Spring til indhold

Retsinformation

1988 BSF 27 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM TVÆRFAGLIGE PRIMÆRE SUNDHEDSCENTRE

1988/1 BSF 27Beslutningsforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. juli 1989 at tage

de fornødne initiativer og herunder fremsætte forslag til nødvendige

lovændringer til, at der i kommunerne på forsøgsbasis kan etableres

tværfaglige primære sundhedscentre efter følgende retningslinjer:

1. Et sundhedscenter skal dække de tilmeldte borgeres behov for

- forebyggelse,

- sundhedsoplysning,

- lægelig bistand ud over sygehusydelser,

- pleje og omsorg,

- social rådgivning og vejledning,

- psykologisk støtte og behandling,

- ambulant distriktspsykiatrisk service.

2. Et sundhedscenter skal drives af kommunen, der skal ansætte/indgå

driftsoverenskomst med den nødvendige tværfaglige personalestab omfattende

læger, syge-/sundhedsplejersker, socialrådgivere og -formidlere,

forebyggelseskonsulenter, fysioterapeuter, fodplejere, kliniske psykologer,

skolelæger og børnetandplejepersonale.

Endvidere kan andre faggrupper som hjemmehjælpere, socialpædagoger m.v.

ansættes efter den enkelte kommunes konkrete vurdering.

På speciallægeområdet, der ikke dækkes af læger ansat i selve

sundhedscentret, skal sygehusvæsenet yde konsultativ bistand til centrets

personale samt efter nærmere aftale afholde ambulante

speciallægekonsultationer for tilmeldte borgere, der af centrets personale

henvises hertil.

3. Centret skal betjene et lokalområde på 5.000-10.000 indbyggere, idet de

tilmeldte borgere herefter modtager sundhedscentrets ydelser i stedet for de

tilsvarende sygesikringsydelser.

Borgere, der ikke ønsker at være tilmeldt et sundhedscenter, skal have

mulighed for at være tilmeldt sygesikringen som gruppe 1- eller gruppe

2-sikrede efter de almindelige retningslinjer.

Læs alt

4. Kommuner, der opretter et sundhedscenter, skal fra amtskommunen have

refunderet de udgifter, som er forbundet med de dele af sundhedscentrenes

ydelser, som i henhold til gældende lovgivning udføres af amtskommunerne.

Udgifterne til sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger

på det sociale, psykologiske og personlige område fordeles mellem kommunen og

amtskommunen efter nærmere aftale.

5. Centrets ydelser må aldrig tilbydes brugerne på økonomiske vilkår, der

er ringere end de almindelige vilkår for sundhedsmæssig og social bistand i

samfundet.

6. Centrets ydelser skal tilrettelægges i nøje overensstemmelse med

brugernes behov og ønsker for en lokal sundhedsmæssig service, idet brugerne

f.eks. gennem et brugerråd skal have direkte indflydelse på indholdet i og

formen for de sundhedsmæssige ydelser.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

En velfungerende primær sundhedstjeneste er en vigtig forudsætning for, at

det samlede sundhedsvæsen kan fungere fagligt effektivt og økonomisk

forsvarligt.

Allerede i perspektivplanredegørelse 1972-1987, PP II (1973), bemærkede

man mulighederne for at forbedre den samfundsmæssige økonomi på

sundhedsområdet ved at udlægge funktioner fra sygehusvæsenet til

primærsektoren.

I sundhedsprioriteringsudvalgets betænkning om grundlaget for en

overordnet prioritering af indsatsen inden for sygebehandling og

sygdomsforebyggelse (Bet. 809/1977) anbefaledes en styrkelse af de

koordinerende funktioner i sundhedsvæsenet til en helhed. Udvalget lægger i

denne forbindelse særlig vægt på, at der herigennem kan etableres et bredere

og mere varierende tilbud af ydelser, hvilket betyder såvel en mere rationel

ressourceudnyttelse som en bedre patientbehandling. Det påpeges endvidere, at

der gennem et tættere samarbejde mellem alment praktiserende læger og

speciallæger vil kunne skabes grundlag for en vis opgaveforskydning imellem

de to lægelige grupper bl.a. i forbindelse med forundersøgelse og

efterbehandling. Det forebyggende arbejde er udførligt behandlet i en

selvstændig delrapport. I hovedrapporten anbefaler

sundhedsprioriteringsudvalget, at den forebyggende indsats øges i

sundhedssektoren såvel som i andre samfundssektorer.

