Beretning om tænkepausen og EU's fremtid
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beretning afgivet af Europaudvalget den 9. juni 2006
Beretning
om
tænkepausen og EU’s fremtid
Indledning
Europaudvalgets beretning om tænkepausen om EU’s fremtid
indeholder tre dele. Del I beskriver baggrunden for tænkepausen og dens
forløb
i Danmark, herunder hvilke debatmøder og arrangementer, der har været
afholdt,
og hvilke holdninger og tilkendegivelser fra borgerne, som er kommet til
udtryk
i forbindelse med de forskellige arrangementer. Folketingets rolle i denne
proces har først og fremmest været at lytte til borgerne.
Netop borgernes tilkendegivelser og holdninger er udgangspunktet
for beretningens del II. Her formulerer Folketingets partier – med
tænkepausens
resultater in mente - deres syn på, hvordan EU skal udvikle sig fremover.
Også
i den forlængede tænkepause og det videre arbejde med EU’s fremtid vil
Folketinget inddrage den hidtidige tænkepauses resultater som centrale
pejlemærker for buddet på, hvor EU skal bevæge sig hen.
I beretningens del III er gengivet forslag til vedtagelser fra
forespørgselsdebatten i Folketinget den 31. maj 2006 om den fremtidige
udvikling i EU.
Europaudvalgets beretning om tænkepausen vil blive fremsendt til
statsministeren forud for Det Europæiske Råd i juni 2006, hvor det hidtidige
forløb af tænkepausen skal debatteres og den videre proces tilrettelægges.
Som opsamling på tænkepausen har Folketinget udgivet en rapport
over aktiviteter i tænkepausen. Endvidere er der udarbejdet en rapport fra
Læs alt
Europahøring 2006 i Odense. Rapporterne kan læses på
http://www.euo.dk
Del I – Tænkepausen om EU’s fremtid – debatten
i Danmark
Det Europæiske Råd besluttede den 16.-17. juni 2005 at indlede
en tænkepause om EU’s fremtid som følge af det franske og nederlandske
nej til
forfatningstraktaten. Det Europæiske Råd opfordrede ligeledes medlemslandene
til at iværksatte nationale EU-debatter med inddragelse af borgere,
civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, de nationale parlamenter og
politiske
partier. Der var desuden enighed om at foretage en samlet vurdering af disse
debatter og tage stilling til den videre proces på Det Europæiske Råd i juni
2006.
Mens ratifikationen af forfatningstraktaten i Danmark blev sat i
bero, besluttede regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget at
igangsætte en national debat med befolkningen om, hvordan fremtidens
europæiske
samarbejde skulle indrettes. Ansvaret for at organisere debatten blev
forankret
i Folketingets Europaudvalg. Det blev ligeledes aftalt, at Folketinget i maj
2006 ville afholde en forespørgselsdebat om resultaterne af den danske
EU-debat
i tænkepausen og efterfølgende udarbejde en beretning herom til regeringen.
Folketinget vedtog samtidig at bevilge ca. 17,5 mio. kr. til at gennemføre
debatten.
Den danske debat i tænkepausen om EU’s fremtid blev officielt
indledt den 7. februar 2006, og der har i alt været afholdt en lang række
arrangementer i perioden, og temaerne har spændt vidt, hvilket er beskrevet i
Folketingets rapport herom af 18. maj 2006.
Rammerne for debatten blev under overskriften »Borgernes
Dagsorden« fastlagt gennem et samarbejde mellem Europaudvalget og følgende 8
bevægelser og organisationer: Dansk Folkeoplysnings Samråd, Demokrati i
Europa,
Fagbevægelsen mod Unionen, Folkebevægelsen mod EU, Folkehøjskolernes
Forening,
JuniBevægelsen, Nyt Europa og Udfordring Europa. Hensigten med borgernes
dagsorden har været at give et grundlag for borgernes drøftelser om EU’s
fremtid.
Fem spørgsmål har udgjort den tematiske ramme for aktiviteterne
i tænkepausen: 1) Hvilke grænseoverskridende problemer, som Europa står over
for,
bør der lægges særlig vægt på at løse – og hvilken rolle skal EU spille,
2)
hvilke problemer er de største i EU-samarbejdet, og hvordan kan de løses, 3)
hvordan skal debatten om Europas fremtid og en evt. ny traktat organiseres
for
at sikre bredde, dybde og legitimitet, 4) hvordan styrker vi
borgerdeltagelsen
i EU og 5) hvor går EU’s grænser.
Der har været afholdt debatmøder i mange dele af landet med
arrangementer bl.a. på højskoler, i foreninger, på folkeuniversitet, i
fagforeninger og på aftenskoler. Folketinget har selv i samarbejde med TV 2
afholdt en folkehøring på Syddansk Universitet i Odense, to faghøringer om
henholdsvis EF-Domstolen og komitologi samt arrangeret et
EU-ungdomsparlament.
Herudover har borgerne under tænkepausen gjort stor brug af hjemmesiden på
Folketingets EU-Oplysning.
Den danske EU-debat i tænkepausen blev officielt rundet af den
6. maj 2006 med et afslutningsarrangement på Holmen i København.
Del II – Politisk vurdering af tænkepausen og
EU’s fremtid
Et flertal i udvalget (V, S, KF, RV og SF)
udtaler:
Vurderet på sine egne forudsætninger må den første del af
tænkepausen – for Danmarks vedkommende – bedømmes som en succes, og
partierne
bag beretningen lægger vægt, at der fortsat føres en bred og grundig debat
med
befolkningen om udviklingen af EU – ligesom vi lægger vægt på at være
lydhøre
overfor de forslag, der kommer fra Kommissionen, Parlamentet og de øvrige
EU-lande.
Denne opgave kræver en fortsat debat med borgerne og en intensiv dialog
mellem
regeringen og Folketinget.
Resultatet af folkehøringen er – selv om man skal vogte sig for
entydige konklusioner – holdningsmæssigt i god samklang med
5-parti-enigheden
om »Politisk aftale om Danmark i det udvidede EU« fra den 2. november 2004.
Heri er der ud over en detaljeret gennemgang over, hvordan Danmark skal
håndtere en række bestemmelser i forfatningstraktaten, også beskrevet en
række
overordnede mål, som partierne bag aftalen deler. Det er afsnittet »En ny og
aktiv dansk europapolitik« i aftalen af 2. november 2004, som kan findes i
sin
fulde tekst bagest i denne beretning, jf. bilag 1.
Efter de 5 partiers opfattelse er forslaget til en
forfatningstraktat fortsat et godt grundlag for et mere åbent, demokratisk og
handlekraftigt samarbejde i EU. Men uanset dette synes en afklaring om
forfatningstraktaten at kunne komme til at tage lang tid.
Ventetiden bør ikke føre til handlingslammelse eller stilstand.
Den bør tværtimod bruges til aktivt at øge åbenhed, demokrati, involvering,
mere koordineret optræden fra EU udadtil og mere effektive politiske
indsatser,
der i praksis viser, at EU har visioner og vilje til at løse de store
grænseoverskridende problemer, som bl.a. er beskrevet i den politiske aftale.
Dette arbejde kan udmærket foregå på grundlag af Nicetraktaten og parallelt
med,
at der arbejdes videre med forfatningstraktaten.
Hvad angår åbenhed og demokrati vil Europaudvalget fremhæve, at
det er indstillet på at åbne dørene for udvalgets behandling af EU-forslag og
politikker og sikre, at regeringen indhenter Folketingets tilslutning tidligt
i
forløbet. Folketinget har desuden for nylig vedtaget, at Danmark skal arbejde
for en obligatorisk registrering af lobbyister og offentlig adgang til listen
over lobbyister.
Der kan gøres meget allerede på nuværende traktatgrundlag for at
sikre større åbenhed og gennemsigtighed i EU. Forslaget om åbne rådsmøder kan
gennemføres gennem en ændring af Rådets forretningsorden. Kommissionen kan
påtage sig at offentliggøre – i forbindelse med fremlæggelse af sine
forslag –
en oversigt over de høringssvar, de har modtaget, og over de deltagere i
eventuelle arbejdsgrupper, der har været inddraget i forberedelsen af
forslagene.
Kommissionen vil i fremtiden sende sine forslag til de nationale
parlamenter samtidig med, at de sendes til Råd og Parlament. Det er et godt
initiativ. Men derudover ville det være fremmende, hvis Kommissionen ved
større
forslag indbød repræsentanter fra de nationale parlamenter til en
orienterende
gennemgang og drøftelse af forslagene umiddelbart efter, at forslagene er
blevet sendt frem. Endelig er der grund til at fremme tanken om, at både
Parlament og Råd får en betydeligt stærkere stilling over for vedtagelser i
komité procedure (komitologien) vedrørende følsomme områder, der har stor
betydning for sundhed og miljø. Et led heri er, at der kun kræves simpelt
flertal i Rådet for at afvise forslag.
De 5 partier bag dette bidrag til beretningen vedtog den 31. maj
2006 følgende opfordring til regeringens linie på junitopmødet 2006:
V 81 vedtaget (af V, S, KF, RV og SF):
Folketinget finder fortsat, at forfatningstraktaten er et godt
grundlag for det europæiske samarbejde, og bekræfter, at den politiske aftale
af 2. november 2004 stadig udgør grundlaget for de fem partiers samarbejde.
Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for
forfatningstraktatens gennemførelse, idet man tager hensyn til resultaterne
af
medlemslandenes ratifikationsprocesser.
Folketinget noterer, at tænkepausen har givet værdifuld
inspiration til dansk europapolitik og opfordrer regeringen til at fastholde
muligheden for en bred EU-debat.
Folketinget opfordrer regeringen til parallelt hermed at arbejde
for:
-
åbne ministerrådsmøder
om alle lovgivningssager,
-
åbenhed og forenkling
af EU’s arbejdsgange, herunder offentlighed om lobbyisme,
-
tidlig orientering af
de nationale parlamenter,
-
fuld aktindsigt for
EU-borgere,
-
styrkelse af
EU-samarbejdet om klima- og miljøproblemer, bekæmpelse af terrorisme og
organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel, samt fremme af forskning,
udvikling og uddannelse, vækst og beskæftigelse samt en mere effektiv fælles
udenrigspolitik,
-
øget hensyntagen til
miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelse ved gennemførelse af det indre
marked.
Vedtagelsen bekræfter – som det fremgår – den politiske aftale
af 2. november 2004. Denne indeholder – ud over en detaljeret gennemgang
af,
hvordan forfatningstraktaten skal håndteres i praksis, også en række
overordnede europapolitiske målsætninger, som er citeret nedenfor:
Vi vil fortsætte
indsatsen for åbenhed, nærhed og demokrati i EU. Traktaten bringer os
yderligere et skridt i den rigtige retning. Det gælder bl.a. åbenhed omkring
lovgivningsprocessen. Den nye traktats bestemmelser om en styrket rolle for
de
nationale parlamenter skal udmøntes i praksis, ligesom vi skal skabe de bedst
mulige betingelser for at udnytte traktatens princip om at fremme borgernes
deltagelse i det europæiske demokratiske liv. Vi vil tage og støtte
initiativer, som kan bidrage til dette.
Vi vil arbejde for at
integrere EU-politikken mere systematisk i Folketingets arbejde, så
Folketinget
får bedre muligheder for tidligt at få indflydelse på EU-politikken.
Vi vil arbejde for at
styrke Europas konkurrenceevne. EU skal være med til at fremme vækst og skabe
flere og bedre jobs, lige muligheder, en veluddannet kvalificeret
arbejdsstyrke
med særlig fokus på et velfungerende indre marked. Vi ønsker en øget satsning
på forskning, udvikling og uddannelse, der blandt andet fremmer produkter og
produktioner inden for områder som vedvarende energi, renere teknologi og
anden
miljøteknologi.
Vi skal bruge EU til
at fremme en økonomisk og socialt bæredygtig udvikling. EU skal anvendes til
at
sikre rammerne for de europæiske velfærdssamfund. EU skal herigennem styrke
mulighederne for, at vi kan bevare den danske velfærdsmodel. Indretningen af
velfærdssamfundet vil fortsat være en national opgave.
Vi skal bruge EU til
at fremme en miljømæssigt bæredygtig udvikling gennem et målrettet arbejde
for
at løfte beskyttelsesniveauet i nuværende og nye medlemslande og for løbende
at
forbedre miljøkvaliteten. Vi vil arbejde for, at EU aktivt søger en ambitiøs
aftale om reduktion af drivhusgasser, i god tid før Kyotoaftalens første fase
udløber i 2012. Samtidig vil vi arbejde for at fremme anvendelsen af
vedvarende
energi i EU. Vi vil også arbejde for høj fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.
Vi vil arbejde for, at
EU påtager sig et større globalt ansvar. Vi ønsker en flerstrenget indsats,
hvor vi anvender EU i arbejdet for fred, nedrustning og stabilitet, i
styrkelse
af demokrati, menneskerettigheder og den internationale retsorden, i
forebyggelsen og bekæmpelsen af terror, i bestræbelserne på at skabe
udvikling
og bekæmpe nød og fattigdom i verden samt i den internationale miljø- og
klimapolitik. EU skal også styrke den civile krisestyringskapacitet.
Vi skal målrettet
understøtte EU’s nabolandes ønske om et tættere samarbejde, herunder
inddragelse i EU’s programmer og adgang til EU’s markeder i takt
med fremskridt
i landenes reformbestræbelser.
Samtidig noterer vi
os med tilfredshed, at EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension udvikles i
overensstemmelse med principperne i FN-pagten og på grundlag af traktatens
præciseringer. Traktaten sætter rammerne for civile og militære operationer
uden for EU’s område. Dvs. aktioner på nedrustningsområdet, humanitære
opgaver
og redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område,
konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i
forbindelse me
d krisestyring, herunder fredsskabelse og
stabiliseringsoperationer. Hertil kommer bidrag til bekæmpelse af terrorisme,
herunder gennem støtte til tredjelandes bekæmpelse af terrorisme på deres
område. Traktaten fastslår, at NATO for Danmark og de andre stater, der er
medlemmer af NATO, fortsat er grundlaget for det kollektive forsvar.
Traktaten
indebærer ikke skabelse af en europæisk hær og ændrer ikke ved regeringens og
Folketingets eneret til at udsende danske tropper som fastsat i grundloven.
Traktatens forpligtelse til forbedring af militære kapaciteter medfører ikke,
at dette skal ske ved en forøgelse af militærudgifterne. Målet kan nås på
anden
vis. Det vil fortsat være medlemslandene, der selv fastlægger deres nationale
forsvarsbudgetter. I den forbindelse erindres om, at det danske
forsvarsforbehold bevares i den nye tra
ktat.
Vi ser også gerne, at
EU spiller en større rolle i indsatsen for at løse flygtningeproblemer og
bekæmpelsen af ulovlig indvandring og grænseoverskridende kriminalitet.
Folketinget ønsker endvidere, at EU fremover styrker sin indsats
for at skabe resultater, ikke mindst på følgende tre områder, hvor EU står
over
for store udfordringer:
EU skal øge indsatsen for at sikre borgernes tryghed og
sikkerhed over for grænseoverskridende problemer. Derfor er partierne enige
i,
at fokus bør rettes mod konkrete tiltag til at imødegå grænseoverskridende
problemer særlig vedrørende emner som miljøproblemer, terrorisme, organiseret
kriminalitet, menneskehandel, energimangel og arbejdsløshed. EU’s
indsats på
miljøområdet har samlet set været en succes, ikke alene til gavn for hele
Europa, men også for Danmark. Denne succes skal forsættes. Der bør endvidere
etableres en fælles energipolitik med øget fokus på energieffektivitet,
vedvarende energi, øget forskning på EU-plan samt en styrket ekstern
energipolitik, hvor en ambitiøs klimastrategi og større uafhængighed af
importerede brændsler er i fokus.
En yderligere hovedopgave for EU i de kommende år er at bidrage
til øget vækst og beskæftigelse samt ruste EU til globaliseringen. I den
forbindelse bør EU fortsat udgøre et vigtigt redskab mod økonomisk
nationalisme
og protektionisme, samtidig med at EU’s indre marked skal videreudvikles
og
EU’s konkurrenceevne styrkes bl.a. gennem Lissabon-processen, der har
til
formål at styrke EU’s vækst og beskæftigelse på bæredygtig vis –
både i
miljømæssig og social sammenhæng. I arbejdet med den fortsatte udvikling af
det
indre marked er det vigtigt, at forbrugernes interesser bliver sat i fokus,
ligesom et højt niveau for fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse bør vægtes
højt. I konfliktsituationer mellem det indre marked og miljø- og
forbrugerbeskyttelse er det vigtigt, at miljø- og forbrugerbeskyttelse
prioriteres højt. Der skal endvidere satses
mere på forskning, udvikling og uddannelse, og arbejdet på at skabe et reelt
indre marked for viden skal intensiveres.
Endelig ligger der en stor opgave i at styrke EU’s evne til at
varetage europæernes interesser på den internationale scene. Dette arbejde
skal
Danmark bidrage til. Dette kræver, at Den Høje Repræsentants stab styrkes, at
man drager fuld nytte af Kommissionens mange redskaber i udenrigspolitikken
herunder især de handelspolitiske og udviklingspolitiske redskaber, at der
sikres en mere effektiv koordination mellem Den Høje Repræsentant og
Kommissionen samt en gradvis bevægelse mod en virkningsfuld fælles
udenrigstjeneste. Endvidere skal medlemslandene udvise større vilje til at
anvende flertalsafgørelser inden for den fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik.
Det kan indenfor de bestående traktater allerede i dag ske ved, at Rådet
vedtager fælles »strategier«. Når sådanne strategier er vedtaget, er der
mulighed for flertalsafgørelser om implementeringen af strategien.
Et mindretal i udvalget (DF) udtaler:
De sidste års EU-debat har ladet meget tilbage at ønske. Derfor
er det godt, at EU har taget sig tid til en tænkepause. Tilhængerne af en
forfatning for Europa har på den ene side forsøgt sig med en strategi om, at
forfatningen ikke ville medføre de store ændringer, og har dog på den anden
side fastholdt, at EU ville lide et kæmpe nederlag, hvis forfatningen faldt.
Begge dele kan naturligvis ikke passe – og i dag, hvor forfatningen er
død, ser
vi, at skræmmebillederne endnu engang ikke holdt vand.
DF’s modstand mod forfatningen er af visse blevet opfattet som
tilslutning til Nice-traktaten. Intet kunne være mere fejlagtigt. Som ét af
de
eneste partier krævede DF Nicetraktaten til folkeafstemning. Dette var både
en
reaktion imod den markante opbakning, som traktaten fandt blandt de øvrige
partier på Christiansborg, men også en grundlæggende indstilling om, at
EU-traktatændringer altid skal ratificeres med befolkningens mellemkomst.
Derfor møder forslaget om en minitraktat, der ikke behøver folkeafstemning,
hovedrysten
fra DF.
Desværre må vi konstatere, at ratifikationen af EU-forfatningen
allerede er i fuld gang. EF-Domstolen har med sin dom 176/03 – og
forventeligt
med den kommende 444/05 – gennemført et søjlespring, hvor
flertalsafgørelser nu
kan anvendes på retsområdet, som det var planlagt i forfatningens art. 271.
Og
med EU’s menneskerettighedsagentur er der taget et stort skridt mod
implementeringen af forfatningens Charter om Fundamentale Rettigheder (del
II).
Denne delvise implementering af en forfatning, der i juridisk forstand er død
og borte, er usmagelig. Årsagen til strategien er dog let at få øje på. Da
både
Frankrig og Holland for et år siden afviste EU-konventets forfatning, gik der
panik i EU’s ledere, og under påskud af en tænkepause er
implementeringen så
fortsat i andre EU-organer.
DF har fra start af
modsat sig tanken om en forfatning for Europa. Og argumentet om, at EU er
gået
i stå, er med al tydelighed blevet dementeret af Kommissionen selv. I sin
årsberetning fra sidste år skriver Kommissionen, at der alene i 2005 blev
fremsendt 411 forslag til direktiver, forordninger, beslutninger og
afgørelser.
Dette kan næppe tages som udtryk for stilstand. Sandheden er da også, at den
megen snak om effektivisering handler mere om at gennemføre den døde
forfatning
end om at skabe et godt samarbejde. Det handler om flertalsafgørelser. DF
modsætter sig som udgangspunkt enhver tanke om flertalsafgørelser. Inden for
de
seneste år har Danmark oplevet en markant række af forringelser inden for
fødevare-, miljø-, sundheds- og retssikkerheden. Det grænser vist til det
enfoldige at tro, at disse tilfælde skulle blive mindre, hvis Danmark kan
stemmes ned af andre lande.
DF er enig i, at der er grundlæggende fordele i et indre marked
i Europa. Det er godt for økonomien at samhandle. Det er godt for mennesker
at
kunne søge arbejde, hvor arbejdskraften mangler. Men det er uforståeligt, at
den ledende tanke i EU-samarbejdet skal være drømmen om totalharmonisering.
Danmark har på langt de fleste områder højere standarder end de fleste andre
EU-lande. DF vil ikke ofre vor gode forbrugersikkerhed, sundhedstilstand
eller
miljøsikkerhed på det indre markeds hellige alter. Derfor mener DF, at
tænkepausen skal være andet end et forsøg på at skubbe forfatningen ind ad
bagdøren. EU skal bygge på minimumsregler, der ikke forhindrer andre lande i
at
gå videre, og lovene skal vedtages i bred enighed landene imellem. Dette er
DF’s
grundlæggende tanke om et europæisk samarbejde, hvor de enkelte landes
suverænitet, særegenhed og selvstændighed respekteres. Det har vi kæmpet for
før og under tænkepausen – og det agter vi at fortsætte med, også efter
tænkepausen.
Et andet mindretal i udvalget (EL) udtaler:
Tænkepausen – en spildt chance
Enhedslisten håbede oprindelig på en god og en ordentlig
tænkepause. En tænkepause hvor hele Europas – ikke bare EU’s, men
hele Europas –
udvikling i form og indhold blev diskuteret, og hvor afsættet til fremtidens
europæiske samarbejde blev skabt. Det potentiale til at skabe de nødvendige
forandringer af Europa, som vi øjnede med det franske og hollandske nej i
foråret 2005, synes desværre tabt i svinget. Da forfatningen blev forkastet
af
et stort flertal i Frankrig og senere i Holland, var det med krav om mere
social beskyttelse, retten til velfærd og et opgør med EU’s
arbejdsløshedsskabende økonomiske politik. Det er krav, som deles af
Enhedslisten og millioner af andre venstreorienterede europæere.
Det seneste år har vi set flere og flere mennesker protestere
mod den herskende nyliberalistiske ideologi mod nedskæringer i offentlige
serviceydelser og forringelser af hårdt tilkæmpede sociale standarder. Flere
og
flere ønsker et opgør med militær oprustning og med militarisering, et opgør
med fortsatte miljøødelæggelser og fattigdom. Samtidig har vi set voksende
protester mod centralisering, lukkethed, afdemokratisering og markedsgørelse
i
EU.
For Enhedslisten er det opgør, vi ønsker med EU, et politisk
opgør, og det er et opgør, der for os både bygger på en modstand mod det
liberalistiske og militaristiske fundament så vel som et opgør med det
indskrænkede demokrati og det demokratiske underskud i EU. Vores kamp er en
positiv kamp. Den er hverken vendt mod andre kulturer, traditioner eller mod
grænseoverskridende samarbejde. Vi tager ubetinget afstand fra de
traditionelle
nationalister, som vi f.eks. ser i Dansk Folkeparti, men vi tager lige så
meget
afstand til de nye nationalister, euronationalisterne, der ønsker et stærkt
EU
for at konkurrere med Kina, USA og Japan.
Fællesnævneren for vores tilgang til EU-diskussion, er kritikken
af kapitalismen og kampen for en udvidelse af alle menneskers rettigheder.
Det
er ikke kamp mod udenlandske arbejdere eller forsvar for egne privilegier og
en
ret til uhæmmet forbrug af klodens begrænsede ressourcer. Enhedslisten ønsker
et Europa, der bevæger sig bort fra den nyliberalistiske kurs og i stedet
skaber et socialt Europa. Et Europa, hvor beskæftigelse, demokrati,
bæredygtighed, social retfærdighed og lighed for alle, miljøbeskyttelse og
fred
er i højsædet. Et Europa, som bygger på solidaritet mellem mennesker og
folkeslag, også i verden uden for Europa, men det kræver en hel række
forandringer i forhold til det EU, vi ser i dag.
Magten er gennem EU’s levetid desværre blevet mere og mere
centraliseret. EU-forfatningen svækkede demokratiet og borgernes mulighed for
indflydelse. EU-forfatningen gik ud på, at der skulle overføres endnu mere
magt
fra de nationale parlamenter til EU. Dermed føres magten ind i lukkede
korridorer i Bruxelles, og længere væk fra almindelige mennesker,
fagforeninger, græsrodsbevægelser. Her er det store selskaber og deres
lobbygrupper, der sætter dagsordenen.
Det var en af grundene til, at Enhedslisten anbefalede et nej
til EU-forfatningen. Afstemningen blev aflyst, hvilket gav mening, fordi
EU-forfatningen
jo var død allerede med de glædelige nej’er i Frankrig og Holland den
henholdsvis 29. maj og 1. juni 2005 (Enhedslistens alternativ til
EU-forfatningen er vedlagt som bilag 2).
Truslen mod demokratiet kommer fra den centralisering af de
politiske beslutningsprocesser, der finder sted og finder sted hver dag i EU,
men den kommer også via en fastlåsning af en politisk kurs, nyliberalismen,
hvor markedsgørelse og liberaliseringer flytter magten til beslutningsfora,
hvor vi som borgere ikke kan deltage i beslutningerne eller stille
beslutningstagerne til ansvar.
EU’s traktat er ikke en central ramme om det politiske
samarbejde. På den politiske kampplads, som er EU, er der allerede i
udgangspunktet nogle på sejrsskamlen, og det er nemlig præmissen om, at
markedskræfternes frisættelse og liberalisering er princippet, som gælder
forud
for alle andre principper. Vi har set det ved, at der er en lang række
kemikalier og giftige fødevarer, som vi i Danmark ikke må forbyde. Det vil
blive betragtet som en konkurrenceforhindrende foranstaltning hvis vi f.eks.
forbød giftige ftalater i legetøj til børn. Vi har set, at vi ikke må forbyde
de såkaldte fytosteroler, som er kolesterolnedsættende medicin, i rugbrød.
Det
danske Folketing er enige om, at man ikke vil have den slags medicin i
rugbrød,
men EU siger, at vi skal tillade det. Folketinget ser sig desværre ikke i
stand
til at gøre modstand eller sætte sig op mod EU i de her sager.
EU-forfatningen gennemføres ad bagdøren
Vi har nu haft tænkepause i et år. Ser man tilbage på det
seneste år og forløbet af tænkepausen, så må man sige, at det ikke er videre
opløftende. Ordet pause er i hvert fald ret misvisende, for EU-systemet har i
hvert fald kværnet løs. EU-eliten og ja-partier i de forskellige EU-lande
arbejder
videre, som om de to folkeafstemninger i Frankrig og Holland aldrig har
fundet
sted.
En lang række initiativer fra EU-forfatningen, som der jo blev
stemt nej til i Frankrig den 29. maj og et par dage efter i Holland, er enten
listet ind ad bagdøren på forskellig vis eller igangsat, indtil beslutningen
kan vedtages gennem forfatningen eller på anden vis. En rammende beskrivelse
for denne arbejdsmetode er fremsat af Jean-Claude Juncker, i Der Spiegel i
1999: »Først beslutter vi noget, så stiller vi det ind i et rum og venter og
ser, hvad der sker. Hvis der ikke kommer skrig og opstandelse, fordi de
fleste
slet ikke forstår, hvad det var, vi besluttede, så fortsætter vi skridt for
skridt, indtil der ikke længere er nogen vej tilbage.«
Det citat er enormt rammende for, hvordan det er, man det
seneste år har prøvet at køre dele af EU-forfatningen igennem, selv om der er
blevet stemt nej til den i både Frankrig og Holland.
Et eksempel på fifleriet var den såkaldte miljødom, som blev
afsagt i september sidste år, hvor EU-strafferet blev fortolket til at have
været en del af traktatgrundlaget siden 1973. Ingen vælgere, ingen dansk
minister og end ikke traktatens forfattere havde set den mulighed i
EF-traktaten, som EF-Domstolen lige pludselig besluttede var virkelighed i
september sidste år. Med denne dom blev forfatningens artikel 271, stk. 2,
gennemført. En bestemmelse, som var beskrevet som ny i EU-forfatningen, og
som
fra den ene dag til den anden pludselig blevet indarbejdet i EU’s
kompetence.
Det bestemte EF-Domstolen helt uden om folkevalgte politikere, og det er et
godt eksempel på, hvordan tænkepausen er forløbet.
Under retorikken om borgerinddragelse, medbestemmelse og åbenhed
har man forsøgt at give indtrykket af, at der skulle ændres på tingene. Men
når
man ser tilbage, kan man undre sig over, hvor lidt der mon i virkeligheden er
blevet tænkt. Fra statsministeren har vi hørt ideer om alt fra en
minitraktat,
en genforhandling af forfatningen, en pakke kaldet Resultaternes Europa, og
en
anden plan har været at gennemføre så meget af forfatningen som overhovedet
muligt på det nuværende traktatgrundlag. Senest har vi fra udenrigsministeren
hørt forslag om at afvise en folkeafstemning, et forslag som Enhedslisten er
helt utrolig meget imod.
Enhedslisten kræver folkeafstemning
Enhedslisten synes, der har været mange gode debatarrangementer
i forbindelse med tænkepausen. Enhedslisten ønsker dog at understrege, at
mandat til en regering fra folkets side kun kan ske ved en folkeafstemning.
Og
ikke ved forskellige analyser af debatten, spørgeskemaer med mere.
Enhedslisten mener, vi har en god tradition for
borgerinddragelse og folkeafstemninger om EU-spørgsmål, og den skal vi holde
fast i. Det er tydeligt, at der på det her spørgsmål er en dyb kløft mellem
flertallet
af borgere og en lille elite, som for alt i verden vil have gennemført deres
EU-projekt. Hvad enten det drejer sig om udvidet adgang til overstatslig
retspolitik, en fælles udenrigsminister eller en fast formand/præsident og
ændrede afstemningsregler, så er og bliver en gennemførelse af dette uden en
folkeafstemning og uden at respektere nejerne i Frankrig og Holland en
udemokratisk omgørelse af nejflertallene fra Frankrig og Holland.
Det virker, som om man ikke har forstået, at det både var det manglende
demokrati og selve det politiske indhold, der blev sagt nej til i 2005. Intet
tyder desværre på, at EU’s stats- og regeringsledere er kommet til en
større
forståelse for EU’s manglende legitimitet. I stedet for tales der om at
udvide
tænkepausen til efter det franske valg i 2007, fordi man mener, at man med en
ny fransk præsident vil kunne fortsætte unionstoget. Man glemmer blot, at det
ikke var den franske præsident, der stemte nej, det var de franske vælgere.
Og
vælgere udskifter man trods alt ikke, selv om nogle måske kunne ønske det.
Enhedslisten er modstander af de forslag, der har været om at
gennemføre en ny traktat uden folkeafstemning. Vi synes det er ærgerligt, at
alle partierne: SF, Socialdemokraterne, Radikale, Venstre og Konservative
ikke
kan bakke op om, at hvis der skal vedtages en ny traktat, så skal den
selvfølgelig vedtages ved en folkeafstemning.
Enhedslisten understreger, at der ikke kan ske ændringer af
traktatgrundlaget i EU, uden at det bliver sendt til folkeafstemning i
Danmark,
og at man ikke kan godkende en ændring i et sådant traktatgrundlag, medmindre
der kommer en folkeafstemning. Der har været mange fiffige udmeldinger om, at
folkeafstemning måske ikke ville være nødvendigt, og det vil ikke være
suverænitetsafgivelse. Men hvad har meningen så været med tænkepausen, hvis
man
først beder folk om at tænke og debattere, men efterfølgende ikke vil høre
deres mening ved en folkeafstemning. Enhedslistens holdning er klart, at
overgang fra enstemmighed til flertalsafgørelser er suverænitetsafgivelse.
Når
store lande får mere magt på bekostning af de små lande, så afgiver vi som
borgere en del af vores demokratiske indflydelse. En sådan afgivelse skal ske
ved folkeafstemning.
Del III – Forslag til vedtagelser fra
forespørgselsdebatten den 31. maj 2006 om den fremtidige udvikling i EU
V 81 vedtaget (af V, S, KF, RV og SF):
Folketinget finder fortsat, at forfatningstraktaten er et godt
grundlag for det europæiske samarbejde, og bekræfter, at den politiske aftale
af 2. november 2004 stadig udgør grundlaget for de fem partiers samarbejde.
Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for
forfatningstraktatens gennemførelse, idet man tager hensyn til resultaterne
af
medlemslandenes ratifikationsprocesser.
Folketinget noterer, at tænkepausen har givet værdifuld
inspiration til dansk europapolitik og opfordrer regeringen til at fastholde
muligheden for en bred EU-debat.
Folketinget opfordrer regeringen til parallelt hermed at arbejde
for:
-
åbne ministerrådsmøder
om alle lovgivningssager,
-
åbenhed og forenkling
af EU’s arbejdsgange, herunder offentlighed om lobbyisme,
-
tidlig orientering af
de nationale parlamenter,
-
fuld aktindsigt for
EU-borgere,
-
styrkelse af
EU-samarbejdet om klima- og miljøproblemer, bekæmpelse af terrorisme og
organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel, samt fremme af forskning,
udvikling og uddannelse, vækst og beskæftigelse samt en mere effektiv fælles
udenrigspolitik,
-
øget hensyntagen til
miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelse ved gennemførelse af det indre
marked.
V 82 ikke vedtaget (af DF):
Folketinget slår fast, at EU-forfatningen med Hollands og
Frankrigs afvisning er bortfaldet, og modsætter sig på den baggrund, at man
fortsætter ratifikationen.
Folketinget anbefaler endvidere regeringen at arbejde for, at
EU-samarbejdet i fremtiden tilrettelægges efter følgende fem grundpræmisser:
-
Enhver tanke om en
forfatning for Europa opgives.
-
Der sikres fuld
åbenhed og gennemsigtighed i alle EU’s lovgivningsprocedurer, herunder
en
hurtigere orientering af de nationale parlamenter, mulighed for fuld
aktindsigt
samt obligatorisk registrering af lobbyister.
-
Samarbejdet baseres på
minimumsstandarder og må aldrig føre til en svækkelse af nationale standarder
inden for forbrugersikkerhed, miljø, sundhed eller arbejdsmiljø m.v.
-
Ethvert tiltag i
retning af flertalsafgørelser eller yderligere suverænitetsafgivelse skal
altid
undergives folkeafstemning inden endelig vedtagelse.
-
EF-Domstolen afskæres
fra fremover at træffe afgørelser af politisk karakter og pålægges alene at
fokusere på juridiske problemstillinger.
V 83 ikke vedtaget (af EL):
Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at
folkeafstemningerne i Frankrig og Holland respekteres. Den skepsis, der viste
sig i disse to lande, udtrykte en dyb kløft mellem EU’s borgere og den
politiske elite. Folketinget nærer dyb respekt for borgernes inddragelse i
beslutninger om EU. Folketinget fastslår derfor:
-
at Danmark ikke
accepterer, at dele af forslaget til EU-forfatningen gennemføres i ly af
tænkepausen,
-
at ændringer af det
nuværende traktatgrundlag ikke kan tiltrædes af Danmark uden en forudgående
folkeafstemning, og
-
at overførsel af
retspolitik fra søjle 3 til søjle 1 er i konflikt med det danske
retsforbehold
og derfor vil kræve en dansk folkeafstemning.
P.u.v.
Elisabeth Arnold
Formand
Bilag 1
Den 2. november 2004
Politisk aftale mellem
Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne,
Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om Danmark i det udvidede EU
»Danmark i det udvidede EU«
Med udvidelsen af EU med 10
nye lande står vi med et nyt og samlet EU. Den kolde krigs delte Europa er
afløst af et demokratisk fællesskab mellem Europas stater og folk. Udvidelsen
markerer opfyldelsen af hovedmålet for dansk europapolitik siden murens fald.
Et demokratisk, samarbejdende og stærkt EU er i Danmarks interesse.
Det udvidede EU skal være åbent, effektivt og beslutningsdygtigt.
Det er en forudsætning for, at vi fuldt ud kan udnytte de fordele, EU giver
os.
EU skal samtidig være til at forstå. Derfor er det nødvendigt og rigtigt, at
den ny traktat samler og moderniserer grundlaget for det udvidede EU.
EU er rammen om det
fremtidige samarbejde i Europa. Et samarbejde, hvor resultaterne ikke kun
skabes i brydningen mellem nationale interesser, men også i brydningen mellem
politiske holdninger på tværs af grænserne. EU er ikke et ideologisk projekt,
men en fælles ramme for politisk indsats.
Danmarks holdninger i det daglige arbejde
i EU fastlægges gennem en politisk proces herhjemme. Den politiske proces er
præget af de forskellige holdninger, som kendetegner partierne bag denne
aftale
og Folketingets øvrige partier. Denne aftale ændrer ikke herved. Den
afspejler,
at partierne bag dansk tilslutning til traktaten deler visse overordnede mål
om, hvordan de nye rammer skal udnyttes.
Traktaten er et resultat af
en forhandling mellem alle EU’s medlemslande. Alle har måttet bøje sig
mod
hinanden – også Danmark. Men resultatet er samlet set en bedre traktat,
der
afklarer EU’s mål og opbygning i ét grunddokument for Europa, og som:
bygger
på de enkelte suveræne landes forfatninger;
er
forenelig med grundloven;
skal
godkendes i alle medlemsstater i overensstemmelse med hver medlemsstats egen
forfatning, for Danmarks vedkommende grundloven.
Samtidig er vi
enige om, at traktaten rummer en række væsentlige fremskridt:
Traktaten
sikrer, at det udvidede EU kan fungere mere effektivt.
Beslutningsprocedurerne
forenkles og effektiviseres, så EU bedre kan levere de nødvendige resultater
også med 25 eller flere medlemslande.
Det
slås fast, at EU er et samarbejde mellem selvstændige nationalstater, og at
EU’s beføjelser er tildelt af medlemsstaterne. Samtidig gøres det klart,
at
ethvert medlemsland frit kan melde sig ud af samarbejdet.
Arbejdsdelingen
mellem EU og medlemslandene tydeliggøres og præciseres.
EU’s
mål og værdier klargøres og gives en langt mere fremtrædende plads i
traktaten.
Det understreges, at EU bygger på demokrati, frihed, tolerance og
ligestilling
og på respekt for menneskerettighederne. EU arbejder bl.a. for sociale
fremskridt og et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse.
Værdierne understreges også af, at EU’s charter for grundlæggende
rettigheder
gøres til en del af traktaten.
Det
fastslås, at lovgivning i EU skal foregå i fuld åbenhed. Både i
Europa-Parlamentet og i Ministerrådet. Den demokratiske proces i EU fremmes
også ved den rolle og de muligheder, som de nationale parlamenter tildeles,
og
ved at Europa-Parlamentet får større medindflydelse.
EU’s
evne til at fremføre vores fælles synspunkter internationalt styrkes.
Samtidig
styrkes EU’s evne til at påtage sig krisestyringsopgaver på grundlag af
frivillige bidrag fra medlemslandene.
EU
får status af juridisk person, således at EU kan optræde samlet i forhold til
omverdenen, herunder når EU indgår internationale aftaler.
En ny
og aktiv dansk europapolitik
Traktaten er ikke et mål i sig selv. Den er først og fremmest et
middel, der kan og skal anvendes til gavn for Europas befolkninger og stater.
Resultaterne skabes i den politiske og demokratiske proces, som foregår i
medlemslandene og i EU’s institutioner.
Traktaten er et godt grundlag
for Danmarks aktive og ligeværdige deltagelse i det europæiske samarbejde.
Traktaten giver Danmark gode muligheder for at fortsætte arbejdet for de
overordnede europapolitiske mål, som partierne bag denne aftale deler.
Vi
vil fortsætte indsatsen for åbenhed, nærhed og demokrati i EU. Traktaten
bringer os yderligere et skridt i den rigtige retning. Det gælder bl.a.
åbenhed
omkring lovgivningsprocessen. Den nye traktats bestemmelser om en styrket
rolle
for de nationale parlamenter skal udmøntes i praksis, ligesom vi skal skabe
de
bedst mulige betingelser for at udnytte traktatens princip om at fremme
borgernes deltagelse i det europæiske demokratiske liv. Vi vil tage og støtte
initiativer, som kan bidrage til dette.
Vi
vil arbejde for at integrere EU-politikken mere systematisk i Folketingets
arbejde, så Folketinget får bedre muligheder for tidligt at få indflydelse på
EU-politikken.
Vi
vil arbejde for at styrke Europas konkurrenceevne. EU skal være med til at
fremme vækst og skabe flere og bedre jobs, lige muligheder, en veluddannet
kvalificeret arbejdsstyrke med særlig fokus på et velfungerende indre marked.
Vi ønsker en øget satsning på forskning, udvikling og uddannelse, der blandt
andet fremmer produkter og produktioner inden for områder som vedvarende
energi, renere teknologi og anden miljøteknologi.
Vi
skal bruge EU til at fremme en økonomisk og socialt bæredygtig udvikling. EU
skal anvendes til at sikre rammerne for de europæiske velfærdssamfund. EU
skal
herigennem styrke mulighederne for, at vi kan bevare den danske
velfærdsmodel.
Indretningen af velfærdssamfundet vil fortsat være en national opgave.
Vi
skal bruge EU til at fremme en miljømæssig bæredygtig udvikling gennem et
målrettet arbejde for at løfte beskyttelsesniveauet i nuværende og nye
medlemslande og for løbende at forbedre miljøkvaliteten. Vi vil arbejde for,
at
EU aktivt søger en ambitiøs aftale om reduktion af drivhusgasser, i god tid
før
Kyotoaftalens første fase udløber i 2012. Samtidig vil vi arbejde for at
fremme
anvendelsen af vedvarende energi i EU. Vi vil også arbejde for høj
fødevaresikkerhed
og dyrevelfærd.
Vi
vil arbejde for, at EU påtager sig et større globalt ansvar. Vi ønsker en
flerstrenget indsats, hvor vi anvender EU i arbejdet for fred, nedrustning og
stabilitet, i styrkelse af demokrati, menneskerettigheder og den
internationale
retsorden, i forebyggelsen og bekæmpelsen af terror, i bestræbelserne på at
skabe udvikling og bekæmpe nød og fattigdom i verden samt i den
internationale
miljø- og klimapolitik. EU skal også styrke den civile
krisestyringskapacitet.
Vi skal målrettet understøtte EU’s nabolandes ønske om et tættere
samarbejde, herunder inddragelse i EU’s programmer og adgang til
EU’s markeder
i takt med fremskridt i landenes reformbestræbelser.
Samtidig noterer vi os med tilfredshed,
at EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension udvikles i overensstemmelse med
principperne i FN-pagten og på grundlag af traktatens præciseringer.
Traktaten
sætter rammerne for civile og militære operationer uden for EU’s område.
Dvs.
aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver,
rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende
og
fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med
krisestyring,
herunder fredsskabelse og stabiliseringsoperationer. Hertil kommer bidrag til
bekæmpelse af terrorisme, herunder gennem støtte til tredjelandes bekæmpelse
af
terrorisme på deres område. Traktaten fastslår, at NATO for Danmark og de
andre
stater, der er medlemmer af NATO, fortsat er grundlaget for det kollektive
forsvar. Traktaten indebærer ikke skabelse af en europæisk hær og ændrer ikke
ved regeringens og Folketingets eneret til at udsende danske tropper som
fastsat i grundloven. Traktatens forpligtelse til forbedring af militære
kapaciteter medfører ikke, at dette skal ske ved en forøgelse af
militærudgifterne. Målet kan nås på anden vis. Det vil fortsat være
medlemslandene, der selv fastlægger deres nationale forsvarsbudgetter. I den
forbindelse erindres om, at det danske forsvarsforbehold bevares i den nye
traktat.
Vi ser også gerne, at EU spiller en større rolle i indsatsen for
at løse
flygtningeproblemer og bekæmpelsen af ulovlig indvandring og
grænseoverskridende kriminalitet.
En
traktat med nye tilpasningsmuligheder
Vi finder, at der med
traktaten er skabt et grundlag, der i en længere årrække kan danne en
effektiv,
demokratisk og gennemsigtig ramme for EU’s fremtidige udvikling. I de
kommende
år skal vi fokusere på at styrke samarbejdet om konkrete resultater. Vi er
derfor tilfredse med, at traktaten på flere punkter rummer nye
tilpasningsmuligheder.
Traktatændringer: Traktaten indeholder i artikel IV-445 en ny
bestemmelse om, at man kan gennemføre ændringer i traktatbestemmelserne om
EU’s
interne politikker uden indkaldelse af en regeringskonference eller et
konvent.
Ændringerne kan ikke give EU mere kompetence, og en beslutning vil kræve
enstemmighed i Det Europæiske Råd og efterfølgende ratifikation efter de
forfatningsmæssige bestemmelser i hvert enkelt land. Der er således sikret en
dobbelt dansk vetoret på samme måde som med den almindelige
traktatændringsprocedure.
Flertalsafgørelser: I et EU med 25 eller flere medlemslande må
udgangspunktet være, at beslutninger træffes med kvalificeret flertal. Men på
enkelte områder har det været vigtigt for flere lande at fastholde
enstemmighed.
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik udgør i den forbindelse
et særligt område. EU skal påtage sig et større ansvar internationalt. Vi er
derfor tilfredse med, at traktaten indebærer, at flere afgørelser træffes med
kvalificeret flertal. Hovedreglen er dog fortsat enstemmighed, ligesom de
overordnede retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
vedtages med enstemmighed uden mulighed for at overgå til kvalificeret
flertal.
På områder, hvor der kan træffes afgørelse med kvalificeret flertal, gør
traktaten det muligt for et enkelt land af vitale årsager i sidste ende at
sikre afstemning med enstemmighed. EU kan ikke pålægge et land en bestemt
udenrigspolitik, ligesom eet land ikke bør hindre de øvrige i at føre en
bestemt udenrigspolitik.
Vi finder det på sin plads, at traktaten indeholder mulighed for,
at medlemsstaterne med enstemmighed senere kan beslutte, at man på visse
områder overgår fra enstemmighed til kvalificeret flertal eller fra en særlig
lovgivningsprocedure for Rådet til den almindelige lovgivningsprocedure, hvor
Rådet og Parlamentet er medlovgivere.
Vi ser gerne denne mulighed udnyttet til at overgå til flertalsafgørelser på
flere områder, f.eks.
minimumssatser
for miljøafgifter (artikel III-234, stk. 2),
minimumssatser
for energiafgifter (artikel III-256, stk. 3),
bekæmpelse
af forskellige former for diskrimination (artikel III-124, stk. 1) og
beslutninger
om EU’s flerårige finansielle ramme (artikel I-55, stk. 4).
Vi hilser det også velkommen,
at der med artikel III-223, stk. 2 sker automatisk overgang til kvalificeret
flertal og almindelig lovgivningsprocedure vedrørende strukturfondene og
samhørighedsfonden, når de første bestemmelser efter traktatens ikrafttræden
skal vedtages.
Vi er enige om, at
lovforslaget i forbindelse med Danmarks ratifikation af traktaten skal
indeholde en bestemmelse om, at Folketinget i alle tilfælde skal give
samtykke
til at benytte muligheden for at overgå til kvalificeret flertal eller den
almindelige lovgivningsprocedure. Vi er også enige om, at vi vil gennemføre
tætte konsultationer mellem partierne i hvert enkelt tilfælde.
Muligheden for at overgå til
kvalificeret flertal eller til den almindelige
lovgivningsprocedure
eksisterer også på områder, hvor særlige forhold gør det nødvendigt at
overveje
en sådan beslutning nøje. Det gælder f.eks. muligheden i artikel III-185,
stk.
6 for senere at overdrage tilsynet med visse finansielle institutioner til
Den
Europæiske Centralbank, i hvis Styrelsesråd Danmark ikke er repræsenteret, så
længe Danmark står uden for euro-samarbejdet. Det gælder også på centrale
dele
af social- og arbejdsmarkedspolitikken, visse dele af den fælles
handelspolitik
og på dele af skatteområdet, hvor den danske velfærdsmodel betyder, at
Danmark
bør udvise særlig opmærksomhed.
Inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken er vi således
tilfredse med, at traktaten i artikel III-210 fastholder enstemmighed ved
beslutninger om beskyttelse af arbejdstagerne ved:
arbejdstagernes
sociale sikring og sociale beskyttelse (stk. 1c),
ophævelse
af en arbejdskontrakt (stk. 1d),
repræsentation
af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser
(stk.
1f
), samt for
beskæftigelsesvilkår
for tredjelandsstatsborgere (stk. 1g).
Vi er enige om, at vi ikke vil støtte overgang til kvalificeret
flertal eller almindelig lovgivningsprocedure på disse områder, hvis et af
partierne bag denne aftale fortsat modsætter sig det pågældende forslag efter
konsultationer mellem partierne. Vi er enige om, at den samme ordning skal
gælde regulering af spørgsmål efter artikel III-125, stk. 2, der vedrører
social sikring eller social beskyttelse. Såfremt et parti har modsat sig et
forslag, er vi enige om, at vi vil konsultere på ny, hvis der sker væsentlige
ændringer i forudsætningerne for afvisningen af det pågældende forslag.
Vi er også tilfredse med, at traktaten understreger
arbejdsmarkedsparternes rolle på EU-plan under hensyntagen til de nationale
systemers forskelligartede karakter. Som led heri fastholder traktaten i
artikel III-211 og III-212 arbejdsmarkedsparternes adgang til at indgå
frivillige overenskomstaftaler på EU-plan om social- og
arbejdsmarkedspolitikken, samt deres adgang til frit at vælge, om aftalerne
skal gennemføres af EU. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det som
hidtil
overlades til medlemsstaterne selv at vælge form og midler for
gennemførelsen,
og at det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet fastholdes.
Når det gælder tjenesteydelser, er vi tilfredse med, at traktaten
i artikel III-145-147 ikke ændrer på EU’s kompetence i forhold til
tjenesteydelser inden for det indre marked, ligesom traktaten fastholder
definitionen af, hvad der i henhold til traktaten forstås ved en
tjenesteydelse. Vi er ligeledes tilfredse med, at traktaten uændret
fastholder,
at medlemsstaterne selv bestemmer deres ejendomsretlige ordninger (artikel
III-425).
Når det gælder handel med
tjenesteydelser understreger artikel III-315 om den fælles handelspolitik, at
EU ikke via handelspolitikken må ændre på kompetencedelingen mellem EU og
medlemslandene. Det gælder også forhandling og indgåelse af handelsaftaler om
tjenesteydelser på det kulturelle og audiovisuelle område, samt social-,
uddannelses- og sundhedsområdet. Vi er tilfredse med, at EU’s eksterne
kompetence
vedrørende tjenesteydelser i medfør af artikel III-315 ikke kan række ud over
EU’s interne kompetence, og at den derfor ikke ad bagdøren kan udvide
EU’s
interne kompetence vedrørende tjenesteydelser på bl.a. det kulturelle og
audiovisuelle område, samt det sociale, uddannelses- og sundhedsmæssige
område.
Vi er i den forbindelse enige om, at vi om nødvendigt vil udnytte
muligheden i traktatens artikel III-325, stk. 11 for at indhente en udtalelse
fra EU-domstolen, hvis vi mener, at en handelsaftale vil indebære
harmonisering
på et område, hvor traktaten udelukker harmonisering. Hvis Domstolen deler
denne opfattelse, vil aftalen ikke kunne træde i kraft, medmindre den ændres.
Som noget
nyt i traktaten skal Kommissionen i hvert enkelt tilfælde nøje overveje, om
den
nationale tilrettelæggelse og levering af sociale, sundhedsmæssige og
uddannelsesmæssige tjenesteydelser kan forstyrres alvorligt, og om
medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare. Tilsvarende skal
Kommissionen ligeledes som noget nyt i forbindelse med handelsaftaler om
tjenesteydelser på det kulturelle og audiovisuelle område nøje overveje, om
den
kulturelle og sproglige mangfoldighed i EU bringes i fare. Vi er enige om, at
vi vil afvise eventuelle forslag om overgang til flertalsafgørelser på disse
områder, såfremt blot et af partierne bag denne aftale modsætter sig det
pågældende forslag efter konsultation mellem partierne.
Vi mener, at en styrkelse af
EU-samarbejdet på visse skatteområder er i Danmarks interesse. Det gælder
bl.a.:
fastsættelse
og harmonisering af minimumssatser for indirekte
afgifter (artikel III-171),
samarbejde
om skatte- og afgiftsunddragelse og -undgåelse samt administrativt samarbejde
(artikel III-171 og III-173).
På disse områder er vi derfor
indstillet på at støtte eventuelle forslag om overgang til flertalsafgørelser
eller almindelig lovgivningsprocedure.
På visse andre skatteområder vil vi imidlertid afvise eventuelle
forslag om overgang til flertalsafgørelser eller almindelig
lovgivningsprocedure
inden for artikel III-171 og III-173, såfremt blot ét af partierne bag denne
aftale modsætter sig det pågældende forslag efter konsultationer mellem
partierne. Det gælder forslag om overgang til flertalsafgørelser eller
almindelig lovgivningsprocedure, der kan vedrøre:
direkte
personskatter (artikel III-173), samt
harmonisering
af indirekte afgifter, bortset fra minimumsharmonisering (artikel
III-171).
Det samme gælder for forslag om overgang til flertalsafgørelser
eller almindelig lovgivningsprocedure, som angår tilnærmelse af lovgivning,
der
direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion i medfør af
artikel III-173. Undtaget er dog overgang til flertalsafgørelser eller
almindelig lovgivningsprocedure vedrørende opdatering af Partnerskabs- og
Samarbejdsaftaler med tredjelande, samt skattespørgsmål, der ikke vedrører
direkte personskatter.
Såfremt et parti har modsat
sig et forslag, er vi enige om, at vi vil konsultere på ny, hvis der sker
væsentlige ændringer i forudsætningerne for afvisningen af det pågældende
forslag.
Vandrende
arbejdstagere: Vi er enige om, at der i det indre marked er behov for at
kunne
koordinere de sociale sikringsordninger for vandrende arbejdstagere. Samtidig
er vi af den faste overbevisning, at indretningen og finansieringen af de
enkelte medlemslandes velfærdssystemer først og fremmest er en national
opgave.
Bestemmelsen i artikel III-136 om social sikring gør det muligt med
kvalificeret flertal at vedtage ordninger om beregning og udbetaling af
ydelser
til vandrende arbejdstagere i EU. Bestemmelsen indeholder samtidig en
effektiv
nødbremse i stk. 2, der gør det muligt at henvise et forslag, der berører
grundlæggende aspekter af det sociale sikringssystem eller dets finansielle
balance, til behandling i Det Europæiske Råd, som træffer afgørelse ved
konsensus. Inden fastlæggelse af Danmarks holdning til et forslag på dette
område vil regeringen naturligvis som hidtil skulle vurdere konsekvenserne af
forslaget og indhente forhandlingsoplæg i Folketingets Europaudvalg. Vi er
enige om, at vi vil gennemføre tætte konsultationer mellem partierne bag
aftalen om ethvert forslag med hjemmel i artikel III-136 med henblik på at
sikre, at forslaget ikke berører grundlæggende aspekter af Danmarks sociale
sikringssystem eller dets finansielle balance.
Hvis et forslag efter en sagkyndig vurdering, om nødvendigt med
inddragelse af ekstern ekspertise, vurderes at berøre grundlæggende aspekter
af
Danmarks sociale sikringssystem eller dets finansielle balance, er vi enige
om
at insistere på, at forslaget behandles i Det Europæiske Råd, og at Danmark
modsætter sig en vedtagelse af forslaget. Såfremt der skønnes behov for
inddragelse af ekstern ekspertise til brug for den sagkyndige vurdering,
udpeges de relevante sagkyndige efter enighed mellem partierne. I tilfælde,
hvor den sagkyndige vurdering rejser begrundet tvivl om, hvorvidt et forslag
risikerer at berøre grundlæggende aspekter af det sociale sikringssystem
eller
dets finansielle balance, kan ethvert parti i kredsen kræve nødbremsen
anvendt.
Hvis der sker ændringer i væsentlige forudsætninger for vurderingerne,
herunder
hvis Kommissionen ændrer sit forslag, er vi enige om på ny at tage stilling
til
spørgsmålet. Ethvert aftaleparti kan kræve fornyet vurdering, hvis det anser
de
politiske forudsætninger for væsentligt ændret.
Aftalens status
Aftalen er udtryk for en
grundlæggende politisk forståelse mellem de deltagende partier på de områder,
aftalen dækker. Den indgår i bemærkningerne til lovforslaget om ratifikation
af
traktaten, uden at dette ændrer ved, at der er tale om en politisk aftale.
Aftalen
gælder så længe som den traktat, der blev undertegnet i Rom den
29. oktober 2004. En ændring af aftalen forudsætter enighed mellem
aftalepartierne.
* * *
Danmarks
særlige stilling
De danske forbehold er fastlagt i Edinburghafgørelsen og suppleret
af en særlig protokol til Amsterdamtraktaten. De danske særordninger kan ikke
ændres uden dansk samtykke og bevares derfor, så længe Danmark ønsker det.
Danmark tilkendegav i Edinburgh, at vi ikke ville forhindre de andre lande i
at
udvikle samarbejdet på de områder, hvor vi har forbehold.
Forbeholdene er fastholdt i
den nye traktat. Samtidig er der i traktaten skabt mulighed for, at Danmarks
forbehold vedrørende EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender kan
ændres,
såfremt det godkendes ved en folkeafstemning. Det betyder i givet fald, at
Danmark fra sag til sag tager stilling til deltagelse i samarbejdet på dette
område.
Det er
helt afgørende, at dansk EU-politik også på disse områder hviler på det
nødvendige folkelige fundament. En ændring af Danmarks særlige stilling kan
kun
ske ved senere, særskilt folkeafstemning.
Bilag 2
Enhedslistens alternativ til
EU-forfatningen
Enhedslistens politiske
perspektiv er internationalt, ikke dansk eller europæisk. Vi tager derfor
afstand fra såvel den gammeldags nationalisme som den moderne
euronationalisme.
Vores alternativ har både et socialistisk og et demokratisk element. For os
er
socialismen en forudsætning for det fuldt udfoldede demokrati, men
naturligvis
kan der gennemføres en række demokratiske reformer under kapitalismen.
EU er blevet skabt for at
tilpasse Europa til den europæiske storkapitals behov og er som sådan en del
af
borgerskabets globale liberaliseringsprojekt. Der er sket en stadig
intensivering af EU-integrationen med etablering af rammerne for en egentlig
europæisk statsdannelse, samt en fortsat liberalisering af samfundene.
Den økonomiske integration og
kapitalkoncentration i Europa er til stadighed blevet øget, ligeså handelen
og
kapitalbevægelserne mellem de europæiske lande. Kapitalens koncentration har
medført, at trans- og multinationale selskaber er blevet styrket økonomisk i
forhold til den øvrige kapital.
Denne udvikling på det
økonomiske plan modsvares af og er blevet styrket af udviklingen på det
politiske plan. Opbygningen af en ny europæisk superstat skyldes først og
fremmest ønsket om at skabe et indre marked, der kan befordre økonomisk vækst
og skabe øget profit. Dernæst ønsket om at styrke den europæiske storkapital
i
konkurrencen med den amerikanske og japanske. Derfor indskrænker eller
fjerner
EU de landvindinger, som arbejderbevægelsen og de folkelige kræfter har
erobret
mht. velfærd, demokratiske rettigheder, miljøbeskyttelse osv. Vækst og
profitmaksimering er målet. Konsekvenserne er miljøødelæggelse, øget
arbejdsløshed, social udstødning og sociale forringelser.
EU’s ønske om at inddrage de
østeuropæiske lande i EU skal ses i sammenhæng med bestræbelserne på at
styrke
den europæiske kapital. EU-udvidelsen har til formål at sikre disse områder
som
investeringsobjekter for den vesteuropæiske kapital, også på langt sigt.
Desuden er det et led i udvidelsen af den vestlige interessesfære mod øst, og
skal stabilisere områderne sikkerhedsmæssigt.
Opbygningen af EU-staten
betyder, at magten centraliseres i EU’s lukkede system, hvor pengemagten
via
lobbyisme har indflydelsen. Problemet er ikke kun, at EU er et redskab for
den
europæiske kapital. EU er i hele sin opbygning udemokratisk. En EU-superstat
kan aldrig blive demokratisk, og derfor afviser Enhedslisten alle illusioner
om
en rød EU-superstat.
I takt med at magten
overføres til centralt EU-niveau, sker en tilsvarende afdemokratisering af
samfundene i de enkelte EU-lande. Afstanden øges mellem befolkninger og
beslutningstagere. Det bliver vanskeligere for folkelige bevægelser og
organisationer at skaffe sig indflydelse. Øget magt til EU-parlamentet er
således ikke ensbetydende med øget demokrati, men medfører først og fremmest
en
underminering af de nationale parlamenters magt og dermed af de folkelige
bevægelsers mulighed for at opnå indflydelse.
Derfor skal EU nedbrydes og
erstattes af et demokratisk internationalt samarbejde mellem selvstændige
stater med et udviklet demokrati, hvor der fokuseres på fuld beskæftigelse,
solidaritet, menneskerettigheder og miljø.
2. Enhedslistens alternativ
Enhedslistens socialistiske
alternativ indebærer et samfund, hvor der produceres for at dække
menneskelige
behov og ikke for at opnå profit. Den private ejendoms- og råderet over
produktionsmidlerne er ophævet og erstattet af forskellige former for
kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i
forhold
til både produktionens indhold og udførsel. Dette mål står i fundamental
modstrid med EU’s målsætning om deregulering, liberalisering,
privatisering og
maksimal økonomisk vækst.
Enhedslisten kræver derfor et
brud med principperne for EU’s indre marked vedrørende fri bevægelighed
for
kapital, tjenesteydelser, varer og arbejdskraft, sådan at det altid er
tilladt
at indføre højere standarder nationalt, samt kræve at andre lande lever op
til
disse standarder, hvis de vil eksportere varer til Danmark.
De frie kapitalbevægelser
skal begrænses for at komme ud af den utålelige situation, vi har i dag, hvor
de internationale finansielle markeder har fået deres eget liv, og hvor over
95
procent af transaktionerne intet har med reelle investeringer at gøre, men
udelukkende er ren kasinovirksomhed. Mulighederne for brug af de såkaldte
afledte instrumenter til kortfristet spekulation skal derfor afskaffes, og
der
skal indføres Tobin-skat på finansielle transaktioner.
Inden for landbruget er
genindførelse af de veterinære grænser en absolut forudsætning for
dyrevelfærd
og forbrugersundhed.
Mennesker skal frit have lov
til at bevæge sig til det land, de ønsker at bo og arbejde i. De skal på alle
måder sikres samme løn- og ansættelsesforhold som den lokale befolkning
– og
enhver form for diskrimination skal bekæmpes. Der skal føres en aktiv
bistandspolitik, sådan at u-lande kan undgå en massiv hjerneflugt.
Græsrødder, folkelige
bevægelser, ngo’ere, fagforeninger og andre folkelige organisationer er
de
kræfter, som kan og skal skabe radikale sociale, demokratiske og miljømæssige
forbedringer i Danmark, i Europa og i Verden. Derimod har Enhedslisten ikke
– i
modsætning til bl.a. dele af Socialdemokratiet og SF – nogen illusioner
om, at
statsbureaukratiet (i EU eller Danmark) eller økonomiske og politiske
magthavere kan sikre sådanne forbedringer.
Enhedslistens demokratiske
alternativ bygger på, at en udvidelse af demokratiet er en integreret del af
den socialisme, Enhedslisten kæmper for, men demokrati er også et vigtigt mål
i
sig selv. Derfor kæmper Enhedslisten for en udvidelse af demokratiet, sådan
at
det repræsentative demokrati suppleres med øgede muligheder for direkte
deltagelse og indflydelse og for at øge det reelle indhold i de kollektive og
individuelle demokratiske rettigheder.
3. Mellemstatsligt, konventionsbaseret samarbejde
Den nuværende centralistiske
EU-konstruktion, der er stærkt på vej til at blive en ny supermagt, blokerer
for gennemførelsen af såvel Enhedslistens socialistiske som demokratiske
målsætninger. Den vanskeliggør også de folkelige bevægelsers mulighed for at
få
indflydelse på de politiske beslutninger. Enhedslisten foreslår derfor i
stedet
et mere fleksibelt og smidigt europæisk samarbejde, der kan tage hensyn til
og
respektere forskellighederne i Europa. Enhedslistens vision er ikke kun en
vision
for Danmark – det er en international vision. Denne samarbejdsmodel
kunne
kaldes Organisationen for Europæisk Samarbejde (OES), men dybest set er det
jo
ikke vigtigt, om OES hedder OES, EU eller noget tredje, men OES vil i dette
debatoplæg blive brugt som betegnelsen for Enhedslistens alternativ til det
nuværende EU – for dermed at tydeliggøre dette alternativ.
OES skal bygge på
mellemstatslige aftaler indgået mellem de forskellige europæiske lande på de
områder, hvor de enkelte lande finder det nødvendigt. Dette gælder alle
relevante politiske områder, for eksempel miljø, narkosmugling, flygtninge,
landbrug, fiskeri og så videre. At en aftale er mellemstatslig betyder, at et
medlemsland har vetoret – eller til enhver tid er sikret retten til at
meddele,
at man ikke er interesseret i at indgå en aftale, hvis en aftale ikke er
tilfredsstillende for det pågældende land.
Men det mellemstatslige
aspekt betyder også, de enkelte lande er i deres gode ret til at lave andre
politiske organisationer, institutioner eller fora end de allerede
eksisterende. For eksempel kunne det være, at vi i Norden kunne finde på at
oprette et Nordisk Miljøråd, eller at EU-lande ved Middelhavet sammen med de
nordafrikanske lande kunne finde på at lave et Middelhavsråd for Miljø.
Enhedslistens
vision bygger i det hele taget på, at der oprettes regionale samarbejdsfora
til
de konkrete problemer, der skal løses.
Enhedslisten mener ligeledes,
at det mellemstatslige samarbejde i OES skal bygge på, at det altid vil være
tilladt at gå foran med bedre regler inden for de forskellige områder, dvs.
at
man i de enkelte lande for eksempel kan indføre bedre miljø- og
socialstandarder end de minimumsregler, der vil blive vedtaget i OES.
Udenlandske producenter skal herefter være forpligtede til at overholde disse
standarder, der er højere end de fælles mindsteregler. Det modsatte – at
gå
bagud – kan dog ikke være tilladt, fordi man dermed bryder en indgået
international aftale, og i så fald må man træde ud af de relevante fora eller
aftaler indgået i OES-regi.
OES’ medlemslande må
ligeledes under ingen omstændigheder overtræde de forpligtelser, der påhviler
OES i FN. I forhold til reglerne i FN må OES dog selvfølgelig – ligesom
indenfor OES – have retten til at gå foran.
3.2 OES: En fleksibel struktur for europæisk
samarbejde
Strukturen under OES sikrer,
at der kun bliver lavet regler på de områder, hvor de enkelte lande mener,
det
er relevant i forhold til de konkrete problemer, der skal løses – der
selvfølgelig kan være nok så komplekse som for eksempel flygtningeproblemer
eller fattigdomsbekæmpelse, miljø eller økonomisk vækst.
Dette vil yderligere i
modsætning til det nuværende EU betyde, at de enkelte landes befolkninger
under
OES vil have langt større mulighed for at påvirke udformningen af politikken
under OES, fordi den politiske kamparena flyttes fra et overnationalt system
(EU) til de enkelte stater. Hermed bliver det nemmere at undgå den situation,
at en politisk og økonomisk elite gennemfører politikker hen over hovedet på
folket i de enkelte lande, som vi ser det i dag i EU.
Effektivitet nås under OES
ikke ved at stemme andre ned. Effektiviteten opnås derimod ved at sikre, at
de
politiske beslutninger bliver taget på de rigtige niveauer tilpasset det
lokale, nationale eller regionale niveau. Herved undgås stiv og rigid
one-size-fits-all-lovgivning fra EU, hvor alle regler absolut skal gælde alle
lande, selvom de nuværende EU-lande indbyrdes har mange forskelligheder.
Samtidig er sandsynligheden større for, at der ikke fifles på de områder,
hvor
man i EU bare bliver stemt ned. I EU er der nemlig 117 måder, man kan omgå en
beslutning, selv om man er blevet stemt ned – noget de enkelte landes
embedsapparater er eksperter i. I OES er henstillinger det eneste, der kan
besluttes med flertalsafgørelser.
At mellemstatsligt samarbejde
både er muligt – og nødvendigt – illustreres ved, at EU i dag
faktisk på en del
områder vælger nogle gange ikke at skride til afstemning, fordi man ved, at
en
afgørelse, der for eksempel går imod vitale franske interesser, ikke vil
blive
accepteret af Frankrig – flertalsafgørelser eller ej. Dette har flere
gange
været tilfældet med Frankrig i forhold til EU’s handelssamarbejde med
andre
stater og organisationer under den såkaldte artikel 133 (tidl. artikel 113).
Selv når der således formelt er flertalsafgørelser, er der således reelt tale
om mellemstatslige afgørelser.
Man kan også lade sig
inspirere af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor de 46 lande i
Europarådet har tilsluttet sig denne konvention, og hvor der er en domstol,
der
kan afsige bindende domme. Enhedslisten er en særdeles stærk tilhænger af Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Man kunne forestille sig
lignende konventioner på andre områder, hvor de enkelte lande frivilligt
tilslutter
sig hele eller dele af konventioner inden for nogle af de områder, hvor der
er
allermest brug for internationale aftaler – for eksempel i forhold til
miljø,
selskabsskat og internationale regler om sociale rettigheder. Det er dog ikke
nødvendigvis sådan, at der nødvendigvis skal være en domstol, der i sidste
ende
kan banke de enkelte lande på plads. Det må være op til en konkret vurdering
ud
fra det konkrete område, der samarbejdes på.
3.3 Mellemstatslige sanktioner
Hvis et land ikke overholder de
indgåede aftaler – og hvis der ikke på nogen måde kan findes en
fornuftig
forhandlingsløsning – er det andre landes legitime ret inden for et
givent
aftalekompleks under OES at iværksætte økonomiske/handelsmæssige eller
politiske/diplomatiske sanktioner og afstraffelsesforanstaltninger.
Inden sådanne
afstraffelsesforanstaltninger kommer på tale, bør der dog foregå
forhandlinger
inden for rammerne af de mæglingsinstanser OES stiller til rådighed, såfremt
de
uenige lande ikke kan blive enige uden inddragelse af OES’
mæglingsinstans.
En kilde til konflikt kan for
eksempel være, at et land har en selskabsbeskatning under det niveau, der er
blevet aftalt i OES, og dette land er desuden ikke villig til at hæve dette
selskabsbeskatningsniveau. I dette tilfælde står det andre lande i OES frit
for
at lægge told og afgifter på importerede varer fra dette skattely-land, der
modsvarer den skat, som selskaber ikke betaler i dette land.
Et andet eksempel kan være,
hvis et land i OES ikke overholder de arbejdstagerrettigheder, der er aftalt
på
det mellemstatslige grundlag (eller i FN). Så er de lande med højere
arbejdstagerstandarder i deres fulde ret til at nægte virksomheder fra lande
med dårlige arbejdstagerrettigheder at kunne sælge varer i de lande med
højere
arbejdstagerrettigheder. Eller man kunne lægge en afgift på disse varer, hvor
pengene blev brugt til at forbedre arbejdsvilkår i den tredje verden.
Etableringen af OES
forhindrer ikke, at de lande, der ønsker det, kan opbygge et EU på
overnationalt plan og at disse lande herudover kan indgå i OES. Enhedslistens
mål er dog en nedbrydelse af EU og vi ser en dansk udmeldelse af EU som et
led
i denne proces
4. Systembrydende reformkrav i EU
I den konkrete EU-virkelighed
er nedenstående eksempler på systembrydende krav til EU, som er skridt på
vejen
i den rigtige retning.
Genindførelse af vetoretten i
vitale spørgsmål
Indførelse af reel
miljøgaranti
Ingen imperialistisk
udenrigspolitik og sikkerhedspolitik i EU. EU skal ikke være verdens
politibetjent. I stedet for at opbygge en ny supermagt, der på linje med USA
vil være med til at undergrave FN, skal hvert land genvinde sin
udenrigspolitiske handlekraft. Alle hidtidige stormagter og supermagter har
brugt deres militær til at varetage egne interesser. Global omfordeling fra
rige til fattige er den bedste fredsskabende foranstaltning, der findes.
Magtens deling og decentralisering er et vigtigt princip for Enhedslisten.
Der
er i sig selv intet negativt i flere territorialstater – fordi dette kan
føre
til en magtdeling på den internationale arena og svække magtens
monopolisering
på få hænder.
EU skal ikke beskæftige sig
med forsvarspolitik. NATO er et levn fra den kolde krig og skal nedlægges.
Forsvarspolitik skal foregå i FN og OSCE med vægt på det konfliktforebyggende
arbejde.
Danmark og de andre nordiske
lande bør træde ud af Schengenaftalen. Vi siger nej til Fort Europa og ja til
international solidaritet. Folk, der flygter fra sult og nød, skal være
velkomne i Danmark.
Europol skal nedlægges. Vi
skal ikke have et EU-FBI, der er en stat i staten, hvor medarbejderne har
fuldstændig immunitet og arbejder i fuldstændig lukkethed.
Danmark skal tale med egen
stemme i WTO og FN.
Ansøgerlande til EU skal have
ret til permanente undtagelser – ikke kun overgangsordninger.
Nærhedsprincippet skal
fortolkes af de enkelte stater – og ikke af EU-domstolen.
Alle tekster om snævrere
integration, EU-rettens forrang og de såkaldte gummiparagraffer skal
afskaffes.
Der skal indføres fuldstændig
åbenhed i EU-systemet. EU’s offentlighedslove skal give borgerne
aktindsigt
efter de regler, der gælder i de EU lande, der er længst fremme på dette
område. Forhandlinger om love skal ske for åbne døre i Ministerrådet.
Hemmelige
erklæringer skal afskaffes, og de allerede eksisterende hemmelige erklæringer
skal gøres tilgængelige for offentligheden. Afstemninger skal være
offentlige,
og alle stemmeafgivelser skal offentliggøres. Der skal nedsættes et
uafhængigt
agentur, der kan komme med vurderinger af f.eks. regler på miljøområdet som
modvægt til lobbyisterne fra de trans- og multinationale selskaber. Det skal
være offentligt tilgængeligt, hvilke bestyrelsesposter m.v. som embedsmænd og
politikere i EU har ved siden af deres job. Ligeledes skal det være
offentligt
tilgængeligt, hvilke gaver og ydelser politikere og embedsmænd i EU modtager
fra private firmaer.
Regler for flygtninge og
indvandrere skal aftales på mellemstatsligt plan. Enhedslisten er ikke
tilhængere af flertalsbesluttede tvangskvoter, hvor flygtninge vil blive
dårligt
behandlet, og hvor mange folk ikke vil betragte dem som legitime flygtninge,
fordi de måske kun befinder sig i et land, fordi EU har tvunget landet til
dette. Vejen til en human flygtninge- og indvandrerpolitik går ikke via tvang
fra EU, men via politisk kamp og folkelig debat i de enkelte EU-lande.
EU’s terrorpakke og
arrestordre er et fundamentalt angreb på grundlæggende principper i en
retsstat. I et forsøg på at bekæmpe terrorisme undergraves demokratiet og
politisk aktive mistænkeliggøres og kriminaliseres. Det bedste værn mod
terror
er en langsigtet strategi om at skabe venner – og ikke fjender, som
århundreders vestlig imperialisme og undertrykkelse har gjort. En generøs
u-landspolitik er i denne sammenhæng en grundlæggende forudsætning.
Enhedslisten ønsker at hæve
veterinære standarder, dyrebeskyttelsen og fødevarernes kvalitet. De
veterinære
grænser skal genindføres omgående.
EU skal ikke lave fælles
lovgivning på arbejdsmarkedet. Den fri forhandlings-, konflikts- og aftaleret
skal sikres.
Gennemførelse af disse krav
vil betyde, at EU rulles tilbage med det langsigtede formål at styrke OES
–
samtidig med at forslag, som kan skabe sociale, demokratiske og miljømæssige
fremskridt, vedtages.
Enhedslisten stemmer aldrig
for forslag, der udvider unionens magt – heller ikke selvom disse skulle
indebære forbedringer. I sådanne tilfælde vil Enhedslisten stille forslag,
der
er mindst lige så vidtgående, i det danske Folketing.
Lignende dokumenter
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om en forbeholdsundersøgelse Retsinformation · 30. maj 2007
- 1995 BR 6 BERETNING OM FOLKETINGETS BEHANDLING AF EU-SAGER NR 6 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 10. oktober 1996
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om husstandsomdeling af Den Europæiske Forfatning før afholdelse af folkeafstemning den 27. september 2005 Retsinformation · 31. maj 2005
- Beretning om EU-reformgruppens anbefalinger Retsinformation · 9. juli 2022
- Beretning om reform af Folketingets behandling af EU-sager (Fagudvalgenes inddragelse, kontrol af nærhedsprincippet, bedre beslutningsgrundlag, åbenhed) Retsinformation · 13. januar 2005
- Beretning om Folketingets behandling af EU-sager i forbindelse med kontrollen af nærhedsprincippet i EU Retsinformation · 6. juli 2010