Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en freds- og forsoningsproces i Irak

2006/1 BSF 155Beslutningsforslag som fremsatFolketinget12. april 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 12. april 2007 af Rune Lund (EL),

Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Per Clausen (EL) og

Frank

Aaen

(EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

en freds- og forsoningsproces i Irak

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at alle

udenlandske tropper trækkes ud af Irak, og at der igangsættes en freds- og

forsoningsproces samt genopbygning af det krigsplagede Irak.

Bemærkninger til forslaget

Enhedslisten har i flere omgange fremlagt konkrete bud på,

hvordan en freds- og forsoningsproces kunne se ud i Irak.

Nedenstående er Enhedslistens bud på fred og

forsoning frem for krig

Onsdag 21. februar 2007 annoncerede statsminister Anders Fogh

Rasmussen, at den danske bataljon i Irak på 450 mand skal trækkes hjem. Det

er

godt nyt. Og det er en sejr for os krigsmodstandere. Anders Fogh Rasmussen

har

ikke villet tilbagetrækningen, han er blevet presset til den, fordi et

flertal

af danskerne er imod de danske troppers tilstedeværelse i Irak.

Desværre er der ikke tale om en fuldstændig tilbagetrækning.

Danmark vil sende helikoptere af sted sammen med 50 soldater til at betjene

dem.

Kun en fuldstændig tilbagetrækning er en løsning. Alt andet er at trække

pinen

ud. Så selv om tilbagetrækningen af den danske bataljon er en sejr, er der

Læs alt

stadig meget arbejde, der skal gøres, før alle danske og udenlandske tropper

er

ude af Irak.

Enhedslisten har siden januar 2006 fremlagt en række tanker om

fred, forsoning og genopbygning i Irak. Dette er ikke mindre relevant nu,

hvor

diskussionen om troppetilbagetrækninger for alvor er sat på dagsordenen.

Storbritannien har for eksempel også i midten af februar annonceret, at man

vil

trække en del af sine tropper hjem. 1.600 britiske soldater vil blive trukket

hjem i løbet af foråret 2007, hvorefter den samlede britiske styrke i Irak i

løbet af andet halvår af 2007 vil være reduceret til ca. 5.000 soldater.

Danmark har en forpligtelse til at påtage sig et medansvar for

genopbygningen af Irak. Vi har været med til at ødelægge landet siden marts

2003. Vi har del i ansvaret for, at Irak i dag er kastet ud i noget, der

dårligt kan betegnes som andet end en borgerkrig med daglige selvmordsbomber,

likvideringer, voldtægter samt social og økonomisk nedtur.

Enhedslisten vil i det følgende præsentere en række bud, der

peger i retning mod fred. Vi gør os ingen naive forhåbninger. Situationen i

Irak er i dag så alvorlig, at det desværre må konstateres, at man nok er

hinsides de gode løsninger. Det er et land, der er præget af kaos, vold og

krig, og hvor det er svært at få øje på et lys i horisonten.

Det afholder dog ikke Enhedslisten fra at tænke fremadrettet.

Tilstedeværelsen

af fremmede tropper har kun gjort – og gør stadig – tingene værre.

Derfor er

det nødvendigt at tænke i relevante, nødvendige og centrale fredsforslag.

Det er en forudsætning for fred, at de udenlandske tropper

trækkes hjem straks.

En lige så afgørende forudsætning for alle forslag i dette

forslag er, at det er irakerne, der skal bestemme, hvad der skal ske i Irak.

FN

og andre skal være velkomne til at bidrage til processen, i det omfang

irakerne

ønsker det. Irakerne skal være herrer i eget hus – i modsætning til den

nuværende situation, hvor USA i realiteten er den egentlige magthaver.

Det er en kendsgerning, at Saddam Hussein var en brutal og

nådesløs diktator, som har tusinder, måske titusinder, af menneskeliv på sin

samvittighed. Giftangrebet på kurdere i 1980’erne og kampagnen mod de

såkaldte

marskarabere i det sydlige Irak i 1990’erne er formentlig blandt de

værste

eksempler.

Men påstandene om, at regimet var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben

og havde forbindelser til Al Qaida, er nu blevet afsløret som værende frit

opfundet af den amerikanske regering − opfundet for at kunne indlede en

krig mod Saddam Hussein og hans regime.

Det ligger fast, at krigen i Irak blev indledt uden FN-mandat

og dermed på et ulovligt grundlag i henhold til international ret, hvilket

FN’s

generalsekretær også offentligt har udtalt. Først efterfølgende har den

internationale

koalitions fortsatte tilstedeværelse fået et FN-mandat.

Den irakiske befolkning måtte lide gennem 1990’erne. Dette

skyldtes ikke kun Saddam Husseins regime. Det skyldtes også i meget stort

omfang de økonomiske sanktioner fra Vestens side, der medførte betydelige

lidelser for den almindelige befolkning, og som på ingen måde ramte Saddam

Husseins regime.

Men siden regimet faldt i foråret 2003 har situationen i Irak

udviklet sig fra slemt til værre.

Frem for at skabe økonomisk fremgang og politisk demokrati har

koalitionen skabt en situation i Irak, hvor man kan tale om såvel

modstandskamp

mod de udenlandske besættelsesstyrker som optakten til en − eller en

decideret udbrudt − borgerkrig. Denne situation bliver understreget af

det uhyggeligt store antal dræbte. Den uafhængige organisation Iraq Body

Count

opgør tallet af dræbte i konflikten til mindst 60.187 (29. marts 2007). Andre

opgørelser sætter antallet betydeligt højere. F.eks. opgjorde en række

irakiske

læger og amerikanske forskere i det anerkendte tidsskrift The Lancet den 11.

oktober 2006 antallet af dræbte som følge af konflikten til 655.000

mennesker.

Enhedslisten var imod krigen fra start, selv om den var blevet

godkendt af FN’s sikkerhedsråd. Enhedslisten er imod besættelsen, uanset

at det

lykkedes USA at få en FN-anerkendelse af USA's marionetregime presset igennem

efter krigen.

Tiden er inde til en ny strategi for Irak.

Enhedslisten

har følgende otte bud på en strategi for fred i Irak:

1) De udenlandske styrker trækkes hjem straks

Forudsætningen for, at de resterende punkter i

Enhedslisten

s

fredsforslag kan lykkes, er, at de udenlandske styrker trækkes hjem straks.

Begrundelsen for at indlede krigen har vist sig at være løgn. Saddam Hussein

og

hans regime havde hverken masseødelæggelsesvåben eller direkte forbindelser

til

terrornetværk som Al Qaeda. Under valgkampen til USA’s kongres og senat

har præsident

George W. Bush for første gang givet den reelle begrundelse, nemlig at USA

vil

kontrollere verdens formentlig næststørste oliereserve − jf. hans taler

i

Missouri den 3. november 2006 og Colorado den 4. november 2006, hvor

præsident

George W. Bush sagde, at »ekstremister« og »radikale elementer« ikke skal

have

kontrol over verdens energiressourcer og bruge denne kontrol til at opnå

politiske indrømmelser. Klar tale fra en præsident, der ellers tidligere har

nægtet, at Irakkrigen skulle have noget som helst med olie at gøre.

Krigen i Irak blev indledt uden et FN-mandat.

Krigen har aldrig haft international legitimitet.

Hertil kommer, at 4 års forkert politik – som stormen på

Falluja med brug af fosforbomber, forarmet uranammunition m.v.,

torturfængslet

Abu Ghraib, accepten af shiamilitser som Mahdihæren − har brudt Irak op

i

stumper og sendt landet ud i noget, der mest af alt ligner borgerkrig.

Hvis den amerikanske ambassade kan stå til troende – jf. et

ambassadetelegram fra juni 2006 − så bliver Bagdad i praksis allerede

kontrolleret af lokale militser, og den irakiske regering har ingen

indflydelse

på dagliglivet. Amerikanske tropper forlader sjældent deres baser uden

luftstøtte, selv når de tager på rutine-patruljer.

2) Støtte til demokratiske og folkelige

kræfter

For at få en varig fred i Irak må man støtte de aktører, som

ønsker at opbygge et fredeligt og demokratisk samfund. Derfor skal de

folkelige

og demokratiske kræfter støttes i deres bestræbelser på at genopbygge Irak og

skabe en fredelig udvikling, som kommer den almindelige iraker til gode. Et

eksempel på sådanne folkelige og demokratiske kræfter er den irakiske

fagbevægelse, der også under besættelsen har kæmpet for bedre leve- og

lønvilkår og via dens daglige virke bidraget til at styrke

græsrodsdemokratiet.

En styrkelse af græsrødderne i det irakiske samfund er det samme som at bygge

et solidt demokrati op fra neden. I hvor høj grad det vil lykkes at

genopbygge

Irak, er afhængig af, hvordan man får styrket græsrødderne.

Styrkelsen af det irakiske civilsamfund skal ikke kun ske internt

i Irak. Det er nødvendigt med international solidaritet og bånd til resten af

verden. Derfor skal der opmuntres til internationale samarbejder med for

eksempel

den irakiske fagbevægelse, studenterorganisationer, kvindeorganisationer,

menneskerettighedsorganisationer og andre, der kæmper for et fredeligt og

demokratisk Irak. Denne opmuntring skal være både politisk og økonomisk.

3) Årlige beløb

Årlige beløb i samme størrelsesorden som de milliarder, der har

været anvendt på opretholdelsen af koalitionsstyrkerne i Irak, placeres i en

fond under irakisk kontrol eller FN-kontrol med henblik på civil genopbygning

af Irak. USA bruger alene ca. 500 mia. kr. om året på krigsindsatsen i Irak.

Der kan skabes enorme fremskridt for disse midler.

For at få brudt den onde cirkel med borgerkrig og

samfundsmæssig opløsning er det afgørende, at der sættes gang i den civile

genopbygning. Koalitionsstyrkerne har ikke bragt økonomisk fremgang eller håb

om en bedre fremtid til Iraks borgere. Tværtimod er den almindelige iraker 4

år

efter Saddam Husseins fald blevet fattigere, arbejdsløsheden er enorm, og de

offentlige serviceydelser som vand og el eksisterer kun i meget begrænset

omfang.

Hvis fonden placeres i FN-systemet, kan fonden f.eks. bestå af

repræsentanter udpeget af irakiske hjælpeorganisationer, internationale

hjælpeorganisationer og internationalt anerkendte eksperter udpeget af

FN’s

generalsekretær. Dette synes også i overensstemmelse med den irakiske

befolknings ønsker. Ifølge en måling foretaget af World Public Opinion i

januar

2006 ønsker næsten seks ud af ti irakere, at FN leder den økonomiske

genopbygning af landet. I alle tre hovedgrupper af befolkningen –

shiiter,

sunnier og kurdere – er der et flertal for en FN-ledet genopbygning.

4) Indkaldelse af en international

fredskonference under FN

At trække de udenlandske styrker ud og igangsætte en civil

genopbygning er en afgørende del af fredsprocessen i Irak. Den anden

afgørende

del er at få indledt en dialog mellem konfliktens parter. En sådan konference

kunne indkaldes af FN, og denne konference kunne tage udgangspunkt i den

Arabiske Ligas konklu-sioner fra november 2005 − konklusioner, der har

overvældende opbakning blandt de tre hovedgrupper i Iraks befolkning. De tre

punkter er:

–

Afvisning af

terrorisme.

–

Alle parter skal

deltage i den politiske proces.

–

En tidsfrist for

tilbagetrækning af koalitionsstyrkerne.

Hvem der i øvrigt skal deltage, må forhandles på plads for

eksempel på basis af et udspil fra FN’s generalsekretær. Målet er at få

igangsat en fredsproces og indledt den politiske dialog mellem konfliktens

parter, herunder også nabolandene og andre internationale parter, der kan

føre

frem til en politisk løsning og en demokratisk udvikling i Irak.

5) Fredsproces under FN-overvågning

Erfaringer fra andre fredsprocesser viser, at der er behov for

en mægler. Det kunne passende være FN, hvis irakerne ønsker det.

Forudsætningen

for at deltage i fredsprocessen er en våbenhvile. En sådan våbenhvile må

indgås

af alle parter, oprørsgrupper såvel som militser.

I en overgangsfase kan det være nødvendigt med fredsbevarende

FN-styrker, der kan fungere som en tillidsskabende foranstaltning mellem

hidtidige fjender. Tilsyneladende er alle tre hovedgrupper af befolkningen

enige om, at der kan være behov for i en overgangsperiode at have militære

styrker fra udlandet til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrker.

Enhedslisten

finder det imidlertid afgørende, at soldater fra koalitionsstyrkerne ikke kan

deltage i en sådan FN-styrke. Hvor de så skal komme fra må i givet fald være

op

til fredsprocessens hovedparter – altså de irakiske parter.

FN-styrker er imidlertid ikke det eneste afgørende. Det er lige

så vigtigt at få oprettet et irakisk råd med deltagelse af alle irakiske

parter,

der ønsker at deltage i en fredelig og demokratisk udvikling af landet.

Formålet

med rådet er at sætte den politiske proces i gang, som enten fører frem til

en

ny grundlov eller til en politisk aftale om nedsættelse af en grundlovgivende

forsamling,

der i givet fald også må forholde sig til

en løsning, der respekterer f. eks. kurdernes ret til selvbestemmelse.

6) Afslutning på fredsprocessen

Alle, der har begået krigsforbrydelser, bør stilles for en

krigsforbryderdomstol. Dette gælder både de ansvarlige for krigen og

besættelsen og andre soldater og militsfolk, der har begået konkrete overgreb

på civile.

En del af midlerne fra

FN-fonden skal anvendes til integration af modstandsfolk og militsmedlemmer i

samfundet, herunder til jobskabelse og andre former for reetablering i det

civile samfund.

Der skal nedsættes en sandhedskommission, som får til opgave at

undersøge overgreb begået af koalitionsstyrkerne, regeringsstyrkerne samt

oprørs- og militsmedlemmerne, og som skal sikre oprejsning og erstatning til

ofrene. Sandhedskommissionen kan i samarbejde med irakerne komme med forslag

til en reform af politi- og retssystemet, der kan sikre retssamfundet. I

forhold til Sydafrika, der også havde en sandhedskommission, er situationen i

Irak anderledes, i og med at der i Sydafrika ikke var udenlandske

besættelsesmagter.

Dette forhold peger på, at sandhedskommissionens arbejde og konklusioner i

Irak

kommer til at omfatte handlinger begået af besættelsesmagterne.

Som afslutning på fredsprocessen skal der afholdes enten afstemning

om en ny grundlov, hvis det irakiske råd er kommet frem til et forslag, eller

til en ny grundlovgivende forsamling.

Der skal iværksættes en uvildig undersøgelse i FN-regi af

grundlaget for Irakkrigen, herunder af påstandene om masseødelæggelsesvåben.

7) Alle kontrakter og aftaler indgået siden

besættelsens start opsiges eller genforhandles

Skal en ny start og en fredsproces lykkes i Irak, kræver det

økonomisk frihed. Mange af de kontrakter, som for eksempel

koalitionsstyrkernes

provisoriske råd (CPA – Coalition Provisional Authority) har indgået,

binder

reelt Irak i årtier frem og er desuden så favorable for firmaerne, der har

indgået dem, at en ny irakisk regering ikke kan være bundet af dem. Ud over

at

de i realiteten plyndrer Irak, er mange af dem også indgået med baggrund i

korruption. Det internationale samfund bør derfor forpligte sig over for en

ny

irakisk regering til, at aftalerne enten opsiges eller genforhandles.

Især de kontrakter om olie, der er indgået mellem USA og CPA,

er et problem. Disse kontrakter er særdeles fordelagtige for firmaerne i USA,

f.eks.

Halliburton, og kontrakterne er tilsvarende ufordelagtige for Irak. En

annullering og/eller genforhandling af disse kontrakter vil kunne bidrage med

milliarder af kroner til genopbygningen af Irak.

8) En særskilt dansk indsats

Danmark skal trække alle sine tropper hjem og bruge de sparede

penge på at støtte Irak i genopbygningen af landet. Der afsættes gerne

yderligere midler. Disse yderligere midler tages ikke fra ulandsbistanden,

men

skaffes via nye midler, så opbygningen af Irak ikke går ud over andre

fattige,

der behøver bistand.

Den danske Irak-bistand kunne for eksempel bidrage til følgende:

–

En styrket irakisk

energiforsyning.

–

At udnytte Iraks

store landbrugsressourcer.

–

At styrke

menneskerettighederne gennem opbygning af en ombudsmandsinstitution og

samarbejde

med Dansk Institut for Menneskerettigheder.

–

At forbedre Iraks

miljø.

Danmark skal desuden behandle irakiske flygtninge med respekt

for den situation, de befinder sig i. Derfor skal alle irakiske flygtninge

have

ret til at blive i Danmark, så længe FN vurderer, at flygtningene ikke kan

vende tilbage til Irak.

Danmark skal også åbne grænserne for irakiske flygtninge,

således at mindst 10.000 irakiske flygtninge kan komme til Danmark. Til

sammenligning har Sverige påtaget sig at modtage 15.000 irakiske flygtninge.

I dag gør Danmark en negativ forskel i Irak. Hvis Danmark vil,

kan Danmark gøre en positiv forskel i Irak. Men det kræver en helt anden

tilgang end den nuværende.

Skriftlig fremsættelse

Rune Lund

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en freds- og forsoningsproces i Irak.

(Beslutningsforslag nr. B 155).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter