1996 BSF 93 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF ÆNDRET PROTOKOL II OM FORBUD MOD ELLER BEGRÆNSNINGER I ANVENDELSEN AF MINER, LUREMINER OG ANDRE MEKANISMER OG NY PROTOKOL IV OM BLINDENDE LASERVÅBEN TIL KONVENTION AF 10. OKTOBER 1980 OM FORBUD MOD ELLER BEGRÆNSNINGER I ANVENDELSEN AF VISSE KONVENTIONELLE VÅBEN, SOM MÅ ANSES FOR AT VÆRE UNØDIGT SKADEVOLDENDE ELLER FOR AT RAMME I FLÆNG
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark tiltræder den i
Geneve den 3. maj 1996 vedtagne ændring af protokol II om forbud mod
eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre
mekanismer og den i Wien den 13. oktober 1995 vedtagne protokol IV
om blindende laservåben. Protokollerne er tilknyttet konvention af
10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af
visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt
skadevoldende eller for at ramme i flæng, som Danmark ratificerede
den 18. juni 1982.
Bilag
De protokoller, som er omtalt i folketingsbeslutningen, er optrykt som
bilag til det fremsatte forslag.
Oprindelig fremsat forslag
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark tiltræder den i
Geneve den 3. maj 1996 vedtagne ændring af protokol II om forbud mod
eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre
mekanismer og den i Wien den 13. oktober 1995 vedtagne protokol IV
om blindende laservåben. Protokollerne er tilknyttet konvention af
10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af
visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt
skadevoldende eller for at ramme i flæng, som Danmark ratificerede
den 18. juni 1982.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Ændret protokol II om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af
miner, lureminer og andre mekanismer
Protokol IV om blindende laservåben
Bemærkninger: I. Protokollernes forhistorie II. Danmarks
tiltrædelse
III. Protokollernes indhold
PROTOKOL OM FORBUD MOD ELLER BEGRÆNSNINGER I ANVENDELSEN AF MINER,
Læs alt
LUREMINER OG ANDRE MEKANISMER SOM ÆNDRET DEN 3. MAJ 1996 (PROTOKOL II SOM
ÆNDRET DEN 3. MAJ 1996) TILKNYTTET KONVENTIONEN OM FORBUD MOD ELLER
BEGRÆNSNINGER I ANVENDELSEN AF VISSE KONVENTIONELLE VÅBEN, SOM MÅ ANSES FOR
AT VÆRE UNØDIGT SKADEVOLDENDE ELLER FOR AT RAMME I FLÆNG
ARTIKEL 1:
ÆNDRET PROTOKOL
Protokollen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner,
lureminer og andre mekanismer (protokol II) tilknyttet konventionen om forbud
mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må
anses for at være unødigt skadevoldende eller at ramme i flæng
(»konventionen«) ændres hermed. Den ændrede protokoltekst har
følgende ordlyd:
»Protokol om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner,
lureminer og andre mekanismer som ændret den 3. maj 1996
(Protokol II som ændret den 3. maj 1996) Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Denne protokol vedrører anvendelsen på landjorden af miner, lureminer
og andre mekanismer, defineret i protokollen, herunder miner udlagt for at
hindre adgang til strande og overgange over vandløb og floder, men gælder
ikke anvendelsen af søminer på havet eller i indre sejlbare farvande.
2. Denne protokol skal, foruden i situationer hvortil der refereres i
denne konventions artikel 1, finde anvendelse i situationer, hvortil der
refereres i fælles artikel 3 i Geneve-konventionerne af 12. august 1949.
Denne protokol skal ikke finde anvendelse i tilfælde af indre uroligheder og
spændte situationer, som f.eks. optøjer, enkeltstående og sporadiske
voldshandlinger og andre handlinger af tilsvarende art, som ikke er væbnede
konflikter.
3. I tilfælde hvor væbnede konflikter, som ikke er af international
karakter, finder sted på en af de høje kontraherende parters territorium, er
hver af konfliktens parter forpligtet til at anvende denne protokols forbud
og begrænsninger.
4. Intet i denne protokol skal kunne påberåbes med det formål at påvirke
en stats suverænitet eller regeringens ansvar for med alle lovlige midler at
opretholde eller genindføre lov og orden i staten eller at forsvare statens
nationale enhed og territoriale ukrænkelighed.
5. Intet i denne protokol skal kunne påberåbes som retfærdiggørelse for
direkte eller indirekte indgriben, uanset årsag, i den væbnede konflikt eller
i den høje kontraherende parts indre eller ydre anliggender, på hvis
territorium den omhandlede konflikt finder sted.
6. Anvendelsen af denne protokols bestemmelser på en konflikts parter, som
ikke er høje kontraherende parter, der har accepteret denne protokol, ændrer
ikke deres juridiske status eller et omstridt områdes juridiske status,
hverken udtrykkeligt eller underforstået.
Artikel 2
Definitioner
I denne protokol betyder:
1. »Mine« en sprængladning anbragt under, på eller nær
jordoverfladen eller en anden overflade og bestemt til at eksplodere ved en
persons eller et køretøjs tilstedeværelse, nærhed eller berøring.
2. »Fjernleveret mine« en mine, som ikke er direkte anbragt men
leveret med artilleri, missil, raket, morter eller tilsvarende midler eller
nedkastet fra et luftfartøj. Miner leveret fra et landbaseret system på
mindre end 500 meters afstand anses ikke for at være
»fjernleverede«, forudsat at de anvendes i overensstemmelse med
artikel 5 og andre relevante artikler i denne protokol.
3. »Personelmine« en mine, som primært er bestemt til at
eksplodere ved en persons tilstedeværelse, nærhed eller berøring og som vil
ukampdygtiggøre, såre eller dræbe en eller flere personer.
4. »Luremine« er enhver indretning, som er bestemt, konstrueret
eller tilpasset til at dræbe eller såre, og som uventet udløses, når en
person berører eller nærmer sig en tilsyneladende harmløs genstand eller
udfører en tilsyneladende sikker handling.
5. »Andre mekanismer« manuelt anbragte sprængladninger og
mekanismer, herunder improviserede eksplosive mekanismer, som er bestemt til
at dræbe, såre eller beskadige, og som udløses manuelt, ved fjernstyring
eller automatisk efter en vis tids forløb.
6. »Militære mål« for så vidt angår genstande, enhver genstand,
der ifølge sin art, placering, formål eller anvendelse udgør et effektivt
bidrag til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise destruktion,
erobring eller neutralisering under de givne forhold giver en klar militær
fordel.
7. »Civile genstande« alle genstande, som ikke er militære mål,
som defineret i denne artikels stk. 6.
8. »Minefelt« et afgrænset område, hvor miner er blevet udlagt
og »mineret område« et område, som er farligt på grund af
tilstedeværelsen af miner. »Skin-minefelt« et minefrit område, som
giver indtryk af at være et minefelt. Udtrykket »minefelt« omfatter
også skinminefelter.
9. »Registrering« en fysisk, administrativ eller teknisk
handling med det formål i officielle dokumenter at indføre i alle
tilgængelige oplysninger, der kan lette lokaliseringen af minefelter,
minerede områder, miner, lureminer og andre mekanismer.
10. »Selvdestruerende mekanisme« en indbygget eller udvendigt
anbragt automatisk virkende mekanisme, som sikrer destruktion af den
sprængladning, som den er indbygget i eller anbragt på.
11. »Selvneutraliserende mekanisme« en indbygget automatisk
virkende mekanisme, som gør den sprængladning, den er indbygget i, uvirksom.
12. »Selvdeaktiverende«, at en sprængladning automatisk gøres
uvirksom ved hjælp af den uigenkaldelige opslidning af en komponent, f.eks.
et batteri, som er af betydning for sprængladningens virke.
13. »Fjernstyring« kontrol på afstand.
14. »Mekanisme, der sikrer minen mod optagning« en mekanisme
bestemt til at beskytte en mine, og som er en del af, forbundet med,
fastgjort til eller anbragt under minen, og som udløses, hvis der gøres
forsøg på at optage minen.
15. »Overførsel«, foruden den fysiske flytning af miner til
eller fra nationalt territorium, overførsel af ansvar for og kontrol over
minerne, men omfatter ikke overførslen af et territorium indeholdende udlagte
miner.
Artikel 3
Generelle begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre
mekanismer
1. Denne artikel finder anvendelse på:
(a) miner;
(b) lureminer; og
(c) andre mekanismer.
2. Hver høj kontraherende part eller en part i en konflikt er i
overensstemmelse med bestemmelserne i denne protokol ansvarlig for alle
miner, lureminer og andre mekanismer anvendt af den pågældende og påtager sig
at rydde, fjerne, destruere eller opretholde dem som det er nærmere angivet i
denne protokols artikel 10.
3. Det er under alle omstændigheder forbudt at anvende miner, lureminer
eller andre mekanismer, som er bestemt til eller er af en sådan art, at de
foreårsager unødig skade eller unødvendige lidelser.
4. Våben, som denne artikel finder anvendelse på, skal nøje opfylde de
standarder og begrænsninger, der er opregnet i det tekniske bilag med hensyn
til hver enkelt kategori.
5. Det er forbudt at anvende miner, lureminer og andre mekanismer, som er
udstyret med en mekanisme eller indretning, der er særligt beregnet på at
detonere sprængladninger, som følge af magnetisk eller anden indirekte
påvirkning, når almindeligt tilgængelige minesøgere anvendes i deres nærhed
under normal brug.
6. Det er forbudt at anvende en selvdeaktiverende mine udstyret med en
mekanisme, der sikrer minen mod optagning, og som er konstrueret på en sådan
måde, at mekanismen, der sikrer minen mod optagning, er virksom, efter at
minen er ophørt med at kunne virke som mine.
7. Det er under alle omstændigheder forbudt at rette våben omfattet af
denne artikel mod civilbefolkningen i almindelighed eller mod civile
enkeltpersoner eller civile genstande, hvad enten dette sker i angrebs- eller
forsvarsøjemed eller som gengældelse.
8. Vilkårlig anvendelse af våben omfattet af denne artikel er forbudt.
Vilkårlig anvendelse er enhver anbringelse af sådanne våben:
(a) som ikke er placeret på eller er rettet imod et militært mål. I
tilfælde af tvivl om hvorvidt en genstand, som normalt anvendes til civile
formål, som f.eks. et sted, hvor gudsdyrkelse foregår, et hus eller anden
bolig eller en skole, bruges med henblik på at yde et effektivt bidrag til en
militær aktion, skal der bestå en formodning for, at den ikke anvendes i et
sådant øjemed; eller
(b) som indebærer en fremføringsmåde eller et fremføringsmiddel, som
leveres via midler, der ikke kan rettes mod et specifikt militært mål; eller
(c) som må forventes at medføre tilfældige tab af civilpersoners liv,
civilpersoners tilskadekomst, skade på civile genstande, eller en kombination
heraf, som i betydelig grad ville overstige den forventede konkrete og
direkte militære fordel.
9. En flerhed af klart adskilte og kendelige militære mål beliggende i en
storby, by, landsby eller andet område, som rummer en tilsvarende
koncentration af civilpersoner eller civile genstande betragtes ikke som et
enkelt militært mål.
10. Alle gennemførlige forsigtighedsforanstaltninger skal træffes for at
beskytte civilpersoner mod virkningerne af våben omfattet af denne artikel.
Gennemførlige forsigtighedsforanstaltninger er sådanne foranstaltninger, som
er gennemførlige eller praktisk mulige, når alle foreliggende omstændigheder
på det pågældende tidspunkt, herunder humanitære og militære hensyn, tages i
betragtning. Disse omstændigheder indbefatter men er ikke begrænset til:
(a) miners virkning på kort og på langt sigt for den lokale
civilbefolkning, så længe minefeltet består;
(b) mulige foranstaltninger til at beskytte civilpersoner (f.eks.
indhegning, skilte, advarsler og overvågning);
(c) rådighed over og mulighed for at anvende alternativer; samt
(d) de militære behov på kort og på langt sigt for et minefelt.
11. Effektivt forudgående varsel skal gives om enhver udlægning af miner,
lureminer og andre mekanismer, som kan berøre civilbefolkningen, medmindre
omstændighederne ikke tillader det.
Artikel 4
Begrænsninger i anvendelsen af personelminer
Det er forbudt at anvende personelminer, som ikke er sporbare som angivet
i det tekniske bilags stk. 2.
Artikel 5
Begrænsninger i anvendelsen af personelminer, der ikke er
fjernleverede
1. Denne artikel finder anvendelse på personelminer bortset fra
fjernleverede miner.
2. Det er forbudt at anvende våben, omfattet af denne artikel, der ikke er
i overensstemmelse med det tekniske bilags bestemmelser om selvdestruktion og
selvdeaktivering, medmindre:
(a) sådanne våben er anbragt inden for et perimeterafmærket område, som
overvåges af militært personel og er beskyttet af indhegning eller andre
midler for at sikre, at civilpersoner effektivt holdes ude fra området.
Afmærkningen skal være kendelig og varig og skal som minimum være synlig for
en person, som skal til at begive sig ind på det perimeterafmærkede område;
og
(b) der er foretaget rydning af sådanne våben, før området forlades,
medmindre området er overgivet til styrker fra en anden stat, som accepterer
ansvaret for opretholdelse af de beskyttelsesforanstaltninger, der kræves i
henhold til denne artikel, samt for den efterfølgende rydning af de
pågældende våben.
3. En part i en konflikt er kun fritaget for yderligere overholdelse af
bestemmelserne i stk. 2, litra (a) og (b) i situationer, hvor en sådan
overholdelse ikke er mulig på grund af fremtvunget tab af kontrol over
området som et resultat af fjendtlig militær aktion, herunder situationer,
hvor direkte fjendtlig militær aktion gør det umuligt at overholde
bestemmelsen. Hvis den pågældende part genvinder kontrol over området, skal
denne på ny overholde bestemmelserne i ovenstående stk. 2, litra (a) og (b).
4. Hvis en konfliktparts styrker vinder kontrol over et område, hvorpå er
udlagt våben, omfattet af denne artikel, skal sådanne styrker i størst mulig
udstrækning opretholde og om nødvendigt tilvejebringe de i denne artikel
krævede beskyttelsesforanstaltninger, indtil våbnene er ryddet.
5. Alle gennemførlige forholdsregler skal træffes for at forhindre en
uautoriseret fjernelse, ukendeliggørelse, destruktion eller skjul af hvilken
som helst mekanisme, eller hvilket som helst system eller materiale anvendt
for at markere perimeteren i et perimeterafmærket område.
6. Våben omfattet af denne artikel, som spreder fragmenter i en horisontal
bue på mindre end 90I, og som er anbragt på eller over jordoverfladen, kan
anvendes uden de forholdsregler, der er foreskrevet i denne artikels stk. 2,
litra (a) i en periode på maksimalt 72 timer, hvis:
(a) de er placeret i umiddelbar nærhed af den militære enhed, som anbragte
dem; og
(b) området overvåges af militært personel for at sikre, at civilpersoner
effektivt holdes ude fra området.
Artikel 6
Begrænsninger i anvendelsen af fjernleverede miner
1. Det er forbudt at anvende fjernleverede miner, medmindre de er
registreret i overensstemmelse med det tekniske bilags stk. 1, litra (b).
2. Det er forbudt at anvende fjernleverede personelminer, som ikke er i
overensstemmelse med bestemmelserne om selvdestruktion og selvdeaktivering i
det tekniske bilag.
3. Det er forbudt at anvende fjernleverede miner med undtagelse af
personelminer, medmindre de, i det omfang det er muligt, er udstyret med en
effektiv selvdestruktions- eller selvneutraliseringsmekanisme og har en
selvdeaktiverende reserveindretning, som er konstrueret således, at minen
ikke længere vil kunne virke som mine, når minen ikke længere tjener det
militære formål, der var grunden til, at den blev anbragt.
4. Effektivt forudgående varsel skal gives om enhver levering eller
nedkastning af fjernleverede miner, som kan berøre civilbefolkningen,
medmindre omstændighederne ikke tillader det.
Artikel 7
Forbud mod anvendelse af lureminer og andre mekanismer
1. Uden præjudice for de folkeretlige regler gældende for væbnede
konflikter med hensyn til forræderi og svig er det under alle omstændigheder
forbudt at anvende lureminer og andre mekanismer, som på nogen måde er
fæstnet til eller forbundet med:
(a) internationalt anerkendte beskyttelseskendemærker, -tegn eller
-signaler;
(b) syge, sårede eller døde personer;
(c) begravelsessteder eller krematorier eller grave;
(d) installationer, udstyr, leverancer og transportmidler til medicinske
formål;
medicinske forsyninger eller medicinske transportmidler;
(e) legetøj eller andre transportable genstande, som specielt er beregnet
på børns bespisning, helbred, hygiejne, beklædning eller uddannelse;
(f) mad- eller drikkevarer;
(g) køkkenredskaber eller -apparater undtagen i militære anlæg, militære
lokaliteter eller militære forsyningsdepoter;
(h) genstande, der klart er af religiøs art;
(i) historiske monumenter, kunstværker eller steder for gudsdyrkelse, som
repræsenterer et folks kulturelle eller åndelige arv; eller
(j) dyr eller ådsler.
2. Det er forbudt at anvende lureminer eller andre mekanismer i form af
tilsyneladende uskadelige, transportable genstande, som er specielt bestemt
og konstrueret til at indeholde eksplosivt materiale.
3. Uden præjudice for bestemmelserne i artikel 3 er det forbudt at anvende
våben omfattet af denne artikel i enhver storby, by, landsby eller andet
område, som rummer en tilsvarende koncentration af civilpersoner, hvor kamp
mellem hærstyrker ikke finder sted eller synes umiddelbart forestående,
medmindre:
(a) de pågældende våben er anbragt på eller i umiddelbar nærhed af et
miltært mål; eller
(b) der er taget forholdsregler til beskyttelse af civilpersoner mod deres
virkninger, f.eks. ved postering af vagter, udsendelse af advarlser eller
opsætning af hegn.
Artikel 8
Overførsler
1. For at fremme denne protokols formål forpligter hver af de høje
kontraherende parter sig til:
(a) ikke at overføre miner, som det er forbudt at anvende i henhold til
denne protokol;
(b) ikke at overføre miner til nogen modtager, som ikke er en stat eller
et statsorgan, der er bemyndiget til at modtage sådanne overførsler;
(c) at udvise tilbageholdenhed i tilfælde af overførsel af miner, hvis
anvendelse er begrænset i henhold til denne protokol. Særligt forpligter hver
af de høje kontraherende parter sig til ikke at overføre personelminer til
stater, som ikke er bundet af denne protokol, medmindre modtagerstaten
accepterer at anvende denne protokol; og
(d) at sikre, at enhver overførsel i henhold til denne artikel finder sted
under fuldstændig overholdelse fra både den overførende og den modtagende
stats side af de relevante bestemmelser i denne protokol og de humanitære
folkeretlige regler.
2. I tilfælde hvor en høj kontraherende part erklærer, at man vil udskyde
overholdelse af nærmere angivne bestemmelser om anvendelsen af visse miner,
som reguleret i det tekniske bilag, finder denne artikels stk. 1, litra (a)
imidlertid anvendelse på disse miner.
3. Indtil protokollens ikrafttræden vil alle høje kontraherende parter
afstå fra handlinger, som ville være uoverensstemmende med denne artikels
stk. 1, litra (a).
Artikel 9
Registrering og anvendelse af oplysninger om minefelter, minerede
områder, miner, lureminer og andre mekanismer
1. Alle oplysninger om minefelter, minerede områder, miner, lureminer og
andre mekanismer skal registreres i overensstemmelse med bestemmelserne i det
tekniske bilag.
2. Alle sådanne registreringer skal opbevares af en konflikts parter, som
straks efter de aktive fjendtligheders ophør tager alle nødvendige og
passende forholdsregler, herunder anvender disse oplysninger, for at beskytte
civilpersoner mod virkningerne af minefelter, minerede områder, miner,
lureminer og andre mekanismer i områder under deres kontrol.
Samtidig stiller de også alle oplysninger, som de er i besiddelse af om
minefelter, minerede områder, miner, lureminer og andre mekanismer udlagt af
dem i områder, som ikke mere er under deres kontrol, til rådighed for den
anden konfliktpart eller -parter samt FNs generalsekretær; hvor imidlertid en
konfliktparts styrker befinder sig på modstanderens territorium, kan begge
parter, under forudsætning af gensidighed, undlade at stille sådanne
oplysninger til rådighed for generalsekretæren og den anden part i det
omfang, sikkerhedsinteresser kræver en sådan tilbageholdelse, indtil begge
parter har forladt modpartens territorium. I det sidstnævnte tilfælde skal de
tilbageholdte oplysninger frigives, så snart de pågældende
sikkerhedsinteresser tillader det. Overalt hvor det er muligt, skal
konfliktens parter ved gensidig aftale søge at frigive sådanne oplysninger så
snart som muligt på en måde, som er i overensstemmelse med hver parts
sikkerhedsinteresser.
3. Denne artikel er uden præjudice for bestemmelserne i denne protokols
artikel 10 og 12.
Artikel 10
Fjernelse af minefelter, minerede områder, miner, lureminer og andre
mekanismer samt internationalt samarbejde
1. Umiddelbart efter aktive fjendtligheders ophør skal alle minefelter,
minerede områder, miner, lureminer og andre mekanismer ryddes, fjernes,
destrueres eller opretholdes i overensstemmelse med denne protokols artikel 3
og artikel 5, stk. 2.
2. Ansvaret herfor påhviler de høje kontraherende parter og parterne i en
konflikt med hensyn til minefelter, minerede områder, miner, lureminer og
andre mekanismer i områder under deres kontrol.
3. Hvad angår minefelter, minerede områder, miner, lureminer og andre
mekanismer udlagt af en part i områder, som denne ikke længere udøver kontrol
over, yder en sådan part den part, som ifølge denne artikels stk. 2 har
kontrollen over området, i det omfang dette tillades af sidstnævnte, den
tekniske og materielle bistand, som er nødvendig for at opfylde dette ansvar.
4. Når som helst det er nødvendigt, bestræber parterne sig på at opnå
enighed, både med hinanden og, hvor det er hensigtsmæssigt, med andre stater
og med internationale organisationer, om tilvejebringelse af teknisk og
materiel bistand, herunder efter omstændighederne indbefattet organisering af
fælles operationer, som er nødvendige for at leve op til dette ansvar.
Artikel 11
Teknologisk samarbejde og bistand
1. Hver høj kontraherende part forpligter sig til at lette, og har ret til
at deltage i, den størst mulige udveksling af udstyr, materiale samt
videnskabelige og teknologiske oplysninger i forbindelse med gennemførelsen
af denne protokol samt i relation til minerydning. Særlig må de høje
kontraherende parter ikke, når der er tale om humanitære formål, pålægge
leveringen af minerydningsudstyr og hertil knyttet teknologisk oplysninger
urimelige begrænsninger.
2. Hver høj kontraherende part forpligter sig til at levere oplysninger
til den database om minerydning, som er oprettet inden for FN-systemet, især
oplysninger om minerydningsmidler og -teknologier samt lister over eksperter,
ekspertorganisationer eller nationale kontaktcentre i relation til
minerydning.
3. Hver høj kontraherende part, som er i stand til det, yder bistand til
minerydning gennem FN-systemet, andre internationale organer eller på
bilateralt plan eller bidrager til FNs frivillige fond til
minerydningsbistand.
4. Anmodninger fra høje kontraherende parter om bistand, støttet af
relevant information, kan fremsendes til FN, andre relevante organer eller
til andre stater. Disse anmodninger kan overgives til FNs generalsekretær,
der videresender dem til alle høje kontraherende parter og til relevante
internationale organisationer.
5. I tilfælde af anmodninger til FN kan FNs generalsekretær, inden for de
ressourcer, som han har til rådighed, tage passende skridt til at vurdere
situationen og i samarbejde med den høje kontraherende part, der har fremsat
anmodningen, træffe afgørelse om den passende ydelse af minerydningsbistand
eller gennemførelse af protokollen. Generalsekretæren kan også rapportere til
de høje kontraherende parter om en sådan vurdering samt om den nødvendige
type og omfang af bistand.
6. Uden præjudice for deres forfatningsmæssige og andre juridiske
bestemmelser forpligter de høje kontraherende parter sig til at samarbejde og
overføre teknologi, der kan lette gennemførslen af de relevante forbud og
begrænsninger, som er anført i denne protokol.
7. Hver høj kontraherende part har, hvor det er passende, ret til at søge
og modtage teknisk bistand fra en anden høj kontraherende part, hvor det er
nødvendigt og muligt, vedrørende relevant specifik teknologi, med undtagelse
af våbenteknologi, med henblik på at reducere de overgangsperioder, der er
åbnet mulighed for i det tekniske bilag.
Artikel 12
Beskyttelse mod virkningerne af minefelter, minerede områder, miner,
lureminer og andre mekanismer
1. Anvendelse
(a) Med undtagelse af de styrker og missioner, der henvises til i stk. 2,
litra (a)(i), finder denne artikel kun anvendelse på missioner, som udfører
opgaver i et område med billigelse af den høje kontraherende part på hvis
territorium opgaverne udføres.
(b) Anvendelsen af bestemmelserne i denne artikel på parter i en konflikt,
som ikke er høje kontraherende parter, vil ikke ændre deres juridiske status
eller et omstridt territoriums juridiske status, hverken udtrykkeligt eller
underforstået.
(c) Bestemmelserne i denne artikel er uden præjudice for eksisterende
humanitær folkeret eller andre internationale regelsæt, som måtte finde
anvendelse, eller afgørelser af FNs Sikkerhedsråd, som måtte yde et højere
beskyttelsesniveau for personel, som virker i overensstemmelse med denne
artikel.
2. Fredsbevarende og visse andre styrker og missioner
(a) Dette stykke finder anvendelse på:
(i) enhver FN-styrke eller -mission, som udfører fredsbevarende tjeneste,
observationstjeneste eller lignende opgaver i ethvert område i
overensstemmelse med De forenede Nationers pagt;
(ii) enhver mission oprettet i medfør af kapitel VIII i De forenede
Nationers pagt, og som udfører sine funktioner i et konfliktområde.
(b) Hver høj kontraherende part eller part i en konflikt skal, hvis chefen
for en styrke eller mission, som dette stykke finder anvendelse på, anmoder
herom:
(i) i det omfang den kan, tage nødvendige forholdsregler til at beskytte
styrken eller missionen mod virkningerne af miner, lureminer og andre
mekanismer i ethvert område under dennes kontrol;
(ii) hvis det er nødvendigt for effektivt at beskytte sådant personel, og
i det omfang parten kan, fjerne eller uskadeliggøre alle miner, lureminer og
andre mekanismer i det pågældende område; samt
(iii) oplyse chefen for styrken eller missionen om placeringen af alle
kendte minefelter, minerede områder, miner, lureminer og andre mekanismer i
det område, hvor styrken eller missionen er i færd med at udføre sine opgaver
og, så vidt det er muligt, stille alle oplysninger i dens besiddelse om
sådanne minefelter, minerede områder, miner, lureminer og andre mekanismer
til rådighed for chefen for styrken eller missionen.
3. FN-systemets humanitære missioner og missioner til indhentelse af
oplysninger
(a) Dette stykke finder anvendelse på enhver af FN-systemets humanitære
missioner eller missioner til indhentelse af oplysninger.
(b) Såfremt chefen for en mission, som dette stykke finder anvendelse på,
anmoder derom, skal hver høj kontraherende part eller part i en konflikt:
(i) yde beskyttelse til missionens personel som anført i denne artikels
stk. 2, litra (b)(i); og
(ii) hvis adgang til eller gennem noget område under partens kontrol er
nødvendig for udførelsen af missionens opgaver og for at yde missionens
personel sikker passage til eller gennem det pågældende sted:
(aa) medmindre det forhindres af igangværende fjendtligheder, oplyse
chefen for missionen om en sikker rute til det pågældende sted, hvis sådanne
oplysninger er tilgængelige; eller
(bb) hvis oplysninger som identificerer en sikker rute ikke tilvejebringes
i overensstemmelse med litra (aa), så vidt det er nødvendigt og muligt, rydde
et spor gennem minefelterne.
4. Den internationale Røde Kors-komites missioner
(a) Dette stykke finder anvendelse på enhver af Den internationale Røde
Kors-komites missioner, der udøver opgaver med værtsstatens eller -staters
billigelse, således som det er bestemt i Geneve-konventionerne af 12. august
1949 og, hvor det er relevant, disses tillægsprotokoller.
(b) Såfremt chefen for en mission, som dette stykke finder anvendelse på,
anmoder derom, skal hver høj kontraherende part eller part i en konflikt:
(i) yde beskyttelse til missionens personel, således som det er anført i
denne artikels stk. 2, litra (b)(i); samt
(ii) træffe de forholdsregler, der er anført i denne artikels stk. 3,
litra (b)(ii).
5. Andre humanitære missioner og undersøgelsesmissioner
(a) I det omfang denne artikels stk. 2, 3 og 4 ikke finder anvendelse,
anvendes dette stykke på følgende missioner, når de udfører opgaver i et
konfliktområde eller yder bistand til ofre for en konflikt:
(i) enhver humanitær mission udført af et nationalt Røde Kors- eller Røde
Halvmåne-selskab eller af deres internationale sammenslutning;
(ii) enhver mission udført af en upartisk humanitær organisation, herunder
enhver upartisk humanitær minerydningsmission; samt
(iii) enhver undersøgelsesmission oprettet i medfør af bestemmelserne i
Genevekonventionerne af 12. august 1949 og, hvor det er relevant, disses
tillægsprotokoller.
(b) Såfremt chefen for en mission, som dette stykke finder anvendelse på,
anmoder derom, skal hver høj kontraherende part eller part i en konflikt, så
vidt det er muligt:
(i) yde beskyttelse til missionens personel, således som det er anført i
denne artikels stk. 2, litra (b)(i); samt
(ii) tage de forholdsregler, der er anført i denne artikels stk. 3, litra
(b)(ii).
6. Fortrolighed
Alle oplysninger, som er givet i fortrolighed i medfør af denne artikel,
skal behandles i streng fortrolighed af modtageren og må ikke frigives til
nogen uden for den pågældende styrke eller mission uden udtrykkelig
bemyndigelse fra den, som har givet oplysningerne.
7. Respekt for love og bestemmelser
Uden præjudice for privilegier og immuniteter, som de nyder, eller for
tjenstlige krav, skal personel, som deltager i de styrker og missioner, som
nævnes i denne artikel:
(a) respektere værtsstatens love og bestemmelser; samt
(b) afholde sig fra enhver handling eller aktivitet, som er uforenelig med
deres tjenestes upartiske og internationale karakter.
Artikel 13
Konsultationer mellem de høje kontraherende parter
1. De høje kontraherende parter forpligter sig til at konsultere og
samarbejde med hinanden om alle spørgsmål angående denne protokols virkemåde.
I dette øjemed afholder de høje kontraherende parter en årlig konference.
2. Deltagelse i de årlige konferencer vil fremgå af den forretningsorden,
der vedtages.
3. Konferencens arbejde omfatter:
(a) gennemgang af denne protokols virkemåde og status;
(b) overvejelse af sager fremkommet i rapporter afgivet af de høje
kontraherende parter i overensstemmelse med denne artikels stk. 4;
(c) forberedelse af gennemgangskonferencer; samt
(d) overvejelse af udviklingen af teknologier, der kan beskytte
civilpersoner mod de vilkårlige virkninger af miner.
4. De høje kontraherende parter, afgiver til depositaren, som rundsender
dem til alle høje kontraherende parter forud for konferencen, årlige
rapporter om et hvilket som helst af følgende anliggender:
(a) udbredelse af oplysning om denne protokol til deres væbnede styrker og
civilbefolkningen;
(b) minerydnings- og rehabiliteringsprogrammer;
(c) skridt taget for at opfylde tekniske krav, som denne protokol stiller,
og alle dertil hørende relevante oplysninger;
(d) lovgivning i forbindelse med denne protokol;
(e) forholdsregler truffet til international udveksling af tekniske
oplysninger, internationalt samarbejde på minerydningsområdet og til teknisk
samarbejde og bistand; samt
(f) andre relevante anliggender.
5. Omkostningerne ved konferencen af de høje kontraherende parter dækkes
af de høje kontraherende parter og af stater, som ikke er høje kontraherende
parter, men som deltager i konferencens arbejde, i overensstemmelse med FNs
fordelingsskala, forholdsmæssigt justeret.
Artikel 14
Overholdelse
1. Hver høj kontraherende part skal tage alle passende skridt, herunder
lovgivningsmæssige og andre forholdsregler, til at forebygge og standse
overtrædelser af denne protokol af personer eller i områder under dens
jurisdiktion eller kontrol.
2. De forholdsregler, der er forudset i denne artikels stk. 1, omfatter
passende forholdsregler for at sikre, at den som, i forbindelse med en væbnet
konflikt og i strid med bestemmelserne i denne protokol, med overlæg dræber
eller forårsager alvorlige kvæstelser på civilpersoner, pålægges
strafferetlige sanktioner og retsforfølges.
3. Hver høj kontraherende part sikrer også, at dens væbnede styrker
udsteder relevante militære instrukser og beskrivelser af arbejdsprocedurer,
og at personel fra de væbnede styrker modtager uddannelse svarende til deres
pligter og ansvar for at overholde denne protokols bestemmelser.
4. De høje kontraherende parter forpligter sig til at konsultere hinanden
og samarbejde bilateralt, gennem FNs generalsekretær eller gennem andre
passende internationale procedurer, for at løse mulige problemer, som måtte
opstå angående fortolkningen og anvendelsen af denne protokols bestemmelser.
TEKNISK BILAG
1. Registrering
(a) Registrering af placeringen af miner, bortset fra fjernleverede miner,
minefelter, minerede områder, lureminer og andre mekanismer skal finde sted i
overensstemmelse med følgende bestemmelser:
(i) placeringen af minefelter, minerede områder samt områder med lureminer
og andre mekanismer skal angives nøjagtigt i forhold til koordinaterne for
mindst to referencepunkter og den anslåede størrelse af det område, som
indeholder disse våben, i forhold til de omtalte referencepunkter;
(ii) kort, diagrammer eller andre registreringer skal udfærdiges på en
sådan måde, at de angiver placeringen af minefelter, minerede områder,
lureminer og andre mekanismer i forhold til referencepunkter, og disse
registreringer skal tillige anføre deres perimetre og udstrækning; og
(iii) med det formål at spore og rydde miner, lureminer og andre
mekanismer skal kort, diagrammer eller andre registreringer indeholde
fuldstændige oplysninger om type, antal, udlægningsmetode, tændertype og
levetid, dato og tidspunkt for udlægning, mekanismer, der sikrer minen mod
optagning (såfremt de forefindes), og andre relevante oplysninger om alle de
udlagte våben. I alle tilfælde hvor det er muligt, skal registreringen af
minefeltet vise den nøjagtige placering af hver mine, bortset fra minefelter
udlagt i rækker, hvor angivelse af placeringen af rækken er tilstrækkelig.
Hver luremine registreres for sig med angivelse af den nøjagtige placering og
af minens funktionsmekanisme.
(b) Den anslåede placering samt det anslåede område, hvorpå fjernleverede
miner befinder sig, skal nærmere angives med referencepunkternes koordinater
(normalt hjørnepunkter) og skal konstateres samt, hvor det er muligt,
afmærkes på jorden ved først givne lejlighed. Der skal ligeledes ske
registrering af det samlede antal og typer af miner, datoen og tidspunktet
for udlægningen samt af tidsrummet indtil selvdestruktion indtræffer.
(c) Kopier af registreringer skal opbevares på et kommandoniveau, som er
tilstrækkeligt til at garantere deres sikkerhed i størst mulig udstrækning.
(d) Anvendelsen af miner fremstillet efter denne protokols ikrafttræden er
forbudt, medmindre de er mærket, på engelsk eller på det eller de respektive
nationale sprog, med følgende oplysninger:
(i) navn på oprindelsesland;
(ii) fremstillingsmåned og -år; samt
(iii) serienummer eller partinummer.
Oplysningerne bør være synlige, læselige, holdbare og kunne modstå
miljømæssige påvirkninger i størst mulig udstrækning.
2. Specifikationer vedrørende sporbarhed
(a) Med hensyn til personelminer fremstillet efter den 1. januar 1997
gælder det, at sådanne miner i deres konstruktion skal indeholde et materiale
eller en mekanisme, som gør det muligt at spore minen med almindeligt
tilgængeligt teknisk minerydningsudstyr, samt at minen fremkalder et
svarsignal svarende til et signal fra 8 gram jern eller mere i en enkelt
sammenhængende masse.
(b) Med hensyn til personelminer fremstillet før den 1. januar 1997 gælder
det, at sådanne miner enten i deres konstruktion skal indeholde eller før
udlægning skal tilføjes et materiale eller en mekanisme, der ikke let kan
fjernes, som gør det muligt at spore minen med almindeligt tilgængeligt
teknisk minerydningsudstyr, samt at minen fremkalder et svarsignal svarende
til et signal fra 8 gram jern eller mere i en enkelt sammenhængende masse.
(c) I tilfælde af at en høj kontraherende part fastslår, at den ikke
umiddelbart kan overholde litra (b), kan den på tidspunktet for sin
notifikation af samtykke til at være bundet af denne protokol erklære, at den
vil udskyde overholdelse af litra (b) i en periode, som ikke overstiger 9 år
fra denne protokols ikrafttræden. I mellemtiden skal den så vidt muligt
minimere brugen af personelminer, der ikke opfylder bestemmelserne.
3. Specifikationer vedrørende selvdestruktion og selvdeaktivering
(a) Alle fjernleverede personelminer skal være bestemt til og konstrueret
således, at ikke over 10% af aktiverede miner vil undlade at destruere sig
selv inden 30 dage efter udlægning, og hver mine skal have en
selvdeaktiverende reservemekanisme, som er bestemt til og konstrueret
således, at denne i kombination med selvdestruktionsmekanismen bevirker, at
ikke mere end en ud af et tusind aktiverede miner vil virke som mine 120 dage
efter udlægningen.
(b) Alle ikke-fjernleverede personelminer, som anvendes uden for afmærkede
områder, som defineret i denne protokols artikel 5, skal opfylde kravene om
selvdestruktion og selvdeaktivering som anført i litra (a).
(c) I tilfælde af at en høj kontraherende part fastslår, at den ikke
umiddelbart kan overholde litra (a) og/eller (b), kan den på tidspunktet for
sin notifikation af samtykke til at være bundet af denne protokol erklære, at
den med hensyn til miner fremstillet før denne protokols ikrafttræden vil
udskyde overholdelse af litra (a) og/eller (b) i en periode, som ikke
overstiger 9 år fra denne protokols ikrafttræden.
I denne overgangsperiode skal den høje kontraherende part:
(i) forpligte sig til så vidt muligt at minimere anvendelsen af
personelminer, som ikke opfylder bestemmelserne, samt
(ii) med hensyn til fjernleverede personelminer overholde enten kravene
til selvdestruktion eller kravene til selvdeaktivering og for så vidt angår
andre personelminer som minimum overholde kravene til selvdeaktivering.
4. Internationale skilte til minefelter og minerede områder
Skilte svarende til eksemplet i bilaget og som nærmere angivet nedenfor
skal anvendes til afmærkning af minefelter og minerede områder for at sikre,
at disse områder er synlige og kan genkendes af civilbefolkningen:
(a) størrelse og form: en trekant eller firkant, som måler mindst 28 cm
(11 tommer) x 20 cm (7,9 tommer), når der er tale om en trekant, og 15 cm (6
tommer) pr. side, når der er tale om en firkant;
(b) farve: rød eller orange med reflekterende gule kanter;
(c) symbol: det symbol, som vises i bilaget, eller et andet, som er
umiddelbart genkendeligt i det område, hvor skiltet skal opstilles for at
tilkendegive et farligt område; og
(d) sprog: skiltet bør indeholde ordet »miner« på et af
konventionens seks officielle sprog (arabisk, engelsk, fransk, kinesisk,
russisk og spansk) og det eller de fremherskende sprog i det pågældende
område; og
(e) mellemrum: skilte bør placeres omkring minefeltet eller det minerede
område i en afstand, som er tilstrækkelig til at sikre, at de kan ses fra et
hvilket som helst punkt af en civilperson, der nærmer sig området.'
ARTIKEL 2: IKRAFTTRÆDEN
Den ændrede protokol træder i kraft i medfør af reglerne i konventionens
artikel 8, stk. 1, litra (b).
Bilag
Advarselsskilt for områder indeholdende miner
TILLÆGSPROTOKOL TIL KONVENTIONEN OM FORBUD MOD ELLER BEGRÆNSNINGER I
ANVENDELSEN AF VISSE KONVENTIONELLE VÅBEN, SOM MÅ ANSES FOR AT VÆRE UNØDIGT
SKADEVOLDENDE ELLER FOR AT RAMME I FLÆNG ARTIKEL 1: TILLÆGSPROTOKOL
Følgende protokol skal være tilknyttet konventionen om forbud mod eller
begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for
at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng
(»konventionen«) som protokol IV:
»Protokol om blindende laservåben
(Protokol IV)
Artikel 1
Det er forbudt at bruge laservåben, der er særligt beregnet til som eneste
eller som en af flere våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på
ubeskyttede øjne, hvormed menes det blotte øje eller øjne med korrigerende
synsindretninger. De høje kontraherende parter overfører ikke sådanne våben
til nogen stat eller ikke-statslig enhed.
Artikel 2
Ved brugen af lasersystemer træffer de høje kontraherende parter alle
gennemførlige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå at forårsage
permanent blindhed på ubeskyttede øjne. Sådanne forsigtighedsforanstaltninger
omfatter bl.a. undervisning af deres væbnede styrker og andre praktiske
forholdsregler.
Artikel 3
Forårsagelse af blindhed som en hændelig eller indirekte følge af legitim
militær brug af lasersystemer, herunder lasersystemer anvendt mod optisk
udstyr, er ikke omfattet af forbudet i denne protokol.
Artikel 4
I denne protokol betyder »permanent blindhed« uigenkaldeligt og
uafhjælpeligt synstab, der er svært synsnedsættende uden udsigt til
helbredelse. Svær synsnedsættelse svarer til en synsstyrke på mindre end 6/60
(20/200) Snellen målt ved brug af begge øjne.'
ARTIKEL 2:
IKRAFTTRÆDEN
Denne protokol træder i kraft i medfør af reglerne i konventionens artikel
5, stk. 3 og 4.
Bemærkninger til forslaget
I. Protokollernes forhistorie
I et forsøg på at mindske de menneskelige lidelser under krigsførelse har
man gennem tiderne søgt at indgå internationale aftaler om forbud mod visse
våbentyper. I 1899 og 1907 blev det på de store Haager-konferencer besluttet,
at krigsførende parter ikke havde ubegrænset frihed i valget af våben til at
skade fjenden, og at det skulle være forbudt at anvende våben, som efter
deres art forårsager unødig menneskelig lidelse. Dette førte konkret til, at
man i 1899 forbød brugen af dum-dum-kugler (ekspanderende kugler).
Som et resultat af den første verdenskrigs rædsler blev der i 1925 i
Geneve underskrevet en protokol om forbud mod brug af visse giftgasser og
bakteriologiske våben.
Ved Geneve-konventionerne af 12. august 1949 blev der vedtaget regler, som
havde til formål at beskytte krigens ofre, herunder civilbefolkningen. I
tillægsprotokol I fra 1977 fremhæves, at der ikke må benyttes våben, som
forårsager overflødig skade eller unødige lidelser.
I løbet af 1970erne blev det tydeligt, blandt andet som følge af
erfaringerne fra Vietnam, at man måtte forsøge at nå til enighed om
yderligere forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse våbentyper.
I perioden 1974-77 blev der i Geneve afholdt en diplomatkonference, hvor
man uden held forsøgte at forbyde visse typer af inhumane våben. I 1979 blev
bestræbelserne fortsat i FN-regi, og resultatet blev konventionen af 10.
oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse
konventionelle våben, som må anses for unødigt skadevoldende eller for at
ramme i flæng, også kaldet konventionen om særligt inhumane konventionelle
våben (CCW), eller 1980-konventionen.
1980-konventionen er en såkaldt rammekonvention, hvor de egentlige forbud
mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse våbentyper indeholdes i de til
konventionen knyttede protokoller. Oprindelig er der til konventionen alene
knyttet tre protokoller. Disse omhandler forbud mod anvendelse af
ikke-påviselige sprængstykker (protokol I), forbud mod eller begrænsninger i
anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer (protokol II) og forbud
mod eller begrænsninger i anvendelsen af brandvåben (protokol III).
Danmark undertegnede 1980-konventionen med tilknyttede protokoller den 10.
april 1981. Den 2. april 1982 meddelte Folketinget sit samtykke til
ratifikation af 1980-konventionen samt til at være bundet af de til
konventionen knyttede tre protokoller, hvilket dannede forudsætning for
endelig ratifikation ved kgl. resolution af 18. juni 1982. Danmark deponerede
sit ratifikationsinstrument den 7. juli 1982 og konventionen trådte i kraft
den 2. december 1983. Ved bekendtgørelse af 12. december 1983 er konventionen
og tilknyttede protokoller optrykt i Lovtidende C som nr. 114 på side 571.
Selve konventionen og protokollerne I og III tjener i sig selv deres
formål tilfredsstillende. Protokol II viste sig derimod ikke at sikre en
tilstrækkelig beskyttelse af civilbefolkningerne. Under indtryk af det
stadigt voksende humanitære problem som ureguleret og uansvarlig anvendelse
af personelminer havde forårsaget, navnlig i den tredje verden, erkendtes
det, at der bestod et behov for ændringer i det gældende regelsæt. I øvrigt
var der et ønske om, når lejlighed bød sig, at søge at inddrage anvendelsen
af laservåben, som er særligt beregnet til at forårsage permanent blindhed,
under konventionen; disse våben udgør endnu ikke nogen betydelig bestanddel
af verdens militærarsenaler og er ikke hidtil blevet anvendt i praksis.
I efteråret 1993 fremsatte Frankrig begæring om indkaldelse af en
gennemgangskonference til drøftelse af forbedringer af det eksisterende
regelgrundlag. I perioden fra februar 1994 til januar 1995 blev der afholdt
fire møder i en ekspertgruppe, der havde til formål at forberede den
egentlige gennemgangskonference. Medlemmerne af ekspertgruppen bestod af
repræsentanter for de stater, som havde ratificeret konventionen, men
derudover sendte adskillige andre stater observatører. Det viste sig tidligt
under drøftelserne i gruppen, at der ikke var tilstrækkelig tilslutning til
at indlede substansforhandlinger om indførelse af et totalforbud, således som
det var ønsket af flere lande, herunder Danmark. I stedet koncentrerede man
arbejdet om at skabe grundlag for så vidtgående forbedringer som muligt af
den bestående protokol II.
Første samling af gennemgangskonferencen fandt sted i Wien i perioden fra
den 25. september 1995 til den 13. oktober 1995. Det var oprindeligt
hensigten, at denne samling skulle have været den eneste. Det viste sig
imidlertid under forhandlingerne, at der, trods de omfattende forberedelser,
ikke var tilstrækkelig tid til at forhandle sig frem til enighed. To
supplerende samlinger blev derfor afholdt fra henholdsvis den 15. til den 19.
januar 1996 og fra den 22. april til den 3. maj 1996, begge i Geneve.
Hovedformålet på gennemgangskonferencen var at opnå tilslutning til:
- en udvidelse af konventionens anvendelsesområde til også at omfatte
interne konflikter;
- nye forbud og, i mangel heraf, skærpede betingelser for anvendelsen af
personelminer;
- forbud mod overførsel af personelminer, der ikke opfylder visse mærmere
angivne tekniske specifikationer;
- størst mulig kontrol med de nye reglers overholdelse;
- straffebestemmelser for overtrædelse af reglerne.
Herudover var der et behov for at opnå størst mulig tilslutning til
konventionen, idet den i dag kun er tiltrådt af 62 stater.
Adskillige stater gav udtryk for stor skepsis og tøven over for indførelse
af strengere regler for anvendelse af personelminer. En årsag hertil er
sikkerhedspolitiske overvejelser; personelminer er et billigt, letanvendeligt
og effektivt våben i begrænsede konflikter, specielt når de anvendes uden
restriktioner. Endvidere har eksportinteresser for visse stater utvivlsomt
spillet en rolle.
Ved afslutningen af gennemgangskonferencen var der opnået enighed om dels
en ændret protokol II om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af
miner, lureminer og andre mekanismer, dels en ny protokol IV om blindende
laservåben, dels om en politisk sluterklæring. I sluterklæringen bestemmes,
at der senest i år 2001 skal afholdes en ny gennemgangskonference, samt at
det for fremtiden bør overvejes at afholde gennemgangskonferencer hvert femte
år.
Den ændrede protokol II adskiller sig på flere vigtige områder fra den
bestående. Der er i alle tilfælde tale om ændringer, som betyder humanitære
fremskridt, idet beskyttelsen af civile øges. Det er konventionsstaternes
opfattelse, at de menneskelige lidelser som følge af anvendelsen af
personelminer vil blive reduceret, når bestemmelserne er fuldt gennemført.
Forbedringerne i forhold til den bestående protokol II er navnlig
følgende:
- udvidelse af anvendelsesområdet til også at omfatte interne konflikter;
- alle personelminer skal være sporbare;
- personelminer, som benyttes uden for indhegnede og overvågede områder,
skal være selvdestruerende. Senest 30 dage efter udlægning skal mindst 90 %
af personelminerne have ødelagt sig selv, og efter i alt 120 dage må højst 1
ud af 1000 udlagte personelminer kunne fungere som en mine;
- overførsel af personelminer inddrages under protokollen. Straks fra
protokollens vedtagelse er det forbudt at overføre personelminer, som ikke
opfylder de nye strenge tekniske bestemmelser;
- mineproblemet forbliver på den internationale dagsorden. Der indføres
årlige møder mellem staterne, hvor man vil diskutere reglernes gennemførelse
og overholdelse.
En svaghed ved den ændrede protokol II er dens bestemmelser om
overgangsperioder, der indføjedes efter krav fra nogle få konventionsstater.
I henhold til disse bestemmelser kan en stat ved tiltrædelsen af den ændrede
protokol II erklære, at den i en periode på indtil ni år ikke er i stand til
at opfylde de nye strenge krav til sporbarhed og selvdestruktion.
Ved den ny protokol IV er der opnået enighed om et forbud mod anvendelse
og overførsel af blindende laservåben.
II. Danmarks tiltrædelse
Danmark deltog i den enstemmige vedtagelse den 3. maj 1996 af den ændrede
protokol II vedrørende forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner,
lureminer og andre mekanismer. Det må anses for ønskeligt, at Danmark
erklærer sit samtykke til at være bundet af protokollen, der på områder af
væsentlig humanitær interesse udbygger og styrker bestemmelserne om
beskyttelse af civilbefolkningen i forhold til den bestående protokol II.
Danmark deltog i den enstemmige vedtagelse den 13. oktober 1995 af
protokol IV vedrørende blindende laservåben. Det må anses for ønskeligt, at
Danmark erklærer sit samtykke til at være bundet af protokollen, der under
den kodificerede humanitære folkeret inddrager en kategori af våben, der
hidtil ikke har været dækket af den skrevne folkeret, nemlig det endnu ikke i
praksis anvendte blindende laservåben.
Spørgsmålet om dansk tiltrædelse af den ændrede protokol II og af protokol
IV har været forelagt Forsvarsministeriet og Justitsministeriet, der har
givet deres tilslutning til en dansk tiltrædelse. Protokollerne skønnes at
kunne opfyldes fra dansk side inden for rammerne af gældende dansk ret og
eksisterende forsvarsplaner.
Både Grønland og Færøerne har tilsluttet sig, at protokollerne tiltrædes
uden forbehold for Grønland og Færøerne.
Regeringen besluttede i lyset af gennemgangskonferencens resultater den
23. maj 1996, at Danmark ensidigt vil afstå fra at benytte personelminer i
det danske forsvar. Beslutningen blev taget for at sende et klart og
utvetydigt politisk signal om Danmarks støtte til indførelse af et
totalforbud mod personelminer.
Protokollerne træder i kraft, som det er bestemt i konventionens artikel
8, stk. 1, litra (b) og artikel 5, stk. 3 og 4, dvs. seks måneder efter at
tyve stater har notificeret deres samtykke til at være bundet af de
respektive protokoller.
III. Protokollernes indhold
A. Protokol II
Artikel 1
Protokollens anvendelsesområde
Protokollens anvendelsesområde udvides fra udelukkende at omfatte
anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer i internationale væbnede
konflikter til også at omfatte deres anvendelse i interne væbnede konflikter.
Definitionen af interne væbnede konflikter sker med en henvisning til fælles
artikel 3 i Geneve-konventionerne af 12. august 1949.
Bestemmelsen anses for en af den ændrede protokol IIs centrale, idet langt
hovedparten af alle miner udlægges i forbindelse med interne væbnede
konflikter.
Artikel 2
Definitioner
Flere af de hidtidige definitioner er udvidet for at give en bedre
beskyttelse af civile. Som følge af de nye emneområder, som inddrages under
den ændrede protokol II, er til artiklen føjet de nødvendige definitioner
herpå, blandt andet vedrørende mekanismer, som sikrer selvdestruktion.
Artikel 3
Almindelige begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre
mekanismer
Reglerne indskærper ansvaret for udlagte miner, herunder ansvaret for
rydning. Forbudet mod våben, som må anses for unødigt skadevoldende eller for
at ramme i flæng, understreges.
Forbud mod anvendelse af miner mod civile mål styrkes ved indførelse af
den formodningsregel, at mål i tilfælde af tvivl skal anses for civile.
Endvidere specificeres de forholdsregler, som skal tages for at øge
beskyttelsen af civilbefolkningen.
Anti-søgningsmekanismer, dvs. mekanismer, som detonerer minen, når den
søges af en minesøger, forbydes.
Definitioner og terminologie er i vidt omfang hentet fra tillægsprotokol I
til Geneve-klonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre
i internationale væbnede konflikter.
Artikel 4
Begrænsninger i anvendelsen af personelminer
Der indføres forbud mod anvendelse af ikke-sporbare personelminer, jf. dog
det tekniske bilag, stk. 2. Forbudet anses for et centralt element i den
ændrede protokol II.
Artikel 5
Begrænsninger i anvendelsen af personelminer, bortset fra
fjernleverede miner
Der indføres bestemmelser om selvdestruerende personelminer, jf.
definitionen i det tekniske bilags stk. 3.
Som hovedregel skal alle personelminer være forsynet med en
selvdestruktionsmekanisme. Anvendes en anden type personelmine, skal det ved
placering af minerne inden for et afmærket område, som er overvåget af
militærpersonel, og som er beskyttet ved indhegning eller på anden måde,
effektivt sikres, at civilpersoner holdes ude fra området.
Ansvaret for personelminer påhviler den part, der har udlagt minerne.
Bliver det som følge af kamphandlinger umuligt for den ansvarlige part at
udøve ansvar, er det fastlagt, hvordan ansvaret - så snart det er muligt -
retableres eller overgår til konfliktens anden part.
Visse horisontale fragmentationsladninger kan uden markering og indhegning
benyttes i op til 72 timer, såfremt de befinder sig i umiddelbar nærhed af
den militærenhed, der har anbragt dem, og såfremt militærpersonel ved
overvågning effektivt sikrer, at civilpersoner holdes ude.
Artikel 6
Begrænsninger i anvendelsen af fjernleverede miner
Fjernleverede miner skal registreres i overensstemmelse med reglerne i det
tekniske bilag.
Fjernleverede personelminer skal i overensstemmelse med reglerne i det
tekniske bilag være selvdestruerende eller selvdeaktiverende, mens
fjernleverede panserminer skal være selvdestruerende, i den udstrækning det
er muligt.
Effektivt forudgående varsel skal gives om enhver levering eller
nedkastning af fjernleverede miner, som kan berøre civilbefolkningen,
medmindre omstændighederne ikke tillader det.
Artikel 7
Forbud mod anvendelsen af lureminer og andre mekanismer
Forbudet mod anvendelse af lureminer og andre mekanismer er præciseret og
i nogen grad udbygget.
Artikel 8
Overførsler
Den ændrede protokol II indeholder som nyt element regler om overførsler
af miner. Bestemmelsen anses for en af den ændrede protokol IIs centrale.
Forbudet mod anvendelse af ikke-sporbare personelminer i artikel 4
kombineres med et øjeblikkeligt (dvs. fra protokollens vedtagelse den 3. maj
1996) forbud mod overførsel af sådanne miner. Derved undgås det, at
eksisterende lagre overføres til anden side med forøget risiko for anvendelse
i strid med reglerne. Forbudet gælder selv om en konventionsstat benytter sig
af adgangen til at udskyde opfyldelsen af sporbarhedskravet, jf. det tekniske
bilags stk. 2.
Ikke-sporbare personelminer, som er langt de mest almindelige, udgør en
stor humanitær fare, idet de er umådelig svære at finde og dermed rydde.
Der indføres forbud mod overførsel til oprørsbevægelser og andre
ikke-statslige enheder. Overførsel til stater, som ikke har tiltrådt
konventionen, kan udelukkende ske, såfremt modtagerstaten samtykker i at
overholde protokollen. Konventionsstater påtager sig endvidere en generel
forpligtelse til at udvise tilbageholdenhed ved overførsel af miner, hvis
anvendelse i henhold til protokollen er pålagt begrænsninger.
Artikel 9
Registrering og anvendelse af oplysninger om minefelter etc.
Forpligtelsen til at registrere og meddele placeringen af minefelter etc.
er præciseret og i nogen grad udvidet.
Artikel 10
Fjernelse af minefelter etc. og internationalt samarbejde
Konfliktens parter bærer efter fjendtlighedernes ophør ansvaret for
minefelter etc., som befinder sig på det område, de udøver kontrol over.
Parterne er endvidere forpligtede til enten at fjerne minefelterne eller
opretholde dem i overensstemmelse med de almindelige regler herfor. Den part,
som har udlagt miner etc. i et område, skal bistå den part, som er ansvarlig
for området efter konfliktens ophør, med teknisk og materiel assistance til
minerydning. Sådan bistand bør tillige, når det er hensigtsmæssigt, søges
aftalt med andre stater eller organisationer eller tilvejebragt ved fælles
aktion.
Artikel 11
Teknologisk samarbejde og bistand
Konventionsstaterne yder hinanden finansiel, teknisk og teknologisk
bistand i muligt og nødvendigt omfang, bilateralt eller gennem FN-systemet.
For at begrænse behovet for at påberåbe sig bestemmelserne i det tekniske
bilags stk. 2 og 3 om overgangsperioder har konventionsstater, der måtte have
behov herfor, ret til under visse omstændigheder at opnå teknisk bistand fra
en anden konventionsstat til hurtigere opfyldelse af protokollens bestemmelse
(dog ikke ved overførsel af våbenteknologi). Overførslen sker i
overensstemmelse med den enkelte stats lovgivning.
Støtte til minerydning ydes af konventionsstaterne ved finansiel, teknisk
og teknologisk bistand i det omfang, de er i stand hertil. Ved henvendelser
om støtte til minerydning undersøger FNs generalsekretær behovet herfor samt
peger på mulighederne for at opnå støtte hertil i henhold til protokollen.
FNs generalsekretær kan vælge at orientere konventionsstaterne om typen og
omfanget af den minerydning, der ifølge disse undersøgelser er behov for.
Artikel 12
Beskyttelse mod virkningerne af minefelter etc.
Artiklen er udbygget væsentligt og omfatter, særlig under udførelsen af
deres hverv, beskyttelse af FN-personel, styrker oprettet i overensstemmelse
med kapitel VIII i De forenede Nationers pagt, medarbejdere fra Røde Kors og
andre humanitære organisationer, herunder minerydningshold, som udfører
upartisk humanitær minerydning.
Artikel 13
Konsultationer mellem de høje kontraherende parter
Der indføres årlige konsultationskonferencer mellem konventionsstaterne,
hvor reglernes overholdelse og gennemførelse vil blive gennemgået på baggrund
af obligatoriske rapporter fra staterne. Endvidere vil blandt andet ny
teknologi til beskyttelse af civilbefolkningen samt minerydnings- og
rehabiliteringsprogrammer blive drøftet. Fremtidige gennemgangskonferencer
vil blive forberedt, og relevante emner i øvrigt vil kunne tages op.
Det er forventningen, at Røde Kors, NGOer og andre vil kunne supplere de
årlige rapporter fra konventionsstaterne.
Det første konsultationsmøde vil blive indkaldt, når protokollen er trådt
i kraft.
Artikel 14
Overholdelse
Som noget nyt indføres strafansvar for overtrædelse af protokollen,
såfremt følgen er, at civile med overlæg dræbes eller skades alvorligt i
forbindelse med en væbnet konflikt. Strafforfølgelsen skal ske i henhold til
nationale regler. For Danmarks vedkommende vil denne forpligtelse være
opfyldt i kraft af bestemmelserne i bl.a. straffelovens §§ 6 og 7, der under
dansk strafferetlig jurisdiktion inddrager handlinger foretaget i Danmark,
henholdsvis handlinger foretaget i udlandet af personer med dansk indfødsret
eller, som er bosat i den danske stat.
Der indføres tillige et krav om uddannelse af personel fra de væbnede
styrker i protokollens bestemmelser.
Teknisk bilag
1. Registrering
Kravene til registrering af minefelter etc. er præciseret og udbygget
væsentligt. Udover minernes placering skal antal, type, tidspunkt for
placering, samt tekniske specifikationer blandt andet registreres. Miner
produceret efter protokollens ikrafttræden skal tillige påføres oplysning om
oprindelsesland samt diverse andre specifikationer.
2. Specifikationer vedr. sporbarhed
Personelminer fremstillet efter den 1. januar 1997 skal være udstyret
således, at de er sporbare ved anvendelse af almindeligt sporingsudstyr.
Personelminer fremstillet inden den 1. januar 1997, og som ikke er
sporbare, skal inden udlægning udstyres således, at de bliver sporbare på
tilsvarende måde som miner fremstillet efter den 1. januar 1997.
Såfremt en konventionsstat fastslår, at den ikke straks kan opfylde kravet
om sporbarhed for så vidt angår miner fremstillet før den 1. januar 1997, kan
den ved sin tiltrædelse af den ændrede protokol II erklære, at opfyldelsen af
kravet udsættes i en periode på indtil ni år efter protokollens ikrafttræden.
Under udsættelsen skal vedkommende konventionsstat begrænse anvendelsen af
miner, der ikke opfylder kravet til sporbarhed, til et minimum.
3. Specifikationer vedr. selvdestruktion og selvdeaktivering
Personelminer, som placeres uden for afmærkede og overvågede områder, skal
for 90% vedkommende destruere sig selv (normalt ved at de ekploderer) senest
30 dage efter udlægning. Et reservesystem skal herefter selvdeaktivere
(normalt ved at et batteri løber ud) de resterende personelminer med en sådan
sikkerhed, at de to systemer i forening garanterer, at højst 1 ud af 1000
personelminer fungerer 120 dage efter udlægning.
Tilsvarende som ved kravet om sporbarhed kan en konventionsstat også for
så vidt angår kravene til selvdestruktion og selvdeaktivering om nødvendigt,
for miner fremstillet inden protokollens ikrafttræden, påberåbe sig en
overgangsperiode på indtil ni år efter protokollens ikrafttræden. Under
udsættelsen skal vedkommende konventionsstat begrænse anvendelsen af
personelminer, der ikke opfylder kravene, til et minimum og fjernleverede
personelminer skal som et minimum overholde kravet om selvdeaktivering.
4. Afmærkning
For at sikre en effektiv afmærkning af minefelter etc. fastsættes regler
for skiltning.
B. Protokol IV
Artikel 1
Anvendelse af laservåben, der er særligt beregnet til som eneste eller en
af flere våbenfunktioner at forårsage permanent blindhed, er forbudt.
Konventionsstaterne forpligter sig til ikke at overføre sådanne våben til
nogen stat eller ikke-statslig enhed.
Artikel 2
Ved brug af lasersystemer skal konventionsstaterne tage alle passende
forholdsregler, herunder undervisning af de væbnede styrker, for at undgå, at
der påføres personer permanent blindhed.
Artikel 3
Forårsagelse af blindhed som en hændelig eller indirekte følge af legitim
militær brug af lasersystemer, herunder lasersystemer anvendt mod optisk
udstyr, er ikke omfattet af protokollens forbudsbestemmelser.
Artikel 4
Ved permanent blindhed forstås uigenkaldeligt og uafhjælpeligt synstab
uden udsigt til helbredelse.
Skriftlig fremsættelse
Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks tiltrædelse af ændret
protokol II om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner,
lureminer og andre mekanismer og ny protokol IV om blindende laservåben til
konvention af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i
anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt
skadevoldende eller for at ramme i flæng.
(Beslutningsforslag nr. B 93).
Protokollerne er vedtaget på en gennemgangskonference afholdt i Wien og
Geneve i 1995-1996. Baggrunden for gennemgangskonferencen var primært de
mange civilpersoner, som kommer til skade som følge af anvendelsen af
personelminer.
Den ændrede protokol II adskiller sig på flere vigtige områder fra den
oprindelige. Der er i alle tilfælde tale om ændringer, som betyder humanitære
fremskridt, idet beskyttelsen af civilpersoner øges. Det er
konventionslandenes opfattelse, at de menneskelige lidelser som følge af
anvendelsen af personelminer i nogen grad vil blive reduceret, når
bestemmelserne er fuldt implementeret.
De nye regler for anvendelse af personelminer udstrækker protokol II's
anvendelsesområde til også at omfatte interne konflikter. Der indføres et
forbud mod anvendelse og overførsel af ikke-sporbare personelminer, ligesom
der stilles krav om en selvdestruerende mekanisme, hvis personelminerne ikke
placeres i indhegnede og overvågede områder. De selvdestruerende mekanismer
vil betyde, at højst 10% af minerne er aktive efter 30 dage og højst 1 ud af
1000 efter 120 dage.
Derudover indføres bl.a. forbud mod overførsel til oprørsbevægelser og
lande, som ikke tilslutter sig reglerne; årlige konsultationsmøder til
gennemgang af reglernes overholdelse; strafforfølgning ved overtrædelse af
reglerne; samt øget beskyttelse af personel fra FN og frivillige
organisationer.
Reglerne er desværre forbundet med overgangsordninger. Et land kan vælge
at udskyde opfyldelsen i op til ni år for så vidt angår kravene til
sporbarhed og de selvdestruerende mekanismer. Overgangsperioden regnes fra
protokollens ikrafttræden, som er seks måneder efter, at tyve stater har
notifi- ceret deres samtykke til at være bundet. En snarlig dansk tiltrædelse
vil kunne medvirke til protokollens ikrafttræden og dermed til en tidlig
start på overgangsperioden.
Trods de opnåede forbedringer i protokol II fandt regeringen det
nødvendigt efter afslutningen af forhandlingerne i maj 1996 at sende et klart
signal, som kunne være med til at fastholde minespørgsmålet som en humanitær
prioritetssag. Derfor besluttede regeringen, at Danmark vil afstå fra at
benytte personelminer i det danske forsvar. Beslutningen blev taget for at
styrke bestræbelserne for at nå frem til et totalforbud mod personelminer.
Danmark samarbejder med den gruppe af lande, som går ind for et
totalforbud mod personelminer. Landene mødtes i Ottawa i oktober 1996 for at
forberede det videre arbejde, herunder den vidtgående resolution om en
international aftale om et forbud mod personelminer, som det lykkedes at få
vedtaget på FNs generalforsamling den 10. december 1996. Der arbejdes på at
nå til enighed om en aftale inden årets udgang.
Protokol IV om blindende laservåben indfører forbud mod militært at
anvende laservåben, der er særligt beregnet til at forårsage permanent
blindhed.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget,
skal jeg anbefale dette til det høje Tings velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af konvention af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng (* 1) Retsinformation · 29. februar 1984
- 1997 BSF 11 FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF KONVENTION OM FORBUD MOD BRUG, OPLAGRING, PRODUKTION OG OVERFØRSEL AF PERSONELMINER SAMT OM DERES DESTRUKTION Retsinformation · 7. maj 1998
- Bekendtgørelse af ændret protokol II af 3. maj 1996 om forbud mod eller begrænsning i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer til konventionen af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng Retsinformation · 30. juni 1999
- Bekendtgørelse af protokol IV af 13. oktober 1995 om blindende laservåben til konventionen af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende Retsinformation · 25. november 1998
- Bekendtgørelse af konvention af 18. september 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion Retsinformation · 9. juni 1999
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konventionen af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng Retsinformation · 26. november 1985