Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MÅLSÆTNINGEN FOR EN KOMMENDE LOV OM SUNDHEDSVÆSENET

1990/2 BSF 45Beslutningsforslag som fremsatFolketinget8. februar 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen, at et kommende lovforslag om

sundhedsvæsenet udformes efter følgende målsætning:

1. Sundhedsvæsenets mål er i samarbejde med andre dele af samfundet at

forbedre befolkningens sundhed. Sundhedsvæsenets målsætning er:

- lighed i sundhed,

- at lægge liv til årene,

- at føje sundhed til livet,

- at lægge år til livet.

2. Sundhedsvæsenets hovedopgave er:

- gennem en styrkelse af sundhedsfremmende og forebyggende

foranstaltninger at skabe forudsætninger for, at befolkningen kan bevare

sundheden gennem hele livet,

- at sikre et tværsektorielt samarbejde med henblik på at forbedre

sundheden for befolkningen,

- at sikre, at sundhedsvæsenet tilrettelægges ud fra en solidarisk

målsætning, der opleves som retfærdig af det enkelte menneske og af

befolkningen som helhed,

- at opprioritere det helhedsorienterede arbejde inden for både det

forebyggende arbejde og det behandlende arbejde,

- at sikre befolkningen den bedst mulige behandling, rehabilitering, pleje

og omsorg,

- at sikre, at ydelserne er af en god kvalitet, og sikre en effektiv

ressourceudnyttelse, herunder kvalitet inden for uddannelse og forskning samt

planlægning og ledelse,

- at sikre en forenkling af sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen.

Bemærkninger til forslaget

I september 1984 underskrev daværende indenrigsminister Britta Schall

Holberg på Danmarks vegne WHO's sundhedspolitiske målsætning »Sundhed

for alle i år 2000«. I WHO-strategien er målsætningen:

- lighed i sundhed,

Læs alt

- at lægge liv til årene,

- at føje sundhed til livet,

- at lægge år til livet.

»Sundhed for alle i år 2000« er et visionært og sammenhængende

program med et langsigtet mål. Det er velegnet til at danne grundlag for

sundhedsplanlægning i mange år fremover. En ny sundhedslov må bringe dansk

sundhedspolitik i overensstemmelse med WHO's målsætning.

Sundhedsministeren fremsatte den 17. januar 1990 forslag til lov om det

offentlige sundhedsvæsen (lovforslag nr. L 118, se Folketingstidende 1989-90,

forhandlingerne sp. 4596 og 4922 samt tillæg A sp. 3057). Forslaget

genfremsattes i folketingsåret 1990-91, 1. samling (lovforslag nr. L 37, se

Folketingstidende 1990-91, 1. samling, forhandlingerne sp. 478 og 943 samt

tillæg A sp. 1073). Dette forslag opfylder efter forslagsstillernes

opfattelse ikke WHO's målsætning. F.eks. er lighed i sundhed helt udeladt.

Lovforslaget er derimod en udvikling i retning af liberalisering og

privatisering af sundhedsvæsenet. F.eks. foreslås der øget brugerbetaling i

forbindelse med sundhedsydelser og på medicinområdet. Derudover mangler der

minimumsbestemmelser for visse sundhedsydelser, og mange beslutninger er

centreret hos sundhedsministeren, uden at de kommunale og de faglige

organisationer er sikret indflydelse herpå. Disse tendenser medvirker til en

udvikling hen imod et usolidarisk sundhedsvæsen med en manglende lighed i

sundhed.

Et af de vigtige områder i WHO-strategien er, at sundhedsfremme og

forebyggelse skal indtage en fremtrædende rolle. Der bliver lagt vægt på, at

samarbejde om sundhed mellem alle sektorer er nødvendig, idet forudsætningen

for et sundt liv oftest må findes uden for sundhedssektoren. En sund politik

på andre områder end sundhedsvæsenet kan gøre en stor del af både social- og

sundhedssektoren overflødig. F.eks. har miljøet i bred forstand stor

indflydelse på sundheden. Helbredet hænger i stor udstrækning sammen med det

arbejde, man udfører eller har udført. Det er nødvendigt - også ved

tilrettelæggelse af sundhedsvæsenets organisation og opgaver - at ofre

arbejdsmiljøet stor opmærksomhed. Det er nødvendigt med forbedringer på dette

område, hvis man om 20 år skal have sundhed for den erhvervsaktive del af

befolkningen.

Andre afgørende faktorer for usundhed er den generelle forurening,

skadelige forbrugsvarer og funktionstømte boligmiljøer. Dertil kommer de

sygdomsproblemer, som følger i kølvandet på den høje arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden giver den enkelte økonomiske og sociale problemer. Derudover

er den store arbejdsløshed medvirkende til en lang række sygdomme og er

hermed årsag til øget forbrug af sundhedsydelser.

En således styrket indsats på det forebyggende område vil lægge liv til

årene, føje sundhed til livet og lægge år til livet. Det vil sige, at

forebyggelse giver større livskvalitet til den enkelte og sikrer en bedre

ressourceudnyttelse. Sundhedsvæsenet har i en årrække været opfattet som

samfundets økonomiske problembarn. Sandheden er nærmere den, at i hvert fald

sygehusvæsenet er et af de mest effektivt styrede områder sammenlignet med

mange områder i den private og offentlige sektor. Danmark har et billigt

sundhedsvæsen sammenlignet med andre industrialiserede lande. Det er således

ikke udgifterne, der i sig selv er et problem, men fordelingen mellem de

forskellige sektorer og opgavernes art. Det er dokumenteret, bl.a. af Dansk

Sygehus Institut, at privatisering øger de samlede sundhedsudgifter. Det er

ikke i den enkeltes eller samfundets interesse, at der nu satses på en

privatisering og liberalisering, hvor der spekuleres økonomisk i

befolkningens sundhed og sygdom.

Det indgår i WHO-strategien, at sundhedsvæsenet skal bygge på den primære

sundhedstjeneste. »Den primære sundhedstjeneste skal møde befolkningens

primære behov og kunne yde bistand ved forebyggelse og sundhedsfremme ved

undersøgelse, behandling og revalidering samt undervisning individuelt eller

i grupper og støtte til personer i krise m.v. Særlig opmærksomhed må vises

over for sårbare risikogrupper og andre underprivilegerede grupper.«

(Sundhed for alle i år 2000 - en dansk introduktion fra Indenrigsministeriet

og Sundhedsstyrelsen, 1985, side 35). Flytning af opgaver fra den sekundære

til den primære sundhedssektor skal være begrundet i en vurdering af, hvor

opgaverne mest hensigtsmæsigt placeres, når befolkningens behov skal

tilgodeses.

WHO-strategien indebærer en kritik af det traditionelle medicinske

diagnosesystem som grundlag for planlægning og behandling. Det fremhæves, at

grundlaget i stedet bør være en tværfaglig analyse af den enkelte patients

behov. En analyse må ske ud fra et hensyn til patientens helhedssituation og

i forhold til patientens hverdag. Det er vigtigt, at der udvikles en primær

sundhedstjeneste som alternativ til sygehusindlæggelse. »Der skal

udvikles et nært tværfagligt samarbejde mellem faggrupperne i den primære

sundhedstjeneste. De enkelte borgere, familier og sociale netværksgrupper

skal inddrages i det ligeværdige samarbejde.« (Sundhed for alle i år

2000 - en dansk introduktion fra Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen,

1985, side 35).

En reel decentralisering, f.eks ved oprettelse af sundhedscentre, kan

understøtte en effektivisering og demokratisering af sundhedsvæsenet. Der er

tidligere i Folketinget fremsat forslag om etablering af sundhedscentre

(bl.a. beslutningsforslag nr. B 78, januar 1988, se Folketingstidende 1987-88

(1. samling), forhandlingerne sp. 4693 og 8101, tillæg A sp. 3395). Det er

nødvendigt, at en kommende lov om sundhedsvæsenet sikrer en sammenhæng mellem

forskellige instanser inden for social- og sundhedsområdet. En sådan

sammenhæng kan netop etableres ved udbygning af den primære sundhedstjeneste

til kommunale sundhedscentre.

Forebyggelse er langsigtet og indebærer ikke direkte besparelser. Men at

forebyggelse giver gode resultater har bl.a. tandlægernes indsats vist.

Desværre er det sådan, at regningen for de mange års manglende forebyggelse

først kommer i fremtiden. Mange sygdomme udvikler sig over en lang årrække.

Det er nu, der skal investeres i det forebyggende arbejde. Samtidig må

samfundet yde den bedst mulige behandlingsindsats og omsorg over for de

mennesker, der er blevet syge. Det er nu, vi skal sikre den enkeltes sundhed,

lægge liv til årene, føje sundhed til livet og lægge år til livet. Vi har

behov for en sund arbejdskraft og en sund samfundsøkonomi.

Det vil være umoralsk at forringe kvaliteten af behandling og

rehabilitering ved at overføre ressourcer til forebyggelse. I stedet er det

nødvendigt at øge investeringerne til forebyggelse samtidig med, at der

sikres en effektiv ressourceudnyttelse ved bedre planlægning, kvalitativt

bedre sundhedsuddannelse, tværfaglig efter- og videreuddannelse, engageret

ledelse og opprioritering af forskning om forebyggelse.

En effektiv ressourceudnyttelse kan sikres samtidig med, at man

moderniserer og forenkler sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen.

Modernisering kan foretages samtidig med, at man sikrer lige adgang til

sundhed. En forenkling kan bestå i:

- at der oprettes tværfaglige kommunale sundhedscentre med offentligt

ansat personale,

- at ansætte de nuværende privatpraktiserende speciallæger i offentligt

regi,

- at drive apotekervæsenet i offentligt regi,

- at inddrage borgerne i kommunernes og amtskommunernes

sundhedsplanlægning.

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af et i folketingsåret 1990-91,

1. samling, fremsat forslag (beslutningsforslag nr. B 32, se

Folketingstidende 1990-91, 1. samling, forhandlingerne sp. 2194 og tillæg A,

sp. 2331).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter