Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission med henblik på at omlægge statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile registrering
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 18. marts 2003 af Jann Sjursen (KRF),
Bodil Kornbek (KRF), Mogens Nørgård Pedersen (KRF)
og Tove Videbæk (KRF)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en kommission med henblik på at omlægge
statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile
registrering
Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en
kommission til undersøgelse af mulighederne for at ændre statens økonomiske
støtte til folkekirken, der i øjeblikket hovedsagelig består af
medfinansiering
af præste- og provstelønninger, finansiering af bispelønninger samt udgifter
til pensioner. Støtten ønskes omlagt således, at staten i stedet betaler
folkekirkens udgifter til begravelsesvæsenet samt yder en større støtte til
istandsættelse af kirker m.v., især til de mange kirkebygninger af historisk
og
kulturel værdi. Endvidere skal kommissionen undersøge, hvordan den civile
registrering bedst kan og bør udføres i fremtidens Danmark, og udrede de
eventuelle økonomiske relationer mellem stat og kirke i denne forbindelse.
Bemærkninger til forslaget
Kristeligt Folkeparti er opmærksom på, at regeringens
økonomiudvalg har fået til opgave at udarbejde forslag til en ordning, hvor
statens tilskud til folkekirken skal omlægges til bloktilskud. Dette
udvalgsarbejde har imidlertid et udelukkende økonomisk afsæt og behandler
eksempelvis ikke problemstillingerne i forbindelse med civilregistrering.
Kristeligt Folkeparti finder det derfor nødvendigt at nedsætte en kommission,
der kan skabe klarhed også omkring de i forslaget mere principielle
spørgsmål
i forholdet mellem folkekirken og staten.
Dette beslutningsforslag er en næsten uændret
Læs alt
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 80 fra folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingstidende, forhandlingerne side 4852 og Till. A side 4984 og
4989.
Baggrund for forslaget
I grundlovens § 68 hedder det: »Ingen er pligtig at yde
personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.« På
baggrund af denne paragraf er der både medlemmer af trossamfund, der står
uden
for folkekirken, og repræsentanter for menneskerettighedsorganisationer, der
kritiserer, at staten med midler fra de almindelige skatte- og afgiftsydelser
betaler en del af lønnen til folkekirkens præster. Men samtidig fastslår
grundlovens § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og
understøttes som sådan af staten.« Det er den almindelige tolkning, at den
understøttelse, som staten er pligtig at yde folkekirken, er af såvel
økonomisk
som anden (moralsk) art. Hvilket omfang den økonomiske støtte skal have, må
bero på lovgivningsmagten. Den økonomiske støtte har gennem en længere
periode
været faldende. Dertil kommer, at folkekirken af egne midler (herunder den
kirkelige ligning) afholder udgifter til en række almene samfundsfunktioner
såsom begravelsesvæsen, personregistrering og vedligeholdelse af historiske
bygninger.
Selv om der kan gives især historisk betingede forklaringer
på statens og folkekirkens indbyrdes økonomiske relationer, finder
forslagsstillerne, at tiden er inde til, at de økonomiske relationer staten
og
folkekirken imellem bliver udformet, så det fremgår, hvad der er folkekirkens
og statens respektive opgaver, således at grundlovens § 4 og § 68 bliver
bedre
udmøntet. En sådan økonomisk præcisering vil være i folkekirkens egen
interesse, fordi det vil fremme folkekirkens selvstændighed i forhold til
statsmagten (Finansministeriet). Da der er tale om komplicerede sammenhænge,
finder forslagsstillerne det nødvendigt med et lovforberedende
kommissionsarbejde.
I betænkning nr. 952, København 1982, afgivet af det af
Kirkeministeriet den 24. februar 1978 nedsatte udvalg, hedder det:
»Folkekirken
udfører en række opgaver, som ret beset ikke er kirkelige, men som pr.
tradition varetages af folkekirken til gavn for hele samfundet. Væsentligst
er
begravelsesvæsenet og personregistreringen, som er nødvendige
samfundsfunktioner. Tilsvarende udføres de mange bekostelige restaureringer
af
vore middelalderkirker i høj grad ud fra en almen samfundsmæssig
kulturhistorisk interesse, udtrykt bl.a. derved, at staten gennem
nationalmuseet stiller særlige krav til disse restaureringers udførelse.
Desuden yder kirken et ikke uvæsentligt tilskud til musiklivet i Danmark, da
folkekirken står som ansvarlig for, at vor kirkemusikalske tradition
videreføres
gennem installering og bevaring af værdifulde orgler i kirkerne og ansættelse
af højt uddannede organister til udførelse af kirkekoncerter. Det er således
en
kendsgerning, at folkekirken aflaster samfundet for ikke helt ubetydelige
beløb
gennem varetagelse af disse funktioner. Nogen nøjagtig værdi af disse er det
ikke muligt at beregne, men på grundlag af oplysninger om størrelsen af disse
udgifter kan det fastslås, at det samlede beløb i 1980 mindst har udgjort 300
mill. kr., fordelt med ca. 240 mill. kr. til begravelsesvæsenet, ca. 30 mill.
kr. til personregistreringen samt ca. 30 mill. kr. til kirkerestaureringer
I
1980 udgjorde statens tilskud på finansloven til folkekirken i alt 250 mill.
kr.« (s. 48).
I
rapporten
Folkekirkens Økonomi, maj 1995, redegøres der for, hvordan statens samlede
udgifter til folkekirken i årene 1988-1995 årligt har udgjort omkring 520
mio.
kr. (s. 60). I årene 1988-1993 har folkekirkens udgifter alene til
begravelsesvæsenet oversteget de samlede statslige tilskud til folkekirken.
Dog
har folkekirkens nettoudgifter til begravelsesvæsenet udvist en faldende
tendens fra 681 mio. kr. i 1988 til 645 mio. kr. i 1993 med mindre udsving de
enkelte år (s. 62).
Sammenfattende hedder det i rapporten: »Udgifterne til
begravelsesvæsenet kan for folkekirken som helhed opgøres til et niveau
omkring
650 mill. kr., mens personregistreringen skønnes at beløbe sig til ca. 118
mill. kr. Herudover kan det på baggrund af stifternes indberetninger om
budgetterede udgifter til restaureringssager, der godkendes i stiftet,
skønnes,
at der årligt anvendes godt 230 mill. kr. til restaurering af kirker og
historisk inventar. Endelig kan de samlede årlige udgifter til de
kirkemusikalske uddannelsesinstitutioner opgøres til ca. 13 mill. kr.
Folkekirken bidrager således direkte eller indirekte til løsningen af
samfundsmæssige opgaver i nær tilknytning til den kirkelige virksomhed. De
samlede udgifter, hvis finansiering indgår som en integreret del af den
samlede
kirkelige økonomi, kan skønnes til knap 1 mia. kr. En del af dette beløb
vedrører folkekirkens udgifter til begravelser og gravstedsvedligeholdelse,
hvoraf en del finansieres ved indbetaling af flerårige gravstedskapitaler,
der
placeres under stiftsmidlerne.« (s. 68-69). Statens årlige tilskud til
kulturbevaring
af kirker og historisk inventar lå i perioden 1988-1994 på knap 20 mio. kr. i
gennemsnit. I de følgende år er der sket et lille fald, så det statslige
tilskud er blevet udhulet.
Selv om det er vanskeligt helt præcis at prissætte
folkekirkens opgaver, tyder alt på, at over en årrække er grundlovens § 4
reelt
blevet til, at folkekirken økonomisk understøtter staten.
Den historiske udvikling
Indtil nyere tid et stykke ind i det 20. århundrede
hvilede folkekirkens økonomi i sig selv, idet dens udgifter til lønning af
præster og funktionærer samt drift af kirker og kirkegårde m.v. helt blev
dækket af egne midler (indtægter af faste ejendomme og kapital, tiender,
grundbyrder o.a.). Denne ordning har det ikke været muligt at opretholde, til
dels på grund af stigninger i de kirkelige udgifter, men vel i lige så høj
grad
på grund af ændrede konjunkturer og dette århundredes lovgivning (lov af 15.
maj 1903 om afløsning af tienden, lov af 28. september 1918 om afløsning af
grundbyrder, lov af 4. oktober 1919 om udstykning af præstegårdsjorder, jf.
for
Sønderjyllands vedkommende lov af 30. juni 1922 og lov af 5. juli 1949). For
folkekirken medførte disse lovændringer, hvor jord og fast ejendom blev
erstattet af pengebeløb, nærmest »økonomisk ruin«, som professor P.G.
Lindhardt
udtrykker det i Den Danske Kirkes Historie bd. 8, København 1966, s. 30. Dels
var de forskellige afløsningssummer urimeligt små, og dels blev de afgørende
forringet af langtidsinflationen. Resultatet af udviklingen er blevet, at kun
en ringe del af de kirkelige udgifter dækkes gennem indtægter af kapitaler og
jorder m.v. Hovedparten må nu dækkes gennem ligning på folkekirkens medlemmer
og statstilskud.
Ligning blev første gang indført ved den kirkelige
lovgivning i 1903 og udbygget fra 1920. Ligningsområdet var i starten det
enkelte kirkesogn, men blev i forbindelse med kommunalreformen og
kildeskattens
indførelse hele kommunen, der typisk omfatter 5-8 sogne. Den i 1913 indførte
lønningslov satte præsterne på fast løn, hvor embederne deltes i klasser med
fast grundløn og forskellige tillæg efter anciennitet og arbejdets omfang.
Ved
lov om udstykning af præstegårdsjorder fra 1919 gennemførtes den store
jordreform, som omsider afskaffede al fæste og reducerede storgodserne. I den
sammenhæng blev også det meste af præstegårdsjorden inddraget. Som en slags
af~savns~er~statning
blev statens tilskud til folkekirken indført. Statstilskuddet har gennem den
sidste menneskealder været konstant faldende. Mens det således i 1966/67
udgjorde 34,5 pct. af folkekirkens samlede udgifter, udgør statens tilskud
p.t.
kun 11,7 pct. af kirkens samlede udgifter. Kirkeskatten betalt af de enkelte
folkekirkemedlemmer er blevet den altdominerende indtægtskilde. Kirkeskatten
er
dels udmøntet i landskirkeskatten primært til dækning af præstelønninger
dels udmøntet til sognets opgaver: kirker, kirkegårde, sognegårde,
præstegårde,
kirkefunktionærer, lokale aktiviteter etc.
Den grundlæggende civilregistrering i Danmark bortset fra
Sønderjylland, hvor civilregistrene også efter genforeningen blev bevaret som
det retslige grundlag for folkeregistreringen (på det punkt er
»Kongeågrænsen«
aldrig blevet slettet) sker ved anmeldelse til folkekirkens
ministerialbøger.
Efter dansk retsopfattelse anses tilførsler til folkekirkens ministerialbøger
om fødsler, navngivelse og dødsfald for gyldigt bevis for, at de tilførte
begivenheder har fundet sted. Attester efter ministerialbøgerne anses derfor
for retsgyldig dokumentation for fødsel, forældreforhold, navn og dødsfald.
Folkekirkens ministerialbøger varetager således civilregistreringen i Danmark
i
henhold til gældende lovgivning. Folkekirkens ministerialbøger er samtidig et
kirkeligt register, hvilket tilsvarende gælder for de anerkendte trossamfunds
ministerialbøger. Vielser, der finder sted i folkekirken (herunder i
folkekirken i Sønderjylland) eller i de anerkendte trossamfund, har borgerlig
retsvirkning, og registrering derom i ministerialbøgerne er retsgyldigt bevis
på stedfundne handlinger. Ved dåb i folkekirken eller i de anerkendte
trossamfund uden for Sønderjylland sker den borgerlige navngivelse ved dåben,
forudsat at navngivelse ikke i forvejen har fundet sted ved anmeldelse.
Kirkebøgerne er offentlige registre over personer, der er
født og døde her i landet (bortset fra de sønderjyske landsdele). Endvidere
indeholder de oplysninger om udførte kirkelige handlinger: dåb, konfirmation,
vielser, begravelser. I fødsels- og dåbsregistrene kan der senere indføjes
oplysninger om ændring af familieretlig stilling m.v., f.eks. om adoption og
navneforandring.
Valgmenighedspræster fører kirkebog over de kirkelige
handlinger, de foretager, efter de regler, der gælder for førelse af
folkekirkens ministerialbøger. De ni anerkendte trossamfunds præster
(reformerte menigheder, Det romersk-katolske trossamfund, Det mosaiske
troessamfund, Det metodistiske trossamfund, Svenska Gustafsförsamlingen i
København, Den ortodokse russiske kirkes menighed i København, St.
Alban’s
English Church i København, Baptistskirken i Danmark samt den norske menighed
ved Kong Haakon kirken i København) har pligt til at føre ministerialbøger i
overensstemmelse med de af ministeriet til enhver tid fastsatte bestemmelser.
Disse er i alt væsentligt de samme, som er gældende for førelsen af
folkekirkens ministerialbøger.
Af hensyn til oprettelsen af det centrale personregister
(CPR), hvis indhold af persondata bl.a. skal tilvejebringes ved
indberetninger
fra ministerialbogsførerne om stedfundne fødselsanmeldelser, blev det ved lov
nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald bestemt, at alle
fødsler, der finder sted her i landet eller om bord i skibe eller
luftfartøjer,
hvis første ankomststed derefter er en dansk havn eller lufthavn, skal
anmeldes
til folkekirkens ministerialbøger. I de sønderjyske landsdele sker
anmeldelsen
som hidtil til det stedlige personregister. Også børn af forældre, der
tilhører
et anerkendt trossamfund, skal herefter registreres i folkekirkens
ministerialbøger, og det påhviler ministerialbogsførerne inden for de
anerkendte
trossamfund straks at videresende modtagne fødselsanmeldelser til
folkekirkens
ministerialbogsfører, bilagt de attester m.v., som er fulgt med anmeldelsen.
Ligeledes skal alle jordemoderanmeldelser straks videresendes til
folkekirkens
ministerialbogsfører.
I folketingsåret 1995-96 behandlede Folketinget et forslag
til folketingsbeslutning fremsat af Enhedslisten om overførsel af
administrative funktioner fra folkekirken m.fl. til de kommunale
folkeregistre,
jf. beslutningsforslag nr. B 95, folketingsåret 1995-96, (se
Folketingstidende,
forhandlingerne side 3798, 5204 og 7156, Till. A side 4217 og Till. B side
1032). Her blev det af et klart flertal (alle partier undtagen SF, FP og EL)
med rette understreget, at den nuværende ordning rummer klare fordele både
for
staten og for folkekirkens medlemmer. Den nuværende ordning er velfungerende,
og for et meget stort flertal af befolkningen ville det betyde en
serviceforringelse, hvis grundregistreringen blev flyttet fra folkekirken til
folkeregistrene, fordi der er langt flere ministerialbogsførende sognepræster
og kirkekontorer, end der er kommunale folkeregisterkontorer. Især i
tyndtbefolkede områder kan rejsen til rådhuset være ganske lang sammenlignet
med turen hen til sognepræst/kirkekontor. Endelig betyder den nuværende
ordning, at flertallet af borgere kun behøver at henvende sig ét sted i
forbindelse med fødsel eller navngivning og i forbindelse med dødsfald.
Overvejelser
Samtidig må det dog understreges, at man af principielle
grunde bør stille det spørgsmål, om det i et samfund med ikke alene
adskillige
kristne frikirker, men også adskillige ikkekristne trossamfund, er rimeligt
og
naturligt, at et trossamfund står for hele den grundlæggende
civilregistrering.
Dertil kommer, at det er unaturligt, at vi har en forskellig
civilregistrering
nord og syd for Kongeåen. Derfor finder Kristeligt Folkeparti, at
kommissionen
bør undersøge og vurdere, på hvilken måde den fremtidige civilregistrering
bedst vil kunne varetages for alle, der bor i Danmark.
Kommissionen bør derfor primært undersøge muligheden for og
konsekvenserne af at fjerne civilregistreringen fra folkekirken og overføre
den
til de kommunale myndigheder. På den måde vil »den sønderjyske model« komme
til
at gælde i hele landet.
Forslagsstillerne er naturligvis vidende om, at den nye
elektroniske kirkebog er under implementering, men denne ændrer ikke ved de
principielle spørgsmål, som forslaget omhandler.
Kommissionen bør undersøge en alternativ løsning i form af
en parallel personregistrering ved en anden myndighed end folkekirken som et
tilbud til de personer, der ikke er medlemmer af folkekirken. Det vil gøre
det
muligt for disse personer at undgå en kontakt med folkekirken, som af nogle
opleves som påtvunget. Samtidig må det beregnes, hvilke nettoudgifter
folkekirken har ved at forestå den overvejende del af civilregistreringen, og
dette beløb bør indregnes i det økonomiske mellemværende mellem kirke og
stat.
Endelig ønsker forslagsstillerne, at kommissionen
kortlægger de økonomiske forhold omkring den nuværende kirkelige
civilregistrering og indregner dem i det økonomiske mellemværende mellem
kirke
og stat.
Kristeligt Folkeparti ønsker ikke med dette forslag at
ændre på det grundlæggende forhold mellem stat og kirke, sådan som det er
formuleret i grundloven. Men ligesom folkekirken i årene 1849-1919 selv
lønnede
sine præster af kirkens egne midler, ønsker partiet, at folkekirken igen skal
gøre det. Det bør efter partiets opfattelse betyde, at Finansministeriet ikke
længere skal afgøre, hvor mange præstestillinger der skal være i folkekirken.
Det skal folkekirken selv, mens Kirkeministeriet som hidtil skal være
ansættende myndighed.
Forslag til kommissionens opgaver:
1. Kommissionen skal udarbejde forslag om, hvem i
folkekirken der skal afgøre, hvor mange præstestillinger der totalt skal
være,
og hvordan de skal fordeles. Sagt anderledes: Hvem skal have den magt, som
finansministeren og biskopperne har i øjeblikket (jf. forslag til finanslov
2003, § 22.21.03. Provster og præster). Kommissionen skal ikke alene
udarbejde
forslag, der omhandler menighedsrådenes, provstiudvalgenes og biskoppernes
kompetence, men skal også have mulighed for at foreslå eventuelle nye organer
f.eks. på stiftsplan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt til at løse det
særlige
problem om antallet af præstestillinger.
2. Kommissionen skal udarbejde konkrete forslag til en
bloktilskudsmodel, så staten efter objektive kriterier finansierer driften af
folkekirkens kirkegårde. Modellen skal sikre, at statens tilskud ikke
udhules,
og at menighedsrådene ikke mister deres kompetence med hensyn til driften af
de
folkekirkelige kirkegårde. Forslaget bør give et menighedsråd mulighed for at
tilbyde en ekstra kirkegårdsservice, som rådet selv skal finansiere. I denne
sammenhæng skal kommissionen også undersøge spørgsmålet om
gravstedslegaternes
anbringelse og eventuelt stille forslag om en omlægning af deres placering.
3. Kommissionen skal derudover udarbejde forslag til, under
hvilke vilkår medlemmer af andre trossamfund/ikkemedlemmer af folkekirken kan
erhverve et gravsted og blive begravet på en folkekirkelig kirkegård
(prisfastsættelse, gravfredens længde, særlige afdelinger til brug for
trossamfund uden for folkekirken, håndtering af anderledes begravelseskultur
i
andre religioner). Hvis staten efter objektive kriterier fuldt ud finansierer
driften af folkekirkens kirkegårde, bør det ikke, set i forhold til medlemmer
af folkekirken, medføre ekstra omkostninger for medlemmer af et andet
trossamfund eller ikkemedlemmer af folkekirken at blive begravet. I denne
sammenhæng bør kommissionen også vurdere gældende lovs muligheder for
etablering af ikkekirkeligt indviede kommunale kirkegårde og gældende lovs
muligheder for trossamfund uden for folkekirken for at få tilladelse til at
etablere egne kirkegårde. Skønner kommissionen, at der er behov for
ændring/udbygning af gældende lov, udarbejdes forslag herom. Det er i denne
sammenhæng vigtigt at notere sig, at den lokale byplanlægning spiller en
vigtig
rolle. Ofte er det lige så meget den eksisterende holdning som lovgivningen,
der hindrer etableringen af kirkegårde for andre trossamfund end folkekirken.
4. Kommissionen skal opstille objektive kriterier for,
hvilke dele af udgifter til restaurering af kirker og kirkeinventar der er
kulturbevaring, og som derfor bør betales af staten. Det statslige tilskud
bør
som hidtil fremgå af finansloven. I den forbindelse er det væsentligt at
fastholde, at folkekirkens bygninger er »sognets«, at de skal vedblive at
være
det, og at deres vedligeholdelse derfor er menighedsrådenes ansvar.
5. Kommissionen bør undersøge og vurdere
om det er teknisk
muligt, at civilregistrering af personer, der ikke er medlemmer af
folkekirken,
kan overføres til anden myndighed, og hvad mellemregningen mellem staten,
folkekirken og en eventuel tredje myndighed i givet fald vil blive,
muligheden for og
konsekvenserne af at fjerne civilregistreringen fra folkekirken og overføre
den
til de kommunale myndigheder og
hvor meget
nettoudgifterne skønnes at være for folkekirkens personregistrering, som den
finder sted i øjeblikket. Det bør kunne skønnes efter nogle objektive
kriterier
ud fra den forudsætning, at folkekirken, hvis grundregistreringen fandt sted
i
folkeregistrene, fortsat havde behov for at have en registrering af sine
medlemmer og af de kirkelige handlinger.
Forslag til kommissionens sammensætning:
Formanden udpeges af kirkeministeren. Derudover skal
kommissionen både rumme direkte faglig ekspertise på områderne (en
repræsentant
(jurist) fra Kirkeministeriet, ligesom ministeriet er sekretariat for
kommissionen, en kirkeretskyndig, der ikke kommer fra Kirkeministeriet, en
menneskerettighedskyndig/forfatningsretskyndig, en stiftsjurist og en
stiftskasserer fra en stiftsøvrighed, en repræsentant fra
Indenrigsministeriet
(registreringsansvarligt ressortministerium), en repræsentant for Kommunernes
Landsforening, en repræsentant for Nationalmuseet (eller anden historisk
ekspertise)) og fyldig repræsentation fra Landsforeningen af
Menighedsrådsmedlemmer, ligesom biskopperne, Provsteforeningen,
Præsteforeningen og provstiudvalgene bør være repræsenteret. Desuden bør der
være repræsentanter for »de fra folkekirken afvigende trossamfund«, jf.
grundlovens § 69.
Det bør endvidere overvejes, om de folkekirkelige retninger
skal have hver en repræsentant (Kirkeligt Samfund, Kirkeligt Centrum og Indre
Mission), samt om der skal være en repræsentant fra valg- og frimenighederne.
Den endelige sammensætning af kommissionen bør drøftes mellem regeringen og
de
partier, der støtter forslaget.
Skriftlig fremsættelse
Jann Sjursen
(KRF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission med henblik på at
omlægge
statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile
registrering.
(Beslutningsforslag nr. B 115).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om at overføre den civile registrering fra folkekirken til kommunerne Retsinformation · 27. oktober 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission med henblik på at omlægge statens økonomiske støtte til folkekirken og undersøge den civile registrering Retsinformation · 30. maj 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et »førkommissionsudvalg« vedrørende folkekirkens fremtidige forhold til staten Retsinformation · 23. maj 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et »førkommissionsudvalg« vedrørende folkekirkens fremtidige forhold til staten m.v. Retsinformation · 30. oktober 2003
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et »førkommissionsudvalg« vedrørende folkekirkens fremtidige forhold til staten m.v. Retsinformation · 12. maj 2004
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 19. september 2002