1988 BSF 27 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TVÆRFAGLIGE PRIMÆRE SUNDHEDSCENTRE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. juli 1989 at tage
de fornødne initiativer og herunder fremsætte forslag til nødvendige
lovændringer til, at der i kommunerne på forsøgsbasis kan etableres
tværfaglige primære sundhedscentre efter følgende retningslinjer:
1. Et sundhedscenter skal dække de tilmeldte borgeres behov for
- forebyggelse,
- sundhedsoplysning,
- lægelig bistand ud over sygehusydelser,
- pleje og omsorg,
- social rådgivning og vejledning,
- psykologisk støtte og behandling,
- ambulant distriktspsykiatrisk service.
2. Et sundhedscenter skal drives af kommunen, der skal ansætte/indgå
driftsoverenskomst med den nødvendige tværfaglige personalestab omfattende
læger, syge-/sundhedsplejersker, socialrådgivere og -formidlere,
forebyggelseskonsulenter, fysioterapeuter, fodplejere, kliniske psykologer,
skolelæger og børnetandplejepersonale.
Endvidere kan andre faggrupper som hjemmehjælpere, socialpædagoger m.v.
ansættes efter den enkelte kommunes konkrete vurdering.
På speciallægeområdet, der ikke dækkes af læger ansat i selve
sundhedscentret, skal sygehusvæsenet yde konsultativ bistand til centrets
personale samt efter nærmere aftale afholde ambulante
speciallægekonsultationer for tilmeldte borgere, der af centrets personale
henvises hertil.
3. Centret skal betjene et lokalområde på 5.000-10.000 indbyggere, idet de
tilmeldte borgere herefter modtager sundhedscentrets ydelser i stedet for de
tilsvarende sygesikringsydelser.
Borgere, der ikke ønsker at være tilmeldt et sundhedscenter, skal have
mulighed for at være tilmeldt sygesikringen som gruppe 1- eller gruppe
2-sikrede efter de almindelige retningslinjer.
Læs alt
4. Kommuner, der opretter et sundhedscenter, skal fra amtskommunen have
refunderet de udgifter, som er forbundet med de dele af sundhedscentrenes
ydelser, som i henhold til gældende lovgivning udføres af amtskommunerne.
Udgifterne til sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger
på det sociale, psykologiske og personlige område fordeles mellem kommunen og
amtskommunen efter nærmere aftale.
5. Centrets ydelser må aldrig tilbydes brugerne på økonomiske vilkår, der
er ringere end de almindelige vilkår for sundhedsmæssig og social bistand i
samfundet.
6. Centrets ydelser skal tilrettelægges i nøje overensstemmelse med
brugernes behov og ønsker for en lokal sundhedsmæssig service, idet brugerne
f.eks. gennem et brugerråd skal have direkte indflydelse på indholdet i og
formen for de sundhedsmæssige ydelser.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
En velfungerende primær sundhedstjeneste er en vigtig forudsætning for, at
det samlede sundhedsvæsen kan fungere fagligt effektivt og økonomisk
forsvarligt.
Allerede i perspektivplanredegørelse 1972-1987, PP II (1973), bemærkede
man mulighederne for at forbedre den samfundsmæssige økonomi på
sundhedsområdet ved at udlægge funktioner fra sygehusvæsenet til
primærsektoren.
I sundhedsprioriteringsudvalgets betænkning om grundlaget for en
overordnet prioritering af indsatsen inden for sygebehandling og
sygdomsforebyggelse (Bet. 809/1977) anbefaledes en styrkelse af de
koordinerende funktioner i sundhedsvæsenet til en helhed. Udvalget lægger i
denne forbindelse særlig vægt på, at der herigennem kan etableres et bredere
og mere varierende tilbud af ydelser, hvilket betyder såvel en mere rationel
ressourceudnyttelse som en bedre patientbehandling. Det påpeges endvidere, at
der gennem et tættere samarbejde mellem alment praktiserende læger og
speciallæger vil kunne skabes grundlag for en vis opgaveforskydning imellem
de to lægelige grupper bl.a. i forbindelse med forundersøgelse og
efterbehandling. Det forebyggende arbejde er udførligt behandlet i en
selvstændig delrapport. I hovedrapporten anbefaler
sundhedsprioriteringsudvalget, at den forebyggende indsats øges i
sundhedssektoren såvel som i andre samfundssektorer.
Samordningsudvalgets betænkning om samordning i sundhedsvæsenet (Bet.
1044/1985) anbefaler bl.a., at sygehusvæsenet i højere grad yder konsultativ
og diagnostisk bistand til almen praksis, uden at patienten indlægges eller
direkte henvises til ambulant behandling i sygehusvæsenet. Endvidere
anbefales det, at samarbejdet mellem almen praksis og hjemmeplejen og
sundhedsplejen styrkes, eventuelt med forsøg med patientsammenfald, samt at
almen praksis får overenskomstmæssig mulighed for at etablere sig fleksibelt,
bl.a. med henblik på at opbygge specialviden på et eller to områder, samtidig
med at den brede orientering bevares.
I betænkningen fra det af Indenrigsministeriet nedsatte udvalg vedrørende
praksissektorens organisation (Bet. 1080/1986) peges der ligeledes stærkt på
behovet for en styrkelse af den forebyggende og sundhedspædagogiske indsats,
idet det anføres, at de sundhedsmæssige problemer, som er dominerende i dag,
ikke kan løses ved en ensidig satsning inden for det eksisterende
behandlingssystem. Udvalget har alene behandlet ændringsforslag, der ligger
inden for det eksisterende sygesikringssystems »semiliberale«
organisation af almen praksis. Der peges på behovet for omlægning af
honorarstrukturen, så lægerne honoreres for deltagelse i aktiviteter, der
sigter på koordinering af indsatsen i det primære sundheds- og socialvæsen.
Endvidere anbefales det, at undersøgelses- og laboratoriefaciliteter i almen
praksis samt sekretær- og sygeplejefunktionen styrkes, f.eks. ved at det
offentlige helt eller delvis overtager finansieringen af omkostningerne ved
praksisdrift.
I Lotzudvalgets betænkning om amtskommunalt udgiftspres og
styringsmuligheder (Bet. 1123/1987) stilles i alt 17 forslag til ændring af
sygesikringsområdet, idet det konstateres, at systemet, som det i dag er
indrettet, ikke lader sig rammestyre på samme måde som sygehusområdet,
hvilket giver amtskommunerne mange styringsproblemer. Lotzudvalget har alene
bestået af administrativt og økonomisk sagkyndige, og udvalget tager derfor
ikke nærmere stilling til indholdet af den service, der skal ydes borgerne
fra den primære sundhedstjeneste. Men det er tankevækkende, at udvalget ud
fra sin begrænsede indfaldsvinkel til emnet alene kan foreslå meget stramme
kontrolforanstaltninger (der kun i begrænset omfang realistisk kan forventes
gennemført) til styring af de samfundsøkonomiske omkostninger på
sygesikringsområdet.
På internationalt plan har først og fremmest WHO beskæftiget sig med
behovet for, at de enkelte lande etablerer en egentlig tværfaglig primær
sundhedssektor (primary health care). I 1978 blev der ved
WHO/UNICEF-konferencen i Alma-Ata vedtaget en deklaration om den primære
sundhedssektor, der skal yde en betydelig indsats på det sundhedsoplysende og
sundhedsfremmende område samt støtte udviklingen af gode forudsætninger for
sundhed f.eks. gennem inddragelse af tilgrænsende sektorer.
I 1984 tiltrådte Danmark WHO's program »Sundhed for alle år
2000«, hvori der med baggrund i Alma-Ata-deklarationen er opstillet en
række mål for en gennemgribende udbygning og ændring af den primære
sundhedstjeneste inden 1990.
En række danske undersøgelser fra bl.a. Socialforskningsinstituttet, AKF
(Amtskommunernes & Kommunernes Forskningsinstitut) og Dansk
Sygehusinstitut har understreget behovet for en udbygning af den tværfaglige
indsats i den primære sundhedstjeneste. I en række kommuner har man allerede
taget initiativ til at omstrukturere den kommunalt ansatte del af det primære
sundhedspersonale i overensstemmelse med WHO's princip, først og fremmest
vedrørende indsatsen over for ældre. Men disse konkrete tiltag har været
præget af det stive sygesikringssystem på lægeområdet, der hidtil har været
en direkte hindring for ansættelse af læger i en kommunal primær
sundhedssektor, som bygger på principperne om ligeværdig tværfaglighed.
Nærværende forslag skal ses som et ønske om at forbedre mulighederne for,
at interesserede kommuner kan oprette udbyggede tværfaglige sundhedscentre,
jf. WHO-definitionen, på et for den enkelte kommune realistisk økonomisk
grundlag.
Ud fra en overordnet sundhedspolitisk interesse er det helt nødvendigt, at
vi i Danmark snarest kommer i gang med at udvikle og afprøve modeller for en
tværfaglig primær sundhedstjeneste i lokalområderne.
Det foreslås derfor, at der f.eks. fra midlerne i sundhedspuljen
prioriteres ansøgninger vedrørende konsulentbistand til udvikling, herunder
støtte til den løbende ændringsproces af samarbejdsrelationer og til det
betydelige efteruddannelsesbehov for nyansatte medarbejdere i
sundhedscentrene. Endvidere er det vigtigt, at forsøg med primære
sundhedscentre nøje evalueres ud fra en sundhedsfaglig,
administrativ-økonomisk og ikke mindst brugersynsvinkel.
Det er ikke i sig selv et mål med etablering af tværfaglige primære
sundhedscentre, at de skal kunne begrænse ressourceforbruget i den primære
sundhedssektor. Tværtimod er der et betydeligt behov for, at man tager nye
opgaver op, f.eks. på
- forebyggelsesområdet,
- behandling og pleje af ældre uden for institutionerne,
- den forebyggende og ambulante indsats over for psykisk sygdom og
misbrug,
- sundhedsfremme på børneområdet,
- støtte til familier i krise m.v.
Kun gennem en sådan udbygget og kvalitativt forbedret indsats i den
primære sundhedssektor er det realistisk at forvente, at det stigende
indlæggelsespres på sygehusene - som bl.a. anført af Lotzudvalget - kan
bringes under kontrol.
Hovedprincipperne for de primære sundhedscentre skal således være:
at styrke den sundhedsfremmende og forebyggende indsats, særlig over for
de mest truede grupper,
at udbygge det tværfaglige samarbejde om sundhed i forhold til den enkelte
borger, familierne og befolkningsgrupper samt i den lokale planlægning af
institutions-, bolig-, undervisnings-, kultur- og miljøforhold,
at udbygge mulighederne for anvendelse af teknologi og
speciallægeekspertise mest muligt inden for økonomisk forsvarlige rammer,
kun henvisning til sygehusvæsenet, hvor behovet for specialiseret
medicinsk teknologi betinger det,
indsatsen på sundhedsområdet skal planlægges i overensstemmelse med
brugernes behov og i det tættest mulige samarbejde med brugerne.
Det bemærkes, at forslaget er en genfremsættelse af et i folketingsåret
1987-88 (1. samling) fremsat forslag nr. B 114, se Folketingstidende 1987-88
(1. samling), forhandlingerne sp. 6555 og 8101 samt tillæg A sp. 4079.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad pkt. 1
I princippet tænkes alle sundhedsmæssige og sociale rådgivnings- og
vejledningstilbud at skulle kunne ydes fra centret.
Forebyggelse m.v.
Den brede tværfaglige indsats, der lægges op til, har stor betydning på
det forebyggende område, hvor sundhedscentret skal være i stand til at løse
problemer på principielt forskellige niveauer som f.eks.:
- at følge sundhedsforholdene i lokalområdet,
- at identificere og beskrive særlige behov for en primær forebyggende
indsats gennem ændring af miljøforhold, institutionstilbud, boligfaktorer,
fritidsforanstaltninger, trafikforhold osv.,
- ud fra kendskabet til lokalbefolkningens sundhedsproblemer at indkredse
livsstilsfaktorer, som udgør en særlig trussel for sundhedstilstanden, samt
fremkomme med forslag til foranstaltninger, der kan ændre adfærden i positiv
retning gennem en bred indsats over for hele eller større dele af
befolkningen eller gennem en målrettet sundhedspædagogisk indsats over for
den enkelte borger eller dennes familie.
Skolesundhedstjenesten bør ligeledes indgå, efterhånden som centret
udbygges. Det samme gælder udvikling af sundhedsfaglig bistand til
daginstitutionsområdet.
Undersøgelse og behandling
Den traditionelle alment medicinske bistand skal varetages af
sundhedscentrenes tværfaglige stab. Men antagelig vil sundhedscentrenes
opbygning og normering kunne medføre en anden opgavefordeling mellem
teammedlemmerne.
En række primærkontakter til befolkningen vil således kunne overføres til
sygeplejeuddannet personale efter rådgivning fra lægen. For sociale og
psykologiske problemer, der traditionelt udgør en betydelig del af
kontakterne i almen lægepraksis, vil der være mulighed for - efter aftale med
patienten - direkte at omvisitere til social eller psykologisk sagkundskab i
centret.
Dette vil betyde, at lægerne i mindre omfang end i dag skal beskæftige sig
med områder, som deres medicinske grunduddannelse ikke eller kun i ringe grad
lægger op til.
Til gengæld bør det tættere samarbejde med sygehusvæsenets specialister,
f.eks. ved fælles konferencer m.v., kunne lægge op til, at lægerne vil kunne
påtage sig et mere kvalificeret undersøgelses- og behandlingsarbejde.
Der bør således kunne gennemføres endelige forundersøgelsesprogrammer i
centret. Gennem afholdelse af fælleskonferencer mellem sygehusafdelinger og
sundhedscentrets personale (inkl. læge) vil det være muligt på et tidligere
tidspunkt end i dag i sundhedscentret at overtage selv mere komplicerede
efterbehandlingsforløb.
Der er i dag et stort behov for at intensivere den lokale indsats over for
borgere, der lider af psykisk sygdom eller medicin-, stof- eller
alkoholmisbrug. Denne opgave bør indgå i sundhedscentrets funktion, gerne
således at den speciallægelige psykiatriske bistand udgår fra den lokale
psykiatriske optageafdeling af hensyn til kontinuiteten i behandlingsforløbet
for patienter, der har været indlagt. Men de psykiatriske konsultationer skal
som en nødvendig del af centertanken ydes i centrets fysiske rammer eller ved
hjemmebesøg.
Forslaget forudsætter endvidere, at en række ydelser, f.eks. vedrørende
hjemmesygepleje, hjemmehjælp, anden bistand i hjemmet, støtteforanstaltninger
til børn og unge, genoptrænings- og revalideringsforanstaltninger, rådgivning
og vejledning m.v., jf. bl.a. bistandsloven, overføres helt eller delvis til
sundhedscentret.
Endvidere kan f.eks. psykologiske og specialpædagogiske foranstaltninger
over for børn og unge (jf. f.eks. skolestyrelsesloven) overføres til
sundhedscentret.
Ad pkt. 2
I forvejen varetager kommunen en meget stor del af de primære
sundhedsopgaver. Det har imidlertid været et åbenlyst problem, at den
lægelige faktor ikke har været integreret i det øvrige primærkommunale
sundhedsteam. Det har ikke vist sig muligt at udbygge de nødvendige tætte
samarbejdsrelationer til lægetjenesten. Derfor opleves sundhedsvæsenet -
herunder den primære sundhedstjeneste - i dag ikke af brugerne som en
funktionel enhed, men som et opsplittet system, der ofte er i indre splid med
sig selv.
Det er hensigten, at der til centret skal overflyttes eller nyansættes en
række faggrupper.
Den nuværende alment medicinske bistand overføres til centret.
Det samme er tilfældet for visse former for speciallægebistand, der enten
knyttes direkte til centret eller ydes fra sygehusvæsenets stab af
speciallæger.
På ældreområdet er der et særligt behov for koordination af den samlede
sundhedsmæssige indsats såvel i forhold til ældre på institution som til
handicappede ældre i egen bolig. Plejehjemslægefunktionen bør varetages fra
centret.
Hjemmesygepleje og sundhedspleje overføres enten for alle borgere i
lokalområdet eller som et minimum for de borgere, der er tilmeldt det
pågældende center.
Fysioterapeut og eventuelt ergoterapeut bør ansættes ved sundhedscentret
med henblik på at varetage de ambulante ydelser, der i dag ydes af
privatpraktiserende fysioterapeuter, jf. sygesikringsoverenskomsten, eller
fra sygehuse og andre behandlingsinstitutioner.
Forebyggelse inkl. kostvejledning bør indgå i sundhedscentrets tilbud.
Ad pkt. 3
Et velafgrænset lokalområde som underlag for et sundhedscenter er en
væsentlig forudsætning for, at sundhedscentret kan fungere efter hensigten,
f.eks. i spørgsmålet om
- at følge og overvåge sundhedsforholdene,
- en gruppe- og lokalsamfundsorienteret forebyggelsesindsats m.v.
Ordningens succes er endvidere helt afhængig af, at såvel de ansatte som
brugerne indgår med en positiv grundindstilling til et samarbejde om at få
sundhedscentrene til at fungere.
Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt, at der f.eks. skabes
lovgrundlag for, at nuværende alment praktiserende læger med ydernummer under
sygesikringen påtvinges at overgå til ansættelse i de tværfaglige team i
sundhedscentret.
Selv om en række praktiserende læger i betragtning af alder, tidligere
uddannelse og forventet restarbejdstid antagelig vil være mindre motiverede,
vil det for nynedsatte eller endnu ikke nedsatte alment praktiserende læger
være en spændende udfordring at søge ansættelse i et sundhedscenter, hvor
mulighederne for at løse mere komplicerede, koordinerende, diagnostiske og
behandlingsmæssige opgaver vil være betydelig bedre end i den traditionelle
enkeltmandspraksis eller gruppepraksis, hvor bl.a. tværfagligheden helt
mangler.
Der bør lægges vægt på at inddrge de relevante personalegrupper i
opbygningen af centret.
Det er vigtigt, at brugerne møder med en positiv forhåndsindstilling til
sundhedscentret. Derfor bør patienterne principielt have mulighed for som
alternativ at vælge det nuværende sygesikringssystem.
Ad pkt. 4
I den nuværende økonomiske situation for landets kommuner er det næppe
realistisk, at ret mange kommuner selv vil prioritere oprettelsen af
sundhedscentre, hvis ikke det økonomiske grundlag er i orden herfor.
De besparelser, som en vellykket og udbygget forebyggende, behandlende og
plejemæssig indsats vil foranledige, vil helt eller delvis opnås på de
amtskommunale budgetter til socialvæsen, sygesikring og sygehusvæsen og
f.eks. på de statslige pensionsudgifter.
Det foreslås derfor, at de dele af sundhedscentrets ydelser, som i henhold
til gældende lovgivning udføres af amtskommunerne, også fuldt ud refunderes
af amtskommunerne.
Endvidere foreslås det, at udgifterne til den øvrige forebyggende og
støttende indsats fra centret fordeles mellem kommunen og amtskommunen efter
nærmere aftale.
Det er et direkte overordnet mål for centrenes oprettelse, at den
kvantitative og kvalitative indsats skal være på et højere niveau og fungere
mere effektivt sammenlignet med den service, der i dag ydes i vores
opsplittede primære sundhedstjeneste.
Ad pkt. 5
Principielt bør ydelserne fra centret være gratis for den enkelte bruger.
Under alle omstændigheder må det forudsættes, at centrets ydelser aldrig må
gives på dårligere vilkår end de ydelser, der kan modtages efter
sygesikringsloven.
Ad pkt. 6
I overensstemmelse med WHO's program »Sundhed for alle år 2000«
er borgerinvolvering en helt nødvendig forudsætning.
Alt for ofte er servicemønstret i såvel den primære som den sekundære
sundhedssektor mere præget af specifikke faglige interesser, de ansattes
privatøkonomiske forhold, historiske traditioner uden rod i vore dages
forhold m.v. end af en tilbundsgående vurdering af brugernes umiddelbare og
prioriterede behov.
Såvel af hensyn til den livsstilspåvirkning og holdningsændring, der
efterspørges, som for at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem
brugernes behov og ønsker og sundhedscentrets tilbud er det vigtigt, at der
udvikles metoder for den nødvendige brugerinvolvering.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1987 BSF 114 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TVÆRFAGLIGE PRIMÆRE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 21. maj 1988
- 1991 BSF 74 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LOKALE TVÆRFAGLIGE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 10. marts 1992
- 1987 BSF 78 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF ET UDVALG TIL UDARBEJDELSE AF FORSLAG TIL EN SUNDHEDSLOV Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 BSF 133 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DISTRIKTSPSYKIATRI Retsinformation · 21. maj 1988
- SKAT har afslået ansøgning om fritagelse for registreringsafgift for busser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a Landsskatteretten · 14. april 2016
- Et bindende svar angående, hvorvidt et hospice omfattes af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og dermed skal pålægges lønsumsafgift, jf.… Landsskatteretten · 22. maj 2012