1990 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM UDPEGNING AF EN OPMAND I FORBINDELSE MED INDGÅELSE AF EN NY OVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEHJÆLP EFTER LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Er Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers
Organisation ikke senest den 1. juni 1991 blevet enige om en
overenskomst om vilkårene for almen lægehjælp efter lov om offentlig
sygesikring gældende fra den 1. juli 1991, udpeger parterne en
opmand, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Kan Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende
Lægers Organisation ikke blive enige om en opmand, udpeges denne af
Højesterets Præsident.
§ 2. Opmanden træffer senest den 30. juni 1991 afgørelse om de
spørgsmål, Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers
Organisation ikke har opnået enighed om, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Opmanden kan beslutte, at Landsoverenskomsten af 30. marts
1976 med senere ændringer mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og
Praktiserende Lægers Organisation om almen lægegerning forlænges for en
begrænset periode.
§ 3. En overenskomst om vilkårene for almen lægehjælp efter lov om
offentlig sygesikring, indgået senest den 30. juni 1991 mellem Sygesikringens
Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation, samt afgørelser,
truffet af den efter § 1 udpegede opmand, er gyldige uden sundhedsministerens
godkendelse i henhold til § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.
§ 4. Udgifterne i forbindelse med opmandens arbejde afholdes af
Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation med
halvdelen til hver.
§ 5. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opsagde i skrivelse af 21. maj
1990 til Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) Landsoverenskomsten om almen
lægegerning af 30. marts 1976 med senere ændringer med virkning fra den 1.
Læs alt
januar 1991. PLO og SFU indgik imidlertid den 21. december 1990 en aftale om
forlængelse af overenskomsten indtil den 1. juli 1991.
Folketinget pålagde med vedtagelsen den 28. december 1990 af
beslutningsforslag B 5 om almen lægegerning regeringen at godkende aftalen af
21. december 1990 mellem SFU og PLO. Sundhedsministeriet meddelte herefter i
skrivelse af 28. december 1990 SFU, at man i henhold til § 26, stk. 2, i lov
om offentlig sygesikring kunne godkende aftalen af 21. december 1990 mellem
SFU og PLO.
Regeringen blev med vedtagelsen af B 5 samtidig pålagt senest den 1.
februar 1991 at fremsætte et forslag til lov om udpegning af en opmand, der
skal træffe afgørelse om de spørgsmål, SFU og PLO ikke senest den 1. juni
1991 kan opnå enighed om ved forhandlingerne om en ny overenskomst om
vilkårene for almen lægehjælp efter lov om offentlig sygesikring.
Efter § 12, stk. 1, i lov om offentlig sygesikring fastsættes vilkårene
for ydelser efter lovens §§ 6, 8 og 9 i overenskomster indgået i henhold til
lovens § 26, stk. 2. Heri bestemmes, at SFU på det offentliges vegne indgår
overenskomster med organisationer af læger m.fl. Disse overenskomster er kun
gyldige, når de er godkendt af sundhedsministeren.
De overenskomster, der indgås i henhold til de nævnte bestemmelser, skal
således efter loven fastlægge vilkårene for borgernes ret til de fleste af
sygesikringslovens ydelser. I praksis indebærer det bl.a., at der i
overenskomsterne indgår bestemmelser om lægernes honorarer for de
overenskomstomfattede ydelser. Der er således ikke tale om overenskomster
mellem arbejdsgiver og arbejdstager, idet der ikke består et
ansættelsesforhold mellem amtskommunerne og de praktiserende læger.
I sygesikringslovens § 27 er der fastsat nærmere bestemmelser vedrørende
afgørelse af spørgsmål om fortolkningen af gældende overenskomster. Der skal
således for overenskomster om lægehjælp nedsættes et landssamarbejdsudvalg,
der behandler fortolkningsspørgsmål. Kan landssamarbejdsudvalget ikke opnå
enighed, overgår behandlingen til et voldgiftsråd, der består af
landssamarbejdsudvalgets medlemmer samt en af parterne uafhængig formand.
Voldgiftsrådets afgørelser er bindende for parterne.
Denne model for afgørelser af retstvister er i dag gældende for næsten
alle overenskomster om ydelser efter sygesikringsloven. Loven foreskriver
ikke, hvordan interessetvister skal løses, og der er i lovens § 12, stk. 3,
taget højde for, hvordan borgerne skal stilles, såfremt der ikke gælder
overenskomster om lovens ydelser. I så fald skal sundhedsministeren fastsætte
regler om tilskud til lovens ydelser.
Som det fremgår, er der i lovgivningen grundlag for at skelne mellem
interessetvister og retstvister på samme måde, som det kendes på
arbejdsmarkedet. Der er kun få eksempler på, at interessekonflikter på
arbejdsmarkedet er løst ved tvungen voldgift, og der er ikke fortilfælde for
en sådan fremgangsmåde, når det gælder overenskomster efter
sygesikringsloven. Derimod er der fortilfælde for at fastsætte
overenskomstmæssige vilkår ved lov.
Lovforslaget indebærer derfor et brud med den sædvanlige fremgangsmåde for
løsning af interessetvister. Hertil kommer, at beslutningsforslag B 5 ikke
indeholder tilkendegivelser, der nærmere kan afgrænse opmandens kompetence.
Efter beslutningsforslaget vil opmanden derfor i sine afgørelser alene være
begrænset af de regler, der er fastsat i henhold til sygesikringsloven.
Det må også følge af beslutningsforslag B 5, at opmandens afgørelser ikke
efterfølgende skal godkendes af sundhedsministeren i henhold til
sygesikringslovens § 26, stk. 2. Det er efter regeringens opfattelse en
naturlig konsekvens heraf, at sundhedsministeren heller ikke skal godkende en
overenskomst eller dele af en aftale, som SFU og PLO selv bliver enige om.
Regeringen finder det af flere grunde betænkeligt, at opmanden får en så
vidtgående kompetence.
For det første skal en overenskomst mellem SFU og PLO med det gældende
lovgrundlag fastlægge væsentlige bestemmelser om borgernes rettigheder, når
det gælder almen lægehjælp, eksempelvis regler om valg af læge, lægeskifte
m.v. Det er regeringens opfattelse, at sådanne regler, der er bindende for
borgerne, bør fastsættes af sundhedsministeren og amtsrådene, der har det
politiske ansvar for tilrettelæggelsen og driften af sundhedsvæsenet. En
sådan forankring af det politiske ansvar er i dag sikret med reglerne om
repræsentationen i SFU og sundhedsministerens godkendelsesbeføjelse. Med den
foreslåede opmandsløsning kan der ske en forflygtigelse af det politiske
ansvar, hvilket regeringen må tage afstand fra.
For det andet indebærer lovforslaget, at de praktiserende læger, der selv
er økonomisk ansvarlige for driften af deres praksis, kan påtvinges at
praktisere for den offentige sygesikring på vilkår, de ikke selv har
indflydelse på. Der er således ikke mulighed for, at opmandens afgørelser -
som det er tilfældet med forligsmandens mæglingsforslag med hensyn til
arbejdsmarkedets overenskomster - kan sendes til urafstemning blandt PLO's
medlemmer. Regeringen kan ikke støtte et så vidtgående indgreb i
praktiserende lægers mulighed for at øve indflydelse på vilkårene for
praksisdrift. Det må i den forbindelse tillægges betydning, at bortfaldet af
en overenskomst på dette område som nævnt ikke indebærer, at befolkningen
afskæres fra at få lægehjælp.
For det tredje har almen praksis væsentlig betydning for det samlede
sundhedsvæsens funktion. Dette taler efter regeringens opfattelse også for,
at det bør være de politisk ansvarlige for sundhedsvæsenet, der skal tage
stilling til indholdet i en overenskomst for almen praksis.
Selv om beslutningsforslag B 5 efter regeringens opfattelse lægger op til,
at opmanden skal have meget vidtgående beføjelser til at træffe afgørelser,
er der på baggrund af Folketingets behandling af beslutningsforslaget
grundlag for at tilkendegive, hvilke økonomiske rammer opmanden skal tage
udgangspunkt i. Regeringen har således i forbindelse med behandlingen af
beslutningsforslag B 5 i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg bl.a. anført
følgende:
»Da der ikke i forbindelse med betænkningen fra flertallets side er
markeret ønske om at ændre på den traditionelle opmandsfunktion, må det
derfor antages, at flertallet forudsætter, at en opmand får bestemte
retningslinier for, inden for hvilken økonomisk ramme han kan træffe
afgørelse om fornyelse af overenskomsten for almen lægegerning.«.
Regeringen er opmærksom på, at opmanden alene skal træffe afgørelse om
spørgsmål, hvorom parterne ikke kan opnå enighed. Fastlæggelsen af en
økonomisk ramme for opmandens afgørelser er derfor samtidig en
tilkendegivelse over for parterne. Regeringen skal derfor foreslå følgende
med hensyn til det økonomiske grundlag for de kommende forhandlinger:
- De overenskomstregler, der har betydning for udviklingen i lægernes
personlige indkomst (løn) må udformes, så det sikres, at indkomstudviklingen
holdes inden for en ramme, der svarer til den økonomiske værdi af
overenskomstresultatet på det øvrige arbejdsmarked.
- Overenskomstens økonomi skal ses i lyset af rammerne for amtskommunernes
samlede økonomi. Indgås der en aftale, der indebærer en gennemgribende
modernisering af det overenskomstmæssige grundlag for almen praksis, må den
på tilsvarende måde, som det er tilfældet med overenskomsterne om
speciallægehjælp og tandlægehjælp, indeholde bestemmelser til sikring af
overholdelse af den aftalte økonomiske ramme.
- Afledte besparelser ved fremtidige overførsler af opgaver fra andre dele
af sundhedsvæsenet til almen praksis kan indgå i grundlaget for fastlæggelsen
af den økonomiske ramme for en ny overenskomst.
Det skal understreges, at staten ikke kan kompensere for amtskommunale
merudgifter, som følger af en ny overenskomst om almen lægehjælp.
Regeringen skal herudover påpege, at SFU og PLO som led i forberedelsen af
overenskomstforhandlingerne har gennemført et omfattende analysearbejde, og
der foreligger meget materiale, som efter regeringens opfattelse lægger op
til en ønsket modernisering af lægeoverenskomsten. Der kan bl.a. peges på
følgende:
- En forenkling af reglerne for honoreringen af de alment praktiserende
læger samtidig med en forbedring af konsultationshonoraret. Overenskomsten
skulle dermed blive lettere at administrere for både lægerne og
amtskommunerne, hvilket bl.a. giver mulighed for at reducere
administrationsomkostningerne.
- En tilskyndelse til overgang til edb-afregning. Dette giver både
mulighed for besparelser i administrationsudgifterne og en lettere adgang til
indførelse af en udbygget og mere tidssvarende registrering af aktiviteten i
almen praksis. Regeringen må i denne forbindelse tillægge det stor betydning,
at en udbygget aktivitetsregistrering kan give grundlag for et væsentlig
bedre informationssystem vedrørende almen praksis. Dette vil være til gavn
for den enkelte læge, og det vil forbedre mulighederne for en samlet
tilrettelæggelse af sundhedsvæsenet. Udformningen af nye regler for
aktivitetsregistrering m.v. i almen praksis skal også sigte mod
tilvejebringelse af oplysninger, der kan danne grundlag for en fortsat dialog
om udviklingen og tilrettelæggelsen af almen praksis.
- Der læggges op til en gennemgribende omlægning af lægevagtsordningen,
bl.a. ved øget brug af visitationsvagtordninger.
- Forenklingen af honorarsystemet vil samtidig fjerne grundlaget for en
del af de bestemmelser om kontrol m.v., som er indeholdt i den gældende
overenskomst. I lyset heraf finder regeringen det væsentligt, at der i en ny
overenskomst fastsættes regler, der forpligter overenskomstparterne til at
medvirke til overholdelse af aftalte økonomiske rammer. Dette er på linie
med, hvad der i de senere år er aftalt i andre overenskomster om ydelser
efter sygesikringsloven.
- Der er lagt op til en styrkelse af forskningen i almen praksis, og der
er ligeledes forslag om sikring af finansieringen af uddannelsesstillinger i
almen praksis.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 2
Den udpegede opmand skal efter beslutningsforslag B 5 senest den 30. juni
træffe afgørelse om de spørgsmål, SFU og PLO ikke har opnået enighed om
senest den 1. juni 1991.
SFU og PLO har forhandlet om en ny overenskomst om almen lægehjælp siden
medio 1989, og parterne vil således den 1. juni 1991 have forhandlet i knapt
2 år. Set i dette lys kan det ikke udelukkes, at den udpegede opmand vil
kunne få meget vanskeligt ved at overholde den i beslutningsforslag B 5
fastsatte tidsfrist for, hvornår opmanden skal træffe sine afgørelser. Der
vil ligeledes kunne opstå betydelige administrative problemer med den
praktiske gennemførelse pr. 1. juli 1991 af afgørelser, der træffes den 30.
juni 1991. Regeringen skal derfor foreslå, at opmanden om nødvendigt kan
træffe beslutning om forlængelse af den gældende overenskomst af 30. marts
1976 med senere ændringer for en begrænset periode.
Til § 3
Det foreslås, at en overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg
og Praktiserende Lægers Organisation, der skal erstatte den opsagte
landsoverenskomst af 30. marts 1976 med senere ændringer ikke skal godkendes
af sundhedsministeren i henhold til § 26, stk. 2, i lov om offentlig
sygesikring. Opmandens afgørelser skal heller ikke godkendes. Der henvises i
øvrigt til de almindelige bemærkninger.
Regeringen har ikke hermed taget stilling til spørgsmålet om helt at
ophæve bestemmelsen om, at overenskomster om vilkårene for sygesikringslovens
ydelser skal godkendes af sundhedsministeren.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 BSF 5 FOLKETINGSBESLUTNING OM ALMEN LÆGEGERNING Retsinformation · 8. januar 1991
- 1990 LSF 2 FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF LANDSOVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEGERNING MELLEM SYGESIKRINGENS FORHANDLINGSUDVALG OG PRAKTISERENDE LÆGERS ORGANISATION Retsinformation · 4. januar 1991
- Ankestyrelsens principafgørelse S-1-98 om sygesikring - antroposofisk behandling - alment praktiserende læge. Retsinformation · 11. juli 2013
- 1990 BTB 5 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ALMEN LÆGEGERNING NR B 5 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 9. januar 1991
- Læge S, Læge K og Alment Praktiserende Læge R ApS mod Region Nordjylland Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. april 2021
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saggio fremsat den 13. januar 2000. - Birgitte Jørgensen mod Foreningen af Speciallæger og Sygesikringens Forhandlingsudvalg. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Østre Landsret - Danmark. - Direktiv 76/207/EØF og 86/613/EØF - Ligebehandling af mænd og kvinder - Selvstændig virksomhed - Ændring af status for lægepraksis. - Sag C-226/98 EU-domme · 13. januar 2000