1990 BSF 5 FOLKETINGSBESLUTNING OM ALMEN LÆGEGERNING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen senest den 31. december 1990 at
godkende »Aftale om forlængelse af gældende landsoverenskomst om
almen lægegerning« indgået den 21. december 1990 af Sygesikringens
Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation.
Folketinget pålægger endvidere regeringen senest den 1. februar 1991 at
fremsætte lovforslag, hvorefter der, såfremt der ikke inden den 1. juni 1991
er opnået enighed om alle spørgsmål vedrørende en fornyelse af
landsoverenskomsten for almen lægegerning ud over den 1. juli 1991, skal
udpeges en opmand, der afgør de spørgsmål, der ikke er opnået enighed om.
Opmanden udpeges af parterne. Såfremt parterne ikke kan blive enige om
udpegning af en opmand, udpeges denne af Højesterets Præsident. Opmanden
træffer afgørelse senest den 30. juni 1991.
Oprindeligt fremsat forslag
Folketinget pålægger regeringen senest den 31. december 1990 at
godkende »Aftale om forlængelse af gældende landsoverenskomst om
almen lægegerning«, indgået den 21. december 1990 af Sygesikringens
Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation.
Bemærkninger til forslaget
Den gældende landsoverenskomst om almen lægegerning, der er indgået
mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) og Praktiserende Lægers
Organisation (PLO) i april 1987, er opsagt af PLO med virkning fra 1. januar
1991.
SFU og PLO har igennem længere tid forhandlet om indgåelse af ny
landsoverenskomst.
Forhandlingerne brød foreløbig sammen, da PLO's medlemmer ved en
urafstemning den 2. december 1990 forkastede indholdet af en såkaldt
slutseddel fra SFU som grundlag for en ny landsoverenskomst.
Sammenbruddet udløste straks en politisk reaktion fra et stort antal
partier i Folketinget, herunder forslagsstillerne.
For forslagsstillerne er en situation med almen lægegerning uden
Læs alt
overenskomst fra 1. janaur 1991 helt uantagelig. Den vil medføre
patientbetaling for at søge lægehjælp og vil i det hele medføre risiko for en
forringet patientbehandling.
Derfor var det særdeles tilfredsstillende, da parterne - efter fornyede
forhandlinger - den 21. december 1990 nåede til enighed om en forlængelse af
den gældende landsoverenskomst om almen lægegerning i 6 måneder til den 1.
juli 1991.
»Aftale om forlængelse af gældende landsoverenskomst om almen
lægegerning« og et tilhørende notat af 20. december 1990 om virkningerne
af aftalen er optrykt som bilag.
Det fremgår af aftalen og notatet, at honorarforudsætningen i den gældende
overenskomsts § 77 ikke er opfyldt, idet der er en ubalance mellem
basishonorar og ydelseshonorar for året 1989 på 46,7 mio. kr.
(1989-prisniveau) - svarende til 48,5 mio. kr. i 1990-prisniveau.
Honorarforudsætningen i § 77 opfyldes i aftalen ved at forhøje basishonoraret
med 2,37 kr. pr. kvartal. For aftaleperioden er den økonomiske virkning heraf
24,2 mio. kr. Honorarforudsætningen i § 77 er tidligere opfyldt med
genoprettelse af balance ved aftaler for 1979 og 1985.
Det fremgår endvidere af aftalen, at konsultationshonoraret forhøjes med
71 øre. Det er en udmøntning af puljepenge på det offentlige
overenskomstområde pr. 1. april 1989 og 1. april 1990. Den økonomiske
virkning er for aftaleperioden 6,7 mio. kr.
Endelig sikres et finansieringsgrundlag for
uddannelsesamanuensisstillinger svarende til det hidtidige antal pladser -
65-75 - i 1991. Den økonomiske virkning for 1991 er 12 mio. kr.
De øvrige elementer i forlængelsesaftalen er af rent teknisk karakter.
Aftalen er således i al væsentlighed en opfyldelse af den gældende
overenskomst i forlængelsesperioden. Med aftalen er der ikke tale om, at SFU
har tilbudt en merøkonomi til landsoverenskomsten ud over den allerede
tilbudte, og der er fra PLO's side ikke tale om en accept af denne økonomi.
Der er med forlængelsesaftalen lagt op til en reel genforhandling om en
egentlig fornyelse af landsoverenskomsten pr. 1. juli 1991.
Med forlængelsesaftalen sikres i øvrigt, at der ikke opstår en situation
med patientbetaling for lægehjælp fra 1. januar 1991, ligesom individuelle
opsigelser fra praktiserende læger undgås indtil den 1. juli 1991.
Ved sin tilsidesættelse af parternes aftale har regeringen lagt gift for
indgåelse af en ny landsoverenskomst for almen lægegerning. Hvordan kan
regeringen seriøst anmode parterne om at forhandle en ny overenskomst i en
forlængelsesperiode, når regeringen nægter at godkende parternes enighed om
opfyldelse af den gældende overenskomst? Det er absurd.
Finansminister Henning Dyremose har begrundet regeringens afvisning af
aftalen med signalvirkningen i forhold til overenskomstforhandlingerne på
arbejdsmarkedet. Argumentationen er mildest talt overraskende.
Der er en væsentlig formel og reel forskel på aftaleforholdet imellem SFU
og PLO og løn- og arbejdsoverenskomster på arbejdsmarkedet.
Der er mellem parterne enighed om, at merøkonomien er en opfyldelse af den
gældende overenskomst i forlængelsesperioden.
Det hovedsignal, regeringen med sit indgreb har givet arbejdsmarkedet, er
imidlertid, at selv om forhandlingsparter når frem til enighed, er regeringen
klar til at gribe ind og tilsidesætte parternes aftale. Det er det værst
tænkelige signal, der overhovedet kan gives til parterne på et
overenskomstområde.
Regeringens afvisning af SFU's og PLO's aftale, jf. sygesikringslovens §
26, stk. 2, er helt uforståelig og uansvarlig.
Med vedtagelsen af nærværende beslutningsforslag kan Folketinget sikre:
- at der ikke opstår en situation med patientbetaling for lægehjælp fra 1.
januar 1991, og
- at SFU og PLO får en fornyet mulighed for at nå til enighed om en
egentlig fornyelse af landsoverenskomsten for almen lægegerning fra 1. juli
1991.
Med forlængelsesaftalen har parterne vist vilje og evne til at nå
resultater.
Bilag 1
Sygesikringens Forhandlingsudvalg
Adr. Amtsrådsforeningen i Danmark
Landemærket 10
1119 København K
Den 20. december 1990
Aftale om forlængelse af gældende landsoverenskomst om almen
lægegerning
§ 1. Parterne er enige om at genforhandle grundlaget for en ny
overenskomst om almen lægegerning på basis af en opfyldelse af den gældende
overenskomsts økonomiske forudsætninger i form af:
1. Basishonoraret forhøjes fra 1. januar 1991 med 2,37 kr. til 43,34 kr.
(grundhonorar).
2. Konsultationshonoraret forhøjes fra 1. januar 1991 med 0,71 kr.
(grundhonorar).
§ 2. Til sikring af det nuværende antal
uddannelsesamanuensisstillinger i 1991 indbetaler amterne og Københavns og
Frederiksberg Kommuner pr. 1. februar 1991 til amanuensisfonden 2,97 kr. pr.
gruppe 1-sikret.
§ 3. Praksisophør efter landsoverenskomstens § 58 kan tidligst
finde sted med virkning fra det i § 4 nævnte tidspunkt.
§ 4. Gældende landsoverenskomst forlænges i øvrigt uændret indtil
1. juli 1991 med henblik på overenskomstens genforhandling. De i §§ 1 og 2
nævnte forhold indgår i en genforhandlet overenskomsts fremtidige økonomi.
§ 5. Af hensyn til bortfald af reguleringspristallet pr. 1. august
1990 ændres § 78 i landsoverenskomsten i overensstemmelse med vedlagte bilag,
hvilket indebærer, at regulering af omkostningsandelen fra og med 1. april
1991 tager udgangspunkt i nettoprisindekset.
København, den 21. december 1990
Ove Baggesen / Ib Frederiksen
/ Ole Rasmussen
Underbilag
§ 78. Regulering af honorarerne.
De i §§ 66, 67, 68, 69, 70, 71, 74 og 76 nævnte honorarer er
grundhonorarer.
Stk. 2. Honorarerne efter stk. 1 tillægges 26,9 procentpoints.
Stk. 3. Omkostningsandelen (25 pct. af honorarerne). For hver
fulde 3 points udsving i nettoprisindekset (januar 1975 = 100) ud over 268
reguleres honorarerne, der er beregnet efter stk. 1, med 0,355 procentpoints.
Stk. 4. Nettoandelen (75 pct. af honorarerne). Ved ændring af
lønningerne for højerelønnede tjenestemænd i forhold til de pr. 1. oktober
1990 gældende reguleres honorarerne, der er beregnet efter stk. 1, med 0,270
procentpoints for hver 1.000 kr.s ændring (og tilsvarende for dele af 1.000
kr.).
Stk. 5. Ved beregning af den samlede reguleringsprocent
sammenlægges procenterne beregnet efter stk. 2, 3 og 4, og den endelige
reguleringsprocent angives med een decimal.
Reguleringerne efter stk. 2, 3 og 4 finder sted pr. 1. april og 1.
oktober.
Stk. 6. Ved eventuelle ændringer af de i §§ 66, 67, 68, 69, 70,
71, 74 og 76 nævnte grundhonorarer eller ved ændringer med hensyn til
tjenestemandslønningerne i forhold til forudsætningerne for bestemmelserne i
stk. 3 og 4 tages den i stk. 3 og 4 fastsatte regulering op til overvejelse.
Bilag 2
Sygesikringens Forhandlingsudvalg
Den 20. december 1990
Notat om virkningerne af aftale om forlængelse af gældende
landsoverenskomst om almen lægegerning
1. Ifølge aftalens § 1, nr. 1, forhøjes basishonoraret pr. 1.
januar 1991 med 2,37 kr. Baggrunden herfor er en opfyldelse af betingelserne
for honorarfastsættelsen i landsoverenskomstens § 77, hvorefter
udgangspunktet for fastsættelsen af basishonoraret er, at det udbetalte beløb
til basishonorarer svarer til det udbetalte beløb til grundydelseshonorarer
inden for samme regnskabsår. Opgørelsen efter § 77 i 1989 har vist, at der er
en ubalance på 46,7 mio. kr. i 1989-prisniveau, svarende til 48,5 mio. kr. i
1990-prisniveau. Det er dette beløb, der nu anvendes til at forhøje
basishonoraret med 2,37 kr. Halvårsvirkningen, det vil sige indtil 1. juli
1991, vil være det halve af de 48,5 mio. kr., svarende til ca. 24,2 mio. kr.
(1990-prisniveau).
Beregningen af honorarforhøjelsen tager udgangspunkt i antallet af gruppe
1-sikrede i 1989 (4.009.928), og at der ved forhøjelsen skal tilføres en
økonomi på samlet 48,5 mio. kr. Økonomitilførslen pr. sikret pr. kvartal
bliver hermed på 3,01 kr., svarende til en forhøjelse af basishonoraret med
2,37 kr. i grundbeløb.
2. I henhold til § 1, nr. 2, forhøjes konsultationshonoraret pr.
1. januar 1991 med 0,71 kr. Baggrunden herfor er udmøntning af puljepengene
pr. 1. april 1989 og 1. april 1990. Udmøntningen er foretaget på grundlag af
antal konsultationer for gruppe 1-sikrede i hele landet i 1988.
Ved en vægtning er der taget højde for, at honoraret pr. konsultation skal
ganges med 1, 2, 3, 31/2 eller 4 afhængigt af, på hvilket tidspunkt ydelserne
er givet. Den økonomiske virkning for amtskommunerne og Københavns og
Frederiksberg Kommuner er indtil den 1. juli 1991 6,7 mio. kr. og på
helårsbasis 13,4 mio. kr. (1990-prisniveau).
3. Virkningen af § 2 vil være at sikre, at det nuværende antal
uddannelsesamanuensisstillinger opretholdes i hele 1991. Økonomitilførslen
vil sikre, at der i 1991 kan gennemføres 65-75 helårsuddannelsesforløb.
De økonomiske konsekvenser for amterne og Københavns og Frederiksberg
Kommuner vil være ca. 12 mio. kr. (1990-prisniveau).
4. Ifølge landsoverenskomstens § 58 kan de alment praktiserende
læger med een måneds varsel til et kvartal ophøre med praksis for den
offentlige sygesikring. Virkningen af aftaleudkastets § 3 vil således være,
at de alment praktiserende læger tidligst kan ophøre med praksis for
sygesikringen den 1. juli 1991. På den måde undgås individuelle opsigelser
indtil 1. juli 1991.
Bestemmelsen hindrer dog ikke, at en enkeltstående læge, der ikke kan få
afhændet sin praksis, kan ophøre med praksis, f.eks. på grund af invaliditet.
5. Af § 4 fremgår det, at forhøjelsen af såvel basishonoraret som
konsultationshonoraret samt tilførslen af økonomi til finansiering af
uddannelsesamanuenser indgår i en genforhandlet overenskomsts fremtidige
økonomi. Økonomitilførslen er således at opfatte som en acontobetaling af
økonomien i en fremtidig overenskomst. Med forlængelsesaftalen er der således
ikke fra forhandlingsudvalgets side tale om et tilbud om merøkonomi til
landsoverenskomstens område ud over det allerede tilbudte, og der er ikke fra
Praktiserende Lægers Organisations side tale om en accept af denne økonomi.
Der er med forlængelsesaftalen lagt op til en reel genforhandling, jf.
aftaleudkastets § 1, hvor tidspunktet for bortfaldet af overenskomsten som
følge af Praktiserende Lægers Organisations opsigelse heraf med de nævnte
ændringer udskydes til 1. juli 1991 med henblik på, at parterne får fornyede
muligheder for at nå til enighed om en egentlig fornyelse af overenskomsten.
6. Den nye formulering af § 78 indebærer, at reguleringspristallet
erstattes af nettoprisindekset som grundlag for reguleringen af
omkostningsandelen.
Det gældende grundhonorarniveau videreføres, ligesom der i øvrigt ikke er
ændret i reguleringsbestemmelsens forudsætninger ud over en udskiftning af
prisindekset.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM UDPEGNING AF EN OPMAND I FORBINDELSE MED INDGÅELSE AF EN NY OVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEHJÆLP EFTER LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING Retsinformation · 1. februar 1991
- 1990 BTB 5 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ALMEN LÆGEGERNING NR B 5 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 9. januar 1991
- 1990 LSF 2 FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF LANDSOVERENSKOMST OM ALMEN LÆGEGERNING MELLEM SYGESIKRINGENS FORHANDLINGSUDVALG OG PRAKTISERENDE LÆGERS ORGANISATION Retsinformation · 4. januar 1991
- Ankestyrelsens principafgørelse S-1-98 om sygesikring - antroposofisk behandling - alment praktiserende læge. Retsinformation · 11. juli 2013
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saggio fremsat den 13. januar 2000. - Birgitte Jørgensen mod Foreningen af Speciallæger og Sygesikringens Forhandlingsudvalg. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Østre Landsret - Danmark. - Direktiv 76/207/EØF og 86/613/EØF - Ligebehandling af mænd og kvinder - Selvstændig virksomhed - Ændring af status for lægepraksis. - Sag C-226/98 EU-domme · 13. januar 2000
- 1990 LSF 95 FORSLAG TIL LOV OM KIROPRAKTORER M.V. Retsinformation · 10. juli 1991