Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om biobanker inden for sundhedsområdet: Patientrettigheder og myndighedskrav (Til sundhedsmyndigheder og sundhedspersoner m.fl.)

Gældende VEJ nr 83 af 22/09/2004VejledningIndenrigs- og Sundhedsministeriet28. september 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning om biobanker

inden for sundhedsområdet:

Patientrettigheder og myndighedskrav

(Til sundhedsmyndigheder og sundhedspersoner m.fl.)

1. Indledning og

definitioner

Denne vejledning omhandler alene biobanker

inden for sundhedsområdet

, dvs. inden

for sundhedsvæsenet og sundhedsvidenskaben m.v.

Formålet

med

vejledningen er – kortfattet – at redegøre for de forskellige love,

der

regulerer forskellige aspekter af biobanker. Hovedvægten er lagt på at

beskrive

patientrettigheder og myndighedskrav i relation til biobanker.

Vejledningen knytter sig til den ændring af lov om patienters

retsstilling vedrørende selvbestemmelse over biologisk materiale, der er

afgivet i forbindelse med behandling, der trådte i kraft den 1. september

2004.

Det er de

generelle regler

om biobanker og håndtering af biologiske materiale i tilknytning hertil, der

beskrives. Den

særlige lovgivning

,

der regulerer specifikke biobanker og håndtering af biologisk materiale i

tilknytning hertil i forbindelse med de eksisterende donorordninger, går

forud

Læs alt

for de generelle regler og er derfor ikke beskrevet i vejledningen.

Spørgsmålet om biobankers retlige regulering er i øvrigt behandlet

udførligt i ”Redegørelse om biobanker” - betænkning 1414, maj 2002.

Målgruppen

for

vejledningen er primært de myndigheder og sundhedspersoner, der opretter,

driver

og er ansvarlige for biobanker, men vejledningen er tilstræbt udformet

således,

at også patienter og andre vævsafgivere kan få udbytte af den.

I denne vejledning anvendes følgende

definitioner:

Biobank:

En struktureret

samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter

bestemte

kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan

henføres til enkeltpersoner.

Væv

: Menneskeligt

biologisk materiale i en biobank, uanset om det udgør væv i medicinsk

forstand.

Eksempler er blodprøver, vævsprøver, celleskrab, opformeret DNA, hudstykker

og

hele organer.

Den dataansvarlige

: Den

fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller

ethvert

andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke formål og med

hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.

Den biobankansvarlige:

Den

eller de personer, der er ansvarlig for oprettelse og drift af en biobank

samt

opbevaring af biologisk materiale heri.

Forholdet mellem den dataansvarlige og den biobankansvarlige kan

beskrives således: Den dataansvarlige er bærer af det persondataretlige

ansvar

(væv som ”personoplysninger”), mens den biobankansvarlige er bærer

af det

sundhedsfaglige ansvar (væv som ”klinisk materiale”). Der behøver

ikke at være

sammenfald mellem de to ansvarsfunktioner. Inden for sygehusvæsenet er den

dataansvarlige en myndighed eller et privat sygehus, mens den

biobankansvarlige

typisk er en sundhedsperson.

Klinisk biobank:

Biobank

der anvendes til kliniske formål (forebyggelse, diagnose, behandling, pleje

m.v.)

Forskningsbiobank:

Biobank

der anvendes til forskningsformål.

Donorbiobank:

Biobank,

hvor det biologiske materiale er givet (doneret) typisk af raske personer med

henblik på behandling af en konkret patient eller en nærmere angivet

patientgruppe.

Biobank til andre

sundhedsformål:

Biobank, der ikke lader sig rubricere under de øvrige

kategorier af biobanker, men som alligevel har et sundhedsformål

(stamcellebiobank og produktionsbiobank i privat regi).

2. De relevante

love

I Danmark har man valgt

ikke

at udarbejde en særlig biobanklov, der regulerer alle aspekter

af biobanker. Fire forskellige love, der har et bredere anvendelsesområde end

biobanker, regulerer forskellige aspekter af biobanker.

De fire love er

–

lov om

behandling af personoplysninger (persondataloven),

–

lov om

patienters retsstilling (patientretsstillingsloven),

–

lov om et

videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter

(komitéloven) og

–

lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (centralstyrelsesloven).

Relevante bestemmelser fra de pågældende love er

vedhæftet denne vejledning som bilag 1-3.

3. Generelt om

hvilke aspekter af biobanker, de forskellige love regulerer

3.1.

Persondataloven – de grundlæggende regler

Datatilsynet har udtalt, at en biobank defineret som i afsnit 1

ovenfor, kan anses for et manuelt register i persondatalovens forstand, og

dermed omfattet af persondatalovens almindelige regler, herunder

behandlingsreglerne

i kapitel 4 og 7, og denne lovs sikkerheds- og beskyttelsesregler, herunder

reglerne om anmeldelse og tilladelse i lovens kapitel 12 og 13.

Til uddybning heraf henvises til bilag 4, der indeholder kapitel 4

om persondatalovens nærmere regulering af biobanker (data og væv) fra

”Redegørelse om biobanker” – betænkning 1414, maj 2002.

3.2.

Patientretsstillingsloven – vævsafgiverens selvbestemmelsesret

Ved lov nr. 312 af 5. maj 2004 om ændring af lov om patienters

retsstilling blev der med virkning fra den 1. september 2004 indført nye

regler

om patienters selvbestemmelse over biologisk materiale, der er afgivet i

forbindelse med behandling m.v.

For kliniske biobanker - kapitel

3 a

- betyder dette, at vævsafgiveren har

tre muligheder:

–

Ret for patienten

til at ”sige fra” med hensyn til ikke-behandlings-relateret

anvendelse af

afgivet biologisk materiale over for et centralt register:

Vævsanvendelsesregisteret, der oprettes i Sundhedsstyrelsen (§ 18 b).

–

Ret for patienten

til destruktion af afgivet biologisk materiale (§ 18 f).

–

Ret for patienten

til udlevering af afgivet biologisk materiale, hvis patienten har en særlig

interesse

heri (§ 18 g).

For biobanker til andre sundhedsformål (stamcellebiobanker og

produktionsbiobanker i privat regi) - kapitel 3 b - bestemmes, at

vævsmodtageren er forpligtet til at sørge for, at der udarbejdes en skriftlig

aftale, hvori alle relevante oplysninger om vævets opbevaring og anvendelse

m.v. er indeholdt.

3.3. Komitéloven –

biobanker som del af et biomedicinsk forskningsprojekt

I det omfang biobanker – eller dele af biobanker – ønskes anvendt

til biomedicinsk forskning bliver komitélovens regler om anmeldelse og

godkendelse af forskningsprojekter aktualiseret.

Genstanden for komitélovens regulering er det biomedicinske

forskningsprojekt som sådant. Ved biomedicinske forskningsprojekter med væv

vil

der altid være involveret én eller flere biobanker (vævssamlinger). Det væv,

der er indeholdt i disse biobanker, vil – så længe biobankerne er en

integreret

del af forskningsprojektet – være omfattet af komitélovens

individbeskyttelsesregler, som bl.a. har fundet udtryk i lovens anmeldelses-

og

godkendelsesordning (§§ 8-10).

Hovedreglen efter komitéloven er, at forsøgspersoner skal give

informeret, skriftligt samtykke til deltagelse i biomedicinske

forskningsprojekter (§§ 16-21). Ved visse registerforskningsprojekter

overlades

det dog i særlige tilfælde til den videnskabsetiske komité at varetage

forsøgspersonernes beskyttelse uden indhentelse af samtykke (§ 16,

stk. 3).

3.4.

Centralstyrelsesloven – sundhedspersoners ansvarsforhold og

vævsafgiverens

klagemuligheder

Typisk vil det være sundhedspersoner, der driver og er ansvarlige

for biobanker, og disse vil, som alle andre sundhedspersoner, være omfattet

af

de ansvarsregler, der fremgår af centralstyrelsesloven og

autorisationslovgivningen.

Klage over sundhedsfaglige forhold i forbindelse med biobanker, og

over overtrædelse af selvbestemmelsesreglerne i kapitel

3 a

og 3 b i patientretsstillingsloven,

vil kunne indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter de

almindelige

regler i centralstyrelsesloven.

4. Biobanker og

myndighedskrav

4.1. Oprettelse og

drift af biobanker

Oprettelse af en biobank kræver anmeldelse til Datatilsynet.

Anmeldelsespligten gælder både for offentlige og private dataansvarlige, jf.

persondatalovens §§ 43 og 48. På baggrund af anmeldelsen giver

Datatilsynet en udtalelse (offentlige dataansvarlige) eller en tilladelse

(private dataansvarlige), der angiver vilkårene for biobankens oprettelse og

drift

m.v.

Håndtering af væv i en biobank, dvs. indsamling, opbevaring,

anvendelse, videregivelse og destruktion af biologisk materiale er omfattet

af

behandlingsreglerne i persondatalovens kapitel 4 og 7. De relevante

bestemmelser er § 7 (behandling af oplysninger til

patientbehandlingsformål) og § 10 (behandling af følsomme oplysninger

til

videnskabelige formål).

Al behandling af personoplysninger skal opfylde de grundlæggende

principper i persondatalovens § 5. Det følger af § 5, stk. 2,

at

indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige

formål,

og senere behandling ikke må være uforenelig med disse formål.

4.2. Nedlæggelse af

biobanker

Den centrale bestemmelse i forbindelse med nedlæggelse af en

biobank er persondatalovens § 5, stk. 5. Efter denne bestemmelse må

indsamlede oplysninger ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at

identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt

af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. Personhenførbare

oplysninger skal således slettes, når formålet eller formålene er opfyldt.

Reglerne om sletning af data i lovens § 5, stk. 5, finder

anvendelse,

hvad enten der er tale om at slette enkelte oplysninger eller hele samlingen

af

oplysninger.

Sletning af oplysninger i væv sker ved destruktion af vævet.

Ved nedlæggelse af en biobank er der principielt to

handlemuligheder vedrørende vævet: destruktion af vævssamlingen eller

overdragelse af vævssamlingen til en ny dataansvarlig.

Det er den dataansvarlige, der må vurdere – under de gældende

ansvarsregler, jf. afsnit 4.3. – om der skal ske en destruktion af

vævssamlingen eller om det kan komme på tale at overdrage samlingen til en

anden dataansvarlig eller eventuelt til et andet formål.

Ved overdragelse af biobanken (vævssamlingen) vil der være tale om

en videregivelse i persondatalovens forstand, og videregivelsen kræver

således

hjemmel i persondataloven. De relevante bestemmelser er § 7

(videregivelse

af oplysninger til patientbehandlingsformål) og § 10 (videregivelse af

følsomme oplysninger til videnskabelige formål). Bestemmelsen i § 5,

stk. 2, om at behandlingen (videregivelsen) skal ske til udtrykkeligt

angivne og saglige formål, og senere behandling ikke må være uforenelig med

disse formål, skal tillige iagttages.

4.3. Tilsyn og

kontrol

Kliniske biobanker

er

underlagt et dobbelt tilsyn: De persondataretlige aspekter (væv som

”personoplysninger”)

er underlagt Datatilsynets tilsyn. De sundhedsfaglige aspekter (væv som

”klinisk materiale”) er underlagt Sundhedsstyrelsens almindelige

tilsyn.

Forskningsbiobanker

er

underlagt et tredobbelt tilsyn: De persondataretlige aspekter (væv som

”personoplysninger”) er underlagt Datatilsynets tilsyn. De

forskningsmæssige

aspekter (væv som ”forskningsobjekt”) er underlagt de

videnskabsetiske

komitéer. De sundhedsfaglige aspekter (væv som ”klinisk materiale”)

er

underlagt Sundhedsstyrelsens almindelige tilsyn.

Donorbiobanker

er

underlagt et dobbelt tilsyn: De persondataretlige aspekter (væv som

”personoplysninger”)

er underlagt Datatilsynets tilsyn. De sundhedsfaglige aspekter (væv som

”klinisk materiale”) er underlagt Sundhedsstyrelsens almindelige

tilsyn.

Biobanker til andre

sundhedsformål

(stamcellebiobanker og produktionsbiobanker i privat regi)

er underlagt Datatilsynets tilsyn (væv

som ”personoplysninger”).

5. Biobanker og

vævsafgiverens rettigheder

For alle biobanker gælder persondatalovens regler

om

oplysningspligt (kapitel 8), indsigtsret (kapitel 9) og øvrige rettigheder

(kapitel 10). Der henvises til bilag 4.

De spørgsmål om biologisk materiale, som reguleres i

patientretsstillingslovens §§ 18 b –

18

g, jf. nedenfor, afgøres efter disse bestemmelser, og

ikke efter reglerne i persondataloven, mens de øvrige generelle regler i

persondataloven finder anvendelse ved behandling af biologisk materiale, som

beskrevet ovenfor under pkt. 3.1. og i bilag 4.

5.1. Kliniske

biobanker

Ved lov nr. 312 af 5. maj 2004 har vævsafgiveren fået tre

handlemuligheder for så vidt angår selvbestemmelse over afgivet biologisk

materiale:

1.

Ret for patienten

til at ”sige fra” med hensyn til ikke-behandlings-relateret

anvendelse af

afgivet biologisk materiale over for et centralt register:

Vævsanvendelsesregisteret, der oprettes i Sundhedsstyrelsen (§ 18 b).

2.

Ret for patienten

til destruktion af afgivet biologisk materiale (§ 18 f).

3.

Ret for patienten

til udlevering af afgivet biologisk materiale, hvis patienten har en særlig

interesse

heri (§ 18 g).

De nævnte regler gælder

ikke

,

hvis der er fastsat regler om biologisk materiale i anden lovgivning, som

f.eks. reglerne om de eksisterende donorordninger, jf. afsnit 5.3., og

reglerne

om bevismateriale i straffesager m.v.

Ad 1. Ret for patienten til at ”sige fra” og få

beslutningen registreret i Vævsanvendelsesregisteret (§ 18 b)

Hvis en patient finder, at ikke-behandlingsrelateret anvendelse af

afgivet biologisk materiale ikke må finde sted, kan dette ske ved, at

patientens beslutning herom registreres i Vævsanvendelsesregisteret, der er

oprettet i Sundhedsstyrelsen. Registeret er omtalt nærmere på:

www.Sundhedsstyrelsen.dk/vaev

Det er patienten selv, der skal tage initiativ til denne

registrering. Den sundhedsperson, der udtager det biologiske materiale, skal,

hvis pågældende skønner, at der er behov herfor, særskilt oplyse patienten om

denne mulighed. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i samarbejde med

Sundhedsstyrelsen

udarbejder en folder: ”Dit væv, dit valg”, der oplyser patienterne

herom og som

indeholder en blanket til brug for registreringen. Folderen er distribueret

bredt ud, så den kan ligge fremme alle steder, hvor borgere får tilbudt

sundhedsoplysninger af denne art, f.eks. på sygehuse, praksiskonsultationer,

apoteker, biblioteker m.v.

Herudover vil det lokale sygehusvæsen i sit almindelige

patientinformationsmateriale give oplysning om patientens adgang til at lade

sin beslutning registrere i Vævsanvendelsesregisteret samt om destruktions-

og

udleveringsretten.

Såfremt væv i en biobank ønskes anvendt til andet formål end til

behandling af patienten selv eller til formål, der har en umiddelbar

tilknytning hertil (kvalitetssikring, metodeudvikling og undervisning af

sundhedspersoner), er det den biobankansvarlige, der har pligt til at

kontakte

Vævsanvendelsesregisteret i Sundhedsstyrelsen og undersøge, for de

vævsprøver,

det drejer sig om, om der er registreret et ønske om, at vævet kun må

anvendes

til patienten selv. Er dette tilfælde, må de vævsprøver, der er

”behæftet”

hermed, ikke anvendes til ”fremmede” formål, og den

biobankansvarlige må ikke

udlevere det pågældende væv. Er dette ikke tilfældet, gælder reglerne i

komitéloven og persondataloven. Anvendelse af vævet til forskningsformål

kræver

som hovedregel vævsafgiverens skriftlige samtykke efter komitéloven.

Anvendelse

af vævet til andre formål kræver som hovedregel vævsafgiverens udtrykkelige

samtykke efter persondataloven.

En forsker, der ønsker at anvende materiale i en biobank til et

biomedicinsk forskningsprojekt, skal således henvende sig til den

biobankansvarlige, der herefter må kontakte Vævsanvendelsesregisteret.

Vævsanvendelsesregisteret kan alene udlevere oplysninger til de

biobankansvarlige og til de registrerede selv. Vævsanvendelsesregisteret vil

afkræve behørig legitimation, når de biobankansvarlige og de registrerede

henvender sig til registeret.

Ad 2 og 3. Ret til destruktion eller udlevering af

afgivet biologisk materiale (§§ 18 f og

18 g

)

En patient har ret til at kræve, at afgivet biologisk materiale

bliver

destrueret.

En patient har endvidere ret til at få

udleveret

afgivet biologisk materiale, hvis vedkommende anmoder herom

og kan godtgøre en særlig interesse heri. En særlig interesse kan bl.a. være

begrundet i religiøse forhold eller ønsket om behandling andetsteds, hvor det

biologiske materiale kan have interesse.

Retten til destruktion eller udlevering viger dog for anden,

særlig lovgivning, som f.eks. donor- og transplantationslovgivningen, jf.

§ 18 a.

Det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af det biologiske

materiale (den biobankansvarlige), der skal vurdere, om afgørende hensyn til

offentlige eller private interesser taler imod destruktion eller udlevering,

ligesom der er den biobankansvarlige, der skal sørge for, at destruktionen

eller udlevering i givet fald finder sted. Er vævet videregivet, skal den,

der

aktuelt har ansvaret for opbevaringen af vævet, udføre samme funktioner. Den

sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale, eller den, som

har

overtaget sundhedspersonens funktion, er forpligtet til at underrette

besidderen af materialet, hvis patienten ønsker det biologiske materiale

destrueret

eller udleveret.

Hvis

afgørende hensyn til

offentlige eller private interesser

findes at burde fortrænge patientens

ret til destruktion eller udlevering, kan denne nægtes. Bestemmelsen er en

snæver undtagelsesbestemmelse: Det skal være afgørende hensyn til offentlige

eller private interesser, der medfører at destruktions- eller

udleveringsretten

tilsidesættes. Er de afgørende hensyn til

offentlige

interesser

defineret i lovgivningen, som det f.eks. er sket i

epidemilovgivningen eller retsplejeloven, følger det af bestemmelsen i

§ 18 a, at destruktionsretten ikke kan påberåbes. Det er afgørende

hensyn

af samme art, som anført i nævnte lovgivning, der kan komme på tale ved

afslag

af ret til destruktion eller udlevering.

At en

privat interesse

tilsidesætter destruktions- eller udleveringsretten vil kun kunne forekomme i

helt ekstraordinære tilfælde. Som et eksempel kan nævnes, at et privat

sygehus

kan have behov for at bevare det udtagne væv i forbindelse med en patients

gennemførelse af en retssag mod lægen eller sygehuset, hvor vævet skal

anvendes

som bevismateriale.

Efter lægelovens § 6 er en læge under udøvelsen af sin

gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. I de tilfælde,

hvor en patient ønsker udtaget biologisk materiale destrueret eller

udleveret,

skal lægen i fornødent omfang informere patienten om, at destruktionen eller

udleveringen eventuelt kan medføre visse ulemper for patienten i det videre

behandlingsforløb, som f.eks. at man kan blive nødsaget til at tage en ny

prøve

eller behandle patienten på basis af ufuldstændige oplysninger m.v. Også i

tilfælde af, at patienten ønsker at rejse en klage- eller erstatningssag

– eventuelt

ved domstolene – kan en destruktion eller udlevering af prøverne vise

sig at

være til ugunst for patienten. Patientens ønske om destruktion eller

udlevering

af det biologiske materiale skal efter journalføringsreglerne noteres i

journalen.

5.2.

Forskningsbiobanker

I det omfang biobanker – eller dele af biobanker – ønskes anvendt

til biomedicinsk forskning bliver komitélovens regler om anmeldelse og

godkendelse af forskningsprojekter aktualiseret.

Iværksættelse af et biomedicinsk forskningsprojekt kræver

endvidere anmeldelse til Datatilsynet, jf. persondatalovens §§ 43 og 48.

På baggrund af anmeldelsen giver Datatilsynet en udtalelse (offentlige

dataansvarlige) eller en tilladelse (private dataansvarlige), der angiver de

persondataretlige vilkår for forskningsprojektets gennemførelse m.v.

Behandling

af følsomme oplysninger til videnskabelige formål reguleres af

persondatalovens

§ 10.

Genstanden for komitélovens regulering er det biomedicinske

forskningsprojekt som sådant. Ved biomedicinske forskningsprojekter med væv,

vil der altid være involveret én eller flere biobanker (vævssamlinger). Det

væv, der er indeholdt i disse biobanker, vil – så længe biobankerne er

en integreret

del af forskningsprojektet – være omfattet af komitélovens

individbeskyttelsesregler, som bl.a. har fundet udtryk i lovens anmeldelses-

og

godkendelsesordning.

Alle biomedicinske forskningsprojekter med væv skal anmeldes til

en regional videnskabsetisk komité, jf. komitélovens § 8.

Spørgeskemaundersøgelser og registerforskningsprojekter skal kun anmeldes til

en regional komité, såfremt projektet tillige omfatter menneskeligt biologisk

materiale.

Projekter, der er anmeldelsespligtige efter § 8, må ikke

iværksættes før der er foretaget en videnskabsetisk bedømmelse heraf og givet

tilladelse af den regionale komité til iværksættelsen, jf. komitélovens

§ 9.

Biomedicinske forskningsprojekter vedrørende afgivet biologisk

materiale kræver som hovedregel skriftlig, informeret samtykke, baseret på

skriftlig og mundtlig information om forskningsprojektet, jf. komitélovens

kapitel 5, §§ 16-21. Såfremt et registerforskningsprojekt med væv for

den

enkelte forsøgsperson ikke indebærer sundhedsmæssige risici eller på anden

måde

efter omstændighederne i øvrigt kan være til belastning for den pågældende,

kan

komitéen godkende projektet uden krav om indhentelse af samtykke fra

vævsafgiverne. Det samme er tilfældet, hvis indhentning af informeret

samtykke

fra vævsafgiverne er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, jf. komitélovens

§ 16, stk. 3.

5.3. Donorbiobanker

Biobanker, der etableres i forbindelse med de særlige

donorordninger, der er hjemlet i lov om ligsyn, obduktion og transplantation,

lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik

og

forskning m.v. og lov om fremskaffelse og anvendelse af blod og blodprodukter

til lægemiddelsformål m.v., er ikke omfattet af reglerne i lov om patienters

retsstilling, jf. ovenfor under afsnit 5.1. For disse biobankers vedkommende

gælder de særlige regler, der er indeholdt i de respektive særlige love for

områderne.

6. Særligt om

biobanker til andre sundhedsformål (stamcellebiobanker og

produktionsbiobanker

i privat regi)

Persondatalovens regler gælder for de i dette

afsnit

omhandlede biobanker ved siden af de nedenfor beskrevne regler i

patientretsstillingsloven. Vedrørende persondatalovens regulering henvises

til

bilag 4.

Ved lov nr. 312 af 5. maj 2004 indførtes i

patientretsstillingsloven nogle særlige bestemmelser vedrørende biologisk

materiale, der afgives til private virksomheder med henblik på opbevaring,

f.eks. i stamcellebiobanker, eller lægemiddelproduktion m.v. (kapitel 3 b).

En privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med

henblik på opbevaring eller lægemiddelproduktion, skal, jf. lovens § 18

i,

sikre, at der foreligger en

skriftlig

aftale

mellem den person, der afgiver det biologiske materiale, og

virksomheden. Aftalen skal underskrives af begge parter.

Aftalen skal som minimum indeholde oplysninger om følgende:

1.

Formål med

indsamling og opbevaring af det biologiske materiale.

2.

Hvorledes det

biologiske materiale vil blive opbevaret, og længden af opbevaringstiden m.v.

3.

De betalingsmæssige

forhold, muligheder for opsigelse af aftalen, konsekvenser af misligholdelse

af

aftalen m.v.

4.

Hvorledes der skal

forholdes med det biologiske materiale i tilfælde af, at virksomheden

ophører,

herunder hvorvidt det biologiske materiale fortsat kan opbevares.

5.

Den private

virksomhed, herunder om selskabs- og ejerforhold, ansvarsforhold m.v.

7. Kvalitets- og

sikkerhedsdirektivet

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/23/EF af

31.

marts 2004 om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved

donation, udtagning, testning, behandling, præservering, opbevaring og

distribution af humane væv og celler skal implementeres i national ret senest

den 7. april 2006. Direktivet drejer sig om kvaliteten og sikkerheden af

humant

væv og celler.

Implementeringen af dette direktiv vil ikke medføre ændringer i de

ovenfor beskrevne regler i patientretsstillingsloven, komitéloven og

centralstyrelsesloven.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 22.

september 2004

Lars Løkke Rasmussen

/Steen Loiborg

Bilag 1

Bilag 1 indeholder uddrag af lov nr. 429 af 31.

maj 2000 om behandling af personoplysninger (kapitel 4,

12 og

13 )

Loven er udeladt her, da den har været offentliggjort i

Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.

Bilag 2

Bilag 2 indeholder lov nr. 313 af 5. maj 2004 om ændring af lov om

patienters retsstilling

Loven er udeladt her, da den har været offentliggjort i

Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.

Bilag 3

Bilag 3 indeholder uddrag af lov nr. 402 af 28.

maj 2003 om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter (kapitel 3 og

5 )

Loven er udeladt her, da den har været offentliggjort i

Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.

Bilag 4

Uddrag af Redegørelse om biobanker –

Betænkning nr. 1414, maj 2002 (kapitel 4)

Kapitel 4

Persondatalovens nærmere regulering af biobanker (data

og væv)

Nedenfor gennemgås persondatalovens regler anvendt på

biobanker. Gennemgangen anvender den terminologi, der også anvendes i loven.

Ovenfor i kapitel 3 er der redegjort for, at persondatalovens regler omfatter

både personoplysninger udledt af væv (data) og personoplysninger indeholdt i

væv (væv). Når der nedenfor i gennemgangen af persondatalovens regler tales

om

”personoplysninger”, skal dette derfor forstås

både

som

personoplysninger udledt af væv (data)

og

som personoplysninger

indeholdt i væv (væv).

4.1. Indtil

persondatalovens ikrafttrædelse

Den 1. juli 2000 blev de to godt 20 år gamle registerlove (lov om

private registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 2. oktober 1987 og lov om

offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20.

september 1991) erstattet af persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000

om behandling af personoplysninger. De gamle registerlove regulerede som

udgangspunkt personoplysninger i registre.

4.2.

Retstilstanden siden den 1. juli 2000

Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) medførte

en række ændringer i forhold til den hidtidige registerlovgivningen og

herunder

også en styrkelse af den registreredes rettigheder.

Persondatalovens hovedområde er behandling af personoplysninger,

som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, samt

ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive

indeholdt i et register, jf. lovens § 1, stk. 1. Loven gælder herudover for

anden ikke-elektronisk systematisk behandling, som udføres for private, og

som

omfatter oplysninger om personers private eller økonomiske forhold, eller i

øvrigt

oplysninger om personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget

offentligheden, jf. § 1, stk. 2.

Loven gælder, hvis oplysningerne indgår eller skal indgå i et

manuelt register. Papirkartoteker eller manuelle fortegnelser er derfor

omfattet

af loven. Idet loven i den private sektor gælder for anden ikke-elektronisk

systematisk behandling af helbredsoplysninger, gælder den også her for

manuelle

patientjournaler, klientsager m.v. Dette er dog ikke tilfældet i den

offentlige

sektor. Samlinger af manuelle patientjournaler på et offentligt sygehus er

derfor ikke omfattet af persondataloven.

Som hovedregel gælder persondataloven kun, hvis den dataansvarlige

myndighed eller virksomhed er etableret i Danmark, og databehandlingen

foregår

inden for EU’s område, jf. § 4, stk. 1. Loven gælder også i visse

tilfælde, jf.

§ 4, stk. 3, nr. 1, hvor en databehandler er etableret i et tredjeland og der

benyttes hjælpemidler, der befinder sig i Danmark.

I de tilfælde, hvor der findes regler om behandling af personoplysninger

i anden lovgivning, der giver den registrerede en bedre retsstilling, går

disse

forud for reglerne i persondataloven, jf. § 2, stk. 1. Idet

patientretsstillingslovens bestemmelser om sundhedspersoners videregivelse af

fortrolige patientoplysninger (data) er mere restriktive end persondatalovens

videregivelsesbestemmelser, vil et spørgsmål om videregivelse af

patientoplysninger (data) derfor skulle afgøres efter

patientretsstillingslovens

regler. Tilsvarende gælder der også regler i lov om brug af

helbredsoplysninger

på arbejdsmarkedet, der - for så vidt angår spørgsmålet om arbejdsgivers

adgang

til at indhente oplysninger om bl.a. helbredsmæssige forhold - giver den

registrerede en bedre retsstilling end persondataloven.

4.3.

Persondatalovens grundlæggende behandlingsregler

Med personoplysninger skal forstås enhver form for information om

en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede). Det

er

altså underordnet om identifikation af den registrerede sker direkte ved navn

eller personnummer, eller indirekte, f.eks. ved brug af en kode eller ved

hjælp

af andre oplysninger eller kendetegn, blot det er muligt at identificere

personen. Også i de tilfælde, hvor det kun for den indviede vil være muligt

at

forstå, hvem en oplysning vedrører, vil der være tale om en personoplysning i

lovens forstand.

Ved vurdering af om biologisk materiale overhovedet kan anses for

anonymt, må blandt andet de teknologiske muligheder for at identificere den

person, som materialet stammer fra, tages i betragtning. Selv om det

formentlig

i dag må betragtes som anonymt, kan det således ikke udelukkes, at der med

tiden, i lyset af den teknologiske udvikling, vil kunne stilles

spørgsmålstegn

ved, om det er muligt at tale om anonymt biologisk materiale.

Når en offentlig myndighed, en privat virksomhed eller en privat

forsker behandler personoplysninger, er der nogle generelle og grundlæggende

krav, som altid skal være opfyldt, jf. lovens § 5, stk. 1-5. Disse regler

giver

ikke i sig selv nogen ret til at behandle oplysninger, men hvis en behandling

kan finde sted på grundlag af lovens øvrige regler, skal de grundlæggende

krav

altid være opfyldt.

De grundlæggende krav

er følgende:

–

Oplysninger

skal altid behandles i overensstemmelse med

“god

databehandlingsskik”

. God

databehandlingsskik betyder, at den dataansvarlige nøje overholder reglerne i

loven, såvel i ånd som bogstav, og ikke forsøger at omgå dem. God

databehandlingsskik fastlægges desuden gennem Datatilsynets praksis.

–

Indsamling

af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere

behandling må ikke være uforenelig med disse formål. Senere behandling i

historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, anses dog aldrig som

uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet.

Om et formål er

sagligt, afhænger først og fremmest af, om det er tale om en opgave, som det

er

naturligt, at den pågældende myndighed, virksomhed (eller forsker) løser. Det

er ikke tilladt at indsamle eller opbevare oplysninger, hvis man ikke har

noget

at bruge dem til, eller bare forventer, at der senere opstår et formål.

Indsamlede

oplysninger kan principielt godt anvendes til et nyt formål. Om en behandling

til et nyt formål vil være tilladt, vil dog skulle vurderes konkret i hvert

enkelt tilfælde. En ny behandling, der direkte skader det oprindelige formål,

vil som hovedregel ikke være tilladt. Efter persondatalovens regler gælder

dog

uden undtagelse, at oplysninger, som er behandlet til videnskabelige eller

statistiske formål, aldrig senere må behandles i andet end videnskabeligt

eller

statistisk øjemed. Oplysninger fra videnskabelige projekter eller statistiske

undersøgelser må f.eks. ikke senere benyttes af en myndighed til at træffe

afgørelser om den pågældende person.

–

Oplysninger,

som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere,

end

hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles,

og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

Der må derfor f.eks.

ikke registreres oplysning om patientens eller pårørendes etniske baggrund,

hvis dette ikke er relevant for gennemførelsen af det pågældende

videnskabelige

projekt, eller på anden måde er nødvendig for analysen af patientens

blodprøve

i en klinisk-kemisk afdeling.

–

Behandling

af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden

ajourføring af oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne

kontrol

for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger.

Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt

slettes eller berigtiges.

Den dataansvarlige

pålægges herved en pligt til at sikre, at de personoplysninger, der behandles

altid er korrekte, således at der f.eks. ikke træffes afgørelser om de

pågældende personer på grundlag af forkerte, mangelfulde eller vildledende

oplysninger. Dette krav gælder, uanset om oplysningerne skal benyttes til

administrative formål, patientbehandling eller i videnskabeligt øjemed.

–

Indsamlede

oplysninger må ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at

identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt

af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

Denne bestemmelse

skal bl.a. ses i sammenhæng med bestemmelsen om, at der skal være et

udtrykkeligt og sagligt formål med behandlingen af personoplysninger. Når det

ikke længere er nødvendigt at behandle personoplysninger til et i øvrigt

lovligt formål, skal de derfor slettes, destrueres eller anonymiseres.

Oplysninger tilknyttet en biobank skal derfor slettes, når banken nedlægges,

eller når oplysningerne ikke længere tjener noget formål. Oplysninger i et

videnskabeligt projekt skal ligeledes slettes eller anonymiseres, når

projektet

er afsluttet. Anonymiserede oplysninger, dvs. oplysninger som ikke af nogen

kan

føres tilbage til enkeltpersoner, er ikke omfattet af persondataloven, og kan

derfor opbevares og behandles frit.

I stedet for

sletning eller anonymisering kan den dataansvarlige overføre oplysningerne

til

videre opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen, jf.

persondatalovens § 14. Datatilsynet betragter arkivering efter arkivlovens

regler som et alternativ til sletning eller anonymisering.

Persondataloven

inddeler personoplysninger i tre typer:

–

Almindelige

personoplysninger, som ikke vedrører rent private forhold. Det

drejer sig f.eks. om identifikationsoplysninger, oplysninger om kundeforhold

eller økonomiske forhold.

–

Dei § 7 opregnede typer af

følsomme personoplysninger.

Disse omfatter

oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller

filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger

om

helbredsmæssige og seksuelle forhold.

–

Dei § 8 opregnede typer af

personoplysninger.

Disse omfatter

oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og oplysninger

om andre rent private forhold.

Behandlingen af personoplysninger kan som udgangspunkt ske, når

der er hjemmel til det i loven. Om en given behandling af personoplysninger

(persondata) tilknyttet en biobank er lovlig, vil derfor bero på en konkret

vurdering i den enkelte situation af, om betingelserne for behandling er

opfyldt. Disse betingelser er beskrevet i afsnit 4.4. og 4.5.

4.4. Betingelser

for behandling af persondata, der er knyttet til biobanker. Oplysninger til

patientbehandlingsformål

Ud over de grundlæggende behandlingskrav, som er beskrevet

ovenfor, indeholder persondataloven en række nærmere bestemmelser om, hvornår

en behandling må finde sted. Hvilke bestemmelser, der finder anvendelse, vil

afhænge af formålet med behandlingen og oplysningernes karakter.

Persondatalovens regler for, hvornår man må behandle almindelige

oplysninger, er mindre restriktive end reglerne for behandling af oplysninger

omfattet af §§ 7 og 8.

Almindelige

personoplysninger må som udgangspunkt behandles,

jf. lovens § 6, hvis en af følgende betingelser er til stede:

–

hvis den

registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke,

–

hvis det

er nødvendig for at kunne opfylde en aftale, som den registrerede er part i,

–

hvis det

er nødvendigt for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den

dataansvarlige,

–

hvis det

er nødvendigt for at beskytte den registreredes vitale interesser,

–

hvis det

er nødvendigt for at kunne udføre en opgave i samfundets interesse (f.eks. en

statistisk eller en videnskabelig undersøgelse),

–

hvis

behandlingen er et nødvendigt led i det offentliges myndighedsudøvelse, eller

–

hvis

behandlingen er nødvendig for at varetage en berettiget interesse (f.eks. et

kundeforhold), og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne

interesse.

Som udgangspunkt må der

ikke

behandles oplysninger om

racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk

overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold og oplysninger om

helbredsmæssige og seksuelle forhold, jf. § 7 stk. 1.

Behandling af sådanne oplysninger kan dog ske, hvis der findes

hjemmel til det i en af lovens undtagelsesbestemmelser.

De undtagelsesbestemmelser, som navnlig er relevante ved

vurderingen af om behandling af personoplysninger om helbredsmæssige forhold

er

tilladt, er følgende:

–

Den

registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling (§

7,

stk. 2, nr. 1), eller

–

Behandlingen

er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale

interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i

stand til at give sit samtykke (§ 7, stk. 2, nr. 2), eller

–

Behandlingen

vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede (§ 7,

stk. 2, nr. 3), eller

–

Behandlingen

er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares

(§

7, stk. 2, nr. 4), eller

–

Behandlingen

er nødvendig med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk

diagnose,

sygepleje eller patientbehandling, eller forvaltning af læge- og

sundhedstjenester,

og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for

sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt (§ 7,

stk.

5).

Hvis en af disse betingelser er opfyldt, må der i øvrigt også

behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og

andre rent private forhold, hvis dette er nødvendigt af hensyn til

varetagelsen

af det pågældende formål.

Rækkevidden af § 7, stk. 5, om almindelig patientbehandling m.v.

er ikke i alle detaljer klarlagt i Datatilsynets praksis. Det er således ikke

afklaret, hvor længe oplysningerne kan opbevares, og om det kan anses for

nødvendigt med henblik på de formål, som er nævnt i paragraffen, at anvende

personhenførbare

patientoplysninger i forbindelse med f.eks. undervisning og lignende.

Efter persondataloven kræves der altså ikke patientens samtykke

til behandling af helbredsoplysninger, hvis behandlingen er nødvendig i

forbindelse med almindelig patientbehandling m.v. i den offentlige og private

sundhedssektor. Efter de samme regler kan der således også ske videregivelse

af

helbredsoplysninger uden patientens samtykke.

Der vil også kunne ske behandling af personoplysninger uden den

registreredes samtykke, hvis behandlingen er nødvendig for fastlæggelse af et

retskrav, f.eks. i forbindelse med en sag om erstatning.

Hvis oplysningerne behandles på grundlag af et indhentet samtykke,

skal samtykket opfylde lovens krav hertil. Et samtykke er ifølge

persondataloven en frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse,

hvorved den registrerede indvilger i, at oplysninger, der vedrører den

pågældende selv, gøres til genstand for behandling, jf. § 3, nr. 8. Et

samtykke

behøver således ikke være skriftligt, men den dataansvarlig skal senere hen

kunne godtgøre, at der foreligger et samtykke. Et samtykke som er afgivet

efter

persondataloven kan til enhver tid tilbagekaldes, jf. lovens § 38.

Tilbagekaldelsen

kan dog ikke ske med “tilbagevirkende kraft”. Virkningen af et

tilbagekaldt

samtykke vil derfor normalt være, at behandlingen af oplysningerne ikke må

finde sted fremover.

4.5. Særlige

bestemmelser om behandling af følsomme oplysninger til videnskabelige formål

De ovenfor nævnte undtagelsesbestemmelser vil i mange tilfælde

gøre det svært eller umuligt at behandle oplysninger om helbredsmæssige

forhold

til videnskabelige eller statistisk formål, eksempelvis i registerforskning.

Det samme kan gælde for behandling af helbredsoplysninger tilknyttet en

forskningsbiobank, hvor der ikke kan indhentes samtykke, f.eks. fra afdøde.

Der er således indsat en særlig bestemmelse i persondataloven om

behandling af bl.a. helbredsoplysninger til videnskabelige eller statistiske

formål. Efter denne bestemmelse må der ske behandling af følsomme

oplysninger,

hvis behandlingen alene sker med henblik på at udføre

statistiske ellervidenskabelige

undersøgelser

af væsentlig samfundsmæssig betydning,

og hvis behandlingen er nødvendig for udførelsen af undersøgelsen, jf. § 10,

stk.1.

Oplysningerne må ikke senere benyttes til andre formål, jf. § 10,

stk. 2. Datatilsynet kan tillade, at oplysningerne videregives til tredjemand

til brug i andre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig

samfundsmæssig betydning. Datatilsynet kan i den anledning stille nærmere

vilkår for videregivelsen, jf. § 10, stk. 3.

Med denne bestemmelse om særregulering af behandling til

videnskabelige og statistiske formål tillader persondataloven, at der sker

både

indsamling, registrering og anvendelse, og herunder også videregivelse, af

bl.a. helbredsoplysninger i tilknytning til en videnskabelig biobank

(forskningsbiobank) uden samtykke fra den registrerede.

Idet oplysningerne ikke behandles på grundlag af et samtykke, kan

den registrerede heller ikke trække et samtykke til behandling tilbage efter

persondataloven. Hvis den registrerede anmoder om, at behandlingen skal

ophøre,

er det derfor, såfremt behandlingen i øvrigt er lovlig, op til den

dataansvarlige

selv at beslutte, om anmodningen skal imødekommes. Der henvises endvidere til

det anførte under afsnit 4.10. om den registreredes indsigelsesret efter

lovens

§ 35.

4.6.

Sammenfattende om persondatalovens regler for data tilknyttet en biobank

Oprettelse

af

register og anvendelse af personoplysninger:

–

Indsamling

og anvendelse af personoplysninger til brug for medicinsk diagnose,

patientbehandling m.v. kan ske efter reglerne i § 7, stk. 2, nr. 1,

(samtykke),

§ 7, stk. 2, nr. 2-4, eller § 7, stk. 5.

–

Indsamling

og anvendelse af personoplysninger til videnskabelige formål kan ske med

hjemmel i § 10, stk. 1.

Videregivelse

af oplysninger:

–

Samme

regler som ved oprettelse af register og anvendelse af oplysninger, der ikke

er

benyttet til videnskabelige formål.

–

Videregivelse

af oplysninger, der indgår i en behandling omfattet af lovens § 10, stk. 1

(videnskabelige eller statistiske formål), må kun ske efter forudgående

tilladelse fra Datatilsynet, og der må kun ske videregivelse til brug for

andre

videnskabelige eller statistiske formål. Datatilsynet kan fastsætte nærmere

vilkår for videregivelsen.

–

Regler i

anden lovgivning om videregivelse af personoplysninger til såvel

behandlingsformål som til andre formål, som giver den registrerede en bedre

retsstilling, går dog forud for reglerne i persondataloven.

–

Privates

overførsel af oplysninger til tredjelande kræver i visse tilfælde særlig

tilladelse fra Datatilsynet.

Nedlæggelse af register (sletning af oplysninger):

–

Personoplysninger

tilknyttet en biobank skal slettes eller anonymiseres, når biobanken

nedlægges

eller formålet med behandlingen af oplysningerne ophører.

–

En fortsat

opbevaring af data efter biobankens nedlæggelse vil kunne ske, hvis

oplysningerne kræves opbevaret efter anden lovgivning.

–

Som

alternativ til sletning kan oplysningerne overføres til opbevaring i arkiv

efter arkivlovens regler.

4.7. Anmeldelse

til Datatilsynet

Persondatalovens udgangspunkt er, at alle behandlinger af

personoplysninger skal anmeldes til Datatilsynet. Dette gælder både

elektroniske behandlinger og manuelle behandlinger af oplysninger, der er

eller

vil blive indeholdt i et register, og anmeldelsespligten gælder både for

offentlige og private dataansvarlige, jf. persondataloven §§ 43 og 48. Der er

dog en række undtagelser fra anmeldelsespligten, jf. persondatalovens § 44 og

§

49 samt Justitsministeriets bekendtgørelser herom (bekendtgørelse nr. 529,

532

og 534, alle af 15. juni 2000).

Anmeldelse skal foretages af den dataansvarlige eller dennes

repræsentant, og skal ske inden behandlingen påbegyndes. Anmeldelse kan ske

manuelt eller elektronisk på Datatilsynets hjemmeside. Anmeldelserne bliver

efterfølgende indlagt i en fortegnelse over anmeldte behandlinger på

Datatilsynets

hjemmeside (www.datatilsynet.dk).

Behandling af helbredsoplysninger skal som hovedregel anmeldes.

Behandling af oplysninger tilknyttet en biobank, der benyttes af

denoffentlige forvaltning

, f.eks. på patologiske afdelinger, i

laboratorier, kliniskkemiske afdelinger, blodbanker m.v. skal altid anmeldes.

Dette gælder uanset, om behandlingen af oplysningerne sker i

forbindelse med patientbehandling, medicinsk diagnosticering, administration

af

banken eller til brug for forskning, udvikling, kvalitetskontrol eller

lignende

formål.

Offentlige myndigheder må ikke påbegynde behandlingen før

Datatilsynet har afgivet en udtalelse vedrørende den anmeldte behandling, jf.

§

45.

Behandling i den private sektor skal normalt anmeldes, dog er

behandling af personoplysninger hos privatpraktiserende læger, speciallæger,

tandlæger og lignende personer med autorisation til at udøve virksomhed inden

for sundheds- og sygeplejen undtaget fra anmeldelsespligten, i det omfang

oplysningerne alene anvendes til brug i denne virksomhed. Undtagelsen gælder

derfor også behandling af oplysninger tilknyttet en biobank til samme brug.

Undtagelsen gælder dog ikke for behandlinger, der sker på private sygehuse.

Anmeldelsespligtige private dataansvarlige skal have Datatilsynets

tilladelse inden behandlingen påbegyndes, jf. § 50. Ændringer til anmeldte

behandlinger skal også anmeldes til Datatilsynet, ligesom ophør af

behandlinger

skal meddeles. Når Datatilsynet får besked om at en behandling er ophørt,

bliver den pågældende anmeldelse fjernet fra fortegnelsen.

4.8.

Datasikkerhed

Persondatalovens regler om behandlingssikkerhed er fastsat i

lovens kapitel 11. Den dataansvarlige skal herefter træffe de fornødne

tekniske

og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt

eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer

til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med

loven, jf. lovens § 41, stk. 3. Det samme gælder for databehandlere.

Personer, virksomheder m.v., der udfører arbejde under den

dataansvarlige eller databehandleren, og som får adgang til oplysninger, må

kun

behandle personoplysninger efter instruks fra den dataansvarlige.

Al behandling af personoplysninger, der foretages for den

offentlige

forvaltning helt eller delvis ved hjælp af elektronisk

databehandling, skal desuden ske i overensstemmelse med Justitsministeriets

sikkerhedsbekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af

personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning

(bekendtgørelse

nr. 528 af 15. juni 2000).

Justitsministeriets sikkerhedsbekendtgørelse gælder ikke for

behandling af oplysninger i manuelle registre. Her gælder alene lovens regler

om behandlingssikkerhed.

På det

private område

gælder som

udgangspunkt, at den dataansvarlige selv skal sørge for, at virksomhedens

sikkerhedsstandarder til enhver tid lever op til lovens krav. For private

virksomheder og forskere, der alene behandler oplysninger til videnskabelige

eller statistiske formål, gælder dog, at det er en forudsætning for at få

Datatilsynets tilladelse til behandlingen, at Datatilsynets standardiserede

sikkerhedsvilkår for sådanne behandlinger overholdes. I disse vilkår indgår

bl.a. særlige sikkerhedsregler for opbevaring af biologisk materiale.

Datatilsynets behandlingsvilkår gælder også i det omfang, oplysningerne

behandles hos en databehandler, f.eks. et eksternt laboratorium.

Datatilsynet anbefaler private dataansvarlige at overholde

reglerne i Justitsministeriets sikkerhedsbekendtgørelse.

4.9. Kontrol og

tilsyn med databehandling

Datatilsynet fører tilsyn med enhver behandling af

personoplysninger, der omfattes af loven.

Datatilsynet fører tilsyn med, f.eks. efter en klage fra en borger

eller af egen drift, f.eks. ved inspektioner, at behandlingen ikke er

lovstridig. Datatilsynet kan bl.a. påbyde en privat dataansvarlig at ophøre

med

en ulovlig behandling, eller kræve berigtigelse, sletning eller blokering af

bestemte oplysninger. Tilsynet kan ligeledes forbyde en privat dataansvarlig

at

anvende særlige behandlingsmåder eller påbyde bestemte

sikkerhedsforanstaltninger.

Datatilsynet kan kræve enhver information, der er af betydning for

tilsynets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind

under

lovens bestemmelser. Tilsynets personale har til enhver tid uden retskendelse

adgang til alle lokaler hos offentlige myndigheder, som benyttes til at

administrere, opbevare eller anvende oplysninger eller tekniske hjælpemidler.

Tilsvarende gælder for adgang hos private, i det omfang behandlingen er

omfattet af anmeldelsespligten.

Datatilsynet består af et råd (Datarådet) og et sekretariat og

udøver sine funktioner i fuld uafhængighed. Rådet er nedsat af

justitsministeren

og består af en formand, der er dommer, og af 6 andre medlemmer. Tilsynets

afgørelser efter persondataloven kan ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

Datatilsynet har mulighed for at foretage inspektioner hos

offentlige myndigheder, private virksomheder, private sygehuse,

forskningsinstitutioner og private forskere.

4.10.

Persondatalovens regler om den registreredes rettigheder

1. Generelt

Persondataloven indeholder regler, som giver den enkelte borger en

række rettigheder over for de myndigheder, virksomheder, foreninger m.v., som

behandler oplysninger om den pågældende.

Efter persondataloven har en person, der er registreret i en

biobank, følgende rettigheder og klagemuligheder:

–

Ret til at modtage

besked fra den dataansvarlige om, at der indsamles oplysninger om en selv

(oplysningspligt), §§ 28 og 29,

–

Ret for den

registrerede til indsigt i de oplysninger, der behandles om den pågældende

(indsigtsret), § 31. Der gælder dog undtagelser for behandlinger i

videnskabeligt og statistisk øjemed,

–

Ret til over for den

dataansvarlige til enhver tid at gøre indsigelse mod, at oplysninger om

vedkommende

gøres til genstand for behandling. Hvis indsigelsen er berettiget, må

behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger, § 35,

–

Ret til at få

oplysninger, der er urigtige eller vildledende, rettet, slettet eller

blokeret,

samt i den forbindelse at forlange, at andre, der har modtaget oplysningerne,

orienteres om dette, § 37,

–

Ret til at

tilbagekalde et samtykke, § 38,

–

Ret til at gøre indsigelse

mod, at man undergives afgørelser, der har retsvirkninger for eller i øvrigt

berører en selv i væsentlig grad, og som alene er truffet på grundlag af

elektronisk databehandling, § 39, og

–

Ret til at klage til

Datatilsynet over behandling af personoplysninger om en selv, § 40.

2. Specielt om

oplysningspligten

Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede skal denne

oplyses om følgende:

–

Den dataansvarliges

og dennes repræsentants identitet.

–

Formålene med den

behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.

–

Alle yderligere

oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder

oplysningerne

er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine

interesser, som f.eks. kategorierne af modtagere, om det er frivilligt at

afgive oplysningerne samt om mulige følger af ikke at svare, og om reglerne

om

indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den

registrerede.

Oplysningspligten gælder ikke, hvis den registrerede allerede er

bekendt med de nævnte oplysninger.

Hvis oplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede,

påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen,

eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til

tredjemand ved videregivelsen, at give den registrerede tilsvarende

information.

Oplysningspligten gælder ikke, hvis den registrerede allerede er

bekendt med de nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller

videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i

henhold til lov. Oplysningspligten kan også fraviges, hvis underretning af

den

registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.

Oplysningspligten påhviler den dataansvarlige, og skal ske på

dennes eget initiativ.

3. Specielt om

indsigtsretten

Persondatalovens regler om den registreredes indsigtsret

(egenacces/aktindsigt) gælder for både offentlige myndigheder og private

virksomheder m.v. Udgangspunktet efter persondataloven er, at den

registrerede

har ret til indsigt i en række forhold vedrørende behandlingen af oplysninger

om den pågældende, jf. lovens § 31. Som hovedregel har den registrerede ret

til

at få meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om den pågældende, og

i

givet fald, hvilke oplysninger der behandles.

Der kan ikke stilles særlige formkrav til en indsigtsbegæring, og

man kan ikke kræve, at den pågældende skal kunne angive præcist, hvilke

behandlinger, som vedkommende ønsker indsigt i. Hvis der behandles

oplysninger

om vedkommende, skal der på en let forståelig måde gives den pågældende

meddelelse om,

hvilke oplysninger

der behandles på tidspunktet

for begæringen, samt oplysninger der er kommet til i perioden frem til

begæringen ekspederes. Endvidere skal der gives meddelelse om

behandlingensformål

. Herudover skal der i visse tilfælde gives meddelelse om

eventuelle

kategorieraf modtagere

af oplysningerne samt tilgængelig information om,

hvorfra de oplysninger, der behandles, stammer.

Efter persondataloven kan en registreret ikke kræve indsigt i

oplysninger, der udelukkende behandles i videnskabeligt øjemed, eller hvor

oplysningerne kun opbevares i form af personoplysninger i det tidsrum, som

kræves for at udarbejde statistikker, jf. § 32, stk. 4.

4. Specielt om den

registreredes øvrige rettigheder

Den registrerede kan til enhver tid over for den dataansvarlige

gøre indsigelse mod, at oplysninger om den pågældende gøres til genstand for

behandling.

En indsigelse skal efter lovens forarbejder f.eks. ikke tages til

følge, hvis behandlingen af oplysninger om den registrerede er foreskrevet i

lovgivningen. Hvis der er tale om behandling i statistisk eller

videnskabeligt

øjemed, skal en indsigelse som altovervejende hovedregel efter bestemmelsens

forarbejder heller ikke tages til følge, forudsat at behandlingen er lovlig

og

i øvrigt opfylder lovens krav.

For så vidt angår offentlige myndigheder gælder det, at

myndighedens beslutning om, hvorvidt en indsigelse skal imødekommes, er en

afgørelse efter forvaltningsloven. Forvaltningslovens regler om begrundelse,

klagevejledning m.v. skal derfor overholdes.

Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den

registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig

administrativ afgørelse, jf. lovens § 61, hvorefter Datatilsynets afgørelser

efter loven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Derimod

vil

afgørelserne kunne efterprøves af domstolene samt indbringes for Folketingets

Ombudsmand.

4.11.

Erstatnings- og strafansvar

Efter persondataloven skal den dataansvarlige erstatte skade, der

er forvoldt ved behandling i strid med loven, medmindre det godtgøres, at

skaden ikke kunne være afværget ved den agtpågivenhed og omhu, der må kræves

i

forbindelse med behandling af oplysninger.

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,

straffes bl.a. privates overtrædelse af anmeldelsespligten eller

tilsidesættelse af tilsynets vilkår eller påbud med bøde eller fængsel indtil

4

måneder. I forbindelse med behandlinger, som udføres for offentlige

myndigheder, kan enkeltpersoner straffes tilsvarende, hvis de tilsidesætter

bestemmelser om behandlingssikkerhed eller tilsynets vilkår vedrørende

videregivelse af oplysninger.

Lignende dokumenter