1991 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LÆGELOVEN (BESTEMMELSER OM INFORMATION OG SAMTYKKE)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19.
august 1976, som senest ændret ved lov nr. 278 af 2. maj 1990, foretages
følgende ændringer:
1. § 6, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes som nye
stykker:
» Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der ikke er
grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse patienten om
dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.
Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod
patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. Dette gælder også, hvor
patienten ved et livstestamente har udtrykt ønske om fritagelse for
livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt
døende.
Stk. 4. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor
der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en
vis livsforlængelse.
Stk. 5. I en situation, hvor patienten er uafvendeligt døende, men
hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at påbegynde eller
fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet for dødens
indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de smertestillende,
beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens
tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.«
2. Efter § 6 indsættes som ny paragraf:
»§ 6 a. Enhver, der er myndig, kan oprette et livstestamente.
Heri udtrykkes testators ønske om behandlingen, når testator måtte komme i en
tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves på anden måde.
Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger de nærmere regler om
livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse m.v.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for
Læs alt
registrering af livstestamenter.«
3. I § 22, stk. 1, udgår »§ 6, stk. 2«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19.
august 1976, som ændret ved lov nr. 278 af 2. maj 1990 foretages følgende
ændringer:
1. § 6, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes som nyt
stk. 2 og 3:
» Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der ikke er
grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse patienten om
dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.
Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod
patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet.«
2. I § 22, stk. 1, udgår: »§ 6, stk. 2«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
A. Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets hovedindhold
Med lovforslaget præciseres lægers pligt til information af og
indhentelse af samtykke fra patienten i forbindelse med undersøgelse,
behandling m.m.
2. Lovforslagets baggrund
Baggrunden for lovforslaget er det i Folketinget den 11. marts 1986
fremsatte beslutningsforslag nr. B 124 (1. behandlet den 30. april 1986) om
nedsættelse af en arbejdsgruppe »med henblik på at skabe en klarere
retstilstand for behandling/ikke-behandling af patienter med håbløse
sygdomme, så menneskers ret til en naturlig og værdig død sikres«, jf.
Folketingstidende, Tillæg A, spalte 4943 og Folketingets Forhandlinger,
spalte 10401-10414.
Af Retsudvalgets beretning af den 29. maj 1986 fremgår, at der mellem
justitsministeren og udvalget er opnået enighed om nedsættelse af en
arbejdsgruppe, jf. Folketingstidende, Tillæg B, spalte 2271.
Arbejdsgruppen afgav i oktober 1989 betænkning nr. 1184 om afkald på
livsforlængende behandling (livstestamenter m.v.). Da arbejdsgruppens forslag
primært vedrørte Sundhedsministeriets område, nemlig lægeloven, oversendte
justitsministeren i november 1989 betænkningen til sundhedsministeren til
videre foranstaltning.
3. Lovforslagets hovedindhold, herunder gældende regler
3.1. Gældende regler
Af lægelovens § 6, stk. 1, fremgår, at en læge under udøvelsen af sin
gerning, er »forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed«.
Denne »retlige standard« for udøvelse af lægegerning omfatter
bl.a. efterlevelse af det i Danmark helt centrale princip om, at enhver
lægelig behandling er en frivillig sag for patienten, hvorfor en behandling
kun må iværksættes, såfremt patienten er behørigt informeret om sin sygdom og
foreliggende behandlingsmuligheder, og samtykker heri. Undtagelse herfra må
alene foretages, hvor dette er særligt hjemlet, jf. eksempelvis loven om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.
Lægelovens § 6, stk. 1, samt de øvrige bestemmelser i lægeloven om lægers
pligter, er ikke udtømmende, men pålægger lægen til enhver tid at efterleve
de faglige og etiske krav, der på baggrund af lovgivningens regler og
udviklingen i behandlingsmulighederne m.m. opstilles om god, omhyggelig og
faglig kompetent lægelig adfærd.
Princippet om information af og samtykke fra patienten, som forudsætning
for iværksættelse af enhver lægelig undersøgelse, behandling m.v., anses for
et meget væsentligt og helt grundlæggende princip i forholdet mellem lægen og
patienten, og foreslås derfor med lovforslaget på de mest centrale punkter
reguleret udtrykkeligt i lægelovens bestemmelser om lægens pligter.
Med lovfæstelsen tilsigtes alene foretaget en tydeliggørelse af den
gældende retstilstand og de gældende principper for information og samtykke i
patientbehandlingen, jf. kap. 2 i betænkning nr. 1184/1989, og
Sundhedsstyrelsens cirkulære af 17. maj 1991 om information og samtykke m.v.
»Lægers pligt og patienters ret«.
3.2. Generelt om informations- og samtykkeprincippet
For at en voksen, habil patients selvbestemmelsesret med mening skal
kunne udøves, er lægen forpligtet til - af egen drift - i fornødent omfang og
under hensyntagen til patientens tilstand og ønsker, at informere patienten
om dennes sygdom og om undersøgelser, behandling og indgreb, samt om risikoen
for eventuelle komplikationer og bivirkninger.
Er patienten mindreårig, vil lægen i visse situationer være forpligtet til
at informere såvel patienten selv som forældremyndighedens indehaver.
Forinden en behandling iværksættes, skal den voksne, habile patient
samtykke heri. Samtykket, der ikke skal foreligge skriftligt, kan være enten
stiltiende eller udtrykkeligt.
Kan patientens samtykke ikke indhentes, f.eks. i tilfælde af midlertidig
bevidstløshed, og foreligger der ikke en forudgående tilkendegivelse fra
patienten, vil lægen dog - i medfør af lægelovens og straffelovens
hjælpepligtsbestemmelser - være forpligtet til at iværksætte livsnødvendig
behandling eller behandling, som er uopsættelig for på længere sigt at
forbedre patientens overlevelseschancer eller for at opnå et bedre
behandlingsresultat.
Tilsvarende er lægen ved behandlingen af en mindreårig, der lider af en
livstruende sygdom, forpligtet til at yde den nødvendige behandling, også
selvom forældremyndighedens indehaver ikke samtykker heri.
I de tilfælde, hvor der ikke foreligger et akut behandlingsbehov, jf.
ovenfor, men hvor lægen af hensyn til barnets sundhed finder det absolut
nødvendigt at gennemføre en behandling, som forældremyndighedens indehaver
ikke vil samtykke i, vil lægen have pligt til at underrette
kommunalbestyrelsen, jf. bistandslovens § 20. Det særlige udvalg efter den
sociale styrelseslovs § 3 kan herefter træffe beslutning om, at der
iværksættes de fornødne hjælpeforanstaltninger, herunder sygebehandling, over
for barnet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf.
bistandslovens § 123.
Hvor det drejer sig om en ikke-livstruende eller en ikke for den
mindreåriges sundhed absolut nødvendig behandling, vil lægen ikke uden
samtykke fra forældremyndighedens indehaver kunne behandle den mindreårige.
Spørgsmålet om ændring af bistandsloven bestemmelser om
tvangsforanstaltninger m.v. over for mindreårige, overvejes for tiden i
Socialministeriet på baggrund af betænkning nr. 1212/1990 om de retlige
rammer for indsatsen over for børn og unge.
3.3. Forskellige behandlingssituationer
3.3.1. Udsigtsløs livsforlængende behandling af inhabile patienter
Ingen forudgående tilkendegivelser.
For så vidt angår patienter, for hvem en (videre) behandling efter en
samlet lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, fordi den blot vil forlænge
en igangværende dødsproces, vil lægen være berettiget og i visse tilfælde -
navnlig hvor patienten vil lide under en fortsat behandling - tillige
forpligtiget til ikke at iværksætte foranstaltninger, som kun kan udskyde
tidspunktet for dødens indtræden.
Lægen vil endvidere, hvor behandlingen af en patient er udsigtsløs og
døden nært forestående, være berettiget til at indgive de smertestillende
midler, som er nødvendige for at lindre patientens smerter, også selv om
dette som en ikke tilsigtet virkning kan medføre risiko for, at døden
indtræder på et lidt tidligere tidspunkt.
Forudgående tilkendegivelser.
Ifølge gældende ret, således som denne er beskrevet i betænkning nr.
1184/1989, indgår patientens forudgående tilkendegivelser afgivet forud for
en aktuel sygdomssituation, f.eks. i form af et livstestamente, som »et
ikke uvæsentligt led i den række af forhold, som den behandlende læge må tage
i betragtning og afveje i forhold til hinanden i forbindelse med
tilrettelæggelsen af en terminalbehandling«.
Med nærværende lovforslag fastlægges, at har en patient, medens denne
endnu var habil, i forbindelse med en aktuel sygdomssituation udtalt,
at en livsforlængende behandling ikke ønskes, vil lægen være såvel berettiget
som forpligtiget til at følge patientens ønsker. Denne forpligtelse gælder
også, hvor inhabilitet eventuelt senere indtræder, f.eks. bevidstløshed.
Kun helt sjældne og tungtvejende undtagelseshensyn f.eks. til et næsten
fuldbårent foster, kan berettige lægen til - midlertidigt - at tilsidesætte
patientens tilkendegivne ønsker.
Har patienten forudgående - det vil sige før den aktuelle
sygdomssituation er opstået - tilkendegivet, f.eks. i et livstestamente, at
udsigtsløs, livsforlængende behandling ikke ønskes, bør lægen tillægge
patientens således forudgående tilkendegivne ønsker afgørende vægt i
forbindelse med tilrettelæggelsen af den videre behandling, og patientens
forudgående ønsker må kun tilsidesættes, hvor tungtvejende grunde taler
herfor.
Det skal dog understreges, at der altid og for hver enkelt patient må
foretages en konkret vurdering ved den ansvarlige læge af patientens tilstand
og udsigter samt foreliggende behandlingsmuligheder, og det er lægens ansvar
at foretage denne totalvurdering og handle efter den under ansvar bl.a. efter
lægeloven.
Lovforslaget medfører således ikke en juridisk bindende anerkendelse af
livstestamenter, det vil sige skriftlige erklæringer, i hvilke en person
tilkendegiver, at der ikke ønskes bistand til forlængelse af livet i tilfælde
af udsigtsløs og/eller håbløs sygdom.
Dette skyldes for det første tvivl om, hvorvidt et livstestamente kan
formuleres så præcist, at lægerne senere med tilstrækkelig sikkerhed kan
udrede testators mening og betragte det som dennes sidste vilje, med den
konsekvens at lægerne samtidig vil være ubetinget forpligtet til at handle i
overensstemmelse med testators tilkendegivne ønsker.
Hertil kommer de særlige fortolkningsvanskeligheder, der følger af
udviklingen i behandlingsmulighederne for sygdomme omtalt i et
livstestamente.
Derudover kan det være vanskeligt at afgrænse visse af et livstestamentets
bestemmelser overfor det strafbare »aktive dødshjælp«, jf.
straffelovens §§ 237-241.
3.3.2. Sultestrejkende
For så vidt angår sultestrejkende indebærer hensynet til den voksne,
habile persons selvbestemmelsesret, at en læge ikke må afbryde en
spisevægring, som utvivlsomt er frivilligt iværksat af en voksen, habil
patient. Lægen er imidlertid forpligtet til at informere patienten om
konsekvenserne af en fortsat spisevægring.
3.3.3. Behandling uden brug af blod og blodprodukter
Vedrørende personer, som af religiøse eller andre årsager, afviser at
modtage en behandling, som omfatter indgivelse af blod eller blodprodukter,
medfører respekten for den voksne patients selvbestemmelsesret, at lægen
ubetinget skal respektere et aktuelt, men principielt også et forudgående
ønske fra en voksen, habil patient om ikke at anvende blod i forbindelse med
en behandling. Lægen må på denne baggrund vurdere, hvorvidt han ønsker at
gennemføre behandlingen på disse præmisser.
Hvis der imidlertid under en operation - mod forventning - opstår en
livstruende situation, eller forholdene i øvrigt udvikler sig på en
upåregnelig måde, kan det under samtidig hensyntagen til karakteren af
samtykket samt omstændighederne omkring patientens ønske ikke udelukkes, at
straffelovens § 250 kan berettige lægen til alligevel at yde blodtransfusion.
For så vidt angår den lægelige behandling af mindreårige med blod og
blodprodukter, uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, henvises til
det ovenfor om behandling af mindreårige anførte.
3.4. Deltagelse i forskningsprojekter
Ved patienters og voksne forsøgspersoners deltagelse i
forskningsprojekter, herunder klinisk afprøvning af lægemidler, skærpes
kravene til informationspligten og til den måde, hvorpå et samtykke
indhentes. Der henvises herom i det hele til sundhedsministerens lovforslag L
59 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af bio-medicinske
forskningsprojekter, fremsat oktober 1991, samt til det herom tidligere
fremsatte lovforslag, L 166, jf. Folketingets Forhandlinger 1990/91, spalte
5239-5258, samt til § 24 i lov om lægemidler.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Gennemførelsen af lovforslaget, der alene fastlægger og præciserer de
gældende principper for information og samtykke i den lægelige behandling
m.v., har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for
amtskommunerne, sygesikringen eller andre.
5. Høring over lovforslaget
Betænkning nr. 1184/1989, hvis flertalsforslag danner baggrund for
nærværende lovforslag, har været sendt til høring hos Lægeforeningen, Dansk
Sygeplejeråd, Dansk Kommunalarbejderforbund, Amtsrådsforeningen, Kommunernes
Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner, Social- og
Justitsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Advokatrådet, Assurandør-Societetet,
Landsforeningen »Mit Livstestamente«, Vagttårnets Bibel- og
Traktatselskab, Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og Det Etiske Råd.
Hovedparten af de hørte myndigheder m.m. har tilsluttet sig behovet for en
lovfæstelse af princippet om lægens forpligtigelse til information af og
indhentelse af samtykke fra patienten. Der er endvidere overvejende
tilslutning til en lovfæstelse efter det forslag, som er udarbejdet af
arbejdsgruppens flertal.
Lægeforeningen er af den opfattelse, at »der i de seneste årtier har
dannet sig en alment accepteret norm for god og forsvarlig lægegerning på
dette område«. Lægeforeningen »deler derfor ikke arbejdsgruppens
flertals synspunkt om, at der er behov for en generel bestemmelse i lægeloven
om information og samtykke«. Lægeforeningen kan under ingen
omstændigheder acceptere en gennemførelse af mindretallets forslag.
Det Etiske Råd kan tilslutte sig betænkningens bemærkninger om et behov
for lovfæstelse af princippet om information og samtykke i lægebehandlingen.
Rådsflertallet er enig med flertallet i betænkning nr. 1184/1989 i, at
»forudgående« tilkendegivelser ikke kan tillægges samme vægt, som
en patients aktuelt udtalte ønsker, og rådsflertallet mener ikke, at
livstestamenter bør gøres juridisk bindende.
Af de hørte myndigheder m.m. udtrykker kun Landsforeningen »Mit
Livstestamente« og Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab direkte ønske om
etablering af et juridisk bindende livstestamentesystem.
Bemærkninger til de enkelte lovbestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den ny § 6, stk. 2 præciserer de gældende principper for lægers
informationspligt.
Lægens opfyldelse af sin informationspligt er en forudsætning for, at
patienten med mening kan udøve sin selvbestemmelsesret, jf. lovforslagets §
6, stk. 3.
Lægen skal - af egen drift - løbende oplyse patienten om dennes
helbredstilstand, foreliggende behandlingsmuligheder og risikoen for
eventuelle komplikationer og bivirkninger herved. Pligten til information
skærpes, jo mere nærliggende og alvorlige komplikationer eller bivirkninger
der kan være ved et foreslået indgreb eller en behandling.
Informationen må til enhver tid afpasses efter patientens tilstand og
ønsker, og forventes således typisk givet i dialog med patienten, hvorved
lægen bliver orienteret om og eventuelt kan informere om de forhold og
spørgsmål, som ligger patienten på sinde.
Bestemmelsen er affattet med hensyntagen til, at information i visse
tilfælde enten ikke skal eller kan gives, f.eks. på grund af patientens
fysiske eller mentale tilstand.
Lægen må i alle tilfælde - men særlig i forhold til mindreårige - afpasse
informationen til den pågældendes personlige udvikling og modenhed.
§ 6, stk. 3 fremhæver det gældende princip om, at en voksen, habil
patient, bortset fra særlige lovhjemlede undtagelsestilfælde, ikke må
undergives nogen form for lægelig tvangsbehandling.
Der stilles ikke særlige formkrav til patientens samtykke. I praksis vil
et samtykke til behandling ofte foreligge stiltiende, således at lægen, når
patienten selv henvender sig eller af andre bringes til behandling, med god
grund vil kunne gå ud fra, at der foreligger samtykke til sædvanlig
behandling. Det fornødne samtykke må - med føje - antages at foreligge, så
længe patienten ikke i ord eller gerning giver udtryk for andet.
Respekten for patientens selvbestemmelsesret indebærer, at hvis en i
henseende til både alder og fornuft fuldt habil patient med forståelse af sin
egen situation har afvist at lade sig behandle, så vil lægen, der ikke
respekterer patientens vilje, handle retsstridigt og eventuelt foruden efter
lægelovens § 18, vedrørende grovere eller gentagen forsømmelse m.v., og
centralstyrelseslovens § 14 vedrørende kritik fra Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, kunne sanktioneres efter straffelovens § 260 om ulovlig
tvang og § 157 om kvalificeret forsømmelse og skødesløshed i offentlig
tjeneste eller hverv.
En læges afbrydelse af en behandling på patientens begæring, der bevirker,
at patienten umiddelbart efter afgår ved døden, vil dog - såfremt det
fornødne fortsæt må antages at foreligge - efter omstændighederne kunne anses
for omfattet af straffelovens § 239 om drab efter begæring, jf. betænkning
1184/1989, kapitel 2.
Affattelsen af § 6, stk. 3, sammenholdt med § 6, stk. 1, indebærer en
vidtgående forpligtigelse for lægen til at tilrettelægge en behandling i
overensstemmelse med patientens ønsker. Patienten har dog ikke noget krav på
at modtage en bestemt behandling, som lægen af lægefaglige eller økonomiske
grunde modsætter sig.
Den behandlende læge vil ikke ved at tilrettelægge behandlingen i
overensstemmelse med ovenstående pådrage sig ansvar efter hverken § 250 eller
§ 253 i straffeloven (hjælpepligtbestemmelserne).
Den gældende bestemmelse i lægelovens § 6, stk. 2 om, at læger ikke
må drive apotek eller uden sundhedsministerens samtykke være knyttet til en
virksomhed, der fremstiller lægemidler, foreslås ophævet, da bestemmelsen i
praksis er erstattet af en tilsvarende bestemmelse i apotekerlovens § 3, stk.
2.
Til nr. 2
Ophævelsen af henvisningen i § 22, stk. 2 (sanktionsbestemmelsen) til den
gældende § 6, stk. 2 er en konsekvens af ophævelsen af den gældende § 6, stk.
2.
Til § 2
Iværksættelsen af lovforslaget kræver ikke særlige foranstaltninger,
hvorfor lovforslaget foreslås iværksat den 1. juli 1992.
Efter 2. behandling den 5. maj 1992
§ 1
I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 19.
august 1976, som senest ændret ved lov nr. 278 af 2. maj 1990, foretages
følgende ændringer:
1. § 6, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes som nye
stykker:
» Stk. 2. Lægen skal, hvor det er muligt, og hvor der ikke er
grund til at antage, at det strider mod patientens ønske, oplyse patienten om
dennes helbredstilstand og behandlingsmulighederne.
Stk. 3. Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod
patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. Dette gælder også, hvor
patienten ved et livstestamente har udtrykt ønske om fritagelse for
livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt
døende.
Stk. 4. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor
der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en
vis livsforlængelse.
Stk. 5. I en situation, hvor patienten er uafvendeligt døende, men
hvor livstestamente ikke foreligger, kan lægen undlade at påbegynde eller
fortsætte foranstaltninger, som kun kan udskyde tidspunktet for dødens
indtræden. Lægen kan under samme omstændigheder indgive de smertestillende,
beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens
tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.«
2. Efter § 6 indsættes som ny paragraf:
»§ 6 a. Enhver, der er myndig, kan oprette et livstestamente.
Heri udtrykkes testators ønske om behandlingen, når testator måtte komme i en
tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves på anden måde.
Stk. 2. Sundhedsministeren udfærdiger de nærmere regler om
livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse m.v.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for
registrering af livstestamenter.«
3. I § 22, stk. 1, udgår »§ 6, stk. 2«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 15 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING Retsinformation · 3. juli 1998
- 1997 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING Retsinformation · 16. januar 1998
- 1991 BTL 128 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LÆGELOVEN (BESTEMMELSER OM INFORMATION OG SAMTYKKE) NR L 128 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 2. juni 1992
- Vejledning om fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling Retsinformation · 1. november 2024
- 1997 BTL 15 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING NR L 15 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 15. juli 1998
- Vejledning om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg Retsinformation · 1. november 2024