Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til sundhedsloven

2004/2 BTL 74Betænkning over lovforslagFolketinget9. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 7. juni 2005

Betænkning

over

Forslag til sundhedsloven

[af

indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke

;Rasmussen)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 27 ændringsforslag til lovforslaget. Socialistisk

Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet

ændringsforslag

nr. 1, 2 og 6. Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet ændringsforslag

nr.

3-5 og 7-27.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1.

behandling den 16. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Sundhedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 10 møder.

Teknisk gennemgang af lovforslaget

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på et møde den 2. marts

2005 givet udvalget en teknisk gennemgang af lovforslaget.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i

høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 1. december 2004 dette

udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2004-05, 1. samling, alm. del –

bilag

105. Den 10. januar 2005, 14. januar 2005 og 24. februar 2005 sendte

indenrigs-

Læs alt

og sundhedsministeren de indkomne høringssvar til udvalget, jf.

folketingsåret 2004-05,

1. samling, svar på spørgsmål 86, og folketingsåret 2004-05, 2. samling, alm.

del – bilag 1. Den 24. februar 2005 sendte indenrigs- og

sundhedsministeren

endvidere et notat om høringssvarene til udvalget.

Politisk aftale

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige

gennemførelse af kommunalreformen.

Lovforslaget er således et led i udmøntningen af regeringens

aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den

efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.

Tilkendegivelse fra indenrigs- og

sundhedsministeren

Behandling af traumatiserede flygtninge.

Rehabilitering af traumatiserede flygtninge indgår som en af

sygehusvæsenets opgaver. Dette er bl.a. en opfølgning på anbefalingerne fra

arbejdsgruppen om rehabilitering af traumatiserede flygtninge og på

økonomiaftalen for 2002 mellem den daværende regering og Amtsrådsforeningen.

Arbejdsgruppen anbefalede i sin rapport fra 2001, at der inden for

sygehuslovens rammer stilles et særligt tværfagligt og tværkulturelt

rehabiliteringstilbud til rådighed for en nærmere afgrænset kreds af

traumatiserede

personer, og at der etableres frit valg til de daværende tre centre OASIS,

CEPAR og RCT-Jylland inden for nærmere fastlagte økonomiske rammer.

Der er tale om et specialiseret tilbud, som supplerer de øvrige

tilbud i amtskommunal og kommunal regi. Det særlige behandlingstilbud bør

således alene tilbydes personer, hvor de øvrige eksisterende

behandlingstilbud

er utilstrækkelige.

I forbindelse med økonomiaftalen mellem den daværende regering

og amterne for 2002 tilførtes den amtskommunale økonomi 40 mio. kr. med

henblik

på en gradvis udbygning af behandlingstilbud til traumatiserede flygtninge.

Amtskommunerne kan vælge selv at etablere behandlingstilbuddet i

sygehusvæsenet

eller benytte private institutioner som led i løsningen af opgaven.

Fra 1. januar 2005 er der indført frit valg til de to centre

OASIS og RCT-Jylland. Der vil endvidere fra 1. januar 2006 blive indført frit

valg til RCT-København.

Genoptræning efter sundhedslovens § 141.

Sundhedslovforslagets § 141 fastlægger en klar og utvetydig ret

for patienterne til genoptræning i overensstemmelse med den

genoptræningsplan,

som regionerne er forpligtet til at udarbejde til enhver patient, der efter

udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning,

jf. lovforslagets § 85. I de obligatoriske sundhedsaftaler mellem region og

kommune, skal der sikres et sammenhængende forløb. Det vil bl.a. blive sikret

ved formaliserede retningslinjer for kommunikationen i forbindelse med

udskrivning.

Klagemulighederne på genoptræningsområdet adskiller sig ikke fra

klagemulighederne på sundhedsområdet i øvrigt. Faglige klager vedrørende

genoptræning kan således indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og

klager over serviceniveauet kan indbringes for den politisk ansvarlige

myndighed

(her kommunalbestyrelsen).

Som det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovforslagets §

141, vil der blive fastsat regler om patienternes valgmuligheder i forhold

til

den genoptræning, kommunerne får ansvaret for. Patienterne er i medfør af

sundhedslovforslagets § 87 – ligesom i dag – sikret frit

sygehusvalg i de tilfælde,

hvor det af genoptræningsplanen fremgår, at der er behov for specialiseret

genoptræning i sygehusregi.

Det vil i en bekendtgørelse blive fastsat, at patienterne

herudover har mulighed for – hvor det af genoptræningsplanen fremgår, at

der er

behov for »almindelig genoptræning« – at vælge mellem de

genoptræningstilbud,

bopælskommunen har etableret eller indgået aftale om, og at vælge

genoptræningstilbud

på andre kommuners institutioner.

Når den nye kommunale opgavevaretagelse har fundet sit leje,

efter at sundhedsloven er trådt i kraft, vil det være oplagt at vurdere,

hvorvidt der er grundlag for yderligere styrkelse af patienternes frie valg

på

genoptræningsområdet, herunder frit valg til private tilbud.

Sammenhængen i sundhedsvæsenet.

Kommunalreformen indebærer, at kommunerne får en styrket rolle i

sundhedsvæsenet. Kommunerne får således et medansvar for sundhedsvæsenets

finansiering, og de får selv ansvar for genoptræning efter udskrivning og for

alkohol- og misbrugsbehanding. Derfor er det afgørende, at de initiativer,

der

skal sikre kvalitet, sikkerhed og sammenhæng ikke alene kommer til at gælde

for

regionernes, men også for kommunernes del af sundhedsvæsenet.

Dette er sikret i lovforslaget. Bestemmelserne om

kvalitetsudvikling og IT i § 194 vedrører udtrykkeligt så vel regionernes som

kommunernes opgavevaretagelse.

På det generelle kvalitetsområde er Den Danske Kvalitetsmodel et

afgørende initiativ. Udbredelsen af akkreditering efter modellen vil starte i

sygehussektoren, men perspektivet er klart, at det også skal omfatte

praksissektoren og kommunerne. Tilsvarende gælder for initiativerne på

IT-området – elektronisk patientjournal, kommunikationsstandarder og

sundhedsportalen.

For så vidt angår patientsikkerhed, er det i forbindelse med

lovens vedtagelse besluttet, at ordningen evalueres efter to år, bl.a. med

henblik på en vurdering af, hvordan og hvornår ordningen skal udvides til at

omfatte primærsektoren og det kommunale område.

Reglerne om patientklager gælder allerede for alle autoriserede

sundhedspersoner, uanset hvilken sektor de arbejder i.

Endelig er det afgørende sigte med lovforslagets regler om

samarbejde og obligatoriske aftaler, at regioner og kommuner skal sikre

sammenhæng

og samarbejde i sektorernes konkrete arbejde i de enkelte regioner.

Patienters ret til at indberette utilsigtede

hændelser.

I forbindelse med den enighed, som regeringen i januar 2003

opnåede med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og

Kristeligt Folkeparti, blev det aftalt, at patientsikkerhedssystemet efter 2

års drift skulle evalueres med henblik på at vurdere, hvordan patienter og

pårørende

vil kunne inddrages under ordningen.

Patientsikkerhedsordningen trådte i kraft den 1. januar 2004 og

har nu været i drift i lidt over 1 år. Ministeriet er i samarbejde med

Sundhedsstyrelsen i færd med at forberede den evalueringsordning, som blandt

andet skal undersøge muligheden for at give patienter og pårørende adgang til

at rapportere utilsigtede hændelser og fejl i ordningen. Når denne evaluering

foreligger i foråret 2006, tages der stilling til, hvordan og hvornår

patienter

og pårørende kan inddrages under ordningen.

Sundhedsstyrelsens godkendelseskompetence

vedr. lands- og landsdelsfunktioner.

Sundhedsstyrelsens kompetence til at stille krav til og godkende

placeringen af lands- og landsdelsfunktioner (ll-funktioner) findes i

sundhedslovforslagets § 209.

Sundhedsstyrelsen varetager allerede efter de nu gældende regler

den overordnede planlægning af ll-funktionerne i Danmark. Styrelsen

udarbejder

med nogle års mellemrum en specialevejledning efter indgående drøftelser

mellem

fagfolk på de enkelte områder og amterne/H:S. Vejledningen angiver, på hvilke

sygehuse de enkelte højt specialiserede funktioner placeres. Denne vejledning

følges som den helt overvejende hovedregel af amterne/H:S. Hvis et amt ønsker

at oprette en ll-funktion, som ikke er forudset i vejledningen, vil det altid

ske efter en forhandling, ligesom det vil være tilfældet ved væsentlige

ændringer i eksisterende ll-funktioner. Specialeplanlægningen har således

præg

af en samarbejdsproces. Ministeren har imidlertid – og det vil i praksis

være

efter Sundhedsstyrelsens indstilling – som en »nødbremse« mulighed for

at bestemme,

hvor en bestemt slags patienter skal behandles og dermed mulighed for at

lukke

for behandlingen andre steder, jf. sygehuslovens § 13, stk. 5.

Bestemmelserne i lovforslaget styrker styrelsens beføjelser

derved, at ll-funktioner udtrykkeligt skal godkendes, og at en sådan

godkendelse kan inddrages. Men det er stadig en forudsætning, at processen

vil

foregå i et samarbejde med fagfolk og regioner, og at der i langt de fleste

tilfælde vil være enighed mellem regioner og styrelse om planlægningen.

Samarbejdet

om planlægningen understreges af bestemmelserne i § 208 om det rådgivende

udvalg for specialeplanlægning med deltagelse af de lægefaglige selskaber og

regionerne. Drøftelserne i udvalget vil være en vægtig del af grundlaget for

Sundhedsstyrelsens godkendelser m.v. efter § 209.

Beføjelserne efter § 209 indebærer, at styrelsen skal godkende

ll-funktionernes placering på sygehuse, altså ikke blot f.eks. på regioner.

Baggrunden er, at kravene til en ll-funktion sjældent alene knytter sig til

den

enkelte sygehusafdeling, der er tale om. De højt specialiserede funktioner

fordrer meget ofte tilstedeværelse på samme sygehus af og samarbejde med en

række andre afdelinger på tilgrænsende områder og adgang til hjælpe- og

specialfunktioner på højt niveau. Derfor indgår de samlede relevante

faciliteter og funktioner på sygehuset i grundlaget for styrelsens vejledning

–

og efter forslaget for godkendelserne. Dertil kommer, at ll-funktionernes

geografiske placering i sagens natur har betydning også uden for egen region.

Også

regionerne vil selvsagt være opmærksomme på disse sammenhænge. Derfor må det

forventes, at der helt overvejende vil være enighed mellem styrelse og

regioner

også om den geografiske placering af ll-funktioner.

Psykiatri.

Psykiatrien lægges på linje med andre lægelige specialer i

regionerne sammen med den øvrige del af det behandlende sundhedsvæsen.

Ansvaret

for den sociale indsats for sindslidende samles i kommunen.

Med sundhedsloven bliver det obligatorisk for kommuner og

regioner at indgå sundhedsaftaler med det formål at sikre samordning og

sammenhæng for de sindslidende, som har behov for en samlet indsats, som går

på

tværs af to myndighedsniveauer. For regioner og kommuner bliver det herefter

et

obligatorisk element i disse sundhedsaftaler at fastlægge ansvaret for at

koordinere indsatsen for de såkaldte dobbeltdiagnosepatienter, som ved siden

af

deres sindslidelse har et misbrug.

Specialtandpleje efter sundhedslovens § 134.

Sundhedslovforslagets § 134 fastlægger kommunernes pligt til at

give et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk

udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud

i

børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen.

Det vil (ligesom i dag) fremgå af den kommende bekendtgørelse

vedrørende specialtandpleje, at sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl.

vil kunne henvises direkte til specialtandpleje. Den målgruppe, der vil kunne

henvises direkte til specialtandpleje, vil være den samme som i dag. Det vil

samtidig blive fastsat, at personer, der er henvist til specialtandpleje, og

som efter

tandlægefaglig

visitation

og rådgivning i specialtandplejen ikke skønnes at have behov for

specialiseret

behandling, kan henvises til behandling i omsorgstandplejen eller i

sygesikringstandplejen.

Det vil ligesom i dag blive fastsat i en bekendtgørelse, hvad

specialtandplejetilbudet skal omfatte (indholdet). Der vil blive tale om, 1)

individuel og kollektiv forebyggelse inklusiv hjælp til og instruktion i

tandpleje for den enkelte patient samt systematisk undervisning, oplysning

m.v.

til nøglepersoner omkring patienten. Herudover skal tilbuddet omfatte 2)

undersøgelse af tand-, mund- og kæberegionens sundhedstilstand med

individuelt

fastsatte intervaller, samt 3) behandling af læsioner, sygdomme og

funktionsforstyrrelser i tand-, mund- og kæberegionen, således at denne

bevares

i god funktionsdygtig stand under hensyntagen til den enkeltes samlede

tilstand.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen,

Amtstandlægekollegiet,

Bornholms Regionskommune,

Dansk Kiropraktor Forening,

De Samvirkende

Invalideorganisationer,

Den politiske formandsgruppe i

Kalundborg,

Det Nationale Råd for

Folkesundhed,

Sundhedsrådmand Niels Erik

Eskildsen, Århus Kommune,

Forbrugerrådet,

Foreningen af Speciallæger,

Benny Kristensen, Odense,

LO Faglige Seniorer,

Lægemiddelindustriforeningen,

Ólrunn í Hjøllum Nielsen,

Odense SV,

Overlægeforeningens

Psykiatriudvalg,

Praktiserende Lægers

Organisation,

Rådet for Socialt Udsatte,

Kurt Stoldt, Lystrup og

Tandlægernes Nye Landsforening.

Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget

kommenteret henvendelserne.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for

deres holdning til lovforslaget:

Den politiske formandsgruppe i

Kalundborg,

Sundhedsrådmand Niels Erik

Eskildsen, Århus Kommune

Foreningen af Speciallæger,

Landsforeningen SIND,

Ólrunn í Hjøllum Nielsen,

amtstandlæge Fyn m.fl. og

Tandlægernes Nye Landsforening.

Møder

Udvalget har haft møder om lovforslaget med følgende:

Amtsrådsforeningen,

Lægemiddelindustriforeningen og

Overlægeforeningens

Psykiatriudvalg.

Høringer over kommunalreformen

Udvalget har været inviteret til at deltage i Det Politisk-Økonomiske

Udvalgs høring om kommunalreformens økonomiske konsekvenser den 6. april 2005

og Retsudvalgets høring om retssikkerhedsmæssige konsekvenser af

kommunalreformen den 3. maj 2005.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 207 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret med

undtagelse af 4 spørgsmål, som forventes besvaret af indenrigs- og

sundhedsministeren inden 2. behandling.

11 af udvalgets spørgsmål og indenrigs- og sundhedsministerens

svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(udvalget med undtagelse af SF og EL) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med de af ministeren stillede

ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af et mindretal stillede

ændringsforslag.

Flertallet kan tiltræde indenrigs- og sundhedsministerens

tilkendegivelse under punkt 2 i betænkningen.

Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis

medlemmer af udvalget finder, at kommunalreformen som helhed skaber

grundlaget

for en moderne, fremtidssikret offentlig sektor på borgernes præmisser.

Opgaverne fordeles bedre, og de lokale og regionale enheder indrettes efter

de

opgaver, som de skal løse.

Reformen tegner en ny offentlig sektor i Danmark, hvor kommuner,

regioner og stat har hver deres rolle og identitet. V, DF og KF finder, at

reformen på sundhedsområdet sikrer borgerne et bedre sundhedsvæsen og skaber

større sammenhæng og mere kvalitet i sundhedsvæsenets indsats. V, DF og KF

konstaterer således med tilfredshed, at sundhedsloven udmønter de visioner

for

det danske sundhedsvæsen, som tog form med Strukturkommissionens betænkning,

regeringens udspil »Det nye Danmark« og aftalen fra juni 2004 mellem DF og

regeringen om strukturreformen.

Med sundhedsloven gennemføres reformen, og samtidig samles i én

lov bestemmelserne om borgernes rettigheder i forhold til sundhedsvæsenet, om

sundhedsvæsenets ydelser og om de centrale myndigheders opgaver. V, DF og KF

finder, at der dermed er skabt en mere overskuelig og sammenhængende

lovgivning, som det vil være lettere for borgere og myndigheder at få indblik

i

og overblik over.

De regioner, som etableres ved reformen, er indrettet med udgangspunkt

i målsætningen om at sikre et fremtidigt stærkt, regionalt sundhedsvæsen. Med

5

regioner bliver der grundlag for at samle flere behandlinger, udnytte

fordelene

ved specialisering bedre og sikre den bedst mulige udnyttelse af

ressourcerne.

Samtidig vil de 5 regioner give et stærkt planlægningsgrundlag og gøre det

muligt at give kvaliteten et markant løft. Med de nye stærkere kommuner er

der

endvidere skabt grundlag for, at kommunerne får en væsentlig styrket rolle på

sundhedsområdet.

V, DF og KF mener, at reformen på sundhedsområdet skaber et

forbedret grundlag for at sikre sammenhængende patientforløb på tværs af

administrative grænser samt let og lige adgang til forebyggelse,

undersøgelse,

behandling og pleje på et højt fagligt niveau, samtidig med at der sker en

styrkelse af borgernes frie valgmuligheder. Endvidere skabes der grundlag for

en stærkere indsats for at sikre kvalitet, effektivitet og faglig udvikling i

sundhedsvæsenet i et samspil med de centrale sundhedsmyndigheder, der

tildeles

styrkede beføjelser.

Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af

udvalget konstaterer, at regeringen har været fuldstændig fastlåst i den

hovedarkitektur, som den aftalte med Dansk Folkeparti i juni 2004.

Hovedarkitekturen

har derfor været en præmis, som det ikke har været muligt at ændre på under

forhandlingerne om lovforslagene. Det gælder også i forhold til regeringens

finansieringsmodel på sundhedsområdet, som S og RV er uenige i. S’ og

RV’s

holdning til strukturreformens hovedarkitektur fremgår af det fælles

betænkningsbidrag

til lovforslag nr. L 65 (lov om regioner og nedlæggelse af amtskommuner

m.v.),

som der henvises til.

Regionernes finansiering

S og RV har noteret sig, at regeringen og Dansk Folkeparti på

eget initiativ har valgt at tage finansieringsdelen ud af nærværende

lovforslag

og indsætte den i forslag til lov om regionernes finansiering (L 71), som S

og

RV vil stemme imod. Sundhedsloven rummer herefter ikke bestemmelser om

regionernes finansiering.

S og RV er grundlæggende uenige i den måde, regeringen har valgt

at indrette regionernes finansiering på, og kan derfor heller ikke tage et

medansvar for den valgte model. S og RV har uændret den opfattelse, at

regionerne

bør sikres egen ret til at udskrive skatter – i tråd med det anerkendte

forvaltningsprincip om, at opgaver og økonomisk ansvar bør følges ad. Al

erfaring tilsiger, at skatteudskrivningsretten holder de folkevalgte fast på

deres økonomiske ansvar. Den giver politikerne det bedst mulige udgangspunkt

for at prioritere og træffe vanskelige beslutninger til gavn for

effektiviteten

og omkostningsbevidstheden i opgaveløsningen. Skatteudskrivningsretten vil på

den måde kunne modvirke behovet for stigende skatter.

I sidste ende skal udgifterne til sundhedsområdet under alle

omstændigheder finansieres gennem skatter og afgifter. Dette er værd at

understrege, for mens regeringen med den ene hånd fjerner

skatteudskrivningsretten

fra regionerne – stik imod sagkundskabens mange advarsler –

indfører den med

den anden hånd en statslig sundhedsskat. Alt sammen øger i sidste ende

uigennemskueligheden for borgerne samt sandsynligheden for, at det bliver

sværere at styre de offentlige sundhedsudgifter. Det er symbolpolitik af

værste

art.

Grundlæggende er S og RV enige i, at kommunerne fremover bør

bidrage til finansieringen af sundhedsområdet. Økonomiske incitamenter er et

redskab, der rigtigt anvendt kan være med til at styrke kommunernes indsats

på

området. Men S og RV har noteret sig, at regeringens finansieringsmodel, hvor

kommunerne bl.a. betaler en ensartet takst for hver indlæggelse på sygehuset,

har været genstand for massiv kritik – både blandt uafhængige

eksperter/forskere og de faglige organisationer. Den helt generelle

finansieringsmodel, regeringen har valgt, vil medføre kommunal

medfinansiering

på alle områder og udløse cirka 60-70 millioner posteringer som følge af de

aktivitetsafhængige kommunale bidrag. S og RV ønsker ikke dette både

uoverskuelige og uhensigtsmæssige bureaukrati, som der samtidig ikke er

sandsynlighed for vil virke.

På den baggrund har S og RV i forhandlingerne stillet forslag om

at få undersøgt en fleksibel finansieringsmodel, hvor hver region aftaler med

sine

kommuner, hvordan den kommunale medfinansiering i deres område konkret skal

indrettes. S’ og RV’s udgangspunkt er, at denne fleksible

aftalemodel skal

omfatte både et kommunalt grundbidrag og et vist niveau af aktivitetsbestemt

bidrag.

Hvis ikke den enkelte region og dens kommuner kan blive enige, har S og RV

foreslået, at man undersøger en central tilbagefaldsmodel med en kommunal

medfinansiering, der primært rettes mod de medicinske behandlinger.

S’ og RV’s ønske om at få vurderet en fleksibel aftalemodel skal

ses i lyset af, at der eksisterer bemærkelsesværdig lille viden om effekten

af

et kommunalt medfinansieringssystem. Regeringen har under udvalgsbehandlingen

ikke kunnet fremlægge nogen form for udredning eller erfaringer fra udlandet

for den valgte model. Derfor har det været ekstra vigtigt for S og RV, at de

myndigheder, der skal varetage sundhedsopgaven, er med til at tilrettelægge

finansieringen – med afsæt i den indsigt og de særlige forhold, der gør

sig

gældende på sundhedsområdet.

Regeringens model skaber en risiko for, at den kommunale

medfinansiering ender som en pengemaskine, der mest af alt avler frustration,

afmagt og endeløs kritik hos så vel kommuner som regioner. S og RV frygter,

at

regeringens model vil medføre uhensigtsmæssig kassetænkning og stigende

sundhedsudgifter – i lodret konflikt med regeringens erklærede mål om

udgiftsneutralitet. Der henvises desuden til S’ og RV’s

betænkningsbidrag til forslag

til lov om regionernes finansiering (L 71), som S og RV stemmer imod.

Sundhedsloven

–

generelt

Sundhedsloven er en slags sundhedsvæsenets »grundlov«, idet

loven samler 15 eksisterende love under ét. Derudover omfatter loven de

ændringer, der følger af strukturreformen.

S og RV hilser det velkomment, at sundhedsområdet på denne måde

får sin egen lov. Det øger gennemsigtigheden for borgerne i forhold til

reguleringen af sundhedsvæsenet og forbedrer mulighederne for en koordineret

opgaveløsning på sundhedsområdet.

S og RV deler regeringens mål om et stærkt offentligt

sundhedsvæsen, der tilbyder patienterne fri, lige og gratis adgang til

forebyggelse, behandling og pleje på et højt niveau. S og RV har noteret sig

ministerens svar på spørgsmålene 33-36. Heri bekræfter ministeren, at

borgerne

også fremover skal have adgang til vederlagsfri behandling på sygehuse samt

hos

alment praktiserende læger, speciallæger m.v. Ministeren fastslår, at

forslaget

til sundhedsloven fuldstændig uændret viderefører de nugældende regler, for

så

vidt angår vederlagsfri behandling. Det står derfor klart, at regeringen ikke

uden en lovændring kan indføre brugerbetaling på nye områder.

S og RV mener, at det er en styrke, at det samlede sundhedsvæsen

fremover placeres i fem folkevalgte regioner. De har det nødvendige

befolkningsunderlag for at yde en behandling af høj kvalitet i trit med den

teknologiske og medicinske udvikling.

S og RV støtter, at kommunerne får et centralt medansvar for

forebyggelsen.

Det er positivt, at sundhedsloven lægger op til en stærkere

Sundhedsstyrelse, der løbende kan bidrage til et ensartet, højt fagligt

niveau

i det danske sundhedsvæsen. S og RV har dog ikke fået sikkerhed for, at

Sundhedsstyrelsen også fremover får tilstrækkelige ekstra ressourcer til at

løfte sine nye opgaver. Risikoen er derfor, at Sundhedsstyrelsen snarere

kommer

til at bremse end fremme udviklingen i sundhedsvæsenet.

Regionernes

handlefrihed

Det er vigtigt, at regionerne fremover får den nødvendige plads

til at udvikle det danske sundhedsvæsen til glæde for patienterne. S og RV

mener uændret, at regionerne bør omfattes af kommunalfuldmagten helt på linje

med kommunerne og dermed gives samme adgang til at udvikle deres

opgavefelter.

I erkendelse af, at regeringen ønsker regionernes ansvar

positivt afgrænset, har S og RV dog som konkrete forbedringer foreslået, at

regionerne i loven skal gives en positiv ret og pligt til at udvikle

sundhedsvæsenet,

og at kravet om ministerens godkendelse skal udgå fra § 79, stk. 3 og 4. Det

vil give regionerne den nødvendige frihed til at tage de initiativer, de

skønner er nødvendige for at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen.

Regeringen har ikke ønsket at imødekomme S’ og RV’s ønsker, men

har forsikret, at regionerne vil få samme handlefrihed, som amterne har i

dag.

Det er dog en imødekommelse, at regeringen har stillet et ændringsforslag til

§

79, så en regions samarbejde med offentlige myndigheder eller private

virksomheder som udgangspunkt er godkendt, medmindre ministeren inden en

måned

har givet afslag. Det vil sikre regionerne en hurtigere sagsbehandling.

S og RV er skeptiske over for Sundhedsstyrelsens nye beføjelse

til at gribe ind og beslutte, hvor højt specialiserede funktioner skal

placeres, og om funktioner skal lukkes ned. Dette ansvar bør som udgangspunkt

påhvile regionerne. Sundhedsstyrelsen skal naturligvis kunne skride ind, hvis

lands- og landsdelsfunktionerne ikke efterlever styrelsens faglige krav. S og

RV noterer dog med tilfredshed, at regeringen i sit betænkningsbidrag har

tilkendegivet, at ministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen kun vil

bruge denne beføjelse som en »nødbremse«.

S og RV skal i den forbindelse stille sig undrende over for, at

det rådgivende udvalg, som Sundhedsstyrelsen nedsætter til at lade sig

rådgive

af bl.a. i forbindelse med specialeplanlægningen, skal have

Sundhedsstyrelsens

egen øverste chef, medicinaldirektøren, som født formand. Det sår tvivl om,

hvorvidt Sundhedsstyrelsen på den måde sikres den nødvendige uafhængige

rådgivning på området. S og RV havde foretrukket en ekstern, uafhængig

formand.

Genoptræning

Genoptræningen har fra første færd stået i centrum af

strukturdebatten. S og RV har derfor lagt afgørende vægt på at sikre landets

patienter en bedre genoptræning og ikke mindst bedre genoptræningsforløb.

S og RV har under forhandlingerne om sundhedsloven lagt stor

vægt på at sikre patienterne en ubetinget ret til genoptræning helt i

overensstemmelse med deres genoptræningsplan. Med regeringens

betænkningsbidrag

anser S og RV det for juridisk bindende, at patienterne har en klar og

utvetydig

ret til genoptræning i overensstemmelse med genoptræningsplanen.

Derudover er det glædeligt, at patienterne sikres mulighed for

frit at kunne vælge blandt alle kommuners almindelige genoptræningstilbud.

Dermed

vil patienterne bl.a. kunne modtage genoptræning tæt på et midlertidigt

opholdssted uden for hjemkommunen, f.eks. i deres sommerhuskommune.

S og RV skal dog beklage, at regeringen har nedsat en

arbejdsgruppe, der skal undersøge hele området, men at analyser og

anbefalinger

først kommer efter strukturreformens vedtagelse. Dermed har forhandlingerne

om

genoptræningen i høj grad foregået på et mangelfuldt grundlag. S og RV vil

nøje

følge området – og ikke mindst, om lovens hensigt efterleves.

Forebyggelse

Et hovedformål med reformen på sundhedsområdet er at styrke den

samlede indsats, når det gælder forebyggelse og sundhedsfremme. S og RV kan

varmt støtte dette formål, men tvivler grundlæggende på, om det også vil ske

i

praksis. Et hovedproblem er i den forbindelse reformens påståede

udgiftsneutralitet. Det betyder, at kommunerne forventes at styrke

forebyggelsen uden at få tilført de nødvendige ekstra ressourcer. S og RV

noterer sig dog i den forbindelse, at forebyggelse og sundhedsfremme indgår

som

en obligatorisk del af de sundhedsaftaler, som regionerne skal indgå med

deres

kommuner.

S og RV har samtidig ønsket en præcisering af regionernes ansvar

for den patientrettede forebyggelse. Dette ønske har regeringen imødekommet

med

et ændringsforslag til § 120, der herefter utvetydigt fastslår, at regionerne

har ansvar for den patientrettede forebyggelse på sygehusene og i

praksissektoren.

Sammenhængen i sundhedsvæsenet

I fremtidens sundhedsvæsen skal patienterne opleve et

sammenhængende system, hvad enten behandlingen foregår hjemme, på det

kommunale

sundhedscenter, hos egen læge eller på sygehuset, hvad enten dette er

offentligt eller privat.

S og RV har i forhandlingerne ønsket, at det af sundhedsloven

fremgår, at så vel kommunerne som private klinikker og hospitaler på sigt bør

omfattes af samme krav til kvalitet, patientsikkerhed, patientrettigheder og

it,

som gælder for det øvrige sundhedsvæsen. For kommunernes vedkommende rummer

sundhedsloven denne intention, dog ikke når det gælder indberetningen af

utilsigtede

hændelser.

Regeringen har i ministerens tilkendegivelse imødekommet S og RV

på dette punkt, idet regeringen nu konstaterer, at det i forbindelse med en

evaluering af patientsikkerhedsloven skal vurderes, »hvordan og hvornår

ordningen skal udvides til at omfatte primærsektoren og det kommunale

område«.

S og RV skal dog beklage, at regeringen ikke har ønsket at

imødekomme ønsket om, at også de private klinikker og sygehuse omfattes af

samme krav som det øvrige sundhedsvæsen, også når det gælder kvaliteten af

behandlingen. Det svækker det sammenhængende sundhedsvæsen og skaber en

unødvendig usikkerhed for patienterne.

Psykiatri

Der har i forbindelse med strukturreformen været udtrykt

bekymring for strukturen på det psykiatriske område, herunder specielt for,

om

reformen skaber tilstrækkelig sikkerhed for en sammenhængende indsats på

området, og om regionerne får mulighed for at fortsætte den positive

udvikling

på det psykiatriske område, som amterne har taget fat på.

For S og RV er det magtpåliggende, at den nye sundhedslov

bidrager til en mere effektiv koordination end i dag, ikke mindst når det

gælder behandlingstilbuddet til de sindslidende patienter, der også har

misbrugsproblemer, de såkaldte dobbeltdiagnosepatienter. I dag oplever mange

patienter med dobbeltdiagnose, at de får et utilstrækkeligt

behandlingstilbud,

i det omfang de overhovedet får et tilbud.

S og RV anser det for et fremskridt, at regeringen i ministerens

tilkendegivelse fastslår en entydig ansvarsplacering af den behandlende

psykiatri hos regionerne og af den sociale indsats for sindslidende hos

kommunerne. Samtidig præciseres det, at regioner og kommuner er forpligtede

til

at samordne og koordinere indsatsen for dobbeltdiagnosepatienterne, så disse

mennesker får et egnet behandlingstilbud og ikke bliver kastebolde mellem to

myndighedsniveauer. S og RV vil nøje følge, om lovens hensigt efterleves.

Specialtandplejen

Mindretallet konstaterer, at regeringen i sit betænkningsbidrag

fastslår, at sindslidende, psykisk udviklingshæmmede og andre af de svageste

grupper i vores samfund også fremover vil have ret til tandlægebehandling i

specialtandplejen. Mindretallet vil nøje følge området og specielt, om denne

hensigt også udmøntes i praksis.

Patienten i centrum

Sundhedsoplysninger:

Sundhedsloven lægger som noget nyt op til, at sygehuset

automatisk skal kunne informere patientens egen læge om behandlingen. Det

mener

S og RV er uhensigtsmæssigt i erkendelse af, at der fortsat vil være

patienter,

der ikke ønsker, at deres egen læge er bekendt med alt. De risikerer i det

foreslåede

system ikke at vide, at denne nye automatiske videreformidling til egen læge

sker. Læger på sygehusene bør derfor fortsat skulle indhente patientens

mundtlige eller skriftlige samtykke, før oplysninger om den pågældende

patient

sendes videre til egen læge.

Patientkontorer:

S og RV noterer sig, at det i sundhedslovens bemærkninger er

præciseret, at patientkontorerne skal »styrke patienternes retsstilling

gennem

en forbedret og uafhængig rådgivning og bistand«. Der er i forbindelse med

høringssvarene til sundhedsloven rejst tvivl om, hvorvidt patienterne også

sikres

denne »uafhængige« rådgivning, idet patientvejlederne/patientkontorerne er

placeret direkte under regionerne. Der er ifølge regeringen ikke hidtil

gennemført tilfredshedsundersøgelser og eksterne evalueringer af

patientkontorerne. Det vil S og RV opfordre til sker for på den baggrund at

vurdere, om ordningen lever op til kravet om »uafhængighed«. S og RV vil nøje

følge udviklingen på området.

Et

mindretal

i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling. Mindretallet

vil stemme for de af et mindretal under nr. 1, 2 og 6 stillede

ændringsforslag

og de af ministeren under nr. 3-5, 8-12, 14-22 og 25-27 stillede

ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det af ministeren under nr. 13

stillede ændringsforslag og stemme hverken for eller imod de af ministeren

under nr. 7, 23 og 24 stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkepartis

og Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, det er helt umuligt at

overskue,

om ændringsforslagene under nr. 7, 23 og 24 er en forbedring eller

forringelse

af det fremsatte forslag. SF og EL finder det også mærkværdigt, at disse

ændringsforslag først kommer så sent og ikke var indarbejdet i det fremsatte

lovforslag.

SF og EL henviser til

betænkningsbidraget til lovforslag nr. L 65, hvori SF’s og EL’s

generelle

indvendinger mod kommunalreformen oplistes.

SF og EL mener, at alle

sundhedsydelser skal være gratis for befolkningen. SF og EL har derfor

stillet

ændringsforslag om, at man i formålsparagraffen (§ 2) skriver, at der skal

være

»fri og lige« adgang til sundhedsvæsenet. Dernæst foreslår SF og EL et stk. 2

til

§ 2 om, hvor undtagelser kan forekomme. Undtagelserne gør det muligt at

fortsætte med den brugerbetaling, der er i dag, f.eks. på behandling hos

tandlæge.

Med finansieringen af

regionerne er opfundet en brugerbetaling for kommunerne, som opkræves hver

gang

en af kommunens borgere bliver indlagt på sygehus eller går til

læge/speciallæge. Denne medfinansiering er SF og EL meget skeptiske over for,

fordi den indbyder til, at kommunerne søger at forhindre indlæggelse og besøg

hos lægen. Der vil blive lagt et pres på de praktiserende læger for ikke at

indlægge borgeren, og på plejehjemmet vil de ansatte blive presset til at

forhindre beboeren i at søge læge.

SF og EL finder desuden,

at det er uhensigtsmæssigt at flytte genoptræning og forebyggelsesarbejdet

over

i mindre enheder, fordi det faglige miljø smadres og kvaliteten forringes. §

120, der omhandler forebyggelse og sundhedsfremme er en generel og alvorlig

forringelse. Det vil fremover være kommunerne, der alene skal løfte

opgaverne,

mens det i den nuværende struktur er amterne, som har sikret udvikling og

koordination. Det betyder, at (de fleste) kommuner ikke har den

nødvendige faglige

kapacitet til at udvikle eksisterende forebyggende og sundhedsfremmende

tiltag.

Den nødvendige viden kan ikke tilvejebringes umiddelbart, for de ansatte i

amtet kan jo ikke bare deles ud på flere kommuner og fungere på samme sæt og

vis som nu. De faglige miljøer går i opløsning.

SF og EL kunne ønske sig,

at der i lovforslaget blev indbygget en passus om, at relevante faggrupper og

borgergrupper aktivt skal inddrages i, hvordan kommunerne vil tilrettelægge

det

forebyggende og sundhedsfremmende arbejde.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske

udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

et

mindretal

(SF og EL):

Til § 2

1)

I

nr. 1

ændres »let« til: »fri« og efter »sundhedsvæsenet« indsættes:

», jf. dog stk. 2«.

[Præcisering af, at sygehusbehandling og behandling hos alment

praktiserende læger og speciallæger er vederlagsfri]

2)

Som

stk. 2

indsættes:

»Stk. 2.

Uanset stk. 1,

nr. 1, kan der opkræves egenbetaling for ydelser efter følgende bestemmelser:

1)

§ 51, stk. 2, (b

etaling for tolkebistand for personer, der har boet i

Danmark mere end 7 år).

2)

§ 61, stk. 2, (tilskud

til lægehjælp hos alment praktiserende læge (sikringsgruppe 2)).

3)

§ 65, stk. 2, (tilskud

til lægehjælp hos praktiserende speciallæge (sikringsgruppe 2)).

4)

§ 65, stk. 3, (tilskud

til lægehjælp hos speciallæge (inden for hvis speciale, der ikke findes en

godkendt

overenskomst med det offentlige)).

5)

§§ 66 og 73 (t

ilskud til behandling hos tandlæge).

6)

§§ 67 og 73 (t

ilskud til behandling hos kiropraktor).

7)

§§ 68 og 73 (t

ilskud til behandling hos fysioterapeut).

8)

§§ 69 og 73 (t

ilskud til behandling hos fodterapeut).

9)

§§ 70 og 73 (t

ilskud til behandling hos psykolog).

10)

§§ 71 og 73 (t

ilskud til briller til børn under 16 år).

11)

§§ 72 og 73 (tilskud til

anden behandling).

12)

§ 74 (k

ommunalbestyrelsen

kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 61

og 65-72 omhandlede ydelser).

13)

§ 130, stk. 2, (tilskud

til tandpleje til børn og unge i privat tandlægepraksis, hvor dette ikke

er en del af det tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til

rådighed).

14)

§ 130, stk. 4, (f

or børn og unge under 18 år, der vælger tandpleje på en

anden kommunes tandklinik, der er dyrere end børne- og ungdomstandplejen i

bopælskommunen).

15)

§§ 144-152 (t

ilskud

til lægemidler).

16)

§ 160 (t

ilskud

til ernæringspræparater).

17)

§ 161 (b

egravelseshjælp).

18)

§ 162 (v

isse

ydelser til søfarende m.v.).

19)

§ 167 (t

ilskud

til tandpleje til visse kræftpatienter samt patienter med Sjøgrens Syndrom).

20)

§ 169 (t

ilskud

til ydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land).

21)

§ 172 (befordringsgodtgørelse til personer, der

har ret til vederlagsfri sygehusbehandling).«

[Fastlæggelse af, hvilke ydelser fra sundhedsvæsenet der kan

opkræves egenbetaling

for]

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til § 7

3)

I

stk. 2

udgår », jf. dog § 8«.

[Konsekvensrettelse]

Til § 8

4)

Paragraffen udgår.

[Fjernelse af karenstiden til ydelser i praksissektoren og i sygehusvæsenet]

Til § 65

5)

I

stk. 3

udgår »godkendt«.

[Redaktionel ændring]

Af

et

mindretal

(SF og EL):

Til § 79

6)

I

stk. 2

indsættes som

2. pkt.:

»Et regionsråd kan dog uanset 1. pkt. ikke udleje lokaler eller

udstyr, som knytter sig til den primære sygehusdrift (f.eks. sengeafdelinger,

operations- og undersøgelsesstuer samt dertil hørende udstyr), til private

virksomheder.«

[Muligheden for, at private virksomheder kan leje lokaler og

udstyr relateret til den primære sygehusdrift på offentlige sygehuse,

fjernes]

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af et

flertal

(udvalget med undtagelse af SF

og EL):

Til § 79

7)

I

stk. 3

indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:

»Et sådant samarbejde anses for godkendt, medmindre regionsrådet

modtager afslag på godkendelse inden en måned efter, at indenrigs- og

sundhedsministeren har modtaget orientering fra regionsrådet om samarbejdet.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger

orienteringen skal indeholde, herunder om udsættelse af fristen, såfremt de

nødvendige oplysninger ikke foreligger ved orienteringen.«

[Regionsrådet kan ved orientering om samarbejde efter § 79,

stk. 3, opnå godkendelse inden for en måned.]

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til § 80

8)

I

stk. 2

ændres »Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter«

til: »RehabiliteringsCenter for Muskelsvind«.

[Konsekvensrettelse]

Til § 86

9)

I

stk. 1

ændres »§ 279, stk. 7« til: »§ 279, stk. 8.«

[Redaktionel ændring]

Til § 120

10)

I

stk. 3

indsættes efter »Regionsrådet tilbyder«: »patientrettet

forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v. samt«.

[Præcisering af regionernes pligt til at tilbyde patientrettet

forebyggelse i forbindelse med undersøgelse og behandling]

Til § 176

11)

I

2. pkt.

udgår »godkendt«.

[Redaktionel ændring]

Til § 208

12)

I

stk. 2

indsættes efter »lægevidenskabelige selskaber«: »,

sygeplejefaglige selskaber«.

[De sygeplejefaglige selskaber bliver repræsenteret i det

rådgivende udvalg for specialeplanlægning].

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af et

flertal

(udvalget med undtagelse af SF

og EL):

Til § 210

13)

I

stk. 1

indsættes efter »sygehuse«: »samt på private sygehuse«.

[Videreførelse af sygehuslovens § 13, stk. 1, 1. pkt.,

hvorefter regionerne både skal indgå aftaler om benyttelse af lands- og

landsdelsfunktioner på fremmede regionale sygehuse og private sygehuse

(godkendt af Sundhedsstyrelsen)].

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til § 216

14)

Efter stk. 1 indsættes som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen

kan iværksætte skærpet tilsyn over for den i stk. 1 nævnte personkreds,

såfremt

styrelsen har begrundet formodning om, at den pågældende sundhedspersons

virksomhedsudøvelse vil udgøre en forringet sikkerhed for patienter.

Sundhedsstyrelsens beslutning om skærpet tilsyn kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

[Præcisering af begrebet skærpet tilsyn]

15)

I

stk. 2,

der bliver stk. 3, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 2«.

[Konsekvensrettelse]

Til § 220

16)

I

stk. 1, 1. pkt.,

ændres », jf. § 140 i lov om social service« til: »omfattet

af lov om social service«.

[Redaktionel ændring]

17)

I

stk. 2, 2. pkt.,

ændres »jf. §

112 a

i lov om social service, og til

det kommunale ældreråd, jf. § 30 i lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område.« til: »jf. lov om social service, og til det kommunale

ældreråd, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.«

[Redaktionel ændring]

Til § 230

18)

I paragraffen udgår »godkendt«.

[Redaktionel ændring]

19)

Efter »honorarer, tilskud«

indsættes: », udbetaling af tilskud, regler om henvisning til behandling«.

[Redaktionel ændring]

Til § 235

20)

S

tk. 2-4

udgår.

[Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes

ydelser i praksissektoren og om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til

regionernes ydelser i praksissektoren udgår]

Til § 239

21)

Paragraffen udgår.

[Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes

ydelser i sygehusvæsenet udgår]

Til § 244

22)

Paragraffen udgår.

[Bestemmelsen om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til

regionernes sygehusvæsen udgår]

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af et

flertal

(udvalget med undtagelse af SF

og EL):

Til § 275

23)

Paragraffen affattes således:

»§ 275.

Medmindre højere straf er fastsat i anden lovgivning, straffes med bøde den,

som undlader at efterkomme en forpligtelse efter § 216, stk. 3 og 5, eller

som

overtræder regler, påbud eller forbud udstedt i medfør af §§ 220 og 221.«

[Straffebestemmelse]

Ny paragraf

24)

Efter § 277 indsættes som ny

paragraf:

»§ 01.

Indenrigs- og

sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af § 230,

fastsætte

bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.«.

[Bemyndigelse til at fastsætte straf]

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til § 279

25)

I

stk. 2, nr. 10,

ændres »Kapitel 1« til: »§§ 1-3 og 4 a«.

[Konsekvensrettelse]

26)

I

stk. 4

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Samtidig ophæves § 13 i lov om sygehusvæsenet.«

[Konsekvensrettelse]

27)

Efter stk. 4 indsættes som nyt

stykke:

»Stk. 01.

§ 216 træder i

kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves § 4 i lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002.«

[Ikrafttrædelsesbestemmelse]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Ændringsforslagene har til formål at sikre, at der ikke hersker

nogen tvivl om, at det fundamentale princip i det danske sundhedssystem om,

at

ydelser fra det danske sundhedsvæsen som udgangspunkt og alt overvejende

hovedregel er vederlagsfri, også gælder uændret fremover. SF og EL finder det

vigtigt at få fastslået, at lovforslaget ikke indebærer ændringer i forhold

til

gældende regler om, hvilke ydelser borgerne har ret til vederlagsfrit.

Således

præciserer ændringsforslagene, at sygehusbehandling og behandling hos alment

praktiserende læger og speciallæger m.v. forbliver vederlagsfri ydelser for

borgerne.

SF og EL mener nemlig ikke, at der i lovforslaget er fuld

sikkerhed for en sådan fortolkning, jf. at det oprindelige »fri og lige

adgang«

i lovforslagets formålsbestemmelse (§ 2) er ændret til »let og lige adgang«,

og

at indenrigs- og sundhedsministeren i et brev til udvalget oplyser, at

ministeriet ved en fejl ikke har fået præciseret i bemærkningerne til § 2, at

princippet om vederlagsfri adgang til sygehusydelser, lægehjælp, kommunale

sundhedsydelser m.v. fastholdes, jf. L 74 – bilag 4.

SF og EL havde på den baggrund gerne set, at indenrigs- og

sundhedsministeren af egen drift havde stillet ændringsforslag til

præcisering

af, at dette grundlæggende princip fastholdes, men det har indenrigs- og

sundhedsministeren afvist, jf. ministerens svar på spørgsmål 36.

Den i ændringsforslag nr. 1 foreslåede ændring indeholder en præcisering

af, at det fundamentale udgangspunkt i det danske sundhedssystem om, at

ydelser

fra det danske sundhedsvæsen er vederlagsfri, fastholdes.

Det i ændringsforslag nr. 2 foreslåede stk. 2 fastlægger, hvilke

ydelser der kan opkræves egenbetaling for. De nævnte ydelser baserer sig på

indenrigs- og sundhedsministerens svar på spørgsmål 33, hvor ministeren bl.a.

har oplyst, hvilke ydelser der efter lovforslaget kan opkræves egenbetaling

for. SF og EL har samtidig noteret sig, at indenrigs- og sundhedsministeren i

sit svar på spørgsmål 33 tillige har oplyst, at der er tale om en fuldstændig

videreførelse af gældende regler.

Med ændringsforslagene

tilsigtes således en præcisering af, at de gældende regler for, hvilke

ydelser

der er vederlagsfrie, og hvilke ydelser der kan opkræves egenbetaling for,

fastholdes, ligesom ændringsforslagene har til formål at understøtte

princippet

om, at ydelser fra det danske sundhedssystem som udgangspunkt også fremover

skal være vederlagsfrie.

Til nr. 3

Ændringen er en konsekvens af, at § 8 udgår.

Til nr. 4

Med ændringsforslaget fjernes karenstiden til ydelser i

praksissektoren og i sygehusvæsenet, således at der ikke er karenstid for

ydelser efter sundhedsloven.

Enhver person, der har bopæl i Danmark, har i dag ret til ydelser

efter sygesikrings- og sygehusloven. Personer, der flytter til landet, har

dog

først ret til ydelser seks uger efter tilflytningen, medmindre de er omfattet

af særlige undtagelsesregler. Endvidere har enhver person, der opholder sig i

Danmark, ifølge sygehusloven ret til vederlagsfri akut sygehusbehandling.

Undtaget for karenstid er personer, der flytter til eller får

arbejde i Danmark, i det omfang disse personer kan sammenlægge seks ugers

forsikringstid optjent i en anden stat, jf. overenskomster med andre stater

og

EF-retten, her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse

af

de sociale sikringsordninger for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende

og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.

Der gælder i dag heller ingen karenstid for personer, der vender

tilbage for at tage bopæl her i landet efter at have opholdt sig i udlandet

som

udsendte repræsentanter for en dansk offentlig myndighed, ansat i et dansk

firmas filial eller underselskab eller i øvrigt beskæftiget i dansk interesse

eller med henblik på uddannelse, jf. bekendtgørelser fastsat i medfør af § 1,

stk. 3, i sygesikringsloven og § 5, stk. 7, i sygehusloven.

Endelig gælder der i dag ingen karenstid for ret til ydelser

efter loven om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, loven om

forebyggende sundhedsordninger for børn, loven om

hjemmesygeplejerskeordninger

samt loven om tandpleje m.v.

Ændringsforslaget medfører en forenkling af den kommunale

administration med karenstidsordningen.

Når en person flytter til Danmark, skal kommunen efter de

gældende regler således tage stilling til, om personen er omfattet af seks

ugers karenstid. Mere end halvdelen af de borgere, der årligt flytter til

Danmark, skønnes at være omfattet af undtagelsesreglerne, således at de

umiddelbart har helt eller delvis ret til lovens ydelser fra det tidspunkt,

hvor de er registreret i folkeregisteret. Der er dog tale om en konkret

stillingtagen fra kommunens side i hvert enkelt tilfælde. Der er således

forbundet

en væsentlig administration med karenstidsordningen.

Med ændringsforslaget imødekommes derudover en af anbefalingerne

fra Sundhedsstyrelsens redegørelse for sundhedsbetjeningen af flygtninge og

indvandrere, der kommer til Danmark, hvad angår smitsomme sygdomme, april

2002.

Ifølge Sundhedsstyrelsen udgør karenstiden et særligt problem

for helbredsundersøgelse af udlændinge, der kommer til Danmark fra

risikoområder. Det skønnes derfor hensigtsmæssigt, at de pågældende kan

undersøges

inden for de seks uger, herunder for smitsomme sygdomme. Med en ophævelse af

karenstiden vil alle personer, der flytter til Danmark, få mulighed for at

opsøge egen læge allerede fra tilmeldingen til folkeregisteret. Der henvises

herom til 1. behandlingen af beslutningsforslag nr. B 42 den 28. april

2005.

Ændringsforslaget vil medføre en merudgift for regionerne og en

besparelse for kommunerne. De samlede offentlige merudgifter ved

ændringsforslaget

skønnes at udgøre i størrelsesorden 2 mio. kr. årligt.

Til nr. 5

Der er tale om en redaktionel ændring, der er en følge af, at de

faglige organisationers overenskomster med det offentlige, jf. § 228, ikke

skal

godkendes.

Til nr. 6

Det følger af den i lovforslaget foreslåede § 79, stk. 2, at

indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd

mod

betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder

udlejning af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private

virksomheder.

Ændringsforslaget har til formål at sikre, at der ikke vil kunne

fastsættes bestemmelser om, at et regionsråd kan udleje lokaler og udstyr på

et

af regionens sygehuse til private virksomheder, når der er tale om lokaler og

udstyr, som benyttes i forbindelse med den primære sygehusdrift (dvs.

patient-behandling

og -undersøgelser og lign.).

Ændringsforslaget ændrer derimod ikke på, at der fortsat vil

være mulighed for, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler

om,

at regionsrådet fortsat kan udleje lokaler og udstyr til private virksomheder

i

forbindelse med, at disse forestår f.eks. cafeteria- og kioskdriften på

sygehuset

(dvs. accessoriske ydelser i sygehusvæsenet).

Til nr. 7

Efter sundhedslovens § 79, stk. 3, 1. pkt. kan et regionsråd

efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde med offentlige

myndigheder

og private virksomheder, herunder i selskabsform, om løsningen af fælles

opgaver efter lovens afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig dermed

forbundne udgifter.

Det foreslås, at et sådant samarbejde anses for godkendt,

medmindre regionsrådet modtager afslag på godkendelse inden en måned efter,

at

indenrigs- og sundhedsministeren har modtaget orientering fra regionsrådet om

samarbejdet.

Formålet med ændringsforslaget er at sikre regionerne en hurtig

godkendelse. Bestemmelsen understøtter endvidere den adgang, regionerne har

til

at udvikle sundhedsvæsenet inden for lovgivningens rammer, jf. bl.a. § 75.

Med ændringsforslaget kan indenrigs- og sundhedsministeren

fastsætte regler om, hvilke oplysninger orienteringen skal indeholde,

herunder

om udsættelse af fristen, såfremt de nødvendige oplysninger ikke foreligger

ved

orienteringen.

Denne hjemmel vil blive benyttet til at fastsætte, at

orienteringen bl.a. skal indeholde følgende oplysninger:

–

En beskrivelse af

samarbejdet, herunder samarbejdets sammenhæng med regionernes opgaveløsning

efter sundhedsloven.

–

Selskabsform.

–

Samarbejdets

finansiering og budget.

–

Samarbejdspartnere.

Endvidere vil det blive fastsat, at fristen kan forlænges med

den tid, det tager regionerne at fremlægge de oplysninger, som indenrigs- og

sundhedsministeren skønner nødvendige for at tage stilling til spørgsmålet om

godkendelse, såfremt de ikke forelå ved orienteringen om samarbejdet.

Til nr. 8

Ændringsforslaget er en konsekvens af, at Muskelsvindfondens

Vejlednings- og Behandlingscenter har ændret navn til RehabiliteringsCenter

for

Muskelsvind, hvilket centeret i april 2005 har fået Civilstyrelsens

tilladelse

til.

Til nr. 9

Der er tale om en redaktionel ændring af en henvisning.

Til nr. 10

Med ændringsforslaget præciseres det, at regionerne er

forpligtede til – på samme måde som amterne er det i dag – at give

forebyggelsestilbud til den enkelte patient som led i undersøgelse og

behandling

af patienten på sygehus og i praksissektoren, jf. § 5.

Eksempler på forebyggelsestilbud kan være diætvejledning til f.eks.

diabetikere, patienter med hjertesygdomme og overvægtige, vejledning om

rygeafvænning

til f.eks. patienter med kræft og hjerte- og kredsløbssygdomme.

Med bestemmelsen i § 120 fastlægges det herefter, at

regionsrådet skal tilbyde dels patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og

praksissektoren m.v., dels rådgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats

med

henblik på at skabe rammer for sund levevis og etablere forebyggende og

sundhedsfremmende

tilbud til borgerne.

Til nr. 11

Der er tale om en redaktionel ændring, der er en følge af, at de

faglige organisationers overenskomster med det offentlige, jf. § 228, ikke

skal

godkendes.

Til nr. 12

Med ændringsforslaget bliver de sygeplejefaglige selskaber

repræsenteret i det rådgivende udvalg for specialeplanlægning.

Til nr. 13

Ændringsforslaget sigter på en uændret videreførelse af

sygehuslovens § 13, stk. 1, 1. pkt., hvorefter det påhviler hver amtskommune

at

indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsfunktioner på fremmede

amtskommunale sygehuse samt på private sygehuse.

En forudsætning for, at regionsrådene vil være forpligtet til at

indgå aftale om lands- og landsdelsfunktioner med så vel offentlige som

private

sygehuse, er, at Sundhedsstyrelsen har godkendt placeringen i medfør af

lovforslagets

§ 209.

Det er ikke tilstrækkeligt til at indgå i den overordnede specialeplanlægning

efter § 209 vedrørende lands- og landsdelsfunktioner, at et sygehus opfylder

de

nødvendige krav vedrørende behandlingskvalitet m.v. Der skal også være behov

for den pågældende sygehusafdeling i forhold til den overordnede

specialeplanlægning på landsniveau. Det gælder også med hensyn til private

sygehuse. Private sygehuse kan f.eks. være kvalificerede til at foretage

nærmere bestemte højt specialiserede operationer uden samtidig at varetage

lands- eller landsdelfunktioner som sådan inden for det pågældende område,

herunder udvikling, uddannelse og forskning mv. Det bemærkes, at ingen

private

sygehuse i dag varetager lands- og landsdelsfunktioner, ud over det

foreningsejede epilepsihospital Dianalund.

Til nr. 14

Den foreslåede ændring indebærer, at Sundhedsstyrelsen kan

iværksætte skærpet tilsyn over for personer inden for sundhedsvæsenet,

såfremt

der er en begrundet formodning om, at sundhedspersonens virksomhedsudøvelse

vil

udgøre en forringet sikkerhed for patienter.

Efter lovforslagets § 216, stk. 1, fører Sundhedsstyrelsen et

generelt tilsyn med sundhedspersoners faglige forhold. Efter bestemmelsens

stk.

2, der bliver stk. 3, kan styrelsen afkræve personer inden for

sundhedsvæsenet

de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet. De oplysninger, som

Sundhedsstyrelsen

kan afkræve en sundhedsperson i medfør af bestemmelsen – der svarer til

§ 4,

stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. – vil typisk

relatere

sig til belysning af en sundhedspersons håndtering af en faglig

problemstilling. Der kan f.eks. være tale om journalmateriale, redegørelser

om

en konkret behandling af en patient, herunder baggrunden herfor, hvilken

information patienten har modtaget i forbindelse med behandlingen m.v.

Sundhedsstyrelsens indhentning af oplysninger kan være foranlediget af

oplysninger i pressen, henvendelse fra faglige selskaber eller patienter m.v.

Sundhedsstyrelsens tilsyn kan resultere i, at sagen oversendes

til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter centralstyrelseslovens § 12, stk.

2

– hvorefter styrelsen skal indbringe sager til nævnet, som styrelsen

finder vil

kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden

for

sundhedsvæsenet – eller at Sundhedsstyrelsen finder grundlag for at

iværksætte

yderligere undersøgelser vedrørende den pågældendes virksomhedsudøvelse m.v.

Tilsynet kan også resultere i, at sagen henlægges.

Med det foreslåede stk. 2 får Sundhedsstyrelsen mulighed for at

iværksætte et såkaldt skærpet tilsyn over for den pågældende sundhedsperson.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at styrelsen har en begrundet

formodning om, at sundhedspersonens virksomhedsudøvelse vil udgøre en

forringet

sikkerhed for patienter. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt en

praktiserende speciallæge flere gange har fået kritik fra Patientklagenævnet

for ikke at udrede forhold om patienter, hvor der var mistanke om kræft,

eller

såfremt en sygeplejerske har fået en indskærpelse fra Patientklagenævnet i

forbindelse med, at den pågældende har opsat blod med forkert blodtype til en

patient. Sundhedsstyrelsen vil imidlertid også kunne iværksætte skærpet

tilsyn

alene på baggrund af borgerhenvendelser vedrørende en sundhedsperson, som

eventuelt samtidig også er i offentlighedens søgelys, f.eks. fordi

vedkommende

anvender ikkeanerkendte behandlingsmetoder.

Sundhedsstyrelsens begrundede formodning kan være baseret på de

undersøgelser m.v., som Sundhedsstyrelsen har foretaget i medfør af

lovforslagets

§ 216, stk. 1, eller baseret på afgørelser fra Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, det overenskomstbaserede tandlægeklagesystem eller

domstolene.

Sundhedsstyrelsen har efter centralstyrelseslovens §

5 a, stk. 3, mulighed for at påbyde en

sundhedsperson specifikke ændringer af kritisable forhold i dennes

virksomhedsudøvelse, eller at indstille til indenrigs- og sundhedsministeren,

at den pågældendes virksomhedsområde delvis indskrænkes. Der vil imidlertid i

flere tilfælde være situationer, hvor Sundhedsstyrelsen ikke umiddelbart

finder

fornødent grundlag for et påbud eller indskrænkning af virksomhedsområdet.

Styrelsen kan imidlertid finde behov for, at der rettes særlig opmærksomhed

mod

den pågældende sundhedspersons virksomhedsudøvelse, idet den pågældendes

hidtidige virksomhedsudøvelse giver begrundet formodning om en forringet

sikkerhed for patienter.

I disse situationer vil Sundhedsstyrelsen over en given

tidsperiode kunne iværksætte et skærpet tilsyn efter den foreslåede

bestemmelse.

Det skærpede tilsyn kan f.eks. indebære, at sundhedspersonen skal indsende

journaler til embedslægen, at embedslægen foretager kontrolbesøg hos

sundhedspersonen,

at tilsynsmyndighederne kan indkalde den pågældende til samtale, eller at

sundhedspersonen skal afgive en redegørelse vedrørende et eller flere særlige

faglige forhold.

Det skærpede tilsyn kan også vedrøre en læges ordinationsmønster

af afhængighedsskabende lægemidler. Efter lægelovens §

5 a

kan Sundhedsstyrelsen pålægge en læge

at føre nøjagtige optegnelser om ordination af euforiserende stoffer og at

indsende disse optegnelser til embedslægen (den såkaldte »listepligt«). I

tilknytning til et sådant påbud kan styrelsen med ændringsforslaget nu

iværksætte

skærpet tilsyn i relation til den pågældendes ordinationsmønster, såfremt det

formodes, at den pågældendes ordinationer vil udgøre en forringet sikkerhed

for

patienter.

Det bemærkes, at betingelsen for iværksættelse af de nævnte

foranstaltninger ved skærpet tilsyn ikke er så strenge som kravene efter

centralstyrelseslovens § 7, hvor Sundhedsstyrelsen i påtrængende tilfælde

midlertidigt kan fratage en sundhedsperson autorisationen, såfremt

sundhedspersonens

fortsatte virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare for patienten.

Iværksættelse af skærpet tilsyn forudsætter, at den pågældende

sundhedsperson underrettes herom, ligesom Sundhedsstyrelsen i forbindelse med

iværksættelse af skærpet tilsyn vil have pligt til at følge almindelige

forvaltningsretlige principper (kontradiktion m.v.). I øvrigt vil

Sundhedsstyrelsens

beslutning om at iværksætte et skærpet tilsyn ikke kunne indbringes for anden

administrativ myndighed, da beslutningen om skærpet tilsyn vil vedrøre

sundhedsfaglige skøn, som

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

i givet fald ikke vil kunne tage stilling til.

Det forventes, at Sundhedsstyrelsen vil iværksætte skærpet

tilsyn over for ca. 40-50 sundhedspersoner årligt.

En retlig regulering af skærpet tilsyn skal bl.a. ses i

sammenhæng med det ændringsforslag, som ministeren har stillet til

lovforslaget

om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (L 75) vedrørende

offentliggørelse af klagesager og tilsynssanktioner, herunder skærpet tilsyn.

Bestemmelsen

foreslås at træde i kraft den 1. januar 2006, jf. ændringsforslag nr. 27,

samtidig

med offentliggørelsesordningen.

Til nr. 15

Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 14.

Til nr. 16 og 17

Med ændringerne henvises der ikke længere til en specifik

bestemmelse i serviceloven og retssikkerhedsloven, men til disse love i deres

helhed.

Der er i nr. 16 tale om fjernelse af paragrafhenvisningen til

plejehjem omfattet af servicelovens regler og i nr. 17 af

paragrafhenvisningen

til bruger- og pårørenderådet samt det kommunale ældreråd efter henholdsvis

servicelovens og retssikkerhedslovens regler. Dette sker med henblik på at

sikre fuld overensstemmelse mellem sundhedsloven og de to love på det sociale

område – også efter aktuelle og eventuelle senere ændringer af

paragrafnummereringen af serviceloven og retssikkerhedsloven.

Det tilsigtes således med ændringerne hverken at ændre

dækningsområdet for Sundhedsstyrelsens tilsynsforpligtelse eller

modtagerkredsen for Sundhedsstyrelsens tilsynsrapport.

Til nr. 18 og 19

Der er tale om en redaktionel ændring, som bl.a. er en følge af,

at de faglige organisationers overenskomster med det offentlige, jf. § 228,

ikke skal godkendes.

Til nr. 20

Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes

ydelser i praksissektoren og om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til

regionernes ydelser i praksissektoren udgår af sundhedsloven, men overføres

til

forslag til lov om regionernes finansiering, L 71.

Til nr. 21

Bestemmelserne om kommunal medfinansiering af regionernes

ydelser i sygehusvæsenet udgår af sundhedsloven, men overføres til forslag

til

lov om regionernes finansiering, L 71.

Til nr. 22

Bestemmelsen om statsligt aktivitetsafhængigt tilskud til

regionernes sygehusvæsen udgår af sundhedsloven, men overføres til forslag

til

lov om regionernes finansiering, L 71.

Til nr. 23

Med ændringen, hvorefter der medtages en henvisning til lovens §

216, stk. 3 og 5, videreføres adgangen i centralstyrelseslovens § 4, stk. 2

og

4, til med bøde at straffe sundhedspersoner, der ikke afgiver de oplysninger,

som er nødvendige til brug for Sundhedsstyrelsens tilsyn.

Til nr. 24

Ændringsforslaget er en videreførelse af sygesikringslovens §

12 a, stk. 5, 1. pkt., hvorefter indenrigs-

og sundhedsministeren i forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 2 og 3,

kan

fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i

forskrifterne.

I sygesikringslovens §

12

a, stk. 2 og 3, er det fastlagt, at indenrigs- og

sundhedsministeren kan bestemme, at praktiserende læger ikke må tage et

større

honorar for de enkelte ydelser efter § 6 end de efter stk. 1 fastsatte

tilskud.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere bl.a. bestemme, at tandlæger,

fysioterapeuter m.fl. ikke må tage større honorar for de enkelte ydelser

efter

§§ 8 og 9 end de efter stk. 1 fastsatte tilskud med tillæg af den efter

lovgivningen

fastsatte egenbetaling. For ydelser, der gives af praktiserende læger,

tandlæger m.fl., og hvor der ikke tidligere har været aftalt

overenskomstmæssige

vilkår, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte tilskud og honorar

efter

reglerne i stk. 1 og 2.

Til nr. 25 og 27

Ændringsforslaget indebærer, at reglerne om skærpet tilsyn –

sammen med de øvrige bestemmelser i lovforslagets § 216 om Sundhedsstyrelsens

individtilsyn – træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig med

bestemmelsens

ikrafttræden ophæves § 4 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., der

fastsætter de nugældende regler om individtilsyn.

Til nr. 26

Der er tale om en konsekvensrettelse, hvorefter

specialeplanlægningsbestemmelserne i sygehuslovens § 13 ophæves, samtidig med

at specialeplanlægningsbestemmelserne i lovforslagets §§ 208-210 træder i

kraft

den 1. januar 2006.

Inge-Lene Ebdrup (V)

Joan Erlandsen (V)

Birgitte Josefsen (V)

Preben Rudiengaard (V)

nfmd.

Jørgen Winther (V)

Birthe Skaarup (DF)

fmd.

Karin Nødgaard (DF)

Helle Sjelle (KF)

Pia Christmas-Møller (KF)

Karen Hækkerup (S)

Lone Møller (S)

Karen J. Klint (S)

Lene Hansen (S)

Charlotte Fischer (RV)

Morten Østergaard (RV)

Anne Baastrup (SF)

Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og

Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 74

Bilagsnr.

Titel

1

Høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren

2

Orientering om høringssvar over lovforslagene vedrørende

kommunalreformen på sundhedsområdet

3

Orientering om Indenrigs- og Sundhedsministeriets

tekniske gennemgang af lovforslagene vedrørende kommunalreformen på

sundhedsområdet

4

Orientering om, at princippet om vederlagsfri adgang til

sygehusydelser, lægehjælp, kommunale sundhedsydelser m.v. fastholdes, fra

indenrigs-

og sundhedsministeren

5

Kopi af svar fra indenrigs- og sundhedsministeren

vedrørende kommunal medfinansiering af sundhedsudgifterne

6

Oversigt over samtlige forslag vedrørende

kommunalreformen fordelt på udvalg

7

Materiale modtaget ved Indenrigs- og Sundhedsministeriets

tekniske gennemgang af lovforslag på sundhedsområdet vedrørende

kommunalreformen

8

Henvendelse af 24/2-05 fra Ólrunn í Hjøllum Nielsen,

Odense SV

9

Henvendelse af 15/2-05 fra Lægemiddelindustriforeningen

10

Tidspunkt for udvalgets møde med

Lægemiddelindustriforeningen

11

Henvendelse af 16/11-04 fra Overlægeforeningens

Psykiatriudvalg

12

Tidspunkt for udvalgets møde med Foreningen af

Speciallæger

13

Tidligere modtaget materiale fra Dansk Sygeplejeråd

14

Henvendelse af 9/3-05 fra Amtsrådsforeningen

15

Henvendelse af 2/3-05 fra Kurt Stoldt, Lystrup

16

Korrektion af oplysning i høringsnotat af 24/2-05, fra indenrigs-

og sundhedsministeren

17

Henvendelse af 22/3-05 fra Bornholms Regionskommune

18

Henvendelse af 30/3-05 fra Amtsrådsforeningen

19

Tidsplan for besvarelse af spørgsmål

20

Materiale modtaget af Overlægeforeningens Psykiatriudvalg

ved møde den 30/3-05

21

Materiale modtaget af Lægemiddelindustriforeningen ved

møde den 30/3-05

22

Svar på spørgsmål nr. S 324, om den kommende

sygehusstruktur giver anledning til igen at oprette neurofysiologi som

selvstændigt speciale, fra indenrigs- og sundhedsministeren

23

Henvendelse af 1/4-05 fra Praktiserende Lægers

Organisation

24

Henvendelse af 8/4-05 fra Tandlægernes Nye Landsforening

25

Henvendelse af 31/3-05 fra Den politiske formandsgruppe i

Kalundborg

26

Henvendelse af 7/4-05 fra Lægemiddelindustriforeningen

27

Henvendelse af 21/3-05 fra Foreningen af Speciallæger

28

Oplægsholdernes plancher fra Det Politisk-Økonomiske

Udvalgs høring den 6/4-05

29

Kopi SUU alm. del – svar på spm. 11 om kommentar til

henvendelse af 7/12-04 fra De Samvirkende Invalideorganisationer vedrørende

brugerinddragelse i relation til sundhedssektoren, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

30

Tidspunkt for udvalgets møde med Amtsrådsforeningen

31

Henvendelse af 11/4-05 fra De Samvirkende Invalideorganisationer

32

Orientering om notat fra Fyns Amts budgetafdeling

vedrørende kommunernes fremtidige medfinansiering af regionernes udgifter på

sundhedsområdet og indenrigs- og sundhedsministerens kommentar hertil

33

Materiale modtaget af sundhedsrådmand Niels Erik

Eskildsen, Århus Kommune ved foretræde den 13/4-05

34

Oversigt over bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslaget

samt udmøntningsplanerne for disse

35

Henvendelse af 14/4-05 og 18/4-05 fra Kurt Stoldt,

Lystrup

36

Foreløbig fastsat tidsplan for udvalgets behandling af

lovforslaget

37

Kopi af svar på spørgsmål nr. S 483 om et amtsråd kan

forlænge et forsøg i 2005, således at det rækker ind i et kommende

regionsråd, fra indenrigs- og sundhedsministeren

38

Henvendelse af 21/4-05 fra Amtsrådsforeningen

39

Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 17, om

udfordringsretten omfatter så vel sundheds- som sygehusopgaver, der udføres

af det offentlige, fra indenrigs- og sundhedsministeren

40

Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 29 om statens

fremtidige rolle i relation til Rigshospitalet, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

41

Henvendelse af 28/4-05 fra LO Faglige Seniorer

42

Henvendelse af 27/4-05 fra Dansk Kiropraktor Forening

43

Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål om genoptræning og

rehabilitering, fra socialministeren

44

Kopi SUU alm. del – svar på spørgsmål 32 om

alkoholbehandling i forbindelse med kommunalreformen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

45

Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 2 om kommunernes

fremtidige medfinansiering af regionernes udgifter på sundhedsområdet, fra

indenrigs-

og sundhedsministeren

46

Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 156 om vederlagsfri

fysioterapi, fra socialministeren

47

Kopi SOU L 38 – svar på spm. 161 om videreførelse af

MarselisborgCentret efter Århus Amts nedlæggelse, fra socialministeren

48

Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 119, om servicelovens

og sundhedslovens helhedsbetragtninger indebærer, at den samlede familie om

fornødent indgår i den kommunale rehabilitering, fra socialministeren

49

Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 155 om, hvordan

fysioterapi efter lovforslagets §§ 85 og 86 afgrænses fra det allerede

gældende tilbud om fysioterapi, fra socialministeren

50

Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 188 om beskrivelse af

projektet om Landsindsatsen mod depression, fra socialministeren

51

Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 11 og 12 om beskrivelse

af sundhedsmodeller fra andre lande, hvor opgaven styres af direkte

folkevalgte

uden nogen indflydelse på egne indtægter, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

52

Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 13 om beskrivelse af

regionernes sundhedsopgaver, fra indenrigs- og sundhedsministeren

53

Referat af Det Politisk-Økonomiske Udvalgs høring om

kommunalreformens økonomiske konsekvenser den 6/4-05

54

Henvendelse af 9/5-05 fra Landsforeningen SIND

55

Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren

56

Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 132 om, hvorvidt

regionerne har pligt til at sikre faglig udvikling af

rehabiliteringsindsatsen, fra socialministeren

57

Kopi SOU L 38 – svar på spørgsmål 200 om kommentar til

henvendelse af 14/4-05 fra Netværk Socialpsykiatri, fra socialministeren

58

Svar på spørgsmål nr. S 973, om ministeren vil medvirke

til at samle indsatsen for spiseforstyrrede under et ministerium, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

59

1. udkast til betænkning

60

Henvendelser af 27/4-05, 13/5-05 og 14/5-05 fra Kurt

Stoldt, Lystrup

61

Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 8 om oversigt over den

»brugerbetaling«,

som kommunerne kommer til at betale for sine borgere til regionerne, fra

indenrigs- og sundhedsministeren

62

Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 32 om løn- og

prisregulering, fra indenrigs- og sundhedsministeren

63

Henvendelse af 13/5-05 fra Rådet for Socialt Udsatte

64

2. udkast til betænkning

65

Henvendelse af 20/5-05 fra Forbrugerrådet

66

Henvendelse af 18/5-05 fra Benny Kristensen, Odense

67

Henvendelse af 24/5-05 fra Kurt Stoldt, Lystrup

68

Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 26-29 om udgiftsbehov i

regionerne, fra indenrigs- og sundhedsministeren

69

Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 10-12 om regionernes

udgiftsbehov, fra indenrigs- og sundhedsministeren

70

Kopi § 71-tilsynet – svar på spørgsmål 4 om psykiatrien

og kommunalreformen, fra indenrigs- og sundhedsministeren

71

Kopi KOU L 65 – svar på spørgsmål 52 om beskrivelse af

sundhedsmodeller fra andre lande, fra indenrigs- og sundhedsministeren

72

Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren

73

Henvendelse af 31/5-05 fra Det Nationale Råd for

Folkesundhed

74

Henvendelser af 29/5-05 og 31/5-05 fra Kurt Stoldt,

Lystrup

75

Nyt tidspunkt for afgivelse af betænkning over

lovforslaget

76

Kopi KOU L 71 – svar på spørgsmål 38 om kriterierne for

udregningen af regionernes udgiftsbehov på sundhedsområdet, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

77

3. udkast til betænkning

78

Henvendelse af 31/5-05 fra Amtstandlægekollegiet

79

Skriftligt bidrag til betænkningen, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

80

4. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 74

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelse af 24/2-05 fra Ólrunn í

Hjøllum Nielsen, Odense SV, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

2

Spm. om, hvilke bestemmelser der »skaber et forbedret

grundlag for at sikre sammenhængende patientforløb på tværs af administrative

grænser«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om, på hvilken måde patienten sikres et

sammenhængende patientforløb, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

4

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre rehabilitering med

en sammenhængende indsats, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

5

Spm. om, hvilken sikkerhed den enkelte borger har for, at

sundhedsvæsenets tilbud er karakteriseret af kontinuitet, sammenhæng og

tryghed,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm., om ministeren vil konkretisere forudsætningerne om

rehabilitering gennem en efterfølgende bekendtgørelse, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

7

Spm., om ministeren vil udarbejde fælles retningslinjer for

sundhedsloven og serviceloven vedrørende rehabilitering, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm., om genoptræning forudsætter en forudgående

sygehusindlæggelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

9

Spm., om den enkelte borger har en egentlig ret til

genoptræning i overensstemmelse med genoptræningsplanen, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om, hvorvidt »genoptræning anbefales« vil være i

overensstemmelse med lovens krav om udarbejdelse af en egentlig plan, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm., om ministeren vil garantere, at reglerne om

vederlagsfri fysioterapi ikke forringes med baggrund i sundhedsloven, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm., om den enkelte borger fremover vil have ret til

vederlagsfri fysioterapi i fornødent omfang, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at serviceniveauet

efter §§ 65-70 ikke begrænses gennem forhandlinger om en

honoreringsoverenskomst,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at

brugerorganisationer inddrages i fastlæggelsen af serviceniveauet i

fysioterapibehandlingen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

15

Spm. om, hvorledes fysioterapibehandling forudsættes at

indgå i genoptræningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

16

Spm., om ministeren vil fremsætte teknisk ændringsforslag

til § 80, der tager højde for, at Muskelsvindfondens Vejlednings- og

Behandlingscenter

har ændret navn til RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm., om ministeren løbende vil vurdere de fastsatte

økonomiske rammer for de foreningsejede behandlingssteder, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om MarselisborgCentrets fremtidige arbejde, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om, hvorledes sundhedsloven vil påvirke de

fremtidige relationer mellem Århus Kommune og MarselisborgCentret, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om, hvorledes den fremtidige relation vil være

mellem sundhedslovens § 172 og den nuværende servicelovs § 84, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om, hvilken befordringsgodtgørelse efter

sundhedslovens § 172 der vil kunne ydes til personer, som ikke modtager

social pension, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

22

Spm., om servicelovens § 204 har nogen relation til

rehabiliteringsbegrebet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

23

Spm. om, hvorledes de i § 234, stk. 2, omtalte forsøg

finansieres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

24

Spm. om oversigt over samtlige bemyndigelsesbestemmelser

på sundhedsområdet i forbindelse med kommunalreformen og udmøntningen heraf,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om en oversigt over de lovparagraffer fra de enkelte

love, der ikke er med i sundhedsloven, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

26

Spm. om en oversigt over de nye initiativer i forhold til

den nuværende lovgivning, der er indeholdt i den nye sundhedslov, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm., om der ikke opbygges en ny stor administrativ byrde

i forbindelse med udskrivelse og betaling af regninger, som ikke findes i

dag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om kommentar til henvendelse af 2/3-05 fra Kurt

Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

29

Spm. om kommentar til henvendelse af 22/3-05 fra

Bornholms Regionskommune, og ministerens svar herpå

30

Spm. om kommentar til henvendelse af 30/3-05 fra Amtsrådsforeningen,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

31

Spm. om kommentar til materiale modtaget af

Overlægeforeningens Psykiatriudvalg ved møde den 30/3-05, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

32

Spm. om kommentar til materiale modtaget af

Lægemiddelindustriforeningen ved møde den 30/3-05, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

33

Spm. om oversigt over, hvilke behandlinger m.v. der er

vederlagsfri, og hvilke der er forbundet med egenbetaling, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

34

Spm. om, hvorvidt ministeren er enig i, at princippet fri

og lige adgang til det danske sundhedsvæsen skal opretholdes, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om hvorvidt ministeren er enig i, at der ikke kan

lovgives i form af udvalgsbilag til et lovforslag, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, så der

ikke er tvivl om, hvilke behandlinger der er vederlagsfrie, og hvilke der

opkræves egenbetaling for, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

37

Spm. om regionernes finansieringsmuligheder, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om ministerens vurdering af forebyggelsesindsatsen i

økonomisk belastede kommuner, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

39

Spm., om ministeren er enig i, at det er en væsentlig

prioritet at sikre borgerne lige adgang til sundhedsfremme og

forebyggelsestilbud af høj kvalitet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

40

Spm. om beskrivelse af indholdet og omfanget af

kommunernes sundhedsfremmende indsats og forebyggelsesindsats, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm., om ministeren er enig i, at kvalitet i behandlingen

og patientsikkerheden bør have en væsentlig prioritet i det danske

sundhedssystem,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

42

Spm., om ministeren er enig i, at den danske

kvalitetsmodel på sundhedsområdet også skal gælde for kommuner og

privathospitaler, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

43

Spm., om bestemmelserne om rapportering af fejl og

utilsigtede hændelser også skal omfatte det kommunale sundhedsvæsen, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

44

Spm. om, hvor langt man er med evalueringen af

amtsspecialtandpleje, som ved indførelsen blev forudsat skulle ske efter 2

år, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

45

Spm., om det er korrekt, at man på landsplan kun har nået

50 pct. af målgruppen for omsorgstandplejen, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

46

Spm. om, hvordan amtstandplejen i Vestsjællands Amt er

tilrettelagt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

47

Spm., om det er korrekt, at der ikke er klageadgang over

omsorgstandplejens afgørelser om at afvise en patient til behandling under

omsorgstandplejen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

48

Spm. om, hvornår arbejdsgruppen, der bl.a. skal komme med

forslag til den indholdsmæssige afgrænsning af den kommunale

genoptræningsopgave,

forventes at afrapportere, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

49

Spm. om kommunernes kommende ansvar for behandling af

stof- og alkoholmisbrug, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

50

Spm. om, hvem der har ansvaret for den patientrettede

forebyggelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

51

Spm., om det er muligt for en region og en kommune i

henhold til deres sundhedsaftale at aftale andre betalingsretningslinjer end

dem

i lovforslagets § 239, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

52

Spm. om, hvordan den nye finansieringsform sikres en

koordination med den fremtidige elektroniske patientregistrering, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

53

Spm. om kommentar til henvendelse af 1/4-05 fra

Praktiserende Lægers Organisation, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

54

Spm. om kommentar til henvendelse af 8/4-05 fra

Tandlægernes Nye Landsforening, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

55

Spm. om kommentar til henvendelse af 31/3-05 fra Den

politiske formandsgruppe i Kalundborg, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

56

Spm. om kommentar til henvendelse af 21/3-05 fra Foreningen

af Speciallæger, fra indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

57

Spm. om, hvorfor Rehabiliterings- og Forskningscentret

for Torturofre i København ikke er nævnt i lovforslaget, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

58

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre i København bliver

omfattet af lovforslaget inden ikrafttrædelsen i 2007, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

59

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at kommunerne

varetager deres fulde forpligtelse om genoptræning af patienterne, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

60

Spm. om, hvorfor retskrav til patienterne om

genoptræningsplaner er udeladt i lovforslaget, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

61

Spm. om den aktivitetsafhængige kommunale medfinansiering

af regionale sundhedsydelser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

62

Spm. om, hvilket omfang og hvilken karakter af

sundhedstilbud, ministeren forventer, at kommunerne kan etablere, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

63

Spm. om, hvordan kommunale substitutions-, genoptrænings-

og forebyggelsestilbud skal finansieres, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

64

Spm. om, hvordan ministeren forventer, at kommunerne skal

kunne dække udgifterne til et funktionsdygtigt sundhedscenter, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

65

Spm. om, hvilke andre redskaber ministeren vil benytte

for at få kommunerne til at oprette substitutions-, genoptrænings- og

forebyggelsestilbud,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

66

Spm., om det vil være muligt for kommuner og regioner at

forhandle sig til en anden økonomisk aftale end den, der er foreslået i

lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

67

Spm., om ministeren vil være åben for at differentiere

den aktivitetsafhængige kommunale medfinansiering af regionale

sundhedsydelser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

68

Spm. om, hvordan ministeren vil undgå, at kommunernes

muligheder for at oprette substitutions-, genoptrænings- og

forebyggelsestilbud

vil få de samlede sundhedsudgifter til at stige, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

69

Spm., om ministeren kan bekræfte, at den måde, som

finansieringen er bygget op på, indebærer, at regionernes eneste variable

indtægtsmulighed er den del, der kommer fra kommunerne, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

70

Spm., om ministeren kan bekræfte, at

finansieringsmodellen bl.a. bygger på en forudsætning om, at kommunerne kan

forebygge sig ud af sygdomsforekomster, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

71

Spm., om ministeren kan bekræfte, at der er en lang række

sygdomsforekomster og behandlinger, som det ikke er muligt for kommunerne at

forebygge, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

72

Spm., om ministeren kan bekræfte, at en konsekvens af

takstfinansieringen er, at regionerne får flere indtægter fra kommunerne,

hvis de laver stationære indlæggelser og behandlinger frem for ambulante, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

73

Spm., om ministeren kan bekræfte, at den foreslåede

finansieringsmodel har den konsekvens, at kommuner med mange dårligt stillede

må forvente at få større udgifter end andre mindre belastede kommuner, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

74

Spm. om illustration af virkningen af den foreslåede

finansieringsmodel for nogle repræsentativt udvalgte kommuner, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

75

Spm. om, hvad borgernes demokratiske reaktionsmulighed er

i en situation, hvor en region foretager nedskæringer på grund af manglende

økonomiske midler, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

76

Spm., om ministeren kan bekræfte, at der i lovforslaget

ikke er en sanktionsmulighed over for kommuner, der ikke efterlever

forpligtelsen

til at sørge for genoptræning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

77

Spm., om ministeren kan bekræfte, at megen genoptræning

de senere år er flyttet ud fra sygehusene, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

78

Spm. om ministerens holdning til, at genoptræning hører

under regionerne, så længe det sker som led i behandlingen, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

79

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at patienter gøres

opmærksom på, at lovforslaget medfører en undtagelse i forhold til det

overordnede princip om, at patienten skal give samtykke til videregivelse af

helbredsoplysninger, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

80

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at kvinder

informeres om overbehandling i forbindelse med mammografiscreening, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

81

Spm., om patienter får mulighed for at indberette fejl,

mangler og utilsigtede hændelser i forbindelse med deres behandling, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

82

Spm. om, hvorfor det fortsat ikke er muligt at opnå erstatning

for psykiske skader som konsekvens af brug af lægemidler, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

83

Spm. om, hvordan ministeren vil opretholde

sundhedsforskningens tætte samspil med erhvervslivet, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

84

Spm. om uddybning af fordelingen af de 240,5 mio. kr. til

udvikling og forskning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

85

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at Region

Hovedstaden kan følge med udviklingen inden for teknologi, medicin m.v., til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

86

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at der sker en

meningsfyldt personalefordeling på genoptræningsområdet, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

87

Spm. om ministerens kommentar til Kjeld Møller Pedersens

synspunkt om, at det planlagte aktivitetsbestemte tilskud fra kommunerne til

regionerne i forbindelse med sygehusbehandling vil gøre mere skade end gavn,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

88

Spm. om dokumenteret eksempel på, hvordan det økonomiske

incitament, som kommunerne får til at forebygge sygehusudgifter, vil udløse

mere forebyggelse og lavere samlede offentlige udgifter, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

89

Spm. om, hvorfor ministeren har valgt en model, hvor de

aktivitetsbestemte kommunale tilskud til regioner på sundhedsområdet afregnes

efter få faste takster, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

90

Spm., om det ikke er en forudsætning for, at kommunerne

skal kunne lave målrettet forebyggende arbejde, at de kan se enkelte

specifikke regninger, til afdækning af, hvor der bl.a. er behov for

forebyggelsesindsats, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

91

Spm. om, hvordan regnings- og betalingssystemet vil blive

indrettet i praksis, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

92

Spm. om kommentar til Kjeld Møller Pedersens oplæg »Økonomiske

konsekvenser på sundhedsområdet«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

93

Spm. om kommentar til henvendelse af 11/4-05 fra De

Samvirkende Invalideorganisationer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

94

Spm. om kommentar til materiale modtaget af

sundhedsrådmand Niels Erik Eskildsen, Århus Kommune, ved foretræde den

13/4-05, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

95

Spm. om, hvilke nye opgaver og funktioner

Sundhedsstyrelsen tildeles, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

96

Spm., om Sundhedsstyrelsen tildeles yderligere

ressourcer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

97

Spm. om, hvilke initiativer amterne driver i dag på

sundhedsområdet, som er omfattet af kommunalfuldmagten, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

98

Spm. om, hvilke former for regionalt samarbejde efter

lovforslagets § 79, stk. 2, ministeren skal godkende, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

99

Spm. om, hvordan henholdsvis regeringens og amternes

aktivitetsfremmende finansiering er kommet de forskellige patientgrupper til

gode siden 2001, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

100

Spm., om det er regeringens mål, at den kommunale

medfinansiering i sig selv fører til færre behandlinger i sygehusregi, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

101

Spm. om alternativer til den generelle model for kommunal

med- og takstfinansiering, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

102

Spm. om, hvornår ministeren forventer at være klar med et

takstsystem på det psykiatriske område, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

103

Spm., om ministeren har planer om at foretage en mere

gennemgribende analyse af konsekvenserne af den stigende takstfinansiering af

sundhedsvæsenet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

104

Spm. om, i hvilket omfang ministeren forventer, at

taksterne for henholdsvis indlæggelse og ambulant behandling vil påvirke

beslutningstagere i regionerne/sygehuset/afdelingen, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

105

Spm. om liste over, hvilke behandlinger kommunerne vil

have mulighed for at forebygge, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

106

Spm. om genindlæggelsesfrekvensen for de 30 mest anvendte

DRG-diagnoser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

107

Spm. om, hvilke 30 DRG-diagnoser der har den højeste

genindlæggelsesfrekvens, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

108

Spm., om en midlertidig udskrivelse med en planlagt

genindlæggelse vil tælle som en indlæggelse eller to indlæggelser, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

109

Spm. om, hvornår ministeren forventer, at alle kommuner

har fuldt udviklede sundhedstilbud klar, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

110

Spm., om ministeren forventer, at kommunerne også

ansætter læger som led i deres styrkede sundhedsindsats, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

111

Spm., om ministeren kan bekræfte, at sygehusene med

lovforslaget mister ansvaret for al genoptræning, der foregår i patientens

eget hjem, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

112

Spm., om sygehusene planlægger at tilbyde genoptræning

uden for sygehusene, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

113

Spm. om, hvor mange ressourcer kommunerne samlet tilføres

på sundhedsområdet i forbindelse med kommunalreformen, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

114

Spm. om, hvor mange ressourcer der vil gå til finansiering

af regionen, og hvor mange til egne tiltag, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

115

Spm. om, hvordan bloktilskuddet til regionerne vil blive

udmålt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

116

Spm. om, i hvor høj grad den statslige sundhedsskat på 8

pct. vil dække statens sundhedsudgifter, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

117

Spm., om ministeren kan udelukke, at reformen i sig selv

vil medføre øgede offentlige sundhedsudgifter, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

118

Spm. om beskrivelse af, hvordan administrationen af den

kommunale medfinansiering udmøntes i praksis, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

119

Spm. om, hvilke udgifter til administration henholdsvis

kommunerne, regionerne og staten vil få som følge af den kommunale

medfinansiering,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

120

Spm., om ministeren forventer, at det vil spare

ressourcer, hvis en læge ansat på et sygehus fremover kan videregive

oplysninger om en patient uden vedkommendes samtykke, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

121

Spm. om, hvorfor ministeren ikke vil forpligte den

enkelte sundhedsperson til at informere patienten direkte om hans eller

hendes ret til at nægte videregivelse af oplysninger, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

122

Spm. om, hvor mange patientvejledere amterne har ansat i

dag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

123

Spm., om der i amterne er gennemført en evaluering af

patientvejlederordningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

124

Spm., om ministeren er enig i, at den foreslåede finansiering

af regionerne er et mere kompliceret system end den nuværende finansiering af

amterne, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

125

Spm. om forhøjelse af grundbidraget til regionerne, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

126

Spm. om, hvorfor det statslige embedsværk i

Sundhedsstyrelsen skal godkende lokalt indgåede sundhedsaftaler mellem

regionsråd og kommuner, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

127

Spm. om, i hvilke tilfælde Sundhedsstyrelsen kan afvise

at godkende en indgået sundhedsaftale, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

128

Spm. om kommentar til henvendelser af 14/4-05 og 18/4-05

fra Kurt Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

129

Spm., om allerede indgåede gældende samarbejdsaftaler kan

videreføres efter lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

130

Spm., om det nuværende personale inden for bl.a. diabetes-

og hjerteområdet på sygehusene forventes overført til de kommende

sundhedscentre,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

131

Spm., om ministeren er enig i, at et stort antal

bemyndigelsesbestemmelser kan gøre det meget vanskeligt at danne sig et

kvalificeret overblik over lovforslagets konsekvenser, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

132

Spm. om uddybning af, at ministeren kan fastsætte regler

om, at bestemte former for samarbejde kan indgås uden godkendelse, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

133

Spm. om, hvordan ministeren vil undgå, at der fortsat

sker nedskæringer på svangerskabsområdet, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

134

Spm. om kommentar til henvendelse af 21/4-05 fra

Amtsrådsforeningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

135

Spm. om specialiserede genoptræningsinstitutioner, som

f.eks. Montebello, vil overgå til regionerne, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

136

Spm. om udgiftsniveauet i H:S pr. indbygger, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

137

Spm., om de eksisterende stærke sundheds- og

medicinalforskningsmiljøer i Hovedstadsområdet ikke vil ødelægges, hvis de

offentlige midler delvis forsvinder fra Hovedstadsområdet, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

138

Spm. om ministerens målsætning for forskningen med

sundhedsloven, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

139

Spm. om aftaler, som et amtsråd har indgået efter

styrelsesloven for et sygehus, også er gældende efter den 1. januar 2007, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

140

Spm. om kommentar til henvendelse af 28/4-05 fra LO

Faglige Seniorer, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

141

Spm. om kommentar til henvendelse af 27/4-05 fra Dansk

Kiropraktor Forening, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

142

Spm. om redegørelse for, i hvilke situationer regioner

kan opkræve betaling i henhold til § 241, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

143

Spm. om redegørelse for, hvilke økonomiske forpligtelser

regionerne kan pålægges som følge af allerede indgåede aftaler, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

144

Spm. om, hvorfor lovforslaget ikke er blevet

kønsmainstreamet, som det skal ifølge ligestillingsloven, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

145

Spm. om, hvilke konkrete forbedringer i behandlingen den

enkelte psykiatripatient, gigtpatient, medicinske patient m.fl. kan opleve

med lovforslagets nuværende form, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

146

Spm. om, hvorfor stofmisbrugere i døgnbehandling betaler

udgifterne til deres ophold under behandlingen, mens alkoholmisbrugere i

døgnbehandling

ikke betaler noget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

147

Spm. om uddybning af reglerne om, at et regionsråd mod

betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

148

Spm. om, hvilke partier der står bag de enkelte love, som

indgår i lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

149

Spm. om uddybning af sammensætningen af det rådgivende

udvalg for specialeplanlægning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

150

Spm., om ministeren mener, at borgerne bør have frit

valg, når det gælder kommunernes sundhedscentre, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

151

Spm., om ministeren vil være positiv over for et

ændringsforslag, som ligestiller narkomaner med alkoholikere, således at

narkomaner ikke afkræves egenbetaling for den sociale behandling, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

152

Spm., om ministeren vil være positiv over for et

ændringsforslag om gratis tandpleje, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

153

Spm. om ministerens holdning til et krav om frister i

genoptræningsplaner, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

154

Spm., om kommunerne må tilbyde genoptræning mod betaling,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

155

Spm. om redegørelse for, hvordan nye behandlingsformer

uden for hospitalet kan etableres, set i lyset af at regionerne ikke har

kommunalfuldmagt,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

156

Spm. om, hvordan opsøgende psykoseteam skal fungere

fremover, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

157

Spm. om, hvordan man fremover vil kunne sikre samarbejdet

mellem regionen og kommunen i relation til de sociale tilbud, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

158

Spm. om redegørelse for, hvordan den fremtidige psykiatri

kommer til at se ud, til indenrigs- og sundhedsministeren og

socialministeren, og ministerens svar herpå

159

Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag om, at der

udarbejdes en bindende plan for den genoptræningsindsats, der ikke sker i

forlængelse

af sygehusindlæggelse, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

160

Spm. om kommunernes ansvar for rehabiliteringsindsatsen,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

161

Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, som

fastlægger regler om en rehabiliteringsplan, som der endnu ikke er fastsat

regler om i sundhedsloven, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

162

Spm., om det i dag er muligt mod betaling at tilbyde

behandlinger og ydelser på amtets sygehuse, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

163

Spm. om, hvordan patientens rettighed til frit valg af

genoptræningstilbud sikres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

164

Spm. om eksempler på, hvilke indsatsområder

sundhedsaftalerne skal indeholde, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

165

Spm. om kontrol af forebyggelsesindsatsen, der fremover

skal ligge i kommunerne, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

166

Spm. om, hvor patienten skal henvende sig, hvis kommunen

ikke følger den lægefagligt udarbejdede genoptræningsplan, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

167

Spm. om ventetidsgaranti på genoptræning, til indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

168

Spm. om beregning af Region Hovedstadens finansiering på

sundhedsområdet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

169

Spm., om ministeren kan bekræfte, at det overvejes at

omlægge takstsystemet for sygehusbehandling, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

170

Spm. om, hvordan de særlige forpligtelser, der påhviler

afdelinger med lands- og landsdelsfunktioner, påtænkes indfanget af

DRG-systemet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

171

Spm. om, hvorfor ministeren i en konkret sag vælger at afvige

fra Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende specialeplanlægning, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

172

Spm. om, hvorfor de samfundsøkonomiske ressourcehensyn

ikke skal indgå ved specialeplanlægning i privat regi, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

173

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre den faglige

kvalitet i højt specialiserede behandlinger, som varetages i privat regi, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

174

Spm. om Sundhedsstyrelsens undersøgelse om lægelig

forsvarlighed i en konkret sag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

175

Spm. om, hvorfor Sundhedsstyrelsen har ændret holdning til

behandlingsmuligheder i en konkret sag, til indenrigs- og sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

176

Spm. om varetagelse af uddannelses- og

forskningsforpligtelser, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

177

Spm. om, hvordan ministeren sikrer, at Rigshospitalets

forskning ikke ødelægges ved fjernelse af 240 mio. kr. til forskning, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

178

Spm. om kommentar til henvendelse af 9/5-05 fra

Landsforeningen SIND, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

179

Spm. om dækningsgraden for omsorgstandplejen og den

amtslige specialtandpleje, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

180

Spm. om redegørelse for norske erfaringer med omlægning

af tandplejen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

foreløbige

svar herpå

181

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at de kommende

specialtandplejepatienters behandlingsmuligheder ikke påvirkes negativt af

kommunale politisk-økonomiske prioriteringer, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

182

Spm. om kommentar til artiklen »Storebæltsbroen var også

længe undervejs« af Muskelsvindfondens formand Evald Krog, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

183

Spm. om antal embedslæger i regionerne, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

184

Spm. om forholdet mellem normerede embedslægestillinger,

faste ansættelser, midlertidigt ansatte og ubesatte stillinger, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

185

Spm. om, efter hvilke retningslinjer patientrådgivere

skal indkaldes i forbindelse med indlæggelse af psykiatriske patienter, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

186

Spm., om regionerne har mulighed for at oprette

psykiatriske dialogfora, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

187

Spm., om en person, som efter sygehusbehandling modtager

en genoptræningsplan, der indeholder fysioterapi, vil være afskåret fra at

modtage

vederlagsfri fysioterapi med sygesikringsfinansiering, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

188

Spm. om, hvor lang tid der skal gå efter udskrivning fra

sygehusbehandling med en genoptræningsplan, før en patient igen er berettiget

til vederlagsfri fysioterapi, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

189

Spm. om, hvem der fastlægger varigheden, det faglige

indhold og serviceniveauet i vederlagsfri fysioterapi, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

190

Spm. om, hvor mange personer der hvert år får stillet

diagnosen apopleksi, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

191

Spm., om det er ministerens vurdering, at udgifter til

vederlagsfri fysioterapi til personer med apopleksi vil falde med

sundhedslovens ikrafttræden, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

192

Spm. om uddybning af målgrupper, som kan modtage

fysioterapibehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

193

Spm. om apopleksipatienters ret til

fysioterapibehandling, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

194

Spm. om apopleksipatienters ret til valg af

behandlingssted, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

195

Spm. om kommentar til henvendelser af 27/4-05, 13/5-05 og

14/5-05 fra Kurt Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

196

Spm. om, i hvilket omfang Vejlefjord Centret bliver

påvirket af lovforslaget, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

197

Spm. om kommentar til henvendelse af 13/5-05 fra Rådet

for Socialt Udsatte, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

198

Spm. om kommentar til henvendelse af 20/5-05 fra Forbrugerrådet,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

199

Spm., om ministeren vil støtte et ændringsforslag, der

sikrer, at Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende

helbredsundersøgelser hos jordmoder ved graviditet, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

200

Spm. om kommentar til henvendelse af 18/5-05 fra Benny

Kristensen, Odense, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

201

Spm. om, hvilken konkret personkreds eller instans,

ministeren forestiller sig skal kunne foreskrive »et lægefagligt begrundet

behov for genoptræning«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

202

Spm. om opfølgning på ministerens svar på spørgsmål 196

om tilhørsforhold for Vejlefjord Centret, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

203

Spm. om kommentar til henvendelse af 24/5-05 fra Kurt

Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

204

Spm. om opfølgning på ministerens besvarelse af spørgsmål

171 om Center for Rygkirurgi, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

205

Spm. om kommentar til henvendelse af 31/5-05 fra Det

Nationale Råd for Folkesundhed, til indenrigs- og sundhedsministeren

206

Spm. om kommentar til henvendelser af 29/5-05 og 31/5-05

fra Kurt Stoldt, Lystrup, til indenrigs- og sundhedsministeren

207

Spm. om kommentar til henvendelse af 31/5-05 fra

Amtstandlægekollegiet

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren og dennes svar herpå, indenrigs- og sundhedsministerens

brev til udvalget samt henvendelse fra Det Nationale Råd for Folkesundhed

Spørgsmålene og indenrigs- og sundhedsministerens svar

herpå, indenrigs- og sundhedsministerens brev til udvalget og henvendelse fra

Det Nationale Råd for Folkesundhed er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 33:

Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over, hvilke

behandlinger m.v. som nævnt i lovforslaget der er vederlagsfri, og hvilke der

er forbundet med egenbetaling. Oversigten bedes tillige indeholde en

henvisning

til relevante paragraffer i lovforslaget for de enkelte behandlingsformer.

Det

bedes endvidere for de enkelte behandlingsformer oplyst, om der er ændringer

vedrørende betalingsspørgsmålet i forhold til gældende regler, og i

bekræftende

fald omfanget og indholdet af disse ændringer.

Svar:

Jeg vil gerne indledningsvis understrege, at det er regeringens

grundlæggende politik, at borgerne skal have adgang til vederlagsfri

behandling

på sygehus samt hos alment praktiserende læger og speciallæger m.v.

Regeringen

ændrer ikke på denne politik.

Forslaget til sundhedslov ændrer derfor ikke i de gældende

regler vedrørende betalingsspørgsmålet og spørgsmålet om vederlagsfrihed.

Der er tale om en fuldstændig uændret

videreførelse af de nugældende regler.

Forslaget indeholder de nedenfor anførte bestemmelser om

ret til

vederlagsfrie behandling m.v. og

om ret til ydelser med egenbetaling for borgere med bopæl i Danmark.

Det bemærkes, at sundhedslovforslaget i et vist omfang giver

regionerne og kommunerne

mulighed for

at tilbyde borgerne sundhedsydelser herudover.

1. Vederlagsfri behandling:

Tolkebistand

–

Tolkebistand i

forbindelse med lægehjælp hos praktiserende læge og sygehusbehandling, jf. §

51, stk. 1.

Behandling i praksissektoren

–

Lægehjælp hos alment

praktiserende læge (sikringsgruppe 1), jf. § 61, stk. 1.

–

Forebyggende

helbredsundersøgelser samt vejledning om svangerskabshygiejne til kvinder ved

graviditet, jf. § 62, stk. 1.

–

Vejledning om

anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder, jf. § 63, stk. 1.

–

Forebyggende

helbredsundersøgelser af børn under den undervisningspligtige alder ved

alment

praktiserende læger, jf. § 64.

–

Lægehjælp hos

praktiserende speciallæge (sikringsgruppe 1), jf. § 65, stk.

1.

–

Vederlagsfri

fysioterapi til visse grupper af handicappede personer (tilskud på 100 %),

jf.

§§ 68 og 73.

Sygehusbehandling

–

Sygehusbehandling til

personer med bopæl i Danmark, jf. § 80, stk. 1, herunder

behandling ved de i §

80, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl.

–

Forebyggende

helbredsundersøgelser hos en jordemoder samt jordemoderhjælp ved fødsel i

hjemmet, jf. § 84.

–

Genoptræningsplan til

patienter med lægefagligt begrundet behov, jf. § 85.

–

Brystundersøgelse til

kvinder mellem 50 og 69 år, jf. § 86 og 279, stk. 8 vedr. ikrafttræden.

–

Behandling på andre

regionale sygehuse efter reglerne om frit sygehusvæsen, jf. § 87.

–

Behandling på private

og udenlandske sygehuse efter den udvidede fritvalgsordning, jf. § 88.

–

Højt specialiseret,

forskningsmæssig og eksperimentel behandling i udlandet m.v. efter § 90.

–

Svangerskabsafbrydelse,

jf. § 93.

–

Fosterreduktion, jf. §

96.

–

Sterilisation, jf. §

106.

–

Kastration, jf. § 116.

–

Beløb til personlige

fornødenheder, hvis betingelserne er opfyldt, jf. § 92.

Kommunale

sundhedsydelser

–

Forebyggende

sundhedsydelser til børn og unge, jf. §§ 122 og 123.

–

Forebyggende og

behandlende tandpleje til børn og unge under 18 år, jf. § 128.

–

Kommunalbestyrelsen

tilbyder omsorgstandpleje, jf. § 132. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at

personer, der modtager omsorgstandpleje, selv skal betale en del af udgiften

til tandpleje, jf. § 133.

–

Kommunalbestyrelsen

tilbyder specialtandpleje til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl.,

jf. § 134. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at patienten skal betale en del

af

udgiften, jf. § 135.

–

Betaling for

tandproteser til personer ved ulykkesbetingede tandskader, jf. § 136.

–

Hjemmesygepleje, jf. §

139.

–

Genoptræning til

personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet

behov

for genoptræning, jf. § 141.

–

Behandling for

alkoholmisbrug, jf. § 142.

–

Lægelig behandling for

stofmisbrug, jf. § 143.

Øvrige ydelser

–

Vaccination mod visse

sygdomme, jf. § 159.

–

Visse ydelser til

søfarende m.v., jf. § 162.

–

Regionstandpleje til

børn og unge under 18 år, jf. § 163.

–

Højt specialiseret

odontologisk rådgivning, udredning og behandling. jf. § 164.

–

Tilskud til sygehjælp

m.v. til personer under midlertidigt ophold i udlandet (den offentlige

rejsesygesikring),

jf. § 168.

Befordring

–

Godtgørelse for

befordring til og fra alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge

(når betingelser er opfyldt), jf. § 171.

–

Befordring eller

befordringsgodtgørelse til personer, der har ret til vederlagsfri

sygehusbehandling,

og som modtager social pension (når betingelserne er opfyldt), jf. § 172,

stk.

1.

–

Befordring med

ambulance eller særligt køretøj, jf. § 172, stk. 3.

–

Befordring eller

befordringsgodtgørelse til genoptræning til personer, der har behov for

genoptræning

efter endt behandling på sygehus (når betingelser er opfyldt), jf. § 173.

2. Ydelser med egenbetaling:

Tolkebistand

–

Betaling for

tolkebistand for personer, der har boet i Danmark mere end 7 år, jf. § 51,

stk.

2.

Behandling i

praksissektoren

–

Tilskud til lægehjælp

hos alment praktiserende læge (sikringsgruppe 2), jf. § 61, stk.

2.

–

Tilskud til lægehjælp

hos praktiserende speciallæge (sikringsgruppe 2), jf. § 65, stk. 2.

–

Tilskud til lægehjælp

hos speciallæge (inden for hvis speciale, der ikke findes en godkendt

overenskomst med det offentlige), jf. § 65, stk. 3.

–

Tilskud til behandling

hos tandlæge, jf. §§ 66 og 73.

–

Tilskud til behandling

hos kiropraktor, jf. §§ 67 og 73

–

Tilskud til behandling

hos fysioterapeut, jf. §§ 68 og 73.

–

Tilskud til behandling

hos fodterapeut, jf. §§ 69 og 73.

–

Tilskud til behandling

hos psykolog, jf. §§ 70 og 73.

–

Tilskud til briller

til børn under 16 år, jf. §§ 71 og 73.

–

Tilskud til anden

behandling (Teddy Øfeldt), jf. §§ 72-73.

–

Kommunalbestyrelsen

kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 61, 65-72 omhandlede

ydelser, jf. § 74.

Kommunale

sundhedsydelser

–

Tilskud til tandpleje

til børn og unge i privat tandlægepraksis, hvor dette ikke er en del af det

tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til rådighed, jf. §

130,

stk. 2

–

For børn og unge under

18 år, der vælger tandpleje på en anden kommunes tandklinik, der er dyrere

end

børne- og ungdomstandplejen i bopælskommunen, kan behandlerkommunen opkræve

en

egenbetaling, jf. § 130, stk. 4.

Lægemidler

–

Tilskud til

lægemidler, jf. §§ 144 -152.

Øvrige ydelser

–

Tilskud til

ernæringspræparater, jf. § 160.

–

Begravelseshjælp, jf.

§ 161.

–

Visse ydelser til

søfarende m.v., jf. § 162.

–

Tilskud til tandpleje

til visse kræftpatienter samt patienter med Sjøgrens Syndrom, jf. § 167.

–

Tilskud til ydelser

købt eller leveret i et andet EU/EØS-land, jf. § 169.

Befordring

–

Befordringsgodtgørelse

til personer, der har ret til vederlagsfri sygehusbehandling (når

betingelserne

er opfyldt), jf. § 172.

Spørgsmål 34:

Er ministeren enig i, at princippet fri og lige adgang til det

danske sundhedsvæsen (vederlagsfri behandling til sygehusbehandling,

behandling

hos alment praktiserende læger og speciallæger m.v.) er så fundamentalt i det

danske sundhedssystem, at der ikke må herske tvivl om, hvorvidt dette princip

skal og kan opretholdes fremover?

Svar:

Jeg er enig i – og det er regeringens politik – at borgerne

fortsat skal have adgang til vederlagsfri sygehusbehandling, vederlagsfri

behandling hos alment praktiserende læger og speciallæger og en række andre

ydelser. Derfor er alle bestemmelser om vederlagsfrihed for en lang række

sundhedsydelser i den nuværende lovgivning videreført fuldstændig uændret i

forslaget til sundhedslov, jf. min besvarelse af spørgsmål 33.

Netop på grund af spørgsmålets vigtighed finder jeg det uheldigt

og urimeligt over for borgerne, at der søges skabt og vedligeholdt en

usikkerhed herom, som er fuldstændig uden grundlag.

Jeg kan tilføje, at når

der i lovforslagets § 2 tales om

»let og lige adgang«

og

ikke fri adgang, er årsagen alene, at sundhedsloven omfatter samtlige ydelser

i

sundhedsvæsenet, herunder ydelser der både nu og efter forslaget er forbundet

med egenbetaling, f.eks. tandpleje. Det ville derfor være direkte misvisende

at

anføre

»fri«

– i betydningen gratis – adgang som et mål

i lovforslagets indledende bestemmelser.

Spørgsmål 35:

Er ministeren enig i, at der ikke kan lovgives i form af

udvalgsbilag til et lovforslag?

Svar:

Ja, jeg er enig i, at der ikke kan lovgives i udvalgsbilag. Det

kan der i øvrigt heller ikke i et lovforslags bemærkninger, men begge dele

kan

være et fortolkningsbidrag til loven.

Hvis der med spørgsmålet sigtes til det brev af 25. februar 2005

(L 74 – bilag 4) om vederlagsfri behandling, som jeg har sendt til

Folketingets

Sundhedsudvalg, bemærkes, at der i dette tilfælde hverken er behov for at

lovgive

eller fortolke yderligere. Vederlagsfriheden på de områder, hvor den gælder i

den nuværende lovgivning, er utvetydigt sikret gennem bestemmelserne i

lovforslaget om de enkelte ydelser, jf. min besvarelse af spørgsmål 33. Disse

bestemmelser giver borgerne en klar, direkte ret til vederlagsfrihed på de

pågældende områder, hvilken ingen fortolkning eller præcisering af lovens

brede

og generelle formålsbestemmelse vil kunne give.

Spørgsmål 36:

Vil

ministeren med henvisning til

a) høringsnotatet (L 74 – bilag 1), hvoraf fremgår, at der vil ske en

præcisering af bemærkningerne til § 2 med henblik på at sikre, at der ikke

skal

være tvivl om, at princippet om vederlagsfri adgang til sygehusydelser m.v.

fastholdes,

b) ministerens brev af 25. februar 2005 til udvalget (L 74 – bilag 4),

hvoraf

det fremgår, at den i høringsnotatet oplyste præcisering af bemærkningerne

til

§ 2 ved en fejl ikke er kommet med i lovforslaget,

c) debatten herom under 1. behandlingen af lovforslaget,

d) almindelige lovkvalitetshensyn og

e) at den fri og lige adgang er et fundamentalt princip i det danske

sundhedssystem

stille ændringsforslag til lovforslaget, som sikrer, at der ikke

kan rejses tvivl om, at der med lovforslaget ikke ændres ved gældende

principper og regler for, hvilke former for behandling der er vederlagsfri,

og

hvilke der opkræves egenbetaling for?

Svar:

Som det fremgår af mine besvarelser af spørgsmål 33-35, kan der

ikke rejses nogen som helst berettiget tvivl om, at vederlagsfriheden på de

områder, hvor den findes i dag, opretholdes med lovforslaget, jf. også min

besvarelse

af spørgsmål 35.

Spørgsmål 97:

Hvilke initiativer driver amterne i dag på sundhedsområdet, som

er omfattet af kommunalfuldmagten? Og hvilke af disse vil efter ministerens

opfattelse fremover ikke skulle drives i regionalt regi, men i kommunalt

regi,

og hvilke vil slet ikke skulle videredrives?

Svar:

Langt de fleste initiativer til udvikling i sygehusvæsenet bliver

taget af amterne uden anvendelse af kommunalfuldmagtsreglerne. Regionerne vil

derfor med sundhedslovforslaget have samme vide rammer som hidtil for

udvikling

af sygehusvæsenet. I de sammenhænge, hvor amterne under anvendelse af

kommunalfuldmagtsreglerne

har iværksat initiativer, tager sundhedslovforslagets § 79 højde herfor.

Som det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, har § 79, stk. 3 og 4, til formål at skabe

grundlag for, at regionerne kan videreføre eksisterende samarbejder

–

som i dag er hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne

–

mellem amtskommunerne i

kommunale selskaber eller mellem det offentlige sygehusvæsen og private

virksomheder samt dels at skabe grundlag for lignende samarbejder i

fremtiden.

Stk. 3 giver f.eks. mulighed for at videreføre det kommunale

selskab AMGROS I/S. Endvidere giver § 79, stk. 4, mulighed for, at et

regionsråd kan påtage sig opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er

omfattet af loven, såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af

regionsrådets sundhedsopgaver.

§ 79, stk. 2, giver bl.a. giver grundlag for at videreføre en

række ydelser i sygehusvæsenet, der i dag er hjemlet i

kommunalfuldmagtsreglerne, som f.eks. cafeterier, patienthoteller og

udlejning

af operationsstuer til private under forudsætning af ubenyttet kapacitet m.v.

Bestemmelsen giver også mulighed for, at sygehusene mod betaling f.eks. kan

levere diagnostiske undersøgelser til private sygehuse m.v.

Jeg er i øvrigt af Amtsrådsforeningen blevet forelagt eksempler

på amtslige aktiviteter på sundhedsområdet med henblik på en vurdering af, om

de drives i henhold til kommunalfuldmagtsreglerne, og hvordan de i givet fald

kan videreføres efter sundhedslovforslaget m.v. Når denne vurdering er

foretaget, vil jeg orientere Sundhedsudvalget herom.

Supplerende svar på spørgsmål 97 og 134:

Amtsborgmester Kristian Ebbensgaard

Amtsrådsforeningen

Dampfærgevej 22

Postboks 2593

2100 København Ø

København, den 1. juni 2005

Kære Kristian Ebbensgaard

Tak for dit brev af 21. april 2005 vedrørende regionernes

råderum og frihedsgrader i forbindelse med deres opgavevaretagelse. Du har

anført, at der er en vis usikkerhed om, hvordan regionerne kan samarbejde med

private, kommunerne og staten inden for de overordnede opgaver, regionerne

fremover skal varetage, idet kommunalfuldmagtsreglerne ikke vil finde

anvendelse for regionernes virksomhed. Du har i den forbindelse vedlagt et

notat, der indeholder beskrivelse af en række opgaver især på social- og

sundhedsområdet,

som amtskommunerne efter egen vurdering varetager efter

kommunalfuldmagtsreglerne. Du har anført, at du forventer, at de i notatet

beskrevne opgaver – og lignende opgaver – fremover vil kunne

varetages af

regionerne uden forudgående tilladelse fra ministeriet.

I den anledning skal jeg henvise til vedlagte notat, der

indeholder ministeriets stillingtagen til de rejste spørgsmål.

Som det fremgår af notatet, varetages langt de fleste opgaver,

herunder udviklingsopgaver på sundhedsområdet, i dag med hjemmel i blandt

andet

sygehusloven. Disse opgaver vil med kommunalreformen fremover dels blive

varetaget af regionerne, og dels af kommunerne. Regionerne er med

lovgivningen,

der gennemfører kommunalreformen, sikret store frihedsgrader i

opgavevaretagelsen,

vide samarbejdsmuligheder i forhold til kommunerne og fuldt ud de samme

muligheder

for at udvikle sundhedsvæsenet inden for rammerne af sundhedsloven, som

amtskommunerne

har det i dag.

På den baggrund finder

jeg ikke behov for at ændre i de fremsatte lovforslag, der skal gennemføre

kommunalreformen.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen

Indenrigs- og

sundhedsministerens notat af 30. maj 2005

Gennemgang og vurdering af regionernes

mulighed for at videreføre en række amtskommunale aktiviteter

I det følgende foretages en vurdering af, hvorvidt aktiviteter

som omtalt af Amtsrådsforeningen i notat af 21. april 2005 kan fortsætte

efter den

1. januar 2007 i henhold til lovgivningen til gennemførelse af

kommunalreformen,

herunder forslag til sundhedsloven.

Ministeriet skal indledningsvis bemærke, at langt de fleste

initiativer til udvikling i sygehusvæsenet bliver taget af amtskommunerne med

hjemmel i den skrevne lovgivning. Regionerne vil derfor med

sundhedslovforslaget

have samme vide rammer som hidtil for udvikling af sygehusvæsenet. I de

sammenhænge, hvor amtskommunerne under anvendelse af

kommunalfuldmagtsreglerne

har iværksat initiativer, tager sundhedslovforslagets § 79 højde herfor.

Ad sygehusvæsenet m.v.

Udvikling og forskning

I notatet peger Århus Amtskommune på, at en række amtskommunale

forskningssamarbejder med private virksomheder, universiteter m.v. vil blive

vanskeliggjort som følge af, at kommunalfuldmagtsreglerne ikke vil gælde for

regionerne.

Endvidere opregner Fyns Amtskommune en række forsknings- og

udviklingsprojekter om kommercialisering på sundhedsområdet og sundheds-it,

som

amtskommunen varetager i samarbejde med en tredjepart. Det drejer sig om

forskning

i stamceller, plantemedicin, Life Science-projektet om produktudvikling og

kommercialisering inden for sygehusvæsenet, projektet om udvikling af digital

kommunikation på sundhedsområdet samt projektet om telemedicin.

Udvikling og forskning, herunder uddannelse, indgår i dag som et

led i amtskommunernes almindelige driftsansvar for sundhedsvæsenets opgaver.

Med sundhedslovforslagets § 195 kodificeres denne praksis, idet det

fastsættes,

at regionsrådet skal sikre udviklings- og forskningsarbejde, således at

ydelser

efter denne lov samt uddannelse af sundhedspersoner kan varetages på et højt

fagligt

niveau.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 195, omfatter

regionernes forskningsforpligtelse forskning på universitetssygehuse og andre

sygehuse m.v. samt i praksissektoren, hvor forskningssamarbejde sker som led

i

overenskomstaftalerne.

Størstedelen af

regionernes forskningsopgaver, herunder samarbejder med private og andre

offentlige myndigheder, vil derfor uden videre kunne varetages i medfør af

sundhedslovforslagets § 195 om regionernes udviklings- og forskningsarbejde,

ligesom det sker i dag inden for rammerne af sygehusloven og lov om

Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Det fremgår videre af

bemærkningerne til sundhedslovforslaget, at

§ 79, stk. 3 og 4, har til

formål dels at skabe hjemmel til at videreføre eksisterende samarbejder

– som i

dag er hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne – mellem amtskommunerne i

kommunale

selskaber, eller mellem det offentlige sygehusvæsen og private virksomheder

samt dels skabe grundlag for lignende samarbejder i fremtiden.

På forskningsområdet har de offentlige sygehusejere i dag en

pligt til at arbejde for erhvervsmæssig nyttiggørelse af forskningsresultater

frembragt ved hjælp af offentlige midler, jf. lov nr. 347 af 2. juni 1999 om

opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner. En sådan pligt vil

fremover

gælde for regionerne, og regionerne vil i den forbindelse – ligesom

amtskommunerne – efter nærmere betingelser have mulighed for at oppebære

indtægter.

Efter sundhedslovforslaget § 79, stk. 3, kan et regionsråd efter

indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde med offentlige

myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform, om løsningen af

fælles opgaver efter lovens afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig

dermed

forbundne udgifter. Efter § 79, stk. 3, 2. pkt., kan indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætte, at bestemte former for samarbejde kan indgås

uden

godkendelse.

§ 79, stk. 3, 2. pkt., giver, som anført i bemærkningerne til

denne bestemmelse, bl.a. grundlag for at fastsætte, at eksisterende

samarbejder

mellem sygehuse, private virksomheder og andre offentlige myndigheder

umiddelbart kan videreføres. Med bestemmelsen er der bl.a. skabt grundlag

for,

at forsknings- og udviklingssamarbejde mv. mellem sygehuse og universiteter

eller private virksomheder ikke behøver godkendelse.

Der tænkes her på en lang række samarbejder med henblik på fx kommerciel

udnyttelse af forskningsresultater. Uddybende regler om, hvilke samarbejder

som

i medfør af § 79, stk. 3, 2. pkt., kan fortsætte uden videre, vil blive

fastsat

i en bekendtgørelse.

Angående de af Århus Amtskommune og Fyns Amtskommune nævnte

forsknings- og udviklingsprojekter bemærkes, at der ikke i

Amtsrådsforeningens

notat foreligger oplysninger, som umiddelbart giver anledning til, at disse

projekter ikke vil kunne videreføres. Hvilke samarbejder der vil kunne indgås

uden godkendelse, vil blive fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren i den

nævnte bekendtgørelse.

Uddannelsesydelser

Amtsrådsforeningen oplyser i notatet, at Århus og Ringkøbing

Amtskommuner tilbyder en række sundhedskurser.

Som det fremgår af sundhedslovforslagets § 195, skal regionerne

også bidrage til, at uddannelse af sundhedspersoner (som omfattet af loven)

kan

varetages på et højt fagligt niveau. Med hjemmel i denne bestemmelse vil en

region – ud over at kunne tilbyde kurser på sundhedsområdet til eget

sundhedspersonale – også kunne tilbyde kurser til kommunalt

sundhedspersonale

og sundhedspersonale fra praksissektoren. Efter sundhedslovforslagets § 79,

stk. 2, vil det kunne fastsættes, at regionerne kan opkræve betaling for

sådanne uddannelsesydelser. Der forventes derfor ikke at være noget til

hinder

for, at sundhedskurser, som de af Århus og Ringkøbing Amtskommuner nævnte,

kan

videreføres af regionerne.

Ydelser til andre

offentlige myndigheder og private virksomheder

Ringkøbing Amtskommune har blandt andet anført, at det er

usikkert, om kioskvirksomhed på sygehuset, salg af sundhedsydelser, f.eks.

scanninger til privathospitaler, kan fortsætte.

Efter sundhedslovforslagets § 79, stk. 2, kan indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan

tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning af

lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder.

Bestemmelsen er i al væsentlighed en videreførelse af gældende

bestemmelser i sygehusloven, som er præciseret i § 33 i bekendtgørelse om ret

til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. Bestemmelsen giver endvidere, som

anført i bestemmelsens bemærkninger, mulighed for at videreføre en række

accessoriske ydelser i sygehusvæsenet, som i dag er hjemlet i

kommunalfuldmagtsreglerne.

I forhold til de af Ringkøbing Amtskommune nævnte eksempler kan

det oplyses, at der i medfør af § 79, stk. 2, forventes fastsat regler om, at

regionerne på samme vilkår som i dag kan varetage accessoriske ydelser som

f.eks.

cafeteria- og kioskvirksomhed på sygehuset. Det indebærer, at ydelserne så

vidt

muligt skal bortforpagtes. Det forventes endvidere fastsat, at sygehusene på

samme vilkår som i dag, jf. kommunalfuldmagtsreglerne, kan udleje

sygehuslokaler til private virksomheder til brug for f.eks. forskning, samt

at

regionerne kan sælge diagnostiske undersøgelser – f.eks. scanninger

– til privathospitaler

m.v.

Driftssamarbejder

I forhold til Ringkøbing Amtskommunes deltagelse i Jysk

Linnedservice A/S kan det oplyses, at dette selskab i dag er omfattet af

lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med aktieselskaber

m.v.

(lovbekendtgørelse nr. 608 af 28. juni 1996). Efter denne lov kan Jysk

Linnedservice A/S sælge ydelser til private og opnå fortjeneste derved. Det

fremgår af L 46 (forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og

boligregistrering, lov om kommuners og amtskommuners samarbejde med

aktieselskaber m.v.), at denne lov foreslås ikke at finde anvendelse for

regionerne.

Det bemærkes, at sundhedslovforslagets § 79, stk. 3, som ovenfor

nævnt indeholder hjemmel til regionernes samarbejde med private virksomheder,

herunder i selskabsform, om løsning af de i bestemmelsen nærmere angivne

fælles

opgaver. Bestemmelsen indeholder således også hjemmel til, at regionerne kan

deltage i selskaber, hvor der også er private deltagere, om løsningerne af de

nævnte fælles opgaver. Den enkelte region må dog ikke have bestemmende

indflydelse. Bestemmelsen indeholder i overensstemmelse med

kommunalfuldmagtsreglerne, som bestemmelsen på dette punkt har til formål at

videreføre, ikke hjemmel til, at regionerne kan indgå i selskaber, der

udfører

opgaver, udover hvad regionerne selv kan varetage. Regionerne er derfor

afskåret

fra at deltage i selskaber, der har til formål at opnå fortjeneste. Endvidere

må selskabet som udgangspunkt ikke sælge ydelser til private. Dog vil

selskabet

i begrænset omfang kunne udnytte eventuel overkapacitet for at undgå

værdispild

og i den forbindelse sælge en sådan overskydende kapacitet til private til

markedspris.

Det bemærkes, at i det omfang Jysk Linnedservice A/S har til

formål at opnå fortjeneste, vil selskabet ikke kunne videreføres i medfør af

sundhedsloven med regionernes deltagelse. Der foreligger ikke i notatet

oplysninger vedrørende Jysk Linnedservice A/S’ aktiviteter, som i øvrigt

giver

anledning til, at selskabet ikke vil kunne videreføres med denne begrænsning.

I forhold til Ringkøbing Amtskommunes deltagelse i Åkanden I/S,

der i dag er organiseret som et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om

kommunernes

styrelse, skal det bemærkes, at

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet

efter § 79, stk. 3, på samme vilkår som i

dag endvidere vil kunne godkende samarbejder, der vil medføre indskrænkning i

de deltagende regionsråds beføjelser. Der foreligger ikke i notatet

oplysninger, som giver anledning til, at selskabet ikke vil kunne

videreføres.

Som nævnt vil det i en bekendtgørelse blive fastsat, hvilke samarbejder der

kan

indgås uden godkendelse.

Psykiatriske døgnhuse

For så vidt angår de af Viborg Amtskommune oprettede

psykiatriske døgnhuse, kan det oplyses, at det fremgår af lovforslagets § 75,

stk. 2, og bemærkningerne hertil, at regionerne har adgang til at etablere

behandlingsinstitutioner, herunder psykiatriske døgnhuse, efter

sundhedslovforslagets § 75, stk. 2, som amtskommunerne i dag kan etablere

efter

servicelovens § 93, stk. 2.

Ad samarbejde om forebyggelse

Vejle, Ringkøbing og Viborg Amtskommuner

har i notatet henvist til en række projekter på det forebyggende

og sundhedsfremmende område. Det drejer sig bl.a. om projekt røgfrit amt,

Vejle

Amt et hjerteamt, motion på recept og misbrugsforebyggelse.

Herudover yder Ringkøbing Amtskommune tilskud til

kræftrådgivningen og Patientforeningernes Information.

Hertil bemærkes, at efter sundhedslovforslagets § 120, stk. 1,

får kommunerne ansvaret for at skabe rammer for en sund levevis for borgerne.

Bestemmelsen har til formål at sikre den forebyggende og sundhedsfremmende

indsats en forankring i kommunerne. Herudover skal kommunerne efter stk. 2

etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Regionerne er forpligtede til – på samme måde som amtskommunerne

er det i dag – at give forebyggelsestilbud til den enkelte patient som

led i

undersøgelse og behandling af patienten på sygehus og i praksissektoren, jf.

sundhedslovforslagets § 5.

Eksempler på sådanne patientrettede forebyggelsestilbud kan være

kostvejledning til f.eks. diabetikere, patienter med hjertesygdomme og til

overvægtige,

vejledning om rygestop til f.eks. patienter med diabetes og hjerte- og

kredsløbssygdomme.

Med bestemmelsen i sundhedslovforslagets § 120, stk. 3,

fastlægges det, at regionsrådet herudover skal tilbyde rådgivning m.v. i

forhold til kommunernes indsats med henblik på at skabe rammer for sund

levevis

og etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Regionerne forudsættes endvidere at få tværgående opgaver i

relation til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring i forhold til den

patientrettede

forebyggelse. Regionernes tværgående opgaver forventes løst i samarbejde med

kommunerne.

I forhold til de af Amtsrådsforeningen nævnte eksempler på

forebyggelsestiltag betyder kommunalreformen, at regionerne som udgangspunkt

ikke kan påtage sig generelle borgerrettede forebyggelsesopgaver.

I forbindelse med kommunernes og regionernes pligt til at yde

patientrettet forebyggelse i praksissektoren og i sygehusvæsenet vil de samme

aktiviteter, som f.eks. tilbud om rygestop, kostvejledning og tilbud om

fysiske

aktiviteter, komme på tale.

Det vil derfor være naturligt i forbindelse med indgåelse af de

obligatoriske sundhedsaftaler om sundhedsfremme og forebyggelse, at

regionerne

og kommunerne indgår nærmere samarbejder om løsning af disse

forebyggelsesopgaver.

Opgaver, som regionerne selv kan varetage, f.eks. information om

forebyggelse og behandling af sygdomme, vil regionerne også kunne varetage

gennem tilskud til f.eks. foreninger såsom kræftrådgivningen og

Patientforeningernes Information.

Ad praksissektoren m.v.

Ringkøbing Amtskommune har i notatet henvist til § 2-aftaler med

praktiserende læger og speciallæger. Det lægges til grund, at der hermed

henvises til § 2 i landsoverenskomst om almen lægegerning, hvoraf fremgår, at

aftaler ud over landsoverenskomsten inden for den offentlige sygesikring skal

indberettes til overenskomstens parter. Det lægges endvidere til grund, at

der

også henvises til § 3 i overenskomst vedrørende speciallægehjælp, der

regulerer

lokal indgåelse af aftaler på området. Ringkøbing Amtskommune har i notatet

endvidere henvist til lokale aftaler med fysioterapeuter og kiropraktorer

vedr.

motion på recept.

Med kommunalreformen videreføres muligheden for, at lokale

aftaler og overenskomster kan indgås på regionalt niveau med sygesikringens

ydere, herunder aftaler vedrørende motion på recept, jf.

sundhedslovforslagets

§ 228. Aftalerne skal indgås af det regionale lønnings- og takstnævn.

Ad socialområdet

Fyns Amtskommune har anført, at amtskommunen med hjemmel i

kommunalfuldmagtsreglerne

har ydet tilskud til en række aktiviteter på det sociale område. Viborg

Amtskommune har tillige henvist til en række opgaver, som amtskommunerne

varetager på det sociale område.

Angående regioners opgaver på socialområdet har

Socialministeriet oplyst, at regionerne kun kan udføre de opgaver på det

sociale område, der er beskrevet i § 5 i forslaget til lov om social service.

Andre mindre opgaver, der i dag varetages i amtskommunerne, herunder tilskud

til selvejende institutioner m.v., vil som udgangspunkt blive overdraget til

kommunerne. I en overgangsperiode på fire år finansieres opgaverne på den

måde,

at staten overtager amtskommunernes hidtidige tilskud og videregiver dette

til

de pågældende institutioner m.v. Efter periodens udløb overføres det tilskud,

som staten overtager fra amtskommunerne, fuldt ud til det kommunale

bloktilskud. I løbet af perioden søges etableret aftaler om kommunal støtte

til

videreførelse af institutionerne m.v.

Det indebærer, at de i notatet nævnte opgaver på det sociale område

med kommunalreformens ikrafttræden overgår til kommunerne.

Spørgsmål 98:

Hvilke former for regionalt samarbejde med myndigheder og

private virksomheder vil ministeren efter lovforslagets § 79 stk. 3, skulle

godkende, og hvilke kan indgås uden godkendelse?

Svar:

Sundhedsforslagets § 79, stk. 3 giver mulighed for, at et regionsråd

efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse kan samarbejde med

offentlige

myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform, om

løsningen af

fælles opgaver efter lovens afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig

dermed forbundne udgifter.

Baggrunden for godkendelsesbeføjelsen er, at indenrigs- og

sundhedsministeren dermed bl.a. kan sikre sig, at det eller de relevante

regionsråd direkte indgår i de relevante samarbejder.

Som følge af

høringssvarene til § 79 har jeg foreslået et nyt stk. 3, 2. pkt.,

hvorefter

indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at bestemte

former for samarbejder kan indgås uden godkendelse.

Formålet med denne

bestemmelse er at skabe grundlag for, at eksisterende samarbejder mellem

sygehuse

og andre offentlige myndigheder eller private virksomheder

umiddelbart kan videreføres. Som nævnt i lovforslagets bemærkninger skaber

bestemmelsen bl.a. grundlag for at fastsætte, at samarbejde om

sundhedsberedskab, herunder præhospital indsats over landegrænser –

f.eks. det

planlagte samarbejde over Øresund – ikke kræver godkendelse.

Endvidere giver § 79,

stk. 3, 2. pkt., mulighed for, at forsknings- og udviklingssamarbejde m.v.

mellem sygehuse og universiteter eller private virksomheder ikke behøver

godkendelse. Der tænkes her på samarbejder i selskabsform med henblik på

f.eks.

kommerciel udnyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at langt størstedelen

af

regionernes forskningsopgaver, herunder samarbejder med private og andre

offentlige myndigheder, uden videre vil kunne varetages i medfør af

forslagets

§ 195 om regionernes udviklings- og forskningsarbejde, ligesom det sker i dag

inden for rammerne af sygehusloven.

Uddybende regler om,

hvilke samarbejder som i medfør af § 79, stk. 3, 2. pkt., kan fortsætte uden

videre, vil blive endeligt fastsat i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vil

naturligvis blive sendt i høring, inden den udstedes.

Spørgsmål 198:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. maj 2005 fra

Forbrugerrådet, jf. L 74 – bilag 65.

FORBRUGERRÅDET

Udgiver af Tænk+Test

Margrethe Nielsen

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

19. maj 2005

Patientrettigheder på svangreområdet

Det fremgår af forslag til sundhedslov, at gravide og fødende

kvinder har ret til forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder samt

til jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet (§84).

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinjer for

svangreomsorgen, at »formålet med sundhedsvæsenets sundhedsfremmende,

forebyggende og behandlende indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og

barselperiode er at styrke og bistå kvinden og familien under hele forløbet.

Det er målet, at denne vigtige livsperiode gennemleves som en sammenhængende,

naturlig livsproces med mulighed for personlig udvikling, tryghed og

sikkerhed

for kvinden, barnet og den øvrige familie«. Sundhedsstyrelsens undersøgelse

af

jordemoderydelserne på landets fødesteder i 2003 viser imidlertid, at der

rundt

i amterne er store problemer med at leve op til Sundhedsstyrelsens

retningslinjer til trods for den gode hensigtserklæring.

Det fremgår af den samlede vurdering i Sundhedsstyrelsens notat,

at:

»Der ses en vis reduktion af jordemoderkontakterne i graviditeten,

efterfødselssamtalerne og tilbudene om forældre-fødselsforberedelsen i

forhold

til anbefalingerne fra 1998. Der var dog store variationer på de enkelte

fødesteder. Sundhedsstyrelsen anbefaler at der skabes mulighed for

jordemoderens

kontinuerlige tilstedeværelse under fødslen. Denne mulighed skabes i de

fleste

tilfælde. Der er dog fortsat rum for forbedringer, f.eks. ved at fritage de

jordemødre, der passer de fødende, fra at skulle klare akutte obstetriske

henvendelser samtidig«.

Forbrugerrådet må på baggrund af Sundhedsstyrelsens notat

konkludere, at nogle fødende ikke får den hjælp og støtte, de har behov for

under graviditeten, under fødslen eller efter fødslen. Dette foregår

samtidigt

med, at der ses en stigning i kejsersnit uden medicinsk indikation.

Størstedelen af disse kejsersnit foregår på andengangsfødende, som har haft

et

traumatisk fødselsforløb første gang, og som derfor ikke ønsker at føde

normalt. Det er en meget dyr udvikling, og der er evidens for, at

kontinuerlig

støtte under fødslen giver bedre fødsler, større tilfredshed, mindre

smertelindring

og færre indgreb. Det er fuldstændig basalt, at den fødende har en jordemoder

hos sig under fødslen.

Det fremgår ikke af loven, og Sundhedsstyrelsens retningslinjer

er kun anbefalinger, så til trods for de gode hensigter i retningslinjerne er

de gravide og fødende ikke garanteret denne ret.

Ifølge Sundhedsstyrelsens notat tilbyder nogle fødesteder et

meget lavt antal jordemoderkonsultationer i løbet af graviditeten. 3-4

konsultationer er det laveste antal, der tilbydes i løbet af en graviditet.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer bør antallet af

jordemoderkonsultationer være behovsbestemt, og der anbefales 7 kontakter. I

de

tidligere retningslinjer var anbefalingen 5. De gravide er ikke sikret et

minimumsantal konsultationer hos jordemoderen. Jordemoderkonsultationerne er

en

væsentlig del af forberedelsen til fødslen og familiedannelsen.

Efter Forbrugerrådets opfattelse bør de gravide tilbydes

forældre- og fødselsforberedelse, men også her er der sket nedskæringer.

Ligesom der er behov for at sikre muligheden for efterfødselssamtaler –

ikke

kun i forbindelse med hjemme- og ambulant fødsel, men også i forbindelse med

en

almindelig overstået fødsel – for at give parret mulighed for at få

oplevelsen

talt igennem og bearbejdet. Det indgår også i forberedelsen til en eventuel

efterfølgende graviditet.

Efter Forbrugerrådets opfattelse er der her kun tale om basale

behov i relation til graviditet og fødsel.

Det fremgår af ministerens svar på spørgsmål nr. 133 til L74, at

de decentrale myndigheder er forpligtet til at sikre en høj faglig kvalitet i

sundhedsydelserne. Det fremgår endvidere af forslaget til sundhedsloven, at

indenrigs- og sundhedsministeren fastlægger i samarbejde med regionsrådene og

kommunalbestyrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling i det danske

sundhedsvæsen. Forbrugerrådet vil gerne spørge, om ministeren vil benytte sig

af denne bemyndigelse til på svangreområdet at sikre kvinder i Danmark

svangreomsorg på et minimumsniveau med hensyn til kontinuerlig

jordemodertilstedeværelse under fødslen, minimum 7 jordemoderkonsultationer

under

graviditeten, forældre- og fødselsforberedelse og efterfødselssamtale?

Med venlig hilsen

Villy Dyhr

Chef for Politisk Afdeling

Margrethe Nielsen

Sundhedspolitisk medarbejder

Svar:

Forbrugerrådet har i brev af 19. maj 2005 rettet forespørgsel

til mig, om jeg vil benytte bestemmelsen i forslaget til sundhedslov

(lovforslagets

§ 194) om kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet til at sikre gravide og

fødende

kvinder i Danmark svangreomsorg på et minimumsniveau i form af kontinuerlig

jordemodertilstedeværelse under fødslen, minimum 7 jordemoderkonsultationer,

forældre-

og fødselsforberedelse og efterfødselssamtale.

Til orientering vedlægger jeg kopi af mit svar til

Forbrugerrådet, hvoraf det fremgår, at § 194 i forslag til sundhedslov ikke

kan

anvendes til at detailregulere ydelser til bestemte grupper i

sundhedsvæsenet,

sådan som Forbrugerrådet foreslår.

Det fremgår videre, at gravide og fødende allerede har ret til

en række ydelser på området, og at yderligere regulering af svangreomsorgen

efter min opfattelse vil reducere muligheden for optimal

arbejdstilrettelæggelse

på fødeafdelingerne, ligesom det vil reducere muligheden for at differentiere

indsatsen efter ønsker og behov hos den enkelte kvinde.

Forbrugerrådet

Fiolstræde 17

Postboks 2188

1017 København K

København, den 1. juni 2005

Forbrugerrådet har i brev af 19. maj 2005 rejst spørgsmål om

gravide og fødende kvinders rettigheder på svangreområdet.

Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens undersøgelse af

jordemoderydelserne på landets fødesteder i 2003 og med henvisning til min

besvarelse af 4. maj 2005 på spørgsmål nr. 133 fra Folketingets

Sundhedsudvalg

spørges, om jeg vil benytte mig af bestemmelsen i forslaget til sundhedslov

(lovforslagets § 194) om kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet til at sikre

gravide og fødende kvinder i Danmark svangreomsorg på et minimumsniveau i

form

af kontinuerlig jordemodertilstedeværelse under fødselen, minimum 7

jordemoderkonsultationer,

forældre og fødselsforberedelse og efterfødselssamtale.

Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at amtskommuner og

kommuner allerede i dag skal sikre, at sundhedsvæsenets ydelser generelt har

høj kvalitet, og at dette indgår som et naturligt led i det decentrale

driftsansvar for sundhedsvæsenet. Det er derfor naturligvis også regeringens

opfattelse og forventning, at tilbuddene i svangreomsorgen i hvert enkelt

forløb skal have en høj kvalitet, hvilket jf. min besvarelse af spørgsmål nr.

133 bl.a. sikres ved, at det er kvalificeret personale som f.eks. uddannede

jordemødre, der leverer ydelserne.

Kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet er imidlertid ikke nogen ny

opgave, selvom forpligtelsen ikke tidligere har været lovreguleret, og

bestemmelsen

kan ikke anvendes til at detailregulere ydelser til bestemte grupper i

sundhedsvæsenet, sådan som Forbrugerrådet foreslår.

Det skal i øvrigt bemærkes, at gravide jf. lov om

svangerskabshygiejne og fødselshjælp, i forvejen har en række rettigheder,

som

er videreført uændret i forslaget til sundhedslov (ret til indtil fem gratis

forebyggende undersøgelser hos en læge, ret til forebyggende undersøgelser

hos

en jordemoder, ret til gratis fødselsbetjening på sygehus, ret til at føde

hjemme og ret til gratis jordemoderhjælp i den forbindelse).

De tilbud, som Forbrugerrådet foreslår, at gravide og fødende

sikres på et minimumsniveau, er i dag indeholdt som anbefalinger i

Sundhedsstyrelsens svangreretningslinjer. Det er faglige anbefalinger, som

regeringen fuldt ud støtter og forventer, at de driftsansvarlige decentrale

myndigheder i størst muligt omfang realiserer på landets fødesteder.

Jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 133 er anbefalingerne blevet

indskærpet over for amterne og fødestederne, og de er blevet opfordret til at

forbedre arbejdstilrettelæggelsen lokalt samt udnytte jordemoderressourcerne

bedre. Jeg tror, at yderligere regulering af svangreomsorgen i form af

minimumsstandarder

vil reducere muligheden for optimal arbejdstilrettelæggelse på afdelingerne,

ligesom det ikke harmonerer med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at

differentiere indsatsen efter ønsker og behov hos den enkelte kvinde.

Jeg skal i den forbindelse minde om, at et positivt resultat fra

Sundhedsstyrelsens undersøgelse af jordemoderydelserne var, at der er sket en

større individualisering af tilbuddene i svangreomsorgen, herunder i form af

særlig opmærksomhed på svage grupper.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen

Spørgsmål 199:

Ministeren bedes oplyse, om han vil støtte et ændringsforslag,

der sikrer, at den nuværende bestemmelse i loven om svangreomsorg om, at

Sundhedsstyrelsen fastsætter et antal jordemoderbesøg, man mindst har ret

til,

kommer ind i lovforslaget, f.eks. i § 84, på samme måde som der i

lovforslagets

§ 62 står, at Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende

helbredsundersøgelser hos læge ved graviditet.

Svar:

Adgangen til forebyggende helbredsundersøgelser ved en

jordemoder er fastsat i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp § 1, stk.

2, hvoraf det fremgår, at gravide har ”ret til vederlagsfri forebyggende

helbredsundersøgelser hos en jordemoder”. Af § 2, stk.1, fremgår, at

Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier for bl.a. antallet af

forebyggende

helbredsundersøgelser hos en jordemoder.

I Sundhedsstyrelsens retningslinier for svangreomsorgen er det

anbefalet, at den gravide tilbydes ca. 7 kontakter med jordemoderen. Der er

imidlertid ikke tale om, at gravide som minimum har ret til et bestemt antal

undersøgelser ved jordemoder. Det fremgår i stedet af retningslinierne, at

nogle gravide vil have behov for flere kontakter, mens andre vil have behov

for

færre. Den gennemgående tanke i svangreretningslinjerne er således, at

svangreomsorgen skal differentieres med udgangspunkt i den enkelte gravides

ønsker

og behov.

I § 84 i forslaget til sundhedslov er de i dag gældende

bestemmelser fra lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp om gravides

adgang

til vederlagsfri, forebyggende undersøgelser ved en jordemoder videreført,

hvilket også er tydeliggjort i bemærkningerne til bestemmelsen.

Lovforslaget medfører således ingen ændring for gravides

rettigheder i forbindelse med graviditet og fødsel. Lovforslaget medfører

heller ingen ændring af Sundhedsstyrelsen kompetence til at fastsætte

retningslinier for svangreomsorgen – jf. min besvarelse af spørgsmål nr.

25 (L

74), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet den 21. marts 2005. Heraf

fremgår bl.a., at Sundhedsstyrelsen i kraft af sine rådgivende

myndighedsopgaver

fortsat skal fastsætte retningslinier, herunder også for de forebyggende

helbredsundersøgelser i svangreomsorgen.

På den baggrund finder jeg ikke, at et ændringsforslag er

nødvendigt.

Spørgsmål 200:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 18. maj 2005 fra

Benny Kristensen, Odense, f. L 74 – bilag 66.

Odense, den 18. maj 2005

Kære Birthe Skaarup

Jeg skriver til dig, fordi du er formand for sundhedsudvalget og

fordi, Dansk Folkeparti ved gentagne lejligheder har udtrykt, at de små

handicapgrupper har partiets bevågenhed.

Jeg henvender mig som privatperson og er til daglig selvstændig

arbejds- og organisationspsykolog. Mit arbejde består primært i rådgivning af

offentlige virksomheder (såvel primærkommunale som amtslige), samt

foredragsvirksomhed – bl.a. for patientforeninger. Min henvendelse er

mine

forskellige arbejdsgivere ganske ubekendt.

Emnet er den del af udkastet til den nye sundhedslov, der lægger

den nuværende amtstandpleje sammen med omsorgstandplejen til en fremtidig

specialtandpleje i kommunalt regi.

Min interesse for emnet skyldes dels, at jeg har faet

indsigt/interesse i emnet i forbindelse med løsningen af konsulentopgaver for

amtstandplejen og dels haft dialog med/holdt foredrag for en række

patientforeninger, der udtrykte stor usikkerhed mht. medlemmernes tandpleje

efter kommunalreformen – og jeg kan godt forstå deres bekymring!

Jeg valgte at kigge lidt nærmere på emnet, og min anbefaling til

Dansk Folkeparti er, at I bestræber Jer på at overbevise regeringen om, at

amtstandplejen (og evt. også omsorgstandplejen) bliver placeret i de

fremtidige

regioner.

Amtstandplejen blev indført for godt 3 år siden – og skal vel

ses som et forsøg på at sikre, at også vore svageste medborgere bliver

omfattet

af tandplejelovens formål:

§ 1.

Tandplejens mål er, at befolkningen ved en god hjemmetandpleje og et

sammenhængende

tilbud om forebyggelse og behandling kan udvikle hensigtsmæssige

tandplejevaner

samt sunde tænder, mund og kæber og bevare disse i funktionsdygtig stand

gennem

hele livet.

Amtstandplejens målgruppe er børn og voksne, der pga. nedsat

funktionsevne ikke på tilfredsstillende vis kan anvende de alm. tilbud i

børne-

og ungdomstandplejen, sygesikringstandplejen og omsorgstandplejen. Der er

først

og fremmest tale om svært udviklingshæmmede og sindslidende samt personer,

der

er alvorligt handicappede pga. f.eks. Parkinsons sygdom, cerebral parese,

autisme,

sklerose, mm.

I alt skønnes ca. 23.000 personer at være omfattet af

amtstandplejen. En meget stor del af disse kan kun behandles i fuld narkose,

og

behandlingerne er tit ret komplicerede – bl.a. fordi målgruppen ofte

ikke kan

styre proteser og derfor må have implantater.

Det kendetegner endvidere målgruppen, at langt de fleste af dem

er ressourcesvage og derfor heller ikke formår at gøre deres rettigheder

gældende overfor de bevilgende myndigheder.

Efter en lidt træg start er amtstandplejen langt de fleste

steder ved at komme rigtig godt i gang. På 3 år er det således lykkedes

amtstandplejen at få fat i næsten halvdelen af målgruppen. Tilsvarende har

omsorgstandplejen efter 11 år kun formået at tilbyde 1/3 af

omsorgstandplejepatienterne behandling.

Se vedlagte tabeller bagest i henvendelsen.

Det er også værd at bemærke, at amterne udfører en del specialopgaver for den

kommunale omsorgstandpleje. Det drejer sig primært om behandling i fuld

narkose.

I nogle amter er det op til 40 % af alle patienter, der kommer fra

omsorgstandplejen.

Det skal bemærkes, at disse patienter tæller med i kommunernes statistik

– og

ikke i amternes.

Nu skal – ifølge udkast til ny sundhedslov – amtstandplejen så

lægges ud til kommunerne. Dermed flyttes de svageste patienter fra et system,

der fungerer nogenlunde (og viser en stigende dækningsgrad) til et system,

der

fungerer dårligere (og viser en nedadgående tendens mht. dækningsgrad).

Jeg finder det uansvarligt at løbe risikoen for væsentlige

forringelser for vore svageste medborgere ved udlægningen af amtstandplejen.

Det fremtidige system vil (hvis loven vedtages i sin nuværende form) blive

præget af kassetænkning, hvor de små kommuner (ud fra økonomiske

overvejelser)

bestiller et (begrænset) antal pladser hos større kommuner eller regioner på

specialtandplejeområdet. Flerårige rammeaftaler sikrer, at det er de

økonomiske

prioriteringer og ikke patientbehovet, der bestemmer behandlingen.

Vi har faktisk allerede eksempler på den fremtidige model. I

Vestsjællands amt har 24 kommuner indgået rammeaftaler med amtet om at

behandle

omsorgstandplejepatienter (da kommunerne ikke selv magter denne opgave).

Kommunerne har forud defineret deres »behov«, og en omsorgstandplejepatient

kan

først blive behandlet, når der bliver en plads ledig (når der er en, der

dør).

Det fremgår af vedlagte statistik, at kommunerne i Vestsjællands Amt hører

til

blandt de kommuner med den laveste dækningsgrad på omsorgstandplejeområdet.

Jeg

ser dette som en forsmag på, hvorledes den fremtidige specialtandpleje –

baseret på rammeaftaler – kommer til at fungere.

Ved at nærlæse Danmarks Statistiks »Socialstatistik« kan man

endvidere se, at der tegner sig et klart billede af omsorgstandplejen. De

store

kommuner klarer sig bedre end de mindre kommuner. Dårligst af alle klarer de

såkaldte »praksiskommuner« sig. Praksiskommunerne har ikke selv kommunal

tandpleje, men får opgaverne løst hos de privatpraktiserende tandlæger eller

hos andre kommuner.

Konklusionen er,

1)

der skal en væsentlig

population til at drive en bæredygtig specialtandpleje

2)

hvis finansieringsansvar

og behandling skilles ad, bliver behandlingsfrekvensen lav

Sundhedsstyrelsen har lavet nogle beregninger over, hvor stort

befolkningsgrundlaget skal være for at drive en bæredygtig amtstandpleje. Man

er nået frem til et tal mellem 150.000 og 200.000. Da der på landsplan

skønnes

at være ca. 23.000 personer, der skal have tilbudt amtstandpleje, svarer det

til, at der er 1 amtstandplejepatient pr. ca. 235 indbyggere (og for øvrigt 1

omsorgstandplejepatient pr. ca. 50 indbyggere).

Der er ligeledes foretaget beregninger, der viser, at et

amtstandplejeteam kan behandle ca. 550 patienter årligt Et

omsorgstandplejeteam

kan behandle ca. 700 patienter årligt. Forskellen afspejler forskellen i

specialiseringsniveauet samt kravene til opsøgende arbejde i amtstandplejen.

En population på 150.000 – 200.000 vil have et skønnet antal

amtstandplejepatienter på 640 – 850. Svarende til ca. 1½

amtstandlægeteam.

Ideelt betragtet skal der dog være 2 teams (ca. 1.100 patienter og et

befolkningsgrundlag på ca. 260.000) for at sikre bæredygtighed og

vidensudveksling.

Ovenstående tal er baseret på en dækningsgrad på 100 %. Den

nuværende amtstandpleje kan kun udvise en dækningsgrad på knap 50 % –

hvilket i

virkeligheden fordobler populationskravet til 520.000. Af samme grund har

Viborg og Ringkøbing amter slået sig sammen om at løse amtstandplejen –

tilsvarende for Storstrøm og Roskilde. På den led rammer Landsforeningen

Evnesvages

Vel plet, når de i deres høringssvar bl.a. skriver:

Det

kan på den ene side konstateres, at det er gået langsomt med udviklingen af

amtstandplejen på trods af de ekstra ressourcer, der for få år siden blev

tilført til området til udbygningen af amtstandplejen. For at opnå

effektivitet

er der i bl.a. tre amter lavet en fælles amtstandpleje til betjening af især

mennesker med udviklingshæmning. Disse erfaringer tyder på, at grundlaget for

en specialiseret amtstandpleje endda burde være større end de nuværende

amter.

LEV repræsenterer den største del af målgruppen for

amtstandplejen.

Hvis amtstandplejen dækningsgrad ved udlægningen til kommunerne

kommer ned på omsorgstandplejens dækningsniveau (ca. 33 %) vil det kræve et

befolkningsgrundlag på 780.000 at sikre bæredygtigheden. Begynder det at

lugte

af regioner?

Der findes adskillige eksempler på, at mange kommuner hidtil har

nedprioriteret behandlingen af vore svageste medborgere. Der findes f.eks.

kommuner med mere end 10.000 indbyggere, der har mindre end 10

omsorgstandplejepatienter. Jeg har kontaktet klinikcheferne i nogle af disse

kommuner for at høre, hvorfor de ikke havde flere borgere tilknyttet

omsorgstandplejen. Alle har samstemmende sagt, at det skyldes politiske

prioriteringer. Desværre er følgende presseklip heller ikke enestående:

Omsorgstandplejen i Haslund strammer

kriterierne

Syv personer i Hashøj Kommune kan ikke få

tandpleje gennem Omsorgstandplejen, fordi kommunen skal spare.

Ifølge Kurt A. Nielsen, der er formand for

Arbejdsskadeforeningen i Hashøj Kommune, viser det, at det er de svage der

rammes, når kommunerne gennemfører nedskæringer.

Sagen kommer frem som følge af en afvisning

af en scleroseramt kvindes ansøgning til Omsorgstandplejen.

Hashøjs borgmester Troels Christensen (V)

mener, at grænsen er trukket det rigtige sted. – Vi har foretaget en

politisk

prioritering, fastholder han.

Sjællands Tidende 13.01.2004

Hvis ansvaret for de svageste borgeres tandsundhed bliver lagt

ud til kommunerne, frygter jeg, at man vil opleve en kraftig nedprioritering

af

de nuværende amtstandplejepatienter. Hvordan skal kommunerne kunne

argumentere

for, at 50 % af denne gruppe skal have behandling, når kun 33 % af

omsorgstandplejepatienterne får det? Der er vist (desværre) overvejende

sandsynlighed for, at amtstandplejen bliver trukket ned på omsorgstandplejens

niveau. Kan Dansk Folkeparti tage ansvar for det?

Fortalerne for amtstandplejens udlægning til kommunerne er få.

KL, Tandlægernes Nye Landsforening (TNL) og overtandlægen i regionskommune

København er vist de eneste – ud over regeringen og DF (?). Jeg har

tidligere

refereret LEV's høringssvar, og amtsrådsforeningens svar går også imod

udlægningen. Sundhedsstyrelsen udtaler sig ikke politisk, men deres

beregninger

på området taler klart for en regional placering.

Tandlægernes egne »meningsdannere« er delte. TNL består næsten

100 % af kommunalt ansatte tandlæger, der gerne ser flere arbejdspladser i

kommunen – og flere medlemmer i en forening, der med ca. 1.000 medlemmer

i

forvejen udfører en overlevelseskamp. Overtandlægen i København (der både er

amt og kommune) er som den eneste amtstandlæge fortaler for udlægning til

kommunen.

Det er også den eneste mulighed han har for stadig at være chef for den

samlede

specialtandpleje. Dansk Tandlægeforening (DTF) har med sine ca. 6.000 –

primært

privatpraktiserende – medlemmer den stik modsatte holdning. DTF mener

helt

klart, at amtstandplejen skal placeres i regionerne. Man mener simpelt hen

ikke, at kommunerne vil kunne klare opgaven. Dette er vel at mærke fra en

organisation, der ikke har specielle politiske interesser i en placering det

ene eller andet sted.

Det er i debatten blevet fremført, at nærhedsprincippet bedre

tilgodeses ved at samle specialtandplejen i kommunerne. Det er noget vrøvl.

Der

vil være mindst lige så stor afstand mellem de behandlende enheder i

kommunerne, som der vil være i regionerne. Det er altså befolkningsunderlaget

–

og ikke antallet af kommuner – der er afgørende. Hvis vi f.eks. tager

udgangspunkt i Fyn, så vil Amtstandplejen i løbet af nogle få måneder have

klinikker i både Nyborg og Odense. Hvis kommunerne skal overtage, er det vel

kun realistisk at antage, at Odense kan klare opgaven. Vil Odense så etablere

og drive klinikker rundt omkring på Fyn for at støtte nærhedsprincippet?

Endelig fremgår det også af lovudkastet, at regionerne er

forpligtiget til at servicere de kommuner, der ikke selv kan klare

specialtandplejeopgaven. Selvfølgelig kan amterne ikke have et

specialtandlægeberedskab

stående, hvis der ikke er klare aftaler om opgavemængden. Derfor opereres der

da også med 1-3 årige rammeaftaler. Man glemmer imidlertid, hvor stort

befolkningsgrundlaget skal være for at drive en bæredygtig specialtandpleje.

Hvis kommunerne vil lægge niveauet for den kommende specialtandpleje på

niveau

med den nuværende omsorgstandpleje, vil der kun være en amtstandplejepatient

pr. ca. 700 indbyggere. En region skal således have aftaler i hus med

kommuner

med en samlet population på ca. 400.000 indbyggere bare for at kunne oprette

1

tandlægeteam – og aftaler med kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere,

for at

opnå en tilfredsstillende bæredygtighed (dvs. 2 tandlægeteams).

Man kan så indvende, at sammenlægningen af omsorgs- og

amtstandplejen giver et bedre befolkningsgrundlag for at drive store,

bæredygtige

enheder. Her undervurderer man helt klart forskellene de 2 målgrupper imellem

–

inkl. specialiseringsgraden i behandlingen. Jeg gad nok se reaktionen fra de

»normale«

ældre patienter, der nu skal dele venteværelse og klinikker med alvorligt

sindslidende

og udviklingshæmmede patienter. Amtstandplejen på Fyn forsøgte i en periode

at

leje klinikplads hos den kommunale tandpleje i Odense. Dette gik man hurtigt

bort fra, da patienterne fra den kommunale børne- og ungdomstandpleje følte

sig

usikre ved samværet med amtstandplejepatienterne. På den baggrund har Fyns

Amtsråd bevilget ny selvstændig amtstandplejeklinik i Odense (den åbner om 2

måneder).

Da kravene til en tandlæge i amtstandplejen anses for at være

større end til en tandlæge i omsorgstandplejen, har de 2 gruppe forskellige

overenskomster. Ved en sammenlægning skal man enten operere med fortsat at

have

2 overenskomster – eller ensrette kvalifikationskravene (og dermed

aflønningen).

Sandsynligvis vil man rette ind efter den nuværende overenskomst på

omsorgstandplejeområdet, da den er billigst. Derved må man slække på

specialiseringskravet og derved også på behandlingskvaliteten. Dette skal ses

i

lyset af, at der i dag er reel tandlægemangel – især hvad angår

tandlæger med

specielle kompetencer.

Kære Dansk Folkeparti. Vis nu, at I er de svage medborgeres

advokater – og sørg for at den nuværende amtstandpleje bliver placeret i

de

kommende regioner – alt andet vil blive et administrativt ragnarok

– og de

svageste kommer til at betale prisen!

Tag gerne omsorgstandplejen med over i regionerne, så de ældre

ikke længere skal spises af med et behandlingsniveau på 1/3 af det optimale.

Sørg for at placere såvel drift som finansieringsansvar i

regionerne, så bevillingerne kan baseres på reelle behov

(bloktilskud/kommunal

medfinansiering) og ikke på de enkelte kommunalbestyrelsers

politisk/økonomisk

prioriteringer. Historien viser nemlig, at dette ikke fungerer – og i

realiteten

handicapper vore mest handicappede medborgere yderligere.

Tak fordi du gav dig tid til at læse brev.

Venlig hilsen

Benny Kristensen

Arbejds- og organisationspsykolog

Dronningensgade 23

5000 Odense C.

Tlf. 66 14 24

20

Mail:

benny.kristensen@post.tele.dk

Bilag: 2 tabeller over omsorgstandplejens og amtstandplejens

dækningsgrad.

TABEL 1

Dækningsgrader på hhv. omsorgstandpleje og amtstandpleje

Omsorgstandpleje

2004

Amtstandpleje 2005

Område

Befolkningsandel i procent

Omsorgstandpleje

ideelt

Omsorgstandpleje

reelt

Dækningsgrad i procent

Amtstandpleje

ideelt

Amtstandpleje

reelt

Dækningsgrad i procent

Hele landet

100%

103.500

34.422

33,3%

23.000

10.762

46,8%

København

9,3%

9.626

3.400

35,3%

2.139

1.520

71,5%

Frederiksberg

1,7%

1.760

688

39,1%

391

50

11,0%

Kbh. Amt

11,5%

11.903

9.328

78,4%

2.645

1.632

61,7%

Fr.borg Amt

6,9%

7.142

2.315

32,4%

1.587

576

36,3%

Roskilde Amt

4,4%

4.544

916

20,2%

1.012

81*)

8,0%

Vestsj. Amt

5,6%

5.796

1.411

24,3%

1.288

824

64,0%

Storstr. Amt

4,85%

5.020

1.414

28,2%

1.112

370

33,3%

Bornholm

0,8%

828

212

25,6%

184

Ca. 60

35,3%

Fyns Amt

8,8%

9.108

2.155

23,7%

2.024

800

39,5%

Sønderj. Amt

4,7%

4.865

1.570

32,3%

1.081

275

25,4%

Ribe Amt

4,16%

4.306

833

19,1%

957

Ca. 310

32,4%

Vejle Amt

6,56%

6.790

1.657

24,4%

1.509

380

25,2%

Ringk. Amt

5,1%

5.279

1.262

23,9%

Ringk./Vib. har fælles amtstandpleje

Viborg Amt

4,36%

4.513

929

20,6%

2.176

2.050

94,2%

Århus Amt

12,06%

12.482

3.944

31,6%

2.774

1.319

47,5%

Nordj. Amt

9,2%

9.522

2.388

25,1%

2.116

515

24,3%

*)

Amtstandplejen i

Roskilde Amt har kun eksisteret i 1 år. De øvrige amter i 2-3 år.

Ribe Amt har endnu

ikke etableret selvstændig amtstandpleje, men far opgaverne løst hos private

tandlæger.

Viborg og

Ringkøbing amter har fælles amtstandpleje - og succes dermed!

Tallene for den

kommunale omsorgstandpleje i hhv. Vestsjællands og Roskilde amter er større

end

tallene fra Danmarks Statistik. Det skyldes, at 24 kommuner i de 2 amter, har

valgt at lade amtstandplejen i Vestsjællands Amt udføre

omsorgstandplejeopgaverne for dem, da kommunerne ikke selv magter denne

opgave.

Det drejer sig om ca. 1.000 omsorgstandplejepatienter, der altså ikke er

medtaget i opgørelsen fra Danmarks Statistik. Tallene for amtstandplejen i

Vestsjællands Amt indeholder ikke omsorgstandplejepatienter.

For regionskommune

Bornholm samt Ribe Amts er amtstandplejetallene baseret på oplysninger fra

Amtsrådsforeningen. De øvrige tal er oplyst direkte fra de respektive

amtstandplejeledere.

Skønnet antal

patienter:

Kilde Maria Malling, Sundhedsstyrelsen

Omsorgstandpleje

totalt

100.000

Amtstandpleje

totalt:

31.000

Yderligere

visiteret fra amtstandplejen

3.500

visiteres

til omsorgstandplejen

3.500

Visiteres

til sygesilQingstandpl.

4.500

I

alt OMSORGSTANDPLEJE:

103.500

Rest

AMTSTANDPLEJE:

23.000

TABEL 2

Dækningsgrader

på hhv. omsorgstandpleje og amtstandpleje – med korrektion for

ældreandel

Tabel, hvor

ideal-tallene for omsorgstandplejen tager højde for de enkelte amters

»ældre-andel«,

da omsorgstandplejen i stor udstrækning er knyttet til ældre medborgere.

Omsorgstandpleje

2004

Amtstandpleje 2005

Område

Ændreandel i procent

Omsorgstandpleje

ideelt

Omsorgstandpleje

reelt

Dækningsgrad i procent

Amtstandpleje

ideelt

Amtstandpleje

reelt

Dækningsgrad i procent

Hele landet

100%

103.500

34.422

33,3%

23.000

10.762

46,8%

København

7,5%

7.763

3.400

43,8%

2.139

1.520

71,5%

Frederiksberg

2,2%

2.277

688

30,2%

391

50

11,0%

Kbh. Amt

12,5%

12.938

9.328

72,1%

2.645

1.632

61,7%

Fr.borg Amt

6,3%

6.521

2.315

35,5%

1.587

576

36,3%

Roskilde Amt

3,2%

3.312

916

27,7%

1.012

81*)

8,0%

Vestsj. Amt

5,6%

5.796

1.411

24,3%

1.288

824

64,0%

Storstr. Amt

5,6%

5.796

1.414

24,4%

1.112

370

33,3%

Bornholm

1,1%

1.139

212

18,6%

184

Ca. 60

35,3%

Fyns Amt

9,2%

9.520

2.155

22,6%

2.024

800

39,5%

Sønderj. Amt

5,2%

5.382

1.570

29,2%

1.081

275

25,4%

Ribe Amt

4,3%

4.451

833

18,7%

957

Ca. 310

32,4%

Vejle Amt

6,4%

6.624

1.657

25,0%

1.509

380

25,2%

Ringk. Amt

5,0%

5.175

1.262

24,4%

Ringk./Vib. har fælles amtstandpleje

Viborg Amt

4,6%

4.761

929

19,7%

2.176

2.050

94,2%

Århus Amt

10,8%

11.178

3.944

35,3%

2.774

1.319

47,5%

Nordj. Amt

10,0%

10.350

2.388

23,1%

2.116

515

24,3%

Ældreandelen er beregnet på baggrund af oplysninger fra Danmarks

Statistik.

Beregningsgrundlaget baseres på antallet af 80-årige (af begge

køn) i de enkelte områder pr. 1. januar 2005.

Selv om hovedparten af omsorgstandplejens målgruppe er ældre,

skal det dog nævnes, at gruppen også omfatter bl.a. udviklingshæmmede og

sindslidende, der kan nøjes med et mindre specialiseringsniveau end

amtstandplejen.

Svar:

Benny Kristensen giver i sin henvendelse udtryk for, at

specialtandplejen bør placeres i de nye regioner i stedet for i kommunerne.

Benny Kristensen finder, at befolkningsgrundlaget i kommunerne

vil være for lille til at skabe fagligt bæredygtige enheder for

specialtandplejen. Patienternes tandplejetilbud vil derfor blive forringet i

forhold til i dag. Samtidig gives udtryk for, at behandlingsansvar og

finansieringsansvar for den omhandlede patientgruppe ikke bør skilles ad.

Derfor anser Benny Kristensen ikke lovforslagets model om regionernes

forpligtelse til at stille behandlingspladser til rådighed for kommunerne

baseret på en rammeaftale mellem kommunerne og regionen for hensigtsmæssig.

Jeg har ved besvarelse af tidligere spørgsmål haft lejlighed til

at kommentere den rejste problemstilling.

Som jeg gav udtryk for ved min besvarelse af spørgsmål 1, deler

jeg ikke Benny Kristensen bekymring for, at borgerne ikke får et

tilstrækkeligt

behandlingstilbud i kommunerne. Der vil som hidtil blive fastsat detaljerede

regler om, hvad tandplejetilbuddet til disse patienter skal omfatte. Det vil

således klart komme til at fremgå af den bekendtgørelse, der vil blive

udstedt

i medfør af § 137, hvad det er for et specialiseret tandplejetilbud, kommunen

skal tilbyde de sindslidende eller psykisk udviklingshæmmede borgere, der

ikke

kan udnytte de øvrige tandplejetilbud.

Det er kommunens ansvar, at borgerne får det tilbud, de har krav

på. Men kommunen vil med de detaljerede regler, der vil blive fastsat ikke

være

i tvivl om, hvad det er for et tilbud, der skal gives, for at kommunen lever

op

til sit ansvar. Er det klart, at kommunen ikke lever op til sin forpligtelse,

kan sagen indbringes for tilsynsmyndigheden.

Kan kommunen ikke selv løfte opgaven, har den mulighed for at få

varetaget den af andre. Kommunen forpligtes til at indgå en rammeaftale med

regionsrådet, hvis den ikke selv eller sammen med andre (kommuner eller

private) kan løfte opgaven. Dermed får disse borgere sikkerhed for fortsat at

få tilbudt tandpleje på et tilstrækkeligt fagligt niveau.

Jeg er, som jeg gav udtryk for i mit svar på spørgsmål 181, ikke

bekymret for, at de kommende specialtandplejepatienters behandlingsmuligheder

vil blive påvirket negativt af kommunale politisk-økonomiske prioriteringer,

idet jeg ikke har grundlag for at antage, at kommunerne ikke vil leve op til

deres forpligtelse efter lovgivningen.

Jeg skal endelig henvise til mit svar på spørgsmål 45 vedrørende

kommunernes tilbud om omsorgstandpleje.

Spørgsmål 201:

Ministeren bedes oplyse, hvilken mere konkret personkreds eller

instans, ministeriet forestiller sig skal kunne foreskrive »et lægefagligt

begrundet

behov for genoptræning« jf. §§ 85 og 141. Der tænkes her i særlig grad på

eksempelvis hjerneskadeproblematikken, hvor der kan være behov for langvarig

genoptræning, og hvor det konkrete genoptræningsbehov kan udkrystallisere sig

længe efter udskrivning fra primært behandlende sygehus.

Svar:

Med sundhedsloven videreføres den nugældende sygehuslovs

bestemmelse om udarbejdelse af genoptræningsplaner til patienter, der har et

lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra

sygehus. Genoptræningsplanen er patientens sikkerhed for en målrettet indsats

også i forhold til den træning, der foregår efter udskrivning fra sygehuset.

Det er et grundvilkår for ordination af behandling til syge mennesker

på sygehuse – herunder genoptræning – at det sker på lægens ansvar.

Samtidig er

det også helt sikkert, at opgaven – udarbejdelse af genoptræningsplaner

– sker

og fortsat vil ske i et tværfagligt samarbejde mellem de faggrupper, der er

relevante, typisk ergoterapeuter og fysioterapeuter.

Med kommunalreformen får kommunerne et mere samlet ansvar for

rehabilitering af mennesker med funktionsnedsættelse. I det øjeblik patienten

har forladt sygehuset, er det kommunens ansvar at sikre den videre

rehabilitering.

Som jeg også har understreget i tidligere svar, sker rehabiliteringen efter

mange forskellige lovgivninger – genoptræningen som ydelse efter

sundhedsloven

er én af dem.

For så vidt angår hjerneskadeområdet, er

rehabiliteringsindsatsen også her reguleret efter forskellige lovgivninger.

Det

afspejler netop, at patienternes behov for rehabilitering kan være langvarigt

og ændre sig over tid i forhold til fysisk genoptræning, kognitiv træning,

taleundervisning, revalideringsindsatser osv. I overensstemmelse med

anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens redegørelse om behandling af traumatiske

hjerneskader og tilgrænsende lidelser fra 1997 er der i dag oprettet

hjerneskadesamråd.

Disse samråd har til formål at sikre et sammenhængende og kvalificeret,

opfølgende

tilbud til patienterne efter hospitalsfasen. Når regioner og kommuner med

sundhedsloven fremover er forpligtede til at samarbejde om

genoptræningsindsatsen er der således på hjerneskadeområdet de fleste steder

etableret et samarbejde, hvor der allerede er gode forudsætninger for at

skabe

sammenhæng og kvalitet i hele rehabiliteringsindsatsen over for den enkelte

patient.

I medfør af lov om social service etableres som led i

kommunalreformen en national videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.

I

VISO indgår bl.a. Videnscenter for Hjerneskade. VISO vil blive organiseret

som

en netværksorganisation. VISO vil til løsning af sine opgaver inddrage den

relevante

ekspertise fra de miljøer, hvor ekspertisen er og udvikles. I den forbindelse

vil VISO også kunne inddrage ekspertise og viden af den karakter, der nu

findes

i de amtslige hjerneskadesamråd i sine rådgivningsfunktioner over for

kommunerne og over for borgere med følger efter en erhvervet hjerneskade.

Etableringen af VISO betyder, at både borgere og kommuner får

mulighed for rådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager,

ligesom VISO får til opgave at sikre og udvikle viden til brug for

rådgivningen.

Spørgsmål 204:

Med henvisning til udvalgets spørgsmål 171 bedes ministeren for

god ordens skyld bekræfte og dermed præcisere, at den konkrete sag vedrørende

Center for Rygkirurgi ikke alene gav anledning til en konkret besvarelse, men

også en principiel stillingtagen til, hvilke kvalitetsmæssige krav der bør

stilles til private klinikker, der ønsker aftale med Amtsrådsforeningen om

udførelse af højt specialiseret behandling i medfør af det frie sygehusvalg.

Svar:

Det er korrekt, at den konkrete sag har givet anledning til

principiel stillingtagen til, hvilke kvalitetsmæssige krav der bør stilles

til

private sygehuse og klinikker, der ønsker aftale med Amtsrådsforeningen om

udførelse af højtspecialiseret behandling i medfør af det udvidede frie

sygehusvalg.

Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål 171.

Indenrigs- og sundhedsministerens brev af 25.

februar 2005 til udvalget

25. februar 2005

Folketingets Sundhedsudvalg

I det høringsnotat, som jeg har fremsendt til Sundhedsudvalget

vedrørende forslaget til sundhedslov (L 74) er det anført, at der ikke skal

være

tvivl om, at princippet om vederlagsfri adgang til sygehusydelser, lægehjælp,

kommunale sundhedsydelser m.v. fastholdes. Det er endvidere anført, at dette

er

præciseret i bemærkningerne til § 2.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er blevet opmærksom på, at

denne præcisering ved en beklagelig fejl ikke er kommet med i det fremsatte

lovforslag.

Jeg vil imidlertid gerne understrege, at regeringen ikke har

nogen planer om ændringer af de gældende regler om vederlagsfri

sygehusbehandling og vederlagsfri behandling hos alment praktiserende læger

og

speciallæger m.v.

Adgang til vederlagsfri behandling er således fastlagt mange

steder i lovforslaget, jf. bestemmelserne i § 51 om tolkebistand, i §§ 61,

62,

63, 64 og 65 om ydelser i praksissektoren, i § 82 om sygehusbehandling, i §§

122 og 123 om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, i §§ 128 og 130

om

tandpleje til børn, i § 139 om hjemmesygepleje, i § 141 om genoptræning, §§

141

og 142 om misbrugsbehandling, i § 159 om vaccinationer, i § 163 og 164 om

specialiserede tandplejetilbud og i § 172 om befordring samt en række steder

i

lovbemærkningerne.

Når der i lovforslagets § 2 tales om »let og lige adgang« og

ikke fri adgang, er årsagen alene, at sundhedsloven omfatter samtlige ydelser

fra sundhedsvæsenet, herunder ydelser der både nu og efter forslaget er

forbundet med egenbetaling, f.eks. tandpleje. Derfor ville jeg ikke finde det

korrekt at anføre »fri« – i betydningen gratis – adgang som et mål

i

lovforslagets indledende bestemmelser.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen

Henvendelse fra Det Nationale Råd for

Folkesundhed

Det Nationale Råd for

Folkesundhed

København, den 31.05.05

Folketingets Sundhedsudvalg

Som bidrag til de igangværende overvejelser om tilrettelæggelsen

af kommunernes arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme vil Det Nationale

Råd

for Folkesundhed over for Folketingets Sundhedsudvalg gerne redegøre for

rådets

overvejelser og ideer.

Med kommunalreformen bliver det pr. 1. januar 2007 en lovpligtig

opgave for kommunerne at arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme (sund

livsstil).

Spørgsmålet om kommunernes pligt til at beskæftige sig med

forebyggelse reguleres i forslaget til sundhedsloven.

Det Nationale Råd for Folkesundhed finder det som udgangspunkt

positivt, at forebyggelse og sundhedsfremme nu bliver en lovpligtig opgave

for

kommunerne. Kommunerne har efter rådets opfattelse gode forudsætninger for at

varetage opgaven. Kommunerne er tæt på borgerne, og hvis kommunerne i

tilrettelæggelsen og gennemførelsen af deres serviceopgaver har

forebyggelsesaspektet

i baghovedet hele tiden, er der store gevinster. Kommunerne har også gode

muligheder for at arbejde tværgående på sundhedsfremme og

forebyggelsesområdet.

Alle kommunale ansatte skal ikke være forebyggelsesmedarbejdere, men

forebyggelsestanken skal være en naturlig del af opgaveløsningen.

Rådet finder imidlertid samtidig, at den rammeprægede form i

lovforslaget på forebyggelsesområdet giver et betydeligt behov for opfølgning

i

form af vejledninger og i forbindelse med ministerens bekendtgørelse af

obligatoriske emner for sundhedsaftaler mellem region og kommuner. Rådet

finder

endvidere, at der for så vidt angår den patientrettede fore byggelse er en

risiko for, at patienter falder mellem to stole, når kompetencen er delt

mellem

regioner og kommuner. Regionerne skal varetage al forebyggelse under

sygehusindlæggelse, mens kommunerne står for forebyggelsen efter

indlæggelsen.

Det er efter rådets mening særligt påkrævet, at der findes en afklaring af,

hvem der gør hvad, når det drejer sig om eksempelvis patientskoler, udgående

sygehusfunktioner m.v.

Rådet anbefaler, at kommunerne indgår aftaler med regionerne om

tværgående opgaver, herunder om den rådgivning og overvågning, der er

beskrevet

i lovforslagets § 120, stk. 3. Rådet mener, at der er behov for en

præcisering

og uddybning af rådgivningsopgaven, f.eks. med hensyn til ansvaret for

gennemførelse af det dokumentationsarbejde, der er en forudsætning herfor.

Ligeledes er der behov for en stillingtagen til, hvem der i fremtiden skal

varetage de mere udviklingsorienterede opgaver i forhold til den

patientrettede

forebyggelse, herunder modelprojekter m.v. Opgaver, der i dag primært

varetages

af amtskommunerne, og som flertallet af de nye kommuner formentlig fortsat

vil

være for små til at løfte.

Endelig finder rådet, at der mellem kommunerne og regionerne

tages stilling til, hvem der i fremtiden skal varetage forebyggelsen af

ulykker.

Det er afgørende, at forebyggelse og sundhedsfremme bliver en

driftsopgave på linje med andre kommunale opgaver. Kun på den måde kan det

sikres, at forebyggelsen ikke forsvinder, nedprioriteres eller igangsættes

gradvis, efterhånden som kommunerne vokser med opgaven. Det er samtidig

vigtigt, at de aktiviteter og tilbud, der sættes i værk, tager udgangspunkt

i,

hvad der virker.

Det Nationale Råd for Folkesundhed har tre forslag til, hvordan

dette kan ske:

1.

Prioritering af opgaverne.

Rådet finder det altafgørende, at

kommunerne prioriterer ud fra de væsentligste sundhedsproblemer i dag, hvor

rygning, fysisk inaktivitet og dårlig ernæring er blandt de største trusler

for

danskernes sundhedstilstand. Rådet finder samtidigt, at det er helt centralt,

at forebyggelsesarbejdet baseres på et dokumenteret vidensgrundlag. Rådet vil

i

den forbindelse som hjælp til kommunerne lave en matrix over kan- og

skal-opgaver

– en form for pyramide med forslag til, hvilke områder kommunerne skal

arbejde

med, f.eks. rygestop og fysisk aktivitet, og hvilke områder der kan

inddrages.

Der vil også være behov for i projektform at afprøve nye

forebyggelsesmetoder.

Det centrale er, at der som led i sådanne projekter er en målrettet

erfaringsopsamling og erfaringsudveksling.

2.

Økonomi.

Rådet vil understrege, at kommunerne skal have økonomisk

incitament til at forebygge – også på kort sigt. Det er vigtigt at

kommunerne

fra starten har tilstrækkelige midler hertil. De økonomiske midler skal gå

til

evidens-baseret forebyggelse – det er vigtigt, at forebyggelsen ikke

bliver

grebet amatøragtigt an. Rådet vil anbefale, at staten afsætter projektmidler

til brug for udviklingsorienterede opgaver, til evaluering og til

erfaringsopsamling ved nye projekter.

3.

Kortlægning af danskernes sundhed.

Rådet finder, at der er behov

for en kortlægning af danskernes sundhed. Rådet vil invitere kommunerne til

en

undersøgelse af danskernes sundhed. En sådan undersøgelse bør involvere alle

kommuner og udgøre et repræsentativt udsnit af danskerne (alder, køn, sociale

status etc.). Undersøgelsen skal dels omfatte objektive mål (f.eks.

vedrørende

kondition, kropsvægt og blodtryk) dels omfatte borgernes svar på en række

spørgsmål (f.eks. vedrørende mental sundhed, rygning og alkohol). En sådan

undersøgelse af sundhedstilstanden i de enkelte kommuner vil være et

uvurderligt værktøj, når de enkelte kommuner skal planlægge

og målrette forebyggelsesindsatsen. Det er

Rådets håb, at Folketinget vil afse midler til at støtte dette initiativ.

Med venlig hilsen

Bente Klarlund Pedersen

Formand for Det Nationale Råd for Folkesundhed

Lignende dokumenter