Spring til indhold

Retsinformation

Søllerød Kommune ctr. Konkurrencerådet

AFG nr 9356 af 29/09/1998AfgørelseErhvervsministeriet22. april 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Søllerød Kommune ctr.

Konkurrencerådet

K E N D E L S E

Ved skrivelse af 14. april 1998 har

Søllerød Kommune klaget over Konkurrencestyrelsens

afgørelse af 26. marts 1998, hvorved Styrelsen fandt, at det i en

lejekontrakt - mellem Søllerød Kommune som udlejer og Susanne

Fossum som lejer af Rosenhuset til anvendelse som kiosk og café -

indeholdte vilkår om, at der ikke må serveres alkohol, er i strid

med konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Klageren har principalt påstået

Konkurrencestyrelsens afgørelse ophævet, subsidiært

påstået sagen hjemvist.

Konkurrencestyrelsen har påstået

afgørelsen stadfæstet.

Café "Rosenhuset" v/ Susanne Fossum er

ved advokat Johan Schwarz-Nielsen indtrådt i sagen til støtte

for Konkurrencestyrelsen.

Forud for afgørelsen af 26. marts 1998 har

Konkurrencestyrelsen i sin skrivelse af 27. februar 1998 til

Søllerød Kommune bl.a. anført:

"Konkurrencestyrelsen har modtaget vedlagt

henvendelse af 10. december 1997 og 13. februar 1998 fra advokat Johan

Schwarz-Nielsen i anledning af, at ejeren af café Rosenhuset ikke kan

opnå tilladelse til at udskænke alkohol i caféen.

Konkurrencerådet behandlede i 1995 en tilsvarende

sag fra den tidligere ejer af caféen i henhold til den dengang

gældende konkurrencelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10.

marts 1993.

Konkurrencerådet fandt, at kommunens

Læs alt

fremgangsmåde ved fastsættelse af vilkår for udlejning af

fast ejendom til restaurationsdrift, herunder udskænkning af alkohol,

måtte anses for konkurrenceforvridende.

Da lovens indgrebsbeføjelser ikke gjaldt for

erhvervsvirksomhed udøvet af kommunalforvaltningen, jf. § 2, stk. 2,

havde rådet alene hjemmel til at henstille til kommunen at ændre

vilkårene, således at konkurrenceforvridningen mellem

virksomhederne blev undgået. Dette skete ved brev af 20. april 1995,

hvor rådet samtidig tilkendegav, at eventuelle saglige grunde til at

begrænse antallet af udskænkningssteder i de kommunale

udlejningsejendomme måtte fastsættes ud fra objektive

kriterier.

Kommunen tilkendegav ved brev af 7. juni 1995, at man ikke

fandt grundlag for at følge henstillingen, og at lejemålet

således ikke vil kunne udvides med en tilladelse til udskænkning

af alkohol.

Med virkning fra januar 1998 trådte konkurrenceloven

af 10. juni 1997 i kraft. Der vedlægges et eksemplar af loven.

Loven indebærere en skærpelse af

bestemmelserne om konkurrencebegrænsende aftaler. Det hidtidige

kontrolprincip er afløst af et forbudsprincip, og ifølge lovens

§ 6 er alle konkurrencebegrænsende aftaler dvs. aftaler, der har til

formål eller til følge at begrænse konkurrencen

forbudt.

Med loven ligestilles endvidere privat og offentlig

erhvervsudøvelse i konkurrenceretlig forstand.

Loven omfatte således ifølge § 2 enhver form

for erhvervsvirksomhed, og forbudsbestemmelserne omfatter også

konkurrencebegrænsninger inden for offentlig erhvervsvirksomhed.

Undtaget er kun offentlig erhvervsvirksomhed, som er en

direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Det

følger af § 2, stk. 2, at en konkurrencebegrænsning, som er

fastsat af en kommunalbestyrelse, kun er en direkte eller nødvendig

følge af offentlig regulering, når

konkurrencebegrænsningen er nødvendig for, at

kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til

lovgivningen.

På baggrund af rådets tidligere vurdering af

kommunens vægring ved at tillade udskænkning af alkohol i

Café Rosenhuset er det Konkurrencestyrelsens holdning, at forholdet er

omfattet af forbudsbestemmelsen i § 6.

Under henvisning til konkurrencelovens § 17 skal man

anmode kommunen om en udtalelse.

. . .

".

Konkurrencestyrelsens afgørelse af 26. marts

1998 er sålydende:

"Ved brev af 13. marts 1998 har kommunen besvaret

Konkurrencestyrelsens henvendelse af 27. februar i ovennævnte sag.

Kommunens synspunkter er følgende:

1. Konkurrencerådets tidligere afgørelse

kan ikke tillægges retskraft i den nye sag. Der er nye parter og et

ændret lovgrundlag.

2. Det spørgsmål, der er rejst over for

Konkurrencestyrelsen, vedrører alene kommunen som udlejer af

Rosenhuset. Kommunens virksomhed som bevilgende myndighed henhører

ikke under konkurrenceloven.

3. Det gøres principalt gældende, at der

ikke foreligger nogen situation, der er omfattet af konkurrenceloven.

4. Subsidiært gøres det gældende, at

der ikke bør foretages en partiel tilsidesættelse af

lejeaftalen.

5. Anmeldelse af aftalen.

Til de synspunkter kommunen har gjort gældende, skal

Styrelsen udtale følgende:

ad 1. Konkurrencestyrelsen er enig i, at en behandling af

klagen af 10. december 1997, jf. 13. februar 1998, skal ske efter

bestemmelserne i den nu gældende konkurrencelov nr. 384 af 10. juni

1997.

Som nævnt i Konkurrencestyrelsens brev af 27.

februar 1998 omfatter loven enhver form for erhvervsvirksomhed, og

forbudsbestemmelserne omfatter også konkurrencebegrænsninger

inden for offentlig erhvervsvirksomhed.

ad 2. Det er korrekt, at det i den konkrete klage er

Søllerød Kommunes rolle som udlejer af Rosenhuset, der skal

vurderes efter konkurrencelovens bestemmelser.

Kommunens i dette tilfælde

Landsbevillingsnævnets virksomhed som bevillingsmyndighed er omfattet

af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 2, stk. 2, 1. punktum om

konkurrencebegrænsninger, som er en følge af offentlig

regulering. Her finder forbudsbestemmelserne i kapitel 2 og 3 ikke

anvendelse.

ad 3. Til støtte for at der ikke foreligger en

situation, som er omfattet af konkurrencelovens § 6, henvises bl.a. til, at

der ikke foreligger nogen aftale mellem kommunen og stedets restauranter

eller andre. Det er kommunen, der ensidigt har bestemt, at der ikke må

sælges alkohol i Rosenhuset.

Ved Konkurrencestyrelsens foreløbige vurdering af

forholdet, jf. brev af 27. februar 1998, er der lagt vægt på, at

Søllerød Kommune og lejeren af Rosenhuset i lejekontrakten har

indgået en aftale om vilkårene for leje af lokalerne, hvorved

kommunen forpligter sit til at stille lokalerne til rådighed, mod at

lejeren har erklæret sig indforstået med at betale den i punkt 4

angivne leje.

Det bemærkes i den forbindelse, at aftalens

betegnelse og form er uden betydning for anvendelsen af lovens § 6.

I kontraktens punkt 2 er det aftalt, at lokalerne kun

må anvendes til kiosk og café. Varesortimentet kan udover

almindeligt kiosksortiment omfatte salater, pizza, sandwich, pølser,

kaffe, the og alkoholfrie drikke.

Ved bestemmelsen om, at der kun må serveres

alkoholfri drikke i Rosenhuset, begrænses lejerens

erhvervsudøvelse.

Styrelsen finder ikke, at det er et sagligt og rimeligt

vilkår for cafédrift, at der ikke må serveres alkohol.

Udskænkning af alkohol i forbindelse med drift af en

virksomhed med servering af lette måltider for offentligheden må

anses for en sædvanlig ydelse, og der foreligger ikke saglige

oplysninger om de lokale forhold, der kan føre til en anden

vurdering.

Der er herved tale om konkurrencebegrænsende

bestemmelse i strid med konkurrencelovens § 6.

ad. 4 Der henvises her til, at der ikke bør

foretages en partiel tilsidesættelse af lejeaftalen.

Hvis bestemmelsen om alkoholservering i lejekontraktens

punkt 2 ikke er tilladt i henhold til konkurrenceloven, finder kommunen, at

den relevante udgang på sagen bør være, at lejeaftalen

ophæves i sin helhed, og lejemålet udbydes offentligt på

nye vilkår.

Hertil bemærkes, at det er kommunen, der

afgør, hvilke konsekvenser Konkurrencestyrelsens afgørelse

får for lejemålet i øvrigt. Konkurrenceloven er ikke til

hinder for den foreslåede løsning.

ad 5. Det fremgår, at kommunen ønsker at

anmelde den aftale, som Konkurrencestyrelsen måtte finde grundlag for

at give påbud om e.l.

Hertil bemærkes, at anmeldelse af aftaler i henhold

til konkurrencelovens § 8, stk. 2, skal ske efter nærmere fastsatte

retningslinier, der skal sikre, at Konkurrencestyrelsen har det

fornødne grundlag for at kunne bedømme forholdene.

Reglerne er fastsat i Konkurrencerådets

bekendtgørelse nr. 986 af 11. december 1997.

Til hjælp for anmeldelsen er der udarbejdet et

særligt skema, hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger og

dokumenter der forudsættes, jf. bekendtgørelsens § 5 og 6.

Til orientering vedlægges en pjece om vejledning i

regler for anmeldelse af aftaler.

Ud fra en konkurrenceretlig vurdering er det således

Styrelsens opfattelse, at bestemmelsen i lejekontrakten om, at der ikke

må serveres alkohol, er en konkurrencebegrænsning, som er

omfattet af forbudsbestemmelsen i konkurrencelovens § 6, stk. 1.

. . .

".

3. Klagerens argumentation

3.1 Klageren har til støtte for den principale

påstand om ophævelse af Konkurrencestyrelsens afgørelse

anført, at afgørelsen er uhjemlet, da lejekontrakten ikke er

omfattet af forbudsbestemmelsen i konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Det er ikke enhver form for begrænsning af

erhvervsudøvelsen, der er omfattet af konkurrenceloven. Bestemmelsen i

lejekontrakten, om at der kun må serveres alkoholfri drikke i

"Rosenhuset", er saglig og rimelig, og den kan ikke tilsidesættes i

henhold til konkurrenceloven. Klageren har i nærheden af

"Rosenhuset" udlejet ejendommen "La Vela".

"Rosenhuset" er ifølge lejekontrakten udlejet til brug som

kiosk og café uden alkohol, medens "La Vela" er udlejet til

brug som restaurant uden at der i lejekontrakten er noget forbud mod

servering af alkohol.. Der foreligger ikke dermed "ydelser af samme

værdi", idet "Rosenhuset" er udlejet til et brug, der er

meget forskelligt fra det brug, der må gøres af de lokaler, der

er udlejet til "La Vela".

Det er en udlejers ret i forbindelse med lejeaftalens

indgåelse frit at aftale med en lejer, om udlejede lokaler skal

benyttes til kaffehus, konditori, restauration, beværtning eller andet.

Konkurrenceloven kan ikke benyttes til tilsidesættelse af denne ret.

Formuleringen af lejekontrakten vedrørende "Rosenhuset" er

baseret på det synspunkt, at en udlejning af den pågældende

bygning til kiosk og café med tilladelse til alkoholsalg ville

bevirke, at lokalerne primært ville blive drevet som café og

derfor i mindre grad som kiosk, samt at caféen ville få karakter

af spisested i stedet for konditori, hvilket klageren ikke ønsker. For

forbrugerne vil forbudet mod alkohol også betyde, at der i hvert fald

er ét sted på havnen med et alkoholfrit serveringsmiljø.

Forbudet indgår i lejekontrakten, men reelt er der tale om et ensidigt

fastsat udlejningsvilkår.

Som kommune og udlejer ønsker klageren

således, at der i kommunens 2 udlejningsejendomme ved Vedbæk

Strand er to forskellige virksomheder, nemlig henholdsvis en virksomhed, hvor

badegæster m.fl. skal kunne købe bl.a. kioskvarer, og en

restaurationsvirksomhed. Der er i den forbindelse tale om et

servicesynspunkt, men også et forretningsmæssigt synspunkt.

Det forretningsmæssige aspekt ligger i, at klageren

kan blive påført økonomisk tab, hvis der udlejes til to

konkurrerende virksomheder inden for samme geografiske område. Tabet

kan opstå i den situation, hvor den virksomhed, der ikke overlever

konkurrencen, lukker og efterlader lejerestancer m.v. Konkurrenceloven

bør ikke kunne benyttes til at tvinge en udlejer til dispositioner,

der kan påføre udlejeren tab, medmindre der er tvingende

konkurrencemæssig hensyn, der kan begrunde dette.

Hertil kommer, at den for "Rosenhuset"

gældende leje, herunder især mindstelejens størrelse, og

øvrige vilkår i sin tid er fastsat efter et offentligt udbud og

på grundlag af et kontraktsoplæg, som indebar, at der ikke ville

være adgang til at sælge alkohol. Det aftalte vederlag er blevet

fastsat under hensyn til, at der er tale om et lejemål, som

indebærer reducerede indtjeningsmuligheder, da lejeaftalen ikke giver

mulighed for at servere alkohol. Hvis klageren som udlejer ikke kan

opretholde, at der ikke må serveres alkohol i de lejede lokaler, vil

det derfor give lejeren af "Rosenhuset" en urimelig konkurrencefordel i

forhold til lejeren af "La Vela", som i sin tid har betalt den tidligere

lejer af lokalerne for, at der var mulighed for servering af alkohol.

Konkurrencefordelen består i væsentlig omfang

i, at den betaling, som den nuværende lejer af "Rosenhuset" har aftalt

med den tidligere lejer af "Rosenhuset" til dækning af goodwill m.v.,

har været lavere, end den betaling, der ville være blevet aftalt,

hvis der i lejekontrakten havde været tilladelse til alkoholsalg.

Klageren bestrider endvidere, at "Rosenhuset" er

udlejet til et formål, der berettiger til at karakterisere

udskænkning af alkohol som en sædvanlig ydelse. Der findes ikke

nogen entydig definition af ordet "café". Det

afgørende må være, hvilket varesortiment parterne har

aftalt. Lejekontraktens beskrivelse af forretningens varesortiment er derfor

en beskrivelse af, hvilken type virksomhed, der må drives fra

lokalerne, og det er ikke relevant at betragte denne beskrivelse som en

konkurrencebegrænsende klausul.

3.2 Til støtte for påstanden om

hjemvisning har klageren anført, at Konkurrencestyrelsen ikke har

taget stilling til, om der foreligger en bagatelsag, som allerede derfor ikke

er omfattet af konkurrencelovens § 6, jf. konkurrencelovens § 7.

Klageren har endvidere gjort gældende, at sagen

i stedet skal behandles af Konkurrencerådet, da det er første

sag af denne type.

4. Konkurrencestyrelsens argumentation

Konkurrencestyrelsen har anført, at

bestemmelsen i lejekontrakten, hvorefter der alene må serveres

alkoholfri drikke til et varesortiment omfattende salater, pizza, sandwich og

pølser er en konkurrencebegrænsende bestemmelse i strid med

konkurrencelovens § 6. Det skyldes, at bestemmelsen begrænser lejeren

af "Rosenhuset" i sin erhvervsudøvelse, og at udskænkning af

alkohol i forbindelse med servering af lette måltider må anses

for en sædvanlig ydelse. Det er ikke et sagligt og rimeligt

vilkår for cafédrift i almindelighed, at der ikke må

serveres alkohol. Det er derimod ikke afgørende, at "La

Vela" har tilladelse til at servere alkohol. Styrelsen finder ikke, at

der er oplyst saglige grunde, der kan føre til en anden vurdering.

Under alle omstændigheder må servering af alkohol betragtes som

et sædvanligt supplement til en frokost.

Styrelsen har på ingen måde søgt at

tilsidesætte en udlejers ret til i forbindelse med lejeaftalens

indgåelse frit at aftale med en lejer, om udlejede lokaler skal

benyttes til kaffehus, konditori, restauration, beværtning eller andet.

Styrelsen har kun vurderet de vilkår, der er knyttet til anvendelsen af

det udlejede, herunder de begrænsninger, der bliver lagt for driften af

den nævnte virksomhed: kiosk og café.

Den omtvistede bestemmelse er

konkurrencebegrænsende. Det gælder uanset om klageren har

ønsket to forskellige virksomheder, nemlig henholdsvis en virksomhed,

hvor badegæster m.fl. skal kunne købe kioskvarer, og en

restaurationsvirksomhed, og uanset at kommunen kan blive påført

et økonomisk tab, hvis der udlejes til to konkurrerende virksomheder

inden for samme geografiske område.

5. Lejeren af "Rosenhuset" Susanne Fossums

argumentation

Advokat Johan Schwarz-Nielsen har på vegne Susanne

Fossum tilsluttet sig det af Konkurrencestyrelsen anførte. Forbudet

mod alkoholservering er både usagligt og ulovligt.

Der er ikke tale om nogen bagatelsag for Susanne Fossum.

Den mistede omsætning og mistede fortjeneste er af væsentlig

størrelse. Hun mister ikke blot omsætningen og fortjeneste ved

salg af alkohol, men også accessoirer dertil, herunder først og

fremmest madvarer, idet hun er det eneste serveringssted i området, som

ikke serverer alkohol.

7. Konkurrenceankenævnets

bemærkninger

Det konkurrenceretlige udgangspunkt for sagens

bedømmelse er, at Søllerød Kommune som ejer og udlejer

af Rosenhuset har frihed til at betinge udleje af vilkår, som

fastlægger og begrænser lejerens brug af ejendommen, uden hensyn

til, hvilken anvendelse der ville indebære den mest effektive

samfundsmæssige ressourceanvendelse, og uden hensyn til, hvorledes

cafévirksomhed sædvanligt eller driftsøkonomisk bedst

drives.

Det følger imidlertid af konkurrencelovens § 6,

stk. 1, at Søllerød Kommune ikke kan udnytte denne frihed til

at indgå en lejeaftale vedrørende Rosenhuset med et

vilkår, hvorefter der ikke må serveres alkohol, hvis dette

vilkår må anses for en aftale, "der direkte eller indirekte

har til formål eller følge at begrænse

konkurrencen".

Det er som anført af Konkurrencestyrelsen en

tilstræbt følge af vilkåret, at Susanne Fossum som lejer

af Rosenhuset er afskåret fra at servere alkohol i Rosenhuset, og at

hun således er begrænset i sin erhvervsudøvelse dér

- ganske som hendes erhvervsudøvelse dér begrænses af, at

lokalerne efter lejekontrakten skal anvendes til kiosk og café, og at

varesortimentet kun må omfatte pizza, sandwich, pølser, kaffe,

the og andre (alkoholfrie) drikke. Dette kan imidlertid ikke i sig selv anses

for en konkurrencebegrænsning omfattet af forbudet i konkurrencelovens

§6, stk. 1. Vilkåret er alene i strid med denne bestemmelse, hvis det

kan være af betydning for en virksom konkurrence på det relevante

marked.

Ankenævnet finder intet grundlag for at antage, at

vilkåret skulle kunne have en sådan markedspåvirkning, at

der er tale om en konkurrencebegrænsning omfattet af konkurrencelovens

§ 6, stk. 1.

Ankenævnet ophæver derfor

Konkurrencestyrelsens afgørelse.

Herefter bestemmes:

Konkurrencestyrelsens afgørelse af 26 marts 1998

ophæves.

Klageafgiften skal tilbagebetales til klageren.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter