1989 BTL 52 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNAL BESKÆFTIGELSESINDSATS NR L 52 1989-90, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Ballerup Kommune,
Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Ungdoms Fællesråd,
Danske Produktionshøjskolers Lærerforening,
Farum Kommune,
Husligt Arbejder Forbund og
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger.
Som bilag til denne betænkning er optrykt aftale af 18. maj 1990 mellem
regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti om supplerende
tilbud til unge, der efter perioden med ungdomsydelse fortsat har behov for
aktiverende foranstaltninger.
Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til
de ledsagende bemærkninger.
Arbejdsministeren har over for udvalget oplyst følgende om den såkaldte
teknikergruppes forslag til omlægning af den hidtidige statslige
beskæftigelsesbevilling og den kommunale pligtbeløbsordning:
Den statslige beskæftigelsesbevilling (414 mio. kr. i 1990) er hidtil via
arbejdsmarkedsnævnene blevet fordelt til kommuner, amtskommuner og nævnene
selv.
Efter teknikergruppens forslag skal denne bevilling deles i tre dele: En
mindre del (f.eks. 50 mio. kr.) går fortsat til arbejdmarkedsnævnene, men
forbeholdes aktiviteter af forsøgskarakter og af koordinerende karakter.
Amtskommunerne får en anden del, svarende til, hvad amtskommunerne hidtil har
fået fra den statslige bevilling. Resten går til kommunerne, ikke direkte,
men som et bidrag til den nye kommunepulje, jf. nedenfor.
Læs alt
Inden den statslige bevilling deles i 3 dele, fratrækkes dog et beløb
svarende til det mindreforbrug, der forventes som følge af
ungdomsydelsesordningen. Dette mindreforbrug overføres til Socialministeriet,
der får en tilsvarende merudgift til ungdomsydelse.
Den kommunale pligtbeløbsordning har hidtil pålagt kommuner og
amtskommuner af deres egne penge at bruge mindst henholdsvis 130 og 10 kr.
pr. indbygger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.
Efter teknikergruppens forslag skal denne ordning omlægges således:
Amtskommunernes pligt til et mindsteforbrug ophæves, da amtskommunerne hidtil
har brugt mere end mindstemålet. Kommunernes pligtbeløb skal indbetales til
en ny kommunepulje, som også får bidrag fra den hidtidige statslige
beskæftigelsesbevilling, jf. ovenfor.
Fra denne pulje udbetales kun penge tilbage til kommunerne, hvis de
aktiverer de passive ledige gennem uddannelses- eller beskæftigelsestilbud.
Kommunernes pligtbidrag til den nye pulje ordnes teknisk på den måde, at
det samlede kommunale bidrag modregnes i bloktilskuddene. Hjemmel hertil
sikres ved det af indenrigsministeren samtidig stillede ændringsforslag til
lovforslag nr. L 233 om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner
og amtskommuner.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem),
der indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren
stillede ændringsforslag, kan tilslutte sig teknikergruppens forslag, idet
flertallet dog er enigt i, at den del af den hidtidige statslige
beskæftigelsesbevilling, som fra 1. januar 1991 forbliver hos
arbejdsmarkedsnævnene til aktiviteter af forsøgs- og koordinerende karakter,
bør være på 75 mio. kr. og ikke som forudsat i teknikergruppens regneeksempel
50 mio. kr.
Flertallet ønsker samtidig at fremhæve, at beskæftigelsesindsatsen ikke må
betyde, at allerede ansatte bliver »skubbet ud« fra deres
arbejdspladser.
Flertallet udtaler desuden følgende:
De stillede ændringsforslag til nærværende lovforslag og til
socialministerens lovforslag om en ungdomsydelse (L 62) og det i denne
forbindelse indgåede forlig mellem regeringen, Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti - et forlig, som Kristeligt Folkeparti og
Centrum-Demokraterne har tilsluttet sig - betyder, at der i nærværende
lovforslag er foretaget følgende ændringer i forhold til det oprindelige
lovforslag:
Der stilles nu krav om, at private erhvervsvirksomheder skal have mulighed
for at udføre et beskæftigelsesprojekt, før det offentlige sætter det i gang.
Tidligere var der alene en hensigtserklæring om, at projekter så vidt muligt
skulle udføres af private.
Der er intet krav om tilmelding til AF som ledig for at blive ansat på et
beskæftigelsesprojekt. Ifølge det oprindelige lovforslag var det en
betingelse for at blive ansat på et beskæftigelsesprojekt, at man var
tilmeldt AF som ledig. Da der nu er fremsat lovforslag om kommunal
arbejdsformidling for kontanthjælpsmodtagere og andre udsatte grupper, er det
ikke længere nødvendigt at opretholde dette krav.
Efter det fremsatte lovforslag kunne kommunen bestemme, at ansatte på et
beskæftigelsesprojekt eller ansatte med løntilskud skulle have nedsat
arbejdstid uanset overenskomst. Med de stillede ændringsforslag fjernes den
generelle adgang til deltidsbeskæftigelse og erstattes af en mulighed for
kommunen for at nedsætte arbejdstiden for personer, der er på
beskæftigelsesprojekter eller er i ansættelse med løntilskud, og som er
berettigede til ungdomsydelse.
Arbejdsmarkedsnævnene beholder en koordinerende rolle i
beskæftigelsesindsatsen og får i den forbindelse tildelt en del af den
hidtidige statslige bevilling til beskæftigelsesordningerne til aktiviteter
af forsøgsmæssig og koordinerende karakter. Dette indgik ikke i det
oprindelige lovforslag.
Det var oprindelig foreslået, at det kommunale pligtbeløb skulle
videreføres i 1991 og 1992. Efter de stillede ændringsforslag omlægges
pligtbeløbsordningen således, at et beløb svarende til det hidtidige
kommunale pligtbeløb og en del af den hidtidige statslige beviling til
beskæftigelsesordningerne indgår i en pulje. Den hidtidige statslige
bevilling deles således i 3 dele: Een del tildeles arbejdsmarkedsnævnene, een
del tildeles amtskommunerne, og resten indgår i puljen sammen med de
kommunale pligtbeløb.
Kommunerne kan få tilskud fra den nye pulje afhængigt af, hvor mange unge
ledige der aktiveres.
I forhold til socialministerens lovforslag om en ungdomsydelse (L 62)
foreslås følgende ændringer og præciseringer:
Det præciseres, at kommunerne har pligt til at tilbyde de unge råd og
vejledning om, hvorledes de på længere sigt kan forbedre deres
beskæftigelsesmuligheder. Denne vejledningsforpligtelse varer ved ud over
perioden med ungdomsydelse, og i denne forbindelse påhviler det kommunerne at
rådgive de unge om mulighederne for job og uddannelse på erhvervsskoler, hf
eller lignende samt i fornødent omfang at give supplerende tilbud om job og
erhvervsintroduktion på produktionsskoler, daghøjskoler m.v.
Med henblik på at give kommunerne mulighed for at give tilbud til
personer, der efter en periode med ungdomsydelse ikke har udsigt til
uddannelse, beskæftigelse m.v., har partierne bag forliget som udgangspunkt
skønnet, at der kan blive behov for ca. 4.500 pladser. Partierne er enige om
at sikre finansieringen af de fornødne tilbud på finansloven for 1991.
I 1990 etableres 500 ekstra pladser på produktionsskoler, hvortil udgiften
er 5 mio. kr., og i tilknytning til forslag til lov om ungdomsskoler,
produktionsskoler og daghøjskoler (L 116) er det aftalt, at der i 1990
afsættes 10 mio. kr. til pladser på daghøjskoler. Merudgiften på 15 mio. kr.
finansieres ved mindreforbrug på Kulturfonden. De 15 mio. kr. i mindreforbrug
af Kulturfondsmidlerne i 1990 afsættes til anvendelse i 1993, således at den
samlede Kulturfondsbevilling bevares uændret. Der henvises i øvrigt til
aftalen af 18. maj 1990, som er medtaget som bilag til betænkningen.
Som led i omlægningen af pligtmidlerne, der efter L 52 omlægges med
virkning fra 1. januar 1991, er det foreslået, at der gennemføres en
forenkling af den tidligere ordning, hvorefter en kommune kan få overført
statens besparelser på kontanthjælpen ved etablering af en ekstraordinær
indsats med hensyn til uddannelses- og beskæftigelsesordninger. Den gældende
ordning, der er fastsat i bistandslovens § 138 a, stk. 2, foreslås ophævet og
erstattet af en nyordning, hvorefter kommunerne får udbetalt et beløb på
2.000 kr. pr. måned pr. person, der uden at modtage kontanthjælp efter
bistandslovens § 37 deltager i en aktivitet, hvortil der kan ydes tilskud
efter puljen i § 19 i L 52 (puljen, der afløser pligtmidlerne).
De foreslåede ændringer indebærer videre, at følgende tilbud kan træde i
stedet for beskæftigelse i ungdomsydelsesordning:
Deltagelse i frivillige, ulønnede aktiviteter, der må anses at være af
samfundsmæssig betydning, og som har et omfang, der mindst svarer til
beskæftigelsen i ungdomsydelsesordningen.
Særligt tilrettelagte aktiverende foranstaltninger, der efter
kommunalbestyrelsens indstilling godkendes af socialministeren.
Endelig er overgangsordningen i L 62 foreslået udvidet således, at
kommunalbestyrelsen kan beslutte, at unge, der søger om hjælp i perioden fra
den 1. juli 1990 til den 1. januar 1991, kan få tilbud inden for de første 3
måneder efter ansøgningen om hjælp.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af
udvalget) ønsker at føje følgende udtalelse til den ovenfor af flertallet
afgivne fælles udtalelse:
Socialdemokratiet ser den nylig indgåede aftale om dette lovforslag og det
tidligere omtalte forslag til lov om ændring af lov om social bistand
(Indførelse af ungdomsydelse) (L 62) som et led i en større, sammenhængende
indsats over for ungdomsarbejdsløsheden.
I de seneste år har ungdomsarbejdsløsheden været kraftigt stigende.
Ungdomsarbejdsløsheden er forøget med 8,3 pct. fra 1988 til 1989, og meget
tyder på, at vi også i 1990 og 1991 vil opleve en ungdomsarbejdsløshed på
over 100.000.
I samme periode er der skåret kraftigt ned i den aktive indsats imod
ungdomsarbejdsløsheden. Omregnet i faste priser er der tale om et fald fra
1988 til 1989 på ikke mindre end 18 pct.
I 1990 er indsatsen nogenlunde uændret i forhold til 1989. De statslige
midler er direkte beskåret i 1988 og 1989. De kommunale og amtskommunale
pligtbeløb har været uændrede i kroner, men i faste priser har der også her
reelt været tale om et fald.
Det frivillige kommunale og amtskommunale merforbrug er reduceret kraftigt
fra 542 mio. kr. i 1988 til 307 mio. kr. i 1989, samtidig med at
ungdomsarbejdsløsheden som nævnt faktisk blev forøget med over 8,3 pct.
Med tre nye politiske aftaler er der langt om længe sket en glædelig og
tiltrængt forbedring af uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen over for
unge:
- Praktikproblemet for efg-elever er blevet løst.
- Allerede i 1990 oprettes i alt 3.000 ekstra pladser inden for de
videregående uddannelser.
- Der er tale om en forbedret udgave af forslaget om ungdomsydelse i
forbindelse med beskæftigelsestilbud til unge kontanthjælpsmodtagere.
Disse forbedringer afhjælper dog ikke alle påtrængende mangler i
uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen:
- Selv om ungdomsarbejdsløsheden er steget kraftigt i de senere år, er der
anvendt færre midler til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. De nye aftaler
sikrer desværre samlet set ikke flere penge til området.
- 3.000 flere pladser i de videregående uddannelser er et stort
fremskridt, men der skal findes ca. 9.000 flere pladser i de kommende år, før
problemerne er løst.
- Regeringen har ved adskillige lejligheder erklæret sig enig i, at
voksen- og efteruddannelsesindsatsen skal forøges med 30.000-50.000 pladser
på årsbasis. Alligevel har man skåret ned og har planlagt yderligere
nedskæringer i 1991.
I de seneste år har vi oplevet, at ca. 8.000 unge har været afskåret fra
at få praktikplads efter efg-basisåret. Med baggrund i det såkaldte
teknikerudvalgs rapport igangsættes en bred kampagne for flere
praktikpladser. Praktikaftalen betyder, at det nu bliver lovmæsssigt bestemt,
at alle, der fra 1990 og fremover gennemfører basisåret, skal have tilbudt
såkaldt praktikpladskompenserende undervisning, hvis de ikke inden 4 måneder
efter afslutning af basisåret selv har kunnet finde en praktikplads.
Der skal samtidig gøres en særlig indsats for dem, der tidligere har
gennemført basisåret og stadig mangler praktikplads.
Aftalen om 3.000 flere pladser i år på de videregående uddannelser er et
skridt på vejen til en løsning af det problem, at ca. 12.000 unge på grund af
adgangsbegrænsningen årligt afskæres fra at begynde en videregående
uddannelse.
Gennemførelsen af den forbedrede aftale om den kommunale
beskæftigelsesindsats og om ungdomsydelse til unge kontanthjælpsmodtagere er
også et skridt på vejen, men Socialdemokratiet har aldrig ment og mener
stadig ikke, at tilbud om deltidsbeskæftigelse med ungdomsydelse i 5 måneder
til unge kontanthjælpsmodtagere hjælper nævneværdigt på de reelle problemer.
Det, der først og fremmest er behov for, er at sikre reelle og varige
uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder for de unge.
Socialdemokratiet har dog accepteret ungdomsydelsesmodellen, fordi
lovforslaget er forbedret i forhold til det oprindelige forslag, og fordi
regeringen har accepteret, at der skal skabes sikkerhed for, at de unge efter
5 måneder på ungdomsydelse ikke blot kommer tilbage på kontanthjælp. I
forbindelse hermed skal der oprettes flere pladser på produktionsskoler og
daghøjskoler.
Endelig er der i forlængelse af Teknikerudvalgets rapport aftalt en
omdisponering af de statslige og kommunale midler til bekæmpelse af
ungdomsarbejdsløsheden.
De hidtidige kommunale pligtbeløb samles med statsmidlerne i en pulje,
hvorfra der ydes tilskud til de enkelte kommuner i forhold til omfanget af
den aktiverende indsats.
I forbindelse med ungdomsbeskæftigelsesindsatsen er det imidlertid et
afgørende problem, at der kun er tale om omdisponering af eksisterende
midler. Selv om der er et påtrængende behov, har regeringen ikke villet
afsætte ekstra penge. Tværtimod kan man frygte, at den samlede indsats vil
blive mindre.
I 1990 bruger kommunerne og amtskommunerne 360 mio. kr. mere end de 718
mio. kr., de skal afsætte som pligtbeløb til bekæmpelse af
ungdomsarbejdsløsheden. Dette merforbrug og de amtskommunale pligtbeløb (ca.
50 mio. kr.) indgår ikke i de nye puljer. Med det pres, der i øvrigt er på
den kommunale økonomi, kan det frygtes, at kommunerne får svært ved at
opretholde det frivillige merforbrug.
I de seneste år har alle, også regeringen, talt varmt for nødvendigheden
af en aktiverende indsats over for de unge i stedet for passiv forsørgelse.
Som det fremgår af det følgende, har den førte politik imidlertid været den
modsatte.
Socialdemokratiet deler tanken om, at beskæftigelsesprojekter så vidt
muligt skal udføres af private. Med opstramningen i bestemmelsen har det
været afgørende for Socialdemokratiet at få præciseret, at det påhviler
kommunen at definere projektets betingelser, hvad angår økonomisk grundlag,
formål og målgruppe, så arbejdsgiverne ikke kun vil aftage den mest
ressourcestærke gruppe af unge.
Socialdemokratiet er tilfreds med, at deltidsbegrebet er fjernet fra loven
og det klart er tilkendegivet, at kommunen alene har mulighed for at nedsætte
arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter og ved ansættelse med løntilskud for
de personer, der modtager ungdomsydelser efter L 62.
Det er hermed fastslået, at ved deltagelse på ordinære
beskæftigelsestilbud skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige
eller de sædvanlige vilkår ved tilsvarende arbejde.
Med lovforslaget lægges ansvaret for indsatsen for de særligt udsatte
grupper over på kommunerne og amtskommunerne, og der skal ske en koordinering
mellem arbejdsmarkedsnævnenes indsats og kommunernes indsats.
Socialemokratiet anser det for givet, at denne koordinationsforpligtelse
placeres i arbejdsmarkedsnævnene, som det er nævnt i bemærkningerne til det
stillede ændringsforslag til § 16. Netop dette kan sikre, at der kan
etableres tværgående kommunale aktiviteter, og at tilbudsmulighederne for de
ledige bliver større.
De gode erfaringer med samarbejdsmodellen i forskellige regioner ser
Socialdemokratiet gerne videreført.
Det er desuden vigtigt for Socialdemokratiet, at kvaliteten at tilbudene
ikke forringes, og at de, hvor det er muligt, kombineres med uddannelse.
Et andet mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) ønsker at føje følgende udtalelse til den ovenfor af
flertallet afgivne fælles udtalelse:
I to varierende udgaver har socialministerens lovforslag (L 62) om en
ungdomsydelse været behandlet flere gange i Folketinget. Under behandlingen
har SF fremhævet adskillige for os afgørende og betydelige mangler.
SF mener f.eks., at det er fejlagtigt og udtryk for systemtænkning, hvis
alle unge skæres over een kam, blot fordi de henvender sig på et
bistandskontor og søger kontanthjælp. Behovene er forskellige. Derfor er der
brug for forskellige tilbud og muligheder. Med dette udgangspunkt er der da
også mange af de allerede eksisterende og planlagte kommunale
beskæftigelsesordninger, der er skruet sammen.
SF mener, det er absurd, hvis unge, der søger kontanthjælp, blot fordi de
ikke kan få en efg-praktikplads, pludselig kan få et beskæftigelsestilbud via
en social ordning. Det ville være noget mere enkelt og logisk, hvis man i
stedet skaffede det tilstrækkelige antal lære- og praktikpladser. Omvejen
over bistandskontoret er meningsløs.
Endvidere har SF været modstander af en ungdomsydelse, der blot kom til at
betyde en nichetilværelse for den unge uden egentligt perspektiv. At
ungdomsydelsen med andre ord for mange blot blev en slags uddannelse til
egentlig kontanthjælp. Vi har desuden været i tvivl om, hvorvidt kommunerne
overhovedet ville være i stand til at skaffe så mange beskæftigelsespladser
med arbejdsopgaver, der var andet end sysselsættelse. I den forbindelse har
vi også været betænkelige ved, om en generel ordning for 18- og 19-årige
kontanthjælpsmodtagere ville komme til at betyde, at den kommunale indsats
over for andre grupper, f.eks. langvarige kontanthjælpsmodtagere, ville blive
svækket. Det har bl.a. været baggrunden for SF's forslag om en generel job-
og uddannelsesordning for kontanthjælpsmodtagere, hvor tilbudene skulle gives
efter f.eks. tre måneder.
SF har også set en betydelig risiko for, at unge med særlige problemer
droppede ud af ordningen, med det resultat, at de ikke ville være berettigede
til kontanthjælp, og at man efterfølgende ville miste kontakten med de
pågældende, hvad ingen kan have interesse i.
En række af de problemer, SF har nævnt undervejs, er forsøgt løst bl.a.
ved den aftale, der er indgået om lovforslaget mellem regeringen,
Socialdemokratiet og SF, men også allerede ved socialministerens sidste
udgave af lovforslaget. Det indebar, at kommunerne først skal give tilbudet
senest 14 dage efter, at den unge har henvendt sig. I det oprindelige
lovforslag var det dagen efter. Det betyder naturligvis en større chance for,
at ordningen rent faktisk kan gennemføres i den praktiske virkelighed. SF er
stadig i tvivl om, hvorvidt 14 dage i praksis er en tilstrækkelig frist, og
vi har stadig ikke større interesse i, at der bliver brugt ressourcer på
unge, der alligevel af sig selv forsvinder ud af kontanthjælpssystemet og
aldrig får brug for det igen.
Der er nu etableret en særlig overgangsordning, der betyder, at kommunerne
indtil 1. januar 1991 kan vente med tilbudet i tre måneder. Det er endvidere
aftalt, at man i efteråret 1991 vil undersøge, om kommunerne er i stand til
at opfylde forpligtelsen på en rimelig måde, og om tilbudsfristen i denne
forbindelse skal forlænges.
Tilsvarende var der allerede i den nyeste udgave af lovforslaget indsat en
særlig rådgivningsperiode på op til 6 uger, som SF forventer at kommunerne
vil bruge til ikke unødigt at sætte ressourcer ind over for unge, der ikke
har brug for det.
I aftalen med regeringen er der sikret andre tilbud til de unge, der efter
endt ungdomsydelsesperiode fortsat ikke har udsigt til arbejde eller mangler
en uddannelsesplads.
Kapaciteten på produktionsskoler og daghøjskoler bliver endvidere udvidet,
så tilbudsmulighederne bliver mere fleksible.
Samtidig betyder aftalen mellem Socialdemokratiet og regeringen om lære-
og praktikpladser efter de impliceredes udsagn, at unge efter afsluttet
basisår vil være garanteret et praktikforløb, så ingen risikerer at skulle
omvejen omkring et bistandskontor.
Det skal endvidere bemærkes, at der med ungdomsydelsesordningen formelt
indføres et nyt arbejdsbegreb i den sociale lovgivning. Det medfører, at
deltagelse i frivillige, ulønnede aktiviteter kan træde i stedet for et
kommunalt tilbud.
Som følge af den pågældende aftale bliver pligtbeløbsordningen i
forbindelse med beskæftigelsesindsatsen omlagt, så tilskuddene til den
enkelte kommune kommer til at afhænge af den konkrete indsats. Kommunerne får
endvidere nu en generel mulighed for jobformidling til såkaldt
»udsatte« grupper. Begge dele er SF tilfreds med. Vi konstaterer
endvidere, at muligheden for anden arbejdstid end den normale kun kan komme
på tale for dem, der er under ungdomsydelsesordning, og ikke andre. Vi ser
helst en arbejds- og uddannelsestid på diverse bskæftigelsesordninger
svarende til den almindelige arbejdstid, men har måttet acceptere, at det kan
blive anderledes under ungdomsydelsen - alt efter, hvordan den administreres
af kommunerne.
Samlet betyder det hele, at lovforslaget (L 62) er blevet så rimeligt, at
SF indstiller det til vedtagelse med socialministerens ændringsforslag.
Det skal dog samtidig bemærkes, at behovet for disse initiativer alene
optræder, fordi der ikke er tilstrækkeligt med arbejde og uddannelsespladser.
Derfor er der tale om nødløsninger. Hvis problemerne grundlæggende skal
løses, handler det om at føre en politik, der er generelt
arbejdsløshedsbekæmpende. Hertil er et andet flertal i Folketinget
nødvendigt.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre
for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag.
Mindretallet udtaler:
De afsindigt store offentlige udgifter i Danmark fører til, at vi har et
alt, alt for stort skattetryk. Skatterne kan alene betales af dansk
produktion. Når den skal betale de mange skatter som ekstraomkostninger,
bliver danske varer for dyre, og når danske varer i den internationale
konkurrencesituation er for dyre, kan danske arbejdsgivere ikke betale for så
megen arbejdskraft, som der findes i landet. Følgelig får vi arbejdsløshed.
Den eneste grund til, at vi har arbejdsløshed i Danmark, er altså, at vi
har for store offentlige udgifter. Derfor er det katastrofalt, at regeringen
nu er hoppet på hr. Svend Aukens ideer fra den 31. marts 1982 om, at man
skulle kunne bekæmpe arbejdsløshed ved at lave forskellige yderligere
offentlige udgifter til nogle flere praktikpladser, nogle flere
støttepædagog- og socialrådgiverstillinger og nogle flere stillinger i
arbejdsanvisninger og arbejdsløshedskasser, og hvordan regeringen og hr.
Svend Auken nu ellers vil forøge de offentlige udgifter ved den serie af
forlig, som de har indgået med hinanden igennem de senere år og dage, og hvor
de sidste skud på stammen nu skal til behandling som en hastesag i
Folketinget, der inden for Folketingets sidste arbejdsuge skal tage stilling
til de forslag, som er blevet resultatet af, hvad
»socialdemokraten« Henning Dyremose er kommet til af resultater ved
at snakke med socialdemokraten Svend Auken, og som ligger i forlængelse af
disse tos ulykkelige enighed i blandt andet september 1988, december 1988 og
september 1989.
Fremskridtspartiet vil naturligvis, så vidt tiden tillader det, tage
stilling til hvert enkelt af de mange nye lovjungletilvækster med de mange
nye paragraffer, som i øjeblikket markedsføres i medierne, som om det
virkelig var en kæmpemæssig social landvinding, og som om der herved skulle
ske en løsning på de svage unges problemer ved, at man sætter dem noget
længere på skolebænken og fratager dem muligheden for at komme til at arbejde
i praksis, og ved, at den offentlige sektor yderligere infiltrerer det
private erhvervsliv.
Hele den socialistiske grundtanke i regeringens Sauntehusoplæg og den
forværring, der er sket her med de nye forlig, er totalt forfejlet, uanset
hvad medierne så vil fylde befolkningen med af ammestuehistorier og direkte
løgnagtigheder.
Ud fra disse grundsynspunkter vil Fremskridtspartiet tilkendegive sin
stilling såvel til ændringsforslag som til lovforslaget som helhed. Men på
grund af den tidsklemme, regeringen og Socialdemokraterne har bragt
Fremskridtspartiet i, vil den endelige beslutning ske så tæt som muligt på
selve afstemningen.
Ændringsforslag
Af arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af FP):
Til § 2
1) Efter stk. 2 indsættes:
»Stk. 3. Før et beskæftigelsesprojekt iværksættes, skal de
iværksættere, de er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, give private
erhvervsvirksomheder i området mulighed for at udføre projektet.«
Til § 7
2) Paragraffen affattes således:
»§7. Den, der ansættes på et beskæftigelsesprojekt, skal på
ansættelsestidspunktet tilhøre en særlig udsat gruppe af ledige.«
Til § 9
3) Stk. 1, 2. pkt., udgår.
Til § 11
4) Stk. 1, nr. 3, 2. pkt., udgår.
Ny paragraf
5) Efter § 13 indsættes som ny paragraf:
»§ 01. For personer, der er berettigede til at modtage
ungdomsydelse efter afsnit III A i lov om social bistand, bestemmer kommunen
arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter og ved ansættelse med
løntilskud.«
Til § 16
6) Paragraffen affattes således:
»§ 16. Arbejdsmarkedsnævnene udarbejder hvert år en
redegørelse med en vurdering af behovet for beskæftigelses- og
uddannelsaktiviteter inden for rammerne af denne lov og stiller på baggrund
heraf forslag om koordinering af den regionale beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Arbejdsmarkedsnævnene kan tage initiativ til gennemførelse
af beskæftigelses- og/eller uddannelsesprojekter af forsøgsmæssig og
koordinerende karakter. Til dette formål afsættes der hvert år et beløb til
fordeling mellem arbejdsmarkedsnævnene. Arbejdsministeren fastsætter nærmere
regler herom.«
Til § 19
7) Paragraffen affattes således:
»§ 19. Der afsættes hvert år en pulje til bekæmpelse af
ungdomsarbejdsløsheden. Denne pulje fordeles af indenrigsministeren til
kommunerne. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med
arbejdsministeren og socialministeren nærmere regler herom.«
Til § 20
8) Stk. 1 affattes således:
»Loven træder i kraft den 1. januar 1991, § 7, § 11, stk. 1, nr. 1, §
01 og § 19 dog allerede den 1. juli 1990.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Bestemmelsen i den gældende lov om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.
om, at beskæftigelsesprojekter så vidt muligt skal udføres af private, er
videreført i lovforslaget.
Det foreslås, at bestemmelsen strammes op, således at et
beskæftigelsesprojekt skal være forsøgt etableret i privat regi, før det kan
etableres som et projekt i offentligt regi. Det forudsættes, at det aftales
lokalt mellem kommunen og arbejdsmarkedets parter gennem
arbejdsmarkedsnævnet, hvorledes bestemmelsen gennemføres i praksis. Det kan
f.eks. ske ved, at projekterne udbydes ved annoncering, eller ved, at der på
anden måde gives de private virksomheder mulighed for at udføre projektet.
Det er kommunens forpligtelse af definere projektets betingelser, hvad angår
økonomisk grundlag, formål og målgruppe, inden projektet præsenteres for
private interesserede.
Kravet gælder kun projekter af en vis størrelsesorden (4-5 personer). Den
nærmere afgrænsning heraf forudsættes ligeledes aftalt med arbejdsmarkedets
parter. Afgørende for, om et beskæftigelsesprojekt kan betegnes som
gennemført i privat regi, er, om det produkt eller den ydelse, der kommer ud
af projektet, er leveret af en privat virksomhed.
Lovforslaget ændrer i øvrigt ikke ved, hvem der kan oprette
beskæftigelsesprojekter, og hvad der kan produceres på projekterne.
Hvor den ledige ansættes med løntilskud, er der tale om en privat
virksomhed, der drives og producerer på helt almindelige vilkår.
Til nr. 2
I et af arbejdsministeren netop fremsat forslag nr. L 237 til lov om
ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
(Kommunal arbejdsformidling) foreslås det at give kommunerne adgang til at
anvise arbejde til personer, der modtager eller søger støtte efter afsnit III
i lov om social bistand, og til personer, der tilhører andre særlig udsatte
grupper af ledige.
Vedtages dette lovforslag, bortfalder begrundelsen for at kræve, at en
person, der ansættes på beskæftigelsesprojekt, skal være tilmeldt
arbejdsformidlingen som ledig.
Til nr. 3-5
Efter ændringsforslagene har kommunen alene mulighed for at nedsætte
arbejdstiden på beskæftigelsesprojekter og ved ansættelse med løntilskud for
personer, der modtager ungdomsydelse, jf. det af socialministeren fremsatte
lovforslag nr. L 62 om indførelse af en ungdomsydelse. Ændringsforslagene
åbner mulighed for at fastsætte arbejdstiden således, at den afpasses efter
ungdomsydelsen. Lønnen eller ydelsen vil være en forholdsmæssig del af lønnen
for tilsvarende arbejde på fuld tid. For så vidt angår
beskæftigelsesprojekter henvises i denne forbindelse til den nylig indgåede
aftale mellem KTO og de kommunale arbejdsgivere om projektløn.
En udnyttelse af arbejdsministerens bemyndigelse til at fastsætte særlige
lønvilkår på projekter, hvor kommune, amtskommune eller stat er arbejdsgiver,
kommer ikke på tale over for den regulering af lønnen for
beskæftigelsesprojekter, som har fundet sted i henhold til den nylig indgåede
aftale mellem KTO og de kommunale arbejdsgivere om projektløn.
Til nr. 6
Lovforslaget lægger ansvaret for indsatsen over for de særlig udsatte
grupper over på kommuner og amtskommuner. Herved opstår der et behov for
koordination mellem AF's/arbejdsmarkedsnævnenes indsats og (amts)kommunernes
særlige indsats.
Denne koordinationsforpligtelse bør placeres et sted, og det vil være
naturligt, at arbejdsmarkedetsnævnet, hvori både arbejdsmarkedets parter og
kommunerne er repræsenteret, påtager sig denne opgave.
Det forudsættes herved, at alle parter indgår i et forpligtende
samarbejde, således at der opnås den nødvendige sammenhæng i indsatsen, og
således at det opsøgende arbejde over for virksomhederne koordineres.
Arbejdsmarkedsnævnets redegørelse med en vurdering af behovet for
beskæftigelses- og uddannelsesaktiviteter vil være et vigtigt grundlag for
nævnets koordinationsforpligtelse.
Under hensyn til arbejdsmarkedsnævnenes koordinerende rolle og den
sagkundskab om arbejdsmarkedsforhold, der findes hos arbejdsmarkedsnævnene,
er det naturligt at skabe mulighed for, at nævnene kan iværksætte aktiviteter
af forsøgsmæssig og koordinerende karakter, f.eks. med henblik på at afprøve
effekten af nye og anderledes aktiviteter med hensyn til både indhold, form
og organisering. Det vil i den forbindelse være særlig relevant, at nævnene
søger at (videre)udvikle aktiviteter, der indebærer et samarbejde mellem den
offentlige og den private sektor.
Fordelingen af den årligt afsatte forsøgsbevilling mellem
arbejdsmarkedsnævnene foretages af arbejdsministeren efter en høring af
arbejdsmarkedets parter.
Til nr. 7
Da den aktive indsats over for de unge ledige i høj grad foregår ude i
kommunerne, er det vigtigt, at kommunernes økonomiske incitamenter forbedres.
Kommunerne skal således frem for at betale de unge ledige kontanthjælp
tilskyndes til en aktiv indsats over for unge ledige med henblik på at få de
ledige i uddannelse eller beskæftigelse.
Det foreslås derfor, at den nuværende pligtbeløbsordning for kommunerne
omlægges.
Der oprettes en pulje, hvorfra kommunerne modtager tilskud til
beskæftigelsesindsatsen. Tilskuddene til kommunerne vil fremover være
afhængige af omfanget af den aktivitet for unge ledige, som kommunerne
iværksætter.
I puljen indgår dels et beløb svarende til det, som kommunerne hidtil har
været forpligtede til at afsætte til bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden,
dels en del af den statslige bevilling, som hidtil har været afsat til
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v.
Kriterier for fordeling af puljen mellem kommunerne forudsættes fastsat af
indenrigsministeren efter forhandling med arbejdsministeren og
socialministeren og efter høring af de amtskommunale organisationer samt
arbejdsmarkedets parter.
Endvidere foreslås den nuværende pligtbeløbsordning for amtskommunerne
ophævet. Amtskommunerne har ikke mulighed for anbringelse af unge ledige på
passive ydelser, og der er derfor ikke behov for særlige incitamenter i
forhold til amtskommunerne. Dertil kommer, at amtskommunerne finansierer en
indsats, der ligger ud over grænsen for pligtbeløbsordningen. Det
forudsættes, at amtskommunerne stadig vil gøre dette.
Amtskommunerne har hidtil modtaget en del af den statslige bevilling til
beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. Et beløb svarende hertil udbetales
fremover til amtskommunerne via de generelle tilskud.
Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Else Theill Sørensen (KF)
Jens Peter Jensen (V) Elsebeth Kock-Petersen (V) Glistrup (FP) Jørgen Estrup
(RV) Lis Noer Holmberg (CD) fmd. Glønborg (KRF) Jytte Andersen (S)
Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S) Hans Jørgen
Jensen (S) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)
Bilag
18. maj 1990
Aftale indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet og Socialistisk
Folkeparti om supplerende tilbud til unge, der efter perioden med
ungdomsydelse fortsat har behov for aktiverende foranstaltninger
Der er indgået en aftale om supplerende tilbud til unge, der efter
perioden med ungdomsydelse fortsat har behov for aktiverende
foranstaltninger.
Partierne har som udgangspunkt skønnet, at der for at sikre de fornødne
tilbud kan blive brug for ca. 4.500 pladser. Partierne er enige om at sikre
finansieringen af de fornødne tilbud på finansloven for 1991.
Der gives kommunerne mulighed for at give tilbud til personer, der efter
perioden med ungdomsydelse ikke har udsigt til uddannelse, beskæftigelse m.v.
På grundlag af indhøstede erfaringer i løbet af 1991 vil der blive taget
stiling til eventuelt behov for yderligere pladser i 1992 og finansiering
heraf.
I 1990 etableres 500 ekstra pladser på produktionsskoler. Merudgiften på 5
mio. kr. finansieres ved mindreforbrug på Kulturfonden.
I tilknytning til lov nr. 116 aftales det, at der i 1990 afsættes 10 mio.
kr. til pladser på daghøjskoler. Merudgiften finansieres ved mindreforbrug på
Kulturfonden.
De 15 mio. kr. i mindreforbrug af Kulturfondsmidlerne i 1990 afsættes til
anvendelse i 1993, således at den samlede Kulturfondsbevilling bevares
uændret.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 BTL 62 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) NR L 62 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 16. august 1990
- 1988 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (INDFØRELSE AF UNGDOMSYDELSE) NR L 150 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 12. juli 1989
- 1989 BTL 116 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNGDOMSSKOLER, PRODUKTIONSSKOLER OG DAGHØJSKOLER NR L 116 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 16. august 1990
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder, lov om børnepasningsorlov, lov om ligestilling af kvinder og mænd og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger Retsinformation · 18. maj 2001
- Betænkning over Forslag til lov om Danmarks Evalueringsinstitut Retsinformation · 26. april 1999
- Forslag til Lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser med flere love (Forenkling af uddannelsesråd m.v. og godkendelse af institutioner til landbrugsuddannelse) Retsinformation · 11. april 2003