Spring til indhold

Retsinformation

1988 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) NR L 150 1988-89, 1. SAMLING

1988/1 BTL 150Betænkning over lovforslagFolketinget12. juli 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål er optrykt

som bilag til betænkningen tillige med socialministerens svar herpå.

Videre er der optrykt en rapport fra Udvalget vedrørende

ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder

samt koordinering af indsatsen over for ungdomsarbejdsløsheden.

Udvalget har modtaget skriftlige henvendelser fra:

Byrådet i Nakskov Kommune,

Dansk Socialrådgiverforening,

Dansk Ungdoms Fællesråd,

Kommunernes Landsforening,

Sammenslutningen af Sociale Udvalg,

Zeuthen, Lise, socialrådgiver, Ballerup, og

Århus Magistrats 3. afdeling, Rådmanden.

Der er af socialministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de

af ministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) kan

ikke støtte de under nr. 2 og 4 stillede ændringsforslag og indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet har den opfattelse, at ændringsforslag nr. 2 ikke vil skabe

flere arbejdspladser, men skubbe andre unge uden tilskud væk fra

sæsonarbejde. Det er ikke acceptabelt, at de unge kontanthjælpsmodtagere kan

sendes ud som løs arbejdskraft efter forgodtbefindende uden bindinger på

varigheden, ligesom der vil være tale om en unødig erhvervsstøtte til

sæsonarbejdspladserne.

Læs alt

Mindretallet mener, at ændringsforslag nr. 4 i realiteten vil betyde, at

beskæftigelsesmidler konverteres til ungdomsydelsen, og dermed indeholder en

samlet forringelse af tilbudene til unge.

Socialdemokratiet indstiller det samlede lovforslag til forkastelse.

Mindretallet er enigt i målsætningen om at ændre passiv bistandshjælp til

aktiv beskæftigelse, men er under udvalgsarbejdet blevet alvorligt i tvivl

om, hvorvidt dette har været socialministerens intention.

Det er i udvalget blevet oplyst, at mere end 54 pct. af de unge

kontanthjælpsmodtagere er ude af systemet i løbet af de første 3 måneder,

fordi det lykkes for dem selv af skaffe uddannelsesplads, praktikplads eller

arbejde. Socialdemokratiet har derfor den opfattelse, at det er en dårlig

løsning at sætte de sparsomme ressourcer ind på beskæftigelsestilbud til alle

unge allerede inden for de første 14 dage i stedet for at koncentrere

indsatsen om de grupper, der for alvor har brug for det. Et synspunkt, som de

berørte organisationer og parter DUF, KL, LO og Københavns og Frederiksberg

Kommuner klart har givet udtryk for dels i udtalelser til udvalget og dels i

rapporten fra ministerens »gennemførelsesudvalg«.

Når unge under 20 år befinder sig på kontanthjælp, skyldes det for

størstepartens vedkommende, at de mangler praktikplads eller uddannelsesplads

eller på en eller anden måde er faldet fra i uddannelsessystemet.

Socialdemokratiet mener derfor ikke, at socialministeren kan løse problemet

med de unge kontanthjælpsmodtagere uden samtidig at sikre uddannelsespladser,

praktikpladser og egentlige jobtilbud i sammenhæng med Undervisnings- og

Forskningsministeriet og Arbejdsministeriet. Nærværende lovforslag sikrer

ikke denne sammenhæng og perspektiv i tilbudene. Socialdemokratiet tror ikke,

det bliver muligt at sikre kvaliteten i beskæftigelsestilbudene, så længe der

er tale om 17-18 timer ugentligt i 5 måneder, for den reelle erhvervserfaring

og arbejdsmarkedstilknytning vil være minimal. Socialdemokratiet vil ikke

medvirke til at bevilge omkring 100 mio. kr. til et projekt, der skubber de

20-29-årige ud af projekterne, som ikke sikrer unge uddannelses-/praktikplads

eller egentligt fuldtidsarbejde, og som ikke lægger op til en sammenhængende

indsats mellem Undervisnings- og Forskningsministeriet, Arbejdsministeriet og

Socialministeriet, men i stedet fastholder egentlige uddannelsespolitiske og

arbejdsmarkedspolitiske problemer i Socialministeriet.

Socialdemokratiet foreslår derfor, at de ca. 100 mio. kr. overføres til

udmøntningen af beslutningsforslag nr. B 86 om en handlingsplan for en

ungdomskontrakt med sikring af job og uddannelser til unge, der sikrer

sammenhæng mellem ministerierne, som også giver de 20-29-årige konkrete

rettigheder, og som allerede fra 1. juli 1990 for unge under 20 år og fra 1.

juli 1992 for unge under 30 år sikrer disse egentligt arbejde, uddannelse

eller praktikplads.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller ligeledes lovforslaget til forkastelse ved 3.

behandling og bemærker:

Det er Socialistisk Folkepartis indtryk, at ungdomsydelsesordningen er

blevet så stor en prestigesag for socialministeren, at relevante

indvendinger, problematiseringer og argumenter preller af som vand på et

stykke fjerkræ, og det er ikke så godt.

Ministerens lovforslag rører ikke ved et af de helt centrale problemer

inden for bistandsområdet, nemlig at mange modtager kontanthjælp i meget lang

tid uden mange muligheder for at ændre på deres situation. De pågældende er

ofte meget i klemme i forhold til andre grupper i befolkningen. En

undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser f.eks., at 74 pct. af

lønmodtagerne har en erhvervsuddannelse, mens det kun er tilfældet for 50

pct. af de arbejdsløse på dagpenge og endelig kun 15 pct. af

kontanthjælpsmodtagerne. Yderligere viser undersøgelsen, at der blandt de

arbejdsløse og bistandsmodtagerne er dobbelt så mange kvinder som mænd. Der

er langt flere enlige og der er særlig mange enlige med børn blandt

bistandsmodtagerne. Alt i alt kan man sige, at der er brug for en meget

dynamisk og fleksibel indsats, hvis vi ønsker at undgå, at en relativt stor

gruppe mennesker stort set konstant befinder sig på kontanthjælp, hvis det da

ikke lykkes at hælde dem over på en tvungen førtidspension. Som nævnt

forsøger socialministeren ikke at tage fat på den situation, men foreslår i

stedet en ungdomsydelsesordning for de 18-19-årige, hvis konsekvenser

risikerer at blive værre end ingenting.

For det første skærer socialministeren alle unge, der søger kontanthjælp,

over een kam uanset årsagen til, at de henvender sig. Det betyder, at

kommunerne også skal ryste op med beskæftigelsestilbud, selv om den unge

f.eks. to måneder efter skal starte på et arbejde eller en uddannelse.

For det andet forekommer det mindretallet absurd, at unge, der søger

kontanthjælp, fordi de ikke kan få en efg-praktikplads, pludselig via

bistandskontoret kan få et beskæftigelsestilbud. Det forekommer mindretallet

noget mere enkelt, hvis man i stedet sikrede det nødvendige antal

praktikpladser, så de pågældende overhovedet ikke behøvede at henvende sig på

et bistandskontor.

For det tredje er det usikkert, om kommunerne er i stand til at skaffe så

mange tusinde beskæftigelsestilbud med en sådan kvalitet, at det arbejde, der

skal udføres, bliver særlig nyttigt. For mindretallet at se er det værre end

ingenting, hvis unge bliver sat til lade-som-om-arbejde. Det er f.eks.

tilfældet, når man bliver sat til at grave fundamentet til et hus med skovl -

alle andre steder bruger man normalt en rendegraver til den slags.

For det fjerde er det problematisk, at arbejdstiden kun udgør omkring 17

timer om ugen. Det betyder, at det er vanskeligt at etablere et

arbejdsfællesskab omkring et projekt.

For det femte indebærer lovforslaget en risiko for, at unge med en vis del

i vandskorpen dropper ud af ordningen - med det resultat, at de ikke kan få

kontanthjælp og socialrådgivere mister kontakten med de pågældende, og det

kan ingen have interesse i.

For det sjette indeholder ungdomsydelsesordningen ikke noget

fremtidsperspektiv for den enkelte. Der er ingen egentlig uddannelse eller

kvalificering. Det betyder, at en del unge vil opleve, at de efter 5 måneder

på ungdomsydelse blot overgår til almindelig kontanthjælp. Hvis de

pågældendes beskæftigelsestilbud oven i købet har været lade-som-om-arbejde,

har de 5 måneder været en ren nichetilværelse.

For det syvende medfører lovforslaget en risiko for, at den i forvejen

utilstrækkelige indsats for de »ældre« kontanthjælpsmodtagere

yderligere vil blive svækket.

I forbindelse med lovforslaget har socialministeren nedsat Udvalget

vedrørende ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder

samt koordinering af indsatsen over for ungdomsarbejdsløsheden. SF har

bemærket, at et flertal i det pågældende udvalg deler SF's kritiske holdning

til lovforslaget med stort set de samme indvendinger. I udvalget drejer det

sig om repræsentanterne for LO, Dansk Ungdoms Fællesråd, Kommunernes

Landsforening, Sammenslutningen af Sociale Udvalg samt Københavns og

Frederiksberg Kommuner. Det kan samtidig konstateres, at Dansk

Arbejdsgiverforenings repræsentanter i udvalget på forhånd har opgivet at

finde ud af, hvad der foregår på det sociale område, mens de statslige

repræsentanter har koncentreret sig om at fungere som socialministerens ekko

uden at lade sig distrahere af friske pust fra virkeligheden.

Samlet er det SF's opfattelse, at lovforslaget i bedste fald ikke vil være

nyttigt, i værste fald vil gøre mere skade end gavn.

I stedet for lovforslaget er der brug dels for en job- og

uddannelsesordning for kontanthjælpsmodtagere, dels for en samlet indsats

over for ungdomsarbejdsløsheden, der bl.a. indebærer sikring af

uddannelsestilbud og efg-praktikpladser samt en udvidelse af

kommunalfuldmagten, så der lokalt kan etableres egentlig produktion i

kommunalt regi.

SF har bemærket et enkelt lyspunkt, nemlig at det vil være muligt for unge

at bruge arbejde i f.eks. Next Stop, lokalradioer, foreninger og

selvorganiserede aktiviteter som de i ungdomsydelsesordningen angivne

beskæftigelser. Dog kun, hvis den lokale kommune godkender det. Mindretallet

vil naturligvis opfordre alle unge kontanthjælpsmodtagere til at forsøge sig

med denne mulighed. Der henvises i den forbindelse til det i betænkningen

optrykte svar fra socialministeren.

Med disse bemærkninger indstiller Socialistisk Folkeparti lovforslaget til

forkastelse.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

ved 2. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede

ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, RV, CD

og KRF):

Til § 1

1) I det under nr. 2 foreslåede § 49 a, stk. 1, indsættes

efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Beskæftigelsen skal påbegyndes inden for de første 2 uger efter

ansøgningen om hjælp.«

2) I det under nr. 2 foreslåede § 49 a, stk. 2, indsættes

efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Ved ansættelse i privat virksomhed med løntilskud kræves heller

ikke, at ansættelsen er af varig karakter.«

3) I den under nr. 2 foreslåede § 49 b indsættes efter stk.

1 som nyt stykke:

» Stk. 2. I tiden indtil første lønudbetaling udbetaler det

sociale udvalg en ungdomsydelse, der beregnes efter reglerne i § 37.«

4) I det under nr. 2 foreslåede afsnit III A indsættes efter

§ 49 e som ny paragraf:

» § 01. Deltagelse i aktiviteter, der kan finansieres af de

midler, som kommuner og amtskommuner i henhold til loven om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. har pligt til at afsætte til

bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, kan træde i stedet for ungdomsydelse

mod beskæftigelse efter reglerne i dette afsnit.

Stk. 2. Såfremt den unge deltager i aktiviteter efter stk. 1, for hvilke

der ikke udbetales løn, kan der uanset reglen i § 40, stk. 2, 1. pkt., ydes

kontanthjælp efter § 37.«

5) Nr. 3 affattes således:

» 3. I § 133, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nye

punktummer:

»Det samme gælder kommunernes udgifter efter §§ 49 a-c til løn,

løntilskud samt til drift inden for en grænse på 20 pct. af de samlede

udgifter til løn og løntilskud. Til kommunens udgifter til uddannelse efter §

49 d ydes et statstilskud svarende til tilskuddet efter § 23 a, stk. 4, i lov

om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. inden for en grænse svarende til 5

timer ugentligt pr. ung med ungdomsydelse. Der kan ikke til kommunens

udgifter efter §§ 49 a-d ydes statstilskud efter lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.«»

Til § 2

6) Efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum:

»Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at reglerne om ungdomsydelse

først skal anvendes i kommunen fra 1. september 1989.«

Til § 3

7) Paragraffen affattes således:

» § 3. Unge under 20 år, der ved indførelse af reglerne om

ungdomsydelse modtager kontanthjælp efter § 37, skal have et tilbud om

ungdomsydelse mod beskæftigelse senest 6 måneder efter reglernes ikrafttræden

eller inden det forudgående tidspunkt, da de fylder 20 år.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter ønske fra kommunal side fastslås det, at kommunerne har en frist på

op til 2 uger til at finde et beskæftigelsestilbud til den unge.

Til nr. 2

Det ventes på den ene side, at en del unge kun vil have brug for et

kortvarigt job, f.eks. indtil start på uddannelse, og der kan på den anden

side inden for sæsonbetonede erhverv være behov for ekstra arbejdskraft.

Det foreslås derfor, at beskæftigelse af unge i ungdomsydelsesordningen

også kan ske ved sæsonarbejde.

Herved fraviges en forudsætning, som er kommet til udtryk i bemærkningerne

til lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. Heri hedder det nemlig, at

ansættelse i privat virksomhed med løntilskud skal være af varig karakter.

Det forudsættes, at kommunerne vurderer den enkelte unges behov og alene

visiterer unge med et kortvarigt jobbehov til sæsonpræget arbejde.

Til nr. 3

Efter ønske fra kommunal side fastslås det, at der i tiden indtil 1.

lønudbetaling i den unges beskæftigelsestilbud bliver adgang for det sociale

udvalg til at udbetale en ydelse, der beregnes efter kontanthjælpsreglerne.

Det gøres gældende af kommunerne, at de praktiske erfaringer i

beskæftigelsesprojekter efter loven om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.

med udbetaling af lønforskud taler imod anvendelsen af en forskudsordning.

Til nr. 4

Det gøres ved lovforslaget klart, at der ikke med ungdomsydelsesordningen

sker indskrænkning i kommunernes adgang til at iværksætte de allerede

bestående foranstaltninger efter loven om beskæftigelsesmuligheder for unge

m.v.

De unge, der ved lovens ikrafttræden er i gang med sådanne

foranstaltninger, kan således fortsætte, og også efter lovens ikrafttræden

kan de unge henvises til disse foranstaltninger i stedet for til

ungdomsydelsesordningen, således at deltagelsen finansieres efter de

almindelige regler for sådanne foranstaltninger.

Dette gælder alle de aktiviteter, der kan finansieres af de kommunale

pligtbeløb til ungdomsarbejdsløshedsbekæmpelse. Men i det omfang deltagelse i

disse aktiviteter er betinget af en vis forudgående ledighed - som f.eks. 3

måneder i forbindelse med placering på fuld tid i beskæftigelsesprojekter og

i privat ansættelse med løntilskud - skal den pågældende henføres under

ungdomsydelsesordningen, indtil eventuel anden ønsket placering er mulig.

Hvis de aktiviteter, der træder i stedet for ungdomsydelsesordningen, ikke

er forbundet med udbetaling af løn, kan den unge få kontanthjælp efter

reglerne i § 37, herunder med adgang til, at der ses bort fra halvdelen af en

kursusgodtgørelse efter § 38, stk. 7.

Til nr. 5

Ved den ændrede affattelse præciseres det, at der kan ydes refusion af

kommunernes driftsudgifter ved ungdomsydelsesordningen inden for et beløb på

20 pct. af de samlede udgifter til løn og løntilskud. Som eksempler på

driftsudgifter kan nævnes udgifter såvel til holdformænd, instruktører og

materialer som til projektvejledere og til lokaleleje.

Endvidere præciseres det, at der kan ydes den enkelte kommune statstilskud

til undervisningsudgifter inden for et beløb, der svarer til 5 timer pr. uge

x antallet af unge i ungdomsydelsesordningen.

Endelig er der foretaget nogle redaktionelle ændringer som følge af

ændringsforslag nr. 4.

Til nr. 6

Det forslås at give de kommuner, der måtte ønske det, mulighed for at

udskyde anvendelsen af ungdomsydelsesreglerne i 2 måneder, så de har længere

tid til at etablere de nødvendige beskæftigelsestilbud.

Til nr. 7

For at lette presset mod ungdomsydelsesordningen i den første periode

foreslås, at pligten til at give tilbud til unge under 20 år, der allerede er

kontanthjælpsmodtagere ved ungdomsydelsesordningens ikrafttræden (dvs. pr. 1.

juli 1989 eller efter kommunalbestyrelsens bestemmelse 2 måneder senere), kan

opfyldes inden for 6 måneder efter dette tidspunkt. Unge

kontanthjælpsmodtagere, der fylder 20 år forinden, skal dog have et tilbud

inden 20-års-dagen.

Karen Højte Jensen (KF) Lizzie Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF) Hanne

Severinsen (V) Jørgen Winther (V) Jane Oksen (FP) Kirsten Lee (RV) Bente

Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) fmd. Jytte Andersen (S) Hanne Andersen

(S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Grete Schødts (S) Taanquist

(S) nfmd. Agerschou (SF) Birthe Hansen (SF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse

heraf

Spørgsmål:

Det bedes oplyst, hvorledes forholdet er til projekter, som unge selv har

sat i gang.

Spørgsmål:

Er der ifølge lovforslaget noget til hinder for, at arbejde i bevægelser

som f.eks. Next Stop, lokalradioer, foreninger og selvorganiseret virksomhed

betragtes som den i lovforslaget angivne beskæftigelse?

Svar:

Kommunerne vil kunne godkende projekter, som unge selv har sat i gang

eller ønsker at sætte i gang, som projekter i henhold til

ungdomsydelsesordningen.

Der er efter forslaget intet i vejen for, at kommuner kan godkende

aktiviteter som nævnt i spørgsmål 44 som beskæftigelse efter

ungdomsydelsesordningen.

SOCIALMINISTERIET

28. april 1989

Folketingets Socialudvalg

Udvalget vedrørende ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og

uddannelsesmuligheder samt koordinering af indsatsen over for

ungdomsarbejdsløsheden Rapporten forelægges hermed for Socialudvalget.

Udvalgets kommentarer til lovforslaget kan sammenfattes således:

Repræsentanterne i udvalget for Landsorganisationen i Danmark, Dansk

Ungdoms Fællesråd, Kommunernes Landsforening, Sammenslutningen af Sociale

Udvalg og Københavns og Frederiksberg Kommuner støtter i rapporten

hovedsigtet i lovforslaget om, at unge under 20 år skal sikres job eller

uddannelse i stedet for kontanthjælp. Det er imidlertid vurderingen, at det

med lovforslagets økonomiske ramme ikke er muligt at iværksætte kvalificerede

forløb, der kan sikre den unge en ordinær placering på arbejdsmarkedet eller

i erhvervskompetencegivende uddannelse. Disse repræsentanter finder det

derfor nødvendigt, at der etableres en mere sammenhængende plan til sikring

af unges job- eller uddannelsesmuligheder.

Repræsentanterne for Dansk Arbejdsgiverforening vurderer lovforslaget

positivt og finder det i den forbindelse vigtigt, at de ledige unge

aktiviseres så hurtigt som muligt. Disse repræsentanter peger dog i rapporten

samtidig på det uheldige i, at ordningen må baseres på overenskomstmæssig

aflønning med den følge, at beskæftigelsestilbudet til de unge vil blive på

halv tid.

Repræsentanterne i udvalget for Socialministeriet, Arbejdsministeriet,

Finansministeriet, Undervisnings- og Forskningsministeriet og

Kulturministeriet fastholder i rapporten, at lovforslaget vil være et

gavnligt supplement til den aktiverende og forebyggende indsats over for de

unge. Det er efter disse repræsentanters opfattelse vigtigt, at indsatsen

sker meget hurtigt og så vidt muligt straks ved de unges henvendelse om

kontanthjælp.

De statslige repræsentanter foreslår samtidig, at der på en række punkter

fremsættes ændringsforslag med henblik på at justere og udbygge lovforslaget.

Med hensyn til en udtalelse fra Dansk Ungdoms Fællesråds repræsentant i

udvalget til Politiken den 27. april 1989 om lovforslaget har

Socialministeriet følgende kommentar:

DUF's repræsentant udtaler, at unge, der har været igennem de 5 måneders

ungdomsydelsesforløb, skal starte helt forfra i relation til

dagpengesystemet.

Socialministeriet skal hertil bemærke, at det under arbejdet i udvalget er

oplyst af Arbejdsministeriet, at der vil blive fastsat nærmere regler for, i

hvilket omfang der optjenes dagpengeret ved deltagelse i

ungdomsydelsesordningen, jf. s. 21 i rapporten.

Spørgsmålet behandles for tiden i et udvalg under Arbejdsministeriet.

DUF's repræsentant har desuden udtalt, at det er »urimeligt at tvinge

unge, der er i gang med noget, til fem måneders strandrensning . . .«.

Hertil skal Socialministeriet fremhæve de statslige repræsentanters

forslag til ændringsforslag til lovforslag L 150, der er anført side 34 i

rapporten, sidste afsnit.

Det anføres her, at »det bør fastslås, at tilbud om aktiviteter, der

kan finansieres af de midler, som kommuner og amtskommuner skal afsætte i

henhold til lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., skal kunne træde i

stedet for ungdomsydelsen på de hidtil gældende vilkår. Det er en

forudsætning, at pågældende kan starte i den alternative aktivitet hurtigt

efter henvendelsen om hjælp.«

Desuden har det hele tiden været meningen, at kommunerne skal kunne

godkende projekter, som unge selv ønsker at sætte i gang eller er i gang med,

som projekter i henhold til ungdomsydelsesordningen, jf. side 10, næstsidste

afsnit, i rapporten.

Aase Olesen

/ Birthe Frederiksen

SOCIALMINISTERIET

27. april 1989

Rapport fra Ungdomsydelsesudvalget med kommentarer og ændringsforslag til

lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse (L 150) Udvalget vedrørende

ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder samt

koordinering af indsatsen over for ungdomsarbejdsløsheden har ifølge sit

kommissorium til hovedopgave at foretage en opsamling af de administrative og

praktiske erfaringer ved gennemførelsen af ungdomsydelsesordningen.

Det er samtidig i kommissoriet fastlagt, at det er udvalgets første opgave

at uddybe og evt. komme med ændringsforslag til lovforslaget om indførelse af

ungdomsydelse for unge under 20 år, der søger kontanthjælp efter

bistandsloven på grund af ledighed.

I overensstemmelse hermed har udvalget udarbejdet sin 1. rapport med

kommentarer og ændringsforslag til lovforslaget om ungdomsydelse (L 150).

Udvalgets kommissorium og sammensætning fremgår af bilag 1 og 2.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning

1. Tidspunktet for beskæftigelsestilbudet til den unge

2. Flere valgmuligheder med hensyn til beskæftigelse i

ungdomsydelsesordningen

3. Beskæftigelsesprojekter iværksat efter loven om

beskæftigelsesmuligheder for unge som alternativ til tilbud efter

ungdomsydelsesordningen

4. Produktionsskoleophold og andre uddannelses- og

beskæftigelsesaktiviteter som alternativ til ungdomsydelsesordningen

5. Uddannelseselementet i ungdomsydelsesordningen

6. Hvem skal rådgive og vejlede?

7. Den opsøgende kontakt til arbejdsmarkedet

8. Forholdet til anden lovgivning og overenskomster

9. Sanktioner over for unge, der »falder fra« i løbet af

ungdomsydelsesperioden

10. Visitationskompetencen i ordningen

11. Alternative løsninger i kommuner, der ikke giver beskæftigelsestilbud

rettidigt

12. Refusion af driftsudgifter til ungdomsydelsesordningen

13. Ungdomsydelse i tilfælde af den unges flytning

14. Videreudvikling af lovforslaget, så også andre aldersgrupper

tilgodeses

15. Udvidelse af kommunalfuldmagten for at give flere

beskæftigelsesmuligheder

16. Udskydelse af lovens ikrafttræden

17. Lempelse af overgangsordningen

18. Udvalgets videre arbejde med opfølgning af ungdomsydelsesordningen

19. Sammenfatning af udvalgsmedlemmernes synspunkter

Bilag 1. Udvalgets kommissorium

Bilag 2. Medlemsfortegnelse

Bilag 3. Stikprøveundersøgelse om kommunernes praksis vedrørende

kontanthjælp i ferieperioden til unge, der venter på at begynde den egentlige

uddannelse

Bilag 4. Forslag fra Kommunernes Landsforening og Sammenslutningen af

Sociale Udvalg om »Ungdomspraktik for kontanthjælpsmodtagere under 20

år«

Bilag 5. Socialministeriets kommentarer til forslaget fra KL og SASU om

»Ungdomspraktik for kontanthjælpsmodtagere under 20 år«

Bilag 6. Dansk Ungdoms Fællesråd's »Handlingsplan til afskaffelse af

ungdomsarbejdsløsheden«

1. Tidspunktet for beskæftigelsestilbudet til den unge

Det er et grundlæggende element i lovforslaget om ungdomsydelsen, at alle

unge under 20 år, som melder sig som kontanthjælpsansøgere på grund af

ledighed, straks skal have et beskæftigelsestilbud i stedet for at få

udbetalt kontanthjælp.

Ved udformningen af lovforslaget er det lagt til grund, at det er en

afgørende forudsætning for at kunne realisere det forebyggende sigte med

ordningen, at der så tidligt som muligt sættes ind med en aktiverende indsats

over for de unge. Hvis de unge derimod kommer ind i kontanthjælpssystemet,

indtræder der en passiv forsørgelsessituation med risiko for sociale

skadevirkninger, der i løbet af kort tid (allerede efter 3 måneder) kan give

den unge problemer med at tilpasse sig arbejdsmarkedet, jf.

Socialforskningsinstituttets undersøgelse om »Arbejdsløshedens psykiske

og sociale konsekvenser«.

En ordning med et krav om en arbejdsindsats straks kan også forebygge, at

der udbetales kontanthjælp til unge, som ikke reelt er ramt af en social

begivenhed, men som ved henvendelsen til socialforvaltningen efter endt

skolegang blot venter på i løbet af få måneder at begynde en uddannelse eller

et job, som de selv har skaffet sig. Der henvises i øvrigt til

Socialstyrelsens stikprøveundersøgelse, jf. bilag 3.

LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF er enige i

lovforslagets intentioner om at aktivere unge kontanthjælpsmodtagere og mener

principielt, at unge bør sikres ret til arbejde eller uddannelse. Det kan

imidlertid dokumenteres, at ca. 50 pct. af de unge kontanthjælpsmodtagere har

forladt systemet inden for de første 3 måneder. Dette skyldes bl.a., at mange

unge havner i bistandssystemet på grund af manglende uddannelses- og

praktikpladser. Der er derfor behov for en præcisering af målgruppen for

lovforslaget. Udgangspunktet bør være, at indsatsen sættes ind over for de

unge, som har reelt behov for en aktiverende indsats, og at ressourcerne

koncentreres om denne målgruppe.

DA's repræsentanter finder det af afgørende betydning, at den unge ledige

holdes helt ude af det sociale system. I bestræbelserne for at opprioritere

den aktive omstilling i forhold til den passive understøttelse er det

naturligt at sætte ind så tidligt i forløbet som overhovedet muligt - dvs. i

samme øjeblik den unge henvender sig på grund af ledighed.

Også for de unge, der henvender sig for at få kontanthjælp i juni, selv om

de ved, at de skal påbegynde studier i august/september, er

beskæftigelsestilbudet af betydning.

DA's repræsentanter understreger, at hensynet til den unges ønsker ved

etableringen af tilbudene ikke er eneafgørende. Lige så vigtigt er det, at

tilbudene etableres i overensstemmelse med, hvad der er brug for. Udvalget må

i sit fortsatte arbejde nøje vurdere, hvorvidt de afgivne tilbud resulterer i

arbejde, der er nyttigt og værdifuldt i lokalområdet.

Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og

DUF finder, at beskæftigelsestilbudet til den unge ikke skal gives straks ved

ansøgningen om kontanthjælp, men senest efter 3 måneders forløb. Herved opnår

man, at indsatsen alene bliver koncentreret om den del af de unge, der har et

reelt behov for støtte i form af en aktiverende indsats.

En sådan indsnævring af målgruppen for ordningen medfører en større

sikkerhed for, at kommunerne kan fremskaffe det nødvendige antal tilbud, og

muliggør, at tilbudenes kvalitet kan forbedres og dermed i højere grad vil

kunne medvirke til en forbedring af de unges beskæftigelsesmuligheder.

Det er DA's repræsentanters opfattelse, at diskussionen omkring tilbudenes

kvalitet overvurderes af LO's, SASU's, Kommunernes Landsforenings, Københavns

og Frederiksberg Kommuners og DUF's repræsentanter, idet der efter DA's

repræsentanters opfattelse ikke er belæg for, at kvaliteten af tilbudet er

afgørende for den unges efterfølgende beskæftigelsesmuligheder på det

ordinære arbejdsmarked.

Det er endvidere opfattelsen hos LO, KL, SASU, DUF og Københavns og

Frederiksberg Kommuner, at de konkrete tilbud bør tilrettelægges med

udgangspunkt i de unge ledige kontanthjælpsmodtageres ønsker og

forudsætninger og under hensyntagen til beskæftigelses- og

fremtidsmulighederne for de unge.

For at sikre perspektiv og motivation i lovforslaget bør der for den

begrænsede målgruppe kunne gives længerevarende og heltids arbejds- og

uddannelsestilbud, som bedre kan sikre de unge en mere varig tilknytning til

arbejdsmarkedet. Der bør gives flere valgmuligheder for den enkelte unge, og

jobtilbudene må indeholde elementer af uddannelse og kvalificering samt

supplerende uddannelser eller kurser. Sådanne forløb for en mindre målgruppe

vil betyde en mere hensigtsmæssig ressourceudnyttelse.

LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF finder ikke, at

der i Socialforskningsinstituttets undersøgelser kan siges at være

tilstrækkeligt grundlag for antagelsen om, at de sociale skadevirkninger for

de unge indtræder allerede efter 3 måneders ledighed. Der er således ikke i

de omtalte undersøgelser foretaget en egentlig vurdering af spørgsmålet om

sociale skadevirkninger for unge. Undersøgelsernes konklusioner handler

derimod bl.a. om øgede psykiske og sociale problemer blandt afskedigede

værftsarbejdere fra Nordhavnsværftet i København i 1981, altså en både

aldersmæssigt, arbejdsmarkedsmæssigt og socialt anderledes struktureret

gruppe af ledige end unge kontanthjælpsmodtagere.

Spørgsmålet om psykiske og sociale skader er ifølge de nævnte

organisationer meget tæt knyttet til, hvorvidt den enkelte står i en usikker

situation eller kan have en positiv forventning om, at medmindre man selv er

i stand til at skaffe sig et job eller en uddannelsesplads, vil man senest

inden for 3 måneder få tilbudt en beskæftigelses-/uddannelsesaktivitet.

Repræsentanterne for LO, KL, SASU, DUF og Københavns og Frederiksberg

Kommuner, er herudover bekymrede for, at der vil opstå problemer med at

fremskaffe et tilstrækkeligt antal kvalitative tilbud til de unge, såfremt

kravet om umiddelbar tilbudspligt for kommunerne opretholdes.

Repræsentanterne for Københavns og Frederiksberg Kommuner har fremført, at

grundlaget for ungdomsydelsesordningen falder bort, hvis de unge først skal

have beskæftigelsestilbud efter 3 måneders ledighed. Man kan i stedet

aktivere de unge ved at indføre bestemmelser om en obligatorisk

garantiordning for unge i Arbejdsministeriets lov om beskæftigelsesmuligheder

for unge m.v. LO's og DUF's repræsentanter deler principielt denne

opfattelse.

Repræsentanterne for Kommunernes Landsforening og Sammenslutningen af

Sociale Udvalg har i udvalget fremlagt et forslag om indførelse af en ordning

med ungdomspraktik for kontanthjælpsmodtagere under 20 år. Dette forslag

støttes af Københavns og Frederiksberg Kommuner. Forslaget, der er et

alternativ til lovforslag nr. L 150, er medtaget som bilag 4 til rapporten.

Socialministeriets repræsentanter har kommenteret forslaget i bilag 5 til

rapporten.

DA's repræsentanter skønner, at der i Kommunernes Landsforenings og

Sammenslutningen af Sociale Udvalgs forslag findes positive elementer,

herunder muligheden for, at de unge får en normal arbejdstid, ligesom

indførelsen af en praktikordning vil være den model, som vil kunne opnå

størst succes på det private arbejdsmarked. Derimod finder DA's

repræsentanter det negativt, at forslaget opererer med en venteperiode på op

til 2 måneder.

LO's repræsentanter er positive over for hovedprincipper i KL's og SASU's

forslag, om end der knytter sig mange uafklarede spørgsmål til den

kortfattede præsentation.

LO ønsker samtidig at understrege en tvivl over for de kvalificerende

virkninger af en kortvarig praktikordning, ligesom det også står meget åbent,

hvilken sammenhæng en praktikordning vil få med den øvrige uddannelses- og

beskæftigelsesmæssige indsats over for de unge.

DUF mener, at udvalgets første opgave ifølge kommissoriet har været

konkret at forholde sig til L 150.

Med hensyn til alternativer i forhold til dette forslag har DUF i udvalget

ønsket at pege på de tanker, der er indeholdt i den tidligere fremlagte

»Handlingsplan til afskaffelse af ungdomsarbejdsløsheden«, jf.

bilag 6 til rapporten.

Fra Socialministeriets side er der med hensyn til spørgsmålet om

kapaciteten i kommunerne til at klare opgaven henvist til, at der i

høringsrunden forud for lovforslagets fremsættelse forelå tilkendegivelser

fra de kommunale organisationer om, at kommunerne ville være i stand til at

fremskaffe det nødvendige antal beskæftigelsestilbud. Socialministeriets

repræsentanter henviser i denne forbindelse også til et arbejdsnotat fra

april 1989 fra Socialforskningsinstituttet: »Kommunale synspunkter på

beskæftigelse af arbejdsløse«. Det siges i denne undersøgelse, der er

baseret på svar fra ca. 90 kommuner:

»Fra kommunalpolitisk side har der været fremført, at det ville være

vanskeligt eller umuligt at fremskaffe job til alle de unge, der i dag er på

bistand. Denne kommentar har vi ikke set i nogen af de besvarelser, vi har

fået ind. Der peges tværtimod på en masse arbejdsopgaver, som kunne udføres,

hvis midlerne blot kunne kanaliseres over på det. Man nævner f.eks.

arbejdstilbud i administrationen og institutioner, hjælp til pensionister med

have, sne, hovedrengøring eller vinduespudsning, genbrugsvirksomhed,

biodynamisk gartneri, fremstilling af blindebøger, reparationsvirksomhed på

kommunale ejendomme, produktionsskoler.«

Repræsentanterne for KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner, DUF

og LO finder ikke, at Socialforskningsinstituttets undersøgelse overhovedet

omfatter en analyse af kommunernes vurdering af det foreliggende lovforslag,

idet lovforslaget ikke forelå på undersøgelsestidspunktet.

Socialministeriets repræsentanter har hertil anført, at det foreliggende

arbejdsnotat indeholder kommunale synspunkter fra en undersøgelse i efteråret

1988 om kommunernes holdning og ønsker vedrørende beskæftigelsesaktiviteter.

Kommunernes svar viser, at der er stor interesse for at vende passive ydelser

til aktive, og at der er mange forslag til arbejdsopgaver.

For så vidt angår spørgsmålet om kvalitetssikring af

beskæftigelsestilbudene er det Socialministeriets opfattelse, at det ud fra

det decentrale system på det sociale område ikke er muligt fra centralt hold

at stille specificerede krav til kommunerne om kvalitetsindholdet. Men der

kan i vejledende retningslinier til kommunerne angives forudsætninger og

ønsker med hensyn til kvaliteten af tilbudene, ligesom spørgsmålet i givet

fald vil kunne tages op til vurdering af de sociale tilsynsmyndigheder.

Det er DA's repræsentanters opfattelse, at kvalitetsindholdet af tilbudene

skal fastsættes decentralt, hvorfor DA's repræsentanter kan tiltræde, at der

alene udarbejdes vejledende retningslinier i kommunene med angivelse af

forudsætninger og ønsker med hensyn til tilbudenes kvalitet.

Udvalget har i forbindelse med spørgsmålet om kvalitetssikring drøftet,

hvorledes ungdomsydelsesordningen for de unge under 20 år vil påvirke den del

af den beskæftigelsesmæssige indsats for de 20-30-årige, som kommunerne

finansierer over de beskæftigelsesmæssige pligtmidler.

Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og

DUF finder, at en gennemførelse af L 150 vil kunne medføre en svækkelse af

indsatsen for de 20-30-årige. Ungdomsydelsesordningen vil i et vist omfang

forudsætte en omprioritering i indsatsen fra de 20-30-årige til de

under-20-årige. Repræsentanten for Københavns og Frederiksberg Kommuner har

konkret oplyst, at indførelsen af ungdomsydelsesordningen i Københavns

Kommune forudses at ville føre til en reduktion af de afsatte midler ud over

pligtbeløbet i størrelsesordenen 10-20 mio. kr.

Socialministeriet står uforstående over for, at ungdomsydelsesordningen

skulle kunne begrunde en svækkelse af den samlede indsats.

Det er forudsat i lovforslaget, at kommunernes udgifter til ungdomsydelse

for den ene halvdels vedkommende kan anmeldes til refusion, mens der for den

anden halvdel gives kompensation til kommunerne via bloktilskuddet. Herudover

er det forudsat, at kommunen som driftsudgifter ved ordningen kan anmelde 20

pct. af lønudgiften til de unge til refusion.

Endvidere kan socialministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen

tillade, at der ydes refusion til kommunerne for udgifter, som vedrører en

ekstraordinær udvidelse af indsatsen over for kontanthjælpsmodtagere. Hertil

kommer, at der på finansloven for 1989 og følgende år er afsat et puljebeløb

på 25 mio. kr. for at støtte forsøgsordninger og projekter, der går ud på at

aktivere de særligt udsatte blandt de over-20-årige. Kvinderne udgør en stor

gruppe blandt disse, og det findes derfor rimeligt at give projekter for

kvinder en fortrinsstilling.

Udvalget har endelig drøftet de praktiske problemer, der knytter sig til

effektueringen af beskæftigelsestilbudet, hvis dette som foreslået i

lovforslaget skal gives til den unge straks ved ansøgningen om kontanthjælp.

Repræsentanten for Københavns og Frederiksberg Kommuner foreslår, at der i

ordningen indlægges en visitationsperiode på 1-2 uger, således at den unge i

startfasen får udbetalt almindelig kontanthjælp og ikke ungdomsydelse, idet

det administrativt vil være kompliceret at operere med regler om lønforskud.

Socialministeriet har til dette forslag bemærket, at udbetaling af almindelig

kontanthjælp i en visitationsperiode vanskeligt kan forenes med den

grundlæggende forudsætning om, at den unge slet ikke skal ind i

kontanthjælpssystemet. Det foreslås i stedet, at ungdomsydelsen i perioden

frem til den første lønudbetaling udbetales med et beløb, der er baseret på

og svarer til en kontanthjælpsberegning efter bistandslovens § 37.

2. Flere valgmuligheder med hensyn til beskæftigelse i

ungdomsydelsesordningen

Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og

DUF har fremhævet, at det er vigtigt for de unges motivation og dermed

ordningens succes, at der etableres flere valgmuligheder for den enkelte

unge, og at man tager hensyn til de unges ønsker. Det skal i denne sammenhæng

understreges, at mulighederne for at etablere flere kvalitative tilbud til de

unge som tidligere nævnt hænger tæt sammen med spørgsmålet om tidspunktet for

tilbudets afgivelse, hvor en udskydelse af tilbudet til senest efter 3

måneder vil være en mere hensigtsmæssig praksis end tilbud straks ved

henvendelse til socialforvaltningen.

Repræsentanterne for LO og DUF finder i forlængelse heraf, at det bør

indgå i lovteksten, at kommunerne forpligtes til at give flere

valgmuligheder.

Socialministeriets repræsentanter henviser til, at det af lovforslagets §

49 a, stk. 1, fremgår, at det skal tilstræbes, at de unge får mulighed for at

vælge mellem flere beskæftigelsestilbud.

De kommunale repræsentanter har fremhævet, at man vil forsøge at tage

hensyn til de unges ønsker, men at der ikke bør være en lovmæssig binding til

at have et bestemt antal beskæftigelsesmuligheder parate. En sådan binding

vil betyde væsentligt øgede udgifter til en permanent overkapacitet.

Der er flere steder etableret utraditionelle projekter i henhold til lov

nr. 293 om beskæftigelsesmuligheder for unge, og kommunerne kan tilsvarende

godkende projekter, som unge selv ønsker at sætte i gang eller er i gang med,

som projekter i henhold til ungdomsydelsesordningen.

DUF's repræsentant har peget på, at det i et vejledningsmateriale til

ordningen bør fremgå, at utraditionelle beskæftigelsesprojekter efter L 293

samt projekter, unge selv ønsker at sætte i gang eller er i gang med, f.eks.

lokalradio, arbejde i foreninger eller græsrodsbevægelser, teater, kultur

m.v., skal kunne godkendes som job under ungdomsydelsen.

3. Beskæftigelsesprojekter iværksat efter loven om

beskæftigelsesmuligheder for unge som alternativ til tilbud efter

ungdomsydelsesordningen

Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og

DUF har udtalt følgende:

»Med baggrund i, at udvalget bl.a. har til opgave at sikre sammenhæng

og perspektiv i indsatsen, jf. udvalgets kommissorium side 2, 1. afsnit, har

udvalget allerede på sit 1. møde anmodet om at få forelagt et

samordningsnotat fra Arbejdsministeriet og Socialministeriet, der konkret

beskriver samspilsrelationerne mellem de to ordninger. Et sådant notat er på

trods af gentagne anmodninger herom ikke blevet forelagt udvalget. En række

grundlæggende problemstillinger i relation til L 150 kan derfor heller ikke

afklares under udvalgsarbejdet. Det drejer sig bl.a. om såvel den overordnede

som den konkrete samordning og sammenhæng ved indførelsen af

ungdomsydelsesordningen og spørgsmålet om, hvorvidt ungdomsydelsesjob er at

betragte som arbejde i arbejdsløshedsforsikringens forstand.

LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF skal på denne

baggrund udtrykke stor bekymring for mulighederne for at etablere et

fornuftigt samspil mellem de to ordninger og frygter, at der i realiteten er

fare for, at der opstår forretningsgange, som besværliggør administrationen

af foranstaltningerne gennem etablering af to nærtbeslægtede tilskuds- og

beskæftigelsesordninger inden for to adskilte ministerområder.«

Socialministeriets repræsentanter henviser til, at samspillet med

Arbejdsministeriets lovgivning er belyst i det følgende samt i afsnittene 4,

6, 7 og 8.

Socialministeriet har over for udvalget tilkendegivet, at en ung under 20

år, der alene på grund af ledighed henvender sig for at søge kontanthjælp, og

som ikke visiteres til f.eks. produktionsskoleophold eller andre aktiviteter,

som kan finansieres af kommunernes pligtbeløb (jf. afsnit 4), vil blive

omfattet af ungdomsydelsesordningen. Den unge skal derfor i beskæftigelse med

ungdomsydelse, dvs. med nedsat arbejdstid. Denne beskæftigelse etableres

efter reglerne om beskæftigelsesprojekter eller ansættelse i privat

virksomhed med løntilskud i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. med

de nødvendige ændringer, som er foreslået henholdsvis i arbejdsministerens

lovforslag L 58 A og i lovforslaget om ungdomsydelse (L 150).

Da kravet om 3 måneders forudgående ledighed i L 58 A kun er foreslået

fraveget ved projekter med nedsat timetal, kan timetallet i de første 3

måneder af ungdomsydelsesordningen ikke suppleres op til fuld arbejdstid med

timer finansieret efter beskæftigelsesloven. Efter 3 måneders forløb vil der

imidlertid være mulighed for at lade den unge gå over i almindelige tilbud

efter beskæftigelsesloven. Dette forudsættes at kunne ske i direkte

forlængelse af ungdomsydelsesansættelsen. Der er derimod ikke efter 3

måneders forløb mulighed for at supplere med foranstaltninger efter

beskæftigelsesloven.

Det vil også være muligt at følge ungdomsydelsesperioden på et projekt op

med en forlængelse efter beskæftigelsesloven, hvis det ikke i løbet af

ungdomsydelsesperioden er lykkedes at få de unge i arbejde eller uddannelse.

Den unges overgang fra ungdomsydelsesordningen til ansættelse efter

beskæftigelsesloven forudsætter arbejdsformidlingens godkendelse.

Arbejdsministeriet vil foretage de nødvendige præciseringer heraf i

bekendtgørelsen om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.

Kommunerne kan altså vælge, om de vil give ungdomsydelsestilbudet i 5

måneder eller de efter de første 3 måneder vil afløse dette med tilbud efter

beskæftigelsesloven. Denne valgmulighed vil blive præciseret ved et

ændringsforslag til lovforslaget.

Repræsentanterne for LO og DUF finder det uhensigtsmæssigt, at det ikke i

medfør af loven er muligt at give beskæftigelses- eller uddannelsestilbud på

normal tid, og at det ikke vil værre muligt at give tilbud af længere

varighed - over de 5 måneder - i de mange situationer, hvor der af hensyn til

værdien af indsatsen for den enkelte unge er behov for dette. Konsekvensen

heraf vil ofte være et ufleksibelt udbud af tilbud uden baggrund i de unges

forudsætninger og behov.

Socialministeriets repræsentanter henviser til, at kommunerne som nævnt

ved den unges 1. henvendelse har valgfrihed mellem at anvende reglerne om

ungdomsydelse eller reglerne om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der

kan iværksættes uden ventetid, f.eks. ophold på produktionsskole, og at der

endvidere efter 3 måneders forløb er mulighed for at overføre den unge til

ansættelse på fuld tid efter beskæftigelsesloven.

Udvalget har i forbindelse med samspillet mellem ordningerne drøftet, om

unge under 20 år, der ved ungdomsydelsesordningens ikrafttræden er i gang med

et beskæftigelsesprojekt iværksat efter reglerne i lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge, skal tages ud af denne ordning og i stedet

have tilbud efter ungdomsydelsesordningen.

Det er ved udarbejdelsen af lovforslaget om ungdomsydelsen og i de

økonomiske beregninger lagt til grund, at unge skal kunne fortsætte i det

allerede iværksatte beskæftigelsesprojekt, idet det vil være urimeligt at

ændre vilkårene i et påbegyndt forløb. Hertil kommer, at det ikke er aktuelt

for unge i et beskæftigelsesprojekt at søge om kontanthjælp på grund af

ledighed, hvilket er en betingelse for at komme ind i

ungdomsydelsesordningen.

På denne baggrund finder udvalget, at denne gruppe af unge i

beskæftigelsesprojekter ikke skal overføres til ungdomsydelsesordningen, men

skal forblive i det påbegyndte forløb.

Udvalget har endvidere drøftet, om unge under 20 år, der efter

ikrafttrædelsen af ungdomsydelsesordningen afslutter et

beskæftigelsesprojekt efter Arbejdsministeriets regler, skal have tilbud

efter ungdomsydelsesloven, hvis de ikke kommer i arbejde og derfor søger om

kontanthjælp.

Det er i lovforslaget om ungdomsydelsen og de økonomiske beregninger

forudsat om dette overgangsproblem, at denne gruppe af unge ikke skal

omfattes af ungdomsydelsesordningen. Der er tale om unge, som på tidspunktet

for ansøgningen om kontanthjælp allerede har været igennem eet

beskæftigelsestilbud efter Arbejdsministeriets regler, således at der ikke er

baggrund for at etablere et nyt og tilsvarende tilbud efter

ungdomsydelsesordningen.

4. Produktionsskoleophold og andre uddannelses- og

beskæftigelsesaktiviteter som alternativ til ungdomsydelsesordningen

Produktionsskolernes opgave er at tilbyde kombinerede undervisnings- og

produktionsprogrammer for unge og arbejdsløse. Undervisningen skal være både

praktisk arbejde og produktion. Den teoretiske undervisning skal være af

betydeligt omfang og i størst mulig grad integreres med det praktiske

arbejde.

Ophold på en produktionsskole kan have en varighed på op til 1 år.

Det er ved udformningen af lovforslaget om ungdomsydelsesordningen lagt

til grund, at ophold på en produktionsskole ikke kan være et tilbud på linie

med ansættelse i beskæftigelsesprojekter eller ansættelse i private

virksomheder med løntilskud, men derimod et alternativ til de tilbud, der kan

gives efter ungdomsydelsesordningen.

Udvalget finder i overensstemmelse hermed, at unge under 20 år, der ved

lovens ikrafttræden er i gang med et produktionsskoleophold, eller som efter

ikrafttrædelsen ved ledighed straks får tilbud om et sådant ophold, ikke skal

ind i ungdomsydelsesordningen. Den unge skal i stedet - dvs. en videreførelse

af den gældende ordning - kunne modtage kontanthjælp med anvendelse af den

lempelige beregningsregel i bistandslovens § 38, stk. 7, hvorefter halvdelen

af deltagergodtgørelsen ikke medfører fradrag i hjælpen.

Udvalget foreslår, at det ved et ændringsforslag til lovforslaget

præciseres, at produktionsskoleophold er et alternativ til de tilbud, der

gives efter ungdomsydelsesordningen.

Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og

DUF finder det uheldigt, hvis lovens udformning indebærer, at alle

uddannelsesmuligheder, der kan finansieres efter lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge, ikke vil være tilskudsberettigede i medfør

af L 150. Det vil bl.a. dreje sig om produktionsskoler, daghøjskoler og

AMU-kurser.

Udvalget har i tilknytning til overvejelserne om samspillet mellem

produktionsskoleophold og ungdomsydelse drøftet, om der er andre

foranstaltninger af uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig karakter, der har

til formål at introducere den unge til det ordinære uddannelsessystem eller

til arbejdsmarkedet, og som derfor bør rubriceres som alternativer til

ungdomsydelsestilbudene.

Det er udvalgets opfattelse, at der med hensyn til afgrænsningen af de

uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige foranstaltninger kan lægges vægt på,

om der er tale om aktiviteter, der kan finansieres af de midler, som kommuner

og amtskommuner i henhold til loven om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.

har pligt til at afsætte til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden.

Ud fra dette kriterium vil uddannelsesaktiviteter, der er iværksat efter

lov om ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger, få status som

tilbud, der er alternativer til tilbud efter ungdomsydelsesordningen. Det

samme vil gælde de arbejdsmarkedsuddannelser, der iværksættes efter lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. Der skal under deltagelsen i de

forskellige aktiviteter udbetales kontanthjælp til den unge, hvis

betingelserne herfor er opfyldt.

Hvis den unge opfylder betingelserne for at få tilbud om beskæftigelse med

ungdomsydelse, må beslutningen om brug af denne ordning set i forhold til

alternative tilbud til den unge om deltagelse i uddannelses- og

beskæftigelsesaktiviteter afgøres af kommunen under hensyn til den unges

ønsker samt kapaciteten inden for de forskellige foranstaltninger.

Kan de alternative uddannelses- og beskæftigelsesaktiviteter på grund af

særlige startterminer for kurserne m.v. ikke iværksættes straks i forbindelse

med den unges ansøgning om kontanthjælp, skal den unge i venteperioden ind i

ungdomsydelsesordningen.

Udvalget foreslår, at der fremsættes ændringsforslag med henblik på, at de

ovennævnte uddannelses- og beskæftigelsesmæssige foranstaltninger kan træde i

stedet for tilbud efter ungdomsydelsesordningen.

5. Uddannelseselementet i ungdomsydelsesordningen

Det er i lovforslaget forudsat, at kommunerne skal stå frit med hensyn

til, om - og i givet fald i hvilket omfang - de vil supplere

beskæftigelsestilbudet efter ungdomsydelsesordningen med uddannelse og med

hvilken art uddannelse. Kommunerne kan anvende pligtbeløbet til at yde

supplerende uddannelse.

Forudsætningen om kommunernes dispositionsfrihed bygger på den grundtanke,

at det er hensigtsmæssigt, at kommunerne kan vurdere behovet konkret ud fra

de unges forudsætninger og forholdene lokalt med hensyn til beskæftigelse og

fremtidsmuligheder for de unge.

Udvalget vil i den forbindelse udarbejde et idekatalog med hensyn til

tilbudet til de unge om supplerende uddannelse.

Det er i bemærkningerne til lovforslagets finansieringsbestemmelse nævnt

med hensyn til uddannelsesudgifterne, at der ydes statstilskud til drift og

deltagergodtgørelse svarende til uddannelsestilskud efter lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. for indtil 5 timer pr. uge pr.

deltager.

DA's repræsentanter opfatter ikke uddannelseselementet som centralt i

lovforslaget. Lovforslagets bærende ide er at aktivere unge, der ellers ville

synke ned i passivitet.

Denne aktivering opnås primært ved at give den unge en

»arbejdstræning« og dermed en begyndende fornemmelse af og

tilknytning til arbejdsmarkedet snarere end ved at uddanne ham/hende.

Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og

DUF finder det uacceptabelt, at man ikke sikrer de unge en forbedring af

deres kvalifikationer, idet mulighederne for etablering af en fast

tilknytning til arbejdsmarkedet i høj grad er betinget af den enkeltes

kvalifikationsniveau.

Det er derfor disse udvalgsmedlemmers opfattelse, at der bør ske en

væsentlig styrkelse af uddannelseselementet i ordningen. Dette kan ske ved at

forøge statstilskuddet, således at der gives tilskud til mere end 5 timers

undervisning pr. uge. Alternativt vil der være mulighed for at opprioritere

uddannelseselementet inden for den givne økonomiske ramme, hvis

beskæftigelsestilbudet først skal gives efter 3 måneders forløb.

Socialministeriet bemærker hertil, at den økonomiske ramme for ordningen

ligger fast, men at spørgsmålet om udbygning af uddannelseselementet er et

centralt emne i udvalgets videre arbejde ud fra det erfaringsmateriale, der

skal indsamles om virkningerne af ordningen.

Som led i en styrkelse af uddannelseselementet foreslår repræsentanten for

DUF, at det gennem en stramning af bestemmelsen i lovforslagets § 49 d gøres

obligatorisk for kommunerne at give de unge tilbud om supplerende uddannelse,

ligesom det bør overvejes på længere sigt at etablere forsøg med nye

uddannelsesformer som supplement til de eksisterende uddannelsesforløb.

LO tilslutter sig DUF's forslag og finder herudover, at der bør indbygges

en form for »job- og uddannelseskontrakt« i ordningen, så

kommunerne får pligt til i samråd med den unge at fastlægge en samlet job- og

uddannelsesplan, der kan være med til at forhindre, at den unge vender

tilbage til kontanthjælpssystemet, men derimod sikrer den unge mulighed for

at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Repræsentanten for Københavns og Frederiksberg Kommuner tilslutter sig

forslaget om en form for »job- og uddannelseskontrakt«, men under

den forudsætning, at kommunerne får en frist på 3 måneder til at udforme

denne.

