Spring til indhold

Retsinformation

1989 LSF 6 FORSLAG TIL LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER M.V. (SKATTESTYRELSESLOVEN)

1989/1 LSF 6Lovforslag som fremsatFolketinget20. december 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

De lokale skattemyndigheder

Kommunalbestyrelsen

§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en

plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges.

Planen skal tage hensyn til de anvisninger og den plan, der er nævnt i § 13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen,

til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds

ligningsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale

skattemyndigheds afgørelser.

Den kommunale skattemyndighed

§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager:

1) Skatteansættelse af indkomst og formue.

2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3,

værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende

forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en

skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen,

skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal

samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt

eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes

af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens

udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse

med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt

sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed

agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig

selvangivelse.

Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til

fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en

Læs alt

anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag

herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden

udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en

skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre

afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden

skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at

udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal

gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31. marts i det

andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når

den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret

skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter

udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår

ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det

år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale

skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter

udløbet af fristen i § 3, stk. 4. Stk. 3. Skatteministeren kan

fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage

skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, hvor disse

tidligere med urette ikke er foretaget.

Stk. 4. Reglerne i § 3 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en

ansættelse ændres efter reglerne i stk. 1-2 eller foretages efter stk. 3.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale

skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.

Skatteankenævnene

§ 5. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21 og 22 klager over

de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.

§ 6. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets

medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være

ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til

skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan

indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.

Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de

personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på

kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for

kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog

stk. 4 og 5.

Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage

valg til skatteankenævnet.

Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har

været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har

ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på

tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for

hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 8, har

heller ikke pligt til at modtage valg.

§ 7. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den

pågældende af skatteankenævnet.

Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin

valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.

Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som

ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund

af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for

Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet

afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på

grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet

sted.

Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal

kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den

pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

§ 8. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for

sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på

grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv,

forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.

Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes

af kommunalbestyrelsen.

§ 9. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges

der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af

nævnets funktionsperiode.

§ 10. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt

nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af

mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende

led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.

Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst

halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i

afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3

medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller,

hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I

tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende.

Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en ansættelse, der er foretaget af

skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen

tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den

centrale told- og skatteforvaltning.

Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle

nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af

skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt

indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er

medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har

ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af

skatteankenævnenes formænd og medlemmer.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes

virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om

skatteankenævnet i København.

§ 11. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til

skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret

ved nævnets møder.

Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller

i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde

sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til

skatteankenævnet over samme afgørelse.

Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet

hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.

Kapitel 2

De statslige skattemyndigheder

Den centrale told- og skatteforvaltning

§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at

skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt

vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i

gaveafgiftssager og beregner gaveafgift.

§ 13. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer

for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og

vurderingsarbejdet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner de lokale skattemyndigheder

og vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved ligningen eller

vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til den formelle

fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller

vurderingen.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af

Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2,

skal de følges af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne.

§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden

af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af

vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte

vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og

skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale

skattemyndigheders og vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til

at deltage i skatteankenævnenes, vurderingsrådenes og skyldrådenes møder og

forhandlinger uden stemmeret.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser,

ansættelser og vurderingssager til gennemgang.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor

denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en

ansættelse, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan

told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det

omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget

stilling til ansættelsen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes

tilsvarende.

Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et

skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge

kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 19. På tilsvarende måde kan told- og

skatteforvaltningen forelægge vurderinger foretaget af et vurderingsråd eller

et skyldråd for Ligningsrådet.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale

skattemyndigheder eller vurderingsmyndighederne at foretage ansættelser eller

vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For

vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at

nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.

Stk. 7. Klage over ansættelser og ændringer af ansættelser foretaget af

told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.

Den regionale told- og skatteforvaltning

§ 15. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og

skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.

§ 16. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang

det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der

påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og

formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker

på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang

Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager opgaver af den karakter, der

påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.

Ligningsrådet

§ 17. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og

skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver

sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.

Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6

medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af

de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være

repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket,

handelen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra

Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra

Københavns Kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg

Kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6

år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den

resterende del af valgperioden.

Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager

vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve

skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om

indkomst- og formueskat til staten.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets

virksomhed.

§ 18. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes

af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 13.

Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og

skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af

de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne, jf. § 14.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de

forventede resultater af ligningsarbejdet, kan Ligningsrådet efter

indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen

bindende direktiver for ligningsarbejdet, herunder pålæg om, at nærmere

angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for

kommunens regning.

Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående

udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

§ 19. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og

skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan

foretage ændringer deri, jf. dog § 36, stk. 2. Ligningsrådet kan for

ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen

skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2,

anvendes tilsvarende.

Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer

deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af

stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af

ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til

Landsskatteretten.

Landsskatteretten

§ 20. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager over

afgørelser truffet af skattemyndighederne.

Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd

samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren

beskikker 13 medlemmer.

Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af

Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes

eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de

medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der

beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien,

håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne

med 2 medlemmer.

Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage

i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller

retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af

Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.

Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere

retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.

Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller

fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde

har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke

enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.

Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller

genoptagelse af en påkendt klage efter § 29, kan træffes af retspræsidenten,

en retsformand eller en kontorchef.

Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af

skatteministeren.

Kapitel 3

Klage og domstolsprøvelse

Klage til skatteankenævnet

§ 21. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2

indgives til myndigheden, der videresender klagen tillige med en udtalelse om

sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den

skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra modtagelsen af

afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er undladt, fra

modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er

klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud

imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling.

Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen.

Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med

bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af

skatteankenævnet.

Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk.

2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet.

Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.

Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse.

Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre

ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver

eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende

værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt

for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan

klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har

truffet afgørelse i sagen.

§ 22. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag

om ansættelse af indkomst og formue, når der forelægges nævnet oplysninger,

som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye

oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de

havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv

om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige

omstændigheder taler derfor.

Klage til Landsskatteretten

§ 23. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser:

1) Skatteansættelser af indkomst og formue.

2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16,

stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter

kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurderinger af fast ejendom.

4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.

5) Bindende forhåndsbesked.

6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for

Landsskatteretten.

Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af

dødsboet.

Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af

ejerne. Er en vurdering foretaget efter begæring af en anden end ejeren, kan

klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I de i

vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., omhandlede tilfælde kan både køber og

sælger påklage vurderingen. En ejer kan også påklage vurderingen af andres

ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan

påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig

eller økonomisk interesse deri. Når en vurdering af en fast ejendom er

påklaget, kan den centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre

ansættelser vedrørende samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender

disse ansættelser i forbindelse med den påklagede ansættelse.

Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af

den gaveafgiftspligtige.

Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages

til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. Det samme gælder for

afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende

skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.

Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om

klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle

klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

§ 24. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den

klageberettigede mener, at

1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om

indkomst- og formueskat til staten,

2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,

3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert eller

4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.

§ 25. Klage over de i § 23, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være

modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.

Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten

kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler

derfor.

Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse,

der påklages, samt den i § 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med

klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes

anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.

Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den

ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan

Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre mangelen. Det samme

gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med

klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer mangelen inden fristens udløb,

afvises sagen.

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på

400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte

grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke

følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som

Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald

bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren,

når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke

forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage,

eller når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.

§ 26. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.

Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet

den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige

forhandling.

Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved

påkendelsen af en klage over en vurdering.

Stk. 4. I sager som nævnt i § 21, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde,

hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan

Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 21, stk.

2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.

§ 27. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt

for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt

frafalde en anmodning om retsmøde.

Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag

anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et

retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.

Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om

afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses

for åbenbart overflødig.

§ 28. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset

klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen

eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte

aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende

værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under

afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal

desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om

retsformanden har afgivet dissens.

§ 29. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag,

der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten

oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette

kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne

have medført et væsentlig andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget

tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse,

selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at

ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 25, stk. 4, anvendes tilsvarende i

disse sager.

§ 30. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn

udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende

anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog

ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken

klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage

stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten

behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen

meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er

6-måneders-fristen i § 31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.

Domstolsprøvelse

§ 31. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først

indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af

Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags

indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene,

selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.

Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for

domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for

domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller

vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med

kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret

træder i stedet for.

Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for

Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller

vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene

senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.

Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten

har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter

kildeskattelovens § 16, stk. 4, om beregning af passivposter og bindende

forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer samt om

værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år

efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften

beregnet eller forhåndsbeskeden givet.

§ 32. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan

skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens

afsigelse.

§ 33. En sag, der indbringes for domstolene efter § 31 eller § 32,

anlægges ved landsret som 1. instans.

Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige

eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører

dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører

under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og

skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives.

Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.

Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i

landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og §

245, stk. 1.

Kapitel 4

Særlige bestemmelser

§ 34. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et

skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.

§ 35. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende

indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,

ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er

sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det

kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i

grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et

senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i

det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.

Stk. 3. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at

skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller

ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor

skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at

foretage en korrekt ansættelse.

Stk. 4. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser

vedrørende det påklagede forhold.

§ 36. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i

sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten

har taget stilling til sagen ved kendelse.

Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i §

2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

§ 37. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til

påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning

om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må

ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning

er modtaget.

Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og

kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.

Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38,

sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og

andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

§ 38. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale

skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Det samme gælder

afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Endvidere kan

ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne,

herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ

myndighed.

Kapitel 5

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 39. Loven træder i kraft den 1. april 1990, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984, som ændret ved § 7 i lov

nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, hvis den ikke har foretaget valg af

medlemmer til ligningskommissionen efter § 1, stk. 2, i den i stk. 2 nævnte

lov, efter kommunevalget den 21. november 1989 beslutte at lade

ligningskommissionen fungere uden nyvalg indtil lovens ikrafttræden.

§ 40. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter

de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis

sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer

Landsskatteretten afgørelse i sagen.

Stk. 2. Har Landsskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en

sag som nævnt i § 23, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 31, stk.

2, og § 32 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af

Landsskatterettens kendelse.

Stk. 3. § 4, stk. 1, § 31, stk. 3 og 4, og § 35 har virkning for

skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For

skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige

regler anvendelse.

§ 41. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens

gennemførelse.

§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

De lokale skattemyndigheder

Kommunalbestyrelsen

§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes

planer for den kommunale skattemyndigheds lignings- og vurderingsarbejde, og

at planerne følges. Planerne skal tage hensyn til de i § 17 nævnte planer og

anvisninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen,

til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds lignings-

og vurderingsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den

kommunale skattemyndigheds afgørelser.

Den kommunale skattemyndighed

§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager:

1) Skatteansættelse af indkomst og formue.

2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3,

værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende

forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurdering af fast ejendom, jf. dog § 4, stk. 2.

§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en

skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen,

skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal

samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt

eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes

af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens

udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse

med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt

sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed

agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig

selvangivelse.

Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til

fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en

anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag

herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden

udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en

skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre

afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden

skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at

udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal

gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31.marts i det

andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

§ 4. Den kommunale skattemyndighed vurderer landets faste ejendomme efter

reglerne i vurderingsloven.

Stk. 2. Når en vurdering vedrører en ejendom, der tilhører kommunen, eller

kommunen i øvrigt har en særlig retlig eller økonomisk interesse i udfaldet

af en vurdering, vurderer den centrale told- og skatteforvaltning ejendommen.

Reglerne i §§ 5, 6 og 8 anvendes tilsvarende.

§ 5. Begæring om vurdering efter vurderingslovens § 4 skal indgives til

den kommunale skattemyndighed. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om

formen for begæringen og om hvilke dokumenter og oplysninger, der skal

medfølge.

§ 6. Den kommunale skattemyndighed skal give ejeren skriftlig meddelelse

om resultatet af den foretagne vurdering. Når begæring om vurdering er

fremsat i anledning af salg, gives der meddelelse både til køber og sælger.

Stk. 2. Når en almindelig vurdering er afsluttet, giver den kommunale

skattemyndighed efter forudgående offentlig bekendtgørelse offentligheden

adgang til oplysning om resultatet af vurderingerne inden for en periode af

mindst 14 dage.

§ 7. Den kommunale skattemyndighed kan ændre vurderinger indtil udløbet af

vurderingsåret.

Stk. 2. Den kommunale skattemyndighed har pligt til at medvirke til

revision af vurderingerne.

§ 8. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse eller

en vurdering, når den skattepligtige henholdsvis ejeren, eller køber eller

sælger, jf. § 6, stk. 1, 2.pkt., fremlægger nye oplysninger, som kan medføre

en ændret skatteansættelse eller vurdering. Begæringen om genoptagelse skal

indgives inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller

vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med

kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret

træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale

skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter

udløbet af fristen i § 3, stk. 4, og vurderinger efter udløbet af

vurderingsåret.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale

skattemyndighed kan foretage skatteansættelser efter udløbet af fristen i §

3, stk. 4, og vurderinger efter udløbet af vurderingsåret, hvor disse

tidligere med urette ikke er foretaget.

Stk. 4. Reglerne i §§ 3-6 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en

ansættelse eller vurdering ændres efter reglerne i stk. 1-3.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale

skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.

Skatteankenævnene

§ 9. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 25-27 klager over de

kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.

§ 10. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets

medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være

ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til

skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan

indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.

Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de

personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på

kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for

kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog

stk. 4 og 5.

Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage

valg til skatteankenævnet.

Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har

været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har

ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på

tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for

hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 12, har

heller ikke pligt til at modtage valg.

§ 11. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den

pågældende af skatteankenævnet.

Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin

valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.

Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som

ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund

af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for

Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet

afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på

grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet

sted.

Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal

kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den

pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

§ 12. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for

sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på

grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv,

forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.

Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes

af kommunalbestyrelsen.

§ 13. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet,

vælges der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende

del af nævnets funktionsperiode.

§ 14. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt

nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af

mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende

led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.

Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst

halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i

afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3

medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller,

hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I

tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende.

Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en ansættelse eller vurdering, der er

foretaget af skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod

afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet

indsendt til den centrale told- og skatteforvaltning.

Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle

nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af

skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt

indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er

medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har

ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af

skatteankenævnenes formænd og medlemmer.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes

virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om

skatteankenævnet i København.

§ 15. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til

skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret

ved nævnets møder.

Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller

vurdering eller i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2,

må ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en

klage til skatteankenævnet over samme afgørelse.

Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet

hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.

Kapitel 2

De statslige skattemyndigheder

Den centrale told- og skatteforvaltning

§ 16. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at

skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer, samt

vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i

gaveafgiftssager og beregner gaveafgift. Told- og skatteforvaltningen

foretager endvidere de i § 4, stk. 2, nævnte vurderinger.

§ 17. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer

for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og

vurderingsarbejdet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner den kommunale

skattemyndighed med oplysninger til brug ved ligningen eller vurderingen og

giver den anvisninger med hensyn til den formelle fremgangsmåde og

tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller vurderingen.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af

Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2,

skal de følges af de lokale skattemyndigheder.

§ 18. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden

af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 opregnede sager. Dette

sker efter regler, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen og

godkendes af Ligningsrådet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale

skattemyndigheders konkrete arbejde, herunder til at deltage i

skatteankenævnenes møder og forhandlinger uden stemmeret.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser,

ansættelser og vurderingssager til gennemgang.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse eller en

vurdering, hvor denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og

skatteforvaltningen en ansættelse eller vurdering, der er foretaget af de

lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen ændre

ansættelsen eller vurderingen. Dette gælder dog ikke i det omfang et

skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til

ansættelsen eller vurderingen. For ejendomsvurderingernes vedkommende kan

told- og skatteforvaltningen bestemme fra hvilket tidspunkt, ændringen skal

følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., § 25, stk. 2, og § 26,

stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et

skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge

kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 23.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale

skattemyndigheder at foretage ansættelser eller vurderinger, hvor disse med

urette ikke er foretaget tidligere. For vurderingernes vedkommende kan told-

og skatteforvaltningen bestemme, at nyvurdering kun skal foretages med

skattemæssig virkning for fremtiden.

Stk. 7. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af

ansættelser eller vurderinger foretaget af told- og skatteforvaltningen skal

ske til Landsskatteretten.

Den regionale told- og skatteforvaltning

§ 19. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og

skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.

§ 20. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang

det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der

påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og

formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker

på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang

Københavns og Frederiksberg kommuner varetager opgaver af den karakter, der

påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.

Ligningsrådet

§ 21. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og

skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver

sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.

Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6

medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af

de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være

repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket,

handlen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra

Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra

Københavns kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg

kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6

år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den

resterende del af valgperioden.

Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager

vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve

skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om

indkomst- og formueskat til staten.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets

virksomhed.

§ 22. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes

af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 17.

Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og

skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af

de lokale skattemyndigheder, jf. § 18.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de

forventede resultater af lignings- eller vurderingsarbejdet, kan

Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning

give kommunen bindende direktiver for lignings- eller vurderingsarbejdet,

herunder pålæg om at nærmere angivne dele af dette arbejde skal udføres af

eksterne sagkyndige for kommunens regning.

Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående

udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

§ 23. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og

skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan

foretage ændringer deri, jf. dog § 41, stk. 2. Ligningsrådet kan for

ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme fra hvilket tidspunkt, ændringen

skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., § 25, stk. 2, og §

26, stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer

deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af

stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af

ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til

Landsskatteretten.

Landsskatteretten

§ 24. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 28-35 klager over

afgørelser truffet af skattemyndighederne.

Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd

samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren

beskikker 13 medlemmer.

Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af

Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes

eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de

medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der

beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien,

håndværket og handlen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne

med 2 medlemmer.

Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage

i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller

retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af

Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.

Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere

retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.

Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller

fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde

har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke

enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.

Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller

genoptagelse af en påkendt klage efter § 34, kan træffes af retspræsidenten,

en retsformand eller en kontorchef.

Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af

skatteministeren.

Kapitel 3

Klage og domstolsprøvelse

Klage til skatteankenævnet

§ 25. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2, nr.

1 og 2, indgives til myndigheden, der videresender klagen tilligemed en

udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og

begrundet, og den skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra

modtagelsen af afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er

undladt, fra modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i

udenrigsfart, er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud

imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling.

Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen.

Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med

bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af

skatteankenævnet.

Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk.

2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet.

Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.

Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse.

Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre

ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver

eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende

værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt

for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan

klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har

truffet afgørelse i sagen.

§ 26. Klager over den kommunale skattemyndigheds vurderinger efter § 2,

nr. 3, indgives af ejerne til myndigheden, der videresender klagen tilligemed

en udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Er vurderingen foretaget efter

begæring af en anden end ejeren, kan klage desuden indgives af den, der har

begæret vurderingen. I de i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3.pkt., omhandlede

tilfælde kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan også

påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk

interesse heri. Vurderingen af en ejendom kan desuden påklages af den bruger,

der ifølge lov eller kontrakt er forpligtet til at betale skatterne af

ejendommen. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være

modtaget af den kommunale skattemyndighed senest 1 måned fra modtagelsen af

afgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog 3

måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Når skatteankenævnet agter at ændre en vurdering, skal nævnet give

ejeren lejlighed til en mundtlig forhandling. I de i vurderingslovens § 8,

stk. 3, 3.pkt., nævnte tilfælde skal både køber og sælger have lejlighed til

en mundtlig forhandling. Den, der har ret til en mundtlig forhandling, kan

dog vælge at udtale sig skriftligt. Reglerne i § 25, stk. 2, om

sagsfremstilling anvendes tilsvarende.

Stk. 3. Skatteankenævnets afgørelser meddeles klageren og de øvrige

interesserede. Nævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre

vurderingen i sin helhed.

§ 27. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag

om ansættelse af indkomst og formue og om vurdering af fast ejendom, når der

forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under

sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt

ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv

om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige

omstændigheder taler derfor.

Klage til Landsskatteretten

§ 28. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser:

1) Skatteansættelser af indkomst og formue.

2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16,

stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter

kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurderinger af fast ejendom.

4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.

5) Bindende forhåndsbesked.

6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for

Landsskatteretten.

Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af

dødsboet.

Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af

de personer, der er nævnt i § 26, stk. 1. Endvidere kan en kommune påklage

vurderingen af både kommunens og andres ejendom, når vurderingen er foretaget

efter § 4, stk. 2. Når en vurdering af en fast ejendom er påklaget, kan den

centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre ansættelser vedrørende

samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender disse ansættelser i

forbindelse med den påklagede ansættelse.

Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af

den gaveafgiftspligtige.

Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages

til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. Det samme gælder for

afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende

skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.

Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om

klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle

klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

§ 29. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den

klageberettigede mener, at

1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om

indkomst- og formueskat til staten,

2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,

3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert, eller

4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.

§ 30. Klage over de i § 28, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være

modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.

Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten

kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler

derfor.

Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse,

der påklages, samt den i § 25, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med

klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes

anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.

Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den

ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan

Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Det samme

gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med

klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb,

afvises sagen.

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på

400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte

grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke

følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som

Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald

bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren,

når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke

forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage,

eller når klagen indbringes for domstolene efter § 36, stk. 1, 2.pkt.

§ 31. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.

Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet

den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige

forhandling.

Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved

påkendelsen af en klage over en vurdering.

Stk. 4. I sager som nævnt i § 25, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde,

hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan

Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 25, stk.

2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.

§ 32. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt

for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt

frafalde en anmodning om retsmøde.

Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag

anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et

retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.

Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om

afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses

for åbenbart overflødig.

§ 33. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset

klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen

eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte

aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende

værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under

afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal

desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om

retsformanden har afgivet dissens.

§ 34. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag,

der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten

oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette

kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne

have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget

tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse,

selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at

ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 30, stk. 4, anvendes tilsvarende i

disse sager.

§ 35. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn

udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende

anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog

ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken

klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage

stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten

behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen

meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6

måneders-fristen i § 36, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.

Domstolsprøvelse

§ 36. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først

indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af

Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags

indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene,

selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.

Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for

domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for

domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller

vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med

kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret

træder i stedet for.

Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for

Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller

vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene

senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.

Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten

har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter

kildeskattelovens § 16, stk. 4, beregning af passivposter og bindende

forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer, samt om

værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år

efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften

beregnet eller forhåndsbeskeden givet.

§ 37. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan

skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens

afsigelse.

§ 38. En sag, der indbringes for domstolene efter § 36 eller § 37,

anlægges ved landsret som 1.instans.

Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige

eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører

dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører

under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og

skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives.

Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.

Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i

landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og §

245, stk. 1.

Kapitel 4

Særlige bestemmelser

§ 39. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et

skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.

§ 40. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende

indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,

ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er

sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det

kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i

grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et

senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i

det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.

Stk. 3. Skattemyndighederne kan ikke ændre en vurdering senere end 3 år

efter udløbet af det år, hvori vurderingen er foretaget.

Stk. 4. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at

skattemyndighederne har foretaget en ansættelse eller en vurdering på et

urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 og 3 fra det

tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige

oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse eller vurdering.

Stk. 5. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 og 3 ikke på

forhøjelser vedrørende det påklagede forhold.

§ 41. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i

sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten

har taget stilling til sagen ved kendelse.

Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i §

2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

§ 42. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til

påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning

om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må

ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning

er modtaget.

Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og

kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.

Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38,

sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og

andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

§ 43. Skatteministeren kan henlægge sine beføjelser til at træffe

afgørelser efter denne lov eller efter bestemmelser fastsat efter loven til

de statslige eller lokale skattemyndigheder. Ministeren kan fastsætte regler

om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke

kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 5

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 44. Loven træder i kraft den 1.januar 1990.

Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.november 1984 som ændret ved § 9 i lov

nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.

§ 45. § 1, stk. 1, 1.pkt., § 2, nr. 3, §§ 4-8, 26, 27 og 40 har virkning

for ejendomsvurderinger, der foretages pr. 1.januar 1992 og senere.

Stk. 2. Hvis der er indgivet klage over en ejendomsvurdering til

skyldrådet inden 1.januar 1992, træffer skatteankenævnet afgørelse i sagen,

hvis den ikke er afgjort af skyldrådet inden denne dato.

§ 46. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter

de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis

sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer

Landsskatteretten afgørelse i sagen.

Stk. 2. Har Landskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en

sag som nævnt i § 28, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 36, stk.

2, og § 37 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af

Landsskatterettens kendelse.

Stk. 3. § 8, stk. 1, § 36, stk. 3 og 4, og § 40 har virkning for

skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For

skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige

regler anvendelse.

§ 47. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens

gennemførelse.

§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Lovforslagets formål

a. Afbureaukratiseringsplanen og kommuneaftalen

Den 13. december 1988 fremlagde regeringen sin plan for

afbureaukratisering af den offentlige sektor. Et af de centrale punkter i

planen var en reform af skatte- og afgiftsadministrationen. Reformen skulle i

korte træk gå ud på en sammenlægning af skatte- og afgiftsadministrationen.

Vedrørende skatteligningen opererede planen med to modeller. Dels den

såkaldte statslige model, hvor ligningen overførtes fra kommunalt til

statsligt regie. Dels den såkaldte kommunale model, hvor ligningen

forblev i kommunerne.

Den foreslåede statslige model ville ifølge planen bevirke en samlet

besparelse i statsligt og kommunalt regie på 5.175 årsværk.

Regeringen besluttede at føre forhandlinger med kommunerne for at

undersøge, om der kunne opnås lige så store besparelser ved gennemførelse af

den kommunale model.

Disse forhandlinger afsluttedes den 23. maj 1989 med en aftale mellem de

statslige og kommunale forhandlere, i det følgende betegnet

»kommuneaftalen«. Aftalen opretholder den todelte

statslige/kommunale skatteadministration under opnåelse af

ressourcebesparelser på ialt 5.000 årsværk, altså tilnærmelsesvis det samme

som det i afbureaukratiseringsplanen forudsatte.

Kommuneaftalen hviler på en forudsætning om, at den statslige skatte- og

afgiftsadministration skal sammenlægges. Denne sammenlægning er påbegyndt den

15. marts 1989 ved sammenlægning af Skattedepartementet og Told- og

Afgiftsdepartementet. Samtidig oprettedes Skatte- og Afgiftsstyrelsen, der i

løbet af efteråret 1989 skal forberede oprettelse af regionale told- og

skatteforvaltninger. Disse skal bl.a. udføre det arbejde, der hidtil er

udført på skattesiden af amtsskatteinspektoraterne og på told- og

afgiftssiden af distriktstoldkamrene. De skal kunne træde i funktion fra 1.

januar 1990. Skatte- og Afgiftsstyrelsen arbejder videre med en sammenlægning

af Statsskattedirektoratet og Tolddirektoratet til en central told- og

skatteforvaltning.

Kommuneaftalen indebærer væsentlige strukturændringer i den hidtidige

skatteadministration, i hovedtræk følgende:

1) Vurdering af landets faste ejendomme skal foretages af

ligningsmyndighederne. De særlige vurderingsmyndigheder (vurderingsråd og

skyldråd) skal nedlægges.

2) Ligning og vurdering skal foretages i 1. instans af den kommunale

forvaltning.

3) Ligningskommissionerne skal opretholdes. De bliver udelukkende 1.

klageinstans og skal behandle både lignings- og vurderingsklager.

Kommissionernes betegnelse ændres derfor til skatteankenævn.

4) Skatterådene og amtsligningsrådene skal nedlægges;

amtsskatteinspektoraternes opgaver overgår til de ovennævnte nyoprettede

regionale told- og skatteforvaltninger.

5) Landsskatteretten skal opretholdes som øverste administrative

klageinstans for både lignings- og vurderingsklager.

Kommuneaftalen forudsætter desuden, at skatteligningens effektivitet og

ensartethed skal styrkes. Dette indebærer, at kommunalbestyrelserne pålægges

ansvar for de kommunale ligningsplaner, og at de statslige myndigheders

tilsyn med de kommunale ligningsplaner og ligningsarbejdet skal øges, og det

foreslås, at Ligningsrådet i fremtiden skal kunne give kommunerne bindende

direktiver for ligningsarbejdet. Samtidig foreslås det, at kommunerne skal

repræsenteres i Ligningsrådet.

I kommuneaftalen er det desuden bestemt, at staten skal overtage

inddrivelsen af selskabsskatter og A-skatter samt overtage

arbejdsgiverkontrollen. Disse arbejdsopgaver udføres efter de nugældende

regler i kommunerne.

Til støtte for det kommunale ligningsarbejde skal der efter kommuneaftalen

indføres oplysningspligt efter skattekontrolloven for skattefrie rejse- og

befordringsgodtgørelser omfattet af ligningslovens § 9, stk. 5.

b. Lovforslagenes hovedindhold

Til gennemførelse af kommuneaftalen fremsættes to lovforslag.

Nærværende forslag til en ny skattestyrelseslov indeholder de

lovændringer, der er nødvendige for at gennemføre kommuneaftalens vilkår om

en ny struktur for skatte- og vurderingsmyndighederne.

Desuden indeholder forslaget en række ændringer i forhold til den

nugældende skattestyrelseslov, som ikke følger af kommuneaftalen. Disse

ændringer gennemgås under punkt 4.

Ved lovforslaget ophæves den hidtidige skattestyrelseslov.

Samtidig med nærværende lovforslag fremsættes Forslag til lov om

ændring af forskellige skatte- og afgiftslove (Kommuneaftalen).

Dette lovforslag indeholder bl.a. væsentlige ændringer i

ejendomsvurderingsloven som følge af, at de særlige vurderingsmyndigheder

skal nedlægges.

Forslaget indeholder desuden ændringer i skattekontrolloven, således at

der indføres oplysningspligt for skattefrie rejse- og befordringsudgifter.

Endvidere indeholder lovforslaget ændringer i kildeskatteloven og

ligningsloven til gennemførelse af den statslige overtagelse af inddrivelsen

af A-skatter og selskabsskatter, samt af arbejdsgiverkontrollen.

Efter kildeskatteloven skal der føres kontrol med, at de

indeholdelsespligtige virksomheder indeholder og afregner kildeskat. Det skal

desuden sikres, at virksomhederne afgiver de oplysninger, som kræves efter

skattekontrolloven. De statslige myndigheder (toldvæsenet) udøver i forvejen

en særskilt kontrol med momsafregningerne i de samme virksomheder.

De arbejdsopgaver, der overføres til staten (arbejdsgiverkontrollen),

omfatter kontrollen med rigtigheden af virksomhedernes angivelser og

afregning af indeholdt A-skat og den vejledningsvirksomhed og administration,

som kommunerne udfører i tilknytning hertil. Foruden service- og

kontrolbesøgene i virksomhederne, skal arbejdsgiverkontrollen sørge for, at

virksomhederne indsender de månedlige redegørelser for den indeholdte A-skat.

Kontrollen skal desuden udsende de årlige oplysningssedler (lønsedler) til

virksomhederne og kontrollere oplysningerne, når de sendes tilbage fra

virksomhederne. Oplysningerne fra redegørelser og lønsedler konverteres efter

fejlretning til EDB og overføres til Statsskattedirektoratets EDB-system.

Arbejdsgiverkontrollen forestår desuden behandling af straffesager og

bobehandling.

Planlægning af opgaverne omkring redegørelser, oplysningssedler,

angivelser m.v. begynder nogle måneder før det pågældende indkomstår. I selve

indkomståret foregår den løbende arbejdsgiverkontrol. Det afsluttende arbejde

med oplysningssedlerne foregår i de første måneder af det efterfølgende år.

Kommunernes arbejde med oplysningssedlerne for indkomståret 1989 vil således

i det store og hele være færdigt 1. maj 1990.

Efter forslaget skal arbejdet med arbejdsgiverkontrollen derfor overtages

af de statslige myndigheder fra denne dato.

Der vil i øvrigt i løbet af få måneder blive fremsat forslag til en samlet

skatteforvaltningslov, som bl.a. vil indeholde de regler, som nu findes i

skattekontrolloven, skattestyrelsesloven og dele af ejendomsvurderingsloven.

Nærværende forslag til ny skattestyrelseslov forventes at kunne indgå næsten

uændret i den kommende skatteforvaltningslov. Når det fremsættes separat nu,

skyldes det alene hensynet til, at såvel regeringen som kommunerne anser det

for hensigtsmæssigt, at kommuneaftalens strukturændringer i videst muligt

omfang træder i kraft den 1. januar 1990, samtidig med at de nye

skatteankenævn, der skal træde i stedet for ligningskommissionerne, begynder

deres funktionsperiode efter kommunalvalget.

2. Lignings- og vurderingssystemets nuværende opbygning

Skatteligning og ejendomsvurdering foretages i det nuværende system af

forskellige myndigheder, ligesom tilsyns- og revisionsregler og klageveje er

forskellige. Højeste administrative klageinstans er dog på begge områder

Landsskatteretten.

Skattemyndighederne er omfattet af de fælles forvaltningsretlige regler i

forvaltningsloven, f.eks. reglerne om habilitet, begrundelse o.s.v. Både

skattestyrelsesloven og vurderingsloven indeholder en række regler af samme

karakter som forvaltningslovens regler, hvilket har sammenhæng med, at begge

love er vedtaget på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes fælles regler.

Disse regler i skattestyrelsesloven og vurderingsloven har derfor kun

selvstændig betydning, hvor de giver borgerne en bedre retsstilling, end

tilfældet ville være efter forvaltningsloven.

a. Skatteansættelse af indkomst og formue

Skatteansættelse af indkomst og formue sker efter den nugældende

skattestyrelseslov i den kommunale ligningskommission.

Ligningskommissionen vælges af kommunalbestyrelsen blandt de beboere, der er

valgbare til denne. Der skal være mindst 5 og højst 15 medlemmer. Med hjemmel

i loven er der ved bekendtgørelse nr. 110 af 22. marts 1985 fastsat en

forretningsorden for ligningskommissioner uden for København. Loven

indeholder en særlig hjemmel til at fastsætte afvigende regler for

ligningskommissionens organisation i Københavns kommune. Ved bekendtgørelse

nr. 109 af 22. marts 1985 er der fastsat en særlig forretningsorden for

ligningskommissionen i København. Ligningskommissionen i København har 35

medlemmer.

Ligningskommissionen bistås af den kommunale skatteadministration. Der er

ikke givet nærmere regler for dennes sammensætning og funktioner, men der er

i loven hjemmel til, at ligningskommissionen bemyndiger

skatteadministrationen til at foretage ansættelser, og denne bemyndigelse

udnyttes i meget vidt omfang i praksis, sådan at ligningskommissionerne kun i

få sager fungerer som ansættelsesmyndighed.

Ligningskommissionerne er tillige 1. klageinstans for ansættelserne, og

dette er i praksis deres hovedfunktion. Også her yder den kommunale

skatteadministration sekretariatsbistand. Administrationen skal ifølge

forretningsordenen for ligningskommissioner udarbejde forslag til alle

ligningskommissionens afgørelser og være repræsenteret ved alle

ligningskommissionernes møder, dog uden stemmeret.

Ligningskommissionernes afgørelser i klagesager kan påklages til

skatterådene, som består af 5 medlemmer, der er beskikket af

skatteministeren. Ministeren bestemmer inddelingen i skattekredse.

Skatterådenes forretningsorden er fastsat af ministeren ved bekendtgørelse

nr. 639 af 28. november 1978 for så vidt angår skatterådet i København og

bekendtgørelse nr. 640 af samme dato for så vidt angår skatterådene uden for

København.

Skatterådene får sekretariatsbistand af amtsskatteinspektoraterne.

Øverste administrative klageinstans er Landsskatteretten. Den

består af 24 medlemmer, hvoraf de 13 er beskikket af skatteministeren, mens

11 er valgt af Folketinget. Hertil kommer en retspræsident og et antal

retsformænd. Præsidenten og formændene, der er statslige tjenestemænd, leder

Landsskatterettens sekretariat, som er beliggende i København.

Landsskatterettens forretningsorden er fastsat ved bekendtgørelse nr. 180 af

1. april 1986.

Personer, der har påklaget skatteansættelsen til Landsskatteretten, har

efter forretningsordenen adgang til mundtlig forhandling med retten, enten

ved et møde med en sagsbehandler eller ved et egentligt retsmøde.

Landsskatterettens kendelser kan indbringes for domstolene.

Tilsyn med ligningsmyndighederne udøves af Statsskattedirektoratet,

som i vidt omfang har delegeret sine opgaver til amtsskatteinspektoraterne,

og af Ligningsrådet. Rådet godkender Statsskattedirektoratets

generelle lignings- og vurderingsplaner m.v.

Den nuværende lov indeholder ingen regler, der pålægger kommunerne at

udarbejde kommunale ligningsplaner, men efter § 5 i de gældende

forretningsordener for ligningskommissioner i og uden for København skal den

kommunale skatteadministration, inden det årlige ligningsarbejde påbegyndes,

udarbejde en kommunal ligningsplan. Ligningsplanen skal forelægges til

godkendelse i ligningskommissionen, der har det politiske ansvar for den

kommunale ligning. Planen skal udarbejdes under behørig hensyntagen til

Ligningsrådets og Statsskattedirektoratets overordnede retningslinier,

herunder til den af Ligningsrådet godkendte ligningsplan for hele landet.

Herudover findes der kun få forskrifter for, hvad ligningsplanen skal

indeholde. Der findes navnlig ingen regler om reaktionsmuligheder, hvis det

forventede resultat af ligningsarbejdet ikke opnås.

Revision af de konkrete skatteansættelser foretages af

amtsskatteinspektoraterne og i mindre omfang af Statsskattedirektoratet.

Revisionsmyndighederne har ikke selv kompetence til at ændre ansættelser.

Finder en revisionsmyndighed, at en ansættelse er forkert, forelægges sagen

for vedkommende amtsligningsråd eller, undtagelsesvis, for Ligningsrådet.

Ligningsrådet består af 15 medlemmer, hvoraf en er statsskattedirektøren,

som er formand for rådet. Af de 14 øvrige medlemmer udpeges 8 af

skatteministeren og 6 af Folketinget.

Rådets virke og samspil med Statsskattedirektoratet fremgår af

bekendtgørelse nr. 326 af 5. juli 1985 af forretningsorden for Ligningsrådet

og Statsskattedirektoratet. Sekretariatsbistand til rådet ydes af

direktoratet.

Amtsligningsrådene, hvoraf der er mindst eet i hvert amt, består af 5

medlemmer og 5 stedfortrædere, der alle beskikkes af skatteministeren.

Rådenes hovedopgave er at behandle konkrete ansættelser, som forelægges

dem af revisionsmyndighederne (Statsskattedirektoratet og

amtsskatteinspektoraterne). De har kompetence til at ændre ansættelser

foretaget af ligningskommissionerne og skatterådene.

Sekretariatsbistand til rådene ydes af amtsskatteinspektoraterne.

Amtsskatteinspektoraterne er lokale statslige skattemyndigheder, der står

i et sædvanligt underordnelsesforhold til Statsskattedirektoratet. Efter

loven er Statsskattedirektoratet bemyndiget til at delegere sine opgaver til

inspektoraterne. Det gælder både opgaver, der fremgår af

skattestyrelsesloven, og andre opgaver. Derudover har inspektoraterne

selvstændig funktion som sekretariat for skatteråd og amtsligningsråd.

b. Dødsbobeskatning m.v.

Dødsbobeskatning m.v. nævnes ikke i den nuværende skattestyrelseslovs

afsnit om de skattelignende myndigheder. I lovforslagets bemærkninger til

skattestyrelsesloven ved fremsættelsen i 1977 blev det anført, at det ikke

var afgjort, hvordan administration af dødsbobeskatningen mest

hensigtsmæssigt kunne foregå.

De materielle regler om dødsbobeskatning findes i kildeskatteloven. Det

samme gælder de øvrige funktioner i forbindelse med dødsfald: afsluttende

skatteansættelse af afdøde personer, værdiansættelse af aktiver og passiver,

beregning af passivposter, samt de særlige regler om bindende forhåndsbesked

i dødsboer. Ved bekendtgørelse nr. 602 af 9. december 1977 om beskatning af

dødsboer m.v., udstedt i henhold til kildeskatteloven, er disse funktioner

tillagt ligningsmyndighederne, således at de følger samme administrative

klagevej som skatteansættelserne i øvrigt.

Værdiansættelse i gaveafgiftssager foretages efter bekendtgørelse nr. 505

af 20. oktober 1983 om arve- og gaveafgift af amtsskatteinspektoraterne.

Efter skattestyrelsesloven er der klageadgang til Landsskatteretten.

c. Ejendomsvurdering

Vurdering af landets faste ejendomme foretages efter vurderingsloven af

vurderingsrådene. Disse består af en af skatteministeren udnævnt

vurderingsformand og 4-8 vurderingsmænd, der udnævnes af den eller de

kommunalbestyrelser, hvis område vurderingskredsen dækker. Skatteministeren

bestemmer inddelingen af vurderingskredsene.

Vurderingsrådene får sekretariatsbistand af de kommunale

vurderingssekretariater.

Vurderingsrådenes afgørelser kan påklages til skyldrådene, som

dækker et antal vurderingskredse. Vurderingsformændene inden for skyldkredsen

er fødte medlemmer af skyldrådet. Skatteministeren udnævner et

skyldrådsmedlem til formand og et andet til næstformand.

Ved behandling af klagesager har det skyldrådsmedlem, fra hvis

vurderingskreds sagen stammer, ikke adgang til at deltage i afstemningen i

skyldrådet.

Skyldrådenes afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, hvilket

betyder, at klagevejene for lignings- og vurderingsklager mødes i

Landsskatteretten.

Landsskatteretten er efter sin forretningsorden organisatorisk delt i een

afdeling for ejendomsvurderingssager og een afdeling for øvrige sager, men

vurderingsklagerne følger i alt væsentligt samme regler som de øvrige sager.

Landsskatterettens kendelser i vurderingssager kan for så vidt angår

værdiansættelserne efter gældende regler ikke indbringes for domstolene.

Disse kendelser er altså som hovedregel endelige.

Tilsyn med og revision af vurderings- og skyldrådenes virksomhed

udøves af Statsskattedirektoratet og Ligningsrådet. Statsskattedirektoratet

udarbejder generelle vurderings- og tilsynsplaner, der godkendes af

Ligningsrådet, mens der ikke findes regler om kommunale

vurderingsplaner. Der findes heller ikke myndigheder svarende til

amtsligningsrådene på vurderingsområdet.

d. Genoptagelse

Efter reglen i den nugældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 4, kan

skattesager, som Landsskatteretten har afvist, indbringes for domstolene

inden 5 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Dette gælder, selv om

afvisningskendelsen skyldes, at betingelserne for at klage til

Landsskatteretten ikke har været til stede.

Da en skatteyder således kan få en skatteansættelse prøvet ved domstolene

inden for den nævnte 5-års frist, har man administrativt indført en ordning,

hvorefter man imødekommer enhver ansøgning om genoptagelse inden for samme

frist (uanset at klagefristerne efter skattestyrelsesloven er sprunget), når

en ligningsmæssig vurdering fører til, at ansættelsen må ændres.

Kompetencen til at tillade administrativ genoptagelse antages med hjemmel

i praksis at ligge hos skatteministeren, der i et vist omfang har udlagt

beføjelserne til Statsskattedirektoratet, amtsskatteinspektoraterne og

ligningskommissionerne, og således at en afvisning fra ligningskommissionen

eller amtsskatteinspektoratet kan påklages videre op i det administrative

rekurssystem, d.v.s. til Statsskattedirektoratet og derfra til

skatteministeren.

Dette medfører, at fristerne i det ordinære klagesystem i dag er af mindre

betydning, og at der i realiteten er etableret et alternativt klagesystem.

Efter praksis kan ministeren, der har delegeret kompetencen til

Statsskattedirektoratet, endvidere bevillingsmæssigt tillade genoptagelse

efter udløbet af 5-års fristen.

Dette alternative klagesystem skal sammenholdes med, at

skattemyndighederne kan gennemføre ansættelsesforhøjelser 5 år tilbage. Er

der tale om, at ansættelsen beror på et skøn, er fristen dog 3 år for

forhøjelse af skønnet, men ikke for nedsættelse.

På ejendomsvurderingsområdet har der ikke udviklet sig et tilsvarende

alternativt klagesystem, hvilket har sammenhæng med, at Landsskatterettens

kendelser i vurderingssager som hovedregel er endelige, således at

skattestyrelseslovens § 29, stk. 4, ikke kan anvendes.

e. Frikommuneforsøg på skatteområdet

På skatteområdet er der foreløbig godkendt 5 frikommuneforsøg.

3 af disse frikommuneforsøg (Ebeltoft, Esbjerg og Ballerup) går ud på, at

borgerne frem til udgangen af 1993 får valget mellem at følge den sædvanlige

klagevej over en skatteansættelse eller at overspringe skatterådet og gå

direkte fra ligningskommissionen til Landsskatteretten.

De resterende 2 frikommuneforsøg (Hadsund og Tinglev) vedrører

vurderingsområdet. I Hadsund er vurderingsrådet nedlagt, og

vurderingsarbejdet udføres af en lignings- og vurderingskommission, hvis

afgørelser på vurderingsområdet kan påklages direkte til Landsskatteretten. I

Tinglev kommune er ejendomsvurderingsopgaven overført til byrådet.

Erfaringerne fra frikommuneforsøgene har generelt set været gode. I en

række klagesager på indkomstområdet har skatteyderne kunnet spare tid.

Samtidig er der ikke observeret en markant stigning af klagesager direkte til

Landsskatteretten.

Også fra frikommuneforsøgene på vurderingsområdet er der gode erfaringer.

Det gælder især med hensyn til mulighederne for en mere rationel

tilrettelæggelse af vurderingsarbejdet i de 2 kommuner, som er omfattet af

forsøget.

3. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslagets hovedformål er at opnå det bedst mulige resultat af

skattemyndighedernes lignings- og vurderingsarbejde, og at fremme borgernes

retssikkerhed. Lovforslaget tager i den forbindelse sigte på at forenkle og

overskueliggøre skattemyndighedernes organisatoriske opbygning for derved at

forbedre borgernes retssikkerhed.

Efter den i kommuneaftalen beskrevne reform skal der eksistere et langt

mindre antal myndigheder end i dag:

De lokale skattemyndigheder skal fremover udgøres af den kommunale

skattemyndighed og skatteankenævnene.

Den kommunale skattemyndighed udgøres af den kommunale forvaltning, der

efter forslaget således får en selvstændig ansættelses- og

vurderingskompetence.

Skatteankenævnene foreslås som nyt navn for de hidtidige

ligningskommissioner. Navnet foreslås ændret under henvisning til, at

ligningskommissionerne efter kommuneaftalen ikke længere skal foretage

ligning, men kun være klageinstans.

De statslige skattemyndigheder udgøres fremover af den centrale told-

og skatteforvaltning, de regionale told- og skatteforvaltninger, samt

Landsskatteretten og Ligningsrådet.

Oprettelsen af fælles told- og skatteforvaltninger på regionalt og

centralt niveau forberedes for tiden af Skatte- og Afgiftsstyrelsen.

Eksistensen af de regionale myndigheder er forudsat i kommuneaftalen, som

betegner dem »de regionale told- og skattestyrelser«.

Det er hensigten, at den centrale told- og skatteforvaltning skal overtage

de opgaver, som hidtil er varetaget af Statsskattedirektoratet og

amtsskatteinspektoraterne. Samtidig bemyndiges den centrale told- og

skatteforvaltning til at delegere sine beføjelser til de regionale told- og

skatteforvaltninger. Herved opnås, at de opgaver, som hidtil har påhvilet

amtsskatteinspektoraterne, som altovervejende hovedregel også fremover vil

blive varetaget af regionale statslige myndigheder.

Sammenlignet med det nuværende organisatoriske system nedlægges således 4

typer statslige skattemyndigheder: vurderingsråd, skyldråd, skatteråd og

amtsligningsråd, mens 2 (Statsskattedirektoratet og

amtsskatteinspektoraterne) skifter betegnelse, og 2 (Landsskatteretten og

Ligningsrådet) opretholdes under deres nuværende betegnelse.

Alle skattemyndigheder er omfattet af forvaltningslovens almindelige

regler for sagsbehandling m.v.; det bemærkes herved, at også de kommunale

forvaltninger er omfattet af forvaltningsloven fra 1. januar 1989. Som følge

heraf er en række gældende forvaltningsmæssige regler i skattestyrelsesloven

og vurderingsloven ikke medtaget i lovforslaget. Det gælder f.eks.

skattestyrelseslovens § 1, stk. 9, om habilitet for

ligningskommissionsmedlemmer, og vilkår om at skriftlige afgørelser skal være

forsynet med begrundelse og klagevejledning. Forslaget indeholder heller

ingen tavshedspligtsbestemmelse svarende til statsskattelovens § 44 (som i

øvrigt fortsat er gældende); § 44 findes i realiteten ikke at instituere en

videregående tavshedspligt end den, der følger af forvaltningslovens kap. 8

og de hertil knyttede bestemmelser i straffeloven.

Der er således på intet punkt tilsigtet en forringelse af borgernes

forvaltningsmæssige retssikkerhed; men det er anset for overflødigt at

medtage regler af samme indhold som forvaltningslovens. Forvaltningsmæssige

regler forekommer kun i det omfang, de giver borgeren mere vidtgående

rettigheder end det, som følger af forvaltningsloven; jf. f.eks. forslaget

til § 32 om retsmøder i Landsskatteretten.

a. Skatteansættelse af indkomst og formue

Efter lovforslaget skal skatteansættelsen af indkomst og formue foretages

af den kommunale skattemyndighed efter overordnede retningslinier fastsat af

Ligningsrådet. Ligningskommissionernes ansættelseskompetence efter de

nugældende regler overføres ikke til skatteankenævnene.

Kommunalbestyrelsen får ansvaret for, at der hvert år udarbejdes planer

for den kommunale skattemyndigheds lignings- og vurderingsarbejde, og at

planerne følges. Kommunalbestyrelsen udpeger en i kommunen ansat person til

som ansvarshavende at forestå den kommunale skattemyndigheds konkrete

lignings- og vurderingsarbejde, d.v.s. ansættelser og vurderinger i 1.

instans. Kommunalbestyrelsen kan ikke selv behandle ansættelser og

vurderinger.

Der gives ingen nærmere regler for den kommunale skattemyndigheds

organisation, da dette anses for et kommunalt anliggende. Det afgørende er,

at det kommunale lignings- og vurderingsarbejde udføres på tilfredsstillende

måde. Det overlades således til kommunalbestyrelserne, om man f.eks. vil

organisere skattemyndigheden som en selvstændig afdeling inden for

kommunalforvaltningen.

Skatteankenævnene bliver udelukkende 1. klageinstans. De hidtil gældende

regler for ligningskommissionernes struktur og sammensætning foreslås

overført til skatteankenævnene.

Sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene skal foretages af den

kommunale forvaltning, hvilket svarer til den gældende ordning. De

habilitetsproblemer, der opstår ved, at kommunerne ikke kan lade de

embedsmænd, der har deltaget i en ansættelse eller vurdering, yde

sekretariatsbistand for skatteankenævnet ved behandling af en klage til

skatteankenævnet over samme ansættelse eller vurdering, løses ved, at

kommunerne bliver pligtige til for egen regning at engagere ekstern bistand i

de få tilfælde, hvor problemet ikke kan løses internt.

Efter lovforslaget foreslås overspringelsesfristen for påklage til

Landsskatteretten af klager, der er indbragt for, men endnu ikke afgjort af

skatteankenævnene, fastsat til 3 måneder, som tilfældet i dag er fra

ligningskommission til skatteråd.

Skatterådene foreslås nedlagt, hvorved Landsskatteretten bliver 2.

og sidste administrative klageinstans.

Tilsyn og revision foreslås fortsat udøvet af de statslige

skattemyndigheder. Ligningsplanerne omtales nedenfor under punkt f.

Amtsligningsrådene foreslås nedlagt, og i den forbindelse foreslås den

statslige told- og skatteforvaltning (centralt eller regionalt) tillagt en

kompetence til at foretage ansættelser og til at foretage ændringer, hvor

ansættelse tidligere er foretaget af den kommunale skattemyndighed. I

de få tilfælde, hvor told- og skatteforvaltningen anser en kendelse afsagt af

et skatteankenævn for forkert, forelægges kendelsen for Ligningsrådet

med henblik på eventuel ændring, således at det folkevalgte element også er

til stede hos den myndighed, der ændrer.

I disse sager foreslås det, at klager over revisionsmæssige afgørelser

skal indbringes for Landsskatteretten. Afgørelserne skal således ikke være

undergivet administrativ rekurs til ministeren.

Der gælder særlige ordninger på det skatteadministrative område for

Københavns og Frederiksberg kommuner.

Særordningerne, der er historisk begrundede, indebærer, at de to kommuner

udfører visse opgaver, der i det øvrige land er henlagt til

amtsskatteinspektoraterne. De to kommuner har etableret det nødvendige

administrative apparat til udførelsen af disse opgaver.

Indgåelse af kommuneaftalen var for Københavns og Frederiksberg kommuners

vedkommende betinget af, at de særlige ordninger på en acceptabel måde kan

tilpasses bestemmelserne i kommuneaftalen.

Der er herefter mellem regeringen og Københavns og Frederiksberg kommuner

indgået aftale om, at de to kommuner fortsat skal varetage de statslige

regionale opgaver i form af kontrol og revision uden for den almindelige

ligningsrytme, herunder bødesager, sager om dispensation, sager om lempelse

af skat samt afsluttende ansættelser.

b. Dødsbobeskatning m.v.

Beskatning af dødsboer m.v. foreslås omfattet af de almindelige regler for

indkomst- og formueansættelser, dog således at kildeskattelovens

særbestemmelser bevares. Dette svarer til, hvad der hidtil har været

gældende.

For så vidt angår de øvrige opgaver, som ligningsmyndighederne hidtil har

varetaget i forbindelse med dødsfald: værdiansættelse af aktiver og passiver,

beregning af passivposter, samt de særlige regler om bindende forhåndsbesked

i dødsboer, foreslås den hidtidige praksis lovfæstet, således at opgaverne nu

efter loven påhviler ligningsmyndighederne med adgang til klage efter den

almindelige klagevej.

Beregning af gaveafgift, der hidtil har påhvilet amtsskatteinspektoraterne

med klageadgang til Landsskatteretten, foreslås placeret i den centrale told-

og skatteforvaltning, hvorefter opgaven forudsættes uddelegeret til de

regionale told- og skatteforvaltninger. Samtidig forudsættes det bestemt, at

der som hidtil skal være direkte klageadgang til Landsskatteretten.

c. Ejendomsvurdering

På vurderingsområdet foreslås en myndighedsstruktur, der følger modellen

på ligningsområdet. Herudover er sagsbehandlings- og klageregler m.v., i det

omfang kommuneaftalen ikke indeholder afvigende bestemmelser herom,

moderniseret og udformet så lig reglerne på ligningsområdet som muligt for at

forenkle og overskueliggøre systemet.

Efter forslaget skal forberedelsen og gennemførelsen af vurderinger

foretages af den kommunale skattemyndighed med bistand fra den statslige

told- og skatteforvaltning, mens 1. klageinstans bliver

skatteankenævnene. 2. klageinstans skal fortsat være

Landsskatteretten.

Ved sammenlægningen af lignings- og vurderingsmyndighederne

overflødiggøres vurderingsrådene og skyldrådene, som derfor foreslås nedlagt.

For de ejendomme, der tilhører kommunen, eller hvor kommunen i øvrigt har

en særlig interesse i udfaldet af vurderingen, foreslås det, at

ejendomsvurderingerne foretages af den centrale eller de regionale told- og

skatteforvaltninger. Klage over en sådan vurdering indgives til

Landsskatteretten, der bliver eneste klageinstans i disse sager. Kommunen er

klageberettiget.

Personalet i de kommunale forvaltninger har ikke hidtil foretaget

vurderinger selvstændigt. Derfor skal der efter forslag i kommuneaftalen som

støtte for kommunerne oprettes 60 stillinger som statslige

vurderingskonsulenter, der knyttes til de regionale told- og

skatteforvaltninger, og hvis opgave det er at bistå kommunerne ved

ejendomsvurderingen. Ved besættelsen af disse stillinger tages der hensyn

til, at der er betydelig viden at hente hos vurderingsformændene. Samtidig

bevares de statslige skattemyndigheders adgang til i særlige tilfælde at

indkalde særligt sagkyndige til at bistå ved ejendomsvurderinger, jf. den

hidtidige § 25 i vurderingsloven.

De kommunale skattemyndigheder skal efter forslaget yde

sekretariatsbistand til skatteankenævnene også i vurderingssager. Det

foreslås samtidig, at kommuneaftalens habilitetsregler på ligningsområdet,

herunder pligten til at anvende ekstern bistand, også skal gælde her.

Der indføres årlige vurderinger af alle ejendomme og årlig klageadgang.

Dette er ikke direkte forudsat i kommuneaftalen, men det ansås for ønskeligt,

og det har efterfølgende vist sig teknisk muligt at gennemføre en sådan

ordning.

Vurderingsresultatet skal som udgangspunkt meddeles på den fortrykte

selvangivelse/årsopgørelse.

d. Landsskatteretten

Lovforslaget indeholder ikke nævneværdige ændringer i lovgrundlaget for

Landsskatterettens virksomhed. Landskatteretten skal således opretholdes.

Rettens regionale virkeområde søges styrket.

Som følge af nedlæggelsen af skatterådene og indførelsen af årlig

klageadgang på vurderingsområdet må der - alt andet lige - forudses et

midlertidigt øget pres på Landsskatteretten.

Med det formål at sikre, at skatteankenævnenes afgørelser træffes på det

bedst mulige grundlag, og at det antal sager, der påklages til

Landsskatteretten, begrænses mest muligt, indføres regler om, at

skatteankenævnene i hver enkelt klagesag skal udarbejde en sagsfremstilling.

Denne skal følge med en eventuel senere klage til Landsskatteretten.

I de sager, hvor de statslige skattemyndigheder træffer afgørelse, skal

sagsfremstillingen udfærdiges af den pågældende myndighed.

Som yderligere klagebegrænsende foranstaltning foreslås indført et gebyr

ved klage til Landsskatteretten på 500 kr. pr. 1. januar 1990. Beløbet

foreslås reguleret efter personskattelovens § 20. Gebyret tilbagebetales,

hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen til Landsskatteretten.

e. Ligningsrådet

Efter kommuneaftalen skal Kommunernes Landsforening have 2 medlemmer i

Ligningsrådet og Københavns og Frederiksberg kommune hver et medlem. Det

foreslås derfor at udvide medlemstallet fra 15 til 19 uden i øvrigt at ændre

på sammensætningen, bortset fra at statsskattedirektøren ikke længere er født

formand. Dette er begrundet i den forestående sammenlægning af

Statsskattedirektoratet og Tolddirektoratet.

f. Ligningsplaner, tilsyn og sanktionsmuligheder

Efter lovforslaget skal tilsyn med såvel skatteansættelser som

vurderingsarbejdet i kommunerne fortsat udøves af den centrale told- og

skatteforvaltning (tidligere Statsskattedirektoratet) og Ligningsrådet, der

udarbejder centrale lignings-, vurderings- og revisionsplaner.

De kommunale skattemyndigheder skal fremover udarbejde egentlige lignings-

og vurderingsplaner efter retningslinierne i de centrale lignings- og

vurderingsplaner. Ansvaret for de kommunale planer placeres hos

kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune.

I kommuneaftalen angives der en meget detaljeret procedure for ligningen

og udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner. Derom henvises til

bemærkningerne til § 1.

Efter lignings- og vurderingsperiodernes udløb foretager den regionale

told- og skatteforvaltning en vurdering af kommunens lignings- og

vurderingsarbejde. Som en nydannelse foreskriver kommuneaftalen, at der

indføres en bestemmelse om, at Ligningsrådet i særlige tilfælde kan udstede

bindende direktiver for lignings- eller vurderingsarbejdet til de kommuner,

der i en periode ikke har opnået de forventede resultater. De nærmere regler

herom omtales i bemærkningerne til § 22.

De nærmere regler for indholdet af lignings- og vurderingsplanerne og for

proceduren for udarbejdelsen af disse vil i øvrigt blive behandlet i et

cirkulære efter drøftelser mellem de statslige og kommunale

skattemyndigheder.

4. Ændringer uden forbindelse med kommuneaftalen

Nærværende lovforslag er i vidt omfang baseret på den gældende

skattestyrelseslov. De ændringer, der følger af kommuneaftalen, er imidlertid

ikke indarbejdet i den gældende lov, idet ændringerne gjorde den gældende

lovs struktur mindre hensigtsmæssig.

I stedet er der udarbejdet en ny sammenhængende lovtekst med en ændret

struktur, og således at de bestemmelser, der er overført fra den nuværende

lov, er gennemarbejdet og moderniseret sprogligt.

Derudover er der indarbejdet enkelte betydningsfulde ændringsforslag, som

ikke følger af kommuneaftalen. Det gælder modernisering af

genoptagelsesreglerne, indførelse af adgang til udenretligt syn og skøn under

landsskatteretssager og ændring af klagefrister.

a. Genoptagelse

Som omtalt under punkt 2 d er der med udgangspunkt i reglen i den

nugældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 4, udviklet et såkaldt

»alternativt klagesystem«, hvorefter alle ligningssager i praksis

kan begæres genoptaget inden for en frist på normalt 5 år fra udløbet af det

indkomstår, ansættelsen vedrører.

Denne adgang til at få genoptaget enhver sag, såfremt der forelægges nye

oplysninger, foreslås opretholdt.

Imidlertid er det nuværende system uhensigtsmæssigt, fordi det indebærer,

at afgørelser om afslag på en genoptagelsesanmodning skal påklages efter det

almindelige administrative klagesystem, d.v.s. til amtsskatteinspektoratet,

Statsskattedirektoratet og ministeren, i stedet for at følge

skattestyrelseslovens særlige klagesystem (ligningskommission, skatteråd,

Landsskatteretten).

Endvidere gælder der ingen tilsvarende regel på vurderingsområdet.

Der foreslås indført en generel regel om, at en skatteansættelse kan

genoptages inden for 3 år, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger.

Skattemyndighedernes adgang til at foretage ansættelsesforhøjelser og

tidsrummet for adgangen til domstolsprøvelse nedsættes tilsvarende. For at

hindre, at væsentlige offentlige hensyn tilsidesættes, foreslås det dog, at

ældre ansættelser fortsat kan optages til revision, såfremt der foreligger

egentlige strafbare forhold.

Ved at nedsætte fristen til 3 år opnås, at borgerne efter 3 år kan være

sikre på, at selvangivelsen ikke revideres med krav om yderligere skat til

følge.

Hvis sagen genoptages af den kommunale skattemyndighed, foreslås det, at

en eventuel klage over ansættelsen følger den sædvanlige klagevej til

skatteankenævnet og Landsskatteretten.

Efter forslaget skal en klage over et afslag på en ansøgning om

genoptagelse også følge den almindelige klagevej, der indføres med dette

lovforslag.

På vurderingsområdet foreslås der indført en tilsvarende adgang til at

genoptage en sag, når der fremlægges nye oplysninger, der kan medføre en

ændret vurdering.

Den kommunale skattemyndigheds adgang til at ændre skatteansættelser på

eget initiativ inden for ligningsfristen foreslås bevaret og suppleret med en

tilsvarende adgang til at ændre ejendomsvurderinger inden for vurderingsåret.

Den eksisterende adgang for ministeren til at tillade bevillingsmæssig

genoptagelse efter udløbet af 5-års fristen (nu 3-års fristen) foreslås

heller ikke ændret.

b. Syn og skøn

Forslaget om at indføre adgang til udenretligt syn og skøn under

landsskatteretssager er med redaktionelle ændringer en genfremsættelse af §

1, nr. 1, i regeringens lovforslag L 14, fremsat den 5. oktober 1988, om

ændringer i skattestyrelsesloven.

Forslaget er således et led i regeringens indsats for at forbedre

borgernes retssikkerhed på skatteområdet.

Forslaget går ud på at give primært skatteyderen mulighed for at begære

syn og skøn i forbindelse med sagens indbringelse for Landsskatteretten.

En hel del skattesager har deres årsag i uenighed mellem skatteyder og

myndigheder om værdiansættelse af aktiver, f.eks. pante- og gældsbreve,

unoterede aktier og good-will. Ofte skyldes uenigheden, at

skattemyndighederne ikke kan godkende værdifastsættelser ved

selskabsstiftelse eller i øvrigt i tilfælde, hvor de to parter i

overdragelsen af aktivet ikke har modstående interesser.

Forslaget om at åbne adgang til at begære syn og skøn afholdt i

forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten er begrundet med

ønsket om at give skatteyderen mulighed for at få f.eks.

værdiansættelsesspørgsmål belyst af sagkyndige til brug for forberedelsen af

landsskatteretssagen. En skønserklæring om de foreliggende værdiskøn i sagen

vil kunne effektivisere sagsbehandlingen i Landsskatteretten. Denne udtalelse

vil endvidere kunne give skatteyderen grundlag for at vurdere, om klagen bør

opretholdes. Det er regeringens opfattelse, at denne mulighed for

skatteyderen til at få elementer i sagen belyst af sagkyndige dels vil kunne

forbedre det materielle grundlag for Landsskatterettens afgørelse, dels vil

øge skatteyderens forståelse for Landsskatterettens afgørelse. Endelig vil

forslaget give større jævnbyrdighed mellem skatteyderen og skattevæsenet, end

det ofte opleves i dag, og hermed øges respekten for de afgørelser, der

træffes. Forslaget indeholder således også et procesbesparende element.

Man har fundet det forsvarligt at åbne muligheden for syn og skøn i

forbindelse med landsskatteretsbehandlingen, idet sagen på dette stadium må

formenes at være så veloplyst og velforberedt, at man på dette tidspunkt vil

få det bedste udbytte af instituttet.

Der skal efter forslaget ikke være adgang til syn og skøn i sager

vedrørende ejendomsvurdering. Der skønnes ikke at være behov for noget

alternativ til det foreslåede vurderingssystem, der som det hidtidige i vidt

omfang vil bygge på besigtigelser på stedet og inddragelse af eksterne

sagkyndige og den nyoprettede funktion som regionale vurderingskonsulenter.

c. Klagefrister

I den nugældende skattestyrelseslov og i vurderingsloven angives de fleste

administrative klagefrister til et antal uger, og starttidspunktet angives

til den dag, hvor »der er givet underretning om afgørelsen« eller

lignende formulering.

Når en landsskatteretskendelse skal indbringes for domstolene, angives

fristen imidlertid i måneder. Tilsvarende gælder efter lov om bindende

forhåndsbesked, når forhåndsbeskeder indbringes for Landsskatteretten.

Af hensyn til overskueligheden i systemet foreslås det, at alle

klagefrister angives i måneder. Frister på 4 uger ændres herved til 1 måned

og frister på 8 uger til 2 måneder.

De administrative klagefrister foreslås som hovedregel påbegyndt på datoen

for modtagelsen af den pågældende afgørelse.

Endvidere udformes klagereglerne således, at klagen skal være modtaget

senest 1, respektive 2 måneder efter modtagelsesdagen. Herved undgås

fortolkningstvivl om, på hvilken dag fristen udløber; klager modtaget på

månedsdagen er rettidige.

5. Administrative og provenumæssige konsekvenser

a. Administrative konsekvenser

Med forslaget vil der blive gennemført en meget væsentlig forenkling af

strukturen på skatteområdet. Forenklingen indebærer også, at en række råd

nedlægges. Det drejer sig om skatteråd, amtsligningsråd, vurderingsråd og

skyldråd.

Samtidig bliver der gennemført en større ensartethed mellem

vurderingsopgaven og ligningsopgaven, også i klageleddet.

Generelt set indebærer gennemførelsen af forslaget om den nye struktur

meget væsentlige fordele og forbedringer på det administrative område.

På en række enkeltområder foreslås endvidere gennemført forenklinger, som

vil betyde væsentlige administrative lettelser i det daglige arbejde både for

borgerne og administrationen.

Dette gælder bl.a. i forbindelse med klager over afslag på en anmodning om

genoptagelse. Også nedsættelsen af 5-års fristen for genoptagelse m.v. til en

3-års frist medfører meget betydelige administrative lettelser.

I forbindelse med klagebehandlingen ved skatteankenævnene (de tidligere

ligningskommissioner) af klager over ansættelser m.v. på indkomst- og

vurderingsområdet vil der blive gennemført regler, der sikrer, at færrest

mulige borgere får behov for at klage til Landsskatteretten. Bl.a. skal der

under sagsforberedelsen udarbejdes en sagsfremstilling. Ved klage til

Landsskatteretten skal sagsfremstillingen medfølge, hvilket i de fleste

tilfælde vil medføre en administrativ lettelse af Landsskatterettens

sagsforberedelse.

I lovforslaget indgår endvidere, at der skal gennemføres et intensiveret

samarbejde mellem staten og kommunerne bl.a. på ligningsområdet, der skal

sikre en optimal udnyttelse af de administrative ressourcer i forbindelse med

ligningsarbejdet. Det er bl.a. i den forbindelse, at Ligningsrådet har fået

udvidede beføjelser.

Den forenklede struktur vil også i sig selv medføre en række

administrative fordele. Bl.a. vil færre organer på klageområdet medføre, at

de hidtidige næsten automatiske høringsprocedurer afskaffes. Endvidere vil

der være mindre administration i forbindelse med udnævnelse, afskedigelse,

instruktion m.v.

Kun i meget begrænset omfang må der påregnes et vist administrativt

merarbejde i forbindelse med forslaget. Der kan bl.a. peges på den øgede

statslige indsats i forbindelse med overvågningen og vejledningen af

kommunernes lignings- og vurderingsarbejde.

b. Provenumæssige konsekvenser

Forslaget vil, når overgangsperioden i 1992 er forbi, samlet medføre

årlige statslige besparelser på mindst 60 mill.kr.

De statslige besparelser, der med sikkerhed kan konstateres, består af

honorarer til medlemmerne af skatterådene og amtsligningsrådene.

For skatterådenes vedkommende vil der blive tale om en overgangsperiode på

ca. 6 måneder i 1990, medens amtsligningsrådene foreslås nedlagt fra 1.

januar 1990.

På vurderingsområdet er der sparede honorarer til vurderingsmændene fra

1990 og vurderingsformænd og skyldrådsformænd fra 1992, samt visse andre

besparelser på vurderingsområdet, bl.a. som følge af forslaget om årlige

vurderinger fra 1992.

I den samlede besparelse er modregnet honorarer til et antal konsulenter,

som bl.a. skal overtage visse af lægmændenes opgaver på vurderingsområdet.

Det kan endvidere ikke udelukkes, at den ændrede struktur på klageområdet vil

medføre en vis tilførsel af ressourcer til Landsskatteretten gennem

omprioriteringer inden for Skatteministeriets område.

Uden for de 60 mill.kr. må der forventes en række yderligere besparelser

som følge af de administrative lettelser. Disse besparelser er dog

vanskeligere at skønne over og vil blive udmøntet løbende som led i de

statslige rationaliseringer.

Forslaget om gebyr ved klage til Landsskatteretten skyldes ønsket om en

vis klagebegrænsning, specielt for de såkaldte bagatelsager. Gebyrprovenuet

anses ikke for at have selvstændig nævneværdig betydning. Derimod skønnes

gebyret at kunne være en medvirkende årsag til, at sagstilgangen i

Landsskatteretten kan holdes på et nogenlunde uændret niveau.

Vurderingsloven foreslås ændret således, at der fra 1992 bliver påbegyndt

årlige almindelige vurderinger i stedet for de hidtidige 4-årlige

vurderinger. Denne ændring af vurderingsloven vil ikke i sig selv have

provenumæssige virkninger.

6. Ikrafttræden og overgangsspørgsmål

På ligningsområdet foreslås det, at lovens bestemmelser skal have virkning

fra den 1. januar 1990. Med afskaffelsen af amtsligningsrådene, skatterådene

og den nugældende ansættelseskompetence og klageordning for

ligningskommissionerne vil der ved den nye klageordnings ikrafttræden versere

et antal sager hos de nævnte myndigheder.

Det foreslås, at verserende ansættelsessager i ligningskommissionerne,

d.v.s. sager, hvori ligningskommissionerne selv har ønsket at foretage

skatteansættelsen, overgår til fortsat behandling i de kommunale

skattemyndigheder.

Det foreslås endvidere, at verserende klagesager i ligningskommissionerne

færdigbehandles af skatteankenævnene efter de nye regler.

Efter lovforslaget skal skatterådene bevares i en periode på 6 måneder fra

ikrafttrædelsestidspunktet, således at skatterådene så vidt muligt kan

afslutte verserende sager. Eventuelle uafsluttede sager ved periodens udløb

foreslås færdigbehandlet af Landsskatteretten.

Verserende revisionssager i amtsligningsrådene foreslås overtaget af de

regionale told- og skatteforvaltninger, der færdigbehandler sagerne efter de

nye regler. Eventuelle klager over de regionale forvaltningers ansættelser

indbringes for Landsskatteretten.

For Landsskatterettens vedkommende foreslås det, at den hidtil gældende

frist på 6 måneder for indbringelse af kendelser for domstolene skal gælde

for kendelser, der afsiges indtil udløbet af 1989.

Den fornødne instruktion og uddannelse af medarbejderne ved de kommunale

skattemyndigheder påbegyndes snarest muligt.

På vurderingsområdet foreslås det, at lovens bestemmelser først skal have

virkning fra den 1. januar 1992. Dette er begrundet i, at 19. almindelige

vurdering, der efter vurderingsloven skal finde sted pr. 1. januar 1992,

kræver ca. 11/2 års forberedelse, hvorfor det er nødvendigt, at det

lovmæssige grundlag for den nye struktur fastlægges senest ved udgangen af

1989. Det vil derfor ikke være muligt at gennemføre kommuneaftalens

bestemmelser på vurderingsområdet tidligere end 1. januar 1992. Hertil

kommer, at strukturomlægningen vil kræve omfattende instruktion af de

kommunale medarbejdere og medlemmerne af skatteankenævnene, da disse ikke

tidligere har deltaget i vurderinger.

Det foreslås, at der i 1990 og 1991 i overensstemmelse med de gældende

regler gennemføres årsomvurderinger, og at disse udføres af det eksisterende

administrative vurderingssystem og af vurderingsformændene.

De under 3 c omtalte konsulenter foreslås udpeget i 2. halvår af 1990,

idet ansættelsesforholdet dog først skal have virkning fra den 1. januar

1992. De nuværende vurderingsmænd foreslås at udgå af vurderingssystemet ved

den nuværende funktionsperiodes ophør pr. 31. december 1990.

Verserende sager i vurderingsråd og skyldråd pr. 1. januar 1992 overgår

til videre behandling i henholdsvis de kommunale skattemyndigheder og

skatteankenævnene.

Det foreslås, at bestemmelserne om genoptagelse og forhøjelse af

skatteansættelser og bestemmelserne om frist for indbringelse for domstolene

af sager, som Landsskatteretten har afvist, får virkning for afgørelser, der

vedrører indkomståret 1990 og senere år. Nedsættelsen af fristerne til 3 år

berører derved ikke afgørelser fra perioden før lovens generelle

ikrafttrædelsesdato.

Statens overtagelse af inddrivelsen af selskabsskatter og A-skatter finder

sted pr. 1. maj 1990. Dette fremgår af lovforslaget om ændringer af

forskellige skatte- og afgiftslove (Kommuneaftalen).

Statens overtagelse af arbejdsgiverkontrollen finder ligeledes sted pr. 1.

maj 1990, jf. nærværende lovforslags bemærkninger, afsnit 1 b.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter de gældende regler skal den kommunale skatteadministration udarbejde

en kommunal ligningsplan, som skal forelægges til godkendelse i

ligningskommissionen, der har det politiske ansvar for den kommunale ligning.

Planen skal udarbejdes under behørig hensyntagen til Ligningsrådets og

Statsskattedirektoratets overordnede retningslinier. Herudover findes kun få

forskrifter for, hvad ligningsplanen skal indeholde. Der findes således ingen

regler om reaktionsmuligheder, hvis det forventede resultat af

ligningsarbejdet ikke opnås.

Der findes ingen tilsvarende regler om, at vurderingsrådene skal udarbejde

planer for vurderingsarbejdet.

Med lovforslagets § 1, stk. 1, henlægges ansvaret for den kommunale

ligningsplan til kommunalbestyrelsen som følge af, at skatteankenævnene, som

træder i stedet for ligningskommissionerne, får status som rene klageorganer.

Samtidig indføres der regler om, at der også skal udarbejdes kommunale

vurderingsplaner. Planerne skal udarbejdes efter Ligningsrådets

retningslinier.

I kommuneaftalen findes herudover følgende aftale om proceduren for

ligningen og udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner:

Inden udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner får den enkelte kommune

af den centrale told- og skatteforvaltning meddelelse om, hvor mange

selvangivelser og regnskaber, der som minimum skal gennemses nøjere.

Kommunerne får samtidig meddelelse om, hvor mange ansættelsesændringer en

ligningsmæssig gennemgang af de forskellige skatteyderkategorier

erfaringsmæssigt medfører og om planlagte landsomfattende kontrolaktioner.

Kommunen fastsætter i samarbejde med den regionale told- og

skatteforvaltning, hvor mange selvangivelser og regnskaber - udover det givne

minimumsantal - der skal gennemses nøjere.

Kommunerne skal angive, hvor langt man kalkulerer med, at ligningsarbejdet

vil være fremskredet til en fastsat dato i ligningsperioden, der bør svare

til det tidspunkt, hvor halvdelen af årets ligningsarbejde erfaringsmæssigt

er tilendebragt.

Inden ligningsperiodens begyndelse vurderes ligningsplanerne af den

regionale told- og skatteforvaltning og kommunen i fællesskab. Told- og

skatteforvaltningens eventuelle bemærkninger meddeles kommunalbestyrelsen.

Hvis kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, kan den sende et

udkast til ligningsplan til udtalelse hos ligningskommissionen (nu

skatteankenævnet).

Når den fastsatte dato er passeret, afgiver de kommuner, der ikke har nået

det kalkulerede mål, en status over ligningsarbejdet til den regionale told-

og skatteforvaltning.

Hvis der sker ændringer i ligningsplanen i ligningsperioden, meddeles

dette til den regionale told- og skatteforvaltning med angivelse af,

hvorledes ligningsarbejdet tænkes tilrettelagt i den resterende del af

ligningsperioden.

Efter ligningsperiodens udløb foretager den regionale told- og

skatteforvaltning en vurdering af kommunens ligningsarbejde. Hvis kommunen

ikke har opnået de forventede resultater af ligningen, skal den regionale

told- og skatteforvaltning bemærke dette over for kommunalbestyrelsen. En

sådan bemærkning kan eventuelt ledsages af en henstilling om, hvordan dette

arbejde bør tilrettelægges fremover.

Hvis en kommune i en periode ikke har opnået de forventede resultater af

ligningen, kan Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og

skatteforvaltning meddele kommunen bindende direktiver for ligningsarbejdet.

De bindende direktiver kan være et pålæg om, at nærmere fastsatte dele af

ligningen skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning. Der

henvises endvidere til bemærkningerne til forslagets § 22, stk. 3.

De nærmere regler for indholdet af lignings- og vurderingsplanerne og for

proceduren for udarbejdelsen af disse vil blive fastlagt i et cirkulære efter

drøftelser mellem de statslige og de kommunale skattemyndigheder.

I stk. 2 foreslås det, at kommunalbestyrelsen udpeger en embedsmand, der

som ansvarshavende skal forestå kommunens lignings- og vurderingsarbejde m.v.

Kommunalbestyrelsen eller udvalg kan ikke behandle eller træffe afgørelse i

de sager, der er henlagt til den kommunale skattemyndighed, jf. 2. pkt., men

kommunalbestyrelsen har det organisatoriske ansvar for skattemyndighedens

virksomhed.

Det foreslås ikke, at en bestemt embedsmand, f.eks. skatteinspektøren,

skal udpeges til at forestå arbejdet. Det står således kommunalbestyrelsen

frit for at etablere en kommunal enhedsforvaltning eller i øvrigt at lade den

pågældende person beskæftige sig med andre kommunale arbejdsopgaver.

Tilsvarende gælder for det personale, der engageres til at bistå den

ansvarshavende person.

Til § 2

Efter bestemmelsen skal den kommunale skattemyndighed i den enkelte

kommune foretage skatteansættelser af indkomst og formue, herunder

skatteansættelse i dødsboer og afsluttende skatteansættelse for afdøde

personer, udføre skattemyndighedernes øvrige opgaver i forbindelse med

dødsfald, jf. forslagets § 2, nr. 2, samt vurdere fast ejendom efter reglerne

i vurderingsloven.

Efter de gældende regler beror kompetencen til at foretage

skatteansættelse af indkomst og formue i ligningskommissionerne, og

vurderingsrådene har efter reglerne i vurderingsloven kompetencen til at

vurdere fast ejendom.

Den gældende skattestyrelseslov indeholder ingen særlige regler om, hvilke

skattemyndigheder der foretager skatteansættelse m.v. i dødsboer.

De materielle regler om dødsbobeskatning findes i kildeskatteloven, der

også indeholder regler for skattemyndighedernes øvrige funktioner i

forbindelse med dødsfald: Godkendelse af opgørelse efter § 14, stk. 3,

værdiansættelse af aktiver efter § 16, stk. 3 og 4, samt beregning af

passivposter og bindende forhåndsbesked i dødsboer efter § 33 A.

Ved § 1 i bekendtgørelse nr. 602 af 9. december 1977 om beskatning af

dødsboer m.v. er disse beføjelser tillagt ligningskommissionerne. Ved

afgørelserne og ved klage herover finder reglerne i skattestyrelsesloven

anvendelse, således at klagevejen efter de gældende regler stort set er den

samme som for skatteansættelser i øvrigt.

Til § 3

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den gældende skattestyrelseslovs

§ 3, stk. 1, 2, 4 og 5. § 3, stk. 3 i den gældende lov, hvorefter

ligningskommissionerne kan bemyndige skatteadministrationen til at foretage

ansættelser på kommissionens vegne, udgår som konsekvens af, at

ligningskommissionernes (nu skatteankenævnenes) ansættelseskompetence

bortfalder.

Forslagets § 3, stk. 1, bestemmer, at den skattepligtige, der har indgivet

selvangivelse, har ret til at fremkomme med en udtalelse til sagen, hvis den

kommunale skattemyndighed agter at foretage en ansættelse, der medfører

ændring af et eller flere af de beløb, der fremgår af selvangivelsen.

Med forslagets § 3, stk. 2, indføres regler om, at også den

skattepligtige, der ikke har indgivet selvangivelse, har krav på underretning

om en påtænkt ansættelse og på at få lejlighed til at kommentere denne.

Forslagets § 3, stk. 3, fastslår, at den kommunale skattemyndighed inden

for ligningsfristen er berettiget til enten af egen drift eller efter

anmodning fra den skattepligtige at genoptage og eventuelt ændre en allerede

foretaget ansættelse. Dette gælder dog ikke, hvis sagen er eller har været

under behandling ved en anden skattemyndighed.

Bestemmelsen i § 3, stk. 4, svarer til den gældende lovs § 3, stk. 5, og

indeholder fristen for de kommunale skattemyndigheders arbejde,

ligningsfristen.

Til § 4

Bestemmelsen omhandler vurdering af fast ejendom og fastslår, at de

kommunale skattemyndigheder hvert år skal vurdere landets faste ejendomme

efter reglerne i vurderingsloven. De kommunale skattemyndigheder skal

endvidere gennemføre vurderinger uden for de årlige vurderingsterminer, når

dette begæres efter vurderingslovens § 4. I forbindelse med vurderingerne

træffer skattemyndighederne afgørelse om fordeling af ansatte værdier og om

benyttelse af ejendomme efter vurderingslovens § 33. Bestemmelsen træder i

stedet for vurderingslovens § 39, stk. 1.

I stk. 2 foreslås det, at de ejendomsvurderinger, hvor kommunen og dens

embedsmænd altid vil være inhabile, f.eks. fordi ejendommen tilhører

kommunen, eller fordi kommunen p.g.a. byplanlægning eller lign., herunder i

de i vurderingslovens § 4 A nævnte tilfælde (ændring i zonestatus), har en

særlig interesse, foretages af den centrale told- og skatteforvaltning. Klage

over en sådan vurdering indgives til Landsskatteretten, der bliver eneste

klageinstans, jf. forslagets § 18, stk. 7. Kommunen er klageberettiget i

disse sager.

Til § 5

Bestemmelsen træder i stedet for vurderingslovens § 4, stk. 4, og

fastslår, at anmodning om vurdering efter vurderingslovens § 4 indgives til

den kommunale skattemyndighed. De materielle regler om ekstraordinære

vurderinger efter § 4 foreslås bevaret i vurderingsloven.

Til § 6

Efter stk. 1 skal der gives ejeren, og når vurdering er begæret i

anledning af et salg både køber og sælger, skriftlig underretning om

resultatet af almindelige og ekstraordinære vurderinger. Bestemmelsen træder

i stedet for § 40, stk. 1, i vurderingsloven.

Vurderingsresultatet skal sammen med nogle specifikationer om grundlaget

for vurderingsansættelsen som udgangspunkt meddeles på den fortrykte

selvangivelse/årsopgørelse, således at ejeren på et tidligt tidspunkt kan

rette henvendelse til kommunen om eventuelle fejl, der herefter kan ændres på

en administrativt ukompliceret måde. Da særskilt skriftlig meddelelse i vidt

omfang undgås, kan man herved opnå betydelig besparelse til porto. I

tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre, udsender kommunen fortsat

vurderingsresultatet ved særskilt skriftlig meddelelse.

Efter reglen i forslagets stk. 2, der erstatter vurderingslovens § 40,

stk. 2 og 3, skal de kommunale skattemyndigheder hvert år, når en almindelig

vurdering er afsluttet, give offentligheden adgang til oplysning om

resultatet af vurderingen.

Kravet i de gældende regler om, at der skal udarbejdes en skriftlig

fortegnelse over vurderingerne, bortfalder, således at kommunerne får adgang

til at udnytte de eksisterende muligheder for at registrere oplysningerne

elektronisk.

Til § 7

Bestemmelsen i stk. 1 giver den kommunale skattemyndighed kompetence til

af egen drift eller efter begæring fra ejeren eller en anden berettiget at

ændre vurderinger indtil udløbet af vurderingsåret. Forslaget indebærer en

udvidelse af vurderingsmyndighedens adgang til at berigtige vurderinger, jf.

nedenfor. Vurderingsåret udløber den 31. december i det år, hvori vurderingen

er foretaget. I praksis vil ændringerne finde sted i sidste halvår af

vurderingsåret, fordi vurderingsresultatet så vidt muligt meddeles ved

påtegning på selvangivelsen/årsopgørelsen, der som regel udsendes midt i

året.

Efter forslaget er der adgang til inden for 1-års fristen at foretage

enkeltstående ændringer af såvel skønsmæssig som formel karakter. Ved

gennemførelse af revisionsmæssige ændringer omfattende grupper af faste

ejendomme skal der ske en indberetning herom til de regionale told- og

skatteforvaltninger.

Efter de gældende regler kan vurderingsrådene også ændre vurderinger i

indtil 1 år efter vurderingstidspunktet. Ændringsadgangen er imidlertid

begrænset til ændringer af objektiv karakter og gælder således ikke ændringer

i skønsudøvelsen. I disse tilfælde må der gives indberetning til skyldrådet

med indstilling om fornøden ændring af den urigtige ansættelse. Skyldrådene

kan derimod foretage ændringer af enhver karakter, medmindre rådet,

Ligningsrådet eller Landsskatteretten allerede har foretaget ændringer.

Efter udløbet af vurderingsåret kan den kommunale skattemyndighed alene

foretage ændringer i vurderingerne i de tilfælde, der er omfattet af

forslagets § 8.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til vurderingslovens § 34, stk. 1, og

forskriver en pligt for de kommunale skattemyndigheder til at medvirke til de

statslige myndigheders revisioner af vurderingerne.

Til § 8

Efter stk. 1 kan den kommunale skattemyndighed genoptage en

skatteansættelse inden for 3 år efter anmodning fra den skattepligtige, når

den skattepligtige fremlægger nye oplysninger.

Som konsekvens af dette forslag begrænses myndighedernes adgang til at

forhøje en skatteansættelse, med den virkning at der udløses krav om forhøjet

skattetilsvar, til 3 år, jf. forslagets § 40 og bemærkningerne dertil.

Samtidig nedsættes tidsrummet for adgangen til domstolsprøvelse tilsvarende,

jf. forslagets § 36, stk. 3 og 4.

På vurderingsområdet foreslås indført en tilsvarende adgang for den

kommunale skattemyndighed til at genoptage en sag, når der fremlægges nye

oplysninger, der kan medføre en ændret vurdering.

Lovforslaget indebærer, at borgeren efter 3 år kan være sikker på at have

en endelig afgørelse.

Det er en betingelse for at tillade genoptagelse, at den, der fremsætter

anmodning herom, dokumenterer eller sandsynliggør, at den tidligere

skatteansættelse eller vurdering har været forkert.

Såfremt sagen genoptages efter de foreslåede regler af den kommunale

skattemyndighed, følger en eventuel klage over ansættelsen eller vurderingen

den sædvanlige klageinstansfølge, jf. stk. 4.

Efter forslagets § 8, stk. 5, skal en klage over et afslag på en ansøgning

om genoptagelse også følge den almindelige klagevej, der indføres med dette

lovforslag, d.v.s. at klage sker til skatteankenævnet som 1. klageinstans og

til Landsskatteretten som 2. klageinstans. Forslaget indebærer, at afslag

ikke længere behandles i det administrative rekurssystem med skatteministeren

som øverste klagemulighed.

Bestemmelserne i § 8, stk. 2-4, svarer til de gældende regler i

skattestyrelseslovens § 15, stk. 2-4, hvorefter skatteministeren kan

bemyndige den kommunale skattemyndighed til at foretage skatteansættelser og

vurderinger samt ændringer heri efter udløbet af ligningsperioden eller

vurderingsåret. Sådanne regler er i dag fastsat i Skatteministeriets

bekendtgørelse nr. 318 af 13. juni 1984.

Reglen i den gældende lovs § 15, stk. 2, 2. pkt., der svarer til

lovforslagets § 41, stk. 1, udgår på dette sted i forslaget.

Til § 9

Bestemmelsen i § 9 handler om skatteankenævnets opgaver. De nærmere regler

om påklage til skatteankenævnet findes i kapitel 3.

Skatteankenævnets afgørelser påklages efter dette forslag til

Landsskatteretten, jf. § 24, stk. 1, og § 28, stk. 1.

Til § 10

Bestemmelsen handler om skatteankenævnenes valg og sammensætning.

Skatteankenævnene skal efter dette forslag udføre de opgaver, som ved

kommuneaftalen blev placeret i ligningskommissionerne.

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1, bortset fra 1. led i

1. pkt., og stk. 2.

Efter forslaget skal der ikke længere gælde nogen 70-års aldersgrænse for

valgbarhed til et skatteankenævn.

Bestemmelserne i stk. 3-5 om pligt til at modtage valg og om fritagelse

herfor svarer med enkelte ændringer til de bestemmelser, der hidtil har været

indeholdt i § 27, stk. 1, i den kommunale valglov. Med udløbet af indeværende

valgperiode ophæves de bestemmelser om ligningskommissionen, der hidtil har

været indeholdt i den kommunale valglov, jf. herved § 110, stk. 4, i den nye

kommunale valglov, lov nr. 140 af 8. marts 1989. Reglerne foreslås overført

til skattestyrelsesloven, hvilket var forudsat ved den nye kommunale valglov.

I forbindelse med overførslen er reglerne ændret, jf. stk. 5, således at de

svarer til de nu gældende regler i den nye kommunale valglov om fritagelse

for at opstille til valg, henholdsvis fritagelse for at modtage valg som

kommunalbestyrelsesmedlem. Ændringerne indebærer bl.a., at pligten til at

modtage valg til skatteankenævnet for den, der tidligere har været medlem (af

ligningskommissionen eller skatteankenævnet) i to sammenhængende

valgperioder, ikke mere genopstår efter udløbet af de to følgende

valgperioder. Endvidere fastsættes en aldersgrænse på 60 år for pligt til at

modtage valg, ligesom det fastslås, at fritagelsesgrundene for medlemshvervet

i funktionsperioden, jf. § 12, også er fritagelsesgrunde for modtagelse af

valg.

Til § 11

Reglerne om konsekvenserne af, at et medlem af et skatteankenævn mister

sin valgbarhed og om, hvorledes det afgøres, om valgbarheden er mistet,

svarer til reglerne i den kommunale valglov.

I forbindelse med overførelsen af fritagelsesreglerne fra den kommunale

valglov til skattestyrelsesloven er det således fundet hensigtsmæssigt at

fastsætte udtrykkelige regler om kommunalbestyrelsens pligt til at indberette

til Valgbarhedsnævnet, såfremt et medlem eller en stedfortræder er eller

bliver straffet, jf. stk. 3-5.

Til § 12

Reglen om fritagelse for hvervet som medlem eller stedfortræder i

skatteankenævnet i funktionsperioden svarer til den hidtidige regel i den

kommunale valglovs § 34 b, samt til den tilsvarende regel i den nye kommunale

valglov bortset fra, at afslag på anmodninger om fritagelse ikke kan

indbringes for Indenrigsministeriet.

Til § 13

Bestemmelsen svarer til § 1, stk. 4, i den gældende skattestyrelseslov.

Til § 14

Lovforslagets § 14 svarer til § 1, stk. 5-8 og 12, § 6 samt til § 16, 1.

pkt., i den gældende lov.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 6 og stk. 7, bortset fra 1.

pkt., hvis regel om, at afgørelserne træffes ved stemmeflerhed, allerede

fremgår forudsætningsvis af bestemmelsen. Retten efter sidste pkt. til at

kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn tilkommer ethvert

medlem, hvad enten vedkommende er medlem af det besluttende led eller ikke.

Stk. 3, der svarer til § 16, 1. pkt., i den gældende lov, giver et medlem

af et skatteankenævn, der er uenig i en afgørelse truffet af nævnet, mulighed

for at få efterprøvet afgørelsen af den centrale told- og skatteforvaltning.

Den gældende lovs § 1, stk. 9 og 10, om de habilitetskrav, der stilles til

ligningskommissionsmedlemmer, foreslås ikke overført til dette lovforslag, da

tilsvarende regler nu findes i § 3 i forvaltningsloven.

Efter stk. 5 foreslås det, at indenrigsministeren fastsætter regler for

honorering af skatteankenævnenes medlemmer. Herefter udgår særbestemmelsen i

den gældende lovs § 1, stk. 11, om fast honorar til formanden.

Det foreslås i stk. 6, at skatteministeren på egen hånd kan fastsætte

reglerne om skatteankenævnenes virksomhed i en forretningsorden. Den gældende

regel om, at forretningsordenen skal fastsættes efter samråd med

indenrigsministeren, foreslås derfor ophævet.

Bestemmelsen i stk. 6, 2. pkt., om at skatteministeren kan fastsætte

afvigende regler om skatteankenævnets organisation i København, svarer til §

6 i den gældende lov. Med hjemmel i bestemmelsen er det i den gældende

forretningsorden fastsat, at ligningskommissionen i København har 35

medlemmer, ligesom der er fastsat særlige regler om medlemmernes

funktionsperiode. Med hensyn til aflønning af formand og medlemmer foreslås

det nu, at Indenrigsministeriet fastsætter reglerne. Forslaget indebærer, at

disse ordninger for skatteankenævnet i København fortsat kan bevares.

Til § 15

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal den kommunale skattemyndighed yde

sekretariatsbistand til skatteankenævnet, hvis opgave det er at behandle

klager over skattemyndighedens skatteansættelser, vurderinger og afgørelser

efter § 2, nr. 2. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2 og

vurderingslovens § 39 A.

Der fastsættes ingen nærmere regler for sekretariatsopgavens indhold og

udførelse, jf. afsnit 3 a i de almindelige bemærkninger. Kommunalbestyrelsen

har imidlertid ansvaret for, at skatteankenævnet får fornøden og

tilstrækkelig bistand til løsning af sine opgaver. Efter reglen i § 25, stk.

2, skal skatteankenævnet udarbejde en sagsfremstilling, som i praksis kan

udarbejdes og udsendes af sekretariatet efter bemyndigelse fra

skatteankenævnet. Det anses endvidere for en typisk sekretariatsopgave at

udarbejde forslag til skatteankenævnets afgørelser.

Reglen i den gældende lovs § 2, 2. pkt., om, at skatteadministrationen

skal være repræsenteret ved alle ligningskommissionens møder, foreslås

ændret, således at skatteankenævnet i stedet kan anmode sekretariatet om at

være til stede under nævnets møder, når dette skønnes hensigtsmæssigt.

Bestemmelsen i stk. 2 sikrer, at den person, der som ansat i den kommunale

skattemyndighed har truffet afgørelse i 1. instans eller har behandlet sagen

i øvrigt, ikke senere kan behandle samme sag som sekratariat for

skatteankenævnet under en klage dertil.

Der er tale om et rent personspørgsmål, og det har således inden

betydning, at den person, der behandler sagen i 1. instans, og den, der

fungerer som sekretariat, har samme chef (f.eks. skatteinspektøren). Der er

alene tale om en rettighed for borgeren, som ikke må tåle personsammenfald.

Dette betyder også, at reglen kan fraviges ved aftale, hvis borgeren

undtagelsesvis måtte ønske, at en person, der har befattet sig med sagen i 1.

instans, også skal f.eks. forelægge den for skatteankenævnet.

I de forudsætningsvis få tilfælde, hvor kommunen ikke kan stille en

kvalificeret medarbejder til rådighed for skatteankenævnet, som ikke har

befattet sig med sagen tidligere, foreskriver stk. 3, at kommunen skal

anvende ekstern sekretariatsbistand.

Den eksterne bistand skal kunne udføre sekretariatsbetjeningen

tilfredsstillende. Det er i øvrigt overladt til kommunen at bestemme, hvem

den vil engagere til opgaven, og om bistanden skal købes hos en offentlig

eller en privat virksomhed. Det bemærkes, at tavshedspligtsreglerne efter

forvaltningsloven gælder tilsvarende for personer, som er beskæftiget med

opgaver, der udføres efter aftale med myndighederne.

Til § 16

Efter stk. 1 skal den centrale told- og skatteforvaltning føre tilsyn med

lignings- og vurderingsarbejdet og skattemyndighedernes udførelse af dette

arbejde. Tilsynet udøves sammen med Ligningsrådet, jf. § 21.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 11, for så vidt angår

Statsskattedirektoratets virksomhed, og til § 14, stk. 1, 1. pkt. Det fremgår

nu af lovteksten, at tilsynspligten også omfatter skattemyndighedernes

særlige opgaver i forbindelse med dødsfald.

Gaveanmeldelser indgives efter reglerne i §§ 17 og 18 i bekendtgørelse nr.

505 af 20. oktober 1983 om arve- og gaveafgift til amtsskatteinspektoraterne,

der også foretager værdiansættelse.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at disse beføjelser placeres hos den

centrale told- og skatteforvaltning.

I praksis vil de regionale told- og skatteforvaltninger, der overtager

amtsskatteinspektoraternes opgaver, fortsat skulle behandle

gaveafgiftssagerne efter bemyndigelse fra den centrale told- og

skatteforvaltning.

Efter stk. 2, 2. pkt., skal den centrale told- og skatteforvaltning

vurdere ejendomme i de tilfælde, der er nævnt i § 4, stk. 2, jf.

bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 17

Efter de gældende regler skal Statsskattedirektoratet som et led i den

overordnede styring og kontrol af lignings- og vurderingsmyndighederne dels

forud for hver ligning udarbejde en plan for ligningens foretagelse og dels

forud for hver ligning og vurdering udarbejde planer for fremgangsmåden ved

udøvelsen af direktoratets tilsynsvirksomhed.

Med forslagets stk. 1, der træder i stedet for § 14, stk. 1, 2. pkt., i

den gældende lov, indføres regler om, at den centrale told- og

skatteforvaltning også på vurderingsområdet skal udarbejde en vurderingsplan.

Herved tilvejebringes mulighed for en egentlig styring af vurderingsarbejdet.

Stk. 1 svarer i øvrigt til gældende ret.

Reglerne i stk. 2 og 3 svarer til § 14, stk. 1, 3. og 4. pkt., samt til §

14, stk. 2, 1. pkt., 1. led, i den gældende lov. Selv om ordene

»Direktoratet kan indkalde lignings- og vurderingsmyndighederne til

instruktionsmøder« ikke er gentaget i den foreslåede udformning af

bestemmelsen, er dette ikke et udtryk for en realitetsændring. Den centrale

told- og skatteforvaltning kan fortsat formidle instruktioner og anvisninger

m.v. på mest hensigtsmæssig måde.

Med hensyn til de kommunale ligningsplaner henvises til bemærkningerne til

§§ 1 og 22.

Til § 18

Lovforslagets § 18 indeholder regler om den centrale told- og

skatteforvaltnings revisionsbeføjelser, som består i planlægning og styring

af revisionsarbejdet og revision af konkrete sager.

I stk. 1 bestemmes, at den centrale told- og skatteforvaltning skal

efterprøve rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser og i

tilslutning til lignings- og vurderingsplanerne udarbejde planer for sin egen

tilsynsførende virksomhed.

Det præciseres i bestemmelsen, at revisionspligten foruden

skatteansættelser og vurderinger også omfatter afgørelser vedrørende dødsboer

efter § 2, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2 svarer til § 14, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i den gældende lov.

Forslagets stk. 3, der svarer til den nugældende § 14, stk. 2, 2. pkt., 1.

led, fastslår, at den centrale told- og skatteforvaltning har ret til at

udtage selvangivelser, ansættelser og vurderinger til gennemgang. Forslaget

indebærer ikke nogen ændring i adgangen til at optage ansættelser og

vurderinger til revision såvel fra den aktuelle ligningsperiode/det aktuelle

vurderingsår som fra tidligere perioder og år.

Efter de gældende regler har Statsskattedirektoratet og

amtsskatteinspektoraterne ikke kompetence til i forbindelse med en

revisionsmæssig gennemgang at ændre de ansættelser og vurderinger, som findes

urigtige, eller til at foretage ansættelser og vurderinger, hvor disse endnu

ikke er foretaget. Sagerne kan i stedet forelægges for Ligningsrådet og for

skatteansættelsessagernes vedkommende tillige for amtsligningsrådene, der er

berettiget til at foretage ansættelser, vurderinger og ændringer i disse.

Det foreslås i stk. 4, at den centrale told- og skatteforvaltning som et

led i en revisionsmæssig gennemgang får kompetence til at foretage

ansættelser og vurderinger, hvor disse ikke er foretaget tidligere, og til at

foretage ændringer, hvor ansættelsen eller vurderingen er foretaget af den

kommunale skattemyndighed. Told- og skatteforvaltningen kan i denne

forbindelse bestemme fra hvilket tidspunkt, en vurdering skal have

skattemæssig virkning.

Det foreslås i stk. 5, at told- og skatteforvaltningen, når den anser en

kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan forelægge kendelsen for

Ligningsrådet med henblik på eventuel ændring, således at det folkevalgte

element også er til stede hos den myndighed, der ændrer.

Efter reglen i stk. 6 foreslås Ligningsrådets kompetence til at pålægge

ansættelsesmyndigheden at foretage ansættelser, hvor disse p.g.a. fejl endnu

ikke er foretaget, overført til den centrale told- og skatteforvaltning under

hensyn til, at told- og skatteforvaltningen efter forslagets stk. 4 selv

ville være berettiget til at foretage ansættelsen eller vurderingen.

Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 15, stk. 1, 4. pkt., i den gældende lov.

Det foreslås i stk. 7, at klager over den regionale eller centrale told-

og skatteforvaltnings ansættelser og vurderinger skal indbringes for

Landsskatteretten, der bliver eneste administrative klageinstans. Opregningen

på dette sted er ikke udtømmende, jf. om Landsskatterettens kompetenceområde

lovforslagets § 28, stk. 1.

Til § 19

Bestemmelsen indeholder regler om oprettelse af regionale statslige told-

og skatteforvaltninger, der skal træde i stedet for de nuværende

amtsskatteinspektorater og distriktstoldkamre.

For at opnå den bedste koordination ved sammenlægningen af

distriktstoldkamrene og amtsskatteinspektoraterne foreslås det, at

skatteministeren får kompetence til at bestemme antallet af regionale

myndigheder og disses placering. Det hidtil gældende krav om, at der skal

være mindst et amtsskatteinspektorat i hvert amt, foreslås derfor ophævet.

Reglerne i §§ 19 og 20 erstatter § 19 i den gældende lov.

Til § 20

Det foreslås i § 20, stk. 1, at den centrale told- og skatteforvaltning

kan delegere sine beføjelser til de regionale myndigheder. Dette betyder i

praksis, at de regionale myndigheder overtager amtsskatteinspektoraternes

tilsyn med det kommunale ligningsarbejde og amtsligningsrådenes

revisionsbeføjelser. Endvidere kommer de regionale told- og

skatteforvaltninger til at overtage skyldrådenes revisionsbeføjelser på

vurderingsområdet.

De regionale forvaltninger står i et sædvanligt underordnelsesforhold til

den centrale myndighed svarende til, hvad der gælder i forholdet mellem

amtsskatteinspektoraterne og Statsskattedirektoratet efter den gældende

skattestyrelseslov.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 3 a skal Københavns og

Frederiksberg kommuner også fremover udføre visse af de opgaver, der i det

øvrige land placeres i de regionale told- og skatteforvaltninger. I

forslagets § 20, stk. 2, gives der skatteministeren hjemmel til at fastsætte

regler herom.

Til § 21

Bestemmelsen i stk. 1 beskriver i generelle vendinger Ligningsrådets

opgaver, som er at fastlægge reglerne for den centrale told- og

skatteforvaltnings virksomhed som ansættelses- og vurderingsmyndighed og

sammen med told- og skatteforvaltningen at føre tilsyn med de lokale

skattemyndigheders arbejde. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 11.

Det er aftalt under kommuneforhandlingerne, at Kommunernes Landsforening

skal repræsenteres med 2 medlemmer i Ligningsrådet, og at Københavns og

Frederiksberg kommuner skal repræsenteres med hver 1 medlem.

Det foreslås derfor i stk. 2, der svarer til § 12, stk. 1, i den gældende

lov, at Ligningsrådets medlemstal udvides fra 15 til 19 medlemmer, idet

skatteministeren yderligere beskikker 2 medlemmer efter indstilling fra

Kommunernes Landsforening og 2 medlemmer efter indstilling fra henholdsvis

Københavns og Frederiksberg kommuner. Det foreslås endvidere, at

skatteministeren beskikker formanden for Ligningsrådet, således at

statsskattedirektøren ikke længere er født formand. Det er imidlertid

hensigten fortsat at udpege en embedsmand til posten.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den gældende lovs § 17, stk. 2. Efter den

gældende § 17, stk. 1, kan ministeren efter indstilling fra Ligningsrådet

træffe afgørelse i sager om forligsmæssig efterbetaling af skat uden egentlig

ændring af skatteansættelsen. Denne beføjelse har ministeren delegeret til

Ligningsrådet, jf. § 28, stk. 1, i forretningsordenen for Ligningsrådet og

Statsskattedirektoratet. Det foreslås derfor, at kompetencen placeres i

Ligningsrådet, således at den gældende § 17, stk. 1, udgår.

Ligningsrådet vil, som det hidtil er sket, kunne delegere sine beføjelser

efter den foreslåede bestemmelse til de statslige told- og

skatteforvaltninger.

Skatteministeren kan i henhold til stk. 4, der svarer til den gældende

skattestyrelseslovs § 20, fastsætte de nødvendige nærmere regler for

Ligningsrådets virksomhed i en forretningsorden.

Til § 22

Bestemmelsen indeholder regler om Ligningsrådets tilsyns- og

revisionsbeføjelser.

Efter reglerne i stk. 1 og 2 skal Ligningsrådet godkende de lignings- og

vurderingsplaner, anvisninger og revisionsplaner, som udarbejdes af den

centrale told- og skatteforvaltning, jf. forslagets § 17, stk. 3, og § 18,

stk. 1. Bestemmelserne svarer til § 14, stk. 1, 2. pkt., og § 15, stk. 1, 1.

pkt., i den gældende lov.

Med forslagets § 22, stk. 3, indføres regler, der giver Ligningsrådet

kompetence til efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning

at give en kommune, der gennem en periode ikke har opnået de forventede

resultater af lignings- eller vurderingsarbejdet, bindende direktiver for

dette arbejde. Forslaget er i overensstemmelse med kommuneaftalen.

De bindende direktiver kan være et pålæg om, at nærmere fastsatte dele af

dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning. En

tilsvarende bestemmelse findes ikke i gældende ret.

Den eksterne bistand skal kunne udføre lignings- eller vurderingsarbejdet

tilfredsstillende. Det er i øvrigt kommunernes afgørelse, hvem de vil

engagere til opgaven.

Baggrunden for bestemmelsen er nærmere omtalt under bemærkningerne til §

1, hvortil henvises.

Bestemmelsen i stk. 4 er overført uændret fra den gældende lovs § 13.

Til § 23

Efter forslagets stk. 1 har Ligningsrådet hjemmel til at foretage

ansættelser, vurderinger og ændringer heraf i konkrete revisionssager, som

forelægges for rådet med indstilling af den centrale told- og

skatteforvaltning. Ligningsrådet kan i denne forbindelse træffe beslutning

om, fra hvilket tidspunkt en vurdering skal have skattemæssig virkning.

Bestemmelsen skal sammenholdes med forslagets § 18, stk. 3 og 4, og svarer

til § 14, stk. 2, 2. pkt., og § 15, stk. 1, 2., 3. og 5. pkt., i den gældende

lov.

Reglen i stk. 2 svarer til § 12, stk. 2, i den gældende lov.

Det foreslås i stk. 3, at klage over Ligningsrådets afgørelser efter stk.

1 skal ske til Landsskatteretten, der bliver øverste administrative

klageinstans.

Til § 24

Bestemmelsen omhandler Landsskatterettens opgaver, organisation og

beslutningsdygtighed og svarer til gældende ret.

Stk. 1 svarer til § 21, og stk. 2-8 svarer til § 22, stk. 1-8, i den

gældende lov.

Til § 25

Den foreslåede bestemmelse indeholder reglerne om klage til

skatteankenævnet over en skatteansættelse eller en afgørelse vedrørende

værdiansættelse m.v. i dødsboer, der er truffet af den kommunale

skattemyndighed.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til de gældende regler om

påklage til ligningskommissioner (nu skatteankenævn) og skatteråd i § 4, stk.

1, og § 9, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., 1. led. Det foreslås, at klagen for at

lette sagsbehandlingen indgives til den kommunale skattemyndighed, som efter

lovforslaget skal være sekretariat for skatteankenævnene. Af den samme grund

foreslås det, at skattemyndigheden, inden den videresender klagen til

skatteankenævnet, samtidig skal afgive en indstilling om sagen, således at

egentlige høringer bliver overflødige. Bestemmelsen er ikke til hinder for,

at kommunen genoptager behandlingen af sin egen afgørelse, hvis klageren

efter det foreliggende skal have medhold i klagen.

Klagefristen foreslås ændret fra 4 uger til 1 måned.

For sømænd er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Særreglen for sømænd, der har virkning fra den 1. januar 1989, er indsat i

skattestyrelsesloven ved lov nr. 363 af 1. juli 1988 i forbindelse med

ophævelsen af lov om sømandsskat.

Klagefristerne er ikke til hinder for, at skatteankenævnet bortser fra en

fristoverskridelse, når nævnet i overensstemmelse med almindelige

forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder, at sagen

alligevel bør tages under behandling.

Afslag herpå påklages til Landsskatteretten efter de foreslåede

almindelige klageregler.

Med det formål at sikre, at skatteankenævnenes afgørelser træffes på det

bedst mulige grundlag, og for at minimere antallet af klager til

Landsskatteretten foreslås der i § 25, stk. 2, indført regler om, at nævnene,

inden de træffer en afgørelse, som går klageren imod, skal udarbejde en

sagsfremstilling.

Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de faktiske

omstændigheder i den pågældende sag, som skatteankenævnet vil tillægge

betydning ved afgørelsen. Klageren skal have sagsfremstillingen forelagt og

have lejlighed til at kommentere den, inden skatteankenævnet træffer

afgørelse. Sagsfremstillingen med eventuelle rettelser eller tilføjelser skal

påny sendes til klageren sammen med skatteankenævnets afgørelse, således at

klageren under en eventuel senere klage til Landsskatteretten også kan

fremsætte bemærkninger hertil.

Bestemmelsen i stk. 3, hvorefter klageren skal tilbydes mundtlig

forhandling for skatteankenævnet, inden der træffes en afgørelse, der går

klageren imod, svarer til § 4, stk. 2, og § 9, stk. 2, i den gældende lov.

Stk. 4 svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 9, stk. 2 og 3, og

fastslår, at skatteankenævnet ikke er bundet af klagerens påstande, men er

berettiget til at efterprøve afgørelsen i sin helhed og eventuelt ændre en

ansættelse eller en vurdering på et punkt, som ikke er påklaget. Reglen

svarer til, hvad der i dag gælder for skatterådene.

Efter lovforslagets stk. 5 foreslås overspringelsesfristen for påklage til

Landsskatteretten af klager, der er indbragt for, men endnu ikke afgjort af

skatteankenævnene, fastsat til 3 måneder, som tilfældet i dag er fra

ligningskommission til skatteråd, jf. § 4, stk. 3, i den gældende lov.

Til § 26

Lovforslagets § 26 indeholder reglerne om klage til skatteankenævnet over

vurderinger, der er foretaget af de kommunale skattemyndigheder.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til vurderingslovens § 42,

stk. 1 og 2. Det foreslås, at vurderingsklager skal indgives til den

kommunale skattemyndighed, og at klagen skal være skriftlig og begrundet. Den

almindelige klagefrist foreslås ændret fra 4 uger til 1 måned.

Efter de gældende regler kan skyldrådet, såfremt der foreligger

undskyldende omstændigheder, se bort fra en fristoverskridelse, når klagen

indgives senest 2 måneder efter udløbet af klagefristen. Endvidere kan

skatteministeren forlænge klagefristen ved almindelige vurderinger, og

skatteministeren, der har delegeret kompetencen til Statsskattedirektoratet,

kan, når særlige forhold gør sig gældende, bestemme, at skyldrådet skal tage

en klagesag under behandling, selv om klagefristen er sprunget.

Disse særregler foreslås ikke overført til skattestyrelsesloven. Det

foreslås, at skatteankenævnene får en tilsvarende fri adgang til som på

ligningsområdet at optage vurderingsklager til behandling, hvor fristen er

oversiddet, således at skatteankenævnet efter en samlet konkret vurdering af

sagen kan beslutte at realitetsbehandle denne. Der henvises herved til

bemærkningerne til § 25.

Den nuværende 2-måneders frist og ministerens kompetence til at forlænge

klagefristen ved almindelige vurderinger i vurderingslovens § 42, stk. 3 og

stk. 4, 1. pkt., foreslås derfor ophævet.

Skatteankenævnets eventuelle afslag på at behandle sagen som følge af, at

klagefristen er overskredet, påklages til Landsskatteretten efter de

almindelige klageregler, der indføres med dette lovforslag. Reglen i

vurderingslovens § 42, stk. 4, 2. pkt., foreslås derfor ophævet.

Stk. 2 svarer til vurderingslovens § 44, stk. 1 og 3. Det foreslås, at

skatteankenævnene også i vurderingssager har pligt til at udarbejde

sagsfremstillinger, jf. bemærkningerne til § 25, stk. 2.

Hvis skatteankenævnet ændrer en vurdering, for hvilken der foreligger en

afgørelse efter vurderingslovens § 33, skal nævnet samtidig bestemme, hvilken

indflydelse ændringen får på den pågældende afgørelse. Særreglen herom i

vurderingslovens § 43 foreslås ophævet, da den foreslåede bestemmelse i stk.

1 også dækker disse tilfælde.

Stk. 3 svarer til vurderingslovens § 45, stk. 1. Skatteankenævnet kan

efterprøve en påklaget afgørelse i sin helhed og er således ikke bundet af

klagerens påstande.

Til § 27

Forslagets § 27 giver skatteankenævnene adgang til at genoptage

skatteansættelses- og vurderingssager efter ansøgning, når der enten

fremlægges nye oplysninger, der kan medføre et ændret udfald af sagerne,

eller når særlige omstændigheder taler for genoptagelse.

Reglen svarer til § 10 i den gældende lov om skatterådenes kompetence til

at optage egne afgørelser til ny behandling, men medtager i modsætning til

tidligere også vurderingssager.

Påklage af skatteankenævnenes afslag på en ansøgning om genoptagelse sker

til Landsskatteretten.

Til § 28

Efter lovforslagets § 28, stk. 1, består Landsskatterettens virksomhed i

at påkende klager over de afgørelser, der er opregnet i nr. 1-6, herunder

skatteankenævnenes afslag på at realitetsbehandle sager efter § 25, stk. 1, §

26, stk 1, og § 27. Opregningen er ikke udtømmende, jf. nr. 6.

Landsskatteretten er herudover ved bestemmelser i særlovgivningen gjort

kompetent til at behandle klager over afgørelser truffet i henhold til disse

særlove. Dette gælder f.eks. ifølge § 39, stk. 2, i pensionsbeskatningsloven.

Reglerne i nr. 1-4 svarer til § 21 i den gældende lov. Nr. 5 svarer til §

5, stk. 1, i lov om bindende forhåndsbesked. Denne særregel foreslås gentaget

i skattestyrelsesloven, da det er hensigten i løbet af kort tid at

sammenskrive bl.a. disse 2 love i en samlet skatteforvaltningslov.

Kun dødsboer er efter forslagets stk. 2 berettiget til at påklage

skatteansættelser og afgørelser efter stk. 1, nr. 2, vedrørende dødsboer.

Bestemmelsen svarer til den nugældende § 25, stk. 1.

Reglerne om, hvem der er klageberettiget i vurderingssager, findes i dag

dels i vurderingsloven og dels i skattestyrelsesloven. Det foreslås, at

vurderingslovens klageregler overføres til skattestyrelsesloven.

Stk. 3, 1. pkt., svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 26 og

vurderingslovens § 46, stk. 1, 2. pkt. Det fremgår nærmere af forslagets §

26, hvilke personer der er klageberettiget.

Efter de gældende regler kan en kommune påklage vurderinger af en ejendom,

hvori kommunen har en særlig retlig interesse, f.eks. p.g.a. byplanlægning

eller lignende. Sådanne ejendomme skal efter lovforslagets § 4, stk. 2,

vurderes af de statslige told- og skatteforvaltninger. Det foreslås i stk. 3,

2. pkt., at det lovfæstes, at kommunerne kan påklage vurderinger, der er

foretaget i henhold til § 4, stk. 2.

Efter reglen i stk. 3, 3. pkt., har den centrale told- og

skatteforvaltning af hensyn til ensartetheden i vurderingerne adgang til at

indbringe tidligere vurderinger vedrørende en ejendom, for hvilken en

vurdering er påklaget, for Landsskatteretten. Det betyder, at

Landsskatteretten får mulighed for at pådømme de tidligere afgørelser sammen

med den påklagede vurdering. Reglen er overført uændret fra § 27, stk. 4, i

den gældende lov.

Reglen i den gældende lovs § 36, hvorefter Landsskatteretten ikke må

påkende en vurdering, der er påklaget af en anden end ejeren, uden at give

ejeren lejlighed til at udtale sig, er nu erstattet af en tilsvarende

bestemmelse om partshøring i forvaltningslovens § 19. Det foreslås derfor, at

§ 36 ophæves.

Den gaveafgiftspligtige er berettiget til at påklage afgørelser vedrørende

gavens værdi til Landsskatteretten, jf. forslagets stk. 4, der svarer til §

25, stk. 1, i den gældende lov.

Efter de gældende regler i skattestyrelsesloven kan afslag eller

begrænsede svar på bindende forhåndsbesked i dødsboer efter kildeskattelovens

§ 33 A, stk. 5, ikke indbringes for Landsskatteretten eller for domstolene,

når svaret er begrænset eller afslaget givet som følge af, at klageren ikke

har fremlagt tilstrækkelige oplysninger. Tilsvarende kan afvisning af en

anmodning om bindende forhåndsbesked efter § 5, stk. 4, i lov om bindende

forhåndsbesked ikke indbringes for Landsskatteretten eller for domstolene.

Det foreslås, at disse to beslægtede regler samles i lovforslagets stk. 5.

Forslagets stk. 6 om Landsskatterettens reaktionsmuligheder, når der

klages, uden at klageadgangen til de øvrige skattemyndigheder er udnyttet,

svarer til den gældende lovs § 28, nr. 1.

Til § 29

I lovforslagets § 29 er det bestemt, at en klage til Landsskatteretten

over en skatteansættelse skal støttes på bestemte klagegrunde. Disse

klagegrunde er udtømmende opregnet i nr. 1-4. Bestemmelsen svarer til § 24,

stk. 1, 1. pkt., i den gældende lov. Der findes ikke en tilsvarende

bestemmelse vedrørende de øvrige sagstyper, som Landsskatteretten kan

behandle.

I § 24, stk. 1, 2. pkt., i den gældende lov er det bestemt, at den

skattepligtige ikke kan påklage afgørelser til Landsskatteretten, når de ikke

har været rettidigt indbragt for skatterådet, medmindre klagen begrundes med,

at den pågældende ikke er skattepligtig, eller at afgørelsen er ugyldig på

grund af formelle mangler, jf. nr. 1 og 2.

Denne bestemmelse harmonerer ikke med den gældende lovs § 28, nr. 1, der

foreslås overført som § 30, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Landsskatteretten

altid kan bortse fra en fristoverskridelse, når der foreligger særlige

undskyldende omstændigheder. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i § 24,

stk. 1, 2. pkt., ikke overføres til dette lovforslag.

Det følger af bestemmelsen i § 29, at kun den skattepligtige, og således

ikke ligningsmyndighederne, er berettiget til at påklage en skatteansættelse.

Til § 30

Lovforslagets § 30 handler om fristen for klage til Landsskatteretten, om

klagens udformning og om klageafgift.

Efter de gældende regler i skattestyrelseslovens § 23 er fristen for

påklage til Landsskatteretten i de sagstyper, der er omfattet af

lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 1-4, 8 uger fra det tidspunkt, hvor

afgørelsen er kommet frem til modtageren. Vedrørende særreglen for sømænd

henvises til bemærkningerne til § 25.

Klager over afgørelser om bindende forhåndsbesked skal indgives til

Landsskatteretten inden 2 måneder fra beskedens dato, jf. § 5, stk. 1, i lov

om bindende forhåndsbesked.

For at forenkle klagereglerne foreslås det i stk. 1, at klagefristen i

alle disse tilfælde fastsættes til 3 måneder fra modtagelsen.

Landsskatteretten kan bortse fra en fristoverskridelse, hvis der foreligger

særlige omstændigheder, jf. stk. 1, 3. pkt., der svarer til § 28, nr. 2, i

den gældende lov.

Kravene til klagens indhold og udformning i stk. 2 svarer til § 27, stk.

1, 1-3. pkt., i den gældende lov. Det foreslås, at det svarende til, hvad der

gælder om den påklagede afgørelse, gøres til en ufravigelig betingelse, at

skatteankenævnets sagsfremstilling vedlægges klagen enten i original eller

kopi.

Hvis klagen lider af indholdsmæssige mangler, eller den påklagede

afgørelse eller sagsfremstillingen ikke er vedlagt klagen, afviser

Landsskatteretten klagen, medmindre manglen afhjælpes inden for en frist, som

Landsskatteretten fastsætter, jf. lovforslagets § 30, stk. 3, der svarer til

§ 27, stk. 1, 2. pkt., og § 28, nr. 3, i den gældende lov.

I lovforslagets § 25, stk. 2, er det som nævnt foreslået, at der indføres

regler om, at skatteankenævnene har pligt til at udarbejde en

sagsfremstilling. Forslaget har bl.a. til formål at begrænse antallet af

klager, der går videre til Landsskatteretten.

Som en yderligere klagebegrænsende foranstaltning foreslås det i § 30,

stk. 4, at der indføres regler om en klageafgift for sager, der indbringes

for Landsskatteretten. Afgiften skal reguleres efter reglerne i

personskattelovens § 20. Grundbeløbet pr. 1. januar 1987 er fastsat til 400

kr., hvilket betyder, at klageafgiften pr. 1. januar 1990 vil udgøre 500 kr.

Klageafgiften skal betales samtidig med, at klagen indgives, og

sagsbehandlingen vil ikke blive påbegyndt, før afgiften er betalt. Hvis

afgiften heller ikke bliver indbetalt inden for en frist, som

Landsskatteretten fastsætter, vil klagen blive henlagt. Samtidig bortfalder

kravet om klageafgift.

Det foreslås af rimelighedsgrunde, at der ikke skal betales klageafgift,

når Landsskatteretten er 1. klageinstans, og at klageafgiften skal

tilbagebetales til klageren, når Landsskatterettens afgørelse giver klageren

helt eller delvis medhold i klagen. Klageafgiften kan derimod ikke forlanges

tilbagebetalt, når Landsskatteretten afviser klagen, når klageren trækker sin

klage tilbage under sagen, eller når klageren benytter sig af sin adgang til

at indbringe sagen for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har

truffet afgørelse i sagen, jf. lovforslagets § 36, stk. 1, 2. pkt.

Landsskatteretten er 1. klageinstans i sager om bindende forhåndsbesked,

jf. § 5, stk. 1, i lov om bindende forhåndsbesked, hvorefter Ligningsrådets

afgørelser påklages til Landsskatteretten, og der skal derfor ikke betales

klageafgift i disse sager.

Landsskatteretten er endvidere 1. klageinstans, når den centrale told- og

skatteforvaltning eller Ligningsrådet træffer afgørelser i revisionssager

efter reglerne i lovforslagets § 18, stk. 4, og § 23, stk. 1. I disse sager

betales heller ikke klageafgift. Dette gælder, selv om skatteankenævnet efter

påklage har behandlet sagen tidligere, idet det afgørende er, at

revisionsgennemgangen har ført til en ny afgørelse i sagen, der ønskes

påklaget.

Reglerne om klageafgift anvendes tilsvarende ved en ansøgning om

genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten tidligere har afgjort, jf.

forslagets § 34, stk. 3, med bemærkninger.

Til § 31

Efter de gældende regler har en klager adgang til i klageskrivelsen til

Landsskatteretten at fremsætte anmodning om personlig forhandling. Ved

personlig forhandling forstås, at klageren har ret til at udtale sig

mundtligt under sagen. Der findes 2 former for mundtlig forhandling, dels

forhandling med Landsskatterettens personale og dels en adgang til at

forelægge sagen for den besluttende del af Landsskatteretten under et

retsmøde. Disse 2 former for mundtlig forhandling foreslås henført til

henholdsvis § 31 og § 32 i lovforslaget.

En begæring om personlig forhandling betragtes efter gældende praksis som

udgangspunkt som et ønske om mundtlig forhandling med en af rettens

sagsbehandlere under den forberedende behandling af klagen, medmindre

klageren udtrykkeligt har anmodet om ret til at udtale sig over for selve

retten. En sådan anmodning om mundtlig forhandling med en medarbejder ved

Landsskatteretten skal altid imødekommes.

Landsskatteretten kan afslå en begæring om mundtlig forhandling over for

selve retten, hvis mundtlig forhandling må anses for åbenbart overflødig.

Beslutningen om, hvorvidt en ansøgning skal imødekommes, træffes af retten

selv.

Reglerne om forhandling med selve Landsskatteretten findes i den gældende

skattestyrelseslov, mens reglerne om forhandling med Landsskatterettens

personale findes i forretningsordenen for Landsskatteretten.

Det foreslås, at reglerne om ret til forhandling med Landsskatterettens

personale lovfæstes, da reglerne yder borgerne retssikkerhedsmæssig

beskyttelse, jf. lovforslagets § 31, stk. 1. Det er ikke en betingelse, at

anmodningen om mundtlig forhandling er fremsat i klageskrivelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 giver Landsskatteretten mulighed for at anmode

repræsentanter for den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om

at være til stede under den mundtlige forhandling med klageren. Reglen

anvendes både i forbindelse med retsmøder og i forbindelse med forhandlinger

på et af rettens kontorer og har til formål at sikre, at sagen oplyses bedst

muligt. Bestemmelsen svarer til § 27, stk. 2, i den gældende lov.

Efter den gældende bestemmelse i § 27, stk. 3, 1. pkt., kan

skatteministeren fastsætte nærmere regler for lignings- og

vurderingsmyndighedernes medvirken ved klagernes behandling i

Landsskatteretten. Denne bemyndigelse er udnyttet, og i en cirkulæreskrivelse

af 19. september 1980 har skatteministeren bl.a. fastsat, at lignings- og

vurderingsmyndighederne kun har adgang til at være repræsenteret i

Landsskatteretten, når retten har anmodet om dette.

Det foreslås, at denne regel udgår af lovteksten, da den findes overflødig

ved siden af den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Reglen i stk. 3, hvorefter Landsskatteretten kan tilkalde særlige

sagkyndige til at bistå sig ved afgørelsen af en klage over en

ejendomsvurdering, svarer til vurderingslovens § 25, stk. 2.

For de tilfælde, hvor skatteankenævnet ikke har haft lejlighed til at

træffe afgørelse i en sag, f.eks. hvor klageren har benyttet sig af sin

adgang efter § 25, stk. 5, til at indbringe en sag for Landsskatteretten, som

skatteankenævnet endnu ikke har truffet afgørelse i, bestemmes det i stk. 4,

at Landsskatteretten kan anmode skatteankenævnet dels om at udarbejde en

sagsfremstilling og dels om et forslag til en afgørelse i sagen. Reglen kan

også benyttes i tilfælde, hvor Landsskatteretten efter reglen i § 28, stk. 6,

optager en sag til behandling, uanset at sagen ikke har været påklaget til

skatteankenævnet. Den foreslåede bestemmelse har til formål at lette

Landsskatterettens sagsbehandling.

Til § 32

Det foreslås i stk. 1, at klageren kan anmode om at få lejlighed til at

udtale sig mundtligt om sin sag over for selve Landsskatteretten under et

retsmøde. Reglen svarer til § 27, stk. 1, 4. pkt., i den gældende lov.

Klageren har endvidere ret til mundtlig forhandling med rettens sekretariat

under sagens forberedelse, jf. lovforslagets § 31, stk. 1, og bemærkningerne

hertil. Anmodningen om mundtlig forhandling kan fremsættes i klageskrivelsen

eller under den forberedende sagsbehandling.

Efter reglen i stk. 2, der svarer til § 27, stk. 3, 2. pkt., kan også den

centrale told- og skatteforvaltning anmode om et retsmøde. Klageren tilsiges

til dette retsmøde og må tåle, at der afholdes et retsmøde, vedkommende ikke

har anmodet om.

Det bestemmes i stk. 3, der svarer til § 27, stk. 1, 5. pkt., at

Landsskatteretten kan afslå en sådan anmodning, hvis mundtlig forhandling må

anses for åbenbart overflødig. Beslutningen om, hvorvidt ansøgningen skal

imødekommes, træffes af selve retten.

Til § 33

I stk. 1 bestemmes, at Landsskatterettens afgørelser træffes ved kendelse,

og at Landsskatteretten uanset klagens indhold er berettiget til at

efterprøve en afgørelse på alle punkter. Bestemmelsen svarer til § 33, stk.

1, i den gældende lov med den ændring, at kravet om, at kendelserne skal

begrundes, udgår af lovteksten, fordi dette krav allerede fremgår af

forvaltningslovens § 22. Såfremt det under sagens behandling i

Landsskatteretten konstateres, at afgørelsen indeholder fejl eller mangler på

andre punkter end de påklagede, har Landsskatteretten efter bestemmelsen

adgang til at træffe afgørelse vedrørende disse punkter.

Landsskatteretten er uanset navnet ikke en domstol, men den øverste

administrative klageinstans i skattesager. Dette indebærer, at

Landsskatteretten i lighed med andre forvaltningsmyndigheder, herunder de

øvrige skattemyndigheder, er undergivet officialmaximen, hvorved forstås, at

den pågældende forvaltningsmyndighed selv har ansvaret for, at der

tilvejebringes de oplysninger, som myndigheden anser for nødvendige og

tilstrækkelige til at kunne træffe en forsvarlig afgørelse i en sag.

Det er endvidere forvaltningsmyndighedernes pligt at sørge for, at de

fornødne oplysninger skaffes tilveje på den hurtigste og mest hensigtsmæssige

måde. En sag skal således undersøges af myndigheden så langt, som det er

nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Ved

vurderingen af, hvor omfattende undersøgelser der bør foretages, indgår en

række hensyn. Foruden hensynet til at nå frem til den materielt rigtige

afgørelse spiller hensynet til, at afgørelsen træffes uden unødig

forsinkelse, en væsentlig rolle.

Reglerne om officialmaximen er uskrevne forvaltningsretlige normer for,

hvad der er god forvaltningsskik.

I den gældende skattestyrelseslov findes følgende enkeltstående regler,

der er et udtryk for officialmaximen: I § 24, stk. 2, er det fastsat, at

Landsskatteretten kun kan ændre en afgørelse, der har beroet på et skøn, når

retten på grundlag af de for den foreliggende oplysninger kan danne sig et

selvstændigt skøn. I § 32, stk. 1, er det fastsat, at Landsskatteretten kan

indhente oplysninger ud over de fremlagte. Efter § 32, stk. 2, kan retten

anmode en 3. mand, som har modstående interesser i et retsforhold, som

omfatter klageren og 3. manden, om at udtale sig om sin opfattelse af

retsforholdet. Det bemærkes, at 3.manden ikke er forpligtet til at afgive

udtalelse, og at afgørelsen i klagesagen ikke er bindende for ham.

Det foreslås, at de nævnte bestemmelser udgår af skattestyrelsesloven, da

Landsskatteretten som nævnt allerede er forpligtet til at fremskaffe de

nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til brug for en sags afgørelse, og

da reglerne blot er et udtryk for ganske få af de sagsbehandlingsregler, som

Landsskatteretten er forpligtet til at følge.

Kendelsen skal efter stk. 2, der svarer til § 33, stk. 2, i den gældende

lov, indeholde oplysning om retsmedlemmernes eventuelle forskellige

opfattelser vedrørende sagens afgørelse, om stemmeantallet, og om hvorvidt

retsformanden har afgivet dissens.

Til § 34

Lovforslagets § 34 indeholder reglerne om Landsskatterettens adgang til at

genoptage allerede afgjorte sager til fornyet behandling. Reglerne i stk. 1

og 2 er overført uændret fra § 34 i den gældende skattestyrelseslov.

Det foreslås i stk. 3, at der skal betales klageafgift, når en sag begæres

genoptaget i Landsskatteretten. Afgiften tilbagebetales, når betingelserne

herfor i forslagets § 30, stk. 4, er opfyldt.

Til § 35

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 1, nr. 1, i lovforslag L 14

(Appelbegrænsning m.m.), der blev fremsat af skatteministeren den 5. oktober

1988, hvilket lovforslag blev henlagt af Folketinget i foråret 1989 som følge

af forhandlingerne mellem regeringen, Kommunernes Landsforening, Københavns

og Frederiksberg kommuner om den fremtidige struktur på skatteområdet.

Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for skatteyderen til at

indhente et egentligt syn og skøn om f.eks. værdiansættelsesspørgsmål, som

indgår i klagesagen, for Landsskatteretten. Reglen skal ikke kunne finde

anvendelse i vurderingssager, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at

foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig

bistand.

I retsplejelovens § 343 findes hjemmel til at anmode de almindelige

domstole om at udmelde syn og skøn om sagsgenstanden, uanset at der endnu

ikke er anlagt retssag. Det antages imidlertid, at formuleringen af den

gældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 1, 1. pkt., afskærer henvendelse til

de almindelige domstole om udmeldelse af syn og skøn, førend

Landsskatteretten har taget stilling til sagen, eller 6-måneders fristen i §

29, stk. 1, 5. pkt., er udløbet.

Efter lovforslagets stk. 1 skal reglen i retsplejelovens § 343 være

direkte anvendelig allerede i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen af

sagen. Dette indebærer, at parten vil kunne begære landsskatteretssagen sat i

bero, samtidig med at parten indgiver begæring om syn og skøn ved de

almindelige domstole. Landsskatteretten skal kunne fastsætte en frist i den

enkelte sag, inden hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn

skal være afklaret, jf. stk. 2.

Henvisningen til retsplejelovens § 343 betyder, at det er de almindelige

domstole, der udmelder syns- og skønsmændene, og at retsplejelovens regler om

afholdelse af syn og skøn er gældende, herunder reglerne om værneting og om

modpartens muligheder for at protestere mod skønsforretningens afholdelse, og

om reglerne om afhjemling i retten under vidneansvar. Den part, der

rekvirerer skønsforretningen, drager omsorg for, at Landsskatteretten får

tilsendt skønserklæringen, når den foreligger, ligesom parten afholder

omkostningerne.

Landsskatteretten skal endvidere kunne fastsætte en frist, inden hvilken

klageren og skattemyndighederne må meddele retten, om skønserklæringen giver

parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen.

Til § 36

Bestemmelsen i § 36, stk. 1, fastslår, at sager kan indbringes for

domstolene, der er berettiget til at efterprøve sagernes materielle indhold.

Det er en betingelse, at sagen forinden har været indbragt for

Landsskatteretten, når sagen drejer sig om spørgsmål, som Landsskatteretten

er kompetent til at tage stilling til. Reglen svarer til § 29, stk. 1, i den

gældende lov.

Landsskatterettens afgørelser i vurderingssager vil kunne indbringes for

domstolene, men det antages i retspraksis, at domstolene vil udvise

tilbageholdenhed med at efterprøve den del af Landsskatterettens afgørelser,

der omhandler værdiskønnet.

Det foreslås i stk. 2, at fristen for at indbringe en

landsskatteretskendelse for domstolene nedsættes fra 6 måneder til 3 måneder.

Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 29, stk. 2, i den gældende lov. De

specielle klagefrister på 3 måneder i § 29, stk. 3, foreslås i konsekvens

heraf ophævet.

Det foreslås i stk. 3, at fristen for at indbringe en sag for domstolene,

som Landsskatteretten har afvist, nedsættes fra 5 år til 3 år, således at

fristen kommer til at korrespondere med fristerne i lovforslagets § 8 og §

40. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger om genoptagelse og

til bemærkningerne til de nævnte bestemmelser. Bestemmelsen, der i øvrigt

svarer til den gældende lovs § 29, stk. 4, 1. pkt., anviser den sidste udvej

for at få prøvet en afgørelse, når Landsskatteretten ikke har

realitetsbehandlet sagen.

Forslagets stk. 4 og 5 svarer til henholdsvis § 29, stk. 4, 3. pkt., og

stk. 5, i den gældende lov. Bestemmelsen i stk. 4 fastslår, at 3-års fristen

i stk. 3 for klage til domstolene er overholdt, blot klageren har anmodet

Landsskatteretten om at behandle sagen inden udløbet af 3-års fristen.

De i stk. 5 nævnte sager skal dog, når de er afvist, indbringes senest et

år efter afgørelsen i 1. instans, jf. den gældende § 29, stk. 5.

Til § 37

Bestemmelsen i lovforslagets § 37 fastslår, at skatteministeren kan

indbringe Landsskatterettens afgørelser for domstolene. Det foreslås, at

klagefristen i bestemmelsen nedsættes til 3 måneder, således at reglen

korresponderer med den klagefrist, der efter lovforslagets § 36, stk. 2, skal

gælde for borgerne. Reglen svarer til § 33, stk. 4, 1. pkt., i den gældende

lov, mens den korte specielle klagefrist på 3 måneder i 2. pkt. kan ophæves

som konsekvensændring.

Til § 38

Lovforslagets § 38, stk. 1, fastslår, at sagerne altid skal anlægges ved

landsretten som 1. instans.

I stk. 2 og 3 findes reglerne om, hvilken af landsretterne der er

kompetent i den konkrete sag. Bestemmelsen i stk. 2 svarer til de gældende

regler i § 31 og § 33, stk. 4, 1. pkt., og § 5, stk. 3, i lov om bindende

forhåndsbesked.

Stk. 3 indeholder en særregel for tilfælde, hvor den private part ikke har

hjemting i Danmark, og svarer delvis til § 5, stk. 3, i lov om bindende

forhåndsbesked.

Til § 39

Lovforslagets § 39 svarer til § 37 i den gældende lov med de ændringer,

der følger af, at skatterådene og amtsligningsrådene efter dette forslag

nedlægges, og at ligningskommissionerne ændrer betegnelse til skatteankenævn.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at skatterådsmedlemmer samtidig er

medlemmer af skatteankenævnene i den overgangsperiode på 6 måneder, som

foreslås i § 46, stk. 1. Der vil ikke opstå habilitetsproblemer, da

skatterådene ikke tilføres nye sager i overgangsperioden.

Til § 40

Efter § 1, nr. 4, i lov nr. 274 af 22. december 1908 forældes det

offentliges krav på skatter og afgifter på 5 år. I de tilfælde, hvor denne

forældelsesregel ikke kan finde anvendelse, gælder fortsat forældelsesfristen

i Danske Lov 5-14-4 af 15. april 1683, hvorefter skattekrav forældes 20 år

efter kravets stiftelse.

I § 15, stk. 5, i den gældende skattestyrelseslov er det fastsat, at

skatteansættelser, i det omfang de beror på et skøn, ikke kan forhøjes senere

end 3 år efter udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører. Reglen

indebærer, at muligheden for at foretage skønsmæssige forhøjelser af en

ansættelse i forbindelse med en revisionsmæssig gennemgang er undergivet en

særlig hurtig forældelse.

Der foreslås i § 40, stk. 1, indført en generel regel om, at

skattemyndighederne er afskåret fra under en revisionsmæssig gennemgang at

forhøje en skatteansættelse senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,

som ansættelsen vedrører. Reglen gælder, uanset om forhøjelsen beror på et

skøn eller ikke, og indebærer en udvidelse af den gældende bestemmelse i §

15, stk. 5.

Reglen har sammenhæng med den foreslåede regel i § 8, stk. 1, hvorefter

borgeren ikke kan begære genoptagelse af en skatteansættelse efter udløbet af

en tilsvarende periode. Efter reglen i § 36 har borgeren heller ikke mulighed

for at indbringe en sådan sag for domstolene.

Formålet med den foreslåede regel er at beskytte skatteyderne mod efter

længere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav.

Bestemmelsen vedrører kun forhøjelse af en ansættelse. Nedsættelse eller

ophævelse kan altid ske med den begrænsning, at borgernes krav herpå er

begrænset af 3-års fristen i § 8, stk. 1.

Såfremt skattemyndighederne bevillingsmæssigt tillader nedsættelse efter

udløbet af 3-års fristen, er den foreslåede bestemmelse ikke til hinder for,

at skattemyndighederne i forbindelse hermed foretager forhøjelser på enkelte

punkter vedrørende det samme indkomstår, når blot nettoresultatet af

ansættelsesændringen bliver en nedsættelse. Den typiske situation vil være,

at skattemyndighederne under sagens gennemgang konstaterer, at ansættelsen

skal forhøjes på andre punkter. Synspunktet er, at når borgeren

bevillingsmæssigt får tilladelse til at få genoptaget en ældre ansættelse med

henblik på nedsættelse, må den pågældende tåle det vilkår for bevillingen, at

der foretages modregning for skattemyndighedernes eventuelle krav for det

samme år.

Såfremt der efter udløbet af 3-års fristen konstateres ændringer i

grundlaget for en ældre ansættelse, kan skattemyndighederne efter den

foreslåede bestemmelse i stk. 2 lægge disse ændringer til grund ved

ansættelsesforhøjelser, der foretages i indkomstår, som ligger inden for

fristen. Skattemyndighederne er derimod afskåret fra at forhøje selve

ansættelserne i de tidligere år.

Dette gælder f.eks., når det efterfølgende konstateres, at et

afskrivningsgrundlag i et tidligere indkomstår er forkert ansat. I disse

situationer kan skattemyndighederne lægge afskrivningsgrundlaget, som det

ville have set ud, hvis der var foretaget ansættelsesændringer i relevante

tidligere år, til grund ved ansættelsen i de indkomstår, hvor ændringer kan

ske.

Bestemmelsen forudsætter, at skattemyndighederne i situationer som den

nævnte foretager en beregning over, hvilke skattemæssige virkninger ændringer

i grundlaget for tidligere år vil have i de år, hvor der forhøjes.

I det omfang, hvori skatteansættelsen beror på et skøn, er

skattemyndighederne dog udelukket fra at foretage forhøjelser på grundlag af

konstaterede ændringer i grundlaget for ansættelser for indkomstår, hvor

ændringer ikke kan ske, jf. stk. 2, 2. pkt., der svarer til den gældende

regel i § 15, stk. 5.

Klager over ændringer i grundlaget for ældre ansættelser, der får

skadevirkning for den skattepligtige i et senere indkomstår, skal efter

forslaget indgives i forbindelse med en klage over ansættelserne i de år,

hvor ændringerne er lagt til grund for en ansættelse. Der er derimod ikke

adgang til isoleret at påklage grundlaget for ældre ansættelser.

Det foreslås i stk. 3, at skattemyndighederne ikke i forbindelse med en

revisionsmæssig gennemgang kan ændre vurderinger senere end 3 år efter

udløbet af det år, hvori vurderingen er foretaget. Reglen vedrører i

modsætning til skatteansættelser både forhøjelse og nedsættelse af

vurderingsskønnet, idet ejerne kan have en interesse i begge dele. Reglen

korresponderer med forslagets § 8, stk. 1, hvorefter ejeren, eller køber

eller sælger i tilfælde af ejerskifte, kan begære en vurdering genoptaget i

indtil 3 år efter udløbet af det pågældende vurderingsår. Der findes ikke en

tilsvarende bestemmelse i gældende ret.

Forslagets § 40 begrænser ikke skattemyndighedernes adgang til at foretage

revisionsmæssige undersøgelser af ansættelser og vurderinger såvel for

løbende som for tidligere indkomst- og vurderingsår.

Forslaget medfører endvidere ikke ændringer til de almindelige

forældelsesregler i 1908-loven eller Danske Lov.

Det foreslås i stk. 4, at den gældende praksis om, at forældelsesfristen

suspenderes, når skatteyderen har begået positive fejl, lovfæstes, og at

reglen udvides til også at omfatte vurderingssager.

I stk. 5 foreslås indført en regel om, at begrænsningen i adgangen til at

forhøje ansættelser eller ændre vurderinger ikke gælder, når afgørelsen er

påklaget. Reglen har sammenhæng med reglerne i lovforslagets § 25, stk. 4, §

26, stk. 3, og § 33, stk. 1, hvorefter skatteankenævnene og Landsskatteretten

er berettiget til at optage en afgørelse til pådømmelse i dens helhed.

Til § 41

Med lovforslagets § 41 foreslås indført en generel regel, der beskriver

skattemyndighedernes indbyrdes kompetenceforhold, og som samler de regler,

der i dag findes spredt i lovgivningen, som f.eks. reglerne i den nuværende

skattestyrelseslov § 15, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt., samt § 18, stk.

4, 2. pkt. Reglen indebærer ikke nogen ændring i forhold til gældende ret.

Det fastslås i bestemmelsen, at de lokale og de øvrige (statslige)

skattemyndigheder er afskåret fra at træffe afgørelse i en sag, i det omfang

Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen, samt at

Ligningsrådet ikke kan træffe afgørelse i en sag, i det omfang

Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

Til § 42

Bestemmelsen svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 37 og handler

om vurderingspåtegninger på overdragelsesdokumenter og indgivelse af

indberetningsskemaer i forbindelse med overdragelse af fast ejendom.

Til § 43

Efter bestemmelsen kan skatteministeren henlægge sine beføjelser til at

træffe afgørelser efter skattestyrelsesloven til de statslige eller lokale

skattemyndigheder. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om adgangen til

at klage over afgørelserne herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes

for højere administrativ myndighed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med

forslaget til § 20, hvorefter den centrale told- og skatteforvaltning kan

videredelegere sine opgaver til de regionale told- og skatteforvaltninger.

Formålet med at lade ministeren regulere klagevejen er at afkorte denne,

således at der som hovedregel bliver tale om et to-instansprincip. Det er

tillige muligt at bestemme, at klagevejen ikke skal være den almindelige

instansfølge, f.eks. fra den regionale told- og skatteforvaltning til den

centrale told- og skatteforvaltning, men at der f.eks. skal være klageadgang

fra den regionale told- og skatteforvaltning direkte til Landsskatteretten.

Skatteministeren fremsætter i efterårssamlingen 1989 et forslag til lov om

ændring af forskellige skattelove (klageafkortning), hvorved der indsættes

bestemmelser svarende til den nærværende i de fleste gældende skattelove.

Til § 44-48

Lovens ikrafttrædelsesregler er beskrevet i de almindelige bemærkninger,

pkt. 6.

Ministeriet for Skatter og afgifters lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.

november 1984

Efter 2. behandling den 12. december 1989

Kapitel 1

De lokale skattemyndigheder

Kommunalbestyrelsen

§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en

plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges.

Planen skal tage hensyn til de anvisninger og den plan, der er nævnt i § 13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen,

til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds

ligningsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale

skattemyndigheds afgørelser.

Den kommunale skattemyndighed

§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager:

1) Skatteansættelse af indkomst og formue.

2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3,

værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende

forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en

skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen,

skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal

samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt

eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes

af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens

udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse

med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt

sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed

agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig

selvangivelse.

Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til

fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en

anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag

herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden

udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en

skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre

afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden

skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at

udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal

gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31. marts i det

andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når

den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret

skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter

udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår

ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det

år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale

skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter

udløbet af fristen i § 3, stk. 4. Stk. 3. Skatteministeren kan

fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage

skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, hvor disse

tidligere med urette ikke er foretaget.

Stk. 4. Reglerne i § 3 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en

ansættelse ændres efter reglerne i stk. 1-2 eller foretages efter stk. 3.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale

skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.

Skatteankenævnene

§ 5. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21 og 22 klager over

de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.

§ 6. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets

medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være

ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til

skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan

indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.

Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de

personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på

kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for

kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog

stk. 4 og 5.

Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage

valg til skatteankenævnet.

Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har

været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har

ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på

tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for

hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 8, har

heller ikke pligt til at modtage valg.

§ 7. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den

pågældende af skatteankenævnet.

Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin

valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.

Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som

ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund

af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for

Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet

afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på

grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet

sted.

Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal

kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den

pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

§ 8. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for

sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på

grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv,

forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.

Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes

af kommunalbestyrelsen.

§ 9. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges

der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af

nævnets funktionsperiode.

§ 10. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt

nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af

mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende

led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.

Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst

halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i

afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3

medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller,

hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I

tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende.

Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenigt i en ansættelse, der er foretaget af

skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen

tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den

centrale told- og skatteforvaltning.

Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle

nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af

skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt

indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er

medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har

ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af

skatteankenævnenes formænd og medlemmer.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes

virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om

skatteankenævnet i København.

§ 11. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til

skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret

ved nævnets møder.

Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller

i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde

sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til

skatteankenævnet over samme afgørelse.

Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet

hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.

Kapitel 2

De statslige skattemyndigheder

Den centrale told- og skatteforvaltning

§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at

skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt

vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i

gaveafgiftssager og beregner gaveafgift.

§ 13. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer

for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og

vurderingsarbejdet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner de lokale skattemyndigheder

og vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved ligningen eller

vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til den formelle

fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller

vurderingen.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af

Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2,

skal de følges af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne.

§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden

af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af

vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte

vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og

skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale

skattemyndigheders og vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til

at deltage i skatteankenævnenes, vurderingsrådenes og skyldrådenes møder og

forhandlinger uden stemmeret.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser,

ansættelser og vurderingssager til gennemgang.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor

denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en

ansættelse, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan

told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det

omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget

stilling til ansættelsen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes

tilsvarende.

Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et

skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge

kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 19. På tilsvarende måde kan told- og

skatteforvaltningen forelægge vurderinger foretaget af et vurderingsråd eller

et skyldråd for Ligningsrådet.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale

skattemyndigheder eller vurderingsmyndighederne at foretage ansættelser eller

vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For

vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at

nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.

Stk. 7. Klage over ansættelser og ændringer af ansættelser foretaget af

told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.

Den regionale told- og skatteforvaltning

§ 15. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og

skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.

§ 16. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang

det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der

påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og

formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker

på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang

Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager opgaver af den karakter, der

påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.

Ligningsrådet

§ 17. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og

skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver

sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.

Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6

medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af

de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være

repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket,

handelen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra

Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra

Københavns Kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg

Kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6

år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den

resterende del af valgperioden.

Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager

vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve

skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om

indkomst- og formueskat til staten.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets

virksomhed.

§ 18. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes

af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 13.

Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og

skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af

de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne, jf. § 14.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de

forventede resultater af ligningsarbejdet, kan Ligningsrådet efter

indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen

bindende direktiver for ligningsarbejdet, herunder pålæg om, at nærmere

angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for

kommunens regning.

Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående

udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

§ 19. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og

skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan

foretage ændringer deri, jf. dog § 36, stk. 2. Ligningsrådet kan for

ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen

skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2,

anvendes tilsvarende.

Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer

deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af

stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af

ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til

Landsskatteretten.

Landsskatteretten

§ 20. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager over

afgørelser truffet af skattemyndighederne.

Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd

samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren

beskikker 13 medlemmer.

Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af

Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes

eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de

medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der

beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien,

håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne

med 2 medlemmer.

Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage

i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller

retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af

Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.

Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere

retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.

Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller

fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde

har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke

enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.

Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller

genoptagelse af en påkendt klage efter § 29, kan træffes af retspræsidenten,

en retsformand eller en kontorchef.

Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af

skatteministeren.

Kapitel 3

Klage og domstolsprøvelse

Klage til skatteankenævnet

§ 21. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2

indgives til myndigheden, der videresender klagen tillige med en udtalelse om

sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den

skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra modtagelsen af

afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er undladt, fra

modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er

klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud

imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling.

Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen.

Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med

bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af

skatteankenævnet.

Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk.

2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet.

Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.

Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse.

Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre

ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver

eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende

værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt

for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan

klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har

truffet afgørelse i sagen.

§ 22. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag

om ansættelse af indkomst og formue, når der forelægges nævnet oplysninger,

som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye

oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de

havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv

om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige

omstændigheder taler derfor.

Klage til Landsskatteretten

§ 23. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser:

1) Skatteansættelser af indkomst og formue.

2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16,

stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter

kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurderinger af fast ejendom.

4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.

5) Bindende forhåndsbesked.

6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for

Landsskatteretten.

Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af

dødsboet.

Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af

ejerne. Er en vurdering foretaget efter begæring af en anden end ejeren, kan

klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I de i

vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., omhandlede tilfælde kan både køber og

sælger påklage vurderingen. En ejer kan også påklage vurderingen af andres

ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan

påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig

eller økonomisk interesse deri. Når en vurdering af en fast ejendom er

påklaget, kan den centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre

ansættelser vedrørende samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender

disse ansættelser i forbindelse med den påklagede ansættelse.

Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af

den gaveafgiftspligtige.

Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages

til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. det samme gælder for

afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende

skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.

Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om

klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle

klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

§ 24. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den

klageberettigede mener, at

1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om

indkomst- og formueskat til staten,

2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,

3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert eller

4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.

§ 25. Klage over de i § 23, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være

modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.

Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten

kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler

derfor.

Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse,

der påklages, samt den i § 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med

klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes

anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.

Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den

ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan

Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre mangelen. Det samme

gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med

klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer mangelen inden fristens udløb,

afvises sagen.

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på

400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte

grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke

følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som

Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald

bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren,

når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke

forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage,

eller når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.

§ 26. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.

Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet

den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige

forhandling.

Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved

påkendelsen af en klage over en vurdering.

Stk. 4. I sager som nævnt i § 21, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde,

hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan

Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 21, stk.

2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.

§ 27. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt

for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt

frafalde en anmodning om retsmøde.

Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag

anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et

retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.

Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om

afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses

for åbenbart overflødig.

§ 28. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset

klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen

eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte

aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende

værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under

afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal

desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om

retsformanden har afgivet dissens.

§ 29. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag,

der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten

oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette

kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne

have medført et væsentlig andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget

tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse,

selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at

ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 25, stk. 4, anvendes tilsvarende i

disse sager.

§ 30. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn

udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende

anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog

ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken

klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage

stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten

behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen

meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er

6-måneders-fristen i § 31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.

Domstolsprøvelse

§ 31. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først

indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af

Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags

indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene,

selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.

Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for

domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for

domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller

vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med

kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret

træder i stedet for.

Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for

Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller

vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene

senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.

Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten

har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter

kildeskattelovens § 16, stk. 4, om beregning af passivposter og bindende

forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer samt om

værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år

efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften

beregnet eller forhåndsbeskeden givet.

§ 32. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan

skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens

afsigelse.

§ 33. En sag, der indbringes for domstolene efter § 31 eller § 32,

anlægges ved landsret som 1. instans.

Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige

eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører

dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører

under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og

skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives.

Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.

Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i

landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og §

245, stk. 1.

Kapitel 4

Særlige bestemmelser

§ 34. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et

skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.

§ 35. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende

indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,

ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er

sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det

kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i

grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et

senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i

det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.

Stk. 3. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at

skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller

ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor

skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at

foretage en korrekt ansættelse.

Stk. 4. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser

vedrørende det påklagede forhold.

§ 36. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i

sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten

har taget stilling til sagen ved kendelse.

Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i §

2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

§ 37. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til

påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning

om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må

ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning

er modtaget.

Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og

kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.

Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38,

sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og

andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

§ 38. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale

skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Det samme gælder

afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Endvidere kan

ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne,

herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ

myndighed.

Kapitel 5

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 39. Loven træder i kraft den 1. april 1990, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984, som ændret ved § 7 i lov

nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, hvis den ikke har foretaget valg af

medlemmer til ligningskommissionen efter § 1, stk. 2, i den i stk. 2 nævnte

lov, efter kommunevalget den 21. november 1989 beslutte at lade

ligningskommissionen fungere uden nyvalg indtil lovens ikrafttræden.

§ 40. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter

de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis

sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer

Landsskatteretten afgørelse i sagen.

Stk. 2. Har Landsskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en

sag som nævnt i § 23, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 31, stk.

2, og § 32 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af

Landsskatterettens kendelse.

Stk. 3. § 4, stk. 1, § 31, stk. 3 og 4, og § 35 har virkning for

skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For

skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige

regler anvendelse.

§ 41. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens

gennemførelse.

§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter