Bekendtgørelse af konvention af 18. september 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af konvention af 18.
september 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel
af personelminer samt om deres destruktion
Efter indhentelse af Folketingets samtykke den 7. maj 1998
har Danmark i henhold til kgl. resolution af 20. maj 1998 ratificeret den i
Oslo den 18. september 1997 vedtagne konvention om forbud mod brug,
oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres
destruktion.
Konventionen, hvis engelske tekst gengives tillige med en
oversættelse til dansk, har følgende ordlyd:
KONVENTION OM FORBUD MOD BRUG, OPLAGRING, PRODUKTION OG
OVERFØRSEL AF PERSONELMINER SAMT OM DERES DESTRUKTION
Præambel
De kontraherende stater, der
er besluttede
på at gøre ende på de lidelser og
ulykker, der forårsages af personelminer, der dræber eller
lemlæster hundreder af mennesker hver uge, hovedsagelig uskyldige og
forsvarsløse civile og børn, hindrer økonomisk udvikling
og genopbygning, umuliggør hjemsendelse af flygtninge og
hjemstavnsfordrevne personer, og som i årevis efter deres
udlægning har andre alvorlige følger,
anser det
for nødvendigt at gøre deres yderste for at
bidrage på effektiv og koordineret vis til at møde den
udfordring at rydde personelminer udlagt verden over, og sikre deres
destruktion,
ønsker at
gøre deres yderste for at yde bistand til
omsorg for og rehabilitering, inklusive social og økonomisk
Læs alt
reintegration, af mineofre,
anerkender at
et totalforbud mod personelminer også er en
vigtig tillidsskabende foranstaltning,
hilser velkommen
vedtagelsen af protokollen om forbud mod eller
begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer som
ændret den 3. maj 1996 tilknyttet konventionen om forbud mod eller
begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som
må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at
ramme i flæng, og opfordrer de stater, der endnu ikke har ratificeret,
til snarest at gøre dette,
hilser tillige velkommen
De Forenede Nationers
Generalforsamlingsresolution 51/45 S af 10. december 1996, der opfordrer alle
stater til energisk at arbejde for en effektivt, juridisk bindende
international aftale om et forbud mod brug, oplagring, produktion og
overførsel af personelminer,
hilser yderligere velkommen
de forholdsregler, der de seneste
år er taget, både unilateralt og multilateralt, med sigte
på at forbyde, begrænse eller suspendere brug, oplagring,
produktion og overførsel af personelminer,
understreger
betydningen af offentlighedens samvittighed til fremme
af humane principper, således som den kom til udtryk i kravet om et
totalforbud mod personelminer, og anerkender den indsats for at opnå
dette mål, der er gjort af Den Internationale Røde Kors og
Røde Halvmåne Bevægelse og Den Internationale Kampagne for
at forbyde landminer og talrige andre ikke-statslige organisationer verden
over,
erindrer om
Ottawa-erklæringen af 5. oktober 1996 og
Bryssel-erklæringen af 27. juni 1997, der opfordrer det internationale
samfund til at forhandle en international, juridisk bindende aftale om forbud
mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer,
understreger
det ønskelige i at opnå tilslutning fra
alle stater til denne konvention og er besluttede på at arbejde
ihærdigt for dens universalitet i alle relevante fora, således
blandt andre De Forenede Nationer, Nedrustningskonferencen, regionale
organisationer og grupperinger samt gennemgangskonferencer vedrørende
konventionen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse
konventionelle våben, som må anses for at være
unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng,
lægger til grund
det princip i international humanitær
folkeret, at retten for de stridende parter i en væbnet konflikt til at
vælge metoder og midler i krigsførelsen ikke er
ubegrænset, og princippet om forbud mod anvendelse i væbnede
konflikter af våben, projektiler og materiel og metoder i
krigsførelse af en art, som forårsager overflødig skade
eller unødige lidelser, samt princippet om, at der skal skelnes mellem
civile og kombattanter,
er blevet enige om følgende:
Artikel 1
Almindelige forpligtelser
1. Hver kontraherende stat forpligter sig til aldrig under nogen
omstændigheder:
a) at bruge personelminer;
b) at udvikle, fremstille, på anden måde anskaffe, oplagre,
bibeholde personelminer eller overføre personelminer til nogen,
direkte eller indirekte;
c) at bistå, opmuntre eller tilskynde, på nogen måde,
nogen til handlinger, der under denne konvention er forbudt de kontraherende
stater.
2. Hver kontraherende stat påtager sig at destruere eller sikre
destruktionen af alle personelminer i overensstemmelse med denne konventions
bestemmelser.
Artikel 2
Definitioner
I denne konvention betyder:
1. »Personelmine« en mine, som er bestemt til at eksplodere ved en persons
tilstedeværelse, nærhed eller berøring, og som vil
ukampdygtiggøre, såre eller dræbe én eller flere
personer. Miner bestemt til at detonere ved tilstedeværelse,
nærhed eller berøring af et køretøj i
modsætning til en person, der er udstyret med en mekanisme, der sikrer
minen mod optagning, anses ikke som personelminer som følge af at
være således udstyret.
2. »Mine« en sprængladning, som er bestemt til at blive anbragt
under, på eller nær jordoverfladen eller en anden overflade og
til at eksplodere ved en persons eller et køretøjs
tilstedeværelse, nærhed eller berøring.
3. »Mekanisme, der sikrer minen mod optagning«, en mekanisme, som er
bestemt til at beskytte en mine, og som er en del af, forbundet med,
fastgjort til eller anbragt under minen, og som udløses, hvis der
gøres forsøg på at optage eller på anden måde
med vilje forstyrre minen.
4. »Overførsel«, foruden den fysiske flytning af personelminer til
eller fra nationalt territorium, overførsel af ejendomsret til og
kontrol med minerne, men omfatter ikke overførselen af et territorium
indeholdende udlagte personelminer.
5. »Mineret område« et område, som er farligt på grund
af tilstedeværelsen eller mistanken om tilstedeværelsen af
miner.
Artikel 3
Undtagelser
1. Uanset de almindelige forpligtelser i henhold til
artikel 1, er det tilladt at bibeholde eller overføre et antal
personelminer til udvikling af og træning i minesporing, minerydning
eller minedestruktionsteknik. Antallet af sådanne miner skal ikke
overstige det absolut nødvendige minimum til de ovenfor anførte
formål.
2. Overførsel af personelminer til destruktion er tilladt.
Artikel 4
Destruktion af oplagrede personelminer
Med undtagelse af bestemmelserne i artikel 3, forpligter
hver kontraherende stat sig til at destruere eller sikre destruktion af alle
oplagrede miner, den ejer eller besidder, eller som er under dens
jurisdiktion eller kontrol så snart som muligt, men ikke senere end
fire år efter denne konventions ikrafttrædelse.
Artikel 5
Destruktion af personelminer i minerede
områder
1. Hver kontraherende stat forpligter sig til at destruere
eller sikre destruktionen af alle personelminer i minerede områder
under dens jurisdiktion eller kontrol så snart som muligt, og ikke
senere end ti år efter denne konventions ikrafttrædelse for
pågældende kontraherende stat.
2. Hver kontraherende stat skal gøre sig alle anstrengelser for at
identificere alle områder under dens jurisdiktion eller kontrol, hvor
der er kendskab til eller mistanke om, at personelminer er udlagt, og skal
så snart som muligt sikre, at alle personelminer i minerede
områder er perimeterafmærket og overvåget samt er beskyttet
ved hjælp af hegn eller ved andre midler for at sikre, at civile
personer effektivt holdes ude fra området, indtil alle personelminer i
området er blevet destrueret. Denne afgrænsning skal som et
minimum leve op til de standarder, der er anført i protokollen om
forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og
andre mekanismer som ændret den 3. maj 1996 tilknyttet konventionen om
forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle
våben, som må anses for at være unødigt
skadevoldende eller for at ramme i flæng.
3. Såfremt en kontraherende stat anser, at den ikke vil være i
stand til at destruere eller sikre destruktion af alle i stk. 1 omhandlede
personelminer inden for den deri fastsatte tidsfrist, kan den til et
møde mellem de kontraherende stater eller en gennemgangskonference
fremsætte en anmodning om en udsættelse af tidsfristen for
destruktion af sådanne personelminer, for en periode af op til ti
år.
4. Hver anmodning skal indeholde:
a) Angivelse af varigheden af den foreslåede
forlængelse
b) En detaljeret forklaring på årsagerne til den
foreslåede forlængelse, herunder oplysning om:
(i) Forberedelser af og status i arbejde udført under nationale
minerydningsprogrammer;
(ii) De finansielle og tekniske midler, den kontraherende stat har til
rådighed til destruktionen af alle personelminerne; og om
(iii) Omstændigheder, der er til hinder for at den kontraherende
stat kan destruere alle personelminerne i minerede områder;
c) Oplysning om de humanitære, sociale, økonomiske og
miljømæssige implikationer af forlængelsen; og
d) Alle andre oplysninger af relevans i forbindelse med den
foreslåede forlængelse.
5. Mødet mellem de kontraherende stater eller
gennemgangskonferencen skal, under hensyntagen til de i stk. 4 angivne
faktorer, vurdere anmodningen og med et flertal af de tilstedeværende
kontraherende stater, der deltager i afstemningen, træffe beslutning om
hvorvidt anmodningen om en forlængelse af perioden skal
imødekommes.
6. En sådan forlængelse kan blive gentaget efter
fremsættelse af en ny anmodning i overensstemmelse med denne artikels
stk. 3, 4 og 5. I anmodningen om en yderligere forlængelsesperiode skal
den kontraherende stat opgive yderligere relevante oplysninger i henhold til
denne artikel om, hvad der er foretaget i den tidligere
forlængelsesperiode.
Artikel 6
Internationalt samarbejde og bistand
1. Til opfyldelse af forpligtelserne i henhold til denne
konvention har hver kontraherende stat ret til at søge og til at
modtage bistand hvor det er muligt fra andre kontraherende stater i muligt
omfang.
2. Hver kontraherende stat forpligter sig til at lette udveksling af
udstyr, materiale og videnskabelige og teknologiske oplysninger, der
vedrører gennemførelsen af denne konvention, og har ret til i
videst muligt omfang at deltage i sådan udveksling. De kontraherende
stater skal ikke pålægge anskaffelsen af minerydningsudstyr og
dertil hørende teknologisk information med humanitære
formål uberettigede restriktioner.
3. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til
omsorgen for og rehabiliteringen og den sociale og økonomiske
reintegration af mineofre samt til mineoplysningsprogrammer. Sådan
bistand kan blandt andre ydes gennem De Forenede Nationers system,
internationale, regionale eller nationale organisationer eller institutioner,
den Internationale Røde Kors Komité, nationale Røde
Kors- og Røde Halvmåne organisationer og deres Internationale
Forbund, ikke-governmentale organisationer eller på bilateral
basis.
4. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til
minerydning og dermed forbunden virksomhed. Sådan bistand kan bl.a.
ydes gennem Forenede Nationers system, internationale, regionale eller
nationale organisationer eller institutioner, bilateralt eller ved bidrag til
De Forenede Nationers frivillige fond til minerydning eller andre regionale
fonde, der har med minerydning at gøre.
5. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til
destruktionen af oplagrede personelminer.
6. Hver kontraherende stat påtager sig at levere oplysninger til den
minerydningsdatabase, der er oprettet inden for De Forenede Nationers system,
navnlig oplysninger angående diverse midler og teknologi til
minerydning samt lister over eksperter, ekspertinstitutioner eller nationale
kontaktpunkter inden for minerydning.
7. Kontraherende stater kan anmode De Forenede Nationer, regionale
organisationer, andre kontraherende stater eller andre kompetente
interstatslige eller ikke-statslige fora om at bistå deres myndigheder
med udarbejdelsen af et nationalt minerydningsprogram for at fastslå
bl.a.:
a) Omfanget og rækkevidden af personelmineproblemet;
b) De finansielle, teknologiske og menneskelige ressourcer, der
kræves for at gennemføre programmet;
c) Det antal år, der skønnes nødvendigt for at
destruere alle personelminer i minerede områder under den
pågældende kontraherende stats jurisdiktion eller kontrol;
d) Mineoplysningsvirksomhed med det formål at nedbringe antallet
af kvæstelser eller dødsfald i forbindelse med miner;
e) Bistand til mineofre;
f) Forholdet mellem vedkommende kontraherende stats regering og de
relevante statslige, interstatslige eller ikke-statslige organer, der skal
medvirke i gennemførelsen af programmet.
8. Hver kontraherende stat, der yder og modtager bistand i henhold til
denne artikels bestemmelser, skal samarbejde med henblik på at sikre,
at vedtagne bistandsprogrammer gennemføres omgående og fuldt
ud.
Artikel 7
Gennemsigtighedsforanstaltninger
1. Hver kontraherende stat skal så hurtigt som
praktisk muligt, og ikke senere end 180 dage efter denne konvention er
trådt ikraft, for den kontraherende stat til de Forende Nationers
generalsekretær aflægge beretning om:
a) De nationale gennemførelsesforanstaltninger, der henvises til
i artikel 9;
b) Det samlede antal oplagrede personelminer, som ejes eller besiddes
af staten, eller som er under dens jurisdiktion eller kontrol, fordelt
på typer, antal og med om muligt serienummer for hver enkelt type af
oplagrede personelminer;
c) Såvidt muligt, beliggenheden af minerede områder under
dens jurisdiktion eller kontrol, der indeholder eller mistænkes for at
indeholde personelminer, med angivelse af så detaljerede oplysninger
som muligt om typer og antal af hver enkelt type personelmine i hvert enkelt
mineret område, og om tidspunktet for udlæggelsen.
d) Typen, mængden og, om muligt, serienummeret på alle
personelminer, der er bibeholdt eller overført til brug ved udvikling
af og træning i minesporing, minerydning eller minedestruktionsteknik,
eller overført med henblik på destruktion såvel som de
institutioner, der af en kontraherende stat er bemyndiget til at opbevare
eller overføre personelminer i overensstemmelse med artikel 3.
e) Status i programmer til omstilling eller nedlæggelse af
faciliteter til fremstilling af personelminer;
f) Status i programmer for destruktion af personelminer i
overensstemmelse med artikler 4 og 5, inklusive detaljerede oplysninger om de
destruktionsmetoder, der vil blive brugt, oplysning om placeringen af alle
destruktionspladserne og om de obligatoriske sikkerheds- og
miljøstandarder, der vil finde anvendelse;
g) Typer og samlede antal personelminer, der er destrueret af
vedkommende kontraherende stat efter konventionens ikrafttrædelse for
staten inklusive en opdeling på typer af det antal personelminer, der
er destrueret i henhold til henholdsvis artikel 4 og artikel 5 og om muligt
tillige med angivelse af numre for hver type personelminer destrueret i
henhold til artikel 4;
h) De tekniske karakteristika for hver enkelt type produceret
personelmine i det omfang de kendes, samt for dem, der for
nærværende ejes eller besiddes af en kontraherende stat, samt
hvor det er ikke uforholdsmæssigt besværligt, oplysninger, der
kan lette identifikation og rydning af personelminer; som et minimum skal
sådanne oplysninger omfatte dimensioner, tændsats,
sprængstofindhold, metalindhold, farvefotografier og anden information,
der kan lette minerydningen; og
i) De forholdsregler der er taget for at sikre at befolkningen straks
og effektivt advares mod alle områder identificeret i henhold til
artikel 5, stk. 2.
2. De kontraherende parter skal en gang om året på grundlag af
seneste kalenderår opdatere de oplysninger, de har givet i
medfør af denne artikel. De opdaterede oplysninger skal meddeles De
Forenede Nationers generalsekretær senest den 30. april hvert
år.3. De Forenede Nationers generalsekretær skal tilsende de
kontraherende stater alle således modtagne oplysninger.
Artikel 8
Lettelse og afklaring af overholdelse
1. De kontraherende stater er enige om at konsultere og
samarbejde med hinanden angående gennemførelsen af denne
konventions bestemmelser og i samarbejdets ånd virke sammen for at
lette de kontraherende staters overholdelse af deres forpligtelser i henhold
til denne konvention.
2. Hvis en eller flere kontraherende stater ønsker at afklare eller
løse spørgsmål vedrørende en anden kontraherende
stats overholdelse af bestemmelserne i denne konvention, kan den gennem De
Forende Nationers generalsekretær til den pågældende
kontraherende stat fremsætte en anmodning om afklaring af
spørgsmålet. En sådan anmodning skal ledsages af alle
fornødne oplysninger. Fremsættelse af ubegrundede anmodninger om
afklaring skal undlades og misbrug undgås. En kontraherende stat, der
modtager en anmodning om afklaring skal gennem De Forenede Nationers
generalsekretær inden 28 dage, forsyne den kontraherende stat, der har
anmodet herom, med alle oplysninger, der kan bidrage til at afklare
sagen.
3. Hvis den kontraherende stat, der har fremsat anmodningen, ikke gennem
De Forenede Nationers generalsekretær modtager et svar inden fristens
udløb eller skønner svaret på anmodningen om afklaring
utilfredsstillende, kan den forelægge sagen via De Forende Nationers
generalsekretær på næste møde mellem de
kontraherende stater. De Forende Nationers generalsekretær skal til
alle kontraherende stater videregive forelæggelsen bilagt alle egnede
oplysninger vedrørende anmodningen om afklaring. Alle sådanne
oplysninger skal fremlægges for den kontraherende stat, til hvilken
anmodningen er rettet. Denne kontraherende stat har ret til at afgive et svar
herpå.
4. Indtil et møde mellem de kontraherende stater træder
sammen, kan enhver berørt part anmode De Forenede Nationers
generalsekretær om ved venskabelig mellemkomst at lette den udbedte
afklaring.
5. Den kontraherende stat, der har fremsat anmodningen, kan gennem De
Forenede Nationers generalsekretær foreslå indkaldelse af et
særligt møde mellem de kontraherende parter til at overveje
sagen. De Forenede Nationers generalsekretær skal derpå
underrette alle kontraherende stater om forslaget og tilsende dem alle de
oplysninger, der meddelt af de pågældende kontraherende stater,
med anmodning om at tilkendegive om de støtter afholdelse af et
særligt møde med det formål at overveje sagen.
Såfremt mindst en tredjedel af de kontraherende stater inden 14 dage
efter sådan anmodning tilkendegiver, at de støtter afholdelse af
et sådant særligt møde, skal De Forenede Nationers
generalsekretær indkalde et sådant særligt møde
mellem de kontraherende stater, der skal træde sammen inden yderligere
14 dage. Et flertal af de kontraherende stater danner quorum på dette
møde.
6. Mødet mellem de kontraherende stater henholdsvis det
særlige møde mellem de kontraherende stater skal først
beslutte om sagen, i betragtning af samtlige oplysninger fremlagt af de
pågældende kontraherende stater, skal tages under yderligere
overvejelse. Mødet mellem de kontraherende stater skal gøre
alle anstrengelser for at opnå en afgørelse ved konsensus.
Såfremt der trods alle anstrengelser ikke er opnået enighed
træffes beslutning af et flertal af kontraherende stater, der er til
stede og stemmer.
7. Alle kontraherende stater skal samarbejde fuldt ud med mødet
mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de
kontraherende stater samt med undersøgelsesmissioner bemyndiget i
henhold til paragraf 8 om at fuldføre gennemgangen af sagen.
8. Såfremt yderligere afklaring er påkrævet, skal
mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige
møde mellem de kontraherende stater med et flertal af de kontraherende
stater, der er tilstede og deltager i afstemningen, træffe beslutning
om en undersøgelsesmission og fastlægge dens mandat. Den stat,
som anmodningen er rettet til, kan nårsomhelst indbyde en
undersøgelsesmission til sit territorium. En sådan mission
finder sted uden at et møde mellem de kontraherende stater eller et
særligt møde mellem de kontraherende stater har truffet
beslutning om at give en sådan mission bemyndigelse. Missionen,
omfattende indtil 9 eksperter udpeget og godkendt i henhold til stk. 9 og 10,
kan indsamle yderligere oplysninger på stedet eller andre steder i
direkte tilknytning til det rejste spørgsmål om overholdelse
under den stats jurisdiktion eller kontrol, som anmodningen er rettet
til.
9. FN's generalsekretær skal opstille en ajourført
fortegnelse indeholdende navne, nationalitet og andre relevante oplysninger
om kvalificerede eksperter, som de kontraherende stater har tilvejebragt, og
underrette alle kontraherende stater om fortegnelsen. Enhver ekspert optaget
på fortegnelsen skal anses som udpeget til deltagelse i alle
undersøgelsesmissioner, medmindre han skriftligt afvises af en
kontraherende stat. I tilfælde af afvisning skal eksperten ikke deltage
i undersøgelsesmissioner på territorium eller andre
områder under den afvisende stats kontrol eller jurisdiktion, forudsat
at erklæring om afvisning er afgivet forud for udpegningen af eksperten
til sådanne missioner.
10. Efter modtagelsen af en anmodning fra mødet mellem de
kontraherende stater eller et særligt møde mellem de
kontraherende stater skal FN's generalsekretær, efter konsultationer
med den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, udpege
medlemmerne af missionen, herunder dens leder. Statsborgere fra kontraherende
stater, der anmoder om undersøgelsesmissionen eller er direkte
berørt af den, skal ikke udpeges som deltagere i missionen.
Medlemmerne af undersøgelsesmissionen skal nyde privilegier og
immuniteter i henhold til artikel VI i den af de Forenede Nationers
Plenarforsamling den 13. februar 1946 godkendte almindelige Konvention om de
Forenede Nationers Rettigheder og Immuniteter.
11. Medlemmerne af undersøgelsesmissionen skal ankomme til den
anmodede kontraherende stats territorium, så tidligt som muligt med et
varsel på ikke under 72 timer. Den kontraherende stat, til hvilken
anmodningen er rettet, skal tage de nødvendige administrative
forholdsregler for at modtage, transportere og være missionen
behjælpelig. Den er ansvarlig for missionens sikkerhed i videst muligt
omfang, mens den befinder sig på territorium under modtagerstatens
kontrol.
12. Uden præjudice for den stats suverænitet, til hvilken
anmodningen er rettet, kan undersøgelsesmissionen til denne stats
territorium medbringe nødvendigt udstyr, der udelukkende skal anvendes
til indsamling af oplysninger angående spørgsmålet om
overholdelse. Forud for sin ankomst adviserer missionen den kontraherende
stat, til hvilken anmodningen er rettet, om det udstyr, den har til hensigt
at anvende i forbindelse med sin undersøgelsesopgave.
13. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal
gøre sig alle anstrengelser for at sikre, at
undersøgelsesmissionen får mulighed for at tale med alle
relevante personer, som måtte være i stand til at give
oplysninger angående spørgsmålet om overholdelse.
14. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal give
undersøgelsesmissionen adgang til alle områder og installationer
under dens kontrol, hvor materiale, der er relevant for
spørgsmålet om overholdelse, kunne forventes at kunne indsamles.
Dette skal være med forbehold for alle foranstaltninger som den
kontraherende stat anser nødvendige for:
a) Beskyttelse af følsomt udstyr, oplysninger og
områder;
b) Beskyttelse af forfatningsmæssige forpligtelser, den
kontraherende stat måtte have angående ejendomsrettigheder,
ransagning og beslaglæggelser eller andre forfatningsmæssige
rettigheder; eller
c) Den fysiske beskyttelse af og sikkerhed for medlemmerne af
undersøgelsesmissionen.
Såfremt den kontraherende stat foretager
sådanne foranstaltninger, skal den gøre sig alle anstrengelser
for på anden måde at bevise, at den overholder denne
konvention.
15. Undersøgelsesmissionen kan forblive på den
pågældende kontraherende stats territorium i op til i alt 14
dage, og på samme sted i op til 7 dage, medmindre der er truffet anden
aftale.
16. Enhver information som er givet i fortrolighed og ikke angår det
spørgsmål, som behandles af undersøgelsesmissionen, skal
behandles fortroligt.
17. Undersøgelsesmissionen skal, gennem De Forenede Nationers
generalsekretær, aflægge beretning til mødet mellem de
kontraherende stater eller det særlige møde mellem de
kontraherende stater om resultatet af sine undersøgelser.
18. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige
møde mellem de kontraherende stater skal behandle alle relevante
oplysninger, inklusive den beretning der er udarbejdet af
undersøgelsesmissionen, og kan anmode den kontraherende stat, til
hvilken anmodningen er rettet, om at tage skridt til at bringe
spørgsmålet angående overholdelse i orden inden
udløbet af en bestemt frist. Den kontraherende stat, til hvilken
anmodningen er rettet, skal aflægge beretning om alle skridt, der tages
som følge af denne anmodning.
19. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige
møde mellem de kontraherende stater kan foreslå de
berørte kontraherende stater veje og midler til yderligere at belyse
eller løse spørgsmålet, herunder relevante folkeretlige
procedurer. I tilfælde, hvor spørgsmålet findes at skyldes
omstændigheder, som den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er
rettet, ikke er herre over, kan mødet mellem de kontraherende stater,
eller det særlige møde mellem de kontraherende stater anbefale
passende foranstaltninger, inklusive samarbejde som omtalt i artikel 6.
20. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige
møde mellem de kontraherende stater skal i videst muligt omfang
træffe de i stk. 18 og stk. 19 nævnte beslutninger ved konsensus,
ellers ved totredjedels flertal af de kontraherende stater, der er tilstede
og deltager i afstemningen.
Artikel 9
National gennemførelse
Hver kontraherende stat skal tage alle passende retlige,
administrative og andre forholdsregler, herunder indførelse af
straffesanktioner, for at forebygge og bringe til ophør enhver
virksomhed, der er forbudt en kontraherende stat i henhold til denne
konvention, foretaget af personer eller i områder under dens
jurisdiktion eller kontrol.
Artikel 10
Bilæggelse af tvister
1. De kontraherende stater skal konsultere og samarbejde
med hinanden for at bilægge enhver tvist vedrørende anvendelsen
eller fortolkningen af denne konvention. Enhver kontraherende stat kan
forelægge en sådan tvist på et møde mellem de
kontraherende stater.
2. Mødet mellem de kontraherende stater kan yde sit bidrag til
bilæggelse af konflikten på en hvilken som helst måde, det
finder passende, herunder ved at tilbyde sin venskabelige mellemkomst eller
opfordre de kontraherende stater, der er parter i konflikten, til at indlede
en bilæggelsesprocedure efter eget valg og anbefale en tidsfrist for
enhver aftalt procedure.
3. Denne artikel er uden præjudice for bestemmelserne i denne
konvention angående lettelse og afklaring af overholdelse.
Artikel 11
Møder mellem de kontraherende stater
1. De kontraherende stater mødes regelmæssigt
for at overveje ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen
eller gennemførelsen af denne konvention, inklusive:
a) Denne konventions virkemåde og status;
b) Spørgsmål hidrørende fra beretninger afgivet i
henhold til denne konventions bestemmelser;
c) Internationalt samarbejde og bistand i overensstemmelse med artikel
6;
d) Udviklingen af teknologi angående rydning af
personelminer;
e) Anmodninger fra stater i henhold til artikel 8 og
f) Beslutninger angående anmodninger fra de kontraherende stater
som hjemlet i artikel 5.
2. Det første møde mellem de kontraherende stater indkaldes
af De Forenede Nationers generalsekretær inden ét år efter
denne konventions ikrafttrædelse. De efterfølgende møder
indkaldes af De Forenede Nationers generalsekretær årligt indtil
den første gennemgangskonference.
3. Under de i artikel 8 anførte betingelser indkalder De Forenede
Nationers generalsekretær et særligt møde mellem de
kontraherende stater.
4. Stater der ikke er deltagere i denne konvention, samt De Forenede
Nationer, andre relevante internationale organisationer eller institutioner,
regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors Komité
og relevante ikke-statslige organisationer, kan indbydes til at deltage i
disse møder som observatører i overensstemmelse med de vedtagne
procedureregler.
Artikel 12
Gennemgangskonferencer
1. En gennemgangskonference indkaldes af De Forenede
Nationers generalsekretær fem år efter ikrafttrædelsen af
denne konvention. Yderligere gennemgangskonferencer indkaldes af De Forenede
Nationers generalsekretær, såfremt dette begæres af en
eller flere kontraherende stater, idet der dog i alle tilfælde skal
forløbe mindst fem år mellem hver gennemgangskonference. Alle
kontraherende stater indbydes til hver gennemgangskonference.
2. Formålet med gennemgangskonferencen er at:
a) Gennemgå denne konventions virkemåde og status;
b) Overveje behovet for og intervallet mellem yderligere møder
mellem de kontraherende stater, jf. artikel 11, stk. 2;
c) Træffe beslutninger om anmodninger fra de kontraherende stater
som hjemlet i artikel 5; og
d) I forbindelse med den afsluttende beretning om nødvendigt
vedtage konklusioner angående gennemførelsen af denne
konvention.
3. Stater, der ikke er deltagere i denne konvention, såvel som De
Forenede Nationer, andre relevante internationale organisationer eller
institutioner, regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors
Komité og relevante ikke-statslige organisationer kan indbydes til at
deltage i gennemgangskonferencerne som observatører i overensstemmelse
med de vedtagne procedureregler.
Artikel 13
Ændringer
1. Enhver kontraherende stat kan når som helst efter
ikrafttrædelsen af denne konvention stille ændringsforslag til
konventionen. Ethvert ændringsforslag fremsendes til depositaren, som
rundsender det til alle kontraherende stater og søger deres mening, om
hvorvidt en ændringskonference bør indkaldes for at tage
stilling til spørgsmålet. Hvis et flertal af de kontraherende
stater inden 30 dage efter forslagets rundsendelse notificerer depositaren
om, at de støtter yderligere overvejelser af forslaget, indkalder
depositaren en ændringskonference, hvortil alle kontraherende stater
indbydes.
2. Stater, der ikke er deltagere i denne konvention, såvel som De
Forenede Nationer, andre relevante internationale organisationer eller
institutioner, regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors
Komité og relevante ikke-statslige organisationer, kan indbydes til at
deltage i alle ændringskonferencer som observatører i
overensstemmelse med de vedtagne procedureregler.
3. Ændringskonferencen afholdes umiddelbart efter et møde
mellem de kontraherende stater eller en gennemgangskonference, medmindre et
flertal af de kontraherende stater anmoder om, at den afholdes tidligere.
4. Enhver ændring af denne konvention vedtages med totredjedels
flertal af de kontraherende stater, der er til stede, og deltager i
afstemningen. Depositaren underretter de kontraherende stater om enhver
sådan vedtagen ændring.
5. En ændring af denne konvention træder i kraft for alle de i
konventionen deltagende stater, der har accepteret ændringen, når
et flertal af de kontraherende stater har deponeret deres acceptinstrument.
Derefter træder ændringen i kraft for hver enkelt kontraherende
stat i øvrigt på dagen for deponeringen af dens
acceptinstrument.
Artikel 14
Omkostninger
1. Omkostningerne ved møder mellem de kontraherende
stater, særlige møder mellem de kontraherende stater,
gennemgangskonferencer og ændringskonferencer dækkes af de
kontraherende stater og af ikke-kontraherende stater, der deltager deri, i
overensstemmelse med De Forenede Nationers påligningsskala,
forholdsmæssigt justeret.
2. De Forenede Nationers generalsekretærs omkostninger i forbindelse
med artikel 7 og 8 samt omkostningerne i forbindelse med
undersøgelsesmissioner dækkes af de kontraherende stater i
overensstemmelse med De Forenede Nationers påligningsskema,
forholdsmæssigt justeret.
Artikel 15
Undertegnelse
Denne konvention, der er vedtaget i Oslo i Norge den 18.
september 1997, er åben for undertegnelse i Ottawa i Canada af alle
stater fra 3. december 1997 til 4. december 1997 og i De Forenede Nationers
hovedsæde i New York fra den 5. december 1997 til dens
ikrafttrædelse.
Artikel 16
Ratifikation, accept, godkendelse, eller
tiltrædelse
1. Denne konvention ratificeres, accepteres eller
godkendes af signatarerne.
2. Den er åben for tiltrædelse af enhver stat, der ikke har
undertegnet konventionen.
3. Ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller
tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos depositaren.
Artikel 17
Ikrafttrædelse
1. Denne konvention træder i kraft den første
dag i den sjette måned efter den måned i hvilken det fyrretyvende
ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument er
blevet deponeret.
2. For enhver stat, som deponerer sit ratifikations-, accept-,
godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument efter deponeringen af det
fyrretyvende ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller
tiltrædelsesinstrument, træder denne konvention i kraft den
første dag i den sjette måned efter den dag, hvor staten
deponerer sit ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller
tiltrædelsesinstrument.
Artikel 18
Midlertidig anvendelse
Enhver stat kan på tidspunktet for sin ratifikation,
accept, godkendelse eller tiltrædelse erklære, at den
midlertidigt vil anvende artikel 1, stk. 1 i denne konvention, i perioden
frem til dens ikrafttrædelse.
Artikel 19
Forbehold
Denne konventions bestemmelser skal ikke være
genstand for forbehold.
Artikel 20
Varighed og tilbagetrædelse
1. Denne konvention er af ubegrænset varighed.
2. Enhver kontraherende stat er, i udøvelsen af sin nationale
suverænitet, berettiget til at træde tilbage fra denne
konvention. Staten notificerer alle andre kontraherende stater, depositaren
og De Forenede Nationers Sikkerhedsråd om tilbagetrædelsen. Denne
notifikation skal indeholde en fuldstændig redegørelse for
årsagerne til tilbagetrædelsen.
3. Enhver sådan tilbagetrædelse har virkning seks
måneder efter, at depositaren har modtaget notifikationen om
tilbagetrædelse. Hvis imidlertid den tilbagetrædende stat ved
udgangen af seks-måneders perioden er deltager i en væbnet
konflikt, får tilbagetrædelsen ikke virkning før
afslutningen af den væbnede konflikt.
4. En stats tilbagetrædelse fra denne konvention påvirker ikke
på nogen måde staternes pligt til fortsat at opfylde
forpligtelser i henhold til enhver relevant folkeretlig regel.
Artikel 21
Depositar
Denne konventions depositar er De Forenede Nationers
generalsekretær.
Artikel 22
Autentiske tekster
Originalteksten til denne konvention, hvis arabiske,
kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme
gyldighed, skal deponeres hos De Forenede Nationers
generalsekretær.
Konventionen om forbud mod brug, oplagring, produktion og
overførsel af personelminer samt om deres destruktion af 18. september
1997 trådte i medfør af artikel 17, stk. 1 i konventionen i
kraft den 1. marts 1999, den første dag i den 6. måned efter den
måned i hvilken det 40. ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller
tiltrædelsesinstrument den 16. september 1998 blev deponeret af Burkina
Faso hos De Forenede Nationers generalsekretær.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 8. juni 1998 hos De
Forenede Nationers generalsekretær. Konventionen trådte i kraft
for Danmark den 1. marts 1999.
De første 40 ratifikationer omfatter følgende lande:
Andorra, Bahamas, Belgien, Belize, Bolivia, Bosnien-Herzegovina,
Bulgarien, Burkina Faso, Canada, Danmark, Djibouti, Fiji, Den Tidligere
Jugoslaviske Republik Makedonien, Frankrig, Grenada, Irland, Jamaica,
Kroatien, Malawi, Mali, Mauritius, Mexico, Mozambique, Niue, Norge, Peru,
Samoa, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Sydafrika, Trinidad/Tobago,
Turkmenistan, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten, Yemen, Zimbabwe,
Ækvatorial Guinea og Østrig.
I forbindelse med ratifikationen blev der afgivet følgende
erklæringer.
Canada: »
Det er den canadiske regerings opfattelse, at canadiske
styrkers eller statsborgeres deltagelse i operationer, øvelser eller
andre militære aktiviteter sanktioneret af De Forenede Nationer eller i
øvrigt udført i overensstemmelse med folkeretten, udført
i samarbejde med styrker fra stater, der ikke har tiltrådt
konventionen, og som gennemfører aktiviteter, der er forbudt i henhold
til konventionen, ikke i sig selv er bistand, opmuntring eller tilskyndelse
efter artikel 1, litra c) i konventionen«.
Storbritannien:
»Det er den britiske regerings opfattelse, at
britiske styrkers eller statsborgeres deltagelse i planlægningen eller
udførelsen af operationer, øvelser eller andre militære
aktiviteter, udført i samarbejde med styrker fra stater, der ikke har
tiltrådt konventionen, og som gennemfører aktiviteter, der er
forbudt i henhold til konventionen, ikke i sig selv er bistand, opmuntring
eller tilskyndelse efter artikel 1, litra c) i konventionen«.
Artikel 18 erklæring om midlertidig anvendelse af artikel 1, stk. 1
i denne konvention blev afgivet af Mauritius, Schweiz, Sydafrika og
Østrig.
Endvidere har nedennævnte lande med virkning fra den
vedføjede dato ratificeret eller tiltrådt konventionen:
Namibia . 21. september 1998
Honduras 24. september 1998
Senegal 24. september 1998
Benin 25. september 1998
Japan 30. september 1998
Panama 7. oktober 1998
Guinea 8. oktober 1998
Qatar 13. oktober 1998
Slovenien 27. oktober 1998
Jordan 13. november 1998
Paraguay 13. november 1998
Monaco 17. november 1998
Thailand 27. november 1998
Nicaragua 30. november 1998
Sverige 30. november 1998
Lesotho 2. december 1998
St. Kitts Nevis 2. december 1998
Swaziland 22. december 1998
Australien 14. januar 1999
Spanien 19. januar 1999
Barbados 26. januar 1999
Salomon Øerne 26. januar 1999
Australien:
»Operationer, øvelser eller andre militære
aktiviteter udført efter mandat fra De Forenede Nationer eller ellers
i overensstemmelse med folkeretten, hvor australske styrker, statsborgere
eller bosiddende i Australien deltager sammen med styrker fra stater, der
ikke har tiltrådt konventionen, og som gennemfører aktiviteter,
der er forbudt i henhold til konventionen, er ikke i sig selv et brud
på konventionen.
Det er Australiens opfattelse, at anvendelsen af ordet » bruge« i
konventionens artikel 1, stk. 1, litra a) skal forstås som den faktiske
fysiske udlægning af personelminer, men omfatter ikke opnåelsen
af en indirekte eller tilfældig fordel af andre staters eller personers
udlægning af personelminer. I artikel 1, stk. 1, litra c) vil
Australien fortolke ordet »bistå«, som den faktiske og direkte fysiske
deltagelse i enhver aktivitet i strid med konventionen, men ikke som
omfattende deltagelse i lovlig indirekte støtte, som at yde
beskyttelse til styrker fra stater, der ikke deltager i konventionen, og som
udøver sådanne ulovlige aktiviteter, »opmuntre« skal fortolkes
som den faktiske opfordring til udøvelse af enhver aktivitet forbudt
efter konventionen, og »tilskynde« skal fortolkes som den aktive deltagelse i
fremsættelse af trusler eller opmuntring til at opnå
udøvelsen af enhver aktivitet, der er forbudt efter konventionen.
Det er Australiens opfattelse, at i forhold til artikel 2, stk. 1, skal
definitionen af »personelminer« ikke omfatte fjernstyrede personelminer.
Efter Australiens opfattelse skal sætningen »under dens jurisdiktion
eller kontrol« i forhold til artikel 4, 5, stk. 1 og 2, og artikel 7, stk. 1,
litra b) og c) forstås som inden for en deltagerstats territorium eller
andet territorium under statens ansvar efter et mandat fra De Forenede
Nationer eller efter aftale med en anden stat, samt ejendomsretten eller den
fysiske besiddelse af personelminer; men den skal ikke omfatte den
midlertidige besættelse af eller tilstedeværelse på fremmed
territorium, hvor personelminer er udlagt af andre stater eller
personer.
Artikel 18 erklæring om midlertidig anvendelse af artikel 1, stk. 1
i denne konvention blev afgivet af Sverige.
Udenrigsministeriet, den 27. maj
1999
Niels Helveg Petersen
Lignende dokumenter
- 1997 BSF 11 FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF KONVENTION OM FORBUD MOD BRUG, OPLAGRING, PRODUKTION OG OVERFØRSEL AF PERSONELMINER SAMT OM DERES DESTRUKTION Retsinformation · 7. maj 1998
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks godkendelse af konventionen om klyngeammunition undertegnet den 4. december 2008 i Oslo Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne godkender efterfølgende gengivne konvention om klyngeammunition Retsinformation · 20. november 2009
- RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2021/257 af 18. februar 2021 til støtte for Oslohandlingsplanen om gennemførelsen af 1997-konventionen om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion EU-lovgivning · 18. februar 2021
- RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2026/584 af 16. marts 2026 til støtte for opbygning af afrikanske kapaciteter med henblik på et minefrit Afrika PROJEKTDOKUMENT Arbejdet hen i mod et minefrit Afrika: opbygning af afrikansk kapacitet til at fjerne de trusler, som personellandminer udgør mod fred, sikkerhed og udvikling EU-lovgivning · 16. marts 2026
- Bekendtgørelse af ændret protokol II af 3. maj 1996 om forbud mod eller begrænsning i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer til konventionen af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng Retsinformation · 30. juni 1999
- RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/781 af 14. april 2025 til støtte for Siem Reap-Angkor-handlingsplanen om gennemførelsen af 1997-konventionen om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion EU-lovgivning · 14. april 2025