Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission med henblik på at omlægge statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile registrering

2002/1 BSF 115Beslutningsforslag som fremsatFolketinget18. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 18. marts 2003 af Jann Sjursen (KRF),

Bodil Kornbek (KRF), Mogens Nørgård Pedersen (KRF)

og Tove Videbæk (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om nedsættelse af en kommission med henblik på at omlægge

statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile

registrering

Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en

kommission til undersøgelse af mulighederne for at ændre statens økonomiske

støtte til folkekirken, der i øjeblikket hovedsagelig består af

medfinansiering

af præste- og provstelønninger, finansiering af bispelønninger samt udgifter

til pensioner. Støtten ønskes omlagt således, at staten i stedet betaler

folkekirkens udgifter til begravelsesvæsenet samt yder en større støtte til

istandsættelse af kirker m.v., især til de mange kirkebygninger af historisk

og

kulturel værdi. Endvidere skal kommissionen undersøge, hvordan den civile

registrering bedst kan og bør udføres i fremtidens Danmark, og udrede de

eventuelle økonomiske relationer mellem stat og kirke i denne forbindelse.

Bemærkninger til forslaget

Kristeligt Folkeparti er opmærksom på, at regeringens

økonomiudvalg har fået til opgave at udarbejde forslag til en ordning, hvor

statens tilskud til folkekirken skal omlægges til bloktilskud. Dette

udvalgsarbejde har imidlertid et udelukkende økonomisk afsæt og behandler

eksempelvis ikke problemstillingerne i forbindelse med civilregistrering.

Kristeligt Folkeparti finder det derfor nødvendigt at nedsætte en kommission,

der kan skabe klarhed også omkring de i forslaget mere principielle

spørgsmål

i forholdet mellem folkekirken og staten.

Dette beslutningsforslag er en næsten uændret

Læs alt

genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 80 fra folketingsåret 1999-2000,

jf. Folketingstidende, forhandlingerne side 4852 og Till. A side 4984 og

4989.

Baggrund for forslaget

I grundlovens § 68 hedder det: »Ingen er pligtig at yde

personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.« På

baggrund af denne paragraf er der både medlemmer af trossamfund, der står

uden

for folkekirken, og repræsentanter for menneskerettighedsorganisationer, der

kritiserer, at staten med midler fra de almindelige skatte- og afgiftsydelser

betaler en del af lønnen til folkekirkens præster. Men samtidig fastslår

grundlovens § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og

understøttes som sådan af staten.« Det er den almindelige tolkning, at den

understøttelse, som staten er pligtig at yde folkekirken, er af såvel

økonomisk

som anden (moralsk) art. Hvilket omfang den økonomiske støtte skal have, må

bero på lovgivningsmagten. Den økonomiske støtte har gennem en længere

periode

været faldende. Dertil kommer, at folkekirken af egne midler (herunder den

kirkelige ligning) afholder udgifter til en række almene samfundsfunktioner

såsom begravelsesvæsen, personregistrering og vedligeholdelse af historiske

bygninger.

Selv om der kan gives især historisk betingede forklaringer

på statens og folkekirkens indbyrdes økonomiske relationer, finder

forslagsstillerne, at tiden er inde til, at de økonomiske relationer staten

og

folkekirken imellem bliver udformet, så det fremgår, hvad der er folkekirkens

og statens respektive opgaver, således at grundlovens § 4 og § 68 bliver

bedre

udmøntet. En sådan økonomisk præcisering vil være i folkekirkens egen

interesse, fordi det vil fremme folkekirkens selvstændighed i forhold til

statsmagten (Finansministeriet). Da der er tale om komplicerede sammenhænge,

finder forslagsstillerne det nødvendigt med et lovforberedende

kommissionsarbejde.

I betænkning nr. 952, København 1982, afgivet af det af

Kirkeministeriet den 24. februar 1978 nedsatte udvalg, hedder det:

»Folkekirken

udfører en række opgaver, som ret beset ikke er kirkelige, men som pr.

tradition varetages af folkekirken til gavn for hele samfundet. Væsentligst

er

begravelsesvæsenet og personregistreringen, som er nødvendige

samfundsfunktioner. Tilsvarende udføres de mange bekostelige restaureringer

af

vore middelalderkirker i høj grad ud fra en almen samfundsmæssig

kulturhistorisk interesse, udtrykt bl.a. derved, at staten gennem

nationalmuseet stiller særlige krav til disse restaureringers udførelse.

Desuden yder kirken et ikke uvæsentligt tilskud til musiklivet i Danmark, da

folkekirken står som ansvarlig for, at vor kirkemusikalske tradition

videreføres

gennem installering og bevaring af værdifulde orgler i kirkerne og ansættelse

af højt uddannede organister til udførelse af kirkekoncerter. Det er således

en

kendsgerning, at folkekirken aflaster samfundet for ikke helt ubetydelige

beløb

gennem varetagelse af disse funktioner. Nogen nøjagtig værdi af disse er det

ikke muligt at beregne, men på grundlag af oplysninger om størrelsen af disse

udgifter kan det fastslås, at det samlede beløb i 1980 mindst har udgjort 300

mill. kr., fordelt med ca. 240 mill. kr. til begravelsesvæsenet, ca. 30 mill.

kr. til personregistreringen samt ca. 30 mill. kr. til kirkerestaureringer

I

1980 udgjorde statens tilskud på finansloven til folkekirken i alt 250 mill.

kr.« (s. 48).

I

rapporten

Folkekirkens Økonomi, maj 1995, redegøres der for, hvordan statens samlede

udgifter til folkekirken i årene 1988-1995 årligt har udgjort omkring 520

mio.

kr. (s. 60). I årene 1988-1993 har folkekirkens udgifter alene til

begravelsesvæsenet oversteget de samlede statslige tilskud til folkekirken.

Dog

har folkekirkens nettoudgifter til begravelsesvæsenet udvist en faldende

tendens fra 681 mio. kr. i 1988 til 645 mio. kr. i 1993 med mindre udsving de

enkelte år (s. 62).

Sammenfattende hedder det i rapporten: »Udgifterne til

begravelsesvæsenet kan for folkekirken som helhed opgøres til et niveau

omkring

650 mill. kr., mens personregistreringen skønnes at beløbe sig til ca. 118

mill. kr. Herudover kan det på baggrund af stifternes indberetninger om

budgetterede udgifter til restaureringssager, der godkendes i stiftet,

skønnes,

at der årligt anvendes godt 230 mill. kr. til restaurering af kirker og

historisk inventar. Endelig kan de samlede årlige udgifter til de

kirkemusikalske uddannelsesinstitutioner opgøres til ca. 13 mill. kr.

Folkekirken bidrager således direkte eller indirekte til løsningen af

samfundsmæssige opgaver i nær tilknytning til den kirkelige virksomhed. De

samlede udgifter, hvis finansiering indgår som en integreret del af den

samlede

kirkelige økonomi, kan skønnes til knap 1 mia. kr. En del af dette beløb

vedrører folkekirkens udgifter til begravelser og gravstedsvedligeholdelse,

hvoraf en del finansieres ved indbetaling af flerårige gravstedskapitaler,

der

placeres under stiftsmidlerne.« (s. 68-69). Statens årlige tilskud til

kulturbevaring

af kirker og historisk inventar lå i perioden 1988-1994 på knap 20 mio. kr. i

gennemsnit. I de følgende år er der sket et lille fald, så det statslige

tilskud er blevet udhulet.

Selv om det er vanskeligt helt præcis at prissætte

folkekirkens opgaver, tyder alt på, at over en årrække er grundlovens § 4

reelt

blevet til, at folkekirken økonomisk understøtter staten.

Den historiske udvikling

Indtil nyere tid et stykke ind i det 20. århundrede

hvilede folkekirkens økonomi i sig selv, idet dens udgifter til lønning af

præster og funktionærer samt drift af kirker og kirkegårde m.v. helt blev

dækket af egne midler (indtægter af faste ejendomme og kapital, tiender,

grundbyrder o.a.). Denne ordning har det ikke været muligt at opretholde, til

dels på grund af stigninger i de kirkelige udgifter, men vel i lige så høj

grad

på grund af ændrede konjunkturer og dette århundredes lovgivning (lov af 15.

maj 1903 om afløsning af tienden, lov af 28. september 1918 om afløsning af

grundbyrder, lov af 4. oktober 1919 om udstykning af præstegårdsjorder, jf.

for

Sønderjyllands vedkommende lov af 30. juni 1922 og lov af 5. juli 1949). For

folkekirken medførte disse lovændringer, hvor jord og fast ejendom blev

erstattet af pengebeløb, nærmest »økonomisk ruin«, som professor P.G.

Lindhardt

udtrykker det i Den Danske Kirkes Historie bd. 8, København 1966, s. 30. Dels

var de forskellige afløsningssummer urimeligt små, og dels blev de afgørende

forringet af langtidsinflationen. Resultatet af udviklingen er blevet, at kun

en ringe del af de kirkelige udgifter dækkes gennem indtægter af kapitaler og

jorder m.v. Hovedparten må nu dækkes gennem ligning på folkekirkens medlemmer

og statstilskud.

Ligning blev første gang indført ved den kirkelige

lovgivning i 1903 og udbygget fra 1920. Ligningsområdet var i starten det

enkelte kirkesogn, men blev i forbindelse med kommunalreformen og

kildeskattens

indførelse hele kommunen, der typisk omfatter 5-8 sogne. Den i 1913 indførte

lønningslov satte præsterne på fast løn, hvor embederne deltes i klasser med

fast grundløn og forskellige tillæg efter anciennitet og arbejdets omfang.

Ved

lov om udstykning af præstegårdsjorder fra 1919 gennemførtes den store

jordreform, som omsider afskaffede al fæste og reducerede storgodserne. I den

sammenhæng blev også det meste af præstegårdsjorden inddraget. Som en slags

af~savns~er~statning

blev statens tilskud til folkekirken indført. Statstilskuddet har gennem den

sidste menneskealder været konstant faldende. Mens det således i 1966/67

udgjorde 34,5 pct. af folkekirkens samlede udgifter, udgør statens tilskud

p.t.

kun 11,7 pct. af kirkens samlede udgifter. Kirkeskatten betalt af de enkelte

folkekirkemedlemmer er blevet den altdominerende indtægtskilde. Kirkeskatten

er

dels udmøntet i landskirkeskatten primært til dækning af præstelønninger

dels udmøntet til sognets opgaver: kirker, kirkegårde, sognegårde,

præstegårde,

kirkefunktionærer, lokale aktiviteter etc.

Den grundlæggende civilregistrering i Danmark bortset fra

Sønderjylland, hvor civilregistrene også efter genforeningen blev bevaret som

det retslige grundlag for folkeregistreringen (på det punkt er

»Kongeågrænsen«

aldrig blevet slettet) sker ved anmeldelse til folkekirkens

ministerialbøger.

Efter dansk retsopfattelse anses tilførsler til folkekirkens ministerialbøger

om fødsler, navngivelse og dødsfald for gyldigt bevis for, at de tilførte

begivenheder har fundet sted. Attester efter ministerialbøgerne anses derfor

for retsgyldig dokumentation for fødsel, forældreforhold, navn og dødsfald.

Folkekirkens ministerialbøger varetager således civilregistreringen i Danmark

i

henhold til gældende lovgivning. Folkekirkens ministerialbøger er samtidig et

kirkeligt register, hvilket tilsvarende gælder for de anerkendte trossamfunds

ministerialbøger. Vielser, der finder sted i folkekirken (herunder i

folkekirken i Sønderjylland) eller i de anerkendte trossamfund, har borgerlig

retsvirkning, og registrering derom i ministerialbøgerne er retsgyldigt bevis

på stedfundne handlinger. Ved dåb i folkekirken eller i de anerkendte

trossamfund uden for Sønderjylland sker den borgerlige navngivelse ved dåben,

forudsat at navngivelse ikke i forvejen har fundet sted ved anmeldelse.

Kirkebøgerne er offentlige registre over personer, der er

født og døde her i landet (bortset fra de sønderjyske landsdele). Endvidere

indeholder de oplysninger om udførte kirkelige handlinger: dåb, konfirmation,

vielser, begravelser. I fødsels- og dåbsregistrene kan der senere indføjes

oplysninger om ændring af familieretlig stilling m.v., f.eks. om adoption og

navneforandring.

Valgmenighedspræster fører kirkebog over de kirkelige

handlinger, de foretager, efter de regler, der gælder for førelse af

folkekirkens ministerialbøger. De ni anerkendte trossamfunds præster

(reformerte menigheder, Det romersk-katolske trossamfund, Det mosaiske

troessamfund, Det metodistiske trossamfund, Svenska Gustafsförsamlingen i

København, Den ortodokse russiske kirkes menighed i København, St.

Alban’s

English Church i København, Baptistskirken i Danmark samt den norske menighed

ved Kong Haakon kirken i København) har pligt til at føre ministerialbøger i

overensstemmelse med de af ministeriet til enhver tid fastsatte bestemmelser.

Disse er i alt væsentligt de samme, som er gældende for førelsen af

folkekirkens ministerialbøger.

Af hensyn til oprettelsen af det centrale personregister

(CPR), hvis indhold af persondata bl.a. skal tilvejebringes ved

indberetninger

fra ministerialbogsførerne om stedfundne fødselsanmeldelser, blev det ved lov

nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald bestemt, at alle

fødsler, der finder sted her i landet eller om bord i skibe eller

luftfartøjer,

hvis første ankomststed derefter er en dansk havn eller lufthavn, skal

anmeldes

til folkekirkens ministerialbøger. I de sønderjyske landsdele sker

anmeldelsen

som hidtil til det stedlige personregister. Også børn af forældre, der

tilhører

et anerkendt trossamfund, skal herefter registreres i folkekirkens

ministerialbøger, og det påhviler ministerialbogsførerne inden for de

anerkendte

trossamfund straks at videresende modtagne fødselsanmeldelser til

folkekirkens

ministerialbogsfører, bilagt de attester m.v., som er fulgt med anmeldelsen.

Ligeledes skal alle jordemoderanmeldelser straks videresendes til

folkekirkens

ministerialbogsfører.

I folketingsåret 1995-96 behandlede Folketinget et forslag

til folketingsbeslutning fremsat af Enhedslisten om overførsel af

administrative funktioner fra folkekirken m.fl. til de kommunale

folkeregistre,

jf. beslutningsforslag nr. B 95, folketingsåret 1995-96, (se

Folketingstidende,

forhandlingerne side 3798, 5204 og 7156, Till. A side 4217 og Till. B side

1032). Her blev det af et klart flertal (alle partier undtagen SF, FP og EL)

med rette understreget, at den nuværende ordning rummer klare fordele både

for

staten og for folkekirkens medlemmer. Den nuværende ordning er velfungerende,

og for et meget stort flertal af befolkningen ville det betyde en

serviceforringelse, hvis grundregistreringen blev flyttet fra folkekirken til

folkeregistrene, fordi der er langt flere ministerialbogsførende sognepræster

og kirkekontorer, end der er kommunale folkeregisterkontorer. Især i

tyndtbefolkede områder kan rejsen til rådhuset være ganske lang sammenlignet

med turen hen til sognepræst/kirkekontor. Endelig betyder den nuværende

ordning, at flertallet af borgere kun behøver at henvende sig ét sted i

forbindelse med fødsel eller navngivning og i forbindelse med dødsfald.

Overvejelser

Samtidig må det dog understreges, at man af principielle

grunde bør stille det spørgsmål, om det i et samfund med ikke alene

adskillige

kristne frikirker, men også adskillige ikkekristne trossamfund, er rimeligt

og

naturligt, at et trossamfund står for hele den grundlæggende

civilregistrering.

Dertil kommer, at det er unaturligt, at vi har en forskellig

civilregistrering

nord og syd for Kongeåen. Derfor finder Kristeligt Folkeparti, at

kommissionen

bør undersøge og vurdere, på hvilken måde den fremtidige civilregistrering

bedst vil kunne varetages for alle, der bor i Danmark.

Kommissionen bør derfor primært undersøge muligheden for og

konsekvenserne af at fjerne civilregistreringen fra folkekirken og overføre

den

til de kommunale myndigheder. På den måde vil »den sønderjyske model« komme

til

at gælde i hele landet.

Forslagsstillerne er naturligvis vidende om, at den nye

elektroniske kirkebog er under implementering, men denne ændrer ikke ved de

principielle spørgsmål, som forslaget omhandler.

Kommissionen bør undersøge en alternativ løsning i form af

en parallel personregistrering ved en anden myndighed end folkekirken som et

tilbud til de personer, der ikke er medlemmer af folkekirken. Det vil gøre

det

muligt for disse personer at undgå en kontakt med folkekirken, som af nogle

opleves som påtvunget. Samtidig må det beregnes, hvilke nettoudgifter

folkekirken har ved at forestå den overvejende del af civilregistreringen, og

dette beløb bør indregnes i det økonomiske mellemværende mellem kirke og

stat.

Endelig ønsker forslagsstillerne, at kommissionen

kortlægger de økonomiske forhold omkring den nuværende kirkelige

civilregistrering og indregner dem i det økonomiske mellemværende mellem

kirke

og stat.

Kristeligt Folkeparti ønsker ikke med dette forslag at

ændre på det grundlæggende forhold mellem stat og kirke, sådan som det er

formuleret i grundloven. Men ligesom folkekirken i årene 1849-1919 selv

lønnede

sine præster af kirkens egne midler, ønsker partiet, at folkekirken igen skal

gøre det. Det bør efter partiets opfattelse betyde, at Finansministeriet ikke

længere skal afgøre, hvor mange præstestillinger der skal være i folkekirken.

Det skal folkekirken selv, mens Kirkeministeriet som hidtil skal være

ansættende myndighed.

Forslag til kommissionens opgaver:

1. Kommissionen skal udarbejde forslag om, hvem i

folkekirken der skal afgøre, hvor mange præstestillinger der totalt skal

være,

og hvordan de skal fordeles. Sagt anderledes: Hvem skal have den magt, som

finansministeren og biskopperne har i øjeblikket (jf. forslag til finanslov

2003, § 22.21.03. Provster og præster). Kommissionen skal ikke alene

udarbejde

forslag, der omhandler menighedsrådenes, provstiudvalgenes og biskoppernes

kompetence, men skal også have mulighed for at foreslå eventuelle nye organer

f.eks. på stiftsplan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt til at løse det

særlige

problem om antallet af præstestillinger.

2. Kommissionen skal udarbejde konkrete forslag til en

bloktilskudsmodel, så staten efter objektive kriterier finansierer driften af

folkekirkens kirkegårde. Modellen skal sikre, at statens tilskud ikke

udhules,

og at menighedsrådene ikke mister deres kompetence med hensyn til driften af

de

folkekirkelige kirkegårde. Forslaget bør give et menighedsråd mulighed for at

tilbyde en ekstra kirkegårdsservice, som rådet selv skal finansiere. I denne

sammenhæng skal kommissionen også undersøge spørgsmålet om

gravstedslegaternes

anbringelse og eventuelt stille forslag om en omlægning af deres placering.

3. Kommissionen skal derudover udarbejde forslag til, under

hvilke vilkår medlemmer af andre trossamfund/ikkemedlemmer af folkekirken kan

erhverve et gravsted og blive begravet på en folkekirkelig kirkegård

(prisfastsættelse, gravfredens længde, særlige afdelinger til brug for

trossamfund uden for folkekirken, håndtering af anderledes begravelseskultur

i

andre religioner). Hvis staten efter objektive kriterier fuldt ud finansierer

driften af folkekirkens kirkegårde, bør det ikke, set i forhold til medlemmer

af folkekirken, medføre ekstra omkostninger for medlemmer af et andet

trossamfund eller ikkemedlemmer af folkekirken at blive begravet. I denne

sammenhæng bør kommissionen også vurdere gældende lovs muligheder for

etablering af ikkekirkeligt indviede kommunale kirkegårde og gældende lovs

muligheder for trossamfund uden for folkekirken for at få tilladelse til at

etablere egne kirkegårde. Skønner kommissionen, at der er behov for

ændring/udbygning af gældende lov, udarbejdes forslag herom. Det er i denne

sammenhæng vigtigt at notere sig, at den lokale byplanlægning spiller en

vigtig

rolle. Ofte er det lige så meget den eksisterende holdning som lovgivningen,

der hindrer etableringen af kirkegårde for andre trossamfund end folkekirken.

4. Kommissionen skal opstille objektive kriterier for,

hvilke dele af udgifter til restaurering af kirker og kirkeinventar der er

kulturbevaring, og som derfor bør betales af staten. Det statslige tilskud

bør

som hidtil fremgå af finansloven. I den forbindelse er det væsentligt at

fastholde, at folkekirkens bygninger er »sognets«, at de skal vedblive at

være

det, og at deres vedligeholdelse derfor er menighedsrådenes ansvar.

5. Kommissionen bør undersøge og vurdere

om det er teknisk

muligt, at civilregistrering af personer, der ikke er medlemmer af

folkekirken,

kan overføres til anden myndighed, og hvad mellemregningen mellem staten,

folkekirken og en eventuel tredje myndighed i givet fald vil blive,

muligheden for og

konsekvenserne af at fjerne civilregistreringen fra folkekirken og overføre

den

til de kommunale myndigheder og

hvor meget

nettoudgifterne skønnes at være for folkekirkens personregistrering, som den

finder sted i øjeblikket. Det bør kunne skønnes efter nogle objektive

kriterier

ud fra den forudsætning, at folkekirken, hvis grundregistreringen fandt sted

i

folkeregistrene, fortsat havde behov for at have en registrering af sine

medlemmer og af de kirkelige handlinger.

Forslag til kommissionens sammensætning:

Formanden udpeges af kirkeministeren. Derudover skal

kommissionen både rumme direkte faglig ekspertise på områderne (en

repræsentant

(jurist) fra Kirkeministeriet, ligesom ministeriet er sekretariat for

kommissionen, en kirkeretskyndig, der ikke kommer fra Kirkeministeriet, en

menneskerettighedskyndig/forfatningsretskyndig, en stiftsjurist og en

stiftskasserer fra en stiftsøvrighed, en repræsentant fra

Indenrigsministeriet

(registreringsansvarligt ressortministerium), en repræsentant for Kommunernes

Landsforening, en repræsentant for Nationalmuseet (eller anden historisk

ekspertise)) og fyldig repræsentation fra Landsforeningen af

Menighedsrådsmedlemmer, ligesom biskopperne, Provsteforeningen,

Præsteforeningen og provstiudvalgene bør være repræsenteret. Desuden bør der

være repræsentanter for »de fra folkekirken afvigende trossamfund«, jf.

grundlovens § 69.

Det bør endvidere overvejes, om de folkekirkelige retninger

skal have hver en repræsentant (Kirkeligt Samfund, Kirkeligt Centrum og Indre

Mission), samt om der skal være en repræsentant fra valg- og frimenighederne.

Den endelige sammensætning af kommissionen bør drøftes mellem regeringen og

de

partier, der støtter forslaget.

Skriftlig fremsættelse

Jann Sjursen

(KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission med henblik på at

omlægge

statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile

registrering.

(Beslutningsforslag nr. B 115).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter