1989 LSF 6 FORSLAG TIL LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER M.V. (SKATTESTYRELSESLOVEN)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
De lokale skattemyndigheder
Kommunalbestyrelsen
§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en
plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges.
Planen skal tage hensyn til de anvisninger og den plan, der er nævnt i § 13.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen,
til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds
ligningsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale
skattemyndigheds afgørelser.
Den kommunale skattemyndighed
§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager:
1) Skatteansættelse af indkomst og formue.
2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3,
værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende
forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.
§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en
skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen,
skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal
samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt
eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes
af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens
udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse
med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt
sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.
Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed
agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig
selvangivelse.
Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til
fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en
Læs alt
anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag
herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden
udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en
skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre
afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden
skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at
udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal
gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.
Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31. marts i det
andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.
§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når
den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret
skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter
udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår
ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det
år, som indkomståret træder i stedet for.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale
skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter
udløbet af fristen i § 3, stk. 4. Stk. 3. Skatteministeren kan
fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage
skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, hvor disse
tidligere med urette ikke er foretaget.
Stk. 4. Reglerne i § 3 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en
ansættelse ændres efter reglerne i stk. 1-2 eller foretages efter stk. 3.
Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale
skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.
Skatteankenævnene
§ 5. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21 og 22 klager over
de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.
§ 6. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets
medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være
ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til
skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan
indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.
Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de
personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på
kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for
kommunalbestyrelsens funktionsperiode.
Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog
stk. 4 og 5.
Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage
valg til skatteankenævnet.
Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har
været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har
ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på
tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for
hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 8, har
heller ikke pligt til at modtage valg.
§ 7. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den
pågældende af skatteankenævnet.
Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin
valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.
Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som
ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund
af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for
Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet
afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på
grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet
sted.
Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal
kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den
pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
§ 8. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for
sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på
grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv,
forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.
Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes
af kommunalbestyrelsen.
§ 9. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges
der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af
nævnets funktionsperiode.
§ 10. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt
nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af
mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende
led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.
Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst
halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i
afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3
medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller,
hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I
tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende.
Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.
Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en ansættelse, der er foretaget af
skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen
tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den
centrale told- og skatteforvaltning.
Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle
nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af
skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt
indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er
medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har
ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.
Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af
skatteankenævnenes formænd og medlemmer.
Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes
virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om
skatteankenævnet i København.
§ 11. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til
skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret
ved nævnets møder.
Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller
i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde
sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til
skatteankenævnet over samme afgørelse.
Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet
hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.
Kapitel 2
De statslige skattemyndigheder
Den centrale told- og skatteforvaltning
§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at
skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt
vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i
gaveafgiftssager og beregner gaveafgift.
§ 13. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer
for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og
vurderingsarbejdet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner de lokale skattemyndigheder
og vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved ligningen eller
vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til den formelle
fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller
vurderingen.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af
Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2,
skal de følges af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne.
§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden
af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af
vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte
vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og
skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale
skattemyndigheders og vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til
at deltage i skatteankenævnenes, vurderingsrådenes og skyldrådenes møder og
forhandlinger uden stemmeret.
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser,
ansættelser og vurderingssager til gennemgang.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor
denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en
ansættelse, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan
told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det
omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget
stilling til ansættelsen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes
tilsvarende.
Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et
skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge
kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 19. På tilsvarende måde kan told- og
skatteforvaltningen forelægge vurderinger foretaget af et vurderingsråd eller
et skyldråd for Ligningsrådet.
Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale
skattemyndigheder eller vurderingsmyndighederne at foretage ansættelser eller
vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For
vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at
nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.
Stk. 7. Klage over ansættelser og ændringer af ansættelser foretaget af
told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.
Den regionale told- og skatteforvaltning
§ 15. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og
skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.
§ 16. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang
det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der
påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og
formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker
på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang
Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager opgaver af den karakter, der
påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.
Ligningsrådet
§ 17. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og
skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver
sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.
Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6
medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af
de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være
repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket,
handelen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra
Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra
Københavns Kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg
Kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6
år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den
resterende del af valgperioden.
Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager
vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve
skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om
indkomst- og formueskat til staten.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets
virksomhed.
§ 18. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes
af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 13.
Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og
skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af
de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne, jf. § 14.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de
forventede resultater af ligningsarbejdet, kan Ligningsrådet efter
indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen
bindende direktiver for ligningsarbejdet, herunder pålæg om, at nærmere
angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for
kommunens regning.
Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående
udformningen af skemaerne til selvangivelsen.
§ 19. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og
skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan
foretage ændringer deri, jf. dog § 36, stk. 2. Ligningsrådet kan for
ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen
skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2,
anvendes tilsvarende.
Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer
deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af
ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til
Landsskatteretten.
Landsskatteretten
§ 20. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager over
afgørelser truffet af skattemyndighederne.
Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd
samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren
beskikker 13 medlemmer.
Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af
Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes
eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de
medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige
betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der
beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien,
håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne
med 2 medlemmer.
Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage
i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller
retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af
Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.
Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere
retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.
Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller
fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde
har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke
enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.
Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller
genoptagelse af en påkendt klage efter § 29, kan træffes af retspræsidenten,
en retsformand eller en kontorchef.
Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af
skatteministeren.
Kapitel 3
Klage og domstolsprøvelse
Klage til skatteankenævnet
§ 21. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2
indgives til myndigheden, der videresender klagen tillige med en udtalelse om
sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den
skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra modtagelsen af
afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er undladt, fra
modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er
klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.
Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud
imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling.
Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen.
Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med
bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af
skatteankenævnet.
Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk.
2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet.
Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.
Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse.
Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre
ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver
eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende
værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.
Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt
for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan
klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har
truffet afgørelse i sagen.
§ 22. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag
om ansættelse af indkomst og formue, når der forelægges nævnet oplysninger,
som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye
oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de
havde foreligget tidligere.
Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv
om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige
omstændigheder taler derfor.
Klage til Landsskatteretten
§ 23. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser:
1) Skatteansættelser af indkomst og formue.
2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16,
stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter
kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.
3) Vurderinger af fast ejendom.
4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.
5) Bindende forhåndsbesked.
6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for
Landsskatteretten.
Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af
dødsboet.
Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af
ejerne. Er en vurdering foretaget efter begæring af en anden end ejeren, kan
klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I de i
vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., omhandlede tilfælde kan både køber og
sælger påklage vurderingen. En ejer kan også påklage vurderingen af andres
ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan
påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig
eller økonomisk interesse deri. Når en vurdering af en fast ejendom er
påklaget, kan den centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre
ansættelser vedrørende samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender
disse ansættelser i forbindelse med den påklagede ansættelse.
Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af
den gaveafgiftspligtige.
Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages
til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. Det samme gælder for
afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende
skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.
Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om
klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle
klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
§ 24. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den
klageberettigede mener, at
1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om
indkomst- og formueskat til staten,
2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,
3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert eller
4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.
§ 25. Klage over de i § 23, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være
modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.
Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten
kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler
derfor.
Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse,
der påklages, samt den i § 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med
klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes
anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.
Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den
ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan
Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre mangelen. Det samme
gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med
klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer mangelen inden fristens udløb,
afvises sagen.
Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på
400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte
grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke
følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som
Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald
bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren,
når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke
forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage,
eller når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.
§ 26. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.
Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet
den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige
forhandling.
Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved
påkendelsen af en klage over en vurdering.
Stk. 4. I sager som nævnt i § 21, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde,
hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan
Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 21, stk.
2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.
§ 27. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt
for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt
frafalde en anmodning om retsmøde.
Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag
anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et
retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.
Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om
afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses
for åbenbart overflødig.
§ 28. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset
klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen
eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte
aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende
værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.
Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under
afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal
desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om
retsformanden har afgivet dissens.
§ 29. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag,
der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten
oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette
kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne
have medført et væsentlig andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget
tidligere.
Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse,
selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at
ganske særlige omstændigheder taler derfor.
Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 25, stk. 4, anvendes tilsvarende i
disse sager.
§ 30. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn
udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende
anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog
ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.
Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken
klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage
stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.
Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten
behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen
meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er
6-måneders-fristen i § 31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.
Domstolsprøvelse
§ 31. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først
indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af
Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags
indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene,
selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.
Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for
domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.
Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for
domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller
vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med
kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret
træder i stedet for.
Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for
Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller
vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene
senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.
Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten
har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter
kildeskattelovens § 16, stk. 4, om beregning af passivposter og bindende
forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer samt om
værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år
efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften
beregnet eller forhåndsbeskeden givet.
§ 32. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan
skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens
afsigelse.
§ 33. En sag, der indbringes for domstolene efter § 31 eller § 32,
anlægges ved landsret som 1. instans.
Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige
eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører
dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører
under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og
skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives.
Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.
Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i
landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og §
245, stk. 1.
Kapitel 4
Særlige bestemmelser
§ 34. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et
skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.
§ 35. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende
indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,
ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er
sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det
kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i
grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et
senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i
det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.
Stk. 3. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at
skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller
ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor
skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at
foretage en korrekt ansættelse.
Stk. 4. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser
vedrørende det påklagede forhold.
§ 36. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i
sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten
har taget stilling til sagen ved kendelse.
Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i §
2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.
§ 37. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til
påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning
om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må
ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning
er modtaget.
Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og
kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.
Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38,
sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og
andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.
§ 38. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale
skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Det samme gælder
afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Endvidere kan
ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne,
herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed.
Kapitel 5
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 39. Loven træder i kraft den 1. april 1990, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984, som ændret ved § 7 i lov
nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, hvis den ikke har foretaget valg af
medlemmer til ligningskommissionen efter § 1, stk. 2, i den i stk. 2 nævnte
lov, efter kommunevalget den 21. november 1989 beslutte at lade
ligningskommissionen fungere uden nyvalg indtil lovens ikrafttræden.
§ 40. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter
de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis
sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer
Landsskatteretten afgørelse i sagen.
Stk. 2. Har Landsskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en
sag som nævnt i § 23, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 31, stk.
2, og § 32 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af
Landsskatterettens kendelse.
Stk. 3. § 4, stk. 1, § 31, stk. 3 og 4, og § 35 har virkning for
skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For
skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige
regler anvendelse.
§ 41. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens
gennemførelse.
§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
De lokale skattemyndigheder
Kommunalbestyrelsen
§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes
planer for den kommunale skattemyndigheds lignings- og vurderingsarbejde, og
at planerne følges. Planerne skal tage hensyn til de i § 17 nævnte planer og
anvisninger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen,
til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds lignings-
og vurderingsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den
kommunale skattemyndigheds afgørelser.
Den kommunale skattemyndighed
§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager:
1) Skatteansættelse af indkomst og formue.
2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3,
værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende
forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.
3) Vurdering af fast ejendom, jf. dog § 4, stk. 2.
§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en
skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen,
skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal
samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt
eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes
af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens
udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse
med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt
sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.
Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed
agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig
selvangivelse.
Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til
fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en
anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag
herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden
udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en
skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre
afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden
skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at
udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal
gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.
Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31.marts i det
andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.
§ 4. Den kommunale skattemyndighed vurderer landets faste ejendomme efter
reglerne i vurderingsloven.
Stk. 2. Når en vurdering vedrører en ejendom, der tilhører kommunen, eller
kommunen i øvrigt har en særlig retlig eller økonomisk interesse i udfaldet
af en vurdering, vurderer den centrale told- og skatteforvaltning ejendommen.
Reglerne i §§ 5, 6 og 8 anvendes tilsvarende.
§ 5. Begæring om vurdering efter vurderingslovens § 4 skal indgives til
den kommunale skattemyndighed. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om
formen for begæringen og om hvilke dokumenter og oplysninger, der skal
medfølge.
§ 6. Den kommunale skattemyndighed skal give ejeren skriftlig meddelelse
om resultatet af den foretagne vurdering. Når begæring om vurdering er
fremsat i anledning af salg, gives der meddelelse både til køber og sælger.
Stk. 2. Når en almindelig vurdering er afsluttet, giver den kommunale
skattemyndighed efter forudgående offentlig bekendtgørelse offentligheden
adgang til oplysning om resultatet af vurderingerne inden for en periode af
mindst 14 dage.
§ 7. Den kommunale skattemyndighed kan ændre vurderinger indtil udløbet af
vurderingsåret.
Stk. 2. Den kommunale skattemyndighed har pligt til at medvirke til
revision af vurderingerne.
§ 8. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse eller
en vurdering, når den skattepligtige henholdsvis ejeren, eller køber eller
sælger, jf. § 6, stk. 1, 2.pkt., fremlægger nye oplysninger, som kan medføre
en ændret skatteansættelse eller vurdering. Begæringen om genoptagelse skal
indgives inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller
vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med
kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret
træder i stedet for.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale
skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter
udløbet af fristen i § 3, stk. 4, og vurderinger efter udløbet af
vurderingsåret.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale
skattemyndighed kan foretage skatteansættelser efter udløbet af fristen i §
3, stk. 4, og vurderinger efter udløbet af vurderingsåret, hvor disse
tidligere med urette ikke er foretaget.
Stk. 4. Reglerne i §§ 3-6 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en
ansættelse eller vurdering ændres efter reglerne i stk. 1-3.
Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale
skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.
Skatteankenævnene
§ 9. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 25-27 klager over de
kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.
§ 10. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets
medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være
ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til
skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan
indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.
Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de
personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på
kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for
kommunalbestyrelsens funktionsperiode.
Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog
stk. 4 og 5.
Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage
valg til skatteankenævnet.
Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har
været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har
ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på
tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for
hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 12, har
heller ikke pligt til at modtage valg.
§ 11. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den
pågældende af skatteankenævnet.
Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin
valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.
Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som
ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund
af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for
Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet
afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på
grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet
sted.
Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal
kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den
pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
§ 12. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for
sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på
grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv,
forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.
Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes
af kommunalbestyrelsen.
§ 13. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet,
vælges der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende
del af nævnets funktionsperiode.
§ 14. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt
nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af
mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende
led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.
Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst
halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i
afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3
medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller,
hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I
tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende.
Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.
Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en ansættelse eller vurdering, der er
foretaget af skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod
afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet
indsendt til den centrale told- og skatteforvaltning.
Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle
nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af
skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt
indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er
medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har
ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.
Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af
skatteankenævnenes formænd og medlemmer.
Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes
virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om
skatteankenævnet i København.
§ 15. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til
skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret
ved nævnets møder.
Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller
vurdering eller i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2,
må ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en
klage til skatteankenævnet over samme afgørelse.
Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet
hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.
Kapitel 2
De statslige skattemyndigheder
Den centrale told- og skatteforvaltning
§ 16. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at
skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer, samt
vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i
gaveafgiftssager og beregner gaveafgift. Told- og skatteforvaltningen
foretager endvidere de i § 4, stk. 2, nævnte vurderinger.
§ 17. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer
for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og
vurderingsarbejdet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner den kommunale
skattemyndighed med oplysninger til brug ved ligningen eller vurderingen og
giver den anvisninger med hensyn til den formelle fremgangsmåde og
tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller vurderingen.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af
Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2,
skal de følges af de lokale skattemyndigheder.
§ 18. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden
af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 opregnede sager. Dette
sker efter regler, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen og
godkendes af Ligningsrådet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale
skattemyndigheders konkrete arbejde, herunder til at deltage i
skatteankenævnenes møder og forhandlinger uden stemmeret.
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser,
ansættelser og vurderingssager til gennemgang.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse eller en
vurdering, hvor denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og
skatteforvaltningen en ansættelse eller vurdering, der er foretaget af de
lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen ændre
ansættelsen eller vurderingen. Dette gælder dog ikke i det omfang et
skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til
ansættelsen eller vurderingen. For ejendomsvurderingernes vedkommende kan
told- og skatteforvaltningen bestemme fra hvilket tidspunkt, ændringen skal
følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., § 25, stk. 2, og § 26,
stk. 2, anvendes tilsvarende.
Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et
skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge
kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 23.
Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale
skattemyndigheder at foretage ansættelser eller vurderinger, hvor disse med
urette ikke er foretaget tidligere. For vurderingernes vedkommende kan told-
og skatteforvaltningen bestemme, at nyvurdering kun skal foretages med
skattemæssig virkning for fremtiden.
Stk. 7. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af
ansættelser eller vurderinger foretaget af told- og skatteforvaltningen skal
ske til Landsskatteretten.
Den regionale told- og skatteforvaltning
§ 19. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og
skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.
§ 20. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang
det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der
påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og
formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker
på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang
Københavns og Frederiksberg kommuner varetager opgaver af den karakter, der
påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.
Ligningsrådet
§ 21. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og
skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver
sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.
Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6
medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af
de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være
repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket,
handlen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra
Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra
Københavns kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg
kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6
år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den
resterende del af valgperioden.
Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager
vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve
skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om
indkomst- og formueskat til staten.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets
virksomhed.
§ 22. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes
af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 17.
Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og
skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af
de lokale skattemyndigheder, jf. § 18.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de
forventede resultater af lignings- eller vurderingsarbejdet, kan
Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning
give kommunen bindende direktiver for lignings- eller vurderingsarbejdet,
herunder pålæg om at nærmere angivne dele af dette arbejde skal udføres af
eksterne sagkyndige for kommunens regning.
Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående
udformningen af skemaerne til selvangivelsen.
§ 23. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og
skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan
foretage ændringer deri, jf. dog § 41, stk. 2. Ligningsrådet kan for
ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme fra hvilket tidspunkt, ændringen
skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., § 25, stk. 2, og §
26, stk. 2, anvendes tilsvarende.
Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer
deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af
ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til
Landsskatteretten.
Landsskatteretten
§ 24. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 28-35 klager over
afgørelser truffet af skattemyndighederne.
Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd
samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren
beskikker 13 medlemmer.
Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af
Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes
eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de
medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige
betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der
beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien,
håndværket og handlen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne
med 2 medlemmer.
Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage
i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller
retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af
Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.
Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere
retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.
Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller
fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde
har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke
enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.
Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller
genoptagelse af en påkendt klage efter § 34, kan træffes af retspræsidenten,
en retsformand eller en kontorchef.
Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af
skatteministeren.
Kapitel 3
Klage og domstolsprøvelse
Klage til skatteankenævnet
§ 25. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2, nr.
1 og 2, indgives til myndigheden, der videresender klagen tilligemed en
udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og
begrundet, og den skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra
modtagelsen af afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er
undladt, fra modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i
udenrigsfart, er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.
Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud
imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling.
Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen.
Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med
bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af
skatteankenævnet.
Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk.
2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet.
Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.
Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse.
Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre
ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver
eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende
værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.
Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt
for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan
klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har
truffet afgørelse i sagen.
§ 26. Klager over den kommunale skattemyndigheds vurderinger efter § 2,
nr. 3, indgives af ejerne til myndigheden, der videresender klagen tilligemed
en udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Er vurderingen foretaget efter
begæring af en anden end ejeren, kan klage desuden indgives af den, der har
begæret vurderingen. I de i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3.pkt., omhandlede
tilfælde kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan også
påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk
interesse heri. Vurderingen af en ejendom kan desuden påklages af den bruger,
der ifølge lov eller kontrakt er forpligtet til at betale skatterne af
ejendommen. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være
modtaget af den kommunale skattemyndighed senest 1 måned fra modtagelsen af
afgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog 3
måneder regnet fra afgørelsens dato.
Stk. 2. Når skatteankenævnet agter at ændre en vurdering, skal nævnet give
ejeren lejlighed til en mundtlig forhandling. I de i vurderingslovens § 8,
stk. 3, 3.pkt., nævnte tilfælde skal både køber og sælger have lejlighed til
en mundtlig forhandling. Den, der har ret til en mundtlig forhandling, kan
dog vælge at udtale sig skriftligt. Reglerne i § 25, stk. 2, om
sagsfremstilling anvendes tilsvarende.
Stk. 3. Skatteankenævnets afgørelser meddeles klageren og de øvrige
interesserede. Nævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre
vurderingen i sin helhed.
§ 27. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag
om ansættelse af indkomst og formue og om vurdering af fast ejendom, når der
forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under
sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt
ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.
Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv
om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige
omstændigheder taler derfor.
Klage til Landsskatteretten
§ 28. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser:
1) Skatteansættelser af indkomst og formue.
2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16,
stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter
kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.
3) Vurderinger af fast ejendom.
4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.
5) Bindende forhåndsbesked.
6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for
Landsskatteretten.
Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af
dødsboet.
Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af
de personer, der er nævnt i § 26, stk. 1. Endvidere kan en kommune påklage
vurderingen af både kommunens og andres ejendom, når vurderingen er foretaget
efter § 4, stk. 2. Når en vurdering af en fast ejendom er påklaget, kan den
centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre ansættelser vedrørende
samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender disse ansættelser i
forbindelse med den påklagede ansættelse.
Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af
den gaveafgiftspligtige.
Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages
til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. Det samme gælder for
afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende
skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.
Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om
klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle
klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
§ 29. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den
klageberettigede mener, at
1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om
indkomst- og formueskat til staten,
2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,
3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert, eller
4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.
§ 30. Klage over de i § 28, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være
modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.
Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten
kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler
derfor.
Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse,
der påklages, samt den i § 25, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med
klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes
anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.
Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den
ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan
Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Det samme
gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med
klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb,
afvises sagen.
Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på
400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte
grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke
følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som
Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald
bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren,
når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke
forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage,
eller når klagen indbringes for domstolene efter § 36, stk. 1, 2.pkt.
§ 31. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.
Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet
den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige
forhandling.
Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved
påkendelsen af en klage over en vurdering.
Stk. 4. I sager som nævnt i § 25, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde,
hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan
Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 25, stk.
2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.
§ 32. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt
for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt
frafalde en anmodning om retsmøde.
Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag
anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et
retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.
Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om
afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses
for åbenbart overflødig.
§ 33. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset
klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen
eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte
aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende
værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.
Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under
afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal
desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om
retsformanden har afgivet dissens.
§ 34. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag,
der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten
oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette
kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne
have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget
tidligere.
Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse,
selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at
ganske særlige omstændigheder taler derfor.
Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 30, stk. 4, anvendes tilsvarende i
disse sager.
§ 35. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn
udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende
anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog
ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.
Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken
klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage
stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.
Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten
behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen
meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6
måneders-fristen i § 36, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.
Domstolsprøvelse
§ 36. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først
indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af
Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags
indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene,
selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.
Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for
domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.
Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for
domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller
vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med
kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret
træder i stedet for.
Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for
Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller
vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene
senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.
Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten
har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter
kildeskattelovens § 16, stk. 4, beregning af passivposter og bindende
forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer, samt om
værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år
efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften
beregnet eller forhåndsbeskeden givet.
§ 37. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan
skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens
afsigelse.
§ 38. En sag, der indbringes for domstolene efter § 36 eller § 37,
anlægges ved landsret som 1.instans.
Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige
eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører
dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører
under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og
skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives.
Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.
Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i
landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og §
245, stk. 1.
Kapitel 4
Særlige bestemmelser
§ 39. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et
skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.
§ 40. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende
indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,
ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er
sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det
kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i
grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et
senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i
det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.
Stk. 3. Skattemyndighederne kan ikke ændre en vurdering senere end 3 år
efter udløbet af det år, hvori vurderingen er foretaget.
Stk. 4. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at
skattemyndighederne har foretaget en ansættelse eller en vurdering på et
urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 og 3 fra det
tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige
oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse eller vurdering.
Stk. 5. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 og 3 ikke på
forhøjelser vedrørende det påklagede forhold.
§ 41. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i
sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten
har taget stilling til sagen ved kendelse.
Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i §
2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.
§ 42. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til
påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning
om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må
ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning
er modtaget.
Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og
kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.
Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38,
sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og
andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.
§ 43. Skatteministeren kan henlægge sine beføjelser til at træffe
afgørelser efter denne lov eller efter bestemmelser fastsat efter loven til
de statslige eller lokale skattemyndigheder. Ministeren kan fastsætte regler
om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Kapitel 5
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 44. Loven træder i kraft den 1.januar 1990.
Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.november 1984 som ændret ved § 9 i lov
nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.
§ 45. § 1, stk. 1, 1.pkt., § 2, nr. 3, §§ 4-8, 26, 27 og 40 har virkning
for ejendomsvurderinger, der foretages pr. 1.januar 1992 og senere.
Stk. 2. Hvis der er indgivet klage over en ejendomsvurdering til
skyldrådet inden 1.januar 1992, træffer skatteankenævnet afgørelse i sagen,
hvis den ikke er afgjort af skyldrådet inden denne dato.
§ 46. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter
de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis
sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer
Landsskatteretten afgørelse i sagen.
Stk. 2. Har Landskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en
sag som nævnt i § 28, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 36, stk.
2, og § 37 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af
Landsskatterettens kendelse.
Stk. 3. § 8, stk. 1, § 36, stk. 3 og 4, og § 40 har virkning for
skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For
skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige
regler anvendelse.
§ 47. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens
gennemførelse.
§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Lovforslagets formål
a. Afbureaukratiseringsplanen og kommuneaftalen
Den 13. december 1988 fremlagde regeringen sin plan for
afbureaukratisering af den offentlige sektor. Et af de centrale punkter i
planen var en reform af skatte- og afgiftsadministrationen. Reformen skulle i
korte træk gå ud på en sammenlægning af skatte- og afgiftsadministrationen.
Vedrørende skatteligningen opererede planen med to modeller. Dels den
såkaldte statslige model, hvor ligningen overførtes fra kommunalt til
statsligt regie. Dels den såkaldte kommunale model, hvor ligningen
forblev i kommunerne.
Den foreslåede statslige model ville ifølge planen bevirke en samlet
besparelse i statsligt og kommunalt regie på 5.175 årsværk.
Regeringen besluttede at føre forhandlinger med kommunerne for at
undersøge, om der kunne opnås lige så store besparelser ved gennemførelse af
den kommunale model.
Disse forhandlinger afsluttedes den 23. maj 1989 med en aftale mellem de
statslige og kommunale forhandlere, i det følgende betegnet
»kommuneaftalen«. Aftalen opretholder den todelte
statslige/kommunale skatteadministration under opnåelse af
ressourcebesparelser på ialt 5.000 årsværk, altså tilnærmelsesvis det samme
som det i afbureaukratiseringsplanen forudsatte.
Kommuneaftalen hviler på en forudsætning om, at den statslige skatte- og
afgiftsadministration skal sammenlægges. Denne sammenlægning er påbegyndt den
15. marts 1989 ved sammenlægning af Skattedepartementet og Told- og
Afgiftsdepartementet. Samtidig oprettedes Skatte- og Afgiftsstyrelsen, der i
løbet af efteråret 1989 skal forberede oprettelse af regionale told- og
skatteforvaltninger. Disse skal bl.a. udføre det arbejde, der hidtil er
udført på skattesiden af amtsskatteinspektoraterne og på told- og
afgiftssiden af distriktstoldkamrene. De skal kunne træde i funktion fra 1.
januar 1990. Skatte- og Afgiftsstyrelsen arbejder videre med en sammenlægning
af Statsskattedirektoratet og Tolddirektoratet til en central told- og
skatteforvaltning.
Kommuneaftalen indebærer væsentlige strukturændringer i den hidtidige
skatteadministration, i hovedtræk følgende:
1) Vurdering af landets faste ejendomme skal foretages af
ligningsmyndighederne. De særlige vurderingsmyndigheder (vurderingsråd og
skyldråd) skal nedlægges.
2) Ligning og vurdering skal foretages i 1. instans af den kommunale
forvaltning.
3) Ligningskommissionerne skal opretholdes. De bliver udelukkende 1.
klageinstans og skal behandle både lignings- og vurderingsklager.
Kommissionernes betegnelse ændres derfor til skatteankenævn.
4) Skatterådene og amtsligningsrådene skal nedlægges;
amtsskatteinspektoraternes opgaver overgår til de ovennævnte nyoprettede
regionale told- og skatteforvaltninger.
5) Landsskatteretten skal opretholdes som øverste administrative
klageinstans for både lignings- og vurderingsklager.
Kommuneaftalen forudsætter desuden, at skatteligningens effektivitet og
ensartethed skal styrkes. Dette indebærer, at kommunalbestyrelserne pålægges
ansvar for de kommunale ligningsplaner, og at de statslige myndigheders
tilsyn med de kommunale ligningsplaner og ligningsarbejdet skal øges, og det
foreslås, at Ligningsrådet i fremtiden skal kunne give kommunerne bindende
direktiver for ligningsarbejdet. Samtidig foreslås det, at kommunerne skal
repræsenteres i Ligningsrådet.
I kommuneaftalen er det desuden bestemt, at staten skal overtage
inddrivelsen af selskabsskatter og A-skatter samt overtage
arbejdsgiverkontrollen. Disse arbejdsopgaver udføres efter de nugældende
regler i kommunerne.
Til støtte for det kommunale ligningsarbejde skal der efter kommuneaftalen
indføres oplysningspligt efter skattekontrolloven for skattefrie rejse- og
befordringsgodtgørelser omfattet af ligningslovens § 9, stk. 5.
b. Lovforslagenes hovedindhold
Til gennemførelse af kommuneaftalen fremsættes to lovforslag.
Nærværende forslag til en ny skattestyrelseslov indeholder de
lovændringer, der er nødvendige for at gennemføre kommuneaftalens vilkår om
en ny struktur for skatte- og vurderingsmyndighederne.
Desuden indeholder forslaget en række ændringer i forhold til den
nugældende skattestyrelseslov, som ikke følger af kommuneaftalen. Disse
ændringer gennemgås under punkt 4.
Ved lovforslaget ophæves den hidtidige skattestyrelseslov.
Samtidig med nærværende lovforslag fremsættes Forslag til lov om
ændring af forskellige skatte- og afgiftslove (Kommuneaftalen).
Dette lovforslag indeholder bl.a. væsentlige ændringer i
ejendomsvurderingsloven som følge af, at de særlige vurderingsmyndigheder
skal nedlægges.
Forslaget indeholder desuden ændringer i skattekontrolloven, således at
der indføres oplysningspligt for skattefrie rejse- og befordringsudgifter.
Endvidere indeholder lovforslaget ændringer i kildeskatteloven og
ligningsloven til gennemførelse af den statslige overtagelse af inddrivelsen
af A-skatter og selskabsskatter, samt af arbejdsgiverkontrollen.
Efter kildeskatteloven skal der føres kontrol med, at de
indeholdelsespligtige virksomheder indeholder og afregner kildeskat. Det skal
desuden sikres, at virksomhederne afgiver de oplysninger, som kræves efter
skattekontrolloven. De statslige myndigheder (toldvæsenet) udøver i forvejen
en særskilt kontrol med momsafregningerne i de samme virksomheder.
De arbejdsopgaver, der overføres til staten (arbejdsgiverkontrollen),
omfatter kontrollen med rigtigheden af virksomhedernes angivelser og
afregning af indeholdt A-skat og den vejledningsvirksomhed og administration,
som kommunerne udfører i tilknytning hertil. Foruden service- og
kontrolbesøgene i virksomhederne, skal arbejdsgiverkontrollen sørge for, at
virksomhederne indsender de månedlige redegørelser for den indeholdte A-skat.
Kontrollen skal desuden udsende de årlige oplysningssedler (lønsedler) til
virksomhederne og kontrollere oplysningerne, når de sendes tilbage fra
virksomhederne. Oplysningerne fra redegørelser og lønsedler konverteres efter
fejlretning til EDB og overføres til Statsskattedirektoratets EDB-system.
Arbejdsgiverkontrollen forestår desuden behandling af straffesager og
bobehandling.
Planlægning af opgaverne omkring redegørelser, oplysningssedler,
angivelser m.v. begynder nogle måneder før det pågældende indkomstår. I selve
indkomståret foregår den løbende arbejdsgiverkontrol. Det afsluttende arbejde
med oplysningssedlerne foregår i de første måneder af det efterfølgende år.
Kommunernes arbejde med oplysningssedlerne for indkomståret 1989 vil således
i det store og hele være færdigt 1. maj 1990.
Efter forslaget skal arbejdet med arbejdsgiverkontrollen derfor overtages
af de statslige myndigheder fra denne dato.
Der vil i øvrigt i løbet af få måneder blive fremsat forslag til en samlet
skatteforvaltningslov, som bl.a. vil indeholde de regler, som nu findes i
skattekontrolloven, skattestyrelsesloven og dele af ejendomsvurderingsloven.
Nærværende forslag til ny skattestyrelseslov forventes at kunne indgå næsten
uændret i den kommende skatteforvaltningslov. Når det fremsættes separat nu,
skyldes det alene hensynet til, at såvel regeringen som kommunerne anser det
for hensigtsmæssigt, at kommuneaftalens strukturændringer i videst muligt
omfang træder i kraft den 1. januar 1990, samtidig med at de nye
skatteankenævn, der skal træde i stedet for ligningskommissionerne, begynder
deres funktionsperiode efter kommunalvalget.
2. Lignings- og vurderingssystemets nuværende opbygning
Skatteligning og ejendomsvurdering foretages i det nuværende system af
forskellige myndigheder, ligesom tilsyns- og revisionsregler og klageveje er
forskellige. Højeste administrative klageinstans er dog på begge områder
Landsskatteretten.
Skattemyndighederne er omfattet af de fælles forvaltningsretlige regler i
forvaltningsloven, f.eks. reglerne om habilitet, begrundelse o.s.v. Både
skattestyrelsesloven og vurderingsloven indeholder en række regler af samme
karakter som forvaltningslovens regler, hvilket har sammenhæng med, at begge
love er vedtaget på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes fælles regler.
Disse regler i skattestyrelsesloven og vurderingsloven har derfor kun
selvstændig betydning, hvor de giver borgerne en bedre retsstilling, end
tilfældet ville være efter forvaltningsloven.
a. Skatteansættelse af indkomst og formue
Skatteansættelse af indkomst og formue sker efter den nugældende
skattestyrelseslov i den kommunale ligningskommission.
Ligningskommissionen vælges af kommunalbestyrelsen blandt de beboere, der er
valgbare til denne. Der skal være mindst 5 og højst 15 medlemmer. Med hjemmel
i loven er der ved bekendtgørelse nr. 110 af 22. marts 1985 fastsat en
forretningsorden for ligningskommissioner uden for København. Loven
indeholder en særlig hjemmel til at fastsætte afvigende regler for
ligningskommissionens organisation i Københavns kommune. Ved bekendtgørelse
nr. 109 af 22. marts 1985 er der fastsat en særlig forretningsorden for
ligningskommissionen i København. Ligningskommissionen i København har 35
medlemmer.
Ligningskommissionen bistås af den kommunale skatteadministration. Der er
ikke givet nærmere regler for dennes sammensætning og funktioner, men der er
i loven hjemmel til, at ligningskommissionen bemyndiger
skatteadministrationen til at foretage ansættelser, og denne bemyndigelse
udnyttes i meget vidt omfang i praksis, sådan at ligningskommissionerne kun i
få sager fungerer som ansættelsesmyndighed.
Ligningskommissionerne er tillige 1. klageinstans for ansættelserne, og
dette er i praksis deres hovedfunktion. Også her yder den kommunale
skatteadministration sekretariatsbistand. Administrationen skal ifølge
forretningsordenen for ligningskommissioner udarbejde forslag til alle
ligningskommissionens afgørelser og være repræsenteret ved alle
ligningskommissionernes møder, dog uden stemmeret.
Ligningskommissionernes afgørelser i klagesager kan påklages til
skatterådene, som består af 5 medlemmer, der er beskikket af
skatteministeren. Ministeren bestemmer inddelingen i skattekredse.
Skatterådenes forretningsorden er fastsat af ministeren ved bekendtgørelse
nr. 639 af 28. november 1978 for så vidt angår skatterådet i København og
bekendtgørelse nr. 640 af samme dato for så vidt angår skatterådene uden for
København.
Skatterådene får sekretariatsbistand af amtsskatteinspektoraterne.
Øverste administrative klageinstans er Landsskatteretten. Den
består af 24 medlemmer, hvoraf de 13 er beskikket af skatteministeren, mens
11 er valgt af Folketinget. Hertil kommer en retspræsident og et antal
retsformænd. Præsidenten og formændene, der er statslige tjenestemænd, leder
Landsskatterettens sekretariat, som er beliggende i København.
Landsskatterettens forretningsorden er fastsat ved bekendtgørelse nr. 180 af
1. april 1986.
Personer, der har påklaget skatteansættelsen til Landsskatteretten, har
efter forretningsordenen adgang til mundtlig forhandling med retten, enten
ved et møde med en sagsbehandler eller ved et egentligt retsmøde.
Landsskatterettens kendelser kan indbringes for domstolene.
Tilsyn med ligningsmyndighederne udøves af Statsskattedirektoratet,
som i vidt omfang har delegeret sine opgaver til amtsskatteinspektoraterne,
og af Ligningsrådet. Rådet godkender Statsskattedirektoratets
generelle lignings- og vurderingsplaner m.v.
Den nuværende lov indeholder ingen regler, der pålægger kommunerne at
udarbejde kommunale ligningsplaner, men efter § 5 i de gældende
forretningsordener for ligningskommissioner i og uden for København skal den
kommunale skatteadministration, inden det årlige ligningsarbejde påbegyndes,
udarbejde en kommunal ligningsplan. Ligningsplanen skal forelægges til
godkendelse i ligningskommissionen, der har det politiske ansvar for den
kommunale ligning. Planen skal udarbejdes under behørig hensyntagen til
Ligningsrådets og Statsskattedirektoratets overordnede retningslinier,
herunder til den af Ligningsrådet godkendte ligningsplan for hele landet.
Herudover findes der kun få forskrifter for, hvad ligningsplanen skal
indeholde. Der findes navnlig ingen regler om reaktionsmuligheder, hvis det
forventede resultat af ligningsarbejdet ikke opnås.
Revision af de konkrete skatteansættelser foretages af
amtsskatteinspektoraterne og i mindre omfang af Statsskattedirektoratet.
Revisionsmyndighederne har ikke selv kompetence til at ændre ansættelser.
Finder en revisionsmyndighed, at en ansættelse er forkert, forelægges sagen
for vedkommende amtsligningsråd eller, undtagelsesvis, for Ligningsrådet.
Ligningsrådet består af 15 medlemmer, hvoraf en er statsskattedirektøren,
som er formand for rådet. Af de 14 øvrige medlemmer udpeges 8 af
skatteministeren og 6 af Folketinget.
Rådets virke og samspil med Statsskattedirektoratet fremgår af
bekendtgørelse nr. 326 af 5. juli 1985 af forretningsorden for Ligningsrådet
og Statsskattedirektoratet. Sekretariatsbistand til rådet ydes af
direktoratet.
Amtsligningsrådene, hvoraf der er mindst eet i hvert amt, består af 5
medlemmer og 5 stedfortrædere, der alle beskikkes af skatteministeren.
Rådenes hovedopgave er at behandle konkrete ansættelser, som forelægges
dem af revisionsmyndighederne (Statsskattedirektoratet og
amtsskatteinspektoraterne). De har kompetence til at ændre ansættelser
foretaget af ligningskommissionerne og skatterådene.
Sekretariatsbistand til rådene ydes af amtsskatteinspektoraterne.
Amtsskatteinspektoraterne er lokale statslige skattemyndigheder, der står
i et sædvanligt underordnelsesforhold til Statsskattedirektoratet. Efter
loven er Statsskattedirektoratet bemyndiget til at delegere sine opgaver til
inspektoraterne. Det gælder både opgaver, der fremgår af
skattestyrelsesloven, og andre opgaver. Derudover har inspektoraterne
selvstændig funktion som sekretariat for skatteråd og amtsligningsråd.
b. Dødsbobeskatning m.v.
Dødsbobeskatning m.v. nævnes ikke i den nuværende skattestyrelseslovs
afsnit om de skattelignende myndigheder. I lovforslagets bemærkninger til
skattestyrelsesloven ved fremsættelsen i 1977 blev det anført, at det ikke
var afgjort, hvordan administration af dødsbobeskatningen mest
hensigtsmæssigt kunne foregå.
De materielle regler om dødsbobeskatning findes i kildeskatteloven. Det
samme gælder de øvrige funktioner i forbindelse med dødsfald: afsluttende
skatteansættelse af afdøde personer, værdiansættelse af aktiver og passiver,
beregning af passivposter, samt de særlige regler om bindende forhåndsbesked
i dødsboer. Ved bekendtgørelse nr. 602 af 9. december 1977 om beskatning af
dødsboer m.v., udstedt i henhold til kildeskatteloven, er disse funktioner
tillagt ligningsmyndighederne, således at de følger samme administrative
klagevej som skatteansættelserne i øvrigt.
Værdiansættelse i gaveafgiftssager foretages efter bekendtgørelse nr. 505
af 20. oktober 1983 om arve- og gaveafgift af amtsskatteinspektoraterne.
Efter skattestyrelsesloven er der klageadgang til Landsskatteretten.
c. Ejendomsvurdering
Vurdering af landets faste ejendomme foretages efter vurderingsloven af
vurderingsrådene. Disse består af en af skatteministeren udnævnt
vurderingsformand og 4-8 vurderingsmænd, der udnævnes af den eller de
kommunalbestyrelser, hvis område vurderingskredsen dækker. Skatteministeren
bestemmer inddelingen af vurderingskredsene.
Vurderingsrådene får sekretariatsbistand af de kommunale
vurderingssekretariater.
Vurderingsrådenes afgørelser kan påklages til skyldrådene, som
dækker et antal vurderingskredse. Vurderingsformændene inden for skyldkredsen
er fødte medlemmer af skyldrådet. Skatteministeren udnævner et
skyldrådsmedlem til formand og et andet til næstformand.
Ved behandling af klagesager har det skyldrådsmedlem, fra hvis
vurderingskreds sagen stammer, ikke adgang til at deltage i afstemningen i
skyldrådet.
Skyldrådenes afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, hvilket
betyder, at klagevejene for lignings- og vurderingsklager mødes i
Landsskatteretten.
Landsskatteretten er efter sin forretningsorden organisatorisk delt i een
afdeling for ejendomsvurderingssager og een afdeling for øvrige sager, men
vurderingsklagerne følger i alt væsentligt samme regler som de øvrige sager.
Landsskatterettens kendelser i vurderingssager kan for så vidt angår
værdiansættelserne efter gældende regler ikke indbringes for domstolene.
Disse kendelser er altså som hovedregel endelige.
Tilsyn med og revision af vurderings- og skyldrådenes virksomhed
udøves af Statsskattedirektoratet og Ligningsrådet. Statsskattedirektoratet
udarbejder generelle vurderings- og tilsynsplaner, der godkendes af
Ligningsrådet, mens der ikke findes regler om kommunale
vurderingsplaner. Der findes heller ikke myndigheder svarende til
amtsligningsrådene på vurderingsområdet.
d. Genoptagelse
Efter reglen i den nugældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 4, kan
skattesager, som Landsskatteretten har afvist, indbringes for domstolene
inden 5 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Dette gælder, selv om
afvisningskendelsen skyldes, at betingelserne for at klage til
Landsskatteretten ikke har været til stede.
Da en skatteyder således kan få en skatteansættelse prøvet ved domstolene
inden for den nævnte 5-års frist, har man administrativt indført en ordning,
hvorefter man imødekommer enhver ansøgning om genoptagelse inden for samme
frist (uanset at klagefristerne efter skattestyrelsesloven er sprunget), når
en ligningsmæssig vurdering fører til, at ansættelsen må ændres.
Kompetencen til at tillade administrativ genoptagelse antages med hjemmel
i praksis at ligge hos skatteministeren, der i et vist omfang har udlagt
beføjelserne til Statsskattedirektoratet, amtsskatteinspektoraterne og
ligningskommissionerne, og således at en afvisning fra ligningskommissionen
eller amtsskatteinspektoratet kan påklages videre op i det administrative
rekurssystem, d.v.s. til Statsskattedirektoratet og derfra til
skatteministeren.
Dette medfører, at fristerne i det ordinære klagesystem i dag er af mindre
betydning, og at der i realiteten er etableret et alternativt klagesystem.
Efter praksis kan ministeren, der har delegeret kompetencen til
Statsskattedirektoratet, endvidere bevillingsmæssigt tillade genoptagelse
efter udløbet af 5-års fristen.
Dette alternative klagesystem skal sammenholdes med, at
skattemyndighederne kan gennemføre ansættelsesforhøjelser 5 år tilbage. Er
der tale om, at ansættelsen beror på et skøn, er fristen dog 3 år for
forhøjelse af skønnet, men ikke for nedsættelse.
På ejendomsvurderingsområdet har der ikke udviklet sig et tilsvarende
alternativt klagesystem, hvilket har sammenhæng med, at Landsskatterettens
kendelser i vurderingssager som hovedregel er endelige, således at
skattestyrelseslovens § 29, stk. 4, ikke kan anvendes.
e. Frikommuneforsøg på skatteområdet
På skatteområdet er der foreløbig godkendt 5 frikommuneforsøg.
3 af disse frikommuneforsøg (Ebeltoft, Esbjerg og Ballerup) går ud på, at
borgerne frem til udgangen af 1993 får valget mellem at følge den sædvanlige
klagevej over en skatteansættelse eller at overspringe skatterådet og gå
direkte fra ligningskommissionen til Landsskatteretten.
De resterende 2 frikommuneforsøg (Hadsund og Tinglev) vedrører
vurderingsområdet. I Hadsund er vurderingsrådet nedlagt, og
vurderingsarbejdet udføres af en lignings- og vurderingskommission, hvis
afgørelser på vurderingsområdet kan påklages direkte til Landsskatteretten. I
Tinglev kommune er ejendomsvurderingsopgaven overført til byrådet.
Erfaringerne fra frikommuneforsøgene har generelt set været gode. I en
række klagesager på indkomstområdet har skatteyderne kunnet spare tid.
Samtidig er der ikke observeret en markant stigning af klagesager direkte til
Landsskatteretten.
Også fra frikommuneforsøgene på vurderingsområdet er der gode erfaringer.
Det gælder især med hensyn til mulighederne for en mere rationel
tilrettelæggelse af vurderingsarbejdet i de 2 kommuner, som er omfattet af
forsøget.
3. Lovforslagets hovedindhold
Lovforslagets hovedformål er at opnå det bedst mulige resultat af
skattemyndighedernes lignings- og vurderingsarbejde, og at fremme borgernes
retssikkerhed. Lovforslaget tager i den forbindelse sigte på at forenkle og
overskueliggøre skattemyndighedernes organisatoriske opbygning for derved at
forbedre borgernes retssikkerhed.
Efter den i kommuneaftalen beskrevne reform skal der eksistere et langt
mindre antal myndigheder end i dag:
De lokale skattemyndigheder skal fremover udgøres af den kommunale
skattemyndighed og skatteankenævnene.
Den kommunale skattemyndighed udgøres af den kommunale forvaltning, der
efter forslaget således får en selvstændig ansættelses- og
vurderingskompetence.
Skatteankenævnene foreslås som nyt navn for de hidtidige
ligningskommissioner. Navnet foreslås ændret under henvisning til, at
ligningskommissionerne efter kommuneaftalen ikke længere skal foretage
ligning, men kun være klageinstans.
De statslige skattemyndigheder udgøres fremover af den centrale told-
og skatteforvaltning, de regionale told- og skatteforvaltninger, samt
Landsskatteretten og Ligningsrådet.
Oprettelsen af fælles told- og skatteforvaltninger på regionalt og
centralt niveau forberedes for tiden af Skatte- og Afgiftsstyrelsen.
Eksistensen af de regionale myndigheder er forudsat i kommuneaftalen, som
betegner dem »de regionale told- og skattestyrelser«.
Det er hensigten, at den centrale told- og skatteforvaltning skal overtage
de opgaver, som hidtil er varetaget af Statsskattedirektoratet og
amtsskatteinspektoraterne. Samtidig bemyndiges den centrale told- og
skatteforvaltning til at delegere sine beføjelser til de regionale told- og
skatteforvaltninger. Herved opnås, at de opgaver, som hidtil har påhvilet
amtsskatteinspektoraterne, som altovervejende hovedregel også fremover vil
blive varetaget af regionale statslige myndigheder.
Sammenlignet med det nuværende organisatoriske system nedlægges således 4
typer statslige skattemyndigheder: vurderingsråd, skyldråd, skatteråd og
amtsligningsråd, mens 2 (Statsskattedirektoratet og
amtsskatteinspektoraterne) skifter betegnelse, og 2 (Landsskatteretten og
Ligningsrådet) opretholdes under deres nuværende betegnelse.
Alle skattemyndigheder er omfattet af forvaltningslovens almindelige
regler for sagsbehandling m.v.; det bemærkes herved, at også de kommunale
forvaltninger er omfattet af forvaltningsloven fra 1. januar 1989. Som følge
heraf er en række gældende forvaltningsmæssige regler i skattestyrelsesloven
og vurderingsloven ikke medtaget i lovforslaget. Det gælder f.eks.
skattestyrelseslovens § 1, stk. 9, om habilitet for
ligningskommissionsmedlemmer, og vilkår om at skriftlige afgørelser skal være
forsynet med begrundelse og klagevejledning. Forslaget indeholder heller
ingen tavshedspligtsbestemmelse svarende til statsskattelovens § 44 (som i
øvrigt fortsat er gældende); § 44 findes i realiteten ikke at instituere en
videregående tavshedspligt end den, der følger af forvaltningslovens kap. 8
og de hertil knyttede bestemmelser i straffeloven.
Der er således på intet punkt tilsigtet en forringelse af borgernes
forvaltningsmæssige retssikkerhed; men det er anset for overflødigt at
medtage regler af samme indhold som forvaltningslovens. Forvaltningsmæssige
regler forekommer kun i det omfang, de giver borgeren mere vidtgående
rettigheder end det, som følger af forvaltningsloven; jf. f.eks. forslaget
til § 32 om retsmøder i Landsskatteretten.
a. Skatteansættelse af indkomst og formue
Efter lovforslaget skal skatteansættelsen af indkomst og formue foretages
af den kommunale skattemyndighed efter overordnede retningslinier fastsat af
Ligningsrådet. Ligningskommissionernes ansættelseskompetence efter de
nugældende regler overføres ikke til skatteankenævnene.
Kommunalbestyrelsen får ansvaret for, at der hvert år udarbejdes planer
for den kommunale skattemyndigheds lignings- og vurderingsarbejde, og at
planerne følges. Kommunalbestyrelsen udpeger en i kommunen ansat person til
som ansvarshavende at forestå den kommunale skattemyndigheds konkrete
lignings- og vurderingsarbejde, d.v.s. ansættelser og vurderinger i 1.
instans. Kommunalbestyrelsen kan ikke selv behandle ansættelser og
vurderinger.
Der gives ingen nærmere regler for den kommunale skattemyndigheds
organisation, da dette anses for et kommunalt anliggende. Det afgørende er,
at det kommunale lignings- og vurderingsarbejde udføres på tilfredsstillende
måde. Det overlades således til kommunalbestyrelserne, om man f.eks. vil
organisere skattemyndigheden som en selvstændig afdeling inden for
kommunalforvaltningen.
Skatteankenævnene bliver udelukkende 1. klageinstans. De hidtil gældende
regler for ligningskommissionernes struktur og sammensætning foreslås
overført til skatteankenævnene.
Sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene skal foretages af den
kommunale forvaltning, hvilket svarer til den gældende ordning. De
habilitetsproblemer, der opstår ved, at kommunerne ikke kan lade de
embedsmænd, der har deltaget i en ansættelse eller vurdering, yde
sekretariatsbistand for skatteankenævnet ved behandling af en klage til
skatteankenævnet over samme ansættelse eller vurdering, løses ved, at
kommunerne bliver pligtige til for egen regning at engagere ekstern bistand i
de få tilfælde, hvor problemet ikke kan løses internt.
Efter lovforslaget foreslås overspringelsesfristen for påklage til
Landsskatteretten af klager, der er indbragt for, men endnu ikke afgjort af
skatteankenævnene, fastsat til 3 måneder, som tilfældet i dag er fra
ligningskommission til skatteråd.
Skatterådene foreslås nedlagt, hvorved Landsskatteretten bliver 2.
og sidste administrative klageinstans.
Tilsyn og revision foreslås fortsat udøvet af de statslige
skattemyndigheder. Ligningsplanerne omtales nedenfor under punkt f.
Amtsligningsrådene foreslås nedlagt, og i den forbindelse foreslås den
statslige told- og skatteforvaltning (centralt eller regionalt) tillagt en
kompetence til at foretage ansættelser og til at foretage ændringer, hvor
ansættelse tidligere er foretaget af den kommunale skattemyndighed. I
de få tilfælde, hvor told- og skatteforvaltningen anser en kendelse afsagt af
et skatteankenævn for forkert, forelægges kendelsen for Ligningsrådet
med henblik på eventuel ændring, således at det folkevalgte element også er
til stede hos den myndighed, der ændrer.
I disse sager foreslås det, at klager over revisionsmæssige afgørelser
skal indbringes for Landsskatteretten. Afgørelserne skal således ikke være
undergivet administrativ rekurs til ministeren.
Der gælder særlige ordninger på det skatteadministrative område for
Københavns og Frederiksberg kommuner.
Særordningerne, der er historisk begrundede, indebærer, at de to kommuner
udfører visse opgaver, der i det øvrige land er henlagt til
amtsskatteinspektoraterne. De to kommuner har etableret det nødvendige
administrative apparat til udførelsen af disse opgaver.
Indgåelse af kommuneaftalen var for Københavns og Frederiksberg kommuners
vedkommende betinget af, at de særlige ordninger på en acceptabel måde kan
tilpasses bestemmelserne i kommuneaftalen.
Der er herefter mellem regeringen og Københavns og Frederiksberg kommuner
indgået aftale om, at de to kommuner fortsat skal varetage de statslige
regionale opgaver i form af kontrol og revision uden for den almindelige
ligningsrytme, herunder bødesager, sager om dispensation, sager om lempelse
af skat samt afsluttende ansættelser.
b. Dødsbobeskatning m.v.
Beskatning af dødsboer m.v. foreslås omfattet af de almindelige regler for
indkomst- og formueansættelser, dog således at kildeskattelovens
særbestemmelser bevares. Dette svarer til, hvad der hidtil har været
gældende.
For så vidt angår de øvrige opgaver, som ligningsmyndighederne hidtil har
varetaget i forbindelse med dødsfald: værdiansættelse af aktiver og passiver,
beregning af passivposter, samt de særlige regler om bindende forhåndsbesked
i dødsboer, foreslås den hidtidige praksis lovfæstet, således at opgaverne nu
efter loven påhviler ligningsmyndighederne med adgang til klage efter den
almindelige klagevej.
Beregning af gaveafgift, der hidtil har påhvilet amtsskatteinspektoraterne
med klageadgang til Landsskatteretten, foreslås placeret i den centrale told-
og skatteforvaltning, hvorefter opgaven forudsættes uddelegeret til de
regionale told- og skatteforvaltninger. Samtidig forudsættes det bestemt, at
der som hidtil skal være direkte klageadgang til Landsskatteretten.
c. Ejendomsvurdering
På vurderingsområdet foreslås en myndighedsstruktur, der følger modellen
på ligningsområdet. Herudover er sagsbehandlings- og klageregler m.v., i det
omfang kommuneaftalen ikke indeholder afvigende bestemmelser herom,
moderniseret og udformet så lig reglerne på ligningsområdet som muligt for at
forenkle og overskueliggøre systemet.
Efter forslaget skal forberedelsen og gennemførelsen af vurderinger
foretages af den kommunale skattemyndighed med bistand fra den statslige
told- og skatteforvaltning, mens 1. klageinstans bliver
skatteankenævnene. 2. klageinstans skal fortsat være
Landsskatteretten.
Ved sammenlægningen af lignings- og vurderingsmyndighederne
overflødiggøres vurderingsrådene og skyldrådene, som derfor foreslås nedlagt.
For de ejendomme, der tilhører kommunen, eller hvor kommunen i øvrigt har
en særlig interesse i udfaldet af vurderingen, foreslås det, at
ejendomsvurderingerne foretages af den centrale eller de regionale told- og
skatteforvaltninger. Klage over en sådan vurdering indgives til
Landsskatteretten, der bliver eneste klageinstans i disse sager. Kommunen er
klageberettiget.
Personalet i de kommunale forvaltninger har ikke hidtil foretaget
vurderinger selvstændigt. Derfor skal der efter forslag i kommuneaftalen som
støtte for kommunerne oprettes 60 stillinger som statslige
vurderingskonsulenter, der knyttes til de regionale told- og
skatteforvaltninger, og hvis opgave det er at bistå kommunerne ved
ejendomsvurderingen. Ved besættelsen af disse stillinger tages der hensyn
til, at der er betydelig viden at hente hos vurderingsformændene. Samtidig
bevares de statslige skattemyndigheders adgang til i særlige tilfælde at
indkalde særligt sagkyndige til at bistå ved ejendomsvurderinger, jf. den
hidtidige § 25 i vurderingsloven.
De kommunale skattemyndigheder skal efter forslaget yde
sekretariatsbistand til skatteankenævnene også i vurderingssager. Det
foreslås samtidig, at kommuneaftalens habilitetsregler på ligningsområdet,
herunder pligten til at anvende ekstern bistand, også skal gælde her.
Der indføres årlige vurderinger af alle ejendomme og årlig klageadgang.
Dette er ikke direkte forudsat i kommuneaftalen, men det ansås for ønskeligt,
og det har efterfølgende vist sig teknisk muligt at gennemføre en sådan
ordning.
Vurderingsresultatet skal som udgangspunkt meddeles på den fortrykte
selvangivelse/årsopgørelse.
d. Landsskatteretten
Lovforslaget indeholder ikke nævneværdige ændringer i lovgrundlaget for
Landsskatterettens virksomhed. Landskatteretten skal således opretholdes.
Rettens regionale virkeområde søges styrket.
Som følge af nedlæggelsen af skatterådene og indførelsen af årlig
klageadgang på vurderingsområdet må der - alt andet lige - forudses et
midlertidigt øget pres på Landsskatteretten.
Med det formål at sikre, at skatteankenævnenes afgørelser træffes på det
bedst mulige grundlag, og at det antal sager, der påklages til
Landsskatteretten, begrænses mest muligt, indføres regler om, at
skatteankenævnene i hver enkelt klagesag skal udarbejde en sagsfremstilling.
Denne skal følge med en eventuel senere klage til Landsskatteretten.
I de sager, hvor de statslige skattemyndigheder træffer afgørelse, skal
sagsfremstillingen udfærdiges af den pågældende myndighed.
Som yderligere klagebegrænsende foranstaltning foreslås indført et gebyr
ved klage til Landsskatteretten på 500 kr. pr. 1. januar 1990. Beløbet
foreslås reguleret efter personskattelovens § 20. Gebyret tilbagebetales,
hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen til Landsskatteretten.
e. Ligningsrådet
Efter kommuneaftalen skal Kommunernes Landsforening have 2 medlemmer i
Ligningsrådet og Københavns og Frederiksberg kommune hver et medlem. Det
foreslås derfor at udvide medlemstallet fra 15 til 19 uden i øvrigt at ændre
på sammensætningen, bortset fra at statsskattedirektøren ikke længere er født
formand. Dette er begrundet i den forestående sammenlægning af
Statsskattedirektoratet og Tolddirektoratet.
f. Ligningsplaner, tilsyn og sanktionsmuligheder
Efter lovforslaget skal tilsyn med såvel skatteansættelser som
vurderingsarbejdet i kommunerne fortsat udøves af den centrale told- og
skatteforvaltning (tidligere Statsskattedirektoratet) og Ligningsrådet, der
udarbejder centrale lignings-, vurderings- og revisionsplaner.
De kommunale skattemyndigheder skal fremover udarbejde egentlige lignings-
og vurderingsplaner efter retningslinierne i de centrale lignings- og
vurderingsplaner. Ansvaret for de kommunale planer placeres hos
kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune.
I kommuneaftalen angives der en meget detaljeret procedure for ligningen
og udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner. Derom henvises til
bemærkningerne til § 1.
Efter lignings- og vurderingsperiodernes udløb foretager den regionale
told- og skatteforvaltning en vurdering af kommunens lignings- og
vurderingsarbejde. Som en nydannelse foreskriver kommuneaftalen, at der
indføres en bestemmelse om, at Ligningsrådet i særlige tilfælde kan udstede
bindende direktiver for lignings- eller vurderingsarbejdet til de kommuner,
der i en periode ikke har opnået de forventede resultater. De nærmere regler
herom omtales i bemærkningerne til § 22.
De nærmere regler for indholdet af lignings- og vurderingsplanerne og for
proceduren for udarbejdelsen af disse vil i øvrigt blive behandlet i et
cirkulære efter drøftelser mellem de statslige og kommunale
skattemyndigheder.
4. Ændringer uden forbindelse med kommuneaftalen
Nærværende lovforslag er i vidt omfang baseret på den gældende
skattestyrelseslov. De ændringer, der følger af kommuneaftalen, er imidlertid
ikke indarbejdet i den gældende lov, idet ændringerne gjorde den gældende
lovs struktur mindre hensigtsmæssig.
I stedet er der udarbejdet en ny sammenhængende lovtekst med en ændret
struktur, og således at de bestemmelser, der er overført fra den nuværende
lov, er gennemarbejdet og moderniseret sprogligt.
Derudover er der indarbejdet enkelte betydningsfulde ændringsforslag, som
ikke følger af kommuneaftalen. Det gælder modernisering af
genoptagelsesreglerne, indførelse af adgang til udenretligt syn og skøn under
landsskatteretssager og ændring af klagefrister.
a. Genoptagelse
Som omtalt under punkt 2 d er der med udgangspunkt i reglen i den
nugældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 4, udviklet et såkaldt
»alternativt klagesystem«, hvorefter alle ligningssager i praksis
kan begæres genoptaget inden for en frist på normalt 5 år fra udløbet af det
indkomstår, ansættelsen vedrører.
Denne adgang til at få genoptaget enhver sag, såfremt der forelægges nye
oplysninger, foreslås opretholdt.
Imidlertid er det nuværende system uhensigtsmæssigt, fordi det indebærer,
at afgørelser om afslag på en genoptagelsesanmodning skal påklages efter det
almindelige administrative klagesystem, d.v.s. til amtsskatteinspektoratet,
Statsskattedirektoratet og ministeren, i stedet for at følge
skattestyrelseslovens særlige klagesystem (ligningskommission, skatteråd,
Landsskatteretten).
Endvidere gælder der ingen tilsvarende regel på vurderingsområdet.
Der foreslås indført en generel regel om, at en skatteansættelse kan
genoptages inden for 3 år, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger.
Skattemyndighedernes adgang til at foretage ansættelsesforhøjelser og
tidsrummet for adgangen til domstolsprøvelse nedsættes tilsvarende. For at
hindre, at væsentlige offentlige hensyn tilsidesættes, foreslås det dog, at
ældre ansættelser fortsat kan optages til revision, såfremt der foreligger
egentlige strafbare forhold.
Ved at nedsætte fristen til 3 år opnås, at borgerne efter 3 år kan være
sikre på, at selvangivelsen ikke revideres med krav om yderligere skat til
følge.
Hvis sagen genoptages af den kommunale skattemyndighed, foreslås det, at
en eventuel klage over ansættelsen følger den sædvanlige klagevej til
skatteankenævnet og Landsskatteretten.
Efter forslaget skal en klage over et afslag på en ansøgning om
genoptagelse også følge den almindelige klagevej, der indføres med dette
lovforslag.
På vurderingsområdet foreslås der indført en tilsvarende adgang til at
genoptage en sag, når der fremlægges nye oplysninger, der kan medføre en
ændret vurdering.
Den kommunale skattemyndigheds adgang til at ændre skatteansættelser på
eget initiativ inden for ligningsfristen foreslås bevaret og suppleret med en
tilsvarende adgang til at ændre ejendomsvurderinger inden for vurderingsåret.
Den eksisterende adgang for ministeren til at tillade bevillingsmæssig
genoptagelse efter udløbet af 5-års fristen (nu 3-års fristen) foreslås
heller ikke ændret.
b. Syn og skøn
Forslaget om at indføre adgang til udenretligt syn og skøn under
landsskatteretssager er med redaktionelle ændringer en genfremsættelse af §
1, nr. 1, i regeringens lovforslag L 14, fremsat den 5. oktober 1988, om
ændringer i skattestyrelsesloven.
Forslaget er således et led i regeringens indsats for at forbedre
borgernes retssikkerhed på skatteområdet.
Forslaget går ud på at give primært skatteyderen mulighed for at begære
syn og skøn i forbindelse med sagens indbringelse for Landsskatteretten.
En hel del skattesager har deres årsag i uenighed mellem skatteyder og
myndigheder om værdiansættelse af aktiver, f.eks. pante- og gældsbreve,
unoterede aktier og good-will. Ofte skyldes uenigheden, at
skattemyndighederne ikke kan godkende værdifastsættelser ved
selskabsstiftelse eller i øvrigt i tilfælde, hvor de to parter i
overdragelsen af aktivet ikke har modstående interesser.
Forslaget om at åbne adgang til at begære syn og skøn afholdt i
forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten er begrundet med
ønsket om at give skatteyderen mulighed for at få f.eks.
værdiansættelsesspørgsmål belyst af sagkyndige til brug for forberedelsen af
landsskatteretssagen. En skønserklæring om de foreliggende værdiskøn i sagen
vil kunne effektivisere sagsbehandlingen i Landsskatteretten. Denne udtalelse
vil endvidere kunne give skatteyderen grundlag for at vurdere, om klagen bør
opretholdes. Det er regeringens opfattelse, at denne mulighed for
skatteyderen til at få elementer i sagen belyst af sagkyndige dels vil kunne
forbedre det materielle grundlag for Landsskatterettens afgørelse, dels vil
øge skatteyderens forståelse for Landsskatterettens afgørelse. Endelig vil
forslaget give større jævnbyrdighed mellem skatteyderen og skattevæsenet, end
det ofte opleves i dag, og hermed øges respekten for de afgørelser, der
træffes. Forslaget indeholder således også et procesbesparende element.
Man har fundet det forsvarligt at åbne muligheden for syn og skøn i
forbindelse med landsskatteretsbehandlingen, idet sagen på dette stadium må
formenes at være så veloplyst og velforberedt, at man på dette tidspunkt vil
få det bedste udbytte af instituttet.
Der skal efter forslaget ikke være adgang til syn og skøn i sager
vedrørende ejendomsvurdering. Der skønnes ikke at være behov for noget
alternativ til det foreslåede vurderingssystem, der som det hidtidige i vidt
omfang vil bygge på besigtigelser på stedet og inddragelse af eksterne
sagkyndige og den nyoprettede funktion som regionale vurderingskonsulenter.
c. Klagefrister
I den nugældende skattestyrelseslov og i vurderingsloven angives de fleste
administrative klagefrister til et antal uger, og starttidspunktet angives
til den dag, hvor »der er givet underretning om afgørelsen« eller
lignende formulering.
Når en landsskatteretskendelse skal indbringes for domstolene, angives
fristen imidlertid i måneder. Tilsvarende gælder efter lov om bindende
forhåndsbesked, når forhåndsbeskeder indbringes for Landsskatteretten.
Af hensyn til overskueligheden i systemet foreslås det, at alle
klagefrister angives i måneder. Frister på 4 uger ændres herved til 1 måned
og frister på 8 uger til 2 måneder.
De administrative klagefrister foreslås som hovedregel påbegyndt på datoen
for modtagelsen af den pågældende afgørelse.
Endvidere udformes klagereglerne således, at klagen skal være modtaget
senest 1, respektive 2 måneder efter modtagelsesdagen. Herved undgås
fortolkningstvivl om, på hvilken dag fristen udløber; klager modtaget på
månedsdagen er rettidige.
5. Administrative og provenumæssige konsekvenser
a. Administrative konsekvenser
Med forslaget vil der blive gennemført en meget væsentlig forenkling af
strukturen på skatteområdet. Forenklingen indebærer også, at en række råd
nedlægges. Det drejer sig om skatteråd, amtsligningsråd, vurderingsråd og
skyldråd.
Samtidig bliver der gennemført en større ensartethed mellem
vurderingsopgaven og ligningsopgaven, også i klageleddet.
Generelt set indebærer gennemførelsen af forslaget om den nye struktur
meget væsentlige fordele og forbedringer på det administrative område.
På en række enkeltområder foreslås endvidere gennemført forenklinger, som
vil betyde væsentlige administrative lettelser i det daglige arbejde både for
borgerne og administrationen.
Dette gælder bl.a. i forbindelse med klager over afslag på en anmodning om
genoptagelse. Også nedsættelsen af 5-års fristen for genoptagelse m.v. til en
3-års frist medfører meget betydelige administrative lettelser.
I forbindelse med klagebehandlingen ved skatteankenævnene (de tidligere
ligningskommissioner) af klager over ansættelser m.v. på indkomst- og
vurderingsområdet vil der blive gennemført regler, der sikrer, at færrest
mulige borgere får behov for at klage til Landsskatteretten. Bl.a. skal der
under sagsforberedelsen udarbejdes en sagsfremstilling. Ved klage til
Landsskatteretten skal sagsfremstillingen medfølge, hvilket i de fleste
tilfælde vil medføre en administrativ lettelse af Landsskatterettens
sagsforberedelse.
I lovforslaget indgår endvidere, at der skal gennemføres et intensiveret
samarbejde mellem staten og kommunerne bl.a. på ligningsområdet, der skal
sikre en optimal udnyttelse af de administrative ressourcer i forbindelse med
ligningsarbejdet. Det er bl.a. i den forbindelse, at Ligningsrådet har fået
udvidede beføjelser.
Den forenklede struktur vil også i sig selv medføre en række
administrative fordele. Bl.a. vil færre organer på klageområdet medføre, at
de hidtidige næsten automatiske høringsprocedurer afskaffes. Endvidere vil
der være mindre administration i forbindelse med udnævnelse, afskedigelse,
instruktion m.v.
Kun i meget begrænset omfang må der påregnes et vist administrativt
merarbejde i forbindelse med forslaget. Der kan bl.a. peges på den øgede
statslige indsats i forbindelse med overvågningen og vejledningen af
kommunernes lignings- og vurderingsarbejde.
b. Provenumæssige konsekvenser
Forslaget vil, når overgangsperioden i 1992 er forbi, samlet medføre
årlige statslige besparelser på mindst 60 mill.kr.
De statslige besparelser, der med sikkerhed kan konstateres, består af
honorarer til medlemmerne af skatterådene og amtsligningsrådene.
For skatterådenes vedkommende vil der blive tale om en overgangsperiode på
ca. 6 måneder i 1990, medens amtsligningsrådene foreslås nedlagt fra 1.
januar 1990.
På vurderingsområdet er der sparede honorarer til vurderingsmændene fra
1990 og vurderingsformænd og skyldrådsformænd fra 1992, samt visse andre
besparelser på vurderingsområdet, bl.a. som følge af forslaget om årlige
vurderinger fra 1992.
I den samlede besparelse er modregnet honorarer til et antal konsulenter,
som bl.a. skal overtage visse af lægmændenes opgaver på vurderingsområdet.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at den ændrede struktur på klageområdet vil
medføre en vis tilførsel af ressourcer til Landsskatteretten gennem
omprioriteringer inden for Skatteministeriets område.
Uden for de 60 mill.kr. må der forventes en række yderligere besparelser
som følge af de administrative lettelser. Disse besparelser er dog
vanskeligere at skønne over og vil blive udmøntet løbende som led i de
statslige rationaliseringer.
Forslaget om gebyr ved klage til Landsskatteretten skyldes ønsket om en
vis klagebegrænsning, specielt for de såkaldte bagatelsager. Gebyrprovenuet
anses ikke for at have selvstændig nævneværdig betydning. Derimod skønnes
gebyret at kunne være en medvirkende årsag til, at sagstilgangen i
Landsskatteretten kan holdes på et nogenlunde uændret niveau.
Vurderingsloven foreslås ændret således, at der fra 1992 bliver påbegyndt
årlige almindelige vurderinger i stedet for de hidtidige 4-årlige
vurderinger. Denne ændring af vurderingsloven vil ikke i sig selv have
provenumæssige virkninger.
6. Ikrafttræden og overgangsspørgsmål
På ligningsområdet foreslås det, at lovens bestemmelser skal have virkning
fra den 1. januar 1990. Med afskaffelsen af amtsligningsrådene, skatterådene
og den nugældende ansættelseskompetence og klageordning for
ligningskommissionerne vil der ved den nye klageordnings ikrafttræden versere
et antal sager hos de nævnte myndigheder.
Det foreslås, at verserende ansættelsessager i ligningskommissionerne,
d.v.s. sager, hvori ligningskommissionerne selv har ønsket at foretage
skatteansættelsen, overgår til fortsat behandling i de kommunale
skattemyndigheder.
Det foreslås endvidere, at verserende klagesager i ligningskommissionerne
færdigbehandles af skatteankenævnene efter de nye regler.
Efter lovforslaget skal skatterådene bevares i en periode på 6 måneder fra
ikrafttrædelsestidspunktet, således at skatterådene så vidt muligt kan
afslutte verserende sager. Eventuelle uafsluttede sager ved periodens udløb
foreslås færdigbehandlet af Landsskatteretten.
Verserende revisionssager i amtsligningsrådene foreslås overtaget af de
regionale told- og skatteforvaltninger, der færdigbehandler sagerne efter de
nye regler. Eventuelle klager over de regionale forvaltningers ansættelser
indbringes for Landsskatteretten.
For Landsskatterettens vedkommende foreslås det, at den hidtil gældende
frist på 6 måneder for indbringelse af kendelser for domstolene skal gælde
for kendelser, der afsiges indtil udløbet af 1989.
Den fornødne instruktion og uddannelse af medarbejderne ved de kommunale
skattemyndigheder påbegyndes snarest muligt.
På vurderingsområdet foreslås det, at lovens bestemmelser først skal have
virkning fra den 1. januar 1992. Dette er begrundet i, at 19. almindelige
vurdering, der efter vurderingsloven skal finde sted pr. 1. januar 1992,
kræver ca. 11/2 års forberedelse, hvorfor det er nødvendigt, at det
lovmæssige grundlag for den nye struktur fastlægges senest ved udgangen af
1989. Det vil derfor ikke være muligt at gennemføre kommuneaftalens
bestemmelser på vurderingsområdet tidligere end 1. januar 1992. Hertil
kommer, at strukturomlægningen vil kræve omfattende instruktion af de
kommunale medarbejdere og medlemmerne af skatteankenævnene, da disse ikke
tidligere har deltaget i vurderinger.
Det foreslås, at der i 1990 og 1991 i overensstemmelse med de gældende
regler gennemføres årsomvurderinger, og at disse udføres af det eksisterende
administrative vurderingssystem og af vurderingsformændene.
De under 3 c omtalte konsulenter foreslås udpeget i 2. halvår af 1990,
idet ansættelsesforholdet dog først skal have virkning fra den 1. januar
1992. De nuværende vurderingsmænd foreslås at udgå af vurderingssystemet ved
den nuværende funktionsperiodes ophør pr. 31. december 1990.
Verserende sager i vurderingsråd og skyldråd pr. 1. januar 1992 overgår
til videre behandling i henholdsvis de kommunale skattemyndigheder og
skatteankenævnene.
Det foreslås, at bestemmelserne om genoptagelse og forhøjelse af
skatteansættelser og bestemmelserne om frist for indbringelse for domstolene
af sager, som Landsskatteretten har afvist, får virkning for afgørelser, der
vedrører indkomståret 1990 og senere år. Nedsættelsen af fristerne til 3 år
berører derved ikke afgørelser fra perioden før lovens generelle
ikrafttrædelsesdato.
Statens overtagelse af inddrivelsen af selskabsskatter og A-skatter finder
sted pr. 1. maj 1990. Dette fremgår af lovforslaget om ændringer af
forskellige skatte- og afgiftslove (Kommuneaftalen).
Statens overtagelse af arbejdsgiverkontrollen finder ligeledes sted pr. 1.
maj 1990, jf. nærværende lovforslags bemærkninger, afsnit 1 b.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Efter de gældende regler skal den kommunale skatteadministration udarbejde
en kommunal ligningsplan, som skal forelægges til godkendelse i
ligningskommissionen, der har det politiske ansvar for den kommunale ligning.
Planen skal udarbejdes under behørig hensyntagen til Ligningsrådets og
Statsskattedirektoratets overordnede retningslinier. Herudover findes kun få
forskrifter for, hvad ligningsplanen skal indeholde. Der findes således ingen
regler om reaktionsmuligheder, hvis det forventede resultat af
ligningsarbejdet ikke opnås.
Der findes ingen tilsvarende regler om, at vurderingsrådene skal udarbejde
planer for vurderingsarbejdet.
Med lovforslagets § 1, stk. 1, henlægges ansvaret for den kommunale
ligningsplan til kommunalbestyrelsen som følge af, at skatteankenævnene, som
træder i stedet for ligningskommissionerne, får status som rene klageorganer.
Samtidig indføres der regler om, at der også skal udarbejdes kommunale
vurderingsplaner. Planerne skal udarbejdes efter Ligningsrådets
retningslinier.
I kommuneaftalen findes herudover følgende aftale om proceduren for
ligningen og udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner:
Inden udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner får den enkelte kommune
af den centrale told- og skatteforvaltning meddelelse om, hvor mange
selvangivelser og regnskaber, der som minimum skal gennemses nøjere.
Kommunerne får samtidig meddelelse om, hvor mange ansættelsesændringer en
ligningsmæssig gennemgang af de forskellige skatteyderkategorier
erfaringsmæssigt medfører og om planlagte landsomfattende kontrolaktioner.
Kommunen fastsætter i samarbejde med den regionale told- og
skatteforvaltning, hvor mange selvangivelser og regnskaber - udover det givne
minimumsantal - der skal gennemses nøjere.
Kommunerne skal angive, hvor langt man kalkulerer med, at ligningsarbejdet
vil være fremskredet til en fastsat dato i ligningsperioden, der bør svare
til det tidspunkt, hvor halvdelen af årets ligningsarbejde erfaringsmæssigt
er tilendebragt.
Inden ligningsperiodens begyndelse vurderes ligningsplanerne af den
regionale told- og skatteforvaltning og kommunen i fællesskab. Told- og
skatteforvaltningens eventuelle bemærkninger meddeles kommunalbestyrelsen.
Hvis kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, kan den sende et
udkast til ligningsplan til udtalelse hos ligningskommissionen (nu
skatteankenævnet).
Når den fastsatte dato er passeret, afgiver de kommuner, der ikke har nået
det kalkulerede mål, en status over ligningsarbejdet til den regionale told-
og skatteforvaltning.
Hvis der sker ændringer i ligningsplanen i ligningsperioden, meddeles
dette til den regionale told- og skatteforvaltning med angivelse af,
hvorledes ligningsarbejdet tænkes tilrettelagt i den resterende del af
ligningsperioden.
Efter ligningsperiodens udløb foretager den regionale told- og
skatteforvaltning en vurdering af kommunens ligningsarbejde. Hvis kommunen
ikke har opnået de forventede resultater af ligningen, skal den regionale
told- og skatteforvaltning bemærke dette over for kommunalbestyrelsen. En
sådan bemærkning kan eventuelt ledsages af en henstilling om, hvordan dette
arbejde bør tilrettelægges fremover.
Hvis en kommune i en periode ikke har opnået de forventede resultater af
ligningen, kan Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og
skatteforvaltning meddele kommunen bindende direktiver for ligningsarbejdet.
De bindende direktiver kan være et pålæg om, at nærmere fastsatte dele af
ligningen skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning. Der
henvises endvidere til bemærkningerne til forslagets § 22, stk. 3.
De nærmere regler for indholdet af lignings- og vurderingsplanerne og for
proceduren for udarbejdelsen af disse vil blive fastlagt i et cirkulære efter
drøftelser mellem de statslige og de kommunale skattemyndigheder.
I stk. 2 foreslås det, at kommunalbestyrelsen udpeger en embedsmand, der
som ansvarshavende skal forestå kommunens lignings- og vurderingsarbejde m.v.
Kommunalbestyrelsen eller udvalg kan ikke behandle eller træffe afgørelse i
de sager, der er henlagt til den kommunale skattemyndighed, jf. 2. pkt., men
kommunalbestyrelsen har det organisatoriske ansvar for skattemyndighedens
virksomhed.
Det foreslås ikke, at en bestemt embedsmand, f.eks. skatteinspektøren,
skal udpeges til at forestå arbejdet. Det står således kommunalbestyrelsen
frit for at etablere en kommunal enhedsforvaltning eller i øvrigt at lade den
pågældende person beskæftige sig med andre kommunale arbejdsopgaver.
Tilsvarende gælder for det personale, der engageres til at bistå den
ansvarshavende person.
Til § 2
Efter bestemmelsen skal den kommunale skattemyndighed i den enkelte
kommune foretage skatteansættelser af indkomst og formue, herunder
skatteansættelse i dødsboer og afsluttende skatteansættelse for afdøde
personer, udføre skattemyndighedernes øvrige opgaver i forbindelse med
dødsfald, jf. forslagets § 2, nr. 2, samt vurdere fast ejendom efter reglerne
i vurderingsloven.
Efter de gældende regler beror kompetencen til at foretage
skatteansættelse af indkomst og formue i ligningskommissionerne, og
vurderingsrådene har efter reglerne i vurderingsloven kompetencen til at
vurdere fast ejendom.
Den gældende skattestyrelseslov indeholder ingen særlige regler om, hvilke
skattemyndigheder der foretager skatteansættelse m.v. i dødsboer.
De materielle regler om dødsbobeskatning findes i kildeskatteloven, der
også indeholder regler for skattemyndighedernes øvrige funktioner i
forbindelse med dødsfald: Godkendelse af opgørelse efter § 14, stk. 3,
værdiansættelse af aktiver efter § 16, stk. 3 og 4, samt beregning af
passivposter og bindende forhåndsbesked i dødsboer efter § 33 A.
Ved § 1 i bekendtgørelse nr. 602 af 9. december 1977 om beskatning af
dødsboer m.v. er disse beføjelser tillagt ligningskommissionerne. Ved
afgørelserne og ved klage herover finder reglerne i skattestyrelsesloven
anvendelse, således at klagevejen efter de gældende regler stort set er den
samme som for skatteansættelser i øvrigt.
Til § 3
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den gældende skattestyrelseslovs
§ 3, stk. 1, 2, 4 og 5. § 3, stk. 3 i den gældende lov, hvorefter
ligningskommissionerne kan bemyndige skatteadministrationen til at foretage
ansættelser på kommissionens vegne, udgår som konsekvens af, at
ligningskommissionernes (nu skatteankenævnenes) ansættelseskompetence
bortfalder.
Forslagets § 3, stk. 1, bestemmer, at den skattepligtige, der har indgivet
selvangivelse, har ret til at fremkomme med en udtalelse til sagen, hvis den
kommunale skattemyndighed agter at foretage en ansættelse, der medfører
ændring af et eller flere af de beløb, der fremgår af selvangivelsen.
Med forslagets § 3, stk. 2, indføres regler om, at også den
skattepligtige, der ikke har indgivet selvangivelse, har krav på underretning
om en påtænkt ansættelse og på at få lejlighed til at kommentere denne.
Forslagets § 3, stk. 3, fastslår, at den kommunale skattemyndighed inden
for ligningsfristen er berettiget til enten af egen drift eller efter
anmodning fra den skattepligtige at genoptage og eventuelt ændre en allerede
foretaget ansættelse. Dette gælder dog ikke, hvis sagen er eller har været
under behandling ved en anden skattemyndighed.
Bestemmelsen i § 3, stk. 4, svarer til den gældende lovs § 3, stk. 5, og
indeholder fristen for de kommunale skattemyndigheders arbejde,
ligningsfristen.
Til § 4
Bestemmelsen omhandler vurdering af fast ejendom og fastslår, at de
kommunale skattemyndigheder hvert år skal vurdere landets faste ejendomme
efter reglerne i vurderingsloven. De kommunale skattemyndigheder skal
endvidere gennemføre vurderinger uden for de årlige vurderingsterminer, når
dette begæres efter vurderingslovens § 4. I forbindelse med vurderingerne
træffer skattemyndighederne afgørelse om fordeling af ansatte værdier og om
benyttelse af ejendomme efter vurderingslovens § 33. Bestemmelsen træder i
stedet for vurderingslovens § 39, stk. 1.
I stk. 2 foreslås det, at de ejendomsvurderinger, hvor kommunen og dens
embedsmænd altid vil være inhabile, f.eks. fordi ejendommen tilhører
kommunen, eller fordi kommunen p.g.a. byplanlægning eller lign., herunder i
de i vurderingslovens § 4 A nævnte tilfælde (ændring i zonestatus), har en
særlig interesse, foretages af den centrale told- og skatteforvaltning. Klage
over en sådan vurdering indgives til Landsskatteretten, der bliver eneste
klageinstans, jf. forslagets § 18, stk. 7. Kommunen er klageberettiget i
disse sager.
Til § 5
Bestemmelsen træder i stedet for vurderingslovens § 4, stk. 4, og
fastslår, at anmodning om vurdering efter vurderingslovens § 4 indgives til
den kommunale skattemyndighed. De materielle regler om ekstraordinære
vurderinger efter § 4 foreslås bevaret i vurderingsloven.
Til § 6
Efter stk. 1 skal der gives ejeren, og når vurdering er begæret i
anledning af et salg både køber og sælger, skriftlig underretning om
resultatet af almindelige og ekstraordinære vurderinger. Bestemmelsen træder
i stedet for § 40, stk. 1, i vurderingsloven.
Vurderingsresultatet skal sammen med nogle specifikationer om grundlaget
for vurderingsansættelsen som udgangspunkt meddeles på den fortrykte
selvangivelse/årsopgørelse, således at ejeren på et tidligt tidspunkt kan
rette henvendelse til kommunen om eventuelle fejl, der herefter kan ændres på
en administrativt ukompliceret måde. Da særskilt skriftlig meddelelse i vidt
omfang undgås, kan man herved opnå betydelig besparelse til porto. I
tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre, udsender kommunen fortsat
vurderingsresultatet ved særskilt skriftlig meddelelse.
Efter reglen i forslagets stk. 2, der erstatter vurderingslovens § 40,
stk. 2 og 3, skal de kommunale skattemyndigheder hvert år, når en almindelig
vurdering er afsluttet, give offentligheden adgang til oplysning om
resultatet af vurderingen.
Kravet i de gældende regler om, at der skal udarbejdes en skriftlig
fortegnelse over vurderingerne, bortfalder, således at kommunerne får adgang
til at udnytte de eksisterende muligheder for at registrere oplysningerne
elektronisk.
Til § 7
Bestemmelsen i stk. 1 giver den kommunale skattemyndighed kompetence til
af egen drift eller efter begæring fra ejeren eller en anden berettiget at
ændre vurderinger indtil udløbet af vurderingsåret. Forslaget indebærer en
udvidelse af vurderingsmyndighedens adgang til at berigtige vurderinger, jf.
nedenfor. Vurderingsåret udløber den 31. december i det år, hvori vurderingen
er foretaget. I praksis vil ændringerne finde sted i sidste halvår af
vurderingsåret, fordi vurderingsresultatet så vidt muligt meddeles ved
påtegning på selvangivelsen/årsopgørelsen, der som regel udsendes midt i
året.
Efter forslaget er der adgang til inden for 1-års fristen at foretage
enkeltstående ændringer af såvel skønsmæssig som formel karakter. Ved
gennemførelse af revisionsmæssige ændringer omfattende grupper af faste
ejendomme skal der ske en indberetning herom til de regionale told- og
skatteforvaltninger.
Efter de gældende regler kan vurderingsrådene også ændre vurderinger i
indtil 1 år efter vurderingstidspunktet. Ændringsadgangen er imidlertid
begrænset til ændringer af objektiv karakter og gælder således ikke ændringer
i skønsudøvelsen. I disse tilfælde må der gives indberetning til skyldrådet
med indstilling om fornøden ændring af den urigtige ansættelse. Skyldrådene
kan derimod foretage ændringer af enhver karakter, medmindre rådet,
Ligningsrådet eller Landsskatteretten allerede har foretaget ændringer.
Efter udløbet af vurderingsåret kan den kommunale skattemyndighed alene
foretage ændringer i vurderingerne i de tilfælde, der er omfattet af
forslagets § 8.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til vurderingslovens § 34, stk. 1, og
forskriver en pligt for de kommunale skattemyndigheder til at medvirke til de
statslige myndigheders revisioner af vurderingerne.
Til § 8
Efter stk. 1 kan den kommunale skattemyndighed genoptage en
skatteansættelse inden for 3 år efter anmodning fra den skattepligtige, når
den skattepligtige fremlægger nye oplysninger.
Som konsekvens af dette forslag begrænses myndighedernes adgang til at
forhøje en skatteansættelse, med den virkning at der udløses krav om forhøjet
skattetilsvar, til 3 år, jf. forslagets § 40 og bemærkningerne dertil.
Samtidig nedsættes tidsrummet for adgangen til domstolsprøvelse tilsvarende,
jf. forslagets § 36, stk. 3 og 4.
På vurderingsområdet foreslås indført en tilsvarende adgang for den
kommunale skattemyndighed til at genoptage en sag, når der fremlægges nye
oplysninger, der kan medføre en ændret vurdering.
Lovforslaget indebærer, at borgeren efter 3 år kan være sikker på at have
en endelig afgørelse.
Det er en betingelse for at tillade genoptagelse, at den, der fremsætter
anmodning herom, dokumenterer eller sandsynliggør, at den tidligere
skatteansættelse eller vurdering har været forkert.
Såfremt sagen genoptages efter de foreslåede regler af den kommunale
skattemyndighed, følger en eventuel klage over ansættelsen eller vurderingen
den sædvanlige klageinstansfølge, jf. stk. 4.
Efter forslagets § 8, stk. 5, skal en klage over et afslag på en ansøgning
om genoptagelse også følge den almindelige klagevej, der indføres med dette
lovforslag, d.v.s. at klage sker til skatteankenævnet som 1. klageinstans og
til Landsskatteretten som 2. klageinstans. Forslaget indebærer, at afslag
ikke længere behandles i det administrative rekurssystem med skatteministeren
som øverste klagemulighed.
Bestemmelserne i § 8, stk. 2-4, svarer til de gældende regler i
skattestyrelseslovens § 15, stk. 2-4, hvorefter skatteministeren kan
bemyndige den kommunale skattemyndighed til at foretage skatteansættelser og
vurderinger samt ændringer heri efter udløbet af ligningsperioden eller
vurderingsåret. Sådanne regler er i dag fastsat i Skatteministeriets
bekendtgørelse nr. 318 af 13. juni 1984.
Reglen i den gældende lovs § 15, stk. 2, 2. pkt., der svarer til
lovforslagets § 41, stk. 1, udgår på dette sted i forslaget.
Til § 9
Bestemmelsen i § 9 handler om skatteankenævnets opgaver. De nærmere regler
om påklage til skatteankenævnet findes i kapitel 3.
Skatteankenævnets afgørelser påklages efter dette forslag til
Landsskatteretten, jf. § 24, stk. 1, og § 28, stk. 1.
Til § 10
Bestemmelsen handler om skatteankenævnenes valg og sammensætning.
Skatteankenævnene skal efter dette forslag udføre de opgaver, som ved
kommuneaftalen blev placeret i ligningskommissionerne.
Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1, bortset fra 1. led i
1. pkt., og stk. 2.
Efter forslaget skal der ikke længere gælde nogen 70-års aldersgrænse for
valgbarhed til et skatteankenævn.
Bestemmelserne i stk. 3-5 om pligt til at modtage valg og om fritagelse
herfor svarer med enkelte ændringer til de bestemmelser, der hidtil har været
indeholdt i § 27, stk. 1, i den kommunale valglov. Med udløbet af indeværende
valgperiode ophæves de bestemmelser om ligningskommissionen, der hidtil har
været indeholdt i den kommunale valglov, jf. herved § 110, stk. 4, i den nye
kommunale valglov, lov nr. 140 af 8. marts 1989. Reglerne foreslås overført
til skattestyrelsesloven, hvilket var forudsat ved den nye kommunale valglov.
I forbindelse med overførslen er reglerne ændret, jf. stk. 5, således at de
svarer til de nu gældende regler i den nye kommunale valglov om fritagelse
for at opstille til valg, henholdsvis fritagelse for at modtage valg som
kommunalbestyrelsesmedlem. Ændringerne indebærer bl.a., at pligten til at
modtage valg til skatteankenævnet for den, der tidligere har været medlem (af
ligningskommissionen eller skatteankenævnet) i to sammenhængende
valgperioder, ikke mere genopstår efter udløbet af de to følgende
valgperioder. Endvidere fastsættes en aldersgrænse på 60 år for pligt til at
modtage valg, ligesom det fastslås, at fritagelsesgrundene for medlemshvervet
i funktionsperioden, jf. § 12, også er fritagelsesgrunde for modtagelse af
valg.
Til § 11
Reglerne om konsekvenserne af, at et medlem af et skatteankenævn mister
sin valgbarhed og om, hvorledes det afgøres, om valgbarheden er mistet,
svarer til reglerne i den kommunale valglov.
I forbindelse med overførelsen af fritagelsesreglerne fra den kommunale
valglov til skattestyrelsesloven er det således fundet hensigtsmæssigt at
fastsætte udtrykkelige regler om kommunalbestyrelsens pligt til at indberette
til Valgbarhedsnævnet, såfremt et medlem eller en stedfortræder er eller
bliver straffet, jf. stk. 3-5.
Til § 12
Reglen om fritagelse for hvervet som medlem eller stedfortræder i
skatteankenævnet i funktionsperioden svarer til den hidtidige regel i den
kommunale valglovs § 34 b, samt til den tilsvarende regel i den nye kommunale
valglov bortset fra, at afslag på anmodninger om fritagelse ikke kan
indbringes for Indenrigsministeriet.
Til § 13
Bestemmelsen svarer til § 1, stk. 4, i den gældende skattestyrelseslov.
Til § 14
Lovforslagets § 14 svarer til § 1, stk. 5-8 og 12, § 6 samt til § 16, 1.
pkt., i den gældende lov.
Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 6 og stk. 7, bortset fra 1.
pkt., hvis regel om, at afgørelserne træffes ved stemmeflerhed, allerede
fremgår forudsætningsvis af bestemmelsen. Retten efter sidste pkt. til at
kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn tilkommer ethvert
medlem, hvad enten vedkommende er medlem af det besluttende led eller ikke.
Stk. 3, der svarer til § 16, 1. pkt., i den gældende lov, giver et medlem
af et skatteankenævn, der er uenig i en afgørelse truffet af nævnet, mulighed
for at få efterprøvet afgørelsen af den centrale told- og skatteforvaltning.
Den gældende lovs § 1, stk. 9 og 10, om de habilitetskrav, der stilles til
ligningskommissionsmedlemmer, foreslås ikke overført til dette lovforslag, da
tilsvarende regler nu findes i § 3 i forvaltningsloven.
Efter stk. 5 foreslås det, at indenrigsministeren fastsætter regler for
honorering af skatteankenævnenes medlemmer. Herefter udgår særbestemmelsen i
den gældende lovs § 1, stk. 11, om fast honorar til formanden.
Det foreslås i stk. 6, at skatteministeren på egen hånd kan fastsætte
reglerne om skatteankenævnenes virksomhed i en forretningsorden. Den gældende
regel om, at forretningsordenen skal fastsættes efter samråd med
indenrigsministeren, foreslås derfor ophævet.
Bestemmelsen i stk. 6, 2. pkt., om at skatteministeren kan fastsætte
afvigende regler om skatteankenævnets organisation i København, svarer til §
6 i den gældende lov. Med hjemmel i bestemmelsen er det i den gældende
forretningsorden fastsat, at ligningskommissionen i København har 35
medlemmer, ligesom der er fastsat særlige regler om medlemmernes
funktionsperiode. Med hensyn til aflønning af formand og medlemmer foreslås
det nu, at Indenrigsministeriet fastsætter reglerne. Forslaget indebærer, at
disse ordninger for skatteankenævnet i København fortsat kan bevares.
Til § 15
Efter bestemmelsen i stk. 1 skal den kommunale skattemyndighed yde
sekretariatsbistand til skatteankenævnet, hvis opgave det er at behandle
klager over skattemyndighedens skatteansættelser, vurderinger og afgørelser
efter § 2, nr. 2. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2 og
vurderingslovens § 39 A.
Der fastsættes ingen nærmere regler for sekretariatsopgavens indhold og
udførelse, jf. afsnit 3 a i de almindelige bemærkninger. Kommunalbestyrelsen
har imidlertid ansvaret for, at skatteankenævnet får fornøden og
tilstrækkelig bistand til løsning af sine opgaver. Efter reglen i § 25, stk.
2, skal skatteankenævnet udarbejde en sagsfremstilling, som i praksis kan
udarbejdes og udsendes af sekretariatet efter bemyndigelse fra
skatteankenævnet. Det anses endvidere for en typisk sekretariatsopgave at
udarbejde forslag til skatteankenævnets afgørelser.
Reglen i den gældende lovs § 2, 2. pkt., om, at skatteadministrationen
skal være repræsenteret ved alle ligningskommissionens møder, foreslås
ændret, således at skatteankenævnet i stedet kan anmode sekretariatet om at
være til stede under nævnets møder, når dette skønnes hensigtsmæssigt.
Bestemmelsen i stk. 2 sikrer, at den person, der som ansat i den kommunale
skattemyndighed har truffet afgørelse i 1. instans eller har behandlet sagen
i øvrigt, ikke senere kan behandle samme sag som sekratariat for
skatteankenævnet under en klage dertil.
Der er tale om et rent personspørgsmål, og det har således inden
betydning, at den person, der behandler sagen i 1. instans, og den, der
fungerer som sekretariat, har samme chef (f.eks. skatteinspektøren). Der er
alene tale om en rettighed for borgeren, som ikke må tåle personsammenfald.
Dette betyder også, at reglen kan fraviges ved aftale, hvis borgeren
undtagelsesvis måtte ønske, at en person, der har befattet sig med sagen i 1.
instans, også skal f.eks. forelægge den for skatteankenævnet.
I de forudsætningsvis få tilfælde, hvor kommunen ikke kan stille en
kvalificeret medarbejder til rådighed for skatteankenævnet, som ikke har
befattet sig med sagen tidligere, foreskriver stk. 3, at kommunen skal
anvende ekstern sekretariatsbistand.
Den eksterne bistand skal kunne udføre sekretariatsbetjeningen
tilfredsstillende. Det er i øvrigt overladt til kommunen at bestemme, hvem
den vil engagere til opgaven, og om bistanden skal købes hos en offentlig
eller en privat virksomhed. Det bemærkes, at tavshedspligtsreglerne efter
forvaltningsloven gælder tilsvarende for personer, som er beskæftiget med
opgaver, der udføres efter aftale med myndighederne.
Til § 16
Efter stk. 1 skal den centrale told- og skatteforvaltning føre tilsyn med
lignings- og vurderingsarbejdet og skattemyndighedernes udførelse af dette
arbejde. Tilsynet udøves sammen med Ligningsrådet, jf. § 21.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 11, for så vidt angår
Statsskattedirektoratets virksomhed, og til § 14, stk. 1, 1. pkt. Det fremgår
nu af lovteksten, at tilsynspligten også omfatter skattemyndighedernes
særlige opgaver i forbindelse med dødsfald.
Gaveanmeldelser indgives efter reglerne i §§ 17 og 18 i bekendtgørelse nr.
505 af 20. oktober 1983 om arve- og gaveafgift til amtsskatteinspektoraterne,
der også foretager værdiansættelse.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at disse beføjelser placeres hos den
centrale told- og skatteforvaltning.
I praksis vil de regionale told- og skatteforvaltninger, der overtager
amtsskatteinspektoraternes opgaver, fortsat skulle behandle
gaveafgiftssagerne efter bemyndigelse fra den centrale told- og
skatteforvaltning.
Efter stk. 2, 2. pkt., skal den centrale told- og skatteforvaltning
vurdere ejendomme i de tilfælde, der er nævnt i § 4, stk. 2, jf.
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 17
Efter de gældende regler skal Statsskattedirektoratet som et led i den
overordnede styring og kontrol af lignings- og vurderingsmyndighederne dels
forud for hver ligning udarbejde en plan for ligningens foretagelse og dels
forud for hver ligning og vurdering udarbejde planer for fremgangsmåden ved
udøvelsen af direktoratets tilsynsvirksomhed.
Med forslagets stk. 1, der træder i stedet for § 14, stk. 1, 2. pkt., i
den gældende lov, indføres regler om, at den centrale told- og
skatteforvaltning også på vurderingsområdet skal udarbejde en vurderingsplan.
Herved tilvejebringes mulighed for en egentlig styring af vurderingsarbejdet.
Stk. 1 svarer i øvrigt til gældende ret.
Reglerne i stk. 2 og 3 svarer til § 14, stk. 1, 3. og 4. pkt., samt til §
14, stk. 2, 1. pkt., 1. led, i den gældende lov. Selv om ordene
»Direktoratet kan indkalde lignings- og vurderingsmyndighederne til
instruktionsmøder« ikke er gentaget i den foreslåede udformning af
bestemmelsen, er dette ikke et udtryk for en realitetsændring. Den centrale
told- og skatteforvaltning kan fortsat formidle instruktioner og anvisninger
m.v. på mest hensigtsmæssig måde.
Med hensyn til de kommunale ligningsplaner henvises til bemærkningerne til
§§ 1 og 22.
Til § 18
Lovforslagets § 18 indeholder regler om den centrale told- og
skatteforvaltnings revisionsbeføjelser, som består i planlægning og styring
af revisionsarbejdet og revision af konkrete sager.
I stk. 1 bestemmes, at den centrale told- og skatteforvaltning skal
efterprøve rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser og i
tilslutning til lignings- og vurderingsplanerne udarbejde planer for sin egen
tilsynsførende virksomhed.
Det præciseres i bestemmelsen, at revisionspligten foruden
skatteansættelser og vurderinger også omfatter afgørelser vedrørende dødsboer
efter § 2, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2 svarer til § 14, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i den gældende lov.
Forslagets stk. 3, der svarer til den nugældende § 14, stk. 2, 2. pkt., 1.
led, fastslår, at den centrale told- og skatteforvaltning har ret til at
udtage selvangivelser, ansættelser og vurderinger til gennemgang. Forslaget
indebærer ikke nogen ændring i adgangen til at optage ansættelser og
vurderinger til revision såvel fra den aktuelle ligningsperiode/det aktuelle
vurderingsår som fra tidligere perioder og år.
Efter de gældende regler har Statsskattedirektoratet og
amtsskatteinspektoraterne ikke kompetence til i forbindelse med en
revisionsmæssig gennemgang at ændre de ansættelser og vurderinger, som findes
urigtige, eller til at foretage ansættelser og vurderinger, hvor disse endnu
ikke er foretaget. Sagerne kan i stedet forelægges for Ligningsrådet og for
skatteansættelsessagernes vedkommende tillige for amtsligningsrådene, der er
berettiget til at foretage ansættelser, vurderinger og ændringer i disse.
Det foreslås i stk. 4, at den centrale told- og skatteforvaltning som et
led i en revisionsmæssig gennemgang får kompetence til at foretage
ansættelser og vurderinger, hvor disse ikke er foretaget tidligere, og til at
foretage ændringer, hvor ansættelsen eller vurderingen er foretaget af den
kommunale skattemyndighed. Told- og skatteforvaltningen kan i denne
forbindelse bestemme fra hvilket tidspunkt, en vurdering skal have
skattemæssig virkning.
Det foreslås i stk. 5, at told- og skatteforvaltningen, når den anser en
kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan forelægge kendelsen for
Ligningsrådet med henblik på eventuel ændring, således at det folkevalgte
element også er til stede hos den myndighed, der ændrer.
Efter reglen i stk. 6 foreslås Ligningsrådets kompetence til at pålægge
ansættelsesmyndigheden at foretage ansættelser, hvor disse p.g.a. fejl endnu
ikke er foretaget, overført til den centrale told- og skatteforvaltning under
hensyn til, at told- og skatteforvaltningen efter forslagets stk. 4 selv
ville være berettiget til at foretage ansættelsen eller vurderingen.
Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 15, stk. 1, 4. pkt., i den gældende lov.
Det foreslås i stk. 7, at klager over den regionale eller centrale told-
og skatteforvaltnings ansættelser og vurderinger skal indbringes for
Landsskatteretten, der bliver eneste administrative klageinstans. Opregningen
på dette sted er ikke udtømmende, jf. om Landsskatterettens kompetenceområde
lovforslagets § 28, stk. 1.
Til § 19
Bestemmelsen indeholder regler om oprettelse af regionale statslige told-
og skatteforvaltninger, der skal træde i stedet for de nuværende
amtsskatteinspektorater og distriktstoldkamre.
For at opnå den bedste koordination ved sammenlægningen af
distriktstoldkamrene og amtsskatteinspektoraterne foreslås det, at
skatteministeren får kompetence til at bestemme antallet af regionale
myndigheder og disses placering. Det hidtil gældende krav om, at der skal
være mindst et amtsskatteinspektorat i hvert amt, foreslås derfor ophævet.
Reglerne i §§ 19 og 20 erstatter § 19 i den gældende lov.
Til § 20
Det foreslås i § 20, stk. 1, at den centrale told- og skatteforvaltning
kan delegere sine beføjelser til de regionale myndigheder. Dette betyder i
praksis, at de regionale myndigheder overtager amtsskatteinspektoraternes
tilsyn med det kommunale ligningsarbejde og amtsligningsrådenes
revisionsbeføjelser. Endvidere kommer de regionale told- og
skatteforvaltninger til at overtage skyldrådenes revisionsbeføjelser på
vurderingsområdet.
De regionale forvaltninger står i et sædvanligt underordnelsesforhold til
den centrale myndighed svarende til, hvad der gælder i forholdet mellem
amtsskatteinspektoraterne og Statsskattedirektoratet efter den gældende
skattestyrelseslov.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 3 a skal Københavns og
Frederiksberg kommuner også fremover udføre visse af de opgaver, der i det
øvrige land placeres i de regionale told- og skatteforvaltninger. I
forslagets § 20, stk. 2, gives der skatteministeren hjemmel til at fastsætte
regler herom.
Til § 21
Bestemmelsen i stk. 1 beskriver i generelle vendinger Ligningsrådets
opgaver, som er at fastlægge reglerne for den centrale told- og
skatteforvaltnings virksomhed som ansættelses- og vurderingsmyndighed og
sammen med told- og skatteforvaltningen at føre tilsyn med de lokale
skattemyndigheders arbejde. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 11.
Det er aftalt under kommuneforhandlingerne, at Kommunernes Landsforening
skal repræsenteres med 2 medlemmer i Ligningsrådet, og at Københavns og
Frederiksberg kommuner skal repræsenteres med hver 1 medlem.
Det foreslås derfor i stk. 2, der svarer til § 12, stk. 1, i den gældende
lov, at Ligningsrådets medlemstal udvides fra 15 til 19 medlemmer, idet
skatteministeren yderligere beskikker 2 medlemmer efter indstilling fra
Kommunernes Landsforening og 2 medlemmer efter indstilling fra henholdsvis
Københavns og Frederiksberg kommuner. Det foreslås endvidere, at
skatteministeren beskikker formanden for Ligningsrådet, således at
statsskattedirektøren ikke længere er født formand. Det er imidlertid
hensigten fortsat at udpege en embedsmand til posten.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den gældende lovs § 17, stk. 2. Efter den
gældende § 17, stk. 1, kan ministeren efter indstilling fra Ligningsrådet
træffe afgørelse i sager om forligsmæssig efterbetaling af skat uden egentlig
ændring af skatteansættelsen. Denne beføjelse har ministeren delegeret til
Ligningsrådet, jf. § 28, stk. 1, i forretningsordenen for Ligningsrådet og
Statsskattedirektoratet. Det foreslås derfor, at kompetencen placeres i
Ligningsrådet, således at den gældende § 17, stk. 1, udgår.
Ligningsrådet vil, som det hidtil er sket, kunne delegere sine beføjelser
efter den foreslåede bestemmelse til de statslige told- og
skatteforvaltninger.
Skatteministeren kan i henhold til stk. 4, der svarer til den gældende
skattestyrelseslovs § 20, fastsætte de nødvendige nærmere regler for
Ligningsrådets virksomhed i en forretningsorden.
Til § 22
Bestemmelsen indeholder regler om Ligningsrådets tilsyns- og
revisionsbeføjelser.
Efter reglerne i stk. 1 og 2 skal Ligningsrådet godkende de lignings- og
vurderingsplaner, anvisninger og revisionsplaner, som udarbejdes af den
centrale told- og skatteforvaltning, jf. forslagets § 17, stk. 3, og § 18,
stk. 1. Bestemmelserne svarer til § 14, stk. 1, 2. pkt., og § 15, stk. 1, 1.
pkt., i den gældende lov.
Med forslagets § 22, stk. 3, indføres regler, der giver Ligningsrådet
kompetence til efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning
at give en kommune, der gennem en periode ikke har opnået de forventede
resultater af lignings- eller vurderingsarbejdet, bindende direktiver for
dette arbejde. Forslaget er i overensstemmelse med kommuneaftalen.
De bindende direktiver kan være et pålæg om, at nærmere fastsatte dele af
dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning. En
tilsvarende bestemmelse findes ikke i gældende ret.
Den eksterne bistand skal kunne udføre lignings- eller vurderingsarbejdet
tilfredsstillende. Det er i øvrigt kommunernes afgørelse, hvem de vil
engagere til opgaven.
Baggrunden for bestemmelsen er nærmere omtalt under bemærkningerne til §
1, hvortil henvises.
Bestemmelsen i stk. 4 er overført uændret fra den gældende lovs § 13.
Til § 23
Efter forslagets stk. 1 har Ligningsrådet hjemmel til at foretage
ansættelser, vurderinger og ændringer heraf i konkrete revisionssager, som
forelægges for rådet med indstilling af den centrale told- og
skatteforvaltning. Ligningsrådet kan i denne forbindelse træffe beslutning
om, fra hvilket tidspunkt en vurdering skal have skattemæssig virkning.
Bestemmelsen skal sammenholdes med forslagets § 18, stk. 3 og 4, og svarer
til § 14, stk. 2, 2. pkt., og § 15, stk. 1, 2., 3. og 5. pkt., i den gældende
lov.
Reglen i stk. 2 svarer til § 12, stk. 2, i den gældende lov.
Det foreslås i stk. 3, at klage over Ligningsrådets afgørelser efter stk.
1 skal ske til Landsskatteretten, der bliver øverste administrative
klageinstans.
Til § 24
Bestemmelsen omhandler Landsskatterettens opgaver, organisation og
beslutningsdygtighed og svarer til gældende ret.
Stk. 1 svarer til § 21, og stk. 2-8 svarer til § 22, stk. 1-8, i den
gældende lov.
Til § 25
Den foreslåede bestemmelse indeholder reglerne om klage til
skatteankenævnet over en skatteansættelse eller en afgørelse vedrørende
værdiansættelse m.v. i dødsboer, der er truffet af den kommunale
skattemyndighed.
Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til de gældende regler om
påklage til ligningskommissioner (nu skatteankenævn) og skatteråd i § 4, stk.
1, og § 9, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., 1. led. Det foreslås, at klagen for at
lette sagsbehandlingen indgives til den kommunale skattemyndighed, som efter
lovforslaget skal være sekretariat for skatteankenævnene. Af den samme grund
foreslås det, at skattemyndigheden, inden den videresender klagen til
skatteankenævnet, samtidig skal afgive en indstilling om sagen, således at
egentlige høringer bliver overflødige. Bestemmelsen er ikke til hinder for,
at kommunen genoptager behandlingen af sin egen afgørelse, hvis klageren
efter det foreliggende skal have medhold i klagen.
Klagefristen foreslås ændret fra 4 uger til 1 måned.
For sømænd er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.
Særreglen for sømænd, der har virkning fra den 1. januar 1989, er indsat i
skattestyrelsesloven ved lov nr. 363 af 1. juli 1988 i forbindelse med
ophævelsen af lov om sømandsskat.
Klagefristerne er ikke til hinder for, at skatteankenævnet bortser fra en
fristoverskridelse, når nævnet i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder, at sagen
alligevel bør tages under behandling.
Afslag herpå påklages til Landsskatteretten efter de foreslåede
almindelige klageregler.
Med det formål at sikre, at skatteankenævnenes afgørelser træffes på det
bedst mulige grundlag, og for at minimere antallet af klager til
Landsskatteretten foreslås der i § 25, stk. 2, indført regler om, at nævnene,
inden de træffer en afgørelse, som går klageren imod, skal udarbejde en
sagsfremstilling.
Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de faktiske
omstændigheder i den pågældende sag, som skatteankenævnet vil tillægge
betydning ved afgørelsen. Klageren skal have sagsfremstillingen forelagt og
have lejlighed til at kommentere den, inden skatteankenævnet træffer
afgørelse. Sagsfremstillingen med eventuelle rettelser eller tilføjelser skal
påny sendes til klageren sammen med skatteankenævnets afgørelse, således at
klageren under en eventuel senere klage til Landsskatteretten også kan
fremsætte bemærkninger hertil.
Bestemmelsen i stk. 3, hvorefter klageren skal tilbydes mundtlig
forhandling for skatteankenævnet, inden der træffes en afgørelse, der går
klageren imod, svarer til § 4, stk. 2, og § 9, stk. 2, i den gældende lov.
Stk. 4 svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 9, stk. 2 og 3, og
fastslår, at skatteankenævnet ikke er bundet af klagerens påstande, men er
berettiget til at efterprøve afgørelsen i sin helhed og eventuelt ændre en
ansættelse eller en vurdering på et punkt, som ikke er påklaget. Reglen
svarer til, hvad der i dag gælder for skatterådene.
Efter lovforslagets stk. 5 foreslås overspringelsesfristen for påklage til
Landsskatteretten af klager, der er indbragt for, men endnu ikke afgjort af
skatteankenævnene, fastsat til 3 måneder, som tilfældet i dag er fra
ligningskommission til skatteråd, jf. § 4, stk. 3, i den gældende lov.
Til § 26
Lovforslagets § 26 indeholder reglerne om klage til skatteankenævnet over
vurderinger, der er foretaget af de kommunale skattemyndigheder.
Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til vurderingslovens § 42,
stk. 1 og 2. Det foreslås, at vurderingsklager skal indgives til den
kommunale skattemyndighed, og at klagen skal være skriftlig og begrundet. Den
almindelige klagefrist foreslås ændret fra 4 uger til 1 måned.
Efter de gældende regler kan skyldrådet, såfremt der foreligger
undskyldende omstændigheder, se bort fra en fristoverskridelse, når klagen
indgives senest 2 måneder efter udløbet af klagefristen. Endvidere kan
skatteministeren forlænge klagefristen ved almindelige vurderinger, og
skatteministeren, der har delegeret kompetencen til Statsskattedirektoratet,
kan, når særlige forhold gør sig gældende, bestemme, at skyldrådet skal tage
en klagesag under behandling, selv om klagefristen er sprunget.
Disse særregler foreslås ikke overført til skattestyrelsesloven. Det
foreslås, at skatteankenævnene får en tilsvarende fri adgang til som på
ligningsområdet at optage vurderingsklager til behandling, hvor fristen er
oversiddet, således at skatteankenævnet efter en samlet konkret vurdering af
sagen kan beslutte at realitetsbehandle denne. Der henvises herved til
bemærkningerne til § 25.
Den nuværende 2-måneders frist og ministerens kompetence til at forlænge
klagefristen ved almindelige vurderinger i vurderingslovens § 42, stk. 3 og
stk. 4, 1. pkt., foreslås derfor ophævet.
Skatteankenævnets eventuelle afslag på at behandle sagen som følge af, at
klagefristen er overskredet, påklages til Landsskatteretten efter de
almindelige klageregler, der indføres med dette lovforslag. Reglen i
vurderingslovens § 42, stk. 4, 2. pkt., foreslås derfor ophævet.
Stk. 2 svarer til vurderingslovens § 44, stk. 1 og 3. Det foreslås, at
skatteankenævnene også i vurderingssager har pligt til at udarbejde
sagsfremstillinger, jf. bemærkningerne til § 25, stk. 2.
Hvis skatteankenævnet ændrer en vurdering, for hvilken der foreligger en
afgørelse efter vurderingslovens § 33, skal nævnet samtidig bestemme, hvilken
indflydelse ændringen får på den pågældende afgørelse. Særreglen herom i
vurderingslovens § 43 foreslås ophævet, da den foreslåede bestemmelse i stk.
1 også dækker disse tilfælde.
Stk. 3 svarer til vurderingslovens § 45, stk. 1. Skatteankenævnet kan
efterprøve en påklaget afgørelse i sin helhed og er således ikke bundet af
klagerens påstande.
Til § 27
Forslagets § 27 giver skatteankenævnene adgang til at genoptage
skatteansættelses- og vurderingssager efter ansøgning, når der enten
fremlægges nye oplysninger, der kan medføre et ændret udfald af sagerne,
eller når særlige omstændigheder taler for genoptagelse.
Reglen svarer til § 10 i den gældende lov om skatterådenes kompetence til
at optage egne afgørelser til ny behandling, men medtager i modsætning til
tidligere også vurderingssager.
Påklage af skatteankenævnenes afslag på en ansøgning om genoptagelse sker
til Landsskatteretten.
Til § 28
Efter lovforslagets § 28, stk. 1, består Landsskatterettens virksomhed i
at påkende klager over de afgørelser, der er opregnet i nr. 1-6, herunder
skatteankenævnenes afslag på at realitetsbehandle sager efter § 25, stk. 1, §
26, stk 1, og § 27. Opregningen er ikke udtømmende, jf. nr. 6.
Landsskatteretten er herudover ved bestemmelser i særlovgivningen gjort
kompetent til at behandle klager over afgørelser truffet i henhold til disse
særlove. Dette gælder f.eks. ifølge § 39, stk. 2, i pensionsbeskatningsloven.
Reglerne i nr. 1-4 svarer til § 21 i den gældende lov. Nr. 5 svarer til §
5, stk. 1, i lov om bindende forhåndsbesked. Denne særregel foreslås gentaget
i skattestyrelsesloven, da det er hensigten i løbet af kort tid at
sammenskrive bl.a. disse 2 love i en samlet skatteforvaltningslov.
Kun dødsboer er efter forslagets stk. 2 berettiget til at påklage
skatteansættelser og afgørelser efter stk. 1, nr. 2, vedrørende dødsboer.
Bestemmelsen svarer til den nugældende § 25, stk. 1.
Reglerne om, hvem der er klageberettiget i vurderingssager, findes i dag
dels i vurderingsloven og dels i skattestyrelsesloven. Det foreslås, at
vurderingslovens klageregler overføres til skattestyrelsesloven.
Stk. 3, 1. pkt., svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 26 og
vurderingslovens § 46, stk. 1, 2. pkt. Det fremgår nærmere af forslagets §
26, hvilke personer der er klageberettiget.
Efter de gældende regler kan en kommune påklage vurderinger af en ejendom,
hvori kommunen har en særlig retlig interesse, f.eks. p.g.a. byplanlægning
eller lignende. Sådanne ejendomme skal efter lovforslagets § 4, stk. 2,
vurderes af de statslige told- og skatteforvaltninger. Det foreslås i stk. 3,
2. pkt., at det lovfæstes, at kommunerne kan påklage vurderinger, der er
foretaget i henhold til § 4, stk. 2.
Efter reglen i stk. 3, 3. pkt., har den centrale told- og
skatteforvaltning af hensyn til ensartetheden i vurderingerne adgang til at
indbringe tidligere vurderinger vedrørende en ejendom, for hvilken en
vurdering er påklaget, for Landsskatteretten. Det betyder, at
Landsskatteretten får mulighed for at pådømme de tidligere afgørelser sammen
med den påklagede vurdering. Reglen er overført uændret fra § 27, stk. 4, i
den gældende lov.
Reglen i den gældende lovs § 36, hvorefter Landsskatteretten ikke må
påkende en vurdering, der er påklaget af en anden end ejeren, uden at give
ejeren lejlighed til at udtale sig, er nu erstattet af en tilsvarende
bestemmelse om partshøring i forvaltningslovens § 19. Det foreslås derfor, at
§ 36 ophæves.
Den gaveafgiftspligtige er berettiget til at påklage afgørelser vedrørende
gavens værdi til Landsskatteretten, jf. forslagets stk. 4, der svarer til §
25, stk. 1, i den gældende lov.
Efter de gældende regler i skattestyrelsesloven kan afslag eller
begrænsede svar på bindende forhåndsbesked i dødsboer efter kildeskattelovens
§ 33 A, stk. 5, ikke indbringes for Landsskatteretten eller for domstolene,
når svaret er begrænset eller afslaget givet som følge af, at klageren ikke
har fremlagt tilstrækkelige oplysninger. Tilsvarende kan afvisning af en
anmodning om bindende forhåndsbesked efter § 5, stk. 4, i lov om bindende
forhåndsbesked ikke indbringes for Landsskatteretten eller for domstolene.
Det foreslås, at disse to beslægtede regler samles i lovforslagets stk. 5.
Forslagets stk. 6 om Landsskatterettens reaktionsmuligheder, når der
klages, uden at klageadgangen til de øvrige skattemyndigheder er udnyttet,
svarer til den gældende lovs § 28, nr. 1.
Til § 29
I lovforslagets § 29 er det bestemt, at en klage til Landsskatteretten
over en skatteansættelse skal støttes på bestemte klagegrunde. Disse
klagegrunde er udtømmende opregnet i nr. 1-4. Bestemmelsen svarer til § 24,
stk. 1, 1. pkt., i den gældende lov. Der findes ikke en tilsvarende
bestemmelse vedrørende de øvrige sagstyper, som Landsskatteretten kan
behandle.
I § 24, stk. 1, 2. pkt., i den gældende lov er det bestemt, at den
skattepligtige ikke kan påklage afgørelser til Landsskatteretten, når de ikke
har været rettidigt indbragt for skatterådet, medmindre klagen begrundes med,
at den pågældende ikke er skattepligtig, eller at afgørelsen er ugyldig på
grund af formelle mangler, jf. nr. 1 og 2.
Denne bestemmelse harmonerer ikke med den gældende lovs § 28, nr. 1, der
foreslås overført som § 30, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Landsskatteretten
altid kan bortse fra en fristoverskridelse, når der foreligger særlige
undskyldende omstændigheder. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i § 24,
stk. 1, 2. pkt., ikke overføres til dette lovforslag.
Det følger af bestemmelsen i § 29, at kun den skattepligtige, og således
ikke ligningsmyndighederne, er berettiget til at påklage en skatteansættelse.
Til § 30
Lovforslagets § 30 handler om fristen for klage til Landsskatteretten, om
klagens udformning og om klageafgift.
Efter de gældende regler i skattestyrelseslovens § 23 er fristen for
påklage til Landsskatteretten i de sagstyper, der er omfattet af
lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 1-4, 8 uger fra det tidspunkt, hvor
afgørelsen er kommet frem til modtageren. Vedrørende særreglen for sømænd
henvises til bemærkningerne til § 25.
Klager over afgørelser om bindende forhåndsbesked skal indgives til
Landsskatteretten inden 2 måneder fra beskedens dato, jf. § 5, stk. 1, i lov
om bindende forhåndsbesked.
For at forenkle klagereglerne foreslås det i stk. 1, at klagefristen i
alle disse tilfælde fastsættes til 3 måneder fra modtagelsen.
Landsskatteretten kan bortse fra en fristoverskridelse, hvis der foreligger
særlige omstændigheder, jf. stk. 1, 3. pkt., der svarer til § 28, nr. 2, i
den gældende lov.
Kravene til klagens indhold og udformning i stk. 2 svarer til § 27, stk.
1, 1-3. pkt., i den gældende lov. Det foreslås, at det svarende til, hvad der
gælder om den påklagede afgørelse, gøres til en ufravigelig betingelse, at
skatteankenævnets sagsfremstilling vedlægges klagen enten i original eller
kopi.
Hvis klagen lider af indholdsmæssige mangler, eller den påklagede
afgørelse eller sagsfremstillingen ikke er vedlagt klagen, afviser
Landsskatteretten klagen, medmindre manglen afhjælpes inden for en frist, som
Landsskatteretten fastsætter, jf. lovforslagets § 30, stk. 3, der svarer til
§ 27, stk. 1, 2. pkt., og § 28, nr. 3, i den gældende lov.
I lovforslagets § 25, stk. 2, er det som nævnt foreslået, at der indføres
regler om, at skatteankenævnene har pligt til at udarbejde en
sagsfremstilling. Forslaget har bl.a. til formål at begrænse antallet af
klager, der går videre til Landsskatteretten.
Som en yderligere klagebegrænsende foranstaltning foreslås det i § 30,
stk. 4, at der indføres regler om en klageafgift for sager, der indbringes
for Landsskatteretten. Afgiften skal reguleres efter reglerne i
personskattelovens § 20. Grundbeløbet pr. 1. januar 1987 er fastsat til 400
kr., hvilket betyder, at klageafgiften pr. 1. januar 1990 vil udgøre 500 kr.
Klageafgiften skal betales samtidig med, at klagen indgives, og
sagsbehandlingen vil ikke blive påbegyndt, før afgiften er betalt. Hvis
afgiften heller ikke bliver indbetalt inden for en frist, som
Landsskatteretten fastsætter, vil klagen blive henlagt. Samtidig bortfalder
kravet om klageafgift.
Det foreslås af rimelighedsgrunde, at der ikke skal betales klageafgift,
når Landsskatteretten er 1. klageinstans, og at klageafgiften skal
tilbagebetales til klageren, når Landsskatterettens afgørelse giver klageren
helt eller delvis medhold i klagen. Klageafgiften kan derimod ikke forlanges
tilbagebetalt, når Landsskatteretten afviser klagen, når klageren trækker sin
klage tilbage under sagen, eller når klageren benytter sig af sin adgang til
at indbringe sagen for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har
truffet afgørelse i sagen, jf. lovforslagets § 36, stk. 1, 2. pkt.
Landsskatteretten er 1. klageinstans i sager om bindende forhåndsbesked,
jf. § 5, stk. 1, i lov om bindende forhåndsbesked, hvorefter Ligningsrådets
afgørelser påklages til Landsskatteretten, og der skal derfor ikke betales
klageafgift i disse sager.
Landsskatteretten er endvidere 1. klageinstans, når den centrale told- og
skatteforvaltning eller Ligningsrådet træffer afgørelser i revisionssager
efter reglerne i lovforslagets § 18, stk. 4, og § 23, stk. 1. I disse sager
betales heller ikke klageafgift. Dette gælder, selv om skatteankenævnet efter
påklage har behandlet sagen tidligere, idet det afgørende er, at
revisionsgennemgangen har ført til en ny afgørelse i sagen, der ønskes
påklaget.
Reglerne om klageafgift anvendes tilsvarende ved en ansøgning om
genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten tidligere har afgjort, jf.
forslagets § 34, stk. 3, med bemærkninger.
Til § 31
Efter de gældende regler har en klager adgang til i klageskrivelsen til
Landsskatteretten at fremsætte anmodning om personlig forhandling. Ved
personlig forhandling forstås, at klageren har ret til at udtale sig
mundtligt under sagen. Der findes 2 former for mundtlig forhandling, dels
forhandling med Landsskatterettens personale og dels en adgang til at
forelægge sagen for den besluttende del af Landsskatteretten under et
retsmøde. Disse 2 former for mundtlig forhandling foreslås henført til
henholdsvis § 31 og § 32 i lovforslaget.
En begæring om personlig forhandling betragtes efter gældende praksis som
udgangspunkt som et ønske om mundtlig forhandling med en af rettens
sagsbehandlere under den forberedende behandling af klagen, medmindre
klageren udtrykkeligt har anmodet om ret til at udtale sig over for selve
retten. En sådan anmodning om mundtlig forhandling med en medarbejder ved
Landsskatteretten skal altid imødekommes.
Landsskatteretten kan afslå en begæring om mundtlig forhandling over for
selve retten, hvis mundtlig forhandling må anses for åbenbart overflødig.
Beslutningen om, hvorvidt en ansøgning skal imødekommes, træffes af retten
selv.
Reglerne om forhandling med selve Landsskatteretten findes i den gældende
skattestyrelseslov, mens reglerne om forhandling med Landsskatterettens
personale findes i forretningsordenen for Landsskatteretten.
Det foreslås, at reglerne om ret til forhandling med Landsskatterettens
personale lovfæstes, da reglerne yder borgerne retssikkerhedsmæssig
beskyttelse, jf. lovforslagets § 31, stk. 1. Det er ikke en betingelse, at
anmodningen om mundtlig forhandling er fremsat i klageskrivelsen.
Bestemmelsen i stk. 2 giver Landsskatteretten mulighed for at anmode
repræsentanter for den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om
at være til stede under den mundtlige forhandling med klageren. Reglen
anvendes både i forbindelse med retsmøder og i forbindelse med forhandlinger
på et af rettens kontorer og har til formål at sikre, at sagen oplyses bedst
muligt. Bestemmelsen svarer til § 27, stk. 2, i den gældende lov.
Efter den gældende bestemmelse i § 27, stk. 3, 1. pkt., kan
skatteministeren fastsætte nærmere regler for lignings- og
vurderingsmyndighedernes medvirken ved klagernes behandling i
Landsskatteretten. Denne bemyndigelse er udnyttet, og i en cirkulæreskrivelse
af 19. september 1980 har skatteministeren bl.a. fastsat, at lignings- og
vurderingsmyndighederne kun har adgang til at være repræsenteret i
Landsskatteretten, når retten har anmodet om dette.
Det foreslås, at denne regel udgår af lovteksten, da den findes overflødig
ved siden af den foreslåede bestemmelse i stk. 2.
Reglen i stk. 3, hvorefter Landsskatteretten kan tilkalde særlige
sagkyndige til at bistå sig ved afgørelsen af en klage over en
ejendomsvurdering, svarer til vurderingslovens § 25, stk. 2.
For de tilfælde, hvor skatteankenævnet ikke har haft lejlighed til at
træffe afgørelse i en sag, f.eks. hvor klageren har benyttet sig af sin
adgang efter § 25, stk. 5, til at indbringe en sag for Landsskatteretten, som
skatteankenævnet endnu ikke har truffet afgørelse i, bestemmes det i stk. 4,
at Landsskatteretten kan anmode skatteankenævnet dels om at udarbejde en
sagsfremstilling og dels om et forslag til en afgørelse i sagen. Reglen kan
også benyttes i tilfælde, hvor Landsskatteretten efter reglen i § 28, stk. 6,
optager en sag til behandling, uanset at sagen ikke har været påklaget til
skatteankenævnet. Den foreslåede bestemmelse har til formål at lette
Landsskatterettens sagsbehandling.
Til § 32
Det foreslås i stk. 1, at klageren kan anmode om at få lejlighed til at
udtale sig mundtligt om sin sag over for selve Landsskatteretten under et
retsmøde. Reglen svarer til § 27, stk. 1, 4. pkt., i den gældende lov.
Klageren har endvidere ret til mundtlig forhandling med rettens sekretariat
under sagens forberedelse, jf. lovforslagets § 31, stk. 1, og bemærkningerne
hertil. Anmodningen om mundtlig forhandling kan fremsættes i klageskrivelsen
eller under den forberedende sagsbehandling.
Efter reglen i stk. 2, der svarer til § 27, stk. 3, 2. pkt., kan også den
centrale told- og skatteforvaltning anmode om et retsmøde. Klageren tilsiges
til dette retsmøde og må tåle, at der afholdes et retsmøde, vedkommende ikke
har anmodet om.
Det bestemmes i stk. 3, der svarer til § 27, stk. 1, 5. pkt., at
Landsskatteretten kan afslå en sådan anmodning, hvis mundtlig forhandling må
anses for åbenbart overflødig. Beslutningen om, hvorvidt ansøgningen skal
imødekommes, træffes af selve retten.
Til § 33
I stk. 1 bestemmes, at Landsskatterettens afgørelser træffes ved kendelse,
og at Landsskatteretten uanset klagens indhold er berettiget til at
efterprøve en afgørelse på alle punkter. Bestemmelsen svarer til § 33, stk.
1, i den gældende lov med den ændring, at kravet om, at kendelserne skal
begrundes, udgår af lovteksten, fordi dette krav allerede fremgår af
forvaltningslovens § 22. Såfremt det under sagens behandling i
Landsskatteretten konstateres, at afgørelsen indeholder fejl eller mangler på
andre punkter end de påklagede, har Landsskatteretten efter bestemmelsen
adgang til at træffe afgørelse vedrørende disse punkter.
Landsskatteretten er uanset navnet ikke en domstol, men den øverste
administrative klageinstans i skattesager. Dette indebærer, at
Landsskatteretten i lighed med andre forvaltningsmyndigheder, herunder de
øvrige skattemyndigheder, er undergivet officialmaximen, hvorved forstås, at
den pågældende forvaltningsmyndighed selv har ansvaret for, at der
tilvejebringes de oplysninger, som myndigheden anser for nødvendige og
tilstrækkelige til at kunne træffe en forsvarlig afgørelse i en sag.
Det er endvidere forvaltningsmyndighedernes pligt at sørge for, at de
fornødne oplysninger skaffes tilveje på den hurtigste og mest hensigtsmæssige
måde. En sag skal således undersøges af myndigheden så langt, som det er
nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Ved
vurderingen af, hvor omfattende undersøgelser der bør foretages, indgår en
række hensyn. Foruden hensynet til at nå frem til den materielt rigtige
afgørelse spiller hensynet til, at afgørelsen træffes uden unødig
forsinkelse, en væsentlig rolle.
Reglerne om officialmaximen er uskrevne forvaltningsretlige normer for,
hvad der er god forvaltningsskik.
I den gældende skattestyrelseslov findes følgende enkeltstående regler,
der er et udtryk for officialmaximen: I § 24, stk. 2, er det fastsat, at
Landsskatteretten kun kan ændre en afgørelse, der har beroet på et skøn, når
retten på grundlag af de for den foreliggende oplysninger kan danne sig et
selvstændigt skøn. I § 32, stk. 1, er det fastsat, at Landsskatteretten kan
indhente oplysninger ud over de fremlagte. Efter § 32, stk. 2, kan retten
anmode en 3. mand, som har modstående interesser i et retsforhold, som
omfatter klageren og 3. manden, om at udtale sig om sin opfattelse af
retsforholdet. Det bemærkes, at 3.manden ikke er forpligtet til at afgive
udtalelse, og at afgørelsen i klagesagen ikke er bindende for ham.
Det foreslås, at de nævnte bestemmelser udgår af skattestyrelsesloven, da
Landsskatteretten som nævnt allerede er forpligtet til at fremskaffe de
nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til brug for en sags afgørelse, og
da reglerne blot er et udtryk for ganske få af de sagsbehandlingsregler, som
Landsskatteretten er forpligtet til at følge.
Kendelsen skal efter stk. 2, der svarer til § 33, stk. 2, i den gældende
lov, indeholde oplysning om retsmedlemmernes eventuelle forskellige
opfattelser vedrørende sagens afgørelse, om stemmeantallet, og om hvorvidt
retsformanden har afgivet dissens.
Til § 34
Lovforslagets § 34 indeholder reglerne om Landsskatterettens adgang til at
genoptage allerede afgjorte sager til fornyet behandling. Reglerne i stk. 1
og 2 er overført uændret fra § 34 i den gældende skattestyrelseslov.
Det foreslås i stk. 3, at der skal betales klageafgift, når en sag begæres
genoptaget i Landsskatteretten. Afgiften tilbagebetales, når betingelserne
herfor i forslagets § 30, stk. 4, er opfyldt.
Til § 35
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 1, nr. 1, i lovforslag L 14
(Appelbegrænsning m.m.), der blev fremsat af skatteministeren den 5. oktober
1988, hvilket lovforslag blev henlagt af Folketinget i foråret 1989 som følge
af forhandlingerne mellem regeringen, Kommunernes Landsforening, Københavns
og Frederiksberg kommuner om den fremtidige struktur på skatteområdet.
Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for skatteyderen til at
indhente et egentligt syn og skøn om f.eks. værdiansættelsesspørgsmål, som
indgår i klagesagen, for Landsskatteretten. Reglen skal ikke kunne finde
anvendelse i vurderingssager, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at
foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig
bistand.
I retsplejelovens § 343 findes hjemmel til at anmode de almindelige
domstole om at udmelde syn og skøn om sagsgenstanden, uanset at der endnu
ikke er anlagt retssag. Det antages imidlertid, at formuleringen af den
gældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 1, 1. pkt., afskærer henvendelse til
de almindelige domstole om udmeldelse af syn og skøn, førend
Landsskatteretten har taget stilling til sagen, eller 6-måneders fristen i §
29, stk. 1, 5. pkt., er udløbet.
Efter lovforslagets stk. 1 skal reglen i retsplejelovens § 343 være
direkte anvendelig allerede i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen af
sagen. Dette indebærer, at parten vil kunne begære landsskatteretssagen sat i
bero, samtidig med at parten indgiver begæring om syn og skøn ved de
almindelige domstole. Landsskatteretten skal kunne fastsætte en frist i den
enkelte sag, inden hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn
skal være afklaret, jf. stk. 2.
Henvisningen til retsplejelovens § 343 betyder, at det er de almindelige
domstole, der udmelder syns- og skønsmændene, og at retsplejelovens regler om
afholdelse af syn og skøn er gældende, herunder reglerne om værneting og om
modpartens muligheder for at protestere mod skønsforretningens afholdelse, og
om reglerne om afhjemling i retten under vidneansvar. Den part, der
rekvirerer skønsforretningen, drager omsorg for, at Landsskatteretten får
tilsendt skønserklæringen, når den foreligger, ligesom parten afholder
omkostningerne.
Landsskatteretten skal endvidere kunne fastsætte en frist, inden hvilken
klageren og skattemyndighederne må meddele retten, om skønserklæringen giver
parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen.
Til § 36
Bestemmelsen i § 36, stk. 1, fastslår, at sager kan indbringes for
domstolene, der er berettiget til at efterprøve sagernes materielle indhold.
Det er en betingelse, at sagen forinden har været indbragt for
Landsskatteretten, når sagen drejer sig om spørgsmål, som Landsskatteretten
er kompetent til at tage stilling til. Reglen svarer til § 29, stk. 1, i den
gældende lov.
Landsskatterettens afgørelser i vurderingssager vil kunne indbringes for
domstolene, men det antages i retspraksis, at domstolene vil udvise
tilbageholdenhed med at efterprøve den del af Landsskatterettens afgørelser,
der omhandler værdiskønnet.
Det foreslås i stk. 2, at fristen for at indbringe en
landsskatteretskendelse for domstolene nedsættes fra 6 måneder til 3 måneder.
Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 29, stk. 2, i den gældende lov. De
specielle klagefrister på 3 måneder i § 29, stk. 3, foreslås i konsekvens
heraf ophævet.
Det foreslås i stk. 3, at fristen for at indbringe en sag for domstolene,
som Landsskatteretten har afvist, nedsættes fra 5 år til 3 år, således at
fristen kommer til at korrespondere med fristerne i lovforslagets § 8 og §
40. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger om genoptagelse og
til bemærkningerne til de nævnte bestemmelser. Bestemmelsen, der i øvrigt
svarer til den gældende lovs § 29, stk. 4, 1. pkt., anviser den sidste udvej
for at få prøvet en afgørelse, når Landsskatteretten ikke har
realitetsbehandlet sagen.
Forslagets stk. 4 og 5 svarer til henholdsvis § 29, stk. 4, 3. pkt., og
stk. 5, i den gældende lov. Bestemmelsen i stk. 4 fastslår, at 3-års fristen
i stk. 3 for klage til domstolene er overholdt, blot klageren har anmodet
Landsskatteretten om at behandle sagen inden udløbet af 3-års fristen.
De i stk. 5 nævnte sager skal dog, når de er afvist, indbringes senest et
år efter afgørelsen i 1. instans, jf. den gældende § 29, stk. 5.
Til § 37
Bestemmelsen i lovforslagets § 37 fastslår, at skatteministeren kan
indbringe Landsskatterettens afgørelser for domstolene. Det foreslås, at
klagefristen i bestemmelsen nedsættes til 3 måneder, således at reglen
korresponderer med den klagefrist, der efter lovforslagets § 36, stk. 2, skal
gælde for borgerne. Reglen svarer til § 33, stk. 4, 1. pkt., i den gældende
lov, mens den korte specielle klagefrist på 3 måneder i 2. pkt. kan ophæves
som konsekvensændring.
Til § 38
Lovforslagets § 38, stk. 1, fastslår, at sagerne altid skal anlægges ved
landsretten som 1. instans.
I stk. 2 og 3 findes reglerne om, hvilken af landsretterne der er
kompetent i den konkrete sag. Bestemmelsen i stk. 2 svarer til de gældende
regler i § 31 og § 33, stk. 4, 1. pkt., og § 5, stk. 3, i lov om bindende
forhåndsbesked.
Stk. 3 indeholder en særregel for tilfælde, hvor den private part ikke har
hjemting i Danmark, og svarer delvis til § 5, stk. 3, i lov om bindende
forhåndsbesked.
Til § 39
Lovforslagets § 39 svarer til § 37 i den gældende lov med de ændringer,
der følger af, at skatterådene og amtsligningsrådene efter dette forslag
nedlægges, og at ligningskommissionerne ændrer betegnelse til skatteankenævn.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at skatterådsmedlemmer samtidig er
medlemmer af skatteankenævnene i den overgangsperiode på 6 måneder, som
foreslås i § 46, stk. 1. Der vil ikke opstå habilitetsproblemer, da
skatterådene ikke tilføres nye sager i overgangsperioden.
Til § 40
Efter § 1, nr. 4, i lov nr. 274 af 22. december 1908 forældes det
offentliges krav på skatter og afgifter på 5 år. I de tilfælde, hvor denne
forældelsesregel ikke kan finde anvendelse, gælder fortsat forældelsesfristen
i Danske Lov 5-14-4 af 15. april 1683, hvorefter skattekrav forældes 20 år
efter kravets stiftelse.
I § 15, stk. 5, i den gældende skattestyrelseslov er det fastsat, at
skatteansættelser, i det omfang de beror på et skøn, ikke kan forhøjes senere
end 3 år efter udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører. Reglen
indebærer, at muligheden for at foretage skønsmæssige forhøjelser af en
ansættelse i forbindelse med en revisionsmæssig gennemgang er undergivet en
særlig hurtig forældelse.
Der foreslås i § 40, stk. 1, indført en generel regel om, at
skattemyndighederne er afskåret fra under en revisionsmæssig gennemgang at
forhøje en skatteansættelse senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,
som ansættelsen vedrører. Reglen gælder, uanset om forhøjelsen beror på et
skøn eller ikke, og indebærer en udvidelse af den gældende bestemmelse i §
15, stk. 5.
Reglen har sammenhæng med den foreslåede regel i § 8, stk. 1, hvorefter
borgeren ikke kan begære genoptagelse af en skatteansættelse efter udløbet af
en tilsvarende periode. Efter reglen i § 36 har borgeren heller ikke mulighed
for at indbringe en sådan sag for domstolene.
Formålet med den foreslåede regel er at beskytte skatteyderne mod efter
længere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav.
Bestemmelsen vedrører kun forhøjelse af en ansættelse. Nedsættelse eller
ophævelse kan altid ske med den begrænsning, at borgernes krav herpå er
begrænset af 3-års fristen i § 8, stk. 1.
Såfremt skattemyndighederne bevillingsmæssigt tillader nedsættelse efter
udløbet af 3-års fristen, er den foreslåede bestemmelse ikke til hinder for,
at skattemyndighederne i forbindelse hermed foretager forhøjelser på enkelte
punkter vedrørende det samme indkomstår, når blot nettoresultatet af
ansættelsesændringen bliver en nedsættelse. Den typiske situation vil være,
at skattemyndighederne under sagens gennemgang konstaterer, at ansættelsen
skal forhøjes på andre punkter. Synspunktet er, at når borgeren
bevillingsmæssigt får tilladelse til at få genoptaget en ældre ansættelse med
henblik på nedsættelse, må den pågældende tåle det vilkår for bevillingen, at
der foretages modregning for skattemyndighedernes eventuelle krav for det
samme år.
Såfremt der efter udløbet af 3-års fristen konstateres ændringer i
grundlaget for en ældre ansættelse, kan skattemyndighederne efter den
foreslåede bestemmelse i stk. 2 lægge disse ændringer til grund ved
ansættelsesforhøjelser, der foretages i indkomstår, som ligger inden for
fristen. Skattemyndighederne er derimod afskåret fra at forhøje selve
ansættelserne i de tidligere år.
Dette gælder f.eks., når det efterfølgende konstateres, at et
afskrivningsgrundlag i et tidligere indkomstår er forkert ansat. I disse
situationer kan skattemyndighederne lægge afskrivningsgrundlaget, som det
ville have set ud, hvis der var foretaget ansættelsesændringer i relevante
tidligere år, til grund ved ansættelsen i de indkomstår, hvor ændringer kan
ske.
Bestemmelsen forudsætter, at skattemyndighederne i situationer som den
nævnte foretager en beregning over, hvilke skattemæssige virkninger ændringer
i grundlaget for tidligere år vil have i de år, hvor der forhøjes.
I det omfang, hvori skatteansættelsen beror på et skøn, er
skattemyndighederne dog udelukket fra at foretage forhøjelser på grundlag af
konstaterede ændringer i grundlaget for ansættelser for indkomstår, hvor
ændringer ikke kan ske, jf. stk. 2, 2. pkt., der svarer til den gældende
regel i § 15, stk. 5.
Klager over ændringer i grundlaget for ældre ansættelser, der får
skadevirkning for den skattepligtige i et senere indkomstår, skal efter
forslaget indgives i forbindelse med en klage over ansættelserne i de år,
hvor ændringerne er lagt til grund for en ansættelse. Der er derimod ikke
adgang til isoleret at påklage grundlaget for ældre ansættelser.
Det foreslås i stk. 3, at skattemyndighederne ikke i forbindelse med en
revisionsmæssig gennemgang kan ændre vurderinger senere end 3 år efter
udløbet af det år, hvori vurderingen er foretaget. Reglen vedrører i
modsætning til skatteansættelser både forhøjelse og nedsættelse af
vurderingsskønnet, idet ejerne kan have en interesse i begge dele. Reglen
korresponderer med forslagets § 8, stk. 1, hvorefter ejeren, eller køber
eller sælger i tilfælde af ejerskifte, kan begære en vurdering genoptaget i
indtil 3 år efter udløbet af det pågældende vurderingsår. Der findes ikke en
tilsvarende bestemmelse i gældende ret.
Forslagets § 40 begrænser ikke skattemyndighedernes adgang til at foretage
revisionsmæssige undersøgelser af ansættelser og vurderinger såvel for
løbende som for tidligere indkomst- og vurderingsår.
Forslaget medfører endvidere ikke ændringer til de almindelige
forældelsesregler i 1908-loven eller Danske Lov.
Det foreslås i stk. 4, at den gældende praksis om, at forældelsesfristen
suspenderes, når skatteyderen har begået positive fejl, lovfæstes, og at
reglen udvides til også at omfatte vurderingssager.
I stk. 5 foreslås indført en regel om, at begrænsningen i adgangen til at
forhøje ansættelser eller ændre vurderinger ikke gælder, når afgørelsen er
påklaget. Reglen har sammenhæng med reglerne i lovforslagets § 25, stk. 4, §
26, stk. 3, og § 33, stk. 1, hvorefter skatteankenævnene og Landsskatteretten
er berettiget til at optage en afgørelse til pådømmelse i dens helhed.
Til § 41
Med lovforslagets § 41 foreslås indført en generel regel, der beskriver
skattemyndighedernes indbyrdes kompetenceforhold, og som samler de regler,
der i dag findes spredt i lovgivningen, som f.eks. reglerne i den nuværende
skattestyrelseslov § 15, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt., samt § 18, stk.
4, 2. pkt. Reglen indebærer ikke nogen ændring i forhold til gældende ret.
Det fastslås i bestemmelsen, at de lokale og de øvrige (statslige)
skattemyndigheder er afskåret fra at træffe afgørelse i en sag, i det omfang
Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen, samt at
Ligningsrådet ikke kan træffe afgørelse i en sag, i det omfang
Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.
Til § 42
Bestemmelsen svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 37 og handler
om vurderingspåtegninger på overdragelsesdokumenter og indgivelse af
indberetningsskemaer i forbindelse med overdragelse af fast ejendom.
Til § 43
Efter bestemmelsen kan skatteministeren henlægge sine beføjelser til at
træffe afgørelser efter skattestyrelsesloven til de statslige eller lokale
skattemyndigheder. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om adgangen til
at klage over afgørelserne herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes
for højere administrativ myndighed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
forslaget til § 20, hvorefter den centrale told- og skatteforvaltning kan
videredelegere sine opgaver til de regionale told- og skatteforvaltninger.
Formålet med at lade ministeren regulere klagevejen er at afkorte denne,
således at der som hovedregel bliver tale om et to-instansprincip. Det er
tillige muligt at bestemme, at klagevejen ikke skal være den almindelige
instansfølge, f.eks. fra den regionale told- og skatteforvaltning til den
centrale told- og skatteforvaltning, men at der f.eks. skal være klageadgang
fra den regionale told- og skatteforvaltning direkte til Landsskatteretten.
Skatteministeren fremsætter i efterårssamlingen 1989 et forslag til lov om
ændring af forskellige skattelove (klageafkortning), hvorved der indsættes
bestemmelser svarende til den nærværende i de fleste gældende skattelove.
Til § 44-48
Lovens ikrafttrædelsesregler er beskrevet i de almindelige bemærkninger,
pkt. 6.
Ministeriet for Skatter og afgifters lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.
november 1984
Efter 2. behandling den 12. december 1989
Kapitel 1
De lokale skattemyndigheder
Kommunalbestyrelsen
§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en
plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges.
Planen skal tage hensyn til de anvisninger og den plan, der er nævnt i § 13.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen,
til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds
ligningsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale
skattemyndigheds afgørelser.
Den kommunale skattemyndighed
§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager:
1) Skatteansættelse af indkomst og formue.
2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3,
værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende
forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.
§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en
skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen,
skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal
samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt
eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes
af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens
udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse
med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt
sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.
Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed
agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig
selvangivelse.
Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til
fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en
anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag
herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden
udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en
skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre
afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden
skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at
udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal
gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.
Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31. marts i det
andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.
§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når
den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret
skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter
udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår
ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det
år, som indkomståret træder i stedet for.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale
skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter
udløbet af fristen i § 3, stk. 4. Stk. 3. Skatteministeren kan
fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage
skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, hvor disse
tidligere med urette ikke er foretaget.
Stk. 4. Reglerne i § 3 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en
ansættelse ændres efter reglerne i stk. 1-2 eller foretages efter stk. 3.
Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale
skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.
Skatteankenævnene
§ 5. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21 og 22 klager over
de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.
§ 6. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets
medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være
ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til
skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan
indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.
Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de
personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på
kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for
kommunalbestyrelsens funktionsperiode.
Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog
stk. 4 og 5.
Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage
valg til skatteankenævnet.
Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har
været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har
ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på
tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for
hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 8, har
heller ikke pligt til at modtage valg.
§ 7. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den
pågældende af skatteankenævnet.
Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin
valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.
Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som
ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund
af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for
Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet
afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på
grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet
sted.
Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal
kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den
pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.
§ 8. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for
sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på
grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv,
forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.
Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes
af kommunalbestyrelsen.
§ 9. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges
der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af
nævnets funktionsperiode.
§ 10. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt
nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af
mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende
led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.
Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst
halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i
afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3
medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller,
hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I
tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende.
Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.
Stk. 3. Hvis et medlem er uenigt i en ansættelse, der er foretaget af
skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen
tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den
centrale told- og skatteforvaltning.
Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle
nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af
skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt
indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er
medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har
ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.
Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af
skatteankenævnenes formænd og medlemmer.
Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes
virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om
skatteankenævnet i København.
§ 11. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til
skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret
ved nævnets møder.
Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller
i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde
sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til
skatteankenævnet over samme afgørelse.
Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet
hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.
Kapitel 2
De statslige skattemyndigheder
Den centrale told- og skatteforvaltning
§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at
skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt
vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i
gaveafgiftssager og beregner gaveafgift.
§ 13. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer
for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og
vurderingsarbejdet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner de lokale skattemyndigheder
og vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved ligningen eller
vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til den formelle
fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller
vurderingen.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af
Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2,
skal de følges af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne.
§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden
af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af
vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte
vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og
skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale
skattemyndigheders og vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til
at deltage i skatteankenævnenes, vurderingsrådenes og skyldrådenes møder og
forhandlinger uden stemmeret.
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser,
ansættelser og vurderingssager til gennemgang.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor
denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en
ansættelse, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan
told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det
omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget
stilling til ansættelsen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes
tilsvarende.
Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et
skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge
kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 19. På tilsvarende måde kan told- og
skatteforvaltningen forelægge vurderinger foretaget af et vurderingsråd eller
et skyldråd for Ligningsrådet.
Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale
skattemyndigheder eller vurderingsmyndighederne at foretage ansættelser eller
vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For
vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at
nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.
Stk. 7. Klage over ansættelser og ændringer af ansættelser foretaget af
told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.
Den regionale told- og skatteforvaltning
§ 15. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og
skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.
§ 16. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang
det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der
påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og
formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker
på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang
Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager opgaver af den karakter, der
påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.
Ligningsrådet
§ 17. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og
skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver
sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.
Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6
medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af
de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være
repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket,
handelen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra
Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra
Københavns Kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg
Kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6
år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den
resterende del af valgperioden.
Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager
vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve
skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om
indkomst- og formueskat til staten.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets
virksomhed.
§ 18. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes
af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 13.
Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og
skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af
de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne, jf. § 14.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de
forventede resultater af ligningsarbejdet, kan Ligningsrådet efter
indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen
bindende direktiver for ligningsarbejdet, herunder pålæg om, at nærmere
angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for
kommunens regning.
Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående
udformningen af skemaerne til selvangivelsen.
§ 19. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og
skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan
foretage ændringer deri, jf. dog § 36, stk. 2. Ligningsrådet kan for
ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen
skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2,
anvendes tilsvarende.
Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer
deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af
ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til
Landsskatteretten.
Landsskatteretten
§ 20. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager over
afgørelser truffet af skattemyndighederne.
Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd
samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren
beskikker 13 medlemmer.
Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af
Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes
eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de
medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige
betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der
beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien,
håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne
med 2 medlemmer.
Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage
i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller
retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af
Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.
Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere
retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.
Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller
fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde
har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke
enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.
Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller
genoptagelse af en påkendt klage efter § 29, kan træffes af retspræsidenten,
en retsformand eller en kontorchef.
Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af
skatteministeren.
Kapitel 3
Klage og domstolsprøvelse
Klage til skatteankenævnet
§ 21. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2
indgives til myndigheden, der videresender klagen tillige med en udtalelse om
sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den
skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra modtagelsen af
afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er undladt, fra
modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er
klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.
Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud
imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling.
Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen.
Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med
bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af
skatteankenævnet.
Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk.
2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet.
Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.
Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse.
Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre
ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver
eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende
værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.
Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt
for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan
klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har
truffet afgørelse i sagen.
§ 22. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag
om ansættelse af indkomst og formue, når der forelægges nævnet oplysninger,
som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye
oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de
havde foreligget tidligere.
Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv
om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige
omstændigheder taler derfor.
Klage til Landsskatteretten
§ 23. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser:
1) Skatteansættelser af indkomst og formue.
2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16,
stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter
kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.
3) Vurderinger af fast ejendom.
4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.
5) Bindende forhåndsbesked.
6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for
Landsskatteretten.
Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af
dødsboet.
Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af
ejerne. Er en vurdering foretaget efter begæring af en anden end ejeren, kan
klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I de i
vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., omhandlede tilfælde kan både køber og
sælger påklage vurderingen. En ejer kan også påklage vurderingen af andres
ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan
påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig
eller økonomisk interesse deri. Når en vurdering af en fast ejendom er
påklaget, kan den centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre
ansættelser vedrørende samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender
disse ansættelser i forbindelse med den påklagede ansættelse.
Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af
den gaveafgiftspligtige.
Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages
til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. det samme gælder for
afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende
skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.
Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om
klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle
klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
§ 24. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den
klageberettigede mener, at
1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om
indkomst- og formueskat til staten,
2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,
3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert eller
4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.
§ 25. Klage over de i § 23, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være
modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.
Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten
kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler
derfor.
Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse,
der påklages, samt den i § 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med
klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes
anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.
Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den
ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan
Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre mangelen. Det samme
gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med
klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer mangelen inden fristens udløb,
afvises sagen.
Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på
400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte
grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke
følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som
Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald
bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren,
når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke
forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage,
eller når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.
§ 26. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.
Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet
den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige
forhandling.
Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved
påkendelsen af en klage over en vurdering.
Stk. 4. I sager som nævnt i § 21, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde,
hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan
Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 21, stk.
2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.
§ 27. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt
for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt
frafalde en anmodning om retsmøde.
Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag
anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et
retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.
Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om
afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses
for åbenbart overflødig.
§ 28. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset
klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen
eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte
aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende
værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.
Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under
afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal
desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om
retsformanden har afgivet dissens.
§ 29. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag,
der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten
oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette
kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne
have medført et væsentlig andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget
tidligere.
Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse,
selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at
ganske særlige omstændigheder taler derfor.
Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 25, stk. 4, anvendes tilsvarende i
disse sager.
§ 30. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn
udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende
anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog
ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.
Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken
klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage
stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.
Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten
behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen
meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er
6-måneders-fristen i § 31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.
Domstolsprøvelse
§ 31. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først
indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af
Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags
indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene,
selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.
Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for
domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.
Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for
domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller
vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med
kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret
træder i stedet for.
Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for
Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller
vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene
senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.
Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten
har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter
kildeskattelovens § 16, stk. 4, om beregning af passivposter og bindende
forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer samt om
værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år
efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften
beregnet eller forhåndsbeskeden givet.
§ 32. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan
skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens
afsigelse.
§ 33. En sag, der indbringes for domstolene efter § 31 eller § 32,
anlægges ved landsret som 1. instans.
Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige
eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører
dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører
under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og
skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives.
Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.
Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i
landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og §
245, stk. 1.
Kapitel 4
Særlige bestemmelser
§ 34. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et
skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.
§ 35. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende
indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,
ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er
sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det
kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i
grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et
senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i
det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.
Stk. 3. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at
skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller
ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor
skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at
foretage en korrekt ansættelse.
Stk. 4. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser
vedrørende det påklagede forhold.
§ 36. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i
sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten
har taget stilling til sagen ved kendelse.
Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i §
2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.
§ 37. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til
påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning
om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må
ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning
er modtaget.
Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og
kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.
Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38,
sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og
andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.
§ 38. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale
skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Det samme gælder
afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Endvidere kan
ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne,
herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed.
Kapitel 5
Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 39. Loven træder i kraft den 1. april 1990, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984, som ændret ved § 7 i lov
nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, hvis den ikke har foretaget valg af
medlemmer til ligningskommissionen efter § 1, stk. 2, i den i stk. 2 nævnte
lov, efter kommunevalget den 21. november 1989 beslutte at lade
ligningskommissionen fungere uden nyvalg indtil lovens ikrafttræden.
§ 40. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter
de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis
sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer
Landsskatteretten afgørelse i sagen.
Stk. 2. Har Landsskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en
sag som nævnt i § 23, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 31, stk.
2, og § 32 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af
Landsskatterettens kendelse.
Stk. 3. § 4, stk. 1, § 31, stk. 3 og 4, og § 35 har virkning for
skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For
skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige
regler anvendelse.
§ 41. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens
gennemførelse.
§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008
- 1989 BTL 6 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER M.V. (SKATTESTYRELSESLOVEN) NR L 6 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 13. februar 1990
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008