Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 171 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EF-ASYLKONVENTIONEN)

1990/2 LSF 171Lovforslag som fremsatFolketinget11. juni 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987,

foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om

opholdstilladelse efter stk. 1.«

2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder

sig i et andet EF-land.«

3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til:

»§ 48 a, stk. 1,».

4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om

overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes

fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret

anmodningen.«

5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter

reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres

til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal

tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om

fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers

medlemsstater.«

6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til: »3-5

a«.

7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til:

Læs alt

»udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller

tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».

8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller

udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller

udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel

efter EF-asylkonventionen,».

9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller

udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel

eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.

10. § 48, stk. 2, udgår, og i stedet indsættes:

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§

7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om

overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om

afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i

givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles

ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald

er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der

er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse

mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet

EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet

for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller

tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer

Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor,

kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en

ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis

udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c

kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse om

afvisning eller udvisning og udsendelse, gøres udlændingen bekendt med

adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.«

11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 8 a

Forskellige bestemmelser

§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet

EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun

videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk.

5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens

artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med

behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter

konventionen.

§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til

gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov,

som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige

ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der

har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig

EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987,

foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om

opholdstilladelse efter stk. 1.«

2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder

sig i et andet EF-land.«

3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til:

»§ 48 a, stk. 1,».

4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om

overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes

fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret

anmodningen.«

5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter

reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres

til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal

tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov Konvention om

fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers

medlemsstater.«

6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til:

»3-5a«.

7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til:

»udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller

tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».

8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller

udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller

udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel

efter EF-asylkonventionen,».

9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller

udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel

eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.

10. § 48, stk. 2, udgår og i stedet indsættes:

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§

7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om

overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om

afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i

givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles

ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1, og udlændingen i givet fald

er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der

er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse

mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet

EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet

for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller

tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer

Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor,

kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en

ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis

udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c

kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Skal ansøgningen behandles her i landet, gøres udlændingen

bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk

Flygtningehjælp.«

11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 8 a

Forskellige bestemmelser

§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet

EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun

videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk.

5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens

artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med

behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter

konventionen.

§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til

gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov,

som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige

ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der

har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig

EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget tilsigter at skabe det retlige grundlag for Danmarks

ratifikation af EF-asylkonventionen.

Formålet med EF-asylkonventionen er at fastslå princippet om, at een og

kun een stat, der udpeges efter konventionens kriterier, skal have ansvaret

for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i et af EF-landene. Herved

kan man undgå, at asylansøgerne bliver kastebolde mellem landene, fordi ingen

vil påtage sig ansvaret for behandlingen af sagen. Endvidere kan man undgå,

at flere medlemsstater unødigt bruger ressourcer på at behandle samtidige

eller successive asylansøgninger fra samme person. Konventionen indeholder

således værnetingsregler, der svarer til det 1. asyllandsprincip, som i

forvejen følges af de fleste medlemsstater.

EF-asylkonventionen tilsigter ikke at skabe ensartede regler for, hvilke

betingelser en asylansøger skal opfylde for at få asyl i en medlemsstat

(materielle asylregler). På længere sigt er det imidlertid EF-landenes mål at

nå frem til en harmonisering af asylpolitikken.

Konventionen blev undertegnet af de 11 andre EF-medlemsstater den 15. juni

1990 i Dublin. Konventionen er endnu ikke undertegnet af Danmark.

Konventionen træder i kraft, når alle tolv EF-medlemsstater har ratificeret

konventionen.

2. Forholdet til tredjelande

En række tredjelande, først og fremmest Norge, Sverige, Østrig og

Schweiz, har udtrykt interesse for at deltage i en tilsvarende ordning

vedrørende asylansøgere som den, der er indeholdt i asylkonventionen.

EF-landene har i forbindelse med Dublin-ministermødet tilkendegivet, at de

for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den

mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til

andre stater ved at lade dem indgå forpligtelser i lighed med de i

konventionen fastsatte ved hjælp af passende instrumenter. Flertallet af

EF-landene har imidlertid fundet, at det er for tidligt at indlede egentlige

forhandlinger med tredjelande om en tilknytning til EF-asylkonventionen,

eftersom konventionen endnu ikke er undertegnet af alle medlemsstater.

Medlemsstaterne har endvidere givet udtryk for, at spørgsmålet om

tredjelandes tilknytning til EF-asylkonventionen rejser en række politiske og

juridiske problemer.

Danmark har under arbejdet med EF-asylkonventionen støttet tanken om, at

tredjelande - som f.eks. de nordiske lande - får mulighed for at indgå i

samarbejdet. Det er nærliggende, at en sådan udvidelse af samarbejdet til

også at omfatte andre lande end EF-medlemsstaterne faktisk vil finde sted.

Justitsministeriet har derfor udformet lovforslaget således, at der åbnes

mulighed for, at Danmark kan tilslutte sig fremtidige tilsvarende aftaler,

der indgås med lande uden for EF.

3. Konventionens indhold

Konventionens indhold kan opdeles i 5 hovedkategorier:

- generelle principper,

- kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig,

- følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat,

- udveksling af oplysninger og

- tilknyttede bestemmelser.

Konventionsteksten er optaget som bilag 1 til lovforslaget. Som bilag 2 er

optaget en mødeprotokol for konferencen mellem EF-medlemsstaternes ministre

med ansvar for indvandring i Dublin den 15. juni 1990. Som bilag 3 er optaget

den gældende udlændingelov.

3.1. Generelle principper

Konventionen indledes med en principerklæring, idet medlemsstaterne på ny

bekræfter deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen og New

York-protokollen om flygtninges retsstilling uden nogen som helst geografisk

begrænsning af disse teksters anvendelsesområde, og bekræfter deres tilsagn

om at samarbejde med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, jf.

konventionens artikel 2.

Medlemsstaterne forpligter sig endvidere til at sørge for, at enhver

udlænding, der indgiver en asylansøgning ved grænsen til eller i et af

medlemslandene, får denne ansøgning behandlet, jf. konventionens artikel 3,

stk. 1.

Konventionen fastslår, at enhver asylansøgning, der indgives af en

udlænding i en af staterne, skal behandles af een enkelt medlemsstat, som

udpeges efter objektive kriterier, der er fastsat i konventionen, jf.

konventionens artikel 3, stk. 2, og artikel 4-8. Ansøgningen behandles af

medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens

internationale forpligtelser.

Enhver medlemsstat bevarer sin suveræne ret til at behandle en

asylansøgning, selv om den ikke er forpligtet hertil efter kriterierne i

konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 3. Den medlemsstat, der er

ansvarlig efter konventionens bestemmelser, bliver herefter frigjort fra sine

forpligtelser, idet disse overgår til den stat, som ønsker at behandle

ansøgningen.

Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale

lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af

bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen,

jf. konventionens artikel 3, stk. 5.

3.2. Kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig

Konventionen fastlægger i artikel 4-8 de kriterier, som er afgørende for,

hvilken af medlemsstaterne der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, der indgives af en udlænding. Disse kriterier tager hensyn til

asylansøgerens eventuelle familiemæssige tilknytning og til, hvordan

vedkommende er rejst ind på medlemsstaternes område. Kriterierne finder

anvendelse i den anførte rækkefølge.

Ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning er således i første række

den stat, hvor asylansøgerens nærmeste familiemedlemmer allerede

opholder sig som konventionsflygtninge (ægtefælle, mindreårige børn eller

forældre, dersom asylansøgeren selv er mindreårig), jf. konventionens artikel

4.

De øvrige kriterier er baseret på, hvor stor en del af ansvaret en

medlemsstat har påtaget sig ved asylansøgerens indrejse på medlemsstaternes

område. Som følge heraf er i anden række den stat ansvarlig, som har udstedt

en opholdstilladelse eller et visum til asylansøgeren, eller

den stat, via hvilken asylansøgeren lovligt eller ulovligt er

indrejst på De Europæiske Fællesskabers område, jf. artikel 5-7.

Disse kriterier er lagt til grund, fordi de er objektive, og fordi de er

udtryk for, at der er skabt en forbindelse mellem den pågældende udlænding og

den stat, der udpeges som ansvarlig. Reglerne berører ikke princippet i

Geneve-konventionens artikel 31 om, at en asylansøger ikke kan straffes for

ulovlig indrejse eller ophold, når han kommer direkte fra det land, hvor han

følte sig truet med forfølgelse, og hvis han uopholdeligt henvender sig til

myndighederne.

Dersom det ikke på grundlag af ovennævnte kriterier kan afgøres, hvilken

stat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat , som

asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen, jf.

artikel 8. Denne subsidiære bestemmelse sikrer sammenhæng i ordningen, idet

der hermed gives alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ønske om asyl

under alle omstændigheder vil blive behandlet af en stat.

En stat kan imidlertid beslutte at behandle en asylansøgning af humanitære

grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om den ikke

er ansvarlig ud fra ovennævnte kriterier, forudsat at asylansøgeren er

indforstået hermed. Denne mulighed skal ses i sammenhæng med det generelle

princip om, at enhver stat bevarer retten til suverænt at bestemme, om den

vil behandle en asylansøgning.

3.3. Følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat

Den stat, der er udpeget som ansvarlig, eller som har besluttet at

behandle en asylansøgning, påtager sig en række forpligtelser, der fastsættes

i konventionens artikel 10.

Den er således forpligtet til på sit område at modtage en

asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat.

Den er navnlig forpligtet til at afslutte behandlingen af

asylansøgningen. Denne behandling foregår på de betingelser, der er fastsat i

hver enkelt stats lovgivning og i overensstemmelse med bestemmelserne i

Geneve-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, ændret ved

New York-protokollen af 31. januar 1967.

Den ansvarlige medlemsstat er ligeledes forpligtet til, bortset fra de i

konventionen fastsatte undtagelsestilfælde, at tilbagetage en

asylansøger, der ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat, medens

vedkommendes asylansøgning er under behandling, eller når den er blevet

afslået.

For at undgå at asylansøgeren befinder sig i uvished for længe, er

overførsels- og tilbagetagelsesprocedurerne søgt gjort fleksible og fristerne

så korte som muligt.

3.4. Udveksling af oplysninger

Konventionen foreskriver udveksling af oplysninger mellem

medlemsstaterne, jf. konventionens artikler 14-15.

Der kan for det første udveksles generelle oplysninger om love og

praksis, som gælder med hensyn til asyl, samt statistiske oplysninger på

området. Oplysningerne kan også vedrøre forholdene i asylansøgernes

oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.

Sådanne udvekslinger af oplysninger vil gøre det muligt for

medlemsstaterne at få bedre forståelse for asylspørgsmål og drage fordel af

de erfaringer, som de øvrige parter i konventionen indhøster. Det vil også

gøre det muligt at nå til mere samstemmende vurderinger af asylspørgsmål,

således at der ikke bliver for stor forskelsbehandling.

Der kan endvidere udveksles individuelle oplysninger mellem

medlemsstaterne. Formålet hermed er at give den stat, der får forelagt en

asylansøgning, mulighed for at få de oplysninger, der er nødvendige for at

kunne træffe afgørelse med fuldt kendskab til sagens omstændigheder. Sådanne

udvekslinger af oplysninger er nødvendige for at afgøre, hvilken medlemsstat

der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, for at opdage eventuel

indgivelse af flere, samtidige asylansøgninger, og for at gennemføre

konventionens bestemmelser.

De individuelle oplysninger, der kan udveksles, er udtømmende

opregnet i konventionen og vedrører asylansøgerens identitet, den anvendte

rejserute, de opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af en

medlemsstat, og status over behandlingen af asylansøgningen. Begrundelsen for

asylansøgningen og for afgørelsen kan meddeles, såfremt den stat, der sidder

inde med disse oplysninger, og den pågældende udlænding samtykker heri.

Udvekslingen af individuelle oplysninger er omgærdet med alle de

nødvendige retssikkerhedsgarantier. Konventionen fastlægger således

nøjagtigt, til hvem disse oplysninger kan meddeles, og til hvilket formål de

kan anvendes, idet de udelukkende må tjene til gennemførelsen af

bestemmelserne i denne konvention. Udvekslingen sker bilateralt og på

udtrykkelig opfordring af en medlemsstat. Der er fastsat bestemmelser, der

sikrer, at oplysningerne er korrekte og ajourførte, samt at asylansøgeren har

adgang til oplysningerne. Der er ligeledes opstillet regler for, hvordan

oplysningerne opbevares, og hvorledes deres fortrolige karakter kan

beskyttes.

Elektronisk databehandling af disse oplysninger kan kun ske ved

overholdelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. januar 1981 om

beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af

personlig karakter og under kontrol af en national instans. Udveksling af

oplysninger kan kun finde sted mellem de kontraherende parter, og

oplysningerne videregives under ingen omstændigheder til myndighederne i

asylansøgernes oprindelige hjemlande.

Udvekslingen af oplysninger vil således på ingen måde kunne skade de

berørte personer eller de familiemedlemmer, der er blevet tilbage i det

oprindelige hjemland.

3.5. Tilknyttede bestemmelser

Konventionen åbner mulighed for revision af bestemmelserne,

navnlig hvis virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i traktaten om

Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab gør det nødvendigt, jf.

konventionens artikel 16.

Konventionen åbner ligeledes mulighed for, at en medlemsstat, der møder

større vanskeligheder, rent undtagelsesvis kan suspendere anvendelsen

af konventionens bestemmelser, jf. konventionens artikel 17, stk. 2. Dette

forudsætter dog, at et kvalificeret flertal af medlemsstaterne samtykker

heri.

Der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter fra hver

medlemsstat og med deltagelse af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

jf. konventionens artikel 18. Udvalgets opgave er navnlig at fastsætte visse

supplerende regler om anvendelsen af konventionen og at behandle ethvert

generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af konventionen.

4. Konventionens gennemførelse i dansk ret

For at skabe det retlige grundlag for dansk ratifikation af

EF-asylkonventionen må der gennemføres forskellige ændringer i

udlændingeloven, således at denne svarer til konventionens system.

Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om de ændringer, som

skal gennemføres på baggrund af EF-asylkonventionen, bør samles i et særskilt

kapitel i udlændingeloven eller om ændringerne skal ske de steder i

udlændingeloven, hvor det er relevant. Man har fundet, at det af lovtekniske

grunde er rigtigst at indarbejde konventionens bestemmelser i tilknytning til

de regler i udlændingeloven, der i dag regulerer behandlingen af

asylansøgninger. Der er ikke i lovforslaget medtaget forslag om ændringer i

udlændingeloven, som ikke er begrundet i ønsket om, at Danmark tiltræder

EF-asylkonventionen.

4.1. Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning efter konventionen

EF-asylkonventionen indeholder i artikel 4-9 kriterier for, hvilken

medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der

indgives i et EF-land. Efter EF-asylkonventionens artikel 10 har Danmark

pligt til at overtage, dvs. tillade indrejse for en asylansøger, hvis

ansøgning Danmark efter konventionens regler er ansvarlig for at behandle.

Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 6, indledes proceduren til

fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, så snart en asylansøgning indgives for første gang i et

EF-land. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som

mener, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan ifølge

konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder

efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode Danmark om at overtage

asylansøgeren. Danmark skal i så fald tage stilling til anmodningen om

overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis

anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren herefter ske

senest en måned efter, at anmodningen blev imødekommet.

Reglerne om behandlingen af asylansøgninger i de tilfælde, hvor Danmark i

henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen til i disse

tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med

konventionens regler fremgår af den foreslåede nye § 48 b.

Som nævnt skal Danmark tage stilling til anmodningen om overtagelse senest

3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Det foreslås imidlertid

udtrykkelig fastsat i udlændingeloven, at afgørelsen skal træffes snarest

muligt. Justitsministeriet agter endvidere i forbindelse med gennemførelsen

af lovforslaget at instruere Direktoratet for Udlændinge om at træffe

afgørelse om overtagelse efter den foreslåede § 48 b snarest muligt og senest

3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Det følger i øvrigt også af

almindelige forvaltningsretlige principper, at sagsbehandlingen bør afsluttes

så hurtigt som muligt, således at fristen på 3 måneder, som vil fremgå af de

retningslinier, som tænkes fastsat for Direktoratet, kun bør udnyttes, hvor

det er nødvendigt, f.eks. af hensyn til sagens oplysning.

Er ansøgningen indgivet til Danmark, skal Danmark efter konventionens

artikel 3, stk. 7, tilbagetage asylansøgeren , hvis denne under

proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig, har trukket

sin oprindelige ansøgning tilbage og herefter er rejst til et andet EF-land

og har indgivet en ny ansøgning der. Forpligtelsen til at tilbagetage

asylansøgeren ophører dog, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt

fællesskabernes område i en periode på mindst tre måneder, eller hvis

asylansøgeren af et andet EF-land har fået udstedt en opholdstilladelse med

en varighed på mere end tre måneder. Det kan f.eks. være en

opholdstilladelse, der gives af et andet EF-land, efter regler om

familiesammenføring.

Er det fastslået, at Danmark skal behandle sagen, skal Danmark endvidere

efter konventionens artikel 10 i en række andre tilfælde tilbagetage

asylansøgeren, nemlig a) hvis denne ulovligt opholder sig i et andet EF-land,

b) hvis denne har tilbagekaldt sin ansøgning og indgivet asylansøgning i et

andet EF-land, eller c) hvis Danmark har afslået ansøgningen, og

asylansøgeren nu opholder sig ulovligt i et andet EF-land.

Der er derfor i den foreslåede nye § 48 b medtaget regler om

tilbagetagelse af asylansøgeren i de i konventionen nævnte tilfælde.

Efter EF-asylkonventionens artikel 13 skal den stat, der anmodes om

tilbagetagelse, give svar på anmodningen senest 8 dage efter forelæggelsen af

anmodningen. Direktoratet for Udlændinge vil blive instrueret om, at

afgørelse om tilbagetagelse skal træffes straks og senest 8 dage efter

anmodningens forelæggelse.

4.2. Overførsel og tilbageførsel af asylansøgere

Når en udlænding ved ankomsten til Danmark ansøger om asyl her i landet

og ikke er i besiddelse af fornødent pas og/eller visum, træffes afgørelse om

afvisning i dag af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne i

udlændingelovens kapitel 5, jf. § 48, stk. 2. Beslutning om afvisning træffes

i givet fald uden en forudgående materiel asylbedømmelse her i landet.

Udlændingen må ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse

af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli

1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant

land. Direktoratet foretager endvidere i forbindelse med beslutningen om

afvisning en vurdering af den pågældendes (familiemæssige) tilknytning til

Danmark.

Som nævnt indledes proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er

ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, så snart en asylansøgning

indgives for første gang i et EF-land. Hvis Danmark får forelagt en

asylansøgning, som et andet EF-land skal behandle, kan Danmark ifølge

konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder

efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode det andet EF-land om at

overtage asylansøgeren. Det andet land skal tage stilling til anmodningen om

overtagelse senest 3 måneder efter, at Danmark har forelagt anmodningen. Hvis

anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren ske senest en

måned efter, at anmodningen er blevet imødekommet.

Med henblik på at sikre en smidig og effektiv procedure i disse sager

foreslås det, at der indføres en ny procedure for de tilfælde, der er

omfattet af EF-asylkonventionen. Proceduren vil på mange punkter minde om den

ordning, der kendes fra udlændingelovens § 48, stk. 2, om afvisning til

»sikre lande«. Efter forslaget skal Direktoratet for Udlændinge

snarest muligt træffe afgørelse om at fremsætte anmodning om

overførsel af asylansøgeren til det EF-land, der i henhold til

konventionen er ansvarlig for sagens behandling. Direktoratets afgørelse kan

påklages til Justitsministeriet, men klagen har - i overensstemmelse med,

hvad der allerede gælder i afvisningstilfældene (§ 48, stk. 2) - ikke

opsættende virkning med hensyn til gennemførelsen af beslutningen om

overførsel.

Skal udlændingen ikke overføres til et andet EF-land, f.eks. fordi der

ikke er noget andet EF-land, der efter konventionens kriterier skal behandle

ansøgningen, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse om afvisning eller

udvisning og i givet fald udsendelse, idet Danmark som nævnt bevarer

muligheden for at sende asylansøgeren til et sikkert tredjeland i

overensstemmelse med de gældende regler i udlændingelovens § 48, stk. 2, jf.

herved nedenfor under pkt. 4.3.

En bestemmelse med dette indhold foreslås indsat i en ny § 48 a, stk. 1,

der i øvrigt opretholder den hidtidige afvisningsregel i udlændingelovens §

48, stk. 2. Overførslen vil på samme måde, som det i dag er tilfældet ved

afvisning efter udlændingelovens § 48, stk. 2, ske, uden at den pågældende

får prøvet sin asylansøgning her i landet, jf. § 48 a, stk. 2. Derved kan

konventionens målsætning om at undgå dobbeltbehandling af sagerne opnås.

Det system, der således foreslås indført med overførsel af asylansøgere

til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, minder som nævnt

om det, der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om

afvisning af asylansøgere til »sikre lande«, jf. ovenfor. I nogle

tilfælde vil der på baggrund af EF-samarbejdet blive tale om at overføre

personer, som ikke ville kunne afvises efter de gældende regler. Der vil

således f.eks. kunne ske overførsel af asylansøgere, der i øvrigt opfylder

betingelserne for at indrejse i Danmark, hvis ansøgningen efter konventionens

regler skal behandles af et andet EF-land. Antalsmæssigt skønnes det kun at

dreje sig om forholdsvis få sager.

Som nævnt kan den medlemsstat, som har fået forelagt en asylansøgning, og

som mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af

ansøgningen, fremsætte anmodning indtil 6 måneder efter ansøgningens

indgivelse. Denne frist kan forekomme meget lang. Det foreslås derfor

udtrykkeligt fastsat i udlændingeloven, at afgørelse om at fremsætte

anmodning om overførsel efter EF-asylkonventionens artikel 11 skal træffes

snarest muligt.

Justitsministeriet agter i forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget

at instruere Direktoratet for Udlændinge om at træffe afgørelse om overførsel

efter den foreslåede § 48 a, stk. 1, snarest muligt og inden 3 måneder efter

anmodningens forelæggelse. Det følger i øvrigt også af almindelige

forvaltningsretlige principper, at sagsbehandlingen bør afsluttes så hurtigt

som muligt, således at den frist på 3 måneder, som vil fremgå af de

retningslinier, som tænkes fastsat for Direktoratet, kun bør udnyttes, hvor

det er nødvendigt.

Selv om fristen på de 3 måneder overskrides, hindrer dette ikke, at der

kan fremsættes anmodning over for et andet EF-land om at overtage

udlændingen, idet den frist på 3 måneder, som tænkes fastsat i

retningslinierne for Direktoratet, er en intern forskrift til danske

myndigheder, som ikke ændrer på konventionens regler. Det kan på forhånd

næppe helt udelukkes, at det i enkelte tilfælde vil kunne vise sig nødvendigt

at udnytte fristen på de 6 måneder fuldt ud, f.eks. hvis asylansøgeren har

fortiet oplysninger, der er nødvendige for myndighedernes stillingtagen til,

om Danmark eller et andet EF-land er ansvarlig for behandlingen af sagen. Det

er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at det kun i meget få tilfælde

ikke vil være muligt at træffe afgørelse inden 3 måneder efter anmodningens

forelæggelse.

Hvis et andet EF-land er ansvarlig for sagens behandling, skal dette land

i en række tilfælde tilbagetage asylansøgeren. Dette gælder efter

EF-asylkonventionens artikel 10, hvis asylansøgeren ulovligt opholder sig i

Danmark. Det samme gælder, hvis asylansøgeren har tilbagekaldt sin ansøgning

under behandlingen og har indgivet asylansøgning i Danmark. Endelig er det

ansvarlige EF-land forpligtet til at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning

den har afslået, og som ulovligt opholder sig i Danmark.

Efter konventionens artikel 3, stk. 7, er et EF-land endvidere forpligtet

til at tilbagetage asylansøgeren, hvis denne har forladt det pågældende land

under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig, og

herefter har indgivet asylansøgning i Danmark.

Den foreslåede § 48 a, stk. 1, indebærer, at der i alle disse tilfælde er

mulighed for at tilbageføre den pågældende asylansøger fra Danmark til det

land, der behandler sagen. Asylansøgeren får i denne situation - ligesom ved

overførsel - ikke prøvet en eventuel asylansøgning her i landet, jf. § 48 a,

stk. 2.

Afgørelsen om, hvorvidt der skal fremsættes anmodning over for et andet

EF-land om tilbagetagelse af asylansøgeren, skal også træffes hurtigst

muligt, jf. ovenfor.

Som det fremgår af det anførte, indebærer fremsættelsen af en anmodning

over for et andet EF-land om overtagelse eller tilbagetagelse efter

EF-asylkonventionen, at der træffes en afgørelse. Afgørelsen indebærer

samtidig, at man ikke finder, at betingelserne i § 48 c er opfyldt, jf.

herved nedenfor under punkt 4.4. Der skal derfor i forbindelse med afgørelsen

om at fremsætte anmodning over for et andet EF-land gives en begrundelse, der

opfylder forvaltningslovens krav hertil, ligesom der skal gives

klagevejledning, jf. herved reglen i § 48 d, hvorefter afgørelsen kan

påklages til Justitsministeriet.

Afgørelsen er imidlertid betinget i den forstand, at den først får

virkning for udlændingen, når det andet EF-land i givet fald imødekommer

anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse. Først på dette tidspunkt kan

overførslen m.v. effektueres, og reglerne i udlændingelovens §§ 30-31 om

udrejse finder da anvendelse.

4.3. Afvisning af asylansøgere

Efter EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 5, bevarer enhver medlemsstat

muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger

til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i

Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen. Danmark vil derfor

efter EF-asylkonventionens ikrafttræden fortsat i medfør af udlændingelovens

§ 48, stk. 2, der nu bliver § 48 a, kunne afvise asylansøgere uden fornødent

pas og/eller visum til »sikre lande« uden for EF. Der foreslås

derfor ingen ændring af denne bestemmelse, bortset fra en redaktionel

tilpasning i forbindelse med de øvrige ændringer, jf. den foreslåede § 48 a.

Den hidtidige afvisningsprocedure vil derimod ikke efter

konventionens ikrafttræden kunne anvendes i forhold til de andre

EF-lande , idet asylansøgere kun vil kunne sendes til andre EF-lande

inden for rammerne af konventionen. Såfremt de danske myndigheder når frem

til, at et andet EF-land ifølge EF-asylkonventionens bestemmelser er

ansvarlig for sagens behandling, må man anvende den særlige

overførselsprocedure efter den foreslåede regel i § 48 a, stk. 1, jf. ovenfor

under pkt. 4.2.

I de hyppigt forekommende tilfælde, hvor der søges om asyl ved de indre

grænser , finder EF-asylkonventionens artikel 12 anvendelse. Det følger

f.eks. af artikel 12, at hvis en asylansøger, der befinder sig i

Forbundsrepublikken Tyskland, indgiver en asylansøgning til de danske

myndigheder ved landegrænsen mellem Danmark og Forbundsrepublikken, skal

Danmark underrette de tyske myndigheder om ansøgningen. Det påhviler herefter

de tyske myndigheder at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af asylansøgningen. Den pågældende får altså ikke adgang til

Danmark, men afvises ved indrejsen. Vedkommende får heller ikke behandlet sin

asylansøgning i Danmark (medmindre det viser sig, at Danmark ifølge

konventionens kriterier er ansvarlig for sagens behandling).

4.4. Behandling af en asylansøgning af humanitære grunde

Efter EF-asylkonventionens artikel 9 kan en stat acceptere at behandle en

asylansøgning af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller

kulturelle hensyn, selv om den ikke er ansvarlig ud fra konventionens

kriterier. Denne mulighed kommer kun på tale, såfremt asylansøgeren selv

ønsker det. Dette gælder, hvad enten der foreligger en egentlig anmodning fra

asylansøgeren, eller denne på forespørgsel erklærer sig indforstået med, at

en anden medlemsstat behandler ansøgningen.

Det foreslås, at der i udlændingeloven skabes en udtrykkelig hjemmel for,

at Danmark kan beslutte at behandle en asylansøgning, selv om Danmark ikke

ifølge konventionen er forpligtet hertil, hvis særlige hensyn af humanitær

karakter taler herfor, jf. herved den foreslåede nye § 48 c.

Ved afgørelsen om, hvorvidt der skal ske overførsel eller tilbageførsel af

en asylansøger fra Danmark til en anden medlemsstat, må der således i hvert

enkelt tilfælde tages stilling til, om Danmark eventuelt af humanitære grunde

skal påtage sig behandlingen af sagen. I bekræftende fald kommer overførsel

eller tilbageførsel til et andet EF-land naturligvis ikke på tale. Den

foreslåede nye § 48 c finder også anvendelse i forbindelse med afvisninger,

men det indebærer ikke noget egentligt nyt, idet Direktoratet for Udlændinge

som nævnt allerede i dag i forbindelse med, at der træffes beslutning om

afvisning efter § 48, stk. 2, foretager en vurdering af den pågældendes

tilknytning til Danmark. Direktoratet må - ligesom i dag ved afvisning efter

§ 48, stk. 2 - udspørge asylansøgeren med henblik på at undersøge, om der

foreligger sådanne tilknytningsmomenter til Danmark, at der er grundlag for

at anvende reglen i § 48 c.

Det vil også kunne forekomme, at en anden EF-medlemsstat retter

henvendelse til Danmark med forespørgsel, om Danmark vil overtage

behandlingen af en ansøgning, selv om vi ikke er forpligtet hertil, f.eks.

hvis asylansøgerens nære slægtninge opholder sig her i landet. Den foreslåede

nye § 48 c åbner mulighed for, at Danmark i sådanne tilfælde kan påtage sig

behandlingen af ansøgningen.

De hensyn, som kan begrunde, at Danmark efter den foreslåede § 48 c

påtager sig behandlingen af en asylansøgning af humanitære grunde, vil i vidt

omfang være de samme, som opregnes i § 7, stk. 4. Den nye § 48 c kan således

anvendes, hvis Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende

ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende

tilknytning må anses for nærmest til at behandle sagen. For så vidt angår

nære slægtninge her i landet, der er konventionsflygtninge, vil Danmark

allerede efter konventionens artikel 4 være forpligtet til at behandle sagen.

For så vidt angår nære slægtninge, der er de facto-flygtninge, vil der

imidlertid kunne være de samme humanitære hensyn, jf. herved at konventionens

artikel 9 i forbindelse med omtalen af humanitære grunde fremhæver

familiemæssige hensyn. Det vil således i relation til reglen i § 48 c være

uden betydning, om de herboende nære slægtninge er konventions- eller de

facto-flygtninge.

Kompetencereglen i EF-asylkonventionens artikel 9, hvorefter en stat kan

påtage sig at behandle en asylansøgning af humanitære grunde, har et andet

anvendelsesområde end den gældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 2. Efter

sidstnævnte bestemmelse kan der gives opholdstilladelse til udlændinge, hvis

væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme

ansøgningen.

Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige humanitære grunde, som

kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

beror på et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn er der i praksis navnlig blevet

lagt vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder om der er tale om en

familie med mindre børn, der kommer fra et land i krig, om der foreligger en

alvorlig sygdom hos den eller de pågældende, samt varigheden af opholdet her

i landet. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den er tiltænkt

et snævert anvendelsesområde.

Det er derfor ikke givet, at en udlænding, der har fået behandlet sin

ansøgning her efter den foreslåede § 48 c, og som har fået afslag på

opholdstilladelse efter §§ 7-8, opfylder betingelserne for at få

opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2. Det vil også i disse tilfælde

bero på en helt konkret vurdering, om der foreligger humanitære hensyn af en

sådan styrke, at de efter hidtidig praksis afgørende taler for, at der

meddeles opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor under pkt. 4.5. om

ambassadeansøgninger.

4.5. Ambassadeansøgninger m.v.

EF-asylkonventionen gør det endvidere nødvendigt at ændre den særlige

danske regel i udlændingelovens § 7, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan der

gives opholdstilladelse til en udlænding, som ikke opholder sig her i landet,

såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende ophold her

i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må

anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse. Bestemmelsen

indebærer, at der kan indgives ansøgning om asyl på danske repræsentationer i

udlandet.

Efter den gældende regel i udlændingelovens § 7, stk. 4, er Danmark

således forpligtet til at behandle en ansøgning om opholdstilladelse efter §

7, stk. 1 eller 2, selv om udlændingen ikke opholder sig i Danmark. Danmark

vil således - såfremt bestemmelsen ikke ændres - efter dansk ret være

forpligtet til at behandle en ansøgning, som efter EF-asylkonventionen skal

behandles af et andet EF-land. Efter EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 4,

har en medlemsstat ganske vist altid ret til at behandle en ansøgning, som

den får forelagt, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter

kriterierne i konventionen. Hvis der ikke sker ændringer i § 7, stk. 4, vil

konventionens system imidlertid føre til, at Danmark i tilfælde, hvor der til

danske myndigheder indgives en asylansøgning af en udlænding, der opholder

sig i et andet EF-land, vil være forpligtet til at overtage sagen og

asylansøgeren, uanset at et andet EF-land efter konventionens kriterier

skulle behandle sagen.

Enhver asylansøger, der opholder sig i et andet EF-land, ville således

kunne sikre sig, at hans sag bliver behandlet af danske myndigheder efter de

danske regler, og at han får adgang til Danmark, blot ved at indgive en

asylansøgning på en dansk ambassade i det andet EF-land. For at undgå denne

konsekvens og for således at deltage i konventionens fordelingssystem er det

nødvendigt at ændre udlændingelovens § 7, stk. 4, således at den ikke finder

anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.

Der kan også henvises til, at bestemmelsen i § 7, stk. 4, i sin tid blev

indsat i udlændingeloven i mangel af en internationalt bindende regulering af

1.-asyllandsproblematikken. Nu hvor der med EF-asylkonventionen er gennemført

en international fordelingsaftale, vil det derfor også være en naturlig

konsekvens heraf at begrænse det geografiske anvendelsesområde for § 7, stk.

4, således at bestemmelsen ikke længere gælder inden for EF-området. Loven

foreslås derfor ændret, således at reglen i § 7, stk. 4, ikke finder

anvendelse på udlændinge, som opholder sig i et andet EF-land.

Det skal fremhæves, at en sådan ændring ikke vil afskære asylansøgere med

nære familiemæssige bånd eller anden tilknytning til Danmark fra at få deres

sag behandlet her i landet, idet der som nævnt samtidig åbnes mulighed for,

at Danmark af humanitære grunde kan påtage sig at behandle sagen, jf. den

foreslåede § 48 c. Selv om anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk.

4, efter forslaget således bliver indsnævret, vil der i en række af de

tilfælde, som nu er omfattet af § 7, stk. 4, også fremover kunne ske

behandling af asylansøgningen i Danmark, idet hjemlen hertil vil kunne findes

i den foreslåede nye § 48 c.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor under pkt. 4.4.

4.6. Asylansøgninger anses altid for ansøgninger også om

konventionsstatus

Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning

opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af

flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (konventionsstatus). Ifølge

udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der endvidere efter ansøgning

opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som

anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at

udlændingen vender tilbage til sit hjemland (de facto-status).

EF-asylkonventionen omfatter kun personer, der ansøger om

konventionsstatus , jf. artikel 1, stk. 1, litra b. For at tilpasse

den danske udlændingelov til EF-asylkonventionens system foreslås det, at

alle, der søger om asyl her i landet, må ansøge om konventionsstatus, således

at det fra starten afgøres efter EF-asylkonventionens kriterier, om ansvaret

for sagens behandling påhviler Danmark eller eventuelt en anden medlemsstat.

Udlændingelovens § 7, stk. 2, foreslås derfor ændret, således at en ansøgning

om opholdstilladelse efter denne bestemmelse også skal anses som en ansøgning

efter § 7, stk. 1, om konventionsstatus.

Viser det sig under den indledende sagsbehandling, at Danmark er ansvarlig

for sagens behandling, vurderes det herefter først, om den pågældende

opfylder betingelserne for at få konventionsstatus, og i benægtende fald, om

betingelserne for at få de facto-status er opfyldt. Viser det sig derimod, at

en anden medlemsstat er ansvarlig for sagens behandling, indebærer ændringen

af udlændingelovens § 7, stk. 2, sammenholdt med den foreslåede § 48 a, at

asylansøgeren uden en materiel asylbedømmelse kan overføres til den

pågældende medlemsstat, der derefter behandler ansøgningen i overensstemmelse

med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser, herunder

FN's flygtningekonvention. Det bemærkes herved, at alle EF-landene har

tiltrådt FN's flygtningekonvention uden geografiske begrænsninger.

Den foreslåede ændring af udlændingeloven ændrer ikke på de

grundlæggende materielle betingelser for at få de facto-status

, idet der blot tilføjes en formel betingelse om, at den pågældende har

ansøgt om (og fået afslag på) konventionsstatus. Ordningen foreslås

tilrettelagt således, at Direktoratet for Udlændinge som 1. instans i samme

arbejdsgang tager stilling til såvel spørgsmålet om konventionsstatus som

spørgsmålet om de facto-status. Arbejdsgangen vil stort set svare til den,

der kendes i dag, hvor de fleste asylansøgere over for direktoratet blot

ansøger om »asyl« uden nærmere angivelse af, om de ønsker

konventionsstatus eller de facto-status.

Med ændringen undgås det, at en asylansøger, der afstår fra at søge

konventionsstatus, men derimod udtrykkeligt kun søger de facto-status, kommer

til at falde helt uden for rammerne af EF-asylkonventionen. Det ville være et

klart brud på grundprincippet i EF-asylkonventionen om, at der skal foretages

en fordeling af asylansøgere efter konventionens kriterier.

Det er i øvrigt ikke noget nyt i udlændingeloven at opstille en slags

rangorden mellem lovens bestemmelser. Allerede i dag er det således en

forudsætning for at få opholdstilladelse af humanitære grunde efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, at den pågældende har søgt om og fået

afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.

4.7. Videregivelse af oplysninger

For at EF-asylkonventionen kan fungere i praksis, er det nødvendigt, at

der udveksles oplysninger mellem medlemsstaterne. EF-asylkonventionen

indeholder i artikel 14 og 15 meget detaljerede regler om udveksling af

henholdsvis generelle og individuelle oplysninger.

Ifølge konventionens artikel 15, nr. 5, må de oplysninger, der udveksles i

medfør af artikel 15, kun anvendes 1) til at fastslå, hvilken medlemsstat der

er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, 2) for at behandle

asylansøgningen og 3) for at gennemføre forpligtelserne efter konventionen.

Oplysningerne må kun meddeles til de myndigheder og retsinstanser i hver

medlemsstat, der har de ovenfor nævnte opgaver. De myndigheder og instanser,

der i Danmark vil være omfattet af konventionens artikel 15, stk. 5, er i

første række Direktoratet for Udlændinge, men bestemmelsen vil også omfatte

politiet og Dansk Flygtningehjælp i det omfang, de i henhold til lovgivningen

varetager en eller flere af de nævnte opgaver.

Artikel 15, nr. 5, sætter således grænser for, til hvilke myndigheder,

også inden for den modtagende stat, en myndighed, der har modtaget

oplysninger i medfør af konventionen, må videregive disse oplysninger.

Konventionen fraviger på dette punkt de almindeligt gældende danske regler om

videregivelse af oplysninger til myndigheder, som har et sagligt behov for

dem, herunder reglerne i forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en

forvaltningsmyndighed, i det omfang den er berettiget til at videregive en

oplysning, også er forpligtet til at gøre det på begæring af en anden

forvaltningsmyndighed, hvis oplysningen er af betydning for myndighedens

virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

For at undgå sammenstød mellem konventionens forbud mod videreudlevering

af en meddelt oplysning, og danske lovbestemmelser i f.eks. skatte- og

sociallovgivningen, der hjemler en myndighed ret til at indfordre alle

oplysninger fra andre myndigheder, foreslås udlændingeloven ændret, således

at det fastslås, at fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet

EF-lands myndigheder kun må videregives til de i konventionens artikel 15,

stk. 5, nævnte myndigheder. Oplysningerne må endvidere kun anvendes til de

formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1. En bestemmelse med

dette indhold foreslås indsat som ny § 58 a, stk. 1.

Justitsministeriet har overvejet, om der også burde fastsættes nærmere

regler om danske myndigheders videregivelse af oplysninger til myndigheder i

andre lande. Forvaltningslovens § 28 om videregivelse af fortrolige

oplysninger til anden forvaltningsmyndighed angår kun videregivelse til anden

dansk myndighed. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted

til udenlandske myndigheder, beror således på, om videregivelsen er

berettiget, jf. straffelovens § 152 og § 152 e og forvaltningslovens § 27.

Når regeringen har indgået en international overenskomst med fremmede stater,

som bl.a. indebærer, at den danske stat er forpligtet til at videregive

fortrolige oplysninger, har det i praksis hidtil været antaget, at

videregivelse af fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende

internationale forpligtelse, ikke er uberettiget efter straffelovens

bestemmelser om tavshedspligt.

Det følger af konventionens artikel 15, nr. 1, at medlemsstaterne er

folkeretligt forpligtet til på begæring at videregive de i artikel 15, nr. 2,

omhandlede oplysninger. Asylkonventionens artikel 15, nr. 2, vedrører i

første række oplysninger, som er egnet til at identificere asylansøgeren, men

også faktiske oplysninger om en tidligere indgivet asylansøgning.

Selv om oplysningerne er af fortrolig karakter, vil en videregivelse til

en myndighed i et af konventionen omfattet land på baggrund af det ovenfor

anførte kunne ske efter de almindelige regler i forvaltningsloven og

straffeloven om tavshedspligt, idet videregivelsen som følge af

konventionsforpligtelsen ikke vil være uberettiget.

