Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 57 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN OMFORDELING AF FOLKEKIRKENS ØKONOMISKE GRUNDLAG

1990/2 BSF 57Beslutningsforslag som fremsatFolketinget12. marts 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om

ændring af lov om folkekirkens økonomi med følgende indhold:

1. Alle udgifter til lønninger og pensioner til præster, provster og

biskopper afholdes af landskirkeskatten.

2. På de årlige finanslove afsættes et beløb svarende til de nuværende

årlige bevillinger til de i punkt 1 nævnte udgifter. Beløbet reguleres med

pristallet og fordeles som bloktilskud, der tildeles stifterne efter en

fordelingsnøgle, der tager udgangspunkt i antallet af kirker, befolkningstal,

aflønningen af præster, provster, biskop og endelig de under folkekirken

administrerede kirkegårde.

Det er en forudsætning, at byrdefordelingen mellem staten og folkekirken

er uændret.

Bemærkninger til forslaget

Efter vedtagelsen af grundloven i 1849 udviklede der sig et økonomisk

uafklaret forhold mellem stat og kirke. Det afspejles i to paragraffer i

grundloven, der vedrører kirken: § 4, der lyder: »Den

evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan

af staten«, og § 68 med følgende ordlyd: »Ingen er pligtig at yde

personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans

egen.«

Oprindelig eksisterede kirken ved indtægterne fra sine egne besiddelser:

gårde med landbrugsjord, skove, klostre, »afladsgaver« fra

samfundets velhavere, herunder kongen, af »brugerbetaling« ved

kirkelige handlinger, af årlige såkaldte ofringer og af tiende.

Da folkekirken efter grundlovens vedtagelse skulle indpasses i det

økonomisk-administrative system udtrykt ved ordene i § 4 om, at folkekirkens

forhold skal ordnes ved lov, blev der diskussion. Bønderne fandt ikke, at

kirken skulle være skatteopkræver nummer to (i kraft af tiendeafgifter), og

de ønskede selvfølgelig heller ikke, at kirken skulle være en selvstændig

økonomisk magtfaktor med store jordbesiddelser. På den anden side ville

Læs alt

kredsen omkring I. C. Christensen gøre kirken selvstændig i forhold til

staten og give kirken egen forfatning, og derfor skulle kirken have lov til

at beholde sine formuer for at have økonomisk grundlag for sin

selvstændighed.

Efterhånden blev de kirkelige afgifter afskaffet, men kirken fik alligevel

lov til at beholde og bestyre sine formuer, herunder de kapitaler, som blev

udbetalt som engangserstatninger for tiendeafgiftens bortfald.

I løbet af nogle årtier blev erstatningerne dog »spist op« af

inflation, og kirken blev et lidt uordnet økonomisk administrativt led i den

statslige administration.

Først i 1978 blev der nedsat et udvalg, der i 1982 afgav en omfattende

redegørelse om folkekirkens økonomi samtidig med, at den første egentlige

systematiske indsamling af budget- og regnskabsoplysninger begyndte, sådan at

man kunne gå i gang med at udarbejde statistik over kirkens økonomi.

I 1984 vedtog Folketinget den nugældende økonomilov, og af den fremgår

det, at folkekirken p.t. har 4 indtægtskilder:

1. Afkast af formue

2. den lokale kirkeskat og

3. landskirkeskatten

Alle tre ovennævnte indtægtskilder er betalt af folkekirkens medlemmer.

Hertil kommer endvidere

4. et statstilskud.

Statstilskuddet dækker 40 pct. af alle præstelønninger og alle

bispeudgifter, og nogle millioner kroner heraf går til de dyreste kirke- og

inventarrestaureringer.

I øjeblikket dækker staten således omkring 13 pct. af folkekirkens

udgifter svarende til et beløb på ca. 440 mio. kr., og det er dette

statstilskud, som SF foreslår omlagt.

Baggrunden er, at diskussionen om folkekirkens økonomi i det forløbne år

er steget i intensitet.

Det er navnlig 2 emner, der er sat til debat:

A. Konsekvenserne for de tyndtbefolkede sogne med mange kirker og deraf

følgende høje kirkeskatteprocenter. Det har medført udmeldelser af

folkekirken begrundet i økonomi, og det har fået mange til at rejse

spørgsmålet ved det hensigtsmæssige i den nuværende fordelingsnøgle.

B. Andre kredse i det danske samfund har fundet det urimeligt, at

mennesker, der har udmeldt sig af folkekirken eller tilhører andre

kirkesamfund, via statskassen bidrager til præsters, provsters og biskoppers

lønninger og pensioner.

Mange enkeltpersoner - også blandt Landsforeningen af

Menighedsrådsmedlemmer og Den Danske Præsteforening - har bidraget positivt

til debatten, og senest har biskop Herluf Eriksen, Århus, konkret påvist, på

hvilken måde man kunne forestille sig, at dette problem blev løst.

Det forekommer indlysende for forslagsstillerne, at det vil være til gavn

for folkekirkens troværdighed, hvis Folketinget skaber grundlag for en mere

tidssvarende fordeling mellem den statslige og folkekirkelige økonomi.

Mange mennesker, der ikke er medlemmer af folkekirken, har udtrykt stor

veneration og forståelse for at værne om og bevare vore mange gamle kirker,

som er en selvfølgelig del af vor kulturelle og historiske arv.

Derfor er det forslagsstillernes opfattelse, at en ordning som den her

skitserede vil imødekomme alle parters syn på en mere retfærdig fordeling i

forholdet mellem stat og kirke.

For at understrege forslagsstillernes ønske om, at samfundet påtager sig

de økonomiske forpligtelser ved at bevare og vedligeholde den danske

folkekirkes bygninger, fastholdes den økonomiske fordeling mellem stat og

kirke på baggrund af finansloven for 1991 med de pristalsreguleringer, det må

medføre.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter