1997 LSF 15 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v.
§ 1. Loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed,
integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal endvidere medvirke
til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og
sundhedsperson.
§ 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet
eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager
eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er
fastsat i lovgivningen.
§ 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse,
diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og
sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.
§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er
autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige
opgaver og personer, der handler på disses ansvar.
§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,
indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil,
i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette er nødvendigt for at
varetage patientens interesser i den pågældende situation.
Kapitel 2
Selvbestemmelse
Informeret samtykke
§ 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens
informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser
fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.
Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit
samtykke efter stk. 1.
Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke,
der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens
Læs alt
side, jf. § 7.
Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være
skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets
form og indhold.
§ 7. Patienten har ret til at få information om sin
helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for
komplikationer og bivirkninger.
Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter
stk. 1.
Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig
fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling.
Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens
individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante
forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om
andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om
konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal
være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for
alvorlige komplikationer og bivirkninger.
Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold,
der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal
sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig
information, jf. stk. 2.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
informationens form og indhold.
Mindreårige
§ 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret
samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have
information, jf. § 7, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.
Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå
konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give
informeret samtykke.
Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til
aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til
videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret
samtykke
§ 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til
behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter
personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan
informeret samtykke dog gives af værgen.
Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan
sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden
sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har
deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver
sin tilslutning hertil.
Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan
sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre
en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter
med hensyn til omfang og varighed.
Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller
værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade
patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre
behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning
hertil.
Øjeblikkeligt behandlingsbehov
§ 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen
til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en
situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens
overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for
overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en
sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra
patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller
værge.
Patientens inddragelse
§ 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal
informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang
patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade
patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og
relevante, tillægges betydning.
Sundhedspersonens ansvar
§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er
forpligtet til at drage omsorg for, at
1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,
2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk.
2,
3) der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter
§ 9, stk. 4, og
4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter
§ 11.
Kapitel 3
Selvbestemmelse i særlige tilfælde
§ 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 6 og 7 om
informeret samtykke, § 8 om mindreårige, § 11 om patientens inddragelse samt
§ 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 8 om
mindreårige ikke anvendelse for § 17 om livstestamenter.
Sultestrejke
§ 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og
patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en
sundhedsperson ikke afbryde denne.
Afvisning af at modtage blod
§ 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller
blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede
samtykke.
Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller
blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation
og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige
konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved
behandlingen.
Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske
opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller
blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal
henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af
påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. § 7, stk. 1, i lov om udøvelse af
lægegerning.
Behandling af uafvendeligt døende
§ 16. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der
kun kan udskyde dødens indtræden.
Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i
stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at
påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 17, stk. 3.
Stk. 3. En uafvendeligt døende patient kan modtage de
smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at
lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af
dødstidspunktet.
Livstestamenter
§ 17. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der
omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens §
5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende
udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme
i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af
patienten selv.
Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at
1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor
testator er uafvendeligt døende, og
2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom,
fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført
så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage
vare på sig selv fysisk og mentalt.
Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor
der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en
vis livsforlængelse.
Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke
selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte
livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at
fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr.
2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 18, med
henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.
Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for
sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for
sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.
§ 18. Sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og
fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,
registrering, tilbagekaldelse m.v.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for
registrering af livstestamenter.
Kapitel 4
Aktindsigt
§ 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v.,
der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private
sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med
behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private
institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages
behandling af patienter.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet
af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene
finder sted til videnskabelige eller statistiske formål.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke
oplysninger og institutioner m.v. der er omfattet af stk. 1.
§ 20. Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have
meddelelse om, hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende
indeholdt i patientjournaler m.v. Behandles sådanne oplysninger, skal der på
patientens begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse
om,
1) hvilke oplysninger der behandles,
2) behandlingens formål,
3) kategorierne af modtagere af oplysningerne og
4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.
Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at
burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
private interesser.
§ 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den
myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v.
i sin besiddelse.
Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson
afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om
aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af
patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift
eller kopi.
Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller
afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,
institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller
sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en
afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 4. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er
tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt
meddeles i i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.
§ 22. Sundhedsministeren fastsætter regler om gebyr til dækning af
kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.
Kapitel 5
Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.
Patientens krav på sundhedspersoners tavshed
§ 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager
tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får
formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er
tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede
ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den
driftsansvarlige myndighed.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling
af patienter
§ 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive
oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige
rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med
behandling af patienten.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden
patientens samtykke ske, når
1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for
patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse
og behov,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen
eller andre eller
3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en
læge, der virker som stedfortræder for denne.
Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på
ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at
oplysningerne videregives.
Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig
oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,
skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om
videregivelsen og formålet hermed.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse.
§ 25. Samtykke efter § 24, stk. 1, skal være mundtligt eller
skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver
oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger.
Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.
1 nævnte samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål
§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre
formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold,
øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,
organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden
patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at
oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig
betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen
eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre
tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig
oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,
skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om
videregivelsen og formålet hermed.
§ 27. Samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om
skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i
øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter, at
det er givet.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.
1 nævnte samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde
patienter
§ 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød
patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende,
såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til
afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan
endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen
i § 26, stk. 2, nr. 2.
Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som
havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få
de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste
pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den
pågældende læge.
Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning,
statistik m.v.)
§ 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent
private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan
videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk
forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov
om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et
forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem
m.v., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret
forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af
Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.
Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til
enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de
pågældende, giver tilladelse hertil.
§ 30. Oplysninger som nævnt i § 29 kan videregives til brug for
statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som
fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske
uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at
oplysningerne skal videregives.
§ 31. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 29 og 30 til brug for
forskning, statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end
statistisk eller videnskabeligt øjemed.
Stk. 2. Offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun
ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1.
Videregivelse til tredjelande
§ 32. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter dette kapitel til tredjelande.
Kapitel 6
Klage- og straffebestemmelser
§ 33. Klager over forhold omfattet af denne lov kan indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet
i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 34. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige
oplysninger efter kapitel 5, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.
Kapitel 7
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning,
jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7,
stk. 2, i lov nr. 463 af 10. juni 1997,
2) lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger.
Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i
stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af
regler udstedt efter denne lov:
1) Bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 om livstestamenter.
2) Bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993 om betaling for afskrifter,
edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i
helbredsoplysninger.
§ 36. I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr.
632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7, stk. 2, i lov nr. 463 af 10.
juni 1997, foretages følgende ændring:
1. I § 31, stk. 2, udgår », dog at det skal have sit
forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b, i lov nr. 273 af 28. juni 1920
om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele
ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om
udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de nævnte landsdele«.
§ 37. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet
efter 1. januar 1994 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v.
foretaget efter denne dato. For oplysninger i patientjournaler m.v., der
føres ved hjælp af elektronisk databehandling, har kapitlet også virkning for
registreringer foretaget før 1. januar 1994. For manuelle sygehusjournaler,
der føres for den offentlige forvaltning, har kapitlet virkning for journaler
oprettet efter 1. januar 1987 og for tilførsler foretaget efter denne dato
til journaler oprettet før 1. januar 1987.
§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v.
§ 1. Loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed,
integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal endvidere medvirke
til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og
sundhedsperson.
§ 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet
eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager
eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er
fastsat i lovgivningen.
§ 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse,
diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og
sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.
§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er
autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige
opgaver og personer, der handler på disses ansvar.
§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,
indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil,
i patientens rettigheder efter loven i det omfang, dette er nødvendigt for at
varetage patientens interesser i den pågældende situation.
Kapitel 2
Selvbestemmelse
Informeret samtykke
§ 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens
informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser
fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.
Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit
samtykke efter stk. 1.
Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke,
der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens
side, jf. § 7.
Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være
skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets
form og indhold.
§ 7. Patienten har ret til at få information om sin
helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for
komplikationer og bivirkninger.
Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter
stk. 1.
Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig
fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling.
Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens
individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante
forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om
andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om
konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal
være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for
alvorlige komplikationer og bivirkninger.
Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold,
der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal
sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig
information, jf. stk. 2.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
informationens form og indhold.
Mindreårige
§ 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret
samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have
information, jf. § 7, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.
Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå
konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give
informeret samtykke.
Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til
aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til
videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret
samtykke
§ 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til
behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter
personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan
informeret samtykke dog gives af værgen.
Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan
sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden
sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke tidligere har
deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver
sin tilslutning hertil.
Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan
sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre
en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter
med hensyn til omfang og varighed.
Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller
værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade
patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre
behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning
hertil.
Øjeblikkeligt behandlingsbehov
§ 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen
til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en
situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens
overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for
overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en
sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra
patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller
værge.
Patientens inddragelse
§ 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal
informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang,
patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade
patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og
relevante, tillægges betydning.
Sundhedspersonens ansvar
§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er
forpligtet til at drage omsorg for, at
1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,
2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk.
2,
3) der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter
§ 9, stk. 4, og
4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter
§ 11.
Kapitel 3
Selvbestemmelse i særlige tilfælde
§ 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 6-7 om
informeret samtykke, § 8 om mindreårige, § 11 om patientens inddragelse samt
§ 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 8 om
mindreårige ikke anvendelse for § 17 om livstestamenter.
Sultestrejke
§ 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke, og
patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en
sundhedsperson ikke afbryde denne.
Afvisning af at modtage blod
§ 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller
blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede
samtykke.
Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller
blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation
og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige
konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved
behandlingen.
Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske
opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller
blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal
henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af
påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. lægelovens § 7, stk. 1.
Behandling af uafvendeligt døende
§ 16. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der
kun kan udskyde dødens indtræden.
Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i
stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at
påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 17, stk. 3.
Stk. 3 En uafvendeligt døende patient kan modtage de
smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at
lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af
dødstidspunktet.
Livstestamenter
§ 17. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der
omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens §
5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende
udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme
i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af
patienten selv.
Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at
1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor
testator er uafvendeligt døende, og
2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom,
fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført
så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage
vare på sig selv fysisk og mentalt.
Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor
der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en
vis livsforlængelse.
Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke
selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte
livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at
fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr.
2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 18, med
henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.
Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for
sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for
sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.
§ 18. Sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og
fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,
registrering, tilbagekaldelse m.v.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for
registrering af livstestamenter.
Kapitel 4
Aktindsigt
§ 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler,
patientoptegnelser og patientregistre m.v., der udarbejdes af
sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse,
klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling
i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v.,
hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af
patienter.
S tk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet
af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene
finder sted til videnskabelige eller statistiske formål.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke
oplysninger og institutioner m.v., der er omfattet af stk. 1.
§ 20. Den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet
patientjournaler m.v., har ret til aktindsigt heri.
Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses i det omfang,
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at
burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
private interesser.
§ 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den
myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v.
i sin besiddelse.
Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson
afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om
aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af
patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift
eller kopi.
Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller
afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,
institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller
sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en
afgørelse kan forventes at foreligge.
§ 22. Sundhedsministeren fastsætter regler om gebyr til dækning af
kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.
Kapitel 5
Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.
Patientens krav på sundhedspersoners tavshed
§ 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager
tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får
formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er
tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede
ansvar for at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven den
driftsansvarlige myndighed.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling
af patienter
§ 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive
oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige
rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med
behandling af patienten.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden
patientens samtykke ske, når
1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for
patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse
og behov,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen
eller andre, eller
3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en
læge, der virker som stedfortræder for denne.
Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på
ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at
oplysningerne videregives.
Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig
oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,
skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om
videregivelsen og formålet hermed.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse.
§ 25. Samtykke efter § 24, stk. 1, skal være mundtligt eller
skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver
oplysninger eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket
skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.
1 nævnte samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål
§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre
formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold,
øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,
organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden
patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at
oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig
betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen
eller andre, eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre
tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig
oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,
skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om
videregivelsen og formålet hermed.
§ 27. Samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om
skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i
øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter det er
givet.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.
1 nævnte samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde
patienter
§ 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød
patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende,
såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske, og hensynet til
afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan
endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen
i § 26, stk. 2, nr. 2.
Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som
havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få
de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste
pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den
pågældende læge.
Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning,
statistik m.v.)
§ 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent
private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler kan
videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk
forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov
om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et
forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem
m.v., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret
forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af
Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.
Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til
enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de
pågældende, giver tilladelse hertil.
§ 30. Oplysninger som nævnt i § 29 kan videregives til brug for
statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som
fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske
uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at
oplysningerne skal videregives.
§ 31. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 29-30 til brug for
forskning, statistik eller planlægning, må ikke videregives yderligere, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Yderligere videregivelse, herunder offentliggørelse, af
oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke
kan henføres til enkeltpersoner.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1.
Kapitel 6
Klage- og straffebestemmelser
§ 32. Klager over forhold omfattet af denne lov kan indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medmindre særlig klageadgang er
foreskrevet i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 33. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige
oplysninger efter kapitel 5, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.
Kapitel 7
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 34. Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995,
2) lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger,
3) § 16 a i lov om offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse
nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer.
Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i
stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af
regler udstedt efter denne lov:
1) Bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 om livstestamenter.
2) Bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993 om betaling for afskrifter,
edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i
helbredsoplysninger.
§ 35. I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr.
632 af 20. juli 1995, foretages følgende ændring:
1. I § 31, stk. 2, udgår: », dog at det skal have sit
forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b., i lov nr. 273 af 28. juni 1920
om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele
ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om
udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de nævnte landsdele«.
§ 36. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet
efter 1. januar 1994 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v.
foretaget efter denne dato. For oplysninger i patientjournaler m.v., der
føres ved hjælp af elektronisk databehandling, har kapitlet også virkning for
registreringer foretaget før 1. januar 1994. For manuelle sygehusjournaler,
der føres for den offentlige forvaltning, har kapitlet virkning for journaler
oprettet efter 1. januar 1987 og for tilførsler foretaget efter denne dato
til journaler oprettet før 1. januar 1987.
§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets hovedindhold
1.1. Lovforslaget er - bortset fra en enkelt sproglig præcisering i § 7,
stk. 4, og enkelte uddybende kommentarer i bemærkningerne - en uændret
genfremsættelse af det forslag til lov om patienters retsstilling, der blev
fremsat for Folketinget den 10. december 1997 (lovforslag nr. L 128 i
folketingsåret 1997-98) og behandlet første gang den 23. januar 1998, men som
ikke nåede at blive færdigbehandlet inden udskrivelse den 19. februar af
valget til Folketinget den 11. marts 1998.
Med hensyn til Folketingets 1. behandling af lovforslaget om patienters
retsstilling henvises til Folketingets forhandlinger 1997-98, fredag den 23.
januar 1998, s. 3303-3317.
1.2. Lovens formål er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed,
integritet og selvbestemmelsesret respekteres.
Lovens formål er endvidere at styrke patienternes retsstilling og
retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet og at understøtte tillids- og
fortrolighedsforholdet mellem patienterne og sundhedsvæsenet samt dettes
forskellige personalegrupper.
Med lovforslaget fastlægges en samlet lovgivning, der regulerer de
grundlæggende og generelle principper for den enkelte patients
selvbestemmelse og retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet i forbindelse
med undersøgelse, behandling og pleje.
Lovforslaget indeholder i forhold til tidligere lovgivning og anerkendt
praksis følgende nye bestemmelser:
- Patienter får lovfæstet retten til informeret samtykke.
- Patienter, der er fyldt 15 år, skal selv give informeret samtykke til
undersøgelse, behandling m.v., dog i samråd med
forældremyndighedsindehaveren.
- Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke,
sikres ved, at de nærmeste pårørende giver stedfortrædende samtykke til
undersøgelse, behandling m.v.
- Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke og
som ikke har nogen nærmeste pårørende, sikres ved at en anden uvildig
sundhedsperson varetager patientens interesser, bortset fra bagatelagtige
behandlinger.
- Patienter, der ikke er i stand til at give informeret samtykke, sikres i
øvrigt indflydelse på beslutningen, i det omfang de forstår
behandlingssituationen.
- Patienter sikres klarere rettigheder om de ønsker, der kan optages i et
livstestamente, og sundhedspersoners pligt til at kontakte
Livstestamenteregistret præciseres.
- Patienter sikres, at sundhedspersoner iagttager tavshed om de forhold,
de erfarer i forbindelse med patientkontakten.
- Patienter kan som udgangspunkt selv bestemme, hvem der kan få udleveret
helbredsoplysninger.
- Patienter sikres, at der inden for sundhedsvæsenet kan ske
videregivelse, når der foreligger et mundtligt samtykke, eller videregivelse
uden særligt samtykke, når der er tale om et aktuelt behandlingsforløb.
- Patienter sikres, at der til videregivelse af helbredsoplysninger til
myndigheder uden for sundhedsvæsenet kræves skriftlig samtykke, når bortses
fra de ekstraordinære tilfælde, som følger af lovgivningen.
- Patienter sikres bedre overblik over de regler, der giver adgang til at
bruge helbredsoplysninger til forskning, statistik og planlægning, idet disse
samles i eet regelsæt.
1.3. Nedenfor sammenstilles kort lovforslagets regler med de
lovbestemmelser og andre regler, der hidtil har reguleret området:
1. Lovforslagets kapitel 1 fastlægger de grundlæggende generelle
principper for patienters retsstilling. Lovens anvendelsesområde
fastlægges og nogle centrale begreber i loven defineres.
2. Lovforslagets kapitel 2 om selvbestemmelse, dvs. informeret
samtykke præciserer, moderniserer og overfører lægelovens § 6, stk. 2-5
(jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995) om information og samtykke
til lovforslaget.
3. Lovforslagets kapitel 3 om selvbestemmelse i særlige tilfælde
præciserer, moderniserer (ændrer) og overfører lægelovens § 6 a om
livstestamenter til lovforslaget. Disse regler i lægeloven samt andre regler
vedrørende information og samtykke er endvidere indeholdt i
Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og
samtykke m.v. (»Lægers pligt og patienters ret«).
4. Lovforslagets kapitel 4 om aktindsigt overfører uændret den
gældende lov om aktindsigt i helbredsoplysninger (lov nr. 504 af 30. juni
1994) til lovforslaget.
5. Lovforslagets kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af
helbredsoplysninger samler, forenkler og ændrer den hidtidige regulering
heraf, som er indeholdt dels i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december
1985), dels i lov om offentlige myndigheders registre (jf. lovbekendtgørelse
nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer).
6. Lovforslagets kapitel 6-7 indeholder klage-, straffe-, overgangs- og
ikrafttrædelsesbestemmelser .
Da lovens kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af
helbredsoplysninger udgør en væsentlig ny lovregulering, er der særskilt i
afsnit 4 redegjort nærmere herfor.
Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.
2. Lovforslagets baggrund
2.1. Indledning
Det er i overensstemmelse med den internationale udvikling og udviklingen
i Danmark fundet vigtigt, at patientens retsstilling styrkes gennem
fastsættelse af lovbestemmelser, der regulerer patientens forhold til
sundhedsvæsenet, og at dette sker i en samlet lovgivning med udgangspunkt i
patienten og dennes retsstilling.
Europarådet har i november 1996 vedtaget en konvention om beskyttelse af
menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af
biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin.
Konventionen, der nu er sendt til ratifikation i medlemslandene, kræver ikke
særlig gennemførselslovgivning i Danmark, men dette lovforslag om patienters
retsstilling bidrager til at understrege Danmarks forventede tilslutning til
konventionen.
Der er gennem de senere år indført stadig flere regler, jf. i øvrigt
afsnit 2.3., der enten direkte eller indirekte regulerer patienternes
retsstilling. Det kan f.eks. være de principper for information og samtykke i
patientbehandlingen samt om livstestamenter, der i 1992 blev indført i
lægeloven, samt den direkte ret for patienten til aktindsigt, der indførtes i
1993 med loven om aktindsigt i helbredsoplysninger eller den indirekte
regulering af patienternes retsstilling, der finder sted i de forskellige
love, der autoriserer grupper af sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet,
hvori er indeholdt bestemmelser, der pålægger de autoriserede
sundhedspersoner bestemte pligter i forhold til patienterne.
Udgangspunktet for dette lovforslag er patientens retsstilling. Herved
menes, at det er de basale retsregler, der regulerer forholdet mellem patient
og sundhedsperson, der er lovforslagets indhold. Lovforslagets regler retter
sig til patient og sundhedsperson og regulerer disse to aktørers indbyrdes
forhold i form af regler for informeret samtykke, aktindsigt, tavshedspligt
og videregivelse af helbredsoplysninger.
Regler, der retter sig mod amtskommuner og kommuner, såsom regler om
kvalitet og ret til undersøgelse og behandling inden for visse tidsfrister,
har en anden karakter og er derfor ikke medtaget i dette lovforslag.
Eventuelle regler af dette indhold og med sundhedsmyndigheder som målgruppe,
bør optages i den særlige lovgivning, der i øvrigt regulerer tilsvarende
forhold, såsom sygehusloven og sygesikringsloven.
2.2. Tidligere udkast til lovforslag
Sundhedsministeriet udsendte i december 1995 et udkast til lovforslag om
patientrettigheder i en bred høring blandt alle relevante interessenter, dvs.
patientforeninger, faglige organisationer, sundhedsmyndigheder og andre med
tilknytning til sundhedsvæsenet, m.fl. Indholdet af lovforslaget blev
overvejende positivt modtaget. Det blev dog særligt af patientforeninger og
faglige organisationer, bl.a. Lægeforeningen, kritiseret, at lovforslaget
ikke indeholdt nogle mere smidige regler om videregivelse af
helbredsoplysninger. Det blev endvidere kritiseret, at lovforslaget ikke
indeholdt materielle patientrettigheder, som f.eks. ret til undersøgelse og
behandling inden for visse bestemte frister etc.
I øvrigt er en del af de bemærkninger og forslag til ændringer, der
fremkom under høringsrunden vedrørende det tidligere lovudkast, indarbejdet i
det nu foreliggende lovforslag.
2.3. Patienters retsstilling i Danmark - udvikling
Der har igennem mange år eksisteret en offentlig regulering af patienters
retsstilling. Reguleringen har imidlertid været spredt på mange forskellige
love og andre regler. Reguleringen har endvidere været uensartet i sin form,
idet den enten, som ovenfor anført, er sket direkte eller indirekte i andre
lovgivningskomplekser.
Et eksempel på en meget tidlig lovgivning, der direkte regulerede
patienternes retsstilling, er loven fra 1938 om sindssyge personers
hospitalsophold, der senere er afløst af loven om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien (lov nr. 331 af 24. maj 1989), der trådte i kraft 1.
oktober 1989. I denne lov - der for tiden er under revision - er der, som i
den tidligere lov, fastsat regler, der regulerer psykiatriske patienters
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse samt, som noget særligt i den nye
lov, regler om tvangsbehandling og fiksering af psykiatriske patienter. Denne
særlov er vedtaget, fordi denne patientgruppe har en sygdomskarakter, der
medfører et særligt behov for retsbeskyttelse, bl.a. ved at patienterne ofte
ikke fuldt ud er i stand til at handle fornuftsmæssigt og ofte har behov for
et langvarigt sygehusophold.
Loven om svangerskabsafbrydelse fra 1973 (jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af
13. september 1986) og loven om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.
(senest lov nr. 402 af 13. juni 1990) er andre eksempler på særlige
lovgivninger, der regulerer patienternes retsstilling i forhold til det
offentlige sundhedsvæsen i situationer, hvor en særlig beskyttelse er
nødvendig.
Gennem de seneste 50 år er der vedtaget et større antal love, hvorefter
der gives særlige personalegrupper inden for sundhedsvæsenet (læger,
tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter,
kliniske tandteknikere, fodterapeuter, kiropraktorer, psykologer, optikere,
kliniske diætister og tandplejere) en autorisation til behandling og pleje af
bestemte patientgrupper på nærmere i respektive love anførte vilkår (centralt
godkendte uddannelser, regulering af personalegruppens rettigheder og pligter
i forhold til patienter, eventuelt et forbeholdt virksomhedsområde osv.).
Særligt i lægeloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995), der
oprindeligt trådte i kraft 1. januar 1935, er der adskillige bestemmelser,
der på samme tid regulerer såvel lægers og ikke lægers forhold som
patienternes retsstilling. Det gælder f.eks. reglerne i lovens kapitel 2 om
lægers pligter vedrørende information og samtykke i patientbehandlingen og
reglerne i lovens kapitel 6, der regulerer det såkaldte kvaksalveri, dvs.
behandlingsmuligheder, der uden særlig hjemmel tillades udført af andre end
læger.
Loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (lov nr. 397 af 10. juni
1987 med senere ændringer) fastslår, at Sundhedsstyrelsen skal føre tilsyn
med sundhedspersonalets faglige virksomhed, ligesom der med virkning fra 1.
januar 1988 blev indført nye regler i loven om patienternes adgang til at
klage over personalets faglige virksomhed, idet der her blev oprettet et
centralt patientklagenævn - Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - der
uafhængigt, bl.a. af Sundhedsstyrelsen, træffer afgørelse om klager fra
patienter over sundhedspersonalet.
Med loven om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 572 af 19. december
1985) og forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985), der begge
trådte i kraft 1. januar 1987, skete der som led i de to loves almindelige
regulering af borgernes rettigheder i forhold til det offentlige tillige en
regulering af patienters rettigheder i forhold til sundhedsvæsenet. Særligt
blev der med offentlighedslovens § 9 indført en ret for patienter til
aktindsigt i sygehusjournaler (senere afløst af en særlov om almindelig
aktindsigt i helbredsoplysninger). Endvidere blev der med forvaltningslovens
kapitel 8 indført regler om tavshedspligt (§ 27) og om videregivelse af
oplysninger (helbredsoplysninger) til andre forvaltningsmyndigheder (§ 28),
der også omfatter patienters forhold. Forvaltningsloven omfatter som
hovedregel kun såkaldte »afgørelsessager«, dvs. forhold hvori der
vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Dog omhandler lovens
kapitel 8 også såkaldt »faktisk forvaltningsvirksomhed »
dvs. sygebehandling, undervisning m.v., hvorved disse centrale regler om
tavshedspligt m.v. også blev gældende i forhold til patienter og
patientbehandling.
Ved en ændring af lægeloven (lov nr. 351 af 14. maj 1992), der trådte i
kraft 1. oktober 1992, skete der en nærmere lovfæstelse af de gældende
principper om information og samtykke i patientbehandlingen, samt indførelse
af livstestamenter med tilhørende centralt register. Disse regler er sammen
med andre regler om information og samtykke indeholdt i Sundhedsstyrelsens
cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v.
Reglerne om livstestamenter er indeholdt i Sundhedsministeriets
bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 og Sundhedsstyrelsens cirkulære
nr. 164 af 22. september 1992.
Endelig er der i flere love vedtaget indenfor de allerseneste år indført
bestemmelser om patienters retsstilling på områder, hvor en særlig regulering
er fundet nødvendig, fordi de almindelige retsregler ikke længere anses at
beskytte patienterne i tilstrækkeligt omfang.
Således skete der med loven fra 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og
behandling af biomedicinske forskningsprojekter - med senere ændringer i 1996
- med virkning fra 1. oktober 1992 en lovfæstelse af komitesystemet, ligesom
forsøgspersoners retsstilling blev sikret gennem detaljerede regler for
information og samtykke (lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997). Med lov
nr. 504 af 30. juni 1993 blev med virkning fra 1. januar 1994 indført en
almindelig adgang til aktindsigt for patienter i helbredsoplysninger. Med lov
om patientforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, blev
med virkning fra 1. juli 1992 indført en erstatningsordning, hvorefter
patienter hurtigere og lettere end efter de almindelige erstatningsregler
kunne opnå erstatning for skader opstået under sygehusbehandling. Endvidere
er der med lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning for
lægemiddelskader med virkning fra 1. januar 1996 indført en ordning,
hvorefter patienter hurtigere og lettere end efter produktansvarsloven kan
opnå ret til erstatning for lægemiddelskader.
Herudover har de faglige foreninger, f.eks. Lægeforeningen, i deres etiske
regler m.v. fastsat bestemmelser for medlemmernes relationer til patienterne.
2.4. Internationalt - andre lande
De internationale organisationer m.fl. har i stadigt større omfang taget
spørgsmål om patientrettigheder op til behandling.
F.eks. har verdenssundhedsorganisationen WHO fra det europæiske
regionalkontor i København i marts 1994 udsendt: »A Declaration on the
Promotion of Patients« Rights in Europe' om patienters rettigheder i de
lande, der hører under regionskontoret.
Retten til en menneskeværdig behandling er stadfæstet i flere
internationale konventioner. Det fremgår bl.a. af artikel 7 i FN's
internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at ingen må
udsættes for tortur eller for grusom, umenneskelig eller fornedrende
behandling. Samme bestemmelse indgår også i artikel 3 i Europarådets
konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder: »Den europæiske menneskerettighedskonvention«,
og af konventionens artikel 5 fremgår det, at enhver har ret til frihed og
personlig sikkerhed. I forbindelse med sygdomsbehandling er det kun tilladt
at berøve en person friheden, hvis det er tilladt ved lov, og kun hvis det er
for at forhindre spredning af smitsomme sygdomme eller på grund af mental
sygdom, alkoholisme eller stofmisbrug.
Europarådet har i november 1996 vedtaget: »Konvention om
menneskerettigheder og biomedicin«. Konventionen er sendt til
ratifikation i de enkelte medlemslande. Konventionen indeholder regulering af
alle centrale problemstillinger inden for patientretten, f.eks. om informeret
samtykke, beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give samtykke,
beskyttelse af privatlivet, regler for videregivelse af helbredsoplysninger,
beskyttelse af den menneskelige arvemasse, regler for videnskabelig
forskning, m.v.
Europaparlamentet og Rådet har med direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger, der skal
gennemføres af medlemsstaterne senest 3 år herefter, også reguleret brugen og
videregivelsen af patientoplysninger. Justitsministeriet har nedsat et
udvalg, der skal implementere direktivets regler i dansk ret, og et
lovforslag herom forventes fremsat i folketingssamlingen 1997/98. Den
regulering af patienters retsstilling, der er foretaget i lovforslagets
kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, ligger
inden for rammerne af direktivet. Lovforslagets øvrige bestemmelser berører
ikke EU-retten.
Finland har med virkning fra 1. marts 1993 vedtaget en lov om patienters
retsstilling og rettigheder (lov nr. 785 af 17. august 1992), der primært
samler de ovenfor nævnte grundlæggende generelle rettigheder for patienten i
forbindelse med information og samtykke, tavshedspligt, patientvejledning
m.v.
Norge har i august 1997 udsendt et udkast til lovforslag om
patientrettigheder, som ligeledes samler de ovenfor nævnte generelle regler
om patienters retsstilling samt medtager visse regler om patienters ret til
valg af behandlingssteder m.v.
3. Lovens afgrænsning og anvendelsesområde
3.1. Afgrænsning
Loven regulerer de grundlæggende regler vedrørende patienters
selvbestemmelse og de regler om information, aktindsigt og
helbredsoplysninger, der er en forudsætning for, at patienten kan varetage
sine interesser i forholdet mellem patient og sundhedsperson. Målgruppen for
loven er således patient og sundhedsperson.
Derfor er regler vedrørende f.eks. vederlagsfrihed eller betaling for
sygehusbehandling, regler om at patienten inden for en bestemt tidsfrist har
krav på en vurdering (diagnose) af sin sygdom, samt regler om at patienten
herefter inden for en bestemt tidsfrist har krav på behandling ikke medtaget
i lovforslaget. Målgruppen for regler af denne karakter er
sundhedsmyndigheder (amtskommuner, Hovedstadens Sygehusfællesskab og
kommuner), og disse forhold bør reguleres i anden lovgivning.
Endvidere omfatter loven ikke de tilfælde, hvor patienten er i en sådan
særlig situation, at en særlig retsbeskyttelse er nødvendig, f.eks. efter
loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, loven om ligsyn,
obduktion og transplantation m.v., loven om et videnskabsetiske komitesystem
og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, hvorfor disse særlige
love ikke overføres til patientretsstillingsloven. Endvidere bør de specielle
love om patienters ret til erstatning, dvs. patientforsikringsloven og loven
om lægemiddelskadeerstatning heller ikke overføres til
patientretstillingsloven, hvilket i øvrigt svarer til den afgrænsning, der
herom også er sket i andre nordiske lande.
Det er således kun - som anført - de grundlæggende og generelle principper
for patientens retsstilling »som patient«, der medtages i loven.
Dog er der i forhold til det tidligere udkast til lovforslag ikke medtaget
regler om klagesystemets opbygning og funktion m.v., men alene en bestemmelse
om, at klager over forhold efter patientretsstillingsloven kan indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn (§ 32). De øvrige bestemmelser om
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er således fortsat indeholdt i
centralstyrelsesloven. Dette skyldes, at det indtil videre er fundet mest
hensigtsmæssigt, at klagesystemet reguleres i en særlov.
Det bemærkes, at loven ikke omhandler spørgsmålet om magtanvendelse i de
tilfælde, hvor en patient, der er mindreårig eller varigt mangler evnen til
at give informeret samtykke, modsætter sig en repræsentants
(forældremyndighedsindehaveren, nærmeste pårørende, værgen) og
sundhedspersonens behandlingsforslag. Dette spørgsmål om magtanvendelse -
fysisk tvang - har altid eksisteret, og spørgsmålet har inden for
sundhedsvæsenet hidtil været ureguleret, når bortses fra reglerne om
tvangsbehandling inden for psykiatrien og epidemilovgivningen samt nødretlige
betragtninger, navnlig når det drejer sig om nødvendig øjeblikkelig
behandling.
Spørgsmålet om nødvendigheden af magtanvendelse i visse situationer
overfor psykisk handicappede er netop blevet behandlet af et udvalg under
Socialministeriet: Udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed. Udvalget
har afgivet sin rapport den 22. januar 1998.
Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om magtanvendelse i
relation til sygebehandling af psykisk handicappede udgør en beskeden del af
hele problemkredsen vedrørende magtanvendelse over for denne gruppe borgere.
Hovedparten af problemerne vedrører den daglige pleje af og omsorg for de
psykisk handicappede, og må således løses af Socialministeriet på basis af
nævnte rapports anbefalinger. Sundhedsministeriet finder ikke, at der er
behov for regler om magtanvendelse inden for sundhedsvæsenet ud over de
gældende regler om tvang inden for psykiatrien og epidemilovgivningen.
3.2. Lovens anvendelsesområde
Som det fremgår af lovforslagets §§ 2, 3 og 4, gælder loven for patienter,
der inden for sundhedsvæsenet modtager undersøgelse, behandling,
sundhedsfaglig pleje m.v. af en autoriseret sundhedsperson og personer, der
handler på disses ansvar, medmindre andet særligt er fastsat i anden
lovgivning. Dette er begrundet i, at kun autoriseret sundhedspersonale og
personer, der arbejder på disses ansvar, er omfattet af Sundhedsstyrelsens
tilsyn efter centralstyrelsesloven.
Ved en autoriseret sundhedsperson forstås en person, der er meddelt
autorisation efter de gældende autorisationslove, som læge, tandlæge,
sygeplejerske, jordemoder, fysioterapeut, ergoterapeut, klinisk tandtekniker,
fodterapeut, kiropraktor, psykolog, optiker, klinisk diætist og tandplejer.
Loven finder tilsvarende anvendelse på personer, der arbejder under ansvar
overfor disse sundhedspersoner. Sidstnævnte gruppe vil navnlig omfatte
social- og sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere.
Uden for lovens anvendelsesområde falder således bl.a. behandling hos
alternative behandlere, medmindre disse handler på ansvar af en autoriseret
sundhedsperson. Dette er en konsekvens af, at de pågældende ikke er omfattet
af Sundhedsstyrelsens tilsyn og således ikke omfattet af det særlige
reaktionssystem, som ifølge lovgivningen er tillagt Sundhedsstyrelsen.
Loven finder således anvendelse overalt inden for det offentlige
sundhedsvæsen samt i praksis og på institutioner inden for det private
sundhedsvæsen, hvortil der er knyttet en autoriseret sundhedsperson. Dette
svarer til den afgrænsning, der i straffeloven er foretaget for de personer,
der kan straffes for brud på tavshedspligten. Efter straffelovens §§ 152-152
f omfatter tavshedspligten personer, der virker i offentlig tjeneste eller
som virker i erhverv i medfør af offentlig beskikkelse og lignende, f.eks.
autoriseret sundhedspersoner, samt de pågældende personers medhjælpere.
Endvidere omfatter loven - jf. § 2's formulering: »eller andre
steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed,» - de tilfælde, hvor
en autoriseret sundhedsperson, f.eks. en læge, udfører sundhedsmæssige
opgaver uden for den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, f.eks.
inden for det sociale område (plejehjem m.fl.), på arbejdsmarkedsområdet
(bedriftssundhedstjenesten m.fl.), i Kriminalforsorgen m.v., medmindre
særlovgivningen eller regler fastsat herefter foreskriver andet.
Sygeplejersker, der virker under den kommunale hjemmesygeplejerskeordning, og
som udfører behandling og sundhedsfaglig pleje, er ligeledes omfattet af
loven. Loven omfatter desuden ydelser efter de kommunale sundhedsordninger
(forebyggende sundhedsordninger overfor børn og unge samt svangreomsorgen),
jf. at »sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte
person« er omfattet af definitionen af behandling i § 3.
Uden for lovens anvendelsesområde falder de ovennævnte særlige
lovregulerede områder, f.eks. vedrørende tvangsanvendelse på psykiatriske
patienter, patient- og lægemiddelskadeerstatningslovene m.fl.
Patientretsstillingslovens regler finder dog anvendelse for patienter
omfattet af disse særlove i det omfang, dette er foreneligt med særlovene.
F.eks. vil spørgsmålet om psykiatriske patienters behandling, bortset fra
tvangsanvendelse og særlige klageveje m.v., være reguleret i
patientretsstillingsloven, f.eks. reglerne om aktindsigt, tavshedspligt og
videregivelse af helbredsoplysninger.
Særligt vedrørende lovforslagets kapitel 5 om tavshedspligt og
videregivelse af helbredsoplysninger vil uden for patientretsstillingsloven
også falde den regulering af helbredsoplysninger, der er indeholdt i særlig
lovgivning, f.eks. bistandslovens § 17, der pr. 1. juli 1998 afløses af lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 12. Endvidere
undtages fra patientretsstillingsloven den regulering, der er foretaget i lov
om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (lov nr. 292 af 24.
april 1996), der trådte i kraft den 1. juli 1996, samt de forbud mod
anvendelse af visse helbredsoplysninger ved tegning af forsikringer og
pensioner, der er indeholdt i lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og
lov om tilsyn med firmapensionskasser (lov nr. 413 af 10. juni 1997), der
trådte i kraft 11. juni 1997.
4. Særligt om tavshedspligt og videregivelse af
helbredsoplysninger
Reglerne om tavshedspligt m.v. er indeholdt i lovforslagets kapitel 5 og
er udarbejdet på baggrund af Sundhedsministeriet betænkning »Lægers
tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger«, november 1995
(betænkning nr. 1305/1995), dog således, at reglerne om videregivelse af
helbredsoplysninger til brug for behandling m.v., navnlig § 24 er forenklet i
forhold til betænkningens forslag.
Reglerne i kapitel 5 er omfattet af Europarlamentet og Rådets direktiv
95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, som skal være
implementeret i dansk lovgivning senest 24. oktober 1998. Reglerne holder sig
inden for rammerne af dette direktiv, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Det fastslås, at patienter har krav på, at sundhedspersoner m.fl.
iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller
får formodning om angående helbredsforhold m.v. Forslaget omfatter de
sundhedspersoner, der er beskæftiget inden for sundhedsvæsenet med
undersøgelse, diagnosticering, behandling, sundhedsfaglig pleje m.v. af
patienter, jf. lovens §§ 2-4.
Det findes uhensigtsmæssigt, at reglerne om videregivelse af
helbredsoplysninger m.v. i dag findes i flere forskellige regelsæt, navnlig i
forvaltningsloven og registerloven. Af hensyn til såvel patienters som
sundhedspersoners muligheder for at overskue retstilstanden, foreslås det
derfor, at der indføres ensartede regler for videregivelse af
helbredsoplysninger inden for sundhedsvæsenet, således at reguleringen heraf
samles i een lov, og er uafhængig af hvorvidt oplysningerne er ført manuelt
eller elektronisk.
Efter forvaltningslovens § 28 sondres der mellem forskellige typer af
fortrolige oplysninger. Denne sondring er vanskelig at administrere på
sundhedsområdet, hvorfor det foreslås, at samtlige fortrolige oplysninger
undergives samme regulering. Herved opnås mulighed for at fastsætte regler,
der specielt er tilpasset sundhedsvæsenet.
De gældende regler i forvaltningslovens § 28, der er bygget op omkring et
myndighedsbegreb - omfattende f.eks. en kommune eller amtskommune - er ikke
tilpasset sundhedsvæsenets særlige forhold. F.eks. vil der ved udlevering af
helbredsoplysninger mellem sygehuse beliggende i forskellige amter, skulle
indhentes et skriftligt samtykke hertil fra patienten, som gælder i 1 år.
Samtykket skal angive hvilke oplysninger, og til hvilke formål oplysningerne
må videregives.
Både kravet om skriftlighed og reglen om at en (tilfældig)
myndighedsgrænse udløser et krav om samtykke, findes ikke rimelige eller
forståelige for de involverede på sundhedsområdet.
Særligt føles et krav om, at patienten skal give formaliseret samtykke
hver gang, der videregives helbredsoplysninger i forbindelse med en aktuel
undersøgelse, behandling og pleje i sundhedsvæsenet, at være formalistisk og
medføre en meget usmidig forretningsgang i den daglige patientbehandling.
Såfremt patienten har givet et informeret samtykke til de foretagne
undersøgelser og behandlinger på sygehuset, bør dette indebære, at det
behandlende personale uden indhentelse af et fornyet samtykke også har adgang
til at udveksle de oplysninger, der er nødvendige ved behandlingen, også selv
om dette omfatter oplysninger fra f.eks. et højt specialiseret sygehus i et
andet amt, hvor der i dag efter forvaltningslovens almindelige regler skal
gives et skriftligt samtykke.
Det foreslås derfor, jf. § 24, stk. 2, nr. 1, at helbredsoplysninger kan
indhentes og udveksles fra andre sundhedspersoner uden patientens samtykke,
når oplysningerne er påkrævet af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb af
patienten og såfremt videregivelsen sker under hensyntagen til patientens
interesse og behov for den aktuelle behandling. Med de nye og mere enkle
regler for videregivelse af helbredsoplysninger, når det drejer sig om et
aktuelt behandlingsforløb, vil der særligt ske en ophævelse af samtykkekravet
for patienter, der indlægges på sygehus fra egen læge, og for patienter, der
indlægges på et sygehus i et andet amt. Det kan oplyses, at ca. 25% af alle
indlæggelser sker via egen læge, og at ca. 23% af landets patienter (akutte
og ikke akutte) sendes til behandling i en anden amtskommune eller i
Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Det foreslås endvidere, at der kan ske videregivelse af nødvendige
oplysninger uden patientens samtykke til patientens praktiserende læge fra en
læge, der virker som stedfortræder for denne, jf. § 24, stk. 2, nr. 3.
Patienten vil i disse situationer ofte finde det naturligt, at egen læge
modtager de nødvendige oplysninger om den behandling, som patienten har
modtaget hos den stedfortrædende læge. Endvidere sikrer bestemmelsen, at der
kan ske en berettiget videregivelse af oplysninger til patientens egen læge
med henblik på at forebygge risiko for dobbeltordinationer, vildledning fra
medicinmisbrugere m.v.
Som grundlæggende hovedregel foreslås, jf. § 24, stk. 1, at en
sundhedsperson - hvad enten denne er offentligt ansat eller privat
praktiserende - kun må videregive oplysninger til andre, herunder øvrige
sundhedspersoner, myndigheder m.fl. med patientens samtykke. Det omfatter
f.eks. tilfælde, hvor der ikke er tale om et aktuelt behandlingsforløb. For
eksempel helbredsoplysninger, som ønskes til indsigt i hvordan behandlingen
forløb for en patient, der tidligere var til behandling det pågældende sted,
eller sygehusets udsendelse af udskrivningsbreve til egen læge, medmindre
patienten skal fortsætte behandlingen hos egen læge som led i et aktuelt
behandlingsforløb.
Samtykket kan her være mundtligt eller skriftligt, ligesom samtykket enten
kan afgives til den sundhedsperson, der indhenter helbredsoplysninger eller
til den sundhedsperson, der skal videregive oplysninger.
Ved videregivelse af oplysninger, der ikke finder sted i forbindelse med
undersøgelse, behandling m.v. af patienter, f.eks. til rets- og
skattemyndigheder, opretholdes i lovforslaget, jf. §§ 26 og 27, et krav om
skriftligt samtykke, ligesom samtykket kun kan afgives til den
sundhedsperson, der skal videregive oplysninger. Der stilles endvidere krav
om, at samtykke til videregivelse skal indføres i patientjournalen.
En række bestemmelser spredt rundt i særlovgivningen giver i dag
offentlige myndigheder mulighed for at indhente helbredsoplysninger fra
sundhedspersoner uden patientens samtykke. Denne lovbestemte adgang til at
indhente helbredsoplysninger er sikret i § 26, stk. 2, nr. 1. Disse
bestemmelser er i de fleste tilfælde udformet således, at myndigheden kun er
berettiget til at kræve de oplysninger, der er af væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling.
Det foreslås herudover, jf. § 26, stk. 2, nr. 2, at der kan ske
videregivelse uden patientens samtykke, såfremt videregivelse er nødvendig
til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten eller andre, f.eks. patientens pårørende. Endvidere
foreslås, at der som hidtil, jf. § 26, stk. 2, nr. 3, kan ske videregivelse
uden samtykke, såfremt videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan
gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver, f.eks. til Sundhedsstyrelsen til brug
for styrelsens tilsyn med sundhedspersoner.
Der foreslås også en lempelse i forhold til gældende lovgivning for så
vidt angår videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende en afdød patient,
jf. § 28, således at der, efter anmodning fra afdødes pårørende, gives adgang
til at videregive oplysninger fra et sygehus m.fl. til afdødes praktiserende
læge, når formålet er, at lægen skal orientere de nærmeste pårørende om
afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.
Endelig foreslås det, at der, jf. §§ 29-31, indføres ensartede regler for
så vidt angår videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold
fra patientjournaler til forskning, planlægning, statistik m.v.
Samlet set er de nye regler i lovforslagets kap. 5 om tavshedspligt og
videregivelse af helbredsoplysninger indrettet således, at de oplysninger,
som patienten helt naturligt finder, at sundhedspersoner skal indhente for et
aktuelt behandlingsforløb ikke kræver et samtykke. Er sundhedspersonerne i
tvivl om patienters ønske, eller foreligger der ikke et aktuelt
behandlingsforløb, skal sundhedspersonen dog indhente patientens mundtlige
samtykke. For helbredsoplysninger, der skal anvendes til andre formål end
behandling m.v., skal der som hovedregel indhentes et konkret, informeret og
skriftligt samtykke, idet patienten her kan have berettigede ønsker om, at
hans helbredsoplysninger ikke bruges til formål, de ikke er indhentet for.
Hvor det drejer sig om helbredsoplysninger til forskning, planlægning og
statistik, vil disses anvendelse blive beskyttet af de givne tilladelser og
blive anonymiseret efter brugen.
Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser.
5. Administrative og økonomiske konsekvenser m.v.
Bestemmelserne om selvbestemmelsesret (kapitel 2 og 3) er i alt væsentligt
en samling og præcisering af gældende bestemmelser og praksis. Bestemmelserne
skønnes derfor ikke at have administrative eller økonomiske konsekvenser.
De nye regler om inddragelse af en patients nærmeste pårørende til at give
informeret samtykke, når patienten ikke er i stand til dette, er således en
lovfæstelse af en almindelig gældende praksis. Reglen om, at en anden
sundhedsperson med faglig indsigt på det pågældende område skal tilslutte sig
behandling af en person, der ikke selv er i stand til at give informeret
samtykke og ikke har nærmeste pårørende, er derimod ny, set i forhold til
gældende praksis og retstilstand. Da der vil være tale om meget få tilfælde,
og da der endvidere er tilføjet en undtagelse fra inddragelse af en anden
sundhedsperson for så vidt angår almindelige mindre indgribende, typisk
bagatelagtige, behandlinger, findes denne ordning kun at påføre
sundhedsvæsenet meget få merudgifter.
Aktindsigtsreglerne (kapitel 4) er en uændret videreførelse af den
gældende lov, hvorfor der ikke med lovforslaget er tale om nye konsekvenser
på dette område.
Reglerne om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger (kapitel
5) skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser. De
ændrede regler vedrørende kravene til samtykke til videregivelse af
helbredsoplysninger er generelt set blevet mere enkle og overskuelige og vil
derfor snarere medføre administrative lettelser og mindre økonomiske
omkostninger. Endvidere har sundhedspersoner allerede efter gældende
lovgivning pligt til løbende at informere patienterne og indhente samtykke i
forbindelse med undersøgelse, behandling m.v., samt til at indføre
oplysninger om den information m.v., patienten har modtaget, i
patientjournalen. Kravet om, at samtykke til videregivelse efter de
foreslåede regler skal journalføres, vil derfor ikke medføre øget
administrativt arbejde.
I øvrigt vil det lette såvel patienternes som personalets administration
af området, at de hidtil meget spredte og uensartet bestemmelser på området
nu samles og præciseres i en lov. Endvidere vil de mere enkle regler for
videregivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt
behandlingsforløb medføre en reel administrativ lettelse set i forhold til
den gældende retstilstand. Det må endelig antages, at de i flere henseender
mere klare regler generelt set vil medføre, at der opstår færre konflikter i
forbindelse med misforståelser og afklaring af retstilstanden i øvrigt.
Samlet set anses lovforslag således ikke at medføre merudgifter for
amtskommuner og kommuner og for sundhedspersoner knyttet hertil, hvilket de
kommunale organisationer har tilsluttet sig.
Lovforslaget vil ikke have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige
konsekvenser.
6. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget berører EU-retten i relation til reglerne i henholdsvis
kapitel 4 om aktindsigt i helbredsoplysninger og i kapitel 5 om videregivelse
af helbredsoplysninger.
Reglerne i kapitel 4 og 5 er således omfattet af Europarlamentet og Rådets
direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,
som skal være implementeret i dansk lovgivning senest 24. oktober 1998.
Direktivets anvendelsesområde er i art. 3, stk. 1, fastsat til at være
behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp
af edb, samt ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller
vil blive indeholdt i et register. Lovforslaget om patienters retsstilling
indeholder i de nævnte kapitler regler, der er omfattet af direktivet.
Justitsministeriet har nedsat et udvalg om revision af registerlovgivningen,
der skal implementere direktivet i dansk lovgivning. Dette udvalg har ultimo
1997 afgivet sin betænkning (1345/97). Det kan derfor, når justitsministeren
i forårssamlingen 1998 fremsætter forslag til ny registerlovgivning, være
nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til kapitlerne.
Reglerne i kapitel 4 og 5 vedrører alene spørgsmålet om aktindsigt
(egenacces) og videregivelse af oplysninger. Alle øvrige spørgsmål vil skulle
behandles efter registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør
heraf. Følgende skal særligt bemærkes:
Direktivets begreb »behandling af personoplysninger«, jf.
definitionen i art. 2b, vedrører enhver operation eller række af operationer
med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til
genstand for. Kapitel 5 i lovforslaget om patienters retsstilling vedrører
kun den behandling af oplysninger, som består i at videregive
personoplysninger, men f.eks. ikke indsamling, registrering, sletning m.v.
Det indebærer, at indsamling, registrering m.v. ikke omfattes af dette
forslag, men vil henhøre under registerlovgivningen.
Direktivets udgangspunkt er, at behandling af oplysninger om
helbredsforhold forbydes, jf. direktivets art. 8. Dette kan dog fraviges,
f.eks. såfremt den oplysningen angår giver sit samtykke hertil. Art. 8, stk.
3, giver endvidere mulighed for behandling af oplysninger om helbredsforhold,
hvis det er nødvendigt med henblik på forebyggende medicin, medicinsk
diagnose, sygepleje eller patientbehandling eller forvaltning af læge- og
sundhedstjenester, og hvis behandlingen af disse oplysninger foretages af en
erhvervsudøvende i sundhedssektoren, der i henhold til den nationale
lovgivning eller til regler, der er fastsat af kompetente nationale organer,
har tavshedspligt, eller af en anden person med tilsvarende tavshedspligt.
Ovennævnte bestemmelse i direktiv 95/46/EF indebærer en meget vid adgang
til at videregive oplysninger inden for sundhedsvæsenet uden patientens
samtykke. Sundhedsministeriet finder, bl.a. på baggrund af betænkning 1305
fra november 1995 om lægers tavshedspligt og videregivelse af
helbredsoplysninger, at der er et behov for særlige regler for videregivelse
af helbredsoplysninger for at styrke patienternes retsstilling. I forhold til
direktiv 95/46/EF indeholder nærværende forslag således regler, der giver
patienterne en større beskyttelse mod at oplysninger videregives uden
samtykke, ligesom forslaget giver patienter mulighed for at frabede sig, at
oplysninger videregives. Denne særlige regulering for videregivelse af
oplysninger vedr. helbredsforhold er i overensstemmelse med direktivets
betragtning 22, hvorefter medlemsstaterne har mulighed for uafhængig af de
generelle regler i direktivet at fastsætte særlige betingelser for
databehandling på specifikke områder og med hensyn til de særlige kategorier
af oplysninger, der omhandles i direktivets artikel 8. I denne artikel er
netop oplysninger vedr. helbredsforhold nævnt.
Direktiv 95/46/EF fastsætter som nævnt ovenfor særlige regler for såkaldte
følsomme oplysninger, hvorunder bl.a. oplysninger om helbredsforhold
henhører. På sundhedsområdet vil sundhedspersoner imidlertid ofte også kunne
være i besiddelse af andre oplysninger vedr. rent private forhold, som ikke
kan karakteriseres som helbredsforhold, f.eks. oplysninger om patientens
pårørende, patientens økonomi m.v., jf. bemærkningerne til § 24. For at
styrke patientens retsstilling indeholder lovforslaget en ensartet regulering
af disse typer af fortrolige oplysninger, således at oplysningerne kun kan
videregives med patientens samtykke. Man har således fundet det rigtigt ikke
at anvende direktivets generelle mulighed for videregivelse på lempelige
vilkår af hensyn til offentlig forvaltning. Sundhedsministeriet har i stedet
udnyttet direktivets mulighed for at styrke patientens retsstilling, således
at videregivelse af den nævnte type af fortrolige oplysninger altid kræver
patientens samtykke.
I visse situationer tillægger direktiv 95/46/EF patienter (registrerede)
rettigheder, som går ud over bestemmelserne i dette kapitel, f.eks. art. 11
om oplysningspligt, når oplysninger ikke er indsamlet hos den pågældende.
Denne artikel vil have betydning, når der f.eks. videregives
personoplysninger til brug for et forskningsprojekt, jf. §§ 29-31. Det skal i
den forbindelse understreges, at patienterne naturligvis har samme
rettigheder som øvrige registrerede, der ikke kan betegnes patienter, således
at direktivets bestemmelser på disse områder fortsat vil være gældende,
uanset om dette ikke fremgår af denne lov.
I direktiv 95/46/EF stilles der krav om, at et uafhængigt tilsyn skal påse
overholdelsen af direktivets bestemmelser. De af lovforslagets bestemmelser i
kapitel 4 og 5, som falder ind under direktivet, vil for så vidt angår de
registerretlige forhold høre under Registertilsynets almindelige
tilsynskompetence, idet der ikke er fundet behov for at etablere et særligt -
og nyt - tilsyn.
Lovforslaget er således i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF.
7. Hørte myndigheder, organisationer og foreninger.
Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder,
organisationer og foreninger:
Alzheimerforeningen, Amtsrådsforeningen, Apotekerforeningen,
Arbejdsministeriet, Astma- og Allergiforbundet, Brugernes Stemme, Børnerådet,
Center for Bioetik, Center for Etik og Ret, Center for Menneskerettigheder,
Center for Små Handicapgrupper, Dansk Farmaceutforening, Dansk
Handicapforbund, Dansk Kiropraktorforening, Dansk Optikerforening, Dansk
Psykologforening, Dansk Sygehusinstitut, Dansk Sygeplejeråd, Dansk
Tandlægeforening, Dansk Tandplejerforening, Danske Fysioterapeuter, De
Samvirkende Invalideorganisationer, Den alm. Danske Jordemoderforening, Den
alm. Danske Lægeforening, Den Centrale Videnskabsetiske Komite, Det Centrale
Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Sygeplejeetiske Råd, Diabetesforeningen,
DIKE, Embedslægeforeningen, Ergoterapeutforeningen, Finansministeriet,
Forbrugerrådet, Forbundet af Offentligt Ansatte, Forebyggelsespolitisk Råd,
Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen Skadeligt Dentalmateriale,
Forskningsministeriet, Frederiksberg Kommune, Færøernes Landsstyre,
Galebevægelsen, Gigtforeningen, Grønlands Hjemmestyre, Hjerteforeningen, HK,
Hovedstadens Sygehusfællesskab, Indenrigsministeriet, Institut for Sociale
Forhold og Organisation, Justitsministeriet, Komiteen for Sundhedsoplysning,
Kommunernes Landsforening, Kræftens Bekæmpelse, Kræftforeningen Tidslerne,
Københavns Kommune, Landsforeningen af Forsorgsledere, Landsforeningen af
Hospitalslaboranter, Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter,
Landsforeningen af Turner kontaktgrupper i Danmark, Landsforeningen Bisserne,
Landsforeningen Cystisk Fibrose, Landsforeningen Evnesvages Vel,
Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, Landsforeningen SIND, LEV,
Levnedsmiddelstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Morbus Addison Foreningen,
Muskelsvindfonden, Naturhelbredelsens Forum, Nævnet for Etnisk Ligestilling,
Omsorgsorganisationernes Samråd, Patientforsikringsforeningen,
Patientklagenævnet, Patientskadeankenævnet, Registertilsynet,
Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,
Scleroseforeningen, Socialministeriet, Statens Seruminstitut, Statens
Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Statens Øjenklinik, Statsministeriet,
Sundhedsstyrelsen, Sundhedsuddannelsesrådet, Sygesikringens
Forhandlingsudvalg, Tandlægernes Nye Landsforening, Undervisningsministeriet,
Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Ældremobiliseringen og Ældresagen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Kapitel 1
Kapitlet indeholder en formålsbestemmelse, en bestemmelse om lovens
anvendelsesområde, definitioner af nogle centrale begreber, der anvendes i
loven, samt en bestemmelse om legale repræsentanters indtræden i patientens
rettigheder.
Til § 1
Formålet med loven er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed,
integritet (fysisk og psykisk ukrænkelighed) og selvbestemmelsesret
respekteres.
Lovens formål er endvidere at medvirke til at sikre tillids- og
fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson.
Formålsbestemmelsen skal først og fremmest understrege, at hele loven og
fortolkningen af de enkelte bestemmelser, bl.a. i forbindelse med udnyttelsen
af lovens bemyndigelsesbestemmelser, skal hvile på de principper og
holdninger, der er kommet til udtryk i formålsbestemmelsen.
Ved en lovregulering af patientretsstillingsområdet vil der endvidere ske
en politisk tilkendegivelse af, at de i loven og dennes formålsbestemmelse
indeholdte principper og holdninger også skal være retningsgivende for de
regler og vejledninger, som bl.a. Sundhedsstyrelsen hidtil har udsendt
direkte til sundhedsvæsenets myndigheder og sundhedspersoner.
Tilsvarende formålsbestemmelser findes i andre landes lovgivning. F.eks.
lyder formålsbestemmelsen i det norske udkast til lov om patientrettigheder
(august 1997) som følger: »Lovens bestemmelser skal bidrage til at
fremme tillidsforholdet mellem patient og sundhedsmyndighed og varetage
respekten for den enkelte patients integritet og selvbestemmelse«.
Formålsbestemmelsen i Europarådets konvention om menneskerettigheder og
biomedicin har følgende indhold: »Parterne i denne konvention skal
beskytte alle menneskers værdighed og identitet, og uden forskelsbehandling
garantere alle respekt for deres integritet samt andre rettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med anvendelsen af biologi og
lægevidenskab«.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger lovens anvendelsesområde. Loven gælder for
patienter, der inden for sundhedsvæsenet modtager eller har modtaget
undersøgelse, behandling og pleje af en autoriseret sundhedsperson og
personer, der handler på disses vegne. Loven omfatter også den behandling
m.v., der af nævnte sundhedspersoner udføres i sundhedsvæsenets regi, men
uden for den almindelige primære og sekundære sektor, f.eks. på sociale
institutioner, på kriminalforsorgens sygeafdelinger m.fl. Sidstnævnte forhold
er i lovteksten markeret gennem tilføjelsen: »eller andre steder, hvor
der udføres sundhedsfaglig virksomhed«.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Loven gælder for patienter, der modtager undersøgelse, behandling og
sundhedsfaglig pleje i sundhedsvæsenet af sundhedspersoner, dvs. for
patienter i behandlingssituationen.
Loven omfatter således først og fremmest de tilfælde, hvor borgeren selv
definerer sig som patient ved at kontakte sundhedsvæsenet. Hertil kommer de
behandlingssituationer, hvor en særlig lovgivning foreskriver behandling,
f.eks. lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. I sidstnævnte tilfælde gælder
patientretsstillingslovens almindelige regler, medmindre de fortrænges af de
specielle regler, som disse særlove indeholder.
Ved en patient forstås en bruger af sundhedsvæsenet, hvadenten vedkommende
er rask eller syg.
Denne almene definition - der stammer fra WHO's »A Declaration on the
Promotion of Patients« Rights in Europe', marts 1994 - er så
selvfølgelig, at det ikke er fundet nødvendigt at optage denne i lovens
tekst.
Definitionen er dog brugbar i den udstrækning, brugeren af loven anlægger
en rent sproglig fortolkning af ordet »patient«, og i den
forbindelse påpeger, at gravide og bl.a. modtagere af de kommunale
sundhedstjenester, som f.eks. forebyggende sundhedsordninger for børn og
unge, ikke er patienter. I patientretsstillingslovens forstand er disse raske
personer også patienter.
Forholdet mellem patientretsstillingsloven og komiteloven (lov om et
videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997) kan
beskrives således:
Hvis en gruppe personer, der er deltagere i et biomedicinsk
forskningsprojekt, omfatter både raske forsøgspersoner og personer under
behandling (patienter), er sidstnævnte gruppe omfattet af begge love,
hvorimod førstnævnte gruppe alene - i denne forbindelse - er omfattet af
komiteloven. Det forhold, at begge love indeholder regler og information og
samtykke (informeret samtykke), ændrer intet heri: Der skal over for en
forsøgsperson, der tillige er patient, informeres både efter komiteloven og
efter patientretsstillingsloven, da det er forskellige forhold, der skal
informeres om, dels forskningsprojektet, dels patientens helbredstilstand og
behandlingsmulighederne (patientretsstillingslovens § 7) og da
informationskravene er forskellige, og typisk strengere efter komiteloven.
Til § 3
Det er fundet hensigtsmæssigt at opstille en fælles og kort definition af
begrebet »behandling«, dvs. undersøgelse, sygdomsbehandling,
sundhedsfaglig pleje, sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den
enkelte person, m.v.
Ved behandling forstås først og fremmest sygdomsbehandling, og de
handlinger, der naturligt har tilknytning hertil og sammenhæng hermed:
Undersøgelse, diagnostisering, genoptræning m.v.. Hertil kommer
sundhedsfaglig pleje (sygepleje), der ligeledes er forbundet med behandling i
egentlig forstand. Ved at tale om »sundhedsfaglig pleje« er
tilkendegivet, at den pleje, der finder sted med hjemmel i bistandloven (fra
1. juli 1998 lov om social service) og den øvrige sociale lovgivning ikke er
omfattet af patientretsstillingsloven. »Sundhedsfaglige
forebyggelsestiltag over for den enkelte person« betyder, at det er den
individorienterede sundhedsfaglige forebyggelse, der er omfattet af loven.
Udenfor patientretsstillingsloven falder derfor den forebyggelsesvirksomhed,
der finder sted med hjemmel i bistandsloven eller anden lovgivning.
Til § 4
I § 4 defineres »sundhedspersoner«, hvorved der i loven forstås
personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage
sundhedsfaglige opgaver, som læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre,
fysioterapeuter, ergoterapeuter, kliniske tandteknikere, fodterapeuter,
kiropraktorer, psykologer, optikere, kliniske diætister og tandplejere eller
personer, der handler på disses ansvar, som f.eks. social- og
sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere m.fl. Hvor der i loven anvendes
ordet »sundhedsperson(er)», skal det forstås som angivet ovenfor.
Det bemærkes, at personer, der ikke er undergivet en autorisationsordning,
hvilket f.eks. er tilfældet med social- og sundhedsassistenter, kun kan
optræde som sundhedsperson i lovens forstand efter delegation fra f.eks. en
læge eller sygeplejerske.
De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, hvortil uddannelsen til
social- og sundhedsassistent hører, har til formål at give de færdiguddannede
kvalifikationer til at varetage opgaver inden for bistand-, pleje- og
omsorgsområdet eller inden for pædagogmedhjælper- og dagplejeområdet. Der er
således tale om, at de pågældende typisk udøver denne selvstændige kompetence
inden for det sociale område, men ikke inden for sundhedsvæsenet. De
pågældende er derfor ikke selvstændige sundhedspersoner i
patientretsstillingslovens forstand.
Apotekere, apotekspersonale og farmaceuter i øvrigt forsyner borgerne med
lægemidler, men deltager ikke direkte i behandlingen af patienter. De
pågældende er derfor ikke omfattet af patientretsstillingsloven.
Til § 5
De steder i patientretsstillingsloven, hvor en legal repræsentant
(forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende eller værge) varetager en
patients interesser, må repræsentanten have ret til at indtræde i patientens
rettigheder efter loven, f.eks. i relation til aktindsigtsreglerne i kapitel
4 og samtykke til videregivelse efter reglerne i kapitel 5. Hvis ikke denne
indtræden i patientens rettigheder finder sted, vil repræsentanten være
begrænset i sine bestræbelser for at varetage patientens interesser.
Den legale repræsentants ret til at indtræde i patientens rettigheder
efter loven vedrører dog kun forhold, der er nødvendige for at repræsentanten
kan varetage patientens interesser og behov i den konkrete situation. Det må
bero på et konkret skøn i hvilket omfang, der f.eks. skal gives
repræsentanten aktindsigt i patientens journal. Der bør her anlægges en bred
fortolkning, så repræsentanten ikke forhindres i at bistå patienten.
Tilsvarende gælder i relation til den legale repræsentants ret til at give
samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger. Også i denne situation må
repræsentanten udøve retten til at give samtykke i patientens interesse. Hvis
patienten klart modsætter sig, at videregivelse finder sted, også selv om
patientens beslutning synes uden mening, må repræsentanten respektere denne
beslutning. Spørgsmålet må herefter behandles efter reglerne om videregivelse
af helbredsoplysninger uden samtykke.
Repræsentanten skal varetage patientens interesser og behov. Dette
indebærer f.eks., at repræsentanten aldrig på patientens vegne kan give
afkald på livsnødvendig behandling.
I de tilfælde, der er omhandlet under kapitel 3, Selvbestemmelse i særlige
tilfælde, gælder for så vidt angår børn og unge under 15 år de almindelige
regler i lov om forældremyndighed og samvær (§§ 1 og 2). Hvis
forældremyndighedsindehaveren ikke varetager barnets interesser i relation
til sygebehandling, åbner bistandslovens § 35 b (med virkning fra 1. juli
1998 § 44 i lov om social service) mulighed for, at kommunens børn og
unge-udvalg kan træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og
behandling, hvis det drejer sig om en livstruende sygdom eller en sygdom, der
udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Der
henvises til bemærkningerne til § 8.
Det fremgår af lovforslagets § 13, at § 9 om patienter, der varigt mangler
evnen til at give informeret samtykke, ikke gælder for de særlige tilfælde,
der er omhandlet under kapitel 3, Selvbestemmelse i særlige tilfælde. Herved
er tilkendegivet, at de repræsentanter (nærmeste pårørende eller værge), som
varetager den omhandlede patientgruppes interesser og behov, ikke kan
samtykke for patienten i kapitel 3-tilfælde. Der henvises til bemærkningerne
til § 13.
Såfremt en § 9-repræsentant i øvrigt forvalter samtykket på en måde, der
åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan
sundhedspersonen efter lovforslagets § 9, stk. 4, gennemføre behandlingen,
såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil.
Kapitel 2
Selvbestemmelse
Reglerne om informeret samtykke, dvs. selvbestemmelsesret, indeholder de
mest grundlæggende rettigheder i behandler/patientforholdet.
Kapitel 2 indeholder bestemmelserne om, at al medicinsk behandling hviler
på frivillighed, når bortses fra helt ekstraordinære tilfælde, hvor
lovgivningen åbner op for tvangsanvendelse, som f.eks. i visse tilfælde over
for psykiatriske patienter og i forbindelse med bekæmpelse af smitsomme
sygdomme. Der er tale om et helt grundlæggende forhold, og princippet hviler
på patientens selvbestemmelsesret (autonomi), og respekten for individets
værdighed og ukrænkelighed (integritet).
Grundreglen er formuleret i § 6, hvor det slås fast, at ingen behandling
kan indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. De øvrige
bestemmelser i kapitel 2 omhandler de tilfælde, hvor patienten ikke er i
stand til selvstændigt at varetage sine interesser, enten på grund af ung
alder eller på grund af manglende mulighed for eller evne til at kunne
modtage information og kunne give samtykke. Årsagen kan skyldes manglende
udvikling eller tab af evnen til at forstå sygdomssituationen og til at kunne
give samtykke til sygdomsbehandling m.v.
Årsagen til en borgers henvendelse til sundhedsvæsenet er ofte en mere
eller mindre bevidst erkendelse af en sygdomstilstand eller
helbredsproblemer. Når problemerne er erkendt, kontakter borgeren oftest en
sundhedsperson, typisk en læge, og bliver herved patient i forhold til
vedkommende. Lægen undersøger patienten og informerer og rådgiver denne om
vedkommendes helbredstilstand, resultatet af de gennemførte undersøgelser,
mulige behandlingsovervejelser, mulige komplikationer og bivirkninger ved
foreslåede behandlingsforløb, eventuelle alternative, lægeligt forsvarlige
behandlingsmuligheder, m.v. Lægens information af patienten bør ske gennem en
samtale med patienten, hvor lægen lytter til patientens synspunkter og
medindrager denne i beslutningerne. I samtalen bør det understreges, at et
vellykket behandlingsresultat kræver et samarbejde mellem læge og patient, og
at patienten har et medansvar for, at behandlingen lykkes.
Patienten er ofte i en sårbar situation og er afhængig af lægens råd.
Dette stiller store krav til lægens indfølingsevne og medmenneskelighed.
Patienten har krav på at få fuld information om sin helbredstilstand og
behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og
bivirkninger, hvis vedkommende ønsker det. På baggrund af en samtale med
lægen beslutter patienten, om og i givet fald hvilke behandlinger m.v., der
skal iværksættes. For at et behandlingsforløb skal lykkes, er det nødvendigt,
at det er baseret på gensidig tillid mellem patient og læge, på respekt for
patientens værdighed og fysiske og psykiske ukrænkelighed samt patientens
selvbestemmelsesret.
Til § 6
Bestemmelsen indeholder grundreglen om informeret samtykke. Ingen
undersøgelse, behandling eller pleje må indledes eller fortsættes uden
patientens informerede samtykke. Undtaget herfra er dog de tilfælde, hvor
patienten er under 15 år eller ude af stand til at give samtykke, jf. lovens
§§ 8-10, og de helt ekstraordinære tilfælde, hvor der efter særlovgivningen
er mulighed for tvangsmæssigt at gribe ind.
Efter reglen i stk. 2 kan en patient på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit
samtykke til behandling. Reglen understreger, at der er tale om et frit
(frivilligt) samtykke, hvor patienten på et hvilket som helst tidspunkt kan
trække sig tilbage og frabede sig videre behandling. Dette kan have betydning
i tilfælde, hvor en patient på grund af religiøs - eller anden -
overbevisning ikke ønsker at modtage visse behandlingstyper, som f.eks.
blodtransfusion. Afvisning af at modtage blod eller blodprodukter praktiseres
af medlemmer af trossamfundet Jehovas Vidner.
Hvis en patient afviser at modtage et undersøgelses- eller
behandlingstilbud, skal dette noteres i patientjournalen. Dette gælder også,
hvis afvisningen sker i form af en handling, f.eks. hvis en patient uden
videre forklaring forlader behandlingsstedet. Patienten bør i disse tilfælde,
hvor det er muligt, informeres om, hvilke konsekvenser en manglende
behandling kan få.
Selvbestemmelsesretten gælder i videst mulig udstrækning, dvs. i alle
tilfælde, hvor patienten er i stand til at forstå og vurdere sin konkrete
sygdomssituation. For patienter, der varigt mangler evnen til at forstå
information og give samtykke, må der fastsættes regler, hvis formål er at
kompensere for den manglende evne til at handle fornuftsmæssigt i relation
til valg af behandling m.v. Det drejer sig om visse mindreårige og visse
grupper af personer med nedsat psykisk funktionsevne, som f.eks. psykisk
udviklingshæmmede og demente.
Bestemmelsen i stk. 3 definerer begrebet »informeret samtykke«
(»informed consent«), der er fast indarbejdet inden for
sundhedsvæsenet i hele den udviklede verden og bl.a. anvendes i
internationale konventioner. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at anvende
dette begreb i loven.
Fordelen ved at anvende dette begreb er, at man i eet begreb sammenfatter
to elementer, der er helt centrale for patientretten, henholdsvis
informationen og samtykket, og derved tilkendegiver, at samtykket er
afhængigt af information om helbredstilstand, behandlingsmuligheder etc. Et
samtykke, der ikke hviler på en fyldestgørende information, er mangelfuldt,
når talen er om et så indgribende forhold som sygdomsbehandling. Har en
patient frabedt sig information efter § 7, stk. 2, vil man stadigvæk tale om
informeret samtykke, selvom mængden af og niveauet for informationen - efter
patientens eget ønske - kan være begrænset.
Den information, der skal udgøre basis for et frivilligt og reelt
samtykke, må indeholde en sådan mængde af oplysninger om sygdomstilstand,
behandlingsmuligheder, risici og bivirkninger m.v., at patientens kan tage
stilling til behandlingsspørgsmålet. Dette er i bestemmelsen udtrykt ved, at
informationen skal være fyldestgørende. Oplysningerne må desuden hvile på den
aktuelt gældende gode faglig norm på området. Formidlingen af oplysningerne
fra sundhedsperson til patient må være tilpasset individuelt, så den enkelte
patient så vidt muligt forstår situationen m.v. Det afgørende er at give
patienten et sådant grundlag, at vedkommende kan give et frivilligt samtykke,
dvs. et samtykke uden nogen form for pres.
Det er vigtigt, at sundhedspersonen drager omsorg for, at det informerede
samtykke indhentes på et tidspunkt i undersøgelses- og behandlingsforløbet,
hvor patienten har de bedste forudsætninger for at forholde sig til
behandlingssituationen, og at de fysiske rammer - omgivelserne - er egnede
til, at patienten kan overveje og tage stilling til behandlingsspørgsmålet. I
tilfælde, hvor patienten f.eks. er omtåget på grund af medicinindtagelse
eller af andre årsager, bør det overvejes at udsætte informationen og
behandlingen - hvor det er muligt - til patienten bedre er i stand til at
forholde sig til behandlingssituationen. Det informerede samtykke bør dog
altid indhentes i god tid forud for indgribende behandlinger.
Normalt vil et informeret samtykke til behandling blive givet straks,
eller i hvert fald uden nogen længere betænkningstid. I visse situationer vil
det være naturligt at give patienten en passende - længere - betænkningstid,
typisk hvor der er tale om komplicerede og alvorlige indgreb. Det er
imidlertid næppe hensigtsmæssigt at indføre formaliserede regler herom, da
samtykkesituationerne er meget forskelligartede. Sundhedspersonen må derfor i
den konkrete situation vurdere, om og i givet fald hvor lang en
betænkningstid, der bør gives. I videst muligt omfang bør patientens ønsker
om betænkningstid respekteres.
I de tilfælde, hvor der bliver tale om en vis betænkningstid inden det
informerede samtykke afgives, bør sundhedspersonen opfordre patienten til at
drøfte spørgsmålet med vedkommendes familie og venner.
Ved sundhedspersonens information af patienten er det vigtigt, at
sundhedspersonen giver sig tid til at lytte til patienten, så denne gives
mulighed for at beskrive sine helbredsforhold m.v., herunder patientens egen
opfattelse sygdomssymptomerne og de forestillinger, vedkommende har gjort sig
om eventuelle behandlingsønsker.
At afgive et informeret samtykke er et resultat af en to-vejs
kommunikation mellem patient og sundhedsperson. Mange patienter ønsker i den
situation at få støtte af en tredjemand eller en bisidder, hvilket i videst
muligt omfang bør imødekommes fra sundhedspersonens side. Der tænkes på
støtte fra tredjemænd som ægtefæller, familiemedlemmer, venner, formidlere
for svage grupper, patientrådgivere, bistandsværger, kontakt- og
støttepersoner m.v.
De relevante oplysninger vedrørende samtykket og de øvrige omstændigheder
i forbindelse med undersøgelses- og behandlingsplanerne skal indføres i
patientjournalen. Journalen bør således indeholde oplysninger om patientens
navn m.v., dato for og årsag til patientkontakten, undersøgelsesresultater,
diagnose, iværksat behandling, ordination af lægemidler, henvisning til andre
sundhedspersoner og oplysninger om hvilken information, der er givet til
patienten, herunder udleveret skriftligt informationsmateriale, og patientens
tilkendegivelser på baggrund af den givne information.
Bestemmelsen i stk. 4 omfatter samtykkets form, idet såvel skriftlighed,
mundtlighed som efter omstændighederne stiltiende samtykke kan komme på tale.
Et spørgsmål, der kan rejses er, hvor klar en meningstilkendegivelse skal
være, for at man kan sige, at der foreligger et samtykke.
Et udtrykkeligt samtykke foreligger, hvor der eksplicit gives
udtryk for, at patienten er indforstået med den pågældende behandling. Det
kan foreligge skriftligt eller mundtligt.
Et skriftligt samtykke giver et klart grundlag. I det helt
overvejende antal tilfælde vil et skriftligt samtykke ikke være nødvendigt i
behandlingssituationen. Dette skal også ses i sammenhæng med, at
sundhedspersonen efter journalføringsreglerne er forpligtet til i journalen
at indføre hvilken information, der er givet til patienten, og patientens
tilkendegivelser på baggrund af den givne information.
Et mundtligt samtykke vil som hovedregel være nok inden for dette
lovforslags anvendelsesområde, jf. hvad der ovenfor er nævnt om
sundhedspersonens journalføringspligt.
Et stiltiende samtykke foreligger, hvor den enkeltes signaler og
opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den
givne information. Inden for dette lovforslags anvendelsesområde bør et
stiltiende samtykke kun accepteres, hvor behandlingssituationen klart
indicerer patientens ønsker, samt i særlige situationer, f.eks. i de akutte
situationer, der er beskrevet i § 10, og i andre tilfælde, hvor det vil være
»kunstigt« at afkræve patienten et udtrykkeligt samtykke.
Et stiltiende samtykke vil alene opfylde lovens krav, hvis det er
utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om
behandlingsforslaget eller dele heraf. Er sundhedspersonen det mindste i
tvivl, om der er tilslutning fra patienten, bør mundtligt samtykke indhentes.
Et stiltiende samtykke vil oftest blive aktuelt i forbindelse med enkelte
delelementer i et undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis f.eks. en patient
møder op til konsultation hos sin praktiserende læge, må de
undersøgelsestiltag af almindelig karakter, som den typiske konsultation
rummer, som f.eks. undersøgelse af lunger, undersøgelse af arme og bens
funktionsevne, rensning af sår, påsætning af bind osv., umiddelbart kunne
foretages, idet lægen må gå ud fra - medmindre andet fremgår af situationen
eller bliver fremført af patienten - at der foreligger et stiltiende samtykke
til at foretage de pågældende tiltag. Tilsvarende gælder i undersøgelses- og
behandlingssituationer i speciallæge- og sygehusregi.
Hovedreglen inden for sundhedsretten er således, at et mundtligt samtykke
er tilstrækkeligt, for at sundhedspersonen kan indlede eller fortsætte en
behandling m.v.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for sundhedsministeren til at fastsætte
nærmere regler om samtykkets form og indhold. Bemyndigelsen vil bl.a. blive
brugt til at beskrive kravene til et samtykke. For at der kan være tale om et
gyldigt samtykke, skal dette være afgivet til nogle konkrete medicinske
indgreb eller lignende. Samtykket skal være aktuelt, dvs. givet til
behandlig, der skal foretages i nærmeste fremtid, og ikke på et uvist
tidspunkt i fremtiden.
Bemyndigelsen vil endvidere blive benyttet til at præcisere, at
hovedreglen er det mundtlige samtykke. Anvendelsesområdet for det skriftlige
samtykke vil blive beskrevet, f.eks. at skriftligt samtykke forudsættes
anvendt i forbindelse med alvorlige indgreb med risiko for omfattende
komplikationer og bivirkninger etc.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 7.
Til § 7
Bestemmelsen regulerer patientens ret til at få information om
helbredstilstanden, behandlingsmulighederne m.v. og svarer til § 2, stk. 1, i
Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og
samtykke m.v. »Lægers pligt og patienters ret«.
Efter stk. 1 har enhver patient ret til fuld information om sin
helbredstilstand og om behandlingsmulighederne. Begreberne helbredstilstand
og behandlingsmuligheder skal forstås som omfattende alle for patienten
relevante oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder,
forebyggelses- og behandlingsmuligheder, sygdomsprognoser, risici,
bivirkninger, komplikationer, mulighed for pleje, etc. Da risiko for
komplikationer og bivirkninger ofte er en meget vigtig faktor, når en patient
skal overveje et behandlingstilbud, er disse forhold særligt nævnt i
lovteksten.
I en række situationer vil en patient ønske ikke at have kendskab til sine
helbredsforhold m.v. Denne »ret til ikke at vide« er formuleret
særskilt i stk. 2. Herved understreges det særligt tydeligt, at patientens
selvbestemmelsesret også gælder i relation til, at patienten hellere vil
afstå fra information om helbredstilstand, sygdomsprognoser,
behandlingsmuligheder etc. Man betegner alligevel patientens samtykke som
informeret, da den begrænsede information skyldes et bevidst valg fra
patientens side.
Det bemærkes i den forbindelse, at den regulering af »retten til ikke
at vide«, som finder sted i denne lov, alene omhandler patienter i
behandlingssituationen, jf. bemærkningerne til § 2 om lovens
anvendelsesområde. Uden for lovens anvendelsesområde falder derfor
henvendelser til raske forsøgspersoner som led i et forskningsprojekt
el.lign. Disse tilfælde er reguleret i lov om et videnskabsetisk komitesystem
og behandling af biomedicinske forskningsprojekter samt i
registerlovgivningen.
Bestemmelsen i stk. 3 beskriver, hvorledes sundhedspersonen skal give
information efter stk. 1. Informationen skal gives løbende, når der er behov
herfor, og den skal meddeles i et for patienten klart og forståeligt sprog,
således at patienten er i stand til at forstå situationen, dvs. sin
helbredstilstand, de forskellige behandlingsmuligheder, de risici for
komplikationer og bivirkninger, der er forbundet med de forskellige indgreb
osv. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset
modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed,
erfaring m.v. Heri ligger bl.a., at sundhedspersonen er særligt forpligtet
til at vise hensyn til og tage vare om patienter, der ikke er vant til at
kræve deres ret over for myndigheder og sundhedspersoner.
Der er i henhold til gældende regler m.v. i en række tilfælde adgang til
tolkebistand. Er det nødvendigt at anvende tolkning, må det i hvert enkelt
tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende et familiemedlem som
tolk. Børn må kun undtagelsesvis anvendes som tolke, og da kun i
uproblematiske og lette tilfælde. Mindre børn bør ikke anvendes.
I mange behandlingsmiljøer er der kutyme for at anvende trykte
vejledninger og informationsmateriale. Dette kan ofte være hensigtsmæssigt,
men en trykt information kan ikke stå alene, men skal altid suppleres med en
mundtlig information, afpasset efter den enkelte patient og
behandlingssituationen.
Efter stk. 4 skal informationen omfatte oplysninger om relevante
forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om
andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder og oplysninger om
konsekvenserne af, at der eventuelt ingen behandling iværksættes. Der skal
således oplyses om alt, hvad der ud fra en lægefaglig vurdering er relevant i
den konkrete samtale- og behandlingssituation.
Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører
nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Herved er
tilkendegivet, at informationspligten skærpes, jo mere nærliggende eller
alvorlige komplikationerne eller bivirkningerne kan være. En bestemt
procentuel risiko-grænse, f.eks. på 1 %, for at information skal gives om, at
en komplikation kan indtræde, kan således ikke fastsættes.
Skematisk set kan forholdet mellem risiko for komplikationer/bivirkninger
og en given behandling beskrives ved hjælp af to »målestokke«: a)
»alvorlige komplikationer« glidende i en skala til
»bagatel-agtige komplikationer«; b) »ofte forekommende
komplikationer« glidende i en skala til »sjældent forekommende
komplikationer«. Herefter vil foreligge følgende 4 kombinationer: 1)
alvorlige/ofte forekommende; 2) alvorlige/sjældent forekommende; 3)
bagatel-agtige/ofte forekommende; 4) bagatel-agtige/sjældent forekommende. I
tilfælde 1) og 2) skal der altid informeres grundigt. I tilfælde 3) skal der
ofte informeres, men ikke intenst. I tilfælde 4) er det som regel ikke
påkrævet at informere. Oversigten indeholder selvsagt en række mellemstadier,
hvor det vil være overladt til det lægefaglige skøn, i hvilken udstrækning og
hvor grundigt, der bør informeres om en given behandlings komplikationer og
bivirkninger.
Efter stk. 5 skal sundhedspersonen, hvis vedkommende skønner, at patienten
i øvrigt er uvidende om forhold, der har betydning for dennes stillingtagen
(dvs. meddelelse af samtykke), særligt oplyse patienten herom. Det kan være
forhold, der særligt vedrører den pågældende patient, f.eks. hvis patienten
er en ung sportsmand, kan en operation fremfor en anden mindre indgribende
behandling indebære en særlig risiko.
Efter stk. 6 bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler
om informationens form og indhold.
Til § 8
Mindreåriges forhold reguleres af lov om forældremyndighed og samvær (lov
nr. 387 af 14. juni 1995) og Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og
samtykke.
Efter § 1 i forældremyndighedsloven er børn og unge under 18 år under
forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab. Efter § 2 skal
forældremyndighedens indehaver drage omsorg for barnet, og indehaveren kan
træffe afgørelser om barnets personlige forhold ud fra barnets interesser og
behov. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk
og psykisk vold og anden krænkende behandling.
Disse bestemmelser medfører som udgangspunkt, at det er
forældremyndighedens indehaver, der har kompetence til at give informeret
samtykke på barnets vegne - i barnets interesse - til undersøgelse og
behandling m.v. Bestemmelserne skal forstås således, at barnet skal
medinddrages i beslutningsprocessen, således at barnets synspunkter tillægges
en afgørende vægt.
§ 6 i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke omhandler
information og samtykke i relation til behandling af børn. Hvor der er tale
om mindre børn, og i mere alvorlige sygdomstilfælde hos børn, er det
forældremyndighedens indehaver, der skal informeres og meddele samtykke på
barnets vegne. Lægen vil i øvrigt kunne have en dobbelt informationspligt,
idet såvel forældremyndighedens indehaver som barnet selv bør informeres.
Den gældende ret på området fremkommer ved at sammenholde disse to
regelsæt. Sundhedsstyrelsens regler modificerer forældremyndighedslovens
regler, men ved anvendelse af uklare begreber som »mindre børn« og
»mere alvorlige sygdomstilfælde« overlades der et meget vidt skøn
til sundhedspersonen (regelanvenderen) i den konkrete situation. En så uklar
retstilstand er utilfredsstillende både for sundhedspersonen,
forældremyndighedens indehaver og barnet (den unge) selv.
Det er denne uklare retstilstand, som bestemmelsen i § 8 råder bod på.
Ved udformningen af bestemmelsen er der lagt vægt på at finde en passende
balance mellem den unges selvbestemmelsesret og forældrenes omsorgspligt. Det
har desuden været hensigten at udforme en klar og let administrerbar
bestemmelse. Udøvelse af et skøn vil således kun undtagelsesvis komme på
tale, nemlig i de tilfælde, hvor den unge, der er fyldt 15 år, klart
frembyder tegn på umodenhed ved ikke at være i stand til at forstå
konsekvenserne af sin stillingtagen. I disse tilfælde er det
forældremyndighedsindehaveren, der giver informeret samtykke.
I flere af de øvrige nordiske lande har børns medvirken og selvbestemmelse
i relation til sygdomsbehandling m.v. givet anledning til overvejelser i
forbindelse med lovgivning på området.
I den finske lov om patienters retsstilling og rettigheder fra 1992
(785/92) skal en mindreårig patients synspunkter vedrørende en behandling
eller et behandlingsforslag udredes, hvis det er muligt, når hensyn tages til
patientens alder eller udvikling. Behandlingen af en mindreårig skal ske i
enighed med patienten, hvis patienten med hensyn til alder eller udvikling
kan træffe beslutning om behandling. Hvis en mindreårig patient ikke kan
træffe beslutning om behandling, skal han behandles i samråd med
forældremyndighedens indehaver eller en anden lovmæssig stedfortræder.
En mindreårig patient, som under hensyn til alder og udvikling kan træffe
beslutning om behandling, har ret til at forbyde, at oplysninger om
helbredstilstand og behandling gives til forældremyndighedens indehaver eller
anden lovmæssig stedfortræder.
Den finske patientretsstillingslov bygger således også på, at mindreårige
med den fornødne alder og udvikling selv træffer afgørelse om behandling
m.v., men den er formuleret i mere brede begreber, hvilket åbner et vidt rum
for fortolkning og dermed for en noget uklar retstilstand.
I det norske udkast til lov om patientrettigheder (august 1997) foreslås
en regel svarende til dette lovforslag, idet samtykkekompetencen omfatter
myndige og mindreårige efter det fyldte 15. år, med visse undtagelser.
Den islandske lov om patientrettigheder (af 28. maj 1997) indeholder
særregler for børn, og der arbejdes med 2 aldersgrænser: 12 år og 16 år.
I international sammenhæng har børns forhold på området også påkaldt sig
opmærksomhed.
Af Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin fremgår
det af artikel 6, stk. 2, at medicinske indgreb kan foretages på mindreårige,
der ikke har juridisk myndighed til at give deres samtykke, såfremt en
repræsentant for denne person (typisk forældremyndighedens indehaver) har
givet bemyndigelse, samt at mindreåriges synspunkter skal betragtes som en
stadig mere afgørende faktor, jo ældre de er, og jo bedre deres dømmekraft
er.
FN's Konvention om barnets rettigheder indeholder i artikel 12 en
bestemmelse om, at et barn skal have mulighed for at udforme og udtrykke sine
synspunkter vedrørende alle forhold, der vedrører barnet, ligesom barnets
synspunkter skal tillægges vægt i overensstemmelse med dets alder og
modenhed.
Udformningen af § 8 svarer til den bestemmelse, der var indeholdt i det
tidligere udkast til lovforslag om patientrettigheder, der var sendt til
høring i begyndelsen af 1996. Det store flertal af de hørte gav deres
tilslutning til bestemmelsen. Enkelte patientorganisationer gav udtryk for
betænkelighed ved, at man tillagde den unge, der er fyldt 15 år,
enekompetence, især i tilfælde af alvorlige langvarige - eventuelt kroniske -
sygdomme. Nogle af de hørte gjorde opmærksom på, at forholdet mellem den
unges selvbestemmelsesret og forældremyndighedsindehaverens omsorgspligt ikke
var tilstrækkeligt afklaret. Høringssvarenes bemærkninger er der taget højde
for i lovforslagets udformning af § 8 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen i lovforslagets § 8 omhandler, hvorledes mindreårige er
stillet med hensyn til at afgive informeret samtykke til behandling m.v. Ved
mindreårige forstås børn og unge under 18 år.
Unge under 18 år har i vidt omfang, afhængig af deres udvikling og
sygdommens karakter, fuld forståelse for behandlingssituationer. Dette bør
der i patientretten tages højde for. Man kunne vælge blot som hidtil at
fastslå, at unge under 18 år skal inddrages i beslutningsprocessen om
behandling i det omfang, deres udvikling og sygdommens karakter begrunder
dette. Det anses imidlertid for mere rimeligt at fastlægge de unges
rettigheder mere præcist i loven ved at indføre en 15-års-grænse. Denne
aldersgrænse kendes også fra anden lovgivning, f.eks. fra bistandslovens §§
33-35 (med virkning fra 1. juli 1998 §§ 38-40 i lov om social service),
hvorefter en ung, der er fyldt 15 år, sammen med forældremyndighedens
indehaver skal give samtykke til iværksættelse af undersøgelse af samt
anbringelse af den unge uden for hjemmet. Efter § 20 i lov om
forældremyndighed og samvær kan en ung, der er fyldt 15 år, selv ophæve
arbejdsaftaler og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet
bestemmes af forældremyndighedens indehaver.
Efter lovforslaget vil den unge, der er fyldt 15 år, som hovedregel selv
afgive informeret samtykke til behandling m.v. Da den pågældende stadig som
mindreårig er under forældremyndighed, skal indehaveren af
forældremyndigheden have den samme information som den unge. Endvidere skal
forældremyndighedsindehaveren inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det
betyder, at sundhedspersonen også skal forhøre sig om forældrenes opfattelse
af behandlingsbehov og ønsker. Reglen tager således sigte på, at
behandlingssituationen skal drøftes mellem alle tre parter, typisk med det
formål at få en fælles enighed om behandlingsønsker m.v. Det gælder i
enkeltstående behandlingssituationer, men også for sygdomme, hvor
behandlingsindsatsen strækker sig over længere perioder, f.eks. ved
sukkersyge eller kræft hos den unge.
I de formentlig få tilfælde, hvor der er uenighed mellem den unge og
forældrene, er kompetencen til at bestemme lagt endeligt hos den 15-17 årige
unge.
Det betyder, at den unge får et personligt ansvar for den behandling, den
unge samtykker i, ligesom den unge vil kunne afvise et eventuelt urimeligt
pres fra forældremyndighedsindehaveren i behandlingssituationen. Den unge vil
tilmed, eventuelt sammen med sundhedspersonen, kunne kræve, at
forældremyndighedsindehaveren ikke får adgang til den unges sygestue.
Reelt vil det også være illusorisk ikke at overlade selvbestemmelsesretten
i de nævnte tilfælde til den unge selv, da den unge i disse tilfælde typisk
også fysisk vil kunne modsætte sig en behandling, hvis vedkommende ikke
ønsker denne.
For børn og unge under 15 år følges de almindelige regler i lov om
forældremyndighed og samvær, jf. beskrivelsen ovenfor af §§ 1-2 i denne lov.
Herefter er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke
på barnets vegne. Børn og unge, der er tilstrækkeligt modne til at tage
stilling til behandlingen m.v., skal ligeledes indvilge i behandlingen. Børn
og unge skal i det hele taget inddrages mest muligt i beslutningsprocessen
vedrørende deres forhold, alt afpasset efter deres modenhed og situationen i
øvrigt, jf. den generelle bestemmelse herom i lovforslagets § 11.
Situationen for børn og unge under 15 år adskiller sig i praksis ikke
meget fra situationen, hvor de er 15 - 17 år. Kun i tilfælde af uenighed
mellem forældre og barn har aldersgrænsen betydning:
Forældremyndighedsindehaveren har den endelig kompetence, når barnet er under
15 år, dog forudsat, at børn og unge-udvalget, jf. nedenfor, ikke inddrages.
Det bemærkes, at § 19 i forældremyndighedsloven medfører, at den af
forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at
få orientering om barnets forhold fra skolen, børneinstitutionen samt social-
og sundhedsvæsenet. Hvor der i dette lovforslag omtales, at
forældremyndighedens indehaver har ret til information om barnets
helbredsforhold m.v., skal det samtidig forstås således, at den af
forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ovennævnte ret til
orientering.
Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fravige regler i stk. 1, hvis
den mindreårige, der er fyldt 15 år, efter en individuel vurdering skønnes
ikke at være i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen. I så
fald er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke på
den unges vegne.
Den sociale lovgivning indeholder regler, der finder anvendelse i de
tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver ikke varetager barnets tarv i
relation til lægelige undersøgelse og behandling. Efter bistandslovens § 35 b
(med virkning fra 1. juli 1998 § 44 i lov om social service) kan børn og
unge-udvalget træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og behandling,
hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung
undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der
udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Efter
bistandslovens § 124 a (med virkning fra 1. juli 1998 § 58 i lov om social
service) har barnet eller den unge ret til at blive hørt.
Inden for specifikke områder af sundhedsretten gælder særlige regler for
mindreåriges selv- og medbestemmelsesret. Sådanne lovregulerede undtagelser
fra de generelle regler, der er indeholdt i dette lovforslag, skal
respekteres, jf. lovforslagets § 2. Det drejer sig om reglerne for abort,
sterilisation, prævention og organtransplantation.
Abort. I henhold til §§ 1-3 i lov om svangerskabsafbrydelse har
kvinder en lovbestemt ret til gratis abort inden for de første 12 uger af
graviditeten, og senere i svangerskabet kan et samråd under særlige
betingelser give tilladelse til abort. Forstår kvinden betydningen af
indgrebet, kan det kun finde sted med hendes samtykke - også selv om hun er
mindreårig. Forældremyndighedens indehaver skal normalt også samtykke, men
kvinden kan få tilladelse af samrådet til enten at undlade indhentelse af
samtykke eller at få indgrebet foretaget mod forældrenes vilje.
Sterilisation. En person under 18 år kan kun steriliseres under
ganske særlige omstændigheder og med godkendelse fra abortsamrådet, jf. § 4,
stk. 3, og § 5 i lov om sterilisation og kastration. Anmodning skal
fremsættes af både den mindreårige selv og forældremyndighedens indehaver.
Prævention. Læger er forpligtet til at yde gratis vejledning om
anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder, jf. § 11, stk. 1, i lov om
svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Af § 11, stk. 3 fremgår det, at
vejledning kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver.
Organtransplantationer. Lov om ligsyn, obduktion og
transplantation m.v. tildeler den mindreårige en selvstændig rolle. Således
kan transplantation fra en levende person under 18 år kun finde sted med
samtykke fra såvel den mindreårige som dennes forældremyndighedsindehaver,
jf. § 13, stk. 2. Det forudsættes desuden, at der er en ganske særlig grund
til at foretage transplantationen, hvilket skal ses i sammenhæng med, at
formålet med indgrebet ikke umiddelbart er at gavne barnet eller den unge
selv. Særlig grund kan f.eks. tænkes at foreligge, når det drejer sig om en
søster eller en bror.
Den selvstændige kompetence, som unge på 15-17 år får tillagt til at
træffe beslutning om behandling, udstrækkes til også at omfatte beslutninger
om aktindsigt i patientjournaler m.v. og spørgsmålet om at give samtykke til
videregivelse af helbredsoplysninger . Efter § 8, stk. 3, er unge på 15-17
år, berettiget til aktindsigt efter de almindelige regler i kapitel 4, og
unge på 15-17 år kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger
efter bestemmelserne i kapitel 5.
I de tilfælde, hvor der optræder legale repræsentanter for patienten -
forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende eller værger - følger det af
reglen i § 5, at disse repræsentanter indtræder i patientens ret - i
fornødent omfang - til at få aktindsigt og give samtykke efter
videregivelsesreglerne. Der henvises til bemærkninger til § 5.
Til § 9
Informations- og samtykkereglerne for patienter, der varigt mangler evnen
til at give informeret samtykke, har gennem mange år været uklare.
Sundhedspersoner har efter de nugældende regler på området i mange tilfælde
handlet på egen hånd med en »løsere« inddragelse af de nærmeste
pårørende.
I forbindelse med indførelsen af den ny værgemålslov pr. 1. januar 1997
blev spørgsmålet om denne patientgruppes forhold drøftet. I værgemålslovens
bemærkninger blev det tilkendegivet, at en eventuel løsning af problemet
måtte ske i sundhedslovgivningen, jf. nedenfor.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til
behandling, omfatter en stor og uensartet gruppe mennesker. Det drejer sig om
mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, hvad enten denne tilstand har
eksisteret fra fødslen eller er opstået senere, som tilfældet er for demente.
Endvidere må kroniske sindslidende - og sindslidende med langvarige
sygdomsforløb - ofte henregnes til denne gruppe af patienter. Afgørende er,
om de kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag m.v. i en
behandlingssituation, altså om de kan give et (meningsfyldt) informeret
samtykke. Kan en kronisk sindslidende ikke det, må vedkommende betegnes som
»en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret
samtykke«, og i givet fald følges reglerne i § 9, dvs. at de nærmeste
pårørende giver informeret samtykke.
Da begrebet »en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke« er afgørende for, om det er patienten selv eller en
stedfortræder, der giver informeret samtykke til behandling m.v., er
fastlæggelsen i den konkrete behandlingssituation af denne tilstand afgørende
for patienten og varetagelsen af patientens interesser. Sundhedsministeriet
vil derfor i samarbejde med Sundhedsstyrelsen udarbejde en vejledning, der
nærmere uddyber begrebet.
For så vidt angår sindslidende bemærkes, at patientretsstillingsloven
finder anvendelse generelt. Når betingelserne for at anvende loven om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien er til stede, har sidstnævnte
lov dog forrang for lov om patienters retsstilling.
Det skal i øvrigt understreges, at patientrettighedsloven alene behandler
den pågældende gruppes forhold, når de optræder som patienter, dvs. er i
kontakt med sundhedsvæsenet, jf. lovens anvendelsesområde. De pågældendes
øvrige livsforhold reguleres først og fremmest af den sociale lovgivning.
Midlertidig mangel på evne til at give informeret samtykke foreligger ved
bevidstløshed, forårsaget f.eks. af ulykke, forgiftning eller andre forhold.
Varig mangel på evne til at give informeret samtykke foreligger, når evnen
til at handle fornuftsmæssigt er varigt fraværende, f.eks. på grund af
manglende udvikling eller på grund af alderssvækkelse el. lign. Gruppen af
demente hører ofte til denne kategori.
En patient med midlertidig mangel på evnen til at give informeret samtykke
(f.eks. på grund af bevidstløshed) skønnes alene at have behov for at være
omfattet af reglen i § 10 om øjeblikkeligt behandlingsbehov. Den midlertidige
mangel på evnen til at give informeret samtykke kan senere resultere i
generhvervelse af evnen eller varigt tab af evnen. I førstnævnte tilfælde
følges herefter de almindelige regler om informeret samtykke i §§ 6 og 7 og i
sidstnævnte tilfælde følges særreglen i § 9.
Efter § 9, stk. 1, er det de nærmeste pårørende, der giver informeret
samtykke til undersøgelse, behandling m.v. for de omhandlede patienter.
Reglen lovfæster og skærper den praksis, der i vid udstrækning har være fulgt
på området.
Begrebet »nærmeste pårørende« anvendes i store dele af
privatretten. Ved en konkret vurdering i det enkelte tilfælde må det afgøres,
hvem der er nærmeste pårørende. Ved nærmeste pårørende forstås først og
fremmest patientens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige
linie og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Adoptivbørn vil som regel
og plejebørn jævnligt også kunne betragtes som nærmeste pårørende. Efter
omstændighederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn,
vil slægtninge, som patienten er nært knyttet til eller nært besvogret med,
også kunne betragtes som nærmeste pårørende. En partner i et registreret
parforhold falder også ind under begrebet.
Iøvrigt bør »nærmeste pårørende« afhængigt af den konkrete
situation fortolkes udvidende. Familiebåndet behøver således ikke altid at
være ene-afgørende. En nær ven, en patientrådgiver, en bistandsværge, en
støtte- og kontaktperson, en besøgsven eller en anden omsorgsgiver, der er
fortrolig med patienten, og som af patienten opfattes som »den
nærmeste«, falder ind under begrebet, hvis det er utvivlsomt, at
pågældende er den nærmeste.
Efter den nye værgemålslov kan et værgemål i større omfang end tidligere
tilpasses den enkelte persons behov vedrørende såvel økonomiske som
personlige forhold. Værgemålet skal omfatte mindst muligt, og det kan gives
midlertidigt, hvis der ikke er behov for en varig ordning.
Justitsministeriet har i bemærkningerne til lovforslaget om værgemål
(Lovforslag nr. L 191, 1994-95, s. 16 og 17) anført, at spørgsmålet om
værgens medvirken til at træffe beslutning om lægebehandling og anden
behandling ikke er fuldt afklaret. Det må således antages, at der i dag i
langt de fleste tilfælde i praksis ikke beskikkes værger i de formentlig
mange tilfælde, hvor læger står over for spørgsmålet om eventuel
iværksættelse af lægebehandling af varigt inhabile (patienter, der varigt
mangler evnen til at give informeret samtykke).
Det er ifølge bemærkningerne til lovforslaget om værgemål
Justitsministeriets opfattelse, »at spørgsmålet om, hvorvidt der skal
stilles krav om en værges medvirken til at træffe beslutninger om behandling
ved læger, tandlæger og lignende, ikke kan afklares ved værgemålsloven.
Såfremt der findes behov for en nærmere regulering af dette spørgsmål, må det
ske i sundhedslovgivningen, hvor der allerede i dag findes bestemmelser om
samtykke til behandling.«
Endvidere stilles spørgsmålet, om det vil være hensigtsmæssigt i praksis,
at en værges samtykke vil skulle indhentes i alle behandlingssituationer.
Justitsministeriet er med hensyn til dette spørgsmål enig med
værgemålsudvalget i, at et værgesamtykke til behandling oftest vil have
karakter af en illusion. Værgens rolle vil her være at godkende og dermed
legitimere en i forvejen truffet beslutning taget af fagfolk, og en
utilsigtet konsekvens kunne være, at det professionelle ansvar hos lægen vil
forflygtiges, og at ansvarsforholdene i relation til f.eks. lægeloven blev
udvisket.
Værgemålsudvalget afgav betænkning i februar 1993 (betænkning nr.
1247/1993).
Det er på denne baggrund ikke fundet hensigtsmæssigt systematisk at
anvende værgemålsordninger til afgivelse af informeret samtykke til
behandling m.v. for patienter, der ikke selv kan varetage deres interesser. I
øvrigt vil størstedelen af værgemålene næppe omfatte helbredsforhold, og vil
således være uden interesse for patientretten.
Kun i de relativt få tilfælde, hvor der allerede foreligger et værgemål,
der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf.
værgemålslovens § 5, er det relevant at inddrage værgen i beslutninger om
lægebehandling m.v., da det ikke forekommer rimeligt, at to forskellige
repræsentanter for patienten kan træffe beslutning om principielt samme
forhold.
Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke,
ingen nærmeste pårørende, bliver det spørgsmålet om, hvorledes man kan
udforme en praktisk og administrerbar regel, der samtidig tilsikrer
vedkommende en retssikkerhedsmæssig forsvarlig løsning.
Til sikring af en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig løsning bør det kræves,
at en tredjemand - der er uafhængig af behandleren - kan varetage den
pågældendes interesser, idet der i de omhandlede tilfælde ikke er nogen
nærmeste pårørende, der kan udfylde denne funktion. En uvildig tredjemand må
altså hentes fra en kreds af »fremmede«.
I § 9, stk. 2, foreslås det, at den uvildige tredjemand bliver en anden
sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke tidligere har
deltaget i eller fremover skal deltage i behandlingen af den pågældende
patient. Alt andet lige findes en sådan sundhedsperson mere velegnet end en
»god mand« (»sundhedsværge«), valgt af en kreds af
interesserede personer, bl.a. fordi en sådan »god mand« typisk vil
blive tilkaldt med kort varsel og i øvrigt ikke vil have kendskab til
patienten eller dennes behandlingsbehov og ønsker.
Det er vigtigt, at den »anden sundhedsperson« er uafhængig af
den behandlende sundhedsperson. Der må således ikke eksistere et
over/underordnelsesforhold mellem de to sundhedspersoner, og kravet om
uvildighed kan medføre, at der - i den konkrete situation - kan blive tale om
en udefra kommende sundhedsperson.
Den foreslåede regel tilfredsstiller således både behovet for smidighed og
behovet for retssikkerhed for patienten.
Lovforslaget dækker al undersøgelse, diagnosticering, behandling,
sundhedsfaglig pleje, etc., kort sagt alle former for medicinske indgreb -
fra de mindste og bagatelagtige til mere omfattende kirurgiske indgreb m.v.
At inddrage en anden sundhedsperson ved de helt bagatelagtige indgreb, som
f.eks. temperaturtagning, skiftning af bind på sår og lignende forekommer
uhensigtsmæssigt og overflødigt. Reglen i stk. 3 opfanger disse tilfælde.
Formuleringen »behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn
til omfang og varighed« skal forstås snævert, som beskrevet ovenfor. Er
den behandlende sundhedsperson i tvivl, bør han inddrage en anden
sundhedsperson efter reglen i stk. 2.
Da reglen i § 9 , stk. 1, giver de nærmeste pårørende eller værgen en
retlig kompetence til at give informeret samtykke til behandling m.v. på
patientens vegne, kan der i helt ekstraordinære situationer opstå tilfælde,
hvor de nærmeste pårørende eller værgen varetager samtykket på en måde, der
klart er i modstrid med patientens interesser. Det er derfor nødvendigt at
have en meget snæver undtagelsesbestemmelse, der opfanger disse utypiske og
meget sjældne tilfælde. Bestemmelsen i stk. 4 forudsættes således kun anvendt
i de yderst få tilfælde, hvor sundhedspersonen skønner, at de nærmeste
pårørendes eller værgens forvaltning af samtykket åbenbart vil skade
patienten eller behandlingsresultatet. I så fald kan sundhedspersonen
behandle m.v., såfremt vedkommende embedslægeinstitution har givet sin
tilslutning til, at den påtænkte undersøgelse eller behandling udføres.
I disse tilfælde, hvor der foreligger en mulig konflikt mellem
sundhedspersonen og de nærmeste pårørende eller værgen, findes det relevant
at inddrage en uafhængig opmand uden for behandlingssituationen, nemlig
embedslægen.
Det vil i patientens journal skulle noteres, med navn og titel, når en
anden sundhedsperson har givet tilslutning til en behandling efter reglen i §
9, stk. 2, eller når embedslægen har givet tilslutning til en behandling
efter reglen i § 9, stk. 4.
Det bemærkes, at de tilfælde, hvor tilslutning skal foreligge fra en anden
sundhedsperson, jf. § 9, stk. 2, og de tilfælde, hvor tilslutning skal
foreligge fra embedslægen, jf. § 9, stk. 4, optræder nævnte sundhedspersoner
som kontrol- og omsorgspersoner for patienten. Tilslutningen vedrører et
konkret behandlingsforslag, og de uvildige sundhedspersoner skal varetage
patientens interesser og behov, men de har ikke status som legale
repræsentanter på linie med forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende
eller værge. De uvildige sundhedspersoner er således ikke omfattet af
bestemmelsen i § 5 om ret for legale repræsentanter til - i fornødent omfang
- at indtræde i patientens rettigheder efter loven.
Til § 10
Sundhedspersonen kan efter bestemmelsen give behandling uden samtykke, når
der er tale om en akut - og typisk livsnødvendig - behandling.
Hvis patienten befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling
er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre
patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af
behandlingen, kan sundhedspersonen indlede eller fortsætte en behandling uden
samtykke fra patienten eller fra en legal repræsentant.
Bestemmelsen hviler på en nødretsbetragtning: Det mindre gode (patientens
selvbestemmelse) må vige for at opnå et større gode (patientens liv og
førlighed).
Bestemmelsens tyngdepunkt ligger i det øjeblikkelige behandlingbehov.
Dette foreligger, når »øjeblikkelig behandling er påkrævet for
patientens overlevelse«, dvs. øjeblikkelig livsnødvendig behandling,
eller hvor behandling er uopsættelig for på længere sigt at forbedre
patientens chance for at overleve eller for et væsentligt bedre resultat af
behandlingen.
Er der tale om en voksen person ved fuld bevidsthed, skal informeret
samtykke indhentes efter reglerne i §§ 6 og 7. Er der tale om en 15-17 årig
ved fuld bevidsthed, skal informeret samtykke indhentes efter reglen i § 8. I
begge tilfælde skal indhentelsen af samtykket selvsagt være tilpasset den
akutte situation.
Reglen i § 10 retter sig mod en »patient, der midlertidigt eller
varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15
år«, dvs. 3 kategorier af patienter:
A) en patient, der midlertidigt mangler evnen til at give informeret
samtykke (oftest på grund af bevidstløshed),
B) en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke
(jf. § 9), og
C) en patient under 15 år.
§ 12, stk. 1, i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke
omhandler alene den patientgruppe, der er omtalt under kategori A. § 12,
stk.1's øvrige indhold svarer til den nu foreslåede regel.
Da der er tale om øjeblikkeligt behandlingsbehov, bør en tilsvarende regel
også gælde for patienter under kategorierne B og C. I princippet kunne der
indhentes samtykke fra disses legale repræsentanter (nærmeste pårørende,
værge, forældremyndighedsindehaver), men da situationen er akut, vil det
oftest være direkte livstruende at anvende tid hertil. Sundhedspersonen kan
således efter den foreslåede regel behandle umiddelbart uden indhentelse af
samtykke fra den legale repræsentant.
Det ligger netop i den akutte situation - i det øjeblikkelige
behandlingsbehov - at sagen er så hastende, at der ikke er tid til at
kontakte tredjeperson for at få et samtykke. Hvis der er tid til at indhente
et samtykke fra en legal repræsentant, er der ikke tale om øjeblikkeligt
behandlingsbehov i bestemmelsens forstand. I så fald skal de legale
repræsentanter samtykke efter reglerne i § 9 eller i forældremyndighedsloven.
I den forbindelse bemærkes, at de legale repræsentanter skal varetage
patientens interesser og behov. De kan således ikke give afkald på
livsnødvendig behandling m.v. Der henvises til bemærkningerne til § 5.
Bestemmelsen i lovforslagets § 10 skal ses i sammenhæng med lægelovens §
7, stk. 1, om påtrængende nødvendig lægehjælp, og straffelovens §§ 250 og 253
om handlepligt.
Efter lægelovens § 7, stk. 1, er enhver læge forpligtet på begæring at yde
den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende
oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved
forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor
jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder
lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af
en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den
omhandlede forpligtelse.
Der er et stort sammenfald mellem de situationer, som henholdsvis
lovforslagets § 10 og lægelovens § 7, stk. 1, dækker. Den bagved liggende
tankegang er den samme: Der er tale om akutte tilfælde, hvor øjeblikkelig
handling er påkrævet. Der er derfor ikke tid til at indhente et informeret
samtykke fra en legal repræsentant eller tid til at hente en anden læge.
Efter straffelovens § 250 straffes den, som hensætter en anden i hjælpeløs
tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i sådan
tilstand, med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov
legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8
år.
Efter straffelovens § 253 straffes med bøde eller hæfte den, som uagtet
det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre,
undlader
1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til
redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for
personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.
Til § 11
Bestemmelsen gælder i alle tilfælde, hvor patienten ikke selv har
kompetencen til at give informeret samtykke, dvs. i forhold til børn og unge
under 15 år, umodne børn og unge på 15-17 år (§ 8, stk. 2) og patienter, der
varigt mangler evnen til at give informeret samtykke (§ 9).
En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke til behandling m.v.
på grund af mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne, skal dog
inddrages mest muligt i beslutningsprocessen, også selv om der er legale
repræsentanter, der er bemyndiget til at varetage patientens interesser
gennem det informerede samtykke. Dette grundsynspunkt, der hviler på
respekten for individets værdighed, ukrænkelighed og selvbestemmelsesret, er
kommet til udtryk i denne bestemmelse. De tilkendegivelser, som patienten er
fremkommet med, skal i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges
betydning i beslutningsprocessen om et behandlingsforløb m.v.
Børn og unge under 15 år er ofte, alt afhængigt af deres udvikling og
modenhed, i stand til fuldt ud at forstå sygdomssituationen,
behandlingsmulighederne m.v., eller i hvert fald væsentlige elementer heraf.
I så fald skal disses indforståelse indgå som en væsentlig faktor i
forældremyndighedsindehaverens stillingtagen. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 8.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, udgør
en meget bred og uensartet gruppe, der dækker over store variationer af
manglende evne til at give samtykke. Ofte vil en patient, der er omfattet af
denne gruppe, kunne forstå dele af sygdomsproblematikken, og den pågældendes
tilkendegivelser skal i så fald medtages mest muligt i den legale
repræsentants beslutningsproces. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
§ 9.
Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin indeholder
følgende bestemmelse:
»Artikel 9 - Tidligere udtrykte ønsker.
Der skal tages hensyn til tidligere ønsker vedrørende en lægelig
intervention udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i
stand til at udtrykke sine ønsker.«
Tilsvarende bestemmelse findes andre steder, f.eks. i WHO's »A
Declaration on the Promotion of Patients« Rights in Europe', marts 1994,
og i den finske retsstillingslov (lov nr. 785 af 17. august 1992).
Denne generelle bestemmelse gælder også i forholdet mellem patient og
sundhedsperson efter patientretsstillingsloven. Når disse tidligere udtrykte
ønsker må antages fortsat at være aktuelle og relevante, skal de tillægges
betydning, og indgå som et element i sundhedspersonens
behandlingsovervejelser.
Til § 12
Bestemmelsen fastslår, hvem der er forpligtet til at drage omsorg for, at
informeret samtykke til undersøgelse og behandling m.v. indhentes efter
reglerne i §§ 6-8 og § 9, stk. 1, at der foreligger tilslutning fra en anden
sundhedsperson efter § 9, stk. 2, at der foreligger tilslutning fra
vedkommende embedslægeinstitution efter § 9, stk. 4, og at patienter
informeres og inddrages mest muligt i beslutningsprocessen efter § 11: Den
sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen m.v. Det er udtrykkeligt
tilkendegivet, at den ansvarlige sundhedsperson skal drage omsorg for, at
informeret samtykke indhentes, at der gives de nødvendige tilslutninger og at
patienter, der er under 15 år, eller varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, medinddrages i beslutningsprocessen.
Heri ligger, at den ansvarlige sundhedsperson kan delegere selve den
konkrete informationsgivning og indhentelse af samtykke til sine medarbejdere
(»medhjælp« i lægelovens forstand), principielt uanset vedkommendes
uddannelsesmæssige baggrund, men dog forudsat at den for behandlingen
ansvarlige sundhedsperson i øvrigt har vurderet, at den pågældende også vil
være i stand til at give informationen og indhente samtykket på forsvarlig
vis. I f.eks. sygehusvæsenet vil der ofte være tale om delegation til en
anden læge, en sygeplejerske eller en lægesekretær. Tilsvarende gælder for
indhentelse af tilslutning fra en anden sundhedsperson eller
embedslægeinstitutionen, og inddragelse af patienter, der er under 15 år, og
patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, i
beslutningsprocessen.
Kapitel 3
Selvbestemmelse i særlige tilfælde
I dette kapitel er optaget regler, der regulerer en række konkrete
situationer vedrørende selvbestemmelsesretten, der har været aktuelle gennem
de senere år, og hvor en retlig regulering er fundet nødvendig. Det drejer
sig om sultestrejkende og personer, der nægter at modtage blodtransfusion.
Endvidere er medtaget regler vedrørende behandling af uafvendeligt døende
samt de såkaldte livstestamenter, dvs. formaliserede forhåndstilkendegivelser
om, at patienten, såfremt denne skulle komme i en situation, hvor vedkommende
ikke kan udøve sin selvbestemmelsesret, ikke ønsker livsforlængende
behandling i visse sygdomssituationer. Reglerne om livstestamenter findes i
dag i lægeloven. Disse foreslås overført til nærværende lovgivning, da de
vedrører patienters retsstilling. Samtidig lovfæstes livstestamentets
indhold. Adgangen for uafvendeligt døende til at blive holdt fri for smerter
med smertestillende midler, selv om dette kan medføre fremskyndelse af døden,
som hidtil har været indeholdt i livstestamentet, fremgår direkte af
lovforslagets § 16. Da lægen typisk altid vil anvende smertestillende midler
i den pågældende situation som en almindelig lægefaglig norm, er dette ønske
udeladt af testamentsformularen. Endelig understreges, at en sundhedsperson
fremover kun forpligtes til at kontakte Livstestamenteregistret, hvor der kan
være tvivl om berettigelsen af at iværksætte eller fortsætte en behandling.
Herudover er reglerne omformuleret, så de passer bedre ind i en lov, der
sætter patientens retsstilling i centrum.
Til § 13
Bestemmelsen i § 13 medfører, at de grundlæggende regler om informeret
samtykke i §§ 6-7 også finder anvendelse på de specielle tilfælde, der er
omhandlet i kapitel 3.
Reglen om mindreåriges selvstændige beslutningskompetence i § 8 finder
ligeledes anvendelse i relation til spørgsmålet om sultestrejke, afvisning af
at modtage blod og behandling af uafvendeligt døende. Ved oprettelse af
livstestamente gælder dog en 18 års grænse, da der er tale om en
forhåndstilkendegivelse fra en person, der endnu ikke er patient.
En patient på f.eks. 16 år, der er medlem af trossamfundet Jehovas Vidner,
og som er moden og bevidst om sin situation, kan således afvise at modtage
blod, hvilket sundhedspersonen skal respektere, hvis de øvrige betingelser
efter § 15 er opfyldt.
Er den 16 årige ikke i stand til at forstå konsekvenserne af sin
stillingtagen, jf. § 8, stk. 2, overgår beslutningskompetencen til
forældrene. Er disse ligeledes medlem af Jehovas Vidner, og beslutter at
afvise, at den 16 årige må modtage blod, skal sundhedspersonen rette
henvendelse til patientens kommune med henblik på, at kommunens børn og
unge-udvalg kan beslutte, om behandling, der medfører transfusion af blod
eller blodprodukter, kan finde sted uden samtykke.
Der henvises til bemærkningerne til § 8.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, er
ikke omfattet af kapitel 3, jf. at § 13 ikke henviser til § 9.
De nærmeste pårørende eller en værge, har således ingen kompetence til
(mulighed for) at træffe beslutning på denne patientgruppes vegne i relation
til sultestrejke, afvisning af at modtage blod, behandling af uafvendeligt
døende eller oprettelse af livstestamente.
Alle uafvendeligt døende kommer i slutfasen af deres liv i den situation,
at de mister bevidstheden, hvilken tilstand varer resten af den sidste korte
tid af deres liv. Ud fra en rent sproglig fortolkning vil de i denne fase
være »patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret
samtykke«. Men da § 9 ikke gælder for de særlige tilfælde i kapitel 3,
er det herved tilkendegivet, at de nærmeste pårørende eller en værge ikke får
tildelt en beslutningskompetence i den afsluttende fase for almindelige
patienter.
Reglen om øjeblikkeligt behandlingsbehov, jf. § 10, er ligeledes holdt
uden for kapitel 3. De særlige tilfælde af selvbestemmelsesret, der er
indeholdt i kapitlet, skal respekteres, også hvis patienten i
behandlingsforløbet kommer i en situation, hvor § 10 i og for sig kunne
anvendes, dvs. hvis patienten er blevet bevidstløs og hans situation har
udviklet sig livstruende. Sundhedspersonen er således afskåret fra at
behandle i den situation. Selvbestemmelsesretten skal respekteres.
§ 11 om patientens inddragelse har i kapitel 3-situationer alene betydning
ved behandling af børn under 15 år. Børnenes synspunkter skal indgå som et
væsentligt element i beslutningsprocessen, hvilket i øvrigt også fremgår af
forældremyndighedsloven og af bistandsloven i forbindelse med børn og
unge-udvagets afgørelser.
§ 12, der fastlægger sundhedspersonens ansvar, gælder også for de særlige
tilfælde, der er omfattet af kapitel 3.
Til § 14
Bestemmelsen om sultestrejkende er en videreførelse af § 13 i
Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og
samtykke m.v. (»Lægers pligt og patienters ret«). Bestemmelsen
udstrækker den respekt for individets integritet og selvbestemmelse, som
lovforslaget hviler på, til den specielle og sjældne situation, hvor en habil
patient har iværksat spisevægring.
Med bestemmelsen understreges, at selv om den sultestrejkende vil dø af
sit forehavende, så er sundhedspersonen (lægen) ikke berettiget til at
forhindre dette, heller ikke hvis den sultestrejkende bliver bevidstløs.
Ofte vil en sultestrejke blive indledt af personer, der opholder sig uden
for sygehusvæsenet, f.eks. i fængsler el. lign. Hvadenten sultestrejke
gennemføres på en institution udenfor sundhedsvæsenet eller patienten bliver
overført til et sygehus, vil der være tale om en behandlingssituation, der er
omfattet af lovens regler.
Hvor der i øvrigt er tale om spisevægring, vil den pågældende patient i
overensstemmelse med selvbestemmelsesretten, forudsat at vedkommende er fuldt
bevidst om situationen, ligeledes have ret til at gennemføre spisevægringen
med den konsekvens, at døden indtræder.
Det kræves efter bestemmelsen, at patienten utvivlsomt har iværksat en
sultestrejke. I ordet »utvivlsomt« ligger, at patienten med
sikkerhed vil tage den konsekvens af sultestrejken, at denne kan medføre
døden, og at patienten har forstået, at dette kan blive en følge heraf, da
bestemmelsen medfører, at sundhedspersoner er forpligtet til at undlade at
gribe ind, hvis der er tale om en velovervejet handling.
Til § 15
Bestemmelsen er en uændret videreførelse af § 14 i Sundhedsstyrelsens
cirkulære om information og samtykke m.v.
Reglerne blev i sin tid indført for at imødekomme ønsker fra medlemmerne
af trossamfundet Jehovas Vidner, der af religiøse årsager ikke ønsker at
modtage blod eller blodprodukter under operation og lignende. Bestemmelsen er
også her udtryk for, at individets integritet og selvbestemmelsesret i disse
situationer vurderes højere end bevarelsen af livet.
Det bemærkes, at en beslutning om ikke at anvende blod eller blodprodukter
under en operation kan være fuldt ud lægelig forsvarlig. Der kan imidlertid
også være betydelige risici forbundet hermed. Det forudsættes, at patienten
informeres grundigt om disse risici.
Bestemmelsen i stk. 1 og 2 medfører, at en sundhedsperson (læge)
ikke er berettiget til at anvende blod, hvor patienten har afvist dette,
heller ikke hvis det under operationsforløbet viser sig, at anvendelsen af
blod var mere nødvendig end først antaget.
I stk. 3 er det præciseret, at en sundhedsperson (læge) kun er
forpligtet til at indlede en operation eller lignende uden anvendelse af blod
eller blodprodukter, hvor der er tale om påtrængende nødvendig lægehjælp, jf.
lægelovens § 7, stk. 1. I en sådan situation skal lægen yde den bedst mulige
behandling med respekt for, at patienten nægter at modtage blod. Lægen skal
her acceptere patientens selvbestemmelsesret og behandle patienten, selv om
dette indebærer, at patienten, efter lægens opfattelse, ikke får en optimal
behandling, men en behandling, der i sin yderste konsekvens kan medføre
patientens død.
Hvor en behandling kan udsættes, må lægen tage stilling til om vedkommende
vil behandle patienten, selv om denne nægter at modtage blod. Såfremt lægen
indvilliger i dette, må vedkommende ikke give patienten blod eller
blodprodukter, heller ikke hvis patienten risikerer at dø af et uerstattet
blodtab. Kan lægen ikke acceptere at behandle patienten på disse vilkår, kan
vedkommende ikke forpligtes hertil, og patienten skal henvises til en anden
læge.
Det bemærkes endvidere, at der i ovenstående alene er omtalt de tilfælde,
hvor patienten ikke selv ønsker behandling med blod. I de tilfælde, hvor der
er tale om, at forældrene til et barn under 15 år ønsker, at behandlingen
skal ske uden blod, vil lægen, hvor der er tale om en livstruende sygdom, om
nødvendigt have pligt til at underrette kommunalbestyrelsen med henblik på,
at børn og unge-udvalget kan træffe beslutning om, at den nødvendige lægelige
undersøgelse eller behandling af barnet gennemføres med anvendelse af blod.
Hjemlen for børn og unge-udvalgets indgriben er bistandslovens § 35 b (med
virkning fra 1. juli 1998 § 44 i lov om social service).
Til § 16
Reglen er en videreførelse af bestemmelserne i lægelovens § 6, stk. 5 samt
bestemmelserne i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 18. december
1992 om livstestamenter og Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september 1992
om lægers forpligtelser i forbindelse med livstestamenter m.v., for så vidt
angår behandling af uafvendeligt døende med smertestillende medicin.
Hovedbegrundelsen for reglen er respekten for patientens ret til en
naturlig og værdig død, når patienten er uafvendeligt døende, dvs. når døden
med stor sandsynlighed forventes at indtræde indenfor dage til uger trods
anvendelsen af de - ud fra den tilgængelige viden om grundsygdommen og dens
eventuelle følgetilstande - foreliggende behandlingsmuligheder.
I § 16, stk. 1, fastslås, at en habil uafvendeligt døende patient, som
andre patienter, har fuld selvbestemmelsesret.
Hvor en patient ikke er i stand til at udøve sin selvbestemmelseret,
f.eks. på grund af bevidstløshed, giver § 16, stk. 2, sundhedspersonen
mulighed for, hvor det ud fra en almindelig medicinsk vurdering findes, at
patienten er uafvendeligt døende, at standse en behandling, selv om
dødstidspunktet herved fremskyndes.
På tilsvarende måde fastslås i bestemmelsens stk. 3 den habile patients
ret til at modtage smertestillende medicin, selv om en konsekvens af dette
er, at dødstidspunktet herved fremskyndes. Som en naturlig følge heraf giver
bestemmelsen også lægen ret til at indgive smertestillende medicin til
patienter, hvor der foreligger samtykke, idet lægen almindeligvis vil være
forpligtet til at begrænse patientens smerter mest muligt set ud fra en
samlet lægefaglig vurdering.
Til §§ 17-18
I disse to bestemmelser sker der en præcisering af reglerne om
livstestamenter som følge af de erfaringer, der er gjort hermed siden
bestemmelsernes indførelse i 1992.
Reglerne er en videreførelse af bestemmelserne i lægelovens § 6, stk. 3-4,
og § 6 a, samt bestemmelserne i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 782
af 18. december 1992 om livstestamenter og Sundhedsstyrelsens cirkulære af
22. september 1992 om lægers forpligtelser i forbindelse med livstestamenter
m.v.
I dag indeholder livstestamenteformularen følgende 3 ønsker:
1) at testator ikke ønsker livsforlængende behandling i en situation, hvor
vedkommende er uafvendeligt døende,
2) at testator ikke ønsker livsforlængende behandling i en situation, hvor
vedkommende er så svært invalideret, at vedkommende varigt er ude af stand
til at tage vare på sig selv, og
3) at testator, hvor vedkommende er uafvendeligt døende, ønsker
friholdelse for smerter selv om dette indebærer risko for at dødstidspunktet
fremskyndes.
Vedrørende ønske nr. 3 bemærkes, at det direkte i lovforslagets § 16, stk.
3, er fastsat, at en uafvendeligt døende patient kan modtage de
smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at
lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af
dødstidspunktet. Da det følger af en almindelig lægefaglig norm, at patienter
skal holdes smertefrie, og da lægen efter § 16, stk. 3 har lov til at gøre
dette, selv om dette kan medføre en fremskyndelse af dødstidspunktet, er det
unødvendigt at opretholde dette ønske i livstestamenteformularen. Punktet
udgår derfor af formularen.
Samtidig foreslås det at ønske nr. 1 og 2 i formularen optages direkte i
loven. Dette er sket i lovforslagets § 17, stk. 2.
I dag er lægen forpligtet til at kontakte Livstestamenteregistret, hver
gang en patient er uafvendeligt døende eller så svært invalideret, at
vedkommende varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv, uanset om
lægen påtænker at iværksætte livsforlængende behandlig af den uafvendeligt
døende patient eller at fortsætte den livsforlængende behandling af en svært
invalideret patient. Denne formulering har imidlertid givet anledning til
nogen tvivl om, hvornår lægen skal kontakte registret. Derfor er det nu i
lovforslagets § 17, stk. 4, nærmere præciseret, under hvilke omstændigheder
lægen skal kontakte registret.
Vedrørende ønske nr. 1 bemærkes:
Ofte vil almindelige lægefaglige normer indicere, at behandling af en
uafvendeligt døende patient ikke skal fortsætte. I så fald er patientens
eventuelle forhåndstilkendegivelse i et livstestamente allerede tilgodeset,
og der er derfor ikke yderligere behov for at konstatere, om der foreligger
et livstestamente. Hvor en læge måtte overveje yderligere behandling af en
uafvendeligt døende patient, er der derimod grund til at kontakte
Livstestamenteregistret for at konstatere, om patienten i et livstestamente
har forhåndstilkendegivet, at behandling i en sådan situation ikke ønskes.
Vedrørende ønske nr. 2 bemærkes:
Med hensyn til behandling af svært invaliderede vil den lægefaglige norm
tilsige at behandling fortsættes, da døden for disse patienters vedkommende
ikke er umiddelbart forestående. Lægen skal derfor altid i disse situationer
kontakte Livstestamenteregistret for at konstatere, om patienten har
forhåndstilkendegivet, at behandling ikke ønskes. I givet fald er dette ønske
vejledende, men ikke bindende, for sundhedspersonen (lægen).
Lovforslaget præciserer med andre ord, at lægens forpligtelse til at
kontakte registret begrænses til situationer, hvor behandlingen ikke allerede
tilgodeser patientens eventuelle forhåndstilkendegivelser.
Reglerne foreslås derfor ændret således, at lægens forpligtelse til at
kontakte registret begrænses til situationer, hvor lægen for en patient, der
ikke selv kan udøve selvbestemmelsesretten, påtænker at iværksætte
livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at
fortsætte en livsforlængende behandling af en patient, der er så svært
invalideret, at vedkommende varigt ikke kan tage vare på sig selv. Denne
ordning tilgodeser patientens ønske efter et livstestamente.
De foreslåede ændringer nødvendiggør i øvrigt ikke, at de hidtidigt
oprettede livstestamenter skal ændres. For fremtidige livstestamenter skal
der udarbejdes en ny formular i overensstemmelse med ovenstående, dvs. med
kun to ønsker. Det gebyr, som sundhedsministeren kan fastsætte efter § 18,
stk. 2, for testamentets oprettelse, vil blive fastsat til de 50 kr., der
hidtil har været gældende.
Kapitel 4
Til §§ 19-22
Reglerne i kapitel 4, §§ 19-22, er en uændret videreførelse af
bestemmelserne i lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i
helbredsoplysninger.
Da der er tale om en uændret videreførelse af gældende regler, skal her
blot henvises til det oprindelige lovforslag og bemærkningerne hertil samt
til folketingsbehandlingen.
Forslag L 228 til lov om aktindsigt i helbredsoplysninger blev fremsat af
sundhedsministeren den 17. marts 1993 (Folketingets Forhandlinger 1992-93,
6569). Forslaget blev 1. behandlet den 23. marts 1993 (FF 1992-93, 6979), 2.
behandlet den 11. juni 1993 (FF 1992-93, 10877) og vedtaget ved 3. behandling
den 17. juni 1993 (FF 1992-93, 11034).
Reglerne i dette kapitel er omfattet af Europaparlamentet og Rådets
direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,
(i det følgende benævnt direktiv 95/46/EF), som skal være implementeret i
dansk lovgivning senest 24. oktober 1998, jf. de almindelige bemærkninger
pkt. 6. Justitsministeriet har i den forbindelse nedsat et udvalg om revision
af registerlovgivningen, der i følge sit kommissorium bl.a. har til formål et
overveje og vurdere, hvorledes en fremtidig lovgivning om behandling af
personoplysninger m.v. skal udformes. Udvalget har ultimo 1997 afgivet sin
betænkning (1345/97). Betænkningen indeholder bl.a. et udkast til forslag til
ny lovgivning på området, som skal træde i kraft i oktober 1998.
Justitsministeriets udvalg vurderer også de gældende aktindsigtsregler i
bl.a. forvaltningsloven i forhold til direktivet. Det vil derfor, når
justitsministeren i foråret 1998 fremsætter forslag til ny
registerlovgivning, være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til
kapitlet, bl.a. vil det være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til
lovforslagets § 19, stk. 2, hvor der henvises til lov om offentlige
myndigheders registre. Der vil i forbindelse hermed også skulle tages
stilling til hvilke patientjournaler, der i relation til reglerne om
egenacces skal være omfattet af henholdsvis lov om patienters retsstilling og
den kommende registerlovgivning, jf. at art. 3, stk. 1, i direktiv 95/46/EF
som udgangspunkt omfatter behandling af personoplysninger, der helt eller
delvis foretages ved hjælp af edb samt ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.
Direktivets dækningsområde er således bredere end den gældende
registerlovgivning. Det er på nuværende tidspunkt ikke afklaret, hvorledes
registerbegrebet i henhold til direktivet vil blive tolket i den kommende
registerlovgivning.
Det skal præciseres, at reglerne i kapitel 4 alene vedrører spørgsmålet om
aktindsigt (egenacces). Alle øvrige spørgsmål vil skulle behandles efter
registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør heraf.
Det bemærkes, at bestemmelsen i § 20, stk. 2, hvorefter retten til
aktindsigt kan begrænses i det omfang, patientens interesse i at blive gjort
bekendt med oplysningerne findes at burde vige fra afgørende hensyn til den
pågældende selv (eller til andre private interesser), er bibeholdt uændret.
Undtagelsesbestemmelsen har kun været brugt yderst lidt, men findes af
behandlingsmæssige grunde nødvendig at opretholde. Hensyn til patienten selv
vil typisk være tilbageholdelse af oplysninger vedrørende psykiatriske
patienter. De nævnte andre private interesser vil ofte være oplysninger, som
tredjemand, f.eks. pårørende, måtte have givet til journalen og hvor en
oplysning herom til patienten vil være til alvorlig skade for patient- eller
familieforholdet.
Det er vigtigt, at der i lovforslaget er indeholdt en formel ret til at
begrænse aktindsigten i journaler, bl.a. fordi journaler kan indeholde andre
oplysninger, end dem der omfattes af pligten til information efter det
informerede samtykke, ligesom skriftligt materiale i øvrigt kan indebære en
større belastning af patienten, hvis der heri er indeholdt oplysninger, der
alvorligt belaster behandlingssituationen. Også efter direktiv 95/46/EF vil
der være mulighed for at begrænse patientens ret til aktindsigt, hvis dette
er nødvendigt til beskyttelse af den pågældendes interesser eller andres
rettigheder, jf. direktivets art. 13, litra g.
Kapitel 5
Idet der i øvrigt henvises til afsnit 4 i de almindelige bemærkninger om
baggrunden for at samle og forenkle reglerne om tavshedspligt og
videregivelse af helbredsoplysninger, skal bemærkes, at reglerne i kapitel 5
om videregivelse af helbredsoplysninger ligesom reglerne om aktindsigt er
omfattet af direktiv 95/46/EF, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Direktivets anvendelsesområde er i art. 3, stk. 1, fastsat til at være
behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp
af edb, samt ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller
vil blive indeholdt i et register. Lovforslaget om patienters retsstilling
indeholder således regler, der er omfattet af direktivet. Justitsministeriets
udvalg om registerlovgivningen har ultimo 1997 afgivet betænkning, som skal
lægget til grund for implementering af direktivet i dansk lovgivning. Det kan
derfor, når justitsministeren i forårssamlingen 1998 fremsætter forslag til
ny registerlovgivning, være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til
kapitlet. Reglerne i kapitel 5 vedrører alene spørgsmålet om videregivelse af
oplysninger. Alle øvrige spørgsmål vil skulle behandles efter
registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør heraf.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Til de enkelte bestemmelser skal i øvrigt bemærkes følgende:
Til § 23
Bestemmelsen fastslår, at patienten har krav på, at sundhedspersoner m.fl.
iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller
får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold samt
andre fortrolige oplysninger. Det er således en fundamental regel, at de
oplysninger, man betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den
pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. Patienten har
et krav på beskyttelse af sit privatliv. Retten er også en afgørende
forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold til
sundhedspersonen. Tillidsforholdet er nødvendigt både af hensyn til
patientens behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro og respekt for
sundhedspersonerne, og dermed også for at skabe en tillid i befolkningen til
sundhedsvæsenet.
Den betænkning, der i 1931 blev afgivet af Kommissionen angaaende Lægers
Retsstilling, anførte vedrørende spørgsmålet om lægers tavshedspligt:
»Hvis læger var berettiget til at udtale sig om alt, hvad de måtte
erfare om deres patienters sygdomme og andre forhold, kunne det befrygtes, at
folk af denne grund ville holde sig tilbage fra at søge læge eller undlade at
give disse fuldstændige oplysninger, hvilket i høj grad ville stride imod
såvel den enkeltes som mod den offentlige sundhedsplejes interesse.«
Bestemmelsen i § 23 er baseret på samme grundsynspunkt.
Efter stk. 2 påhviler ansvaret for at oplysninger videregives i
overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel den driftsansvarlige myndighed,
uagtet at den enkelte sundhedsperson i kapitlet er tillagt en række
beføjelser, jf. f.eks. § 24, stk. 4 og § 26, stk. 3.
Efter direktiv 95/46/EF påhviler der den registeransvarlige en række
forpligtelser, f.eks. at sikre, at oplysninger behandles rimeligt og lovligt,
hvilket bl.a. indebærer, at den registeransvarlige skal sikre, at der ikke
sker ulovlig videregivelse af personoplysninger, jf. direktivets art. 6, stk.
1, litra a, jf. stk. 2. Med henblik på at sikre at loven på dette område er i
overensstemmelse med direktivet fastslås det derfor, at det er den
driftsansvarlige myndighed, der har det overordnede ansvar for at
oplysningerne behandles i overensstemmelse med lovens regler.
I de konkrete situationer vil det imidlertid være den pågældende
sundhedsperson, der træffer afgørelse om, hvorvidt oplysninger kan
videregives efter lovens regler. Den driftsansvarlige myndighed kan
imidlertid som en tjenstlig pligt - som en konsekvens at myndigheden har det
overordnede ansvar for at oplysninger behandles i overensstemmelse med loven
- pålægge sundhedspersonen at videregive helbredsoplysninger i særlige
tilfælde, jf. bemærkningerne til § 24, stk. 4, og § 26, stk. 3. For
privatpraktiserende læger vil det altid være den konkrete sundhedsperson, der
har kompetence til og ansvar for, at oplysninger videregives i
overensstemmelse med reglerne i kapitel 5.
Til § 24
I stk. 1, fastslås som en grundlæggende hovedregel, at sundhedspersoner
kun må videregive oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent
private forhold og andre fortrolige oplysninger, til andre sundhedspersoner,
såfremt patienten har givet sit samtykke hertil.
Bestemmelsen omfatter oplysninger om helbredsforhold, øvrige rent private
forhold og andre fortrolige oplysninger. Helbredsforhold skal forstås som
sygdomsoplysninger eller oplysninger om en persons helbredstilstand, herunder
oplysninger om en persons kontakt med sundhedsvæsenet. Sundhedspersonerne vil
imidlertid ofte også kunne være i besiddelse af andre oplysninger vedr. rent
private forhold, som ikke kan karakteriseres som helbredsforhold. F.eks.
oplysninger vedr. patientens ægteskab, patientens pårørende m.v. Endvidere
kan patienten også have givet oplysning om andre fortrolige forhold, f.eks.
vedr. indkomstforhold m.v. Efter forslaget kan disse oplysninger ikke
videregives uden patientens særskilte samtykke, da de ikke er nødvendige for
behandlingen.
Efter stk. 2, nr. 1, kan sundhedspersonen dog uden samtykke videregive og
indhente helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb
for patienten. Det er en forudsætning, at der er tale om videregivelse af
helbredsoplysninger, der er nødvendige for den aktuelle undersøgelse,
behandling m.v., og at videregivelsen sker under hensyntagen til patientens
interesse og behov. I denne situation vil der typisk kun kunne være tale om
at videregive helbredsoplysninger og ikke andre fortrolige oplysninger, idet
sidstnævnte ikke vil have betydning for et aktuelt behandlingsforløb.
Under et aktuelt behandlingsforløb betragter patienten det som naturligt,
at sundhedspersonen videregiver de helbredsoplysninger, som er nødvendige for
den påtænkte behandling. Et samtykke er derfor unødvendigt, dels fordi der
typisk allerede som led i det informerede samtykke til selve behandlingen er
gjort overvejelser om den videre behandling og de herfor nødvendige
oplysninger, dels fordi patienten kan frabede sig, at oplysningerne
videregives.
Af lovforslagets § 7, stk. 3-4, fremgår også, at informationen skal gives
løbende og omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og
plejemuligheder m.v.
Ifølge de gældende regler i bl.a. forvaltningslovens § 28, kan
helbredsoplysninger ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed,
f.eks. fra et sygehus i et amt til et sygehus i et andet amt, uden patientens
skriftlige samtykke. Ydermere skal det skriftlige samtykke angive, hvilke
oplysninger der nærmere kan indhentes og til hvilket formål, ligesom
samtykket kun gælder 1 år. Endvidere vil helbredsoplysninger ikke kunne
videregives fra en alment praktiserende læge til f.eks. en praktiserende
speciallæge eller til et sygehus i amtet, uden at patienten som udgangspunkt
skal give samtykke hertil, jf. straffelovens § 152 om tavshedspligt.
Reglerne har givet anledning til betydelige administrative procedurer som
af patienten og sundhedspersoner opleves som unødvendige formaliteter. F.eks.
er der nogle steder udleveret et fleresiders fortryk til afkrydsning af
samtykke til indhentelse af helbredsoplysninger fra amtets egne og eventuelle
fremmede sygehuse, f.eks. lands- og landsdelssygehuse, hvorfra det kan være
nødvendigt at indhente lægefaglige råd før den videre behandling.
Efter den foreslåede regel i § 24, stk. 2, nr. 1, vil helbredsoplysninger
uden patientens samtykke kunne videregives fra den praktiserende læge til et
sygehus, hvor den videre behandling skal ske. Tilsvarende vil oplysninger
kunne videresendes til andre sygehuse som led i et aktuelt behandlingsforløb.
Også resultater af sygehuslaboratoriers og røntgenafdelingers undersøgelse,
der foretages for patientens praktiserende læge, vil uden patientens samtykke
kunne tilbagesendes til den henvisende læge. Der er også her tale om et
aktuelt behandlingsforløb. Man kan også sige, at kontakten anses for et led i
den praktiserende læges behandling af patienten, hvortil patienten har givet
samtykke.
Reglen baserer sig på, at der som en konsekvens af det informerede
samtykke også er givet et samtykke til, at sundhedspersonen kan
videregive/udveksle de for det aktuelle behandlingsforløb nødvendige
helbredsoplysninger uden patientens samtykke hertil.
For kronisk syge patienter vil den typisk tætte kontakt mellem behandler
og patient resultere i, at den løbende information om sygdommen og dens
behandling, samt de herfor nødvendige oplysninger går ind i den fælles
dialog, hvor patienten gives mulighed for at sige fra.
Efter reglen vil det kun være de oplysninger, der er nødvendige for den
aktuelle behandling, der må videregives. Oplysninger om patientens
helhedsforhold, der ikke er relevante for behandlingen og som fremgår af
patientjournalen, må således ikke videregives og skal sorteres fra.
Oplysninger om andre fortrolige forhold vil normalt ikke kunne videregives
efter denne bestemmelse, idet disse oplysninger ikke vil være nødvendige for
det aktuelle behandlingsforløb.
Endvidere må oplysninger kun videregives, når der er tale om et aktuelt
behandlingsforløb. Der vil således ikke kunne ske en automatisk
videresendelse af udskrivningsbreve fra sygehuse til patientens praktiserende
læge. Det må i hvert enkelt tilfælde være en konkret vurdering af, hvorvidt
patienten skal fortsætte den aktuelle behandling hos den praktiserende læge.
Det understreges, at som følge af den i øvrigt gældende tavshedspligt, vil
oplysninger om patienten ikke kunne videregives til medarbejdere, der ikke er
involveret i undersøgelse, behandling og pleje af patienten. Patientens
samtykke til behandling vil selvsagt ikke kunne fortolkes således, at alle,
der kender patienten el. lign frit kan få udleveret oplysninger om den
pågældende. Ønsker sundhedspersoner, der ikke direkte er involveret i den
undersøgelse og behandling, som patienten har givet samtykke til, at få
oplysninger om den pågældende, må patientens samtykke særligt indhentes med
henblik på denne situation. Der vil heller ikke kunne udleveres oplysninger
til f.eks. sygehusadministrationen vedr. patienten uden patientens
udtrykkelige samtykke. Sygehusadministrationen kan imidlertid efter § 26,
stk. 2, nr. 3, være berettiget til at kræve visse oplysninger udleveret, jf.
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Det bemærkes, at retten til vurdering af om videregivelse af
helbredsoplysninger kan ske efter denne bestemmelse og efter § 26 er tillagt
den pågældende sundhedsperson, jf. nedenfor.
I § 24, stk. 2, nr. 2 er fastsat en anden undtagelse fra hovedreglen i
stk. 1, om at patienten skal give samtykke til videregivelse af
helbredsoplysninger.
Efter bestemmelsen kan der ske videregivelse af oplysninger, såfremt
videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen
interesse eller af patientens eget eller andres tarv. Bestemmelsen erstatter
forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3 (»værdispringsreglen«) for
så vidt angår videregivelse af oplysninger mellem offentligt ansatte læger
inden for forskellige myndigheder og svarer til straffelovens § 152 e, nr. 2.
For så vidt angår videregivelse til varetagelse af en åbenbar almen
interesse, vil en sådan videregivelse kun undtagelsesvis kunne finde sted.
Videregivelse til varetagelse af patientens tarv tager sigte på de tilfælde,
hvor en patient på grund af sin tilstand er ude af stand til at give
samtykke, og det derfor af hensyn til patienten selv er afgørende nødvendigt
at videregive oplysninger til andre sundhedspersoner. Der bør i denne
situation også tages hensyn til patientens formodede ønsker, som patienten
eventuelt på et tidligere tidspunkt måtte have fremsat. Tilstanden kan f.eks.
bestå i bevidstløshed, ung alder kombineret med manglende mulighed for at
indhente samtykke fra forældremyndighedens indehaver, alderdomssvækkelse og
lignende.
Efter § 24, stk. 2, nr. 3, kan der ske videregivelse af oplysninger uden
patientens samtykke til patientens praktiserende læge fra en læge, der virker
som stedfortræder for denne. Det forudsættes, at der kun sker videregivelse
af nødvendige oplysninger, jf. art. 8, stk. 3 i direktiv 95/46/EF.
Der kan være tale om stedfortræder for egen læge i følgende tre
situationer: Læger, der virker som vagtlæger, en anden alment praktiserende
læge ved egen læges forfald samt en anden alment praktiserende læge, der
behandler patienten. Patienten vil i disse situationer ofte finde det
naturligt, at egen læge modtager nødvendige oplysninger om den behandling,
som patienten har modtaget hos den stedfortrædende læge. Endvidere må det
tillægges afgørende vægt, at der sker videregivelse af oplysninger, herunder
oplysninger om ordination af lægemidler, til patientens egen læge med henblik
på at forebygge risiko for dobbeltordinationer, vildledning fra
medicinmisbrugere m.v.
Lægevagtsordningerne er opbygget som selvstændige organisationer, som
styres af de praktiserende læger på kollektiv basis i fortsættelse af
ansvaret for patienterne i dagtiden og efter aftaler med amterne. Lægevagten
har til opgave at tilgodese patienternes behov for akut lægehjælp uden for
dagarbejdstiden. I visse tilfælde vil en sådan behandling skulle følges op af
yderligere behandling hos patientens egen læge i dagtimerne. I disse
situationer vil bestemmelsen i § 24, stk. 2, nr. 1 finde anvendelse, idet
videregivelsen her er nødvendig af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb.
I andre tilfælde vil lægevagten på baggrund af patientens egne oplysninger
skønne, at undersøgelse og behandling kan vente til dagtiden og blive
varetaget af patientens egen læge. Der vil endvidere være situationer, hvor
patienten bliver undersøgt og behandlet af vagtlægen, uden at denne
behandling skal følges op af yderligere behandling hos egen læge. Patienterne
vil forvente, at der sker videregivelse af nødvendige oplysninger fra
vagtlægen til egen læge.
Videregivelse af nødvendige oplysninger til patientens alment
praktiserende læge vil endvidere kunne ske fra en anden alment praktiserende
læge, der har behandlet patienten ved egen læges forfald, dvs. ved sygdom,
kurser, ferie eller lignende. Det kan ske ved, at egen læge ansætter en
vikar, der behandler patienten i egen læges konsultationslokaler eller ved
henvisning til en navngiven anden alment praktiserende læge, som efter aftale
med egen læge behandler patienten.
Endelig kan der ske videregivelse af oplysninger efter § 24, stk. 2, nr.
3, til patientens egen læge fra en anden alment praktiserende læge, som
patienten opsøger et andet sted i landet under ophold der, f.eks. under
patientens ferieophold eller lignende.
Efter § 24, stk. 3, kan patienten på ethvert tidspunkt frabede sig, at
helbredsoplysninger videregives efter reglen i stk. 2, nr. 1, om aktuelt
behandlingsforløb.
Dette er en understregning af, at patienten grundlæggende kan bestemme, om
helbredsoplysninger må videregives. Det spørgsmål kan dog stilles, om det vil
være rimeligt med en retstilstand, hvorefter en patient kan nægte, at
helbredsoplysninger om foretagne undersøgelser, røntgenbilleder mv. sendes
videre til et nyt behandlingssted, hvor patienten ønsker sig behandlet, med
det resultat, at man her skal tilvejebringe alle disse helbredsoplysninger på
ny.
Imidlertid forekommer sådanne tilfælde næppe i stort omfang, ligesom
patienterne må sikres en egentlig ret til at nægte videregivelsen af
helbredsoplysninger. Det forudsættes, at patienterne informeres om deres ret
til at nægte videregivelse. Denne information kan gives direkte af de
pågældende sundhedspersoner eller i mere generel form, f.eks. ved
patientinformationsmateriale i form af brochurer eller anden skriftlig
vejledning. Patienten må så også i visse situationer acceptere, at
behandlingen kan blive givet på et lavere niveau, såfremt det ikke står i
rimeligt forhold til lidelsen af fremskaffe helbredsoplysninger på ny.
I stk. 4 præciseres det, at det er den sundhedsperson, der er i
besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse efter
stk. 2 er berettiget. På et sygehus vil afgørelsen af, hvorvidt en
videregivelse efter stk. 2 fra en patientjournal er berettiget, som
hovedregel skulle træffes af den overlæge, der er ansvarlig for den
sygehusafdeling, hvor den pågældende patient er indlagt, eller af en anden
sundhedsperson, som overlægen har bemyndiget hertil. For så vidt angår
videregivelse af oplysninger fra en alment praktiserende læge, speciallæge,
tandlæge m.fl., vil afgørelsen skulle træffes af den pågældende læge m.fl.
Bestemmelsen angiver i hvilke situationer, sundhedspersonen er berettiget
til at videregive oplysninger uden samtykke. Sundhedspersonen vil imidlertid
ikke efter loven være forpligtet til at videregive oplysningerne. Dette er en
skærpelse af patientens rettigheder i forhold til forvaltningslovens
bestemmelser, hvorefter myndighederne er forpligtet til at videregive
oplysninger, såfremt betingelserne for en berettiget videregivelse er
opfyldt. De nævnte regler, hvorefter retten er tillagt sundhedspersonen, vil
dog ikke være til hinder for, at en eventuel ansættelsesmyndighed som en
tjenstlig pligt kan pålægge sundhedspersonen at videregive
helbredsoplysninger i de tilfælde, hvor sundhedspersonen også er berettiget
til dette efter §§ 25 og 27, jf. også de indledende bemærkninger til kapitel
5.
Det bemærkes, at de omtalte regler ikke er til hinder for, at
sundhedspersonen indhenter samtykke fra patienten til videregivelse i videre
omfang, end loven foreskriver, ligesom samtykke i øvrigt bør indhentes, hvor
sundhedspersonen er i tvivl om, hvorvidt et samtykke er nødvendigt efter
reglerne.
Til § 25
Efter stk. 1 skal samtykke efter § 24, stk. 1, være mundtligt eller
skriftligt og indføres i den pågældendes patientjournal. Ved en
patientjournal, der kan føres både manuelt og elektronisk, forstås de
optegnelser, som oplyser om patientens tilstand, de planlagte og udførte
undersøgelses- og behandlingsopgaver og observationer m.v. af patienten.
Bestemmelsen er for så vidt angår visse videregivelsessituationer en lempelse
i forhold til gældende lovgivning, hvorefter der kræves skriftligt samtykke,
og vil medvirke til en mere smidig udveksling af oplysninger inden for
sundhedsvæsenet. Det vil således være op til de enkelte sundhedspersoner,
hvorvidt der indhentes et mundtligt eller skriftligt samtykke.
Samtykket forudsættes at være konkret og basere sig på den fornødne
information, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 2.
Endvidere er bestemmelsen en lempelse i forhold til gældende lovgivning
for så vidt angår kravet til, hvem der skal indhente samtykke. Med henblik på
at sikre en mere smidig udveksling af de oplysninger, som patienten har givet
samtykke til kan videregives til andre sundhedspersoner, foreslås det i
bestemmelsen, at patienten enten kan give sit samtykke til den
sundhedsperson, der videregiver oplysninger eller til den sundhedsperson, der
modtager oplysninger. Ønsker patienten f.eks. efter hjemsendelse fra
sygehuset, at den alment praktiserende læge bliver orienteret om
behandlingsforløbet på sygehuset, kan patienten give sit samtykke til den
praktiserende læge. I denne situation er den praktiserende læge ikke længere
et led i det aktuelle behandlingsforløb og vil derfor ikke kunne få
oplysningerne uden patientens samtykke. Den praktiserende læge er efter
patientens anmodning herefter berettiget til at anmode sygehuset om
oplysningerne, og sygehuset er forpligtet til at videresende oplysningerne
til lægen, idet det i denne situation er den praktiserende læge, der ved sin
kontakt til sygehuset står inde for, at et samtykke foreligger. Er patienten
i tvivl om, hvilke oplysninger han ønsker, den praktiserende læge skal få
kendskab til, vil det være naturligt, at patienten kontakter sygehuset og
efter en drøftelse heraf giver sit samtykke til sygehuset.
Nægter patienten at give samtykke til videregivelse, skal dette
respekteres, medmindre undtagelsesbestemmelserne i § 24, stk. 2, finder
anvendelse.
Efter stk. 2 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om
kravene til et samtykke. Der vil i medfør af bestemmelsen blive fastsat
regler om, at samtykket skal være konkret og basere sig på den fornødne
information. Det forudsættes, at patienten orienteres om formålet med og
omfanget af videregivelsen. Informationen skal i den her nævnte forbindelse
gives på et tidspunkt, hvor det af hensyn til behandlingen skønnes nødvendigt
at indhente eller videregive helbredsoplysninger om den pågældende patient.
Samtykket skal gives i forbindelse med den konkrete situation, dvs. i
tilknytning til, at der opstår behov for videregivelse.
Til § 26
Bestemmelsen omhandler videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre
formål end behandling m.v., dvs. alle andre personer, myndigheder m.fl. end
de sundhedspersoner, der er direkte involveret i undersøgelse, behandling og
pleje af patienten. Også i denne situation kræves der som udgangspunkt
samtykke fra patienten til videregivelse, jf. stk. 1. Samtykket skal
her være skriftligt, jf. § 27, da der her foreligger situationer, hvor der
indhentes oplysninger, der typisk er tilvejebragt til andre formål end
helbredsforanstaltninger.
Såfremt en legal repræsentant for en patient, jf. lovens § 5, giver
samtykke til videregivelse, og patienten modsætter sig dette, vil spørgsmålet
om videregivelse skulle behandles efter reglerne i stk. 2, hvor der kan ske
videregivelse uden samtykke.
I stk. 2 er angivet de situationer, hvor der kan ske en fravigelse
fra hovedreglens princip om, at der altid skal foreligge et samtykke til
videregivelse. Det forudsættes dog, at sundhedspersonen i almindelighed,
medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder
sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Endvidere forudsættes det, at
der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse af oplysninger i et videre
omfang, end det er påkrævet efter formålet.
Efter nr. 1 kan videregivelse ske uden samtykke, når det følger af
lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal
videregives. Der findes i gældende lovgivning en række bestemmelser,
hvorefter bl.a. læger er forpligtet til at videregive fortrolige
patientoplysninger, f.eks. bistandslovens § 17 (der pr. 1. juli 1998 afløses
af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 12),
centralstyrelseslovens § 19, patientforsikringslovens § 17 m.fl. Med henblik
på en øget beskyttelse af patientoplysninger lovfæstes det krav, som hidtil
har været gældende i praksis nemlig, at der kun er pligt til at videregive
sådanne oplysninger, der må antages at have væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling. Reglen vil navnlig have betydning i de
situationer, hvor den rekvirerende myndighed fremsætter en meget bred
formuleret begæring om at modtage oplysninger om en konkret patient. Det
indebærer, at såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, der ikke kan
antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds
sagsbehandling, må disse oplysninger ikke videregives. Det kan f.eks. være
oplysninger om ægteskabelige forhold og forholdet til ens pårørende, der må
antages at være uden betydning for den myndighed, der anmoder om
oplysningerne. Den pågældende sundhedsperson skal inden videregivelse
frasortere de irrelevante oplysninger, enten ved overdækning i forbindelse
med kopiering eller ved at tilbageholde dele af journalen. I nogle tilfælde
vil det være mest hensigtsmæssigt at udfærdige en erklæring, redegørelse el.
lign. til den pågældende myndighed.
Bestemmelsen i nr. 2 er ligesom § 24, stk. 2, nr. 2, en
»værdispringsregel«, der som udgangspunkt forudsætter en konkret
vurdering i hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der
ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr.1.
Den foreslåede bestemmelse er formuleret på en anden måde end den gældende
værdispringsregel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, jf. § 31.
Formålet hermed er navnlig at foretage en nærmere regulering af spørgsmålet
om sundhedspersoners videregivelse af oplysninger til politi og
anklagemyndighed i forbindelse med efterforskning af mindre grov
kriminalitet.
I forhold til politi og anklagemyndighed vil en videregivelse af
oplysninger bl.a. være berettiget, såfremt der er tale om efterforskning af
alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v.,
herunder vold mod børn. Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet
fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål
om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, f.eks. i forbindelse
med overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold. Inden for
f.eks. fængselsvæsenet vil der kunne videregives oplysninger fra
fængselslæger til fængslets ledelse m.v. om de indsatte, såfremt det er et
nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan f.eks. være tale om
videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages
særlige forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige
sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder, herunder i
udgangsordninger m.v.
I nogle tilfælde vil betingelserne for videregivelse uden videre være
opfyldt. Det gælder bl.a., hvor den øvrige lovgivning forudsætter et samvirke
mellem flere myndigheder. Der vil f.eks. som hidtil kunne udveksles
oplysninger i forbindelse med mentalundersøgelser efter retsplejelovens §
809, ligesom resultatet m.v. af en blodprøve i sager om spritkørsel,
faderskabssager m.v. vil kunne videregives uden samtykke fra den pågældende.
Der vil også som hidtil kunne videregives helbredsoplysninger m.v. fra
sundhedspersoner til Justitsministeriet i forbindelse med anmodning om
udfærdigelse af farlighedsdekret efter psykiatrilovens § 40.
Det anførte gælder endvidere f.eks., hvor en patient eller andre under
ophold på et sygehus har begået et strafbart forhold, eller der opstår
mistanke herom. I sådanne tilfælde er bestemmelsen ikke til hinder for, at
sundhedspersonen indgiver anmeldelse til politiet, uanset kriminalitetens
art. Der vil således ikke kun kunne indgives anmeldelse i anledning af
kriminalitet af den karakter, der er nævnt ovenfor, men også i anledning af
f.eks. tyveri, hærværk, besiddelse af euforiserende stoffer m.v.
Bestemmelsen indebærer i princippet, at der - i modsætning til, hvad der i
dag efter forvaltningslovens § 31 gælder for offentligt ansatte
sundhedspersoner - ikke i nogen tilfælde er pligt til at videregive
oplysninger til f.eks. politi og anklagemyndighed, uanset hvor grov
kriminalitet m.v. der er tale om. Det forudsættes som modstykke hertil, at
der i alle tilfælde, hvor videregivelse må anses for berettiget, foretages en
konkret vurdering af, om videregivelse også bør finde sted. I denne vurdering
må navnlig indgå karakteren af den begåede kriminalitet. Der vil således ikke
på sygehuse m.v. kunne etableres en praksis, hvorefter der aldrig eller kun
undtagelsesvis videregives oplysninger til politi og anklagemyndighed.
Det må antages, at politiet og anklagemyndigheden i videre omfang end i
dag vil have behov for at gå frem efter retsplejelovens bestemmelser for at
få de nødvendige oplysninger. Der kan f.eks. være tale om anvendelse af
bestemmelsen om editionspålæg i retsplejelovens § 827. Der kan også være tale
om ransagning efter § 759 i tilfælde, hvor den pågældende må antages at
opholde sig på hospitalet m.v.
Den foreslåede bestemmelse har ingen betydning for muligheden for at
anvende disse eller andre bestemmelser i retsplejeloven og indebærer således
ingen begrænsninger i denne henseende.
Bestemmelsen vil også have betydning for, hvornår en sundhedsperson er
berettiget til, uden patientens samtykke, at videregive oplysninger til andre
sundhedspersoner, myndigheder, pårørende m.fl., der ikke er involveret i
behandling af patienten. F.eks. kan det efter bestemmelsen være berettiget at
underrette en patients pårørende om patientens tilstand eller i øvrigt
underrette pårørende, hvor patienten har nedsat psykisk funktionsevne.
Efter nr. 3 er der mulighed for at videregive oplysninger til en
myndighed med henblik på, at myndigheden kan udføre sine tilsyns- og
kontrolopgaver. Det er dog kun de oplysninger, som er nødvendige til det
konkrete formål, der må videregives efter denne bestemmelse. Følsomme
oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den administrative sag,
må ikke videregives. Der vil normalt være hjemmel i anden lovgivning til, at
en offentlig myndighed kan indhente oplysninger til brug for tilsyns- eller
kontrolfunktioner. Bestemmelsen tager imidlertid også sigte på, at
eksempelvis sygehusadministrationen eller amtets sygehusforvaltning kan
indhente oplysninger vedr. patienter til brug ved tilsyns- og kontrolopgaver.
Det forudsættes, at udlevering af oplysninger efter denne bestemmelse kun vil
finde sted i begrænset omfang, og således at der ved en eventuel
videregivelse af oplysninger om patienten udfærdiges en redegørelse eller
lignende til brug ved det konkrete formål. Der vil også i medfør af
bestemmelsen kunne videregives oplysninger til en administrativ instans som
led i klagesagsbehandling.
Der vil endvidere i medfør af bestemmelsen kunne videregives oplysninger
fra sundhedspersoner til amtskommuner til brug ved tilsyn og kontrol i
forbindelse med sygesikringsordningen. Også i denne situation forudsættes
det, at der foretages en nøje vurdering af detaljeringsgraden af de
oplysninger, der videregives med henblik på at sikre, at der alene
videregives helbredsoplysninger m.v., der er nødvendige for den modtagende
myndighed af hensyn til kontrol m.v.
Efter stk. 3 er det den sundhedsperson, der i besiddelse af de
fortrolige oplysninger, der afgør, hvorvidt videregivelsen er berettiget, jf.
den tilsvarende bestemmelse i § 24, stk. 4. Bestemmelsen vil navnlig have
betydning for videregivelse efter stk. 2, nr. 2 og 3. Reglen vil ikke, jf.
bemærkningerne til § 24, stk. 4, være til hinder for, at en
ansættelsesmyndighed som en tjenstlig pligt kan pålægge sundhedspersoner at
videregive helbredsoplysninger i de tilfælde, hvor sundhedspersoner er
berettiget til det efter bestemmelsen. For så vidt angår videregivelse af
oplysninger efter stk. 2, nr. 1, vil den pågældende altid vil være forpligtet
til at udlevere de oplysninger, som en myndighed m.fl. i følge bestemmelser i
særlovgivning har krav på at få udleveret, og som må antages at have
væsentlig betydning for myndighedens sagsbehandling.
I de særlige tilfælde, hvor der er sket videregivelse af
helbredsoplysninger m.m. efter stk. 2, nr. 2, skal vedkommende efter stk.
4 så hurtigt som muligt orienteres om, at videregivelse har fundet sted
ledsaget af en begrundelse herfor. Reglen svarer til § 24, stk. 5.
Til § 27
Bestemmelsen svarer i princippet til forvaltningslovens § 28, stk. 4 - 5,
og fastslår således, at samtykke i de i § 26, stk. 1, nævnte situationer,
dvs. i alle de tilfælde, hvor der ikke er tale om videregivelse til
sundhedspersoner i forbindelse med undersøgelse, behandling og pleje af
patienten, skal være skriftligt og senest bortfalder 1 år efter det er givet
jf. stk. 2 . Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens
karakter eller omstændighederne i øvrigt taler herfor.
Bestemmelsen er en skærpelse af den nævnte bestemmelse i
forvaltningsloven, idet kravet om skriftligt samtykke også gælder, når der er
tale om videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed, jf.
forvaltningslovens definition heraf.
Efter stk. 3 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om kravet
til et samtykke efter stk. 1.
Til § 28
Efter stk. 1 kan der fra en sundhedsperson videregives oplysninger
om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste
pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod en afdød patients ønske
og hensynet til afdøde. Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor
afdødes nærmeste pårørende ønsker oplysninger om årsagen til dødens indtræden
m.v. Dette vil typisk ske ved, at de nærmeste pårørende henvender sig til det
sygehus, hvor vedkommende var indlagt og efterfølgende afgik ved døden.
Bestemmelsen omfatter også de tilfælde, hvor vedkommende f.eks. afgik ved
døden på et plejehjem. Her vil de pårørende efter bestemmelsen på begæring
kunne få de nævnte oplysninger af en sundhedsperson.
I Sundhedsministeriets vejledning nr. 193 af 7. december 1993 om
aktindsigt i helbredsoplysninger anføres det, at det normalt vil være
naturligt at informere de nærmeste efterladte pårørende om en afdød patients
sygdomstilfælde og i den forbindelse lade dem se eller få en kopi af afdødes
journal, medmindre en konkret interesseafvejning falder således ud, at de
pårørendes interesse skønnes at måtte vige. De pårørende har imidlertid ikke
efter lov om aktindsigt i helbredsoplysninger en egentlig ret til få
oplysninger om afdødes sygdomsforløb m.v., således som det nu foreslås i
bestemmelsens stk. 1.
Bestemmelsen angiver ikke præcist personkredsen for de efterladte, der
efter bestemmelsen kan modtage oplysninger om afdøde, udover at de skal være
nærmeste pårørende. Det vil således bero på et skøn ud fra den konkrete
situation, hvilke personer der i hvert enkelt tilfælde må anses for nærmeste
pårørende. Der henvises til bemærkningerne til § 9, hvor begrebet
»nærmeste pårørende« er uddybet.
Efter stk. 1, 2. pkt., kan der endvidere videregives oplysninger
til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 26, stk. 2, nr. 2.
Bestemmelsen tager bl.a. sigte på den situation, hvor afdøde udtrykkeligt har
modsat sig, at de pårørende underrettes om sygdomsforløb m.v., men hvor
hensynet til andres tarv alligevel berettiger en videregivelse af
oplysninger.
I henhold til gældende regler om tavshedspligt kan der som hovedregel ikke
videregives oplysninger om en persons dødsmåde og -årsag, herunder
oplysninger fra en eventuel obduktionserklæring, fra sygehuset til egen læge
eller fra den lokale embedslægeinstitution til egen læge. De pårørende til en
afdød har derfor været henvist til at rette henvendelse til sygehuset for at
få oplysninger om dødsårsag m.v.
I visse tilfælde vil det imidlertid være den praktiserende læge, der
gennem flere år har et nærmere kendskab til patienten, der bedst kan drøfte
sygdomsforløbet med de efterladte pårørende. Stk. 2 indebærer derfor
en smidiggørelse af gældende lovgivning og giver mulighed for, at oplysninger
om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde kan videregives fra et sygehus eller
en autoriseret sundhedsperson - f.eks. en stedfortrædende læge - til afdødes
praktiserende læge med henblik på, at lægen kan orientere de nærmeste
pårørende. Den pågældende læge er således berettiget til at kræve
oplysningerne udleveret fra sygehuset m.fl., såfremt der foreligger en
anmodning herom fra afdødes nærmeste pårørende. Sygehuset vil i denne
situation være forpligtet til at udlevere oplysningerne, idet den pågældende
læge står inde for, at der foreligger en begæring som nævnt i bestemmelsen.
De oplysninger, der kan videregives, vil typisk være epikriser.
Videregivelsen må ikke stride mod afdødes ønske - f.eks. fordi afdøde
udtrykkeligt inden dødsfaldet har frabedt sig en sådan videregivelse - og
hensynet til afdøde eller andre private interesser.
Det forudsættes, at der lokalt søges etableres sådanne procedurer, der kan
sikre, at de nævnte oplysninger relativt hurtigt kan fremsendes til den
praktiserende læge m.fl., når der er fremsat begæring om at modtage
oplysningerne med henblik på, at de efterladte så snart som muligt kan blive
orienteret om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag m.v.
Bestemmelsen er i øvrigt ikke til hinder for videregivelse, der har
hjemmel i anden lovgivning, jf. f.eks. lægelovens § 11 vedr. lægers
oplysnings- og indberetningspligt.
Til §§ 29-31
§§ 29-31 skal afløse § 16 a, stk. 2-4, i lov om offentlige myndigheders
registre. De særlige formål, hvortil der kan videregives helbredsoplysninger
m.v. uden samtykke, er dels konkrete forskningsprojekter (§ 29), dels
statistiske og planlægningsmæssige formål (§ 30).
For at der kan videregives helbredsoplysninger m.v. uden samtykke til brug
for et biomedicinsk forskningsprojekt, jf. § 29, stk. 1, stilles for
det første krav om, at det videnskabelige formål skal være konkretiseret. For
det andet skal projektet være anmeldt til det videnskabsetiske komitesystem,
jf. lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter. De forskere, der er ansvarlige for de i bestemmelsen
omtalte konkrete forskningsprojekter, vil ofte være læger. Bestemmelsen
omfatter imidlertid også forskere med en anden uddannelsesmæssig baggrund end
en lægelig, idet der i alle tilfælde skal foretage en videnskabsetisk
bedømmelse af forskningsprojekter, hvori der gøres brug af
helbredsoplysninger om personer. Denne bedømmelse finder sted efter loven om
det videnskabsetiske komitesystem m.v. Efter denne lovs § 8 påses det bl.a.,
at projektet efter sit formål og med hensyn til metodik repræsenterer god
videnskabelig standard, og at der er tilstrækkelig grund til at gennemføre
projektet. Den bedømmelse, der foretages i komitesystemet, har således
lighedspunkter med den bedømmelse, der foretages efter § 16, stk. 2, nr. 5,
og § 21, stk. 2, nr. 5, i lov om offentlige myndigheders registre, hvorefter
forskningen skal være af væsentlig samfundsmæssig betydning, for at der kan
ske videregivelse af oplysninger uden samtykke.
Efter § 29, stk. 2, kan der endvidere videregives oplysninger om
enkeltpersoners helbredsforhold m.v. fra patientjournaler til forskere til
projekter, der ikke er omfattet lov om et videnskabsetisk komitesystem m.v. I
disse tilfælde skal Sundhedsstyrelsen godkende videregivelsen, ligesom
styrelsen fastsætter vilkår for videregivelsen. Det forudsættes i
bestemmelsen, at forskningen skal være af væsentlig samfundsmæssig interesse
for, at Sundhedsstyrelsen kan meddele sin godkendelse til
forskningsprojektet. Endvidere må der kun efterfølgende ske henvendelse til
de pågældende enkeltpersoner i det omfang, de læger, der har behandlet
vedkommende, giver tilladelse hertil. Det forudsættes, at Sundhedsstyrelsen
fortsætter den praksis med hensyn til videregivelse og betingelser herfor,
som Registertilsynet i dag følger.
Efter § 30 kræves der godkendelse fra Sundhedsstyrelsen til
videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til brug for statistiske og
planlægningsmæssige formål. Sundhedsstyrelsen kan i forbindelse med sin
godkendelse fastsætte vilkår for anvendelsen af oplysningerne, f.eks. om
sletning, anonymisering eller kryptografering på et nærmere angivet tidspunkt
under forløbet. Efter § 30, stk. 2, kan der dog ske videregivelse af
helbredsoplysninger til brug for statistiske og planlægningsmæssige formål
uden Sundhedsstyrelsens godkendelse, når det følger af lov, at oplysningerne
skal videregives. Bestemmelsen tager navnlig sigte på lov om Danmarks
Statistik, hvorefter offentlige myndigheder og institutioner inden for
rammerne af den af Danmarks Statistiks styrelse fastlagte arbejdsplan efter
anmodning fra Danmarks Statistik skal meddele de oplysninger, de er i
besiddelse af, jf. lovens § 6. Denne bestemmelse i lov om Danmarks Statistik
skal sikre Danmarks Statistik adgang til at benytte oplysninger fra andre
offentlige myndigheder til at fremstille en uafhængig og dækkende statistisk
beskrivelse af de danske samfundsforhold, hvoraf sundhedsforhold udgør en
vigtig del.
Af § 31 følger, at de oplysninger, som er indhentet til de i § 29
og § 30 nævnte særlige formål ikke må videregives yderligere. En eventuel
videregivelse skal således altid vedrøre samme formål. Det vil være i
overensstemmelse med reglerne, hvis forskeren videregiver oplysninger til en
opponent i forbindelse med godkendelse af disputats. Videregivelse herudover,
f.eks. offentliggørelse, må kun ske i ikke-identificerbar form, jf. stk. 2.
Forskningsresultater må altså kun viderebringes på en sådan måde, at det er
umuligt at henføre oplysningerne til bestemte personer.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 31, stk. 3, giver ministeren mulighed for at
fastsætte nærmere regler om principperne for Sundhedsstyrelsens godkendelse
af videregivelse af oplysninger i de tilfælde, der ikke er omfattet af lov om
et videnskabsetisk komitesystem m.v.
Kapitel 6
Til § 32
Klager over forhold omfattet af patientretsstillingsloven kan indbringes
for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medmindre særlig klageadgang er
foreskrevet i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er hjemlet i kapitel 3, §§ 12-23, i lov
nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., med senere
ændringer.
Patientklagenævnet er en selvstændig og uvildig forvaltningsmyndighed.
Nævnet er uafhængigt af de myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenets
drift og er uafhængig af fagpolitiske interesser.
Når nævnet træffer afgørelser, deltager to lægmænd, der repræsenterer
sundhedsvæsenets brugere, og to fagligt uddannede sundhedspersoner. Nævnet
har som formand en jurist, der opfylder betingelserne for at kunne udpeges
som landsdommer.
Patientklagenævnet behandler klager over sundhedspersoners faglige
virksomhed. Ved faglig virksomhed forstås det arbejde, som udføres af
sundhedspersoner. Det kan f.eks. være undersøgelse, behandling,
sundhedsfaglig pleje, information, samtykke og udfærdigelse af
lægeerklæringer. Patientklagenævnet behandler også klager over brud på
tavshedspligten - bortset fra tilfælde, hvor en domstol i en straffesag måtte
have taget stilling til spørgsmålet - klager over afgørelser om aktindsigt i
helbredsoplysninger og klager over afgørelser, som er truffet af de lokale
psykiatriske patientklagenævn, og klager over sagsbehandlingen i de lokale
psykiatriske patientklagenævn.
De forhold, der er omfattet af patientretsstillingsloven, og som kan
indbringes for Patienklagenævnet er spørgmål om information og informeret
samtykke efter kapitel 2, selvbestemmelse i særlige tilfælde efter kapitel 3,
aktindsigt efter kapitel 4 og brud på tavshedpligten m.v. efter kapitel 5.
Sætningen: »medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i
lovgivningen« dækker de tilfælde, hvor en speciallov omhandler en særlig
klageadgang inden for speciallovens område. Som eksempler kan nævnes lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og lov om patientforsikring. I
førstnævnte lov gælder der et særligt klagesystem, der er tilpasset det
forhold, at der er tale om tiltag, der griber ind i borgernes personlige
frihed. I sidstnævnte tilfælde er der tale om et reaktionssystem, hvor
borgerne kan tilkendes erstatning, hvis de er blevet påført en fysisk skade
indenfor det offentlige sygehusvæsen.
Et andet tilfælde, hvor en kommende speciallov ville kunne fortrænge
retsstillingslovens bestemmelser, vedrører klageadgang over aktindsigt i og
videregivelse af helbredsoplysninger, der er indeholdt i registre, der måtte
være omfattet af en kommende registerlovgivning. I en sådan lovgivning vil
Registertilsynet (eller en tilsvarende myndighed) formentlig blive tilsyns-
og klagemyndighed. Det vil derfor kunne komme på tale senere at ændre
patientretsstillingsloven, således at spørgsmål om aktindsigt i og
videregivelse af oplysninger, der er indeholdt i de omhandlede registre, skal
påklages til Registertilsynet (eller en tilsvarende myndighed), og ikke til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Til § 33
Efter lovforslagets § 33 straffes umiddelbart alene overtrædelser af
reglerne i lovens kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af
helbredsoplysninger m.v., idet der henvises til straffelovens §§ 152-152 f
(bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder).
Straf ved domstolene for overtrædelse af lovforslagets øvrige bestemmelser
sker gennem en procedure over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn eller - i
undtagelsestilfælde - direkte ved politiets foranstaltning.
Der vil kunne meddeles autoriserede sundhedspersoner m.fl. irettesættelser
af Patientklagenævnet, jf. lægelovens § 6, stk. 1. I grovere tilfælde, jf.
lægelovens § 18, kan der ved domstolene straffes med bøde eller hæfte for
vedkommende sundhedspersons overtrædelse af gældende normer for varetagelse
af vedkommendes hverv, og således også for overtrædelse af pligter efter
patientretsstillingsloven. Alle sundhedspersoner vil i øvrigt kunne straffes
for de overtrædelser af patientretsstillingslovens bestemmelser, som samtidig
indebærer en overtrædelse af straffelovens almindelige straffebestemmelser.
F.eks. vil en overtrædelse af lovens bestemmelser om informeret samtykke i
grove tilfælde kunne straffes efter straffelovens regler om vold, jf.
straffelovens § 244.
Endelig vil en autoriseret sundhedsperson efter centralstyrelsesloven, §§
5-11, kunne fratages sin autorisation, såfremt vedkommende må antages at være
til fare for andre på grund af bl.a. udvist grov forsømmelighed ved udøvelse
af hvervet. Dette kan også omfatte overtrædelse af patientretsstillingslovens
bestemmelser.
For offentligt ansatte sundhedspersoner indebærer en tilsidesættelse af
videregivelsesreglerne, jf. lovens kapitel 5, efter omstændighederne en
tjenstforseelse, der kan medføre et disciplinært ansvar. I tilfælde, hvor
helbredsoplysninger uberettiget videregives mellem sundhedspersoner, der
begge har tavshedspligt, bør det normalt kun få disciplinære konsekvenser for
de pågældende. Et behov for (også) at anvende strafferetlige sanktioner
foreligger formentlig kun i meget grove tilfælde.
Kapitel 7
Til § 34
Loven foreslås at træde i kraft den 1. oktober 1998. Samme
ikrafttrædelsestidspunkt forventes fastsat i forslaget til ny
registerlovgivning, som justitsministeren har bebudet fremsat i
forårssamlingen 1998.
Samtidig ophæves den lovgivning, som patientretsstillingsloven samler og
præciserer: § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning, lov om
aktindsigt i helbredsoplysninger, samt § 16 a i lov om offentlige
myndigheders registre.
De bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den lovgivning, der
ophæves, opretholdes indtil de afløses af regler, udstedt efter
patientretsstillingsloven.
Til § 35
Den foreslåede ændring vedrører ophævelse af nogle særordninger for de
sønderjyske landsdele. Disse særordninger har mistet deres betydning.
Til § 36
Bestemmelsen er en videreførelse af overgangsbestemmelsen, § 5, stk. 2, i
lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger. Det er som
hidtil nødvendigt at undtage patientjournaler m.v., der er udfærdiget før
henholdsvis 1. januar 1987 og 1. januar 1994, fra retten til aktindsigt.
Til § 37
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes helt
eller delvis i kraft for Færøerne med de afgivelser, som de særlige færøske
forhold tilsiger.
Loven gælder ikke for Grønland.
I medfør af § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i
Grønland kan Grønlands Hjemmestyre ved landstingsforordning fastsætte regler
om sundhedsvæsenet og sundhedsforholdene i Grønland. Af lovbemærkningerne til
denne bestemmelse fremgår bl.a., at bemyndigelsen ikke alene omfatter regler
om omfanget af sundhedsvæsenets opgaver og ydelser, men også regler, der
regulerer sundhedsforholdene. Bemyndigelsen omfatter hele det område, der ved
lovens ikrafttræden henhørte under sundhedsministerens ressort.
Lovgivningsinitiativet ligger således efter nævnte lovs ikrafttræden den
1. januar 1992 - både for ny lovgivning og for ændringslove - hos Grønlands
Hjemmestyre. Lov om patienters retsstilling bør derfor ikke gælde for
Grønland. Ønsker hjemmestyret, at lignende regler skal gælde i Grønland, må
dette ske ved vedtagelse af en landstingsforordning med tilsvarende indhold.
Skriftlig fremsættelse (26. marts 1998)
Sundhedsministeren (Carsten Koch):
Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om patienters retsstilling.
(Lovforslag nr. L 15).
Lovforslaget, der er en genfremsættelse af det lovforslag (L 128), som
bortfaldt ved udskrivning den 19. februar 1998 af valg til Folketinget,
indeholder de grundlæggende regler, der regulerer forholdet mellem patient og
behandler (sundhedsperson). Det drejer sig om regler om informeret samtykke,
regler om selvbestemmelse i særlige tilfælde, regler om aktindsigt og regler
om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger.
Den grundlæggende regel om, at ingen sygebehandling kan indledes eller
fortsættes uden patientens informerede samtykke er uddybet og styrket i
forhold til den gældende retstilstand, især for så vidt angår kravene til og
karakteren af informationen.
Patienter, der er fyldt 15 år, får selvstændig kompetence til at give
informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedsindehaveren skal
modtage samme information som den unge og inddrages i den unges
stillingtagen.
For patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke,
får de nærmeste pårørende kompetence til at give informeret samtykke i
patientens interesse og på patientens vegne. Findes der ingen nærmeste
pårørende, skal en anden, neutral sundhedsperson give tilslutning til
behandlingsforslaget, før sundhedspersonen kan iværksætte en behandling.
Sundhedspersonen skal respektere en sultestrejkende, der er bevidst om
sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, herunder at døden kan blive
resultatet. Sundhedspersonen må ikke afbryde et sådant forløb, heller ikke
når personen er døende.
Ønsker en patient ikke at modtage blod eller blodprodukter i forbindelse
med en operation, skal dette som udgangspunkt respekteres af
sundhedspersonen.
Patienter, der er uafvendeligt døende, kan modtage de smertestillende,
beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens
tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.
Reglerne om livstestamenter præciseres. Testator vil herefter kunne
udtrykke sit ønske om ikke at modtage livsforlængende behandling i en
situation, hvor testator er uafvendeligt døende, samt i tilfælde af, at
sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har
medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at
tage vare på sig selv fysisk og mentalt. Samtidig præciseres, hvornår lægen
skal kontakte Livstestamenteregistret.
De gældende regler om aktindsigt i helbredsoplysninger videreføres
uændret.
Patienter sikres, at sundhedspersoner iagttager tavshed om de forhold, de
erfarer i forbindelse med patientkontakten. Patienterne vil som udgangspunkt
selv kunne bestemme, om helbredsoplysninger må videregives. Under et aktuelt
behandlingsforløb betragter patienterne det som naturligt, at de involverede
sundhedspersoner har de helbredsoplysninger, som er nødvendige for den
påtænkte behandling. I denne situation vil et samtykke derfor være
unødvendigt. Patienterne sikres endvidere, at der til videregivelse af
oplysninger til myndigheder uden for sundhedsvæsenet altid kræves samtykke,
bortset fra særlige tilfælde som følger af lovgivningen.
Såvel reglerne om aktindsigt som reglerne om videregivelse er omfattet af
Europaparlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger. Det indebærer, at det kan være nødvendigt
senere at tilpasse disse regler den kommende registerlovgivning, som skal
implementere direktivet i dansk lovgivning.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og dets bemærkninger, tillader
jeg mig hermed at anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige
behandling.
Efter 2. behandling den 18. juni 1998
Kapitel 1
Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v.
§ 1. Loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed,
integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal endvidere medvirke
til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og
sundhedsperson.
§ 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet
eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager
eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er
fastsat i lovgivningen.
§ 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse,
diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og
sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.
§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er
autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige
opgaver og personer, der handler på disses ansvar.
§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,
indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil,
i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette er nødvendigt for at
varetage patientens interesser i den pågældende situation.
Kapitel 2
Selvbestemmelse
Informeret samtykke
§ 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens
informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser
fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.
Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit
samtykke efter stk. 1.
Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke,
der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens
side, jf. § 7.
Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være
skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets
form og indhold.
§ 7. Patienten har ret til at få information om sin
helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for
komplikationer og bivirkninger.
Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter
stk. 1.
Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig
fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling.
Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens
individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante
forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om
andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om
konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal
være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for
alvorlige komplikationer og bivirkninger.
Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold,
der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal
sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig
information, jf. stk. 2.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
informationens form og indhold.
Mindreårige
§ 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret
samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have
information, jf. § 7, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.
Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå
konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give
informeret samtykke.
Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til
aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til
videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret
samtykke
§ 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til
behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter
personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan
informeret samtykke dog gives af værgen.
Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan
sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden
sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har
deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver
sin tilslutning hertil.
Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan
sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre
en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter
med hensyn til omfang og varighed.
Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller
værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade
patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre
behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning
hertil.
Øjeblikkeligt behandlingsbehov
§ 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen
til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en
situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens
overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for
overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en
sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra
patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller
værge.
Patientens inddragelse
§ 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal
informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang
patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade
patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og
relevante, tillægges betydning.
Sundhedspersonens ansvar
§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er
forpligtet til at drage omsorg for, at
1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,
2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk.
2,
3) der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter
§ 9, stk. 4, og
4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter
§ 11.
Kapitel 3
Selvbestemmelse i særlige tilfælde
§ 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 6 og 7 om
informeret samtykke, § 8 om mindreårige, § 11 om patientens inddragelse samt
§ 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 8 om
mindreårige ikke anvendelse for § 17 om livstestamenter.
Sultestrejke
§ 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og
patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en
sundhedsperson ikke afbryde denne.
Afvisning af at modtage blod
§ 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller
blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede
samtykke.
Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller
blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation
og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige
konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved
behandlingen.
Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske
opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller
blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal
henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af
påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. § 7, stk. 1, i lov om udøvelse af
lægegerning.
Behandling af uafvendeligt døende
§ 16. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der
kun kan udskyde dødens indtræden.
Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i
stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at
påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 17, stk. 3.
Stk. 3. En uafvendeligt døende patient kan modtage de
smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at
lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af
dødstidspunktet.
Livstestamenter
§ 17. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der
omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens §
5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende
udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme
i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af
patienten selv.
Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at
1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor
testator er uafvendeligt døende, og
2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom,
fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført
så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage
vare på sig selv fysisk og mentalt.
Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor
der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en
vis livsforlængelse.
Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke
selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte
livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at
fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr.
2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 18, med
henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.
Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for
sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for
sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.
§ 18. Sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og
fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,
registrering, tilbagekaldelse m.v.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for
registrering af livstestamenter.
Kapitel 4
Aktindsigt
§ 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v.,
der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private
sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med
behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private
institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages
behandling af patienter.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet
af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene
finder sted til videnskabelige eller statistiske formål.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke
oplysninger og institutioner m.v. der er omfattet af stk. 1.
§ 20. Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have
meddelelse om, hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende
indeholdt i patientjournaler m.v. Behandles sådanne oplysninger, skal der på
patientens begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse
om,
1) hvilke oplysninger der behandles,
2) behandlingens formål,
3) kategorierne af modtagere af oplysningerne og
4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.
Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at
burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
private interesser.
§ 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den
myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v.
i sin besiddelse.
Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson
afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om
aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af
patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift
eller kopi.
Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller
afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,
institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller
sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en
afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 4. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er
tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt
meddeles i i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.
§ 22. Sundhedsministeren fastsætter regler om gebyr til dækning af
kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.
Kapitel 5
Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.
Patientens krav på sundhedspersoners tavshed
§ 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager
tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får
formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er
tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede
ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den
driftsansvarlige myndighed.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling
af patienter
§ 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive
oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige
rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med
behandling af patienten.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden
patientens samtykke ske, når
1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for
patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse
og behov,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen
eller andre eller
3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en
læge, der virker som stedfortræder for denne.
Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på
ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at
oplysningerne videregives.
Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig
oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,
skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om
videregivelsen og formålet hermed.
Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse.
§ 25. Samtykke efter § 24, stk. 1, skal være mundtligt eller
skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver
oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger.
Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.
1 nævnte samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål
§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre
formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold,
øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,
organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden
patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at
oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig
betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen
eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre
tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig
oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,
skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om
videregivelsen og formålet hermed.
§ 27. Samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om
skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i
øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter, at
det er givet.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.
1 nævnte samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde
patienter
§ 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød
patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende,
såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til
afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan
endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen
i § 26, stk. 2, nr. 2.
Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som
havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få
de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste
pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den
pågældende læge.
Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning,
statistik m.v.)
§ 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent
private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan
videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk
forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov
om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et
forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem
m.v., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret
forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af
Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.
Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til
enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de
pågældende, giver tilladelse hertil.
§ 30. Oplysninger som nævnt i § 29 kan videregives til brug for
statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som
fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske
uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at
oplysningerne skal videregives.
§ 31. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 29 og 30 til brug for
forskning, statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end
statistisk eller videnskabeligt øjemed.
Stk. 2. Offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun
ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.
Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1.
Videregivelse til tredjelande
§ 32. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter dette kapitel til tredjelande.
Kapitel 6
Klage- og straffebestemmelser
§ 33. Klager over forhold omfattet af denne lov kan indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet
i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 34. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige
oplysninger efter kapitel 5, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.
Kapitel 7
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning,
jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7,
stk. 2, i lov nr. 463 af 10. juni 1997,
2) lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger.
Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i
stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af
regler udstedt efter denne lov:
1) Bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 om livstestamenter.
2) Bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993 om betaling for afskrifter,
edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i
helbredsoplysninger.
§ 36. I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr.
632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7, stk. 2, i lov nr. 463 af 10.
juni 1997, foretages følgende ændring:
1. I § 31, stk. 2, udgår », dog at det skal have sit
forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b, i lov nr. 273 af 28. juni 1920
om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele
ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om
udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de nævnte landsdele«.
§ 37. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet
efter 1. januar 1994 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v.
foretaget efter denne dato. For oplysninger i patientjournaler m.v., der
føres ved hjælp af elektronisk databehandling, har kapitlet også virkning for
registreringer foretaget før 1. januar 1994. For manuelle sygehusjournaler,
der føres for den offentlige forvaltning, har kapitlet virkning for journaler
oprettet efter 1. januar 1987 og for tilførsler foretaget efter denne dato
til journaler oprettet før 1. januar 1987.
§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING Retsinformation · 16. januar 1998
- Momsfritagelse - analyse af bevægeapparatet SKM-databasen · 26. marts 2026
- Forslag til Lov om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet Retsinformation · 4. juni 2003
- Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Retsinformation · 24. september 1998
- Om hvorvidt en speciallæges indtægter fra et privathospital kan anses for erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed Landsskatteretten · 27. september 2012
- Ikke momsfradragsret for moms pålagt erhvervelse af lægekliniks ydernummer. SKM-databasen · 17. december 2024