Spring til indhold

Retsinformation

1997 BTL 1 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER (DANMARKS RATIFIKATION AF AMSTERDAMTRAKTATEN OM ÆNDRING AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNION, TRAKTATERNE OM OPRETTELSE AF DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER OG VISSE TILKNYTTEDE AKTER) NR L 1 1997-98. 2. SAMLING

1997/2 BTL 1Betænkning over lovforslagFolketinget12. maj 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet

spørgsmål til udenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det

Konservative Folkepartis, CentrumDemokraternes, Det Radikale Venstres og

Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse

uændret.

Et mindretal inden for flertallet (CentrumDemokraternes medlem af

udvalget) anbefaler Amsterdamtraktaten. EU er den bedste vej til fred,

stabilitet og velstand i det Europa, vi er en del af. Danskerne tilsluttede

sig EF i 1972 og sagde dermed ja til et politisk og økonomisk fællesskab. Det

Europæiske Fællesskab blev til, fordi man klart erkendte, hvilke problemer

der havde ført til Anden Verdenskrig: Dårlig økonomi, svage demokratier og

fanatisk nationalisme. Det må ikke ske igen. EF's mål var at sikre økonomisk

fremgang, at styrke demokratierne og at skabe social tryghed. Det Europæiske

Fællesskab er først og fremmest et politisk projekt, hvor samhandel frit over

grænserne spiller en vigtig rolle. Hovedformålet er at skabe et forpligtende

samarbejde i Europa, hvor de store ikke kan styre på bekostning af de små

lande, og hvor uenighed ikke fører til krig, men til forhandlinger og

løsninger. Man kan sige meget om den manglende europæiske indsats i krigen i

det tidligere Jugoslavien, men det lykkedes i hvert fald at forhindre, at

Sarajevo for anden gang i dette århundrede førte verden ud i en storkrig.

Med Maastrichttraktaten blev EU født. Amsterdamtraktaten er et nødvendigt

skridt videre. Amsterdamtraktaten skaber mere åbenhed og demokrati, som netop

Danmark har arbejdet meget for. Vi får en effektiv bekæmpelse af

international kriminalitet, så blandt andet narkobander ikke kan få frit

spil. Amsterdamtraktaten betyder også en forstærket indsats for miljø og mod

forurening der jo ikke stopper ved grænsen - en fælles indsats for lavere

arbejdsløshed, en tydeligere udformning af nærhedsprincippet og en

Læs alt

traktatfæstelse af menneskerettighederne. CD er tilfreds med

Amsterdamtraktaten, selv om vi godt kunne have ønsket at gå videre. For

eksempel ønsker CD endnu klarere regler for, hvad EU skal tage sig af, og

hvad det enkelte land selv skal klare.

Danmark er verdensmester i det samarbejdende folkestyre, og sådan skal EU

også være. Når man samarbejder, laver man kompromiser, og de store lande vil

altid have et stort ord at skulle have sagt. Sådan hænger tingene nu engang

sammen. Tanken med EU er, at vi nu er med i alle forhandlingerne, og at de

store lande ikke kan træffe beslutninger hen over hovederne på os. Når

reglerne først er vedtaget, skal vi naturligvis rette os efter dem. Men hele

ideen er, at det skal de andre lande også, og det er en stor fordel for netop

de små lande.

Berlinmurens fald har givet enestående muligheder for at skabe et helt og

nyt Europa. Men de nye demokratier i øst har det ikke let. Udgangspunktet kan

næsten sammenlignes med det udbombede Vesteuropa efter Anden Verdenskrig.

Østlandene skal have gang i deres økonomier, forbedre de sociale forhold og

udvikle deres demokratier. Problemer med fanatisk nationalisme, der dukker

frem sted efter sted, må ikke føre til nye konflikter eller krige. Derfor har

de nye demokratier søgt om optagelse i EU, og derfor skal de med. Uden en

vedtagelse af Amsterdamtraktaten risikerer vi at bremse for deres optagelse.

En udvidelse af EU er den bedste garanti for en fredelig fremtid både her og

i resten af Europa. Nogle danskere er bange for, at udvidelse af EU vil koste

os job. Det er sandt, at danske virksomheder vil få ny konkurrence men det

gælder under alle omstændigheder, uanset om EU udvides eller ej. Derfor er

det afgørende, at vi kommer til at konkurrere ud fra fælles spilleregler

inden for EU. Dertil kommer fordelene ved det langt større åbne marked for

salg af danske varer. Der er forskel på, om et hjemmemarked omfatter få

millioner danskere eller flere hundrede millioner europæere i EU.

CD er tilfreds med Amsterdamtraktaten, selv om vi gerne var gået videre.

Men for at slutte der, hvor det hele starter for CD: Hovedspørgsmålet er, om

vi vil bygge videre på den europæiske freds og samarbejdsmodel, eller om vi

vil vende tilbage til den type Europa, der tidligere har skabt krig og uro? I

CD mener vi ikke, at der er noget valg, og derfor er tilslutningen til

Amsterdamtraktaten nødvendig.

Et andet mindretal inden for flertallet (Kristeligt Folkepartis medlem af

udvalget) ønsker i den forbindelse at udtale, at det nye traktatgrundlag

baner vejen for et bedre samarbejde og for en historisk set vigtig udvidelse

af Fællesskabet. Udvidelsen af EU skal først og fremmest ses i et

sikkerhedspolitisk perspektiv. Den er afgørende for at skabe fred og

stabilitet i Europa.

Kristeligt Folkeparti beklager imidlertid, at EUmedlemslandene under

regeringskonferencen og med Amsterdamtraktaten ikke for alvor har løst de

institutionelle problemer, som skal klares i forbindelse med EUudvidelsen. Vi

erkender imidlertid, at Amsterdamtraktaten udgør det maksimalt opnåelige i

den nuværende situation.

Helt afgørende er det, at de danske EUforbehold vedrørende indre og

retslige anliggender, fælles forsvar, fælles mønt og unionsborgerskabet er

respekteret i Amsterdamtraktaten.

Amsterdamtraktaten forbedrer på flere punkter Maastrichttraktaten. På

miljøområdet forbedres landenes mulighed for at bruge miljøgarantien, og i

det nye beskæftigelseskapitel lægges der op til en bedre koordination af

medlemslandenes beskæftigelsespolitik, der dog fortsat er et nationalt

anliggende. Der bliver mere åbenhed i EU for eksempel i forhold til

Ministerrådets lovgivning, ligesom nærhedsprincippet er blevet præciseret.

Det betyder en klarere arbejdsfordeling mellem EU og medlemslandene.

Til gengæld er det betænkeligt, at EuropaParlamentet med

Amsterdamtraktaten får større indflydelse på lovgivningen i EU. Det bliver

efter Kristeligt Folkepartis opfattelse på bekostning af Folketinget og de

øvrige nationale parlamenter i EU.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem) indstiller

lovforslaget til forkastelse og vil redegøre for sin stilling til det

af et mindretal stillede ændringforslag ved 2. behandling.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse og kan støtte det af et

mindretal stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) stiller et

ændringsforslag til lovforslaget, men indstiller i øvrigt selve lovforslaget

til forkastelse. Mindretallet er imod, at der med denne traktat på en

række områder bliver overført yderligere kompetence og indflydelse til EU.

Det gælder både EuropaKommissionen og EuropaParlamentet. Regeringen har sagt,

at den nye traktat er bedre end den gamle. Men det er forkert stillet op.

Amsterdamtraktaten kommer oven i Maastrichttraktaten. Den udbygger og udvider

Unionstraktaten. Og vi ved, at det ikke er slut med Amsterdamtraktaten. Der

vil komme flere traktater senere hen.

Regeringen og andre unionstilhængere har, lige siden Amsterdamtraktaten

blev indgået på topmødet den 16.18. juni 1997, fremhævet den ny traktat som

en sejr for miljøet, beskæftigelsen og åbenheden. Efter mindretallets

opfattelse er dette ikke tilfældet.

De tungeste afsnit i Amsterdamtraktaten handler om flygtningepolitik,

Schengenpolitisamarbejde og udenrigspolitik. Det er her, traktaten virkelig

flytter magt fra Folketinget til EU i modsætning til afsnittene om miljø og

beskæftigelse, som er temmelig uforpligtende og næppe i praksis vil ændre

udviklingen. Samtidig viser en analyse af traktaten, at den vil gøre det

vanskeligere, ikke lettere, at optage nye lande i EU. Der skabes et

»Fort Europa« med lukkede ydre grænser og nye skillelinjer ned

gennem Østeuropa.

Med Amsterdamtraktaten åbnes der op for en videreudvikling af EU's

politisamarbejde i retning af et overstatsligt forbundspoliti med omfattende

registrering af millioner af mennesker. Det er veldokumenteret, at kontrollen

med det eksisterende Schengenregister i Strasbourg ikke er betryggende, og

med Amsterdamtraktaten åbnes for en kraftig udbygning af Europol. Bag de

lukkede ydre grænser skabes der et overvågningssamfund.

Amsterdamtraktaten vil give Unionen øget udenrigspolitisk handlekraft, og

det bliver svært at forestille sig nye selvstændige danske initiativer i FN.

Med Amsterdamtraktaten skærpes EUlandenes loyalitetsforpligtelser over for

Unionen yderligere, og EU får mulighed for at vedtage vidtgående

udenrigspolitiske aktioner, herunder militære aktioner under EUflag. Den nye

traktat indeholder en bestemmelse om, at EU kan træffe beslutninger om

»kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder

fredsskabelse«. Samtidig sætter denne traktat EU i stand til at

iværksætte militære aktioner uden FNgodkendelse uden indhentning af mandat

fra FN's Sikkerhedsråd. Med dannelsen af en enhed til analyse og planlægning

af det udenrigs og sikkerhedspolitiske område har vi fået plantet kimen til

et egentligt EUudenrigsministerium.

Mindretallet opfatter traktatens afsnit om beskæftigelse og bekæmpelse af

arbejdsløsheden som varm luft. Det er typisk, at der på dette område, i

modsætning til området om retlige og indre anliggender, ikke er tale om

forpligtende vedtagelser. Det er op til de enkelte lande selv at igangsætte

initiativer, f.eks. i forhold til at bekæmpe arbejdsløsheden.

Samtidig med dette understreges det, at beskæftigelsespolitikken skal

underordnes ØMUkravene. Af traktaten fremgår det, at retningslinjerne om

beskæftigelsen »skal være i overensstemmelse med de overordnede

retningslinjer, der vedtages i« ØMU'en.

Det betyder, at hensynet til lav inflation og underskud fortsat vil veje

tungere end hensynet til beskæftigelsen. Det er simpelt hen udtryk for

traktatfæstelse af en konservativ økonomisk politik.

Læg dertil, at der på topmødet om ØMU'en og euroen i begyndelsen af maj

1998 lægges op til en vedtagelse, hvor det pålægges EUlandene at fortsætte

med at konsolidere statsbudgetterne, og at denne politik skal have højeste

prioritet her i 1998 og 1999.

Hvis vi kigger på den meget opreklamerede miljøgaranti, må mindretallet

konstatere, at der ikke er hold i påstandene om, at vi har fået en bedre

miljøgaranti. Mindretallet må konstatere, at der med traktatens formuleringer

simpelt hen er sket en traktatfæstelse af den politik, som har eksisteret på

området.

Det vil fortsat være EuropaKommissionen og i sidste ende EFDomstolen, der

bestemmer, om Danmark må bevare eller indføre bedre miljøregler end EU's. Det

står samtidig klart, at den reviderede garanti ikke giver mulighed for at

forbyde vækstfremmere og pesticider, som EU har godkendt eller vil godkende.

EU forbereder i øjeblikket godkendelse af en lang række pesticider, som i dag

er forbudt i Danmark. Realiteten er, at miljøet blev svigtet i Amsterdam.

Det siges også, at vi har fået en forbedring af traktaten med indskrivelse

af menneskerettighederne i denne. Men problemet er bare, at med indskrivelsen

af menneskerettighederne i Unionstraktaten bliver det i sidste ende

EFDomstolen, som bliver den øverste myndighed på dette område, og ikke

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Et klart tilbageskridt.

Mindretallet må konstatere, at der ikke er meget at hente på plussiden.

Derfor er der ikke røde eller grønne argumenter for at anbefale en

godkendelse af Amsterdamtraktaten her i Folketinget eller for at stemme ja

ved folkeafstemningen om den samme traktat den 28. maj 1998.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet er inderlig

modstander af ideen om en overnational europæisk union, hvor Europas lande er

reduceret til provinser i en centralistisk superstat. Partiet er derimod

tilhænger af et europæisk frihandelssamarbejde såsom EU's frie Indre Marked.

Fremskridtspartiet er modstander af kvoter og andre regulerende

bestemmelser over for industri, landbrug og fiskeri. Markedsøkonomien har

overalt i verden demonstreret sin overlegenhed i forhold til planøkonomien.

Prisstyring, politiske kvoter og planøkonomi har altid spillet fallit, hvor

som helst disse principper har været anvendt.

Mindretallet agter derfor at stå fast mod ethvert yderligt tiltag i

retning af centralisme og planøkonomi i Europa. EU har allerede i dag

udviklet sig til en ukontrollabel bureaukratisk mastodont. Hvad vi har brug

for, er ikke mere bureaukrati og centralisme, men et frihandelssamarbejde

mellem Europas lande. Fremskridtspartiet ønsker således, at EU skal

koncentrere sig om at sikre den europæiske frihandel.

En af formålsparagrafferne i den nuværende unionstraktat,

Maastrichttraktaten, lyder: »Fællesskabet har til opgave at fremme et

højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af

levestandarden og livskvaliteten samt økonomisk og social samhørighed og

solidaritet mellem medlemsstaterne.« Uforpligtende floskler som disse er

som taget ud af et socialdemokratisk partiprogram og skal ikke være en del af

EU's traktatgrundlag. EU skal kun have magt til at sikre frihandelen i Europa

og intet andet.

Med Amsterdamtraktaten søger unionstilhængerne nu at moralisere yderligere

på borgernes vegne. Alle EU's fine, men uforpligtende hensigtserklæringer om

fred, frihed, sikkerhed, stabilitet, retfærdighed, politisk solidaritet og

ligestilling m.v. skal få traktaten til at glide lettere ned hos borgerne. De

positive ord dækker imidlertid over, at EU skal have mere magt på

nationalstaternes bekostning.

Maastrichttraktaten om udvidelsen af EFsamarbejdet til den Europæiske

Union var et stort skridt væk fra princippet om et klart afgrænset

frihandelssamarbejde mellem selvstændige nationer. Derfor anbefalede

Fremskridtspartiet befolkningen at stemme nej ved de to folkeafstemninger om

traktaten i 199293. De 4 danske forbehold, som blev vedtaget i 1993, var

ubetydelige og var slet ikke i stand til at afbøde de mange skadelige

effekter af Maastrichttraktaten. Ikke desto mindre ønsker mindretallet at

fastholde disse forbehold og at sikre, at de ikke bliver omgået. Det vil dog

blot være eet af Fremskridtspartiets våben i den fortsatte kamp for Danmarks

selvstændighed.

Den traktattekst, der blev vedtaget i Amsterdam i juni 1997, er endnu et

skridt i den forkerte retning. Mere Union, mere overstatslig styring, mere

planøkonomi, mere EUindblanding i vores dagligdag og mere magt til EU gennem

flere flertalsafgørelser. Magt, som kun kan tages eet sted fra: EUlandenes

nationale parlamenter og dermed EUlandenes borgere. Det eneste, der kan

stoppe en sådan udvikling, er et håndfast dansk nej ved folkeafstemningen i

1998. EU skal ikke være andet og mere end et frihandelssamarbejde, og den nye

Unionstraktat er endnu et skridt på vej imod en føderal superstat.

Fremskridtspartiet siger nej til overstatslig styring af Danmark og anbefaler

derfor befolkningen at stemme nej til Amsterdamtraktaten. Den danske

selvbestemmelsesret skal ikke udhules yderligere.

Fremskridtspartiet er tilhænger af et europæisk samarbejde, men er

modstander af den socialdemokratiske superstat, som EU i de seneste år har

udvikle sig til. Det europæiske samarbejde skal være samarbejde om frihandel

mellem frie, selvstændige nationer og ikke en centralistisk direktivfabrik,

der styrer hver en detalje af danskernes og andre europæeres hverdag. EU's

indblanding i danskernes hverdag er siden vedtagelsen af Maastrichttraktaten

i 1993 steget eksplosivt. Derfor er det nu, at vi må sige stop.

Amsterdamtraktaten er endnu et skridt i den forkerte retning, og

Fremskridtspartiet anbefaler derfor danskerne at stemme nej til

Amsterdamtraktaten ved folkeafstemningen.

Der er mindst 10 gode grunde til at stemme nej til

Amsterdamtraktaten:

1 Amsterdamtraktaten betyder endnu mere union og endnu mindre dansk

suverænitet.

- EU går fra at være nationernes Europa til at blive en Europæisk Nation.

2 Amsterdamtraktaten betyder flere flertalsafgørelser og dermed mindre

dansk indflydelse i EU.

- Det er vigtigt at bevare vetoretten, så de enkelte lande kan sige fra,

når EU bliver for vanvittig.

3 Amsterdamtraktaten betyder endnu større danske udgifter til EU's

strukturfonde og EU's landbrugsstøtteordninger.

- Traktaten ændrer ikke på fonde og støtteordninger, hvorfor optagelse af

nye medlemslande kommer til at koste meget dyrt.

4 Amsterdamtraktaten betyder endnu mere EUindblanding i dansk

beskæftigelsespolitik og socialpolitik.

- Harmoniseringer i EU og særlige rettigheder betyder, at danske

overenskomster og sociale ordninger som folkepensionen bliver undergravet.

5 Amsterdamtraktaten betyder reelt en fjernelse af den danske undtagelse

over for deltagelse i EU's retspolitiske samarbejde, herunder

Schengensamarbejdet.

- Retspolitikken overgår til flertalsafgørelser, og dermed undergraves det

danske forbehold, ligesom vi ikke længere kan komme ud af

Schengensamarbejdet, når det fejler.

6 Amsterdamtraktaten vil intensivere strømmen af direktiver fra Bruxelles.

- EU-systemet finder hele tiden på nye områder, der skal harmoniseres og

underkastes direktiver. Folketinget bliver reduceret til et sogneråd, når

EUlovmøllen maler.

7 Amsterdamtraktaten åbner ikke for frihandel med Østeuropa, men vil efter

en længere årrække kun give et begrænset antal østeuropæiske lande adgang til

de vesteuropæiske markeder.

- Vejen til velfærd og fremgang i Østeuropa er betingelsesløs frihandel

med alle landene. EU har udvalgt nogle få til alt for tidligt medlemskab. Det

vil koste os store udgifter.

8 Amsterdamtraktaten er ikke nødvendig for at kunne udvide EU med

Østeuropa.

- Sverige, Østrig og Finland kom med i EU uden traktatændringer. Derfor

kan nye lande også komme med, uden at vi skal have en Amsterdamtraktat.

9 Amsterdamtraktaten er endnu et skridt på vej mod en centralistisk,

socialistisk og planøkonomisk superstat.

- 12 ud af 15 regeringschefer bag Amsterdamtraktaten er socialister. De

har skrevet deres politiske drøm for Europa. Det bliver et mareridt for det

frie marked.

10 Amsterdamtraktaten sikrer ikke freden i Europa. Det gør derimod den

europæiske frihandel og de europæiske landes medlemskab af NATO.

- Østeuropas lande skal have sikkerhed gennem NATOoptagelse, EU skal ikke

være Europas militærmagt, men et frihandelssamarbejde. Fri handel giver frie

folk.

I stedet for Amsterdamtraktaten har Fremskridtspartiet en række visioner

for, hvordan EUsamarbejdet i stedet bør foregå. Det har vi formuleret som

10 visioner for Fremtidens Europa

Uanset udfaldet af folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten vil

Fremskridtspartiet også fremover arbejde for:

1 Et liberalt og frit Europa med frihandel og fri bevægelighed over

landegrænserne for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

2 Et Europa, hvor EU kun har til opgave at sikre den europæiske frihandel.

3 Et Europa, hvor det er klart, at kontinentet Europa og institutionen EU

er to forskellige ting.

4 Et Europa, hvor dansk lovgivning på ny bliver Folketingets ansvar, og

hvor kun lovgivning, der søger at hindre den europæiske frihandel, skal være

underlagt EU's beslutninger.

5 Et EU, som hverken beskæftiger sig med landbrugstilskud, økonomisk

omfordeling eller andre aktiviteter, der intet har med frihandel at gøre.

6 Et EU, hvor de østeuropæiske lande frit kan handle med Vesteuropa.

7 Et EU uden en militær dimension og uden indblanding i udenrigspolitik.

8 Et EU, hvor borgere og virksomheder selv bestemmer, hvilken valuta de

ønsker at bruge.

9 Et Europa med et effektivt, men frivilligt samarbejde mellem de

europæiske landes nationale politimyndigheder.

10 Et Europa, hvor det mellemstatslige miljøsamarbejde styrkes.

Fremskridtspartiet ønsker et nationernes Europa ikke en europæisk nation.

Hvis Amsterdamtraktaten vedtages, vil udviklingen mod en europæisk nation

fortsætte med uformindsket styrke. Men Fremskridtspartiet tror på retten til

at være forskellig også i Europa. Derfor anbefaler vi et nej til centralisme

og bureaukrati og et ja til fred og frihandel: Stem nej til

Amsterdamtraktaten.

Æ n d r i n g s f o r s l a g

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (DF):

Til § 2

1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 4, nr.

14, tilføjes efter litra b som nye litraer:

»c) artikel J 7 i afsnit V i traktaten om den Europæiske Union, som

affattet ved Amsterdamtraktatens artikel 1, nr. 10, og

d) retsakter, som bygger på en anvendelse af traktaten om oprettelse af

Det Europæiske Fællesskab og traktaten om den Europæiske Union, der ligger

uden for suverænitetsafgivelsen som fastlagt i denne lov om ændring af lov om

Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber.«

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 1

Ved den foreslåede tilføjelse af litra c sikres det, at alle beslutninger

truffet i medfør af artikel J 7 er omfattet af den danske undtagelse. Det vil

sige betragtes som beslutninger med indvirkning på forsvarsområdet, jf. den

danske protokol. Når det er nødvendigt med denne præcisering, skyldes det, at

Keld Albrechtsen i en række spørgsmål til udenrigsministeren har søgt at få

afklaret rækkevidden af den danske undtagelse uden at kunne få klart svar.

Ministeren har således ikke villet oplyse, om alle beslutninger om militære

aktioner i medfør af artikel J 7, stk. 2, er omfattet af den danske

undtagelse, eller om Danmark kan deltage i beslutninger om kampstyrkers

anvendelse i tilfælde, hvor regeringen ikke mener, at en sådan beslutning har

indvirkning på forsvarsområdet.

Hvis sådanne beslutninger er omfattet af den danske undtagelse, deltager

Danmark ikke i beslutningen. Er beslutningen derimod ikke omfattet af

undtagelsen, kan Danmark deltage med vetoret. Det er afgørende at få

afklaret, om det ene eller det andet er tilfældet.

Højesteret fastslog i en dom af 6. april 1998, at det ikke i medfør af

grundlovens § 20 kan overlades til en international organisation at udstede

retsakter eller træffe afgørelser, som strider mod bestemmelser i grundloven,

herunder dennes frihedsrettigheder. Højesteret fastslog endvidere følgende:

»Danske domstole må derfor anse en EFretsakt for uanvendelig i

Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den

fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EFretsakt, der er opretholdt af

EFDomstolen, bygger på en anvendelse af traktaten, der ligger uden for

suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven.«

Med den foreslåede tilføjelse af litra d indarbejdes dette princip i

tiltrædelsesloven. Dette har bl.a. den virkning, at Danmark dermed har taget

forbehold i forhold til Amsterdamtraktatens protokol om anvendelse af

nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, punkt 2, hvori det hedder:

»...de principper for forholdet mellem national lovgivning og

fællesskabslovgivning, som Domstolen har udviklet, berøres ikke...«.

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) Klaus Hækkerup (S) Claus

Larsen-Jensen (S) Jacob Buksti (S) fmd. Holger K. Nielsen (SF) Susanne

Clemensen (CD) Elisabeth Arnold (RV) nfmd. Keld Albrechtsen (EL)

Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Svend Erik Hovmand (V) Jann

Sjursen (KRF) Lene Espersen (KF) Henning Grove (KF) Kristian Thulesen Dahl

(DF) Kim Behnke (FP)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter