Spring til indhold

Retsinformation

1992 BSF 14 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DE LÆNGEREVARENDE SUNDHEDSUDDANNELSER

1992/1 BSF 14Beslutningsforslag som fremsatFolketinget3. november 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til at organisere de længerevarende

sundhedsuddannelser i fem tværfaglige regionale sundhedsfakulteter,

der uddanner sundhedspersonale på bachelorniveau. Tre af disse skal

endvidere uddanne sundhedspersonale på kandidatniveau.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af et af Socialistisk

Folkeparti fremsat beslutningsforslag nr. B 89 i folketingsåret 1991-92, se

Folketingstidende 1991-92, forhandlingerne sp. 9310 og 10852 samt tillæg A.

sp. 6667.

Baggrunden for at fremsætte beslutningsforslaget er at sikre en sammenhæng

mellem de behov, befolkningen forventes at have i fremtiden, for

sundhedsfremmende, sygdomsforebyggende og behandlende foranstaltninger og

sundhedspersonalets kvalifikationer.

Allerede ved tilrettelæggelsen af sundhedsuddannelserne præger man et

kommende sundhedssystem. De mere komplekse sygdomsbilleder er i stigning. Det

er nødvendigt med en opprioritering af sundhedsfremmende foranstaltninger,

forebyggelse af sygdom og tværfaglig problemløsning og forskning for at

imødekomme et forståeligt ønske om god kvalitet.

De nuværende videregående sundhedsuddannelser er meget målrettede mod

bestemte stillinger i sundhedssektoren. Det gælder både de mellemlange og

helt lange videregående sundhedsuddannelser. Sundhedsuddannelserne er ligesom

de øvrige videregående uddannelser ufleksible og stive i deres opbygning.

Med reformen vedrørende social- og sundhedsuddannelsernes niveau I og II

skete der efter mange års diskussioner en forenkling vedrørende rekruttering

og uddannelse, en forenkling af disse niveauers undervisning og dermed en

kvalificering af disse medarbejdergrupper.

Derimod er strukturen af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser:

sygeplejerske, jordemoder, ergoterapeut, fysioterapeut og hospitalslaborant

stadig præget af, at disse uddannelser er rettet mod afgrænsede og bestemte

funktioner i sundhedsvæsenet. De er endvidere præget af at foregå ved

Læs alt

institutioner, der er fagligt selvstændige og isolerede. Uddannelserne er

næsten alle lukkede med manglende mulighed for meritoverførsel til andre

uddannelser. De er også lukkede i deres mulighed for videreuddannelse.

Lukketheden er også gældende for de lange videregående

sundhedsuddannelser. Med undtagelse af nogle få mindre ændringer er der ikke

sket ret meget med hensyn til faglige grænser og struktur af de

længerevarende sundheduddannelser de seneste 40-50 år. Der er opbygget

forholdsvis vandtætte skotter mellem professionerne, som hverken fremmer

muligheden for et mere åbent uddannelsesnetværk eller fremmer muligheden for

en tværfaglig forståelse af de behov, som opstår i befolkningen. Det hæmmer

udvikling af en helhedsforståelse af patientens situation. Uddannelserne er

endvidere præget af en snæver naturvidenskabelig tradition. Til de lange

videregående sundhedsuddannelser henregnes her læge, tandlæge, farmaceut,

idrætstræner og psykolog.

De længerevarende sundhedsuddannelser har ligeledes begrænsede

videreuddannelsesmuligheder. Den eneste tværfaglige videreuddannelse, der (i

praksis) er tilgængelig for danske sundhedsprofessioner, er uddannelsen til

Master of Public Health i Gøteborg, som drives under Nordisk Råd. Her betales

der i forhold til den politiske villighed i det enkelte land, og Danmarks

andel har indtil nu været ganske lille.

I stedet for de nuværende isolerede og isoleret placerede

uddannelsesinstitutioner ønskes de længerevarende sundhedsuddannelser

opbygget på to niveauer, niveau III og IV. Terminologien er ikke ny og

anvendes hyppigt for at beskrive mulige uddannelsesmuligheder efter niveau

II.

De sundhedsfaglige uddannelser på niveau III vil være 31/2-årige

heltidsuddannelser med såvel uddannelses- som arbejdspraktik. Uddannelserne

vil svare til bachelorniveau og vil kunne sidestilles med internationale

uddannelser. Dele af bachelorniveauet kan være fælles for sygeplejersker,

tandlæger, læger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykologer og andre.

Fælles for alle uddannelserne er, at de uddannede studerende skal have en

fælles viden om f.eks. kroppens og sjælens normale funktioner, menneskets

reaktioner over for overbelastning fysisk og psykisk og grundlæggende træning

og teori omkring samtalen og samarbejdet med et menneske i nød/krise.

Undervisningen kan gives på forskellige niveauer afhængig af de enkelte

faggruppers behov. Derudover undervises de enkelte faggrupper i egne teorier

og metoder. For de mellemlange videregående uddannelsers vedkommende er

bachelorgraden en afsluttet erhvervsuddannelse.

De sundhedsfaglige uddannelser på niveau IV vil være 2-3-årige

kandidatuddannelser inklusive praktik. Enkelte undervisningsenheder kan

tilbydes flere faggrupper samtidig, men fortrinsvis tales der her om egen

faggruppeundervisning, f.eks. uddannelse til læge (basic doctor), tandlæge

eller psykolog. Derudover vil der kunne udbydes kandidatuddannelser som

videreuddannelse til sundhedspersonale med en mellemlang videregående

uddannelse.

De fem sundhedsfakulteter tænkes placeret på de nuværende fem

universiteter. De skoler, der befinder sig uden for universitetsbyerne,

tænkes knyttet til det nærmeste universitet. Men det er væsentligt, at der på

alle skoler uanset placering kan gives brede bacheloruddannelser og ikke kun

de nuværende meget snævert erhvervsrettede.

Specielt hvad angår lægeuddannelsen, skal der lægges mere vægt på de

praktiske sider af lægegerningen. En lægeuddannelse skal ikke være en

forberedelse til en forskergerning, men skal rettes mod praktisk

beskæftigelse med sundhed og sygdom i lokalsamfundet. Og derfor skal

praktikken ikke kun finde sted på universitetshospitaler, men også på

almindelige sygehuse og lægehuse. Uddannelsen skal som nu afsluttes med

tjeneste som fungerende reservelæge på et sygehus. Specialistuddannelsen skal

i store træk foregå som nu. Her er de store specialiserede hospitaler

naturlige uddannelsessteder.

For de sundhedsuddannede, der skal være forskere, skal der tilbydes

Ph.D.-uddannelser oven på kandidatuddannelserne med et væsentligt islæt af

metodekurser. Ph.D.-uddannelserne skal finde sted på de samme fakulteter, der

udbyder kandidatuddannelser. Denne del skal styrkes, så Danmark fortsat kan

være forrest internationalt. Det er et centralt element i

beslutningsforslaget, at god sundhedsuddannelse og -forskning er tværfaglig

og fra grundlæggende praktik til forskning må bygge på både teoretisk og

praktisk erfaring. Derfor må forskningens tyngdepunkt flytte sig fra

specialeforskning til forskning med udgangspunkt i sundhedsfremme og

forebyggelse. En tilgang af forskere med udgangspunkt i f.eks. sygepleje og

ergoterapi vil bidrage til en bredere forskningsprofil end den traditionelle.

Ved de foreslåede omlægninger af sundhedsuddannelserne vil Danmark kunne

leve op til WHO's retningslinjer for verdenssamfundets sundhedspolitik:

- Lighed og retfærdighed i sundhed.

- Opprioritering af sundhedsfremme og forebyggelse.

- Lokalsamfundets behov skal være styrende.

- Demokratisering af sundhedsvæsenet.

- Tværfagligt samarbejde mellem professionerne.

- Samordnet indsats på tværs af sektorerne.

- Øget internationalt samarbejde.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter