1991 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BORGERNES RETTIGHEDER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til, i samarbejde med kommuner og
amtskommuner, at tage de nødvendige initiativer til sikring af
borgernes rettigheder.
Initiativerne skal præcisere alle myndigheders ansvar for at give alle
borgere en god service og vise vejen væk fra kødannelse og ventelister i den
offentlige sektor.
Følgende forhold skal sikres:
A. Kundevenlig offentlig service
1. Der udformes en beskrivelse for enhver offentlig serviceydelse, som
klart og forståeligt angiver det nærmere indhold af serviceydelsen.
2. I forbindelse med sociale begivenheder, f.eks. overgang til efterløn og
pension, skal alle borgere modtage forståelig, fyldestgørende og overskuelig
information om rettigheder, muligheder og pligter.
3. Offentlige brugerorienterede serviceforvaltninger skal have
åbningstider, der giver borgerne let adgang til at få kontakt med
forvaltningerne/institutionerne.
B. Afvikling af kødannelse og lange ventetider
Inden den 1. juli 1992 fremlægges en række handlingsplaner, der viser veje
til ved f.eks. bedre planlægning og ressourceudnyttelse og utraditionelle
løsningsmetoder at nå bl.a. følgende målsætninger for borgernes rettigheder:
1. Ret til sygehusbehandling inden for en maksimal ventetid på f.eks. 3
måneder fra beslutning om behandling.
2. Ret til for færdigbehandlede patienter på sygehusene inden for en
maksimal ventetid på 4 uger at få det nødvendige bo- og plejetilbud, idet
bopælskommunen inden for denne frist skal være forpligtet til at stille disse
tilbud til rådighed.
3. Ret til et offentligt børnepasningstilbud efter udløb af barselorlov og
en aldersbetinget overgang fra een dagpasningsordning til en anden.
4. Ret til at modtage døgnhjemmepleje, når borgeren har behov herfor og
samtidig ønsker det.
Læs alt
5. Ret til en plejebolig, dvs. en bolig, hvortil der er knyttet en
omsorgs- og plejedel, når borgeren har behov herfor og ønske herom.
6. Ret til en praktikplads eller tilsvarende kompenserende tilbud efter
basisår på en erhvervsfaglig grunduddannelse.
7. Ret til en kompetencegivende uddannelse for personer, der har bestået
en adgangsgivende eksamen.
C. En finansieringsreform, der forbedrer service og beskæftigelse
Der skal gennemføres en reform af finansieringssystemerne, så kommuner og
amtskommuner sikres den nødvendige økonomi til at sikre borgernes
rettigheder. Et afgørende bidrag hertil er en aktiveringslinje, hvor en del
af de enorme midler, der i dag udbetales i form af understøttelse eller
bistandshjælp, i stedet bruges som betaling for en arbejdsindsats, der kan
fjerne mangler i den offentlige service.
D. Styrkelse af det kommunale selvstyre
Bedre sikring af borgernes rettigheder skal ske ved fastlæggelse af
overordnede mål eller minimumsstandarder. Det kommunale selvstyre skal
styrkes i kraft af realistiske økonomiske rammer. En udvikling med
decentralisering af økonomi og ansvar ud til de enkelte institutioner og
offentlige arbejdspladser skal fortsat opmuntres.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Der er bred politisk enighed om fastholdelse af en stram offentlig
udgiftspolitik, og der stilles derfor store krav til effektivisering,
omstilling og fornyelse i den offentlige sektor.
Debatten har meget ensidigt været koncentreret om generelt at bringe
udgifterne under kontrol og få skattetrykket nedad. Det har på nogle punkter
ført til urimelige nedskæringer og standardforringelser, hvor hensynet til
borgernes krav om rimelig service har fået for ringe vægt. Når der skal
spares eller gennemføres omlægninger, er der en fare for, at det går ud over
åbningstider, ventetider og personlig service.
Det er vigtigt, at denne tendens imødegås.
Hensynet til borgerne må altid være det centrale i planlægningen.
I en situation med stadige offentlige besparelser og ændringer i den
offentlige sektor er der derfor et stigende behov for, at der sker en
præcisering af borgernes rettigheder.
Initiativer til sikring af borgernes rettigheder vil ligge smukt i
forlængelse af loven om Folketingets Ombudsmand og loven om offentlighed i
forvaltningen.
Der er desuden tale om initiativer, der ligger i klar forlængelse af
tankerne om fornyelse af den offentlige sektor gennem ændringer i den
offentlige sektors funktion og indretning med henblik på bedre og billigere
løsninger.
Et af hovdsynspunkterne i denne forbindelse er, at der skal gøres op med
den omfattende detaljerede regelstyring og sættes fokus på målstyring, hvor
de overordnede mål for den offentlige sektor fastsættes og prioriteres
centralt, mens valget af midlerne og metoderne til opfyldelse af de
overordnede mål skal decentraliseres mest muligt.
Rammestyring og decentralisering er nøgleord.
De politisk ansvarlige på det statslige og kommunale plan skal være sig
deres ansvar bevidst for præcist at afstikke de overordnede mål. Men
decentralisering er ikke blot at flytte opgaver ud fra stat og til kommuner.
Mest muligt af opgaveløsningen skal, også i praksis, føres ud til ledelsen på
den enkelte offentlige virksomhed eller institution. Her skal der være større
ansvar, og de ansatte og brugerne skal tages med i beslutningerne.
Der sigtes mod en styrkelse af det kommunale selvstyre, hvor der bliver
bedre sammenhæng mellem de overordnede fastlagte målsætninger og
kommunernes/amtskommunernes økonomiske muligheder for at opfylde dem.
En understregning og præcisering af borgernes rettigheder er ikke
ensbetydende med, at der gives frit løb for offentlige merudgifter. Det er
nødvendigt at fastholde stramme budgetrammer og et stadigt pres for at
udvikle servicetilbud, der både er bedre afpasset med borgernes ønsker og kan
udføres billigere. Men det skal rumme en forpligtelse for alle dele af den
offentlige sektor til at tænke planlægningen igennem på ny, så det sikres, at
det fortsat og altid er borgernes behov, der bliver sat øverst.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad A. Kundevenlig offentlig service
Der er tale om et princip om, at borgerne skal kende deres rettigheder og
pligter.
Der må laves en beskrivelse af enhver offentlig serviceydelse, så det på
en klar og forståelig måde angives, hvad det er for en ydelse, det offentlige
leverer eller er forpligtet til at levere.
Enhver politisk beslutning eller administrativ afgørelse må ledsages af en
vurdering af, hvorledes de konkrete serviceydelser påvirkes heraf. Der er
således grænser for, hvor meget man kan kvalitetsforringe en ydelse og stadig
fastholde, at det er den samme ydelse!
Det skal klart fremgå, hvorledes og i hvilket omfang brugerne og de
ansatte har været inddraget ved fastlæggelsen af de pågældende
serviceydelsers indhold og udformningen af de tilhørende praktiske regler, og
hvorledes der er taget hensyn til deres synspunkter.
Som et afgørende led i udbygningen af de offentlige myndigheders service
må det sikres, at borgerne oplyses om deres rettigheder, muligheder og
pligter i forbindelse med forskellige sociale begivenheder.
Det er en naturlig forudsætning, at offentlige brugerorienterede
serviceforanstaltninger, kontorer m.v. skal have åbningstider, der giver
borgerne let adgang til at få kontakt med forvaltningerne/institutionerne.
Dette kan fornuftigt kombineres med borgerinformationskontorer, hvor der kan
ske vejledning i, hvorledes man finder vej gennem de offentlige systemer,
hvor oplysninger kan findes, og hvor henvendelse i konkrete sager kan ske.
Såfremt en henvendelse fra en borger til en offentlig myndighed
forudsætter et svar og det ikke kan forventes, at en afgørelse foreligger
inden for 2 uger, påhviler det den pågældende myndighed at bekræfte
modtagelsen af henvendelsen og oplyse om længden af den forventede
sagsbehandlingstid.
Svar til borgerne skal ske i en let forståelig form, og en afgørelse skal
altid ledsages af en begrundelse.
Ingen kan normalt vente mere end en bestemt tid, før en sag afgøres. Det
gælder f.eks. i forbindelse med domstolsbehandling, behandling af ankesager,
adoptionsansøgninger, afgørelse af arbejdsskadesager m.v.
Gennem forhandlinger med de involverede parter må der fastsættes regler
for, hvad der skal ske, hvis denne tidsfrist overskrides.
Ad B. Afvikling af kødannelse og lange ventetider
På en række vitale områder eksisterer der kødannelse og ventelister af en
sådan størrelse, at det medfører afbræk og usikkerhed i forhold til borgernes
varetagelse af deres dagligliv.
Dette gælder særligt på områderne: Dagforanstaltninger for børn,
uddannelses- og praktikpladser for unge, ventetider på sygehusbehandling
og/eller hjemsendelse samt foranstaltninger for ældre.
Fælles for disse områder er, at borgerne hindres i at »komme
videre« i deres liv, hvad enten det gælder genoptagelse af arbejde,
færdiggørelse af uddannelse eller flytning til plejehjem eller ældrebolig.
I dag vil det i mange tilfælde være således, at borgerne ikke på forhånd
kan få oplyst, hvor lang en ventetid der er på en given ydelse. Dette hindrer
ikke alene planlægning, men skaber også usikkerhed i forhold til den nærmeste
fremtid.
Der skal derfor udarbejdes konkrete handlingsplaner med det formål at få
etableret faste tidsfrister, inden for hvilke bestemte ydelser over for
borgerne skal være på plads.
Der må også være klarhed om, hvilke rettigheder borgeren har til selv at
handle, hvis fristerne overskrides. F.eks. kan man med hensyn til
sygehusbehandling forestille sig, at borgeren har ret til at søge andre
steder hen uden for egen amtskommune, men således at udgiften dækkes af egen
amtskommune.
De konkrete handlingsplaner må omfatte indsatsen på bl.a. følgende
områder:
- Det danske sygehusvæsen er heldigvis stadig af høj standard og ydermere
overordentlig billigt i drift.
Som led i de igangværende omlægninger inden for sygehusvæsenet må der
indføres en tidsfrist på f.eks. maksimalt 3 måneder for operationer og
behandling af alvorlige sygdomme fra det tidspunkt, der er truffet konkret
beslutning om behandling.
En fundamental rettighed for borgerne er retten til hurtig og kompetent
behandling ved sygdom. Ydermere vil samfundet spare udgifter til sygedagpenge
hos dem, der efter behandlingen er i stand til at genoptage et eventuelt
arbejde.
Der kan naturligvis fastsættes forskellige frister bestemt af selve
behandlingssituationen eller behandlingens art, f.eks. som tvungen ventetid i
forbindelse med sterilisation. Det skal blot klart fremgå af beskrivelsen af
den pågældende ydelse, og det skal begrundes, hvorfor der er tale om en
afvigelse fra den generelle norm.
- Efter endt behandling skal færdigbehandlede patienter maksimalt kunne
vente 4 uger på sygehusene.
På landsplan ligger der i dag ca. 1.000 færdigbehandlede patienter, der
ikke kan udskrives på grund af manglende kommunal foranstaltning som f.eks.
plejehjemsplads, beskyttet bolig, døgnpleje eller hjemmehjælp.
En del amtskommuner og kommuner har allerede indgået aftaler om f.eks.
karensperioder eller betalingsordninger for sygehusophold ud over den
fastsatte periode. Ud fra de indhentede erfaringer bør der på landsplan
fastsættes maksimale ventetider.
- Ældre medborgere sikres ret til plejebolig og døgnhjemmepleje, når
behovet for og samtidig ønsket om den pågældende foranstaltning foreligger.
Når visiteringen til en given ydelse er foretaget, skal tilbud om ydelsen
foreligge hurtigst muligt.
Mange ældre føler i dag, og desværre ofte med rette, at de er kommet i
klemme i systemet og kun har ringe indflydelse på, hvilken ydelse de tilbydes
og omfanget af denne. Også de ældre borgere skal sikres ret til i videst
muligt omfang at blive inddraget i beslutningen om foranstaltningsart.
- I dag står 30.000-40.000 børn på venteliste til et dagpasningstilbud.
Der skal fastsættes en ret til et pasningstilbud efter et vist antal
måneder svarende til længden af barselorlov, ligesom overgangen fra eet
aldersbestemt tilbud til et andet skal sikres.
Som et minimum bør det i en overgangsperiode altid kunne oplyses, hvornår
en plads kan stilles til rådighed for den pågældende, således at der
eventuelt kan tilrettelægges alternative foranstaltninger i venteperioden.
Af den konkrete handlingsplan skal fremgå, hvorledes det gradvis kan
sikres, at dette mål kan opfyldes.
- På uddannelsesområdet er et stykke af vejen nået. Der skal være plads
til alle børn i folkeskolen, og der skal være plads til alle unge på
gymnasier og erhvervsskoler. Men der gælder ikke tilsvarende regler for
praktikpladser eller pladser i de videregående uddannelser.
Målsætningen må klart være, at de unge, der ønsker at gå videre med en
uddannelse, ikke hindres i dette på grund af manglende pladser. Især i en
situation med høj arbejdsløshed, ikke mindst blandt de unge, forekommer det
meningsløst ikke at sikre alle unge, der ønsker uddannelse eller
praktikplads, retten til dette.
Helt uforudsete udefra kommende forhold som f.eks. leverancestop,
arbejdskraftmangel eller arbejdskonflikt kan naturligvis vanskeliggøre en
planlagt gennemførelse af initiativer til afskaffelse af kødannelse og
ventelister, og der må naturligvis tages forbehold herfor.
Ad C. En finansieringsreform, der forbedrer service og beskæftigelse
Bedre sikring af borgernes rettigheder behøver ikke at betyde højere
skatter.
Men det vil kræve en anden prioritering og en mere hensigtsmæssig
fordeling mellem stat, amtskommuner og kommuner og mellem passiv forsørgelse
og aktiv indsats.
Når kommunernes økonomiske rammer beskæres samtidig med, at de skal betale
en række lovbundne opgaver, bliver resultatet let, at de tvinges til at skære
på de områder, der burde prioriteres højest.
Derfor oplever borgerne en række eksempler på forringet pleje for de gamle
og længere ventelister til sygehuse og børnepasning samtidig med, at de ser
staten udbetale understøttelse og bistand til flere hundrede tusinde
mennesker, der ikke kan få lov at udføre et stykke arbejde.
Fra borgernes synspunkt er det interessante, hvad de skal betale i skat,
og hvad de får for pengene. Om pengene betales til statskassen eller
kommunekassen, er derimod i en given kommune fuldstændig ligegyldigt for den
enkelte skatteyder.
Der skal gøres op med »kassesystemet«, hvor stat, amtskommune og
kommuner skubber byrder over på hinanden.
Det er en helt afgørende forudsætning for, at den offentlige service kan
udbygges og kødannelse og ventelister afvikles, at der gennemføres
omstillinger og fornyelser i den offentlige sektor præget af større frihed,
flere eksperimenter og større tilfredshed hos borgerne. Det betyder, at der
naturligvis som led i denne proces må gennemføres omflytning af personale og
tilpasning af de enkelte institutioners bemanding. Men det er urimeligt, at
»kassesystemerne« er indrettet således, at kommuner og amtskommuner
i denne forbindelse kan blive tvunget til at nedlægge stillinger eller endda
til at fyre medarbejdere, der gør et dygtigt og nødvendigt arbejde - med det
resultat, at statens udgifter til dagpenge og kontanthjælp øges med næsten
det samme beløb, som kommunerne sparer.
Problemernes omfang nødvendiggør, at der gennemføres ændringer i
finansieringssystemet, i hvert fald i forhold til indsatsen på højt
prioriterede områder.
På mange områder er det således i den nuværende beskæftigelsessituation
uhyre billigt for de offentlige »kasser« at finansiere driften i
forbindelse med en til aflønning af flere ansatte og sparede udgifter
forbedret service i forhold til borgerne. På børnepasningsområdet opvejes
forskellen mellem merudgifterne til aflønning af flere ansatte og sparede
udgifter til dagpenge og kontanthjælp således næsten af forældrebetalingen.
Som systemet er i dag, skal »kommunekasserne« imidlertid dække
alle merudgifterne, mens »statskassen« høster hovedparten af de
modgående besparelser.
For at løse op for disse blokeringer for kommunernes/amtskommunernes
muligheder og tilskyndelse til at fastholde/forbedre servicen i forhold til
borgerne må det konkret overvejes at indføre flere aktivitetsafhængige
elementer i de kommunale tilskudsordninger.
Kommuner og amtskommuner skal sikres økonomiske muligheder for at leve op
til de overordnede målsætninger for den offentlige service. Folketing og
regering skal være sig deres økonomiske ansvar bevidst.
Hovedprincippet for disse overvejelser kan f.eks. svare til den nye
tilskudsmodel, der er indført for den kommunale beskæftigelses- og
aktiveringsindsats i forhold til ungdomsarbejdsløsheden.
Her er den hidtidige pligtbeløbsordning erstattet af statstilskud i
forhold til den faktiske aktiveringsindsats i den enkelte kommune.
Der må findes en model for de økonomiske tilskud til den enkelte
(amts)kommune, som sikrer, at tilskud i højere grad udmåles i forhold til
antallet af personer, der konkret er omfattet af de pågældende offentlige
ydelser i den enkelte (amts)kommune. Tilskuddene fastsættes ud fra de
gennemsnitlige driftsudgifter på landsplan for de forskellige aldersgrupper.
Kommuner, der ønsker en højere standard, må således selv finansiere den
fulde merudgift hertil. Tilsvarende indhøster kommuner, der gennem
utraditionelle og fleksible løsninger nedbringer udgifterne pr. ydelse, den
fulde gevinst herved.
Indførelse af aktivitetsafhængige bloktilskud vil ikke betyde en
tilbagevenden til det tidligere refusionssystem. Der vil være tale om en ny
model, hvori der indgår træk ved refusionsmodellen og det eksisterende
bloktilskudssystem på udvalgte højt prioriterede områder.
En model i denne retning er en logisk konsekvens af gennemførelsen af en
bevidst aktiveringslinje. Problemet ved det nuværende finansieringssystem er,
at kommuner/amtskommuner ikke kan modregne dagpengebesparelser m.v. ved en
øget beskæftigelse. Hvis de skal kunne det, må man nødvendigvis indrette
finansieringssystemet derefter, og det forudsætter videre, at der skal være
sammenhæng mellem aktivitet og tilskud.
Men derudover er de betydelige anlægsinvesteringer, der er knyttet til en
udbygning af kapaciteten, en yderligere hindring for kommunernes muligheder
for at løse problemet.
Kommunerne må med de gældende regler ikke lånefinansiere udgifter til
bygning af nye institutioner eller ombygning af eksisterende lokaler. De
totale udgifter skal i det enkelte år finansieres fuldt ud over
kommuneskatterne.
Selv hvis kommunerne lejer sig ind i egnede lokaler, skal der deponeres
beløb svarende til, hvad det ville koste at bygge tilsvarende lokaler.
For at udligne anlægsinvesteringerne må kommunerne derfor have adgang til
at lånefinansiere anlægsudgifter i forbindelse med fastholdelse/udbygning af
den offentlige service i forhold til borgerne, f.eks. nedbringelse af
ventelisterne. Den maksimale afdragsperiode kan eventuelt begrænses til
f.eks. 10 år.
Tilsvarende bør der ske en lempelse af deponeringskravet i forbindelse med
lejede lokaler.
Ad D. Styrkelse af det kommunale selvstyre
Initiativerne udformes således, at det står klart, at der er tale om en
styrkelse af det kommunale selvstyre gennem en klar målfastlæggelse, og så
det understreges, at den enkelte statsinstitution, amtskommune og kommune i
så stor udstrækning som muligt selv kan tilrettelægge måden at realisere
målene på.
Princippet om borgernes rettigheder er ikke et forsøg på ensretning.
Der skal bestå fuld frihed for kommunerne/amtskommunerne og andre
offentlige myndigheder med hensyn til at vælge midler til at leve op til
tidskravene. Der vil være frihed med hensyn til formen for plejehjem og
beskyttet bolig og derfor også frihed til at vælge de mindst omkostningstunge
løsninger.
I dette perspektiv er det afgørende, at der er klarhed om målene og ikke
mindst, at målfastsættelsen sker med udgangspunkt i borgernes vilkår og
behov. Forslaget om, at enhver offentlig ydelse forsynes med en klar
beskrivelse, vil netop kunne bidrage til at få klarhed over formålet med de
politiske beslutninger.
Princippet om central målfastsættelse og decentralt metodevalg betyder
ikke, at Folketinget skal fastsætte alle målene i mindste detalje og
kommunerne kun beskæftige sig med at vælge mellem konkrete løsningsmodeller.
På nogle områder er det ud fra bl.a. ligheds- og retssikkerhedshensyn
afgørende, at den politiske målfastsættelse sker i Folketinget og gælder
overalt i landet. På andre områder vil det være kommunerne og amtskommunerne,
der suverænt fastsætter de politiske mål.
Det typiske billede vil være, at Folketinget fastsætter minimumskrav og
standarder og kommunerne beslutter, i hvilken udstrækning de ønsker en højere
standard, og samtidig fastsætter betingelser og økonomiske rammer for den
konkrete opgaveløsning.
Ideen er at hjælpe kommunerne, så der bliver sammenhæng mellem de højt
prioriterede overordnede målsætninger og kommunernes/amtskommunernes
økonomiske muligheder for at opfylde dem. Folketingets ansvar må
tydeliggøres, så byrderne ikke blot skydes over på kommuner og amtskommuner.
Endelig er det helt afgørende i tankegangen ikke forholdet mellem staten
og kommunerne, men først og fremmest spørgsmålet om at få beslutningerne
omkring valg af løsningsmodeller og metoder lagt længst muligt ud - helst
helt ud til den enkelte borger eller institution.
Derved vil der også skabes større klarhed og reelt indhold i begrebet
»det kommunale selvstyre«.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BSF 113 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BORGERNES RETTIGHEDER Retsinformation · 3. april 1997
- 1992 BSF 39 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VALGFRIHED I DEN OFFENTLIGE SEKTOR Retsinformation · 10. december 1992
- 1991 BSF 79 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VALGFRIHED I DEN OFFENTLIGE SEKTOR Retsinformation · 25. marts 1992
- Assemble A/S mod Lyngby-Taarbæk Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. februar 2022
- Betænkning over Forslag til lov om friplejeboliger Retsinformation · 23. januar 2007
- Arbejdsrettens dom af 18. april 2013 i sag AR2012.0084 Arbejdsretten m.fl. · 18. april 2013