Samordningsudvalgets betænkning om samordning i sundhedsvæsenet (Bet.

1044/1985) anbefaler bl.a., at sygehusvæsenet i højere grad yder konsultativ

og diagnostisk bistand til almen praksis, uden at patienten indlægges eller

direkte henvises til ambulant behandling i sygehusvæsenet. Endvidere

anbefales det, at samarbejdet mellem almen praksis og hjemmeplejen og

sundhedsplejen styrkes, eventuelt med forsøg med patientsammenfald, samt at

almen praksis får overenskomstmæssig mulighed for at etablere sig fleksibelt,

bl.a. med henblik på at opbygge specialviden på et eller to områder, samtidig

med at den brede orientering bevares.

I betænkningen fra det af Indenrigsministeriet nedsatte udvalg vedrørende

praksissektorens organisation (Bet. 1080/1986) peges der ligeledes stærkt på

behovet for en styrkelse af den forebyggende og sundhedspædagogiske indsats,

idet det anføres, at de sundhedsmæssige problemer, som er dominerende i dag,

ikke kan løses ved en ensidig satsning inden for det eksisterende

behandlingssystem. Udvalget har alene behandlet ændringsforslag, der ligger

inden for det eksisterende sygesikringssystems »semiliberale«

organisation af almen praksis. Der peges på behovet for omlægning af

honorarstrukturen, så lægerne honoreres for deltagelse i aktiviteter, der

sigter på koordinering af indsatsen i det primære sundheds- og socialvæsen.

Endvidere anbefales det, at undersøgelses- og laboratoriefaciliteter i almen

praksis samt sekretær- og sygeplejefunktionen styrkes, f.eks. ved at det

offentlige helt eller delvis overtager finansieringen af omkostningerne ved

praksisdrift.

I Lotzudvalgets betænkning om amtskommunalt udgiftspres og

styringsmuligheder (Bet. 1123/1987) stilles i alt 17 forslag til ændring af

sygesikringsområdet, idet det konstateres, at systemet, som det i dag er

indrettet, ikke lader sig rammestyre på samme måde som sygehusområdet,

hvilket giver amtskommunerne mange styringsproblemer. Lotzudvalget har alene

bestået af administrativt og økonomisk sagkyndige, og udvalget tager derfor

ikke nærmere stilling til indholdet af den service, der skal ydes borgerne

fra den primære sundhedstjeneste. Men det er tankevækkende, at udvalget ud

fra sin begrænsede indfaldsvinkel til emnet alene kan foreslå meget stramme

kontrolforanstaltninger (der kun i begrænset omfang realistisk kan forventes

gennemført) til styring af de samfundsøkonomiske omkostninger på

sygesikringsområdet.

På internationalt plan har først og fremmest WHO beskæftiget sig med

behovet for, at de enkelte lande etablerer en egentlig tværfaglig primær

sundhedssektor (primary health care). I 1978 blev der ved

WHO/UNICEF-konferencen i Alma-Ata vedtaget en deklaration om den primære

sundhedssektor, der skal yde en betydelig indsats på det sundhedsoplysende og

sundhedsfremmende område samt støtte udviklingen af gode forudsætninger for

sundhed f.eks. gennem inddragelse af tilgrænsende sektorer.

I 1984 tiltrådte Danmark WHO's program »Sundhed for alle år

2000«, hvori der med baggrund i Alma-Ata-deklarationen er opstillet en

række mål for en gennemgribende udbygning og ændring af den primære

sundhedstjeneste inden 1990.

En række danske undersøgelser fra bl.a. Socialforskningsinstituttet, AKF

(Amtskommunernes & Kommunernes Forskningsinstitut) og Dansk

Sygehusinstitut har understreget behovet for en udbygning af den tværfaglige

indsats i den primære sundhedstjeneste. I en række kommuner har man allerede

taget initiativ til at omstrukturere den kommunalt ansatte del af det primære

sundhedspersonale i overensstemmelse med WHO's princip, først og fremmest

vedrørende indsatsen over for ældre. Men disse konkrete tiltag har været

præget af det stive sygesikringssystem på lægeområdet, der hidtil har været

en direkte hindring for ansættelse af læger i en kommunal primær

sundhedssektor, som bygger på principperne om ligeværdig tværfaglighed.

Nærværende forslag skal ses som et ønske om at forbedre mulighederne for,

at interesserede kommuner kan oprette udbyggede tværfaglige sundhedscentre,

jf. WHO-definitionen, på et for den enkelte kommune realistisk økonomisk

grundlag.

Ud fra en overordnet sundhedspolitisk interesse er det helt nødvendigt, at

vi i Danmark snarest kommer i gang med at udvikle og afprøve modeller for en

tværfaglig primær sundhedstjeneste i lokalområderne.

Det foreslås derfor, at der f.eks. fra midlerne i sundhedspuljen

prioriteres ansøgninger vedrørende konsulentbistand til udvikling, herunder

støtte til den løbende ændringsproces af samarbejdsrelationer og til det

betydelige efteruddannelsesbehov for nyansatte medarbejdere i

sundhedscentrene. Endvidere er det vigtigt, at forsøg med primære

sundhedscentre nøje evalueres ud fra en sundhedsfaglig,

administrativ-økonomisk og ikke mindst brugersynsvinkel.

Det er ikke i sig selv et mål med etablering af tværfaglige primære

sundhedscentre, at de skal kunne begrænse ressourceforbruget i den primære

sundhedssektor. Tværtimod er der et betydeligt behov for, at man tager nye

opgaver op, f.eks. på

- forebyggelsesområdet,

- behandling og pleje af ældre uden for institutionerne,

- den forebyggende og ambulante indsats over for psykisk sygdom og

misbrug,

- sundhedsfremme på børneområdet,

- støtte til familier i krise m.v.

Kun gennem en sådan udbygget og kvalitativt forbedret indsats i den

primære sundhedssektor er det realistisk at forvente, at det stigende

indlæggelsespres på sygehusene - som bl.a. anført af Lotzudvalget - kan

bringes under kontrol.

Hovedprincipperne for de primære sundhedscentre skal således være:

at styrke den sundhedsfremmende og forebyggende indsats, særlig over for

de mest truede grupper,

at udbygge det tværfaglige samarbejde om sundhed i forhold til den enkelte

borger, familierne og befolkningsgrupper samt i den lokale planlægning af

institutions-, bolig-, undervisnings-, kultur- og miljøforhold,

at udbygge mulighederne for anvendelse af teknologi og

speciallægeekspertise mest muligt inden for økonomisk forsvarlige rammer,

kun henvisning til sygehusvæsenet, hvor behovet for specialiseret

medicinsk teknologi betinger det,

indsatsen på sundhedsområdet skal planlægges i overensstemmelse med

brugernes behov og i det tættest mulige samarbejde med brugerne.

Det bemærkes, at forslaget er en genfremsættelse af et i folketingsåret

1987-88 (1. samling) fremsat forslag nr. B 114, se Folketingstidende 1987-88

(1. samling), forhandlingerne sp. 6555 og 8101 samt tillæg A sp. 4079.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad pkt. 1

I princippet tænkes alle sundhedsmæssige og sociale rådgivnings- og

vejledningstilbud at skulle kunne ydes fra centret.

Forebyggelse m.v.

Den brede tværfaglige indsats, der lægges op til, har stor betydning på

det forebyggende område, hvor sundhedscentret skal være i stand til at løse

problemer på principielt forskellige niveauer som f.eks.:

- at følge sundhedsforholdene i lokalområdet,

- at identificere og beskrive særlige behov for en primær forebyggende

indsats gennem ændring af miljøforhold, institutionstilbud, boligfaktorer,

fritidsforanstaltninger, trafikforhold osv.,

- ud fra kendskabet til lokalbefolkningens sundhedsproblemer at indkredse

livsstilsfaktorer, som udgør en særlig trussel for sundhedstilstanden, samt

fremkomme med forslag til foranstaltninger, der kan ændre adfærden i positiv

retning gennem en bred indsats over for hele eller større dele af

befolkningen eller gennem en målrettet sundhedspædagogisk indsats over for

den enkelte borger eller dennes familie.

Skolesundhedstjenesten bør ligeledes indgå, efterhånden som centret

udbygges. Det samme gælder udvikling af sundhedsfaglig bistand til

daginstitutionsområdet.

Undersøgelse og behandling

Den traditionelle alment medicinske bistand skal varetages af

sundhedscentrenes tværfaglige stab. Men antagelig vil sundhedscentrenes

opbygning og normering kunne medføre en anden opgavefordeling mellem

teammedlemmerne.

En række primærkontakter til befolkningen vil således kunne overføres til

sygeplejeuddannet personale efter rådgivning fra lægen. For sociale og

psykologiske problemer, der traditionelt udgør en betydelig del af

kontakterne i almen lægepraksis, vil der være mulighed for - efter aftale med

patienten - direkte at omvisitere til social eller psykologisk sagkundskab i

centret.

Dette vil betyde, at lægerne i mindre omfang end i dag skal beskæftige sig

med områder, som deres medicinske grunduddannelse ikke eller kun i ringe grad

lægger op til.

Til gengæld bør det tættere samarbejde med sygehusvæsenets specialister,

f.eks. ved fælles konferencer m.v., kunne lægge op til, at lægerne vil kunne

påtage sig et mere kvalificeret undersøgelses- og behandlingsarbejde.

Der bør således kunne gennemføres endelige forundersøgelsesprogrammer i

centret. Gennem afholdelse af fælleskonferencer mellem sygehusafdelinger og

sundhedscentrets personale (inkl. læge) vil det være muligt på et tidligere

tidspunkt end i dag i sundhedscentret at overtage selv mere komplicerede

efterbehandlingsforløb.

Der er i dag et stort behov for at intensivere den lokale indsats over for

borgere, der lider af psykisk sygdom eller medicin-, stof- eller

alkoholmisbrug. Denne opgave bør indgå i sundhedscentrets funktion, gerne

således at den speciallægelige psykiatriske bistand udgår fra den lokale

psykiatriske optageafdeling af hensyn til kontinuiteten i behandlingsforløbet

for patienter, der har været indlagt. Men de psykiatriske konsultationer skal

som en nødvendig del af centertanken ydes i centrets fysiske rammer eller ved

hjemmebesøg.

Forslaget forudsætter endvidere, at en række ydelser, f.eks. vedrørende

hjemmesygepleje, hjemmehjælp, anden bistand i hjemmet, støtteforanstaltninger

til børn og unge, genoptrænings- og revalideringsforanstaltninger, rådgivning

og vejledning m.v., jf. bl.a. bistandsloven, overføres helt eller delvis til

sundhedscentret.

Endvidere kan f.eks. psykologiske og specialpædagogiske foranstaltninger

over for børn og unge (jf. f.eks. skolestyrelsesloven) overføres til

sundhedscentret.

Ad pkt. 2

I forvejen varetager kommunen en meget stor del af de primære

sundhedsopgaver. Det har imidlertid været et åbenlyst problem, at den

lægelige faktor ikke har været integreret i det øvrige primærkommunale

sundhedsteam. Det har ikke vist sig muligt at udbygge de nødvendige tætte

samarbejdsrelationer til lægetjenesten. Derfor opleves sundhedsvæsenet -

herunder den primære sundhedstjeneste - i dag ikke af brugerne som en

funktionel enhed, men som et opsplittet system, der ofte er i indre splid med

sig selv.

Det er hensigten, at der til centret skal overflyttes eller nyansættes en

række faggrupper.

Den nuværende alment medicinske bistand overføres til centret.

Det samme er tilfældet for visse former for speciallægebistand, der enten

knyttes direkte til centret eller ydes fra sygehusvæsenets stab af

speciallæger.

På ældreområdet er der et særligt behov for koordination af den samlede

sundhedsmæssige indsats såvel i forhold til ældre på institution som til

handicappede ældre i egen bolig. Plejehjemslægefunktionen bør varetages fra

centret.

Hjemmesygepleje og sundhedspleje overføres enten for alle borgere i

lokalområdet eller som et minimum for de borgere, der er tilmeldt det

pågældende center.

Fysioterapeut og eventuelt ergoterapeut bør ansættes ved sundhedscentret

med henblik på at varetage de ambulante ydelser, der i dag ydes af

privatpraktiserende fysioterapeuter, jf. sygesikringsoverenskomsten, eller

fra sygehuse og andre behandlingsinstitutioner.

Forebyggelse inkl. kostvejledning bør indgå i sundhedscentrets tilbud.

Ad pkt. 3

Et velafgrænset lokalområde som underlag for et sundhedscenter er en

væsentlig forudsætning for, at sundhedscentret kan fungere efter hensigten,

f.eks. i spørgsmålet om

- at følge og overvåge sundhedsforholdene,

- en gruppe- og lokalsamfundsorienteret forebyggelsesindsats m.v.

Ordningens succes er endvidere helt afhængig af, at såvel de ansatte som

brugerne indgår med en positiv grundindstilling til et samarbejde om at få

sundhedscentrene til at fungere.

Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt, at der f.eks. skabes

lovgrundlag for, at nuværende alment praktiserende læger med ydernummer under

sygesikringen påtvinges at overgå til ansættelse i de tværfaglige team i

sundhedscentret.

Selv om en række praktiserende læger i betragtning af alder, tidligere

uddannelse og forventet restarbejdstid antagelig vil være mindre motiverede,

vil det for nynedsatte eller endnu ikke nedsatte alment praktiserende læger

være en spændende udfordring at søge ansættelse i et sundhedscenter, hvor

mulighederne for at løse mere komplicerede, koordinerende, diagnostiske og

behandlingsmæssige opgaver vil være betydelig bedre end i den traditionelle

enkeltmandspraksis eller gruppepraksis, hvor bl.a. tværfagligheden helt

mangler.

Der bør lægges vægt på at inddrge de relevante personalegrupper i

opbygningen af centret.

Det er vigtigt, at brugerne møder med en positiv forhåndsindstilling til

sundhedscentret. Derfor bør patienterne principielt have mulighed for som

alternativ at vælge det nuværende sygesikringssystem.

Ad pkt. 4

I den nuværende økonomiske situation for landets kommuner er det næppe

realistisk, at ret mange kommuner selv vil prioritere oprettelsen af

sundhedscentre, hvis ikke det økonomiske grundlag er i orden herfor.

De besparelser, som en vellykket og udbygget forebyggende, behandlende og

plejemæssig indsats vil foranledige, vil helt eller delvis opnås på de

amtskommunale budgetter til socialvæsen, sygesikring og sygehusvæsen og

f.eks. på de statslige pensionsudgifter.

Det foreslås derfor, at de dele af sundhedscentrets ydelser, som i henhold

til gældende lovgivning udføres af amtskommunerne, også fuldt ud refunderes

af amtskommunerne.

Endvidere foreslås det, at udgifterne til den øvrige forebyggende og

støttende indsats fra centret fordeles mellem kommunen og amtskommunen efter

nærmere aftale.

Det er et direkte overordnet mål for centrenes oprettelse, at den

kvantitative og kvalitative indsats skal være på et højere niveau og fungere

mere effektivt sammenlignet med den service, der i dag ydes i vores

opsplittede primære sundhedstjeneste.

Ad pkt. 5

Principielt bør ydelserne fra centret være gratis for den enkelte bruger.

Under alle omstændigheder må det forudsættes, at centrets ydelser aldrig må

gives på dårligere vilkår end de ydelser, der kan modtages efter

sygesikringsloven.

Ad pkt. 6

I overensstemmelse med WHO's program »Sundhed for alle år 2000«

er borgerinvolvering en helt nødvendig forudsætning.

Alt for ofte er servicemønstret i såvel den primære som den sekundære

sundhedssektor mere præget af specifikke faglige interesser, de ansattes

privatøkonomiske forhold, historiske traditioner uden rod i vore dages

forhold m.v. end af en tilbundsgående vurdering af brugernes umiddelbare og

prioriterede behov.

Såvel af hensyn til den livsstilspåvirkning og holdningsændring, der

efterspørges, som for at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem

brugernes behov og ønsker og sundhedscentrets tilbud er det vigtigt, at der

udvikles metoder for den nødvendige brugerinvolvering.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter