1990 LSF 171 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EF-ASYLKONVENTIONEN)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987,
foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om
opholdstilladelse efter stk. 1.«
2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder
sig i et andet EF-land.«
3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til:
»§ 48 a, stk. 1,».
4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om
overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes
fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret
anmodningen.«
5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 5 a
Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen
§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter
reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres
til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal
tilbagetage udlændingen.
Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om
fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater.«
6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til: »3-5
a«.
7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til:
Læs alt
»udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller
tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».
8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller
udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller
udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel
efter EF-asylkonventionen,».
9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller
udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel
eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.
10. § 48, stk. 2, udgår, og i stedet indsættes:
» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§
7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om
overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om
afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i
givet fald udsendelse.
Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles
ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald
er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der
er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse
mod videresendelse til et sådant land.
Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet
EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet
for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.
§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller
tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer
Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.
§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor,
kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en
ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis
udlændingen ønsker dette.
§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c
kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.
§ 48 e. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse om
afvisning eller udvisning og udsendelse, gøres udlændingen bekendt med
adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.«
11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 8 a
Forskellige bestemmelser
§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet
EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun
videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk.
5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens
artikel 15, stk. 1.
Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med
behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter
konventionen.
§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til
gennemførelse af EF-asylkonventionen.
§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov,
som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige
ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der
har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig
EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«
§ 2
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.
§ 3
Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om
opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987,
foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om
opholdstilladelse efter stk. 1.«
2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder
sig i et andet EF-land.«
3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til:
»§ 48 a, stk. 1,».
4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om
overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes
fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret
anmodningen.«
5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 5 a
Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen
§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter
reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres
til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal
tilbagetage udlændingen.
Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov Konvention om
fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater.«
6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til:
»3-5a«.
7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til:
»udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller
tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».
8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller
udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller
udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel
efter EF-asylkonventionen,».
9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller
udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel
eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.
10. § 48, stk. 2, udgår og i stedet indsættes:
» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§
7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om
overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om
afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i
givet fald udsendelse.
Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles
ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1, og udlændingen i givet fald
er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der
er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse
mod videresendelse til et sådant land.
Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet
EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet
for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.
§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller
tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer
Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.
§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor,
kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en
ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis
udlændingen ønsker dette.
§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c
kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.
§ 48 e. Skal ansøgningen behandles her i landet, gøres udlændingen
bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk
Flygtningehjælp.«
11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 8 a
Forskellige bestemmelser
§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet
EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun
videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk.
5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens
artikel 15, stk. 1.
Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med
behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter
konventionen.
§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til
gennemførelse af EF-asylkonventionen.
§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov,
som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige
ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der
har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig
EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«
§ 2
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.
§ 3
Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om
opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget tilsigter at skabe det retlige grundlag for Danmarks
ratifikation af EF-asylkonventionen.
Formålet med EF-asylkonventionen er at fastslå princippet om, at een og
kun een stat, der udpeges efter konventionens kriterier, skal have ansvaret
for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i et af EF-landene. Herved
kan man undgå, at asylansøgerne bliver kastebolde mellem landene, fordi ingen
vil påtage sig ansvaret for behandlingen af sagen. Endvidere kan man undgå,
at flere medlemsstater unødigt bruger ressourcer på at behandle samtidige
eller successive asylansøgninger fra samme person. Konventionen indeholder
således værnetingsregler, der svarer til det 1. asyllandsprincip, som i
forvejen følges af de fleste medlemsstater.
EF-asylkonventionen tilsigter ikke at skabe ensartede regler for, hvilke
betingelser en asylansøger skal opfylde for at få asyl i en medlemsstat
(materielle asylregler). På længere sigt er det imidlertid EF-landenes mål at
nå frem til en harmonisering af asylpolitikken.
Konventionen blev undertegnet af de 11 andre EF-medlemsstater den 15. juni
1990 i Dublin. Konventionen er endnu ikke undertegnet af Danmark.
Konventionen træder i kraft, når alle tolv EF-medlemsstater har ratificeret
konventionen.
2. Forholdet til tredjelande
En række tredjelande, først og fremmest Norge, Sverige, Østrig og
Schweiz, har udtrykt interesse for at deltage i en tilsvarende ordning
vedrørende asylansøgere som den, der er indeholdt i asylkonventionen.
EF-landene har i forbindelse med Dublin-ministermødet tilkendegivet, at de
for at sikre, at asylansøgere gives tilstrækkelige garantier, vil lade den
mulighed stå åben at udvide samarbejdet i henhold til asylkonventionen til
andre stater ved at lade dem indgå forpligtelser i lighed med de i
konventionen fastsatte ved hjælp af passende instrumenter. Flertallet af
EF-landene har imidlertid fundet, at det er for tidligt at indlede egentlige
forhandlinger med tredjelande om en tilknytning til EF-asylkonventionen,
eftersom konventionen endnu ikke er undertegnet af alle medlemsstater.
Medlemsstaterne har endvidere givet udtryk for, at spørgsmålet om
tredjelandes tilknytning til EF-asylkonventionen rejser en række politiske og
juridiske problemer.
Danmark har under arbejdet med EF-asylkonventionen støttet tanken om, at
tredjelande - som f.eks. de nordiske lande - får mulighed for at indgå i
samarbejdet. Det er nærliggende, at en sådan udvidelse af samarbejdet til
også at omfatte andre lande end EF-medlemsstaterne faktisk vil finde sted.
Justitsministeriet har derfor udformet lovforslaget således, at der åbnes
mulighed for, at Danmark kan tilslutte sig fremtidige tilsvarende aftaler,
der indgås med lande uden for EF.
3. Konventionens indhold
Konventionens indhold kan opdeles i 5 hovedkategorier:
- generelle principper,
- kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig,
- følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat,
- udveksling af oplysninger og
- tilknyttede bestemmelser.
Konventionsteksten er optaget som bilag 1 til lovforslaget. Som bilag 2 er
optaget en mødeprotokol for konferencen mellem EF-medlemsstaternes ministre
med ansvar for indvandring i Dublin den 15. juni 1990. Som bilag 3 er optaget
den gældende udlændingelov.
3.1. Generelle principper
Konventionen indledes med en principerklæring, idet medlemsstaterne på ny
bekræfter deres forpligtelser i henhold til Geneve-konventionen og New
York-protokollen om flygtninges retsstilling uden nogen som helst geografisk
begrænsning af disse teksters anvendelsesområde, og bekræfter deres tilsagn
om at samarbejde med De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge, jf.
konventionens artikel 2.
Medlemsstaterne forpligter sig endvidere til at sørge for, at enhver
udlænding, der indgiver en asylansøgning ved grænsen til eller i et af
medlemslandene, får denne ansøgning behandlet, jf. konventionens artikel 3,
stk. 1.
Konventionen fastslår, at enhver asylansøgning, der indgives af en
udlænding i en af staterne, skal behandles af een enkelt medlemsstat, som
udpeges efter objektive kriterier, der er fastsat i konventionen, jf.
konventionens artikel 3, stk. 2, og artikel 4-8. Ansøgningen behandles af
medlemsstaten i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og dens
internationale forpligtelser.
Enhver medlemsstat bevarer sin suveræne ret til at behandle en
asylansøgning, selv om den ikke er forpligtet hertil efter kriterierne i
konventionen, jf. konventionens artikel 3, stk. 3. Den medlemsstat, der er
ansvarlig efter konventionens bestemmelser, bliver herefter frigjort fra sine
forpligtelser, idet disse overgår til den stat, som ønsker at behandle
ansøgningen.
Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale
lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af
bestemmelserne i Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen,
jf. konventionens artikel 3, stk. 5.
3.2. Kriterier for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig
Konventionen fastlægger i artikel 4-8 de kriterier, som er afgørende for,
hvilken af medlemsstaterne der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, der indgives af en udlænding. Disse kriterier tager hensyn til
asylansøgerens eventuelle familiemæssige tilknytning og til, hvordan
vedkommende er rejst ind på medlemsstaternes område. Kriterierne finder
anvendelse i den anførte rækkefølge.
Ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning er således i første række
den stat, hvor asylansøgerens nærmeste familiemedlemmer allerede
opholder sig som konventionsflygtninge (ægtefælle, mindreårige børn eller
forældre, dersom asylansøgeren selv er mindreårig), jf. konventionens artikel
4.
De øvrige kriterier er baseret på, hvor stor en del af ansvaret en
medlemsstat har påtaget sig ved asylansøgerens indrejse på medlemsstaternes
område. Som følge heraf er i anden række den stat ansvarlig, som har udstedt
en opholdstilladelse eller et visum til asylansøgeren, eller
den stat, via hvilken asylansøgeren lovligt eller ulovligt er
indrejst på De Europæiske Fællesskabers område, jf. artikel 5-7.
Disse kriterier er lagt til grund, fordi de er objektive, og fordi de er
udtryk for, at der er skabt en forbindelse mellem den pågældende udlænding og
den stat, der udpeges som ansvarlig. Reglerne berører ikke princippet i
Geneve-konventionens artikel 31 om, at en asylansøger ikke kan straffes for
ulovlig indrejse eller ophold, når han kommer direkte fra det land, hvor han
følte sig truet med forfølgelse, og hvis han uopholdeligt henvender sig til
myndighederne.
Dersom det ikke på grundlag af ovennævnte kriterier kan afgøres, hvilken
stat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat , som
asylansøgningen er indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen, jf.
artikel 8. Denne subsidiære bestemmelse sikrer sammenhæng i ordningen, idet
der hermed gives alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ønske om asyl
under alle omstændigheder vil blive behandlet af en stat.
En stat kan imidlertid beslutte at behandle en asylansøgning af humanitære
grunde, navnlig af familiemæssige eller kulturelle hensyn, selv om den ikke
er ansvarlig ud fra ovennævnte kriterier, forudsat at asylansøgeren er
indforstået hermed. Denne mulighed skal ses i sammenhæng med det generelle
princip om, at enhver stat bevarer retten til suverænt at bestemme, om den
vil behandle en asylansøgning.
3.3. Følgerne af at være udpeget som den ansvarlige stat
Den stat, der er udpeget som ansvarlig, eller som har besluttet at
behandle en asylansøgning, påtager sig en række forpligtelser, der fastsættes
i konventionens artikel 10.
Den er således forpligtet til på sit område at modtage en
asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat.
Den er navnlig forpligtet til at afslutte behandlingen af
asylansøgningen. Denne behandling foregår på de betingelser, der er fastsat i
hver enkelt stats lovgivning og i overensstemmelse med bestemmelserne i
Geneve-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, ændret ved
New York-protokollen af 31. januar 1967.
Den ansvarlige medlemsstat er ligeledes forpligtet til, bortset fra de i
konventionen fastsatte undtagelsestilfælde, at tilbagetage en
asylansøger, der ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat, medens
vedkommendes asylansøgning er under behandling, eller når den er blevet
afslået.
For at undgå at asylansøgeren befinder sig i uvished for længe, er
overførsels- og tilbagetagelsesprocedurerne søgt gjort fleksible og fristerne
så korte som muligt.
3.4. Udveksling af oplysninger
Konventionen foreskriver udveksling af oplysninger mellem
medlemsstaterne, jf. konventionens artikler 14-15.
Der kan for det første udveksles generelle oplysninger om love og
praksis, som gælder med hensyn til asyl, samt statistiske oplysninger på
området. Oplysningerne kan også vedrøre forholdene i asylansøgernes
oprindelige hjemland eller seneste opholdsland.
Sådanne udvekslinger af oplysninger vil gøre det muligt for
medlemsstaterne at få bedre forståelse for asylspørgsmål og drage fordel af
de erfaringer, som de øvrige parter i konventionen indhøster. Det vil også
gøre det muligt at nå til mere samstemmende vurderinger af asylspørgsmål,
således at der ikke bliver for stor forskelsbehandling.
Der kan endvidere udveksles individuelle oplysninger mellem
medlemsstaterne. Formålet hermed er at give den stat, der får forelagt en
asylansøgning, mulighed for at få de oplysninger, der er nødvendige for at
kunne træffe afgørelse med fuldt kendskab til sagens omstændigheder. Sådanne
udvekslinger af oplysninger er nødvendige for at afgøre, hvilken medlemsstat
der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, for at opdage eventuel
indgivelse af flere, samtidige asylansøgninger, og for at gennemføre
konventionens bestemmelser.
De individuelle oplysninger, der kan udveksles, er udtømmende
opregnet i konventionen og vedrører asylansøgerens identitet, den anvendte
rejserute, de opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af en
medlemsstat, og status over behandlingen af asylansøgningen. Begrundelsen for
asylansøgningen og for afgørelsen kan meddeles, såfremt den stat, der sidder
inde med disse oplysninger, og den pågældende udlænding samtykker heri.
Udvekslingen af individuelle oplysninger er omgærdet med alle de
nødvendige retssikkerhedsgarantier. Konventionen fastlægger således
nøjagtigt, til hvem disse oplysninger kan meddeles, og til hvilket formål de
kan anvendes, idet de udelukkende må tjene til gennemførelsen af
bestemmelserne i denne konvention. Udvekslingen sker bilateralt og på
udtrykkelig opfordring af en medlemsstat. Der er fastsat bestemmelser, der
sikrer, at oplysningerne er korrekte og ajourførte, samt at asylansøgeren har
adgang til oplysningerne. Der er ligeledes opstillet regler for, hvordan
oplysningerne opbevares, og hvorledes deres fortrolige karakter kan
beskyttes.
Elektronisk databehandling af disse oplysninger kan kun ske ved
overholdelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. januar 1981 om
beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data af
personlig karakter og under kontrol af en national instans. Udveksling af
oplysninger kan kun finde sted mellem de kontraherende parter, og
oplysningerne videregives under ingen omstændigheder til myndighederne i
asylansøgernes oprindelige hjemlande.
Udvekslingen af oplysninger vil således på ingen måde kunne skade de
berørte personer eller de familiemedlemmer, der er blevet tilbage i det
oprindelige hjemland.
3.5. Tilknyttede bestemmelser
Konventionen åbner mulighed for revision af bestemmelserne,
navnlig hvis virkeliggørelsen af målene i artikel 8 A i traktaten om
Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab gør det nødvendigt, jf.
konventionens artikel 16.
Konventionen åbner ligeledes mulighed for, at en medlemsstat, der møder
større vanskeligheder, rent undtagelsesvis kan suspendere anvendelsen
af konventionens bestemmelser, jf. konventionens artikel 17, stk. 2. Dette
forudsætter dog, at et kvalificeret flertal af medlemsstaterne samtykker
heri.
Der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter fra hver
medlemsstat og med deltagelse af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,
jf. konventionens artikel 18. Udvalgets opgave er navnlig at fastsætte visse
supplerende regler om anvendelsen af konventionen og at behandle ethvert
generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen af konventionen.
4. Konventionens gennemførelse i dansk ret
For at skabe det retlige grundlag for dansk ratifikation af
EF-asylkonventionen må der gennemføres forskellige ændringer i
udlændingeloven, således at denne svarer til konventionens system.
Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om de ændringer, som
skal gennemføres på baggrund af EF-asylkonventionen, bør samles i et særskilt
kapitel i udlændingeloven eller om ændringerne skal ske de steder i
udlændingeloven, hvor det er relevant. Man har fundet, at det af lovtekniske
grunde er rigtigst at indarbejde konventionens bestemmelser i tilknytning til
de regler i udlændingeloven, der i dag regulerer behandlingen af
asylansøgninger. Der er ikke i lovforslaget medtaget forslag om ændringer i
udlændingeloven, som ikke er begrundet i ønsket om, at Danmark tiltræder
EF-asylkonventionen.
4.1. Forpligtelsen til at behandle en asylansøgning efter konventionen
EF-asylkonventionen indeholder i artikel 4-9 kriterier for, hvilken
medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der
indgives i et EF-land. Efter EF-asylkonventionens artikel 10 har Danmark
pligt til at overtage, dvs. tillade indrejse for en asylansøger, hvis
ansøgning Danmark efter konventionens regler er ansvarlig for at behandle.
Ifølge EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 6, indledes proceduren til
fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, så snart en asylansøgning indgives for første gang i et
EF-land. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som
mener, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan ifølge
konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder
efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode Danmark om at overtage
asylansøgeren. Danmark skal i så fald tage stilling til anmodningen om
overtagelse senest 3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis
anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren herefter ske
senest en måned efter, at anmodningen blev imødekommet.
Reglerne om behandlingen af asylansøgninger i de tilfælde, hvor Danmark i
henhold til konventionen er ansvarlig herfor, samt forpligtelsen til i disse
tilfælde at overtage asylansøgeren i overensstemmelse med
konventionens regler fremgår af den foreslåede nye § 48 b.
Som nævnt skal Danmark tage stilling til anmodningen om overtagelse senest
3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Det foreslås imidlertid
udtrykkelig fastsat i udlændingeloven, at afgørelsen skal træffes snarest
muligt. Justitsministeriet agter endvidere i forbindelse med gennemførelsen
af lovforslaget at instruere Direktoratet for Udlændinge om at træffe
afgørelse om overtagelse efter den foreslåede § 48 b snarest muligt og senest
3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Det følger i øvrigt også af
almindelige forvaltningsretlige principper, at sagsbehandlingen bør afsluttes
så hurtigt som muligt, således at fristen på 3 måneder, som vil fremgå af de
retningslinier, som tænkes fastsat for Direktoratet, kun bør udnyttes, hvor
det er nødvendigt, f.eks. af hensyn til sagens oplysning.
Er ansøgningen indgivet til Danmark, skal Danmark efter konventionens
artikel 3, stk. 7, tilbagetage asylansøgeren , hvis denne under
proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig, har trukket
sin oprindelige ansøgning tilbage og herefter er rejst til et andet EF-land
og har indgivet en ny ansøgning der. Forpligtelsen til at tilbagetage
asylansøgeren ophører dog, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt
fællesskabernes område i en periode på mindst tre måneder, eller hvis
asylansøgeren af et andet EF-land har fået udstedt en opholdstilladelse med
en varighed på mere end tre måneder. Det kan f.eks. være en
opholdstilladelse, der gives af et andet EF-land, efter regler om
familiesammenføring.
Er det fastslået, at Danmark skal behandle sagen, skal Danmark endvidere
efter konventionens artikel 10 i en række andre tilfælde tilbagetage
asylansøgeren, nemlig a) hvis denne ulovligt opholder sig i et andet EF-land,
b) hvis denne har tilbagekaldt sin ansøgning og indgivet asylansøgning i et
andet EF-land, eller c) hvis Danmark har afslået ansøgningen, og
asylansøgeren nu opholder sig ulovligt i et andet EF-land.
Der er derfor i den foreslåede nye § 48 b medtaget regler om
tilbagetagelse af asylansøgeren i de i konventionen nævnte tilfælde.
Efter EF-asylkonventionens artikel 13 skal den stat, der anmodes om
tilbagetagelse, give svar på anmodningen senest 8 dage efter forelæggelsen af
anmodningen. Direktoratet for Udlændinge vil blive instrueret om, at
afgørelse om tilbagetagelse skal træffes straks og senest 8 dage efter
anmodningens forelæggelse.
4.2. Overførsel og tilbageførsel af asylansøgere
Når en udlænding ved ankomsten til Danmark ansøger om asyl her i landet
og ikke er i besiddelse af fornødent pas og/eller visum, træffes afgørelse om
afvisning i dag af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne i
udlændingelovens kapitel 5, jf. § 48, stk. 2. Beslutning om afvisning træffes
i givet fald uden en forudgående materiel asylbedømmelse her i landet.
Udlændingen må ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse
af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli
1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant
land. Direktoratet foretager endvidere i forbindelse med beslutningen om
afvisning en vurdering af den pågældendes (familiemæssige) tilknytning til
Danmark.
Som nævnt indledes proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er
ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, så snart en asylansøgning
indgives for første gang i et EF-land. Hvis Danmark får forelagt en
asylansøgning, som et andet EF-land skal behandle, kan Danmark ifølge
konventionens artikel 11 snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder
efter, at asylansøgningen er indgivet, anmode det andet EF-land om at
overtage asylansøgeren. Det andet land skal tage stilling til anmodningen om
overtagelse senest 3 måneder efter, at Danmark har forelagt anmodningen. Hvis
anmodningen imødekommes, skal overførslen af asylansøgeren ske senest en
måned efter, at anmodningen er blevet imødekommet.
Med henblik på at sikre en smidig og effektiv procedure i disse sager
foreslås det, at der indføres en ny procedure for de tilfælde, der er
omfattet af EF-asylkonventionen. Proceduren vil på mange punkter minde om den
ordning, der kendes fra udlændingelovens § 48, stk. 2, om afvisning til
»sikre lande«. Efter forslaget skal Direktoratet for Udlændinge
snarest muligt træffe afgørelse om at fremsætte anmodning om
overførsel af asylansøgeren til det EF-land, der i henhold til
konventionen er ansvarlig for sagens behandling. Direktoratets afgørelse kan
påklages til Justitsministeriet, men klagen har - i overensstemmelse med,
hvad der allerede gælder i afvisningstilfældene (§ 48, stk. 2) - ikke
opsættende virkning med hensyn til gennemførelsen af beslutningen om
overførsel.
Skal udlændingen ikke overføres til et andet EF-land, f.eks. fordi der
ikke er noget andet EF-land, der efter konventionens kriterier skal behandle
ansøgningen, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse om afvisning eller
udvisning og i givet fald udsendelse, idet Danmark som nævnt bevarer
muligheden for at sende asylansøgeren til et sikkert tredjeland i
overensstemmelse med de gældende regler i udlændingelovens § 48, stk. 2, jf.
herved nedenfor under pkt. 4.3.
En bestemmelse med dette indhold foreslås indsat i en ny § 48 a, stk. 1,
der i øvrigt opretholder den hidtidige afvisningsregel i udlændingelovens §
48, stk. 2. Overførslen vil på samme måde, som det i dag er tilfældet ved
afvisning efter udlændingelovens § 48, stk. 2, ske, uden at den pågældende
får prøvet sin asylansøgning her i landet, jf. § 48 a, stk. 2. Derved kan
konventionens målsætning om at undgå dobbeltbehandling af sagerne opnås.
Det system, der således foreslås indført med overførsel af asylansøgere
til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, minder som nævnt
om det, der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om
afvisning af asylansøgere til »sikre lande«, jf. ovenfor. I nogle
tilfælde vil der på baggrund af EF-samarbejdet blive tale om at overføre
personer, som ikke ville kunne afvises efter de gældende regler. Der vil
således f.eks. kunne ske overførsel af asylansøgere, der i øvrigt opfylder
betingelserne for at indrejse i Danmark, hvis ansøgningen efter konventionens
regler skal behandles af et andet EF-land. Antalsmæssigt skønnes det kun at
dreje sig om forholdsvis få sager.
Som nævnt kan den medlemsstat, som har fået forelagt en asylansøgning, og
som mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af
ansøgningen, fremsætte anmodning indtil 6 måneder efter ansøgningens
indgivelse. Denne frist kan forekomme meget lang. Det foreslås derfor
udtrykkeligt fastsat i udlændingeloven, at afgørelse om at fremsætte
anmodning om overførsel efter EF-asylkonventionens artikel 11 skal træffes
snarest muligt.
Justitsministeriet agter i forbindelse med gennemførelsen af lovforslaget
at instruere Direktoratet for Udlændinge om at træffe afgørelse om overførsel
efter den foreslåede § 48 a, stk. 1, snarest muligt og inden 3 måneder efter
anmodningens forelæggelse. Det følger i øvrigt også af almindelige
forvaltningsretlige principper, at sagsbehandlingen bør afsluttes så hurtigt
som muligt, således at den frist på 3 måneder, som vil fremgå af de
retningslinier, som tænkes fastsat for Direktoratet, kun bør udnyttes, hvor
det er nødvendigt.
Selv om fristen på de 3 måneder overskrides, hindrer dette ikke, at der
kan fremsættes anmodning over for et andet EF-land om at overtage
udlændingen, idet den frist på 3 måneder, som tænkes fastsat i
retningslinierne for Direktoratet, er en intern forskrift til danske
myndigheder, som ikke ændrer på konventionens regler. Det kan på forhånd
næppe helt udelukkes, at det i enkelte tilfælde vil kunne vise sig nødvendigt
at udnytte fristen på de 6 måneder fuldt ud, f.eks. hvis asylansøgeren har
fortiet oplysninger, der er nødvendige for myndighedernes stillingtagen til,
om Danmark eller et andet EF-land er ansvarlig for behandlingen af sagen. Det
er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at det kun i meget få tilfælde
ikke vil være muligt at træffe afgørelse inden 3 måneder efter anmodningens
forelæggelse.
Hvis et andet EF-land er ansvarlig for sagens behandling, skal dette land
i en række tilfælde tilbagetage asylansøgeren. Dette gælder efter
EF-asylkonventionens artikel 10, hvis asylansøgeren ulovligt opholder sig i
Danmark. Det samme gælder, hvis asylansøgeren har tilbagekaldt sin ansøgning
under behandlingen og har indgivet asylansøgning i Danmark. Endelig er det
ansvarlige EF-land forpligtet til at tilbagetage en udlænding, hvis ansøgning
den har afslået, og som ulovligt opholder sig i Danmark.
Efter konventionens artikel 3, stk. 7, er et EF-land endvidere forpligtet
til at tilbagetage asylansøgeren, hvis denne har forladt det pågældende land
under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig, og
herefter har indgivet asylansøgning i Danmark.
Den foreslåede § 48 a, stk. 1, indebærer, at der i alle disse tilfælde er
mulighed for at tilbageføre den pågældende asylansøger fra Danmark til det
land, der behandler sagen. Asylansøgeren får i denne situation - ligesom ved
overførsel - ikke prøvet en eventuel asylansøgning her i landet, jf. § 48 a,
stk. 2.
Afgørelsen om, hvorvidt der skal fremsættes anmodning over for et andet
EF-land om tilbagetagelse af asylansøgeren, skal også træffes hurtigst
muligt, jf. ovenfor.
Som det fremgår af det anførte, indebærer fremsættelsen af en anmodning
over for et andet EF-land om overtagelse eller tilbagetagelse efter
EF-asylkonventionen, at der træffes en afgørelse. Afgørelsen indebærer
samtidig, at man ikke finder, at betingelserne i § 48 c er opfyldt, jf.
herved nedenfor under punkt 4.4. Der skal derfor i forbindelse med afgørelsen
om at fremsætte anmodning over for et andet EF-land gives en begrundelse, der
opfylder forvaltningslovens krav hertil, ligesom der skal gives
klagevejledning, jf. herved reglen i § 48 d, hvorefter afgørelsen kan
påklages til Justitsministeriet.
Afgørelsen er imidlertid betinget i den forstand, at den først får
virkning for udlændingen, når det andet EF-land i givet fald imødekommer
anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse. Først på dette tidspunkt kan
overførslen m.v. effektueres, og reglerne i udlændingelovens §§ 30-31 om
udrejse finder da anvendelse.
4.3. Afvisning af asylansøgere
Efter EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 5, bevarer enhver medlemsstat
muligheden for i medfør af sin nationale lovgivning at sende en asylansøger
til et tredjeland under overholdelse af bestemmelserne i
Geneve-konventionen, som ændret ved New York-protokollen. Danmark vil derfor
efter EF-asylkonventionens ikrafttræden fortsat i medfør af udlændingelovens
§ 48, stk. 2, der nu bliver § 48 a, kunne afvise asylansøgere uden fornødent
pas og/eller visum til »sikre lande« uden for EF. Der foreslås
derfor ingen ændring af denne bestemmelse, bortset fra en redaktionel
tilpasning i forbindelse med de øvrige ændringer, jf. den foreslåede § 48 a.
Den hidtidige afvisningsprocedure vil derimod ikke efter
konventionens ikrafttræden kunne anvendes i forhold til de andre
EF-lande , idet asylansøgere kun vil kunne sendes til andre EF-lande
inden for rammerne af konventionen. Såfremt de danske myndigheder når frem
til, at et andet EF-land ifølge EF-asylkonventionens bestemmelser er
ansvarlig for sagens behandling, må man anvende den særlige
overførselsprocedure efter den foreslåede regel i § 48 a, stk. 1, jf. ovenfor
under pkt. 4.2.
I de hyppigt forekommende tilfælde, hvor der søges om asyl ved de indre
grænser , finder EF-asylkonventionens artikel 12 anvendelse. Det følger
f.eks. af artikel 12, at hvis en asylansøger, der befinder sig i
Forbundsrepublikken Tyskland, indgiver en asylansøgning til de danske
myndigheder ved landegrænsen mellem Danmark og Forbundsrepublikken, skal
Danmark underrette de tyske myndigheder om ansøgningen. Det påhviler herefter
de tyske myndigheder at fastsætte, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for
behandlingen af asylansøgningen. Den pågældende får altså ikke adgang til
Danmark, men afvises ved indrejsen. Vedkommende får heller ikke behandlet sin
asylansøgning i Danmark (medmindre det viser sig, at Danmark ifølge
konventionens kriterier er ansvarlig for sagens behandling).
4.4. Behandling af en asylansøgning af humanitære grunde
Efter EF-asylkonventionens artikel 9 kan en stat acceptere at behandle en
asylansøgning af humanitære grunde, navnlig af familiemæssige eller
kulturelle hensyn, selv om den ikke er ansvarlig ud fra konventionens
kriterier. Denne mulighed kommer kun på tale, såfremt asylansøgeren selv
ønsker det. Dette gælder, hvad enten der foreligger en egentlig anmodning fra
asylansøgeren, eller denne på forespørgsel erklærer sig indforstået med, at
en anden medlemsstat behandler ansøgningen.
Det foreslås, at der i udlændingeloven skabes en udtrykkelig hjemmel for,
at Danmark kan beslutte at behandle en asylansøgning, selv om Danmark ikke
ifølge konventionen er forpligtet hertil, hvis særlige hensyn af humanitær
karakter taler herfor, jf. herved den foreslåede nye § 48 c.
Ved afgørelsen om, hvorvidt der skal ske overførsel eller tilbageførsel af
en asylansøger fra Danmark til en anden medlemsstat, må der således i hvert
enkelt tilfælde tages stilling til, om Danmark eventuelt af humanitære grunde
skal påtage sig behandlingen af sagen. I bekræftende fald kommer overførsel
eller tilbageførsel til et andet EF-land naturligvis ikke på tale. Den
foreslåede nye § 48 c finder også anvendelse i forbindelse med afvisninger,
men det indebærer ikke noget egentligt nyt, idet Direktoratet for Udlændinge
som nævnt allerede i dag i forbindelse med, at der træffes beslutning om
afvisning efter § 48, stk. 2, foretager en vurdering af den pågældendes
tilknytning til Danmark. Direktoratet må - ligesom i dag ved afvisning efter
§ 48, stk. 2 - udspørge asylansøgeren med henblik på at undersøge, om der
foreligger sådanne tilknytningsmomenter til Danmark, at der er grundlag for
at anvende reglen i § 48 c.
Det vil også kunne forekomme, at en anden EF-medlemsstat retter
henvendelse til Danmark med forespørgsel, om Danmark vil overtage
behandlingen af en ansøgning, selv om vi ikke er forpligtet hertil, f.eks.
hvis asylansøgerens nære slægtninge opholder sig her i landet. Den foreslåede
nye § 48 c åbner mulighed for, at Danmark i sådanne tilfælde kan påtage sig
behandlingen af ansøgningen.
De hensyn, som kan begrunde, at Danmark efter den foreslåede § 48 c
påtager sig behandlingen af en asylansøgning af humanitære grunde, vil i vidt
omfang være de samme, som opregnes i § 7, stk. 4. Den nye § 48 c kan således
anvendes, hvis Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende
ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende
tilknytning må anses for nærmest til at behandle sagen. For så vidt angår
nære slægtninge her i landet, der er konventionsflygtninge, vil Danmark
allerede efter konventionens artikel 4 være forpligtet til at behandle sagen.
For så vidt angår nære slægtninge, der er de facto-flygtninge, vil der
imidlertid kunne være de samme humanitære hensyn, jf. herved at konventionens
artikel 9 i forbindelse med omtalen af humanitære grunde fremhæver
familiemæssige hensyn. Det vil således i relation til reglen i § 48 c være
uden betydning, om de herboende nære slægtninge er konventions- eller de
facto-flygtninge.
Kompetencereglen i EF-asylkonventionens artikel 9, hvorefter en stat kan
påtage sig at behandle en asylansøgning af humanitære grunde, har et andet
anvendelsesområde end den gældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 2. Efter
sidstnævnte bestemmelse kan der gives opholdstilladelse til udlændinge, hvis
væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme
ansøgningen.
Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige humanitære grunde, som
kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
beror på et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn er der i praksis navnlig blevet
lagt vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder om der er tale om en
familie med mindre børn, der kommer fra et land i krig, om der foreligger en
alvorlig sygdom hos den eller de pågældende, samt varigheden af opholdet her
i landet. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den er tiltænkt
et snævert anvendelsesområde.
Det er derfor ikke givet, at en udlænding, der har fået behandlet sin
ansøgning her efter den foreslåede § 48 c, og som har fået afslag på
opholdstilladelse efter §§ 7-8, opfylder betingelserne for at få
opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2. Det vil også i disse tilfælde
bero på en helt konkret vurdering, om der foreligger humanitære hensyn af en
sådan styrke, at de efter hidtidig praksis afgørende taler for, at der
meddeles opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor under pkt. 4.5. om
ambassadeansøgninger.
4.5. Ambassadeansøgninger m.v.
EF-asylkonventionen gør det endvidere nødvendigt at ændre den særlige
danske regel i udlændingelovens § 7, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan der
gives opholdstilladelse til en udlænding, som ikke opholder sig her i landet,
såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende ophold her
i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må
anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse. Bestemmelsen
indebærer, at der kan indgives ansøgning om asyl på danske repræsentationer i
udlandet.
Efter den gældende regel i udlændingelovens § 7, stk. 4, er Danmark
således forpligtet til at behandle en ansøgning om opholdstilladelse efter §
7, stk. 1 eller 2, selv om udlændingen ikke opholder sig i Danmark. Danmark
vil således - såfremt bestemmelsen ikke ændres - efter dansk ret være
forpligtet til at behandle en ansøgning, som efter EF-asylkonventionen skal
behandles af et andet EF-land. Efter EF-asylkonventionens artikel 3, stk. 4,
har en medlemsstat ganske vist altid ret til at behandle en ansøgning, som
den får forelagt, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter
kriterierne i konventionen. Hvis der ikke sker ændringer i § 7, stk. 4, vil
konventionens system imidlertid føre til, at Danmark i tilfælde, hvor der til
danske myndigheder indgives en asylansøgning af en udlænding, der opholder
sig i et andet EF-land, vil være forpligtet til at overtage sagen og
asylansøgeren, uanset at et andet EF-land efter konventionens kriterier
skulle behandle sagen.
Enhver asylansøger, der opholder sig i et andet EF-land, ville således
kunne sikre sig, at hans sag bliver behandlet af danske myndigheder efter de
danske regler, og at han får adgang til Danmark, blot ved at indgive en
asylansøgning på en dansk ambassade i det andet EF-land. For at undgå denne
konsekvens og for således at deltage i konventionens fordelingssystem er det
nødvendigt at ændre udlændingelovens § 7, stk. 4, således at den ikke finder
anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.
Der kan også henvises til, at bestemmelsen i § 7, stk. 4, i sin tid blev
indsat i udlændingeloven i mangel af en internationalt bindende regulering af
1.-asyllandsproblematikken. Nu hvor der med EF-asylkonventionen er gennemført
en international fordelingsaftale, vil det derfor også være en naturlig
konsekvens heraf at begrænse det geografiske anvendelsesområde for § 7, stk.
4, således at bestemmelsen ikke længere gælder inden for EF-området. Loven
foreslås derfor ændret, således at reglen i § 7, stk. 4, ikke finder
anvendelse på udlændinge, som opholder sig i et andet EF-land.
Det skal fremhæves, at en sådan ændring ikke vil afskære asylansøgere med
nære familiemæssige bånd eller anden tilknytning til Danmark fra at få deres
sag behandlet her i landet, idet der som nævnt samtidig åbnes mulighed for,
at Danmark af humanitære grunde kan påtage sig at behandle sagen, jf. den
foreslåede § 48 c. Selv om anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk.
4, efter forslaget således bliver indsnævret, vil der i en række af de
tilfælde, som nu er omfattet af § 7, stk. 4, også fremover kunne ske
behandling af asylansøgningen i Danmark, idet hjemlen hertil vil kunne findes
i den foreslåede nye § 48 c.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor under pkt. 4.4.
4.6. Asylansøgninger anses altid for ansøgninger også om
konventionsstatus
Ifølge udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning
opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af
flygtningekonventionen af 28. juli 1951 (konventionsstatus). Ifølge
udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der endvidere efter ansøgning
opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som
anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at
udlændingen vender tilbage til sit hjemland (de facto-status).
EF-asylkonventionen omfatter kun personer, der ansøger om
konventionsstatus , jf. artikel 1, stk. 1, litra b. For at tilpasse
den danske udlændingelov til EF-asylkonventionens system foreslås det, at
alle, der søger om asyl her i landet, må ansøge om konventionsstatus, således
at det fra starten afgøres efter EF-asylkonventionens kriterier, om ansvaret
for sagens behandling påhviler Danmark eller eventuelt en anden medlemsstat.
Udlændingelovens § 7, stk. 2, foreslås derfor ændret, således at en ansøgning
om opholdstilladelse efter denne bestemmelse også skal anses som en ansøgning
efter § 7, stk. 1, om konventionsstatus.
Viser det sig under den indledende sagsbehandling, at Danmark er ansvarlig
for sagens behandling, vurderes det herefter først, om den pågældende
opfylder betingelserne for at få konventionsstatus, og i benægtende fald, om
betingelserne for at få de facto-status er opfyldt. Viser det sig derimod, at
en anden medlemsstat er ansvarlig for sagens behandling, indebærer ændringen
af udlændingelovens § 7, stk. 2, sammenholdt med den foreslåede § 48 a, at
asylansøgeren uden en materiel asylbedømmelse kan overføres til den
pågældende medlemsstat, der derefter behandler ansøgningen i overensstemmelse
med dens nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser, herunder
FN's flygtningekonvention. Det bemærkes herved, at alle EF-landene har
tiltrådt FN's flygtningekonvention uden geografiske begrænsninger.
Den foreslåede ændring af udlændingeloven ændrer ikke på de
grundlæggende materielle betingelser for at få de facto-status
, idet der blot tilføjes en formel betingelse om, at den pågældende har
ansøgt om (og fået afslag på) konventionsstatus. Ordningen foreslås
tilrettelagt således, at Direktoratet for Udlændinge som 1. instans i samme
arbejdsgang tager stilling til såvel spørgsmålet om konventionsstatus som
spørgsmålet om de facto-status. Arbejdsgangen vil stort set svare til den,
der kendes i dag, hvor de fleste asylansøgere over for direktoratet blot
ansøger om »asyl« uden nærmere angivelse af, om de ønsker
konventionsstatus eller de facto-status.
Med ændringen undgås det, at en asylansøger, der afstår fra at søge
konventionsstatus, men derimod udtrykkeligt kun søger de facto-status, kommer
til at falde helt uden for rammerne af EF-asylkonventionen. Det ville være et
klart brud på grundprincippet i EF-asylkonventionen om, at der skal foretages
en fordeling af asylansøgere efter konventionens kriterier.
Det er i øvrigt ikke noget nyt i udlændingeloven at opstille en slags
rangorden mellem lovens bestemmelser. Allerede i dag er det således en
forudsætning for at få opholdstilladelse af humanitære grunde efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, at den pågældende har søgt om og fået
afslag på opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.
4.7. Videregivelse af oplysninger
For at EF-asylkonventionen kan fungere i praksis, er det nødvendigt, at
der udveksles oplysninger mellem medlemsstaterne. EF-asylkonventionen
indeholder i artikel 14 og 15 meget detaljerede regler om udveksling af
henholdsvis generelle og individuelle oplysninger.
Ifølge konventionens artikel 15, nr. 5, må de oplysninger, der udveksles i
medfør af artikel 15, kun anvendes 1) til at fastslå, hvilken medlemsstat der
er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, 2) for at behandle
asylansøgningen og 3) for at gennemføre forpligtelserne efter konventionen.
Oplysningerne må kun meddeles til de myndigheder og retsinstanser i hver
medlemsstat, der har de ovenfor nævnte opgaver. De myndigheder og instanser,
der i Danmark vil være omfattet af konventionens artikel 15, stk. 5, er i
første række Direktoratet for Udlændinge, men bestemmelsen vil også omfatte
politiet og Dansk Flygtningehjælp i det omfang, de i henhold til lovgivningen
varetager en eller flere af de nævnte opgaver.
Artikel 15, nr. 5, sætter således grænser for, til hvilke myndigheder,
også inden for den modtagende stat, en myndighed, der har modtaget
oplysninger i medfør af konventionen, må videregive disse oplysninger.
Konventionen fraviger på dette punkt de almindeligt gældende danske regler om
videregivelse af oplysninger til myndigheder, som har et sagligt behov for
dem, herunder reglerne i forvaltningslovens §§ 28 og 31, hvorefter en
forvaltningsmyndighed, i det omfang den er berettiget til at videregive en
oplysning, også er forpligtet til at gøre det på begæring af en anden
forvaltningsmyndighed, hvis oplysningen er af betydning for myndighedens
virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
For at undgå sammenstød mellem konventionens forbud mod videreudlevering
af en meddelt oplysning, og danske lovbestemmelser i f.eks. skatte- og
sociallovgivningen, der hjemler en myndighed ret til at indfordre alle
oplysninger fra andre myndigheder, foreslås udlændingeloven ændret, således
at det fastslås, at fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet
EF-lands myndigheder kun må videregives til de i konventionens artikel 15,
stk. 5, nævnte myndigheder. Oplysningerne må endvidere kun anvendes til de
formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1. En bestemmelse med
dette indhold foreslås indsat som ny § 58 a, stk. 1.
Justitsministeriet har overvejet, om der også burde fastsættes nærmere
regler om danske myndigheders videregivelse af oplysninger til myndigheder i
andre lande. Forvaltningslovens § 28 om videregivelse af fortrolige
oplysninger til anden forvaltningsmyndighed angår kun videregivelse til anden
dansk myndighed. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted
til udenlandske myndigheder, beror således på, om videregivelsen er
berettiget, jf. straffelovens § 152 og § 152 e og forvaltningslovens § 27.
Når regeringen har indgået en international overenskomst med fremmede stater,
som bl.a. indebærer, at den danske stat er forpligtet til at videregive
fortrolige oplysninger, har det i praksis hidtil været antaget, at
videregivelse af fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende
internationale forpligtelse, ikke er uberettiget efter straffelovens
bestemmelser om tavshedspligt.
Det følger af konventionens artikel 15, nr. 1, at medlemsstaterne er
folkeretligt forpligtet til på begæring at videregive de i artikel 15, nr. 2,
omhandlede oplysninger. Asylkonventionens artikel 15, nr. 2, vedrører i
første række oplysninger, som er egnet til at identificere asylansøgeren, men
også faktiske oplysninger om en tidligere indgivet asylansøgning.
Selv om oplysningerne er af fortrolig karakter, vil en videregivelse til
en myndighed i et af konventionen omfattet land på baggrund af det ovenfor
anførte kunne ske efter de almindelige regler i forvaltningsloven og
straffeloven om tavshedspligt, idet videregivelsen som følge af
konventionsforpligtelsen ikke vil være uberettiget.
Videregivelse af oplysninger efter konventionens artikel 15, nr. 3, er
derimod fakultativ. Denne bestemmelse vedrører videregivelse af oplysninger
om de grunde, som en asylansøger har anført over for eet lands myndigheder
til støtte for sin ansøgning samt grundene til statens afgørelse i sagen, til
brug for et andet af konventionen omfattet lands behandling af asylsagen.
Ifølge artikel 15, nr. 3, er det en betingelse for udlevering af de i nr. 3
omhandlede oplysninger, at asylansøgerens samtykke foreligger. Når samtykke
foreligger, er der ikke noget til hinder for at videregive oplysningerne.
Asylkonventionens artikel 14 indeholder regler om udveksling af generelle
oplysninger på udlændingeområdet. Disse oplysninger, der ikke vedrører
enkeltpersoners forhold, vil i almindelighed frit kunne videregives, da de
ikke vil være af fortrolig karakter som følge af hensyn til private
interesser.
Justitsministeriet har på den baggrund ikke fundet det nødvendigt at
fastsætte særlige regler om danske myndigheders videregivelse af oplysninger
til udenlandske myndigheder.
I overensstemmelse med konventionens artikel 15, stk. 11-12, foreslås det,
at Registertilsynet skal føre tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de
oplysninger, der er videregivet efter konventionen, jf. § 58 a, stk. 2.
4.8. Fremtidige aftaler med lande uden for EF
Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for, at udvide
samarbejdet i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade dem
indgå forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte.
Det foreslås derfor, at Danmark uden fornyet forelæggelse for Folketinget
kan indgå i et fremtidigt samarbejde, såfremt dette bliver aktuelt, jf. den
foreslåede § 58 c.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
Skønnet over udviklingen i udgifterne på asylområdet er forbundet med
betydelig usikkerhed, idet der heri nødvendigvis ligger forudsætninger med
hensyn til udviklingen i indrejsetallene.
På denne baggrund er det også forbundet med vanskelighed at skønne nærmere
over, hvilke økonomiske eller administrative konsekvenser der følger af
forslaget om ændrede sagsbehandlingsregler. Der vil i den forbindelse kunne
blive tale om konsekvenser for udlændingemyndighedernes sagsbehandling og for
opholdstiden for asylansøgere i indlogeringscentrene.
Dette spørgsmål vil navnlig afhænge af, i hvilket omfang der inden
konventionens ikrafttrædelsestidspunkt vil blive indgået nærmere aftaler om
den administrative tilrettelæggelse af samarbejdet mellem de involverede
lande.
På denne baggrund har Justitsministeriet ikke på nuværende tidspunkt
grundlag for at foretage nærmere skøn over lovforslagets økonomiske eller
administrative konsekvenser.
6. Hørte myndigheder
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Århus by- og herredsret,
Præsidenten for Odense by-og herredsret, Præsidenten for Aalborg by- og
herredsret, Den danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i
Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren, Foreningen af
politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund,
Dansk Kriminalpolitiforening, Indenrigsministeriet, Socialministeriet,
Udenrigsministeriet, Advokatrådet, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors,
Amnesty International og Mellemfolkeligt Samvirke.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ændringen af udlændingelovens § 7, stk. 2, indebærer, at en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, (de facto-status) også skal anses som en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, (konventionsstatus). Der
henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.6.
Til nr. 2
Tilføjelsen til udlændingelovens § 7, stk. 4, om ambassadeansøgninger
indebærer, at udlændinge, der opholder sig i andet EF-land, ikke kan få deres
asylansøgning behandlet efter § 7, stk. 4. Kompetencen til at træffe
afgørelse i disse tilfælde henhører under Direktoratet for Udlændinge, jf.
den foreslåede § 48 a, stk. 3. Der sker i disse tilfælde ikke nogen
realitetsbehandling af asylansøgningen i Danmark, idet det EF-land, hvor
udlændingen opholder sig, først skal træffe afgørelse om, hvilket EF-land,
der efter konventionen skal behandle ansøgningen. Direktoratet skal derfor i
disse sager blot tage stilling til, om udlændingen opholder sig i et andet
EF-land, og dermed falder uden for reglen i § 7, stk. 4, 1. pkt.
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den ændrede opbygning af
§ 48, stk. 2.
Til nr. 4
Bestemmelsen indebærer, at afvisning i visse tilfælde kan ske ud over den
normale frist på 3 måneder fra indrejsen, nemlig i de tilfælde, hvor der er
fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af udlændingen.
Efter EF-asylkonventionens artikel 11, stk. 4, skal det anmodede EF-land tage
stilling til anmodningen senest 3 måneder efter dens forelæggelse.
Det kan tænkes, at det andet EF-land mener, at det ikke er forpligtet til
at behandle ansøgningen (og overtage asylansøgeren). Det er imidlertid ikke
dermed givet, at sagen skal behandles i Danmark, idet der eventuelt kan være
mulighed for at afvise til et tredjeland efter § 48 a, stk. 1. Hvis
meddelelsen fra det andet EF-land først fremkommer kort før 3-måneders
fristens udløb, vil det ofte ikke være muligt at nå at afvise asylansøgeren
til et sikkert tredjeland inden for fristen på 3 måneder fra indrejsen.
Det foreslås derfor, at 3-måneders fristen i disse tilfælde skal regnes
fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen om
overtagelse.
Det samme problem opstår ikke ved anmodning om tilbagetagelse, idet det
anmodede EF-land i disse tilfælde skal besvare anmodningen senest 8 dage
efter forelæggelsen, jf. konventionens artikel 13, stk. 1, litra b.
Til nr. 5
Den foreslåede nye § 29 a indeholder en materiel regel om
overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen. Bestemmelsen indebærer, at en
udlænding kan overføres eller tilbageføres til et andet EF-land efter
reglerne i EF-asylkonventionen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.5.
Til nr. 6
Bestemmelsen indebærer, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her
i landet, når der er truffet afgørelse om overførsel eller tilbageførsel
efter kapitel 5 a. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til
afvisning og udvisning.
Til nr. 7
Bestemmelsen indebærer, at der kan træffes bestemmelse om, at udlændingen
skal deponere pas m.v., tage ophold samt give møde efter politiets nærmere
bestemmelse, indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal
overføres eller tilbageføres efter EF-asylkonventionen. Dette svarer til,
hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og udvisning.
Til nr. 8
Bestemmelsen indebærer, at udlændingen kan frihedsberøves for at sikre
muligheden for overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen.
Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til afvisning og
udvisning. Der tilsigtes ingen ændring i reglens begrænsede
anvendelsesområde.
Til nr. 9
Bestemmelsen indebærer, at kæremål ikke har opsættende virkning med hensyn
til gennemførelse af beslutning om overførsel eller tilbageførsel efter
EF-asylkonventionen. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til
afvisning og udvisning. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 10
vedrørende den foreslåede nye § 48 d.
Til nr. 10
Den foreslåede nye § 48 a indeholder de processuelle regler, der er
modstykket til den materielle regel i § 29 a, og den regulerer de tilfælde,
hvor en asylansøgning, der er omfattet af EF-asylkonventionen, indgives i
Danmark.
Det system, der således foreslås indført med overførsler af asylansøgere
til andre medlemsstater på grundlag af konventionens regler, minder som nævnt
om det, der allerede kendes fra de gældende regler i udlændingeloven om
afvisning af asylansøgere til »sikre lande«. I nogle tilfælde vil
der dog blive tale om at overføre personer, som ikke ville kunne afvises
efter de gældende regler. Antalsmæssigt skønnes det kun at dreje sig om
forholdsvis få sager.
Direktoratet for Udlændinge skal snarest muligt træffe afgørelse om,
hvorvidt asylansøgeren skal overføres eller tilbageføres til et andet
EF-land. Skal udlændingen ikke overføres eller tilbageføres efter reglerne i
kapitel 5 a, dvs. efter EF-asylkonventionens regler, skal der tages stilling
til, om udlændingen skal afvises eller udvises til et sikkert tredjeland. Der
henvises herved til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.
Om reglen i § 48 a, stk. 3, henvises til bemærkningerne til nr. 2.
Den foreslåede nye § 48 b finder anvendelse i de tilfælde, hvor en
asylansøgning, der er omfattet af EF-asylkonventionen, indgives i et andet
EF-land, og den fastslår forpligtelsen for Danmark til at overtage eller
tilbagetage asylansøgeren, såfremt Danmark efter konventionen skal behandle
ansøgningen.
Direktoratet for Udlændinge skal tage stilling til anmodningen om
overtagelse eller tilbagetagelse snarest muligt. Der henvises herved til de
almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.
Den foreslåede nye § 48 c fastslår, at Danmark kan beslutte at
behandle en asylansøgning, hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler
derfor, selv om Danmark efter konventionen ikke er forpligtet hertil,
forudsat at asylansøgeren ønsker dette. Der henvises til konventionens
artikel 9, der som eksempel fremhæver familiemæssige og kulturelle hensyn, og
til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.4.
Den foreslåede nye § 48 d indeholder klageregler. Det foreslås, at
Direktoratets afgørelse efter §§ 48 a-c skal kunne påklages til
justitsministeren på samme måde, som det i dag er tilfældet efter
udlændingelovens § 48, stk. 2. Klage har efter bestemmelsen ikke opsættende
virkning, og anmodningen om overtagelse af asylansøgeren vil således kunne
fremsættes over for og behandles af det andet EF-land uanset klagen.
Fremsættes klagen inden rimelig tid efter afgørelsen om at fremsætte
anmodning til et andet EF-land, forudsættes det dog på den anden side, at
klagen i almindelighed vil være færdigbehandlet, inden udlændingen i givet
fald udsendes af landet. Dette vil i praksis næppe volde særlige problemer.
Skal ansøgningen om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles her i landet,
skal udlændingen efter § 48 e på samme måde som efter den gældende
udlændingelovs § 48, stk. 2, gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i
forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.
Til nr. 11
Den foreslåede nye § 58 a, stk. 1, indebærer, at fortrolige
oplysninger, der er indhentet fra et andet EF-lands myndigheder, kun må
videregives til visse nærmere opregnede myndigheder og retsinstanser, jf.
konventionens artikel 15, stk. 5, og kun må anvendes til visse nærmere
specificerede formål, jf konventionens artikel 15, stk. 1. Det foreslås
endvidere, at Registertilsynet fører tilsyn med behandlingen og anvendelsen
af disse oplysninger, jf. den foreslåede § 58 a, stk. 2 . Der henvises
i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.7.
Den foreslåede nye § 58 b bemyndiger justitsministeren til at
fastsætte de nødvendige administrative bestemmelser til gennemførelse af
EF-asylkonventionen. Som det fremgår af det ovenfor under pkt. 3.5. anførte,
skal der nedsættes et udvalg bestående af regeringsrepræsentanter for hver
medlemsstat, som får til opgave at fastsætte visse supplerende regler om
anvendelsen af konventionen. Der vil i den forbindelse kunne tænkes indgået
nærmere aftaler om den administrative tilrettelæggelse af samarbejdet mellem
de involverede lande. Det vil kunne vise sig praktisk at udmønte sådanne
aftaler i en dansk bekendtgørelse.
Den foreslåede nye § 58 c bemyndiger justitsministeren til at
fastsætte, at de ændringer af udlændingeloven, som foreslås gennemført ved
denne lov til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer
også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, såfremt der
måtte blive indgået en overenskomst mellem EF-landene og tredjelande om, at
tredielande skal tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende
arrangement.
Som nævnt overvejer EF-landene at åbne mulighed for at udvide samarbejdet
i henhold til asylkonventionen til andre stater ved at lade dem indgå
forpligtelser i lighed med de i konventionen fastsatte. Den foreslåede
bestemmelse medfører, at Danmark kan indgå i et fremtidigt samarbejde,
såfremt dette bliver aktuelt. Det vil således ikke være nødvendigt på ny at
gennemføre lovændringer, hvis en sådan aftale indgås.
Til § 2.
Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte tidspunktet
for lovens ikrafttræden. Dette findes mest hensigtsmæssigt, da det ikke på
nuværende tidspunkt vides, hvornår konventionen vil komme til at træde i
kraft. Efter konventionens artikel 22, stk. 3, træder den i kraft den første
dag i den tredje måned, efter at den sidste signaturstat har ratificeret
konventionen.
Til § 3.
Lovens regler får kun virkning for sager, hvor ansøgningen om
opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden. Ansøgninger, der er
under behandling ved lovens ikrafttræden, skal således afgøres efter de
hidtil gældende regler i udlændingeloven.
Til § 4.
Bestemmelsen indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte ændringsloven i
kraft for Færøerne og Grønland.
Den gældende udlændingelov er ikke sat i kraft hverken for Færøerne eller
Grønland.
Bilag 1
Konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for
behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske
Fællesskabers medlemsstater
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,
HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,
PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK,
HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,
PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,
PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,
PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,
PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG
NORDIRLAND.
Som TAGER det mål i BETRAGTNING, som Det Europæiske Råd opstillede den
8.-9. december 1989 i Strasbourg om harmonisering af asylpolitikken;
Som ER fast BESLUTTET PÅ, i overenstemmelse med deres fælles humanitære
tradition, at sikre flygtninge en passende beskyttelse i overensstemmelse med
Geneve-konventionen af 28. juli 1951, ændret ved New York-protokollen af 31.
januar 1967, om flygtninges retsstilling, i det følgende benævnt henholdsvis
»Geneve-konventionen« og »New York-protokollen«;
Som TAGER I BETRAGTNING, at det er det fælles mål at etablere et område
uden indre grænser, hvor navnlig fri bevægelighed for personer er sikret i
overensstemmelse med Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab, som ændret ved Den Europæiske Fælles Akt;
Som ER BEVIDSTE om nødvendigheden af at træffe foranstaltninger for at
undgå, at virkeliggørelsen af dette mål giver anledning til situationer, hvor
en asylansøger i for lang tid nærer uvished om, hvilken behandling hans
asylansøgning vil få, og som tilstræber at give alle asylansøgere sikkerhed
for, at deres ansøgning vil blive behandlet af en af medlemsstaterne, og at
undgå, at asylansøgere sendes fra den ene medlemsstat til den anden, uden at
nogen af disse stater erklærer sig kompetent til at behandle asylansøgningen;
Som TILSTRÆBER at videreføre den dialog, der er indledt med De Forenede
Nationers højkommissær for flygtninge, med henblik på at opfylde ovennævnte
mål;
Som med henblik på denne konventions gennemførelse ER BESLUTTET PÅ at
iværksætte et nært samarbejde ved hjælp af forskellige midler, bl.a.
udveksling af oplysninger;
HAR BESLUTTET AF INDGÅ DENNE KONVENTION OG HAR MED HENBLIK HERPÅ SOM
BEFULDMÆGTIGEDE UDPEGET:
HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE,
Melchior Wathelet
Vicepremierminister, justitsminister samt minister for små og mellemstore
virksomheder
HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING,
PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,
Dr. Helmut Ruckriegel
Ambassadør for Forbundsrepublikken Tyskland i Dublin
Wolfgang Schæuble
Forbundsindenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLINSKE REPUBLIK,
Ioannis Vassiliades
Minister for offentlig orden
HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN,
Joce Luis Corcuera
Indenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK,
Pierre Joxe
Indenrigsminister
PRÆSIDENTEN FOR IRLAND,
Ray Burke
Justits- og kommunikationsminister
PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK,
Antonio Gava
Indenrigsminister
HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG,
Marc Fischbach
Undervisningsminister, justitsminister, minister for offentligt ansatte
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE,
Ernst Maurits Henricus Hirsch Ballin
Justitsminister og minister for De Nederlandske Antiller og Aruba
PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,
Manuel Pereira
Indenrigsminister
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG
NORDIRLAND,
David Waddington
Indenrigsminister
Sir Nicholas Maxted Fenn, KCMG
Ambassadør for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i
Dublin
SOM, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og
behørig form,
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:
ARTIKEL 1
1. I denne konvention forstås ved
a) udlænding: enhver person, der ikke er statsborger i en medlemsstat;
b) asylansøgning: ansøgning, ved hvilken en udlænding anmoder en
medlemsstat om beskyttelse i henhold til Geneve-konventionen under
påberåbelse af at have status som flygtning efter artikel 1 i
Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen;
c) asylansøger: en udlænding, der har indgivet en asylansøgning, som der
endnu ikke er taget endelig stilling til;
d) behandling af en asylansøgning: samtlige foranstaltninger vedrørende
behandling samt afgørelser truffet eller domme afsagt af de kompetente
myndigheder i forbindelse med en asylansøgning med undtagelse af procedurerne
til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning i henhold til bestemmelserne i denne konvention;
e) opholdstilladelse: enhver tilladelse udstedt af en medlemsstats
myndigheder, hvorefter en udlænding kan opholde sig på medlemsstatens område,
bortset fra visa og tilladelser til at blive i landet udstedt under
behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse eller asyl;
f) indrejsevisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med
henblik på, at en udlænding kan indrejse på dens område med forbehold af, at
de øvrige indrejsebetingelser er opfyldt;
g) transitvisum: tilladelse eller afgørelse fra en medlemsstat med henblik
på, at en udlænding kan gennemrejse dens område eller passere gennem
transitområdet i en havn eller lufthavn med forbehold af, at de øvrige
transitbetingelser er opfyldt.
2. Arten af visummet bestemmes på baggrund af de i stk. 1, litra f) og g),
opstillede definitioner.
ARTIKEL 2
Medlemsstaterne bekræfter på ny deres forpligtelser i henhold til
Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen, uden nogen som helst
geografisk begrænsning af disse instrumenters anvendelsesområde, og deres
tilsagn om at samarbejde med tjenestegrenene under De Forenede Nationers
højkommissær for flygtninge med henblik på anvendelsen af disse retsakter.
ARTIKEL 3
1. Medlemsstaterne forpligter sig til at sørge for, at enhver udlænding,
der ved grænsen eller på deres område indgiver en asylansøgning til en af
dem, får denne ansøgning behandlet.
2. Denne ansøgning behandles af en enkelt medlemsstat, der bestemmes efter
kriterierne i denne konvention. Kriterierne som er defineret i artikel 4-8
finder anvendelse i den anførte rækkefølge.
3. Denne ansøgning behandles af medlemsstaten i overensstemmelse med dens
nationale lovgivning og dens internationale forpligtelser.
4. Hver medlemsstat har ret til at behandle en asylansøgning, som den får
forelagt af en udlænding, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler
den efter kriterierne i denne konvention, såfremt asylansøgeren samtykker
heri.
Den medlemsstat, der er ansvarlig efter ovennævnte kriterier, bliver
herefter frigjort for sine forpligtelser, der overgår til den medlemsstat,
der ønsker at behandle asylansøgningen. Sidstnævnte stat underretter den
medlemsstat, der er ansvarlig efter nævnte kriterier, hvis denne har fået
forelagt ansøgningen.
5. Enhver medlemsstat bevarer muligheden for i medfør af sin nationale
lovgivning at sende en asylansøger til et tredjeland under overholdelse af
bestemmelserne i Geneve-konventionen, ændret ved New York-protokollen.
6. Proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der efter denne konvention
er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, indledes, så snart en
asylansøgning indgives for første gang i en medlemsstat.
7. Den medlemsstat, asylansøgningen er indgivet til, skal på de i artikel
13 fastsatte betingelser og for at afslutte proceduren til fastsættelse af,
hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen,
tilbagetage en asylansøger, der befinder sig i en anden medlemsstat og der
har indgivet en asylansøgning efter at have trukket sin ansøgning tilbage
under proceduren til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig.
Denne forpligtelse ophører, hvis asylansøgeren i mellemtiden har forladt
medlemsstaternes område i en periode på mindst tre måneder eller af en
medlemsstat har fået udstedt en opholdstilladelse med en varighed på mere end
tre måneder.
ARTIKEL 4
Hvis et medlem af asylansøgerens familie i en medlemsstat er blevet
anerkendt som flygtning i henhold til Geneve-konventionen, ændret ved New
York-protokollen, og opholder sig lovligt der, er denne stat ansvarlig for
behandlingen af ansøgningen, hvis de interesserede parter ønsker det.
Det pågældende familiemedlem kan kun være asylansøgerens ægtefælle eller
hans ugifte mindreårige barn på under atten år eller, hvis asylansøgeren selv
er et ugift mindreårigt barn på under atten år, hans far eller mor.
ARTIKEL 5
1. Er asylansøgeren i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, er den
medlemsstat, der har udstedt denne, ansvarlig for behandling af
asylansøgningen.
2. Er asylansøgeren i besiddelse af et gyldigt visum, er den medlemsstat,
der har udstedt dette, ansvarlig for behandling af asylansøgningen, undtagen
i følgende tilfælde:
a) Er det pågældende visum udstedt med skriftlig tilladelse fra en anden
medlemsstat, er det denne, der er ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen. Når en medlemsstat, navnlig af sikkerhedshensyn, forud hører
den centrale myndighed i en anden medlemsstat, udgør dennes samtykke ikke en
skriftlig tilladelse i henhold til denne bestemmelse.
b) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin
ansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ikke er underlagt visumpligt, er
det denne stat, som er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
c) Indgiver en asylansøger, der er i besiddelse af et transitvisum, sin
ansøgning i den stat, som har udstedt visummet, og som har fået skriftlig
bekræftelse fra konsulat- eller diplomattjenesten i bestemmelsesmedlemsstaten
om, at den visumfritagne udlænding opfylder betingelserne for indrejse i
denne stat, er sidstnævnte stat ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen.
3. Er asylansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdstilladelser eller
visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, er følgende medlemsstat
ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen:
a) Den stat, der har udstedt den opholdstilladelse, som giver ret til det
længste ophold, eller hvis opholdstilladelserne giver ret til ophold af samme
varighed, den stat, som har udstedt den opholdstilladelse, der udløber
senest.
b) Den stat, som har udstedt det visum, der udløber senest, når de
forskellige visa er af samme art.
c) I tilfælde af visa af forskellig art, den stat, der har udstedt det
visum, som har den længste varighed, eller i tilfælde af samme varighed den
stat, som har udstedt det visum, der udløber senest. Denne bestemmelse finder
ikke anvendelse, hvis ansøgeren er i besiddelse af et eller flere
transitvisa, der er udstedt ved forevisning af et indrejsevisum til en anden
medlemsstat. I dette tilfælde er det sidstnævnte medlemsstat, der er
ansvarlig.
4. Er asylansøgeren kun i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,
der har været forældet i under to år, eller et eller flere visa, der har
været forældet i under seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet rejse
ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, så længe
udlændingen ikke har forladt medlemsstaternes område.
Når asylansøgeren er i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser,
der har været forældet i over to år, eller et eller flere visa, der har været
forældet i over seks måneder, og hvormed han faktisk har kunnet indrejse på
en medlemsstats område, og hvis udlændingen ikke har forladt EF-området, er
den medlemsstat, i hvilken ansøgningen er indgivet, ansvarlig.
ARTIKEL 6
Har en asylansøger ulovligt overskredet grænsen til en medlemsstat ad
land-, sø- eller luftvejen fra en stat, der ikke er medlem af EF, og kan det
bevises, at den pågældende er indrejst i denne medlemsstat, er den nævnte
medlemsstat ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
Denne medlemsstats ansvar ophører imidlertid, hvis det kan bevises, at
asylansøgeren har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han har indgivet sin
ansøgning, i mindst 6 måneder forud for indgivelsen af ansøgningen. Det er i
så fald sidstnævnte medlemsstat, der er anvarlig for behandling af
asylansøgningen.
ARTIKEL 7
1. Det er den medlemsstat, der er ansvarlig for kontrollen med
udlændingens indrejse på medlemsstaternes område, der er ansvarlig for
behandlingen af asylansøgningen, undtagen hvis udlændingen efter lovligt at
være indrejst i en medlemsstat, hvor han er fritaget for visum, indgiver sin
asylansøgning i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er fritaget for
visum ved indrejse på statens område. I så fald er sidstnævnte stat ansvarlig
for behandlingen af asylansøgningen.
2. Indtil ikrafttrædelsen af en aftale mellem medlemsstaterne om de
nærmere regler for overskridelse af de ydre grænser, anses en medlemsstat,
der tillader transit uden visum i transitzonen i sine lufthavne, ikke som
ansvarlig for indrejsekontrollen for så vidt angår rejsende, der ikke
forlader transitzonen.
3. Indgives asylansøgningen under transit i en lufthavn i en medlemsstat,
er denne stat ansvarlig for behandlingen.
ARTIKEL 8
Kan det ikke afgøres på grundlag af de øvrige kriterier i denne
konvention, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandling af
asylansøgningen, er det den første medlemsstat, som asylansøgningen er
indgivet til, der er ansvarlig for behandlingen.
ARTIKEL 9
Enhver medlemsstat kan, selv om den ikke er ansvarlig for behandlingen
efter kriterierne i denne konvention, af humanitære grunde, navnlig af
familiemæssige eller kulturelle hensyn, behandle en asylansøgning på begæring
af en anden medlemsstat under forudsætning af, at asylansøgeren ønsker dette.
Giver den adspurgte medlemsstat tilsagn om at behandle asylansøgningen,
overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen til denne stat.
ARTIKEL 10
1. Den medlemsstat, der efter kriterierne i denne konvention er ansvarlig
for behandlingen af en asylansøgning, er forpligtet til
a) på de i artikel 11 fastsatte betingelser at overtage en asylansøger,
der har indgivet en asylansøgning i en anden medlemsstat,
b) at afslutte behandlingen af asylansøgningen,
c) på de i artikel 13 fastsatte betingelser igen at tillade indrejse for
eller at tilbagetage en asylansøger, hvis ansøgning er under behandling, og
som ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat,
d) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en asylansøger,
som har tilbagekaldt sin ansøgning under behandlingen, og som har indgivet en
asylansøgning i en anden medlemsstat,
e) på de i artikel 13 fastsatte betingelser at tilbagetage en udlænding,
hvis ansøgning den har afslået, og som ulovligt opholder sig i en anden
medlemsstat.
2. Udsteder en medlemsstat en opholdstilladelse af en varighed på over tre
måneder til en asylansøger, overgår de i stk. 1, litra a)-e) nævnte
forpligtelser til den.
3. De i stk. 1, litra a)-d) nævnte forpligtelser ophører, hvis den
pågældende udlænding har forladt medlemsstaternes område i mindst tre
måneder.
4. De i stk. 1, litra d) og e), nævnte forpligtelser ophører, hvis den
stat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, som følge af
tilbagekaldelse af ansøgningen eller afslag på denne, har truffet og faktisk
iværksat de nødvendige foranstaltninger for at udlændingen kan vende tilbage
til sit hjemland eller til et andet land, hvori han lovligt kan rejse ind.
ARTIKEL 11
1. En medlemsstat, der har fået forelagt en asylansøgning, og som mener,
at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan
snarest muligt og i hvert fald inden 6 måneder efter, at asylansøgningen er
indgivet, anmode sidstnævnte medlemsstat om at overtage asylansøgeren.
Fremsættes der ikke anmodning om overtagelse af sagen inden for nævnte
frist på 6 måneder, påhviler ansvaret for behandling af asylansøgningen den
stat, der har fået forelagt ansøgningen.
2. Anmodningen om overtagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger til,
at den adspurgte medlemsstat kan fastslå sit ansvar under hensyn til de i
denne konvention fastlagte kriterier.
3. Fastsættelsen af, hvilken stat der er ansvarlig efter disse kriterier,
sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor asylansøgeren første
gang indgiver sin ansøgning til en medlemsstat.
4. Medlemsstaten skal tage stilling til anmodningen om overtagelse senest
3 måneder efter anmodningens forelæggelse. Hvis der ikke foreligger noget
svar ved udløbet af denne frist, anses anmodningen om overtagelse for
imødekommet.
5. Overførsel af asylansøgeren fra den medlemsstat, hvor der er indgivet
asylansøgning, til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen, skal ske senest en måned efter, at anmodningen om
overtagelse er blevet imødekommet, eller en måned efter afslutningen af
udlændingens eventuelle appel af afgørelsen om overførsel, hvis denne
procedure har opsættende virkning.
6. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere
bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til overtagelse.
ARTIKEL 12
Indgiver en asylansøger, der befinder sig på en medlemsstats område, en
asylansøgning til en anden medlemsstats kompetente myndigheder, påhviler det
den medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, at fastsætte, hvilken
medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen. Den
medlemsstat, på hvis område ansøgeren befinder sig, underrettes straks af den
medlemsstat, der har fået forelagt ansøgningen, og betragtes derefter ved
anvendelsen af denne konvention som den medlemsstat, asylansøgningen er
indgivet til.
ARTIKEL 13
1. Tilbagetagelse af en asylansøger i de tilfælde, der er nævnt i artikel
3, stk. 7, og artikel 10, foregår efter følgende regler:
a) Anmodning om tilbagetagelse skal omfatte tilstrækkelige oplysninger
til, at den anmodede stat kan fastslå, at den er ansvarlig i overensstemmelse
med artikel 3, stk. 7, og artikel 10.
b) Den stat, der anmodes om tilbagetagelse, skal give svar på anmodningen
senest 8 dage efter forelæggelsen af anmodningen. Staten er forpligtet til
faktisk at tilbagetage asylansøgeren så hurtigt som muligt og senest een
måned efter, at den har givet tilsagn om tilbagetagelse.
2. Der kan inden for rammerne af artikel 18 fastsættes yderligere
bestemmelser om de nærmere enkeltheder med hensyn til tilbagetagelse.
ARTIKEL 14
1. Medlemsstaterne udveksler gensidigt:
- oplysninger om love eller andre retsforskrifter eller national praksis,
som gælder med hensyn til asyl,
- statistiske oplysninger vedrørende den månedlige tilgang af asylansøgere
og deres fordeling efter nationalitet. Disse oplysninger fremsendes hver
tredje måned via Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske
Fællesskaber, som sørger for videresendelse til medlemsstaterne, Kommissionen
for De Europæiske Fællesskaber og De Forenede Nationers højkommissær for
flygtninge.
2. Medlemsstaterne kan gensidigt udveksle:
- generelle oplysninger vedrørende nye tendenser med hensyn til
asylansøgninger,
- generelle oplysninger vedrørende forholdene i asylansøgernes oprindelige
hjemland eller seneste opholdsland.
3. Ønsker den medlemsstat, der fremsender de i stk. 2 nævnte oplysninger,
at disse skal holdes fortrolige, skal de øvrige medlemsstater overholde
dette.
ARTIKEL 15
1. Medlemsstaterne meddeler enhver medlemsstat, der anmoder herom, de
individuelle oplysninger, som er nødvendige for
- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning;
- at behandle asylansøgningen;
- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.
2. Disse oplysninger må kun vedrøre:
- asylansøgerens og dennes eventuelle familiemedlemmers identitet
(efternavn, fornavn, (evt. tidligere navn), kaldenavn eller pseudonym,
(nuværende og tidligere) nationalitet, fødselsdato og fødested);
- identitetspapirer og rejselegitimation (referencenumre,
gyldighedsperiode, udstedelsesdato, udstedende myndighed, udstedelsessted
osv.);
- øvrige oplysninger, der er nødvendige for fastslåelsen af ansøgerens
identitet;
- opholdssteder og rejseruter;
- opholdstilladelser eller visa udstedt af en medlemsstat;
- stedet, hvor ansøgningen er indgivet;
- dato for en eventuel indgivelse af en tidligere asylansøgning, dato for
indgivelse af den aktuelle ansøgning, status over sagsbehandlingen og
eventuelt indholdet af den trufne afgørelse.
3. En medlemsstat kan desuden anmode en anden medlemsstat om at meddele de
grunde, som asylansøgeren har fremført for sin ansøgning, og i givet fald
grundene til statens afgørelse i sagen. Den adspurgte medlemsstat tager
stilling til, om den kan efterkomme den forelagte anmodning. Under alle
omstændigheder er asylansøgerens samtykke en betingelse for udlevering af
oplysningerne.
4. Denne udveksling af oplysninger sker på foranledning af en medlemsstat
og kan kun formidles af de myndigheder, som hver medlemsstat har udpeget og
meddelt det i artikel 18 nævnte udvalg.
5. Disse oplysninger må kun anvendes til de i stk. 1 anførte formål. De må
kun meddeles de myndigheder og retsinstanser i hver medlemsstat, der har til
opgave
- at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af
asylansøgningen,
- at behandle asylansøgningen.
- at gennemføre enhver forpligtelse efter denne konvention.
6. Den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, påser, at de er korrekte
og ajourførte.
Viser det sig, at den pågældende medlemsstat har meddelt urigtige
oplysninger, eller oplysninger som ikke burde have været meddelt, underrettes
modtagermedlemsstaterne straks herom. Disse skal berigtige eller tilintetgøre
oplysningerne.
7. En asylansøger har ret til efter anmodning at blive gjort bekendt med
de oplysninger, der er blevet udvekslet vedrørende ham, så længe de står til
rådighed.
Konstaterer han, at disse oplysninger er urigtige, eller at de ikke burde
have været meddelt, har han ret til at kræve, at de berigtiges eller
tilintetgøres. Denne ret udøves på de i stk. 6 nævnte betingelser.
8. De berørte medlemsstater registrerer fremsendelsen og modtagelsen af de
udvekslede oplysninger.
9. Disse oplysninger opbevares ikke længere, end det er nødvendigt af
hensyn til formålet med deres udveksling. Den berørte medlemsstat undersøger
på et passende tidspunkt, om det er nødvendigt at opbevare dem.
10. De indsendte oplysninger skal i hvert fald nyde mindst den samme
beskyttelse, som modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.
11. Hvis oplysningerne ikke undergives elektronisk databehandling, men
behandles på anden måde, skal hver medlemsstat træffe passende
foranstaltninger med henblik på overholdelsen af denne artikel ved effektiv
kontrol. Råder en medlemsstat over en kontrolinstans som nævnt i stk. 12, kan
den pålægge denne instans at udføre kontrollen.
12. Ønsker en eller flere medlemsstater at datamatisere behandlingen af
nogle eller alle de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, må dette kun ske, hvis
alle de berørte lande har vedtaget lovgivning vedrørende sådan databehandling
til gennemførelse af principperne i Strasbourg-konventionen af 28. februar
1981 om beskyttelse af personer med hensyn til automatisk behandling af data
af personlig karakter, og disse lande har henlagt til en passende national
instans at føre uafhængig kontrol med behandlingen og udnyttelsen af de data,
der er videregivet i henhold til nærværende konvention.
ARTIKEL 16
1. Enhver medlemsstat kan fremlægge forslag for det i artikel 18 nævnte
udvalg med henblik på revision af denne konvention i det øjemed at fjerne
eventuelle vanskeligheder i forbindelse med dens gennemførelse.
2. Viser det sig, at det er nødvendigt at foretage en revision eller en
ændring af denne konvention af hensyn til virkeliggørelsen af målene i
artikel 8 A i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab, når denne virkeliggørelse især vedrører indførelsen af en
harmoniseret asylpolitik og en fælles visumpolitik, indkalder den
medlemsstat, der har formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber,
til et møde i det i artikel 18 nævnte udvalg.
3. Revisionen eller ændringen af denne konvention vedtages af det i
artikel nævnte udvalg og træder i kraft i overensstemmelse med artikel 22.
ARTIKEL 17
1. Møder en medlemsstat større vanskeligheder, der skyldes en
grundlæggende ændring af de omstændigheder, der ligger til grund for
indgåelsen af denne konvention, kan denne medlemsstat forelægge spørgsmålet
for det i artikel 18 nævnte udvalg, således at dette kan fremsætte forslag
for medlemsstaterne om foranstaltninger til imødegåelse af situationen eller
vedtage den nødvendige revision eller ændring af denne konvention, idet denne
revision eller ændring træder i kraft på betingelserne i artikel 16, stk. 3.
2. Foreligger den i stk. 1 nævnte situation stadig efter seks måneder, kan
udvalget, der træffer afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 2, tillade, at
den medlemsstat, der er berørt af denne forandring, midlertidigt suspenderer
anvendelsen af konventionens bestemmelser, uden at denne suspension kan være
til hinder for gennemførelsen af målene i artikel 8 A i Traktaten om
Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab eller stride mod andre af
medlemsstaternes internationale forpligtelser.
3. Har udvalget ikke forinden kunnet nå til enighed, fortsætter det, så
længe den i stk. 2 nævnte suspension er i kraft, sit arbejde med henblik på
at revidere denne konventions bestemmelser.
ARTIKEL 18
1. Der nedsættes et udvalg bestående af en regeringsrepræsentant fra hver
medlemsstat.
Formandsskabet i dette udvalg varetages af den medlemsstat, der har
formandskabet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber kan deltage i drøftelserne i
udvalget og de i stk. 4 nævnte arbejdsgrupper.
2. Udvalget har til opgave på anmodning af en eller flere medlemsstater at
behandle ethvert generelt spørgsmål vedrørende anvendelsen og fortolkningen
af denne konvention.
Udvalget fastlægger de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 11, stk.
6, og artikel 13, stk. 2, og meddeler den i artikel 17, stk. 2, nævnte
tilladelse.
Udvalget vedtager i henhold til artikel 16 og 17 ændringer eller
revisioner af denne konvention.
3. Udvalget træffer sine afgørelser med enstemmighed, undtagen når det
træffer afgørelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i hvilket tilfælde det
vedtager afgørelsen med et flertal på totredjedele af dets medlemmers
stemmer.
4. Udvalget udarbejder sine procedureregler og kan nedsætte
arbejdsgrupper.
Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber varetager
sekretariatsopgaverne for udvalget og arbejdsgrupperne.
ARTIKEL 19
For så vidt angår Kongeriget Danmark gælder denne konvention ikke for
Færøerne og Grønland, medmindre Kongeriget Danmark fremsætter anden
erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid ved meddelelse
til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater
herom.
For så vidt angår Den Franske Republik gælder bestemmelserne i denne
konvention kun for Den Franske Republiks europæiske område.
For så vidt angår Kongeriget Nederlandene gælder bestemmelserne i denne
konvention kun for Kongeriget Nederlandenes europæiske område.
For så vidt angår Det Forenede Kongerige gælder bestemmelserne i denne
konvention kun for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. De
gælder ikke for de europæiske områder, for hvilket Det Forenede Kongerige er
ansvarlig for udenrigsanliggender, medmindre Det Forenede Kongerige
fremsætter anden erklæring. En sådan erklæring kan fremsættes til enhver tid
ved meddelelse til Irlands regering, som underretter regeringerne i de øvrige
medlemsstater herom.
ARTIKEL 20
Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.
ARTIKEL 21
1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for enhver stat, der bliver
medlem af De Europæiske Fælleskaber. Tiltrædelsesdokumenterne vil blive
deponeret hos Irlands regering.
2. Den træder i kraft for enhver stat, der tiltræder den, den første dag i
den tredje måned efter deponeringen af tiltrædelsesdokumentet.
ARTIKEL 22
1. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes.
Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos
Irlands regering.
2. Irlands regering underretter regeringerne i de øvrige medlemsstater om
deponeringen af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne.
3. Denne konvention træder i kraft den første dag i den tredje måned,
efter at den sidste signatarstat har deponeret sit ratifikations-, accept-
eller godkendelsesinstrument.
Den stat, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne er
deponeret, skal underrette medlemssstaterne om datoen for denne konventions
ikrafttræden.
Bilag 2
Ministrene noterede sig udkastet til konventionen om fastsættelse af,
hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der
indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.
Ministrene noterede sig,
- at elleve medlemsstater kunne undertegne konventionen;
- en erklæring fra den danske minister om, at Danmark ikke for øjeblikket
kunne undertegne nævnte konvention, men at han agtede at fortsætte sine
bestræbelser med henblik på, at Danmark ligeledes kan undertegne
konventionen.
Ministrene for de elleve øvrige medlemsstater besluttede derfor at
undertegne konventionen, og hvis Danmark ikke undertegner konventionen inden
den 7. december 1990, vil de fleste af medlemsstaterne undertegne en
konvention, hvori disse medlemsstater er de kontraherende parter.
Ministrene vedtog at optage følgende erklæringer i konferencens protokol:
1. Parterne erklærer herved, at de for at sikre, at asylansøgere gives
tilstrækkelige garantier, vil lade den mulighed stå åben at udvide
samarbejdet i henhold til denne konvention til andre stater ved at lade dem
indgå forpligtelser i lighed med de i denne konvention fastsatte ved hjælp af
passende instrumenter.
2. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at
supplere artikel 15, stk. 6, med en bestemmelse om, at der kun må meddeles
oplysninger, der er opnået på lovlig vis og i god tro, da dette er en
selvfølgelighed, som det ikke er nødvendigt at præcisere.
3. Medlemsstaterne er enige om årligt at forelægge udvalget en rapport om
deres egen kontrol med, at de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15,
anvendes til de fastsatte formål.
4. Medlemsstaterne noterer sig, at det ikke er udelukket at anvende andre
muligheder i henhold til folkeretten, hvis det ikke er muligt at nå til
enighed om revision af konventionen i henhold til artikel 17, stk. 2.
5. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at denne konvention, i tilfælde
af at den suspenderes på foranledning af en medlemsstat i henhold til artikel
17, fortsat gælder i forholdet mellem de øvrige medlemsstater.
6. Medlemsstaterne er af den opfattelse, at udkastet til konventionen om
overskridelse af EF-medlemsstaternes ydre grænser har nær sammenhæng med
andre instrumenter, som er nødvendige til gennemførelse af EØF-Traktatens
artikel 8 A, og især med konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er
ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af
EF-medlemsstaterne. Medlemsstaterne understreger, at det er nødvendigt at
intensivere arbejdet med nævnte udkast, således at det kan afsluttes inden
udgangen af 1990. Konventionen om overskridelse af medlemsstaternes ydre
grænser bør træde i kraft hurtigst muligt efter ikrafttrædelsen af nærværende
konvention.
7. Forbundsrepublikken Tyskland erklærer, at Den Tyske Demokratiske
Republik ikke er udland i forhold til Forbundsrepublikken Tyskland.
Med henvisning til den erklæring fra regeringen for Forbundsrepublikken
Tyskland vedrørende begrebet »tyske statsborgere«, der er knyttet
som bilag til EØF-Traktaten af 25. marts 1957 gør Forbundsrepublikken
Tyskland opmærksom på, at nærværende konvention ikke gælder for tyskere i
ovennævnte erklærings betydning.
8. Da det drejer sig om et spørgsmål, der vedrører de tolv lande, går
Nederlandene principielt ud fra, at godkendelsesproceduren ikke indledes i
hovedstæderne, før Danmark også har undertegnet konventionen. I alle tilfælde
indleder Nederlandene ikke denne procedure, før Danmark har undertegnet den.
9. Nederlandene erklærer, at for så vidt angår begrebet
»asylansøgning« er landet af den opfattelse, at anvendelsen af
ordene »anmoder en medlemsstat om beskyttelse« betyder, at der ved
indgivelsen af en asylansøgning er tale om en udlænding, som under
påberåbelse af sin status som flygtning anmoder om at få tilladelse til
ophold i denne egenskab i den pågældende medlemsstat.
10. Kongeriget Spanien erklærer, at hvis Det Forenede Kongerige i
overensstemmelse med konventionens artikel 19 beslutter at udvide
konventionens anvendelsesområde til også at omfatte Gibraltar, finder en
sådan anvendelse sted, uden at det berører den spanske holdning i forbindelse
med striden med Det Forenede Kongerige om suveræniteten over landtangen.
Originalen til denne protokol, som den er undertegnet af konferencens
formand og sekretær, vil blive deponeret med konventionen hos Irlands
regering.
Et eksemplar af denne protokol vil blive sendt til signatarstaterne.
Bilag 3
Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987
Efter 2. behandling den 28. maj 1991
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987,
foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om
opholdstilladelse efter stk. 1.«
2. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder
sig i et andet EF-land.«
3. I § 7, stk. 5, ændres »§ 48, stk. 2,» til:
»§ 48 a, stk. 1,».
4. I § 28, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om
overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes
fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret
anmodningen.«
5. Efter § 29 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 5 a
Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen
§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter
reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres
til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal
tilbagetage udlændingen.
Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om
fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en
asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater.«
6. I § 30, stk. 1, ændres »3-5« til: »3-5
a«.
7. I § 34 ændres »udvises eller afvises,» til:
»udvises eller afvises, eller om udlændingen skal overføres eller
tilbageføres efter EF-asylkonventionen,».
8. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »afvisning eller
udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25,» til: »afvisning eller
udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller overførsel eller tilbageførsel
efter EF-asylkonventionen,».
9. I § 37, stk. 5, ændres »afvisning eller
udvisning« til: »afvisning eller udvisning eller om overførsel
eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen«.
10. § 48, stk. 2, udgår, og i stedet indsættes:
» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§
7-8, træffer Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse om
overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om
afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i
givet fald udsendelse.
Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles
ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald
er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der
er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse
mod videresendelse til et sådant land.
Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet
EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8, træffer Direktoratet
for Udlændinge afgørelse vedrørende ansøgningen.
§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller
tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer
Direktoratet for Udlændinge snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.
§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor,
kan Direktoratet for Udlændinge uanset reglerne i §§ 48 a-b beslutte, at en
ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 skal behandles her i landet, hvis
udlændingen ønsker dette.
§ 48 d. Direktoratet for Udlændinges afgørelser efter §§ 48 a-c
kan påklages til justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.
§ 48 e. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse om
afvisning eller udvisning og udsendelse, gøres udlændingen bekendt med
adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.«
11. Efter § 58 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 8 a
Forskellige bestemmelser
§ 58 a. Fortrolige oplysninger, der er modtaget fra et andet
EF-lands myndigheder efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun
videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk.
5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens
artikel 15, stk. 1.
Stk. 2. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med
behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er videregivet efter
konventionen.
§ 58 b. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til
gennemførelse af EF-asylkonventionen.
§ 58 c. Justitsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov,
som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige
ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der
har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig
EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.«
§ 2
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.
§ 3
Lovens regler finder anvendelse i alle sager, hvor ansøgningen om
opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 222 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN(SCHENGENKONVENTIONEN M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 30. april 2025. — X mod Maahanmuuttovirasto. EU-domme · 30. april 2025
- Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og straffeloven Retsinformation · 20. maj 2000
- Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 4. juli 2024. — EN mod Udlændingenævnet. EU-domme · 4. juli 2024
- 1997 LSF 59 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN OG STRAFFELOVEN (TIDSUBEGRÆNSET OPHOLDSTILLADELSE, ASYL, FAMILIESAMMENFØRING OG UDVISNING M.V.) Retsinformation · 3. juli 1998
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 10. juni 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. EU-domme · 10. juni 2021