1992 BSF 14 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DE LÆNGEREVARENDE SUNDHEDSUDDANNELSER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til at organisere de længerevarende
sundhedsuddannelser i fem tværfaglige regionale sundhedsfakulteter,
der uddanner sundhedspersonale på bachelorniveau. Tre af disse skal
endvidere uddanne sundhedspersonale på kandidatniveau.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af et af Socialistisk
Folkeparti fremsat beslutningsforslag nr. B 89 i folketingsåret 1991-92, se
Folketingstidende 1991-92, forhandlingerne sp. 9310 og 10852 samt tillæg A.
sp. 6667.
Baggrunden for at fremsætte beslutningsforslaget er at sikre en sammenhæng
mellem de behov, befolkningen forventes at have i fremtiden, for
sundhedsfremmende, sygdomsforebyggende og behandlende foranstaltninger og
sundhedspersonalets kvalifikationer.
Allerede ved tilrettelæggelsen af sundhedsuddannelserne præger man et
kommende sundhedssystem. De mere komplekse sygdomsbilleder er i stigning. Det
er nødvendigt med en opprioritering af sundhedsfremmende foranstaltninger,
forebyggelse af sygdom og tværfaglig problemløsning og forskning for at
imødekomme et forståeligt ønske om god kvalitet.
De nuværende videregående sundhedsuddannelser er meget målrettede mod
bestemte stillinger i sundhedssektoren. Det gælder både de mellemlange og
helt lange videregående sundhedsuddannelser. Sundhedsuddannelserne er ligesom
de øvrige videregående uddannelser ufleksible og stive i deres opbygning.
Med reformen vedrørende social- og sundhedsuddannelsernes niveau I og II
skete der efter mange års diskussioner en forenkling vedrørende rekruttering
og uddannelse, en forenkling af disse niveauers undervisning og dermed en
kvalificering af disse medarbejdergrupper.
Derimod er strukturen af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser:
sygeplejerske, jordemoder, ergoterapeut, fysioterapeut og hospitalslaborant
stadig præget af, at disse uddannelser er rettet mod afgrænsede og bestemte
funktioner i sundhedsvæsenet. De er endvidere præget af at foregå ved
Læs alt
institutioner, der er fagligt selvstændige og isolerede. Uddannelserne er
næsten alle lukkede med manglende mulighed for meritoverførsel til andre
uddannelser. De er også lukkede i deres mulighed for videreuddannelse.
Lukketheden er også gældende for de lange videregående
sundhedsuddannelser. Med undtagelse af nogle få mindre ændringer er der ikke
sket ret meget med hensyn til faglige grænser og struktur af de
længerevarende sundheduddannelser de seneste 40-50 år. Der er opbygget
forholdsvis vandtætte skotter mellem professionerne, som hverken fremmer
muligheden for et mere åbent uddannelsesnetværk eller fremmer muligheden for
en tværfaglig forståelse af de behov, som opstår i befolkningen. Det hæmmer
udvikling af en helhedsforståelse af patientens situation. Uddannelserne er
endvidere præget af en snæver naturvidenskabelig tradition. Til de lange
videregående sundhedsuddannelser henregnes her læge, tandlæge, farmaceut,
idrætstræner og psykolog.
De længerevarende sundhedsuddannelser har ligeledes begrænsede
videreuddannelsesmuligheder. Den eneste tværfaglige videreuddannelse, der (i
praksis) er tilgængelig for danske sundhedsprofessioner, er uddannelsen til
Master of Public Health i Gøteborg, som drives under Nordisk Råd. Her betales
der i forhold til den politiske villighed i det enkelte land, og Danmarks
andel har indtil nu været ganske lille.
I stedet for de nuværende isolerede og isoleret placerede
uddannelsesinstitutioner ønskes de længerevarende sundhedsuddannelser
opbygget på to niveauer, niveau III og IV. Terminologien er ikke ny og
anvendes hyppigt for at beskrive mulige uddannelsesmuligheder efter niveau
II.
De sundhedsfaglige uddannelser på niveau III vil være 31/2-årige
heltidsuddannelser med såvel uddannelses- som arbejdspraktik. Uddannelserne
vil svare til bachelorniveau og vil kunne sidestilles med internationale
uddannelser. Dele af bachelorniveauet kan være fælles for sygeplejersker,
tandlæger, læger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykologer og andre.
Fælles for alle uddannelserne er, at de uddannede studerende skal have en
fælles viden om f.eks. kroppens og sjælens normale funktioner, menneskets
reaktioner over for overbelastning fysisk og psykisk og grundlæggende træning
og teori omkring samtalen og samarbejdet med et menneske i nød/krise.
Undervisningen kan gives på forskellige niveauer afhængig af de enkelte
faggruppers behov. Derudover undervises de enkelte faggrupper i egne teorier
og metoder. For de mellemlange videregående uddannelsers vedkommende er
bachelorgraden en afsluttet erhvervsuddannelse.
De sundhedsfaglige uddannelser på niveau IV vil være 2-3-årige
kandidatuddannelser inklusive praktik. Enkelte undervisningsenheder kan
tilbydes flere faggrupper samtidig, men fortrinsvis tales der her om egen
faggruppeundervisning, f.eks. uddannelse til læge (basic doctor), tandlæge
eller psykolog. Derudover vil der kunne udbydes kandidatuddannelser som
videreuddannelse til sundhedspersonale med en mellemlang videregående
uddannelse.
De fem sundhedsfakulteter tænkes placeret på de nuværende fem
universiteter. De skoler, der befinder sig uden for universitetsbyerne,
tænkes knyttet til det nærmeste universitet. Men det er væsentligt, at der på
alle skoler uanset placering kan gives brede bacheloruddannelser og ikke kun
de nuværende meget snævert erhvervsrettede.
Specielt hvad angår lægeuddannelsen, skal der lægges mere vægt på de
praktiske sider af lægegerningen. En lægeuddannelse skal ikke være en
forberedelse til en forskergerning, men skal rettes mod praktisk
beskæftigelse med sundhed og sygdom i lokalsamfundet. Og derfor skal
praktikken ikke kun finde sted på universitetshospitaler, men også på
almindelige sygehuse og lægehuse. Uddannelsen skal som nu afsluttes med
tjeneste som fungerende reservelæge på et sygehus. Specialistuddannelsen skal
i store træk foregå som nu. Her er de store specialiserede hospitaler
naturlige uddannelsessteder.
For de sundhedsuddannede, der skal være forskere, skal der tilbydes
Ph.D.-uddannelser oven på kandidatuddannelserne med et væsentligt islæt af
metodekurser. Ph.D.-uddannelserne skal finde sted på de samme fakulteter, der
udbyder kandidatuddannelser. Denne del skal styrkes, så Danmark fortsat kan
være forrest internationalt. Det er et centralt element i
beslutningsforslaget, at god sundhedsuddannelse og -forskning er tværfaglig
og fra grundlæggende praktik til forskning må bygge på både teoretisk og
praktisk erfaring. Derfor må forskningens tyngdepunkt flytte sig fra
specialeforskning til forskning med udgangspunkt i sundhedsfremme og
forebyggelse. En tilgang af forskere med udgangspunkt i f.eks. sygepleje og
ergoterapi vil bidrage til en bredere forskningsprofil end den traditionelle.
Ved de foreslåede omlægninger af sundhedsuddannelserne vil Danmark kunne
leve op til WHO's retningslinjer for verdenssamfundets sundhedspolitik:
- Lighed og retfærdighed i sundhed.
- Opprioritering af sundhedsfremme og forebyggelse.
- Lokalsamfundets behov skal være styrende.
- Demokratisering af sundhedsvæsenet.
- Tværfagligt samarbejde mellem professionerne.
- Samordnet indsats på tværs af sektorerne.
- Øget internationalt samarbejde.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 BSF 89 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DE LÆNGEREVARENDE SUNDHEDSUDDANNELSER Retsinformation · 28. april 1992
- 1990 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM RETNINGSLINIER FOR PRIORITERING INDEN FOR SUNDHEDSVÆSENET Retsinformation · 21. november 1990
- 1991 BSF 74 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LOKALE TVÆRFAGLIGE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 10. marts 1992
- Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen fra den 10. december 2018, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F Landsskatteretten · 5. oktober 2021
- 1988 BSF 27 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TVÆRFAGLIGE PRIMÆRE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 17. maj 1989
- 1990 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MÅLSÆTNINGEN FOR EN KOMMENDE LOV OM SUNDHEDSVÆSENET Retsinformation · 8. februar 1991