Spring til indhold

Retsinformation

1995 BSF 106 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR OFFENTLIGE MYNDIGHEDERS ANVENDELSE AF ANONYME OPLYSNINGER TIL OPSPORING AF SORT ARBEJDE

1995/1 BSF 106Beslutningsforslag som fremsatFolketinget29. februar 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 1995-96 at fremsætte

lovforslag og udstede de nødvendige administrative regler m.v. for at bringe

offentlige myndigheders anvendelse af anonyme oplysninger til opsporing af

sort arbejde til ophør for derved at sikre borgernes retssikkerhed.

Bemærkninger til forslaget

Skattemyndighederne har efter de gældende regler ret til at anvende

anonyme oplysninger i lignings- og kontrolarbejdet.

Myndighederne indledte i 1994 en aktion for at komme sort arbejde og

socialt bedrageri til livs. Aktionen gik ud på at opfordre almindelige

borgere til at indberette medborgere, kolleger og naboer til de offentlige

myndigheder.

Skatteministeren kender ikke omfanget af anvendelsen af anonyme

henvendelser, jf. svar på spørgsmål nr. 1081 af 18. januar 1996 af Kim Behnke

(FP), jf. Folketingets forhandlinger side 3647. Forslagsstillerne har

imidlertid undersøgt sagen og kan oplyse, at den senere tids offentlige

omtale og en landsdækkende rundspørge udarbejdet af Jyllands-Posten til

landets 275 kommuner og 31 told- og skatteregioner viser, at antallet af

henvendelser fra borgere, der ønsker at være anonyme, er kraftigt stigende.

Opgørelsen bekræfter, at 153 kommuner og 21 regioner inden for de sidste

seks måneder af 1994 modtog mindst 3.800 anonyme anmeldelser om sort arbejde

eller socialt bedrageri.

Det beror på en konkret vurdering af en anonym oplysning i den pågældende

skatteforvaltning eller told- og skatteregion, om oplysningen skal anvendes i

lignings- og kontrolarbejdet. Det er forslagsstillernes holdning, at et

samfund, der bygger sin offentlige administration på borgernes forhold til

anonyme indberetninger, anmeldelser og angiveri, ikke er et værdigt samfund,

men nærmere er betegnende for totalitære regimer, der opfordrer borgerne til

at angive hinanden, for at myndighederne kan forfølge borgere, der ikke

følger statsmagtens påbud og regler.

Regeringen har ingen moralsk ret til at benytte sig af totalitære metoder

Læs alt

for at opkræve sine skatter og afgifter, og forsøget på at give kampen mod

sort arbejde og socialt bedrageri et skær af retfærdighed eller moralsk

lødighed er usmageligt.

Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, udtaler til Politiken den

16. december 1995, at han er »betænkelig« ved brugen af anonyme

undersøgelser i den offentlige sektor. Samme holdning udviser en række

kommuner. Her kan nævnes Dronninglund Kommune, Sundsøre Kommune, Fåborg og

Jægerspris Kommuner samt Skibby Kommune, som oplyser, at de afviser anonyme

anmeldelser.

Af retssikkerhedsmæssige grunde er det utilfredsstillende, at der på et så

principielt område kan være væsentlige lokale og regionale forskelle på

skattemyndighedernes brug af anonyme oplysninger.

For både skattemyndighederne og borgerne - såvel de, som giver

oplysningerne, som dem, de vedrører - er det en fordel med klare og entydige

retningslinjer på området. Dette krav lever den nuværende ordning ikke op

til. Den enkleste løsning på dette er, som dette beslutningsforslag anviser,

helt at bringe skattemyndighedernes anvendelse af anonyme oplysninger til

ophør.

Der eksisterer ingen positiv hjemmel til at anvende anonyme oplysninger i

f.eks. lignings- og kontrolarbejdet, oplyser skatteministeren i svaret på

spørgsmål nr. 1080 af 18. januar 1996 af Kim Behnke (FP), Folketingets

forhandlinger side 3647. Det er forslagsstillernes holdning, at der her er

tale om etik, der smuldrer, når myndighederne benytter sig af anonyme tips i

forbindelse med udførelse af deres arbejde og funktion. Det er et udslag af,

at politik gøres til moral i befolkningen, hvor nogle borgere egenhændigt

påtager sig kampen mod uretmæssig fordeling af skattepenge og sociale goder.

Vi taler her om et selvretfærdighedssamfund, hvor vi bliver hinandens

kontrollanter.

For skattelovgivningen gælder det særlige forhold, at borgeren bliver

udsat for omvendt bevisførelse. Hvis skattemyndighederne mener, at en borger

har begået uregelmæssigheder i forhold til skattelovgivningen, er det

borgerens opgave at bevise, at dette ikke er tilfældet. Skatteborgeren skal

da betale de skatter, myndighederne anslår, og ikke før borgeren kan bevise

sin uskyld, kan vedkommende få pengene tilbage.

Forhenværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) traf den

prisværdige beslutning, at hvis en skatteborger havde vundet en sag mod

skattemyndighederne, kunne myndighederne ikke anke sagen til

Landsskatteretten. Hvis borgeren derimod tabte sagen, havde denne fortsat

mulighed for at anke sagen til Landsskatteretten. Efter regeringsskiftet i

1993 har skiftende socialdemokratiske skatteministre ændret denne praksis, så

skattemyndighederne igen kan jage borgeren hele vejen op i Landsskatteretten.

I betragtning af denne praksis med omvendt bevisbyrde og en kraftig

opprioritering af skattemyndighedernes jagt på borgerne er det ekstra

betænkeligt, at skattemyndighederne anvender anonyme kilder i deres arbejde

med sager mod befolkningen.

Der er ikke tale om et retssamfund med retssikkerhed for borgerne, hvis

myndighederne kan anvende anonyme kilder til at rejse sager mod disse, som

derefter er at betragte som skyldige, medmindre de kan bevise deres uskyld.

Hvis samme praksis blev overført til straffelovsområdet, ville de selvsamme

politikere, som støtter praksis på skatteområdet, rejse et protestbrøl mod en

sådan mangel på retssikkerhed for borgeren. Det svarer til, at politiet kan

bruge anonyme tips til at rejse tiltale mod en borger for en

straffelovsovertrædelse, hvorefter borgeren må bevise sin uskyld! Det går

selvfølgelig ikke i et retssamfund med demokrati som grundsten. Derfor må

anvendelsen af anonyme oplysninger i skattemyndighedernes arbejde også

bringes til ophør.

Den voksende tendens til anvendelse af anonyme oplysninger svækker i

princip og i praksis den enkelte borgers privatliv og retssikkerhed.

Myndighederne får således lovgivningen på sin side til at anvende omvendt

bevisførelse, og borgerne skal endda for egen regning bevise deres uskyld.

Samme myndighed må anvende anonyme tips til at anklage borgerne. Det tenderer

imod justitsmord og er med til at tilskynde befolkningen til at lægge

forhindringer for medborgere og konkurrerende virksomheder, når der i

virkeligheden er tale om dyneløfteri, sociale forskelle, misundelse og hævn.

Om en del af henvendelserne siger T. Gribsholt, inspektør i Told og Skat i

Århus, »De ligner nærmest forsøg på chikane«, jf. Århus

Stiftstidende 9. december 1995.

»Om stikkeri kan man sige meget ondt - men næppe nok«, siger

Gunner Visby Mogensen, lektor og forskningschef, jf. Jyllands-Posten 26.

december 1995, og fortsætter med at advare: »Det er forargeligt og

farligt, når skattevæsenet går ind på den private løsnings princip frem for

den solidariske. Det er privat at stikke naboen. I stedet må incitamenterne

for sort arbejde fjernes . . .«.

Den tiltagende tendens til anvendelse af anonyme oplysninger kan betegnes

som en opløsningstendens, der viser, at danskernes medmenneskelige netværk er

gået itu. Man har ikke længere noget at miste ved at melde naboen og dette

med myndighedernes tilskyndelse. Det er vigtigt, at et samfund har områder,

der holdes fri for øvrighedens indblanding.

Et forbud mod brug af anonyme oplysninger er ikke ensbetydende med, at

borgere, som mener at have oplysninger af relevans for skattemyndighederne,

ikke kan videregive disse til skattemyndighederne. Forbud mod anonymitet må

antages at bevirke, at der oftest kun videregives oplysninger i det tilfælde,

hvor oplysningerne er af reel betydning for lignings- og kontrolarbejdet.

Endelig peger en almindelig modvilje mod offentlige myndigheders

anvendelse af anonyme kilder - og den dermed indirekte tilskyndelse for

befolkningen - hen imod at bringe en nuværende ordning på skatteområdet til

ophør.

Forslagsstillerne opfordrer regeringen til at bringe disse forhold til

ophør og frem for at symptombehandle hellere fjerne incitamenterne for sort

arbejde og socialt bedrageri. Det drejer sig her om de høje skatter, viser en

rapport fra Udvalget om Personbeskatning 1992.

Danske undersøgelser, jf. »Forskning i den sorte sektor i Danmark

1980-92«, ved lektor og forskningschef Gunner Viby Mogensen, viser

entydigt, at befolkningen peger på det høje skattetryk - med vægt lagt på

personskatterne - som hovedårsag til vækst i de sorte aktiviteters omfang. På

både efterspørgsels- og udbudssiden af de sorte markeder angives, at sparet

personskat og/eller moms m.v. giver et sort prisniveau langt under det

registrerede markeds priser - på de dominerende delmarkeder for

boligreparationer og serviceydelser typisk 40-60 pct. lavere.

Folketingets flertal og by- og amtsråd vedtager, hvor høje de danske

skatter og afgifter skal være. Befolkningen har derfor kun indirekte

indflydelse på størrelsen af skatterne. Argumentet om, at borgerne blot kan

vælge andre politikere ved næstfølgende valg, er selvfølgelig korrekt, men

ikke særlig operationelt. Borgernes reaktion på politikernes forhøjelser af

skatter og afgifter er dels afmagt over for det politiske system, dels

yderligere gødning til den »have«, hvor ideer gror til nye måder at

undgå de høje skatter og afgifter på.

I en række lande har man indhentet erfaringer med, hvad der sker, når

skatter eller afgifter overstiger det niveau, befolkningen anser som værende

acceptabelt. I USA, hvor der er fri bevægelighed mellem delstaterne, har man

erfaret, at såfremt de enkelte staters sales tax (moms i detailledet)

overstiger 10 pct., begynder befolkningen at spekulere i arrangementer på

tværs af delstatsgrænserne. Hvis derimod skatten holdes på 6-8 pct., betaler

befolkningen uden at tænke på muligheder for at unddrage sig skatten. I

midten af 1980'erne kom sales tax i Sydafrika op på 15 pct. Erfaringen var

den samme som i USA. Da først man fik en skat, der lå over 10 pct., begyndte

befolkningen at etablere arrangementer for at undgå skattebetaling. Omkring

1990 kunne man nedsætte afgiften til 9 pct. Reaktionen kom prompte i form af

ophør med kreative arrangementer.

Befolkningen har som udgangspunkt ikke noget imod at betale skatter og

afgifter, men der er en klar grænse for, hvad befolkningen anser for

rimeligt. Den grænse er for mange år siden overskredet i Danmark. Vi har

verdens højeste skatteniveau. Der er ikke andre lande, hvor befolkningen har

en så voldsom sammensætning af skatter og afgifter eller så høje

procentsatser for de enkelte afgifter.

For en række skatter og afgifter er der en meget markant

»Laffer-effekt«. Laffer-effekten beskriver det faktum, at når en

skat eller afgift når et bestemt niveau, stiger provenuet ikke længere ved

yderligere forhøjelser af beskatningsprocenten. I Danmark har vi en række

skatter og afgifter, der befinder sig i dette område.

Det er således muligt at opnå det samme (eller måske større) provenu ved

en lavere skatte- eller afgiftsprocent. Som de mest åbenlyse eksempler kan

nævnes registreringsafgiften på 180 pct. og topskatten, der fra og med 1996

udgør 15 pct.

Den typiske reaktion fra den danske befolkning, når skatter og afgifter

stiger, er ikke blot passivt at betale forhøjelsen, men derimod at udtænke

metoder til at unddrage sig beskatning. Når det er blevet opgjort af

Skatteministeriet, at der i Danmark er et sort marked for over 40 mia. kr.,

så er løsningen på dette problem ikke at forhøje skatterne yderligere

eller drive mere intensiv klapjagt på skatteborgerne. Folketinget og

Skatteministeriet bør i stedet lade sig inspirere af Laffer og finde skatter

og afgifter, hvor nedsættelse af procenten giver det samme provenu til det

offentlige, for derved at gøre sort handel mindre attraktiv.

Jo mere statsmagten »tvinger« befolkningen til at tænke

»sort«, jo flere netværk deltager befolkningen i, hvor gevinsten er

adgang til naturalier, vennetjenester, bytteri af faglige kvalifikationer

eller direkte kriminelle aktiviteter som f.eks. køb af hælervarer m.v. På

Mors har man sat bytteri af faglige kvalifikationer i system med indførelsen

af såkaldte »Ø-janter«, hvormed man kan huske at bytte

vennetjenester.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der for sort arbejde og for

markedet for skatteunddragelse er behov for at stille spørgsmålet:

»Hvorfor drikker Jeppe . . .«, i stedet for at myndighederne med

politisk opbakning intensiverer jagten på borgernes overlevelseskamp mod

verdens højeste skatteniveau. Folketingets beslutning herom har medført, at

titusind danskere hver dag begår ulovligheder blot for at få privatøkonomien

til at hænge sammen. Det er nok muligt, at sort arbejde og anden

skatteunddragelse er en sport for enkelte borgere blot for at snyde systemet,

men for den absolutte hovedpart af skatteydere er der tale om simpel nødværge

mod en samfundsøkonomi, der tager for stor en del af borgernes lønindkomst.

Når borgere først får smag for det sorte marked og opdager, at skattetænkning

er den eneste form for intellektuel virksomhed i Danmark, der for alvor er

penge i, sættes der små og store snebolde i bevægelse. Sneboldene driver

befolkningen ud i mere og mere sort adfærd, hvor den stifter bekendtskab med

hælervarer og kriminelt miljø. Der er derfor mere end skattemæssige grunde

til at stoppe denne udvikling. Det danske samfund taber moralske værdier hver

eneste dag, hvor børn og unge vokser op i et miljø, hvor sort økonomi er en

del af hverdagen. Løsningen på dette er ikke at ansætte 5.000-10.000

skattemedarbejdere til dyneløfteri og anden overvågning af befolkningens

adfærd. Løsningen er at beslutte sig for at sætte en positiv hvid bølge i

gang, hvor befolkningen fravælger det sorte marked igen, fordi reducerede

skatter og afgifter ikke længere gør det sorte marked attraktivt.

Forslagsstillerne opfordrer på denne baggrund regeringen til at tage de

nødvendige initiativer, herunder fremsætte lovforslag, til at bringe

skattemyndighedernes anvendelse af anonyme oplysninger til ophør.

Omfanget, praksis i skatteforvaltningerne og det retlige grundlag m.v.

vedrørende anvendelse af anonyme oplysninger i skatteforvaltningerne er

tidligere rejst i form af spørgsmål efter Folketingets forretningsordens § 20

af Kim Behnke (FP), jf. spørgsmål nr. 1076, 1080 og 1081, folketingsåret

1995-96. Der henvises hertil og til skatteministerens svar i Folketingets

forhandlinger, side 3646 og 3647.

Forslagsstillerne har i anden sammenhæng argumenteret for anvendelsen af

anonyme vidner i forbindelse med narko- og/eller sager fra rocker- og

bandemiljøerne. Forskellen på anvendelsen af anonyme vidner i disse sager og

anonyme oplysninger i skatteforvaltningen er særdeles stor.

I sager med anvendelse af anonyme vidner er der tale om arrangementer,

hvor det handler om hensynet til vidnets sikkerhed mod repressalier fra det

kriminelle miljø. I de sager ved politi og anklagemyndighed, hvem vidnet er.

Det er kun i forbindelse med retssager m.v., at vidnet optræder anonymt. Der

er tale om sager, hvor sagens indhold er fremlagt i form af et anklageskrift,

og hvor det fortsat er anklagemyndighedens opgave at bevise, at den tiltalte

er skyldig.

I sager med anvendelse af anonyme tips er der derimod tale om, at

skattemyndighederne bruger det anonyme tip til at rette søgelyset mod en

bestemt skatteborger. Giveren af det anonyme tip er ukendt for alle.

Skattemyndigheden bruger ikke tippet som »vidne« i sagen, men som

grundlag for sagen. Skatteborgeren skal derefter bevise sin uskyld for at gå

fri.

Det er derfor forslagsstillernes opfattelse, at et stop for anvendelse af

anonyme oplysninger i skattemyndighedernes arbejde er en nødvendig

opstramning af gældende lovgivning for at øge skatteborgernes retssikkerhed.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter