør af
denne lov, kan rådet som tvangsmiddel pålægge den pågældende daglige eller
ugentlige bøder, der kan inddrives ved udpantning.
§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
1) overtræder § 6, stk. 1,
2) overtræder § 11, stk. 1, hvis der inden for de seneste 5 år er givet
påbud for et tilsvarende misbrug af dominerende stilling, jf. § 11, stk. 3,
3) undlader meddelelse efter § 12, stk.1,
4) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 6, stk. 4, eller § 11,
stk. 3, jf. § 16,
5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencerådet
eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den
pågældende sag, eller
6) undlader at efterkomme krav efter § 17.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt,
hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2, og
indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 1.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Forældelsesfrist for strafansvar er 5 år.
Kapitel 9
Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne
§ 24. Den bistand, som medlemsstaternes kompetente myndigheder
skal
yde EuropaKommissionen efter Det Europæiske Fællesskabs forordninger
om monopoler og konkurrencebegrænsninger, ydes i Danmark af
Konkurrencestyrelsen.
§ 25. Anmoder Europa-Kommissionen Konkurrencestyrelsen om at
foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 13 i forordning nr.
17/62, artikel 20 i forordning nr. 1017/68, artikel 17 i forordning nr.
4056/86, artikel 10 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 12 i forordning
nr. 4064/89, kan styrelsen efter retskendelse og mod behørig legitimation hos
virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder:
1) kontrollere bøger og andre forretningspapirer,
2) tage afskrifter eller lave ekstraktudskrifter af bøger og
forretningspapirer,
3) kræve mundtlige forklaringer på stedet, og
4) få adgang til virksomhedernes samtlige lokaler, grunde og
transportmidler.
Stk. 2. Ved undersøgelsen skal der forevises en skriftlig fuldmagt
fra styrelsen. Fuldmagten skal indeholde oplysning om Europa-Kommissionens
anmodning og om kontrolundersøgelsens genstand og formål.
Stk. 3. Virksomhederne eller sammenslutningen har pligt til at
underkaste sig kontrolundersøgelsen, hvis den foretages på grundlag af en
Kommissionsbeslutning.
§ 26. Bestemmelserne i § 25 gælder også, når Konkurrencestyrelsen
bistår Europa-Kommissionen ved kontrolundersøgelser i henhold til artikel 14
i forordning nr. 17/62, artikel 21 i forordning nr. 1017/68, artikel 18 i
forordning nr. 4056/86, artikel 11 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 13
i forordning nr. 4064/89.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Dog træder
bestemmelsen i § 15 i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves konkurrenceloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, samt lov om kontrol om
overholdelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om
monopoler og konkurrencebegrænsninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 449 af 10.
juni 1991.
Stk. 3. Sager efter konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
114 af 10. marts 1993, der ikke er færdigbehandlede ved lovens
ikrafttrædelse, bortfalder. Dette gælder dog ikke klagesager samt sager, der
verserer ved Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet
praksis, som består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og som er
forbudt i medfør af § 6, stk. 1, kan, hvis de anmeldes inden den 1. juli 1998
med henblik på en fritagelse efter § 8, opretholdes indtil 3 måneder efter,
at Konkurrencerådet har truffet afgørelse i sagen, uanset at Konkurrencerådet
meddeler afslag. Konkurrencerådet kan forlænge fristen på 3 måneder.
Stk. 5. Offentlig regulering, som er omfattet af § 2, stk. 3, og
som er gældende på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, skal anmeldes til
Konkurrencerådet inden den 1. juli 1998.
Stk. 6. De administrative regler, der er fastsat i medfør af § 7,
nr. 2, i lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, forbliver i kraft,
indtil nye regler eventuelt fastsættes efter § 4, stk. 3, i lov om mærkning
og skiltning med pris m.v., som affattet ved denne lovs § 28, nr. 1.
Administrationen af de hidtil gældende regler, som nævnt i 1. pkt., overføres
til Forbrugerstyrelsen. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af de
hidtil gældende regler, som nævnt i 1. pkt., straffes med bøde. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 28. I lov om mærkning og skiltning med pris m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 456 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 429 af 1.
juni 1994, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Inden for vare- og tjenesteydelsesområder, hvor det
må antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne,
kan Forbrugerstyrelsen fastsætte regler om fakturering og anden dokumentation
for prisberegningen.«.
2. Efter § 9 indsættes:
»§ 10. På vare- og tjenesteydelsesområder af særlig betydning
for forbrugerne kan Forbrugerstyrelsen gennemføre og offentliggøre
sammenlignende undersøgelser af priser, rabatter og bonus m.v.«.
§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Den gældende konkurrencelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts
1993, som ændret ved lov nr. 357 af 9. juni 1995, bygger på to
hovedprincipper: kontrolprincippet og gennemsigtighedsprincippet.
I kontrolprincippet ligger, at en konkurrencebegrænsende aftale eller
adfærd først er forbudt, når konkurrencemyndigheden har foretaget et indgreb.
Ved gennemsigtighed forstås tilvejebringelse af den lettest og billigst
mulige adgang for producenter, forhandlere og forbrugere til at skaffe sig
relevant information om priser, forretningsbetingelser og andre oplysninger
om konkurrenceforhold. Behovet for konkurrenceregulerende indgreb skønnes at
blive desto mindre, jo mere gennemsigtighed der er i markedet.
I første halvår af 1993 fandt der i Folketinget drøftelser sted om et
eventuelt principskifte i dansk konkurrencelovgivning, jf. FT 1992/1993 sp.
7941 ff. I juni 1993 besluttede Industriministeriet derfor at nedsætte et
udvalg, der bl.a. fik til opgave at udarbejde et lovudkast til illustration
af, hvorledes en dansk konkurrencelovgivning baseret på et forbudsprincip
svarende til EF-Traktatens konkurrenceregler kunne udformes.
I august 1995 afgav udvalget betænkning nr. 1297 med titlen
»Konkurrencelovgivningen i Danmark«. Betænkningens lovudkast
indebærer, at konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet
praksis mellem virksomheder, der har en samlet omsætning på 1 mia. kr. og
derover, og en samlet markedsandel på 10 pct. eller derover, er forbudt.
Kontrolprincippet foreslås dog videreført for alle andre
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Misbrug af dominerende stilling foreslås
ligeledes omfattet af et kontrolprincip. I lovudkastet er offentlig og privat
erhvervsvirksomhed søgt ligestillet i videst mulig omfang. Udvalget har
derimod ikke fundet anledning til at indføre fusionskontrol. I forhold til
den gældende konkurrencelov foreslås gennemsigtighedsprincippet afskaffet.
Betænkningen har været udsendt i høring hos interesseorganisationer og
offentlige myndigheder. På baggrund af betænkningen, de afgivne høringssvar
samt Erhvervsministeriets rapport fra 1995 om »Offentlig/Privat - lige
konkurrence« har Erhvervsministeriet udarbejdet forslag til ændring af
konkurrenceloven. Dette lovforslag bygger alene på forbudsprincippet både for
så vidt angår konkurrencebegrænsende aftaler m.v. og misbrug af dominerende
stilling. Kontrolprincippet foreslås således helt afskaffet, ligesom
gennemsigtighedsprincippet, i overensstemmelse med forslaget fra
Konkurrencelovsudvalget, udgår. Der foreslås ikke indført fusionskontrol.
I det følgende gives under 2. en kort gennemgang af gældende ret, under 3.
redegøres for lovforslagets formål og midler, under 4. opregnes de hørte
myndigheder og interesseorganisationer, under 5. redegøres for lovforslagets
administrative og statsfinansielle konsekvenser, under 6. redegøres for de
erhvervsøkonomiske konsekvenser, under 7. redegøres for kommunale
konsekvenser, under 8. redegøres for forholdet til EU-retten og under 9.
redegøres for de miljømæssige konsekvenser.
2. Gældende ret
Konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, som
ændret ved lov nr. 357 af 9. juni 1995, har siden 1990 udgjort det centrale
grundlag for Konkurrencerådets arbejde. Konkurrenceloven blev udarbejdet på
grundlag af betænkning nr. 1075, afgivet af et sagkyndigt udvalg i 1986, med
titlen »Fra monopollov til konkurrencelov - om modernisering af
monopolloven og pris- og avanceloven«.
Konkurrenceloven, der som nævnt bygger på kontrolprincippet, har til
formål at bidrage til øget konkurrence og dermed effektivitet i produktion og
omsætning, idet det betones, at produktion og omsætning sker under stigende
internationalisering.
Loven omfatter al erhvervsvirksomhed, dog kan lovens indgrebsbeføjelser
ikke anvendes overfor offentlig og offentligt reguleret erhvervsvirksomhed,
ligesom forbudet mod bindende videresalgspriser ikke er gældende for denne
type virksomhed.
Konkurrenceloven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold.
Konkurrenceloven administreres af et uafhængigt kollegialt organ,
Konkurrencerådet, der består af en formand og 14 medlemmer. Formanden og 7 af
de øvrige medlemmer er uafhængige af erhvervsinteresser. Konkurrencerådet
omfatter et alsidigt kendskab til erhvervsforhold, herunder juridiske,
økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold.
Konkurrencerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller i øvrigt
væsentlig betydning. Til Konkurrencerådet er knyttet et sekretariat, som
forbereder og udfører rådets afgørelser, samt varetager den løbende
orientering af offentligheden om rådets virksomhed. De fleste af rådets
afgørelser kan indbringes for et uafhængigt ankenævn, Konkurrenceankenævnet,
og ankenævnets afgørelser kan prøves af domstolene.
Konkurrencelovens centrale virkemidler er dels gennemsigtighed, dels de
konkurrenceregulerende indgrebsbeføjelser. Hertil kommer en enkelt
forbudsbestemmelse, der retter sig mod håndhævelse af bindende
videresalgspriser.
Bestemmelserne om gennemsigtighed omfatter anmeldelsespligt for aftaler
m.v., hvorved der udøves eller vil kunne udøves dominerende indflydelse,
mulighed for pålæg af indberetningspligt for priser, avancer, rabatter, bonus
og forretningsbetingelser m.v. samt mulighed for fastsættelse af regler om
fakturering, mærkning og skiltning.
Ifølge konkurrenceloven gælder lov om offentlighed i forvaltningen ikke
for Konkurrencerådets sager, medmindre anmodningen om aktindsigt angår
anmeldelsespligtige aftaler m.v. og oplysninger, der er indberettet, hvor
konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom. Endvidere har Konkurrencerådet
bred adgang til at offentliggøre undersøgelser og andre informationer om
konkurrenceforhold, ligesom rådet kan kræve udlevering af alle oplysninger om
konkurrenceforhold, der har betydning for lovens administration.
Hvis der ikke er tilstrækkelig gennemsigtighed, kan Konkurrencerådet
foretage forskellige indgreb for at bringe konkurrenceskadelige virkninger
til ophør. Grundbetingelserne er, at der på et markedsområde foreligger en
konkurrencebegrænsning, der medfører eller vil kunne medføre skadelige
virkninger for effektiviteten eller omsætningen, samt at der er en
dominerende indflydelse.
Hvis Konkurrencerådet efter en konkret helhedsbedømmelse finder, at
betingelserne for indgreb er opfyldt, beslutter rådet at indlede
forhandlinger med den eller de pågældende virksomheder. Ved forhandlingerne
søger Konkurrencerådet at sikre konkurrencen ad frivillighedens vej.
Er forhandling ikke tilstrækkeligt til sikring af konkurrencen, kan
Konkurrencerådet udstede påbud om ændring eller ophævelse af aftaler og
vedtagelser samt udstede leveringspåbud. Endvidere kan rådet foretage direkte
prisindgreb.
3. Lovforslagets formål og midler
a. Formål
Det foreliggende lovforslag er udarbejdet ud fra den overordnede
målsætning, at konkurrenceloven i videst mulig omfang skal sikre en fri og
effektiv konkurrence. Dette indebærer, at lovforslaget er udformet således,
at det i videst mulig omfang rammer de konkurrencebegrænsninger, der hæmmer
konkurrencen og effektiviteten på markedet. Lovforslaget søger både at fremme
konkurrencen mellem de virksomheder, der allerede er på markedet, og at sikre
konkurrencen ved fri adgang til markedet for nye virksomheder.
Hensigten med lovforslaget er endvidere at skabe optimale muligheder for
et godt samspil mellem de danske og de EU-retlige konkurrenceregler samt at
sikre, at de konkurrenceretlige vilkår her i landet ikke adskiller sig
markant fra det, der gælder efter EU-reglerne. Dette indebærer samtidig, at
virksomhedernes handlemåde kun vil skulle tilpasses et regelsæt.
Lovforslaget indebærer, at der indføres et one-stop-shop princip, det vil
sige et princip om, at konkurrencebegrænsende aftaler m.v. som udgangspunkt
enten skal behandles efter EU-konkurrencereglerne eller efter de nationale
konkurrenceregler. Dette er en lovfæstelse af praksis efter den gældende
konkurrencelov.
b. Principskifte
Det væsentligste middel til opnåelse af konkurrencelovens overordnede
formål er indførelse af et forbudsprincip. Samtidig har det været en
intention bag lovforslaget, at loven, under hensyntagen til den danske
erhvervsstruktur, i størst muligt omfang tilpasses EU-reglerne. Med
lovforslaget afskaffes kontrolprincippet.
Forbudsprincippet har fundet udtryk i flere af forslagets centrale
bestemmelser.
c. Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v.
Der foreslås - i lighed med Konkurrencelovsudvalgets lovudkast - indført
et generelt forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, samordnet praksis
mellem virksomheder samt vedtagelser inden for en sammenslutning af
virksomheder. Til forskel fra den udtømmende opregning i
Konkurrencelovsudvalgets lovudkast er opregningen af forbudte
konkurrencebegrænsende aftaler i forslaget gjort ikke-udtømmende. Herved
sikres Konkurrencerådet mulighed for fremtidige indgreb overfor typer af
konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der ikke er kendte i dag. Bestemmelsen
ligger således på linie med artikel 85 i EF-Traktaten, og
Europa-Kommissionens og EF-Domstolens praksis vil derfor være vejledende ved
fortolkningen af denne bestemmelse.
Forbudet omfatter aftaler m.v. indgået af virksomheder, der tilsammen har
en omsætning på 1 mia. kr. eller derover, eller tilsammen har en markedsandel
på 10 pct. eller derover. Dette er til forskel fra Konkurrencelovsudvalgets
lovudkast, hvor virksomhederne både skulle have en omsætning på 1 mia. kr.
eller derover og en markedsandel på 10 pct. eller derover for at være
omfattet af forbudet.
For at sikre at de administrative byrder, som er forbundet med indførelsen
af en forbudsbaseret konkurrencelov, er mindst mulige for både virksomhederne
og konkurrencemyndigheden, indeholder lovforslaget en bagatelgrænse for,
hvornår forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v. ikke finder
anvendelse.
Forbudet gælder således ikke for konkurrencebegrænsende aftaler m.v.
mellem virksomheder, der uanset markedsandelens størrelse har en samlet
omsætning på under 150 mio. kr. I modsætning til Konkurrencelovsudvalgets
lovudkast er aftaler m.v. uden for forbudet ikke omfattet af et
kontrolprincip, men lades ureguleret. Dette indebærer, at
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. indgået af mindre virksomheder ikke
underlægges forbudsbestemmelsen.
Den nedre absolutte omsætningsgrænse på 150 mio. kr. finder imidlertid
ikke anvendelse, hvor konkurrencen inden for en branche er begrænset som
følge af den samlede virkning af parallelle aftaler. Den nedre absolutte
omsætningsgrænse finder heller ikke anvendelse, hvor virksomheder aftaler
eller tilkendegiver bindende videresalgspriser.
I lighed med EU-rettens regler gives der i lovforslaget mulighed for at
fritage aftaler m.v., der ellers omfattes af forbudet mod
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Lovforslaget indeholder både hjemmel til,
at fritagelse kan ske individuelt, det vil sige for den enkelte aftale, eller
for grupper af aftaler i såkaldte gruppefritagelser. Endvidere er der i
lovforslaget givet hjemmel til, at Konkurrencerådet efter ansøgning kan
erklære, at en aftale m.v., efter de forhold som Konkurrencerådet har
kendskab til, ikke falder ind under forbudet.
Overtrædelse af forbudet straffes med bøde.
d. Forbud mod misbrug af dominerende stilling
Lovforslaget indeholder et forbud for virksomheder mod at misbruge en
dominerende stilling på det danske marked eller dele heraf. Denne bestemmelse
er en ændring i forhold til Konkurrencelovsudvalgets lovudkast, der indeholdt
en tilsvarende bestemmelse, som imidlertid var baseret på kontrolprincippet.
Konkurrencerådet var således alene bemyndiget til at bringe et sådant misbrug
til ophør ved påbud efter forudgående forhandling.
Udformningen af forbudet mod misbrug af dominerende stilling er inspireret
af bestemmelsen i EF-Traktatens artikel 86.
Overtrædelser af forbudet kan af Konkurrencerådet imødegås med udstedelse
af påbud om at bringe overtrædelsen til ophør. Af retssikkerhedsmæssige
årsager er forbudet imidlertid ikke strafsanktioneret, i modsætning til
EF-traktatens artikel 86, medmindre den virksomhed, som overtræder forbudet,
inden for de seneste 5 år har modtaget et påbud om at bringe et tilsvarende
misbrug til ophør. Det er hensynet til virksomhederne, der har begrundet, at
forbudet som udgangspunkt ikke er strafsanktioneret, idet afgrænsningen af,
hvornår en virksomhed er dominerende, og hvornår betingelserne for misbrug er
opfyldt, kan være vanskelig at foretage. Derimod er overtrædelse af selve
påbudet om ophør sanktioneret med bødestraf.
Lovforslaget indeholder hjemmel til, at Konkurrencerådet efter ansøgning
kan erklære, at en virksomheds adfærd, efter de forhold som Konkurrencerådet
har kendskab til, ikke er omfattet af forbudet.
e. Fusionskontrol
Af hensyn til den danske erhvervsstruktur, der er kendetegnet ved mange
små og mellemstore virksomheder, er der i lovforslaget ikke indført
fusionskontrol. Derimod er der i overensstemmelse med
Konkurrencelovsudvalgets lovudkast indført en pligt for virksomhederne til at
underrette Konkurrencerådet om fusioner, virksomhedsovertagelser og
sammenlægninger. Denne meddelelsespligt er begrundet i, at Konkurrencerådet
bør være orienteret om større koncentrationer i Danmark med henblik på
vurdering af behovet for at følge disse virksomheders fremtidige
markedsadfærd. Meddelelsen skal dog først ske, når fusionen m.v. har fundet
sted, og selve meddelelsen kan ikke danne grundlag for en beslutning eller et
indgreb i relation til fusionen m.v. fra Konkurrencerådets side.
f. Ligestilling af offentlig og privat erhvervsvirksomhed
Af hensyn til tilpasningen til EU-konkurrencereglerne og som en konsekvens
af den stedfundne udvikling i samfundet er det fundet nødvendigt i videst
muligt omfang at sikre en ligestilling af offentlig og privat
erhvervsvirksomhed. I modsætning til den gældende lov finder lovforslagets
forbudsbestemmelser således anvendelse på både offentlig og privat
erhvervsvirksomhed. Dog vil en erhvervsvirksomheds konkurrencebegrænsning
være undtaget fra lovens forbudsbestemmelser, hvis den er en direkte eller
nødvendig følge af anden offentlig regulering. Herved sikres det, at
Konkurrencerådet ikke kan gribe ind overfor en konkurrencebegrænsende adfærd,
som er resultatet af en politisk bestemt beslutning.
Der indføres en særskilt anmeldelsespligt for de regler, som en offentlig
myndighed fastsætter på områder, hvor den pågældende offentlige myndighed
selv driver erhvervsvirksomhed. Der vil være offentlig adgang til disse
anmeldelser.
g. Offentlighed
Forslagets bestemmelse om offentlighed indebærer, at offentlighedsloven
ikke gælder for sager efter konkurrenceloven. Dog er der offentlighed om
sager vedrørende fastsættelse af regler efter konkurrenceloven, hvor
ministeren typisk skal indhente en udtalelse fra Konkurrencerådet, eller hvor
Konkurrencerådet selv fastsætter regler. Bestemmelsen indebærer endvidere, at
Konkurrencerådet kan offentliggøre afgørelser, der træffes efter loven, dog
med visse undtagelser for forretningshemmeligheder m.v. Parters rettigheder,
herunder partsoffentlighed, reguleres udelukkende efter reglerne i
forvaltningsloven.
h. Lovens administration
Lovens administration vil som efter den gældende lov blive varetaget af
Konkurrencerådet. Ligeledes vil rådets sekretariatsforretninger varetages af
en styrelse under Erhvervsministeriet. Som noget nyt foreslås denne benævnt
Konkurrencestyrelsen. Rådet forudsættes at behandle sager af principiel eller
særlig stor betydning, samt sager i hvilke der foreligger særlig tvivl, mens
den daglige administration af loven forudsættes varetaget af
Konkurrencestyrelsen på rådets vegne.
Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af rådets størrelse og
sammensætning. Det forudsættes således som noget nyt, at 2 personer med
særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed bliver repræsenteret i rådet.
Antallet af rådsmedlemmer forøges med lovforslaget fra 14 til 18 medlemmer
samt formanden.
Konstruktionen med Konkurrenceankenævnet som rekursinstans bliver bevaret.
4. Høring
Betænkning nr. 1297 og det i betænkningen indeholdte udkast til
konkurrencelov har været sendt i høring hos Advokatrådet, AMP-samarbejdet,
Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdsmarkedspensionsrådet (AMPR), Arbejdsministeriet,
Assurandør-Societetet, Boligministeriet, Byggeriets Firkant (BYG),
Børsmæglerforeningen, CO-Industri, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks
Fiskeriindustri og Eksportforening, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks
Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Sparekasseforening, Dansk
Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhvervsjordbrug, Dansk
Familielandbrug, Dansk Fødevareråd, Dansk Handel og Service, Dansk Industri,
Dansk Skovforening, Danske Andelsselskaber, Danske Dagblades Forening, Danske
Elværkers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Danske Vognmænd, De
Danske Husmoderforeninger, De Danske Landboforeninger, Den Danske
Forlæggerforening, De samvirkende Danske Husholdningsforeninger, Det
Fælleskommunale EF-sekretariat, Entreprenørforeningen, Finansministeriet,
Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Regionale Naturgasselskaber
(KOMGAS), Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen for danske
affalds- og genvindingsvirksomheder, Forskningsministeriet,
Forsvarsministeriet, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Handelskammeret,
Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kommunernes
Landsforening, Kulturministeriet, Københavns Kommune, Landbrugs- og
Fiskeriministeriet, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale
Erhvervs Råd, Miljø- og Energiministeriet, Oliebranchens
Fællesrepræsentation, Realkreditrådet, Skatteministeriet, Socialministeriet,
Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Trafikministeriet, Turistvognmændenes
Landsforening, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet,
Økonomiministeriet.
Lovforslaget er sendt i høring hos ovennævnte organisationer og
institutioner samt Danmarks Apotekerforening, Dansk Dataforening, Dansk
Taxiforbund og Renosam.
5. Administrative og statsfinansielle konsekvenser
I Konkurrencelovsudvalgets betænkning foreslås, at Konkurrencestyrelsen
som udgangspunkt søger at løse de ændrede arbejdsopgaver med samme mængde
ressourcer, som Konkurrencerådet har i dag. Udvalget giver udtryk for
usikkerhed vedrørende omfanget på længere sigt af de nye administrative
opgaver, men forudser dog betydelige ekstra arbejdsopgaver i
overgangsperioden.
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der er umiddelbart
strafsanktionerede, og som stiller erhvervslivet i en helt ny situation.
Dette kræver en omfattende og målrettet information og vejledning rettet mod
såvel organisationer som enkeltvirksomheder. Administrativt vil der være
behov for vurdering af, om visse grupper af aftaler på forhånd skal fritages,
hvis betingelserne herfor efter lovforslaget er opfyldt. På baggrund af
erfaringerne fra Sveriges skifte til forbudslovgivning må det endvidere
forudses, at et betydeligt antal aftaler inden for en kort periode vil blive
anmeldt til bedømmelse af, om de er omfattet af loven og i givet fald kan
opnå individuel fritagelse. Samtidig vil visse opgavetyper, som varetages i
dag forsvinde eller flytte. Konkurrencestyrelsen forudsættes som udgangspunkt
at søge at løse de ændrede opgaver med samme mængde ressourcer, som
Konkurrencesekretariatet har i dag.
Loven skal administreres af et nyt råd med et udvidet antal medlemmer i
forhold til det nuværende råd. Samtidig omdannes konkurrencemyndigheden til
en egentlig styrelse. Denne styrelse skal fortsat - udover at administrere
konkurrenceloven - administrere EU-konkurrencereglerne, reglerne inden for
området offentlige udbud samt licitationsloven. Desuden skal styrelsen
rådgive og vejlede virksomheder, myndigheder og forbrugere m.v. om disse
regelsæt. Endelig skal styrelsen udføre sekretariatsopgaver for
Elprisudvalget og for Gas- og Varmeprisudvalget.
6. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
En tilpasning af de danske konkurrenceregler til EU-reglerne, således at
der indføres ensartede og effektive forholdsregler til imødegåelse af
skadelige konkurrencebegrænsninger, vil generelt være til fordel for
virksomhederne. Større danske virksomheder omfattes allerede af
EU-konkurrencereglerne, og for deres aftaler m.v. og adfærd vil der herefter
kun gælde et konkurrenceretligt system. For mindre danske virksomheder
indebærer forslaget ligeledes en lettelse, idet disse virksomheders aftaler
m.v. ikke underlægges forbudsbestemmelserne og helt friholdes for regulering.
Disse virksomheder besværes således ikke - i modsætning til efter den
gældende lov - med et kompliceret regelsæt.
Indførelse af et forbudsprincip i stedet for det kontrolprincip, som er
gældende i dag, vil påføre de virksomheder, der ønsker at indgå
konkurrencebegrænsende aftaler m.v., et merarbejde, da de skal kunne
godtgøre, at sådanne aftaler m.v. er berettigede til at opnå fritagelse fra
forbudet.
De gældende bestemmelser om offentlighed omkring anmeldte aftaler m.v. og
omkring prisindberetninger vil efter forslaget falde bort. Det vil navnlig
have betydning for virksomheder, der er i konkurrence med udenlandske
virksomheder, der ikke har været underkastet tilsvarende
gennemsigtighedsregler.
Forslaget medfører, at der i videst muligt omfang sikres en ens behandling
af privat og offentlig erhvervsvirksomhed. De således omfattede statslige og
kommunale erhvervsvirksomheder vil herefter være omfattet af
konkurrencereglerne på samme måde som private virksomheder.
7. Kommunale konsekvenser
Lovforslaget medfører ikke nye direkte udgifter for kommuner og
amtskommuner. Der forudses heller ikke i forbindelse med lovforslaget indført
nye gebyrer.
Bestemmelsen i § 2, stk. 3, indebærer, at statslige og kommunale
myndigheder, der udøver erhvervsvirksomhed og samtidig fastsætter regler for
denne erhvervsvirksomhed, skal anmelde reguleringen til Konkurrencerådet,
hvis reguleringen har betydning for konkurrencen.
8. Forholdet til EU-retten
Forslaget indebærer, at den danske konkurrencelov tilpasses
EU-konkurrencereglerne under hensyntagen til den danske erhvervsstruktur.
Forslaget lovfæster one-stop-shop princippet.
9. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Lovens formål og anvendelsesområde
Til § 1 Den overordnede målsætning for den foreslåede konkurrencelov er en
effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence. I
forhold til den gældende konkurrencelov er det fundet hensigtsmæssigt at
anvende en formulering af formålsbestemmelsen, der betoner, at kriteriet for
en effektiv ressourceanvendelse er samfundsøkonomisk effektivitet.
Effektivitetsbegrebet indebærer dels, at varer og tjenesteydelser
produceres og distribueres til de lavest mulige omkostninger dels, at udbudet
af varer og tjenesteydelser sker i en mængde og sammensætning, der afspejler
brugernes og forbrugernes præferencer.
Det samfundsøkonomiske effektivitetsbegreb har to dimensioner: statisk
effektivitet og dynamisk effektivitet eller effektivitet på kort sigt og
effektivitet på længere sigt. Ved statisk effektivitet forstås, at samfundets
ressourcer er optimalt udnyttet på et givet tidspunkt eller inden for en
kortere tidsperiode, mens dynamisk effektivitet refererer til ændringer i
samfundets ressourcer på en sådan måde, at de udnyttes stadig mere effektivt
i overensstemmelse med ændringer i forbrugernes præferencer.
Ved dynamisk effektivitet sigtes der især på erhvervslivets
omstillingsevne, således at der udvikles ændringer eller innovationer i form
af nye produktionsprocesser, produkter eller ydelser. Det konkurrencemæssige
pres tvinger virksomhederne til løbende at foretage innovationer og reducere
deres omkostninger for at fastholde deres markedsposition.
Af formålsbestemmelsen fremgår det, at et væsentligt middel til opnåelse
af målsætningen om effektiv ressourceanvendelse er virksom konkurrence. Dette
middel er naturligt i et markedspræget samfund, hvor virksom konkurrence
normalt vil føre til effektiv ressourceanvendelse. Imidlertid kan man
forestille sig undtagelsestilfælde, hvor dette ikke gælder. Således vil
eksistensen af naturlige monopoler, f.eks. i tilknytning til visse
samfundsmæssige infrastrukturinvesteringer, kunne føre til en mere effektiv
ressourceanvendelse end det, som vil være tilfældet under virksom
konkurrence. I sådanne tilfælde må det imidlertid sikres, at det naturlige
monopol ikke bringer målsætningen om effektiv ressourceanvendelse i fare. Det
kan f.eks. ske ved at sikre lige adgang til benyttelsen af de fælles
infrastrukturfaciliteter under hensyntagen til de samfundsmæssige
forpligtelser, som gælder for området.
Begrebet virksom konkurrence sigter til både strukturelle og
adfærdsmæssige forhold. De strukturelle forhold, som skal karakterisere et
marked med virksom konkurrence, er bl.a., at antallet af aktører på markedet
er tilstrækkeligt stort under hensyntagen til stordriftsfordele, og at
adgangen til markedet ikke er begrænset. På den adfærdsmæssige side ligger
bl.a. en forudsætning om uafhængige beslutninger taget af virksomheder, som
er aktive på markedet. Konkurrencen kan kun fungere effektivt eller virksomt,
hvis virksomhederne har en grundlæggende frihed til at indgå aftaler og til
selv at disponere i økonomiske forhold. Denne frihed til økonomisk
beslutningstagen er også en frihed til at tilpasse sig konkurrenternes adfærd
på markedet. En virksom konkurrence vil derimod blive svækket eller sat ud af
kraft, hvis virksomhedens kontakt på markedet afløses af aftaler eller
samordnet praksis, hvis formål eller følge er at øve indflydelse på en aktuel
eller potentiel konkurrents adfærd, eller hvis formål eller følge er at
oplyse om virksomhedens egen fremtidige markedsadfærd. Kun under et stadigt
konkurrencepres vil virksomhederne løbende tvinges til at tilpasse produktion
og omsætning til et optimalt niveau.
Lovens formål fremmes gennem regler, der dels sikrer, at en
konkurrencebegrænsning ikke finder sted gennem aftale, vedtagelse eller ved
samordnet praksis, som vil forårsage, at en virksomhed afgiver sin frihed til
selvstændigt at konkurrere på markedet, dels sikrer, at en virksomheds
mulighed for at konkurrere på markedet ikke begrænses ved, at en anden
virksomhed misbruger en dominerende stilling på markedet. Endvidere fremmes
lovens formål gennem adgangen til at påpege konkurrenceskadelige virkninger
af offentlig regulering.
I den foreslåede formålsbestemmelse undlades generelt omtale af lovens
konkurrenceregulerende midler.
Den gældende konkurrencelov nævner i formålsbestemmelsen foranstaltninger
imod begrænsninger i erhvervsfriheden. Begrebet erhvervsfrihed er ikke
entydigt. Det kan dels forstås som etableringsfrihed, det vil sige fri adgang
til for enhver at nedsætte sig i hvilket erhverv, den pågældende vil, dels
som en sikring imod ulighed erhvervsudøvere imellem eller urimelige vilkår
for erhvervsudøvelsen.
Det er hensigtsmæssigt, at formålsbestemmelsen i en ny konkurrencelov
udformes så enkelt som muligt med en overordnet målsætning, og af denne grund
nævnes hensynet til erhvervsfriheden ikke udtrykkeligt. På samme måde som i
den gældende konkurrencelov indgår erhvervsfriheden imidlertid som et af de
væsentlige hensyn.
Ved forberedelsen af den gældende konkurrencelov blev det overvejet at
medtage hensynet til forbrugerne. Dette blev dog afvist af det
lovforberedende udvalg, idet forbrugerbeskyttelse ikke blev fundet at kunne
indgå som selvstændig målsætning i en konkurrencelov.
Effektivitetsmålsætningen i den gældende lov bygger på den antagelse, at
forbrugernes velfærd maksimeres, når samfundets ressourcer udnyttes optimalt.
Det forekommer fortsat rigtigst, at alene effektivitetshensynet anføres som
den overordnede målsætning for konkurrencelovgivningen. Der er imidlertid
under beskrivelsen af effektivitetshensynet redegjort for, at virksom
konkurrence er ønskelig, netop fordi det må anses som det mest effektive
middel til at sikre det udbud af varer og tjenesteydelser, som bedst
afspejler forbrugernes præferencer, både med hensyn til kvalitet og pris.
Til § 2 Med lovforslagets § 2 ligestilles offentlig og privat
erhvervsvirksomhed i modsætning til under den gældende konkurrencelov, hvor
forbuds- og indgrebsbestemmelserne ikke gælder for erhvervsvirksomhed, der
udøves af stats- og kommunalforvaltningen. En ligestilling af privat og
offentlig erhvervsvirksomhed harmonerer med EU-konkurrencereglerne, hvor
Traktatens artikel 85 og 86 gælder direkte for offentlige virksomheder, jf.
artikel 90.
§ 2, stk. 1, afgrænser sammen med § 3 lovforslagets anvendelsesområde.
Efter lovforslaget er al erhvervsvirksomhed som udgangspunkt omfattet. Det
centrale begreb for lovforslagets anvendelsesområde er således begrebet
erhvervsvirksomhed.
Begrebet »erhvervsvirksomhed« skal efter denne lov forstås
bredt, således at enhver økonomisk aktivitet, der foregår i et marked for
varer og tjenester, er omfattet af loven. Det kræves ikke, at der opnås en
økonomisk gevinst. Således kan et »non-profit« foretagende også
være omfattet af begrebet erhvervsvirksomhed. Valget af selskabsform
(aktieselskab, andelsforening, brancheforening, selvejende institution m.v.)
er ikke afgørende for lovens anvendelse. Eventuelle afgrænsningsproblemer
forudsættes løst i forlængelse af Konkurrencerådets praksis efter den
gældende lov. I overensstemmelse med hidtidig praksis er begrebet
erhvervsvirksomhed således defineret bredt for at kunne modsvare en dynamisk
erhvervsudvikling.
Begrebet erhvervsvirksomhed dækker offentlig og privat erhvervsvirksomhed.
Ved offentlig erhvervsvirksomhed forstås erhvervsvirksomhed, der udøves af
stats- eller kommunalforvaltningen, og som består i at udbyde eller
efterspørge varer eller tjenesteydelser m.v., som har betydning for
konkurrencen. Det betyder, at hvis offentlige erhvervsvirksomheder udbyder
eller efterspørger varer og ydelser på et marked, vil denne
erhvervsvirksomhed være omfattet af loven. Med formuleringen
»efterspørge« sigtes på de tilfælde, hvor offentlige
erhvervsvirksomheder optræder som købere, og derigennem påvirker eller kan
påvirke konkurrencen.
Eksempler på offentlig erhvervsvirksomhed vil bl.a. kunne findes inden for
områderne offentlige værker, offentlig transport, offentlig havnevirksomhed
og renovation. Indtægtsdækket virksomhed, som drives af en række
statsinstitutioner, vil også være offentlig erhvervsvirksomhed. Desuden kan
kommunal opgavevaretagelse for andre kommuner være offentlig
erhvervsvirksomhed.
Myndighedsudøvelse ligger uden for begrebet erhvervsvirksomhed og vil
derfor ikke være omfattet af loven. Som eksempler på myndighedsudøvelse kan
nævnes konkrete forvaltningsakter, regeludstedelse, regelfortolkning,
regelhåndhævelse og betjening af Folketinget, minister, kommunalbestyrelse og
amtsråd.
Begrebet offentlig erhvervsvirksomhed skal forstås således, at den form
for offentlig erhvervsvirksomhed, som ikke består i at udbyde eller
efterspørge varer eller tjenester m.v. på et marked, ikke falder ind under
lovens anvendelsesområde. Det skyldes, at denne type erhvervsvirksomhed ikke
har direkte betydning for konkurrencen i erhvervslivet.
Sådan erhvervsvirksomhed omfatter de aktiviteter, hvor stats- eller
kommunalforvaltningen fremstiller varer eller ydelser ved egne ansatte og til
eget brug, og benævnes ofte som »in house« produktion.
Som eksempler på »in house« produktion kan nævnes en kommunes
egen udførelse af trykkeri- eller håndværksopgaver til kommunens eget brug.
Undtagelsen af offentlig »in house« produktion er en
videreførelse af praksis efter gældende lov.
Hvad angår privat erhvervsvirksomhed, dækker dette i forlængelse af
Konkurrencerådets praksis enhver form for erhvervsvirksomhed, der udøves af
private markedsaktører.
Det er ikke fundet nødvendigt at fremhæve i lovforslagets § 2 på hvilket
geografisk marked, lovforslaget skal finde anvendelse. Loven omfatter efter
hidtidig praksis det danske territorium. Grønland og Færøerne er undtaget fra
lovens anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 29.
Efter lovforslagets § 2, stk. 2, er en erhvervsvirksomheds
konkurrencebegrænsninger, som er en direkte eller nødvendig følge af
offentlig regulering m.v., undtaget fra reglerne i kapitel 2 og 3. I sådanne
tilfælde kan konkurrencemyndigheden rette en offentliggjort henvendelse til
vedkommende myndighed og gøre opmærksom på eventuelle konkurrenceskadelige
virkninger.
Ved »offentlig regulering« forstås bl.a. lovgivning,
bekendtgørelser, generelle budgetregler, aktstykker og beslutninger inden for
grænserne af kommunalfuldmagten samt kommunale regulativer. Sidestillet med
beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen er beslutninger truffet af
bestyrelsen i kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.
Begrundelsen for at sidestille beslutninger truffet af bestyrelsen i
kommunale fællesskaber med beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen er, at
kommunale fællesskaber er karakteriseret ved, at der sker en
kompetenceoverførsel fra de deltagende kommuner til fællesskabet. Et
kommunalt fællesskab, der er godkendt efter lov om kommunernes styrelse § 60,
er således udtryk for, at den i lovgivningen fastsatte kompetence- og
opgavefordeling er fraveget. Det kommunale fællesskab udøver ikke funktioner
på kommunernes vegne i henhold til delegation, men har en selvstændig
kompetence.
For så vidt angår forpligtelser efter ratificerede konventioner samt
EU-forordninger, vil disse også falde ind under begrebet »offentlig
regulering«.
Formålet med § 2, stk. 2, er at sikre, at politisk bestemte reguleringer
og beslutninger truffet med hjemmel i lovgivning, herunder reglerne om
kommunernes ulovbestemte opgaver (kommunalfuldmagten), ikke kan underkendes
af konkurrencemyndigheden, idet disse reguleringer og beslutninger kan være
betinget af andre samfundshensyn end hensynet til konkurrencen. Det er en
given forudsætning, at konkurrencemyndigheden ikke kan gå ind i en
legalitetsprøvelse af sådanne reguleringer og beslutninger.
Det fremgår af stk. 2, 2. pkt., at afgørelse af, hvorvidt en
konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering m.v., træffes af den myndighed m.v., der har fastsat reguleringen,
eller såfremt reguleringen er fastsat ved lov eller EU-forordning, af
vedkommende minister. Det følger dog af dansk rets almindelige regler, at den
endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt en erhvervsvirksomheds
konkurrencebegrænsning har hjemmel og dermed er omfattet af § 2, stk. 2, 1.
pkt., henhører under domstolene.
En anden situation er den, at der i anden lovgivning er eller bliver
fastsat bestemmelser med sigte på aktivt at fremme konkurrencen på et eller
flere delmarkeder, som eksempelvis en række af bestemmelserne i
telelovgivningen, der hjemler en række direkte indgreb i samtrafikpriser og
-vilkår. De indgrebsmuligheder, der følger af sådan sektorspecifik
lovgivning, jf. lex specialis princippet, består fortsat og vil skulle
håndhæves af den pågældende ressortmyndighed.
Det må anses for hensigtsmæssigt, at Konkurrencerådet og de pågældende
sektormyndigheder i forbindelse med eventuelle indgreb løbende koordinerer
indsatsen med henblik på at undgå overlapning eller modstridende
beslutninger.
Der kan således ikke opstå en retstilstand, hvor såvel Konkurrencerådet
som en sektorspecifik myndighed har kompetence til at gribe ind over for det
samme forhold.
Desuden bør den retstilstand, hvor hverken den sektorspecifikke myndighed
eller Konkurrencerådet kan gribe ind, ikke kunne opstå.
Forslaget indebærer således, at lovens forbudsbestemmelser ikke finder
anvendelse på konkurrencebegrænsninger, som er en direkte eller nødvendig
følge af offentlig regulering m.v. Forslaget er en præcisering af en lignende
bestemmelse i den gældende konkurrencelovs § 2, nr. 1, 2. pkt., således at
reglens ordlyd bringes i overensstemmelse med den praksis, der har udviklet
sig inden for den gældende konkurrencelov. Forslaget til stk. 2 indebærer
ikke særlige indholdsmæssige krav til reguleringens ordlyd.
Derimod kræves, at hjemlen til at gennemføre en offentlig regulering er
udnyttet, svarende til hidtidig praksis efter den gældende konkurrencelov.
Den omstændighed, at en offentlig myndighed har hjemmel til at udstede
regler, indebærer ikke i sig selv, at kravet om lovregulering er opfyldt.
Lovforslagets § 2, stk. 2, 3. pkt., giver konkurrencemyndigheden mulighed
for at rette henvendelse til den pågældende myndighed m.v. og påpege mulige
skadelige virkninger for konkurrencen. Bestemmelsen følger hidtidig praksis,
men er gjort mere effektiv ved at indføje en pligt for den pågældende
myndighed til at svare på henvendelsen inden for 3 måneder fra
modtagelsestidspunktet. Den foreslåede bestemmelse præciserer endvidere
Konkurrencerådets adgang til i en sådan henvendelse at fremkomme med forslag
til fremme af konkurrencen på det pågældende område.
Forud for en sådan henvendelse forudsættes Konkurrencerådet at drøfte
sagen med den pågældende myndighed.
En § 2, stk. 2-henvendelse kan offentliggøres, ligesom den offentlige
myndigheds svar på Konkurrencerådets henvendelse kan offentliggøres, jf. §
13, stk. 2. Offentliggørelsen vil ske ved Konkurrencerådets foranstaltning.
Heri ligger en forudsætning om, at en offentlig myndighed i forbindelse med
besvarelsen kommer med en begrundet stillingtagen til Konkurrencerådets
anbefaling.
Under den gældende konkurrencelov er det altid Konkurrencerådet og ikke
rådets sekretariat, der retter en offentliggjort § 15-henvendelse til andre
offentlige myndigheder. Ud fra hensynet til at give henvendelser efter
lovforslagets § 2, stk. 2, mest mulig vægt både over for den pågældende
myndighed og i den offentlige debat er det fundet hensigtsmæssigt fortsat at
lade denne del af konkurrencelovens anvendelsesområde varetage af
Konkurrencerådet.
Ifølge § 2, stk. 3, skal statslige og kommunale myndigheder m.v., der
udøver erhvervsvirksomhed og fastsætter regler for denne erhvervsvirksomhed,
anmelde reguleringen eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen. Ved
»udøves« forstås, at statslige og kommunale myndigheder alene
forestår en erhvervsvirksomhed eller er repræsenteret i den pågældende
erhvervsvirksomheds styrende organ. Det kræves ikke, at myndigheden har
bestemmende indflydelse i erhvervsvirksomheden for, at anmeldelsespligten
indtræder. Anmeldelsespligten omfatter tillige koncessionsvilkår. Ved
anmeldelsespligten sikres, at Konkurrencerådet får mulighed for at blive
bekendt med de tilfælde, hvor offentlige myndigheder optræder i
dobbeltfunktioner.
Anmeldelse af myndigheders regulering m.v. af erhvervsvirksomhed, som
udøves af myndigheden selv, skal alene ske i tilfælde, hvor
erhvervsvirksomheden har betydning for konkurrencen.
Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra
Konkurrencerådet de nærmere regler for anmeldelsespligten, jf. § 2, stk. 3.
Det forudsættes, at de nærmere regler gøres så smidige, at kun de
oplysninger, som vedrører forhold af betydning for konkurrencen, indsendes
til Konkurrencestyrelsen.
De anmeldte forhold er offentligt tilgængelige i Konkurrencestyrelsen, jf.
§ 13, stk. 2.
Til § 3 Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 3 i den gældende
konkurrencelov.
Bestemmelsen indebærer, at der skal foretages en afgrænsning af løn- og
arbejdsforhold over for erhvervsvirksomhed. Det forudsættes, at bestemmelsen
administreres i overensstemmelse med hidtidig praksis. Undtagelsen omfatter
herefter kun forhold, der vedrører egentlige løn- og arbejdsforhold, og alene
forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager i denne forbindelse. Dette
gælder, uanset om forholdene er indeholdt i kollektive overenskomster.
Til § 4 EU-konkurrencereglerne finder anvendelse, når der kan
konstateres en mærkbar påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, mens
de nationale konkurrenceregler finder anvendelse på konkurrencebegrænsninger,
der udspiller sig inden for de enkelte medlemsstaters territorialgrænser. Der
vil dog i et vist omfang være en overlapning mellem anvendelsesområdet for
EU-konkurrencereglerne og de nationale konkurrenceregler, idet f.eks.
EU-konkurrencereglerne kan anvendes ikke blot, hvor der i en
konkurrencebegrænsende aftale eller adfærd deltager virksomheder fra flere
medlemsstater, men tillige, hvor de deltagende virksomheder er beliggende i
en enkelt medlemsstat, hvis aftalen m.v. gør det vanskeligere for
virksomheder fra andre medlemsstater at trænge ind på den pågældende
medlemsstats område.
Hensigten med lovforslagets § 4 er at indføre one-stop-shop princippet,
det vil sige et princip om, at konkurrencebegrænsende aftaler m.v. som
udgangspunkt enten skal behandles efter EU-konkurrencereglerne eller efter de
nationale konkurrenceregler. Dette er en lovfæstelse af praksis efter den
gældende konkurrencelov.
Af lovforslagets § 4 fremgår, at en aftale m.v., der har fået en
individuel fritagelse efter Traktatens artikel 85, stk. 3, ikke vil være
omfattet af forbudsbestemmelserne i lovforslagets kapitel 2.
Endvidere vil aftaler m.v., der er omfattet af en forordning om fritagelse
eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v., ikke være omfattet af
bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2.
En aftale m.v., der opfylder betingelserne i en EU-gruppefritagelse eller
EU-undtagelse, opnår samme retlige gyldighed og fordele, som opnås ved, at
Konkurrencerådet træffer afgørelse om individuel fritagelse efter § 8, stk.
1. Fritagelsen opnås uden forudgående anmeldelse af aftalen m.v. til
Konkurrencestyrelsen og dermed uden, at der er foretaget eller skal foretages
nogen undersøgelse af eller træffes nogen afgørelse om, at den pågældende
aftale opfylder betingelserne i § 8, stk. 1. Aftaleparterne kan derfor selv
vurdere, hvorvidt en aftale m.v. er omfattet af en EU-gruppefritagelse eller
EU-undtagelse.
Til § 5 § 5 undtager aftaler, vedtagelser og samordnet praksis
inden for samme virksomhed eller koncern fra forbudsbestemmelserne i
lovforslagets kapitel 2. Bestemmelsen forudsættes administreret i
overensstemmelse med EU-konkurrenceretten for så vidt angår koncernforhold.
Dette er ensbetydende med, at forbindelserne mellem virksomheder, der
tilhører samme koncern i egenskab af modervirksomhed og dattervirksomhed
eller i egenskab af dattervirksomheder under bestemmende indflydelse af samme
modervirksomhed, ikke udgør en aftale eller samordnet praksis og dermed er
omfattet af undtagelsen. Dette forudsætter, at virksomhederne udgør en
økonomisk enhed, inden for hvilken dattervirksomheden eller
dattervirksomhederne ikke har nogen reel selvstændighed ved fastlæggelsen af
sin eller deres adfærd på markedet.
Begreberne modervirksomhed og dattervirksomhed forudsætter, at der er tale
om koncerner, hvor der i kraft af økonomisk ejerskab eller stemmerettigheder
foreligger en bestemmende indflydelse.
Koncernbegrebet er videre end i selskabslovgivningen, hvor det kun
omfatter moder- og datterselskab. I dansk selskabslovgivning opererer man
således ikke med begrebet horisontale koncerner, men denne type koncerner
kendes bl.a. fra tysk ret, ligesom man i EU-konkurrenceretten har behandlet
horisontale koncerners stilling i forhold til artikel 85, stk. 1.
I modsætning til vertikale koncerner er horisontale koncerner ikke
kendetegnet ved en overordnet virksomheds bestemmende indflydelse gennem
økonomisk ejerskab eller stemmemæssigt flertal. Derimod har to eller flere
virksomheder - ofte gennem kontrakt, som til tider er udbygget yderligere
gennem gensidige aktiebesiddelser (cross-holding) - stillet sig under fælles
ledelse.
Det følger af Kommissionens praksis, at hvis der i sådanne tilfælde er
tale om effektivt udøvet fælles ledelse, og samtlige deltagere er underordnet
en fælles ledelse, og der eksisterer en udligningsordning for
forretningsmæssige og økonomiske risici, er der tale om en
virksomhedssammenslutning. Virksomhederne vil derfor blive opfattet som en
økonomisk enhed, hvorfor deres indbyrdes aftaler ikke vil være omfattet af
forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler i artikel 85, stk. 1. En sådan
vurdering skal dog foretages konkret i hvert enkelt tilfælde.
Lovforslagets § 5 forudsættes for så vidt angår horisontale koncerner
administreret i overensstemmelse med Kommissionens praksis.
I overensstemmelse med EU-konkurrenceretten omfatter virksomhedsbegrebet
også andelsselskaber, jf. bemærkningerne til § 6. For så vidt angår
andelsselskabers interne aftaleforhold, det vil sige forholdet mellem
andelsselskabet som sådan og dets medlemmer samt medlemmernes indbyrdes
forhold, og som fastlagt i eksempelvis andelsselskabets vedtægter, vil disse
være omfattet af undtagelsen, såfremt de er begrænset til, hvad der er
nødvendigt for at sikre en tilfredsstillende drift af andelsselskabet,
herunder af en kontraheringsstyrke.
Da der kan være behov for at klargøre retsstillingen for markedsaktørerne
og fastsætte præciserende regler, bemyndiges erhvervsministeren i stk. 2 til
efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet at fastsætte nærmere
regler om anvendelsen af stk. 1.
Såfremt en aftale m.v. ikke er en virksomheds-/koncernintern aftale, vil
forbudsbestemmelserne i kapitel 2 gælde fuldt ud.
Til kapitel 2
Bestemmelserne om forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler m.v.
Lovforslaget indeholder i § 6 et generelt forbud mod konkurrencebegrænsende
aftaler m.v., der svarer til EF-Traktatens artikel 85, stk. 1.
Efter lovforslagets § 7 gælder forbudet i § 6 ikke for
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. mellem virksomheder eller en
sammenslutning af virksomheder, som har en samlet omsætning på under 1 mia.
kr., og hvis samlede markedsandel samtidig er under 10 pct. af markedet for
varen eller tjenesteydelsen. Forbudet gælder endvidere ikke for
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. mellem virksomheder, der uanset
markedsandelens størrelse har en samlet omsætning på under 150 mio. kr.
Aftaler, der omfattes af de kvantitative kriterier i § 7, falder ikke under
kontrolprincippet, men lades helt ureguleret, ctr. betænkning nr. 1297. Den
nedre omsætningsgrænse finder dog ikke anvendelse, hvor konkurrencen inden
for en branche er begrænset som følge af den samlede virkning af parallelle
aftaler. Den nedre omsætningsgrænse gælder heller ikke i tilfælde, hvor
virksomheder aftaler eller tilkendegiver bindende videresalgspriser.
Konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der ikke opfylder de kvantitative
betingelser, der er fastsat i lovforslagets § 7, omfattes som udgangspunkt af
forbudet i § 6, stk. 1.
I EU-konkurrencereglerne er der imidlertid mulighed for, at en virksomhed
ved en anmeldelse til Kommissionen kan få udstedt en såkaldt negativattest,
hvor Kommissionen erklærer, at efter de forhold, som den har kendskab til, er
der ikke grundlag for at skride ind i medfør af artikel 85, stk. 1. Endvidere
er der efter EU-konkurrencereglerne mulighed for, at konkurrencebegrænsende
aftaler m.v. kan blive fritaget fra forbudet, hvis de opfylder visse
betingelser. Der er typisk tale om aftaler, som ud fra en mere langsigtet og
bredere vurdering skønnes at kunne bidrage til øget samfundsmæssig
effektivitet, selvom de på kort sigt og isoleret betragtet indebærer en
konkurrencebegrænsning. En sådan fritagelse kan enten ske individuelt, det
vil sige for den enkelte aftale, eller for grupper af aftaler, f.eks.
eneforhandlingsaftaler, efter fælles betingelser fastlagt i en såkaldt
gruppefritagelse.
Lovforslaget indeholder i § 8 bestemmelser om, at Konkurrencerådet efter
individuel vurdering fritager aftaler m.v., der opfylder de angivne
betingelser. Endvidere giver lovforslagets § 9 Konkurrencerådet mulighed for
efter anmeldelse fra en virksomhed at erklære, at en aftale m.v. ikke
omfattes af forbudet i § 6, stk. 1, og at Konkurrencerådet derfor ikke vil
skride ind i medfør af § 6, stk. 4. Derudover giver § 10 erhvervsministeren
bemyndigelse til at udstede nationale gruppefritagelsesbestemmelser efter at
have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet.
Der er en væsentlig forskel mellem individuel fritagelse og
gruppefritagelse. En individuel fritagelse forudsætter en anmeldelse og en
konkret afgørelse for hver enkelt konkurrencebegrænsende aftale m.v., mens en
gruppefritagelse gælder automatisk for alle konkurrencebegrænsende aftaler
m.v., der opfylder de fastlagte fælles betingelser, uden at der hertil kræves
en anmeldelse og en forudgående administrativ afgørelse. Det er således
overladt til aftaleparterne selv at vurdere, om betingelserne i en
gruppefritagelse er opfyldt.
Disse bestemmelser skal sammenholdes med § 4, hvorefter
konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der er omfattet af enten Kommissionens
individuelle fritagelser efter artikel 85, stk. 3, eller af forordninger om
gruppefritagelser eller undtagelser fra EU-konkurrencereglerne, ikke er
omfattet af forbudet i § 6.
Bestemmelserne i § 4 og §§ 6-10 udgør et sammenhængende system i
lovforslagets regulering af konkurrencebegrænsende aftaler m.v., hvor:
- § 6 indeholder det generelle forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler
m.v., der ligger over et af de kvantitative kriterier, der er fastsat i § 7.
- § 7 indeholder de kvantitative kriterier for, hvornår en
konkurrencebegrænsende aftale m.v. ikke falder ind under forbudsbestemmelsen
i § 6, dog med forbehold af den samlede virkning af lignende aftaler, og
aftaler om bindende videresalgspriser.
- § 8 indeholder betingelserne for at opnå individuel fritagelse af en
konkurrencebegrænsende aftale m.v., der omfattes af forbudet, samt fastsætter
pligt til anmeldelse af aftaler m.v. som betingelse for at opnå en individuel
fritagelse.
- § 9 giver Konkurrencerådet mulighed for efter anmeldelse at erklære, at
et forhold efter de foreliggende oplysninger slet ikke falder ind under
forbudet i § 6, stk. 1.
- § 10 giver erhvervsministeren en bemyndigelse til ved bekendtgørelse at
fritage grupper af konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der opfylder nærmere
angivne betingelser.
- § 4 indebærer, at konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der er omfattet
af en individuel fritagelse eller en gruppefritagelse fra EU-reglerne, også
er fritaget fra forbudsbestemmelsen i § 6.
Til § 6 Udgangspunktet for bestemmelsen er, at alle
konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis er forbudt,
medmindre de ligger under de kvantitative kriterier i § 7. Endvidere omfatter
forbudet ikke:
- aftaler m.v. inden for samme virksomhed eller koncern (§ 5, stk. 1),
- aftaler m.v., som har opnået en individuel fritagelse efter § 8, stk. 1,
- aftaler m.v., som Konkurrencerådet på det foreliggende grundlag har
erklæret falder uden for forbudet (§ 9),
- aftaler m.v., som er omfattet af en national gruppefritagelse (§ 10,
stk. 1),
- aftaler m.v., der har opnået en individuel fritagelse efter Traktatens
artikel 85, stk. 3, samt
- aftaler m.v., der er omfattet af en EU-gruppefritagelse eller
EU-undtagelse, jf. § 4.
Såfremt Konkurrencerådet efter klage, af egen drift eller efter henvisning
fra Kommissionen konstaterer, at en virksomhed har overtrådt forbudet, kan
der dels udstedes påbud om at bringe overtrædelsen til ophør efter forslagets
§ 6, stk. 4, jf. § 16, dels kan der over for politiet anmodes om
iværksættelse af strafferetlig forfølgning efter forslagets § 23, stk. 1, nr.
1.
De generelle forbud
Den gældende konkurrencelov indeholder ikke et forbud mod
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Det eneste forbud, som indeholdes i
konkurrenceloven, er § 14, ifølge hvilken det er forbudt at fastsætte
bindende videresalgspriser i efterfølgende omsætningsled (vertikal
prisfastsættelse).
Udformningen af § 6 svarer til Traktatens artikel 85, stk. 1.
Kommissionens og Domstolens praksis efter artikel 85, stk. 1, vil være
vejledende for fortolkningen af § 6 i det omfang, det faktiske grundlag
vurderet efter danske markedsforhold må antages at være det samme.
Aftaler mellem virksomheder
Hovedanvendelsesområdet for § 6 er konkurrencebegrænsende aftaler. En
aftale kan indgås af to eller flere virksomheder. Der stilles ikke krav om,
at en aftale skal være juridisk bindende. F.eks. kan en såkaldt
»gentleman's agreement« være omfattet af aftalebegrebet, ligesom
der heller ikke stilles krav om, at aftalen skal være skriftlig.
Aftalebegrebet omfatter såvel horisontale som vertikale aftaler.
Aftalebegrebet skal i overensstemmelse med Domstolens fortolkning af
aftalebegrebet i artikel 85, stk. 1, fortolkes bredt.
Det er uden betydning for anvendelse af lovforslagets § 6, hvilken
betegnelse aftalen har, og hvorledes den er udformet.
Eksempelvis vil standardsalgsbetingelser, der indgår i de almindelige
forretningsforhold mellem en leverandør og dennes kunder, efter
omstændighederne være omfattet af § 6.
Et vilkår, der indgår i teksten på en faktura, vil kunne anses for en
aftale ved kundens stiltiende accept heraf, f.eks. ved at kunder i praksis
følger de nævnte vilkår, eller ved kundens afgivelse uden indsigelser af nye
ordrer på samme vilkår som hidtil.
Hvis der allerede foreligger en aftale, vil også ensidige handlinger med
henblik på at sikre aftalens gennemførelse blive anset for en del af den
samlede aftale. Således kan en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd
inden for rammerne af virksomhedens aftalesystem om videreforhandling være
omfattet af § 6. Eksempelvis vil en leverandørs beslutning om at afslå en
forhandler, der ellers opfylder betingelserne i et selektivt salgssystem, men
som ikke er indforstået med at følge de salgsbindinger, som leverandøren har
aftalt med andre forhandlere, være en handling, der vil være omfattet af § 6,
eftersom formålet med afslaget er at sikre overholdelsen af de
salgsbindinger, der ligger til grund for aftaler indgået mellem leverandøren
og forhandlerne.
Omvendt vil rent ensidige handlinger fra en virksomheds side, som ikke på
nogen måde kan siges at være aftalt eller accepteret (udtrykkeligt eller
stiltiende), og som heller ikke senere ændrer karakter til at blive en del af
en aftale, ikke være omfattet af aftalebegrebet i § 6. Efter omstændighederne
vil sådanne rent ensidige handlinger kunne være omfattet af bestemmelserne i
kapitel 3 om misbrug af dominerende stilling. I de tilfælde, hvor f.eks. en
mindre erhvervsvirksomhed passivt accepterer en konkurrencebegrænsende aftale
med en større virksomhed, vil der ved strafudmålingen i forbindelse med
domfældelse for overtrædelse kunne tages hensyn til dette forhold.
En aftale mellem to eller flere virksomheder om etablering af et såkaldt
joint venture, en separat virksomhed, som kontrolleres i fællesskab af de
stiftende virksomheder, falder som udgangspunkt også ind under forbudet i §
6. Efter EU-konkurrencereglerne betragtes visse joint ventures som fusioner,
der behandles efter reglerne om kontrol med fusioner. Da lovforslaget ikke
indeholder bestemmelser om fusionskontrol, foreslås alle former for joint
ventures omfattet af § 6 - med forbehold af § 4 - idet der dog vil være
mulighed for, at der kan opnås en individuel fritagelse efter § 8 eller opnås
en erklæring om ikke-indgreb efter § 9, eller at et joint venture kan falde
ind under en dansk gruppefritagelse udstedt i medfør af § 10.
Vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder
§ 6 omfatter tillige vedtagelser, der er truffet inden for en
sammenslutning af virksomheder ved dens kompetente organer. Begrebet
vedtagelse kan omfatte vedtægter, beslutninger og henstillinger. Det er ikke
noget krav, at vedtagelsen er juridisk bindende for medlemmerne. Begrebet
sammenslutning af virksomheder omfatter brancheforeninger af enhver slags og
enhver anden form for organiseret samarbejde mellem virksomheder, jf. § 6,
stk. 3.
Som eksempel på vedtagelser kan nævnes brancheforeningers vedtagelser,
hvad enten de er bindende eller vejledende for medlemmerne.
Samordnet praksis
Samordnet praksis indebærer, at to eller flere virksomheder koordinerer
deres adfærd, uden at der er indgået en egentlig aftale. En sådan adfærd
rammes af forbudet, jf. § 6, stk. 3. Det forudsættes dog, at der har været en
eller anden form for kontakt mellem virksomhederne, f. eks. afholdelse af
møder eller udveksling af informationer.
Virksomheder, der forholder sig ensartet på markedet (parallel adfærd) -
uden at der er tale om nogen form for viljemæssig tilpasning - rammes ikke af
forbudet.
Omvendt vil begrebet samordnet praksis i overensstemmelse med
EU-konkurrenceretten også kunne omfatte enhver direkte eller indirekte
kontakt mellem virksomheder, som har til formål eller til følge enten at
påvirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfærd eller at
informere en sådan konkurrent om den markedsadfærd, som man har besluttet sig
til - eller overvejer - selv at følge. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor
virksomheder på møder har udvekslet oplysninger om priser og
produktionsmængder eller lignende forretningshemmeligheder, og hvor formålet
har været at samordne den senere markedsadfærd.
Den praktiske betydning af, at samordnet praksis er omfattet af forbudet,
er navnlig af bevismæssig art, idet man herved kan ramme en adfærd, hvis
eksistens ikke kan bevises med forekomsten af en egentlig aftale.
Virksomhedsbegrebet
Der henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1, vedr. begrebet
erhvervsvirksomhed.
Konkurrencebegrænsningskriteriet
Enhver form for konkurrencebegrænsning rammes af forbudet i § 6.
Bestemmelsen omfatter både hindring, begrænsning og fordrejning af
konkurrencen, ligesom den omfatter aftaler m.v., der »direkte eller
indirekte har til formål eller til følge« at begrænse konkurrencen.
Udtrykket »til formål eller til følge« er alternative kriterier.
Forbudet rammer således både aftaler m.v., der tilsigter begrænsninger, selv
om de ikke får denne virkning, og aftaler m.v., der har sådanne virkninger,
uanset intentionerne. § 6 kræver således ikke, at der faktisk har fundet en
påvirkning sted.
Det anses ikke for konkurrencebegrænsende, at flere virksomheder i samme
omsætningsled inden for en branche afgiver fælles bud på en bestemt opgave,
hvis ingen af de pågældende virksomheder alene ville have kunnet klare
opgaven (f.eks. på grund af kravene til knowhow, kapacitet eller økonomiske
ressourcer).
Forbudte konkurrencebegrænsninger
§ 6, stk. 2, nr. 1-5, anfører en række eksempler på konkurrencebegrænsende
aftaler m.v. Opregningen i nr. 1-5 er ikke udtømmende, men er alene en
eksemplificering, jf. ordene »..f.eks. bestå i«.
§ 6, stk. 2, nr. 1
§ 6, stk. 2, nr. 1, omfatter bl.a. karteller, der kan indskrænke
konkurrencen betydeligt, f.eks. fordi den normale priskonkurrence fjernes
eller begrænses væsentligt gennem aftaler eller samordnet praksis mellem
producenter eller distributører. Dette gælder også, hvor prisfastsættelsen
sker inden for en brancheorganisation, indkøbsorganisation eller lignende,
jf. stk. 3. Endvidere omfatter forbudet aftaler mellem indbyrdes
konkurrerende producenter om fastsættelse af priser eller om etablering af
rabataftaler.
Prissamarbejder af vejledende karakter, herunder bl.a. horisontale
listepriser, der ofte har været udsendt af bl.a. brancheorganisationer, er
omfattet af forbudet. Disse listepriser har ofte i praksis vist sig at være
prisstyrende.
Forbudet omfatter også vertikale aftaler m.v. mellem f.eks. en producent
og en forhandler om fastsættelse af priser m.v. (herunder rabat- og
bonusaftaler) ved videresalg i efterfølgende omsætningsled.
Under udtrykket »andre forretningsbetingelser« falder bl.a.
fælles konkurrencebegrænsende afsætningsvilkår, vilkår for betaling,
garantier, rabatter m.v.
§ 6, stk. 2, nr. 2
§ 6, stk. 2, nr. 2, omfatter bl.a. selvbegrænsningsaftaler, der har til
formål at opretholde et højt prisniveau gennem en begrænsning af udbudet af
et produkt.
Kollektive boykot-foranstaltninger mod en enkelt virksomhed er forbudt.
Konkurrenceklausuler i forbindelse med virksomhedsoverdragelse vil tillige
være omfattet, hvis de går ud over, hvad der efter Kommissionens og
Domstolens praksis kan anses for nødvendigt - i tids- og produktmæssig samt
geografisk henseende.
Visse former for konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der falder under
denne kategori, har dog ikke udelukkende negative virkninger. Dette gælder
f.eks. selektive distributionsaftaler, specialiseringsaftaler, aftaler om
forskning og udvikling, licensaftaler m.v. Efter en afvejning af om den
foreliggende aftale m.v. i andre henseender har så gunstige virkninger, at
den bør tillades, kan der indrømmes en individuel fritagelse til aftalen, jf.
§ 8, ligesom der er mulighed for, at sådanne aftaler kan være fritaget efter
en EU-gruppefritagelse, jf. § 4, eller en gruppefritagelse fastsat af
erhvervsministeren, jf. § 10.
§ 6, stk. 2, nr. 3
§ 6, stk. 2, nr. 3, omfatter bl.a. horisontale markedsdelingsaftaler
mellem konkurrenter, f.eks. gennem opdeling efter geografiske områder, kvoter
eller kundekategorier. Endvidere er vertikale markedsdelingsaftaler, oftest
aftaler mellem producenter og distributører, om f.eks. geografisk afgrænsede
salgsområder, opdeling af kundekredse m.v., forbudt.
§ 6, stk. 2, nr. 4
Under § 6, stk. 2, nr. 4, falder typisk vertikale konkurrencebegrænsende
aftaler om f.eks. prisdiskrimination, rabatter m.v., der diskriminerer
forskellige købere eller kategorier af købere. Horisontale aftaler om
rabatter vil falde direkte ind under § 6, stk. 2, nr. 1, idet aftaler mellem
indbyrdes konkurrenter om rabatter er en indirekte prisfastsættelse eller
regulering af prisniveauet. En enkelt virksomheds ensidige adfærd, som
medfører diskrimination, vil ikke være omfattet af § 6, stk. 2, nr. 4, da de
generelle betingelser i § 6, stk. 1, skal være opfyldt. En sådan adfærd kan
dog efter omstændighederne være omfattet af forbudet i § 11, stk. 1, hvis
virksomheden har en dominerende stilling.
Som hovedregel anses de rabat- og bonusformer, der er omkostningsmæssigt
begrundede, det vil sige har deres grundlag i sparede omkostninger hos
sælgeren, ikke at medføre skadelige virkninger for konkurrencen. Tværtimod
kan de fremme en effektiv konkurrence, såfremt de baserer sig på objektive og
rimelige kriterier og er kendte for køberne.
Med hensyn til de rabat- og bonusformer, der ikke modsvares af
omkostningsbesparelser hos sælgeren, men som er et led i sælgerens
almindelige salgspolitik, vil en række rabatformer kunne påvirke konkurrencen
mellem virksomhederne og dermed adgangen til markedet på en måde, der skader
effektiviteten og strukturtilpasningen. Dette gælder navnlig rabatter, der
har til formål at bevare et kundeforhold (troskabsbetingede rabatter).
En yderligere skærpelse af konkurrencebegrænsningen i et rabat- og
bonussystem foreligger i de tilfælde, hvor der er knyttet en »engelsk
klausul« til. Den engelske klausul går ud på, at en leverandør fra
aftagerne får leveret detaljerede oplysninger om de mest favorable tilbud fra
konkurrerende virksomheder med henblik på altid at kunne tilbyde priser, der
ikke overstiger konkurrenternes laveste tilbudte priser.
En enkelt dominerende virksomheds leveringsnægtelse og anden
diskrimination rammes ikke af dette forbud, men skal vurderes efter
bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3 om misbrug af dominerende stilling.
§ 6, stk. 2, nr. 5
§ 6, stk. 2, nr. 5, omfatter bl.a. konkurrencebegrænsende aftaler m.v. om
tillægsydelser, hvilket vil sige, at det stilles som vilkår for indgåelse af
en aftale, at den anden part påtager sig yderligere forpligtelser, som
hverken efter deres natur eller ifølge handelssædvane har forbindelse med
aftalens genstand.
Forbudet omhandler først og fremmest det forhold, at en virksomhed er i
besiddelse af et attraktivt produkt, som den kun vil sælge, hvis køberen
tillige aftager andre varer eller tjenesteydelser fra virksomheden, selv om
disse ville kunne fås bedre og billigere andetsteds. Den modsatte situation,
hvor køberen lokkes med tillægsydelser, er reguleret af markedsføringslovens
§ 6.
Hjemmel til at udstede påbud
Konkurrencerådets hjemmel til at udstede påbud om at bringe overtrædelsen
af § 6, stk. 1, til ophør, fremgår af lovforslagets § 6, stk. 4. Denne
bestemmelse giver Konkurrencerådet hjemmel til både på eget initiativ, efter
klage eller som følge af henvisning fra Kommissionen at udstede et påbud, jf.
§ 16. Et påbud vil i overensstemmelse med Konkurrencerådets hidtidige praksis
være skriftligt. I påbudet ligger dels, at der foreligger en
konkurrencebegrænsning i strid med § 6, stk. 1, dels at
konkurrencebegrænsningen skal bringes til ophør. Herudover kan der blive tale
om strafferetlig forfølgning for den begåede lovovertrædelse efter § 23, stk.
1, nr. 1.
Ugyldighed
Spørgsmålet om ugyldighed kendes fra den gældende konkurrencelov i
relation til anmeldelsespligten i § 5. Ifølge konkurrencelovens § 5, stk. 3,
er aftaler og vedtagelser, der skulle have været anmeldt i henhold til lovens
§ 5, stk. 1, ugyldige, hvis de ikke er blevet anmeldt inden 14 dage.
Ugyldigheden indtræder såvel mellem parterne som i forhold til tredjemand.
Ifølge lovforslagets § 6, stk. 5, er konkurrencebegrænsende aftaler og
vedtagelser, som er forbudt i medfør af § 6, stk. 1, ugyldige, medmindre de
er undtaget efter § 7 eller er fritaget i medfør af § 8 eller § 10, stk. 1,
eller er omfattet af en erklæring efter § 9. Ugyldighed indtræder heller ikke
for aftaler m.v., der har opnået en individuel fritagelse efter EF-Traktatens
artikel 85, stk. 3, eller opfylder betingelserne i en EU-gruppefritagelse
eller EU-undtagelse for konkurrencereglernes anvendelse, jf. lovforslagets §
4.
Det er kun de konkurrencebegrænsende bestemmelser i en aftale m.v., der
bliver ugyldige. Hele aftalen er kun ugyldig, hvis de konkurrencebegrænsende
bestemmelser ikke kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser. Virkningen
af ugyldigheden vil i øvrigt skulle fastlægges efter dansk rets almindelige
regler. Hertil kommer, at en eventuel skadelidt kan have krav på erstatning.
Til § 7 Af § 7, stk. 1, nr, 1, fremgår, at forbudet i § 6, stk. 1,
ikke gælder, såfremt virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder har
en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr., og aftaleparternes samlede
markedsandel for den pågældende vare eller tjenesteydelse samtidig er under
10 pct. Opfyldelse af begge kriterierne er nødvendigt til at undtage en
virksomhed m.v. fra aftaleforbudet i § 6, stk. 1.
Endvidere er der i § 7, stk. 1, nr. 2, indsat en nedre
»bagatelgrænse«. Denne bagatelgrænse indebærer, at hvis
aftaleparternes samlede omsætning er på under 150 mio. kr., omfattes deres
konkurrencebegrænsende aftaler m.v., uanset deres samlede markedsandel,
heller ikke af forbudet i § 6, stk. 1.
Beregningen af den samlede omsætning skal ske ud fra koncernomsætningen,
hvis en virksomhed er en del af en koncern. Koncernomsætning forstås som
koncernens samlede årlige omsætning med fradrag af den interne omsætning
mellem koncernens virksomheder.
I de tilfælde, hvor en virksomhed har indgået en række lignende aftaler
med andre virksomheder på markedet, er det summen af de deltagende
virksomheders samlede omsætning, som skal lægges til grund ved beregningen.
Omsætningen for brancheforeninger er den samlede omsætning for samtlige
medlemmer i foreningen med tillæg af foreningens egen omsætning.
For at en virksomhed kan beregne, om betingelsen med hensyn til
markedsandel er opfyldt, er det nødvendigt at afgrænse det relevante marked,
det vil sige det marked, som i det konkrete tilfælde berøres af en given
aftale m.v. Dette sker gennem en afgrænsning af produktmarkedet og det
geografiske marked.
Produktmarkedet udgøres af de produkter eller tjenesteydelser, som er
genstand for aftalen m.v., og af alle andre produkter, som er eller af
brugerne betragtes som identiske eller ligeværdige. De omhandlede produkter
skal således være substituerbare. Hvorvidt dette er tilfældet, skal vurderes
ud fra brugernes synspunkt. Der skal herved foretages en helhedsvurdering af,
om produkterne med hensyn til pris, funktion og egenskaber i øvrigt kan
tilfredsstille samme behov hos brugerne.
Det geografiske marked er det område i Danmark, i hvilket aftalen m.v. har
virkning. Det geografiske marked kan således omfatte hele landet eller en del
af det. Faktorer, som har betydning for afgrænsningen af det geografiske
marked, kan f.eks. være de distributionsmuligheder, der findes, det
pågældende produkts transportafhængighed i fysisk og økonomisk forstand, og
de muligheder, som køberne har for at anvende forskellige leverandører. For
et givet produkt kan det geografiske marked være en mindre del af Danmark,
hvis køberne i området i praksis i det væsentlige kun efterspørger det lokale
produkt.
Såfremt en virksomhed er i tvivl om, hvorvidt en aftale m.v. opfylder
betingelserne for at være undtaget fra forbudsbestemmelsen i § 6, vil den
kunne anmode Konkurrencestyrelsen om en uformel udtalelse.
Efter § 7, stk. 2, nr. 1, gælder den nedre bagatelgrænse på 150 mio. kr.
ikke, hvor konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede
virkning af lignende aftaler m.v. Disse aftaler m.v. omfattes således også af
forbudet i § 6. Som eksempel på sådanne lignende aftaler m.v. kan nævnes
lokale aftaler inden for samme branche. Med denne bestemmelse vil desuden
omgåelse af forbudet kunne hindres derved, at medlemmerne i en
brancheforening kunne erstatte en landsdækkende aftale m.v. med en række
lokale aftaler m.v.
Grænsen på 150 mio. kr. er valgt, fordi der efter den gældende
konkurrencelov kun har været få sager om aftaler med alvorlige
konkurrencebegrænsninger under denne grænse.
Efter § 7, stk. 2, nr. 2, gælder den nedre omsætningsgrænse på 150 mio.
kr. heller ikke, hvor virksomheder m.v. aftaler, vedtager eller på anden måde
tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende omsætningsled skal
overholdes mindstepriser eller -avancer. Sådanne aftaler eller
tilkendegivelser er omfattet af forbudet i § 6.
§ 7, stk. 2, nr. 2, indebærer, at indkøbsforeninger, der selvstændigt
foretager indkøb, etablerer varelager og videresælger til medlemmerne - med
tilkendegivelse af, at der ved videresalg skal overholdes de angivne
mindstepriser eller avancer - også er omfattet af bestemmelsen.
Forbudet omfatter enhver tilkendegivelse af, at et efterfølgende
omsætningsled skal overholde mindstepriser eller -avancer, hvad enten
tilkendegivelsen sker skriftligt, herunder i prislister, ved stempling eller
påtegning på varernes emballage, i annoncer og reklamer, eller mundtligt,
herunder tilkendegivelser gennem sælgers repræsentant eller ved varens
levering. Såvel tilkendegivelser, der generelt retter sig mod efterfølgende
omsætningsled, som tilkendegivelser over for enkeltvirksomheder er omfattet.
Efter § 7, stk. 3, kan erhvervsministeren efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet fastsætte nærmere regler om beregning af
omsætningen efter stk. 1, herunder regler om, hvorledes omsætningsgrænserne
skal beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.
For så vidt angår finansielle virksomheder, kan der ikke på samme måde som
for andre virksomheder beregnes en omsætning ved f.eks. at opgøre salget af
ydelser i et år. Dette skyldes bl.a., at de finansielle ydelser typisk er
udstrakt over tiden og i betydeligt omfang afregnes ved løbende betalinger
til de finansielle virksomheder i form af renter, forsikringspræmier, løbende
gebyrer m.v. En opgørelse af de finansielle virksomheders omsætning må
afspejle disse forhold uden dog, at kravet til selve omsætningstærsklen
ændres.
Efter § 7, stk. 4, kan erhvervsministeren efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet fastsætte nærmere regler om undtagelsen for
mindre overskridelser af omsætnings- og markedsandelsgrænserne.
Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at virksomheder, der har ligget under
disse grænser, ikke efterfølgende bliver omfattet af forbudet mod
konkurrencebegrænsende aftaler m.v., blot fordi virksomhederne i 2 på
hinanden følgende år har en omsætning eller markedsandel, der i mindre omfang
overskrider de i stk. 1 nævnte grænser. Ved fastsættelsen af de nærmere
regler for anvendelse af undtagelsesbestemmelsen vil det blive præciseret, at
bestemmelsen ikke kan anvendes til at omgå omsætnings- og
markedsandelsgrænserne f.eks. ved, at store virksomheder overtager mindre
virksomheder, der har indgået konkurrencebegrænsende aftaler.
Til § 8 I § 8, stk. 1, fastsættes de nærmere betingelser for en
fritagelse fra forbudet i § 6, stk. 1. Betingelsen for at kunne give en
fritagelse efter § 8, stk. 1, er, at den foreliggende aftale m.v. i andre
henseender har så gunstige virkninger, at den bør tillades, selv om den som
konkurrencebegrænsende aftale er omfattet af § 6, stk. 1. En fritagelse af
aftalen skal endvidere være i overensstemmelse med lovens generelle
målsætning om at fremme den samfundsøkonomiske effektivitet.
Fritagelse efter § 8, stk. 1, kan efter stk. 2 kun opnås, hvis parterne
har anmeldt aftalen m.v. til Konkurrencestyrelsen med ansøgning om
fritagelse. Anmeldelsen medfører endvidere, at det anmeldte forhold fra
anmeldelsestidspunktet ikke er strafbart. Hvis Konkurrencerådet imidlertid
finder, at der ikke kan ske fritagelse, genindtræder strafbarheden, jf. § 23,
stk. 2.
Det er som udgangspunkt op til parterne at tilvejebringe tilstrækkelige
informationer til, at Konkurrencerådet kan fastslå, at betingelserne i § 8,
stk. 1, for at kunne udstede en fritagelse er opfyldt. Konkurrencerådet kan
dog tillige af egen drift indhente yderligere informationer fra de berørte
parter, jf. § 17.
Såfremt betingelserne efter stk. 1 skønnes opfyldt, har Konkurrencerådet
pligt til at fritage aftalen m.v. ved en skriftlig afgørelse.
En aftale, der er i strid med § 6, stk. 1, er efter § 6, stk. 5, ugyldig,
indtil Konkurrencerådet har truffet beslutning om at give en fritagelse efter
§ 8, stk. 1. Hvis Konkurrencerådet træffer afgørelse om, at aftalen kan
fritages fra forbudet i § 6, stk. 1, bliver aftalen gyldig med virkning fra
anmeldelsestidspunktet.
§ 8, stk. 1, nr. 1-4
For at opnå en fritagelse skal de konkurrencebegrænsende aftaler m.v.
ifølge § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, medføre fordele enten i henseende til
produktion/distribution eller i henseende til at fremme den
tekniske/økonomiske udvikling (de positive alternative betingelser), samtidig
med, at det skal sikres, at forbrugerne får en rimelig andel af disse fordele
(den obligatoriske positive betingelse).
Endvidere fremgår det af § 8, stk. 1, nr. 3 og 4, at aftalerne m.v. ikke
må pålægge aftaleparterne unødvendige konkurrencebegrænsninger, ligesom de
ikke må give virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en
væsentlig del af de pågældende varer (de negative og kumulative betingelser).
Konkurrencerådet har mulighed for at udøve et vist skøn ved vurderingen
af, hvorvidt betingelserne i § 8, stk. 1, er opfyldte. Ved udøvelsen af dette
skøn skal Konkurrencerådet tage hensyn til Kommissionens og Domstolens
praksis.
§ 8, stk. 1, nr. 1
Ifølge denne bestemmelse er det en betingelse for at opnå fritagelse, at
den konkurrencebegrænsende aftale m.v. bidrager til enten at styrke
effektiviteten i produktionen eller distributionen eller til at fremme den
tekniske eller økonomiske udvikling.
Ved vurderingen af effektivitet skal der tages hensyn til ikke blot den
driftsøkonomiske effektivitet, men tillige til den samfundsøkonomiske
effektivitet. I overensstemmelse med formålsbestemmelsen i § 1 skal
hovedvægten lægges på den samfundsøkonomiske effektivitet. Det skal
udtrykkeligt fremgå af anmeldelsen, på hvilken måde aftalen m.v. vil bidrage
til at forbedre produktionen eller distributionen eller til at forbedre den
tekniske eller økonomiske udvikling. Der kan også være tale om aftaler m.v.,
der fremmer den miljømæssige udvikling, gennem eksempelvis udvikling af ny
miljøteknologi, miljøbevarende foranstaltninger og lignende.
Efter Kommissionens praksis kan specialiseringsaftaler føre til en
forbedring af produktionen eller distributionen, hvis de f.eks. udnytter
stordriftsfordele, reducerer produktionsomkostninger eller fører til et mere
varieret vareudbud eller højere kvalitetsniveau. Eksklusive købsaftaler kan
forbedre sikkerhed og regelmæssighed i afsætningen og dermed
produktionsplanlægningen. Ligeledes kan eneforhandlingsaftaler forbedre
distributionen ved, at eneforhandleren kan koncentrere sin
markedsføringsindsats om bestemte salgsområder. Endelig kan selektive
distributionssystemer føre til et højere serviceniveau for forbrugerne.
Aftaler om fælles forskning og udvikling eller licensaftaler om anvendelse
af ny teknologi (patent- og know-howlicensaftaler) vil efter Kommissionens
praksis kunne fremme den teknologiske udvikling. Endvidere vil efter
Kommissionens praksis aftaler om fælles, endelig reduktion af strukturelt
betinget overkapacitet og rationalisering kunne fremme den økonomiske
udvikling. Men det er en forudsætning for at kunne meddele fritagelse, at
virksomhederne som følge af ekstraordinære forhold ikke på egen hånd vil
kunne gennemføre den nødvendige kapacitetstilpasning.
Efter Kommissionens praksis vil f.eks. fremme af investeringer i eller
anvendelse af miljøteknologi ud fra samfundsøkonomiske
effektivitetsbetragtninger kunne indebære sådanne fordele med hensyn til
effektiv ressourceanvendelse eller reduktion af miljøskader, at dette kan
begrunde en fritagelse af aftaler, der er nødvendige for at muliggøre disse
mål. Det vil dog ikke være muligt at opnå en fritagelse, hvis der er tale om
en aftale m.v., som primært tjener konkurrencebegrænsende formål, selv om
parterne forsøger at begrunde aftalerne m.v. med henvisning til
miljøbeskyttelse.
§ 8, stk. 1, nr. 2
Forbrugerbegrebet skal forstås bredt. Der tænkes ikke alene på den
endelige forbruger, men tillige på mellemled i distributionen (brugere).
Lovforslagets forbrugerbegreb går derfor ud over forbrugerbegrebet i
forbrugerlovgivningen. Når lovforslaget ikke anvender et andet begreb,
skyldes det sammenhængen med Traktatens artikel 85, stk. 3, der i den danske
oversættelse bruger begrebet »forbrugerne«.
Fordele for forbrugerne kan følge af omkostningsreduktioner, forbedring af
distributionen, miljømæssige forbedringer eller et højere serviceniveau. Også
et højere kvalitetsniveau kan indebære fordele for forbrugerne, i hvert fald
hvis det kan opnås med uændret eller endog faldende prisniveau.
Inden for visse brancher kan der være betydelige konkurrencemæssige
fordele knyttet til store produktionsanlæg, landsdækkende distribution og
lignende. Hvis to eller flere mindre virksomheder ønsker at samarbejde for at
blive et mere konkurrencedygtigt alternativ til større virksomheder på
markedet, og bliver konkurrencen og dermed effektiviteten i den pågældende
branche herved forøget, må betingelserne i nr. 1 og 2 anses for opfyldt.
Kravene efter stk. 1, nr. 3 og 4, vil dog skulle afstemmes i forhold til de
positive virkninger, som aftalerne har for en styrkelse af effektiviteten i
distributionen og produktionen og fordelene for forbrugerne herved.
I almindelighed vil tilstedeværelsen af et aktuelt eller dog potentielt
konkurrencetryk være afgørende for, om fordele ved aftalen m.v. vil komme
forbrugerne til gode, idet aftaleparterne i tilfælde af stærk konkurrence på
det pågældende marked vil være tvunget til at lade fordelene ved f.eks. en
omkostningsreduktion komme forbrugerne til gode i form af lavere priser.
Vurderingen af, om en aftale m.v. vil medføre fordele for forbrugerne, hænger
derfor snævert sammen med vurderingen af, om der vil være tilstrækkelig
aktuel eller potentiel konkurrence, jf. betingelsen herom i nr. 4.
§ 8, stk. 1, nr. 3
Det er alene nødvendige konkurrencebegrænsninger, der kan opnå en
fritagelse i medfør af § 8, stk. 1. Dette indebærer, at der stilles krav om,
at aftaleparterne ikke vil kunne nå de samme mål ved hjælp af mindre
indgribende foranstaltninger (proportionalitetsprincippet). Det er således
ikke tilstrækkeligt, at konkurrencebegrænsningerne medfører konkrete fordele
efter nr. 1, men begrænsningerne skal tillige kunne anses for nødvendige for,
at aftalen m.v. kan få disse fordele.
I Kommissionens fritagelsespraksis har anvendelsen af
proportionalitetsprincippet ofte ført til, at fritagelse er blevet afvist,
eller at en aftale m.v. dog har måtte ændres på en række punkter, hvor
konkurrencebegrænsningerne gik videre end aftalens m.v. formål
nødvendiggjorde. Som eksempel kan nævnes, at aftaler om kapacitetsreduktioner
ikke må indeholde bestemmelse om fælles prisfastsættelse eller
produktionskvoter.
§ 8, stk. 1, nr. 4
Ifølge den sidste betingelse kræves det, at der opretholdes et
konkurrenceminimum. Ved vurderingen af, om aftalen m.v. vil kunne eliminere
konkurrencen, skal der både tages hensyn til hvor meget konkurrence, der vil
være tilbage mellem aftaleparterne, og til muligheden for konkurrence fra
andre virksomheder på markedet. Hvis en aftale m.v. vil føre til, at
konkurrencen mellem aftaleparterne i det væsentlige ophæves, vil en
fritagelse alene kunne gives, hvis der fra andre virksomheder på markedet kan
forventes et væsentligt konkurrencetryk. Hvis en aftale m.v. omvendt kun på
snævert afgrænsede områder begrænser konkurrencen mellem aftaleparterne, vil
en stor markedsandel ikke i sig selv forhindre fritagelse af en sådan aftale.
Jo større en del af markedet en konkurrencebegrænsende aftale m.v. dækker, jo
vanskeligere vil det være for aftaleparterne at opfylde dette kriterium, og
dermed kriterierne for en fritagelse efter § 8, stk. 1.
§ 8, stk. 2
Traktatens artikel 85, stk. 3, fastsætter de indholdsmæssige betingelser
for, at en aftale m.v. kan fritages fra forbudet i artikel 85, stk. 1, mod
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Efter forordning nr. 17/62 artikel 4,
stk. 1, kan en sådan fritagelse alene opnås, hvis aftalen m.v. er blevet
anmeldt til Kommissionen. Omvendt har Kommissionen pligt til at behandle alle
sådanne anmeldelser og dermed træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne
for, at en aftale m.v. kan opnå individuel fritagelse, er opfyldt.
En tilsvarende procedure med en forudgående anmeldelse og administrativ
afgørelse om fritagelse er indsat i lovforslaget ved § 8, stk. 2.
Også i den gældende konkurrencelov findes der i § 5 en bestemmelse om
anmeldelse af konkurrencebegrænsende aftaler m.v. Anmeldelsespligten efter
den gældende konkurrencelov har imidlertid et andet udgangspunkt og tjener et
andet formål end anmeldelse efter lovforslagets § 8, stk. 2.
Efter den gældende konkurrencelov er det alene aftaler m.v. med en
dominerende indflydelse på markedsforholdene, der er undergivet
anmeldelsespligt, mens lovforslagets § 8, stk. 2, sammenholdt med § 6, stk.
1, omfatter enhver konkurrencebegrænsende aftale m.v., der ikke opfylder de
kvantitative kriterier, der er fastsat i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 1,
eller nr. 2. Endvidere er der den forskel, at der efter den gældende
konkurrencelovs § 5 er tale om en strafsanktioneret egentlig
anmeldelsespligt, mens anmeldelse efter lovforslagets § 8, stk. 2, ikke er en
pligt i sig selv, men en betingelse for at opnå individuel fritagelse fra det
generelle forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler i § 6, stk. 1.
Konkurrencerådet kan fastsætte nærmere regler for anmeldelse, herunder
foreskrive brug af særlige anmeldelsesskemaer. Såfremt en aftale m.v. er
anmeldt til Kommissionen med henblik på fritagelse efter artikel 85, stk. 3,
kan anmeldelse til Konkurrencestyrelsen ske ved fremsendelse af en kopi af
den anmeldelse, som er indgivet til Kommissionen, jf. § 4.
§ 8, stk. 3
Ifølge § 8, stk. 3, skal en fritagelse efter § 8, stk. 1, angive fra
hvilket tidspunkt, den gælder, og i hvor lang tid den er gældende.
Tidspunktet for fritagelsen vil typisk være fra anmeldelsestidspunktet. Hvis
der efter anmeldelsen er foretaget ændringer af aftalen m.v., som har været
afgørende for Konkurrencerådets indrømmelse af fritagelsen, får fritagelsen
først gyldighed fra ændringen af aftalen m.v. En aftale m.v. vil ikke kunne
blive tillagt gyldighed forud for anmeldelsestidspunktet.
Den periode, en fritagelse gives for, afhænger bl.a. af, hvor sikker
analysen af de forhold, der betinger fritagelsen, er - herunder navnlig med
hensyn til den fremtidige udvikling. Jo mindre sikkerhed, des kortere
periode.
Endvidere fremgår det af § 8, stk. 3, at Konkurrencerådet kan meddele
vilkår til en fritagelse efter § 8, stk. 1. Som hovedregel vil der blive
meddelt vilkår til en fritagelse, i hvert fald i form af indberetningspligt.
Som udgangspunkt vil vilkårene blive mindre byrdefulde for virksomhederne, jo
kortere fritagelsesperioden er. Antallet af vilkår vil navnlig afhænge af
fritagelsesperiodens længde.
§ 8, stk. 4
Af § 8, stk. 4, fremgår, at Konkurrencerådet efter begæring forlænger en
fritagelse, såfremt betingelserne i § 8, stk. 1, fortsat er tilstede. Dette
kræver dog en fornyet anmeldelse af aftalen m.v., for at Konkurrencerådet kan
fastslå, om samtlige kriterier i § 8, stk. 1, fortsat er tilstede, ligesom
Konkurrencerådet har mulighed for at ændre på de vilkår, der tidligere har
været knyttet til fritagelsen, såfremt der er behov herfor. Ved en
forlængelse af en fritagelse efter § 8, stk. 4, skal det angives, fra hvilket
tidspunkt fritagelsen gælder, og i hvor lang tid den er gældende.
§ 8, stk. 5
Ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger er det fundet hensigtsmæssigt
at indføje bestemmelser om tilbagekaldelse i § 8. En afgørelse om individuel
fritagelse eller en forlængelse heraf er en begunstigende forvaltningsakt af
afgørende betydning for virksomhedernes retsstilling. Det er derfor
præciseret i § 8, stk. 5, hvornår der foreligger særlige hensyn, der kan
begrunde en tilbagekaldelse. Af Kommissionens hidtidige praksis fremgår, at
Kommissionen stort set aldrig har benyttet sig af muligheden for at
tilbagekalde en individuel fritagelse.
Ifølge nr. 1 kan Konkurrencerådet tilbagekalde en fritagelse, hvis de
faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt. Denne
betingelse vedrører forhold, som ikke kunne forudses, og som parterne ikke
nødvendigvis har haft indflydelse på.
I væsentlighedsbetingelsen ligger, at mindre ændringer i de faktiske
forhold ikke vil kunne begrunde en tilbagekaldelse af en fritagelse, specielt
ikke hvis fritagelsen er givet for en kortere periode. Hvis fritagelsen er
givet for en længere årrække, og ændringer i markedsforholdene medfører, at
fritagelsen nu vil skade konkurrencen alvorligt, kan en tilbagekaldelse dog
være nødvendig. Mindre ændringer i de faktiske forhold kan dog begrunde en
ændring af betingelserne for fritagelsen, men Konkurrencerådet forudsættes at
administrere denne mulighed med tilbageholdenhed. Hvis det findes nødvendigt
med en tilbagekaldelse på grund af ændringer i de faktiske forhold, vil der
blive indrømmet aftaleparterne m.v. en vis frist til at få ændret deres
aftaler m.v., således at de ikke rammes af forbudet i lovforslagets § 6.
Ifølge nr. 2 kan Konkurrencerådet ændre eller tilbagekalde en fritagelse,
hvis deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår. Det følger af
almindelige forvaltningsretlige regler om proportionalitet, at mindre
overtrædelser af meddelte vilkår ikke medfører, at fritagelsen kan
tilbagekaldes.
I det omfang, virksomhederne over for Konkurrencerådet afgiver urigtige
eller vildledende oplysninger, vil rådet normalt tilbagekalde fritagelsen,
jf. nr. 3. Beslutningsgrundlaget har i så fald været forkert, medmindre der
er tale om oplysninger, som har været uden betydning for vurderingen af, om
fritagelsesbetingelserne var opfyldt.
Det er alene urigtige eller vildledende oplysninger, som virksomhederne
har tilvejebragt til brug for Konkurrencerådet, som kan medføre
tilbagekaldelse af afgørelsen. Hvis der er tale om urigtige oplysninger, som
Konkurrencerådet af egen drift har indhentet fra andre end parterne eller
disses repræsentanter, kan afgørelsen ikke tilbagekaldes efter nr. 3, men
efter nr. 1.
Til § 9 Ifølge artikel 2 i Rådsforordning nr. 17/62 kan
Kommissionen efter begæring fra en virksomhed udstede en såkaldt
negativattest, hvor Kommissionen fastslår, at der ikke efter de forhold, som
den har kendskab til, findes anledning til i medfør af Traktatens artikel 85,
stk. 1, eller artikel 86, at skride ind over for en aftale, vedtagelse eller
samordnet praksis.
Årsagerne hertil kan set i relation til artikel 85, stk. 1, bl.a. være, at
Kommissionen finder, at der enten ikke foreligger en mærkbar
konkurrencebegrænsning eller, at der ikke foreligger en mærkbar påvirkning af
samhandelen mellem medlemsstaterne.
En negativattest kan have begrænset virkning. Den indebærer således, at
Kommissionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke ser anledning
til at gribe ind over for den virksomhed, som har begæret negativattesten.
Kommissionens afgørelse vil kunne tages op til revision, hvis forholdene
ændrer sig. En negativattest er ikke en fritagelse, og det at have indgivet
en ansøgning udelukker ikke, at der kan pålægges bøder. Der er dog tale om en
beslutning, som kan efterprøves af Domstolen.
Fordelen ved at ansøge om en negativattest er set fra en virksomheds side,
at det kan afklares - eventuelt på forhånd - om de væsentlige betingelser
for, at forbudet finder anvendelse, overhovedet er til stede.
I § 9 foreslås en bestemmelse, som i det væsentlige svarer til
bestemmelsen i Rådsforordning nr. 17/62. (I § 11, stk. 4, foreslås en dansk
negativattest for så vidt angår misbrug af dominerende stilling).
Konkurrencerådet kan således ifølge § 9 efter anmeldelse fra en virksomhed
m.v. erklære, at en aftale m.v. efter de forhold, som Konkurrencerådet har
kendskab til, ikke falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der ikke er
grundlag for at skride ind i medfør af § 6, stk. 4.
Udstedelsen af en erklæring efter § 9 forudsætter en anmeldelse, som
indgives til Konkurrencestyrelsen. Det forudsættes, at såfremt en virksomhed
m.v. har indgivet en anmeldelse efter § 9, har Konkurrencerådet pligt til at
træffe en afgørelse.
En erklæring fra Konkurrencerådet efter § 9 medfører, at der ikke vil
kunne pålægges bøder, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 23.
For så vidt angår de formelle regler for anmeldelse, henvises til
bemærkningerne til § 8, stk. 2.
Finder Konkurrencerådet, at der ikke kan udstedes en erklæring efter § 9,
er dette ensbetydende med, at den pågældende aftale m.v. er omfattet af
forbudet i § 6. Hvis virksomheden ikke indgiver en anmeldelse om fritagelse
efter § 8, kan der pålægges bøder, ligesom aftalen m.v. er ugyldig.
En erklæring binder Konkurrencerådet - dog ikke i det omfang, hvor
Konkurrencerådets grundlag for afgørelsen ændrer sig, eller der gør sig
forhold gældende, som Konkurrencerådet ikke havde kendskab til.
Hvis en virksomhed anmelder en aftale m.v. med henblik på kun at opnå en
erklæring efter § 9, kan Konkurrencerådet ikke af sig selv undersøge, om
betingelserne for en fritagelse efter § 8 er til stede.
Til § 10 § 4 i lovforslaget indebærer, at aftaler m.v., der opfylder
betingelserne i en EU-gruppefritagelse, ikke omfattes af forbudet i § 6.
I § 10 fastsættes, at erhvervsministeren efter at have indhentet udtalelse
fra Konkurrencerådet kan udstede særlige nationale gruppefritagelser, der
fritager grupper af aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis fra forbudet
i § 6, stk. 1.
Visse af EU-gruppefritagelserne indeholder markedsandele eller øvrige
forhold, som er knyttet til fællesmarkedet som sådant, det vil sige, at
gruppefritagelserne forudsætter et grænseoverskridende element - eksempelvis
EU-gruppefritagelsen for eneforhandlingsaftaler.
Gruppefritagelserne er begrundet i, at visse typer af
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. indebærer samfundsøkonomiske fordele, som
overstiger eller er væsentligere end de ulemper, som konkurrencebegrænsningen
medfører.
For aftaler m.v., der kun har virkning i Danmark, ville det være
urimeligt, om ikke også disse skulle kunne nyde godt af en gruppefritagelse,
udstedt med henblik på danske forhold.
Dette indebærer, at de gruppefritagelser, som kan udstedes efter § 10, for
det første kan være gruppefritagelser, der bygger på EU-gruppefritagelserne,
men tilpasset danske forhold.
For det andet kan der gøre sig specielle konkurrenceforhold gældende i
Danmark, som der ikke er gjort op med i en EU-gruppefritagelse. Dette kan
nødvendiggøre specielle danske gruppefritagelser.
Sådanne særlige nationale gruppefritagelser skal fastlægges i
overensstemmelse med de betingelser, der gælder for opnåelse af individuel
fritagelse efter bestemmelserne i § 8, stk. 1. En gruppefritagelse efter § 10
udstedes i overensstemmelse med EU-reglerne for et bestemt tidsrum.
Af specielle danske gruppefritagelser fra forbudet i § 6 tænkes bl. a.
udstedt en fritagelse for detailhandelen, som det er tilfældet i Sverige. Den
svenske gruppefritagelse for detailhandelen fastslår, hvad der er tilladt for
kæder med en markedsandel på mindre end 15 pct., henholdsvis hvad der er
tilladt for kæder med en markedsandel på 15 pct., men under 35 pct.
Den svenske gruppefritagelse indeholder ingen negative kriterier, som det
kendes fra EU-gruppefritagelsesforordningerne, men alene positive kriterier
for hvilke aftaleformer de to kædetyper må indgå.
Der er fælles regler for så vidt angår indkøbssamarbejde, fælles
markedsføring, retten til at sælge de i fællesskab indkøbte varer, samt
samarbejde om butiksetablering, finansielle og administrative tjenester m.v.
De mindre kæder må i højere grad end de store kæder indgå aftaler m.v. om
kalkulationshjælp samt prissamarbejde i den fælles markedsføring.
For begge kædetyper i den svenske gruppefritagelse gælder, at der alene må
aftales maksimalpriser, samt at de indgåede aftaler m.v. alene må indgås
mellem medlemmer af en og samme kæde.
En dansk gruppefritagelse for kædesamarbejde i detailhandelen vil skulle
udformes under hensyn til konkurrenceforholdene på det danske marked, hvor
detailhandelen er karakteriseret ved kapitalkæder, frivillige kæder og
kædesamarbejde inden for brugsforeningsbevægelsen, hvis indbyrdes
konkurrenceforhold skal afspejles i gruppefritagelsen.
Erhvervsministeren kan ændre eller ophæve en gruppefritagelse udstedt
efter § 10, hvis forholdene har ændret sig på et punkt, der har været
væsentligt for gruppefritagelsens udstedelse. I så fald fastsættes en
tilpasningsfrist for aftaler m.v., som var omfattet af den oprindelige
gruppefritagelse.
Til kapitel 3
Misbrug af dominerende stilling Udformningen af § 11 er inspireret af
bestemmelsen i artikel 86 i Traktaten. Til forskel fra forbudet i Traktatens
artikel 86 er forbudet i § 11, stk. 1, ikke strafsanktioneret, medmindre den
virksomhed, som overtræder forbudet, har modtaget et tilsvarende påbud efter
§ 11, stk. 3, inden for de seneste 5 år.
Bestemmelsen i § 11, stk. 2, angiver eksempler på misbrug, som
Konkurrencerådet kan forbyde.
Såfremt Konkurrencerådet efter klage, af egen drift eller efter henvisning
fra Kommissionen konstaterer, at en virksomhed har overtrådt forbudet, kan
der udstedes påbud om at bringe overtrædelsen til ophør efter § 11, stk. 3.
Overtrædelser af påbud udstedt i henhold til § 11, stk. 3, er sanktioneret
med bødestraf efter § 23, stk. 1, nr. 4.
Til § 11 Virksomhedsbegrebet
§ 11 finder anvendelse på en eller flere virksomheder, som misbruger en
dominerende stilling på markedet. Med hensyn til virksomhedsbegrebet henvises
til bemærkninger til § 2, stk. 1, vedrørende begrebet erhvervsvirksomhed.
Hvis der er tale om et misbrug foretaget af to eller flere uafhængige
virksomheder, og hvis dette misbrug er udslag af en aftale eller samordnet
praksis mellem disse virksomheder, vil forholdet skulle afgøres efter § 6,
jf. bemærkningerne til § 6 om aftalebegrebet, henholdsvis om samordnet
praksis. Det fremgår heraf, at kravene til bevis for samordnet praksis er
lempelige, hvis der har været kontakt mellem de pågældende virksomheder.
§ 11 finder endvidere anvendelse i tilfælde, hvor en offentlig virksomhed
misbruger sin markedsdominans, selv om den dominerende stilling f.eks.
skyldes en lovbestemt eneret.
Med hensyn til en (offentlig eller privat) forsynings- eller
transportvirksomhed m.v. med en dominerende markedsposition, der udbyder
tjenesteydelser på et marked, hvor der aktuelt eller potentielt er
konkurrerende virksomheder, kan der bestå en mulighed for et misbrug af den
dominerende stilling ved, at det pågældende selskab vanskeliggør eller
hindrer andre tjenesteudbyderes nødvendige adgang til forsynings- eller
transportvirksomhedens infrastruktur m.v. Disse andre kan være allerede
eksisterende tjenesteudbydere eller nye tjenesteudbydere, der ønsker at komme
ind på markedet.
Dominansbegrebet
Kommissionens og Domstolens praksis vil være vejledende ved fortolkningen
af begrebet dominerende stilling i lovforslagets § 11. Dette indebærer
ændrede betingelser i forhold til den gældende konkurrencelov for at statuere
dominans. Efter Kommissionens og Domstolens praksis foreligger der en
dominerende stilling, når en virksomhed indtager en så stærk økonomisk
stilling, at den har mulighed for at hindre, at der opretholdes effektiv
konkurrence på det pågældende marked, idet den nævnte stilling giver
virksomheden mulighed for uafhængig adfærd i forhold til konkurrenter, kunder
og i sidste instans forbrugerne.
Efter Kommissionens og Domstolens praksis er virksomhedens markedsandel et
vigtigt kriterium for vurderingen af, om der foreligger dominerende stilling.
I de tilfælde, hvor markedsandelen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at
statuere dominerende stilling, må der inddrages supplerende kriterier. Der
kan navnlig lægges vægt på den aktuelle og potentielle konkurrence på
markedet, samt strukturelle og adfærdsmæssige forhold på det relevante
marked.
En markedsandel på 25 pct. og derunder vil formentlig ikke være
tilstrækkeligt til at statuere dominerende stilling. Med en så begrænset
markedsandel vil en virksomhed sjældent være i stand til at hindre den
effektive konkurrence gennem sin markedsstilling.
Markedsandele på mellem 25 og 40 pct. er formentlig ikke alene
tilstrækkelige til at statuere dominans på det relevante marked. En
dominerende stilling må derfor bekræftes ved supplerende kriterier.
Ved en markedsandel på over 40 pct. er der en formodning for, at
virksomheden(erne) indtager en dominerende stilling på markedet. Dette gælder
under alle omstændigheder i de tilfælde, hvor denne markedsandel er fastholdt
over en længere periode.
En markedsandel på 50 pct. eller derover kan i sig selv udgøre beviset
for, at der foreligger dominerende stilling.
En dominerende stilling forudsætter, at indflydelsen kan opretholdes over
en vis periode. En midlertidig markedsandel af betydelig størrelse er derfor
ikke i sig selv nok til at statuere dominerende stilling.
Det relevante marked
For at kunne vurdere, om der er tale om dominerende stilling, er det
nødvendigt at afgrænse det relevante produktmarked og det relevante
geografiske marked.
Markedsandelen for en virksomhed, som kan være stor på et snævert
defineret produktmarked, f.eks. teglsten, kan være lille på et bredere
defineret produktmarked, f.eks. byggematerialer. På tilsvarende måde kan en
virksomhed have en stor markedsandel, hvis det geografiske marked afgrænses
til en del af det danske marked, men lille hvis det geografiske marked f.eks.
er hele Danmark. Afgrænsningen af det relevante produkt- og geografiske
marked er derfor af væsentlig betydning for anvendelsen af § 11.
Det analytiske udgangspunkt ved afgrænsningen af det relevante marked er
en efterspørgselsbetinget vurdering af, hvornår der er et betydeligt spring i
kæden af substituerende produkter, teoretisk målt ved hjælp af
krydspriselasticiteten imellem forskellige udbyderes produkter eller
tjenesteydelser til samme geografiske marked. Der skal anlægges en både
statisk og dynamisk vurdering af den virksomme konkurrence.
Krydspriselasticiteten udtrykker, i hvilket omfang forbrugernes efterspørgsel
af beslægtede varer påvirkes af prisændringer.
Konkurrencerådet kan som sit analytiske udgangspunkt fra sag til sag
vurdere, hvad de involverede virksomheder selv opfatter som det relevante
marked. Det kan f.eks. komme til udtryk igennem markedsføringen: Hvilke
kundegrupper henvender man sig til, hvilke anvendelsesområder har produktet
(det funktionelle aspekt), og hvilke produkter sammenlignes det eventuelt
med.
Ved produktmarked forstås markedet for de produkter og/eller
tjenesteydelser, som forbrugerne betragter som substituerbare på grund af
produkternes art, pris og anvendelse (funktion).
Et produktmarked kan bestå af et antal produktgrupper. Med en
produktgruppe menes et produkt eller en mindre gruppe af produkter, som har
næsten samme fysiske eller tekniske karakteristika, og som er substituerbare.
Inden for en sådan produktgruppe er forskellen mellem de enkelte produkter
ubetydelig og beror som regel kun på mærke- og/eller imageaspekter.
Produktmarkedet vil normalt svare til den klassificering, som virksomhederne
benytter i egen markedsføring.
Ved det relevante geografiske marked forstås det område, hvor de konkrete
virksomheder afsætter deres produkter eller tjenesteydelser, som har
tilstrækkelige homogene konkurrencevilkår, og som kan adskilles fra
afgrænsede områder på grund af væsentlige forskelle i konkurrencevilkårene.
Blandt de elementer, som indgår ved identifikationen af det geografiske
marked, er varens eller tjenestens art og karakteristika, eventuelle
barrierer for adgangen til det pågældende område, forbrugsvaner, store
forskelle mellem virksomhedernes markedsandele i dette og tilgrænsede områder
eller større prisforskelle.
Medens det er klart, at efterspørgselsmæssige forhold i sidste instans
betinger markedsafgrænsningen, er det dog klart, at faktorer som smag, mode,
mærkevarepræferencer m.v. normalt alene er af en ringe tidsmæssig interesse.
Konkurrencesituationen fastlægges i nutidens markeder for varer og
tjenesteydelser oftest ikke kun af de helt aktuelle konkurrenceforhold, men
også på kort - og naturligvis i endnu højere grad på lang - sigt af den
potentielle konkurrence. Dette taler mod en meget snæver markedsafgrænsning
alene byggende på korttidskrydspriselasticitet. Et vare- eller tjenestemarked
karakteriseres typisk af en kæde af substitutter, der langsigtet
tilfredsstiller samme behov, og ved fastlæggelsen af markedet må der derfor
også tages hensyn til den potentielle konkurrence og den forventede udvikling
i substituerbarheden.
I overensstemmelse med EU-retten vil der hyppigt ved afgrænsningen af det
relevante marked skulle tages hensyn til såkaldt udbudssubstitution, det vil
sige spørgsmålet om, hvorvidt andre udbydere af lignende varer vil være i
stand til uden større omkostninger og på kort sigt at omlægge deres
produktion til de pågældende varer. Denne indfaldsvinkel indebærer en ændring
i forhold til den nuværende praksis.
Misbrugsbegrebet
§ 11, stk. 2, anfører en række eksempler på misbrug. Opregningen i nr. 1-4
er ikke udtømmende, men er alene en eksemplificering, jf. ordene »f.eks.
foreligge ved..«. Eksemplerne er en vejledende illustration af typiske
forhold, der kan være et misbrug, som har skadelig virkning efter
bestemmelsen i § 11, stk. 1.
Parallelt til opregningen i EF-Traktatens artikel 86 er følgende
misbrugsformer opregnet i § 11, stk. 2:
§ 11, stk. 2, nr. 1
§ 11, stk. 2, nr. 1, omfatter bl.a. misbrug, der består i fastsættelse af
urimeligt høje priser til skade for efterspørgerne af varer eller
tjenesteydelser. Efter Domstolens praksis kræves der imidlertid detaljeret
bevis for, at der kan statueres urimeligt høje priser. Dette kan ske gennem
en analyse af omkostningsstrukturen ved at sammenligne den pågældende vares
salgspris med varens produktionspris og dermed fastlægge fortjenstmargenen.
På dette grundlag kan det vurderes, om der består et urimeligt forhold mellem
de faktisk afholdte omkostninger og den faktisk opkrævede pris. I bekræftende
fald må det undersøges, om der er tale om påtvingelse af en pris, som enten i
sig selv eller i forhold til prisen for konkurrerende varer er urimelig.
Domstolen har dog anført, at også andre metoder kan bringes i anvendelse med
henblik på at opstille kriterier for, hvornår prisen for en vare eller en
tjenesteydelse er urimelig.
Udgangspunktet ved vurderingen er, ligesom praksis efter den gældende
konkurrencelov, de priser, der ville dannes på markedet med virksom
konkurrence.
Lovforslaget indebærer, at enkeltvarekalkulationsprincippet fortsat vil
være udgangspunktet. Dette betyder, at der foretages en analyse af
omkostningsstrukturen med henblik på beregning af de omkostninger, som medgår
til at fremstille det enkelte produkt. Producerer virksomheden flere ydelser
eller produkter, skal beregningen foretages for hver enkelt af disse
produkter. Anvendelsen af dette princip ligger både i forlængelse af
Domstolens praksis og i forlængelse af hidtidig praksis efter den gældende
konkurrencelov.
Bedømmelsen af omkostningsstrukturen skal foretages på grundlag af
forholdene i en virksomhed, der drives på en teknisk og kommercielt
hensigtsmæssig måde. Som ved administrationen af den gældende konkurrencelov
tages udgangspunkt i de regnskabsmæssige vurderingsprincipper, som normalt
anvendes i branchen eller virksomheden. Dette har normalt ført til, at
kostprincippet er anvendt. Det afgørende er, at det samme princip lægges til
grund i hele den periode, der bedømmes.
Enkeltvarekalkulationsprincippet kan fraviges, hvor vægtige hensyn,
herunder til forsknings- og udviklingsintensive produktionsmåder, taler
derfor.
Ved vurderingen af om urimelige købs- eller salgspriser foreligger, skal
det afgøres, om prisen eller avancen klart overstiger, hvad der såvel med
hensyn til størrelse som varighed ville kunne opnås på et marked med virksom
konkurrence. Den nærmere fastlæggelse af prisen eller avancen må ske gennem
en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene, som de ville være i et
konkurrencepræget marked. Ved vurderingen af, hvad der er en rimelig
indtjening, tages der udgangspunkt i markedsforholdene. Hvis en virksomhed
under fri prisdannelse og konkurrence kan opretholde et givet prisniveau, kan
prisen ikke være urimelig.
Lave priser er sammen med kvalitet og service normalt de
konkurrenceparametre, som virksomhederne benytter for at kunne vinde
markedsandele. I princippet er skarp priskonkurrence et samfundsmæssigt
ønskværdigt fænomen, og hvis en væsentlig lavere pris er resultatet af
stordriftbetinget omkostningseffektivitet, er dette ikke kun
konkurrencemæssigt acceptabelt, men i fuld overensstemmelse med den
effektivitetsmålsætning, der er grundlæggende for al konkurrencelovgivning.
En dominerende virksomhed vil dog kunne misbruge sin markedsdominans, hvis
den benytter urimeligt lave priser (predatory pricing - »dræbende
priskrig«) i en længere periode med henblik på at fortrænge svagere
stillede konkurrenter, der ikke i længere tid er i stand til at holde lige så
lave priser. Forudsætningen for, at der kan være tale om urimeligt lave
priser, er dog, at den lave pris ikke skyldes en stordriftsbetinget
effektivitet, men alene er betinget af større kapitalstyrke. Dette vil nemlig
være indikation for, at virksomheden har til hensigt at forhøje priserne,
såsnart konkurrenten er fortrængt fra markedet.
§ 11, stk. 2, nr. 1, omfatter endvidere misbrug, der består i, at en
dominerende virksomhed betinger sig, at der ved videresalg i efterfølgende
omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.
Forbudet gælder både bestemmelser, der generelt retter sig mod
efterfølgende omsætningsled og konkrete bestemmelser over for
enkeltvirksomheder.
§ 11, stk. 2, nr. 2
§ 11, stk. 2, nr. 2, omfatter f.eks. leveringsnægtelse, det vil sige, at
en virksomhed vægrer sig ved at levere f.eks. til aftagere, der ikke opfylder
visse af den dominerende virksomheds fastsatte krav. Der kan også være tale
om nægtelse af at levere reservedele til et allerede leveret produkt.
Lovforslaget skal administreres i overensstemmelse med Kommissionens og
Domstolens praksis vedrørende leveringsnægtelser. Denne praksis svarer i vidt
omfang til den nugældende konkurrencelovs praksis vedrørende
leveringsnægtelser. Der er dog enkelte fravigelser. Bl.a. stiller
Kommissionen og Domstolen krav til større markedsposition (dominanskravet).
Udgangspunktet ved leveringsnægtelser er, at leverandøren har ret til selv
at bestemme, hvem denne ønsker at handle med. En klagers erhvervsmæssige
interesse i levering skal derfor afvejes over for leverandørens krav på
frihed til selv at vælge sine forretningsforbindelser. Det er tillige en
forudsætning, at der foreligger en konkurrencebegrænsning, som medfører eller
vil kunne medføre skadelige virkninger.
Disse afvejninger indebærer, at en leverandør som udgangspunkt ikke vil
kunne nægte at levere, såfremt:
1) adgangen til leverancer er af væsentlig betydning for den, der ønsker
leverancerne,
2) leverandøren har en dominerende stilling på markedet, og
3) leverandøren ikke har givet en objektiv, saglig og rimelig begrundelse
for leveringsnægtelsen, der administreres konsekvent af den pågældende.
§ 11, stk. 2, nr. 3
§ 11, stk. 2, nr. 3, omfatter f.eks. misbrug, der består i, at en
virksomhed tilbyder visse af sine aftagere af varer eller tjenesteydelser
rabatter eller bonus, som ikke ydes til andre aftagere, der under samme
omstændigheder får leveret samme mængder.
Som hovedregel anses de omkostningsbegrundede rabat- og bonusformer, (det
vil sige prisnedslag, der er begrundet i omkostningsbesparelser) ikke at
medføre skadelige virkninger på priserne eller konkurrencen. Tværtimod kan de
fremme en effektiv konkurrence, såfremt de baserer sig på objektive og
rimelige kriterier og er kendte for køberne.
De efterspørgselsbetingede/afsætningsbegrundede rabat- og bonusformer (det
vil sige prisnedslag, der alene baserer sig på afsætningsmæssige hensyn,
f.eks. troskabsrabatter) vil derimod kunne påvirke konkurrencen mellem
virksomhederne og dermed adgangen til markedet på en måde, der skader
effektiviteten og strukturtilpasningen. Dette vil især være tilfældet på
markeder, hvor mulighederne for aktiv konkurrence er begrænset, bl.a. som
følge af virksomheder med dominerende indflydelse på konkurrencevilkårene.
En yderligere skærpelse foreligger i tilfælde, hvor der er knyttet en
»engelsk klausul« til en aftale om rabat eller bonus, således at
den dominerende virksomhed fra aftagerne får leveret detaljerede oplysninger
om de mest favorable tilbud fra konkurrerende virksomheder med henblik på
altid at kunne tilbyde priser, der ikke overstiger konkurrenternes laveste
tilbudte priser.
Det vil imidlertid altid i hvert enkelt tilfælde være nødvendigt på
grundlag af nærmere undersøgelser konkret at vurdere, hvorvidt de pågældende
rabat- og bonusydelser har urimelige virkninger, herunder om de gives til
imødegåelse af lignende rabat- og bonusydelser fra andre konkurrenter.
§ 11, stk. 2, nr. 4
§ 11, stk. 2, nr. 4, omfatter f.eks. »tying«, det vil sige, at
en virksomhed, der besidder en stærk stilling på markedet for et produkt, gør
brug af sin magt til at pålægge aftagerne af dette produkt løbende at aftage
andre produkter, der befinder sig på et konkurrenceudsat marked.
Påbud om ophør
Bestemmelsen i § 11, stk. 3, giver Konkurrencerådet hjemmel til på eget
initiativ, efter klage eller som følge af en henvisning fra Kommissionen, at
give virksomheder påbud om at bringe en konkurrencebegrænsende adfærd
omfattet af stk. 1 til ophør, jf. § 16. Et påbud vil i overensstemmelse med
Konkurrencerådets hidtidige praksis være skriftligt. I påbudet ligger dels,
at der foreligger en konkurrencebegrænsning i strid med § 11, stk. 1, dels at
konkurrencebegrænsningen skal bringes til ophør.
Et påbud om ophør kan udstedes, såsnart Konkurrencerådet konstaterer, at
forbudet i stk. 1 er overtrådt.
Et påbud om, at en forbudt adfærd skal bringes til ophør, skal som
udgangspunkt overholdes fra datoen, hvor påbudet meddeles. I ganske særlige
tilfælde kan Konkurrencerådet dog indsætte en frist, indenfor hvilken den
forbudte adfærd skal bringes til ophør. Fristen fastsættes ud fra en
afvejning af hensynet til virksomhedens praktiske mulighed for umiddelbart at
bringe den konkurrencebegrænsende adfærd til ophør overfor hensynet til, at
den effektive konkurrence genoprettes, herunder særligt hensynet til
virksomheder, der direkte påvirkes af konkurrencebegrænsningen.
Et påbud kan endvidere indeholde særlige vilkår. Som eksempler herpå kan
nævnes, at virksomheden skal ændre sine forretningsbetingelser, at
virksomheden skal levere til en bestemt virksomhed på nærmere fastsatte
vilkår eller lignende. Et vilkår må være proportionalt med
konkurrencebegrænsningens karakter.
Overtrædelse af påbud udstedt i henhold til § 11, stk. 3, eller vilkår i
disse er sanktioneret med bødestraf efter § 23, stk. 1, nr. 4. Forbudet i §
11, stk. 1, er derimod ikke strafsanktioneret, medmindre den virksomhed, som
overtræder forbudet i stk. 1, inden for de seneste 5 år har modtaget påbud
for en overtrædelse, der udgør et tilsvarende misbrug efter § 11, stk. 3, jf.
§ 23, stk. 1, nr. 2.
Det er hensynet til virksomhederne, der har begrundet, at forbudet i stk.
1 som udgangspunkt ikke er strafsanktioneret. Afgrænsningen af, hvornår en
virksomhed er dominerende, og hvornår betingelserne for misbrug er opfyldt,
kan være vanskelig at foretage. Virksomheder kan derfor have svært ved selv
at bedømme, hvornår de overtræder forbudet i stk. 1. Har en virksomhed
derimod inden for en periode af 5 år allerede en gang overtrådt forbudet i
stk. 1, må der være en formodning for, at virksomheden er blevet gjort
opmærksom på forbudet og bekendt med den praktiske administration heraf.
Femårsfristen regnes fra datoen for påbudets meddelelse.
Erklæring om ikke-indgreb
Bestemmelsen i § 11, stk. 4, indeholder hjemmel til, at Konkurrencerådet
efter anmeldelse fra en virksomhed kan erklære, at en given adfærd ikke er
omfattet af forbudet i § 11, stk. 1. Anmeldelse indgives til
Konkurrencestyrelsen. Det forudsættes, at såfremt en virksomhed m.v. har
indgivet en anmeldelse efter § 11, stk. 4, har Konkurrencerådet pligt til at
træffe en afgørelse. Der henvises til bemærkningerne til § 9.
Til kapitel 4
Meddelelse om fusioner m.v. For at sikre Konkurrencestyrelsen en mulighed
for at følge udviklingen på markederne, indeholder lovforslagets § 12 en
pligt for virksomheder til at meddele fusioner, virksomhedsovertagelser og
sammenlægninger af virksomheder til Konkurrencestyrelsen. Undladelse af at
give meddelelse er underlagt bødestraf, jf. lovforslagets § 23, stk. 1, nr.
3.
Til § 12 Med lovforslagets § 12, stk. 1, indføres pligt til at
meddele fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af virksomheder
til Konkurrencestyrelsen. Meddelelsen vil ikke i sig selv give anledning til,
at der indledes en undersøgelse vedrørende misbrug af dominerende stilling.
Bestemmelsen er begrundet i, at Konkurrencestyrelsen bør være orienteret om
større koncentrationer i Danmark med henblik på vurdering af behovet for at
følge disse større virksomheders fremtidige markedsadfærd.
Meddelelsespligten er også tænkt som et hjælpemiddel til at give
Konkurrencestyrelsen et overblik over virksomhedskoncentrationen inden for de
forskellige brancheområder.
Meddelelse skal først ske, når fusionen m.v. har fundet sted.
Fusionsbegrebet skal forstås i overensstemmelse med aktie- og
anpartsselskabslovens fusionsregler. Der kan her være tale om enten de
såkaldte uegentlige fusioner, hvor et eller flere selskaber fusioneres ind i
et andet, eller de egentlige fusioner, hvor to eller flere selskaber
fusioneres til et nyt selskab.
Med hensyn til et såkaldt joint venture, en separat virksomhed, som
kontrolleres i fællesskab af to eller flere virksomheder, behandles det efter
reglerne i kapitel 2. Der henvises til bemærkningerne til § 6.
Ved virksomhedsovertagelser forstås i denne bestemmelse erhvervelse af så
stor en del af en virksomheds kapital eller stemmerettigheder, at den eller
de virksomheder eller den personkreds, der overtager kapitalandelen eller
stemmerettighederne, opnår en bestemmende indflydelse på selskabets
dispositioner.
Sammenlægninger af virksomheder skal i denne sammenhæng forstås som et
samlebegreb for øvrige virksomhedskoncentrationer, som ikke kan siges at være
fusioner i selskabsretlig forstand eller en decideret virksomhedsovertagelse.
Et eksempel kunne være sammenlægning af to andelsselskaber.
Det foreslås at undtage koncerninterne fusioner mellem moderselskaber og
datterselskaber samt fusioner mellem datterselskaber. En fusion må anses for
koncernintern, når det ene af de fusionerende selskaber har bestemmende
indflydelse i de øvrige deltagere i fusionen, eller når fusionsdeltagerne
direkte eller indirekte er undergivet bestemmende indflydelse fra samme
virksomhed. I disse tilfælde sker der ikke yderligere koncentration af
indflydelsen på markedsandelen, hvorfor disse former for fusion ikke er
omfattet af meddelelsespligten.
De meddelelsespligtige fusioner m.v. er ikke omfattet af
offentlighedsloven, jf. § 13, stk. 1, hvorfor der ikke kan gives aktindsigt i
de meddelte oplysninger. Derimod vil Konkurrencerådet som hidtil under
iagttagelse af bestemmelsen om undtagelse fra offentlighed i § 13, stk. 4,
kunne offentliggøre oplysninger om fusioner m.v. Der henvises til
bemærkningerne til § 13.
I medfør af lovforslagets § 12, stk. 2, har erhvervsministeren hjemmel til
efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet at udstede
bekendtgørelse om omfanget af meddelelsespligten i henhold til § 12, stk. 1.
Bekendtgørelsen kan angive en nedre grænse for meddelelsespligtens omfang
baseret f.eks. på fusionsparternes omsætning eller andre begrænsninger i
meddelelsespligtens omfang.
Til kapitel 5
Offentlighed
Til § 13 I den gældende konkurrencelov er offentlighed og gennemsigtighed
det bærende princip. Den vide gennemsigtighed i den oprindelige lov blev
begrænset i 1992, da offentlighedens almindelige adgang til aktindsigt i
Konkurrencerådets sager blev begrænset til sager vedrørende aftaler og
vedtagelser, der er anmeldelsespligtige efter konkurrencelovens § 5, samt
oplysninger, der er indberettet i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1,
hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom.
Parters rettigheder er reguleret af forvaltningsloven og berøres ikke af
forslaget.
Samlet indebærer lovforslaget, at gennemsigtighedsprincippet, som det
kendes i den gældende konkurrencelov, afskaffes. Der vil dog fortsat være
behov for forbrugeroplysende gennemsigtighed, f.eks. undersøgelser om pris-
og rabatforhold eller forretningsbetingelser i en branche, fakturering eller
anden dokumentation for prisberegning m.v. Den forbrugeroplysende
gennemsigtighed adskiller sig fra konkurrencemæssig gennemsigtighed ved, at
gennemsigtigheden begrænses til markedsføringsforhold, der er relevante for
dispositioner i forbrugerforhold, mens konkurrencemæssig gennemsigtighed også
omfatter en virksomheds interne forretningsforhold. Det foreslås, at
bestemmelserne om forbrugergennemsigtighed ligesom bestemmelserne i den
gældende konkurrencelov om mærkning eller skiltning med pris og mængde
overføres til forbrugerlovgivningen, jf. § 28.
Endvidere er det fundet nødvendigt at medtage en generel hjemmel for
Konkurrencerådets offentliggørelser af oplysninger.
Det foreslås i stk. 1, at sager efter konkurrenceloven generelt undtages
fra offentlighed. Dog er der offentlighed om sager vedrørende fastsættelse af
regler efter konkurrenceloven, hvor ministeren typisk skal indhente en
udtalelse fra Konkurrencerådet, eller hvor Konkurrencerådet selv fastsætter
regler. Efter denne bestemmelse finder offentlighedsloven alene anvendelse på
sager om fastsættelse af bestemmelser i medfør af konkurrenceloven.
Det foreslås i stk. 2, at Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende
myndigheders svar efter § 2, stk. 2, anmeldelser efter § 2, stk. 3, 1. pkt.,
samt afgørelser truffet i medfør af loven, kan offentliggøres. Det må anses
for at være af generel interesse for virksomhederne og offentligheden iøvrigt
at få kendskab til disse afgørelser og anmeldelser og dermed til praksis på
disse områder.
Forslagets stk. 3 medfører, at Konkurrencerådet i lighed med andre
myndigheder kan offentliggøre, hvad rådet beskæftiger sig med, eller mere
generelt oplysende redegørelser, eksempelvis de redegørelser om fusioner, som
Konkurrencerådet efter den gældende lov har udsendt.
Ved offentliggørelse af oplysninger efter stk. 3 vil bestemmelsen i stk. 4
finde tilsvarende anvendelse. Ligeledes vil forvaltningsrettens regler om
tavshedspligt og videregivelse af oplysninger finde anvendelse.
Som en undtagelse fra stk. 2 og 3 foreslås det i stk. 4, 1. pkt., at
oplysninger om tekniske forhold og drifts- og forretningshemmeligheder, for
så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den
virksomhed, som oplysningen angår, undtages fra Konkurrencerådets mulighed
for offentliggørelse.
Det er i stk. 4, 1. pkt., tilsigtet at skabe overensstemmelse med
undtagelserne i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, idet dog
»drifts- og forretningshemmeligheder« er en mere snæver
formulering. Det skyldes, at det vil gøre formålet med offentliggørelse af
afgørelser illusorisk, hvis forretningsforhold som sådan kan undtages fra
offentlighed. Det er af væsentlig betydning for forståelsen og anvendelsen af
en afgørelse, at det er muligt i et vist omfang at referere faktuelle
oplysninger vedrørende drifts- og forretningsforhold.
Det foreslås samtidig generelt at undtage oplysninger om enkelte kunders
forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, fra
Konkurrencerådets offentliggørelse af afgørelser, jf. stk. 4, 2. pkt.
I overensstemmelse med den gældende lov gives der i stk. 5 rådets formand
kompetence til at bestemme, om oplysninger og i givet fald i hvilken form
disse kan tilgå rådets medlemmer. Denne kompetence er eksklusiv og endelig.
Til kapitel 6
Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser Efter lovforslaget vil
administrationen af konkurrenceloven blive varetaget af et uafhængigt
kollegialt råd, Konkurrencerådet. Rådets sekretariatsforretninger varetages
af en styrelse under Erhvervsministeriet, Konkurrencestyrelsen, der herudover
fungerer som en styrelse med en række andre opgaver.
Rådet forudsættes at behandle sager af principiel eller særlig stor
betydning, samt sager i hvilke der foreligger særlig tvivl, mens den daglige
administration af loven forudsættes varetaget af Konkurrencestyrelsen på
rådets vegne.
Afgørelser efter loven kan ikke indklages for erhvervsministeren, men kan
alene ankes til Konkurrenceankenævnet. Afgørelserne vil i sidste ende kunne
indbringes for domstolene.
Med baggrund i rådets funktion foreslås det at ændre rådets nuværende
sammensætning af dels uafhængige medlemmer, dels medlemmer udpeget efter
indstilling fra organisationerne. Det har vist sig, at en væsentlig del af
rådets virksomhed vedrører offentlig erhvervsvirksomhed og regulering heraf.
På denne baggrund er det fundet hensigtsmæssigt, at personer med særlig
indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed repræsenteres i rådet. Endvidere
forudsættes rådet at repræsentere en bredere samfundsmæssig sagkundskab. Den
foreslåede bestemmelse medfører en udvidelse af antallet af medlemmer af
Konkurrencerådet i forhold til i dag.
Til § 14 Ifølge § 14, stk. 1, er det Konkurrencerådet, der påser
overholdelsen af denne lov og bestemmelser udstedt i medfør heraf, jf. dog §
2, stk. 2, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at afgørelse af, hvorvidt en
konkurrencebegræsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering m.v., træffes af den myndighed m.v., der har fastsat reguleringen,
eller, såfremt reguleringen er fastsat ved lov eller EU-forordning, af
vedkommende minister.
Det fremgår endvidere, at Konkurrencerådet kan træffe beslutning om at
undlade at behandle sager, hvis Kommissionen har den samme sag under
behandling efter EU-konkurrencereglerne. Denne regulering af håndhævelsen af
den danske konkurrencelov hænger sammen med gennemførelsen af et
one-stop-shop princip, som for så vidt angår den materielle regulering er
behandlet i lovforslagets § 4.
Med formuleringen »Konkurrencerådet afgør, om en klage giver
tilstrækkelig anledning til undersøgelse« i § 14, stk. 1, 3. pkt.,
præciseres det, at der ikke foreligger nogen ubetinget pligt til at behandle
en klage. Konkurrencerådet kan således, under hensyntagen til prioriteringen
af rådets arbejde, beslutte at afvise at behandle klager af mindre betydning.
I sager om fritagelser efter § 8 samt erklæringer om ikke-indgreb efter § 9
og § 11, stk. 4, vil Konkurrencerådet dog være forpligtet til at behandle
sagen og træffe afgørelse. Beslutning om afvisning vil ikke kunne ankes.
Beslutningen vil i stedet kunne indbringes for domstolene og Folketingets
Ombudsmand, jf. bemærkningerne til § 19.
Bestemmelsen i § 14, stk. 1, 4. pkt., betyder, at Konkurrencerådet skal
holde sig løbende orienteret om Kommissionens tiltag i relation til
virksomheder, der er omfattet af den danske konkurrencelov. Så snart det
kommer til Konkurrencerådets kendskab, at Kommissionen har taget en sag op,
bør det overvejes, om en dansk sag vedrørende samme konkurrencebegrænsning
bør afvente Kommissionens afgørelse.
Som hovedregel må Konkurrencerådet afstå fra at behandle sager, hvis
Kommissionen har indledt procedure vedrørende de samme
konkurrencebegrænsninger med henblik på forbud efter artikel 85, stk. 1,
eller artikel 86, eller med henblik på fritagelse efter artikel 85, stk. 3.
Derimod vil det forhold, at Kommissionen har indledt procedure med henblik på
udstedelse af negativattest eller har afvist en klage, som oftest ikke
forhindre behandlingen af en sag efter de danske konkurrenceregler, idet et
sådant skridt er udtryk for, at Kommissionen er af den opfattelse, at
forholdet ikke er omfattet af EU-konkurrencereglerne, typisk fordi der ikke
er tale om en mærkbar påvirkning af samhandelen. Der kan på den anden side
forekomme tilfælde, hvor det er klart, at Kommissionen har taget stilling
til, om et forhold udgør en konkurrencebegrænsning, og Konkurrencerådet bør
ved sin stillingtagen tage hensyn hertil ved behandlingen af samme spørgsmål.
Kommissionen indleder som regel først procedure på tidspunktet for
meddelelse af klagepunkter eller ved offentliggørelsen i EF-Tidende af en
artikel 19, stk. 3-meddelelse efter forordning nr. 17/62 om, at Kommissionen
har til hensigt at give en individuel fritagelse efter artikel 85, stk. 3,
eller træffe beslutning om negativattest. Kommissionen kan dog også indlede
procedure på et tidligere stadium i sagsbehandlingen, f.eks. når den over for
en virksomhed begærer fornødne, nærmere definerede oplysninger.
Der kan dog tænkes situationer, hvor der vil være behov for, at
Konkurrencerådet, uanset at Kommissionen har indledt procedure, kan fortsætte
sagsbehandlingen. Der kan på det danske marked gøre sig så specielle forhold
gældende, at den danske sag vanskeligt vil kunne afvente en beslutning eller
stillingtagen fra Kommissionen. Det vil i så fald påhvile Konkurrencerådet at
godtgøre, at det er nødvendigt at fortsætte sagsbehandlingen, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 4. Det forudsættes, at sådanne sager er af
så principiel betydning, at de behandles af Konkurrencerådet.
Efter stk. 2 skal Konkurrencestyrelsen stille sekretariatsbistand til
rådighed for rådet og varetage den daglige administration af loven.
Konkurrencerådet og Konkurrencestyrelsen er ved administrationen af
konkurrenceloven uafhængige af erhvervsministeren. Dette indebærer, at
erhvervsministeren ikke har instruktionsbeføjelser med hensyn til sagernes
behandling, ligesom erhvervsministeren ikke kan ændre eller omgøre rådets
eller styrelsens afgørelser. Konkrete afgørelser kan således ikke indbringes
for ministeren, men alene for Konkurrenceankenævnet.
I stk. 3 bemyndiges erhvervsministeren til at fastsætte Konkurrencerådets
forretningsorden, ligesom ministeren fastsætter nærmere regler for
Konkurrencerådets og Konkurrencestyrelsens virksomhed.
Rådet forudsættes at behandle sager af principiel eller særlig stor
betydning, samt sager i hvilke der foreligger særlig tvivl, mens den daglige
administration af loven forudsættes varetaget af Konkurrencestyrelsen på
rådets vegne.
Rådet forudsættes som hidtil at behandle sager om henvendelse til
offentlige myndigheder i de tilfælde, hvor en erhvervsvirksomheds
konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.
Endelig er Konkurrencerådet tillagt kompetence til at afgive udtalelse til
erhvervsministeren om udstedelse af administrative forskrifter samt
gruppefritagelser.
Konkurrencestyrelsen vil i forbindelse med administrationen af loven få
brug for at samarbejde tæt med såvel Kommissionen som med andre nationale
konkurrencemyndigheder bl.a. med henblik på udveksling af oplysninger. Det
vil navnlig være nødvendigt for Konkurrencestyrelsen at have et tæt
samarbejde med Kommissionen bl.a. af hensyn til administrationen af det
one-stop-shop princip, som foreslås i § 4 og i § 14, stk. 1, 4. pkt.
Efter udløbet af en overgangsperiode på 2 år efter konkurrencelovens
ikrafttræden bør arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og
Konkurrencestyrelsen tages op til overvejelse. Såfremt det viser sig, at den
fastsatte arbejdsdeling medfører uhensigtsmæssigt lange sagsbehandlingstider,
kan det overvejes, om der skal indføres tidsfrister for sagsbehandlingen. Her
tænkes udelukkende på sagbehandlingstider i relation til anmeldelser efter
lovforslagets § 8, stk. 2, § 9 og § 11, stk. 4.
Til § 15 Antallet af medlemmer af Konkurrencerådet og rådets
sammensætning foreslås ændret i forhold til den gældende lov. Det har vist
sig, at offentlig erhvervsvirksomhed og offentlig regulering af
erhvervsvirksomhed udgør en væsentlig del af rådets virksomhed. På denne
baggrund er det fundet hensigtsmæssigt, at rådet besidder et alsidigt
kendskab til både offentlig og privat erhvervsvirksomhed. Endvidere bør rådet
repræsentere en bredere samfundsmæssig sagkundskab. Efter erhvervsministerens
nærmere bestemmelse udnævner ministeren syv medlemmer efter indstilling fra
erhvervsorganisationer, et medlem efter indstilling fra
forbrugerorganisationer og to medlemmer med særlig indsigt i offentlig
erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de kommunale organisationer. Der vil
således efter lovforslaget være 9 medlemmer af rådet samt formanden, som skal
være uafhængige af erhvervsinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig
indsigt i statslig erhvervsvirksomhed.
Det foreslås endvidere, at rådets medlemmer udnævnes for en periode af op
til 4 år.
Stk. 2 indebærer, at der til forskel fra den gældende konkurrencelov
udpeges faste stedfortrædere for Konkurrencerådets medlemmer.
Til § 16 I § 16 angives de beføjelser, der bl.a. kan anvendes i
forbindelse med påbud efter § 6, stk. 4, og § 11, stk. 3.
Påbudsbestemmelserne i § 16 er ligestillede, alternative beføjelser, som kan
anvendes over for forskellige former for konkurrenceskadelige tiltag.
Opregningen er ikke udtømmende med hensyn til Konkurrencerådets mulighed for
at gribe ind med påbud. Afhængig af konkurrencebegrænsningens art og
virkninger må der konkret tages stilling til, hvorledes
konkurrencebegrænsningen mest hensigtsmæssigt kan bringes til ophør. Der er
dog i § 16, stk. 1, opregnet de mest almindeligt forekommende typer af påbud.
Svarende til formuleringen i den nugældende konkurrencelovs § 12, stk. 1,
1. led, giver bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, hjemmel til at udstede påbud om
hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser eller
forretningsbetingelser.
Hjemlen til at udstede påbud om, at angivne priser eller avancer ikke må
overskrides, er givet i stk. 1, nr. 2. Den nærmere fastlæggelse af prisen
eller avancen må ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene,
som de ville være i et konkurrencepræget marked. Der kan derfor ikke kræves
et egentligt bevis for, hvad prisen eller avancen ville være, men der kræves
en sandsynliggørelse.
Påbud kan ske i form af fastsættelse af priser eller avancer, der ikke må
overskrides, eller ved fastsættelse af bestemte kalkulationsregler, der skal
anvendes ved beregningen af priser og avancer. Der er herved tilsigtet den
størst mulige fleksibilitet i forbindelse med påbud vedrørende priser og
avancer, hvor der fortsat kan foretages prisregulering således, at
virksomheden m.v. får mulighed for og tilskyndelse til at forbedre
effektiviteten.
Efter stk. 1, nr. 3, kan der udstedes påbud til en virksomhed om at sælge
til nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for
tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller
betryggende sikkerhed.
Efter stk. 1, nr. 4, gives hjemmel til at udstede et påbud om at give
tredjeparter adgang til en virksomheds eksisterende infrastrukturfacilitet,
der er nødvendig for at kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse. Det kan
f.eks. være adgang til et elnet, havn eller lufthavn. Hjemlen til at udstede
påbud om at give tredjeparter adgang til en virksomheds
infrastrukturfacilitet omfatter alene de tilfælde, hvor potentielle
konkurrerende virksomheder er afskåret fra selv at opbygge de fornødne
faciliteter.
På teleområdet er spørgsmålet om adgang til infrastrukturfaciliteter
udtømmende reguleret via samtrafiklovgivningen, ligesom adgangen til jernbane
og lufthavnfaciliteter i hovedsagen er EU-reguleret.
For havne, hvortil der er offentlig adgang, er det et generelt princip, at
en havn har pligt til at modtage skibe i det omfang, pladsforholdene tillader
det. Vedrørende statshavne skal et eventuelt påbud om at give tredjeparter
adgang til havnefaciliteter i en situation, hvor pladsforholdene ikke gør det
muligt for nye operatører at komme til, indeholde alternativer om at, enten
skal infrastrukturen udvides, eller også skal eksisterende operatører afgive
plads.
Bestemmelsen i stk. 2 angiver, at påbud efter stk. 1, nr. 2, kan
fastsættes for op til 1 år ad gangen.
Til § 17 I medfør af § 17 kan Konkurrencerådet indhente
oplysninger fra virksomheder og sammenslutninger af virksomheder med henblik
på udførelsen af de opgaver, rådet er tillagt efter denne lov, jf. § 14. Det
er rådet selv, der skønner, hvilke oplysninger, der er nødvendige for dets
arbejde. Hvis der er tale om et strafbart forhold, skal rådet dog anmelde
dette til politiet, der varetager den videre efterforskning efter
retsplejelovens regler. Spørgsmålet om, hvorvidt rådets krav om oplysninger
er berettiget, kan ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf.
lovforslagets § 19, men må i givet fald indbringes for domstolene.
Konkurrencerådet kan efter bestemmelsen indhente oplysninger fra
offentlige og private virksomheder, sammenslutninger og offentlige
myndigheder med henblik på at vurdere, om der foreligger forhold, som er
omfattet af lovens bestemmelser. Til vurdering heraf kan Konkurrencerådet
også iværksætte bredere undersøgelser af konkurrenceforholdene på et marked.
Til § 18 Lovforslagets § 18, stk. 1 og 2, har næsten samme ordlyd
som den gældende konkurrencelovs § 21, stk. 1 og 2, idet kompetencen til at
foretage kontrolundersøgelser dog er tillagt Konkurrencestyrelsen og ikke som
efter den gældende lov repræsentanter for Konkurrencerådet.
Efter den gældende konkurrencelovs § 21 forudsættes det, at
Konkurrencestyrelsen alene benytter adgangen til at foretage
kontrolundersøgelser i de tilfælde, hvor pålæg af tvangsbøder ikke skønnes at
være et tilstrækkeligt eller hensigtsmæssigt middel til at fremskaffe de
ønskede oplysninger.
Konkurrencestyrelsens adgang til at foretage kontrolundersøgelser skal
efter lovforslaget ikke være subsidiær i forhold til tvangsbødeinstituttet.
Konkurrencestyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser, efter at have
indhentet retskendelse, i de tilfælde, hvor styrelsen skønner, at sagens
karakter gør det påkrævet at indhente de fornødne oplysninger på denne måde.
Konkurrencestyrelsen kan endvidere foretage kontrolundersøgelser til
opfyldelse af forpligtelserne efter EU-konkurrencereglerne til at yde
Kommissionen bistand. Der henvises til bestemmelserne i kapitel 9 og de
tilhørende bemærkninger.
Til kapitel 7
Anke Konkurrenceankenævnet foreslås bevaret og vil efter den foreslåede
formulering af § 14, hvor Konkurrencerådet påser overholdelsen af loven, være
ankeinstans for afgørelser truffet af Konkurrencerådet. Ankenævnet vil dermed
fortsat kunne virke besparende for det almindelige domstolssystem samtidig
med, at afgørelserne vil blive truffet af en instans med særlig indsigt i
konkurrencespørgsmål og en domstolslignende sagsbehandling. I de tilfælde,
hvor Konkurrencerådet anmoder om tiltalerejsning for overtrædelser, der bør
strafpålægges, indgives der dog politianmeldelse med henblik på, at
anklagemyndigheden kan rejse tiltale. Sådanne anmodninger kan ikke ankes til
Konkurrenceankenævnet, jf. § 20.
Til § 19 Der tilsigtes med lovforslagets § 19 ingen ændringer i
forhold til den gældende konkurrencelovs § 18.
Udgangspunktet vil som hidtil være, at stort set alle Konkurrencerådets
afgørelser kan ankes.
Afgørelser om, hvorvidt der er tale om erhvervsvirksomhed, jf. § 2, stk.
1, om der er anmeldelsespligt for offentlig regulering, jf. § 2, stk. 3, 1.
pkt., samt om, hvorvidt der er tale om løn- og arbejdsforhold, jf. § 3, 1.
pkt., kan indbringes for ankenævnet.
Afgørelser efter § 6, stk. 4, om påbud om at bringe overtrædelser af
forbudet i § 6, stk. 1, til ophør samt afgørelser efter § 8, stk. 1, om
afslag på ansøgning om individuel fritagelse fra forbudet i § 6 samt
indholdet, varigheden, forlængelsen eller tilbagekaldelsen af fritagelsen kan
ligeledes indbringes for ankenævnet.
Erklæringer efter § 9, hvor Konkurrencerådet afgiver erklæring om, at
anmeldte forhold falder uden for forbudet i § 6, stk. 1, og at der ikke vil
blive grebet ind i medfør af § 6, stk. 4, kan indbringes for ankenævnet.
Ligeledes kan erklæringer efter § 11, stk. 4, om, hvorvidt anmeldte forhold
falder uden for forbudet i § 11, stk. 1, og at der ikke vil blive grebet ind
i medfør af § 11, stk. 3, indbringes for ankenævnet.
Afgørelser efter § 11, stk. 3, vedrørende påbud om at bringe misbrug af
dominerende stilling til ophør, kan indbringes for ankenævnet.
Endvidere kan Konkurrencerådets afgørelse efter § 6, stk. 5, af, om en
aftale m.v. falder ind under en gruppefritagelse udstedt i medfør af § 10,
indbringes for ankenævnet.
Konkurrencerådets afgørelse om meddelelsespligt for fusioner m.v., jf. §
12, stk. 1, kan indbringes for ankenævnet.
Endelig er det muligt at anke afgørelser om, hvilke oplysninger der skal
undtages fra offentliggørelse, jf. § 13, stk. 4.
Ifølge stk. 2 vil tredjemand, der har en individuel, væsentlig interesse i
en sag, kunne indbringe Konkurrencerådets afgørelse for
Konkurrenceankenævnet. Endvidere vil tredjemand, der efter retsplejeloven har
den fornødne retlige interesse i en sag, tillige kunne indbringe
Konkurrenceankenævnets afgørelse for Landsretten.
I forslagets stk. 3 er det præciseret, at Konkurrencerådets beslutning
efter § 14, stk. 1, om afvisning af en klage fra videre behandling ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed. Afvisning vil i stedet kunne
indbringes for domstolene og Folketingets Ombudsmand.
Anke af afgørelser om undtagelse fra offentliggørelse vil automatisk have
opsættende virkning, jf. stk. 4.
Anke af andre afgørelser kan tillægges opsættende virkning af såvel
Konkurrencerådet som Konkurrenceankenævnet. Hvis anmodning om opsættende
virkning indgives til Konkurrenceankenævnet, vil Konkurrencerådet afvente
ankenævnets afgørelse af anmodningen.
Til § 20 Ligesom efter den gældende konkurrencelov kan afgørelser
ikke indbringes for domstolene, før der foreligger afgørelse fra ankenævnet.
Konkurrencerådets anmodning om tiltalerejsning for overtrædelse af loven
er ikke en afgørelse og kan derfor ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet.
Ved indbringelse af Konkurrenceankenævnets afgørelser for domstolene, er
det efter hidtidig praksis Konkurrencerådet, der indstævnes, mens retssagens
genstand er Konkurrenceankenævnets kendelse. Dette udelukker dog ikke, at
Konkurrenceankenævnet i givet fald kan indstævnes.
Til § 21 Ifølge stk. 1 skal Konkurrenceankenævnet bestå af en
formand, der skal opfylde betingelserne for at være højesteretsdommer, samt
to andre medlemmer, som skal have henholdsvis økonomisk og juridisk
sagkundskab.
Efter stk. 2 udpeges formanden og de to uafhængige medlemmer af
erhvervsministeren. Der forudsættes endvidere som efter gældende ret udnævnt
suppleanter for de pågældende.
I lighed med § 16, stk. 3, i den gældende konkurrencelov, foreslås det i
stk. 3, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for ankenævnets
virksomhed. I disse regler forudsættes de nugældende regler om adgangen til
at begære mundtlig procedure samt ankenævnets mulighed for at indhente
yderligere oplysninger opretholdt. Hjemlen angår således den praktiske
tilrettelæggelse af ankenævnets arbejde og indeholder ingen adgang til at
regulere hvilke spørgsmål, der kan indbringes for ankenævnet.
Til kapitel 8
Bestemmelser om straf Den gældende konkurrencelovs bestemmelse om
tvangsbøder som tvangsmiddel, når nogen undlader at give oplysninger til
Konkurrencerådet, foreslås videreført.
Overtrædelse af forbudet i § 6, stk. 1, straffes med bøde, ligesom
undladelse af meddelelse af fusioner foreslås bødesanktioneret. Overtrædelse
af forbudet i § 11 straffes med bøde, hvis virksomheden inden for de seneste
5 år efter § 11, stk. 3, har fået påbud om et tilsvarende misbrug af
dominerende stilling. Fristen på 5 år følger af forældelsesfristen for
strafansvar i § 23, stk. 4.
Det er hensigten, at indførelsen af et forbudsprincip i
konkurrencelovgivningen medfører en væsentlig skærpelse af sanktionsniveauet
i forhold til den gældende konkurrencelov.
Endvidere foreslås muligheden for at pålægge juridiske personer
strafansvar bevaret, ligesom den nugældende forældelsesfrist foreslås
bevaret.
I det omfang konkurrencebegrænsninger i strid med loven påfører en fysisk
eller juridisk person et tab, vil der typisk være tale om en retsstridig
handling, som kan gøre det muligt for den skadelidte at søge erstatning
gennem et civilt søgsmål. Da dette imidlertid følger af dansk rets
almindelige regler, er det ikke fundet nødvendigt at indsætte en udtrykkelig
bestemmelse herom.
Til § 22 Den gældende konkurrencelovs § 19, hvorefter der kan
pålægges den, der undlader at afgive oplysninger til Konkurrencerådet,
tvangsbøder, videreføres. Kompetencen til at pålægge tvangsbøder tilkommer
Konkurrencerådet.
Som noget nyt indebærer § 22, at undladelse af at efterkomme et meddelt
påbud kan sanktioneres med tvangsbøder. Formålet er at indføre en sanktion,
som i højere grad end truslen om at rejse straffesag med henblik på
pålæggelse af bødestraf kan formå virksomhederne til at efterkomme et påbud.
I modsætning til praksis efter den gældende konkurrencelov bør
Konkurrencerådet have mulighed for at inddrive tvangsbøder, også efter at det
forhold, som tvangsbøden udspringer af, er bragt til ophør.
Til § 23 Ifølge stk. 1 straffes forsætlige og groft uagtsomme
overtrædelser af de i nr. 1-6 opregnede forhold.
Det følger af strafbetingelsen i stk. 1, at virksomheder, der har modtaget
erklæring fra Konkurrencerådet efter § 9 eller § 11, stk. 4
(ikke-indgrebserklæring), ikke vil kunne pålægges straf. En
ikke-indgrebserklæring bevirker, at kravet om forsætlig eller groft uagtsom
overtrædelse ikke kan anses for opfyldt.
Med formuleringen »et tilsvarende misbrug« i stk. 1, nr. 2, er
det tilsigtet, at strafpålæggelse for overtrædelse af forbudet mod misbrug af
en dominerende stilling i § 11, stk. 1, kun kan komme på tale, såfremt
Konkurrencerådet påviser, at et misbrug af en tilsvarende karakter inden for
de seneste 5 år har givet anledning til udstedelse af et påbud efter § 11,
stk. 3. Ved vurderingen af, om der tidligere har været tale om misbrug af
tilsvarende karakter, lægges de eksempler på misbrugsformer, der findes i §
11, stk. 2, til grund. Således vil f.eks. leveringsnægtelse kunne henføres
til § 11, stk. 2, nr. 2, mens urimeligt høje priser vil kunne henføres til §
11, stk. 2, nr. 1.
Kategorierne af misbrugsformer anses for at dække stort set alle typer af
misbrug af dominerende stilling.
Såfremt en virksomheds misbrug f.eks. henføres til § 11, stk. 2, nr. 1,
vil virksomhederne normalt ikke kunne pålægges bødestraf, selvom virksomheden
inden for de seneste 5 år har foretaget et misbrug, der kan henføres til en
anden kategori, f.eks. § 11, stk. 2, nr. 4. Således vil adfærd, der kan
henføres til forskellige kategorier af eksempler, normalt ikke kunne udgøre
et »tilsvarende« misbrug.
Hvis der er tale om adfærd, der må henregnes til samme kategori af
eksempler, f.eks. leveringsnægtelse, er udgangspunktet, at der er tale om et
tilsvarende misbrug; men det vil altid bero på en konkret vurdering.
Lovforslagets stk. 2 indebærer, at der ikke kan pålægges bøder for
handlinger, som foretages efter, at anmeldelse til Konkurrencerådet er sket,
og inden rådet træffer afgørelse efter § 8, stk. 1, for så vidt handlingerne
ligger inden for det, som er beskrevet i anmeldelsen.
Ved udmåling af bødestørrelsen i forbindelse med overtrædelser af forbudet
i § 6, stk. 1, eller forbudet i § 11, stk. 1, skal der tages hensyn til
størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel i det omfang, denne
fordel ikke er blevet konfiskeret. Konfiskation kan ske efter reglerne i
straffeloven, når der foreligger et strafbart forhold.
Det er ikke fundet i overensstemmelse med dansk strafferetlig tradition at
foreslå sanktioner på et niveau, der svarer til niveauet for bøderne for
overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, som bl.a. kan bestå i en vis
procentdel af omsætningen. Det foreslås i stedet at give mulighed for at
graduere bødens størrelse i forhold til den økonomiske fordel, som er opnået
eller tilsigtet ved overtrædelsen af forbudet i § 6, stk. 1, eller ved en
overtrædelse af forbudet i § 11, stk. 1.
Det kan være vanskeligt at fastsætte den indvundne eller tilsigtede
fortjeneste i forbindelse med en overtrædelse af forbudet mod visse
konkurrencebegrænsende aftaler m.v. eller forbudet mod misbrug af dominerende
stilling. Kommissionens praksis vedrørende beregning af gevinst vil være
vejledende.
Ved bedømmelsen af en overtrædelses grovhed skal der tages hensyn til
antallet og værdien af de varer eller tjenesteydelser, som overtrædelsen
omfatter, samt antallet og størrelsen af de involverede virksomheder og som
følge heraf den økonomiske virkning, som en konkurrencebegrænsende aftale
m.v. eller misbruget af en dominerende stilling har haft på markedet.
Herudover skal der tages hensyn til overtrædelsens varighed, ligesom
forsøg på at hemmeligholde en konkurrencebegrænsende aftale for
Konkurrencerådet kan anses for en skærpende omstændighed.
For så vidt angår forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v., skal
hver enkelt af de deltagende virksomheder vurderes for sig, således at der
ved udmålingen af bøden tages hensyn til graden af deltagelse i aftalen og
virksomhedens størrelse (omsætning).
Det foreslås i stk. 3 at bevare den hidtidige mulighed for at straffe
juridiske personer, ligesom staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab
kan pålægges bødeansvar.
Det foreslås i stk. 4 at bevare den nugældende forældelsesfrist på 5 år
uændret. Forældelsesfristen vil alene gælde for konkurrencebegrænsende
handlinger, f.eks. misbrug af dominerende stilling i strid med et påbud,
hvorimod f.eks. opretholdelse af en konkurrencebegrænsende aftale er et
tilstandsdelikt, som ikke forældes.
Til kapitel 9
Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne I forbindelse med regeringens
målsætning om at forenkle lovgivningen foreslås det i loven at indarbejde den
hidtil gældende særlige lov om Konkurrencerådets sekretariats rolle ved
udførelse af kontrolundersøgelser for Kommissionen eller ved bistand til
Kommissionen ved sådanne undersøgelser.
Til § 24, 25 og 26 For så vidt angår bemærkningerne til de enkelte
bestemmelser, henvises der til bemærkningerne til forslaget til den hidtil
gældende kontrollov, Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1523-28. Der
henvises endvidere til bemærkningerne til de senere ændringer af loven,
Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 3291, Folketingstidende 1989-90,
tillæg A, sp. 1501, og Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 1011. Af
tekniske grunde er der i lovforslaget indsat et udtrykkeligt krav om, at en
kontrolundersøgelse kun kan finde sted efter indhentet retskendelse.
Til kapitel 10
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser Det forudsættes, at der vil være
et vist tidsrum fra lovens vedtagelse og til dens ikrafttrædelse. I denne
mellemliggende periode vil det være muligt for Konkurrencestyrelsen at
foretage den nødvendige oplysningsvirksomhed om loven. I perioden vil
Konkurrencerådet endvidere kunne forberede de nærmere regler om anmeldelse i
henhold til § 8, stk. 2, § 9, 2. pkt., og 11, stk. 4, 2. pkt., ligesom der
vil kunne udarbejdes de nødvendige forslag til bekendtgørelser, som
erhvervsministeren efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet
forudsættes at udstede i henhold til § 2, stk. 3, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7,
stk. 3, og 4, 2. pkt., § 10, § 12, stk. 2, § 14, stk. 3, og § 21, stk. 3.
Yderligere kan der fastsættes nærmere regler i henhold til § 18, stk. 2.
Visse overgangsregler for bestående konkurrencebegrænsende aftaler,
vedtagelser og samordnet praksis er påkrævet.
Til § 27 Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1.
januar 1998. Dog foreslås det, at bestemmelsen i § 15 om Konkurrencerådet
træder i kraft den 1. juli 1997. Dermed sikres, at der oprettes et nyt
Konkurrenceråd, der kan deltage i udstedelse af de supplerende administrative
forskrifter inden lovens ikrafttrædelse. I perioden fra 1. juli 1997 til 1.
januar 1998 vil det nuværende og det nye Konkurrenceråd således fungere
samtidigt.
Samtidig med ophævelsen af konkurrenceloven ophæves dermed også de
bestemmelser, som er udstedt med hjemmel i denne lov, jf. dog stk. 6.
Såfremt der ved lovens ikrafttrædelse er sager efter lovbekendtgørelse nr.
114 af 10. marts 1993, som ændret ved lov nr. 357 af 9. juni 1995, der ikke
er færdigbehandlede, bortfalder disse. Dette gælder dog ikke for sager, der
behandles på grundlag af en klage, idet disse sager overføres til det nye
Konkurrenceråd og færdigbehandles efter denne lovs bestemmelser. Endvidere
vil sager, der ved lovens ikrafttrædelse verserer ved Konkurrenceankenævnet,
skulle færdigbehandles efter lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993.
Konkurrenceankenævnet kan dog efter en konkret vurdering beslutte ikke at
færdigbehandle en ankesag i de tilfælde, hvor Konkurrenceankenævnet finder,
at en afgørelse vil være uden retlig interesse.
Af stk. 4 fremgår, at de konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og
samordnet praksis, der består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og
som falder ind under forbudsbestemmelsen i § 6, kan anmeldes inden 6 måneder
fra lovens ikrafttrædelse med henblik på en fritagelse efter § 8.
Virkningen af, at bestående konkurrencebegrænsende aftaler m.v., som er
omfattet af forbudet i § 6, er blevet anmeldt inden 6 måneder fra lovens
ikrafttrædelse, er, at de er gyldige og ikke indebærer en strafbar
overtrædelse efter § 23, stk. 1, nr. 1, indtil 3 måneder efter, at det nye
Konkurrenceråd har truffet en afgørelse i henhold til § 6 eller § 8.
Går Konkurrencerådets afgørelse ud på, at aftalen kan fritages efter § 8,
vil fritagelsen have virkning fra afgørelsestidspunktet.
Finder Konkurrencerådet omvendt, at der ikke kan udstedes en fritagelse
efter § 8, stk. 1, det vil sige, at aftalen m.v. er forbudt, indtræder den
ugyldighed, som er omhandlet i § 6, stk. 5, 3 måneder efter
afgørelsestidspunktet.
Anmeldes en bestående konkurrencebegrænsende aftale eller vedtagelse ikke
inden fristen på 6 måneder, bliver aftalen eller vedtagelsen herefter
ugyldig. Endvidere kan der pålægges bøder for overtrædelse af forbudet
tilbage til lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Efter stk. 6 forbliver faktureringsregler udstedt efter konkurrencelovens
§ 7, nr. 2, i kraft, indtil nye regler eventuelt fastsættes efter
bestemmelsen i prismærkningsloven. Det følger af bemærkningerne til § 28, at
Forbrugerstyrelsen i samarbejde med de relevante parter kan vurdere
faktureringsreglerne med henblik på en bedømmelse af, om der skal ske en
ændring af reglerne. Administrationen af faktureringsreglerne overføres med
ophævelsen af den gældende konkurrencelov til Forbrugerstyrelsen. Det fremgår
endvidere af stk. 6, at forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af
faktureringsreglerne kan straffes med bøde. Dette svarer til
strafbestemmelsen i den gældende konkurrencelovs § 20, stk. 2. Endvidere er
det bestemt, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Til § 28 I forbindelse med, at bestemmelserne om gennemsigtighed
ikke videreføres, foreslås i § 28 ændringer i prismærkningsloven med henblik
på at give Forbrugerstyrelsen hjemmel til at fastsætte faktureringsregler
samt at offentliggøre prisundersøgelser til gavn for forbrugerne. Udover de
ændringer, der følger af nr. 1 og 2, forudsættes konkurrencelovens § 7, nr.
3, videreført ved prismærkningslovens §§ 1 og 4.
Til nr. 1
Efter prismærkningslovens § 7, stk. 2, kan Forbrugerstyrelsen . . . »
inden for vareområder, der har betydning i det daglige forbrug, og hvor det
må antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne . .
.« fastsætte regler. Det foreslås, at et lignende kriterium lægges til
grund for videreførelsen af konkurrencelovens § 7, nr. 2, således at der i
prismærkningsloven indsættes en bestemmelse med det foreslåede indhold.
Konkurrencelovens § 7, nr. 2, foreslås overført med den ændring, at kriteriet
for regeludstedelse ikke længere er konkurrencemæssig gennemsigtighed, men
forbrugeroplysende gennemsigtighed.
Det følger af prismærkningslovens § 9, at forinden der udfærdiges regler
efter prismærkningsloven, skal Forbrugerstyrelsen forhandle med
repræsentanter for forbrugerne og vedkommende erhvervsorganisationer. Dette
vil også være gældende for det foreslåede nr. 1.
I henhold til § 27, stk. 6, forbliver faktureringsregler udstedt efter
konkurrencelovens § 7, nr. 2, i kraft, indtil nye regler fastsættes efter
bestemmelsen i prismærkningsloven. Administrationen af faktureringsreglerne
overføres dog med ophævelsen af den gældende konkurrencelov til
Forbrugerstyrelsen. Det fremgår endvidere af stk. 6, at forsætlig eller groft
uagtsom overtrædelse af faktureringsreglerne kan straffes med bøde. Dette
svarer til strafbestemmelsen i den gældende konkurrencelovs § 20, stk. 2.
Til nr. 2
Bestemmelserne i konkurrencelovens §§ 8 og 9, om undersøgelser og
offentliggørelse af oplysninger, foreslås videreført inden for rammerne af
prismærkningsloven.
Forbrugerstyrelsen gennemfører og offentliggør allerede i medfør af loven
om Statens Husholdningsråd sammenlignende undersøgelser af fortrinsvis
varegrupper af stor betydning for husholdningerne. Hovedvægten i denne
virksomhed ligger imidlertid på bedømmelse af »kvalitetsparametre«,
mens egentlige sammenlignende prisundersøgelser hidtil ikke er blevet
gennemført, primært af omkostningsgrunde.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at øge forbrugernes mulighed
for at overskue de muligheder, som markedet byder. Det kan derfor være
relevant også at medtage oplysninger om priser og om rabat- og
bonusordninger, som en del af undersøgelserne, hvor det skønnes af særlig
betydning for forbrugerne. Undersøgelserne må være så konkrete, at
forbrugerne får reelle handlemuligheder, det vil sige, at de omfattede
erhvervsdrivendes navne må offentliggøres, hvor det er relevant.
De oplysninger, der indgår i en undersøgelse efter nr. 2, er offentligt
tilgængelige i medfør af prismærkningsloven i øvrigt. Der er derfor ikke
behov for en særlig hjemmel til indkrævning af oplysninger, ankebestemmelser
og straffebestemmelser. Det samme gælder for de undersøgelser, som
Forbrugerstyrelsen gennemfører for Statens Husholdningsråd. Sidstnævnte
undersøgelser udføres på grundlag af de almindelige forvaltningsretlige,
strafferetlige, presseetiske og erstatningsretlige regler.
Forinden Forbrugerstyrelsens offentliggørelse af undersøgelser efter nr. 2
skal de involverede virksomheder gives adgang til at korrigere fejl og
misforståelser i de indsamlede data.
Til § 29 Konkurrenceloven har ikke været gældende for Færøerne og
Grønland. Det foreslås derfor, at heller ikke denne lov skal gælde for
Færøerne og Grønland.
Skriftlig fremsættelse
Erhvervsministeren (Jan Trøjborg):
Hermed har jeg den ære for det Høje Ting at fremsætte:
Forslag til konkurrencelov .
(Lovforslag nr. L 172).
Forslaget til ny konkurrencelov er ensbetydende med en grundlæggende
ændring af den konkurrenceretlige regulering i Danmark. Forslaget har til
hensigt at tilpasse den danske konkurrencelov til EUs konkurrenceregler og
samtidig sikre hensynet til den danske erhvervsstruktur. Derved sikres de
bedste muligheder for, at der er et godt samspil mellem EUs konkurrenceregler
og de danske konkurrenceregler. Det sikres ligeledes, at de
konkurrenceretlige vilkår her i landet ikke adskiller sig væsentligt fra det,
der gælder efter EU-reglerne. Virksomhedernes handlemåde på markedet skal
således kun tilpasses et regelsæt.
Det overordnede konkurrenceretlige princip i lovforslaget er
forbudsprincippet. Samtidig indebærer lovforslaget, at
gennemsigtighedsprincippet, som det kendes i den gældende konkurrencelov,
afskaffes.
Forslaget indeholder fire hovedelementer. Der indføres for det første et
forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og for det andet et forbud mod
misbrug af dominerende markedsstilling. For at sikre, at de administrative
byrder, som er forbundet med indførelse af en forbudsbaseret konkurrencelov,
er mindst mulige for både virksomhederne og konkurrencemyndigheden,
indeholder lovforslaget en bagatelgrænse for, hvornår forbudet mod
konkurrencebegrænsende aftaler finder anvendelse.
Som det tredje hovedelement indføres en pligt for virksomhederne til at
meddele konkurrencemyndigheden, når de har foretaget en fusion, en
virksomhedsovertagelse eller en virksomhedssammenlægning. Meddelelsen skal
først ske, når fusionen m.v. har fundet sted. På denne måde får
konkurrencemyndigheden mulighed for at være orienteret om større
koncentrationer i Danmark med henblik på vurdering af behovet for at følge
disse virksomheders fremtidige markedsadfærd.
Som det sidste hovedelement indeholder lovforslaget en ligestilling af
privat og offentlig erhvervsvirksomhed. Kun i de tilfælde, hvor en privat
eller offentlig erhvervsvirksomheds konkurrencebegrænsende adfærd er en
direkte eller nødvendig følge af anden offentlig regulering, viger
konkurrencelovens bestemmelser. Over for offentligt reguleret
erhvervsvirksomhed vil konkurrencemyndigheden, ligesom det kendes fra den
gældende konkurrencelov, kunne rette en offentliggjort henvendelse til den
regulerende myndighed og heri påpege mulige konkurrenceskadelige virkninger
af reguleringen.
Efter lovforslaget vil administrationen af konkurrenceloven, som i dag,
blive varetaget af et uafhængigt kollegialt råd, Konkurrencerådet.
Konkurrencerådet vil blive sammensat af medlemmer udpeget efter indstilling
fra erhvervs- og forbrugerorganisationer fra kommunale organisationer samt
fra medlemmer, der er uafhængige af erhvervsinteresser. Rådets
sekretariatsforretninger varetages af en styrelse under Erhvervsministeriet,
Konkurrencestyrelsen.
Ligeledes indebærer lovforslaget en bevarelse af Konkurrenceankenævnet som
ankeinstans for afgørelser truffet af Konkurrencerådet.
Overtrædelse af en række af bestemmelsernes lovforslag kan straffes med
bøde. Det er hensigten, at indførelsen af et forbudsprincip i
konkurrenceloven medfører en væsentlig skærpelse af sanktionsniveauet i
forhold til den gældende konkurrencelov.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg
anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 27. maj 1997
Kapitel 1
Lovens formål og anvendelsesområde
§ 1. Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig
ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.
§ 2. Loven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed.
Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en
konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering. En konkurrencebegrænsning, som er fastsat af en
kommunalbestyrelse, er kun en direkte eller nødvendig følge af offentlig
regulering, når konkurrencebegrænsningen er nødvendig for, at
kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til
lovgivning.
Stk. 3. Beslutninger truffet af bestyrelsen i et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, sidestilles med
beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 2.
Stk. 4. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er
omfattet af stk. 2, træffes af den myndighed m.v., der har fastsat
reguleringen eller truffet beslutningen, eller, såfremt reguleringen er
fastsat ved lov eller EF-forordning, af vedkommende minister.
Stk. 5. Hvis en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, kan
Konkurrencerådet rette henvendelse til pågældende myndighed, påpege mulige
skadelige virkninger for konkurrencen samt fremkomme med forslag til fremme
af konkurrencen på det pågældende område. Myndigheden skal svare på
henvendelsen inden 3 måneder fra modtagelsen heraf.
Stk. 6. En myndighed m.v., der regulerer eller træffer beslutning
om erhvervsvirksomhed, der udøves af myndigheden selv eller af en virksomhed,
i hvis styrende organ myndigheden er repræsenteret, skal anmelde reguleringen
eller beslutningen til Konkurrencestyrelsen, hvis reguleringen eller
beslutningen har betydning for konkurrencen. Erhvervsministeren fastsætter
efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om
anmeldelsespligten, herunder regler om anmeldelsespligtens omfang.
§ 3. Loven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold. Konkurrencerådet
kan dog til brug for sit arbejde kræve oplysninger af organisationer og
virksomheder om løn- og arbejdsforhold.
§ 4. Bestemmelserne i kapitel 2 omfatter ikke
konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, der er
meddelt fritagelse efter EF-Traktaten, eller som opfylder betingelserne i en
forordning om fritagelse eller undtagelse af visse kategorier af aftaler m.v.
§ 5. Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse på aftaler,
vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om anvendelsen af stk. 1,
herunder regler om, hvad der forstås ved aftaler m.v. inden for samme
virksomhed eller koncern.
Kapitel 2
Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler
§ 6. Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der
direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse
konkurrencen.
Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan f.eks. bestå i
1) at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre
forretningsbetingelser,
2) at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling
eller investeringer,
3) at opdele markeder eller forsyningskilder,
4) at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for
handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller
5) at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten
godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane
ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en
sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.
Stk. 4. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe
overtrædelser af stk. 1 til ophør.
Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3, er
ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller §
10 eller er omfattet af en erklæring efter § 9.
§ 7. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder ikke for aftaler mellem
virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og
samordnet praksis mellem virksomheder, såfremt de deltagende virksomheder har
1) en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel
for den pågældende vare eller tjenesteydelse på under 10 pct., jf. stk. 3,
eller
2) en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Undtagelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke i tilfælde, hvor
1) konkurrencen inden for samme branche begrænses af den samlede virkning
af lignende aftaler m.v. eller
2) virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, vedtager
eller på anden måde tilkendegiver, at der ved videresalg i efterfølgende
omsætningsled skal overholdes mindstepriser eller -avancer.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om beregning af omsætningen
efter stk. 1, herunder regler om, at de nævnte omsætningsgrænser skal
beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.
Stk. 4. Undtagelsen i stk. 1 gælder, selv om virksomhederne
overskrider de nævnte grænser i to på hinanden følgende år.
Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra
Konkurrencerådet nærmere regler herom, herunder regler om mindre
overskridelser af de nævnte grænser.
§ 8. Konkurrencerådet fritager efter anmeldelse aftaler mellem
virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og
samordnet praksis mellem virksomheder fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis rådet
skønner, at de
1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller
distributionen af varer eller tjenesteydelser m.v. eller fremmer den tekniske
eller økonomiske udvikling,
2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,
3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at
nå disse mål, og
4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en
væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser m.v.
Stk. 2. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om
fritagelse efter stk. 1 skal indgives til Konkurrencestyrelsen. Rådet
fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 skal angive, for hvilket tidsrum
fritagelsen gælder. Fritagelsen kan tidligst få virkning fra
anmeldelsestidspunktet. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.
Stk. 4. Efter anmeldelse forlænger Konkurrencerådet en fritagelse,
såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse
efter stk. 1 og 4, hvis
1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt
punkt,
2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår eller
3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende
oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.
§ 9. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller
sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller
samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab
til, falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er
grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Rådet fastsætter
nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
§ 10. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet regler om fritagelse for forbudet i § 6, stk.
1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder
betingelserne i § 8, stk. 1.
Kapitel 3
Misbrug af dominerende stilling
§ 11. Det er forbudt for en eller flere virksomheder m.v. at
misbruge en dominerende stilling på det danske marked eller en del heraf.
Stk. 2. Misbrug efter stk. 1 kan f.eks. foreligge ved
1) direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller
salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser,
2) begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade
for forbrugerne,
3) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for
samhandelsparter, som derved stilles ringere i konkurrencen, eller
4) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at
medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge
handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 3. Konkurrencerådet kan udstede påbud om at bringe
overtrædelser af stk. 1 til ophør.
Stk. 4. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en eller flere
virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de forhold, som
Konkurrencerådet har kendskab til, er omfattet af stk. 1, og at der derfor
ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 3. Rådet fastsætter
nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige
anmeldelsesskemaer.
Kapitel 4
Meddelelse om fusioner m.v.
§ 12. Fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af
virksomheder skal meddeles til Konkurrencestyrelsen. Dette gælder dog ikke,
hvis fusionen, virksomhedsovertagelsen eller sammenlægningen af virksomheder
er mellem moder- og dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder i
samme koncern.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet
udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om meddelelsespligten efter
stk. 1, herunder regler om, at visse fusioner m.v. ikke skal meddeles.
Kapitel 5
Offentlighed
§ 13. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager
efter denne lov bortset fra sager om fastsættelse af bestemmelser efter § 2,
stk. 6, 2. pkt., § 5, stk. 2, § 7, stk. 3 og stk. 4, 2. pkt., § 8, stk. 2, 2.
pkt., § 9, 2. pkt., § 10, § 11, stk. 4, 2. pkt., § 12, stk. 2, § 14, stk. 3,
§ 18, stk. 2, 2. pkt., og § 21, stk. 3.
Stk. 2. Konkurrencerådets henvendelser og vedkommende myndigheders
svar efter § 2, stk. 5, anmeldelser efter § 2, stk. 6, 1. pkt., samt
afgørelser truffet i medfør af loven kan offentliggøres.
Stk. 3. Konkurrencerådet kan offentliggøre oplysninger om
Konkurrencerådets virksomhed og generelle redegørelser.
Stk. 4. Ved offentliggørelse efter stk. 2 og 3 kan oplysninger om
tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt
drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er
af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed,
oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i
virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.
Stk. 5. Den, som skal afgive oplysninger til Konkurrencerådet, kan
over for rådets formand begære, at oplysninger, som i medfør af stk. 4 ikke
må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige, heller ikke må afgives over
for rådets medlemmer. Formanden afgør endeligt, i hvilket omfang og i hvilken
form oplysningerne bør afgives.
Kapitel 6
Konkurrencemyndigheden. Organisation og beføjelser
§ 14. Konkurrencerådet påser overholdelsen af denne lov og de
forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, jf. dog § 2, stk. 4.
Konkurrencerådet kan behandle sager af egen drift, efter anmeldelse, på
grundlag af en klage eller som følge af en henvisning fra
Europa-Kommissionen. Konkurrencerådet afgør, om en klage giver tilstrækkelig
anledning til undersøgelse. Konkurrencerådet kan endvidere træffe beslutning
om ikke at behandle sager, hvis Europa-Kommissionen har den samme sag under
behandling efter EU-konkurrencereglerne.
Stk. 2. Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Konkurrencerådet i
sager efter denne lov og varetager på rådets vegne den daglige administration
af loven.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter Konkurrencerådets
forretningsorden og de nærmere regler for rådets og Konkurrencestyrelsens
virksomhed, herunder regler om afskedigelse af rådsmedlemmer eller disses
suppleanter efter indstilling fra Konkurrencerådets formand før en periodes
ophør.
§ 15. Konkurrencerådet består af en formand og 18 medlemmer.
Formanden udnævnes af kongen for en periode af op til 4 år. De øvrige
medlemmer udnævnes af erhvervsministeren for en periode på op til 4 år. Rådet
skal omfatte et alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed,
herunder juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold.
Formanden og otte af rådets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og
forbrugerinteresser. Et af disse medlemmer skal have særlig indsigt i
statslig erhvervsvirksomhed. Efter erhvervsministerens nærmere bestemmelse
udnævnes syv medlemmer efter indstilling fra erhvervsorganisationer, et
medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer og to medlemmer med
særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra de
kommunale organisationer.
Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger faste stedfortrædere for
Konkurrencerådets medlemmer.
§ 16. De påbud, som Konkurrencerådet efter § 6, stk. 4, og § 11,
stk. 3, kan udstede med henblik på at bringe de skadelige virkninger af
konkurrencebegrænsninger til ophør, kan bl.a. omfatte:
1) Hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser,
forretningsbetingelser m.v.
2) At angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved
beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte
kalkulationsregler.
3) Pligt for en eller flere af de pågældende virksomheder til at sælge til
nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for
tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller
betryggende sikkerhed.
4) At give adgang til en infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at
kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1, nr. 2, kan fastsættes for indtil et år
ad gangen.
§ 17. Konkurrencerådet kan kræve alle oplysninger, herunder
regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer
og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller
til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser.
§ 18. Konkurrencestyrelsen kan efter retskendelse og mod behørig
legitimation til brug for rådets virksomhed efter loven
1) på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning,
herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og
elektronisk lagrede data, og
2) få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og
transportmidler.
Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter
stk. 1. Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte
nærmere regler herom.
Kapitel 7
Anke
§ 19. Konkurrencerådets afgørelser truffet efter § 2, stk. 1 og
stk. 6, 1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, § 7, § 8, stk. 1 og 3-5, § 9, § 11, § 12,
stk. 1, § 13, stk. 4, § 16 og § 27, stk. 4, 2. pkt., kan påklages til
Konkurrenceankenævnet.
Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af
1) den, afgørelsen retter sig til, og
2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.
Stk. 3. Beslutning efter § 14, stk. 1, om at afvise at behandle en
klage kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Klage over afgørelse truffet efter § 13, stk. 4, har
opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrencerådet
eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.
§ 20. Konkurrencerådets afgørelser efter denne lov kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet og kan
ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.
Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire
uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler
derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen af klagefristen.
Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for
domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse
endelig.
§ 21. Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal opfylde
betingelserne for at være højesteretsdommer, samt to andre medlemmer, som
skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.
Stk. 2. Formanden og medlemmerne udnævnes af erhvervsministeren.
De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen
af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for
ankenævnets virksomhed, herunder regler om betaling for indbringelse af
afgørelser for ankenævnet.
Kapitel 8
Bestemmelser om straf
§ 22. Undlader nogen at give de oplysninger, som Konkurrencerådet
kan kræve efter denne lov, eller at efterkomme et påbud meddelt i medfør af
denne lov, kan rådet som tvangsmiddel pålægge den pågældende daglige eller
ugentlige bøder, der kan inddrives ved udpantning.
§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) overtræder § 6, stk. 1,
2) overtræder § 11, stk. 1, hvis den pågældende virksomhed inden for de
seneste 5 år har fået et påbud vedrørende et tilsvarende misbrug af
dominerende stilling, jf. § 11, stk. 3,
3) undlader meddelelse efter § 12, stk.1,
4) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 6, stk. 4, eller § 11,
stk. 3, jf. § 16,
5) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencerådet
eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den
pågældende sag eller
6) undlader at efterkomme krav efter § 17.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt,
hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2, og
indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 1.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Forældelsesfrist for strafansvar er 5 år.
Kapitel 9
Kontrolundersøgelser efter EU-reglerne
§ 24. Den bistand, som medlemsstaternes kompetente myndigheder
skal yde EuropaKommissionen efter Det Europæiske Fællesskabs forordninger om
monopoler og konkurrencebegrænsninger, ydes i Danmark af
Konkurrencestyrelsen.
§ 25. Anmoder Europa-Kommissionen Konkurrencestyrelsen om at
foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 13 i forordning nr.
17/62, artikel 20 i forordning nr. 1017/68, artikel 17 i forordning nr.
4056/86, artikel 10 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 12 i forordning
nr. 4064/89, kan styrelsen efter retskendelse og mod behørig legitimation hos
virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder
1) kontrollere bøger og andre forretningspapirer,
2) tage afskrifter eller lave ekstraktudskrifter af bøger og
forretningspapirer,
3) kræve mundtlige forklaringer på stedet og
4) få adgang til virksomhedernes samtlige lokaler, grunde og
transportmidler.
Stk. 2. Ved undersøgelsen skal der forevises en skriftlig fuldmagt
fra styrelsen. Fuldmagten skal indeholde oplysning om Europa-Kommissionens
anmodning og om kontrolundersøgelsens genstand og formål.
Stk. 3. Virksomhederne eller sammenslutningen har pligt til at
underkaste sig kontrolundersøgelsen, hvis den foretages på grundlag af en
Kommissionsbeslutning.
§ 26. Bestemmelserne i § 25 gælder også, når Konkurrencestyrelsen
bistår Europa-Kommissionen ved kontrolundersøgelser i henhold til artikel 14
i forordning nr. 17/62, artikel 21 i forordning nr. 1017/68, artikel 18 i
forordning nr. 4056/86, artikel 11 i forordning nr. 3975/87 eller artikel 13
i forordning nr. 4064/89.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Dog træder
bestemmelserne i § 14, stk. 3, og § 15 i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves konkurrenceloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, samt lov om kontrol med
overholdelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om
monopoler og konkurrencebegrænsninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 449 af 10.
juni 1991. En godkendelse, som er meddelt efter konkurrencelovens § 14, stk.
1, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, bevarer sin gyldighed,
indtil Konkurrencerådet måtte træffe afgørelse om at tilbagekalde
godkendelsen. Afgørelsen træffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Sager efter konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
114 af 10. marts 1993, der ikke er færdigbehandlede ved lovens
ikrafttrædelse, bortfalder. Dette gælder dog ikke klagesager samt sager, der
verserer ved Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet
praksis, som består på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, og som er
forbudt i medfør af § 6, stk. 1, kan, hvis de anmeldes inden den 1. juli 1998
med henblik på en fritagelse efter § 8, opretholdes indtil 3 måneder efter,
at Konkurrencerådet har truffet afgørelse i sagen, uanset at Konkurrencerådet
meddeler afslag. Konkurrencerådet kan forlænge fristen på 3 måneder.
Stk. 5. Offentlig regulering, som er omfattet af § 2, stk. 6, og
som er gældende på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, skal anmeldes til
Konkurrencerådet inden den 1. juli 1998.
Stk. 6. De administrative regler, der er fastsat i medfør af § 7,
nr. 2, i konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993,
forbliver i kraft, indtil nye regler eventuelt fastsættes efter § 4, stk. 3,
i lov om mærkning og skiltning med pris m.v. som affattet ved denne lovs §
28, nr. 1. Administrationen af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt.
overføres til Forbrugerstyrelsen. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse
af de hidtil gældende regler som nævnt i 1. pkt. straffes med bøde. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 28. I lov om mærkning og skiltning med pris m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 456 af 17. juni 1991, som ændret ved lov nr. 429 af 1.
juni 1994, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Inden for vare- og tjenesteydelsesområder, hvor det må
antages at være af særlig betydning som prisvejledning for forbrugerne, kan
Forbrugerstyrelsen fastsætte regler om fakturering og anden dokumentation for
prisberegningen.«
2. Efter § 9 indsættes:
»§ 10. På vare- og tjenesteydelsesområder af særlig betydning
for forbrugerne kan Forbrugerstyrelsen gennemføre og offentliggøre
sammenlignende undersøgelser af priser, rabatter og bonus m.v.«
§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BTL 172 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL KONKURRENCELOV NR L 172 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 20. august 1997
- Søllerød Kommune ctr. Konkurrencerådet Retsinformation · 22. april 1999
- Forslag til Lov om ændring af konkurrenceloven (Offentligretlige konkurrencebegrænsninger, bøder m.v.) Retsinformation · 30. maj 2002
- Skriftlig fremsættelse (20. marts 2002) - L 171 Retsinformation · 20. marts 2002
- 1988 LSF 191 FORSLAG TIL KONKURRENCELOV Retsinformation · 9. juni 1989
- 1989 LSF 60 FORSLAG TIL LOV OM VARMEFORSYNING Retsinformation · 7. december 1994