1991 BTL 289 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DISPENSATION FRA FORSKELLIGE LOVE I FORBINDELSE MED OPRETTELSEN AF ERHVERVSZONER NR L 289 1991-92, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og arbejdsministerens svar
herpå er tillige med nogle af de skriftlige henvendelser samt
arbejdsministerens henholdsvis industriministerens kommentarer
hertil optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser
fra:
Centralorganisationen af Metalarbejdere,
Dansk Industri,
Landsorganisationen i Danmark og
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til
vedtagelse uændret .
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
er overordentlig tilfreds med, at der nu bliver indført erhvervszoner i
Danmark. Erhvervszonerne vil i Danmark betyde tusinder af nye arbejdspladser,
ligesom det har været tilfældet i alle andre lande med erhvervszoner.
Fremskridtspartiet fremsatte den 19. november 1991 beslutningsforslag nr. B
24, forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af erhvervszoner. Med
gennemførelsen af bl.a. nærværende lovforslag bliver Fremskridtspartiets ide
en realitet.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af
udvalget) finder, at lovforslagene om at oprette 10 erhvervszoner fordelt på
3 amtskommuner i hele deres tankegang er forkert og skadelig. Lovforslagene
er i realiteten udtryk for statsanerkendt og statsdirigeret
Læs alt
konkurrenceforvridning.
Ud over de skattemæssige begunstigelser, som de berørte virksomheder
opnår, omfatter lovpakken også mulighed for at opnå dispensation på områder
som lukkelov, ferieforhold, arbejdstid, ansættelsesregler osv.
På den baggrund har skatteministeren i sit svar på spørgsmål 5 til L 294
(forslag til lov om ændring af skattemæssige afskrivninger m.v. (Afskrivning
med dobbelte satser i erhvervszoner)) betegnet forslaget som »god
liberal politik«.
Det er beskæmmende, at »god liberal politik« fortsat er
konkurrence på dårlige løn- og ansættelsesforhold.
Derimod er det glædeligt, at arbejdsmarkedets organisationer på både
lønmodtager- og arbejdsgiverside klart og utvetydigt har taget afstand fra
regeringens lovpakke om erhvervszoner.
Socialdemokratiet forudser, at lovforslagene i forhold til deres udtalte
sigte om øget aktivitet vil være virkningsløse. Der vil alene blive tale om,
at enkelte kommuner på nabokommuners bekostning kan oprette et antal
arbejdspladser, som vil medføre ringere arbejdsvilkår for de ansatte end dem,
der gælder for andre lønmodtagere.
Socialdemokratiet vil stemme imod hele lovpakken om erhvervszoner.
Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlem af
udvalget) kan ikke tilslutte sig lovforslaget, idet al erfaring viser, at
virksomheder, der alene oprettes, fordi der i et område er lavere krav til
skattebetaling, miljøregler, arbejdsregler osv., tenderer til at være mindre
seriøse virksomheder.
Der er derfor risiko for, at de svage områder, hvor erhvervszonerne tænkes
oprettet, får et endnu svagere erhvervsliv. Mindretallet finder det i øvrigt
ejendommeligt, at partier, der normalt advarer mod konkurrenceforvridning,
kan støtte et lovforslag, der netop bygger på konkurrenceforvridning.
Mindretallet ønsker også at gøre en særlig indsats i områder, hvor
arbejdsløsheden er særlig stor. Men det kunne gøres langt bedre og mere
fremtidssikret ved at udnytte de muligheder, som udvidelsen af
kommunalfuldmagten i lovforslagene L 78 (forslag til lov om kommuners og
amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter) og L 85 (forslag
til lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber m.v.)
indebærer. Der burde afsættes statslige midler til en særlig indsats i disse
områder til etablering af erhvervsmæssig infrastruktur, støtte til lokale
iværksættere og oprettelse af blandet kommunalt-private
systemeksportselskaber.
Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund
(S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Taanquist (S) Lilli
Gyldenkilde (SF) nfmd. Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige
Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Poul
Nødgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF) Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes besvarelse
heraf samt en række henvendelser og arbejdsministerens kommentarer hertil:
Spørgsmål nr. 1:
Udvalget udbeder sig ministerens kommentarer til henvendelsen af 1. juni
1992 fra Landsorganisationen i Danmark, jf. bilag 1.
Svar:
Det fremgår af henvendelsen fra Landsorganisationen i Danmark (LO), at L
289 efter organisationens opfattelse vil medføre en uhensigtsmæssig
konkurrenceforvridning.
Hertil bemærkes, at L 289 skal bidrage til etableringen af en række
afgrænsede erhvervszoner i områder, der befinder sig i en erhvervsmæssigt
vanskelig situation, hvor der tilbydes virksomheder særlig gunstige vilkår.
Der er endvidere tale om et tidsbegrænset forsøg. På den baggrund finder jeg
ikke, man kan tale om konkurrenceforvridning i sædvanlig forstand.
Det anføres endvidere, at jeg efter lovforslaget kan godkende, at
lovsikrede minimumsregler for beskyttelse af lønmodtagere i ferieloven,
funktionærloven og arbejdsmiljølovens kapitel 9 og 10 fraviges.
Jeg vil gerne understrege, at ansøgninger om dispensation vil blive
vurderet nøje, netop fordi der er tale om at fravige regler, som ellers er
ufravigelige. Som det også fremgår af bemærkningerne til forslaget, skal en
række betingelser være opfyldt, før dispensationen kan komme på tale:
- Der skal indgås en aftale mellem de ansatte og den enkelte virksomhed.
Virksomheden kan ikke ensidigt søge om dispensation.
- Aftalen og ansøgningen om dispensation skal være begrundet i
etableringen af nye arbejdspladser.
- Der kan kun dispenseres fra de nævnte love og kun i det omfang, det ikke
er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Jeg er ikke enig i, at aftaler med de ansatte ikke kendes i dansk ret. Det
danske decentrale forhandlingssystem bygger netop i høj grad på aftaler
mellem virksomheden og de ansatte på virksomheden. Heri ligger også, at jeg
regner med, at der vil kunne indgås forskellige aftaler med forskellige
grupper af ansatte.
I det omfang de ansatte og virksomheden ønsker at fravige indgåede
overenskomster, er noget sådant ikke omfattet af ministerens bemyndigelse,
men kan alene ske med overenskomstparternes indforståelse. Allerede af den
grund er der ikke tale om, at loven er i strid med ratificerede
ILO-konventioner.
Jeg regner i øvrigt med at holde hovedorganisationerne tæt orienteret om
udviklingen, bl.a. for at kunne drøfte behovet for parallelle initiativer på
det lovmæssige og det overenskomstmæssige område.
Jeg vil gerne medgive LO, at der er tale om en utraditionel fremgangsmåde
i denne sag, men efter min opfattelse skal forsøgsordningen først og fremmest
ses som en mulig måde at få etableret flere arbejdspladser. Som en
sidegevinst kan forsøgsordningen bidrage til at få afdækket om og på hvilke
områder de gældende regler eventuelt utilsigtet virker hæmmende på
virksomhedernes mulighed for vækst.
Spørgsmål nr. 8:
Udvalget udbeder sig ministerens kommentarer til henvendelsen af 9. juni
1992 fra Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, jf. bilag 9.
Svar:
Jeg vil gerne medgive CO-Metal, at der er tale om en utraditionel
fremgangsmåde i denne sag i forhold til den sædvanlige fremgangsmåde
vedrørende arbejdsmarkedspolitik i Danmark, men efter min opfattelse bør alle
forslag, som har til formål at etablere flere arbejdspladser, i den nuværende
situation fremmes uanset fremgangsmåde.
Netop fordi der er tale om en utraditionel fremgangsmåde, regner jeg i
øvrigt med at holde hovedorganisationerne tæt orienteret om udviklingen,
bl.a. for at kunne drøfte behovet for parallelle initiativer på det
lovmæssige og det overenskomstmæssige område.
Efter CO-Metals opfattelse vil L 289 gøre arbejdsmiljø og aftaleforhold
til et konkurrenceparameter mellem virksomheder i Danmark og medføre en
uhensigtsmæssig konkurrenceforvridning.
Hertil bemærkes, at L 289 skal bidrage til etableringen af en række
afgrænsede erhvervszoner i områder, der befinder sig i en erhvervsmæssigt
vanskelig situation, hvor der tilbydes virksomheder særlig gunstige vilkår.
Der er endvidere tale om et tidsbegrænset forsøg. På den baggrund finder jeg
ikke, man kan tale om konkurrenceforvridning i sædvanlig forstand. Jeg finder
derfor heller ikke, at der er behov for at sikre andre virksomheder mod
virkningerne af loven.
Jeg vil gerne understrege, at ansøgninger om dispensation vil blive
vurderet nøje, netop fordi der er tale om at fravige regler, som ellers er
ufravigelige. Som det også fremgår af bemærkningerne til forslaget, skal en
række betingelser være opfyldt, før dispensation kan komme på tale:
- Der skal indgås en aftale mellem de ansatte og den enkelte virksomhed.
Virksomheden kan ikke ensidigt søge om dispensation.
- Aftalen og ansøgningen om dispensation skal være begrundet i
etableringen af nye arbejdspladser.
- Der kan kun dispenseres fra de nævnte love og kun i det omfang, det ikke
er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
I det omfang de ansatte og virksomheden ønsker at fravige indgåede
overenskomster, er noget sådant ikke omfattet af ministerens bemyndigelse,
men kan alene ske med overenskomstparternes indforståelse.
Med hensyn til de EF-retlige forhold omkring L 289 og de øvrige forslag (L
281, L 293, L 294, L 297 og L 299), som tilsammen skal muliggøre etableringen
af erhvervszoner, skal jeg henlede opmærksomheden på bemærkningerne til
forslagenes ikrafttrædelsesbestemmelser. Lovforslagene vedrørende oprettelsen
af erhvervszoner vil blive notificeret over for EF-Kommissionen i
overensstemmelse med de gældende regler herom, og de 6 love vil ikke blive
sat i kraft, før EF-Kommissionens anerkendelse foreligger.
Spørgsmål 11:
Udvalget udbeder sig ministerens kommentarer til henvendelsen af 9. juni
1992 fra Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, jf. bilag 9.
Enslydende spørgsmål er stillet arbejdsministeren.
Svar:
Jeg henviser til arbejdsministerens besvarelse af det enslydende
spørgsmål 8.
Det kan ikke bestrides, at en forsøgsordning som den foreslåede i sagens
natur vil kunne påvirke konkurrencevilkårene mellem virksomheder i og uden
for en erhvervszone. Dette problem gjorde jeg opmærksom på ved
førstebehandlingen den 17. januar 1992 af beslutningsforslag nr. B 24.
Men der er efter forslaget tale om en forsøgsordning, der såvel
tidsmæssigt som geografisk er stærkt begrænset i forhold til
beslutningsforslag B 24.
Jeg finder det imidlertid naturligt, at det konkurrencemæssige aspekt
inddrages ved udpegningen af erhvervszonerne. Disse må etableres, hvor der er
mest behov og de bedste forudsætninger for dels at udnytte den fleksibilitet,
som en erhvervszone giver, og dels for at minimere den konkurrenceforvridende
effekt.
Spørgsmål nr. 12:
Udvalget udbeder sig ministerens kommentarer til henvendelsen af 11. juni
1992 fra Dansk Industri, jf. bilag 16.
Svar:
Det fremgår af henvendelsen, at Dansk Industri finder det urimeligt, at
der gives dispensation fra bestemmelser, som er indført med henblik på at
tilgodese medarbejdernes helbred og velfærd. Endvidere giver Dansk Industri
udtryk for utilfredshed med, at der skabes særlig gunstige vilkår i små
områder. Efter Dansk Industris opfattelse burde der i stedet udformes en
politik, som kunne komme virksomheder over hele landet til gode.
Jeg vil gerne understrege, at ansøgninger om dispensation vil blive
vurderet nøje, netop fordi der er tale om at fravige regler, som ellers er
ufravigelige. Som det fremgår af bemærkningerne til forslaget, skal en række
betingelser være opfyldt, før dispensation kan komme på tale:
- Der skal indgås en aftale mellem de ansatte og den enkelte virksomhed.
Virksomheden kan ikke ensidigt søge om dispensation.
- Aftalen og ansøgningen om dispensation skal være begrundet i
etableringen af nye arbejdspladser.
- Der kan kun dispenseres fra de nævnte love og kun i det omfang, det ikke
er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Jeg er enig med Dansk Industri i, at målet selvfølgelig er en erhvervs- og
arbejdsmarkedspolitik, der generelt skaber gode vilkår for alle virksomheder
i landet med øget beskæftigelse til følge. Jeg ser imidlertid forsøget med
erhvervszoner som en akut håndsrækning til områder, der befinder sig i en
erhvervsmæssigt vanskelig situation. Der er derfor efter min opfattelse
heller ikke tale om konkurrenceforvridning i sædvanlig forstand.
Som en sidegevinst kan forsøgsordningen bidrage til at få afdækket om og
på hvilke områder de gældende regler eventuelt virker hæmmende på
virksomhedernes mulighed for vækst.
Bilag
Dansk Industri
Til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg
Vedrørende: Lovpakken om en forsøgsordning for erhvervszoner
Dansk Industri kan tilslutte sig ideen om at reducere administrative
byrder og beskatningen for at forbedre virksomhedernes konkurrencevilkår.
Imidlertid bør sådanne lovforslag gøres generelle for hele landet, hvis de
i øvrigt er velbegrundede. Derimod vil indførelsen af en række erhvervszoner
i praksis føre til betydelige forskelle i konkurrencevilkår mellem
virksomheder, der reelt leverer ydelser og varer til samme marked. Det er
ganske enkelt konkurrenceforvridning.
Det forekommer også temmelig urimeligt, at der gives dispensation med
hensyn til en række bestemmelser, som er indført med den begrundelse, at
medarbejdernes helbred og velfærd skal tilgodeses.
Såfremt en dispensation ikke udsætter medarbejderne for en helbredsrisiko,
så bør man revidere lovgivningen generelt.
Løsningen på beskæftigelsesproblemerne skal derfor ikke søges i kunstigt
skabte konkurrencefordele for virksomheder beliggende inden for små,
arbitrært fastsatte erhvervszoner. De skal søges i udformningen af en
politik, der generelt øger fleksibiliteten, mobiliteten og incitamenter til
jobsøgning for arbejdsstyrken. Og som sikrer konkurrencedygtige vilkår,
herunder skattevilkår, og en effektiv offentlig forvaltning for alle
virksomheder i hele Danmark.
Bilag
Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg
I forbindelse med Folketingets Arbejdsmarkedspolitiske Udvalgs behandling
af L 289, »Lov om dispensation fra forskellige love i forbindelse med
oprettelsen af erhvervszoner«, skal CO-industri, der repræsenterer
310.000 ansatte lønmodtagere i industrien, bede udvalget om at tage følgende
synspunkter med i deres behandling af lovforslaget.
Lovforslag L 289 lægger op til et afgørende brud med de sidste årtiers
arbejdsmarkedspolitik. I Danmark har vi oparbejdet en tradition for, at
aftaleforhold på arbejdsmarkedet sker gennem forhandlinger mellem
arbejdsmarkedets parter.
Denne aftaletradition har været medvirkende til, at det danske
arbejdsmarked kun sjældent er ramt af arbejdsnedlæggelser og andre
konflikter. Baggrunden for dette er ikke mindst den gensidige respekt, der er
mellem arbejdsmarkedets parter om, at aftaler overholdes.
Det er dybt beklageligt, at man fra et flertal i Folketinget nu ønsker at
undergrave denne respekt for aftaler på arbejdsmarkedet.
CO-industri beklager, at et flertal i Folketinget lægger op til at gøre
arbejdsmiljø og aftaleforhold til et konkurrenceparameter mellem virksomheder
i Danmark. En gennemførelse af lovforslaget vil betyde, at virksomheder
beliggende i de særlige erhvervszoner vil få konkurrencefordele på en række
områder, som bryder med de principper, Danmark hidtil har forfægtet i
EF-sammenhæng.
CO-industri er af den oppfattelse, at lovforslaget vil være i strid med en
række af de principper, der ligger til grund for EF's konkurrencepolitik. Vi
skal derfor opfordre Folketingets Arbejdsmarkedspolitiske Udvalg til at få de
EF-retlige forhold omkring L 289 grundigt belyst. Vi er i Danmark allerede nu
rigeligt belastet med beklagelige eksempler på, at dansk lovgivning har været
i strid med EF-retten, og vi kan ikke se noget formål med at udvide denne
række af sager.
Hensigten med lovforslag L 289 er at skabe flere arbejdspladser, et
formål, som CO-industri til enhver tid vil bakke op omkring og finder
tiltrængt. CO-industri står dog uforstående over for, at man i regeringen
tror på, at L 289 vil medvirke til at øge beskæftigelsen.
Erfaringerne med erhvervszoner i England og Irland viser, at erhvervszoner
snarere flytter rundt på beskæftigelsen inden for landets grænser end skaber
nye arbejdspladser.
Andre initiativer end erhvervszoner vil kunne skabe reelle arbejdspladser
uden konkurrenceforvridning. Såfremt partierne bag L 289 reelt ønsker at øge
beskæftigelsen, står CO-industri gerne til rådighed med forslag, der sikrer
arbejdspladser uden social dumping.
Et lignende forslag som det, der er samlet flertal omkring i forbindelse
med aktiveringsaftalen af 8. maj, er behandlet i Folketinget den 17. januar i
år. Under 1. behandling af dette forslag, der var fremsat af
Fremskridtspartiet, tog alle Folketingets partier, med undtagelse af
forslagsstillerne, afstand fra ideen om erhvervszoner i Danmark.
Efter CO-industris opfattelse er der ikke sket afgørende ændringer af
danske forhold på de tre måneder, der er mellem Folketingets 1. behandling af
Fremskridtspartiets lovforslag om erhvervszoner i januar og den 8. maj.
CO-industri kan fuldt ud støtte industriminister Anne Birgitte Lundholts
udtalelse under folketingsdebatten den 17. januar om, at:
»Det kan jo ikke overraske, at en næsten fuldstændig afskaffelse af
byrder og restriktioner vil virke tillokkende, men et sådant tag-selvbord,
der vil kalde en skov af forskelligt rettede virksomheder frem, vil vise sig
at skabe flere problemer, end det vil løse«.
I samme folketingsforhandling sagde den konservative ordfører Flemming
Hansen:
Forslaget om erhvervszoner er en skøn tanke, men naturligvis er den
fuldstændig konkurrenceforvridende og urealistisk'.
I CO-industri har vi svært ved at se det »skønne« i tanken, men
er enige i, at ideen er urealistisk.
Venstres ordfører i folketingsdebatten, Pia Larsen, sagde:
»Men vi mener ikke, at det er vejen frem til en forbedring af
erhvervslivets vilkår og hermed beskæftigelsessituationen«.
Udtalelser som alle blev fremført fra Folketingets talerstol i januar og
som CO-industri fortsat helt kan tilslutte sig.
Det Radikale Venstres ordfører i folketingsdebatten var Lone Dybkjær, der
sagde:
»Jeg synes sådan set, det er et fint forslag, og når jeg gerne vil
gratulere Fremskridtspartiet, er det, fordi det virkelig er lykkedes
Fremskridtspartiet at samle hele Folketinget imod sig«.
CO-industri skal derfor opfordre det flertal i Folketinget, der tidligere
har samlet sig mod indførelse af konkurrenceforvridende erhvervszoner, til at
fastholde deres synspunkt.
CO-industri håber, at Folketinget ved behandlingen af L 289 vil besinde
sig og beslutte en reel indsats over for ledigheden.
Bilag
LO Landsorganisationen i Danmark
Folketinget, Arbejdsmarkedsudvalget
Vedrørende: Lovforslag nr. L 289 om dispensation fra forskellige love
i forbindelse med oprettelsen af erhvervszoner
Den 12. maj 1992 fremsatte arbejdsministeren med det formål at styrke
erhvervsudviklingen og beskæftigelsen inden for økonomisk udsatte områder
lovforslag nr. L 289.
For at opnå dette mål foreslås, at der inden for afgrænsede erhvervszoner
i udsatte amter efter godkendelse af Arbejdsministeriet kan arbejdes, uden at
virksomheder opfylder de lovsikrede minimumsregler for besklyttelse af
lønmodtagere i feieloven, funktionærloven og arbejdsmiljøloven kapitel 9 og
10 m.v.
Efter Landsorganisationens opfattelse vil forslaget kunne medføre
uhensigtsmæssig konkurrenceforvridning ikke alene mellem de forskellige
amter, men også lokalt mellem virksomheder inden for og uden for de
pågældende erhvervszoner.
Når dertil kommer, at de forskellige konkurrencevilkår opstår ved, at
virksomheder i erhvervszoner kan fritages for økonomiske forpligtelser over
for de ansatte, som ellers er generelt gældende på det danske arbejdsmarked
(social dumping), er lovforslaget efter LO's opfattelse yderst skadeligt.
Der skal herunder erindres om, at en hjørnesten i dansk politik med hensyn
til den sociale dimension i EF netop er at begrænse den ulige konkurrence,
der følger af social dumping. Hvis vi selv indfører muligheder for at
konkurrere på dårlige ansættelsesvilkår, vil det undergrave landets
troværdighed og dermed bestræbelserne for at opnå forbedringer i EF.
Det skal endvidere fremhæves, at de i lovforslagets § 1, stk. 2, nævnte
love ofte er optaget som en integreret del af kollektive overenskomster. Det
betyder, at en fravigelse af lovene inden for specielle erhvervszoner ud over
forringelser af lønmodtagernes lovsikrede retsgarantier også vil være brud på
kollektive overenskomster (eller indgreb i bestående kollektive
overenskomst).
Til illustration af problemer med det foreliggende lovforslag kan i øvrigt
nævnes spørgsmål om, hvad der forstås ved »de ansatte« i lovens §
1, stk. 1, pkt. 1. Konstruktionen med denne gruppe som aftalepart er ikke
kendt i dansk ret, og det forekommer umiddelbart vanskeligt såvel at afgrænse
som at indpasse denne gruppes aftaler i det almindelige fagretlige system.
Dertil kommer, at det er helt i strid med traditionen på det danske
arbejdsmarked, hvis kompetencen til at fravige generelle regler henlægges til
andre end arbejdsmarkedets parter.
Såfremt lovforslaget realiseres, bør der udover arbejdsministerens
godkendelse af de forringede ansættelsesvilkår i det mindste indføres en
tilsvarende godkendelse fra de relevante parter på arbejdsmarkedet.
Afslutningsvis skal det oplyses, at lovforslaget i den foreliggende form
efter Landsorganisationen i Danmarks opfattelse er i strid med internationale
forpligtelser, Danmark har påtaget sig i henhold til ratificerede
ILO-konventioner.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget en skriftlig henvendelse fra Bygge-,
Anlægs- og Trækartellet. Denne henvendelse, arbejdsministerens kommentar
hertil samt arbejdsministerens svar på spørgsmål 2, vedlagt
Landsorganisationen i Danmarks og Dansk Arbejdsgiverforenings kommentarer til
lovforslaget er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til
vedtagelse uændret .
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .
Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af
udvalget) oplyser, at Socialdemokratiet foranledigede sagen tilbage i
udvalget, da det kunne konstateres, at gruppen ansat under Bygge-, Anlægs- og
Trækartellet og gruppen af bygningshåndværkere med skiftende arbejdssteder
ikke var medtaget under hidtidige besvarelser af udvalgets spørgsmål.
Bygningshåndværkerne er også en gruppe, som er særlig hårdt ramt af
arbejdsulykker, og her øges risikoen betydeligt med svækkelsen af
hviletidsbestemmelserne. Hviletid og fridøgn er også vigtige for
bygningsarbejderne af hensyn til sociale og familiære fritidsperioder frem
for f.eks. udliggerarbejde med indkvartering og længere fravær fra
hjemadressen.
Ud over øget risiko for den enkelte er det også samfundsøkonomisk dyrt at
åbne op for muligheden for arbejdsulykker i stedet for at begrænse dem.
Socialdemokratiet er helt enig i denne betragtning, hvorfor vi finder det
rimeligt, at Bygge-, Anlægs- og Trækartellets argumenter, der er fremlagt i
den til tillægsbetænkningen som bilag optrykte skrivelse af 9. juni 1992, får
ministerens svar. Det er på denne baggrund, at Socialdemokratiet har fremsat
krav om fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling.
Socialdemokratiet finder, at det er et forkert signal at udsende i EF's
miljøår, at der nu kan laves social dumping på vitale områder som:
- hviletid/fridøgn,
- arbejdsforhold for unge,
- lønmodtagerrettigheder i henhold til medhjælperloven,
- rettigheder i retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer og
- rettigheder for værnepligtige.
Socialdemokratiet konstaterer med tilfredshed, at arbejdsministeren i sit
svar på spørgsmål 10 har oplyst: »Der er ikke med den nævnte formulering
i bemærkningerne hjemmel til dispensation fra andre arbejdsretlige
love.« Det vil således alene være parterne på arbejdsmarkedet og det
arbejdsretlige system, der er gældende for overenskomster og aftaler.
Socialdemokratiet konstaterer også med tilfredshed arbejdsministerens
kommentar til Bygge-, Anlægs- og Trækartellets henvendelse, som er optrykt
som bilag til tillægsbetænkningen, hvori ministeren oplyser, at han ikke
agter i strid med parternes rammeaftale af 30. december 1991 (offentliggjort
den 20. januar 1992) at dispensere fra arbejdsmiljøloven kapitel 9 og 10 med
tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer.
Socialdemokratiet vil arbejde for, at denne lovs dispensationsbestemmelser
ophæves, da det er et forkert signal, der med denne lov udsendes.
Dispensationsbestemmelser kan kun føre til utilsigtede konflikter, som vil
være negative over for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere og samfund.
Socialdemokratiet ønsker en anden udvikling, nemlig at nå et sikkert og
sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med såvel den
tekniske som den sociale udvikling i samfundet.
Socialdemokratiet indstiller på den baggrund lovforslaget til forkastelse.
Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlem af
udvalget) kan ikke tilslutte sig lovforslaget, idet al erfaring viser, at
virksomheder, der alene oprettes, fordi der i et område er lavere krav til
skattebetaling, miljøregler, arbejdsregler osv., tenderer til at være mindre
seriøse virksomheder.
Der er derfor risiko for, at de svage områder, hvor erhvervszonerne tænkes
oprettet, får et endnu svagere erhvervsliv. Mindretallet finder det i øvrigt
ejendommeligt, at partier, der normalt advarer mod konkurrenceforvridning,
kan støtte et lovforslag, der netop bygger på konkurrenceforvridning.
Mindretallet ønsker også at gøre en særlig indsats i områder, hvor
arbejdsløsheden er særlig stor. Men det kunne gøres langt bedre og mere
fremtidssikret ved at udnytte de muligheder, som udvidelsen af
kommunalfuldmagten i lovforslagene L 78 (forslag til lov om kommuners og
amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter) og L 85 (forslag
til lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber m.v.)
indebærer. Der burde afsættes statslige midler til en særlig indsats i disse
områder til etablering af erhvervsmæssig infrastruktur, støtte til lokale
iværksættere og oprettelse af blandet kommunalt-private
systemeksportselskaber.
Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund
(S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Poul Andersen (S) Lilli
Gyldenkilde (SF) nfmd. Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige
Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Poul
Nødgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Glønborg (KRF)
Bilag
Bygge-, Anlægs- og TrækartelletKøbenhavn, den 9. juni 1992
Vedr.: Lovforslag om erhvervszoner (L 289)
I henhold til Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af lovforslaget om
dispensation fra forskellige love i forbindelse med oprettelsen af
erhvervszoner (L 289) henvender Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) sig til
Dem som udvalgsmedlem af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
Forslaget er et hidtil uset angreb på ellers ufravigelige rettigheder, der
er indført for at beskytte arbejdstagerne mod urimelig behandling fra
arbejdsgiversiden med hensyn til bl.a. hviletidsregler og regler for ferie.
Et af de borgerliges argumenter for forslaget er, at der skal være tale om
en aftale mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, men da erhvervszonerne netop
skal oprettes i de mest betrængte områder med hensyn til arbejdsløshed, må
man advare mod de følger, som forslaget indebærer.
Som LO tidligere har påpeget over for Arbejdsmiljørådet, er muligheder for
»aftaler mellem de ansatte og en virksomhed« også et afgørende brud
på de hidtidige bestemmelser, som er formuleret som »vedkommende
arbejdsgiverpart og arbejdstagerorganisation«.
Vi finder det også besynderligt, at regeringspartierne,
Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre samt Kristeligt Folkeparti går med
på et forslag, som stort set ligner det forslag, som Fremskridtspartiet
fremsatte den 19. november 1991, B 24 forslag til folketingsbeslutning om
oprettelse af erhvervszoner.
Under 1. behandling af B 24 talte alle partier kraftigt imod med
hovedbegrundelsen, at forslaget ville virke konkurrenceforvridende. Nu, hvor
forslaget kom frem igen i forbindelse med aktiveringsforliget, går de ind for
forslaget.
Som citater fra industriministeren under 1. behandling af B 24 kan nævnes:
». . . et sådant tagselvbord, der vil kalde en skov af
forskelligartede virksomheder frem, vil vise sig at skabe flere problemer,
end det vil løse. Forslaget er for det første ikke neutralt, det favoriserer
nogle tilfældigt udvalgte virksomheder i tilfældigt udvalgte egne og
diskriminerer dermed andre.«
»I den engelske debat om erhvervszoner er det blevet fremhævet, at
zonerne tiltrækker virksomheder fra nabokommuner frem for internationale
investorer, og at de i øvrigt ikke vil kunne stå sig i konkurrencen fra
erhvervszoner i tredjeverdenslande med ekstremt billig arbejdskraft f.eks.
Hongkong og Singapore.«
»For så vidt angår Eire kan jeg oplyse, at der har været nogle
forsøgsordninger, men de er alle blevet ophævet, idet de ikke har kunnet
godkendes af EF-Kommissionen.«
Således kunne man blive ved at opremse regeringens og de andre
aftalepartiers modargumenter mod B 24.
Forskellen mellem det tidligere fremsatte forslag og det, der nu
behandles, er, at moms- og skattefritagelser samt afskrivninger er taget af
bordet, mens de forhold, som vedrører arbejdstagerne, er bibeholdt.
For at bruge deres egen argumentation er dispensation for bl.a. hviletid,
børnearbejde og ferie også i høj grad konkurrenceforvridende.
DA har udtalt (til bl.a. Jyllands-Posten 2/6 92), at de finder, at
lovforslaget er en meget dårlig ide for arbejdsmiljøet. DA siger:
»Det strider mod DA's politik at gøre et mindre godt arbejdsmiljø til
konkurrenceparameter mellem virksomhederne. Man skal ikke konkurrere hverken
nationalt eller internationalt på forskelle i arbejdsmiljøstandarden.«
Det er vigtigt at understrege, at reglerne om hviletidsbestemmelser
(arbejdsmiljøloven kap. 9) i høj grad er udarbejdet for at hindre
arbejdsulykker. Man må derfor gå ud fra, at det modsatte vil øge omfanget af
arbejdsulykker.
Her er byggefagene særlig hårdt ramt. Allerede i dag dør der i gennemsnit
en bygningsarbejder om måneden, og Arbejdstilsynets kampagne »Sort
plet« i november sidste år viste, at der er langt endnu, før de
eksisterende regler bliver overholdt.
Reglerne om hviletid og fridøgn er også vigtige for bygningsarbejdere af
hensyn til sociale og familiære fritidsperioder frem for f.eks.
udliggerarbejde med indkvartering og længere fravær fra hjemadressen.
Ud over de ulykkelige følger, et sådant forslag vil få for den enkelte
lønmodtager, må det også understreges, at det samfundsøkonomisk er dyrt at
åbne op for muligheden for flere arbejdsulykker i stedet for at begrænse dem.
Herudover finder vi det mærkværdigt at åbne op for lempelser af
miljølovens kapitel 10 vedrørende regler for unge under 18 år.
I dag må unge på byggepladserne f.eks. kun beskæftiges under et
læreforhold.
Herudover var det netop en del ulovligt og farligt arbejde udført af unge
i træbranchen, allerede sidst i 1980'erne, som bragte det farlige børne- og
ungdomsarbejde i fokus.
Debatten både herhjemme og i EF som helhed går også i den modsatte
retning. Dette gælder for så vidt hele lovforslaget, idet man, samtidig med
at man diskuterer, hvordan man vil undgå social dumping mellem EF-landene, er
ved at vedtage et forslag i det danske Folketing, som fremmer social dumping
inden for landets grænser.
Forslaget om erhvervszoner frembringer en række spørgsmål:
- Forventer regeringen, at EF-Kommissionen vil godkende sådanne
erhvervszoner i Danmark?
Begrundelse: Under 1. behandling af B 24 forventede industriministeren
ikke, at dette ville kunne lade sig gøre.
- Vil man i erhvervszonen kunne vedtage forhold, som ellers er bestemt i
EF-direktiver?
Begrundelse: Man er netop i EF i gang med at forhandle direktiver om
bestemmelser, som vedrører de i forslaget nævnte forhold. Som eksempler kan
nævnes arbejdstid samt børns og unges arbejde.
- Er en byggeplads i erhvervszonen omfattet af lovforslaget, selv om de
udførende byggefirmaer har hjemsted uden for zonen?
- Er et byggefirma med hjemstedsadresse i zonen omfattet, selv om de
enkelte byggepladser (hvor de har entreprise) ligger uden for zonen?
Begrundelse: Dispensationsprincippet om partsaftalen er uklart. I
byggebranchen, hvor der ikke er sammenhæng mellem virksomhedens hjemsted og
selve byggepladserne, må vi specielt frygte, at en række byggevirksomheder
vil flytte deres adresse inden for zonen for at opnå mere gunstige forhold
set fra deres side.
- Vil det være muligt i erhvervszonerne at dispensere fra hvilket som
helst overenskomstforhold?
- Kan man kræve, at en tilrejsende bygningsarbejder på en byggeplads inden
for en zone, skal fravige ellers overenskomstmæssige aftaler uden for zonen?
- Vil det kunne give konsekvenser for modtagelse af dagpenge, hvis en
arbejdstager i en erhvervszone nægter at tage arbejde under de aftalte
dispenserede forhold?
Begrundelse: Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet
med lovforslaget er at tilvejebringe hjemmel til at give dispensation på det
arbejdsretlige område inden for rammerne af de indgåede aftaler om
erhvervszoner. »Det arbejdsretlige område« er ikke defineret, og
man kan være bange for, at det vil kunne gælde hvilket om helst
overenskomstmæssigt forhold.
- Inden en eventuel vedtagelse af lovforslaget, vil man så undersøge
erfaringerne fra bl.a. lignende erhvervszoner i Storbritannien nærmere?
Begrundelse: Af f.eks. en artikel i Politiken 27. maj 1992 fremgår det, at
erhvervszonerne ikke tiltrækker særlig mange egentlige industrier eller
virksomheder. Mange af jobbene er »gamle« job ankommet via firmaer,
der er flyttet ind i området. Videre oplyses der i artiklen, at i
Storbritannien er de fleste erhvervszoner udløbet efter ti år, og der er ikke
planer om flere.
Spørgsmål nr. 13:
Udvalget anmoder om ministerens kommentarer til henvendelsen af 9. juni
1992 fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, jf. bilag 21.
Svar:
En stor del af de argumenter/kommentarer, som er fremført i henvendelsen
fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) svarer til de
argumenter/kommentarer, som er fremført af andre organisationer. Jeg henviser
derfor til mine kommentarer til disse henvendelser i spørgsmål 1, 6, 8 og 12
til L 289. I denne besvarelse har jeg derfor koncentreret mig om de forhold,
som ikke tidligere er kommenteret, eller som er specielt fremhævet i
henvendelsen fra BAT.
Henvendelsen fra BAT indeholder endvidere en række konkrete spørgsmål, som
er besvaret til sidst i svaret.
BAT anfører, at forskellen på B 24 og det nuværende forslag er, at moms-
og skattefritagelser samt afskrivninger ikke længere er medtaget, mens de
forhold, som vedrører arbejdstagerne, er bibeholdt.
Jeg skal gøre opmærksom på, at L 289 skal ses i sammenhæng med fem andre
lovforslag nemlig L 281, 293, 294, 297 og 299. Tilsammen muliggør de seks
forslag oprettelser af erhvervszoner som forsøgsordning. Jeg er ikke enig med
BAT i, at det kun er bestemmelserne vedrørende arbejdstagerne, der er
bibeholdt, f.eks. indeholder L 294 regler om afskrivning med dobbelte satser
i erhvervszoner.
Efter L 289 gives dispensationen til den enkelte virksomhed og kun til
virksomheder inden for et begrænset geografisk område (erhvervszonen). Der er
endvidere tale om et tidsbegrænset forsøg. Jeg finder derfor, at der ikke er
tale om konkurrenceforvridning i sædvanlig forstand, og der er derfor ikke
behov for at sikre andre virksomheder mod virkningerne af loven.
Netop fordi der er tale om at dispensere fra regler, som ellers er
ufravigelige, vil alle ansøgninger blive vurderet meget nøje. Jeg vil gerne
understrege, at formålet med dispensationsbemyndigelsen ikke er at ophæve de
pågældende love i erhvervszonerne. Formålet er at imødekomme ønsker fra de
ansatte og virksomheden om et mere fleksibelt og mindre bureaukratisk
regelsæt på de nævnte lovområder.
BAT finder det især kritisabelt, at der kan gives dispensation fra
reglerne i arbejdsmiljølovens kapitel 9 og 10. Efter BAT's opfattelse er det
især betænkeligt at fravige disse regler inden for byggefagene.
Vedrørende beskrivelsen af forholdene på byggepladserne er jeg enig i, at
Arbejdstilsynets »sorte plet«-indsats viste for mange grove
overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
Som følge af den utilfredsstillende situation, Arbejdstilsynets aktion
afdækkede, blev der som bekendt nedsat et hurtigtarbejdende udvalg bestående
af bygge- og anlægsbranchens arbejdsgivere og arbejdstagere.
Jeg har forstået, at parterne nu er indstillet på at gøre noget effektivt
for at forbedre arbejdsmiljøet på byggepladserne både med hensyn til
sikkerhedsorganisationen, brug af Branchesikkerhedsrådet og større
inddragelse af bedriftssundhedstjenesten. Parterne indgik således en
rammeaftale af 30. december 1991, som blev offentliggjort mandag den 20.
januar 1992.
Jeg forventer ikke, at en forsøgsordning vedrørende erhvervszoner vil få
indflydelse på denne rammeaftale, og da jeg finder det vigtigt, at parterne
finder sammen om at løse problemerne, vil jeg derfor se tiden an og først
gribe ind, såfremt jeg modtager meldinger om, at der stadig er alvorlige
arbejdsmiljøproblemer på byggepladserne.
Jeg agter således ikke at dispensere fra arbejdsmiljøloven kapitel 9 og 10
med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer i strid med denne rammeaftale.
Med hensyn til forholdet til EF henviser jeg til min besvarelse af
spørgsmål 8 (L 289 - bilag 11). Jeg kan tilføje, at regeringen selvfølgelig
går ud fra, at forsøgsordningen med erhvervszoner kan anerkendes af
EF-Kommissionen. Ellers ville vi ikke have indgået aftalen om oprettelse af
erhvervszoner.
Besvarelse af de konkrete spørgsmål, som fremgår af henvendelsen fra
BAT
A. Forventer regeringen, at EF-Kommissionen vil godkende sådanne
erhvervszoner i Danmark?
Ja, det gør regeringen, bl.a. fordi der er tale om et forsøg, hvis
geografiske og tidsmæssige udstrækning er begrænset.
B. Vil man i erhvervszonerne kunne vedtage forhold, som ellers er bestemt
i EF-direktiver?
Efter lovforslaget kan der kun gives dispensation fra de nævnte love med
tilhørende bekendtgørelser, hvis det ikke strider mod Danmarks internationale
forpligtelser. For så vidt angår kommende EF-direktiver henvises til min
besvarelse af spørgsmål 9 (L 289 - bilag 12).
C. Er en byggeplads i erhvervszonen omfattet af lovforslaget, selv om de
udførende byggefirmaer har hjemsted uden for zonen?
Nej. De ansatte på byggepladsen har ikke et ansættelsesforhold med
virksomheden beliggende i erhvervszonen. Endvidere kan en af betingelsrne for
at give dispensation ikke opfyldes: Der skabes ikke nye arbejdspladser af
mere varig karakter.
D. Er et byggefirma med hjemstedsadresse i zonen omfattet, selv om de
enkelte byggepladser (hvor de har entreprise) ligger uden for zonen?
Ja. Det er ikke en betingelse, at arbejdet fysisk udføres i erhvervszonen.
E. Vil det være muligt i erhvervszonerne at dispensere fra et hvilket som
helst overenskomstforhold?
Dispensationsbemyndigelsen gælder kun for de love med tilhørende
bekendtgørelser, som er opregnet i L 289. En aftale mellem de ansatte og
virksomheden om dispensation fra overenskomster må aftaleparterne selv
afhandle med de respektive overenskomstparter. Spørgsmålet, om en sådan
aftale er i strid med overenskomsterne, kan alene afgøres i det fagretlige
system.
F. Kan man kræve, at en tilrejsende bygningsarbejder på en byggeplads
inden for en zone skal fravige ellers overenskomstmæssige aftaler uden for
zonen?
L 289 omhandler ikke dispensation fra overenskomster, jf. svaret ovenfor
på spørgsmål F og mit svar på spørgsmål 4 (L 289 - bilag 4).
G. Vil det kunne give konsekvenser for modtagelse af dagpenge, hvis en
arbejdstager i en erhvervszone nægter at tage arbejde under de aftalte
dispenserede forhold?
Efter de gældende rådighedsregler skal et ledigt medlem af en a-kasse
kunne overtage et passende eller rimeligt arbejde på de løn- og
arbejdsvilkår, som er almindelige inden for arbejdsområdet.
Efter L 289 indgås en aftale mellem de ansatte og virksomheden. Denne
aftale skal efterfølgende godkendes af arbejdsministeren. Når en aftale er
godkendt, kan der efter min opfattelse ikke være tale om urimelige
arbejdsvilkår. Det har den konsekvens, at et ledigt medlem af en a-kasse ikke
uden dagpengemæssige konsekvenser kan afvise at tage arbejde på en sådan
virksomhed.
Det er endvidere min opfattelse, at en opsigelse fra en ansat under
henvisning til den indgåede aftale vil have de samme dagpengemæssige
konsekvenser som anden selvforskyldt ledighed.
Spørgsmål nr. 2:
Vil ministeren tilstille udvalget LAN's kommentarer til lovforslaget?
Svar:
I fortsættelse af mit foreløbige svar af 9. juni 1992 kan jeg nu oplyse,
at det af tidsmæssige grunde ikke har været muligt at forelægge sagen i LAN.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har imidlertid skriftligt forelagt sagen for LAN's
forretningsudvalg, og jeg vedlægger i den anledning de to indkomne svar fra
henholdsvis LO og DA.
Bilag
LO Landsorganisationen
i Danmark
Arbejdsmarkedsstyrelsen
Hejrevej 43
2400 København NV.
Under henvisning til Arbejdsmarkedsstyrelsens telefax modtaget d.d. kl.
13.19 og den efterfølgende telefonsamtale med fuldmægtig Erik Hove fremsendes
via telefax LO's skrivelse af 1. juni d.å. til Folketingets
Arbejdsmarkedsudvalg vedrørende samme lovforslag - nr. L 289 om dispensation
fra forskellige love i forbindelse med oprettelsen af erhvervszoner.
Indholdet af brevet til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg er samtidig LO's
bemærkninger til LAN's høringssvar.
Bilag
LO Landsorganisationen
i Danmark
FolketingetDen 1. juni 1992
Arbejdsmarkedsudvalget
Christiansborg Slotsplads
1218 København K
Vedr.: Lovforslag nr. L 289 om dispensation fra forskellige love i
forbindelse med oprettelsen af erhvervszoner
Den 12. maj 1992 fremsatte arbejdsministeren med det formål at styrke
erhvervsudviklingen og beskæftigelsen inden for økonomisk udsatte områder
lovforslag nr. L 289.
For at opnå dette mål foreslås, at der inden for afgrænsede erhvervszoner
i udsatte amter efter godkendelse af Arbejdsministeriet kan arbejdes, uden at
virksomheder opfylder de lovsikrede minimumsregler for beskyttelse af
lønmodtagere i ferieloven, funktionærloven og arbejdsmiljøloven kapitel 9 og
10 m.v.
Efter Landsorganisationens opfattelse vil forslaget kunne medføre
uhensigtsmæssig konkurrenceforvridning ikke alene mellem de forskellige
amter, men også lokalt mellem virksomheder inden for og uden for de
pågældende erhvervszoner.
Når dertil kommer, at de forskellige konkurrencevilkår opstår ved, at
virksomheder i erhvervszoner kan fritages for økonomiske forpligtelser over
for de ansatte, som ellers er generelt gældende på det danske arbejdsmarked
(social dumping), er lovforslaget efter LO's opfattelse yderst skadeligt.
Der skal herunder erindres om, at en hjørnesten i dansk politik med hensyn
til den sociale dimension i EF netop er at begrænse den ulige konkurrence,
der følger af social dumping. Hvis vi selv indfører muligheder for at
konkurrere på dårlige ansættelsesvilkår, vil det undergrave landets
troværdighed og dermed bestræbelserne for at opnå forbedringer i EF.
Det skal endvidere fremhæves, at de i lovforslaget § 1, stk. 1, pkt. 2,
nævnte love ofte er optaget som en integreret del af kollektive
overenskomster. Det betyder, at en fravigelse af lovene inden for specielle
erhvervszoner ud over forringelser af lønmodtagernes lovsikrede retsgarantier
også vil være brud på kollektive overenskomster (eller indgreb i bestående
kollektive overenskomster).
Til illustration af problemerne med det foreliggende lovforslag kan i
øvrigt nævnes spørgsmålet om, hvad der forstås ved »de ansatte« i
lovens § 1, stk. 1, pkt. 1. Konstruktionen med denne gruppe som aftaleparter
er ikke kendt i dansk ret, og det forekommer umiddelbart vanskeligt såvel at
afgrænse som at indpasse denne gruppes aftaler i det almindelige fagretlige
system.
Dertil kommer, at det er helt i strid med traditionen på det danske
arbejdsmarked, hvis kompetencen til at fravige generelle regler henlægges til
andre end arbejdsmarkedets parter.
Såfremt lovforslaget realiseres, bør der ud over arbejdsministerens
godkendelse af de forringede ansættelsesvilkår i det mindste indføres en
tilsvarende godkendelse fra de relevante parter på arbejdsmarkedet.
Afslutningsvis skal det oplyses, at lovforslaget i den foreliggende form
efter Landsorganisationen i Danmarks opfattelse er i strid med internationale
forpligtelser, Danmark har påtaget sig i henhold til ratificerede
ILO-konventioner.
Bilag
Dansk Arbejdsgiverforening10. juni 1992
Landsarbejdsnævnet (LAN)Arbejdsmarkedsstyrelsen
Hejrevej 43
2400 København NV
Forslag til lov om dispensation fra forskellige love i forbindelse med
oprettelsen af erhvervszoner
I brev af 9. juni 1992 er LAN's medlemmer blevet anmodet om at komme med
en udtalelse vedrørende ovennævnte lovforslag.
Indledningsvis bemærkes, at DA i almindelighed hilser lovforslag og andre
initiativer velkomne, der har til formål at skabe de bedst mulige generelle
vilkår for virksomhederne.
I den forbindelse er det imidlertid afgørende for DA, at sådanne
initiativer i deres indhold og konsekvenser ikke gør indgreb i den
eksisterende frie og lige konkurrence mellem virksomhederne.
Det foreliggende forslag, der giver mulighed for, at virksomheder
beliggende i særlige geografiske områder under nærmere fastsatte betingelser
kan opnå fritagelse for en række bestemmelser i lovgivningen, vil uundgåeligt
medføre ulige konkurrencevilkår for virksomheder placeret henholdsvis inden
for og uden for de såkaldte erhvervszoner.
DA er meget betænkelig ved etablering af erhvervszoner, idet sådanne zoner
vil virke konkurrenceforvridende og antagelig kun have den effekt, at der
flyttes arbejdspladser mellem forskellige regioner. Efter DA's vurdering vil
forslaget således samlet set ikke medvirke til varigt at øge beskæftigelsen.
Hertil kommer, at lovforslaget indebærer, at de særlige begunstigelser for
virksomheder beliggende i en erhvervszone bl.a. vil kunne bestå i en
fravigelse af den i øvrigt i landet gældende arbejdsmiljøstandard, lov om
ferie m.v. Lovforslaget vil herved principielt åbne mulighed for en
konkurrence mellem virksomhederne på arbejdslovgivningen og bryder derved med
de principper, der både af DA og andre forfægtes såvel herhjemme som i EF.
På denne baggrund skal DA meddele, at vi på det foreliggende grundlag ikke
finder at kunne støtte det fremsatte lovforslag.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BTL 7 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM RESTAURATIONS- OG HOTELVIRKSOMHED M.V. NR L 7 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 6. maj 1993
- 1995 BTB 104 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ADGANG TIL AT OPRETTE TVÆRFAGLIGE ARBEJDSLØSHEDSKASSER NR B 104 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 31. maj 1996
- 1991 BTL 281 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BUTIKSTID (FORSØGSORDNING VEDRØRENDE ERHVERVSZONER) NR L 281 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 3. juli 1992
- 1991 BTL 287 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AKTIVERINGSORDNING FOR LEDIGE PÅ BORNHOLM NR L 287 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 1. juli 1992
- 1991 BTL 80 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DANSK ERHVERVSUDVIKLINGSFOND NR L 80 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 16. januar 1992
- 1992 BTL 272 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM EN AKTIV ARBEJDSMARKEDSPOLITIK NR L 272 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 21. juli 1993