Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 2 FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF LANDSOVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEGERNING MELLEM SYGESIKRINGENS FORHANDLINGSUDVALG OG PRAKTISERENDE LÆGERS ORGANISATION

1990/2 LSF 2Lovforslag som fremsatFolketinget4. januar 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Landsoverenskomsten om almen lægegerning af 30. marts 1976

med

senere ændringer, der er indgået mellem Sygesikringens

Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation i henhold

til § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring, forlænges til og

med den 31. marts 1991.

Stk. 2. Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på aftaler, som

parterne har indgået i henhold til overenskomsten.

§ 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

§ 3. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og har

virkning fra og med den 1. januar 1991.

Bemærkninger til lovforslaget

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) meddelte med skrivelse af 21. maj

1990 Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) opsigelse af Landsoverenskomsten

om almen lægegerning med virkning fra og med den 1. januar 1991. I

forhandlingerne mellem SFU og PLO er det ikke lykkedes at nå til enighed om

en ny overenskomst.

På et møde i SFU den 21. december 1990 blev der forelagt en aftale mellem

SFU og PLO om forlængelse af den gældende overenskomst om almen lægegerning

indtil den 1. juli 1991. Aftalen ville bl.a. indebære følgende:

- Forhøjelse pr. 1. januar 1991 af de praktiserende lægers basishonorar

pr. tilmeldt gruppe 1-sikret med 2,37 kr. til 43,34 kr. pr. kvartal

(grundhonorar).

- Forhøjelse pr. 1. januar 1991 af konsultationshonoraret med 0,71 kr.

(grundhonorar).

- Aftale om finansiering af uddannelsesamanuensisstillinger.

Aftalen ville for perioden fra 1. januar-1. juli 1991 forøge de

praktiserende lægers indkomst med ca. 30 mio. kr., svarende til en

indtægtsfremgang på ca. 2 pct. Hertil kommer de øgede udgifter til

uddannelsesstillinger, og de samlede amtskommunale udgifter ville på årsbasis

Læs alt

blive forøget med ca. 70 mio. kr., svarende til en stigning på knap 2,5 pct.

i de amtskommunale sygesikringsudgifter til almen lægehjælp.

Regeringen har den 21. december 1990 meddelt, at aftalen mellem SFU og PLO

ikke kan godkendes i henhold til § 26, stk. 2, i lov om offentlig

sygesikring. Begrundelsen herfor er, at hensynet til samfundsøkonomien

tilsiger, at lønstigninger i både den private og den offentlige sektor bliver

mindst mulige. Regeringen finder det ikke acceptabelt, at praktiserende

læger, der i forvejen har relativt høje indkomster, sikres en

indtægtsfremgang af den nævnte størrelse forud for indgåelse af en egentlig

overenskomstaftale. Hertil kommer, at aftalen ikke rummer forbedringer til

fordel for patienterne.

Regeringen må herefter konstatere, at der med virkning fra den 1. januar

1991 ikke vil gælde overenskomstmæssige vilkår for almen lægehjælp efter

sygesikringsloven, medmindre der lovgives herom.

Regeringen finder af flere grunde en sådan lovgivning nødvendig. Det

afgørende er, at borgerne kun er sikret gratis lægehjælp hos alment

praktiserende læge, hvis der er en gældende overenskomst om vilkårene herfor,

jf. § 12, stk. 1 og 3, i lov om offentlig sygesikring.

Når regeringen foreslår en uændret forlængelse af den gældende

overenskomst med 3 måneder, skyldes det bl.a., at der tilsyneladende er

enighed mellem overenskomstens parter om behovet for en gennemgribende

modernisering af de overenskomstmæssige vilkår for almen lægepraksis.

Regeringen kan tilslutte sig dette synspunkt, og forlængelsen af

overenskomsten vil da også give tid til at færdiggøre forhandlingerne mellem

parterne. Regeringen forventer således, at der også efter den 1. april 1991

vil være en overenskomst om almen lægehjælp efter sygesikringsloven.

Som grundlag for fortsatte forhandlinger foreligger dels SFU's forslag til

et fælles grundlag for afslutning af overenskomstforhandlingerne (udkast af

8. november 1990 til slutseddel til en ny overenskomst om almen lægegerning),

dels PLO's formulerede krav til en ny overenskomst. Endvidere foreligger der

redegørelser fra 3 udvalg, som overenskomstparterne har haft nedsat til

belysning af nogle centrale spørgsmål i relation til en ny overenskomst.

Der er således gennemført et omfattende analysearbejde til forberedelse af

forhandlingerne, og der er i det foreliggende materiale meget, som efter

regeringens opfattelse lægger op til den ønskede modernisering af de alment

praktiserende lægers overenskomst. Der kan bl.a. peges på følgende:

- En forenkling af reglerne for honoreringen af de alment praktiserende

læger samtidig med en forbedring af konsultationshonoraret. Overenskomsten

skulle dermed blive lettere at administrere for både lægerne og

amtskommunerne, hvilket bl.a. giver mulighed for at reducere

administrationsomkostningerne.

- En tilskyndelse til overgang til edb-afregning. Dette giver både

mulighed for besparelser i administrationsudgifterne og en lettere adgang til

indførelse af en udbygget og mere tidssvarende registrering af aktiviteten i

almen praksis. Regeringen må i denne forbindelse tillægge det stor betydning,

at en udbygget aktivitetsregistrering kan give grundlag for et væsentlig

bedre informationssystem vedrørende almen praksis. Dette vil være til gavn

for den enkelte læge, og det vil forbedre mulighederne for en samlet

tilrettelæggelse af sundhedsvæsenet. Udformningen af nye regler for

aktivitetsregistrering m.v. i almen praksis skal også sigte mod

tilvejebringelse af oplysninger, der kan danne grundlag for en fortsat dialog

om udviklingen og tilrettelæggelsen af almen praksis.

- Der lægges op til en gennemgribende omlægning af lægevagtsordningen,

bl.a. ved øget brug af visitationsvagtordninger.

- Forenklingen af honorarsystemet vil samtidig fjerne grundlaget for en

del af de bestemmelser om kontrol m.v., som er indeholdt i den gældende

overenskomst. I lyset heraf finder regeringen det væsentligt, at der i en ny

overenskomst fastsættes regler, der forpligter overenskomstparterne til at

medvirke til overholdelse af aftalte økonomiske rammer. Dette er på linie

med, hvad der i de senere år er aftalt i andre overenskomster om ydelser

efter sygesikringsloven.

- Der er lagt op til en styrkelse af forskningen i almen praksis, og der

er ligeledes forslag om sikring af finansieringen af uddannelsesstillinger i

almen praksis.

Der er i de senere år gennemført væsentlige moderniseringer af

overenskomsterne om ydelser efter sygesikringsloven, senest de meget

omfattende ændringer af overenskomsterne om speciallægehjælp. Opnås der

enighed om en ny overenskomst om almen lægehjælp efter de skitserede

principper, vil der således være et godt grundlag for en fortsat udvikling af

hele praksissektoren.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter