Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LÆGELOVEN (BESTEMMELSER OM INFORMATION OG SAMTYKKE)

1991/1 LSF 128Lovforslag som fremsatFolketinget18. maj 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19.

august 1976, som senest ændret ved lov nr. 278 af 2. maj 1990, foretages

følgende ændringer:

1. § 6, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes som nye

stykker:

» Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der ikke er

grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse patienten om

dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.

Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod

patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. Dette gælder også, hvor

patienten ved et livstestamente har udtrykt ønske om fritagelse for

livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt

døende.

Stk. 4. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor

der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en

vis livsforlængelse.

Stk. 5. I en situation, hvor patienten er uafvendeligt døende, men

hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at påbegynde eller

fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet for dødens

indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de smertestillende,

beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens

tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.«

2. Efter § 6 indsættes som ny paragraf:

»§ 6 a. Enhver, der er myndig, kan oprette et livstestamente.

Heri udtrykkes testators ønske om behandlingen, når testator måtte komme i en

tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves på anden måde.

Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger de nærmere regler om

livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse m.v.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for

Læs alt

registrering af livstestamenter.«

3. I § 22, stk. 1, udgår »§ 6, stk. 2«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19.

august 1976, som ændret ved lov nr. 278 af 2. maj 1990 foretages følgende

ændringer:

1. § 6, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes som nyt

stk. 2 og 3:

» Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der ikke er

grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse patienten om

dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.

Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod

patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet.«

2. I § 22, stk. 1, udgår: »§ 6, stk. 2«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

A. Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold

Med lovforslaget præciseres lægers pligt til information af og

indhentelse af samtykke fra patienten i forbindelse med undersøgelse,

behandling m.m.

2. Lovforslagets baggrund

Baggrunden for lovforslaget er det i Folketinget den 11. marts 1986

fremsatte beslutningsforslag nr. B 124 (1. behandlet den 30. april 1986) om

nedsættelse af en arbejdsgruppe »med henblik på at skabe en klarere

retstilstand for behandling/ikke-behandling af patienter med håbløse

sygdomme, så menneskers ret til en naturlig og værdig død sikres«, jf.

Folketingstidende, Tillæg A, spalte 4943 og Folketingets Forhandlinger,

spalte 10401-10414.

Af Retsudvalgets beretning af den 29. maj 1986 fremgår, at der mellem

justitsministeren og udvalget er opnået enighed om nedsættelse af en

arbejdsgruppe, jf. Folketingstidende, Tillæg B, spalte 2271.

Arbejdsgruppen afgav i oktober 1989 betænkning nr. 1184 om afkald på

livsforlængende behandling (livstestamenter m.v.). Da arbejdsgruppens forslag

primært vedrørte Sundhedsministeriets område, nemlig lægeloven, oversendte

justitsministeren i november 1989 betænkningen til sundhedsministeren til

videre foranstaltning.

3. Lovforslagets hovedindhold, herunder gældende regler

3.1. Gældende regler

Af lægelovens § 6, stk. 1, fremgår, at en læge under udøvelsen af sin

gerning, er »forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed«.

Denne »retlige standard« for udøvelse af lægegerning omfatter

bl.a. efterlevelse af det i Danmark helt centrale princip om, at enhver

lægelig behandling er en frivillig sag for patienten, hvorfor en behandling

kun må iværksættes, såfremt patienten er behørigt informeret om sin sygdom og

foreliggende behandlingsmuligheder, og samtykker heri. Undtagelse herfra må

alene foretages, hvor dette er særligt hjemlet, jf. eksempelvis loven om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Lægelovens § 6, stk. 1, samt de øvrige bestemmelser i lægeloven om lægers

pligter, er ikke udtømmende, men pålægger lægen til enhver tid at efterleve

de faglige og etiske krav, der på baggrund af lovgivningens regler og

udviklingen i behandlingsmulighederne m.m. opstilles om god, omhyggelig og

faglig kompetent lægelig adfærd.

Princippet om information af og samtykke fra patienten, som forudsætning

for iværksættelse af enhver lægelig undersøgelse, behandling m.v., anses for

et meget væsentligt og helt grundlæggende princip i forholdet mellem lægen og

patienten, og foreslås derfor med lovforslaget på de mest centrale punkter

reguleret udtrykkeligt i lægelovens bestemmelser om lægens pligter.

Med lovfæstelsen tilsigtes alene foretaget en tydeliggørelse af den

gældende retstilstand og de gældende principper for information og samtykke i

patientbehandlingen, jf. kap. 2 i betænkning nr. 1184/1989, og

Sundhedsstyrelsens cirkulære af 17. maj 1991 om information og samtykke m.v.

»Lægers pligt og patienters ret«.

3.2. Generelt om informations- og samtykkeprincippet

For at en voksen, habil patients selvbestemmelsesret med mening skal

kunne udøves, er lægen forpligtet til - af egen drift - i fornødent omfang og

under hensyntagen til patientens tilstand og ønsker, at informere patienten

om dennes sygdom og om undersøgelser, behandling og indgreb, samt om risikoen

for eventuelle komplikationer og bivirkninger.

Er patienten mindreårig, vil lægen i visse situationer være forpligtet til

at informere såvel patienten selv som forældremyndighedens indehaver.

Forinden en behandling iværksættes, skal den voksne, habile patient

samtykke heri. Samtykket, der ikke skal foreligge skriftligt, kan være enten

stiltiende eller udtrykkeligt.

Kan patientens samtykke ikke indhentes, f.eks. i tilfælde af midlertidig

bevidstløshed, og foreligger der ikke en forudgående tilkendegivelse fra

patienten, vil lægen dog - i medfør af lægelovens og straffelovens

hjælpepligtsbestemmelser - være forpligtet til at iværksætte livsnødvendig

behandling eller behandling, som er uopsættelig for på længere sigt at

forbedre patientens overlevelseschancer eller for at opnå et bedre

behandlingsresultat.

Tilsvarende er lægen ved behandlingen af en mindreårig, der lider af en

livstruende sygdom, forpligtet til at yde den nødvendige behandling, også

selvom forældremyndighedens indehaver ikke samtykker heri.

I de tilfælde, hvor der ikke foreligger et akut behandlingsbehov, jf.

ovenfor, men hvor lægen af hensyn til barnets sundhed finder det absolut

nødvendigt at gennemføre en behandling, som forældremyndighedens indehaver

ikke vil samtykke i, vil lægen have pligt til at underrette

kommunalbestyrelsen, jf. bistandslovens § 20. Det særlige udvalg efter den

sociale styrelseslovs § 3 kan herefter træffe beslutning om, at der

iværksættes de fornødne hjælpeforanstaltninger, herunder sygebehandling, over

for barnet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf.

bistandslovens § 123.

Hvor det drejer sig om en ikke-livstruende eller en ikke for den

mindreåriges sundhed absolut nødvendig behandling, vil lægen ikke uden

samtykke fra forældremyndighedens indehaver kunne behandle den mindreårige.

Spørgsmålet om ændring af bistandsloven bestemmelser om

tvangsforanstaltninger m.v. over for mindreårige, overvejes for tiden i

Socialministeriet på baggrund af betænkning nr. 1212/1990 om de retlige

rammer for indsatsen over for børn og unge.

3.3. Forskellige behandlingssituationer

3.3.1. Udsigtsløs livsforlængende behandling af inhabile patienter

Ingen forudgående tilkendegivelser.

For så vidt angår patienter, for hvem en (videre) behandling efter en

samlet lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, fordi den blot vil forlænge

en igangværende dødsproces, vil lægen være berettiget og i visse tilfælde -

navnlig hvor patienten vil lide under en fortsat behandling - tillige

forpligtiget til ikke at iværksætte foranstaltninger, som kun kan udskyde

tidspunktet for dødens indtræden.

Lægen vil endvidere, hvor behandlingen af en patient er udsigtsløs og

døden nært forestående, være berettiget til at indgive de smertestillende

midler, som er nødvendige for at lindre patientens smerter, også selv om

dette som en ikke tilsigtet virkning kan medføre risiko for, at døden

indtræder på et lidt tidligere tidspunkt.

Forudgående tilkendegivelser.

Ifølge gældende ret, således som denne er beskrevet i betænkning nr.

1184/1989, indgår patientens forudgående tilkendegivelser afgivet forud for

en aktuel sygdomssituation, f.eks. i form af et livstestamente, som »et

ikke uvæsentligt led i den række af forhold, som den behandlende læge må tage

i betragtning og afveje i forhold til hinanden i forbindelse med

tilrettelæggelsen af en terminalbehandling«.

Med nærværende lovforslag fastlægges, at har en patient, medens denne

endnu var habil, i forbindelse med en aktuel sygdomssituation udtalt,

at en livsforlængende behandling ikke ønskes, vil lægen være såvel berettiget

som forpligtiget til at følge patientens ønsker. Denne forpligtelse gælder

også, hvor inhabilitet eventuelt senere indtræder, f.eks. bevidstløshed.

Kun helt sjældne og tungtvejende undtagelseshensyn f.eks. til et næsten

fuldbårent foster, kan berettige lægen til - midlertidigt - at tilsidesætte

patientens tilkendegivne ønsker.

Har patienten forudgående - det vil sige før den aktuelle

sygdomssituation er opstået - tilkendegivet, f.eks. i et livstestamente, at

udsigtsløs, livsforlængende behandling ikke ønskes, bør lægen tillægge

patientens således forudgående tilkendegivne ønsker afgørende vægt i

forbindelse med tilrettelæggelsen af den videre behandling, og patientens

forudgående ønsker må kun tilsidesættes, hvor tungtvejende grunde taler

herfor.

Det skal dog understreges, at der altid og for hver enkelt patient må

foretages en konkret vurdering ved den ansvarlige læge af patientens tilstand

og udsigter samt foreliggende behandlingsmuligheder, og det er lægens ansvar

at foretage denne totalvurdering og handle efter den under ansvar bl.a. efter

lægeloven.

Lovforslaget medfører således ikke en juridisk bindende anerkendelse af

livstestamenter, det vil sige skriftlige erklæringer, i hvilke en person

tilkendegiver, at der ikke ønskes bistand til forlængelse af livet i tilfælde

af udsigtsløs og/eller håbløs sygdom.

Dette skyldes for det første tvivl om, hvorvidt et livstestamente kan

formuleres så præcist, at lægerne senere med tilstrækkelig sikkerhed kan

udrede testators mening og betragte det som dennes sidste vilje, med den

konsekvens at lægerne samtidig vil være ubetinget forpligtet til at handle i

overensstemmelse med testators tilkendegivne ønsker.

Hertil kommer de særlige fortolkningsvanskeligheder, der følger af

udviklingen i behandlingsmulighederne for sygdomme omtalt i et

livstestamente.

Derudover kan det være vanskeligt at afgrænse visse af et livstestamentets

bestemmelser overfor det strafbare »aktive dødshjælp«, jf.

straffelovens §§ 237-241.

3.3.2. Sultestrejkende

For så vidt angår sultestrejkende indebærer hensynet til den voksne,

habile persons selvbestemmelsesret, at en læge ikke må afbryde en

spisevægring, som utvivlsomt er frivilligt iværksat af en voksen, habil

patient. Lægen er imidlertid forpligtet til at informere patienten om

konsekvenserne af en fortsat spisevægring.

3.3.3. Behandling uden brug af blod og blodprodukter

Vedrørende personer, som af religiøse eller andre årsager, afviser at

modtage en behandling, som omfatter indgivelse af blod eller blodprodukter,

medfører respekten for den voksne patients selvbestemmelsesret, at lægen

ubetinget skal respektere et aktuelt, men principielt også et forudgående

ønske fra en voksen, habil patient om ikke at anvende blod i forbindelse med

en behandling. Lægen må på denne baggrund vurdere, hvorvidt han ønsker at

gennemføre behandlingen på disse præmisser.

Hvis der imidlertid under en operation - mod forventning - opstår en

livstruende situation, eller forholdene i øvrigt udvikler sig på en

upåregnelig måde, kan det under samtidig hensyntagen til karakteren af

samtykket samt omstændighederne omkring patientens ønske ikke udelukkes, at

straffelovens § 250 kan berettige lægen til alligevel at yde blodtransfusion.

For så vidt angår den lægelige behandling af mindreårige med blod og

blodprodukter, uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, henvises til

det ovenfor om behandling af mindreårige anførte.

3.4. Deltagelse i forskningsprojekter

Ved patienters og voksne forsøgspersoners deltagelse i

forskningsprojekter, herunder klinisk afprøvning af lægemidler, skærpes

kravene til informationspligten og til den måde, hvorpå et samtykke

indhentes. Der henvises herom i det hele til sundhedsministerens lovforslag L

59 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af bio-medicinske

forskningsprojekter, fremsat oktober 1991, samt til det herom tidligere

fremsatte lovforslag, L 166, jf. Folketingets Forhandlinger 1990/91, spalte

5239-5258, samt til § 24 i lov om lægemidler.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Gennemførelsen af lovforslaget, der alene fastlægger og præciserer de

gældende principper for information og samtykke i den lægelige behandling

m.v., har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for

amtskommunerne, sygesikringen eller andre.

5. Høring over lovforslaget

Betænkning nr. 1184/1989, hvis flertalsforslag danner baggrund for

nærværende lovforslag, har været sendt til høring hos Lægeforeningen, Dansk

Sygeplejeråd, Dansk Kommunalarbejderforbund, Amtsrådsforeningen, Kommunernes

Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner, Social- og

Justitsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Advokatrådet, Assurandør-Societetet,

Landsforeningen »Mit Livstestamente«, Vagttårnets Bibel- og

Traktatselskab, Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og Det Etiske Råd.

Hovedparten af de hørte myndigheder m.m. har tilsluttet sig behovet for en

lovfæstelse af princippet om lægens forpligtigelse til information af og

indhentelse af samtykke fra patienten. Der er endvidere overvejende

tilslutning til en lovfæstelse efter det forslag, som er udarbejdet af

arbejdsgruppens flertal.

Lægeforeningen er af den opfattelse, at »der i de seneste årtier har

dannet sig en alment accepteret norm for god og forsvarlig lægegerning på

dette område«. Lægeforeningen »deler derfor ikke arbejdsgruppens

flertals synspunkt om, at der er behov for en generel bestemmelse i lægeloven

om information og samtykke«. Lægeforeningen kan under ingen

omstændigheder acceptere en gennemførelse af mindretallets forslag.

Det Etiske Råd kan tilslutte sig betænkningens bemærkninger om et behov

for lovfæstelse af princippet om information og samtykke i lægebehandlingen.

Rådsflertallet er enig med flertallet i betænkning nr. 1184/1989 i, at

»forudgående« tilkendegivelser ikke kan tillægges samme vægt, som

en patients aktuelt udtalte ønsker, og rådsflertallet mener ikke, at

livstestamenter bør gøres juridisk bindende.

Af de hørte myndigheder m.m. udtrykker kun Landsforeningen »Mit

Livstestamente« og Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab direkte ønske om

etablering af et juridisk bindende livstestamentesystem.

Bemærkninger til de enkelte lovbestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den ny § 6, stk. 2 præciserer de gældende principper for lægers

informationspligt.

Lægens opfyldelse af sin informationspligt er en forudsætning for, at

patienten med mening kan udøve sin selvbestemmelsesret, jf. lovforslagets §

6, stk. 3.

Lægen skal - af egen drift - løbende oplyse patienten om dennes

helbredstilstand, foreliggende behandlingsmuligheder og risikoen for

eventuelle komplikationer og bivirkninger herved. Pligten til information

skærpes, jo mere nærliggende og alvorlige komplikationer eller bivirkninger

der kan være ved et foreslået indgreb eller en behandling.

Informationen må til enhver tid afpasses efter patientens tilstand og

ønsker, og forventes således typisk givet i dialog med patienten, hvorved

lægen bliver orienteret om og eventuelt kan informere om de forhold og

spørgsmål, som ligger patienten på sinde.

Bestemmelsen er affattet med hensyntagen til, at information i visse

tilfælde enten ikke skal eller kan gives, f.eks. på grund af patientens

fysiske eller mentale tilstand.

Lægen må i alle tilfælde - men særlig i forhold til mindreårige - afpasse

informationen til den pågældendes personlige udvikling og modenhed.

§ 6, stk. 3 fremhæver det gældende princip om, at en voksen, habil

patient, bortset fra særlige lovhjemlede undtagelsestilfælde, ikke må

undergives nogen form for lægelig tvangsbehandling.

Der stilles ikke særlige formkrav til patientens samtykke. I praksis vil

et samtykke til behandling ofte foreligge stiltiende, således at lægen, når

patienten selv henvender sig eller af andre bringes til behandling, med god

grund vil kunne gå ud fra, at der foreligger samtykke til sædvanlig

behandling. Det fornødne samtykke må - med føje - antages at foreligge, så

længe patienten ikke i ord eller gerning giver udtryk for andet.

Respekten for patientens selvbestemmelsesret indebærer, at hvis en i

henseende til både alder og fornuft fuldt habil patient med forståelse af sin

egen situation har afvist at lade sig behandle, så vil lægen, der ikke

respekterer patientens vilje, handle retsstridigt og eventuelt foruden efter

lægelovens § 18, vedrørende grovere eller gentagen forsømmelse m.v., og

centralstyrelseslovens § 14 vedrørende kritik fra Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, kunne sanktioneres efter straffelovens § 260 om ulovlig

tvang og § 157 om kvalificeret forsømmelse og skødesløshed i offentlig

tjeneste eller hverv.

En læges afbrydelse af en behandling på patientens begæring, der bevirker,

at patienten umiddelbart efter afgår ved døden, vil dog - såfremt det

fornødne fortsæt må antages at foreligge - efter omstændighederne kunne anses

for omfattet af straffelovens § 239 om drab efter begæring, jf. betænkning

1184/1989, kapitel 2.

Affattelsen af § 6, stk. 3, sammenholdt med § 6, stk. 1, indebærer en

vidtgående forpligtigelse for lægen til at tilrettelægge en behandling i

overensstemmelse med patientens ønsker. Patienten har dog ikke noget krav på

at modtage en bestemt behandling, som lægen af lægefaglige eller økonomiske

grunde modsætter sig.

Den behandlende læge vil ikke ved at tilrettelægge behandlingen i

overensstemmelse med ovenstående pådrage sig ansvar efter hverken § 250 eller

§ 253 i straffeloven (hjælpepligtbestemmelserne).

Den gældende bestemmelse i lægelovens § 6, stk. 2 om, at læger ikke

må drive apotek eller uden sundhedsministerens samtykke være knyttet til en

virksomhed, der fremstiller lægemidler, foreslås ophævet, da bestemmelsen i

praksis er erstattet af en tilsvarende bestemmelse i apotekerlovens § 3, stk.

2.

Til nr. 2

Ophævelsen af henvisningen i § 22, stk. 2 (sanktionsbestemmelsen) til den

gældende § 6, stk. 2 er en konsekvens af ophævelsen af den gældende § 6, stk.

2.

Til § 2

Iværksættelsen af lovforslaget kræver ikke særlige foranstaltninger,

hvorfor lovforslaget foreslås iværksat den 1. juli 1992.

Efter 2. behandling den 5. maj 1992

§ 1

I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19.

august 1976, som senest ændret ved lov nr. 278 af 2. maj 1990, foretages

følgende ændringer:

1. § 6, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes som nye

stykker:

» Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der ikke er

grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse patienten om

dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.

Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod

patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. Dette gælder også, hvor

patienten ved et livstestamente har udtrykt ønske om fritagelse for

livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt

døende.

Stk. 4. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor

der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en

vis livsforlængelse.

Stk. 5. I en situation, hvor patienten er uafvendeligt døende, men

hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at påbegynde eller

fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet for dødens

indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de smertestillende,

beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens

tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.«

2. Efter § 6 indsættes som ny paragraf:

»§ 6 a. Enhver, der er myndig, kan oprette et livstestamente.

Heri udtrykkes testators ønske om behandlingen, når testator måtte komme i en

tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves på anden måde.

Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger de nærmere regler om

livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse m.v.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for

registrering af livstestamenter.«

3. I § 22, stk. 1, udgår »§ 6, stk. 2«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter