1996 BTL 230 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AKTIV SOCIALPOLITIK NR L 230 1996-97, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren og justitsministeren, som
disse har besvaret skriftligt.
Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og et af udvalgets
spørgsmål til justitsministeren samt disses svar herpå er optrykt i
betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Bresson, Lis, København,
Dansk Blindesamfund,
Dansk Socialrådgiverforening,
De Samvirkende Invalideorganisationer,
Den Sociale Højskole,
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Kommunernes Landsforening,
Landsorganisationen i Danmark og
Sølberg, Niels Ole, Hellerup.
Udvalget ønsker lovforslaget tilbage til fornyet behandling efter
2.behandling.
Der er af socialministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom
henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af
socialministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af
Enhedslisten stillede ændringsforslag.
Socialministeren har oplyst, at lovforslaget ligesom bistandsloven
indeholder forskellige muligheder for sanktion over for de personer, som
afviser at opfylde de forpligtelser, der er knyttet til hjælpen.
Læs alt
Udebliver en person eller dennes ægtefælle uden rimelig grund fra et
tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, kan
kommunen efter lovforslagets § 39 nedsætte kontanthjælpen, dog højst med 20
pct. Det foreslås i den forbindelse at udvide tidsrummet for, hvornår
kommunen kan nedsætte hjælpen, fra 1 til 3 måneder efter, at pågældende er
udeblevet.
Derudover har kommunen efter lovforslagets § 40 mulighed for i individuel
jobtræning at nedsætte beskæftigelsestillægget med det antal timer, som
deltageren er udeblevet uden rimelig grund.
Hvis en kontanthjælpsmodtager eller dennes ægtefælle uden rimelig grund
afviser et tilbud om arbejde, aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende
foranstaltning, ophører hjælpen, så længe muligheden for at benytte tilbudet
består, jf. lovforslagets § 41. Hvis tilbudet ikke længere er åbent, kan
kommunen vælge at yde kontanthjælpen mod tilbagebetaling efter lovforslagets
§ 91.
Efter lovforslagets § 87, stk. 2, kan kommunen udbetale hjælpen for
kortere perioder end en måned, hvis der er begrundet tvivl om, at modtageren
vil opfylde betingelserne for hjælp i hele perioden, som hjælpen er beregnet
til at dække.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de af Enhedslisten stillede ændringsforslag og
de af socialministeren under nr. 25, 30 og 34 stillede ændringsforslag.
For mindretallet har det altid haft højeste politiske prioritet at sikre
menneskers ret til at deltage i samfunds- og arbejdslivet. Derfor har SF
gennem årene leveret en stribe af forslag om bedre fordeling af arbejdet,
bedre uddannelsesadgang, flere regulære ansættelser til at lukke huller i den
offentlige service osv. Det er vores opfattelse, at arbejdsløshedsproblemet
skal løses solidarisk og ikke ved at lade enkelte grupper betale
arbejdsløshedens og udstødelsens pris. Men det er noget ganske andet end den
tvangsaktiveringstanke, der behersker nutidens socialpolitisk og
arbejdsmarkedspolitisk tænkning og praksis.
SF mangler fuldstændig i det lovforslag, der foreligger, og endnu mere i
det forlig, regeringspartierne har indgået med Venstre og Det Konservative
Folkeparti, en sammenkædning mellem pligter og rettigheder. Aktiveringsloven
er tømt for rettigheder. De unge - nu op til 30 år - har ingen ret til at
forhandle løn- og arbejdsforhold (i modsætning til samtlige andre grupper i
samfundet). Derfor har SF under forhandlingerne foreslået 4 ændringer, som
ville sikre, at unge aktiverede fik de rettigheder, alle andre grupper i
samfundet har:
Retten til at anke med opsættende virkning, retten til at forhandle løn-
og arbejdsforhold, retten til de arbejdsmarkedsrettigheder, der ellers følger
af at være tilstede på arbejdsmarkedet, og retten til at vælge et job, der
for den unge indeholder et kvalificerende perspektiv. Med disse få ændringer
har SF tilkendegivet både under 1. behandling og under forhandlingerne med
socialministeren, at SF ville kunne støtte lovforslaget.
På hele området om skånejob og beskyttet beskæftigelse savner SF
ligeledes, at arbejdsmarkedsrettighederne bliver knyttet på. Også det har SF
tidligere stillet forslag om i Folketinget, men desværre uden at kunne
overbevise regeringen. SF vil derfor stemme imod lovforslaget om aktivering,
der efter vores opfattelse betegner det brud, at den solidariske vej ud af
arbejdsløsheden opgives til ulempe for de unge, der nu anbringes på et
discountarbejdsmarked tømt for rettigheder.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved
2. behandling.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men har dog stillet en
række ændringsforslag. Mindretallet vil endvidere stemme for de af
socialministeren under nr. 24, 25, 27, 28, 30, 31 og 34 stillede
ændringsforslag.
Mindretallet ønsker, at der gøres en aktiv indsats for at nedbringe
antallet af ledige. Det kan ske ved en ændret fordeling af arbejdet,
forbedring af uddannelsessystemet og forbedret service i det offentlige,
f.eks. på sundheds-, social- og miljøområderne.
Folketingsflertallet mener tilsyneladende, at løsningen er
tvangsaktivering med meget begrænsede rettigheder. Derved bliver en stadig
større del af arbejdet i samfundet lavet af en særlig arbejdshær af lavt
betalte.
Tvangsaktivering fremmer polariseringen af samfundet. Der er ingen rimelig
grund til at forlange, at en stor gruppe medborgere skal udføre
samfundsnyttigt arbejde uden normale løn- og ansættelsesvilkår. I selve
tvangsbegrebet ligger en mistænkeliggørelse af de medborgere, arbejdsmarkedet
ikke står til rådighed for. Indholdet i de konkrete aktiveringstiltag i
kommunerne viser, at store dele af offentlige ansvarsområder inden for
kultur, det sociale område og sundhed løses ved tvangsaktivering. Det samme
gør sig gældende for f.eks. vedligeholdelse af offentlige bygninger,
institutioner og parker.
Mindretallet ønsker et solidarisk arbejdsmarked, hvor alle får mulighed
for at deltage aktivt med de kræfter og evner, de har.
Det indebærer også, at personer i skånejob/fleksjob får fuldtidsløn, hvis
de på grund af skånehensyn arbejder på deltid, og at de naturligvis får
almindelige arbejdsmarkedsrettigheder.
Mindretallet finder det, at en klage over et aktiveringstilbud ikke har
opsættende virkning, uacceptabelt, og det, at vurderingstemaet for klagen
ikke er, om det forbedrer den enkeltes erhvervsmuligheder, uforståeligt. Det
er også uacceptablet, at kommunen ikke skal lave en handlingsplan, som
beskriver, hvilken betydning den konkrete aktivering har i forhold til
personens uddannelses- eller beskæftigelsesmål.
Mindretallets ændringsforslag vil ændre karakteren af loven fuldstændigt,
så der etableres et lovsikret forsørgelsesgrundlag for alle de personer, der
er omfattet af loven.
ÆndringsforslagAf et mindretal (EL), tiltrådt af et
mindretal (SF):
Til § 8 1) Stk. 2 udgår.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
Til § 9 2) Stk. 1 affattes således:
»Kommunen skal ved aktivering lave en skriftlig plan i samarbejde med
den enkelte. Planen skal ud fra personens egne ønsker og forudsætninger
beskrive mål for arbejde eller uddannelse og fastlægge de aktiviteter, der
kan føre frem til målet. Er arbejde eller uddannelse ikke for tiden et
realistisk mål, kan planen gå ud på at stabilisere og forbedre personens
almindelige livssituation.«
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF, FP og EL):
Til § 10 3) Stk. 2, 3. pkt., udgår.
4) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3. Der gælder særlige regler om opfølgning i følgende
tilfælde:
1) Kommunen skal følge op på en erhvervsplan efter § 50 efter 6 måneder.
2) I sager om fleksjob og skånejob med løntilskud efter kapitel 7 skal
kommunen foretage opfølgning senest 6 måneder efter, at tilskuddet er
udbetalt første gang. Herefter skal opfølgningen ske senest 12 måneder efter,
at sagen sidst har været vurderet.«
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):
Til § 13 5) Stk. 2 udgår.
Stk. 3-4 bliver herefter stk. 2-3.
6) Stk. 5 udgår.
Til § 14 7) I stk. 1 ændres »10.000 kr.« til:
»50.000 kr.«, og »20.000 kr.« til: »100.000
kr.«
Til § 15 8) Paragraffen udgår.
Til § 17 9) Paragraffen udgår.
Til § 19 10) I stk. 1 udgår », der er fyldt 25 år,
og«.
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF, FP og EL):
Til § 20 11) I stk. 1 ændres »25 år« til: »30
år«.
12) I stk. 4 ændres »25 år« til: »30
år«.
Til § 21 13) I 1. pkt. ændres »25 år« til:
»30 år«.
Til § 24 14) »25 år« ændres til: »30 år«.
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):
Til § 25 15) Paragraffen affattes således:
»§ 25. Hjælpen udgør et månedligt beløb på 11.500 kr.«
Til § 26 16) Stk. 3 udgår.
Til § 30 17) Stk. 2 affattes således:
»Stk. 2. Når hjælpen til en gift person beregnes efter § 26,
stk. 2, trækker kommunen kun den del af den anden ægtefælles indtægt, som
overstiger hjælpen efter § 25.«
Til § 33 18) Stk. 1, nr. 3, affattes således:
»3) Vederlag for alle former for borgerligt ombud.«
Til § 39 19) Paragraffen udgår.
Til § 49 20) I stk. 1 udgår 2.-4. pkt.
Til § 51 21) Stk. 4 udgår.
Til § 52 22) Stk. 2-4 udgår.
Til § 56 23) Paragraffen udgår.
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF og FP):
Til § 68 24) I stk. 1, 2. pkt., ændres »jf. § 67«
til: »jf. § 69«.
Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af FP):
Til kapitel 7 25) Kapitlet affattes således:
»Kapitel 7
Fleksjob og skånejob med løntilskud m.v. § 70. Kommunen
sørger for, at personer under 67 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen
har mulighed for ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i
1) fleksjob efter § 71 og
2) skånejob med løntilskud efter § 75.
Stk. 2. Socialministeren kan under hensyn til Danmarks
internationale forpligtelser fastsætte regler om, at der inden for visse
erhvervsområder ikke er adgang til at beskæftige personer efter stk. 1.
Stk. 3. Kommunen giver tilbud om job efter stk. 1. Amtskommunen
kan give tilbud om disse job, når den er arbejdsgiver, eller hvis den aftaler
dette med kommunen.
Fleksjob til personer, der ikke modtager social pension §
71. Kommunen sørger for, at personer, der ikke modtager social pension,
og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på
arbejdsmarkedet, har mulighed for at blive ansat i fleksjob. Mulighederne for
revalidering til beskæftigelse på normale vilkår skal være udtømte, før der
kan tilbydes et fleksjob.
§ 72. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob.
Stk. 2. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen.
Tilskuddet er 1/3, 1/2 eller 2/3 af lønnen afhængig af graden af den nedsatte
arbejdsevne.
Stk. 3. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til
arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre
arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige 1/3, 1/2 eller 2/3 af den
mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller
af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af
udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre
arbejdsgiverbidrag.
Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 3 nedsættes med det beløb, som
arbejdsgiveren har ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Socialministeren kan fastsætte regler herom.
§ 73. Når kommunen eller amtskommunen har givet tilbud om
fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, som
udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet,
herunder efter de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal
overenskomsten på sammenlignelige områder gælde. Fastsættelse af løn og
øvrige arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen har pligt til at give tilbud om
fleksjob på fuld tid, medmindre den ansatte foretrækker
deltidsansættelse.
Ledighedsydelse § 74. Personer, som har været ansat i
fleksjob efter § 71 i 12 sammenhængende måneder, får ved uforskyldt ledighed
udbetalt en ledighedsydelse af kommunen. Kommunen udbetaler ledighedsydelsen
uden hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- eller formueforhold.
Stk. 2. Ydelsen udgør et beløb svarende til 82 pct. af
arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. Ydelsen kan dog højst udgøre et beløb, der
svarer til, hvad den pågældende i de forudgående tre måneder i gennemsnit har
modtaget i løn eller dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Stk. 3. Ledighedsydelsen kan udbetales i en periode på sammenlagt
3 måneder inden for 24 måneder.
Stk. 4. Det er en forudsætning for udbetalingen af
ledighedsydelsen, at modtageren opfylder betingelserne for at få et fleksjob,
og at den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i fleksjob.
Stk. 5. Ledighedsydelsen nedsættes med det beløb, som den ansatte
eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagernes Garantifond i
forbindelse med ophør af ansættelsen.
Stk. 6. Socialministeren bekendtgør størrelsen af de månedlige
beløb, der kan udbetales efter stk. 1.
Skånejob til personer, der modtager social pension § 75.
Kommunen giver tilbud om skånejob med løntilskud til personer, der får
førtidspension efter lov om social pension, når de pågældende ikke er i stand
til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på
arbejdsmarkedet.
§ 01. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte.
Stk. 2. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen.
Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag
til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet er
på 1/2 af den løn, som arbejdsgiveren betaler, dog højst 1/6 af den mindste
overenskomstmæssige timeløn
på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis
gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag
til ATP samt eventuelle andre arbejdsgiverbidrag.
§ 02. Når kommunen eller amtskommunen har givet tilbud om skånejob
med løntilskud, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder
arbejdstiden, ved aftale mellem arbejdsgiver og den ansatte. Dette skal ske i
samarbejde med de faglige organisationer.«
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):
Underændringsforslag
til ændringsforslag nr. 25 26) I den under ændringsforslag nr. 25
foreslåede § 02 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Hvis en del af skånehensynet er nedsat tid,
udbetales fuldtidsløn.«
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF og FP):
Til § 84 27) I stk. 2, nr. 2, ændres »5.000 kr.«
til: »5.211 kr.«
28) I stk. 2, nr. 3, ændres »15.000 kr.« til:
»15.469 kr.« og »5.000 kr.« til: »5.156 kr.«
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):
Til § 96 29) Efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum:
»Nævnet skal ved behandling af klage over et aktiveringstilbud
vurdere, om tilbudet forbedrer den enkeltes erhvervsmuligheder.«
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af FP):
Til § 102 30) Paragraffen affattes således:
»§ 102. Staten refunderer 100 pct. af en kommunes udgifter
til fleksjob efter § 72.
Stk. 2. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til
ledighedsydelse efter § 74 og til skånejob med løntilskud efter § 01.«
Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF og FP):
Til § 107 31) I stk. 1 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:
»5) § 77, stk. 3, om mindstebeløb for ATP-beregning.«
Nr. 5-8 bliver herefter nr. 6-9.
Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF, FP og EL):
Til § 109 32) Datoen »den 1. januar 1999« ændres til:
»den 1. juli 1998«.
Til § 110 33) Tidsangivelsen »ultimo december 1998«
ændres til: »ultimo juni 1998«.
Ny paragrafAf socialministeren, tiltrådt af et flertal
(udvalget med undtagelse af FP):
34) Efter § 114 indsættes som ny paragraf:
»§ 03. Socialministeren fremsætter forslag om revision af §§
71-74 inden udgangen af 1999.«
Bemærkninger
Til nr. 1 I forslaget til lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område slås fast, at al sagsbehandling skal ske ud fra en
helhedsvurdering. Forslagsstillerne er enig i dette princip.
Til nr. 2 En skriftlig handlingsplan er et godt redskab, som bl.a. har til
formål at beskrive, hvilket uddannelses- eller beskæftigelsesmål den enkelte
har, og hvorledes de enkelte tilbud om aktivering bringer vedkommende nærmere
dette mål.
Til nr. 3, 4, 11-14, 24, 25, 27, 28 og 30-34Almindelige bemærkninger
Som led i regeringens plan om at styrke den aktiverende indsats for de
unge foreslås det, at aldersgrænsen for aktivering af de unge sættes op fra
25 år til 30 år, både for dem, som har ledighed som problem, og for dem, som
har problemer ud over ledighed, og at alle under 30 år bliver sikret ret til
gentagne tilbud om aktivering. Efter gældende ret og forslag til lov om aktiv
socialpolitik har kommunen først pligt til at aktivere personer, der er fyldt
25 år, efter 12 måneder, og de har ikke ret til gentagne tilbud i modsætning
til de unge under 25 år.
Ændringsforslagene indebærer, at kommunen senest efter en periode med 13
ugers kontanthjælp skal aktivere alle under 30 år. Det afskærer dog på ingen
måde kommunen fra at aktivere gruppen tidligere.
Der sker ingen ændringer i ydelserne. Det vil sige, at skillelinjen for,
om en person skal have kontanthjælp med voksen- eller ungesatsen, fortsat er
25 år.
Der vil i forbindelse med udmøntningen af socialministerens bemyndigelse
til at fastsætte regler om kapitalpensioner, anden opsparing, der er beregnet
til fratræden fra arbejdsmarkedet, og livsforsikringer m.v. med
tilbagekøbsret efter § 15 i forslag til lov om aktiv socialpolitik blive
fastsat en bagatelgrænse for kapitalpensioner på ca. 50.000 kr. før betaling
af skatter og afgifter. Det betyder, at kommunen skal se bort fra
kapitalpensioner, som ikke overstiger denne grænse. Derudover vil der blive
fastsat regler om en karensperiode på 6 måneder, hvorefter kommunen i indtil
6 måneder fra ansøgningen om hjælp skal se bort fra kapitalpensioner uanset
størrelsen.
På baggrund af anbefaling fra Kontanthjælpsudvalget blev der i 1995 i
bekendtgørelse om særlig støtte til personer med høje boligudgifter eller
stor forsørgerbyrde indført et loft for den samlede hjælp i form af
kontanthjælp og særlig støtte på 100 pct. af højeste dagpengebeløb efter § 47
i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Loftet træder i kraft, når der er ydet
løbende hjælp i 12 måneder.
For at det skal kunne betale sig at arbejde, foreslås det at afkorte
loftet fra 12 til 6 måneder. Inden for en sådan frist vil der være tid til at
finde sig en billigere bolig.
Det foreslås at indarbejde reglerne om fleksjob og ledighedsydelse, sådan
som de fremgår af forslag til lov om ændring af lov om social bistand og lov
om dagpenge ved sygdom eller fødsel. (Regler om fleksjob m.v.) (L 270). Da
regeringen lægger vægt på at følge ordningen om fleksjob nøje i begyndelsen,
foreslås det, at reglerne om fleksjob tages op til revision inden udgangen af
1999.
Det foreslås desuden at fremrykke lovforslagets ikrafttræden, sådan at det
træder i kraft den 1. juli 1998.
Økonomiske konsekvenser
Efter ændringsforslagene hæves aldersgrænsen for aktivering af unge
kontanthjælpsmodtagere fra 25 til 30 år. Ændringsforslagene skønnes at
medføre en meraktivering af kontanthjælpsmodtagere i alderen 25 til 29 år på
ca. 4.100 helårspersoner som følge af den hævede aldersgrænse.
Ændringsforslagene skønnes at medføre en årlig merudgift på ca. 84 mio. kr. I
merudgiften indgår øgede driftsudgifter ved aktivering på 69 mio. kr. Skønnet
over driftsudgifternes størrelse tager udgangspunkt i en gennemsnitlig
driftsudgift på 22.500 kr. (PL-niveau 1997) pr. helårsaktiveret og er baseret
på kommunernes refusionsanmeldelser for 1996.
Ændringsforslaget om at indføre et loft over den udbetalte kontanthjælp på
100 procent af dagpengemaksimum efter 6 måneder skønnes at medføre en årlig
offentlig besparelse på ca. 7 mio. kr.
Ændringsforslaget om at indføre en karensperiode på 6 måneder for
kapitalpensioner og efter 6 måneder at indføre en bagatelgrænse på 50.000 kr.
før betaling af skatter og afgifter skønnes at medføre en offentlig merudgift
på ca. 10 mio. kr.
Ændringsforslaget om at fremrykke lovens ikrafttrædelsestidspunkt fra 1.
januar 1999 til 1. juli 1998 skønnes samlet at medføre en mindreudgift i 1998
på ca. 4 mio. kr. og en merudgift i de efterfølgende år på henholdsvis 78
mio. kr., 85 mio. kr. og 86 mio. kr.
Lovforslagets samlede økonomiske konsekvenser skønnes herefter at medføre
en årlig offentlig besparelse på ca. 78 mio. kr. Som følge af
ikrafttrædelsestidspunktet, den 1. juli 1998, og på grund af
overgangsordninger skønnes mindreudgiften i 1998 at blive ca. 4 mio. kr. og
de efterfølgende år henholdsvis 35 mio. kr., 63 mio. kr. og 65 mio. kr. Den
fulde virkning af loven indtræder først ca. 9 år efter lovens ikrafttræden
som følge af reglerne om skånejob.
De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.
Forslaget er omfattet af budgetgarantien bortset fra forslag vedrørende
skånejob.
De økonomiske konsekvenser vedrørende fleksjob er beskrevet i lovforslag
nr. L 270.
Administrative konsekvenser
Ændringsforslagene forventes ikke at have nævneværdige administrative
konsekvenser for kommunerne.
Der henvises til forslag til lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område, L 228.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Ad nr. 3 og 4
Med ændringsforslagene indarbejdes reglerne om opfølgning i sager om
fleksjob, sådan som de fremgår af forslag til lov om ændring af lov om social
bistand og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. (Regler om fleksjob m.v.)
(L 270). Det foreslås, at reglerne om opfølgning af skånejob med løntilskud
til personer, der modtager pension, ændres således, at der gælder samme
regler som for fleksjob.
Ad nr. 11 og 12
Det foreslås, at kommunens pligt til at aktivere de unge udvides til også
at omfatte aldersgruppen fra 25 til og med 29 år.
Udvidelsen af aldersgruppen omfatter såvel personer, der har ledighed som
problem, som personer, der har problemer ud over ledighed.
Ad nr. 13
Ændringen fra »25 år« til »30 år« er en konsekvens af
den foreslåede ændring i nr. 11 og 12. Herefter skal personer, der er fyldt
30 år, have et tilbud om aktivering senest efter en sammenhængende periode
med 12 måneders kontanthjælp.
Ad nr. 14
Det foreslås, at de 25-29-årige også får ret til gentagne tilbud om
aktivering på linje med andre unge under 25 år.
Ad nr. 24
Ændringen er redaktionel og sker som følge af ændringsforslag til lov om
social service (L 229).
Ad nr. 25
Det skønnes hensigtsmæssigt at indarbejde forslagene i L 270 om fleksjob
og ledighedsydelse i forslag til lov om aktiv socialpolitik, og derfor
stilles forslag om en ny affattelse af kapitel 7.
Kapitel 7 vil herefter indeholde reglerne om fleksjob, om ledighedsydelse
ved uforskyldt ledighed fra et fleksjob, og reglerne om skånejob med
løntilskud til personer, der modtager social pension - den gældende
1/3-ordning.
Ad §§ 70 og 71
Ændringsforslagene til §§ 70 og 71 er revideret som følge af indførelse af
fleksjob til personer, som ikke modtager social pension, og som har varige
begrænsninger i arbejdsevnen.
Ad § 72
I ændringsforslaget til § 72 er indsat de ændringer, der følger af, at
tilskuddet til arbejdsgiveren skal være fleksibelt, afhængig af ansøgerens
arbejdsevne. Bestemmelsen svarer til forslaget til § 49 b i bistandsloven,
jf. L 270 om fleksjob.
Ad § 73
Ændringsforslaget til § 73 indeholder konsekvensændringer vedrørende løn
og øvrige arbejdsvilkår, der følger af forslaget til § 49 c i bistandsloven,
jf. L 270 om fleksjob.
Ad § 74
Ændringsforslaget til § 74 er en konsekvens af forslaget om en
ledighedsydelse i § 49 d i bistandsloven, jf. L 270 om fleksjob.
Ad §§ 75 og 01
Den foreslåede affattelse af §§ 75 og 01 svarer til §§ 73 og 74 i det
fremsatte lovforslag, dog med en enkelt redaktionel ændring i § 75.
Ad § 02
Ændringsforslaget til § 02 er identisk med § 75, stk. 1, i det fremsatte
lovforslag, dog gælder bestemmelsen nu kun for skånejob med løntilskud.
Ad nr. 27 og 28
Det foreslås af redaktionelle grunde at indsætte de beløb, der pr. 1.
januar 1997 er gældende for hjælp til repatriering.
Ad nr. 30
Den foreslåede affattelse af stk. 1 betyder, at kommunens udgifter til
løntilskud til arbejdsgivere, der ansætter personer i fleksjob, refunderes
100 pct. af staten.
Stk. 2 indebærer, at staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til
ledighedsydelse og arbejdsredskaber m.v.
Ad nr. 31
Ændringen er redaktionel.
Ad nr. 32 og 33
Det foreslås at fremrykke lovforslagets ikrafttræden til 1. juli 1998 og i
konsekvens heraf at fremrykke tidspunktet for forskudsrefusion.
Ad nr. 34
Regeringen lægger vægt på, at ordningen om fleksjob følges nøje i
begyndelsen, og det foreslås derfor, at reglerne om fleksjob tages op til
revision inden udgangen af 1999.
Til nr. 5 Tilbud om aktivering bør være reelle tilbud og ikke sicilianske
tilbud, som man ikke kan sige nej tak til.
Til nr. 6 Forslagsstilleren ønsker en fælles sats for hjælp for alle.
Til nr. 7 og 8 En kapitalpension er en opsparing med skattefradragsret,
der er til almindelig disposition for indskyderen som enhver anden form for
ubunden opsparing. Forslagsstilleren ønsker derfor en generel forhøjelse af
formueloftet.
Til nr. 9 og 10 Der er ingen fornuftige grunde til at behandle under
25-årige anderledes end over 25-årige. Ændringsforslagene har til formål at
forhindre aldersmæssig diskrimination.
Til nr. 15 og 16 Ændringsforslagene sigter mod at sikre alle en ensartet
minimumsindtægt.
Til nr. 17 Konsekvensændring i forhold til ændringsforslag nr. 15.
Til nr. 18 Ændringsforslaget har til formål at skabe lighed mellem
personer, der påtager sig borgerlige ombud. Det er åbenlyst urimeligt, at
f.eks. et kommunalbestyrelsesmedlem med fuldtidsjob oppebærer sit vederlag
uden indtægtsreduktion, hvorimod en kontanthjælpsmodtager bliver trukket
fuldt ud. Forslagsstilleren anser ikke folketingsmedlemskab for at være et
borgerligt ombud.
Til nr. 19 Ændringsforslaget er en konsekvens af, at tilbud og aktivering
med ændringsforslag nr. 4 bliver reelle tilbud.
Til nr. 20 Der er ingen fornuftige grunde til at gøre revalideringsforløb
tidsbegrænsede. Den plan, der er fornuftig for den enkelte, bør danne
udgangspunkt for bevillingen.
Til nr. 21 og 22 Hvis man er anerkendt som revalidend, skal hjælpen ydes
uafhængig af ens alder.
Til nr. 23 Ændringsforslaget er en konsekvens af, at tidsbegrænsningen
ophæves, jf. ændringsforslag nr. 20.
Til nr. 26 Ændringsforslaget har til formål at sikre, at personer med
nedsat erhvervsevne får imødekommet deres skånehensyn, uden at det har
økonomiske konsekvenser.
Til nr. 29 Ændringsforslaget har til formål at præcisere, at et
aktiveringstilbud altid skal forbedre den enkeltes erhvervsmuligheder.
Forslagstilleren er tilfreds med, at det nu bliver muligt at klage over
afgørelser om aktivering, men finder vurderingsgrundlaget for klagen for
dårligt.
Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S)
Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Dorit Myltoft (RV) Bruno Jerup
(EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming
Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Højte Jensen (KF) Jens Jørgensen
(KF) Lene Espersen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag 1
Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 6:
Ministeren bedes forklare, hvorfor vurderingsgrundlaget i forbindelse med
behandling af en klage over et aktiveringstilbud er rimeligt eller urimeligt,
og hvilken betydning det vil få, hvis vurderingsgrundlaget ændres til, om
aktiveringstilbudet skønnes at forbedre den enkeltes erhvervsmuligheder.
Svar:
Såvel tilbud om arbejde som tilbud om aktivering/beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger skal være rimeligt. Når en kommune skal foretage en
vurdering af, hvorvidt et aktiveringstilbud skønnes at være rimeligt, sker
dette med udgangspunkt i, hvad den enkelte person skønnes at kunne klare.
Ethvert tilbud til en person, hvis overvejende problem er, at personen
mangler et arbejde, vil i almindelighed opfylde betingelserne om at være
beskæftigelsesfremmende og dermed et rimeligt tilbud. Hvis der er tale om
personer med andre problemer end ledighed, lægges der vægt på andre
målsætninger, f.eks. hvordan modtageren ved andre former for aktiviteter kan
forbedre sin livssituation.
Et tilbud om aktivering vil ikke være rimeligt, hvis der er konkrete
forhold hos personen, f.eks. helbredsmæssige forhold, som kan bevirke, at
tilbudet ikke er rimeligt. Et tilbud vil heller ikke være rimeligt, hvis
tilbudet i sig selv måtte være formålsløst, eller hvis det kvalificerende
element er ganske underordnet.
Ved aktiveringstilbud, der etableres med henblik på at forbedre den
enkeltes livskvalitet, ville elementet omkring det livskvalitetsforbedrende
fortabes, såfremt vurderingsgrundlaget blev ændret til en bedømmelse af, om
aktiveringstilbudet skønnes at kunne forbedre den enkeltes
erhvervsmuligheder.
Det skal bemærkes, at der ved vurdering af aktiveringstilbud til ledige
dagpengemodtagere efter lov om en aktiv arabejdsmarkedspolitik ligeledes
tages udgangspunkt i, hvorvidt tilbudet skønnes at være rimeligt. Der er
således søgt at etablere så stor overensstemmelse som muligt mellem de to
regelsæt.
Bilag 2
Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 28:
Er bestemmelsen i lovforslaget om, at hjælpen ophører, når modtageren uden
rimelig grund afviser et tilbud om arbejde eller aktivering (§ 41) i strid
med grundlovens § 75, stk. 2?
Svar:
1. Lovforslaget
Bestemmelsen i § 41 i lovforslaget om aktiv socialpolitik har følgende
ordlyd:
»§ 41. Hjælpen ophører, hvis modtageren eller ægtefællen uden
rimelig grund afviser et tilbud om arbejde, aktivering efter § 16, stk. 2,
nr. 1-5 og 8, eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, så længe
muligheden for at benytte tilbudet består.«
I bemærkningerne til bestemmelsen er det bl.a. anført:
». . . .
Det vil almindeligvis være en betingelse for at standse hjælpen, at
tilbudet har et omfang, så det er et reelt alternativ til passiv forsørgelse.
Heri ligger, at et tilbud af ganske få timers varighed pr. uge normalt ikke
kan begrunde, at hjælpen ophører.
Kravet om, at modtageren skal udnytte sine arbejdsmuligheder, må tilpasses
individuelt under hensyn til personens forudsætninger. Generelt vil kravene
være strengere til personer, der kun har ledighed som problem, jf. også
bemærkningerne til § 13.
For personer, der har større eller mindre sociale problemer ud over
ledighed, bør kommunen være opmærksom på, om der ligger andre årsager bag, at
en person afviser eller udebliver fra et tilbud. Kommunen bør i sådanne
tilfælde foretage en nærmere vurdering af, om der evt. er behov for andre
eller supplerende tilbud. Det gælder særligt i forhold til de svagt stillede
grupper, f.eks. stofmisbrugere og svært belastede unge.«
Bestemmelsen er udtryk for en videreførelse af den gældende retstilstand.
I den gældende bistandslov er det således fastsat, at ydelse af hjælp
forudsætter, at den, der søger hjælpen, og dennes ægtefælle har udnyttet sine
arbejdsmuligheder. Dette kan f.eks. anses for godtgjort, når den pågældende
ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i
beskæftigelsesfremmende foranstaltninger (bistandslovens § 40, stk. 1, nr.
1).
2. Grundlovens § 75, stk. 2
Grundlovens § 75, stk. 2, har følgende ordlyd:
»§ 75. . . .
Stk. 2. Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis
forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det
offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom
påbyder.«
Bestemmelsen indebærer, at der skal bestå et offentligt forsorgsvæsen, der
sikrer enhver, der ikke kan klare sig selv, og hvis forsørgelse ikke påhviler
andre, en egentlig ret til hjælp.
Ordlyden i 2. led i bestemmelsen (». . . . dog mod at underkaste sig
de forpligtelser . . . .«) synes umiddelbart at indebære, at hjælpen kan
betinges af, at modtageren opfylder enhver forpligtelse, som måttte være
fastsat i loven. Det antages imidlertid, at dette led i bestemmelsen ikke
giver hjemmel til at afslå at hjælpe en person, der ikke kan forsørge sig
selv elle sine, fordi den pågældende ikke opfylder de forpligtelser, der er
fastsat i loven, jf. herved bl.a. Henning Matzen, Den Danske
statsforfatningsret III (1909), side 363, Knud Berlin, Den Danske
Statsforfatningsret, anden del, 2. halvbind (1934), side 416, og Henrik
Zahle, Dansk forfatningsret 3, Menneskerettigheder (1997), side 202, men cf.
formentlig Carl Georg Holck, Den Danske Statsforfatningsret, Anden Del
(1869), side 335. Det, som dette led i bestemmelsen navnlig må antages at
tage sigte på, er de rettighedsfortabende virkninger, som på tidspunktet for
grundlovens vedtagelse var forbundet med modtagelsen af fattighjælp, jf.
bl.a. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret 2, 3. udg. ved Ole Espersen (1980),
side 785, socialministerens svar på spørgsmål nr. S 940 af 28. juni 1989
(Folketingstidende 1988-89, Folketingets forhandlinger, sp. 11600), og Henrik
Zahle, a.st., side 201, hvor der bl.a. anføres følgende:
»Ved modtagelsen af hjælpen fra det offentlige må den pågældende
»underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder«. Denne
passus henviste til den form for offentlig hjælp, som under betegnelsen
fattighjælp medførte tab af modtagerens rettigheder, f.eks. til indgåelse af
ægteskab, der krævede Fattigkommissionens samtykke, til sine
ejendele, og i medfør af grundloven 1849 § 35 (1953 § 29, stk. 1, 2.
pkt.) . . . . bortfald af valgret. Udviklingen siden 1849 er gået i
retning af en stadig begrænsning af rettighedsfortabelse som følge af en
modtagelse af offentlig bistand. Ved en lovrevision i 1965 afskaffedes de
sidste rester af en sådan regulering. Modtagelse af offentlig bistand har
således ikke (længere) nogen virkning på eksempelvis valgretten. Eventuelle
regler om sådanne virkninger må indføres ved lov . . . .'
Bestemmelsen angiver ikke omfanget af hjælpen. Det antages imidlertid, at
bestemmelsen forudsætter, at det påhviler det offentlige at garantere enhver
et eksistensminimum, jf. Alf Ross, a.st., side 784, og socialministerens
ovennævnte besvarelse. Om spørgsmålet kan endvidere henvises til Kirsten
Ketscher, Offentlig børnepasning i retlig belysning (1990), side 71.
Bestemmelsen i grundlovens § 75, stk. 2, udelukker ikke, at der nægtes
kontanthjælp i tilfælde, hvor behov for forsørgelse kan afhjælpes på anden
måde, f.eks. ved, at den pågældende tager imod et rimeligt tilbud om arbejde.
Om forholdet mellem et sådant afslag på kontanthjælp og grundlovens § 75,
stk. 2, anfører Kirsten Ketscher, a.st., side 69, bl.a.:
»Det er også forekommet, at kommuner har nægtet hjælp til
»arbejdssky« personer, der ikke har villet efterkomme kravet om at
stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er nu en almindelig
opfattelse, at man ikke kan nægte sådanne personer hjælp, når der ikke rent
faktisk findes et konkret arbejdstilbud til dem. Såfremt der findes et
arbejdstilbud kan hjælp nægtes, så længe tilbudet står åbent. Hermed
overholdes selvforsørgelsesprincippet og den offentlige forsørgelses
subsidiære karakter . . . .
Den konkrete udmøntning af kravet om selvforsørgelse skal have en
realistisk karakter. Arbejdskravet afgrænses både i forhold til det tilbudte
arbejde derved, at det må anses for rimeligt at forlange, at den pågældende
påtager sig dette arbejde, og i relation til den individuelle ansøgers
helbredstilstand, forudsætninger m.v. . . . »
3. Vurdering
Efter grundlovens § 75, stk. 2, er retten til hjælp af det offentlige
betinget af, at den pågældende ikke kan ernære sig eller sine, og at
forsørgelsen af den pågældende ikke påhviler nogen anden.
I bestemmelsen er det ikke fastsat, i hvilken form hjælpen skal ydes, når
blot den pågældende herved garanteres et eksistensminimum. Hjælpen kan f.eks.
bestå i et arbejdstilbud, således at den pågældende ved at påtage sig det
tilbudte arbejde (atter) bliver i stand til at forsørge sig selv og sine. Har
den pågældende ikke vilje/lyst til at tage imod det tilbudte arbejde, kan
hjælp nægtes. Dette er også lagt til grund for lovgivningen, jf. pkt. 1
ovenfor. Det må dog være en forudsætning herfor, at den ret til offentlig
forsørgelse, der er fastsat i grundlovens § 75, stk. 2, ikke gøres
illusorisk, f.eks. ved, at det arbejde, der tilbydes, forudsætter
kvalifikationer, som den pågældende - selv med sin bedste vilje - ikke kan
opfylde, jf. Kirsten Ketscher, a.st., side 68 f.
Spørgsmålet er herefter, om bestemmelsen i lovforslagets § 41 er forenelig
med det anførte.
Bestemmelsen indebærer, at kontanthjælpen ophører, hvis modtageren eller
dennes ægtefælle uden rimelig grund afviser et tilbud om arbejde eller
aktivering m.v. Hjælpen ophører imidlertid kun, så længe tilbudet står åbent.
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., at kravet om, at modtageren
skal udnytte sine arbejdsmuligheder, må tilpasses individuelt under hensyn
til personens forudsætninger.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at bestemmelsen i
lovforslagets § 41 ikke er i strid med grundlovens § 75, stk. 2.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Det Kommunale
Kartel og Finansrådet.
Der er af socialministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom
henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af
socialministeren stillede ændringsforslag. Flertallet stemmer imod de af
mindretallet stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme for
det af socialministeren stillede ændringsforslag og imod de af et mindretal
stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Mindretallet mener, at lovforslaget på visse punkter er en forbedring af
den eksisterende lovgivning, men der mangler stadig meget. Fremskridtspartiet
har derfor stillet en række ændringsforslag som udtryk for de steder, hvor
Fremskridtspartiet ønsker forbedringer af lovforslaget.
Fremskridtspartiet finder det rigtigt, at der sker en tidlig aktivering af
så mange som muligt, og er derfor tilfreds med, at gruppen, der er omfattet
af tidlig aktivering, udvides til at gælde alle under 30 år.
Fremskridtspartiet havde gerne set, at ændringsforslaget til 2. behandling om
at lade det være en pligt at udarbejde skriftlige planer og efterfølgende
foretage løbende opfølgning var blevet vedtaget. Dette skete desværre ikke.
Hvis Fremskridtspartiets ændringsforslag vedtages, vil Fremskridtspartiet
stemme for det samlede lovforslag, ellers ikke.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller
lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme imod de stillede
ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (FP):
Til § 2 1) I stk. 2 indsættes efter »ophører ved«
ordet: »faktisk«.
Til § 3 Principalt:
2) Stk. 1, stk. 2, nr. 3, stk. 4 og 5 udgår.
Subsidiært:
3) I stk. 4 ændres »3 år« til: »7 år«,
og i stk. 5 udgår nr. 1 og 4.
Til § 4 4) Paragraffen udgår.
Til § 16 5) Stk. 2, nr. 6, udgår.
Til § 23 6) Paragraffen udgår.
Til § 25 7) I stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»forsørgelsespligt over for« ordet: »hjemmeboende«.
Til § 28 8) Paragraffen udgår.
Til § 31 9) I stk. 1, 1. pkt., udgår »eller indtægter
som led i aktivering eller andre beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger«.
Til § 33 10) Stk. 1, nr. 3 udgår.
Til § 35 11) Paragraffen udgår.
Til § 36 12) Stk. 2 udgår.
Til § 39 13) Stk. 2, 3. pkt., udgår.
Til kapitel 5 14) Kapitlet (§§ 42-45) udgår.
Til § 47 15) Stk. 2, nr. 2, udgår.
Til § 48 16) Paragraffen udgår.
Til § 73 17) Stk. 1, 3. pkt., udgår.
Til § 77 18) 2. pkt. udgår.
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af EL):
Til § 117 19) Tidsangivelsen »inden udgangen af 1999«
ændres til: »inden udgangen af 2000«.
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget understreger, at der skal være tale om en
faktisk separation eller skilsmisse.
Til nr. 2 og 4 Loven bør kun gælde for danske statsborgere. Udlændinges
rettigheder og pligter bør være beskrevet i udlændingeloven.
Til nr. 3 Hvis ikke ændringsforslag nr. 2 vedtages, bør det være et
minimumskrav, at den pågældende har været lovligt i Danmark så længe, at
vedkommende kunne søge dansk statsborgerskab.
Sidste del af ændringsforslaget er en konsekvens af, at § 4 foreslås at
udgå.
Til nr. 5 Frivillige og ulønnede aktiviteter bør ikke kunne stå i stedet
for en reel aktivering. Formålet med aktivering skal altid være at få den
pågældende over i reel beskæftigelse. Frivilligt arbejde kan således udføres
i fritiden og ikke på skatteydernes regning.
Til nr. 6 Det virker helt grotesk, at der i lov om aktiv socialpolitik
findes en paragraf, som direkte tillader den ledige at gå ledig uden
aktivering i en måned om året. Formålet med aktivering er at få den
aktiverede over i reel beskæftigelse, hvilket ikke sker ved at lade den
ledige holde ferie en måned om året. Samtidig skal der huskes på, at denne
ferie betales af skatteyderne.
Til nr. 7 Det skal understreges, at der skal være tale om hjemmeboende
børn, ellers er der ingen mening i at forhøje hjælpen med 2.275 kr. hver
måned.
Til nr. 8 Loven bør kun gælde for danske statsborgere. Udlændinges
rettigheder og pligter bør være beskrevet i udlændingeloven.
Til nr. 9 og 12 Det er rimeligt nok, at der ses bort fra 10 kr. pr. udført
arbejdstime, hvis der er tale om reel beskæftigelse, hvorimod det ikke ses
hensigtsmæssigt at belønne dem, der får stillet en aktivering til rådighed af
det offentlige. Aktivering skal ikke være en sovepude med flere fordele, men
en kortvarig afbrydelse fra reel beskæftigelse. Derfor skal der ikke gives
belønning til dem, der basalt set bare udfører deres pligt for at kunne
modtage kontanthjælp.
Til nr. 10 Alle andre mennesker, der deltager som tilforordnede ved valg,
må tage fri fra deres arbejde og dermed miste den indtægt. Til gengæld kan de
få vederlaget for at være tilforordnede ved valg. Hvis kontanthjælpsmodtagere
kan få både kontanthjælp og vederlag, stilles de klart bedre end personer i
beskæftigelse, hvilket ikke er rimeligt.
Til nr. 11 Personer i jobtræning vil typsik være personer, som har brug
for at indlære visse færdigheder. Når arbejdsgiveren således ikke får en 100
pct. arbejdsdygtig medarbejder, er det heller ikke rimeligt, at personen i
jobtræning skal have fuld overenskomstmæssig løn. Princippet om løn efter
fortjeneste bør gælde.
Til nr. 13 Hvis en person ikke gider at give fremmøde, kan den pågældende
heller ikke gøre krav på, at skatteyderne bare skal betale for dennes
underhold. Når det stilles som en betingelse for at modtage hjælp, at
personen deltager i aktivering, skal det også kræves. Det er således ikke
rimeligt, at nedsættelse af kontanthjælpen højst må udgøre 20 pct., hvis
personen f.eks. slet ikke møder op.
Til nr. 14 Igangsætningsydelse er konkurrenceforvridende og i visse
tilfælde direkte årsag til, at andre ellers velfungerende forretninger må
lukke og dermed sende andre på overførselsindkomst. Igangsætningsydelse skal
derfor helt udgå af lovgivningen.
Til nr. 15 Revalidering er en rigtig god ting, som der bør satses meget
på. Dog bør der også tages klart hensyn til dem, som rent faktisk ikke kan
arbejde, uanset revalidering. Hvis en person kan revalideres, gælder det bare
om at komme i gang med revalideringen. Erhvervsmodnende eller afklarende
aktiviteter er en syltekrukke uden nogen som helst konkret værdi i forhold
til den fortsatte revalidering. Disse aktiviteter kan med fordel springes
over. Derfor ændringsforslaget om, at bestemmelsen udgår.
Til nr. 16 Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 15.
Til nr. 17 og 18 Fagbevægelsen skal ikke have vetoret. Hvis arbejdsgiveren
og arbejdstageren selv har aftalt en overenskomst for det arbejde, der skal
udføres, er der ingen grund til at fagbevægelsen blandes ind i det, medmindre
nogen af parterne ønsker det.
Til nr. 19 Det foreslås, at tidspunktet for revision af reglerne om
fleksjob og ledighedsydelse udskydes til år 2000.
Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S)
Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Dorit Myltoft (RV) Bruno Jerup
(EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming
Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Højte Jensen (KF) Jens Jørgensen
(KF) Lene Espersen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Afslag på anmodning om repræsentation i Offshoresikkerhedsrådet Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. marts 2008
- 1995 BTL 37 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM SOCIAL PENSION (INDFØRELSE AF ÆLDRERÅD OG AF KLAGERÅD PÅ HJEMMEHJÆLPSOMRÅDET M.V.) NR L 37 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 2. januar 1996
- 1996 BTL 231 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL PENSION OG LOV OM DELPENSION (TILKENDELSESKOMPETENCE, ADMINISTRATION M.V.) NR L 231 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 24. juni 1997
- 1995 BTL 271 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ÆNDRING AF REGLERNE I § 58 OM STØTTE TIL SÆRLIGT PERSONLIGE HJÆLPEMIDLER) NR L 271 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 13. juni 1996
- Betænkning over Forslag til lov om social service Retsinformation · 23. november 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social pension og andre love Retsinformation · 9. august 2001