1988 LSF 14 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OM KLAGEADGANG M.M. (SKATTESTYRELSESLOVEN) (APPELBEGRÆNSNING M.M.).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.m.
(Skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984,
foretages følgende ændringer:
1. I § 29, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:
»Reglen i retsplejelovens § 343 om adgangen til at begære syn og skøn
udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder dog tilsvarende
anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Landsskatteretten
kan fastsætte en frist, inden hvilken parterne skal tage stilling til, om der
begæres syn og skøn i sagen. Såfremt en part begærer syn og skøn, udsætter
Landsskatteretten behandlingen af sagen, og fristen i 5. pkt. er suspenderet,
indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler
Landsskatteretten, at klagen opretholdes.«
2. Efter § 33 indsættes:
»§ 33 A. Har landsretten afsagt dom i en sag, der er indbragt for
retten efter reglerne i § 29 eller § 33, stk. 4, kan skatteministeren ikke
anke dommen til Højesteret, medmindre sagen er af principiel karakter, eller
særlige grunde i øvrigt taler derfor.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 1, har virkning for sager, der på dette tidspunkt
verserer for Landsskatteretten, samt for sager der efter dette tidspunkt
indbringes for Landsskatteretten.
Stk. 3. § 1, nr. 2, har virkning for sager, der på dette tidspunkt
verserer for landsretten, samt for sager der efter dette tidspunkt indbringes
for landsretten.
Bemærkninger til lovforslaget
I Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for forslaget
Lovforslaget er med enkelte ændringer en genfremsættelse af den daværende
Læs alt
regerings lovforslag FL 54, der fremsattes den 28. oktober 1987 og var til 1.
behandling den 4. november 1987.
Forslaget er et led i regeringens samlede bestræbelser på at styrke
retssikkerheden på skatteområdet. Hensigten med forslaget er for det første
at sikre en tidsmæssig forkortelse af behandlingen af en skattesag. Dette
gennemføres ved som altovervejende hovedregel at afskære det offentlige fra
at føre en skattesag længere end til landsretten. For det andet tilsigtes det
med lovforslaget at skabe en større sikkerhed for rigtigheden af visse
skønsmæssige afgørelser. Dette opnås ved at tillade brug af syns- og
skønsmænd under behandlingen af en sag for Landsskatteretten.
Som skattesystemet har udviklet sig, fremstår det som meget uoverskueligt
og kompliceret for skatteyderne. Dette medvirker til at skabe stor usikkerhed
overfor skattesystemet. Hertil kommer, at således som klagesystemet idag er
opbygget, er vejen til den endelige afgørelse meget lang og uoverskuelig. Det
fører igen til, at nogle skatteydere afholder sig fra at føre deres sag
igennem til en højere instans, ligesom de skatteydere, der forfølger sagen
gennem hele systemet, må leve med en langvarig og stor personlig belastning.
De komplicerede regler og den indviklede struktur i skattesystemet virker
også til skade for skatteforvaltningerne, der både skal disponere efter disse
regler, og samtidig varetage den direkte kontakt med skatteyderne.
Regeringens indsats mod disse forhold går ad flere veje. Ved dette
lovforslag sker der en forkortelse af klagevejen, idet landsretsdomme, der
giver skatteyderen medhold, ikke af det offentlige kan ankes til Højesteret.
Forslagets indhold er på dette punkt i overensstemmelse med det udkast til
lovforslag, der blev udarbejdet af arbejdsgruppen om appelbegrænsning for det
offentlige i skattesager i arbejdsgruppens betænkning nr. 1105/1987.
I fortsættelse af disse bestræbelser på at forkorte klagevejen og dermed
reducere sagsbehandlingstiden har regeringen nedsat et udvalg, der skal
udarbejde forslag til modernisering og forenkling af det administrative
klagesystem.
Den foreslåede adgang til at lade domstolene udmelde syns- og skønsmænd i
sager for Landsskatteretten vil desuden betyde, at sikkerheden for at nå det
materielt rigtige resultat i en skattesag mærkbart øges.
For yderligere at øge retssikkerheden har regeringen nedsat et udvalg
(Retssikkerhedsudvalg III), der har til formål at sikre, at afgørelser i
skattesager, der verserer ved domstolene - f.eks. i forbindelse med en
skattestraffesag - træffes under størst mulig hensyntagen til det
skattemæssigt, materielt rigtige resultat.
Endelig indgår som led i det samlede retssikkerhedsinitiativ en
modernisering og forenkling af de gældende retsforskrifter. Et
forenklingsudvalg skal løbende foreslå ændringer og omskrivninger i den
gældende lovgivning for at gøre denne mere forståelig. Også bekendtgørelser
og cirkulærer skal løbende revideres, ligesom bestræbelserne på at gøre
skattemæssige forhold lettere at forstå for borgerne vil omfatte
omskrivninger af de blanketter og skemaer, der udsendes idag.
2. Syn og skøn i landsskatteretssager
Forslagets hovedpunkt går ud på at give primært skatteyderen mulighed for
at begære et syn og skøn i forbindelse med sagens indbringelse for
Landsskatteretten.
En hel del skattesager har deres årsag i uenighed mellem skatteyder og
myndigheder om værdiansættelse af aktiver, f.eks. pante- og gældsbreve, fast
ejendom, unoterede aktier og good-will. Ofte skyldes uenigheden, at
skattemyndighederne ikke kan godkende værdifastsættelser ved
selskabsstiftelse eller i øvrigt i tilfælde, hvor de to parter i
overdragelsen af aktivet ikke har modstående interesser.
Forslaget om at åbne adgang til at begære et syn og skøn afholdt i
forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten er begrundet med
ønsket om at give skatteyderen mulighed for at få f.eks.
værdiansættelsesspørgsmål belyst af sagkyndige til brug for forberedelsen af
landsskatteretssagen. Denne udtalelse om de foreliggende værdiskøn i sagen
vil kunne effektivisere sagsbehandlingen i Landsskatteretten. Denne udtalelse
vil endvidere kunne give skatteyderen grundlag for at vurdere, om klagen bør
opretholdes. Det er regeringens opfattelse, at denne mulighed for
skatteyderen til at få elementer i sagen belyst af sagkyndige dels vil kunne
forbedre det materielle grundlag for Landsskatterettens afgørelse, dels vil
øge skatteyderens forståelse for Landsskatterettens afgørelse. Endelig vil
forslaget give større jævnbyrdighed mellem skatteyderen og skattevæsenet end
det ofte opleves idag, og hermed øges respekten for de afgørelser, der
træffes. Forslaget indeholder således også et procesbesparende element.
Man har foreløbig fundet det forsvarligt at åbne muligheden for syn og
skøn i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen, idet sagen på dette
stadium må formodes at være så veloplyst og velforberedt, at man på dette
tidspunkt vil få det bedste udbytte af instituttet. Retssikkerhedsudvalg III,
jf. ovenfor, vil dog bl.a. få til opgave at vurdere, hvorvidt der bør åbnes
mulighed for foretagelse af syn og skøn på et tidligere stadium af den
administrative klagebehandling.
3. Appelbegrænsning
Som tidligere nævnt går denne del af forslaget ud på som altovervejende
hovedregel at afskære det offentlige fra at anke landsretsdomme til
Højesteret. Dog skal anke til Højesteret kunne finde sted i ganske særlige
tilfælde, hvor sagen er principiel, eller særlige grunde i øvrigt taler for
at anke sagen til Højesteret.
Afgørelse af hvorvidt anke skal finde sted træffes som hidtil af
skatteministeren.
Efter de gældende regler sker den egentlige ligning i de kommunale
skatteforvaltninger på ligningskommissionens vegne. Klager over
skatteforvaltningens afgørelser indgives til ligningskommissionen, der
således formelt både er 1. instans i skattesager og 1. klageinstans.
Klager over ligningskommissionens afgørelser kan indbringes for de
regionale statslige skatteråd, hvis afgørelser kan indbringes for
Landsskatteretten.
Både den skattepligtige og skatteministeren har efter de gældende regler
mulighed for at indbringe Landsskatterettens kendelser for landsretten.
Endelig kan en dom afsagt af landsretten af begge parter ankes til
Højesteret.
Den beskrevne klagevej fremstår som meget uoverskuelig for flertallet af
skatteydere, ligesom der forløber et meget langt tidsrum, inden sagen finder
sin endelige afslutning - eventuelt først ved Højesterets dom.
På denne baggrund har en arbejdsgruppe under skatteministeriet undersøgt
mulighederne for at begrænse det offentliges adgang til først og fremmest at
anke landsrettens domme til Højesteret. I sin redegørelse (betænkning nr.
1105/1987) anfører arbejdsgruppen, at fuldstændig appelbegrænsning afføder en
række betænkeligheder, hvorimod en delvis appelbegrænsning, således at kun
landsretsafgørelser af principiel interesse ankes, næppe er forbundet med
væsentlige betænkeligheder.
Lovforslaget er som nævnt på linje med arbejdsgruppens konklusion.
Den foreslåede ordning ændrer ikke skatteyderens adgang til at indbringe
afgørelsen for højere instans.
Forslaget ændrer heller ikke på det offentliges adgang til at kære
afgørelser, landsretten træffer i formelle spørgsmål eller om
sagsomkostninger m.v. til Højesteret. Det skyldes bl.a., at sådanne kæremål
afsluttes meget hurtigt, således at den samlede sagsbehandlingstid kun
forlænges ganske uvæsentligt.
Forslaget ændrer heller ikke på det offentliges adgang til at appellere
afgørelser, der ikke hører under Landsskatterettens område. Sager om
skatteopkrævning henhører ikke under ligningsmyndighederne - herunder
Landsskatteretten - men afgøres af de statslige skattemyndigheder,
amtsskatteinspektoraterne, statsskattedirektoratet og skattedepartementet.
Indbringes skattedepartementets afgørelse i en sådan sag for landsretten, vil
skatteministeren fortsat kunne anke rettens afgørelse til Højesteret. Det
samme gælder domme i sager, hvor statsskattedirektoratet eksempelvis som
kreditor fungerer på lige fod med andre formueretlige parter.
4. Administrative og provenumæssige konsekvenser
Indførelsen af adgangen til at begære syn og skøn når sagen er indbragt
for Landsskatteretten må antages generelt at medføre en forøgelse af antallet
af syns- og skønsforretninger i skattesager. Man må derfor forvente et
begrænset administrativt merarbejde i den anledning. Det må endvidere
påregnes, at det vil være nødvendigt at lade Kammeradvokaten repræsentere det
offentlige under syns- og skønsproceduren.
Det er imidlertid vanskeligt at skønne over de begrænsede provenumæssige
virkninger af forslaget, idet man samtidig må forvente en reduktion i
antallet af retssager i de tilfælde, hvor der under landsskatteretssagen har
været afholdt syn og skøn, som har været afgørende for sagens udfald.
Forslaget om appelbegrænsning har ikke nævneværdige administrative
konsekvenser.
Det er ikke muligt at sige noget om denne del af forslagets provenumæssige
konsekvenser, idet disse må afhænge af en bedømmelse af, hvilket økonomisk
udfald en sag ville have fået, såfremt den var blevet behandlet af
Højesteret.
5. Ikrafttræden
Det foreslås, at forslaget om appelbegrænsning skal have virkning for alle
sager, der er verserende ved landsretten på det tidspunkt, hvor loven
kundgøres i Lovtidende. Forslaget om adgang til syn og skøn i
landsskatteretssager skal tilsvarende have virkning for alle sager, der er
verserende ved Landsskatteretten på dette tidspunkt, samt for sager der efter
kundgørelsen indbringes for de nævnte instanser.
6. Spaltehenvisninger
Skattestyrelsesloven er senest ændret ved lov nr. 107 af 28. marts 1984,
jf. Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 96, 300, 2276 og 3013; tillæg
A, sp. 239, tillæg B, sp. 185 og 241 samt tillæg C, sp. 87. Fremsættelse og
1. behandlingen af FL 54 er gengivet i Folketingstidende 1987/88, 1. samling,
sp. 802 og 1233.
II Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1, nr. 1
Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for skatteyderen til at
indhente et egentligt syn og skøn om f.eks. værdiansættelsesspørgsmål, som
indgår i klagesagen for Landsskatteretten.
I retsplejelovens § 343 findes hjemmel til at anmode de almindelige
domstole om at udmelde syn og skøn om sagsgenstanden, uanset at der endnu
ikke er anlagt retssag. Det antages imidlertid, at formuleringen af
skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, 1. pkt. afskærer henvendelse til de
almindelige domstole om udmeldelse af syn og skøn, førend Landsskatteretten
har taget stilling til sagen, eller 6 måneders fristen i § 29, stk. 1, 5.
pkt. er udløbet. En kendelse, der giver ministeriet medhold på dette punkt,
er dog for tiden under kære, og der er anlagt andre retssager om spørgsmålet.
Efter lovforslaget skal reglen i retsplejelovens § 343 være direkte
anvendelig allerede i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen af sagen.
Dette indebærer, at parten vil kunne begære landsskatteretssagen sat i bero,
samtidig med at parten indgiver begæring om syn og skøn ved de almindelige
domstole. Landsskatteretten skal kunne fastsætte en frist i den enkelte sag,
inden hvilken spørgsmålet om evt. afholdelse af syn og skøn skal være
afklaret.
Henvisningen til retsplejelovens § 343 betyder, at det er de almindelige
domstole, der udmelder syns- og skønsmændene, og at retsplejelovens regler om
afholdelse af syn og skøn er gældende, herunder reglerne om værneting og om
modpartens muligheder for at protestere mod skønsforretningens afholdelse, og
om reglerne om afhjemling i retten under vidneansvar. Den part, der
rekvirerer skønsforretningen, drager omsorg for, at Landsskatteretten får
tilsendt skønserklæringen, når den foreligger, ligesom parten afholder
omkostningerne.
Landsskatteretten skal endvidere kunne fastsætte en frist, inden hvilken
klageren og skattemyndighederne må meddele retten, om skønserklæringen giver
parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen.
Til § 1, nr. 2
Heri findes forslaget om at regulere den gældende adgang for
skatteministeren til at indbringe en landsretsdom, der er gået
skattemyndighederne imod, for Højesteret. Skatteministerens afgørelse af
spørgsmålet om, hvorvidt sagen er principiel eller særlige grunde iøvrigt
taler for at anke sagen til Højesteret, skal ikke være genstand for særskilt
procedure i retten.
Skatteministerens afgørelse forudsætter således en vurdering af, om der
virkelig er tilstrækkelige grunde til at foretage anke.
Imidlertid behøver ministerens afgørelse herom ikke i sig selv at være
undergivet domstolskontrol.
Indenfor retsplejelovens område findes der f.eks. i § 725 en bestemmelse,
hvorefter anklagemyndigheden kan rejse tiltale i sager, der ellers er
undergivet privat påtale, når »almene hensyn kræver det«. Det er
her fast antaget i domspraksis, at anklagemyndighedens skøn ikke kan prøves
af domstolene.
Bestemmelsen indeholdes i en ny § 33A, der dels indeholder reglen om
principiel fuldstændig ophævelse af appeladgangen til Højesteret, dels
undtagelsen om adgang til appel til Højesteret i særlige tilfælde.
I de tilfælde, hvor en sag indbringes for højere instans, skal
indbringelse som hidtil finde sted indenfor de almindeligt gældende frister.
Det vil for indbringelse af landsskatteretskendelser til landsretten normalt
sige 6 mdr., i visse tilfælde dog 3 mdr. Anke fra landsret til Højesteret
skal ske inden 8 uger efter landsrettens dom.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1987 LSF 54 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OM KLAGEADGANG M.M. (SKATTESTYRELSESLOVEN) (APPELBEGRÆNSNING M.M.). Retsinformation · 21. maj 1988
- PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PÅ - SYN OG SKØN VED LANDSSKATTERETTEN Retsinformation · 5. februar 2008
- 1989 LSF 6 FORSLAG TIL LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER M.V. (SKATTESTYRELSESLOVEN) Retsinformation · 20. december 1989
- TOLDVEJLEDNING 2000 II. TOLDPROCES Retsinformation · 5. februar 2008
- 1992 LSF 80 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OMKOSTNINGSDÆKNING AF UDGIFTER TIL SAGKYNDIG BISTAND I SKATTESAGER OG LOV OM BINDENDE FORHÅNDSBESKED OM SKATTESPØRGSMÅL M.V. (OMKOSTNINGSDÆKNING I KLAGESAGER. SYN OG SKØN I LIGNINGSRÅDSSAGER OM BINDENDE FORHÅNDSBESKED) Retsinformation · 28. april 1993
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT I KLAGEBESTEMMELSER Retsinformation · 5. februar 2008