Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 246 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG REALKREDITLOVEN(PARTSBEGREB OG TAVSHEDSPLIGT I DEN FINANSIELLE SEKTOR)

1996/1 LSF 246Lovforslag som fremsatFolketinget24. april 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 730 af 6.

august 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 50 b, stk. 2, nr. 11, affattes således:

»11) til Folketingets stående udvalg som led i den parlamentariske

kontrol med forvaltningen,»

2. § 50 b, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses det

pengeinstitut, som undersøgelsen efter § 49, stk. 2 og 3, vedrører samt den

til hvem en af Finanstilsynet truffet afgørelse i øvrigt retter sig.«

§ 2

I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 6. august

1996, foretages følgende ændring:

1. I § 240 c, stk. 2, indsættes efter nr. 8 som nyt nummer:

»9) til Folketingets stående udvalg som led i den parlamentariske

kontrol med forvalningen,»

Nr. 9-11 bliver herefter nr. 10-12.

2. § 240 c, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses det

forsikringsselskab, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 26 vedrører,

samt den til hvem en af Finanstilsynet truffet afgørelse i øvrigt retter

sig.«

§ 3

I realkreditloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 924 af 23. oktober 1996,

foretages følgende ændring:

1. § 98, stk. 2, nr. 11, affattes således:

»11) til Folketingets stående udvalg som led i den parlamentariske

kontrol med forvaltningen,»

2. § 98, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses det

Læs alt

realkreditinstitut, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 16 vedrører

samt den til hvem en af Finanstilsynet truffet afgørelse i øvrigt retter

sig.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Loven har virkning for oplysninger, der er modtaget af

Finanstilsynet før lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Loven har virkning for sager, der er påbegyndt og ikke

afsluttet af Finanstilsynet før lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget indebærer dels, at Folketingets stående udvalg får mulighed

for få oplysninger om finansielle institutter, dels at partsbegrebet i de

forskellige finansielle love udvides, således at f.eks. kunder i banker og

sparekasser, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter bliver betragtet

som parter i sager, der vedrører kundens forhold i de finansielle

institutter.

Baggrunden for lovforslaget er, at siden den særlig skærpede tavshedspligt

blev gennemført i de forskellige finansielle love, senest i forsikringsloven,

har det gentagne gange vist sig umuligt for Folketingets stående udvalg at få

oplysninger vedrørende de finansielle institutter. Der er tale om

oplysninger, der i alle andre sammenhænge betragtes som nødvendige for, at

lovgivningsmagten kan udføre den almindelige parlamentariske kontrol med

forvaltningen. Senest har det således vist sig umuligt at få oplysninger om

Hafnia-koncernens forhold, uanset der i dette tilfælde ikke længere er tale

om at hemmeligholde oplysninger af hensyn til virksomhedens fortsatte

eksistens. Men også i en lang række tidligere sager på det finansielle område

har de skærpede tavhedspligtsbestemmelser vist sig at forhindre de ansvarlige

ministre i at give de relevante oplysninger videre, som det f.eks. var

tilfældet i Lindknud-Hovborg-sagen, i Varde Bank-sagen og i

Himmerlandsbank-sagen.

Det er derfor forslagsstillernes opfattelse, at de gældende regler må

betragtes som værende både unødigt stramme og retsikkerhedsmæssigt stærkt

betænkelige, da de hindrer lovgivningsmagten i at udføre den almindelige

parlamentariske kontrol på et enkelt område, nemlig i forhold til

lovgivningen vedrørende de finansielle virksomheder. Dertil kommer, som det

fremgår af et svar fra Justitsministeriet fra den 9. december 1993 (ERU, L 37

- bilag 21), at den særlig skærpede tavshedspligt ikke er en følge af

EU-direktiver, men en særlig dansk variant, som derfor sikkert ikke er

gældende over for øvrige EU-landes parlamenter. Justitsministeriets svar er

optaget som bilag til lovforslaget.

Det er endvidere forslagsstillernes opfattelse, at det særlige partsbegreb

i de gældende finansielle love, der afskærer kunder i et pengeinstitut,

forsikringsselskab samt et realkreditinstitut fra rettigheder, der følger af

almindeligt gældende forvaltningsretlige regler, bør ændres. De gældende

regler indebærer f.eks., at en kunde, der klager over et pengeinstituts

behandling, ikke kan få adgang til nogen oplysninger overhovedet, selv om det

faktisk er kundens oplysninger, der danner grundlag for, at Finanstilsynet

iværksætter en nærmere undersøgelse af det finansielle institut. Samme kunde

kan heller ikke klage over Finanstilsynets afgørelse til Erhvervsankenævnet,

da vedkommende ikke betragtes som part, endskønt afgørelsen på mange måder

også retter sig til kunden. Særligt rammer disse bestemmelser de mindre

erhvervskunder, der heller ikke kan indbringe sagen for de private ankenævn,

og som derfor er tvunget til at indbringe sagen for domstolene, hvilket både

er tidskrævende og meget byrdefuldt rent økonomisk. Det er klart, at langt

størstedelen af Finanstilsynets afgørelser, f.eks. for så vidt angår

solvenskrav, regnskabskrav m.v., alene involverer de finansielle institutter

som parter, men det er forslagsstillernes opfattelse, at det ved afgørelser,

der også har virkning for andre end det finansielle institut, bør sikres, at

elementære rettigheder som klageadgang og aktindsigt gælder for alle, der

bliver berørt af afgørelsen. Dette synspunkt støttes da også af juridiske

eksperter; senest har således advokat, dr.jur. Jan Schans Christensen i

»Eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den finansielle

tilsynslovgivning« udgivet af Erhvervsministeriet i september 1996 på

side 167 anført følgende betragtning: »På den anden side har indførelsen

af det særlige partsbegreb også medført, at man - uden at det er klart, om

man har ønsket denne virkning - i meget vid udstrækning har afskåret

Finanstilsynet og Erhvervsankenævnet fra på baggrund af et konkret skøn at

tillægge andre end de tilsynsbelagte virksomheder selv partsbeføjelser som

f.eks. klageadgang m.v. Dette gælder også, selv om man - som nærmere

redegjort for i kapitel V (Eneudredning om tavshedspligt og partsbegreb i den

finansielle tilsynslovgivning) - kan pege på en række situationer, hvor der

kunne være anledning til at foretage en konkret afvejning af, om en person af

særlige grunde bør tillægges visse partsbeføjelser.«

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at den ansvarlige minister skal kunne videregive fortrolige

oplysninger vedrørende pengeinstitutter m.v. til Folketingets stående udvalg

som led i den parlamentariske kontrol med forvaltningen. De pågældende

folketingsmedlemmer, der modtager oplysningerne, vil blive omfattet af

tavshedspligten efter den gældende § 50, stk. 1 og 4.

Bestemmelsen svarer i øvrigt til den oprindeligt foreslåede bestemmelse,

der blev fremsat ved indførelsen af den nugældende tavshedspligtsbestemmelse

ved lov nr. 306 af 16. maj 1990. (L 127, folketingsåret 1989-90, FF 4612,

Till. A 3373, FF 5047, Till. B 793, FF 8764 og 9285, Till. C 575).

Til nr. 2

Forslaget indebærer, at det ikke kun er pengeinstituttet, der anses som

part i sager, hvori Finanstilsynet træffer afgørelser, men at tillige andre,

f.eks. kunder i pengeinstituttet, som Finanstilsynets afgørelse retter sig

til, er parter i forhold til sagen. Partsstatus betyder, at de gældende

forvaltningsretlige regler om partshøring, partsindsigt og klageadgang også

finder anvendelse for disse. Dette betyder f.eks., at klageren skal betragtes

som part i de tilfælde, hvor Finanstilsynet iværksætter en undersøgelse om,

hvorvidt et pengeinstitut har overholdt god pengeinstitutpraksis på baggrund

af en konkret klage. Endvidere skal tillige f.eks. kunder, der på grund af en

afgørelse fra Finanstilsynet om vurdering af pengeinstituttets engagementer

bliver berørt af afgørelsen, også betragtes som part. Det må i de enkelte

sager i øvrigt bero på en konkret vurdering af sagen, herunder afgørelsens

art, hvem der i den enkelte sag efter den foreslåede bestemmelse skal

betragtes som parter, idet det dog bemærkes, at kunder, der efter

forvaltningslovens almindelige partsbegreb ikke ville kunne opnå partsstatus,

heller ikke efter lovforslagets bestemmelser vil kunne få det, ligesom det

heller ikke er alle, der har en »interesse« i sagen, der vil kunne

opnå partsstatus.

Til § 2

Til nr. 1

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Til nr. 2

Parter i sager, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse efter

forsikringslovens bestemmelser, vil f.eks. være, kunder, der efter

forsikringslovens § 157 har adgang til at gøre indsigelse mod overdragelse af

en forsikringsbestand fra et selskab til et andet selskab. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Til § 3

Til nr. 1

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Til nr. 2

Parter i sager, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse efter

realkreditlovens bestemmelser vil f.eks. være kunder, der som følge af en

afgørelse fra Finanstilsynet om overbelåning i kraft af realkreditlovens § 47

a må acceptere en omlægning af et realkreditlån, der er ydet i strid med

loven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 2.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1997. Lovens

bestemmelser har dog virkning fra før dette tidspunkt. Det foreslås således,

at oplysninger om de finansielle institutter, der er modtaget i

Finanstilsynet før 1. juli 1997 kan udleveres til Folketingets stående

udvalg. I stk. 3 foreslås det, at også i verserende sager, altså sager, hvor

sagsbehandlingen er påbegyndt, men endnu ikke afsluttet, før lovens

ikrafttræden, udvides partsbegrebet.

Skriftlig fremsættelse

Kirsten Jacobsen (FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., lov

om forsikringsvirksomhed og realkreditloven. (Partsbegreb og tavshedspligt i

den finansielle sektor).

(Lovforslag nr. L 246).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og

anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Bilag

JUSTITSMINISTERIET

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

33 92 33 40 Telefax 33 93 35 10 Den 9. december 1993

Folketingets Erhvervsudvalg

Christiansborg

1240 København K.

Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 10 og 11

af 7. december 1993 fra Folketingets Erhvervsudvalg vedrørende forslag til

lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v. (L 37 - bilag 14).

Erling Olsen

Torsten Hesselbjerg

JUSTITSMINISTERIET

Besvarelse af spørgsmål nr. 10 og 11 af 7. december 1993 fra

Folketingets Erhvervsudvalg

(L 37 - bilag 14)

Spørgsmål nr. 10:

Udvalget anmoder justitsministeren om teknisk bistand til udarbejdelse af

ændringsforslag til bank- og sparekasselovens § 50 b, hvorved den pågældende

bestemmelse dels er i overensstemmelse med bestemmelserne i 2.

samordningsdirektiv, dels ikke afskærer folketingsudvalg fra at få

oplysninger.

Svar:

1. Efter bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, nr. 10, er

tavshedspligt ikke til hinder for, at fortrolige tilsynsoplysninger om

pengeinstitutters forhold videregives til Folketingets Ombudsmand eller til

en parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget.

Bestemmelsen antages at indebære en begrænsning i forhold til den

almindelige adgang til at videregive fortrolige oplysninger til

folketingsudvalg. Efter forarbejderne til bestemmelsen vil Folketingets

adgang til at få fortrolige tilsynsoplysninger om pengeinstitutter være

betinget af, at procedurerne i § 50 b, stk. 2, nr. 10, iværksættes.

Industriministeren vil således ikke i almindelighed kunne videregive

oplysninger, som ministeren eller Finanstilsynet er blevet bekendt med gennem

tilsynsvirksomheden, om bestemte pengeinstitutters drifts- og

forretningshemmeligheder eller i øvrigt om det enkelte instituts økonomiske

forhold til folketingsudvalg.

Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af 27. oktober 1993 af

spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Erhvervsudvalg (Alm. del - bilag 9).

Kopi af besvarelsen vedlægges.

2. I Justitsministeriets besvarelse af 23. september 1993 af

spørgsmål nr. S 1453 fra medlem af Folketinget Kirsten Jacobsen (FP) blev det

anført, at en videre adgang for ministre til at videregive den her omhandlede

type oplysninger i givet fald vil kunne etableres på flere måder. En mulighed

kunne være - i det omfang det ligger inden for rammerne af den bagvedliggende

EF-bestemmelse - at udvide undtagelsesbestemmelsen i lovens § 50 b, stk. 2,

nr. 10, til ud over videregivelse af oplysninger til Folketingets Ombudsmand

eller til en parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget også at omfatte

fortrolig videregivelse af oplysninger til Folketingets stående udvalg.

Kopi af den nævnte besvarelse vedlægges.

3. Den nugældende bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 50 b,

stk. 2, nr. 10, blev indsat i loven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990 i

forbindelse med gennemførelsen i dansk ret af det såkaldte 2.

samordningsdirektiv (direktiv af 15. december 1989 om samordning af

lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut

og om ændring af direktiv 77/780/EØF).

Bestemmelsen i § 50 b har til formål at gennemføre direktivets art. 16,

der regulerer tavshedspligten og dens rækkevidde. I direktivbestemmelsen er

spørgsmålet om videregivelse af fortrolige oplysninger til parlamentet

uomtalt.

I det fremsatte lovforslag foresloges bestemmelsen i § 50 a, stk. 2, nr.

10, affattet således:

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at

fortrolige oplysninger videregives:

. . .

10) til Folketinget som led i Folketingets parlamentariske kontrol med

forvaltningen,

. . .«

I bemærkningerne til bestemmelsen anførtes bl.a. (Folketingstidende

1989-90, tillæg A, sp. 3428):

»Efter denne bestemmelse kan oplysninger videregives til Folketinget

som led i Folketingets parlamentariske kontrol med forvaltningen.

Kommissionen og Rådet har erklæret, at direktivet ikke berører de nationale

parlamentsudvalgs ret til at stille forespørgsler i medlemsstaterne for at

indhente oplysninger i henhold til forfatningen. Direktivet forpligter på den

baggrund ikke medlemsstaterne til at fastsætte regler om tavshedspligt, der

udelukker, at der fra Finanstilsynet videregives oplysninger til Folketinget,

når Folketinget tager særlige skridt til at få en sag oplyst. Videregivelse

af oplysninger til Folketinget kan således efter stk. 2, nr. 10, ske, hvis

Folketinget nedsætter en parlamentarisk kommission efter grundlovens § 51,

eller når der ved særlig lov eller i henhold til retsplejelovens § 21

nedsættes en kommissionsdomstol til at undersøge bestemte spørgsmål om

Finanstilsynets virksomhed. Oplysninger kan også videregives til Folketingets

Ombudsmand efter ombudsmandslovens § 7.«

I industriministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 til lovforslaget (L

127 - bilag 7) anførtes bl.a. efter indhentet udtalelse fra

Justitsministeriet:

»På baggrund af den nævnte rådserklæring og under hensyn til, at

formålet med 2. bankharmoniseringsdirektivs regler om tavshedspligt er at

sikre, at oplysninger, som stammer fra et EF-lands tilsynsmyndigheder, er

undergivet tavshedspligt i et andet EF-land, finder Justitsministeriet det

nærliggende at antage, at direktivet ud fra en formålsfortolkning ikke er til

hinder for, at der f.eks. til et af Folketingets stående udvalg videregives

fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter. Bestemmelsen i

forslagets § 50 a, stk. 2, nr. 10, er i overensstemmelse hermed.«

Under lovforslagets behandling i Erhvervsudvalget blev bestemmelsens

formulering ændret, således at det blev præciseret, at Folketingets adgang

til at få fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter er

betinget af iværksættelse af særlige procedurer (Folketingstidende 1989-90,

tillæg B, sp. 798). Denne ændrede formulering blev vedtaget.

4. I forbindelse med lovforslagets behandling i 1990 har

Justitsministeriet således lagt til grund, at direktivet - selv om

spørgsmålet er uomtalt i direktivets tekst - ikke er til hinder for, at

fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter videregives til

Folketingets stående udvalg.

5. På baggrund af det anførte må det antages, at der inden for

rammerne af direktivet vil kunne ske en vis udvidelse af adgangen til at

videregive oplysninger af den her omhandlede art.

Såfremt en sådan udvidelse ønskes, kunne en bestemmelse herom f.eks.

formuleres ad modum det oprindelige lovforslag på følgende måde:

»10) til Folketingets Ombudsmand, til en parlamentarisk kommission

nedsat af Folketinget eller til Folketingets stående udvalg som led i den

parlamentariske kontrol med forvaltningen.«

Det følger i så fald af bestemmelsen i § 50, stk. 4, at de pågældende

folketingsmedlemmer undergives den særlige tavshedspligt efter § 50 b, stk.

1, med hensyn til disse oplysninger.

Spørgsmål nr. 11:

Udvalget anmoder justitsministeren om teknisk bistand til udarbejdelse af

ændringsforslag til bank- og sparekasselovens § 50 b vedrørende

partsbegrebet, således at også henholdsvis obligationsejere og aktionærer,

jf. Himmerlandsbanksagen og Lagtinget/landsstyret og Finansieringsfonden, jf.

sagen om Færøerne, betragtes som parter.

Svar:

1. Efter bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, anses som part

i forholdet til Finanstilsynet alene det pengeinstitut, som undersøgelsen

efter § 50, stk. 1, vedrører.

I forarbejderne til bestemmelsen er anført følgende (Folketingstidende

1989-90, tillæg A, sp. 3429):

»Stk. 5 fastsætter regler om, hvem der kan anses som part i forholdet

til Finanstilsynet, når tilsynet efter lovens § 50, stk. 1, undersøger

enkelte pengeinstitutters forhold. Der foretages herved en præcisering af

forvaltningslovens partsbegreb, således at det alene er det pengeinstitut,

hvis forhold undersøges, der kan anses som part. Dette betyder bl.a., at

andre end pengeinstituttet, selv om de pågældende måske har interesser i

sagen, ikke har mulighed for f.eks. aktindsigt.

Bestemmelsen er bl.a. foranlediget af, at der efter nogle afgørelser fra

Folketingets Ombudsmand og Erhvervsankenævnet er opstået tvivl om

partsbegrebets udstrækning i relation til bestemmelsen i lovens § 50, stk. 3.

Således har ombudsmanden i en sag fra 1987, jf. FOB 1978, s. 64 ff, fundet,

at en indlånerforening, der ikke var klageberettiget over for tilsynets

beslutninger, desuagtet måtte anses som part.

Efter Industriministeriets opfattelse følger det af reglerne i 2.

banksamordningsdirektiv, at der i meget vidt omfang skal sikres fortrolighed

omkring de oplysninger, som Finanstilsynet gennem sine undersøgelser kommer i

besiddelse af. En sådan fortrolighed kan kun sikres, hvis forvaltningslovens

partsbegreb ikke resulterer i, at alle, der har en interesse i sagen, kan få

aktindsigt.«

2. Ønskes en bestemmelse med det i spørgsmålet angivne indhold

udformet, kan det ske ved en ændring af den nævnte bestemmelse i § 50 b, stk.

5.

For så vidt angår spørgsmålet om at tillægge obligationsejere og

aktionærer partsstatus, vil dette imidlertid næppe kunne ske inden for

rammerne af 2. banksamordningsdirektiv, jf. det ovenfor i forarbejderne til

bestemmelsen anførte.

Hertil kommer, at en sådan ændring også vil indebære en væsentlig

udvidelse i forhold til forvaltningslovens partsbegreb. Hvis hver enkelt

aktionær og obligationsejer skal have partsstatus, vil det i princippet

indebære, at Finanstilsynet over for hver enkelt skal iagttage

forvaltningslovens partsregler, herunder reglerne om partsaktindsigt,

partshøring, begrundelse og underretning. Dette vil formentlig ikke kunne

administreres i praksis.

Justitsministeriet har inden for den korte tid, der har været til rådighed

til udarbejdelse af denne besvarelse, ikke haft mulighed for nærmere at

overveje de retlige spørgsmål, der knytter sig til spørgsmålet om at tillægge

Lagtinget/landsstyret og Finansieringsfonden partsstatus i forhold til

Finanstilsynet.

JUSTITSMINISTERIET Den 27. oktober 1993

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

33 92 33 40 Telefax 33 93 35 10

Folketingets Erhvervsudvalg

Christiansborg

1240 København K.

Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 3 af 8.

oktober 1993 fra Folketingets Erhvervsudvalg (Alm. del - bilag 9).

Erling Olsen

Torsten Hesselbjerg

JUSTITSMINISTERIET

Besvarelse af spørgsmål nr. 3 af 8. oktober 1993 fra Folketingets

Erhvervsudvalg (Alm. del - bilag 9)

Spørgsmål:

Justitsministeriets lovkontor bedes give en uddybende redegørelse for

rækkevidden af undtagelsen i § 50 b, stk. 2, nr. 10, i bank- og

sparekasseloven. Herudover ønskes det oplyst, hvorvidt de oplysninger,

industriministeren har givet udvalget vedrørende Himmerlandsbanken, er

omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Svar:

1. Bestemmelsen i § 50 b i bank- og sparekasseloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 57 af 2. februar 1993, vedrører tavshedspligt for

Finanstilsynets ansatte og eksperter, der handler eller har handlet på

Finanstilsynets vegne, samt disses adgang til at videregive oplysninger.

Bestemmelsen (oprindelig § 50 a), der gennemfører art. 16 i EF's 2.

direktiv om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve

virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780/EØF (2.

samordningsdirektiv), blev indsat i loven ved lov nr. 306 af 16. maj 1990.

Efter bestemmelsen i § 50 b, stk. 1, er Finanstilsynets ansatte og

eksperter under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e som udgangspunkt

forpligtede til at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver

vidende om.

I bestemmelsens stk. 2, nr. 1-12, er foretaget en opregning af undtagelser

til denne hovedregel.

Undtagelsen i § 50 b, stk. 2, nr. 10, har følgende ordlyd:

»§ 50 b. . .

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige

oplysninger videregives: . . .

10) til Folketingets Ombudsmand eller til en parlamentarisk kommission

nedsat af Folketinget,»

Bestemmelsen, der blev indsat mellem 1. og 2. behandling af lovforslaget,

er ledsaget af følgende bemærkninger, jf. betænkning afgivet af Folketingets

Erhvervsudvalg den 19. april 1990, Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp.

798:

»Ved den foreslåede ændring præciseres formuleringen af undtagelserne

til tavshedspligten for Finanstilsynet. Folketingets adgang til at få

fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter er således betinget

af, at procedurerne som omtalt i den nu foreslåede nr. 10 iværksættes«.

2. Realkreditlovens § 98 blev ved lov nr. 932 af 27. december 1991

affattet på tilsvarende måde som den omtalte bestemmelse i § 50 b i bank- og

sparekasseloven.

Justitsministeriet udtalte i en skrivelse af 28. november 1991 i

forbindelse med besvarelse af et spørgsmål fra Folketingets Boligudvalg (L 65

- bilag 2) bl.a. følgende om denne bestemmelse:

»Som det følger af bemærkningerne til lovforslaget, vil Folketingets

adgang til at få fortrolige oplysninger vedrørende bestemte danske

realkreditinstitutter efter forslaget være betinget af, at de særlige

procedurer i § 98, stk. 2, nr. 10 og 11, iværksættes.

Den nu foreslåede tavshedspligtsbestemmelse svarer til den bestemmelse om

tavshedspligt, som ved lov nr. 306 af 16. maj 1990 blev indsat som § 50 a i

lov om banker og sparekasser.

Der henvises i den forbindelse til betænkning afgivet af Folketingets

Erhvervsudvalg den 19. april 1990 over forslag til lov om banker og

sparekasser m.v. med flere love (L 127 i folketingssamlingen 1989-90). I

bemærkningerne til dette ændringsforslag anføres tilsvarende, at Folketingets

adgang til at få fortrolige oplysninger vedrørende danske pengeinstitutter er

betinget af, at procedurerne i bestemmelserne iværksættes.

På den baggrund vil forslaget til den ny affattelse af

tavshedspligtsbestemmelsen i realkreditlovens § 98 efter Justitsministeriets

opfattelse indebære, at Folketinget afskærer sig fra at modtage fortrolige

oplysninger om såvel danske som udenlandske realkreditinstitutter fra

Finanstilsynet og boligministeren, bortset fra de tilfælde, som udtrykkeligt

nævnes i forslagets § 98, stk. 2, nr. 10 og 11.

Det vil efter forslaget ikke være muligt for boligministeren eller

Finanstilsynet at videregive konkrete, fortrolige oplysninger vedrørende

bestemte realkreditinstitutters forhold til Folketingets stående udvalg,

herunder Boligudvalget, som det ellers er praksis i forbindelse med

besvarelsen af spørgsmål fra udvalgene under almindelig del eller i

forbindelse med lovændringer.«

3. Lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt er ikke til

hinder for, at en minister af egen drift, eller f.eks. fordi et

folketingsudvalg anmoder om det, videregiver fortrolige oplysninger til

Folketingsudvalget, når oplysningerne efter ministerens skøn må antages at

være af betydning for udvalgets behandling af en sag. Sådan videregivelse bør

ske med fremhævelse af oplysningernes fortrolige karakter.

Muligheden for at videregive fortrolige oplysninger til et

folketingsudvalg gælder i almindelighed også, selv om oplysningerne er

omfattet af særlige tavshedspligtsbestemmelser.

Videregivelse vil imidlertid i princippet være udelukket, hvis

tavshedspligtsbestemmelsen efter sit indhold på baggrund af klare

motivudtalelser eller lignende giver sikre holdepunkter for, at også

Folketinget skal være afskåret fra at modtage fortrolige oplysninger. Et

eksempel herpå er bank- og sparekasselovens § 50 b.

Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 50 b indebærer således en

begrænsning i forhold til den almindelige adgang til at videregive fortrolige

oplysninger til folketingsudvalg. Industriministeren vil således ikke i

almindelighed kunne videregive oplysningerne, som ministeren eller

Finanstilsynet er blevet bekendt med gennem tilsynsvirksomheden, om bestemte

realkreditinstitutters drifts- og forretningshemmeligheder eller i øvrigt om

det enkelte instituts økonomiske forhold.

Bestemmelsen kan dog ikke antages at indeholde et absolut forbud mod

videregivelse af sådanne oplysninger til et folketingsudvalg. Er der tale om

oplysninger, der er offentligt tilgængelige, f.eks. fordi et pengeinstitut

selv har stillet disse til rådighed for pressen eller andre, eller fremgår

oplysninger af indleverede og offentliggjorte regnskaber eller andre på

tilsvarende måde offentliggjorte oplysninger, vil en minister ikke være

afskåret fra at give oplysningerne til Folketinget. Oplysningerne kan i den

forbindelse ikke anses for fortrolige. Det samme må formentlig antages at

gælde, hvis et pengeinstitut har givet sit samtykke hertil.

Efter bestemmelsen i § 50 b, stk. 1, gælder tavshedspligten »under

ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e«. Efter straffelovens § 152 e

omfatter bestemmelserne i straffelovens §§ 152-152 d ikke tilfælde, hvor den

pågældende er forpligtet til at videregive oplysningen eller handler i

berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres

tarv. Det må bl.a. på den baggrund antages, at der vil kunne forekomme ganske

særlige tilfælde, hvor en ministers videregivelse af fortrolige oplysninger

vedrørende et nærmere angivet pengeinstitut til et folketingsudvalg ikke vil

være retsstridig, og videregivelsen således vil være lovlig.

4. Hvad angår spørgsmålets anden del, kan det oplyses, at

Justitsministeriet ikke har bemærkninger til industriministerens besvarelse

af 23. september 1993 af spørgsmål S 1454 vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt

de meddelte oplysninger om Himmerlandsbanken er omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i § 50 b, stk. 2.

Kopi af besvarelsen vedlægges.

København, den 23. september 1993

Folketingets Lovsekretariat

Vedlagt fremsender jeg i 85 eksemplarer min besvarelse af S 1454 stillet

af Kirsten Jacobsen (FP) den 14. september 1993.

Med venlig hilsen

Jan Trøjborg

INDUSTRIMINISTEREN

Skriftlig besvarelse af spørgsmål S 1454 stillet af Kirsten Jacobsen

(FP) den 14. september 1994

Spørgsmål:

Vil ministeren give en redegørelse omkring Bornholmerbankens fusion med

Bikuben - før, under og efter fusionen, samt Finanstilsynets rolle heri -

svarende til ministerens redegørelse om forholdene omkring Himmerlandsbanken?

Svar:

Det følger af § 50 b, stk. 2, nr. 10, i Industriministeriets

lovbekendtgørelse nr. 57 af 2. februar 1993 af lov om banker og sparekasser

m.v., at det ikke er muligt for industriministeren at videregive konkrete,

fortrolige oplysninger til Folketinget vedrørende bestemte pengeinstitutters

forhold. Der henvises herved også til boligministerens besvarelse af

spørgsmål nr. 6 fra Folketingets Boligudvalg (L 65 - bilag 2) i 1991.

Det indebærer, at ministeren ikke lovligt kan videregive oplysninger, som

man er blevet bekendt med, om bestemte pengeinstitutters drifts- og

forretningshemmeligheder eller i øvrigt om det enkelte instituts økonomiske

forhold, som ikke i forvejen er offentligt tilgængelige, f.eks. gennem

offentliggjorte regnskaber.

Det følger endvidere af fortolkningen af § 50 b, stk. 2, nr. 10, i bank-

og sparekasseloven, at hvis der er tale om oplysninger, der i forvejen er

offentligt tilgængelige, f.eks. oplysninger, som et pengeinstitut selv har

stillet til rådighed for pressen, eller andre på tilsvarende måde

offentliggjorte oplysninger, f.eks. offentliggjorte regnskaber, vil

industriministeren ikke være afskåret fra at give oplysningerne til

Folketinget. Oplysningerne kan i den forbindelse ikke længere anses for

fortrolige.

Den 30. august 1993 udsendte Himmerlandsbankens bestyrelse en redegørelse.

Redegørelsen var en meget detaljeret gennemgang af bankens og Finanstilsynets

dispositioner fra tidspunktet omkring offentliggørelsen af bankens

årsregnskab for 1992 til bankens konkurs.

Industriministerens redegørelse til Folketingets Erhvervsudvalg efter

dettes anmodning angår oplysningerne fra redegørelsen fra bestyrelsen.

Oplysningerne i redegørelsen var således på nær enkelte opklarende

ikketavshedspligtbelagte oplysninger allerede offentligt tilgængelige på

tidspunktet for udsendelsen af redegørelsen.

Redegørelsen er generelt blevet modtaget meget positivt, og jeg finder, at

den har været med til at fremme forståelsen for de vanskelige spørgsmål, som

må afklares, når en bank går konkurs.

For så vidt angår spørgsmålet omkring Bornholmerbankens fusion med

Bikuben, kan jeg oplyse, at bestyrelsen ikke på samme måde som tilfældet

Himmerlandsbanken er fremkommet med en redegørelse. Jeg kan endvidere oplyse,

at Bornholmerbankens bestyrelse har anket Finanstilsynets vurderinger af

bankens engagementer til Industriministeriets Erhvervsankenævn, hvor sagen

for øjeblikket verserer. Jeg kan derfor alene henvise til vedlagte skriftlige

besvarelse af spørgsmål nr. 34 (Alm. del. - bilag 132) stillet af

Folketingets Erhvervsudvalg den 12. marts 1992.

JUSTITSMINISTERIET Den 23. september 1993

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

33 92 33 40 Telefax 33 93 35 10

Folketingets Lovsekretariat

Christiansborg

1240 København K.

Vedlagt fremsendes i 85 eksemplarer besvarelse af spørgsmål n. S 1453 fra

medlem af Folketinget Kirsten Jacobsen (FP).

Erling Olsen

Torsten Hesselbjerg

JUSTITSMINISTERIET

Besvarelse af spørgsmål nr. S 1453 fra medlem af Folketinget Kirsten

Jacobsen

Spørgsmål:

Vil ministeren oplyse, hvilke ændringer der skal foretages, for at

industriministerens oplysninger om Himmerlandsbanken, jf. bilag fra

Erhvervsudvalgets alm. del - bilag 293, ikke er en overskridelse af

tavshedspligtsbestemmelserne i bank- og sparekasseloven?

Svar:

Industriministeriet har i en samtidig besvarelse af spørgsmål S 1454

redegjort nærmere for den konkrete sag.

Justitsministeriet finder herefter alene at burde udtale sig generelt -

dvs. uafhængigt af den konkrete sag - om, hvilke lovændringer der skal

foretages for at tilvejebringe en videre adgang for ministre til at

videregive fortrolige oplysninger vedrørende pengeinstitutters forhold til

Folketinget og dets stående udvalg end den, der følger af de gældende

bestemmelser i bank- og sparekasseloven.

Hvis der ønskes en videre adgang for ministre til at videregive sådanne

oplysninger til Folketinget, vil en sådan adgang i givet fald kunne tænkes

etableret på flere måder. En mulighed kunne være - i det omfang det ligger

inden for rammerne af den bagvedliggende EF-bestemmelse - at udvide

undtagelsesbestemmelsen i lovens § 50 b, stk. 2, nr. 10, til ud over

videregivelsen af oplysninger til Folketingets Ombudsmand eller til en

parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget også at omfatte fortrolig

videregivelse af oplysninger til Folketingets stående udvalg.

En sådan ændring vil indebære, at fortrolig videregivelse af oplysninger

vedrørende pengeinstitutters forhold til Folketingets stående udvalg bl.a.

vil kunne ske i tilfælde, hvor det pågældende pengeinstitut ikke selv

forinden har stillet oplysningerne til rådighed for offentligheden.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter