1997 LSF 95 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG REALKREDITLOVEN (PARTSBEGREBET I DEN FINANSIELLE TILSYNSLOVGIVNING)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 730 af 6.
august 1996 som ændret ved lov nr. 475 af 10. juni 1997, foretages følgende
ændring:
1. § 50 b, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6 . Som part i forholdet til Finanstilsynet anses det
pengeinstitut, som undersøgelsen efter § 49, stk. 2 og 3, vedrører, samt den
til hvem en af Finanstilsynet truffet afgørelse i øvrigt retter sig.«
§ 2
I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 6. august
1996 som ændret ved lov nr. 475 af 10. juni 1997, foretages følgende ændring:
2. § 240 c, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses det
forsikringsselskab, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 26 vedrører,
samt den til hvem en af Finanstilsynet truffet afgørelse i øvrigt retter
sig.«
§ 3
I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 8. september 1997,
foretages følgende ændring:
3. § 98, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses det
realkreditinstitut, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 16 vedrører,
samt den til hvem en af Finanstilsynet truffet afgørelse i øvrigt retter
sig.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. marts 1998.
Stk. 2. Loven har virkning for sager, der er påbegyndt og ikke
afsluttet af Finanstilsynet før lovens ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Læs alt
Lovforslaget indebærer, at partsbegrebet i de forskellige finansielle love
udvides, således at f.eks. kunder i pengeinstitutter, forsikringsselskaber og
realkreditinstitutter bliver betragtet som parter i sager, der vedrører
kundens forhold i de finansielle institutter.
Baggrunden for forslaget er, at det særlige partsbegreb i de gældende
finansielle love, der afskærer kunder i et pengeinstitut, forsikringsselskab
samt et realkreditinstitut fra rettigheder, der følger af de almindeligt
gældende forvaltningsretlige regler, bør ændres.
De gældende regler indebærer f.eks., at en kunde, der klager over et
pengeinstituts behandling, ikke kan få adgang til nogen oplysninger
overhovedet, selv om det faktisk er kundens oplysninger, der danner grundlag
for, at Finanstilsynet iværksætter en nærmere undersøgelse af det finansielle
institut. Samme kunde kan heller ikke klage over Finanstilsynets afgørelse
til Erhvervsankenævnet, da vedkommende ikke betragtes som part, selv om
afgørelsen på mange måder også retter sig til kunden. Særligt rammer disse
bestemmelser de mindre erhvervskunder, der heller ikke kan indbringe sagen
for de private ankenævn, og som derfor er tvunget til at indbringe sagen for
domstolene, hvilket både er tidskrævende og økonomisk meget byrdefuldt.
Det er klart, at langt størstedelen af Finanstilsynets afgørelser, f.eks.
for så vidt angår krav til solvens, regnskab m.v. alene involverer de
finansielle institutter som parter, men det er forslagsstillernes opfattelse,
at det ved afgørelser, der også har virkning for andre end det finansielle
institut, bør sikres, at elementære rettigheder som klageadgang og aktindsigt
gælder for alle, der berøres af afgørelsen.
Dette synspunkt støttes da også af juridiske eksperter; senest har således
advokat, dr.jur. Jan Schans Christensen i »Eneudredning om tavshedspligt
og partsbegreb i den finansielle tilsynslovgivning«» udgivet af
Erhvervsministeriet i september 1996 på side 167 anført følgende betragtning:
»På den anden side har indførelsen af det særlige partsbegreb også
medført, at man - uden at det er klart, om man har ønsket denne virkning - i
meget vid udstrækning har afskåret Finanstilsynet og Erhvervsankenævnet fra
på baggrund af et konkret skøn at tillægge andre end de tilsynsbelagte
virksomheder selv partsbeføjelser som f.eks. klageadgang m.v. Dette gælder
også, selv om man - som nærmere redegjort for i kapitel V - kan pege på en
række situationer, hvor der kunne være anledning til at foretage en konkret
afvejning af, om en person af særlige grunde bør tillægges visse
partsbeføjelser.«
Følgende anføres endvidere på side 168 i Eneudredningen: »Måtte man
finde en ændring af det særlige partsbegreb betimelig, taler meget derfor
for, at man ikke skal vende tilbage til det almindelige forvaltningsretlige
partsbegeb, men snarere finde et andet afgrænsningskriterium end det i dag
anvendte. Overvejelser om et ændret, men fortsat begrænset partsbegreb bør
formentlig inddrage en konkret vurdering, tilfælde for tilfælde, af behovet
for tildeling af (visse) partsbeføjelser til andre berørte interesser end de
tilsynsbelagte virksomheder. Sådanne overvejelser kunne måske mest
hensigtsmæssigt ske under medvirken af de berørte branche- og
forbrugerorganisationer som led i en mere overordnet vurdering af det
klagesystem, som findes i den finansielle sektor. Under alle omstændigheder
bør man efter min opfattelse - om ikke andet så af ordensmæssige grunde -
præcisere i tilsynslovene, at den, til hvem en af Finanstilsynet truffet
afgørelse retter sig, naturligvis har partsstatus i relation til afgørelsen,
også selv om den pågældende ikke er en tilsynsbelagt virksomhed.«
Forslaget har tidligere været fremsat i folketingsåret 1996-97 (L 246),
Tillæg A s. 5378 og 5381 og FF s. 7670. Dette lovforslag indeholdt forslag
til såvel et udvidet partsbegreb som en ændring af Finanstilsynets
tavshedspligtsregler. Af beretningen (Tillæg B s. 1532) fremgår, at der er
tale om en bred tilslutning til den del af forslaget, der vedrørte et udvidet
partsbegreb.
For så vidt angår spørgsmålet om Finanstilsynets tavshedspligt, har det
gentagne gange vist sig umuligt for Folketingets stående udvalg at få
oplysninger vedrørende de finansielle institutter - oplysninger der er
nødvendige for, at lovgivningsmagten kan udføre den almindelige
parlamentariske kontrol med forvaltningen. Det er fortsat forslagsstillernes
opfattelse, at de gældende regler må betragtes som værende både unødigt
stramme og retssikkerhedsmæssigt stærkt betænkelige. Dette skal ses i lyset
af, at den skærpede tavshedspligt i følge Justitsministeriet ikke er
direktivbestemt. Det fremgår således hverken af 1. eller 2.
banksamordningsdirektiv, at der ikke kan videregives fortrolige oplysninger
til Folketingets stående udvalg, hvorfor der klart er tale om en
overimplementering. Af beretningen over L 246 fremgår, at der ikke i
øjeblikket er politisk vilje til en ændring af reglerne om tavshedspligt,
hvorfor dette element er taget ud af lovforslaget.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget indebærer, at det ikke kun er pengeinstituttet, der anses som
part i de sager, hvori Finanstilsynet træffer afgørelser, men at tillige
andre, som f.eks. kunder i pengeinstituttet, som Finanstilsynets afgørelse
retter sig til, er parter i forhold til sagen.
Partsstatus betyder, at de gældende forvaltningsretlige regler om
partshøring, aktindsigt og klageadgang også finder anvendelse for disse.
Dette betyder f.eks., at klageren skal betragtes som part i de tilfælde, hvor
Finanstilsynet på baggrund af en konkret klage iværksætter en undersøgelse
af, hvorvidt et pengeinstitut har levet op til reglerne om god
pengeinstitutpraksis.
Endvidere skal tillige f.eks. kunder, der på grund af en afgørelse fra
Finanstilsynet om værdiansættelse af pengeinstituttets engagementer bliver
berørt af afgørelsen - selv om selve afgørelsen formelt set alene er rettet
mod instituttet - også betragtes som part. Det må i øvrigt i de enkelte sager
bero på en konkret vurdering af sagen, herunder afgørelsens art, hvem der i
den enkelte sag efter den foreslåede bestemmelse skal betragtes som parter.
Det bemærkes dog, at kunder, der efter forvaltningslovens almindelige
partsbegreb ikke ville kunne opnå partsstatus, heller ikke efter
lovforslagets bestemmelser vil kunne få det, ligesom det heller ikke er alle,
der har en »»interesse«» i en sag, der vil kunne opnå
partsstatus.
Til § 2
Til nr. 2
Parter i sager, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse efter
forsikringsvirksomhedslovens bestemmelser, vil f.eks. være kunder, der efter
lovens § 157 har adgang til at gøre indsigelse mod overdragelse af en
forsikringsbestand fra et selskab til et andet.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1.
Til § 3
Til nr. 3
Parter i sager, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse efter
realkreditlovens bestemmelser vil f.eks. være kunder, der som følge af en
afgørelse fra Finanstilsynet om overbelåning i kraft af realkreditlovens § 47
a må acceptere en omlægning af et realkreditlån, der er ydet i strid med
loven.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1.
Til § 4
Det forslås, at loven træder i kraft den 1. marts 1998. Lovens
bestemmelser har dog virkning fra før dette tidspunkt. Det foreslås således i
stk. 2, at det udvidede partsbegreb også vil være gældende i verserende
sager, altså sager, hvor sagsbehandlingen i Finanstilsynet er pågyndt men
endnu ikke afsluttet ved lovens ikrafttræden.
Skriftlig fremsættelse
Kirsten Jacobsen (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., lov
om forsikringsvirksomhed og realkreditloven.
(Lovforslag nr. L 95).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og
anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Bilag
JUSTITSMINISTERIET
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
33 92 33 40 Telefax 33 93 35 10
Den 9. december 1993
Folketingets Erhvervsudvalg
Christiansborg
1240 København K.
Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 10 og 11
af 7. december 1993 fra Folketingets Erhvervsudvalg vedrørende forslag til
lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v. (L 37 - bilag 14).
Erling Olsen
Torsten Hesselbjerg
JUSTITSMINISTERIET
Besvarelse af spørgsmål nr. 10 og 11 af 7. december 1993 fra
Folketingets Erhvervsudvalg (L 37 - bilag 14)
Spørgsmål nr. 10:
Udvalget anmoder justitsministeren om teknisk bistand til udarbejdelse af
ændringsforslag til bank- og sparekasselovens § 50 b, hvorved den pågældende
bestemmelse dels er i overensstemmelse med bestemmelserne i 2.
samordningsdirektiv, dels ikke afskærer folketingsudvalg fra at få
oplysninger.
Svar:
1. Efter bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, nr. 10, er
tavshedspligt ikke til hinder for, at fortrolige tilsynsoplysninger om
pengeinstitutters forhold videregives til Folketingets Ombudsmand eller til
en parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget.
Bestemmelsen antages at indebære en begrænsning i forhold til den
almindelige adgang til at videregive fortrolige oplysninger til
folketingsudvalg. Efter forarbejderne til bestemmelsen vil Folketingets
adgang til at få fortrolige tilsynsoplysninger om pengeinstitutter være
betinget af, at procedurerne i § 50 b, stk. 2, nr. 10, iværksættes.
Industriministeren vil således ikke i almindelighed kunne videregive
oplysninger, som ministeren eller Finanstilsynet er blevet bekendt med gennem
tilsynsvirksomheden, om bestemte pengeinstitutters drifts- og
forretningshemmeligheder eller i øvrigt om det enkelte instituts økonomiske
forhold til folketingsudvalg.
Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af 27. oktober 1993 af
spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Erhvervsudvalg (Alm. del - bilag 9).
Kopi af besvarelsen vedlægges.
2. I Justitsministeriets besvarelse af 23. september 1993 af
spørgsmål nr. S 1453 fra medlem af Folketinget Kirsten Jacobsen (FP) blev det
anført, at en videre adgang for ministre til at videregive den her omhandlede
type oplysninger i givet fald vil kunne etableres på flere måder. En mulighed
kunne være - i det omfang det ligger inden for rammerne af den bagvedliggende
EF-bestemmelse - at udvide undtagelsesbestemmelsen i lovens § 50 b, stk. 2,
nr. 10, til ud over videregivelse af oplysninger til Folketingets Ombudsmand
eller til en parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget også at omfatte
fortrolig videregivelse af oplysninger til Folketingets stående udvalg.
Kopi af den nævnte besvarelse vedlægges.
3. Den nugældende bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 50 b,
stk. 2, nr. 10, blev indsat i loven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990 i
forbindelse med gennemførelsen i dansk ret af det såkaldte 2.
samordningsdirektiv (direktiv af 15. december 1989 om samordning af
lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut
og om ændring af direktiv 77/780/EØF).
Bestemmelsen i § 50 b har til formål at gennemføre direktivets art. 16,
der regulerer tavshedspligten og dens rækkevidde. I direktivbestemmelsen er
spørgsmålet om videregivelse af fortrolige oplysninger til parlamentet
uomtalt.
I det fremsatte lovforslag foresloges bestemmelsen i § 50 a, stk. 2, nr.
10, affattet således:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
fortrolige oplysninger videregives:
. . .
10) til Folketinget som led i Folketingets parlamentariske kontrol med
forvaltningen,
. . .«
I bemærkningerne til bestemmelsen anførtes bl.a. (Folketingstidende
1989-90, tillæg A, sp. 3428):
»Efter denne bestemmelse kan oplysninger videregives til Folketinget
som led i Folketingets parlamentariske kontrol med forvaltningen.
Kommissionen og Rådet har erklæret, at direktivet ikke berører de nationale
parlamentsudvalgs ret til at stille forespørgsler i medlemsstaterne for at
indhente oplysninger i henhold til forfatningen. Direktivet forpligter på den
baggrund ikke medlemsstaterne til at fastsætte regler om tavshedspligt, der
udelukker, at der fra Finanstilsynet videregives oplysninger til Folketinget,
når Folketinget tager særlige skridt til at få en sag oplyst. Videregivelse
af oplysninger til Folketinget kan således efter stk. 2, nr. 10, ske, hvis
Folketinget nedsætter en parlamentarisk kommission efter grundlovens § 51,
eller når der ved særlig lov eller i henhold til retsplejelovens § 21
nedsættes en kommissionsdomstol til at undersøge bestemte spørgsmål om
Finanstilsynets virksomhed. Oplysninger kan også videregives til Folketingets
Ombudsmand efter ombudsmandslovens § 7.«
I industriministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 til lovforslaget (L
127 - bilag 7) anførtes bl.a. efter indhentet udtalelse fra
Justitsministeriet:
»På baggrund af den nævnte rådserklæring og under hensyn til, at
formålet med 2. bankharmoniseringsdirektivs regler om tavshedspligt er at
sikre, at oplysninger, som stammer fra eet EF-lands tilsynsmyndigheder, er
undergivet tavshedspligt i et andet EF-land, finder Justitsministeriet det
nærliggende at antage, at direktivet ud fra en formålsfortolkning ikke er til
hinder for, at der f.eks. til et af Folketingets stående udvalg videregives
fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter. Bestemmelsen i
forslagets § 50 a, stk. 2, nr. 10, er i overensstemmelse hermed.«
Under lovforslagets behandling i Erhvervsudvalget blev bestemmelsens
formulering ændret, således at det blev præciseret, at Folketingets adgang
til at få fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter er
betinget af iværksættelse af særlige procedurer (Folketingstidende 1989-90,
tillæg B, sp. 798). Denne ændrede formulering blev vedtaget.
4. I forbindelse med lovforslagets behandling i 1990 har
Justitsministeriet således lagt til grund, at direktivet - selv om
spørgsmålet er uomtalt i direktivets tekst - ikke er til hinder for, at
fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter videregives til
Folketingets stående udvalg.
5. På baggrund af det anførte må det antages, at der inden for
rammerne af direktivet vil kunne ske en vis udvidelse af adgangen til at
videregive oplysninger af den her omhandlede art.
Såfremt en sådan udvidelse ønskes, kunne en bestemmelse herom f.eks.
formuleres ad modum det oprindelige lovforslag på følgende måde:
»10) til Folketingets Ombudsmand, til en parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget eller til Folketingets stående udvalg som led i den
parlamentariske kontrol med forvaltningen.«
Det følger i så fald af bestemmelsen i § 50, stk. 4, at de pågældende
folketingsmedlemmer undergives den særlige tavshedspligt efter § 50 b, stk.
1, med hensyn til disse oplysninger.
Spørgsmål nr. 11:
Udvalget anmoder justitsministeren om teknisk bistand til udarbejdelse af
ændringsforslag til bank- og sparekasselovens § 50 b vedrørende
partsbegrebet, således at også henholdsvis obligationsejere og aktionærer,
jf. Himmerlandsbanksagen og Lagtinget/landsstyret og Finansieringsfonden, jf.
sagen om Færøerne, betragtes som parter.
Svar:
1. Efter bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, anses som part
i forholdet til Finanstilsynet alene det pengeinstitut, som undersøgelsen
efter § 50, stk. 1, vedrører.
I forarbejderne til bestemmelsen er anført følgende (Folketingstidende
1989-90, tillæg A, sp. 3429):
»Stk. 5 fastsætter regler om, hvem der kan anses som part i forholdet
til Finanstilsynet, når tilsynet efter lovens § 50, stk. 1, undersøger
enkelte pengeinstitutters forhold. Der foretages herved en præcisering af
forvaltningslovens partsbegreb, således at det alene er det pengeinstitut,
hvis forhold undersøges, der kan anses som part. Dette betyder bl.a., at
andre end pengeinstituttet, selv om de pågældende måske har interesser i
sagen, ikke har mulighed for f.eks. aktindsigt.
Bestemmelsen er bl.a. foranlediget af, at der efter nogle afgørelser fra
Folketingets Ombudsmand og Erhvervsankenævnet er opstået tvivl om
partsbegrebets udstrækning i relation til bestemmelsen i lovens § 50, stk. 3.
Således har ombudsmanden i en sag fra 1987, jf. FOB 1978, s. 64 ff, fundet,
at en indlånerforening, der ikke var klageberettiget over for tilsynets
beslutninger, desuagtet måtte anses som part.
Efter Industriministeriets opfattelse følger det af reglerne i 2.
banksamordningsdirektiv, at der i meget vidt omfang skal sikres fortrolighed
omkring de oplysninger, som Finanstilsynet gennem sine undersøgelser kommer i
besiddelse af. En sådan fortrolighed kan kun sikres, hvis forvaltningslovens
partsbegreb ikke resulterer i, at alle, der har en interesse i sagen, kan få
aktindsigt.«
2. Ønskes en bestemmelse med det i spørgsmålet angivne indhold
udformet, kan det ske ved en ændring af den nævnte bestemmelse i § 50 b, stk.
5.
For så vidt angår spørgsmålet om at tillægge obligationsejere og
aktionærer partsstatus, vil dette imidlertid næppe kunne ske inden for
rammerne af 2. banksamordningsdirektiv, jf. det ovenfor i forarbejderne til
bestemmelsen anførte.
Hertil kommer, at en sådan ændring også vil indebære en væsentlig
udvidelse i forhold til forvaltningslovens partsbegreb. Hvis hver enkelt
aktionær og obligationsejer skal have partsstatus, vil det i princippet
indebære, at Finanstilsynet over for hver enkelt skal iagttage
forvaltningslovens partsregler, herunder reglerne om partsaktindsigt,
partshøring, begrundelse og underretning. Dette vil formentlig ikke kunne
administreres i praksis.
Justitsministeriet har inden for den korte tid, der har været til rådighed
til udarbejdelse af denne besvarelse, ikke haft mulighed for nærmere at
overveje de retlige spørgsmål, der knytter sig til spørgsmålet om at tillægge
Lagtinget/landsstyret og Finansieringsfonden partsstatus i forhold til
Finanstilsynet.
JUSTITSMINISTERIET
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
33 92 33 40 Telefax 33 93 35 10
Den 27. oktober 1993
Folketingets Erhvervsudvalg
Christiansborg
1240 København K.
Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 3 af 8.
oktober 1993 fra Folketingets Erhvervsudvalg (Alm. del - bilag 9).
Erling Olsen
Torsten Hesselbjerg
JUSTITSMINISTERIET
Besvarelse af spørgsmål nr. 3 af 8. oktober 1993 fra Folketingets
Erhvervsudvalg (Alm. del - bilag 9)
Spørgsmål:
Justitsministeriets lovkontor bedes give en uddybende redegørelse for
rækkevidden af undtagelsen i § 50 b, stk. 2, nr. 10, i bank- og
sparekasseloven. Herudover ønskes det oplyst, hvorvidt de oplysninger,
industriministeren har givet udvalget vedrørende Himmerlandsbanken, er
omfattet af undtagelsesbestemmelsen.
Svar:
1. Bestemmelsen i § 50 b i bank- og sparekasseloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 57 af 2. februar 1993, vedrører tavshedspligt for
Finanstilsynets ansatte og eksperter, der handler eller har handlet på
Finanstilsynets vegne, samt disses adgang til at videregive oplysninger.
Bestemmelsen (oprindelig § 50 a), der gennemfører art. 16 i EF's 2.
direktiv om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve
virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780/EØF (2.
samordningsdirektiv), blev indsat i loven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990.
Efter bestemmelsen i § 50 b, stk. 1, er Finanstilsynets ansatte og
eksperter under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e som udgangspunkt
forpligtede til at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver
vidende om.
I bestemmelsens stk. 2, nr. 1-12, er foretaget en opregning af undtagelser
til denne hovedregel.
Undtagelsen i § 50 b, stk. 2, nr. 10, har følgende ordlyd:
»§ 50 b. . .
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
fortrolige oplysninger videregives: . .
10) til Folketingets Ombudsmand eller til en parlamentarisk kommission
nedsat af Folketinget,»
Bestemmelsen, der blev indsat mellem 1. og 2. behandling af lovforslaget,
er ledsaget af følgende bemærkninger, jf. betænkning afgivet af Folketingets
Erhvervsudvalg den 19. april 1990, Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp.
798:
»Ved den foreslåede ændring præciseres formuleringen af undtagelserne
til tavshedspligten for Finanstilsynet. Folketingets adgang til at få
fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter er således betinget
af, at procedurerne som omtalt i den nu foreslåede nr. 10 iværksættes«.
2. Realkreditlovens § 98 blev ved lov nr. 932 af 27. december 1991
affattet på tilsvarende måde som den omtalte bestemmelse i § 50 b i bank- og
sparekasseloven.
Justitsministeriet udtalte i en skrivelse af 28. november 1991 i
forbindelse med besvarelse af et spørgsmål fra Folketingets Boligudvalg (L 65
- bilag 2) bl.a. følgende om denne bestemmelse:
»Som det følger af bemærkningerne til lovforslaget, vil Folketingets
adgang til at få fortrolige oplysninger vedrørende bestemte danske
realkreditinstitutter efter forslaget være betinget af, at de særlige
procedurer i § 98, stk. 2, nr. 10 og 11, iværksættes.
Den nu foreslåede tavshedspligtsbestemmelse svarer til den bestemmelse om
tavshedspligt, som ved lov nr. 306 af 16. maj 1990 blev indsat som § 50 a i
lov om banker og sparekasser.
Der henvises i den forbindelse til betænkning afgivet af Folketingets
Erhvervsudvalg den 19. april 1990 over forslag til lov om banker og
sparekasser m.v. med flere love (L 127 i folketingssamlingen 1989-90). I
bemærkningerne til dette ændringsforslag anføres tilsvarende, at Folketingets
adgang til at få fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter er
betinget af, at procedurerne i bestemmelserne iværksættes.
På den baggrund vil forslaget til den ny affattelse af
tavshedspligtsbestemmelsen i realkreditlovens § 98 efter Justitsministeriets
opfattelse indebære, at Folketinget afskærer sig fra at modtage fortrolige
oplysninger om såvel danske som udenlandske realkreditinstitutter fra
Finanstilsynet og boligministeren, bortset fra de tilfælde, som udtrykkeligt
nævnes i forslagets § 98, stk. 2, nr. 10 og 11.
Det vil efter forslaget ikke være muligt for boligministeren eller
Finanstilsynet at videregive konkrete, fortrolige oplysninger vedrørende
bestemte realkreditinstitutters forhold til Folketingets stående udvalg,
herunder Boligudvalget, som det ellers er praksis i forbindelse med
besvarelsen af spørgsmål fra udvalgene under almindelig del eller i
forbindelse med lovændringer.«
3. Lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt er ikke til
hinder for, at en minister af egen drift, eller f.eks. fordi et
folketingsudvalg anmoder om det, videregiver fortrolige oplysninger til
folketingsudvalget, når oplysningerne efter ministerens skøn må antages at
være af betydning for udvalgets behandling af en sag. Sådan videregivelse bør
ske med fremhævelse af oplysningernes fortrolige karakter.
Muligheden for at videregive fortrolige oplysninger til et
folketingsudvalg gælder i almindelighed også, selv om oplysningerne er
omfattet af særlige tavshedspligtsbestemmelser.
Videregivelse vil imidlertid i princippet være udelukket, hvis
tavshedspligtsbestemmelsen efter sit indhold på baggrund af klare
motivudtalelser eller lignende giver sikre holdepunkter for, at også
Folketinget skal være afskåret fra at modtage fortrolige oplysninger. Et
eksempel herpå er bank- og sparekasselovens § 50 b.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 50 b indebærer således en
begrænsning i forhold til den almindelige adgang til at videregive fortrolige
oplysninger til folketingsudvalg. Industriministeren vil således ikke i
almindelighed kunne videregive oplysningerne, som ministeren eller
Finanstilsynet er blevet bekendt med gennem tilsynsvirksomheden, om bestemte
realkreditinstitutters drifts- og forretningshemmeligheder eller i øvrigt om
det enkelte instituts økonomiske forhold.
Bestemmelsen kan dog ikke antages at indeholde et absolut forbud mod
videregivelse af sådanne oplysninger til et folketingsudvalg. Er der tale om
oplysninger, der er offentligt tilgængelige, f.eks. fordi et pengeinstitut
selv har stillet disse til rådighed for pressen eller andre, eller fremgår
oplysninger af indleverede og offentliggjorte regnskaber eller andre på
tilsvarende måde offentliggjorte oplysninger, vil en minister ikke være
afskåret fra at give oplysningerne til Folketinget. Oplysningerne kan i den
forbindelse ikke anses for fortrolige. Det samme må formentlig antages at
gælde, hvis et pengeinstitut har givet sit samtykke hertil.
Efter bestemmelsen i § 50 b, stk. 1, gælder tavshedspligten »under
ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e«. Efter straffelovens § 152 e
omfatter bestemmelserne i straffelovens §§ 152-152 d ikke tilfælde, hvor den
pågældende er forpligtet til at videregive oplysningen eller handler i
berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres
tarv. Det må bl.a. på den baggrund antages, at der vil kunne forekomme ganske
særlige tilfælde, hvor en ministers videregivelse af fortrolige oplysninger
vedrørende et nærmere angivet pengeinstitut til et folketingsudvalg ikke vil
være retsstridig, og videregivelsen således vil være lovlig.
4. Hvad angår spørgsmålets anden del, kan det oplyses, at
Justitsministeriet ikke har bemærkninger til industriministerens besvarelse
af 23. september 1993 af spørgsmål S 1454 vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt
de meddelte oplysninger om Himmerlandsbanken er omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i § 50 b, stk. 2.
Kopi af besvarelsen vedlægges.
København, den 23. september 1993
Folketingets Lovsekretariat
Vedlagt fremsender jeg i 85 eksemplarer min besvarelse af S 1454 stillet
af Kirsten Jacobsen (FP) den 14. september 1993.
Med venlig hilsen
Jan Trøjborg
INDUSTRIMINISTEREN
Skriftlig besvarelse af spørgsmål S 1454 stillet af Kirsten Jacobsen
(FP) den 14. september 1994
Spørgsmål:
Vil ministeren give en redegørelse omkring Bornholmerbankens fusion med
Bikuben - før, under og efter fusionen, samt Finanstilsynets rolle heri -
svarende til ministerens redegørelse om forholdene omkring Himmerlandsbanken?
Svar:
Det følger af § 50 b, stk. 2, nr. 10, i Industriministeriets
lovbekendtgørelse nr. 57 af 2. februar 1993 af lov om banker og sparekasser
m.v., at det ikke er muligt for industriministeren at videregive konkrete,
fortrolige oplysninger til Folketinget vedrørende bestemte pengeinstitutters
forhold. Der henvises herved også til boligministerens besvarelse af
spørgsmål nr. 6 fra Folketingets Boligudvalg (L 65 - bilag 2) i 1991.
Det indebærer, at ministeren ikke lovligt kan videregive oplysninger, som
man er blevet bekendt med, om bestemte pengeinstitutters drifts- og
forretningshemmeligheder eller i øvrigt om det enkelte instituts økonomiske
forhold, som ikke i forvejen er offentligt tilgængelige, f.eks. gennem
offentliggjorte regnskaber.
Det følger endvidere af fortolkningen af § 50 b, stk. 2, nr. 10, i bank-
og sparekasseloven, at hvis der er tale om oplysninger, der i forvejen er
offentligt tilgængelige, f.eks. oplysninger, som et pengeinstitut selv har
stillet til rådighed for pressen, eller andre på tilsvarende måde
offentliggjorte oplysninger, f.eks. offentliggjorte regnskaber, vil
industriministeren ikke være afskåret fra at give oplysningerne til
Folketinget. Oplysningerne kan i den forbindelse ikke længere anses for
fortrolige.
Den 30. august 1993 udsendte Himmerlandsbankens bestyrelse en redegørelse.
Redegørelsen var en meget detaljeret gennemgang af bankens og Finanstilsynets
dispositioner fra tidspunktet omkring offentliggørelsen af bankens
årsregnskab for 1992 til bankens konkurs.
Industriministerens redegørelse til Folketingets Erhvervsudvalg efter
dettes anmodning angår oplysningerne fra redegørelsen fra bestyrelsen.
Oplysningerne i redegørelsen var således på nær enkelte opklarende
ikketavshedspligtbelagte oplysninger allerede offentligt tilgængelige på
tidspunktet for udsendelsen af redegørelsen.
Redegørelsen er generelt blevet modtaget meget positivt, og jeg finder, at
den har været med til at fremme forståelsen for de vanskelige spørgsmål, som
må afklares, når en bank går konkurs.
For så vidt angår spørgsmålet omkring Bornholmerbankens fusion med
Bikuben, kan jeg oplyse, at bestyrelsen ikke på samme måde som tilfældet
Himmerlandsbanken er fremkommet med en redegørelse. Jeg kan endvidere oplyse,
at Bornholmerbankens bestyrelse har anket Finanstilsynets vurderinger af
bankens engagementer til Industriministeriets Erhvervsankenævn, hvor sagen
for øjeblikket verserer. Jeg kan derfor alene henvise til vedlagte skriftlige
besvarelse af spørgsmål nr. 34 (Alm. del. - bilag 132) stillet af
Folketingets Erhvervsudvalg den 12. marts 1992.
JUSTITSMINISTERIET
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
33 92 33 40 Telefax 33 93 35 10
Den 23. september 1993
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K.
Vedlagt fremsendes i 85 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. S 1453 fra
medlem af Folketinget Kirsten Jacobsen (FP).
Erling Olsen
Torsten Hesselbjerg
JUSTITSMINISTERIET
Besvarelse af spørgsmål nr. S 1453 fra medlem af Folketinget Kirsten
Jacobsen
Spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, hvilke ændringer der skal foretages, for at
industriministerens oplysninger om Himmerlandsbanken, jf. bilag fra
Erhvervsudvalgets alm. del - bilag 293, ikke er en overskridelse af
tavshedspligtsbestemmelserne i bank- og sparekasseloven?
Svar:
Industriministeriet har i en samtidig besvarelse af spørgsmål S 1454
redegjort nærmere for den konkrete sag.
Justitsministeriet finder herefter alene at burde udtale sig generelt -
dvs. uafhængigt af den konkrete sag - om, hvilke lovændringer der skal
foretages for at tilvejebringe en videre adgang for ministre til at
videregive fortrolige oplysninger vedrørende pengeinstitutters forhold til
Folketinget og dets stående udvalg end den, der følger af de gældende
bestemmelser i bank- og sparekasseloven.
Hvis der ønskes en videre adgang for ministre til at videregive sådanne
oplysninger til Folketinget, vil en sådan adgang i givet fald kunne tænkes
etableret på flere måder. En mulighed kunne være - i det omfang det ligger
inden for rammerne af den bagvedliggende EF-bestemmelse - at udvide
undtagelsesbestemmelsen i lovens § 50 b, stk. 2, nr. 10, til ud over
videregivelsen af oplysninger til Folketingets Ombudsmand eller til en
parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget også at omfatte fortrolig
videregivelse af oplysninger til Folketingets stående udvalg.
En sådan ændring vil indebære, at fortrolig videregivelse af oplysninger
vedrørende pengeinstitutters forhold til Folketingets stående udvalg bl.a.
vil kunne ske i tilfælde, hvor det pågældende pengeinstitut ikke selv
forinden har stillet oplysningerne til rådighed for offentligheden.
ERHVERVSMINISTEREN
Den 3. december 1996
Folketingets Erhvervsudvalg
Vedlagt fremsender jeg i 80 eksemplarer min besvarelse af spørgsmål 71
(alm. del - bilag 205) stillet af Udvalget den 25. november 1995.
Med venlig hilsen
Mimi Jakobsen
ERHVERVSMINISTEREN
Besvarelse af spørgsmål 71 (alm. del - bilag 205) stillet af
Folketingets Erhvervsudvalg den 25. november 1996.
Ad samrådsspørgsmål F-I, jf. alm. del - bilag 106.
Spørgsmål 71:
»Ministeren bedes sende udvalget sit talepapir.«
Svar:
Vedlagt følger talepapiret til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål
F-I.
Kun besvarelsen af spørgsmål H er gengivet her:
Spørgsmål H:
»Hvordan vil ministeren sikre, at reglerne om aktindsigt i den
finansielle lovgivning ikke fremover forhindrer parter i en sag at få adgang
til sagens akter?»
Svar:
Som bekendt har advokat, dr.jur. Jan Schans Christensen udarbejdet en
eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle sektor.
Det nugældende partsbegreb bestemmer, at som part i Finanstilsynets sager
anses alene den finansielle virksomhed, som sagen vedrører.
I eneudredningen anbefaler advokat, dr.jur. Jan Schans Christensen, at der
indføres et nyt, men dog stadig begrænset partsbegreb.
Det nye partsbegreb skal sikre, at den, Finanstilsynets afgørelse retter
sig til, i fremtiden bliver anset som part i Finanstilsynets sag.
Jeg vil snarest forberede lovforslag til ændring af bestemmelserne om
tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle tilsynslovgivning.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., lov om forsikringsvirksomhed og realkreditloven Retsinformation · 13. november 1998
- 1997 LSF 45 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG REALKREDITLOVEN (PARTSBEGREBET I DEN FINANSIELLE TILSYNSLOVGIVNING) Retsinformation · 1. april 1998
- 1996 LSF 246 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG REALKREDITLOVEN(PARTSBEGREB OG TAVSHEDSPLIGT I DEN FINANSIELLE SEKTOR) Retsinformation · 24. april 1997
- 1997 LSF 181 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V. OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE (FORBEDRING AF MULIGHEDERNE FOR AT VIDEREFØRE AKTIVITETERNE I ET KRISERAMT INSTITUT, TAVSHEDSPLIGT, PARTSBEGREB, ÆNDREDE PLACERINGSREGLER FOR BØRNEOPSPARING OG BOLIGOPSPARING M.V.) Retsinformation · 5. februar 1998
- 1997 LSF 182 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED, LOV OM VISSE SELSKABERS AFLÆGGELSE AF ÅRSREGNSKAB M.V. OG LOV OM ERHVERVSANKENÆVNET (REVISION, TAVSHEDSPLIGT, PARTSBEGREB M.V.) Retsinformation · 5. februar 1998
- Forslag til Lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., lov om forsikringsvirksomhed, realkreditloven, lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om et skibsfinansieringsinstitut, lov om værdipapirhandel m.v., lov om fondsmæglerselskaber og lov om investerin Retsinformation · 25. november 1998