1991 BSF 26 FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ET ØSTERSØRÅD
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for oprettelse af et
Østersøråd. Dette arbejde skal bygge på følgende retningslinjer:
1. Til at deltage i Østersørådet bør indbydes de skandinaviske lande,
Finland, de baltiske stater, Rusland eventuelt repræsenteret ved dets
Østersøregion, Polen samt Tyskland eventuelt repræsenteret ved
Mecklenborg-Forpommern og Slesvig- Holsten.
2. Samarbejde omkring følgende områder må have højeste prioritet i
forbindelse med Østersørådets arbejde:
- Bekæmpelse af forurening.
- Infrastruktur i bred forstand (heri indbefattet forskning, uddannelse og
overførsel af knowhow).
- Kulturelle aktiviteter.
Der må udarbejdes handlingsplaner for disse områder som grundlag for
Østersørådets arbejde.
3. De politiske beslutninger inden for Østersørådets rammer skal træffes
af et ministerråd.
Såvel regeringslederne som de ministre, hvis ressort falder ind under
Østersørådets arbejde, kan mødes i ministerrådet. For så vidt angår regioner,
der ikke har egen regering, må en passende form for repræsentation i i
ministerrådet findes i tilfælde af disse regioners deltagelse.
Ministerrådets beslutninger skal træffes enstemmigt.
4. Formandskabet for ministerrådet går på skift mellem de deltagende lande
og regioner. Formandsperioden er halvårlig.
Sekretariatsfunktionerne i forbindelse med Østersørådets arbejde varetages
i hovedsagen af formandslandet/-regionen.
5. I Østersørådets regi skal der endvidere kunne foranstaltes møder mellem
parlamentarikere fra de deltagende lande og regioner.
6. Miljøorganisationer, kulturelle organisationer, erhvervsorganisationer,
fagbevægelsen og andre samfundsbevægelser og -organisationer bør i videst
muligt omfang inddrages i Østersørådets arbejde.
Læs alt
Oprindelig fremsat forsalg
Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for oprettelse af et
Østersøråd. Dette arbejde skal bygge på følgende retningslinjer:
1. Til at deltage i Østersørådet bør indbydes de skandinaviske lande,
Finland, de baltiske stater, Rusland eventuelt repræsenteret ved dets
Østersøregion, Polen samt Tyskland eventuelt repræsenteret ved
Mecklenborg-Forpommern og Slesvig- Holsten.
2. Samarbejde omkring følgende områder må have højeste prioritet i
forbindelse med Østersørådets arbejde:
- Bekæmpelse af forurening.
- Infrastruktur i bred forstand (heri indbefattet forskning, uddannelse og
overførsel af knowhow).
- Kulturelle aktiviteter.
Der må udarbejdes handlingsplaner for disse områder som grundlag for
Østersørådets arbejde.
3. De politiske beslutninger inden for Østersørådets rammer skal træffes
af et ministerråd.
Såvel regeringslederne som de ministre, hvis ressort falder ind under
Østersørådets arbejde, kan mødes i ministerrådet. For så vidt angår regioner,
der ikke har egen regering, må en passende form for repræsentation i i
ministerrådet findes i tilfælde af disse regioners deltagelse.
Ministerrådets beslutninger skal træffes enstemmigt.
4. Formandskabet for ministerrådet går på skift mellem de deltagende lande
og regioner. Formandsperioden er halvårlig.
Sekretariatsfunktionerne i forbindelse med Østersørådets arbejde varetages
i hovedsagen af formandslandet/-regionen.
5. I Østersørådets regi skal der endvidere kunne foranstaltes møder mellem
parlamentarikere fra de deltagende lande og regioner.
6. Miljøorganisationer, kulturelle organisationer, erhvervsorganisationer,
fagbevægelsen og andre samfundsbevægelser og -organisationer bør i videst
muligt omfang inddrages i Østersørådets arbejde.
Bemærkninger til forslaget
Baggrunden for forslaget er et ønske om at styrke det regionale samarbejde
i Østersøområdet.
Et forstærket Østersøsamarbejde tjener et tredobbelt formål:
a) Det skal løse væsentlige problemer, der er fælles for regionen -
eksempelvis på miljø- og trafikområdet.
b) Det skal støtte de omfattende økonomiske, økologiske og demokratiske
reformer, som skal gennemføres i den del af Østersøregionen, der i årtier har
været under kommunistisk herredømme.
Ikke mindst for de baltiske stater og Skt. Petersborg-regionen kan
Østersøsamarbejdet få afgørende betydning ved at forbinde dem med de vestlige
demokratier i nærområdet. Samtidig kan Østersøsamarbejdet fungere som et
bindeled til et bredere europæisk samarbejde.
c) Det skal styrke den samlede Østersøregions vægt i den europæiske
udvikling. Et væsentligt led i dette er at modvirke, at den økonomiske
dynamik på længere sigt koncentreres omkring bestemte områder i Europa
sydvest for Østersøregionen, således at Østersølandene marginaliseres.
En stor del af Østersøsamarbejdet kan og bør foregå under decentrale
former gennem direkte forbindelser mellem erhvervsvirksomheder og
-organisationer, faglige organisationer, miljøorganisationer, kulturelle
foreninger, lokale myndigheder m.m.
Men løsningen af en række opgaver - eksempelvis omkring
forureningsbekæmpelse og infrastruktur - kræver, at de involverede
stater/regioner træffer fælles beslutninger.
For at sikre en tilstrækkelig koordinering mellem de forskellige politiske
beslutninger og aktiviteter og for at give samarbejdet en forpligtende
karakter er det hensigtsmæssigt at oprette et Østersøråd med et fælles
beslutningstagende organ, et ministerråd.
Et sådant fælles beslutningsorgan vil samtidig kunne give de mere
ressourcesvage Østersøområder en større indflydelse på regionens udvikling.
Uden en fælles politisk ramme vil styringen af udviklingen i højere grad være
overladt til de økonomisk stærke kræfter og regioner.
Ud over de konkrete beslutninger i ministerrådet bør Østersørådet være
formidler af kontakt og samarbejde på parlamentarisk plan, græsrodsplan og
organisationsplan.
Der lægges samtidig afgørende vægt på, at Østersørådet ikke forbindes med
et tungt politisk apparat. Man bør således undgå et system af permanente
udvalg i tilknytning til ministerrådet og det parlamentariske samarbejde.
Ligeledes bør sekretariatsfunktionerne klares uden at opbygge noget
selvstændigt embedsmandsapparat af betydning i tilknytning til Østersørådet.
Østersørådet skal således bygge på decentralistiske og ikkebureaukratiske
principper.
Det vil som udgangspunkt ikke være formålstjenligt at foretage en nøje
afgrænsning af Østersørådets politiske opgaver. En nærmere bestemmelse af
disse må bero på de behov, der fremstår under drøftelserne med de andre
Østersølande.
Det er dog givet, at miljøet, infrastrukturen og det kulturelle samkvem må
stå helt centralt i samarbejdet.
Der må udarbejdes handlingsplaner på disse områder, som fra starten kan
sikre, at der er sammenhæng og langsigtet perspektiv i Østersørådets
beslutninger. Disse handlingsplaner kan bygge på analyser og forslag, som
allerede er udarbejdet eller under udarbejdelse. Når det gælder bekæmpelse af
forureningen, vil det miljøprogram (»Joint Comprehensive
Programme«), som er under udarbejdelse i forlængelse af den såkaldte
Rønnebykonference i september 1990, således kunne udgøre et fundament for
Østersørådets arbejde.
Med hensyn til kredsen af deltagende lande og regioner i Østersørådet kan
man anlægge forskellige vurderinger.
Man kan vælge at holde sig til den kreds af lande, som har underskrevet
Helsingforskonventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen. Det drejer
sig om Danmark, Sverige, Finland, Sovjetunionen, Polen og Tyskland.
Naturligvis må de baltiske stater og Rusland deltage i stedet for
Sovjetunionen.
Det forekommer imidlertid rimeligt også at inddrage Norge i samarbejdet,
selv om det ikke er et Østersøland. Norge er en del af Skandinavien og er
miljømæssigt, infrastrukturelt, økonomisk og kulturelt forholdsvis tæt
forbundet med Østersøregionen. Norge deltager også i Rønnebyprocessen.
Det samme gør Den Tjekkiske og Slovakiske Føderale Republik som et
afvandingsområde til Østersøen. Det forekommer imidlertid problematisk at
udvide Østersørådets rækkevidde til Den Tjekkiske og Slovakiske Føderale
Republik, idet denne bortset fra vandløbene ikke med nogen rimelighed kan
betragtes som en del af Østersøregionen.
Ud over problemerne med at afgrænse kredsen af Østersølande vil der også
være problemer med at fastlægge, hvilke regioner der skal deltage i de
tilfælde, hvor der stiles mod regional og ikke national repræsentation.
Ydermere vil der være behov for en afklaring af kompetencefordelingen
mellem deltagende regioner og deres respektive nationale regeringer.
Der eksisterer allerede i dag en række formelle og uformelle rammer for
Østersøsamarbejde, såsom Helsingforskommissionen og Ars Baltica-initiativet.
Det må nærmere vurderes, hvilke af disse former for samarbejde der bør
overføres til Østersørådet - det kunne f.eks. helt eller delvis gælde for
Helsingforskommissionens funktioner - og hvilke der vil trives bedst i en
selvstændig form.
På dette punkt som på alle andre gælder det, at det ikke må blive et
formål i sig selv at oprette en ny institution for Østersøsamarbejdet.
Østersørådets arbejdsopgaver må bero på en konkret vurdering af, på hvilke
områder der er behov for en fastere institutionel ramme og en mere formel
politisk beslutningsproces.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 BSF 33 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UDARBEJDELSE AF EN SAMLET PLAN FOR UDBYGNING AF SAMARBEJDET BLANDT LANDENE OMKRING ØSTERSØEN, HERUNDER OPRETTELSE AF ET ØSTERSØRÅD Retsinformation · 22. november 1990
- 1996 BSF 29 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ETABLERING AF ATOMVÅBENFRI ZONER I EUROPA Retsinformation · 11. oktober 1996
- 1991 BTB 26 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ET ØSTERSØRÅD NR B 26 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 14. april 1992
- 1997 BSF 100 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ET BALTISK BEREDSKAB MOD KRIMINALITET OG TRUSLER MOD MILJØET I ØSTERSØOMRÅDET Retsinformation · 28. januar 1998
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen Retsinformation · 20. maj 2017
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE Nr. 862/2010/EU af 22. september 2010 om Unionens deltagelse i et fælles forsknings- og udviklingsprogram for Østersøen (BONUS), der iværksættes af flere medlemsstater (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 22. september 2010