Spring til indhold

Retsinformation

Beretning om tænkepausen og EU's fremtid

2005/1 BR 5Selvstændig beretningFolketinget27. juni 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af Europaudvalget den 9. juni 2006

Beretning

om

tænkepausen og EU’s fremtid

Indledning

Europaudvalgets beretning om tænkepausen om EU’s fremtid

indeholder tre dele. Del I beskriver baggrunden for tænkepausen og dens

forløb

i Danmark, herunder hvilke debatmøder og arrangementer, der har været

afholdt,

og hvilke holdninger og tilkendegivelser fra borgerne, som er kommet til

udtryk

i forbindelse med de forskellige arrangementer. Folketingets rolle i denne

proces har først og fremmest været at lytte til borgerne.

Netop borgernes tilkendegivelser og holdninger er udgangspunktet

for beretningens del II. Her formulerer Folketingets partier – med

tænkepausens

resultater in mente - deres syn på, hvordan EU skal udvikle sig fremover.

Også

i den forlængede tænkepause og det videre arbejde med EU’s fremtid vil

Folketinget inddrage den hidtidige tænkepauses resultater som centrale

pejlemærker for buddet på, hvor EU skal bevæge sig hen.

I beretningens del III er gengivet forslag til vedtagelser fra

forespørgselsdebatten i Folketinget den 31. maj 2006 om den fremtidige

udvikling i EU.

Europaudvalgets beretning om tænkepausen vil blive fremsendt til

statsministeren forud for Det Europæiske Råd i juni 2006, hvor det hidtidige

forløb af tænkepausen skal debatteres og den videre proces tilrettelægges.

Som opsamling på tænkepausen har Folketinget udgivet en rapport

over aktiviteter i tænkepausen. Endvidere er der udarbejdet en rapport fra

Læs alt

Europahøring 2006 i Odense. Rapporterne kan læses på

http://www.euo.dk

Del I – Tænkepausen om EU’s fremtid – debatten

i Danmark

Det Europæiske Råd besluttede den 16.-17. juni 2005 at indlede

en tænkepause om EU’s fremtid som følge af det franske og nederlandske

nej til

forfatningstraktaten. Det Europæiske Råd opfordrede ligeledes medlemslandene

til at iværksatte nationale EU-debatter med inddragelse af borgere,

civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, de nationale parlamenter og

politiske

partier. Der var desuden enighed om at foretage en samlet vurdering af disse

debatter og tage stilling til den videre proces på Det Europæiske Råd i juni

2006.

Mens ratifikationen af forfatningstraktaten i Danmark blev sat i

bero, besluttede regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget at

igangsætte en national debat med befolkningen om, hvordan fremtidens

europæiske

samarbejde skulle indrettes. Ansvaret for at organisere debatten blev

forankret

i Folketingets Europaudvalg. Det blev ligeledes aftalt, at Folketinget i maj

2006 ville afholde en forespørgselsdebat om resultaterne af den danske

EU-debat

i tænkepausen og efterfølgende udarbejde en beretning herom til regeringen.

Folketinget vedtog samtidig at bevilge ca. 17,5 mio. kr. til at gennemføre

debatten.

Den danske debat i tænkepausen om EU’s fremtid blev officielt

indledt den 7. februar 2006, og der har i alt været afholdt en lang række

arrangementer i perioden, og temaerne har spændt vidt, hvilket er beskrevet i

Folketingets rapport herom af 18. maj 2006.

Rammerne for debatten blev under overskriften »Borgernes

Dagsorden« fastlagt gennem et samarbejde mellem Europaudvalget og følgende 8

bevægelser og organisationer: Dansk Folkeoplysnings Samråd, Demokrati i

Europa,

Fagbevægelsen mod Unionen, Folkebevægelsen mod EU, Folkehøjskolernes

Forening,

JuniBevægelsen, Nyt Europa og Udfordring Europa. Hensigten med borgernes

dagsorden har været at give et grundlag for borgernes drøftelser om EU’s

fremtid.

Fem spørgsmål har udgjort den tematiske ramme for aktiviteterne

i tænkepausen: 1) Hvilke grænseoverskridende problemer, som Europa står over

for,

bør der lægges særlig vægt på at løse – og hvilken rolle skal EU spille,

2)

hvilke problemer er de største i EU-samarbejdet, og hvordan kan de løses, 3)

hvordan skal debatten om Europas fremtid og en evt. ny traktat organiseres

for

at sikre bredde, dybde og legitimitet, 4) hvordan styrker vi

borgerdeltagelsen

i EU og 5) hvor går EU’s grænser.

Der har været afholdt debatmøder i mange dele af landet med

arrangementer bl.a. på højskoler, i foreninger, på folkeuniversitet, i

fagforeninger og på aftenskoler. Folketinget har selv i samarbejde med TV 2

afholdt en folkehøring på Syddansk Universitet i Odense, to faghøringer om

henholdsvis EF-Domstolen og komitologi samt arrangeret et

EU-ungdomsparlament.

Herudover har borgerne under tænkepausen gjort stor brug af hjemmesiden på

Folketingets EU-Oplysning.

Den danske EU-debat i tænkepausen blev officielt rundet af den

6. maj 2006 med et afslutningsarrangement på Holmen i København.

Del II – Politisk vurdering af tænkepausen og

EU’s fremtid

Et flertal i udvalget (V, S, KF, RV og SF)

udtaler:

Vurderet på sine egne forudsætninger må den første del af

tænkepausen – for Danmarks vedkommende – bedømmes som en succes, og

partierne

bag beretningen lægger vægt, at der fortsat føres en bred og grundig debat

med

befolkningen om udviklingen af EU – ligesom vi lægger vægt på at være

lydhøre

overfor de forslag, der kommer fra Kommissionen, Parlamentet og de øvrige

EU-lande.

Denne opgave kræver en fortsat debat med borgerne og en intensiv dialog

mellem

regeringen og Folketinget.

Resultatet af folkehøringen er – selv om man skal vogte sig for

entydige konklusioner – holdningsmæssigt i god samklang med

5-parti-enigheden

om »Politisk aftale om Danmark i det udvidede EU« fra den 2. november 2004.

Heri er der ud over en detaljeret gennemgang over, hvordan Danmark skal

håndtere en række bestemmelser i forfatningstraktaten, også beskrevet en

række

overordnede mål, som partierne bag aftalen deler. Det er afsnittet »En ny og

aktiv dansk europapolitik« i aftalen af 2. november 2004, som kan findes i

sin

fulde tekst bagest i denne beretning, jf. bilag 1.

Efter de 5 partiers opfattelse er forslaget til en

forfatningstraktat fortsat et godt grundlag for et mere åbent, demokratisk og

handlekraftigt samarbejde i EU. Men uanset dette synes en afklaring om

forfatningstraktaten at kunne komme til at tage lang tid.

Ventetiden bør ikke føre til handlingslammelse eller stilstand.

Den bør tværtimod bruges til aktivt at øge åbenhed, demokrati, involvering,

mere koordineret optræden fra EU udadtil og mere effektive politiske

indsatser,

der i praksis viser, at EU har visioner og vilje til at løse de store

grænseoverskridende problemer, som bl.a. er beskrevet i den politiske aftale.

Dette arbejde kan udmærket foregå på grundlag af Nicetraktaten og parallelt

med,

at der arbejdes videre med forfatningstraktaten.

Hvad angår åbenhed og demokrati vil Europaudvalget fremhæve, at

det er indstillet på at åbne dørene for udvalgets behandling af EU-forslag og

politikker og sikre, at regeringen indhenter Folketingets tilslutning tidligt

i

forløbet. Folketinget har desuden for nylig vedtaget, at Danmark skal arbejde

for en obligatorisk registrering af lobbyister og offentlig adgang til listen

over lobbyister.

Der kan gøres meget allerede på nuværende traktatgrundlag for at

sikre større åbenhed og gennemsigtighed i EU. Forslaget om åbne rådsmøder kan

gennemføres gennem en ændring af Rådets forretningsorden. Kommissionen kan

påtage sig at offentliggøre – i forbindelse med fremlæggelse af sine

forslag –

en oversigt over de høringssvar, de har modtaget, og over de deltagere i

eventuelle arbejdsgrupper, der har været inddraget i forberedelsen af

forslagene.

Kommissionen vil i fremtiden sende sine forslag til de nationale

parlamenter samtidig med, at de sendes til Råd og Parlament. Det er et godt

initiativ. Men derudover ville det være fremmende, hvis Kommissionen ved

større

forslag indbød repræsentanter fra de nationale parlamenter til en

orienterende

gennemgang og drøftelse af forslagene umiddelbart efter, at forslagene er

blevet sendt frem. Endelig er der grund til at fremme tanken om, at både

Parlament og Råd får en betydeligt stærkere stilling over for vedtagelser i

komité procedure (komitologien) vedrørende følsomme områder, der har stor

betydning for sundhed og miljø. Et led heri er, at der kun kræves simpelt

flertal i Rådet for at afvise forslag.

De 5 partier bag dette bidrag til beretningen vedtog den 31. maj

2006 følgende opfordring til regeringens linie på junitopmødet 2006:

V 81 vedtaget (af V, S, KF, RV og SF):

Folketinget finder fortsat, at forfatningstraktaten er et godt

grundlag for det europæiske samarbejde, og bekræfter, at den politiske aftale

af 2. november 2004 stadig udgør grundlaget for de fem partiers samarbejde.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for

forfatningstraktatens gennemførelse, idet man tager hensyn til resultaterne

af

medlemslandenes ratifikationsprocesser.

Folketinget noterer, at tænkepausen har givet værdifuld

inspiration til dansk europapolitik og opfordrer regeringen til at fastholde

muligheden for en bred EU-debat.

Folketinget opfordrer regeringen til parallelt hermed at arbejde

for:

-

åbne ministerrådsmøder

om alle lovgivningssager,

-

åbenhed og forenkling

af EU’s arbejdsgange, herunder offentlighed om lobbyisme,

-

tidlig orientering af

de nationale parlamenter,

-

fuld aktindsigt for

EU-borgere,

-

styrkelse af

EU-samarbejdet om klima- og miljøproblemer, bekæmpelse af terrorisme og

organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel, samt fremme af forskning,

udvikling og uddannelse, vækst og beskæftigelse samt en mere effektiv fælles

udenrigspolitik,

-

øget hensyntagen til

miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelse ved gennemførelse af det indre

marked.

Vedtagelsen bekræfter – som det fremgår – den politiske aftale

af 2. november 2004. Denne indeholder – ud over en detaljeret gennemgang

af,

hvordan forfatningstraktaten skal håndteres i praksis, også en række

overordnede europapolitiske målsætninger, som er citeret nedenfor:

Vi vil fortsætte

indsatsen for åbenhed, nærhed og demokrati i EU. Traktaten bringer os

yderligere et skridt i den rigtige retning. Det gælder bl.a. åbenhed omkring

lovgivningsprocessen. Den nye traktats bestemmelser om en styrket rolle for

de

nationale parlamenter skal udmøntes i praksis, ligesom vi skal skabe de bedst

mulige betingelser for at udnytte traktatens princip om at fremme borgernes

deltagelse i det europæiske demokratiske liv. Vi vil tage og støtte

initiativer, som kan bidrage til dette.

Vi vil arbejde for at

integrere EU-politikken mere systematisk i Folketingets arbejde, så

Folketinget

får bedre muligheder for tidligt at få indflydelse på EU-politikken.

Vi vil arbejde for at

styrke Europas konkurrenceevne. EU skal være med til at fremme vækst og skabe

flere og bedre jobs, lige muligheder, en veluddannet kvalificeret

arbejdsstyrke

med særlig fokus på et velfungerende indre marked. Vi ønsker en øget satsning

på forskning, udvikling og uddannelse, der blandt andet fremmer produkter og

produktioner inden for områder som vedvarende energi, renere teknologi og

anden

miljøteknologi.

Vi skal bruge EU til

at fremme en økonomisk og socialt bæredygtig udvikling. EU skal anvendes til

at

sikre rammerne for de europæiske velfærdssamfund. EU skal herigennem styrke

mulighederne for, at vi kan bevare den danske velfærdsmodel. Indretningen af

velfærdssamfundet vil fortsat være en national opgave.

Vi skal bruge EU til

at fremme en miljømæssigt bæredygtig udvikling gennem et målrettet arbejde

for

at løfte beskyttelsesniveauet i nuværende og nye medlemslande og for løbende

at

forbedre miljøkvaliteten. Vi vil arbejde for, at EU aktivt søger en ambitiøs

aftale om reduktion af drivhusgasser, i god tid før Kyotoaftalens første fase

udløber i 2012. Samtidig vil vi arbejde for at fremme anvendelsen af

vedvarende

energi i EU. Vi vil også arbejde for høj fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.

Vi vil arbejde for, at

EU påtager sig et større globalt ansvar. Vi ønsker en flerstrenget indsats,

hvor vi anvender EU i arbejdet for fred, nedrustning og stabilitet, i

styrkelse

af demokrati, menneskerettigheder og den internationale retsorden, i

forebyggelsen og bekæmpelsen af terror, i bestræbelserne på at skabe

udvikling

og bekæmpe nød og fattigdom i verden samt i den internationale miljø- og

klimapolitik. EU skal også styrke den civile krisestyringskapacitet.

Vi skal målrettet

understøtte EU’s nabolandes ønske om et tættere samarbejde, herunder

inddragelse i EU’s programmer og adgang til EU’s markeder i takt

med fremskridt

i landenes reformbestræbelser.

Samtidig noterer vi

os med tilfredshed, at EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension udvikles i

overensstemmelse med principperne i FN-pagten og på grundlag af traktatens

præciseringer. Traktaten sætter rammerne for civile og militære operationer

uden for EU’s område. Dvs. aktioner på nedrustningsområdet, humanitære

opgaver

og redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område,

konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i

forbindelse me

d krisestyring, herunder fredsskabelse og

stabiliseringsoperationer. Hertil kommer bidrag til bekæmpelse af terrorisme,

herunder gennem støtte til tredjelandes bekæmpelse af terrorisme på deres

område. Traktaten fastslår, at NATO for Danmark og de andre stater, der er

medlemmer af NATO, fortsat er grundlaget for det kollektive forsvar.

Traktaten

indebærer ikke skabelse af en europæisk hær og ændrer ikke ved regeringens og

Folketingets eneret til at udsende danske tropper som fastsat i grundloven.

Traktatens forpligtelse til forbedring af militære kapaciteter medfører ikke,

at dette skal ske ved en forøgelse af militærudgifterne. Målet kan nås på

anden

vis. Det vil fortsat være medlemslandene, der selv fastlægger deres nationale

forsvarsbudgetter. I den forbindelse erindres om, at det danske

forsvarsforbehold bevares i den nye tra

ktat.

Vi ser også gerne, at

EU spiller en større rolle i indsatsen for at løse flygtningeproblemer og

bekæmpelsen af ulovlig indvandring og grænseoverskridende kriminalitet.

Folketinget ønsker endvidere, at EU fremover styrker sin indsats

for at skabe resultater, ikke mindst på følgende tre områder, hvor EU står

over

for store udfordringer:

EU skal øge indsatsen for at sikre borgernes tryghed og

sikkerhed over for grænseoverskridende problemer. Derfor er partierne enige

i,

at fokus bør rettes mod konkrete tiltag til at imødegå grænseoverskridende

problemer særlig vedrørende emner som miljøproblemer, terrorisme, organiseret

kriminalitet, menneskehandel, energimangel og arbejdsløshed. EU’s

indsats på

miljøområdet har samlet set været en succes, ikke alene til gavn for hele

Europa, men også for Danmark. Denne succes skal forsættes. Der bør endvidere

etableres en fælles energipolitik med øget fokus på energieffektivitet,

vedvarende energi, øget forskning på EU-plan samt en styrket ekstern

energipolitik, hvor en ambitiøs klimastrategi og større uafhængighed af

importerede brændsler er i fokus.

En yderligere hovedopgave for EU i de kommende år er at bidrage

til øget vækst og beskæftigelse samt ruste EU til globaliseringen. I den

forbindelse bør EU fortsat udgøre et vigtigt redskab mod økonomisk

nationalisme

og protektionisme, samtidig med at EU’s indre marked skal videreudvikles

og

EU’s konkurrenceevne styrkes bl.a. gennem Lissabon-processen, der har

til

formål at styrke EU’s vækst og beskæftigelse på bæredygtig vis –

både i

miljømæssig og social sammenhæng. I arbejdet med den fortsatte udvikling af

det

indre marked er det vigtigt, at forbrugernes interesser bliver sat i fokus,

ligesom et højt niveau for fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse bør vægtes

højt. I konfliktsituationer mellem det indre marked og miljø- og

forbrugerbeskyttelse er det vigtigt, at miljø- og forbrugerbeskyttelse

prioriteres højt. Der skal endvidere satses

mere på forskning, udvikling og uddannelse, og arbejdet på at skabe et reelt

indre marked for viden skal intensiveres.

Endelig ligger der en stor opgave i at styrke EU’s evne til at

varetage europæernes interesser på den internationale scene. Dette arbejde

skal

Danmark bidrage til. Dette kræver, at Den Høje Repræsentants stab styrkes, at

man drager fuld nytte af Kommissionens mange redskaber i udenrigspolitikken

herunder især de handelspolitiske og udviklingspolitiske redskaber, at der

sikres en mere effektiv koordination mellem Den Høje Repræsentant og

Kommissionen samt en gradvis bevægelse mod en virkningsfuld fælles

udenrigstjeneste. Endvidere skal medlemslandene udvise større vilje til at

anvende flertalsafgørelser inden for den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik.

Det kan indenfor de bestående traktater allerede i dag ske ved, at Rådet

vedtager fælles »strategier«. Når sådanne strategier er vedtaget, er der

mulighed for flertalsafgørelser om implementeringen af strategien.

Et mindretal i udvalget (DF) udtaler:

De sidste års EU-debat har ladet meget tilbage at ønske. Derfor

er det godt, at EU har taget sig tid til en tænkepause. Tilhængerne af en

forfatning for Europa har på den ene side forsøgt sig med en strategi om, at

forfatningen ikke ville medføre de store ændringer, og har dog på den anden

side fastholdt, at EU ville lide et kæmpe nederlag, hvis forfatningen faldt.

Begge dele kan naturligvis ikke passe – og i dag, hvor forfatningen er

død, ser

vi, at skræmmebillederne endnu engang ikke holdt vand.

DF’s modstand mod forfatningen er af visse blevet opfattet som

tilslutning til Nice-traktaten. Intet kunne være mere fejlagtigt. Som ét af

de

eneste partier krævede DF Nicetraktaten til folkeafstemning. Dette var både

en

reaktion imod den markante opbakning, som traktaten fandt blandt de øvrige

partier på Christiansborg, men også en grundlæggende indstilling om, at

EU-traktatændringer altid skal ratificeres med befolkningens mellemkomst.

Derfor møder forslaget om en minitraktat, der ikke behøver folkeafstemning,

hovedrysten

fra DF.

Desværre må vi konstatere, at ratifikationen af EU-forfatningen

allerede er i fuld gang. EF-Domstolen har med sin dom 176/03 – og

forventeligt

med den kommende 444/05 – gennemført et søjlespring, hvor

flertalsafgørelser nu

kan anvendes på retsområdet, som det var planlagt i forfatningens art. 271.

Og

med EU’s menneskerettighedsagentur er der taget et stort skridt mod

implementeringen af forfatningens Charter om Fundamentale Rettigheder (del

II).

Denne delvise implementering af en forfatning, der i juridisk forstand er død

og borte, er usmagelig. Årsagen til strategien er dog let at få øje på. Da

både

Frankrig og Holland for et år siden afviste EU-konventets forfatning, gik der

panik i EU’s ledere, og under påskud af en tænkepause er

implementeringen så

fortsat i andre EU-organer.

DF har fra start af

modsat sig tanken om en forfatning for Europa. Og argumentet om, at EU er

gået

i stå, er med al tydelighed blevet dementeret af Kommissionen selv. I sin

årsberetning fra sidste år skriver Kommissionen, at der alene i 2005 blev

fremsendt 411 forslag til direktiver, forordninger, beslutninger og

afgørelser.

Dette kan næppe tages som udtryk for stilstand. Sandheden er da også, at den

megen snak om effektivisering handler mere om at gennemføre den døde

forfatning

end om at skabe et godt samarbejde. Det handler om flertalsafgørelser. DF

modsætter sig som udgangspunkt enhver tanke om flertalsafgørelser. Inden for

de

seneste år har Danmark oplevet en markant række af forringelser inden for

fødevare-, miljø-, sundheds- og retssikkerheden. Det grænser vist til det

enfoldige at tro, at disse tilfælde skulle blive mindre, hvis Danmark kan

stemmes ned af andre lande.

DF er enig i, at der er grundlæggende fordele i et indre marked

i Europa. Det er godt for økonomien at samhandle. Det er godt for mennesker

at

kunne søge arbejde, hvor arbejdskraften mangler. Men det er uforståeligt, at

den ledende tanke i EU-samarbejdet skal være drømmen om totalharmonisering.

Danmark har på langt de fleste områder højere standarder end de fleste andre

EU-lande. DF vil ikke ofre vor gode forbrugersikkerhed, sundhedstilstand

eller

miljøsikkerhed på det indre markeds hellige alter. Derfor mener DF, at

tænkepausen skal være andet end et forsøg på at skubbe forfatningen ind ad

bagdøren. EU skal bygge på minimumsregler, der ikke forhindrer andre lande i

at

gå videre, og lovene skal vedtages i bred enighed landene imellem. Dette er

DF’s

grundlæggende tanke om et europæisk samarbejde, hvor de enkelte landes

suverænitet, særegenhed og selvstændighed respekteres. Det har vi kæmpet for

før og under tænkepausen – og det agter vi at fortsætte med, også efter

tænkepausen.

Et andet mindretal i udvalget (EL) udtaler:

Tænkepausen – en spildt chance

Enhedslisten håbede oprindelig på en god og en ordentlig

tænkepause. En tænkepause hvor hele Europas – ikke bare EU’s, men

hele Europas –

udvikling i form og indhold blev diskuteret, og hvor afsættet til fremtidens

europæiske samarbejde blev skabt. Det potentiale til at skabe de nødvendige

forandringer af Europa, som vi øjnede med det franske og hollandske nej i

foråret 2005, synes desværre tabt i svinget. Da forfatningen blev forkastet

af

et stort flertal i Frankrig og senere i Holland, var det med krav om mere

social beskyttelse, retten til velfærd og et opgør med EU’s

arbejdsløshedsskabende økonomiske politik. Det er krav, som deles af

Enhedslisten og millioner af andre venstreorienterede europæere.

Det seneste år har vi set flere og flere mennesker protestere

mod den herskende nyliberalistiske ideologi mod nedskæringer i offentlige

serviceydelser og forringelser af hårdt tilkæmpede sociale standarder. Flere

og

flere ønsker et opgør med militær oprustning og med militarisering, et opgør

med fortsatte miljøødelæggelser og fattigdom. Samtidig har vi set voksende

protester mod centralisering, lukkethed, afdemokratisering og markedsgørelse

i

EU.

For Enhedslisten er det opgør, vi ønsker med EU, et politisk

opgør, og det er et opgør, der for os både bygger på en modstand mod det

liberalistiske og militaristiske fundament så vel som et opgør med det

indskrænkede demokrati og det demokratiske underskud i EU. Vores kamp er en

positiv kamp. Den er hverken vendt mod andre kulturer, traditioner eller mod

grænseoverskridende samarbejde. Vi tager ubetinget afstand fra de

traditionelle

nationalister, som vi f.eks. ser i Dansk Folkeparti, men vi tager lige så

meget

afstand til de nye nationalister, euronationalisterne, der ønsker et stærkt

EU

for at konkurrere med Kina, USA og Japan.

Fællesnævneren for vores tilgang til EU-diskussion, er kritikken

af kapitalismen og kampen for en udvidelse af alle menneskers rettigheder.

Det

er ikke kamp mod udenlandske arbejdere eller forsvar for egne privilegier og

en

ret til uhæmmet forbrug af klodens begrænsede ressourcer. Enhedslisten ønsker

et Europa, der bevæger sig bort fra den nyliberalistiske kurs og i stedet

skaber et socialt Europa. Et Europa, hvor beskæftigelse, demokrati,

bæredygtighed, social retfærdighed og lighed for alle, miljøbeskyttelse og

fred

er i højsædet. Et Europa, som bygger på solidaritet mellem mennesker og

folkeslag, også i verden uden for Europa, men det kræver en hel række

forandringer i forhold til det EU, vi ser i dag.

Magten er gennem EU’s levetid desværre blevet mere og mere

centraliseret. EU-forfatningen svækkede demokratiet og borgernes mulighed for

indflydelse. EU-forfatningen gik ud på, at der skulle overføres endnu mere

magt

fra de nationale parlamenter til EU. Dermed føres magten ind i lukkede

korridorer i Bruxelles, og længere væk fra almindelige mennesker,

fagforeninger, græsrodsbevægelser. Her er det store selskaber og deres

lobbygrupper, der sætter dagsordenen.

Det var en af grundene til, at Enhedslisten anbefalede et nej

til EU-forfatningen. Afstemningen blev aflyst, hvilket gav mening, fordi

EU-forfatningen

jo var død allerede med de glædelige nej’er i Frankrig og Holland den

henholdsvis 29. maj og 1. juni 2005 (Enhedslistens alternativ til

EU-forfatningen er vedlagt som bilag 2).

Truslen mod demokratiet kommer fra den centralisering af de

politiske beslutningsprocesser, der finder sted og finder sted hver dag i EU,

men den kommer også via en fastlåsning af en politisk kurs, nyliberalismen,

hvor markedsgørelse og liberaliseringer flytter magten til beslutningsfora,

hvor vi som borgere ikke kan deltage i beslutningerne eller stille

beslutningstagerne til ansvar.

EU’s traktat er ikke en central ramme om det politiske

samarbejde. På den politiske kampplads, som er EU, er der allerede i

udgangspunktet nogle på sejrsskamlen, og det er nemlig præmissen om, at

markedskræfternes frisættelse og liberalisering er princippet, som gælder

forud

for alle andre principper. Vi har set det ved, at der er en lang række

kemikalier og giftige fødevarer, som vi i Danmark ikke må forbyde. Det vil

blive betragtet som en konkurrenceforhindrende foranstaltning hvis vi f.eks.

forbød giftige ftalater i legetøj til børn. Vi har set, at vi ikke må forbyde

de såkaldte fytosteroler, som er kolesterolnedsættende medicin, i rugbrød.

Det

danske Folketing er enige om, at man ikke vil have den slags medicin i

rugbrød,

men EU siger, at vi skal tillade det. Folketinget ser sig desværre ikke i

stand

til at gøre modstand eller sætte sig op mod EU i de her sager.

EU-forfatningen gennemføres ad bagdøren

Vi har nu haft tænkepause i et år. Ser man tilbage på det

seneste år og forløbet af tænkepausen, så må man sige, at det ikke er videre

opløftende. Ordet pause er i hvert fald ret misvisende, for EU-systemet har i

hvert fald kværnet løs. EU-eliten og ja-partier i de forskellige EU-lande

arbejder

videre, som om de to folkeafstemninger i Frankrig og Holland aldrig har

fundet

sted.

En lang række initiativer fra EU-forfatningen, som der jo blev

stemt nej til i Frankrig den 29. maj og et par dage efter i Holland, er enten

listet ind ad bagdøren på forskellig vis eller igangsat, indtil beslutningen

kan vedtages gennem forfatningen eller på anden vis. En rammende beskrivelse

for denne arbejdsmetode er fremsat af Jean-Claude Juncker, i Der Spiegel i

1999: »Først beslutter vi noget, så stiller vi det ind i et rum og venter og

ser, hvad der sker. Hvis der ikke kommer skrig og opstandelse, fordi de

fleste

slet ikke forstår, hvad det var, vi besluttede, så fortsætter vi skridt for

skridt, indtil der ikke længere er nogen vej tilbage.«

Det citat er enormt rammende for, hvordan det er, man det

seneste år har prøvet at køre dele af EU-forfatningen igennem, selv om der er

blevet stemt nej til den i både Frankrig og Holland.

Et eksempel på fifleriet var den såkaldte miljødom, som blev

afsagt i september sidste år, hvor EU-strafferet blev fortolket til at have

været en del af traktatgrundlaget siden 1973. Ingen vælgere, ingen dansk

minister og end ikke traktatens forfattere havde set den mulighed i

EF-traktaten, som EF-Domstolen lige pludselig besluttede var virkelighed i

september sidste år. Med denne dom blev forfatningens artikel 271, stk. 2,

gennemført. En bestemmelse, som var beskrevet som ny i EU-forfatningen, og

som

fra den ene dag til den anden pludselig blevet indarbejdet i EU’s

kompetence.

Det bestemte EF-Domstolen helt uden om folkevalgte politikere, og det er et

godt eksempel på, hvordan tænkepausen er forløbet.

Under retorikken om borgerinddragelse, medbestemmelse og åbenhed

har man forsøgt at give indtrykket af, at der skulle ændres på tingene. Men

når

man ser tilbage, kan man undre sig over, hvor lidt der mon i virkeligheden er

blevet tænkt. Fra statsministeren har vi hørt ideer om alt fra en

minitraktat,

en genforhandling af forfatningen, en pakke kaldet Resultaternes Europa, og

en

anden plan har været at gennemføre så meget af forfatningen som overhovedet

muligt på det nuværende traktatgrundlag. Senest har vi fra udenrigsministeren

hørt forslag om at afvise en folkeafstemning, et forslag som Enhedslisten er

helt utrolig meget imod.

Enhedslisten kræver folkeafstemning

Enhedslisten synes, der har været mange gode debatarrangementer

i forbindelse med tænkepausen. Enhedslisten ønsker dog at understrege, at

mandat til en regering fra folkets side kun kan ske ved en folkeafstemning.

Og

ikke ved forskellige analyser af debatten, spørgeskemaer med mere.

Enhedslisten mener, vi har en god tradition for

borgerinddragelse og folkeafstemninger om EU-spørgsmål, og den skal vi holde

fast i. Det er tydeligt, at der på det her spørgsmål er en dyb kløft mellem

flertallet

af borgere og en lille elite, som for alt i verden vil have gennemført deres

EU-projekt. Hvad enten det drejer sig om udvidet adgang til overstatslig

retspolitik, en fælles udenrigsminister eller en fast formand/præsident og

ændrede afstemningsregler, så er og bliver en gennemførelse af dette uden en

folkeafstemning og uden at respektere nejerne i Frankrig og Holland en

udemokratisk omgørelse af nejflertallene fra Frankrig og Holland.

Det virker, som om man ikke har forstået, at det både var det manglende

demokrati og selve det politiske indhold, der blev sagt nej til i 2005. Intet

tyder desværre på, at EU’s stats- og regeringsledere er kommet til en

større

forståelse for EU’s manglende legitimitet. I stedet for tales der om at

udvide

tænkepausen til efter det franske valg i 2007, fordi man mener, at man med en

ny fransk præsident vil kunne fortsætte unionstoget. Man glemmer blot, at det

ikke var den franske præsident, der stemte nej, det var de franske vælgere.

Og

vælgere udskifter man trods alt ikke, selv om nogle måske kunne ønske det.

Enhedslisten er modstander af de forslag, der har været om at

gennemføre en ny traktat uden folkeafstemning. Vi synes det er ærgerligt, at

alle partierne: SF, Socialdemokraterne, Radikale, Venstre og Konservative

ikke

kan bakke op om, at hvis der skal vedtages en ny traktat, så skal den

selvfølgelig vedtages ved en folkeafstemning.

Enhedslisten understreger, at der ikke kan ske ændringer af

traktatgrundlaget i EU, uden at det bliver sendt til folkeafstemning i

Danmark,

og at man ikke kan godkende en ændring i et sådant traktatgrundlag, medmindre

der kommer en folkeafstemning. Der har været mange fiffige udmeldinger om, at

folkeafstemning måske ikke ville være nødvendigt, og det vil ikke være

suverænitetsafgivelse. Men hvad har meningen så været med tænkepausen, hvis

man

først beder folk om at tænke og debattere, men efterfølgende ikke vil høre

deres mening ved en folkeafstemning. Enhedslistens holdning er klart, at

overgang fra enstemmighed til flertalsafgørelser er suverænitetsafgivelse.

Når

store lande får mere magt på bekostning af de små lande, så afgiver vi som

borgere en del af vores demokratiske indflydelse. En sådan afgivelse skal ske

ved folkeafstemning.

Del III – Forslag til vedtagelser fra

forespørgselsdebatten den 31. maj 2006 om den fremtidige udvikling i EU

V 81 vedtaget (af V, S, KF, RV og SF):

Folketinget finder fortsat, at forfatningstraktaten er et godt

grundlag for det europæiske samarbejde, og bekræfter, at den politiske aftale

af 2. november 2004 stadig udgør grundlaget for de fem partiers samarbejde.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for

forfatningstraktatens gennemførelse, idet man tager hensyn til resultaterne

af

medlemslandenes ratifikationsprocesser.

Folketinget noterer, at tænkepausen har givet værdifuld

inspiration til dansk europapolitik og opfordrer regeringen til at fastholde

muligheden for en bred EU-debat.

Folketinget opfordrer regeringen til parallelt hermed at arbejde

for:

-

åbne ministerrådsmøder

om alle lovgivningssager,

-

åbenhed og forenkling

af EU’s arbejdsgange, herunder offentlighed om lobbyisme,

-

tidlig orientering af

de nationale parlamenter,

-

fuld aktindsigt for

EU-borgere,

-

styrkelse af

EU-samarbejdet om klima- og miljøproblemer, bekæmpelse af terrorisme og

organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel, samt fremme af forskning,

udvikling og uddannelse, vækst og beskæftigelse samt en mere effektiv fælles

udenrigspolitik,

-

øget hensyntagen til

miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelse ved gennemførelse af det indre

marked.

V 82 ikke vedtaget (af DF):

Folketinget slår fast, at EU-forfatningen med Hollands og

Frankrigs afvisning er bortfaldet, og modsætter sig på den baggrund, at man

fortsætter ratifikationen.

Folketinget anbefaler endvidere regeringen at arbejde for, at

EU-samarbejdet i fremtiden tilrettelægges efter følgende fem grundpræmisser:

-

Enhver tanke om en

forfatning for Europa opgives.

-

Der sikres fuld

åbenhed og gennemsigtighed i alle EU’s lovgivningsprocedurer, herunder

en

hurtigere orientering af de nationale parlamenter, mulighed for fuld

aktindsigt

samt obligatorisk registrering af lobbyister.

-

Samarbejdet baseres på

minimumsstandarder og må aldrig føre til en svækkelse af nationale standarder

inden for forbrugersikkerhed, miljø, sundhed eller arbejdsmiljø m.v.

-

Ethvert tiltag i

retning af flertalsafgørelser eller yderligere suverænitetsafgivelse skal

altid

undergives folkeafstemning inden endelig vedtagelse.

-

EF-Domstolen afskæres

fra fremover at træffe afgørelser af politisk karakter og pålægges alene at

fokusere på juridiske problemstillinger.

V 83 ikke vedtaget (af EL):

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at

folkeafstemningerne i Frankrig og Holland respekteres. Den skepsis, der viste

sig i disse to lande, udtrykte en dyb kløft mellem EU’s borgere og den

politiske elite. Folketinget nærer dyb respekt for borgernes inddragelse i

beslutninger om EU. Folketinget fastslår derfor:

-

at Danmark ikke

accepterer, at dele af forslaget til EU-forfatningen gennemføres i ly af

tænkepausen,

-

at ændringer af det

nuværende traktatgrundlag ikke kan tiltrædes af Danmark uden en forudgående

folkeafstemning, og

-

at overførsel af

retspolitik fra søjle 3 til søjle 1 er i konflikt med det danske

retsforbehold

og derfor vil kræve en dansk folkeafstemning.

P.u.v.

Elisabeth Arnold

Formand

Bilag 1

Den 2. november 2004

Politisk aftale mellem

Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne,

Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om Danmark i det udvidede EU

»Danmark i det udvidede EU«

Med udvidelsen af EU med 10

nye lande står vi med et nyt og samlet EU. Den kolde krigs delte Europa er

afløst af et demokratisk fællesskab mellem Europas stater og folk. Udvidelsen

markerer opfyldelsen af hovedmålet for dansk europapolitik siden murens fald.

Et demokratisk, samarbejdende og stærkt EU er i Danmarks interesse.

Det udvidede EU skal være åbent, effektivt og beslutningsdygtigt.

Det er en forudsætning for, at vi fuldt ud kan udnytte de fordele, EU giver

os.

EU skal samtidig være til at forstå. Derfor er det nødvendigt og rigtigt, at

den ny traktat samler og moderniserer grundlaget for det udvidede EU.

EU er rammen om det

fremtidige samarbejde i Europa. Et samarbejde, hvor resultaterne ikke kun

skabes i brydningen mellem nationale interesser, men også i brydningen mellem

politiske holdninger på tværs af grænserne. EU er ikke et ideologisk projekt,

men en fælles ramme for politisk indsats.

Danmarks holdninger i det daglige arbejde

i EU fastlægges gennem en politisk proces herhjemme. Den politiske proces er

præget af de forskellige holdninger, som kendetegner partierne bag denne

aftale

og Folketingets øvrige partier. Denne aftale ændrer ikke herved. Den

afspejler,

at partierne bag dansk tilslutning til traktaten deler visse overordnede mål

om, hvordan de nye rammer skal udnyttes.

Traktaten er et resultat af

en forhandling mellem alle EU’s medlemslande. Alle har måttet bøje sig

mod

hinanden – også Danmark. Men resultatet er samlet set en bedre traktat,

der

afklarer EU’s mål og opbygning i ét grunddokument for Europa, og som:

bygger

på de enkelte suveræne landes forfatninger;

er

forenelig med grundloven;

skal

godkendes i alle medlemsstater i overensstemmelse med hver medlemsstats egen

forfatning, for Danmarks vedkommende grundloven.

Samtidig er vi

enige om, at traktaten rummer en række væsentlige fremskridt:

Traktaten

sikrer, at det udvidede EU kan fungere mere effektivt.

Beslutningsprocedurerne

forenkles og effektiviseres, så EU bedre kan levere de nødvendige resultater

også med 25 eller flere medlemslande.

Det

slås fast, at EU er et samarbejde mellem selvstændige nationalstater, og at

EU’s beføjelser er tildelt af medlemsstaterne. Samtidig gøres det klart,

at

ethvert medlemsland frit kan melde sig ud af samarbejdet.

Arbejdsdelingen

mellem EU og medlemslandene tydeliggøres og præciseres.

EU’s

mål og værdier klargøres og gives en langt mere fremtrædende plads i

traktaten.

Det understreges, at EU bygger på demokrati, frihed, tolerance og

ligestilling

og på respekt for menneskerettighederne. EU arbejder bl.a. for sociale

fremskridt og et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse.

Værdierne understreges også af, at EU’s charter for grundlæggende

rettigheder

gøres til en del af traktaten.

Det

fastslås, at lovgivning i EU skal foregå i fuld åbenhed. Både i

Europa-Parlamentet og i Ministerrådet. Den demokratiske proces i EU fremmes

også ved den rolle og de muligheder, som de nationale parlamenter tildeles,

og

ved at Europa-Parlamentet får større medindflydelse.

EU’s

evne til at fremføre vores fælles synspunkter internationalt styrkes.

Samtidig

styrkes EU’s evne til at påtage sig krisestyringsopgaver på grundlag af

frivillige bidrag fra medlemslandene.

EU

får status af juridisk person, således at EU kan optræde samlet i forhold til

omverdenen, herunder når EU indgår internationale aftaler.

En ny

og aktiv dansk europapolitik

Traktaten er ikke et mål i sig selv. Den er først og fremmest et

middel, der kan og skal anvendes til gavn for Europas befolkninger og stater.

Resultaterne skabes i den politiske og demokratiske proces, som foregår i

medlemslandene og i EU’s institutioner.

Traktaten er et godt grundlag

for Danmarks aktive og ligeværdige deltagelse i det europæiske samarbejde.

Traktaten giver Danmark gode muligheder for at fortsætte arbejdet for de

overordnede europapolitiske mål, som partierne bag denne aftale deler.

Vi

vil fortsætte indsatsen for åbenhed, nærhed og demokrati i EU. Traktaten

bringer os yderligere et skridt i den rigtige retning. Det gælder bl.a.

åbenhed

omkring lovgivningsprocessen. Den nye traktats bestemmelser om en styrket

rolle

for de nationale parlamenter skal udmøntes i praksis, ligesom vi skal skabe

de

bedst mulige betingelser for at udnytte traktatens princip om at fremme

borgernes deltagelse i det europæiske demokratiske liv. Vi vil tage og støtte

initiativer, som kan bidrage til dette.

Vi

vil arbejde for at integrere EU-politikken mere systematisk i Folketingets

arbejde, så Folketinget får bedre muligheder for tidligt at få indflydelse på

EU-politikken.

Vi

vil arbejde for at styrke Europas konkurrenceevne. EU skal være med til at

fremme vækst og skabe flere og bedre jobs, lige muligheder, en veluddannet

kvalificeret arbejdsstyrke med særlig fokus på et velfungerende indre marked.

Vi ønsker en øget satsning på forskning, udvikling og uddannelse, der blandt

andet fremmer produkter og produktioner inden for områder som vedvarende

energi, renere teknologi og anden miljøteknologi.

Vi

skal bruge EU til at fremme en økonomisk og socialt bæredygtig udvikling. EU

skal anvendes til at sikre rammerne for de europæiske velfærdssamfund. EU

skal

herigennem styrke mulighederne for, at vi kan bevare den danske

velfærdsmodel.

Indretningen af velfærdssamfundet vil fortsat være en national opgave.

Vi

skal bruge EU til at fremme en miljømæssig bæredygtig udvikling gennem et

målrettet arbejde for at løfte beskyttelsesniveauet i nuværende og nye

medlemslande og for løbende at forbedre miljøkvaliteten. Vi vil arbejde for,

at

EU aktivt søger en ambitiøs aftale om reduktion af drivhusgasser, i god tid

før

Kyotoaftalens første fase udløber i 2012. Samtidig vil vi arbejde for at

fremme

anvendelsen af vedvarende energi i EU. Vi vil også arbejde for høj

fødevaresikkerhed

og dyrevelfærd.

Vi

vil arbejde for, at EU påtager sig et større globalt ansvar. Vi ønsker en

flerstrenget indsats, hvor vi anvender EU i arbejdet for fred, nedrustning og

stabilitet, i styrkelse af demokrati, menneskerettigheder og den

internationale

retsorden, i forebyggelsen og bekæmpelsen af terror, i bestræbelserne på at

skabe udvikling og bekæmpe nød og fattigdom i verden samt i den

internationale

miljø- og klimapolitik. EU skal også styrke den civile

krisestyringskapacitet.

Vi skal målrettet understøtte EU’s nabolandes ønske om et tættere

samarbejde, herunder inddragelse i EU’s programmer og adgang til

EU’s markeder

i takt med fremskridt i landenes reformbestræbelser.

Samtidig noterer vi os med tilfredshed,

at EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension udvikles i overensstemmelse med

principperne i FN-pagten og på grundlag af traktatens præciseringer.

Traktaten

sætter rammerne for civile og militære operationer uden for EU’s område.

Dvs.

aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver,

rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende

og

fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med

krisestyring,

herunder fredsskabelse og stabiliseringsoperationer. Hertil kommer bidrag til

bekæmpelse af terrorisme, herunder gennem støtte til tredjelandes bekæmpelse

af

terrorisme på deres område. Traktaten fastslår, at NATO for Danmark og de

andre

stater, der er medlemmer af NATO, fortsat er grundlaget for det kollektive

forsvar. Traktaten indebærer ikke skabelse af en europæisk hær og ændrer ikke

ved regeringens og Folketingets eneret til at udsende danske tropper som

fastsat i grundloven. Traktatens forpligtelse til forbedring af militære

kapaciteter medfører ikke, at dette skal ske ved en forøgelse af

militærudgifterne. Målet kan nås på anden vis. Det vil fortsat være

medlemslandene, der selv fastlægger deres nationale forsvarsbudgetter. I den

forbindelse erindres om, at det danske forsvarsforbehold bevares i den nye

traktat.

Vi ser også gerne, at EU spiller en større rolle i indsatsen for

at løse

flygtningeproblemer og bekæmpelsen af ulovlig indvandring og

grænseoverskridende kriminalitet.

En

traktat med nye tilpasningsmuligheder

Vi finder, at der med

traktaten er skabt et grundlag, der i en længere årrække kan danne en

effektiv,

demokratisk og gennemsigtig ramme for EU’s fremtidige udvikling. I de

kommende

år skal vi fokusere på at styrke samarbejdet om konkrete resultater. Vi er

derfor tilfredse med, at traktaten på flere punkter rummer nye

tilpasningsmuligheder.

Traktatændringer: Traktaten indeholder i artikel IV-445 en ny

bestemmelse om, at man kan gennemføre ændringer i traktatbestemmelserne om

EU’s

interne politikker uden indkaldelse af en regeringskonference eller et

konvent.

Ændringerne kan ikke give EU mere kompetence, og en beslutning vil kræve

enstemmighed i Det Europæiske Råd og efterfølgende ratifikation efter de

forfatningsmæssige bestemmelser i hvert enkelt land. Der er således sikret en

dobbelt dansk vetoret på samme måde som med den almindelige

traktatændringsprocedure.

Flertalsafgørelser: I et EU med 25 eller flere medlemslande må

udgangspunktet være, at beslutninger træffes med kvalificeret flertal. Men på

enkelte områder har det været vigtigt for flere lande at fastholde

enstemmighed.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik udgør i den forbindelse

et særligt område. EU skal påtage sig et større ansvar internationalt. Vi er

derfor tilfredse med, at traktaten indebærer, at flere afgørelser træffes med

kvalificeret flertal. Hovedreglen er dog fortsat enstemmighed, ligesom de

overordnede retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

vedtages med enstemmighed uden mulighed for at overgå til kvalificeret

flertal.

På områder, hvor der kan træffes afgørelse med kvalificeret flertal, gør

traktaten det muligt for et enkelt land af vitale årsager i sidste ende at

sikre afstemning med enstemmighed. EU kan ikke pålægge et land en bestemt

udenrigspolitik, ligesom eet land ikke bør hindre de øvrige i at føre en

bestemt udenrigspolitik.

Vi finder det på sin plads, at traktaten indeholder mulighed for,

at medlemsstaterne med enstemmighed senere kan beslutte, at man på visse

områder overgår fra enstemmighed til kvalificeret flertal eller fra en særlig

lovgivningsprocedure for Rådet til den almindelige lovgivningsprocedure, hvor

Rådet og Parlamentet er medlovgivere.

Vi ser gerne denne mulighed udnyttet til at overgå til flertalsafgørelser på

flere områder, f.eks.

minimumssatser

for miljøafgifter (artikel III-234, stk. 2),

minimumssatser

for energiafgifter (artikel III-256, stk. 3),

bekæmpelse

af forskellige former for diskrimination (artikel III-124, stk. 1) og

beslutninger

om EU’s flerårige finansielle ramme (artikel I-55, stk. 4).

Vi hilser det også velkommen,

at der med artikel III-223, stk. 2 sker automatisk overgang til kvalificeret

flertal og almindelig lovgivningsprocedure vedrørende strukturfondene og

samhørighedsfonden, når de første bestemmelser efter traktatens ikrafttræden

skal vedtages.

Vi er enige om, at

lovforslaget i forbindelse med Danmarks ratifikation af traktaten skal

indeholde en bestemmelse om, at Folketinget i alle tilfælde skal give

samtykke

til at benytte muligheden for at overgå til kvalificeret flertal eller den

almindelige lovgivningsprocedure. Vi er også enige om, at vi vil gennemføre

tætte konsultationer mellem partierne i hvert enkelt tilfælde.

Muligheden for at overgå til

kvalificeret flertal eller til den almindelige

lovgivningsprocedure

eksisterer også på områder, hvor særlige forhold gør det nødvendigt at

overveje

en sådan beslutning nøje. Det gælder f.eks. muligheden i artikel III-185,

stk.

6 for senere at overdrage tilsynet med visse finansielle institutioner til

Den

Europæiske Centralbank, i hvis Styrelsesråd Danmark ikke er repræsenteret, så

længe Danmark står uden for euro-samarbejdet. Det gælder også på centrale

dele

af social- og arbejdsmarkedspolitikken, visse dele af den fælles

handelspolitik

og på dele af skatteområdet, hvor den danske velfærdsmodel betyder, at

Danmark

bør udvise særlig opmærksomhed.

Inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken er vi således

tilfredse med, at traktaten i artikel III-210 fastholder enstemmighed ved

beslutninger om beskyttelse af arbejdstagerne ved:

arbejdstagernes

sociale sikring og sociale beskyttelse (stk. 1c),

ophævelse

af en arbejdskontrakt (stk. 1d),

repræsentation

af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser

(stk.

1f

), samt for

beskæftigelsesvilkår

for tredjelandsstatsborgere (stk. 1g).

Vi er enige om, at vi ikke vil støtte overgang til kvalificeret

flertal eller almindelig lovgivningsprocedure på disse områder, hvis et af

partierne bag denne aftale fortsat modsætter sig det pågældende forslag efter

konsultationer mellem partierne. Vi er enige om, at den samme ordning skal

gælde regulering af spørgsmål efter artikel III-125, stk. 2, der vedrører

social sikring eller social beskyttelse. Såfremt et parti har modsat sig et

forslag, er vi enige om, at vi vil konsultere på ny, hvis der sker væsentlige

ændringer i forudsætningerne for afvisningen af det pågældende forslag.

Vi er også tilfredse med, at traktaten understreger

arbejdsmarkedsparternes rolle på EU-plan under hensyntagen til de nationale

systemers forskelligartede karakter. Som led heri fastholder traktaten i

artikel III-211 og III-212 arbejdsmarkedsparternes adgang til at indgå

frivillige overenskomstaftaler på EU-plan om social- og

arbejdsmarkedspolitikken, samt deres adgang til frit at vælge, om aftalerne

skal gennemføres af EU. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det som

hidtil

overlades til medlemsstaterne selv at vælge form og midler for

gennemførelsen,

og at det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet fastholdes.

Når det gælder tjenesteydelser, er vi tilfredse med, at traktaten

i artikel III-145-147 ikke ændrer på EU’s kompetence i forhold til

tjenesteydelser inden for det indre marked, ligesom traktaten fastholder

definitionen af, hvad der i henhold til traktaten forstås ved en

tjenesteydelse. Vi er ligeledes tilfredse med, at traktaten uændret

fastholder,

at medlemsstaterne selv bestemmer deres ejendomsretlige ordninger (artikel

III-425).

Når det gælder handel med

tjenesteydelser understreger artikel III-315 om den fælles handelspolitik, at

EU ikke via handelspolitikken må ændre på kompetencedelingen mellem EU og

medlemslandene. Det gælder også forhandling og indgåelse af handelsaftaler om

tjenesteydelser på det kulturelle og audiovisuelle område, samt social-,

uddannelses- og sundhedsområdet. Vi er tilfredse med, at EU’s eksterne

kompetence

vedrørende tjenesteydelser i medfør af artikel III-315 ikke kan række ud over

EU’s interne kompetence, og at den derfor ikke ad bagdøren kan udvide

EU’s

interne kompetence vedrørende tjenesteydelser på bl.a. det kulturelle og

audiovisuelle område, samt det sociale, uddannelses- og sundhedsmæssige

område.

Vi er i den forbindelse enige om, at vi om nødvendigt vil udnytte

muligheden i traktatens artikel III-325, stk. 11 for at indhente en udtalelse

fra EU-domstolen, hvis vi mener, at en handelsaftale vil indebære

harmonisering

på et område, hvor traktaten udelukker harmonisering. Hvis Domstolen deler

denne opfattelse, vil aftalen ikke kunne træde i kraft, medmindre den ændres.

Som noget

nyt i traktaten skal Kommissionen i hvert enkelt tilfælde nøje overveje, om

den

nationale tilrettelæggelse og levering af sociale, sundhedsmæssige og

uddannelsesmæssige tjenesteydelser kan forstyrres alvorligt, og om

medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare. Tilsvarende skal

Kommissionen ligeledes som noget nyt i forbindelse med handelsaftaler om

tjenesteydelser på det kulturelle og audiovisuelle område nøje overveje, om

den

kulturelle og sproglige mangfoldighed i EU bringes i fare. Vi er enige om, at

vi vil afvise eventuelle forslag om overgang til flertalsafgørelser på disse

områder, såfremt blot et af partierne bag denne aftale modsætter sig det

pågældende forslag efter konsultation mellem partierne.

Vi mener, at en styrkelse af

EU-samarbejdet på visse skatteområder er i Danmarks interesse. Det gælder

bl.a.:

fastsættelse

og harmonisering af minimumssatser for indirekte

afgifter (artikel III-171),

samarbejde

om skatte- og afgiftsunddragelse og -undgåelse samt administrativt samarbejde

(artikel III-171 og III-173).

På disse områder er vi derfor

indstillet på at støtte eventuelle forslag om overgang til flertalsafgørelser

eller almindelig lovgivningsprocedure.

På visse andre skatteområder vil vi imidlertid afvise eventuelle

forslag om overgang til flertalsafgørelser eller almindelig

lovgivningsprocedure

inden for artikel III-171 og III-173, såfremt blot ét af partierne bag denne

aftale modsætter sig det pågældende forslag efter konsultationer mellem

partierne. Det gælder forslag om overgang til flertalsafgørelser eller

almindelig lovgivningsprocedure, der kan vedrøre:

direkte

personskatter (artikel III-173), samt

harmonisering

af indirekte afgifter, bortset fra minimumsharmonisering (artikel

III-171).

Det samme gælder for forslag om overgang til flertalsafgørelser

eller almindelig lovgivningsprocedure, som angår tilnærmelse af lovgivning,

der

direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion i medfør af

artikel III-173. Undtaget er dog overgang til flertalsafgørelser eller

almindelig lovgivningsprocedure vedrørende opdatering af Partnerskabs- og

Samarbejdsaftaler med tredjelande, samt skattespørgsmål, der ikke vedrører

direkte personskatter.

Såfremt et parti har modsat

sig et forslag, er vi enige om, at vi vil konsultere på ny, hvis der sker

væsentlige ændringer i forudsætningerne for afvisningen af det pågældende

forslag.

Vandrende

arbejdstagere: Vi er enige om, at der i det indre marked er behov for at

kunne

koordinere de sociale sikringsordninger for vandrende arbejdstagere. Samtidig

er vi af den faste overbevisning, at indretningen og finansieringen af de

enkelte medlemslandes velfærdssystemer først og fremmest er en national

opgave.

Bestemmelsen i artikel III-136 om social sikring gør det muligt med

kvalificeret flertal at vedtage ordninger om beregning og udbetaling af

ydelser

til vandrende arbejdstagere i EU. Bestemmelsen indeholder samtidig en

effektiv

nødbremse i stk. 2, der gør det muligt at henvise et forslag, der berører

grundlæggende aspekter af det sociale sikringssystem eller dets finansielle

balance, til behandling i Det Europæiske Råd, som træffer afgørelse ved

konsensus. Inden fastlæggelse af Danmarks holdning til et forslag på dette

område vil regeringen naturligvis som hidtil skulle vurdere konsekvenserne af

forslaget og indhente forhandlingsoplæg i Folketingets Europaudvalg. Vi er

enige om, at vi vil gennemføre tætte konsultationer mellem partierne bag

aftalen om ethvert forslag med hjemmel i artikel III-136 med henblik på at

sikre, at forslaget ikke berører grundlæggende aspekter af Danmarks sociale

sikringssystem eller dets finansielle balance.

Hvis et forslag efter en sagkyndig vurdering, om nødvendigt med

inddragelse af ekstern ekspertise, vurderes at berøre grundlæggende aspekter

af

Danmarks sociale sikringssystem eller dets finansielle balance, er vi enige

om

at insistere på, at forslaget behandles i Det Europæiske Råd, og at Danmark

modsætter sig en vedtagelse af forslaget. Såfremt der skønnes behov for

inddragelse af ekstern ekspertise til brug for den sagkyndige vurdering,

udpeges de relevante sagkyndige efter enighed mellem partierne. I tilfælde,

hvor den sagkyndige vurdering rejser begrundet tvivl om, hvorvidt et forslag

risikerer at berøre grundlæggende aspekter af det sociale sikringssystem

eller

dets finansielle balance, kan ethvert parti i kredsen kræve nødbremsen

anvendt.

Hvis der sker ændringer i væsentlige forudsætninger for vurderingerne,

herunder

hvis Kommissionen ændrer sit forslag, er vi enige om på ny at tage stilling

til

spørgsmålet. Ethvert aftaleparti kan kræve fornyet vurdering, hvis det anser

de

politiske forudsætninger for væsentligt ændret.

Aftalens status

Aftalen er udtryk for en

grundlæggende politisk forståelse mellem de deltagende partier på de områder,

aftalen dækker. Den indgår i bemærkningerne til lovforslaget om ratifikation

af

traktaten, uden at dette ændrer ved, at der er tale om en politisk aftale.

Aftalen

gælder så længe som den traktat, der blev undertegnet i Rom den

29. oktober 2004. En ændring af aftalen forudsætter enighed mellem

aftalepartierne.

* * *

Danmarks

særlige stilling

De danske forbehold er fastlagt i Edinburghafgørelsen og suppleret

af en særlig protokol til Amsterdamtraktaten. De danske særordninger kan ikke

ændres uden dansk samtykke og bevares derfor, så længe Danmark ønsker det.

Danmark tilkendegav i Edinburgh, at vi ikke ville forhindre de andre lande i

at

udvikle samarbejdet på de områder, hvor vi har forbehold.

Forbeholdene er fastholdt i

den nye traktat. Samtidig er der i traktaten skabt mulighed for, at Danmarks

forbehold vedrørende EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender kan

ændres,

såfremt det godkendes ved en folkeafstemning. Det betyder i givet fald, at

Danmark fra sag til sag tager stilling til deltagelse i samarbejdet på dette

område.

Det er

helt afgørende, at dansk EU-politik også på disse områder hviler på det

nødvendige folkelige fundament. En ændring af Danmarks særlige stilling kan

kun

ske ved senere, særskilt folkeafstemning.

Bilag 2

Enhedslistens alternativ til

EU-forfatningen

Enhedslistens politiske

perspektiv er internationalt, ikke dansk eller europæisk. Vi tager derfor

afstand fra såvel den gammeldags nationalisme som den moderne

euronationalisme.

Vores alternativ har både et socialistisk og et demokratisk element. For os

er

socialismen en forudsætning for det fuldt udfoldede demokrati, men

naturligvis

kan der gennemføres en række demokratiske reformer under kapitalismen.

EU er blevet skabt for at

tilpasse Europa til den europæiske storkapitals behov og er som sådan en del

af

borgerskabets globale liberaliseringsprojekt. Der er sket en stadig

intensivering af EU-integrationen med etablering af rammerne for en egentlig

europæisk statsdannelse, samt en fortsat liberalisering af samfundene.

Den økonomiske integration og

kapitalkoncentration i Europa er til stadighed blevet øget, ligeså handelen

og

kapitalbevægelserne mellem de europæiske lande. Kapitalens koncentration har

medført, at trans- og multinationale selskaber er blevet styrket økonomisk i

forhold til den øvrige kapital.

Denne udvikling på det

økonomiske plan modsvares af og er blevet styrket af udviklingen på det

politiske plan. Opbygningen af en ny europæisk superstat skyldes først og

fremmest ønsket om at skabe et indre marked, der kan befordre økonomisk vækst

og skabe øget profit. Dernæst ønsket om at styrke den europæiske storkapital

i

konkurrencen med den amerikanske og japanske. Derfor indskrænker eller

fjerner

EU de landvindinger, som arbejderbevægelsen og de folkelige kræfter har

erobret

mht. velfærd, demokratiske rettigheder, miljøbeskyttelse osv. Vækst og

profitmaksimering er målet. Konsekvenserne er miljøødelæggelse, øget

arbejdsløshed, social udstødning og sociale forringelser.

EU’s ønske om at inddrage de

østeuropæiske lande i EU skal ses i sammenhæng med bestræbelserne på at

styrke

den europæiske kapital. EU-udvidelsen har til formål at sikre disse områder

som

investeringsobjekter for den vesteuropæiske kapital, også på langt sigt.

Desuden er det et led i udvidelsen af den vestlige interessesfære mod øst, og

skal stabilisere områderne sikkerhedsmæssigt.

Opbygningen af EU-staten

betyder, at magten centraliseres i EU’s lukkede system, hvor pengemagten

via

lobbyisme har indflydelsen. Problemet er ikke kun, at EU er et redskab for

den

europæiske kapital. EU er i hele sin opbygning udemokratisk. En EU-superstat

kan aldrig blive demokratisk, og derfor afviser Enhedslisten alle illusioner

om

en rød EU-superstat.

I takt med at magten

overføres til centralt EU-niveau, sker en tilsvarende afdemokratisering af

samfundene i de enkelte EU-lande. Afstanden øges mellem befolkninger og

beslutningstagere. Det bliver vanskeligere for folkelige bevægelser og

organisationer at skaffe sig indflydelse. Øget magt til EU-parlamentet er

således ikke ensbetydende med øget demokrati, men medfører først og fremmest

en

underminering af de nationale parlamenters magt og dermed af de folkelige

bevægelsers mulighed for at opnå indflydelse.

Derfor skal EU nedbrydes og

erstattes af et demokratisk internationalt samarbejde mellem selvstændige

stater med et udviklet demokrati, hvor der fokuseres på fuld beskæftigelse,

solidaritet, menneskerettigheder og miljø.

2. Enhedslistens alternativ

Enhedslistens socialistiske

alternativ indebærer et samfund, hvor der produceres for at dække

menneskelige

behov og ikke for at opnå profit. Den private ejendoms- og råderet over

produktionsmidlerne er ophævet og erstattet af forskellige former for

kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i

forhold

til både produktionens indhold og udførsel. Dette mål står i fundamental

modstrid med EU’s målsætning om deregulering, liberalisering,

privatisering og

maksimal økonomisk vækst.

Enhedslisten kræver derfor et

brud med principperne for EU’s indre marked vedrørende fri bevægelighed

for

kapital, tjenesteydelser, varer og arbejdskraft, sådan at det altid er

tilladt

at indføre højere standarder nationalt, samt kræve at andre lande lever op

til

disse standarder, hvis de vil eksportere varer til Danmark.

De frie kapitalbevægelser

skal begrænses for at komme ud af den utålelige situation, vi har i dag, hvor

de internationale finansielle markeder har fået deres eget liv, og hvor over

95

procent af transaktionerne intet har med reelle investeringer at gøre, men

udelukkende er ren kasinovirksomhed. Mulighederne for brug af de såkaldte

afledte instrumenter til kortfristet spekulation skal derfor afskaffes, og

der

skal indføres Tobin-skat på finansielle transaktioner.

Inden for landbruget er

genindførelse af de veterinære grænser en absolut forudsætning for

dyrevelfærd

og forbrugersundhed.

Mennesker skal frit have lov

til at bevæge sig til det land, de ønsker at bo og arbejde i. De skal på alle

måder sikres samme løn- og ansættelsesforhold som den lokale befolkning

– og

enhver form for diskrimination skal bekæmpes. Der skal føres en aktiv

bistandspolitik, sådan at u-lande kan undgå en massiv hjerneflugt.

Græsrødder, folkelige

bevægelser, ngo’ere, fagforeninger og andre folkelige organisationer er

de

kræfter, som kan og skal skabe radikale sociale, demokratiske og miljømæssige

forbedringer i Danmark, i Europa og i Verden. Derimod har Enhedslisten ikke

– i

modsætning til bl.a. dele af Socialdemokratiet og SF – nogen illusioner

om, at

statsbureaukratiet (i EU eller Danmark) eller økonomiske og politiske

magthavere kan sikre sådanne forbedringer.

Enhedslistens demokratiske

alternativ bygger på, at en udvidelse af demokratiet er en integreret del af

den socialisme, Enhedslisten kæmper for, men demokrati er også et vigtigt mål

i

sig selv. Derfor kæmper Enhedslisten for en udvidelse af demokratiet, sådan

at

det repræsentative demokrati suppleres med øgede muligheder for direkte

deltagelse og indflydelse og for at øge det reelle indhold i de kollektive og

individuelle demokratiske rettigheder.

3. Mellemstatsligt, konventionsbaseret samarbejde

Den nuværende centralistiske

EU-konstruktion, der er stærkt på vej til at blive en ny supermagt, blokerer

for gennemførelsen af såvel Enhedslistens socialistiske som demokratiske

målsætninger. Den vanskeliggør også de folkelige bevægelsers mulighed for at

få

indflydelse på de politiske beslutninger. Enhedslisten foreslår derfor i

stedet

et mere fleksibelt og smidigt europæisk samarbejde, der kan tage hensyn til

og

respektere forskellighederne i Europa. Enhedslistens vision er ikke kun en

vision

for Danmark – det er en international vision. Denne samarbejdsmodel

kunne

kaldes Organisationen for Europæisk Samarbejde (OES), men dybest set er det

jo

ikke vigtigt, om OES hedder OES, EU eller noget tredje, men OES vil i dette

debatoplæg blive brugt som betegnelsen for Enhedslistens alternativ til det

nuværende EU – for dermed at tydeliggøre dette alternativ.

OES skal bygge på

mellemstatslige aftaler indgået mellem de forskellige europæiske lande på de

områder, hvor de enkelte lande finder det nødvendigt. Dette gælder alle

relevante politiske områder, for eksempel miljø, narkosmugling, flygtninge,

landbrug, fiskeri og så videre. At en aftale er mellemstatslig betyder, at et

medlemsland har vetoret – eller til enhver tid er sikret retten til at

meddele,

at man ikke er interesseret i at indgå en aftale, hvis en aftale ikke er

tilfredsstillende for det pågældende land.

Men det mellemstatslige

aspekt betyder også, de enkelte lande er i deres gode ret til at lave andre

politiske organisationer, institutioner eller fora end de allerede

eksisterende. For eksempel kunne det være, at vi i Norden kunne finde på at

oprette et Nordisk Miljøråd, eller at EU-lande ved Middelhavet sammen med de

nordafrikanske lande kunne finde på at lave et Middelhavsråd for Miljø.

Enhedslistens

vision bygger i det hele taget på, at der oprettes regionale samarbejdsfora

til

de konkrete problemer, der skal løses.

Enhedslisten mener ligeledes,

at det mellemstatslige samarbejde i OES skal bygge på, at det altid vil være

tilladt at gå foran med bedre regler inden for de forskellige områder, dvs.

at

man i de enkelte lande for eksempel kan indføre bedre miljø- og

socialstandarder end de minimumsregler, der vil blive vedtaget i OES.

Udenlandske producenter skal herefter være forpligtede til at overholde disse

standarder, der er højere end de fælles mindsteregler. Det modsatte – at

gå

bagud – kan dog ikke være tilladt, fordi man dermed bryder en indgået

international aftale, og i så fald må man træde ud af de relevante fora eller

aftaler indgået i OES-regi.

OES’ medlemslande må

ligeledes under ingen omstændigheder overtræde de forpligtelser, der påhviler

OES i FN. I forhold til reglerne i FN må OES dog selvfølgelig – ligesom

indenfor OES – have retten til at gå foran.

3.2 OES: En fleksibel struktur for europæisk

samarbejde

Strukturen under OES sikrer,

at der kun bliver lavet regler på de områder, hvor de enkelte lande mener,

det

er relevant i forhold til de konkrete problemer, der skal løses – der

selvfølgelig kan være nok så komplekse som for eksempel flygtningeproblemer

eller fattigdomsbekæmpelse, miljø eller økonomisk vækst.

Dette vil yderligere i

modsætning til det nuværende EU betyde, at de enkelte landes befolkninger

under

OES vil have langt større mulighed for at påvirke udformningen af politikken

under OES, fordi den politiske kamparena flyttes fra et overnationalt system

(EU) til de enkelte stater. Hermed bliver det nemmere at undgå den situation,

at en politisk og økonomisk elite gennemfører politikker hen over hovedet på

folket i de enkelte lande, som vi ser det i dag i EU.

Effektivitet nås under OES

ikke ved at stemme andre ned. Effektiviteten opnås derimod ved at sikre, at

de

politiske beslutninger bliver taget på de rigtige niveauer tilpasset det

lokale, nationale eller regionale niveau. Herved undgås stiv og rigid

one-size-fits-all-lovgivning fra EU, hvor alle regler absolut skal gælde alle

lande, selvom de nuværende EU-lande indbyrdes har mange forskelligheder.

Samtidig er sandsynligheden større for, at der ikke fifles på de områder,

hvor

man i EU bare bliver stemt ned. I EU er der nemlig 117 måder, man kan omgå en

beslutning, selv om man er blevet stemt ned – noget de enkelte landes

embedsapparater er eksperter i. I OES er henstillinger det eneste, der kan

besluttes med flertalsafgørelser.

At mellemstatsligt samarbejde

både er muligt – og nødvendigt – illustreres ved, at EU i dag

faktisk på en del

områder vælger nogle gange ikke at skride til afstemning, fordi man ved, at

en

afgørelse, der for eksempel går imod vitale franske interesser, ikke vil

blive

accepteret af Frankrig – flertalsafgørelser eller ej. Dette har flere

gange

været tilfældet med Frankrig i forhold til EU’s handelssamarbejde med

andre

stater og organisationer under den såkaldte artikel 133 (tidl. artikel 113).

Selv når der således formelt er flertalsafgørelser, er der således reelt tale

om mellemstatslige afgørelser.

Man kan også lade sig

inspirere af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor de 46 lande i

Europarådet har tilsluttet sig denne konvention, og hvor der er en domstol,

der

kan afsige bindende domme. Enhedslisten er en særdeles stærk tilhænger af Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Man kunne forestille sig

lignende konventioner på andre områder, hvor de enkelte lande frivilligt

tilslutter

sig hele eller dele af konventioner inden for nogle af de områder, hvor der

er

allermest brug for internationale aftaler – for eksempel i forhold til

miljø,

selskabsskat og internationale regler om sociale rettigheder. Det er dog ikke

nødvendigvis sådan, at der nødvendigvis skal være en domstol, der i sidste

ende

kan banke de enkelte lande på plads. Det må være op til en konkret vurdering

ud

fra det konkrete område, der samarbejdes på.

3.3 Mellemstatslige sanktioner

Hvis et land ikke overholder de

indgåede aftaler – og hvis der ikke på nogen måde kan findes en

fornuftig

forhandlingsløsning – er det andre landes legitime ret inden for et

givent

aftalekompleks under OES at iværksætte økonomiske/handelsmæssige eller

politiske/diplomatiske sanktioner og afstraffelsesforanstaltninger.

Inden sådanne

afstraffelsesforanstaltninger kommer på tale, bør der dog foregå

forhandlinger

inden for rammerne af de mæglingsinstanser OES stiller til rådighed, såfremt

de

uenige lande ikke kan blive enige uden inddragelse af OES’

mæglingsinstans.

En kilde til konflikt kan for

eksempel være, at et land har en selskabsbeskatning under det niveau, der er

blevet aftalt i OES, og dette land er desuden ikke villig til at hæve dette

selskabsbeskatningsniveau. I dette tilfælde står det andre lande i OES frit

for

at lægge told og afgifter på importerede varer fra dette skattely-land, der

modsvarer den skat, som selskaber ikke betaler i dette land.

Et andet eksempel kan være,

hvis et land i OES ikke overholder de arbejdstagerrettigheder, der er aftalt

på

det mellemstatslige grundlag (eller i FN). Så er de lande med højere

arbejdstagerstandarder i deres fulde ret til at nægte virksomheder fra lande

med dårlige arbejdstagerrettigheder at kunne sælge varer i de lande med

højere

arbejdstagerrettigheder. Eller man kunne lægge en afgift på disse varer, hvor

pengene blev brugt til at forbedre arbejdsvilkår i den tredje verden.

Etableringen af OES

forhindrer ikke, at de lande, der ønsker det, kan opbygge et EU på

overnationalt plan og at disse lande herudover kan indgå i OES. Enhedslistens

mål er dog en nedbrydelse af EU og vi ser en dansk udmeldelse af EU som et

led

i denne proces

4. Systembrydende reformkrav i EU

I den konkrete EU-virkelighed

er nedenstående eksempler på systembrydende krav til EU, som er skridt på

vejen

i den rigtige retning.

Genindførelse af vetoretten i

vitale spørgsmål

Indførelse af reel

miljøgaranti

Ingen imperialistisk

udenrigspolitik og sikkerhedspolitik i EU. EU skal ikke være verdens

politibetjent. I stedet for at opbygge en ny supermagt, der på linje med USA

vil være med til at undergrave FN, skal hvert land genvinde sin

udenrigspolitiske handlekraft. Alle hidtidige stormagter og supermagter har

brugt deres militær til at varetage egne interesser. Global omfordeling fra

rige til fattige er den bedste fredsskabende foranstaltning, der findes.

Magtens deling og decentralisering er et vigtigt princip for Enhedslisten.

Der

er i sig selv intet negativt i flere territorialstater – fordi dette kan

føre

til en magtdeling på den internationale arena og svække magtens

monopolisering

på få hænder.

EU skal ikke beskæftige sig

med forsvarspolitik. NATO er et levn fra den kolde krig og skal nedlægges.

Forsvarspolitik skal foregå i FN og OSCE med vægt på det konfliktforebyggende

arbejde.

Danmark og de andre nordiske

lande bør træde ud af Schengenaftalen. Vi siger nej til Fort Europa og ja til

international solidaritet. Folk, der flygter fra sult og nød, skal være

velkomne i Danmark.

Europol skal nedlægges. Vi

skal ikke have et EU-FBI, der er en stat i staten, hvor medarbejderne har

fuldstændig immunitet og arbejder i fuldstændig lukkethed.

Danmark skal tale med egen

stemme i WTO og FN.

Ansøgerlande til EU skal have

ret til permanente undtagelser – ikke kun overgangsordninger.

Nærhedsprincippet skal

fortolkes af de enkelte stater – og ikke af EU-domstolen.

Alle tekster om snævrere

integration, EU-rettens forrang og de såkaldte gummiparagraffer skal

afskaffes.

Der skal indføres fuldstændig

åbenhed i EU-systemet. EU’s offentlighedslove skal give borgerne

aktindsigt

efter de regler, der gælder i de EU lande, der er længst fremme på dette

område. Forhandlinger om love skal ske for åbne døre i Ministerrådet.

Hemmelige

erklæringer skal afskaffes, og de allerede eksisterende hemmelige erklæringer

skal gøres tilgængelige for offentligheden. Afstemninger skal være

offentlige,

og alle stemmeafgivelser skal offentliggøres. Der skal nedsættes et

uafhængigt

agentur, der kan komme med vurderinger af f.eks. regler på miljøområdet som

modvægt til lobbyisterne fra de trans- og multinationale selskaber. Det skal

være offentligt tilgængeligt, hvilke bestyrelsesposter m.v. som embedsmænd og

politikere i EU har ved siden af deres job. Ligeledes skal det være

offentligt

tilgængeligt, hvilke gaver og ydelser politikere og embedsmænd i EU modtager

fra private firmaer.

Regler for flygtninge og

indvandrere skal aftales på mellemstatsligt plan. Enhedslisten er ikke

tilhængere af flertalsbesluttede tvangskvoter, hvor flygtninge vil blive

dårligt

behandlet, og hvor mange folk ikke vil betragte dem som legitime flygtninge,

fordi de måske kun befinder sig i et land, fordi EU har tvunget landet til

dette. Vejen til en human flygtninge- og indvandrerpolitik går ikke via tvang

fra EU, men via politisk kamp og folkelig debat i de enkelte EU-lande.

EU’s terrorpakke og

arrestordre er et fundamentalt angreb på grundlæggende principper i en

retsstat. I et forsøg på at bekæmpe terrorisme undergraves demokratiet og

politisk aktive mistænkeliggøres og kriminaliseres. Det bedste værn mod

terror

er en langsigtet strategi om at skabe venner – og ikke fjender, som

århundreders vestlig imperialisme og undertrykkelse har gjort. En generøs

u-landspolitik er i denne sammenhæng en grundlæggende forudsætning.

Enhedslisten ønsker at hæve

veterinære standarder, dyrebeskyttelsen og fødevarernes kvalitet. De

veterinære

grænser skal genindføres omgående.

EU skal ikke lave fælles

lovgivning på arbejdsmarkedet. Den fri forhandlings-, konflikts- og aftaleret

skal sikres.

Gennemførelse af disse krav

vil betyde, at EU rulles tilbage med det langsigtede formål at styrke OES

–

samtidig med at forslag, som kan skabe sociale, demokratiske og miljømæssige

fremskridt, vedtages.

Enhedslisten stemmer aldrig

for forslag, der udvider unionens magt – heller ikke selvom disse skulle

indebære forbedringer. I sådanne tilfælde vil Enhedslisten stille forslag,

der

er mindst lige så vidtgående, i det danske Folketing.

Lignende dokumenter