1990 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MÅLSÆTNINGEN FOR EN KOMMENDE LOV OM SUNDHEDSVÆSENET
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen, at et kommende lovforslag om
sundhedsvæsenet udformes efter følgende målsætning:
1. Sundhedsvæsenets mål er i samarbejde med andre dele af samfundet at
forbedre befolkningens sundhed. Sundhedsvæsenets målsætning er:
- lighed i sundhed,
- at lægge liv til årene,
- at føje sundhed til livet,
- at lægge år til livet.
2. Sundhedsvæsenets hovedopgave er:
- gennem en styrkelse af sundhedsfremmende og forebyggende
foranstaltninger at skabe forudsætninger for, at befolkningen kan bevare
sundheden gennem hele livet,
- at sikre et tværsektorielt samarbejde med henblik på at forbedre
sundheden for befolkningen,
- at sikre, at sundhedsvæsenet tilrettelægges ud fra en solidarisk
målsætning, der opleves som retfærdig af det enkelte menneske og af
befolkningen som helhed,
- at opprioritere det helhedsorienterede arbejde inden for både det
forebyggende arbejde og det behandlende arbejde,
- at sikre befolkningen den bedst mulige behandling, rehabilitering, pleje
og omsorg,
- at sikre, at ydelserne er af en god kvalitet, og sikre en effektiv
ressourceudnyttelse, herunder kvalitet inden for uddannelse og forskning samt
planlægning og ledelse,
- at sikre en forenkling af sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen.
Bemærkninger til forslaget
I september 1984 underskrev daværende indenrigsminister Britta Schall
Holberg på Danmarks vegne WHO's sundhedspolitiske målsætning »Sundhed
for alle i år 2000«. I WHO-strategien er målsætningen:
- lighed i sundhed,
Læs alt
- at lægge liv til årene,
- at føje sundhed til livet,
- at lægge år til livet.
»Sundhed for alle i år 2000« er et visionært og sammenhængende
program med et langsigtet mål. Det er velegnet til at danne grundlag for
sundhedsplanlægning i mange år fremover. En ny sundhedslov må bringe dansk
sundhedspolitik i overensstemmelse med WHO's målsætning.
Sundhedsministeren fremsatte den 17. januar 1990 forslag til lov om det
offentlige sundhedsvæsen (lovforslag nr. L 118, se Folketingstidende 1989-90,
forhandlingerne sp. 4596 og 4922 samt tillæg A sp. 3057). Forslaget
genfremsattes i folketingsåret 1990-91, 1. samling (lovforslag nr. L 37, se
Folketingstidende 1990-91, 1. samling, forhandlingerne sp. 478 og 943 samt
tillæg A sp. 1073). Dette forslag opfylder efter forslagsstillernes
opfattelse ikke WHO's målsætning. F.eks. er lighed i sundhed helt udeladt.
Lovforslaget er derimod en udvikling i retning af liberalisering og
privatisering af sundhedsvæsenet. F.eks. foreslås der øget brugerbetaling i
forbindelse med sundhedsydelser og på medicinområdet. Derudover mangler der
minimumsbestemmelser for visse sundhedsydelser, og mange beslutninger er
centreret hos sundhedsministeren, uden at de kommunale og de faglige
organisationer er sikret indflydelse herpå. Disse tendenser medvirker til en
udvikling hen imod et usolidarisk sundhedsvæsen med en manglende lighed i
sundhed.
Et af de vigtige områder i WHO-strategien er, at sundhedsfremme og
forebyggelse skal indtage en fremtrædende rolle. Der bliver lagt vægt på, at
samarbejde om sundhed mellem alle sektorer er nødvendig, idet forudsætningen
for et sundt liv oftest må findes uden for sundhedssektoren. En sund politik
på andre områder end sundhedsvæsenet kan gøre en stor del af både social- og
sundhedssektoren overflødig. F.eks. har miljøet i bred forstand stor
indflydelse på sundheden. Helbredet hænger i stor udstrækning sammen med det
arbejde, man udfører eller har udført. Det er nødvendigt - også ved
tilrettelæggelse af sundhedsvæsenets organisation og opgaver - at ofre
arbejdsmiljøet stor opmærksomhed. Det er nødvendigt med forbedringer på dette
område, hvis man om 20 år skal have sundhed for den erhvervsaktive del af
befolkningen.
Andre afgørende faktorer for usundhed er den generelle forurening,
skadelige forbrugsvarer og funktionstømte boligmiljøer. Dertil kommer de
sygdomsproblemer, som følger i kølvandet på den høje arbejdsløshed.
Arbejdsløsheden giver den enkelte økonomiske og sociale problemer. Derudover
er den store arbejdsløshed medvirkende til en lang række sygdomme og er
hermed årsag til øget forbrug af sundhedsydelser.
En således styrket indsats på det forebyggende område vil lægge liv til
årene, føje sundhed til livet og lægge år til livet. Det vil sige, at
forebyggelse giver større livskvalitet til den enkelte og sikrer en bedre
ressourceudnyttelse. Sundhedsvæsenet har i en årrække været opfattet som
samfundets økonomiske problembarn. Sandheden er nærmere den, at i hvert fald
sygehusvæsenet er et af de mest effektivt styrede områder sammenlignet med
mange områder i den private og offentlige sektor. Danmark har et billigt
sundhedsvæsen sammenlignet med andre industrialiserede lande. Det er således
ikke udgifterne, der i sig selv er et problem, men fordelingen mellem de
forskellige sektorer og opgavernes art. Det er dokumenteret, bl.a. af Dansk
Sygehus Institut, at privatisering øger de samlede sundhedsudgifter. Det er
ikke i den enkeltes eller samfundets interesse, at der nu satses på en
privatisering og liberalisering, hvor der spekuleres økonomisk i
befolkningens sundhed og sygdom.
Det indgår i WHO-strategien, at sundhedsvæsenet skal bygge på den primære
sundhedstjeneste. »Den primære sundhedstjeneste skal møde befolkningens
primære behov og kunne yde bistand ved forebyggelse og sundhedsfremme ved
undersøgelse, behandling og revalidering samt undervisning individuelt eller
i grupper og støtte til personer i krise m.v. Særlig opmærksomhed må vises
over for sårbare risikogrupper og andre underprivilegerede grupper.«
(Sundhed for alle i år 2000 - en dansk introduktion fra Indenrigsministeriet
og Sundhedsstyrelsen, 1985, side 35). Flytning af opgaver fra den sekundære
til den primære sundhedssektor skal være begrundet i en vurdering af, hvor
opgaverne mest hensigtsmæsigt placeres, når befolkningens behov skal
tilgodeses.
WHO-strategien indebærer en kritik af det traditionelle medicinske
diagnosesystem som grundlag for planlægning og behandling. Det fremhæves, at
grundlaget i stedet bør være en tværfaglig analyse af den enkelte patients
behov. En analyse må ske ud fra et hensyn til patientens helhedssituation og
i forhold til patientens hverdag. Det er vigtigt, at der udvikles en primær
sundhedstjeneste som alternativ til sygehusindlæggelse. »Der skal
udvikles et nært tværfagligt samarbejde mellem faggrupperne i den primære
sundhedstjeneste. De enkelte borgere, familier og sociale netværksgrupper
skal inddrages i det ligeværdige samarbejde.« (Sundhed for alle i år
2000 - en dansk introduktion fra Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen,
1985, side 35).
En reel decentralisering, f.eks ved oprettelse af sundhedscentre, kan
understøtte en effektivisering og demokratisering af sundhedsvæsenet. Der er
tidligere i Folketinget fremsat forslag om etablering af sundhedscentre
(bl.a. beslutningsforslag nr. B 78, januar 1988, se Folketingstidende 1987-88
(1. samling), forhandlingerne sp. 4693 og 8101, tillæg A sp. 3395). Det er
nødvendigt, at en kommende lov om sundhedsvæsenet sikrer en sammenhæng mellem
forskellige instanser inden for social- og sundhedsområdet. En sådan
sammenhæng kan netop etableres ved udbygning af den primære sundhedstjeneste
til kommunale sundhedscentre.
Forebyggelse er langsigtet og indebærer ikke direkte besparelser. Men at
forebyggelse giver gode resultater har bl.a. tandlægernes indsats vist.
Desværre er det sådan, at regningen for de mange års manglende forebyggelse
først kommer i fremtiden. Mange sygdomme udvikler sig over en lang årrække.
Det er nu, der skal investeres i det forebyggende arbejde. Samtidig må
samfundet yde den bedst mulige behandlingsindsats og omsorg over for de
mennesker, der er blevet syge. Det er nu, vi skal sikre den enkeltes sundhed,
lægge liv til årene, føje sundhed til livet og lægge år til livet. Vi har
behov for en sund arbejdskraft og en sund samfundsøkonomi.
Det vil være umoralsk at forringe kvaliteten af behandling og
rehabilitering ved at overføre ressourcer til forebyggelse. I stedet er det
nødvendigt at øge investeringerne til forebyggelse samtidig med, at der
sikres en effektiv ressourceudnyttelse ved bedre planlægning, kvalitativt
bedre sundhedsuddannelse, tværfaglig efter- og videreuddannelse, engageret
ledelse og opprioritering af forskning om forebyggelse.
En effektiv ressourceudnyttelse kan sikres samtidig med, at man
moderniserer og forenkler sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen.
Modernisering kan foretages samtidig med, at man sikrer lige adgang til
sundhed. En forenkling kan bestå i:
- at der oprettes tværfaglige kommunale sundhedscentre med offentligt
ansat personale,
- at ansætte de nuværende privatpraktiserende speciallæger i offentligt
regi,
- at drive apotekervæsenet i offentligt regi,
- at inddrage borgerne i kommunernes og amtskommunernes
sundhedsplanlægning.
Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af et i folketingsåret 1990-91,
1. samling, fremsat forslag (beslutningsforslag nr. B 32, se
Folketingstidende 1990-91, 1. samling, forhandlingerne sp. 2194 og tillæg A,
sp. 2331).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MÅLSÆTNINGEN FOR EN KOMMENDE LOV OM SUNDHEDSVÆSENET Retsinformation · 15. november 1989
- 1990 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM RETNINGSLINIER FOR PRIORITERING INDEN FOR SUNDHEDSVÆSENET Retsinformation · 21. november 1990
- 1991 BSF 74 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LOKALE TVÆRFAGLIGE SUNDHEDSCENTRE Retsinformation · 10. marts 1992
- Forslag til folketingsbeslutning om at indføre forpligtende mål for bedre sundhed, større lighed med hensyn til sundhed og bedre behandling af kronisk syge Retsinformation · 8. januar 2009
- 1991 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 11. november 1992
- Skattecentret har svaret "nej" på spørgsmålet Landsskatteretten · 25. februar 2010