Videregivelse af oplysninger efter konventionens artikel 15, nr. 3, er

derimod fakultativ. Denne bestemmelse vedrører videregivelse af oplysninger

om de grunde, som en asylansøger har anført over for eet lands myndigheder

til støtte for sin ansøgning samt grundene til statens afgørelse i sagen, til

brug for et andet af konventionen omfattet lands behandling af asylsagen.

Ifølge artikel 15, nr. 3, er det en betingelse for udlevering af de i nr. 3

omhandlede oplysninger, at asylansøgerens samtykke foreligger. Når samtykke

foreligger, er der ikke noget til hinder for at videregive oplysningerne.

Asylkonventionens artikel 14 indeholder regler om udveksling af generelle

oplysninger på udlændingeområdet. Disse oplysninger, der ikke vedrører

enkeltpersoners forhold, vil i almindelighed frit kunne videregives, da de

ikke vil være af fortrolig karakter som følge af hensyn til private

interesser.

Justitsministeriet har på den baggrund ikke fundet det nødvendigt at

fastsætte særlige regler om danske myndigheders videregivelse af oplysninger

til udenlandske myndigheder.

I overensstemmelse med konventionens artikel 15, stk. 11-12, foreslås det,

at Registertilsynet skal føre tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de

oplysninger, der er videregivet efter konventionen, jf. § 58 a, stk. 2.

4.8. Fremtidige aftaler med lande uden for EF

Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for, at udvide

samarbejdet i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade dem

indgå forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte.

Det foreslås derfor, at Danmark uden fornyet forelæggelse for Folketinget

kan indgå i et fremtidigt samarbejde, såfremt dette bliver aktuelt, jf. den

foreslåede § 58 c.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser

Skønnet over udviklingen i udgifterne på asylområdet er forbundet med

betydelig usikkerhed, idet der heri nødvendigvis ligger forudsætninger med

hensyn til udviklingen i indrejsetallene.

På denne baggrund er det også forbundet med vanskelighed at skønne nærmere

over, hvilke økonomiske eller administrative konsekvenser der følger af

forslaget om ændrede sagsbehandlingsregler. Der vil i den forbindelse kunne

blive tale om konsekvenser for udlændingemyndighedernes sagsbehandling og for

opholdstiden for asylansøgere i indlogeringscentrene.

Dette spørgsmål vil navnlig afhænge af, i hvilket omfang der inden

konventionens ikrafttrædelsestidspunkt vil blive indgået nærmere aftaler om

den administrative tilrettelæggelse af samarbejdet mellem de involverede

lande.

På denne baggrund har Justitsministeriet ikke på nuværende tidspunkt

grundlag for at foretage nærmere skøn over lovforslagets økonomiske eller

administrative konsekvenser.

6. Hørte myndigheder

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Århus by- og herredsret,

Præsidenten for Odense by-og herredsret, Præsidenten for Aalborg by- og

herredsret, Den danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i

Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren, Foreningen af

politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund,

Dansk Kriminalpolitiforening, Indenrigsministeriet, Socialministeriet,

Udenrigsministeriet, Advokatrådet, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors,

Amnesty International og Mellemfolkeligt Samvirke.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen af udlændingelovens § 7, stk. 2, indebærer, at en ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, (de facto-status) også skal anses som en

ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, (konventionsstatus). Der

henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.6.

Til nr. 2

Tilføjelsen til udlændingelovens § 7, stk. 4, om ambassadeansøgninger

indebærer, at udlændinge, der opholder sig i andet EF-land, ikke kan få deres

asylansøgning behandlet efter § 7, stk. 4. Kompetencen til at træffe

afgørelse i disse tilfælde henhører under Direktoratet for Udlændinge, jf.

den foreslåede § 48 a, stk. 3. Der sker i disse tilfælde ikke nogen

realitetsbehandling af asylansøgningen i Danmark, idet det EF-land, hvor

udlændingen opholder sig, først skal træffe afgørelse om, hvilket EF-land,

der efter konventionen skal behandle ansøgningen. Direktoratet skal derfor i

disse sager blot tage stilling til, om udlændingen opholder sig i et andet

EF-land, og dermed falder uden for reglen i § 7, stk. 4, 1. pkt.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den ændrede opbygning af

§ 48, stk. 2.

Til nr. 4

Bestemmelsen indebærer, at afvisning i visse tilfælde kan ske ud over den

normale frist på 3 måneder fra indrejsen, nemlig i de tilfælde, hvor der er

fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af udlændingen.

Efter EF-asylkonventionens artikel 11, stk. 4, skal det anmodede EF-land tage

stilling til anmodningen senest 3 måneder efter dens forelæggelse.

Det kan tænkes, at det andet EF-land mener, at det ikke er forpligtet til

at behandle ansøgningen (og overtage asylansøgeren). Det er imidlertid ikke

dermed givet, at sagen skal behandles i Danmark, idet der eventuelt kan være

mulighed for at afvise til et tredjeland efter § 48 a, stk. 1. Hvis

meddelelsen fra det andet EF-land først fremkommer kort før 3-måneders

fristens udløb, vil det ofte ikke være muligt at nå at afvise asylansøgeren

til et sikkert tredjeland inden for fristen på 3 måneder fra indrejsen.

Det foreslås derfor, at 3-måneders fristen i disse tilfælde skal regnes

fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen om

overtagelse.

Det samme problem opstår ikke ved anmodning om tilbagetagelse, idet det

anmodede EF-land i disse tilfælde skal besvare anmodningen senest 8 dage

efter forelæggelsen, jf. konventionens artikel 13, stk. 1, litra b.

Til nr. 5

Den foreslåede nye § 29 a indeholder en materiel regel om

overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen. Bestemmelsen indebærer, at en

udlænding kan overføres eller tilbageføres til et andet EF-land efter

reglerne i EF-asylkonventionen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.5.

Til nr. 6

Bestemmelsen indebærer, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her

i landet, når der er truffet afgørelse om overførsel eller tilbageførsel

efter kapitel 5 a. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til

afvisning og udvisning.

Til nr. 7

Bestemmelsen indebærer, at der kan træffes bestemmelse om, at udlændingen

skal deponere pas m.v., tage ophold samt give møde efter politiets nærmere

bestemmelse, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal

overføres eller tilbageføres efter EF-asylkonventionen. Dette svarer til,

hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og udvisning.

Til nr. 8

Bestemmelsen indebærer, at udlændingen kan frihedsberøves for at sikre

muligheden for overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen.

Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og

udvisning. Der tilsigtes ingen ændring i reglens begrænsede

anvendelsesområde.

Til nr. 9

Bestemmelsen indebærer, at kæremål ikke har opsættende virkning med hensyn

til gennemførelse af beslutning om overførsel eller tilbageførsel efter

EF-asylkonventionen. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til

afvisning og udvisning. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 10

vedrørende den foreslåede nye § 48 d.

Til nr. 10

Den foreslåede nye § 48 a indeholder de processuelle regler, der er

modstykket til den materielle regel i § 29 a, og den regulerer de tilfælde,

hvor en asylansøgning, der er omfattet af EF-asylkonventionen, indgives i

Danmark.

Det system, der således foreslås indført med overførsler af asylansøgere

til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, minder som nævnt

om det, der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om

afvisning af asylansøgere til »sikre lande«. I nogle tilfælde vil

der dog blive tale om at overføre personer, som ikke ville kunne afvises

efter de gældende regler. Antalsmæssigt skønnes det kun at dreje sig om

forholdsvis få sager.

Direktoratet for Udlændinge skal snarest muligt træffe afgørelse om,

hvorvidt asylansøgeren skal overføres eller tilbageføres til et andet

EF-land. Skal udlændingen ikke overføres eller tilbageføres efter reglerne i

kapitel 5 a, dvs. efter EF-asylkonventionens regler, skal der tages stilling

til, om udlændingen skal afvises eller udvises til et sikkert tredjeland. Der

henvises herved til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.

Om reglen i § 48 a, stk. 3, henvises til bemærkningerne til nr. 2.

Den foreslåede nye § 48 b finder anvendelse i de tilfælde, hvor en

asylansøgning, der er omfattet af EF-asylkonventionen, indgives i et andet

EF-land, og den fastslår forpligtelsen for Danmark til at overtage eller

tilbagetage asylansøgeren, såfremt Danmark efter konventionen skal behandle

ansøgningen.

Direktoratet for Udlændinge skal tage stilling til anmodningen om

overtagelse eller tilbagetagelse snarest muligt. Der henvises herved til de

almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Den foreslåede nye § 48 c fastslår, at Danmark kan beslutte at

behandle en asylansøgning, hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler

derfor, selv om Danmark efter konventionen ikke er forpligtet hertil,

forudsat at asylansøgeren ønsker dette. Der henvises til konventionens

artikel 9, der som eksempel fremhæver familiemæssige og kulturelle hensyn, og

til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.4.

Den foreslåede nye § 48 d indeholder klageregler. Det foreslås, at

Direktoratets afgørelse efter §§ 48 a-c skal kunne påklages til

justitsministeren på samme måde, som det i dag er tilfældet efter

udlændingelovens § 48, stk. 2. Klage har efter bestemmelsen ikke opsættende

virkning, og anmodningen om overtagelse af asylansøgeren vil således kunne

fremsættes over for og behandles af det andet EF-land uanset klagen.

Fremsættes klagen inden rimelig tid efter afgørelsen om at fremsætte

anmodning til et andet EF-land, forudsættes det dog på den anden side, at

klagen i almindelighed vil være færdigbehandlet, inden udlændingen i givet

fald udsendes af landet. Dette vil i praksis næppe volde særlige problemer.

Skal ansøgningen om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles her i landet,

skal udlændingen efter § 48 e på samme måde som efter den gældende

udlændingelovs § 48, stk. 2, gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i

forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

Til nr. 11

Den foreslåede nye § 58 a, stk. 1, indebærer, at fortrolige

oplysninger, der er indhentet fra et andet EF-lands myndigheder, kun må

videregives til visse nærmere opregnede myndigheder og retsinstanser, jf.

konventionens artikel 15, stk. 5, og kun må anvendes til visse nærmere

specificerede formål, jf konventionens artikel 15, stk. 1. Det foreslås

endvidere, at Registertilsynet fører tilsyn med behandlingen og anvendelsen

af disse oplysninger, jf. den foreslåede § 58 a, stk. 2 . Der henvises

i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.

Den foreslåede nye § 58 b bemyndiger justitsministeren til at

fastsætte de nødvendige administrative bestemmelser til gennemførelse af

EF-asylkonventionen. Som det fremgår af det ovenfor under pkt. 3.5. anførte,

skal der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter for hver

medlemsstat, som får til opgave at fastsætte visse supplerende regler om

anvendelsen af konventionen. Der vil i den forbindelse kunne tænkes indgået

nærmere aftaler om den administrative tilrettelæggelse af samarbejdet mellem

de involverede lande. Det vil kunne vise sig praktisk at udmønte sådanne

aftaler i en dansk bekendtgørelse.

Den foreslåede nye § 58 c bemyndiger justitsministeren til at

fastsætte, at de ændringer af udlændingeloven, som foreslås gennemført ved

denne lov til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer

også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, såfremt der

måtte blive indgået en overenskomst mellem EF-landene og tredjelande om, at

tredielande skal tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende

arrangement.

Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for at udvide samarbejdet

i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade dem indgå

forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte. Den foreslåede

bestemmelse medfører, at Danmark kan indgå i et fremtidigt samarbejde,

såfremt dette bliver aktuelt. Det vil således ikke være nødvendigt på ny at

gennemføre lovændringer, hvis en sådan aftale indgås.

Til § 2.

Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte tidspunktet

for lovens ikrafttræden. Dette findes mest hensigtsmæssigt, da det ikke på

nuværende tidspunkt vides, hvornår konventionen vil komme til at træde i

kraft. Efter konventionens artikel 22, stk. 3, træder den i kraft den første

dag i den tredje måned, efter at den sidste signaturstat har ratificeret

konventionen.

Til § 3.

Lovens regler får kun virkning for sager, hvor ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden. Ansøgninger, der er

under behandling ved lovens ikrafttræden, skal således afgøres efter de

hidtil gældende regler i udlændingeloven.

Til § 4.

Bestemmelsen indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte ændringsloven i

kraft for Færøerne og Grønland.

Den gældende udlændingelov er ikke sat i kraft hverken for Færøerne eller

Grønland.

Bilag 1

Konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for

behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske

Fællesskabers medlemsstater

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,

HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,

PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK,

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,

PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,

PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,

PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG

NORDIRLAND.

Som TAGER det mål i BETRAGTNING, som Det Europæiske Råd opstillede den

8.-9. december 1989 i Strasbourg om harmonisering af asylpolitikken;

Som ER fast BESLUTTET PÅ, i overenstemmelse med deres fælles humanitære

tradition, at sikre flygtninge en passende beskyttelse i overensstemmelse med

Geneve-konventionen af 28. juli 1951, ændret ved New York-protokollen af 31.

januar 1967, om flygtninges retsstilling, i det følgende benævnt henholdsvis

»Geneve-konventionen« og »New York-protokollen«;

Som TAGER I BETRAGTNING, at det er det fælles mål at etablere et område

uden indre grænser, hvor navnlig fri bevægelighed for personer er sikret i

overensstemmelse med Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab, som ændret ved Den Europæiske Fælles Akt;

Som ER BEVIDSTE om nødvendigheden af at træffe foranstaltninger for at

undgå, at virkeliggørelsen af dette mål giver anledning til situationer, hvor

en asylansøger i for lang tid nærer uvished om, hvilken behandling hans

asylansøgning vil få, og som tilstræber at give alle asylansøgere sikkerhed

for, at deres ansøgning vil blive behandlet af en af medlemsstaterne, og at

undgå, at asylansøgere sendes fra den ene medlemsstat til den anden, uden at

nogen af disse stater erklærer sig kompetent til at behandle asylansøgningen;

Som TILSTRÆBER at videreføre den dialog, der er indledt med De Forenede

Nationers højkommissær for flygtninge, med henblik på at opfylde ovennævnte

mål;

Som med henblik på denne konventions gennemførelse ER BESLUTTET PÅ at

iværksætte et nært samarbejde ved hjælp af forskellige midler, bl.a.

udveksling af oplysninger;

HAR BESLUTTET AF INDGÅ DENNE KONVENTION OG HAR MED HENBLIK HERPÅ SOM

BEFULDMÆGTIGEDE UDPEGET:

HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,

Melchior Wathelet

Vicepremierminister, justitsminister samt minister for små og mellemstore

virksomheder

HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,

PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

Dr. Helmut Ruckriegel

Ambassadør for Forbundsrepublikken Tyskland i Dublin

Wolfgang Schæuble

Forbundsindenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLINSKE REPUBLIK,

Ioannis Vassiliades

Minister for offentlig orden

HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,

Joce Luis Corcuera

Indenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,

Pierre Joxe

Indenrigsminister

PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,

Ray Burke

Justits- og kommunikationsminister

PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

Antonio Gava

Indenrigsminister

HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,

Marc Fischbach

Undervisningsminister, justitsminister, minister for offentligt ansatte

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,

Ernst Maurits Henricus Hirsch Ballin

Justitsminister og minister for De Nederlandske Antiller og Aruba

PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

Manuel Pereira

Indenrigsminister

HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG

NORDIRLAND,

David Waddington

Indenrigsminister

Sir Nicholas Maxted Fenn, KCMG

Ambassadør for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i

Dublin

SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og

behørig form,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

ARTIKEL 1

1. I denne konvention forstås ved

a) udlænding: enhver person, der ikke er statsborger i en medlemsstat;

b) asylansøgning: ansøgning, ved hvilken en udlænding anmoder en

medlemsstat om beskyttelse i henhold til Geneve-konventionen under

påberåbelse af at have status som flygtning efter artikel 1 i

Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen;

c) asylansøger: en udlænding, der har indgivet en asylansøgning, som der

endnu ikke er taget endelig stilling til;

d) behandling af en asylansøgning: samtlige foranstaltninger vedrørende

behandling samt afgørelser truffet eller domme afsagt af de kompetente

myndigheder i forbindelse med en asylansøgning med undtagelse af procedurerne

til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning i henhold til bestemmelserne i denne konvention;

e) opholdstilladelse: enhver tilladelse udstedt af en medlemsstats

myndigheder, hvorefter en udlænding kan opholde sig på medlemsstatens område,

bortset fra visa og tilladelser til at blive i landet udstedt under

behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse eller asyl;

f) indrejsevisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med

henblik på, at en udlænding kan indrejse på dens område med forbehold af, at

de øvrige indrejsebetingelser er opfyldt;

g) transitvisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik

på, at en udlænding kan gennemrejse dens område eller passere gennem

transitområdet i en havn eller lufthavn med forbehold af, at de øvrige

transitbetingelser er opfyldt.

2. Arten af visummet bestemmes på baggrund af de i stk. 1, litra f) og g),

opstillede definitioner.

ARTIKEL 2

Medlemsstaterne bekræfter på ny deres forpligtelser i henhold til

Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, uden nogen som helst

geografisk begrænsning af disse instrumenters anvendelsesområde, og deres

tilsagn om at samarbejde med tjenestegrenene under De Forenede Nationers

højkommissær for flygtninge med henblik på anvendelsen af disse retsakter.

ARTIKEL 3

1. Medlemsstaterne forpligter sig til at sørge for, at enhver udlænding,

der ved grænsen eller på deres område indgiver en asylansøgning til en af

dem, får denne ansøgning behandlet.

2. Denne ansøgning behandles af en enkelt medlemsstat, der bestemmes efter

kriterierne i denne konvention. Kriterierne som er defineret i artikel 4-8

finder anvendelse i den anførte rækkefølge.

3. Denne ansøgning behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens

nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.

4. Hver medlemsstat har ret til at behandle en asylansøgning, som den får

forelagt af en udlænding, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler

den efter kriterierne i denne konvention, såfremt asylansøgeren samtykker

heri.

Den medlemsstat, der er ansvarlig efter ovennævnte kriterier, bliver

herefter frigjort for sine forpligtelser, der overgår til den medlemsstat,

der ønsker at behandle asylansøgningen. Sidstnævnte stat underretter den

medlemsstat, der er ansvarlig efter nævnte kriterier, hvis denne har fået

forelagt ansøgningen.

5. Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale

lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af

bestemmelserne i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen.

6. Proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der efter denne konvention

er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, indledes, så snart en

asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat.

7. Den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til, skal på de i artikel

13 fastsatte betingelser og for at afslutte proceduren til fastsættelse af,

hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen,

tilbagetage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat og der

har indgivet en asylansøgning efter at have trukket sin ansøgning tilbage

under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig.

Denne forpligtelse ophører, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt

medlemsstaternes område i en periode på mindst tre måneder eller af en

medlemsstat har fået udstedt en opholdstilladelse med en varighed på mere end

tre måneder.

ARTIKEL 4

Hvis et medlem af asylansøgerens familie i en medlemsstat er blevet

anerkendt som flygtning i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New

York-protokollen, og opholder sig lovligt der, er denne stat ansvarlig for

behandlingen af ansøgningen, hvis de interesserede parter ønsker det.

Det pågældende familiemedlem kan kun være asylansøgerens ægtefælle eller

hans ugifte mindreårige barn på under atten år eller, hvis asylansøgeren selv

er et ugift mindreårigt barn på under atten år, hans far eller mor.

ARTIKEL 5

1. Er asylansøgeren i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er den

medlemsstat, der har udstedt denne, ansvarlig for behandling af

asylansøgningen.

2. Er asylansøgeren i besiddelse af et gyldigt visum, er den medlemsstat,

der har udstedt dette, ansvarlig for behandling af asylansøgningen, undtagen

i følgende tilfælde:

a) Er det pågældende visum udstedt med skriftlig tilladelse fra en anden

medlemsstat, er det denne, der er ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen. Når en medlemsstat, navnlig af sikkerhedshensyn, forud hører

den centrale myndighed i en anden medlemsstat, udgør dennes samtykke ikke en

skriftlig tilladelse i henhold til denne bestemmelse.

b) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin

ansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ikke er underlagt visumpligt, er

det denne stat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

c) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin

ansøgning i den stat, som har udstedt visummet, og som har fået skriftlig

bekræftelse fra konsulat- eller diplomattjenesten i bestemmelsesmedlemsstaten

om, at den visumfritagne udlænding opfylder betingelserne for indrejse i

denne stat, er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen.

3. Er asylansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdstilladelser eller

visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, er følgende medlemsstat

ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen:

a) Den stat, der har udstedt den opholdstilladelse, som giver ret til det

længste ophold, eller hvis opholdstilladelserne giver ret til ophold af samme

varighed, den stat, som har udstedt den opholdstilladelse, der udløber

senest.

b) Den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest, når de

forskellige visa er af samme art.

c) I tilfælde af visa af forskellig art, den stat, der har udstedt det

visum, som har den længste varighed, eller i tilfælde af samme varighed den

stat, som har udstedt det visum, der udløber senest. Denne bestemmelse finder

ikke anvendelse, hvis ansøgeren er i besiddelse af et eller flere

transitvisa, der er udstedt ved forevisning af et indrejsevisum til en anden

medlemsstat. I dette tilfælde er det sidstnævnte medlemsstat, der er

ansvarlig.

4. Er asylansøgeren kun i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,

der har været forældet i under to år, eller et eller flere visa, der har

været forældet i under seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet rejse

ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, så længe

udlændingen ikke har forladt medlemsstaternes område.

Når asylansøgeren er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,

der har været forældet i over to år, eller et eller flere visa, der har været

forældet i over seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet indrejse på

en medlemsstats område, og hvis udlændingen ikke har forladt EF-området, er

den medlemsstat, i hvilken ansøgningen er indgivet, ansvarlig.

ARTIKEL 6

Har en asylansøger ulovligt overskredet grænsen til en medlemsstat ad

land-, sø- eller luftvejen fra en stat, der ikke er medlem af EF, og kan det

bevises, at den pågældende er indrejst i denne medlemsstat, er den nævnte

medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.

Denne medlemsstats ansvar ophører imidlertid, hvis det kan bevises, at

asylansøgeren har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han har indgivet sin

ansøgning, i mindst 6 måneder forud for indgivelsen af ansøgningen. Det er i

så fald sidstnævnte medlemsstat, der er anvarlig for behandling af

asylansøgningen.

ARTIKEL 7

1. Det er den medlemsstat, der er ansvarlig for kontrollen med

udlændingens indrejse på medlemsstaternes område, der er ansvarlig for

behandlingen af asylansøgningen, undtagen hvis udlændingen efter lovligt at

være indrejst i en medlemsstat, hvor han er fritaget for visum, indgiver sin

asylansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er fritaget for

visum ved indrejse på statens område. I så fald er sidstnævnte stat ansvarlig

for behandlingen af asylansøgningen.

2. Indtil ikrafttrædelsen af en aftale mellem medlemsstaterne om de

nærmere regler for overskridelse af de ydre grænser, anses en medlemsstat,

der tillader transit uden visum i transitzonen i sine lufthavne, ikke som

ansvarlig for indrejsekontrollen for så vidt angår rejsende, der ikke

forlader transitzonen.

3. Indgives asylansøgningen under transit i en lufthavn i en medlemsstat,

er denne stat ansvarlig for behandlingen.

ARTIKEL 8

Kan det ikke afgøres på grundlag af de øvrige kriterier i denne

konvention, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandling af

asylansøgningen, er det den første medlemsstat, som asylansøgningen er

indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen.

ARTIKEL 9

Enhver medlemsstat kan, selv om den ikke er ansvarlig for behandlingen

efter kriterierne i denne konvention, af humanitære grunde, navnlig af

familiemæssige eller kulturelle hensyn, behandle en asylansøgning på begæring

af en anden medlemsstat under forudsætning af, at asylansøgeren ønsker dette.

Giver den adspurgte medlemsstat tilsagn om at behandle asylansøgningen,

overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen til denne stat.

ARTIKEL 10

1. Den medlemsstat, der efter kriterierne i denne konvention er ansvarlig

for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til

a) på de i artikel 11 fastsatte betingelser at overtage en asylansøger,

der har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,

b) at afslutte behandlingen af asylansøgningen,

c) på de i artikel 13 fastsatte betingelser igen at tillade indrejse for

eller at tilbagetage en asylansøger, hvis ansøgning er under behandling, og

som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat,

d) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en asylansøger,

som har tilbagekaldt sin ansøgning under behandlingen, og som har indgivet en

asylansøgning i en anden medlemsstat,

e) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en udlænding,

hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden

medlemsstat.

2. Udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse af en varighed på over tre

måneder til en asylansøger, overgår de i stk. 1, litra a)-e) nævnte

forpligtelser til den.

3. De i stk. 1, litra a)-d) nævnte forpligtelser ophører, hvis den

pågældende udlænding har forladt medlemsstaternes område i mindst tre

måneder.

4. De i stk. 1, litra d) og e), nævnte forpligtelser ophører, hvis den

stat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, som følge af

tilbagekaldelse af ansøgningen eller afslag på denne, har truffet og faktisk

iværksat de nødvendige foranstaltninger for at udlændingen kan vende tilbage

til sit hjemland eller til et andet land, hvori han lovligt kan rejse ind.

ARTIKEL 11

1. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener,

at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan

snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er

indgivet, anmode sidstnævnte medlemsstat om at overtage asylansøgeren.

Fremsættes der ikke anmodning om overtagelse af sagen inden for nævnte

frist på 6 måneder, påhviler ansvaret for behandling af asylansøgningen den

stat, der har fået forelagt ansøgningen.

2. Anmodningen om overtagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til,

at den adspurgte medlemsstat kan fastslå sit ansvar under hensyn til de i

denne konvention fastlagte kriterier.

3. Fastsættelsen af, hvilken stat der er ansvarlig efter disse kriterier,

sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor asylansøgeren første

gang indgiver sin ansøgning til en medlemsstat.

4. Medlemsstaten skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest

3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis der ikke foreligger noget

svar ved udløbet af denne frist, anses anmodningen om overtagelse for

imødekommet.

5. Overførsel af asylansøgeren fra den medlemsstat, hvor der er indgivet

asylansøgning, til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen, skal ske senest en måned efter, at anmodningen om

overtagelse er blevet imødekommet, eller en måned efter afslutningen af

udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel, hvis denne

procedure har opsættende virkning.

6. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere

bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til overtagelse.

ARTIKEL 12

Indgiver en asylansøger, der befinder sig på en medlemsstats område, en

asylansøgning til en anden medlemsstats kompetente myndigheder, påhviler det

den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, at fastsætte, hvilken

medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den

medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, underrettes straks af den

medlemsstat, der har fået forelagt ansøgningen, og betragtes derefter ved

anvendelsen af denne konvention som den medlemsstat, asylansøgningen er

indgivet til.

ARTIKEL 13

1. Tilbagetagelse af en asylansøger i de tilfælde, der er nævnt i artikel

3, stk. 7, og artikel 10, foregår efter følgende regler:

a) Anmodning om tilbagetagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger

til, at den anmodede stat kan fastslå, at den er ansvarlig i overensstemmelse

med artikel 3, stk. 7, og artikel 10.

b) Den stat, der anmodes om tilbagetagelse, skal give svar på anmodningen

senest 8 dage efter forelæggelsen af anmodningen. Staten er forpligtet til

faktisk at tilbagetage asylansøgeren så hurtigt som muligt og senest een

måned efter, at den har givet tilsagn om tilbagetagelse.

2. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere

bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til tilbagetagelse.

ARTIKEL 14

1. Medlemsstaterne udveksler gensidigt:

- oplysninger om love eller andre retsforskrifter eller national praksis,

som gælder med hensyn til asyl,

- statistiske oplysninger vedrørende den månedlige tilgang af asylansøgere

og deres fordeling efter nationalitet. Disse oplysninger fremsendes hver

tredje måned via Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske

Fællesskaber, som sørger for videresendelse til medlemsstaterne, Kommissionen

for De Europæiske Fællesskaber og De Forenede Nationers højkommissær for

flygtninge.

2. Medlemsstaterne kan gensidigt udveksle:

- generelle oplysninger vedrørende nye tendenser med hensyn til

asylansøgninger,

- generelle oplysninger vedrørende forholdene i asylansøgernes oprindelige

hjemland eller seneste opholdsland.

3. Ønsker den medlemsstat, der fremsender de i stk. 2 nævnte oplysninger,

at disse skal holdes fortrolige, skal de øvrige medlemsstater overholde

dette.

ARTIKEL 15

1. Medlemsstaterne meddeler enhver medlemsstat, der anmoder herom, de

individuelle oplysninger, som er nødvendige for

- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning;

- at behandle asylansøgningen;

- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.

2. Disse oplysninger må kun vedrøre:

- asylansøgerens og dennes eventuelle familiemedlemmers identitet

(efternavn, fornavn, (evt. tidligere navn), kaldenavn eller pseudonym,

(nuværende og tidligere) nationalitet, fødselsdato og fødested);

- identitetspapirer og rejselegitimation (referencenumre,

gyldighedsperiode, udstedelsesdato, udstedende myndighed, udstedelsessted

osv.);

- øvrige oplysninger, der er nødvendige for fastslåelsen af ansøgerens

identitet;

- opholdssteder og rejseruter;

- opholdstilladelser eller visa udstedt af en medlemsstat;

- stedet, hvor ansøgningen er indgivet;

- dato for en eventuel indgivelse af en tidligere asylansøgning, dato for

indgivelse af den aktuelle ansøgning, status over sagsbehandlingen og

eventuelt indholdet af den trufne afgørelse.

3. En medlemsstat kan desuden anmode en anden medlemsstat om at meddele de

grunde, som asylansøgeren har fremført for sin ansøgning, og i givet fald

grundene til statens afgørelse i sagen. Den adspurgte medlemsstat tager

stilling til, om den kan efterkomme den forelagte anmodning. Under alle

omstændigheder er asylansøgerens samtykke en betingelse for udlevering af

oplysningerne.

4. Denne udveksling af oplysninger sker på foranledning af en medlemsstat

og kan kun formidles af de myndigheder, som hver medlemsstat har udpeget og

meddelt det i artikel 18 nævnte udvalg.

5. Disse oplysninger må kun anvendes til de i stk. 1 anførte formål. De må

kun meddeles de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har til

opgave

- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af

asylansøgningen,

- at behandle asylansøgningen.

- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.

6. Den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, påser, at de er korrekte

og ajourførte.

Viser det sig, at den pågældende medlemsstat har meddelt urigtige

oplysninger, eller oplysninger som ikke burde have været meddelt, underrettes

modtagermedlemsstaterne straks herom. Disse skal berigtige eller tilintetgøre

oplysningerne.

7. En asylansøger har ret til efter anmodning at blive gjort bekendt med

de oplysninger, der er blevet udvekslet vedrørende ham, så længe de står til

rådighed.

Konstaterer han, at disse oplysninger er urigtige, eller at de ikke burde

have været meddelt, har han ret til at kræve, at de berigtiges eller

tilintetgøres. Denne ret udøves på de i stk. 6 nævnte betingelser.

8. De berørte medlemsstater registrerer fremsendelsen og modtagelsen af de

udvekslede oplysninger.

9. Disse oplysninger opbevares ikke længere, end det er nødvendigt af

hensyn til formålet med deres udveksling. Den berørte medlemsstat undersøger

på et passende tidspunkt, om det er nødvendigt at opbevare dem.

10. De indsendte oplysninger skal i hvert fald nyde mindst den samme

beskyttelse, som modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.

11. Hvis oplysningerne ikke undergives elektronisk databehandling, men

behandles på anden måde, skal hver medlemsstat træffe passende

foranstaltninger med henblik på overholdelsen af denne artikel ved effektiv

kontrol. Råder en medlemsstat over en kontrolinstans som nævnt i stk. 12, kan

den pålægge denne instans at udføre kontrollen.

12. Ønsker en eller flere medlemsstater at datamatisere behandlingen af

nogle eller alle de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, må dette kun ske, hvis

alle de berørte lande har vedtaget lovgivning vedrørende sådan databehandling

til gennemførelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. februar

1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data

af personlig karakter, og disse lande har henlagt til en passende national

instans at føre uafhængig kontrol med behandlingen og udnyttelsen af de data,

der er videregivet i henhold til nærværende konvention.

ARTIKEL 16

1. Enhver medlemsstat kan fremlægge forslag for det i artikel 18 nævnte

udvalg med henblik på revision af denne konvention i det øjemed at fjerne

eventuelle vanskeligheder i forbindelse med dens gennemførelse.

2. Viser det sig, at det er nødvendigt at foretage en revision eller en

ændring af denne konvention af hensyn til virkeliggørelsen af målene i

artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab, når denne virkeliggørelse især vedrører indførelsen af en

harmoniseret asylpolitik og en fælles visumpolitik, indkalder den

medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber,

til et møde i det i artikel 18 nævnte udvalg.

3. Revisionen eller ændringen af denne konvention vedtages af det i

artikel nævnte udvalg og træder i kraft i overensstemmelse med artikel 22.

ARTIKEL 17

1. Møder en medlemsstat større vanskeligheder, der skyldes en

grundlæggende ændring af de omstændigheder, der ligger til grund for

indgåelsen af denne konvention, kan denne medlemsstat forelægge spørgsmålet

for det i artikel 18 nævnte udvalg, således at dette kan fremsætte forslag

for medlemsstaterne om foranstaltninger til imødegåelse af situationen eller

vedtage den nødvendige revision eller ændring af denne konvention, idet denne

revision eller ændring træder i kraft på betingelserne i artikel 16, stk. 3.

2. Foreligger den i stk. 1 nævnte situation stadig efter seks måneder, kan

udvalget, der træffer afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 2, tillade, at

den medlemsstat, der er berørt af denne forandring, midlertidigt suspenderer

anvendelsen af konventionens bestemmelser, uden at denne suspension kan være

til hinder for gennemførelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om

Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab eller stride mod andre af

medlemsstaternes internationale forpligtelser.

3. Har udvalget ikke forinden kunnet nå til enighed, fortsætter det, så

længe den i stk. 2 nævnte suspension er i kraft, sit arbejde med henblik på

at revidere denne konventions bestemmelser.

ARTIKEL 18

1. Der nedsættes et udvalg bestående af en regeringsrepræsentant fra hver

medlemsstat.

Formandsskabet i dette udvalg varetages af den medlemsstat, der har

formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber kan deltage i drøftelserne i

udvalget og de i stk. 4 nævnte arbejdsgrupper.

2. Udvalget har til opgave på anmodning af en eller flere medlemsstater at

behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen

af denne konvention.

Udvalget fastlægger de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 11, stk.

6, og artikel 13, stk. 2, og meddeler den i artikel 17, stk. 2, nævnte

tilladelse.

Udvalget vedtager i henhold til artikel 16 og 17 ændringer eller

revisioner af denne konvention.

3. Udvalget træffer sine afgørelser med enstemmighed, undtagen når det

træffer afgørelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i hvilket tilfælde det

vedtager afgørelsen med et flertal på totredjedele af dets medlemmers

stemmer.

4. Udvalget udarbejder sine procedureregler og kan nedsætte

arbejdsgrupper.

Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber varetager

sekretariatsopgaverne for udvalget og arbejdsgrupperne.

ARTIKEL 19

For så vidt angår Kongeriget Danmark gælder denne konvention ikke for

Færøerne og Grønland, medmindre Kongeriget Danmark fremsætter anden

erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse

til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater

herom.

For så vidt angår Den Franske Republik gælder bestemmelserne i denne

konvention kun for Den Franske Republiks europæiske område.

For så vidt angår Kongeriget Nederlandene gælder bestemmelserne i denne

konvention kun for Kongeriget Nederlandenes europæiske område.

For så vidt angår Det Forenede Kongerige gælder bestemmelserne i denne

konvention kun for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. De

gælder ikke for de europæiske områder, for hvilket Det Forenede Kongerige er

ansvarlig for udenrigsanliggender, medmindre Det Forenede Kongerige

fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid

ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige

medlemsstater herom.

ARTIKEL 20

Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.

ARTIKEL 21

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for enhver stat, der bliver

medlem af De Europæiske Fælleskaber. Tiltrædelsesdokumenterne vil blive

deponeret hos Irlands regering.

2. Den træder i kraft for enhver stat, der tiltræder den, den første dag i

den tredje måned efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet.

ARTIKEL 22

1. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes.

Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos

Irlands regering.

2. Irlands regering underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater om

deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne.

3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den tredje måned,

efter at den sidste signatarstat har deponeret sit ratifikations-, accept-

eller godkendelsesinstrument.

Den stat, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne er

deponeret, skal underrette medlemssstaterne om datoen for denne konventions

ikrafttræden.

Bilag 2

Ministrene noterede sig udkastet til konventionen om fastsættelse af,

hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der

indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.

Ministrene noterede sig,

- at elleve medlemsstater kunne undertegne konventionen;

- en erklæring fra den danske minister om, at Danmark ikke for øjeblikket

kunne undertegne nævnte konvention, men at han agtede at fortsætte sine

bestræbelser med henblik på, at Danmark ligeledes kan undertegne

konventionen.

Ministrene for de elleve øvrige medlemsstater besluttede derfor at

undertegne konventionen, og hvis Danmark ikke undertegner konventionen inden

den 7. december 1990, vil de fleste af medlemsstaterne undertegne en

konvention, hvori disse medlemsstater er de kontraherende parter.

Ministrene vedtog at optage følgende erklæringer i konferencens protokol:

1. Parterne erklærer herved, at de for at sikre, at asylansøgere gives

tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide

samarbejdet i henhold til denne konvention til andre stater ved at lade dem

indgå forpligtelser i lighed med de i denne konvention fastsatte ved hjælp af

passende instrumenter.

2. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at

supplere artikel 15, stk. 6, med en bestemmelse om, at der kun må meddeles

oplysninger, der er opnået på lovlig vis og i god tro, da dette er en

selvfølgelighed, som det ikke er nødvendigt at præcisere.

3. Medlemsstaterne er enige om årligt at forelægge udvalget en rapport om

deres egen kontrol med, at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15,

anvendes til de fastsatte formål.

4. Medlemsstaterne noterer sig, at det ikke er udelukket at anvende andre

muligheder i henhold til folkeretten, hvis det ikke er muligt at nå til

enighed om revision af konventionen i henhold til artikel 17, stk. 2.

5. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at denne konvention, i tilfælde

af at den suspenderes på foranledning af en medlemsstat i henhold til artikel

17, fortsat gælder i forholdet mellem de øvrige medlemsstater.

6. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at udkastet til konventionen om

overskridelse af EF-medlemsstaternes ydre grænser har nær sammenhæng med

andre instrumenter, som er nødvendige til gennemførelse af EØF-Traktatens

artikel 8 A, og især med konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er

ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af

EF-medlemsstaterne. Medlemsstaterne understreger, at det er nødvendigt at

intensivere arbejdet med nævnte udkast, således at det kan afsluttes inden

udgangen af 1990. Konventionen om overskridelse af medlemsstaternes ydre

grænser bør træde i kraft hurtigst muligt efter ikrafttrædelsen af nærværende

konvention.

7. Forbundsrepublikken Tyskland erklærer, at Den Tyske Demokratiske

Republik ikke er udland i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland.

Med henvisning til den erklæring fra regeringen for Forbundsrepublikken

Tyskland vedrørende begrebet »tyske statsborgere«, der er knyttet

som bilag til EØF-Traktaten af 25. marts 1957 gør Forbundsrepublikken

Tyskland opmærksom på, at nærværende konvention ikke gælder for tyskere i

ovennævnte erklærings betydning.

8. Da det drejer sig om et spørgsmål, der vedrører de tolv lande, går

Nederlandene principielt ud fra, at godkendelsesproceduren ikke indledes i

hovedstæderne, før Danmark også har undertegnet konventionen. I alle tilfælde

indleder Nederlandene ikke denne procedure, før Danmark har undertegnet den.

9. Nederlandene erklærer, at for så vidt angår begrebet

»asylansøgning« er landet af den opfattelse, at anvendelsen af

ordene »anmoder en medlemsstat om beskyttelse« betyder, at der ved

indgivelsen af en asylansøgning er tale om en udlænding, som under

påberåbelse af sin status som flygtning anmoder om at få tilladelse til

ophold i denne egenskab i den pågældende medlemsstat.

10. Kongeriget Spanien erklærer, at hvis Det Forenede Kongerige i

overensstemmelse med konventionens artikel 19 beslutter at udvide

konventionens anvendelsesområde til også at omfatte Gibraltar, finder en

sådan anvendelse sted, uden at det berører den spanske holdning i forbindelse

med striden med Det Forenede Kongerige om suveræniteten over landtangen.

Originalen til denne protokol, som den er undertegnet af konferencens

formand og sekretær, vil blive deponeret med konventionen hos Irlands

regering.

Et eksemplar af denne protokol vil blive sendt til signatarstaterne.

Bilag 3

Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987

Efter 2. behandling den 28. maj 1991

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987,

foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om

opholdstilladelse efter stk. 1.«

2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder

sig i et andet EF-land.«

3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til:

»§ 48 a, stk. 1,».

4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om

overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes

fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret

anmodningen.«

5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter

reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres

til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal

tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om

fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en

asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers

medlemsstater.«

6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til: »3-5

a«.

7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til:

»udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller

tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».

8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller

udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller

udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel

efter EF-asylkonventionen,».

9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller

udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel

eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.

10. § 48, stk. 2, udgår, og i stedet indsættes:

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§

7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om

overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om

afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i

givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles

ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald

er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der

er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse

mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet

EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet

for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller

tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer

Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor,

kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en

ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis

udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c

kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse om

afvisning eller udvisning og udsendelse, gøres udlændingen bekendt med

adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.«

11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 8 a

Forskellige bestemmelser

§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet

EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun

videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk.

5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens

artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med

behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter

konventionen.

§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til

gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov,

som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige

ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der

har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig

EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

§ 3

Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om

opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter