Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om tilbagetrækning af danske militære styrker fra Afghanistan og mere bistand til genopbygning i Afghanistan

2006/1 BSF 2Beslutningsforslag som fremsatFolketinget5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 5. oktober 2006 af Rune Lund (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL),

Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Frank

Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

tilbagetrækning af danske militære styrker fra Afghanistan og mere

bistand til genopbygning i Afghanistan

Folketinget pålægger regeringen at meddele ISAF, den afghanske

regering og andre relevante parter, at det danske militære bidrag vil blive

trukket ud af Afghanistan hurtigst muligt og senest inden for en periode på 3

måneder efter, at beslutning herom er truffet. De frigjorte økonomiske midler

bruges i stedet til udviklingsbistand til Afghanistan.

Bemærkninger til forslaget

Afghanistans befolkning har brug for hjælp til genopbygning af

deres mishandlede land. De har brug for hjælp til en civil genopbygning af et

land, der i mere end 25 år har været hærget af besættelse, Talebanstyre og

krig. De har ikke brug for mere krig og flere udenlandske soldater.

5 år efter, at den amerikansk ledede koalition væltede det siddende

Talebanstyre og indsatte det nuværende styre med Hamid Karzai i spidsen, er

situationen meget alvorlig. De udenlandske militære styrker har ikke været i

stand til at skabe sikkerhed for den afghanske civilbefolkning. Samtidig er

der

ikke sat gang i den sociale og økonomiske udvikling, den internationale

koalition lovede, da den gik ind i Afghanistan.

Hvor slemt det står til i dag, fik alle et indtryk af i

forbindelse med udstationeringen af de danske styrker i Musa Qala. Mere end

50

angreb blev de udsat for i den lille måneds tid, de var der. Og det lykkedes

ikke de danske styrker at opfylde deres egentlige mission – at

patruljere

Læs alt

området og skabe sikkerhed til gavn for befolkningen. Det synes derfor

rimeligt

at konkludere, at de militære operationer gennemført af såvel ISAF-styrken

som

USA via Operation Enduring Freedom skaber nye fjender og øger støtten til

Taleban. En »senior commander« i den britiske ekspeditionsstyrke i det

sydlige

Afghanistan, Leo Docherty, beskriver den internationale styrkes militære

indsats således: »we have been grotesque clumsy« (jf.

Sunday Times-artiklen »Top soldier quits as

blundering campaign turns into 'pointless' war« fra den 10. september 2006).

Det

er baggrunden for, at en voksende del af befolkningen betragter de

udenlandske

styrker som en besættelsesmagt.

Der findes ikke en militær løsning på konflikten. I dag er de

internationale styrkers tilstedeværelse direkte kontraproduktiv. Vesten har

ikke leveret varen. Vesten har primært behandlet Afghanistan som et

sikkerhedsproblem,

og nu høster man, som man har sået. Der er en rekordhøst af opium, og der er

stærkt stigende social, økonomisk og politisk utilfredshed i befolkningen.

Taleban er vendt tilbage som en magtfaktor i landet. Ifølge den

internationale

tænketank Senlis – jf. rapporten Afghanistan Five Years Later: The

Return of

the Taliban, Spring/Summer 2006, Conclusions and Recommendations s. xvii

– har

centralregeringen i Kabul ikke eller kun ringe kontrol med halvdelen af

landet.

Den almindelige afghaner har intet fået ud af den militære bistand.

Et stigende antal civile bliver dræbt i konflikten, og der er meget lidt

sikkerhed i landet. Samtidig har befolkningen stort set intet fået ud af den

såkaldte økonomiske bistand.

Således

konkluderer Senlis: » ... yet

Afghanistan

’s development community is not

given sufficient support from the international military to try to address

the

most urgent humanitarian needs in the South. The growing hunger crisis is not

only proof of the failure of the delivery of primary aid, but it also

provides another

compelling case for the Taliban to demonstrate to local communities that the

US-led international community has deserted them« (Conclusions and

Recommendations, s. xix).

Det er højst sandsynligt, at et stort flertal i den afghanske

befolkning var glad for at slippe af med Talebanstyret og så frem til

økonomisk

hjælp, så de kunne skabe sig en ny tilværelse. Men netop fordi Vesten har

fokuseret på Afghanistan som et sikkerhedsproblem og ikke som et socialt og

økonomisk

problem, er hjælpen i vid udstrækning enten givet forkert eller i

utilstrækkelig grad. Således anslås, at der bruges ni gange så mange penge på

de internationale militære styrkers tilstedeværelse i Afghanistan, som der

bruges på udviklingsbistand. Hertil kommer bizarre eksempler på såkaldt

udviklingshjælp.

To af de mest bizarre eksempler på total fejlslagen

udviklingsbistand står USA for. Det ene eksempel er USA’s præsidentfrues

besøg

i Afghanistan med løfte om hjælp til uddannelse. Det lød godt. Der er et

enormt

behov for skoler og gymnasier, ja alle former for uddannelse. Omkring 60 pct.

af befolkningen er analfabeter. Hvad skete der? USA oprettede et universitet

i

Kabul, men det er et betalingsuniversitet, så kun de absolut rigeste har råd

til at gå der. Det er ikke en hjælp, som kommer den almindelige befolkning

til

gode.

Det andet eksempel er landevejen mellem Kabul og Kandahar. Her

valgte USA den dyreste tilbudsgiver og de dårligste materialer. Men det

bizarre

er, at USA over for den afghanske regering insisterede på, at almindelige

mennesker skulle betale for at benytte vejen. Betalingen for et månedskort er

20 $ om måneden. (jf. Asia Times Online »Why it’s not working in

Afghanistan« af

Ann Jones, 30. august 2006).

Siden afsættelsen af Talebanstyret i 2001 er mange af landets

bønder gået over til at dyrke afgrøder til eksport, herunder ikke mindst

opiumsvalmuen, frem for dyrkning af mad til landets befolkning. Bønderne kan

simpelthen ikke få en betaling for dyrkning af fødevarer, som de kan leve af.

Omkring 2/3 af befolkningen lever for mindre end 2 $ pr. dag, og

børnedødeligheden er på ca. 250 pr. 1000 fødsler. For størstedelen af

befolkningen er der stort set ikke sket økonomiske eller sociale fremskridt

de

sidste 4 år. Og da sikkerhedssituationen samtidig er forværret, er der

stigende

utilfredshed i befolkningen.

I dagbladet Information den 15. juni 2006 i artiklen »Afghanistan:

sendes de ud i en taberkrig« citeres forsker ved DIIS Anja Dalgaard Nielsen

for

følgende: »

Det ideelle ville være, at det internationale

samfund kommer ind langt mere massivt og derefter kommer hurtigt ud igen. Jo

længere vi er der, jo større er risikoen for, at lokal antipati bryder ud i

noget, der er værre. Men der er næppe politisk vilje eller mulighed for

markant

flere soldater i Afghanistan, og jeg tror desværre, vi risikerer at sætte os

mellem to stole «. Med andre ord: Enten går de vestlige lande ind med mange

flere soldater og får løst sikkerhedssituationen hurtigt, så landet kan gives

tilbage til afghanerne, eller også – og det er Enhedslistens bud –

trækkes alle

udenlandske soldater ud af Afghanistan, og pengene bruges på at vinde »the

hearts

and minds« blandt afghanerne ved at sikre dem en reel udvikling, ved at give

dem et håb for fremtiden.

De samlede udgifter i 2006 forbundet med det danske militære

engagement i Afghanistan beløber sig til ikke under 180 mio. kr. (jf.

forsvarsministerens svar på Forsvarsudvalgets spørgsmål 63, folketingsåret

2005-06)

.

De penge er givet meget

bedre ud til hjælp til den almindelige afghaner med skolegang og arbejde.

Skriftlig fremsættelse

Rune Lund

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om tilbagetrækning af danske militære styrker fra

Afghanistan og mere bistand til genopbygning i Afghanistan.

(Beslutningsforslag nr. B 2).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter