Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 38 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN

1990/1 LSF 38Lovforslag som fremsatFolketinget10. oktober 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 524 af 10. juli 1990,

foretages følgende ændring:

§ 22 affattes således:

»§ 22. Har en kommunalbestyrelse besluttet at nedlægge en

skole, skal dette bekendtgøres i et eller flere af de lokale blade.

Fremsætter mindst 50 pct. af de beboere i det pågældende skoledistrikt, der

har valgret til kommunalbestyrelsen, inden 4 uger efter bekendtgørelsen

skriftlig begæring derom, skal kommunalbestyrelsen afholde en afstemning om

skolens nedlæggelse. Stemmeberettigede ved afstemningen er de beboere i

skoledistriktet, der har valgret til kommunalbestyrelsen. De nærmere regler

om sådanne afstemninger fastsættes af undervisningsministeren. Bliver

resultatet af afstemningen, at mindst 60 pct. af de stemmeberettigede ønsker

skolen opretholdt, kan den ikke nedlægges i indeværende valgperiode.

Stk. 2. Beslutter kommunalbestyrelsen at nedlægge en skole, der

tidligere er besluttet nedlagt, men som er afvist nedlagt ved en afstemning,

jf. stk. 1, kan der begæres afholdt afstemning på ny i henhold til

bestemmelserne i stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke ved nedlæggelse

af skoler, der ligger mindre end 1,5 km fra den eller de skoler, hvortil den

overvejende del af eleverne overflyttes.

Bemærkninger til lovforslaget

Den 16. december 1988 vedtog Folketinget med tilslutning fra alle partier

undtagen SF, at muligheden for folkeafstemning i forbindelse med

skolenedlæggelser skulle afskaffes. Dermed blev der sat punktum for den

mulighed, der havde eksisteret i 30 år i Danmark for, at folket kunne begære

en folkeafstemning.

I Danmark er det ikke normalt, at folket selv kan begære en

folkeafstemning. Folkeafstemninger er en grundlovssikret ret som en

mindretalsbeskyttelse i Folketinget, idet mindretallet kan begære lovforslag

Læs alt

til folkeafstemning. Endvidere er der bestemte spørgsmål, der skal til

folkeafstemning: Grundlovsændring, valgretsalderændring og

suverænitetsafgivelse.

Princippet om, at folket selv kan begære sager til folkeafstemning, gjaldt

kun i forbindelse med skolenedlæggelser og kom første gang ind i dansk

lovgivning med folkeskoleloven fra 1958. Ideen om folkeafstemning i

forbindelse med skolenedlæggelser blev introduceret af partiet Venstre i 1955

i forbindelse med forslag til ny folkeskolelov. I § 2, stk. 4, hed det:

»En skole kan ikke nedlægges, såfremt 80 pct. af alle, der i vedkommende

skoledistrikt har valgret til kommunalbestyrelsen, skriftligt begærer skolen

opretholdt og der gennemsnitlig i en periode på 5 år har været mindst 20 i

undervisningen deltagende børn.«

Forslaget kom på et tidspunkt, hvor centralskolerne var ved at skyde op

rundt omkring i landet, hvorved mange landsbyskoler var truet.

Forslaget blev ikke modtaget med særlig begejstring af den daværende

socialdemokratiske undervisningsminister. Men da folkeskoleloven blev

revideret i 1958, kom der alligevel en paragraf ind, som klart var inspireret

af Venstres forslag. Her blev det vedtaget: »Fremsætter mindst 80 pct.

af de beboere i det pågældende skoledistrikt, der har valgret til

kommunalbestyrelsen, inden en måned efter bekendtgørelsen skriftlig begæring

herom, skal der af kommunalbestyrelsen foranstaltes en afstemning angående

spørgsmålet om skolens nedlæggelse . . . . Bliver resultatet af afstemningen,

at mindst 80 pct. af de stemmeberettigede ønsker skolen opretholdt, kan den

kun nedlægges, såfremt kommunalbestyrelsen efter førstkommende ordinære

kommunevalg på ny træffer beslutning herom.«

Folkeskoleloven blev til som et resultat af et samarbejde mellem den

daværende trekantregering og Venstre og med den radikale

undervisningsminister Jørgen Jørgensen som primus motor.

Hermed havde forældre fået en afgørende indflydelse i forbindelse med

skolenedlæggelser. Naturligvis kunne skoler fortsat blive nedlagt, fordi det

kunne ske efter et kommunevalg. Men det satte en grænse for, i hvilket omfang

beslutninger kunne træffes hen over hovedet på folk.

80 pct.-reglen blev af mange opfattet som et strengt krav. Derfor var der

i det følgende år diskussion om, hvorvidt 80 pct.-reglen skulle ændres til en

lavere procent.

Da Socialdemokratiet i 1972 fremsatte forslag til ny folkeskolelov, var

der også forslag om at ændre de 80 pct. til 50 pct. som krav til det antal,

der skulle begære folkeafstemning, og 75 pct. som det antal, der skulle

stemme for skolens opretholdelse. Folkeskoleloven blev som bekendt ikke i

første omgang ændret, og ikke inden den socialdemokratiske regering gik af.

Ønsket om at mildne 80 pct.-reglen var så stærk, at Venstreregeringen, der

tiltrådte i december 1973, i 1974 fremsatte det forslag om folkeafstemning,

som også lå i det socialdemokratiske lovforslag fra 1972.

Der var også et ønske fremme om, at man skulle gå længere i retning af at

lempe kravet til folkeafstemning. F.eks. udtalte Venstres ordfører i januar

1973 i forbindelse med behandlingen af det socialdemokratiske lovforslag

bl.a. følgende: »Det er et tiltalende træk ved forslaget, at det letter

demokratiets vilkår med hensyn til en befolknings mulighed for at bevare en

skole - denne regel, der nu giver lettere adgang for befolkningen til at

stemme om en skoles opretholdelse. Men er reglen om, at et sådant

afstemningsresultat kun har betydning indtil næste kommunevalg, rigtig?»

I forbindelse med behandlingen af Venstres forslag i 1974 udtalte den

radikale ordfører: »Man forlanger altså, at 50 pct. skal skrive under

på, at der skal være en afstemning. Det var måske mere rimeligt, hvis man

sagde, at 1/3 af de stemmeberettigede var nok, og at man ved selve

afstemningen kunne nøjes med at forlange mere end 50 pct. af de

stemmeberettigede eller måske af de afgivne stemmer. Det er altså lidt svært,

synes jeg, uden videre at acceptere, at der skal være særlige krav til en

demokratisk afstemning.«

Samme tankegang lå i det ændringsforslag, der blev stillet af Socialistisk

Folkeparti og Retsforbundet. Heri blev det foreslået, at der kun skulle være

krav om 30 pct. til at kræve en folkeafstemning og om 60 pct. af de

stemmeberettigede til at stemme for, at skolen skulle opretholdes.

Det endte med, at der skulle 50 pct. til at kræve en folkeafstemning, og

at 60 pct. af de stemmeberettigede skulle stemme for, at skolen skulle

opretholdes. Dette ændringsforslag blev stillet af Venstreregeringens

undervisningsminister og fik tilslutning fra alle partier.

Der var med andre ord en helt klar forståelse blandt alle partier for, at

folkets mulighed for at bevare deres egen skole skulle være reel.

Reglen om folkeafstemning i forbindelse med skolenedlæggelse blev en del

af den danske demokratiske tradition. Derfor var det et voldsomt slag mod

denne demokratiske tradition, da den borgerlige regering i 1988 foreslog, at

folkeafstemningsreglen skulle afskaffes.

Lovforslaget blev til som et resultat af forhandlinger mellem regeringen,

Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund. Da det

er sådan, at aftaler mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og de

respektive fagorganisationer i sig selv gør, at visse partier i Folketinget

accepterer sådanne aftaler næsten uden videre, var reglen om folkeafstemning

hermed afskaffet. Den korporative stat havde reelt sat Folketinget uden for

indflydelse.

Den socialdemokratiske ordfører udtalte således i Folketinget: »Dette

forslag ser vi som et resultat af regeringens aftale med Kommunernes

Landsforening, Danmarks Lærerforening og Skole og Samfund, og resultatet af

de forhandlinger tager vi til efterretning.«

Den konservative ordfører udtalte om samme problemstilling: »Som

bekendt er lovforslaget blevet til på baggrund af forhandlinger mellem

ministeren, Kommunernes Landsforening, Skole og Samfund og Danmarks

Lærerforening. Vi er særdeles tilfredse med, at man i disse forhandlinger

fandt frem til et for alle parter tilfredsstillende resultat. Vi vil gerne

udtrykke anerkendelse til de organisationer, som har medvirket. Enigheden må

betyde, at vi hurtigt kan færdiggøre behandlingen i udvalget, og det vil vi

medvirke til.«

Det var i øvrigt karakteristisk i forbindelse med behandlingen i

Folketinget, at partiernes ordførere gjorde meget ud af at understrege, at

der med afskaffelse af folkeafstemningsreglen ikke var lagt op til, at der nu

skulle nedlægges flere skoler. Den konservative ordfører udtrykte det bl.a.

på denne måde: »Når Det Konservative Folkeparti kan tilslutte sig

undervisningsministerens forslag om at lempe reglerne for nedlæggelse af

skolerne, er det ikke, fordi vi ønsker at give startskuddet til den anden

centraliseringsbølge i den danske skoleverden - den første havde vi jo i

1960'erne - der er derimod tale om at placere ansvaret for den kommunale

skolestruktur helt og fuldt hos kommunalbestyrelsen. Ønsker man at bevare en

skole, kan man gøre det, ønsker man at nedlægge en skole, kan man gøre det

uden at blive forhindret deri af centralt fastlagte regler; afgørelsen er

kommunalbestyrelsens ansvar.«

Andre partiers ordførere var inde på en lignende problemstilling.

Ordføreren for Det Radikale Venstre: »Tingene hænger sammen i

de forslag, der ligger i loven. Når vi siger, at nedlæggelse af skoler skal

følge lokalproceduren, er det jo ikke et carte blanche til, at

kommunalbestyrelser kan nedlægge skoler overalt. Det er selvfølgelig op til

dem, men det er vigtigt for os at sige til kommunalpolitikere, til lærere og

til forældre, at det, der bliver givet mulighed for ved den aftale, der er

indgået, er, at man kan udnytte ressourcerne mere effektivt, og så er der

større mulighed for at bevare mindre skoler rundt omkring. Det er faktisk

tankegangen og intentionerne i det, der ligger på bordet nu.«

Ordføreren for Fremskridtspartiet: »Jeg mener, det er et

forslag, der vil få stor betydning for bevarelse af de små skoler, specielt i

landdistrikterne.«

Ordføreren for Kristeligt Folkeparti: »Kristeligt Folkeparti

er ikke tilhænger af nedlæggelse af små skoler i landsbysamfund og mindre

samfund i det hele taget, og vi håber ikke, at loven vil tilskynde

hertil.«

Det var således magtpåliggende for adskillige ordførere at fremhæve, at

man ikke ønskede mange skolenedlæggelser. Tværtimod blev muligheden for mere

samlæsning og højere klassekvotienter fremhævet som midlet til at undgå

nedlæggelser af de små skoler.

Allerede ved afskaffelse af folkeafstemningsreglen gav SF udtryk for, at

formålet hermed kun kunne være, at det skulle være lettere at nedlægge flere

skoler.

Resultatet ses nu. Efter få nedlæggelser i 1989-90, der var kommunalt

valgår, blev antallet af folkeskoler 1. august 1990 reduceret med 28 mod 13 i

gennemsnit de foregående 5 år. Meget tyder på, at tallet pr. 1. august 1991

bliver mindst af samme størrelse som i år.

Den anden centraliseringsbølge synes indledt godt hjulpet på vej af

folkeafstemningsreglens afskaffelse.

Den nye regel om, at »skolenedlæggelser skal behandles efter

bestemmelserne om procedure for vedtagelse af lokalplaner i henhold til lov

om kommunalplanlægning«, jf. § 22, synes at være helt uden betydning for

forældres reelle indflydelse.

Det foreliggende lovforslag, der indebærer en genindførelse af

folkeafstemningsreglen, svarer stort set til den regel, der blev afskaffet i

1988. Der er dog den ændring, at der i dette lovforslag ikke gives en

kommunalbestyrelse mulighed for efter et valg at nedlægge en skole, hvis en

folkeafstemning afviser skolenedlæggelse. Folkets afgørelse er med andre ord

endelig.

Enkelte nedlæggelser af landsbyskoler har resulteret i oprettelse af eller

planer om oprettelse af friskoler. Det viser, at ønsket om bevarelse af

landsbyskolen nogle steder er så stærkt, at man vælger at etablere en

friskole. Det hænger bl.a. sammen med, at landsbyskolen er det centrale

samlingssted. Det har det været, længe før nogen fandt på at udpege skolen

som kulturcenter. En del steder er landsbyskolen tilmed det eneste

samlingssted i landsbyen, efter at brugsen, købmanden og forsamlingshuset er

forsvundet. Derfor er bevarelsen af landsbyskolen mange steder også et

spørgsmål, om landsbyen fortsat skal leve og være andet end en samling huse

og gårde.

Det siger sig selv, at den lille landsbyskole ikke kan give så mange

tilbud og så bredt et udbud som en stor skole. Men kvalitet er ikke kun et

spørgsmål om mængden af udbud. Men det må under alle omstændigheder være op

til en lokal afgørelse.

Fra forskellig side har det været nævnt, at oprettelse af en friskole,

hvor en folkeskole er nedlagt, er misbrug af friskoleloven. Den opfattelse

deler SF ikke. Det er tværtimod udtryk for, at man virkelig ønsker skolen

bevaret. Formen, under hvilken det sker, er mindre afgørende for de

pågældende forældre.

SF vil til enhver tid forsvare retten til at etablere en friskole. Men SF

mener, at det er forkert, at folk ikke kan få lov til at bevare deres

folkeskole, når det er det, de helst vil, men tvinges til at lave en

friskole. Derfor bør folket have mulighed for at få en folkeafstemning om

folkeskolens nedlæggelse.

Folkeafstemning er mindretallets ret »inden for fællesskabet«,

et mindretal afgrænset til et geografisk område af en kommune. SF vil med

lovforslaget sikre mindretallets ret »inden for fællesskabet«.

Ellers tvinges mindretallet til at gå »uden for fællesskabet« ved

at vælge friskole. Den ret skal de også have. Men når de ønsker at bevare

deres folkeskole - dvs. blive »inden for fællesskabet« - skal de

have mulighed for at vise dette ved folkeafstemning.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter