Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 58 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANSK TILSLUTNING TIL EF-ASYLKONVENTIONEN

1990/2 BSF 58Beslutningsforslag som fremsatFolketinget13. marts 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingssamlingen 1991-92

at fremsætte forslag til ændring af udlændingeloven med henblik på

at skabe grundlag for dansk ratifikation af konvention om

fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig for behandlingen af

en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers

medlemsstater (EF-asylkonventionen).

Lovforslaget skal omfatte følgende ændringer i udlændingeloven:

1) Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning i de tilfælde, hvor

Danmark i henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen

til i disse tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med

konventionens regler, fastslås i udlændingeloven.

2) For at undgå dobbeltbehandling af sagerne skal der ske en udbygning af

den særlige afvisningsprocedure efter udlændingelovens § 48, stk. 2, således

at asylansøgeren straks kan overføres til den medlemsstat, der i henhold til

konventionen er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

3) Det fastsættes i udlændingeloven, at Danmark af humanitære grunde kan

påtage sig behandlingen af en asylansøgning, selv om Danmark ikke ifølge

konventionen er forpligtet hertil.

4) Udlændingeloven ændres således, at en asylansøgning anses for at

omfatte såvel konventions- som de facto-status.

5) Adgangen til at indgive asylansøgninger på danske repræsentationer i

udlandet begrænses, således at ansøgning ikke længere kan indgives på

repræsentationer inden for EF-området.

6) Der fastsættes bestemmelser i udlændingeloven om videregivelse af

oplysninger efter konventionen, og Registertilsynet udpeges som

kontrolinstans vedrørende oplysninger, der ikke er undergivet edb-behandling.

7) Ved ændringen af udlændingeloven skal der tages hensyn til muligheden

for fremtidige tilsvarende konventioner, der indgås med lande uden for EF,

herunder især de øvrige nordiske lande.

Bemærkninger til forslaget

Læs alt

1. Indledning.

Beslutningsforslaget tilsigter at skabe grundlag for Danmarks tilslutning

til EF-asylkonventionen.

Formålet med EF-asylkonventionen er at fastslå princippet om, at een og

kun een stat, der udpeges efter konventionens kriterier, skal have ansvaret

for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i et af EF-landene. Herved

kan man undgå, at asylansøgerne bliver kastebolde mellem landene, fordi ingen

vil påtage sig ansvaret for behandlingen af sagen. Endvidere kan man undgå,

at flere medlemsstater unødigt bruger ressourcer på at behandle samtidige

eller successive asylansøgninger fra samme person. Konventionen indeholder

således formelle værnetingsregler, der svarer til det materielle 1.

asyllandsprincip, som i forvejen følges af de fleste medlemsstater, herunder

Danmark.

EF-asylkonventionen tilsigter ikke at skabe ensartede regler for, hvilke

betingelser en asylansøger skal opfylde for at få asyl i en medlemsstat

(materielle asylregler). På længere sigt er det imidlertid EF-landenes mål at

nå frem til en harmonisering af asylpolitikken.

Konventionen blev undertegnet af de 11 andre EF-medlemsstater den 15. juni

1990 i Dublin. Konventionen er endnu ikke undertegnet af Danmark.

Konventionen træder i kraft, når alle tolv EF-medlemsstater har ratificeret

konventionen.

Det foreliggende beslutningsforslag opfordrer regeringen til i den

kommende folketingssamling at fremsætte de forslag til ændringer i

udlændingeloven, som kan skabe grundlag for, at Danmark ratificerer denne

konvention.

2. Forholdet til tredjelande.

En række tredjelande, først og fremmest Norge, Sverige, Østrig og

Schweiz, har udtrykt interesse for at deltage i en tilsvarende ordning

vedrørende asylansøgere som den, der er indeholdt i asylkonventionen.

EF-landene har i forbindelse med Dublin-ministermødet tilkendegivet, at de

for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den

mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til

andre stater ved at lade disse stater indgå forpligtelser i lighed med de i

konventionen fastsatte ved hjælp af passende instrumenter. Flertallet af

EF-landene har imidlertid fundet, at det er for tidligt at indlede egentlige

forhandlinger med tredjelande om en tilknytning til EF-asylkonventionen,

eftersom konventionen endnu ikke er undertegnet af alle medlemsstater.

Medlemsstaterne har endvidere givet udtryk for, at spørgsmålet om

tredjelandes tilknytning til EF-asylkonventionen rejser en række politiske og

juridiske problemer.

Danmark har under arbejdet med EF-asylkonventionen støttet tanken om, at

tredjelande - som f.eks. de nordiske lande - får mulighed for at indgå i

samarbejdet. Det er nærliggende, at en sådan udvidelse af samarbejdet til

også at omfatte andre lande end EF-medlemsstaterne faktisk vil finde sted.

Justitsministeriet har derfor udformet beslutningsforslaget således, at der i

forbindelse med tilpasningen af udlændingeloven til EF-asylkonventionen

samtidig tages hensyn til fremtidige tilsvarende konventioner, der indgås med

lande uden for EF.

3. Konventionens indhold.

Konventionens indhold kan opdeles i 5 hovedkategorier:

- generelle principper,

- kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig,

- følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat,

- udveksling af oplysninger, og

- tilknyttede bestemmelser.

Konventionsteksten er optaget som bilag 1 til beslutningsforslaget. Som

bilag 2 er optaget en mødeprotokol for konferencen mellem EF-medlemsstaternes

ministre med ansvar for indvandring i Dublin den 15. juni 1990.

3.1. Generelle principper.

Konventionen indledes med en principerklæring, idet medlemsstaterne på ny

bekræfter deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen og New

York-protokollen om flygtninges retsstilling uden nogen som helst geografisk

begrænsning af disse teksters anvendelsesområde og bekræfter deres tilsagn om

at samarbejde med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, jf.

konventionens artikel 2.

Medlemsstaterne forpligter sig endvidere til at sørge for, at enhver

udlænding, der indgiver en asylansøgning ved grænsen til eller i et af

medlemslandene, får denne ansøgning behandlet, jf. konventionens artikel 3,

stk. 1.

Konventionen fastslår, at enhver asylansøgning, der indgives af en

udlænding i en af staterne, skal behandles af een enkelt medlemsstat, som

udpeges efter objektive kriterier, der er fastsat i konventionen, jf.

konventionens artikel 3, stk. 2, og artikel 4-8. Ansøgningen behandles af

medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens

internationale forpligtelser.

Enhver medlemsstat bevarer sin suveræne ret til at behandle en

asylansøgning, selv om den ikke er forpligtet hertil efter kriterierne i

konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 3. Den medlemsstat, der er

ansvarlig efter konventionens bestemmelser, bliver herefter frigjort fra sine

forpligtelser, idet disse overgår til den stat, som ønsker at behandle

ansøgningen.

Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale

lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af

bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen,

jf. konventionens artikel 3, stk. 5.

3.2. Kriterier for fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig.

Konventionen fastlægger i artikel 4-8 de kriterier, som er afgørende for,

hvilken af medlemsstaterne, der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, der indgives af en udlænding. Disse kriterier tager hensyn til

asylansøgerens eventuelle familiemæssige tilknytning og til, hvordan

vedkommende er rejst ind på medlemsstaternes område. Kriterierne finder

anvendelse i den anførte rækkefølge.

Ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning er således i første række

den stat, hvor asylansøgerens nærmeste familiemedlemmer allerede

opholder sig som konventionsflygtninge (ægtefælle, mindreårige børn eller

forældre, dersom asylansøgeren selv er mindreårig), jf. konventionens artikel

4.

De øvrige kriterier er baseret på, hvor stor en del af ansvaret en

medlemsstat har påtaget sig ved asylansøgerens indrejse på medlemsstaternes

område. Som følge heraf er i anden række den stat ansvarlig, som har udstedt

en opholdstilladelse eller et visum til asylansøgeren, eller

den stat, via hvilken asylansøgeren lovligt eller ulovligt er

indrejst på De Europæiske Fællesskabers område, jf. artikel 5-7.

Disse kriterier er lagt til grund, fordi de er objektive, og fordi de er

udtryk for, at der er skabt en forbindelse mellem den pågældende udlænding og

den stat, der udpeges som ansvarlig. Reglerne berører ikke princippet i

Geneve-konventionens artikel 31 om, at en asylansøger ikke kan straffes for

ulovlig indrejse, hvis han kommer direkte fra det land, hvor han følte sig

truet med forfølgelse, og hvis han uopholdeligt henvender sig til

myndighederne.

Dersom det ikke på grundlag af ovennævnte kriterier kan afgøres, hvilken

stat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som

asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen, jf.

artikel 8. Denne subsidiære bestemmelse sikrer sammenhæng i ordningen, idet

der hermed gives alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ansøgning under

alle omstændigheder vil blive behandlet af en stat.

En stat kan imidlertid beslutte at behandle en asylansøgning af

humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn,

selv om den ikke er ansvarlig ud fra ovennævnte kriterier, forudsat at

asylansøgeren er indforstået hermed. Denne mulighed skal ses i sammenhæng med

det generelle princip om, at enhver stat bevarer retten til suverænt at

bestemme, om den vil behandle en asylansøgning.

3.3. Følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat.

Den stat, der er udpeget som ansvarlig, eller som har besluttet at

behandle en asylansøgning, påtager sig en række forpligtelser, der fastsættes

i konventionens artikel 10.

Den er således forpligtet til på sit område at modtage en

asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat.

Den er navnlig forpligtet til at afslutte behandlingen af

asylansøgningen. Denne behandling foregår på de betingelser, der er fastsat i

hver enkelt stats lovgivning og i overensstemmelse med bestemmelserne i

Geneve-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret

ved New York-protokollen af 31. januar 1967.

Den ansvarlige medlemsstat er ligeledes forpligtet til, bortset fra de i

konventionen fastsatte undtagelsestilfælde, at tilbagetage en

asylansøger, der ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat, mens

vedkommendes asylansøgning er under behandling, eller når den er blevet

afslået. For at undgå, at asylansøgeren befinder sig i uvished for længe, er

tilbagetagelsesprocedurerne fleksible og fristerne så korte som muligt.

3.4. Udveksling af oplysninger.

Konventionen foreskriver udveksling af oplysninger mellem

medlemsstaterne, jf. konventionens artikler 14-15.

Der kan for det første udveksles generelle oplysninger om love og

praksis, som gælder med hensyn til asyl, samt statistiske oplysninger på

området. Oplysningerne kan også vedrøre forholdene i asylansøgernes

oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.

Sådanne udvekslinger af oplysninger vil gøre det muligt for

medlemsstaterne at få bedre forståelse for asylspørgsmål og drage fordel af

de erfaringer, som de øvrige parter i konventionen indhøster. Det vil også

gøre det muligt at nå til mere samstemmende vurderinger af, hvilke

situationer, der kan berettige til, at der gives asyl. Dermed undgås det, at

gennemførelsen af princippet om, at een enkelt stat er ansvarlig efter

objektive kriterier, kommer til at give anledning til for stor

forskelsbehandling.

Der kan endvidere udveksles individuelle oplysninger mellem

medlemsstaterne. Formålet hermed er at give den stat, der får forelagt en

asylansøgning, mulighed for at få de oplysninger, der er nødvendige for at

kunne træffe afgørelse om ansøgningen med fuldt kendskab til sagen. Sådanne

udvekslinger af oplysninger er nødvendige for at afgøre, hvilken medlemsstat,

der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, for at opdage eventuel

indgivelse af flere, samtidige asylansøgninger, og for at gennemføre

konventionens bestemmelser.

De individuelle oplysninger, der kan udveksles, er udtømmende

opregnet i konventionen og vedrører asylansøgerens identitet, den anvendte

rejserute, de opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af en

medlemsstat, og status for behandlingen af asylansøgningen. Begrundelsen for

asylansøgningen og for afgørelsen kan meddeles, såfremt den stat, der sidder

inde med disse oplysninger, og den pågældende udlænding samtykker heri.

Udvekslingen af individuelle oplysninger er omgærdet med alle de

nødvendige retssikkerhedsgarantier. Konventionen fastlægger således

nøjagtigt, til hvem disse oplysninger kan meddeles, og til hvilket formål de

kan anvendes, idet de udelukkende må tjene til gennemførelsen af

bestemmelserne i denne konvention. Udvekslingen sker bilateralt og på

udtrykkelig opfordring af en medlemsstat. Der er fastsat bestemmelser, der

sikrer, at oplysningerne er korrekte og ajourførte, samt at asylansøgeren har

adgang til oplysningerne. Der er ligeledes opstillet regler for, hvordan

oplysningerne opbevares, og hvorledes deres fortrolige karakter kan

beskyttes. Elektronisk databehandling af disse oplysninger kan kun ske ved

overholdelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. januar 1981 om

beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af

personlig karakter og under kontrol af en national instans. Udveksling af

oplysninger kan kun finde sted mellem de kontraherende parter, og

oplysningerne videregives under ingen omstændigheder til myndighederne i

asylansøgernes oprindelige hjemlande. Udvekslingen af oplysninger vil således

på ingen måde kunne skade de berørte personer eller de familiemedlemmer, der

er blevet tilbage i det oprindelige hjemland.

3.5. Tilknyttede bestemmelser.

Konventionen åbner mulighed for revision af bestemmelserne,

navnlig hvis virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i traktaten om

Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab gør det nødvendigt, jf.

konventionens artikel 16.

Konventionen åbner ligeledes mulighed for, at en medlemsstat, der møder

større vanskeligheder, rent undtagelsesvis kan suspendere anvendelsen

af konventionens bestemmelser, jf. konventionens artikel 17, stk. 2. Dette

forudsætter dog, at et kvalificeret flertal af medlemsstaterne samtykker

heri.

Der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter fra hver

medlemsstat og med deltagelse af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

jf. konventionens artikel 18. Udvalgets opgave er navnlig at fastsætte visse

supplerende regler om anvendelsen af konventionen og at behandle ethvert

generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af konventionen.

4. Konventionens gennemførelse i dansk ret.

For at skabe grundlag for dansk ratifikation af EF-asylkonventionen må

der gennemføres forskellige ændringer i udlændingeloven, således at denne

svarer til konventionens system.

Udlændingsloven er optaget som bilag 3 til beslutningsforslaget.

4.1. Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning efter

konventionen.

EF-asylkonventionen indeholder i art. 4-9 kriterier for, hvilken

medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der

indgives i en af EF-medlemsstaterne. Efter EF-asylkonventionens artikel 10

har Danmark pligt til at overtage, dvs. tillade indrejse for en asylansøger,

hvis ansøgning Danmark efter konventionens regler er ansvarlig for at

behandle.

Udlændingeloven bør derfor ændres, således at den fastslår

forpligtelsen til at behandle en asylansøgning i de tilfælde, hvor

Danmark i henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen

til i disse tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med

konventionens regler. På tilsvarende måde må der i udlændingeloven åbnes

mulighed for at afslå behandlingen af en asylansøgning i tilfælde,

hvor en anden medlemsstat i henhold til EF-asylkonventionen er ansvarlig

herfor, og for at overføre asylansøgeren fra Danmark til den

pågældende medlemsstat i overensstemmelse med konventionens regler.

4.2. Udbygning af den særlige afvisningsprocedure efter

udlændingelovens § 48, stk. 2.

Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 6, indledes proceduren til

fastsættelse af, hvilken stat, der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, så snart en asylansøgning indgives for første gang i en

medlemsstat. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som

mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen,

kan ifølge konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6

måneder efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode den pågældende stat om

at overtage asylansøgeren. Den anden medlemsstat skal tage stilling til

anmodningen om overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse.

Hvis anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren ske senest en

måned efter, at anmodningen blev imødekommet, eller en måned efter

afslutningen af udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel,

hvis denne procedure har opsættende virkning.

Selv om maksimumfristerne er ganske lange, bør det i hvert enkelt tilfælde

tilstræbes hurtigst muligt at få overført asylansøgeren til den

ansvarlige medlemsstat, således at den pågældende ikke for længe skal nære

uvished om sin situation. Med henblik på at sikre en smidig og effektiv

procedure i disse sager bør der ske en udbygning af ordningen i

udlændingelovens § 48, stk. 2, om afvisning til »sikre lande«,

således at Direktoratet for Udlændinge - med klageadgang til

Justitsministeriet - kan træffe afgørelse om overførsel af asylansøgeren til

den medlemsstat, der i henhold til konventionen er ansvarlig for sagens

behandling. Overførslen bør på samme måde, som det i dag er tilfældet efter

udlændingelovens § 48, stk. 2, ske, uden at den pågældende får prøvet sin

asylansøgning her i landet, således at man lever op til konventionens

målsætning om at undgå dobbeltbehandling af sagerne.

Det system, der således foreslås indført med overførsler af asylansøgere

til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, svarer til det,

der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om afvisning af

asylansøgere til »sikre lande«, og konventionen vil derfor ikke i

praksis indebære nogen afgørende ændring i forhold til den nuværende

afvisningspraksis. Når en udlænding ansøger om asyl her i landet, træffes

afgørelse om afvisning i dag af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne i

udlændingelovens kapitel 5, jf. § 48, stk. 2. Afvisningen sker i givet fald

uden en forudgående materiel asylbedømmelse her i landet. Udlændingen må dog

ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1A, nævnte grunde, eller

hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Direktoratet foretager endvidere i forbindelse med beslutningen om afvisning

en vurdering af den pågældendes (familiemæssige) tilknytning til Danmark.

Ifølge EF-asylkonventionen bevarer enhver medlemsstat muligheden for i

medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger til et

tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i Geneve-konventionen,

som ændret ved New York-protokollen. Danmark vil derfor efter

EF-asylkonventionens ikrafttræden fortsat i medfør af udlændingelovens § 48,

stk. 2, kunne afvise asylansøgere til »sikre lande« uden for EF.

Den hidtidige afvisningsprocedure vil derimod ikke efter konventionens

ikrafttræden kunne anvendes i forhold til andre medlemsstater i

tilfælde, hvor asylansøgere er indrejst i Danmark, idet disse asylansøgere

kun vil kunne sendes til andre EF-medlemsstater inden for rammerne af

konventionen. Såfremt de danske myndigheder når frem til, at en anden

medlemsstat ifølge EF-asylkonventionens bestemmelser er ansvarlig for sagens

behandling, må man anvende den særlige overførselsprocedure, og overførslen

af asylansøgeren sker som nævnt - på linje med, hvis der havde været tale om

en afvisning - uden at den pågældende får prøvet sin asylansøgning her i

landet.

Ifølge EF-asylkonventionens artikel 10 er den medlemsstat, der er

ansvarlig for sagens behandling, i en række tilfælde forpligtet til at

tilbagetage en asylansøger, som ulovligt opholder sig i en

anden medlemsstat. Den ansvarlige medlemsstat er endvidere forpligtet til på

visse betingelser at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning den har

afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat.

Der må derfor ligeledes i udlændingeloven skabes mulighed for i disse

tilfælde at overføre den pågældende fra Danmark til den medlemsstat,

der er ansvarlig for sagens behandling, efter den ovenfor foreslåede

procedure, uden at den pågældende kan få prøvet en eventuel asylansøgning her

i landet. Tilsvarende må Danmark også i udlændingeloven påtage sig en

forpligtelse til tilbagetagelse i sådanne situationer, når det er

Danmark, som er ansvarlig for sagens behandling.

I de særlige tilfælde, hvor der søges om asyl ved de indre grænser,

finder EF-asylkonventionens artikel 12 anvendelse. Det følger f.eks. af

artikel 12, at hvis en asylansøger, der befinder sig i Forbundsrepublikken

Tyskland, indgiver en asylansøgning til de danske myndigheder ved

landegrænsen mellem Danmark og Forbundsrepublikken, påhviler det de tyske

myndigheder at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af asylansøgningen. Den pågældende får altså ikke adgang til

Danmark, og vedkommende får heller ikke behandlet sin asylansøgning i Danmark

(medmindre det viser sig, at Danmark ifølge konventionens kriterier er

ansvarlig for sagens behandling). Udlændingeloven bør tilpasses til systemet

i konventionen, således at der bliver mulighed for at afvise ved de indre

grænser i alle de tilfælde, hvor artikel 12 finder anvendelse.

4.3. Behandling af en asylansøgning af humanitære grunde.

Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 4, har en medlemsstat ret til

at behandle en asylansøgning, som den får forelagt, selv om den ikke i

henhold til konventionen er ansvarlig for sagens behandling, såfremt

asylansøgeren samtykker heri. Det fremgår endvidere af EF-asylkonventionens

artikel 9, at en stat kan acceptere at behandle en asylansøgning af

humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om

den ikke er ansvarlig ud fra konventionens kriterier. Denne mulighed kan

komme på tale, såfremt asylansøgeren ønsker det.

Udlændingeloven bør derfor tilpasses, således at Danmark af humanitære

grunde efter en konkret vurdering kan påtage sig behandlingen af

en asylansøgning, selv om Danmark ikke ifølge konventionen er forpligtet

hertil. Ved afgørelsen om, hvorvidt der skal ske overførsel af en asylansøger

fra Danmark til en anden medlemsstat, må der således i hvert enkelt tilfælde

tages stilling til, om Danmark eventuelt af humanitære grunde skal påtage sig

behandlingen af sagen. I bekræftende fald kommer overførsel naturligvis ikke

på tale.

4.4. Asylansøgninger anses altid for ansøgning om konventionsstatus.

Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning

opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af

flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (konventionsstatus). Ifølge

udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der endvidere efter ansøgning

opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som

anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at

udlændingen vender tilbage til sit hjemland (de facto-status).

EF-asylkonventionen omfatter kun personer, der ansøger om

konventionsstatus. For at tilpasse den danske udlændingelov til

EF-asylkonventionens system bør udlændingelovens § 7 derfor ændres, således

at alle, der søger om asyl her i landet, ansøger såvel om konventionsstatus

som om de facto-status, således at det fra starten afgøres efter

EF-asylkonventionens kriterier, om ansvaret for sagens behandling påhviler

Danmark eller eventuelt en anden medlemsstat. Viser det sig under denne

indledende sagsbehandling, at Danmark er ansvarlig for sagens behandling,

vurderes det herefter først, om den pågældende opfylder betingelserne for at

få konventionsstatus, og i benægtende fald om betingelserne for at få de

facto-status er opfyldt. Viser det sig derimod, at en anden medlemsstat er

ansvarlig for sagens behandling, overføres asylansøgeren uden en materiel

asylbedømmelse til den pågældende medlemsstat, der derefter behandler

ansøgningen i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens

internationale forpligtelser, herunder FN's flygtningekonvention, der er

tiltrådt af alle medlemsstater uden geografiske begrænsninger.

Den nævnte tilpasning af udlændingelovens § 7 ændrer ikke på de

grundlæggende materielle betingelser for at få de facto-status.

Ordningen kan tilrettelægges således, at Direktoratet for Udlændinge som 1.

instans i samme arbejdsgang tager stilling til såvel spørgsmålet om

konventionsstatus som spørgsmålet om de facto-status. Direktoratet må blot

først vurdere, om den pågældende kan få konventionsstatus. Arbejdsgangen vil

stort set svare til den, der kendes i dag, hvor de fleste asylansøgere over

for direktoratet blot ansøger om »asyl« uden nærmere angivelse af,

om de ønsker konventionsstatus eller de facto-status. Med ændringen undgås

det imidlertid, at en asylansøger, der afstår fra at søge konventionsstatus,

men derimod udtrykkeligt kun søger de facto-status, kommer til at falde helt

uden for rammerne af EF-asylkonventionen. Det ville være et klart brud på

grundprincippet i EF-asylkonventionen om, at der skal foretages en

1.-asyllandsvurdering efter konventionens kriterier.

Det vil i øvrigt ikke være noget nyt fænomen i udlændingeloven som

foreslået at opstille en slags rangorden mellem lovens bestemmelser. Allerede

i dag er det således en forudsætning for at få opholdstilladelse af

humanitære grunde efter § 9, stk. 2, nr. 2, at den pågældende har søgt om og

fået afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.

4.5. Ambassadeansøgninger.

EF-asylkonventionen gør det endvidere nødvendigt at overveje den særlige

danske regel i udlændingelovens § 7, stk. 4, om adgang til at indgive

ansøgning om asyl på danske repræsentationer i udlandet. Denne

regel fører nemlig sammenholdt med EF-asylkonventionens bestemmelser til, at

Danmark ved en ratifikation af konventionen vil blive forpligtet til at

overtage sagen (og asylansøgeren) i tilfælde, hvor ansøgningen indgives på en

dansk repræsentation i et andet EF-land. Dette er et klart uacceptabelt

resultat, og loven bør derfor ændres, således at reglen ikke finder

anvendelse på ansøgninger, der indgives på repræsentationer inden for

EF-området. Det er værd at bemærke, at en sådan ændring ikke vil afskære

asylansøgere med nære familiemæssige bånd til Danmark fra at få deres sag

behandlet her, idet også EF-asylkonventionens regler i visse tilfælde åbner

mulighed herfor.

Bestemmelsen i § 7, stk. 4, blev i sin tid indsat i udlændingeloven i

mangel af en internationalt bindende regulering af

1.-asyllandsproblematikken. Nu, hvor der i EF-asylkonventionen faktisk

er gennemført 1.-asyllandskriterier, vil det derfor også være en

naturlig konsekvens heraf at begrænse det geografiske anvendelsesområde for §

7, stk. 4, således at bestemmelsen ikke længere gælder inden for EF-området.

4.6. Videregivelse af oplysninger.

For at EF-asylkonventionen kan fungere i praksis, er det nødvendigt, at

der udveksles oplysninger mellem medlemsstaterne. EF-asylkonventionen

indeholder i artikel 14 og 15 meget detaljerede regler om udveksling af

henholdsvis generelle og individuelle oplysninger.

Ifølge konventionens artikel 15, nr. 5, må de oplysninger, der udveksles i

medfør af art. 15, kun anvendes 1) til at fastslå, hvilken medlemsstat, der

er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, 2) for at behandle

asylansøgningen og 3) for at gennemføre forpligtelserne efter konventionen.

Oplysningerne må kun meddeles til de myndigheder og retsinstanser i hver

medlemsstat, der har de ovenfor nævnte opgaver.

Art. 15, nr. 5, sætter således grænser for, til hvilke myndigheder - også

inden for den modtagende stat - en myndighed må videregive oplysninger, som

den har modtaget i medfør af konventionen. Konventionen fraviger på dette

punkt de almindeligt gældende danske regler om videregivelse af oplysninger

til myndigheder, som har et sagligt behov for dem, herunder reglerne i

forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en forvaltningsmyndighed, i det

omfang den er berettiget til at videregive en oplysning, også er forpligtet

til at gøre det på begæring af en anden forvaltningsmyndighed, hvis

oplysningen er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en

afgørelse, som myndigheden skal træffe.

For at undgå sammenstød mellem konventionens forbud mod videreudlevering

af en meddelt oplysning og danske lovbestemmelser i f.eks. skatte- og

sociallovgivningen, der hjemler en myndighed ret til at indfordre alle

oplysninger fra andre myndigheder, bør der i lovgivningen indføres en

bestemmelse, der fastslår forbuddet mod at videregive oplysninger til andre

myndigheder i Danmark.

Art. 15, nr. 11, fastslår, at der skal gennemføres kontrolforanstaltninger

vedrørende oplysninger, der ikke undergives edb-behandling. Registertilsynet

bør udpeges som kontrolinstans vedrørende disse oplysninger.

4.7. Fremtidige konventioner med lande uden for EF.

Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for at udvide samarbejdet

i henhold til asylkonventionen ved at lade andre stater indgå forpligtelser,

der svarer til de i konventionen fastsatte.

I forbindelse med tilpasningen af udlændingeloven til asylkonventionen bør

der derfor skabes mulighed for, at Danmark kan indgå i et sådant fremtidigt

samarbejde, såfremt dette bliver aktuelt.

Bilag 1

Konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for

behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske

Fællesskabers medlemsstater

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,

HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,

PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK,

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,

PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,

PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,

PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG

NORDIRLAND.

Som TAGER det mål i BETRAGTNING, som Det Europæiske Råd opstillede den

8.-9. december 1989 i Strasbourg om harmonisering af asylpolitikken;

Som ER fast BESLUTTET PÅ, i overenstemmelse med deres fælles humanitære

tradition, at sikre flygtninge en passende beskyttelse i overensstemmelse med

Geneve-konventionen af 28. juli 1951, ændret ved New York-protokollen af 31.

januar 1967, om flygtninges retsstilling, i det følgende benævnt henholdsvis

»Geneve-konventionen« og »New York-protokollen«;

Som TAGER I BETRAGTNING, at det er det fælles mål at etablere et område

uden indre grænser, hvor navnlig fri bevægelighed for personer er sikret i

overensstemmelse med Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab, som ændret ved Den Europæiske Fælles Akt;

Som ER BEVIDSTE om nødvendigheden af at træffe foranstaltninger for at

undgå, at virkeliggørelsen af dette mål giver anledning til situationer, hvor

en asylansøger i for lang tid nærer uvished om, hvilken behandling hans

asylansøgning vil få, og som tilstræber at give alle asylansøgere sikkerhed

for, at deres ansøgning vil blive behandlet af en af medlemsstaterne, og at

undgå, at asylansøgere sendes fra den ene medlemsstat til den anden, uden at

nogen af disse stater erklærer sig kompetent til at behandle asylansøgningen;

Som TILSTRÆBER at videreføre den dialog, der er indledt med De Forenede

Nationers højkommissær for flygtninge, med henblik på at opfylde ovennævnte

mål;

Som med henblik på denne konventions gennemførelse ER BESLUTTET PÅ at

iværksætte et nært samarbejde ved hjælp af forskellige midler, bl.a.

udveksling af oplysninger;

HAR BESLUTTET AF INDGÅ DENNE KONVENTION OG HAR MED HENBLIK HERPÅ SOM

BEFULDMÆGTIGEDE UDPEGET:

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,

Melchior Wathelet

Vicepremierminister, justitsminister samt minister for små og mellemstore

virksomheder

HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,

PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

Dr. Helmut Ruckriegel

Ambassadør for Forbundsrepublikken Tyskland i Dublin

Wolfgang Schæuble

Forbundsindenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLINSKE REPUBLIK,

Ioannis Vassiliades

Minister for offentlig orden

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,

Joce Luis Corcuera

Indenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,

Pierre Joxe

Indenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,

Ray Burke

Justits- og kommunikationsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

Antonio Gava

Indenrigsminister

HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,

Marc Fischbach

Undervisningsminister, justitsminister, minister for offentligt ansatte

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,

Ernst Maurits Henricus Hirsch Ballin

Justitsminister og minister for De Nederlandske Antiller og Aruba

PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

Manuel Pereira

Indenrigsminister

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG

NORDIRLAND,

David Waddington

Indenrigsminister

Sir Nicholas Maxted Fenn, KCMG

Ambassadør for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i

Dublin

SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og

behørig form,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

ARTIKEL 1

1. I denne konvention forstås ved

a) udlænding: enhver person, der ikke er statsborger i en medlemsstat;

b) asylansøgning: ansøgning, ved hvilken en udlænding anmoder en

medlemsstat om beskyttelse i henhold til Geneve-konventionen under

påberåbelse af at have status som flygtning efter artikel 1 i

Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen;

c) asylansøger: en udlænding, der har indgivet en asylansøgning, som der

endnu ikke er taget endelig stilling til;

d) behandling af en asylansøgning: samtlige foranstaltninger vedrørende

behandling samt afgørelser truffet eller domme afsagt af de kompetente

myndigheder i forbindelse med en asylansøgning med undtagelse af procedurerne

til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning i henhold til bestemmelserne i denne konvention;

e) opholdstilladelse: enhver tilladelse udstedt af en medlemsstats

myndigheder, hvorefter en udlænding kan opholde sig på medlemsstatens område,

bortset fra visa og tilladelser til at blive i landet udstedt under

behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse eller asyl;

f) indrejsevisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med

henblik på, at en udlænding kan indrejse på dens område med forbehold af, at

de øvrige indrejsebetingelser er opfyldt;

g) transitvisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik

på, at en udlænding kan gennemrejse dens område eller passere gennem

transitområdet i en havn eller lufthavn med forbehold af, at de øvrige

transitbetingelser er opfyldt.

2. Arten af visummet bestemmes på baggrund af de i stk. 1, litra f) og g),

opstillede definitioner.

ARTIKEL 2

Medlemsstaterne bekræfter på ny deres forpligtelser i henhold til

Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, uden nogen som helst

geografisk begrænsning af disse instrumenters anvendelsesområde, og deres

tilsagn om at samarbejde med tjenestegrenene under De Forenede Nationers

højkommissær for flygtninge med henblik på anvendelsen af disse retsakter.

ARTIKEL 3

1. Medlemsstaterne forpligter sig til at sørge for, at enhver udlænding,

der ved grænsen eller på deres område indgiver en asylansøgning til en af

dem, får denne ansøgning behandlet.

2. Denne ansøgning behandles af en enkelt medlemsstat, der bestemmes efter

kriterierne i denne konvention. Kriterierne som er defineret i artikel 4-8

finder anvendelse i den anførte rækkefølge.

3. Denne ansøgning behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens

nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.

4. Hver medlemsstat har ret til at behandle en asylansøgning, som den får

forelagt af en udlænding, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler

den efter kriterierne i denne konvention, såfremt asylansøgeren samtykker

heri.

Den medlemsstat, der er ansvarlig efter ovennævnte kriterier, bliver

herefter frigjort for sine forpligtelser, der overgår til den medlemsstat,

der ønsker at behandle asylansøgningen. Sidstnævnte stat underretter den

medlemsstat, der er ansvarlig efter nævnte kriterier, hvis denne har fået

forelagt ansøgningen.

5. Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale

lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af

bestemmelserne i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen.

6. Proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der efter denne konvention

er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, indledes, så snart en

asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat.

7. Den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til, skal på de i artikel

13 fastsatte betingelser og for at afslutte proceduren til fastsættelse af,

hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen,

tilbagetage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat og der

har indgivet en asylansøgning efter at have trukket sin ansøgning tilbage

under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig.

Denne forpligtelse ophører, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt

medlemsstaternes område i en periode på mindst tre måneder eller af en

medlemsstat har fået udstedt en opholdstilladelse med en varighed på mere end

tre måneder.

ARTIKEL 4

Hvis et medlem af asylansøgerens familie i en medlemsstat er blevet

anerkendt som flygtning i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New

York-protokollen, og opholder sig lovligt der, er denne stat ansvarlig for

behandlingen af ansøgningen, hvis de interesserede parter ønsker det.

Det pågældende familiemedlem kan kun være asylansøgerens ægtefælle eller

hans ugifte mindreårige barn på under atten år eller, hvis asylansøgeren selv

er et ugift mindreårigt barn på under atten år, hans far eller mor.

ARTIKEL 5

1. Er asylansøgeren i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er den

medlemsstat, der har udstedt denne, ansvarlig for behandling af

asylansøgningen.

2. Er asylansøgeren i besiddelse af et gyldigt visum, er den medlemsstat,

der har udstedt dette, ansvarlig for behandling af asylansøgningen, undtagen

i følgende tilfælde:

a) Er det pågældende visum udstedt med skriftlig tilladelse fra en anden

medlemsstat, er det denne, der er ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen. Når en medlemsstat, navnlig af sikkerhedshensyn, forud hører

den centrale myndighed i en anden medlemsstat, udgør dennes samtykke ikke en

skriftlig tilladelse i henhold til denne bestemmelse.

b) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin

ansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ikke er underlagt visumpligt, er

det denne stat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

c) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin

ansøgning i den stat, som har udstedt visummet, og som har fået skriftlig

bekræftelse fra konsulat- eller diplomattjenesten i bestemmelsesmedlemsstaten

om, at den visumfritagne udlænding opfylder betingelserne for indrejse i

denne stat, er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen.

3. Er asylansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdstilladelser eller

visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, er følgende medlemsstat

ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen:

a) Den stat, der har udstedt den opholdstilladelse, som giver ret til det

længste ophold, eller hvis opholdstilladelserne giver ret til ophold af samme

varighed, den stat, som har udstedt den opholdstilladelse, der udløber

senest.

b) Den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest, når de

forskellige visa er af samme art.

c) I tilfælde af visa af forskellig art, den stat, der har udstedt det

visum, som har den længste varighed, eller i tilfælde af samme varighed den

stat, som har udstedt det visum, der udløber senest. Denne bestemmelse finder

ikke anvendelse, hvis ansøgeren er i besiddelse af et eller flere

transitvisa, der er udstedt ved forevisning af et indrejsevisum til en anden

medlemsstat. I dette tilfælde er det sidstnævnte medlemsstat, der er

ansvarlig.

4. Er asylansøgeren kun i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,

der har været forældet i under to år, eller et eller flere visa, der har

været forældet i under seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet rejse

ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, så længe

udlændingen ikke har forladt medlemsstaternes område.

Når asylansøgeren er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,

der har været forældet i over to år, eller et eller flere visa, der har været

forældet i over seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet indrejse på

en medlemsstats område, og hvis udlændingen ikke har forladt EF-området, er

den medlemsstat, i hvilken ansøgningen er indgivet, ansvarlig.

ARTIKEL 6

Har en asylansøger ulovligt overskredet grænsen til en medlemsstat ad

land-, sø- eller luftvejen fra en stat, der ikke er medlem af EF, og kan det

bevises, at den pågældende er indrejst i denne medlemsstat, er den nævnte

medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

Denne medlemsstats ansvar ophører imidlertid, hvis det kan bevises, at

asylansøgeren har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han har indgivet sin

ansøgning, i mindst 6 måneder forud for indgivelsen af ansøgningen. Det er i

så fald sidstnævnte medlemsstat, der er anvarlig for behandling af

asylansøgningen.

ARTIKEL 7

1. Det er den medlemsstat, der er ansvarlig for kontrollen med

udlændingens indrejse på medlemsstaternes område, der er ansvarlig for

behandlingen af asylansøgningen, undtagen hvis udlændingen efter lovligt at

være indrejst i en medlemsstat, hvor han er fritaget for visum, indgiver sin

asylansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er fritaget for

visum ved indrejse på statens område. I så fald er sidstnævnte stat ansvarlig

for behandlingen af asylansøgningen.

2. Indtil ikrafttrædelsen af en aftale mellem medlemsstaterne om de

nærmere regler for overskridelse af de ydre grænser, anses en medlemsstat,

der tillader transit uden visum i transitzonen i sine lufthavne, ikke som

ansvarlig for indrejsekontrollen for så vidt angår rejsende, der ikke

forlader transitzonen.

3. Indgives asylansøgningen under transit i en lufthavn i en medlemsstat,

er denne stat ansvarlig for behandlingen.

ARTIKEL 8

Kan det ikke afgøres på grundlag af de øvrige kriterier i denne

konvention, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandling af

asylansøgningen, er det den første medlemsstat, som asylansøgningen er

indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen.

ARTIKEL 9

Enhver medlemsstat kan, selv om den ikke er ansvarlig for behandlingen

efter kriterierne i denne konvention, af humanitære grunde, navnlig af

familiemæssige eller kulturelle hensyn, behandle en asylansøgning på begæring

af en anden medlemsstat under forudsætning af, at asylansøgeren ønsker dette.

Giver den adspurgte medlemsstat tilsagn om at behandle asylansøgningen,

overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen til denne stat.

ARTIKEL 10

1. Den medlemsstat, der efter kriterierne i denne konvention er ansvarlig

for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til

a) på de i artikel 11 fastsatte betingelser at overtage en asylansøger,

der har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,

b) at afslutte behandlingen af asylansøgningen,

c) på de i artikel 13 fastsatte betingelser igen at tillade indrejse for

eller at tilbagetage en asylansøger, hvis ansøgning er under behandling, og

som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat,

d) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en asylansøger,

som har tilbagekaldt sin ansøgning under behandlingen, og som har indgivet en

asylansøgning i en anden medlemsstat,

e) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en udlænding,

hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden

medlemsstat.

2. Udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse af en varighed på over tre

måneder til en asylansøger, overgår de i stk. 1, litra a)-e) nævnte

forpligtelser til den.

3. De i stk. 1, litra a)-d) nævnte forpligtelser ophører, hvis den

pågældende udlænding har forladt medlemsstaternes område i mindst tre

måneder.

4. De i stk. 1, litra d) og e), nævnte forpligtelser ophører, hvis den

stat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, som følge af

tilbagekaldelse af ansøgningen eller afslag på denne, har truffet og faktisk

iværksat de nødvendige foranstaltninger for at udlændingen kan vende tilbage

til sit hjemland eller til et andet land, hvori han lovligt kan rejse ind.

ARTIKEL 11

1. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener,

at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan

snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er

indgivet, anmode sidstnævnte medlemsstat om at overtage asylansøgeren.

Fremsættes der ikke anmodning om overtagelse af sagen inden for nævnte

frist på 6 måneder, påhviler ansvaret for behandling af asylansøgningen den

stat, der har fået forelagt ansøgningen.

2. Anmodningen om overtagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til,

at den adspurgte medlemsstat kan fastslå sit ansvar under hensyn til de i

denne konvention fastlagte kriterier.

3. Fastsættelsen af, hvilken stat der er ansvarlig efter disse kriterier,

sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor asylansøgeren første

gang indgiver sin ansøgning til en medlemsstat.

4. Medlemsstaten skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest

3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis der ikke foreligger noget

svar ved udløbet af denne frist, anses anmodningen om overtagelse for

imødekommet.

5. Overførsel af asylansøgeren fra den medlemsstat, hvor der er indgivet

asylansøgning, til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen, skal ske senest en måned efter, at anmodningen om

overtagelse er blevet imødekommet, eller en måned efter afslutningen af

udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel, hvis denne

procedure har opsættende virkning.

6. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere

bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til overtagelse.

ARTIKEL 12

Indgiver en asylansøger, der befinder sig på en medlemsstats område, en

asylansøgning til en anden medlemsstats kompetente myndigheder, påhviler det

den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, at fastsætte, hvilken

medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den

medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, underrettes straks af den

medlemsstat, der har fået forelagt ansøgningen, og betragtes derefter ved

anvendelsen af denne konvention som den medlemsstat, asylansøgningen er

indgivet til.

ARTIKEL 13

1. Tilbagetagelse af en asylansøger i de tilfælde, der er nævnt i artikel

3, stk. 7, og artikel 10, foregår efter følgende regler:

a) Anmodning om tilbagetagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger

til, at den anmodede stat kan fastslå, at den er ansvarlig i overensstemmelse

med artikel 3, stk. 7, og artikel 10.

b) Den stat, der anmodes om tilbagetagelse, skal give svar på anmodningen

senest 8 dage efter forelæggelsen af anmodningen. Staten er forpligtet til

faktisk at tilbagetage asylansøgeren så hurtigt som muligt og senest een

måned efter, at den har givet tilsagn om tilbagetagelse.

2. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere

bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til tilbagetagelse.

ARTIKEL 14

1. Medlemsstaterne udveksler gensidigt:

- oplysninger om love eller andre retsforskrifter eller national praksis,

som gælder med hensyn til asyl,

- statistiske oplysninger vedrørende den månedlige tilgang af asylansøgere

og deres fordeling efter nationalitet. Disse oplysninger fremsendes hver

tredje måned via Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske

Fællesskaber, som sørger for videresendelse til medlemsstaterne, Kommissionen

for De Europæiske Fællesskaber og De Forenede Nationers højkommissær for

flygtninge.

2. Medlemsstaterne kan gensidigt udveksle:

- generelle oplysninger vedrørende nye tendenser med hensyn til

asylansøgninger,

- generelle oplysninger vedrørende forholdene i asylansøgernes oprindelige

hjemland eller seneste opholdsland.

3. Ønsker den medlemsstat, der fremsender de i stk. 2 nævnte oplysninger,

at disse skal holdes fortrolige, skal de øvrige medlemsstater overholde

dette.

ARTIKEL 15

1. Medlemsstaterne meddeler enhver medlemsstat, der anmoder herom, de

individuelle oplysninger, som er nødvendige for

- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning;

- at behandle asylansøgningen;

- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.

2. Disse oplysninger må kun vedrøre:

- asylansøgerens og dennes eventuelle familiemedlemmers identitet

(efternavn, fornavn, (evt. tidligere navn), kaldenavn eller pseudonym,

(nuværende og tidligere) nationalitet, fødselsdato og fødested);

- identitetspapirer og rejselegitimation (referencenumre,

gyldighedsperiode, udstedelsesdato, udstedende myndighed, udstedelsessted

osv.);

- øvrige oplysninger, der er nødvendige for fastslåelsen af ansøgerens

identitet;

- opholdssteder og rejseruter;

- opholdstilladelser eller visa udstedt af en medlemsstat;

- stedet, hvor ansøgningen er indgivet;

- dato for en eventuel indgivelse af en tidligere asylansøgning, dato for

indgivelse af den aktuelle ansøgning, status over sagsbehandlingen og

eventuelt indholdet af den trufne afgørelse.

3. En medlemsstat kan desuden anmode en anden medlemsstat om at meddele de

grunde, som asylansøgeren har fremført for sin ansøgning, og i givet fald

grundene til statens afgørelse i sagen. Den adspurgte medlemsstat tager

stilling til, om den kan efterkomme den forelagte anmodning. Under alle

omstændigheder er asylansøgerens samtykke en betingelse for udlevering af

oplysningerne.

4. Denne udveksling af oplysninger sker på foranledning af en medlemsstat

og kan kun formidles af de myndigheder, som hver medlemsstat har udpeget og

meddelt det i artikel 18 nævnte udvalg.

5. Disse oplysninger må kun anvendes til de i stk. 1 anførte formål. De må

kun meddeles de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har til

opgave

- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen,

- at behandle asylansøgningen.

- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.

6. Den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, påser, at de er korrekte

og ajourførte.

Viser det sig, at den pågældende medlemsstat har meddelt urigtige

oplysninger, eller oplysninger som ikke burde have været meddelt, underrettes

modtagermedlemsstaterne straks herom. Disse skal berigtige eller tilintetgøre

oplysningerne.

7. En asylansøger har ret til efter anmodning at blive gjort bekendt med

de oplysninger, der er blevet udvekslet vedrørende ham, så længe de står til

rådighed.

Konstaterer han, at disse oplysninger er urigtige, eller at de ikke burde

have været meddelt, har han ret til at kræve, at de berigtiges eller

tilintetgøres. Denne ret udøves på de i stk. 6 nævnte betingelser.

8. De berørte medlemsstater registrerer fremsendelsen og modtagelsen af de

udvekslede oplysninger.

9. Disse oplysninger opbevares ikke længere, end det er nødvendigt af

hensyn til formålet med deres udveksling. Den berørte medlemsstat undersøger

på et passende tidspunkt, om det er nødvendigt at opbevare dem.

10. De indsendte oplysninger skal i hvert fald nyde mindst den samme

beskyttelse, som modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.

11. Hvis oplysningerne ikke undergives elektronisk databehandling, men

behandles på anden måde, skal hver medlemsstat træffe passende

foranstaltninger med henblik på overholdelsen af denne artikel ved effektiv

kontrol. Råder en medlemsstat over en kontrolinstans som nævnt i stk. 12, kan

den pålægge denne instans at udføre kontrollen.

12. Ønsker en eller flere medlemsstater at datamatisere behandlingen af

nogle eller alle de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, må dette kun ske, hvis

alle de berørte lande har vedtaget lovgivning vedrørende sådan databehandling

til gennemførelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. februar

1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data

af personlig karakter, og disse lande har henlagt til en passende national

instans at føre uafhængig kontrol med behandlingen og udnyttelsen af de data,

der er videregivet i henhold til nærværende konvention.

ARTIKEL 16

1. Enhver medlemsstat kan fremlægge forslag for det i artikel 18 nævnte

udvalg med henblik på revision af denne konvention i det øjemed at fjerne

eventuelle vanskeligheder i forbindelse med dens gennemførelse.

2. Viser det sig, at det er nødvendigt at foretage en revision eller en

ændring af denne konvention af hensyn til virkeliggørelsen af målene i

artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab, når denne virkeliggørelse især vedrører indførelsen af en

harmoniseret asylpolitik og en fælles visumpolitik, indkalder den

medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber,

til et møde i det i artikel 18 nævnte udvalg.

3. Revisionen eller ændringen af denne konvention vedtages af det i

artikel nævnte udvalg og træder i kraft i overensstemmelse med artikel 22.

ARTIKEL 17

1. Møder en medlemsstat større vanskeligheder, der skyldes en

grundlæggende ændring af de omstændigheder, der ligger til grund for

indgåelsen af denne konvention, kan denne medlemsstat forelægge spørgsmålet

for det i artikel 18 nævnte udvalg, således at dette kan fremsætte forslag

for medlemsstaterne om foranstaltninger til imødegåelse af situationen eller

vedtage den nødvendige revision eller ændring af denne konvention, idet denne

revision eller ændring træder i kraft på betingelserne i artikel 16, stk. 3.

2. Foreligger den i stk. 1 nævnte situation stadig efter seks måneder, kan

udvalget, der træffer afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 2, tillade, at

den medlemsstat, der er berørt af denne forandring, midlertidigt suspenderer

anvendelsen af konventionens bestemmelser, uden at denne suspension kan være

til hinder for gennemførelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om

Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab eller stride mod andre af

medlemsstaternes internationale forpligtelser.

3. Har udvalget ikke forinden kunnet nå til enighed, fortsætter det, så

længe den i stk. 2 nævnte suspension er i kraft, sit arbejde med henblik på

at revidere denne konventions bestemmelser.

ARTIKEL 18

1. Der nedsættes et udvalg bestående af en regeringsrepræsentant fra hver

medlemsstat.

Formandsskabet i dette udvalg varetages af den medlemsstat, der har

formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber kan deltage i drøftelserne i

udvalget og de i stk. 4 nævnte arbejdsgrupper.

2. Udvalget har til opgave på anmodning af en eller flere medlemsstater at

behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen

af denne konvention.

Udvalget fastlægger de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 11, stk.

6, og artikel 13, stk. 2, og meddeler den i artikel 17, stk. 2, nævnte

tilladelse.

Udvalget vedtager i henhold til artikel 16 og 17 ændringer eller

revisioner af denne konvention.

3. Udvalget træffer sine afgørelser med enstemmighed, undtagen når det

træffer afgørelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i hvilket tilfælde det

vedtager afgørelsen med et flertal på totredjedele af dets medlemmers

stemmer.

4. Udvalget udarbejder sine procedureregler og kan nedsætte

arbejdsgrupper.

Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber varetager

sekretariatsopgaverne for udvalget og arbejdsgrupperne.

ARTIKEL 19

For så vidt angår Kongeriget Danmark gælder denne konvention ikke for

Færøerne og Grønland, medmindre Kongeriget Danmark fremsætter anden

erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse

til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater

herom.

For så vidt angår Den Franske Republik gælder bestemmelserne i denne

konvention kun for Den Franske Republiks europæiske område.

For så vidt angår Kongeriget Nederlandene gælder bestemmelserne i denne

konvention kun for Kongeriget Nederlandenes europæiske område.

For så vidt angår Det Forenede Kongerige gælder bestemmelserne i denne

konvention kun for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. De

gælder ikke for de europæiske områder, for hvilket Det Forenede Kongerige er

ansvarlig for udenrigsanliggender, medmindre Det Forenede Kongerige

fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid

ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige

medlemsstater herom.

ARTIKEL 20

Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.

ARTIKEL 21

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for enhver stat, der bliver

medlem af De Europæiske Fælleskaber. Tiltrædelsesdokumenterne vil blive

deponeret hos Irlands regering.

2. Den træder i kraft for enhver stat, der tiltræder den, den første dag i

den tredje måned efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet.

ARTIKEL 22

1. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes.

Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos

Irlands regering.

2. Irlands regering underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater om

deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne.

3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den tredje måned,

efter at den sidste signatarstat har deponeret sit ratifikations-, accept-

eller godkendelsesinstrument.

Den stat, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne er

deponeret, skal underrette medlemssstaterne om datoen for denne konventions

ikrafttræden.

Bilag 2

Ministrene noterede sig udkastet til konventionen om fastsættelse af,

hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der

indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.

Ministrene noterede sig,

- at elleve medlemsstater kunne undertegne konventionen;

- en erklæring fra den danske minister om, at Danmark ikke for øjeblikket

kunne undertegne nævnte konvention, men at han agtede at fortsætte sine

bestræbelser med henblik på, at Danmark ligeledes kan undertegne

konventionen.

Ministrene for de elleve øvrige medlemsstater besluttede derfor at

undertegne konventionen, og hvis Danmark ikke undertegner konventionen inden

den 7. december 1990, vil de fleste af medlemsstaterne undertegne en

konvention, hvori disse medlemsstater er de kontraherende parter.

Ministrene vedtog at optage følgende erklæringer i konferencens protokol:

1. Parterne erklærer herved, at de for at sikre, at asylansøgere gives

tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide

samarbejdet i henhold til denne konvention til andre stater ved at lade dem

indgå forpligtelser i lighed med de i denne konvention fastsatte ved hjælp af

passende instrumenter.

2. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at

supplere artikel 15, stk. 6, med en bestemmelse om, at der kun må meddeles

oplysninger, der er opnået på lovlig vis og i god tro, da dette er en

selvfølgelighed, som det ikke er nødvendigt at præcisere.

3. Medlemsstaterne er enige om årligt at forelægge udvalget en rapport om

deres egen kontrol med, at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15,

anvendes til de fastsatte formål.

4. Medlemsstaterne noterer sig, at det ikke er udelukket at anvende andre

muligheder i henhold til folkeretten, hvis det ikke er muligt at nå til

enighed om revision af konventionen i henhold til artikel 17, stk. 2.

5. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at denne konvention, i tilfælde

af at den suspenderes på foranledning af en medlemsstat i henhold til artikel

17, fortsat gælder i forholdet mellem de øvrige medlemsstater.

6. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at udkastet til konventionen om

overskridelse af EF-medlemsstaternes ydre grænser har nær sammenhæng med

andre instrumenter, som er nødvendige til gennemførelse af EØF-Traktatens

artikel 8 A, og især med konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er

ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af

EF-medlemsstaterne. Medlemsstaterne understreger, at det er nødvendigt at

intensivere arbejdet med nævnte udkast, således at det kan afsluttes inden

udgangen af 1990. Konventionen om overskridelse af medlemsstaternes ydre

grænser bør træde i kraft hurtigst muligt efter ikrafttrædelsen af nærværende

konvention.

7. Forbundsrepublikken Tyskland erklærer, at Den Tyske Demokratiske

Republik ikke er udland i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland.

Med henvisning til den erklæring fra regeringen for Forbundsrepublikken

Tyskland vedrørende begrebet »tyske statsborgere«, der er knyttet

som bilag til EØF-Traktaten af 25. marts 1957 gør Forbundsrepublikken

Tyskland opmærksom på, at nærværende konvention ikke gælder for tyskere i

ovennævnte erklærings betydning.

8. Da det drejer sig om et spørgsmål, der vedrører de tolv lande, går

Nederlandene principielt ud fra, at godkendelsesproceduren ikke indledes i

hovedstæderne, før Danmark også har undertegnet konventionen. I alle tilfælde

indleder Nederlandene ikke denne procedure, før Danmark har undertegnet den.

9. Nederlandene erklærer, at for så vidt angår begrebet

»asylansøgning« er landet af den opfattelse, at anvendelsen af

ordene »anmoder en medlemsstat om beskyttelse« betyder, at der ved

indgivelsen af en asylansøgning er tale om en udlænding, som under

påberåbelse af sin status som flygtning anmoder om at få tilladelse til

ophold i denne egenskab i den pågældende medlemsstat.

10. Kongeriget Spanien erklærer, at hvis Det Forenede Kongerige i

overensstemmelse med konventionens artikel 19 beslutter at udvide

konventionens anvendelsesområde til også at omfatte Gibraltar, finder en

sådan anvendelse sted, uden at det berører den spanske holdning i forbindelse

med striden med Det Forenede Kongerige om suveræniteten over landtangen.

Originalen til denne protokol, som den er undertegnet af konferencens

formand og sekretær, vil blive deponeret med konventionen hos Irlands

regering.

Et eksemplar af denne protokol vil blive sendt til signatarstaterne.

Bilag3

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter