1990 BSF 58 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANSK TILSLUTNING TIL EF-ASYLKONVENTIONEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til i folketingssamlingen 1991-92
at fremsætte forslag til ændring af udlændingeloven med henblik på
at skabe grundlag for dansk ratifikation af konvention om
fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig for behandlingen af
en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater (EF-asylkonventionen).
Lovforslaget skal omfatte følgende ændringer i udlændingeloven:
1) Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning i de tilfælde, hvor
Danmark i henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen
til i disse tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med
konventionens regler, fastslås i udlændingeloven.
2) For at undgå dobbeltbehandling af sagerne skal der ske en udbygning af
den særlige afvisningsprocedure efter udlændingelovens § 48, stk. 2, således
at asylansøgeren straks kan overføres til den medlemsstat, der i henhold til
konventionen er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
3) Det fastsættes i udlændingeloven, at Danmark af humanitære grunde kan
påtage sig behandlingen af en asylansøgning, selv om Danmark ikke ifølge
konventionen er forpligtet hertil.
4) Udlændingeloven ændres således, at en asylansøgning anses for at
omfatte såvel konventions- som de facto-status.
5) Adgangen til at indgive asylansøgninger på danske repræsentationer i
udlandet begrænses, således at ansøgning ikke længere kan indgives på
repræsentationer inden for EF-området.
6) Der fastsættes bestemmelser i udlændingeloven om videregivelse af
oplysninger efter konventionen, og Registertilsynet udpeges som
kontrolinstans vedrørende oplysninger, der ikke er undergivet edb-behandling.
7) Ved ændringen af udlændingeloven skal der tages hensyn til muligheden
for fremtidige tilsvarende konventioner, der indgås med lande uden for EF,
herunder især de øvrige nordiske lande.
Bemærkninger til forslaget
Læs alt
1. Indledning.
Beslutningsforslaget tilsigter at skabe grundlag for Danmarks tilslutning
til EF-asylkonventionen.
Formålet med EF-asylkonventionen er at fastslå princippet om, at een og
kun een stat, der udpeges efter konventionens kriterier, skal have ansvaret
for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i et af EF-landene. Herved
kan man undgå, at asylansøgerne bliver kastebolde mellem landene, fordi ingen
vil påtage sig ansvaret for behandlingen af sagen. Endvidere kan man undgå,
at flere medlemsstater unødigt bruger ressourcer på at behandle samtidige
eller successive asylansøgninger fra samme person. Konventionen indeholder
således formelle værnetingsregler, der svarer til det materielle 1.
asyllandsprincip, som i forvejen følges af de fleste medlemsstater, herunder
Danmark.
EF-asylkonventionen tilsigter ikke at skabe ensartede regler for, hvilke
betingelser en asylansøger skal opfylde for at få asyl i en medlemsstat
(materielle asylregler). På længere sigt er det imidlertid EF-landenes mål at
nå frem til en harmonisering af asylpolitikken.
Konventionen blev undertegnet af de 11 andre EF-medlemsstater den 15. juni
1990 i Dublin. Konventionen er endnu ikke undertegnet af Danmark.
Konventionen træder i kraft, når alle tolv EF-medlemsstater har ratificeret
konventionen.
Det foreliggende beslutningsforslag opfordrer regeringen til i den
kommende folketingssamling at fremsætte de forslag til ændringer i
udlændingeloven, som kan skabe grundlag for, at Danmark ratificerer denne
konvention.
2. Forholdet til tredjelande.
En række tredjelande, først og fremmest Norge, Sverige, Østrig og
Schweiz, har udtrykt interesse for at deltage i en tilsvarende ordning
vedrørende asylansøgere som den, der er indeholdt i asylkonventionen.
EF-landene har i forbindelse med Dublin-ministermødet tilkendegivet, at de
for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den
mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til
andre stater ved at lade disse stater indgå forpligtelser i lighed med de i
konventionen fastsatte ved hjælp af passende instrumenter. Flertallet af
EF-landene har imidlertid fundet, at det er for tidligt at indlede egentlige
forhandlinger med tredjelande om en tilknytning til EF-asylkonventionen,
eftersom konventionen endnu ikke er undertegnet af alle medlemsstater.
Medlemsstaterne har endvidere givet udtryk for, at spørgsmålet om
tredjelandes tilknytning til EF-asylkonventionen rejser en række politiske og
juridiske problemer.
Danmark har under arbejdet med EF-asylkonventionen støttet tanken om, at
tredjelande - som f.eks. de nordiske lande - får mulighed for at indgå i
samarbejdet. Det er nærliggende, at en sådan udvidelse af samarbejdet til
også at omfatte andre lande end EF-medlemsstaterne faktisk vil finde sted.
Justitsministeriet har derfor udformet beslutningsforslaget således, at der i
forbindelse med tilpasningen af udlændingeloven til EF-asylkonventionen
samtidig tages hensyn til fremtidige tilsvarende konventioner, der indgås med
lande uden for EF.
3. Konventionens indhold.
Konventionens indhold kan opdeles i 5 hovedkategorier:
- generelle principper,
- kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig,
- følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat,
- udveksling af oplysninger, og
- tilknyttede bestemmelser.
Konventionsteksten er optaget som bilag 1 til beslutningsforslaget. Som
bilag 2 er optaget en mødeprotokol for konferencen mellem EF-medlemsstaternes
ministre med ansvar for indvandring i Dublin den 15. juni 1990.
3.1. Generelle principper.
Konventionen indledes med en principerklæring, idet medlemsstaterne på ny
bekræfter deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen og New
York-protokollen om flygtninges retsstilling uden nogen som helst geografisk
begrænsning af disse teksters anvendelsesområde og bekræfter deres tilsagn om
at samarbejde med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, jf.
konventionens artikel 2.
Medlemsstaterne forpligter sig endvidere til at sørge for, at enhver
udlænding, der indgiver en asylansøgning ved grænsen til eller i et af
medlemslandene, får denne ansøgning behandlet, jf. konventionens artikel 3,
stk. 1.
Konventionen fastslår, at enhver asylansøgning, der indgives af en
udlænding i en af staterne, skal behandles af een enkelt medlemsstat, som
udpeges efter objektive kriterier, der er fastsat i konventionen, jf.
konventionens artikel 3, stk. 2, og artikel 4-8. Ansøgningen behandles af
medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens
internationale forpligtelser.
Enhver medlemsstat bevarer sin suveræne ret til at behandle en
asylansøgning, selv om den ikke er forpligtet hertil efter kriterierne i
konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 3. Den medlemsstat, der er
ansvarlig efter konventionens bestemmelser, bliver herefter frigjort fra sine
forpligtelser, idet disse overgår til den stat, som ønsker at behandle
ansøgningen.
Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale
lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af
bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen,
jf. konventionens artikel 3, stk. 5.
3.2. Kriterier for fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig.
Konventionen fastlægger i artikel 4-8 de kriterier, som er afgørende for,
hvilken af medlemsstaterne, der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, der indgives af en udlænding. Disse kriterier tager hensyn til
asylansøgerens eventuelle familiemæssige tilknytning og til, hvordan
vedkommende er rejst ind på medlemsstaternes område. Kriterierne finder
anvendelse i den anførte rækkefølge.
Ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning er således i første række
den stat, hvor asylansøgerens nærmeste familiemedlemmer allerede
opholder sig som konventionsflygtninge (ægtefælle, mindreårige børn eller
forældre, dersom asylansøgeren selv er mindreårig), jf. konventionens artikel
4.
De øvrige kriterier er baseret på, hvor stor en del af ansvaret en
medlemsstat har påtaget sig ved asylansøgerens indrejse på medlemsstaternes
område. Som følge heraf er i anden række den stat ansvarlig, som har udstedt
en opholdstilladelse eller et visum til asylansøgeren, eller
den stat, via hvilken asylansøgeren lovligt eller ulovligt er
indrejst på De Europæiske Fællesskabers område, jf. artikel 5-7.
Disse kriterier er lagt til grund, fordi de er objektive, og fordi de er
udtryk for, at der er skabt en forbindelse mellem den pågældende udlænding og
den stat, der udpeges som ansvarlig. Reglerne berører ikke princippet i
Geneve-konventionens artikel 31 om, at en asylansøger ikke kan straffes for
ulovlig indrejse, hvis han kommer direkte fra det land, hvor han følte sig
truet med forfølgelse, og hvis han uopholdeligt henvender sig til
myndighederne.
Dersom det ikke på grundlag af ovennævnte kriterier kan afgøres, hvilken
stat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som
asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen, jf.
artikel 8. Denne subsidiære bestemmelse sikrer sammenhæng i ordningen, idet
der hermed gives alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ansøgning under
alle omstændigheder vil blive behandlet af en stat.
En stat kan imidlertid beslutte at behandle en asylansøgning af
humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn,
selv om den ikke er ansvarlig ud fra ovennævnte kriterier, forudsat at
asylansøgeren er indforstået hermed. Denne mulighed skal ses i sammenhæng med
det generelle princip om, at enhver stat bevarer retten til suverænt at
bestemme, om den vil behandle en asylansøgning.
3.3. Følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat.
Den stat, der er udpeget som ansvarlig, eller som har besluttet at
behandle en asylansøgning, påtager sig en række forpligtelser, der fastsættes
i konventionens artikel 10.
Den er således forpligtet til på sit område at modtage en
asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat.
Den er navnlig forpligtet til at afslutte behandlingen af
asylansøgningen. Denne behandling foregår på de betingelser, der er fastsat i
hver enkelt stats lovgivning og i overensstemmelse med bestemmelserne i
Geneve-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret
ved New York-protokollen af 31. januar 1967.
Den ansvarlige medlemsstat er ligeledes forpligtet til, bortset fra de i
konventionen fastsatte undtagelsestilfælde, at tilbagetage en
asylansøger, der ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat, mens
vedkommendes asylansøgning er under behandling, eller når den er blevet
afslået. For at undgå, at asylansøgeren befinder sig i uvished for længe, er
tilbagetagelsesprocedurerne fleksible og fristerne så korte som muligt.
3.4. Udveksling af oplysninger.
Konventionen foreskriver udveksling af oplysninger mellem
medlemsstaterne, jf. konventionens artikler 14-15.
Der kan for det første udveksles generelle oplysninger om love og
praksis, som gælder med hensyn til asyl, samt statistiske oplysninger på
området. Oplysningerne kan også vedrøre forholdene i asylansøgernes
oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.
Sådanne udvekslinger af oplysninger vil gøre det muligt for
medlemsstaterne at få bedre forståelse for asylspørgsmål og drage fordel af
de erfaringer, som de øvrige parter i konventionen indhøster. Det vil også
gøre det muligt at nå til mere samstemmende vurderinger af, hvilke
situationer, der kan berettige til, at der gives asyl. Dermed undgås det, at
gennemførelsen af princippet om, at een enkelt stat er ansvarlig efter
objektive kriterier, kommer til at give anledning til for stor
forskelsbehandling.
Der kan endvidere udveksles individuelle oplysninger mellem
medlemsstaterne. Formålet hermed er at give den stat, der får forelagt en
asylansøgning, mulighed for at få de oplysninger, der er nødvendige for at
kunne træffe afgørelse om ansøgningen med fuldt kendskab til sagen. Sådanne
udvekslinger af oplysninger er nødvendige for at afgøre, hvilken medlemsstat,
der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, for at opdage eventuel
indgivelse af flere, samtidige asylansøgninger, og for at gennemføre
konventionens bestemmelser.
De individuelle oplysninger, der kan udveksles, er udtømmende
opregnet i konventionen og vedrører asylansøgerens identitet, den anvendte
rejserute, de opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af en
medlemsstat, og status for behandlingen af asylansøgningen. Begrundelsen for
asylansøgningen og for afgørelsen kan meddeles, såfremt den stat, der sidder
inde med disse oplysninger, og den pågældende udlænding samtykker heri.
Udvekslingen af individuelle oplysninger er omgærdet med alle de
nødvendige retssikkerhedsgarantier. Konventionen fastlægger således
nøjagtigt, til hvem disse oplysninger kan meddeles, og til hvilket formål de
kan anvendes, idet de udelukkende må tjene til gennemførelsen af
bestemmelserne i denne konvention. Udvekslingen sker bilateralt og på
udtrykkelig opfordring af en medlemsstat. Der er fastsat bestemmelser, der
sikrer, at oplysningerne er korrekte og ajourførte, samt at asylansøgeren har
adgang til oplysningerne. Der er ligeledes opstillet regler for, hvordan
oplysningerne opbevares, og hvorledes deres fortrolige karakter kan
beskyttes. Elektronisk databehandling af disse oplysninger kan kun ske ved
overholdelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. januar 1981 om
beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af
personlig karakter og under kontrol af en national instans. Udveksling af
oplysninger kan kun finde sted mellem de kontraherende parter, og
oplysningerne videregives under ingen omstændigheder til myndighederne i
asylansøgernes oprindelige hjemlande. Udvekslingen af oplysninger vil således
på ingen måde kunne skade de berørte personer eller de familiemedlemmer, der
er blevet tilbage i det oprindelige hjemland.
3.5. Tilknyttede bestemmelser.
Konventionen åbner mulighed for revision af bestemmelserne,
navnlig hvis virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i traktaten om
Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab gør det nødvendigt, jf.
konventionens artikel 16.
Konventionen åbner ligeledes mulighed for, at en medlemsstat, der møder
større vanskeligheder, rent undtagelsesvis kan suspendere anvendelsen
af konventionens bestemmelser, jf. konventionens artikel 17, stk. 2. Dette
forudsætter dog, at et kvalificeret flertal af medlemsstaterne samtykker
heri.
Der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter fra hver
medlemsstat og med deltagelse af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
jf. konventionens artikel 18. Udvalgets opgave er navnlig at fastsætte visse
supplerende regler om anvendelsen af konventionen og at behandle ethvert
generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af konventionen.
4. Konventionens gennemførelse i dansk ret.
For at skabe grundlag for dansk ratifikation af EF-asylkonventionen må
der gennemføres forskellige ændringer i udlændingeloven, således at denne
svarer til konventionens system.
Udlændingsloven er optaget som bilag 3 til beslutningsforslaget.
4.1. Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning efter
konventionen.
EF-asylkonventionen indeholder i art. 4-9 kriterier for, hvilken
medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der
indgives i en af EF-medlemsstaterne. Efter EF-asylkonventionens artikel 10
har Danmark pligt til at overtage, dvs. tillade indrejse for en asylansøger,
hvis ansøgning Danmark efter konventionens regler er ansvarlig for at
behandle.
Udlændingeloven bør derfor ændres, således at den fastslår
forpligtelsen til at behandle en asylansøgning i de tilfælde, hvor
Danmark i henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen
til i disse tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med
konventionens regler. På tilsvarende måde må der i udlændingeloven åbnes
mulighed for at afslå behandlingen af en asylansøgning i tilfælde,
hvor en anden medlemsstat i henhold til EF-asylkonventionen er ansvarlig
herfor, og for at overføre asylansøgeren fra Danmark til den
pågældende medlemsstat i overensstemmelse med konventionens regler.
4.2. Udbygning af den særlige afvisningsprocedure efter
udlændingelovens § 48, stk. 2.
Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 6, indledes proceduren til
fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, så snart en asylansøgning indgives for første gang i en
medlemsstat. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som
mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen,
kan ifølge konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6
måneder efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode den pågældende stat om
at overtage asylansøgeren. Den anden medlemsstat skal tage stilling til
anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse.
Hvis anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren ske senest en
måned efter, at anmodningen blev imødekommet, eller en måned efter
afslutningen af udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel,
hvis denne procedure har opsættende virkning.
Selv om maksimumfristerne er ganske lange, bør det i hvert enkelt tilfælde
tilstræbes hurtigst muligt at få overført asylansøgeren til den
ansvarlige medlemsstat, således at den pågældende ikke for længe skal nære
uvished om sin situation. Med henblik på at sikre en smidig og effektiv
procedure i disse sager bør der ske en udbygning af ordningen i
udlændingelovens § 48, stk. 2, om afvisning til »sikre lande«,
således at Direktoratet for Udlændinge - med klageadgang til
Justitsministeriet - kan træffe afgørelse om overførsel af asylansøgeren til
den medlemsstat, der i henhold til konventionen er ansvarlig for sagens
behandling. Overførslen bør på samme måde, som det i dag er tilfældet efter
udlændingelovens § 48, stk. 2, ske, uden at den pågældende får prøvet sin
asylansøgning her i landet, således at man lever op til konventionens
målsætning om at undgå dobbeltbehandling af sagerne.
Det system, der således foreslås indført med overførsler af asylansøgere
til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, svarer til det,
der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om afvisning af
asylansøgere til »sikre lande«, og konventionen vil derfor ikke i
praksis indebære nogen afgørende ændring i forhold til den nuværende
afvisningspraksis. Når en udlænding ansøger om asyl her i landet, træffes
afgørelse om afvisning i dag af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne i
udlændingelovens kapitel 5, jf. § 48, stk. 2. Afvisningen sker i givet fald
uden en forudgående materiel asylbedømmelse her i landet. Udlændingen må dog
ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1A, nævnte grunde, eller
hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.
Direktoratet foretager endvidere i forbindelse med beslutningen om afvisning
en vurdering af den pågældendes (familiemæssige) tilknytning til Danmark.
Ifølge EF-asylkonventionen bevarer enhver medlemsstat muligheden for i
medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et
tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen,
som ændret ved New York-protokollen. Danmark vil derfor efter
EF-asylkonventionens ikrafttræden fortsat i medfør af udlændingelovens § 48,
stk. 2, kunne afvise asylansøgere til »sikre lande« uden for EF.
Den hidtidige afvisningsprocedure vil derimod ikke efter konventionens
ikrafttræden kunne anvendes i forhold til andre medlemsstater i
tilfælde, hvor asylansøgere er indrejst i Danmark, idet disse asylansøgere
kun vil kunne sendes til andre EF-medlemsstater inden for rammerne af
konventionen. Såfremt de danske myndigheder når frem til, at en anden
medlemsstat ifølge EF-asylkonventionens bestemmelser er ansvarlig for sagens
behandling, må man anvende den særlige overførselsprocedure, og overførslen
af asylansøgeren sker som nævnt - på linje med, hvis der havde været tale om
en afvisning - uden at den pågældende får prøvet sin asylansøgning her i
landet.
Ifølge EF-asylkonventionens artikel 10 er den medlemsstat, der er
ansvarlig for sagens behandling, i en række tilfælde forpligtet til at
tilbagetage en asylansøger, som ulovligt opholder sig i en
anden medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstat er endvidere forpligtet til på
visse betingelser at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning den har
afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat.
Der må derfor ligeledes i udlændingeloven skabes mulighed for i disse
tilfælde at overføre den pågældende fra Danmark til den medlemsstat,
der er ansvarlig for sagens behandling, efter den ovenfor foreslåede
procedure, uden at den pågældende kan få prøvet en eventuel asylansøgning her
i landet. Tilsvarende må Danmark også i udlændingeloven påtage sig en
forpligtelse til tilbagetagelse i sådanne situationer, når det er
Danmark, som er ansvarlig for sagens behandling.
I de særlige tilfælde, hvor der søges om asyl ved de indre grænser,
finder EF-asylkonventionens artikel 12 anvendelse. Det følger f.eks. af
artikel 12, at hvis en asylansøger, der befinder sig i Forbundsrepublikken
Tyskland, indgiver en asylansøgning til de danske myndigheder ved
landegrænsen mellem Danmark og Forbundsrepublikken, påhviler det de tyske
myndigheder at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for
behandlingen af asylansøgningen. Den pågældende får altså ikke adgang til
Danmark, og vedkommende får heller ikke behandlet sin asylansøgning i Danmark
(medmindre det viser sig, at Danmark ifølge konventionens kriterier er
ansvarlig for sagens behandling). Udlændingeloven bør tilpasses til systemet
i konventionen, således at der bliver mulighed for at afvise ved de indre
grænser i alle de tilfælde, hvor artikel 12 finder anvendelse.
4.3. Behandling af en asylansøgning af humanitære grunde.
Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 4, har en medlemsstat ret til
at behandle en asylansøgning, som den får forelagt, selv om den ikke i
henhold til konventionen er ansvarlig for sagens behandling, såfremt
asylansøgeren samtykker heri. Det fremgår endvidere af EF-asylkonventionens
artikel 9, at en stat kan acceptere at behandle en asylansøgning af
humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om
den ikke er ansvarlig ud fra konventionens kriterier. Denne mulighed kan
komme på tale, såfremt asylansøgeren ønsker det.
Udlændingeloven bør derfor tilpasses, således at Danmark af humanitære
grunde efter en konkret vurdering kan påtage sig behandlingen af
en asylansøgning, selv om Danmark ikke ifølge konventionen er forpligtet
hertil. Ved afgørelsen om, hvorvidt der skal ske overførsel af en asylansøger
fra Danmark til en anden medlemsstat, må der således i hvert enkelt tilfælde
tages stilling til, om Danmark eventuelt af humanitære grunde skal påtage sig
behandlingen af sagen. I bekræftende fald kommer overførsel naturligvis ikke
på tale.
4.4. Asylansøgninger anses altid for ansøgning om konventionsstatus.
Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning
opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af
flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (konventionsstatus). Ifølge
udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der endvidere efter ansøgning
opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som
anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at
udlændingen vender tilbage til sit hjemland (de facto-status).
EF-asylkonventionen omfatter kun personer, der ansøger om
konventionsstatus. For at tilpasse den danske udlændingelov til
EF-asylkonventionens system bør udlændingelovens § 7 derfor ændres, således
at alle, der søger om asyl her i landet, ansøger såvel om konventionsstatus
som om de facto-status, således at det fra starten afgøres efter
EF-asylkonventionens kriterier, om ansvaret for sagens behandling påhviler
Danmark eller eventuelt en anden medlemsstat. Viser det sig under denne
indledende sagsbehandling, at Danmark er ansvarlig for sagens behandling,
vurderes det herefter først, om den pågældende opfylder betingelserne for at
få konventionsstatus, og i benægtende fald om betingelserne for at få de
facto-status er opfyldt. Viser det sig derimod, at en anden medlemsstat er
ansvarlig for sagens behandling, overføres asylansøgeren uden en materiel
asylbedømmelse til den pågældende medlemsstat, der derefter behandler
ansøgningen i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens
internationale forpligtelser, herunder FN's flygtningekonvention, der er
tiltrådt af alle medlemsstater uden geografiske begrænsninger.
Den nævnte tilpasning af udlændingelovens § 7 ændrer ikke på de
grundlæggende materielle betingelser for at få de facto-status.
Ordningen kan tilrettelægges således, at Direktoratet for Udlændinge som 1.
instans i samme arbejdsgang tager stilling til såvel spørgsmålet om
konventionsstatus som spørgsmålet om de facto-status. Direktoratet må blot
først vurdere, om den pågældende kan få konventionsstatus. Arbejdsgangen vil
stort set svare til den, der kendes i dag, hvor de fleste asylansøgere over
for direktoratet blot ansøger om »asyl« uden nærmere angivelse af,
om de ønsker konventionsstatus eller de facto-status. Med ændringen undgås
det imidlertid, at en asylansøger, der afstår fra at søge konventionsstatus,
men derimod udtrykkeligt kun søger de facto-status, kommer til at falde helt
uden for rammerne af EF-asylkonventionen. Det ville være et klart brud på
grundprincippet i EF-asylkonventionen om, at der skal foretages en
1.-asyllandsvurdering efter konventionens kriterier.
Det vil i øvrigt ikke være noget nyt fænomen i udlændingeloven som
foreslået at opstille en slags rangorden mellem lovens bestemmelser. Allerede
i dag er det således en forudsætning for at få opholdstilladelse af
humanitære grunde efter § 9, stk. 2, nr. 2, at den pågældende har søgt om og
fået afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.
4.5. Ambassadeansøgninger.
EF-asylkonventionen gør det endvidere nødvendigt at overveje den særlige
danske regel i udlændingelovens § 7, stk. 4, om adgang til at indgive
ansøgning om asyl på danske repræsentationer i udlandet. Denne
regel fører nemlig sammenholdt med EF-asylkonventionens bestemmelser til, at
Danmark ved en ratifikation af konventionen vil blive forpligtet til at
overtage sagen (og asylansøgeren) i tilfælde, hvor ansøgningen indgives på en
dansk repræsentation i et andet EF-land. Dette er et klart uacceptabelt
resultat, og loven bør derfor ændres, således at reglen ikke finder
anvendelse på ansøgninger, der indgives på repræsentationer inden for
EF-området. Det er værd at bemærke, at en sådan ændring ikke vil afskære
asylansøgere med nære familiemæssige bånd til Danmark fra at få deres sag
behandlet her, idet også EF-asylkonventionens regler i visse tilfælde åbner
mulighed herfor.
Bestemmelsen i § 7, stk. 4, blev i sin tid indsat i udlændingeloven i
mangel af en internationalt bindende regulering af
1.-asyllandsproblematikken. Nu, hvor der i EF-asylkonventionen faktisk
er gennemført 1.-asyllandskriterier, vil det derfor også være en
naturlig konsekvens heraf at begrænse det geografiske anvendelsesområde for §
7, stk. 4, således at bestemmelsen ikke længere gælder inden for EF-området.
4.6. Videregivelse af oplysninger.
For at EF-asylkonventionen kan fungere i praksis, er det nødvendigt, at
der udveksles oplysninger mellem medlemsstaterne. EF-asylkonventionen
indeholder i artikel 14 og 15 meget detaljerede regler om udveksling af
henholdsvis generelle og individuelle oplysninger.
Ifølge konventionens artikel 15, nr. 5, må de oplysninger, der udveksles i
medfør af art. 15, kun anvendes 1) til at fastslå, hvilken medlemsstat, der
er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, 2) for at behandle
asylansøgningen og 3) for at gennemføre forpligtelserne efter konventionen.
Oplysningerne må kun meddeles til de myndigheder og retsinstanser i hver
medlemsstat, der har de ovenfor nævnte opgaver.
Art. 15, nr. 5, sætter således grænser for, til hvilke myndigheder - også
inden for den modtagende stat - en myndighed må videregive oplysninger, som
den har modtaget i medfør af konventionen. Konventionen fraviger på dette
punkt de almindeligt gældende danske regler om videregivelse af oplysninger
til myndigheder, som har et sagligt behov for dem, herunder reglerne i
forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en forvaltningsmyndighed, i det
omfang den er berettiget til at videregive en oplysning, også er forpligtet
til at gøre det på begæring af en anden forvaltningsmyndighed, hvis
oplysningen er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en
afgørelse, som myndigheden skal træffe.
For at undgå sammenstød mellem konventionens forbud mod videreudlevering
af en meddelt oplysning og danske lovbestemmelser i f.eks. skatte- og
sociallovgivningen, der hjemler en myndighed ret til at indfordre alle
oplysninger fra andre myndigheder, bør der i lovgivningen indføres en
bestemmelse, der fastslår forbuddet mod at videregive oplysninger til andre
myndigheder i Danmark.
Art. 15, nr. 11, fastslår, at der skal gennemføres kontrolforanstaltninger
vedrørende oplysninger, der ikke undergives edb-behandling. Registertilsynet
bør udpeges som kontrolinstans vedrørende disse oplysninger.
4.7. Fremtidige konventioner med lande uden for EF.
Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for at udvide samarbejdet
i henhold til asylkonventionen ved at lade andre stater indgå forpligtelser,
der svarer til de i konventionen fastsatte.
I forbindelse med tilpasningen af udlændingeloven til asylkonventionen bør
der derfor skabes mulighed for, at Danmark kan indgå i et sådant fremtidigt
samarbejde, såfremt dette bliver aktuelt.
Bilag 1
Konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for
behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske
Fællesskabers medlemsstater
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,
HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,
PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK,
HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,
PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,
PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,
PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,
PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG
NORDIRLAND.
Som TAGER det mål i BETRAGTNING, som Det Europæiske Råd opstillede den
8.-9. december 1989 i Strasbourg om harmonisering af asylpolitikken;
Som ER fast BESLUTTET PÅ, i overenstemmelse med deres fælles humanitære
tradition, at sikre flygtninge en passende beskyttelse i overensstemmelse med
Geneve-konventionen af 28. juli 1951, ændret ved New York-protokollen af 31.
januar 1967, om flygtninges retsstilling, i det følgende benævnt henholdsvis
»Geneve-konventionen« og »New York-protokollen«;
Som TAGER I BETRAGTNING, at det er det fælles mål at etablere et område
uden indre grænser, hvor navnlig fri bevægelighed for personer er sikret i
overensstemmelse med Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab, som ændret ved Den Europæiske Fælles Akt;
Som ER BEVIDSTE om nødvendigheden af at træffe foranstaltninger for at
undgå, at virkeliggørelsen af dette mål giver anledning til situationer, hvor
en asylansøger i for lang tid nærer uvished om, hvilken behandling hans
asylansøgning vil få, og som tilstræber at give alle asylansøgere sikkerhed
for, at deres ansøgning vil blive behandlet af en af medlemsstaterne, og at
undgå, at asylansøgere sendes fra den ene medlemsstat til den anden, uden at
nogen af disse stater erklærer sig kompetent til at behandle asylansøgningen;
Som TILSTRÆBER at videreføre den dialog, der er indledt med De Forenede
Nationers højkommissær for flygtninge, med henblik på at opfylde ovennævnte
mål;
Som med henblik på denne konventions gennemførelse ER BESLUTTET PÅ at
iværksætte et nært samarbejde ved hjælp af forskellige midler, bl.a.
udveksling af oplysninger;
HAR BESLUTTET AF INDGÅ DENNE KONVENTION OG HAR MED HENBLIK HERPÅ SOM
BEFULDMÆGTIGEDE UDPEGET:
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,
Melchior Wathelet
Vicepremierminister, justitsminister samt minister for små og mellemstore
virksomheder
HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,
PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
Dr. Helmut Ruckriegel
Ambassadør for Forbundsrepublikken Tyskland i Dublin
Wolfgang Schæuble
Forbundsindenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLINSKE REPUBLIK,
Ioannis Vassiliades
Minister for offentlig orden
HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,
Joce Luis Corcuera
Indenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,
Pierre Joxe
Indenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,
Ray Burke
Justits- og kommunikationsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
Antonio Gava
Indenrigsminister
HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,
Marc Fischbach
Undervisningsminister, justitsminister, minister for offentligt ansatte
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,
Ernst Maurits Henricus Hirsch Ballin
Justitsminister og minister for De Nederlandske Antiller og Aruba
PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,
Manuel Pereira
Indenrigsminister
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG
NORDIRLAND,
David Waddington
Indenrigsminister
Sir Nicholas Maxted Fenn, KCMG
Ambassadør for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i
Dublin
SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og
behørig form,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:
ARTIKEL 1
1. I denne konvention forstås ved
a) udlænding: enhver person, der ikke er statsborger i en medlemsstat;
b) asylansøgning: ansøgning, ved hvilken en udlænding anmoder en
medlemsstat om beskyttelse i henhold til Geneve-konventionen under
påberåbelse af at have status som flygtning efter artikel 1 i
Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen;
c) asylansøger: en udlænding, der har indgivet en asylansøgning, som der
endnu ikke er taget endelig stilling til;
d) behandling af en asylansøgning: samtlige foranstaltninger vedrørende
behandling samt afgørelser truffet eller domme afsagt af de kompetente
myndigheder i forbindelse med en asylansøgning med undtagelse af procedurerne
til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning i henhold til bestemmelserne i denne konvention;
e) opholdstilladelse: enhver tilladelse udstedt af en medlemsstats
myndigheder, hvorefter en udlænding kan opholde sig på medlemsstatens område,
bortset fra visa og tilladelser til at blive i landet udstedt under
behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse eller asyl;
f) indrejsevisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med
henblik på, at en udlænding kan indrejse på dens område med forbehold af, at
de øvrige indrejsebetingelser er opfyldt;
g) transitvisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik
på, at en udlænding kan gennemrejse dens område eller passere gennem
transitområdet i en havn eller lufthavn med forbehold af, at de øvrige
transitbetingelser er opfyldt.
2. Arten af visummet bestemmes på baggrund af de i stk. 1, litra f) og g),
opstillede definitioner.
ARTIKEL 2
Medlemsstaterne bekræfter på ny deres forpligtelser i henhold til
Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, uden nogen som helst
geografisk begrænsning af disse instrumenters anvendelsesområde, og deres
tilsagn om at samarbejde med tjenestegrenene under De Forenede Nationers
højkommissær for flygtninge med henblik på anvendelsen af disse retsakter.
ARTIKEL 3
1. Medlemsstaterne forpligter sig til at sørge for, at enhver udlænding,
der ved grænsen eller på deres område indgiver en asylansøgning til en af
dem, får denne ansøgning behandlet.
2. Denne ansøgning behandles af en enkelt medlemsstat, der bestemmes efter
kriterierne i denne konvention. Kriterierne som er defineret i artikel 4-8
finder anvendelse i den anførte rækkefølge.
3. Denne ansøgning behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens
nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.
4. Hver medlemsstat har ret til at behandle en asylansøgning, som den får
forelagt af en udlænding, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler
den efter kriterierne i denne konvention, såfremt asylansøgeren samtykker
heri.
Den medlemsstat, der er ansvarlig efter ovennævnte kriterier, bliver
herefter frigjort for sine forpligtelser, der overgår til den medlemsstat,
der ønsker at behandle asylansøgningen. Sidstnævnte stat underretter den
medlemsstat, der er ansvarlig efter nævnte kriterier, hvis denne har fået
forelagt ansøgningen.
5. Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale
lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af
bestemmelserne i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen.
6. Proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der efter denne konvention
er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, indledes, så snart en
asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat.
7. Den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til, skal på de i artikel
13 fastsatte betingelser og for at afslutte proceduren til fastsættelse af,
hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen,
tilbagetage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat og der
har indgivet en asylansøgning efter at have trukket sin ansøgning tilbage
under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig.
Denne forpligtelse ophører, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt
medlemsstaternes område i en periode på mindst tre måneder eller af en
medlemsstat har fået udstedt en opholdstilladelse med en varighed på mere end
tre måneder.
ARTIKEL 4
Hvis et medlem af asylansøgerens familie i en medlemsstat er blevet
anerkendt som flygtning i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New
York-protokollen, og opholder sig lovligt der, er denne stat ansvarlig for
behandlingen af ansøgningen, hvis de interesserede parter ønsker det.
Det pågældende familiemedlem kan kun være asylansøgerens ægtefælle eller
hans ugifte mindreårige barn på under atten år eller, hvis asylansøgeren selv
er et ugift mindreårigt barn på under atten år, hans far eller mor.
ARTIKEL 5
1. Er asylansøgeren i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er den
medlemsstat, der har udstedt denne, ansvarlig for behandling af
asylansøgningen.
2. Er asylansøgeren i besiddelse af et gyldigt visum, er den medlemsstat,
der har udstedt dette, ansvarlig for behandling af asylansøgningen, undtagen
i følgende tilfælde:
a) Er det pågældende visum udstedt med skriftlig tilladelse fra en anden
medlemsstat, er det denne, der er ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen. Når en medlemsstat, navnlig af sikkerhedshensyn, forud hører
den centrale myndighed i en anden medlemsstat, udgør dennes samtykke ikke en
skriftlig tilladelse i henhold til denne bestemmelse.
b) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin
ansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ikke er underlagt visumpligt, er
det denne stat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
c) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin
ansøgning i den stat, som har udstedt visummet, og som har fået skriftlig
bekræftelse fra konsulat- eller diplomattjenesten i bestemmelsesmedlemsstaten
om, at den visumfritagne udlænding opfylder betingelserne for indrejse i
denne stat, er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen.
3. Er asylansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdstilladelser eller
visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, er følgende medlemsstat
ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen:
a) Den stat, der har udstedt den opholdstilladelse, som giver ret til det
længste ophold, eller hvis opholdstilladelserne giver ret til ophold af samme
varighed, den stat, som har udstedt den opholdstilladelse, der udløber
senest.
b) Den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest, når de
forskellige visa er af samme art.
c) I tilfælde af visa af forskellig art, den stat, der har udstedt det
visum, som har den længste varighed, eller i tilfælde af samme varighed den
stat, som har udstedt det visum, der udløber senest. Denne bestemmelse finder
ikke anvendelse, hvis ansøgeren er i besiddelse af et eller flere
transitvisa, der er udstedt ved forevisning af et indrejsevisum til en anden
medlemsstat. I dette tilfælde er det sidstnævnte medlemsstat, der er
ansvarlig.
4. Er asylansøgeren kun i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,
der har været forældet i under to år, eller et eller flere visa, der har
været forældet i under seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet rejse
ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, så længe
udlændingen ikke har forladt medlemsstaternes område.
Når asylansøgeren er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,
der har været forældet i over to år, eller et eller flere visa, der har været
forældet i over seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet indrejse på
en medlemsstats område, og hvis udlændingen ikke har forladt EF-området, er
den medlemsstat, i hvilken ansøgningen er indgivet, ansvarlig.
ARTIKEL 6
Har en asylansøger ulovligt overskredet grænsen til en medlemsstat ad
land-, sø- eller luftvejen fra en stat, der ikke er medlem af EF, og kan det
bevises, at den pågældende er indrejst i denne medlemsstat, er den nævnte
medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
Denne medlemsstats ansvar ophører imidlertid, hvis det kan bevises, at
asylansøgeren har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han har indgivet sin
ansøgning, i mindst 6 måneder forud for indgivelsen af ansøgningen. Det er i
så fald sidstnævnte medlemsstat, der er anvarlig for behandling af
asylansøgningen.
ARTIKEL 7
1. Det er den medlemsstat, der er ansvarlig for kontrollen med
udlændingens indrejse på medlemsstaternes område, der er ansvarlig for
behandlingen af asylansøgningen, undtagen hvis udlændingen efter lovligt at
være indrejst i en medlemsstat, hvor han er fritaget for visum, indgiver sin
asylansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er fritaget for
visum ved indrejse på statens område. I så fald er sidstnævnte stat ansvarlig
for behandlingen af asylansøgningen.
2. Indtil ikrafttrædelsen af en aftale mellem medlemsstaterne om de
nærmere regler for overskridelse af de ydre grænser, anses en medlemsstat,
der tillader transit uden visum i transitzonen i sine lufthavne, ikke som
ansvarlig for indrejsekontrollen for så vidt angår rejsende, der ikke
forlader transitzonen.
3. Indgives asylansøgningen under transit i en lufthavn i en medlemsstat,
er denne stat ansvarlig for behandlingen.
ARTIKEL 8
Kan det ikke afgøres på grundlag af de øvrige kriterier i denne
konvention, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandling af
asylansøgningen, er det den første medlemsstat, som asylansøgningen er
indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen.
ARTIKEL 9
Enhver medlemsstat kan, selv om den ikke er ansvarlig for behandlingen
efter kriterierne i denne konvention, af humanitære grunde, navnlig af
familiemæssige eller kulturelle hensyn, behandle en asylansøgning på begæring
af en anden medlemsstat under forudsætning af, at asylansøgeren ønsker dette.
Giver den adspurgte medlemsstat tilsagn om at behandle asylansøgningen,
overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen til denne stat.
ARTIKEL 10
1. Den medlemsstat, der efter kriterierne i denne konvention er ansvarlig
for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til
a) på de i artikel 11 fastsatte betingelser at overtage en asylansøger,
der har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,
b) at afslutte behandlingen af asylansøgningen,
c) på de i artikel 13 fastsatte betingelser igen at tillade indrejse for
eller at tilbagetage en asylansøger, hvis ansøgning er under behandling, og
som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat,
d) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en asylansøger,
som har tilbagekaldt sin ansøgning under behandlingen, og som har indgivet en
asylansøgning i en anden medlemsstat,
e) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en udlænding,
hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden
medlemsstat.
2. Udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse af en varighed på over tre
måneder til en asylansøger, overgår de i stk. 1, litra a)-e) nævnte
forpligtelser til den.
3. De i stk. 1, litra a)-d) nævnte forpligtelser ophører, hvis den
pågældende udlænding har forladt medlemsstaternes område i mindst tre
måneder.
4. De i stk. 1, litra d) og e), nævnte forpligtelser ophører, hvis den
stat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, som følge af
tilbagekaldelse af ansøgningen eller afslag på denne, har truffet og faktisk
iværksat de nødvendige foranstaltninger for at udlændingen kan vende tilbage
til sit hjemland eller til et andet land, hvori han lovligt kan rejse ind.
ARTIKEL 11
1. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener,
at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan
snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er
indgivet, anmode sidstnævnte medlemsstat om at overtage asylansøgeren.
Fremsættes der ikke anmodning om overtagelse af sagen inden for nævnte
frist på 6 måneder, påhviler ansvaret for behandling af asylansøgningen den
stat, der har fået forelagt ansøgningen.
2. Anmodningen om overtagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til,
at den adspurgte medlemsstat kan fastslå sit ansvar under hensyn til de i
denne konvention fastlagte kriterier.
3. Fastsættelsen af, hvilken stat der er ansvarlig efter disse kriterier,
sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor asylansøgeren første
gang indgiver sin ansøgning til en medlemsstat.
4. Medlemsstaten skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest
3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis der ikke foreligger noget
svar ved udløbet af denne frist, anses anmodningen om overtagelse for
imødekommet.
5. Overførsel af asylansøgeren fra den medlemsstat, hvor der er indgivet
asylansøgning, til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen, skal ske senest en måned efter, at anmodningen om
overtagelse er blevet imødekommet, eller en måned efter afslutningen af
udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel, hvis denne
procedure har opsættende virkning.
6. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere
bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til overtagelse.
ARTIKEL 12
Indgiver en asylansøger, der befinder sig på en medlemsstats område, en
asylansøgning til en anden medlemsstats kompetente myndigheder, påhviler det
den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, at fastsætte, hvilken
medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den
medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, underrettes straks af den
medlemsstat, der har fået forelagt ansøgningen, og betragtes derefter ved
anvendelsen af denne konvention som den medlemsstat, asylansøgningen er
indgivet til.
ARTIKEL 13
1. Tilbagetagelse af en asylansøger i de tilfælde, der er nævnt i artikel
3, stk. 7, og artikel 10, foregår efter følgende regler:
a) Anmodning om tilbagetagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger
til, at den anmodede stat kan fastslå, at den er ansvarlig i overensstemmelse
med artikel 3, stk. 7, og artikel 10.
b) Den stat, der anmodes om tilbagetagelse, skal give svar på anmodningen
senest 8 dage efter forelæggelsen af anmodningen. Staten er forpligtet til
faktisk at tilbagetage asylansøgeren så hurtigt som muligt og senest een
måned efter, at den har givet tilsagn om tilbagetagelse.
2. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere
bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til tilbagetagelse.
ARTIKEL 14
1. Medlemsstaterne udveksler gensidigt:
- oplysninger om love eller andre retsforskrifter eller national praksis,
som gælder med hensyn til asyl,
- statistiske oplysninger vedrørende den månedlige tilgang af asylansøgere
og deres fordeling efter nationalitet. Disse oplysninger fremsendes hver
tredje måned via Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske
Fællesskaber, som sørger for videresendelse til medlemsstaterne, Kommissionen
for De Europæiske Fællesskaber og De Forenede Nationers højkommissær for
flygtninge.
2. Medlemsstaterne kan gensidigt udveksle:
- generelle oplysninger vedrørende nye tendenser med hensyn til
asylansøgninger,
- generelle oplysninger vedrørende forholdene i asylansøgernes oprindelige
hjemland eller seneste opholdsland.
3. Ønsker den medlemsstat, der fremsender de i stk. 2 nævnte oplysninger,
at disse skal holdes fortrolige, skal de øvrige medlemsstater overholde
dette.
ARTIKEL 15
1. Medlemsstaterne meddeler enhver medlemsstat, der anmoder herom, de
individuelle oplysninger, som er nødvendige for
- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning;
- at behandle asylansøgningen;
- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.
2. Disse oplysninger må kun vedrøre:
- asylansøgerens og dennes eventuelle familiemedlemmers identitet
(efternavn, fornavn, (evt. tidligere navn), kaldenavn eller pseudonym,
(nuværende og tidligere) nationalitet, fødselsdato og fødested);
- identitetspapirer og rejselegitimation (referencenumre,
gyldighedsperiode, udstedelsesdato, udstedende myndighed, udstedelsessted
osv.);
- øvrige oplysninger, der er nødvendige for fastslåelsen af ansøgerens
identitet;
- opholdssteder og rejseruter;
- opholdstilladelser eller visa udstedt af en medlemsstat;
- stedet, hvor ansøgningen er indgivet;
- dato for en eventuel indgivelse af en tidligere asylansøgning, dato for
indgivelse af den aktuelle ansøgning, status over sagsbehandlingen og
eventuelt indholdet af den trufne afgørelse.
3. En medlemsstat kan desuden anmode en anden medlemsstat om at meddele de
grunde, som asylansøgeren har fremført for sin ansøgning, og i givet fald
grundene til statens afgørelse i sagen. Den adspurgte medlemsstat tager
stilling til, om den kan efterkomme den forelagte anmodning. Under alle
omstændigheder er asylansøgerens samtykke en betingelse for udlevering af
oplysningerne.
4. Denne udveksling af oplysninger sker på foranledning af en medlemsstat
og kan kun formidles af de myndigheder, som hver medlemsstat har udpeget og
meddelt det i artikel 18 nævnte udvalg.
5. Disse oplysninger må kun anvendes til de i stk. 1 anførte formål. De må
kun meddeles de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har til
opgave
- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen,
- at behandle asylansøgningen.
- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.
6. Den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, påser, at de er korrekte
og ajourførte.
Viser det sig, at den pågældende medlemsstat har meddelt urigtige
oplysninger, eller oplysninger som ikke burde have været meddelt, underrettes
modtagermedlemsstaterne straks herom. Disse skal berigtige eller tilintetgøre
oplysningerne.
7. En asylansøger har ret til efter anmodning at blive gjort bekendt med
de oplysninger, der er blevet udvekslet vedrørende ham, så længe de står til
rådighed.
Konstaterer han, at disse oplysninger er urigtige, eller at de ikke burde
have været meddelt, har han ret til at kræve, at de berigtiges eller
tilintetgøres. Denne ret udøves på de i stk. 6 nævnte betingelser.
8. De berørte medlemsstater registrerer fremsendelsen og modtagelsen af de
udvekslede oplysninger.
9. Disse oplysninger opbevares ikke længere, end det er nødvendigt af
hensyn til formålet med deres udveksling. Den berørte medlemsstat undersøger
på et passende tidspunkt, om det er nødvendigt at opbevare dem.
10. De indsendte oplysninger skal i hvert fald nyde mindst den samme
beskyttelse, som modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.
11. Hvis oplysningerne ikke undergives elektronisk databehandling, men
behandles på anden måde, skal hver medlemsstat træffe passende
foranstaltninger med henblik på overholdelsen af denne artikel ved effektiv
kontrol. Råder en medlemsstat over en kontrolinstans som nævnt i stk. 12, kan
den pålægge denne instans at udføre kontrollen.
12. Ønsker en eller flere medlemsstater at datamatisere behandlingen af
nogle eller alle de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, må dette kun ske, hvis
alle de berørte lande har vedtaget lovgivning vedrørende sådan databehandling
til gennemførelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. februar
1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data
af personlig karakter, og disse lande har henlagt til en passende national
instans at føre uafhængig kontrol med behandlingen og udnyttelsen af de data,
der er videregivet i henhold til nærværende konvention.
ARTIKEL 16
1. Enhver medlemsstat kan fremlægge forslag for det i artikel 18 nævnte
udvalg med henblik på revision af denne konvention i det øjemed at fjerne
eventuelle vanskeligheder i forbindelse med dens gennemførelse.
2. Viser det sig, at det er nødvendigt at foretage en revision eller en
ændring af denne konvention af hensyn til virkeliggørelsen af målene i
artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab, når denne virkeliggørelse især vedrører indførelsen af en
harmoniseret asylpolitik og en fælles visumpolitik, indkalder den
medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber,
til et møde i det i artikel 18 nævnte udvalg.
3. Revisionen eller ændringen af denne konvention vedtages af det i
artikel nævnte udvalg og træder i kraft i overensstemmelse med artikel 22.
ARTIKEL 17
1. Møder en medlemsstat større vanskeligheder, der skyldes en
grundlæggende ændring af de omstændigheder, der ligger til grund for
indgåelsen af denne konvention, kan denne medlemsstat forelægge spørgsmålet
for det i artikel 18 nævnte udvalg, således at dette kan fremsætte forslag
for medlemsstaterne om foranstaltninger til imødegåelse af situationen eller
vedtage den nødvendige revision eller ændring af denne konvention, idet denne
revision eller ændring træder i kraft på betingelserne i artikel 16, stk. 3.
2. Foreligger den i stk. 1 nævnte situation stadig efter seks måneder, kan
udvalget, der træffer afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 2, tillade, at
den medlemsstat, der er berørt af denne forandring, midlertidigt suspenderer
anvendelsen af konventionens bestemmelser, uden at denne suspension kan være
til hinder for gennemførelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om
Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab eller stride mod andre af
medlemsstaternes internationale forpligtelser.
3. Har udvalget ikke forinden kunnet nå til enighed, fortsætter det, så
længe den i stk. 2 nævnte suspension er i kraft, sit arbejde med henblik på
at revidere denne konventions bestemmelser.
ARTIKEL 18
1. Der nedsættes et udvalg bestående af en regeringsrepræsentant fra hver
medlemsstat.
Formandsskabet i dette udvalg varetages af den medlemsstat, der har
formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber kan deltage i drøftelserne i
udvalget og de i stk. 4 nævnte arbejdsgrupper.
2. Udvalget har til opgave på anmodning af en eller flere medlemsstater at
behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen
af denne konvention.
Udvalget fastlægger de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 11, stk.
6, og artikel 13, stk. 2, og meddeler den i artikel 17, stk. 2, nævnte
tilladelse.
Udvalget vedtager i henhold til artikel 16 og 17 ændringer eller
revisioner af denne konvention.
3. Udvalget træffer sine afgørelser med enstemmighed, undtagen når det
træffer afgørelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i hvilket tilfælde det
vedtager afgørelsen med et flertal på totredjedele af dets medlemmers
stemmer.
4. Udvalget udarbejder sine procedureregler og kan nedsætte
arbejdsgrupper.
Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber varetager
sekretariatsopgaverne for udvalget og arbejdsgrupperne.
ARTIKEL 19
For så vidt angår Kongeriget Danmark gælder denne konvention ikke for
Færøerne og Grønland, medmindre Kongeriget Danmark fremsætter anden
erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse
til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater
herom.
For så vidt angår Den Franske Republik gælder bestemmelserne i denne
konvention kun for Den Franske Republiks europæiske område.
For så vidt angår Kongeriget Nederlandene gælder bestemmelserne i denne
konvention kun for Kongeriget Nederlandenes europæiske område.
For så vidt angår Det Forenede Kongerige gælder bestemmelserne i denne
konvention kun for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. De
gælder ikke for de europæiske områder, for hvilket Det Forenede Kongerige er
ansvarlig for udenrigsanliggender, medmindre Det Forenede Kongerige
fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid
ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige
medlemsstater herom.
ARTIKEL 20
Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.
ARTIKEL 21
1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for enhver stat, der bliver
medlem af De Europæiske Fælleskaber. Tiltrædelsesdokumenterne vil blive
deponeret hos Irlands regering.
2. Den træder i kraft for enhver stat, der tiltræder den, den første dag i
den tredje måned efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet.
ARTIKEL 22
1. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes.
Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos
Irlands regering.
2. Irlands regering underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater om
deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne.
3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den tredje måned,
efter at den sidste signatarstat har deponeret sit ratifikations-, accept-
eller godkendelsesinstrument.
Den stat, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne er
deponeret, skal underrette medlemssstaterne om datoen for denne konventions
ikrafttræden.
Bilag 2
Ministrene noterede sig udkastet til konventionen om fastsættelse af,
hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der
indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.
Ministrene noterede sig,
- at elleve medlemsstater kunne undertegne konventionen;
- en erklæring fra den danske minister om, at Danmark ikke for øjeblikket
kunne undertegne nævnte konvention, men at han agtede at fortsætte sine
bestræbelser med henblik på, at Danmark ligeledes kan undertegne
konventionen.
Ministrene for de elleve øvrige medlemsstater besluttede derfor at
undertegne konventionen, og hvis Danmark ikke undertegner konventionen inden
den 7. december 1990, vil de fleste af medlemsstaterne undertegne en
konvention, hvori disse medlemsstater er de kontraherende parter.
Ministrene vedtog at optage følgende erklæringer i konferencens protokol:
1. Parterne erklærer herved, at de for at sikre, at asylansøgere gives
tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide
samarbejdet i henhold til denne konvention til andre stater ved at lade dem
indgå forpligtelser i lighed med de i denne konvention fastsatte ved hjælp af
passende instrumenter.
2. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at
supplere artikel 15, stk. 6, med en bestemmelse om, at der kun må meddeles
oplysninger, der er opnået på lovlig vis og i god tro, da dette er en
selvfølgelighed, som det ikke er nødvendigt at præcisere.
3. Medlemsstaterne er enige om årligt at forelægge udvalget en rapport om
deres egen kontrol med, at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15,
anvendes til de fastsatte formål.
4. Medlemsstaterne noterer sig, at det ikke er udelukket at anvende andre
muligheder i henhold til folkeretten, hvis det ikke er muligt at nå til
enighed om revision af konventionen i henhold til artikel 17, stk. 2.
5. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at denne konvention, i tilfælde
af at den suspenderes på foranledning af en medlemsstat i henhold til artikel
17, fortsat gælder i forholdet mellem de øvrige medlemsstater.
6. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at udkastet til konventionen om
overskridelse af EF-medlemsstaternes ydre grænser har nær sammenhæng med
andre instrumenter, som er nødvendige til gennemførelse af EØF-Traktatens
artikel 8 A, og især med konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er
ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af
EF-medlemsstaterne. Medlemsstaterne understreger, at det er nødvendigt at
intensivere arbejdet med nævnte udkast, således at det kan afsluttes inden
udgangen af 1990. Konventionen om overskridelse af medlemsstaternes ydre
grænser bør træde i kraft hurtigst muligt efter ikrafttrædelsen af nærværende
konvention.
7. Forbundsrepublikken Tyskland erklærer, at Den Tyske Demokratiske
Republik ikke er udland i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland.
Med henvisning til den erklæring fra regeringen for Forbundsrepublikken
Tyskland vedrørende begrebet »tyske statsborgere«, der er knyttet
som bilag til EØF-Traktaten af 25. marts 1957 gør Forbundsrepublikken
Tyskland opmærksom på, at nærværende konvention ikke gælder for tyskere i
ovennævnte erklærings betydning.
8. Da det drejer sig om et spørgsmål, der vedrører de tolv lande, går
Nederlandene principielt ud fra, at godkendelsesproceduren ikke indledes i
hovedstæderne, før Danmark også har undertegnet konventionen. I alle tilfælde
indleder Nederlandene ikke denne procedure, før Danmark har undertegnet den.
9. Nederlandene erklærer, at for så vidt angår begrebet
»asylansøgning« er landet af den opfattelse, at anvendelsen af
ordene »anmoder en medlemsstat om beskyttelse« betyder, at der ved
indgivelsen af en asylansøgning er tale om en udlænding, som under
påberåbelse af sin status som flygtning anmoder om at få tilladelse til
ophold i denne egenskab i den pågældende medlemsstat.
10. Kongeriget Spanien erklærer, at hvis Det Forenede Kongerige i
overensstemmelse med konventionens artikel 19 beslutter at udvide
konventionens anvendelsesområde til også at omfatte Gibraltar, finder en
sådan anvendelse sted, uden at det berører den spanske holdning i forbindelse
med striden med Det Forenede Kongerige om suveræniteten over landtangen.
Originalen til denne protokol, som den er undertegnet af konferencens
formand og sekretær, vil blive deponeret med konventionen hos Irlands
regering.
Et eksemplar af denne protokol vil blive sendt til signatarstaterne.
Bilag3
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 171 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EF-ASYLKONVENTIONEN) Retsinformation · 11. juni 1991
- 1996 LSF 222 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN(SCHENGENKONVENTIONEN M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997
- 1996 BTL 222 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (SCHENGENKONVENTIONEN M.V.) NR L 222 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juni 1997
- 1990 BTL 171 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EF-ASYLKONVENTIONEN) NR L 171 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 20. juni 1991
- Bekendtgørelse af konvention af 15. juni 1990 om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater (EF-asylkonventionen) Retsinformation · 22. oktober 1997
- 1994 LSF 194 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995