Spring til indhold

Retsinformation

Leveringsaftaler - medicindistribution (* 1) (* 2)

KEN nr 51180 af 22/12/1982Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Leveringsaftaler - medicindistribution (* 1) (*

2)

År 1982, den 22. december, blev i sagen j.nr. 57/82, Amtsrådsforeningen i

Danmark ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende

K E N D E L S E:

I skrivelse af 25. november 1982 har landsretssagfører Aage Spang-Hanssen

som advokat for Amtsrådsforeningen i Danmark klaget over en af

monopoltilsynet truffet afgørelse, hvorved monopoltilsynet har afvist at

gribe ind over for en omlægning af distributionen af fabriksfremstillede

lægemidler til sygehusapoteker.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynet tilpligtes at gribe

ind og at udstede et pålæg om, at ordningen ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet. Som biintervenient til

støtte for klagerens påstand er indtrådt A. L.-Pharma ved advokat Niels Søby.

Som biintervenient til støtte for monopoltilsynets påstand er indtrådt

Arbejdsudvalget for medicindistribution ved højesteretssagfører E.

Groth-Andersen.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 25. november, 8.

december og 10. december 1982 fra klagerne og i indlæg af 30. november og 10.

december 1982 samt i indlæg af 7. december og 13. december 1982 fra

biintervenienterne. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 14. og 21. december 1982.

På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 5. juli 1982

fra monopoltilsynet til Arbejdsudvalget for medicindistribution. Ved

skrivelse af 11. marts 1981 har Arbejdsudvalget for medicindistribution

fremsendt et oplæg til samlet distribution af fabriksfremstillede

farmaceutiske specialiteter via medicingrossisterne vedtaget af

Arbejdsudvalget og tiltrådt af brancheorganisationerne Danmarks

Apotekerforening, MEDIF, MEFA og MEGROS. Oplægget sigter mod en udvidelse af

Læs alt

den distributionsordning, der er gennemført vedrørende forsyningen af de

private apoteker med de pågældende varer, til også at omfatte distribution af

disse varer til sygehusapotekterne.

Det udarbejdede oplæg tilsigter ændringer på følgende fire punkter:

1. Al distribution af fabriksfremstillede famaceutiske specialiteter (til

human brug) skal ske gennem specialitetsgrossisterne, også for så vidt angår

forsyningen af sygehusapotekerne, der hidtil hovedsagelig er blevet forsynet

ved direkte leverancer fra producenter og importører.

2. Grossisternes salgspriser skal i alle tilfælde være de af

leverandørerne fastsatte og til sundhedsstyrelsen anmeldte

apoteksindkøbspriser (AIP), hvilket indebærer, at sygehusapotekerne - som

hidtil har kunnet købe varerne hos leverandørerne til grossistindkøbspriser

eller derunder - ifølge oplægget må betale apoteksindkøbspriser ligesom de

private apoteker.

3. Producenter og importører, der fortsat vil levere direkte til

sygehusapotekerne, må etablere eget distributionssystem for samtlige deres

varer, idet de vil blive afskåret fra at få distribueret varer gennem

specialitetsgrossisterne.

4. De ved de påtænkte ændringer opnåede besparelser anvendes til generelle

nedsættelser af samtlige apoteksindkøbspriser med heraf følgende reduktioner

af forbrugerpriserne.

Samtidig med fremsendelsen af oplægget har Arbejdsudvalget anmodet om at

blive gjort bekendt med tilsynets forhåndsindstilling til de påtænkte

ændringer af distributionsordningen.

Ved møder i tilsynet og ved supplerende skrivelser har arbejdsudvalget

nærmere uddybet, hvad oplægget indebærer med hensyn til den fysiske

distribution, pris- og avanceforhold, økonomiske konsekvenser m.v. Desuden er

der på tilsynets foranledning drøftet en række yderligere forhold, bl.a.

kreditvilkår og rabatgivning til sygehusapoteker og sygehuse gennem salg af

klinikpakninger. Arbejdsudvalget har herunder erklæret sig indforstået med,

at der skal findes løsninger på disse problemer, som tilsynet kan tiltræde.

Til belysning af struktur- og konkurrenceforholdene i engrosdistributionen

af fabriksfremstillede lægemidler har tilsynet udarbejdet et notat, der

foruden en beskrivelse af engrosdistributionens struktur og grossisternes

avanceforhold indeholder en redegørelse for de private apoteker, for

sygehusapotekerne og for sygehusene. Notatet har under udarbejdelsen været

drøftet med Arbejdsuvalgets medlemmer.

Ved sit møde den 30. juni 1982 har monopolrådet truffet beslutning om, at

der efter det således foreliggende ikke er grundlag for at rette indvendig

mod, at det af Arbejdsudvalget fremsatte forslag til omlægning af

distributionen af fabriksfremstillede lægemidler til sygehusapotekerne

iværksættes.

Ved monopolrådets afgørelse er det lagt til grund, at den af

Arbejdsudvalget påtænkte ændring af distributionsordningen efter det

foreliggende ikke kan antages at ville medføre de i monopollovens § 11

omhandlede urimelige priser eller forretningsbetingelser m.v. Det er herved

taget i betragtning, at de indkøbsfordele, som sygehusapotekerne under den

nuværende distributionsordning opnår fremfor de private apoteker, ikke kan

anses for omkostningsmæssigt begrundet i mere hensigtsmæssigt tilrettelagte

indkøb.

Tilsynet forbeholder sig at tage distributionsordningen op til fornyet

behandling såfremt der viser sig uforudsete uheldige virkninger af

omlægningen.

Der vedlægges kopi af det skriftlige grundlag for monopolrådets afgørelse.

Materialet udgøres af referatet til rådsmødet: Omlægning af distributionen af

fabriksfremstillede lægemidler til sygehusapotekerne, samt af notatet:

Engrosdistribution af fabriksfremstillede lægemidler. I det fremsendte

materiale er henholdsvis direktoratets vurdering (bortset fra afsnit 6 og 7)

og indstilling og direktoratets sammenfatning og konklusion udeladt.

En drøftelse af omlægningens praktiske gennemførelse vil som aftalt

telefonisk finde sted ved et møde med Arbejdsudvalget onsdag den 7. juli 1982

kl. 13.30.

Det fremgår af sagen, at Arbejdsudvalget for Medicindistribution, som

repræsenterer brancheorganisationerne Danmarks Apotekerforening, MEFA

(Foreningen af danske Medicinfabrikker) MEDIF (Medicinimportørforeningen) og

MEGROS (Foreningen af Medicingrossister) efter at monopoltilsynet i

ovennævnte skrivelse har givet sin tilslutning hertil, har besluttet pr. 1.

januar 1983 at gennemføre ændringer af distributionen af farmaceutiske

specialiter via medicingrossisterne.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a anført, at prisen

for farmaceutiske specialiteter normalt er fastlåst mellem leverandør og

grossist, idet apoteksindkøbsprisen (AI-prisen) fastsættes af producenterne

og importørerne. Grossisterne skal videresælge til denne pris, og der må ikke

ydes nogen form for rabat til de private apoteker. AI-prisen danner grundlag

for beregningen af forbugerprisen, d.v.s. apoteksudsalgsprisen, efter faste

regler i medicintaksten, der med hjemmel i apotekerlovens § 30 er fastsat af

indenrigsministeriet og stadfæstet ved kongelig resolution. Når der deimod

leveres fra fabrik eller importør direkte til et sygehusapotek er der tale om

fri prisdannelse.

Sygehuse, der ikke har eget sygehusapotek, indkøber lægemidler hos de

private apoteker til den efter medicintaksten beregnede forbrugerpris med en

rabat på 10 procent, medens producenterne og importørerne derimod kan levere

direkte til sygehusapotekerne til lavere priser end apoteksindkøbsprisen.

Sygehusapotekerne indkøber for så vidt angår de direkte leverancer til en

lavere pris end de private apoteker. I almindelighed køber sygehusapotekerne

til grossistindkøbsprisen, der gennemsnitligt ligger ca. 9 procent under

apoteksindkøbsprisen. I en række tilfælde har sygehusapotekerne herudover

opnået væsentlige rabatter på grossistindkøbspriserne.

Denne adgang for sygehusapotekerne vil efter den foreslåede ordning blive

afskåret. Der er ikke tale om særrabatter, men sygehusapotekernes indkøb

afspejler blot, at der her hersker fri konkurrence, og at sygeusapotekerne

herefter kan købe til lavere priser end apoteksindkøbsprisen. Betegnelsen

rabat er derfor ikke en helt træffende.

Den ordning som klagerne anker over og som fremgår af monopoltilsynets

skrivelse af 5. juli 1982 angår kun de frabriksfremstillede produkter. Det er

værd at bemærke, at den oprindeligt foreslåede ordning angik alle varer -

altså ikke blot de fabriksfremstillede. Der er tale om etablering af en

egentlig prisaftale, som afskærer sygehusapotekerne fra at købe til

grossistindkøbspris og fra at føre egne forhandlinger med leverandører.

Nøglen til dette system er den tvang, der er indbygget, idet der er en på

forhånd aftalt boycot for dem, der bryder systemet.

Når monopoltilsynet hævder, at der er tale om besparelser, må dette

afvises, idet der tværtimod vil blive tale om en merudgift for amter og

kommuner på 25 mill.kr. på årsbasis. Det er også uforståeligt, hvorfor

monopoltilsynet synes at mene, at en lavere pris - sådan som den forekommer

for leverancer til sygehusapotekerne - kræver en særlig justifikation.

Klagerne mener, at dette er at stille tingene på hovedet. Forholdet er det,

at der findes fri priskonkurrence på dette område, og dette fører til de

lavere priser.

Om den måde som Arbejdsudvalget for medicindistribution og monopoltilsynet

har behandlet sagen på kan fremhæves, at Amtsrådsforeningen ved skrivelse af

4. maj 1981 fra monopoltilsynet blev informeret om omlægningen. Under devisen

ligestilling foreslås en gennemførelse af forhøjelse af priserne. Herefter

hører amtsrådsforeningen ikke mere til sagen før monopoltilsynet den 6. juli

1982 udsender en pressemeddelelse med overskriften slut med

sygehusapotekernes grossist-status . I det notat af 10. juni 1982 om

engrosdistribution af fabriksfremstillede lægemidler som monopoltilsynet har

udarbejdet til rådsmøde den 30. juni 1982 hedder det: Efter udarbejdelsen har

notatet - bortset fra afsnittet Sammenfatning og konklusion - været forelagt

for repræsentanter for indenrigsministeriet og sundhedsstyrelsen samt for

Arbejdsudvalget for Medicindistribution, der omfatter Danmarks

Apotekerforening samt grossisternes, importørernes og producenternes

brancheforeninger. Udtalelser fra disse myndigheder og organisationer har

givet anledning til mange ændringer og tilføjelser, der nu er indarbejdet i

notatet. .

Men notatet har ikke været forelagt for sygehusapotekerne, og

indenrigsministeriet er ikke hospitalsejer - det er amterne. Men ser man i

øvrigt på indenrigsministeriets skrivelse til monopoltilsynet af 3. juni

1981, som er svaret på høringen, hedder det heri: . . . indenrigsministeriet

er - under henvisning til de med sygehuskommunerne indgåede aftaler om stærke

begrænsninger i væksten af udgifter i sygehussektoren - betænkelig ved

aftaler, der måtte indebære en fordyrelse af disses omkostninger til medicin,

medmindre der samtidig sker sådanne udgiftsomlægninger, at disse kommuners

samlede udgifter inden for dette område, herunder til medicintilskud efter

sygesikringsloven, ikke forøges. Til dette er der - uanset at det modsatte

synes at fremgå af det af Arbejdsudvalget for Medicindistributionen

udarbejdede medsendte materiale - knyttet en række usikkerhedsmomenter,

såfremt den foreliggende aftale indgås.

Indenrigsministeriet er derudover af den opfattelse, at der - selv om en

rationalisering af sygehusapotekernes praksis med hensyn til indkøb og

leverancer generelt forekommer meget velmotiveret - ud fra

omkostningsvurderingen kan være grundlag for at yde nedslag i prisen ved vore

leverancer. Herom henvises også til begrundelsen for apotekernes i

medicintaksten fastsatte rabat til sygehuse under visse betingelser. Der er

hermed ikke taget stilling til, om den i medicintaksten fastlagte

rabatprocentsats er rigtig ud fra en omkostningsmæssig vurdering i de enkelte

tilfælde eller til, hvorledes en eventuel aftale vedrørende leverancer til

sygehusapotekerne skal udformes på grundlag af en sådan vurdering . . .

Hertil bemærkede Arbejdsudvalget: Arbejdsudvalget har ikke taget og mener

ikke at skulle tage stilling til udgiftsomlægninger, der måtte anses for

nødvendige som følge af effekten med hensyn til de offentlige

tilskudsordninger .

Ministeriets udtalelse er ikke besvaret, og de forudsætninger som

ministeriet nævner er ikke blevet opfyldt ved den nu foreslåede ordning.

Af referatet til rådsmødet fremgår det også, at monopoltilsynet ikke har

fået de svar, man forventer, idet det i referatet er anført, at: Der er ikke

i nogen af udtalelserne gjort forsøg på at fremføre en omkostningsmæssig

begrundelse for, at sygehusapotekernes indkøbspriser skal være lavere end de

private apotekers indkøbspriser. Det fremgøres dog i flere af udtalelserne,

at store indkøb, mindre varesortiment og faste indkøbsrutiner tilrettelagt på

grundlag af sygehuskomiteernes sortimentslister bør kunne medføre en vis

billiggørelse. Brancheorganisationerne anfører, at der kun sjældent er tale

om større ordrer og finder det gennem en række undersøgelser af

sygehusapotekernes indkøbsforhold godtgjort, at disse apotekers

indkøbsstruktur er af samme art som de private apotekers .

For amtsrådsforeningens vedkommende fik man stillet et spørgsmål om noget

andet end om det som ordningen kom til at gælde for - nemlig en generel

ordning for samtlige præparater.

Sagen har derfor været ufuldstændigt og ensidigt oplyst.

Den reelle virkning er, at der skal betales højere priser for den samme

vare, idet sygehusapotekerne nu skal købe alt til de højere AI-priser. Der er

også tale om store tal, idet det antal sengepladser der pr. 1. januar 1983

dækkes af sygehusapotekerne opgøres til 23.134 ud af et samlet antal

sengepladser i Danmark på 40.407 eller svarende til 56 procent af

sengepladserne. Distributionen af fabriksfremstillede humane lægemidler via

grossist udgør i 1981-tal AI-priser excl. moms 1.109 mio.kr., medens der fra

leverandør og importør direkte til sygehusapoteker sælges for 137 mio.kr.

For de produkter, der ikke sælges til sygehusapoteker, er der tale om ikke

ubetydelige udgifter til reklame og information, men disse omkostninger

sparer leverandøren netop ved salg til sygehusapotekerne.

Der er for medicinalvarer i almindelighed tale om prisufølsomme varer

f.eks. er det således, at af de kemisk ens produkter, Stesolid, Apozepam og

Valium har det billigste produkt (Apozepam) kun 10,3 procent af markedet.

Det er imidlertid ikke ugrundet, at fabrikker og importører vil sælge til

sygehusapoteker med rabat. Der sælges til store aftagere, uden

reklameomkostninger og på lange kontrakter. Det forekommer heller ikke

sandsynligt, at disse levarandører i årevis har handlet med tab. Det

fejlagtige ligger i, at monopoltilsynet tager udgangspunkt i en høj pris.

De fordele, der er tale om ved ordningen nemlig en rationaliseringsgevinst

- gælder for enhver monopolistisk ordning. Der gives da heller ikke nogen

begrundelse i monopoltilsynets skrivelse af 5. juli 1982 for at indføre

ordningen, og begrundelsen kan nu kun findes i pressemeddelelsen af 6. juli

1982, hvor der bl.a. hanvises til indkøbenes størrelse.

Arbejdsudvalget for medicindistribution har foretaget en sammenligning

mellem den gennemsnitlige apoteksindkøbspris pr. leverance (direkte og via

grossist) til samtlige sygehusapoteker og de 69 største private

apoteker ud af i alt 315 apoteker er der ikke nærmere redegjort for.

Monopoltilsynet fremfører nogle betragtninger om, at de mindre apoteker er

oprettet af forsyningsmæssige grunde. Hertil er at bemærke, at det ikke synes

indlysende, hvorfor dette skulle bevirke, at de mindre apoteker ikke skal

medtages ved en eventuel sammenligning.

Sygehusapotekernes køb fra fabrik, importør og grossist udgør i gennemsnit

3.834 kr. pr leverance, mens de 69 største apoteker køber ind for 1.869 kr.

pr. leverance. Arbejdsudvalget finder, at disse tal er af samme

størrelsesorden. Hertil kan anføres, at det er en lidt drastisk slutning,

idet man snarere må sige, at alle sygehusapoteker har dobbelt så store

gennemsnitsindkøb, som de 69 største apoteker.

Hvis man ser på de 8 største sygehusapoteker målt i direkte indlkøb i juli

kvartal 1978, så dækker disse 88 procent af sygehusapotekernes indkøb målt i

AI-priser. (Det drejer sig om følgende sygehusapoteker: KAS Herlev,

Københavns Kommunehospital, Rigshospitalet, Odense, Ålborg, Århus

Kommunehospital, Bispebjerg og Finsen).

Disse 8, som altså dækker op mod 90 procent af markedet, har et gennemsnit

pr. leverancer på 4.514 kr. Altså væsentlig over de 69 største private

apotekers indkøb.

Arbejdsudvalget og monopoltilsynet foretager også en sammenligning mellem

sygehusapotekernes indkøb og grossisters indkøb. Ifølge Arbejdsudvalget

indkøber grossisterne i gennemsnit for 27.733 kr. pr. leverance.

Monopoltilsynet har senere oplyst, at dette dækker for en spredning fra 9.500

kr. pr. leverance til 63.400 kr. pr. leverance. Sygehusapotekerne køber i

gennemsnit ind for 5.026 kr. pr. leverance ved direkte leverancer fra fabrik

og importør.

De 8 sygehusapoteker som dækker 90 procent af markedet køber dog ind med

et gennemsnit pr. leverance på 5.780 kr., mens de 5 største sygehusapoteker,

som dækker ca. 65 procent af markedet af de direkte indkøb, i gennemsnit

indkøber for 7.075 kr. pr. leverance.

Disse tal viser, at en meget stor del af de direkte leverancer har en

størrelse, der klart ligger på linie med den/de mindste grossisters indkøb -

ca. 7.000 kr. pr. leverance i forhold til 9.500 kr. pr. leverance.

Ved vurdering af nyordningen skal man have i erindring, at grossisternes

leverancer til sygehusapotekerne foruden af farmaceutiske specialiteter også

består af råvarer, mærkevarer, blodprodukter m.v. Derudover repræsenterer

nogle grossister udenlandske medicinfabrikker her i landet, d.v.s. de er

importører for farmaceutiske specialiteter, der leveres direkte til

sygehusapoteker. Dette medfører, at grossisterne dagligt leverer varer til

sygehusapotekerne, og det ville måske være rimeligt at se bort fra leverancen

af de omtalte farmaceutiske specialiteter og kun koncentrere sig om de

direkte leverancer, hvorved de beløb der skal sammenlignes er 5.026,- kr. for

sygehusapotekerne og gennemsnitsbeløbet for alle de private apoteker.

Der leveres en betydelig mængde andre produkter end fabriksfremstillede

specialiteter - og det vil sige, at bilerne bringer alligevel varer ud. I

monopoltilsynets referat af mødet med Arbejdsudvalget for medicindistribution

den 2. april 1981 henviser tilsynet til, at leverandørerne betragter

distributionen til sygehusapotekerne som ren service, der medfører store

omkostninger. Der har ikke tidligere været rejst kritik af leverancerne; -

kritikken har kun gået på, at rabatterne har været ubegrundede.

At det talmæssige materiale som monopoltilsynet har lagt til grund ikke er

nøjagtigt viser et eksempel, hvor Arbejdsudvalget for medicindistribution

opgør antallet af leverancer til Kolding sygehusapotek til 64. Dette

tal er sandsynligvis fremkommet ved en simpel sammentælling af alle foretagne

leverancer uanset arten. Det være sig et antal restordrer på grund af at

firmaerne ikke i første omgang har været i stand til at effektuere hele den

herfra ordrede mængde. Det være sig også leverancer af ikke-registrerede

farmaceutiske specialiteter, som kun kan købes hos

producenterne/importørerne.

Det reelle antal ordreafgivelser fra Kolding sygehusapotek på registrerede

famaceutiske specialiteter til MEFA/MEDIF-virksomheder udgør 36 i juli

kvartal 1978.

Disse 36 ordreafgivelser repræsenterer en samlet indkøbsværdi på 205.779

kr. incl. moms (18 procent). Den gennemsnitlige ordrestørrelse udgør

tilsvarende 5.716 kr. incl. moms.

Den af udvalget beregnede gennemsnitlige leverancestørrelse bliver

naturligvis mindre (3.614 kr. + moms = 4.264 kr.), når leverancer, som ikke

hører hjemme i denne sammenhæng, indgår i materialet.

I Arbejdsudsvalgets skrivelse af 27. april 1981 til monopoltilsynet

redegøres for omsætningstilgangen fra sygehusapoteker til grossist, og den

opgives til 120 mio. kr. i AI-priser. Dette beløb sammenlignes med leverancer

til private apoteker med sygehusleverance som i 1980 beløb sig til 153 mio.

kr. Forholdet mellem antal senge, hvortil der leveres fra henholdsvis

sygehusapotek og privat apotek er 22.390 senge og 19.265 senge, derfor synes

de 153 mio. kr. at indbefatte andet end leverance til sygehusene, f.eks.

private kunder. I samme skrivelse er der foretaget en supplerende

undersøgelse af leveranceforhold mellem sygehusapoteker og Danmarks

Apotekerforening, hvor antal pakninger pr. varelinie var henholdsvis 13,2 og

79. Disse tal har ikke nogen relevans, idet der ikke er opgivet hvilken

slags pakninger sammenligningen er foretaget på. Sygehusapotekerne køber

som regel klinikpakninger, der oftest indeholder ti enkelte pakninger.

Statistikken er unøjagtig og medtager leverancer, som under alle

omstændigheder vil køre videre uanset om ordningen træder i kraft eller ej.

I monopoltilsynets pressemeddelelse anføres det, at de øgede udgifter

opvejes af tilsvarende besparelser. I referatet til rådsmødet er beregningen

foretaget således: Sygehusapotekerne får en øget udgift på 9,388 mio. kr. i

forhold til udgiften efter det bestående system, og fabrikanterne og

importørerne får en mindre indtægt på 5,056 mio. kr. Disse i alt 14,444 mio.

kr. går til øget grossistavance (4,934 mio. kr.) og til nedsættelse af

apotekernes indkøbspriser (9,511 mio. kr.), jfr. følgende opstilling:

Sygehusapotekernes merudgift +9.388.000 kr.

Leverandørernes mindre indtægt +5.056.000 kr.

Grossisternes meravance -4.934.000 kr.

Apotekernes mindre indkøbspris -9.511.000 kr.

----------------

0

Udover disse virkninger vil forslaget medføre, at de særlige

rabatter, som leverandørerne i visse tilfælde har ydet til

sygehusapotekerne, vil falde bort og give mulighed for yderligere reduktion

af apoteksindkøbsprisen. Det er ikke muligt at anføre præcise tal for disse

rabatter, men det må antages at dreje sig om nogle få mio. kr.

Prisnedsættelsen ved salget til de private apoteker andrager ca. 9,5 mio.

kr. Denne besparelse vil medføre tilsvarende nedsættelse af apotekernes

salgspriser. Herved vil det offentlige - via sygesikringen - spare ca. 5 mio.

kr. og via indkøbene på de sygehuse, der ikke har eget sygehusapotek,

yderligere 1/2 mio.kr. Foranstående oversigt kan derfor opstilles således.

Merudgift for det offentlige 9.4 mio.-5.5 mio. 3.9 mio.kr.

Leverandørernes mindre indtægt 6.1 mio.kr.

Grossisternes meravance -4.9 mio.kr.

Mindre udgift for private forbrugere -4.1 mio.kr.

--------------

0 kr.

Klagerne har hertil anført, at resultatet af beregningen er urigtig, da

rabatterne ikke er medtaget i tallene, og resultatet bliver derfor forkert.

Ordningen vil bl.a. betyde, at de udenlandske producenter vil kunne opnå

højere priser, og disse penge vil ikke komme det danske samfund til gode. Den

samlede merudgift vil ikke som ansat af monopoltilsynet være på blot nogle få

mio. kr. Merudgiften vil beløbe sig til 25 mio. kr. for sygehusene.

Sygehusapotekernes skøn over omkostningerne, såfremt omlægning af

disttributionsordningen havde været foretaget fra 1. januar 1982 ser

således ud:

Sygehusapotek Omkostninger i 1982 incl. moms

Rigshospitalet 4.000.000 kr.

Finseninstitutet 1.395.258 kr.

Landbohøjskolen 26.840 kr.

Kommunehospitalet 1.801.142 kr.

Bispebjerg Hospital 1.960.768 kr.

Frederiksberg Hospital 1.100.000 kr.

Københavns ak. (Herlev) 6.000.000 kr.

Roskilde Sygehus 750.000 kr.

Holbæk Sygehus 620.000 kr.

Odense Sygehus 2.428.700 kr.

Vejle Sygehus 214.000 kr.

Kolding Sygehus 439.810 kr.

Horsens Sygehus 240.000 kr.

Århus Kommunehospital 2.387.300 kr.

Randers Sygehus 266.962 kr.

Ålborg Sygehus 1.732.500 kr.

--------------------------------------------------------------------

I alt 25.363.280 kr.

--------------------------------------------------------------------

En række af de indkomne besvarelser tyder på, at der er foretaget ret

præcise udregninger, mens andre bærer præg af at være forholdsvis løse skøn.

Fra flere sygehusapoteker er der dog tilkendegivet, at man vil være i stand

til at foretage mere præcise skøn, men at dette vil være både tid- og

mandskabskrævende.

Den balance der set fra forbrugerside er i ordningen vil blive vendt til

en meromkostning, når der i beregningerne inddrages de rabatter udover

grossistindkøbsprisen som sygehusapotekerne har opnået. Disse rabatter er som

nævnt ovenfor ikke inddraget i hverken Arbejdsudvalgets eller

monopoltilsynets beregninger. Man har altså her en ordning, som oprindelig er

blevet fremlagt med beregninger, der viser, at ordningen vil føre til

besparelser for forbrugerne. Herefter er det af monopoltilsynet beregnet, at

ordningen vil balancere set fra forbrugerside. Endelig vil inddragelse af de

særlige rabatter der gives til sygehusapotekerne, udover

grossistindkøbsprisen betyde, at ordningen set fra forbrugerside vil medføre

betydelige meromkostninger.

Grundlaget for monopoltilsynets beregninger er Arbejdsudvalgets rapport,

som netop ser bort fra særlige rabatter.

Der er heller ingen sikkerhed for, at der i forbindelse med omlægningen,

hvor der skulle foretages nedsættelser af prisen, vil ske en godskrivning på

sygesikringen. Arbejdsudvalget for medicindistribution anfører, at det under

forhandlingerne er oplyst, at Direktoratet for Statens Indkøb har henvendt

sig til fabrikanter og importører om indkøb af visse specialiteter, og at der

i flere tilfælde er indgået aftaler om leverancer på særlige vilkår. Det

anses for nødvendigt, at der i forbindelse med samordningen bliver afskåret

fra denne mulighed for specialindkøb til priser, der afviger fra de anmeldte

AI-priser. Begrundelsen for dette er navnlig, at det sædvanligvis drejer sig

om et begrænset antal specialiteter, der er udvalgt inden for et bredere

sortiment, og den udbyggede grossistdistribution baseres på et totalmix af

både hurtigt og langsomt omsatte specialiteter. Endvidere er bemærket, at

priseffekten af mulige storleverancer bør komme det samlede forbrug til gode

i form af en nedsættelse af AI-prisen fremfor at isoleres som en

særprisfordel for et fåtal af institutioner.

Direktoratet for Statens Indkøb har da også stillet sig meget negativt

over for ordningen og bl.a. anført at: Direktoratet for sin egen del har

hæftet sig ved, at udvalget ikke er fremkommet med egentlige kalkulationer

som grundlag for forslaget. De beregninger, som direktoratet har kunnet

foretage på baggrund af udvalgets talmæssige oplysninger, viser imidlertid en

samlet merudgift på 1,5 mio. kr., hvis forslaget gennemføres. Dertil kommer

en række uheldige omfordelinger, hvoraf kan nævnes, at fabrikanter/importører

synes at ville få en øget indtjening på 1,8 mio. kr. (inklusive ca. 1,5 mio.

i særrabatter til sygehusapotekerne i det storkøbenhavnske område, som ikke

er nævnt i udvalgets forslag), medens grossisterne og de private apoteker vil

miste henholdsvis 0,3 mio. kr. og 4,7 mio. kr.

Gennemførelsen af udvalgets forslag vil i øvrigt ikke alene betyde, at

sygehusapotekerne mister de særrabatter, som opnås gennem fælles indkøb, men

også at sygehusapotekerne fratages muligheden for de yderligere besparelser,

som vil være knyttet til en udbygning af fællesindkøbet.

Ved udformningen af selve ordningen skal, som følge af den

omsætningstilgang, der bliver for specialitetsgrossisterne ved overtagelsen

af de hidtidige, direkte leverancer til sygehusapotekerne, den gennemsnitlige

grossistmarginal blive reduceret med godt 0,4 procent i forhold til det

gældende gennemsnit på 9,0 procent af AI-prisen i forhold til

1981-omsætningen. På grund af de øgede finansieringsomkostninger ved

kredittidsforlængelsen for sygehusapotekernes vedkommende og den nedjustering

af omsætningen, der skyldes samtidige pristilpasninger, bliver den

gennemsnitlige avancereduktion dog kun 0,3 procent.

Det er som om monopoltilsynet i sin holdning synes at have noget imod, at

priserne for sygehusapoteker er lave. I rådsreferatet anføres det, at det

forekommer uheldigt, at der ikke samtidig med omlægningen af leverancerne til

sygehusene fastsættes regler for salget af klinikpakninger. Der ydes ofte

rabatter ved salg af disse pakninger, der går langt ud over det

omkostningsmæssigt begrundede. Rabatten ydes - ganske som ekstrarabatterne

til sygehusapoteker - for at fremme salget af de pågældende præparater til

fuld (måske af samme grund forhøjede) forbrugerpris, efter at patienten er

udskrevet fra sygehuset. Rabatten på klinikpakninger kan kun opnås af

sygehusene, idet apotekerne skal videresælge de pågældende pakninger -

indeholdende f.eks. 10 glas a 100 tabletter - samlet til sygehus eller

klinik. Det må frygtes, at antallet af klinikpakninger øges, når der ikke

længere er mulighed for at give rabat direkte til sygehusapotekerne.

Direktoratet har drøftet dette spørgsmål med brancheorganisationerne under en

forhandling den 10. maj 1982. EFter denne forhandling har Arbejdsudvalget for

medicindistribution i en skrivelse af 25. maj 1982 om klinikpakningerne

udtalt: Arbejdsudvalget kan endvidere tilslutte sig det synspunkt, at

rabatterne bør være omkostningsmotiverede. En konkret vurdering af forholdet

kræver nærmere undersøgelser, som vil blive iværksat. Et foreløbigt og

uforpligtende skøn går ud på, at der på leverandørsiden kan være visse

omkostningsbesparelser forbundet med markedsføring og levering af

klinikpakninger (færre ekspeditioner, sparet tid, enklere emballering etc.),

som dog næppe kan motivere en større rabat end 5-10 procent i forhold til

enkeltstykpakningerne.

Der kan gives tilsagn om, at Arbejdsudvalget vil tage spørgsmålet op med

brancheorganisationeren.

Under den afsluttende forhandling den 16. juni 1982 har Arbejdsudvalget

accepteret, at omlægningen af leverancerne til sygehusapotekerne ikke sættes

i kraft, før spørgsmålet om klinikpakningerne er løst.

Arbejdsudvalget forudsætter dog, at spørgsmålet ved Sundhedsstyrelsens

hjælp løses på en sådan måde, at der bliver samme regler for

farbriksfremstillede præparater og for apoteksfremstillede præparater.

Klagerne må netop hæfte sig ved dette sidste forhold. Spørgsmålet er netop

endnu ikke løst, idet Arbejdsudvalget den 11. december 1982 i en skrivelse

til Sundhedsstyrelsen anmoder Sundhedsstyrelsen om, at der tages

skridt til at ændre apotekerudsalgspriserne på apoteksproduktionen således,

at der opnås ligestilling på multipakningsområdet allerede pr. den 3. januar

1983.

Konsekvenserne af, at nyordningen indføres er, at der påføres det

offentlige en merudgift på 25 mio. kr., og at man udelukker et

konkurrencemoment på kvalitet og pris som findes i dag.

Endelig vil public relationsaktiviteter og dermed omkostningerne i al

almindelighed blive forøget, og de små grossister vil formentlig komme i

fare. Tidligere var der 25 grossister - i dag er der 4, hvoraf de to er meget

store. Formentlig vil der ske en forvridning i konkurrencegrundlaget for

producenterne indbyrdes - der vil dannes større lagre, og der vil sikkert ske

en forøget produktion på sygehusapotekerne. Når Arbejdsudvalget den 26. april

1981 skriver til monopoltilsynet, at omlægningen vil kunne medføre væsentlige

fordele for sygehusapotekerne, hvad angår såvel administration som

varehåndtering og lagerføring, må det fremhæves, at under det skitserede

system vil sygehusapotekerne stadig købe ikke-indregistrerede specialiteter

f.eks. for Rigshospitalets vedkommende godt 100 forskellige præparater,

mærkevarer, desinfektionsvæsker, reagenser og utensilier direkte fra de samme

fabrikanter/importører, hvilket vil medføre telefonordrer til disse firmaer

og derudover skal der foretages opkald til grossisterne, hvor hvert

sygehusapotek vil handle med mindst to grossister af hensyn til

forsyningssikkerheden, og der vil blive bestilt varer flere gange daglig,

idet der både er hasteordrer og rutineordrer til hver grossist.

Der er altså i virkeligheden tale om en komplikation i stedet for en

forenkling.

Særlig for grønlandske forhold vil ordningen medføre en række ulemper.

I henhold til et kontraktforhold mellem Københavns amtskommune og

Ministeriet for Grønland forsyner centralapoteket alle sygehuse m.v. på

Grønland med lægemidler.

Hovedparten af alle lægemidler forsendes med skib efter skriftlig

rekvisition baseret på det bedst mulige skøn over årsforbruget af de berørte

lægemidler.

Forsendelserne til en række destinationer må nødvendigvis finde sted i den

korte periode, hvor disse endnu er isfri. På grund af den lange ordre- og

forsendelsesvej, de helt specielle grønlandske forhold m.v. kan en

betragtelig del af et givet præparats holdbarhedstid være forløbet før dette

er til rekvirentens disposition.

For præparater med en kort - eller dog kortere - samlet holdbarhedsperiode

er det derfor af afgørende vigtighed, at de opsendte præparater af apoteket

fremskaffes så friske som muligt, d.v.s. med så lang en

rest-holdbarhedsperiode som muligt.

I modsat fald opstår risiko for, at dele af et vareparti udløber og må

kasseres, hvilket medfører urimelige tab og at der må opsendes

hasteleverancer med den meget kostbare flyforbindelse - om dette efter

forholdene overhovedet er muligt.

Den holdning som monopoltilsynet har indtaget i denne sag er i strid med

tidligere praksis. I ankenævnskendelsen j.nr. 16/71, Medicinalbranchen

(meddelelser fra monopoltilsynet 1972 p. 225 ff.) fastslås det i forbindelse

med en leveringsnægtelse, at en eneforhandlingsret - støttet på boycot - var

i strid med monopolloven, og i omtalen i meddelelser fra monopoltilsynet 1974

p. 62 af aftalen om et nyt rabatsystem i medicinalbranchen giver

monopoltilsynet udtryk for, at en ordning som den, der er tale om her, vil

stride mod monopollovens bestemmelser.

Den ordning som består i dag har eksisteret siden 1913 og har hidtil

fungeret tilfredsstillende.

Biintervenienten A. L.-Pharma har til støtte for sin påstand

bl.a. anført, at selskabet altid har solgt til lave priser og i øvrigt solgt

særligt billigt til sygehusapotekerne. A.L.-Pharma er en lille virksomhed,

som ikke har haft den kostbare markedsføring som de andre forhandlere, men

A.L.-Pharmas produkter er de billigste på markedet - også på de

private apoteker. Nyordningen vil sætte en priskonkurrence ud af funktion, og

der vil komme en forvridning af strukturen til fordel for Danmarks

Apotekerforening.

At A.L.-Pharma har tiltrådt ordningen skyldes, at firmaet har betydelig

større leverancer til de private apoteker end til sygehusapotekerne, og

firmaet kan ikke overleve på markedet uden denne omsætning.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at

når tilsynet den 5. juli 1982 godkendte omlægningen for fabriksfremstillede

specialiteter, fordi omkostningsbesparelserne skulle anvendes til

prisnedsættelser, så var det dog med det forbehold, at hvis der konstateres

uforudsete uheldige virkninger, så vil tilsynet tage sagen op på ny.

Der er tale om en kundekreds, som er begrænset til 319 apoteker, der må

forhandle de apoteksforbeholdte præparater og 14 sygehusapoteker.

Grossisterne er uden indflydelse på deres salgspris, apoteksindkøbsprisen,

der efter lægemiddelovens § 22 fastsættes af importørerne og producenterne og

af disse anmeldes til Sundhedsstyrelsen. Grossisterne yder ikke rabatter på

de anmeldte priser, men leverandørerne kan ansætte forholdsvis lavere priser

for større end for mindre pakninger.

Grossisterne varetager distributionsfunktionen i relation til

fabrikanter/importører og apoteker. De har ingen egentlig salgsfunktion.

Markedsføring, reklamering og informationsbesøg hos lægerne foretages alene

af producenterne og importørerne.

Grossisterne har samme betalingsbetingelser. Den eneste

konkurrencemulighed vedrører service og leveringshyppighed. I ugens 5 første

dage er der leverancer til alle landets apoteker, og for apotekerne i de

større byer gælder det, at levering kan finde sted 2 eller 3 gange om dagen.

Herudover kan nødleverancer i undtagelsestilfælde foretages med få timers

varsel.

Grossisterne kan ikke rationalisere lagerføring og salg ved kun at

forhandle et af flere mulige synonyme præparater. Uanset at Valium, Stesolid

og Apozepam er kemisk ens præparater, må alle præparaterne og alle

pakningstørrelserne føres på lager.

Grossisterne har alle samme avance (rabat på apoteksindkøbspriser) på de

enkelte præparater. Avancen varierer fra præparat til præparat efter

præparatets omsætningshastighed. Den gennemsnitlige avance er 9,0 procent af

apoteksindkøbsprisen.

Grossisternes bruttoavance, der beregnes som en rabat på

apoteksindkøbsprisen, er for de enkelte lægemidler fastlagt i det såkaldte

præparationsrabatsystem, der er aftalt mellem grossisterne samt Danmarks

Apotekerforening. Avancen er lav (5,9 procent) for de 36 pakningsstørrelser,

der dækker en fjerdedel af hele omsætningen. Den er højere for de øvrige ca.

4.000 pakningsstørrelser, og højst (op til 15 procent) for flaskevarer og

narkotika m.v. Satserne i avancesystemet beregnes ved, at grossisternes

samlede omkostninger deles op i linieafhængige omkostninger,

pakningsafhængige omkostninger og andre omkostninger, der forudsættes at

afhænge af omsætningen. De samlede omkostninger fordeles herefter på de

forskellige rabatgrupper efter antallet af fakturalinier, antallet af

pakninger og omsætning.

Det har været tanken med præstationsrabatsystemet, at hver af

producenterne og importørerne skulle bidrage til grossisternes

distributionsvederlag i forhold til de omkostninger, der er ved at

distribuere den pågældende leverandørs præparater. Hvert præparat belastes

herved med de gennemsnitsomkostninger, der er opgjort for den rabatgruppe,

hvortil præparatet efter sin årsomsætning hører. Grossistvederlaget er

således til en vis grad omkostningsbestemt for det enkelte præparat.

Hele dette systems overholdelse kontrolleres af monopoltilsynet.

De private apoteker køber til AI-priser, medens sygehusapoteker køber til

grossistindkøbspris, som er ca. 9 procent mindre end AI-priser, og hertil

kommer så særrabatterne.

Baggrunden for de store ekstrarabatter, der i visse tilfælde ydes til

sygehusapotekerne, er, at indarbejdning af et lægemiddel på et hospital kan

være afgørende for afsætningen af lægemidler til patienterne fremover gennem

de private apoteker, idet patienterne ofte fortsætter efter hospitalsopholdet

med at anvende det præparat, der indgik i hospitalets behandling.

Disse ekstrarabatter er således ikke begrundet i, at der er lavere

omkostninger for leverandøren ved leverancerne til sygehusapotekerne end ved

leverancer til grossisterne. Der må endog antages at være forbundet visse

meromkostninger med denne ekspedition, der sker sideløbende med de ugentlige

leverancer af overvejende samme sortiment til grossisterne. Den rabat på

apoteksindkøbsprisen, som sygehusapotekerne opnår generelt ved køb til

grossistindkøbspris, er derimod søgt begrundet gennem en argumentation om, at

sygehusapotekerne kan indkøbe mere rationelt end de private apoteker. Dette

hænger sammen med sygehusenes mere begrænsede sortiment - ofte fastlagt i

lægemiddelkomiteer - og det større samlede indkøb. Sygehusapotekernes indkøb

sker ofte ved afgivelse af en ugentlig ordre til hver af producenterne og

importørerne.

I Canada har man et eksempel på, at en leverandør, Hoffman La Roche, ydede

rabatter, der i praksis betød, at man leverede gratis til sygehuse i Canada.

De sygehuse, der ikke har eget sygehusapotek, indkøber lægemidler hos de

stedlige private apoteker. De betaler herfor apoteksudsalgspris (incl.

recepturgebyr på hver enkelt pakning) minus 10 procent rabat. Reglerne herom

er fastsat i medicintaksten af indenrigsministeriet med hjemmel i

apotekerlovens § 30.

I 1980 aftog de 14 sygehusapoteker farmaceutiske specialiteter til et

samlet beløb på ca. 124 mio. kr. Heraf udgjorde de direkte leverancer ca. 119

mio. kr., og grossistleverancerne ca. 5 mio. kr. Til sammenligning kan

anføres, at den samlede omsætning af farmaceutiske specialiteter i 1980 var

1.234 mio. kr. (alle tallene er målt i apoteksindkøbspriser).

Brancheforeningerne mener, at der ved ændringen, der vil forøge

grossisternes specialitetsomsætning med ca. 10 procent, kan opnås

forenklinger og rationaliseringsfordele - blandt andet ved en mere effektiv

udnyttelse af grossisternes destributionsorganisation. Dette indebærer en

række besparelser, der vil medføre en generel nedsættelse af prisen for

farmaceutiske specialiteter. Brancheforeningerne mener endvidere, at

forsyningsstrukturerne retfærdiggør en prismæssig ligestilling af apotekerne

og søger dette dokumenteret gennem undersøgelser af leveringshyppighed og

indkøbsstørrelser m.v.

Grossisterne er i dag en slags reserveleverandører, og det er typisk de

små ordrer eller hasteordrer, der går til grossisterne.

Grossisternes meromkostninger vil ved tilkomst af sygehusleverancerne

skønsmæssigt beløbe sig til 5 mio. kr. pr. år, svarende til ca. 4 procent af

omsætningen til sygehusapotekerne, medens fabrikanter og importører

skønsmæssigt straks vil spare ca. 3,6 mio. kr. pr. år, svarende til ca. 3

procent af den direkte omsætning med sygehusapotekerne. Besparelserne

forventes at stige i tiden efter omlægningen. De lave meromkostninger for

grossisterne - de nævnte 4 procent - medfører en nedgang i grossisternes

gennemsnitsavance fra 8,8 procent til 8,4 procent.

Besparelserne hos fabrikanterne og importørerne vil blive omsat i

prisnedsættelser, der fuldt ud opvejer grossisternes meromkostninger. Dette

vil ske ved, at apoteksindkøbspriserne reduceres med et beløb svarende til 4

procent af omsætningen med sygehusapotekerne.

Distributionsomlægningen vil også frembyde rationaliseringsmuligheder for

sygehusapotekerne i form af forenklet administration, varehåndtering og

beordring, samlet levering og fakturering samt reducerede beredskabslagre.

Den prismæssige ligestilling mellem sygehusapotekerne og de private

apoteker vil få til følge, at sygehusapotekernes indkøbspriser forhøjes fra

grossistindkøbspriser til apoteksindkøbspriser. Endvidere afskæres

sygehusapotekerne fra at indgå de foran omtalte aftaler om leverancer til

særligt lave priser.

Det offentlige vil således betale en del af nedsættelsen af

forbrugerprisen, Særrabatternes omfang er blevet drøftet med Direktoratet for

Statens Indkøb, som har anført, at da der var tale om indkøb i

størrelsesordenen 10 mio. kr. på årsbasis, kunne rabatterne højst være et par

mio. kr.

Sygehusapotekerne modtog ifølge en foretagen undersøgelse for juli kvartal

1978 i gennemsnit pr. uge 25 direkte leverancer (med spredning fra 2-47 fra i

alt 43 leverandører) plus 9 leverancer (med spredning fra 3-18) fra de 4

specialitetsgrossister, i alt gennemsnitligt 34 leverancer, medens de private

apoteker for tiden modtager 12 1/2 leverancer i gennemsnit pr. uge.

Grossisterne foretager således næsten lige så mange leverancer til

sygehusapotekerne som til de private apoteker (9 mod 12 1/2 pr. uge) til

trods for, at sygehusapotekerne får mange direkte leverancer. Tillige

anføres, at antal pakninger pr. varelinie er 13,2 for sygehusapotekernes

vedkommende mod 6,8 for de private apotekers vedkommende.

Gennemsnitsbeløbet pr. sygehusapoteksleverance for direkte leverancer og

grossistleverancer i juli kvartal 1978 beløb sig til henholdsvis 5.026 kr. og

547 kr. Set under eet var gennemsnitsleverancen 3.834 kr. For de mindste

sygehusapoteker var beløbet dog på under 2.000 kr.

Monopoltilsynet finder, at selve beløbsstørrelsen måske er knap så vigtig

- men antallet af leverancer er vigtig i vurdering af omlægningens betydning.

Det er ikke rimeligt, at grossisterne skal være reserveleverandører.

Monopoltilsynet har forsøgt at få de berørte parter til at påvise

eventuelle urimelige forhold ved nyordningen. Monopoltilsynet ser ingen fare

i grossisternes monopolstatus, idet de ikke har nogen afgørelse på priserne -

de har en uselvstændig stilling som distributører.

Klinikpakninger er en samling normalt af 10 ensartede pakker, der sælges -

ofte med op til 20 procent reduktion. Det er en rabat, der er målrettet mod

sygehusene, og disse rabatter vil falde bort.

Monopoltilsynet har overvejet tvangselementet i ordningen, men ment at det

var nødvendigt for at undgå, at nogle, som ikke ville overholde ordningen,

skulle lukrere på de andre som overholdt denne.

Der er i øvrigt ikke tale om eksklusive handelsforbindelser, sådan at

nogen f.eks. nye leverandører udelukkes fra markedet. Alle kan levere gennem

grossisterne. Der kan også konkurreres på priser, men priserne skal blot

sættes generelt, og altså ikke i form af rabatter til enkelte aftagere. Der

er derfor ikke tale om en eksklusiv aftale, hvis man betragter prisforholdene

- og selv om dette var tilfældet er eksklusivaftaler som sådan jo ikke

forbudt. De skal vurderes efter monopollovens § 11 - men i det foreliggende

tilfælde er der efter monopoltilsynets vurdering ikke tale om urimelige

priser - tværtimod bliver priserne generelt nedsat. Efter tilsynets

opfattelse sikres der også Amtsrådsforeningens sygehuse et rimeligt

prisniveau.

Monopoltilsynet er enig i, at der vil kunne forekomme konkurrence med de

apoteksfremstillede produkter, men tilsynet ser ikke nogen fare heri, fordi

konkurrencen nu skal udspilles på det generelle prismæssige niveau i stedet

for på særrabatter. Monopoltilsynet betragter ikke sygehusapotekernes

indkøbsforhold som det sidse hjørne af den frie prisdannelse inden for

medicinalhandelen, men mener at rabatterne gives i en hel anden hensigt end

den konkrete prismæssige vurdering.

Biintervenienterne Arbejdsudvalget for medicindistribution har

til støtte for deres påstand bl.a. anført følgende:

Arbejdsudvalget består af repræsentanter for brancheforeningerne MEDIF

(Medicinimportørforeningen), MEFA (Foreningen af danske Medicinfabrikker),

MEGROS (Foreningen af Medicingrossister) og Danmarks Apotekerforening.

Der er tale om organisationer, som på mange områder har modstridende

interesser, men her er man blevet enige om en fællesordning for distribution

af medicinalvarer, som er forhandlet med monopoltilsynet og som også er

undergivet tilsynets kontrol ligesom Sundhedsstyrelsen også har været inde i

billedet.

Leverandørerne ønsker ikke at sælge med rabatter, og A.L.-Pharma har

tiltrådt ordningen. Området er i vidt omfang undergivet konkurrence, men nu

skal det ikke ske ved usaglige rabatter men ved generelle konkurrencedygtige

priser.

I advokat Søbys henvendelse af 13. december 1982 til monopol-ankenævnet på

vegne A.L.-Pharma erkendes det, at rabatterne har et særligt formål, idet det

i skrivelsen siges: A.L.-Pharma A/S har som forholdsvis lille selskab på

markedet ikke tilsvarende muligheder for massive reklamefremstød over for

lægerne, som de store virksomheder har. A.L.-Pharma A/S har som promotion af

selskabets produkter valgt at sælge disse særligt billigt til sygehusene,

idet anvendelse af A.L.-Phama produkter i sygehusene har en vis afsmittende

effekt på anvendelsen andetsteds.

Det kan undre at se Amtsrådsforeningen som klager, idet denne forening jo

omfatter alle amtskommuner og ikke kun de, der har et sygehusapotek. De andre

kommuner, der ikke har et sygehusapotek, skal efter den nugældende ordning

betale for, at de kommuner, der har et sygehusapotek, kan få billigere

præparater. Sygehusapotekerne har ikke en egentlig distribution, og der

stilles ikke til disse krav om, at de til enhver tid skal kunne levere enhver

medicin. Opgaverne er af langt mindre omfattende karakter end for de private

apoteker. Sygehusapotekerne udøver ingen grossistfunktion.

Det forekommer ikke rimeligt, at der skal være prisforskel på medicinen,

når den købes til hjemmeforbrug frem for til hospitalsbrug, og eller hvis

medicinen købes til et sygehus, der har et eget apotek frem for et der ikke

har det.

Sygehusapotekerne køber til GI-priser og får foruden rabatter en lang

kredit - hvilket der ikke er nogen saglig begrundelse for. Selv efter

omlægningen er det dog således, at sygehusapotekerne får billigere adgang til

de fabriksfremstillede præparater end den almindelige forbruger.

Præstationsrabatsystemet er alle tilfreds med, også A.L.-Pharma. At der skal

en vis tvang til at få et system til at fungere er retfærdiggjort ved

præstationsrabatsystemets funktion, hvor monopoltilsynet også har accepteret,

at en vis tvang var nødvendig.

Den grundlæggende tanke er, at man ikke vil berøre lægernes frie

ordinationsret af medicin. Systemet i lægemiddelovens § 22 bygger på, at der

skal være ensartede priser i hele landet, hvilket også fremgår af § 30 i

apotekerloven. Sygehusapotekerne - der er nævnt i en række paragraffer i

apotekerloven - er ikke undtaget fra dette system, og derfor er den

uensartede pris for medicinalvarer en krænkelse af det bestående lovsystem.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Den af Arbejdsudvalget forhandlede og af de 4 organisationer vedtagne

distributionsordning indebærer, at fabrikanter og importører af

fabriksfremstillede farmaceutiske specialiteter, der ønsker at benytte sig af

medicinalgrossisternes medvirken til distribution af deres produkter, er

afskåret fra at foretage direkte salg til sygehusapotekerne. Handelen med

sygehusapotekerne findes efter det i sagen oplyste ikke med størrelsen af de

enkelte ordrer, det samlede kvantum eller andre omstændigheder at adskille

sig sådan fra salg til de øvrige aftagere - de almindelige apoteker - at

ordningen kan siges at indebære en urimelig indskrænkning i den frie

erhvervsudøvelse eller en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen.

Der er i hvert fald i øjeblikket ej heller grundlag for at antage, at

omlægningen vil medføre urimelige priser eller forretningsbetingelser.

Ankenævnet er derfor enig med monopoltilsynet i, at dette ikke i

monopollovens § 12 jfr. § 11 har haft hjemmel til at pålægge organisationerne

at ophæve eller ændre den trufne ordning. Nævnet har herved også lagt vægt

på, at prisfastsættelsen i lægemiddelbranchen er underkastet en indgående

offentlig regulering.

Herefter bestemmes:

Monopoltilsynets afgørelse af 5. juli 1982 stadfæstes.

Lignende dokumenter