Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 339 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORDELING MELLEM STATEN, KOMMUNERNE OG AMTSKOMMUNERNE AF SKATTENEDSLAGET SOM FØLGE AF PERSONSKATTELOVENS SKATTELOFT NR L 339 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 339Betænkning over lovforslagFolketinget26. juli 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

finder det rigtigt, at de kommuner og amtskommuner, som hæver de personlige

skatter, selv må betale, såfremt det skrå skatteloft på 68 pct. overskrides.

Dette vil efter mindretallets opfattelse få de kommunale myndigheder til

at tænke sig om en ekstra gang, når man går med overvejelser om at forhøje de

personlige skatter. Disse skatter har nemlig opnået et absolut højdepunkt,

bl.a. forårsaget af et alt for højt kommunalt aktivitetsniveau.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

forkastelse ved 3. behandling.

Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis og

Venstres medlemmer af udvalget) betragter regeringens samlede økonomiske

udspil som en helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er

modstandere af regeringens samlede plan, vil de to partier stemme mod alle

regeringens lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af

lovforslagene, hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af

forslagene har partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt

andre sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

Læs alt

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredie har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Flertallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen

lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet

på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

flertallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Flertallet er derfor nødt til at se forslagene om lettelser og skærpelser

under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle forhandlinger om

den samlede økonomiske plan, har flertallet ikke fået mulighed for at opnå

grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I konsekvens heraf vil

flertallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlem af

udvalget) kan ikke støtte lovforslaget, da dette indskrænker det kommunale

selvstyre.

Skattetrykket lokalt og regionalt er en lokal politisk afgørelse, som

Folketinget ikke skal blande sig i ud over sikringen af en retfærdig

mellemkommunal udligning og afsættelsen af de nødvendige bloktilskud og

refusioner på finansloven. Men regering og Folketing kan selvfølgelig altid

lave frivillige aftaler med kommuner og amtskommuner af hensyn til

finanspolitikken. I øvrigt har udviklingen de sidste 10 år vist, at der ikke

er nogen kommuner og amtskommuner, som sætter skatten op, uden det er strengt

nødvendigt. For det første sætter vælgerne klare grænser for, hvor meget de

vil betale i kommuneskat. For det andet har det vist sig, at de gange

kommuner og amtskommuner har »overtrådt« økonomiaftalerne mellem

Kommunernes Landsforening/Amtsrådsforeningen i Danmark og regeringen, har det

været som følge af ny og ikkekompenseret lovgivning vedtaget af Folketinget

eller også som følge af stigende sociale udgifter som følge af babyboom,

arbejdsløshed etc., stigninger, der ikke var taget højde for i forbindelse

med økonomiaftalernes indgåelse.

Mindretallet er med vedtagelsen af lovforslaget bange for, at den

nødvendige magtbalance mellem stat på den ene side og kommuner og

amtskommuner på den anden side forrykkes, når kommuner og amtskommuner ikke

længere har mulighed for at sætte skatten op uden at blive straffet

økonomisk. Skattestigning kan f.eks. være eneste mulighed, hvis en given

kommune eller amtskommune skal finansiere ikke kompenserede udgiftsforslag

fra Folketinget. Truslen om disse skattestigninger har hidtil været garantien

for, at Folketinget »duttede« ny lovgivning eller var

tilbageholdende med at indføre ny lovgivning med økonomiske konsekvenser for

kommunerne. Hvis magtbalancen derfor på sigt udhules, ja, så udhules det

kommunale selvstyre.

Selv om de økonomiske konsekvenser er små lige nu, så mener mindretallet,

at det er forkert at gennemføre en omvendt »Robin Hood-politik«,

der medfører, at borgere med små eller mellemstore indtægter skal

medfinansiere skattelettelserne til skatteydere, som rammer mod loftet på de

68 pct. Denne lettelse er hidtil betalt af staten og dermed via et

progressivt skattesystemt, hvor de højestlønnede som regel betaler mest. Men

nu skal kommuner og amtskommuner med et proportionelt skattesystem betale,

når de højestlønnede støder mod skatteloftet.

Erling Christensen (S) Grete Schødts (S) Poul Erik Dyrlund (S) Holger

Graversen (S) Klaus Hækkerup (S) fmd. Peder Sass (S) Jørn Pedersen (S)

Pernille Frahm (SF) Torben Rechendorff (KF) Kirkegaard (KF) Per Tærsbøl (KF)

Lis Noer Holmberg (V) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Poul Nødgaard

(FP) nfmd. Ebbe Lundgaard (RV) Glønborg (KRF)

Centrum-Demokraterne havde ingen medlemmer i udvalget.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter