Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 95 FORSLAG TIL LOV OM KIROPRAKTORER M.V.

1990/2 LSF 95Lovforslag som fremsatFolketinget10. juli 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Autorisation

§ 1. Ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og betegne sig

som kiropraktor har kun den, der har modtaget autorisation som kiropraktor i

henhold til §§ 2 og 3.

Stk. 2. Lægers virksomhed berøres ikke af denne lov.

§ 2. Den, der har bestået en af sundhedsministeren godkendt

uddannelse som kiropraktor, og som i Danmark har gennemgået en supplerende

praktisk uddannelse, har ret til autorisation som kiropraktor.

Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, sundhedsministeren

bemyndiger dertil, udsteder en fortegnelse over godkendte

kiropraktoruddannelser.

Stk. 3. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for den i

stk. 1 nævnte supplerende praktiske uddannelse.

Stk. 4. Autorisationen meddeles af Sundhedsstyrelsen, der fører en

fortegnelse over meddelte autorisationer.

Stk. 5. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være

farlig for sine medmennesker under udøvelse af kiropraktorvirksomhed enten på

grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige

mangler. Autorisationen kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelov

§ 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 6. For meddelelse af autorisation som kiropraktor betales et

af sundhedsministeren fastsat gebyr.

§ 3. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om

udøvelse af virksomhed her i landet som kiropraktor, som er nødvendige til

gennemførelse af overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for

kiropraktorer og direktiver vedtaget af De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele autorisation som kiropraktor

til personer, der har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i

§ 2, stk. 1, nævnte uddannelser.

Læs alt

§ 4. Autorisation som kiropraktor kan fratages og generhverves

efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Stk. 2. En kiropraktor kan over for Sundhedsstyrelsen fraskrive

sig sin autorisation for tid eller indtil videre. Autorisationen kan

generhverves, når den fastsatte tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og

kan i øvrigt, også inden for en fastsat tidsfrist, generhverves efter

ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede

fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til

sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange

afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år

efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter at

generhvervelse senest er nægtet ved dom. Sundhedsministerens afgørelse skal

indeholde oplysning om adgang til at begære domstolsprøvelse og om fristen

herfor.

Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes

over for sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens

afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag i den

borgerlige retsplejes former.

§ 5. Er autorisation som kiropraktor her i landet givet på

grundlag af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage

vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende andet land

bliver frataget pågældende eller på anden måde taber sin gyldighed.

§ 6. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om

autorisationer samt om fratagelse og fraskrivelse i medfør af §§ 2-5.

Kapitel 2

Rettigheder og pligter

§ 7. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik, forebyggelse og

kiropraktisk behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle,

bækken og ekstremiteter.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for

kiropraktorers virksomhed og eventuelle begrænsninger i denne virksomhed,

herunder regler for kiropraktorers anvendelse af røntgenstråling m.v.

Stk. 3. En kiropraktor må behandle børn under 1 år, når barnets

læge skriftligt har afgivet erklæring om, at barnet ikke har sygdomme eller

sygdomstilstande, som kontraindicerer behandling hos en kiropraktor.

§ 8. En kiropraktor er under udøvelsen af sin virksomhed

forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved

benyttelse af medhjælp.

§ 9. Kiropraktorer skal føre ordnede optegnelser over deres

virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10

år.

§ 10. Reklamering for kiropraktorvirksomhed må kun ske ved

meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel

tilslutning til overenskomst med det offentlige.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der udelukkende sker

over for andre kiropraktorer.

§ 11. Kiropraktorer er forpligtede til at afgive de indberetninger

og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem

af sundhedsmyndighederne.

Kapitel 3

Tilsyn

§ 12. Kiropraktorer er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen

efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Stk. 2. Kiropraktorer er forpligtede til på begæring af

tilsynsmyndigheden at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for

gennemførelse af tilsynet.

Kapitel 4

Straffebestemmelser

§ 13. Den, der uden at have autorisation som kiropraktor betegner

sig som kiropraktor eller på anden måde bidrager til forhold, der er egnet

til at vække forestilling om, at den pågældende har en sådan autorisation,

straffes med bøde.

§ 14. En kiropraktor, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen

forsømmelse eller skødesløshed under udøvelsen af sin virksomhed, straffes

med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1 påtales af statsadvokaten.

§ 15. Uberettiget virksomhed som kiropraktor, jf. § 1, stk. 1,

straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelse af § 9, § 10, stk. 1, og § 11 straffes med

bøde.

Stk. 3. I forskrifter, der er udfærdiget i medfør af denne lov,

kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Kapitel 5

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

§ 17. Personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udfører

virksomhed som nævnt i § 7, stk. 1, har ret til autorisation som kiropraktor,

jf. dog § 2, stk. 5, såfremt det godtgøres, at vedkommende er tilsluttet den

gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk

Kiropraktor-Forening eller vedkommende i øvrigt opfylder de

uddannelsesmæssige betingelser for en sådan tilslutning.

Stk. 2. Personer, som ikke er omfattet af stk. 1, men som har en

uddannelse, som kan ligestilles med en i henhold til § 2, stk. 1, godkendt

uddannelse, og som har udøvet kiropraktorvirksomhed svarende til

fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år i løbet af de forudgående 5 år, har ret

til autorisation som kiropraktor. Afgørelse herom træffes af

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Ansøgninger om autorisation efter stk. 1 og 2 skal

indsendes til Sundhedsstyrelsen inden 6 måneder fra lovens ikrafttræden.

Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra denne tidsfrist, når særlige forhold

taler herfor.

Stk. 4. Personer, som inden ansøgningsfristens udløb har søgt

Sundhedsstyrelsen om autorisation i henhold til stk. 3, men ikke fået deres

ansøgning behandlet, har ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og

betegne sig som kiropraktor, indtil Sundhedsstyrelsen har behandlet deres

ansøgning.

§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig

sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret

senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990, affattes således:

»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om

der ikke foreligger henvisning fra en læge.«

§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som

ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. En terapiassistent må kun foretage sygebehandling

efter henvisning fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne

følges.«

2. Efter § 7 indsættes:

» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for

terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Autorisation

§ 1. Ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og betegne sig

som kiropraktor har kun den, der har modtaget autorisation som kiropraktor i

henhold til §§ 2 og 3.

Stk. 2. Lægers virksomhed berøres ikke af denne lov.

§ 2. Den, der har bestået en af sundhedsministeren godkendt

uddannelse som kiropraktor og som i Danmark har gennemgået en supplerende

praktisk uddannelse, har ret til autorisation som kiropraktor.

Stk. 2. Sundhedsministeren, eller den sundhedsministeren

bemyndiger dertil, udsteder en fortegnelse over godkendte

kiropraktoruddannelser.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for den i

stk. 1 nævnte supplerende praktiske uddannelse.

Stk. 4. Autorisationen meddeles af Sundhedsstyrelsen, der fører en

fortegnelse over meddelte autorisationer.

Stk. 5. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være

farlig for sine medmennesker under udøvelse af kiropraktorvirksomhed enten på

grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige

mangler. Autorisationen kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelov

§ 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 6. For meddelelse af autorisation som kiropraktor betales et

af sundhedsministeren fastsat gebyr.

§ 3. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om

udøvelse af virksomhed her i landet som kiropraktor, som er nødvendige til

gennemførelse af overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for

kiropraktorer og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele autorisation som kiropraktor

til personer, der har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i

§ 2, stk. 1, nævnte uddannelser.

§ 4. Autorisation som kiropraktor kan fratages og generhverves

efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Stk. 2. En kiropraktor kan overfor Sundhedsstyrelsen fraskrive sig

sin autorisation for tid eller indtil videre. Autorisationen kan

generhverves, når den fastsatte tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og

kan iøvrigt, også inden for en fastsat tidsfrist, generhverves efter

ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede

fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til

sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange

afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år

efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter at

generhvervelse senest er nægtet ved dom. Sundhedsministerens afgørelse skal

indeholde oplysning om adgang til at begære domstolsprøvelse og om fristen

herfor.

Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes

overfor sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens

afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag i den

borgerlige retsplejes former.

§ 5. Er autorisation som kiropraktor her i landet givet på

grundlag af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage

vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende andet land

bliver frataget pågældende eller på anden måde taber sin gyldighed.

§ 6. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om

autorisationer samt om fratagelser og fraskrivelser i medfør af §§ 2-5.

Kapitel 2

Rettigheder og pligter

§ 7. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik og kiropraktisk

behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle, bækken og

ekstremiteter.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for

kiropraktorers virksomhed og eventuelle begrænsninger i denne virksomhed,

herunder regler for kiropraktorers anvendelse af røntgenstråling m.v.

§ 8. En kiropraktor er under udøvelsen af sin virksomhed

forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved

benyttelse af medhjælp.

§ 9. Kiropraktorer skal føre ordnede optegnelser over deres

virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10

år.

§ 10. Reklamering for kiropraktorvirksomhed må kun ske ved

meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel

tilslutning til overenskomst med det offentlige.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der udelukkende sker

overfor andre kiropraktorer.

§ 11. Kiropraktorer er forpligtede til at afgive de indberetninger

og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem

af sundhedsmyndighederne.

Kapitel 3

Tilsyn

§ 12. Kiropraktorer er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen

efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Stk. 2. Kiropraktorer er forpligtede til på begæring af

tilsynsmyndigheden at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for

gennemførelse af tilsynet.

Kapitel 4

Straffebestemmelser

§ 13. Den, der uden at have autorisation som kiropraktor betegner

sig som kiropraktor eller på anden måde, der er egnet til at vække

forestilling om, at den pågældende har en sådan autorisation, straffes med

bøde.

§ 14. En kiropraktor, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen

forsømmelse eller skødesløshed under udøvelsen af sin virksomhed, straffes

med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1 påtales af statsadvokaten.

§ 15. Uberettiget virksomhed som kiropraktor, jf. § 1, stk. 1,

straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelse af § 9, § 10, stk. 1 og § 11 straffes med

bøde.

Stk. 3. I forskrifter, der er udfærdiget i medfør af denne lov,

kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Kapitel 5

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

§ 17. Personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udfører

virksomhed som nævnt i § 7, stk. 1, har ret til autorisation som kiropraktor,

jf. dog § 2, stk. 5, såfremt det godtgøres, at vedkommende er tilsluttet den

gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk

Kiropraktor-Forening eller vedkommende iøvrigt opfylder de uddannelsesmæssige

betingelser for en sådan tilslutning.

Stk. 2. Personer, som ikke er omfattet af stk. 1, men som har en

uddannelse, som kan ligestilles med en i henhold til § 2, stk. 1, godkendt

uddannelse og som har udøvet kiropraktorvirksomhed svarende til

fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år i løbet af de forudgående 5 år, har ret

til autorisation som kiropraktor. Afgørelse herom træffes af

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Ansøgninger om autorisation efter stk. 1 og 2 skal

indsendes til Sundhedsstyrelsen inden 6 måneder fra lovens ikrafttræden.

Sundhedstyrelsen kan dispensere fra denne tidsfrist, når særlige forhold

taler herfor.

Stk. 4. Personer, som inden ansøgningsfristens udløb har søgt

Sundhedsstyrelsen om autorisation i henhold til stk. 3, men ikke fået deres

ansøgning behandlet, har ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og

betegne sig som kiropraktor, indtil Sundhedsstyrelsen har behandlet deres

ansøgning.

§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig

sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret

senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990 affattes således:

»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om

der ikke foreligger henvisning fra en læge.«.

§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som

ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, affattes således:

»En terapiassistent må kun foretage sygebehandling efter henvisning

fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne følges.«.

2. Efter § 7 indsættes:

» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for

terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med lovforslaget.

Formålet med lovforslaget er dels at indføre en autorisationsordning for

kiropraktorer dels at foretage en konsekvensændring af sygesikringslovens

regler om betingelserne for tilskud til behandling ved kiropraktor, dels at

foretage en ændring af terapiassistentloven, således at behandling ved

privatpraktiserende terapiassistent fremover kan ske ved henvisning fra en

læge samt at etablere en hjemmel for sundhedsmyndighederne til at fastsætte

regler for terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.

Lovforslaget vil ikke ændre den eksisterende opgavefordeling mellem

lægers, terapiassistenters og kiropraktorers virksomhedsområder. Læger må

udføre enhver form for behandling og terapiassistenter må fortsat udføre

manuel terapi i det omfang, det sker som led i fysioterapeutisk behandling.

Kiropraktorers virksomhedsområde fastlægges i overensstemmelse med

kiropraktorernes uddannelsesområde således, at kiropraktorerne fortsat får

mulighed for at yde behandling på de områder, hvor der foreligger

dokumentation for den kiropraktiske behandlings virkning.

Det vil i fremtiden udelukkende være autoriserede kiropraktorer, der har

ret til at udøve kiropraktisk virksomhed samt til at kalde sig kiropraktor.

En autorisationsordning indebærer samtidig, at en kiropraktor kan fratages

autorisationen af de offentlige sundhedsmyndigheder, såfremt kiropraktoren

findes uegnet til at udøve kiropraktorvirksomhed.

Sundhedsministeren får mulighed for at kontrollere indholdet af den

kiropraktiske uddannelse på det teoretiske grunduddannelsesniveau, ligesom

det kræves, at en kiropraktor skal have gennemgået en supplerende praktisk

grunduddannelse, herunder erhvervet et tilstrækkeligt kendskab til dansk

sundhedslovgivning, før vedkommende kan autoriseres som kiropraktor.

Samarbejdet mellem læger, fysioterapeuter og andre autoriserede

behandlergrupper og kiropraktorer bliver præciseret som følge af

lovforslaget. Det forventes endvidere, at kiropraktorer, specielt i de

tilfælde, hvor patienten er henvist fra egen læge og i forståelse med

patienten, underretter lægen om foretagne behandlinger.

Lovforslaget vil desuden medføre, at danske kiropraktorer vil blive

omfattet af regler for anerkendelse af erhvervsudøvelse inden for Norden og

De europæiske Fællesskaber, i det omfang sådanne regler på et senere

tidspunkt gennemføres.

Lovforslaget indebærer endvidere, at kiropraktorer med uddannelser, der

opfylder de i den gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens

Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening opstillede

uddannelsesbetingelser, også fortsat vil kunne godkendes af de danske

sundhedsmyndigheder. Det forudsættes iøvrigt, at den gældende

landsoverenskomst justeres således, at overenskomsten i fremtiden udelukkende

regulerer kiropraktorernes ydelser, praksisplanlægning etc. hvorimod

bestemmelser vedrørende uddannelseskrav, godkendelse af

kiropraktoruddannelser m.m. udelukkende forudsættes varetaget af

Sundhedsstyrelsen. Det forudsættes endvidere, at det ifølge overenskomsten

nedsatte uddannelsesvurderingsnævn nedlægges. Dansk autoriserede

kiropraktorer forventes endvidere at kunne blive autoriseret i de af de

øvrige nordiske lande, der har indført autorisation af kiropraktorer,

eftersom disse landes autorisationer udstedes på samme uddannelsesgrundlag.

Den foreslåede ændring af lov om offentlig sygesikring er en nødvendig

følge af den foreslåede autorisationsordning, idet betingelserne for at der

kan ydes sygesikringstilskud vil være, at behandlingen udføres af en

autoriseret kiropraktor og ikke som tidligere anført af en kiropraktor, der

er godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd.

For så vidt angår den foreslåede ændring af terapiassistentloven, er det

naturligt samtidig med indførelse af en autorisationsordning for

kiropraktorer, hvorefter kiropraktoren selv kan tage patienter i behandling

uden lægehenvisning, at smidiggøre terapiassistenters, d.v.s.

fysioterapeuters, muligheder for at foretage sygebehandling. Den foreslåede

ændring medfører, at terapiassistenter kan yde behandling, blot der

foreligger en lægehenvisning og ikke som hidtil krævet en lægeordination, der

detaljeret foreskriver behandlingen ved terapiassistenten. Ændringen forøger

terapiassistentens muligheder for selvstændigt at vurdere hvilken behandling

en patient har behov for. Samtidig forøges terapiassistentens og lægens

ansvar for, at terapiassistenten er i stand til at yde patienten en korrekt

behandling. Terapiassistenter må således ikke påbegynde en behandling, som de

ikke har tilstrækkelige kvalifikationer til at yde.

Baggrunden for at lovforslaget også indeholder forslag til ændring af

sygesikringsloven og terapiassistentloven skyldes, at forslagene er tæt

knyttet til forslaget om autorisation af kiropraktorer. Forslagene til

ændring af terapiassistentloven tager sigte på at afbalancere

behandlingsvilkårene mellem kiropraktorer og terapiassistenter, hvorimod

forslaget til ændring af sygesikringsloven udelukkende er af teknisk

karakter.

1.2. Baggrunden for forslaget.

Etablering af en autorisationsordning for kiropraktorer har været

debatteret igennem flere årtier. I 1963 nedsatte indenrigsministeren et

kiropraktorudvalg, som dels havde til opgave at undersøge, hvorvidt der burde

etableres en autorisationsordning for kiropraktorer dels undersøge, hvorvidt

de daværende sygekasser burde tillades at give økonomisk støtte til

kiropraktisk behandling.

I 1970 afgav udvalget betænkning nr. 550. Et flertal i udvalget kunne ikke

anbefale etablering af en autorisationsordning for kiropraktorer, hvorimod

flertallet fandt, at anerkendte sygekasser burde kunne yde økonomisk støtte

til kiropraktisk behandling under forudsætning af, at behandlingen skete

efter lægeordination og udførtes af en kiropraktor, der var medlem af Dansk

Kiropraktor-Forening. Udvalgets forslag blev imidlertid ikke gennemført.

Der er ikke - i perioden efter 1970 - udarbejdet andre større udredninger

i offentligt regie i Danmark vedrørende kiropraktorerhvervets

autorisationsforhold. Spørgsmålet om nødvendigheden af en

autorisationsordning for kiropraktorerhvervet har dog fra tid til anden været

rejst. Debatten har i de senere år fået fornyet aktualitet gennem Sveriges,

Norges og Islands beslutninger om at autorisere kiropraktorerne samt gennem

Nordisk Råds beslutning i marts 1989 om at anbefale Nordisk Ministerråd at

undersøge mulighederne for etablering af ensartede regler i Norden for så

vidt angår kiropraktorernes autorisationsforhold og erhvervsudøvelse.

Den danske regerings holdning til en autorisation af kiropraktorerne har

været, at danske kiropraktorer, under de hidtil gældende vilkår, har udøvet

deres virksomhed på en for samfundet fuldt forsvarlig måde, ligesom

kiropraktorerne har været en integreret del af sygesikringssystemet med

dertil hørende rettigheder og pligter. Der har derfor ikke været taget

initiativ til at etablere en egentlig autorisationsordning for kiropraktorer

i Danmark.

I maj 1990 bebudede et flertal uden om regeringen imidlertid at ville

fremsætte et forslag til folketingsbeslutning om autorisation af

kiropraktorer. Den daværende sundhedsminister lovede på denne baggrund, at

regeringen ville fremsætte et lovforslag i den kommende folketingssamling om

autorisation af kiropraktorer, således at det kunne sikres, at sagen fik en

grundig behandling.

1.3. Kiropraktorernes indplacering i det danske sundhedsvæsen.

De kiropraktorer, der praktiserer i Danmark har i mange år indgået som en

del af det danske sundhedsvæsens behandlingstilbud til befolkningen.

Den første kiropraktorklinik i Danmark blev oprettet i 1920 og antallet af

praktiserende kiropraktorer i dag er ca. 260, hvoraf hovedparten er medlemmer

af Dansk Kiropraktor-Forening. Kiropraktorerne arbejder alle inden for den

primære sundhedssektor.

Som nævnt kunne det af indenrigsministeren nedsatte kiropraktorudvalg - på

visse betingelser - anbefale, at de daværende sygekasser fik adgang til at

yde tilskud til kiropraktisk behandling. I 1978 indgik Dansk

Kiropraktor-Forening og Den offentlige Sygesikring en overenskomst, der

sikrede tilskud til kiropraktisk behandling. Overenskomsten er siden blevet

revideret adskillige gange senest i november 1989. Den gældende overenskomst

indebærer dels, at der ydes sygesikringstilskud til kiropraktisk behandling,

herunder røntgenundersøgelser, uden forudgående lægehenvisning dels, at kun

kiropraktorer, der har gennemgået en - af et efter overenskomsten nedsat

uddannelsesvurderingsnævn - godkendt kiropraktoruddannelse, kan tiltræde

overenskomsten.

Der er ca. 260 kiropraktorer i Danmark, der så godt som alle arbejder

under sygesikringsoverenskomsten, enten som tilmeldt overenskomsten med et

ydernr. eller som ansat under en kiropraktor, der er tilmeldt overenskomsten.

Der er i øvrigt en stram praksisplanlægning, der betyder, at ikke alle

kiropraktorer kan blive tilsluttet overenskomsten. Ifølge den gældende

overenskomst er amtskommunerne således kun forpligtet til at godkende 7

nynedsættelser årligt på landsplan.

Kiropraktorernes faglige virksomhed har endvidere siden 1. januar 1988

været omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed således, at

klager over en kiropraktors faglige virksomhed kan indbringes for

Patientklagenævnet.

Etablering af en autorisationsordning vil ikke i sig selv ændre på

sygesikringens ydelsesmønster, ydelsernes niveau eller på den eksisterende

praksisplanlægning, ligesom Patientklagenævnets kompetence på

kiropraktorområdet vil blive opretholdt i uændret form.

1.4. Det eksisterende uddannelsessystem for kiropraktorer.

Kiropraktoruddannelsen foregår i udlandet; dog eksisterer der en 1-årig

basisuddannelse ved Odense Universitet. Basisuddannelsen optager årligt 48

studerende og er en forudsætning for at blive optaget på udenlandske

kiropraktoruddannelser. Danskere, der ønsker en kiropraktoruddannelse,

videreuddanner sig på skoler i udlandet, hvilket vil sige USA, Canada,

England eller Australien.

Studier ved udenlandske kiropraktoruddannelser berettiger i øvrigt til

støtte fra Statens Uddannelsesstøtte, d.v.s. såvel stipendier som statslån.

De af sygesikringens uddannelsesvurderingsnævn godkendte

kiropraktoruddannelser varer sammenlagt 51/2 år. Udannelsen består af den

ovennævnte 1-årige basisuddannelse, der bl.a. kan tages ved Odense

Universitet, en 4-årig uddannelse ved en højere læreanstalt i udlandet samt

1/2 års turnustjeneste hos en praktiserende kiropraktor i Danmark. Et

eksempel på de gældende uddannelseskrav ved kiropraktorstudier på udenlandske

kiropraktoruddannelser er optaget som bilag til lovforslaget.

Antallet af danske kiropraktorstuderende i udlandet udgør for øjeblikket

ca. 85 personer.

Såfremt en dansk kiropraktor ønsker at praktisere som kiropraktor inden

for overenskomsten mellem Dansk Kiropraktor-Forening og Sygesikringens

Forhandlingsudvalg kræves det, at vedkommende har gennemgået en

kiropraktoruddannelse i USA, der opfylder de af Council on Chiropractic

Education (CCE) opstillede krav eller som uden for USA har gennemgået en

kiropraktoruddannelse, der opfylder Council on Chiropractic Educations krav.

CCE er en amerikansk samarbejdsorganisation med den opgave at fastsætte

regler og retningslinjer for den kiropraktiske uddannelse samt at udøve

tilsyn overfor uddannelsesinstitutionerne. CCE er virksom på det amerikanske

undervisningsministeriums vegne.

Sundhedsstyrelsen vil ved godkendelse af uddannelseskrav for kiropraktorer

tage udgangspunkt i ovennævnte uddannelser.

1.5. Andre landes autorisationsforhold.

Inden for De europæiske Fællesskaber er der ikke etableret

autorisationsordninger for kiropraktorer. Derimod er der uden tilhørende

autorisationsordning etableret en kiropraktoruddannelse i England, hvor

undervisningen foregår på samme faglige niveau som på de amerikanske

kiropraktoruddannelser.

Derimod er der i Sverige, Norge og Island etableret autorisationsordninger

for kiropraktorer. Disse autorisationsordninger er alle baseret på, at

kiropraktorerne har gennemgået en af CCE godkendt kiropraktoruddannelse.

2. Økonomiske og administrative konsekvenser.

2.1. Økonomiske konsekvenser.

Som følge af det i § 2, stk. 6 nævnte gebyr for meddelelse af

autorisation som kiropraktor forventes en eengangsindtægt på ca. 300.000 kr.

i det første år efter etablering af en autorisationsordning for

kiropraktorer. Beløbet fremkommer ved, at de ca. 260 i Danmark praktiserende

kiropraktorer forventes at søge om dansk autorisation, og at gebyret for

finansåret 1992 forventes at udgøre ca. 1.235, kr., hvilket svarer til

gebyrerne for læger og tandlæger.

I årene herefter forventes en årlig merindtægt på ca. 20.000 kr. Beløbet

fremkommer ved, at der årligt færdiguddannes 15 til 20 danske

kiropraktorstuderende, der forventes autoriseret i Danmark.

Eftersom det er Sundhedsstyrelsen, der er autorisationsudstedende

myndighed og iøvrigt skal føre tilsyn med de autoriserede kiropraktorer, vil

Sundhedsstyrelsen i et vist omfang have behov for adgang til sagkyndig

rådgivning indenfor det kiropraktiske fagområde således, at styrelsen på

kvalificeret vis kan varetage disse funktioner. Udgiften til ansættelse af en

sagkyndig i kiropraktik forventes at udgøre ca. 75.000 kr. årligt.

Lovforslaget forventes ikke at have kommunaløkonomiske konsekvenser, idet

hverken sygesikringens ydelsesmønster eller ydelsesniveau på

kiropraktorområdet foreslås ændret. Da Danmark har en relativ høj

kiropraktordækning, bl.a. set i forhold til de øvrige nordiske lande,

forventes det ikke, at der i de kommende år vil ske nogen nævneværdig

forøgelse af antallet af kiropraktorer i Danmark.

2.2. Administrative konsekvenser.

Lovforslaget forventes ikke at have administrative konsekvenser.

Kiropraktorerne har bl.a. siden Sundhedsvæsenets Patientklagenævns etablering

den 1. januar 1988 været omfattet af nævnets virksomhed.

3. Høring af offentlige myndigheder og organisationer.

Lovforslaget har været forelagt følgende myndigheder og organisationer

til udtalelse:

Dansk Kiropraktor-Forening

Den alm. danske Lægeforening

Danske Fysioterapeuter

Foreningen af Speciallæger

Ergoterapeutforeningen

Amtsrådsforeningen i Danmark

Kommunernes Landsforening

Frederiksberg Kommune

Københavns Kommune

Sundhedsstyrelsen

Sygesikringens Forhandlingsudvalg

Undervisningsministeriet

Socialministeriet

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

§ 1, stk. 1, slår fast, at betegnelsen kiropraktor og eneretten til et

nærmere beskrevet virksomhedsområde er forbeholdt personer - med de i stk. 2

nævnte undtagelser - der er autoriserede som kiropraktorer.

Stk. 2 har til formål at sikre, at læger fortsat kan udføre enhver form

for patientbehandling, herunder manuel terapi.

Til § 2

I dag uddannes danske kiropraktorer på udenlandske kiropraktorskoler

efterfulgt af en 6 måneders turnustjeneste hos en praktiserende kiropraktor i

Danmark. På europæisk plan har Den Europæiske Kiropraktor Union vedtaget, at

turnustjenesten fra den 1. januar 1991 udvides til 12 måneder.

Sundhedsstyrelsen vil i forbindelse med fastsættelsen af regler for en

nyuddannet kiropraktors supplerende praktiske uddannelse vurdere

berettigelsen af en justering af turnustjenestens varighed.

Som følge af at der ikke eksisterer en dansk kiropraktoruddannelse, har

kravene til kiropraktorernes uddannelse hidtil været fastlagt af Dansk

Kiropraktor-Forening, der udelukkende anerkender kiropraktoruddannelser, som

er anerkendt af eller kan anerkendes af Council on Chiropractic Education

(CCE).

Det forudsættes, at kiropraktoruddannelser, der opfylder CCE's

uddannelseskrav, uden videre vil kunne godkendes af de danske

sundhedsmyndigheder. Hensigten med § 2, stk. 1, er, at sundhedsministeren

bemyndiges til at godkende udenlandske kiropraktoruddannelser, der opfylder

kravene til en kvalitetsmæssig forsvarlig kiropraktoruddannelse.

Almindeligvis er det Undervisnings- og Forskningsministeren, der godkender

uddannelsesinstitutioner inden for sundhedssektoren. Eftersom der ikke

eksisterer en dansk kiropraktoruddannelse, findes det mest hensigtsmæssigt,

at godkendelseskompetencen for så vidt angår kiropraktoruddannelser og

tilsynet med kiropraktorernes faglige virksomhed placeres i samme

ministerium.

For så vidt angår de danske sundhedsmyndigheders mulighed for at føre

tilsyn med godkendte udenlandske kiropraktoruddannelser, er det hensigten, at

Sundhedsstyrelsen tager kontakt til CCE med henblik på indgåelse af en aftale

om, at CCE fører tilsyn med de udenlandske kiropraktoruddannelser på

Sundhedsstyrelsens vegne.

§ 2, stk 2, pålægger sundhedsministeren at udarbejde en fortegnelse over

godkendte udenlandske og evt. danske kiropraktoruddannelser. En ajourført

fortegnelse over sådanne uddannelsesinstitutioner vil forenkle

Sundhedsstyrelsens udstedelser af kiropraktorautorisationer ligesom, en

fortegnelse vil sikre, at danskere, der har til hensigt at påbegynde et

kiropraktorstudie, på forhånd kan få oplyst hvilke uddannelsesinstitutioner,

der er godkendt af de danske sundhedsmyndigheder. Sundhedsstyrelsen forventes

pålagt at udarbejde ovennævnte fortegnelse.

§ 2, stk. 3, bemyndiger Sundhedsstyrelsen til at fastsætte regler for en

nyuddannet kiropraktors supplerende praktiske uddannelse, herunder krav om

kendskab til dansk social- og sundhedslovgivning, praktikkens kliniske

indhold m.m. Baggrunden for kravet om kendskab til dansk social- og

sundhedslovgivning, der også stilles i forbindelse med godkendelse af

erhvervsudøvelse på grundlag af andre autoriserede sundhedsuddannelser, der

er erhvervet i udlandet, er at kiropraktorer, der er uddannet i udlandet,

ikke kan antages at have et tilstrækkeligt kendskab til den danske lovgivning

på disse områder.

Hensigten med § 2, stk. 5, er at undgå tilfælde, hvor betingelserne for

meddelelse af autorisation er opfyldt, og autorisationen derfor skal

meddeles, selvom det står klart, at autorisation umiddelbart herefter må

fratages vedkommende i medfør af reglerne i § 4.

Til § 2, stk. 6, skal bemærkes, at andre autoriserede erhverv inden for

sundhedsvæsenet på lignende vis betaler et eengangsgebyr for udstedelse af

autorisationsbeviser m.m.

Til § 3

Stk. 1 tager primært sigte på overenskomsten af 25. august 1981 med

senere ændringer mellem Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island om

godkendelse af erhvervsudøvelse for visse personalegrupper inden for

sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet. Sverige, Norge og Island har indført

autorisation af kiropraktorer og ved den kommende revision af ovennævnte

overenskomst forventes det, at også kiropraktorer vil blive omfattet af

overenskomsten.

For så vidt angår De europæiske Fællesskaber er kiropraktorerhvervet ikke

omfattet af de eksisterende direktiver på uddannelsesområdet, men

Sundhedsministeriet vil - når lovforslaget er trådt i kraft - arbejde for, at

kiropraktorerhvervet omfattes af direktiv 89/48 EØF om indførelse af en

generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for

erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års

varighed.

Stk. 2 omfatter kiropraktorer, som ikke er omfattet af stk. 1, hvilket vil

sige samtlige ansøgere, som ikke er omfattet af nordiske overenskomster eller

direktiver udstedt af De europæiske Fællesskaber. Eksempelvis vil en

kiropraktor der, udover at have gennemført den kiropraktiske grunduddannelse

i udlandet, også har gennemgået den supplerende praktiske uddannelse i

udlandet, skulle autoriseres efter § 3, stk. 2.

Til § 4

Fratagelses- og generhvervelsesbestemmelserne svarer til de i andre

autorisationslove gældende bestemmelser.

Såfremt en autoriseret kiropraktor ikke længere opfylder betingelserne for

at være autoriseret, skal autorisationen fratages den pågældende. Endvidere

kan vedkommende kiropraktor fratages sin autorisation, når han gør sig

skyldig i grov forsømmelighed ved udøvelse af virksomhed som kiropraktor.

Retten til at udøve virksomhed som kiropraktor kan fratages administrativt

eller ved dom i henhold til § 9 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Autorisation kan herudover frakendes i

henhold til borgerlig straffelov § 79, stk. 1, der omhandler tilfælde, hvor

et strafbart forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.

I § 4, stk. 2, fastslås det, at en kiropraktor - i lighed med andet

autoriseret sundhedspersonale - har mulighed for selv at fraskrive sig sin

autorisation.

Til § 5

I forbindelse med meddelelse af dansk autorisation til udenlandsk

uddannede medicinalpersoner vil den danske autorisation ofte blive givet på

grundlag af en udenlandsk autorisation. Såfremt den udenlandske autorisation

fratages en medicinalperson, bortfalder grundlaget for den danske

autorisation, og denne må derfor fratages vedkommende medicinalperson.

Til § 7

Ifølge § 7 kan Sundhedsstyrelsen fastlægge rammer for kiropraktorernes

virksomhed gennem udstedelse af en bekendtgørelse om kiropraktorernes

virksomhedsområde. Et udkast til bekendtgørelse med tilhørende bemærkninger

er optaget som bilag til lovforslaget. Udgangspunktet for de foreslåede

regler er, at den virksomhed, der er forbeholdt kiropraktorerne, er at

diagnosticere biomekaniske misforhold i bevægeapparatet og heraf afledte

smertetilstande samt at behandle disse tilstande med kiropraktisk behandling.

Ved kiropraktisk behandling forstås manuel behandling af kroppens led. I

forbindelse med den kiropraktiske behandling kan kiropraktoren tillige

anvende bløddelsbehandling og anden supplerende behandling.

Til § 8

Bestemmelsen svarer til lægelovens § 6 og tandlægelovens § 11, hvoraf det

følger, at læger kan anvende medhjælp, hvilket kiropraktorer således også får

mulighed for. Såfremt en kiropraktor anvender medhjælp, er kiropraktoren

forpligtet til at instruere og supervisere medhjælpen. Forsømmes

instruktions- og supervisionspligten, vil kiropraktoren ifalde et

selvstændigt ansvar herfor og vil kunne straffes efter bestemmelserne i

lovforslagets § 14.

Til § 9

En tilsvarende bestemmelse indgår i den øvrige autorisationslovgivning

inden for sundhedsvæsenet. Bestemmelsen har til formål at sikre, at alle for

behandlingen relevante oplysninger indføres i en kiropraktors

patientjournaler således, at det i § 12 nævnte tilsyn kan gennemføres.

Journalføringspligten er endvidere nødvendig af hensyn til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns behandling af evt. klager over kiropraktorers faglige

virksomhed, idet journalen skal indeholde oplysninger vedrørende foretagen

patientbehandling, information m.m.

Til § 10

Tilsvarende reklameregler findes i tandlægeloven. Hensigten med

bestemmelsen er at forhindre kiropraktorer i at give patienter forkerte

forestillinger om kiropraktorens kvalifikationer eller om de af kiropraktoren

anvendte behandlingsmåder. Begrænsningen i reklameadgangen skyldes især, at

offentligheden ikke har mulighed for at vurdere en eventuel reklames indhold.

Stk. 2 undtager reklamering overfor andre kiropraktorer, idet reklame

overfor fagfæller ikke skønnes at indebære denne risiko.

Til § 11

En tilsvarende bestemmelse indgår i andre sundhedsprofessioners

autorisationslove. Bestemmelsen sikrer, at Sundhedsstyrelsen bl.a. kan kræve

journalmateriale udleveret til gennemsyn i forbindelse med patientklager.

Til §§ 13-15

Strafniveauet svarer til, hvad der gælder på andre autorisationsområder.

Til § 16

Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er fastsat til den 1. januar

1992. Sundhedsstyrelsen får herved mulighed for at træffe afgørelse i langt

hovedparten af ansøgningerne om autorisation som kiropraktor inden lovens

ikraftræden.

Til § 17

Bestemmelsen har til formål at sikre, at de ca. 260 personer, der i dag

udøver almindelig kiropraktisk virksomhed kan autoriseres som kiropraktor.

Formuleringen af stk. 1. sikrer, at samtlige de kiropraktorer, der ved

lovens ikrafttræden enten er tilsluttet landsoverenskomsten mellem

Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening eller blot

opfylder de uddannelsesmæssige betingelser for tilslutning til

overenskomsten, kan meddeles dansk autorisation som kiropraktor.

Stk. 2 er møntet på de af de idag praktiserende kiropraktorer, der har

udøvet kiropraktorvirksomhed i en årrække, men som ikke opfylder de formelle

betingelser for tilslutning til den gældende landsoverenskomst. Formelle

mangler i uddannelsesmæssig henseende, som fx. manglende studentereksamen, en

for mange år siden afsluttet kiropraktoruddannelse eller en i udlandet

gennemført supplerende praktisk grunduddannelse, vil efter den foreslåede

formulering i stk. 2 ikke være tilstrækkelig grund til at nægte vedkommende

kiropraktor at blive autoriseret. Disse kiropraktorer kan - efter en

individuel vurdering i Sundhedsstyrelsen - autoriseres på baggrund af den

igennem årene opnåede erhvervserfaring.

Hensigten med de foreslåede krav til udøvet kiropraktorvirksomhed er at

sikre, at ansøgerens kiropraktiske kundskaber på såvel det teoretiske som på

det praktiske plan har været anvendt i de år, der ligger umiddelbart forud

for en autorisation. Bestemmelsen sikrer således, at kun rutinerede

kiropraktorer, med en vedligeholdt kiropraktisk viden, kan autoriseres af

Sundhedsstyrelsen.

Det er ikke hensigten, at de i dag praktiserende kiropraktorer skal

gennemgå prøver for så vidt angår deres kendskab til dansk social- og

sundhedslovgivning, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 2. Det forudsættes, at

disse kiropraktorer - gennem deres praksisvirksomhed - har erhvervet det

fornødne kendskab til dansk social- og sundhedslovgivning.

Stk. 4 har til formål at sikre, at Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid i

forbindelse med ansøgning om autorisation som kiropraktor ikke forhindrer en

i dag praktiserende kiropraktor i lovligt fortsat at udøve kiropraktisk

virksomhed, indtil Sundhedsstyrelsen har færdigbehandlet vedkommmendes

autorisationsansøgning.

Til § 18

Den foreslåede ændring af lov om offentlig sygesikring består udelukkende

af en konsekvensændring som følge af den foreslåede autorisationsordning for

kiropraktorer. Sygesikringstilskud vil derfor i fremtiden alene kunne ydes

til kiropraktisk behandling ved en autoriseret kiropraktor.

Til § 19

Ændringen af § 7, stk. 2, i lov om terapiassistenter tilsigter at udvide

terapiassistenters mulighed for selvstændigt at vurdere og vælge, hvilken

behandling en patient har behov for. Bestemmelsen indebærer, at det i

fremtiden skal være muligt for en terapiassistent at behandle patienter alene

efter lægehenvisning, d.v.s. uden at der foreligger en lægeordination, der

nøje beskriver, hvilken behandling patienten skal ydes af terapiassistenten.

Den foreslåede ændring indebærer således, at det i fremtiden vil være

tilstrækkeligt, at der foreligger en henvisning fra en læge, der lader det

være op til terapiassistenten at vurdere, hvilken fysio- eller

ergoterapeutisk behandling patientens samlede situation nødvendiggør.

Forslaget til en ny § 7 a i lov om terapiassistenter bemyndiger

Sundhedsstyrelsen til at udstede regler for terapiassistenters udøvelse af

manuel terapi. Enkelte fysioterapeuter anvender i dag manuel terapi som led i

den fysioterapeutiske patientbehandling. Som følge af den foreslåede

kiropraktorautorisation, der forbeholder kiropraktorer retten til at udføre

kiropraktisk behandling, kan der opstå problemer med hensyn til grænserne

mellem kiropraktorers og terapiassistenters virksomhedsområde.

Bestemmelsen giver Sundhedsstyrelsen mulighed for at sikre, at

terapiassistenter fortsat kan udføre manuel terapi, forudsat dette sker som

led i en terapeutisk behandling samtidig med, at kiropraktorernes primære

virksomhedsområde forbeholdes kiropraktorer.

Sundhedsstyrelsen finder ikke på nuværende tidspunkt behov for at udstede

nærmere regler for terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af § 9 i lov om

offentlig sygesikring og af § 7 i lov om terapiassistenter,

der berøres af lovforslaget

§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig

sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret

senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990, affattes således:

»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om

der ikke foreligger henvisning fra en læge.«.

§ 9. Den offentlige sygesikring yder efter retningslinjer fastsat

af Sundhedsstyrelsen tilskud til fysiurgisk behandling, der udføres efter

henvisning af en læge og ved en autoriseret fysioterapeut . . . . (pkt. 6):

Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, der er godkendt af

Dansk Kiropraktor-Råd, selv om der ikke foreligger henvisning fra en læge.

§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som

ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, affattes således:

»En terapiassistent må kun foretage sygebehandling efter henvisning

fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne følges.«.

2. Efter § 7 indsættes:

» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for

terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«.

§ 7. En terapiassistent er under udøvelsen af sin gerning

forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Stk. 2. En terapiassistent må kun foretage sygebehandling ifølge

lægeordination og er forpligtet til stedse nøje at rette sig efter lægens

anvisninger.

Bilag 2

Kiropraktoruddannelsen

Kiropraktoruddannelsen består i følge oplysninger fra Dansk

Kiropraktor-Forening af følgende elementer:

Foruddannelse.

1. Den studerende skal have en tilsvarende foruddannelse, som gælder for

optagelse på et lægevidenskabeligt faktultet.

2. 1 års uddannelse ved Odense Universitet indeholdende bl.a. fysik, kemi

og anatomi.

Selve kiropraktoruddanelsen.

Uddannelsen, der er 4-årig, kan i oversigtsform beskrives således:

---------------------------------------------------------------------

1. år 2. år 3. år 4. år

---------------------------------------------------------------------

Naturviden- Naturviden- Kliniske Kliniske

skabelige skabelige fag fag

fag fag

Fysiologi Fysiologi II Farmakologi Anden fysikalsk

Biokemi Anatomi II Ortopædi behandling

Cellebiologi/ Neuro-anatomi Radiologi Diag. II

histologi

Embryologi Patologi Neurologi Kliniske

Anatomi I Almen medicin: eksaminatorier

Radiografisk

anatomi Pædiatri

Samfundsmedicin Geriatri

Obstetrik og

Gynækologi

Dermatologi

Biomekanik III Afgangsprojekt

Radiografi II

Kliniske fag Kliniske fag Klinikforberedelse

Biomekanik I Ernæringslære Kliniske KLINIKOPHOLD

Klinik- Radiologi eksaminatorier

introduktion Ortopædi II Patient-

Biomekanik II kommunikation

Klinikintroduktion

Psykologi

Støttefag Støttefag Støttefag Støttefag

Datalære Kiropraktisk/ Forsknings- Patient~

Fysik medicinsk metodologi kommunikation

Klinik- idehistorie Sundhedsvæsenets

introduktion opbygning

Kiropraktisk/

medicinsk

idehistorie

Det samlede antal undervisningstimer udgør 3772. Hertil kommer selvstudier

(forberedelse) af forventet tilsvarende længde.

Vægtningen mellem teoretiske og praktiske fag er 80/20.

Den samlede uddannelse (inklusive den 1-årige uddannelse ved Odense

Universitet) kan ligestilles med en dansk universitetsuddannelse på 5,8 år.

Supplerede praktisk grunduddannelse

Fra 1. januar 1991 kræves for at kunne praktisere for den offentlige

sygesikring og for at kunne godkendes af Dansk Kiropraktor-Forening, at den

uddannede kiropraktor har en 1-årig supplerende praktisk grunduddannelse

bestående af

1) 6 måneders ansættelse som turnusassistent (turnusuddannelse),

2) 6 måneders ansættelse som ansat kiropraktor (turnustjeneste) og

3) klinisk teoretisk efteruddannelse.

Bilag 3

Udkast til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om kiropraktorvirksomhed

I medfør af § 7, stk. 2, i lov om kiropraktorer fastsættes herved

følgende:

§ 1. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik og kiropraktisk

behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser og heraf afledte

smertetilstande i rygsøjle, bækken og ekstremiteter (bevægeapparatet).

Stk. 2. Ved kiropraktisk behandling forstås manuel behandling af

kroppens led. I forbindelse med den kiropraktiske behandling kan

kiropraktoren tillige anvende bløddelsbehandling og anden relevant

supplerende behandling.

§ 2. En kiropraktor kan i diagnostisk øjemed

1) foretage relevante kliniske undersøgelser af patienten,

2) foretage røntgenundersøgelse. Ved brug af røntgenapparater skal

kiropraktoren opfylde til enhver tid af Sundhedsstyrelsen stillede krav til

uddannelse, erfaring m.v.

§ 3. En kiropraktor må ikke

1) udstede og anvende receptpligtige lægemidler.

2) iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse.

3) foretage operative indgreb, herunder udførelse af nåleakupunktur.

4) udtage blodprøve eller foretage indsprøjtninger.

5) behandle med røntgenapparat, ultralydapparat,

mikrobølgediathermiapparat eller andet apparat, hvis anvendelse kræver særlig

tilladelse.

§ 4. En kiropraktor må ikke behandle børn under 1 år.

§ 5. Bliver en kiropraktor under udførelse af kiropraktisk

virksomhed bekendt med eller får mistanke om, at en patient har sygdomme

eller sygdomstilstande, som kontraindicerer kiropraktisk behandling, skal

behandlingen afbrydes og patienten opfordres til at søge læge.

§ 6. Bliver en kiropraktor iøvrigt bekendt med eller får mistanke

om sygdomme eller sygdomstilstande uden for sit virksomhedsområde, skal

behandlingen afbrydes og patienten opfordres til at søge læge.

§ 7. I de i § 5 og § 6 nævnte tilfælde er kiropraktorer dog ikke

afskåret fra at foretage kiropraktisk behandling, når sådan behandling

iøvrigt er indiceret og ikke kan antages at påvirke den lægelige behandling

af de nævnte sygdomme eller sygdomstilstande. Den kiropraktiske behandling

skal i disse tilfælde foregå i et tæt samarbejde med den behandlende læge.

§ 8. Overtrædelser af bekendtgørelsen straffes med bøde i medfør

af § 15, stk. 3, i lov om kiropraktorer, medmindre højere straf er forskyldt

efter anden lovgivning.

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1992.

Bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte bestemmelser

Til § 1

Stk. 1 angiver i overensstemmelse med lovens § 7, stk. 1, det område, som

kiropraktorerne gennem deres uddannelse har særlige forudsætninger for at

vurdere og behandle. Kiropraktorer har herefter alene ret til at praktisere

inden for det hermed fastsatte virksomhedsområde. Definitionen af

virksomhedsområdet er i det væsentlige identisk med tidligere definitioner af

kiropraktorernes virksomhedsområde, blandt andet den norske udredning om

autorisation af kiropraktorer fra 1985 (NOU 1985:10).

I stk. 2 gives der, i overenstemmelse med hidtidig praksis, mulighed for,

at der i umiddelbar forbindelse med den kiropraktiske behandling kan gives

supplerende manuel behandling af muskelsener, ledbånd m.v. Også anden manuel

vævsbehandling vil efter omstændighederne kunne anvendes. Det er dog en klar

forudsætning, at den her nævnte supplerende behandling indgår som et led i

den kiropraktiske behandling.

Til § 2

Det forudsættes, at den kliniske undersøgelse retter sig mod muligheden

for kiropraktisk behandling af patienten.

Der er ikke sket nogen ændring i kiropraktorernes mulighed for at foretage

røntgenundersøgelser. De relevante bestemmelser er fastsat i

Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 217 af 29. april 1977 med senere

ændring om røntgendiagnostikanlæg til medicinsk brug, jf. navnlig pkt. 3.1.

om kravene til brugeren af røntgenanlægget.

Til § 3

Bestemmelsen præciserer en række funktioner m.v., som ikke falder

indenfor kiropraktorernes virksomhedsområde, men som alene må foretages af

læger (eller af lægers medhjælp) eller andre, som har særlig hjemmel.

I det omfang der kræves særlig tilladelse til anvendelse af apparatur vil

kiropraktorer selvfølgelig på linie med andre kunne søge om sådanne

tilladelser.

Til § 4

Under § 5 er behandlet spørgsmålet om kontraindikationer for kiropraktisk

behandling. Muligheden for i det hele taget at foretage kiropraktisk

behandling af børn og risici ved en sådan behandling har været særligt

overvejet.

Diagnosticering af små børn er generelt vanskelig og kræver særlige

forudsætninger. F.eks. kan børneleddegigt og inflammatoriske tilstande hos

børn, som f.eks. halsinfektioner, ofte give funktionsforstyrrelser specielt i

halshvirvelsøjlen og dermed føre til en fejlagtig opfattelse af, at der er

indikation for kiropraktisk behandling.

Hertil kommer mere generelt, at knogler og led hos helt små børn ikke er

forbenede, men overvejende består af brusket væv. Muskulaturen styres af et

ikke fuldt udviklet nervesystem og alle bevægelser foregår, ikke mindst i de

første levemåneder, ukoordineret og i reflektorisk bestemte mønstre.

Gennemførelse af kiropraktisk diagnosticering og behandling af mindre børn

må derfor anses for problematisk og der findes ikke dokumentation for

positive resultater af kiropraktisk behandling af biomekaniske

funktionsforstyrrelser hos små børn.

Gennemførelsen af en autorisationsordning, hvor sundhedsmyndighederne

overfor omverdenen står som garant for, at den pågældende behandlergruppe

alene fungerer inden for et område, som den har forudsætninger for og at man

iøvrigt sikrer, at virksomheden foregår på en forsvarlig måde, gør det efter

Sundhedsstyrelsens opfattelse nødvendigt at fastsætte en behandlingsgrænse

for små børn. Efter et samlet skøn fastsættes grænsen til 1 år. Også

kiropraktisk behandling af børn over 1 år kan være problematisk.

Kiropraktorerne vil her være forpligtet til nøje at overveje, om der er

kontraindikationer for kiropraktisk behandling af disse børn, jf. nedenfor

under § 5.

§ 5

Bestemmelsen vedrører kontraindikationer for behandling inden for det

kiropraktiske virksomhedsområde, jf. § 1, stk. 1. Foreligger

kontraindikationer, må kiropraktoren ikke fortsætte den kiropraktiske

behandling, men skal henvise til læge, jf. dog § 7. Kiropraktorens mulighed

for at vurdere, hvornår kontraindikationer foreligger, indgår dels i den

kiropraktiske grunduddannelse, men en særlig oplæring heri forudsættes også

at ske under den obligatoriske, praktiske uddannelse.

Det er ikke fundet muligt udtømmende at angive, hvornår kontraindikationer

foreligger. Som eksempler på kontraindikationer kan nævnes ikke ophelede

knoglebrud, discusprolaps med rodsymptomer (neurologiske udfaldssymptomer),

alvorlige ledskred i columna, funktionsforstyrrelser i halspulsårer eller

overdreven ledbevægelighed (universel hypermobilitet). Også i en række andre

tilfælde vil det være klart for en kiropraktor, at en bestemt lidelse ikke

bør undergives kiropraktisk behandling. I tvivlstilfælde bør der altid

henvises til læge, med mulighed for senere kiropraktisk behandling efter

princippet i § 7.

Til § 6

Bestemmelsen vedrører det forhold, at en kiropraktor under

diagnosticering eller under kiropraktisk behandling bliver opmærksom på, at

en patient har sygdomme eller sygdomstilstande udenfor virksomhedsområdet,

eksempelvis kræftsygdomme, infektiøse sygdomme og inflammatoriske

gigtsygdomme. Både for ikke at give patienten et falskt indtryk af, at

kiropraktoren tager sig af patientens samlede sygdomsproblem, men navnlig for

ikke at forringe helbredelsesmulighederne for patienten, skal denne straks

opfordres til at søge læge.

Til § 7

Formålet med bestemmelserne i §§ 5 og 6 er, at patienten hurtigst muligt

kommer under lægebehandling. Er dette sket, er der ikke noget til hinder for,

at patienten lader sig behandle af en kiropraktor, under den forudsætning, at

den kiropraktiske behandling ikke antages at påvirke den nødvendige lægelige

behandling. Om dette er tilfældet, må vurderes af kiropraktoren i fornødent

samråd med lægen.

Til § 8

Højere straf kan f.eks. være forskyldt efter lov om kiropraktorer,

lægeloven eller straffeloven.

Ændringsforslag til 2. behandlingen 21. maj 1991

Af Kirsten Jacobsen (FP):

Til § 7

2) I stk. 2 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Sundhedsstyrelsen kan ikke fastsætte regler, der begrænser

kiropraktorers virksomhedsområde for så vidt angår patientens alder.«

Bemærkninger

Til nr. 2

Ændringsforslaget går ud på at sikre, at Sundhedsstyrelsen ikke kan

begrænse kiropraktorers ret til behandling, heller ikke for spædbørn fra 0-1

år. Som det fremgår af udvalgets betænkning, har der ikke været tilfælde af

skader ved kiropraktorbehandling af denne patientgruppe. Autorisation af

kiropraktorer vil også i sig selv indebære øget offentligt tilsyn med

kiropraktorers virksomhed. Det understreges også i betænkningen, at

kiropraktorers virksomhed hidtil har været udøvet fuldt forsvarligt.

Sundhedsstyrelsens hidtidige holdning til autorisation af kiropraktorer er

mere politisk bestemt end sundhedsbestemt. Derfor er det ikke rimeligt, at

Sundhedsstyrelsen skal kunne kræve begrænsninger i kiropraktorernes adgang

til selv både at diagnosticere og behandle alle grupper. Da der ikke er frit

lægevalg, vil et krav om, at en læge skal acceptere behandlingen, komme til

at virke som en indskrænkning til skade for denne patientgruppe. Specielt

spædbørnskolik og mellemørebetændelse kan efter kiropraktorbehandling

mindskes på en effektiv og skånsom måde.

Efter 2. behandling den 23. maj 1991

Kapitel 1

Autorisation

§ 1. Ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og betegne sig

som kiropraktor har kun den, der har modtaget autorisation som kiropraktor i

henhold til §§ 2 og 3.

Stk. 2. Lægers virksomhed berøres ikke af denne lov.

§ 2. Den, der har bestået en af sundhedsministeren godkendt

uddannelse som kiropraktor, og som i Danmark har gennemgået en supplerende

praktisk uddannelse, har ret til autorisation som kiropraktor.

Stk. 2. Sundhedsministeren eller den, sundhedsministeren

bemyndiger dertil, udsteder en fortegnelse over godkendte

kiropraktoruddannelser.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for den i

stk. 1 nævnte supplerende praktiske uddannelse.

Stk. 4. Autorisationen meddeles af Sundhedsstyrelsen, der fører en

fortegnelse over meddelte autorisationer.

Stk. 5. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være

farlig for sine medmennesker under udøvelse af kiropraktorvirksomhed enten på

grund af udvist grov uduelighed eller på grund af legemlige eller sjælelige

mangler. Autorisationen kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelov

§ 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 6. For meddelelse af autorisation som kiropraktor betales et

af sundhedsministeren fastsat gebyr.

§ 3. Sundhedsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om

udøvelse af virksomhed her i landet som kiropraktor, som er nødvendige til

gennemførelse af overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for

kiropraktorer og direktiver vedtaget af De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele autorisation som kiropraktor

til personer, der har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i

§ 2, stk. 1, nævnte uddannelser.

§ 4. Autorisation som kiropraktor kan fratages og generhverves

efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Stk. 2. En kiropraktor kan over for Sundhedsstyrelsen fraskrive

sig sin autorisation for tid eller indtil videre. Autorisationen kan

generhverves, når den fastsatte tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og

kan i øvrigt, også inden for en fastsat tidsfrist, generhverves efter

ansøgning til Sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede

fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til

sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren klagen, kan klageren forlange

afgørelsen indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år

efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter at

generhvervelse senest er nægtet ved dom. Sundhedsministerens afgørelse skal

indeholde oplysning om adgang til at begære domstolsprøvelse og om fristen

herfor.

Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes

over for sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens

afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag i den

borgerlige retsplejes former.

§ 5. Er autorisation som kiropraktor her i landet givet på

grundlag af autorisation i et andet land, kan Sundhedsstyrelsen fratage

vedkommende autorisationen, dersom autorisationen i vedkommende andet land

bliver frataget pågældende eller på anden måde taber sin gyldighed.

§ 6. Sundhedsstyrelsen giver offentlig meddelelse om

autorisationer samt om fratagelse og fraskrivelse i medfør af §§ 2-5.

Kapitel 2

Rettigheder og pligter

§ 7. Kiropraktorvirksomhed omfatter diagnostik, forebyggelse og

kiropraktisk behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser i rygsøjle,

bækken og ekstremiteter.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for

kiropraktorers virksomhed og eventuelle begrænsninger i denne virksomhed,

herunder regler for kiropraktorers anvendelse af røntgenstråling m.v.

§ 8. En kiropraktor er under udøvelsen af sin virksomhed

forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved

benyttelse af medhjælp.

§ 9. Kiropraktorer skal føre ordnede optegnelser over deres

virksomhed efter nærmere af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte optegnelser skal opbevares i mindst 10

år.

§ 10. Reklamering for kiropraktorvirksomhed må kun ske ved

meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel

tilslutning til overenskomst med det offentlige.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke reklamering, der udelukkende sker

over for andre kiropraktorer.

§ 11. Kiropraktorer er forpligtede til at afgive de indberetninger

og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhedspleje afkræves dem

af sundhedsmyndighederne.

Kapitel 3

Tilsyn

§ 12. Kiropraktorer er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen

efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Stk. 2. Kiropraktorer er forpligtede til på begæring af

tilsynsmyndigheden at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for

gennemførelse af tilsynet.

Kapitel 4

Straffebestemmelser

§ 13. Den, der uden at have autorisation som kiropraktor betegner

sig som kiropraktor eller på anden måde bidrager til forhold, der er egnet

til at vække forestilling om, at den pågældende har en sådan autorisation,

straffes med bøde.

§ 14. En kiropraktor, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen

forsømmelse eller skødesløshed under udøvelsen af sin virksomhed, straffes

med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1 påtales af statsadvokaten.

§ 15. Uberettiget virksomhed som kiropraktor, jf. § 1, stk. 1,

straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Overtrædelse af § 9, § 10, stk. 1, og § 11 straffes med

bøde.

Stk. 3. I forskrifter, der er udfærdiget i medfør af denne lov,

kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Kapitel 5

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

§ 17. Personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udfører

virksomhed som nævnt i § 7, stk. 1, har ret til autorisation som kiropraktor,

jf. dog § 2, stk. 5, såfremt det godtgøres, at vedkommende er tilsluttet den

gældende landsoverenskomst mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk

Kiropraktor-Forening eller vedkommende i øvrigt opfylder de

uddannelsesmæssige betingelser for en sådan tilslutning.

Stk. 2. Personer, som ikke er omfattet af stk. 1, men som har en

uddannelse, som kan ligestilles med en i henhold til § 2, stk. 1, godkendt

uddannelse, og som har udøvet kiropraktorvirksomhed svarende til

fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år i løbet af de forudgående 5 år, har ret

til autorisation som kiropraktor. Afgørelse herom træffes af

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Ansøgninger om autorisation efter stk. 1 og 2 skal

indsendes til Sundhedsstyrelsen inden 6 måneder fra lovens ikrafttræden.

Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra denne tidsfrist, når særlige forhold

taler herfor.

Stk. 4. Personer, som inden ansøgningsfristens udløb har søgt

Sundhedsstyrelsen om autorisation i henhold til stk. 3, men ikke fået deres

ansøgning behandlet, har ret til at udøve virksomhed som kiropraktor og

betegne sig som kiropraktor, indtil Sundhedsstyrelsen har behandlet deres

ansøgning.

§ 18. § 9, stk. 1, 6. pkt., i lov om offentlig

sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 21. juli 1986, som ændret

senest ved § 18 i lov nr. 386 af 13. juni 1990, affattes således:

»Tilskud ydes til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, selv om

der ikke foreligger henvisning fra en læge.«

§ 19. I lov nr. 154 af 8. maj 1968 om terapiassistenter, som

ændret ved lov nr. 217 af 23. april 1986, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. En terapiassistent må kun foretage sygebehandling

efter henvisning fra læge. Såfremt lægeordination foreligger, skal denne

følges.«

2. Efter § 7 indsættes:

» § 7 a. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for

terapiassistenters udøvelse af manuel terapi.«

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ændringsforslag til 3. behandling den 24. maj 1991

Af Kirsten Jacobsen (FP):

Til § 7

3) I stk. 2 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Sundhedsstyrelsen kan ikke fastsætte regler, der begrænser

kiropraktorers virksomhedsområde for så vidt angår patientens alder.«

Bemærkninger

Til nr. 3

Ændringsforslaget går ud på at sikre, at Sundhedsstyrelsen ikke kan

begrænse kiropraktorers ret til behandling, heller ikke for spædbørn fra 0

til 1 år. Som det fremgår af udvalgets betænkning, har der ikke været

tilfælde af skader ved kiropraktorbehandling af denne patientgruppe.

Autorisation af kiropraktorer vil også i sig selv indebære øget offentligt

tilsyn med kiropraktorers virksomhed. Det understreges også i betænkningen,

at kiropraktorers virksomhed hidtil har været udøvet fuldt forsvarligt.

Sundhedsstyrelsens hidtidige holdning til autorisation af kiropraktorer er

mere politisk bestemt end sundhedsbestemt. Derfor er det ikke rimeligt, at

Sundhedsstyrelsen skal kunne kræve begrænsninger i kiropraktorernes adgang

til selv både at diagnosticere og behandle alle grupper. Da der ikke er frit

lægevalg, vil et krav om, at en læge skal acceptere behandlingen, komme til

at virke som en indskrænkning til skade for denne patientgruppe. Specielt

spædbørnskolik og mellemørebetændelse kan efter kiropraktorbehandling

mindskes på en effektiv og skånsom måde.

Ændringsforslag til 3. behandling den 29. maj 1991

Af Erling Christensen (S), Birgitte Husmark (SF), Køpke

Christensen (FP), Lis Noer Holmberg (CD) og Inger Stilling

Pedersen (KRF):

Til § 7

4) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3. En kiropraktor må behandle børn under 1 år, når

barnets læge skriftligt har afgivet erklæring om, at barnet ikke har sygdomme

eller sygdomstilstande, som kontraindicerer behandling hos en

kiropraktor.«

Bemærkninger

Til nr. 4

Ændringsforslaget er stillet for at sikre, at der fortsat vil være adgang

til kiropraktorbehandling for børn under 1 år i overensstemmelse med

flertallets (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet,

Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti) udtalelse i udvalgets

betænkning afgivet den 16. maj 1991.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter