Forslag til folketingsbeslutning om en freds- og forsoningsproces i Irak
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 12. april 2007 af Rune Lund (EL),
Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Per Clausen (EL) og
Frank
Aaen
(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om
en freds- og forsoningsproces i Irak
Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at alle
udenlandske tropper trækkes ud af Irak, og at der igangsættes en freds- og
forsoningsproces samt genopbygning af det krigsplagede Irak.
Bemærkninger til forslaget
Enhedslisten har i flere omgange fremlagt konkrete bud på,
hvordan en freds- og forsoningsproces kunne se ud i Irak.
Nedenstående er Enhedslistens bud på fred og
forsoning frem for krig
Onsdag 21. februar 2007 annoncerede statsminister Anders Fogh
Rasmussen, at den danske bataljon i Irak på 450 mand skal trækkes hjem. Det
er
godt nyt. Og det er en sejr for os krigsmodstandere. Anders Fogh Rasmussen
har
ikke villet tilbagetrækningen, han er blevet presset til den, fordi et
flertal
af danskerne er imod de danske troppers tilstedeværelse i Irak.
Desværre er der ikke tale om en fuldstændig tilbagetrækning.
Danmark vil sende helikoptere af sted sammen med 50 soldater til at betjene
dem.
Kun en fuldstændig tilbagetrækning er en løsning. Alt andet er at trække
pinen
ud. Så selv om tilbagetrækningen af den danske bataljon er en sejr, er der
Læs alt
stadig meget arbejde, der skal gøres, før alle danske og udenlandske tropper
er
ude af Irak.
Enhedslisten har siden januar 2006 fremlagt en række tanker om
fred, forsoning og genopbygning i Irak. Dette er ikke mindre relevant nu,
hvor
diskussionen om troppetilbagetrækninger for alvor er sat på dagsordenen.
Storbritannien har for eksempel også i midten af februar annonceret, at man
vil
trække en del af sine tropper hjem. 1.600 britiske soldater vil blive trukket
hjem i løbet af foråret 2007, hvorefter den samlede britiske styrke i Irak i
løbet af andet halvår af 2007 vil være reduceret til ca. 5.000 soldater.
Danmark har en forpligtelse til at påtage sig et medansvar for
genopbygningen af Irak. Vi har været med til at ødelægge landet siden marts
2003. Vi har del i ansvaret for, at Irak i dag er kastet ud i noget, der
dårligt kan betegnes som andet end en borgerkrig med daglige selvmordsbomber,
likvideringer, voldtægter samt social og økonomisk nedtur.
Enhedslisten vil i det følgende præsentere en række bud, der
peger i retning mod fred. Vi gør os ingen naive forhåbninger. Situationen i
Irak er i dag så alvorlig, at det desværre må konstateres, at man nok er
hinsides de gode løsninger. Det er et land, der er præget af kaos, vold og
krig, og hvor det er svært at få øje på et lys i horisonten.
Det afholder dog ikke Enhedslisten fra at tænke fremadrettet.
Tilstedeværelsen
af fremmede tropper har kun gjort – og gør stadig – tingene værre.
Derfor er
det nødvendigt at tænke i relevante, nødvendige og centrale fredsforslag.
Det er en forudsætning for fred, at de udenlandske tropper
trækkes hjem straks.
En lige så afgørende forudsætning for alle forslag i dette
forslag er, at det er irakerne, der skal bestemme, hvad der skal ske i Irak.
FN
og andre skal være velkomne til at bidrage til processen, i det omfang
irakerne
ønsker det. Irakerne skal være herrer i eget hus – i modsætning til den
nuværende situation, hvor USA i realiteten er den egentlige magthaver.
Det er en kendsgerning, at Saddam Hussein var en brutal og
nådesløs diktator, som har tusinder, måske titusinder, af menneskeliv på sin
samvittighed. Giftangrebet på kurdere i 1980’erne og kampagnen mod de
såkaldte
marskarabere i det sydlige Irak i 1990’erne er formentlig blandt de
værste
eksempler.
Men påstandene om, at regimet var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben
og havde forbindelser til Al Qaida, er nu blevet afsløret som værende frit
opfundet af den amerikanske regering − opfundet for at kunne indlede en
krig mod Saddam Hussein og hans regime.
Det ligger fast, at krigen i Irak blev indledt uden FN-mandat
og dermed på et ulovligt grundlag i henhold til international ret, hvilket
FN’s
generalsekretær også offentligt har udtalt. Først efterfølgende har den
internationale
koalitions fortsatte tilstedeværelse fået et FN-mandat.
Den irakiske befolkning måtte lide gennem 1990’erne. Dette
skyldtes ikke kun Saddam Husseins regime. Det skyldtes også i meget stort
omfang de økonomiske sanktioner fra Vestens side, der medførte betydelige
lidelser for den almindelige befolkning, og som på ingen måde ramte Saddam
Husseins regime.
Men siden regimet faldt i foråret 2003 har situationen i Irak
udviklet sig fra slemt til værre.
Frem for at skabe økonomisk fremgang og politisk demokrati har
koalitionen skabt en situation i Irak, hvor man kan tale om såvel
modstandskamp
mod de udenlandske besættelsesstyrker som optakten til en − eller en
decideret udbrudt − borgerkrig. Denne situation bliver understreget af
det uhyggeligt store antal dræbte. Den uafhængige organisation Iraq Body
Count
opgør tallet af dræbte i konflikten til mindst 60.187 (29. marts 2007). Andre
opgørelser sætter antallet betydeligt højere. F.eks. opgjorde en række
irakiske
læger og amerikanske forskere i det anerkendte tidsskrift The Lancet den 11.
oktober 2006 antallet af dræbte som følge af konflikten til 655.000
mennesker.
Enhedslisten var imod krigen fra start, selv om den var blevet
godkendt af FN’s sikkerhedsråd. Enhedslisten er imod besættelsen, uanset
at det
lykkedes USA at få en FN-anerkendelse af USA's marionetregime presset igennem
efter krigen.
Tiden er inde til en ny strategi for Irak.
Enhedslisten
har følgende otte bud på en strategi for fred i Irak:
1) De udenlandske styrker trækkes hjem straks
Forudsætningen for, at de resterende punkter i
Enhedslisten
s
fredsforslag kan lykkes, er, at de udenlandske styrker trækkes hjem straks.
Begrundelsen for at indlede krigen har vist sig at være løgn. Saddam Hussein
og
hans regime havde hverken masseødelæggelsesvåben eller direkte forbindelser
til
terrornetværk som Al Qaeda. Under valgkampen til USA’s kongres og senat
har præsident
George W. Bush for første gang givet den reelle begrundelse, nemlig at USA
vil
kontrollere verdens formentlig næststørste oliereserve − jf. hans taler
i
Missouri den 3. november 2006 og Colorado den 4. november 2006, hvor
præsident
George W. Bush sagde, at »ekstremister« og »radikale elementer« ikke skal
have
kontrol over verdens energiressourcer og bruge denne kontrol til at opnå
politiske indrømmelser. Klar tale fra en præsident, der ellers tidligere har
nægtet, at Irakkrigen skulle have noget som helst med olie at gøre.
Krigen i Irak blev indledt uden et FN-mandat.
Krigen har aldrig haft international legitimitet.
Hertil kommer, at 4 års forkert politik – som stormen på
Falluja med brug af fosforbomber, forarmet uranammunition m.v.,
torturfængslet
Abu Ghraib, accepten af shiamilitser som Mahdihæren − har brudt Irak op
i
stumper og sendt landet ud i noget, der mest af alt ligner borgerkrig.
Hvis den amerikanske ambassade kan stå til troende – jf. et
ambassadetelegram fra juni 2006 − så bliver Bagdad i praksis allerede
kontrolleret af lokale militser, og den irakiske regering har ingen
indflydelse
på dagliglivet. Amerikanske tropper forlader sjældent deres baser uden
luftstøtte, selv når de tager på rutine-patruljer.
2) Støtte til demokratiske og folkelige
kræfter
For at få en varig fred i Irak må man støtte de aktører, som
ønsker at opbygge et fredeligt og demokratisk samfund. Derfor skal de
folkelige
og demokratiske kræfter støttes i deres bestræbelser på at genopbygge Irak og
skabe en fredelig udvikling, som kommer den almindelige iraker til gode. Et
eksempel på sådanne folkelige og demokratiske kræfter er den irakiske
fagbevægelse, der også under besættelsen har kæmpet for bedre leve- og
lønvilkår og via dens daglige virke bidraget til at styrke
græsrodsdemokratiet.
En styrkelse af græsrødderne i det irakiske samfund er det samme som at bygge
et solidt demokrati op fra neden. I hvor høj grad det vil lykkes at
genopbygge
Irak, er afhængig af, hvordan man får styrket græsrødderne.
Styrkelsen af det irakiske civilsamfund skal ikke kun ske internt
i Irak. Det er nødvendigt med international solidaritet og bånd til resten af
verden. Derfor skal der opmuntres til internationale samarbejder med for
eksempel
den irakiske fagbevægelse, studenterorganisationer, kvindeorganisationer,
menneskerettighedsorganisationer og andre, der kæmper for et fredeligt og
demokratisk Irak. Denne opmuntring skal være både politisk og økonomisk.
3) Årlige beløb
Årlige beløb i samme størrelsesorden som de milliarder, der har
været anvendt på opretholdelsen af koalitionsstyrkerne i Irak, placeres i en
fond under irakisk kontrol eller FN-kontrol med henblik på civil genopbygning
af Irak. USA bruger alene ca. 500 mia. kr. om året på krigsindsatsen i Irak.
Der kan skabes enorme fremskridt for disse midler.
For at få brudt den onde cirkel med borgerkrig og
samfundsmæssig opløsning er det afgørende, at der sættes gang i den civile
genopbygning. Koalitionsstyrkerne har ikke bragt økonomisk fremgang eller håb
om en bedre fremtid til Iraks borgere. Tværtimod er den almindelige iraker 4
år
efter Saddam Husseins fald blevet fattigere, arbejdsløsheden er enorm, og de
offentlige serviceydelser som vand og el eksisterer kun i meget begrænset
omfang.
Hvis fonden placeres i FN-systemet, kan fonden f.eks. bestå af
repræsentanter udpeget af irakiske hjælpeorganisationer, internationale
hjælpeorganisationer og internationalt anerkendte eksperter udpeget af
FN’s
generalsekretær. Dette synes også i overensstemmelse med den irakiske
befolknings ønsker. Ifølge en måling foretaget af World Public Opinion i
januar
2006 ønsker næsten seks ud af ti irakere, at FN leder den økonomiske
genopbygning af landet. I alle tre hovedgrupper af befolkningen –
shiiter,
sunnier og kurdere – er der et flertal for en FN-ledet genopbygning.
4) Indkaldelse af en international
fredskonference under FN
At trække de udenlandske styrker ud og igangsætte en civil
genopbygning er en afgørende del af fredsprocessen i Irak. Den anden
afgørende
del er at få indledt en dialog mellem konfliktens parter. En sådan konference
kunne indkaldes af FN, og denne konference kunne tage udgangspunkt i den
Arabiske Ligas konklu-sioner fra november 2005 − konklusioner, der har
overvældende opbakning blandt de tre hovedgrupper i Iraks befolkning. De tre
punkter er:
–
Afvisning af
terrorisme.
–
Alle parter skal
deltage i den politiske proces.
–
En tidsfrist for
tilbagetrækning af koalitionsstyrkerne.
Hvem der i øvrigt skal deltage, må forhandles på plads for
eksempel på basis af et udspil fra FN’s generalsekretær. Målet er at få
igangsat en fredsproces og indledt den politiske dialog mellem konfliktens
parter, herunder også nabolandene og andre internationale parter, der kan
føre
frem til en politisk løsning og en demokratisk udvikling i Irak.
5) Fredsproces under FN-overvågning
Erfaringer fra andre fredsprocesser viser, at der er behov for
en mægler. Det kunne passende være FN, hvis irakerne ønsker det.
Forudsætningen
for at deltage i fredsprocessen er en våbenhvile. En sådan våbenhvile må
indgås
af alle parter, oprørsgrupper såvel som militser.
I en overgangsfase kan det være nødvendigt med fredsbevarende
FN-styrker, der kan fungere som en tillidsskabende foranstaltning mellem
hidtidige fjender. Tilsyneladende er alle tre hovedgrupper af befolkningen
enige om, at der kan være behov for i en overgangsperiode at have militære
styrker fra udlandet til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrker.
Enhedslisten
finder det imidlertid afgørende, at soldater fra koalitionsstyrkerne ikke kan
deltage i en sådan FN-styrke. Hvor de så skal komme fra må i givet fald være
op
til fredsprocessens hovedparter – altså de irakiske parter.
FN-styrker er imidlertid ikke det eneste afgørende. Det er lige
så vigtigt at få oprettet et irakisk råd med deltagelse af alle irakiske
parter,
der ønsker at deltage i en fredelig og demokratisk udvikling af landet.
Formålet
med rådet er at sætte den politiske proces i gang, som enten fører frem til
en
ny grundlov eller til en politisk aftale om nedsættelse af en grundlovgivende
forsamling,
der i givet fald også må forholde sig til
en løsning, der respekterer f. eks. kurdernes ret til selvbestemmelse.
6) Afslutning på fredsprocessen
Alle, der har begået krigsforbrydelser, bør stilles for en
krigsforbryderdomstol. Dette gælder både de ansvarlige for krigen og
besættelsen og andre soldater og militsfolk, der har begået konkrete overgreb
på civile.
En del af midlerne fra
FN-fonden skal anvendes til integration af modstandsfolk og militsmedlemmer i
samfundet, herunder til jobskabelse og andre former for reetablering i det
civile samfund.
Der skal nedsættes en sandhedskommission, som får til opgave at
undersøge overgreb begået af koalitionsstyrkerne, regeringsstyrkerne samt
oprørs- og militsmedlemmerne, og som skal sikre oprejsning og erstatning til
ofrene. Sandhedskommissionen kan i samarbejde med irakerne komme med forslag
til en reform af politi- og retssystemet, der kan sikre retssamfundet. I
forhold til Sydafrika, der også havde en sandhedskommission, er situationen i
Irak anderledes, i og med at der i Sydafrika ikke var udenlandske
besættelsesmagter.
Dette forhold peger på, at sandhedskommissionens arbejde og konklusioner i
Irak
kommer til at omfatte handlinger begået af besættelsesmagterne.
Som afslutning på fredsprocessen skal der afholdes enten afstemning
om en ny grundlov, hvis det irakiske råd er kommet frem til et forslag, eller
til en ny grundlovgivende forsamling.
Der skal iværksættes en uvildig undersøgelse i FN-regi af
grundlaget for Irakkrigen, herunder af påstandene om masseødelæggelsesvåben.
7) Alle kontrakter og aftaler indgået siden
besættelsens start opsiges eller genforhandles
Skal en ny start og en fredsproces lykkes i Irak, kræver det
økonomisk frihed. Mange af de kontrakter, som for eksempel
koalitionsstyrkernes
provisoriske råd (CPA – Coalition Provisional Authority) har indgået,
binder
reelt Irak i årtier frem og er desuden så favorable for firmaerne, der har
indgået dem, at en ny irakisk regering ikke kan være bundet af dem. Ud over
at
de i realiteten plyndrer Irak, er mange af dem også indgået med baggrund i
korruption. Det internationale samfund bør derfor forpligte sig over for en
ny
irakisk regering til, at aftalerne enten opsiges eller genforhandles.
Især de kontrakter om olie, der er indgået mellem USA og CPA,
er et problem. Disse kontrakter er særdeles fordelagtige for firmaerne i USA,
f.eks.
Halliburton, og kontrakterne er tilsvarende ufordelagtige for Irak. En
annullering og/eller genforhandling af disse kontrakter vil kunne bidrage med
milliarder af kroner til genopbygningen af Irak.
8) En særskilt dansk indsats
Danmark skal trække alle sine tropper hjem og bruge de sparede
penge på at støtte Irak i genopbygningen af landet. Der afsættes gerne
yderligere midler. Disse yderligere midler tages ikke fra ulandsbistanden,
men
skaffes via nye midler, så opbygningen af Irak ikke går ud over andre
fattige,
der behøver bistand.
Den danske Irak-bistand kunne for eksempel bidrage til følgende:
–
En styrket irakisk
energiforsyning.
–
At udnytte Iraks
store landbrugsressourcer.
–
At styrke
menneskerettighederne gennem opbygning af en ombudsmandsinstitution og
samarbejde
med Dansk Institut for Menneskerettigheder.
–
At forbedre Iraks
miljø.
Danmark skal desuden behandle irakiske flygtninge med respekt
for den situation, de befinder sig i. Derfor skal alle irakiske flygtninge
have
ret til at blive i Danmark, så længe FN vurderer, at flygtningene ikke kan
vende tilbage til Irak.
Danmark skal også åbne grænserne for irakiske flygtninge,
således at mindst 10.000 irakiske flygtninge kan komme til Danmark. Til
sammenligning har Sverige påtaget sig at modtage 15.000 irakiske flygtninge.
I dag gør Danmark en negativ forskel i Irak. Hvis Danmark vil,
kan Danmark gøre en positiv forskel i Irak. Men det kræver en helt anden
tilgang end den nuværende.
Skriftlig fremsættelse
Rune Lund
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om en freds- og forsoningsproces i Irak.
(Beslutningsforslag nr. B 155).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om det danske bidrag i Irak til den multinationale sikringsstyrke m.v. Retsinformation · 31. maj 2007
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk militært bidrag til FN’s fredsbevarende operation MINUSMA i Mali Retsinformation · 18. december 2013
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak Retsinformation · 15. februar 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om at trække tropperne hjem fra Afghanistan og øge den civile indsats i landet Retsinformation · 25. marts 2009
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en videreførelse af et dansk bidrag i Irak til den multinationale sikringsstyrke m.v. og til, at danske militære styrker stilles til rådighed for FN's bistandsmission til Irak (UNAMI) Retsinformation · 30. maj 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om hurtigst muligt at trække Danmarks og NATO’s tropper ud af Afghanistan Retsinformation · 29. oktober 2010