Det er udvalgets opfattelse, at der skal være så frie rammer som muligt

for kommunerne med hensyn til den rent praktiske tilrettelæggelse af

beskæftigelsestilbudet i kombination med supplerende uddannelse. Det skal

være muligt at placere arbejde og uddannelse i blokke inden for måneden, når

det blot sikres, at der er det nødvendige antal beskæftigelsestimer til, at

det beregnede bruttolønsniveau opnås. Det skal således ikke være noget krav,

at det antal arbejdstimer, som en given timeløn giver mulighed for, fordeles

jævnt på ugedagene inden for en måned.

Udvalget har endelig drøftet, om det ved en ændring af konstruktionen af

det foreslåede statstilskud til uddannelsesudgifterne på indtil 5 timer pr.

uge pr. deltager er muligt at opnå en større fleksibilitet i

uddannelseselementet. Kommunerne bør have adgang til inden for rammerne af

statstilskuddet at give mere end 5 timers undervisning pr. uge til unge, der

har særligt behov for uddannelse. Med henblik herpå foreslår udvalget, at

statstilskuddet omlægges til et rammebeløb, således at tilskuddet for den

enkelte kommune udgør et beløb, der svarer til 5 timer pr. uge x antallet af

unge i ungdomsydelsesordningen.

6. Hvem skal rådgive og vejlede?

Udgangspunktet med hensyn til rådgivningen af de unge er, at kommunen -

uanset om beskæftigelsen suppleres med uddannelse - lever op til sin

almindelige rådgivnings- og vejledningsforpligtelse.

Det er udvalgets opfattelse, at rådgivningsvirksomheden såvel af hensyn

til den unges indplacering i beskæftigelsestilbudet som af hensyn til

udslusningen fra ordningen må være et centralt element, der indgår som et

integreret led i hele forløbet med ungdomsydelsen.

Bistandslovens kapitel 7 (§§ 28-31) indeholder de almindelige regler om

kommunens rådgivning og vejledning og om opsøgende virksomhed. Det fastslås,

at rådgivningen er en kommunal opgave. Det påhviler således det sociale

udvalg at vurdere omfanget af behovet for vejledning og tage stilling til,

hvorledes vejledningsarbejdet skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de

muligheder, der kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre

myndigheder.

I cirkulæret om rådgivning og vejledning efter bistandsloven er det

omtalt, at der må samarbejdes med andre instanser inden for kommunen, der kan

formidle information om vejledningsbehovet.

Der bør endvidere ifølge cirkulæret samarbejdes med andre myndigheder,

organer og institutioner, der har kontakt med de unge, eksempelvis

arbejdsformidlingen og skolemyndighederne.

Ud fra de angivne retningslinier om samarbejdsrelationerne er det

nærliggende at pege på, at vejledningsindsatsen fra kommunens side bør ske i

samråd med arbejdsformidlingen, beskæftigelseskonsulenten og

ungdomsvejledningen samt øvrige instanser, der har rådgivningsopgaver over

for unge. Det bør i den forbindelse være muligt for kommunen at operere med

»entreprenører«, dvs. alliere sig med instanser, der har at gøre

med rådgivning på specialområder.

Selv om den generelle forpligtelse for kommunerne til at yde rådgivning og

vejledning er fastlagt i bistandslovens kapitel 7, vil det ud fra ønsket om

at styrke vejledningselementet i ungdomsydelsesordningen være

hensigtsmæssigt, hvis der udformes en speciel regel herom.

Udvalget foreslår derfor, at der ved et ændringsforslag til lovforslaget

indsættes en bestemmelse om vejledningsforpligtelsen over for de unge. Det må

af bestemmelsen fremgå, at kommunens forpligtelse til at vejlede de unge ikke

blot omfatter etablerings- og udslusningsfasen, men at der også skal gives

vejledning løbende i selve ungdomsydelsesperioden.

Det forudsættes endvidere, at der i forbindelse med afslutningen af

beskæftigelsesforholdet gives rådgivning og vejledning, og der bør i et

samarbejde mellem den unge og kommunen aftales en plan for et videre

uddannelses- eller jobforløb.

DA's repræsentanter finder, at der bør indgå et ikke ubetydeligt element

af vejledning i ordningen. Dette såvel under selve forløbet som i forbindelse

med afslutning af beskæftigelsen. Vejledningen bør sigte på, at den unge

motiveres til så hurtigt som muligt at finde et job på det ordinære

arbejdsmarked eller overgå til det ordinære uddannelsessystem.

Udvalget lægger vægt på, at det i bemærkningerne til ændringsforslaget

fremhæves, at det ikke med vejledningsbestemmelsen er hensigten at etablere

nye systemer, men at der er behov for en bedre koordinering mellem de

eksisterende systemer.

Arbejdsministeriet har om arbejdsformidlingens rolle i relation til

ungdomsydelsesordningen bemærket, at arbejdsformidlingen i forbindelse med

den nye ordning skal varetage de opgaver, der er pålagt den i henhold til lov

om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., da det er tilbud i henhold til

denne lov, der kan gives unge under ungdomsydelsesordningen. Tilsvarende skal

kommunerne varetage de opgaver, der er pålagt dem i henhold til

beskæftigelsesloven. Ungdomsydelsesordningen skal således ikke ændre ved den

opgavefordeling mellem arbejdsformidlingen og kommunerne, som eksisterer i

beskæftigelsesloven i dag.

Arbejdsministeriet har samtidig tilkendegivet, at der ikke vil blive givet

ekstra ressourcer til arbejdsformidlingen i forbindelse med gennemførelsen af

ungdomsydelsesordningen.

LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF finder, jf. de

tidligere bemærkninger under pkt. 3, at der er behov for en nærmere

præcisering af det konkrete samspil mellem kommunerne og AF med henblik på at

undgå en unødig bureaukratisering af indsatsen over for de unge. Med de i

øjeblikket foreliggende oplysninger om samspillet og rollefordelingen mellem

AF og kommunerne i henhold til L 150 er der tydeligvis fare for, at AF vil få

en yderligere administrativ belastning uden tilførsel af ressourcer. Dette

finder de nævnte organisationer uhensigtsmæssigt.

7. Den opsøgende kontakt til arbejdsmarkedet

Spørgsmålet om den direkte og opsøgende kontakt til virksomhederne på

arbejdsmarkedet er et centralt led i indsatsen over for unge med

ungdomsydelse. Dette gælder såvel ved fremskaffelsen af

beskæftigelsestilbudene som ved udslusningen fra ordningen.

Den opsøgende kontakt til arbejdsmarkedet påhviler som altovervejende

hovedregel arbejdsformidlingen. Der er imidlertid i begrænset omfang åbnet

mulighed for, at en kommune efter aftale med arbejdsformidlingen kan overtage

den opsøgende virksomhed.

Der er således ved en ændring i december 1988 af loven om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. gennemført en lovfæstelse af den

hidtidige praksis om, at kommunen henviser ledige til ansættelse i private

virksomheder med løntilskud uden forudgående anvisning eller henvisning fra

arbejdsformidlingen.

Endvidere kan nævnes, at Socialministeriet - på baggrund af cirkulæret af

1. april 1987 om samarbejdet mellem arbejdsformidlingen, amtskommunerne og

kommunerne om foranstaltninger imod ungdomsarbejdsløsheden - i november 1988

henstillede til kommunerne at udnytte mulighederne for at indgå lokalaftale

med arbejdsformidlingen om, at der fra socialforvaltningens side kan

etableres en direkte kontakt til arbejdsgiverne med henblik på placering af

ledige kontanthjælpsmodtagere.

Det er udvalgets opfattelse, at det i forbindelse med en udbygning af

samarbejdet mellem arbejdsformidlingen og kommunerne er af meget væsentlig

betydning, at der i forhold til arbejdsgiverne sikres en koordinering af den

opsøgende kontakt med hensyn til placering af unge i ungdomsydelsesordningen

og den senere udslusning.

8. Forholdet til anden lovgivning og overenskomster

a. Arbejdsløshedsforsikringsloven

Arbejdsministeriet har oplyst, at der vil blive fastsat nærmere regler

for, i hvilket omfang der optjenes dagpengeret ved deltagelse i

ungdomsydelsesordningen.

Såvel DUF's og LO's som de kommunale repræsentanter har fremhævet

vigtigheden af, at beskæftigelse i henhold til ungdomsydelsesordningen

betragtes som arbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Med hensyn til rådighedspligt har Arbejdsministeriet oplyst, at unge, der

ansættes i beskæftigelsesprojekter, skal stå til rådighed for

arbejdsmarkedet. Det gælder derimod ikke for unge, der ansættes i privat

virksomhed med løntilskud.

Det følger af ungdomsydelsesforslagets henvisning til reglerne i lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., at unge i ungdomsydelsesordningen vil

være omfattet af samme regler.

b. Ferieloven

Det er forudsat, at ferieloven gælder for beskæftigelse i

ungdomsydelsesordningen.

c. Lov om arbejdsmarkedets tillægspension og lov om Arbejdsmarkedets

Uddannelsesfond

Disse love forudsættes ligeledes at gælde for beskæftigelse i

ungdomsydelsesordningen.

Det er fra LO's repræsentanters side anført, at ungdomsydelsesniveauet bør

forhøjes, således at bidrag til ATP og AUD neutraliseres.

DUF tilslutter sig LO's synspunkt.

d. Arbejdsmiljøloven

Gælder for beskæftigelse i ungdomsydelsesordningen.

e. Arbejdsskadeforsikringsloven

Gælder for beskæftigelse i ungdomsydelsesordningen.

f. Lov om dagpenge under sygdom eller fødsel

Gælder for beskæftigelse i ungdomsydelsesordningen.

g. Overenskomster

LO's repræsentant har nævnt, at der i en del overenskomster, bl.a. SiD's,

ikke er adgang til ansættelse på deltid.

Arbejdsministeriets og Socialministeriets repræsentanter har hertil

anført, at en lovbestemmelse kan træde i stedet for en overenskomst, og at

Arbejdsministeriets lovforslag L 58 A om ændring af lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. og Socialministeriets lovforslag om

ungdomsydelse sammen giver mulighed for deltidsansættelse både i

beskæftigelsesprojekter og hos private arbejdsgivere med løntilskud, selv om

den konkrete overenskomst ikke har bestemmelser om deltidsansættelser.

9. Sanktioner over for unge, der »falder fra« i løbet af

ungdomsydelsesperioden

Det er en forudsætning for udbetaling af den fulde ungdomsydelse, at den

unge udfører det antal arbejdstimer, der er indeholdt i beskæftigelsen. Der

er derfor kun ret til ungdomsydelse for det antal timer, hvori der faktisk

udføres arbejde.

Hvis den unge helt opgiver arbejdet, er den unge ikke berettiget til at

modtage almindelig kontanthjælp i den resterende del af

ungdomsydelsesperioden. Dette svarer til, at en over-20-årig efter den

almindelige regel i bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1, ikke kan få

kontanthjælp, hvis pågældende har et rimeligt tilbud om arbejde eller

deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

LO's repræsentanter har fremhævet, at de - hvis beskæftigelsesmulighederne

skal være parate til de unge straks eller meget hurtigt - ikke kan gå ind

for, at det skal være forbundet med tab af retten til kontanthjælp at sige

nej til en beskæftigelsesmulighed eller senere forlade beskæftigelsen.

LO's repræsentanter kan derimod tilslutte sig princippet om, at de unge

ikke skal kunne afslå et kvalitativt godt beskæftigelsestilbud og i stedet

hæve kontanthjælp. Men et kvalitativt godt tilbud fordrer efter disse

repræsentanters opfattelse, at kommunerne har haft bedre tid til - ud fra den

unges forudsætninger og ønsker samt mulighederne på arbejdsmarkedet - at

finde frem til det bedst opnåelige tilbud.

LO's repræsentanter har endvidere peget på, at et eventuelt tab af retten

til kontanthjælp/ungdomsydelse kan have meget vidtrækkende konsekvenser for

den enkelte. Der bør derfor etableres en klageadgang, der kan vurdere de

givne tilbuds kvalitet og rimelighed.

DUF støtter de forebyggelseselementer, som ligger i lovforslaget. DUF

finder derfor også, at der for den gruppe af unge, som af forskellige grunde

ikke kan fungere under et beskæftigelsestilbud inden for ungdomsydelsen,

fortsat må være et socialt sikkerhedsnet. Såfremt man sender unge, der er

faldet ud af ungdomsydelsesordningen, på gaden uden økonomisk sikkerhed,

mener DUF, at lovforslaget vil virke imod sine intentioner, idet det kan føre

til f.eks. øget ungdomskriminalitet, misbrugsproblemer som følge af endnu et

personligt nederlag m.v.

De kommunale repræsentanter har med hensyn til mulighed for klage over

tilbudenes art givet udtryk for, at det - hvis tilbudene skal gives meget

hurtigt - kan være svært med det samme at finde et, der matcher den unges

forudsætninger og ønsker bedst muligt. Man kan imidlertid - som det i

forvejen er helt almindelig praksis - lade de unge skifte projekt, hvis de

ikke er tilfredse. En klageadgang straks ved det første tilbud vil kunne give

kaotiske tilstande.

Hvis kommunerne får en frist på 2-3 måneder til at finde den konkret bedst

egnede beskæftigelsesmulighed, vil det efter disse repræsentanters opfattelse

næppe give de store problemer med klageadgang for så vidt angår tilbudenes

art.

Socialministeriets repræsentanter har henvist til, at Folketinget i

december 1988 har vedtaget en stramning af bitandslovens § 40, stk. 1, nr. 1,

om kontanthjælpsansøgeres pligt til at udnytte arbejdstilbud m.v. Ændringen

er trådt i kraft den 1. april 1989. Selv om man principielt lod den unge, der

afviser at udnytte sit beskæftigelsestilbud efter ungdomsydelsesordningen,

komme ind under kontanthjælpsreglerne, ville den pågældende alligevel med et

åbent beskæftigelsestilbud efter § 40, stk. 1, nr. 1, være afskåret fra at få

kontanthjælp.

Socialministeriets repræsentanter har i øvrigt givet udtryk for, at

muligheden for klage til de sociale tilsynsmyndigheder over standarden i en

kommunes tilbud i henhold til ungdomsydelsesordningen må være tilstrækkelig

til at sikre, at kommunerne lever op til et rimeligt niveau i kvaliteten af

de tilbud, der gives.

Socialministeriets repræsentanter har særligt fremhævet, at en del af de

unge, som DUF's repræsentant finder kan være svære at motivere for eller

holde fast i beskæftigelse, vil tilhøre den gruppe af unge, som ikke alene

har ledighed som problem. De vil altså kunne omvisiteres til mere støttende

foranstaltninger efter bistandsloven, f.eks. efter § 42.

10. Visitationskompetencen i ordningen

Det er i lovforslaget om ungdomsydelsen angivet, at det er det sociale

udvalg, der har kompetencen til at afgøre, om en ung under 20 år er omfattet

af reglerne om ungdomsydelse.

Der er fra enkelte kommuner fremsat ønske om, at det i stedet overlades

til kommunalbestyrelsen at træffe bestemmelse om visitationskompetencens

placering. Dette vil åbne mulighed for, at kompetencen kan henlægges til

f.eks. kommunens ungdomsvejledning.

Socialministeriet har i den forbindelse fastholdt, at

visitationskompetencen må placeres hos det sociale udvalg. Det er væsentligt

at sikre, at den myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse om

andre hjælpemuligheder efter bistandsloven, også har kompetencen med hensyn

til ungdomsydelsesordningen.

Socialministeriets repræsentanter har imidlertid samtidig oplyst, at

Folketinget for tiden behandler et forslag om ændring af den sociale

styrelseslov, hvorefter der bliver mulighed for, at behandlingen af sociale

personsager henlægges til andre udvalg under kommunalbestyrelsen end det

sociale udvalg.

Det er imidlertid samtidig vigtigt, at det over for kommunerne

tilkendegives, at ungdomsydelsesordningen så vidt muligt bør etableres og

fungere i et samarbejde mellem de relevante myndigheder: socialforvaltning,

beskæftigelsessekretariat, ungdomsvejledning, arbejdsformidling,

uddannelsesinstitutioner o.a. Herudover vil man fra centralt hold kunne pege

på det hensigtsmæssige i, at der i socialforvaltningen udpeges specielle

medarbejdere, der skal have med ungdomsydelsesordningen og kontakten til de

øvrige implicerede myndigheder at gøre.

11. Alternative løsninger i kommuner, der ikke giver beskæftigelsestilbud

rettidigt

Det har i udvalget været drøftet, hvad konsekvensen bør være, hvis en

kommune ikke giver beskæftigelsestilbud rettidigt.

På et beslægtet lovområde - loven om arbejdstilbud til ledige - findes en

bestemmelse, der tager sigte på den situation, hvor den ledige ikke har fået

et rimeligt tilbud om arbejde inden det tidspunkt, da pågældendes ret til

arbejdsløshedsdagpenge ophører. I så fald kan den ledige fortsat få dagpenge.

Socialministeriets repræsentanter henviser til, at oplysninger fra blandt

andet Socialforskningsinstituttets arbejdsnotat »Kommunale synspunkter

på beskæftigelse af arbejdsløse« peger i retning af, at det ikke vil

volde vanskeligheder at skaffe de nødvendige beskæftigelsespladser, og det

vil så meget des mere gælde, hvis der bliver en frist på 14 dage til at finde

tilbudene, jf. ovenfor, pkt. 1, og hvis ikrafttrædelsestidspunktet udskydes

og overgangsordningen lempes, jf. nedenfor, punkterne 16 og 17.

Socialministeriets repræsentanter finder derfor ikke, at der er grundlag

for at regne med, at kommunerne ikke kan leve op til ungdomsydelsesordningens

krav om at finde beskæftigelsesmuligheder.

Hvis det alligevel i enkelte tilfælde skulle ske, at der ikke inden for

den givne frist kan findes et beskæftigelsestilbud, vil der i kraft af den

ovenfor under pkt. 1 foreslåede regel om dækning af tiden indtil første

lønudbetaling kunne ydes ungdomsydelse svarende til kontanthjælp til den

unge, indtil der findes en beskæftigelsesmulighed og første lønudbetaling er

sket.

Hvis en kommune generelt ikke opfylder kravet om beskæftigelse til unge

kontanthjælpsansøgere og giver kontanthjælp i stedet, vil de unge, kunne

klage til de sociale klagemyndigheder, og de almindelige regler, der gælder,

hvis kommuner ikke overholder lovgivningen, vil kunne bringes i anvendelse.

Da repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner

og DUF er bekymrede for, at der vil opstå problemer med at fremskaffe et

tilstrækkeligt antal kvalitative tilbud til de unge, såfremt kravet om

umiddelbar tilbudspligt for kommunerne opretholdes, bør der efter disse

repræsentanters opfattelse i lovforslaget indsættes en bestemmelse om retten

til kontanthjælp ved manglende beskæftigelsestilbud.

12. Refusion af driftsudgifter til ungdomsydelsesordningen

Det er i de økonomiske beregninger lagt til grund, at kommunerne ud over

udgiften til løn til unge ansat på beskæftigelsesprojekter skal kunne anmelde

driftsudgifter på op til 20 pct. af lønudgiften til de unge til refusion.

Eksempler på hovedudgiftsarter, der kan være tale om at medtage som

driftsudgifter, er nævnt i bemærkningerne, side 6: udgifter til holdformænd,

instruktører og materialer. Også nødvendige udgifter til projektvejledere og

lokaleleje vil være udgiftsarter, der kan medtages.

Det er fra LO's og de kommunale repræsentanters side blevet anført, at de

20 pct. af lønudgifterne til de unge, som er sat som grænse for

refusionsberettigende driftsudgifter i de økonomiske beregninger

(»overhead«), ikke vil dække de reelle udgifter. Disse

repræsentanter finder, at et overhead på 30 pct. vil være mere reelt.

Det er fra Socialministeriets repræsentanters side anført, at de 20 pct.s

overhead kan betragtes som et rammebeløb beregnet ud fra samtlige lønudgifter

til ungdomsydelsespersoner i kommunen. Når det tages i betragtning, at nogle

beskæftigelsespladser vil være »omkostningslette« at

skaffe/etablere, ventes gennemsnittet at kunne holdes inden for de 20 pct.s

overhead.

Det er også fra Socialministeriets repræsentanters side blevet fremhævet,

at finansieringen af ordningen sker dels ved, at Socialministeriet refunderer

50 pct. af de udgifter, der kan anmeldes til refusion, dels ved, at de andre

50 pct. kompenseres ved bloktilskud.

Det må således være udgangspunktet, at det forhandlingsresultat, som de

kommunale parter og Finansministeriet/Socialministeriet når i de såkaldte

DUT-forhandlinger (DUT = Det Udvidede Totalbalanceprincip), sikrer, at

kommunerne kompenseres for de merudgifter, ungdomsydelsesordningen påfører

kommunerne. Derved vil ungdomsydelsesordningen være økonomisk neutral for

kommunerne.

LO's repræsentanter og de kommunale repræsentanter har desuden anført, at

de administrative udgifter ved ordningen er uafklarede.

Fra Finansministeriets og Socialministeriets repræsentanters side er det

påpeget, at der også er administration forbundet med alternativet til

ungdomsydelse, nemlig kontanthjælp, og at det desuden anerkendes, at udgifter

til projektvejledere, der i et vist omfang kan varetage administrative

opgaver, kan indgå i de refusionsberettigende driftsudgifter.

Endelig er det et fast princip, at administrative konsekvenser på det

kommunale udgiftsområde - såvel mindre- som merudgifter - normalt ikke er

omfattet af DUT-princippet. Det skyldes, at administrative konsekvenser beror

på kommunernes opgavevaretagelse og derfor er meget vanskelige at afgrænse og

usikre at opgøre.

LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF ønsker at

præcisere, at der ikke er nogen viden om de reelle driftsomkostninger og

administrative omkostninger. Det skal endvidere som tidligere nævnt

understreges, at en gennemførelse af L 150 sandsynligvis vil nødvendiggøre en

omprioritering af ressourceanvendelsen fra de 20-30-årige på

beskæftigelsesprojekter under L 293 til indsatsen over for de 18-20-årige.

Der er således fare for, at en gennemførelse af L 150 vil kunne medføre, at

kvaliteten i de samlede tilbud for unge ledige mindskes.

De nævnte organisationer understreger, at der bør være tilstrækkelige

midler til en kvalitetssikring af tilbudene.

Udvalget foreslår, at der foretages en nærmere præcisering med hensyn til

refusion af driftsudgifter i lovteksten.

Desuden skal uddannelsestilskuddet nærmere præciseres, samtidig med at det

foreslås, at tilskuddet bliver en ramme, jf. pkt. 5.

13. Ungdomsydelse i tilfælde af den unges flytning

Hvis den unge flytter til en ny kommune i løbet af ungdomsydelsesperioden

- f.eks. efter 2 måneders forløb - har den unge ret til at få dækket den

resterende del af 5-måneders-perioden ved et beskæftigelsestilbud fra den nye

opholdskommune.

Det økonomiske mellemværende mellem fraflytnings- og tilflytningskommunen

skal afgøres ud fra bistandslovens almindelige opholds- og

betalingskommuneregler, der også finder anvendelse på

ungdomsydelsesordningen. Den eneste pligt for fraflytningskommunen vil derfor

kunne være, at man skal refundere tilflytningskommunens udgifter.

14. Videreudvikling af lovforslaget, så også andre aldersgrupper

tilgodeses

I fremsættelsestalen anførte socialministeren, at forslaget om

ungdomsydelse i første omgang skal gælde unge under 20 år. Heri ligger en

tilkendegivelse af, at det på grundlag af de erfaringer, der indvindes i

perioden indtil udgangen af 1991, bør overvejes at udvide ordningen til flere

årgange.

LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF ønsker at pege

på, at der er behov for en indsats, der omfatter alle unge, hvorfor der i

forbindelse med gennemførelsen af L 150 bør fastlægges nærmere principper og

tidsterminer for en handlingsplan, der inden for en meget kort tidshorisont

udvider indsatsen til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden til den samlede

ungdomsgruppe.

15. Udvidelse af kommunalfuldmagten for at give flere

beskæftigelsesmuligheder

L 150 er udformet ud fra en forudsætning om, at de gældende regler om

kommunalfuldmagtens grænser skal være gældende.

LO's og DUF's repræsentanter finder, at mulighederne for at udvikle og

iværksætte beskæftigelsestilbud med en vis kvalitet bl.a. er afhængige af en

udvidelse af en kommunalfuldmagt.

DA's repræsentanter i udvalget må afvise, at ordningens succes vil afhænge

af en udvidelse af kommunalfuldmagten. Det er tværtimod DA's repræsentanters

opfattelse, at kommunalfuldmagten må siges generelt at fungere

tilfredsstillende med den nuværende afgrænsning.

Spørgsmålet om kommunalfuldmagtens grænser hører under

Indenrigsministeriets område.

Udvalget vil i sit videre arbejde følge spørgsmålet om, hvorvidt der er

beskæftigelsesmuligheder i ungdomsydelsesordningen, som bremses på grund af

kommunalfuldmagtens grænser.

16. Udskydelse af lovens ikrafttræden

Ungdomsydelsesordningen er ifølge lovforslag L 150 foreslået at skulle

træde i kraft den 1. juli 1989.

Det er udvalgets opfattelse, at der bør ske en udskydelse af lovens

ikrafttræden, således at kommunerne får bedre tid til at klare ordningens

administrative tilrettelæggelse og til at fremskaffe det nødvendige antal

beskæftigelsestilbud inden for et bredt spektrum.

Udvalget finder, at disse hensyn taler for, at ikrafttrædelsestidspunktet

i hvert fald udskydes til 1. september 1989.

Denne udskydelse vil samtidig for 1989 have den virkning, at unge, der har

fået plads inden for uddannelsessystemet ved studieårets start pr. 1.

september, ikke bliver inddraget under ungdomsydelsesordningen.

Herudover har udvalget drøftet et forslag om, at lovens ikrafttræden

udskydes til 1. januar 1990.

Dette forslag er begrundet med, at der i forbindelse med forliget om nye

overenskomster på det kommunale arbejdsmarked er åbnet mulighed for at

fastsætte en projektløn fra 1. januar 1990 for unge i

beskæftigelsesprojekter. Formuleringen i forhandlingsresultatet er, at

parterne er »enige om med virkning fra 1. januar 1990 at søge gennemført

en projektløn (svarende til garantibetalingen på det private

arbejdsmarked)». Samtidig kan der også åbnes mulighed for at forhandle

om deltidsansættelse.

Hvis projektlønnen bliver en realitet allerede fra 1. januar 1990, kan man

undgå nogle overgangsproblemer (bl.a. tilpasning af arbejdstimetallet for de

unge) i forbindelse med den nye lønsats ved at udskyde starten af

ungdomsydelsesordningen. Men disse overgangsproblemer skal dog under alle

omstændigheder løses for dem, der er i gang med et beskæftigelsesprojekt.

Udvalget er opmærksomt på, at det i forbindelse med aftalerne om

finansloven for 1989 har været en forudsætning, at ordningen skulle træde i

kraft i 1989.

Uanset lovens endelige udformning vil repræsentanterne for LO, KL, SASU,

Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF anbefale, at loven tidligst

træder i kraft den 1. januar 1990 af hensyn til den nødvendige forberedelse

af lovens administration.

Det er DA's repræsentanters opfattelse, at diskussionerne i udvalget giver

anledning til at antage, at et ikrafttrædelsestidspunkt som den 1. september

1989 vil være realistisk. DA's repræsentanter ser ingen grund til at udsætte

ordningen til 1990, idet en indførelse af en projektløn vil være et generelt

problem for samtlige beskæftigelsesordninger.

Socialministeriets repræsentanter har henvist til, at det er et led i

forliget om finansloven for 1989, at der i dette finansår udnyttes en

beviling til en ungdomsydelsesordning for de under-20-årige.

17. Lempelse af overgangsordningen

Den foreslåede overgangsordning i lovforslagets § 3 går ud på, at unge,

der er kommet ind i kontanthjælpssystemet og er under 20 år ved lovens

ikrafttræden, også skal omfattes af ordningen.

Repræsentanterne for de kommunale organisationer har peget på, at

overgangsordningen vil kunne give kapacitetsproblemer for kommunerne, når der

straks ved lovens ikrafttræden skal gives beskæftigelsestilbud også til den

gruppe af de under-20-årige, der modtager kontanthjælp.

Udvalget foreslår derfor, at der gennemføres en mere glidende

overgangsordning, således at de unge kontanthjælpsmodtagere under 20 år

gradvis bliver taget ind i ungdomsydelsesordningen.

Overgangsordningen foreslås udformet således, at unge under 20 år, der ved

lovens ikrafttræden er kommet ind i kontanthjælpssystemet, senest 6

måneder efter lovens ikrafttræden skal have et beskæftigelsestilbud, hvis

de ikke er fyldt 20 år inden da (i stedet for straks ved lovens

ikrafttræden).

18. Udvalgets videre arbejde med opfølgning af ungdomsydelsesordningen

Udvalget har ifølge sit kommissorium til hovedopgave at følge udviklingen

i ungdomsydelsesordningen med henblik på udarbejdelse af forslag til revision

af ordningen inden udgangen af 1991.

Den konkrete tilrettelæggelse og prioritering af udvalgets arbejdsopgaver

vil være betinget af den endelige lovs udformning.

19. Sammenfatning af udvalgsmedlemmernes synspunkter

LO, DUF, KL, SASU og Københavns og Frederiksberg Kommuner har med

interesse deltaget i Ungdomsydelsesudvalgets første arbejdsopgave.

Repræsentanterne for kommunerne, SASU, DUF og LO er enige i hovedsigtet i

lovforslaget om ungdomsydelse for unge under 20 år om at sikre de unge, der

står til rådighed for arbejdsmarkedet, job eller uddannelse i stedet for

kontanthjælp.

Repræsentanterne for kommunerne, SASU, DUF og LO er dog under

udvalgsarbejdet blevet overbevist om, at forslaget om ungdomsydelse under

hensyn til den økonomiske ramme, som det har været muligt at afse til

forslaget, ikke giver mulighed for at iværksætte kvalificerede forløb, der

kan sikre den unge en ordinær placering på arbejdsmarkedet eller i en

erhvervskompetencegivende uddannelse.

Ovennævnte repræsentanter finder det nødvendigt at etablere en mere

sammenhængende plan til sikring af unges job- og uddannelsesmuligheder.

KL og SASU har på denne baggrund fremlagt forslag om en

ungdomspraktikordning for kontanthjælpsmodtagere under 20 år i stedet for

ungdomsydelse.

Forslaget fra de to foreninger er optaget som bilag 4 til rapporten.

Repræsentanterne for Dansk Arbejdsgiverforening vurderer lovforslaget om

indførelse af en ungdomsydelse positivt.

Forslagets grundlæggende tanke, at tilbyde beskæftigelse til unge, som

søger kontanthjælp på grund af ledighed, må betegnes som en vigtig

socialpolitisk nyorientering.

Det er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse vigtigt, at den ledige

unge aktiveres så hurtigt som praktisk muligt, evt. efter en

visitationsperiode på 14 dage.

DA anser primært tilbudet til den ledige unge som et tilbud om

»jobtræning«, hvoraf følger, at uddannelseselementet i denne

ordning generelt må betragtes som værende af sekundær betydning.

I betragtning af, at der er tale om jobtræning/forsøg på indslusning på

arbejdsmarkedet, finder Dansk Arbejdsgiverforening det uheldigt, at ordningen

må baseres på overrenskomstmæssig aflønning med den følge, at tilbudet vil

blive på halv tid. Da der som oftest ikke vil være tale om normalt arbejde,

finder DA referencen til normale overenskomster urealistisk.

DA håber derfor, at man under det videre tekniske arbejde med lovforslaget

vil kunne finde frem til en ordning, som medfører, at der kan blive tale om

en realistisk aflønning, samtidig med at tilbudet baseres på normal

arbejdstid under hensyntagen til de i ordningen indbyggede uddannelsesmæssige

og vejledningsmæssige elementer.

De statslige repræsentanter fastholder, at lovforslaget om ungdomsydelse

vil være et gavnligt supplement til den aktiverende og forebyggende indsats.

Disse repræsentanter finder, at det er vigtigt, at indsatsen sker meget

hurtigt og så vidt muligt straks ved de unges henvendelse om kontanthjælp.

Der er imidlertid nogle af de kommentarer til lovforslaget i den form,

hvori det er fremsat, som er indkommet før og under udvalgsarbejdet, der

efter disse repræsentanters opfattelse giver anledning til at foreslå

ændringsforslag til lovforslaget.

Disse repræsentanter finder, at ændringsforslag bør fremsættes med hensyn

til følgende punkter:

Det bør fastslås, at tilbud om aktiviteter, der kan finansieres af de

midler, som kommuner og amtskommuner skal afsætte i henhold til lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., skal kunne træde i stedet for

ungdomsydelsen på de hidtil gældende vilkår. Det er en forudsætning, at

pågældende kan starte i den alternative aktivitet hurtigt efter henvendelsen

om hjælp.

Der bør åbnes mulighed for, at der bliver 2 ugers frist for kommunerne til

at finde beskæftigelse fra tidspunktet for den unges henvendelse. Det betyder

naturligvis ikke, at kommuner, der kan finde beskæftigelsestilbudene

hurtigere, skal vente i 2 uger.

Det bør foreslås, at der i tiden indtil første lønudbetaling kan udbetales

ungdomsydelse beregnet efter reglerne i bistandslovens § 37. Dette forslag er

begrundet i, at der er behov for et forsørgelsesgrundlag indtil første

lønudbetaling, og i udtalelser fra bl.a. Københavns og Frederiksberg

Kommuners repræsentant om, at lønforskud er uhensigtsmæssigt.

Der bør også foreslås en bestemmelse, der fastslår kommunernes

rådgivnings- og vejledningsforpligtelse, og i bemærkningerne til dette

ændringsforslag bør det fremhæves, at der ikke hermed tilsigtes opbygning af

nye vejledningsorganer eller lignende, og at der skal ske koordinering af de

eksisterende relevante vejledningsindsatser.

L 150's finansieringsbestemmelse bør foreslås ændret således, at det

fastslås, at driftsudgifter kan anmeldes til refusion inden for en grænse på

20 pct. af lønudgifterne til de unge i ungdomsydelsesordningen i pågældende

kommune. Der bliver således tale om et rammebeløb.

Desuden bør det foreslås, at det fastslås, at uddannelsestilskud kan ydes

med 5 timer pr. ung pr. uge, og at også dette tilskud skal have karakter af

en ramme.

Endelig bør der foreslås en ændring med hensyn til ordningens ikrafttræden

og en lempelse af overgangsordningen, således at de unge, der er i

kontanthjælpssystemet ved lovens ikrafttræden, ikke alle med det samme skal

have et beskæftigelsestilbud, men senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Bilag 1

SOCIALMINISTERIET

Marts 1989

Kommissorium for Udvalget vedrørende ungdomsydelsesordningens

beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder samt koordinering af indsatsen over

for ungdomsarbejdsløsheden Med henblik på en styrkelse af indsatsen mod

ledighed blandt unge nedsætter regeringen et udvalg med repræsentanter for

Arbejdsministeriet, Undervisnings- og Forskningsministeriet,

Kulturministeriet, Finansministeriet, Socialministeriet, Kommunernes

Landsforening, Sammenslutningen af Sociale Udvalg, Københavns og

Frederiksberg Kommuner (i fællesskab), Landsorganisationen i Danmark, Dansk

Arbejdsgiverforening og Dansk Ungdoms Fællesråd. Socialministeren udpeger

formanden for udvalget.

Udvalgets hovedopgave er en opsamling af de administrative og praktiske

erfaringer ved gennemførelsen af ungdomsydelsesordningen. Herunder kan indgå

vejledning og støtte til kommunerne, f.eks. udarbejdelse af idekatalog over

de beskæftigelsesmæssige muligheder.

Udvalgets første opgave er at uddybe - evt. komme med ændringsforslag til

- lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse for unge under 20 år, der søger

kontanthjælp efter bistandsloven på grund af ledighed, i lyset af de

nedennævnte hensyn.

Udvalget skal fremlægge forlag herom senest den 30. april 1989.

Derefter skal udvalget følge udviklingen i ungdomsydelsesordningen med

henblik på forslag til revision inden udgangen af 1991.

Udvalget skal sikre sammenhæng og perspektiv i indsatsen inden for

Socialministeriets, Arbejdsministeriets, Undervisnings- og

Forskningsministeriets og Kulturministeriets områder i koordinering med den

kommunale ungdomsindsats. Der skal herunder særligt lægges vægt på forslag

til kompetencer og procedurer, der sikrer kvalitet og koordinering af den

samlede indsats på såvel centralt som regionalt og lokalt plan. I den

forbindelse bør udvalget overveje sikring af konkrete muligheder for kobling

mellem arbejde og uddannelse i indsatsen i tilknytning til en integreret

vejledningsindsats.

Udvalget kan endvidere overveje, hvorvidt der er områder i en koordineret

indsats omkring beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder for unge, der ikke

behandles i eksisterende udvalg. Udvalget kan foreslå sådanne områder

inddraget i eksisterende udvalgsarbejder eller foreslå nye udvalg nedsat.

Socialministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for udvalget.

De fire øvrige ministerier forudsættes at yde bistand efter behov.

Bilag 2

SOCIALMINISTERIET

Den 29. marts 1989

Oversigt over medlemmer af Udvalget vedrørende ungdomsydelsesordningens

beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder samt koordinering af indsatsen over

for ungdomsarbejdsløsheden Kontorchef Hans-Georg Nielsen, Dansk

Arbejdsgiverforening

Cand.scient.pol. Niels Lunde Pedersen, Dansk Arbejdsgiverforening

Konsulent Niels Lykke, Landsorganisationen i Danmark

Konsulent Andy Andresen, Landsorganisationen i Danmark

Beskæftigelseskonsulent Ole Durafour, Kommunernes Landsforening

Vicekontorchef Christian Winther, Sammenslutningen af Sociale Udvalg

Kontorchef Niels Larsen, Københavns og Frederiksberg Kommuner

National konsulent Dorte Jeppesen, Dansk Ungdoms Fællesråd

Sekretær Ane Kathrine Lærkesen, Kulturministeriet

Fuldmægtig Helle Kufahl, Arbejdsministeriet

Fuldmægtig Hanne D. Nielsen, Undervisnings- og Forskningsministeriet

Sekretær Rene Ansbøl, Finansministeriet

Afdelingschef Adam Trier (formand), Socialministeriet

Kontorchef Birthe Frederiksen, Socialministeriet

Sekretærer for udvalget: Fuldmægtig Niels Bulow, Socialministeriet,

fuldmægtig Kirsten Geisler, Socialministeriet

Bilag 3

SOCIALSTYRELSEN

Bistandskontor 1

14. april 1989

Stikprøveundersøgelse i 14 udvalgte kommuner om kommunernes praksis

vedrørende udbetaling af kontanthjælp i ferieperioden til unge, der venter på

at begynde den egentlige uddannelse Tilfælde, hvor kommunen opfatter det som

et stort problem, at der udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil den

unge skal starte på sin uddannelse.

2 ud af 14 kommuner oplyste, at det var et stort problem, at der skulle

udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil de unge skulle starte på deres

uddannelse. Begge kommuner havde antalsmæssigt mange unge inden for denne

kategori. Begge kommuner ville anslå det til 20-40 unge pr. sommerperiode.

Den ene kommune kunne trods antallet af kontanthjælpssøgende unge ikke få

besat sommerferiejob i kommunen. Begge kommuner var meget tilfredse med

lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse.

Tilfælde, hvor kommunen ikke opfatter det som et stort problem, at der

udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil den unge skal starte på sin

uddannelse.

9 ud af 14 kommuner oplyste, at det ikke var et stort problem, at der

skulle udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil de unge skulle starte

på deres uddannelse. 8 kommuner gav udtryk for, at de havde nogle unge inden

for denne kategori hvert år, men antalsmæssigt var det få. Disse sager var

ikke økonomisk belastende, og flere kommuner oplyste, at det var

»glatte« sager. En af de 9 kommuner havde dog haft 209 unge i 1988

inden for kategorien, men opfattede ikke dette som noget problem, idet de

pågældende ikke havde andet forsørgelsesgrundlag.

En af kommunerne oplyste, at det var almindeligt, at de unge i kommunen

havde sommerjob. Man havde kun 2-3 unge pr. år, der ikke tog sommerjob.

2 af kommunerne oplyste, at lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse

ikke stemmer med de »dybeste« intentioner i socialpolitikken om at

sikre de unge job, sådan at de ikke bliver hængende i bistandssystemet. De

unge, som forslaget er rettet mod, er »svingdørsklienter«, som er

ude af systemet efter 2-3 måneder. Kommunerne fremhævede, at unge i

18-19-års-alderen lever et selvstændigt liv med husleje og andre økonomiske

forpligtelser hængende over sig. Kommunerne var overbeviste om, at disse unge

ville tage imod beskæftigelsestilbudene og forlade jobbene igen efter 2-3

måneder, når uddannelsesinstitutionerne åbnede efter ferien.

Flere af de 9 kommuner fremhævede, at dette forslag ikke hjalp de

»tunge« unge, som man i forvejen ikke havde tilstrækkelige

ressourcer til at hjælpe effektivt.

En af kommunerne kunne ønske sig, at job først skulle tilbydes de unge

efter 3-6 måneder på kontanthjælp.

Tilfælde, hvor kommunen opfatter det som et problem, at der udbetales

kontanthjælp i venteperioden, indtil den unge skal starte på sin uddannelse.

En af de 14 kommuner oplyste, at man var »glad« for lovforslaget

om ungdomsydelse. Kommunen havde ikke ret mange unge, der modtog kontanthjælp

i perioden, indtil den egentlige uddannelse begyndte.

Tilfælde, hvor kommunen ikke udbetaler kontanthjælp i venteperioden,

indtil den unge skal starte på sin uddannelse.

2 af de 14 kommuner oplyste, at der ikke udbetales kontanthjælp til unge,

der eksempelvis havde afsluttet gymnasium eller handelsskole og derefter

skulle påbegynde den egentlige uddannelse efter ferien. Man betragtede disse

unge som værende i fortsat uddannelse.

Den ene kommune oplyste, at man havde store problemer med den

»tunge« gruppe af unge bistandsklienter og i høj grad manglede

ressourcer til at gøre noget for gruppen.

Bilag 1

SOCIALSTYRELSEN

Bistandskontor 1

14. april 1989

Liste over de udvalgte 14 kommuner, der har medvirket i

telefonrundspørgeundersøgelsen om kommunernes praksis vedrørende udbetaling

af kontanthjælp i ferieperioden til unge, der har forladt eksempelvis

gymnasium eller handelsskole:

Søllerød, Frederiksværk, Stenløse, Gundsø, Nakskov, Åkirkeby, Tønder,

Kolding, Struer, Ribe, Viborg, Odense, Holbæk, Århus.

Bilag 4

KOMMUNERNES LANDSFORENING

18. april 1989

Forslag om en »ungdomspraktikordning for kontanthjælpsmodtagere«

i stedet for »ungdomsydelse«

1. Forslag om ungdomsydelse

Socialministerens forslag til en ungdomsydelse mod ledighed er af

landsforeningen blevet kritiseret på bl.a. følgende punkter:

- der er tale om en vis bekymring for, om kommunerne kan skaffe det

tilstrækkelige antal beskæftigelsestilbud,

- princippet om individuel deltid er uhensigtsmæssigt,

- den økonomiske ramme for at yde uddannelse ved siden af arbejdet er for

lille,

- ikke alle bør være omfattet, da en stor gruppe sædvanligvis er ude af

systemet inden 3 måneder.

2. Forslag til rammerne for en »ungdomspraktik for

kontanthjælpsmodtagere under 20 år«

For at undgå de uheldige virkninger af en passiv tilværelse skal unge

under 20 år, der søger kontanthjælp på grund af ledighed, deltage i

ungdomspraktik hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.

Kommunen er forpligtet til at tilbyde en praktikplads senest 2 måneder

efter den unges første henvendelse. Kommunen kan fritage unge, f.eks. fordi

de afventer påbegyndelsen af et arbejde eller en uddannelse.

Praktikken er normalt på 3 måneder og kan i særlige tilfælde forlænges til

5 måneder.

Praktikanten følger arbejdspladsens normale ugentlige arbejdstid.

I praktikperioden indlægges uddannelse på sammenlagt op til 180 timer.

Da der er tale om praktik, kan hverken arbejdsgiveren eller den unge

forudsætte de forpligtelser og den løn, som følger af et normalt

arbejdsforhold. Til gengæld lægges vægt på et personlighedsudviklende og

kvalificerende perspektiv.

Praktikanten modtager den normale kontanthjælp for henholdsvis udeboende

og hjemmeboende under 23 år.

For at motivere de unge til at deltage i de indlagte uddannelsesforløb

udbetales en deltagergodtgørelse svarende til kursusgodtgørelsen under

EIFU-kurser (erhvervsintroducerende kurser for unge). Kun halvdelen af

godtgørelsen fratrækkes i kontanthjælpen.

Såvel under som efter praktikperioden kan kommunen beslutte at overføre

den unge til en beskæftigelsesforanstaltning (efter loven om

beskæftigelsesmuligheder for unge).

Hensigten med ungdomspraktikken er at give den unge og kommunen mulighed

for på kvalificeret måde at tage stilling til, hvilke yderligere

foranstaltninger der evt. skal iværksættes efter ungdomspraktikken med

henblik på en ordinær placering på arbejdsmarkedet eller i

erhvervskompetencegivende uddannelse.

Praktikpladser skal så vidt muligt anvises i overensstemmelse med de unges

ønsker og på private arbejdspladser. Der kan dog etableres praktik på

offentlige arbejdspladser og særlige praktikprojekter.

3. Forslag til supplerende initiativer

Som supplement til de eksisterende ordninger og den nævnte

ungdomspraktikordning foreslås:

- initiativer for at fremskaffe lære- og praktikpladser til de mange, som

ikke har eller kan få plads,

- at de nye social- og sundhedsuddannelser, som der for tiden arbejdes med

i Perspektivudvalget vedrørende fremtidens social- og sundhedsuddannelser,

sættes i kraft ved årsskiftet 1990-91, hvilket forudsætter tilslutning til

forslaget i efteråret 1989.

Bilag 5

SOCIALMINISTERIET

Socialministeriets kommentar til Kommunernes Landsforenings og

Sammenslutningen af Sociale Udvalgs forslag om ungdomspraktik for

kontanthjælpsmodtagere under 20 år

a. Forslaget om ungdomspraktik

Målgruppen for forslaget om ungdomspraktik er principielt den samme som i

L 150, dvs. unge under 20 år, som søger kontanthjælp på grund af ledighed.

Forslaget går ud på, at kommunerne skal have pligt til at tilbyde disse

unge en praktikplads senest 2 måneder efter den unges første henvendelse.

Unge, der f.eks. venter på at starte i arbejde eller uddannelse, kan

»fritages«.

Praktikpladserne kan være hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.

Perioden skal normalt være 3 måneder med mulighed for forlængelse til 5

måneder.

Praktikanten følger den normale arbejdstid på arbejdspladsen.

I praktikperioden lægges uddannelse på i alt 180 timer.

De unge får kontanthjælp med de almindelige satser i praktikperioden, dvs.

typisk »unge-satserne«:

Hjemmeboende 1.833 kr. pr. måned

Udeboende 3.000 kr. pr. måned

Dette er faste ydelser, der skal dække underhold og for de udeboende også

boligudgifter.

Under uddannelsen udbetales deltagergodtgørelse svarende til EIFU-satsen

på 686 kr. pr. uge. Kun halvdelen fratrækkes i kontanthjælpen, jf. reglen i

bistandslovens § 38, stk. 7.

b. Socialministeriets repræsentanters kommentarer

Selv om forslaget om ungdomspraktik tilstræber en aktivering af de unge

kontanthjælpsansøgere/-modtagere, finder Socialministeriets repræsentanter

ikke at kunne tilslutte sig den foreslåede ordning.

Det er navnlig på 3 punkter, disse repræsentanter finder modellen mindre

hensigtsmæssig end den ordning, der er foreslået i L 150.

For det første finder Socialministeriets repræsentanter, at den

forebyggende effekt, der ligger i, at de unge kommer i beskæftigelse meget

hurtigt - helst straks - mindskes væsentligt ved at udskyde pligten til at

finde beskæftigelse/praktik til 2 måneder efter henvendelsen. I denne periode

kan den unge vænne sig til en passiv tilværelse på kontanthjælp.

For det andet finder Socialministeriets repræsentanter det uheldigt, at

kommunerne kan »fritage« unge, der venter på at starte i arbejde

eller uddannelse, for praktikken.

Dette vil kunne bringe aktiveringen af de andre unge i miskredit, jf.

brugen af ordet »fritage«, der automatisk vil sætte

beskæftigelsen/praktikken i et ubehageligt lys.

Dette vil være overordentlig beklageligt i betragtning af, at de

allerfleste meldinger fra kommuner, der gør en aktiverende indsats, går ud

på, at de unge er glade for at komme i gang med et arbejde.

For det tredje finder disse repræsentanter, at det er af væsentlig

betydning set ud fra et forebyggelsessynspunkt, at de unge får løn og ikke

kontanthjælp, når de er i beskæftigelse.

Det findes ikke rimeligt, at f.eks. en ung hjemmeboende skal arbejde på

fuld tid til 1.833 kr. pr. måned.

Det betyder noget for selvværdsfølelsen for de fleste, jf. diskussionen om

»A-, B- og C-hold«.

Socialministeriets repræsentanter er imidlertid enige i, at

specielt praktik hos private arbejdsgivere er en nyttig og hensigtsmæssig

foranstaltning, men finder, at denne bør etableres efter reglerne i lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., jf. § 13, stk. 4. Det er der mulighed

for efter L 150.

Bilag 6

DANSK UNGDOMS FÆLLESRÅD

Handlingsplan til afskaffelse af ungdomsarbejdsløshed

Ungdomsarbejdsløsheden har siden midten af 70'erne været det væsentligste

politiske problem for de unge. Og for mange unge er deres største sociale

problem ledighed.

Der er derfor brug for, at Folketinget snarest tager initiativ til en

samlet indsats mod ungdomsarbejdsløsheden. Det bør ske gennem en koordineret

indsats på tværs af ministerier og forvaltninger lokalt. Her tænkes bl.a. på

kultur-, social-, undervisnings- og arbejdsmarkedsområdet.

Der må snarest fremsættes forslag til ændringer og koordination af: Lov om

beskæftigelsesmuligheder for unge, lov om social bistand samt lov om

erhvervsuddannelserne.

Ændringerne i disse love skal ske på baggrund af en handlingsplan.

Handlingsplanen udarbejdes af et ungdomsarbejdsløshedsudvalg.

Handlingsplanen skal hvile på følgende principper:

1. Alle unge sikres ret til en kompetencegivende ungdomsuddannelse. For

unge ledige skal denne ret udmøntes på samme måde, som generelt er gældende

for langtidsledige på arbejdsløshedsdagpenge.

2. Alle unge sikres ret til et arbejdstilbud, såfremt deltagelse i

uddannelse har været forsøgt eller er afsluttet. Der bør lægges vægt på

vejledning og motivering af den enkelte unge ud fra dennes særlige

forudsætninger.

3. Alle unge har pligt til at tage imod tilbud om uddannelse eller

arbejde, men alle unge har ret til flere forskellige rimelige uddannelses-

eller beskæftigelsestilbud.

For særligt belastede unge kan der dispenseres, således at de ikke rammes

økonomisk, såfremt de må afvise at tage imod et tilbud.

4. Retten og pligten til arbejde og uddannelse udmøntes på vilkår, som i

øvrigt er gældende inden for området. Der bør dog åbnes for, at de

forskellige vilkår for arbejde og uddannelse kan kombineres.

5. Den enkelte kommune gives større frihed til at udfylde handlingsplanens

forskellige elementer. Der skal åbnes for kombinerede uddannelses- og

beskæftigelsesprojekter, ligesom offentlig produktion skal fremmes.

6. Der bør centralt, regionalt og lokalt skabes større sammenhæng i

erhvervs-, arbejds-, uddannelses- og socialpolitikken i relation til unges

behov og ønsker til arbejde og uddannelse. En øget koordinering vil give

større perspektiv i beskæftigelsesindsatsen. Endvidere forventes det, at en

omorganisering af den nuværende indsats på længere sigt vil føre til en bedre

ressourceudnyttelse.

7. Den enkelte kommune skal forpligtes til at indgå i et samarbejde med

arbejdsmarkedsnævn, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for de unge i

lokalområdet.

Der etableres endvidere lokale ungdomsteam med repræsentanter for

ungdomsvejledningen, arbejdsformidlingen, social- og sundhedsforvaltningen,

uddannelsesinstitutionerne, beskæftigelsessekretariatet, ungdomsråd og fælles

elevråd.

Bemærkninger

Det er væsentligt, at uddannelsesperspektivet opprioriteres i

forhold til det seneste lovforslag om ungdomsydelse. Endvidere bør der i

forbindelse med udarbejdelse af en handlingsplan foretages en grundigere

analyse af de nuværende beskæftigelsesinitiativer, herunder bl.a.

indhold, finansiering, organisering og udslusningseffekt.

En sådan analyse må kombineres med en kortlægning af arbejdsmarkedets

behov for kvalifikationer samt en beskrivelse af social- og

beskæftigelsespolitikken lokalt. Endelig er det væsentligt at inddrage

unges ideer og ønsker til fremtidens arbejdsliv.

Det er DUF's opfattelse, at der er behov for mere fleksible ordninger, som

giver både faglige og almene kvalifikationer. Der bør udvises stor

opfindsomhed i udvikling af nye initiativer.

En løsning på ungdomsarbejdsløsheden er efter DUF's opfattelse dels flere

unge i uddannelse og udvikling af nye meningsfulde arbejdsopgaver, dels en

bedre fordeling af det nuværende arbejde, bl.a. ved indførelse af kortere

arbejdstid og mere fleksible orlovsordninger.

DUF foreslår konkret, at retten til uddannelses- og jobtilbud for ledige

kontanthjælpsmodtagere under 30 år indføres gradvis efter følgende tidsplan:

18-19-årige: Retten igangsættes pr. 1/7 1989

20-24-årige: Retten igangsættes pr. 1/7 1990

25-30-årige: Retten igangsættes pr. 1/1 1991

I socialministerens forslag til lov om ændring af lov om social bistand (L

150) indføjes uddannelsesretten, således at den er gældende ved lovens

ikrafttræden. Det foreslås endvidere, at der nedsættes et særligt

ungdomsarbejdsløshedsudvalg, der udarbejder et handlingsprogram for en samlet

indsats for alle unge ledige under 30 år.

Ungdomsarbejdsløshedsudvalg

Udvalget bør foretage det nævnte kortlægningsarbejde over erfaringer med

den hidtidige indsats og på baggrund heraf fremlægge forslag til nødvendige

lovændringer.

Udvalget bør nedsættes snarest.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter