1991 BSF 79 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VALGFRIHED I DEN OFFENTLIGE SEKTOR
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at udarbejde lovforslag, der sikrer,
at borgerne får størst mulig valgfrihed mellem de forskellige
serviceydelser og serviceinstitutioner, som lovgivningen pålægger
staten og kommunerne at stille til rådighed.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund for forslaget
Socialdemokratiet har for nylig startet en debat om borgernes
rettigheder. Socialdemokratiets forslag indeholder visse gode elementer, men
hovedformålet med forslagene er tydeligvis at fastholde eller udbygge den
offentlige sektors størrelse uden reelle fordele for borgerne. Nok får
borgerne nogle rettigheder som følge af den socialdemokratiske tankegang, men
borgerne mister samtidig betydelige rettigheder i form af ekstra
skattebetaling og forøget klapjagt på borgernes penge. Med den enorme
gældsætning, den offentlige sektor har præsteret de seneste år (520 mia. kr.
alene for statens vedkommende), og med det fortsat verdensrekordhøje
skatteniveau må og skal den offentlige sektor gøres meget mindre.
Fremskridtspartiet ønsker derfor med nærværende beslutningsforslag at give
bud på, hvordan det er muligt både at forøge borgernes rettigheder og at
reducere den offentlige sektor.
I nærværende beslutningsforslag ønskes borgernes ret til selv at vælge
blandt de forskellige offentlige serviceydelser slået fast. På mellemlangt og
længere sigt kan en øget valgfrihed for brugerne i det offentlige system
betyde en beskæring af den offentlige sektor uden serviceforringelser for
borgerne til følge. Dermed kan dette beslutningsforslag give endnu et
Fremskridtsbidrag til, hvordan vi på en og samme tid både kan få et samfund
med en høj servicestatus og et samfund med en betydelig mindre offentlig
sektor - og dermed også økonomisk plads til skattelettelser og gældsafdrag.
Fremskridtspartiet ønsker, at borgernes valgfrihed mellem offentlige
serviceydelser og institutioner fastlægges ved lov som et fasttømret princip
i fremtidig lovgivning. De enkelte ministerier og andre offentlige
Læs alt
institutioner skal forpligtes ved lov til at fremme borgernes valgfrihed og
valgmuligheder inden for områder, hvor alle har et krav på service fra det
offentlige.
Beslutningsforslaget har til formål at sikre, at de velfærdsværdier, der
findes i det danske velfærdssamfund (hvilket ikke er det samme som
velfærdsstaten!), kan blive yderligere udbygget i forbindelse med, at det i
langt højere grad bliver brugerne - dvs. borgerne - der selv foretager de
nødvendige og afgørende beslutninger om velfærd og dermed brugen af
serviceydelserne. Dertil kommer en ikke uvæsentlig effekt som følge af
borgernes kritiske valg og måske ikke mindst fravalg. Ineffektiv, umoderne og
sløv offentlig virksomhed ville bukke under for moderne, effektiv og
kundeorienteret service.
For at sikre, at det er borgerne og ikke staten, der står i centrum i
forbindelse med udbudet og brugen af de offentligt leverede serviceydelser,
er det nødvendigt at få gennemført en kraftig decentralisering af den
offentlige sektor. I stedet for at folketingspolitikere, embedsmandsudvalg
eller særlige kommissioner definerer, hvad der er godt for befolkningen,
ønsker Fremskridtspartiet at overgive denne magt til den enkelte borgers egen
valgfrihed.
Formålet med den offentlige service er tosidig: der skal opfyldes nogle
kollektive hensyn/behov, men samtidig skal der også tages hensyn til
borgernes individuelle behov. Netop på grund af det første hensyn sammenkædet
med den deraf følgende tvungne kollektive finansiering er der tale om
offentlige opgaver, der varetages gennem det politiske system. Men
sideløbende er der de individuelle behov, der skal dækkes igennem de
selvsamme politiske beslutningsprocesser og offentlige institutioner.
De individuelle behov sikres langt bedre under markedsmæssige forhold,
hvor tilbudene i videst muligt omfang kan tilpasses borgernes individuelle
behov. Man skal naturligvis være opmærksom på, at selve omfanget af
ydelserne, det offentlige skal levere, besluttes af politikerne, mens
forbruget og dermed behovet vælges af de enkelte borgere.
Den enkelte borger vælger også, hvilken leverandør/institution han ønsker
at benytte. En naturlig følge af dette er en nødvendig og omfattende
decentralisering af det offentlige system, således at kundetilpasning og
udvidelser eller indskrænkninger kan gå hurtigt og dynamisk.
Den politiske detailregulering af den offentlige sektor er jo netop
kendetegnet ved at være utrolig langsommelig og altid resulterende i
standarder, der er fællesgyldige. Det giver alt andet lige mulighed for
betydeligt ressourcespild og utilfredshed hos brugerne, som ikke føler, at
det politisk normbestemte udbud tilfredsstiller brugerens konkrete behov.
Decentraliseringen fremmes ved at give større og mere direkte valgfrihed
til de enkelte borgere, der frit skal kunne vælge mellem de forskellige
serviceydelser og serviceinstitutioner, der findes i offentligt regi.
Som det er i øjeblikket, er det væsentligste problem i den offentlige
sektor, at det offentlige ikke indretter sig efter borgernes ønsker, men
efter deres handlinger. Politikere og embedsmænd i det offentlige system er
som oftest modstandere af at føre magten og beslutningerne nedad i det
politiske system. Funktioner er i en begrænset udstrækning blevet ført ned i
systemet i de senere år, men kontrollen og beslutningsansvaret er blevet hos
de oprindelige myndigheder. Derved er det eksisterende bureaukrati blevet
fastholdt og i mange tilfælde yderligere udbygget. Administrationen bliver
ikke aflastet, og de lokale initiativer er hidtil blevet hæmmet af det
bureaukratiske system, hvor ansøgninger og bekendtgørelser hober sig op.
Kernen i ægte decentralisering er, at både myndighed, initiativret,
finansieringsansvar og kontrolansvar flyttes ned i systemet til det lavest
mulige niveau.
Det betyder selvfølgelig, at politikere og embedsmænd mister magt - det er
ingen hemmelighed - og spørgsmålet er derfor dybest set, om politikerne har
mod til at slippe friheden løs.
Servicen, fleksibiliteten og kvaliteten af de offentlige serviceydelser
vil uden tvivl stige som en følge af de markedsmekanismer, hvor forbrugere,
der vælger mellem flere alternativer, vil vælge det bedste til den laveste
omkostning, hvad enten den er »gratis« eller brugerbetalt. Der
slippes hermed en tiger løs i det offentlige system, som meget vel kan betyde
en revolution af måden, den offentlige sektor virker på. De offentlige
institutioner vil hermed også i længden være tjent med, at der indføres
konkurrencelignende vilkår i den offentlige sektor, når incitamentet til at
levere bedre og hurtigere service fremmes.
Samtidig er det hævet over enhver tvivl, at hvis dette beslutningsforslags
intentioner føres ud i livet, vil der blive tale om mulighed for dels store
besparelser i de offentlige institutionsomkostninger og dels samtidig
mulighed for en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i systemet,
igen til fremme af kvaliteten, der tilbydes borgerne. Dybest set kan ingen
vel være imod en sådan opstramning af den offentlige sektor. Hvorfor ikke
sikre, at alle ressourcer udnyttes optimalt?
Fordelene for borgerne er indlysende. For det første bliver det
gennemsnitlige serviceniveau i den offentlige sektor forbedret som helhed,
hvilket naturligvis også smitter af på brugerne af systemet. For det andet
får borgerne selv den afgørende bestemmelse over, hvordan de individuelle
behov opfyldes af de offentligt leverede ydelser. Med andre ord gives de
menneskelige rettigheder tilbage til borgerne, der ikke længere er underlagt
de offentlige myndigheders tilfældige og formynderiske behandling af
borgerne. Staten og det offentlige vil dermed være på vej tilbage til det
udgangspunkt, hvor den er skabt til hjælp og som middel for borgerne, og ikke
som det i en lang årrække har været: at borgerne er midler i det offentliges
tilfældige forvaltning.
Især inden for uddannelsessystemet, børnepasningen, ældreforsorgen og
sundhedsvæsenet er der umiddelbart udstrakt mulighed for at liberalisere
adgangen til frit institutionsvalg.
Uddannelsessektoren
Det danske skolesystem har i de sidste ti år gennemgået en mængde forsøg
og eksperimenter af pædagogisk art. Uddannelsessektoren er i samme periode
blevet mere og mere statsstyret, og dermed er de enkelte skolers indflydelse
faldet væsentligt. Samtidig er elevernes og forældrenes indflydelse blevet
minimeret. Selv om der for folkeskolen er indført skolebestyrelser og andre
småjusteringer, er det stadig den offentlige sektor, som meget stramt
definerer, hvilken boldbane der spilles på. For stort set resten af
uddannelsessektoren diskutere man overhovedet ikke kundernes (elevernes og de
studerendes) ønsker og behov.
En udbredt opfattelse blandt brugerne af det danske uddannelsessystem er,
at de fleste ændringer i stedet for at føre læreanstalten ud til brugerne har
betydet, at uddannelsessystemet har fjernet sig mere og mere fra brugernes
ønsker, og at niveauet er for lavt. Det er ikke formålstjenligt, at
politikerne og embedsmandsvældet skal eksperimentere med uddannelsernes
indhold og metoder, uden at brugerne har noget af betydning at sige i
forbindelse med denne proces. De bjerge af rapporter og de eksperimenter, der
er gennemført inden for uddannelsessektoren de sidste mange år, er sket på
den offentlige sektors og politikernes præmisser. Det er herfra, man har
defineret problemstillingerne, og det er herfra, man har givet bud på
problemløsningerne.
Hvorfor har ingen rapport eller kommissionsredegørelse foreslået at lade
forbrugersuveræniteten afgøre spørgsmålet om, hvordan uddannelsessektoren
skal udvikle sig? Det er jo dog trods alt således, at brugerne under eet er
lig med den gruppe, som finansierer uddannelsessektoren.
Udgangspunktet er, at uddannelsessektorens problemer ikke er et resultat
af manglende ressourcer, men derimod af, at markedskræfterne er sat ud af
spillet på uddannelsesområdet.
Det er derfor, Fremskridtspartiet ønsker, at udviklingen på
uddannelsesområdet ganske som inden for en lang række andre offentlige
ydelser skal gå mod øget decentralisering af ansvaret og øget brugerstyring.
Et vigtigt punkt i denne udvikling er, at et større og større ansvar for
institutionernes drift overlades til de enkeltes egen administration. Men
frihed for den enkelte læreanstalt må ses i sammenhæng med, at institutionen
også får ansvar, således at den kan disponere efter kundernes ønsker og
behov. Uden denne kundekontrol vil decentraliseringen ingen virkning have.
Brugerstyring og dermed kundekontrol skabes ved, at man indfører frit valg
af uddannelsesinstitution samt en finansiering, der er afhængig af antallet
af elever/studerende. Dette kaldes for stykprissystemet eller billetsystemet.
Først og fremmest Storbritannien og USA er langt fremme med forsøg af denne
slags. I parentes skal bemærkes, at Fremskridtspartiets opfattelse af frit
valg af uddannelsesinstitution ikke er det samme som fri adgang til
uddannelserne. Det frie valg gælder f.eks., hvilken folkeskole man vil
benytte, hvilket gymnasium man vil benytte, hvilken handelsskole man vil
benytte, hvilket universitet man vil benytte osv. Kriterierne for optagelse
og kvoter for samme er et ganske andet spørgsmål.
Som Fremskridtspartiet også har foreslået det på sundhedsområdet, skal
produktionen af ydelsen (uddannelsen) skilles fra finansieringen. Det vil
sige, at det offentlige (i hvert fald altovervejende) beholder
finansieringsansvaret og dermed garanterer, at alle har adgang til uddannelse
uanset privatøkonomi. Det vigtige i denne ændring er imidlertid, at magten
over systemet overføres til brugerne, så de kan vælge mellem flere tilbud på
markedet, et marked, der i udgangspunktet er domineret af offentlige skoler.
Det bør dog tilstræbes, at private skoler, gymnasier, universiteter etc.
oprettes (eller skabes ved privatisering) og dermed kan overtage
markedsfunktionerne.
Selv om systemet er skabt med særligt henblik på at sikre brugernes
rettigheder og interesser, er det ikke ensbetydende med en forringelse af
vilkårene for de ansatte i uddannelsesvæsenet. Den øgede frihed, dette system
giver både fagligt og økonomisk, vil skabe nye muligheder for at gøre
arbejdet mere attraktivt. Til gengæld skal der heller ikke lægges skjul på,
at systemet vil belønne den flittige og straffe den dovne. Konkurrencen om
studerende til f.eks. handelsskolerne vil i sig selv få den enkelte skole til
at optimere sin ressourceudnyttelse.
Sundhedssektoren
Sundhedssektoren er måske mere end noget andet område det sted, hvor
borgerne stærkest oplever bagsiden og ulempen ved den bureaukratiske
politikerstyring.
Helt urimelige ventelister og et uacceptabelt serviceniveau ved landets
sygehuse og andre sundhedsinstitutioner er den dagligdag, som skatteyderne
oplever.
Sundhedsområdet bruges ofte som hovedargument for, hvorfor vi skal betale
skatter, og hvorfor vi skal have en offentlig sektor. Så meget desto mere
kritisabelt er det da også, at borgere, som måske har betalt skat gennem et
helt liv, bliver afvist med et skuldertræk, når de er så uheldige at have en
sygdom, hvor der er venteliste.
Borgerne skal derfor have en ret til dels at blive behandlet og dels til
frit at vælge, hvor man ønsker denne behandling foretaget. Det gælder også
private klinikker og sygehuse. Indføres der stykprisfinansiering på
sundhedsområdet, betyder det i praksis, at den syge patient efter eget valg
afgør behandlingsstedet. Det giver en udbredt konkurrence mellem
behandlingsstederne, eftersom kunder i butikken skal være den eneste kilde
til offentlige midler. Et sygehus, der har ventelister, patienter på gangene,
alkoholiserede læger og andre uacceptable forhold vil hurtigt miste kunder.
Dermed har sundhedsinstitutionen een af to muligheder: Enten forbedrer man
forholdene og får kunderne tilbage eller også må man lukke!
Konkurrencen vil derfor på alle områder komme til at gavne patienterne,
hvilket også er meningen. De eneste, der kommer til at lide under
konkurrencen, er de sundhedsinstitutioner, som ikke leverer en ordentlig
service - og det er vel ikke det værste resultat.
Det frie valg skal som nævnt også gælde for private klinikker og sygehuse.
I dag er det jo ganske barokt, at den patient, som ikke kan få
skatteyderbetalt behandling på et offentligt sygehus som følge af f.eks.
ventelister, må søge privat behandling for egen regning. Patienten får altså
ikke noget ud af sin skattebetaling, men derimod en ekstra regning. Et endnu
mere barokt forhold er de situationer, hvor en patient f.eks. får sin
virksomhed eller arbejdsgiver til at betale for en behandling i udlandet. Da
bliver man beskattet af denne gave, mens man jo altså sparer det danske
system for en udgift!
Fremskridtspartiet mener, at disse private sundhedsinstitutioner skal
ligestilles med de offentlige, således at stykprisfinansieringen også gælder
her. Koster den private behandling så yderligere, må patienten selv udligne
forskellen.
Socialsektoren
Også plejehjem, børnepasning og de fleste sociale institutioner bør
omfattes af stykprisfinansieringen, hvorved kunderne får et frit valg med
hensyn til, hvor man ønsker den offentlige ydelse. Derved er der selvfølgelig
åbnet op for etablering af private sociale institutioner, der kan konkurrere
om kunderne mod betaling efter stykprisprincippet. Argumenterne for, hvorfor
også det sociale område skal gøres brugerstyret, er de samme som under de
øvrige afsnit.
Al magt til brugerne
Selvstyre og stykprisfinansiering åbner mulighed for mindre grader af
offentlig styring. Det siger sig selv, at hvis systemet skal have nogen ide i
det hele taget, skal den centrale politiske styring være meget svagere end i
dag. Dette gælder først og fremmest for, hvordan de offentlige institutioner
organiserer sig, og hvilke metoder der benyttes. Gennem væsentlig konkurrence
opnået gennem frit brugervalg opnås der såvel en økonomisk gevinst som en
effektivisering af institutionerne på grund af de markedslignende forhold.
Men den virkelige kvalitetsforbedring opnås på det politiske niveau.
Gevinsten opnås gennem decentraliseringen i sig selv. Institutionerne overgår
fra at være direkte offentligt styrede til at være enheder med råderet over
indtægterne og ansvar for driften.
I den forbindelse hjælper stykprisfinansieringen med til at få afskaffet
det tilfældige i den nuværende finansiering. I løbet af relativt kort tid vil
det frie valg for borgerne betyde, at flaskehalse i det offentlige system
fjernes. Dermed fjernes også begrundelserne for de mange og tilfældige
offentlige indgreb i institutionernes virksomhed. Ansvarsforholdene
klargøres, hele systemet afpolitiseres, det offentlige administrationsapparat
bliver aflastet, planlægningen bliver mere langsigtet etc. Sidst men ikke
mindst får de selvstændige institutioner mulighed for at udvikle en
selvstændig profil, hvilket tiltrækker kunderne.
Decentraliseringen og det frie forbrugsvalg lægger naturligt op til, at
det frie valg mellem de offentlige serviceydelser og institutioner ikke skal
være hæmmet af amts- og kommunegrænser, da disse ofte er medvirkende til at
fordyre ydelserne og samtidig give flaskehalsproblemer.
En naturlig udvikling vil naturligvis også være, at langt flere opgaver og
langt mere ansvar overgår fra staten til kommunerne. I den forbindelse er det
naturligt, at kommunernes struktur og samarbejde bliver væsentligt ændret.
Kommunerne skal som en naturlig udvikling også kunne samarbejde på tværs af
kommune- og amtsgrænserne og derved ikke hindre borgernes frie
valgmuligheder.
Lovene bør medføre, at stat, kommuner og amter i fremtiden ved ethvert nyt
projekts igangsættelse sikrer den størst mulige valgfrihed for brugerne. I
forbindelse med indførelsen af markedsmekanismer i den offentlige sektor er
det af yderste vigtighed, at der findes en reel konkurrence med et stort
udbud. Derfor skal også private udbydere af serviceydelser - både nuværende
og kommende - have mulighed for at konkurrere på markedet for offentlige
ydelser på samme niveau som de offentlige institutioner og virksomheder. Det
vil derfor ud over de ovenfor skitserede områder også dreje sig om egentlige
kommunale opgaver, hvor kommunerne i fremtiden bør udlicitere langt flere
opgaver og i videst muligt omfang afholde licitationer med fast
åremålsbestemmelse. En naturlig grænse for udliciteringen vil være tre år.
Derefter skal opgaven naturligvis atter ud i fri licitation. Sammen med
opblødningen af kommunegrænsernes betydning vil muligheden for frit valg for
borgerne og udliciteringen betyde en stadig kamp mellem de offentlige og
private udbydere om at levere den bedst mulige service til de lavest mulige
priser.
Brugerbetaling
Brugerbetaling er ganske naturligt at nævne i denne forbindelse. For en
lang række offentlige serviceydelser inden for f.eks. erhvervsområdet,
kulturområdet m.v. kan brugerbetaling være med til at gøre borgerne mere
kritiske over for kvaliteten af den offentlige service. Det skal imidlertid
understreges meget kraftigt, at brugerbetaling kun er acceptabel, såfremt der
sker samtidige reduktioner af skatteniveauet. Ellers betales der jo to gange
for ydelserne!
I en overgangsperiode - før skattelettelserne - kan der indføres
brugerbetaling for de offentlige ydelser forstået på den måde, at det
offentlige fortsat betaler for ydelserne, men at betalingen bliver udbetalt
til borgeren enten direkte eller gennem en garanti for betalingen, således at
borgeren selv kan vælge institution. Dermed sikres det, at
markedsmekanismerne også i den offentlige sektor kan arbejde bedst muligt. Så
længe skatteniveauet ikke nedsættes, er det dog vigtigt at præcisere, at
omkostningerne for borgerne ikke må stige. Effekten af brugerbetalingen opnås
udelukkende gennem borgernes valg med offentlige midler.
Med dette beslutningsforslag er det muligt for det danske samfund at tage
nogle skridt væk fra den skandinaviske velfærdsmodel og over imod et
markedsorienteret samfund uden samtidig at miste de velfærdssystemer, der er
indarbejdet i netop velfærdsmodellen.
Skriftlig fremsættelse
Kim Behnke (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om valgfrihed i en offentlige sektor.
(Beslutningsforslag nr. B 79).
Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og
anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BSF 39 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VALGFRIHED I DEN OFFENTLIGE SEKTOR Retsinformation · 10. december 1992
- 1995 BSF 106 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR OFFENTLIGE MYNDIGHEDERS ANVENDELSE AF ANONYME OPLYSNINGER TIL OPSPORING AF SORT ARBEJDE Retsinformation · 29. februar 1996
- 1991 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BORGERNES RETTIGHEDER Retsinformation · 14. januar 1992
- 1996 BSF 113 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BORGERNES RETTIGHEDER Retsinformation · 3. april 1997
- 1985 BSF 14 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IKKE-FØRSTEBRUG AF ATOMVÅBEN Retsinformation · 21. maj 1988
- 1992 BTL 287 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (OPHÆVELSE AF ADGANGEN TIL AT HENLÆGGE TIL INVESTERINGSFONDS OG NEDSKRIVE PÅ VARELAGRE M.V. SAMT NEDSÆTTELSE AF NEDSKRIVNINGSPROCENTEN EFTER HUSDYRBESÆTNINGSLOVEN) NR L 287 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 23. juli 1993