Vejledning om biobanker inden for sundhedsområdet: Patientrettigheder og myndighedskrav (Til sundhedsmyndigheder og sundhedspersoner m.fl.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om biobanker
inden for sundhedsområdet:
Patientrettigheder og myndighedskrav
(Til sundhedsmyndigheder og sundhedspersoner m.fl.)
1. Indledning og
definitioner
Denne vejledning omhandler alene biobanker
inden for sundhedsområdet
, dvs. inden
for sundhedsvæsenet og sundhedsvidenskaben m.v.
Formålet
med
vejledningen er – kortfattet – at redegøre for de forskellige love,
der
regulerer forskellige aspekter af biobanker. Hovedvægten er lagt på at
beskrive
patientrettigheder og myndighedskrav i relation til biobanker.
Vejledningen knytter sig til den ændring af lov om patienters
retsstilling vedrørende selvbestemmelse over biologisk materiale, der er
afgivet i forbindelse med behandling, der trådte i kraft den 1. september
2004.
Det er de
generelle regler
om biobanker og håndtering af biologiske materiale i tilknytning hertil, der
beskrives. Den
særlige lovgivning
,
der regulerer specifikke biobanker og håndtering af biologisk materiale i
tilknytning hertil i forbindelse med de eksisterende donorordninger, går
forud
Læs alt
for de generelle regler og er derfor ikke beskrevet i vejledningen.
Spørgsmålet om biobankers retlige regulering er i øvrigt behandlet
udførligt i ”Redegørelse om biobanker” - betænkning 1414, maj 2002.
Målgruppen
for
vejledningen er primært de myndigheder og sundhedspersoner, der opretter,
driver
og er ansvarlige for biobanker, men vejledningen er tilstræbt udformet
således,
at også patienter og andre vævsafgivere kan få udbytte af den.
I denne vejledning anvendes følgende
definitioner:
Biobank:
En struktureret
samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter
bestemte
kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan
henføres til enkeltpersoner.
Væv
: Menneskeligt
biologisk materiale i en biobank, uanset om det udgør væv i medicinsk
forstand.
Eksempler er blodprøver, vævsprøver, celleskrab, opformeret DNA, hudstykker
og
hele organer.
Den dataansvarlige
: Den
fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller
ethvert
andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke formål og med
hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.
Den biobankansvarlige:
Den
eller de personer, der er ansvarlig for oprettelse og drift af en biobank
samt
opbevaring af biologisk materiale heri.
Forholdet mellem den dataansvarlige og den biobankansvarlige kan
beskrives således: Den dataansvarlige er bærer af det persondataretlige
ansvar
(væv som ”personoplysninger”), mens den biobankansvarlige er bærer
af det
sundhedsfaglige ansvar (væv som ”klinisk materiale”). Der behøver
ikke at være
sammenfald mellem de to ansvarsfunktioner. Inden for sygehusvæsenet er den
dataansvarlige en myndighed eller et privat sygehus, mens den
biobankansvarlige
typisk er en sundhedsperson.
Klinisk biobank:
Biobank
der anvendes til kliniske formål (forebyggelse, diagnose, behandling, pleje
m.v.)
Forskningsbiobank:
Biobank
der anvendes til forskningsformål.
Donorbiobank:
Biobank,
hvor det biologiske materiale er givet (doneret) typisk af raske personer med
henblik på behandling af en konkret patient eller en nærmere angivet
patientgruppe.
Biobank til andre
sundhedsformål:
Biobank, der ikke lader sig rubricere under de øvrige
kategorier af biobanker, men som alligevel har et sundhedsformål
(stamcellebiobank og produktionsbiobank i privat regi).
2. De relevante
love
I Danmark har man valgt
ikke
at udarbejde en særlig biobanklov, der regulerer alle aspekter
af biobanker. Fire forskellige love, der har et bredere anvendelsesområde end
biobanker, regulerer forskellige aspekter af biobanker.
De fire love er
–
lov om
behandling af personoplysninger (persondataloven),
–
lov om
patienters retsstilling (patientretsstillingsloven),
–
lov om et
videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter
(komitéloven) og
–
lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (centralstyrelsesloven).
Relevante bestemmelser fra de pågældende love er
vedhæftet denne vejledning som bilag 1-3.
3. Generelt om
hvilke aspekter af biobanker, de forskellige love regulerer
3.1.
Persondataloven – de grundlæggende regler
Datatilsynet har udtalt, at en biobank defineret som i afsnit 1
ovenfor, kan anses for et manuelt register i persondatalovens forstand, og
dermed omfattet af persondatalovens almindelige regler, herunder
behandlingsreglerne
i kapitel 4 og 7, og denne lovs sikkerheds- og beskyttelsesregler, herunder
reglerne om anmeldelse og tilladelse i lovens kapitel 12 og 13.
Til uddybning heraf henvises til bilag 4, der indeholder kapitel 4
om persondatalovens nærmere regulering af biobanker (data og væv) fra
”Redegørelse om biobanker” – betænkning 1414, maj 2002.
3.2.
Patientretsstillingsloven – vævsafgiverens selvbestemmelsesret
Ved lov nr. 312 af 5. maj 2004 om ændring af lov om patienters
retsstilling blev der med virkning fra den 1. september 2004 indført nye
regler
om patienters selvbestemmelse over biologisk materiale, der er afgivet i
forbindelse med behandling m.v.
For kliniske biobanker - kapitel
3 a
- betyder dette, at vævsafgiveren har
tre muligheder:
–
Ret for patienten
til at ”sige fra” med hensyn til ikke-behandlings-relateret
anvendelse af
afgivet biologisk materiale over for et centralt register:
Vævsanvendelsesregisteret, der oprettes i Sundhedsstyrelsen (§ 18 b).
–
Ret for patienten
til destruktion af afgivet biologisk materiale (§ 18 f).
–
Ret for patienten
til udlevering af afgivet biologisk materiale, hvis patienten har en særlig
interesse
heri (§ 18 g).
For biobanker til andre sundhedsformål (stamcellebiobanker og
produktionsbiobanker i privat regi) - kapitel 3 b - bestemmes, at
vævsmodtageren er forpligtet til at sørge for, at der udarbejdes en skriftlig
aftale, hvori alle relevante oplysninger om vævets opbevaring og anvendelse
m.v. er indeholdt.
3.3. Komitéloven –
biobanker som del af et biomedicinsk forskningsprojekt
I det omfang biobanker – eller dele af biobanker – ønskes anvendt
til biomedicinsk forskning bliver komitélovens regler om anmeldelse og
godkendelse af forskningsprojekter aktualiseret.
Genstanden for komitélovens regulering er det biomedicinske
forskningsprojekt som sådant. Ved biomedicinske forskningsprojekter med væv
vil
der altid være involveret én eller flere biobanker (vævssamlinger). Det væv,
der er indeholdt i disse biobanker, vil – så længe biobankerne er en
integreret
del af forskningsprojektet – være omfattet af komitélovens
individbeskyttelsesregler, som bl.a. har fundet udtryk i lovens anmeldelses-
og
godkendelsesordning (§§ 8-10).
Hovedreglen efter komitéloven er, at forsøgspersoner skal give
informeret, skriftligt samtykke til deltagelse i biomedicinske
forskningsprojekter (§§ 16-21). Ved visse registerforskningsprojekter
overlades
det dog i særlige tilfælde til den videnskabsetiske komité at varetage
forsøgspersonernes beskyttelse uden indhentelse af samtykke (§ 16,
stk. 3).
3.4.
Centralstyrelsesloven – sundhedspersoners ansvarsforhold og
vævsafgiverens
klagemuligheder
Typisk vil det være sundhedspersoner, der driver og er ansvarlige
for biobanker, og disse vil, som alle andre sundhedspersoner, være omfattet
af
de ansvarsregler, der fremgår af centralstyrelsesloven og
autorisationslovgivningen.
Klage over sundhedsfaglige forhold i forbindelse med biobanker, og
over overtrædelse af selvbestemmelsesreglerne i kapitel
3 a
og 3 b i patientretsstillingsloven,
vil kunne indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter de
almindelige
regler i centralstyrelsesloven.
4. Biobanker og
myndighedskrav
4.1. Oprettelse og
drift af biobanker
Oprettelse af en biobank kræver anmeldelse til Datatilsynet.
Anmeldelsespligten gælder både for offentlige og private dataansvarlige, jf.
persondatalovens §§ 43 og 48. På baggrund af anmeldelsen giver
Datatilsynet en udtalelse (offentlige dataansvarlige) eller en tilladelse
(private dataansvarlige), der angiver vilkårene for biobankens oprettelse og
drift
m.v.
Håndtering af væv i en biobank, dvs. indsamling, opbevaring,
anvendelse, videregivelse og destruktion af biologisk materiale er omfattet
af
behandlingsreglerne i persondatalovens kapitel 4 og 7. De relevante
bestemmelser er § 7 (behandling af oplysninger til
patientbehandlingsformål) og § 10 (behandling af følsomme oplysninger
til
videnskabelige formål).
Al behandling af personoplysninger skal opfylde de grundlæggende
principper i persondatalovens § 5. Det følger af § 5, stk. 2,
at
indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige
formål,
og senere behandling ikke må være uforenelig med disse formål.
4.2. Nedlæggelse af
biobanker
Den centrale bestemmelse i forbindelse med nedlæggelse af en
biobank er persondatalovens § 5, stk. 5. Efter denne bestemmelse må
indsamlede oplysninger ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at
identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt
af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. Personhenførbare
oplysninger skal således slettes, når formålet eller formålene er opfyldt.
Reglerne om sletning af data i lovens § 5, stk. 5, finder
anvendelse,
hvad enten der er tale om at slette enkelte oplysninger eller hele samlingen
af
oplysninger.
Sletning af oplysninger i væv sker ved destruktion af vævet.
Ved nedlæggelse af en biobank er der principielt to
handlemuligheder vedrørende vævet: destruktion af vævssamlingen eller
overdragelse af vævssamlingen til en ny dataansvarlig.
Det er den dataansvarlige, der må vurdere – under de gældende
ansvarsregler, jf. afsnit 4.3. – om der skal ske en destruktion af
vævssamlingen eller om det kan komme på tale at overdrage samlingen til en
anden dataansvarlig eller eventuelt til et andet formål.
Ved overdragelse af biobanken (vævssamlingen) vil der være tale om
en videregivelse i persondatalovens forstand, og videregivelsen kræver
således
hjemmel i persondataloven. De relevante bestemmelser er § 7
(videregivelse
af oplysninger til patientbehandlingsformål) og § 10 (videregivelse af
følsomme oplysninger til videnskabelige formål). Bestemmelsen i § 5,
stk. 2, om at behandlingen (videregivelsen) skal ske til udtrykkeligt
angivne og saglige formål, og senere behandling ikke må være uforenelig med
disse formål, skal tillige iagttages.
4.3. Tilsyn og
kontrol
Kliniske biobanker
er
underlagt et dobbelt tilsyn: De persondataretlige aspekter (væv som
”personoplysninger”)
er underlagt Datatilsynets tilsyn. De sundhedsfaglige aspekter (væv som
”klinisk materiale”) er underlagt Sundhedsstyrelsens almindelige
tilsyn.
Forskningsbiobanker
er
underlagt et tredobbelt tilsyn: De persondataretlige aspekter (væv som
”personoplysninger”) er underlagt Datatilsynets tilsyn. De
forskningsmæssige
aspekter (væv som ”forskningsobjekt”) er underlagt de
videnskabsetiske
komitéer. De sundhedsfaglige aspekter (væv som ”klinisk materiale”)
er
underlagt Sundhedsstyrelsens almindelige tilsyn.
Donorbiobanker
er
underlagt et dobbelt tilsyn: De persondataretlige aspekter (væv som
”personoplysninger”)
er underlagt Datatilsynets tilsyn. De sundhedsfaglige aspekter (væv som
”klinisk materiale”) er underlagt Sundhedsstyrelsens almindelige
tilsyn.
Biobanker til andre
sundhedsformål
(stamcellebiobanker og produktionsbiobanker i privat regi)
er underlagt Datatilsynets tilsyn (væv
som ”personoplysninger”).
5. Biobanker og
vævsafgiverens rettigheder
For alle biobanker gælder persondatalovens regler
om
oplysningspligt (kapitel 8), indsigtsret (kapitel 9) og øvrige rettigheder
(kapitel 10). Der henvises til bilag 4.
De spørgsmål om biologisk materiale, som reguleres i
patientretsstillingslovens §§ 18 b –
18
g, jf. nedenfor, afgøres efter disse bestemmelser, og
ikke efter reglerne i persondataloven, mens de øvrige generelle regler i
persondataloven finder anvendelse ved behandling af biologisk materiale, som
beskrevet ovenfor under pkt. 3.1. og i bilag 4.
5.1. Kliniske
biobanker
Ved lov nr. 312 af 5. maj 2004 har vævsafgiveren fået tre
handlemuligheder for så vidt angår selvbestemmelse over afgivet biologisk
materiale:
1.
Ret for patienten
til at ”sige fra” med hensyn til ikke-behandlings-relateret
anvendelse af
afgivet biologisk materiale over for et centralt register:
Vævsanvendelsesregisteret, der oprettes i Sundhedsstyrelsen (§ 18 b).
2.
Ret for patienten
til destruktion af afgivet biologisk materiale (§ 18 f).
3.
Ret for patienten
til udlevering af afgivet biologisk materiale, hvis patienten har en særlig
interesse
heri (§ 18 g).
De nævnte regler gælder
ikke
,
hvis der er fastsat regler om biologisk materiale i anden lovgivning, som
f.eks. reglerne om de eksisterende donorordninger, jf. afsnit 5.3., og
reglerne
om bevismateriale i straffesager m.v.
Ad 1. Ret for patienten til at ”sige fra” og få
beslutningen registreret i Vævsanvendelsesregisteret (§ 18 b)
Hvis en patient finder, at ikke-behandlingsrelateret anvendelse af
afgivet biologisk materiale ikke må finde sted, kan dette ske ved, at
patientens beslutning herom registreres i Vævsanvendelsesregisteret, der er
oprettet i Sundhedsstyrelsen. Registeret er omtalt nærmere på:
www.Sundhedsstyrelsen.dk/vaev
Det er patienten selv, der skal tage initiativ til denne
registrering. Den sundhedsperson, der udtager det biologiske materiale, skal,
hvis pågældende skønner, at der er behov herfor, særskilt oplyse patienten om
denne mulighed. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i samarbejde med
Sundhedsstyrelsen
udarbejder en folder: ”Dit væv, dit valg”, der oplyser patienterne
herom og som
indeholder en blanket til brug for registreringen. Folderen er distribueret
bredt ud, så den kan ligge fremme alle steder, hvor borgere får tilbudt
sundhedsoplysninger af denne art, f.eks. på sygehuse, praksiskonsultationer,
apoteker, biblioteker m.v.
Herudover vil det lokale sygehusvæsen i sit almindelige
patientinformationsmateriale give oplysning om patientens adgang til at lade
sin beslutning registrere i Vævsanvendelsesregisteret samt om destruktions-
og
udleveringsretten.
Såfremt væv i en biobank ønskes anvendt til andet formål end til
behandling af patienten selv eller til formål, der har en umiddelbar
tilknytning hertil (kvalitetssikring, metodeudvikling og undervisning af
sundhedspersoner), er det den biobankansvarlige, der har pligt til at
kontakte
Vævsanvendelsesregisteret i Sundhedsstyrelsen og undersøge, for de
vævsprøver,
det drejer sig om, om der er registreret et ønske om, at vævet kun må
anvendes
til patienten selv. Er dette tilfælde, må de vævsprøver, der er
”behæftet”
hermed, ikke anvendes til ”fremmede” formål, og den
biobankansvarlige må ikke
udlevere det pågældende væv. Er dette ikke tilfældet, gælder reglerne i
komitéloven og persondataloven. Anvendelse af vævet til forskningsformål
kræver
som hovedregel vævsafgiverens skriftlige samtykke efter komitéloven.
Anvendelse
af vævet til andre formål kræver som hovedregel vævsafgiverens udtrykkelige
samtykke efter persondataloven.
En forsker, der ønsker at anvende materiale i en biobank til et
biomedicinsk forskningsprojekt, skal således henvende sig til den
biobankansvarlige, der herefter må kontakte Vævsanvendelsesregisteret.
Vævsanvendelsesregisteret kan alene udlevere oplysninger til de
biobankansvarlige og til de registrerede selv. Vævsanvendelsesregisteret vil
afkræve behørig legitimation, når de biobankansvarlige og de registrerede
henvender sig til registeret.
Ad 2 og 3. Ret til destruktion eller udlevering af
afgivet biologisk materiale (§§ 18 f og
18 g
)
En patient har ret til at kræve, at afgivet biologisk materiale
bliver
destrueret.
En patient har endvidere ret til at få
udleveret
afgivet biologisk materiale, hvis vedkommende anmoder herom
og kan godtgøre en særlig interesse heri. En særlig interesse kan bl.a. være
begrundet i religiøse forhold eller ønsket om behandling andetsteds, hvor det
biologiske materiale kan have interesse.
Retten til destruktion eller udlevering viger dog for anden,
særlig lovgivning, som f.eks. donor- og transplantationslovgivningen, jf.
§ 18 a.
Det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af det biologiske
materiale (den biobankansvarlige), der skal vurdere, om afgørende hensyn til
offentlige eller private interesser taler imod destruktion eller udlevering,
ligesom der er den biobankansvarlige, der skal sørge for, at destruktionen
eller udlevering i givet fald finder sted. Er vævet videregivet, skal den,
der
aktuelt har ansvaret for opbevaringen af vævet, udføre samme funktioner. Den
sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale, eller den, som
har
overtaget sundhedspersonens funktion, er forpligtet til at underrette
besidderen af materialet, hvis patienten ønsker det biologiske materiale
destrueret
eller udleveret.
Hvis
afgørende hensyn til
offentlige eller private interesser
findes at burde fortrænge patientens
ret til destruktion eller udlevering, kan denne nægtes. Bestemmelsen er en
snæver undtagelsesbestemmelse: Det skal være afgørende hensyn til offentlige
eller private interesser, der medfører at destruktions- eller
udleveringsretten
tilsidesættes. Er de afgørende hensyn til
offentlige
interesser
defineret i lovgivningen, som det f.eks. er sket i
epidemilovgivningen eller retsplejeloven, følger det af bestemmelsen i
§ 18 a, at destruktionsretten ikke kan påberåbes. Det er afgørende
hensyn
af samme art, som anført i nævnte lovgivning, der kan komme på tale ved
afslag
af ret til destruktion eller udlevering.
At en
privat interesse
tilsidesætter destruktions- eller udleveringsretten vil kun kunne forekomme i
helt ekstraordinære tilfælde. Som et eksempel kan nævnes, at et privat
sygehus
kan have behov for at bevare det udtagne væv i forbindelse med en patients
gennemførelse af en retssag mod lægen eller sygehuset, hvor vævet skal
anvendes
som bevismateriale.
Efter lægelovens § 6 er en læge under udøvelsen af sin
gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. I de tilfælde,
hvor en patient ønsker udtaget biologisk materiale destrueret eller
udleveret,
skal lægen i fornødent omfang informere patienten om, at destruktionen eller
udleveringen eventuelt kan medføre visse ulemper for patienten i det videre
behandlingsforløb, som f.eks. at man kan blive nødsaget til at tage en ny
prøve
eller behandle patienten på basis af ufuldstændige oplysninger m.v. Også i
tilfælde af, at patienten ønsker at rejse en klage- eller erstatningssag
– eventuelt
ved domstolene – kan en destruktion eller udlevering af prøverne vise
sig at
være til ugunst for patienten. Patientens ønske om destruktion eller
udlevering
af det biologiske materiale skal efter journalføringsreglerne noteres i
journalen.
5.2.
Forskningsbiobanker
I det omfang biobanker – eller dele af biobanker – ønskes anvendt
til biomedicinsk forskning bliver komitélovens regler om anmeldelse og
godkendelse af forskningsprojekter aktualiseret.
Iværksættelse af et biomedicinsk forskningsprojekt kræver
endvidere anmeldelse til Datatilsynet, jf. persondatalovens §§ 43 og 48.
På baggrund af anmeldelsen giver Datatilsynet en udtalelse (offentlige
dataansvarlige) eller en tilladelse (private dataansvarlige), der angiver de
persondataretlige vilkår for forskningsprojektets gennemførelse m.v.
Behandling
af følsomme oplysninger til videnskabelige formål reguleres af
persondatalovens
§ 10.
Genstanden for komitélovens regulering er det biomedicinske
forskningsprojekt som sådant. Ved biomedicinske forskningsprojekter med væv,
vil der altid være involveret én eller flere biobanker (vævssamlinger). Det
væv, der er indeholdt i disse biobanker, vil – så længe biobankerne er
en integreret
del af forskningsprojektet – være omfattet af komitélovens
individbeskyttelsesregler, som bl.a. har fundet udtryk i lovens anmeldelses-
og
godkendelsesordning.
Alle biomedicinske forskningsprojekter med væv skal anmeldes til
en regional videnskabsetisk komité, jf. komitélovens § 8.
Spørgeskemaundersøgelser og registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til
en regional komité, såfremt projektet tillige omfatter menneskeligt biologisk
materiale.
Projekter, der er anmeldelsespligtige efter § 8, må ikke
iværksættes før der er foretaget en videnskabsetisk bedømmelse heraf og givet
tilladelse af den regionale komité til iværksættelsen, jf. komitélovens
§ 9.
Biomedicinske forskningsprojekter vedrørende afgivet biologisk
materiale kræver som hovedregel skriftlig, informeret samtykke, baseret på
skriftlig og mundtlig information om forskningsprojektet, jf. komitélovens
kapitel 5, §§ 16-21. Såfremt et registerforskningsprojekt med væv for
den
enkelte forsøgsperson ikke indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden
måde
efter omstændighederne i øvrigt kan være til belastning for den pågældende,
kan
komitéen godkende projektet uden krav om indhentelse af samtykke fra
vævsafgiverne. Det samme er tilfældet, hvis indhentning af informeret
samtykke
fra vævsafgiverne er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, jf. komitélovens
§ 16, stk. 3.
5.3. Donorbiobanker
Biobanker, der etableres i forbindelse med de særlige
donorordninger, der er hjemlet i lov om ligsyn, obduktion og transplantation,
lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik
og
forskning m.v. og lov om fremskaffelse og anvendelse af blod og blodprodukter
til lægemiddelsformål m.v., er ikke omfattet af reglerne i lov om patienters
retsstilling, jf. ovenfor under afsnit 5.1. For disse biobankers vedkommende
gælder de særlige regler, der er indeholdt i de respektive særlige love for
områderne.
6. Særligt om
biobanker til andre sundhedsformål (stamcellebiobanker og
produktionsbiobanker
i privat regi)
Persondatalovens regler gælder for de i dette
afsnit
omhandlede biobanker ved siden af de nedenfor beskrevne regler i
patientretsstillingsloven. Vedrørende persondatalovens regulering henvises
til
bilag 4.
Ved lov nr. 312 af 5. maj 2004 indførtes i
patientretsstillingsloven nogle særlige bestemmelser vedrørende biologisk
materiale, der afgives til private virksomheder med henblik på opbevaring,
f.eks. i stamcellebiobanker, eller lægemiddelproduktion m.v. (kapitel 3 b).
En privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med
henblik på opbevaring eller lægemiddelproduktion, skal, jf. lovens § 18
i,
sikre, at der foreligger en
skriftlig
aftale
mellem den person, der afgiver det biologiske materiale, og
virksomheden. Aftalen skal underskrives af begge parter.
Aftalen skal som minimum indeholde oplysninger om følgende:
1.
Formål med
indsamling og opbevaring af det biologiske materiale.
2.
Hvorledes det
biologiske materiale vil blive opbevaret, og længden af opbevaringstiden m.v.
3.
De betalingsmæssige
forhold, muligheder for opsigelse af aftalen, konsekvenser af misligholdelse
af
aftalen m.v.
4.
Hvorledes der skal
forholdes med det biologiske materiale i tilfælde af, at virksomheden
ophører,
herunder hvorvidt det biologiske materiale fortsat kan opbevares.
5.
Den private
virksomhed, herunder om selskabs- og ejerforhold, ansvarsforhold m.v.
7. Kvalitets- og
sikkerhedsdirektivet
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/23/EF af
31.
marts 2004 om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved
donation, udtagning, testning, behandling, præservering, opbevaring og
distribution af humane væv og celler skal implementeres i national ret senest
den 7. april 2006. Direktivet drejer sig om kvaliteten og sikkerheden af
humant
væv og celler.
Implementeringen af dette direktiv vil ikke medføre ændringer i de
ovenfor beskrevne regler i patientretsstillingsloven, komitéloven og
centralstyrelsesloven.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 22.
september 2004
Lars Løkke Rasmussen
/Steen Loiborg
Bilag 1
Bilag 1 indeholder uddrag af lov nr. 429 af 31.
maj 2000 om behandling af personoplysninger (kapitel 4,
12 og
13 )
Loven er udeladt her, da den har været offentliggjort i
Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.
Bilag 2
Bilag 2 indeholder lov nr. 313 af 5. maj 2004 om ændring af lov om
patienters retsstilling
Loven er udeladt her, da den har været offentliggjort i
Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.
Bilag 3
Bilag 3 indeholder uddrag af lov nr. 402 af 28.
maj 2003 om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter (kapitel 3 og
5 )
Loven er udeladt her, da den har været offentliggjort i
Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.
Bilag 4
Uddrag af Redegørelse om biobanker –
Betænkning nr. 1414, maj 2002 (kapitel 4)
Kapitel 4
Persondatalovens nærmere regulering af biobanker (data
og væv)
Nedenfor gennemgås persondatalovens regler anvendt på
biobanker. Gennemgangen anvender den terminologi, der også anvendes i loven.
Ovenfor i kapitel 3 er der redegjort for, at persondatalovens regler omfatter
både personoplysninger udledt af væv (data) og personoplysninger indeholdt i
væv (væv). Når der nedenfor i gennemgangen af persondatalovens regler tales
om
”personoplysninger”, skal dette derfor forstås
både
som
personoplysninger udledt af væv (data)
og
som personoplysninger
indeholdt i væv (væv).
4.1. Indtil
persondatalovens ikrafttrædelse
Den 1. juli 2000 blev de to godt 20 år gamle registerlove (lov om
private registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 2. oktober 1987 og lov om
offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20.
september 1991) erstattet af persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000
om behandling af personoplysninger. De gamle registerlove regulerede som
udgangspunkt personoplysninger i registre.
4.2.
Retstilstanden siden den 1. juli 2000
Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) medførte
en række ændringer i forhold til den hidtidige registerlovgivningen og
herunder
også en styrkelse af den registreredes rettigheder.
Persondatalovens hovedområde er behandling af personoplysninger,
som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, samt
ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive
indeholdt i et register, jf. lovens § 1, stk. 1. Loven gælder herudover for
anden ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for private, og
som
omfatter oplysninger om personers private eller økonomiske forhold, eller i
øvrigt
oplysninger om personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget
offentligheden, jf. § 1, stk. 2.
Loven gælder, hvis oplysningerne indgår eller skal indgå i et
manuelt register. Papirkartoteker eller manuelle fortegnelser er derfor
omfattet
af loven. Idet loven i den private sektor gælder for anden ikke-elektronisk
systematisk behandling af helbredsoplysninger, gælder den også her for
manuelle
patientjournaler, klientsager m.v. Dette er dog ikke tilfældet i den
offentlige
sektor. Samlinger af manuelle patientjournaler på et offentligt sygehus er
derfor ikke omfattet af persondataloven.
Som hovedregel gælder persondataloven kun, hvis den dataansvarlige
myndighed eller virksomhed er etableret i Danmark, og databehandlingen
foregår
inden for EU’s område, jf. § 4, stk. 1. Loven gælder også i visse
tilfælde, jf.
§ 4, stk. 3, nr. 1, hvor en databehandler er etableret i et tredjeland og der
benyttes hjælpemidler, der befinder sig i Danmark.
I de tilfælde, hvor der findes regler om behandling af personoplysninger
i anden lovgivning, der giver den registrerede en bedre retsstilling, går
disse
forud for reglerne i persondataloven, jf. § 2, stk. 1. Idet
patientretsstillingslovens bestemmelser om sundhedspersoners videregivelse af
fortrolige patientoplysninger (data) er mere restriktive end persondatalovens
videregivelsesbestemmelser, vil et spørgsmål om videregivelse af
patientoplysninger (data) derfor skulle afgøres efter
patientretsstillingslovens
regler. Tilsvarende gælder der også regler i lov om brug af
helbredsoplysninger
på arbejdsmarkedet, der - for så vidt angår spørgsmålet om arbejdsgivers
adgang
til at indhente oplysninger om bl.a. helbredsmæssige forhold - giver den
registrerede en bedre retsstilling end persondataloven.
4.3.
Persondatalovens grundlæggende behandlingsregler
Med personoplysninger skal forstås enhver form for information om
en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede). Det
er
altså underordnet om identifikation af den registrerede sker direkte ved navn
eller personnummer, eller indirekte, f.eks. ved brug af en kode eller ved
hjælp
af andre oplysninger eller kendetegn, blot det er muligt at identificere
personen. Også i de tilfælde, hvor det kun for den indviede vil være muligt
at
forstå, hvem en oplysning vedrører, vil der være tale om en personoplysning i
lovens forstand.
Ved vurdering af om biologisk materiale overhovedet kan anses for
anonymt, må blandt andet de teknologiske muligheder for at identificere den
person, som materialet stammer fra, tages i betragtning. Selv om det
formentlig
i dag må betragtes som anonymt, kan det således ikke udelukkes, at der med
tiden, i lyset af den teknologiske udvikling, vil kunne stilles
spørgsmålstegn
ved, om det er muligt at tale om anonymt biologisk materiale.
Når en offentlig myndighed, en privat virksomhed eller en privat
forsker behandler personoplysninger, er der nogle generelle og grundlæggende
krav, som altid skal være opfyldt, jf. lovens § 5, stk. 1-5. Disse regler
giver
ikke i sig selv nogen ret til at behandle oplysninger, men hvis en behandling
kan finde sted på grundlag af lovens øvrige regler, skal de grundlæggende
krav
altid være opfyldt.
De grundlæggende krav
er følgende:
–
Oplysninger
skal altid behandles i overensstemmelse med
“god
databehandlingsskik”
. God
databehandlingsskik betyder, at den dataansvarlige nøje overholder reglerne i
loven, såvel i ånd som bogstav, og ikke forsøger at omgå dem. God
databehandlingsskik fastlægges desuden gennem Datatilsynets praksis.
–
Indsamling
af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere
behandling må ikke være uforenelig med disse formål. Senere behandling i
historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, anses dog aldrig som
uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet.
Om et formål er
sagligt, afhænger først og fremmest af, om det er tale om en opgave, som det
er
naturligt, at den pågældende myndighed, virksomhed (eller forsker) løser. Det
er ikke tilladt at indsamle eller opbevare oplysninger, hvis man ikke har
noget
at bruge dem til, eller bare forventer, at der senere opstår et formål.
Indsamlede
oplysninger kan principielt godt anvendes til et nyt formål. Om en behandling
til et nyt formål vil være tilladt, vil dog skulle vurderes konkret i hvert
enkelt tilfælde. En ny behandling, der direkte skader det oprindelige formål,
vil som hovedregel ikke være tilladt. Efter persondatalovens regler gælder
dog
uden undtagelse, at oplysninger, som er behandlet til videnskabelige eller
statistiske formål, aldrig senere må behandles i andet end videnskabeligt
eller
statistisk øjemed. Oplysninger fra videnskabelige projekter eller statistiske
undersøgelser må f.eks. ikke senere benyttes af en myndighed til at træffe
afgørelser om den pågældende person.
–
Oplysninger,
som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere,
end
hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles,
og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.
Der må derfor f.eks.
ikke registreres oplysning om patientens eller pårørendes etniske baggrund,
hvis dette ikke er relevant for gennemførelsen af det pågældende
videnskabelige
projekt, eller på anden måde er nødvendig for analysen af patientens
blodprøve
i en klinisk-kemisk afdeling.
–
Behandling
af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden
ajourføring af oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne
kontrol
for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger.
Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt
slettes eller berigtiges.
Den dataansvarlige
pålægges herved en pligt til at sikre, at de personoplysninger, der behandles
altid er korrekte, således at der f.eks. ikke træffes afgørelser om de
pågældende personer på grundlag af forkerte, mangelfulde eller vildledende
oplysninger. Dette krav gælder, uanset om oplysningerne skal benyttes til
administrative formål, patientbehandling eller i videnskabeligt øjemed.
–
Indsamlede
oplysninger må ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at
identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt
af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.
Denne bestemmelse
skal bl.a. ses i sammenhæng med bestemmelsen om, at der skal være et
udtrykkeligt og sagligt formål med behandlingen af personoplysninger. Når det
ikke længere er nødvendigt at behandle personoplysninger til et i øvrigt
lovligt formål, skal de derfor slettes, destrueres eller anonymiseres.
Oplysninger tilknyttet en biobank skal derfor slettes, når banken nedlægges,
eller når oplysningerne ikke længere tjener noget formål. Oplysninger i et
videnskabeligt projekt skal ligeledes slettes eller anonymiseres, når
projektet
er afsluttet. Anonymiserede oplysninger, dvs. oplysninger som ikke af nogen
kan
føres tilbage til enkeltpersoner, er ikke omfattet af persondataloven, og kan
derfor opbevares og behandles frit.
I stedet for
sletning eller anonymisering kan den dataansvarlige overføre oplysningerne
til
videre opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen, jf.
persondatalovens § 14. Datatilsynet betragter arkivering efter arkivlovens
regler som et alternativ til sletning eller anonymisering.
Persondataloven
inddeler personoplysninger i tre typer:
–
Almindelige
personoplysninger, som ikke vedrører rent private forhold. Det
drejer sig f.eks. om identifikationsoplysninger, oplysninger om kundeforhold
eller økonomiske forhold.
–
Dei § 7 opregnede typer af
følsomme personoplysninger.
Disse omfatter
oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller
filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger
om
helbredsmæssige og seksuelle forhold.
–
Dei § 8 opregnede typer af
personoplysninger.
Disse omfatter
oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og oplysninger
om andre rent private forhold.
Behandlingen af personoplysninger kan som udgangspunkt ske, når
der er hjemmel til det i loven. Om en given behandling af personoplysninger
(persondata) tilknyttet en biobank er lovlig, vil derfor bero på en konkret
vurdering i den enkelte situation af, om betingelserne for behandling er
opfyldt. Disse betingelser er beskrevet i afsnit 4.4. og 4.5.
4.4. Betingelser
for behandling af persondata, der er knyttet til biobanker. Oplysninger til
patientbehandlingsformål
Ud over de grundlæggende behandlingskrav, som er beskrevet
ovenfor, indeholder persondataloven en række nærmere bestemmelser om, hvornår
en behandling må finde sted. Hvilke bestemmelser, der finder anvendelse, vil
afhænge af formålet med behandlingen og oplysningernes karakter.
Persondatalovens regler for, hvornår man må behandle almindelige
oplysninger, er mindre restriktive end reglerne for behandling af oplysninger
omfattet af §§ 7 og 8.
Almindelige
personoplysninger må som udgangspunkt behandles,
jf. lovens § 6, hvis en af følgende betingelser er til stede:
–
hvis den
registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke,
–
hvis det
er nødvendig for at kunne opfylde en aftale, som den registrerede er part i,
–
hvis det
er nødvendigt for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den
dataansvarlige,
–
hvis det
er nødvendigt for at beskytte den registreredes vitale interesser,
–
hvis det
er nødvendigt for at kunne udføre en opgave i samfundets interesse (f.eks. en
statistisk eller en videnskabelig undersøgelse),
–
hvis
behandlingen er et nødvendigt led i det offentliges myndighedsudøvelse, eller
–
hvis
behandlingen er nødvendig for at varetage en berettiget interesse (f.eks. et
kundeforhold), og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne
interesse.
Som udgangspunkt må der
ikke
behandles oplysninger om
racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk
overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold og oplysninger om
helbredsmæssige og seksuelle forhold, jf. § 7 stk. 1.
Behandling af sådanne oplysninger kan dog ske, hvis der findes
hjemmel til det i en af lovens undtagelsesbestemmelser.
De undtagelsesbestemmelser, som navnlig er relevante ved
vurderingen af om behandling af personoplysninger om helbredsmæssige forhold
er
tilladt, er følgende:
–
Den
registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling (§
7,
stk. 2, nr. 1), eller
–
Behandlingen
er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale
interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i
stand til at give sit samtykke (§ 7, stk. 2, nr. 2), eller
–
Behandlingen
vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede (§ 7,
stk. 2, nr. 3), eller
–
Behandlingen
er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares
(§
7, stk. 2, nr. 4), eller
–
Behandlingen
er nødvendig med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk
diagnose,
sygepleje eller patientbehandling, eller forvaltning af læge- og
sundhedstjenester,
og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for
sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt (§ 7,
stk.
5).
Hvis en af disse betingelser er opfyldt, må der i øvrigt også
behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og
andre rent private forhold, hvis dette er nødvendigt af hensyn til
varetagelsen
af det pågældende formål.
Rækkevidden af § 7, stk. 5, om almindelig patientbehandling m.v.
er ikke i alle detaljer klarlagt i Datatilsynets praksis. Det er således ikke
afklaret, hvor længe oplysningerne kan opbevares, og om det kan anses for
nødvendigt med henblik på de formål, som er nævnt i paragraffen, at anvende
personhenførbare
patientoplysninger i forbindelse med f.eks. undervisning og lignende.
Efter persondataloven kræves der altså ikke patientens samtykke
til behandling af helbredsoplysninger, hvis behandlingen er nødvendig i
forbindelse med almindelig patientbehandling m.v. i den offentlige og private
sundhedssektor. Efter de samme regler kan der således også ske videregivelse
af
helbredsoplysninger uden patientens samtykke.
Der vil også kunne ske behandling af personoplysninger uden den
registreredes samtykke, hvis behandlingen er nødvendig for fastlæggelse af et
retskrav, f.eks. i forbindelse med en sag om erstatning.
Hvis oplysningerne behandles på grundlag af et indhentet samtykke,
skal samtykket opfylde lovens krav hertil. Et samtykke er ifølge
persondataloven en frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse,
hvorved den registrerede indvilger i, at oplysninger, der vedrører den
pågældende selv, gøres til genstand for behandling, jf. § 3, nr. 8. Et
samtykke
behøver således ikke være skriftligt, men den dataansvarlig skal senere hen
kunne godtgøre, at der foreligger et samtykke. Et samtykke som er afgivet
efter
persondataloven kan til enhver tid tilbagekaldes, jf. lovens § 38.
Tilbagekaldelsen
kan dog ikke ske med “tilbagevirkende kraft”. Virkningen af et
tilbagekaldt
samtykke vil derfor normalt være, at behandlingen af oplysningerne ikke må
finde sted fremover.
4.5. Særlige
bestemmelser om behandling af følsomme oplysninger til videnskabelige formål
De ovenfor nævnte undtagelsesbestemmelser vil i mange tilfælde
gøre det svært eller umuligt at behandle oplysninger om helbredsmæssige
forhold
til videnskabelige eller statistisk formål, eksempelvis i registerforskning.
Det samme kan gælde for behandling af helbredsoplysninger tilknyttet en
forskningsbiobank, hvor der ikke kan indhentes samtykke, f.eks. fra afdøde.
Der er således indsat en særlig bestemmelse i persondataloven om
behandling af bl.a. helbredsoplysninger til videnskabelige eller statistiske
formål. Efter denne bestemmelse må der ske behandling af følsomme
oplysninger,
hvis behandlingen alene sker med henblik på at udføre
statistiske ellervidenskabelige
undersøgelser
af væsentlig samfundsmæssig betydning,
og hvis behandlingen er nødvendig for udførelsen af undersøgelsen, jf. § 10,
stk.1.
Oplysningerne må ikke senere benyttes til andre formål, jf. § 10,
stk. 2. Datatilsynet kan tillade, at oplysningerne videregives til tredjemand
til brug i andre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig
samfundsmæssig betydning. Datatilsynet kan i den anledning stille nærmere
vilkår for videregivelsen, jf. § 10, stk. 3.
Med denne bestemmelse om særregulering af behandling til
videnskabelige og statistiske formål tillader persondataloven, at der sker
både
indsamling, registrering og anvendelse, og herunder også videregivelse, af
bl.a. helbredsoplysninger i tilknytning til en videnskabelig biobank
(forskningsbiobank) uden samtykke fra den registrerede.
Idet oplysningerne ikke behandles på grundlag af et samtykke, kan
den registrerede heller ikke trække et samtykke til behandling tilbage efter
persondataloven. Hvis den registrerede anmoder om, at behandlingen skal
ophøre,
er det derfor, såfremt behandlingen i øvrigt er lovlig, op til den
dataansvarlige
selv at beslutte, om anmodningen skal imødekommes. Der henvises endvidere til
det anførte under afsnit 4.10. om den registreredes indsigelsesret efter
lovens
§ 35.
4.6.
Sammenfattende om persondatalovens regler for data tilknyttet en biobank
Oprettelse
af
register og anvendelse af personoplysninger:
–
Indsamling
og anvendelse af personoplysninger til brug for medicinsk diagnose,
patientbehandling m.v. kan ske efter reglerne i § 7, stk. 2, nr. 1,
(samtykke),
§ 7, stk. 2, nr. 2-4, eller § 7, stk. 5.
–
Indsamling
og anvendelse af personoplysninger til videnskabelige formål kan ske med
hjemmel i § 10, stk. 1.
Videregivelse
af oplysninger:
–
Samme
regler som ved oprettelse af register og anvendelse af oplysninger, der ikke
er
benyttet til videnskabelige formål.
–
Videregivelse
af oplysninger, der indgår i en behandling omfattet af lovens § 10, stk. 1
(videnskabelige eller statistiske formål), må kun ske efter forudgående
tilladelse fra Datatilsynet, og der må kun ske videregivelse til brug for
andre
videnskabelige eller statistiske formål. Datatilsynet kan fastsætte nærmere
vilkår for videregivelsen.
–
Regler i
anden lovgivning om videregivelse af personoplysninger til såvel
behandlingsformål som til andre formål, som giver den registrerede en bedre
retsstilling, går dog forud for reglerne i persondataloven.
–
Privates
overførsel af oplysninger til tredjelande kræver i visse tilfælde særlig
tilladelse fra Datatilsynet.
Nedlæggelse af register (sletning af oplysninger):
–
Personoplysninger
tilknyttet en biobank skal slettes eller anonymiseres, når biobanken
nedlægges
eller formålet med behandlingen af oplysningerne ophører.
–
En fortsat
opbevaring af data efter biobankens nedlæggelse vil kunne ske, hvis
oplysningerne kræves opbevaret efter anden lovgivning.
–
Som
alternativ til sletning kan oplysningerne overføres til opbevaring i arkiv
efter arkivlovens regler.
4.7. Anmeldelse
til Datatilsynet
Persondatalovens udgangspunkt er, at alle behandlinger af
personoplysninger skal anmeldes til Datatilsynet. Dette gælder både
elektroniske behandlinger og manuelle behandlinger af oplysninger, der er
eller
vil blive indeholdt i et register, og anmeldelsespligten gælder både for
offentlige og private dataansvarlige, jf. persondataloven §§ 43 og 48. Der er
dog en række undtagelser fra anmeldelsespligten, jf. persondatalovens § 44 og
§
49 samt Justitsministeriets bekendtgørelser herom (bekendtgørelse nr. 529,
532
og 534, alle af 15. juni 2000).
Anmeldelse skal foretages af den dataansvarlige eller dennes
repræsentant, og skal ske inden behandlingen påbegyndes. Anmeldelse kan ske
manuelt eller elektronisk på Datatilsynets hjemmeside. Anmeldelserne bliver
efterfølgende indlagt i en fortegnelse over anmeldte behandlinger på
Datatilsynets
hjemmeside (www.datatilsynet.dk).
Behandling af helbredsoplysninger skal som hovedregel anmeldes.
Behandling af oplysninger tilknyttet en biobank, der benyttes af
denoffentlige forvaltning
, f.eks. på patologiske afdelinger, i
laboratorier, kliniskkemiske afdelinger, blodbanker m.v. skal altid anmeldes.
Dette gælder uanset, om behandlingen af oplysningerne sker i
forbindelse med patientbehandling, medicinsk diagnosticering, administration
af
banken eller til brug for forskning, udvikling, kvalitetskontrol eller
lignende
formål.
Offentlige myndigheder må ikke påbegynde behandlingen før
Datatilsynet har afgivet en udtalelse vedrørende den anmeldte behandling, jf.
§
45.
Behandling i den private sektor skal normalt anmeldes, dog er
behandling af personoplysninger hos privatpraktiserende læger, speciallæger,
tandlæger og lignende personer med autorisation til at udøve virksomhed inden
for sundheds- og sygeplejen undtaget fra anmeldelsespligten, i det omfang
oplysningerne alene anvendes til brug i denne virksomhed. Undtagelsen gælder
derfor også behandling af oplysninger tilknyttet en biobank til samme brug.
Undtagelsen gælder dog ikke for behandlinger, der sker på private sygehuse.
Anmeldelsespligtige private dataansvarlige skal have Datatilsynets
tilladelse inden behandlingen påbegyndes, jf. § 50. Ændringer til anmeldte
behandlinger skal også anmeldes til Datatilsynet, ligesom ophør af
behandlinger
skal meddeles. Når Datatilsynet får besked om at en behandling er ophørt,
bliver den pågældende anmeldelse fjernet fra fortegnelsen.
4.8.
Datasikkerhed
Persondatalovens regler om behandlingssikkerhed er fastsat i
lovens kapitel 11. Den dataansvarlige skal herefter træffe de fornødne
tekniske
og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt
eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer
til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med
loven, jf. lovens § 41, stk. 3. Det samme gælder for databehandlere.
Personer, virksomheder m.v., der udfører arbejde under den
dataansvarlige eller databehandleren, og som får adgang til oplysninger, må
kun
behandle personoplysninger efter instruks fra den dataansvarlige.
Al behandling af personoplysninger, der foretages for den
offentlige
forvaltning helt eller delvis ved hjælp af elektronisk
databehandling, skal desuden ske i overensstemmelse med Justitsministeriets
sikkerhedsbekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af
personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning
(bekendtgørelse
nr. 528 af 15. juni 2000).
Justitsministeriets sikkerhedsbekendtgørelse gælder ikke for
behandling af oplysninger i manuelle registre. Her gælder alene lovens regler
om behandlingssikkerhed.
På det
private område
gælder som
udgangspunkt, at den dataansvarlige selv skal sørge for, at virksomhedens
sikkerhedsstandarder til enhver tid lever op til lovens krav. For private
virksomheder og forskere, der alene behandler oplysninger til videnskabelige
eller statistiske formål, gælder dog, at det er en forudsætning for at få
Datatilsynets tilladelse til behandlingen, at Datatilsynets standardiserede
sikkerhedsvilkår for sådanne behandlinger overholdes. I disse vilkår indgår
bl.a. særlige sikkerhedsregler for opbevaring af biologisk materiale.
Datatilsynets behandlingsvilkår gælder også i det omfang, oplysningerne
behandles hos en databehandler, f.eks. et eksternt laboratorium.
Datatilsynet anbefaler private dataansvarlige at overholde
reglerne i Justitsministeriets sikkerhedsbekendtgørelse.
4.9. Kontrol og
tilsyn med databehandling
Datatilsynet fører tilsyn med enhver behandling af
personoplysninger, der omfattes af loven.
Datatilsynet fører tilsyn med, f.eks. efter en klage fra en borger
eller af egen drift, f.eks. ved inspektioner, at behandlingen ikke er
lovstridig. Datatilsynet kan bl.a. påbyde en privat dataansvarlig at ophøre
med
en ulovlig behandling, eller kræve berigtigelse, sletning eller blokering af
bestemte oplysninger. Tilsynet kan ligeledes forbyde en privat dataansvarlig
at
anvende særlige behandlingsmåder eller påbyde bestemte
sikkerhedsforanstaltninger.
Datatilsynet kan kræve enhver information, der er af betydning for
tilsynets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind
under
lovens bestemmelser. Tilsynets personale har til enhver tid uden retskendelse
adgang til alle lokaler hos offentlige myndigheder, som benyttes til at
administrere, opbevare eller anvende oplysninger eller tekniske hjælpemidler.
Tilsvarende gælder for adgang hos private, i det omfang behandlingen er
omfattet af anmeldelsespligten.
Datatilsynet består af et råd (Datarådet) og et sekretariat og
udøver sine funktioner i fuld uafhængighed. Rådet er nedsat af
justitsministeren
og består af en formand, der er dommer, og af 6 andre medlemmer. Tilsynets
afgørelser efter persondataloven kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Datatilsynet har mulighed for at foretage inspektioner hos
offentlige myndigheder, private virksomheder, private sygehuse,
forskningsinstitutioner og private forskere.
4.10.
Persondatalovens regler om den registreredes rettigheder
1. Generelt
Persondataloven indeholder regler, som giver den enkelte borger en
række rettigheder over for de myndigheder, virksomheder, foreninger m.v., som
behandler oplysninger om den pågældende.
Efter persondataloven har en person, der er registreret i en
biobank, følgende rettigheder og klagemuligheder:
–
Ret til at modtage
besked fra den dataansvarlige om, at der indsamles oplysninger om en selv
(oplysningspligt), §§ 28 og 29,
–
Ret for den
registrerede til indsigt i de oplysninger, der behandles om den pågældende
(indsigtsret), § 31. Der gælder dog undtagelser for behandlinger i
videnskabeligt og statistisk øjemed,
–
Ret til over for den
dataansvarlige til enhver tid at gøre indsigelse mod, at oplysninger om
vedkommende
gøres til genstand for behandling. Hvis indsigelsen er berettiget, må
behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger, § 35,
–
Ret til at få
oplysninger, der er urigtige eller vildledende, rettet, slettet eller
blokeret,
samt i den forbindelse at forlange, at andre, der har modtaget oplysningerne,
orienteres om dette, § 37,
–
Ret til at
tilbagekalde et samtykke, § 38,
–
Ret til at gøre indsigelse
mod, at man undergives afgørelser, der har retsvirkninger for eller i øvrigt
berører en selv i væsentlig grad, og som alene er truffet på grundlag af
elektronisk databehandling, § 39, og
–
Ret til at klage til
Datatilsynet over behandling af personoplysninger om en selv, § 40.
2. Specielt om
oplysningspligten
Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede skal denne
oplyses om følgende:
–
Den dataansvarliges
og dennes repræsentants identitet.
–
Formålene med den
behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
–
Alle yderligere
oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder
oplysningerne
er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine
interesser, som f.eks. kategorierne af modtagere, om det er frivilligt at
afgive oplysningerne samt om mulige følger af ikke at svare, og om reglerne
om
indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den
registrerede.
Oplysningspligten gælder ikke, hvis den registrerede allerede er
bekendt med de nævnte oplysninger.
Hvis oplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede,
påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen,
eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til
tredjemand ved videregivelsen, at give den registrerede tilsvarende
information.
Oplysningspligten gælder ikke, hvis den registrerede allerede er
bekendt med de nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller
videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov. Oplysningspligten kan også fraviges, hvis underretning af
den
registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.
Oplysningspligten påhviler den dataansvarlige, og skal ske på
dennes eget initiativ.
3. Specielt om
indsigtsretten
Persondatalovens regler om den registreredes indsigtsret
(egenacces/aktindsigt) gælder for både offentlige myndigheder og private
virksomheder m.v. Udgangspunktet efter persondataloven er, at den
registrerede
har ret til indsigt i en række forhold vedrørende behandlingen af oplysninger
om den pågældende, jf. lovens § 31. Som hovedregel har den registrerede ret
til
at få meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om den pågældende, og
i
givet fald, hvilke oplysninger der behandles.
Der kan ikke stilles særlige formkrav til en indsigtsbegæring, og
man kan ikke kræve, at den pågældende skal kunne angive præcist, hvilke
behandlinger, som vedkommende ønsker indsigt i. Hvis der behandles
oplysninger
om vedkommende, skal der på en let forståelig måde gives den pågældende
meddelelse om,
hvilke oplysninger
der behandles på tidspunktet
for begæringen, samt oplysninger der er kommet til i perioden frem til
begæringen ekspederes. Endvidere skal der gives meddelelse om
behandlingensformål
. Herudover skal der i visse tilfælde gives meddelelse om
eventuelle
kategorieraf modtagere
af oplysningerne samt tilgængelig information om,
hvorfra de oplysninger, der behandles, stammer.
Efter persondataloven kan en registreret ikke kræve indsigt i
oplysninger, der udelukkende behandles i videnskabeligt øjemed, eller hvor
oplysningerne kun opbevares i form af personoplysninger i det tidsrum, som
kræves for at udarbejde statistikker, jf. § 32, stk. 4.
4. Specielt om den
registreredes øvrige rettigheder
Den registrerede kan til enhver tid over for den dataansvarlige
gøre indsigelse mod, at oplysninger om den pågældende gøres til genstand for
behandling.
En indsigelse skal efter lovens forarbejder f.eks. ikke tages til
følge, hvis behandlingen af oplysninger om den registrerede er foreskrevet i
lovgivningen. Hvis der er tale om behandling i statistisk eller
videnskabeligt
øjemed, skal en indsigelse som altovervejende hovedregel efter bestemmelsens
forarbejder heller ikke tages til følge, forudsat at behandlingen er lovlig
og
i øvrigt opfylder lovens krav.
For så vidt angår offentlige myndigheder gælder det, at
myndighedens beslutning om, hvorvidt en indsigelse skal imødekommes, er en
afgørelse efter forvaltningsloven. Forvaltningslovens regler om begrundelse,
klagevejledning m.v. skal derfor overholdes.
Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den
registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig
administrativ afgørelse, jf. lovens § 61, hvorefter Datatilsynets afgørelser
efter loven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Derimod
vil
afgørelserne kunne efterprøves af domstolene samt indbringes for Folketingets
Ombudsmand.
4.11.
Erstatnings- og strafansvar
Efter persondataloven skal den dataansvarlige erstatte skade, der
er forvoldt ved behandling i strid med loven, medmindre det godtgøres, at
skaden ikke kunne være afværget ved den agtpågivenhed og omhu, der må kræves
i
forbindelse med behandling af oplysninger.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,
straffes bl.a. privates overtrædelse af anmeldelsespligten eller
tilsidesættelse af tilsynets vilkår eller påbud med bøde eller fængsel indtil
4
måneder. I forbindelse med behandlinger, som udføres for offentlige
myndigheder, kan enkeltpersoner straffes tilsvarende, hvis de tilsidesætter
bestemmelser om behandlingssikkerhed eller tilsynets vilkår vedrørende
videregivelse af oplysninger.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (National planlægningskompetence for digitalisering og data i sundhedsvæsenet, nye regler for fælles digital infrastruktur, ændringer som følge af lov om Digital Sundhed Danmark og Statens Serum Instituts infrastrukturer, databaser m.v.) Retsinformation · 10. oktober 2025
- Forslag til Lov om ændring af lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsloven (Smidigere rammer for sundhedsforskning og mere information og selvbestemmelse til patienter og forsøgspersoner m.v.) Retsinformation · 6. oktober 2023
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om patienters retsstilling (Selvbestemmelse over biologisk materiale, der er afgivet i forbindelse med behandling) Retsinformation · 25. maj 2004
- Bekendtgørelse af sundhedsloven Retsinformation · 20. oktober 2026
- 1997 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING Retsinformation · 16. januar 1998
- 1997 LSF 15 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING Retsinformation · 3. juli 1998