1996 LSF 196 FORSLAG TIL LOV OM MIDLERTIDIGT PRISSTOP FOR LÆGEMIDLER M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. I tiden indtil den 1. marts 1998 kan virksomheder ikke til
Lægemiddelstyrelsen anmelde priser, der overskrider de pr. 24. marts
1997 gældende apoteksindkøbspriser (AIP) for apoteksforbeholdte
farmaceutiske specialiteter, som er godkendt til human anvendelse.
§ 2. For apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter, som er
godkendt til human anvendelse, og som markedsføres første gang efter den 1.
april 1997, kan virksomheder ikke i perioden indtil den 1. marts 1998 til
Lægemiddelstyrelsen anmelde priser, der overskrider den apoteksindkøbspris,
der ved første markedsføring anmeldes til Lægemiddelstyrelsen for den
pågældende farmaceutiske specialitet.
§ 3. Lægemiddelstyrelsen kan ikke i tiden indtil den 1. marts 1998
underrette apotekerne om priser, der er anmeldt til Lægemiddelstyrelsen i
strid med §§ 1 og 2.
§ 4. Indehaveren af markedsføringstilladelsen til et lægemiddel
kan undtagelsesvis ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anmelde
priser, der overskrider de i henhold til §§ 1 og 2 fastsatte grænser, hvis
særlige grunde taler derfor. Ansøgningen skal angive de særlige grunde,
hvorpå den indgives.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen behandler en ansøgning efter stk. 1
inden 90 dage efter indgivelse af ansøgningen. Lægemiddelstyrelsen kan kræve,
at ansøgeren supplerer ansøgningen med yderligere oplysninger. I så tilfælde
suspenderes fristen i 1. pkt., indtil de krævede oplysninger er modtaget.
§ 5. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning for anmeldelser af apoteksindkøbspriser, der indgives til
Lægemiddelstyrelsen den 13. marts 1997 eller senere.
§ 6. I lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 657 af
28. juli 1995, som ændret ved § 31 i lov nr. 386 af 22. maj 1996 og § 1 i lov
nr. 1228 af 27. december 1996, indsættes i § 42, stk. 1, 1. pkt.,
efter »apotekers udlevering«: », substitution m.v.«
§ 7. I lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 77
Læs alt
af 31. januar 1994, som ændret ved § 7 i lov nr. 1133 af 21. december 1994, §
24 i lov nr. 1120 af 20. december 1995 og § 3 i lov nr. 1228 af 27. december
1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Sundhedsministeren kan efter forhandling med
Lægemiddelstyrelsen undlade at optage et lægemiddel på de i stk. 1-3 og § 6 a
nævnte fortegnelser, hvis prisen på lægemidlet ikke står i et rimeligt
forhold til lægemidlets behandlingsmæssige værdi.«
Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.
2. I § 7, stk. 5 , der bliver stk. 6, affattes 1
pkt. således:
»For lægemidler, som anvendes på samme indikationer, og som har en
behandlingsmæssigt set sammenlignelig virkning, kan sundhedsministeren
fastsætte tilskuddet efter stk. 1-3 og § 6 a til et fast beløb svarende til
henholdsvis 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. af et gennemsnit af udgiften
til de to billigste af disse lægemidler.«
3. I § 7, stk. 6 , der bliver stk. 7, ændres »stk.
5« til: »stk. 6«.
4. Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Indehaveren af markedsføringstilladelsen til en
farmaceutisk specialitet, som er godkendt til human anvendelse, og som
markedsføres i Danmark første gang efter den 1. april 1997, underretter i
forbindelse med ansøgning om sygesikringstilskud til lægemidlet
Lægemiddelstyrelsen om den pris, til hvilken samme lægemiddel af samme
virksomhed eller af virksomheder i samme koncern er markedsført første gang i
andre EU-lande, og om datoen for denne første markedsføring. Ved en ny
farmaceutisk specialitet forstås et lægemiddel, der ved udstedelse af
markedsføringstilladelsen tildeles et nyt dansk specialitetsnummer.
Stk. 2. For nye apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter,
der er godkendt til human anvendelse, og som markedsføres i Danmark første
gang efter den 1. april 1997, beregnes tilskuddet efter § 7, stk. 1-3, og § 6
a som henholdsvis 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. på grundlag af
gennemsnittet af de apoteksindkøbspriser ekskl. moms, som samme farmaceutiske
specialitet er markedsført første gang til i andre EU-lande, jf. stk. 3. Ved
beregningen af gennemsnittet benyttes Danmarks Nationalbanks officielle
notering på det pågældende lands valuta på dagen for introduktionen i det
pågældende land. Der kan ikke ydes tilskud til mere end 74,7 pct., 49,8 pct.
eller 100 pct. af udgiften til det pågældende lægemiddel.
Stk. 3. Indehaveren af den danske markedsføringstilladelse til en
farmaceutisk specialitet, som er godkendt til human anvendelse, og som
markedsføres i Danmark første gang efter den 1. april 1997, eller indehaveren
af en af Det Europæiske Fællesskab udstedt markedsføringstilladelse til en
sådan farmaceutisk specialitet underretter Lægemiddelstyrelsen om, at
gennemsnittet er ændret, hvis den i stk. 2 nævnte gennemsnitspris
efterfølgende falder som følge af virksomhedens eller virksomheder i samme
koncerns markedsføring af samme farmaceutiske specialitet i andre EU-lande.
Stk. 4. Den beregnede gennemsnitspris indgår i beregningen af
tilskud efter § 7, stk. 6, hvis den er lavere end den danske pris.«
5. Efter § 30 indsættes:
»§ 30 a. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) undlader at give oplysninger efter § 7 a,
2) afgiver vildledende eller urigtige oplysninger efter § 7 a.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. I tiden indtil den 1. marts 1998 kan virksomheder ikke til
Lægemiddelstyrelsen anmelde priser, der overskrider de pr. 24. marts 1997
gældende apoteksindkøbspriser (AIP) for apoteksforbeholdte farmaceutiske
specialiteter, som er godkendt til human anvendelse.
§ 2. For apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter, som er
godkendt til human anvendelse, og som markedsføres første gang efter den 1.
april 1997, kan virksomheder ikke i perioden indtil 1. marts 1998 til
Lægemiddelstyrelsen anmelde priser, der overskrider den apoteksindkøbspris,
der ved første markedsføring anmeldes til Lægemiddelstyrelsen for den
pågældende farmaceutiske specialitet.
§ 3. Lægemiddelstyrelsen kan ikke i tiden indtil den 1. marts 1998
underrette apotekerne om priser, der er anmeldt til Lægemiddelstyrelsen i
strid med §§ 1 og 2.
§ 4. Indehaveren af markedsføringstilladelsen til et lægemiddel
kan undtagelsesvis ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anmelde
priser, der overskrider de i henhold til §§ 1 og 2, fastsatte grænser, hvis
særlige grunde taler derfor. Ansøgningen skal angive de særlige grunde,
hvorpå den indgives.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen behandler en ansøgning efter stk. 1,
inden 90 dage efter indgivelse af ansøgningen. Lægemiddelstyrelsen kan kræve,
at ansøgeren supplerer ansøgningen med yderligere oplysninger. I så tilfælde
suspenderes fristen i 1. pkt., indtil de krævede oplysninger er modtaget.
§ 5. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning for anmeldelser af apoteksindkøbspriser, der indgives til
Lægemiddelstyrelsen den 13. marts 1997 eller senere.
§ 6. I lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 657 af
28. juli 1995, som ændret ved § 31 i lov nr. 386 af 22. maj 1996 og lov nr.
1228 af 27. december 1996, indsættes i § 42, stk. 1, 1. punktum efter
»apotekers udlevering«: », substitution mv.«.
§ 7. I lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 77
af 31. januar 1994, som ændret ved § 7 i lov nr. 1133 af 21. december 1994, §
24 i lov nr. 1120 af 20. december 1995 og § 3 i lov nr. 1228 af 27. december
1996, foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
» Stk. 4. Sundhedsministeren kan efter forhandling med
Lægemiddelstyrelsen undlade at optage et lægemiddel på de i stk. 1-3, og § 6
a, nævnte fortegnelser, hvis prisen på lægemidlet ikke står i et rimeligt
forhold til lægemidlets behandlingsmæssige værdi.«
Stk. 4-9, bliver herefter stk. 5-10.
2. I § 7, stk. 5 , der bliver stk. 6, affattes 1 punktum
således:
»For lægemidler, som anvendes på samme indikationer, og som har en
behandlingsmæssigt set sammenlignelig virkning, kan sundhedsministeren
fastsætte tilskuddet efter stk. 1-3 og § 6 a til et fast beløb svarende til
henholdsvis 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. af et gennemsnit af udgiften
til de to billigste af disse lægemidler.«
3. I § 7, stk. 6 , der bliver stk. 7, ændres »stk.
5« til: »stk. 6«.
4. Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Indehaveren af markedsføringstilladelsen til en
farmaceutisk specialitet, som er godkendt til human anvendelse, og som
markedsføres i Danmark første gang efter den 1. april 1997, underretter i
forbindelse med ansøgning om sygesikringstilskud til lægemidlet
Lægemiddelstyrelsen om den pris, til hvilken samme lægemiddel af samme
virksomhed eller af virksomheder i samme koncern er markedsført første gang i
andre EU-lande og om datoen for denne første markedsføring. Ved en ny
farmaceutisk specialitet forstås et lægemiddel, der ved udstedelse af
markedsføringstilladelsen tildeles et nyt dansk specialitetsnummer.
Stk. 2. For nye apoteksforbeholdte farmaceutiske specialiteter,
der er godkendt til human anvendelse, og som markedsføres i Danmark første
gang efter den 1. april 1997, beregnes tilskuddet efter § 7, stk. 1-3, og § 6
a, som henholdsvis 74,7 pct., 49,8 pct. eller 100 pct. på grundlag af
gennemsnittet af de apoteksindkøbspriser ekskl. moms, som samme farmaceutiske
specialitet er markedsført første gang til i andre EU-lande, jf. stk. 3. Ved
beregningen af gennemsnittet benyttes Danmarks Nationalbanks officielle
notering på det pågældende lands valuta på dagen for introduktionen i det
pågældende land. Der kan ikke ydes tilskud til mere end 74,7 pct., 49,8 pct.
eller 100 pct. af udgiften til det pågældende lægemiddel.
Stk. 3. Indehaveren af den danske markedsføringstilladelse til en
farmaceutisk specialitet, som er godkendt til human anvendelse, og som
markedsføres i Danmark første gang efter den 1. april 1997, eller indehaveren
af en af Det Europæiske Fællesskab udstedt markedsføringstilladelse til en
sådan farmaceutisk specialitet, underretter Lægemiddelstyrelsen om, at
gennemsnittet er ændret, hvis den i stk. 2 nævnte gennemsnitspris
efterfølgende falder som følge af virksomhedens eller virksomheder i samme
koncerns markedsføring af samme farmaceutiske specialitet i andre EU-lande.
Stk. 4. Den beregnede gennemsnitspris indgår i beregningen af
tilskud efter § 7, stk. 6, hvis den er lavere end den danske pris.
5. Efter § 30 indsættes:
» § 30 a. Med mindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der:
1) Undlader at give oplysninger efter § 7 a.
2) Afgiver vildledende eller urigtige oplysninger efter § 7 a.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger I forbindelse med vedtagelsen af
Finansloven for 1997 blev det besluttet, at sundhedsministeren skulle søge at
indgå en aftale med medicinindustrien om nedsættelse af medicinpriserne.
Aftalen skulle sikre en reduktion i sygesikringens udgifter til
medicintilskud på 150 mio.kr. i 1997 og 200 mio. kr. i 1998 og fremefter.
På denne baggrund har Sundhedsministeriet ført forhandlinger med
medicinindustriens brancheforeninger, MEFA (de danske producenter), MEDIF (de
udenlandske producenter), BFID (de generiske producenter i Danmark) og PAL
(parallelimportørerne af lægemidler).
Det har ikke været muligt at opnå enighed om en aftale, der på den ene
side sikrer den offentlige besparelse, og på den anden side ikke på længere
sigt risikerer at svække konkurrencen på lægemiddelmarkedet. Regeringen har
under forhandlingerne lagt vægt på, at de prisnedsættelser, der kunne
aftales, for størstedelens vedkommende skulle være generelle og jævnt fordelt
over det samlede sortiment. Regeringen har ikke ønsket at medvirke til en
aftale om prisnedsættelser, der kunne fordeles frit af den enkelte virksomhed
efter en konkret vurdering af konkurrencesituationen for det enkelte
præparat. Det er regeringens vurdering, at en sådan aftale nok kunne give en
øjeblikkelig besparelse, men at den på længere sigt ville være til skade for
konkurrencen på lægemiddelmarkedet og dermed for bestræbelserne på at dæmpe
væksten i de offentlige medicinudgifter.
Det kan opgøres, at det lægemiddelsortiment, der blev solgt i 1994, blev
ca. 480 mio.kr. billigere i aftaleperioden. Forklaringen er dels prisaftalen
dels de konkurrencebetingede prisnedsættelser. Det er Sundhedsministeriet
vurdering, at størstedelen af prisfaldet skyldes øget konkurrence fra
parallelimport og kopipræparater.
Sygesikringens udgifter er alligevel steget i aftaleperioden, om end
væksten i udgifterne er aftaget i forhold til tidligere år. Udgifterne steg
ca. 5,2 pct. i 1995 og ca. 2,5 pct. i 1996, hvor udgifterne blev godt 3,7
mia.kr. Grunden til, at udgiftsvæksten er aftaget, er dels de faldende priser
dels de nedsættelser af tilskudssatserne, der er gennemført bl.a. for
antibiotika. Hvis ikke tilskuddet til antibiotika var blevet sat ned den 1.
januar 1996, ville udgifterne i 1996 være steget med omkring 5 pct.
Årsagen til, at sygesikringens udgifter fortsat stiger trods faldende
priser, skal findes i et voksende forbrug af tilskudsberettigede lægemidler
og især af nye og dyrere lægemidler. Dette behandlingsskift har betydet, at
den gennemsnitlige behandlingspris pr. DDD (Defineret Døgn Dosis) er steget
trods det generelle prisfald. Selvom det lægemiddelsortiment, der blev omsat
i 1994, kunne købes billigere i 1996, stiger udgifterne som følge af
forbrugsforskydninger mod dyrere præparater.
Københavns Universitet har for Sundhedsministeriet, MEFA og MEDIF
gennemført en undersøgelse af de danske lægemiddelpriser i en international
sammenhæng. I undersøgelsen opgøres prisen på et medicinforbrug som det
danske i en række andre europæiske lande.
Undersøgelsen konkluderer bl.a., »at det danske prisniveau er i den
høje ende af den europæiske skala, således som denne er belyst ved det givne
udvalg af lande. Dette var vel også forventet, og det bekræfter indtrykket
fra tidligere undersøgelser såvel som de mere intuitive fornemmelser af
sammenhængene. Den væsentlige nye information, der kan afledes af vor
undersøgelse, er imidlertid den forholdsvis beskedne spredning af
tallene.«
Den prisaftale, Sundhedsministeren og medicinindustrien indgik i 1995,
udløber den 1. april 1997. Fra den dag bortfalder derfor det aftalte loft
over de danske medicinpriser. Det vil utvivlsomt føre til betydelige
prisstigninger på de præparater, der bl.a. som følge af fortsat
patentbeskyttelse ikke er udsat for konkurrence. Det er derfor regeringens
opfattelse, at det af hensyn til det offentliges og patienternes
medicinudgifter vil være uforsvarligt at give priserne fri fra den første
april 1997. Regeringen havde foretrukket en ny aftale til afløsning af den
gældende. Da det ikke var muligt at indgå en for regeringen tilfredsstillende
aftale, finder regeringen det påkrævet at fremsætte et lovforslag om et
midlertidigt prisstop for lægemidler.
Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser om en nedsættelse af
lægemiddelpriserne, men indebærer alene, at priserne ikke kan sættes op. Ved
forslaget lægges herudover et loft over den pris, der benyttes til beregning
af tilskuddet til nye lægemidler. Lovforslaget indeholder herudover
forskellige elementer, der skal styrke konkurrencen på lægemiddelmarkedet.
Da det ikke lykkedes at nå til enighed med industriens
brancheorganisationer om at nedsætte lægemiddelpriserne, foreslår regeringen
i stedet nogle ændringer af de regler, der er afgørende for det offentliges
muligheder for at påvirke medicinudgifterne. Regeringen foreslår i den
forbindelse bl.a., at priskonkurrencen fremmes ved en udvidet adgang for
apotekerne til at vælge mellem forskellige præparater ved ekspedition af en
recept. Forslaget tilvejebringer således den fornødne hjemmel til at indføre
en såkaldt omvendt G-ordning, analog substitution og original substitution.
Forslaget udvider endvidere beregningsgrundlaget for den referencepris,
der ligger til grund for fastkroneordningen i sygesikringsloven. Hidtil er
alene synonyme præparater indgået i beregningsgrundlaget. Efter forslaget
udvides beregningsgrundlaget med analoge lægemidler, således at der sikres en
sammenhæng til forlaget om indførelse af analog substitution.
Ved en omvendt G-ordning opnår apoteket mulighed for ved udleveringen at
vælge mellem synonyme lægemidler, med mindre lægen ved påtegning af recepten
direkte har modsat sig det. Efter gældende regler kan apoteket substituere,
hvis lægen ved påtegning af recepten har givet sin tilslutning hertil.
Synonyme lægemidler er præparater med et kemisk identisk indholdsstof.
Ved analog substitution forstås en adgang for apoteket til - under
forudsætning af, at lægen ikke ved påtegning af recepten modsætter sig det -
at vælge mellem præparater, som er beregnet på samme indikation, og som har
en behandlingsmæssigt set sammenlignelig virkning. Dette giver apoteket
mulighed for at vælge mellem et bredere sortiment af lægemidler end under
G-ordningen, som alene omfatter synonyme lægemidler.
Ved original substitution forstås en generel adgang for apoteket til ved
udleveringen at vælge mellem ens præparater med forskellige navne fra samme
producent.
Økonomiske og administrative konsekvenser Det er ikke muligt at
beregne de økonomiske konsekvenser af forslaget om et midlertidigt prisstop
for lægemidler, fordi de prisstigninger, der ville finde sted, hvis priserne
blev givet fri ved udløbet af den nuværende prisaftale den 1. april 1997,
ikke kendes. Prisstigningerne vil afhænge af konkurrencesituationen for det
enkelte produkt og variere fra præparat til præparat.
Hvis det som et regneeksempel forudsættes, at prisstigninger samlet set
ville give anledning til en stigning i prisniveauet på f.eks. 3 pct. årligt
målt i apoteksudsalgspriser, ville sygesikringens udgifter på årsbasis stige
med godt 100 mio.kr. Patienterne ville få en tilsvarende udgiftsforøgelse. Da
der er tale om en videreførelse af det prisniveau, som er et resultat af den
seneste prisaftale og den almindelige konkurrence, bringer forslaget om et
midlertidigt prisstop ikke umiddelbart nye offentlige besparelser, men
forslaget dæmper væksten i de offentlige medicinudgifter i forhold til en
situation uden et prisstop.
De økonomiske konsekvenser af forslaget om at lægge et loft over den pris,
der benyttes ved tilskudsberegningen for nye lægemidler, vil afhænge dels af,
hvor mange nye lægemidler, der markedsføres, dels af i hvilket omfang de
markedsføres til højere priser i Danmark end i andre lande. Sammenligningen
af den danske pris på nye produkter med priserne i andre EU-lande vil
indebære, at det danske prisniveau på sigt nærmer sig et europæisk
gennemsnit.
Forslaget om en omvendt G-ordning medfører ikke umiddelbart en offentlig
besparelse, da det sortiment, der er omfattet af G-ordningen, for langt
hovedpartens vedkommende også er omfattet af fastkroneordningen i
tilskudsreglerne. Derfor ydes der i forvejen offentligt tilskud beregnet på
baggrund af de to billigste præparater i hver gruppe af ligeværdige
lægemidler. I de tilfælde, hvor forslaget medfører, at det billigste præparat
i en gruppe udleveres i stedet for et dyrere, falder de offentlige udgifter
imidlertid tilsvarende. Betydningen for de offentlige udgifter af en omvendt
G-ordning ligger først og fremmest i den skærpede priskonkurrence, forslaget
vil medføre. For patienterne vil forslaget indebære, at de udgår enten en
unødig høj egenbetaling eller at rette fornyet henvendelse til lægen, hvis
denne har ordineret et lægemiddel, der er dyrere end referenceprisen.
Det er vanskeligt at forudsige de økonomiske konsekvenser af forslaget om
analog substitution og original substitution. Virkningen af forslaget om
analog substitution afhænger af, hvor mange lægemidler, der efter en faglig
vurdering vil blive omfattet af analog substitution og af den indbydes
prisforskel mellem disse præparater. Endvidere vil den økonomiske effekt
afhænge af, hvordan de forskellige virksomheder reagerer prismæssigt på de
ændrede konkurrencevilkår.
De ændrede substitutionsregler vil på længere sigt have en dynamisk effekt
i form af den øgede priskonkurrence, de giver anledning til. Dette vil føre
til lavere lægemiddelpriser til gavn for både patienternes og det offentliges
udgifter.
Der er besparelsesmæssigt set en vis overlapning i konsekvenserne af de
forskellige forslag. Besparelsen for det offentlige ved forslaget om analog
substitution er tæt relateret til besparelsen ved at udvide
beregningsgrundlaget for referenceprisen i fastkroneordningen med analoge
lægemidler. Udvidelsen af fast kroneordningen vil i takt med gennemførelsen
af forslaget føre til en umiddelbar offentlig besparelse, da tilskuddet til
de lægemidler, der har en pris over referenceprisen, nedsættes. En opgørelse
af besparelsen ved den ændrede fastkroneordning må afvente
Lægemiddelstyrelsens faglige gennemgang af lægemiddelsortimentet.
Den offentlige sygesikrings besparelse ved nærværende lovforslag modregnes
i bloktilskuddene til amtskommunerne, når besparelsen kan opgøres.
Det forventes ikke, at kommunerne vil få merudgifter af betydning til
ydelser efter bistandsloven og pensionsloven som følge af ændringerne i
referenceprissystemet.
Udvidelsen af referenceprissystemet i tilskudsordningen nødvendiggør en
løbende og tæt overvågning af lægemiddelmarkedet. Den statslige
administration af ordningen vil have et omfang svarende til 3 årsværk.
Forslagene om kontrol af prisen på nye lægemidler, om behandling af
ansøgninger om fritagelse fra prisstoppet, og om at inddrage økonomiske
vurderinger i tilskudsvurderingen antages tilsammen at få et omfang af 5
årsværk. Forslaget om øget lægemiddelinformation til lægerne med henblik på
hensigtsmæssig ordination under de ændrede udleverings- og tilskudsregler vil
få et omfang af ca. 2 årsværk.
Samlet set bliver de administrative konsekvenser i størrelsesordenen 10
årsværk i Lægemiddelstyrelsen med tilhørende overheadomkostninger. De samlede
statslige omkostninger på 4 mio.kr. vil blive tilført ved en udvidelse af
Lægemiddelstyrelsens nettotal på Finansloven.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser De økonomiske konsekvenser for
virksomhederne af forslaget om et midlertidigt prisstop for lægemidler vil
variere fra virksomhed til virksomhed. Det er først og fremmest virksomheder
med produkter, som ikke er udsat for priskonkurrence, der vil blive berørt af
forslaget. Det kan f.eks. være præparater, der stadigt er patentbeskyttede,
og som dermed ikke konkurrerer med generiske produkter, eller præparater som
ikke parallelimporteres fra lande, hvor samme præparater sælges billigere.
Forslagene om ændrede udleveringsregler og om en udvidelse af det
sortiment, der er omfattet af sygesikringslovens bestemmelser om fast
kronetilskud, vil skærpe priskonkurrencen. De erhvervsøkonomiske konsekvenser
af disse forslag vil afhænge af, hvordan virksomhederne reagerer på de nye
konkurrencevilkår.
Den danske industri består af virksomheder, der overvejende eksporterer
deres produkter og af virksomheder, der helt overvejende sælger på det danske
marked. De virksomheder, der overvejende eksporterer deres produkter, og som
driver en omfattende forsknings- og udviklingsvirksomhed, opnår den største
del af deres indtjeningsbidrag fra eksporten. På mange eksportmarkeder
godkendes priserne af myndighederne efter forskellige kriterier, hvoraf den
danske pris kan være en parameter. Lovforslaget vurderes ikke at have en
væsentlig indflydelse på de danske virksomheders fremtidige forskning og
udvikling. De danske virksomheder, der overvejende sælger på det danske
marked, vil ikke blive berørt af forslaget om godkendelsen af prisen på nye
lægemidler efter en sammenligning af den danske pris med udenlandske priser.
Da det danske marked skønnes at udgøre under 1 - 2 pct. af det samlede
marked for en stor del af den udenlandske industris produkter, er det
vurderingen, at forslaget ikke vil få nogen væsentlig indflydelse på den
udenlandske industris indtjening og dermed for mulighederne for forskning og
udvikling af nye præparater.
Samlet set er det vurderingen, at der ingen erhvervsbelastning er af
forslaget om omlægning af referenceprissystemet. Prisloftet vil ikke have
nogen negativ effekt på konkurrenceevnen, da det gælder både danske og
udenlandske produkter og ikke omfatter eksportpriserne. Virksomhedernes
bruttofortjeneste vil særligt blive påvirket for virksomheder, der sælger
præparater, som bl.a. som følge af patentbeskyttelse er udsat for ringe
konkurrence.
Miljømæssige konsekvenser Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
Forholdet til EU-retten Lovforslagets enkelte elementer er baseret
på objektive og gennemsigtige kriterier og dermed i overensstemmelse med
EU-retten.
I de Europæiske Fællesskabers direktiv 89/105/EØF om gennemsigtighed i
prisbestemmelserne for lægemidler til mennesker og disse lægemidlers
inddragelse under de nationale sygesikringsordninger er det i artikel 4, nr.
1, bestemt, at myndighederne i forbindelse med indførelse af et prisstop for
lægemidler mindst en gang årligt skal undersøge, om de nationaløkonomiske
forhold gør det berettiget at opretholde prisstoppet uændret. Da prisstoppet
varer under 1 år, er dette krav ikke implementeret i forslaget.
I henhold til samme direktivs artikel 4, punkt 2, skal der i forbindelse
med indførelse af et prisstop åbnes mulighed for, at indehaveren af en
markedsføringstilladelse til et lægemiddel undtagelsesvist kan ansøge om
fritagelse fra prisstoppet. Denne mulighed gives med forslagets § 4,
hvorefter en sådan ansøgning kan indgives til Lægemiddelstyrelsen. I
forslagets § 4, stk. 2, implementeres direktivets tidsfrist for afgørelsen af
en sådan ansøgning, som er på 90 dage, fra Lægemiddelstyrelsen har modtaget
de nødvendige oplysninger.
Udtalelser over lovforslaget På grund af den stramme tidsfrist har
lovforslaget ikke være til høring hos berørte organisationer og myndigheder.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1 og 2 Med forslaget lægges et loft over lægemiddelpriserne. De
priser, der er anmeldt til Lægemiddelstyrelsen, og som er gældende den 24.
marts 1997 kan ikke overskrides i tiden frem til 1. marts 1998. Priserne
låses ikke fast. Konkurrencen kan fortsætte under det fastlagte loft på samme
måde, som det er sket under den eksisterede prisaftale mellem
Sundhedsministeriet og MEDIF og MEFA.
Den pris, nye præparater markedsføres til efter den 1. april 1997, kan
ikke overskrides i tiden frem til 1. marts 1998. Dette er en videreførelse af
de principper, parterne bag den eksisterende prisaftale har været enige om.
På den måde lægger forslaget et loft over priserne for både allerede
markedsførte præparater og for lægemidler, der markedsføres i perioden mellem
1. april 1997 og 1. marts 1998.
Til § 3 Den foreslåede bestemmelse forhindrer, at lægemidler
sælges til priser, der er anmeldt i strid med prisloftet.
Til § 4 Forslaget implementerer de Europæiske Fællesskabers
direktiv 89/105/EØF om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for lægemidler
til mennesker og disse lægemidlers inddragelse under de nationale
sygesikringsordninger. Der henvises herom yderligere til bemærkningerne under
overskriften Forholdet til EU-retten .
Det er regeringens hensigt, at ansøgninger om fritagelse fra prisstoppet,
jf. forslagets § 4, stk. 2, kun rent undtagelsesvist skal i mødekommes. Det
kan f.eks. ske, hvis virksomheden dokumenterer en meget beskeden omsætning,
som kun vanskeligt kan give et tilstrækkeligt dækningsbidrag, hvis
virksomheden kan dokumentere væsentlige stigninger i råvareprisen, som
virksomheden selv er uden indflydelse på, eller hvis virksomheden
dokumenterer, at den danske pris ligger betydeligt under et europæiske
gennemsnit.
Hvis ansøgningen om fritagelse fra prisstoppet i mødekommes, optages den
nye pris, som virksomheden skal anmelde til Lægemiddelstyrelsen på sædvanlig
vis, hurtigst muligt i Lægemiddelstyrelsens Specialitetstakst.
Til § 5 Den foreslåede bestemmelse har til formål at undgå
omgåelser af det foreslåede prisstop.
Til § 6 Det er regeringens vurdering, at den eksisterende hjemmel
i apotekerloven til fastsættelse af udleveringsregler for apoteker næppe er
tilstrækkelig tydelig til at indføre en såkaldt omvendt G-ordning, analog
substitution og original substitution. Derfor præciseres denne hjemmel ved
forslaget om en ændring af bemyndigelsen i apotekerlovens § 42, stk. 1.
Forslagene gennemføres i praksis af Lægemiddelstyrelsen gennem udstedelse af
administrative forskrifter herom.
Begreberne omvendt G-ordning, analog substitution og original substitution
er beskrevet under de almindelige bemærkninger.
Gennemførelse af analog substitution forudsætter en faglig gennemgang af
de markedsførte lægemidler med henblik på at inddele præparaterne i grupper
af lægemidler med en behandlingsmæssigt set sammenlignelig virkning. Der
henvises herom yderligere til bemærkningerne til § 7, nr. 2.
Ikke alle ens lægemidler fra samme producent markedsføres under samme navn
i alle EU-lande. Når sådanne lægemidler parallelimporteres til Danmark, kan
apoteket kun lovligt udlevere det parallelimporterede præparat, som oftest er
billigst, hvis lægen enten har skrevet navnet på det parallelimporterede
lægemiddel eller G-mærket recepten. Det er regeringens opfattelse, at det
forhold, at en producent vælger at tildele samme produkt forskellige navne i
forskellige lande, ikke skal være til hinder for, at det billigste af to
produkter fra samme producent udleveres, når de bortset fra navnet kun har
helt ubetydelige forskelle. Derfor foreslår regeringen adgang til såkaldt
original substitution.
I forbindelse med gennemførelsen af en udvidet adgang til substitution er
det regeringens hensigt at forbedre informationen til de praktiserende læger
om lægemidler, herunder om bl.a. lægemiddelpriser og substitutionsmuligheder.
Dette skal sikre, at lægen allerede ved ordinationen har de oplysninger, der
er nødvendige for at træffe et behandlingsmæssigt og for både patient og
sygesikring økonomisk hensigtsmæssigt valg mellem flere præparater, som kan
anvendes mod samme lidelse.
I henhold til lægemiddellovens § 32, kan sundhedsministeren pålægge
Lægemiddelstyrelsen at informere læger og eventuelt andre medicinalpersoner
om lægemidler efter nærmere fastsatte regler. Det er regeringens hensigt at
udnytte denne adgang for at sikre, at lægerne får den information, der er
nødvendig for en hensigtsmæssig og rationel ordinationsadfærd. Regeringen har
ikke på forhånd lagt sig fast på, om Lægemiddelstyrelsen alene eller i et
samarbejde med andre skal stå for denne information.
Til § 7, nr. 1 Med forslagets § 7, nr. 1, opnår sundhedsministeren
mulighed for at afslå tilskud til lægemidler, som er markedsført til en pris,
der ikke står i et rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi. En
række nye, såkaldt innovative lægemidler markedsføres til indikationer og
priser, der tilsammen medfører endog meget betydelige omkostninger for den
offentlige sygesikring. Sygesikringslovens regler giver ikke
sundhedsministeren mulighed for at afslå at yde tilskud til lægemidler alene
med en økonomisk begrundelse, hvis lægemidlet i øvrigt opfylder kriterierne
for at opnå tilskud. Det er regeringens opfattelse, at sundhedsministeren
skal have mulighed for at inddrage økonomiske hensyn i tilskudsvurderingen,
således at en ansøgning om tilskud kan afslås alene med en økonomisk
begrundelse. Det kan f.eks. blive aktuelt, hvis en samfundsøkonomisk analyse
viser, at den samfundsøkonomiske fordel ved et nyt lægemiddel ikke står i et
rimeligt forhold til omkostningerne ved behandlingen med lægemidlet, eller
hvis der i øvrigt er diskrepans mellem prisen på et lægemiddel og det
terapeutiske fremskridt, lægemidlet indebærer.
Til § 7, nr. 2 Efter sygesikringslovens § 6a og § 7 stk. 1 og 2
yder den offentlige sygesikring tilskud med enten 100 pct. (insulin), 74,7
pct. eller 49,8 pct. til lægeordinerede lægemidler, der er optaget på en af
sundhedsministeren udstedt fortegnelse. Tilskud til lægemidler ydes
uafhængigt af patientens økonomiske situation eller andre forhold hos
patienten. Fortegnelsen over tilskudsberettigede lægemidler revideres
løbende. Efter sygesikringslovens § 7, stk. 3, yder den offentlige
sygesikring endvidere 49,8 pct. eller 74,7 pct. tilskud til visse
håndkøbsmidler, der af en læge ordineres til pensionister eller kronisk syge.
I ganske særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen på grundlag af en konkret
ansøgning bestemme, at enten 49,8 pct. eller 74,7 pct. af udgiften til
ikketilskudsberettigede lægemidler, der ordineres af lægen til en bestemt
patient, skal afholdes af sygesikringen. Dette er kendt som
enkelttilskudsordningen.
Med det formål at dæmpe udgiftsudviklingen og skærpe priskonkurrencen
yderligere blev medicintilskudsordningen ændret med virkning fra 21. juni
1993, således at tilskud til synonyme lægemidler, som er lægemidler med samme
virksomme stof, ydes i form af et fast kronetilskud i stedet for som
tidligere et procenttilskud. Dette er kendt som fastkroneordningen eller
referenceprissystemet. Ordningen indebærer, at tilskuddet gives som
henholdsvis 49,8 pct., 74,7 pct. eller 100 pct. af den såkaldte
referencepris. Denne beregnes som gennemsnittet af prisen på de to billigste
lægemidler inden for en given gruppe af synonyme lægemidler.
Baggrunden for indførelse af en ordning med referencepriser var bl.a., at
priserne på synonyme lægemidler kunne variere betydeligt. Disse prisforskelle
var ikke udtryk for forskelle i lægemidlernes behandlingsmæssige effekt.
Siden juni 1993, hvor fast kronetilskudsordningen trådte i kraft, har den
skærpede konkurrence medført et betydeligt antal prisfald på det sortiment,
der ligger inden for ordningen.
For at begrænse det offentliges udgifter til medicin yderligere, foreslås
at udvide ordningen om fast krontilskud til også at omfatte analoge
lægemidler. Ved analoge lægemidler forstås lægemidler, som inden for samme
terapeutiske gruppe kan anvendes på samme indikationer, men som ikke er
kemisk identiske (indeholder samme virksomme stof). Der er således tale om
lægemidler, som anvendes på samme indikationer, og som har en
behandlingsmæssigt set sammenlignelig virkning.
Forslaget betyder, at det bliver muligt at omlægge og begrænse tilskuddene
til analogpræparater til et fast kronebeløb, der beregnes som gennemsnittet
af prisen på de to billigste lægemidler (referenceprisen) inden for en given
gruppe af analoge lægemidler med den tilskudssats, der gælder for den
pågældende gruppe.
Forslaget skal motivere lægerne til - også af hensyn til patientens
egenbetaling - at ordinere det billigste af præparater med en
behandlingsmæssigt set sammenlignelig virkning. Derfor vil forslaget ikke
medføre merudgifter af betydning for den enkelte forbruger, med mindre
forbrugeren modsætter sig at få udleveret et billigere lægemiddel. I en række
tilfælde vil patientens udgift falde, fordi lægen ordinerer et billigere
præparat mod samme lidelse.
Ordningen vil endvidere lægge op til øget priskonkurrence, idet
fabrikanter og importører af dyrere lægemidler får vanskeligere ved at
fastholde deres hidtidige markedsandele, med mindre prisen sættes ned.
Forslaget vil dermed begrænse både de offentlige udgifter til lægemidler og
patienternes egenbetaling.
I den nuværende sygesikringslovs § 7 stk. 6, fremgår det, at
Lægemiddelstyrelsen i ganske særlige tilfælde kan bestemme, at tilskuddet til
et lægemiddel, der er ordineret til en bestemt patient, skal udgøre
henholdsvis 100 pct., 74,7 pct. eller 49,8 pct. af udgiften til lægemidlet,
selv om tilskuddet derved overstiger det tilskud, som beregnes på baggrund af
referenceprisen. Hensigten hermed er at sikre de ganske få patienter, for
hvilke der vurderes at være medicinsk-farmaceutiske grunde til, at det dyrere
præparat foretrækkes frem for det billigste synonympræparat. Dette kan
eksempelvis skyldes, at to i øvrigt synonyme lægemidler indeholder
forskellige hjælpestoffer. Denne bestemmelse må formodes at få større
betydning, når sortimentet i ordningen udvides til at omfatte analoge
lægemidler. Derfor videreføres bestemmelsen uændret, hvorved den tillige vil
komme til at omfatte analoge lægemidler.
Analogpræparater findes lige som synonyme lægemidler i forskellige
pakningsstørrelser og dispenseringsformer (f.eks. tabletter, salver og
injektionsvæsker), og de varierer i styrke. Det er derfor nødvendigt, at
sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte tilskudsbeløbets størrelse for
hver enkelt lægemiddel, således at det bliver muligt at tage højde for de
forskellige former, hvori de pågældende lægemidler forhandles.
De enkelte tilskud forventes fastsat mindst en gang årligt efter
forhandling med Lægemiddelstyrelsen. Hvis gennemsnittet af udgiften til de to
billigste lægemidler afviger fra det gennemsnit, der ligger til grund for
fastsættelsen af tilskuddet, eller hvis markedsføringen af et af de
lægemidler, som indgår i beregningen af gennemsnittet standses, fastsætter
sundhedsministeren nye faste tilskud for lægemidlerne i den pågældende
lægemiddelgruppe. Lægemiddelstyrelsen kan i det omfang det måtte være
hensigtsmæssigt rådføre sig med det under styrelsen nedsatte
medicintilskudsnævn.
Ordningen med fast kronetilskud for analoge præparater forudsætter en
nøje, faglig gennemgang af sortimentet af analoge lægemidler. Denne
gennemgang, som er ganske omfattende, kan ikke være afsluttet, inden
nærværende lovforslag træder i kraft. Ordningen med fast kronetilskud for
analoge præparater kan derfor ikke få virkning allerede fra lovens
ikrafttrædelse. Det er imidlertid hensigten at fremskynde gennemgangen af
sortimentet mest muligt, således at ordningen får virkning successivt for de
forskellige lægemiddelgrupper. Ordningen forventes at være gennemført i
foråret 1998.
Til § 7, nr. 3 Konsekvensændring
Til § 7, nr. 4 Med forslaget lægges et loft over den pris, der anvendes
ved beregningen af tilskud til nye lægemidler. Hensigten med forslaget er at
sikre imod, at virksomheder kan kompensere for virkningerne af prisloftet ved
at markedsføre nye produkter til priser, der er højere end de priser, samme
lægemidler markedsføres til i andre EU-lande.
Ved nye produkter forstås her lægemidler, der ved markedsføringen tildeles
et nyt specialitetsnummer. Bestemmelsen omfatter derfor ikke
parallelimporterede lægemidler, som får tildelt samme specialitetsnummer som
det direkte forhandlede. Bestemmelsen omfatter som følge af sin udformning
kun produkter, som også markedsføres i andre lande. Derved undgås en
international prissammenligning for f.eks. kopiprodukter, der alene er
beregnet på det danske marked. Da både de parallelimporterede lægemidler og
kopiprodukterne som kun vil kunne opnå en markedsandel, hvis de sælges
billigere end det direkte forhandlede respektive det originale lægemiddel,
har det ingen økonomisk betydning at foretage en international
prissammenligning ved tildeling af tilskud til disse lægemidler.
Loftet (sammenligningsgrundlaget) fastlægges som gennemsnittet af den
pris, samme produkt er markedsført til i andre EU-lande. Med den foreslåede
formulering tæller hvert lands pris lige meget i sammenligningsgrundlaget.
Danmark vil formentlig ind imellem være blandt de første lande, et nyt
produkt markedsføres i. Det kan gøre sammenligningsgrundlaget forholdsvis
spinkelt i starten. Derfor er det foreslået, at sammenligningsgrundlaget
justeres, efterhånden som lægemidlet efterfølgende markedsføres i flere
EU-lande.
Sammenligningsgrundlaget beregnes i alle tilfælde ud fra
introduktionsprisen målt i de gældende apoteksindkøbspriser AIP ekskl. moms i
hvert land. Prisen omregnes til danske kroner med kursen på det pågældende
lands valuta på introduktionstidspunktet. Sammenligningsgrundlaget skal
derfor ikke justeres som følge af efterfølgende prisændringer eller
valutakursjusteringer i lande, som allerede er inddraget i
beregningsgrundlaget.
Forslaget tillægger indehaveren af markedsføringstilladelsen for de
omhandlede produkter en initiativforpligtelse. Det er præciseret, at det er
indehaveren af den danske markedsføringstilladelse eller, hvis der er tale om
et lægemiddel, der er godkendt efter den såkaldte centrale
godkendelsesprocedure i EU, den virksomhed, der har en
markedsføringstilladelse udstedt af Det Europæiske Fællesskab, som har denne
initiativforpligtelse. Den pågældende virksomhed skal uopfordret underrette
Lægemiddelstyrelsen hurtigst muligt, hvis sammenligningsgrundlaget falder som
følge af, at virksomheden - eller en virksomhed i samme koncern som
virksomheden - markedsfører produktet i flere EU-lande.
Myndighederne råder ikke over de nødvendige oplysninger til en kontrol af,
om virksomhederne overholder de restriktioner, der efter forslaget lægges på
nye produkters pris. Myndighedernes kontrol af bestemmelsens overholdelse må
derfor baseres på de oplysninger, virksomhederne leverer, eventuelt
efterfulgt af en stikprøvekontrol. Det er på den baggrund regeringens
opfattelse, at det bør være forbundet med sanktioner at give utilstrækkelige
eller forsinkede oplysninger om prisen i andre lande, jf. § 7, nr. 5.
Skriftlig fremsættelse (13. marts 1997)
Sundhedsministeren (Birte Weiss):
Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om midlertidigt prisstop for lægemidler m.v.
(Lovforslag nr. L 196).
I forbindelse med vedtagelsen af Finansloven for 1997 blev det besluttet,
at sundhedsministeren skulle søge at indgå en aftale med medicinindustrien om
nedsættelse af medicinpriserne. Hvis det ikke var muligt at indgå en sådan
aftale, skulle i stedet tages andre initiativer, som kunne styrke
priskonkurrencen og bidrage til lavere medicinudgifter i samme omfang som en
aftale.
Sundhedsministeriet har ført forhandlinger med medicinindustriens
brancheforeninger. Det har ikke været muligt at opnå enighed om en aftale,
der på den ene side sikrer den offentlige besparelse, og på den anden side
ikke på længere sigt svækker konkurrencen på lægemiddelmarkedet. Det har
samlet set ikke varet muligt at opnå en aftale med et indhold, der modsvarer,
at regeringen og Folketinget i en toårig periode begrænser sine muligheder
for at tage initiativer, der kan dæmpe væksten i de offentlige
medicinudgifter.
Prisaftalen fra 1995 udløber den 1. april 1997. Hvis ikke andet sættes i
stedet, vil priserne stige kraftigt på en række lægemidler efter 1. april
1997. Det nødvendiggør efter regeringens vurdering et lovindgreb, som
midlertidigt i knap 1 år lægger et loft over priserne på lægemidler.
I denne midlertidige periode kan myndighederne gennemføre nogle ændringer,
der er afgørende for det offentliges muligheder for at påvirke
medicinudgifterne, og myndighederne kan som forudsat i finansloven gennemføre
nogle konkurrencefremmende strukturelle ændringer, som kan afløse
prisstoppet.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
- et midlertidigt prisstop for lægemidler,
- et loft - svarende til den gennemsnitlige pris i EU - over den pris,
tilskuddet til nye lægemidler beregnes efter,
- konkurrencefremmende elementer som analog substitution, omvendt
G-ordning og udvidet referenceprissystem,
- en udvidet adgang til at tage økonomiske hensyn i vurderingen af om et
lægemiddel skal have generelt tilskud,
- bedre lægemiddelinformation til de ordinerende læger.
Da forslaget bør træde i kraft ved udløbet af prisaftalen den 1. april
1997, beder jeg om Tingets forståelse for, at lovforslaget hastebehandles.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om offentlig sygesikring og lov om social service Retsinformation · 20. december 1998
- Leveringsaftaler - medicindistribution (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Forslag til Lov om ændring af lov om lægemidler Retsinformation · 20. december 1998
- 1992 BTL 108 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÆGEMIDLER M.V. (REKLAME M.V.) NR L 108 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 4. maj 1993
- Forslag til Lov om ændring af lov om lægemidler, lov om apoteksvirksomhed og lov om erstatning for lægemiddelskader Retsinformation · 30. maj 2001
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 23. januar 2003 EU-domme · 23. januar 2003