Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM UDPEGNING AF EN OPMAND I FORBINDELSE MED INDGÅELSE AF EN NY OVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEHJÆLP EFTER LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING

1990/2 LSF 122Lovforslag som fremsatFolketinget1. februar 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Er Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers

Organisation ikke senest den 1. juni 1991 blevet enige om en

overenskomst om vilkårene for almen lægehjælp efter lov om offentlig

sygesikring gældende fra den 1. juli 1991, udpeger parterne en

opmand, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kan Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende

Lægers Organisation ikke blive enige om en opmand, udpeges denne af

Højesterets Præsident.

§ 2. Opmanden træffer senest den 30. juni 1991 afgørelse om de

spørgsmål, Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers

Organisation ikke har opnået enighed om, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Opmanden kan beslutte, at Landsoverenskomsten af 30. marts

1976 med senere ændringer mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og

Praktiserende Lægers Organisation om almen lægegerning forlænges for en

begrænset periode.

§ 3. En overenskomst om vilkårene for almen lægehjælp efter lov om

offentlig sygesikring, indgået senest den 30. juni 1991 mellem Sygesikringens

Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation, samt afgørelser,

truffet af den efter § 1 udpegede opmand, er gyldige uden sundhedsministerens

godkendelse i henhold til § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.

§ 4. Udgifterne i forbindelse med opmandens arbejde afholdes af

Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation med

halvdelen til hver.

§ 5. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opsagde i skrivelse af 21. maj

1990 til Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) Landsoverenskomsten om almen

lægegerning af 30. marts 1976 med senere ændringer med virkning fra den 1.

Læs alt

januar 1991. PLO og SFU indgik imidlertid den 21. december 1990 en aftale om

forlængelse af overenskomsten indtil den 1. juli 1991.

Folketinget pålagde med vedtagelsen den 28. december 1990 af

beslutningsforslag B 5 om almen lægegerning regeringen at godkende aftalen af

21. december 1990 mellem SFU og PLO. Sundhedsministeriet meddelte herefter i

skrivelse af 28. december 1990 SFU, at man i henhold til § 26, stk. 2, i lov

om offentlig sygesikring kunne godkende aftalen af 21. december 1990 mellem

SFU og PLO.

Regeringen blev med vedtagelsen af B 5 samtidig pålagt senest den 1.

februar 1991 at fremsætte et forslag til lov om udpegning af en opmand, der

skal træffe afgørelse om de spørgsmål, SFU og PLO ikke senest den 1. juni

1991 kan opnå enighed om ved forhandlingerne om en ny overenskomst om

vilkårene for almen lægehjælp efter lov om offentlig sygesikring.

Efter § 12, stk. 1, i lov om offentlig sygesikring fastsættes vilkårene

for ydelser efter lovens §§ 6, 8 og 9 i overenskomster indgået i henhold til

lovens § 26, stk. 2. Heri bestemmes, at SFU på det offentliges vegne indgår

overenskomster med organisationer af læger m.fl. Disse overenskomster er kun

gyldige, når de er godkendt af sundhedsministeren.

De overenskomster, der indgås i henhold til de nævnte bestemmelser, skal

således efter loven fastlægge vilkårene for borgernes ret til de fleste af

sygesikringslovens ydelser. I praksis indebærer det bl.a., at der i

overenskomsterne indgår bestemmelser om lægernes honorarer for de

overenskomstomfattede ydelser. Der er således ikke tale om overenskomster

mellem arbejdsgiver og arbejdstager, idet der ikke består et

ansættelsesforhold mellem amtskommunerne og de praktiserende læger.

I sygesikringslovens § 27 er der fastsat nærmere bestemmelser vedrørende

afgørelse af spørgsmål om fortolkningen af gældende overenskomster. Der skal

således for overenskomster om lægehjælp nedsættes et landssamarbejdsudvalg,

der behandler fortolkningsspørgsmål. Kan landssamarbejdsudvalget ikke opnå

enighed, overgår behandlingen til et voldgiftsråd, der består af

landssamarbejdsudvalgets medlemmer samt en af parterne uafhængig formand.

Voldgiftsrådets afgørelser er bindende for parterne.

Denne model for afgørelser af retstvister er i dag gældende for næsten

alle overenskomster om ydelser efter sygesikringsloven. Loven foreskriver

ikke, hvordan interessetvister skal løses, og der er i lovens § 12, stk. 3,

taget højde for, hvordan borgerne skal stilles, såfremt der ikke gælder

overenskomster om lovens ydelser. I så fald skal sundhedsministeren fastsætte

regler om tilskud til lovens ydelser.

Som det fremgår, er der i lovgivningen grundlag for at skelne mellem

interessetvister og retstvister på samme måde, som det kendes på

arbejdsmarkedet. Der er kun få eksempler på, at interessekonflikter på

arbejdsmarkedet er løst ved tvungen voldgift, og der er ikke fortilfælde for

en sådan fremgangsmåde, når det gælder overenskomster efter

sygesikringsloven. Derimod er der fortilfælde for at fastsætte

overenskomstmæssige vilkår ved lov.

Lovforslaget indebærer derfor et brud med den sædvanlige fremgangsmåde for

løsning af interessetvister. Hertil kommer, at beslutningsforslag B 5 ikke

indeholder tilkendegivelser, der nærmere kan afgrænse opmandens kompetence.

Efter beslutningsforslaget vil opmanden derfor i sine afgørelser alene være

begrænset af de regler, der er fastsat i henhold til sygesikringsloven.

Det må også følge af beslutningsforslag B 5, at opmandens afgørelser ikke

efterfølgende skal godkendes af sundhedsministeren i henhold til

sygesikringslovens § 26, stk. 2. Det er efter regeringens opfattelse en

naturlig konsekvens heraf, at sundhedsministeren heller ikke skal godkende en

overenskomst eller dele af en aftale, som SFU og PLO selv bliver enige om.

Regeringen finder det af flere grunde betænkeligt, at opmanden får en så

vidtgående kompetence.

For det første skal en overenskomst mellem SFU og PLO med det gældende

lovgrundlag fastlægge væsentlige bestemmelser om borgernes rettigheder, når

det gælder almen lægehjælp, eksempelvis regler om valg af læge, lægeskifte

m.v. Det er regeringens opfattelse, at sådanne regler, der er bindende for

borgerne, bør fastsættes af sundhedsministeren og amtsrådene, der har det

politiske ansvar for tilrettelæggelsen og driften af sundhedsvæsenet. En

sådan forankring af det politiske ansvar er i dag sikret med reglerne om

repræsentationen i SFU og sundhedsministerens godkendelsesbeføjelse. Med den

foreslåede opmandsløsning kan der ske en forflygtigelse af det politiske

ansvar, hvilket regeringen må tage afstand fra.

For det andet indebærer lovforslaget, at de praktiserende læger, der selv

er økonomisk ansvarlige for driften af deres praksis, kan påtvinges at

praktisere for den offentige sygesikring på vilkår, de ikke selv har

indflydelse på. Der er således ikke mulighed for, at opmandens afgørelser -

som det er tilfældet med forligsmandens mæglingsforslag med hensyn til

arbejdsmarkedets overenskomster - kan sendes til urafstemning blandt PLO's

medlemmer. Regeringen kan ikke støtte et så vidtgående indgreb i

praktiserende lægers mulighed for at øve indflydelse på vilkårene for

praksisdrift. Det må i den forbindelse tillægges betydning, at bortfaldet af

en overenskomst på dette område som nævnt ikke indebærer, at befolkningen

afskæres fra at få lægehjælp.

For det tredje har almen praksis væsentlig betydning for det samlede

sundhedsvæsens funktion. Dette taler efter regeringens opfattelse også for,

at det bør være de politisk ansvarlige for sundhedsvæsenet, der skal tage

stilling til indholdet i en overenskomst for almen praksis.

Selv om beslutningsforslag B 5 efter regeringens opfattelse lægger op til,

at opmanden skal have meget vidtgående beføjelser til at træffe afgørelser,

er der på baggrund af Folketingets behandling af beslutningsforslaget

grundlag for at tilkendegive, hvilke økonomiske rammer opmanden skal tage

udgangspunkt i. Regeringen har således i forbindelse med behandlingen af

beslutningsforslag B 5 i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg bl.a. anført

følgende:

»Da der ikke i forbindelse med betænkningen fra flertallets side er

markeret ønske om at ændre på den traditionelle opmandsfunktion, må det

derfor antages, at flertallet forudsætter, at en opmand får bestemte

retningslinier for, inden for hvilken økonomisk ramme han kan træffe

afgørelse om fornyelse af overenskomsten for almen lægegerning.«.

Regeringen er opmærksom på, at opmanden alene skal træffe afgørelse om

spørgsmål, hvorom parterne ikke kan opnå enighed. Fastlæggelsen af en

økonomisk ramme for opmandens afgørelser er derfor samtidig en

tilkendegivelse over for parterne. Regeringen skal derfor foreslå følgende

med hensyn til det økonomiske grundlag for de kommende forhandlinger:

- De overenskomstregler, der har betydning for udviklingen i lægernes

personlige indkomst (løn) må udformes, så det sikres, at indkomstudviklingen

holdes inden for en ramme, der svarer til den økonomiske værdi af

overenskomstresultatet på det øvrige arbejdsmarked.

- Overenskomstens økonomi skal ses i lyset af rammerne for amtskommunernes

samlede økonomi. Indgås der en aftale, der indebærer en gennemgribende

modernisering af det overenskomstmæssige grundlag for almen praksis, må den

på tilsvarende måde, som det er tilfældet med overenskomsterne om

speciallægehjælp og tandlægehjælp, indeholde bestemmelser til sikring af

overholdelse af den aftalte økonomiske ramme.

- Afledte besparelser ved fremtidige overførsler af opgaver fra andre dele

af sundhedsvæsenet til almen praksis kan indgå i grundlaget for fastlæggelsen

af den økonomiske ramme for en ny overenskomst.

Det skal understreges, at staten ikke kan kompensere for amtskommunale

merudgifter, som følger af en ny overenskomst om almen lægehjælp.

Regeringen skal herudover påpege, at SFU og PLO som led i forberedelsen af

overenskomstforhandlingerne har gennemført et omfattende analysearbejde, og

der foreligger meget materiale, som efter regeringens opfattelse lægger op

til en ønsket modernisering af lægeoverenskomsten. Der kan bl.a. peges på

følgende:

- En forenkling af reglerne for honoreringen af de alment praktiserende

læger samtidig med en forbedring af konsultationshonoraret. Overenskomsten

skulle dermed blive lettere at administrere for både lægerne og

amtskommunerne, hvilket bl.a. giver mulighed for at reducere

administrationsomkostningerne.

- En tilskyndelse til overgang til edb-afregning. Dette giver både

mulighed for besparelser i administrationsudgifterne og en lettere adgang til

indførelse af en udbygget og mere tidssvarende registrering af aktiviteten i

almen praksis. Regeringen må i denne forbindelse tillægge det stor betydning,

at en udbygget aktivitetsregistrering kan give grundlag for et væsentlig

bedre informationssystem vedrørende almen praksis. Dette vil være til gavn

for den enkelte læge, og det vil forbedre mulighederne for en samlet

tilrettelæggelse af sundhedsvæsenet. Udformningen af nye regler for

aktivitetsregistrering m.v. i almen praksis skal også sigte mod

tilvejebringelse af oplysninger, der kan danne grundlag for en fortsat dialog

om udviklingen og tilrettelæggelsen af almen praksis.

- Der læggges op til en gennemgribende omlægning af lægevagtsordningen,

bl.a. ved øget brug af visitationsvagtordninger.

- Forenklingen af honorarsystemet vil samtidig fjerne grundlaget for en

del af de bestemmelser om kontrol m.v., som er indeholdt i den gældende

overenskomst. I lyset heraf finder regeringen det væsentligt, at der i en ny

overenskomst fastsættes regler, der forpligter overenskomstparterne til at

medvirke til overholdelse af aftalte økonomiske rammer. Dette er på linie

med, hvad der i de senere år er aftalt i andre overenskomster om ydelser

efter sygesikringsloven.

- Der er lagt op til en styrkelse af forskningen i almen praksis, og der

er ligeledes forslag om sikring af finansieringen af uddannelsesstillinger i

almen praksis.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 2

Den udpegede opmand skal efter beslutningsforslag B 5 senest den 30. juni

træffe afgørelse om de spørgsmål, SFU og PLO ikke har opnået enighed om

senest den 1. juni 1991.

SFU og PLO har forhandlet om en ny overenskomst om almen lægehjælp siden

medio 1989, og parterne vil således den 1. juni 1991 have forhandlet i knapt

2 år. Set i dette lys kan det ikke udelukkes, at den udpegede opmand vil

kunne få meget vanskeligt ved at overholde den i beslutningsforslag B 5

fastsatte tidsfrist for, hvornår opmanden skal træffe sine afgørelser. Der

vil ligeledes kunne opstå betydelige administrative problemer med den

praktiske gennemførelse pr. 1. juli 1991 af afgørelser, der træffes den 30.

juni 1991. Regeringen skal derfor foreslå, at opmanden om nødvendigt kan

træffe beslutning om forlængelse af den gældende overenskomst af 30. marts

1976 med senere ændringer for en begrænset periode.

Til § 3

Det foreslås, at en overenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg

og Praktiserende Lægers Organisation, der skal erstatte den opsagte

landsoverenskomst af 30. marts 1976 med senere ændringer ikke skal godkendes

af sundhedsministeren i henhold til § 26, stk. 2, i lov om offentlig

sygesikring. Opmandens afgørelser skal heller ikke godkendes. Der henvises i

øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Regeringen har ikke hermed taget stilling til spørgsmålet om helt at

ophæve bestemmelsen om, at overenskomster om vilkårene for sygesikringslovens

ydelser skal godkendes af sundhedsministeren.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter