Spring til indhold

Retsinformation

1991 BSF 79 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VALGFRIHED I DEN OFFENTLIGE SEKTOR

1991/1 BSF 79Beslutningsforslag som fremsatFolketinget25. marts 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde lovforslag, der sikrer,

at borgerne får størst mulig valgfrihed mellem de forskellige

serviceydelser og serviceinstitutioner, som lovgivningen pålægger

staten og kommunerne at stille til rådighed.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund for forslaget

Socialdemokratiet har for nylig startet en debat om borgernes

rettigheder. Socialdemokratiets forslag indeholder visse gode elementer, men

hovedformålet med forslagene er tydeligvis at fastholde eller udbygge den

offentlige sektors størrelse uden reelle fordele for borgerne. Nok får

borgerne nogle rettigheder som følge af den socialdemokratiske tankegang, men

borgerne mister samtidig betydelige rettigheder i form af ekstra

skattebetaling og forøget klapjagt på borgernes penge. Med den enorme

gældsætning, den offentlige sektor har præsteret de seneste år (520 mia. kr.

alene for statens vedkommende), og med det fortsat verdensrekordhøje

skatteniveau må og skal den offentlige sektor gøres meget mindre.

Fremskridtspartiet ønsker derfor med nærværende beslutningsforslag at give

bud på, hvordan det er muligt både at forøge borgernes rettigheder og at

reducere den offentlige sektor.

I nærværende beslutningsforslag ønskes borgernes ret til selv at vælge

blandt de forskellige offentlige serviceydelser slået fast. På mellemlangt og

længere sigt kan en øget valgfrihed for brugerne i det offentlige system

betyde en beskæring af den offentlige sektor uden serviceforringelser for

borgerne til følge. Dermed kan dette beslutningsforslag give endnu et

Fremskridtsbidrag til, hvordan vi på en og samme tid både kan få et samfund

med en høj servicestatus og et samfund med en betydelig mindre offentlig

sektor - og dermed også økonomisk plads til skattelettelser og gældsafdrag.

Fremskridtspartiet ønsker, at borgernes valgfrihed mellem offentlige

serviceydelser og institutioner fastlægges ved lov som et fasttømret princip

i fremtidig lovgivning. De enkelte ministerier og andre offentlige

Læs alt

institutioner skal forpligtes ved lov til at fremme borgernes valgfrihed og

valgmuligheder inden for områder, hvor alle har et krav på service fra det

offentlige.

Beslutningsforslaget har til formål at sikre, at de velfærdsværdier, der

findes i det danske velfærdssamfund (hvilket ikke er det samme som

velfærdsstaten!), kan blive yderligere udbygget i forbindelse med, at det i

langt højere grad bliver brugerne - dvs. borgerne - der selv foretager de

nødvendige og afgørende beslutninger om velfærd og dermed brugen af

serviceydelserne. Dertil kommer en ikke uvæsentlig effekt som følge af

borgernes kritiske valg og måske ikke mindst fravalg. Ineffektiv, umoderne og

sløv offentlig virksomhed ville bukke under for moderne, effektiv og

kundeorienteret service.

For at sikre, at det er borgerne og ikke staten, der står i centrum i

forbindelse med udbudet og brugen af de offentligt leverede serviceydelser,

er det nødvendigt at få gennemført en kraftig decentralisering af den

offentlige sektor. I stedet for at folketingspolitikere, embedsmandsudvalg

eller særlige kommissioner definerer, hvad der er godt for befolkningen,

ønsker Fremskridtspartiet at overgive denne magt til den enkelte borgers egen

valgfrihed.

Formålet med den offentlige service er tosidig: der skal opfyldes nogle

kollektive hensyn/behov, men samtidig skal der også tages hensyn til

borgernes individuelle behov. Netop på grund af det første hensyn sammenkædet

med den deraf følgende tvungne kollektive finansiering er der tale om

offentlige opgaver, der varetages gennem det politiske system. Men

sideløbende er der de individuelle behov, der skal dækkes igennem de

selvsamme politiske beslutningsprocesser og offentlige institutioner.

De individuelle behov sikres langt bedre under markedsmæssige forhold,

hvor tilbudene i videst muligt omfang kan tilpasses borgernes individuelle

behov. Man skal naturligvis være opmærksom på, at selve omfanget af

ydelserne, det offentlige skal levere, besluttes af politikerne, mens

forbruget og dermed behovet vælges af de enkelte borgere.

Den enkelte borger vælger også, hvilken leverandør/institution han ønsker

at benytte. En naturlig følge af dette er en nødvendig og omfattende

decentralisering af det offentlige system, således at kundetilpasning og

udvidelser eller indskrænkninger kan gå hurtigt og dynamisk.

Den politiske detailregulering af den offentlige sektor er jo netop

kendetegnet ved at være utrolig langsommelig og altid resulterende i

standarder, der er fællesgyldige. Det giver alt andet lige mulighed for

betydeligt ressourcespild og utilfredshed hos brugerne, som ikke føler, at

det politisk normbestemte udbud tilfredsstiller brugerens konkrete behov.

Decentraliseringen fremmes ved at give større og mere direkte valgfrihed

til de enkelte borgere, der frit skal kunne vælge mellem de forskellige

serviceydelser og serviceinstitutioner, der findes i offentligt regi.

Som det er i øjeblikket, er det væsentligste problem i den offentlige

sektor, at det offentlige ikke indretter sig efter borgernes ønsker, men

efter deres handlinger. Politikere og embedsmænd i det offentlige system er

som oftest modstandere af at føre magten og beslutningerne nedad i det

politiske system. Funktioner er i en begrænset udstrækning blevet ført ned i

systemet i de senere år, men kontrollen og beslutningsansvaret er blevet hos

de oprindelige myndigheder. Derved er det eksisterende bureaukrati blevet

fastholdt og i mange tilfælde yderligere udbygget. Administrationen bliver

ikke aflastet, og de lokale initiativer er hidtil blevet hæmmet af det

bureaukratiske system, hvor ansøgninger og bekendtgørelser hober sig op.

Kernen i ægte decentralisering er, at både myndighed, initiativret,

finansieringsansvar og kontrolansvar flyttes ned i systemet til det lavest

mulige niveau.

Det betyder selvfølgelig, at politikere og embedsmænd mister magt - det er

ingen hemmelighed - og spørgsmålet er derfor dybest set, om politikerne har

mod til at slippe friheden løs.

Servicen, fleksibiliteten og kvaliteten af de offentlige serviceydelser

vil uden tvivl stige som en følge af de markedsmekanismer, hvor forbrugere,

der vælger mellem flere alternativer, vil vælge det bedste til den laveste

omkostning, hvad enten den er »gratis« eller brugerbetalt. Der

slippes hermed en tiger løs i det offentlige system, som meget vel kan betyde

en revolution af måden, den offentlige sektor virker på. De offentlige

institutioner vil hermed også i længden være tjent med, at der indføres

konkurrencelignende vilkår i den offentlige sektor, når incitamentet til at

levere bedre og hurtigere service fremmes.

Samtidig er det hævet over enhver tvivl, at hvis dette beslutningsforslags

intentioner føres ud i livet, vil der blive tale om mulighed for dels store

besparelser i de offentlige institutionsomkostninger og dels samtidig

mulighed for en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i systemet,

igen til fremme af kvaliteten, der tilbydes borgerne. Dybest set kan ingen

vel være imod en sådan opstramning af den offentlige sektor. Hvorfor ikke

sikre, at alle ressourcer udnyttes optimalt?

Fordelene for borgerne er indlysende. For det første bliver det

gennemsnitlige serviceniveau i den offentlige sektor forbedret som helhed,

hvilket naturligvis også smitter af på brugerne af systemet. For det andet

får borgerne selv den afgørende bestemmelse over, hvordan de individuelle

behov opfyldes af de offentligt leverede ydelser. Med andre ord gives de

menneskelige rettigheder tilbage til borgerne, der ikke længere er underlagt

de offentlige myndigheders tilfældige og formynderiske behandling af

borgerne. Staten og det offentlige vil dermed være på vej tilbage til det

udgangspunkt, hvor den er skabt til hjælp og som middel for borgerne, og ikke

som det i en lang årrække har været: at borgerne er midler i det offentliges

tilfældige forvaltning.

Især inden for uddannelsessystemet, børnepasningen, ældreforsorgen og

sundhedsvæsenet er der umiddelbart udstrakt mulighed for at liberalisere

adgangen til frit institutionsvalg.

Uddannelsessektoren

Det danske skolesystem har i de sidste ti år gennemgået en mængde forsøg

og eksperimenter af pædagogisk art. Uddannelsessektoren er i samme periode

blevet mere og mere statsstyret, og dermed er de enkelte skolers indflydelse

faldet væsentligt. Samtidig er elevernes og forældrenes indflydelse blevet

minimeret. Selv om der for folkeskolen er indført skolebestyrelser og andre

småjusteringer, er det stadig den offentlige sektor, som meget stramt

definerer, hvilken boldbane der spilles på. For stort set resten af

uddannelsessektoren diskutere man overhovedet ikke kundernes (elevernes og de

studerendes) ønsker og behov.

En udbredt opfattelse blandt brugerne af det danske uddannelsessystem er,

at de fleste ændringer i stedet for at føre læreanstalten ud til brugerne har

betydet, at uddannelsessystemet har fjernet sig mere og mere fra brugernes

ønsker, og at niveauet er for lavt. Det er ikke formålstjenligt, at

politikerne og embedsmandsvældet skal eksperimentere med uddannelsernes

indhold og metoder, uden at brugerne har noget af betydning at sige i

forbindelse med denne proces. De bjerge af rapporter og de eksperimenter, der

er gennemført inden for uddannelsessektoren de sidste mange år, er sket på

den offentlige sektors og politikernes præmisser. Det er herfra, man har

defineret problemstillingerne, og det er herfra, man har givet bud på

problemløsningerne.

Hvorfor har ingen rapport eller kommissionsredegørelse foreslået at lade

forbrugersuveræniteten afgøre spørgsmålet om, hvordan uddannelsessektoren

skal udvikle sig? Det er jo dog trods alt således, at brugerne under eet er

lig med den gruppe, som finansierer uddannelsessektoren.

Udgangspunktet er, at uddannelsessektorens problemer ikke er et resultat

af manglende ressourcer, men derimod af, at markedskræfterne er sat ud af

spillet på uddannelsesområdet.

Det er derfor, Fremskridtspartiet ønsker, at udviklingen på

uddannelsesområdet ganske som inden for en lang række andre offentlige

ydelser skal gå mod øget decentralisering af ansvaret og øget brugerstyring.

Et vigtigt punkt i denne udvikling er, at et større og større ansvar for

institutionernes drift overlades til de enkeltes egen administration. Men

frihed for den enkelte læreanstalt må ses i sammenhæng med, at institutionen

også får ansvar, således at den kan disponere efter kundernes ønsker og

behov. Uden denne kundekontrol vil decentraliseringen ingen virkning have.

Brugerstyring og dermed kundekontrol skabes ved, at man indfører frit valg

af uddannelsesinstitution samt en finansiering, der er afhængig af antallet

af elever/studerende. Dette kaldes for stykprissystemet eller billetsystemet.

Først og fremmest Storbritannien og USA er langt fremme med forsøg af denne

slags. I parentes skal bemærkes, at Fremskridtspartiets opfattelse af frit

valg af uddannelsesinstitution ikke er det samme som fri adgang til

uddannelserne. Det frie valg gælder f.eks., hvilken folkeskole man vil

benytte, hvilket gymnasium man vil benytte, hvilken handelsskole man vil

benytte, hvilket universitet man vil benytte osv. Kriterierne for optagelse

og kvoter for samme er et ganske andet spørgsmål.

Som Fremskridtspartiet også har foreslået det på sundhedsområdet, skal

produktionen af ydelsen (uddannelsen) skilles fra finansieringen. Det vil

sige, at det offentlige (i hvert fald altovervejende) beholder

finansieringsansvaret og dermed garanterer, at alle har adgang til uddannelse

uanset privatøkonomi. Det vigtige i denne ændring er imidlertid, at magten

over systemet overføres til brugerne, så de kan vælge mellem flere tilbud på

markedet, et marked, der i udgangspunktet er domineret af offentlige skoler.

Det bør dog tilstræbes, at private skoler, gymnasier, universiteter etc.

oprettes (eller skabes ved privatisering) og dermed kan overtage

markedsfunktionerne.

Selv om systemet er skabt med særligt henblik på at sikre brugernes

rettigheder og interesser, er det ikke ensbetydende med en forringelse af

vilkårene for de ansatte i uddannelsesvæsenet. Den øgede frihed, dette system

giver både fagligt og økonomisk, vil skabe nye muligheder for at gøre

arbejdet mere attraktivt. Til gengæld skal der heller ikke lægges skjul på,

at systemet vil belønne den flittige og straffe den dovne. Konkurrencen om

studerende til f.eks. handelsskolerne vil i sig selv få den enkelte skole til

at optimere sin ressourceudnyttelse.

Sundhedssektoren

Sundhedssektoren er måske mere end noget andet område det sted, hvor

borgerne stærkest oplever bagsiden og ulempen ved den bureaukratiske

politikerstyring.

Helt urimelige ventelister og et uacceptabelt serviceniveau ved landets

sygehuse og andre sundhedsinstitutioner er den dagligdag, som skatteyderne

oplever.

Sundhedsområdet bruges ofte som hovedargument for, hvorfor vi skal betale

skatter, og hvorfor vi skal have en offentlig sektor. Så meget desto mere

kritisabelt er det da også, at borgere, som måske har betalt skat gennem et

helt liv, bliver afvist med et skuldertræk, når de er så uheldige at have en

sygdom, hvor der er venteliste.

Borgerne skal derfor have en ret til dels at blive behandlet og dels til

frit at vælge, hvor man ønsker denne behandling foretaget. Det gælder også

private klinikker og sygehuse. Indføres der stykprisfinansiering på

sundhedsområdet, betyder det i praksis, at den syge patient efter eget valg

afgør behandlingsstedet. Det giver en udbredt konkurrence mellem

behandlingsstederne, eftersom kunder i butikken skal være den eneste kilde

til offentlige midler. Et sygehus, der har ventelister, patienter på gangene,

alkoholiserede læger og andre uacceptable forhold vil hurtigt miste kunder.

Dermed har sundhedsinstitutionen een af to muligheder: Enten forbedrer man

forholdene og får kunderne tilbage eller også må man lukke!

Konkurrencen vil derfor på alle områder komme til at gavne patienterne,

hvilket også er meningen. De eneste, der kommer til at lide under

konkurrencen, er de sundhedsinstitutioner, som ikke leverer en ordentlig

service - og det er vel ikke det værste resultat.

Det frie valg skal som nævnt også gælde for private klinikker og sygehuse.

I dag er det jo ganske barokt, at den patient, som ikke kan få

skatteyderbetalt behandling på et offentligt sygehus som følge af f.eks.

ventelister, må søge privat behandling for egen regning. Patienten får altså

ikke noget ud af sin skattebetaling, men derimod en ekstra regning. Et endnu

mere barokt forhold er de situationer, hvor en patient f.eks. får sin

virksomhed eller arbejdsgiver til at betale for en behandling i udlandet. Da

bliver man beskattet af denne gave, mens man jo altså sparer det danske

system for en udgift!

Fremskridtspartiet mener, at disse private sundhedsinstitutioner skal

ligestilles med de offentlige, således at stykprisfinansieringen også gælder

her. Koster den private behandling så yderligere, må patienten selv udligne

forskellen.

Socialsektoren

Også plejehjem, børnepasning og de fleste sociale institutioner bør

omfattes af stykprisfinansieringen, hvorved kunderne får et frit valg med

hensyn til, hvor man ønsker den offentlige ydelse. Derved er der selvfølgelig

åbnet op for etablering af private sociale institutioner, der kan konkurrere

om kunderne mod betaling efter stykprisprincippet. Argumenterne for, hvorfor

også det sociale område skal gøres brugerstyret, er de samme som under de

øvrige afsnit.

Al magt til brugerne

Selvstyre og stykprisfinansiering åbner mulighed for mindre grader af

offentlig styring. Det siger sig selv, at hvis systemet skal have nogen ide i

det hele taget, skal den centrale politiske styring være meget svagere end i

dag. Dette gælder først og fremmest for, hvordan de offentlige institutioner

organiserer sig, og hvilke metoder der benyttes. Gennem væsentlig konkurrence

opnået gennem frit brugervalg opnås der såvel en økonomisk gevinst som en

effektivisering af institutionerne på grund af de markedslignende forhold.

Men den virkelige kvalitetsforbedring opnås på det politiske niveau.

Gevinsten opnås gennem decentraliseringen i sig selv. Institutionerne overgår

fra at være direkte offentligt styrede til at være enheder med råderet over

indtægterne og ansvar for driften.

I den forbindelse hjælper stykprisfinansieringen med til at få afskaffet

det tilfældige i den nuværende finansiering. I løbet af relativt kort tid vil

det frie valg for borgerne betyde, at flaskehalse i det offentlige system

fjernes. Dermed fjernes også begrundelserne for de mange og tilfældige

offentlige indgreb i institutionernes virksomhed. Ansvarsforholdene

klargøres, hele systemet afpolitiseres, det offentlige administrationsapparat

bliver aflastet, planlægningen bliver mere langsigtet etc. Sidst men ikke

mindst får de selvstændige institutioner mulighed for at udvikle en

selvstændig profil, hvilket tiltrækker kunderne.

Decentraliseringen og det frie forbrugsvalg lægger naturligt op til, at

det frie valg mellem de offentlige serviceydelser og institutioner ikke skal

være hæmmet af amts- og kommunegrænser, da disse ofte er medvirkende til at

fordyre ydelserne og samtidig give flaskehalsproblemer.

En naturlig udvikling vil naturligvis også være, at langt flere opgaver og

langt mere ansvar overgår fra staten til kommunerne. I den forbindelse er det

naturligt, at kommunernes struktur og samarbejde bliver væsentligt ændret.

Kommunerne skal som en naturlig udvikling også kunne samarbejde på tværs af

kommune- og amtsgrænserne og derved ikke hindre borgernes frie

valgmuligheder.

Lovene bør medføre, at stat, kommuner og amter i fremtiden ved ethvert nyt

projekts igangsættelse sikrer den størst mulige valgfrihed for brugerne. I

forbindelse med indførelsen af markedsmekanismer i den offentlige sektor er

det af yderste vigtighed, at der findes en reel konkurrence med et stort

udbud. Derfor skal også private udbydere af serviceydelser - både nuværende

og kommende - have mulighed for at konkurrere på markedet for offentlige

ydelser på samme niveau som de offentlige institutioner og virksomheder. Det

vil derfor ud over de ovenfor skitserede områder også dreje sig om egentlige

kommunale opgaver, hvor kommunerne i fremtiden bør udlicitere langt flere

opgaver og i videst muligt omfang afholde licitationer med fast

åremålsbestemmelse. En naturlig grænse for udliciteringen vil være tre år.

Derefter skal opgaven naturligvis atter ud i fri licitation. Sammen med

opblødningen af kommunegrænsernes betydning vil muligheden for frit valg for

borgerne og udliciteringen betyde en stadig kamp mellem de offentlige og

private udbydere om at levere den bedst mulige service til de lavest mulige

priser.

Brugerbetaling

Brugerbetaling er ganske naturligt at nævne i denne forbindelse. For en

lang række offentlige serviceydelser inden for f.eks. erhvervsområdet,

kulturområdet m.v. kan brugerbetaling være med til at gøre borgerne mere

kritiske over for kvaliteten af den offentlige service. Det skal imidlertid

understreges meget kraftigt, at brugerbetaling kun er acceptabel, såfremt der

sker samtidige reduktioner af skatteniveauet. Ellers betales der jo to gange

for ydelserne!

I en overgangsperiode - før skattelettelserne - kan der indføres

brugerbetaling for de offentlige ydelser forstået på den måde, at det

offentlige fortsat betaler for ydelserne, men at betalingen bliver udbetalt

til borgeren enten direkte eller gennem en garanti for betalingen, således at

borgeren selv kan vælge institution. Dermed sikres det, at

markedsmekanismerne også i den offentlige sektor kan arbejde bedst muligt. Så

længe skatteniveauet ikke nedsættes, er det dog vigtigt at præcisere, at

omkostningerne for borgerne ikke må stige. Effekten af brugerbetalingen opnås

udelukkende gennem borgernes valg med offentlige midler.

Med dette beslutningsforslag er det muligt for det danske samfund at tage

nogle skridt væk fra den skandinaviske velfærdsmodel og over imod et

markedsorienteret samfund uden samtidig at miste de velfærdssystemer, der er

indarbejdet i netop velfærdsmodellen.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke (FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om valgfrihed i en offentlige sektor.

(Beslutningsforslag nr. B 79).

Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og

anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter