1990 LSF 95 FORSLAG TIL LOV OM KIROPRAKTORER M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Autorisation
§ 1. Ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og betegne sig
som kiropraktor har kun den, der har modtaget autorisation som kiropraktor i
henhold til §§ 2 og 3.
Stk. 2. Lægers virksomhed berøres ikke af denne lov.
§ 2. Den, der har bestået en af sundhedsministeren godkendt
uddannelse som kiropraktor, og som i Danmark har gennemgået en supplerende
praktisk uddannelse, har ret til autorisation som kiropraktor.
Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, sundhedsministeren
bemyndiger dertil, udsteder en fortegnelse over godkendte
kiropraktoruddannelser.
Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for den i
stk. 1 nævnte supplerende praktiske uddannelse.
Stk. 4. Autorisationen meddeles af Sundhedsstyrelsen, der fører en
fortegnelse over meddelte autorisationer.
Stk. 5. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være
farlig for sine medmennesker under udøvelse af kiropraktorvirksomhed enten på
grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige
mangler. Autorisationen kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelov
§ 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 6. For meddelelse af autorisation som kiropraktor betales et
af sundhedsministeren fastsat gebyr.
§ 3. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om
udøvelse af virksomhed her i landet som kiropraktor, som er nødvendige til
gennemførelse af overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for
kiropraktorer og direktiver vedtaget af De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele autorisation som kiropraktor
til personer, der har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i
§ 2, stk. 1, nævnte uddannelser.
Læs alt
§ 4. Autorisation som kiropraktor kan fratages og generhverves
efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Stk. 2. En kiropraktor kan over for Sundhedsstyrelsen fraskrive
sig sin autorisation for tid eller indtil videre. Autorisationen kan
generhverves, når den fastsatte tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og
kan i øvrigt, også inden for en fastsat tidsfrist, generhverves efter
ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede
fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til
sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange
afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år
efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter at
generhvervelse senest er nægtet ved dom. Sundhedsministerens afgørelse skal
indeholde oplysning om adgang til at begære domstolsprøvelse og om fristen
herfor.
Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes
over for sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens
afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag i den
borgerlige retsplejes former.
§ 5. Er autorisation som kiropraktor her i landet givet på
grundlag af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage
vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende andet land
bliver frataget pågældende eller på anden måde taber sin gyldighed.
§ 6. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om
autorisationer samt om fratagelse og fraskrivelse i medfør af §§ 2-5.
Kapitel 2
Rettigheder og pligter
§ 7. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik, forebyggelse og
kiropraktisk behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle,
bækken og ekstremiteter.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for
kiropraktorers virksomhed og eventuelle begrænsninger i denne virksomhed,
herunder regler for kiropraktorers anvendelse af røntgenstråling m.v.
Stk. 3. En kiropraktor må behandle børn under 1 år, når barnets
læge skriftligt har afgivet erklæring om, at barnet ikke har sygdomme eller
sygdomstilstande, som kontraindicerer behandling hos en kiropraktor.
§ 8. En kiropraktor er under udøvelsen af sin virksomhed
forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved
benyttelse af medhjælp.
§ 9. Kiropraktorer skal føre ordnede optegnelser over deres
virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10
år.
§ 10. Reklamering for kiropraktorvirksomhed må kun ske ved
meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel
tilslutning til overenskomst med det offentlige.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der udelukkende sker
over for andre kiropraktorer.
§ 11. Kiropraktorer er forpligtede til at afgive de indberetninger
og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem
af sundhedsmyndighederne.
Kapitel 3
Tilsyn
§ 12. Kiropraktorer er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen
efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Stk. 2. Kiropraktorer er forpligtede til på begæring af
tilsynsmyndigheden at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for
gennemførelse af tilsynet.
Kapitel 4
Straffebestemmelser
§ 13. Den, der uden at have autorisation som kiropraktor betegner
sig som kiropraktor eller på anden måde bidrager til forhold, der er egnet
til at vække forestilling om, at den pågældende har en sådan autorisation,
straffes med bøde.
§ 14. En kiropraktor, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen
forsømmelse eller skødesløshed under udøvelsen af sin virksomhed, straffes
med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1 påtales af statsadvokaten.
§ 15. Uberettiget virksomhed som kiropraktor, jf. § 1, stk. 1,
straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Overtrædelse af § 9, § 10, stk. 1, og § 11 straffes med
bøde.
Stk. 3. I forskrifter, der er udfærdiget i medfør af denne lov,
kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Kapitel 5
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
§ 17. Personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udfører
virksomhed som nævnt i § 7, stk. 1, har ret til autorisation som kiropraktor,
jf. dog § 2, stk. 5, såfremt det godtgøres, at vedkommende er tilsluttet den
gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk
Kiropraktor-Forening eller vedkommende i øvrigt opfylder de
uddannelsesmæssige betingelser for en sådan tilslutning.
Stk. 2. Personer, som ikke er omfattet af stk. 1, men som har en
uddannelse, som kan ligestilles med en i henhold til § 2, stk. 1, godkendt
uddannelse, og som har udøvet kiropraktorvirksomhed svarende til
fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år i løbet af de forudgående 5 år, har ret
til autorisation som kiropraktor. Afgørelse herom træffes af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Ansøgninger om autorisation efter stk. 1 og 2 skal
indsendes til Sundhedsstyrelsen inden 6 måneder fra lovens ikrafttræden.
Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra denne tidsfrist, når særlige forhold
taler herfor.
Stk. 4. Personer, som inden ansøgningsfristens udløb har søgt
Sundhedsstyrelsen om autorisation i henhold til stk. 3, men ikke fået deres
ansøgning behandlet, har ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og
betegne sig som kiropraktor, indtil Sundhedsstyrelsen har behandlet deres
ansøgning.
§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig
sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret
senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990, affattes således:
»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om
der ikke foreligger henvisning fra en læge.«
§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som
ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:
1. § 7, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. En terapiassistent må kun foretage sygebehandling
efter henvisning fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne
følges.«
2. Efter § 7 indsættes:
» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for
terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«
§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Autorisation
§ 1. Ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og betegne sig
som kiropraktor har kun den, der har modtaget autorisation som kiropraktor i
henhold til §§ 2 og 3.
Stk. 2. Lægers virksomhed berøres ikke af denne lov.
§ 2. Den, der har bestået en af sundhedsministeren godkendt
uddannelse som kiropraktor og som i Danmark har gennemgået en supplerende
praktisk uddannelse, har ret til autorisation som kiropraktor.
Stk. 2. Sundhedsministeren, eller den sundhedsministeren
bemyndiger dertil, udsteder en fortegnelse over godkendte
kiropraktoruddannelser.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for den i
stk. 1 nævnte supplerende praktiske uddannelse.
Stk. 4. Autorisationen meddeles af Sundhedsstyrelsen, der fører en
fortegnelse over meddelte autorisationer.
Stk. 5. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være
farlig for sine medmennesker under udøvelse af kiropraktorvirksomhed enten på
grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige
mangler. Autorisationen kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelov
§ 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 6. For meddelelse af autorisation som kiropraktor betales et
af sundhedsministeren fastsat gebyr.
§ 3. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om
udøvelse af virksomhed her i landet som kiropraktor, som er nødvendige til
gennemførelse af overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for
kiropraktorer og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele autorisation som kiropraktor
til personer, der har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i
§ 2, stk. 1, nævnte uddannelser.
§ 4. Autorisation som kiropraktor kan fratages og generhverves
efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Stk. 2. En kiropraktor kan overfor Sundhedsstyrelsen fraskrive sig
sin autorisation for tid eller indtil videre. Autorisationen kan
generhverves, når den fastsatte tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og
kan iøvrigt, også inden for en fastsat tidsfrist, generhverves efter
ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede
fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til
sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange
afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år
efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter at
generhvervelse senest er nægtet ved dom. Sundhedsministerens afgørelse skal
indeholde oplysning om adgang til at begære domstolsprøvelse og om fristen
herfor.
Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes
overfor sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens
afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag i den
borgerlige retsplejes former.
§ 5. Er autorisation som kiropraktor her i landet givet på
grundlag af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage
vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende andet land
bliver frataget pågældende eller på anden måde taber sin gyldighed.
§ 6. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om
autorisationer samt om fratagelser og fraskrivelser i medfør af §§ 2-5.
Kapitel 2
Rettigheder og pligter
§ 7. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik og kiropraktisk
behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle, bækken og
ekstremiteter.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for
kiropraktorers virksomhed og eventuelle begrænsninger i denne virksomhed,
herunder regler for kiropraktorers anvendelse af røntgenstråling m.v.
§ 8. En kiropraktor er under udøvelsen af sin virksomhed
forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved
benyttelse af medhjælp.
§ 9. Kiropraktorer skal føre ordnede optegnelser over deres
virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10
år.
§ 10. Reklamering for kiropraktorvirksomhed må kun ske ved
meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel
tilslutning til overenskomst med det offentlige.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der udelukkende sker
overfor andre kiropraktorer.
§ 11. Kiropraktorer er forpligtede til at afgive de indberetninger
og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem
af sundhedsmyndighederne.
Kapitel 3
Tilsyn
§ 12. Kiropraktorer er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen
efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Stk. 2. Kiropraktorer er forpligtede til på begæring af
tilsynsmyndigheden at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for
gennemførelse af tilsynet.
Kapitel 4
Straffebestemmelser
§ 13. Den, der uden at have autorisation som kiropraktor betegner
sig som kiropraktor eller på anden måde, der er egnet til at vække
forestilling om, at den pågældende har en sådan autorisation, straffes med
bøde.
§ 14. En kiropraktor, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen
forsømmelse eller skødesløshed under udøvelsen af sin virksomhed, straffes
med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1 påtales af statsadvokaten.
§ 15. Uberettiget virksomhed som kiropraktor, jf. § 1, stk. 1,
straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Overtrædelse af § 9, § 10, stk. 1 og § 11 straffes med
bøde.
Stk. 3. I forskrifter, der er udfærdiget i medfør af denne lov,
kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Kapitel 5
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
§ 17. Personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udfører
virksomhed som nævnt i § 7, stk. 1, har ret til autorisation som kiropraktor,
jf. dog § 2, stk. 5, såfremt det godtgøres, at vedkommende er tilsluttet den
gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk
Kiropraktor-Forening eller vedkommende iøvrigt opfylder de uddannelsesmæssige
betingelser for en sådan tilslutning.
Stk. 2. Personer, som ikke er omfattet af stk. 1, men som har en
uddannelse, som kan ligestilles med en i henhold til § 2, stk. 1, godkendt
uddannelse og som har udøvet kiropraktorvirksomhed svarende til
fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år i løbet af de forudgående 5 år, har ret
til autorisation som kiropraktor. Afgørelse herom træffes af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Ansøgninger om autorisation efter stk. 1 og 2 skal
indsendes til Sundhedsstyrelsen inden 6 måneder fra lovens ikrafttræden.
Sundhedstyrelsen kan dispensere fra denne tidsfrist, når særlige forhold
taler herfor.
Stk. 4. Personer, som inden ansøgningsfristens udløb har søgt
Sundhedsstyrelsen om autorisation i henhold til stk. 3, men ikke fået deres
ansøgning behandlet, har ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og
betegne sig som kiropraktor, indtil Sundhedsstyrelsen har behandlet deres
ansøgning.
§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig
sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret
senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990 affattes således:
»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om
der ikke foreligger henvisning fra en læge.«.
§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som
ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:
1. § 7, stk. 2, affattes således:
»En terapiassistent må kun foretage sygebehandling efter henvisning
fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne følges.«.
2. Efter § 7 indsættes:
» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for
terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«.
§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formålet med lovforslaget.
Formålet med lovforslaget er dels at indføre en autorisationsordning for
kiropraktorer dels at foretage en konsekvensændring af sygesikringslovens
regler om betingelserne for tilskud til behandling ved kiropraktor, dels at
foretage en ændring af terapiassistentloven, således at behandling ved
privatpraktiserende terapiassistent fremover kan ske ved henvisning fra en
læge samt at etablere en hjemmel for sundhedsmyndighederne til at fastsætte
regler for terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.
Lovforslaget vil ikke ændre den eksisterende opgavefordeling mellem
lægers, terapiassistenters og kiropraktorers virksomhedsområder. Læger må
udføre enhver form for behandling og terapiassistenter må fortsat udføre
manuel terapi i det omfang, det sker som led i fysioterapeutisk behandling.
Kiropraktorers virksomhedsområde fastlægges i overensstemmelse med
kiropraktorernes uddannelsesområde således, at kiropraktorerne fortsat får
mulighed for at yde behandling på de områder, hvor der foreligger
dokumentation for den kiropraktiske behandlings virkning.
Det vil i fremtiden udelukkende være autoriserede kiropraktorer, der har
ret til at udøve kiropraktisk virksomhed samt til at kalde sig kiropraktor.
En autorisationsordning indebærer samtidig, at en kiropraktor kan fratages
autorisationen af de offentlige sundhedsmyndigheder, såfremt kiropraktoren
findes uegnet til at udøve kiropraktorvirksomhed.
Sundhedsministeren får mulighed for at kontrollere indholdet af den
kiropraktiske uddannelse på det teoretiske grunduddannelsesniveau, ligesom
det kræves, at en kiropraktor skal have gennemgået en supplerende praktisk
grunduddannelse, herunder erhvervet et tilstrækkeligt kendskab til dansk
sundhedslovgivning, før vedkommende kan autoriseres som kiropraktor.
Samarbejdet mellem læger, fysioterapeuter og andre autoriserede
behandlergrupper og kiropraktorer bliver præciseret som følge af
lovforslaget. Det forventes endvidere, at kiropraktorer, specielt i de
tilfælde, hvor patienten er henvist fra egen læge og i forståelse med
patienten, underretter lægen om foretagne behandlinger.
Lovforslaget vil desuden medføre, at danske kiropraktorer vil blive
omfattet af regler for anerkendelse af erhvervsudøvelse inden for Norden og
De europæiske Fællesskaber, i det omfang sådanne regler på et senere
tidspunkt gennemføres.
Lovforslaget indebærer endvidere, at kiropraktorer med uddannelser, der
opfylder de i den gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens
Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening opstillede
uddannelsesbetingelser, også fortsat vil kunne godkendes af de danske
sundhedsmyndigheder. Det forudsættes iøvrigt, at den gældende
landsoverenskomst justeres således, at overenskomsten i fremtiden udelukkende
regulerer kiropraktorernes ydelser, praksisplanlægning etc. hvorimod
bestemmelser vedrørende uddannelseskrav, godkendelse af
kiropraktoruddannelser m.m. udelukkende forudsættes varetaget af
Sundhedsstyrelsen. Det forudsættes endvidere, at det ifølge overenskomsten
nedsatte uddannelsesvurderingsnævn nedlægges. Dansk autoriserede
kiropraktorer forventes endvidere at kunne blive autoriseret i de af de
øvrige nordiske lande, der har indført autorisation af kiropraktorer,
eftersom disse landes autorisationer udstedes på samme uddannelsesgrundlag.
Den foreslåede ændring af lov om offentlig sygesikring er en nødvendig
følge af den foreslåede autorisationsordning, idet betingelserne for at der
kan ydes sygesikringstilskud vil være, at behandlingen udføres af en
autoriseret kiropraktor og ikke som tidligere anført af en kiropraktor, der
er godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd.
For så vidt angår den foreslåede ændring af terapiassistentloven, er det
naturligt samtidig med indførelse af en autorisationsordning for
kiropraktorer, hvorefter kiropraktoren selv kan tage patienter i behandling
uden lægehenvisning, at smidiggøre terapiassistenters, d.v.s.
fysioterapeuters, muligheder for at foretage sygebehandling. Den foreslåede
ændring medfører, at terapiassistenter kan yde behandling, blot der
foreligger en lægehenvisning og ikke som hidtil krævet en lægeordination, der
detaljeret foreskriver behandlingen ved terapiassistenten. Ændringen forøger
terapiassistentens muligheder for selvstændigt at vurdere hvilken behandling
en patient har behov for. Samtidig forøges terapiassistentens og lægens
ansvar for, at terapiassistenten er i stand til at yde patienten en korrekt
behandling. Terapiassistenter må således ikke påbegynde en behandling, som de
ikke har tilstrækkelige kvalifikationer til at yde.
Baggrunden for at lovforslaget også indeholder forslag til ændring af
sygesikringsloven og terapiassistentloven skyldes, at forslagene er tæt
knyttet til forslaget om autorisation af kiropraktorer. Forslagene til
ændring af terapiassistentloven tager sigte på at afbalancere
behandlingsvilkårene mellem kiropraktorer og terapiassistenter, hvorimod
forslaget til ændring af sygesikringsloven udelukkende er af teknisk
karakter.
1.2. Baggrunden for forslaget.
Etablering af en autorisationsordning for kiropraktorer har været
debatteret igennem flere årtier. I 1963 nedsatte indenrigsministeren et
kiropraktorudvalg, som dels havde til opgave at undersøge, hvorvidt der burde
etableres en autorisationsordning for kiropraktorer dels undersøge, hvorvidt
de daværende sygekasser burde tillades at give økonomisk støtte til
kiropraktisk behandling.
I 1970 afgav udvalget betænkning nr. 550. Et flertal i udvalget kunne ikke
anbefale etablering af en autorisationsordning for kiropraktorer, hvorimod
flertallet fandt, at anerkendte sygekasser burde kunne yde økonomisk støtte
til kiropraktisk behandling under forudsætning af, at behandlingen skete
efter lægeordination og udførtes af en kiropraktor, der var medlem af Dansk
Kiropraktor-Forening. Udvalgets forslag blev imidlertid ikke gennemført.
Der er ikke - i perioden efter 1970 - udarbejdet andre større udredninger
i offentligt regie i Danmark vedrørende kiropraktorerhvervets
autorisationsforhold. Spørgsmålet om nødvendigheden af en
autorisationsordning for kiropraktorerhvervet har dog fra tid til anden været
rejst. Debatten har i de senere år fået fornyet aktualitet gennem Sveriges,
Norges og Islands beslutninger om at autorisere kiropraktorerne samt gennem
Nordisk Råds beslutning i marts 1989 om at anbefale Nordisk Ministerråd at
undersøge mulighederne for etablering af ensartede regler i Norden for så
vidt angår kiropraktorernes autorisationsforhold og erhvervsudøvelse.
Den danske regerings holdning til en autorisation af kiropraktorerne har
været, at danske kiropraktorer, under de hidtil gældende vilkår, har udøvet
deres virksomhed på en for samfundet fuldt forsvarlig måde, ligesom
kiropraktorerne har været en integreret del af sygesikringssystemet med
dertil hørende rettigheder og pligter. Der har derfor ikke været taget
initiativ til at etablere en egentlig autorisationsordning for kiropraktorer
i Danmark.
I maj 1990 bebudede et flertal uden om regeringen imidlertid at ville
fremsætte et forslag til folketingsbeslutning om autorisation af
kiropraktorer. Den daværende sundhedsminister lovede på denne baggrund, at
regeringen ville fremsætte et lovforslag i den kommende folketingssamling om
autorisation af kiropraktorer, således at det kunne sikres, at sagen fik en
grundig behandling.
1.3. Kiropraktorernes indplacering i det danske sundhedsvæsen.
De kiropraktorer, der praktiserer i Danmark har i mange år indgået som en
del af det danske sundhedsvæsens behandlingstilbud til befolkningen.
Den første kiropraktorklinik i Danmark blev oprettet i 1920 og antallet af
praktiserende kiropraktorer i dag er ca. 260, hvoraf hovedparten er medlemmer
af Dansk Kiropraktor-Forening. Kiropraktorerne arbejder alle inden for den
primære sundhedssektor.
Som nævnt kunne det af indenrigsministeren nedsatte kiropraktorudvalg - på
visse betingelser - anbefale, at de daværende sygekasser fik adgang til at
yde tilskud til kiropraktisk behandling. I 1978 indgik Dansk
Kiropraktor-Forening og Den offentlige Sygesikring en overenskomst, der
sikrede tilskud til kiropraktisk behandling. Overenskomsten er siden blevet
revideret adskillige gange senest i november 1989. Den gældende overenskomst
indebærer dels, at der ydes sygesikringstilskud til kiropraktisk behandling,
herunder røntgenundersøgelser, uden forudgående lægehenvisning dels, at kun
kiropraktorer, der har gennemgået en - af et efter overenskomsten nedsat
uddannelsesvurderingsnævn - godkendt kiropraktoruddannelse, kan tiltræde
overenskomsten.
Der er ca. 260 kiropraktorer i Danmark, der så godt som alle arbejder
under sygesikringsoverenskomsten, enten som tilmeldt overenskomsten med et
ydernr. eller som ansat under en kiropraktor, der er tilmeldt overenskomsten.
Der er i øvrigt en stram praksisplanlægning, der betyder, at ikke alle
kiropraktorer kan blive tilsluttet overenskomsten. Ifølge den gældende
overenskomst er amtskommunerne således kun forpligtet til at godkende 7
nynedsættelser årligt på landsplan.
Kiropraktorernes faglige virksomhed har endvidere siden 1. januar 1988
været omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed således, at
klager over en kiropraktors faglige virksomhed kan indbringes for
Patientklagenævnet.
Etablering af en autorisationsordning vil ikke i sig selv ændre på
sygesikringens ydelsesmønster, ydelsernes niveau eller på den eksisterende
praksisplanlægning, ligesom Patientklagenævnets kompetence på
kiropraktorområdet vil blive opretholdt i uændret form.
1.4. Det eksisterende uddannelsessystem for kiropraktorer.
Kiropraktoruddannelsen foregår i udlandet; dog eksisterer der en 1-årig
basisuddannelse ved Odense Universitet. Basisuddannelsen optager årligt 48
studerende og er en forudsætning for at blive optaget på udenlandske
kiropraktoruddannelser. Danskere, der ønsker en kiropraktoruddannelse,
videreuddanner sig på skoler i udlandet, hvilket vil sige USA, Canada,
England eller Australien.
Studier ved udenlandske kiropraktoruddannelser berettiger i øvrigt til
støtte fra Statens Uddannelsesstøtte, d.v.s. såvel stipendier som statslån.
De af sygesikringens uddannelsesvurderingsnævn godkendte
kiropraktoruddannelser varer sammenlagt 51/2 år. Udannelsen består af den
ovennævnte 1-årige basisuddannelse, der bl.a. kan tages ved Odense
Universitet, en 4-årig uddannelse ved en højere læreanstalt i udlandet samt
1/2 års turnustjeneste hos en praktiserende kiropraktor i Danmark. Et
eksempel på de gældende uddannelseskrav ved kiropraktorstudier på udenlandske
kiropraktoruddannelser er optaget som bilag til lovforslaget.
Antallet af danske kiropraktorstuderende i udlandet udgør for øjeblikket
ca. 85 personer.
Såfremt en dansk kiropraktor ønsker at praktisere som kiropraktor inden
for overenskomsten mellem Dansk Kiropraktor-Forening og Sygesikringens
Forhandlingsudvalg kræves det, at vedkommende har gennemgået en
kiropraktoruddannelse i USA, der opfylder de af Council on Chiropractic
Education (CCE) opstillede krav eller som uden for USA har gennemgået en
kiropraktoruddannelse, der opfylder Council on Chiropractic Educations krav.
CCE er en amerikansk samarbejdsorganisation med den opgave at fastsætte
regler og retningslinjer for den kiropraktiske uddannelse samt at udøve
tilsyn overfor uddannelsesinstitutionerne. CCE er virksom på det amerikanske
undervisningsministeriums vegne.
Sundhedsstyrelsen vil ved godkendelse af uddannelseskrav for kiropraktorer
tage udgangspunkt i ovennævnte uddannelser.
1.5. Andre landes autorisationsforhold.
Inden for De europæiske Fællesskaber er der ikke etableret
autorisationsordninger for kiropraktorer. Derimod er der uden tilhørende
autorisationsordning etableret en kiropraktoruddannelse i England, hvor
undervisningen foregår på samme faglige niveau som på de amerikanske
kiropraktoruddannelser.
Derimod er der i Sverige, Norge og Island etableret autorisationsordninger
for kiropraktorer. Disse autorisationsordninger er alle baseret på, at
kiropraktorerne har gennemgået en af CCE godkendt kiropraktoruddannelse.
2. Økonomiske og administrative konsekvenser.
2.1. Økonomiske konsekvenser.
Som følge af det i § 2, stk. 6 nævnte gebyr for meddelelse af
autorisation som kiropraktor forventes en eengangsindtægt på ca. 300.000 kr.
i det første år efter etablering af en autorisationsordning for
kiropraktorer. Beløbet fremkommer ved, at de ca. 260 i Danmark praktiserende
kiropraktorer forventes at søge om dansk autorisation, og at gebyret for
finansåret 1992 forventes at udgøre ca. 1.235, kr., hvilket svarer til
gebyrerne for læger og tandlæger.
I årene herefter forventes en årlig merindtægt på ca. 20.000 kr. Beløbet
fremkommer ved, at der årligt færdiguddannes 15 til 20 danske
kiropraktorstuderende, der forventes autoriseret i Danmark.
Eftersom det er Sundhedsstyrelsen, der er autorisationsudstedende
myndighed og iøvrigt skal føre tilsyn med de autoriserede kiropraktorer, vil
Sundhedsstyrelsen i et vist omfang have behov for adgang til sagkyndig
rådgivning indenfor det kiropraktiske fagområde således, at styrelsen på
kvalificeret vis kan varetage disse funktioner. Udgiften til ansættelse af en
sagkyndig i kiropraktik forventes at udgøre ca. 75.000 kr. årligt.
Lovforslaget forventes ikke at have kommunaløkonomiske konsekvenser, idet
hverken sygesikringens ydelsesmønster eller ydelsesniveau på
kiropraktorområdet foreslås ændret. Da Danmark har en relativ høj
kiropraktordækning, bl.a. set i forhold til de øvrige nordiske lande,
forventes det ikke, at der i de kommende år vil ske nogen nævneværdig
forøgelse af antallet af kiropraktorer i Danmark.
2.2. Administrative konsekvenser.
Lovforslaget forventes ikke at have administrative konsekvenser.
Kiropraktorerne har bl.a. siden Sundhedsvæsenets Patientklagenævns etablering
den 1. januar 1988 været omfattet af nævnets virksomhed.
3. Høring af offentlige myndigheder og organisationer.
Lovforslaget har været forelagt følgende myndigheder og organisationer
til udtalelse:
Dansk Kiropraktor-Forening
Den alm. danske Lægeforening
Danske Fysioterapeuter
Foreningen af Speciallæger
Ergoterapeutforeningen
Amtsrådsforeningen i Danmark
Kommunernes Landsforening
Frederiksberg Kommune
Københavns Kommune
Sundhedsstyrelsen
Sygesikringens Forhandlingsudvalg
Undervisningsministeriet
Socialministeriet
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
§ 1, stk. 1, slår fast, at betegnelsen kiropraktor og eneretten til et
nærmere beskrevet virksomhedsområde er forbeholdt personer - med de i stk. 2
nævnte undtagelser - der er autoriserede som kiropraktorer.
Stk. 2 har til formål at sikre, at læger fortsat kan udføre enhver form
for patientbehandling, herunder manuel terapi.
Til § 2
I dag uddannes danske kiropraktorer på udenlandske kiropraktorskoler
efterfulgt af en 6 måneders turnustjeneste hos en praktiserende kiropraktor i
Danmark. På europæisk plan har Den Europæiske Kiropraktor Union vedtaget, at
turnustjenesten fra den 1. januar 1991 udvides til 12 måneder.
Sundhedsstyrelsen vil i forbindelse med fastsættelsen af regler for en
nyuddannet kiropraktors supplerende praktiske uddannelse vurdere
berettigelsen af en justering af turnustjenestens varighed.
Som følge af at der ikke eksisterer en dansk kiropraktoruddannelse, har
kravene til kiropraktorernes uddannelse hidtil været fastlagt af Dansk
Kiropraktor-Forening, der udelukkende anerkender kiropraktoruddannelser, som
er anerkendt af eller kan anerkendes af Council on Chiropractic Education
(CCE).
Det forudsættes, at kiropraktoruddannelser, der opfylder CCE's
uddannelseskrav, uden videre vil kunne godkendes af de danske
sundhedsmyndigheder. Hensigten med § 2, stk. 1, er, at sundhedsministeren
bemyndiges til at godkende udenlandske kiropraktoruddannelser, der opfylder
kravene til en kvalitetsmæssig forsvarlig kiropraktoruddannelse.
Almindeligvis er det Undervisnings- og Forskningsministeren, der godkender
uddannelsesinstitutioner inden for sundhedssektoren. Eftersom der ikke
eksisterer en dansk kiropraktoruddannelse, findes det mest hensigtsmæssigt,
at godkendelseskompetencen for så vidt angår kiropraktoruddannelser og
tilsynet med kiropraktorernes faglige virksomhed placeres i samme
ministerium.
For så vidt angår de danske sundhedsmyndigheders mulighed for at føre
tilsyn med godkendte udenlandske kiropraktoruddannelser, er det hensigten, at
Sundhedsstyrelsen tager kontakt til CCE med henblik på indgåelse af en aftale
om, at CCE fører tilsyn med de udenlandske kiropraktoruddannelser på
Sundhedsstyrelsens vegne.
§ 2, stk 2, pålægger sundhedsministeren at udarbejde en fortegnelse over
godkendte udenlandske og evt. danske kiropraktoruddannelser. En ajourført
fortegnelse over sådanne uddannelsesinstitutioner vil forenkle
Sundhedsstyrelsens udstedelser af kiropraktorautorisationer ligesom, en
fortegnelse vil sikre, at danskere, der har til hensigt at påbegynde et
kiropraktorstudie, på forhånd kan få oplyst hvilke uddannelsesinstitutioner,
der er godkendt af de danske sundhedsmyndigheder. Sundhedsstyrelsen forventes
pålagt at udarbejde ovennævnte fortegnelse.
§ 2, stk. 3, bemyndiger Sundhedsstyrelsen til at fastsætte regler for en
nyuddannet kiropraktors supplerende praktiske uddannelse, herunder krav om
kendskab til dansk social- og sundhedslovgivning, praktikkens kliniske
indhold m.m. Baggrunden for kravet om kendskab til dansk social- og
sundhedslovgivning, der også stilles i forbindelse med godkendelse af
erhvervsudøvelse på grundlag af andre autoriserede sundhedsuddannelser, der
er erhvervet i udlandet, er at kiropraktorer, der er uddannet i udlandet,
ikke kan antages at have et tilstrækkeligt kendskab til den danske lovgivning
på disse områder.
Hensigten med § 2, stk. 5, er at undgå tilfælde, hvor betingelserne for
meddelelse af autorisation er opfyldt, og autorisationen derfor skal
meddeles, selvom det står klart, at autorisation umiddelbart herefter må
fratages vedkommende i medfør af reglerne i § 4.
Til § 2, stk. 6, skal bemærkes, at andre autoriserede erhverv inden for
sundhedsvæsenet på lignende vis betaler et eengangsgebyr for udstedelse af
autorisationsbeviser m.m.
Til § 3
Stk. 1 tager primært sigte på overenskomsten af 25. august 1981 med
senere ændringer mellem Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island om
godkendelse af erhvervsudøvelse for visse personalegrupper inden for
sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet. Sverige, Norge og Island har indført
autorisation af kiropraktorer og ved den kommende revision af ovennævnte
overenskomst forventes det, at også kiropraktorer vil blive omfattet af
overenskomsten.
For så vidt angår De europæiske Fællesskaber er kiropraktorerhvervet ikke
omfattet af de eksisterende direktiver på uddannelsesområdet, men
Sundhedsministeriet vil - når lovforslaget er trådt i kraft - arbejde for, at
kiropraktorerhvervet omfattes af direktiv 89/48 EØF om indførelse af en
generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for
erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års
varighed.
Stk. 2 omfatter kiropraktorer, som ikke er omfattet af stk. 1, hvilket vil
sige samtlige ansøgere, som ikke er omfattet af nordiske overenskomster eller
direktiver udstedt af De europæiske Fællesskaber. Eksempelvis vil en
kiropraktor der, udover at have gennemført den kiropraktiske grunduddannelse
i udlandet, også har gennemgået den supplerende praktiske uddannelse i
udlandet, skulle autoriseres efter § 3, stk. 2.
Til § 4
Fratagelses- og generhvervelsesbestemmelserne svarer til de i andre
autorisationslove gældende bestemmelser.
Såfremt en autoriseret kiropraktor ikke længere opfylder betingelserne for
at være autoriseret, skal autorisationen fratages den pågældende. Endvidere
kan vedkommende kiropraktor fratages sin autorisation, når han gør sig
skyldig i grov forsømmelighed ved udøvelse af virksomhed som kiropraktor.
Retten til at udøve virksomhed som kiropraktor kan fratages administrativt
eller ved dom i henhold til § 9 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om
sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Autorisation kan herudover frakendes i
henhold til borgerlig straffelov § 79, stk. 1, der omhandler tilfælde, hvor
et strafbart forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.
I § 4, stk. 2, fastslås det, at en kiropraktor - i lighed med andet
autoriseret sundhedspersonale - har mulighed for selv at fraskrive sig sin
autorisation.
Til § 5
I forbindelse med meddelelse af dansk autorisation til udenlandsk
uddannede medicinalpersoner vil den danske autorisation ofte blive givet på
grundlag af en udenlandsk autorisation. Såfremt den udenlandske autorisation
fratages en medicinalperson, bortfalder grundlaget for den danske
autorisation, og denne må derfor fratages vedkommende medicinalperson.
Til § 7
Ifølge § 7 kan Sundhedsstyrelsen fastlægge rammer for kiropraktorernes
virksomhed gennem udstedelse af en bekendtgørelse om kiropraktorernes
virksomhedsområde. Et udkast til bekendtgørelse med tilhørende bemærkninger
er optaget som bilag til lovforslaget. Udgangspunktet for de foreslåede
regler er, at den virksomhed, der er forbeholdt kiropraktorerne, er at
diagnosticere biomekaniske misforhold i bevægeapparatet og heraf afledte
smertetilstande samt at behandle disse tilstande med kiropraktisk behandling.
Ved kiropraktisk behandling forstås manuel behandling af kroppens led. I
forbindelse med den kiropraktiske behandling kan kiropraktoren tillige
anvende bløddelsbehandling og anden supplerende behandling.
Til § 8
Bestemmelsen svarer til lægelovens § 6 og tandlægelovens § 11, hvoraf det
følger, at læger kan anvende medhjælp, hvilket kiropraktorer således også får
mulighed for. Såfremt en kiropraktor anvender medhjælp, er kiropraktoren
forpligtet til at instruere og supervisere medhjælpen. Forsømmes
instruktions- og supervisionspligten, vil kiropraktoren ifalde et
selvstændigt ansvar herfor og vil kunne straffes efter bestemmelserne i
lovforslagets § 14.
Til § 9
En tilsvarende bestemmelse indgår i den øvrige autorisationslovgivning
inden for sundhedsvæsenet. Bestemmelsen har til formål at sikre, at alle for
behandlingen relevante oplysninger indføres i en kiropraktors
patientjournaler således, at det i § 12 nævnte tilsyn kan gennemføres.
Journalføringspligten er endvidere nødvendig af hensyn til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævns behandling af evt. klager over kiropraktorers faglige
virksomhed, idet journalen skal indeholde oplysninger vedrørende foretagen
patientbehandling, information m.m.
Til § 10
Tilsvarende reklameregler findes i tandlægeloven. Hensigten med
bestemmelsen er at forhindre kiropraktorer i at give patienter forkerte
forestillinger om kiropraktorens kvalifikationer eller om de af kiropraktoren
anvendte behandlingsmåder. Begrænsningen i reklameadgangen skyldes især, at
offentligheden ikke har mulighed for at vurdere en eventuel reklames indhold.
Stk. 2 undtager reklamering overfor andre kiropraktorer, idet reklame
overfor fagfæller ikke skønnes at indebære denne risiko.
Til § 11
En tilsvarende bestemmelse indgår i andre sundhedsprofessioners
autorisationslove. Bestemmelsen sikrer, at Sundhedsstyrelsen bl.a. kan kræve
journalmateriale udleveret til gennemsyn i forbindelse med patientklager.
Til §§ 13-15
Strafniveauet svarer til, hvad der gælder på andre autorisationsområder.
Til § 16
Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er fastsat til den 1. januar
1992. Sundhedsstyrelsen får herved mulighed for at træffe afgørelse i langt
hovedparten af ansøgningerne om autorisation som kiropraktor inden lovens
ikraftræden.
Til § 17
Bestemmelsen har til formål at sikre, at de ca. 260 personer, der i dag
udøver almindelig kiropraktisk virksomhed kan autoriseres som kiropraktor.
Formuleringen af stk. 1. sikrer, at samtlige de kiropraktorer, der ved
lovens ikrafttræden enten er tilsluttet landsoverenskomsten mellem
Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening eller blot
opfylder de uddannelsesmæssige betingelser for tilslutning til
overenskomsten, kan meddeles dansk autorisation som kiropraktor.
Stk. 2 er møntet på de af de idag praktiserende kiropraktorer, der har
udøvet kiropraktorvirksomhed i en årrække, men som ikke opfylder de formelle
betingelser for tilslutning til den gældende landsoverenskomst. Formelle
mangler i uddannelsesmæssig henseende, som fx. manglende studentereksamen, en
for mange år siden afsluttet kiropraktoruddannelse eller en i udlandet
gennemført supplerende praktisk grunduddannelse, vil efter den foreslåede
formulering i stk. 2 ikke være tilstrækkelig grund til at nægte vedkommende
kiropraktor at blive autoriseret. Disse kiropraktorer kan - efter en
individuel vurdering i Sundhedsstyrelsen - autoriseres på baggrund af den
igennem årene opnåede erhvervserfaring.
Hensigten med de foreslåede krav til udøvet kiropraktorvirksomhed er at
sikre, at ansøgerens kiropraktiske kundskaber på såvel det teoretiske som på
det praktiske plan har været anvendt i de år, der ligger umiddelbart forud
for en autorisation. Bestemmelsen sikrer således, at kun rutinerede
kiropraktorer, med en vedligeholdt kiropraktisk viden, kan autoriseres af
Sundhedsstyrelsen.
Det er ikke hensigten, at de i dag praktiserende kiropraktorer skal
gennemgå prøver for så vidt angår deres kendskab til dansk social- og
sundhedslovgivning, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 2. Det forudsættes, at
disse kiropraktorer - gennem deres praksisvirksomhed - har erhvervet det
fornødne kendskab til dansk social- og sundhedslovgivning.
Stk. 4 har til formål at sikre, at Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid i
forbindelse med ansøgning om autorisation som kiropraktor ikke forhindrer en
i dag praktiserende kiropraktor i lovligt fortsat at udøve kiropraktisk
virksomhed, indtil Sundhedsstyrelsen har færdigbehandlet vedkommmendes
autorisationsansøgning.
Til § 18
Den foreslåede ændring af lov om offentlig sygesikring består udelukkende
af en konsekvensændring som følge af den foreslåede autorisationsordning for
kiropraktorer. Sygesikringstilskud vil derfor i fremtiden alene kunne ydes
til kiropraktisk behandling ved en autoriseret kiropraktor.
Til § 19
Ændringen af § 7, stk. 2, i lov om terapiassistenter tilsigter at udvide
terapiassistenters mulighed for selvstændigt at vurdere og vælge, hvilken
behandling en patient har behov for. Bestemmelsen indebærer, at det i
fremtiden skal være muligt for en terapiassistent at behandle patienter alene
efter lægehenvisning, d.v.s. uden at der foreligger en lægeordination, der
nøje beskriver, hvilken behandling patienten skal ydes af terapiassistenten.
Den foreslåede ændring indebærer således, at det i fremtiden vil være
tilstrækkeligt, at der foreligger en henvisning fra en læge, der lader det
være op til terapiassistenten at vurdere, hvilken fysio- eller
ergoterapeutisk behandling patientens samlede situation nødvendiggør.
Forslaget til en ny § 7 a i lov om terapiassistenter bemyndiger
Sundhedsstyrelsen til at udstede regler for terapiassistenters udøvelse af
manuel terapi. Enkelte fysioterapeuter anvender i dag manuel terapi som led i
den fysioterapeutiske patientbehandling. Som følge af den foreslåede
kiropraktorautorisation, der forbeholder kiropraktorer retten til at udføre
kiropraktisk behandling, kan der opstå problemer med hensyn til grænserne
mellem kiropraktorers og terapiassistenters virksomhedsområde.
Bestemmelsen giver Sundhedsstyrelsen mulighed for at sikre, at
terapiassistenter fortsat kan udføre manuel terapi, forudsat dette sker som
led i en terapeutisk behandling samtidig med, at kiropraktorernes primære
virksomhedsområde forbeholdes kiropraktorer.
Sundhedsstyrelsen finder ikke på nuværende tidspunkt behov for at udstede
nærmere regler for terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.
Bilag 1
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af § 9 i lov om
offentlig sygesikring og af § 7 i lov om terapiassistenter,
der berøres af lovforslaget
§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig
sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret
senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990, affattes således:
»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om
der ikke foreligger henvisning fra en læge.«.
§ 9. Den offentlige sygesikring yder efter retningslinjer fastsat
af Sundhedsstyrelsen tilskud til fysiurgisk behandling, der udføres efter
henvisning af en læge og ved en autoriseret fysioterapeut . . . . (pkt. 6):
Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, der er godkendt af
Dansk Kiropraktor-Råd, selv om der ikke foreligger henvisning fra en læge.
§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som
ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:
1. § 7, stk. 2, affattes således:
»En terapiassistent må kun foretage sygebehandling efter henvisning
fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne følges.«.
2. Efter § 7 indsættes:
» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for
terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«.
§ 7. En terapiassistent er under udøvelsen af sin gerning
forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.
Stk. 2. En terapiassistent må kun foretage sygebehandling ifølge
lægeordination og er forpligtet til stedse nøje at rette sig efter lægens
anvisninger.
Bilag 2
Kiropraktoruddannelsen
Kiropraktoruddannelsen består i følge oplysninger fra Dansk
Kiropraktor-Forening af følgende elementer:
Foruddannelse.
1. Den studerende skal have en tilsvarende foruddannelse, som gælder for
optagelse på et lægevidenskabeligt faktultet.
2. 1 års uddannelse ved Odense Universitet indeholdende bl.a. fysik, kemi
og anatomi.
Selve kiropraktoruddanelsen.
Uddannelsen, der er 4-årig, kan i oversigtsform beskrives således:
---------------------------------------------------------------------
1. år 2. år 3. år 4. år
---------------------------------------------------------------------
Naturviden- Naturviden- Kliniske Kliniske
skabelige skabelige fag fag
fag fag
Fysiologi Fysiologi II Farmakologi Anden fysikalsk
Biokemi Anatomi II Ortopædi behandling
Cellebiologi/ Neuro-anatomi Radiologi Diag. II
histologi
Embryologi Patologi Neurologi Kliniske
Anatomi I Almen medicin: eksaminatorier
Radiografisk
anatomi Pædiatri
Samfundsmedicin Geriatri
Obstetrik og
Gynækologi
Dermatologi
Biomekanik III Afgangsprojekt
Radiografi II
Kliniske fag Kliniske fag Klinikforberedelse
Biomekanik I Ernæringslære Kliniske KLINIKOPHOLD
Klinik- Radiologi eksaminatorier
introduktion Ortopædi II Patient-
Biomekanik II kommunikation
Klinikintroduktion
Psykologi
Støttefag Støttefag Støttefag Støttefag
Datalære Kiropraktisk/ Forsknings- Patient~
Fysik medicinsk metodologi kommunikation
Klinik- idehistorie Sundhedsvæsenets
introduktion opbygning
Kiropraktisk/
medicinsk
idehistorie
Det samlede antal undervisningstimer udgør 3772. Hertil kommer selvstudier
(forberedelse) af forventet tilsvarende længde.
Vægtningen mellem teoretiske og praktiske fag er 80/20.
Den samlede uddannelse (inklusive den 1-årige uddannelse ved Odense
Universitet) kan ligestilles med en dansk universitetsuddannelse på 5,8 år.
Supplerede praktisk grunduddannelse
Fra 1. januar 1991 kræves for at kunne praktisere for den offentlige
sygesikring og for at kunne godkendes af Dansk Kiropraktor-Forening, at den
uddannede kiropraktor har en 1-årig supplerende praktisk grunduddannelse
bestående af
1) 6 måneders ansættelse som turnusassistent (turnusuddannelse),
2) 6 måneders ansættelse som ansat kiropraktor (turnustjeneste) og
3) klinisk teoretisk efteruddannelse.
Bilag 3
Udkast til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om kiropraktorvirksomhed
I medfør af § 7, stk. 2, i lov om kiropraktorer fastsættes herved
følgende:
§ 1. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik og kiropraktisk
behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser og heraf afledte
smertetilstande i rygsøjle, bækken og ekstremiteter (bevægeapparatet).
Stk. 2. Ved kiropraktisk behandling forstås manuel behandling af
kroppens led. I forbindelse med den kiropraktiske behandling kan
kiropraktoren tillige anvende bløddelsbehandling og anden relevant
supplerende behandling.
§ 2. En kiropraktor kan i diagnostisk øjemed
1) foretage relevante kliniske undersøgelser af patienten,
2) foretage røntgenundersøgelse. Ved brug af røntgenapparater skal
kiropraktoren opfylde til enhver tid af Sundhedsstyrelsen stillede krav til
uddannelse, erfaring m.v.
§ 3. En kiropraktor må ikke
1) udstede og anvende receptpligtige lægemidler.
2) iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse.
3) foretage operative indgreb, herunder udførelse af nåleakupunktur.
4) udtage blodprøve eller foretage indsprøjtninger.
5) behandle med røntgenapparat, ultralydapparat,
mikrobølgediathermiapparat eller andet apparat, hvis anvendelse kræver særlig
tilladelse.
§ 4. En kiropraktor må ikke behandle børn under 1 år.
§ 5. Bliver en kiropraktor under udførelse af kiropraktisk
virksomhed bekendt med eller får mistanke om, at en patient har sygdomme
eller sygdomstilstande, som kontraindicerer kiropraktisk behandling, skal
behandlingen afbrydes og patienten opfordres til at søge læge.
§ 6. Bliver en kiropraktor iøvrigt bekendt med eller får mistanke
om sygdomme eller sygdomstilstande uden for sit virksomhedsområde, skal
behandlingen afbrydes og patienten opfordres til at søge læge.
§ 7. I de i § 5 og § 6 nævnte tilfælde er kiropraktorer dog ikke
afskåret fra at foretage kiropraktisk behandling, når sådan behandling
iøvrigt er indiceret og ikke kan antages at påvirke den lægelige behandling
af de nævnte sygdomme eller sygdomstilstande. Den kiropraktiske behandling
skal i disse tilfælde foregå i et tæt samarbejde med den behandlende læge.
§ 8. Overtrædelser af bekendtgørelsen straffes med bøde i medfør
af § 15, stk. 3, i lov om kiropraktorer, medmindre højere straf er forskyldt
efter anden lovgivning.
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1992.
Bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte bestemmelser
Til § 1
Stk. 1 angiver i overensstemmelse med lovens § 7, stk. 1, det område, som
kiropraktorerne gennem deres uddannelse har særlige forudsætninger for at
vurdere og behandle. Kiropraktorer har herefter alene ret til at praktisere
inden for det hermed fastsatte virksomhedsområde. Definitionen af
virksomhedsområdet er i det væsentlige identisk med tidligere definitioner af
kiropraktorernes virksomhedsområde, blandt andet den norske udredning om
autorisation af kiropraktorer fra 1985 (NOU 1985:10).
I stk. 2 gives der, i overenstemmelse med hidtidig praksis, mulighed for,
at der i umiddelbar forbindelse med den kiropraktiske behandling kan gives
supplerende manuel behandling af muskelsener, ledbånd m.v. Også anden manuel
vævsbehandling vil efter omstændighederne kunne anvendes. Det er dog en klar
forudsætning, at den her nævnte supplerende behandling indgår som et led i
den kiropraktiske behandling.
Til § 2
Det forudsættes, at den kliniske undersøgelse retter sig mod muligheden
for kiropraktisk behandling af patienten.
Der er ikke sket nogen ændring i kiropraktorernes mulighed for at foretage
røntgenundersøgelser. De relevante bestemmelser er fastsat i
Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 217 af 29. april 1977 med senere
ændring om røntgendiagnostikanlæg til medicinsk brug, jf. navnlig pkt. 3.1.
om kravene til brugeren af røntgenanlægget.
Til § 3
Bestemmelsen præciserer en række funktioner m.v., som ikke falder
indenfor kiropraktorernes virksomhedsområde, men som alene må foretages af
læger (eller af lægers medhjælp) eller andre, som har særlig hjemmel.
I det omfang der kræves særlig tilladelse til anvendelse af apparatur vil
kiropraktorer selvfølgelig på linie med andre kunne søge om sådanne
tilladelser.
Til § 4
Under § 5 er behandlet spørgsmålet om kontraindikationer for kiropraktisk
behandling. Muligheden for i det hele taget at foretage kiropraktisk
behandling af børn og risici ved en sådan behandling har været særligt
overvejet.
Diagnosticering af små børn er generelt vanskelig og kræver særlige
forudsætninger. F.eks. kan børneleddegigt og inflammatoriske tilstande hos
børn, som f.eks. halsinfektioner, ofte give funktionsforstyrrelser specielt i
halshvirvelsøjlen og dermed føre til en fejlagtig opfattelse af, at der er
indikation for kiropraktisk behandling.
Hertil kommer mere generelt, at knogler og led hos helt små børn ikke er
forbenede, men overvejende består af brusket væv. Muskulaturen styres af et
ikke fuldt udviklet nervesystem og alle bevægelser foregår, ikke mindst i de
første levemåneder, ukoordineret og i reflektorisk bestemte mønstre.
Gennemførelse af kiropraktisk diagnosticering og behandling af mindre børn
må derfor anses for problematisk og der findes ikke dokumentation for
positive resultater af kiropraktisk behandling af biomekaniske
funktionsforstyrrelser hos små børn.
Gennemførelsen af en autorisationsordning, hvor sundhedsmyndighederne
overfor omverdenen står som garant for, at den pågældende behandlergruppe
alene fungerer inden for et område, som den har forudsætninger for og at man
iøvrigt sikrer, at virksomheden foregår på en forsvarlig måde, gør det efter
Sundhedsstyrelsens opfattelse nødvendigt at fastsætte en behandlingsgrænse
for små børn. Efter et samlet skøn fastsættes grænsen til 1 år. Også
kiropraktisk behandling af børn over 1 år kan være problematisk.
Kiropraktorerne vil her være forpligtet til nøje at overveje, om der er
kontraindikationer for kiropraktisk behandling af disse børn, jf. nedenfor
under § 5.
§ 5
Bestemmelsen vedrører kontraindikationer for behandling inden for det
kiropraktiske virksomhedsområde, jf. § 1, stk. 1. Foreligger
kontraindikationer, må kiropraktoren ikke fortsætte den kiropraktiske
behandling, men skal henvise til læge, jf. dog § 7. Kiropraktorens mulighed
for at vurdere, hvornår kontraindikationer foreligger, indgår dels i den
kiropraktiske grunduddannelse, men en særlig oplæring heri forudsættes også
at ske under den obligatoriske, praktiske uddannelse.
Det er ikke fundet muligt udtømmende at angive, hvornår kontraindikationer
foreligger. Som eksempler på kontraindikationer kan nævnes ikke ophelede
knoglebrud, discusprolaps med rodsymptomer (neurologiske udfaldssymptomer),
alvorlige ledskred i columna, funktionsforstyrrelser i halspulsårer eller
overdreven ledbevægelighed (universel hypermobilitet). Også i en række andre
tilfælde vil det være klart for en kiropraktor, at en bestemt lidelse ikke
bør undergives kiropraktisk behandling. I tvivlstilfælde bør der altid
henvises til læge, med mulighed for senere kiropraktisk behandling efter
princippet i § 7.
Til § 6
Bestemmelsen vedrører det forhold, at en kiropraktor under
diagnosticering eller under kiropraktisk behandling bliver opmærksom på, at
en patient har sygdomme eller sygdomstilstande udenfor virksomhedsområdet,
eksempelvis kræftsygdomme, infektiøse sygdomme og inflammatoriske
gigtsygdomme. Både for ikke at give patienten et falskt indtryk af, at
kiropraktoren tager sig af patientens samlede sygdomsproblem, men navnlig for
ikke at forringe helbredelsesmulighederne for patienten, skal denne straks
opfordres til at søge læge.
Til § 7
Formålet med bestemmelserne i §§ 5 og 6 er, at patienten hurtigst muligt
kommer under lægebehandling. Er dette sket, er der ikke noget til hinder for,
at patienten lader sig behandle af en kiropraktor, under den forudsætning, at
den kiropraktiske behandling ikke antages at påvirke den nødvendige lægelige
behandling. Om dette er tilfældet, må vurderes af kiropraktoren i fornødent
samråd med lægen.
Til § 8
Højere straf kan f.eks. være forskyldt efter lov om kiropraktorer,
lægeloven eller straffeloven.
Ændringsforslag til 2. behandlingen 21. maj 1991
Af Kirsten Jacobsen (FP):
Til § 7
2) I stk. 2 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Sundhedsstyrelsen kan ikke fastsætte regler, der begrænser
kiropraktorers virksomhedsområde for så vidt angår patientens alder.«
Bemærkninger
Til nr. 2
Ændringsforslaget går ud på at sikre, at Sundhedsstyrelsen ikke kan
begrænse kiropraktorers ret til behandling, heller ikke for spædbørn fra 0-1
år. Som det fremgår af udvalgets betænkning, har der ikke været tilfælde af
skader ved kiropraktorbehandling af denne patientgruppe. Autorisation af
kiropraktorer vil også i sig selv indebære øget offentligt tilsyn med
kiropraktorers virksomhed. Det understreges også i betænkningen, at
kiropraktorers virksomhed hidtil har været udøvet fuldt forsvarligt.
Sundhedsstyrelsens hidtidige holdning til autorisation af kiropraktorer er
mere politisk bestemt end sundhedsbestemt. Derfor er det ikke rimeligt, at
Sundhedsstyrelsen skal kunne kræve begrænsninger i kiropraktorernes adgang
til selv både at diagnosticere og behandle alle grupper. Da der ikke er frit
lægevalg, vil et krav om, at en læge skal acceptere behandlingen, komme til
at virke som en indskrænkning til skade for denne patientgruppe. Specielt
spædbørnskolik og mellemørebetændelse kan efter kiropraktorbehandling
mindskes på en effektiv og skånsom måde.
Efter 2. behandling den 23. maj 1991
Kapitel 1
Autorisation
§ 1. Ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og betegne sig
som kiropraktor har kun den, der har modtaget autorisation som kiropraktor i
henhold til §§ 2 og 3.
Stk. 2. Lægers virksomhed berøres ikke af denne lov.
§ 2. Den, der har bestået en af sundhedsministeren godkendt
uddannelse som kiropraktor, og som i Danmark har gennemgået en supplerende
praktisk uddannelse, har ret til autorisation som kiropraktor.
Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, sundhedsministeren
bemyndiger dertil, udsteder en fortegnelse over godkendte
kiropraktoruddannelser.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for den i
stk. 1 nævnte supplerende praktiske uddannelse.
Stk. 4. Autorisationen meddeles af Sundhedsstyrelsen, der fører en
fortegnelse over meddelte autorisationer.
Stk. 5. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være
farlig for sine medmennesker under udøvelse af kiropraktorvirksomhed enten på
grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige
mangler. Autorisationen kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelov
§ 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 6. For meddelelse af autorisation som kiropraktor betales et
af sundhedsministeren fastsat gebyr.
§ 3. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om
udøvelse af virksomhed her i landet som kiropraktor, som er nødvendige til
gennemførelse af overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for
kiropraktorer og direktiver vedtaget af De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele autorisation som kiropraktor
til personer, der har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i
§ 2, stk. 1, nævnte uddannelser.
§ 4. Autorisation som kiropraktor kan fratages og generhverves
efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Stk. 2. En kiropraktor kan over for Sundhedsstyrelsen fraskrive
sig sin autorisation for tid eller indtil videre. Autorisationen kan
generhverves, når den fastsatte tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og
kan i øvrigt, også inden for en fastsat tidsfrist, generhverves efter
ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede
fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til
sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange
afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år
efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter at
generhvervelse senest er nægtet ved dom. Sundhedsministerens afgørelse skal
indeholde oplysning om adgang til at begære domstolsprøvelse og om fristen
herfor.
Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes
over for sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens
afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag i den
borgerlige retsplejes former.
§ 5. Er autorisation som kiropraktor her i landet givet på
grundlag af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage
vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende andet land
bliver frataget pågældende eller på anden måde taber sin gyldighed.
§ 6. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om
autorisationer samt om fratagelse og fraskrivelse i medfør af §§ 2-5.
Kapitel 2
Rettigheder og pligter
§ 7. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik, forebyggelse og
kiropraktisk behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle,
bækken og ekstremiteter.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for
kiropraktorers virksomhed og eventuelle begrænsninger i denne virksomhed,
herunder regler for kiropraktorers anvendelse af røntgenstråling m.v.
§ 8. En kiropraktor er under udøvelsen af sin virksomhed
forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved
benyttelse af medhjælp.
§ 9. Kiropraktorer skal føre ordnede optegnelser over deres
virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10
år.
§ 10. Reklamering for kiropraktorvirksomhed må kun ske ved
meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel
tilslutning til overenskomst med det offentlige.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der udelukkende sker
over for andre kiropraktorer.
§ 11. Kiropraktorer er forpligtede til at afgive de indberetninger
og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem
af sundhedsmyndighederne.
Kapitel 3
Tilsyn
§ 12. Kiropraktorer er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen
efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Stk. 2. Kiropraktorer er forpligtede til på begæring af
tilsynsmyndigheden at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for
gennemførelse af tilsynet.
Kapitel 4
Straffebestemmelser
§ 13. Den, der uden at have autorisation som kiropraktor betegner
sig som kiropraktor eller på anden måde bidrager til forhold, der er egnet
til at vække forestilling om, at den pågældende har en sådan autorisation,
straffes med bøde.
§ 14. En kiropraktor, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen
forsømmelse eller skødesløshed under udøvelsen af sin virksomhed, straffes
med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1 påtales af statsadvokaten.
§ 15. Uberettiget virksomhed som kiropraktor, jf. § 1, stk. 1,
straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Overtrædelse af § 9, § 10, stk. 1, og § 11 straffes med
bøde.
Stk. 3. I forskrifter, der er udfærdiget i medfør af denne lov,
kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Kapitel 5
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
§ 17. Personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udfører
virksomhed som nævnt i § 7, stk. 1, har ret til autorisation som kiropraktor,
jf. dog § 2, stk. 5, såfremt det godtgøres, at vedkommende er tilsluttet den
gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk
Kiropraktor-Forening eller vedkommende i øvrigt opfylder de
uddannelsesmæssige betingelser for en sådan tilslutning.
Stk. 2. Personer, som ikke er omfattet af stk. 1, men som har en
uddannelse, som kan ligestilles med en i henhold til § 2, stk. 1, godkendt
uddannelse, og som har udøvet kiropraktorvirksomhed svarende til
fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år i løbet af de forudgående 5 år, har ret
til autorisation som kiropraktor. Afgørelse herom træffes af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Ansøgninger om autorisation efter stk. 1 og 2 skal
indsendes til Sundhedsstyrelsen inden 6 måneder fra lovens ikrafttræden.
Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra denne tidsfrist, når særlige forhold
taler herfor.
Stk. 4. Personer, som inden ansøgningsfristens udløb har søgt
Sundhedsstyrelsen om autorisation i henhold til stk. 3, men ikke fået deres
ansøgning behandlet, har ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og
betegne sig som kiropraktor, indtil Sundhedsstyrelsen har behandlet deres
ansøgning.
§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig
sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret
senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990, affattes således:
»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om
der ikke foreligger henvisning fra en læge.«
§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som
ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:
1. § 7, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. En terapiassistent må kun foretage sygebehandling
efter henvisning fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne
følges.«
2. Efter § 7 indsættes:
» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for
terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«
§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Ændringsforslag til 3. behandling den 24. maj 1991
Af Kirsten Jacobsen (FP):
Til § 7
3) I stk. 2 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Sundhedsstyrelsen kan ikke fastsætte regler, der begrænser
kiropraktorers virksomhedsområde for så vidt angår patientens alder.«
Bemærkninger
Til nr. 3
Ændringsforslaget går ud på at sikre, at Sundhedsstyrelsen ikke kan
begrænse kiropraktorers ret til behandling, heller ikke for spædbørn fra 0
til 1 år. Som det fremgår af udvalgets betænkning, har der ikke været
tilfælde af skader ved kiropraktorbehandling af denne patientgruppe.
Autorisation af kiropraktorer vil også i sig selv indebære øget offentligt
tilsyn med kiropraktorers virksomhed. Det understreges også i betænkningen,
at kiropraktorers virksomhed hidtil har været udøvet fuldt forsvarligt.
Sundhedsstyrelsens hidtidige holdning til autorisation af kiropraktorer er
mere politisk bestemt end sundhedsbestemt. Derfor er det ikke rimeligt, at
Sundhedsstyrelsen skal kunne kræve begrænsninger i kiropraktorernes adgang
til selv både at diagnosticere og behandle alle grupper. Da der ikke er frit
lægevalg, vil et krav om, at en læge skal acceptere behandlingen, komme til
at virke som en indskrænkning til skade for denne patientgruppe. Specielt
spædbørnskolik og mellemørebetændelse kan efter kiropraktorbehandling
mindskes på en effektiv og skånsom måde.
Ændringsforslag til 3. behandling den 29. maj 1991
Af Erling Christensen (S), Birgitte Husmark (SF), Køpke
Christensen (FP), Lis Noer Holmberg (CD) og Inger Stilling
Pedersen (KRF):
Til § 7
4) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3. En kiropraktor må behandle børn under 1 år, når
barnets læge skriftligt har afgivet erklæring om, at barnet ikke har sygdomme
eller sygdomstilstande, som kontraindicerer behandling hos en
kiropraktor.«
Bemærkninger
Til nr. 4
Ændringsforslaget er stillet for at sikre, at der fortsat vil være adgang
til kiropraktorbehandling for børn under 1 år i overensstemmelse med
flertallets (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet,
Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti) udtalelse i udvalgets
betænkning afgivet den 16. maj 1991.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 178 FORSLAG TIL LOV OM KLINISKE DIÆTISTER Retsinformation · 1. maj 1996
- 1992 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM PSYKOLOGER M.V. Retsinformation · 29. juli 1993
- Forslag til Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed Retsinformation · 16. maj 2006
- 1995 LSF 177 FORSLAG TIL LOV OM TANDPLEJERE Retsinformation · 12. juni 1996
- Forslag til folketingsbeslutning om en registreringsordning for alternative behandlere Retsinformation · 26. november 2002
- Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed Retsinformation · 5. september 2024