1989 BTL 62 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) NR L 62 1989-90, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren og arbejdsministeren, som
disse har besvaret skriftligt. En aftale, som er indgået mellem
regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti om
supplerende tilbud til unge, der efter perioden med ungdomsydelse
fortsat har behov for aktiverende foranstaltninger, er optrykt som
bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF,
Danske Produktionshøjskolers Lærerforening,
Husligt Arbejder Forbund og
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger.
Der er af socialministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Arbejdsministeren har over for udvalget oplyst følgende om den såkaldte
teknikergruppes forslag til omlægning af den hidtidige statslige
beskæftigelsesbevilling og den kommunale pligtbeløbsordning:
Den statslige beskæftigelsesbevilling (414 mio. kr. i 1990) er hidtil via
arbejdsmarkedsnævnene blevet fordelt til kommuner, amtskommuner og nævnene
selv.
Efter teknikergruppens forslag skal denne bevilling deles i tre dele: En
mindre del (f.eks. 50 mio. kr.) går fortsat til arbejdsmarkedsnævnene, men
forbeholdes aktiviteter af forsøgskarakter og af koordinerende karakter.
Amtskommunerne får en anden del, svarende til, hvad amtskommunerne hidtil har
fået fra den statslige bevilling. Resten går til kommunerne, ikke direkte,
men som et bidrag til den nye kommunepulje, jf. nedenfor.
Inden den statslige bevilling deles i 3 dele, fratrækkes dog et beløb
svarende til det mindreforbrug, der forventes som følge af
Læs alt
ungdomsydelsesordningen. Dette mindreforbrug overføres til Socialministeriet,
der får en tilsvarende merudgift til ungdomsydelse.
Den kommunale pligtbeløbsordning har hidtil pålagt kommuner og
amtskommuner af deres egne penge at bruge mindst henholdsvis 130 og 10 kr.
pr. indbygger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.
Efter teknikergruppens forslag skal denne ordning omlægges således:
Amtskommunernes pligt til et mindsteforbrug ophæves, da amtskommunerne hidtil
har brugt mere end mindstemålet. Kommunernes pligtbeløb skal indbetales til
en ny kommunepulje, som også får bidrag fra den hidtidige statslige
beskæftigelsesbevilling, jf. ovenfor.
Fra denne pulje udbetales kun penge tilbage til kommunerne, hvis de
aktiverer de passive ledige gennem uddannelses- eller beskæftigelsestilbud.
Kommunernes pligtbidrag til den nye pulje ordnes teknisk på den måde, at
det samlede kommunale bidrag modregnes i bloktilskuddene. Hjemmel hertil
sikres ved det af indenrigsministeren samtidig stillede ændringsforslag til
lovforslag nr. L 233 om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner
og amtskommuner.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de af
socialministeren stillede ændringsforslag.
Flertalet ønsker at fremhæve, at beskæftigelsesindsatsen ikke må betyde,
at allerede ansatte bliver »skubbet ud« fra deres arbejdspladser.
Flertallet udtaler desuden følgende:
De stillede ændringsforslag til forslag til lov om kommunal
beskæftigelsesindsats (L 52) og nærværende lovforslag og det i denne
forbindelse indgåede forlig mellem regeringen, Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti - et forlig, som Kristeligt Folkeparti og
Centrum-Demokraterne har tilsluttet sig - betyder, at der i L 52 er foretaget
følgende ændringer i forhold til det oprindelige lovforslag:
Der stilles nu krav om, at private erhvervsvirksomheder skal have mulighed
for at udføre et beskæftigelsesprojekt, før det offentlige sætter det i gang.
Tidligere var der alene en hensigtserklæring om, at projekter så vidt muligt
skulle udføres af private.
Der er intet krav om tilmelding til AF som ledig for at blive ansat på et
beskæftigelsesprojekt. Ifølge det oprindelige lovforslag var det en
betingelse for at blive ansat på et beskæftigelsesprojekt, at man var
tilmeldt AF som ledig. Da der nu er fremsat lovforslag om kommunal
arbejdsformidling for kontanthjælpsmodtagere og andre udsatte grupper, er det
ikke længere nødvendigt at opretholde dette krav.
Efter det fremsatte lovforslag (L 52) kunne kommunen bestemme, at ansatte
på et beskæftigelsesprojekt eller ansatte med løntilskud skulle have nedsat
arbejdstid uanset overenskomst. Med de stillede ændringsforslag fjernes den
generelle adgang til deltidsbeskæftigelse og erstattes af en mulighed for
kommunen for at nedsætte arbejdstiden for personer, der er på
beskæftigelsesprojekter eller er i ansættelse med løntilskud, og som er
berettigede til ungdomsydelse.
Arbejdsmarkedsnævnene beholder en koordinerende rolle i
beskæftigelsesindsatsen og får i den forbindelse tildelt en del af den
hidtidige statslige bevilling til beskæftigelsesordningerne til aktiviteter
af forsøgsmæssig og koordinerende karakter. Dette indgik ikke i det
oprindelige lovforslag.
Det var oprindelig foreslået, at det kommunale pligtbeløb skulle
videreføres i 1991 og 1992. Efter de stillede ændringsforslag omlægges
pligtbeløbsordningen således, at et beløb svarende til det hidtidige
kommunale pligtbeløb og en del af den hidtidige statslige bevilling til
beskæftigelsesordningerne indgår i en pulje. Den hidtidige statslige
bevilling deles således i 3 dele: Een del tildeles arbejdsmarkedsnævnene, een
del tildeles amtskommunerne, og resten indgår i puljen sammen med de
kommunale pligtbeløb.
Kommunerne kan få tilskud fra den nye pulje afhængigt af, hvor mange unge
ledige der aktiveres.
I forhold til nærværende lovforslag foreslås følgende ændringer og
præciseringer:
Det præciseres, at kommunerne har pligt til at tilbyde de unge råd og
vejledning om, hvorledes de på længere sigt kan forbedre deres
beskæftigelsesmuligheder. Denne vejledningsforpligtelse varer ved ud over
perioden med ungdomsydelse, og i denne forbindelse påhviler det kommunerne at
rådgive de unge om mulighederne for job og uddannelse på erhvervsskoler, hf
eller lignende samt i fornødent omfang at give supplerende tilbud om job og
erhvervsintroduktion på produktionsskoler, daghøjskoler m.v.
Med henblik på at give kommunerne mulighed for at give tilbud til
personer, der efter en periode med ungdomsydelse ikke har udsigt til
uddannelse, beskæftigelse m.v., har partierne bag forliget som udgangspunkt
skønnet, at der kan blive behov for ca. 4.500 pladser. Partierne er enige om
at sikre finansieringen af de fornødne tilbud på finansloven for 1991.
I 1990 etableres 500 ekstra pladser på produktionsskoler, hvortil udgiften
er 5 mio. kr., og i tilknytning til forslag til lov om ungdomsskoler,
produktionsskoler og daghøjskoler (L 116) er det aftalt, at der i 1990
afsættes 10 mio. kr. til pladser på daghøjskoler. Merudgiften på 15 mio kr.
finansieres ved mindreforbrug på Kulturfonden. De 15 mio. kr. i mindreforbrug
af Kulturfondsmidlerne i 1990 afsættes til anvendelse i 1993, således at den
samlede Kulturfondsbevilling bevares uændret. Der henvises i øvrigt til
aftalen af 18. maj 1990, som er medtaget som bilag til betænkningen.
Som led i omlægningen af pligtmidlerne, der efter L 52 omlægges med
virkning fra 1. januar 1991, er det foreslået, at der gennemføres en
forenkling af den tidligere ordning, hvorefter en kommune kan få overført
statens besparelser på kontanthjælpen ved etablering af en ekstraordinær
indsats med hensyn til uddannelses- og beskæftigelsesordninger. Den gældende
ordning, der er fastsat i bistandslovens § 138 a, stk. 2, foreslås ophævet og
erstattet af en nyordning, hvorefter kommunerne får udbetalt et beløb på
2.000 kr. pr. måned pr. person, der uden at modtage kontanthjælp efter
bistandslovens § 37 deltager i en aktivitet, hvortil der kan ydes tilskud
efter puljen i § 19 i L 52 (puljen, der afløser pligtmidlerne).
De foreslåede ændringer indebærer videre, at følgende tilbud kan træde i
stedet for beskæftigelse i ungdomsydelsesordning:
Deltagelse i frivillige, ulønnede aktiviteter, der må anses at være af
samfundsmæssig betydning, og som har et omfang, der mindst svarer til
beskæftigelsen i ungdomsydelsesordningen.
Særligt tilrettelagte aktiverende foranstaltninger, der efter
kommunalbestyrelsens indstilling godkendes af socialministeren.
Endelig er overgangsordningen i nærværende lovforslag foreslået udvidet
således, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at unge, der søger om hjælp i
perioden fra den 1. juli 1990 til den 1. januar 1991, kan få tilbud inden for
de første 3 måneder efter ansøgningen om hjælp.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af
udvalget) ønsker at føje følgende til den ovenfor af flertallet afgivne
fælles udtalelse:
Socialdemokratiet ser den nylig indgåede aftale om de to lovforslag som et
led i en større sammenhængende indsats over for ungdomsarbejdsløsheden. En
stor del af de unges problemer er skabt på grund af de manglende
praktikpladser og de manglende uddannelsespladser. De 2 aftaler, der blev
indgået i april og maj måned, er derfor vigtige elementer i en samlet
nedbringelse af ungdomsarbejdsløsheden.
Socialdemokratiet er ikke begejstret for ungdomsydelsens tilbud om 5
måneders deltidsarbejde, men har accepteret modellen, fordi lovforslaget nu
med de foreslåede ændringer indeholder både en mulighed for og et økonomisk
incitament for kommunerne til at tilbyde de 18-19-årige fuldtidsarbejde på
normale vilkår. Dels modtager kommunen 2.000 kr. pr. måned, svarende til den
sparede kontanthjælp, og dels »tæller« aktiviteten, når der skal
hentes penge fra den nye fælles pulje af tidligere pligtbeløb og statsmidler.
Endelig optjener de unge dagpengeret, når de er i tilbud efter lov om
kommunal beskæftigelse, hvilket ikke er noget mål i sig selv, men betyder, at
de efterfølgende vil få arbejdsmarkedets tilbud til ledige stillet til
rådighed. Efter disse ændringer mener Socialdemokratiet, at det stort set vil
være en politisk beslutning ikke at sætte de unge i gang med et
fuldtidstilbud. Kommunerne kan dog have problemer med kravet om, at
beskæftigelsen skal igangsættes inden 14 dage, men dels er der nu indført en
overgangsperiode på et halvt år, og dels kan kommunerne forlænge fristen ved
at indskyde et 6 ugers vejlednings- og introduktionsforløb. Socialdemokratiet
har været betænkeligt ved at skulle igangsætte tilbud til de mange unge, som
vi ved selv finder en løsning på deres problemer i løbet af de første 3
måneder på kontanthjælp. Vi er derfor tilfredse med, at netop denne del af
ordningen skal revurderes i efteråret 1991.
For de unge, som bor i kommuner, der vælger at tilbyde ungdomsydelsen til
de 18-19-årige, er der i lovforslaget blevet præciseret en kommunal
forpligtelse til rådgivning og vejledning i den indledende fase, undervejs i
forløbet og endelig efter endt ungdomsydelsesperiode. Det har været vigtigt
for Socialdemokratiet, at de unge efter endt ungdomsydelsesperiode bliver
hjulpet i gang med uddannelse, praktikplads , job eller andet. Vi har derfor
lagt vægt på, at der for 1991 skal skaffes det nødvendige antal pladser på
produktionshøjskoler, beskæftigelsesprojekter, AMU-kurser, løntilskudsjob
m.m. Det er skønnet, at behovet vil være på ca. 4.500 pladser, som vi skal
finde finansiering for i forbindelse med finansloven for finansåret 1991.
Socialdemokratiet mener ikke, at det samlede ungdomsarbejdsløshedsproblem
er løst ved gennemførelsen af dette lovforslag. Dels vedrører forslaget kun
de 18-19-årige, og dels medfører det ikke en væsentlig forøgelse af de
samlede ressourcer til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Antallet af unge
ledige mellem 16 og 30 år er ifølge Danmarks Statistik steget med 8,3 pct.
fra 1988 til 1989. I samme periode er de samlede midler til bekæmpelse af
ungdomsarbejdsløsheden ifølge arbejdsministerens svar på udvalgsspørgsmål i
Folketinget og finansloven for finansåret 1990 faldet med 18 pct.
Socialdemokratiet forventer, at de indgåede forlig om 3.000 flere
uddannelsespladser, praktikpladsaftalen og forliget om de to lovforslag
betyder starten til en samlet løsning af ungdomsarbejdsløshedsproblemet og
dermed også et stop for yderligere reduktion i midlerne til bekæmpelsen af
ungdomsarbejdsløsheden.
Et andet mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) ønsker at føje følgende til den ovenfor af flertallet
afgivne fælles udtalelse:
I to varierende udgaver har socialministerens forslag om en ungdomsydelse
været behandlet flere gange i Folketinget. Under behandlingen har SF
fremhævet adskillige for os afgørende og betydelige mangler.
SF mener f.eks., at det er fejlagtigt og udtryk for systemtænkning, hvis
alle unge skæres over een kam, blot fordi de henvender sig på et
bistandskontor og søger kontanthjælp. Behovene er forskellige. Derfor er der
brug for forskellige tilbud og muligheder. Med dette udgangspunkt er der da
også mange af de allerede eksisterende og planlagte kommunale
beskæftigelsesordninger, der er skruet sammen.
SF mener, det er absurd, hvis unge, der søger kontanthjælp, blot fordi de
ikke kan få en efg-praktikplads, pludselig kan få et beskæftigelsestilbud via
en social ordning. Det ville være noget mere enkelt og logisk, hvis man i
stedet skaffede det tilstrækkelige antal lære- og praktikpladser. Omvejen
over bistandskontoret er meningsløs.
Endvidere har SF været modstander af en ungdomsydelse, der blot kom til at
betyde en nichetilværelse for den unge uden egentligt perspektiv. At
ungdomsydelsen med andre ord for mange blot blev en slags uddannelse til
egentlig kontanthjælp. Vi har desuden været i tvivl om, hvorvidt kommunerne
overhovedet ville være i stand til at skaffe så mange beskæftigelsespladser
med arbejdsopgaver, der var andet end sysselsættelse. I den forbindelse har
vi også været betænkelige ved, om en generel ordning for 18- og 19-årige
kontanthjælpsmodtagere ville komme til at betyde, at den kommunale indsats
over for andre grupper, f.eks. langvarige kontanthjælpsmodtagere, ville blive
svækket. Det har bl.a. været baggrunden for SF's forslag om en generel job-
og uddannelsesordning for kontanthjælpsmodtagere, hvor tilbudene skulle gives
efter f.eks. tre måneder.
SF har også set en betydelig risiko for, at unge med særlige problemer
droppede ud af ordningen - med det resultat, at de ikke ville være
berettigede til kontanthjælp, og at man efterfølgende ville miste kontakten
med de pågældende, hvad ingen kan have interesse i.
En række af de problemer, SF har nævnt undervejs, er forsøgt løst bl.a.
ved den aftale, der er indgået om lovforslaget mellem regeringen,
Socialdemokratiet og SF, men også allerede ved socialministerens sidste
udgave af lovforslaget. Det indebar, at kommunerne først skal give tilbudet
senest 14 dage efter, at den unge har henvendt sig. I det oprindelige
lovforslag var det dagen efter. Det betyder naturligvis en større chance for,
at ordningen rent faktisk kan gennemføres i den praktiske virkelighed. SF er
stadig i tvivl om, hvorvidt 14 dage i praksis er en tilstrækkelig frist, og
vi har stadig ikke større interesse i, at der bliver brugt ressourcer på
unge, der alligevel af sig selv forsvinder ud af kontanthjælpssystemet og
aldrig får brug for det igen.
Der er nu etableret en særlig overgangsordning, der betyder, at kommunerne
indtil 1. januar 1991 kan vente med tilbudet i tre måneder. Det er endvidere
aftalt, at man i efteråret 1991 vil undersøge, om kommunerne er i stand til
at opfylde forpligtelsen på en rimelig måde, og om tilbudsfristen i denne
forbindelse skal forlænges.
Tilsvarende var der allerede i den nyeste udgave af lovforslaget indsat en
særlig rådgivningsperiode på op til 6 uger, som SF forventer at kommunerne
vil bruge til ikke unødigt at sætte ressourcer ind over for unge, der ikke
har brug for det.
I aftalen med regeringen er der sikret andre tilbud til de unge, der efter
endt ungdomsydelsesperiode fortsat ikke har udsigt til arbejde eller mangler
en uddannelsesplads.
Kapaciteten på produktionsskoler og daghøjskoler bliver endvidere udvidet,
så tilbudsmulighederne bliver mere fleksible.
Samtidig betyder aftalen mellem Socialdemokratiet og regeringen om lære-
og praktikpladser efter de impliceredes udsagn, at unge efter afsluttet
basisår vil være garanteret et praktikforløb, så ingen risikerer at skulle
omvejen omkring et bistandskontor.
Det skal endvidere bemærkes, at der med ungdomsydelsesordningen formelt
indføres et nyt arbejdsbegreb i den sociale lovgivning. Det medfører, at
deltagelse i frivillige, ulønnede aktiviteter kan træde i stedet for et
kommunalt tilbud.
Som følge af den pågældende aftale bliver pligtbeløbsordningen i
forbindelse med beskæftigelsesindsatsen omlagt, så tilskuddene til den
enkelte kommune kommer til at afhænge af den konkrete indsats. Kommunerne får
endvidere nu en generel mulighed for jobformidling til såkaldt
»udsatte« grupper. Begge dele er SF tilfreds med. Vi konstaterer
endvidere, at muligheden for anden arbejdstid end den normale kun kan komme
på tale for dem, der er under ungdomsydelsesordning, og ikke andre. Vi ser
helst en arbejds- og uddannelsestid på diverse beskæftigelsesordninger
svarende til den almindelige arbejdstid, men har måttet acceptere, at det kan
blive anderledes under ungdomsydelsen - alt efter, hvordan den administreres
af kommunerne.
Samlet betyder det hele, at lovforslaget er blevet så rimeligt, at SF
indstiller det til vedtagelse med socialministerens ændringsforslag.
Det skal dog samtidig bemærkes, at behovet for disse initiativer alene
optræder, fordi der ikke er tilstrækkeligt med arbejde og uddannelsespladser.
Derfor er der tale om nødløsninger. Hvis problemerne grundlæggende skal
løses, handler det om at føre en politik, der er generelt
arbejdsløshedsbekæmpende. Hertil er et andet flertal i Folketinget
nødvendigt.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre
for sin stilling til ændringsforslagene ved 2. behandling og ønsker at
udtale:
Det forlig, regeringen har indgået med Socialdemokratiet og SF, og som
Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne har tilsluttet sig, er
Fremskridtspartiet særdeles skeptisk over for. For det første tror vi ikke,
at kommunerne er indstillet på at yde de unge den rådgivning, der er
nødvendig for at sikre dem job i den private sektor. Chancen for, at
kommunerne henviser til kommunale beskæftigelsesprojekter, daghøjskoler,
produktionsskoler eller tilfældige fritidsagtige
»slå-tiden-ihjel-projekter« såsom gøglerskoler eller lignende, øges
også, hvis kommunerne overtager arbejdsanvisningen.
Aftalen om at etablere flere pladser på produktionsskoler, daghøjskoler og
andre aktiverende tilbud skaber ikke de varige arbejdspladser, vore unge har
så hårdt brug for. Fremskridtspartiet mener også, at de offentlige
merudgifter er for store, idet det som nævnt kun bliver kortvarige
opbevaringsprojekter, der er tale om. I socialministerens forslag i
folketingsåret 1988-89 om ungdomsydelser (L 150), der blev nedstemt i
Folketinget i juni 1989, var Fremskridtspartiets væsentligste indvendinger
den alt for høje løn, der kunne ydes unge på beskæftigelsesprojektet. Selv om
det nu er besluttet at indføre en projektløn på 62-65 kr. i timen, finder vi
stadig, at det er for meget at byde 18-20-årige, og vi beklager, at der ikke
forlanges fuld arbejdstid til personer på ungdomsydelse.
Begrebet »særligt tilrettelagte aktiverende foranstaltninger«
dækker efter Fremskridtspartiets mening over, at der ingen grænser er for,
hvilke tåbelige tilbud en kommunalbestyrelse kan give de unge.
Fremskridtspartiet finder, at det eneste, der løser
ungdomsarbejdsløshedsproblemet, er, at de private erhverv får sådanne
forhold, at de motiveres til at tage et stigende antal unge ind.
I bemærkningerne til nærværende lovforslag er det anført, at det i
ungdomsydelsesordningen vil vise sig, at nogle unge har andre problemer end
blot manglende arbejde, og at der her kan blive tale om at tilbyde
revalideringsforløb. Da de fleste unge har problemer med tilværelsen på det
tidspunkt, hvor de skal løsrive sig fra forældrene og klare sig selv, kan man
frygte, at kommunerne let griber til denne løsning, og at de unge vil være
positive, idet den nu vedtagne revalideringsydelse jo er betydelig højere end
bistandshjælpen.
At omlægge pligtbeløbsordningen i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge
til en pulje, hvorfra kommunerne modtager tilskud, vil selvfølgelig medvirke
til, at kun de kommuner, der tilbyder beskæftigelsesforanstaltninger, får del
i puljen, men der lurer stadig den fare, at projekterne som før omtalt ikke
har reelt indhold. Fremskridtspartiet frygter, at vi i kommunerne får
beskæftigelsessekretariater, kommunal arbejdsanvisning og projektledere i
stigende omfang, alt sammen medvirkende til at øge den offentlige sektor,
hvilket Fremskridtspartiet selvfølgelig ikke kan støtte. Tværtimod ønsker vi
flere private initiativer. De unge arbejdsløse skal tilbydes samfundsnyttig
beskæftigelse, men her modarbejder de forskellige fagforeninger ofte gode
initiativer, f.eks. hvis man ønsker de unge som medhjælpere i dagpleje,
børnehave, plejehjem eller andre sociale foranstaltninger.
Det er helt klart et problem, at kontanthjælpsudgifterne stiger så
voldsomt, men så længe regeringen ikke fører en mere erhvervsvenlig politik,
løses problemet ikke.
Det paradoksproblem, at der i nogle fag mangler arbejdskraft, mens der i
andre er stor arbejdsløshed, er heller ikke løst med dette forslag, der stort
set lader de unge i stikken ved blot at tilbyde dem midlertidige aktiviteter
uden reelt indhold. Forslaget vil ikke motivere til oprettelse af flere
almindelige fuldtidsarbejdspladser, som er det virkelige tilbud, de unge
mangler. Fremskridtspartiet ønsker ikke at øge tilskuddene, hverken til
offentlige eller til private arbejdspladser. Vi ønsker, at der stilles krav
til de unge, således at de ikke i ubegrænset tid modtager bistandshjælp eller
gøres til førtidspensionister, men det skal ske, uden at de offentlige
udgifter øges.
Da regeringen har valgt at lave forlig om dette lovforslag med SF og
Socialdemokratiet, har det desværre lange udsigter med erhvervsvenlige
forslag, der i højere grad kunne hjælpe vore unge i gang med en fornuftig
tilværelse.
Fremskridtspartiet finder ikke, at dette lovforslag med det indgåede
forligs mange ændringer har fået en tilfredsstillende og grundig behandling,
og vi vil først efter nøjere vurdering være i stand til at tilkendegive vor
stilling til de stillede ændringsforslag ved 2. behandling og til selve
lovforslaget ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af FP):
Til § 1
1) I det under nr. 2 foreslåede § 49 a, stk. 1,
indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
»I tilknytning til beskæftigelsestilbudet skal der tilbydes de unge
råd og vejledning om, hvorledes de på længere sigt kan forbedre deres
beskæftigelses- eller uddannelsesmuligheder.«
2) I den under nr. 2 foreslåede § 49 f affattes
stk. 1 således:
»Deltagelse i aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud af puljen
efter § 19 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats, kan træde i stedet for
ungdomsydelse efter reglerne i dette afsnit.«
3) I den under nr. 2 foreslåede § 49 f indsættes
efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Det samme gælder deltagelse i frivillige, ulønnede
aktiviteter, der må anses for at være af samfundsmæssig betydning og har et
omfang, der mindst svarer til beskæftigelsen efter §§ 49 a-c.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
4) I det under nr. 2 foreslåede § 49 f, stk. 2, der
bliver stk. 3, ændres »efter stk. 1« til: »efter stk. 1 og
2«.
5) Det under nr. 3 foreslåede nye § 133, stk. 2, 2.
pkt., affattes således:
»Det samme gælder kommunernes udgifter til ydelserne efter §§ 49 a-c
samt til drift i forbindelse med beskæftigelsestilbud inden for en grænse på
20 pct. af de samlede udgifter til løn og løntilskud.«
6) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 133 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. For personer, der uden at modtage hjælp efter § 37
deltager i aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud af puljen efter § 19 i
lov om kommunal beskæftigelsesindsats, udbetaler staten til kommunerne et
beløb på 2.000 kr. pr. måned.
Stk. 4. Det beløb, der er nævnt i stk. 3, reguleres en gang
årligt, den 1. juli, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 5.'
7) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»02. I § 138 a ophæves stk. 2.«
8) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»03. Efter § 138 c indsættes som ny paragraf:
»§ 138 d. Socialministeren kan efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen tillade, at der uanset reglen i § 40, stk. 2, udbetales
kontanthjælp efter § 37 til personer, der er berettigede til ungdomsydelse
efter afsnit III A, hvis de deltager i særligt tilrettelagte aktiverende
foranstaltninger.
Stk. 2. Tilladelsen efter stk. 1 gives under forudsætning af, at
aktiviteten har et omfang og en varighed, som mindst svarer til
beskæftigelsen efter §§ 49 a-c, og at der udbetales en mindre godtgørelse,
der ikke fradrages i den beregnede kontanthjælp efter § 37.«»
Til § 2
9) Efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum:
»Dog træder § 1, nr. 01 og 02, i kraft den 1. januar 1991.«
Til § 3
10) Efter stk. 1 indsættes som nye stykker:
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan uanset bestemmelsen i § 49
a, stk. 4, beslutte, at unge, der ikke er omfattet af stk. 1, og som søger
hjælp i perioden fra den 1. juli 1990 til den 1. januar 1991, kan påbegynde
tilbud efter § 49 a, stk. 2 og 3, inden for de første måneder efter
ansøgningen om hjælp.
Stk. 3. Med virkning fra den 1. januar 1991 ændres henvisningerne
i § 49 a, stk. 2, § 49 b, stk. 1, og § 133, stk. 2, 4. pkt.,
til lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. til: »lov om kommunal
beskæftigelsesindsats«, og i § 133, stk. 2, 3. pkt., ændres
henvisningen til § 23 a, stk. 4, i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge
m.v. til: »§ 10, stk. 4, i lov om kommunal beskæftigelsesindsats«.
Stk. 4. Indtil den 1. januar 1991 affattes § 49 f, stk. 1,
således:
»Deltagelse i aktiviteter, der kan finansieres af de midler, som
kommuner og amtskommuner efter lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.
har pligt til at afsætte til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, kan træde
i stedet for ungdomsydelse efter reglerne i dette afsnit.«»
Bemærkninger
Til nr. 1
Ordningen med ungdomsydelse giver unge kontanthjælpsmodtagere på 18 og 19
år tilbud om beskæftigelse frem for passivt at modtage kontanthjælp.
Med ændringsforslaget præciseres det, at det ikke er tilstrækkeligt, at
der gives et beskæftigelsestilbud, eventuelt med tilknyttet undervisning, og
at kommunerne har pligt til at tilbyde de unge råd og vejledning om,
hvorledes de på længere sigt kan forbedre deres beskæftigelsesmuligheder.
Med præcisering af kommunernes pligt til råd og vejledning vil
ungdomsydelsesordningen have følgende formål:
1. Tilbud om beskæftigelse for unge, der har udsigt til at begynde
uddannelse eller arbejde.
2. Tilbud om en periode med vejledning og introduktion til unge, der er
uafklarede med hensyn til de fremtidige uddannelses- eller
beskæftigelsesmuligheder (jf. § 49 a, stk. 3).
3. Tilbud om kombinationer af beskæftigelse og undervisning, der kan
tilrettelægges med sigte på den unges muligheder og ønsker efter ophøret med
ungdomsydelsen.
4. En generel forpligtelse for kommunerne til at bistå de unge med råd og
vejledning, der skal ydes løbende, og hvor kommunerne skal være særlig
opmærksomme på at hjælpe de unge til deltagelse i andre aktiviteter, der på
længere sigt kan gavne deres beskæftigelses- eller uddannelsesmuligheder.
I løbet af ungdomsydelsesperioden vil det vise sig, at nogle unge har
andre problemer end blot manglende arbejde, og her vil der kunne blive tale
om at tilbyde revalideringsforløb med støtte efter bistandsloven eller om
andre tilbud.
Andre unge vil i ungdomsydelsesperioden selv få beskæftigelse eller finde
plads på en uddannelsesinstitution.
Det vil endvidere være således, at den planlagte udvidelse af
beskæftigelses- og uddannelsestilbud afgørende vil øge mulighederne for, at
kommunerne kan hjælpe de unge, således at ungdomsydelsesperioden følges op
med andre tilbud med henblik på at forhindre, at den unge gror fast i en
passiv tilværelse på kontanthjælp. Som led i vejledningsindsatsen påhviler
det kommunerne at rådgive de unge om mulighederne for job og uddannelse på
erhvervsskoler, hf eller lignende samt i fornødent omfang at give supplerende
tilbud om job og erhvervsintroduktion på produktionsskoler, daghøjskoler m.v.
Der henvises i denne forbindelse til den aftale, der er indgået mellem
regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti om supplerende
tilbud til unge, der efter perioden med ungdomsydelse fortsat har behov for
aktiverende foranstaltninger. Aftalen er medtaget som bilag til betænkningen.
Til nr. 2
Med virkning fra den 1. juli 1990 foreslås det, at pligtbeløbsordningen i
lov om beskæftigelsesmuligheder for unge omlægges til en pulje, hvorfra
kommunerne modtager tilskud til beskæftigelsesindsatsen. Med
ændringsforslaget fastholdes princippet om, at aktiviteter, kommunerne kan
anvende i beskæftigelsesindsatsen, kan træde i stedet for ungdomsydelsen.
Til nr. 3 og 4
Med ændringsforslag nr. 3 gives der mulighed for, at kommunalbestyrelsen
kan imødekomme den unges ønske om at deltage i frivillige, ulønnede
aktiviteter i stedet for ungdomsydelsesordningen. Spørgsmålet om, hvilke
aktiviteter der vil kunne træde i stedet for ungdomsydelsesordningen, afgøres
af kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde.
Det forudsættes, at aktiviteten finder sted inden for rammerne af et
veldefineret projekt, en organisation eller en forening, og at der er tale om
samfundsrelevante aktiviteter i bred forstand på f.eks. sociale, kulturelle,
idrætsmæssige, miljømæssige, kommunikationsmæssige eller tilsvarende områder.
Hobbyprægede eller studiekredsmæssige aktiviteter vil derimod ikke kunne
træde i stedet for ungdomsydelsesordningen.
Endvidere må det forudsættes, at aktiviteten har et omfang, der mindst
svarer til beskæftigelsen efter ungdomsydelsesordningen, dvs. 20 timer om
ugen i gennemsnit.
Til nr. 5
Med den ændrede affattelse præciseres det, at kommunernes udgifter til
samtlige ydelser efter §§ 49 a-c refunderes med 50 pct. på samme måde som
udgifterne til løn og løntilskud.
Endvidere gøres det klart, at det alene er driftsudgifterne i forbindelse
med beskæftigelsestilbudene, der berettiger til refusion inden for den
foreslåede grænse på 20 pct. af udgifterne til løn og løntilskud.
Til nr. 6 og 7
Som et led i finansieringsomlægningen af den kommunale
beskæftigelsesindsats foreslås en forenkling af den tidligere ordning,
hvorefter en kommune kan få overført statens besparelser på kontanthjælpen
ved etablering af en ekstraordinær indsats med hensyn il uddannelses- og
beskæftigelsesordninger.
Ifølge ændringsforslag nr. 6 får kommunerne udbetalt et beløb på 2.000 kr.
pr. måned pr. person, der deltager i en aktivitet, hvortil der kan ydes
tilskud efter puljen i § 19 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats.
Ordningen er udgiftsneutral for det offentlige under eet. Med det
nuværende aktivitetsniveau skønnes ordningen at medføre statslige
udbetalinger på knap 300 mio. kr. Beløbet finansieres dels ved overførsel af
92 mio. kr. fra § 15.04.30.51.13 på finansloven for 1990, dels ved modregning
i bloktilskuddet til kommunerne.
Eventuelle udbetalinger fra staten ud over ovennævnte beløb afhænger af
den fremtidige kommunale beskæftigelsesindsats.
De økonomiske konsekvenser af ændringsforslaget skal forhandles med de
kommunale organisationer.
Omlægningen skal i øvrigt ses i sammenhæng med ændringen af
pligtbeløbsordningen, jf. § 19 i forslag til lov om kommunal
beskæftigelsesindsats (L 52).
Til nr. 8
Med henblik på at øge kommunernes muligheder for at give tilbud til de
unge foreslås det, at socialministeren kan godkende forsøg, hvorefter de unge
i stedet for ungdomsydelse kan få kontanthjælp, når de deltager i særligt af
kommunen tilrettelagte aktiverende foranstaltninger. Det er herved forudsat,
at kommunen yder en mindre, ikke refusionsberettigende godtgørelse, som der
kan ses bort fra ved beregningen af kontanthjælp efter § 37.
Forsøgsbestemmelsen vil bl.a. give mulighed for, at en ordning med
vejlednings- og praktikforløb, som Herlev Kommune har planlagt, vil kunne
træde i stedet for ungdomsydelsesordningen.
Til nr. 9
Ændringen har sammenhæng med, at lov om beskæftigelsesmuligheder for unge
pr. 1. januar 1991 afløses af lov om kommunal beskæftigelsesindsats.
Til nr. 10
Til stk. 2
Overgangsordningen i ungdomsydelsesordningen foreslås udvidet, således at
den ikke blot omfatter unge, der inden lovens ikrafttræden modtager
kontanthjælp.
I nærværende lovforslag er det som en overgangsordning foreslået, at unge,
der inden lovens ikrafttræden modtager kontanthjælp, ikke umiddelbart skal
have tilbud om ungdomsydelse. Disse unge skal have tilbud om ungdomsydelse,
inden de fylder 20 år, dog senest den 1. januar 1991.
For yderligere at lette kommunernes muligheder for at tilrettelægge en
hensigtsmæssig administration foreslås det, at der også for så vidt angår
unge, der søger om hjælp i perioden fra den 1. juli 1990 til den 1. januar
1991, etableres en særlig overgangsordning. Dette sker ved, at kommunerne får
mulighed for at vente med at give disse unge tilbud om beskæftigelse m.v.
indtil 3 måneder efter ansøgningen om hjælp.
Socialministeriet vil nøje overvåge udviklingen på området, og i efteråret
1991 vil det blive vurderet, om tilgangen til ordningen sammenholdt med
kommunernes mulighed for at give tilbud gør det påkrævet at overveje en
ændring af fristen på 2 uger for at tilbyde beskæftigelse.
Til stk. 3 og 4
Ændringen er redaktionel og har sammenhæng med, at lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge pr. 1. januar 1991 afløses af lov om
kommunal beskæftigelsesindsats.
Karen Højte Jensen (KF) Lizzie Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF)
Hanne Severinsen (V) Jørgen Winther (V) Jane Oksen (FP) Kirsten Lee (RV)
Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) fmd. Jytte Andersen (S) Hanne
Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Grete Schødts (S)
Taanquist (S) nfmd. Agerschou (SF) Birgitte Husmark (SF)
Bilag
18. maj 1990
Aftale indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk
Folkeparti om supplerende tilbud til unge, der efter perioden med
ungdomsydelse fortsat har behov for aktiverende foranstaltninger
Der er indgået en aftale om supplerende tilbud til unge, der efter
perioden med ungdomsydelse fortsat har behov for aktiverende
foranstaltninger.
Partierne har som udgangspunkt skønnet, at der for at sikre de fornødne
tilbud kan blive brug for ca. 4.500 pladser. Partierne er enige om at sikre
finansieringen af de fornødne tilbud på finansloven for 1991.
Der gives kommunerne mulighed for at give tilbud til personer, der efter
perioden med ungdomsydelse ikke har udsigt til uddannelse, beskæftigelse m.v.
På grundlag af indhøstede erfaringer i løbet af 1991 vil der blive taget
stilling til eventuelt behov for yderligere pladser i 1992 og finansiering
heraf.
I 1990 etableres 500 ekstra pladser på produktionsskoler. Merudgiften på 5
mio. kr. finansieres ved mindreforbrug på Kulturfonden.
I tilknytning til lov nr. 116 aftales det, at der i 1990 afsættes 10 mio.
kr. til pladser på daghøjskoler. Merudgiften finansieres ved mindreforbrug på
Kulturfonden.
De 15 mio. kr. i mindreforbrug af Kulturfondsmidlerne i 1990 afsættes til
anvendelse i 1993, således at den samlede Kulturfonds bevilling bevares
uændret.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 BTL 52 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNAL BESKÆFTIGELSESINDSATS NR L 52 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 16. august 1990
- 1988 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) NR L 150 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 12. juli 1989
- 1992 BTL 315 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNAL AKTIVERING NR L 315 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 9. august 1993
- 1988 BTL 58 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKÆFTIGELSESMULGHEDER FOR UNGE M.V. NR L 58 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 14. juli 1989
- 1989 BTL 116 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNGDOMSSKOLER, PRODUKTIONSSKOLER OG DAGHØJSKOLER NR L 116 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 16. august 1990
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en valgretskommission Retsinformation · 7. maj 2009