Spring til indhold

Retsinformation

1997 LSF 15 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING

1997/2 LSF 15Lovforslag som fremsatFolketinget3. juli 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed,

integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal endvidere medvirke

til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og

sundhedsperson.

§ 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet

eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager

eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er

fastsat i lovgivningen.

§ 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse,

diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og

sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.

§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er

autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige

opgaver og personer, der handler på disses ansvar.

§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,

indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil,

i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette er nødvendigt for at

varetage patientens interesser i den pågældende situation.

Kapitel 2

Selvbestemmelse

Informeret samtykke

§ 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens

informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser

fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.

Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit

samtykke efter stk. 1.

Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke,

der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens

Læs alt

side, jf. § 7.

Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være

skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets

form og indhold.

§ 7. Patienten har ret til at få information om sin

helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for

komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter

stk. 1.

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig

fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling.

Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens

individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante

forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om

andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om

konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal

være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for

alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold,

der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal

sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig

information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

informationens form og indhold.

Mindreårige

§ 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret

samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have

information, jf. § 7, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering

skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give

informeret samtykke.

Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til

aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til

videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret

samtykke

§ 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til

behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter

personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan

informeret samtykke dog gives af værgen.

Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan

sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden

sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har

deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver

sin tilslutning hertil.

Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan

sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre

en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter

med hensyn til omfang og varighed.

Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller

værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade

patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre

behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning

hertil.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

§ 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen

til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en

situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens

overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for

overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en

sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra

patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller

værge.

Patientens inddragelse

§ 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal

informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang

patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade

patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og

relevante, tillægges betydning.

Sundhedspersonens ansvar

§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er

forpligtet til at drage omsorg for, at

1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,

2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk.

2,

3) der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter

§ 9, stk. 4, og

4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter

§ 11.

Kapitel 3

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

§ 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 6 og 7 om

informeret samtykke, § 8 om mindreårige, § 11 om patientens inddragelse samt

§ 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 8 om

mindreårige ikke anvendelse for § 17 om livstestamenter.

Sultestrejke

§ 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og

patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en

sundhedsperson ikke afbryde denne.

Afvisning af at modtage blod

§ 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller

blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede

samtykke.

Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller

blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation

og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige

konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved

behandlingen.

Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske

opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller

blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal

henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af

påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. § 7, stk. 1, i lov om udøvelse af

lægegerning.

Behandling af uafvendeligt døende

§ 16. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der

kun kan udskyde dødens indtræden.

Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i

stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at

påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 17, stk. 3.

Stk. 3. En uafvendeligt døende patient kan modtage de

smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at

lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af

dødstidspunktet.

Livstestamenter

§ 17. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der

omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens §

5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende

udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme

i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af

patienten selv.

Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at

1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor

testator er uafvendeligt døende, og

2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom,

fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført

så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage

vare på sig selv fysisk og mentalt.

Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor

der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en

vis livsforlængelse.

Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke

selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte

livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at

fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr.

2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 18, med

henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.

Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for

sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for

sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

§ 18. Sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og

fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,

registrering, tilbagekaldelse m.v.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for

registrering af livstestamenter.

Kapitel 4

Aktindsigt

§ 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v.,

der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private

sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med

behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private

institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages

behandling af patienter.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet

af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene

finder sted til videnskabelige eller statistiske formål.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke

oplysninger og institutioner m.v. der er omfattet af stk. 1.

§ 20. Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have

meddelelse om, hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende

indeholdt i patientjournaler m.v. Behandles sådanne oplysninger, skal der på

patientens begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse

om,

1) hvilke oplysninger der behandles,

2) behandlingens formål,

3) kategorierne af modtagere af oplysningerne og

4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang

patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at

burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre

private interesser.

§ 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den

myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v.

i sin besiddelse.

Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson

afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om

aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af

patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift

eller kopi.

Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller

afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,

institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller

sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en

afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er

tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt

meddeles i i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 22. Sundhedsministeren fastsætter regler om gebyr til dækning af

kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.

Kapitel 5

Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

Patientens krav på sundhedspersoners tavshed

§ 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager

tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får

formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre

fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er

tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede

ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den

driftsansvarlige myndighed.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling

af patienter

§ 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive

oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige

rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med

behandling af patienten.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for

patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse

og behov,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar

almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen

eller andre eller

3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en

læge, der virker som stedfortræder for denne.

Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på

ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at

oplysningerne videregives.

Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig

oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,

skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om

videregivelsen og formålet hermed.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse.

§ 25. Samtykke efter § 24, stk. 1, skal være mundtligt eller

skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver

oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger.

Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.

1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål

§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre

formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold,

øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,

organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at

oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig

betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar

almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen

eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre

tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig

oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,

skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om

videregivelsen og formålet hermed.

§ 27. Samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om

skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i

øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter, at

det er givet.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.

1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde

patienter

§ 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød

patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende,

såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til

afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan

endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen

i § 26, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som

havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få

de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste

pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den

pågældende læge.

Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning,

statistik m.v.)

§ 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent

private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan

videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk

forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov

om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter.

Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et

forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem

m.v., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret

forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af

Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.

Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til

enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de

pågældende, giver tilladelse hertil.

§ 30. Oplysninger som nævnt i § 29 kan videregives til brug for

statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som

fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske

uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at

oplysningerne skal videregives.

§ 31. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 29 og 30 til brug for

forskning, statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end

statistisk eller videnskabeligt øjemed.

Stk. 2. Offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun

ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1.

Videregivelse til tredjelande

§ 32. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af oplysninger efter dette kapitel til tredjelande.

Kapitel 6

Klage- og straffebestemmelser

§ 33. Klager over forhold omfattet af denne lov kan indbringes for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet

i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

§ 34. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige

oplysninger efter kapitel 5, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.

Kapitel 7

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning,

jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7,

stk. 2, i lov nr. 463 af 10. juni 1997,

2) lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger.

Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i

stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af

regler udstedt efter denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 om livstestamenter.

2) Bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993 om betaling for afskrifter,

edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i

helbredsoplysninger.

§ 36. I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr.

632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7, stk. 2, i lov nr. 463 af 10.

juni 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 31, stk. 2, udgår », dog at det skal have sit

forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b, i lov nr. 273 af 28. juni 1920

om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele

ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om

udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de nævnte landsdele«.

§ 37. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet

efter 1. januar 1994 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v.

foretaget efter denne dato. For oplysninger i patientjournaler m.v., der

føres ved hjælp af elektronisk databehandling, har kapitlet også virkning for

registreringer foretaget før 1. januar 1994. For manuelle sygehusjournaler,

der føres for den offentlige forvaltning, har kapitlet virkning for journaler

oprettet efter 1. januar 1987 og for tilførsler foretaget efter denne dato

til journaler oprettet før 1. januar 1987.

§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed,

integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal endvidere medvirke

til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og

sundhedsperson.

§ 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet

eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager

eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er

fastsat i lovgivningen.

§ 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse,

diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og

sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.

§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er

autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige

opgaver og personer, der handler på disses ansvar.

§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,

indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil,

i patientens rettigheder efter loven i det omfang, dette er nødvendigt for at

varetage patientens interesser i den pågældende situation.

Kapitel 2

Selvbestemmelse

Informeret samtykke

§ 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens

informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser

fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.

Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit

samtykke efter stk. 1.

Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke,

der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens

side, jf. § 7.

Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være

skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets

form og indhold.

§ 7. Patienten har ret til at få information om sin

helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for

komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter

stk. 1.

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig

fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling.

Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens

individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante

forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om

andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om

konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal

være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for

alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold,

der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal

sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig

information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

informationens form og indhold.

Mindreårige

§ 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret

samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have

information, jf. § 7, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering

skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give

informeret samtykke.

Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til

aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til

videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret

samtykke

§ 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til

behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter

personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan

informeret samtykke dog gives af værgen.

Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan

sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden

sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke tidligere har

deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver

sin tilslutning hertil.

Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan

sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre

en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter

med hensyn til omfang og varighed.

Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller

værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade

patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre

behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning

hertil.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

§ 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen

til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en

situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens

overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for

overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en

sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra

patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller

værge.

Patientens inddragelse

§ 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal

informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang,

patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade

patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og

relevante, tillægges betydning.

Sundhedspersonens ansvar

§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er

forpligtet til at drage omsorg for, at

1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,

2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk.

2,

3) der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter

§ 9, stk. 4, og

4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter

§ 11.

Kapitel 3

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

§ 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 6-7 om

informeret samtykke, § 8 om mindreårige, § 11 om patientens inddragelse samt

§ 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 8 om

mindreårige ikke anvendelse for § 17 om livstestamenter.

Sultestrejke

§ 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke, og

patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en

sundhedsperson ikke afbryde denne.

Afvisning af at modtage blod

§ 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller

blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede

samtykke.

Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller

blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation

og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige

konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved

behandlingen.

Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske

opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller

blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal

henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af

påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. lægelovens § 7, stk. 1.

Behandling af uafvendeligt døende

§ 16. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der

kun kan udskyde dødens indtræden.

Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i

stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at

påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 17, stk. 3.

Stk. 3 En uafvendeligt døende patient kan modtage de

smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at

lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af

dødstidspunktet.

Livstestamenter

§ 17. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der

omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens §

5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende

udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme

i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af

patienten selv.

Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at

1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor

testator er uafvendeligt døende, og

2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom,

fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført

så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage

vare på sig selv fysisk og mentalt.

Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor

der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en

vis livsforlængelse.

Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke

selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte

livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at

fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr.

2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 18, med

henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.

Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for

sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for

sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

§ 18. Sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og

fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,

registrering, tilbagekaldelse m.v.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for

registrering af livstestamenter.

Kapitel 4

Aktindsigt

§ 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler,

patientoptegnelser og patientregistre m.v., der udarbejdes af

sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse,

klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling

i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v.,

hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af

patienter.

S tk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet

af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene

finder sted til videnskabelige eller statistiske formål.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke

oplysninger og institutioner m.v., der er omfattet af stk. 1.

§ 20. Den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet

patientjournaler m.v., har ret til aktindsigt heri.

Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses i det omfang,

patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at

burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre

private interesser.

§ 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den

myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v.

i sin besiddelse.

Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson

afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om

aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af

patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift

eller kopi.

Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller

afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,

institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller

sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en

afgørelse kan forventes at foreligge.

§ 22. Sundhedsministeren fastsætter regler om gebyr til dækning af

kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.

Kapitel 5

Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

Patientens krav på sundhedspersoners tavshed

§ 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager

tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får

formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre

fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er

tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede

ansvar for at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven den

driftsansvarlige myndighed.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling

af patienter

§ 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive

oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige

rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med

behandling af patienten.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for

patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse

og behov,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar

almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen

eller andre, eller

3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en

læge, der virker som stedfortræder for denne.

Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på

ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at

oplysningerne videregives.

Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig

oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,

skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om

videregivelsen og formålet hermed.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse.

§ 25. Samtykke efter § 24, stk. 1, skal være mundtligt eller

skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver

oplysninger eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket

skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.

1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål

§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre

formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold,

øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,

organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at

oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig

betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar

almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen

eller andre, eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre

tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig

oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,

skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om

videregivelsen og formålet hermed.

§ 27. Samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om

skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i

øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter det er

givet.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.

1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde

patienter

§ 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød

patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende,

såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske, og hensynet til

afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan

endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen

i § 26, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som

havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få

de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste

pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den

pågældende læge.

Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning,

statistik m.v.)

§ 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent

private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler kan

videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk

forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov

om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter.

Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et

forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem

m.v., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret

forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af

Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.

Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til

enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de

pågældende, giver tilladelse hertil.

§ 30. Oplysninger som nævnt i § 29 kan videregives til brug for

statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som

fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske

uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at

oplysningerne skal videregives.

§ 31. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 29-30 til brug for

forskning, statistik eller planlægning, må ikke videregives yderligere, jf.

dog stk. 2.

Stk. 2. Yderligere videregivelse, herunder offentliggørelse, af

oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke

kan henføres til enkeltpersoner.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1.

Kapitel 6

Klage- og straffebestemmelser

§ 32. Klager over forhold omfattet af denne lov kan indbringes for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medmindre særlig klageadgang er

foreskrevet i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 33. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige

oplysninger efter kapitel 5, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.

Kapitel 7

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 34. Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995,

2) lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger,

3) § 16 a i lov om offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse

nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer.

Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i

stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af

regler udstedt efter denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 om livstestamenter.

2) Bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993 om betaling for afskrifter,

edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i

helbredsoplysninger.

§ 35. I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr.

632 af 20. juli 1995, foretages følgende ændring:

1. I § 31, stk. 2, udgår: », dog at det skal have sit

forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b., i lov nr. 273 af 28. juni 1920

om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele

ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om

udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de nævnte landsdele«.

§ 36. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet

efter 1. januar 1994 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v.

foretaget efter denne dato. For oplysninger i patientjournaler m.v., der

føres ved hjælp af elektronisk databehandling, har kapitlet også virkning for

registreringer foretaget før 1. januar 1994. For manuelle sygehusjournaler,

der føres for den offentlige forvaltning, har kapitlet virkning for journaler

oprettet efter 1. januar 1987 og for tilførsler foretaget efter denne dato

til journaler oprettet før 1. januar 1987.

§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold

1.1. Lovforslaget er - bortset fra en enkelt sproglig præcisering i § 7,

stk. 4, og enkelte uddybende kommentarer i bemærkningerne - en uændret

genfremsættelse af det forslag til lov om patienters retsstilling, der blev

fremsat for Folketinget den 10. december 1997 (lovforslag nr. L 128 i

folketingsåret 1997-98) og behandlet første gang den 23. januar 1998, men som

ikke nåede at blive færdigbehandlet inden udskrivelse den 19. februar af

valget til Folketinget den 11. marts 1998.

Med hensyn til Folketingets 1. behandling af lovforslaget om patienters

retsstilling henvises til Folketingets forhandlinger 1997-98, fredag den 23.

januar 1998, s. 3303-3317.

1.2. Lovens formål er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed,

integritet og selvbestemmelsesret respekteres.

Lovens formål er endvidere at styrke patienternes retsstilling og

retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet og at understøtte tillids- og

fortrolighedsforholdet mellem patienterne og sundhedsvæsenet samt dettes

forskellige personalegrupper.

Med lovforslaget fastlægges en samlet lovgivning, der regulerer de

grundlæggende og generelle principper for den enkelte patients

selvbestemmelse og retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet i forbindelse

med undersøgelse, behandling og pleje.

Lovforslaget indeholder i forhold til tidligere lovgivning og anerkendt

praksis følgende nye bestemmelser:

- Patienter får lovfæstet retten til informeret samtykke.

- Patienter, der er fyldt 15 år, skal selv give informeret samtykke til

undersøgelse, behandling m.v., dog i samråd med

forældremyndighedsindehaveren.

- Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke,

sikres ved, at de nærmeste pårørende giver stedfortrædende samtykke til

undersøgelse, behandling m.v.

- Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke og

som ikke har nogen nærmeste pårørende, sikres ved at en anden uvildig

sundhedsperson varetager patientens interesser, bortset fra bagatelagtige

behandlinger.

- Patienter, der ikke er i stand til at give informeret samtykke, sikres i

øvrigt indflydelse på beslutningen, i det omfang de forstår

behandlingssituationen.

- Patienter sikres klarere rettigheder om de ønsker, der kan optages i et

livstestamente, og sundhedspersoners pligt til at kontakte

Livstestamenteregistret præciseres.

- Patienter sikres, at sundhedspersoner iagttager tavshed om de forhold,

de erfarer i forbindelse med patientkontakten.

- Patienter kan som udgangspunkt selv bestemme, hvem der kan få udleveret

helbredsoplysninger.

- Patienter sikres, at der inden for sundhedsvæsenet kan ske

videregivelse, når der foreligger et mundtligt samtykke, eller videregivelse

uden særligt samtykke, når der er tale om et aktuelt behandlingsforløb.

- Patienter sikres, at der til videregivelse af helbredsoplysninger til

myndigheder uden for sundhedsvæsenet kræves skriftlig samtykke, når bortses

fra de ekstraordinære tilfælde, som følger af lovgivningen.

- Patienter sikres bedre overblik over de regler, der giver adgang til at

bruge helbredsoplysninger til forskning, statistik og planlægning, idet disse

samles i eet regelsæt.

1.3. Nedenfor sammenstilles kort lovforslagets regler med de

lovbestemmelser og andre regler, der hidtil har reguleret området:

1. Lovforslagets kapitel 1 fastlægger de grundlæggende generelle

principper for patienters retsstilling. Lovens anvendelsesområde

fastlægges og nogle centrale begreber i loven defineres.

2. Lovforslagets kapitel 2 om selvbestemmelse, dvs. informeret

samtykke præciserer, moderniserer og overfører lægelovens § 6, stk. 2-5

(jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995) om information og samtykke

til lovforslaget.

3. Lovforslagets kapitel 3 om selvbestemmelse i særlige tilfælde

præciserer, moderniserer (ændrer) og overfører lægelovens § 6 a om

livstestamenter til lovforslaget. Disse regler i lægeloven samt andre regler

vedrørende information og samtykke er endvidere indeholdt i

Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og

samtykke m.v. (»Lægers pligt og patienters ret«).

4. Lovforslagets kapitel 4 om aktindsigt overfører uændret den

gældende lov om aktindsigt i helbredsoplysninger (lov nr. 504 af 30. juni

1994) til lovforslaget.

5. Lovforslagets kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af

helbredsoplysninger samler, forenkler og ændrer den hidtidige regulering

heraf, som er indeholdt dels i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december

1985), dels i lov om offentlige myndigheders registre (jf. lovbekendtgørelse

nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer).

6. Lovforslagets kapitel 6-7 indeholder klage-, straffe-, overgangs- og

ikrafttrædelsesbestemmelser .

Da lovens kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af

helbredsoplysninger udgør en væsentlig ny lovregulering, er der særskilt i

afsnit 4 redegjort nærmere herfor.

Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

2. Lovforslagets baggrund

2.1. Indledning

Det er i overensstemmelse med den internationale udvikling og udviklingen

i Danmark fundet vigtigt, at patientens retsstilling styrkes gennem

fastsættelse af lovbestemmelser, der regulerer patientens forhold til

sundhedsvæsenet, og at dette sker i en samlet lovgivning med udgangspunkt i

patienten og dennes retsstilling.

Europarådet har i november 1996 vedtaget en konvention om beskyttelse af

menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af

biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin.

Konventionen, der nu er sendt til ratifikation i medlemslandene, kræver ikke

særlig gennemførselslovgivning i Danmark, men dette lovforslag om patienters

retsstilling bidrager til at understrege Danmarks forventede tilslutning til

konventionen.

Der er gennem de senere år indført stadig flere regler, jf. i øvrigt

afsnit 2.3., der enten direkte eller indirekte regulerer patienternes

retsstilling. Det kan f.eks. være de principper for information og samtykke i

patientbehandlingen samt om livstestamenter, der i 1992 blev indført i

lægeloven, samt den direkte ret for patienten til aktindsigt, der indførtes i

1993 med loven om aktindsigt i helbredsoplysninger eller den indirekte

regulering af patienternes retsstilling, der finder sted i de forskellige

love, der autoriserer grupper af sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet,

hvori er indeholdt bestemmelser, der pålægger de autoriserede

sundhedspersoner bestemte pligter i forhold til patienterne.

Udgangspunktet for dette lovforslag er patientens retsstilling. Herved

menes, at det er de basale retsregler, der regulerer forholdet mellem patient

og sundhedsperson, der er lovforslagets indhold. Lovforslagets regler retter

sig til patient og sundhedsperson og regulerer disse to aktørers indbyrdes

forhold i form af regler for informeret samtykke, aktindsigt, tavshedspligt

og videregivelse af helbredsoplysninger.

Regler, der retter sig mod amtskommuner og kommuner, såsom regler om

kvalitet og ret til undersøgelse og behandling inden for visse tidsfrister,

har en anden karakter og er derfor ikke medtaget i dette lovforslag.

Eventuelle regler af dette indhold og med sundhedsmyndigheder som målgruppe,

bør optages i den særlige lovgivning, der i øvrigt regulerer tilsvarende

forhold, såsom sygehusloven og sygesikringsloven.

2.2. Tidligere udkast til lovforslag

Sundhedsministeriet udsendte i december 1995 et udkast til lovforslag om

patientrettigheder i en bred høring blandt alle relevante interessenter, dvs.

patientforeninger, faglige organisationer, sundhedsmyndigheder og andre med

tilknytning til sundhedsvæsenet, m.fl. Indholdet af lovforslaget blev

overvejende positivt modtaget. Det blev dog særligt af patientforeninger og

faglige organisationer, bl.a. Lægeforeningen, kritiseret, at lovforslaget

ikke indeholdt nogle mere smidige regler om videregivelse af

helbredsoplysninger. Det blev endvidere kritiseret, at lovforslaget ikke

indeholdt materielle patientrettigheder, som f.eks. ret til undersøgelse og

behandling inden for visse bestemte frister etc.

I øvrigt er en del af de bemærkninger og forslag til ændringer, der

fremkom under høringsrunden vedrørende det tidligere lovudkast, indarbejdet i

det nu foreliggende lovforslag.

2.3. Patienters retsstilling i Danmark - udvikling

Der har igennem mange år eksisteret en offentlig regulering af patienters

retsstilling. Reguleringen har imidlertid været spredt på mange forskellige

love og andre regler. Reguleringen har endvidere været uensartet i sin form,

idet den enten, som ovenfor anført, er sket direkte eller indirekte i andre

lovgivningskomplekser.

Et eksempel på en meget tidlig lovgivning, der direkte regulerede

patienternes retsstilling, er loven fra 1938 om sindssyge personers

hospitalsophold, der senere er afløst af loven om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien (lov nr. 331 af 24. maj 1989), der trådte i kraft 1.

oktober 1989. I denne lov - der for tiden er under revision - er der, som i

den tidligere lov, fastsat regler, der regulerer psykiatriske patienters

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse samt, som noget særligt i den nye

lov, regler om tvangsbehandling og fiksering af psykiatriske patienter. Denne

særlov er vedtaget, fordi denne patientgruppe har en sygdomskarakter, der

medfører et særligt behov for retsbeskyttelse, bl.a. ved at patienterne ofte

ikke fuldt ud er i stand til at handle fornuftsmæssigt og ofte har behov for

et langvarigt sygehusophold.

Loven om svangerskabsafbrydelse fra 1973 (jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af

13. september 1986) og loven om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

(senest lov nr. 402 af 13. juni 1990) er andre eksempler på særlige

lovgivninger, der regulerer patienternes retsstilling i forhold til det

offentlige sundhedsvæsen i situationer, hvor en særlig beskyttelse er

nødvendig.

Gennem de seneste 50 år er der vedtaget et større antal love, hvorefter

der gives særlige personalegrupper inden for sundhedsvæsenet (læger,

tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter,

kliniske tandteknikere, fodterapeuter, kiropraktorer, psykologer, optikere,

kliniske diætister og tandplejere) en autorisation til behandling og pleje af

bestemte patientgrupper på nærmere i respektive love anførte vilkår (centralt

godkendte uddannelser, regulering af personalegruppens rettigheder og pligter

i forhold til patienter, eventuelt et forbeholdt virksomhedsområde osv.).

Særligt i lægeloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995), der

oprindeligt trådte i kraft 1. januar 1935, er der adskillige bestemmelser,

der på samme tid regulerer såvel lægers og ikke lægers forhold som

patienternes retsstilling. Det gælder f.eks. reglerne i lovens kapitel 2 om

lægers pligter vedrørende information og samtykke i patientbehandlingen og

reglerne i lovens kapitel 6, der regulerer det såkaldte kvaksalveri, dvs.

behandlingsmuligheder, der uden særlig hjemmel tillades udført af andre end

læger.

Loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (lov nr. 397 af 10. juni

1987 med senere ændringer) fastslår, at Sundhedsstyrelsen skal føre tilsyn

med sundhedspersonalets faglige virksomhed, ligesom der med virkning fra 1.

januar 1988 blev indført nye regler i loven om patienternes adgang til at

klage over personalets faglige virksomhed, idet der her blev oprettet et

centralt patientklagenævn - Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - der

uafhængigt, bl.a. af Sundhedsstyrelsen, træffer afgørelse om klager fra

patienter over sundhedspersonalet.

Med loven om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 572 af 19. december

1985) og forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985), der begge

trådte i kraft 1. januar 1987, skete der som led i de to loves almindelige

regulering af borgernes rettigheder i forhold til det offentlige tillige en

regulering af patienters rettigheder i forhold til sundhedsvæsenet. Særligt

blev der med offentlighedslovens § 9 indført en ret for patienter til

aktindsigt i sygehusjournaler (senere afløst af en særlov om almindelig

aktindsigt i helbredsoplysninger). Endvidere blev der med forvaltningslovens

kapitel 8 indført regler om tavshedspligt (§ 27) og om videregivelse af

oplysninger (helbredsoplysninger) til andre forvaltningsmyndigheder (§ 28),

der også omfatter patienters forhold. Forvaltningsloven omfatter som

hovedregel kun såkaldte »afgørelsessager«, dvs. forhold hvori der

vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Dog omhandler lovens

kapitel 8 også såkaldt »faktisk forvaltningsvirksomhed »

dvs. sygebehandling, undervisning m.v., hvorved disse centrale regler om

tavshedspligt m.v. også blev gældende i forhold til patienter og

patientbehandling.

Ved en ændring af lægeloven (lov nr. 351 af 14. maj 1992), der trådte i

kraft 1. oktober 1992, skete der en nærmere lovfæstelse af de gældende

principper om information og samtykke i patientbehandlingen, samt indførelse

af livstestamenter med tilhørende centralt register. Disse regler er sammen

med andre regler om information og samtykke indeholdt i Sundhedsstyrelsens

cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v.

Reglerne om livstestamenter er indeholdt i Sundhedsministeriets

bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 og Sundhedsstyrelsens cirkulære

nr. 164 af 22. september 1992.

Endelig er der i flere love vedtaget indenfor de allerseneste år indført

bestemmelser om patienters retsstilling på områder, hvor en særlig regulering

er fundet nødvendig, fordi de almindelige retsregler ikke længere anses at

beskytte patienterne i tilstrækkeligt omfang.

Således skete der med loven fra 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og

behandling af biomedicinske forskningsprojekter - med senere ændringer i 1996

- med virkning fra 1. oktober 1992 en lovfæstelse af komitesystemet, ligesom

forsøgspersoners retsstilling blev sikret gennem detaljerede regler for

information og samtykke (lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997). Med lov

nr. 504 af 30. juni 1993 blev med virkning fra 1. januar 1994 indført en

almindelig adgang til aktindsigt for patienter i helbredsoplysninger. Med lov

om patientforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, blev

med virkning fra 1. juli 1992 indført en erstatningsordning, hvorefter

patienter hurtigere og lettere end efter de almindelige erstatningsregler

kunne opnå erstatning for skader opstået under sygehusbehandling. Endvidere

er der med lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning for

lægemiddelskader med virkning fra 1. januar 1996 indført en ordning,

hvorefter patienter hurtigere og lettere end efter produktansvarsloven kan

opnå ret til erstatning for lægemiddelskader.

Herudover har de faglige foreninger, f.eks. Lægeforeningen, i deres etiske

regler m.v. fastsat bestemmelser for medlemmernes relationer til patienterne.

2.4. Internationalt - andre lande

De internationale organisationer m.fl. har i stadigt større omfang taget

spørgsmål om patientrettigheder op til behandling.

F.eks. har verdenssundhedsorganisationen WHO fra det europæiske

regionalkontor i København i marts 1994 udsendt: »A Declaration on the

Promotion of Patients« Rights in Europe' om patienters rettigheder i de

lande, der hører under regionskontoret.

Retten til en menneskeværdig behandling er stadfæstet i flere

internationale konventioner. Det fremgår bl.a. af artikel 7 i FN's

internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at ingen må

udsættes for tortur eller for grusom, umenneskelig eller fornedrende

behandling. Samme bestemmelse indgår også i artikel 3 i Europarådets

konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder: »Den europæiske menneskerettighedskonvention«,

og af konventionens artikel 5 fremgår det, at enhver har ret til frihed og

personlig sikkerhed. I forbindelse med sygdomsbehandling er det kun tilladt

at berøve en person friheden, hvis det er tilladt ved lov, og kun hvis det er

for at forhindre spredning af smitsomme sygdomme eller på grund af mental

sygdom, alkoholisme eller stofmisbrug.

Europarådet har i november 1996 vedtaget: »Konvention om

menneskerettigheder og biomedicin«. Konventionen er sendt til

ratifikation i de enkelte medlemslande. Konventionen indeholder regulering af

alle centrale problemstillinger inden for patientretten, f.eks. om informeret

samtykke, beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give samtykke,

beskyttelse af privatlivet, regler for videregivelse af helbredsoplysninger,

beskyttelse af den menneskelige arvemasse, regler for videnskabelig

forskning, m.v.

Europaparlamentet og Rådet har med direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger, der skal

gennemføres af medlemsstaterne senest 3 år herefter, også reguleret brugen og

videregivelsen af patientoplysninger. Justitsministeriet har nedsat et

udvalg, der skal implementere direktivets regler i dansk ret, og et

lovforslag herom forventes fremsat i folketingssamlingen 1997/98. Den

regulering af patienters retsstilling, der er foretaget i lovforslagets

kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, ligger

inden for rammerne af direktivet. Lovforslagets øvrige bestemmelser berører

ikke EU-retten.

Finland har med virkning fra 1. marts 1993 vedtaget en lov om patienters

retsstilling og rettigheder (lov nr. 785 af 17. august 1992), der primært

samler de ovenfor nævnte grundlæggende generelle rettigheder for patienten i

forbindelse med information og samtykke, tavshedspligt, patientvejledning

m.v.

Norge har i august 1997 udsendt et udkast til lovforslag om

patientrettigheder, som ligeledes samler de ovenfor nævnte generelle regler

om patienters retsstilling samt medtager visse regler om patienters ret til

valg af behandlingssteder m.v.

3. Lovens afgrænsning og anvendelsesområde

3.1. Afgrænsning

Loven regulerer de grundlæggende regler vedrørende patienters

selvbestemmelse og de regler om information, aktindsigt og

helbredsoplysninger, der er en forudsætning for, at patienten kan varetage

sine interesser i forholdet mellem patient og sundhedsperson. Målgruppen for

loven er således patient og sundhedsperson.

Derfor er regler vedrørende f.eks. vederlagsfrihed eller betaling for

sygehusbehandling, regler om at patienten inden for en bestemt tidsfrist har

krav på en vurdering (diagnose) af sin sygdom, samt regler om at patienten

herefter inden for en bestemt tidsfrist har krav på behandling ikke medtaget

i lovforslaget. Målgruppen for regler af denne karakter er

sundhedsmyndigheder (amtskommuner, Hovedstadens Sygehusfællesskab og

kommuner), og disse forhold bør reguleres i anden lovgivning.

Endvidere omfatter loven ikke de tilfælde, hvor patienten er i en sådan

særlig situation, at en særlig retsbeskyttelse er nødvendig, f.eks. efter

loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, loven om ligsyn,

obduktion og transplantation m.v., loven om et videnskabsetiske komitesystem

og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, hvorfor disse særlige

love ikke overføres til patientretsstillingsloven. Endvidere bør de specielle

love om patienters ret til erstatning, dvs. patientforsikringsloven og loven

om lægemiddelskadeerstatning heller ikke overføres til

patientretstillingsloven, hvilket i øvrigt svarer til den afgrænsning, der

herom også er sket i andre nordiske lande.

Det er således kun - som anført - de grundlæggende og generelle principper

for patientens retsstilling »som patient«, der medtages i loven.

Dog er der i forhold til det tidligere udkast til lovforslag ikke medtaget

regler om klagesystemets opbygning og funktion m.v., men alene en bestemmelse

om, at klager over forhold efter patientretsstillingsloven kan indbringes for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn (§ 32). De øvrige bestemmelser om

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er således fortsat indeholdt i

centralstyrelsesloven. Dette skyldes, at det indtil videre er fundet mest

hensigtsmæssigt, at klagesystemet reguleres i en særlov.

Det bemærkes, at loven ikke omhandler spørgsmålet om magtanvendelse i de

tilfælde, hvor en patient, der er mindreårig eller varigt mangler evnen til

at give informeret samtykke, modsætter sig en repræsentants

(forældremyndighedsindehaveren, nærmeste pårørende, værgen) og

sundhedspersonens behandlingsforslag. Dette spørgsmål om magtanvendelse -

fysisk tvang - har altid eksisteret, og spørgsmålet har inden for

sundhedsvæsenet hidtil været ureguleret, når bortses fra reglerne om

tvangsbehandling inden for psykiatrien og epidemilovgivningen samt nødretlige

betragtninger, navnlig når det drejer sig om nødvendig øjeblikkelig

behandling.

Spørgsmålet om nødvendigheden af magtanvendelse i visse situationer

overfor psykisk handicappede er netop blevet behandlet af et udvalg under

Socialministeriet: Udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed. Udvalget

har afgivet sin rapport den 22. januar 1998.

Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om magtanvendelse i

relation til sygebehandling af psykisk handicappede udgør en beskeden del af

hele problemkredsen vedrørende magtanvendelse over for denne gruppe borgere.

Hovedparten af problemerne vedrører den daglige pleje af og omsorg for de

psykisk handicappede, og må således løses af Socialministeriet på basis af

nævnte rapports anbefalinger. Sundhedsministeriet finder ikke, at der er

behov for regler om magtanvendelse inden for sundhedsvæsenet ud over de

gældende regler om tvang inden for psykiatrien og epidemilovgivningen.

3.2. Lovens anvendelsesområde

Som det fremgår af lovforslagets §§ 2, 3 og 4, gælder loven for patienter,

der inden for sundhedsvæsenet modtager undersøgelse, behandling,

sundhedsfaglig pleje m.v. af en autoriseret sundhedsperson og personer, der

handler på disses ansvar, medmindre andet særligt er fastsat i anden

lovgivning. Dette er begrundet i, at kun autoriseret sundhedspersonale og

personer, der arbejder på disses ansvar, er omfattet af Sundhedsstyrelsens

tilsyn efter centralstyrelsesloven.

Ved en autoriseret sundhedsperson forstås en person, der er meddelt

autorisation efter de gældende autorisationslove, som læge, tandlæge,

sygeplejerske, jordemoder, fysioterapeut, ergoterapeut, klinisk tandtekniker,

fodterapeut, kiropraktor, psykolog, optiker, klinisk diætist og tandplejer.

Loven finder tilsvarende anvendelse på personer, der arbejder under ansvar

overfor disse sundhedspersoner. Sidstnævnte gruppe vil navnlig omfatte

social- og sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere.

Uden for lovens anvendelsesområde falder således bl.a. behandling hos

alternative behandlere, medmindre disse handler på ansvar af en autoriseret

sundhedsperson. Dette er en konsekvens af, at de pågældende ikke er omfattet

af Sundhedsstyrelsens tilsyn og således ikke omfattet af det særlige

reaktionssystem, som ifølge lovgivningen er tillagt Sundhedsstyrelsen.

Loven finder således anvendelse overalt inden for det offentlige

sundhedsvæsen samt i praksis og på institutioner inden for det private

sundhedsvæsen, hvortil der er knyttet en autoriseret sundhedsperson. Dette

svarer til den afgrænsning, der i straffeloven er foretaget for de personer,

der kan straffes for brud på tavshedspligten. Efter straffelovens §§ 152-152

f omfatter tavshedspligten personer, der virker i offentlig tjeneste eller

som virker i erhverv i medfør af offentlig beskikkelse og lignende, f.eks.

autoriseret sundhedspersoner, samt de pågældende personers medhjælpere.

Endvidere omfatter loven - jf. § 2's formulering: »eller andre

steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed,» - de tilfælde, hvor

en autoriseret sundhedsperson, f.eks. en læge, udfører sundhedsmæssige

opgaver uden for den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, f.eks.

inden for det sociale område (plejehjem m.fl.), på arbejdsmarkedsområdet

(bedriftssundhedstjenesten m.fl.), i Kriminalforsorgen m.v., medmindre

særlovgivningen eller regler fastsat herefter foreskriver andet.

Sygeplejersker, der virker under den kommunale hjemmesygeplejerskeordning, og

som udfører behandling og sundhedsfaglig pleje, er ligeledes omfattet af

loven. Loven omfatter desuden ydelser efter de kommunale sundhedsordninger

(forebyggende sundhedsordninger overfor børn og unge samt svangreomsorgen),

jf. at »sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte

person« er omfattet af definitionen af behandling i § 3.

Uden for lovens anvendelsesområde falder de ovennævnte særlige

lovregulerede områder, f.eks. vedrørende tvangsanvendelse på psykiatriske

patienter, patient- og lægemiddelskadeerstatningslovene m.fl.

Patientretsstillingslovens regler finder dog anvendelse for patienter

omfattet af disse særlove i det omfang, dette er foreneligt med særlovene.

F.eks. vil spørgsmålet om psykiatriske patienters behandling, bortset fra

tvangsanvendelse og særlige klageveje m.v., være reguleret i

patientretsstillingsloven, f.eks. reglerne om aktindsigt, tavshedspligt og

videregivelse af helbredsoplysninger.

Særligt vedrørende lovforslagets kapitel 5 om tavshedspligt og

videregivelse af helbredsoplysninger vil uden for patientretsstillingsloven

også falde den regulering af helbredsoplysninger, der er indeholdt i særlig

lovgivning, f.eks. bistandslovens § 17, der pr. 1. juli 1998 afløses af lov

om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 12. Endvidere

undtages fra patientretsstillingsloven den regulering, der er foretaget i lov

om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (lov nr. 292 af 24.

april 1996), der trådte i kraft den 1. juli 1996, samt de forbud mod

anvendelse af visse helbredsoplysninger ved tegning af forsikringer og

pensioner, der er indeholdt i lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og

lov om tilsyn med firmapensionskasser (lov nr. 413 af 10. juni 1997), der

trådte i kraft 11. juni 1997.

4. Særligt om tavshedspligt og videregivelse af

helbredsoplysninger

Reglerne om tavshedspligt m.v. er indeholdt i lovforslagets kapitel 5 og

er udarbejdet på baggrund af Sundhedsministeriet betænkning »Lægers

tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger«, november 1995

(betænkning nr. 1305/1995), dog således, at reglerne om videregivelse af

helbredsoplysninger til brug for behandling m.v., navnlig § 24 er forenklet i

forhold til betænkningens forslag.

Reglerne i kapitel 5 er omfattet af Europarlamentet og Rådets direktiv

95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, som skal være

implementeret i dansk lovgivning senest 24. oktober 1998. Reglerne holder sig

inden for rammerne af dette direktiv, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Det fastslås, at patienter har krav på, at sundhedspersoner m.fl.

iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller

får formodning om angående helbredsforhold m.v. Forslaget omfatter de

sundhedspersoner, der er beskæftiget inden for sundhedsvæsenet med

undersøgelse, diagnosticering, behandling, sundhedsfaglig pleje m.v. af

patienter, jf. lovens §§ 2-4.

Det findes uhensigtsmæssigt, at reglerne om videregivelse af

helbredsoplysninger m.v. i dag findes i flere forskellige regelsæt, navnlig i

forvaltningsloven og registerloven. Af hensyn til såvel patienters som

sundhedspersoners muligheder for at overskue retstilstanden, foreslås det

derfor, at der indføres ensartede regler for videregivelse af

helbredsoplysninger inden for sundhedsvæsenet, således at reguleringen heraf

samles i een lov, og er uafhængig af hvorvidt oplysningerne er ført manuelt

eller elektronisk.

Efter forvaltningslovens § 28 sondres der mellem forskellige typer af

fortrolige oplysninger. Denne sondring er vanskelig at administrere på

sundhedsområdet, hvorfor det foreslås, at samtlige fortrolige oplysninger

undergives samme regulering. Herved opnås mulighed for at fastsætte regler,

der specielt er tilpasset sundhedsvæsenet.

De gældende regler i forvaltningslovens § 28, der er bygget op omkring et

myndighedsbegreb - omfattende f.eks. en kommune eller amtskommune - er ikke

tilpasset sundhedsvæsenets særlige forhold. F.eks. vil der ved udlevering af

helbredsoplysninger mellem sygehuse beliggende i forskellige amter, skulle

indhentes et skriftligt samtykke hertil fra patienten, som gælder i 1 år.

Samtykket skal angive hvilke oplysninger, og til hvilke formål oplysningerne

må videregives.

Både kravet om skriftlighed og reglen om at en (tilfældig)

myndighedsgrænse udløser et krav om samtykke, findes ikke rimelige eller

forståelige for de involverede på sundhedsområdet.

Særligt føles et krav om, at patienten skal give formaliseret samtykke

hver gang, der videregives helbredsoplysninger i forbindelse med en aktuel

undersøgelse, behandling og pleje i sundhedsvæsenet, at være formalistisk og

medføre en meget usmidig forretningsgang i den daglige patientbehandling.

Såfremt patienten har givet et informeret samtykke til de foretagne

undersøgelser og behandlinger på sygehuset, bør dette indebære, at det

behandlende personale uden indhentelse af et fornyet samtykke også har adgang

til at udveksle de oplysninger, der er nødvendige ved behandlingen, også selv

om dette omfatter oplysninger fra f.eks. et højt specialiseret sygehus i et

andet amt, hvor der i dag efter forvaltningslovens almindelige regler skal

gives et skriftligt samtykke.

Det foreslås derfor, jf. § 24, stk. 2, nr. 1, at helbredsoplysninger kan

indhentes og udveksles fra andre sundhedspersoner uden patientens samtykke,

når oplysningerne er påkrævet af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb af

patienten og såfremt videregivelsen sker under hensyntagen til patientens

interesse og behov for den aktuelle behandling. Med de nye og mere enkle

regler for videregivelse af helbredsoplysninger, når det drejer sig om et

aktuelt behandlingsforløb, vil der særligt ske en ophævelse af samtykkekravet

for patienter, der indlægges på sygehus fra egen læge, og for patienter, der

indlægges på et sygehus i et andet amt. Det kan oplyses, at ca. 25% af alle

indlæggelser sker via egen læge, og at ca. 23% af landets patienter (akutte

og ikke akutte) sendes til behandling i en anden amtskommune eller i

Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Det foreslås endvidere, at der kan ske videregivelse af nødvendige

oplysninger uden patientens samtykke til patientens praktiserende læge fra en

læge, der virker som stedfortræder for denne, jf. § 24, stk. 2, nr. 3.

Patienten vil i disse situationer ofte finde det naturligt, at egen læge

modtager de nødvendige oplysninger om den behandling, som patienten har

modtaget hos den stedfortrædende læge. Endvidere sikrer bestemmelsen, at der

kan ske en berettiget videregivelse af oplysninger til patientens egen læge

med henblik på at forebygge risiko for dobbeltordinationer, vildledning fra

medicinmisbrugere m.v.

Som grundlæggende hovedregel foreslås, jf. § 24, stk. 1, at en

sundhedsperson - hvad enten denne er offentligt ansat eller privat

praktiserende - kun må videregive oplysninger til andre, herunder øvrige

sundhedspersoner, myndigheder m.fl. med patientens samtykke. Det omfatter

f.eks. tilfælde, hvor der ikke er tale om et aktuelt behandlingsforløb. For

eksempel helbredsoplysninger, som ønskes til indsigt i hvordan behandlingen

forløb for en patient, der tidligere var til behandling det pågældende sted,

eller sygehusets udsendelse af udskrivningsbreve til egen læge, medmindre

patienten skal fortsætte behandlingen hos egen læge som led i et aktuelt

behandlingsforløb.

Samtykket kan her være mundtligt eller skriftligt, ligesom samtykket enten

kan afgives til den sundhedsperson, der indhenter helbredsoplysninger eller

til den sundhedsperson, der skal videregive oplysninger.

Ved videregivelse af oplysninger, der ikke finder sted i forbindelse med

undersøgelse, behandling m.v. af patienter, f.eks. til rets- og

skattemyndigheder, opretholdes i lovforslaget, jf. §§ 26 og 27, et krav om

skriftligt samtykke, ligesom samtykket kun kan afgives til den

sundhedsperson, der skal videregive oplysninger. Der stilles endvidere krav

om, at samtykke til videregivelse skal indføres i patientjournalen.

En række bestemmelser spredt rundt i særlovgivningen giver i dag

offentlige myndigheder mulighed for at indhente helbredsoplysninger fra

sundhedspersoner uden patientens samtykke. Denne lovbestemte adgang til at

indhente helbredsoplysninger er sikret i § 26, stk. 2, nr. 1. Disse

bestemmelser er i de fleste tilfælde udformet således, at myndigheden kun er

berettiget til at kræve de oplysninger, der er af væsentlig betydning for den

modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det foreslås herudover, jf. § 26, stk. 2, nr. 2, at der kan ske

videregivelse uden patientens samtykke, såfremt videregivelse er nødvendig

til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige

hensyn til patienten eller andre, f.eks. patientens pårørende. Endvidere

foreslås, at der som hidtil, jf. § 26, stk. 2, nr. 3, kan ske videregivelse

uden samtykke, såfremt videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan

gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver, f.eks. til Sundhedsstyrelsen til brug

for styrelsens tilsyn med sundhedspersoner.

Der foreslås også en lempelse i forhold til gældende lovgivning for så

vidt angår videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende en afdød patient,

jf. § 28, således at der, efter anmodning fra afdødes pårørende, gives adgang

til at videregive oplysninger fra et sygehus m.fl. til afdødes praktiserende

læge, når formålet er, at lægen skal orientere de nærmeste pårørende om

afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.

Endelig foreslås det, at der, jf. §§ 29-31, indføres ensartede regler for

så vidt angår videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold

fra patientjournaler til forskning, planlægning, statistik m.v.

Samlet set er de nye regler i lovforslagets kap. 5 om tavshedspligt og

videregivelse af helbredsoplysninger indrettet således, at de oplysninger,

som patienten helt naturligt finder, at sundhedspersoner skal indhente for et

aktuelt behandlingsforløb ikke kræver et samtykke. Er sundhedspersonerne i

tvivl om patienters ønske, eller foreligger der ikke et aktuelt

behandlingsforløb, skal sundhedspersonen dog indhente patientens mundtlige

samtykke. For helbredsoplysninger, der skal anvendes til andre formål end

behandling m.v., skal der som hovedregel indhentes et konkret, informeret og

skriftligt samtykke, idet patienten her kan have berettigede ønsker om, at

hans helbredsoplysninger ikke bruges til formål, de ikke er indhentet for.

Hvor det drejer sig om helbredsoplysninger til forskning, planlægning og

statistik, vil disses anvendelse blive beskyttet af de givne tilladelser og

blive anonymiseret efter brugen.

Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser.

5. Administrative og økonomiske konsekvenser m.v.

Bestemmelserne om selvbestemmelsesret (kapitel 2 og 3) er i alt væsentligt

en samling og præcisering af gældende bestemmelser og praksis. Bestemmelserne

skønnes derfor ikke at have administrative eller økonomiske konsekvenser.

De nye regler om inddragelse af en patients nærmeste pårørende til at give

informeret samtykke, når patienten ikke er i stand til dette, er således en

lovfæstelse af en almindelig gældende praksis. Reglen om, at en anden

sundhedsperson med faglig indsigt på det pågældende område skal tilslutte sig

behandling af en person, der ikke selv er i stand til at give informeret

samtykke og ikke har nærmeste pårørende, er derimod ny, set i forhold til

gældende praksis og retstilstand. Da der vil være tale om meget få tilfælde,

og da der endvidere er tilføjet en undtagelse fra inddragelse af en anden

sundhedsperson for så vidt angår almindelige mindre indgribende, typisk

bagatelagtige, behandlinger, findes denne ordning kun at påføre

sundhedsvæsenet meget få merudgifter.

Aktindsigtsreglerne (kapitel 4) er en uændret videreførelse af den

gældende lov, hvorfor der ikke med lovforslaget er tale om nye konsekvenser

på dette område.

Reglerne om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger (kapitel

5) skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser. De

ændrede regler vedrørende kravene til samtykke til videregivelse af

helbredsoplysninger er generelt set blevet mere enkle og overskuelige og vil

derfor snarere medføre administrative lettelser og mindre økonomiske

omkostninger. Endvidere har sundhedspersoner allerede efter gældende

lovgivning pligt til løbende at informere patienterne og indhente samtykke i

forbindelse med undersøgelse, behandling m.v., samt til at indføre

oplysninger om den information m.v., patienten har modtaget, i

patientjournalen. Kravet om, at samtykke til videregivelse efter de

foreslåede regler skal journalføres, vil derfor ikke medføre øget

administrativt arbejde.

I øvrigt vil det lette såvel patienternes som personalets administration

af området, at de hidtil meget spredte og uensartet bestemmelser på området

nu samles og præciseres i en lov. Endvidere vil de mere enkle regler for

videregivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt

behandlingsforløb medføre en reel administrativ lettelse set i forhold til

den gældende retstilstand. Det må endelig antages, at de i flere henseender

mere klare regler generelt set vil medføre, at der opstår færre konflikter i

forbindelse med misforståelser og afklaring af retstilstanden i øvrigt.

Samlet set anses lovforslag således ikke at medføre merudgifter for

amtskommuner og kommuner og for sundhedspersoner knyttet hertil, hvilket de

kommunale organisationer har tilsluttet sig.

Lovforslaget vil ikke have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige

konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget berører EU-retten i relation til reglerne i henholdsvis

kapitel 4 om aktindsigt i helbredsoplysninger og i kapitel 5 om videregivelse

af helbredsoplysninger.

Reglerne i kapitel 4 og 5 er således omfattet af Europarlamentet og Rådets

direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,

som skal være implementeret i dansk lovgivning senest 24. oktober 1998.

Direktivets anvendelsesområde er i art. 3, stk. 1, fastsat til at være

behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp

af edb, samt ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller

vil blive indeholdt i et register. Lovforslaget om patienters retsstilling

indeholder i de nævnte kapitler regler, der er omfattet af direktivet.

Justitsministeriet har nedsat et udvalg om revision af registerlovgivningen,

der skal implementere direktivet i dansk lovgivning. Dette udvalg har ultimo

1997 afgivet sin betænkning (1345/97). Det kan derfor, når justitsministeren

i forårssamlingen 1998 fremsætter forslag til ny registerlovgivning, være

nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til kapitlerne.

Reglerne i kapitel 4 og 5 vedrører alene spørgsmålet om aktindsigt

(egenacces) og videregivelse af oplysninger. Alle øvrige spørgsmål vil skulle

behandles efter registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør

heraf. Følgende skal særligt bemærkes:

Direktivets begreb »behandling af personoplysninger«, jf.

definitionen i art. 2b, vedrører enhver operation eller række af operationer

med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til

genstand for. Kapitel 5 i lovforslaget om patienters retsstilling vedrører

kun den behandling af oplysninger, som består i at videregive

personoplysninger, men f.eks. ikke indsamling, registrering, sletning m.v.

Det indebærer, at indsamling, registrering m.v. ikke omfattes af dette

forslag, men vil henhøre under registerlovgivningen.

Direktivets udgangspunkt er, at behandling af oplysninger om

helbredsforhold forbydes, jf. direktivets art. 8. Dette kan dog fraviges,

f.eks. såfremt den oplysningen angår giver sit samtykke hertil. Art. 8, stk.

3, giver endvidere mulighed for behandling af oplysninger om helbredsforhold,

hvis det er nødvendigt med henblik på forebyggende medicin, medicinsk

diagnose, sygepleje eller patientbehandling eller forvaltning af læge- og

sundhedstjenester, og hvis behandlingen af disse oplysninger foretages af en

erhvervsudøvende i sundhedssektoren, der i henhold til den nationale

lovgivning eller til regler, der er fastsat af kompetente nationale organer,

har tavshedspligt, eller af en anden person med tilsvarende tavshedspligt.

Ovennævnte bestemmelse i direktiv 95/46/EF indebærer en meget vid adgang

til at videregive oplysninger inden for sundhedsvæsenet uden patientens

samtykke. Sundhedsministeriet finder, bl.a. på baggrund af betænkning 1305

fra november 1995 om lægers tavshedspligt og videregivelse af

helbredsoplysninger, at der er et behov for særlige regler for videregivelse

af helbredsoplysninger for at styrke patienternes retsstilling. I forhold til

direktiv 95/46/EF indeholder nærværende forslag således regler, der giver

patienterne en større beskyttelse mod at oplysninger videregives uden

samtykke, ligesom forslaget giver patienter mulighed for at frabede sig, at

oplysninger videregives. Denne særlige regulering for videregivelse af

oplysninger vedr. helbredsforhold er i overensstemmelse med direktivets

betragtning 22, hvorefter medlemsstaterne har mulighed for uafhængig af de

generelle regler i direktivet at fastsætte særlige betingelser for

databehandling på specifikke områder og med hensyn til de særlige kategorier

af oplysninger, der omhandles i direktivets artikel 8. I denne artikel er

netop oplysninger vedr. helbredsforhold nævnt.

Direktiv 95/46/EF fastsætter som nævnt ovenfor særlige regler for såkaldte

følsomme oplysninger, hvorunder bl.a. oplysninger om helbredsforhold

henhører. På sundhedsområdet vil sundhedspersoner imidlertid ofte også kunne

være i besiddelse af andre oplysninger vedr. rent private forhold, som ikke

kan karakteriseres som helbredsforhold, f.eks. oplysninger om patientens

pårørende, patientens økonomi m.v., jf. bemærkningerne til § 24. For at

styrke patientens retsstilling indeholder lovforslaget en ensartet regulering

af disse typer af fortrolige oplysninger, således at oplysningerne kun kan

videregives med patientens samtykke. Man har således fundet det rigtigt ikke

at anvende direktivets generelle mulighed for videregivelse på lempelige

vilkår af hensyn til offentlig forvaltning. Sundhedsministeriet har i stedet

udnyttet direktivets mulighed for at styrke patientens retsstilling, således

at videregivelse af den nævnte type af fortrolige oplysninger altid kræver

patientens samtykke.

I visse situationer tillægger direktiv 95/46/EF patienter (registrerede)

rettigheder, som går ud over bestemmelserne i dette kapitel, f.eks. art. 11

om oplysningspligt, når oplysninger ikke er indsamlet hos den pågældende.

Denne artikel vil have betydning, når der f.eks. videregives

personoplysninger til brug for et forskningsprojekt, jf. §§ 29-31. Det skal i

den forbindelse understreges, at patienterne naturligvis har samme

rettigheder som øvrige registrerede, der ikke kan betegnes patienter, således

at direktivets bestemmelser på disse områder fortsat vil være gældende,

uanset om dette ikke fremgår af denne lov.

I direktiv 95/46/EF stilles der krav om, at et uafhængigt tilsyn skal påse

overholdelsen af direktivets bestemmelser. De af lovforslagets bestemmelser i

kapitel 4 og 5, som falder ind under direktivet, vil for så vidt angår de

registerretlige forhold høre under Registertilsynets almindelige

tilsynskompetence, idet der ikke er fundet behov for at etablere et særligt -

og nyt - tilsyn.

Lovforslaget er således i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF.

7. Hørte myndigheder, organisationer og foreninger.

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder,

organisationer og foreninger:

Alzheimerforeningen, Amtsrådsforeningen, Apotekerforeningen,

Arbejdsministeriet, Astma- og Allergiforbundet, Brugernes Stemme, Børnerådet,

Center for Bioetik, Center for Etik og Ret, Center for Menneskerettigheder,

Center for Små Handicapgrupper, Dansk Farmaceutforening, Dansk

Handicapforbund, Dansk Kiropraktorforening, Dansk Optikerforening, Dansk

Psykologforening, Dansk Sygehusinstitut, Dansk Sygeplejeråd, Dansk

Tandlægeforening, Dansk Tandplejerforening, Danske Fysioterapeuter, De

Samvirkende Invalideorganisationer, Den alm. Danske Jordemoderforening, Den

alm. Danske Lægeforening, Den Centrale Videnskabsetiske Komite, Det Centrale

Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Sygeplejeetiske Råd, Diabetesforeningen,

DIKE, Embedslægeforeningen, Ergoterapeutforeningen, Finansministeriet,

Forbrugerrådet, Forbundet af Offentligt Ansatte, Forebyggelsespolitisk Råd,

Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen Skadeligt Dentalmateriale,

Forskningsministeriet, Frederiksberg Kommune, Færøernes Landsstyre,

Galebevægelsen, Gigtforeningen, Grønlands Hjemmestyre, Hjerteforeningen, HK,

Hovedstadens Sygehusfællesskab, Indenrigsministeriet, Institut for Sociale

Forhold og Organisation, Justitsministeriet, Komiteen for Sundhedsoplysning,

Kommunernes Landsforening, Kræftens Bekæmpelse, Kræftforeningen Tidslerne,

Københavns Kommune, Landsforeningen af Forsorgsledere, Landsforeningen af

Hospitalslaboranter, Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter,

Landsforeningen af Turner kontaktgrupper i Danmark, Landsforeningen Bisserne,

Landsforeningen Cystisk Fibrose, Landsforeningen Evnesvages Vel,

Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, Landsforeningen SIND, LEV,

Levnedsmiddelstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Morbus Addison Foreningen,

Muskelsvindfonden, Naturhelbredelsens Forum, Nævnet for Etnisk Ligestilling,

Omsorgsorganisationernes Samråd, Patientforsikringsforeningen,

Patientklagenævnet, Patientskadeankenævnet, Registertilsynet,

Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,

Scleroseforeningen, Socialministeriet, Statens Seruminstitut, Statens

Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Statens Øjenklinik, Statsministeriet,

Sundhedsstyrelsen, Sundhedsuddannelsesrådet, Sygesikringens

Forhandlingsudvalg, Tandlægernes Nye Landsforening, Undervisningsministeriet,

Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Ældremobiliseringen og Ældresagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Kapitlet indeholder en formålsbestemmelse, en bestemmelse om lovens

anvendelsesområde, definitioner af nogle centrale begreber, der anvendes i

loven, samt en bestemmelse om legale repræsentanters indtræden i patientens

rettigheder.

Til § 1

Formålet med loven er at medvirke til at sikre, at patienters værdighed,

integritet (fysisk og psykisk ukrænkelighed) og selvbestemmelsesret

respekteres.

Lovens formål er endvidere at medvirke til at sikre tillids- og

fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson.

Formålsbestemmelsen skal først og fremmest understrege, at hele loven og

fortolkningen af de enkelte bestemmelser, bl.a. i forbindelse med udnyttelsen

af lovens bemyndigelsesbestemmelser, skal hvile på de principper og

holdninger, der er kommet til udtryk i formålsbestemmelsen.

Ved en lovregulering af patientretsstillingsområdet vil der endvidere ske

en politisk tilkendegivelse af, at de i loven og dennes formålsbestemmelse

indeholdte principper og holdninger også skal være retningsgivende for de

regler og vejledninger, som bl.a. Sundhedsstyrelsen hidtil har udsendt

direkte til sundhedsvæsenets myndigheder og sundhedspersoner.

Tilsvarende formålsbestemmelser findes i andre landes lovgivning. F.eks.

lyder formålsbestemmelsen i det norske udkast til lov om patientrettigheder

(august 1997) som følger: »Lovens bestemmelser skal bidrage til at

fremme tillidsforholdet mellem patient og sundhedsmyndighed og varetage

respekten for den enkelte patients integritet og selvbestemmelse«.

Formålsbestemmelsen i Europarådets konvention om menneskerettigheder og

biomedicin har følgende indhold: »Parterne i denne konvention skal

beskytte alle menneskers værdighed og identitet, og uden forskelsbehandling

garantere alle respekt for deres integritet samt andre rettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med anvendelsen af biologi og

lægevidenskab«.

Til § 2

Bestemmelsen fastlægger lovens anvendelsesområde. Loven gælder for

patienter, der inden for sundhedsvæsenet modtager eller har modtaget

undersøgelse, behandling og pleje af en autoriseret sundhedsperson og

personer, der handler på disses vegne. Loven omfatter også den behandling

m.v., der af nævnte sundhedspersoner udføres i sundhedsvæsenets regi, men

uden for den almindelige primære og sekundære sektor, f.eks. på sociale

institutioner, på kriminalforsorgens sygeafdelinger m.fl. Sidstnævnte forhold

er i lovteksten markeret gennem tilføjelsen: »eller andre steder, hvor

der udføres sundhedsfaglig virksomhed«.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Loven gælder for patienter, der modtager undersøgelse, behandling og

sundhedsfaglig pleje i sundhedsvæsenet af sundhedspersoner, dvs. for

patienter i behandlingssituationen.

Loven omfatter således først og fremmest de tilfælde, hvor borgeren selv

definerer sig som patient ved at kontakte sundhedsvæsenet. Hertil kommer de

behandlingssituationer, hvor en særlig lovgivning foreskriver behandling,

f.eks. lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. I sidstnævnte tilfælde gælder

patientretsstillingslovens almindelige regler, medmindre de fortrænges af de

specielle regler, som disse særlove indeholder.

Ved en patient forstås en bruger af sundhedsvæsenet, hvadenten vedkommende

er rask eller syg.

Denne almene definition - der stammer fra WHO's »A Declaration on the

Promotion of Patients« Rights in Europe', marts 1994 - er så

selvfølgelig, at det ikke er fundet nødvendigt at optage denne i lovens

tekst.

Definitionen er dog brugbar i den udstrækning, brugeren af loven anlægger

en rent sproglig fortolkning af ordet »patient«, og i den

forbindelse påpeger, at gravide og bl.a. modtagere af de kommunale

sundhedstjenester, som f.eks. forebyggende sundhedsordninger for børn og

unge, ikke er patienter. I patientretsstillingslovens forstand er disse raske

personer også patienter.

Forholdet mellem patientretsstillingsloven og komiteloven (lov om et

videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997) kan

beskrives således:

Hvis en gruppe personer, der er deltagere i et biomedicinsk

forskningsprojekt, omfatter både raske forsøgspersoner og personer under

behandling (patienter), er sidstnævnte gruppe omfattet af begge love,

hvorimod førstnævnte gruppe alene - i denne forbindelse - er omfattet af

komiteloven. Det forhold, at begge love indeholder regler og information og

samtykke (informeret samtykke), ændrer intet heri: Der skal over for en

forsøgsperson, der tillige er patient, informeres både efter komiteloven og

efter patientretsstillingsloven, da det er forskellige forhold, der skal

informeres om, dels forskningsprojektet, dels patientens helbredstilstand og

behandlingsmulighederne (patientretsstillingslovens § 7) og da

informationskravene er forskellige, og typisk strengere efter komiteloven.

Til § 3

Det er fundet hensigtsmæssigt at opstille en fælles og kort definition af

begrebet »behandling«, dvs. undersøgelse, sygdomsbehandling,

sundhedsfaglig pleje, sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den

enkelte person, m.v.

Ved behandling forstås først og fremmest sygdomsbehandling, og de

handlinger, der naturligt har tilknytning hertil og sammenhæng hermed:

Undersøgelse, diagnostisering, genoptræning m.v.. Hertil kommer

sundhedsfaglig pleje (sygepleje), der ligeledes er forbundet med behandling i

egentlig forstand. Ved at tale om »sundhedsfaglig pleje« er

tilkendegivet, at den pleje, der finder sted med hjemmel i bistandloven (fra

1. juli 1998 lov om social service) og den øvrige sociale lovgivning ikke er

omfattet af patientretsstillingsloven. »Sundhedsfaglige

forebyggelsestiltag over for den enkelte person« betyder, at det er den

individorienterede sundhedsfaglige forebyggelse, der er omfattet af loven.

Udenfor patientretsstillingsloven falder derfor den forebyggelsesvirksomhed,

der finder sted med hjemmel i bistandsloven eller anden lovgivning.

Til § 4

I § 4 defineres »sundhedspersoner«, hvorved der i loven forstås

personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage

sundhedsfaglige opgaver, som læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre,

fysioterapeuter, ergoterapeuter, kliniske tandteknikere, fodterapeuter,

kiropraktorer, psykologer, optikere, kliniske diætister og tandplejere eller

personer, der handler på disses ansvar, som f.eks. social- og

sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere m.fl. Hvor der i loven anvendes

ordet »sundhedsperson(er)», skal det forstås som angivet ovenfor.

Det bemærkes, at personer, der ikke er undergivet en autorisationsordning,

hvilket f.eks. er tilfældet med social- og sundhedsassistenter, kun kan

optræde som sundhedsperson i lovens forstand efter delegation fra f.eks. en

læge eller sygeplejerske.

De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, hvortil uddannelsen til

social- og sundhedsassistent hører, har til formål at give de færdiguddannede

kvalifikationer til at varetage opgaver inden for bistand-, pleje- og

omsorgsområdet eller inden for pædagogmedhjælper- og dagplejeområdet. Der er

således tale om, at de pågældende typisk udøver denne selvstændige kompetence

inden for det sociale område, men ikke inden for sundhedsvæsenet. De

pågældende er derfor ikke selvstændige sundhedspersoner i

patientretsstillingslovens forstand.

Apotekere, apotekspersonale og farmaceuter i øvrigt forsyner borgerne med

lægemidler, men deltager ikke direkte i behandlingen af patienter. De

pågældende er derfor ikke omfattet af patientretsstillingsloven.

Til § 5

De steder i patientretsstillingsloven, hvor en legal repræsentant

(forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende eller værge) varetager en

patients interesser, må repræsentanten have ret til at indtræde i patientens

rettigheder efter loven, f.eks. i relation til aktindsigtsreglerne i kapitel

4 og samtykke til videregivelse efter reglerne i kapitel 5. Hvis ikke denne

indtræden i patientens rettigheder finder sted, vil repræsentanten være

begrænset i sine bestræbelser for at varetage patientens interesser.

Den legale repræsentants ret til at indtræde i patientens rettigheder

efter loven vedrører dog kun forhold, der er nødvendige for at repræsentanten

kan varetage patientens interesser og behov i den konkrete situation. Det må

bero på et konkret skøn i hvilket omfang, der f.eks. skal gives

repræsentanten aktindsigt i patientens journal. Der bør her anlægges en bred

fortolkning, så repræsentanten ikke forhindres i at bistå patienten.

Tilsvarende gælder i relation til den legale repræsentants ret til at give

samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger. Også i denne situation må

repræsentanten udøve retten til at give samtykke i patientens interesse. Hvis

patienten klart modsætter sig, at videregivelse finder sted, også selv om

patientens beslutning synes uden mening, må repræsentanten respektere denne

beslutning. Spørgsmålet må herefter behandles efter reglerne om videregivelse

af helbredsoplysninger uden samtykke.

Repræsentanten skal varetage patientens interesser og behov. Dette

indebærer f.eks., at repræsentanten aldrig på patientens vegne kan give

afkald på livsnødvendig behandling.

I de tilfælde, der er omhandlet under kapitel 3, Selvbestemmelse i særlige

tilfælde, gælder for så vidt angår børn og unge under 15 år de almindelige

regler i lov om forældremyndighed og samvær (§§ 1 og 2). Hvis

forældremyndighedsindehaveren ikke varetager barnets interesser i relation

til sygebehandling, åbner bistandslovens § 35 b (med virkning fra 1. juli

1998 § 44 i lov om social service) mulighed for, at kommunens børn og

unge-udvalg kan træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og

behandling, hvis det drejer sig om en livstruende sygdom eller en sygdom, der

udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Der

henvises til bemærkningerne til § 8.

Det fremgår af lovforslagets § 13, at § 9 om patienter, der varigt mangler

evnen til at give informeret samtykke, ikke gælder for de særlige tilfælde,

der er omhandlet under kapitel 3, Selvbestemmelse i særlige tilfælde. Herved

er tilkendegivet, at de repræsentanter (nærmeste pårørende eller værge), som

varetager den omhandlede patientgruppes interesser og behov, ikke kan

samtykke for patienten i kapitel 3-tilfælde. Der henvises til bemærkningerne

til § 13.

Såfremt en § 9-repræsentant i øvrigt forvalter samtykket på en måde, der

åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan

sundhedspersonen efter lovforslagets § 9, stk. 4, gennemføre behandlingen,

såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil.

Kapitel 2

Selvbestemmelse

Reglerne om informeret samtykke, dvs. selvbestemmelsesret, indeholder de

mest grundlæggende rettigheder i behandler/patientforholdet.

Kapitel 2 indeholder bestemmelserne om, at al medicinsk behandling hviler

på frivillighed, når bortses fra helt ekstraordinære tilfælde, hvor

lovgivningen åbner op for tvangsanvendelse, som f.eks. i visse tilfælde over

for psykiatriske patienter og i forbindelse med bekæmpelse af smitsomme

sygdomme. Der er tale om et helt grundlæggende forhold, og princippet hviler

på patientens selvbestemmelsesret (autonomi), og respekten for individets

værdighed og ukrænkelighed (integritet).

Grundreglen er formuleret i § 6, hvor det slås fast, at ingen behandling

kan indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. De øvrige

bestemmelser i kapitel 2 omhandler de tilfælde, hvor patienten ikke er i

stand til selvstændigt at varetage sine interesser, enten på grund af ung

alder eller på grund af manglende mulighed for eller evne til at kunne

modtage information og kunne give samtykke. Årsagen kan skyldes manglende

udvikling eller tab af evnen til at forstå sygdomssituationen og til at kunne

give samtykke til sygdomsbehandling m.v.

Årsagen til en borgers henvendelse til sundhedsvæsenet er ofte en mere

eller mindre bevidst erkendelse af en sygdomstilstand eller

helbredsproblemer. Når problemerne er erkendt, kontakter borgeren oftest en

sundhedsperson, typisk en læge, og bliver herved patient i forhold til

vedkommende. Lægen undersøger patienten og informerer og rådgiver denne om

vedkommendes helbredstilstand, resultatet af de gennemførte undersøgelser,

mulige behandlingsovervejelser, mulige komplikationer og bivirkninger ved

foreslåede behandlingsforløb, eventuelle alternative, lægeligt forsvarlige

behandlingsmuligheder, m.v. Lægens information af patienten bør ske gennem en

samtale med patienten, hvor lægen lytter til patientens synspunkter og

medindrager denne i beslutningerne. I samtalen bør det understreges, at et

vellykket behandlingsresultat kræver et samarbejde mellem læge og patient, og

at patienten har et medansvar for, at behandlingen lykkes.

Patienten er ofte i en sårbar situation og er afhængig af lægens råd.

Dette stiller store krav til lægens indfølingsevne og medmenneskelighed.

Patienten har krav på at få fuld information om sin helbredstilstand og

behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og

bivirkninger, hvis vedkommende ønsker det. På baggrund af en samtale med

lægen beslutter patienten, om og i givet fald hvilke behandlinger m.v., der

skal iværksættes. For at et behandlingsforløb skal lykkes, er det nødvendigt,

at det er baseret på gensidig tillid mellem patient og læge, på respekt for

patientens værdighed og fysiske og psykiske ukrænkelighed samt patientens

selvbestemmelsesret.

Til § 6

Bestemmelsen indeholder grundreglen om informeret samtykke. Ingen

undersøgelse, behandling eller pleje må indledes eller fortsættes uden

patientens informerede samtykke. Undtaget herfra er dog de tilfælde, hvor

patienten er under 15 år eller ude af stand til at give samtykke, jf. lovens

§§ 8-10, og de helt ekstraordinære tilfælde, hvor der efter særlovgivningen

er mulighed for tvangsmæssigt at gribe ind.

Efter reglen i stk. 2 kan en patient på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit

samtykke til behandling. Reglen understreger, at der er tale om et frit

(frivilligt) samtykke, hvor patienten på et hvilket som helst tidspunkt kan

trække sig tilbage og frabede sig videre behandling. Dette kan have betydning

i tilfælde, hvor en patient på grund af religiøs - eller anden -

overbevisning ikke ønsker at modtage visse behandlingstyper, som f.eks.

blodtransfusion. Afvisning af at modtage blod eller blodprodukter praktiseres

af medlemmer af trossamfundet Jehovas Vidner.

Hvis en patient afviser at modtage et undersøgelses- eller

behandlingstilbud, skal dette noteres i patientjournalen. Dette gælder også,

hvis afvisningen sker i form af en handling, f.eks. hvis en patient uden

videre forklaring forlader behandlingsstedet. Patienten bør i disse tilfælde,

hvor det er muligt, informeres om, hvilke konsekvenser en manglende

behandling kan få.

Selvbestemmelsesretten gælder i videst mulig udstrækning, dvs. i alle

tilfælde, hvor patienten er i stand til at forstå og vurdere sin konkrete

sygdomssituation. For patienter, der varigt mangler evnen til at forstå

information og give samtykke, må der fastsættes regler, hvis formål er at

kompensere for den manglende evne til at handle fornuftsmæssigt i relation

til valg af behandling m.v. Det drejer sig om visse mindreårige og visse

grupper af personer med nedsat psykisk funktionsevne, som f.eks. psykisk

udviklingshæmmede og demente.

Bestemmelsen i stk. 3 definerer begrebet »informeret samtykke«

(»informed consent«), der er fast indarbejdet inden for

sundhedsvæsenet i hele den udviklede verden og bl.a. anvendes i

internationale konventioner. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at anvende

dette begreb i loven.

Fordelen ved at anvende dette begreb er, at man i eet begreb sammenfatter

to elementer, der er helt centrale for patientretten, henholdsvis

informationen og samtykket, og derved tilkendegiver, at samtykket er

afhængigt af information om helbredstilstand, behandlingsmuligheder etc. Et

samtykke, der ikke hviler på en fyldestgørende information, er mangelfuldt,

når talen er om et så indgribende forhold som sygdomsbehandling. Har en

patient frabedt sig information efter § 7, stk. 2, vil man stadigvæk tale om

informeret samtykke, selvom mængden af og niveauet for informationen - efter

patientens eget ønske - kan være begrænset.

Den information, der skal udgøre basis for et frivilligt og reelt

samtykke, må indeholde en sådan mængde af oplysninger om sygdomstilstand,

behandlingsmuligheder, risici og bivirkninger m.v., at patientens kan tage

stilling til behandlingsspørgsmålet. Dette er i bestemmelsen udtrykt ved, at

informationen skal være fyldestgørende. Oplysningerne må desuden hvile på den

aktuelt gældende gode faglig norm på området. Formidlingen af oplysningerne

fra sundhedsperson til patient må være tilpasset individuelt, så den enkelte

patient så vidt muligt forstår situationen m.v. Det afgørende er at give

patienten et sådant grundlag, at vedkommende kan give et frivilligt samtykke,

dvs. et samtykke uden nogen form for pres.

Det er vigtigt, at sundhedspersonen drager omsorg for, at det informerede

samtykke indhentes på et tidspunkt i undersøgelses- og behandlingsforløbet,

hvor patienten har de bedste forudsætninger for at forholde sig til

behandlingssituationen, og at de fysiske rammer - omgivelserne - er egnede

til, at patienten kan overveje og tage stilling til behandlingsspørgsmålet. I

tilfælde, hvor patienten f.eks. er omtåget på grund af medicinindtagelse

eller af andre årsager, bør det overvejes at udsætte informationen og

behandlingen - hvor det er muligt - til patienten bedre er i stand til at

forholde sig til behandlingssituationen. Det informerede samtykke bør dog

altid indhentes i god tid forud for indgribende behandlinger.

Normalt vil et informeret samtykke til behandling blive givet straks,

eller i hvert fald uden nogen længere betænkningstid. I visse situationer vil

det være naturligt at give patienten en passende - længere - betænkningstid,

typisk hvor der er tale om komplicerede og alvorlige indgreb. Det er

imidlertid næppe hensigtsmæssigt at indføre formaliserede regler herom, da

samtykkesituationerne er meget forskelligartede. Sundhedspersonen må derfor i

den konkrete situation vurdere, om og i givet fald hvor lang en

betænkningstid, der bør gives. I videst muligt omfang bør patientens ønsker

om betænkningstid respekteres.

I de tilfælde, hvor der bliver tale om en vis betænkningstid inden det

informerede samtykke afgives, bør sundhedspersonen opfordre patienten til at

drøfte spørgsmålet med vedkommendes familie og venner.

Ved sundhedspersonens information af patienten er det vigtigt, at

sundhedspersonen giver sig tid til at lytte til patienten, så denne gives

mulighed for at beskrive sine helbredsforhold m.v., herunder patientens egen

opfattelse sygdomssymptomerne og de forestillinger, vedkommende har gjort sig

om eventuelle behandlingsønsker.

At afgive et informeret samtykke er et resultat af en to-vejs

kommunikation mellem patient og sundhedsperson. Mange patienter ønsker i den

situation at få støtte af en tredjemand eller en bisidder, hvilket i videst

muligt omfang bør imødekommes fra sundhedspersonens side. Der tænkes på

støtte fra tredjemænd som ægtefæller, familiemedlemmer, venner, formidlere

for svage grupper, patientrådgivere, bistandsværger, kontakt- og

støttepersoner m.v.

De relevante oplysninger vedrørende samtykket og de øvrige omstændigheder

i forbindelse med undersøgelses- og behandlingsplanerne skal indføres i

patientjournalen. Journalen bør således indeholde oplysninger om patientens

navn m.v., dato for og årsag til patientkontakten, undersøgelsesresultater,

diagnose, iværksat behandling, ordination af lægemidler, henvisning til andre

sundhedspersoner og oplysninger om hvilken information, der er givet til

patienten, herunder udleveret skriftligt informationsmateriale, og patientens

tilkendegivelser på baggrund af den givne information.

Bestemmelsen i stk. 4 omfatter samtykkets form, idet såvel skriftlighed,

mundtlighed som efter omstændighederne stiltiende samtykke kan komme på tale.

Et spørgsmål, der kan rejses er, hvor klar en meningstilkendegivelse skal

være, for at man kan sige, at der foreligger et samtykke.

Et udtrykkeligt samtykke foreligger, hvor der eksplicit gives

udtryk for, at patienten er indforstået med den pågældende behandling. Det

kan foreligge skriftligt eller mundtligt.

Et skriftligt samtykke giver et klart grundlag. I det helt

overvejende antal tilfælde vil et skriftligt samtykke ikke være nødvendigt i

behandlingssituationen. Dette skal også ses i sammenhæng med, at

sundhedspersonen efter journalføringsreglerne er forpligtet til i journalen

at indføre hvilken information, der er givet til patienten, og patientens

tilkendegivelser på baggrund af den givne information.

Et mundtligt samtykke vil som hovedregel være nok inden for dette

lovforslags anvendelsesområde, jf. hvad der ovenfor er nævnt om

sundhedspersonens journalføringspligt.

Et stiltiende samtykke foreligger, hvor den enkeltes signaler og

opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den

givne information. Inden for dette lovforslags anvendelsesområde bør et

stiltiende samtykke kun accepteres, hvor behandlingssituationen klart

indicerer patientens ønsker, samt i særlige situationer, f.eks. i de akutte

situationer, der er beskrevet i § 10, og i andre tilfælde, hvor det vil være

»kunstigt« at afkræve patienten et udtrykkeligt samtykke.

Et stiltiende samtykke vil alene opfylde lovens krav, hvis det er

utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om

behandlingsforslaget eller dele heraf. Er sundhedspersonen det mindste i

tvivl, om der er tilslutning fra patienten, bør mundtligt samtykke indhentes.

Et stiltiende samtykke vil oftest blive aktuelt i forbindelse med enkelte

delelementer i et undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis f.eks. en patient

møder op til konsultation hos sin praktiserende læge, må de

undersøgelsestiltag af almindelig karakter, som den typiske konsultation

rummer, som f.eks. undersøgelse af lunger, undersøgelse af arme og bens

funktionsevne, rensning af sår, påsætning af bind osv., umiddelbart kunne

foretages, idet lægen må gå ud fra - medmindre andet fremgår af situationen

eller bliver fremført af patienten - at der foreligger et stiltiende samtykke

til at foretage de pågældende tiltag. Tilsvarende gælder i undersøgelses- og

behandlingssituationer i speciallæge- og sygehusregi.

Hovedreglen inden for sundhedsretten er således, at et mundtligt samtykke

er tilstrækkeligt, for at sundhedspersonen kan indlede eller fortsætte en

behandling m.v.

Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for sundhedsministeren til at fastsætte

nærmere regler om samtykkets form og indhold. Bemyndigelsen vil bl.a. blive

brugt til at beskrive kravene til et samtykke. For at der kan være tale om et

gyldigt samtykke, skal dette være afgivet til nogle konkrete medicinske

indgreb eller lignende. Samtykket skal være aktuelt, dvs. givet til

behandlig, der skal foretages i nærmeste fremtid, og ikke på et uvist

tidspunkt i fremtiden.

Bemyndigelsen vil endvidere blive benyttet til at præcisere, at

hovedreglen er det mundtlige samtykke. Anvendelsesområdet for det skriftlige

samtykke vil blive beskrevet, f.eks. at skriftligt samtykke forudsættes

anvendt i forbindelse med alvorlige indgreb med risiko for omfattende

komplikationer og bivirkninger etc.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 7.

Til § 7

Bestemmelsen regulerer patientens ret til at få information om

helbredstilstanden, behandlingsmulighederne m.v. og svarer til § 2, stk. 1, i

Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og

samtykke m.v. »Lægers pligt og patienters ret«.

Efter stk. 1 har enhver patient ret til fuld information om sin

helbredstilstand og om behandlingsmulighederne. Begreberne helbredstilstand

og behandlingsmuligheder skal forstås som omfattende alle for patienten

relevante oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder,

forebyggelses- og behandlingsmuligheder, sygdomsprognoser, risici,

bivirkninger, komplikationer, mulighed for pleje, etc. Da risiko for

komplikationer og bivirkninger ofte er en meget vigtig faktor, når en patient

skal overveje et behandlingstilbud, er disse forhold særligt nævnt i

lovteksten.

I en række situationer vil en patient ønske ikke at have kendskab til sine

helbredsforhold m.v. Denne »ret til ikke at vide« er formuleret

særskilt i stk. 2. Herved understreges det særligt tydeligt, at patientens

selvbestemmelsesret også gælder i relation til, at patienten hellere vil

afstå fra information om helbredstilstand, sygdomsprognoser,

behandlingsmuligheder etc. Man betegner alligevel patientens samtykke som

informeret, da den begrænsede information skyldes et bevidst valg fra

patientens side.

Det bemærkes i den forbindelse, at den regulering af »retten til ikke

at vide«, som finder sted i denne lov, alene omhandler patienter i

behandlingssituationen, jf. bemærkningerne til § 2 om lovens

anvendelsesområde. Uden for lovens anvendelsesområde falder derfor

henvendelser til raske forsøgspersoner som led i et forskningsprojekt

el.lign. Disse tilfælde er reguleret i lov om et videnskabsetisk komitesystem

og behandling af biomedicinske forskningsprojekter samt i

registerlovgivningen.

Bestemmelsen i stk. 3 beskriver, hvorledes sundhedspersonen skal give

information efter stk. 1. Informationen skal gives løbende, når der er behov

herfor, og den skal meddeles i et for patienten klart og forståeligt sprog,

således at patienten er i stand til at forstå situationen, dvs. sin

helbredstilstand, de forskellige behandlingsmuligheder, de risici for

komplikationer og bivirkninger, der er forbundet med de forskellige indgreb

osv. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset

modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed,

erfaring m.v. Heri ligger bl.a., at sundhedspersonen er særligt forpligtet

til at vise hensyn til og tage vare om patienter, der ikke er vant til at

kræve deres ret over for myndigheder og sundhedspersoner.

Der er i henhold til gældende regler m.v. i en række tilfælde adgang til

tolkebistand. Er det nødvendigt at anvende tolkning, må det i hvert enkelt

tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende et familiemedlem som

tolk. Børn må kun undtagelsesvis anvendes som tolke, og da kun i

uproblematiske og lette tilfælde. Mindre børn bør ikke anvendes.

I mange behandlingsmiljøer er der kutyme for at anvende trykte

vejledninger og informationsmateriale. Dette kan ofte være hensigtsmæssigt,

men en trykt information kan ikke stå alene, men skal altid suppleres med en

mundtlig information, afpasset efter den enkelte patient og

behandlingssituationen.

Efter stk. 4 skal informationen omfatte oplysninger om relevante

forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om

andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder og oplysninger om

konsekvenserne af, at der eventuelt ingen behandling iværksættes. Der skal

således oplyses om alt, hvad der ud fra en lægefaglig vurdering er relevant i

den konkrete samtale- og behandlingssituation.

Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører

nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Herved er

tilkendegivet, at informationspligten skærpes, jo mere nærliggende eller

alvorlige komplikationerne eller bivirkningerne kan være. En bestemt

procentuel risiko-grænse, f.eks. på 1 %, for at information skal gives om, at

en komplikation kan indtræde, kan således ikke fastsættes.

Skematisk set kan forholdet mellem risiko for komplikationer/bivirkninger

og en given behandling beskrives ved hjælp af to »målestokke«: a)

»alvorlige komplikationer« glidende i en skala til

»bagatel-agtige komplikationer«; b) »ofte forekommende

komplikationer« glidende i en skala til »sjældent forekommende

komplikationer«. Herefter vil foreligge følgende 4 kombinationer: 1)

alvorlige/ofte forekommende; 2) alvorlige/sjældent forekommende; 3)

bagatel-agtige/ofte forekommende; 4) bagatel-agtige/sjældent forekommende. I

tilfælde 1) og 2) skal der altid informeres grundigt. I tilfælde 3) skal der

ofte informeres, men ikke intenst. I tilfælde 4) er det som regel ikke

påkrævet at informere. Oversigten indeholder selvsagt en række mellemstadier,

hvor det vil være overladt til det lægefaglige skøn, i hvilken udstrækning og

hvor grundigt, der bør informeres om en given behandlings komplikationer og

bivirkninger.

Efter stk. 5 skal sundhedspersonen, hvis vedkommende skønner, at patienten

i øvrigt er uvidende om forhold, der har betydning for dennes stillingtagen

(dvs. meddelelse af samtykke), særligt oplyse patienten herom. Det kan være

forhold, der særligt vedrører den pågældende patient, f.eks. hvis patienten

er en ung sportsmand, kan en operation fremfor en anden mindre indgribende

behandling indebære en særlig risiko.

Efter stk. 6 bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler

om informationens form og indhold.

Til § 8

Mindreåriges forhold reguleres af lov om forældremyndighed og samvær (lov

nr. 387 af 14. juni 1995) og Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og

samtykke.

Efter § 1 i forældremyndighedsloven er børn og unge under 18 år under

forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab. Efter § 2 skal

forældremyndighedens indehaver drage omsorg for barnet, og indehaveren kan

træffe afgørelser om barnets personlige forhold ud fra barnets interesser og

behov. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk

og psykisk vold og anden krænkende behandling.

Disse bestemmelser medfører som udgangspunkt, at det er

forældremyndighedens indehaver, der har kompetence til at give informeret

samtykke på barnets vegne - i barnets interesse - til undersøgelse og

behandling m.v. Bestemmelserne skal forstås således, at barnet skal

medinddrages i beslutningsprocessen, således at barnets synspunkter tillægges

en afgørende vægt.

§ 6 i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke omhandler

information og samtykke i relation til behandling af børn. Hvor der er tale

om mindre børn, og i mere alvorlige sygdomstilfælde hos børn, er det

forældremyndighedens indehaver, der skal informeres og meddele samtykke på

barnets vegne. Lægen vil i øvrigt kunne have en dobbelt informationspligt,

idet såvel forældremyndighedens indehaver som barnet selv bør informeres.

Den gældende ret på området fremkommer ved at sammenholde disse to

regelsæt. Sundhedsstyrelsens regler modificerer forældremyndighedslovens

regler, men ved anvendelse af uklare begreber som »mindre børn« og

»mere alvorlige sygdomstilfælde« overlades der et meget vidt skøn

til sundhedspersonen (regelanvenderen) i den konkrete situation. En så uklar

retstilstand er utilfredsstillende både for sundhedspersonen,

forældremyndighedens indehaver og barnet (den unge) selv.

Det er denne uklare retstilstand, som bestemmelsen i § 8 råder bod på.

Ved udformningen af bestemmelsen er der lagt vægt på at finde en passende

balance mellem den unges selvbestemmelsesret og forældrenes omsorgspligt. Det

har desuden været hensigten at udforme en klar og let administrerbar

bestemmelse. Udøvelse af et skøn vil således kun undtagelsesvis komme på

tale, nemlig i de tilfælde, hvor den unge, der er fyldt 15 år, klart

frembyder tegn på umodenhed ved ikke at være i stand til at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen. I disse tilfælde er det

forældremyndighedsindehaveren, der giver informeret samtykke.

I flere af de øvrige nordiske lande har børns medvirken og selvbestemmelse

i relation til sygdomsbehandling m.v. givet anledning til overvejelser i

forbindelse med lovgivning på området.

I den finske lov om patienters retsstilling og rettigheder fra 1992

(785/92) skal en mindreårig patients synspunkter vedrørende en behandling

eller et behandlingsforslag udredes, hvis det er muligt, når hensyn tages til

patientens alder eller udvikling. Behandlingen af en mindreårig skal ske i

enighed med patienten, hvis patienten med hensyn til alder eller udvikling

kan træffe beslutning om behandling. Hvis en mindreårig patient ikke kan

træffe beslutning om behandling, skal han behandles i samråd med

forældremyndighedens indehaver eller en anden lovmæssig stedfortræder.

En mindreårig patient, som under hensyn til alder og udvikling kan træffe

beslutning om behandling, har ret til at forbyde, at oplysninger om

helbredstilstand og behandling gives til forældremyndighedens indehaver eller

anden lovmæssig stedfortræder.

Den finske patientretsstillingslov bygger således også på, at mindreårige

med den fornødne alder og udvikling selv træffer afgørelse om behandling

m.v., men den er formuleret i mere brede begreber, hvilket åbner et vidt rum

for fortolkning og dermed for en noget uklar retstilstand.

I det norske udkast til lov om patientrettigheder (august 1997) foreslås

en regel svarende til dette lovforslag, idet samtykkekompetencen omfatter

myndige og mindreårige efter det fyldte 15. år, med visse undtagelser.

Den islandske lov om patientrettigheder (af 28. maj 1997) indeholder

særregler for børn, og der arbejdes med 2 aldersgrænser: 12 år og 16 år.

I international sammenhæng har børns forhold på området også påkaldt sig

opmærksomhed.

Af Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin fremgår

det af artikel 6, stk. 2, at medicinske indgreb kan foretages på mindreårige,

der ikke har juridisk myndighed til at give deres samtykke, såfremt en

repræsentant for denne person (typisk forældremyndighedens indehaver) har

givet bemyndigelse, samt at mindreåriges synspunkter skal betragtes som en

stadig mere afgørende faktor, jo ældre de er, og jo bedre deres dømmekraft

er.

FN's Konvention om barnets rettigheder indeholder i artikel 12 en

bestemmelse om, at et barn skal have mulighed for at udforme og udtrykke sine

synspunkter vedrørende alle forhold, der vedrører barnet, ligesom barnets

synspunkter skal tillægges vægt i overensstemmelse med dets alder og

modenhed.

Udformningen af § 8 svarer til den bestemmelse, der var indeholdt i det

tidligere udkast til lovforslag om patientrettigheder, der var sendt til

høring i begyndelsen af 1996. Det store flertal af de hørte gav deres

tilslutning til bestemmelsen. Enkelte patientorganisationer gav udtryk for

betænkelighed ved, at man tillagde den unge, der er fyldt 15 år,

enekompetence, især i tilfælde af alvorlige langvarige - eventuelt kroniske -

sygdomme. Nogle af de hørte gjorde opmærksom på, at forholdet mellem den

unges selvbestemmelsesret og forældremyndighedsindehaverens omsorgspligt ikke

var tilstrækkeligt afklaret. Høringssvarenes bemærkninger er der taget højde

for i lovforslagets udformning af § 8 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen i lovforslagets § 8 omhandler, hvorledes mindreårige er

stillet med hensyn til at afgive informeret samtykke til behandling m.v. Ved

mindreårige forstås børn og unge under 18 år.

Unge under 18 år har i vidt omfang, afhængig af deres udvikling og

sygdommens karakter, fuld forståelse for behandlingssituationer. Dette bør

der i patientretten tages højde for. Man kunne vælge blot som hidtil at

fastslå, at unge under 18 år skal inddrages i beslutningsprocessen om

behandling i det omfang, deres udvikling og sygdommens karakter begrunder

dette. Det anses imidlertid for mere rimeligt at fastlægge de unges

rettigheder mere præcist i loven ved at indføre en 15-års-grænse. Denne

aldersgrænse kendes også fra anden lovgivning, f.eks. fra bistandslovens §§

33-35 (med virkning fra 1. juli 1998 §§ 38-40 i lov om social service),

hvorefter en ung, der er fyldt 15 år, sammen med forældremyndighedens

indehaver skal give samtykke til iværksættelse af undersøgelse af samt

anbringelse af den unge uden for hjemmet. Efter § 20 i lov om

forældremyndighed og samvær kan en ung, der er fyldt 15 år, selv ophæve

arbejdsaftaler og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet

bestemmes af forældremyndighedens indehaver.

Efter lovforslaget vil den unge, der er fyldt 15 år, som hovedregel selv

afgive informeret samtykke til behandling m.v. Da den pågældende stadig som

mindreårig er under forældremyndighed, skal indehaveren af

forældremyndigheden have den samme information som den unge. Endvidere skal

forældremyndighedsindehaveren inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det

betyder, at sundhedspersonen også skal forhøre sig om forældrenes opfattelse

af behandlingsbehov og ønsker. Reglen tager således sigte på, at

behandlingssituationen skal drøftes mellem alle tre parter, typisk med det

formål at få en fælles enighed om behandlingsønsker m.v. Det gælder i

enkeltstående behandlingssituationer, men også for sygdomme, hvor

behandlingsindsatsen strækker sig over længere perioder, f.eks. ved

sukkersyge eller kræft hos den unge.

I de formentlig få tilfælde, hvor der er uenighed mellem den unge og

forældrene, er kompetencen til at bestemme lagt endeligt hos den 15-17 årige

unge.

Det betyder, at den unge får et personligt ansvar for den behandling, den

unge samtykker i, ligesom den unge vil kunne afvise et eventuelt urimeligt

pres fra forældremyndighedsindehaveren i behandlingssituationen. Den unge vil

tilmed, eventuelt sammen med sundhedspersonen, kunne kræve, at

forældremyndighedsindehaveren ikke får adgang til den unges sygestue.

Reelt vil det også være illusorisk ikke at overlade selvbestemmelsesretten

i de nævnte tilfælde til den unge selv, da den unge i disse tilfælde typisk

også fysisk vil kunne modsætte sig en behandling, hvis vedkommende ikke

ønsker denne.

For børn og unge under 15 år følges de almindelige regler i lov om

forældremyndighed og samvær, jf. beskrivelsen ovenfor af §§ 1-2 i denne lov.

Herefter er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke

på barnets vegne. Børn og unge, der er tilstrækkeligt modne til at tage

stilling til behandlingen m.v., skal ligeledes indvilge i behandlingen. Børn

og unge skal i det hele taget inddrages mest muligt i beslutningsprocessen

vedrørende deres forhold, alt afpasset efter deres modenhed og situationen i

øvrigt, jf. den generelle bestemmelse herom i lovforslagets § 11.

Situationen for børn og unge under 15 år adskiller sig i praksis ikke

meget fra situationen, hvor de er 15 - 17 år. Kun i tilfælde af uenighed

mellem forældre og barn har aldersgrænsen betydning:

Forældremyndighedsindehaveren har den endelig kompetence, når barnet er under

15 år, dog forudsat, at børn og unge-udvalget, jf. nedenfor, ikke inddrages.

Det bemærkes, at § 19 i forældremyndighedsloven medfører, at den af

forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at

få orientering om barnets forhold fra skolen, børneinstitutionen samt social-

og sundhedsvæsenet. Hvor der i dette lovforslag omtales, at

forældremyndighedens indehaver har ret til information om barnets

helbredsforhold m.v., skal det samtidig forstås således, at den af

forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ovennævnte ret til

orientering.

Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fravige regler i stk. 1, hvis

den mindreårige, der er fyldt 15 år, efter en individuel vurdering skønnes

ikke at være i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen. I så

fald er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke på

den unges vegne.

Den sociale lovgivning indeholder regler, der finder anvendelse i de

tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver ikke varetager barnets tarv i

relation til lægelige undersøgelse og behandling. Efter bistandslovens § 35 b

(med virkning fra 1. juli 1998 § 44 i lov om social service) kan børn og

unge-udvalget træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og behandling,

hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung

undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der

udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Efter

bistandslovens § 124 a (med virkning fra 1. juli 1998 § 58 i lov om social

service) har barnet eller den unge ret til at blive hørt.

Inden for specifikke områder af sundhedsretten gælder særlige regler for

mindreåriges selv- og medbestemmelsesret. Sådanne lovregulerede undtagelser

fra de generelle regler, der er indeholdt i dette lovforslag, skal

respekteres, jf. lovforslagets § 2. Det drejer sig om reglerne for abort,

sterilisation, prævention og organtransplantation.

Abort. I henhold til §§ 1-3 i lov om svangerskabsafbrydelse har

kvinder en lovbestemt ret til gratis abort inden for de første 12 uger af

graviditeten, og senere i svangerskabet kan et samråd under særlige

betingelser give tilladelse til abort. Forstår kvinden betydningen af

indgrebet, kan det kun finde sted med hendes samtykke - også selv om hun er

mindreårig. Forældremyndighedens indehaver skal normalt også samtykke, men

kvinden kan få tilladelse af samrådet til enten at undlade indhentelse af

samtykke eller at få indgrebet foretaget mod forældrenes vilje.

Sterilisation. En person under 18 år kan kun steriliseres under

ganske særlige omstændigheder og med godkendelse fra abortsamrådet, jf. § 4,

stk. 3, og § 5 i lov om sterilisation og kastration. Anmodning skal

fremsættes af både den mindreårige selv og forældremyndighedens indehaver.

Prævention. Læger er forpligtet til at yde gratis vejledning om

anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder, jf. § 11, stk. 1, i lov om

svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Af § 11, stk. 3 fremgår det, at

vejledning kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra

forældremyndighedens indehaver.

Organtransplantationer. Lov om ligsyn, obduktion og

transplantation m.v. tildeler den mindreårige en selvstændig rolle. Således

kan transplantation fra en levende person under 18 år kun finde sted med

samtykke fra såvel den mindreårige som dennes forældremyndighedsindehaver,

jf. § 13, stk. 2. Det forudsættes desuden, at der er en ganske særlig grund

til at foretage transplantationen, hvilket skal ses i sammenhæng med, at

formålet med indgrebet ikke umiddelbart er at gavne barnet eller den unge

selv. Særlig grund kan f.eks. tænkes at foreligge, når det drejer sig om en

søster eller en bror.

Den selvstændige kompetence, som unge på 15-17 år får tillagt til at

træffe beslutning om behandling, udstrækkes til også at omfatte beslutninger

om aktindsigt i patientjournaler m.v. og spørgsmålet om at give samtykke til

videregivelse af helbredsoplysninger . Efter § 8, stk. 3, er unge på 15-17

år, berettiget til aktindsigt efter de almindelige regler i kapitel 4, og

unge på 15-17 år kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger

efter bestemmelserne i kapitel 5.

I de tilfælde, hvor der optræder legale repræsentanter for patienten -

forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende eller værger - følger det af

reglen i § 5, at disse repræsentanter indtræder i patientens ret - i

fornødent omfang - til at få aktindsigt og give samtykke efter

videregivelsesreglerne. Der henvises til bemærkninger til § 5.

Til § 9

Informations- og samtykkereglerne for patienter, der varigt mangler evnen

til at give informeret samtykke, har gennem mange år været uklare.

Sundhedspersoner har efter de nugældende regler på området i mange tilfælde

handlet på egen hånd med en »løsere« inddragelse af de nærmeste

pårørende.

I forbindelse med indførelsen af den ny værgemålslov pr. 1. januar 1997

blev spørgsmålet om denne patientgruppes forhold drøftet. I værgemålslovens

bemærkninger blev det tilkendegivet, at en eventuel løsning af problemet

måtte ske i sundhedslovgivningen, jf. nedenfor.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til

behandling, omfatter en stor og uensartet gruppe mennesker. Det drejer sig om

mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, hvad enten denne tilstand har

eksisteret fra fødslen eller er opstået senere, som tilfældet er for demente.

Endvidere må kroniske sindslidende - og sindslidende med langvarige

sygdomsforløb - ofte henregnes til denne gruppe af patienter. Afgørende er,

om de kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag m.v. i en

behandlingssituation, altså om de kan give et (meningsfyldt) informeret

samtykke. Kan en kronisk sindslidende ikke det, må vedkommende betegnes som

»en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret

samtykke«, og i givet fald følges reglerne i § 9, dvs. at de nærmeste

pårørende giver informeret samtykke.

Da begrebet »en patient, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke« er afgørende for, om det er patienten selv eller en

stedfortræder, der giver informeret samtykke til behandling m.v., er

fastlæggelsen i den konkrete behandlingssituation af denne tilstand afgørende

for patienten og varetagelsen af patientens interesser. Sundhedsministeriet

vil derfor i samarbejde med Sundhedsstyrelsen udarbejde en vejledning, der

nærmere uddyber begrebet.

For så vidt angår sindslidende bemærkes, at patientretsstillingsloven

finder anvendelse generelt. Når betingelserne for at anvende loven om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien er til stede, har sidstnævnte

lov dog forrang for lov om patienters retsstilling.

Det skal i øvrigt understreges, at patientrettighedsloven alene behandler

den pågældende gruppes forhold, når de optræder som patienter, dvs. er i

kontakt med sundhedsvæsenet, jf. lovens anvendelsesområde. De pågældendes

øvrige livsforhold reguleres først og fremmest af den sociale lovgivning.

Midlertidig mangel på evne til at give informeret samtykke foreligger ved

bevidstløshed, forårsaget f.eks. af ulykke, forgiftning eller andre forhold.

Varig mangel på evne til at give informeret samtykke foreligger, når evnen

til at handle fornuftsmæssigt er varigt fraværende, f.eks. på grund af

manglende udvikling eller på grund af alderssvækkelse el. lign. Gruppen af

demente hører ofte til denne kategori.

En patient med midlertidig mangel på evnen til at give informeret samtykke

(f.eks. på grund af bevidstløshed) skønnes alene at have behov for at være

omfattet af reglen i § 10 om øjeblikkeligt behandlingsbehov. Den midlertidige

mangel på evnen til at give informeret samtykke kan senere resultere i

generhvervelse af evnen eller varigt tab af evnen. I førstnævnte tilfælde

følges herefter de almindelige regler om informeret samtykke i §§ 6 og 7 og i

sidstnævnte tilfælde følges særreglen i § 9.

Efter § 9, stk. 1, er det de nærmeste pårørende, der giver informeret

samtykke til undersøgelse, behandling m.v. for de omhandlede patienter.

Reglen lovfæster og skærper den praksis, der i vid udstrækning har være fulgt

på området.

Begrebet »nærmeste pårørende« anvendes i store dele af

privatretten. Ved en konkret vurdering i det enkelte tilfælde må det afgøres,

hvem der er nærmeste pårørende. Ved nærmeste pårørende forstås først og

fremmest patientens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige

linie og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Adoptivbørn vil som regel

og plejebørn jævnligt også kunne betragtes som nærmeste pårørende. Efter

omstændighederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn,

vil slægtninge, som patienten er nært knyttet til eller nært besvogret med,

også kunne betragtes som nærmeste pårørende. En partner i et registreret

parforhold falder også ind under begrebet.

Iøvrigt bør »nærmeste pårørende« afhængigt af den konkrete

situation fortolkes udvidende. Familiebåndet behøver således ikke altid at

være ene-afgørende. En nær ven, en patientrådgiver, en bistandsværge, en

støtte- og kontaktperson, en besøgsven eller en anden omsorgsgiver, der er

fortrolig med patienten, og som af patienten opfattes som »den

nærmeste«, falder ind under begrebet, hvis det er utvivlsomt, at

pågældende er den nærmeste.

Efter den nye værgemålslov kan et værgemål i større omfang end tidligere

tilpasses den enkelte persons behov vedrørende såvel økonomiske som

personlige forhold. Værgemålet skal omfatte mindst muligt, og det kan gives

midlertidigt, hvis der ikke er behov for en varig ordning.

Justitsministeriet har i bemærkningerne til lovforslaget om værgemål

(Lovforslag nr. L 191, 1994-95, s. 16 og 17) anført, at spørgsmålet om

værgens medvirken til at træffe beslutning om lægebehandling og anden

behandling ikke er fuldt afklaret. Det må således antages, at der i dag i

langt de fleste tilfælde i praksis ikke beskikkes værger i de formentlig

mange tilfælde, hvor læger står over for spørgsmålet om eventuel

iværksættelse af lægebehandling af varigt inhabile (patienter, der varigt

mangler evnen til at give informeret samtykke).

Det er ifølge bemærkningerne til lovforslaget om værgemål

Justitsministeriets opfattelse, »at spørgsmålet om, hvorvidt der skal

stilles krav om en værges medvirken til at træffe beslutninger om behandling

ved læger, tandlæger og lignende, ikke kan afklares ved værgemålsloven.

Såfremt der findes behov for en nærmere regulering af dette spørgsmål, må det

ske i sundhedslovgivningen, hvor der allerede i dag findes bestemmelser om

samtykke til behandling.«

Endvidere stilles spørgsmålet, om det vil være hensigtsmæssigt i praksis,

at en værges samtykke vil skulle indhentes i alle behandlingssituationer.

Justitsministeriet er med hensyn til dette spørgsmål enig med

værgemålsudvalget i, at et værgesamtykke til behandling oftest vil have

karakter af en illusion. Værgens rolle vil her være at godkende og dermed

legitimere en i forvejen truffet beslutning taget af fagfolk, og en

utilsigtet konsekvens kunne være, at det professionelle ansvar hos lægen vil

forflygtiges, og at ansvarsforholdene i relation til f.eks. lægeloven blev

udvisket.

Værgemålsudvalget afgav betænkning i februar 1993 (betænkning nr.

1247/1993).

Det er på denne baggrund ikke fundet hensigtsmæssigt systematisk at

anvende værgemålsordninger til afgivelse af informeret samtykke til

behandling m.v. for patienter, der ikke selv kan varetage deres interesser. I

øvrigt vil størstedelen af værgemålene næppe omfatte helbredsforhold, og vil

således være uden interesse for patientretten.

Kun i de relativt få tilfælde, hvor der allerede foreligger et værgemål,

der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf.

værgemålslovens § 5, er det relevant at inddrage værgen i beslutninger om

lægebehandling m.v., da det ikke forekommer rimeligt, at to forskellige

repræsentanter for patienten kan træffe beslutning om principielt samme

forhold.

Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke,

ingen nærmeste pårørende, bliver det spørgsmålet om, hvorledes man kan

udforme en praktisk og administrerbar regel, der samtidig tilsikrer

vedkommende en retssikkerhedsmæssig forsvarlig løsning.

Til sikring af en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig løsning bør det kræves,

at en tredjemand - der er uafhængig af behandleren - kan varetage den

pågældendes interesser, idet der i de omhandlede tilfælde ikke er nogen

nærmeste pårørende, der kan udfylde denne funktion. En uvildig tredjemand må

altså hentes fra en kreds af »fremmede«.

I § 9, stk. 2, foreslås det, at den uvildige tredjemand bliver en anden

sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke tidligere har

deltaget i eller fremover skal deltage i behandlingen af den pågældende

patient. Alt andet lige findes en sådan sundhedsperson mere velegnet end en

»god mand« (»sundhedsværge«), valgt af en kreds af

interesserede personer, bl.a. fordi en sådan »god mand« typisk vil

blive tilkaldt med kort varsel og i øvrigt ikke vil have kendskab til

patienten eller dennes behandlingsbehov og ønsker.

Det er vigtigt, at den »anden sundhedsperson« er uafhængig af

den behandlende sundhedsperson. Der må således ikke eksistere et

over/underordnelsesforhold mellem de to sundhedspersoner, og kravet om

uvildighed kan medføre, at der - i den konkrete situation - kan blive tale om

en udefra kommende sundhedsperson.

Den foreslåede regel tilfredsstiller således både behovet for smidighed og

behovet for retssikkerhed for patienten.

Lovforslaget dækker al undersøgelse, diagnosticering, behandling,

sundhedsfaglig pleje, etc., kort sagt alle former for medicinske indgreb -

fra de mindste og bagatelagtige til mere omfattende kirurgiske indgreb m.v.

At inddrage en anden sundhedsperson ved de helt bagatelagtige indgreb, som

f.eks. temperaturtagning, skiftning af bind på sår og lignende forekommer

uhensigtsmæssigt og overflødigt. Reglen i stk. 3 opfanger disse tilfælde.

Formuleringen »behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn

til omfang og varighed« skal forstås snævert, som beskrevet ovenfor. Er

den behandlende sundhedsperson i tvivl, bør han inddrage en anden

sundhedsperson efter reglen i stk. 2.

Da reglen i § 9 , stk. 1, giver de nærmeste pårørende eller værgen en

retlig kompetence til at give informeret samtykke til behandling m.v. på

patientens vegne, kan der i helt ekstraordinære situationer opstå tilfælde,

hvor de nærmeste pårørende eller værgen varetager samtykket på en måde, der

klart er i modstrid med patientens interesser. Det er derfor nødvendigt at

have en meget snæver undtagelsesbestemmelse, der opfanger disse utypiske og

meget sjældne tilfælde. Bestemmelsen i stk. 4 forudsættes således kun anvendt

i de yderst få tilfælde, hvor sundhedspersonen skønner, at de nærmeste

pårørendes eller værgens forvaltning af samtykket åbenbart vil skade

patienten eller behandlingsresultatet. I så fald kan sundhedspersonen

behandle m.v., såfremt vedkommende embedslægeinstitution har givet sin

tilslutning til, at den påtænkte undersøgelse eller behandling udføres.

I disse tilfælde, hvor der foreligger en mulig konflikt mellem

sundhedspersonen og de nærmeste pårørende eller værgen, findes det relevant

at inddrage en uafhængig opmand uden for behandlingssituationen, nemlig

embedslægen.

Det vil i patientens journal skulle noteres, med navn og titel, når en

anden sundhedsperson har givet tilslutning til en behandling efter reglen i §

9, stk. 2, eller når embedslægen har givet tilslutning til en behandling

efter reglen i § 9, stk. 4.

Det bemærkes, at de tilfælde, hvor tilslutning skal foreligge fra en anden

sundhedsperson, jf. § 9, stk. 2, og de tilfælde, hvor tilslutning skal

foreligge fra embedslægen, jf. § 9, stk. 4, optræder nævnte sundhedspersoner

som kontrol- og omsorgspersoner for patienten. Tilslutningen vedrører et

konkret behandlingsforslag, og de uvildige sundhedspersoner skal varetage

patientens interesser og behov, men de har ikke status som legale

repræsentanter på linie med forældremyndighedsindehaver, nærmeste pårørende

eller værge. De uvildige sundhedspersoner er således ikke omfattet af

bestemmelsen i § 5 om ret for legale repræsentanter til - i fornødent omfang

- at indtræde i patientens rettigheder efter loven.

Til § 10

Sundhedspersonen kan efter bestemmelsen give behandling uden samtykke, når

der er tale om en akut - og typisk livsnødvendig - behandling.

Hvis patienten befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling

er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre

patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af

behandlingen, kan sundhedspersonen indlede eller fortsætte en behandling uden

samtykke fra patienten eller fra en legal repræsentant.

Bestemmelsen hviler på en nødretsbetragtning: Det mindre gode (patientens

selvbestemmelse) må vige for at opnå et større gode (patientens liv og

førlighed).

Bestemmelsens tyngdepunkt ligger i det øjeblikkelige behandlingbehov.

Dette foreligger, når »øjeblikkelig behandling er påkrævet for

patientens overlevelse«, dvs. øjeblikkelig livsnødvendig behandling,

eller hvor behandling er uopsættelig for på længere sigt at forbedre

patientens chance for at overleve eller for et væsentligt bedre resultat af

behandlingen.

Er der tale om en voksen person ved fuld bevidsthed, skal informeret

samtykke indhentes efter reglerne i §§ 6 og 7. Er der tale om en 15-17 årig

ved fuld bevidsthed, skal informeret samtykke indhentes efter reglen i § 8. I

begge tilfælde skal indhentelsen af samtykket selvsagt være tilpasset den

akutte situation.

Reglen i § 10 retter sig mod en »patient, der midlertidigt eller

varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15

år«, dvs. 3 kategorier af patienter:

A) en patient, der midlertidigt mangler evnen til at give informeret

samtykke (oftest på grund af bevidstløshed),

B) en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke

(jf. § 9), og

C) en patient under 15 år.

§ 12, stk. 1, i Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke

omhandler alene den patientgruppe, der er omtalt under kategori A. § 12,

stk.1's øvrige indhold svarer til den nu foreslåede regel.

Da der er tale om øjeblikkeligt behandlingsbehov, bør en tilsvarende regel

også gælde for patienter under kategorierne B og C. I princippet kunne der

indhentes samtykke fra disses legale repræsentanter (nærmeste pårørende,

værge, forældremyndighedsindehaver), men da situationen er akut, vil det

oftest være direkte livstruende at anvende tid hertil. Sundhedspersonen kan

således efter den foreslåede regel behandle umiddelbart uden indhentelse af

samtykke fra den legale repræsentant.

Det ligger netop i den akutte situation - i det øjeblikkelige

behandlingsbehov - at sagen er så hastende, at der ikke er tid til at

kontakte tredjeperson for at få et samtykke. Hvis der er tid til at indhente

et samtykke fra en legal repræsentant, er der ikke tale om øjeblikkeligt

behandlingsbehov i bestemmelsens forstand. I så fald skal de legale

repræsentanter samtykke efter reglerne i § 9 eller i forældremyndighedsloven.

I den forbindelse bemærkes, at de legale repræsentanter skal varetage

patientens interesser og behov. De kan således ikke give afkald på

livsnødvendig behandling m.v. Der henvises til bemærkningerne til § 5.

Bestemmelsen i lovforslagets § 10 skal ses i sammenhæng med lægelovens §

7, stk. 1, om påtrængende nødvendig lægehjælp, og straffelovens §§ 250 og 253

om handlepligt.

Efter lægelovens § 7, stk. 1, er enhver læge forpligtet på begæring at yde

den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende

oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved

forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor

jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder

lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af

en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den

omhandlede forpligtelse.

Der er et stort sammenfald mellem de situationer, som henholdsvis

lovforslagets § 10 og lægelovens § 7, stk. 1, dækker. Den bagved liggende

tankegang er den samme: Der er tale om akutte tilfælde, hvor øjeblikkelig

handling er påkrævet. Der er derfor ikke tid til at indhente et informeret

samtykke fra en legal repræsentant eller tid til at hente en anden læge.

Efter straffelovens § 250 straffes den, som hensætter en anden i hjælpeløs

tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i sådan

tilstand, med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov

legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8

år.

Efter straffelovens § 253 straffes med bøde eller hæfte den, som uagtet

det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre,

undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til

redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for

personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Til § 11

Bestemmelsen gælder i alle tilfælde, hvor patienten ikke selv har

kompetencen til at give informeret samtykke, dvs. i forhold til børn og unge

under 15 år, umodne børn og unge på 15-17 år (§ 8, stk. 2) og patienter, der

varigt mangler evnen til at give informeret samtykke (§ 9).

En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke til behandling m.v.

på grund af mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne, skal dog

inddrages mest muligt i beslutningsprocessen, også selv om der er legale

repræsentanter, der er bemyndiget til at varetage patientens interesser

gennem det informerede samtykke. Dette grundsynspunkt, der hviler på

respekten for individets værdighed, ukrænkelighed og selvbestemmelsesret, er

kommet til udtryk i denne bestemmelse. De tilkendegivelser, som patienten er

fremkommet med, skal i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges

betydning i beslutningsprocessen om et behandlingsforløb m.v.

Børn og unge under 15 år er ofte, alt afhængigt af deres udvikling og

modenhed, i stand til fuldt ud at forstå sygdomssituationen,

behandlingsmulighederne m.v., eller i hvert fald væsentlige elementer heraf.

I så fald skal disses indforståelse indgå som en væsentlig faktor i

forældremyndighedsindehaverens stillingtagen. Der henvises i øvrigt til

bemærkningerne til § 8.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, udgør

en meget bred og uensartet gruppe, der dækker over store variationer af

manglende evne til at give samtykke. Ofte vil en patient, der er omfattet af

denne gruppe, kunne forstå dele af sygdomsproblematikken, og den pågældendes

tilkendegivelser skal i så fald medtages mest muligt i den legale

repræsentants beslutningsproces. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

§ 9.

Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin indeholder

følgende bestemmelse:

»Artikel 9 - Tidligere udtrykte ønsker.

Der skal tages hensyn til tidligere ønsker vedrørende en lægelig

intervention udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i

stand til at udtrykke sine ønsker.«

Tilsvarende bestemmelse findes andre steder, f.eks. i WHO's »A

Declaration on the Promotion of Patients« Rights in Europe', marts 1994,

og i den finske retsstillingslov (lov nr. 785 af 17. august 1992).

Denne generelle bestemmelse gælder også i forholdet mellem patient og

sundhedsperson efter patientretsstillingsloven. Når disse tidligere udtrykte

ønsker må antages fortsat at være aktuelle og relevante, skal de tillægges

betydning, og indgå som et element i sundhedspersonens

behandlingsovervejelser.

Til § 12

Bestemmelsen fastslår, hvem der er forpligtet til at drage omsorg for, at

informeret samtykke til undersøgelse og behandling m.v. indhentes efter

reglerne i §§ 6-8 og § 9, stk. 1, at der foreligger tilslutning fra en anden

sundhedsperson efter § 9, stk. 2, at der foreligger tilslutning fra

vedkommende embedslægeinstitution efter § 9, stk. 4, og at patienter

informeres og inddrages mest muligt i beslutningsprocessen efter § 11: Den

sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen m.v. Det er udtrykkeligt

tilkendegivet, at den ansvarlige sundhedsperson skal drage omsorg for, at

informeret samtykke indhentes, at der gives de nødvendige tilslutninger og at

patienter, der er under 15 år, eller varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke, medinddrages i beslutningsprocessen.

Heri ligger, at den ansvarlige sundhedsperson kan delegere selve den

konkrete informationsgivning og indhentelse af samtykke til sine medarbejdere

(»medhjælp« i lægelovens forstand), principielt uanset vedkommendes

uddannelsesmæssige baggrund, men dog forudsat at den for behandlingen

ansvarlige sundhedsperson i øvrigt har vurderet, at den pågældende også vil

være i stand til at give informationen og indhente samtykket på forsvarlig

vis. I f.eks. sygehusvæsenet vil der ofte være tale om delegation til en

anden læge, en sygeplejerske eller en lægesekretær. Tilsvarende gælder for

indhentelse af tilslutning fra en anden sundhedsperson eller

embedslægeinstitutionen, og inddragelse af patienter, der er under 15 år, og

patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, i

beslutningsprocessen.

Kapitel 3

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

I dette kapitel er optaget regler, der regulerer en række konkrete

situationer vedrørende selvbestemmelsesretten, der har været aktuelle gennem

de senere år, og hvor en retlig regulering er fundet nødvendig. Det drejer

sig om sultestrejkende og personer, der nægter at modtage blodtransfusion.

Endvidere er medtaget regler vedrørende behandling af uafvendeligt døende

samt de såkaldte livstestamenter, dvs. formaliserede forhåndstilkendegivelser

om, at patienten, såfremt denne skulle komme i en situation, hvor vedkommende

ikke kan udøve sin selvbestemmelsesret, ikke ønsker livsforlængende

behandling i visse sygdomssituationer. Reglerne om livstestamenter findes i

dag i lægeloven. Disse foreslås overført til nærværende lovgivning, da de

vedrører patienters retsstilling. Samtidig lovfæstes livstestamentets

indhold. Adgangen for uafvendeligt døende til at blive holdt fri for smerter

med smertestillende midler, selv om dette kan medføre fremskyndelse af døden,

som hidtil har været indeholdt i livstestamentet, fremgår direkte af

lovforslagets § 16. Da lægen typisk altid vil anvende smertestillende midler

i den pågældende situation som en almindelig lægefaglig norm, er dette ønske

udeladt af testamentsformularen. Endelig understreges, at en sundhedsperson

fremover kun forpligtes til at kontakte Livstestamenteregistret, hvor der kan

være tvivl om berettigelsen af at iværksætte eller fortsætte en behandling.

Herudover er reglerne omformuleret, så de passer bedre ind i en lov, der

sætter patientens retsstilling i centrum.

Til § 13

Bestemmelsen i § 13 medfører, at de grundlæggende regler om informeret

samtykke i §§ 6-7 også finder anvendelse på de specielle tilfælde, der er

omhandlet i kapitel 3.

Reglen om mindreåriges selvstændige beslutningskompetence i § 8 finder

ligeledes anvendelse i relation til spørgsmålet om sultestrejke, afvisning af

at modtage blod og behandling af uafvendeligt døende. Ved oprettelse af

livstestamente gælder dog en 18 års grænse, da der er tale om en

forhåndstilkendegivelse fra en person, der endnu ikke er patient.

En patient på f.eks. 16 år, der er medlem af trossamfundet Jehovas Vidner,

og som er moden og bevidst om sin situation, kan således afvise at modtage

blod, hvilket sundhedspersonen skal respektere, hvis de øvrige betingelser

efter § 15 er opfyldt.

Er den 16 årige ikke i stand til at forstå konsekvenserne af sin

stillingtagen, jf. § 8, stk. 2, overgår beslutningskompetencen til

forældrene. Er disse ligeledes medlem af Jehovas Vidner, og beslutter at

afvise, at den 16 årige må modtage blod, skal sundhedspersonen rette

henvendelse til patientens kommune med henblik på, at kommunens børn og

unge-udvalg kan beslutte, om behandling, der medfører transfusion af blod

eller blodprodukter, kan finde sted uden samtykke.

Der henvises til bemærkningerne til § 8.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, er

ikke omfattet af kapitel 3, jf. at § 13 ikke henviser til § 9.

De nærmeste pårørende eller en værge, har således ingen kompetence til

(mulighed for) at træffe beslutning på denne patientgruppes vegne i relation

til sultestrejke, afvisning af at modtage blod, behandling af uafvendeligt

døende eller oprettelse af livstestamente.

Alle uafvendeligt døende kommer i slutfasen af deres liv i den situation,

at de mister bevidstheden, hvilken tilstand varer resten af den sidste korte

tid af deres liv. Ud fra en rent sproglig fortolkning vil de i denne fase

være »patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret

samtykke«. Men da § 9 ikke gælder for de særlige tilfælde i kapitel 3,

er det herved tilkendegivet, at de nærmeste pårørende eller en værge ikke får

tildelt en beslutningskompetence i den afsluttende fase for almindelige

patienter.

Reglen om øjeblikkeligt behandlingsbehov, jf. § 10, er ligeledes holdt

uden for kapitel 3. De særlige tilfælde af selvbestemmelsesret, der er

indeholdt i kapitlet, skal respekteres, også hvis patienten i

behandlingsforløbet kommer i en situation, hvor § 10 i og for sig kunne

anvendes, dvs. hvis patienten er blevet bevidstløs og hans situation har

udviklet sig livstruende. Sundhedspersonen er således afskåret fra at

behandle i den situation. Selvbestemmelsesretten skal respekteres.

§ 11 om patientens inddragelse har i kapitel 3-situationer alene betydning

ved behandling af børn under 15 år. Børnenes synspunkter skal indgå som et

væsentligt element i beslutningsprocessen, hvilket i øvrigt også fremgår af

forældremyndighedsloven og af bistandsloven i forbindelse med børn og

unge-udvagets afgørelser.

§ 12, der fastlægger sundhedspersonens ansvar, gælder også for de særlige

tilfælde, der er omfattet af kapitel 3.

Til § 14

Bestemmelsen om sultestrejkende er en videreførelse af § 13 i

Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og

samtykke m.v. (»Lægers pligt og patienters ret«). Bestemmelsen

udstrækker den respekt for individets integritet og selvbestemmelse, som

lovforslaget hviler på, til den specielle og sjældne situation, hvor en habil

patient har iværksat spisevægring.

Med bestemmelsen understreges, at selv om den sultestrejkende vil dø af

sit forehavende, så er sundhedspersonen (lægen) ikke berettiget til at

forhindre dette, heller ikke hvis den sultestrejkende bliver bevidstløs.

Ofte vil en sultestrejke blive indledt af personer, der opholder sig uden

for sygehusvæsenet, f.eks. i fængsler el. lign. Hvadenten sultestrejke

gennemføres på en institution udenfor sundhedsvæsenet eller patienten bliver

overført til et sygehus, vil der være tale om en behandlingssituation, der er

omfattet af lovens regler.

Hvor der i øvrigt er tale om spisevægring, vil den pågældende patient i

overensstemmelse med selvbestemmelsesretten, forudsat at vedkommende er fuldt

bevidst om situationen, ligeledes have ret til at gennemføre spisevægringen

med den konsekvens, at døden indtræder.

Det kræves efter bestemmelsen, at patienten utvivlsomt har iværksat en

sultestrejke. I ordet »utvivlsomt« ligger, at patienten med

sikkerhed vil tage den konsekvens af sultestrejken, at denne kan medføre

døden, og at patienten har forstået, at dette kan blive en følge heraf, da

bestemmelsen medfører, at sundhedspersoner er forpligtet til at undlade at

gribe ind, hvis der er tale om en velovervejet handling.

Til § 15

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af § 14 i Sundhedsstyrelsens

cirkulære om information og samtykke m.v.

Reglerne blev i sin tid indført for at imødekomme ønsker fra medlemmerne

af trossamfundet Jehovas Vidner, der af religiøse årsager ikke ønsker at

modtage blod eller blodprodukter under operation og lignende. Bestemmelsen er

også her udtryk for, at individets integritet og selvbestemmelsesret i disse

situationer vurderes højere end bevarelsen af livet.

Det bemærkes, at en beslutning om ikke at anvende blod eller blodprodukter

under en operation kan være fuldt ud lægelig forsvarlig. Der kan imidlertid

også være betydelige risici forbundet hermed. Det forudsættes, at patienten

informeres grundigt om disse risici.

Bestemmelsen i stk. 1 og 2 medfører, at en sundhedsperson (læge)

ikke er berettiget til at anvende blod, hvor patienten har afvist dette,

heller ikke hvis det under operationsforløbet viser sig, at anvendelsen af

blod var mere nødvendig end først antaget.

I stk. 3 er det præciseret, at en sundhedsperson (læge) kun er

forpligtet til at indlede en operation eller lignende uden anvendelse af blod

eller blodprodukter, hvor der er tale om påtrængende nødvendig lægehjælp, jf.

lægelovens § 7, stk. 1. I en sådan situation skal lægen yde den bedst mulige

behandling med respekt for, at patienten nægter at modtage blod. Lægen skal

her acceptere patientens selvbestemmelsesret og behandle patienten, selv om

dette indebærer, at patienten, efter lægens opfattelse, ikke får en optimal

behandling, men en behandling, der i sin yderste konsekvens kan medføre

patientens død.

Hvor en behandling kan udsættes, må lægen tage stilling til om vedkommende

vil behandle patienten, selv om denne nægter at modtage blod. Såfremt lægen

indvilliger i dette, må vedkommende ikke give patienten blod eller

blodprodukter, heller ikke hvis patienten risikerer at dø af et uerstattet

blodtab. Kan lægen ikke acceptere at behandle patienten på disse vilkår, kan

vedkommende ikke forpligtes hertil, og patienten skal henvises til en anden

læge.

Det bemærkes endvidere, at der i ovenstående alene er omtalt de tilfælde,

hvor patienten ikke selv ønsker behandling med blod. I de tilfælde, hvor der

er tale om, at forældrene til et barn under 15 år ønsker, at behandlingen

skal ske uden blod, vil lægen, hvor der er tale om en livstruende sygdom, om

nødvendigt have pligt til at underrette kommunalbestyrelsen med henblik på,

at børn og unge-udvalget kan træffe beslutning om, at den nødvendige lægelige

undersøgelse eller behandling af barnet gennemføres med anvendelse af blod.

Hjemlen for børn og unge-udvalgets indgriben er bistandslovens § 35 b (med

virkning fra 1. juli 1998 § 44 i lov om social service).

Til § 16

Reglen er en videreførelse af bestemmelserne i lægelovens § 6, stk. 5 samt

bestemmelserne i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 18. december

1992 om livstestamenter og Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september 1992

om lægers forpligtelser i forbindelse med livstestamenter m.v., for så vidt

angår behandling af uafvendeligt døende med smertestillende medicin.

Hovedbegrundelsen for reglen er respekten for patientens ret til en

naturlig og værdig død, når patienten er uafvendeligt døende, dvs. når døden

med stor sandsynlighed forventes at indtræde indenfor dage til uger trods

anvendelsen af de - ud fra den tilgængelige viden om grundsygdommen og dens

eventuelle følgetilstande - foreliggende behandlingsmuligheder.

I § 16, stk. 1, fastslås, at en habil uafvendeligt døende patient, som

andre patienter, har fuld selvbestemmelsesret.

Hvor en patient ikke er i stand til at udøve sin selvbestemmelseret,

f.eks. på grund af bevidstløshed, giver § 16, stk. 2, sundhedspersonen

mulighed for, hvor det ud fra en almindelig medicinsk vurdering findes, at

patienten er uafvendeligt døende, at standse en behandling, selv om

dødstidspunktet herved fremskyndes.

På tilsvarende måde fastslås i bestemmelsens stk. 3 den habile patients

ret til at modtage smertestillende medicin, selv om en konsekvens af dette

er, at dødstidspunktet herved fremskyndes. Som en naturlig følge heraf giver

bestemmelsen også lægen ret til at indgive smertestillende medicin til

patienter, hvor der foreligger samtykke, idet lægen almindeligvis vil være

forpligtet til at begrænse patientens smerter mest muligt set ud fra en

samlet lægefaglig vurdering.

Til §§ 17-18

I disse to bestemmelser sker der en præcisering af reglerne om

livstestamenter som følge af de erfaringer, der er gjort hermed siden

bestemmelsernes indførelse i 1992.

Reglerne er en videreførelse af bestemmelserne i lægelovens § 6, stk. 3-4,

og § 6 a, samt bestemmelserne i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 782

af 18. december 1992 om livstestamenter og Sundhedsstyrelsens cirkulære af

22. september 1992 om lægers forpligtelser i forbindelse med livstestamenter

m.v.

I dag indeholder livstestamenteformularen følgende 3 ønsker:

1) at testator ikke ønsker livsforlængende behandling i en situation, hvor

vedkommende er uafvendeligt døende,

2) at testator ikke ønsker livsforlængende behandling i en situation, hvor

vedkommende er så svært invalideret, at vedkommende varigt er ude af stand

til at tage vare på sig selv, og

3) at testator, hvor vedkommende er uafvendeligt døende, ønsker

friholdelse for smerter selv om dette indebærer risko for at dødstidspunktet

fremskyndes.

Vedrørende ønske nr. 3 bemærkes, at det direkte i lovforslagets § 16, stk.

3, er fastsat, at en uafvendeligt døende patient kan modtage de

smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at

lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af

dødstidspunktet. Da det følger af en almindelig lægefaglig norm, at patienter

skal holdes smertefrie, og da lægen efter § 16, stk. 3 har lov til at gøre

dette, selv om dette kan medføre en fremskyndelse af dødstidspunktet, er det

unødvendigt at opretholde dette ønske i livstestamenteformularen. Punktet

udgår derfor af formularen.

Samtidig foreslås det at ønske nr. 1 og 2 i formularen optages direkte i

loven. Dette er sket i lovforslagets § 17, stk. 2.

I dag er lægen forpligtet til at kontakte Livstestamenteregistret, hver

gang en patient er uafvendeligt døende eller så svært invalideret, at

vedkommende varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv, uanset om

lægen påtænker at iværksætte livsforlængende behandlig af den uafvendeligt

døende patient eller at fortsætte den livsforlængende behandling af en svært

invalideret patient. Denne formulering har imidlertid givet anledning til

nogen tvivl om, hvornår lægen skal kontakte registret. Derfor er det nu i

lovforslagets § 17, stk. 4, nærmere præciseret, under hvilke omstændigheder

lægen skal kontakte registret.

Vedrørende ønske nr. 1 bemærkes:

Ofte vil almindelige lægefaglige normer indicere, at behandling af en

uafvendeligt døende patient ikke skal fortsætte. I så fald er patientens

eventuelle forhåndstilkendegivelse i et livstestamente allerede tilgodeset,

og der er derfor ikke yderligere behov for at konstatere, om der foreligger

et livstestamente. Hvor en læge måtte overveje yderligere behandling af en

uafvendeligt døende patient, er der derimod grund til at kontakte

Livstestamenteregistret for at konstatere, om patienten i et livstestamente

har forhåndstilkendegivet, at behandling i en sådan situation ikke ønskes.

Vedrørende ønske nr. 2 bemærkes:

Med hensyn til behandling af svært invaliderede vil den lægefaglige norm

tilsige at behandling fortsættes, da døden for disse patienters vedkommende

ikke er umiddelbart forestående. Lægen skal derfor altid i disse situationer

kontakte Livstestamenteregistret for at konstatere, om patienten har

forhåndstilkendegivet, at behandling ikke ønskes. I givet fald er dette ønske

vejledende, men ikke bindende, for sundhedspersonen (lægen).

Lovforslaget præciserer med andre ord, at lægens forpligtelse til at

kontakte registret begrænses til situationer, hvor behandlingen ikke allerede

tilgodeser patientens eventuelle forhåndstilkendegivelser.

Reglerne foreslås derfor ændret således, at lægens forpligtelse til at

kontakte registret begrænses til situationer, hvor lægen for en patient, der

ikke selv kan udøve selvbestemmelsesretten, påtænker at iværksætte

livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at

fortsætte en livsforlængende behandling af en patient, der er så svært

invalideret, at vedkommende varigt ikke kan tage vare på sig selv. Denne

ordning tilgodeser patientens ønske efter et livstestamente.

De foreslåede ændringer nødvendiggør i øvrigt ikke, at de hidtidigt

oprettede livstestamenter skal ændres. For fremtidige livstestamenter skal

der udarbejdes en ny formular i overensstemmelse med ovenstående, dvs. med

kun to ønsker. Det gebyr, som sundhedsministeren kan fastsætte efter § 18,

stk. 2, for testamentets oprettelse, vil blive fastsat til de 50 kr., der

hidtil har været gældende.

Kapitel 4

Til §§ 19-22

Reglerne i kapitel 4, §§ 19-22, er en uændret videreførelse af

bestemmelserne i lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i

helbredsoplysninger.

Da der er tale om en uændret videreførelse af gældende regler, skal her

blot henvises til det oprindelige lovforslag og bemærkningerne hertil samt

til folketingsbehandlingen.

Forslag L 228 til lov om aktindsigt i helbredsoplysninger blev fremsat af

sundhedsministeren den 17. marts 1993 (Folketingets Forhandlinger 1992-93,

6569). Forslaget blev 1. behandlet den 23. marts 1993 (FF 1992-93, 6979), 2.

behandlet den 11. juni 1993 (FF 1992-93, 10877) og vedtaget ved 3. behandling

den 17. juni 1993 (FF 1992-93, 11034).

Reglerne i dette kapitel er omfattet af Europaparlamentet og Rådets

direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger,

(i det følgende benævnt direktiv 95/46/EF), som skal være implementeret i

dansk lovgivning senest 24. oktober 1998, jf. de almindelige bemærkninger

pkt. 6. Justitsministeriet har i den forbindelse nedsat et udvalg om revision

af registerlovgivningen, der i følge sit kommissorium bl.a. har til formål et

overveje og vurdere, hvorledes en fremtidig lovgivning om behandling af

personoplysninger m.v. skal udformes. Udvalget har ultimo 1997 afgivet sin

betænkning (1345/97). Betænkningen indeholder bl.a. et udkast til forslag til

ny lovgivning på området, som skal træde i kraft i oktober 1998.

Justitsministeriets udvalg vurderer også de gældende aktindsigtsregler i

bl.a. forvaltningsloven i forhold til direktivet. Det vil derfor, når

justitsministeren i foråret 1998 fremsætter forslag til ny

registerlovgivning, være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til

kapitlet, bl.a. vil det være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til

lovforslagets § 19, stk. 2, hvor der henvises til lov om offentlige

myndigheders registre. Der vil i forbindelse hermed også skulle tages

stilling til hvilke patientjournaler, der i relation til reglerne om

egenacces skal være omfattet af henholdsvis lov om patienters retsstilling og

den kommende registerlovgivning, jf. at art. 3, stk. 1, i direktiv 95/46/EF

som udgangspunkt omfatter behandling af personoplysninger, der helt eller

delvis foretages ved hjælp af edb samt ikke-elektronisk behandling af

personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Direktivets dækningsområde er således bredere end den gældende

registerlovgivning. Det er på nuværende tidspunkt ikke afklaret, hvorledes

registerbegrebet i henhold til direktivet vil blive tolket i den kommende

registerlovgivning.

Det skal præciseres, at reglerne i kapitel 4 alene vedrører spørgsmålet om

aktindsigt (egenacces). Alle øvrige spørgsmål vil skulle behandles efter

registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør heraf.

Det bemærkes, at bestemmelsen i § 20, stk. 2, hvorefter retten til

aktindsigt kan begrænses i det omfang, patientens interesse i at blive gjort

bekendt med oplysningerne findes at burde vige fra afgørende hensyn til den

pågældende selv (eller til andre private interesser), er bibeholdt uændret.

Undtagelsesbestemmelsen har kun været brugt yderst lidt, men findes af

behandlingsmæssige grunde nødvendig at opretholde. Hensyn til patienten selv

vil typisk være tilbageholdelse af oplysninger vedrørende psykiatriske

patienter. De nævnte andre private interesser vil ofte være oplysninger, som

tredjemand, f.eks. pårørende, måtte have givet til journalen og hvor en

oplysning herom til patienten vil være til alvorlig skade for patient- eller

familieforholdet.

Det er vigtigt, at der i lovforslaget er indeholdt en formel ret til at

begrænse aktindsigten i journaler, bl.a. fordi journaler kan indeholde andre

oplysninger, end dem der omfattes af pligten til information efter det

informerede samtykke, ligesom skriftligt materiale i øvrigt kan indebære en

større belastning af patienten, hvis der heri er indeholdt oplysninger, der

alvorligt belaster behandlingssituationen. Også efter direktiv 95/46/EF vil

der være mulighed for at begrænse patientens ret til aktindsigt, hvis dette

er nødvendigt til beskyttelse af den pågældendes interesser eller andres

rettigheder, jf. direktivets art. 13, litra g.

Kapitel 5

Idet der i øvrigt henvises til afsnit 4 i de almindelige bemærkninger om

baggrunden for at samle og forenkle reglerne om tavshedspligt og

videregivelse af helbredsoplysninger, skal bemærkes, at reglerne i kapitel 5

om videregivelse af helbredsoplysninger ligesom reglerne om aktindsigt er

omfattet af direktiv 95/46/EF, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Direktivets anvendelsesområde er i art. 3, stk. 1, fastsat til at være

behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp

af edb, samt ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller

vil blive indeholdt i et register. Lovforslaget om patienters retsstilling

indeholder således regler, der er omfattet af direktivet. Justitsministeriets

udvalg om registerlovgivningen har ultimo 1997 afgivet betænkning, som skal

lægget til grund for implementering af direktivet i dansk lovgivning. Det kan

derfor, når justitsministeren i forårssamlingen 1998 fremsætter forslag til

ny registerlovgivning, være nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til

kapitlet. Reglerne i kapitel 5 vedrører alene spørgsmålet om videregivelse af

oplysninger. Alle øvrige spørgsmål vil skulle behandles efter

registerlovgivningen og de regler, der fastsættes i medfør heraf.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Til de enkelte bestemmelser skal i øvrigt bemærkes følgende:

Til § 23

Bestemmelsen fastslår, at patienten har krav på, at sundhedspersoner m.fl.

iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller

får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold samt

andre fortrolige oplysninger. Det er således en fundamental regel, at de

oplysninger, man betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den

pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. Patienten har

et krav på beskyttelse af sit privatliv. Retten er også en afgørende

forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold til

sundhedspersonen. Tillidsforholdet er nødvendigt både af hensyn til

patientens behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro og respekt for

sundhedspersonerne, og dermed også for at skabe en tillid i befolkningen til

sundhedsvæsenet.

Den betænkning, der i 1931 blev afgivet af Kommissionen angaaende Lægers

Retsstilling, anførte vedrørende spørgsmålet om lægers tavshedspligt:

»Hvis læger var berettiget til at udtale sig om alt, hvad de måtte

erfare om deres patienters sygdomme og andre forhold, kunne det befrygtes, at

folk af denne grund ville holde sig tilbage fra at søge læge eller undlade at

give disse fuldstændige oplysninger, hvilket i høj grad ville stride imod

såvel den enkeltes som mod den offentlige sundhedsplejes interesse.«

Bestemmelsen i § 23 er baseret på samme grundsynspunkt.

Efter stk. 2 påhviler ansvaret for at oplysninger videregives i

overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel den driftsansvarlige myndighed,

uagtet at den enkelte sundhedsperson i kapitlet er tillagt en række

beføjelser, jf. f.eks. § 24, stk. 4 og § 26, stk. 3.

Efter direktiv 95/46/EF påhviler der den registeransvarlige en række

forpligtelser, f.eks. at sikre, at oplysninger behandles rimeligt og lovligt,

hvilket bl.a. indebærer, at den registeransvarlige skal sikre, at der ikke

sker ulovlig videregivelse af personoplysninger, jf. direktivets art. 6, stk.

1, litra a, jf. stk. 2. Med henblik på at sikre at loven på dette område er i

overensstemmelse med direktivet fastslås det derfor, at det er den

driftsansvarlige myndighed, der har det overordnede ansvar for at

oplysningerne behandles i overensstemmelse med lovens regler.

I de konkrete situationer vil det imidlertid være den pågældende

sundhedsperson, der træffer afgørelse om, hvorvidt oplysninger kan

videregives efter lovens regler. Den driftsansvarlige myndighed kan

imidlertid som en tjenstlig pligt - som en konsekvens at myndigheden har det

overordnede ansvar for at oplysninger behandles i overensstemmelse med loven

- pålægge sundhedspersonen at videregive helbredsoplysninger i særlige

tilfælde, jf. bemærkningerne til § 24, stk. 4, og § 26, stk. 3. For

privatpraktiserende læger vil det altid være den konkrete sundhedsperson, der

har kompetence til og ansvar for, at oplysninger videregives i

overensstemmelse med reglerne i kapitel 5.

Til § 24

I stk. 1, fastslås som en grundlæggende hovedregel, at sundhedspersoner

kun må videregive oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent

private forhold og andre fortrolige oplysninger, til andre sundhedspersoner,

såfremt patienten har givet sit samtykke hertil.

Bestemmelsen omfatter oplysninger om helbredsforhold, øvrige rent private

forhold og andre fortrolige oplysninger. Helbredsforhold skal forstås som

sygdomsoplysninger eller oplysninger om en persons helbredstilstand, herunder

oplysninger om en persons kontakt med sundhedsvæsenet. Sundhedspersonerne vil

imidlertid ofte også kunne være i besiddelse af andre oplysninger vedr. rent

private forhold, som ikke kan karakteriseres som helbredsforhold. F.eks.

oplysninger vedr. patientens ægteskab, patientens pårørende m.v. Endvidere

kan patienten også have givet oplysning om andre fortrolige forhold, f.eks.

vedr. indkomstforhold m.v. Efter forslaget kan disse oplysninger ikke

videregives uden patientens særskilte samtykke, da de ikke er nødvendige for

behandlingen.

Efter stk. 2, nr. 1, kan sundhedspersonen dog uden samtykke videregive og

indhente helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb

for patienten. Det er en forudsætning, at der er tale om videregivelse af

helbredsoplysninger, der er nødvendige for den aktuelle undersøgelse,

behandling m.v., og at videregivelsen sker under hensyntagen til patientens

interesse og behov. I denne situation vil der typisk kun kunne være tale om

at videregive helbredsoplysninger og ikke andre fortrolige oplysninger, idet

sidstnævnte ikke vil have betydning for et aktuelt behandlingsforløb.

Under et aktuelt behandlingsforløb betragter patienten det som naturligt,

at sundhedspersonen videregiver de helbredsoplysninger, som er nødvendige for

den påtænkte behandling. Et samtykke er derfor unødvendigt, dels fordi der

typisk allerede som led i det informerede samtykke til selve behandlingen er

gjort overvejelser om den videre behandling og de herfor nødvendige

oplysninger, dels fordi patienten kan frabede sig, at oplysningerne

videregives.

Af lovforslagets § 7, stk. 3-4, fremgår også, at informationen skal gives

løbende og omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og

plejemuligheder m.v.

Ifølge de gældende regler i bl.a. forvaltningslovens § 28, kan

helbredsoplysninger ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed,

f.eks. fra et sygehus i et amt til et sygehus i et andet amt, uden patientens

skriftlige samtykke. Ydermere skal det skriftlige samtykke angive, hvilke

oplysninger der nærmere kan indhentes og til hvilket formål, ligesom

samtykket kun gælder 1 år. Endvidere vil helbredsoplysninger ikke kunne

videregives fra en alment praktiserende læge til f.eks. en praktiserende

speciallæge eller til et sygehus i amtet, uden at patienten som udgangspunkt

skal give samtykke hertil, jf. straffelovens § 152 om tavshedspligt.

Reglerne har givet anledning til betydelige administrative procedurer som

af patienten og sundhedspersoner opleves som unødvendige formaliteter. F.eks.

er der nogle steder udleveret et fleresiders fortryk til afkrydsning af

samtykke til indhentelse af helbredsoplysninger fra amtets egne og eventuelle

fremmede sygehuse, f.eks. lands- og landsdelssygehuse, hvorfra det kan være

nødvendigt at indhente lægefaglige råd før den videre behandling.

Efter den foreslåede regel i § 24, stk. 2, nr. 1, vil helbredsoplysninger

uden patientens samtykke kunne videregives fra den praktiserende læge til et

sygehus, hvor den videre behandling skal ske. Tilsvarende vil oplysninger

kunne videresendes til andre sygehuse som led i et aktuelt behandlingsforløb.

Også resultater af sygehuslaboratoriers og røntgenafdelingers undersøgelse,

der foretages for patientens praktiserende læge, vil uden patientens samtykke

kunne tilbagesendes til den henvisende læge. Der er også her tale om et

aktuelt behandlingsforløb. Man kan også sige, at kontakten anses for et led i

den praktiserende læges behandling af patienten, hvortil patienten har givet

samtykke.

Reglen baserer sig på, at der som en konsekvens af det informerede

samtykke også er givet et samtykke til, at sundhedspersonen kan

videregive/udveksle de for det aktuelle behandlingsforløb nødvendige

helbredsoplysninger uden patientens samtykke hertil.

For kronisk syge patienter vil den typisk tætte kontakt mellem behandler

og patient resultere i, at den løbende information om sygdommen og dens

behandling, samt de herfor nødvendige oplysninger går ind i den fælles

dialog, hvor patienten gives mulighed for at sige fra.

Efter reglen vil det kun være de oplysninger, der er nødvendige for den

aktuelle behandling, der må videregives. Oplysninger om patientens

helhedsforhold, der ikke er relevante for behandlingen og som fremgår af

patientjournalen, må således ikke videregives og skal sorteres fra.

Oplysninger om andre fortrolige forhold vil normalt ikke kunne videregives

efter denne bestemmelse, idet disse oplysninger ikke vil være nødvendige for

det aktuelle behandlingsforløb.

Endvidere må oplysninger kun videregives, når der er tale om et aktuelt

behandlingsforløb. Der vil således ikke kunne ske en automatisk

videresendelse af udskrivningsbreve fra sygehuse til patientens praktiserende

læge. Det må i hvert enkelt tilfælde være en konkret vurdering af, hvorvidt

patienten skal fortsætte den aktuelle behandling hos den praktiserende læge.

Det understreges, at som følge af den i øvrigt gældende tavshedspligt, vil

oplysninger om patienten ikke kunne videregives til medarbejdere, der ikke er

involveret i undersøgelse, behandling og pleje af patienten. Patientens

samtykke til behandling vil selvsagt ikke kunne fortolkes således, at alle,

der kender patienten el. lign frit kan få udleveret oplysninger om den

pågældende. Ønsker sundhedspersoner, der ikke direkte er involveret i den

undersøgelse og behandling, som patienten har givet samtykke til, at få

oplysninger om den pågældende, må patientens samtykke særligt indhentes med

henblik på denne situation. Der vil heller ikke kunne udleveres oplysninger

til f.eks. sygehusadministrationen vedr. patienten uden patientens

udtrykkelige samtykke. Sygehusadministrationen kan imidlertid efter § 26,

stk. 2, nr. 3, være berettiget til at kræve visse oplysninger udleveret, jf.

bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det bemærkes, at retten til vurdering af om videregivelse af

helbredsoplysninger kan ske efter denne bestemmelse og efter § 26 er tillagt

den pågældende sundhedsperson, jf. nedenfor.

I § 24, stk. 2, nr. 2 er fastsat en anden undtagelse fra hovedreglen i

stk. 1, om at patienten skal give samtykke til videregivelse af

helbredsoplysninger.

Efter bestemmelsen kan der ske videregivelse af oplysninger, såfremt

videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen

interesse eller af patientens eget eller andres tarv. Bestemmelsen erstatter

forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3 (»værdispringsreglen«) for

så vidt angår videregivelse af oplysninger mellem offentligt ansatte læger

inden for forskellige myndigheder og svarer til straffelovens § 152 e, nr. 2.

For så vidt angår videregivelse til varetagelse af en åbenbar almen

interesse, vil en sådan videregivelse kun undtagelsesvis kunne finde sted.

Videregivelse til varetagelse af patientens tarv tager sigte på de tilfælde,

hvor en patient på grund af sin tilstand er ude af stand til at give

samtykke, og det derfor af hensyn til patienten selv er afgørende nødvendigt

at videregive oplysninger til andre sundhedspersoner. Der bør i denne

situation også tages hensyn til patientens formodede ønsker, som patienten

eventuelt på et tidligere tidspunkt måtte have fremsat. Tilstanden kan f.eks.

bestå i bevidstløshed, ung alder kombineret med manglende mulighed for at

indhente samtykke fra forældremyndighedens indehaver, alderdomssvækkelse og

lignende.

Efter § 24, stk. 2, nr. 3, kan der ske videregivelse af oplysninger uden

patientens samtykke til patientens praktiserende læge fra en læge, der virker

som stedfortræder for denne. Det forudsættes, at der kun sker videregivelse

af nødvendige oplysninger, jf. art. 8, stk. 3 i direktiv 95/46/EF.

Der kan være tale om stedfortræder for egen læge i følgende tre

situationer: Læger, der virker som vagtlæger, en anden alment praktiserende

læge ved egen læges forfald samt en anden alment praktiserende læge, der

behandler patienten. Patienten vil i disse situationer ofte finde det

naturligt, at egen læge modtager nødvendige oplysninger om den behandling,

som patienten har modtaget hos den stedfortrædende læge. Endvidere må det

tillægges afgørende vægt, at der sker videregivelse af oplysninger, herunder

oplysninger om ordination af lægemidler, til patientens egen læge med henblik

på at forebygge risiko for dobbeltordinationer, vildledning fra

medicinmisbrugere m.v.

Lægevagtsordningerne er opbygget som selvstændige organisationer, som

styres af de praktiserende læger på kollektiv basis i fortsættelse af

ansvaret for patienterne i dagtiden og efter aftaler med amterne. Lægevagten

har til opgave at tilgodese patienternes behov for akut lægehjælp uden for

dagarbejdstiden. I visse tilfælde vil en sådan behandling skulle følges op af

yderligere behandling hos patientens egen læge i dagtimerne. I disse

situationer vil bestemmelsen i § 24, stk. 2, nr. 1 finde anvendelse, idet

videregivelsen her er nødvendig af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb.

I andre tilfælde vil lægevagten på baggrund af patientens egne oplysninger

skønne, at undersøgelse og behandling kan vente til dagtiden og blive

varetaget af patientens egen læge. Der vil endvidere være situationer, hvor

patienten bliver undersøgt og behandlet af vagtlægen, uden at denne

behandling skal følges op af yderligere behandling hos egen læge. Patienterne

vil forvente, at der sker videregivelse af nødvendige oplysninger fra

vagtlægen til egen læge.

Videregivelse af nødvendige oplysninger til patientens alment

praktiserende læge vil endvidere kunne ske fra en anden alment praktiserende

læge, der har behandlet patienten ved egen læges forfald, dvs. ved sygdom,

kurser, ferie eller lignende. Det kan ske ved, at egen læge ansætter en

vikar, der behandler patienten i egen læges konsultationslokaler eller ved

henvisning til en navngiven anden alment praktiserende læge, som efter aftale

med egen læge behandler patienten.

Endelig kan der ske videregivelse af oplysninger efter § 24, stk. 2, nr.

3, til patientens egen læge fra en anden alment praktiserende læge, som

patienten opsøger et andet sted i landet under ophold der, f.eks. under

patientens ferieophold eller lignende.

Efter § 24, stk. 3, kan patienten på ethvert tidspunkt frabede sig, at

helbredsoplysninger videregives efter reglen i stk. 2, nr. 1, om aktuelt

behandlingsforløb.

Dette er en understregning af, at patienten grundlæggende kan bestemme, om

helbredsoplysninger må videregives. Det spørgsmål kan dog stilles, om det vil

være rimeligt med en retstilstand, hvorefter en patient kan nægte, at

helbredsoplysninger om foretagne undersøgelser, røntgenbilleder mv. sendes

videre til et nyt behandlingssted, hvor patienten ønsker sig behandlet, med

det resultat, at man her skal tilvejebringe alle disse helbredsoplysninger på

ny.

Imidlertid forekommer sådanne tilfælde næppe i stort omfang, ligesom

patienterne må sikres en egentlig ret til at nægte videregivelsen af

helbredsoplysninger. Det forudsættes, at patienterne informeres om deres ret

til at nægte videregivelse. Denne information kan gives direkte af de

pågældende sundhedspersoner eller i mere generel form, f.eks. ved

patientinformationsmateriale i form af brochurer eller anden skriftlig

vejledning. Patienten må så også i visse situationer acceptere, at

behandlingen kan blive givet på et lavere niveau, såfremt det ikke står i

rimeligt forhold til lidelsen af fremskaffe helbredsoplysninger på ny.

I stk. 4 præciseres det, at det er den sundhedsperson, der er i

besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse efter

stk. 2 er berettiget. På et sygehus vil afgørelsen af, hvorvidt en

videregivelse efter stk. 2 fra en patientjournal er berettiget, som

hovedregel skulle træffes af den overlæge, der er ansvarlig for den

sygehusafdeling, hvor den pågældende patient er indlagt, eller af en anden

sundhedsperson, som overlægen har bemyndiget hertil. For så vidt angår

videregivelse af oplysninger fra en alment praktiserende læge, speciallæge,

tandlæge m.fl., vil afgørelsen skulle træffes af den pågældende læge m.fl.

Bestemmelsen angiver i hvilke situationer, sundhedspersonen er berettiget

til at videregive oplysninger uden samtykke. Sundhedspersonen vil imidlertid

ikke efter loven være forpligtet til at videregive oplysningerne. Dette er en

skærpelse af patientens rettigheder i forhold til forvaltningslovens

bestemmelser, hvorefter myndighederne er forpligtet til at videregive

oplysninger, såfremt betingelserne for en berettiget videregivelse er

opfyldt. De nævnte regler, hvorefter retten er tillagt sundhedspersonen, vil

dog ikke være til hinder for, at en eventuel ansættelsesmyndighed som en

tjenstlig pligt kan pålægge sundhedspersonen at videregive

helbredsoplysninger i de tilfælde, hvor sundhedspersonen også er berettiget

til dette efter §§ 25 og 27, jf. også de indledende bemærkninger til kapitel

5.

Det bemærkes, at de omtalte regler ikke er til hinder for, at

sundhedspersonen indhenter samtykke fra patienten til videregivelse i videre

omfang, end loven foreskriver, ligesom samtykke i øvrigt bør indhentes, hvor

sundhedspersonen er i tvivl om, hvorvidt et samtykke er nødvendigt efter

reglerne.

Til § 25

Efter stk. 1 skal samtykke efter § 24, stk. 1, være mundtligt eller

skriftligt og indføres i den pågældendes patientjournal. Ved en

patientjournal, der kan føres både manuelt og elektronisk, forstås de

optegnelser, som oplyser om patientens tilstand, de planlagte og udførte

undersøgelses- og behandlingsopgaver og observationer m.v. af patienten.

Bestemmelsen er for så vidt angår visse videregivelsessituationer en lempelse

i forhold til gældende lovgivning, hvorefter der kræves skriftligt samtykke,

og vil medvirke til en mere smidig udveksling af oplysninger inden for

sundhedsvæsenet. Det vil således være op til de enkelte sundhedspersoner,

hvorvidt der indhentes et mundtligt eller skriftligt samtykke.

Samtykket forudsættes at være konkret og basere sig på den fornødne

information, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 2.

Endvidere er bestemmelsen en lempelse i forhold til gældende lovgivning

for så vidt angår kravet til, hvem der skal indhente samtykke. Med henblik på

at sikre en mere smidig udveksling af de oplysninger, som patienten har givet

samtykke til kan videregives til andre sundhedspersoner, foreslås det i

bestemmelsen, at patienten enten kan give sit samtykke til den

sundhedsperson, der videregiver oplysninger eller til den sundhedsperson, der

modtager oplysninger. Ønsker patienten f.eks. efter hjemsendelse fra

sygehuset, at den alment praktiserende læge bliver orienteret om

behandlingsforløbet på sygehuset, kan patienten give sit samtykke til den

praktiserende læge. I denne situation er den praktiserende læge ikke længere

et led i det aktuelle behandlingsforløb og vil derfor ikke kunne få

oplysningerne uden patientens samtykke. Den praktiserende læge er efter

patientens anmodning herefter berettiget til at anmode sygehuset om

oplysningerne, og sygehuset er forpligtet til at videresende oplysningerne

til lægen, idet det i denne situation er den praktiserende læge, der ved sin

kontakt til sygehuset står inde for, at et samtykke foreligger. Er patienten

i tvivl om, hvilke oplysninger han ønsker, den praktiserende læge skal få

kendskab til, vil det være naturligt, at patienten kontakter sygehuset og

efter en drøftelse heraf giver sit samtykke til sygehuset.

Nægter patienten at give samtykke til videregivelse, skal dette

respekteres, medmindre undtagelsesbestemmelserne i § 24, stk. 2, finder

anvendelse.

Efter stk. 2 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om

kravene til et samtykke. Der vil i medfør af bestemmelsen blive fastsat

regler om, at samtykket skal være konkret og basere sig på den fornødne

information. Det forudsættes, at patienten orienteres om formålet med og

omfanget af videregivelsen. Informationen skal i den her nævnte forbindelse

gives på et tidspunkt, hvor det af hensyn til behandlingen skønnes nødvendigt

at indhente eller videregive helbredsoplysninger om den pågældende patient.

Samtykket skal gives i forbindelse med den konkrete situation, dvs. i

tilknytning til, at der opstår behov for videregivelse.

Til § 26

Bestemmelsen omhandler videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre

formål end behandling m.v., dvs. alle andre personer, myndigheder m.fl. end

de sundhedspersoner, der er direkte involveret i undersøgelse, behandling og

pleje af patienten. Også i denne situation kræves der som udgangspunkt

samtykke fra patienten til videregivelse, jf. stk. 1. Samtykket skal

her være skriftligt, jf. § 27, da der her foreligger situationer, hvor der

indhentes oplysninger, der typisk er tilvejebragt til andre formål end

helbredsforanstaltninger.

Såfremt en legal repræsentant for en patient, jf. lovens § 5, giver

samtykke til videregivelse, og patienten modsætter sig dette, vil spørgsmålet

om videregivelse skulle behandles efter reglerne i stk. 2, hvor der kan ske

videregivelse uden samtykke.

I stk. 2 er angivet de situationer, hvor der kan ske en fravigelse

fra hovedreglens princip om, at der altid skal foreligge et samtykke til

videregivelse. Det forudsættes dog, at sundhedspersonen i almindelighed,

medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder

sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Endvidere forudsættes det, at

der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse af oplysninger i et videre

omfang, end det er påkrævet efter formålet.

Efter nr. 1 kan videregivelse ske uden samtykke, når det følger af

lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal

videregives. Der findes i gældende lovgivning en række bestemmelser,

hvorefter bl.a. læger er forpligtet til at videregive fortrolige

patientoplysninger, f.eks. bistandslovens § 17 (der pr. 1. juli 1998 afløses

af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 12),

centralstyrelseslovens § 19, patientforsikringslovens § 17 m.fl. Med henblik

på en øget beskyttelse af patientoplysninger lovfæstes det krav, som hidtil

har været gældende i praksis nemlig, at der kun er pligt til at videregive

sådanne oplysninger, der må antages at have væsentlig betydning for den

modtagende myndigheds sagsbehandling. Reglen vil navnlig have betydning i de

situationer, hvor den rekvirerende myndighed fremsætter en meget bred

formuleret begæring om at modtage oplysninger om en konkret patient. Det

indebærer, at såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, der ikke kan

antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds

sagsbehandling, må disse oplysninger ikke videregives. Det kan f.eks. være

oplysninger om ægteskabelige forhold og forholdet til ens pårørende, der må

antages at være uden betydning for den myndighed, der anmoder om

oplysningerne. Den pågældende sundhedsperson skal inden videregivelse

frasortere de irrelevante oplysninger, enten ved overdækning i forbindelse

med kopiering eller ved at tilbageholde dele af journalen. I nogle tilfælde

vil det være mest hensigtsmæssigt at udfærdige en erklæring, redegørelse el.

lign. til den pågældende myndighed.

Bestemmelsen i nr. 2 er ligesom § 24, stk. 2, nr. 2, en

»værdispringsregel«, der som udgangspunkt forudsætter en konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der

ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr.1.

Den foreslåede bestemmelse er formuleret på en anden måde end den gældende

værdispringsregel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, jf. § 31.

Formålet hermed er navnlig at foretage en nærmere regulering af spørgsmålet

om sundhedspersoners videregivelse af oplysninger til politi og

anklagemyndighed i forbindelse med efterforskning af mindre grov

kriminalitet.

I forhold til politi og anklagemyndighed vil en videregivelse af

oplysninger bl.a. være berettiget, såfremt der er tale om efterforskning af

alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v.,

herunder vold mod børn. Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet

fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål

om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, f.eks. i forbindelse

med overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold. Inden for

f.eks. fængselsvæsenet vil der kunne videregives oplysninger fra

fængselslæger til fængslets ledelse m.v. om de indsatte, såfremt det er et

nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan f.eks. være tale om

videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages

særlige forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige

sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder, herunder i

udgangsordninger m.v.

I nogle tilfælde vil betingelserne for videregivelse uden videre være

opfyldt. Det gælder bl.a., hvor den øvrige lovgivning forudsætter et samvirke

mellem flere myndigheder. Der vil f.eks. som hidtil kunne udveksles

oplysninger i forbindelse med mentalundersøgelser efter retsplejelovens §

809, ligesom resultatet m.v. af en blodprøve i sager om spritkørsel,

faderskabssager m.v. vil kunne videregives uden samtykke fra den pågældende.

Der vil også som hidtil kunne videregives helbredsoplysninger m.v. fra

sundhedspersoner til Justitsministeriet i forbindelse med anmodning om

udfærdigelse af farlighedsdekret efter psykiatrilovens § 40.

Det anførte gælder endvidere f.eks., hvor en patient eller andre under

ophold på et sygehus har begået et strafbart forhold, eller der opstår

mistanke herom. I sådanne tilfælde er bestemmelsen ikke til hinder for, at

sundhedspersonen indgiver anmeldelse til politiet, uanset kriminalitetens

art. Der vil således ikke kun kunne indgives anmeldelse i anledning af

kriminalitet af den karakter, der er nævnt ovenfor, men også i anledning af

f.eks. tyveri, hærværk, besiddelse af euforiserende stoffer m.v.

Bestemmelsen indebærer i princippet, at der - i modsætning til, hvad der i

dag efter forvaltningslovens § 31 gælder for offentligt ansatte

sundhedspersoner - ikke i nogen tilfælde er pligt til at videregive

oplysninger til f.eks. politi og anklagemyndighed, uanset hvor grov

kriminalitet m.v. der er tale om. Det forudsættes som modstykke hertil, at

der i alle tilfælde, hvor videregivelse må anses for berettiget, foretages en

konkret vurdering af, om videregivelse også bør finde sted. I denne vurdering

må navnlig indgå karakteren af den begåede kriminalitet. Der vil således ikke

på sygehuse m.v. kunne etableres en praksis, hvorefter der aldrig eller kun

undtagelsesvis videregives oplysninger til politi og anklagemyndighed.

Det må antages, at politiet og anklagemyndigheden i videre omfang end i

dag vil have behov for at gå frem efter retsplejelovens bestemmelser for at

få de nødvendige oplysninger. Der kan f.eks. være tale om anvendelse af

bestemmelsen om editionspålæg i retsplejelovens § 827. Der kan også være tale

om ransagning efter § 759 i tilfælde, hvor den pågældende må antages at

opholde sig på hospitalet m.v.

Den foreslåede bestemmelse har ingen betydning for muligheden for at

anvende disse eller andre bestemmelser i retsplejeloven og indebærer således

ingen begrænsninger i denne henseende.

Bestemmelsen vil også have betydning for, hvornår en sundhedsperson er

berettiget til, uden patientens samtykke, at videregive oplysninger til andre

sundhedspersoner, myndigheder, pårørende m.fl., der ikke er involveret i

behandling af patienten. F.eks. kan det efter bestemmelsen være berettiget at

underrette en patients pårørende om patientens tilstand eller i øvrigt

underrette pårørende, hvor patienten har nedsat psykisk funktionsevne.

Efter nr. 3 er der mulighed for at videregive oplysninger til en

myndighed med henblik på, at myndigheden kan udføre sine tilsyns- og

kontrolopgaver. Det er dog kun de oplysninger, som er nødvendige til det

konkrete formål, der må videregives efter denne bestemmelse. Følsomme

oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den administrative sag,

må ikke videregives. Der vil normalt være hjemmel i anden lovgivning til, at

en offentlig myndighed kan indhente oplysninger til brug for tilsyns- eller

kontrolfunktioner. Bestemmelsen tager imidlertid også sigte på, at

eksempelvis sygehusadministrationen eller amtets sygehusforvaltning kan

indhente oplysninger vedr. patienter til brug ved tilsyns- og kontrolopgaver.

Det forudsættes, at udlevering af oplysninger efter denne bestemmelse kun vil

finde sted i begrænset omfang, og således at der ved en eventuel

videregivelse af oplysninger om patienten udfærdiges en redegørelse eller

lignende til brug ved det konkrete formål. Der vil også i medfør af

bestemmelsen kunne videregives oplysninger til en administrativ instans som

led i klagesagsbehandling.

Der vil endvidere i medfør af bestemmelsen kunne videregives oplysninger

fra sundhedspersoner til amtskommuner til brug ved tilsyn og kontrol i

forbindelse med sygesikringsordningen. Også i denne situation forudsættes

det, at der foretages en nøje vurdering af detaljeringsgraden af de

oplysninger, der videregives med henblik på at sikre, at der alene

videregives helbredsoplysninger m.v., der er nødvendige for den modtagende

myndighed af hensyn til kontrol m.v.

Efter stk. 3 er det den sundhedsperson, der i besiddelse af de

fortrolige oplysninger, der afgør, hvorvidt videregivelsen er berettiget, jf.

den tilsvarende bestemmelse i § 24, stk. 4. Bestemmelsen vil navnlig have

betydning for videregivelse efter stk. 2, nr. 2 og 3. Reglen vil ikke, jf.

bemærkningerne til § 24, stk. 4, være til hinder for, at en

ansættelsesmyndighed som en tjenstlig pligt kan pålægge sundhedspersoner at

videregive helbredsoplysninger i de tilfælde, hvor sundhedspersoner er

berettiget til det efter bestemmelsen. For så vidt angår videregivelse af

oplysninger efter stk. 2, nr. 1, vil den pågældende altid vil være forpligtet

til at udlevere de oplysninger, som en myndighed m.fl. i følge bestemmelser i

særlovgivning har krav på at få udleveret, og som må antages at have

væsentlig betydning for myndighedens sagsbehandling.

I de særlige tilfælde, hvor der er sket videregivelse af

helbredsoplysninger m.m. efter stk. 2, nr. 2, skal vedkommende efter stk.

4 så hurtigt som muligt orienteres om, at videregivelse har fundet sted

ledsaget af en begrundelse herfor. Reglen svarer til § 24, stk. 5.

Til § 27

Bestemmelsen svarer i princippet til forvaltningslovens § 28, stk. 4 - 5,

og fastslår således, at samtykke i de i § 26, stk. 1, nævnte situationer,

dvs. i alle de tilfælde, hvor der ikke er tale om videregivelse til

sundhedspersoner i forbindelse med undersøgelse, behandling og pleje af

patienten, skal være skriftligt og senest bortfalder 1 år efter det er givet

jf. stk. 2 . Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens

karakter eller omstændighederne i øvrigt taler herfor.

Bestemmelsen er en skærpelse af den nævnte bestemmelse i

forvaltningsloven, idet kravet om skriftligt samtykke også gælder, når der er

tale om videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed, jf.

forvaltningslovens definition heraf.

Efter stk. 3 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om kravet

til et samtykke efter stk. 1.

Til § 28

Efter stk. 1 kan der fra en sundhedsperson videregives oplysninger

om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste

pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod en afdød patients ønske

og hensynet til afdøde. Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor

afdødes nærmeste pårørende ønsker oplysninger om årsagen til dødens indtræden

m.v. Dette vil typisk ske ved, at de nærmeste pårørende henvender sig til det

sygehus, hvor vedkommende var indlagt og efterfølgende afgik ved døden.

Bestemmelsen omfatter også de tilfælde, hvor vedkommende f.eks. afgik ved

døden på et plejehjem. Her vil de pårørende efter bestemmelsen på begæring

kunne få de nævnte oplysninger af en sundhedsperson.

I Sundhedsministeriets vejledning nr. 193 af 7. december 1993 om

aktindsigt i helbredsoplysninger anføres det, at det normalt vil være

naturligt at informere de nærmeste efterladte pårørende om en afdød patients

sygdomstilfælde og i den forbindelse lade dem se eller få en kopi af afdødes

journal, medmindre en konkret interesseafvejning falder således ud, at de

pårørendes interesse skønnes at måtte vige. De pårørende har imidlertid ikke

efter lov om aktindsigt i helbredsoplysninger en egentlig ret til få

oplysninger om afdødes sygdomsforløb m.v., således som det nu foreslås i

bestemmelsens stk. 1.

Bestemmelsen angiver ikke præcist personkredsen for de efterladte, der

efter bestemmelsen kan modtage oplysninger om afdøde, udover at de skal være

nærmeste pårørende. Det vil således bero på et skøn ud fra den konkrete

situation, hvilke personer der i hvert enkelt tilfælde må anses for nærmeste

pårørende. Der henvises til bemærkningerne til § 9, hvor begrebet

»nærmeste pårørende« er uddybet.

Efter stk. 1, 2. pkt., kan der endvidere videregives oplysninger

til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 26, stk. 2, nr. 2.

Bestemmelsen tager bl.a. sigte på den situation, hvor afdøde udtrykkeligt har

modsat sig, at de pårørende underrettes om sygdomsforløb m.v., men hvor

hensynet til andres tarv alligevel berettiger en videregivelse af

oplysninger.

I henhold til gældende regler om tavshedspligt kan der som hovedregel ikke

videregives oplysninger om en persons dødsmåde og -årsag, herunder

oplysninger fra en eventuel obduktionserklæring, fra sygehuset til egen læge

eller fra den lokale embedslægeinstitution til egen læge. De pårørende til en

afdød har derfor været henvist til at rette henvendelse til sygehuset for at

få oplysninger om dødsårsag m.v.

I visse tilfælde vil det imidlertid være den praktiserende læge, der

gennem flere år har et nærmere kendskab til patienten, der bedst kan drøfte

sygdomsforløbet med de efterladte pårørende. Stk. 2 indebærer derfor

en smidiggørelse af gældende lovgivning og giver mulighed for, at oplysninger

om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde kan videregives fra et sygehus eller

en autoriseret sundhedsperson - f.eks. en stedfortrædende læge - til afdødes

praktiserende læge med henblik på, at lægen kan orientere de nærmeste

pårørende. Den pågældende læge er således berettiget til at kræve

oplysningerne udleveret fra sygehuset m.fl., såfremt der foreligger en

anmodning herom fra afdødes nærmeste pårørende. Sygehuset vil i denne

situation være forpligtet til at udlevere oplysningerne, idet den pågældende

læge står inde for, at der foreligger en begæring som nævnt i bestemmelsen.

De oplysninger, der kan videregives, vil typisk være epikriser.

Videregivelsen må ikke stride mod afdødes ønske - f.eks. fordi afdøde

udtrykkeligt inden dødsfaldet har frabedt sig en sådan videregivelse - og

hensynet til afdøde eller andre private interesser.

Det forudsættes, at der lokalt søges etableres sådanne procedurer, der kan

sikre, at de nævnte oplysninger relativt hurtigt kan fremsendes til den

praktiserende læge m.fl., når der er fremsat begæring om at modtage

oplysningerne med henblik på, at de efterladte så snart som muligt kan blive

orienteret om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag m.v.

Bestemmelsen er i øvrigt ikke til hinder for videregivelse, der har

hjemmel i anden lovgivning, jf. f.eks. lægelovens § 11 vedr. lægers

oplysnings- og indberetningspligt.

Til §§ 29-31

§§ 29-31 skal afløse § 16 a, stk. 2-4, i lov om offentlige myndigheders

registre. De særlige formål, hvortil der kan videregives helbredsoplysninger

m.v. uden samtykke, er dels konkrete forskningsprojekter (§ 29), dels

statistiske og planlægningsmæssige formål (§ 30).

For at der kan videregives helbredsoplysninger m.v. uden samtykke til brug

for et biomedicinsk forskningsprojekt, jf. § 29, stk. 1, stilles for

det første krav om, at det videnskabelige formål skal være konkretiseret. For

det andet skal projektet være anmeldt til det videnskabsetiske komitesystem,

jf. lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter. De forskere, der er ansvarlige for de i bestemmelsen

omtalte konkrete forskningsprojekter, vil ofte være læger. Bestemmelsen

omfatter imidlertid også forskere med en anden uddannelsesmæssig baggrund end

en lægelig, idet der i alle tilfælde skal foretage en videnskabsetisk

bedømmelse af forskningsprojekter, hvori der gøres brug af

helbredsoplysninger om personer. Denne bedømmelse finder sted efter loven om

det videnskabsetiske komitesystem m.v. Efter denne lovs § 8 påses det bl.a.,

at projektet efter sit formål og med hensyn til metodik repræsenterer god

videnskabelig standard, og at der er tilstrækkelig grund til at gennemføre

projektet. Den bedømmelse, der foretages i komitesystemet, har således

lighedspunkter med den bedømmelse, der foretages efter § 16, stk. 2, nr. 5,

og § 21, stk. 2, nr. 5, i lov om offentlige myndigheders registre, hvorefter

forskningen skal være af væsentlig samfundsmæssig betydning, for at der kan

ske videregivelse af oplysninger uden samtykke.

Efter § 29, stk. 2, kan der endvidere videregives oplysninger om

enkeltpersoners helbredsforhold m.v. fra patientjournaler til forskere til

projekter, der ikke er omfattet lov om et videnskabsetisk komitesystem m.v. I

disse tilfælde skal Sundhedsstyrelsen godkende videregivelsen, ligesom

styrelsen fastsætter vilkår for videregivelsen. Det forudsættes i

bestemmelsen, at forskningen skal være af væsentlig samfundsmæssig interesse

for, at Sundhedsstyrelsen kan meddele sin godkendelse til

forskningsprojektet. Endvidere må der kun efterfølgende ske henvendelse til

de pågældende enkeltpersoner i det omfang, de læger, der har behandlet

vedkommende, giver tilladelse hertil. Det forudsættes, at Sundhedsstyrelsen

fortsætter den praksis med hensyn til videregivelse og betingelser herfor,

som Registertilsynet i dag følger.

Efter § 30 kræves der godkendelse fra Sundhedsstyrelsen til

videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til brug for statistiske og

planlægningsmæssige formål. Sundhedsstyrelsen kan i forbindelse med sin

godkendelse fastsætte vilkår for anvendelsen af oplysningerne, f.eks. om

sletning, anonymisering eller kryptografering på et nærmere angivet tidspunkt

under forløbet. Efter § 30, stk. 2, kan der dog ske videregivelse af

helbredsoplysninger til brug for statistiske og planlægningsmæssige formål

uden Sundhedsstyrelsens godkendelse, når det følger af lov, at oplysningerne

skal videregives. Bestemmelsen tager navnlig sigte på lov om Danmarks

Statistik, hvorefter offentlige myndigheder og institutioner inden for

rammerne af den af Danmarks Statistiks styrelse fastlagte arbejdsplan efter

anmodning fra Danmarks Statistik skal meddele de oplysninger, de er i

besiddelse af, jf. lovens § 6. Denne bestemmelse i lov om Danmarks Statistik

skal sikre Danmarks Statistik adgang til at benytte oplysninger fra andre

offentlige myndigheder til at fremstille en uafhængig og dækkende statistisk

beskrivelse af de danske samfundsforhold, hvoraf sundhedsforhold udgør en

vigtig del.

Af § 31 følger, at de oplysninger, som er indhentet til de i § 29

og § 30 nævnte særlige formål ikke må videregives yderligere. En eventuel

videregivelse skal således altid vedrøre samme formål. Det vil være i

overensstemmelse med reglerne, hvis forskeren videregiver oplysninger til en

opponent i forbindelse med godkendelse af disputats. Videregivelse herudover,

f.eks. offentliggørelse, må kun ske i ikke-identificerbar form, jf. stk. 2.

Forskningsresultater må altså kun viderebringes på en sådan måde, at det er

umuligt at henføre oplysningerne til bestemte personer.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 31, stk. 3, giver ministeren mulighed for at

fastsætte nærmere regler om principperne for Sundhedsstyrelsens godkendelse

af videregivelse af oplysninger i de tilfælde, der ikke er omfattet af lov om

et videnskabsetisk komitesystem m.v.

Kapitel 6

Til § 32

Klager over forhold omfattet af patientretsstillingsloven kan indbringes

for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medmindre særlig klageadgang er

foreskrevet i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er hjemlet i kapitel 3, §§ 12-23, i lov

nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., med senere

ændringer.

Patientklagenævnet er en selvstændig og uvildig forvaltningsmyndighed.

Nævnet er uafhængigt af de myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenets

drift og er uafhængig af fagpolitiske interesser.

Når nævnet træffer afgørelser, deltager to lægmænd, der repræsenterer

sundhedsvæsenets brugere, og to fagligt uddannede sundhedspersoner. Nævnet

har som formand en jurist, der opfylder betingelserne for at kunne udpeges

som landsdommer.

Patientklagenævnet behandler klager over sundhedspersoners faglige

virksomhed. Ved faglig virksomhed forstås det arbejde, som udføres af

sundhedspersoner. Det kan f.eks. være undersøgelse, behandling,

sundhedsfaglig pleje, information, samtykke og udfærdigelse af

lægeerklæringer. Patientklagenævnet behandler også klager over brud på

tavshedspligten - bortset fra tilfælde, hvor en domstol i en straffesag måtte

have taget stilling til spørgsmålet - klager over afgørelser om aktindsigt i

helbredsoplysninger og klager over afgørelser, som er truffet af de lokale

psykiatriske patientklagenævn, og klager over sagsbehandlingen i de lokale

psykiatriske patientklagenævn.

De forhold, der er omfattet af patientretsstillingsloven, og som kan

indbringes for Patienklagenævnet er spørgmål om information og informeret

samtykke efter kapitel 2, selvbestemmelse i særlige tilfælde efter kapitel 3,

aktindsigt efter kapitel 4 og brud på tavshedpligten m.v. efter kapitel 5.

Sætningen: »medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i

lovgivningen« dækker de tilfælde, hvor en speciallov omhandler en særlig

klageadgang inden for speciallovens område. Som eksempler kan nævnes lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og lov om patientforsikring. I

førstnævnte lov gælder der et særligt klagesystem, der er tilpasset det

forhold, at der er tale om tiltag, der griber ind i borgernes personlige

frihed. I sidstnævnte tilfælde er der tale om et reaktionssystem, hvor

borgerne kan tilkendes erstatning, hvis de er blevet påført en fysisk skade

indenfor det offentlige sygehusvæsen.

Et andet tilfælde, hvor en kommende speciallov ville kunne fortrænge

retsstillingslovens bestemmelser, vedrører klageadgang over aktindsigt i og

videregivelse af helbredsoplysninger, der er indeholdt i registre, der måtte

være omfattet af en kommende registerlovgivning. I en sådan lovgivning vil

Registertilsynet (eller en tilsvarende myndighed) formentlig blive tilsyns-

og klagemyndighed. Det vil derfor kunne komme på tale senere at ændre

patientretsstillingsloven, således at spørgsmål om aktindsigt i og

videregivelse af oplysninger, der er indeholdt i de omhandlede registre, skal

påklages til Registertilsynet (eller en tilsvarende myndighed), og ikke til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Til § 33

Efter lovforslagets § 33 straffes umiddelbart alene overtrædelser af

reglerne i lovens kapitel 5 om tavshedspligt og videregivelse af

helbredsoplysninger m.v., idet der henvises til straffelovens §§ 152-152 f

(bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder).

Straf ved domstolene for overtrædelse af lovforslagets øvrige bestemmelser

sker gennem en procedure over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn eller - i

undtagelsestilfælde - direkte ved politiets foranstaltning.

Der vil kunne meddeles autoriserede sundhedspersoner m.fl. irettesættelser

af Patientklagenævnet, jf. lægelovens § 6, stk. 1. I grovere tilfælde, jf.

lægelovens § 18, kan der ved domstolene straffes med bøde eller hæfte for

vedkommende sundhedspersons overtrædelse af gældende normer for varetagelse

af vedkommendes hverv, og således også for overtrædelse af pligter efter

patientretsstillingsloven. Alle sundhedspersoner vil i øvrigt kunne straffes

for de overtrædelser af patientretsstillingslovens bestemmelser, som samtidig

indebærer en overtrædelse af straffelovens almindelige straffebestemmelser.

F.eks. vil en overtrædelse af lovens bestemmelser om informeret samtykke i

grove tilfælde kunne straffes efter straffelovens regler om vold, jf.

straffelovens § 244.

Endelig vil en autoriseret sundhedsperson efter centralstyrelsesloven, §§

5-11, kunne fratages sin autorisation, såfremt vedkommende må antages at være

til fare for andre på grund af bl.a. udvist grov forsømmelighed ved udøvelse

af hvervet. Dette kan også omfatte overtrædelse af patientretsstillingslovens

bestemmelser.

For offentligt ansatte sundhedspersoner indebærer en tilsidesættelse af

videregivelsesreglerne, jf. lovens kapitel 5, efter omstændighederne en

tjenstforseelse, der kan medføre et disciplinært ansvar. I tilfælde, hvor

helbredsoplysninger uberettiget videregives mellem sundhedspersoner, der

begge har tavshedspligt, bør det normalt kun få disciplinære konsekvenser for

de pågældende. Et behov for (også) at anvende strafferetlige sanktioner

foreligger formentlig kun i meget grove tilfælde.

Kapitel 7

Til § 34

Loven foreslås at træde i kraft den 1. oktober 1998. Samme

ikrafttrædelsestidspunkt forventes fastsat i forslaget til ny

registerlovgivning, som justitsministeren har bebudet fremsat i

forårssamlingen 1998.

Samtidig ophæves den lovgivning, som patientretsstillingsloven samler og

præciserer: § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning, lov om

aktindsigt i helbredsoplysninger, samt § 16 a i lov om offentlige

myndigheders registre.

De bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den lovgivning, der

ophæves, opretholdes indtil de afløses af regler, udstedt efter

patientretsstillingsloven.

Til § 35

Den foreslåede ændring vedrører ophævelse af nogle særordninger for de

sønderjyske landsdele. Disse særordninger har mistet deres betydning.

Til § 36

Bestemmelsen er en videreførelse af overgangsbestemmelsen, § 5, stk. 2, i

lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger. Det er som

hidtil nødvendigt at undtage patientjournaler m.v., der er udfærdiget før

henholdsvis 1. januar 1987 og 1. januar 1994, fra retten til aktindsigt.

Til § 37

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes helt

eller delvis i kraft for Færøerne med de afgivelser, som de særlige færøske

forhold tilsiger.

Loven gælder ikke for Grønland.

I medfør af § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i

Grønland kan Grønlands Hjemmestyre ved landstingsforordning fastsætte regler

om sundhedsvæsenet og sundhedsforholdene i Grønland. Af lovbemærkningerne til

denne bestemmelse fremgår bl.a., at bemyndigelsen ikke alene omfatter regler

om omfanget af sundhedsvæsenets opgaver og ydelser, men også regler, der

regulerer sundhedsforholdene. Bemyndigelsen omfatter hele det område, der ved

lovens ikrafttræden henhørte under sundhedsministerens ressort.

Lovgivningsinitiativet ligger således efter nævnte lovs ikrafttræden den

1. januar 1992 - både for ny lovgivning og for ændringslove - hos Grønlands

Hjemmestyre. Lov om patienters retsstilling bør derfor ikke gælde for

Grønland. Ønsker hjemmestyret, at lignende regler skal gælde i Grønland, må

dette ske ved vedtagelse af en landstingsforordning med tilsvarende indhold.

Skriftlig fremsættelse (26. marts 1998)

Sundhedsministeren (Carsten Koch):

Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om patienters retsstilling.

(Lovforslag nr. L 15).

Lovforslaget, der er en genfremsættelse af det lovforslag (L 128), som

bortfaldt ved udskrivning den 19. februar 1998 af valg til Folketinget,

indeholder de grundlæggende regler, der regulerer forholdet mellem patient og

behandler (sundhedsperson). Det drejer sig om regler om informeret samtykke,

regler om selvbestemmelse i særlige tilfælde, regler om aktindsigt og regler

om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger.

Den grundlæggende regel om, at ingen sygebehandling kan indledes eller

fortsættes uden patientens informerede samtykke er uddybet og styrket i

forhold til den gældende retstilstand, især for så vidt angår kravene til og

karakteren af informationen.

Patienter, der er fyldt 15 år, får selvstændig kompetence til at give

informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedsindehaveren skal

modtage samme information som den unge og inddrages i den unges

stillingtagen.

For patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke,

får de nærmeste pårørende kompetence til at give informeret samtykke i

patientens interesse og på patientens vegne. Findes der ingen nærmeste

pårørende, skal en anden, neutral sundhedsperson give tilslutning til

behandlingsforslaget, før sundhedspersonen kan iværksætte en behandling.

Sundhedspersonen skal respektere en sultestrejkende, der er bevidst om

sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, herunder at døden kan blive

resultatet. Sundhedspersonen må ikke afbryde et sådant forløb, heller ikke

når personen er døende.

Ønsker en patient ikke at modtage blod eller blodprodukter i forbindelse

med en operation, skal dette som udgangspunkt respekteres af

sundhedspersonen.

Patienter, der er uafvendeligt døende, kan modtage de smertestillende,

beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens

tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Reglerne om livstestamenter præciseres. Testator vil herefter kunne

udtrykke sit ønske om ikke at modtage livsforlængende behandling i en

situation, hvor testator er uafvendeligt døende, samt i tilfælde af, at

sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har

medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at

tage vare på sig selv fysisk og mentalt. Samtidig præciseres, hvornår lægen

skal kontakte Livstestamenteregistret.

De gældende regler om aktindsigt i helbredsoplysninger videreføres

uændret.

Patienter sikres, at sundhedspersoner iagttager tavshed om de forhold, de

erfarer i forbindelse med patientkontakten. Patienterne vil som udgangspunkt

selv kunne bestemme, om helbredsoplysninger må videregives. Under et aktuelt

behandlingsforløb betragter patienterne det som naturligt, at de involverede

sundhedspersoner har de helbredsoplysninger, som er nødvendige for den

påtænkte behandling. I denne situation vil et samtykke derfor være

unødvendigt. Patienterne sikres endvidere, at der til videregivelse af

oplysninger til myndigheder uden for sundhedsvæsenet altid kræves samtykke,

bortset fra særlige tilfælde som følger af lovgivningen.

Såvel reglerne om aktindsigt som reglerne om videregivelse er omfattet af

Europaparlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger. Det indebærer, at det kan være nødvendigt

senere at tilpasse disse regler den kommende registerlovgivning, som skal

implementere direktivet i dansk lovgivning.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og dets bemærkninger, tillader

jeg mig hermed at anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige

behandling.

Efter 2. behandling den 18. juni 1998

Kapitel 1

Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed,

integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal endvidere medvirke

til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og

sundhedsperson.

§ 2. Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet

eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager

eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er

fastsat i lovgivningen.

§ 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse,

diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og

sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.

§ 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne lov personer, der er

autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige

opgaver og personer, der handler på disses ansvar.

§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,

indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil,

i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette er nødvendigt for at

varetage patientens interesser i den pågældende situation.

Kapitel 2

Selvbestemmelse

Informeret samtykke

§ 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens

informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser

fastsat i henhold til lov eller af §§ 8-10.

Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit

samtykke efter stk. 1.

Stk. 3 . Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke,

der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens

side, jf. § 7.

Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være

skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets

form og indhold.

§ 7. Patienten har ret til at få information om sin

helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for

komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter

stk. 1.

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig

fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling.

Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens

individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante

forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om

andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om

konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal

være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for

alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold,

der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 6, skal

sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig

information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

informationens form og indhold.

Mindreårige

§ 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret

samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have

information, jf. § 7, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering

skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå

konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give

informeret samtykke.

Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til

aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til

videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret

samtykke

§ 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til

behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter

personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan

informeret samtykke dog gives af værgen.

Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan

sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden

sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har

deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver

sin tilslutning hertil.

Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan

sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre

en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter

med hensyn til omfang og varighed.

Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller

værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade

patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre

behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning

hertil.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

§ 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen

til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en

situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens

overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for

overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en

sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra

patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller

værge.

Patientens inddragelse

§ 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal

informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang

patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade

patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og

relevante, tillægges betydning.

Sundhedspersonens ansvar

§ 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er

forpligtet til at drage omsorg for, at

1) informeret samtykke indhentes efter §§ 6-8 og § 9, stk. 1,

2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 9, stk.

2,

3) der foreligger tilslutning fra vedkommende embedslægeinstitution efter

§ 9, stk. 4, og

4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter

§ 11.

Kapitel 3

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

§ 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 6 og 7 om

informeret samtykke, § 8 om mindreårige, § 11 om patientens inddragelse samt

§ 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 8 om

mindreårige ikke anvendelse for § 17 om livstestamenter.

Sultestrejke

§ 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og

patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en

sundhedsperson ikke afbryde denne.

Afvisning af at modtage blod

§ 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller

blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede

samtykke.

Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller

blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation

og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige

konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved

behandlingen.

Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske

opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller

blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal

henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af

påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. § 7, stk. 1, i lov om udøvelse af

lægegerning.

Behandling af uafvendeligt døende

§ 16. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der

kun kan udskyde dødens indtræden.

Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i

stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at

påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 17, stk. 3.

Stk. 3. En uafvendeligt døende patient kan modtage de

smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at

lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af

dødstidspunktet.

Livstestamenter

§ 17. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der

omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens §

5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende

udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme

i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af

patienten selv.

Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at

1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor

testator er uafvendeligt døende, og

2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom,

fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført

så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage

vare på sig selv fysisk og mentalt.

Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor

der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en

vis livsforlængelse.

Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke

selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte

livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at

fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr.

2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 18, med

henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.

Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for

sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for

sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

§ 18. Sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og

fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,

registrering, tilbagekaldelse m.v.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om gebyrer for

registrering af livstestamenter.

Kapitel 4

Aktindsigt

§ 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v.,

der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private

sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med

behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private

institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages

behandling af patienter.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet

af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene

finder sted til videnskabelige eller statistiske formål.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke

oplysninger og institutioner m.v. der er omfattet af stk. 1.

§ 20. Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have

meddelelse om, hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende

indeholdt i patientjournaler m.v. Behandles sådanne oplysninger, skal der på

patientens begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse

om,

1) hvilke oplysninger der behandles,

2) behandlingens formål,

3) kategorierne af modtagere af oplysningerne og

4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang

patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at

burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre

private interesser.

§ 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den

myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v.

i sin besiddelse.

Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson

afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om

aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af

patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift

eller kopi.

Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller

afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,

institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller

sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en

afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er

tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt

meddeles i i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 22. Sundhedsministeren fastsætter regler om gebyr til dækning af

kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.

Kapitel 5

Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

Patientens krav på sundhedspersoners tavshed

§ 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager

tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får

formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre

fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er

tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede

ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den

driftsansvarlige myndighed.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling

af patienter

§ 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive

oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige

rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med

behandling af patienten.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for

patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse

og behov,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar

almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen

eller andre eller

3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en

læge, der virker som stedfortræder for denne.

Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på

ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at

oplysningerne videregives.

Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig

oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,

skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om

videregivelsen og formålet hermed.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse.

§ 25. Samtykke efter § 24, stk. 1, skal være mundtligt eller

skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver

oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger.

Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.

1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål

§ 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre

formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold,

øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,

organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at

oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig

betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar

almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen

eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre

tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig

oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,

skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om

videregivelsen og formålet hermed.

§ 27. Samtykke efter § 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om

skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i

øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter, at

det er givet.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk.

1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde

patienter

§ 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød

patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende,

såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til

afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan

endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen

i § 26, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som

havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få

de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste

pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den

pågældende læge.

Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning,

statistik m.v.)

§ 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent

private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan

videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk

forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov

om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter.

Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et

forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitesystem

m.v., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret

forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af

Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.

Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til

enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de

pågældende, giver tilladelse hertil.

§ 30. Oplysninger som nævnt i § 29 kan videregives til brug for

statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som

fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske

uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at

oplysningerne skal videregives.

§ 31. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 29 og 30 til brug for

forskning, statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end

statistisk eller videnskabeligt øjemed.

Stk. 2. Offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun

ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1.

Videregivelse til tredjelande

§ 32. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

videregivelse af oplysninger efter dette kapitel til tredjelande.

Kapitel 6

Klage- og straffebestemmelser

§ 33. Klager over forhold omfattet af denne lov kan indbringes for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet

i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

§ 34. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige

oplysninger efter kapitel 5, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.

Kapitel 7

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) § 6, stk. 2-5, og § 6 a i lov om udøvelse af lægegerning,

jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7,

stk. 2, i lov nr. 463 af 10. juni 1997,

2) lov nr. 504 af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger.

Stk. 3. Følgende bekendtgørelser, der er fastsat i medfør af de i

stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af

regler udstedt efter denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 782 af 18. september 1992 om livstestamenter.

2) Bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993 om betaling for afskrifter,

edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i

helbredsoplysninger.

§ 36. I lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr.

632 af 20. juli 1995, som senest ændret ved § 7, stk. 2, i lov nr. 463 af 10.

juni 1997, foretages følgende ændring:

1. I § 31, stk. 2, udgår », dog at det skal have sit

forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b, i lov nr. 273 af 28. juni 1920

om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele

ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om

udøvelse af virksomhed som lægepraktikant i de nævnte landsdele«.

§ 37. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet

efter 1. januar 1994 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v.

foretaget efter denne dato. For oplysninger i patientjournaler m.v., der

føres ved hjælp af elektronisk databehandling, har kapitlet også virkning for

registreringer foretaget før 1. januar 1994. For manuelle sygehusjournaler,

der føres for den offentlige forvaltning, har kapitlet virkning for journaler

oprettet efter 1. januar 1987 og for tilførsler foretaget efter denne dato

til journaler oprettet før 1. januar 1987.

§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter