Spring til indhold

Retsinformation

1994 BSF 56 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LAVERE MEDICINPRISER

1994/1 BSF 56Beslutningsforslag som fremsatFolketinget3. februar 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Idet Folketinget konstaterer, at medicinpriserne i Danmark ligger

langt over de gennemsnitlige priser i Europa, opfordres regeringen

til at fremsætte lovforslag, der

1) indfører fastsættelse af maksimalpriser i forbindelse med godkendelse

og markedsføring af nye lægemidler,

2) indbærer, at fabriks- og importpriserne på eksisterende lægemidler

nedsættes med 20 pct. i forhold til en referencepris; for lægemidler omfattet

af den gældende aftale om medicinpriser bruges den heri fastsatte

maksimalpris som referencepris, for andre lægemidler bruges prisen fra en

nærmere fastsat dato eller periode i 1994,

3) omlægger medicintilskuddene, således at forøget brug af medicin i

videst muligt omfang undgås og nødvendig, dyr medicin gøres relativt

billigere.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Medicinpriserne i Danmark er urimelig høje sammenlignet med priserne i

resten af Europa. Det kan koste syge mennesker tusinder af kroner i

ekstraudgift til medicin, og det koster det offentlige over 1/2 mia. kr.

ekstra i medicintilskud, medicinkort etc.

Ud over forskelle i momssats skyldes de høje priser dels, at Danmark har

et dyrt apotekervæsen, dels at prisen fra fabrik eller importør er meget

højere end i andre lande. Dette beslutningsforslag angriber det sidste

problem.

Sagen er, at markedsmekanismen ikke fungerer på medicinmarkedet (jf.

»Udviklingen i medicinudgifterne«, Finansministeriet, december

1994, s. 61). Markedet er uigennemskueligt og præget af monopoldannelse og

formelle og uformelle prisaftaler m.v. Det har man indset i de fleste lande i

Vesteuropa, og derfor regulerer man medicinpriserne, typisk ved at fastsætte

maksimumspriser.

I Danmark og i vid udstrækning også i andre lande svækkes konkurrencen

Læs alt

yderligere af en række forhold, der i øvrigt kan være velbegrundede:

- et produkt koster det samme overalt i landet

- det er ofte lægen, der afgør produktvalget, selv om han eller hun ingen

omkostningsmæssig interesse har i at vælge et billigere produkt

- som følge af enprissystemet har apotekerne som gruppe stort set ingen

interesse i at købe billigt ind.

Der er således mange gode grunde til at lave en kraftig styring af

medicinpriserne. Danmark er traditionelt gået den modsatte vej, idet en

undtagelsesbestemmelse i konkurrenceloven har til formål at sikre

medicinalindustrien en lempeligere priskontrol, og der er ikke siden 1983

sket indgreb fra konkurrencemyndighedernes side (ibid. s. 45-46).

Begrundelsen har angiveligt været, at de høje danske medicinpriser er

nødvendige for at støtte forskningsindsatsen i dansk medicinalindustri. Det

er imidlertid et dårligt argument. Ønsker man at støtte den private

forskning, må man forbedre de forskellige direkte støtteordninger, der findes

i forvejen. Den nuværende skjulte »støtte« går i meget vidt omfang

til udlandet via høje importpriser - ca. 2/3 af medicinforbruget dækkes af

import - eller til danske medicinproducenter uden selvstændig forskning.

Hertil kommer, at et indirekte støttebeløb - fra forbrugere og det offentlige

- på 800-900 mio. kr. årligt er temmelig meget i forhold til, at

medicinalindustrien beskæftiger ca. 9.000 personer. Det er op mod 100.000

kr./år/person. (Indregner man beskæftigelsen hos danske underleverandører, er

tallene 15.000 personer og ca. 60.000 kr./år/person).

Den frem til den 1. april 1995 gældende aftale om et stop for stigningen i

medicinpriserne var et beskedent skridt i den rigtige retning. Men nu må der

lavere priser til, hvilket også anbefales i ovennævnte rapport. Den anfører

en række eksempler på, at man i andre vesteuropæiske lande har gennemført

prisnedsættelser ved lov. Den højeste prisnedsættelse har været på 10 pct.,

men i betragtning af de ekstraordinært høje danske priser mener SF, at en

nedsættelse af danske priser med 20 pct. er et moderat krav.

Samfundsøkonomisk er der klart positive konsekvenser af forslaget:

- Det offentlige opnår en besparelse på 600-700 mio. kr. ved et prisfald

på 20 pct. regnet ekskl. moms; hertil kommer en mindre besparelse på indkøb

af sygehusmedicin. Fordelingen af den samlede besparelse mellem staten og

sygehuskommunerne skal forhandles mellem disse.

- Forbrugerne af medicin - som ofte er presset på deres økonomi af sygdom

etc. - opnår en besparelse på i alt ca. 200 mio. kr., hvilket i øvrigt giver

et om end beskedent bidrag til at dæmpe inflationen.

- Der spares skønsmæssigt 500 mio. kr. på medicinimporten.

- Danske forbrugere får øget købekraft, hvilket giver en vis positiv

beskæftigelseseffekt.

I disse beregninger er det forudsat, at apotekeravancen opgjort i

millioner kroner bevares uændret. SF mener, at apotekeravancen bør reduceres,

men det indgår ikke i nærværende forslag.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Det foreslås som udgangspunkt, at maksimalpriserne baseres på

prissammenligninger med andre lande.

Ad 2

Det vil være en tidkrævende proces at fastsætte en maksimalpris på alle de

lægemidler, der allerede er godkendt på det danske marked. Derfor foreslås i

stedet, at maksimalprisen sættes til 80 pct. af gældende priser. For de

lægemidler, der er omfattet af den gældende frivillige aftale om

medicinpriser, sættes en ny maksimalpris til 80 pct. af den i aftalen

gældende pris.

Dette forslag er yderst realitisk, når det tages i betragtning, at

EU-landenes medicinpriser i gennemsnit ligger ca. 25 pct. under de danske

(efter korrektion for forskelle med hensyn til moms). Det samme gælder de

svenske medicinpriser.

Der bør i loven være en dispensationsmulighed, der giver mulighed for

højere priser i de ganske få tilfælde, hvor et nødvendigt lægemiddel ellers

vil forsvinde fra markedet.

Ad 3

Lavere medicinpriser har en mulig ulempe, nemlig et stigende forbrug af

unødvendig eller direkte skadelig medicin. Det ses f.eks. i nogle af de

lande, der har meget lave medicinpriser. For at undgå disse problemer bør den

danske medicintilskudsordning lægges om. Tilskuddene bør udmåles på basis af

følgende kriterier:

- tilskud på områder, hvor der skønnes at være fare for misbrug - f.eks.

visse former for nervemedicin - sættes relativt lavt,

- tilskud på områder, hvor der er tale om særlig dyr og nødvendig medicin

uden fare for misbrug - f.eks. kemoterapipræparater - sættes højt. Det vil

lette økonomien for grupper, der er hårdt ramt af sygdom. Som en sidegevinst

opnås, at man minimerer antallet af hospitalsindlæggelser, som måtte blive

foretaget blot for at få mulighed for at give folk gratis medicin,

- eventuelt bortfald af tilskud på områder, hvor der højst er tale om

lejlighedsvis brug af billig medicin (f.eks. visse typer øjendråber). Det kan

formentlig give en administrativ besparelse.

Konkret kunne tænkes en ordning med f.eks. 3-4 tilskudskategorier. Det vil

komme til at minde om de principper, som gælder i f.eks. Norge og Belgien,

hvor der bl.a. tages særligt hensyn til f.eks. kronisk og langvarigt syge

(ibid. s. 53 hhv. 55). Selve tilskudsomlægningen bør som udgangspunkt være

provenuneutral. Samtidig skal principperne for fastkronetilskud, generisk

ordination etc. videreføres eller udbygges.

Indplacering i disse kategorier skal ske samtidig med lægemidlets

godkendelse og fastsættelse af maksimalpris. For eksisterende produkter skal

der foretages en indplacering i forbindelse med den nye ordnings etablering.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter