Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 14 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OM KLAGEADGANG M.M. (SKATTESTYRELSESLOVEN) (APPELBEGRÆNSNING M.M.).

1988/1 LSF 14Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.m.

(Skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984,

foretages følgende ændringer:

1. I § 29, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Reglen i retsplejelovens § 343 om adgangen til at begære syn og skøn

udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder dog tilsvarende

anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Landsskatteretten

kan fastsætte en frist, inden hvilken parterne skal tage stilling til, om der

begæres syn og skøn i sagen. Såfremt en part begærer syn og skøn, udsætter

Landsskatteretten behandlingen af sagen, og fristen i 5. pkt. er suspenderet,

indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler

Landsskatteretten, at klagen opretholdes.«

2. Efter § 33 indsættes:

»§ 33 A. Har landsretten afsagt dom i en sag, der er indbragt for

retten efter reglerne i § 29 eller § 33, stk. 4, kan skatteministeren ikke

anke dommen til Højesteret, medmindre sagen er af principiel karakter, eller

særlige grunde i øvrigt taler derfor.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 1, har virkning for sager, der på dette tidspunkt

verserer for Landsskatteretten, samt for sager der efter dette tidspunkt

indbringes for Landsskatteretten.

Stk. 3. § 1, nr. 2, har virkning for sager, der på dette tidspunkt

verserer for landsretten, samt for sager der efter dette tidspunkt indbringes

for landsretten.

Bemærkninger til lovforslaget

I Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for forslaget

Lovforslaget er med enkelte ændringer en genfremsættelse af den daværende

Læs alt

regerings lovforslag FL 54, der fremsattes den 28. oktober 1987 og var til 1.

behandling den 4. november 1987.

Forslaget er et led i regeringens samlede bestræbelser på at styrke

retssikkerheden på skatteområdet. Hensigten med forslaget er for det første

at sikre en tidsmæssig forkortelse af behandlingen af en skattesag. Dette

gennemføres ved som altovervejende hovedregel at afskære det offentlige fra

at føre en skattesag længere end til landsretten. For det andet tilsigtes det

med lovforslaget at skabe en større sikkerhed for rigtigheden af visse

skønsmæssige afgørelser. Dette opnås ved at tillade brug af syns- og

skønsmænd under behandlingen af en sag for Landsskatteretten.

Som skattesystemet har udviklet sig, fremstår det som meget uoverskueligt

og kompliceret for skatteyderne. Dette medvirker til at skabe stor usikkerhed

overfor skattesystemet. Hertil kommer, at således som klagesystemet idag er

opbygget, er vejen til den endelige afgørelse meget lang og uoverskuelig. Det

fører igen til, at nogle skatteydere afholder sig fra at føre deres sag

igennem til en højere instans, ligesom de skatteydere, der forfølger sagen

gennem hele systemet, må leve med en langvarig og stor personlig belastning.

De komplicerede regler og den indviklede struktur i skattesystemet virker

også til skade for skatteforvaltningerne, der både skal disponere efter disse

regler, og samtidig varetage den direkte kontakt med skatteyderne.

Regeringens indsats mod disse forhold går ad flere veje. Ved dette

lovforslag sker der en forkortelse af klagevejen, idet landsretsdomme, der

giver skatteyderen medhold, ikke af det offentlige kan ankes til Højesteret.

Forslagets indhold er på dette punkt i overensstemmelse med det udkast til

lovforslag, der blev udarbejdet af arbejdsgruppen om appelbegrænsning for det

offentlige i skattesager i arbejdsgruppens betænkning nr. 1105/1987.

I fortsættelse af disse bestræbelser på at forkorte klagevejen og dermed

reducere sagsbehandlingstiden har regeringen nedsat et udvalg, der skal

udarbejde forslag til modernisering og forenkling af det administrative

klagesystem.

Den foreslåede adgang til at lade domstolene udmelde syns- og skønsmænd i

sager for Landsskatteretten vil desuden betyde, at sikkerheden for at nå det

materielt rigtige resultat i en skattesag mærkbart øges.

For yderligere at øge retssikkerheden har regeringen nedsat et udvalg

(Retssikkerhedsudvalg III), der har til formål at sikre, at afgørelser i

skattesager, der verserer ved domstolene - f.eks. i forbindelse med en

skattestraffesag - træffes under størst mulig hensyntagen til det

skattemæssigt, materielt rigtige resultat.

Endelig indgår som led i det samlede retssikkerhedsinitiativ en

modernisering og forenkling af de gældende retsforskrifter. Et

forenklingsudvalg skal løbende foreslå ændringer og omskrivninger i den

gældende lovgivning for at gøre denne mere forståelig. Også bekendtgørelser

og cirkulærer skal løbende revideres, ligesom bestræbelserne på at gøre

skattemæssige forhold lettere at forstå for borgerne vil omfatte

omskrivninger af de blanketter og skemaer, der udsendes idag.

2. Syn og skøn i landsskatteretssager

Forslagets hovedpunkt går ud på at give primært skatteyderen mulighed for

at begære et syn og skøn i forbindelse med sagens indbringelse for

Landsskatteretten.

En hel del skattesager har deres årsag i uenighed mellem skatteyder og

myndigheder om værdiansættelse af aktiver, f.eks. pante- og gældsbreve, fast

ejendom, unoterede aktier og good-will. Ofte skyldes uenigheden, at

skattemyndighederne ikke kan godkende værdifastsættelser ved

selskabsstiftelse eller i øvrigt i tilfælde, hvor de to parter i

overdragelsen af aktivet ikke har modstående interesser.

Forslaget om at åbne adgang til at begære et syn og skøn afholdt i

forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten er begrundet med

ønsket om at give skatteyderen mulighed for at få f.eks.

værdiansættelsesspørgsmål belyst af sagkyndige til brug for forberedelsen af

landsskatteretssagen. Denne udtalelse om de foreliggende værdiskøn i sagen

vil kunne effektivisere sagsbehandlingen i Landsskatteretten. Denne udtalelse

vil endvidere kunne give skatteyderen grundlag for at vurdere, om klagen bør

opretholdes. Det er regeringens opfattelse, at denne mulighed for

skatteyderen til at få elementer i sagen belyst af sagkyndige dels vil kunne

forbedre det materielle grundlag for Landsskatterettens afgørelse, dels vil

øge skatteyderens forståelse for Landsskatterettens afgørelse. Endelig vil

forslaget give større jævnbyrdighed mellem skatteyderen og skattevæsenet end

det ofte opleves idag, og hermed øges respekten for de afgørelser, der

træffes. Forslaget indeholder således også et procesbesparende element.

Man har foreløbig fundet det forsvarligt at åbne muligheden for syn og

skøn i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen, idet sagen på dette

stadium må formodes at være så veloplyst og velforberedt, at man på dette

tidspunkt vil få det bedste udbytte af instituttet. Retssikkerhedsudvalg III,

jf. ovenfor, vil dog bl.a. få til opgave at vurdere, hvorvidt der bør åbnes

mulighed for foretagelse af syn og skøn på et tidligere stadium af den

administrative klagebehandling.

3. Appelbegrænsning

Som tidligere nævnt går denne del af forslaget ud på som altovervejende

hovedregel at afskære det offentlige fra at anke landsretsdomme til

Højesteret. Dog skal anke til Højesteret kunne finde sted i ganske særlige

tilfælde, hvor sagen er principiel, eller særlige grunde i øvrigt taler for

at anke sagen til Højesteret.

Afgørelse af hvorvidt anke skal finde sted træffes som hidtil af

skatteministeren.

Efter de gældende regler sker den egentlige ligning i de kommunale

skatteforvaltninger på ligningskommissionens vegne. Klager over

skatteforvaltningens afgørelser indgives til ligningskommissionen, der

således formelt både er 1. instans i skattesager og 1. klageinstans.

Klager over ligningskommissionens afgørelser kan indbringes for de

regionale statslige skatteråd, hvis afgørelser kan indbringes for

Landsskatteretten.

Både den skattepligtige og skatteministeren har efter de gældende regler

mulighed for at indbringe Landsskatterettens kendelser for landsretten.

Endelig kan en dom afsagt af landsretten af begge parter ankes til

Højesteret.

Den beskrevne klagevej fremstår som meget uoverskuelig for flertallet af

skatteydere, ligesom der forløber et meget langt tidsrum, inden sagen finder

sin endelige afslutning - eventuelt først ved Højesterets dom.

På denne baggrund har en arbejdsgruppe under skatteministeriet undersøgt

mulighederne for at begrænse det offentliges adgang til først og fremmest at

anke landsrettens domme til Højesteret. I sin redegørelse (betænkning nr.

1105/1987) anfører arbejdsgruppen, at fuldstændig appelbegrænsning afføder en

række betænkeligheder, hvorimod en delvis appelbegrænsning, således at kun

landsretsafgørelser af principiel interesse ankes, næppe er forbundet med

væsentlige betænkeligheder.

Lovforslaget er som nævnt på linje med arbejdsgruppens konklusion.

Den foreslåede ordning ændrer ikke skatteyderens adgang til at indbringe

afgørelsen for højere instans.

Forslaget ændrer heller ikke på det offentliges adgang til at kære

afgørelser, landsretten træffer i formelle spørgsmål eller om

sagsomkostninger m.v. til Højesteret. Det skyldes bl.a., at sådanne kæremål

afsluttes meget hurtigt, således at den samlede sagsbehandlingstid kun

forlænges ganske uvæsentligt.

Forslaget ændrer heller ikke på det offentliges adgang til at appellere

afgørelser, der ikke hører under Landsskatterettens område. Sager om

skatteopkrævning henhører ikke under ligningsmyndighederne - herunder

Landsskatteretten - men afgøres af de statslige skattemyndigheder,

amtsskatteinspektoraterne, statsskattedirektoratet og skattedepartementet.

Indbringes skattedepartementets afgørelse i en sådan sag for landsretten, vil

skatteministeren fortsat kunne anke rettens afgørelse til Højesteret. Det

samme gælder domme i sager, hvor statsskattedirektoratet eksempelvis som

kreditor fungerer på lige fod med andre formueretlige parter.

4. Administrative og provenumæssige konsekvenser

Indførelsen af adgangen til at begære syn og skøn når sagen er indbragt

for Landsskatteretten må antages generelt at medføre en forøgelse af antallet

af syns- og skønsforretninger i skattesager. Man må derfor forvente et

begrænset administrativt merarbejde i den anledning. Det må endvidere

påregnes, at det vil være nødvendigt at lade Kammeradvokaten repræsentere det

offentlige under syns- og skønsproceduren.

Det er imidlertid vanskeligt at skønne over de begrænsede provenumæssige

virkninger af forslaget, idet man samtidig må forvente en reduktion i

antallet af retssager i de tilfælde, hvor der under landsskatteretssagen har

været afholdt syn og skøn, som har været afgørende for sagens udfald.

Forslaget om appelbegrænsning har ikke nævneværdige administrative

konsekvenser.

Det er ikke muligt at sige noget om denne del af forslagets provenumæssige

konsekvenser, idet disse må afhænge af en bedømmelse af, hvilket økonomisk

udfald en sag ville have fået, såfremt den var blevet behandlet af

Højesteret.

5. Ikrafttræden

Det foreslås, at forslaget om appelbegrænsning skal have virkning for alle

sager, der er verserende ved landsretten på det tidspunkt, hvor loven

kundgøres i Lovtidende. Forslaget om adgang til syn og skøn i

landsskatteretssager skal tilsvarende have virkning for alle sager, der er

verserende ved Landsskatteretten på dette tidspunkt, samt for sager der efter

kundgørelsen indbringes for de nævnte instanser.

6. Spaltehenvisninger

Skattestyrelsesloven er senest ændret ved lov nr. 107 af 28. marts 1984,

jf. Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 96, 300, 2276 og 3013; tillæg

A, sp. 239, tillæg B, sp. 185 og 241 samt tillæg C, sp. 87. Fremsættelse og

1. behandlingen af FL 54 er gengivet i Folketingstidende 1987/88, 1. samling,

sp. 802 og 1233.

II Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for skatteyderen til at

indhente et egentligt syn og skøn om f.eks. værdiansættelsesspørgsmål, som

indgår i klagesagen for Landsskatteretten.

I retsplejelovens § 343 findes hjemmel til at anmode de almindelige

domstole om at udmelde syn og skøn om sagsgenstanden, uanset at der endnu

ikke er anlagt retssag. Det antages imidlertid, at formuleringen af

skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, 1. pkt. afskærer henvendelse til de

almindelige domstole om udmeldelse af syn og skøn, førend Landsskatteretten

har taget stilling til sagen, eller 6 måneders fristen i § 29, stk. 1, 5.

pkt. er udløbet. En kendelse, der giver ministeriet medhold på dette punkt,

er dog for tiden under kære, og der er anlagt andre retssager om spørgsmålet.

Efter lovforslaget skal reglen i retsplejelovens § 343 være direkte

anvendelig allerede i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen af sagen.

Dette indebærer, at parten vil kunne begære landsskatteretssagen sat i bero,

samtidig med at parten indgiver begæring om syn og skøn ved de almindelige

domstole. Landsskatteretten skal kunne fastsætte en frist i den enkelte sag,

inden hvilken spørgsmålet om evt. afholdelse af syn og skøn skal være

afklaret.

Henvisningen til retsplejelovens § 343 betyder, at det er de almindelige

domstole, der udmelder syns- og skønsmændene, og at retsplejelovens regler om

afholdelse af syn og skøn er gældende, herunder reglerne om værneting og om

modpartens muligheder for at protestere mod skønsforretningens afholdelse, og

om reglerne om afhjemling i retten under vidneansvar. Den part, der

rekvirerer skønsforretningen, drager omsorg for, at Landsskatteretten får

tilsendt skønserklæringen, når den foreligger, ligesom parten afholder

omkostningerne.

Landsskatteretten skal endvidere kunne fastsætte en frist, inden hvilken

klageren og skattemyndighederne må meddele retten, om skønserklæringen giver

parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen.

Til § 1, nr. 2

Heri findes forslaget om at regulere den gældende adgang for

skatteministeren til at indbringe en landsretsdom, der er gået

skattemyndighederne imod, for Højesteret. Skatteministerens afgørelse af

spørgsmålet om, hvorvidt sagen er principiel eller særlige grunde iøvrigt

taler for at anke sagen til Højesteret, skal ikke være genstand for særskilt

procedure i retten.

Skatteministerens afgørelse forudsætter således en vurdering af, om der

virkelig er tilstrækkelige grunde til at foretage anke.

Imidlertid behøver ministerens afgørelse herom ikke i sig selv at være

undergivet domstolskontrol.

Indenfor retsplejelovens område findes der f.eks. i § 725 en bestemmelse,

hvorefter anklagemyndigheden kan rejse tiltale i sager, der ellers er

undergivet privat påtale, når »almene hensyn kræver det«. Det er

her fast antaget i domspraksis, at anklagemyndighedens skøn ikke kan prøves

af domstolene.

Bestemmelsen indeholdes i en ny § 33A, der dels indeholder reglen om

principiel fuldstændig ophævelse af appeladgangen til Højesteret, dels

undtagelsen om adgang til appel til Højesteret i særlige tilfælde.

I de tilfælde, hvor en sag indbringes for højere instans, skal

indbringelse som hidtil finde sted indenfor de almindeligt gældende frister.

Det vil for indbringelse af landsskatteretskendelser til landsretten normalt

sige 6 mdr., i visse tilfælde dog 3 mdr. Anke fra landsret til Højesteret

skal ske inden 8 uger efter landsrettens dom.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter