Spring til indhold

Retsinformation

1989 BTL 52 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNAL BESKÆFTIGELSESINDSATS NR L 52 1989-90, 1. SAMLING

1989/1 BTL 52Betænkning over lovforslagFolketinget16. august 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Ballerup Kommune,

Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Ungdoms Fællesråd,

Danske Produktionshøjskolers Lærerforening,

Farum Kommune,

Husligt Arbejder Forbund og

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger.

Som bilag til denne betænkning er optrykt aftale af 18. maj 1990 mellem

regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti om supplerende

tilbud til unge, der efter perioden med ungdomsydelse fortsat har behov for

aktiverende foranstaltninger.

Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til

de ledsagende bemærkninger.

Arbejdsministeren har over for udvalget oplyst følgende om den såkaldte

teknikergruppes forslag til omlægning af den hidtidige statslige

beskæftigelsesbevilling og den kommunale pligtbeløbsordning:

Den statslige beskæftigelsesbevilling (414 mio. kr. i 1990) er hidtil via

arbejdsmarkedsnævnene blevet fordelt til kommuner, amtskommuner og nævnene

selv.

Efter teknikergruppens forslag skal denne bevilling deles i tre dele: En

mindre del (f.eks. 50 mio. kr.) går fortsat til arbejdmarkedsnævnene, men

forbeholdes aktiviteter af forsøgskarakter og af koordinerende karakter.

Amtskommunerne får en anden del, svarende til, hvad amtskommunerne hidtil har

fået fra den statslige bevilling. Resten går til kommunerne, ikke direkte,

men som et bidrag til den nye kommunepulje, jf. nedenfor.

Læs alt

Inden den statslige bevilling deles i 3 dele, fratrækkes dog et beløb

svarende til det mindreforbrug, der forventes som følge af

ungdomsydelsesordningen. Dette mindreforbrug overføres til Socialministeriet,

der får en tilsvarende merudgift til ungdomsydelse.

Den kommunale pligtbeløbsordning har hidtil pålagt kommuner og

amtskommuner af deres egne penge at bruge mindst henholdsvis 130 og 10 kr.

pr. indbygger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.

Efter teknikergruppens forslag skal denne ordning omlægges således:

Amtskommunernes pligt til et mindsteforbrug ophæves, da amtskommunerne hidtil

har brugt mere end mindstemålet. Kommunernes pligtbeløb skal indbetales til

en ny kommunepulje, som også får bidrag fra den hidtidige statslige

beskæftigelsesbevilling, jf. ovenfor.

Fra denne pulje udbetales kun penge tilbage til kommunerne, hvis de

aktiverer de passive ledige gennem uddannelses- eller beskæftigelsestilbud.

Kommunernes pligtbidrag til den nye pulje ordnes teknisk på den måde, at

det samlede kommunale bidrag modregnes i bloktilskuddene. Hjemmel hertil

sikres ved det af indenrigsministeren samtidig stillede ændringsforslag til

lovforslag nr. L 233 om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

og amtskommuner.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem),

der indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren

stillede ændringsforslag, kan tilslutte sig teknikergruppens forslag, idet

flertallet dog er enigt i, at den del af den hidtidige statslige

beskæftigelsesbevilling, som fra 1. januar 1991 forbliver hos

arbejdsmarkedsnævnene til aktiviteter af forsøgs- og koordinerende karakter,

bør være på 75 mio. kr. og ikke som forudsat i teknikergruppens regneeksempel

50 mio. kr.

Flertallet ønsker samtidig at fremhæve, at beskæftigelsesindsatsen ikke må

betyde, at allerede ansatte bliver »skubbet ud« fra deres

arbejdspladser.

Flertallet udtaler desuden følgende:

De stillede ændringsforslag til nærværende lovforslag og til

socialministerens lovforslag om en ungdomsydelse (L 62) og det i denne

forbindelse indgåede forlig mellem regeringen, Socialdemokratiet og

Socialistisk Folkeparti - et forlig, som Kristeligt Folkeparti og

Centrum-Demokraterne har tilsluttet sig - betyder, at der i nærværende

lovforslag er foretaget følgende ændringer i forhold til det oprindelige

lovforslag:

Der stilles nu krav om, at private erhvervsvirksomheder skal have mulighed

for at udføre et beskæftigelsesprojekt, før det offentlige sætter det i gang.

Tidligere var der alene en hensigtserklæring om, at projekter så vidt muligt

skulle udføres af private.

Der er intet krav om tilmelding til AF som ledig for at blive ansat på et

beskæftigelsesprojekt. Ifølge det oprindelige lovforslag var det en

betingelse for at blive ansat på et beskæftigelsesprojekt, at man var

tilmeldt AF som ledig. Da der nu er fremsat lovforslag om kommunal

arbejdsformidling for kontanthjælpsmodtagere og andre udsatte grupper, er det

ikke længere nødvendigt at opretholde dette krav.

Efter det fremsatte lovforslag kunne kommunen bestemme, at ansatte på et

beskæftigelsesprojekt eller ansatte med løntilskud skulle have nedsat

arbejdstid uanset overenskomst. Med de stillede ændringsforslag fjernes den

generelle adgang til deltidsbeskæftigelse og erstattes af en mulighed for

kommunen for at nedsætte arbejdstiden for personer, der er på

beskæftigelsesprojekter eller er i ansættelse med løntilskud, og som er

berettigede til ungdomsydelse.

Arbejdsmarkedsnævnene beholder en koordinerende rolle i

beskæftigelsesindsatsen og får i den forbindelse tildelt en del af den

hidtidige statslige bevilling til beskæftigelsesordningerne til aktiviteter

af forsøgsmæssig og koordinerende karakter. Dette indgik ikke i det

oprindelige lovforslag.

Det var oprindelig foreslået, at det kommunale pligtbeløb skulle

videreføres i 1991 og 1992. Efter de stillede ændringsforslag omlægges

pligtbeløbsordningen således, at et beløb svarende til det hidtidige

kommunale pligtbeløb og en del af den hidtidige statslige beviling til

beskæftigelsesordningerne indgår i en pulje. Den hidtidige statslige

bevilling deles således i 3 dele: Een del tildeles arbejdsmarkedsnævnene, een

del tildeles amtskommunerne, og resten indgår i puljen sammen med de

kommunale pligtbeløb.

Kommunerne kan få tilskud fra den nye pulje afhængigt af, hvor mange unge

ledige der aktiveres.

I forhold til socialministerens lovforslag om en ungdomsydelse (L 62)

foreslås følgende ændringer og præciseringer:

Det præciseres, at kommunerne har pligt til at tilbyde de unge råd og

vejledning om, hvorledes de på længere sigt kan forbedre deres

beskæftigelsesmuligheder. Denne vejledningsforpligtelse varer ved ud over

perioden med ungdomsydelse, og i denne forbindelse påhviler det kommunerne at

rådgive de unge om mulighederne for job og uddannelse på erhvervsskoler, hf

eller lignende samt i fornødent omfang at give supplerende tilbud om job og

erhvervsintroduktion på produktionsskoler, daghøjskoler m.v.

Med henblik på at give kommunerne mulighed for at give tilbud til

personer, der efter en periode med ungdomsydelse ikke har udsigt til

uddannelse, beskæftigelse m.v., har partierne bag forliget som udgangspunkt

skønnet, at der kan blive behov for ca. 4.500 pladser. Partierne er enige om

at sikre finansieringen af de fornødne tilbud på finansloven for 1991.

I 1990 etableres 500 ekstra pladser på produktionsskoler, hvortil udgiften

er 5 mio. kr., og i tilknytning til forslag til lov om ungdomsskoler,

produktionsskoler og daghøjskoler (L 116) er det aftalt, at der i 1990

afsættes 10 mio. kr. til pladser på daghøjskoler. Merudgiften på 15 mio. kr.

finansieres ved mindreforbrug på Kulturfonden. De 15 mio. kr. i mindreforbrug

af Kulturfondsmidlerne i 1990 afsættes til anvendelse i 1993, således at den

samlede Kulturfondsbevilling bevares uændret. Der henvises i øvrigt til

aftalen af 18. maj 1990, som er medtaget som bilag til betænkningen.

Som led i omlægningen af pligtmidlerne, der efter L 52 omlægges med

virkning fra 1. januar 1991, er det foreslået, at der gennemføres en

forenkling af den tidligere ordning, hvorefter en kommune kan få overført

statens besparelser på kontanthjælpen ved etablering af en ekstraordinær

indsats med hensyn til uddannelses- og beskæftigelsesordninger. Den gældende

ordning, der er fastsat i bistandslovens § 138 a, stk. 2, foreslås ophævet og

erstattet af en nyordning, hvorefter kommunerne får udbetalt et beløb på

2.000 kr. pr. måned pr. person, der uden at modtage kontanthjælp efter

bistandslovens § 37 deltager i en aktivitet, hvortil der kan ydes tilskud

efter puljen i § 19 i L 52 (puljen, der afløser pligtmidlerne).

De foreslåede ændringer indebærer videre, at følgende tilbud kan træde i

stedet for beskæftigelse i ungdomsydelsesordning:

Deltagelse i frivillige, ulønnede aktiviteter, der må anses at være af

samfundsmæssig betydning, og som har et omfang, der mindst svarer til

beskæftigelsen i ungdomsydelsesordningen.

Særligt tilrettelagte aktiverende foranstaltninger, der efter

kommunalbestyrelsens indstilling godkendes af socialministeren.

Endelig er overgangsordningen i L 62 foreslået udvidet således, at

kommunalbestyrelsen kan beslutte, at unge, der søger om hjælp i perioden fra

den 1. juli 1990 til den 1. januar 1991, kan få tilbud inden for de første 3

måneder efter ansøgningen om hjælp.

Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af

udvalget) ønsker at føje følgende udtalelse til den ovenfor af flertallet

afgivne fælles udtalelse:

Socialdemokratiet ser den nylig indgåede aftale om dette lovforslag og det

tidligere omtalte forslag til lov om ændring af lov om social bistand

(Indførelse af ungdomsydelse) (L 62) som et led i en større, sammenhængende

indsats over for ungdomsarbejdsløsheden.

I de seneste år har ungdomsarbejdsløsheden været kraftigt stigende.

Ungdomsarbejdsløsheden er forøget med 8,3 pct. fra 1988 til 1989, og meget

tyder på, at vi også i 1990 og 1991 vil opleve en ungdomsarbejdsløshed på

over 100.000.

I samme periode er der skåret kraftigt ned i den aktive indsats imod

ungdomsarbejdsløsheden. Omregnet i faste priser er der tale om et fald fra

1988 til 1989 på ikke mindre end 18 pct.

I 1990 er indsatsen nogenlunde uændret i forhold til 1989. De statslige

midler er direkte beskåret i 1988 og 1989. De kommunale og amtskommunale

pligtbeløb har været uændrede i kroner, men i faste priser har der også her

reelt været tale om et fald.

Det frivillige kommunale og amtskommunale merforbrug er reduceret kraftigt

fra 542 mio. kr. i 1988 til 307 mio. kr. i 1989, samtidig med at

ungdomsarbejdsløsheden som nævnt faktisk blev forøget med over 8,3 pct.

Med tre nye politiske aftaler er der langt om længe sket en glædelig og

tiltrængt forbedring af uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen over for

unge:

- Praktikproblemet for efg-elever er blevet løst.

- Allerede i 1990 oprettes i alt 3.000 ekstra pladser inden for de

videregående uddannelser.

- Der er tale om en forbedret udgave af forslaget om ungdomsydelse i

forbindelse med beskæftigelsestilbud til unge kontanthjælpsmodtagere.

Disse forbedringer afhjælper dog ikke alle påtrængende mangler i

uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen:

- Selv om ungdomsarbejdsløsheden er steget kraftigt i de senere år, er der

anvendt færre midler til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. De nye aftaler

sikrer desværre samlet set ikke flere penge til området.

- 3.000 flere pladser i de videregående uddannelser er et stort

fremskridt, men der skal findes ca. 9.000 flere pladser i de kommende år, før

problemerne er løst.

- Regeringen har ved adskillige lejligheder erklæret sig enig i, at

voksen- og efteruddannelsesindsatsen skal forøges med 30.000-50.000 pladser

på årsbasis. Alligevel har man skåret ned og har planlagt yderligere

nedskæringer i 1991.

I de seneste år har vi oplevet, at ca. 8.000 unge har været afskåret fra

at få praktikplads efter efg-basisåret. Med baggrund i det såkaldte

teknikerudvalgs rapport igangsættes en bred kampagne for flere

praktikpladser. Praktikaftalen betyder, at det nu bliver lovmæsssigt bestemt,

at alle, der fra 1990 og fremover gennemfører basisåret, skal have tilbudt

såkaldt praktikpladskompenserende undervisning, hvis de ikke inden 4 måneder

efter afslutning af basisåret selv har kunnet finde en praktikplads.

Der skal samtidig gøres en særlig indsats for dem, der tidligere har

gennemført basisåret og stadig mangler praktikplads.

Aftalen om 3.000 flere pladser i år på de videregående uddannelser er et

skridt på vejen til en løsning af det problem, at ca. 12.000 unge på grund af

adgangsbegrænsningen årligt afskæres fra at begynde en videregående

uddannelse.

Gennemførelsen af den forbedrede aftale om den kommunale

beskæftigelsesindsats og om ungdomsydelse til unge kontanthjælpsmodtagere er

også et skridt på vejen, men Socialdemokratiet har aldrig ment og mener

stadig ikke, at tilbud om deltidsbeskæftigelse med ungdomsydelse i 5 måneder

til unge kontanthjælpsmodtagere hjælper nævneværdigt på de reelle problemer.

Det, der først og fremmest er behov for, er at sikre reelle og varige

uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for de unge.

Socialdemokratiet har dog accepteret ungdomsydelsesmodellen, fordi

lovforslaget er forbedret i forhold til det oprindelige forslag, og fordi

regeringen har accepteret, at der skal skabes sikkerhed for, at de unge efter

5 måneder på ungdomsydelse ikke blot kommer tilbage på kontanthjælp. I

forbindelse hermed skal der oprettes flere pladser på produktionsskoler og

daghøjskoler.

Endelig er der i forlængelse af Teknikerudvalgets rapport aftalt en

omdisponering af de statslige og kommunale midler til bekæmpelse af

ungdomsarbejdsløsheden.

De hidtidige kommunale pligtbeløb samles med statsmidlerne i en pulje,

hvorfra der ydes tilskud til de enkelte kommuner i forhold til omfanget af

den aktiverende indsats.

I forbindelse med ungdomsbeskæftigelsesindsatsen er det imidlertid et

afgørende problem, at der kun er tale om omdisponering af eksisterende

midler. Selv om der er et påtrængende behov, har regeringen ikke villet

afsætte ekstra penge. Tværtimod kan man frygte, at den samlede indsats vil

blive mindre.

I 1990 bruger kommunerne og amtskommunerne 360 mio. kr. mere end de 718

mio. kr., de skal afsætte som pligtbeløb til bekæmpelse af

ungdomsarbejdsløsheden. Dette merforbrug og de amtskommunale pligtbeløb (ca.

50 mio. kr.) indgår ikke i de nye puljer. Med det pres, der i øvrigt er på

den kommunale økonomi, kan det frygtes, at kommunerne får svært ved at

opretholde det frivillige merforbrug.

I de seneste år har alle, også regeringen, talt varmt for nødvendigheden

af en aktiverende indsats over for de unge i stedet for passiv forsørgelse.

Som det fremgår af det følgende, har den førte politik imidlertid været den

modsatte.

Socialdemokratiet deler tanken om, at beskæftigelsesprojekter så vidt

muligt skal udføres af private. Med opstramningen i bestemmelsen har det

været afgørende for Socialdemokratiet at få præciseret, at det påhviler

kommunen at definere projektets betingelser, hvad angår økonomisk grundlag,

formål og målgruppe, så arbejdsgiverne ikke kun vil aftage den mest

ressourcestærke gruppe af unge.

Socialdemokratiet er tilfreds med, at deltidsbegrebet er fjernet fra loven

og det klart er tilkendegivet, at kommunen alene har mulighed for at nedsætte

arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter og ved ansættelse med løntilskud for

de personer, der modtager ungdomsydelser efter L 62.

Det er hermed fastslået, at ved deltagelse på ordinære

beskæftigelsestilbud skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige

eller de sædvanlige vilkår ved tilsvarende arbejde.

Med lovforslaget lægges ansvaret for indsatsen for de særligt udsatte

grupper over på kommunerne og amtskommunerne, og der skal ske en koordinering

mellem arbejdsmarkedsnævnenes indsats og kommunernes indsats.

Socialemokratiet anser det for givet, at denne koordinationsforpligtelse

placeres i arbejdsmarkedsnævnene, som det er nævnt i bemærkningerne til det

stillede ændringsforslag til § 16. Netop dette kan sikre, at der kan

etableres tværgående kommunale aktiviteter, og at tilbudsmulighederne for de

ledige bliver større.

De gode erfaringer med samarbejdsmodellen i forskellige regioner ser

Socialdemokratiet gerne videreført.

Det er desuden vigtigt for Socialdemokratiet, at kvaliteten at tilbudene

ikke forringes, og at de, hvor det er muligt, kombineres med uddannelse.

Et andet mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis

medlemmer af udvalget) ønsker at føje følgende udtalelse til den ovenfor af

flertallet afgivne fælles udtalelse:

I to varierende udgaver har socialministerens lovforslag (L 62) om en

ungdomsydelse været behandlet flere gange i Folketinget. Under behandlingen

har SF fremhævet adskillige for os afgørende og betydelige mangler.

SF mener f.eks., at det er fejlagtigt og udtryk for systemtænkning, hvis

alle unge skæres over een kam, blot fordi de henvender sig på et

bistandskontor og søger kontanthjælp. Behovene er forskellige. Derfor er der

brug for forskellige tilbud og muligheder. Med dette udgangspunkt er der da

også mange af de allerede eksisterende og planlagte kommunale

beskæftigelsesordninger, der er skruet sammen.

SF mener, det er absurd, hvis unge, der søger kontanthjælp, blot fordi de

ikke kan få en efg-praktikplads, pludselig kan få et beskæftigelsestilbud via

en social ordning. Det ville være noget mere enkelt og logisk, hvis man i

stedet skaffede det tilstrækkelige antal lære- og praktikpladser. Omvejen

over bistandskontoret er meningsløs.

Endvidere har SF været modstander af en ungdomsydelse, der blot kom til at

betyde en nichetilværelse for den unge uden egentligt perspektiv. At

ungdomsydelsen med andre ord for mange blot blev en slags uddannelse til

egentlig kontanthjælp. Vi har desuden været i tvivl om, hvorvidt kommunerne

overhovedet ville være i stand til at skaffe så mange beskæftigelsespladser

med arbejdsopgaver, der var andet end sysselsættelse. I den forbindelse har

vi også været betænkelige ved, om en generel ordning for 18- og 19-årige

kontanthjælpsmodtagere ville komme til at betyde, at den kommunale indsats

over for andre grupper, f.eks. langvarige kontanthjælpsmodtagere, ville blive

svækket. Det har bl.a. været baggrunden for SF's forslag om en generel job-

og uddannelsesordning for kontanthjælpsmodtagere, hvor tilbudene skulle gives

efter f.eks. tre måneder.

SF har også set en betydelig risiko for, at unge med særlige problemer

droppede ud af ordningen, med det resultat, at de ikke ville være berettigede

til kontanthjælp, og at man efterfølgende ville miste kontakten med de

pågældende, hvad ingen kan have interesse i.

En række af de problemer, SF har nævnt undervejs, er forsøgt løst bl.a.

ved den aftale, der er indgået om lovforslaget mellem regeringen,

Socialdemokratiet og SF, men også allerede ved socialministerens sidste

udgave af lovforslaget. Det indebar, at kommunerne først skal give tilbudet

senest 14 dage efter, at den unge har henvendt sig. I det oprindelige

lovforslag var det dagen efter. Det betyder naturligvis en større chance for,

at ordningen rent faktisk kan gennemføres i den praktiske virkelighed. SF er

stadig i tvivl om, hvorvidt 14 dage i praksis er en tilstrækkelig frist, og

vi har stadig ikke større interesse i, at der bliver brugt ressourcer på

unge, der alligevel af sig selv forsvinder ud af kontanthjælpssystemet og

aldrig får brug for det igen.

Der er nu etableret en særlig overgangsordning, der betyder, at kommunerne

indtil 1. januar 1991 kan vente med tilbudet i tre måneder. Det er endvidere

aftalt, at man i efteråret 1991 vil undersøge, om kommunerne er i stand til

at opfylde forpligtelsen på en rimelig måde, og om tilbudsfristen i denne

forbindelse skal forlænges.

Tilsvarende var der allerede i den nyeste udgave af lovforslaget indsat en

særlig rådgivningsperiode på op til 6 uger, som SF forventer at kommunerne

vil bruge til ikke unødigt at sætte ressourcer ind over for unge, der ikke

har brug for det.

I aftalen med regeringen er der sikret andre tilbud til de unge, der efter

endt ungdomsydelsesperiode fortsat ikke har udsigt til arbejde eller mangler

en uddannelsesplads.

Kapaciteten på produktionsskoler og daghøjskoler bliver endvidere udvidet,

så tilbudsmulighederne bliver mere fleksible.

Samtidig betyder aftalen mellem Socialdemokratiet og regeringen om lære-

og praktikpladser efter de impliceredes udsagn, at unge efter afsluttet

basisår vil være garanteret et praktikforløb, så ingen risikerer at skulle

omvejen omkring et bistandskontor.

Det skal endvidere bemærkes, at der med ungdomsydelsesordningen formelt

indføres et nyt arbejdsbegreb i den sociale lovgivning. Det medfører, at

deltagelse i frivillige, ulønnede aktiviteter kan træde i stedet for et

kommunalt tilbud.

Som følge af den pågældende aftale bliver pligtbeløbsordningen i

forbindelse med beskæftigelsesindsatsen omlagt, så tilskuddene til den

enkelte kommune kommer til at afhænge af den konkrete indsats. Kommunerne får

endvidere nu en generel mulighed for jobformidling til såkaldt

»udsatte« grupper. Begge dele er SF tilfreds med. Vi konstaterer

endvidere, at muligheden for anden arbejdstid end den normale kun kan komme

på tale for dem, der er under ungdomsydelsesordning, og ikke andre. Vi ser

helst en arbejds- og uddannelsestid på diverse bskæftigelsesordninger

svarende til den almindelige arbejdstid, men har måttet acceptere, at det kan

blive anderledes under ungdomsydelsen - alt efter, hvordan den administreres

af kommunerne.

Samlet betyder det hele, at lovforslaget (L 62) er blevet så rimeligt, at

SF indstiller det til vedtagelse med socialministerens ændringsforslag.

Det skal dog samtidig bemærkes, at behovet for disse initiativer alene

optræder, fordi der ikke er tilstrækkeligt med arbejde og uddannelsespladser.

Derfor er der tale om nødløsninger. Hvis problemerne grundlæggende skal

løses, handler det om at føre en politik, der er generelt

arbejdsløshedsbekæmpende. Hertil er et andet flertal i Folketinget

nødvendigt.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre

for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag.

Mindretallet udtaler:

De afsindigt store offentlige udgifter i Danmark fører til, at vi har et

alt, alt for stort skattetryk. Skatterne kan alene betales af dansk

produktion. Når den skal betale de mange skatter som ekstraomkostninger,

bliver danske varer for dyre, og når danske varer i den internationale

konkurrencesituation er for dyre, kan danske arbejdsgivere ikke betale for så

megen arbejdskraft, som der findes i landet. Følgelig får vi arbejdsløshed.

Den eneste grund til, at vi har arbejdsløshed i Danmark, er altså, at vi

har for store offentlige udgifter. Derfor er det katastrofalt, at regeringen

nu er hoppet på hr. Svend Aukens ideer fra den 31. marts 1982 om, at man

skulle kunne bekæmpe arbejdsløshed ved at lave forskellige yderligere

offentlige udgifter til nogle flere praktikpladser, nogle flere

støttepædagog- og socialrådgiverstillinger og nogle flere stillinger i

arbejdsanvisninger og arbejdsløshedskasser, og hvordan regeringen og hr.

Svend Auken nu ellers vil forøge de offentlige udgifter ved den serie af

forlig, som de har indgået med hinanden igennem de senere år og dage, og hvor

de sidste skud på stammen nu skal til behandling som en hastesag i

Folketinget, der inden for Folketingets sidste arbejdsuge skal tage stilling

til de forslag, som er blevet resultatet af, hvad

»socialdemokraten« Henning Dyremose er kommet til af resultater ved

at snakke med socialdemokraten Svend Auken, og som ligger i forlængelse af

disse tos ulykkelige enighed i blandt andet september 1988, december 1988 og

september 1989.

Fremskridtspartiet vil naturligvis, så vidt tiden tillader det, tage

stilling til hvert enkelt af de mange nye lovjungletilvækster med de mange

nye paragraffer, som i øjeblikket markedsføres i medierne, som om det

virkelig var en kæmpemæssig social landvinding, og som om der herved skulle

ske en løsning på de svage unges problemer ved, at man sætter dem noget

længere på skolebænken og fratager dem muligheden for at komme til at arbejde

i praksis, og ved, at den offentlige sektor yderligere infiltrerer det

private erhvervsliv.

Hele den socialistiske grundtanke i regeringens Sauntehusoplæg og den

forværring, der er sket her med de nye forlig, er totalt forfejlet, uanset

hvad medierne så vil fylde befolkningen med af ammestuehistorier og direkte

løgnagtigheder.

Ud fra disse grundsynspunkter vil Fremskridtspartiet tilkendegive sin

stilling såvel til ændringsforslag som til lovforslaget som helhed. Men på

grund af den tidsklemme, regeringen og Socialdemokraterne har bragt

Fremskridtspartiet i, vil den endelige beslutning ske så tæt som muligt på

selve afstemningen.

Ændringsforslag

Af arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af FP):

Til § 2

1) Efter stk. 2 indsættes:

»Stk. 3. Før et beskæftigelsesprojekt iværksættes, skal de

iværksættere, de er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, give private

erhvervsvirksomheder i området mulighed for at udføre projektet.«

Til § 7

2) Paragraffen affattes således:

»§7. Den, der ansættes på et beskæftigelsesprojekt, skal på

ansættelsestidspunktet tilhøre en særlig udsat gruppe af ledige.«

Til § 9

3) Stk. 1, 2. pkt., udgår.

Til § 11

4) Stk. 1, nr. 3, 2. pkt., udgår.

Ny paragraf

5) Efter § 13 indsættes som ny paragraf:

»§ 01. For personer, der er berettigede til at modtage

ungdomsydelse efter afsnit III A i lov om social bistand, bestemmer kommunen

arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter og ved ansættelse med

løntilskud.«

Til § 16

6) Paragraffen affattes således:

»§ 16. Arbejdsmarkedsnævnene udarbejder hvert år en

redegørelse med en vurdering af behovet for beskæftigelses- og

uddannelsaktiviteter inden for rammerne af denne lov og stiller på baggrund

heraf forslag om koordinering af den regionale beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Arbejdsmarkedsnævnene kan tage initiativ til gennemførelse

af beskæftigelses- og/eller uddannelsesprojekter af forsøgsmæssig og

koordinerende karakter. Til dette formål afsættes der hvert år et beløb til

fordeling mellem arbejdsmarkedsnævnene. Arbejdsministeren fastsætter nærmere

regler herom.«

Til § 19

7) Paragraffen affattes således:

»§ 19. Der afsættes hvert år en pulje til bekæmpelse af

ungdomsarbejdsløsheden. Denne pulje fordeles af indenrigsministeren til

kommunerne. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med

arbejdsministeren og socialministeren nærmere regler herom.«

Til § 20

8) Stk. 1 affattes således:

»Loven træder i kraft den 1. januar 1991, § 7, § 11, stk. 1, nr. 1, §

01 og § 19 dog allerede den 1. juli 1990.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Bestemmelsen i den gældende lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.

om, at beskæftigelsesprojekter så vidt muligt skal udføres af private, er

videreført i lovforslaget.

Det foreslås, at bestemmelsen strammes op, således at et

beskæftigelsesprojekt skal være forsøgt etableret i privat regi, før det kan

etableres som et projekt i offentligt regi. Det forudsættes, at det aftales

lokalt mellem kommunen og arbejdsmarkedets parter gennem

arbejdsmarkedsnævnet, hvorledes bestemmelsen gennemføres i praksis. Det kan

f.eks. ske ved, at projekterne udbydes ved annoncering, eller ved, at der på

anden måde gives de private virksomheder mulighed for at udføre projektet.

Det er kommunens forpligtelse af definere projektets betingelser, hvad angår

økonomisk grundlag, formål og målgruppe, inden projektet præsenteres for

private interesserede.

Kravet gælder kun projekter af en vis størrelsesorden (4-5 personer). Den

nærmere afgrænsning heraf forudsættes ligeledes aftalt med arbejdsmarkedets

parter. Afgørende for, om et beskæftigelsesprojekt kan betegnes som

gennemført i privat regi, er, om det produkt eller den ydelse, der kommer ud

af projektet, er leveret af en privat virksomhed.

Lovforslaget ændrer i øvrigt ikke ved, hvem der kan oprette

beskæftigelsesprojekter, og hvad der kan produceres på projekterne.

Hvor den ledige ansættes med løntilskud, er der tale om en privat

virksomhed, der drives og producerer på helt almindelige vilkår.

Til nr. 2

I et af arbejdsministeren netop fremsat forslag nr. L 237 til lov om

ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Kommunal arbejdsformidling) foreslås det at give kommunerne adgang til at

anvise arbejde til personer, der modtager eller søger støtte efter afsnit III

i lov om social bistand, og til personer, der tilhører andre særlig udsatte

grupper af ledige.

Vedtages dette lovforslag, bortfalder begrundelsen for at kræve, at en

person, der ansættes på beskæftigelsesprojekt, skal være tilmeldt

arbejdsformidlingen som ledig.

Til nr. 3-5

Efter ændringsforslagene har kommunen alene mulighed for at nedsætte

arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter og ved ansættelse med løntilskud for

personer, der modtager ungdomsydelse, jf. det af socialministeren fremsatte

lovforslag nr. L 62 om indførelse af en ungdomsydelse. Ændringsforslagene

åbner mulighed for at fastsætte arbejdstiden således, at den afpasses efter

ungdomsydelsen. Lønnen eller ydelsen vil være en forholdsmæssig del af lønnen

for tilsvarende arbejde på fuld tid. For så vidt angår

beskæftigelsesprojekter henvises i denne forbindelse til den nylig indgåede

aftale mellem KTO og de kommunale arbejdsgivere om projektløn.

En udnyttelse af arbejdsministerens bemyndigelse til at fastsætte særlige

lønvilkår på projekter, hvor kommune, amtskommune eller stat er arbejdsgiver,

kommer ikke på tale over for den regulering af lønnen for

beskæftigelsesprojekter, som har fundet sted i henhold til den nylig indgåede

aftale mellem KTO og de kommunale arbejdsgivere om projektløn.

Til nr. 6

Lovforslaget lægger ansvaret for indsatsen over for de særlig udsatte

grupper over på kommuner og amtskommuner. Herved opstår der et behov for

koordination mellem AF's/arbejdsmarkedsnævnenes indsats og (amts)kommunernes

særlige indsats.

Denne koordinationsforpligtelse bør placeres et sted, og det vil være

naturligt, at arbejdsmarkedetsnævnet, hvori både arbejdsmarkedets parter og

kommunerne er repræsenteret, påtager sig denne opgave.

Det forudsættes herved, at alle parter indgår i et forpligtende

samarbejde, således at der opnås den nødvendige sammenhæng i indsatsen, og

således at det opsøgende arbejde over for virksomhederne koordineres.

Arbejdsmarkedsnævnets redegørelse med en vurdering af behovet for

beskæftigelses- og uddannelsesaktiviteter vil være et vigtigt grundlag for

nævnets koordinationsforpligtelse.

Under hensyn til arbejdsmarkedsnævnenes koordinerende rolle og den

sagkundskab om arbejdsmarkedsforhold, der findes hos arbejdsmarkedsnævnene,

er det naturligt at skabe mulighed for, at nævnene kan iværksætte aktiviteter

af forsøgsmæssig og koordinerende karakter, f.eks. med henblik på at afprøve

effekten af nye og anderledes aktiviteter med hensyn til både indhold, form

og organisering. Det vil i den forbindelse være særlig relevant, at nævnene

søger at (videre)udvikle aktiviteter, der indebærer et samarbejde mellem den

offentlige og den private sektor.

Fordelingen af den årligt afsatte forsøgsbevilling mellem

arbejdsmarkedsnævnene foretages af arbejdsministeren efter en høring af

arbejdsmarkedets parter.

Til nr. 7

Da den aktive indsats over for de unge ledige i høj grad foregår ude i

kommunerne, er det vigtigt, at kommunernes økonomiske incitamenter forbedres.

Kommunerne skal således frem for at betale de unge ledige kontanthjælp

tilskyndes til en aktiv indsats over for unge ledige med henblik på at få de

ledige i uddannelse eller beskæftigelse.

Det foreslås derfor, at den nuværende pligtbeløbsordning for kommunerne

omlægges.

Der oprettes en pulje, hvorfra kommunerne modtager tilskud til

beskæftigelsesindsatsen. Tilskuddene til kommunerne vil fremover være

afhængige af omfanget af den aktivitet for unge ledige, som kommunerne

iværksætter.

I puljen indgår dels et beløb svarende til det, som kommunerne hidtil har

været forpligtede til at afsætte til bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden,

dels en del af den statslige bevilling, som hidtil har været afsat til

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.

Kriterier for fordeling af puljen mellem kommunerne forudsættes fastsat af

indenrigsministeren efter forhandling med arbejdsministeren og

socialministeren og efter høring af de amtskommunale organisationer samt

arbejdsmarkedets parter.

Endvidere foreslås den nuværende pligtbeløbsordning for amtskommunerne

ophævet. Amtskommunerne har ikke mulighed for anbringelse af unge ledige på

passive ydelser, og der er derfor ikke behov for særlige incitamenter i

forhold til amtskommunerne. Dertil kommer, at amtskommunerne finansierer en

indsats, der ligger ud over grænsen for pligtbeløbsordningen. Det

forudsættes, at amtskommunerne stadig vil gøre dette.

Amtskommunerne har hidtil modtaget en del af den statslige bevilling til

beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. Et beløb svarende hertil udbetales

fremover til amtskommunerne via de generelle tilskud.

Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Else Theill Sørensen (KF)

Jens Peter Jensen (V) Elsebeth Kock-Petersen (V) Glistrup (FP) Jørgen Estrup

(RV) Lis Noer Holmberg (CD) fmd. Glønborg (KRF) Jytte Andersen (S)

Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S) Hans Jørgen

Jensen (S) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

Bilag

18. maj 1990

Aftale indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk

Folkeparti om supplerende tilbud til unge, der efter perioden med

ungdomsydelse fortsat har behov for aktiverende foranstaltninger

Der er indgået en aftale om supplerende tilbud til unge, der efter

perioden med ungdomsydelse fortsat har behov for aktiverende

foranstaltninger.

Partierne har som udgangspunkt skønnet, at der for at sikre de fornødne

tilbud kan blive brug for ca. 4.500 pladser. Partierne er enige om at sikre

finansieringen af de fornødne tilbud på finansloven for 1991.

Der gives kommunerne mulighed for at give tilbud til personer, der efter

perioden med ungdomsydelse ikke har udsigt til uddannelse, beskæftigelse m.v.

På grundlag af indhøstede erfaringer i løbet af 1991 vil der blive taget

stiling til eventuelt behov for yderligere pladser i 1992 og finansiering

heraf.

I 1990 etableres 500 ekstra pladser på produktionsskoler. Merudgiften på 5

mio. kr. finansieres ved mindreforbrug på Kulturfonden.

I tilknytning til lov nr. 116 aftales det, at der i 1990 afsættes 10 mio.

kr. til pladser på daghøjskoler. Merudgiften finansieres ved mindreforbrug på

Kulturfonden.

De 15 mio. kr. i mindreforbrug af Kulturfondsmidlerne i 1990 afsættes til

anvendelse i 1993, således at den samlede Kulturfondsbevilling bevares

uændret.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter