Spring til indhold

Retsinformation

1997 BTL 118 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORDELING MELLEM STATEN, KOMMUNERNE OG AMTSKOMMUNERNE AF SKATTENEDSLAGET SOM FØLGE AF PERSONSKATTELOVENS SKATTELOFT (TILPASNING TIL ÆNDRINGER I DET SKRÅ SKATTELOFT) NR L 118 1997-98. 2. SAMLING

1997/2 BTL 118Betænkning over lovforslagFolketinget16. juli 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder stillet

spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Udvalget har endvidere stillet spørgsmål til indenrigsministeren til

besvarelse inden 2. behandling.

Udvalget anmoder om at få lovforslaget henvist til fornyet

udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.

behandling.

Mindretallet har følgende kommentarer:

Regeringen har ikke over for mindretallet vist reel vilje til

forhandlinger om pinsepakken, og det er dybt beklageligt. Et så vidtrækkende

indgreb, som har økonomiske konsekvenser for så mange mennesker og

virksomheder, bør gennemføres med et bredt flertal, og ikke det snævrest

mulige flertal.

Mindretallet hæfter sig ved, at regeringen - både op til folketingsvalget

og i forbindelse med EU-afstemningen - garanterede, at der ikke var behov for

et stort indgreb over for det private forbrug. Regeringen fremhævede således

ved flere lejligheder, at dansk økonomi var kernesund, og at alle andre

meninger var udtryk for »grædekone-mentalitet«.

Mindretallet ønsker at fremme opsparingen i Danmark, men det skal ikke ske

gennem en straffeaktion mod bil- og boligejerne, pensionsopsparerne og dansk

erhvervsliv, da det ikke kan begrundes ud fra en analyse af de økonomiske

nøgletal.

Der er ikke behov for et indgreb rettet entydigt mod det private forbrug i

Danmark. Derimod er der behov for at standse den ukontrollerede vækst i det

offentlige forbrug. Det er det offentlige og ikke det private forbrug, som er

Læs alt

vokset langt mere, end regeringen har haft som målsætning. Pinsepakken er

derfor rent og skært et ideologisk korstog mod det private forbrug.

Pinsepakken er et skridt i den forkerte retning. Trods regeringens løfter

i regeringsgrundlaget om at sænke marginalskatten øges det skrå skatteloft

fra 58 til 59 pct. Hermed bliver det mindre attraktivt at være fleksibel med

hensyn til arbejdstid, overtid, mobilitet m.v., og tilskyndelsen til at

uddanne og videreuddanne sig mindskes. Danmark vil fortsat have verdens

højeste skattetryk, og det vil stadig ikke være særlig attraktivt at komme i

arbejde. I dag har hver femte dansker ingen eller næsten ingen tilskyndelse

til at gå på arbejde frem for at være på f.eks. dagpenge. Det ændrer

pinsepakken ikke på - tværtimod. Det bliver mindre attraktivt at finde et

arbejde frem for at være på dagpenge.

Regeringen vil forbedre betalingsbalancen. Mindretallet kan tilslutte sig

den målsætning, men er uenig i hvordan dette nås. Regeringen går ensidigt

efter en begrænsning af det private forbrug, som isoleret set vil mindske

importen. Det offentlige forbrug skader også betalingsbalancen, men det er

holdt ude af regeringens indgreb.

Samtidig forringes forholdene for danske virksomheder, da pinsepakken

lægger yderligere økonomiske og administrative byrder på erhvervslivet. Det

svækker konkurrenceevnen, og dermed taber danske virksomheder markedsandele,

og eksporten svækkes.

Nedsættelsen af selskabsskatten er taget af bordet, men en række af

forringelserne over for erhvervslivet er fortsat indeholdt i regeringens

forlig med venstrefløjen. Regeringen vil gennemføre finansieringen af

selskabsskattelettelsen, men ikke selve lettelsen. Betalingsbalancen kan

forbedres markant ved at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, men

regeringen vælger desværre at gå den modsatte vej og pålægge erhvervslivet

nye byrder og omkostninger.

Regeringen vil også forbedre den private opsparing, men gør det modsatte.

Forringelser for indbetalinger til kapitalpension, forøgelse af beskatningen

af positiv nettokapitalindkomst, stigning i realrenteafgiften og skat på

pensionsopsparingernes aktieafkast forøger ikke tilskyndelsen til at spare op

- tværtimod.

Regeringen vil forebygge overophedning på arbejdsmarkedet, men pinsepakken

tager slet ikke fat på arbejdsmarkedspolitikken. Tværtimod er forhøjelsen af

benzinafgiften, forringelsen af befordringsfradraget samt den nye

ejendomsskat med til at hæmme mobiliteten på det danske arbejdsmarked. Det er

med til at øge risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Boligejernes situation bliver markant forringet af pinsepakken, og der må

forventes et fald i boligpriserne, hvilket vil gøre mange boligejere

insolvente, således at gælden overstiger boligens værdi. Samtidig vil

reduktionen af skatteværdien af rentefradraget, de stigende ejendomsskatter

og de stigende grønne afgifter betyde en urimelig ekstra belastning af

boligejernes økonomi, som kan tvinge mange boligejere til at sælge, selv om

de må inkassere et tab ved salget. Regeringens straffeaktion mod boligejerne

er totalt ubegrundet. Huspriserne er steget kraftigt de senere år, men det

skal ses i sammenhæng med et kraftigt fald i perioden 1986-1993. Når der

tages højde for den generelle løbende prisudvikling i Danmark, så er

boligpriserne i dag på niveau med priserne i 1986. At tale om en uforsvarlig

stigning i boligpriserne er derfor forkert.

Venstre og Det Konservative Folkeparti afviser pinsepakken og betragter

regeringens forlig med SF og Enhedslisten som en dybt betænkelig

venstredrejning i regeringens økonomiske politik, der lægger gift for det

brede samarbejde i de kommende år.

Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling med følgende

bemærkninger:

Først blev Folketinget præsenteret for lovforslag L 111. Det gik i bund og

grund ud på, at kommuner og amtskommuner skulle straffes, hvis de satte

skatten op.

For Dansk Folkeparti har der på intet tidspunkt været tvivl om, at det

lovforslag skulle bruges som indgangsvinkel til forhandlinger med Kommunernes

Landsforening. Kommuner og amtskommuner gik i panik. Regeringen vidste

udmærket godt, at med alt det, den pålægger kommuner og amter - og har gjort

det i længere tid - uden at pengene følger med opgaverne, ville dette få

store og uoverskuelige konsekvenser for de enkelte kommuner og amtskommuner.

For i de seneste år har staten jo pålagt kommunerne mange nye opgaver, som de

vel at mærke selv skulle finansiere. Derfor er der i mange af de kommuner,

som nu har holdt skatten i ro, ikke mere at gøre godt med.

Dansk Folkeparti betragter lovforslag L 111, der er trukket tilbage, som

et lovforslag, der kun var fremsat som et middel til at få sat kommuner og

amtskommuner på plads. Og så, da det var på plads, blev L 118 fremsat.

Begge lovforslag var eller er led i pinsepakken, og om denne har Dansk

Folkeparti følgende generelle bemærkninger:

Regeringen har ved flere lejligheder (blandt andet op til

folketingsvalget) sagt, at der ikke var behov for noget stort indgreb over

for privatforbruget. Til trods for at dette er blevet sagt, har regeringen

arbejdet med pinsepakken hele foråret.

Regeringen har ikke engang villet inddrage Dansk Folkeparti i nogen som

helst form for forhandling, på trods af at Dansk Folkeparti måske godt kunne

have medvirket til enkelte tanker i skattereformen.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det ikke er stigende skatter,

der skal til, men derimod en mindre offentlig sektor. Den offentlige sektor

skal være mere konkurrencedygtig - ligesom konkurrenceerhvervene. Der skal

være mere udlicitering, og der skal være bedre styring af administrationen.

Der skal endvidere være en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.

For en stor del af de danske husejere er det ikke småpenge, der er tale

om. Alene det burde give regeringen anledning til overvejelser om ændringer i

forslaget til en skattereform.

Dansk Folkeparti finder det meget uheldigt, at befolkningen efterhånden

ikke kan disponere og handle efter de gældende skatteregler, men derimod

efter, hvad de tror politikerne kan finde på af mulige indgreb.

Dansk Folkeparti afviser pinsepakken som helhed og finder det helt

uacceptabelt, at regeringen har valgt at føre økonomisk politik på

udelukkende venstrefløjens præmisser.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet

mindretallet bemærker:

Regeringen har ikke vist vilje til reelle forhandlinger med

Centrum-Demokraterne om pinsepakken. Den egentlige baggrund for det

økonomiske indgreb var ønsket om at styrke betalingsbalancen og undgå

overophedning af økonomien. Centrum-Demokraterne støtter en tilpasning af

økonomien, men må tage skarp afstand fra de midler, regeringen tager i

anvendelse, herunder den omfordelingspolitik, der gennemføres, og som

Centrum-Demokraterne finder unødvendig for at nå indgrebets egentlige mål.

For det første er Centrum-Demokraterne grundlæggende imod pinsepakkens

omfattende forringelser for boligejerne. Regeringens lovforslag vil blandt

andet hæve lejeværdien betydeligt og afskaffe standardfradraget for huse samt

erstatte lejeværdien med et nyt begreb, »ejendomsværdiskat«.

Centrum-Demokraterne ser hverken nogen grund til at omdøbe lejeværdien eller

lave den om til en kommunal skat. Dertil kommer lovforslaget om den kraftige

udhuling af rentefradraget og forhøjelser af de grønne afgifter. Samlet vil

forringelsen for boligejerne medføre faldende huspriser, skabe usikkerhed for

boligejerne og betyde en risiko for, at folk må gå fra hus og hjem. Som

boligejer bliver man ramt ikke een, men fire gange. Man skal betale mere for

sit hjem. Man skal betale mere for at varme hjemmet op. Man skal betale mere

for at spare op til pension. Og man skal betale mere for at køre på arbejde

og tjene de penge, der skal få det hele til at løbe rundt.

For det andet er Centrum-Demokraterne imod lovforslagene, der fordyrer

persontransporten ved at sætte bilpriserne i vejret, øge afgiften på benzin

og udhule befordringsfradraget. Centrum-Demokraterne er imod lovforslagene,

der forringer mobiliteten på arbejdsmarkedet, forringer vilkårene for at bo i

landdistrikterne og er et slag mod børnefamilier, hvor bilen er en afgørende

faktor i dagligdagen.

For det tredje ønsker Centrum-Demokraterne ikke at medvirke til den

straffeaktion mod pensionsopsparerne, som regeringen lægger op til. Der er

mange måder at få folk til at spare op på i stedet for at forbruge. Men der

er ingen tvivl om, at regeringen har valgt straffemetoden frem for

belønningsmetoden. Centrum-Demokraterne er imod, at udspillet fjerner

incitamentet til at spare op på kapitalpension blandt andet ved, at man ikke

længere kan trække sit pensionsindskud fra i topskatten. Centrum-Demokraterne

er imod en øget beskatning af renteindtægter (positiv nettokapitalindkomst)

og en stigning i realrenteafgiften.

For det fjerde er Centrum-Demokraterne imod den foreslåede model for

skattelettelser til lavtlønnede. Denne del af skatteomlægningen har intet at

gøre med ønsket om at dæmpe forbruget, men er ren omfordeling.

Centrum-Demokraterne foretrækker et jobfradrag, der også giver

skattelettelser til de lavtlønnede, men som først og fremmest er begrundet i,

at der skal skabes nye job. Effekten af jobfradraget er samtidig, at det

bedre kan betale sig at gå på arbejde for lavtlønnede frem for at være passiv

på en overførselsindkomst. Regeringens skattelettelser skaber ikke nye job og

ændrer ikke tilstrækkeligt incitamentet til at gå i arbejde for dem med de

laveste indkomster. Der er tale om skattelettelser for skattelettelsernes

skyld. I hvert fald sammenlignet med et målrettet jobfradrag, som vismændene

blandt mange andre har bakket op. Centrum-Demokraterne afviser endvidere, at

det skrå skatteloft forhøjes. Det er en tilbagevenden til højere

marginalskatter med de kendte negative effekter for arbejdstilskyndelsen til

følge.

For det femte er Centrum-Demokraterne imod en sammenlægning af

arbejdsmarkedsfondene. Dermed fjernes sammenhængen mellem satserne på

arbejdsmarkedsbidraget og ledighedsgraden. Centrum-Demokraterne ser

lovforslaget herom som et brud på det løfte, der blev givet til befolkningen

ved arbejdsmarkedsbidragets indførelse, om, at lavere arbejdsløshed skulle

medføre lavere arbejdsmarkedsbidrag.

For det sjette er Centrum-Demokraterne imod at gøre den midlertidige

pensionsopsparing til ATP på 1 procent permanent. Centrum-Demokraterne kan

heller ikke støtte, at størrelsen på udbetalingen bliver ens for alle, uanset

hvor meget man har indbetalt. Dermed omdannes den midlertidige

pensionsopsparing til ATP til en decideret skat, og det bliver meningsløst og

misvisende at kalde opkrævningen for opsparing.

For det syvende mener Centrum-Demokraterne, at det er urimeligt at

gennemføre stramningerne for erhvervslivet, tilmed uden at nedsætte

selskabsskatten som planlagt. Det er en forfejlet politik at pålægge det

danske erhvervsliv nye byrder i en situation, hvor det er betalingsbalancen,

der skranter, og der netop derfor burde føres erhvervsfremmende politik. En

forbedring af konkurrenceevnen ville have medført en forbedring af

betalingsbalancen, og regeringen kunne på den måde have undgået de kraftige

forværringer for bolig- og bilejerne.

Omkring de ændrede regler for succession er det Centrum-Demokraternes

opfattelse, at det ville have været formålstjenligt og klædeligt for

regeringen at afvente færdiggørelsen af generationsskifteudvalgets arbejde.

Lovændringen ville på den måde være sikret en grundig behandling.

Centrum-Demokraterne betragter pinsepakken som en venstredrejning af dansk

politik, der fjerner regeringen fra midterkursen, som er afgørende for

tryghed og stabilitet i det danske samfund.

Et femte mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Holger Graversen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Karen J. Klint (S)

Erling Christensen (S) Klaus Hækkerup (S) nfmd. Villy Søvndal (SF)

Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther

Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud

Erik Kirkegaard (KF) fmd. Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF)

Thorkild B. Fransgaard (FP)

Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til

fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har i den forbindelse

stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Udvalgets spørgsmål nr. 2 og indenrigsministerens besvarelse heraf er

optrykt som bilag til denne tillægsbetænkning.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Mindretallet har følgende kommentarer:

Regeringen har ikke over for mindretallet vist reel vilje til

forhandlinger om pinsepakken, og det er dybt beklageligt. Et så vidtrækkende

indgreb, som har økonomiske konsekvenser for så mange mennesker og

virksomheder, bør gennemføres med et bredt flertal, og ikke det snævrest

mulige flertal.

Mindretallet hæfter sig ved, at regeringen - både op til folketingsvalget

og i forbindelse med EU-afstemningen - garanterede, at der ikke var behov for

et stort indgreb over for det private forbrug. Regeringen fremhævede således

ved flere lejligheder, at dansk økonomi var kernesund, og at alle andre

meninger var udtryk for »grædekone-mentalitet«.

Mindretallet ønsker at fremme opsparingen i Danmark, men det skal ikke ske

gennem en straffeaktion mod bil- og boligejerne, pensionsopsparerne og dansk

erhvervsliv, da det ikke kan begrundes ud fra en analyse af de økonomiske

nøgletal.

Der er ikke behov for et indgreb rettet entydigt mod det private forbrug i

Danmark. Derimod er der behov for at standse den ukontrollerede vækst i det

offentlige forbrug. Det er det offentlige og ikke det private forbrug, som er

vokset langt mere, end regeringen har haft som målsætning. Pinsepakken er

derfor rent og skært et ideologisk korstog mod det private forbrug.

Pinsepakken er et skridt i den forkerte retning. Trods regeringens løfter

i regeringsgrundlaget om at sænke marginalskatten øges det skrå skatteloft

fra 58 til 59 pct. Hermed bliver det mindre attraktivt at være fleksibel med

hensyn til arbejdstid, overtid, mobilitet m.v., og tilskyndelsen til at

uddanne og videreuddanne sig mindskes. Danmark vil fortsat have verdens

højeste skattetryk, og det vil stadig ikke være særlig attraktivt at komme i

arbejde. I dag har hver femte dansker ingen eller næsten ingen tilskyndelse

til at gå på arbejde frem for at være på f.eks. dagpenge. Det ændrer

pinsepakken ikke på - tværtimod. Det bliver mindre attraktivt at finde et

arbejde frem for at være på dagpenge.

Regeringen vil forbedre betalingsbalancen. Mindretallet kan tilslutte sig

den målsætning, men er uenig i hvordan dette nås. Regeringen går ensidigt

efter en begrænsning af det private forbrug, som isoleret set vil mindske

importen. Det offentlige forbrug skader også betalingsbalancen, men det er

holdt ude af regeringens indgreb.

Samtidig forringes forholdene for danske virksomheder, da pinsepakken

lægger yderligere økonomiske og administrative byrder på erhvervslivet. Det

svækker konkurrenceevnen, og dermed taber danske virksomheder markedsandele,

og eksporten svækkes.

Nedsættelsen af selskabsskatten er taget af bordet, men en række af

forringelserne over for erhvervslivet er fortsat indeholdt i regeringens

forlig med venstrefløjen. Regeringen vil gennemføre finansieringen af

selskabsskattelettelsen, men ikke selve lettelsen. Betalingsbalancen kan

forbedres markant ved at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, men

regeringen vælger desværre at gå den modsatte vej og pålægge erhvervslivet

nye byrder og omkostninger.

Regeringen vil også forbedre den private opsparing, men gør det modsatte.

Forringelser for indbetalinger til kapitalpension, forøgelse af beskatningen

af positiv nettokapitalindkomst, stigning i realrenteafgiften og skat på

pensionsopsparingernes aktieafkast forøger ikke tilskyndelsen til at spare op

- tværtimod.

Regeringen vil forebygge overophedning på arbejdsmarkedet, men pinsepakken

tager slet ikke fat på arbejdsmarkedspolitikken. Tværtimod er forhøjelsen af

benzinafgiften, forringelsen af befordringsfradraget samt den nye

ejendomsskat med til at hæmme mobiliteten på det danske arbejdsmarked. Det er

med til at øge risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Boligejernes situation bliver markant forringet af pinsepakken, og der må

forventes et fald i boligpriserne, hvilket vil gøre mange boligejere

insolvente, således at gælden overstiger boligens værdi. Samtidig vil

reduktionen af skatteværdien af rentefradraget, de stigende ejendomsskatter

og de stigende grønne afgifter betyde en urimelig ekstra belastning af

boligejernes økonomi, som kan tvinge mange boligejere til at sælge, selv om

de må inkassere et tab ved salget. Regeringens straffeaktion mod boligejerne

er totalt ubegrundet. Huspriserne er steget kraftigt de senere år, men det

skal ses i sammenhæng med et kraftigt fald i perioden 1986-1993. Når der

tages højde for den generelle løbende prisudvikling i Danmark, så er

boligpriserne i dag på niveau med priserne i 1986. At tale om en uforsvarlig

stigning i boligpriserne er derfor forkert.

Venstre og Det Konservative Folkeparti afviser pinsepakken og betragter

regeringens forlig med SF og Enhedslisten som en dybt betænkelig

venstredrejning i regeringens økonomiske politik, der lægger gift for det

brede samarbejde i de kommende år.

Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse med følgende bemærkninger:

Først blev Folketinget præsenteret for lovforslag L 111. Det gik i bund og

grund ud på, at kommuner og amtskommuner skulle straffes, hvis de satte

skatten op.

For Dansk Folkeparti har der på intet tidspunkt været tvivl om, at det

lovforslag skulle bruges som indgangsvinkel til forhandlinger med Kommunernes

Landsforening. Kommuner og amtskommuner gik i panik. Regeringen vidste

udmærket godt, at med alt det, den pålægger kommuner og amter - og har gjort

det i længere tid - uden at pengene følger med opgaverne, ville dette få

store og uoverskuelige konsekvenser for de enkelte kommuner og amtskommuner.

For i de seneste år har staten jo pålagt kommunerne mange nye opgaver, som de

vel at mærke selv skulle finansiere. Derfor er der i mange af de kommuner,

som nu har holdt skatten i ro, ikke mere at gøre godt med.

Dansk Folkeparti betragter lovforslag L 111, der er trukket tilbage, som

et lovforslag, der kun var fremsat som et middel til at få sat kommuner og

amtskommuner på plads. Og så, da det var på plads, blev L 118 fremsat.

Begge lovforslag var eller er led i pinsepakken, og om denne har Dansk

Folkeparti følgende generelle bemærkninger:

Regeringen har ved flere lejligheder (blandt andet op til

folketingsvalget) sagt, at der ikke var behov for noget stort indgreb over

for privatforbruget. Til trods for at dette er blevet sagt, har regeringen

arbejdet med pinsepakken hele foråret.

Regeringen har ikke engang villet inddrage Dansk Folkeparti i nogen som

helst form for forhandling, på trods af at Dansk Folkeparti måske godt kunne

have medvirket til enkelte tanker i skattereformen.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det ikke er stigende skatter,

der skal til, men derimod en mindre offentlig sektor. Den offentlige sektor

skal være mere konkurrencedygtig - ligesom konkurrenceerhvervene. Der skal

være mere udlicitering, og der skal være bedre styring af administrationen.

Der skal endvidere være en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.

For en stor del af de danske husejere er det ikke småpenge, der er tale

om. Alene det burde give regeringen anledning til overvejelser om ændringer i

forslaget til en skattereform.

Dansk Folkeparti finder det meget uheldigt, at befolkningen efterhånden

ikke kan disponere og handle efter de gældende skatteregler, men derimod

efter, hvad de tror politikerne kan finde på af mulige indgreb.

Dansk Folkeparti afviser pinsepakken som helhed og finder det helt

uacceptabelt, at regeringen har valgt at føre økonomisk politik på

udelukkende venstrefløjens præmisser.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse, idet mindretallet bemærker:

Regeringen har ikke vist vilje til reelle forhandlinger med

Centrum-Demokraterne om pinsepakken. Den egentlige baggrund for det

økonomiske indgreb var ønsket om at styrke betalingsbalancen og undgå

overophedning af økonomien. Centrum-Demokraterne støtter en tilpasning af

økonomien, men må tage skarp afstand fra de midler, regeringen tager i

anvendelse, herunder den omfordelingspolitik, der gennemføres, og som

Centrum-Demokraterne finder unødvendig for at nå indgrebets egentlige mål.

For det første er Centrum-Demokraterne grundlæggende imod pinsepakkens

omfattende forringelser for boligejerne. Regeringens lovforslag vil blandt

andet hæve lejeværdien betydeligt og afskaffe standardfradraget for huse samt

erstatte lejeværdien med et nyt begreb, »ejendomsværdiskat«.

Centrum-Demokraterne ser hverken nogen grund til at omdøbe lejeværdien eller

lave den om til en kommunal skat. Dertil kommer lovforslaget om den kraftige

udhuling af rentefradraget og forhøjelser af de grønne afgifter. Samlet vil

forringelsen for boligejerne medføre faldende huspriser, skabe usikkerhed for

boligejerne og betyde en risiko for, at folk må gå fra hus og hjem. Som

boligejer bliver man ramt ikke een, men fire gange. Man skal betale mere for

sit hjem. Man skal betale mere for at varme hjemmet op. Man skal betale mere

for at spare op til pension. Og man skal betale mere for at køre på arbejde

og tjene de penge, der skal få det hele til at løbe rundt.

For det andet er Centrum-Demokraterne imod lovforslagene, der fordyrer

persontransporten ved at sætte bilpriserne i vejret, øge afgiften på benzin

og udhule befordringsfradraget. Centrum-Demokraterne er imod lovforslagene,

der forringer mobiliteten på arbejdsmarkedet, forringer vilkårene for at bo i

landdistrikterne og er et slag mod børnefamilier, hvor bilen er en afgørende

faktor i dagligdagen.

For det tredje ønsker Centrum-Demokraterne ikke at medvirke til den

straffeaktion mod pensionsopsparerne, som regeringen lægger op til. Der er

mange måder at få folk til at spare op på i stedet for at forbruge. Men der

er ingen tvivl om, at regeringen har valgt straffemetoden frem for

belønningsmetoden. Centrum-Demokraterne er imod, at udspillet fjerner

incitamentet til at spare op på kapitalpension blandt andet ved, at man ikke

længere kan trække sit pensionsindskud fra i topskatten. Centrum-Demokraterne

er imod en øget beskatning af renteindtægter (positiv nettokapitalindkomst)

og en stigning i realrenteafgiften.

For det fjerde er Centrum-Demokraterne imod den foreslåede model for

skattelettelser til lavtlønnede. Denne del af skatteomlægningen har intet at

gøre med ønsket om at dæmpe forbruget, men er ren omfordeling.

Centrum-Demokraterne foretrækker et jobfradrag, der også giver

skattelettelser til de lavtlønnede, men som først og fremmest er begrundet i,

at der skal skabes nye job. Effekten af jobfradraget er samtidig, at det

bedre kan betale sig at gå på arbejde for lavtlønnede frem for at være passiv

på en overførselsindkomst. Regeringens skattelettelser skaber ikke nye job og

ændrer ikke tilstrækkeligt incitamentet til at gå i arbejde for dem med de

laveste indkomster. Der er tale om skattelettelser for skattelettelsernes

skyld. I hvert fald sammenlignet med et målrettet jobfradrag, som vismændene

blandt mange andre har bakket op. Centrum-Demokraterne afviser endvidere, at

det skrå skatteloft forhøjes. Det er en tilbagevenden til højere

marginalskatter med de kendte negative effekter for arbejdstilskyndelsen til

følge.

For det femte er Centrum-Demokraterne imod en sammenlægning af

arbejdsmarkedsfondene. Dermed fjernes sammenhængen mellem satserne på

arbejdsmarkedsbidraget og ledighedsgraden. Centrum-Demokraterne ser

lovforslaget herom som et brud på det løfte, der blev givet til befolkningen

ved arbejdsmarkedsbidragets indførelse, om, at lavere arbejdsløshed skulle

medføre lavere arbejdsmarkedsbidrag.

For det sjette er Centrum-Demokraterne imod at gøre den midlertidige

pensionsopsparing til ATP på 1 procent permanent. Centrum-Demokraterne kan

heller ikke støtte, at størrelsen på udbetalingen bliver ens for alle, uanset

hvor meget man har indbetalt. Dermed omdannes den midlertidige

pensionsopsparing til ATP til en decideret skat, og det bliver meningsløst og

misvisende at kalde opkrævningen for opsparing.

For det syvende mener Centrum-Demokraterne, at det er urimeligt at

gennemføre stramningerne for erhvervslivet, tilmed uden at nedsætte

selskabsskatten som planlagt. Det er en forfejlet politik at pålægge det

danske erhvervsliv nye byrder i en situation, hvor det er betalingsbalancen,

der skranter, og der netop derfor burde føres erhvervsfremmende politik. En

forbedring af konkurrenceevnen ville have medført en forbedring af

betalingsbalancen, og regeringen kunne på den måde have undgået de kraftige

forværringer for bolig- og bilejerne.

Omkring de ændrede regler for succession er det Centrum-Demokraternes

opfattelse, at det ville have været formålstjenligt og klædeligt for

regeringen at afvente færdiggørelsen af generationsskifteudvalgets arbejde.

Lovændringen ville på den måde være sikret en grundig behandling.

Centrum-Demokraterne betragter pinsepakken som en venstredrejning af dansk

politik, der fjerner regeringen fra midterkursen, som er afgørende for

tryghed og stabilitet i det danske samfund.

Et femte mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse.

Holger Graversen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Karen J. Klint (S)

Erling Christensen (S) Klaus Hækkerup (S) nfmd . Villy Søvndal (SF)

Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther

Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud

Erik Kirkegaard (KF) fmd . Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF)

Thorkild B. Fransgaard (FP)

Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar

herpå

Spørgsmål nr. 2:

Udvalget ønsker en redegørelse for, hvorfor det i den skriftlige

fremsættelsestale hedder:

»Det skal i den forbindelse bemærkes, at i årene 1999 til 2002 vil

bundskatten blive sænket fra 8 procent til 5,5 procent, og det skrå

skatteloft vil fra og med 1999 blive hævet til 59 procent. Det betyder

således, at i år 2002 vil det skrå skatteloft først blive udløst ved en

samlet kommunal og amtskommunal skatteprocent på over 32,5 procent, mod - på

nuværende tidspunkt - 29 procent.«, mens det i de almindelige

bemærkninger siges:

»Regeringens forslag til en skatteomlægning indebærer, at bundskatten

nedsættes fra 8 til 6 procent i perioden 1999-2002. Herved vil det skrå

skatteloft alene kunne få virkning over for borgerne i kommuner med en samlet

kommunal og amtskommunal skatteprocent i år 2002 på over 31 procent, og for

årene 1999 til 2001 henholdsvis 29,5, 30,0, 30,5 procent. Regeringen har

indgået aftale med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om en ændring af

forslaget, således at bundskatten sænkes yderligere og det skrå skatteloft

forhøjes.«

Udvalget ønsker samtidig fastslået i svaret, hvad de pågældende procenter

vil blive i perioden 1999-2002.

Svar:

Ifølge det af skatteministeren den 2. juni 1998 fremsatte lovforslag (L

92) skulle bundskatten sænkes med 0,5 procent om året i perioden 1999-2002,

således at bundskatten i denne periode ville falde fra 8 til 6 procent.

Dette lovforslag var et element i regeringens samlede udspil om

skattejusteringer mv. - den såkaldte »pinsepakke«.

Lovforslagene er herefter blevet forhandlet med Folketingets partier, og

regeringen har indgået aftale med SF og Enhedslisten om skattejusteringer mv.

Denne aftale indebærer, at bundskatten sænkes yderligere med 0,5 procent frem

til år 2002. I 1999 og igen i år 2000 sænkes bundskatten med 0,5 procent,

hvorefter den for årene 2001 og 2002 sænkes med 0,75 procent om året, således

at bundskatten i perioden 1999-2002 sænkes med i alt 2,5 procent til 5,5

procent i år 2002.

Samtidig er det aftalt, at det skrå skatteloft fra og med 1999 hæves til

59 procent.

Der er således ingen modstrid mellem teksten i fremsættelsestalen og de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Disse justeringer indebærer, at det skrå skatteloft i årene 1999-2002 vil

blive udløst ved en samlet kommunal og amtskommunal skatteprocent på

følgende:

1999: 30,50 pct.

2000: 31,00 pct.

2001: 31,75 pct.

2002: 32,50 pct.

De anførte procentsatser er angivet i lovforslagets bemærkninger til § 1,

hvortil der er henvist i de almindelige bemærkninger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter