Betænkning over Forslag til sundhedsloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 7. juni 2005
Betænkning
over
Forslag til sundhedsloven
[af
indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke
;Rasmussen)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 27 ændringsforslag til lovforslaget. Socialistisk
Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag
nr. 1, 2 og 6. Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet ændringsforslag
nr.
3-5 og 7-27.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1.
behandling den 16. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Sundhedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 10 møder.
Teknisk gennemgang af lovforslaget
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på et møde den 2. marts
2005 givet udvalget en teknisk gennemgang af lovforslaget.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i
høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 1. december 2004 dette
udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2004-05, 1. samling, alm. del –
bilag
105. Den 10. januar 2005, 14. januar 2005 og 24. februar 2005 sendte
indenrigs-
Læs alt
og sundhedsministeren de indkomne høringssvar til udvalget, jf.
folketingsåret 2004-05,
1. samling, svar på spørgsmål 86, og folketingsåret 2004-05, 2. samling, alm.
del – bilag 1. Den 24. februar 2005 sendte indenrigs- og
sundhedsministeren
endvidere et notat om høringssvarene til udvalget.
Politisk aftale
Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige
gennemførelse af kommunalreformen.
Lovforslaget er således et led i udmøntningen af regeringens
aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den
efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.
Tilkendegivelse fra indenrigs- og
sundhedsministeren
Behandling af traumatiserede flygtninge.
Rehabilitering af traumatiserede flygtninge indgår som en af
sygehusvæsenets opgaver. Dette er bl.a. en opfølgning på anbefalingerne fra
arbejdsgruppen om rehabilitering af traumatiserede flygtninge og på
økonomiaftalen for 2002 mellem den daværende regering og Amtsrådsforeningen.
Arbejdsgruppen anbefalede i sin rapport fra 2001, at der inden for
sygehuslovens rammer stilles et særligt tværfagligt og tværkulturelt
rehabiliteringstilbud til rådighed for en nærmere afgrænset kreds af
traumatiserede
personer, og at der etableres frit valg til de daværende tre centre OASIS,
CEPAR og RCT-Jylland inden for nærmere fastlagte økonomiske rammer.
Der er tale om et specialiseret tilbud, som supplerer de øvrige
tilbud i amtskommunal og kommunal regi. Det særlige behandlingstilbud bør
således alene tilbydes personer, hvor de øvrige eksisterende
behandlingstilbud
er utilstrækkelige.
I forbindelse med økonomiaftalen mellem den daværende regering
og amterne for 2002 tilførtes den amtskommunale økonomi 40 mio. kr. med
henblik
på en gradvis udbygning af behandlingstilbud til traumatiserede flygtninge.
Amtskommunerne kan vælge selv at etablere behandlingstilbuddet i
sygehusvæsenet
eller benytte private institutioner som led i løsningen af opgaven.
Fra 1. januar 2005 er der indført frit valg til de to centre
OASIS og RCT-Jylland. Der vil endvidere fra 1. januar 2006 blive indført frit
valg til RCT-København.
Genoptræning efter sundhedslovens § 141.
Sundhedslovforslagets § 141 fastlægger en klar og utvetydig ret
for patienterne til genoptræning i overensstemmelse med den
genoptræningsplan,
som regionerne er forpligtet til at udarbejde til enhver patient, der efter
udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning,
jf. lovforslagets § 85. I de obligatoriske sundhedsaftaler mellem region og
kommune, skal der sikres et sammenhængende forløb. Det vil bl.a. blive sikret
ved formaliserede retningslinjer for kommunikationen i forbindelse med
udskrivning.
Klagemulighederne på genoptræningsområdet adskiller sig ikke fra
klagemulighederne på sundhedsområdet i øvrigt. Faglige klager vedrørende
genoptræning kan således indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og
klager over serviceniveauet kan indbringes for den politisk ansvarlige
myndighed
(her kommunalbestyrelsen).
Som det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovforslagets §
141, vil der blive fastsat regler om patienternes valgmuligheder i forhold
til
den genoptræning, kommunerne får ansvaret for. Patienterne er i medfør af
sundhedslovforslagets § 87 – ligesom i dag – sikret frit
sygehusvalg i de tilfælde,
hvor det af genoptræningsplanen fremgår, at der er behov for specialiseret
genoptræning i sygehusregi.
Det vil i en bekendtgørelse blive fastsat, at patienterne
herudover har mulighed for – hvor det af genoptræningsplanen fremgår, at
der er
behov for »almindelig genoptræning« – at vælge mellem de
genoptræningstilbud,
bopælskommunen har etableret eller indgået aftale om, og at vælge
genoptræningstilbud
på andre kommuners institutioner.
Når den nye kommunale opgavevaretagelse har fundet sit leje,
efter at sundhedsloven er trådt i kraft, vil det være oplagt at vurdere,
hvorvidt der er grundlag for yderligere styrkelse af patienternes frie valg
på
genoptræningsområdet, herunder frit valg til private tilbud.
Sammenhængen i sundhedsvæsenet.
Kommunalreformen indebærer, at kommunerne får en styrket rolle i
sundhedsvæsenet. Kommunerne får således et medansvar for sundhedsvæsenets
finansiering, og de får selv ansvar for genoptræning efter udskrivning og for
alkohol- og misbrugsbehanding. Derfor er det afgørende, at de initiativer,
der
skal sikre kvalitet, sikkerhed og sammenhæng ikke alene kommer til at gælde
for
regionernes, men også for kommunernes del af sundhedsvæsenet.
Dette er sikret i lovforslaget. Bestemmelserne om
kvalitetsudvikling og IT i § 194 vedrører udtrykkeligt så vel regionernes som
kommunernes opgavevaretagelse.
På det generelle kvalitetsområde er Den Danske Kvalitetsmodel et
afgørende initiativ. Udbredelsen af akkreditering efter modellen vil starte i
sygehussektoren, men perspektivet er klart, at det også skal omfatte
praksissektoren og kommunerne. Tilsvarende gælder for initiativerne på
IT-området – elektronisk patientjournal, kommunikationsstandarder og
sundhedsportalen.
For så vidt angår patientsikkerhed, er det i forbindelse med
lovens vedtagelse besluttet, at ordningen evalueres efter to år, bl.a. med
henblik på en vurdering af, hvordan og hvornår ordningen skal udvides til at
omfatte primærsektoren og det kommunale område.
Reglerne om patientklager gælder allerede for alle autoriserede
sundhedspersoner, uanset hvilken sektor de arbejder i.
Endelig er det afgørende sigte med lovforslagets regler om
samarbejde og obligatoriske aftaler, at regioner og kommuner skal sikre
sammenhæng
og samarbejde i sektorernes konkrete arbejde i de enkelte regioner.
Patienters ret til at indberette utilsigtede
hændelser.
I forbindelse med den enighed, som regeringen i januar 2003
opnåede med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Kristeligt Folkeparti, blev det aftalt, at patientsikkerhedssystemet efter 2
års drift skulle evalueres med henblik på at vurdere, hvordan patienter og
pårørende
vil kunne inddrages under ordningen.
Patientsikkerhedsordningen trådte i kraft den 1. januar 2004 og
har nu været i drift i lidt over 1 år. Ministeriet er i samarbejde med
Sundhedsstyrelsen i færd med at forberede den evalueringsordning, som blandt
andet skal undersøge muligheden for at give patienter og pårørende adgang til
at rapportere utilsigtede hændelser og fejl i ordningen. Når denne evaluering
foreligger i foråret 2006, tages der stilling til, hvordan og hvornår
patienter
og pårørende kan inddrages under ordningen.
Sundhedsstyrelsens godkendelseskompetence
vedr. lands- og landsdelsfunktioner.
Sundhedsstyrelsens kompetence til at stille krav til og godkende
placeringen af lands- og landsdelsfunktioner (ll-funktioner) findes i
sundhedslovforslagets § 209.
Sundhedsstyrelsen varetager allerede efter de nu gældende regler
den overordnede planlægning af ll-funktionerne i Danmark. Styrelsen
udarbejder
med nogle års mellemrum en specialevejledning efter indgående drøftelser
mellem
fagfolk på de enkelte områder og amterne/H:S. Vejledningen angiver, på hvilke
sygehuse de enkelte højt specialiserede funktioner placeres. Denne vejledning
følges som den helt overvejende hovedregel af amterne/H:S. Hvis et amt ønsker
at oprette en ll-funktion, som ikke er forudset i vejledningen, vil det altid
ske efter en forhandling, ligesom det vil være tilfældet ved væsentlige
ændringer i eksisterende ll-funktioner. Specialeplanlægningen har således
præg
af en samarbejdsproces. Ministeren har imidlertid – og det vil i praksis
være
efter Sundhedsstyrelsens indstilling – som en »nødbremse« mulighed for
at bestemme,
hvor en bestemt slags patienter skal behandles og dermed mulighed for at
lukke
for behandlingen andre steder, jf. sygehuslovens § 13, stk. 5.
Bestemmelserne i lovforslaget styrker styrelsens beføjelser
derved, at ll-funktioner udtrykkeligt skal godkendes, og at en sådan
godkendelse kan inddrages. Men det er stadig en forudsætning, at processen
vil
foregå i et samarbejde med fagfolk og regioner, og at der i langt de fleste
tilfælde vil være enighed mellem regioner og styrelse om planlægningen.
Samarbejdet
om planlægningen understreges af bestemmelserne i § 208 om det rådgivende
udvalg for specialeplanlægning med deltagelse af de lægefaglige selskaber og
regionerne. Drøftelserne i udvalget vil være en vægtig del af grundlaget for
Sundhedsstyrelsens godkendelser m.v. efter § 209.
Beføjelserne efter § 209 indebærer, at styrelsen skal godkende
ll-funktionernes placering på sygehuse, altså ikke blot f.eks. på regioner.
Baggrunden er, at kravene til en ll-funktion sjældent alene knytter sig til
den
enkelte sygehusafdeling, der er tale om. De højt specialiserede funktioner
fordrer meget ofte tilstedeværelse på samme sygehus af og samarbejde med en
række andre afdelinger på tilgrænsende områder og adgang til hjælpe- og
specialfunktioner på højt niveau. Derfor indgår de samlede relevante
faciliteter og funktioner på sygehuset i grundlaget for styrelsens vejledning
–
og efter forslaget for godkendelserne. Dertil kommer, at ll-funktionernes
geografiske placering i sagens natur har betydning også uden for egen region.
Også
regionerne vil selvsagt være opmærksomme på disse sammenhænge. Derfor må det
forventes, at der helt overvejende vil være enighed mellem styrelse og
regioner
også om den geografiske placering af ll-funktioner.
Psykiatri.
Psykiatrien lægges på linje med andre lægelige specialer i
regionerne sammen med den øvrige del af det behandlende sundhedsvæsen.
Ansvaret
for den sociale indsats for sindslidende samles i kommunen.
Med sundhedsloven bliver det obligatorisk for kommuner og
regioner at indgå sundhedsaftaler med det formål at sikre samordning og
sammenhæng for de sindslidende, som har behov for en samlet indsats, som går
på
tværs af to myndighedsniveauer. For regioner og kommuner bliver det herefter
et
obligatorisk element i disse sundhedsaftaler at fastlægge ansvaret for at
koordinere indsatsen for de såkaldte dobbeltdiagnosepatienter, som ved siden
af
deres sindslidelse har et misbrug.
Specialtandpleje efter sundhedslovens § 134.
Sundhedslovforslagets § 134 fastlægger kommunernes pligt til at
give et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk
udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud
i
børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen.
Det vil (ligesom i dag) fremgå af den kommende bekendtgørelse
vedrørende specialtandpleje, at sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl.
vil kunne henvises direkte til specialtandpleje. Den målgruppe, der vil kunne
henvises direkte til specialtandpleje, vil være den samme som i dag. Det vil
samtidig blive fastsat, at personer, der er henvist til specialtandpleje, og
som efter
tandlægefaglig
visitation
og rådgivning i specialtandplejen ikke skønnes at have behov for
specialiseret
behandling, kan henvises til behandling i omsorgstandplejen eller i
sygesikringstandplejen.
Det vil ligesom i dag blive fastsat i en bekendtgørelse, hvad
specialtandplejetilbudet skal omfatte (indholdet). Der vil blive tale om, 1)
individuel og kollektiv forebyggelse inklusiv hjælp til og instruktion i
tandpleje for den enkelte patient samt systematisk undervisning, oplysning
m.v.
til nøglepersoner omkring patienten. Herudover skal tilbuddet omfatte 2)
undersøgelse af tand-, mund- og kæberegionens sundhedstilstand med
individuelt
fastsatte intervaller, samt 3) behandling af læsioner, sygdomme og
funktionsforstyrrelser i tand-, mund- og kæberegionen, således at denne
bevares
i god funktionsdygtig stand under hensyntagen til den enkeltes samlede
tilstand.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra
Amtsrådsforeningen,
Amtstandlægekollegiet,
Bornholms Regionskommune,
Dansk Kiropraktor Forening,
De Samvirkende
Invalideorganisationer,
Den politiske formandsgruppe i
Kalundborg,
Det Nationale Råd for
Folkesundhed,
Sundhedsrådmand Niels Erik
Eskildsen, Århus Kommune,
Forbrugerrådet,
Foreningen af Speciallæger,
Benny Kristensen, Odense,
LO Faglige Seniorer,
Lægemiddelindustriforeningen,
Ólrunn í Hjøllum Nielsen,
Odense SV,
Overlægeforeningens
Psykiatriudvalg,
Praktiserende Lægers
Organisation,
Rådet for Socialt Udsatte,
Kurt Stoldt, Lystrup og
Tandlægernes Nye Landsforening.
Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget
kommenteret henvendelserne.
Deputationer
Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for
deres holdning til lovforslaget:
Den politiske formandsgruppe i
Kalundborg,
Sundhedsrådmand Niels Erik
Eskildsen, Århus Kommune
Foreningen af Speciallæger,
Landsforeningen SIND,
Ólrunn í Hjøllum Nielsen,
amtstandlæge Fyn m.fl. og
Tandlægernes Nye Landsforening.
Møder
Udvalget har haft møder om lovforslaget med følgende:
Amtsrådsforeningen,
Lægemiddelindustriforeningen og
Overlægeforeningens
Psykiatriudvalg.
Høringer over kommunalreformen
Udvalget har været inviteret til at deltage i Det Politisk-Økonomiske
Udvalgs høring om kommunalreformens økonomiske konsekvenser den 6. april 2005
og Retsudvalgets høring om retssikkerhedsmæssige konsekvenser af
kommunalreformen den 3. maj 2005.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 207 spørgsmål til indenrigs- og
sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret med
undtagelse af 4 spørgsmål, som forventes besvaret af indenrigs- og
sundhedsministeren inden 2. behandling.
11 af udvalgets spørgsmål og indenrigs- og sundhedsministerens
svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
flertal
i udvalget
(udvalget med undtagelse af SF og EL) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
med de af ministeren stillede
ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af et mindretal stillede
ændringsforslag.
Flertallet kan tiltræde indenrigs- og sundhedsministerens
tilkendegivelse under punkt 2 i betænkningen.
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget finder, at kommunalreformen som helhed skaber
grundlaget
for en moderne, fremtidssikret offentlig sektor på borgernes præmisser.
Opgaverne fordeles bedre, og de lokale og regionale enheder indrettes efter
de
opgaver, som de skal løse.
Reformen tegner en ny offentlig sektor i Danmark, hvor kommuner,
regioner og stat har hver deres rolle og identitet. V, DF og KF finder, at
reformen på sundhedsområdet sikrer borgerne et bedre sundhedsvæsen og skaber
større sammenhæng og mere kvalitet i sundhedsvæsenets indsats. V, DF og KF
konstaterer således med tilfredshed, at sundhedsloven udmønter de visioner
for
det danske sundhedsvæsen, som tog form med Strukturkommissionens betænkning,
regeringens udspil »Det nye Danmark« og aftalen fra juni 2004 mellem DF og
regeringen om strukturreformen.
Med sundhedsloven gennemføres reformen, og samtidig samles i én
lov bestemmelserne om borgernes rettigheder i forhold til sundhedsvæsenet, om
sundhedsvæsenets ydelser og om de centrale myndigheders opgaver. V, DF og KF
finder, at der dermed er skabt en mere overskuelig og sammenhængende
lovgivning, som det vil være lettere for borgere og myndigheder at få indblik
i
og overblik over.
De regioner, som etableres ved reformen, er indrettet med udgangspunkt
i målsætningen om at sikre et fremtidigt stærkt, regionalt sundhedsvæsen. Med
5
regioner bliver der grundlag for at samle flere behandlinger, udnytte
fordelene
ved specialisering bedre og sikre den bedst mulige udnyttelse af
ressourcerne.
Samtidig vil de 5 regioner give et stærkt planlægningsgrundlag og gøre det
muligt at give kvaliteten et markant løft. Med de nye stærkere kommuner er
der
endvidere skabt grundlag for, at kommunerne får en væsentlig styrket rolle på
sundhedsområdet.
V, DF og KF mener, at reformen på sundhedsområdet skaber et
forbedret grundlag for at sikre sammenhængende patientforløb på tværs af
administrative grænser samt let og lige adgang til forebyggelse,
undersøgelse,
behandling og pleje på et højt fagligt niveau, samtidig med at der sker en
styrkelse af borgernes frie valgmuligheder. Endvidere skabes der grundlag for
en stærkere indsats for at sikre kvalitet, effektivitet og faglig udvikling i
sundhedsvæsenet i et samspil med de centrale sundhedsmyndigheder, der
tildeles
styrkede beføjelser.
Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af
udvalget konstaterer, at regeringen har været fuldstændig fastlåst i den
hovedarkitektur, som den aftalte med Dansk Folkeparti i juni 2004.
Hovedarkitekturen
har derfor været en præmis, som det ikke har været muligt at ændre på under
forhandlingerne om lovforslagene. Det gælder også i forhold til regeringens
finansieringsmodel på sundhedsområdet, som S og RV er uenige i. S’ og
RV’s
holdning til strukturreformens hovedarkitektur fremgår af det fælles
betænkningsbidrag
til lovforslag nr. L 65 (lov om regioner og nedlæggelse af amtskommuner
m.v.),
som der henvises til.
Regionernes finansiering
S og RV har noteret sig, at regeringen og Dansk Folkeparti på
eget initiativ har valgt at tage finansieringsdelen ud af nærværende
lovforslag
og indsætte den i forslag til lov om regionernes finansiering (L 71), som S
og
RV vil stemme imod. Sundhedsloven rummer herefter ikke bestemmelser om
regionernes finansiering.
S og RV er grundlæggende uenige i den måde, regeringen har valgt
at indrette regionernes finansiering på, og kan derfor heller ikke tage et
medansvar for den valgte model. S og RV har uændret den opfattelse, at
regionerne
bør sikres egen ret til at udskrive skatter – i tråd med det anerkendte
forvaltningsprincip om, at opgaver og økonomisk ansvar bør følges ad. Al
erfaring tilsiger, at skatteudskrivningsretten holder de folkevalgte fast på
deres økonomiske ansvar. Den giver politikerne det bedst mulige udgangspunkt
for at prioritere og træffe vanskelige beslutninger til gavn for
effektiviteten
og omkostningsbevidstheden i opgaveløsningen. Skatteudskrivningsretten vil på
den måde kunne modvirke behovet for stigende skatter.
I sidste ende skal udgifterne til sundhedsområdet under alle
omstændigheder finansieres gennem skatter og afgifter. Dette er værd at
understrege, for mens regeringen med den ene hånd fjerner
skatteudskrivningsretten
fra regionerne – stik imod sagkundskabens mange advarsler –
indfører den med
den anden hånd en statslig sundhedsskat. Alt sammen øger i sidste ende
uigennemskueligheden for borgerne samt sandsynligheden for, at det bliver
sværere at styre de offentlige sundhedsudgifter. Det er symbolpolitik af
værste
art.
Grundlæggende er S og RV enige i, at kommunerne fremover bør
bidrage til finansieringen af sundhedsområdet. Økonomiske incitamenter er et
redskab, der rigtigt anvendt kan være med til at styrke kommunernes indsats
på
området. Men S og RV har noteret sig, at regeringens finansieringsmodel, hvor
kommunerne bl.a. betaler en ensartet takst for hver indlæggelse på sygehuset,
har været genstand for massiv kritik – både blandt uafhængige
eksperter/forskere og de faglige organisationer. Den helt generelle
finansieringsmodel, regeringen har valgt, vil medføre kommunal
medfinansiering
på alle områder og udløse cirka 60-70 millioner posteringer som følge af de
aktivitetsafhængige kommunale bidrag. S og RV ønsker ikke dette både
uoverskuelige og uhensigtsmæssige bureaukrati, som der samtidig ikke er
sandsynlighed for vil virke.
På den baggrund har S og RV i forhandlingerne stillet forslag om
at få undersøgt en fleksibel finansieringsmodel, hvor hver region aftaler med
sine
kommuner, hvordan den kommunale medfinansiering i deres område konkret skal
indrettes. S’ og RV’s udgangspunkt er, at denne fleksible
aftalemodel skal
omfatte både et kommunalt grundbidrag og et vist niveau af aktivitetsbestemt
bidrag.
Hvis ikke den enkelte region og dens kommuner kan blive enige, har S og RV
foreslået, at man undersøger en central tilbagefaldsmodel med en kommunal
medfinansiering, der primært rettes mod de medicinske behandlinger.
S’ og RV’s ønske om at få vurderet en fleksibel aftalemodel skal
ses i lyset af, at der eksisterer bemærkelsesværdig lille viden om effekten
af
et kommunalt medfinansieringssystem. Regeringen har under udvalgsbehandlingen
ikke kunnet fremlægge nogen form for udredning eller erfaringer fra udlandet
for den valgte model. Derfor har det været ekstra vigtigt for S og RV, at de
myndigheder, der skal varetage sundhedsopgaven, er med til at tilrettelægge
finansieringen – med afsæt i den indsigt og de særlige forhold, der gør
sig
gældende på sundhedsområdet.
Regeringens model skaber en risiko for, at den kommunale
medfinansiering ender som en pengemaskine, der mest af alt avler frustration,
afmagt og endeløs kritik hos så vel kommuner som regioner. S og RV frygter,
at
regeringens model vil medføre uhensigtsmæssig kassetænkning og stigende
sundhedsudgifter – i lodret konflikt med regeringens erklærede mål om
udgiftsneutralitet. Der henvises desuden til S’ og RV’s
betænkningsbidrag til forslag
til lov om regionernes finansiering (L 71), som S og RV stemmer imod.
Sundhedsloven
–
generelt
Sundhedsloven er en slags sundhedsvæsenets »grundlov«, idet
loven samler 15 eksisterende love under ét. Derudover omfatter loven de
ændringer, der følger af strukturreformen.
S og RV hilser det velkomment, at sundhedsområdet på denne måde
får sin egen lov. Det øger gennemsigtigheden for borgerne i forhold til
reguleringen af sundhedsvæsenet og forbedrer mulighederne for en koordineret
opgaveløsning på sundhedsområdet.
S og RV deler regeringens mål om et stærkt offentligt
sundhedsvæsen, der tilbyder patienterne fri, lige og gratis adgang til
forebyggelse, behandling og pleje på et højt niveau. S og RV har noteret sig
ministerens svar på spørgsmålene 33-36. Heri bekræfter ministeren, at
borgerne
også fremover skal have adgang til vederlagsfri behandling på sygehuse samt
hos
alment praktiserende læger, speciallæger m.v. Ministeren fastslår, at
forslaget
til sundhedsloven fuldstændig uændret viderefører de nugældende regler, for
så
vidt angår vederlagsfri behandling. Det står derfor klart, at regeringen ikke
uden en lovændring kan indføre brugerbetaling på nye områder.
S og RV mener, at det er en styrke, at det samlede sundhedsvæsen
fremover placeres i fem folkevalgte regioner. De har det nødvendige
befolkningsunderlag for at yde en behandling af høj kvalitet i trit med den
teknologiske og medicinske udvikling.
S og RV støtter, at kommunerne får et centralt medansvar for
forebyggelsen.
Det er positivt, at sundhedsloven lægger op til en stærkere
Sundhedsstyrelse, der løbende kan bidrage til et ensartet, højt fagligt
niveau
i det danske sundhedsvæsen. S og RV har dog ikke fået sikkerhed for, at
Sundhedsstyrelsen også fremover får tilstrækkelige ekstra ressourcer til at
løfte sine nye opgaver. Risikoen er derfor, at Sundhedsstyrelsen snarere
kommer
til at bremse end fremme udviklingen i sundhedsvæsenet.
Regionernes
handlefrihed
Det er vigtigt, at regionerne fremover får den nødvendige plads
til at udvikle det danske sundhedsvæsen til glæde for patienterne. S og RV
mener uændret, at regionerne bør omfattes af kommunalfuldmagten helt på linje
med kommunerne og dermed gives samme adgang til at udvikle deres
opgavefelter.
I erkendelse af, at regeringen ønsker regionernes ansvar
positivt afgrænset, har S og RV dog som konkrete forbedringer foreslået, at
regionerne i loven skal gives en positiv ret og pligt til at udvikle
sundhedsvæsenet,
og at kravet om ministerens godkendelse skal udgå fra § 79, stk. 3 og 4. Det
vil give regionerne den nødvendige frihed til at tage de initiativer, de
skønner er nødvendige for at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen.
Regeringen har ikke ønsket at imødekomme S’ og RV’s ønsker, men
har forsikret, at regionerne vil få samme handlefrihed, som amterne har i
dag.
Det er dog en imødekommelse, at regeringen har stillet et ændringsforslag til
§
79, så en regions samarbejde med offentlige myndigheder eller private
virksomheder som udgangspunkt er godkendt, medmindre ministeren inden en
måned
har givet afslag. Det vil sikre regionerne en hurtigere sagsbehandling.
S og RV er skeptiske over for Sundhedsstyrelsens nye beføjelse
til at gribe ind og beslutte, hvor højt specialiserede funktioner skal
placeres, og om funktioner skal lukkes ned. Dette ansvar bør som udgangspunkt
påhvile regionerne. Sundhedsstyrelsen skal naturligvis kunne skride ind, hvis
lands- og landsdelsfunktionerne ikke efterlever styrelsens faglige krav. S og
RV noterer dog med tilfredshed, at regeringen i sit betænkningsbidrag har
tilkendegivet, at ministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen kun vil
bruge denne beføjelse som en »nødbremse«.
S og RV skal i den forbindelse stille sig undrende over for, at
det rådgivende udvalg, som Sundhedsstyrelsen nedsætter til at lade sig
rådgive
af bl.a. i forbindelse med specialeplanlægningen, skal have
Sundhedsstyrelsens
egen øverste chef, medicinaldirektøren, som født formand. Det sår tvivl om,
hvorvidt Sundhedsstyrelsen på den måde sikres den nødvendige uafhængige
rådgivning på området. S og RV havde foretrukket en ekstern, uafhængig
formand.
Genoptræning
Genoptræningen har fra første færd stået i centrum af
strukturdebatten. S og RV har derfor lagt afgørende vægt på at sikre landets
patienter en bedre genoptræning og ikke mindst bedre genoptræningsforløb.
S og RV har under forhandlingerne om sundhedsloven lagt stor
vægt på at sikre patienterne en ubetinget ret til genoptræning helt i
overensstemmelse med deres genoptræningsplan. Med regeringens
betænkningsbidrag
anser S og RV det for juridisk bindende, at patienterne har en klar og
utvetydig
ret til genoptræning i overensstemmelse med genoptræningsplanen.
Derudover er det glædeligt, at patienterne sikres mulighed for
frit at kunne vælge blandt alle kommuners almindelige genoptræningstilbud.
Dermed
vil patienterne bl.a. kunne modtage genoptræning tæt på et midlertidigt
opholdssted uden for hjemkommunen, f.eks. i deres sommerhuskommune.
S og RV skal dog beklage, at regeringen har nedsat en
arbejdsgruppe, der skal undersøge hele området, men at analyser og
anbefalinger
først kommer efter strukturreformens vedtagelse. Dermed har forhandlingerne
om
genoptræningen i høj grad foregået på et mangelfuldt grundlag. S og RV vil
nøje
følge området – og ikke mindst, om lovens hensigt efterleves.
Forebyggelse
Et hovedformål med reformen på sundhedsområdet er at styrke den
samlede indsats, når det gælder forebyggelse og sundhedsfremme. S og RV kan
varmt støtte dette formål, men tvivler grundlæggende på, om det også vil ske
i
praksis. Et hovedproblem er i den forbindelse reformens påståede
udgiftsneutralitet. Det betyder, at kommunerne forventes at styrke
forebyggelsen uden at få tilført de nødvendige ekstra ressourcer. S og RV
noterer sig dog i den forbindelse, at forebyggelse og sundhedsfremme indgår
som
en obligatorisk del af de sundhedsaftaler, som regionerne skal indgå med
deres
kommuner.
S og RV har samtidig ønsket en præcisering af regionernes ansvar
for den patientrettede forebyggelse. Dette ønske har regeringen imødekommet
med
et ændringsforslag til § 120, der herefter utvetydigt fastslår, at regionerne
har ansvar for den patientrettede forebyggelse på sygehusene og i
praksissektoren.
Sammenhængen i sundhedsvæsenet
I fremtidens sundhedsvæsen skal patienterne opleve et
sammenhængende system, hvad enten behandlingen foregår hjemme, på det
kommunale
sundhedscenter, hos egen læge eller på sygehuset, hvad enten dette er
offentligt eller privat.
S og RV har i forhandlingerne ønsket, at det af sundhedsloven
fremgår, at så vel kommunerne som private klinikker og hospitaler på sigt bør
omfattes af samme krav til kvalitet, patientsikkerhed, patientrettigheder og
it,
som gælder for det øvrige sundhedsvæsen. For kommunernes vedkommende rummer
sundhedsloven denne intention, dog ikke når det gælder indberetningen af
utilsigtede
hændelser.
Regeringen har i ministerens tilkendegivelse imødekommet S og RV
på dette punkt, idet regeringen nu konstaterer, at det i forbindelse med en
evaluering af patientsikkerhedsloven skal vurderes, »hvordan og hvornår
ordningen skal udvides til at omfatte primærsektoren og det kommunale
område«.
S og RV skal dog beklage, at regeringen ikke har ønsket at
imødekomme ønsket om, at også de private klinikker og sygehuse omfattes af
samme krav som det øvrige sundhedsvæsen, også når det gælder kvaliteten af
behandlingen. Det svækker det sammenhængende sundhedsvæsen og skaber en
unødvendig usikkerhed for patienterne.
Psykiatri
Der har i forbindelse med strukturreformen været udtrykt
bekymring for strukturen på det psykiatriske område, herunder specielt for,
om
reformen skaber tilstrækkelig sikkerhed for en sammenhængende indsats på
området, og om regionerne får mulighed for at fortsætte den positive
udvikling
på det psykiatriske område, som amterne har taget fat på.
For S og RV er det magtpåliggende, at den nye sundhedslov
bidrager til en mere effektiv koordination end i dag, ikke mindst når det
gælder behandlingstilbuddet til de sindslidende patienter, der også har
misbrugsproblemer, de såkaldte dobbeltdiagnosepatienter. I dag oplever mange
patienter med dobbeltdiagnose, at de får et utilstrækkeligt
behandlingstilbud,
i det omfang de overhovedet får et tilbud.
S og RV anser det for et fremskridt, at regeringen i ministerens
tilkendegivelse fastslår en entydig ansvarsplacering af den behandlende
psykiatri hos regionerne og af den sociale indsats for sindslidende hos
kommunerne. Samtidig præciseres det, at regioner og kommuner er forpligtede
til
at samordne og koordinere indsatsen for dobbeltdiagnosepatienterne, så disse
mennesker får et egnet behandlingstilbud og ikke bliver kastebolde mellem to
myndighedsniveauer. S og RV vil nøje følge, om lovens hensigt efterleves.
Specialtandplejen
Mindretallet konstaterer, at regeringen i sit betænkningsbidrag
fastslår, at sindslidende, psykisk udviklingshæmmede og andre af de svageste
grupper i vores samfund også fremover vil have ret til tandlægebehandling i
specialtandplejen. Mindretallet vil nøje følge området og specielt, om denne
hensigt også udmøntes i praksis.
Patienten i centrum
Sundhedsoplysninger:
Sundhedsloven lægger som noget nyt op til, at sygehuset
automatisk skal kunne informere patientens egen læge om behandlingen. Det
mener
S og RV er uhensigtsmæssigt i erkendelse af, at der fortsat vil være
patienter,
der ikke ønsker, at deres egen læge er bekendt med alt. De risikerer i det
foreslåede
system ikke at vide, at denne nye automatiske videreformidling til egen læge
sker. Læger på sygehusene bør derfor fortsat skulle indhente patientens
mundtlige eller skriftlige samtykke, før oplysninger om den pågældende
patient
sendes videre til egen læge.
Patientkontorer:
S og RV noterer sig, at det i sundhedslovens bemærkninger er
præciseret, at patientkontorerne skal »styrke patienternes retsstilling
gennem
en forbedret og uafhængig rådgivning og bistand«. Der er i forbindelse med
høringssvarene til sundhedsloven rejst tvivl om, hvorvidt patienterne også
sikres
denne »uafhængige« rådgivning, idet patientvejlederne/patientkontorerne er
placeret direkte under regionerne. Der er ifølge regeringen ikke hidtil
gennemført tilfredshedsundersøgelser og eksterne evalueringer af
patientkontorerne. Det vil S og RV opfordre til sker for på den baggrund at
vurdere, om ordningen lever op til kravet om »uafhængighed«. S og RV vil nøje
følge udviklingen på området.
Et
mindretal
i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de af et mindretal under nr. 1, 2 og 6 stillede
ændringsforslag
og de af ministeren under nr. 3-5, 8-12, 14-22 og 25-27 stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det af ministeren under nr. 13
stillede ændringsforslag og stemme hverken for eller imod de af ministeren
under nr. 7, 23 og 24 stillede ændringsforslag.
Socialistisk Folkepartis
og Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, det er helt umuligt at
overskue,
om ændringsforslagene under nr. 7, 23 og 24 er en forbedring eller
forringelse
af det fremsatte forslag. SF og EL finder det også mærkværdigt, at disse
ændringsforslag først kommer så sent og ikke var indarbejdet i det fremsatte
lovforslag.
SF og EL henviser til
betænkningsbidraget til lovforslag nr. L 65, hvori SF’s og EL’s
generelle
indvendinger mod kommunalreformen oplistes.
SF og EL mener, at alle
sundhedsydelser skal være gratis for befolkningen. SF og EL har derfor
stillet
ændringsforslag om, at man i formålsparagraffen (§ 2) skriver, at der skal
være
»fri og lige« adgang til sundhedsvæsenet. Dernæst foreslår SF og EL et stk. 2
til
§ 2 om, hvor undtagelser kan forekomme. Undtagelserne gør det muligt at
fortsætte med den brugerbetaling, der er i dag, f.eks. på behandling hos
tandlæge.
Med finansieringen af
regionerne er opfundet en brugerbetaling for kommunerne, som opkræves hver
gang
en af kommunens borgere bliver indlagt på sygehus eller går til
læge/speciallæge. Denne medfinansiering er SF og EL meget skeptiske over for,
fordi den indbyder til, at kommunerne søger at forhindre indlæggelse og besøg
hos lægen. Der vil blive lagt et pres på de praktiserende læger for ikke at
indlægge borgeren, og på plejehjemmet vil de ansatte blive presset til at
forhindre beboeren i at søge læge.
SF og EL finder desuden,
at det er uhensigtsmæssigt at flytte genoptræning og forebyggelsesarbejdet
over
i mindre enheder, fordi det faglige miljø smadres og kvaliteten forringes. §
120, der omhandler forebyggelse og sundhedsfremme er en generel og alvorlig
forringelse. Det vil fremover være kommunerne, der alene skal løfte
opgaverne,
mens det i den nuværende struktur er amterne, som har sikret udvikling og
koordination. Det betyder, at (de fleste) kommuner ikke har den
nødvendige faglige
kapacitet til at udvikle eksisterende forebyggende og sundhedsfremmende
tiltag.
Den nødvendige viden kan ikke tilvejebringes umiddelbart, for de ansatte i
amtet kan jo ikke bare deles ud på flere kommuner og fungere på samme sæt og
vis som nu. De faglige miljøer går i opløsning.
SF og EL kunne ønske sig,
at der i lovforslaget blev indbygget en passus om, at relevante faggrupper og
borgergrupper aktivt skal inddrages i, hvordan kommunerne vil tilrettelægge
det
forebyggende og sundhedsfremmende arbejde.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin
var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer
i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske
udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af
et
mindretal
(SF og EL):
Til § 2
1)
I
nr. 1
ændres »let« til: »fri« og efter »sundhedsvæsenet« indsættes:
», jf. dog stk. 2«.
[Præcisering af, at sygehusbehandling og behandling hos alment
praktiserende læger og speciallæger er vederlagsfri]
2)
Som
stk. 2
indsættes:
»Stk. 2.
Uanset stk. 1,
nr. 1, kan der opkræves egenbetaling for ydelser efter følgende bestemmelser:
1)
§ 51, stk. 2, (b
etaling for tolkebistand for personer, der har boet i
Danmark mere end 7 år).
2)
§ 61, stk. 2, (tilskud
til lægehjælp hos alment praktiserende læge (sikringsgruppe 2)).
3)
§ 65, stk. 2, (tilskud
til lægehjælp hos praktiserende speciallæge (sikringsgruppe 2)).
4)
§ 65, stk. 3, (tilskud
til lægehjælp hos speciallæge (inden for hvis speciale, der ikke findes en
godkendt
overenskomst med det offentlige)).
5)
§§ 66 og 73 (t
ilskud til behandling hos tandlæge).
6)
§§ 67 og 73 (t
ilskud til behandling hos kiropraktor).
7)
§§ 68 og 73 (t
ilskud til behandling hos fysioterapeut).
8)
§§ 69 og 73 (t
ilskud til behandling hos fodterapeut).
9)
§§ 70 og 73 (t
ilskud til behandling hos psykolog).
10)
§§ 71 og 73 (t
ilskud til briller til børn under 16 år).
11)
§§ 72 og 73 (tilskud til
anden behandling).
12)
§ 74 (k
ommunalbestyrelsen
kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 61
og 65-72 omhandlede ydelser).
13)
§ 130, stk. 2, (tilskud
til tandpleje til børn og unge i privat tandlægepraksis, hvor dette ikke
er en del af det tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til
rådighed).
14)
§ 130, stk. 4, (f
or børn og unge under 18 år, der vælger tandpleje på en
anden kommunes tandklinik, der er dyrere end børne- og ungdomstandplejen i
bopælskommunen).
15)
§§ 144-152 (t
ilskud
til lægemidler).
16)
§ 160 (t
ilskud
til ernæringspræparater).
17)
§ 161 (b
egravelseshjælp).
18)
§ 162 (v
isse
ydelser til søfarende m.v.).
19)
§ 167 (t
ilskud
til tandpleje til visse kræftpatienter samt patienter med Sjøgrens Syndrom).
20)
§ 169 (t
ilskud
til ydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land).
21)
§ 172 (befordringsgodtgørelse til personer, der
har ret til vederlagsfri sygehusbehandling).«
[Fastlæggelse af, hvilke ydelser fra sundhedsvæsenet der kan
opkræves egenbetaling
for]
Af
indenrigs- og sundhedsministeren,
tiltrådt af
udvalget:
Til § 7
3)
I
stk. 2
udgår », jf. dog § 8«.
[Konsekvensrettelse]
Til § 8
4)
Paragraffen udgår.
[Fjernelse af karenstiden til ydelser i praksissektoren og i sygehusvæsenet]
Til § 65
5)
I
stk. 3
udgår »godkendt«.
[Redaktionel ændring]
Af
et
mindretal
(SF og EL):
Til § 79
6)
I
stk. 2
indsættes som
2. pkt.:
»Et regionsråd kan dog uanset 1. pkt. ikke udleje lokaler eller
udstyr, som knytter sig til den primære sygehusdrift (f.eks. sengeafdelinger,
operations- og undersøgelsesstuer samt dertil hørende udstyr), til private
virksomheder.«
[Muligheden for, at private virksomheder kan leje lokaler og
udstyr relateret til den primære sygehusdrift på offentlige sygehuse,
fjernes]
Af
indenrigs- og sundhedsministeren,
tiltrådt af et
flertal
(udvalget med undtagelse af SF
og EL):
Til § 79
7)
I
stk. 3
indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:
»Et sådant samarbejde anses for godkendt, medmindre regionsrådet
modtager afslag på godkendelse inden en måned efter, at indenrigs- og
sundhedsministeren har modtaget orientering fra regionsrådet om samarbejdet.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger
orienteringen skal indeholde, herunder om udsættelse af fristen, såfremt de
nødvendige oplysninger ikke foreligger ved orienteringen.«
[Regionsrådet kan ved orientering om samarbejde efter § 79,
stk. 3, opnå godkendelse inden for en måned.]
Af
indenrigs- og sundhedsministeren,
tiltrådt af
udvalget:
Til § 80
8)
I
stk. 2
ændres »Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter«
til: »RehabiliteringsCenter for Muskelsvind«.
[Konsekvensrettelse]
Til § 86
9)
I
stk. 1
ændres »§ 279, stk. 7« til: »§ 279, stk. 8.«
[Redaktionel ændring]
Til § 120
10)
I
stk. 3
indsættes efter »Regionsrådet tilbyder«: »patientrettet
forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v. samt«.
[Præcisering af regionernes pligt til at tilbyde patientrettet
forebyggelse i forbindelse med undersøgelse og behandling]
Til § 176
11)
I
2. pkt.
udgår »godkendt«.
[Redaktionel ændring]
Til § 208
12)
I
stk. 2
indsættes efter »lægevidenskabelige selskaber«: »,
sygeplejefaglige selskaber«.
[De sygeplejefaglige selskaber bliver repræsenteret i det
rådgivende udvalg for specialeplanlægning].
Af
indenrigs- og sundhedsministeren,
tiltrådt af et
flertal
(udvalget med undtagelse af SF
og EL):
Til § 210
13)
I
stk. 1
indsættes efter »sygehuse«: »samt på private sygehuse«.
[Videreførelse af sygehuslovens § 13, stk. 1, 1. pkt.,
hvorefter regionerne både skal indgå aftaler om benyttelse af lands- og
landsdelsfunktioner på fremmede regionale sygehuse og private sygehuse
(godkendt af Sundhedsstyrelsen)].
Af
indenrigs- og sundhedsministeren,
tiltrådt af
udvalget:
Til § 216
14)
Efter stk. 1 indsættes som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen
kan iværksætte skærpet tilsyn over for den i stk. 1 nævnte personkreds,
såfremt
styrelsen har begrundet formodning om, at den pågældende sundhedspersons
virksomhedsudøvelse vil udgøre en forringet sikkerhed for patienter.
Sundhedsstyrelsens beslutning om skærpet tilsyn kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
[Præcisering af begrebet skærpet tilsyn]
15)
I
stk. 2,
der bliver stk. 3, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 2«.
[Konsekvensrettelse]
Til § 220
16)
I
stk. 1, 1. pkt.,
ændres », jf. § 140 i lov om social service« til: »omfattet
af lov om social service«.
[Redaktionel ændring]
17)
I
stk. 2, 2. pkt.,
ændres »jf. §
112 a
i lov om social service, og til
det kommunale ældreråd, jf. § 30 i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område.« til: »jf. lov om social service, og til det kommunale
ældreråd, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.«
[Redaktionel ændring]
Til § 230
18)
I paragraffen udgår »godkendt«.
[Redaktionel ændring]
19)
Efter »honorarer, tilskud«
indsættes: », udbetaling af tilskud, regler om henvisning til behandling«.
[Redaktionel ændring]
Til § 235
20)
S
tk. 2-4
udgår.
[Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes
ydelser i praksissektoren og om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til
regionernes ydelser i praksissektoren udgår]
Til § 239
21)
Paragraffen udgår.
[Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes
ydelser i sygehusvæsenet udgår]
Til § 244
22)
Paragraffen udgår.
[Bestemmelsen om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til
regionernes sygehusvæsen udgår]
Af
indenrigs- og sundhedsministeren,
tiltrådt af et
flertal
(udvalget med undtagelse af SF
og EL):
Til § 275
23)
Paragraffen affattes således:
»§ 275.
Medmindre højere straf er fastsat i anden lovgivning, straffes med bøde den,
som undlader at efterkomme en forpligtelse efter § 216, stk. 3 og 5, eller
som
overtræder regler, påbud eller forbud udstedt i medfør af §§ 220 og 221.«
[Straffebestemmelse]
Ny paragraf
24)
Efter § 277 indsættes som ny
paragraf:
»§ 01.
Indenrigs- og
sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af § 230,
fastsætte
bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.«.
[Bemyndigelse til at fastsætte straf]
Af
indenrigs- og sundhedsministeren,
tiltrådt af
udvalget:
Til § 279
25)
I
stk. 2, nr. 10,
ændres »Kapitel 1« til: »§§ 1-3 og 4 a«.
[Konsekvensrettelse]
26)
I
stk. 4
indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Samtidig ophæves § 13 i lov om sygehusvæsenet.«
[Konsekvensrettelse]
27)
Efter stk. 4 indsættes som nyt
stykke:
»Stk. 01.
§ 216 træder i
kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves § 4 i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002.«
[Ikrafttrædelsesbestemmelse]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene har til formål at sikre, at der ikke hersker
nogen tvivl om, at det fundamentale princip i det danske sundhedssystem om,
at
ydelser fra det danske sundhedsvæsen som udgangspunkt og alt overvejende
hovedregel er vederlagsfri, også gælder uændret fremover. SF og EL finder det
vigtigt at få fastslået, at lovforslaget ikke indebærer ændringer i forhold
til
gældende regler om, hvilke ydelser borgerne har ret til vederlagsfrit.
Således
præciserer ændringsforslagene, at sygehusbehandling og behandling hos alment
praktiserende læger og speciallæger m.v. forbliver vederlagsfri ydelser for
borgerne.
SF og EL mener nemlig ikke, at der i lovforslaget er fuld
sikkerhed for en sådan fortolkning, jf. at det oprindelige »fri og lige
adgang«
i lovforslagets formålsbestemmelse (§ 2) er ændret til »let og lige adgang«,
og
at indenrigs- og sundhedsministeren i et brev til udvalget oplyser, at
ministeriet ved en fejl ikke har fået præciseret i bemærkningerne til § 2, at
princippet om vederlagsfri adgang til sygehusydelser, lægehjælp, kommunale
sundhedsydelser m.v. fastholdes, jf. L 74 – bilag 4.
SF og EL havde på den baggrund gerne set, at indenrigs- og
sundhedsministeren af egen drift havde stillet ændringsforslag til
præcisering
af, at dette grundlæggende princip fastholdes, men det har indenrigs- og
sundhedsministeren afvist, jf. ministerens svar på spørgsmål 36.
Den i ændringsforslag nr. 1 foreslåede ændring indeholder en præcisering
af, at det fundamentale udgangspunkt i det danske sundhedssystem om, at
ydelser
fra det danske sundhedsvæsen er vederlagsfri, fastholdes.
Det i ændringsforslag nr. 2 foreslåede stk. 2 fastlægger, hvilke
ydelser der kan opkræves egenbetaling for. De nævnte ydelser baserer sig på
indenrigs- og sundhedsministerens svar på spørgsmål 33, hvor ministeren bl.a.
har oplyst, hvilke ydelser der efter lovforslaget kan opkræves egenbetaling
for. SF og EL har samtidig noteret sig, at indenrigs- og sundhedsministeren i
sit svar på spørgsmål 33 tillige har oplyst, at der er tale om en fuldstændig
videreførelse af gældende regler.
Med ændringsforslagene
tilsigtes således en præcisering af, at de gældende regler for, hvilke
ydelser
der er vederlagsfrie, og hvilke ydelser der kan opkræves egenbetaling for,
fastholdes, ligesom ændringsforslagene har til formål at understøtte
princippet
om, at ydelser fra det danske sundhedssystem som udgangspunkt også fremover
skal være vederlagsfrie.
Til nr. 3
Ændringen er en konsekvens af, at § 8 udgår.
Til nr. 4
Med ændringsforslaget fjernes karenstiden til ydelser i
praksissektoren og i sygehusvæsenet, således at der ikke er karenstid for
ydelser efter sundhedsloven.
Enhver person, der har bopæl i Danmark, har i dag ret til ydelser
efter sygesikrings- og sygehusloven. Personer, der flytter til landet, har
dog
først ret til ydelser seks uger efter tilflytningen, medmindre de er omfattet
af særlige undtagelsesregler. Endvidere har enhver person, der opholder sig i
Danmark, ifølge sygehusloven ret til vederlagsfri akut sygehusbehandling.
Undtaget for karenstid er personer, der flytter til eller får
arbejde i Danmark, i det omfang disse personer kan sammenlægge seks ugers
forsikringstid optjent i en anden stat, jf. overenskomster med andre stater
og
EF-retten, her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse
af
de sociale sikringsordninger for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende
og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.
Der gælder i dag heller ingen karenstid for personer, der vender
tilbage for at tage bopæl her i landet efter at have opholdt sig i udlandet
som
udsendte repræsentanter for en dansk offentlig myndighed, ansat i et dansk
firmas filial eller underselskab eller i øvrigt beskæftiget i dansk interesse
eller med henblik på uddannelse, jf. bekendtgørelser fastsat i medfør af § 1,
stk. 3, i sygesikringsloven og § 5, stk. 7, i sygehusloven.
Endelig gælder der i dag ingen karenstid for ret til ydelser
efter loven om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, loven om
forebyggende sundhedsordninger for børn, loven om
hjemmesygeplejerskeordninger
samt loven om tandpleje m.v.
Ændringsforslaget medfører en forenkling af den kommunale
administration med karenstidsordningen.
Når en person flytter til Danmark, skal kommunen efter de
gældende regler således tage stilling til, om personen er omfattet af seks
ugers karenstid. Mere end halvdelen af de borgere, der årligt flytter til
Danmark, skønnes at være omfattet af undtagelsesreglerne, således at de
umiddelbart har helt eller delvis ret til lovens ydelser fra det tidspunkt,
hvor de er registreret i folkeregisteret. Der er dog tale om en konkret
stillingtagen fra kommunens side i hvert enkelt tilfælde. Der er således
forbundet
en væsentlig administration med karenstidsordningen.
Med ændringsforslaget imødekommes derudover en af anbefalingerne
fra Sundhedsstyrelsens redegørelse for sundhedsbetjeningen af flygtninge og
indvandrere, der kommer til Danmark, hvad angår smitsomme sygdomme, april
2002.
Ifølge Sundhedsstyrelsen udgør karenstiden et særligt problem
for helbredsundersøgelse af udlændinge, der kommer til Danmark fra
risikoområder. Det skønnes derfor hensigtsmæssigt, at de pågældende kan
undersøges
inden for de seks uger, herunder for smitsomme sygdomme. Med en ophævelse af
karenstiden vil alle personer, der flytter til Danmark, få mulighed for at
opsøge egen læge allerede fra tilmeldingen til folkeregisteret. Der henvises
herom til 1. behandlingen af beslutningsforslag nr. B 42 den 28. april
2005.
Ændringsforslaget vil medføre en merudgift for regionerne og en
besparelse for kommunerne. De samlede offentlige merudgifter ved
ændringsforslaget
skønnes at udgøre i størrelsesorden 2 mio. kr. årligt.
Til nr. 5
Der er tale om en redaktionel ændring, der er en følge af, at de
faglige organisationers overenskomster med det offentlige, jf. § 228, ikke
skal
godkendes.
Til nr. 6
Det følger af den i lovforslaget foreslåede § 79, stk. 2, at
indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd
mod
betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder
udlejning af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private
virksomheder.
Ændringsforslaget har til formål at sikre, at der ikke vil kunne
fastsættes bestemmelser om, at et regionsråd kan udleje lokaler og udstyr på
et
af regionens sygehuse til private virksomheder, når der er tale om lokaler og
udstyr, som benyttes i forbindelse med den primære sygehusdrift (dvs.
patient-behandling
og -undersøgelser og lign.).
Ændringsforslaget ændrer derimod ikke på, at der fortsat vil
være mulighed for, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler
om,
at regionsrådet fortsat kan udleje lokaler og udstyr til private virksomheder
i
forbindelse med, at disse forestår f.eks. cafeteria- og kioskdriften på
sygehuset
(dvs. accessoriske ydelser i sygehusvæsenet).
Til nr. 7
Efter sundhedslovens § 79, stk. 3, 1. pkt. kan et regionsråd
efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde med offentlige
myndigheder
og private virksomheder, herunder i selskabsform, om løsningen af fælles
opgaver efter lovens afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig dermed
forbundne udgifter.
Det foreslås, at et sådant samarbejde anses for godkendt,
medmindre regionsrådet modtager afslag på godkendelse inden en måned efter,
at
indenrigs- og sundhedsministeren har modtaget orientering fra regionsrådet om
samarbejdet.
Formålet med ændringsforslaget er at sikre regionerne en hurtig
godkendelse. Bestemmelsen understøtter endvidere den adgang, regionerne har
til
at udvikle sundhedsvæsenet inden for lovgivningens rammer, jf. bl.a. § 75.
Med ændringsforslaget kan indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte regler om, hvilke oplysninger orienteringen skal indeholde,
herunder
om udsættelse af fristen, såfremt de nødvendige oplysninger ikke foreligger
ved
orienteringen.
Denne hjemmel vil blive benyttet til at fastsætte, at
orienteringen bl.a. skal indeholde følgende oplysninger:
–
En beskrivelse af
samarbejdet, herunder samarbejdets sammenhæng med regionernes opgaveløsning
efter sundhedsloven.
–
Selskabsform.
–
Samarbejdets
finansiering og budget.
–
Samarbejdspartnere.
Endvidere vil det blive fastsat, at fristen kan forlænges med
den tid, det tager regionerne at fremlægge de oplysninger, som indenrigs- og
sundhedsministeren skønner nødvendige for at tage stilling til spørgsmålet om
godkendelse, såfremt de ikke forelå ved orienteringen om samarbejdet.
Til nr. 8
Ændringsforslaget er en konsekvens af, at Muskelsvindfondens
Vejlednings- og Behandlingscenter har ændret navn til RehabiliteringsCenter
for
Muskelsvind, hvilket centeret i april 2005 har fået Civilstyrelsens
tilladelse
til.
Til nr. 9
Der er tale om en redaktionel ændring af en henvisning.
Til nr. 10
Med ændringsforslaget præciseres det, at regionerne er
forpligtede til – på samme måde som amterne er det i dag – at give
forebyggelsestilbud til den enkelte patient som led i undersøgelse og
behandling
af patienten på sygehus og i praksissektoren, jf. § 5.
Eksempler på forebyggelsestilbud kan være diætvejledning til f.eks.
diabetikere, patienter med hjertesygdomme og overvægtige, vejledning om
rygeafvænning
til f.eks. patienter med kræft og hjerte- og kredsløbssygdomme.
Med bestemmelsen i § 120 fastlægges det herefter, at
regionsrådet skal tilbyde dels patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og
praksissektoren m.v., dels rådgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats
med
henblik på at skabe rammer for sund levevis og etablere forebyggende og
sundhedsfremmende
tilbud til borgerne.
Til nr. 11
Der er tale om en redaktionel ændring, der er en følge af, at de
faglige organisationers overenskomster med det offentlige, jf. § 228, ikke
skal
godkendes.
Til nr. 12
Med ændringsforslaget bliver de sygeplejefaglige selskaber
repræsenteret i det rådgivende udvalg for specialeplanlægning.
Til nr. 13
Ændringsforslaget sigter på en uændret videreførelse af
sygehuslovens § 13, stk. 1, 1. pkt., hvorefter det påhviler hver amtskommune
at
indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsfunktioner på fremmede
amtskommunale sygehuse samt på private sygehuse.
En forudsætning for, at regionsrådene vil være forpligtet til at
indgå aftale om lands- og landsdelsfunktioner med så vel offentlige som
private
sygehuse, er, at Sundhedsstyrelsen har godkendt placeringen i medfør af
lovforslagets
§ 209.
Det er ikke tilstrækkeligt til at indgå i den overordnede specialeplanlægning
efter § 209 vedrørende lands- og landsdelsfunktioner, at et sygehus opfylder
de
nødvendige krav vedrørende behandlingskvalitet m.v. Der skal også være behov
for den pågældende sygehusafdeling i forhold til den overordnede
specialeplanlægning på landsniveau. Det gælder også med hensyn til private
sygehuse. Private sygehuse kan f.eks. være kvalificerede til at foretage
nærmere bestemte højt specialiserede operationer uden samtidig at varetage
lands- eller landsdelfunktioner som sådan inden for det pågældende område,
herunder udvikling, uddannelse og forskning mv. Det bemærkes, at ingen
private
sygehuse i dag varetager lands- og landsdelsfunktioner, ud over det
foreningsejede epilepsihospital Dianalund.
Til nr. 14
Den foreslåede ændring indebærer, at Sundhedsstyrelsen kan
iværksætte skærpet tilsyn over for personer inden for sundhedsvæsenet,
såfremt
der er en begrundet formodning om, at sundhedspersonens virksomhedsudøvelse
vil
udgøre en forringet sikkerhed for patienter.
Efter lovforslagets § 216, stk. 1, fører Sundhedsstyrelsen et
generelt tilsyn med sundhedspersoners faglige forhold. Efter bestemmelsens
stk.
2, der bliver stk. 3, kan styrelsen afkræve personer inden for
sundhedsvæsenet
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet. De oplysninger, som
Sundhedsstyrelsen
kan afkræve en sundhedsperson i medfør af bestemmelsen – der svarer til
§ 4,
stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. – vil typisk
relatere
sig til belysning af en sundhedspersons håndtering af en faglig
problemstilling. Der kan f.eks. være tale om journalmateriale, redegørelser
om
en konkret behandling af en patient, herunder baggrunden herfor, hvilken
information patienten har modtaget i forbindelse med behandlingen m.v.
Sundhedsstyrelsens indhentning af oplysninger kan være foranlediget af
oplysninger i pressen, henvendelse fra faglige selskaber eller patienter m.v.
Sundhedsstyrelsens tilsyn kan resultere i, at sagen oversendes
til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter centralstyrelseslovens § 12, stk.
2
– hvorefter styrelsen skal indbringe sager til nævnet, som styrelsen
finder vil
kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden
for
sundhedsvæsenet – eller at Sundhedsstyrelsen finder grundlag for at
iværksætte
yderligere undersøgelser vedrørende den pågældendes virksomhedsudøvelse m.v.
Tilsynet kan også resultere i, at sagen henlægges.
Med det foreslåede stk. 2 får Sundhedsstyrelsen mulighed for at
iværksætte et såkaldt skærpet tilsyn over for den pågældende sundhedsperson.
Det er efter bestemmelsen en betingelse, at styrelsen har en begrundet
formodning om, at sundhedspersonens virksomhedsudøvelse vil udgøre en
forringet
sikkerhed for patienter. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt en
praktiserende speciallæge flere gange har fået kritik fra Patientklagenævnet
for ikke at udrede forhold om patienter, hvor der var mistanke om kræft,
eller
såfremt en sygeplejerske har fået en indskærpelse fra Patientklagenævnet i
forbindelse med, at den pågældende har opsat blod med forkert blodtype til en
patient. Sundhedsstyrelsen vil imidlertid også kunne iværksætte skærpet
tilsyn
alene på baggrund af borgerhenvendelser vedrørende en sundhedsperson, som
eventuelt samtidig også er i offentlighedens søgelys, f.eks. fordi
vedkommende
anvender ikkeanerkendte behandlingsmetoder.
Sundhedsstyrelsens begrundede formodning kan være baseret på de
undersøgelser m.v., som Sundhedsstyrelsen har foretaget i medfør af
lovforslagets
§ 216, stk. 1, eller baseret på afgørelser fra Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, det overenskomstbaserede tandlægeklagesystem eller
domstolene.
Sundhedsstyrelsen har efter centralstyrelseslovens §
5 a, stk. 3, mulighed for at påbyde en
sundhedsperson specifikke ændringer af kritisable forhold i dennes
virksomhedsudøvelse, eller at indstille til indenrigs- og sundhedsministeren,
at den pågældendes virksomhedsområde delvis indskrænkes. Der vil imidlertid i
flere tilfælde være situationer, hvor Sundhedsstyrelsen ikke umiddelbart
finder
fornødent grundlag for et påbud eller indskrænkning af virksomhedsområdet.
Styrelsen kan imidlertid finde behov for, at der rettes særlig opmærksomhed
mod
den pågældende sundhedspersons virksomhedsudøvelse, idet den pågældendes
hidtidige virksomhedsudøvelse giver begrundet formodning om en forringet
sikkerhed for patienter.
I disse situationer vil Sundhedsstyrelsen over en given
tidsperiode kunne iværksætte et skærpet tilsyn efter den foreslåede
bestemmelse.
Det skærpede tilsyn kan f.eks. indebære, at sundhedspersonen skal indsende
journaler til embedslægen, at embedslægen foretager kontrolbesøg hos
sundhedspersonen,
at tilsynsmyndighederne kan indkalde den pågældende til samtale, eller at
sundhedspersonen skal afgive en redegørelse vedrørende et eller flere særlige
faglige forhold.
Det skærpede tilsyn kan også vedrøre en læges ordinationsmønster
af afhængighedsskabende lægemidler. Efter lægelovens §
5 a
kan Sundhedsstyrelsen pålægge en læge
at føre nøjagtige optegnelser om ordination af euforiserende stoffer og at
indsende disse optegnelser til embedslægen (den såkaldte »listepligt«). I
tilknytning til et sådant påbud kan styrelsen med ændringsforslaget nu
iværksætte
skærpet tilsyn i relation til den pågældendes ordinationsmønster, såfremt det
formodes, at den pågældendes ordinationer vil udgøre en forringet sikkerhed
for
patienter.
Det bemærkes, at betingelsen for iværksættelse af de nævnte
foranstaltninger ved skærpet tilsyn ikke er så strenge som kravene efter
centralstyrelseslovens § 7, hvor Sundhedsstyrelsen i påtrængende tilfælde
midlertidigt kan fratage en sundhedsperson autorisationen, såfremt
sundhedspersonens
fortsatte virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare for patienten.
Iværksættelse af skærpet tilsyn forudsætter, at den pågældende
sundhedsperson underrettes herom, ligesom Sundhedsstyrelsen i forbindelse med
iværksættelse af skærpet tilsyn vil have pligt til at følge almindelige
forvaltningsretlige principper (kontradiktion m.v.). I øvrigt vil
Sundhedsstyrelsens
beslutning om at iværksætte et skærpet tilsyn ikke kunne indbringes for anden
administrativ myndighed, da beslutningen om skærpet tilsyn vil vedrøre
sundhedsfaglige skøn, som
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
i givet fald ikke vil kunne tage stilling til.
Det forventes, at Sundhedsstyrelsen vil iværksætte skærpet
tilsyn over for ca. 40-50 sundhedspersoner årligt.
En retlig regulering af skærpet tilsyn skal bl.a. ses i
sammenhæng med det ændringsforslag, som ministeren har stillet til
lovforslaget
om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (L 75) vedrørende
offentliggørelse af klagesager og tilsynssanktioner, herunder skærpet tilsyn.
Bestemmelsen
foreslås at træde i kraft den 1. januar 2006, jf. ændringsforslag nr. 27,
samtidig
med offentliggørelsesordningen.
Til nr. 15
Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 14.
Til nr. 16 og 17
Med ændringerne henvises der ikke længere til en specifik
bestemmelse i serviceloven og retssikkerhedsloven, men til disse love i deres
helhed.
Der er i nr. 16 tale om fjernelse af paragrafhenvisningen til
plejehjem omfattet af servicelovens regler og i nr. 17 af
paragrafhenvisningen
til bruger- og pårørenderådet samt det kommunale ældreråd efter henholdsvis
servicelovens og retssikkerhedslovens regler. Dette sker med henblik på at
sikre fuld overensstemmelse mellem sundhedsloven og de to love på det sociale
område – også efter aktuelle og eventuelle senere ændringer af
paragrafnummereringen af serviceloven og retssikkerhedsloven.
Det tilsigtes således med ændringerne hverken at ændre
dækningsområdet for Sundhedsstyrelsens tilsynsforpligtelse eller
modtagerkredsen for Sundhedsstyrelsens tilsynsrapport.
Til nr. 18 og 19
Der er tale om en redaktionel ændring, som bl.a. er en følge af,
at de faglige organisationers overenskomster med det offentlige, jf. § 228,
ikke skal godkendes.
Til nr. 20
Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes
ydelser i praksissektoren og om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til
regionernes ydelser i praksissektoren udgår af sundhedsloven, men overføres
til
forslag til lov om regionernes finansiering, L 71.
Til nr. 21
Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes
ydelser i sygehusvæsenet udgår af sundhedsloven, men overføres til forslag
til
lov om regionernes finansiering, L 71.
Til nr. 22
Bestemmelsen om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til
regionernes sygehusvæsen udgår af sundhedsloven, men overføres til forslag
til
lov om regionernes finansiering, L 71.
Til nr. 23
Med ændringen, hvorefter der medtages en henvisning til lovens §
216, stk. 3 og 5, videreføres adgangen i centralstyrelseslovens § 4, stk. 2
og
4, til med bøde at straffe sundhedspersoner, der ikke afgiver de oplysninger,
som er nødvendige til brug for Sundhedsstyrelsens tilsyn.
Til nr. 24
Ændringsforslaget er en videreførelse af sygesikringslovens §
12 a, stk. 5, 1. pkt., hvorefter indenrigs-
og sundhedsministeren i forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 2 og 3,
kan
fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i
forskrifterne.
I sygesikringslovens §
12
a, stk. 2 og 3, er det fastlagt, at indenrigs- og
sundhedsministeren kan bestemme, at praktiserende læger ikke må tage et
større
honorar for de enkelte ydelser efter § 6 end de efter stk. 1 fastsatte
tilskud.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere bl.a. bestemme, at tandlæger,
fysioterapeuter m.fl. ikke må tage større honorar for de enkelte ydelser
efter
§§ 8 og 9 end de efter stk. 1 fastsatte tilskud med tillæg af den efter
lovgivningen
fastsatte egenbetaling. For ydelser, der gives af praktiserende læger,
tandlæger m.fl., og hvor der ikke tidligere har været aftalt
overenskomstmæssige
vilkår, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte tilskud og honorar
efter
reglerne i stk. 1 og 2.
Til nr. 25 og 27
Ændringsforslaget indebærer, at reglerne om skærpet tilsyn –
sammen med de øvrige bestemmelser i lovforslagets § 216 om Sundhedsstyrelsens
individtilsyn – træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig med
bestemmelsens
ikrafttræden ophæves § 4 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., der
fastsætter de nugældende regler om individtilsyn.
Til nr. 26
Der er tale om en konsekvensrettelse, hvorefter
specialeplanlægningsbestemmelserne i sygehuslovens § 13 ophæves, samtidig med
at specialeplanlægningsbestemmelserne i lovforslagets §§ 208-210 træder i
kraft
den 1. januar 2006.
Inge-Lene Ebdrup (V)
Joan Erlandsen (V)
Birgitte Josefsen (V)
Preben Rudiengaard (V)
nfmd.
Jørgen Winther (V)
Birthe Skaarup (DF)
fmd.
Karin Nødgaard (DF)
Helle Sjelle (KF)
Pia Christmas-Møller (KF)
Karen Hækkerup (S)
Lone Møller (S)
Karen J. Klint (S)
Lene Hansen (S)
Charlotte Fischer (RV)
Morten Østergaard (RV)
Anne Baastrup (SF)
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og
Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 74
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2
Orientering om høringssvar over lovforslagene vedrørende
kommunalreformen på sundhedsområdet
3
Orientering om Indenrigs- og Sundhedsministeriets
tekniske gennemgang af lovforslagene vedrørende kommunalreformen på
sundhedsområdet
4
Orientering om, at princippet om vederlagsfri adgang til
sygehusydelser, lægehjælp, kommunale sundhedsydelser m.v. fastholdes, fra
indenrigs-
og sundhedsministeren
5
Kopi af svar fra indenrigs- og sundhedsministeren
vedrørende kommunal medfinansiering af sundhedsudgifterne
6
Oversigt over samtlige forslag vedrørende
kommunalreformen fordelt på udvalg
7
Materiale modtaget ved Indenrigs- og Sundhedsministeriets
tekniske gennemgang af lovforslag på sundhedsområdet vedrørende
kommunalreformen
8
Henvendelse af 24/2-05 fra Ólrunn í Hjøllum Nielsen,
Odense SV
9
Henvendelse af 15/2-05 fra Lægemiddelindustriforeningen
10
Tidspunkt for udvalgets møde med
Lægemiddelindustriforeningen
11
Henvendelse af 16/11-04 fra Overlægeforeningens
Psykiatriudvalg
12
Tidspunkt for udvalgets møde med Foreningen af
Speciallæger
13
Tidligere modtaget materiale fra Dansk Sygeplejeråd
14
Henvendelse af 9/3-05 fra Amtsrådsforeningen
15
Henvendelse af 2/3-05 fra Kurt Stoldt, Lystrup
16
Korrektion af oplysning i høringsnotat af 24/2-05, fra indenrigs-
og sundhedsministeren
17
Henvendelse af 22/3-05 fra Bornholms Regionskommune
18
Henvendelse af 30/3-05 fra Amtsrådsforeningen
19
Tidsplan for besvarelse af spørgsmål
20
Materiale modtaget af Overlægeforeningens Psykiatriudvalg
ved møde den 30/3-05
21
Materiale modtaget af Lægemiddelindustriforeningen ved
møde den 30/3-05
22
Svar på spørgsmål nr. S 324, om den kommende
sygehusstruktur giver anledning til igen at oprette neurofysiologi som
selvstændigt speciale, fra indenrigs- og sundhedsministeren
23
Henvendelse af 1/4-05 fra Praktiserende Lægers
Organisation
24
Henvendelse af 8/4-05 fra Tandlægernes Nye Landsforening
25
Henvendelse af 31/3-05 fra Den politiske formandsgruppe i
Kalundborg
26
Henvendelse af 7/4-05 fra Lægemiddelindustriforeningen
27
Henvendelse af 21/3-05 fra Foreningen af Speciallæger
28
Oplægsholdernes plancher fra Det Politisk-Økonomiske
Udvalgs høring den 6/4-05
29
Kopi SUU alm. del – svar på spm. 11 om kommentar til
henvendelse af 7/12-04 fra De Samvirkende Invalideorganisationer vedrørende
brugerinddragelse i relation til sundhedssektoren, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
30
Tidspunkt for udvalgets møde med Amtsrådsforeningen
31
Henvendelse af 11/4-05 fra De Samvirkende Invalideorganisationer
32
Orientering om notat fra Fyns Amts budgetafdeling
vedrørende kommunernes fremtidige medfinansiering af regionernes udgifter på
sundhedsområdet og indenrigs- og sundhedsministerens kommentar hertil
33
Materiale modtaget af sundhedsrådmand Niels Erik
Eskildsen, Århus Kommune ved foretræde den 13/4-05
34
Oversigt over bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslaget
samt udmøntningsplanerne for disse
35
Henvendelse af 14/4-05 og 18/4-05 fra Kurt Stoldt,
Lystrup
36
Foreløbig fastsat tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget
37
Kopi af svar på spørgsmål nr. S 483 om et amtsråd kan
forlænge et forsøg i 2005, således at det rækker ind i et kommende
regionsråd, fra indenrigs- og sundhedsministeren
38
Henvendelse af 21/4-05 fra Amtsrådsforeningen
39
Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 17, om
udfordringsretten omfatter så vel sundheds- som sygehusopgaver, der udføres
af det offentlige, fra indenrigs- og sundhedsministeren
40
Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 29 om statens
fremtidige rolle i relation til Rigshospitalet, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
41
Henvendelse af 28/4-05 fra LO Faglige Seniorer
42
Henvendelse af 27/4-05 fra Dansk Kiropraktor Forening
43
Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål om genoptræning og
rehabilitering, fra socialministeren
44
Kopi SUU alm. del – svar på spørgsmål 32 om
alkoholbehandling i forbindelse med kommunalreformen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
45
Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 2 om kommunernes
fremtidige medfinansiering af regionernes udgifter på sundhedsområdet, fra
indenrigs-
og sundhedsministeren
46
Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 156 om vederlagsfri
fysioterapi, fra socialministeren
47
Kopi SOU L 38 – svar på spm. 161 om videreførelse af
MarselisborgCentret efter Århus Amts nedlæggelse, fra socialministeren
48
Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 119, om servicelovens
og sundhedslovens helhedsbetragtninger indebærer, at den samlede familie om
fornødent indgår i den kommunale rehabilitering, fra socialministeren
49
Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 155 om, hvordan
fysioterapi efter lovforslagets §§ 85 og 86 afgrænses fra det allerede
gældende tilbud om fysioterapi, fra socialministeren
50
Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 188 om beskrivelse af
projektet om Landsindsatsen mod depression, fra socialministeren
51
Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 11 og 12 om beskrivelse
af sundhedsmodeller fra andre lande, hvor opgaven styres af direkte
folkevalgte
uden nogen indflydelse på egne indtægter, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
52
Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 13 om beskrivelse af
regionernes sundhedsopgaver, fra indenrigs- og sundhedsministeren
53
Referat af Det Politisk-Økonomiske Udvalgs høring om
kommunalreformens økonomiske konsekvenser den 6/4-05
54
Henvendelse af 9/5-05 fra Landsforeningen SIND
55
Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren
56
Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 132 om, hvorvidt
regionerne har pligt til at sikre faglig udvikling af
rehabiliteringsindsatsen, fra socialministeren
57
Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 200 om kommentar til
henvendelse af 14/4-05 fra Netværk Socialpsykiatri, fra socialministeren
58
Svar på spørgsmål nr. S 973, om ministeren vil medvirke
til at samle indsatsen for spiseforstyrrede under et ministerium, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
59
1. udkast til betænkning
60
Henvendelser af 27/4-05, 13/5-05 og 14/5-05 fra Kurt
Stoldt, Lystrup
61
Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 8 om oversigt over den
»brugerbetaling«,
som kommunerne kommer til at betale for sine borgere til regionerne, fra
indenrigs- og sundhedsministeren
62
Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 32 om løn- og
prisregulering, fra indenrigs- og sundhedsministeren
63
Henvendelse af 13/5-05 fra Rådet for Socialt Udsatte
64
2. udkast til betænkning
65
Henvendelse af 20/5-05 fra Forbrugerrådet
66
Henvendelse af 18/5-05 fra Benny Kristensen, Odense
67
Henvendelse af 24/5-05 fra Kurt Stoldt, Lystrup
68
Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 26-29 om udgiftsbehov i
regionerne, fra indenrigs- og sundhedsministeren
69
Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 10-12 om regionernes
udgiftsbehov, fra indenrigs- og sundhedsministeren
70
Kopi § 71-tilsynet – svar på spørgsmål 4 om psykiatrien
og kommunalreformen, fra indenrigs- og sundhedsministeren
71
Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 52 om beskrivelse af
sundhedsmodeller fra andre lande, fra indenrigs- og sundhedsministeren
72
Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren
73
Henvendelse af 31/5-05 fra Det Nationale Råd for
Folkesundhed
74
Henvendelser af 29/5-05 og 31/5-05 fra Kurt Stoldt,
Lystrup
75
Nyt tidspunkt for afgivelse af betænkning over
lovforslaget
76
Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 38 om kriterierne for
udregningen af regionernes udgiftsbehov på sundhedsområdet, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
77
3. udkast til betænkning
78
Henvendelse af 31/5-05 fra Amtstandlægekollegiet
79
Skriftligt bidrag til betænkningen, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
80
4. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 74
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 24/2-05 fra Ólrunn í
Hjøllum Nielsen, Odense SV, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
2
Spm. om, hvilke bestemmelser der »skaber et forbedret
grundlag for at sikre sammenhængende patientforløb på tværs af administrative
grænser«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, på hvilken måde patienten sikres et
sammenhængende patientforløb, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre rehabilitering med
en sammenhængende indsats, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
5
Spm. om, hvilken sikkerhed den enkelte borger har for, at
sundhedsvæsenets tilbud er karakteriseret af kontinuitet, sammenhæng og
tryghed,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren vil konkretisere forudsætningerne om
rehabilitering gennem en efterfølgende bekendtgørelse, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
7
Spm., om ministeren vil udarbejde fælles retningslinjer for
sundhedsloven og serviceloven vedrørende rehabilitering, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om genoptræning forudsætter en forudgående
sygehusindlæggelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
9
Spm., om den enkelte borger har en egentlig ret til
genoptræning i overensstemmelse med genoptræningsplanen, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvorvidt »genoptræning anbefales« vil være i
overensstemmelse med lovens krav om udarbejdelse af en egentlig plan, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om ministeren vil garantere, at reglerne om
vederlagsfri fysioterapi ikke forringes med baggrund i sundhedsloven, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om den enkelte borger fremover vil have ret til
vederlagsfri fysioterapi i fornødent omfang, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at serviceniveauet
efter §§ 65-70 ikke begrænses gennem forhandlinger om en
honoreringsoverenskomst,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at
brugerorganisationer inddrages i fastlæggelsen af serviceniveauet i
fysioterapibehandlingen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
15
Spm. om, hvorledes fysioterapibehandling forudsættes at
indgå i genoptræningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
16
Spm., om ministeren vil fremsætte teknisk ændringsforslag
til § 80, der tager højde for, at Muskelsvindfondens Vejlednings- og
Behandlingscenter
har ændret navn til RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm., om ministeren løbende vil vurdere de fastsatte
økonomiske rammer for de foreningsejede behandlingssteder, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om MarselisborgCentrets fremtidige arbejde, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om, hvorledes sundhedsloven vil påvirke de
fremtidige relationer mellem Århus Kommune og MarselisborgCentret, til
indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvorledes den fremtidige relation vil være
mellem sundhedslovens § 172 og den nuværende servicelovs § 84, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvilken befordringsgodtgørelse efter
sundhedslovens § 172 der vil kunne ydes til personer, som ikke modtager
social pension, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
22
Spm., om servicelovens § 204 har nogen relation til
rehabiliteringsbegrebet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
23
Spm. om, hvorledes de i § 234, stk. 2, omtalte forsøg
finansieres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om oversigt over samtlige bemyndigelsesbestemmelser
på sundhedsområdet i forbindelse med kommunalreformen og udmøntningen heraf,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om en oversigt over de lovparagraffer fra de enkelte
love, der ikke er med i sundhedsloven, til indenrigs- og sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
26
Spm. om en oversigt over de nye initiativer i forhold til
den nuværende lovgivning, der er indeholdt i den nye sundhedslov, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm., om der ikke opbygges en ny stor administrativ byrde
i forbindelse med udskrivelse og betaling af regninger, som ikke findes i
dag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om kommentar til henvendelse af 2/3-05 fra Kurt
Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
29
Spm. om kommentar til henvendelse af 22/3-05 fra
Bornholms Regionskommune, og ministerens svar herpå
30
Spm. om kommentar til henvendelse af 30/3-05 fra Amtsrådsforeningen,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. om kommentar til materiale modtaget af
Overlægeforeningens Psykiatriudvalg ved møde den 30/3-05, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om kommentar til materiale modtaget af
Lægemiddelindustriforeningen ved møde den 30/3-05, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om oversigt over, hvilke behandlinger m.v. der er
vederlagsfri, og hvilke der er forbundet med egenbetaling, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm. om, hvorvidt ministeren er enig i, at princippet fri
og lige adgang til det danske sundhedsvæsen skal opretholdes, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om hvorvidt ministeren er enig i, at der ikke kan
lovgives i form af udvalgsbilag til et lovforslag, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, så der
ikke er tvivl om, hvilke behandlinger der er vederlagsfrie, og hvilke der
opkræves egenbetaling for, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
37
Spm. om regionernes finansieringsmuligheder, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm. om ministerens vurdering af forebyggelsesindsatsen i
økonomisk belastede kommuner, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
39
Spm., om ministeren er enig i, at det er en væsentlig
prioritet at sikre borgerne lige adgang til sundhedsfremme og
forebyggelsestilbud af høj kvalitet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
40
Spm. om beskrivelse af indholdet og omfanget af
kommunernes sundhedsfremmende indsats og forebyggelsesindsats, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm., om ministeren er enig i, at kvalitet i behandlingen
og patientsikkerheden bør have en væsentlig prioritet i det danske
sundhedssystem,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
42
Spm., om ministeren er enig i, at den danske
kvalitetsmodel på sundhedsområdet også skal gælde for kommuner og
privathospitaler, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
43
Spm., om bestemmelserne om rapportering af fejl og
utilsigtede hændelser også skal omfatte det kommunale sundhedsvæsen, til
indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm. om, hvor langt man er med evalueringen af
amtsspecialtandpleje, som ved indførelsen blev forudsat skulle ske efter 2
år, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm., om det er korrekt, at man på landsplan kun har nået
50 pct. af målgruppen for omsorgstandplejen, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
46
Spm. om, hvordan amtstandplejen i Vestsjællands Amt er
tilrettelagt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm., om det er korrekt, at der ikke er klageadgang over
omsorgstandplejens afgørelser om at afvise en patient til behandling under
omsorgstandplejen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
48
Spm. om, hvornår arbejdsgruppen, der bl.a. skal komme med
forslag til den indholdsmæssige afgrænsning af den kommunale
genoptræningsopgave,
forventes at afrapportere, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
49
Spm. om kommunernes kommende ansvar for behandling af
stof- og alkoholmisbrug, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
50
Spm. om, hvem der har ansvaret for den patientrettede
forebyggelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
51
Spm., om det er muligt for en region og en kommune i
henhold til deres sundhedsaftale at aftale andre betalingsretningslinjer end
dem
i lovforslagets § 239, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
52
Spm. om, hvordan den nye finansieringsform sikres en
koordination med den fremtidige elektroniske patientregistrering, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
53
Spm. om kommentar til henvendelse af 1/4-05 fra
Praktiserende Lægers Organisation, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
54
Spm. om kommentar til henvendelse af 8/4-05 fra
Tandlægernes Nye Landsforening, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
55
Spm. om kommentar til henvendelse af 31/3-05 fra Den
politiske formandsgruppe i Kalundborg, til indenrigs- og sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
56
Spm. om kommentar til henvendelse af 21/3-05 fra Foreningen
af Speciallæger, fra indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
57
Spm. om, hvorfor Rehabiliterings- og Forskningscentret
for Torturofre i København ikke er nævnt i lovforslaget, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
58
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre i København bliver
omfattet af lovforslaget inden ikrafttrædelsen i 2007, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
59
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at kommunerne
varetager deres fulde forpligtelse om genoptræning af patienterne, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
60
Spm. om, hvorfor retskrav til patienterne om
genoptræningsplaner er udeladt i lovforslaget, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
61
Spm. om den aktivitetsafhængige kommunale medfinansiering
af regionale sundhedsydelser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
62
Spm. om, hvilket omfang og hvilken karakter af
sundhedstilbud, ministeren forventer, at kommunerne kan etablere, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
63
Spm. om, hvordan kommunale substitutions-, genoptrænings-
og forebyggelsestilbud skal finansieres, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
64
Spm. om, hvordan ministeren forventer, at kommunerne skal
kunne dække udgifterne til et funktionsdygtigt sundhedscenter, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
65
Spm. om, hvilke andre redskaber ministeren vil benytte
for at få kommunerne til at oprette substitutions-, genoptrænings- og
forebyggelsestilbud,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
66
Spm., om det vil være muligt for kommuner og regioner at
forhandle sig til en anden økonomisk aftale end den, der er foreslået i
lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
67
Spm., om ministeren vil være åben for at differentiere
den aktivitetsafhængige kommunale medfinansiering af regionale
sundhedsydelser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
68
Spm. om, hvordan ministeren vil undgå, at kommunernes
muligheder for at oprette substitutions-, genoptrænings- og
forebyggelsestilbud
vil få de samlede sundhedsudgifter til at stige, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
69
Spm., om ministeren kan bekræfte, at den måde, som
finansieringen er bygget op på, indebærer, at regionernes eneste variable
indtægtsmulighed er den del, der kommer fra kommunerne, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
70
Spm., om ministeren kan bekræfte, at
finansieringsmodellen bl.a. bygger på en forudsætning om, at kommunerne kan
forebygge sig ud af sygdomsforekomster, til indenrigs- og sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
71
Spm., om ministeren kan bekræfte, at der er en lang række
sygdomsforekomster og behandlinger, som det ikke er muligt for kommunerne at
forebygge, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
72
Spm., om ministeren kan bekræfte, at en konsekvens af
takstfinansieringen er, at regionerne får flere indtægter fra kommunerne,
hvis de laver stationære indlæggelser og behandlinger frem for ambulante, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
73
Spm., om ministeren kan bekræfte, at den foreslåede
finansieringsmodel har den konsekvens, at kommuner med mange dårligt stillede
må forvente at få større udgifter end andre mindre belastede kommuner, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
74
Spm. om illustration af virkningen af den foreslåede
finansieringsmodel for nogle repræsentativt udvalgte kommuner, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
75
Spm. om, hvad borgernes demokratiske reaktionsmulighed er
i en situation, hvor en region foretager nedskæringer på grund af manglende
økonomiske midler, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
76
Spm., om ministeren kan bekræfte, at der i lovforslaget
ikke er en sanktionsmulighed over for kommuner, der ikke efterlever
forpligtelsen
til at sørge for genoptræning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
77
Spm., om ministeren kan bekræfte, at megen genoptræning
de senere år er flyttet ud fra sygehusene, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
78
Spm. om ministerens holdning til, at genoptræning hører
under regionerne, så længe det sker som led i behandlingen, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
79
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at patienter gøres
opmærksom på, at lovforslaget medfører en undtagelse i forhold til det
overordnede princip om, at patienten skal give samtykke til videregivelse af
helbredsoplysninger, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
80
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at kvinder
informeres om overbehandling i forbindelse med mammografiscreening, til
indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
81
Spm., om patienter får mulighed for at indberette fejl,
mangler og utilsigtede hændelser i forbindelse med deres behandling, til
indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
82
Spm. om, hvorfor det fortsat ikke er muligt at opnå erstatning
for psykiske skader som konsekvens af brug af lægemidler, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
83
Spm. om, hvordan ministeren vil opretholde
sundhedsforskningens tætte samspil med erhvervslivet, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
84
Spm. om uddybning af fordelingen af de 240,5 mio. kr. til
udvikling og forskning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
85
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at Region
Hovedstaden kan følge med udviklingen inden for teknologi, medicin m.v., til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
86
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at der sker en
meningsfyldt personalefordeling på genoptræningsområdet, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
87
Spm. om ministerens kommentar til Kjeld Møller Pedersens
synspunkt om, at det planlagte aktivitetsbestemte tilskud fra kommunerne til
regionerne i forbindelse med sygehusbehandling vil gøre mere skade end gavn,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
88
Spm. om dokumenteret eksempel på, hvordan det økonomiske
incitament, som kommunerne får til at forebygge sygehusudgifter, vil udløse
mere forebyggelse og lavere samlede offentlige udgifter, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
89
Spm. om, hvorfor ministeren har valgt en model, hvor de
aktivitetsbestemte kommunale tilskud til regioner på sundhedsområdet afregnes
efter få faste takster, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
90
Spm., om det ikke er en forudsætning for, at kommunerne
skal kunne lave målrettet forebyggende arbejde, at de kan se enkelte
specifikke regninger, til afdækning af, hvor der bl.a. er behov for
forebyggelsesindsats, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
91
Spm. om, hvordan regnings- og betalingssystemet vil blive
indrettet i praksis, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
92
Spm. om kommentar til Kjeld Møller Pedersens oplæg »Økonomiske
konsekvenser på sundhedsområdet«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
93
Spm. om kommentar til henvendelse af 11/4-05 fra De
Samvirkende Invalideorganisationer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
94
Spm. om kommentar til materiale modtaget af
sundhedsrådmand Niels Erik Eskildsen, Århus Kommune, ved foretræde den
13/4-05, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
95
Spm. om, hvilke nye opgaver og funktioner
Sundhedsstyrelsen tildeles, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
96
Spm., om Sundhedsstyrelsen tildeles yderligere
ressourcer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
97
Spm. om, hvilke initiativer amterne driver i dag på
sundhedsområdet, som er omfattet af kommunalfuldmagten, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
98
Spm. om, hvilke former for regionalt samarbejde efter
lovforslagets § 79, stk. 2, ministeren skal godkende, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
99
Spm. om, hvordan henholdsvis regeringens og amternes
aktivitetsfremmende finansiering er kommet de forskellige patientgrupper til
gode siden 2001, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
100
Spm., om det er regeringens mål, at den kommunale
medfinansiering i sig selv fører til færre behandlinger i sygehusregi, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
101
Spm. om alternativer til den generelle model for kommunal
med- og takstfinansiering, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
102
Spm. om, hvornår ministeren forventer at være klar med et
takstsystem på det psykiatriske område, til indenrigs- og sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
103
Spm., om ministeren har planer om at foretage en mere
gennemgribende analyse af konsekvenserne af den stigende takstfinansiering af
sundhedsvæsenet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
104
Spm. om, i hvilket omfang ministeren forventer, at
taksterne for henholdsvis indlæggelse og ambulant behandling vil påvirke
beslutningstagere i regionerne/sygehuset/afdelingen, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
105
Spm. om liste over, hvilke behandlinger kommunerne vil
have mulighed for at forebygge, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
106
Spm. om genindlæggelsesfrekvensen for de 30 mest anvendte
DRG-diagnoser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
107
Spm. om, hvilke 30 DRG-diagnoser der har den højeste
genindlæggelsesfrekvens, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
108
Spm., om en midlertidig udskrivelse med en planlagt
genindlæggelse vil tælle som en indlæggelse eller to indlæggelser, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
109
Spm. om, hvornår ministeren forventer, at alle kommuner
har fuldt udviklede sundhedstilbud klar, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
110
Spm., om ministeren forventer, at kommunerne også
ansætter læger som led i deres styrkede sundhedsindsats, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
111
Spm., om ministeren kan bekræfte, at sygehusene med
lovforslaget mister ansvaret for al genoptræning, der foregår i patientens
eget hjem, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
112
Spm., om sygehusene planlægger at tilbyde genoptræning
uden for sygehusene, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
113
Spm. om, hvor mange ressourcer kommunerne samlet tilføres
på sundhedsområdet i forbindelse med kommunalreformen, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
114
Spm. om, hvor mange ressourcer der vil gå til finansiering
af regionen, og hvor mange til egne tiltag, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
115
Spm. om, hvordan bloktilskuddet til regionerne vil blive
udmålt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
116
Spm. om, i hvor høj grad den statslige sundhedsskat på 8
pct. vil dække statens sundhedsudgifter, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
117
Spm., om ministeren kan udelukke, at reformen i sig selv
vil medføre øgede offentlige sundhedsudgifter, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
118
Spm. om beskrivelse af, hvordan administrationen af den
kommunale medfinansiering udmøntes i praksis, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
119
Spm. om, hvilke udgifter til administration henholdsvis
kommunerne, regionerne og staten vil få som følge af den kommunale
medfinansiering,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
120
Spm., om ministeren forventer, at det vil spare
ressourcer, hvis en læge ansat på et sygehus fremover kan videregive
oplysninger om en patient uden vedkommendes samtykke, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
121
Spm. om, hvorfor ministeren ikke vil forpligte den
enkelte sundhedsperson til at informere patienten direkte om hans eller
hendes ret til at nægte videregivelse af oplysninger, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
122
Spm. om, hvor mange patientvejledere amterne har ansat i
dag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
123
Spm., om der i amterne er gennemført en evaluering af
patientvejlederordningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
124
Spm., om ministeren er enig i, at den foreslåede finansiering
af regionerne er et mere kompliceret system end den nuværende finansiering af
amterne, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
125
Spm. om forhøjelse af grundbidraget til regionerne, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
126
Spm. om, hvorfor det statslige embedsværk i
Sundhedsstyrelsen skal godkende lokalt indgåede sundhedsaftaler mellem
regionsråd og kommuner, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
127
Spm. om, i hvilke tilfælde Sundhedsstyrelsen kan afvise
at godkende en indgået sundhedsaftale, til indenrigs- og sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
128
Spm. om kommentar til henvendelser af 14/4-05 og 18/4-05
fra Kurt Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
129
Spm., om allerede indgåede gældende samarbejdsaftaler kan
videreføres efter lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
130
Spm., om det nuværende personale inden for bl.a. diabetes-
og hjerteområdet på sygehusene forventes overført til de kommende
sundhedscentre,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
131
Spm., om ministeren er enig i, at et stort antal
bemyndigelsesbestemmelser kan gøre det meget vanskeligt at danne sig et
kvalificeret overblik over lovforslagets konsekvenser, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
132
Spm. om uddybning af, at ministeren kan fastsætte regler
om, at bestemte former for samarbejde kan indgås uden godkendelse, til
indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
133
Spm. om, hvordan ministeren vil undgå, at der fortsat
sker nedskæringer på svangerskabsområdet, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
134
Spm. om kommentar til henvendelse af 21/4-05 fra
Amtsrådsforeningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
135
Spm. om specialiserede genoptræningsinstitutioner, som
f.eks. Montebello, vil overgå til regionerne, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
136
Spm. om udgiftsniveauet i H:S pr. indbygger, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
137
Spm., om de eksisterende stærke sundheds- og
medicinalforskningsmiljøer i Hovedstadsområdet ikke vil ødelægges, hvis de
offentlige midler delvis forsvinder fra Hovedstadsområdet, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
138
Spm. om ministerens målsætning for forskningen med
sundhedsloven, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
139
Spm. om aftaler, som et amtsråd har indgået efter
styrelsesloven for et sygehus, også er gældende efter den 1. januar 2007, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
140
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/4-05 fra LO
Faglige Seniorer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
141
Spm. om kommentar til henvendelse af 27/4-05 fra Dansk
Kiropraktor Forening, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
142
Spm. om redegørelse for, i hvilke situationer regioner
kan opkræve betaling i henhold til § 241, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
143
Spm. om redegørelse for, hvilke økonomiske forpligtelser
regionerne kan pålægges som følge af allerede indgåede aftaler, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
144
Spm. om, hvorfor lovforslaget ikke er blevet
kønsmainstreamet, som det skal ifølge ligestillingsloven, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
145
Spm. om, hvilke konkrete forbedringer i behandlingen den
enkelte psykiatripatient, gigtpatient, medicinske patient m.fl. kan opleve
med lovforslagets nuværende form, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
146
Spm. om, hvorfor stofmisbrugere i døgnbehandling betaler
udgifterne til deres ophold under behandlingen, mens alkoholmisbrugere i
døgnbehandling
ikke betaler noget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
147
Spm. om uddybning af reglerne om, at et regionsråd mod
betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
148
Spm. om, hvilke partier der står bag de enkelte love, som
indgår i lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
149
Spm. om uddybning af sammensætningen af det rådgivende
udvalg for specialeplanlægning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
150
Spm., om ministeren mener, at borgerne bør have frit
valg, når det gælder kommunernes sundhedscentre, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
151
Spm., om ministeren vil være positiv over for et
ændringsforslag, som ligestiller narkomaner med alkoholikere, således at
narkomaner ikke afkræves egenbetaling for den sociale behandling, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
152
Spm., om ministeren vil være positiv over for et
ændringsforslag om gratis tandpleje, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
153
Spm. om ministerens holdning til et krav om frister i
genoptræningsplaner, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
154
Spm., om kommunerne må tilbyde genoptræning mod betaling,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
155
Spm. om redegørelse for, hvordan nye behandlingsformer
uden for hospitalet kan etableres, set i lyset af at regionerne ikke har
kommunalfuldmagt,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
156
Spm. om, hvordan opsøgende psykoseteam skal fungere
fremover, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
157
Spm. om, hvordan man fremover vil kunne sikre samarbejdet
mellem regionen og kommunen i relation til de sociale tilbud, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
158
Spm. om redegørelse for, hvordan den fremtidige psykiatri
kommer til at se ud, til indenrigs- og sundhedsministeren og
socialministeren, og ministerens svar herpå
159
Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag om, at der
udarbejdes en bindende plan for den genoptræningsindsats, der ikke sker i
forlængelse
af sygehusindlæggelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
160
Spm. om kommunernes ansvar for rehabiliteringsindsatsen,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
161
Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, som
fastlægger regler om en rehabiliteringsplan, som der endnu ikke er fastsat
regler om i sundhedsloven, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
162
Spm., om det i dag er muligt mod betaling at tilbyde
behandlinger og ydelser på amtets sygehuse, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
163
Spm. om, hvordan patientens rettighed til frit valg af
genoptræningstilbud sikres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
164
Spm. om eksempler på, hvilke indsatsområder
sundhedsaftalerne skal indeholde, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
165
Spm. om kontrol af forebyggelsesindsatsen, der fremover
skal ligge i kommunerne, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
166
Spm. om, hvor patienten skal henvende sig, hvis kommunen
ikke følger den lægefagligt udarbejdede genoptræningsplan, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
167
Spm. om ventetidsgaranti på genoptræning, til indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
168
Spm. om beregning af Region Hovedstadens finansiering på
sundhedsområdet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
169
Spm., om ministeren kan bekræfte, at det overvejes at
omlægge takstsystemet for sygehusbehandling, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
170
Spm. om, hvordan de særlige forpligtelser, der påhviler
afdelinger med lands- og landsdelsfunktioner, påtænkes indfanget af
DRG-systemet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
171
Spm. om, hvorfor ministeren i en konkret sag vælger at afvige
fra Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende specialeplanlægning, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
172
Spm. om, hvorfor de samfundsøkonomiske ressourcehensyn
ikke skal indgå ved specialeplanlægning i privat regi, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
173
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre den faglige
kvalitet i højt specialiserede behandlinger, som varetages i privat regi, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
174
Spm. om Sundhedsstyrelsens undersøgelse om lægelig
forsvarlighed i en konkret sag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
175
Spm. om, hvorfor Sundhedsstyrelsen har ændret holdning til
behandlingsmuligheder i en konkret sag, til indenrigs- og sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
176
Spm. om varetagelse af uddannelses- og
forskningsforpligtelser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
177
Spm. om, hvordan ministeren sikrer, at Rigshospitalets
forskning ikke ødelægges ved fjernelse af 240 mio. kr. til forskning, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
178
Spm. om kommentar til henvendelse af 9/5-05 fra
Landsforeningen SIND, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
179
Spm. om dækningsgraden for omsorgstandplejen og den
amtslige specialtandpleje, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
180
Spm. om redegørelse for norske erfaringer med omlægning
af tandplejen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
foreløbige
svar herpå
181
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at de kommende
specialtandplejepatienters behandlingsmuligheder ikke påvirkes negativt af
kommunale politisk-økonomiske prioriteringer, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
182
Spm. om kommentar til artiklen »Storebæltsbroen var også
længe undervejs« af Muskelsvindfondens formand Evald Krog, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
183
Spm. om antal embedslæger i regionerne, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
184
Spm. om forholdet mellem normerede embedslægestillinger,
faste ansættelser, midlertidigt ansatte og ubesatte stillinger, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
185
Spm. om, efter hvilke retningslinjer patientrådgivere
skal indkaldes i forbindelse med indlæggelse af psykiatriske patienter, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
186
Spm., om regionerne har mulighed for at oprette
psykiatriske dialogfora, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
187
Spm., om en person, som efter sygehusbehandling modtager
en genoptræningsplan, der indeholder fysioterapi, vil være afskåret fra at
modtage
vederlagsfri fysioterapi med sygesikringsfinansiering, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
188
Spm. om, hvor lang tid der skal gå efter udskrivning fra
sygehusbehandling med en genoptræningsplan, før en patient igen er berettiget
til vederlagsfri fysioterapi, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
189
Spm. om, hvem der fastlægger varigheden, det faglige
indhold og serviceniveauet i vederlagsfri fysioterapi, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
190
Spm. om, hvor mange personer der hvert år får stillet
diagnosen apopleksi, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
191
Spm., om det er ministerens vurdering, at udgifter til
vederlagsfri fysioterapi til personer med apopleksi vil falde med
sundhedslovens ikrafttræden, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
192
Spm. om uddybning af målgrupper, som kan modtage
fysioterapibehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
193
Spm. om apopleksipatienters ret til
fysioterapibehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
194
Spm. om apopleksipatienters ret til valg af
behandlingssted, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
195
Spm. om kommentar til henvendelser af 27/4-05, 13/5-05 og
14/5-05 fra Kurt Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
196
Spm. om, i hvilket omfang Vejlefjord Centret bliver
påvirket af lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
197
Spm. om kommentar til henvendelse af 13/5-05 fra Rådet
for Socialt Udsatte, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
198
Spm. om kommentar til henvendelse af 20/5-05 fra Forbrugerrådet,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
199
Spm., om ministeren vil støtte et ændringsforslag, der
sikrer, at Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende
helbredsundersøgelser hos jordmoder ved graviditet, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
200
Spm. om kommentar til henvendelse af 18/5-05 fra Benny
Kristensen, Odense, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
201
Spm. om, hvilken konkret personkreds eller instans,
ministeren forestiller sig skal kunne foreskrive »et lægefagligt begrundet
behov for genoptræning«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
202
Spm. om opfølgning på ministerens svar på spørgsmål 196
om tilhørsforhold for Vejlefjord Centret, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
203
Spm. om kommentar til henvendelse af 24/5-05 fra Kurt
Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
204
Spm. om opfølgning på ministerens besvarelse af spørgsmål
171 om Center for Rygkirurgi, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
205
Spm. om kommentar til henvendelse af 31/5-05 fra Det
Nationale Råd for Folkesundhed, til indenrigs- og sundhedsministeren
206
Spm. om kommentar til henvendelser af 29/5-05 og 31/5-05
fra Kurt Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren
207
Spm. om kommentar til henvendelse af 31/5-05 fra
Amtstandlægekollegiet
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigs- og
sundhedsministeren og dennes svar herpå, indenrigs- og sundhedsministerens
brev til udvalget samt henvendelse fra Det Nationale Råd for Folkesundhed
Spørgsmålene og indenrigs- og sundhedsministerens svar
herpå, indenrigs- og sundhedsministerens brev til udvalget og henvendelse fra
Det Nationale Råd for Folkesundhed er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål 33:
Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over, hvilke
behandlinger m.v. som nævnt i lovforslaget der er vederlagsfri, og hvilke der
er forbundet med egenbetaling. Oversigten bedes tillige indeholde en
henvisning
til relevante paragraffer i lovforslaget for de enkelte behandlingsformer.
Det
bedes endvidere for de enkelte behandlingsformer oplyst, om der er ændringer
vedrørende betalingsspørgsmålet i forhold til gældende regler, og i
bekræftende
fald omfanget og indholdet af disse ændringer.
Svar:
Jeg vil gerne indledningsvis understrege, at det er regeringens
grundlæggende politik, at borgerne skal have adgang til vederlagsfri
behandling
på sygehus samt hos alment praktiserende læger og speciallæger m.v.
Regeringen
ændrer ikke på denne politik.
Forslaget til sundhedslov ændrer derfor ikke i de gældende
regler vedrørende betalingsspørgsmålet og spørgsmålet om vederlagsfrihed.
Der er tale om en fuldstændig uændret
videreførelse af de nugældende regler.
Forslaget indeholder de nedenfor anførte bestemmelser om
ret til
vederlagsfrie behandling m.v. og
om ret til ydelser med egenbetaling for borgere med bopæl i Danmark.
Det bemærkes, at sundhedslovforslaget i et vist omfang giver
regionerne og kommunerne
mulighed for
at tilbyde borgerne sundhedsydelser herudover.
1. Vederlagsfri behandling:
Tolkebistand
–
Tolkebistand i
forbindelse med lægehjælp hos praktiserende læge og sygehusbehandling, jf. §
51, stk. 1.
Behandling i praksissektoren
–
Lægehjælp hos alment
praktiserende læge (sikringsgruppe 1), jf. § 61, stk. 1.
–
Forebyggende
helbredsundersøgelser samt vejledning om svangerskabshygiejne til kvinder ved
graviditet, jf. § 62, stk. 1.
–
Vejledning om
anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder, jf. § 63, stk. 1.
–
Forebyggende
helbredsundersøgelser af børn under den undervisningspligtige alder ved
alment
praktiserende læger, jf. § 64.
–
Lægehjælp hos
praktiserende speciallæge (sikringsgruppe 1), jf. § 65, stk.
1.
–
Vederlagsfri
fysioterapi til visse grupper af handicappede personer (tilskud på 100 %),
jf.
§§ 68 og 73.
Sygehusbehandling
–
Sygehusbehandling til
personer med bopæl i Danmark, jf. § 80, stk. 1, herunder
behandling ved de i §
80, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl.
–
Forebyggende
helbredsundersøgelser hos en jordemoder samt jordemoderhjælp ved fødsel i
hjemmet, jf. § 84.
–
Genoptræningsplan til
patienter med lægefagligt begrundet behov, jf. § 85.
–
Brystundersøgelse til
kvinder mellem 50 og 69 år, jf. § 86 og 279, stk. 8 vedr. ikrafttræden.
–
Behandling på andre
regionale sygehuse efter reglerne om frit sygehusvæsen, jf. § 87.
–
Behandling på private
og udenlandske sygehuse efter den udvidede fritvalgsordning, jf. § 88.
–
Højt specialiseret,
forskningsmæssig og eksperimentel behandling i udlandet m.v. efter § 90.
–
Svangerskabsafbrydelse,
jf. § 93.
–
Fosterreduktion, jf. §
96.
–
Sterilisation, jf. §
106.
–
Kastration, jf. § 116.
–
Beløb til personlige
fornødenheder, hvis betingelserne er opfyldt, jf. § 92.
Kommunale
sundhedsydelser
–
Forebyggende
sundhedsydelser til børn og unge, jf. §§ 122 og 123.
–
Forebyggende og
behandlende tandpleje til børn og unge under 18 år, jf. § 128.
–
Kommunalbestyrelsen
tilbyder omsorgstandpleje, jf. § 132. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at
personer, der modtager omsorgstandpleje, selv skal betale en del af udgiften
til tandpleje, jf. § 133.
–
Kommunalbestyrelsen
tilbyder specialtandpleje til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl.,
jf. § 134. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at patienten skal betale en del
af
udgiften, jf. § 135.
–
Betaling for
tandproteser til personer ved ulykkesbetingede tandskader, jf. § 136.
–
Hjemmesygepleje, jf. §
139.
–
Genoptræning til
personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet
behov
for genoptræning, jf. § 141.
–
Behandling for
alkoholmisbrug, jf. § 142.
–
Lægelig behandling for
stofmisbrug, jf. § 143.
Øvrige ydelser
–
Vaccination mod visse
sygdomme, jf. § 159.
–
Visse ydelser til
søfarende m.v., jf. § 162.
–
Regionstandpleje til
børn og unge under 18 år, jf. § 163.
–
Højt specialiseret
odontologisk rådgivning, udredning og behandling. jf. § 164.
–
Tilskud til sygehjælp
m.v. til personer under midlertidigt ophold i udlandet (den offentlige
rejsesygesikring),
jf. § 168.
Befordring
–
Godtgørelse for
befordring til og fra alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge
(når betingelser er opfyldt), jf. § 171.
–
Befordring eller
befordringsgodtgørelse til personer, der har ret til vederlagsfri
sygehusbehandling,
og som modtager social pension (når betingelserne er opfyldt), jf. § 172,
stk.
1.
–
Befordring med
ambulance eller særligt køretøj, jf. § 172, stk. 3.
–
Befordring eller
befordringsgodtgørelse til genoptræning til personer, der har behov for
genoptræning
efter endt behandling på sygehus (når betingelser er opfyldt), jf. § 173.
2. Ydelser med egenbetaling:
Tolkebistand
–
Betaling for
tolkebistand for personer, der har boet i Danmark mere end 7 år, jf. § 51,
stk.
2.
Behandling i
praksissektoren
–
Tilskud til lægehjælp
hos alment praktiserende læge (sikringsgruppe 2), jf. § 61, stk.
2.
–
Tilskud til lægehjælp
hos praktiserende speciallæge (sikringsgruppe 2), jf. § 65, stk. 2.
–
Tilskud til lægehjælp
hos speciallæge (inden for hvis speciale, der ikke findes en godkendt
overenskomst med det offentlige), jf. § 65, stk. 3.
–
Tilskud til behandling
hos tandlæge, jf. §§ 66 og 73.
–
Tilskud til behandling
hos kiropraktor, jf. §§ 67 og 73
–
Tilskud til behandling
hos fysioterapeut, jf. §§ 68 og 73.
–
Tilskud til behandling
hos fodterapeut, jf. §§ 69 og 73.
–
Tilskud til behandling
hos psykolog, jf. §§ 70 og 73.
–
Tilskud til briller
til børn under 16 år, jf. §§ 71 og 73.
–
Tilskud til anden
behandling (Teddy Øfeldt), jf. §§ 72-73.
–
Kommunalbestyrelsen
kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 61, 65-72 omhandlede
ydelser, jf. § 74.
Kommunale
sundhedsydelser
–
Tilskud til tandpleje
til børn og unge i privat tandlægepraksis, hvor dette ikke er en del af det
tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til rådighed, jf. §
130,
stk. 2
–
For børn og unge under
18 år, der vælger tandpleje på en anden kommunes tandklinik, der er dyrere
end
børne- og ungdomstandplejen i bopælskommunen, kan behandlerkommunen opkræve
en
egenbetaling, jf. § 130, stk. 4.
Lægemidler
–
Tilskud til
lægemidler, jf. §§ 144 -152.
Øvrige ydelser
–
Tilskud til
ernæringspræparater, jf. § 160.
–
Begravelseshjælp, jf.
§ 161.
–
Visse ydelser til
søfarende m.v., jf. § 162.
–
Tilskud til tandpleje
til visse kræftpatienter samt patienter med Sjøgrens Syndrom, jf. § 167.
–
Tilskud til ydelser
købt eller leveret i et andet EU/EØS-land, jf. § 169.
Befordring
–
Befordringsgodtgørelse
til personer, der har ret til vederlagsfri sygehusbehandling (når
betingelserne
er opfyldt), jf. § 172.
Spørgsmål 34:
Er ministeren enig i, at princippet fri og lige adgang til det
danske sundhedsvæsen (vederlagsfri behandling til sygehusbehandling,
behandling
hos alment praktiserende læger og speciallæger m.v.) er så fundamentalt i det
danske sundhedssystem, at der ikke må herske tvivl om, hvorvidt dette princip
skal og kan opretholdes fremover?
Svar:
Jeg er enig i – og det er regeringens politik – at borgerne
fortsat skal have adgang til vederlagsfri sygehusbehandling, vederlagsfri
behandling hos alment praktiserende læger og speciallæger og en række andre
ydelser. Derfor er alle bestemmelser om vederlagsfrihed for en lang række
sundhedsydelser i den nuværende lovgivning videreført fuldstændig uændret i
forslaget til sundhedslov, jf. min besvarelse af spørgsmål 33.
Netop på grund af spørgsmålets vigtighed finder jeg det uheldigt
og urimeligt over for borgerne, at der søges skabt og vedligeholdt en
usikkerhed herom, som er fuldstændig uden grundlag.
Jeg kan tilføje, at når
der i lovforslagets § 2 tales om
»let og lige adgang«
og
ikke fri adgang, er årsagen alene, at sundhedsloven omfatter samtlige ydelser
i
sundhedsvæsenet, herunder ydelser der både nu og efter forslaget er forbundet
med egenbetaling, f.eks. tandpleje. Det ville derfor være direkte misvisende
at
anføre
»fri«
– i betydningen gratis – adgang som et mål
i lovforslagets indledende bestemmelser.
Spørgsmål 35:
Er ministeren enig i, at der ikke kan lovgives i form af
udvalgsbilag til et lovforslag?
Svar:
Ja, jeg er enig i, at der ikke kan lovgives i udvalgsbilag. Det
kan der i øvrigt heller ikke i et lovforslags bemærkninger, men begge dele
kan
være et fortolkningsbidrag til loven.
Hvis der med spørgsmålet sigtes til det brev af 25. februar 2005
(L 74 – bilag 4) om vederlagsfri behandling, som jeg har sendt til
Folketingets
Sundhedsudvalg, bemærkes, at der i dette tilfælde hverken er behov for at
lovgive
eller fortolke yderligere. Vederlagsfriheden på de områder, hvor den gælder i
den nuværende lovgivning, er utvetydigt sikret gennem bestemmelserne i
lovforslaget om de enkelte ydelser, jf. min besvarelse af spørgsmål 33. Disse
bestemmelser giver borgerne en klar, direkte ret til vederlagsfrihed på de
pågældende områder, hvilken ingen fortolkning eller præcisering af lovens
brede
og generelle formålsbestemmelse vil kunne give.
Spørgsmål 36:
Vil
ministeren med henvisning til
a) høringsnotatet (L 74 – bilag 1), hvoraf fremgår, at der vil ske en
præcisering af bemærkningerne til § 2 med henblik på at sikre, at der ikke
skal
være tvivl om, at princippet om vederlagsfri adgang til sygehusydelser m.v.
fastholdes,
b) ministerens brev af 25. februar 2005 til udvalget (L 74 – bilag 4),
hvoraf
det fremgår, at den i høringsnotatet oplyste præcisering af bemærkningerne
til
§ 2 ved en fejl ikke er kommet med i lovforslaget,
c) debatten herom under 1. behandlingen af lovforslaget,
d) almindelige lovkvalitetshensyn og
e) at den fri og lige adgang er et fundamentalt princip i det danske
sundhedssystem
stille ændringsforslag til lovforslaget, som sikrer, at der ikke
kan rejses tvivl om, at der med lovforslaget ikke ændres ved gældende
principper og regler for, hvilke former for behandling der er vederlagsfri,
og
hvilke der opkræves egenbetaling for?
Svar:
Som det fremgår af mine besvarelser af spørgsmål 33-35, kan der
ikke rejses nogen som helst berettiget tvivl om, at vederlagsfriheden på de
områder, hvor den findes i dag, opretholdes med lovforslaget, jf. også min
besvarelse
af spørgsmål 35.
Spørgsmål 97:
Hvilke initiativer driver amterne i dag på sundhedsområdet, som
er omfattet af kommunalfuldmagten? Og hvilke af disse vil efter ministerens
opfattelse fremover ikke skulle drives i regionalt regi, men i kommunalt
regi,
og hvilke vil slet ikke skulle videredrives?
Svar:
Langt de fleste initiativer til udvikling i sygehusvæsenet bliver
taget af amterne uden anvendelse af kommunalfuldmagtsreglerne. Regionerne vil
derfor med sundhedslovforslaget have samme vide rammer som hidtil for
udvikling
af sygehusvæsenet. I de sammenhænge, hvor amterne under anvendelse af
kommunalfuldmagtsreglerne
har iværksat initiativer, tager sundhedslovforslagets § 79 højde herfor.
Som det fremgår af
bemærkningerne til lovforslaget, har § 79, stk. 3 og 4, til formål at skabe
grundlag for, at regionerne kan videreføre eksisterende samarbejder
–
som i dag er hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne
–
mellem amtskommunerne i
kommunale selskaber eller mellem det offentlige sygehusvæsen og private
virksomheder samt dels at skabe grundlag for lignende samarbejder i
fremtiden.
Stk. 3 giver f.eks. mulighed for at videreføre det kommunale
selskab AMGROS I/S. Endvidere giver § 79, stk. 4, mulighed for, at et
regionsråd kan påtage sig opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er
omfattet af loven, såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af
regionsrådets sundhedsopgaver.
§ 79, stk. 2, giver bl.a. giver grundlag for at videreføre en
række ydelser i sygehusvæsenet, der i dag er hjemlet i
kommunalfuldmagtsreglerne, som f.eks. cafeterier, patienthoteller og
udlejning
af operationsstuer til private under forudsætning af ubenyttet kapacitet m.v.
Bestemmelsen giver også mulighed for, at sygehusene mod betaling f.eks. kan
levere diagnostiske undersøgelser til private sygehuse m.v.
Jeg er i øvrigt af Amtsrådsforeningen blevet forelagt eksempler
på amtslige aktiviteter på sundhedsområdet med henblik på en vurdering af, om
de drives i henhold til kommunalfuldmagtsreglerne, og hvordan de i givet fald
kan videreføres efter sundhedslovforslaget m.v. Når denne vurdering er
foretaget, vil jeg orientere Sundhedsudvalget herom.
Supplerende svar på spørgsmål 97 og 134:
Amtsborgmester Kristian Ebbensgaard
Amtsrådsforeningen
Dampfærgevej 22
Postboks 2593
2100 København Ø
København, den 1. juni 2005
Kære Kristian Ebbensgaard
Tak for dit brev af 21. april 2005 vedrørende regionernes
råderum og frihedsgrader i forbindelse med deres opgavevaretagelse. Du har
anført, at der er en vis usikkerhed om, hvordan regionerne kan samarbejde med
private, kommunerne og staten inden for de overordnede opgaver, regionerne
fremover skal varetage, idet kommunalfuldmagtsreglerne ikke vil finde
anvendelse for regionernes virksomhed. Du har i den forbindelse vedlagt et
notat, der indeholder beskrivelse af en række opgaver især på social- og
sundhedsområdet,
som amtskommunerne efter egen vurdering varetager efter
kommunalfuldmagtsreglerne. Du har anført, at du forventer, at de i notatet
beskrevne opgaver – og lignende opgaver – fremover vil kunne
varetages af
regionerne uden forudgående tilladelse fra ministeriet.
I den anledning skal jeg henvise til vedlagte notat, der
indeholder ministeriets stillingtagen til de rejste spørgsmål.
Som det fremgår af notatet, varetages langt de fleste opgaver,
herunder udviklingsopgaver på sundhedsområdet, i dag med hjemmel i blandt
andet
sygehusloven. Disse opgaver vil med kommunalreformen fremover dels blive
varetaget af regionerne, og dels af kommunerne. Regionerne er med
lovgivningen,
der gennemfører kommunalreformen, sikret store frihedsgrader i
opgavevaretagelsen,
vide samarbejdsmuligheder i forhold til kommunerne og fuldt ud de samme
muligheder
for at udvikle sundhedsvæsenet inden for rammerne af sundhedsloven, som
amtskommunerne
har det i dag.
På den baggrund finder
jeg ikke behov for at ændre i de fremsatte lovforslag, der skal gennemføre
kommunalreformen.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
Indenrigs- og
sundhedsministerens notat af 30. maj 2005
Gennemgang og vurdering af regionernes
mulighed for at videreføre en række amtskommunale aktiviteter
I det følgende foretages en vurdering af, hvorvidt aktiviteter
som omtalt af Amtsrådsforeningen i notat af 21. april 2005 kan fortsætte
efter den
1. januar 2007 i henhold til lovgivningen til gennemførelse af
kommunalreformen,
herunder forslag til sundhedsloven.
Ministeriet skal indledningsvis bemærke, at langt de fleste
initiativer til udvikling i sygehusvæsenet bliver taget af amtskommunerne med
hjemmel i den skrevne lovgivning. Regionerne vil derfor med
sundhedslovforslaget
have samme vide rammer som hidtil for udvikling af sygehusvæsenet. I de
sammenhænge, hvor amtskommunerne under anvendelse af
kommunalfuldmagtsreglerne
har iværksat initiativer, tager sundhedslovforslagets § 79 højde herfor.
Ad sygehusvæsenet m.v.
Udvikling og forskning
I notatet peger Århus Amtskommune på, at en række amtskommunale
forskningssamarbejder med private virksomheder, universiteter m.v. vil blive
vanskeliggjort som følge af, at kommunalfuldmagtsreglerne ikke vil gælde for
regionerne.
Endvidere opregner Fyns Amtskommune en række forsknings- og
udviklingsprojekter om kommercialisering på sundhedsområdet og sundheds-it,
som
amtskommunen varetager i samarbejde med en tredjepart. Det drejer sig om
forskning
i stamceller, plantemedicin, Life Science-projektet om produktudvikling og
kommercialisering inden for sygehusvæsenet, projektet om udvikling af digital
kommunikation på sundhedsområdet samt projektet om telemedicin.
Udvikling og forskning, herunder uddannelse, indgår i dag som et
led i amtskommunernes almindelige driftsansvar for sundhedsvæsenets opgaver.
Med sundhedslovforslagets § 195 kodificeres denne praksis, idet det
fastsættes,
at regionsrådet skal sikre udviklings- og forskningsarbejde, således at
ydelser
efter denne lov samt uddannelse af sundhedspersoner kan varetages på et højt
fagligt
niveau.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 195, omfatter
regionernes forskningsforpligtelse forskning på universitetssygehuse og andre
sygehuse m.v. samt i praksissektoren, hvor forskningssamarbejde sker som led
i
overenskomstaftalerne.
Størstedelen af
regionernes forskningsopgaver, herunder samarbejder med private og andre
offentlige myndigheder, vil derfor uden videre kunne varetages i medfør af
sundhedslovforslagets § 195 om regionernes udviklings- og forskningsarbejde,
ligesom det sker i dag inden for rammerne af sygehusloven og lov om
Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Det fremgår videre af
bemærkningerne til sundhedslovforslaget, at
§ 79, stk. 3 og 4, har til
formål dels at skabe hjemmel til at videreføre eksisterende samarbejder
– som i
dag er hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne – mellem amtskommunerne i
kommunale
selskaber, eller mellem det offentlige sygehusvæsen og private virksomheder
samt dels skabe grundlag for lignende samarbejder i fremtiden.
På forskningsområdet har de offentlige sygehusejere i dag en
pligt til at arbejde for erhvervsmæssig nyttiggørelse af forskningsresultater
frembragt ved hjælp af offentlige midler, jf. lov nr. 347 af 2. juni 1999 om
opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner. En sådan pligt vil
fremover
gælde for regionerne, og regionerne vil i den forbindelse – ligesom
amtskommunerne – efter nærmere betingelser have mulighed for at oppebære
indtægter.
Efter sundhedslovforslaget § 79, stk. 3, kan et regionsråd efter
indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde med offentlige
myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform, om løsningen af
fælles opgaver efter lovens afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig
dermed
forbundne udgifter. Efter § 79, stk. 3, 2. pkt., kan indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte, at bestemte former for samarbejde kan indgås
uden
godkendelse.
§ 79, stk. 3, 2. pkt., giver, som anført i bemærkningerne til
denne bestemmelse, bl.a. grundlag for at fastsætte, at eksisterende
samarbejder
mellem sygehuse, private virksomheder og andre offentlige myndigheder
umiddelbart kan videreføres. Med bestemmelsen er der bl.a. skabt grundlag
for,
at forsknings- og udviklingssamarbejde mv. mellem sygehuse og universiteter
eller private virksomheder ikke behøver godkendelse.
Der tænkes her på en lang række samarbejder med henblik på fx kommerciel
udnyttelse af forskningsresultater. Uddybende regler om, hvilke samarbejder
som
i medfør af § 79, stk. 3, 2. pkt., kan fortsætte uden videre, vil blive
fastsat
i en bekendtgørelse.
Angående de af Århus Amtskommune og Fyns Amtskommune nævnte
forsknings- og udviklingsprojekter bemærkes, at der ikke i
Amtsrådsforeningens
notat foreligger oplysninger, som umiddelbart giver anledning til, at disse
projekter ikke vil kunne videreføres. Hvilke samarbejder der vil kunne indgås
uden godkendelse, vil blive fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren i den
nævnte bekendtgørelse.
Uddannelsesydelser
Amtsrådsforeningen oplyser i notatet, at Århus og Ringkøbing
Amtskommuner tilbyder en række sundhedskurser.
Som det fremgår af sundhedslovforslagets § 195, skal regionerne
også bidrage til, at uddannelse af sundhedspersoner (som omfattet af loven)
kan
varetages på et højt fagligt niveau. Med hjemmel i denne bestemmelse vil en
region – ud over at kunne tilbyde kurser på sundhedsområdet til eget
sundhedspersonale – også kunne tilbyde kurser til kommunalt
sundhedspersonale
og sundhedspersonale fra praksissektoren. Efter sundhedslovforslagets § 79,
stk. 2, vil det kunne fastsættes, at regionerne kan opkræve betaling for
sådanne uddannelsesydelser. Der forventes derfor ikke at være noget til
hinder
for, at sundhedskurser, som de af Århus og Ringkøbing Amtskommuner nævnte,
kan
videreføres af regionerne.
Ydelser til andre
offentlige myndigheder og private virksomheder
Ringkøbing Amtskommune har blandt andet anført, at det er
usikkert, om kioskvirksomhed på sygehuset, salg af sundhedsydelser, f.eks.
scanninger til privathospitaler, kan fortsætte.
Efter sundhedslovforslagets § 79, stk. 2, kan indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan
tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning af
lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder.
Bestemmelsen er i al væsentlighed en videreførelse af gældende
bestemmelser i sygehusloven, som er præciseret i § 33 i bekendtgørelse om ret
til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. Bestemmelsen giver endvidere, som
anført i bestemmelsens bemærkninger, mulighed for at videreføre en række
accessoriske ydelser i sygehusvæsenet, som i dag er hjemlet i
kommunalfuldmagtsreglerne.
I forhold til de af Ringkøbing Amtskommune nævnte eksempler kan
det oplyses, at der i medfør af § 79, stk. 2, forventes fastsat regler om, at
regionerne på samme vilkår som i dag kan varetage accessoriske ydelser som
f.eks.
cafeteria- og kioskvirksomhed på sygehuset. Det indebærer, at ydelserne så
vidt
muligt skal bortforpagtes. Det forventes endvidere fastsat, at sygehusene på
samme vilkår som i dag, jf. kommunalfuldmagtsreglerne, kan udleje
sygehuslokaler til private virksomheder til brug for f.eks. forskning, samt
at
regionerne kan sælge diagnostiske undersøgelser – f.eks. scanninger
– til privathospitaler
m.v.
Driftssamarbejder
I forhold til Ringkøbing Amtskommunes deltagelse i Jysk
Linnedservice A/S kan det oplyses, at dette selskab i dag er omfattet af
lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber
m.v.
(lovbekendtgørelse nr. 608 af 28. juni 1996). Efter denne lov kan Jysk
Linnedservice A/S sælge ydelser til private og opnå fortjeneste derved. Det
fremgår af L 46 (forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og
boligregistrering, lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med
aktieselskaber m.v.), at denne lov foreslås ikke at finde anvendelse for
regionerne.
Det bemærkes, at sundhedslovforslagets § 79, stk. 3, som ovenfor
nævnt indeholder hjemmel til regionernes samarbejde med private virksomheder,
herunder i selskabsform, om løsning af de i bestemmelsen nærmere angivne
fælles
opgaver. Bestemmelsen indeholder således også hjemmel til, at regionerne kan
deltage i selskaber, hvor der også er private deltagere, om løsningerne af de
nævnte fælles opgaver. Den enkelte region må dog ikke have bestemmende
indflydelse. Bestemmelsen indeholder i overensstemmelse med
kommunalfuldmagtsreglerne, som bestemmelsen på dette punkt har til formål at
videreføre, ikke hjemmel til, at regionerne kan indgå i selskaber, der
udfører
opgaver, udover hvad regionerne selv kan varetage. Regionerne er derfor
afskåret
fra at deltage i selskaber, der har til formål at opnå fortjeneste. Endvidere
må selskabet som udgangspunkt ikke sælge ydelser til private. Dog vil
selskabet
i begrænset omfang kunne udnytte eventuel overkapacitet for at undgå
værdispild
og i den forbindelse sælge en sådan overskydende kapacitet til private til
markedspris.
Det bemærkes, at i det omfang Jysk Linnedservice A/S har til
formål at opnå fortjeneste, vil selskabet ikke kunne videreføres i medfør af
sundhedsloven med regionernes deltagelse. Der foreligger ikke i notatet
oplysninger vedrørende Jysk Linnedservice A/S’ aktiviteter, som i øvrigt
giver
anledning til, at selskabet ikke vil kunne videreføres med denne begrænsning.
I forhold til Ringkøbing Amtskommunes deltagelse i Åkanden I/S,
der i dag er organiseret som et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om
kommunernes
styrelse, skal det bemærkes, at
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
efter § 79, stk. 3, på samme vilkår som i
dag endvidere vil kunne godkende samarbejder, der vil medføre indskrænkning i
de deltagende regionsråds beføjelser. Der foreligger ikke i notatet
oplysninger, som giver anledning til, at selskabet ikke vil kunne
videreføres.
Som nævnt vil det i en bekendtgørelse blive fastsat, hvilke samarbejder der
kan
indgås uden godkendelse.
Psykiatriske døgnhuse
For så vidt angår de af Viborg Amtskommune oprettede
psykiatriske døgnhuse, kan det oplyses, at det fremgår af lovforslagets § 75,
stk. 2, og bemærkningerne hertil, at regionerne har adgang til at etablere
behandlingsinstitutioner, herunder psykiatriske døgnhuse, efter
sundhedslovforslagets § 75, stk. 2, som amtskommunerne i dag kan etablere
efter
servicelovens § 93, stk. 2.
Ad samarbejde om forebyggelse
Vejle, Ringkøbing og Viborg Amtskommuner
har i notatet henvist til en række projekter på det forebyggende
og sundhedsfremmende område. Det drejer sig bl.a. om projekt røgfrit amt,
Vejle
Amt et hjerteamt, motion på recept og misbrugsforebyggelse.
Herudover yder Ringkøbing Amtskommune tilskud til
kræftrådgivningen og Patientforeningernes Information.
Hertil bemærkes, at efter sundhedslovforslagets § 120, stk. 1,
får kommunerne ansvaret for at skabe rammer for en sund levevis for borgerne.
Bestemmelsen har til formål at sikre den forebyggende og sundhedsfremmende
indsats en forankring i kommunerne. Herudover skal kommunerne efter stk. 2
etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.
Regionerne er forpligtede til – på samme måde som amtskommunerne
er det i dag – at give forebyggelsestilbud til den enkelte patient som
led i
undersøgelse og behandling af patienten på sygehus og i praksissektoren, jf.
sundhedslovforslagets § 5.
Eksempler på sådanne patientrettede forebyggelsestilbud kan være
kostvejledning til f.eks. diabetikere, patienter med hjertesygdomme og til
overvægtige,
vejledning om rygestop til f.eks. patienter med diabetes og hjerte- og
kredsløbssygdomme.
Med bestemmelsen i sundhedslovforslagets § 120, stk. 3,
fastlægges det, at regionsrådet herudover skal tilbyde rådgivning m.v. i
forhold til kommunernes indsats med henblik på at skabe rammer for sund
levevis
og etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.
Regionerne forudsættes endvidere at få tværgående opgaver i
relation til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring i forhold til den
patientrettede
forebyggelse. Regionernes tværgående opgaver forventes løst i samarbejde med
kommunerne.
I forhold til de af Amtsrådsforeningen nævnte eksempler på
forebyggelsestiltag betyder kommunalreformen, at regionerne som udgangspunkt
ikke kan påtage sig generelle borgerrettede forebyggelsesopgaver.
I forbindelse med kommunernes og regionernes pligt til at yde
patientrettet forebyggelse i praksissektoren og i sygehusvæsenet vil de samme
aktiviteter, som f.eks. tilbud om rygestop, kostvejledning og tilbud om
fysiske
aktiviteter, komme på tale.
Det vil derfor være naturligt i forbindelse med indgåelse af de
obligatoriske sundhedsaftaler om sundhedsfremme og forebyggelse, at
regionerne
og kommunerne indgår nærmere samarbejder om løsning af disse
forebyggelsesopgaver.
Opgaver, som regionerne selv kan varetage, f.eks. information om
forebyggelse og behandling af sygdomme, vil regionerne også kunne varetage
gennem tilskud til f.eks. foreninger såsom kræftrådgivningen og
Patientforeningernes Information.
Ad praksissektoren m.v.
Ringkøbing Amtskommune har i notatet henvist til § 2-aftaler med
praktiserende læger og speciallæger. Det lægges til grund, at der hermed
henvises til § 2 i landsoverenskomst om almen lægegerning, hvoraf fremgår, at
aftaler ud over landsoverenskomsten inden for den offentlige sygesikring skal
indberettes til overenskomstens parter. Det lægges endvidere til grund, at
der
også henvises til § 3 i overenskomst vedrørende speciallægehjælp, der
regulerer
lokal indgåelse af aftaler på området. Ringkøbing Amtskommune har i notatet
endvidere henvist til lokale aftaler med fysioterapeuter og kiropraktorer
vedr.
motion på recept.
Med kommunalreformen videreføres muligheden for, at lokale
aftaler og overenskomster kan indgås på regionalt niveau med sygesikringens
ydere, herunder aftaler vedrørende motion på recept, jf.
sundhedslovforslagets
§ 228. Aftalerne skal indgås af det regionale lønnings- og takstnævn.
Ad socialområdet
Fyns Amtskommune har anført, at amtskommunen med hjemmel i
kommunalfuldmagtsreglerne
har ydet tilskud til en række aktiviteter på det sociale område. Viborg
Amtskommune har tillige henvist til en række opgaver, som amtskommunerne
varetager på det sociale område.
Angående regioners opgaver på socialområdet har
Socialministeriet oplyst, at regionerne kun kan udføre de opgaver på det
sociale område, der er beskrevet i § 5 i forslaget til lov om social service.
Andre mindre opgaver, der i dag varetages i amtskommunerne, herunder tilskud
til selvejende institutioner m.v., vil som udgangspunkt blive overdraget til
kommunerne. I en overgangsperiode på fire år finansieres opgaverne på den
måde,
at staten overtager amtskommunernes hidtidige tilskud og videregiver dette
til
de pågældende institutioner m.v. Efter periodens udløb overføres det tilskud,
som staten overtager fra amtskommunerne, fuldt ud til det kommunale
bloktilskud. I løbet af perioden søges etableret aftaler om kommunal støtte
til
videreførelse af institutionerne m.v.
Det indebærer, at de i notatet nævnte opgaver på det sociale område
med kommunalreformens ikrafttræden overgår til kommunerne.
Spørgsmål 98:
Hvilke former for regionalt samarbejde med myndigheder og
private virksomheder vil ministeren efter lovforslagets § 79 stk. 3, skulle
godkende, og hvilke kan indgås uden godkendelse?
Svar:
Sundhedsforslagets § 79, stk. 3 giver mulighed for, at et regionsråd
efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse kan samarbejde med
offentlige
myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform, om
løsningen af
fælles opgaver efter lovens afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig
dermed forbundne udgifter.
Baggrunden for godkendelsesbeføjelsen er, at indenrigs- og
sundhedsministeren dermed bl.a. kan sikre sig, at det eller de relevante
regionsråd direkte indgår i de relevante samarbejder.
Som følge af
høringssvarene til § 79 har jeg foreslået et nyt stk. 3, 2. pkt.,
hvorefter
indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at bestemte
former for samarbejder kan indgås uden godkendelse.
Formålet med denne
bestemmelse er at skabe grundlag for, at eksisterende samarbejder mellem
sygehuse
og andre offentlige myndigheder eller private virksomheder
umiddelbart kan videreføres. Som nævnt i lovforslagets bemærkninger skaber
bestemmelsen bl.a. grundlag for at fastsætte, at samarbejde om
sundhedsberedskab, herunder præhospital indsats over landegrænser –
f.eks. det
planlagte samarbejde over Øresund – ikke kræver godkendelse.
Endvidere giver § 79,
stk. 3, 2. pkt., mulighed for, at forsknings- og udviklingssamarbejde m.v.
mellem sygehuse og universiteter eller private virksomheder ikke behøver
godkendelse. Der tænkes her på samarbejder i selskabsform med henblik på
f.eks.
kommerciel udnyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at langt størstedelen
af
regionernes forskningsopgaver, herunder samarbejder med private og andre
offentlige myndigheder, uden videre vil kunne varetages i medfør af
forslagets
§ 195 om regionernes udviklings- og forskningsarbejde, ligesom det sker i dag
inden for rammerne af sygehusloven.
Uddybende regler om,
hvilke samarbejder som i medfør af § 79, stk. 3, 2. pkt., kan fortsætte uden
videre, vil blive endeligt fastsat i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vil
naturligvis blive sendt i høring, inden den udstedes.
Spørgsmål 198:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. maj 2005 fra
Forbrugerrådet, jf. L 74 – bilag 65.
FORBRUGERRÅDET
Udgiver af Tænk+Test
Margrethe Nielsen
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
19. maj 2005
Patientrettigheder på svangreområdet
Det fremgår af forslag til sundhedslov, at gravide og fødende
kvinder har ret til forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder samt
til jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet (§84).
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinjer for
svangreomsorgen, at »formålet med sundhedsvæsenets sundhedsfremmende,
forebyggende og behandlende indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og
barselperiode er at styrke og bistå kvinden og familien under hele forløbet.
Det er målet, at denne vigtige livsperiode gennemleves som en sammenhængende,
naturlig livsproces med mulighed for personlig udvikling, tryghed og
sikkerhed
for kvinden, barnet og den øvrige familie«. Sundhedsstyrelsens undersøgelse
af
jordemoderydelserne på landets fødesteder i 2003 viser imidlertid, at der
rundt
i amterne er store problemer med at leve op til Sundhedsstyrelsens
retningslinjer til trods for den gode hensigtserklæring.
Det fremgår af den samlede vurdering i Sundhedsstyrelsens notat,
at:
»Der ses en vis reduktion af jordemoderkontakterne i graviditeten,
efterfødselssamtalerne og tilbudene om forældre-fødselsforberedelsen i
forhold
til anbefalingerne fra 1998. Der var dog store variationer på de enkelte
fødesteder. Sundhedsstyrelsen anbefaler at der skabes mulighed for
jordemoderens
kontinuerlige tilstedeværelse under fødslen. Denne mulighed skabes i de
fleste
tilfælde. Der er dog fortsat rum for forbedringer, f.eks. ved at fritage de
jordemødre, der passer de fødende, fra at skulle klare akutte obstetriske
henvendelser samtidig«.
Forbrugerrådet må på baggrund af Sundhedsstyrelsens notat
konkludere, at nogle fødende ikke får den hjælp og støtte, de har behov for
under graviditeten, under fødslen eller efter fødslen. Dette foregår
samtidigt
med, at der ses en stigning i kejsersnit uden medicinsk indikation.
Størstedelen af disse kejsersnit foregår på andengangsfødende, som har haft
et
traumatisk fødselsforløb første gang, og som derfor ikke ønsker at føde
normalt. Det er en meget dyr udvikling, og der er evidens for, at
kontinuerlig
støtte under fødslen giver bedre fødsler, større tilfredshed, mindre
smertelindring
og færre indgreb. Det er fuldstændig basalt, at den fødende har en jordemoder
hos sig under fødslen.
Det fremgår ikke af loven, og Sundhedsstyrelsens retningslinjer
er kun anbefalinger, så til trods for de gode hensigter i retningslinjerne er
de gravide og fødende ikke garanteret denne ret.
Ifølge Sundhedsstyrelsens notat tilbyder nogle fødesteder et
meget lavt antal jordemoderkonsultationer i løbet af graviditeten. 3-4
konsultationer er det laveste antal, der tilbydes i løbet af en graviditet.
Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer bør antallet af
jordemoderkonsultationer være behovsbestemt, og der anbefales 7 kontakter. I
de
tidligere retningslinjer var anbefalingen 5. De gravide er ikke sikret et
minimumsantal konsultationer hos jordemoderen. Jordemoderkonsultationerne er
en
væsentlig del af forberedelsen til fødslen og familiedannelsen.
Efter Forbrugerrådets opfattelse bør de gravide tilbydes
forældre- og fødselsforberedelse, men også her er der sket nedskæringer.
Ligesom der er behov for at sikre muligheden for efterfødselssamtaler –
ikke
kun i forbindelse med hjemme- og ambulant fødsel, men også i forbindelse med
en
almindelig overstået fødsel – for at give parret mulighed for at få
oplevelsen
talt igennem og bearbejdet. Det indgår også i forberedelsen til en eventuel
efterfølgende graviditet.
Efter Forbrugerrådets opfattelse er der her kun tale om basale
behov i relation til graviditet og fødsel.
Det fremgår af ministerens svar på spørgsmål nr. 133 til L74, at
de decentrale myndigheder er forpligtet til at sikre en høj faglig kvalitet i
sundhedsydelserne. Det fremgår endvidere af forslaget til sundhedsloven, at
indenrigs- og sundhedsministeren fastlægger i samarbejde med regionsrådene og
kommunalbestyrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling i det danske
sundhedsvæsen. Forbrugerrådet vil gerne spørge, om ministeren vil benytte sig
af denne bemyndigelse til på svangreområdet at sikre kvinder i Danmark
svangreomsorg på et minimumsniveau med hensyn til kontinuerlig
jordemodertilstedeværelse under fødslen, minimum 7 jordemoderkonsultationer
under
graviditeten, forældre- og fødselsforberedelse og efterfødselssamtale?
Med venlig hilsen
Villy Dyhr
Chef for Politisk Afdeling
Margrethe Nielsen
Sundhedspolitisk medarbejder
Svar:
Forbrugerrådet har i brev af 19. maj 2005 rettet forespørgsel
til mig, om jeg vil benytte bestemmelsen i forslaget til sundhedslov
(lovforslagets
§ 194) om kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet til at sikre gravide og
fødende
kvinder i Danmark svangreomsorg på et minimumsniveau i form af kontinuerlig
jordemodertilstedeværelse under fødslen, minimum 7 jordemoderkonsultationer,
forældre-
og fødselsforberedelse og efterfødselssamtale.
Til orientering vedlægger jeg kopi af mit svar til
Forbrugerrådet, hvoraf det fremgår, at § 194 i forslag til sundhedslov ikke
kan
anvendes til at detailregulere ydelser til bestemte grupper i
sundhedsvæsenet,
sådan som Forbrugerrådet foreslår.
Det fremgår videre, at gravide og fødende allerede har ret til
en række ydelser på området, og at yderligere regulering af svangreomsorgen
efter min opfattelse vil reducere muligheden for optimal
arbejdstilrettelæggelse
på fødeafdelingerne, ligesom det vil reducere muligheden for at differentiere
indsatsen efter ønsker og behov hos den enkelte kvinde.
Forbrugerrådet
Fiolstræde 17
Postboks 2188
1017 København K
København, den 1. juni 2005
Forbrugerrådet har i brev af 19. maj 2005 rejst spørgsmål om
gravide og fødende kvinders rettigheder på svangreområdet.
Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens undersøgelse af
jordemoderydelserne på landets fødesteder i 2003 og med henvisning til min
besvarelse af 4. maj 2005 på spørgsmål nr. 133 fra Folketingets
Sundhedsudvalg
spørges, om jeg vil benytte mig af bestemmelsen i forslaget til sundhedslov
(lovforslagets § 194) om kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet til at sikre
gravide og fødende kvinder i Danmark svangreomsorg på et minimumsniveau i
form
af kontinuerlig jordemodertilstedeværelse under fødselen, minimum 7
jordemoderkonsultationer,
forældre og fødselsforberedelse og efterfødselssamtale.
Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at amtskommuner og
kommuner allerede i dag skal sikre, at sundhedsvæsenets ydelser generelt har
høj kvalitet, og at dette indgår som et naturligt led i det decentrale
driftsansvar for sundhedsvæsenet. Det er derfor naturligvis også regeringens
opfattelse og forventning, at tilbuddene i svangreomsorgen i hvert enkelt
forløb skal have en høj kvalitet, hvilket jf. min besvarelse af spørgsmål nr.
133 bl.a. sikres ved, at det er kvalificeret personale som f.eks. uddannede
jordemødre, der leverer ydelserne.
Kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet er imidlertid ikke nogen ny
opgave, selvom forpligtelsen ikke tidligere har været lovreguleret, og
bestemmelsen
kan ikke anvendes til at detailregulere ydelser til bestemte grupper i
sundhedsvæsenet, sådan som Forbrugerrådet foreslår.
Det skal i øvrigt bemærkes, at gravide jf. lov om
svangerskabshygiejne og fødselshjælp, i forvejen har en række rettigheder,
som
er videreført uændret i forslaget til sundhedslov (ret til indtil fem gratis
forebyggende undersøgelser hos en læge, ret til forebyggende undersøgelser
hos
en jordemoder, ret til gratis fødselsbetjening på sygehus, ret til at føde
hjemme og ret til gratis jordemoderhjælp i den forbindelse).
De tilbud, som Forbrugerrådet foreslår, at gravide og fødende
sikres på et minimumsniveau, er i dag indeholdt som anbefalinger i
Sundhedsstyrelsens svangreretningslinjer. Det er faglige anbefalinger, som
regeringen fuldt ud støtter og forventer, at de driftsansvarlige decentrale
myndigheder i størst muligt omfang realiserer på landets fødesteder.
Jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 133 er anbefalingerne blevet
indskærpet over for amterne og fødestederne, og de er blevet opfordret til at
forbedre arbejdstilrettelæggelsen lokalt samt udnytte jordemoderressourcerne
bedre. Jeg tror, at yderligere regulering af svangreomsorgen i form af
minimumsstandarder
vil reducere muligheden for optimal arbejdstilrettelæggelse på afdelingerne,
ligesom det ikke harmonerer med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at
differentiere indsatsen efter ønsker og behov hos den enkelte kvinde.
Jeg skal i den forbindelse minde om, at et positivt resultat fra
Sundhedsstyrelsens undersøgelse af jordemoderydelserne var, at der er sket en
større individualisering af tilbuddene i svangreomsorgen, herunder i form af
særlig opmærksomhed på svage grupper.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
Spørgsmål 199:
Ministeren bedes oplyse, om han vil støtte et ændringsforslag,
der sikrer, at den nuværende bestemmelse i loven om svangreomsorg om, at
Sundhedsstyrelsen fastsætter et antal jordemoderbesøg, man mindst har ret
til,
kommer ind i lovforslaget, f.eks. i § 84, på samme måde som der i
lovforslagets
§ 62 står, at Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende
helbredsundersøgelser hos læge ved graviditet.
Svar:
Adgangen til forebyggende helbredsundersøgelser ved en
jordemoder er fastsat i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp § 1, stk.
2, hvoraf det fremgår, at gravide har ”ret til vederlagsfri forebyggende
helbredsundersøgelser hos en jordemoder”. Af § 2, stk.1, fremgår, at
Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier for bl.a. antallet af
forebyggende
helbredsundersøgelser hos en jordemoder.
I Sundhedsstyrelsens retningslinier for svangreomsorgen er det
anbefalet, at den gravide tilbydes ca. 7 kontakter med jordemoderen. Der er
imidlertid ikke tale om, at gravide som minimum har ret til et bestemt antal
undersøgelser ved jordemoder. Det fremgår i stedet af retningslinierne, at
nogle gravide vil have behov for flere kontakter, mens andre vil have behov
for
færre. Den gennemgående tanke i svangreretningslinjerne er således, at
svangreomsorgen skal differentieres med udgangspunkt i den enkelte gravides
ønsker
og behov.
I § 84 i forslaget til sundhedslov er de i dag gældende
bestemmelser fra lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp om gravides
adgang
til vederlagsfri, forebyggende undersøgelser ved en jordemoder videreført,
hvilket også er tydeliggjort i bemærkningerne til bestemmelsen.
Lovforslaget medfører således ingen ændring for gravides
rettigheder i forbindelse med graviditet og fødsel. Lovforslaget medfører
heller ingen ændring af Sundhedsstyrelsen kompetence til at fastsætte
retningslinier for svangreomsorgen – jf. min besvarelse af spørgsmål nr.
25 (L
74), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet den 21. marts 2005. Heraf
fremgår bl.a., at Sundhedsstyrelsen i kraft af sine rådgivende
myndighedsopgaver
fortsat skal fastsætte retningslinier, herunder også for de forebyggende
helbredsundersøgelser i svangreomsorgen.
På den baggrund finder jeg ikke, at et ændringsforslag er
nødvendigt.
Spørgsmål 200:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 18. maj 2005 fra
Benny Kristensen, Odense, f. L 74 – bilag 66.
Odense, den 18. maj 2005
Kære Birthe Skaarup
Jeg skriver til dig, fordi du er formand for sundhedsudvalget og
fordi, Dansk Folkeparti ved gentagne lejligheder har udtrykt, at de små
handicapgrupper har partiets bevågenhed.
Jeg henvender mig som privatperson og er til daglig selvstændig
arbejds- og organisationspsykolog. Mit arbejde består primært i rådgivning af
offentlige virksomheder (såvel primærkommunale som amtslige), samt
foredragsvirksomhed – bl.a. for patientforeninger. Min henvendelse er
mine
forskellige arbejdsgivere ganske ubekendt.
Emnet er den del af udkastet til den nye sundhedslov, der lægger
den nuværende amtstandpleje sammen med omsorgstandplejen til en fremtidig
specialtandpleje i kommunalt regi.
Min interesse for emnet skyldes dels, at jeg har faet
indsigt/interesse i emnet i forbindelse med løsningen af konsulentopgaver for
amtstandplejen og dels haft dialog med/holdt foredrag for en række
patientforeninger, der udtrykte stor usikkerhed mht. medlemmernes tandpleje
efter kommunalreformen – og jeg kan godt forstå deres bekymring!
Jeg valgte at kigge lidt nærmere på emnet, og min anbefaling til
Dansk Folkeparti er, at I bestræber Jer på at overbevise regeringen om, at
amtstandplejen (og evt. også omsorgstandplejen) bliver placeret i de
fremtidige
regioner.
Amtstandplejen blev indført for godt 3 år siden – og skal vel
ses som et forsøg på at sikre, at også vore svageste medborgere bliver
omfattet
af tandplejelovens formål:
§ 1.
Tandplejens mål er, at befolkningen ved en god hjemmetandpleje og et
sammenhængende
tilbud om forebyggelse og behandling kan udvikle hensigtsmæssige
tandplejevaner
samt sunde tænder, mund og kæber og bevare disse i funktionsdygtig stand
gennem
hele livet.
Amtstandplejens målgruppe er børn og voksne, der pga. nedsat
funktionsevne ikke på tilfredsstillende vis kan anvende de alm. tilbud i
børne-
og ungdomstandplejen, sygesikringstandplejen og omsorgstandplejen. Der er
først
og fremmest tale om svært udviklingshæmmede og sindslidende samt personer,
der
er alvorligt handicappede pga. f.eks. Parkinsons sygdom, cerebral parese,
autisme,
sklerose, mm.
I alt skønnes ca. 23.000 personer at være omfattet af
amtstandplejen. En meget stor del af disse kan kun behandles i fuld narkose,
og
behandlingerne er tit ret komplicerede – bl.a. fordi målgruppen ofte
ikke kan
styre proteser og derfor må have implantater.
Det kendetegner endvidere målgruppen, at langt de fleste af dem
er ressourcesvage og derfor heller ikke formår at gøre deres rettigheder
gældende overfor de bevilgende myndigheder.
Efter en lidt træg start er amtstandplejen langt de fleste
steder ved at komme rigtig godt i gang. På 3 år er det således lykkedes
amtstandplejen at få fat i næsten halvdelen af målgruppen. Tilsvarende har
omsorgstandplejen efter 11 år kun formået at tilbyde 1/3 af
omsorgstandplejepatienterne behandling.
Se vedlagte tabeller bagest i henvendelsen.
Det er også værd at bemærke, at amterne udfører en del specialopgaver for den
kommunale omsorgstandpleje. Det drejer sig primært om behandling i fuld
narkose.
I nogle amter er det op til 40 % af alle patienter, der kommer fra
omsorgstandplejen.
Det skal bemærkes, at disse patienter tæller med i kommunernes statistik
– og
ikke i amternes.
Nu skal – ifølge udkast til ny sundhedslov – amtstandplejen så
lægges ud til kommunerne. Dermed flyttes de svageste patienter fra et system,
der fungerer nogenlunde (og viser en stigende dækningsgrad) til et system,
der
fungerer dårligere (og viser en nedadgående tendens mht. dækningsgrad).
Jeg finder det uansvarligt at løbe risikoen for væsentlige
forringelser for vore svageste medborgere ved udlægningen af amtstandplejen.
Det fremtidige system vil (hvis loven vedtages i sin nuværende form) blive
præget af kassetænkning, hvor de små kommuner (ud fra økonomiske
overvejelser)
bestiller et (begrænset) antal pladser hos større kommuner eller regioner på
specialtandplejeområdet. Flerårige rammeaftaler sikrer, at det er de
økonomiske
prioriteringer og ikke patientbehovet, der bestemmer behandlingen.
Vi har faktisk allerede eksempler på den fremtidige model. I
Vestsjællands amt har 24 kommuner indgået rammeaftaler med amtet om at
behandle
omsorgstandplejepatienter (da kommunerne ikke selv magter denne opgave).
Kommunerne har forud defineret deres »behov«, og en omsorgstandplejepatient
kan
først blive behandlet, når der bliver en plads ledig (når der er en, der
dør).
Det fremgår af vedlagte statistik, at kommunerne i Vestsjællands Amt hører
til
blandt de kommuner med den laveste dækningsgrad på omsorgstandplejeområdet.
Jeg
ser dette som en forsmag på, hvorledes den fremtidige specialtandpleje –
baseret på rammeaftaler – kommer til at fungere.
Ved at nærlæse Danmarks Statistiks »Socialstatistik« kan man
endvidere se, at der tegner sig et klart billede af omsorgstandplejen. De
store
kommuner klarer sig bedre end de mindre kommuner. Dårligst af alle klarer de
såkaldte »praksiskommuner« sig. Praksiskommunerne har ikke selv kommunal
tandpleje, men får opgaverne løst hos de privatpraktiserende tandlæger eller
hos andre kommuner.
Konklusionen er,
1)
der skal en væsentlig
population til at drive en bæredygtig specialtandpleje
2)
hvis finansieringsansvar
og behandling skilles ad, bliver behandlingsfrekvensen lav
Sundhedsstyrelsen har lavet nogle beregninger over, hvor stort
befolkningsgrundlaget skal være for at drive en bæredygtig amtstandpleje. Man
er nået frem til et tal mellem 150.000 og 200.000. Da der på landsplan
skønnes
at være ca. 23.000 personer, der skal have tilbudt amtstandpleje, svarer det
til, at der er 1 amtstandplejepatient pr. ca. 235 indbyggere (og for øvrigt 1
omsorgstandplejepatient pr. ca. 50 indbyggere).
Der er ligeledes foretaget beregninger, der viser, at et
amtstandplejeteam kan behandle ca. 550 patienter årligt Et
omsorgstandplejeteam
kan behandle ca. 700 patienter årligt. Forskellen afspejler forskellen i
specialiseringsniveauet samt kravene til opsøgende arbejde i amtstandplejen.
En population på 150.000 – 200.000 vil have et skønnet antal
amtstandplejepatienter på 640 – 850. Svarende til ca. 1½
amtstandlægeteam.
Ideelt betragtet skal der dog være 2 teams (ca. 1.100 patienter og et
befolkningsgrundlag på ca. 260.000) for at sikre bæredygtighed og
vidensudveksling.
Ovenstående tal er baseret på en dækningsgrad på 100 %. Den
nuværende amtstandpleje kan kun udvise en dækningsgrad på knap 50 % –
hvilket i
virkeligheden fordobler populationskravet til 520.000. Af samme grund har
Viborg og Ringkøbing amter slået sig sammen om at løse amtstandplejen –
tilsvarende for Storstrøm og Roskilde. På den led rammer Landsforeningen
Evnesvages
Vel plet, når de i deres høringssvar bl.a. skriver:
Det
kan på den ene side konstateres, at det er gået langsomt med udviklingen af
amtstandplejen på trods af de ekstra ressourcer, der for få år siden blev
tilført til området til udbygningen af amtstandplejen. For at opnå
effektivitet
er der i bl.a. tre amter lavet en fælles amtstandpleje til betjening af især
mennesker med udviklingshæmning. Disse erfaringer tyder på, at grundlaget for
en specialiseret amtstandpleje endda burde være større end de nuværende
amter.
LEV repræsenterer den største del af målgruppen for
amtstandplejen.
Hvis amtstandplejen dækningsgrad ved udlægningen til kommunerne
kommer ned på omsorgstandplejens dækningsniveau (ca. 33 %) vil det kræve et
befolkningsgrundlag på 780.000 at sikre bæredygtigheden. Begynder det at
lugte
af regioner?
Der findes adskillige eksempler på, at mange kommuner hidtil har
nedprioriteret behandlingen af vore svageste medborgere. Der findes f.eks.
kommuner med mere end 10.000 indbyggere, der har mindre end 10
omsorgstandplejepatienter. Jeg har kontaktet klinikcheferne i nogle af disse
kommuner for at høre, hvorfor de ikke havde flere borgere tilknyttet
omsorgstandplejen. Alle har samstemmende sagt, at det skyldes politiske
prioriteringer. Desværre er følgende presseklip heller ikke enestående:
Omsorgstandplejen i Haslund strammer
kriterierne
Syv personer i Hashøj Kommune kan ikke få
tandpleje gennem Omsorgstandplejen, fordi kommunen skal spare.
Ifølge Kurt A. Nielsen, der er formand for
Arbejdsskadeforeningen i Hashøj Kommune, viser det, at det er de svage der
rammes, når kommunerne gennemfører nedskæringer.
Sagen kommer frem som følge af en afvisning
af en scleroseramt kvindes ansøgning til Omsorgstandplejen.
Hashøjs borgmester Troels Christensen (V)
mener, at grænsen er trukket det rigtige sted. – Vi har foretaget en
politisk
prioritering, fastholder han.
Sjællands Tidende 13.01.2004
Hvis ansvaret for de svageste borgeres tandsundhed bliver lagt
ud til kommunerne, frygter jeg, at man vil opleve en kraftig nedprioritering
af
de nuværende amtstandplejepatienter. Hvordan skal kommunerne kunne
argumentere
for, at 50 % af denne gruppe skal have behandling, når kun 33 % af
omsorgstandplejepatienterne får det? Der er vist (desværre) overvejende
sandsynlighed for, at amtstandplejen bliver trukket ned på omsorgstandplejens
niveau. Kan Dansk Folkeparti tage ansvar for det?
Fortalerne for amtstandplejens udlægning til kommunerne er få.
KL, Tandlægernes Nye Landsforening (TNL) og overtandlægen i regionskommune
København er vist de eneste – ud over regeringen og DF (?). Jeg har
tidligere
refereret LEV's høringssvar, og amtsrådsforeningens svar går også imod
udlægningen. Sundhedsstyrelsen udtaler sig ikke politisk, men deres
beregninger
på området taler klart for en regional placering.
Tandlægernes egne »meningsdannere« er delte. TNL består næsten
100 % af kommunalt ansatte tandlæger, der gerne ser flere arbejdspladser i
kommunen – og flere medlemmer i en forening, der med ca. 1.000 medlemmer
i
forvejen udfører en overlevelseskamp. Overtandlægen i København (der både er
amt og kommune) er som den eneste amtstandlæge fortaler for udlægning til
kommunen.
Det er også den eneste mulighed han har for stadig at være chef for den
samlede
specialtandpleje. Dansk Tandlægeforening (DTF) har med sine ca. 6.000 –
primært
privatpraktiserende – medlemmer den stik modsatte holdning. DTF mener
helt
klart, at amtstandplejen skal placeres i regionerne. Man mener simpelt hen
ikke, at kommunerne vil kunne klare opgaven. Dette er vel at mærke fra en
organisation, der ikke har specielle politiske interesser i en placering det
ene eller andet sted.
Det er i debatten blevet fremført, at nærhedsprincippet bedre
tilgodeses ved at samle specialtandplejen i kommunerne. Det er noget vrøvl.
Der
vil være mindst lige så stor afstand mellem de behandlende enheder i
kommunerne, som der vil være i regionerne. Det er altså befolkningsunderlaget
–
og ikke antallet af kommuner – der er afgørende. Hvis vi f.eks. tager
udgangspunkt i Fyn, så vil Amtstandplejen i løbet af nogle få måneder have
klinikker i både Nyborg og Odense. Hvis kommunerne skal overtage, er det vel
kun realistisk at antage, at Odense kan klare opgaven. Vil Odense så etablere
og drive klinikker rundt omkring på Fyn for at støtte nærhedsprincippet?
Endelig fremgår det også af lovudkastet, at regionerne er
forpligtiget til at servicere de kommuner, der ikke selv kan klare
specialtandplejeopgaven. Selvfølgelig kan amterne ikke have et
specialtandlægeberedskab
stående, hvis der ikke er klare aftaler om opgavemængden. Derfor opereres der
da også med 1-3 årige rammeaftaler. Man glemmer imidlertid, hvor stort
befolkningsgrundlaget skal være for at drive en bæredygtig specialtandpleje.
Hvis kommunerne vil lægge niveauet for den kommende specialtandpleje på
niveau
med den nuværende omsorgstandpleje, vil der kun være en amtstandplejepatient
pr. ca. 700 indbyggere. En region skal således have aftaler i hus med
kommuner
med en samlet population på ca. 400.000 indbyggere bare for at kunne oprette
1
tandlægeteam – og aftaler med kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere,
for at
opnå en tilfredsstillende bæredygtighed (dvs. 2 tandlægeteams).
Man kan så indvende, at sammenlægningen af omsorgs- og
amtstandplejen giver et bedre befolkningsgrundlag for at drive store,
bæredygtige
enheder. Her undervurderer man helt klart forskellene de 2 målgrupper imellem
–
inkl. specialiseringsgraden i behandlingen. Jeg gad nok se reaktionen fra de
»normale«
ældre patienter, der nu skal dele venteværelse og klinikker med alvorligt
sindslidende
og udviklingshæmmede patienter. Amtstandplejen på Fyn forsøgte i en periode
at
leje klinikplads hos den kommunale tandpleje i Odense. Dette gik man hurtigt
bort fra, da patienterne fra den kommunale børne- og ungdomstandpleje følte
sig
usikre ved samværet med amtstandplejepatienterne. På den baggrund har Fyns
Amtsråd bevilget ny selvstændig amtstandplejeklinik i Odense (den åbner om 2
måneder).
Da kravene til en tandlæge i amtstandplejen anses for at være
større end til en tandlæge i omsorgstandplejen, har de 2 gruppe forskellige
overenskomster. Ved en sammenlægning skal man enten operere med fortsat at
have
2 overenskomster – eller ensrette kvalifikationskravene (og dermed
aflønningen).
Sandsynligvis vil man rette ind efter den nuværende overenskomst på
omsorgstandplejeområdet, da den er billigst. Derved må man slække på
specialiseringskravet og derved også på behandlingskvaliteten. Dette skal ses
i
lyset af, at der i dag er reel tandlægemangel – især hvad angår
tandlæger med
specielle kompetencer.
Kære Dansk Folkeparti. Vis nu, at I er de svage medborgeres
advokater – og sørg for at den nuværende amtstandpleje bliver placeret i
de
kommende regioner – alt andet vil blive et administrativt ragnarok
– og de
svageste kommer til at betale prisen!
Tag gerne omsorgstandplejen med over i regionerne, så de ældre
ikke længere skal spises af med et behandlingsniveau på 1/3 af det optimale.
Sørg for at placere såvel drift som finansieringsansvar i
regionerne, så bevillingerne kan baseres på reelle behov
(bloktilskud/kommunal
medfinansiering) og ikke på de enkelte kommunalbestyrelsers
politisk/økonomisk
prioriteringer. Historien viser nemlig, at dette ikke fungerer – og i
realiteten
handicapper vore mest handicappede medborgere yderligere.
Tak fordi du gav dig tid til at læse brev.
Venlig hilsen
Benny Kristensen
Arbejds- og organisationspsykolog
Dronningensgade 23
5000 Odense C.
Tlf. 66 14 24
20
Mail:
benny.kristensen@post.tele.dk
Bilag: 2 tabeller over omsorgstandplejens og amtstandplejens
dækningsgrad.
TABEL 1
Dækningsgrader på hhv. omsorgstandpleje og amtstandpleje
Omsorgstandpleje
2004
Amtstandpleje 2005
Område
Befolkningsandel i procent
Omsorgstandpleje
ideelt
Omsorgstandpleje
reelt
Dækningsgrad i procent
Amtstandpleje
ideelt
Amtstandpleje
reelt
Dækningsgrad i procent
Hele landet
100%
103.500
34.422
33,3%
23.000
10.762
46,8%
København
9,3%
9.626
3.400
35,3%
2.139
1.520
71,5%
Frederiksberg
1,7%
1.760
688
39,1%
391
50
11,0%
Kbh. Amt
11,5%
11.903
9.328
78,4%
2.645
1.632
61,7%
Fr.borg Amt
6,9%
7.142
2.315
32,4%
1.587
576
36,3%
Roskilde Amt
4,4%
4.544
916
20,2%
1.012
81*)
8,0%
Vestsj. Amt
5,6%
5.796
1.411
24,3%
1.288
824
64,0%
Storstr. Amt
4,85%
5.020
1.414
28,2%
1.112
370
33,3%
Bornholm
0,8%
828
212
25,6%
184
Ca. 60
35,3%
Fyns Amt
8,8%
9.108
2.155
23,7%
2.024
800
39,5%
Sønderj. Amt
4,7%
4.865
1.570
32,3%
1.081
275
25,4%
Ribe Amt
4,16%
4.306
833
19,1%
957
Ca. 310
32,4%
Vejle Amt
6,56%
6.790
1.657
24,4%
1.509
380
25,2%
Ringk. Amt
5,1%
5.279
1.262
23,9%
Ringk./Vib. har fælles amtstandpleje
Viborg Amt
4,36%
4.513
929
20,6%
2.176
2.050
94,2%
Århus Amt
12,06%
12.482
3.944
31,6%
2.774
1.319
47,5%
Nordj. Amt
9,2%
9.522
2.388
25,1%
2.116
515
24,3%
*)
Amtstandplejen i
Roskilde Amt har kun eksisteret i 1 år. De øvrige amter i 2-3 år.
Ribe Amt har endnu
ikke etableret selvstændig amtstandpleje, men far opgaverne løst hos private
tandlæger.
Viborg og
Ringkøbing amter har fælles amtstandpleje - og succes dermed!
Tallene for den
kommunale omsorgstandpleje i hhv. Vestsjællands og Roskilde amter er større
end
tallene fra Danmarks Statistik. Det skyldes, at 24 kommuner i de 2 amter, har
valgt at lade amtstandplejen i Vestsjællands Amt udføre
omsorgstandplejeopgaverne for dem, da kommunerne ikke selv magter denne
opgave.
Det drejer sig om ca. 1.000 omsorgstandplejepatienter, der altså ikke er
medtaget i opgørelsen fra Danmarks Statistik. Tallene for amtstandplejen i
Vestsjællands Amt indeholder ikke omsorgstandplejepatienter.
For regionskommune
Bornholm samt Ribe Amts er amtstandplejetallene baseret på oplysninger fra
Amtsrådsforeningen. De øvrige tal er oplyst direkte fra de respektive
amtstandplejeledere.
Skønnet antal
patienter:
Kilde Maria Malling, Sundhedsstyrelsen
Omsorgstandpleje
totalt
100.000
Amtstandpleje
totalt:
31.000
Yderligere
visiteret fra amtstandplejen
3.500
visiteres
til omsorgstandplejen
3.500
Visiteres
til sygesilQingstandpl.
4.500
I
alt OMSORGSTANDPLEJE:
103.500
Rest
AMTSTANDPLEJE:
23.000
TABEL 2
Dækningsgrader
på hhv. omsorgstandpleje og amtstandpleje – med korrektion for
ældreandel
Tabel, hvor
ideal-tallene for omsorgstandplejen tager højde for de enkelte amters
»ældre-andel«,
da omsorgstandplejen i stor udstrækning er knyttet til ældre medborgere.
Omsorgstandpleje
2004
Amtstandpleje 2005
Område
Ændreandel i procent
Omsorgstandpleje
ideelt
Omsorgstandpleje
reelt
Dækningsgrad i procent
Amtstandpleje
ideelt
Amtstandpleje
reelt
Dækningsgrad i procent
Hele landet
100%
103.500
34.422
33,3%
23.000
10.762
46,8%
København
7,5%
7.763
3.400
43,8%
2.139
1.520
71,5%
Frederiksberg
2,2%
2.277
688
30,2%
391
50
11,0%
Kbh. Amt
12,5%
12.938
9.328
72,1%
2.645
1.632
61,7%
Fr.borg Amt
6,3%
6.521
2.315
35,5%
1.587
576
36,3%
Roskilde Amt
3,2%
3.312
916
27,7%
1.012
81*)
8,0%
Vestsj. Amt
5,6%
5.796
1.411
24,3%
1.288
824
64,0%
Storstr. Amt
5,6%
5.796
1.414
24,4%
1.112
370
33,3%
Bornholm
1,1%
1.139
212
18,6%
184
Ca. 60
35,3%
Fyns Amt
9,2%
9.520
2.155
22,6%
2.024
800
39,5%
Sønderj. Amt
5,2%
5.382
1.570
29,2%
1.081
275
25,4%
Ribe Amt
4,3%
4.451
833
18,7%
957
Ca. 310
32,4%
Vejle Amt
6,4%
6.624
1.657
25,0%
1.509
380
25,2%
Ringk. Amt
5,0%
5.175
1.262
24,4%
Ringk./Vib. har fælles amtstandpleje
Viborg Amt
4,6%
4.761
929
19,7%
2.176
2.050
94,2%
Århus Amt
10,8%
11.178
3.944
35,3%
2.774
1.319
47,5%
Nordj. Amt
10,0%
10.350
2.388
23,1%
2.116
515
24,3%
Ældreandelen er beregnet på baggrund af oplysninger fra Danmarks
Statistik.
Beregningsgrundlaget baseres på antallet af 80-årige (af begge
køn) i de enkelte områder pr. 1. januar 2005.
Selv om hovedparten af omsorgstandplejens målgruppe er ældre,
skal det dog nævnes, at gruppen også omfatter bl.a. udviklingshæmmede og
sindslidende, der kan nøjes med et mindre specialiseringsniveau end
amtstandplejen.
Svar:
Benny Kristensen giver i sin henvendelse udtryk for, at
specialtandplejen bør placeres i de nye regioner i stedet for i kommunerne.
Benny Kristensen finder, at befolkningsgrundlaget i kommunerne
vil være for lille til at skabe fagligt bæredygtige enheder for
specialtandplejen. Patienternes tandplejetilbud vil derfor blive forringet i
forhold til i dag. Samtidig gives udtryk for, at behandlingsansvar og
finansieringsansvar for den omhandlede patientgruppe ikke bør skilles ad.
Derfor anser Benny Kristensen ikke lovforslagets model om regionernes
forpligtelse til at stille behandlingspladser til rådighed for kommunerne
baseret på en rammeaftale mellem kommunerne og regionen for hensigtsmæssig.
Jeg har ved besvarelse af tidligere spørgsmål haft lejlighed til
at kommentere den rejste problemstilling.
Som jeg gav udtryk for ved min besvarelse af spørgsmål 1, deler
jeg ikke Benny Kristensen bekymring for, at borgerne ikke får et
tilstrækkeligt
behandlingstilbud i kommunerne. Der vil som hidtil blive fastsat detaljerede
regler om, hvad tandplejetilbuddet til disse patienter skal omfatte. Det vil
således klart komme til at fremgå af den bekendtgørelse, der vil blive
udstedt
i medfør af § 137, hvad det er for et specialiseret tandplejetilbud, kommunen
skal tilbyde de sindslidende eller psykisk udviklingshæmmede borgere, der
ikke
kan udnytte de øvrige tandplejetilbud.
Det er kommunens ansvar, at borgerne får det tilbud, de har krav
på. Men kommunen vil med de detaljerede regler, der vil blive fastsat ikke
være
i tvivl om, hvad det er for et tilbud, der skal gives, for at kommunen lever
op
til sit ansvar. Er det klart, at kommunen ikke lever op til sin forpligtelse,
kan sagen indbringes for tilsynsmyndigheden.
Kan kommunen ikke selv løfte opgaven, har den mulighed for at få
varetaget den af andre. Kommunen forpligtes til at indgå en rammeaftale med
regionsrådet, hvis den ikke selv eller sammen med andre (kommuner eller
private) kan løfte opgaven. Dermed får disse borgere sikkerhed for fortsat at
få tilbudt tandpleje på et tilstrækkeligt fagligt niveau.
Jeg er, som jeg gav udtryk for i mit svar på spørgsmål 181, ikke
bekymret for, at de kommende specialtandplejepatienters behandlingsmuligheder
vil blive påvirket negativt af kommunale politisk-økonomiske prioriteringer,
idet jeg ikke har grundlag for at antage, at kommunerne ikke vil leve op til
deres forpligtelse efter lovgivningen.
Jeg skal endelig henvise til mit svar på spørgsmål 45 vedrørende
kommunernes tilbud om omsorgstandpleje.
Spørgsmål 201:
Ministeren bedes oplyse, hvilken mere konkret personkreds eller
instans, ministeriet forestiller sig skal kunne foreskrive »et lægefagligt
begrundet
behov for genoptræning« jf. §§ 85 og 141. Der tænkes her i særlig grad på
eksempelvis hjerneskadeproblematikken, hvor der kan være behov for langvarig
genoptræning, og hvor det konkrete genoptræningsbehov kan udkrystallisere sig
længe efter udskrivning fra primært behandlende sygehus.
Svar:
Med sundhedsloven videreføres den nugældende sygehuslovs
bestemmelse om udarbejdelse af genoptræningsplaner til patienter, der har et
lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra
sygehus. Genoptræningsplanen er patientens sikkerhed for en målrettet indsats
også i forhold til den træning, der foregår efter udskrivning fra sygehuset.
Det er et grundvilkår for ordination af behandling til syge mennesker
på sygehuse – herunder genoptræning – at det sker på lægens ansvar.
Samtidig er
det også helt sikkert, at opgaven – udarbejdelse af genoptræningsplaner
– sker
og fortsat vil ske i et tværfagligt samarbejde mellem de faggrupper, der er
relevante, typisk ergoterapeuter og fysioterapeuter.
Med kommunalreformen får kommunerne et mere samlet ansvar for
rehabilitering af mennesker med funktionsnedsættelse. I det øjeblik patienten
har forladt sygehuset, er det kommunens ansvar at sikre den videre
rehabilitering.
Som jeg også har understreget i tidligere svar, sker rehabiliteringen efter
mange forskellige lovgivninger – genoptræningen som ydelse efter
sundhedsloven
er én af dem.
For så vidt angår hjerneskadeområdet, er
rehabiliteringsindsatsen også her reguleret efter forskellige lovgivninger.
Det
afspejler netop, at patienternes behov for rehabilitering kan være langvarigt
og ændre sig over tid i forhold til fysisk genoptræning, kognitiv træning,
taleundervisning, revalideringsindsatser osv. I overensstemmelse med
anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens redegørelse om behandling af traumatiske
hjerneskader og tilgrænsende lidelser fra 1997 er der i dag oprettet
hjerneskadesamråd.
Disse samråd har til formål at sikre et sammenhængende og kvalificeret,
opfølgende
tilbud til patienterne efter hospitalsfasen. Når regioner og kommuner med
sundhedsloven fremover er forpligtede til at samarbejde om
genoptræningsindsatsen er der således på hjerneskadeområdet de fleste steder
etableret et samarbejde, hvor der allerede er gode forudsætninger for at
skabe
sammenhæng og kvalitet i hele rehabiliteringsindsatsen over for den enkelte
patient.
I medfør af lov om social service etableres som led i
kommunalreformen en national videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.
I
VISO indgår bl.a. Videnscenter for Hjerneskade. VISO vil blive organiseret
som
en netværksorganisation. VISO vil til løsning af sine opgaver inddrage den
relevante
ekspertise fra de miljøer, hvor ekspertisen er og udvikles. I den forbindelse
vil VISO også kunne inddrage ekspertise og viden af den karakter, der nu
findes
i de amtslige hjerneskadesamråd i sine rådgivningsfunktioner over for
kommunerne og over for borgere med følger efter en erhvervet hjerneskade.
Etableringen af VISO betyder, at både borgere og kommuner får
mulighed for rådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager,
ligesom VISO får til opgave at sikre og udvikle viden til brug for
rådgivningen.
Spørgsmål 204:
Med henvisning til udvalgets spørgsmål 171 bedes ministeren for
god ordens skyld bekræfte og dermed præcisere, at den konkrete sag vedrørende
Center for Rygkirurgi ikke alene gav anledning til en konkret besvarelse, men
også en principiel stillingtagen til, hvilke kvalitetsmæssige krav der bør
stilles til private klinikker, der ønsker aftale med Amtsrådsforeningen om
udførelse af højt specialiseret behandling i medfør af det frie sygehusvalg.
Svar:
Det er korrekt, at den konkrete sag har givet anledning til
principiel stillingtagen til, hvilke kvalitetsmæssige krav der bør stilles
til
private sygehuse og klinikker, der ønsker aftale med Amtsrådsforeningen om
udførelse af højtspecialiseret behandling i medfør af det udvidede frie
sygehusvalg.
Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål 171.
Indenrigs- og sundhedsministerens brev af 25.
februar 2005 til udvalget
25. februar 2005
Folketingets Sundhedsudvalg
I det høringsnotat, som jeg har fremsendt til Sundhedsudvalget
vedrørende forslaget til sundhedslov (L 74) er det anført, at der ikke skal
være
tvivl om, at princippet om vederlagsfri adgang til sygehusydelser, lægehjælp,
kommunale sundhedsydelser m.v. fastholdes. Det er endvidere anført, at dette
er
præciseret i bemærkningerne til § 2.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er blevet opmærksom på, at
denne præcisering ved en beklagelig fejl ikke er kommet med i det fremsatte
lovforslag.
Jeg vil imidlertid gerne understrege, at regeringen ikke har
nogen planer om ændringer af de gældende regler om vederlagsfri
sygehusbehandling og vederlagsfri behandling hos alment praktiserende læger
og
speciallæger m.v.
Adgang til vederlagsfri behandling er således fastlagt mange
steder i lovforslaget, jf. bestemmelserne i § 51 om tolkebistand, i §§ 61,
62,
63, 64 og 65 om ydelser i praksissektoren, i § 82 om sygehusbehandling, i §§
122 og 123 om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, i §§ 128 og 130
om
tandpleje til børn, i § 139 om hjemmesygepleje, i § 141 om genoptræning, §§
141
og 142 om misbrugsbehandling, i § 159 om vaccinationer, i § 163 og 164 om
specialiserede tandplejetilbud og i § 172 om befordring samt en række steder
i
lovbemærkningerne.
Når der i lovforslagets § 2 tales om »let og lige adgang« og
ikke fri adgang, er årsagen alene, at sundhedsloven omfatter samtlige ydelser
fra sundhedsvæsenet, herunder ydelser der både nu og efter forslaget er
forbundet med egenbetaling, f.eks. tandpleje. Derfor ville jeg ikke finde det
korrekt at anføre »fri« – i betydningen gratis – adgang som et mål
i
lovforslagets indledende bestemmelser.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
Henvendelse fra Det Nationale Råd for
Folkesundhed
Det Nationale Råd for
Folkesundhed
København, den 31.05.05
Folketingets Sundhedsudvalg
Som bidrag til de igangværende overvejelser om tilrettelæggelsen
af kommunernes arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme vil Det Nationale
Råd
for Folkesundhed over for Folketingets Sundhedsudvalg gerne redegøre for
rådets
overvejelser og ideer.
Med kommunalreformen bliver det pr. 1. januar 2007 en lovpligtig
opgave for kommunerne at arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme (sund
livsstil).
Spørgsmålet om kommunernes pligt til at beskæftige sig med
forebyggelse reguleres i forslaget til sundhedsloven.
Det Nationale Råd for Folkesundhed finder det som udgangspunkt
positivt, at forebyggelse og sundhedsfremme nu bliver en lovpligtig opgave
for
kommunerne. Kommunerne har efter rådets opfattelse gode forudsætninger for at
varetage opgaven. Kommunerne er tæt på borgerne, og hvis kommunerne i
tilrettelæggelsen og gennemførelsen af deres serviceopgaver har
forebyggelsesaspektet
i baghovedet hele tiden, er der store gevinster. Kommunerne har også gode
muligheder for at arbejde tværgående på sundhedsfremme og
forebyggelsesområdet.
Alle kommunale ansatte skal ikke være forebyggelsesmedarbejdere, men
forebyggelsestanken skal være en naturlig del af opgaveløsningen.
Rådet finder imidlertid samtidig, at den rammeprægede form i
lovforslaget på forebyggelsesområdet giver et betydeligt behov for opfølgning
i
form af vejledninger og i forbindelse med ministerens bekendtgørelse af
obligatoriske emner for sundhedsaftaler mellem region og kommuner. Rådet
finder
endvidere, at der for så vidt angår den patientrettede fore byggelse er en
risiko for, at patienter falder mellem to stole, når kompetencen er delt
mellem
regioner og kommuner. Regionerne skal varetage al forebyggelse under
sygehusindlæggelse, mens kommunerne står for forebyggelsen efter
indlæggelsen.
Det er efter rådets mening særligt påkrævet, at der findes en afklaring af,
hvem der gør hvad, når det drejer sig om eksempelvis patientskoler, udgående
sygehusfunktioner m.v.
Rådet anbefaler, at kommunerne indgår aftaler med regionerne om
tværgående opgaver, herunder om den rådgivning og overvågning, der er
beskrevet
i lovforslagets § 120, stk. 3. Rådet mener, at der er behov for en
præcisering
og uddybning af rådgivningsopgaven, f.eks. med hensyn til ansvaret for
gennemførelse af det dokumentationsarbejde, der er en forudsætning herfor.
Ligeledes er der behov for en stillingtagen til, hvem der i fremtiden skal
varetage de mere udviklingsorienterede opgaver i forhold til den
patientrettede
forebyggelse, herunder modelprojekter m.v. Opgaver, der i dag primært
varetages
af amtskommunerne, og som flertallet af de nye kommuner formentlig fortsat
vil
være for små til at løfte.
Endelig finder rådet, at der mellem kommunerne og regionerne
tages stilling til, hvem der i fremtiden skal varetage forebyggelsen af
ulykker.
Det er afgørende, at forebyggelse og sundhedsfremme bliver en
driftsopgave på linje med andre kommunale opgaver. Kun på den måde kan det
sikres, at forebyggelsen ikke forsvinder, nedprioriteres eller igangsættes
gradvis, efterhånden som kommunerne vokser med opgaven. Det er samtidig
vigtigt, at de aktiviteter og tilbud, der sættes i værk, tager udgangspunkt
i,
hvad der virker.
Det Nationale Råd for Folkesundhed har tre forslag til, hvordan
dette kan ske:
1.
Prioritering af opgaverne.
Rådet finder det altafgørende, at
kommunerne prioriterer ud fra de væsentligste sundhedsproblemer i dag, hvor
rygning, fysisk inaktivitet og dårlig ernæring er blandt de største trusler
for
danskernes sundhedstilstand. Rådet finder samtidigt, at det er helt centralt,
at forebyggelsesarbejdet baseres på et dokumenteret vidensgrundlag. Rådet vil
i
den forbindelse som hjælp til kommunerne lave en matrix over kan- og
skal-opgaver
– en form for pyramide med forslag til, hvilke områder kommunerne skal
arbejde
med, f.eks. rygestop og fysisk aktivitet, og hvilke områder der kan
inddrages.
Der vil også være behov for i projektform at afprøve nye
forebyggelsesmetoder.
Det centrale er, at der som led i sådanne projekter er en målrettet
erfaringsopsamling og erfaringsudveksling.
2.
Økonomi.
Rådet vil understrege, at kommunerne skal have økonomisk
incitament til at forebygge – også på kort sigt. Det er vigtigt at
kommunerne
fra starten har tilstrækkelige midler hertil. De økonomiske midler skal gå
til
evidens-baseret forebyggelse – det er vigtigt, at forebyggelsen ikke
bliver
grebet amatøragtigt an. Rådet vil anbefale, at staten afsætter projektmidler
til brug for udviklingsorienterede opgaver, til evaluering og til
erfaringsopsamling ved nye projekter.
3.
Kortlægning af danskernes sundhed.
Rådet finder, at der er behov
for en kortlægning af danskernes sundhed. Rådet vil invitere kommunerne til
en
undersøgelse af danskernes sundhed. En sådan undersøgelse bør involvere alle
kommuner og udgøre et repræsentativt udsnit af danskerne (alder, køn, sociale
status etc.). Undersøgelsen skal dels omfatte objektive mål (f.eks.
vedrørende
kondition, kropsvægt og blodtryk) dels omfatte borgernes svar på en række
spørgsmål (f.eks. vedrørende mental sundhed, rygning og alkohol). En sådan
undersøgelse af sundhedstilstanden i de enkelte kommuner vil være et
uvurderligt værktøj, når de enkelte kommuner skal planlægge
og målrette forebyggelsesindsatsen. Det er
Rådets håb, at Folketinget vil afse midler til at støtte dette initiativ.
Med venlig hilsen
Bente Klarlund Pedersen
Formand for Det Nationale Råd for Folkesundhed
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige love på sundhedsområdet og visse andre områder (Konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen) Retsinformation · 28. juli 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (1 måneds behandlingsfrist, it-anvendelse i sundhedsvæsenet, elektroniske helbredsoplysninger, adgang til Medicinprofilen m.v.) Retsinformation · 13. februar 2007
- Betænkning over Forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet Retsinformation · 13. september 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet og sundhedsloven (Frit sygehusvalg til RCT i København) Retsinformation · 3. januar 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Opgavebortfald på indenrigs- og sundhedsområdet) Retsinformation · 13. december 2024
- Betænkning over Forslag til lov om lægemidler Retsinformation · 5. januar 2006