Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 15 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BESPARELSER PÅ LÆGEMIDDELOMRÅDET

1990/1 BSF 15Beslutningsforslag som fremsatFolketinget6. november 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger sundhedsministeren at fremsætte et lovforslag,

der omfatter nedenstående punkter:

1. Indførelse af offentlig prisfastsættelse på medicin.

2. Ophævelse af grossisternes brancheaftale om, at alle grossister skal

føre fuldt sortiment, og at alle skal være forpligtet til at videresælge til

den af leverandørerne fastsatte apotekerindkøbspris.

3. Ophævelse af begrænsningerne i sygehusenes adgang til direkte køb af

medicinalvarer uden om et apotek. Ophævelse af begrænsningerne i adgang til

at producere og levere sygehusspecifikke lægemidler.

4. Indførelse af mulighed for generisk ordination, således at lægen kan

overlade til apoteket - i samarbejde med brugeren - at vælge det billigst

acceptable af den ordinerede type præparater.

5. Ændring af apoteksavancen på receptpligtige lægemidler, så der

fastsættes et ens, fast beløb pr. ekspederet enhed.

6. Igangsættelse af et udvalgsarbejde med henblik på nedbringelse af det

lægeordinerede medicinforbrug - også på hospitaler og institutioner -

specielt for så vidt angår sove- og nervemedicin.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Såvel det offentliges som den enkelte brugers udgifter til medicin og

medicintilskud har igennem flere år været kraftigt diskuteret. Det danske

prisniveau ligger i den øverste tredjedel blandt de europæiske lande og ca.

30 pct. over det svenske og 50 pct. over det franske og italienske niveau,

som det fremgår af »Budgetanalyse af medicinområdet«, der i juni

1990 blev udarbejdet af Finansministeriet, Sundhedsministeriet,

Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen.

Udgifterne til lægemidler er steget voldsomt, først og fremmest på grund

af prisstigninger og omlægning af forbruget til dyrere præparater. Der er dog

også sket en intensiveret behandling på specielle områder, men sammenlignet

med andre lande ligger det danske lægemiddelforbrug generelt ikke højt.

Læs alt

Med hensyn til sove- og nervemedicin gør det modsatte sig imidlertid

gældende, som det netop er oplyst i Sundhedsstyrelsens publikation

»Psykofarmakaforbruget« fra oktober 1990. Her påvises, at Danmarks

forbrug ligger højt sammenlignet med de øvrige nordiske lande.

For forbrugerne har medicinpriserne en afgørende betydning for

privatøkonomien, der desuden ofte er forværret på grund af den lidelse, der

skal behandles med medicin. De danske regler for refundering af udgifter til

medicin er væsentlig ringere, end de er i mange af de lande, vi sammenligner

os med, som det f.eks. fremgår af »Comparative Tables of the Social

Security Scenes in the Member States of the European Communities«, 15.

udgave af 1. juli 1988. Derfor er det af afgørende betydning for forbrugerne,

at medicinudgifterne begrænses mest muligt.

Den samme interesse bør også gøre sig gældende fra offentlig side, da

apoteksudsalgspriserne i dag er bestemmende for udgiftsniveauet såvel til

sygesikring som til medicin indkøbt til hospitals- og anden

institutionsbehandling.

Det kan ikke være de danske forbrugeres og de danske skatteyderes opgave

at sikre medicinalfirmaerne en fortjeneste, der ligger langt over, hvad de

kan få i andre lande.

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte punkter

ad pkt. 1

Danmark adskiller sig fra de lande, vi normalt sammenligner os med, idet

det i praksis er meget vanskeligt at gennemføre en indgående kontrol med

priserne på medicin efter den gældende lovgivning. Dette set i sammenhæng med

en ikke eksisterende konkurrence på medicinområdet i Danmark gør, at

prisniveauet ligger uacceptabelt højt.

En offentlig prisfastsættelse på medicin i Danmark skal tage udgangspunkt

i medicinpriserne på identiske præparater i de nordiske lande og i EF og

udregnes efter et system i lighed med det, der praktiseres i Sverige.

Prisfastsættelsen må hermed kunne opfylde de krav, der med rette kan stilles

om objektivitet og kontrollerbarhed.

ad pkt. 2

Der findes i Danmark kun ganske få lægemiddelgrossister, hvilket

bevirker, at de i realiteten har absolut monopol på distributionen til

apotekerne. Grossisterne er bundet af den af leverandørerne fastsatte

apoteksindkøbspris. Sammenhængende med den manglende mulighed for

priskonkurrence grossisterne imellem holder man hinanden i skak med en aftale

om, at alle skal forhandle samtlige varer. Ved at ophæve denne brancheaftale

vil der være store rationaliseringsmuligheder.

ad pkt. 3

Ved at give sygehusene mulighed for at handle direkte med producenter og

importører og ved at lade sygehusapotekerne producere og levere direkte til

hinanden vil der kunne opnås en omkostningsbesparelse.

ad pkt. 4

Arbejdet med at omlægge medicinforbruget fra dyre til billigere

ligeværdige præparater skal intensiveres og støttes fra Sundhedsstyrelsen i

form af løbende, lettilgængelig information til såvel læger som farmaceuter.

ad pkt. 5

Det gældende avancesystem understøtter ikke bestræbelserne på at sælge

billigst muligt. Der bør ske en avanceomlægning, der afspejler arbejdet med

udlevering af det enkelte præparat, der er det samme uanset pris.

ad pkt. 6

På baggrund af forsøg med reduktion og billiggørelse af lægernes

medicinordination vil der formentlig være mulighed for væsentlige

besparelser. Lægemiddelkomiteernes arbejde bør intensiveres, og hospitaler,

plejehjem og andre institutioner bør skærpe opmærkosmheden omkring

ordinationsmængden.

Forsøg i Frederiksborg Amtskommune med ansættelse af lægemiddelkonsulent

til institutionerne har givet en besparelse på flere gange udgiften til løn.

Besparelsen vil udmøntes i lavere sygesikrings- og hospitalsudgifter.

Et udvalgsarbejde vil kunne give retningslinjer for en skærpet

opmærksomhed på dette område.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter