Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af konvention af 18. september 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion

BKI nr 38 af 27/05/1999Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet9. juni 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af konvention af 18.

september 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel

af personelminer samt om deres destruktion

Efter indhentelse af Folketingets samtykke den 7. maj 1998

har Danmark i henhold til kgl. resolution af 20. maj 1998 ratificeret den i

Oslo den 18. september 1997 vedtagne konvention om forbud mod brug,

oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres

destruktion.

Konventionen, hvis engelske tekst gengives tillige med en

oversættelse til dansk, har følgende ordlyd:

KONVENTION OM FORBUD MOD BRUG, OPLAGRING, PRODUKTION OG

OVERFØRSEL AF PERSONELMINER SAMT OM DERES DESTRUKTION

Præambel

De kontraherende stater, der

er besluttede

på at gøre ende på de lidelser og

ulykker, der forårsages af personelminer, der dræber eller

lemlæster hundreder af mennesker hver uge, hovedsagelig uskyldige og

forsvarsløse civile og børn, hindrer økonomisk udvikling

og genopbygning, umuliggør hjemsendelse af flygtninge og

hjemstavnsfordrevne personer, og som i årevis efter deres

udlægning har andre alvorlige følger,

anser det

for nødvendigt at gøre deres yderste for at

bidrage på effektiv og koordineret vis til at møde den

udfordring at rydde personelminer udlagt verden over, og sikre deres

destruktion,

ønsker at

gøre deres yderste for at yde bistand til

omsorg for og rehabilitering, inklusive social og økonomisk

Læs alt

reintegration, af mineofre,

anerkender at

et totalforbud mod personelminer også er en

vigtig tillidsskabende foranstaltning,

hilser velkommen

vedtagelsen af protokollen om forbud mod eller

begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer som

ændret den 3. maj 1996 tilknyttet konventionen om forbud mod eller

begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som

må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at

ramme i flæng, og opfordrer de stater, der endnu ikke har ratificeret,

til snarest at gøre dette,

hilser tillige velkommen

De Forenede Nationers

Generalforsamlingsresolution 51/45 S af 10. december 1996, der opfordrer alle

stater til energisk at arbejde for en effektivt, juridisk bindende

international aftale om et forbud mod brug, oplagring, produktion og

overførsel af personelminer,

hilser yderligere velkommen

de forholdsregler, der de seneste

år er taget, både unilateralt og multilateralt, med sigte

på at forbyde, begrænse eller suspendere brug, oplagring,

produktion og overførsel af personelminer,

understreger

betydningen af offentlighedens samvittighed til fremme

af humane principper, således som den kom til udtryk i kravet om et

totalforbud mod personelminer, og anerkender den indsats for at opnå

dette mål, der er gjort af Den Internationale Røde Kors og

Røde Halvmåne Bevægelse og Den Internationale Kampagne for

at forbyde landminer og talrige andre ikke-statslige organisationer verden

over,

erindrer om

Ottawa-erklæringen af 5. oktober 1996 og

Bryssel-erklæringen af 27. juni 1997, der opfordrer det internationale

samfund til at forhandle en international, juridisk bindende aftale om forbud

mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer,

understreger

det ønskelige i at opnå tilslutning fra

alle stater til denne konvention og er besluttede på at arbejde

ihærdigt for dens universalitet i alle relevante fora, således

blandt andre De Forenede Nationer, Nedrustningskonferencen, regionale

organisationer og grupperinger samt gennemgangskonferencer vedrørende

konventionen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse

konventionelle våben, som må anses for at være

unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng,

lægger til grund

det princip i international humanitær

folkeret, at retten for de stridende parter i en væbnet konflikt til at

vælge metoder og midler i krigsførelsen ikke er

ubegrænset, og princippet om forbud mod anvendelse i væbnede

konflikter af våben, projektiler og materiel og metoder i

krigsførelse af en art, som forårsager overflødig skade

eller unødige lidelser, samt princippet om, at der skal skelnes mellem

civile og kombattanter,

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Almindelige forpligtelser

1. Hver kontraherende stat forpligter sig til aldrig under nogen

omstændigheder:

a) at bruge personelminer;

b) at udvikle, fremstille, på anden måde anskaffe, oplagre,

bibeholde personelminer eller overføre personelminer til nogen,

direkte eller indirekte;

c) at bistå, opmuntre eller tilskynde, på nogen måde,

nogen til handlinger, der under denne konvention er forbudt de kontraherende

stater.

2. Hver kontraherende stat påtager sig at destruere eller sikre

destruktionen af alle personelminer i overensstemmelse med denne konventions

bestemmelser.

Artikel 2

Definitioner

I denne konvention betyder:

1. »Personelmine« en mine, som er bestemt til at eksplodere ved en persons

tilstedeværelse, nærhed eller berøring, og som vil

ukampdygtiggøre, såre eller dræbe én eller flere

personer. Miner bestemt til at detonere ved tilstedeværelse,

nærhed eller berøring af et køretøj i

modsætning til en person, der er udstyret med en mekanisme, der sikrer

minen mod optagning, anses ikke som personelminer som følge af at

være således udstyret.

2. »Mine« en sprængladning, som er bestemt til at blive anbragt

under, på eller nær jordoverfladen eller en anden overflade og

til at eksplodere ved en persons eller et køretøjs

tilstedeværelse, nærhed eller berøring.

3. »Mekanisme, der sikrer minen mod optagning«, en mekanisme, som er

bestemt til at beskytte en mine, og som er en del af, forbundet med,

fastgjort til eller anbragt under minen, og som udløses, hvis der

gøres forsøg på at optage eller på anden måde

med vilje forstyrre minen.

4. »Overførsel«, foruden den fysiske flytning af personelminer til

eller fra nationalt territorium, overførsel af ejendomsret til og

kontrol med minerne, men omfatter ikke overførselen af et territorium

indeholdende udlagte personelminer.

5. »Mineret område« et område, som er farligt på grund

af tilstedeværelsen eller mistanken om tilstedeværelsen af

miner.

Artikel 3

Undtagelser

1. Uanset de almindelige forpligtelser i henhold til

artikel 1, er det tilladt at bibeholde eller overføre et antal

personelminer til udvikling af og træning i minesporing, minerydning

eller minedestruktionsteknik. Antallet af sådanne miner skal ikke

overstige det absolut nødvendige minimum til de ovenfor anførte

formål.

2. Overførsel af personelminer til destruktion er tilladt.

Artikel 4

Destruktion af oplagrede personelminer

Med undtagelse af bestemmelserne i artikel 3, forpligter

hver kontraherende stat sig til at destruere eller sikre destruktion af alle

oplagrede miner, den ejer eller besidder, eller som er under dens

jurisdiktion eller kontrol så snart som muligt, men ikke senere end

fire år efter denne konventions ikrafttrædelse.

Artikel 5

Destruktion af personelminer i minerede

områder

1. Hver kontraherende stat forpligter sig til at destruere

eller sikre destruktionen af alle personelminer i minerede områder

under dens jurisdiktion eller kontrol så snart som muligt, og ikke

senere end ti år efter denne konventions ikrafttrædelse for

pågældende kontraherende stat.

2. Hver kontraherende stat skal gøre sig alle anstrengelser for at

identificere alle områder under dens jurisdiktion eller kontrol, hvor

der er kendskab til eller mistanke om, at personelminer er udlagt, og skal

så snart som muligt sikre, at alle personelminer i minerede

områder er perimeterafmærket og overvåget samt er beskyttet

ved hjælp af hegn eller ved andre midler for at sikre, at civile

personer effektivt holdes ude fra området, indtil alle personelminer i

området er blevet destrueret. Denne afgrænsning skal som et

minimum leve op til de standarder, der er anført i protokollen om

forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og

andre mekanismer som ændret den 3. maj 1996 tilknyttet konventionen om

forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle

våben, som må anses for at være unødigt

skadevoldende eller for at ramme i flæng.

3. Såfremt en kontraherende stat anser, at den ikke vil være i

stand til at destruere eller sikre destruktion af alle i stk. 1 omhandlede

personelminer inden for den deri fastsatte tidsfrist, kan den til et

møde mellem de kontraherende stater eller en gennemgangskonference

fremsætte en anmodning om en udsættelse af tidsfristen for

destruktion af sådanne personelminer, for en periode af op til ti

år.

4. Hver anmodning skal indeholde:

a) Angivelse af varigheden af den foreslåede

forlængelse

b) En detaljeret forklaring på årsagerne til den

foreslåede forlængelse, herunder oplysning om:

(i) Forberedelser af og status i arbejde udført under nationale

minerydningsprogrammer;

(ii) De finansielle og tekniske midler, den kontraherende stat har til

rådighed til destruktionen af alle personelminerne; og om

(iii) Omstændigheder, der er til hinder for at den kontraherende

stat kan destruere alle personelminerne i minerede områder;

c) Oplysning om de humanitære, sociale, økonomiske og

miljømæssige implikationer af forlængelsen; og

d) Alle andre oplysninger af relevans i forbindelse med den

foreslåede forlængelse.

5. Mødet mellem de kontraherende stater eller

gennemgangskonferencen skal, under hensyntagen til de i stk. 4 angivne

faktorer, vurdere anmodningen og med et flertal af de tilstedeværende

kontraherende stater, der deltager i afstemningen, træffe beslutning om

hvorvidt anmodningen om en forlængelse af perioden skal

imødekommes.

6. En sådan forlængelse kan blive gentaget efter

fremsættelse af en ny anmodning i overensstemmelse med denne artikels

stk. 3, 4 og 5. I anmodningen om en yderligere forlængelsesperiode skal

den kontraherende stat opgive yderligere relevante oplysninger i henhold til

denne artikel om, hvad der er foretaget i den tidligere

forlængelsesperiode.

Artikel 6

Internationalt samarbejde og bistand

1. Til opfyldelse af forpligtelserne i henhold til denne

konvention har hver kontraherende stat ret til at søge og til at

modtage bistand hvor det er muligt fra andre kontraherende stater i muligt

omfang.

2. Hver kontraherende stat forpligter sig til at lette udveksling af

udstyr, materiale og videnskabelige og teknologiske oplysninger, der

vedrører gennemførelsen af denne konvention, og har ret til i

videst muligt omfang at deltage i sådan udveksling. De kontraherende

stater skal ikke pålægge anskaffelsen af minerydningsudstyr og

dertil hørende teknologisk information med humanitære

formål uberettigede restriktioner.

3. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til

omsorgen for og rehabiliteringen og den sociale og økonomiske

reintegration af mineofre samt til mineoplysningsprogrammer. Sådan

bistand kan blandt andre ydes gennem De Forenede Nationers system,

internationale, regionale eller nationale organisationer eller institutioner,

den Internationale Røde Kors Komité, nationale Røde

Kors- og Røde Halvmåne organisationer og deres Internationale

Forbund, ikke-governmentale organisationer eller på bilateral

basis.

4. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til

minerydning og dermed forbunden virksomhed. Sådan bistand kan bl.a.

ydes gennem Forenede Nationers system, internationale, regionale eller

nationale organisationer eller institutioner, bilateralt eller ved bidrag til

De Forenede Nationers frivillige fond til minerydning eller andre regionale

fonde, der har med minerydning at gøre.

5. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til

destruktionen af oplagrede personelminer.

6. Hver kontraherende stat påtager sig at levere oplysninger til den

minerydningsdatabase, der er oprettet inden for De Forenede Nationers system,

navnlig oplysninger angående diverse midler og teknologi til

minerydning samt lister over eksperter, ekspertinstitutioner eller nationale

kontaktpunkter inden for minerydning.

7. Kontraherende stater kan anmode De Forenede Nationer, regionale

organisationer, andre kontraherende stater eller andre kompetente

interstatslige eller ikke-statslige fora om at bistå deres myndigheder

med udarbejdelsen af et nationalt minerydningsprogram for at fastslå

bl.a.:

a) Omfanget og rækkevidden af personelmineproblemet;

b) De finansielle, teknologiske og menneskelige ressourcer, der

kræves for at gennemføre programmet;

c) Det antal år, der skønnes nødvendigt for at

destruere alle personelminer i minerede områder under den

pågældende kontraherende stats jurisdiktion eller kontrol;

d) Mineoplysningsvirksomhed med det formål at nedbringe antallet

af kvæstelser eller dødsfald i forbindelse med miner;

e) Bistand til mineofre;

f) Forholdet mellem vedkommende kontraherende stats regering og de

relevante statslige, interstatslige eller ikke-statslige organer, der skal

medvirke i gennemførelsen af programmet.

8. Hver kontraherende stat, der yder og modtager bistand i henhold til

denne artikels bestemmelser, skal samarbejde med henblik på at sikre,

at vedtagne bistandsprogrammer gennemføres omgående og fuldt

ud.

Artikel 7

Gennemsigtighedsforanstaltninger

1. Hver kontraherende stat skal så hurtigt som

praktisk muligt, og ikke senere end 180 dage efter denne konvention er

trådt ikraft, for den kontraherende stat til de Forende Nationers

generalsekretær aflægge beretning om:

a) De nationale gennemførelsesforanstaltninger, der henvises til

i artikel 9;

b) Det samlede antal oplagrede personelminer, som ejes eller besiddes

af staten, eller som er under dens jurisdiktion eller kontrol, fordelt

på typer, antal og med om muligt serienummer for hver enkelt type af

oplagrede personelminer;

c) Såvidt muligt, beliggenheden af minerede områder under

dens jurisdiktion eller kontrol, der indeholder eller mistænkes for at

indeholde personelminer, med angivelse af så detaljerede oplysninger

som muligt om typer og antal af hver enkelt type personelmine i hvert enkelt

mineret område, og om tidspunktet for udlæggelsen.

d) Typen, mængden og, om muligt, serienummeret på alle

personelminer, der er bibeholdt eller overført til brug ved udvikling

af og træning i minesporing, minerydning eller minedestruktionsteknik,

eller overført med henblik på destruktion såvel som de

institutioner, der af en kontraherende stat er bemyndiget til at opbevare

eller overføre personelminer i overensstemmelse med artikel 3.

e) Status i programmer til omstilling eller nedlæggelse af

faciliteter til fremstilling af personelminer;

f) Status i programmer for destruktion af personelminer i

overensstemmelse med artikler 4 og 5, inklusive detaljerede oplysninger om de

destruktionsmetoder, der vil blive brugt, oplysning om placeringen af alle

destruktionspladserne og om de obligatoriske sikkerheds- og

miljøstandarder, der vil finde anvendelse;

g) Typer og samlede antal personelminer, der er destrueret af

vedkommende kontraherende stat efter konventionens ikrafttrædelse for

staten inklusive en opdeling på typer af det antal personelminer, der

er destrueret i henhold til henholdsvis artikel 4 og artikel 5 og om muligt

tillige med angivelse af numre for hver type personelminer destrueret i

henhold til artikel 4;

h) De tekniske karakteristika for hver enkelt type produceret

personelmine i det omfang de kendes, samt for dem, der for

nærværende ejes eller besiddes af en kontraherende stat, samt

hvor det er ikke uforholdsmæssigt besværligt, oplysninger, der

kan lette identifikation og rydning af personelminer; som et minimum skal

sådanne oplysninger omfatte dimensioner, tændsats,

sprængstofindhold, metalindhold, farvefotografier og anden information,

der kan lette minerydningen; og

i) De forholdsregler der er taget for at sikre at befolkningen straks

og effektivt advares mod alle områder identificeret i henhold til

artikel 5, stk. 2.

2. De kontraherende parter skal en gang om året på grundlag af

seneste kalenderår opdatere de oplysninger, de har givet i

medfør af denne artikel. De opdaterede oplysninger skal meddeles De

Forenede Nationers generalsekretær senest den 30. april hvert

år.3. De Forenede Nationers generalsekretær skal tilsende de

kontraherende stater alle således modtagne oplysninger.

Artikel 8

Lettelse og afklaring af overholdelse

1. De kontraherende stater er enige om at konsultere og

samarbejde med hinanden angående gennemførelsen af denne

konventions bestemmelser og i samarbejdets ånd virke sammen for at

lette de kontraherende staters overholdelse af deres forpligtelser i henhold

til denne konvention.

2. Hvis en eller flere kontraherende stater ønsker at afklare eller

løse spørgsmål vedrørende en anden kontraherende

stats overholdelse af bestemmelserne i denne konvention, kan den gennem De

Forende Nationers generalsekretær til den pågældende

kontraherende stat fremsætte en anmodning om afklaring af

spørgsmålet. En sådan anmodning skal ledsages af alle

fornødne oplysninger. Fremsættelse af ubegrundede anmodninger om

afklaring skal undlades og misbrug undgås. En kontraherende stat, der

modtager en anmodning om afklaring skal gennem De Forenede Nationers

generalsekretær inden 28 dage, forsyne den kontraherende stat, der har

anmodet herom, med alle oplysninger, der kan bidrage til at afklare

sagen.

3. Hvis den kontraherende stat, der har fremsat anmodningen, ikke gennem

De Forenede Nationers generalsekretær modtager et svar inden fristens

udløb eller skønner svaret på anmodningen om afklaring

utilfredsstillende, kan den forelægge sagen via De Forende Nationers

generalsekretær på næste møde mellem de

kontraherende stater. De Forende Nationers generalsekretær skal til

alle kontraherende stater videregive forelæggelsen bilagt alle egnede

oplysninger vedrørende anmodningen om afklaring. Alle sådanne

oplysninger skal fremlægges for den kontraherende stat, til hvilken

anmodningen er rettet. Denne kontraherende stat har ret til at afgive et svar

herpå.

4. Indtil et møde mellem de kontraherende stater træder

sammen, kan enhver berørt part anmode De Forenede Nationers

generalsekretær om ved venskabelig mellemkomst at lette den udbedte

afklaring.

5. Den kontraherende stat, der har fremsat anmodningen, kan gennem De

Forenede Nationers generalsekretær foreslå indkaldelse af et

særligt møde mellem de kontraherende parter til at overveje

sagen. De Forenede Nationers generalsekretær skal derpå

underrette alle kontraherende stater om forslaget og tilsende dem alle de

oplysninger, der meddelt af de pågældende kontraherende stater,

med anmodning om at tilkendegive om de støtter afholdelse af et

særligt møde med det formål at overveje sagen.

Såfremt mindst en tredjedel af de kontraherende stater inden 14 dage

efter sådan anmodning tilkendegiver, at de støtter afholdelse af

et sådant særligt møde, skal De Forenede Nationers

generalsekretær indkalde et sådant særligt møde

mellem de kontraherende stater, der skal træde sammen inden yderligere

14 dage. Et flertal af de kontraherende stater danner quorum på dette

møde.

6. Mødet mellem de kontraherende stater henholdsvis det

særlige møde mellem de kontraherende stater skal først

beslutte om sagen, i betragtning af samtlige oplysninger fremlagt af de

pågældende kontraherende stater, skal tages under yderligere

overvejelse. Mødet mellem de kontraherende stater skal gøre

alle anstrengelser for at opnå en afgørelse ved konsensus.

Såfremt der trods alle anstrengelser ikke er opnået enighed

træffes beslutning af et flertal af kontraherende stater, der er til

stede og stemmer.

7. Alle kontraherende stater skal samarbejde fuldt ud med mødet

mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de

kontraherende stater samt med undersøgelsesmissioner bemyndiget i

henhold til paragraf 8 om at fuldføre gennemgangen af sagen.

8. Såfremt yderligere afklaring er påkrævet, skal

mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige

møde mellem de kontraherende stater med et flertal af de kontraherende

stater, der er tilstede og deltager i afstemningen, træffe beslutning

om en undersøgelsesmission og fastlægge dens mandat. Den stat,

som anmodningen er rettet til, kan nårsomhelst indbyde en

undersøgelsesmission til sit territorium. En sådan mission

finder sted uden at et møde mellem de kontraherende stater eller et

særligt møde mellem de kontraherende stater har truffet

beslutning om at give en sådan mission bemyndigelse. Missionen,

omfattende indtil 9 eksperter udpeget og godkendt i henhold til stk. 9 og 10,

kan indsamle yderligere oplysninger på stedet eller andre steder i

direkte tilknytning til det rejste spørgsmål om overholdelse

under den stats jurisdiktion eller kontrol, som anmodningen er rettet

til.

9. FN's generalsekretær skal opstille en ajourført

fortegnelse indeholdende navne, nationalitet og andre relevante oplysninger

om kvalificerede eksperter, som de kontraherende stater har tilvejebragt, og

underrette alle kontraherende stater om fortegnelsen. Enhver ekspert optaget

på fortegnelsen skal anses som udpeget til deltagelse i alle

undersøgelsesmissioner, medmindre han skriftligt afvises af en

kontraherende stat. I tilfælde af afvisning skal eksperten ikke deltage

i undersøgelsesmissioner på territorium eller andre

områder under den afvisende stats kontrol eller jurisdiktion, forudsat

at erklæring om afvisning er afgivet forud for udpegningen af eksperten

til sådanne missioner.

10. Efter modtagelsen af en anmodning fra mødet mellem de

kontraherende stater eller et særligt møde mellem de

kontraherende stater skal FN's generalsekretær, efter konsultationer

med den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, udpege

medlemmerne af missionen, herunder dens leder. Statsborgere fra kontraherende

stater, der anmoder om undersøgelsesmissionen eller er direkte

berørt af den, skal ikke udpeges som deltagere i missionen.

Medlemmerne af undersøgelsesmissionen skal nyde privilegier og

immuniteter i henhold til artikel VI i den af de Forenede Nationers

Plenarforsamling den 13. februar 1946 godkendte almindelige Konvention om de

Forenede Nationers Rettigheder og Immuniteter.

11. Medlemmerne af undersøgelsesmissionen skal ankomme til den

anmodede kontraherende stats territorium, så tidligt som muligt med et

varsel på ikke under 72 timer. Den kontraherende stat, til hvilken

anmodningen er rettet, skal tage de nødvendige administrative

forholdsregler for at modtage, transportere og være missionen

behjælpelig. Den er ansvarlig for missionens sikkerhed i videst muligt

omfang, mens den befinder sig på territorium under modtagerstatens

kontrol.

12. Uden præjudice for den stats suverænitet, til hvilken

anmodningen er rettet, kan undersøgelsesmissionen til denne stats

territorium medbringe nødvendigt udstyr, der udelukkende skal anvendes

til indsamling af oplysninger angående spørgsmålet om

overholdelse. Forud for sin ankomst adviserer missionen den kontraherende

stat, til hvilken anmodningen er rettet, om det udstyr, den har til hensigt

at anvende i forbindelse med sin undersøgelsesopgave.

13. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal

gøre sig alle anstrengelser for at sikre, at

undersøgelsesmissionen får mulighed for at tale med alle

relevante personer, som måtte være i stand til at give

oplysninger angående spørgsmålet om overholdelse.

14. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal give

undersøgelsesmissionen adgang til alle områder og installationer

under dens kontrol, hvor materiale, der er relevant for

spørgsmålet om overholdelse, kunne forventes at kunne indsamles.

Dette skal være med forbehold for alle foranstaltninger som den

kontraherende stat anser nødvendige for:

a) Beskyttelse af følsomt udstyr, oplysninger og

områder;

b) Beskyttelse af forfatningsmæssige forpligtelser, den

kontraherende stat måtte have angående ejendomsrettigheder,

ransagning og beslaglæggelser eller andre forfatningsmæssige

rettigheder; eller

c) Den fysiske beskyttelse af og sikkerhed for medlemmerne af

undersøgelsesmissionen.

Såfremt den kontraherende stat foretager

sådanne foranstaltninger, skal den gøre sig alle anstrengelser

for på anden måde at bevise, at den overholder denne

konvention.

15. Undersøgelsesmissionen kan forblive på den

pågældende kontraherende stats territorium i op til i alt 14

dage, og på samme sted i op til 7 dage, medmindre der er truffet anden

aftale.

16. Enhver information som er givet i fortrolighed og ikke angår det

spørgsmål, som behandles af undersøgelsesmissionen, skal

behandles fortroligt.

17. Undersøgelsesmissionen skal, gennem De Forenede Nationers

generalsekretær, aflægge beretning til mødet mellem de

kontraherende stater eller det særlige møde mellem de

kontraherende stater om resultatet af sine undersøgelser.

18. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige

møde mellem de kontraherende stater skal behandle alle relevante

oplysninger, inklusive den beretning der er udarbejdet af

undersøgelsesmissionen, og kan anmode den kontraherende stat, til

hvilken anmodningen er rettet, om at tage skridt til at bringe

spørgsmålet angående overholdelse i orden inden

udløbet af en bestemt frist. Den kontraherende stat, til hvilken

anmodningen er rettet, skal aflægge beretning om alle skridt, der tages

som følge af denne anmodning.

19. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige

møde mellem de kontraherende stater kan foreslå de

berørte kontraherende stater veje og midler til yderligere at belyse

eller løse spørgsmålet, herunder relevante folkeretlige

procedurer. I tilfælde, hvor spørgsmålet findes at skyldes

omstændigheder, som den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er

rettet, ikke er herre over, kan mødet mellem de kontraherende stater,

eller det særlige møde mellem de kontraherende stater anbefale

passende foranstaltninger, inklusive samarbejde som omtalt i artikel 6.

20. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige

møde mellem de kontraherende stater skal i videst muligt omfang

træffe de i stk. 18 og stk. 19 nævnte beslutninger ved konsensus,

ellers ved totredjedels flertal af de kontraherende stater, der er tilstede

og deltager i afstemningen.

Artikel 9

National gennemførelse

Hver kontraherende stat skal tage alle passende retlige,

administrative og andre forholdsregler, herunder indførelse af

straffesanktioner, for at forebygge og bringe til ophør enhver

virksomhed, der er forbudt en kontraherende stat i henhold til denne

konvention, foretaget af personer eller i områder under dens

jurisdiktion eller kontrol.

Artikel 10

Bilæggelse af tvister

1. De kontraherende stater skal konsultere og samarbejde

med hinanden for at bilægge enhver tvist vedrørende anvendelsen

eller fortolkningen af denne konvention. Enhver kontraherende stat kan

forelægge en sådan tvist på et møde mellem de

kontraherende stater.

2. Mødet mellem de kontraherende stater kan yde sit bidrag til

bilæggelse af konflikten på en hvilken som helst måde, det

finder passende, herunder ved at tilbyde sin venskabelige mellemkomst eller

opfordre de kontraherende stater, der er parter i konflikten, til at indlede

en bilæggelsesprocedure efter eget valg og anbefale en tidsfrist for

enhver aftalt procedure.

3. Denne artikel er uden præjudice for bestemmelserne i denne

konvention angående lettelse og afklaring af overholdelse.

Artikel 11

Møder mellem de kontraherende stater

1. De kontraherende stater mødes regelmæssigt

for at overveje ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen

eller gennemførelsen af denne konvention, inklusive:

a) Denne konventions virkemåde og status;

b) Spørgsmål hidrørende fra beretninger afgivet i

henhold til denne konventions bestemmelser;

c) Internationalt samarbejde og bistand i overensstemmelse med artikel

6;

d) Udviklingen af teknologi angående rydning af

personelminer;

e) Anmodninger fra stater i henhold til artikel 8 og

f) Beslutninger angående anmodninger fra de kontraherende stater

som hjemlet i artikel 5.

2. Det første møde mellem de kontraherende stater indkaldes

af De Forenede Nationers generalsekretær inden ét år efter

denne konventions ikrafttrædelse. De efterfølgende møder

indkaldes af De Forenede Nationers generalsekretær årligt indtil

den første gennemgangskonference.

3. Under de i artikel 8 anførte betingelser indkalder De Forenede

Nationers generalsekretær et særligt møde mellem de

kontraherende stater.

4. Stater der ikke er deltagere i denne konvention, samt De Forenede

Nationer, andre relevante internationale organisationer eller institutioner,

regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors Komité

og relevante ikke-statslige organisationer, kan indbydes til at deltage i

disse møder som observatører i overensstemmelse med de vedtagne

procedureregler.

Artikel 12

Gennemgangskonferencer

1. En gennemgangskonference indkaldes af De Forenede

Nationers generalsekretær fem år efter ikrafttrædelsen af

denne konvention. Yderligere gennemgangskonferencer indkaldes af De Forenede

Nationers generalsekretær, såfremt dette begæres af en

eller flere kontraherende stater, idet der dog i alle tilfælde skal

forløbe mindst fem år mellem hver gennemgangskonference. Alle

kontraherende stater indbydes til hver gennemgangskonference.

2. Formålet med gennemgangskonferencen er at:

a) Gennemgå denne konventions virkemåde og status;

b) Overveje behovet for og intervallet mellem yderligere møder

mellem de kontraherende stater, jf. artikel 11, stk. 2;

c) Træffe beslutninger om anmodninger fra de kontraherende stater

som hjemlet i artikel 5; og

d) I forbindelse med den afsluttende beretning om nødvendigt

vedtage konklusioner angående gennemførelsen af denne

konvention.

3. Stater, der ikke er deltagere i denne konvention, såvel som De

Forenede Nationer, andre relevante internationale organisationer eller

institutioner, regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors

Komité og relevante ikke-statslige organisationer kan indbydes til at

deltage i gennemgangskonferencerne som observatører i overensstemmelse

med de vedtagne procedureregler.

Artikel 13

Ændringer

1. Enhver kontraherende stat kan når som helst efter

ikrafttrædelsen af denne konvention stille ændringsforslag til

konventionen. Ethvert ændringsforslag fremsendes til depositaren, som

rundsender det til alle kontraherende stater og søger deres mening, om

hvorvidt en ændringskonference bør indkaldes for at tage

stilling til spørgsmålet. Hvis et flertal af de kontraherende

stater inden 30 dage efter forslagets rundsendelse notificerer depositaren

om, at de støtter yderligere overvejelser af forslaget, indkalder

depositaren en ændringskonference, hvortil alle kontraherende stater

indbydes.

2. Stater, der ikke er deltagere i denne konvention, såvel som De

Forenede Nationer, andre relevante internationale organisationer eller

institutioner, regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors

Komité og relevante ikke-statslige organisationer, kan indbydes til at

deltage i alle ændringskonferencer som observatører i

overensstemmelse med de vedtagne procedureregler.

3. Ændringskonferencen afholdes umiddelbart efter et møde

mellem de kontraherende stater eller en gennemgangskonference, medmindre et

flertal af de kontraherende stater anmoder om, at den afholdes tidligere.

4. Enhver ændring af denne konvention vedtages med totredjedels

flertal af de kontraherende stater, der er til stede, og deltager i

afstemningen. Depositaren underretter de kontraherende stater om enhver

sådan vedtagen ændring.

5. En ændring af denne konvention træder i kraft for alle de i

konventionen deltagende stater, der har accepteret ændringen, når

et flertal af de kontraherende stater har deponeret deres acceptinstrument.

Derefter træder ændringen i kraft for hver enkelt kontraherende

stat i øvrigt på dagen for deponeringen af dens

acceptinstrument.

Artikel 14

Omkostninger

1. Omkostningerne ved møder mellem de kontraherende

stater, særlige møder mellem de kontraherende stater,

gennemgangskonferencer og ændringskonferencer dækkes af de

kontraherende stater og af ikke-kontraherende stater, der deltager deri, i

overensstemmelse med De Forenede Nationers påligningsskala,

forholdsmæssigt justeret.

2. De Forenede Nationers generalsekretærs omkostninger i forbindelse

med artikel 7 og 8 samt omkostningerne i forbindelse med

undersøgelsesmissioner dækkes af de kontraherende stater i

overensstemmelse med De Forenede Nationers påligningsskema,

forholdsmæssigt justeret.

Artikel 15

Undertegnelse

Denne konvention, der er vedtaget i Oslo i Norge den 18.

september 1997, er åben for undertegnelse i Ottawa i Canada af alle

stater fra 3. december 1997 til 4. december 1997 og i De Forenede Nationers

hovedsæde i New York fra den 5. december 1997 til dens

ikrafttrædelse.

Artikel 16

Ratifikation, accept, godkendelse, eller

tiltrædelse

1. Denne konvention ratificeres, accepteres eller

godkendes af signatarerne.

2. Den er åben for tiltrædelse af enhver stat, der ikke har

undertegnet konventionen.

3. Ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller

tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos depositaren.

Artikel 17

Ikrafttrædelse

1. Denne konvention træder i kraft den første

dag i den sjette måned efter den måned i hvilken det fyrretyvende

ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument er

blevet deponeret.

2. For enhver stat, som deponerer sit ratifikations-, accept-,

godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument efter deponeringen af det

fyrretyvende ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller

tiltrædelsesinstrument, træder denne konvention i kraft den

første dag i den sjette måned efter den dag, hvor staten

deponerer sit ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 18

Midlertidig anvendelse

Enhver stat kan på tidspunktet for sin ratifikation,

accept, godkendelse eller tiltrædelse erklære, at den

midlertidigt vil anvende artikel 1, stk. 1 i denne konvention, i perioden

frem til dens ikrafttrædelse.

Artikel 19

Forbehold

Denne konventions bestemmelser skal ikke være

genstand for forbehold.

Artikel 20

Varighed og tilbagetrædelse

1. Denne konvention er af ubegrænset varighed.

2. Enhver kontraherende stat er, i udøvelsen af sin nationale

suverænitet, berettiget til at træde tilbage fra denne

konvention. Staten notificerer alle andre kontraherende stater, depositaren

og De Forenede Nationers Sikkerhedsråd om tilbagetrædelsen. Denne

notifikation skal indeholde en fuldstændig redegørelse for

årsagerne til tilbagetrædelsen.

3. Enhver sådan tilbagetrædelse har virkning seks

måneder efter, at depositaren har modtaget notifikationen om

tilbagetrædelse. Hvis imidlertid den tilbagetrædende stat ved

udgangen af seks-måneders perioden er deltager i en væbnet

konflikt, får tilbagetrædelsen ikke virkning før

afslutningen af den væbnede konflikt.

4. En stats tilbagetrædelse fra denne konvention påvirker ikke

på nogen måde staternes pligt til fortsat at opfylde

forpligtelser i henhold til enhver relevant folkeretlig regel.

Artikel 21

Depositar

Denne konventions depositar er De Forenede Nationers

generalsekretær.

Artikel 22

Autentiske tekster

Originalteksten til denne konvention, hvis arabiske,

kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme

gyldighed, skal deponeres hos De Forenede Nationers

generalsekretær.

Konventionen om forbud mod brug, oplagring, produktion og

overførsel af personelminer samt om deres destruktion af 18. september

1997 trådte i medfør af artikel 17, stk. 1 i konventionen i

kraft den 1. marts 1999, den første dag i den 6. måned efter den

måned i hvilken det 40. ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller

tiltrædelsesinstrument den 16. september 1998 blev deponeret af Burkina

Faso hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 8. juni 1998 hos De

Forenede Nationers generalsekretær. Konventionen trådte i kraft

for Danmark den 1. marts 1999.

De første 40 ratifikationer omfatter følgende lande:

Andorra, Bahamas, Belgien, Belize, Bolivia, Bosnien-Herzegovina,

Bulgarien, Burkina Faso, Canada, Danmark, Djibouti, Fiji, Den Tidligere

Jugoslaviske Republik Makedonien, Frankrig, Grenada, Irland, Jamaica,

Kroatien, Malawi, Mali, Mauritius, Mexico, Mozambique, Niue, Norge, Peru,

Samoa, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Sydafrika, Trinidad/Tobago,

Turkmenistan, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten, Yemen, Zimbabwe,

Ækvatorial Guinea og Østrig.

I forbindelse med ratifikationen blev der afgivet følgende

erklæringer.

Canada: »

Det er den canadiske regerings opfattelse, at canadiske

styrkers eller statsborgeres deltagelse i operationer, øvelser eller

andre militære aktiviteter sanktioneret af De Forenede Nationer eller i

øvrigt udført i overensstemmelse med folkeretten, udført

i samarbejde med styrker fra stater, der ikke har tiltrådt

konventionen, og som gennemfører aktiviteter, der er forbudt i henhold

til konventionen, ikke i sig selv er bistand, opmuntring eller tilskyndelse

efter artikel 1, litra c) i konventionen«.

Storbritannien:

»Det er den britiske regerings opfattelse, at

britiske styrkers eller statsborgeres deltagelse i planlægningen eller

udførelsen af operationer, øvelser eller andre militære

aktiviteter, udført i samarbejde med styrker fra stater, der ikke har

tiltrådt konventionen, og som gennemfører aktiviteter, der er

forbudt i henhold til konventionen, ikke i sig selv er bistand, opmuntring

eller tilskyndelse efter artikel 1, litra c) i konventionen«.

Artikel 18 erklæring om midlertidig anvendelse af artikel 1, stk. 1

i denne konvention blev afgivet af Mauritius, Schweiz, Sydafrika og

Østrig.

Endvidere har nedennævnte lande med virkning fra den

vedføjede dato ratificeret eller tiltrådt konventionen:

Namibia . 21. september 1998

Honduras 24. september 1998

Senegal 24. september 1998

Benin 25. september 1998

Japan 30. september 1998

Panama 7. oktober 1998

Guinea 8. oktober 1998

Qatar 13. oktober 1998

Slovenien 27. oktober 1998

Jordan 13. november 1998

Paraguay 13. november 1998

Monaco 17. november 1998

Thailand 27. november 1998

Nicaragua 30. november 1998

Sverige 30. november 1998

Lesotho 2. december 1998

St. Kitts Nevis 2. december 1998

Swaziland 22. december 1998

Australien 14. januar 1999

Spanien 19. januar 1999

Barbados 26. januar 1999

Salomon Øerne 26. januar 1999

Australien:

»Operationer, øvelser eller andre militære

aktiviteter udført efter mandat fra De Forenede Nationer eller ellers

i overensstemmelse med folkeretten, hvor australske styrker, statsborgere

eller bosiddende i Australien deltager sammen med styrker fra stater, der

ikke har tiltrådt konventionen, og som gennemfører aktiviteter,

der er forbudt i henhold til konventionen, er ikke i sig selv et brud

på konventionen.

Det er Australiens opfattelse, at anvendelsen af ordet » bruge« i

konventionens artikel 1, stk. 1, litra a) skal forstås som den faktiske

fysiske udlægning af personelminer, men omfatter ikke opnåelsen

af en indirekte eller tilfældig fordel af andre staters eller personers

udlægning af personelminer. I artikel 1, stk. 1, litra c) vil

Australien fortolke ordet »bistå«, som den faktiske og direkte fysiske

deltagelse i enhver aktivitet i strid med konventionen, men ikke som

omfattende deltagelse i lovlig indirekte støtte, som at yde

beskyttelse til styrker fra stater, der ikke deltager i konventionen, og som

udøver sådanne ulovlige aktiviteter, »opmuntre« skal fortolkes

som den faktiske opfordring til udøvelse af enhver aktivitet forbudt

efter konventionen, og »tilskynde« skal fortolkes som den aktive deltagelse i

fremsættelse af trusler eller opmuntring til at opnå

udøvelsen af enhver aktivitet, der er forbudt efter konventionen.

Det er Australiens opfattelse, at i forhold til artikel 2, stk. 1, skal

definitionen af »personelminer« ikke omfatte fjernstyrede personelminer.

Efter Australiens opfattelse skal sætningen »under dens jurisdiktion

eller kontrol« i forhold til artikel 4, 5, stk. 1 og 2, og artikel 7, stk. 1,

litra b) og c) forstås som inden for en deltagerstats territorium eller

andet territorium under statens ansvar efter et mandat fra De Forenede

Nationer eller efter aftale med en anden stat, samt ejendomsretten eller den

fysiske besiddelse af personelminer; men den skal ikke omfatte den

midlertidige besættelse af eller tilstedeværelse på fremmed

territorium, hvor personelminer er udlagt af andre stater eller

personer.

Artikel 18 erklæring om midlertidig anvendelse af artikel 1, stk. 1

i denne konvention blev afgivet af Sverige.

Udenrigsministeriet, den 27. maj

1999

Niels Helveg Petersen

Lignende dokumenter