1990 LSF 2 FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF LANDSOVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEGERNING MELLEM SYGESIKRINGENS FORHANDLINGSUDVALG OG PRAKTISERENDE LÆGERS ORGANISATION
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Landsoverenskomsten om almen lægegerning af 30. marts 1976
med
senere ændringer, der er indgået mellem Sygesikringens
Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation i henhold
til § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring, forlænges til og
med den 31. marts 1991.
Stk. 2. Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på aftaler, som
parterne har indgået i henhold til overenskomsten.
§ 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
§ 3. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning fra og med den 1. januar 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) meddelte med skrivelse af 21. maj
1990 Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) opsigelse af Landsoverenskomsten
om almen lægegerning med virkning fra og med den 1. januar 1991. I
forhandlingerne mellem SFU og PLO er det ikke lykkedes at nå til enighed om
en ny overenskomst.
På et møde i SFU den 21. december 1990 blev der forelagt en aftale mellem
SFU og PLO om forlængelse af den gældende overenskomst om almen lægegerning
indtil den 1. juli 1991. Aftalen ville bl.a. indebære følgende:
- Forhøjelse pr. 1. januar 1991 af de praktiserende lægers basishonorar
pr. tilmeldt gruppe 1-sikret med 2,37 kr. til 43,34 kr. pr. kvartal
(grundhonorar).
- Forhøjelse pr. 1. januar 1991 af konsultationshonoraret med 0,71 kr.
(grundhonorar).
- Aftale om finansiering af uddannelsesamanuensisstillinger.
Aftalen ville for perioden fra 1. januar-1. juli 1991 forøge de
praktiserende lægers indkomst med ca. 30 mio. kr., svarende til en
indtægtsfremgang på ca. 2 pct. Hertil kommer de øgede udgifter til
uddannelsesstillinger, og de samlede amtskommunale udgifter ville på årsbasis
Læs alt
blive forøget med ca. 70 mio. kr., svarende til en stigning på knap 2,5 pct.
i de amtskommunale sygesikringsudgifter til almen lægehjælp.
Regeringen har den 21. december 1990 meddelt, at aftalen mellem SFU og PLO
ikke kan godkendes i henhold til § 26, stk. 2, i lov om offentlig
sygesikring. Begrundelsen herfor er, at hensynet til samfundsøkonomien
tilsiger, at lønstigninger i både den private og den offentlige sektor bliver
mindst mulige. Regeringen finder det ikke acceptabelt, at praktiserende
læger, der i forvejen har relativt høje indkomster, sikres en
indtægtsfremgang af den nævnte størrelse forud for indgåelse af en egentlig
overenskomstaftale. Hertil kommer, at aftalen ikke rummer forbedringer til
fordel for patienterne.
Regeringen må herefter konstatere, at der med virkning fra den 1. januar
1991 ikke vil gælde overenskomstmæssige vilkår for almen lægehjælp efter
sygesikringsloven, medmindre der lovgives herom.
Regeringen finder af flere grunde en sådan lovgivning nødvendig. Det
afgørende er, at borgerne kun er sikret gratis lægehjælp hos alment
praktiserende læge, hvis der er en gældende overenskomst om vilkårene herfor,
jf. § 12, stk. 1 og 3, i lov om offentlig sygesikring.
Når regeringen foreslår en uændret forlængelse af den gældende
overenskomst med 3 måneder, skyldes det bl.a., at der tilsyneladende er
enighed mellem overenskomstens parter om behovet for en gennemgribende
modernisering af de overenskomstmæssige vilkår for almen lægepraksis.
Regeringen kan tilslutte sig dette synspunkt, og forlængelsen af
overenskomsten vil da også give tid til at færdiggøre forhandlingerne mellem
parterne. Regeringen forventer således, at der også efter den 1. april 1991
vil være en overenskomst om almen lægehjælp efter sygesikringsloven.
Som grundlag for fortsatte forhandlinger foreligger dels SFU's forslag til
et fælles grundlag for afslutning af overenskomstforhandlingerne (udkast af
8. november 1990 til slutseddel til en ny overenskomst om almen lægegerning),
dels PLO's formulerede krav til en ny overenskomst. Endvidere foreligger der
redegørelser fra 3 udvalg, som overenskomstparterne har haft nedsat til
belysning af nogle centrale spørgsmål i relation til en ny overenskomst.
Der er således gennemført et omfattende analysearbejde til forberedelse af
forhandlingerne, og der er i det foreliggende materiale meget, som efter
regeringens opfattelse lægger op til den ønskede modernisering af de alment
praktiserende lægers overenskomst. Der kan bl.a. peges på følgende:
- En forenkling af reglerne for honoreringen af de alment praktiserende
læger samtidig med en forbedring af konsultationshonoraret. Overenskomsten
skulle dermed blive lettere at administrere for både lægerne og
amtskommunerne, hvilket bl.a. giver mulighed for at reducere
administrationsomkostningerne.
- En tilskyndelse til overgang til edb-afregning. Dette giver både
mulighed for besparelser i administrationsudgifterne og en lettere adgang til
indførelse af en udbygget og mere tidssvarende registrering af aktiviteten i
almen praksis. Regeringen må i denne forbindelse tillægge det stor betydning,
at en udbygget aktivitetsregistrering kan give grundlag for et væsentlig
bedre informationssystem vedrørende almen praksis. Dette vil være til gavn
for den enkelte læge, og det vil forbedre mulighederne for en samlet
tilrettelæggelse af sundhedsvæsenet. Udformningen af nye regler for
aktivitetsregistrering m.v. i almen praksis skal også sigte mod
tilvejebringelse af oplysninger, der kan danne grundlag for en fortsat dialog
om udviklingen og tilrettelæggelsen af almen praksis.
- Der lægges op til en gennemgribende omlægning af lægevagtsordningen,
bl.a. ved øget brug af visitationsvagtordninger.
- Forenklingen af honorarsystemet vil samtidig fjerne grundlaget for en
del af de bestemmelser om kontrol m.v., som er indeholdt i den gældende
overenskomst. I lyset heraf finder regeringen det væsentligt, at der i en ny
overenskomst fastsættes regler, der forpligter overenskomstparterne til at
medvirke til overholdelse af aftalte økonomiske rammer. Dette er på linie
med, hvad der i de senere år er aftalt i andre overenskomster om ydelser
efter sygesikringsloven.
- Der er lagt op til en styrkelse af forskningen i almen praksis, og der
er ligeledes forslag om sikring af finansieringen af uddannelsesstillinger i
almen praksis.
Der er i de senere år gennemført væsentlige moderniseringer af
overenskomsterne om ydelser efter sygesikringsloven, senest de meget
omfattende ændringer af overenskomsterne om speciallægehjælp. Opnås der
enighed om en ny overenskomst om almen lægehjælp efter de skitserede
principper, vil der således være et godt grundlag for en fortsat udvikling af
hele praksissektoren.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM UDPEGNING AF EN OPMAND I FORBINDELSE MED INDGÅELSE AF EN NY OVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEHJÆLP EFTER LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING Retsinformation · 1. februar 1991
- 1990 BSF 5 FOLKETINGSBESLUTNING OM ALMEN LÆGEGERNING Retsinformation · 8. januar 1991
- Ankestyrelsens principafgørelse S-1-98 om sygesikring - antroposofisk behandling - alment praktiserende læge. Retsinformation · 11. juli 2013
- 1986 LSF 252 FORSLAG TIL LOV OM FASTSÆTTELSE AF VILKÅR FOR SPECIALLÆGEHJÆLP M.V. EFTER LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING Retsinformation · 21. maj 1988
- 1991 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 11. november 1992
- 1990 LSF 95 FORSLAG TIL LOV OM KIROPRAKTORER M.V. Retsinformation · 10. juli 1991