Leveringsaftaler - medicindistribution (* 1) (* 2)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Leveringsaftaler - medicindistribution (* 1) (*
2)
År 1982, den 22. december, blev i sagen j.nr. 57/82, Amtsrådsforeningen i
Danmark ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende
K E N D E L S E:
I skrivelse af 25. november 1982 har landsretssagfører Aage Spang-Hanssen
som advokat for Amtsrådsforeningen i Danmark klaget over en af
monopoltilsynet truffet afgørelse, hvorved monopoltilsynet har afvist at
gribe ind over for en omlægning af distributionen af fabriksfremstillede
lægemidler til sygehusapoteker.
Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynet tilpligtes at gribe
ind og at udstede et pålæg om, at ordningen ophæves.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet. Som biintervenient til
støtte for klagerens påstand er indtrådt A. L.-Pharma ved advokat Niels Søby.
Som biintervenient til støtte for monopoltilsynets påstand er indtrådt
Arbejdsudvalget for medicindistribution ved højesteretssagfører E.
Groth-Andersen.
Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 25. november, 8.
december og 10. december 1982 fra klagerne og i indlæg af 30. november og 10.
december 1982 samt i indlæg af 7. december og 13. december 1982 fra
biintervenienterne. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 14. og 21. december 1982.
På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 5. juli 1982
fra monopoltilsynet til Arbejdsudvalget for medicindistribution. Ved
skrivelse af 11. marts 1981 har Arbejdsudvalget for medicindistribution
fremsendt et oplæg til samlet distribution af fabriksfremstillede
farmaceutiske specialiteter via medicingrossisterne vedtaget af
Arbejdsudvalget og tiltrådt af brancheorganisationerne Danmarks
Apotekerforening, MEDIF, MEFA og MEGROS. Oplægget sigter mod en udvidelse af
Læs alt
den distributionsordning, der er gennemført vedrørende forsyningen af de
private apoteker med de pågældende varer, til også at omfatte distribution af
disse varer til sygehusapotekterne.
Det udarbejdede oplæg tilsigter ændringer på følgende fire punkter:
1. Al distribution af fabriksfremstillede famaceutiske specialiteter (til
human brug) skal ske gennem specialitetsgrossisterne, også for så vidt angår
forsyningen af sygehusapotekerne, der hidtil hovedsagelig er blevet forsynet
ved direkte leverancer fra producenter og importører.
2. Grossisternes salgspriser skal i alle tilfælde være de af
leverandørerne fastsatte og til sundhedsstyrelsen anmeldte
apoteksindkøbspriser (AIP), hvilket indebærer, at sygehusapotekerne - som
hidtil har kunnet købe varerne hos leverandørerne til grossistindkøbspriser
eller derunder - ifølge oplægget må betale apoteksindkøbspriser ligesom de
private apoteker.
3. Producenter og importører, der fortsat vil levere direkte til
sygehusapotekerne, må etablere eget distributionssystem for samtlige deres
varer, idet de vil blive afskåret fra at få distribueret varer gennem
specialitetsgrossisterne.
4. De ved de påtænkte ændringer opnåede besparelser anvendes til generelle
nedsættelser af samtlige apoteksindkøbspriser med heraf følgende reduktioner
af forbrugerpriserne.
Samtidig med fremsendelsen af oplægget har Arbejdsudvalget anmodet om at
blive gjort bekendt med tilsynets forhåndsindstilling til de påtænkte
ændringer af distributionsordningen.
Ved møder i tilsynet og ved supplerende skrivelser har arbejdsudvalget
nærmere uddybet, hvad oplægget indebærer med hensyn til den fysiske
distribution, pris- og avanceforhold, økonomiske konsekvenser m.v. Desuden er
der på tilsynets foranledning drøftet en række yderligere forhold, bl.a.
kreditvilkår og rabatgivning til sygehusapoteker og sygehuse gennem salg af
klinikpakninger. Arbejdsudvalget har herunder erklæret sig indforstået med,
at der skal findes løsninger på disse problemer, som tilsynet kan tiltræde.
Til belysning af struktur- og konkurrenceforholdene i engrosdistributionen
af fabriksfremstillede lægemidler har tilsynet udarbejdet et notat, der
foruden en beskrivelse af engrosdistributionens struktur og grossisternes
avanceforhold indeholder en redegørelse for de private apoteker, for
sygehusapotekerne og for sygehusene. Notatet har under udarbejdelsen været
drøftet med Arbejdsuvalgets medlemmer.
Ved sit møde den 30. juni 1982 har monopolrådet truffet beslutning om, at
der efter det således foreliggende ikke er grundlag for at rette indvendig
mod, at det af Arbejdsudvalget fremsatte forslag til omlægning af
distributionen af fabriksfremstillede lægemidler til sygehusapotekerne
iværksættes.
Ved monopolrådets afgørelse er det lagt til grund, at den af
Arbejdsudvalget påtænkte ændring af distributionsordningen efter det
foreliggende ikke kan antages at ville medføre de i monopollovens § 11
omhandlede urimelige priser eller forretningsbetingelser m.v. Det er herved
taget i betragtning, at de indkøbsfordele, som sygehusapotekerne under den
nuværende distributionsordning opnår fremfor de private apoteker, ikke kan
anses for omkostningsmæssigt begrundet i mere hensigtsmæssigt tilrettelagte
indkøb.
Tilsynet forbeholder sig at tage distributionsordningen op til fornyet
behandling såfremt der viser sig uforudsete uheldige virkninger af
omlægningen.
Der vedlægges kopi af det skriftlige grundlag for monopolrådets afgørelse.
Materialet udgøres af referatet til rådsmødet: Omlægning af distributionen af
fabriksfremstillede lægemidler til sygehusapotekerne, samt af notatet:
Engrosdistribution af fabriksfremstillede lægemidler. I det fremsendte
materiale er henholdsvis direktoratets vurdering (bortset fra afsnit 6 og 7)
og indstilling og direktoratets sammenfatning og konklusion udeladt.
En drøftelse af omlægningens praktiske gennemførelse vil som aftalt
telefonisk finde sted ved et møde med Arbejdsudvalget onsdag den 7. juli 1982
kl. 13.30.
Det fremgår af sagen, at Arbejdsudvalget for Medicindistribution, som
repræsenterer brancheorganisationerne Danmarks Apotekerforening, MEFA
(Foreningen af danske Medicinfabrikker) MEDIF (Medicinimportørforeningen) og
MEGROS (Foreningen af Medicingrossister) efter at monopoltilsynet i
ovennævnte skrivelse har givet sin tilslutning hertil, har besluttet pr. 1.
januar 1983 at gennemføre ændringer af distributionen af farmaceutiske
specialiter via medicingrossisterne.
Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a anført, at prisen
for farmaceutiske specialiteter normalt er fastlåst mellem leverandør og
grossist, idet apoteksindkøbsprisen (AI-prisen) fastsættes af producenterne
og importørerne. Grossisterne skal videresælge til denne pris, og der må ikke
ydes nogen form for rabat til de private apoteker. AI-prisen danner grundlag
for beregningen af forbugerprisen, d.v.s. apoteksudsalgsprisen, efter faste
regler i medicintaksten, der med hjemmel i apotekerlovens § 30 er fastsat af
indenrigsministeriet og stadfæstet ved kongelig resolution. Når der deimod
leveres fra fabrik eller importør direkte til et sygehusapotek er der tale om
fri prisdannelse.
Sygehuse, der ikke har eget sygehusapotek, indkøber lægemidler hos de
private apoteker til den efter medicintaksten beregnede forbrugerpris med en
rabat på 10 procent, medens producenterne og importørerne derimod kan levere
direkte til sygehusapotekerne til lavere priser end apoteksindkøbsprisen.
Sygehusapotekerne indkøber for så vidt angår de direkte leverancer til en
lavere pris end de private apoteker. I almindelighed køber sygehusapotekerne
til grossistindkøbsprisen, der gennemsnitligt ligger ca. 9 procent under
apoteksindkøbsprisen. I en række tilfælde har sygehusapotekerne herudover
opnået væsentlige rabatter på grossistindkøbspriserne.
Denne adgang for sygehusapotekerne vil efter den foreslåede ordning blive
afskåret. Der er ikke tale om særrabatter, men sygehusapotekernes indkøb
afspejler blot, at der her hersker fri konkurrence, og at sygeusapotekerne
herefter kan købe til lavere priser end apoteksindkøbsprisen. Betegnelsen
rabat er derfor ikke en helt træffende.
Den ordning som klagerne anker over og som fremgår af monopoltilsynets
skrivelse af 5. juli 1982 angår kun de frabriksfremstillede produkter. Det er
værd at bemærke, at den oprindeligt foreslåede ordning angik alle varer -
altså ikke blot de fabriksfremstillede. Der er tale om etablering af en
egentlig prisaftale, som afskærer sygehusapotekerne fra at købe til
grossistindkøbspris og fra at føre egne forhandlinger med leverandører.
Nøglen til dette system er den tvang, der er indbygget, idet der er en på
forhånd aftalt boycot for dem, der bryder systemet.
Når monopoltilsynet hævder, at der er tale om besparelser, må dette
afvises, idet der tværtimod vil blive tale om en merudgift for amter og
kommuner på 25 mill.kr. på årsbasis. Det er også uforståeligt, hvorfor
monopoltilsynet synes at mene, at en lavere pris - sådan som den forekommer
for leverancer til sygehusapotekerne - kræver en særlig justifikation.
Klagerne mener, at dette er at stille tingene på hovedet. Forholdet er det,
at der findes fri priskonkurrence på dette område, og dette fører til de
lavere priser.
Om den måde som Arbejdsudvalget for medicindistribution og monopoltilsynet
har behandlet sagen på kan fremhæves, at Amtsrådsforeningen ved skrivelse af
4. maj 1981 fra monopoltilsynet blev informeret om omlægningen. Under devisen
ligestilling foreslås en gennemførelse af forhøjelse af priserne. Herefter
hører amtsrådsforeningen ikke mere til sagen før monopoltilsynet den 6. juli
1982 udsender en pressemeddelelse med overskriften slut med
sygehusapotekernes grossist-status . I det notat af 10. juni 1982 om
engrosdistribution af fabriksfremstillede lægemidler som monopoltilsynet har
udarbejdet til rådsmøde den 30. juni 1982 hedder det: Efter udarbejdelsen har
notatet - bortset fra afsnittet Sammenfatning og konklusion - været forelagt
for repræsentanter for indenrigsministeriet og sundhedsstyrelsen samt for
Arbejdsudvalget for Medicindistribution, der omfatter Danmarks
Apotekerforening samt grossisternes, importørernes og producenternes
brancheforeninger. Udtalelser fra disse myndigheder og organisationer har
givet anledning til mange ændringer og tilføjelser, der nu er indarbejdet i
notatet. .
Men notatet har ikke været forelagt for sygehusapotekerne, og
indenrigsministeriet er ikke hospitalsejer - det er amterne. Men ser man i
øvrigt på indenrigsministeriets skrivelse til monopoltilsynet af 3. juni
1981, som er svaret på høringen, hedder det heri: . . . indenrigsministeriet
er - under henvisning til de med sygehuskommunerne indgåede aftaler om stærke
begrænsninger i væksten af udgifter i sygehussektoren - betænkelig ved
aftaler, der måtte indebære en fordyrelse af disses omkostninger til medicin,
medmindre der samtidig sker sådanne udgiftsomlægninger, at disse kommuners
samlede udgifter inden for dette område, herunder til medicintilskud efter
sygesikringsloven, ikke forøges. Til dette er der - uanset at det modsatte
synes at fremgå af det af Arbejdsudvalget for Medicindistributionen
udarbejdede medsendte materiale - knyttet en række usikkerhedsmomenter,
såfremt den foreliggende aftale indgås.
Indenrigsministeriet er derudover af den opfattelse, at der - selv om en
rationalisering af sygehusapotekernes praksis med hensyn til indkøb og
leverancer generelt forekommer meget velmotiveret - ud fra
omkostningsvurderingen kan være grundlag for at yde nedslag i prisen ved vore
leverancer. Herom henvises også til begrundelsen for apotekernes i
medicintaksten fastsatte rabat til sygehuse under visse betingelser. Der er
hermed ikke taget stilling til, om den i medicintaksten fastlagte
rabatprocentsats er rigtig ud fra en omkostningsmæssig vurdering i de enkelte
tilfælde eller til, hvorledes en eventuel aftale vedrørende leverancer til
sygehusapotekerne skal udformes på grundlag af en sådan vurdering . . .
Hertil bemærkede Arbejdsudvalget: Arbejdsudvalget har ikke taget og mener
ikke at skulle tage stilling til udgiftsomlægninger, der måtte anses for
nødvendige som følge af effekten med hensyn til de offentlige
tilskudsordninger .
Ministeriets udtalelse er ikke besvaret, og de forudsætninger som
ministeriet nævner er ikke blevet opfyldt ved den nu foreslåede ordning.
Af referatet til rådsmødet fremgår det også, at monopoltilsynet ikke har
fået de svar, man forventer, idet det i referatet er anført, at: Der er ikke
i nogen af udtalelserne gjort forsøg på at fremføre en omkostningsmæssig
begrundelse for, at sygehusapotekernes indkøbspriser skal være lavere end de
private apotekers indkøbspriser. Det fremgøres dog i flere af udtalelserne,
at store indkøb, mindre varesortiment og faste indkøbsrutiner tilrettelagt på
grundlag af sygehuskomiteernes sortimentslister bør kunne medføre en vis
billiggørelse. Brancheorganisationerne anfører, at der kun sjældent er tale
om større ordrer og finder det gennem en række undersøgelser af
sygehusapotekernes indkøbsforhold godtgjort, at disse apotekers
indkøbsstruktur er af samme art som de private apotekers .
For amtsrådsforeningens vedkommende fik man stillet et spørgsmål om noget
andet end om det som ordningen kom til at gælde for - nemlig en generel
ordning for samtlige præparater.
Sagen har derfor været ufuldstændigt og ensidigt oplyst.
Den reelle virkning er, at der skal betales højere priser for den samme
vare, idet sygehusapotekerne nu skal købe alt til de højere AI-priser. Der er
også tale om store tal, idet det antal sengepladser der pr. 1. januar 1983
dækkes af sygehusapotekerne opgøres til 23.134 ud af et samlet antal
sengepladser i Danmark på 40.407 eller svarende til 56 procent af
sengepladserne. Distributionen af fabriksfremstillede humane lægemidler via
grossist udgør i 1981-tal AI-priser excl. moms 1.109 mio.kr., medens der fra
leverandør og importør direkte til sygehusapoteker sælges for 137 mio.kr.
For de produkter, der ikke sælges til sygehusapoteker, er der tale om ikke
ubetydelige udgifter til reklame og information, men disse omkostninger
sparer leverandøren netop ved salg til sygehusapotekerne.
Der er for medicinalvarer i almindelighed tale om prisufølsomme varer
f.eks. er det således, at af de kemisk ens produkter, Stesolid, Apozepam og
Valium har det billigste produkt (Apozepam) kun 10,3 procent af markedet.
Det er imidlertid ikke ugrundet, at fabrikker og importører vil sælge til
sygehusapoteker med rabat. Der sælges til store aftagere, uden
reklameomkostninger og på lange kontrakter. Det forekommer heller ikke
sandsynligt, at disse levarandører i årevis har handlet med tab. Det
fejlagtige ligger i, at monopoltilsynet tager udgangspunkt i en høj pris.
De fordele, der er tale om ved ordningen nemlig en rationaliseringsgevinst
- gælder for enhver monopolistisk ordning. Der gives da heller ikke nogen
begrundelse i monopoltilsynets skrivelse af 5. juli 1982 for at indføre
ordningen, og begrundelsen kan nu kun findes i pressemeddelelsen af 6. juli
1982, hvor der bl.a. hanvises til indkøbenes størrelse.
Arbejdsudvalget for medicindistribution har foretaget en sammenligning
mellem den gennemsnitlige apoteksindkøbspris pr. leverance (direkte og via
grossist) til samtlige sygehusapoteker og de 69 største private
apoteker ud af i alt 315 apoteker er der ikke nærmere redegjort for.
Monopoltilsynet fremfører nogle betragtninger om, at de mindre apoteker er
oprettet af forsyningsmæssige grunde. Hertil er at bemærke, at det ikke synes
indlysende, hvorfor dette skulle bevirke, at de mindre apoteker ikke skal
medtages ved en eventuel sammenligning.
Sygehusapotekernes køb fra fabrik, importør og grossist udgør i gennemsnit
3.834 kr. pr leverance, mens de 69 største apoteker køber ind for 1.869 kr.
pr. leverance. Arbejdsudvalget finder, at disse tal er af samme
størrelsesorden. Hertil kan anføres, at det er en lidt drastisk slutning,
idet man snarere må sige, at alle sygehusapoteker har dobbelt så store
gennemsnitsindkøb, som de 69 største apoteker.
Hvis man ser på de 8 største sygehusapoteker målt i direkte indlkøb i juli
kvartal 1978, så dækker disse 88 procent af sygehusapotekernes indkøb målt i
AI-priser. (Det drejer sig om følgende sygehusapoteker: KAS Herlev,
Københavns Kommunehospital, Rigshospitalet, Odense, Ålborg, Århus
Kommunehospital, Bispebjerg og Finsen).
Disse 8, som altså dækker op mod 90 procent af markedet, har et gennemsnit
pr. leverancer på 4.514 kr. Altså væsentlig over de 69 største private
apotekers indkøb.
Arbejdsudvalget og monopoltilsynet foretager også en sammenligning mellem
sygehusapotekernes indkøb og grossisters indkøb. Ifølge Arbejdsudvalget
indkøber grossisterne i gennemsnit for 27.733 kr. pr. leverance.
Monopoltilsynet har senere oplyst, at dette dækker for en spredning fra 9.500
kr. pr. leverance til 63.400 kr. pr. leverance. Sygehusapotekerne køber i
gennemsnit ind for 5.026 kr. pr. leverance ved direkte leverancer fra fabrik
og importør.
De 8 sygehusapoteker som dækker 90 procent af markedet køber dog ind med
et gennemsnit pr. leverance på 5.780 kr., mens de 5 største sygehusapoteker,
som dækker ca. 65 procent af markedet af de direkte indkøb, i gennemsnit
indkøber for 7.075 kr. pr. leverance.
Disse tal viser, at en meget stor del af de direkte leverancer har en
størrelse, der klart ligger på linie med den/de mindste grossisters indkøb -
ca. 7.000 kr. pr. leverance i forhold til 9.500 kr. pr. leverance.
Ved vurdering af nyordningen skal man have i erindring, at grossisternes
leverancer til sygehusapotekerne foruden af farmaceutiske specialiteter også
består af råvarer, mærkevarer, blodprodukter m.v. Derudover repræsenterer
nogle grossister udenlandske medicinfabrikker her i landet, d.v.s. de er
importører for farmaceutiske specialiteter, der leveres direkte til
sygehusapoteker. Dette medfører, at grossisterne dagligt leverer varer til
sygehusapotekerne, og det ville måske være rimeligt at se bort fra leverancen
af de omtalte farmaceutiske specialiteter og kun koncentrere sig om de
direkte leverancer, hvorved de beløb der skal sammenlignes er 5.026,- kr. for
sygehusapotekerne og gennemsnitsbeløbet for alle de private apoteker.
Der leveres en betydelig mængde andre produkter end fabriksfremstillede
specialiteter - og det vil sige, at bilerne bringer alligevel varer ud. I
monopoltilsynets referat af mødet med Arbejdsudvalget for medicindistribution
den 2. april 1981 henviser tilsynet til, at leverandørerne betragter
distributionen til sygehusapotekerne som ren service, der medfører store
omkostninger. Der har ikke tidligere været rejst kritik af leverancerne; -
kritikken har kun gået på, at rabatterne har været ubegrundede.
At det talmæssige materiale som monopoltilsynet har lagt til grund ikke er
nøjagtigt viser et eksempel, hvor Arbejdsudvalget for medicindistribution
opgør antallet af leverancer til Kolding sygehusapotek til 64. Dette
tal er sandsynligvis fremkommet ved en simpel sammentælling af alle foretagne
leverancer uanset arten. Det være sig et antal restordrer på grund af at
firmaerne ikke i første omgang har været i stand til at effektuere hele den
herfra ordrede mængde. Det være sig også leverancer af ikke-registrerede
farmaceutiske specialiteter, som kun kan købes hos
producenterne/importørerne.
Det reelle antal ordreafgivelser fra Kolding sygehusapotek på registrerede
famaceutiske specialiteter til MEFA/MEDIF-virksomheder udgør 36 i juli
kvartal 1978.
Disse 36 ordreafgivelser repræsenterer en samlet indkøbsværdi på 205.779
kr. incl. moms (18 procent). Den gennemsnitlige ordrestørrelse udgør
tilsvarende 5.716 kr. incl. moms.
Den af udvalget beregnede gennemsnitlige leverancestørrelse bliver
naturligvis mindre (3.614 kr. + moms = 4.264 kr.), når leverancer, som ikke
hører hjemme i denne sammenhæng, indgår i materialet.
I Arbejdsudsvalgets skrivelse af 27. april 1981 til monopoltilsynet
redegøres for omsætningstilgangen fra sygehusapoteker til grossist, og den
opgives til 120 mio. kr. i AI-priser. Dette beløb sammenlignes med leverancer
til private apoteker med sygehusleverance som i 1980 beløb sig til 153 mio.
kr. Forholdet mellem antal senge, hvortil der leveres fra henholdsvis
sygehusapotek og privat apotek er 22.390 senge og 19.265 senge, derfor synes
de 153 mio. kr. at indbefatte andet end leverance til sygehusene, f.eks.
private kunder. I samme skrivelse er der foretaget en supplerende
undersøgelse af leveranceforhold mellem sygehusapoteker og Danmarks
Apotekerforening, hvor antal pakninger pr. varelinie var henholdsvis 13,2 og
79. Disse tal har ikke nogen relevans, idet der ikke er opgivet hvilken
slags pakninger sammenligningen er foretaget på. Sygehusapotekerne køber
som regel klinikpakninger, der oftest indeholder ti enkelte pakninger.
Statistikken er unøjagtig og medtager leverancer, som under alle
omstændigheder vil køre videre uanset om ordningen træder i kraft eller ej.
I monopoltilsynets pressemeddelelse anføres det, at de øgede udgifter
opvejes af tilsvarende besparelser. I referatet til rådsmødet er beregningen
foretaget således: Sygehusapotekerne får en øget udgift på 9,388 mio. kr. i
forhold til udgiften efter det bestående system, og fabrikanterne og
importørerne får en mindre indtægt på 5,056 mio. kr. Disse i alt 14,444 mio.
kr. går til øget grossistavance (4,934 mio. kr.) og til nedsættelse af
apotekernes indkøbspriser (9,511 mio. kr.), jfr. følgende opstilling:
Sygehusapotekernes merudgift +9.388.000 kr.
Leverandørernes mindre indtægt +5.056.000 kr.
Grossisternes meravance -4.934.000 kr.
Apotekernes mindre indkøbspris -9.511.000 kr.
----------------
0
Udover disse virkninger vil forslaget medføre, at de særlige
rabatter, som leverandørerne i visse tilfælde har ydet til
sygehusapotekerne, vil falde bort og give mulighed for yderligere reduktion
af apoteksindkøbsprisen. Det er ikke muligt at anføre præcise tal for disse
rabatter, men det må antages at dreje sig om nogle få mio. kr.
Prisnedsættelsen ved salget til de private apoteker andrager ca. 9,5 mio.
kr. Denne besparelse vil medføre tilsvarende nedsættelse af apotekernes
salgspriser. Herved vil det offentlige - via sygesikringen - spare ca. 5 mio.
kr. og via indkøbene på de sygehuse, der ikke har eget sygehusapotek,
yderligere 1/2 mio.kr. Foranstående oversigt kan derfor opstilles således.
Merudgift for det offentlige 9.4 mio.-5.5 mio. 3.9 mio.kr.
Leverandørernes mindre indtægt 6.1 mio.kr.
Grossisternes meravance -4.9 mio.kr.
Mindre udgift for private forbrugere -4.1 mio.kr.
--------------
0 kr.
Klagerne har hertil anført, at resultatet af beregningen er urigtig, da
rabatterne ikke er medtaget i tallene, og resultatet bliver derfor forkert.
Ordningen vil bl.a. betyde, at de udenlandske producenter vil kunne opnå
højere priser, og disse penge vil ikke komme det danske samfund til gode. Den
samlede merudgift vil ikke som ansat af monopoltilsynet være på blot nogle få
mio. kr. Merudgiften vil beløbe sig til 25 mio. kr. for sygehusene.
Sygehusapotekernes skøn over omkostningerne, såfremt omlægning af
disttributionsordningen havde været foretaget fra 1. januar 1982 ser
således ud:
Sygehusapotek Omkostninger i 1982 incl. moms
Rigshospitalet 4.000.000 kr.
Finseninstitutet 1.395.258 kr.
Landbohøjskolen 26.840 kr.
Kommunehospitalet 1.801.142 kr.
Bispebjerg Hospital 1.960.768 kr.
Frederiksberg Hospital 1.100.000 kr.
Københavns ak. (Herlev) 6.000.000 kr.
Roskilde Sygehus 750.000 kr.
Holbæk Sygehus 620.000 kr.
Odense Sygehus 2.428.700 kr.
Vejle Sygehus 214.000 kr.
Kolding Sygehus 439.810 kr.
Horsens Sygehus 240.000 kr.
Århus Kommunehospital 2.387.300 kr.
Randers Sygehus 266.962 kr.
Ålborg Sygehus 1.732.500 kr.
--------------------------------------------------------------------
I alt 25.363.280 kr.
--------------------------------------------------------------------
En række af de indkomne besvarelser tyder på, at der er foretaget ret
præcise udregninger, mens andre bærer præg af at være forholdsvis løse skøn.
Fra flere sygehusapoteker er der dog tilkendegivet, at man vil være i stand
til at foretage mere præcise skøn, men at dette vil være både tid- og
mandskabskrævende.
Den balance der set fra forbrugerside er i ordningen vil blive vendt til
en meromkostning, når der i beregningerne inddrages de rabatter udover
grossistindkøbsprisen som sygehusapotekerne har opnået. Disse rabatter er som
nævnt ovenfor ikke inddraget i hverken Arbejdsudvalgets eller
monopoltilsynets beregninger. Man har altså her en ordning, som oprindelig er
blevet fremlagt med beregninger, der viser, at ordningen vil føre til
besparelser for forbrugerne. Herefter er det af monopoltilsynet beregnet, at
ordningen vil balancere set fra forbrugerside. Endelig vil inddragelse af de
særlige rabatter der gives til sygehusapotekerne, udover
grossistindkøbsprisen betyde, at ordningen set fra forbrugerside vil medføre
betydelige meromkostninger.
Grundlaget for monopoltilsynets beregninger er Arbejdsudvalgets rapport,
som netop ser bort fra særlige rabatter.
Der er heller ingen sikkerhed for, at der i forbindelse med omlægningen,
hvor der skulle foretages nedsættelser af prisen, vil ske en godskrivning på
sygesikringen. Arbejdsudvalget for medicindistribution anfører, at det under
forhandlingerne er oplyst, at Direktoratet for Statens Indkøb har henvendt
sig til fabrikanter og importører om indkøb af visse specialiteter, og at der
i flere tilfælde er indgået aftaler om leverancer på særlige vilkår. Det
anses for nødvendigt, at der i forbindelse med samordningen bliver afskåret
fra denne mulighed for specialindkøb til priser, der afviger fra de anmeldte
AI-priser. Begrundelsen for dette er navnlig, at det sædvanligvis drejer sig
om et begrænset antal specialiteter, der er udvalgt inden for et bredere
sortiment, og den udbyggede grossistdistribution baseres på et totalmix af
både hurtigt og langsomt omsatte specialiteter. Endvidere er bemærket, at
priseffekten af mulige storleverancer bør komme det samlede forbrug til gode
i form af en nedsættelse af AI-prisen fremfor at isoleres som en
særprisfordel for et fåtal af institutioner.
Direktoratet for Statens Indkøb har da også stillet sig meget negativt
over for ordningen og bl.a. anført at: Direktoratet for sin egen del har
hæftet sig ved, at udvalget ikke er fremkommet med egentlige kalkulationer
som grundlag for forslaget. De beregninger, som direktoratet har kunnet
foretage på baggrund af udvalgets talmæssige oplysninger, viser imidlertid en
samlet merudgift på 1,5 mio. kr., hvis forslaget gennemføres. Dertil kommer
en række uheldige omfordelinger, hvoraf kan nævnes, at fabrikanter/importører
synes at ville få en øget indtjening på 1,8 mio. kr. (inklusive ca. 1,5 mio.
i særrabatter til sygehusapotekerne i det storkøbenhavnske område, som ikke
er nævnt i udvalgets forslag), medens grossisterne og de private apoteker vil
miste henholdsvis 0,3 mio. kr. og 4,7 mio. kr.
Gennemførelsen af udvalgets forslag vil i øvrigt ikke alene betyde, at
sygehusapotekerne mister de særrabatter, som opnås gennem fælles indkøb, men
også at sygehusapotekerne fratages muligheden for de yderligere besparelser,
som vil være knyttet til en udbygning af fællesindkøbet.
Ved udformningen af selve ordningen skal, som følge af den
omsætningstilgang, der bliver for specialitetsgrossisterne ved overtagelsen
af de hidtidige, direkte leverancer til sygehusapotekerne, den gennemsnitlige
grossistmarginal blive reduceret med godt 0,4 procent i forhold til det
gældende gennemsnit på 9,0 procent af AI-prisen i forhold til
1981-omsætningen. På grund af de øgede finansieringsomkostninger ved
kredittidsforlængelsen for sygehusapotekernes vedkommende og den nedjustering
af omsætningen, der skyldes samtidige pristilpasninger, bliver den
gennemsnitlige avancereduktion dog kun 0,3 procent.
Det er som om monopoltilsynet i sin holdning synes at have noget imod, at
priserne for sygehusapoteker er lave. I rådsreferatet anføres det, at det
forekommer uheldigt, at der ikke samtidig med omlægningen af leverancerne til
sygehusene fastsættes regler for salget af klinikpakninger. Der ydes ofte
rabatter ved salg af disse pakninger, der går langt ud over det
omkostningsmæssigt begrundede. Rabatten ydes - ganske som ekstrarabatterne
til sygehusapoteker - for at fremme salget af de pågældende præparater til
fuld (måske af samme grund forhøjede) forbrugerpris, efter at patienten er
udskrevet fra sygehuset. Rabatten på klinikpakninger kan kun opnås af
sygehusene, idet apotekerne skal videresælge de pågældende pakninger -
indeholdende f.eks. 10 glas a 100 tabletter - samlet til sygehus eller
klinik. Det må frygtes, at antallet af klinikpakninger øges, når der ikke
længere er mulighed for at give rabat direkte til sygehusapotekerne.
Direktoratet har drøftet dette spørgsmål med brancheorganisationerne under en
forhandling den 10. maj 1982. EFter denne forhandling har Arbejdsudvalget for
medicindistribution i en skrivelse af 25. maj 1982 om klinikpakningerne
udtalt: Arbejdsudvalget kan endvidere tilslutte sig det synspunkt, at
rabatterne bør være omkostningsmotiverede. En konkret vurdering af forholdet
kræver nærmere undersøgelser, som vil blive iværksat. Et foreløbigt og
uforpligtende skøn går ud på, at der på leverandørsiden kan være visse
omkostningsbesparelser forbundet med markedsføring og levering af
klinikpakninger (færre ekspeditioner, sparet tid, enklere emballering etc.),
som dog næppe kan motivere en større rabat end 5-10 procent i forhold til
enkeltstykpakningerne.
Der kan gives tilsagn om, at Arbejdsudvalget vil tage spørgsmålet op med
brancheorganisationeren.
Under den afsluttende forhandling den 16. juni 1982 har Arbejdsudvalget
accepteret, at omlægningen af leverancerne til sygehusapotekerne ikke sættes
i kraft, før spørgsmålet om klinikpakningerne er løst.
Arbejdsudvalget forudsætter dog, at spørgsmålet ved Sundhedsstyrelsens
hjælp løses på en sådan måde, at der bliver samme regler for
farbriksfremstillede præparater og for apoteksfremstillede præparater.
Klagerne må netop hæfte sig ved dette sidste forhold. Spørgsmålet er netop
endnu ikke løst, idet Arbejdsudvalget den 11. december 1982 i en skrivelse
til Sundhedsstyrelsen anmoder Sundhedsstyrelsen om, at der tages
skridt til at ændre apotekerudsalgspriserne på apoteksproduktionen således,
at der opnås ligestilling på multipakningsområdet allerede pr. den 3. januar
1983.
Konsekvenserne af, at nyordningen indføres er, at der påføres det
offentlige en merudgift på 25 mio. kr., og at man udelukker et
konkurrencemoment på kvalitet og pris som findes i dag.
Endelig vil public relationsaktiviteter og dermed omkostningerne i al
almindelighed blive forøget, og de små grossister vil formentlig komme i
fare. Tidligere var der 25 grossister - i dag er der 4, hvoraf de to er meget
store. Formentlig vil der ske en forvridning i konkurrencegrundlaget for
producenterne indbyrdes - der vil dannes større lagre, og der vil sikkert ske
en forøget produktion på sygehusapotekerne. Når Arbejdsudvalget den 26. april
1981 skriver til monopoltilsynet, at omlægningen vil kunne medføre væsentlige
fordele for sygehusapotekerne, hvad angår såvel administration som
varehåndtering og lagerføring, må det fremhæves, at under det skitserede
system vil sygehusapotekerne stadig købe ikke-indregistrerede specialiteter
f.eks. for Rigshospitalets vedkommende godt 100 forskellige præparater,
mærkevarer, desinfektionsvæsker, reagenser og utensilier direkte fra de samme
fabrikanter/importører, hvilket vil medføre telefonordrer til disse firmaer
og derudover skal der foretages opkald til grossisterne, hvor hvert
sygehusapotek vil handle med mindst to grossister af hensyn til
forsyningssikkerheden, og der vil blive bestilt varer flere gange daglig,
idet der både er hasteordrer og rutineordrer til hver grossist.
Der er altså i virkeligheden tale om en komplikation i stedet for en
forenkling.
Særlig for grønlandske forhold vil ordningen medføre en række ulemper.
I henhold til et kontraktforhold mellem Københavns amtskommune og
Ministeriet for Grønland forsyner centralapoteket alle sygehuse m.v. på
Grønland med lægemidler.
Hovedparten af alle lægemidler forsendes med skib efter skriftlig
rekvisition baseret på det bedst mulige skøn over årsforbruget af de berørte
lægemidler.
Forsendelserne til en række destinationer må nødvendigvis finde sted i den
korte periode, hvor disse endnu er isfri. På grund af den lange ordre- og
forsendelsesvej, de helt specielle grønlandske forhold m.v. kan en
betragtelig del af et givet præparats holdbarhedstid være forløbet før dette
er til rekvirentens disposition.
For præparater med en kort - eller dog kortere - samlet holdbarhedsperiode
er det derfor af afgørende vigtighed, at de opsendte præparater af apoteket
fremskaffes så friske som muligt, d.v.s. med så lang en
rest-holdbarhedsperiode som muligt.
I modsat fald opstår risiko for, at dele af et vareparti udløber og må
kasseres, hvilket medfører urimelige tab og at der må opsendes
hasteleverancer med den meget kostbare flyforbindelse - om dette efter
forholdene overhovedet er muligt.
Den holdning som monopoltilsynet har indtaget i denne sag er i strid med
tidligere praksis. I ankenævnskendelsen j.nr. 16/71, Medicinalbranchen
(meddelelser fra monopoltilsynet 1972 p. 225 ff.) fastslås det i forbindelse
med en leveringsnægtelse, at en eneforhandlingsret - støttet på boycot - var
i strid med monopolloven, og i omtalen i meddelelser fra monopoltilsynet 1974
p. 62 af aftalen om et nyt rabatsystem i medicinalbranchen giver
monopoltilsynet udtryk for, at en ordning som den, der er tale om her, vil
stride mod monopollovens bestemmelser.
Den ordning som består i dag har eksisteret siden 1913 og har hidtil
fungeret tilfredsstillende.
Biintervenienten A. L.-Pharma har til støtte for sin påstand
bl.a. anført, at selskabet altid har solgt til lave priser og i øvrigt solgt
særligt billigt til sygehusapotekerne. A.L.-Pharma er en lille virksomhed,
som ikke har haft den kostbare markedsføring som de andre forhandlere, men
A.L.-Pharmas produkter er de billigste på markedet - også på de
private apoteker. Nyordningen vil sætte en priskonkurrence ud af funktion, og
der vil komme en forvridning af strukturen til fordel for Danmarks
Apotekerforening.
At A.L.-Pharma har tiltrådt ordningen skyldes, at firmaet har betydelig
større leverancer til de private apoteker end til sygehusapotekerne, og
firmaet kan ikke overleve på markedet uden denne omsætning.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at
når tilsynet den 5. juli 1982 godkendte omlægningen for fabriksfremstillede
specialiteter, fordi omkostningsbesparelserne skulle anvendes til
prisnedsættelser, så var det dog med det forbehold, at hvis der konstateres
uforudsete uheldige virkninger, så vil tilsynet tage sagen op på ny.
Der er tale om en kundekreds, som er begrænset til 319 apoteker, der må
forhandle de apoteksforbeholdte præparater og 14 sygehusapoteker.
Grossisterne er uden indflydelse på deres salgspris, apoteksindkøbsprisen,
der efter lægemiddelovens § 22 fastsættes af importørerne og producenterne og
af disse anmeldes til Sundhedsstyrelsen. Grossisterne yder ikke rabatter på
de anmeldte priser, men leverandørerne kan ansætte forholdsvis lavere priser
for større end for mindre pakninger.
Grossisterne varetager distributionsfunktionen i relation til
fabrikanter/importører og apoteker. De har ingen egentlig salgsfunktion.
Markedsføring, reklamering og informationsbesøg hos lægerne foretages alene
af producenterne og importørerne.
Grossisterne har samme betalingsbetingelser. Den eneste
konkurrencemulighed vedrører service og leveringshyppighed. I ugens 5 første
dage er der leverancer til alle landets apoteker, og for apotekerne i de
større byer gælder det, at levering kan finde sted 2 eller 3 gange om dagen.
Herudover kan nødleverancer i undtagelsestilfælde foretages med få timers
varsel.
Grossisterne kan ikke rationalisere lagerføring og salg ved kun at
forhandle et af flere mulige synonyme præparater. Uanset at Valium, Stesolid
og Apozepam er kemisk ens præparater, må alle præparaterne og alle
pakningstørrelserne føres på lager.
Grossisterne har alle samme avance (rabat på apoteksindkøbspriser) på de
enkelte præparater. Avancen varierer fra præparat til præparat efter
præparatets omsætningshastighed. Den gennemsnitlige avance er 9,0 procent af
apoteksindkøbsprisen.
Grossisternes bruttoavance, der beregnes som en rabat på
apoteksindkøbsprisen, er for de enkelte lægemidler fastlagt i det såkaldte
præparationsrabatsystem, der er aftalt mellem grossisterne samt Danmarks
Apotekerforening. Avancen er lav (5,9 procent) for de 36 pakningsstørrelser,
der dækker en fjerdedel af hele omsætningen. Den er højere for de øvrige ca.
4.000 pakningsstørrelser, og højst (op til 15 procent) for flaskevarer og
narkotika m.v. Satserne i avancesystemet beregnes ved, at grossisternes
samlede omkostninger deles op i linieafhængige omkostninger,
pakningsafhængige omkostninger og andre omkostninger, der forudsættes at
afhænge af omsætningen. De samlede omkostninger fordeles herefter på de
forskellige rabatgrupper efter antallet af fakturalinier, antallet af
pakninger og omsætning.
Det har været tanken med præstationsrabatsystemet, at hver af
producenterne og importørerne skulle bidrage til grossisternes
distributionsvederlag i forhold til de omkostninger, der er ved at
distribuere den pågældende leverandørs præparater. Hvert præparat belastes
herved med de gennemsnitsomkostninger, der er opgjort for den rabatgruppe,
hvortil præparatet efter sin årsomsætning hører. Grossistvederlaget er
således til en vis grad omkostningsbestemt for det enkelte præparat.
Hele dette systems overholdelse kontrolleres af monopoltilsynet.
De private apoteker køber til AI-priser, medens sygehusapoteker køber til
grossistindkøbspris, som er ca. 9 procent mindre end AI-priser, og hertil
kommer så særrabatterne.
Baggrunden for de store ekstrarabatter, der i visse tilfælde ydes til
sygehusapotekerne, er, at indarbejdning af et lægemiddel på et hospital kan
være afgørende for afsætningen af lægemidler til patienterne fremover gennem
de private apoteker, idet patienterne ofte fortsætter efter hospitalsopholdet
med at anvende det præparat, der indgik i hospitalets behandling.
Disse ekstrarabatter er således ikke begrundet i, at der er lavere
omkostninger for leverandøren ved leverancerne til sygehusapotekerne end ved
leverancer til grossisterne. Der må endog antages at være forbundet visse
meromkostninger med denne ekspedition, der sker sideløbende med de ugentlige
leverancer af overvejende samme sortiment til grossisterne. Den rabat på
apoteksindkøbsprisen, som sygehusapotekerne opnår generelt ved køb til
grossistindkøbspris, er derimod søgt begrundet gennem en argumentation om, at
sygehusapotekerne kan indkøbe mere rationelt end de private apoteker. Dette
hænger sammen med sygehusenes mere begrænsede sortiment - ofte fastlagt i
lægemiddelkomiteer - og det større samlede indkøb. Sygehusapotekernes indkøb
sker ofte ved afgivelse af en ugentlig ordre til hver af producenterne og
importørerne.
I Canada har man et eksempel på, at en leverandør, Hoffman La Roche, ydede
rabatter, der i praksis betød, at man leverede gratis til sygehuse i Canada.
De sygehuse, der ikke har eget sygehusapotek, indkøber lægemidler hos de
stedlige private apoteker. De betaler herfor apoteksudsalgspris (incl.
recepturgebyr på hver enkelt pakning) minus 10 procent rabat. Reglerne herom
er fastsat i medicintaksten af indenrigsministeriet med hjemmel i
apotekerlovens § 30.
I 1980 aftog de 14 sygehusapoteker farmaceutiske specialiteter til et
samlet beløb på ca. 124 mio. kr. Heraf udgjorde de direkte leverancer ca. 119
mio. kr., og grossistleverancerne ca. 5 mio. kr. Til sammenligning kan
anføres, at den samlede omsætning af farmaceutiske specialiteter i 1980 var
1.234 mio. kr. (alle tallene er målt i apoteksindkøbspriser).
Brancheforeningerne mener, at der ved ændringen, der vil forøge
grossisternes specialitetsomsætning med ca. 10 procent, kan opnås
forenklinger og rationaliseringsfordele - blandt andet ved en mere effektiv
udnyttelse af grossisternes destributionsorganisation. Dette indebærer en
række besparelser, der vil medføre en generel nedsættelse af prisen for
farmaceutiske specialiteter. Brancheforeningerne mener endvidere, at
forsyningsstrukturerne retfærdiggør en prismæssig ligestilling af apotekerne
og søger dette dokumenteret gennem undersøgelser af leveringshyppighed og
indkøbsstørrelser m.v.
Grossisterne er i dag en slags reserveleverandører, og det er typisk de
små ordrer eller hasteordrer, der går til grossisterne.
Grossisternes meromkostninger vil ved tilkomst af sygehusleverancerne
skønsmæssigt beløbe sig til 5 mio. kr. pr. år, svarende til ca. 4 procent af
omsætningen til sygehusapotekerne, medens fabrikanter og importører
skønsmæssigt straks vil spare ca. 3,6 mio. kr. pr. år, svarende til ca. 3
procent af den direkte omsætning med sygehusapotekerne. Besparelserne
forventes at stige i tiden efter omlægningen. De lave meromkostninger for
grossisterne - de nævnte 4 procent - medfører en nedgang i grossisternes
gennemsnitsavance fra 8,8 procent til 8,4 procent.
Besparelserne hos fabrikanterne og importørerne vil blive omsat i
prisnedsættelser, der fuldt ud opvejer grossisternes meromkostninger. Dette
vil ske ved, at apoteksindkøbspriserne reduceres med et beløb svarende til 4
procent af omsætningen med sygehusapotekerne.
Distributionsomlægningen vil også frembyde rationaliseringsmuligheder for
sygehusapotekerne i form af forenklet administration, varehåndtering og
beordring, samlet levering og fakturering samt reducerede beredskabslagre.
Den prismæssige ligestilling mellem sygehusapotekerne og de private
apoteker vil få til følge, at sygehusapotekernes indkøbspriser forhøjes fra
grossistindkøbspriser til apoteksindkøbspriser. Endvidere afskæres
sygehusapotekerne fra at indgå de foran omtalte aftaler om leverancer til
særligt lave priser.
Det offentlige vil således betale en del af nedsættelsen af
forbrugerprisen, Særrabatternes omfang er blevet drøftet med Direktoratet for
Statens Indkøb, som har anført, at da der var tale om indkøb i
størrelsesordenen 10 mio. kr. på årsbasis, kunne rabatterne højst være et par
mio. kr.
Sygehusapotekerne modtog ifølge en foretagen undersøgelse for juli kvartal
1978 i gennemsnit pr. uge 25 direkte leverancer (med spredning fra 2-47 fra i
alt 43 leverandører) plus 9 leverancer (med spredning fra 3-18) fra de 4
specialitetsgrossister, i alt gennemsnitligt 34 leverancer, medens de private
apoteker for tiden modtager 12 1/2 leverancer i gennemsnit pr. uge.
Grossisterne foretager således næsten lige så mange leverancer til
sygehusapotekerne som til de private apoteker (9 mod 12 1/2 pr. uge) til
trods for, at sygehusapotekerne får mange direkte leverancer. Tillige
anføres, at antal pakninger pr. varelinie er 13,2 for sygehusapotekernes
vedkommende mod 6,8 for de private apotekers vedkommende.
Gennemsnitsbeløbet pr. sygehusapoteksleverance for direkte leverancer og
grossistleverancer i juli kvartal 1978 beløb sig til henholdsvis 5.026 kr. og
547 kr. Set under eet var gennemsnitsleverancen 3.834 kr. For de mindste
sygehusapoteker var beløbet dog på under 2.000 kr.
Monopoltilsynet finder, at selve beløbsstørrelsen måske er knap så vigtig
- men antallet af leverancer er vigtig i vurdering af omlægningens betydning.
Det er ikke rimeligt, at grossisterne skal være reserveleverandører.
Monopoltilsynet har forsøgt at få de berørte parter til at påvise
eventuelle urimelige forhold ved nyordningen. Monopoltilsynet ser ingen fare
i grossisternes monopolstatus, idet de ikke har nogen afgørelse på priserne -
de har en uselvstændig stilling som distributører.
Klinikpakninger er en samling normalt af 10 ensartede pakker, der sælges -
ofte med op til 20 procent reduktion. Det er en rabat, der er målrettet mod
sygehusene, og disse rabatter vil falde bort.
Monopoltilsynet har overvejet tvangselementet i ordningen, men ment at det
var nødvendigt for at undgå, at nogle, som ikke ville overholde ordningen,
skulle lukrere på de andre som overholdt denne.
Der er i øvrigt ikke tale om eksklusive handelsforbindelser, sådan at
nogen f.eks. nye leverandører udelukkes fra markedet. Alle kan levere gennem
grossisterne. Der kan også konkurreres på priser, men priserne skal blot
sættes generelt, og altså ikke i form af rabatter til enkelte aftagere. Der
er derfor ikke tale om en eksklusiv aftale, hvis man betragter prisforholdene
- og selv om dette var tilfældet er eksklusivaftaler som sådan jo ikke
forbudt. De skal vurderes efter monopollovens § 11 - men i det foreliggende
tilfælde er der efter monopoltilsynets vurdering ikke tale om urimelige
priser - tværtimod bliver priserne generelt nedsat. Efter tilsynets
opfattelse sikres der også Amtsrådsforeningens sygehuse et rimeligt
prisniveau.
Monopoltilsynet er enig i, at der vil kunne forekomme konkurrence med de
apoteksfremstillede produkter, men tilsynet ser ikke nogen fare heri, fordi
konkurrencen nu skal udspilles på det generelle prismæssige niveau i stedet
for på særrabatter. Monopoltilsynet betragter ikke sygehusapotekernes
indkøbsforhold som det sidse hjørne af den frie prisdannelse inden for
medicinalhandelen, men mener at rabatterne gives i en hel anden hensigt end
den konkrete prismæssige vurdering.
Biintervenienterne Arbejdsudvalget for medicindistribution har
til støtte for deres påstand bl.a. anført følgende:
Arbejdsudvalget består af repræsentanter for brancheforeningerne MEDIF
(Medicinimportørforeningen), MEFA (Foreningen af danske Medicinfabrikker),
MEGROS (Foreningen af Medicingrossister) og Danmarks Apotekerforening.
Der er tale om organisationer, som på mange områder har modstridende
interesser, men her er man blevet enige om en fællesordning for distribution
af medicinalvarer, som er forhandlet med monopoltilsynet og som også er
undergivet tilsynets kontrol ligesom Sundhedsstyrelsen også har været inde i
billedet.
Leverandørerne ønsker ikke at sælge med rabatter, og A.L.-Pharma har
tiltrådt ordningen. Området er i vidt omfang undergivet konkurrence, men nu
skal det ikke ske ved usaglige rabatter men ved generelle konkurrencedygtige
priser.
I advokat Søbys henvendelse af 13. december 1982 til monopol-ankenævnet på
vegne A.L.-Pharma erkendes det, at rabatterne har et særligt formål, idet det
i skrivelsen siges: A.L.-Pharma A/S har som forholdsvis lille selskab på
markedet ikke tilsvarende muligheder for massive reklamefremstød over for
lægerne, som de store virksomheder har. A.L.-Pharma A/S har som promotion af
selskabets produkter valgt at sælge disse særligt billigt til sygehusene,
idet anvendelse af A.L.-Phama produkter i sygehusene har en vis afsmittende
effekt på anvendelsen andetsteds.
Det kan undre at se Amtsrådsforeningen som klager, idet denne forening jo
omfatter alle amtskommuner og ikke kun de, der har et sygehusapotek. De andre
kommuner, der ikke har et sygehusapotek, skal efter den nugældende ordning
betale for, at de kommuner, der har et sygehusapotek, kan få billigere
præparater. Sygehusapotekerne har ikke en egentlig distribution, og der
stilles ikke til disse krav om, at de til enhver tid skal kunne levere enhver
medicin. Opgaverne er af langt mindre omfattende karakter end for de private
apoteker. Sygehusapotekerne udøver ingen grossistfunktion.
Det forekommer ikke rimeligt, at der skal være prisforskel på medicinen,
når den købes til hjemmeforbrug frem for til hospitalsbrug, og eller hvis
medicinen købes til et sygehus, der har et eget apotek frem for et der ikke
har det.
Sygehusapotekerne køber til GI-priser og får foruden rabatter en lang
kredit - hvilket der ikke er nogen saglig begrundelse for. Selv efter
omlægningen er det dog således, at sygehusapotekerne får billigere adgang til
de fabriksfremstillede præparater end den almindelige forbruger.
Præstationsrabatsystemet er alle tilfreds med, også A.L.-Pharma. At der skal
en vis tvang til at få et system til at fungere er retfærdiggjort ved
præstationsrabatsystemets funktion, hvor monopoltilsynet også har accepteret,
at en vis tvang var nødvendig.
Den grundlæggende tanke er, at man ikke vil berøre lægernes frie
ordinationsret af medicin. Systemet i lægemiddelovens § 22 bygger på, at der
skal være ensartede priser i hele landet, hvilket også fremgår af § 30 i
apotekerloven. Sygehusapotekerne - der er nævnt i en række paragraffer i
apotekerloven - er ikke undtaget fra dette system, og derfor er den
uensartede pris for medicinalvarer en krænkelse af det bestående lovsystem.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
Den af Arbejdsudvalget forhandlede og af de 4 organisationer vedtagne
distributionsordning indebærer, at fabrikanter og importører af
fabriksfremstillede farmaceutiske specialiteter, der ønsker at benytte sig af
medicinalgrossisternes medvirken til distribution af deres produkter, er
afskåret fra at foretage direkte salg til sygehusapotekerne. Handelen med
sygehusapotekerne findes efter det i sagen oplyste ikke med størrelsen af de
enkelte ordrer, det samlede kvantum eller andre omstændigheder at adskille
sig sådan fra salg til de øvrige aftagere - de almindelige apoteker - at
ordningen kan siges at indebære en urimelig indskrænkning i den frie
erhvervsudøvelse eller en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen.
Der er i hvert fald i øjeblikket ej heller grundlag for at antage, at
omlægningen vil medføre urimelige priser eller forretningsbetingelser.
Ankenævnet er derfor enig med monopoltilsynet i, at dette ikke i
monopollovens § 12 jfr. § 11 har haft hjemmel til at pålægge organisationerne
at ophæve eller ændre den trufne ordning. Nævnet har herved også lagt vægt
på, at prisfastsættelsen i lægemiddelbranchen er underkastet en indgående
offentlig regulering.
Herefter bestemmes:
Monopoltilsynets afgørelse af 5. juli 1982 stadfæstes.
Lignende dokumenter
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav(* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - sortimentskrav (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - prisniveau - lokkevaresalg (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Anmeldelse af konkurrencebegrænsende aftale - ugyldighed (* 1) Retsinformation · 24. september 1997