1988 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) NR L 150 1988-89, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål er optrykt
som bilag til betænkningen tillige med socialministerens svar herpå.
Videre er der optrykt en rapport fra Udvalget vedrørende
ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder
samt koordinering af indsatsen over for ungdomsarbejdsløsheden.
Udvalget har modtaget skriftlige henvendelser fra:
Byrådet i Nakskov Kommune,
Dansk Socialrådgiverforening,
Dansk Ungdoms Fællesråd,
Kommunernes Landsforening,
Sammenslutningen af Sociale Udvalg,
Zeuthen, Lise, socialrådgiver, Ballerup, og
Århus Magistrats 3. afdeling, Rådmanden.
Der er af socialministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de
af ministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) kan
ikke støtte de under nr. 2 og 4 stillede ændringsforslag og indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet har den opfattelse, at ændringsforslag nr. 2 ikke vil skabe
flere arbejdspladser, men skubbe andre unge uden tilskud væk fra
sæsonarbejde. Det er ikke acceptabelt, at de unge kontanthjælpsmodtagere kan
sendes ud som løs arbejdskraft efter forgodtbefindende uden bindinger på
varigheden, ligesom der vil være tale om en unødig erhvervsstøtte til
sæsonarbejdspladserne.
Læs alt
Mindretallet mener, at ændringsforslag nr. 4 i realiteten vil betyde, at
beskæftigelsesmidler konverteres til ungdomsydelsen, og dermed indeholder en
samlet forringelse af tilbudene til unge.
Socialdemokratiet indstiller det samlede lovforslag til forkastelse.
Mindretallet er enigt i målsætningen om at ændre passiv bistandshjælp til
aktiv beskæftigelse, men er under udvalgsarbejdet blevet alvorligt i tvivl
om, hvorvidt dette har været socialministerens intention.
Det er i udvalget blevet oplyst, at mere end 54 pct. af de unge
kontanthjælpsmodtagere er ude af systemet i løbet af de første 3 måneder,
fordi det lykkes for dem selv af skaffe uddannelsesplads, praktikplads eller
arbejde. Socialdemokratiet har derfor den opfattelse, at det er en dårlig
løsning at sætte de sparsomme ressourcer ind på beskæftigelsestilbud til alle
unge allerede inden for de første 14 dage i stedet for at koncentrere
indsatsen om de grupper, der for alvor har brug for det. Et synspunkt, som de
berørte organisationer og parter DUF, KL, LO og Københavns og Frederiksberg
Kommuner klart har givet udtryk for dels i udtalelser til udvalget og dels i
rapporten fra ministerens »gennemførelsesudvalg«.
Når unge under 20 år befinder sig på kontanthjælp, skyldes det for
størstepartens vedkommende, at de mangler praktikplads eller uddannelsesplads
eller på en eller anden måde er faldet fra i uddannelsessystemet.
Socialdemokratiet mener derfor ikke, at socialministeren kan løse problemet
med de unge kontanthjælpsmodtagere uden samtidig at sikre uddannelsespladser,
praktikpladser og egentlige jobtilbud i sammenhæng med Undervisnings- og
Forskningsministeriet og Arbejdsministeriet. Nærværende lovforslag sikrer
ikke denne sammenhæng og perspektiv i tilbudene. Socialdemokratiet tror ikke,
det bliver muligt at sikre kvaliteten i beskæftigelsestilbudene, så længe der
er tale om 17-18 timer ugentligt i 5 måneder, for den reelle erhvervserfaring
og arbejdsmarkedstilknytning vil være minimal. Socialdemokratiet vil ikke
medvirke til at bevilge omkring 100 mio. kr. til et projekt, der skubber de
20-29-årige ud af projekterne, som ikke sikrer unge uddannelses-/praktikplads
eller egentligt fuldtidsarbejde, og som ikke lægger op til en sammenhængende
indsats mellem Undervisnings- og Forskningsministeriet, Arbejdsministeriet og
Socialministeriet, men i stedet fastholder egentlige uddannelsespolitiske og
arbejdsmarkedspolitiske problemer i Socialministeriet.
Socialdemokratiet foreslår derfor, at de ca. 100 mio. kr. overføres til
udmøntningen af beslutningsforslag nr. B 86 om en handlingsplan for en
ungdomskontrakt med sikring af job og uddannelser til unge, der sikrer
sammenhæng mellem ministerierne, som også giver de 20-29-årige konkrete
rettigheder, og som allerede fra 1. juli 1990 for unge under 20 år og fra 1.
juli 1992 for unge under 30 år sikrer disse egentligt arbejde, uddannelse
eller praktikplads.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller ligeledes lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling og bemærker:
Det er Socialistisk Folkepartis indtryk, at ungdomsydelsesordningen er
blevet så stor en prestigesag for socialministeren, at relevante
indvendinger, problematiseringer og argumenter preller af som vand på et
stykke fjerkræ, og det er ikke så godt.
Ministerens lovforslag rører ikke ved et af de helt centrale problemer
inden for bistandsområdet, nemlig at mange modtager kontanthjælp i meget lang
tid uden mange muligheder for at ændre på deres situation. De pågældende er
ofte meget i klemme i forhold til andre grupper i befolkningen. En
undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser f.eks., at 74 pct. af
lønmodtagerne har en erhvervsuddannelse, mens det kun er tilfældet for 50
pct. af de arbejdsløse på dagpenge og endelig kun 15 pct. af
kontanthjælpsmodtagerne. Yderligere viser undersøgelsen, at der blandt de
arbejdsløse og bistandsmodtagerne er dobbelt så mange kvinder som mænd. Der
er langt flere enlige og der er særlig mange enlige med børn blandt
bistandsmodtagerne. Alt i alt kan man sige, at der er brug for en meget
dynamisk og fleksibel indsats, hvis vi ønsker at undgå, at en relativt stor
gruppe mennesker stort set konstant befinder sig på kontanthjælp, hvis det da
ikke lykkes at hælde dem over på en tvungen førtidspension. Som nævnt
forsøger socialministeren ikke at tage fat på den situation, men foreslår i
stedet en ungdomsydelsesordning for de 18-19-årige, hvis konsekvenser
risikerer at blive værre end ingenting.
For det første skærer socialministeren alle unge, der søger kontanthjælp,
over een kam uanset årsagen til, at de henvender sig. Det betyder, at
kommunerne også skal ryste op med beskæftigelsestilbud, selv om den unge
f.eks. to måneder efter skal starte på et arbejde eller en uddannelse.
For det andet forekommer det mindretallet absurd, at unge, der søger
kontanthjælp, fordi de ikke kan få en efg-praktikplads, pludselig via
bistandskontoret kan få et beskæftigelsestilbud. Det forekommer mindretallet
noget mere enkelt, hvis man i stedet sikrede det nødvendige antal
praktikpladser, så de pågældende overhovedet ikke behøvede at henvende sig på
et bistandskontor.
For det tredje er det usikkert, om kommunerne er i stand til at skaffe så
mange tusinde beskæftigelsestilbud med en sådan kvalitet, at det arbejde, der
skal udføres, bliver særlig nyttigt. For mindretallet at se er det værre end
ingenting, hvis unge bliver sat til lade-som-om-arbejde. Det er f.eks.
tilfældet, når man bliver sat til at grave fundamentet til et hus med skovl -
alle andre steder bruger man normalt en rendegraver til den slags.
For det fjerde er det problematisk, at arbejdstiden kun udgør omkring 17
timer om ugen. Det betyder, at det er vanskeligt at etablere et
arbejdsfællesskab omkring et projekt.
For det femte indebærer lovforslaget en risiko for, at unge med en vis del
i vandskorpen dropper ud af ordningen - med det resultat, at de ikke kan få
kontanthjælp og socialrådgivere mister kontakten med de pågældende, og det
kan ingen have interesse i.
For det sjette indeholder ungdomsydelsesordningen ikke noget
fremtidsperspektiv for den enkelte. Der er ingen egentlig uddannelse eller
kvalificering. Det betyder, at en del unge vil opleve, at de efter 5 måneder
på ungdomsydelse blot overgår til almindelig kontanthjælp. Hvis de
pågældendes beskæftigelsestilbud oven i købet har været lade-som-om-arbejde,
har de 5 måneder været en ren nichetilværelse.
For det syvende medfører lovforslaget en risiko for, at den i forvejen
utilstrækkelige indsats for de »ældre« kontanthjælpsmodtagere
yderligere vil blive svækket.
I forbindelse med lovforslaget har socialministeren nedsat Udvalget
vedrørende ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder
samt koordinering af indsatsen over for ungdomsarbejdsløsheden. SF har
bemærket, at et flertal i det pågældende udvalg deler SF's kritiske holdning
til lovforslaget med stort set de samme indvendinger. I udvalget drejer det
sig om repræsentanterne for LO, Dansk Ungdoms Fællesråd, Kommunernes
Landsforening, Sammenslutningen af Sociale Udvalg samt Københavns og
Frederiksberg Kommuner. Det kan samtidig konstateres, at Dansk
Arbejdsgiverforenings repræsentanter i udvalget på forhånd har opgivet at
finde ud af, hvad der foregår på det sociale område, mens de statslige
repræsentanter har koncentreret sig om at fungere som socialministerens ekko
uden at lade sig distrahere af friske pust fra virkeligheden.
Samlet er det SF's opfattelse, at lovforslaget i bedste fald ikke vil være
nyttigt, i værste fald vil gøre mere skade end gavn.
I stedet for lovforslaget er der brug dels for en job- og
uddannelsesordning for kontanthjælpsmodtagere, dels for en samlet indsats
over for ungdomsarbejdsløsheden, der bl.a. indebærer sikring af
uddannelsestilbud og efg-praktikpladser samt en udvidelse af
kommunalfuldmagten, så der lokalt kan etableres egentlig produktion i
kommunalt regi.
SF har bemærket et enkelt lyspunkt, nemlig at det vil være muligt for unge
at bruge arbejde i f.eks. Next Stop, lokalradioer, foreninger og
selvorganiserede aktiviteter som de i ungdomsydelsesordningen angivne
beskæftigelser. Dog kun, hvis den lokale kommune godkender det. Mindretallet
vil naturligvis opfordre alle unge kontanthjælpsmodtagere til at forsøge sig
med denne mulighed. Der henvises i den forbindelse til det i betænkningen
optrykte svar fra socialministeren.
Med disse bemærkninger indstiller Socialistisk Folkeparti lovforslaget til
forkastelse.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
ved 2. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede
ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, RV, CD
og KRF):
Til § 1
1) I det under nr. 2 foreslåede § 49 a, stk. 1, indsættes
efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Beskæftigelsen skal påbegyndes inden for de første 2 uger efter
ansøgningen om hjælp.«
2) I det under nr. 2 foreslåede § 49 a, stk. 2, indsættes
efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Ved ansættelse i privat virksomhed med løntilskud kræves heller
ikke, at ansættelsen er af varig karakter.«
3) I den under nr. 2 foreslåede § 49 b indsættes efter stk.
1 som nyt stykke:
» Stk. 2. I tiden indtil første lønudbetaling udbetaler det
sociale udvalg en ungdomsydelse, der beregnes efter reglerne i § 37.«
4) I det under nr. 2 foreslåede afsnit III A indsættes efter
§ 49 e som ny paragraf:
» § 01. Deltagelse i aktiviteter, der kan finansieres af de
midler, som kommuner og amtskommuner i henhold til loven om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. har pligt til at afsætte til
bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, kan træde i stedet for ungdomsydelse
mod beskæftigelse efter reglerne i dette afsnit.
Stk. 2. Såfremt den unge deltager i aktiviteter efter stk. 1, for hvilke
der ikke udbetales løn, kan der uanset reglen i § 40, stk. 2, 1. pkt., ydes
kontanthjælp efter § 37.«
5) Nr. 3 affattes således:
» 3. I § 133, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nye
punktummer:
»Det samme gælder kommunernes udgifter efter §§ 49 a-c til løn,
løntilskud samt til drift inden for en grænse på 20 pct. af de samlede
udgifter til løn og løntilskud. Til kommunens udgifter til uddannelse efter §
49 d ydes et statstilskud svarende til tilskuddet efter § 23 a, stk. 4, i lov
om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. inden for en grænse svarende til 5
timer ugentligt pr. ung med ungdomsydelse. Der kan ikke til kommunens
udgifter efter §§ 49 a-d ydes statstilskud efter lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.«»
Til § 2
6) Efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum:
»Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at reglerne om ungdomsydelse
først skal anvendes i kommunen fra 1. september 1989.«
Til § 3
7) Paragraffen affattes således:
» § 3. Unge under 20 år, der ved indførelse af reglerne om
ungdomsydelse modtager kontanthjælp efter § 37, skal have et tilbud om
ungdomsydelse mod beskæftigelse senest 6 måneder efter reglernes ikrafttræden
eller inden det forudgående tidspunkt, da de fylder 20 år.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Efter ønske fra kommunal side fastslås det, at kommunerne har en frist på
op til 2 uger til at finde et beskæftigelsestilbud til den unge.
Til nr. 2
Det ventes på den ene side, at en del unge kun vil have brug for et
kortvarigt job, f.eks. indtil start på uddannelse, og der kan på den anden
side inden for sæsonbetonede erhverv være behov for ekstra arbejdskraft.
Det foreslås derfor, at beskæftigelse af unge i ungdomsydelsesordningen
også kan ske ved sæsonarbejde.
Herved fraviges en forudsætning, som er kommet til udtryk i bemærkningerne
til lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. Heri hedder det nemlig, at
ansættelse i privat virksomhed med løntilskud skal være af varig karakter.
Det forudsættes, at kommunerne vurderer den enkelte unges behov og alene
visiterer unge med et kortvarigt jobbehov til sæsonpræget arbejde.
Til nr. 3
Efter ønske fra kommunal side fastslås det, at der i tiden indtil 1.
lønudbetaling i den unges beskæftigelsestilbud bliver adgang for det sociale
udvalg til at udbetale en ydelse, der beregnes efter kontanthjælpsreglerne.
Det gøres gældende af kommunerne, at de praktiske erfaringer i
beskæftigelsesprojekter efter loven om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.
med udbetaling af lønforskud taler imod anvendelsen af en forskudsordning.
Til nr. 4
Det gøres ved lovforslaget klart, at der ikke med ungdomsydelsesordningen
sker indskrænkning i kommunernes adgang til at iværksætte de allerede
bestående foranstaltninger efter loven om beskæftigelsesmuligheder for unge
m.v.
De unge, der ved lovens ikrafttræden er i gang med sådanne
foranstaltninger, kan således fortsætte, og også efter lovens ikrafttræden
kan de unge henvises til disse foranstaltninger i stedet for til
ungdomsydelsesordningen, således at deltagelsen finansieres efter de
almindelige regler for sådanne foranstaltninger.
Dette gælder alle de aktiviteter, der kan finansieres af de kommunale
pligtbeløb til ungdomsarbejdsløshedsbekæmpelse. Men i det omfang deltagelse i
disse aktiviteter er betinget af en vis forudgående ledighed - som f.eks. 3
måneder i forbindelse med placering på fuld tid i beskæftigelsesprojekter og
i privat ansættelse med løntilskud - skal den pågældende henføres under
ungdomsydelsesordningen, indtil eventuel anden ønsket placering er mulig.
Hvis de aktiviteter, der træder i stedet for ungdomsydelsesordningen, ikke
er forbundet med udbetaling af løn, kan den unge få kontanthjælp efter
reglerne i § 37, herunder med adgang til, at der ses bort fra halvdelen af en
kursusgodtgørelse efter § 38, stk. 7.
Til nr. 5
Ved den ændrede affattelse præciseres det, at der kan ydes refusion af
kommunernes driftsudgifter ved ungdomsydelsesordningen inden for et beløb på
20 pct. af de samlede udgifter til løn og løntilskud. Som eksempler på
driftsudgifter kan nævnes udgifter såvel til holdformænd, instruktører og
materialer som til projektvejledere og til lokaleleje.
Endvidere præciseres det, at der kan ydes den enkelte kommune statstilskud
til undervisningsudgifter inden for et beløb, der svarer til 5 timer pr. uge
x antallet af unge i ungdomsydelsesordningen.
Endelig er der foretaget nogle redaktionelle ændringer som følge af
ændringsforslag nr. 4.
Til nr. 6
Det forslås at give de kommuner, der måtte ønske det, mulighed for at
udskyde anvendelsen af ungdomsydelsesreglerne i 2 måneder, så de har længere
tid til at etablere de nødvendige beskæftigelsestilbud.
Til nr. 7
For at lette presset mod ungdomsydelsesordningen i den første periode
foreslås, at pligten til at give tilbud til unge under 20 år, der allerede er
kontanthjælpsmodtagere ved ungdomsydelsesordningens ikrafttræden (dvs. pr. 1.
juli 1989 eller efter kommunalbestyrelsens bestemmelse 2 måneder senere), kan
opfyldes inden for 6 måneder efter dette tidspunkt. Unge
kontanthjælpsmodtagere, der fylder 20 år forinden, skal dog have et tilbud
inden 20-års-dagen.
Karen Højte Jensen (KF) Lizzie Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF) Hanne
Severinsen (V) Jørgen Winther (V) Jane Oksen (FP) Kirsten Lee (RV) Bente
Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) fmd. Jytte Andersen (S) Hanne Andersen
(S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Grete Schødts (S) Taanquist
(S) nfmd. Agerschou (SF) Birthe Hansen (SF)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse
heraf
Spørgsmål:
Det bedes oplyst, hvorledes forholdet er til projekter, som unge selv har
sat i gang.
Spørgsmål:
Er der ifølge lovforslaget noget til hinder for, at arbejde i bevægelser
som f.eks. Next Stop, lokalradioer, foreninger og selvorganiseret virksomhed
betragtes som den i lovforslaget angivne beskæftigelse?
Svar:
Kommunerne vil kunne godkende projekter, som unge selv har sat i gang
eller ønsker at sætte i gang, som projekter i henhold til
ungdomsydelsesordningen.
Der er efter forslaget intet i vejen for, at kommuner kan godkende
aktiviteter som nævnt i spørgsmål 44 som beskæftigelse efter
ungdomsydelsesordningen.
SOCIALMINISTERIET
28. april 1989
Folketingets Socialudvalg
Udvalget vedrørende ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og
uddannelsesmuligheder samt koordinering af indsatsen over for
ungdomsarbejdsløsheden Rapporten forelægges hermed for Socialudvalget.
Udvalgets kommentarer til lovforslaget kan sammenfattes således:
Repræsentanterne i udvalget for Landsorganisationen i Danmark, Dansk
Ungdoms Fællesråd, Kommunernes Landsforening, Sammenslutningen af Sociale
Udvalg og Københavns og Frederiksberg Kommuner støtter i rapporten
hovedsigtet i lovforslaget om, at unge under 20 år skal sikres job eller
uddannelse i stedet for kontanthjælp. Det er imidlertid vurderingen, at det
med lovforslagets økonomiske ramme ikke er muligt at iværksætte kvalificerede
forløb, der kan sikre den unge en ordinær placering på arbejdsmarkedet eller
i erhvervskompetencegivende uddannelse. Disse repræsentanter finder det
derfor nødvendigt, at der etableres en mere sammenhængende plan til sikring
af unges job- eller uddannelsesmuligheder.
Repræsentanterne for Dansk Arbejdsgiverforening vurderer lovforslaget
positivt og finder det i den forbindelse vigtigt, at de ledige unge
aktiviseres så hurtigt som muligt. Disse repræsentanter peger dog i rapporten
samtidig på det uheldige i, at ordningen må baseres på overenskomstmæssig
aflønning med den følge, at beskæftigelsestilbudet til de unge vil blive på
halv tid.
Repræsentanterne i udvalget for Socialministeriet, Arbejdsministeriet,
Finansministeriet, Undervisnings- og Forskningsministeriet og
Kulturministeriet fastholder i rapporten, at lovforslaget vil være et
gavnligt supplement til den aktiverende og forebyggende indsats over for de
unge. Det er efter disse repræsentanters opfattelse vigtigt, at indsatsen
sker meget hurtigt og så vidt muligt straks ved de unges henvendelse om
kontanthjælp.
De statslige repræsentanter foreslår samtidig, at der på en række punkter
fremsættes ændringsforslag med henblik på at justere og udbygge lovforslaget.
Med hensyn til en udtalelse fra Dansk Ungdoms Fællesråds repræsentant i
udvalget til Politiken den 27. april 1989 om lovforslaget har
Socialministeriet følgende kommentar:
DUF's repræsentant udtaler, at unge, der har været igennem de 5 måneders
ungdomsydelsesforløb, skal starte helt forfra i relation til
dagpengesystemet.
Socialministeriet skal hertil bemærke, at det under arbejdet i udvalget er
oplyst af Arbejdsministeriet, at der vil blive fastsat nærmere regler for, i
hvilket omfang der optjenes dagpengeret ved deltagelse i
ungdomsydelsesordningen, jf. s. 21 i rapporten.
Spørgsmålet behandles for tiden i et udvalg under Arbejdsministeriet.
DUF's repræsentant har desuden udtalt, at det er »urimeligt at tvinge
unge, der er i gang med noget, til fem måneders strandrensning . . .«.
Hertil skal Socialministeriet fremhæve de statslige repræsentanters
forslag til ændringsforslag til lovforslag L 150, der er anført side 34 i
rapporten, sidste afsnit.
Det anføres her, at »det bør fastslås, at tilbud om aktiviteter, der
kan finansieres af de midler, som kommuner og amtskommuner skal afsætte i
henhold til lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., skal kunne træde i
stedet for ungdomsydelsen på de hidtil gældende vilkår. Det er en
forudsætning, at pågældende kan starte i den alternative aktivitet hurtigt
efter henvendelsen om hjælp.«
Desuden har det hele tiden været meningen, at kommunerne skal kunne
godkende projekter, som unge selv ønsker at sætte i gang eller er i gang med,
som projekter i henhold til ungdomsydelsesordningen, jf. side 10, næstsidste
afsnit, i rapporten.
Aase Olesen
/ Birthe Frederiksen
SOCIALMINISTERIET
27. april 1989
Rapport fra Ungdomsydelsesudvalget med kommentarer og ændringsforslag til
lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse (L 150) Udvalget vedrørende
ungdomsydelsesordningens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder samt
koordinering af indsatsen over for ungdomsarbejdsløsheden har ifølge sit
kommissorium til hovedopgave at foretage en opsamling af de administrative og
praktiske erfaringer ved gennemførelsen af ungdomsydelsesordningen.
Det er samtidig i kommissoriet fastlagt, at det er udvalgets første opgave
at uddybe og evt. komme med ændringsforslag til lovforslaget om indførelse af
ungdomsydelse for unge under 20 år, der søger kontanthjælp efter
bistandsloven på grund af ledighed.
I overensstemmelse hermed har udvalget udarbejdet sin 1. rapport med
kommentarer og ændringsforslag til lovforslaget om ungdomsydelse (L 150).
Udvalgets kommissorium og sammensætning fremgår af bilag 1 og 2.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Indledning
1. Tidspunktet for beskæftigelsestilbudet til den unge
2. Flere valgmuligheder med hensyn til beskæftigelse i
ungdomsydelsesordningen
3. Beskæftigelsesprojekter iværksat efter loven om
beskæftigelsesmuligheder for unge som alternativ til tilbud efter
ungdomsydelsesordningen
4. Produktionsskoleophold og andre uddannelses- og
beskæftigelsesaktiviteter som alternativ til ungdomsydelsesordningen
5. Uddannelseselementet i ungdomsydelsesordningen
6. Hvem skal rådgive og vejlede?
7. Den opsøgende kontakt til arbejdsmarkedet
8. Forholdet til anden lovgivning og overenskomster
9. Sanktioner over for unge, der »falder fra« i løbet af
ungdomsydelsesperioden
10. Visitationskompetencen i ordningen
11. Alternative løsninger i kommuner, der ikke giver beskæftigelsestilbud
rettidigt
12. Refusion af driftsudgifter til ungdomsydelsesordningen
13. Ungdomsydelse i tilfælde af den unges flytning
14. Videreudvikling af lovforslaget, så også andre aldersgrupper
tilgodeses
15. Udvidelse af kommunalfuldmagten for at give flere
beskæftigelsesmuligheder
16. Udskydelse af lovens ikrafttræden
17. Lempelse af overgangsordningen
18. Udvalgets videre arbejde med opfølgning af ungdomsydelsesordningen
19. Sammenfatning af udvalgsmedlemmernes synspunkter
Bilag 1. Udvalgets kommissorium
Bilag 2. Medlemsfortegnelse
Bilag 3. Stikprøveundersøgelse om kommunernes praksis vedrørende
kontanthjælp i ferieperioden til unge, der venter på at begynde den egentlige
uddannelse
Bilag 4. Forslag fra Kommunernes Landsforening og Sammenslutningen af
Sociale Udvalg om »Ungdomspraktik for kontanthjælpsmodtagere under 20
år«
Bilag 5. Socialministeriets kommentarer til forslaget fra KL og SASU om
»Ungdomspraktik for kontanthjælpsmodtagere under 20 år«
Bilag 6. Dansk Ungdoms Fællesråd's »Handlingsplan til afskaffelse af
ungdomsarbejdsløsheden«
1. Tidspunktet for beskæftigelsestilbudet til den unge
Det er et grundlæggende element i lovforslaget om ungdomsydelsen, at alle
unge under 20 år, som melder sig som kontanthjælpsansøgere på grund af
ledighed, straks skal have et beskæftigelsestilbud i stedet for at få
udbetalt kontanthjælp.
Ved udformningen af lovforslaget er det lagt til grund, at det er en
afgørende forudsætning for at kunne realisere det forebyggende sigte med
ordningen, at der så tidligt som muligt sættes ind med en aktiverende indsats
over for de unge. Hvis de unge derimod kommer ind i kontanthjælpssystemet,
indtræder der en passiv forsørgelsessituation med risiko for sociale
skadevirkninger, der i løbet af kort tid (allerede efter 3 måneder) kan give
den unge problemer med at tilpasse sig arbejdsmarkedet, jf.
Socialforskningsinstituttets undersøgelse om »Arbejdsløshedens psykiske
og sociale konsekvenser«.
En ordning med et krav om en arbejdsindsats straks kan også forebygge, at
der udbetales kontanthjælp til unge, som ikke reelt er ramt af en social
begivenhed, men som ved henvendelsen til socialforvaltningen efter endt
skolegang blot venter på i løbet af få måneder at begynde en uddannelse eller
et job, som de selv har skaffet sig. Der henvises i øvrigt til
Socialstyrelsens stikprøveundersøgelse, jf. bilag 3.
LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF er enige i
lovforslagets intentioner om at aktivere unge kontanthjælpsmodtagere og mener
principielt, at unge bør sikres ret til arbejde eller uddannelse. Det kan
imidlertid dokumenteres, at ca. 50 pct. af de unge kontanthjælpsmodtagere har
forladt systemet inden for de første 3 måneder. Dette skyldes bl.a., at mange
unge havner i bistandssystemet på grund af manglende uddannelses- og
praktikpladser. Der er derfor behov for en præcisering af målgruppen for
lovforslaget. Udgangspunktet bør være, at indsatsen sættes ind over for de
unge, som har reelt behov for en aktiverende indsats, og at ressourcerne
koncentreres om denne målgruppe.
DA's repræsentanter finder det af afgørende betydning, at den unge ledige
holdes helt ude af det sociale system. I bestræbelserne for at opprioritere
den aktive omstilling i forhold til den passive understøttelse er det
naturligt at sætte ind så tidligt i forløbet som overhovedet muligt - dvs. i
samme øjeblik den unge henvender sig på grund af ledighed.
Også for de unge, der henvender sig for at få kontanthjælp i juni, selv om
de ved, at de skal påbegynde studier i august/september, er
beskæftigelsestilbudet af betydning.
DA's repræsentanter understreger, at hensynet til den unges ønsker ved
etableringen af tilbudene ikke er eneafgørende. Lige så vigtigt er det, at
tilbudene etableres i overensstemmelse med, hvad der er brug for. Udvalget må
i sit fortsatte arbejde nøje vurdere, hvorvidt de afgivne tilbud resulterer i
arbejde, der er nyttigt og værdifuldt i lokalområdet.
Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og
DUF finder, at beskæftigelsestilbudet til den unge ikke skal gives straks ved
ansøgningen om kontanthjælp, men senest efter 3 måneders forløb. Herved opnår
man, at indsatsen alene bliver koncentreret om den del af de unge, der har et
reelt behov for støtte i form af en aktiverende indsats.
En sådan indsnævring af målgruppen for ordningen medfører en større
sikkerhed for, at kommunerne kan fremskaffe det nødvendige antal tilbud, og
muliggør, at tilbudenes kvalitet kan forbedres og dermed i højere grad vil
kunne medvirke til en forbedring af de unges beskæftigelsesmuligheder.
Det er DA's repræsentanters opfattelse, at diskussionen omkring tilbudenes
kvalitet overvurderes af LO's, SASU's, Kommunernes Landsforenings, Københavns
og Frederiksberg Kommuners og DUF's repræsentanter, idet der efter DA's
repræsentanters opfattelse ikke er belæg for, at kvaliteten af tilbudet er
afgørende for den unges efterfølgende beskæftigelsesmuligheder på det
ordinære arbejdsmarked.
Det er endvidere opfattelsen hos LO, KL, SASU, DUF og Københavns og
Frederiksberg Kommuner, at de konkrete tilbud bør tilrettelægges med
udgangspunkt i de unge ledige kontanthjælpsmodtageres ønsker og
forudsætninger og under hensyntagen til beskæftigelses- og
fremtidsmulighederne for de unge.
For at sikre perspektiv og motivation i lovforslaget bør der for den
begrænsede målgruppe kunne gives længerevarende og heltids arbejds- og
uddannelsestilbud, som bedre kan sikre de unge en mere varig tilknytning til
arbejdsmarkedet. Der bør gives flere valgmuligheder for den enkelte unge, og
jobtilbudene må indeholde elementer af uddannelse og kvalificering samt
supplerende uddannelser eller kurser. Sådanne forløb for en mindre målgruppe
vil betyde en mere hensigtsmæssig ressourceudnyttelse.
LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF finder ikke, at
der i Socialforskningsinstituttets undersøgelser kan siges at være
tilstrækkeligt grundlag for antagelsen om, at de sociale skadevirkninger for
de unge indtræder allerede efter 3 måneders ledighed. Der er således ikke i
de omtalte undersøgelser foretaget en egentlig vurdering af spørgsmålet om
sociale skadevirkninger for unge. Undersøgelsernes konklusioner handler
derimod bl.a. om øgede psykiske og sociale problemer blandt afskedigede
værftsarbejdere fra Nordhavnsværftet i København i 1981, altså en både
aldersmæssigt, arbejdsmarkedsmæssigt og socialt anderledes struktureret
gruppe af ledige end unge kontanthjælpsmodtagere.
Spørgsmålet om psykiske og sociale skader er ifølge de nævnte
organisationer meget tæt knyttet til, hvorvidt den enkelte står i en usikker
situation eller kan have en positiv forventning om, at medmindre man selv er
i stand til at skaffe sig et job eller en uddannelsesplads, vil man senest
inden for 3 måneder få tilbudt en beskæftigelses-/uddannelsesaktivitet.
Repræsentanterne for LO, KL, SASU, DUF og Københavns og Frederiksberg
Kommuner, er herudover bekymrede for, at der vil opstå problemer med at
fremskaffe et tilstrækkeligt antal kvalitative tilbud til de unge, såfremt
kravet om umiddelbar tilbudspligt for kommunerne opretholdes.
Repræsentanterne for Københavns og Frederiksberg Kommuner har fremført, at
grundlaget for ungdomsydelsesordningen falder bort, hvis de unge først skal
have beskæftigelsestilbud efter 3 måneders ledighed. Man kan i stedet
aktivere de unge ved at indføre bestemmelser om en obligatorisk
garantiordning for unge i Arbejdsministeriets lov om beskæftigelsesmuligheder
for unge m.v. LO's og DUF's repræsentanter deler principielt denne
opfattelse.
Repræsentanterne for Kommunernes Landsforening og Sammenslutningen af
Sociale Udvalg har i udvalget fremlagt et forslag om indførelse af en ordning
med ungdomspraktik for kontanthjælpsmodtagere under 20 år. Dette forslag
støttes af Københavns og Frederiksberg Kommuner. Forslaget, der er et
alternativ til lovforslag nr. L 150, er medtaget som bilag 4 til rapporten.
Socialministeriets repræsentanter har kommenteret forslaget i bilag 5 til
rapporten.
DA's repræsentanter skønner, at der i Kommunernes Landsforenings og
Sammenslutningen af Sociale Udvalgs forslag findes positive elementer,
herunder muligheden for, at de unge får en normal arbejdstid, ligesom
indførelsen af en praktikordning vil være den model, som vil kunne opnå
størst succes på det private arbejdsmarked. Derimod finder DA's
repræsentanter det negativt, at forslaget opererer med en venteperiode på op
til 2 måneder.
LO's repræsentanter er positive over for hovedprincipper i KL's og SASU's
forslag, om end der knytter sig mange uafklarede spørgsmål til den
kortfattede præsentation.
LO ønsker samtidig at understrege en tvivl over for de kvalificerende
virkninger af en kortvarig praktikordning, ligesom det også står meget åbent,
hvilken sammenhæng en praktikordning vil få med den øvrige uddannelses- og
beskæftigelsesmæssige indsats over for de unge.
DUF mener, at udvalgets første opgave ifølge kommissoriet har været
konkret at forholde sig til L 150.
Med hensyn til alternativer i forhold til dette forslag har DUF i udvalget
ønsket at pege på de tanker, der er indeholdt i den tidligere fremlagte
»Handlingsplan til afskaffelse af ungdomsarbejdsløsheden«, jf.
bilag 6 til rapporten.
Fra Socialministeriets side er der med hensyn til spørgsmålet om
kapaciteten i kommunerne til at klare opgaven henvist til, at der i
høringsrunden forud for lovforslagets fremsættelse forelå tilkendegivelser
fra de kommunale organisationer om, at kommunerne ville være i stand til at
fremskaffe det nødvendige antal beskæftigelsestilbud. Socialministeriets
repræsentanter henviser i denne forbindelse også til et arbejdsnotat fra
april 1989 fra Socialforskningsinstituttet: »Kommunale synspunkter på
beskæftigelse af arbejdsløse«. Det siges i denne undersøgelse, der er
baseret på svar fra ca. 90 kommuner:
»Fra kommunalpolitisk side har der været fremført, at det ville være
vanskeligt eller umuligt at fremskaffe job til alle de unge, der i dag er på
bistand. Denne kommentar har vi ikke set i nogen af de besvarelser, vi har
fået ind. Der peges tværtimod på en masse arbejdsopgaver, som kunne udføres,
hvis midlerne blot kunne kanaliseres over på det. Man nævner f.eks.
arbejdstilbud i administrationen og institutioner, hjælp til pensionister med
have, sne, hovedrengøring eller vinduespudsning, genbrugsvirksomhed,
biodynamisk gartneri, fremstilling af blindebøger, reparationsvirksomhed på
kommunale ejendomme, produktionsskoler.«
Repræsentanterne for KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner, DUF
og LO finder ikke, at Socialforskningsinstituttets undersøgelse overhovedet
omfatter en analyse af kommunernes vurdering af det foreliggende lovforslag,
idet lovforslaget ikke forelå på undersøgelsestidspunktet.
Socialministeriets repræsentanter har hertil anført, at det foreliggende
arbejdsnotat indeholder kommunale synspunkter fra en undersøgelse i efteråret
1988 om kommunernes holdning og ønsker vedrørende beskæftigelsesaktiviteter.
Kommunernes svar viser, at der er stor interesse for at vende passive ydelser
til aktive, og at der er mange forslag til arbejdsopgaver.
For så vidt angår spørgsmålet om kvalitetssikring af
beskæftigelsestilbudene er det Socialministeriets opfattelse, at det ud fra
det decentrale system på det sociale område ikke er muligt fra centralt hold
at stille specificerede krav til kommunerne om kvalitetsindholdet. Men der
kan i vejledende retningslinier til kommunerne angives forudsætninger og
ønsker med hensyn til kvaliteten af tilbudene, ligesom spørgsmålet i givet
fald vil kunne tages op til vurdering af de sociale tilsynsmyndigheder.
Det er DA's repræsentanters opfattelse, at kvalitetsindholdet af tilbudene
skal fastsættes decentralt, hvorfor DA's repræsentanter kan tiltræde, at der
alene udarbejdes vejledende retningslinier i kommunene med angivelse af
forudsætninger og ønsker med hensyn til tilbudenes kvalitet.
Udvalget har i forbindelse med spørgsmålet om kvalitetssikring drøftet,
hvorledes ungdomsydelsesordningen for de unge under 20 år vil påvirke den del
af den beskæftigelsesmæssige indsats for de 20-30-årige, som kommunerne
finansierer over de beskæftigelsesmæssige pligtmidler.
Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og
DUF finder, at en gennemførelse af L 150 vil kunne medføre en svækkelse af
indsatsen for de 20-30-årige. Ungdomsydelsesordningen vil i et vist omfang
forudsætte en omprioritering i indsatsen fra de 20-30-årige til de
under-20-årige. Repræsentanten for Københavns og Frederiksberg Kommuner har
konkret oplyst, at indførelsen af ungdomsydelsesordningen i Københavns
Kommune forudses at ville føre til en reduktion af de afsatte midler ud over
pligtbeløbet i størrelsesordenen 10-20 mio. kr.
Socialministeriet står uforstående over for, at ungdomsydelsesordningen
skulle kunne begrunde en svækkelse af den samlede indsats.
Det er forudsat i lovforslaget, at kommunernes udgifter til ungdomsydelse
for den ene halvdels vedkommende kan anmeldes til refusion, mens der for den
anden halvdel gives kompensation til kommunerne via bloktilskuddet. Herudover
er det forudsat, at kommunen som driftsudgifter ved ordningen kan anmelde 20
pct. af lønudgiften til de unge til refusion.
Endvidere kan socialministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen
tillade, at der ydes refusion til kommunerne for udgifter, som vedrører en
ekstraordinær udvidelse af indsatsen over for kontanthjælpsmodtagere. Hertil
kommer, at der på finansloven for 1989 og følgende år er afsat et puljebeløb
på 25 mio. kr. for at støtte forsøgsordninger og projekter, der går ud på at
aktivere de særligt udsatte blandt de over-20-årige. Kvinderne udgør en stor
gruppe blandt disse, og det findes derfor rimeligt at give projekter for
kvinder en fortrinsstilling.
Udvalget har endelig drøftet de praktiske problemer, der knytter sig til
effektueringen af beskæftigelsestilbudet, hvis dette som foreslået i
lovforslaget skal gives til den unge straks ved ansøgningen om kontanthjælp.
Repræsentanten for Københavns og Frederiksberg Kommuner foreslår, at der i
ordningen indlægges en visitationsperiode på 1-2 uger, således at den unge i
startfasen får udbetalt almindelig kontanthjælp og ikke ungdomsydelse, idet
det administrativt vil være kompliceret at operere med regler om lønforskud.
Socialministeriet har til dette forslag bemærket, at udbetaling af almindelig
kontanthjælp i en visitationsperiode vanskeligt kan forenes med den
grundlæggende forudsætning om, at den unge slet ikke skal ind i
kontanthjælpssystemet. Det foreslås i stedet, at ungdomsydelsen i perioden
frem til den første lønudbetaling udbetales med et beløb, der er baseret på
og svarer til en kontanthjælpsberegning efter bistandslovens § 37.
2. Flere valgmuligheder med hensyn til beskæftigelse i
ungdomsydelsesordningen
Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og
DUF har fremhævet, at det er vigtigt for de unges motivation og dermed
ordningens succes, at der etableres flere valgmuligheder for den enkelte
unge, og at man tager hensyn til de unges ønsker. Det skal i denne sammenhæng
understreges, at mulighederne for at etablere flere kvalitative tilbud til de
unge som tidligere nævnt hænger tæt sammen med spørgsmålet om tidspunktet for
tilbudets afgivelse, hvor en udskydelse af tilbudet til senest efter 3
måneder vil være en mere hensigtsmæssig praksis end tilbud straks ved
henvendelse til socialforvaltningen.
Repræsentanterne for LO og DUF finder i forlængelse heraf, at det bør
indgå i lovteksten, at kommunerne forpligtes til at give flere
valgmuligheder.
Socialministeriets repræsentanter henviser til, at det af lovforslagets §
49 a, stk. 1, fremgår, at det skal tilstræbes, at de unge får mulighed for at
vælge mellem flere beskæftigelsestilbud.
De kommunale repræsentanter har fremhævet, at man vil forsøge at tage
hensyn til de unges ønsker, men at der ikke bør være en lovmæssig binding til
at have et bestemt antal beskæftigelsesmuligheder parate. En sådan binding
vil betyde væsentligt øgede udgifter til en permanent overkapacitet.
Der er flere steder etableret utraditionelle projekter i henhold til lov
nr. 293 om beskæftigelsesmuligheder for unge, og kommunerne kan tilsvarende
godkende projekter, som unge selv ønsker at sætte i gang eller er i gang med,
som projekter i henhold til ungdomsydelsesordningen.
DUF's repræsentant har peget på, at det i et vejledningsmateriale til
ordningen bør fremgå, at utraditionelle beskæftigelsesprojekter efter L 293
samt projekter, unge selv ønsker at sætte i gang eller er i gang med, f.eks.
lokalradio, arbejde i foreninger eller græsrodsbevægelser, teater, kultur
m.v., skal kunne godkendes som job under ungdomsydelsen.
3. Beskæftigelsesprojekter iværksat efter loven om
beskæftigelsesmuligheder for unge som alternativ til tilbud efter
ungdomsydelsesordningen
Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og
DUF har udtalt følgende:
»Med baggrund i, at udvalget bl.a. har til opgave at sikre sammenhæng
og perspektiv i indsatsen, jf. udvalgets kommissorium side 2, 1. afsnit, har
udvalget allerede på sit 1. møde anmodet om at få forelagt et
samordningsnotat fra Arbejdsministeriet og Socialministeriet, der konkret
beskriver samspilsrelationerne mellem de to ordninger. Et sådant notat er på
trods af gentagne anmodninger herom ikke blevet forelagt udvalget. En række
grundlæggende problemstillinger i relation til L 150 kan derfor heller ikke
afklares under udvalgsarbejdet. Det drejer sig bl.a. om såvel den overordnede
som den konkrete samordning og sammenhæng ved indførelsen af
ungdomsydelsesordningen og spørgsmålet om, hvorvidt ungdomsydelsesjob er at
betragte som arbejde i arbejdsløshedsforsikringens forstand.
LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF skal på denne
baggrund udtrykke stor bekymring for mulighederne for at etablere et
fornuftigt samspil mellem de to ordninger og frygter, at der i realiteten er
fare for, at der opstår forretningsgange, som besværliggør administrationen
af foranstaltningerne gennem etablering af to nærtbeslægtede tilskuds- og
beskæftigelsesordninger inden for to adskilte ministerområder.«
Socialministeriets repræsentanter henviser til, at samspillet med
Arbejdsministeriets lovgivning er belyst i det følgende samt i afsnittene 4,
6, 7 og 8.
Socialministeriet har over for udvalget tilkendegivet, at en ung under 20
år, der alene på grund af ledighed henvender sig for at søge kontanthjælp, og
som ikke visiteres til f.eks. produktionsskoleophold eller andre aktiviteter,
som kan finansieres af kommunernes pligtbeløb (jf. afsnit 4), vil blive
omfattet af ungdomsydelsesordningen. Den unge skal derfor i beskæftigelse med
ungdomsydelse, dvs. med nedsat arbejdstid. Denne beskæftigelse etableres
efter reglerne om beskæftigelsesprojekter eller ansættelse i privat
virksomhed med løntilskud i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. med
de nødvendige ændringer, som er foreslået henholdsvis i arbejdsministerens
lovforslag L 58 A og i lovforslaget om ungdomsydelse (L 150).
Da kravet om 3 måneders forudgående ledighed i L 58 A kun er foreslået
fraveget ved projekter med nedsat timetal, kan timetallet i de første 3
måneder af ungdomsydelsesordningen ikke suppleres op til fuld arbejdstid med
timer finansieret efter beskæftigelsesloven. Efter 3 måneders forløb vil der
imidlertid være mulighed for at lade den unge gå over i almindelige tilbud
efter beskæftigelsesloven. Dette forudsættes at kunne ske i direkte
forlængelse af ungdomsydelsesansættelsen. Der er derimod ikke efter 3
måneders forløb mulighed for at supplere med foranstaltninger efter
beskæftigelsesloven.
Det vil også være muligt at følge ungdomsydelsesperioden på et projekt op
med en forlængelse efter beskæftigelsesloven, hvis det ikke i løbet af
ungdomsydelsesperioden er lykkedes at få de unge i arbejde eller uddannelse.
Den unges overgang fra ungdomsydelsesordningen til ansættelse efter
beskæftigelsesloven forudsætter arbejdsformidlingens godkendelse.
Arbejdsministeriet vil foretage de nødvendige præciseringer heraf i
bekendtgørelsen om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.
Kommunerne kan altså vælge, om de vil give ungdomsydelsestilbudet i 5
måneder eller de efter de første 3 måneder vil afløse dette med tilbud efter
beskæftigelsesloven. Denne valgmulighed vil blive præciseret ved et
ændringsforslag til lovforslaget.
Repræsentanterne for LO og DUF finder det uhensigtsmæssigt, at det ikke i
medfør af loven er muligt at give beskæftigelses- eller uddannelsestilbud på
normal tid, og at det ikke vil værre muligt at give tilbud af længere
varighed - over de 5 måneder - i de mange situationer, hvor der af hensyn til
værdien af indsatsen for den enkelte unge er behov for dette. Konsekvensen
heraf vil ofte være et ufleksibelt udbud af tilbud uden baggrund i de unges
forudsætninger og behov.
Socialministeriets repræsentanter henviser til, at kommunerne som nævnt
ved den unges 1. henvendelse har valgfrihed mellem at anvende reglerne om
ungdomsydelse eller reglerne om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der
kan iværksættes uden ventetid, f.eks. ophold på produktionsskole, og at der
endvidere efter 3 måneders forløb er mulighed for at overføre den unge til
ansættelse på fuld tid efter beskæftigelsesloven.
Udvalget har i forbindelse med samspillet mellem ordningerne drøftet, om
unge under 20 år, der ved ungdomsydelsesordningens ikrafttræden er i gang med
et beskæftigelsesprojekt iværksat efter reglerne i lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge, skal tages ud af denne ordning og i stedet
have tilbud efter ungdomsydelsesordningen.
Det er ved udarbejdelsen af lovforslaget om ungdomsydelsen og i de
økonomiske beregninger lagt til grund, at unge skal kunne fortsætte i det
allerede iværksatte beskæftigelsesprojekt, idet det vil være urimeligt at
ændre vilkårene i et påbegyndt forløb. Hertil kommer, at det ikke er aktuelt
for unge i et beskæftigelsesprojekt at søge om kontanthjælp på grund af
ledighed, hvilket er en betingelse for at komme ind i
ungdomsydelsesordningen.
På denne baggrund finder udvalget, at denne gruppe af unge i
beskæftigelsesprojekter ikke skal overføres til ungdomsydelsesordningen, men
skal forblive i det påbegyndte forløb.
Udvalget har endvidere drøftet, om unge under 20 år, der efter
ikrafttrædelsen af ungdomsydelsesordningen afslutter et
beskæftigelsesprojekt efter Arbejdsministeriets regler, skal have tilbud
efter ungdomsydelsesloven, hvis de ikke kommer i arbejde og derfor søger om
kontanthjælp.
Det er i lovforslaget om ungdomsydelsen og de økonomiske beregninger
forudsat om dette overgangsproblem, at denne gruppe af unge ikke skal
omfattes af ungdomsydelsesordningen. Der er tale om unge, som på tidspunktet
for ansøgningen om kontanthjælp allerede har været igennem eet
beskæftigelsestilbud efter Arbejdsministeriets regler, således at der ikke er
baggrund for at etablere et nyt og tilsvarende tilbud efter
ungdomsydelsesordningen.
4. Produktionsskoleophold og andre uddannelses- og
beskæftigelsesaktiviteter som alternativ til ungdomsydelsesordningen
Produktionsskolernes opgave er at tilbyde kombinerede undervisnings- og
produktionsprogrammer for unge og arbejdsløse. Undervisningen skal være både
praktisk arbejde og produktion. Den teoretiske undervisning skal være af
betydeligt omfang og i størst mulig grad integreres med det praktiske
arbejde.
Ophold på en produktionsskole kan have en varighed på op til 1 år.
Det er ved udformningen af lovforslaget om ungdomsydelsesordningen lagt
til grund, at ophold på en produktionsskole ikke kan være et tilbud på linie
med ansættelse i beskæftigelsesprojekter eller ansættelse i private
virksomheder med løntilskud, men derimod et alternativ til de tilbud, der kan
gives efter ungdomsydelsesordningen.
Udvalget finder i overensstemmelse hermed, at unge under 20 år, der ved
lovens ikrafttræden er i gang med et produktionsskoleophold, eller som efter
ikrafttrædelsen ved ledighed straks får tilbud om et sådant ophold, ikke skal
ind i ungdomsydelsesordningen. Den unge skal i stedet - dvs. en videreførelse
af den gældende ordning - kunne modtage kontanthjælp med anvendelse af den
lempelige beregningsregel i bistandslovens § 38, stk. 7, hvorefter halvdelen
af deltagergodtgørelsen ikke medfører fradrag i hjælpen.
Udvalget foreslår, at det ved et ændringsforslag til lovforslaget
præciseres, at produktionsskoleophold er et alternativ til de tilbud, der
gives efter ungdomsydelsesordningen.
Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og
DUF finder det uheldigt, hvis lovens udformning indebærer, at alle
uddannelsesmuligheder, der kan finansieres efter lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge, ikke vil være tilskudsberettigede i medfør
af L 150. Det vil bl.a. dreje sig om produktionsskoler, daghøjskoler og
AMU-kurser.
Udvalget har i tilknytning til overvejelserne om samspillet mellem
produktionsskoleophold og ungdomsydelse drøftet, om der er andre
foranstaltninger af uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig karakter, der har
til formål at introducere den unge til det ordinære uddannelsessystem eller
til arbejdsmarkedet, og som derfor bør rubriceres som alternativer til
ungdomsydelsestilbudene.
Det er udvalgets opfattelse, at der med hensyn til afgrænsningen af de
uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige foranstaltninger kan lægges vægt på,
om der er tale om aktiviteter, der kan finansieres af de midler, som kommuner
og amtskommuner i henhold til loven om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.
har pligt til at afsætte til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden.
Ud fra dette kriterium vil uddannelsesaktiviteter, der er iværksat efter
lov om ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger, få status som
tilbud, der er alternativer til tilbud efter ungdomsydelsesordningen. Det
samme vil gælde de arbejdsmarkedsuddannelser, der iværksættes efter lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. Der skal under deltagelsen i de
forskellige aktiviteter udbetales kontanthjælp til den unge, hvis
betingelserne herfor er opfyldt.
Hvis den unge opfylder betingelserne for at få tilbud om beskæftigelse med
ungdomsydelse, må beslutningen om brug af denne ordning set i forhold til
alternative tilbud til den unge om deltagelse i uddannelses- og
beskæftigelsesaktiviteter afgøres af kommunen under hensyn til den unges
ønsker samt kapaciteten inden for de forskellige foranstaltninger.
Kan de alternative uddannelses- og beskæftigelsesaktiviteter på grund af
særlige startterminer for kurserne m.v. ikke iværksættes straks i forbindelse
med den unges ansøgning om kontanthjælp, skal den unge i venteperioden ind i
ungdomsydelsesordningen.
Udvalget foreslår, at der fremsættes ændringsforslag med henblik på, at de
ovennævnte uddannelses- og beskæftigelsesmæssige foranstaltninger kan træde i
stedet for tilbud efter ungdomsydelsesordningen.
5. Uddannelseselementet i ungdomsydelsesordningen
Det er i lovforslaget forudsat, at kommunerne skal stå frit med hensyn
til, om - og i givet fald i hvilket omfang - de vil supplere
beskæftigelsestilbudet efter ungdomsydelsesordningen med uddannelse og med
hvilken art uddannelse. Kommunerne kan anvende pligtbeløbet til at yde
supplerende uddannelse.
Forudsætningen om kommunernes dispositionsfrihed bygger på den grundtanke,
at det er hensigtsmæssigt, at kommunerne kan vurdere behovet konkret ud fra
de unges forudsætninger og forholdene lokalt med hensyn til beskæftigelse og
fremtidsmuligheder for de unge.
Udvalget vil i den forbindelse udarbejde et idekatalog med hensyn til
tilbudet til de unge om supplerende uddannelse.
Det er i bemærkningerne til lovforslagets finansieringsbestemmelse nævnt
med hensyn til uddannelsesudgifterne, at der ydes statstilskud til drift og
deltagergodtgørelse svarende til uddannelsestilskud efter lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. for indtil 5 timer pr. uge pr.
deltager.
DA's repræsentanter opfatter ikke uddannelseselementet som centralt i
lovforslaget. Lovforslagets bærende ide er at aktivere unge, der ellers ville
synke ned i passivitet.
Denne aktivering opnås primært ved at give den unge en
»arbejdstræning« og dermed en begyndende fornemmelse af og
tilknytning til arbejdsmarkedet snarere end ved at uddanne ham/hende.
Repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og
DUF finder det uacceptabelt, at man ikke sikrer de unge en forbedring af
deres kvalifikationer, idet mulighederne for etablering af en fast
tilknytning til arbejdsmarkedet i høj grad er betinget af den enkeltes
kvalifikationsniveau.
Det er derfor disse udvalgsmedlemmers opfattelse, at der bør ske en
væsentlig styrkelse af uddannelseselementet i ordningen. Dette kan ske ved at
forøge statstilskuddet, således at der gives tilskud til mere end 5 timers
undervisning pr. uge. Alternativt vil der være mulighed for at opprioritere
uddannelseselementet inden for den givne økonomiske ramme, hvis
beskæftigelsestilbudet først skal gives efter 3 måneders forløb.
Socialministeriet bemærker hertil, at den økonomiske ramme for ordningen
ligger fast, men at spørgsmålet om udbygning af uddannelseselementet er et
centralt emne i udvalgets videre arbejde ud fra det erfaringsmateriale, der
skal indsamles om virkningerne af ordningen.
Som led i en styrkelse af uddannelseselementet foreslår repræsentanten for
DUF, at det gennem en stramning af bestemmelsen i lovforslagets § 49 d gøres
obligatorisk for kommunerne at give de unge tilbud om supplerende uddannelse,
ligesom det bør overvejes på længere sigt at etablere forsøg med nye
uddannelsesformer som supplement til de eksisterende uddannelsesforløb.
LO tilslutter sig DUF's forslag og finder herudover, at der bør indbygges
en form for »job- og uddannelseskontrakt« i ordningen, så
kommunerne får pligt til i samråd med den unge at fastlægge en samlet job- og
uddannelsesplan, der kan være med til at forhindre, at den unge vender
tilbage til kontanthjælpssystemet, men derimod sikrer den unge mulighed for
at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Repræsentanten for Københavns og Frederiksberg Kommuner tilslutter sig
forslaget om en form for »job- og uddannelseskontrakt«, men under
den forudsætning, at kommunerne får en frist på 3 måneder til at udforme
denne.
Det er udvalgets opfattelse, at der skal være så frie rammer som muligt
for kommunerne med hensyn til den rent praktiske tilrettelæggelse af
beskæftigelsestilbudet i kombination med supplerende uddannelse. Det skal
være muligt at placere arbejde og uddannelse i blokke inden for måneden, når
det blot sikres, at der er det nødvendige antal beskæftigelsestimer til, at
det beregnede bruttolønsniveau opnås. Det skal således ikke være noget krav,
at det antal arbejdstimer, som en given timeløn giver mulighed for, fordeles
jævnt på ugedagene inden for en måned.
Udvalget har endelig drøftet, om det ved en ændring af konstruktionen af
det foreslåede statstilskud til uddannelsesudgifterne på indtil 5 timer pr.
uge pr. deltager er muligt at opnå en større fleksibilitet i
uddannelseselementet. Kommunerne bør have adgang til inden for rammerne af
statstilskuddet at give mere end 5 timers undervisning pr. uge til unge, der
har særligt behov for uddannelse. Med henblik herpå foreslår udvalget, at
statstilskuddet omlægges til et rammebeløb, således at tilskuddet for den
enkelte kommune udgør et beløb, der svarer til 5 timer pr. uge x antallet af
unge i ungdomsydelsesordningen.
6. Hvem skal rådgive og vejlede?
Udgangspunktet med hensyn til rådgivningen af de unge er, at kommunen -
uanset om beskæftigelsen suppleres med uddannelse - lever op til sin
almindelige rådgivnings- og vejledningsforpligtelse.
Det er udvalgets opfattelse, at rådgivningsvirksomheden såvel af hensyn
til den unges indplacering i beskæftigelsestilbudet som af hensyn til
udslusningen fra ordningen må være et centralt element, der indgår som et
integreret led i hele forløbet med ungdomsydelsen.
Bistandslovens kapitel 7 (§§ 28-31) indeholder de almindelige regler om
kommunens rådgivning og vejledning og om opsøgende virksomhed. Det fastslås,
at rådgivningen er en kommunal opgave. Det påhviler således det sociale
udvalg at vurdere omfanget af behovet for vejledning og tage stilling til,
hvorledes vejledningsarbejdet skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de
muligheder, der kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre
myndigheder.
I cirkulæret om rådgivning og vejledning efter bistandsloven er det
omtalt, at der må samarbejdes med andre instanser inden for kommunen, der kan
formidle information om vejledningsbehovet.
Der bør endvidere ifølge cirkulæret samarbejdes med andre myndigheder,
organer og institutioner, der har kontakt med de unge, eksempelvis
arbejdsformidlingen og skolemyndighederne.
Ud fra de angivne retningslinier om samarbejdsrelationerne er det
nærliggende at pege på, at vejledningsindsatsen fra kommunens side bør ske i
samråd med arbejdsformidlingen, beskæftigelseskonsulenten og
ungdomsvejledningen samt øvrige instanser, der har rådgivningsopgaver over
for unge. Det bør i den forbindelse være muligt for kommunen at operere med
»entreprenører«, dvs. alliere sig med instanser, der har at gøre
med rådgivning på specialområder.
Selv om den generelle forpligtelse for kommunerne til at yde rådgivning og
vejledning er fastlagt i bistandslovens kapitel 7, vil det ud fra ønsket om
at styrke vejledningselementet i ungdomsydelsesordningen være
hensigtsmæssigt, hvis der udformes en speciel regel herom.
Udvalget foreslår derfor, at der ved et ændringsforslag til lovforslaget
indsættes en bestemmelse om vejledningsforpligtelsen over for de unge. Det må
af bestemmelsen fremgå, at kommunens forpligtelse til at vejlede de unge ikke
blot omfatter etablerings- og udslusningsfasen, men at der også skal gives
vejledning løbende i selve ungdomsydelsesperioden.
Det forudsættes endvidere, at der i forbindelse med afslutningen af
beskæftigelsesforholdet gives rådgivning og vejledning, og der bør i et
samarbejde mellem den unge og kommunen aftales en plan for et videre
uddannelses- eller jobforløb.
DA's repræsentanter finder, at der bør indgå et ikke ubetydeligt element
af vejledning i ordningen. Dette såvel under selve forløbet som i forbindelse
med afslutning af beskæftigelsen. Vejledningen bør sigte på, at den unge
motiveres til så hurtigt som muligt at finde et job på det ordinære
arbejdsmarked eller overgå til det ordinære uddannelsessystem.
Udvalget lægger vægt på, at det i bemærkningerne til ændringsforslaget
fremhæves, at det ikke med vejledningsbestemmelsen er hensigten at etablere
nye systemer, men at der er behov for en bedre koordinering mellem de
eksisterende systemer.
Arbejdsministeriet har om arbejdsformidlingens rolle i relation til
ungdomsydelsesordningen bemærket, at arbejdsformidlingen i forbindelse med
den nye ordning skal varetage de opgaver, der er pålagt den i henhold til lov
om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., da det er tilbud i henhold til
denne lov, der kan gives unge under ungdomsydelsesordningen. Tilsvarende skal
kommunerne varetage de opgaver, der er pålagt dem i henhold til
beskæftigelsesloven. Ungdomsydelsesordningen skal således ikke ændre ved den
opgavefordeling mellem arbejdsformidlingen og kommunerne, som eksisterer i
beskæftigelsesloven i dag.
Arbejdsministeriet har samtidig tilkendegivet, at der ikke vil blive givet
ekstra ressourcer til arbejdsformidlingen i forbindelse med gennemførelsen af
ungdomsydelsesordningen.
LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF finder, jf. de
tidligere bemærkninger under pkt. 3, at der er behov for en nærmere
præcisering af det konkrete samspil mellem kommunerne og AF med henblik på at
undgå en unødig bureaukratisering af indsatsen over for de unge. Med de i
øjeblikket foreliggende oplysninger om samspillet og rollefordelingen mellem
AF og kommunerne i henhold til L 150 er der tydeligvis fare for, at AF vil få
en yderligere administrativ belastning uden tilførsel af ressourcer. Dette
finder de nævnte organisationer uhensigtsmæssigt.
7. Den opsøgende kontakt til arbejdsmarkedet
Spørgsmålet om den direkte og opsøgende kontakt til virksomhederne på
arbejdsmarkedet er et centralt led i indsatsen over for unge med
ungdomsydelse. Dette gælder såvel ved fremskaffelsen af
beskæftigelsestilbudene som ved udslusningen fra ordningen.
Den opsøgende kontakt til arbejdsmarkedet påhviler som altovervejende
hovedregel arbejdsformidlingen. Der er imidlertid i begrænset omfang åbnet
mulighed for, at en kommune efter aftale med arbejdsformidlingen kan overtage
den opsøgende virksomhed.
Der er således ved en ændring i december 1988 af loven om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. gennemført en lovfæstelse af den
hidtidige praksis om, at kommunen henviser ledige til ansættelse i private
virksomheder med løntilskud uden forudgående anvisning eller henvisning fra
arbejdsformidlingen.
Endvidere kan nævnes, at Socialministeriet - på baggrund af cirkulæret af
1. april 1987 om samarbejdet mellem arbejdsformidlingen, amtskommunerne og
kommunerne om foranstaltninger imod ungdomsarbejdsløsheden - i november 1988
henstillede til kommunerne at udnytte mulighederne for at indgå lokalaftale
med arbejdsformidlingen om, at der fra socialforvaltningens side kan
etableres en direkte kontakt til arbejdsgiverne med henblik på placering af
ledige kontanthjælpsmodtagere.
Det er udvalgets opfattelse, at det i forbindelse med en udbygning af
samarbejdet mellem arbejdsformidlingen og kommunerne er af meget væsentlig
betydning, at der i forhold til arbejdsgiverne sikres en koordinering af den
opsøgende kontakt med hensyn til placering af unge i ungdomsydelsesordningen
og den senere udslusning.
8. Forholdet til anden lovgivning og overenskomster
a. Arbejdsløshedsforsikringsloven
Arbejdsministeriet har oplyst, at der vil blive fastsat nærmere regler
for, i hvilket omfang der optjenes dagpengeret ved deltagelse i
ungdomsydelsesordningen.
Såvel DUF's og LO's som de kommunale repræsentanter har fremhævet
vigtigheden af, at beskæftigelse i henhold til ungdomsydelsesordningen
betragtes som arbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.
Med hensyn til rådighedspligt har Arbejdsministeriet oplyst, at unge, der
ansættes i beskæftigelsesprojekter, skal stå til rådighed for
arbejdsmarkedet. Det gælder derimod ikke for unge, der ansættes i privat
virksomhed med løntilskud.
Det følger af ungdomsydelsesforslagets henvisning til reglerne i lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., at unge i ungdomsydelsesordningen vil
være omfattet af samme regler.
b. Ferieloven
Det er forudsat, at ferieloven gælder for beskæftigelse i
ungdomsydelsesordningen.
c. Lov om arbejdsmarkedets tillægspension og lov om Arbejdsmarkedets
Uddannelsesfond
Disse love forudsættes ligeledes at gælde for beskæftigelse i
ungdomsydelsesordningen.
Det er fra LO's repræsentanters side anført, at ungdomsydelsesniveauet bør
forhøjes, således at bidrag til ATP og AUD neutraliseres.
DUF tilslutter sig LO's synspunkt.
d. Arbejdsmiljøloven
Gælder for beskæftigelse i ungdomsydelsesordningen.
e. Arbejdsskadeforsikringsloven
Gælder for beskæftigelse i ungdomsydelsesordningen.
f. Lov om dagpenge under sygdom eller fødsel
Gælder for beskæftigelse i ungdomsydelsesordningen.
g. Overenskomster
LO's repræsentant har nævnt, at der i en del overenskomster, bl.a. SiD's,
ikke er adgang til ansættelse på deltid.
Arbejdsministeriets og Socialministeriets repræsentanter har hertil
anført, at en lovbestemmelse kan træde i stedet for en overenskomst, og at
Arbejdsministeriets lovforslag L 58 A om ændring af lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. og Socialministeriets lovforslag om
ungdomsydelse sammen giver mulighed for deltidsansættelse både i
beskæftigelsesprojekter og hos private arbejdsgivere med løntilskud, selv om
den konkrete overenskomst ikke har bestemmelser om deltidsansættelser.
9. Sanktioner over for unge, der »falder fra« i løbet af
ungdomsydelsesperioden
Det er en forudsætning for udbetaling af den fulde ungdomsydelse, at den
unge udfører det antal arbejdstimer, der er indeholdt i beskæftigelsen. Der
er derfor kun ret til ungdomsydelse for det antal timer, hvori der faktisk
udføres arbejde.
Hvis den unge helt opgiver arbejdet, er den unge ikke berettiget til at
modtage almindelig kontanthjælp i den resterende del af
ungdomsydelsesperioden. Dette svarer til, at en over-20-årig efter den
almindelige regel i bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1, ikke kan få
kontanthjælp, hvis pågældende har et rimeligt tilbud om arbejde eller
deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
LO's repræsentanter har fremhævet, at de - hvis beskæftigelsesmulighederne
skal være parate til de unge straks eller meget hurtigt - ikke kan gå ind
for, at det skal være forbundet med tab af retten til kontanthjælp at sige
nej til en beskæftigelsesmulighed eller senere forlade beskæftigelsen.
LO's repræsentanter kan derimod tilslutte sig princippet om, at de unge
ikke skal kunne afslå et kvalitativt godt beskæftigelsestilbud og i stedet
hæve kontanthjælp. Men et kvalitativt godt tilbud fordrer efter disse
repræsentanters opfattelse, at kommunerne har haft bedre tid til - ud fra den
unges forudsætninger og ønsker samt mulighederne på arbejdsmarkedet - at
finde frem til det bedst opnåelige tilbud.
LO's repræsentanter har endvidere peget på, at et eventuelt tab af retten
til kontanthjælp/ungdomsydelse kan have meget vidtrækkende konsekvenser for
den enkelte. Der bør derfor etableres en klageadgang, der kan vurdere de
givne tilbuds kvalitet og rimelighed.
DUF støtter de forebyggelseselementer, som ligger i lovforslaget. DUF
finder derfor også, at der for den gruppe af unge, som af forskellige grunde
ikke kan fungere under et beskæftigelsestilbud inden for ungdomsydelsen,
fortsat må være et socialt sikkerhedsnet. Såfremt man sender unge, der er
faldet ud af ungdomsydelsesordningen, på gaden uden økonomisk sikkerhed,
mener DUF, at lovforslaget vil virke imod sine intentioner, idet det kan føre
til f.eks. øget ungdomskriminalitet, misbrugsproblemer som følge af endnu et
personligt nederlag m.v.
De kommunale repræsentanter har med hensyn til mulighed for klage over
tilbudenes art givet udtryk for, at det - hvis tilbudene skal gives meget
hurtigt - kan være svært med det samme at finde et, der matcher den unges
forudsætninger og ønsker bedst muligt. Man kan imidlertid - som det i
forvejen er helt almindelig praksis - lade de unge skifte projekt, hvis de
ikke er tilfredse. En klageadgang straks ved det første tilbud vil kunne give
kaotiske tilstande.
Hvis kommunerne får en frist på 2-3 måneder til at finde den konkret bedst
egnede beskæftigelsesmulighed, vil det efter disse repræsentanters opfattelse
næppe give de store problemer med klageadgang for så vidt angår tilbudenes
art.
Socialministeriets repræsentanter har henvist til, at Folketinget i
december 1988 har vedtaget en stramning af bitandslovens § 40, stk. 1, nr. 1,
om kontanthjælpsansøgeres pligt til at udnytte arbejdstilbud m.v. Ændringen
er trådt i kraft den 1. april 1989. Selv om man principielt lod den unge, der
afviser at udnytte sit beskæftigelsestilbud efter ungdomsydelsesordningen,
komme ind under kontanthjælpsreglerne, ville den pågældende alligevel med et
åbent beskæftigelsestilbud efter § 40, stk. 1, nr. 1, være afskåret fra at få
kontanthjælp.
Socialministeriets repræsentanter har i øvrigt givet udtryk for, at
muligheden for klage til de sociale tilsynsmyndigheder over standarden i en
kommunes tilbud i henhold til ungdomsydelsesordningen må være tilstrækkelig
til at sikre, at kommunerne lever op til et rimeligt niveau i kvaliteten af
de tilbud, der gives.
Socialministeriets repræsentanter har særligt fremhævet, at en del af de
unge, som DUF's repræsentant finder kan være svære at motivere for eller
holde fast i beskæftigelse, vil tilhøre den gruppe af unge, som ikke alene
har ledighed som problem. De vil altså kunne omvisiteres til mere støttende
foranstaltninger efter bistandsloven, f.eks. efter § 42.
10. Visitationskompetencen i ordningen
Det er i lovforslaget om ungdomsydelsen angivet, at det er det sociale
udvalg, der har kompetencen til at afgøre, om en ung under 20 år er omfattet
af reglerne om ungdomsydelse.
Der er fra enkelte kommuner fremsat ønske om, at det i stedet overlades
til kommunalbestyrelsen at træffe bestemmelse om visitationskompetencens
placering. Dette vil åbne mulighed for, at kompetencen kan henlægges til
f.eks. kommunens ungdomsvejledning.
Socialministeriet har i den forbindelse fastholdt, at
visitationskompetencen må placeres hos det sociale udvalg. Det er væsentligt
at sikre, at den myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse om
andre hjælpemuligheder efter bistandsloven, også har kompetencen med hensyn
til ungdomsydelsesordningen.
Socialministeriets repræsentanter har imidlertid samtidig oplyst, at
Folketinget for tiden behandler et forslag om ændring af den sociale
styrelseslov, hvorefter der bliver mulighed for, at behandlingen af sociale
personsager henlægges til andre udvalg under kommunalbestyrelsen end det
sociale udvalg.
Det er imidlertid samtidig vigtigt, at det over for kommunerne
tilkendegives, at ungdomsydelsesordningen så vidt muligt bør etableres og
fungere i et samarbejde mellem de relevante myndigheder: socialforvaltning,
beskæftigelsessekretariat, ungdomsvejledning, arbejdsformidling,
uddannelsesinstitutioner o.a. Herudover vil man fra centralt hold kunne pege
på det hensigtsmæssige i, at der i socialforvaltningen udpeges specielle
medarbejdere, der skal have med ungdomsydelsesordningen og kontakten til de
øvrige implicerede myndigheder at gøre.
11. Alternative løsninger i kommuner, der ikke giver beskæftigelsestilbud
rettidigt
Det har i udvalget været drøftet, hvad konsekvensen bør være, hvis en
kommune ikke giver beskæftigelsestilbud rettidigt.
På et beslægtet lovområde - loven om arbejdstilbud til ledige - findes en
bestemmelse, der tager sigte på den situation, hvor den ledige ikke har fået
et rimeligt tilbud om arbejde inden det tidspunkt, da pågældendes ret til
arbejdsløshedsdagpenge ophører. I så fald kan den ledige fortsat få dagpenge.
Socialministeriets repræsentanter henviser til, at oplysninger fra blandt
andet Socialforskningsinstituttets arbejdsnotat »Kommunale synspunkter
på beskæftigelse af arbejdsløse« peger i retning af, at det ikke vil
volde vanskeligheder at skaffe de nødvendige beskæftigelsespladser, og det
vil så meget des mere gælde, hvis der bliver en frist på 14 dage til at finde
tilbudene, jf. ovenfor, pkt. 1, og hvis ikrafttrædelsestidspunktet udskydes
og overgangsordningen lempes, jf. nedenfor, punkterne 16 og 17.
Socialministeriets repræsentanter finder derfor ikke, at der er grundlag
for at regne med, at kommunerne ikke kan leve op til ungdomsydelsesordningens
krav om at finde beskæftigelsesmuligheder.
Hvis det alligevel i enkelte tilfælde skulle ske, at der ikke inden for
den givne frist kan findes et beskæftigelsestilbud, vil der i kraft af den
ovenfor under pkt. 1 foreslåede regel om dækning af tiden indtil første
lønudbetaling kunne ydes ungdomsydelse svarende til kontanthjælp til den
unge, indtil der findes en beskæftigelsesmulighed og første lønudbetaling er
sket.
Hvis en kommune generelt ikke opfylder kravet om beskæftigelse til unge
kontanthjælpsansøgere og giver kontanthjælp i stedet, vil de unge, kunne
klage til de sociale klagemyndigheder, og de almindelige regler, der gælder,
hvis kommuner ikke overholder lovgivningen, vil kunne bringes i anvendelse.
Da repræsentanterne for LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner
og DUF er bekymrede for, at der vil opstå problemer med at fremskaffe et
tilstrækkeligt antal kvalitative tilbud til de unge, såfremt kravet om
umiddelbar tilbudspligt for kommunerne opretholdes, bør der efter disse
repræsentanters opfattelse i lovforslaget indsættes en bestemmelse om retten
til kontanthjælp ved manglende beskæftigelsestilbud.
12. Refusion af driftsudgifter til ungdomsydelsesordningen
Det er i de økonomiske beregninger lagt til grund, at kommunerne ud over
udgiften til løn til unge ansat på beskæftigelsesprojekter skal kunne anmelde
driftsudgifter på op til 20 pct. af lønudgiften til de unge til refusion.
Eksempler på hovedudgiftsarter, der kan være tale om at medtage som
driftsudgifter, er nævnt i bemærkningerne, side 6: udgifter til holdformænd,
instruktører og materialer. Også nødvendige udgifter til projektvejledere og
lokaleleje vil være udgiftsarter, der kan medtages.
Det er fra LO's og de kommunale repræsentanters side blevet anført, at de
20 pct. af lønudgifterne til de unge, som er sat som grænse for
refusionsberettigende driftsudgifter i de økonomiske beregninger
(»overhead«), ikke vil dække de reelle udgifter. Disse
repræsentanter finder, at et overhead på 30 pct. vil være mere reelt.
Det er fra Socialministeriets repræsentanters side anført, at de 20 pct.s
overhead kan betragtes som et rammebeløb beregnet ud fra samtlige lønudgifter
til ungdomsydelsespersoner i kommunen. Når det tages i betragtning, at nogle
beskæftigelsespladser vil være »omkostningslette« at
skaffe/etablere, ventes gennemsnittet at kunne holdes inden for de 20 pct.s
overhead.
Det er også fra Socialministeriets repræsentanters side blevet fremhævet,
at finansieringen af ordningen sker dels ved, at Socialministeriet refunderer
50 pct. af de udgifter, der kan anmeldes til refusion, dels ved, at de andre
50 pct. kompenseres ved bloktilskud.
Det må således være udgangspunktet, at det forhandlingsresultat, som de
kommunale parter og Finansministeriet/Socialministeriet når i de såkaldte
DUT-forhandlinger (DUT = Det Udvidede Totalbalanceprincip), sikrer, at
kommunerne kompenseres for de merudgifter, ungdomsydelsesordningen påfører
kommunerne. Derved vil ungdomsydelsesordningen være økonomisk neutral for
kommunerne.
LO's repræsentanter og de kommunale repræsentanter har desuden anført, at
de administrative udgifter ved ordningen er uafklarede.
Fra Finansministeriets og Socialministeriets repræsentanters side er det
påpeget, at der også er administration forbundet med alternativet til
ungdomsydelse, nemlig kontanthjælp, og at det desuden anerkendes, at udgifter
til projektvejledere, der i et vist omfang kan varetage administrative
opgaver, kan indgå i de refusionsberettigende driftsudgifter.
Endelig er det et fast princip, at administrative konsekvenser på det
kommunale udgiftsområde - såvel mindre- som merudgifter - normalt ikke er
omfattet af DUT-princippet. Det skyldes, at administrative konsekvenser beror
på kommunernes opgavevaretagelse og derfor er meget vanskelige at afgrænse og
usikre at opgøre.
LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF ønsker at
præcisere, at der ikke er nogen viden om de reelle driftsomkostninger og
administrative omkostninger. Det skal endvidere som tidligere nævnt
understreges, at en gennemførelse af L 150 sandsynligvis vil nødvendiggøre en
omprioritering af ressourceanvendelsen fra de 20-30-årige på
beskæftigelsesprojekter under L 293 til indsatsen over for de 18-20-årige.
Der er således fare for, at en gennemførelse af L 150 vil kunne medføre, at
kvaliteten i de samlede tilbud for unge ledige mindskes.
De nævnte organisationer understreger, at der bør være tilstrækkelige
midler til en kvalitetssikring af tilbudene.
Udvalget foreslår, at der foretages en nærmere præcisering med hensyn til
refusion af driftsudgifter i lovteksten.
Desuden skal uddannelsestilskuddet nærmere præciseres, samtidig med at det
foreslås, at tilskuddet bliver en ramme, jf. pkt. 5.
13. Ungdomsydelse i tilfælde af den unges flytning
Hvis den unge flytter til en ny kommune i løbet af ungdomsydelsesperioden
- f.eks. efter 2 måneders forløb - har den unge ret til at få dækket den
resterende del af 5-måneders-perioden ved et beskæftigelsestilbud fra den nye
opholdskommune.
Det økonomiske mellemværende mellem fraflytnings- og tilflytningskommunen
skal afgøres ud fra bistandslovens almindelige opholds- og
betalingskommuneregler, der også finder anvendelse på
ungdomsydelsesordningen. Den eneste pligt for fraflytningskommunen vil derfor
kunne være, at man skal refundere tilflytningskommunens udgifter.
14. Videreudvikling af lovforslaget, så også andre aldersgrupper
tilgodeses
I fremsættelsestalen anførte socialministeren, at forslaget om
ungdomsydelse i første omgang skal gælde unge under 20 år. Heri ligger en
tilkendegivelse af, at det på grundlag af de erfaringer, der indvindes i
perioden indtil udgangen af 1991, bør overvejes at udvide ordningen til flere
årgange.
LO, KL, SASU, Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF ønsker at pege
på, at der er behov for en indsats, der omfatter alle unge, hvorfor der i
forbindelse med gennemførelsen af L 150 bør fastlægges nærmere principper og
tidsterminer for en handlingsplan, der inden for en meget kort tidshorisont
udvider indsatsen til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden til den samlede
ungdomsgruppe.
15. Udvidelse af kommunalfuldmagten for at give flere
beskæftigelsesmuligheder
L 150 er udformet ud fra en forudsætning om, at de gældende regler om
kommunalfuldmagtens grænser skal være gældende.
LO's og DUF's repræsentanter finder, at mulighederne for at udvikle og
iværksætte beskæftigelsestilbud med en vis kvalitet bl.a. er afhængige af en
udvidelse af en kommunalfuldmagt.
DA's repræsentanter i udvalget må afvise, at ordningens succes vil afhænge
af en udvidelse af kommunalfuldmagten. Det er tværtimod DA's repræsentanters
opfattelse, at kommunalfuldmagten må siges generelt at fungere
tilfredsstillende med den nuværende afgrænsning.
Spørgsmålet om kommunalfuldmagtens grænser hører under
Indenrigsministeriets område.
Udvalget vil i sit videre arbejde følge spørgsmålet om, hvorvidt der er
beskæftigelsesmuligheder i ungdomsydelsesordningen, som bremses på grund af
kommunalfuldmagtens grænser.
16. Udskydelse af lovens ikrafttræden
Ungdomsydelsesordningen er ifølge lovforslag L 150 foreslået at skulle
træde i kraft den 1. juli 1989.
Det er udvalgets opfattelse, at der bør ske en udskydelse af lovens
ikrafttræden, således at kommunerne får bedre tid til at klare ordningens
administrative tilrettelæggelse og til at fremskaffe det nødvendige antal
beskæftigelsestilbud inden for et bredt spektrum.
Udvalget finder, at disse hensyn taler for, at ikrafttrædelsestidspunktet
i hvert fald udskydes til 1. september 1989.
Denne udskydelse vil samtidig for 1989 have den virkning, at unge, der har
fået plads inden for uddannelsessystemet ved studieårets start pr. 1.
september, ikke bliver inddraget under ungdomsydelsesordningen.
Herudover har udvalget drøftet et forslag om, at lovens ikrafttræden
udskydes til 1. januar 1990.
Dette forslag er begrundet med, at der i forbindelse med forliget om nye
overenskomster på det kommunale arbejdsmarked er åbnet mulighed for at
fastsætte en projektløn fra 1. januar 1990 for unge i
beskæftigelsesprojekter. Formuleringen i forhandlingsresultatet er, at
parterne er »enige om med virkning fra 1. januar 1990 at søge gennemført
en projektløn (svarende til garantibetalingen på det private
arbejdsmarked)». Samtidig kan der også åbnes mulighed for at forhandle
om deltidsansættelse.
Hvis projektlønnen bliver en realitet allerede fra 1. januar 1990, kan man
undgå nogle overgangsproblemer (bl.a. tilpasning af arbejdstimetallet for de
unge) i forbindelse med den nye lønsats ved at udskyde starten af
ungdomsydelsesordningen. Men disse overgangsproblemer skal dog under alle
omstændigheder løses for dem, der er i gang med et beskæftigelsesprojekt.
Udvalget er opmærksomt på, at det i forbindelse med aftalerne om
finansloven for 1989 har været en forudsætning, at ordningen skulle træde i
kraft i 1989.
Uanset lovens endelige udformning vil repræsentanterne for LO, KL, SASU,
Københavns og Frederiksberg Kommuner og DUF anbefale, at loven tidligst
træder i kraft den 1. januar 1990 af hensyn til den nødvendige forberedelse
af lovens administration.
Det er DA's repræsentanters opfattelse, at diskussionerne i udvalget giver
anledning til at antage, at et ikrafttrædelsestidspunkt som den 1. september
1989 vil være realistisk. DA's repræsentanter ser ingen grund til at udsætte
ordningen til 1990, idet en indførelse af en projektløn vil være et generelt
problem for samtlige beskæftigelsesordninger.
Socialministeriets repræsentanter har henvist til, at det er et led i
forliget om finansloven for 1989, at der i dette finansår udnyttes en
beviling til en ungdomsydelsesordning for de under-20-årige.
17. Lempelse af overgangsordningen
Den foreslåede overgangsordning i lovforslagets § 3 går ud på, at unge,
der er kommet ind i kontanthjælpssystemet og er under 20 år ved lovens
ikrafttræden, også skal omfattes af ordningen.
Repræsentanterne for de kommunale organisationer har peget på, at
overgangsordningen vil kunne give kapacitetsproblemer for kommunerne, når der
straks ved lovens ikrafttræden skal gives beskæftigelsestilbud også til den
gruppe af de under-20-årige, der modtager kontanthjælp.
Udvalget foreslår derfor, at der gennemføres en mere glidende
overgangsordning, således at de unge kontanthjælpsmodtagere under 20 år
gradvis bliver taget ind i ungdomsydelsesordningen.
Overgangsordningen foreslås udformet således, at unge under 20 år, der ved
lovens ikrafttræden er kommet ind i kontanthjælpssystemet, senest 6
måneder efter lovens ikrafttræden skal have et beskæftigelsestilbud, hvis
de ikke er fyldt 20 år inden da (i stedet for straks ved lovens
ikrafttræden).
18. Udvalgets videre arbejde med opfølgning af ungdomsydelsesordningen
Udvalget har ifølge sit kommissorium til hovedopgave at følge udviklingen
i ungdomsydelsesordningen med henblik på udarbejdelse af forslag til revision
af ordningen inden udgangen af 1991.
Den konkrete tilrettelæggelse og prioritering af udvalgets arbejdsopgaver
vil være betinget af den endelige lovs udformning.
19. Sammenfatning af udvalgsmedlemmernes synspunkter
LO, DUF, KL, SASU og Københavns og Frederiksberg Kommuner har med
interesse deltaget i Ungdomsydelsesudvalgets første arbejdsopgave.
Repræsentanterne for kommunerne, SASU, DUF og LO er enige i hovedsigtet i
lovforslaget om ungdomsydelse for unge under 20 år om at sikre de unge, der
står til rådighed for arbejdsmarkedet, job eller uddannelse i stedet for
kontanthjælp.
Repræsentanterne for kommunerne, SASU, DUF og LO er dog under
udvalgsarbejdet blevet overbevist om, at forslaget om ungdomsydelse under
hensyn til den økonomiske ramme, som det har været muligt at afse til
forslaget, ikke giver mulighed for at iværksætte kvalificerede forløb, der
kan sikre den unge en ordinær placering på arbejdsmarkedet eller i en
erhvervskompetencegivende uddannelse.
Ovennævnte repræsentanter finder det nødvendigt at etablere en mere
sammenhængende plan til sikring af unges job- og uddannelsesmuligheder.
KL og SASU har på denne baggrund fremlagt forslag om en
ungdomspraktikordning for kontanthjælpsmodtagere under 20 år i stedet for
ungdomsydelse.
Forslaget fra de to foreninger er optaget som bilag 4 til rapporten.
Repræsentanterne for Dansk Arbejdsgiverforening vurderer lovforslaget om
indførelse af en ungdomsydelse positivt.
Forslagets grundlæggende tanke, at tilbyde beskæftigelse til unge, som
søger kontanthjælp på grund af ledighed, må betegnes som en vigtig
socialpolitisk nyorientering.
Det er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse vigtigt, at den ledige
unge aktiveres så hurtigt som praktisk muligt, evt. efter en
visitationsperiode på 14 dage.
DA anser primært tilbudet til den ledige unge som et tilbud om
»jobtræning«, hvoraf følger, at uddannelseselementet i denne
ordning generelt må betragtes som værende af sekundær betydning.
I betragtning af, at der er tale om jobtræning/forsøg på indslusning på
arbejdsmarkedet, finder Dansk Arbejdsgiverforening det uheldigt, at ordningen
må baseres på overrenskomstmæssig aflønning med den følge, at tilbudet vil
blive på halv tid. Da der som oftest ikke vil være tale om normalt arbejde,
finder DA referencen til normale overenskomster urealistisk.
DA håber derfor, at man under det videre tekniske arbejde med lovforslaget
vil kunne finde frem til en ordning, som medfører, at der kan blive tale om
en realistisk aflønning, samtidig med at tilbudet baseres på normal
arbejdstid under hensyntagen til de i ordningen indbyggede uddannelsesmæssige
og vejledningsmæssige elementer.
De statslige repræsentanter fastholder, at lovforslaget om ungdomsydelse
vil være et gavnligt supplement til den aktiverende og forebyggende indsats.
Disse repræsentanter finder, at det er vigtigt, at indsatsen sker meget
hurtigt og så vidt muligt straks ved de unges henvendelse om kontanthjælp.
Der er imidlertid nogle af de kommentarer til lovforslaget i den form,
hvori det er fremsat, som er indkommet før og under udvalgsarbejdet, der
efter disse repræsentanters opfattelse giver anledning til at foreslå
ændringsforslag til lovforslaget.
Disse repræsentanter finder, at ændringsforslag bør fremsættes med hensyn
til følgende punkter:
Det bør fastslås, at tilbud om aktiviteter, der kan finansieres af de
midler, som kommuner og amtskommuner skal afsætte i henhold til lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., skal kunne træde i stedet for
ungdomsydelsen på de hidtil gældende vilkår. Det er en forudsætning, at
pågældende kan starte i den alternative aktivitet hurtigt efter henvendelsen
om hjælp.
Der bør åbnes mulighed for, at der bliver 2 ugers frist for kommunerne til
at finde beskæftigelse fra tidspunktet for den unges henvendelse. Det betyder
naturligvis ikke, at kommuner, der kan finde beskæftigelsestilbudene
hurtigere, skal vente i 2 uger.
Det bør foreslås, at der i tiden indtil første lønudbetaling kan udbetales
ungdomsydelse beregnet efter reglerne i bistandslovens § 37. Dette forslag er
begrundet i, at der er behov for et forsørgelsesgrundlag indtil første
lønudbetaling, og i udtalelser fra bl.a. Københavns og Frederiksberg
Kommuners repræsentant om, at lønforskud er uhensigtsmæssigt.
Der bør også foreslås en bestemmelse, der fastslår kommunernes
rådgivnings- og vejledningsforpligtelse, og i bemærkningerne til dette
ændringsforslag bør det fremhæves, at der ikke hermed tilsigtes opbygning af
nye vejledningsorganer eller lignende, og at der skal ske koordinering af de
eksisterende relevante vejledningsindsatser.
L 150's finansieringsbestemmelse bør foreslås ændret således, at det
fastslås, at driftsudgifter kan anmeldes til refusion inden for en grænse på
20 pct. af lønudgifterne til de unge i ungdomsydelsesordningen i pågældende
kommune. Der bliver således tale om et rammebeløb.
Desuden bør det foreslås, at det fastslås, at uddannelsestilskud kan ydes
med 5 timer pr. ung pr. uge, og at også dette tilskud skal have karakter af
en ramme.
Endelig bør der foreslås en ændring med hensyn til ordningens ikrafttræden
og en lempelse af overgangsordningen, således at de unge, der er i
kontanthjælpssystemet ved lovens ikrafttræden, ikke alle med det samme skal
have et beskæftigelsestilbud, men senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden.
Bilag 1
SOCIALMINISTERIET
Marts 1989
Kommissorium for Udvalget vedrørende ungdomsydelsesordningens
beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder samt koordinering af indsatsen over
for ungdomsarbejdsløsheden Med henblik på en styrkelse af indsatsen mod
ledighed blandt unge nedsætter regeringen et udvalg med repræsentanter for
Arbejdsministeriet, Undervisnings- og Forskningsministeriet,
Kulturministeriet, Finansministeriet, Socialministeriet, Kommunernes
Landsforening, Sammenslutningen af Sociale Udvalg, Københavns og
Frederiksberg Kommuner (i fællesskab), Landsorganisationen i Danmark, Dansk
Arbejdsgiverforening og Dansk Ungdoms Fællesråd. Socialministeren udpeger
formanden for udvalget.
Udvalgets hovedopgave er en opsamling af de administrative og praktiske
erfaringer ved gennemførelsen af ungdomsydelsesordningen. Herunder kan indgå
vejledning og støtte til kommunerne, f.eks. udarbejdelse af idekatalog over
de beskæftigelsesmæssige muligheder.
Udvalgets første opgave er at uddybe - evt. komme med ændringsforslag til
- lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse for unge under 20 år, der søger
kontanthjælp efter bistandsloven på grund af ledighed, i lyset af de
nedennævnte hensyn.
Udvalget skal fremlægge forlag herom senest den 30. april 1989.
Derefter skal udvalget følge udviklingen i ungdomsydelsesordningen med
henblik på forslag til revision inden udgangen af 1991.
Udvalget skal sikre sammenhæng og perspektiv i indsatsen inden for
Socialministeriets, Arbejdsministeriets, Undervisnings- og
Forskningsministeriets og Kulturministeriets områder i koordinering med den
kommunale ungdomsindsats. Der skal herunder særligt lægges vægt på forslag
til kompetencer og procedurer, der sikrer kvalitet og koordinering af den
samlede indsats på såvel centralt som regionalt og lokalt plan. I den
forbindelse bør udvalget overveje sikring af konkrete muligheder for kobling
mellem arbejde og uddannelse i indsatsen i tilknytning til en integreret
vejledningsindsats.
Udvalget kan endvidere overveje, hvorvidt der er områder i en koordineret
indsats omkring beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder for unge, der ikke
behandles i eksisterende udvalg. Udvalget kan foreslå sådanne områder
inddraget i eksisterende udvalgsarbejder eller foreslå nye udvalg nedsat.
Socialministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for udvalget.
De fire øvrige ministerier forudsættes at yde bistand efter behov.
Bilag 2
SOCIALMINISTERIET
Den 29. marts 1989
Oversigt over medlemmer af Udvalget vedrørende ungdomsydelsesordningens
beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder samt koordinering af indsatsen over
for ungdomsarbejdsløsheden Kontorchef Hans-Georg Nielsen, Dansk
Arbejdsgiverforening
Cand.scient.pol. Niels Lunde Pedersen, Dansk Arbejdsgiverforening
Konsulent Niels Lykke, Landsorganisationen i Danmark
Konsulent Andy Andresen, Landsorganisationen i Danmark
Beskæftigelseskonsulent Ole Durafour, Kommunernes Landsforening
Vicekontorchef Christian Winther, Sammenslutningen af Sociale Udvalg
Kontorchef Niels Larsen, Københavns og Frederiksberg Kommuner
National konsulent Dorte Jeppesen, Dansk Ungdoms Fællesråd
Sekretær Ane Kathrine Lærkesen, Kulturministeriet
Fuldmægtig Helle Kufahl, Arbejdsministeriet
Fuldmægtig Hanne D. Nielsen, Undervisnings- og Forskningsministeriet
Sekretær Rene Ansbøl, Finansministeriet
Afdelingschef Adam Trier (formand), Socialministeriet
Kontorchef Birthe Frederiksen, Socialministeriet
Sekretærer for udvalget: Fuldmægtig Niels Bulow, Socialministeriet,
fuldmægtig Kirsten Geisler, Socialministeriet
Bilag 3
SOCIALSTYRELSEN
Bistandskontor 1
14. april 1989
Stikprøveundersøgelse i 14 udvalgte kommuner om kommunernes praksis
vedrørende udbetaling af kontanthjælp i ferieperioden til unge, der venter på
at begynde den egentlige uddannelse Tilfælde, hvor kommunen opfatter det som
et stort problem, at der udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil den
unge skal starte på sin uddannelse.
2 ud af 14 kommuner oplyste, at det var et stort problem, at der skulle
udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil de unge skulle starte på deres
uddannelse. Begge kommuner havde antalsmæssigt mange unge inden for denne
kategori. Begge kommuner ville anslå det til 20-40 unge pr. sommerperiode.
Den ene kommune kunne trods antallet af kontanthjælpssøgende unge ikke få
besat sommerferiejob i kommunen. Begge kommuner var meget tilfredse med
lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse.
Tilfælde, hvor kommunen ikke opfatter det som et stort problem, at der
udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil den unge skal starte på sin
uddannelse.
9 ud af 14 kommuner oplyste, at det ikke var et stort problem, at der
skulle udbetales kontanthjælp i venteperioden, indtil de unge skulle starte
på deres uddannelse. 8 kommuner gav udtryk for, at de havde nogle unge inden
for denne kategori hvert år, men antalsmæssigt var det få. Disse sager var
ikke økonomisk belastende, og flere kommuner oplyste, at det var
»glatte« sager. En af de 9 kommuner havde dog haft 209 unge i 1988
inden for kategorien, men opfattede ikke dette som noget problem, idet de
pågældende ikke havde andet forsørgelsesgrundlag.
En af kommunerne oplyste, at det var almindeligt, at de unge i kommunen
havde sommerjob. Man havde kun 2-3 unge pr. år, der ikke tog sommerjob.
2 af kommunerne oplyste, at lovforslaget om indførelse af ungdomsydelse
ikke stemmer med de »dybeste« intentioner i socialpolitikken om at
sikre de unge job, sådan at de ikke bliver hængende i bistandssystemet. De
unge, som forslaget er rettet mod, er »svingdørsklienter«, som er
ude af systemet efter 2-3 måneder. Kommunerne fremhævede, at unge i
18-19-års-alderen lever et selvstændigt liv med husleje og andre økonomiske
forpligtelser hængende over sig. Kommunerne var overbeviste om, at disse unge
ville tage imod beskæftigelsestilbudene og forlade jobbene igen efter 2-3
måneder, når uddannelsesinstitutionerne åbnede efter ferien.
Flere af de 9 kommuner fremhævede, at dette forslag ikke hjalp de
»tunge« unge, som man i forvejen ikke havde tilstrækkelige
ressourcer til at hjælpe effektivt.
En af kommunerne kunne ønske sig, at job først skulle tilbydes de unge
efter 3-6 måneder på kontanthjælp.
Tilfælde, hvor kommunen opfatter det som et problem, at der udbetales
kontanthjælp i venteperioden, indtil den unge skal starte på sin uddannelse.
En af de 14 kommuner oplyste, at man var »glad« for lovforslaget
om ungdomsydelse. Kommunen havde ikke ret mange unge, der modtog kontanthjælp
i perioden, indtil den egentlige uddannelse begyndte.
Tilfælde, hvor kommunen ikke udbetaler kontanthjælp i venteperioden,
indtil den unge skal starte på sin uddannelse.
2 af de 14 kommuner oplyste, at der ikke udbetales kontanthjælp til unge,
der eksempelvis havde afsluttet gymnasium eller handelsskole og derefter
skulle påbegynde den egentlige uddannelse efter ferien. Man betragtede disse
unge som værende i fortsat uddannelse.
Den ene kommune oplyste, at man havde store problemer med den
»tunge« gruppe af unge bistandsklienter og i høj grad manglede
ressourcer til at gøre noget for gruppen.
Bilag 1
SOCIALSTYRELSEN
Bistandskontor 1
14. april 1989
Liste over de udvalgte 14 kommuner, der har medvirket i
telefonrundspørgeundersøgelsen om kommunernes praksis vedrørende udbetaling
af kontanthjælp i ferieperioden til unge, der har forladt eksempelvis
gymnasium eller handelsskole:
Søllerød, Frederiksværk, Stenløse, Gundsø, Nakskov, Åkirkeby, Tønder,
Kolding, Struer, Ribe, Viborg, Odense, Holbæk, Århus.
Bilag 4
KOMMUNERNES LANDSFORENING
18. april 1989
Forslag om en »ungdomspraktikordning for kontanthjælpsmodtagere«
i stedet for »ungdomsydelse«
1. Forslag om ungdomsydelse
Socialministerens forslag til en ungdomsydelse mod ledighed er af
landsforeningen blevet kritiseret på bl.a. følgende punkter:
- der er tale om en vis bekymring for, om kommunerne kan skaffe det
tilstrækkelige antal beskæftigelsestilbud,
- princippet om individuel deltid er uhensigtsmæssigt,
- den økonomiske ramme for at yde uddannelse ved siden af arbejdet er for
lille,
- ikke alle bør være omfattet, da en stor gruppe sædvanligvis er ude af
systemet inden 3 måneder.
2. Forslag til rammerne for en »ungdomspraktik for
kontanthjælpsmodtagere under 20 år«
For at undgå de uheldige virkninger af en passiv tilværelse skal unge
under 20 år, der søger kontanthjælp på grund af ledighed, deltage i
ungdomspraktik hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.
Kommunen er forpligtet til at tilbyde en praktikplads senest 2 måneder
efter den unges første henvendelse. Kommunen kan fritage unge, f.eks. fordi
de afventer påbegyndelsen af et arbejde eller en uddannelse.
Praktikken er normalt på 3 måneder og kan i særlige tilfælde forlænges til
5 måneder.
Praktikanten følger arbejdspladsens normale ugentlige arbejdstid.
I praktikperioden indlægges uddannelse på sammenlagt op til 180 timer.
Da der er tale om praktik, kan hverken arbejdsgiveren eller den unge
forudsætte de forpligtelser og den løn, som følger af et normalt
arbejdsforhold. Til gengæld lægges vægt på et personlighedsudviklende og
kvalificerende perspektiv.
Praktikanten modtager den normale kontanthjælp for henholdsvis udeboende
og hjemmeboende under 23 år.
For at motivere de unge til at deltage i de indlagte uddannelsesforløb
udbetales en deltagergodtgørelse svarende til kursusgodtgørelsen under
EIFU-kurser (erhvervsintroducerende kurser for unge). Kun halvdelen af
godtgørelsen fratrækkes i kontanthjælpen.
Såvel under som efter praktikperioden kan kommunen beslutte at overføre
den unge til en beskæftigelsesforanstaltning (efter loven om
beskæftigelsesmuligheder for unge).
Hensigten med ungdomspraktikken er at give den unge og kommunen mulighed
for på kvalificeret måde at tage stilling til, hvilke yderligere
foranstaltninger der evt. skal iværksættes efter ungdomspraktikken med
henblik på en ordinær placering på arbejdsmarkedet eller i
erhvervskompetencegivende uddannelse.
Praktikpladser skal så vidt muligt anvises i overensstemmelse med de unges
ønsker og på private arbejdspladser. Der kan dog etableres praktik på
offentlige arbejdspladser og særlige praktikprojekter.
3. Forslag til supplerende initiativer
Som supplement til de eksisterende ordninger og den nævnte
ungdomspraktikordning foreslås:
- initiativer for at fremskaffe lære- og praktikpladser til de mange, som
ikke har eller kan få plads,
- at de nye social- og sundhedsuddannelser, som der for tiden arbejdes med
i Perspektivudvalget vedrørende fremtidens social- og sundhedsuddannelser,
sættes i kraft ved årsskiftet 1990-91, hvilket forudsætter tilslutning til
forslaget i efteråret 1989.
Bilag 5
SOCIALMINISTERIET
Socialministeriets kommentar til Kommunernes Landsforenings og
Sammenslutningen af Sociale Udvalgs forslag om ungdomspraktik for
kontanthjælpsmodtagere under 20 år
a. Forslaget om ungdomspraktik
Målgruppen for forslaget om ungdomspraktik er principielt den samme som i
L 150, dvs. unge under 20 år, som søger kontanthjælp på grund af ledighed.
Forslaget går ud på, at kommunerne skal have pligt til at tilbyde disse
unge en praktikplads senest 2 måneder efter den unges første henvendelse.
Unge, der f.eks. venter på at starte i arbejde eller uddannelse, kan
»fritages«.
Praktikpladserne kan være hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.
Perioden skal normalt være 3 måneder med mulighed for forlængelse til 5
måneder.
Praktikanten følger den normale arbejdstid på arbejdspladsen.
I praktikperioden lægges uddannelse på i alt 180 timer.
De unge får kontanthjælp med de almindelige satser i praktikperioden, dvs.
typisk »unge-satserne«:
Hjemmeboende 1.833 kr. pr. måned
Udeboende 3.000 kr. pr. måned
Dette er faste ydelser, der skal dække underhold og for de udeboende også
boligudgifter.
Under uddannelsen udbetales deltagergodtgørelse svarende til EIFU-satsen
på 686 kr. pr. uge. Kun halvdelen fratrækkes i kontanthjælpen, jf. reglen i
bistandslovens § 38, stk. 7.
b. Socialministeriets repræsentanters kommentarer
Selv om forslaget om ungdomspraktik tilstræber en aktivering af de unge
kontanthjælpsansøgere/-modtagere, finder Socialministeriets repræsentanter
ikke at kunne tilslutte sig den foreslåede ordning.
Det er navnlig på 3 punkter, disse repræsentanter finder modellen mindre
hensigtsmæssig end den ordning, der er foreslået i L 150.
For det første finder Socialministeriets repræsentanter, at den
forebyggende effekt, der ligger i, at de unge kommer i beskæftigelse meget
hurtigt - helst straks - mindskes væsentligt ved at udskyde pligten til at
finde beskæftigelse/praktik til 2 måneder efter henvendelsen. I denne periode
kan den unge vænne sig til en passiv tilværelse på kontanthjælp.
For det andet finder Socialministeriets repræsentanter det uheldigt, at
kommunerne kan »fritage« unge, der venter på at starte i arbejde
eller uddannelse, for praktikken.
Dette vil kunne bringe aktiveringen af de andre unge i miskredit, jf.
brugen af ordet »fritage«, der automatisk vil sætte
beskæftigelsen/praktikken i et ubehageligt lys.
Dette vil være overordentlig beklageligt i betragtning af, at de
allerfleste meldinger fra kommuner, der gør en aktiverende indsats, går ud
på, at de unge er glade for at komme i gang med et arbejde.
For det tredje finder disse repræsentanter, at det er af væsentlig
betydning set ud fra et forebyggelsessynspunkt, at de unge får løn og ikke
kontanthjælp, når de er i beskæftigelse.
Det findes ikke rimeligt, at f.eks. en ung hjemmeboende skal arbejde på
fuld tid til 1.833 kr. pr. måned.
Det betyder noget for selvværdsfølelsen for de fleste, jf. diskussionen om
»A-, B- og C-hold«.
Socialministeriets repræsentanter er imidlertid enige i, at
specielt praktik hos private arbejdsgivere er en nyttig og hensigtsmæssig
foranstaltning, men finder, at denne bør etableres efter reglerne i lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., jf. § 13, stk. 4. Det er der mulighed
for efter L 150.
Bilag 6
DANSK UNGDOMS FÆLLESRÅD
Handlingsplan til afskaffelse af ungdomsarbejdsløshed
Ungdomsarbejdsløsheden har siden midten af 70'erne været det væsentligste
politiske problem for de unge. Og for mange unge er deres største sociale
problem ledighed.
Der er derfor brug for, at Folketinget snarest tager initiativ til en
samlet indsats mod ungdomsarbejdsløsheden. Det bør ske gennem en koordineret
indsats på tværs af ministerier og forvaltninger lokalt. Her tænkes bl.a. på
kultur-, social-, undervisnings- og arbejdsmarkedsområdet.
Der må snarest fremsættes forslag til ændringer og koordination af: Lov om
beskæftigelsesmuligheder for unge, lov om social bistand samt lov om
erhvervsuddannelserne.
Ændringerne i disse love skal ske på baggrund af en handlingsplan.
Handlingsplanen udarbejdes af et ungdomsarbejdsløshedsudvalg.
Handlingsplanen skal hvile på følgende principper:
1. Alle unge sikres ret til en kompetencegivende ungdomsuddannelse. For
unge ledige skal denne ret udmøntes på samme måde, som generelt er gældende
for langtidsledige på arbejdsløshedsdagpenge.
2. Alle unge sikres ret til et arbejdstilbud, såfremt deltagelse i
uddannelse har været forsøgt eller er afsluttet. Der bør lægges vægt på
vejledning og motivering af den enkelte unge ud fra dennes særlige
forudsætninger.
3. Alle unge har pligt til at tage imod tilbud om uddannelse eller
arbejde, men alle unge har ret til flere forskellige rimelige uddannelses-
eller beskæftigelsestilbud.
For særligt belastede unge kan der dispenseres, således at de ikke rammes
økonomisk, såfremt de må afvise at tage imod et tilbud.
4. Retten og pligten til arbejde og uddannelse udmøntes på vilkår, som i
øvrigt er gældende inden for området. Der bør dog åbnes for, at de
forskellige vilkår for arbejde og uddannelse kan kombineres.
5. Den enkelte kommune gives større frihed til at udfylde handlingsplanens
forskellige elementer. Der skal åbnes for kombinerede uddannelses- og
beskæftigelsesprojekter, ligesom offentlig produktion skal fremmes.
6. Der bør centralt, regionalt og lokalt skabes større sammenhæng i
erhvervs-, arbejds-, uddannelses- og socialpolitikken i relation til unges
behov og ønsker til arbejde og uddannelse. En øget koordinering vil give
større perspektiv i beskæftigelsesindsatsen. Endvidere forventes det, at en
omorganisering af den nuværende indsats på længere sigt vil føre til en bedre
ressourceudnyttelse.
7. Den enkelte kommune skal forpligtes til at indgå i et samarbejde med
arbejdsmarkedsnævn, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for de unge i
lokalområdet.
Der etableres endvidere lokale ungdomsteam med repræsentanter for
ungdomsvejledningen, arbejdsformidlingen, social- og sundhedsforvaltningen,
uddannelsesinstitutionerne, beskæftigelsessekretariatet, ungdomsråd og fælles
elevråd.
Bemærkninger
Det er væsentligt, at uddannelsesperspektivet opprioriteres i
forhold til det seneste lovforslag om ungdomsydelse. Endvidere bør der i
forbindelse med udarbejdelse af en handlingsplan foretages en grundigere
analyse af de nuværende beskæftigelsesinitiativer, herunder bl.a.
indhold, finansiering, organisering og udslusningseffekt.
En sådan analyse må kombineres med en kortlægning af arbejdsmarkedets
behov for kvalifikationer samt en beskrivelse af social- og
beskæftigelsespolitikken lokalt. Endelig er det væsentligt at inddrage
unges ideer og ønsker til fremtidens arbejdsliv.
Det er DUF's opfattelse, at der er behov for mere fleksible ordninger, som
giver både faglige og almene kvalifikationer. Der bør udvises stor
opfindsomhed i udvikling af nye initiativer.
En løsning på ungdomsarbejdsløsheden er efter DUF's opfattelse dels flere
unge i uddannelse og udvikling af nye meningsfulde arbejdsopgaver, dels en
bedre fordeling af det nuværende arbejde, bl.a. ved indførelse af kortere
arbejdstid og mere fleksible orlovsordninger.
DUF foreslår konkret, at retten til uddannelses- og jobtilbud for ledige
kontanthjælpsmodtagere under 30 år indføres gradvis efter følgende tidsplan:
18-19-årige: Retten igangsættes pr. 1/7 1989
20-24-årige: Retten igangsættes pr. 1/7 1990
25-30-årige: Retten igangsættes pr. 1/1 1991
I socialministerens forslag til lov om ændring af lov om social bistand (L
150) indføjes uddannelsesretten, således at den er gældende ved lovens
ikrafttræden. Det foreslås endvidere, at der nedsættes et særligt
ungdomsarbejdsløshedsudvalg, der udarbejder et handlingsprogram for en samlet
indsats for alle unge ledige under 30 år.
Ungdomsarbejdsløshedsudvalg
Udvalget bør foretage det nævnte kortlægningsarbejde over erfaringer med
den hidtidige indsats og på baggrund heraf fremlægge forslag til nødvendige
lovændringer.
Udvalget bør nedsættes snarest.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 BTL 62 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) NR L 62 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 16. august 1990
- 1989 BTL 52 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNAL BESKÆFTIGELSESINDSATS NR L 52 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 16. august 1990
- 1989 LSF 62 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) Retsinformation · 22. august 1990
- 1988 LSF 150 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) Retsinformation · 12. juli 1989
- 1991 LSF 290 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND M.V. (UDVIDELSE AF ORDNINGEN OM UNGDOMSYDELSE) Retsinformation · 25. juni 1992
- 1992 BTL 315 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNAL AKTIVERING NR L 315 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 9. august 1993