1997 BTL 118 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORDELING MELLEM STATEN, KOMMUNERNE OG AMTSKOMMUNERNE AF SKATTENEDSLAGET SOM FØLGE AF PERSONSKATTELOVENS SKATTELOFT (TILPASNING TIL ÆNDRINGER I DET SKRÅ SKATTELOFT) NR L 118 1997-98. 2. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder stillet
spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har endvidere stillet spørgsmål til indenrigsministeren til
besvarelse inden 2. behandling.
Udvalget anmoder om at få lovforslaget henvist til fornyet
udvalgsbehandling efter 2. behandling.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling.
Mindretallet har følgende kommentarer:
Regeringen har ikke over for mindretallet vist reel vilje til
forhandlinger om pinsepakken, og det er dybt beklageligt. Et så vidtrækkende
indgreb, som har økonomiske konsekvenser for så mange mennesker og
virksomheder, bør gennemføres med et bredt flertal, og ikke det snævrest
mulige flertal.
Mindretallet hæfter sig ved, at regeringen - både op til folketingsvalget
og i forbindelse med EU-afstemningen - garanterede, at der ikke var behov for
et stort indgreb over for det private forbrug. Regeringen fremhævede således
ved flere lejligheder, at dansk økonomi var kernesund, og at alle andre
meninger var udtryk for »grædekone-mentalitet«.
Mindretallet ønsker at fremme opsparingen i Danmark, men det skal ikke ske
gennem en straffeaktion mod bil- og boligejerne, pensionsopsparerne og dansk
erhvervsliv, da det ikke kan begrundes ud fra en analyse af de økonomiske
nøgletal.
Der er ikke behov for et indgreb rettet entydigt mod det private forbrug i
Danmark. Derimod er der behov for at standse den ukontrollerede vækst i det
offentlige forbrug. Det er det offentlige og ikke det private forbrug, som er
Læs alt
vokset langt mere, end regeringen har haft som målsætning. Pinsepakken er
derfor rent og skært et ideologisk korstog mod det private forbrug.
Pinsepakken er et skridt i den forkerte retning. Trods regeringens løfter
i regeringsgrundlaget om at sænke marginalskatten øges det skrå skatteloft
fra 58 til 59 pct. Hermed bliver det mindre attraktivt at være fleksibel med
hensyn til arbejdstid, overtid, mobilitet m.v., og tilskyndelsen til at
uddanne og videreuddanne sig mindskes. Danmark vil fortsat have verdens
højeste skattetryk, og det vil stadig ikke være særlig attraktivt at komme i
arbejde. I dag har hver femte dansker ingen eller næsten ingen tilskyndelse
til at gå på arbejde frem for at være på f.eks. dagpenge. Det ændrer
pinsepakken ikke på - tværtimod. Det bliver mindre attraktivt at finde et
arbejde frem for at være på dagpenge.
Regeringen vil forbedre betalingsbalancen. Mindretallet kan tilslutte sig
den målsætning, men er uenig i hvordan dette nås. Regeringen går ensidigt
efter en begrænsning af det private forbrug, som isoleret set vil mindske
importen. Det offentlige forbrug skader også betalingsbalancen, men det er
holdt ude af regeringens indgreb.
Samtidig forringes forholdene for danske virksomheder, da pinsepakken
lægger yderligere økonomiske og administrative byrder på erhvervslivet. Det
svækker konkurrenceevnen, og dermed taber danske virksomheder markedsandele,
og eksporten svækkes.
Nedsættelsen af selskabsskatten er taget af bordet, men en række af
forringelserne over for erhvervslivet er fortsat indeholdt i regeringens
forlig med venstrefløjen. Regeringen vil gennemføre finansieringen af
selskabsskattelettelsen, men ikke selve lettelsen. Betalingsbalancen kan
forbedres markant ved at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, men
regeringen vælger desværre at gå den modsatte vej og pålægge erhvervslivet
nye byrder og omkostninger.
Regeringen vil også forbedre den private opsparing, men gør det modsatte.
Forringelser for indbetalinger til kapitalpension, forøgelse af beskatningen
af positiv nettokapitalindkomst, stigning i realrenteafgiften og skat på
pensionsopsparingernes aktieafkast forøger ikke tilskyndelsen til at spare op
- tværtimod.
Regeringen vil forebygge overophedning på arbejdsmarkedet, men pinsepakken
tager slet ikke fat på arbejdsmarkedspolitikken. Tværtimod er forhøjelsen af
benzinafgiften, forringelsen af befordringsfradraget samt den nye
ejendomsskat med til at hæmme mobiliteten på det danske arbejdsmarked. Det er
med til at øge risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet.
Boligejernes situation bliver markant forringet af pinsepakken, og der må
forventes et fald i boligpriserne, hvilket vil gøre mange boligejere
insolvente, således at gælden overstiger boligens værdi. Samtidig vil
reduktionen af skatteværdien af rentefradraget, de stigende ejendomsskatter
og de stigende grønne afgifter betyde en urimelig ekstra belastning af
boligejernes økonomi, som kan tvinge mange boligejere til at sælge, selv om
de må inkassere et tab ved salget. Regeringens straffeaktion mod boligejerne
er totalt ubegrundet. Huspriserne er steget kraftigt de senere år, men det
skal ses i sammenhæng med et kraftigt fald i perioden 1986-1993. Når der
tages højde for den generelle løbende prisudvikling i Danmark, så er
boligpriserne i dag på niveau med priserne i 1986. At tale om en uforsvarlig
stigning i boligpriserne er derfor forkert.
Venstre og Det Konservative Folkeparti afviser pinsepakken og betragter
regeringens forlig med SF og Enhedslisten som en dybt betænkelig
venstredrejning i regeringens økonomiske politik, der lægger gift for det
brede samarbejde i de kommende år.
Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling med følgende
bemærkninger:
Først blev Folketinget præsenteret for lovforslag L 111. Det gik i bund og
grund ud på, at kommuner og amtskommuner skulle straffes, hvis de satte
skatten op.
For Dansk Folkeparti har der på intet tidspunkt været tvivl om, at det
lovforslag skulle bruges som indgangsvinkel til forhandlinger med Kommunernes
Landsforening. Kommuner og amtskommuner gik i panik. Regeringen vidste
udmærket godt, at med alt det, den pålægger kommuner og amter - og har gjort
det i længere tid - uden at pengene følger med opgaverne, ville dette få
store og uoverskuelige konsekvenser for de enkelte kommuner og amtskommuner.
For i de seneste år har staten jo pålagt kommunerne mange nye opgaver, som de
vel at mærke selv skulle finansiere. Derfor er der i mange af de kommuner,
som nu har holdt skatten i ro, ikke mere at gøre godt med.
Dansk Folkeparti betragter lovforslag L 111, der er trukket tilbage, som
et lovforslag, der kun var fremsat som et middel til at få sat kommuner og
amtskommuner på plads. Og så, da det var på plads, blev L 118 fremsat.
Begge lovforslag var eller er led i pinsepakken, og om denne har Dansk
Folkeparti følgende generelle bemærkninger:
Regeringen har ved flere lejligheder (blandt andet op til
folketingsvalget) sagt, at der ikke var behov for noget stort indgreb over
for privatforbruget. Til trods for at dette er blevet sagt, har regeringen
arbejdet med pinsepakken hele foråret.
Regeringen har ikke engang villet inddrage Dansk Folkeparti i nogen som
helst form for forhandling, på trods af at Dansk Folkeparti måske godt kunne
have medvirket til enkelte tanker i skattereformen.
Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det ikke er stigende skatter,
der skal til, men derimod en mindre offentlig sektor. Den offentlige sektor
skal være mere konkurrencedygtig - ligesom konkurrenceerhvervene. Der skal
være mere udlicitering, og der skal være bedre styring af administrationen.
Der skal endvidere være en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.
For en stor del af de danske husejere er det ikke småpenge, der er tale
om. Alene det burde give regeringen anledning til overvejelser om ændringer i
forslaget til en skattereform.
Dansk Folkeparti finder det meget uheldigt, at befolkningen efterhånden
ikke kan disponere og handle efter de gældende skatteregler, men derimod
efter, hvad de tror politikerne kan finde på af mulige indgreb.
Dansk Folkeparti afviser pinsepakken som helhed og finder det helt
uacceptabelt, at regeringen har valgt at føre økonomisk politik på
udelukkende venstrefløjens præmisser.
Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet
mindretallet bemærker:
Regeringen har ikke vist vilje til reelle forhandlinger med
Centrum-Demokraterne om pinsepakken. Den egentlige baggrund for det
økonomiske indgreb var ønsket om at styrke betalingsbalancen og undgå
overophedning af økonomien. Centrum-Demokraterne støtter en tilpasning af
økonomien, men må tage skarp afstand fra de midler, regeringen tager i
anvendelse, herunder den omfordelingspolitik, der gennemføres, og som
Centrum-Demokraterne finder unødvendig for at nå indgrebets egentlige mål.
For det første er Centrum-Demokraterne grundlæggende imod pinsepakkens
omfattende forringelser for boligejerne. Regeringens lovforslag vil blandt
andet hæve lejeværdien betydeligt og afskaffe standardfradraget for huse samt
erstatte lejeværdien med et nyt begreb, »ejendomsværdiskat«.
Centrum-Demokraterne ser hverken nogen grund til at omdøbe lejeværdien eller
lave den om til en kommunal skat. Dertil kommer lovforslaget om den kraftige
udhuling af rentefradraget og forhøjelser af de grønne afgifter. Samlet vil
forringelsen for boligejerne medføre faldende huspriser, skabe usikkerhed for
boligejerne og betyde en risiko for, at folk må gå fra hus og hjem. Som
boligejer bliver man ramt ikke een, men fire gange. Man skal betale mere for
sit hjem. Man skal betale mere for at varme hjemmet op. Man skal betale mere
for at spare op til pension. Og man skal betale mere for at køre på arbejde
og tjene de penge, der skal få det hele til at løbe rundt.
For det andet er Centrum-Demokraterne imod lovforslagene, der fordyrer
persontransporten ved at sætte bilpriserne i vejret, øge afgiften på benzin
og udhule befordringsfradraget. Centrum-Demokraterne er imod lovforslagene,
der forringer mobiliteten på arbejdsmarkedet, forringer vilkårene for at bo i
landdistrikterne og er et slag mod børnefamilier, hvor bilen er en afgørende
faktor i dagligdagen.
For det tredje ønsker Centrum-Demokraterne ikke at medvirke til den
straffeaktion mod pensionsopsparerne, som regeringen lægger op til. Der er
mange måder at få folk til at spare op på i stedet for at forbruge. Men der
er ingen tvivl om, at regeringen har valgt straffemetoden frem for
belønningsmetoden. Centrum-Demokraterne er imod, at udspillet fjerner
incitamentet til at spare op på kapitalpension blandt andet ved, at man ikke
længere kan trække sit pensionsindskud fra i topskatten. Centrum-Demokraterne
er imod en øget beskatning af renteindtægter (positiv nettokapitalindkomst)
og en stigning i realrenteafgiften.
For det fjerde er Centrum-Demokraterne imod den foreslåede model for
skattelettelser til lavtlønnede. Denne del af skatteomlægningen har intet at
gøre med ønsket om at dæmpe forbruget, men er ren omfordeling.
Centrum-Demokraterne foretrækker et jobfradrag, der også giver
skattelettelser til de lavtlønnede, men som først og fremmest er begrundet i,
at der skal skabes nye job. Effekten af jobfradraget er samtidig, at det
bedre kan betale sig at gå på arbejde for lavtlønnede frem for at være passiv
på en overførselsindkomst. Regeringens skattelettelser skaber ikke nye job og
ændrer ikke tilstrækkeligt incitamentet til at gå i arbejde for dem med de
laveste indkomster. Der er tale om skattelettelser for skattelettelsernes
skyld. I hvert fald sammenlignet med et målrettet jobfradrag, som vismændene
blandt mange andre har bakket op. Centrum-Demokraterne afviser endvidere, at
det skrå skatteloft forhøjes. Det er en tilbagevenden til højere
marginalskatter med de kendte negative effekter for arbejdstilskyndelsen til
følge.
For det femte er Centrum-Demokraterne imod en sammenlægning af
arbejdsmarkedsfondene. Dermed fjernes sammenhængen mellem satserne på
arbejdsmarkedsbidraget og ledighedsgraden. Centrum-Demokraterne ser
lovforslaget herom som et brud på det løfte, der blev givet til befolkningen
ved arbejdsmarkedsbidragets indførelse, om, at lavere arbejdsløshed skulle
medføre lavere arbejdsmarkedsbidrag.
For det sjette er Centrum-Demokraterne imod at gøre den midlertidige
pensionsopsparing til ATP på 1 procent permanent. Centrum-Demokraterne kan
heller ikke støtte, at størrelsen på udbetalingen bliver ens for alle, uanset
hvor meget man har indbetalt. Dermed omdannes den midlertidige
pensionsopsparing til ATP til en decideret skat, og det bliver meningsløst og
misvisende at kalde opkrævningen for opsparing.
For det syvende mener Centrum-Demokraterne, at det er urimeligt at
gennemføre stramningerne for erhvervslivet, tilmed uden at nedsætte
selskabsskatten som planlagt. Det er en forfejlet politik at pålægge det
danske erhvervsliv nye byrder i en situation, hvor det er betalingsbalancen,
der skranter, og der netop derfor burde føres erhvervsfremmende politik. En
forbedring af konkurrenceevnen ville have medført en forbedring af
betalingsbalancen, og regeringen kunne på den måde have undgået de kraftige
forværringer for bolig- og bilejerne.
Omkring de ændrede regler for succession er det Centrum-Demokraternes
opfattelse, at det ville have været formålstjenligt og klædeligt for
regeringen at afvente færdiggørelsen af generationsskifteudvalgets arbejde.
Lovændringen ville på den måde være sikret en grundig behandling.
Centrum-Demokraterne betragter pinsepakken som en venstredrejning af dansk
politik, der fjerner regeringen fra midterkursen, som er afgørende for
tryghed og stabilitet i det danske samfund.
Et femte mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Holger Graversen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Karen J. Klint (S)
Erling Christensen (S) Klaus Hækkerup (S) nfmd. Villy Søvndal (SF)
Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther
Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud
Erik Kirkegaard (KF) fmd. Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF)
Thorkild B. Fransgaard (FP)
Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har i den forbindelse
stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalgets spørgsmål nr. 2 og indenrigsministerens besvarelse heraf er
optrykt som bilag til denne tillægsbetænkning.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Mindretallet har følgende kommentarer:
Regeringen har ikke over for mindretallet vist reel vilje til
forhandlinger om pinsepakken, og det er dybt beklageligt. Et så vidtrækkende
indgreb, som har økonomiske konsekvenser for så mange mennesker og
virksomheder, bør gennemføres med et bredt flertal, og ikke det snævrest
mulige flertal.
Mindretallet hæfter sig ved, at regeringen - både op til folketingsvalget
og i forbindelse med EU-afstemningen - garanterede, at der ikke var behov for
et stort indgreb over for det private forbrug. Regeringen fremhævede således
ved flere lejligheder, at dansk økonomi var kernesund, og at alle andre
meninger var udtryk for »grædekone-mentalitet«.
Mindretallet ønsker at fremme opsparingen i Danmark, men det skal ikke ske
gennem en straffeaktion mod bil- og boligejerne, pensionsopsparerne og dansk
erhvervsliv, da det ikke kan begrundes ud fra en analyse af de økonomiske
nøgletal.
Der er ikke behov for et indgreb rettet entydigt mod det private forbrug i
Danmark. Derimod er der behov for at standse den ukontrollerede vækst i det
offentlige forbrug. Det er det offentlige og ikke det private forbrug, som er
vokset langt mere, end regeringen har haft som målsætning. Pinsepakken er
derfor rent og skært et ideologisk korstog mod det private forbrug.
Pinsepakken er et skridt i den forkerte retning. Trods regeringens løfter
i regeringsgrundlaget om at sænke marginalskatten øges det skrå skatteloft
fra 58 til 59 pct. Hermed bliver det mindre attraktivt at være fleksibel med
hensyn til arbejdstid, overtid, mobilitet m.v., og tilskyndelsen til at
uddanne og videreuddanne sig mindskes. Danmark vil fortsat have verdens
højeste skattetryk, og det vil stadig ikke være særlig attraktivt at komme i
arbejde. I dag har hver femte dansker ingen eller næsten ingen tilskyndelse
til at gå på arbejde frem for at være på f.eks. dagpenge. Det ændrer
pinsepakken ikke på - tværtimod. Det bliver mindre attraktivt at finde et
arbejde frem for at være på dagpenge.
Regeringen vil forbedre betalingsbalancen. Mindretallet kan tilslutte sig
den målsætning, men er uenig i hvordan dette nås. Regeringen går ensidigt
efter en begrænsning af det private forbrug, som isoleret set vil mindske
importen. Det offentlige forbrug skader også betalingsbalancen, men det er
holdt ude af regeringens indgreb.
Samtidig forringes forholdene for danske virksomheder, da pinsepakken
lægger yderligere økonomiske og administrative byrder på erhvervslivet. Det
svækker konkurrenceevnen, og dermed taber danske virksomheder markedsandele,
og eksporten svækkes.
Nedsættelsen af selskabsskatten er taget af bordet, men en række af
forringelserne over for erhvervslivet er fortsat indeholdt i regeringens
forlig med venstrefløjen. Regeringen vil gennemføre finansieringen af
selskabsskattelettelsen, men ikke selve lettelsen. Betalingsbalancen kan
forbedres markant ved at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, men
regeringen vælger desværre at gå den modsatte vej og pålægge erhvervslivet
nye byrder og omkostninger.
Regeringen vil også forbedre den private opsparing, men gør det modsatte.
Forringelser for indbetalinger til kapitalpension, forøgelse af beskatningen
af positiv nettokapitalindkomst, stigning i realrenteafgiften og skat på
pensionsopsparingernes aktieafkast forøger ikke tilskyndelsen til at spare op
- tværtimod.
Regeringen vil forebygge overophedning på arbejdsmarkedet, men pinsepakken
tager slet ikke fat på arbejdsmarkedspolitikken. Tværtimod er forhøjelsen af
benzinafgiften, forringelsen af befordringsfradraget samt den nye
ejendomsskat med til at hæmme mobiliteten på det danske arbejdsmarked. Det er
med til at øge risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet.
Boligejernes situation bliver markant forringet af pinsepakken, og der må
forventes et fald i boligpriserne, hvilket vil gøre mange boligejere
insolvente, således at gælden overstiger boligens værdi. Samtidig vil
reduktionen af skatteværdien af rentefradraget, de stigende ejendomsskatter
og de stigende grønne afgifter betyde en urimelig ekstra belastning af
boligejernes økonomi, som kan tvinge mange boligejere til at sælge, selv om
de må inkassere et tab ved salget. Regeringens straffeaktion mod boligejerne
er totalt ubegrundet. Huspriserne er steget kraftigt de senere år, men det
skal ses i sammenhæng med et kraftigt fald i perioden 1986-1993. Når der
tages højde for den generelle løbende prisudvikling i Danmark, så er
boligpriserne i dag på niveau med priserne i 1986. At tale om en uforsvarlig
stigning i boligpriserne er derfor forkert.
Venstre og Det Konservative Folkeparti afviser pinsepakken og betragter
regeringens forlig med SF og Enhedslisten som en dybt betænkelig
venstredrejning i regeringens økonomiske politik, der lægger gift for det
brede samarbejde i de kommende år.
Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse med følgende bemærkninger:
Først blev Folketinget præsenteret for lovforslag L 111. Det gik i bund og
grund ud på, at kommuner og amtskommuner skulle straffes, hvis de satte
skatten op.
For Dansk Folkeparti har der på intet tidspunkt været tvivl om, at det
lovforslag skulle bruges som indgangsvinkel til forhandlinger med Kommunernes
Landsforening. Kommuner og amtskommuner gik i panik. Regeringen vidste
udmærket godt, at med alt det, den pålægger kommuner og amter - og har gjort
det i længere tid - uden at pengene følger med opgaverne, ville dette få
store og uoverskuelige konsekvenser for de enkelte kommuner og amtskommuner.
For i de seneste år har staten jo pålagt kommunerne mange nye opgaver, som de
vel at mærke selv skulle finansiere. Derfor er der i mange af de kommuner,
som nu har holdt skatten i ro, ikke mere at gøre godt med.
Dansk Folkeparti betragter lovforslag L 111, der er trukket tilbage, som
et lovforslag, der kun var fremsat som et middel til at få sat kommuner og
amtskommuner på plads. Og så, da det var på plads, blev L 118 fremsat.
Begge lovforslag var eller er led i pinsepakken, og om denne har Dansk
Folkeparti følgende generelle bemærkninger:
Regeringen har ved flere lejligheder (blandt andet op til
folketingsvalget) sagt, at der ikke var behov for noget stort indgreb over
for privatforbruget. Til trods for at dette er blevet sagt, har regeringen
arbejdet med pinsepakken hele foråret.
Regeringen har ikke engang villet inddrage Dansk Folkeparti i nogen som
helst form for forhandling, på trods af at Dansk Folkeparti måske godt kunne
have medvirket til enkelte tanker i skattereformen.
Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det ikke er stigende skatter,
der skal til, men derimod en mindre offentlig sektor. Den offentlige sektor
skal være mere konkurrencedygtig - ligesom konkurrenceerhvervene. Der skal
være mere udlicitering, og der skal være bedre styring af administrationen.
Der skal endvidere være en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.
For en stor del af de danske husejere er det ikke småpenge, der er tale
om. Alene det burde give regeringen anledning til overvejelser om ændringer i
forslaget til en skattereform.
Dansk Folkeparti finder det meget uheldigt, at befolkningen efterhånden
ikke kan disponere og handle efter de gældende skatteregler, men derimod
efter, hvad de tror politikerne kan finde på af mulige indgreb.
Dansk Folkeparti afviser pinsepakken som helhed og finder det helt
uacceptabelt, at regeringen har valgt at føre økonomisk politik på
udelukkende venstrefløjens præmisser.
Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse, idet mindretallet bemærker:
Regeringen har ikke vist vilje til reelle forhandlinger med
Centrum-Demokraterne om pinsepakken. Den egentlige baggrund for det
økonomiske indgreb var ønsket om at styrke betalingsbalancen og undgå
overophedning af økonomien. Centrum-Demokraterne støtter en tilpasning af
økonomien, men må tage skarp afstand fra de midler, regeringen tager i
anvendelse, herunder den omfordelingspolitik, der gennemføres, og som
Centrum-Demokraterne finder unødvendig for at nå indgrebets egentlige mål.
For det første er Centrum-Demokraterne grundlæggende imod pinsepakkens
omfattende forringelser for boligejerne. Regeringens lovforslag vil blandt
andet hæve lejeværdien betydeligt og afskaffe standardfradraget for huse samt
erstatte lejeværdien med et nyt begreb, »ejendomsværdiskat«.
Centrum-Demokraterne ser hverken nogen grund til at omdøbe lejeværdien eller
lave den om til en kommunal skat. Dertil kommer lovforslaget om den kraftige
udhuling af rentefradraget og forhøjelser af de grønne afgifter. Samlet vil
forringelsen for boligejerne medføre faldende huspriser, skabe usikkerhed for
boligejerne og betyde en risiko for, at folk må gå fra hus og hjem. Som
boligejer bliver man ramt ikke een, men fire gange. Man skal betale mere for
sit hjem. Man skal betale mere for at varme hjemmet op. Man skal betale mere
for at spare op til pension. Og man skal betale mere for at køre på arbejde
og tjene de penge, der skal få det hele til at løbe rundt.
For det andet er Centrum-Demokraterne imod lovforslagene, der fordyrer
persontransporten ved at sætte bilpriserne i vejret, øge afgiften på benzin
og udhule befordringsfradraget. Centrum-Demokraterne er imod lovforslagene,
der forringer mobiliteten på arbejdsmarkedet, forringer vilkårene for at bo i
landdistrikterne og er et slag mod børnefamilier, hvor bilen er en afgørende
faktor i dagligdagen.
For det tredje ønsker Centrum-Demokraterne ikke at medvirke til den
straffeaktion mod pensionsopsparerne, som regeringen lægger op til. Der er
mange måder at få folk til at spare op på i stedet for at forbruge. Men der
er ingen tvivl om, at regeringen har valgt straffemetoden frem for
belønningsmetoden. Centrum-Demokraterne er imod, at udspillet fjerner
incitamentet til at spare op på kapitalpension blandt andet ved, at man ikke
længere kan trække sit pensionsindskud fra i topskatten. Centrum-Demokraterne
er imod en øget beskatning af renteindtægter (positiv nettokapitalindkomst)
og en stigning i realrenteafgiften.
For det fjerde er Centrum-Demokraterne imod den foreslåede model for
skattelettelser til lavtlønnede. Denne del af skatteomlægningen har intet at
gøre med ønsket om at dæmpe forbruget, men er ren omfordeling.
Centrum-Demokraterne foretrækker et jobfradrag, der også giver
skattelettelser til de lavtlønnede, men som først og fremmest er begrundet i,
at der skal skabes nye job. Effekten af jobfradraget er samtidig, at det
bedre kan betale sig at gå på arbejde for lavtlønnede frem for at være passiv
på en overførselsindkomst. Regeringens skattelettelser skaber ikke nye job og
ændrer ikke tilstrækkeligt incitamentet til at gå i arbejde for dem med de
laveste indkomster. Der er tale om skattelettelser for skattelettelsernes
skyld. I hvert fald sammenlignet med et målrettet jobfradrag, som vismændene
blandt mange andre har bakket op. Centrum-Demokraterne afviser endvidere, at
det skrå skatteloft forhøjes. Det er en tilbagevenden til højere
marginalskatter med de kendte negative effekter for arbejdstilskyndelsen til
følge.
For det femte er Centrum-Demokraterne imod en sammenlægning af
arbejdsmarkedsfondene. Dermed fjernes sammenhængen mellem satserne på
arbejdsmarkedsbidraget og ledighedsgraden. Centrum-Demokraterne ser
lovforslaget herom som et brud på det løfte, der blev givet til befolkningen
ved arbejdsmarkedsbidragets indførelse, om, at lavere arbejdsløshed skulle
medføre lavere arbejdsmarkedsbidrag.
For det sjette er Centrum-Demokraterne imod at gøre den midlertidige
pensionsopsparing til ATP på 1 procent permanent. Centrum-Demokraterne kan
heller ikke støtte, at størrelsen på udbetalingen bliver ens for alle, uanset
hvor meget man har indbetalt. Dermed omdannes den midlertidige
pensionsopsparing til ATP til en decideret skat, og det bliver meningsløst og
misvisende at kalde opkrævningen for opsparing.
For det syvende mener Centrum-Demokraterne, at det er urimeligt at
gennemføre stramningerne for erhvervslivet, tilmed uden at nedsætte
selskabsskatten som planlagt. Det er en forfejlet politik at pålægge det
danske erhvervsliv nye byrder i en situation, hvor det er betalingsbalancen,
der skranter, og der netop derfor burde føres erhvervsfremmende politik. En
forbedring af konkurrenceevnen ville have medført en forbedring af
betalingsbalancen, og regeringen kunne på den måde have undgået de kraftige
forværringer for bolig- og bilejerne.
Omkring de ændrede regler for succession er det Centrum-Demokraternes
opfattelse, at det ville have været formålstjenligt og klædeligt for
regeringen at afvente færdiggørelsen af generationsskifteudvalgets arbejde.
Lovændringen ville på den måde være sikret en grundig behandling.
Centrum-Demokraterne betragter pinsepakken som en venstredrejning af dansk
politik, der fjerner regeringen fra midterkursen, som er afgørende for
tryghed og stabilitet i det danske samfund.
Et femte mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse.
Holger Graversen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Karen J. Klint (S)
Erling Christensen (S) Klaus Hækkerup (S) nfmd . Villy Søvndal (SF)
Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther
Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud
Erik Kirkegaard (KF) fmd . Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF)
Thorkild B. Fransgaard (FP)
Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar
herpå
Spørgsmål nr. 2:
Udvalget ønsker en redegørelse for, hvorfor det i den skriftlige
fremsættelsestale hedder:
»Det skal i den forbindelse bemærkes, at i årene 1999 til 2002 vil
bundskatten blive sænket fra 8 procent til 5,5 procent, og det skrå
skatteloft vil fra og med 1999 blive hævet til 59 procent. Det betyder
således, at i år 2002 vil det skrå skatteloft først blive udløst ved en
samlet kommunal og amtskommunal skatteprocent på over 32,5 procent, mod - på
nuværende tidspunkt - 29 procent.«, mens det i de almindelige
bemærkninger siges:
»Regeringens forslag til en skatteomlægning indebærer, at bundskatten
nedsættes fra 8 til 6 procent i perioden 1999-2002. Herved vil det skrå
skatteloft alene kunne få virkning over for borgerne i kommuner med en samlet
kommunal og amtskommunal skatteprocent i år 2002 på over 31 procent, og for
årene 1999 til 2001 henholdsvis 29,5, 30,0, 30,5 procent. Regeringen har
indgået aftale med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om en ændring af
forslaget, således at bundskatten sænkes yderligere og det skrå skatteloft
forhøjes.«
Udvalget ønsker samtidig fastslået i svaret, hvad de pågældende procenter
vil blive i perioden 1999-2002.
Svar:
Ifølge det af skatteministeren den 2. juni 1998 fremsatte lovforslag (L
92) skulle bundskatten sænkes med 0,5 procent om året i perioden 1999-2002,
således at bundskatten i denne periode ville falde fra 8 til 6 procent.
Dette lovforslag var et element i regeringens samlede udspil om
skattejusteringer mv. - den såkaldte »pinsepakke«.
Lovforslagene er herefter blevet forhandlet med Folketingets partier, og
regeringen har indgået aftale med SF og Enhedslisten om skattejusteringer mv.
Denne aftale indebærer, at bundskatten sænkes yderligere med 0,5 procent frem
til år 2002. I 1999 og igen i år 2000 sænkes bundskatten med 0,5 procent,
hvorefter den for årene 2001 og 2002 sænkes med 0,75 procent om året, således
at bundskatten i perioden 1999-2002 sænkes med i alt 2,5 procent til 5,5
procent i år 2002.
Samtidig er det aftalt, at det skrå skatteloft fra og med 1999 hæves til
59 procent.
Der er således ingen modstrid mellem teksten i fremsættelsestalen og de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Disse justeringer indebærer, at det skrå skatteloft i årene 1999-2002 vil
blive udløst ved en samlet kommunal og amtskommunal skatteprocent på
følgende:
1999: 30,50 pct.
2000: 31,00 pct.
2001: 31,75 pct.
2002: 32,50 pct.
De anførte procentsatser er angivet i lovforslagets bemærkninger til § 1,
hvortil der er henvist i de almindelige bemærkninger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 BTL 110 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER, LOV OM KOMMUNAL INDKOMSTSKAT OG LOV OM AMTSKOMMUNAL INDKOMSTSKAT (ÆNDRINGER SOM FØLGE AF LOV OM EN KOMMUNAL OG AMTSKOMMUNAL EJENDOMSVÆRDISKAT) NR L 110 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 9. juli 1998
- 1997 BTL 112 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED, LOV OM TILSYN MED FIRMAPENSIONSKASSER, LOV OM LØNMODTAGERNES DYRTIDSFOND, LOV OM ARBEJDSMARKEDETS TILLÆGSPENSION OG LOV OM SIKRING MOD FØLGER AF ARBEJDSSKADE (HARMONISERING AF INVESTERINGSREGLER OG FORHØJELSE AF AKTIELOFTET) NR L 112 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 15. juli 1998
- 1997 BTL 107 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE ENERGIAFGIFTSLOVE (AFGIFTSFORHØJELSER OG AFGIFT AF VARME PRODUCERET VED AFFALDSFORBRÆNDING M.V.) NR L 107 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 6. august 1998
- 1997 BTL 93 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMARKEDSFONDE MED FLERE LOVE (SAMMENLÆGNING AF ARBEJDSMARKEDSFONDENE M.V.) NR L 93 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 16. juli 1998
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven og realrenteafgiftsloven Retsinformation · 15. september 1998
- 1997 BTL 96 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (BEFORDRINGSFRADRAGSJUSTERING FOR LAVINDKOMSTER OG FORHØJELSE AF BESKATNINGSPROCENTEN FOR FRI FIRMABIL) NR L 96 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 16. juli 1998