1990 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM RETNINGSLINIER FOR PRIORITERING INDEN FOR SUNDHEDSVÆSENET
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at nedsætte et udvalg, der har til
opgave at udarbejde retningslinier for sundhedspolitiske
prioriteringer, der skal anvendes
- som forudsætning for sundhedsministerens oplæg til de kommunale
redegørelser og den amtskommunale planlægning,
- som forudsætning for kommunalbestyrelsers redegørelser for kommunernes
betjening af kommunens borgere, kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende
foranstaltninger og kommunernes sundhedsberedskab og
- som forudsætning for amtskommunernes planer for tilrettelæggelse af
amtskommunernes virksomhed på sundhedsområdet.
Udgangspunktet for prioriteringsudvalgets arbejde er
Verdenssundhedsorganisationens (WHO) strategi »Sundhed for alle i år
2000« og WHO's sundhedspolitiske mål for den europæiske region. Det
overordnede formål for udvalgets arbejde er WHO's overordnede målsætning, som
er
- lighed i sundhed,
- at lægge liv til årene,
- at føje sundhed til livet,
- at lægge år til livet.
Bemærkninger til forslaget
I forslag til lov om det offentlige sundhedsvæsen (lovforslag nr. L 37 af
10. oktober 1990) fremgår det af kapitel 12 om planlægning og samarbejde, at
»Sundhedsministeren afgiver ved hver kommunal valgperiodes begyndelse en
redegørelse som oplæg til de kommunale redegørelser i henhold til § 50
(kommunernes forpligtelser) og den amtskommunale planlægning i henhold til §
51 (amtskommunale forpligtelser).« Det pålægges endvidere
sundhedsministeren at udarbejde en vejledning for sundhedsplanlægningen.
Herefter fortsætter lovens tekst med de forpligtelser, der påhviler såvel
kommunalbestyrelser som amtsråd.
Inden en sådan vejledning udarbejdes, er det nødvendigt, at Folketinget
Læs alt
har retningslinier at prioritere ud fra.
Opgaverne for udvalget er følgende:
- at etablere enighed om, hvad det vil sige at prioritere,
- at sikre, at prioriteringen kan omsættes i praktisk politik,
- at udarbejde et prioriteringssystem, hvor sundhedsvæsenets opgaver er
placeret i indbyrdes rangorden,
- at »fremtidssikre« prioriteringssystemet, så det kan tilpasses
faglig udvikling, samfundsmæssige behov og ændrede sundhedspolitiske mål og
- at være initiativtager til offentlig debat om samfundsøkonomiske
prioriteringer, så både fagfolk, brugere af sundhedsvæsenet og befolkningen
som helhed kan deltage.
I de nærmeste år fremover vil den største udfordring i sundhedspolitikken
være at udvikle og modernisere det danske sundhedsvæsen i retning af lighed
og retfærdighed og med hensyntagen til de svagest stillede patientgrupper,
herunder ikke mindst fysisk og psykisk funktionshæmmede mennesker og
mennesker med psykiske lidelser. Det er derfor vigtigt, at det lykkes at
udvikle styringsredskaber, som på een gang fortsat udvikler
sundhedspersonalets faglige kvalifikationer, forhindrer bivirkninger ved
sundhedsvæsenets ydelser, tager hensyn til en helhedsbetragtning i forhold
til de økonomiske ressourcer og forøger brugertilfredsheden. Alle fire
forhold er vigtige i forhold til udvikling af kvalitet i sundhedsvæsenet.
At rangordne de sundhedspolitiske opgaver er vanskeligt, men det kan lade
sig gøre. I Norge er der foretaget et sådant udredningsarbejde i form af
»Retningslinier på prioriteringer innen norsk helsetjeneste (NOU
1987:23), som bl.a. viser, at det er muligt at belyse processer, som ligger
bag prioritering i sundhedsvæsenet, samt at vurdere og foreslå forskellige
kriterier og retningslinier, som kan tænkes lagt til grund for fremtidige
prioriteringer.
WHO's program »Sundhed for alle i år 2000« er et visionært og
sammenhængende program med et langsigtet mål. Det er velegnet til at danne
grundlag for sundhedsprioritering i mange år fremover. I september 1984
underskrev daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg på Danmarks
vegne WHO's sundhedspolitiske målsætning »Sundhed for alle i år
2000«. I WHO-strategien er målsætningen:
- lighed i sundhed,
- at lægge liv til årene,
- at føje sundhed til livet,
- at lægge år til livet.
Desværre bringer den nye sundhedslov ikke dansk sundhedslovgivning i
overensstemmelse med WHO's målsætning. Tværtimod har Folketingets flertal
afvist et forslag om en målsætning, hvor det primære er lighed og
retfærdighed (beslutningsforslag nr. B 31, folketingsåret 1989-90, jf.
Folketingstidende, tillæg A, sp. 1749, og forhandlingerne, sp. 1572 og 4410).
Et udvalg til udarbejdelse af retningslinier for prioritering kan medvirke
til en bredere offentlig debat om grundlaget for en prioritering og sikre en
synlig og demokratisk beslutningsproces.
Et af de vigtige områder i WHO-strategien er, at sundhedsfremme og
forebyggelse skal indtage en fremtrædende rolle. Der bliver lagt vægt på, at
samarbejde om sundhed mellem alle sektorer er nødvendigt, idet forudsætningen
for et sundt liv oftest må findes uden for sundhedssektoren. En sund politik
på andre områder end sundhedsvæsenet kan gøre en stor del af både social- og
sundhedssektoren overflødig. F.eks. har miljøet i bred forstand stor
indflydelse på sundheden. Vores helbred hænger i stor udstrækning sammen med
det arbejde, vi udfører eller har udført, ligesom den samfundsmæssige og
menneskelige katastrofe ved Danmarks store arbejdsløshed er medvirkende til
forøget træk på sundhedssektoren. Det er både nødvendigt at ofre
arbejdsløsheden og arbejdsmiljøet stor opmærksomhed. Det er nødvendigt med en
opprioritering her, hvis vi om 10-20 år skal have sundhed for den
erhvervsaktive del af den danske befolkning.
Sygehusvæsenet har ekspanderet kraftigt de sidste 40 år. Det gælder både
omkostningerne totalt og antallet af ansatte i sundhedsvæsenet. Ekspansionen
er sket i hele den vestlige verden. På trods af ekspansionen har Danmark et
billigt sundhedsvæsen sammenlignet med de andre OECD lande.
Sundhedsudgifterne - beregnet som andel af bruttonationalproduktet - er på
under 7 pct. sammenlignet med USA's næsten 11 pct. Det er ikke noget mål i
sig selv at have store eller små udgifter til sundhedsvæsenet, men det er et
mål, at sundhedsvæsenet skal yde den bedst mulige forebyggelse, behandling,
rehabilitering og omsorg over for de mennesker, der er blevet syge. Det er
nu, vi skal sikre den enkeltes sundhed, lægge liv til årene, føje sundhed til
livet og lægge år til livet. Vi har behov for en sund opvækst for vores børn,
en sund arbejdskraft og en sund samfundsøkonomi. Det vil være umoralsk at
forringe kvaliteten af behandling og rehabilitering ved at overføre
ressourcer til forebyggelse. I stedet er det nødvendigt at øge
investeringerne i forebyggelse samtidig med, at der sikres en effektiv
ressourceudnyttelse ved bedre planlægning, bevidst prioritering - også af
forskningen - kvalitativt bedre sundhedsuddannelse, tværfaglig efter- og
videreuddannelse, engageret ledelse og opprioritering omkring forebyggelse.
Herved kan vi fremme kvaliteten, effektiviteten samtidig med, at vi
opprioriterer hensynet til de svagest stillede.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 BSF 74 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LOKALE TVÆRFAGLIGE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 10. marts 1992
- 1988 BSF 27 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TVÆRFAGLIGE PRIMÆRE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 17. maj 1989
- 1987 BSF 114 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TVÆRFAGLIGE PRIMÆRE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MÅLSÆTNINGEN FOR EN KOMMENDE LOV OM SUNDHEDSVÆSENET Retsinformation · 15. november 1989
- 1990 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MÅLSÆTNINGEN FOR EN KOMMENDE LOV OM SUNDHEDSVÆSENET Retsinformation · 8. februar 1991
- 1991 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 11. november 1992