1990 LSF 38 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 524 af 10. juli 1990,
foretages følgende ændring:
§ 22 affattes således:
»§ 22. Har en kommunalbestyrelse besluttet at nedlægge en
skole, skal dette bekendtgøres i et eller flere af de lokale blade.
Fremsætter mindst 50 pct. af de beboere i det pågældende skoledistrikt, der
har valgret til kommunalbestyrelsen, inden 4 uger efter bekendtgørelsen
skriftlig begæring derom, skal kommunalbestyrelsen afholde en afstemning om
skolens nedlæggelse. Stemmeberettigede ved afstemningen er de beboere i
skoledistriktet, der har valgret til kommunalbestyrelsen. De nærmere regler
om sådanne afstemninger fastsættes af undervisningsministeren. Bliver
resultatet af afstemningen, at mindst 60 pct. af de stemmeberettigede ønsker
skolen opretholdt, kan den ikke nedlægges i indeværende valgperiode.
Stk. 2. Beslutter kommunalbestyrelsen at nedlægge en skole, der
tidligere er besluttet nedlagt, men som er afvist nedlagt ved en afstemning,
jf. stk. 1, kan der begæres afholdt afstemning på ny i henhold til
bestemmelserne i stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke ved nedlæggelse
af skoler, der ligger mindre end 1,5 km fra den eller de skoler, hvortil den
overvejende del af eleverne overflyttes.
Bemærkninger til lovforslaget
Den 16. december 1988 vedtog Folketinget med tilslutning fra alle partier
undtagen SF, at muligheden for folkeafstemning i forbindelse med
skolenedlæggelser skulle afskaffes. Dermed blev der sat punktum for den
mulighed, der havde eksisteret i 30 år i Danmark for, at folket kunne begære
en folkeafstemning.
I Danmark er det ikke normalt, at folket selv kan begære en
folkeafstemning. Folkeafstemninger er en grundlovssikret ret som en
mindretalsbeskyttelse i Folketinget, idet mindretallet kan begære lovforslag
Læs alt
til folkeafstemning. Endvidere er der bestemte spørgsmål, der skal til
folkeafstemning: Grundlovsændring, valgretsalderændring og
suverænitetsafgivelse.
Princippet om, at folket selv kan begære sager til folkeafstemning, gjaldt
kun i forbindelse med skolenedlæggelser og kom første gang ind i dansk
lovgivning med folkeskoleloven fra 1958. Ideen om folkeafstemning i
forbindelse med skolenedlæggelser blev introduceret af partiet Venstre i 1955
i forbindelse med forslag til ny folkeskolelov. I § 2, stk. 4, hed det:
»En skole kan ikke nedlægges, såfremt 80 pct. af alle, der i vedkommende
skoledistrikt har valgret til kommunalbestyrelsen, skriftligt begærer skolen
opretholdt og der gennemsnitlig i en periode på 5 år har været mindst 20 i
undervisningen deltagende børn.«
Forslaget kom på et tidspunkt, hvor centralskolerne var ved at skyde op
rundt omkring i landet, hvorved mange landsbyskoler var truet.
Forslaget blev ikke modtaget med særlig begejstring af den daværende
socialdemokratiske undervisningsminister. Men da folkeskoleloven blev
revideret i 1958, kom der alligevel en paragraf ind, som klart var inspireret
af Venstres forslag. Her blev det vedtaget: »Fremsætter mindst 80 pct.
af de beboere i det pågældende skoledistrikt, der har valgret til
kommunalbestyrelsen, inden en måned efter bekendtgørelsen skriftlig begæring
herom, skal der af kommunalbestyrelsen foranstaltes en afstemning angående
spørgsmålet om skolens nedlæggelse . . . . Bliver resultatet af afstemningen,
at mindst 80 pct. af de stemmeberettigede ønsker skolen opretholdt, kan den
kun nedlægges, såfremt kommunalbestyrelsen efter førstkommende ordinære
kommunevalg på ny træffer beslutning herom.«
Folkeskoleloven blev til som et resultat af et samarbejde mellem den
daværende trekantregering og Venstre og med den radikale
undervisningsminister Jørgen Jørgensen som primus motor.
Hermed havde forældre fået en afgørende indflydelse i forbindelse med
skolenedlæggelser. Naturligvis kunne skoler fortsat blive nedlagt, fordi det
kunne ske efter et kommunevalg. Men det satte en grænse for, i hvilket omfang
beslutninger kunne træffes hen over hovedet på folk.
80 pct.-reglen blev af mange opfattet som et strengt krav. Derfor var der
i det følgende år diskussion om, hvorvidt 80 pct.-reglen skulle ændres til en
lavere procent.
Da Socialdemokratiet i 1972 fremsatte forslag til ny folkeskolelov, var
der også forslag om at ændre de 80 pct. til 50 pct. som krav til det antal,
der skulle begære folkeafstemning, og 75 pct. som det antal, der skulle
stemme for skolens opretholdelse. Folkeskoleloven blev som bekendt ikke i
første omgang ændret, og ikke inden den socialdemokratiske regering gik af.
Ønsket om at mildne 80 pct.-reglen var så stærk, at Venstreregeringen, der
tiltrådte i december 1973, i 1974 fremsatte det forslag om folkeafstemning,
som også lå i det socialdemokratiske lovforslag fra 1972.
Der var også et ønske fremme om, at man skulle gå længere i retning af at
lempe kravet til folkeafstemning. F.eks. udtalte Venstres ordfører i januar
1973 i forbindelse med behandlingen af det socialdemokratiske lovforslag
bl.a. følgende: »Det er et tiltalende træk ved forslaget, at det letter
demokratiets vilkår med hensyn til en befolknings mulighed for at bevare en
skole - denne regel, der nu giver lettere adgang for befolkningen til at
stemme om en skoles opretholdelse. Men er reglen om, at et sådant
afstemningsresultat kun har betydning indtil næste kommunevalg, rigtig?»
I forbindelse med behandlingen af Venstres forslag i 1974 udtalte den
radikale ordfører: »Man forlanger altså, at 50 pct. skal skrive under
på, at der skal være en afstemning. Det var måske mere rimeligt, hvis man
sagde, at 1/3 af de stemmeberettigede var nok, og at man ved selve
afstemningen kunne nøjes med at forlange mere end 50 pct. af de
stemmeberettigede eller måske af de afgivne stemmer. Det er altså lidt svært,
synes jeg, uden videre at acceptere, at der skal være særlige krav til en
demokratisk afstemning.«
Samme tankegang lå i det ændringsforslag, der blev stillet af Socialistisk
Folkeparti og Retsforbundet. Heri blev det foreslået, at der kun skulle være
krav om 30 pct. til at kræve en folkeafstemning og om 60 pct. af de
stemmeberettigede til at stemme for, at skolen skulle opretholdes.
Det endte med, at der skulle 50 pct. til at kræve en folkeafstemning, og
at 60 pct. af de stemmeberettigede skulle stemme for, at skolen skulle
opretholdes. Dette ændringsforslag blev stillet af Venstreregeringens
undervisningsminister og fik tilslutning fra alle partier.
Der var med andre ord en helt klar forståelse blandt alle partier for, at
folkets mulighed for at bevare deres egen skole skulle være reel.
Reglen om folkeafstemning i forbindelse med skolenedlæggelse blev en del
af den danske demokratiske tradition. Derfor var det et voldsomt slag mod
denne demokratiske tradition, da den borgerlige regering i 1988 foreslog, at
folkeafstemningsreglen skulle afskaffes.
Lovforslaget blev til som et resultat af forhandlinger mellem regeringen,
Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund. Da det
er sådan, at aftaler mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og de
respektive fagorganisationer i sig selv gør, at visse partier i Folketinget
accepterer sådanne aftaler næsten uden videre, var reglen om folkeafstemning
hermed afskaffet. Den korporative stat havde reelt sat Folketinget uden for
indflydelse.
Den socialdemokratiske ordfører udtalte således i Folketinget: »Dette
forslag ser vi som et resultat af regeringens aftale med Kommunernes
Landsforening, Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund, og resultatet af
de forhandlinger tager vi til efterretning.«
Den konservative ordfører udtalte om samme problemstilling: »Som
bekendt er lovforslaget blevet til på baggrund af forhandlinger mellem
ministeren, Kommunernes Landsforening, Skole og Samfund og Danmarks
Lærerforening. Vi er særdeles tilfredse med, at man i disse forhandlinger
fandt frem til et for alle parter tilfredsstillende resultat. Vi vil gerne
udtrykke anerkendelse til de organisationer, som har medvirket. Enigheden må
betyde, at vi hurtigt kan færdiggøre behandlingen i udvalget, og det vil vi
medvirke til.«
Det var i øvrigt karakteristisk i forbindelse med behandlingen i
Folketinget, at partiernes ordførere gjorde meget ud af at understrege, at
der med afskaffelse af folkeafstemningsreglen ikke var lagt op til, at der nu
skulle nedlægges flere skoler. Den konservative ordfører udtrykte det bl.a.
på denne måde: »Når Det Konservative Folkeparti kan tilslutte sig
undervisningsministerens forslag om at lempe reglerne for nedlæggelse af
skolerne, er det ikke, fordi vi ønsker at give startskuddet til den anden
centraliseringsbølge i den danske skoleverden - den første havde vi jo i
1960'erne - der er derimod tale om at placere ansvaret for den kommunale
skolestruktur helt og fuldt hos kommunalbestyrelsen. Ønsker man at bevare en
skole, kan man gøre det, ønsker man at nedlægge en skole, kan man gøre det
uden at blive forhindret deri af centralt fastlagte regler; afgørelsen er
kommunalbestyrelsens ansvar.«
Andre partiers ordførere var inde på en lignende problemstilling.
Ordføreren for Det Radikale Venstre: »Tingene hænger sammen i
de forslag, der ligger i loven. Når vi siger, at nedlæggelse af skoler skal
følge lokalproceduren, er det jo ikke et carte blanche til, at
kommunalbestyrelser kan nedlægge skoler overalt. Det er selvfølgelig op til
dem, men det er vigtigt for os at sige til kommunalpolitikere, til lærere og
til forældre, at det, der bliver givet mulighed for ved den aftale, der er
indgået, er, at man kan udnytte ressourcerne mere effektivt, og så er der
større mulighed for at bevare mindre skoler rundt omkring. Det er faktisk
tankegangen og intentionerne i det, der ligger på bordet nu.«
Ordføreren for Fremskridtspartiet: »Jeg mener, det er et
forslag, der vil få stor betydning for bevarelse af de små skoler, specielt i
landdistrikterne.«
Ordføreren for Kristeligt Folkeparti: »Kristeligt Folkeparti
er ikke tilhænger af nedlæggelse af små skoler i landsbysamfund og mindre
samfund i det hele taget, og vi håber ikke, at loven vil tilskynde
hertil.«
Det var således magtpåliggende for adskillige ordførere at fremhæve, at
man ikke ønskede mange skolenedlæggelser. Tværtimod blev muligheden for mere
samlæsning og højere klassekvotienter fremhævet som midlet til at undgå
nedlæggelser af de små skoler.
Allerede ved afskaffelse af folkeafstemningsreglen gav SF udtryk for, at
formålet hermed kun kunne være, at det skulle være lettere at nedlægge flere
skoler.
Resultatet ses nu. Efter få nedlæggelser i 1989-90, der var kommunalt
valgår, blev antallet af folkeskoler 1. august 1990 reduceret med 28 mod 13 i
gennemsnit de foregående 5 år. Meget tyder på, at tallet pr. 1. august 1991
bliver mindst af samme størrelse som i år.
Den anden centraliseringsbølge synes indledt godt hjulpet på vej af
folkeafstemningsreglens afskaffelse.
Den nye regel om, at »skolenedlæggelser skal behandles efter
bestemmelserne om procedure for vedtagelse af lokalplaner i henhold til lov
om kommunalplanlægning«, jf. § 22, synes at være helt uden betydning for
forældres reelle indflydelse.
Det foreliggende lovforslag, der indebærer en genindførelse af
folkeafstemningsreglen, svarer stort set til den regel, der blev afskaffet i
1988. Der er dog den ændring, at der i dette lovforslag ikke gives en
kommunalbestyrelse mulighed for efter et valg at nedlægge en skole, hvis en
folkeafstemning afviser skolenedlæggelse. Folkets afgørelse er med andre ord
endelig.
Enkelte nedlæggelser af landsbyskoler har resulteret i oprettelse af eller
planer om oprettelse af friskoler. Det viser, at ønsket om bevarelse af
landsbyskolen nogle steder er så stærkt, at man vælger at etablere en
friskole. Det hænger bl.a. sammen med, at landsbyskolen er det centrale
samlingssted. Det har det været, længe før nogen fandt på at udpege skolen
som kulturcenter. En del steder er landsbyskolen tilmed det eneste
samlingssted i landsbyen, efter at brugsen, købmanden og forsamlingshuset er
forsvundet. Derfor er bevarelsen af landsbyskolen mange steder også et
spørgsmål, om landsbyen fortsat skal leve og være andet end en samling huse
og gårde.
Det siger sig selv, at den lille landsbyskole ikke kan give så mange
tilbud og så bredt et udbud som en stor skole. Men kvalitet er ikke kun et
spørgsmål om mængden af udbud. Men det må under alle omstændigheder være op
til en lokal afgørelse.
Fra forskellig side har det været nævnt, at oprettelse af en friskole,
hvor en folkeskole er nedlagt, er misbrug af friskoleloven. Den opfattelse
deler SF ikke. Det er tværtimod udtryk for, at man virkelig ønsker skolen
bevaret. Formen, under hvilken det sker, er mindre afgørende for de
pågældende forældre.
SF vil til enhver tid forsvare retten til at etablere en friskole. Men SF
mener, at det er forkert, at folk ikke kan få lov til at bevare deres
folkeskole, når det er det, de helst vil, men tvinges til at lave en
friskole. Derfor bør folket have mulighed for at få en folkeafstemning om
folkeskolens nedlæggelse.
Folkeafstemning er mindretallets ret »inden for fællesskabet«,
et mindretal afgrænset til et geografisk område af en kommune. SF vil med
lovforslaget sikre mindretallets ret »inden for fællesskabet«.
Ellers tvinges mindretallet til at gå »uden for fællesskabet« ved
at vælge friskole. Den ret skal de også have. Men når de ønsker at bevare
deres folkeskole - dvs. blive »inden for fællesskabet« - skal de
have mulighed for at vise dette ved folkeafstemning.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1988 BTL 111 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN (KLASSESTØRRELSER, SKOLENEDLÆGGELSER OG SAMLÆSNING M.V.) NR L 111 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- 1988 LSF 111 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN (KLASSESTØRRELSER, SKOLENEDLÆGGELSER OG SAMLÆSNING M.V.) Retsinformation · 17. maj 1989
- 1997 LSF 34 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN (DEMOKRATISERING AF FOLKESKOLENS STYRELSE) Retsinformation · 22. oktober 1997
- 1996 BTL 136 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN (STYRELSESREGLER M.V.) NR L 136 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 6. juni 1997
- Forslag til folketingsbeslutning om lokale folkeafstemninger om skolenedlæggelser Retsinformation · 26. januar 2017
- 1988 LSF 215 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN (FORENKLING AF STYRELSESREGLER M.V.) Retsinformation · 2. juni 1989