Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om lægemidler

2005/1 BTL 7Betænkning over lovforslagFolketinget5. januar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 23. november 2005

Betænkning

over

Forslag

til lov om lægemidler

[af

indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke

;Rasmussen)]

1. Ændringsforslag

Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet 3 ændringsforslag

til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 5. oktober 2005 og var til 1.

behandling den 13. oktober 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling

henvist

til behandling i Sundhedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Tidligere behandling

Lovforslaget er med enkelte ændringer en genfremsættelse af

lovforslag nr. L 167 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling. Udvalget har

fået

omdelt de høringssvar og det høringsnotat, som indenrigs- og

sundhedsministeren

den 12. maj 2005 sendte til udvalget i forbindelse med behandlingen af L 167.

Det udkast til lovforslag nr. L 167, som inden fremsættelsen har været sendt

i

høring, sendte indenrigs- og sundhedsministeren den 19. oktober 2004 til

udvalget, jf. folketingsåret 2004-05, 1. samling, alm. del – bilag 33.

Skriftlige henvendelser

Læs alt

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra:

Amternes

Lægemiddelregistreringskontor I/S,

Dansk Homøopatisk Selskab,

Lægemiddelindustriforeningen og

Parallelimportørforeningen af

Lægemidler.

Deputationer

Endvidere har Dansk Homøopatisk Selskab mundtligt over for

udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 18 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 6 af

udvalgets spørgsmål og indenrigs- og sundhedsministerens svar herpå er

optrykt

som bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med de stillede

ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget bemærker, at

Socialdemokratiet finder, at lovforslaget danner et meget fornuftigt

fundament

for større klarhed og større sikkerhed på lægemiddelområdet, og vurderer, at

ministeriet har forholdt sig lyttende og ansvarligt til de mange høringssvar,

der er kommet til lovforslaget.

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at man ikke risikerer et

korstog mod kosttilskud og andre alternative produkter. Socialdemokratiet er

derfor tilfreds med ministerens svar, der er kommet frem under

udvalgsarbejdet,

og hvoraf det fremgår, at ministeren er indstillet på at »overveje

gennemførelse

af ny eller ændret regulering på det homøopatiske område, såfremt

Lægemiddelstyrelsens drøftelser med branchen viser, at der er et fagligt

grundlag herfor«, jf. ministerens svar på spørgsmål 5.

I høringssvarene til lovforslaget omtales der en guideline for

miljøkrav, når der skal udstedes markedsføringstilladelse. Socialdemokratiet

er

enigt i lovforslagets bemærkninger om, at når det drejer sig om lægemidler

til

mennesker, må miljøhensyn ikke kunne begrunde et afslag på en ansøgning.

Socialdemokratiet skal opfordre ministeren til at fremskynde processen med at

udarbejde guidelinen på miljøområdet.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at Dansk

Folkeparti nøje vil følge virkningerne af indføjelsen af den såkaldte

»trumfregel« i det foreslåede § 4, stk. 2, der indfører hjemmel for

Lægemiddelstyrelsen til at bestemme, at en vare eller varegruppe, som kan

være

omfattet af både lægemiddelloven og anden lovgivning, udelukkende skal være

omfattet af lægemiddelloven.

Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at sikre, at den

administrative praksis, der dannes omkring bestemmelsen, ikke går længere end

forudsat ved behandlingen af lovforslaget, og Dansk Folkeparti lægger i den

forbindelse vægt på ministerens besvarelse af spørgsmål 7, hvoraf det bl.a.

fremgår, at reglen ikke har til formål at udvide lægemiddelbegrebet, men

alene

at afklare den regelkonflikt, der kan opstå i, hvad der af ministeren

betegnes

som »de relativt sjældne tilfælde, hvor et produkt ud fra en samlet vurdering

af dets egenskaber kan være omfattet af såvel definitionen på et lægemiddel

som

af definitionen på en anden type produkt«.

Dansk Folkeparti lægger således vægt på, at reglen ikke af

myndighederne vil blive anvendt til at begrænse forbrugernes adgang til selv

at

vælge at købe og bruge bestemte kosttilskud som et led i forbrugernes

egenomsorg.

Ligeledes lægger Dansk Folkeparti vægt på, at alternative behandlere og

sundhedspersoner, der i deres daglige arbejde med patienter anbefaler brugen

af

kosttilskud, ikke afskæres fra at rådgive om brugen af kosttilskud, der kan

have en gavnlig indflydelse på helbredet.

Dansk Folkeparti vil anse det for værende i strid med de intentioner,

der er udtrykt af regeringen, hvis trumfreglen anvendes til at indlede et

felttog mod kosttilskud og andre alternative produkter, der er almindeligt

udbredte her i Danmark og i udlandet. Dansk Folkeparti lægger i den

forbindelse

vægt på, at ministeren i besvarelsen af spørgsmål 9 har oplyst, at »angivelse

af en fysiologisk virkning i forbindelse med kosttilskud ikke i sig selv vil

indebære, at produktet er omfattet af lægemiddelloven«.

Dansk Folkeparti har noteret sig, at Lægemiddelstyrelsen ved

administrationen af trumfreglen vil »inddrage eksperter fra andre relevante

myndigheder, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt«, jf. ministerens besvarelse

af

spørgsmål 8. Dansk Folkeparti opfordrer til, at der ikke kun trækkes på

myndighedsekspertise,

men også på ekstern ekspertise.

Endelig opfordrer Dansk Folkeparti til, at myndighederne i deres

administration af trumfreglen er meget opmærksom på, at Danmark ikke ensidigt

begynder

at administrere trumfreglen mere restriktivt end andre EU-lande. Det ville

være

en meget uheldig udvikling, hvis Danmark begrænsede forbrugernes handlefrihed

og adgangen til at tage vare på eget helbred, og det ville flytte

forbrugernes

indkøbsmønster på uheldig måde, hvis en væsentlig del af de mere end en

million

danskere, der indtager kosttilskud, af myndighederne skulle blive tvunget til

at flytte deres indkøb til udenlandske forhandlere.

Dansk Folkeparti vil være meget opmærksomt på myndighedernes

forvaltning af § 4, stk. 2, og forbeholder sig ret til – hvis

bestemmelsen

forvaltes mere restriktivt end forventet – at foreslå reglen ændret

eller

ophævet.

Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget støtter helt

overordnet lovforslaget om lægemidler, der gennemfører en forordning og to

direktiver

om lægemidler til henholdsvis mennesker og dyr. Lovforslaget vil generelt

medføre en bedre kvalitet på lægemiddelområdet, bl.a. i form af styrket

overvågning og kontrol, mere og bedre information og øget forsyningspligt.

Specifikt har Det Radikale Venstre en række bemærkninger til

lovforslaget.

Det Radikale Venstre finder for det første, at det er vigtigt af

hensyn til patientsikkerheden og kvaliteten af medicinhåndteringen, at

parallelimporterede lægemidler sælges under samme navn som

originalprodukterne.

Netop samme holdning gav Udvalget om Medicintilskud udtryk for i sin

betænkning

nr. 1444 fra maj 2004. Det Radikale Venstre skal derfor opfordre ministeren

til

snarest og så vidt muligt at sikre, at parallelimporterede lægemidler sælges

under

samme navn som originalprodukterne. Det skal naturligvis ske i lyset af

resultatet af den undersøgelse, Kommissionen har iværksat, og som skal belyse

de EU-retlige rammer for adgangen til at omdøbe/ommærke parallelimporterede

lægemidler.

Det Radikale Venstre er for det andet enigt i, at

lægemiddelloven ikke bør hindre eksporten af lægemidler til tredjelande. Det

kan blive konsekvensen af lovforslagets § 28, der indfører en ny bestemmelse

om

bortfald af en markedsføringstilladelse, hvis den ikke har været benyttet i 3

på hinanden følgende år (»sunset clause«). Det Radikale Venstre støtter

derfor

de danske bestræbelser for, at undtagelsesbestemmelsen i denne sunset clause

kommer til at omfatte også eksporthensynet.

For det tredje ser Det Radikale Venstre det som et fremskridt,

at lovforslaget stiller krav om, at ansatte i Lægemiddelstyrelsen ikke må

have

økonomiske eller andre interesser i lægemiddelindustrien, der kan indvirke på

deres partiskhed. Det Radikale Venstre mener dog, det er principielt

problematisk,

at der ikke stilles tilsvarende krav til Lægemiddelstyrelsens overordnede

økonomiske afhængighed af industrien. Ifølge ministerens svar på spørgsmål 12

kom mere end 70 pct. af Lægemiddelstyrelsens indtægter i 2004 fra

lægemiddelindustrien

i form af gebyrer (svarende til 170,3 mio. kr.). Hertil kommer yderligere

knap

9 pct. (svarende til 20,7 mio. kr.), der hidrører fra salg af

tjenesteydelser.

Det giver formelt Lægemiddelstyrelsen en meget stærk afhængighed af

industrien.

I den sammenhæng fjerner det ikke bekymringen, når ministeren

svarer, at gebyret fra den ansøgende virksomhed opkræves, uanset om

virksomheden opnår godkendelse af sin ansøgning eller afslag. Det Radikale

Venstre mener således principielt heller ikke, at ministeren har baggrund for

at konkludere, at »Styrelsen har således ingen økonomisk interesse i udfaldet

af sagsbehandlingen«.

Sagen er, at der ikke i dag foreligger viden om, hvorfor

lægemiddelvirksomhederne foretrækker ét lægemiddelagentur frem for et andet.

Det er glædeligt, hvis det forholder sig, som ministeren hævder, nemlig at

lægemiddelproducenterne foretrækker de agenturer, der kan tilbyde en hurtig

sagsbehandling af høj kvalitet. Men vi konstaterer, at ministeren ingen

dokumentation har for sin påstand. Strengt taget kan det derfor heller ikke

udelukkes, at producenterne lige så vel kunne foretrække de agenturer, hvor

kravene er mindst og chancen for godkendelse derfor størst.

Det Radikale Venstre er optaget af denne interessekonflikt rent

principielt og ikke på baggrund af en konkret mistillid til

Lægemiddelstyrelsen. Kendsgerningen er, at landenes lægemiddelagenturer i høj

grad er i indbyrdes konkurrence om godkendelserne af lægemidler, og

agenturernes økonomiske afhængighed af producenterne skaber principielt en

interessemodsætning. Det Radikale Venstre mener, problemet bør adresseres, og

det mest oplagte sted ville være på europæisk plan. Sigtet skulle være at

skabe

fælleseuropæiske retningslinjer for, hvordan denne interessekonflikt

håndteres.

Målsætningen om at skabe mest mulig uafhængighed i

lægemiddelsystemet rejser også spørgsmålet om den tilknytning, Institut for

Rationel Farmakoterapi (IRF) har til Lægemiddelstyrelsen. IRF er således

tilknyttet Lægemiddelstyrelsen, og instituttets chef referer til

lægemiddeldirektøren.

Det Radikale Venstre beklager derfor, at ministeren ikke i forbindelse med

lovforslaget er indstillet på at behandle disse vigtige emner, men bemærker

dog

som noget positivt, at ministeren i sine svar ikke udelukker fremover at se

på

muligheden af at ændre og forny indretningen af lægemiddelsystemet.

Det ville i Det Radikale Venstres øjne være et fremskridt at

skabe et uafhængigt lægemiddelforskningsinstitut, som IRF overflyttes til.

Instituttet skulle have til formål at igangsætte, koordinere og

kvalitetsudvikle

offentlig forskning i anvendelsen af eksisterende lægemidler med henblik på

at

styrke den offentlige, uafhængige lægemiddelforskning. Derudover skulle

instituttet varetage og styrke de opgaver, der i dag ligger i IRF-regi.

I dette ligger bl.a., at der ikke i dag gennemføres en række

undersøgelser af allerede markedsførte lægemidler, der ellers kunne få

betydning for, hvilke lægemidler patienterne ordineres. Men undersøgelserne

har

ikke umiddelbart interesse for industrien og bliver derfor ikke gennemført.

Der

er derudover heller ingen, der i dag har pligt til at igangsætte disse

undersøgelser, og der er ingen samlet prioritering af de vigtigste offentlige

forskningsopgaver med hensyn til effekt og anvendelse af lægemidler.

Samtidig er der behov for øget koordinering, kvalitetsudvikling

og formidling af resultaterne af den offentlige lægemiddelforskning. På den

baggrund mener Det Radikale Venstre, at der er brug for en ændring eller i

hvert fald drøftelse af hele lægemiddelsystemet, herunder spørgsmålet om et

uafhængigt lægemiddelforskningsinstitut.

Et

mindretal

i

udvalget (EL) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede

ændringsforslag ved 2. behandling.

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at Enhedslisten er

enig i formålet med lovforslaget, og at dette formål langt hen ad vejen

bliver

indfriet i lovforslaget.

Alligevel er Enhedslisten ikke tilfreds med lovforslaget, fordi

selve definitionen af et lægemiddel gør, at sund kost og herunder kosttilskud

i

princippet ofte vil blive defineret som lægemidler ifølge lovforslagets § 2,

stk. 1, hvor et lægemiddel bl.a. defineres som »enhver vare, der præsenteres

som et egnet middel til forebyggelse af sygdomme hos mennesker og dyr«.

Man kan efter Enhedslistens vurdering nu engang ikke sælge eller

distribuere kosttilskud uden at præsentere, at de er vigtige for at forebygge

sygdomme – andet giver ikke mening.

At sund kost primært og kosttilskud sekundært er dele af den

mest basale indsats for at forebygge sygdomme hos mennesker og dyr, er ikke

oplysninger, det skal give bagslag at præsentere for folk. Derfor er det

absurd, når alene præsentationen af et kosttilskud som en mulighed for at

forebygge sygdomme gør, at det lovgivningsmæssigt skal behandles som et

lægemiddel. Behandling af kosttilskud med samme alen som syntetiske

lægemidler

giver i det hele taget ikke mening.

Lovforslagets § 4, stk. 1, er et forsøg på at forhindre denne

konsekvens ved at præcisere, at loven ikke finder anvendelse på bl.a.

fødevarer

og kosttilskud, men »Bestemmelsen kan dog ikke tages til indtægt for, at

disse

produkter i enhver henseende vil være undtaget fra lovens område«, jf.

ministerens svar på spørgsmål 9.

Enhedslisten er enig i at der skal gøres en konkret indsats for

at forhindre, at produkter sælges på løfter, der ikke er hold i, som det

bl.a.

ofte sker med f.eks. slankeprodukter. Den indsats vejer imidlertid ikke

tungere

end at sikre befolkningen adgang til sikre kosttilskud og naturlægemidler

samt

adgang til at modtage information om produkterne dér, hvor de sælges.

Enhedslisten anerkender, at det i lovforslagets §§ 5, 6 og 34 er

forsøgt ved hjælp af ministerbeføjelser at forhindre de værste absurditeter i

at foregå. Enhedslisten vil imidlertid ikke deponere befolkningens

rettigheder

i en ministerbeføjelse, specielt ikke, når sporene skræmmer. Ministeren har

således ikke handlet i forbindelse med, at Lægemiddelstyrelsen den 9. maj

2005

har taget skridt til at forbyde 87 kosttilskud, herunder bl.a. himalayasalt,

grøn te, hybenpulver og andre aldeles uskadelige produkter.

Lægemiddelstyrelsen

har gjort dette, fordi Fødevarestyrelsens indsatsgruppe over for kosttilskud

har anmeldt disse produkter til Lægemiddelstyrelsen, da producenterne har

begået

den fejl, at de har anprist deres produkter på grundlag af dokumentation, som

ikke tilfredsstiller Lægemiddelstyrelsens krav til en anmeldelse som

lægemiddel. Producenterne har formentlig aldrig haft intentioner om at

markedsføre dem som lægemidler, men har overtrådt reglerne for markedsføring

som kosttilskud. Denne markedsføring skal naturligvis ophøre og produkterne

fortsat være tilgængelige.

Et andet skræmmende eksempel er, at radiodoktor Carsten

Vagn-Hansen blev idømt en administrativ bøde på kr. 10.000, da han offentligt

anbefalede navngivne naturlægemidler. Retten i Vejle slog dog senere fast, at

den på det tidspunkt tidligere radiodoktor, Carsten Vagn-Hansen, ikke gjorde

noget forkert. Det kostede Carsten Vagn-Hansen hans job som radiodoktor i

Danmarks Radio.

Enhedslisten frygter, at den slags absurditeter vil fortsætte

også under den foreslåede lov om lægemidler.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

indenrigs- og sundhedsministeren,

tiltrådt af et

flertal

i udvalget (udvalget med

undtagelse af EL):

Til § 91

1)

I

stk. 2, 1. pkt.,

ændres »etiske« til: »videnskabsetiske«.

[Lovtekniske ændringer]

Til § 92

2)

I

stk. 2

ændres »etiske« til: »videnskabsetiske«.

[Lovtekniske ændringer]

Til § 106

3)

Efter stk. 3 indsættes som nyt

stykke:

»Stk. 4.

Den 1. januar

2007 ændres i

§ 81, stk. 3, 2. pkt.,

»lov

om offentlig sygesikring« til: »sundhedsloven«.«

[Lovtekniske ændringer]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Ændringsforslagene stilles af lovtekniske grunde, således at

betegnelsen »videnskabsetisk komité« anvendes overalt i lovforslaget. Der er

tale om en videnskabsetisk komité omfattet af lov nr. 402 af 28. maj 2003 om

et

videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter.

Til nr. 3

Ændringsforslaget er en konsekvens af, at lov om offentlig sygesikring

ophæves den 1. januar 2007, jf. § 277, stk. 2, nr. 2, i lov nr. 546 af 24.

juni

2005, sundhedsloven.

Inge-Lene Ebdrup (V)

Joan Erlandsen (V)

Birgitte Josefsen (V)

Preben Rudiengaard (V)

nfmd.

Jørgen Winther (V)

Birthe Skaarup (DF)

fmd.

Karin Nødgaard (DF)

Helle Sjelle (KF)

Pia Christmas-Møller (KF)

Lone Møller (S)

Karen Hækkerup (S)

Karen J. Klint (S)

Lene Hansen (S)

Charlotte Fischer (RV)

Morten Østergaard (RV)

Kamal Qureshi (SF)

Majbrit Berlau (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit

Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 7

Bilagsnr.

Titel

1

Materiale omdelt i forbindelse med behandlingen af et

tilsvarende lovforslag (L 167) fra folketingsåret 2004-05, 2. samling

2

Svar på spørgsmål stillet i forbindelse med behandlingen

af tilsvarende lovforslag (L 167) fra folketingsåret 2004-05, 2. samling

3

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af

lovforslaget

4

Henvendelse af 24/10-05 fra Lægemiddelindustriforeningen

5

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

6

Henvendelse af 14/10-05 fra Parallelimportørforeningen af

Lægemidler

7

Henvendelse af 25/10-05 fra Dansk Homøopatisk Selskab

8

Henvendelse af 31/10-05 fra Amternes

Lægemiddelregistreringskontor I/S

9

1. udkast til betænkning

10

Nye tidspunkter for politisk drøftelse og afgivelse af

betænkning over lovforslaget

11

Ændringsforslag fra indenrigs- og sundhedsministeren

12

2. udkast til betænkning

13

3. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 7

Spm.nr.

Titel

1

Spm., om der findes et lignende centralt register som

f.eks. Lægemiddelagenturet i London, for så vidt angår homøopati, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om begrundelsen for forskelsbehandlingen i

bekendtgørelsen om homøopatiske lægemidler, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm., om det er lovligt at benytte doktorbetegnelsen

»Dr.med. Homoeopathic« i Danmark, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelsen af 24/10-05 fra

Lægemiddelindustriforeningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

5

Spm. om kommentar til henvendelsen af 25/10-05 fra Dansk

Homøopatisk Selskab, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

6

Spm. om, hvornår guidelines for miljøkrav i forbindelse

med udstedelse af markedsføringstilladelser forventes at foreligge, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om, hvorledes »trumreglen« i det foreslåede § 4,

stk. 2, forventes anvendt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

8

Spm. om, hvilke eksperter der inddrages i forbindelse med

Lægemiddelstyrelsens afgørelser efter § 4, stk. 2, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om regulering af kosttilskud efter lægemiddelloven,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om kommentar til henvendelsen af 31/10-05 fra

Amternes Lægemiddelregistreringskontor I/S, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om, hvornår Kommissionens udtalelse om navngivning

af parallelimportørers lægemidler forventes at foreligge, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om forslag til model, så Lægemiddelstyrelsen bliver

finansieret af offentlige midler, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

13

Spm., om andre europæiske lande finansierer deres

lægemiddelagenturer på samme måde, som Lægemiddelstyrelsen finansieres på i

Danmark, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om Institut for Rationel Farmakoterapis tilknytning

til Lægemiddelstyrelsen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

15

Spm. om ministerens holdning til at oprette et uafhængigt

lægemiddelforskningsinstitut, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

16

Spm. om, hvad ministerens holdning er til at hjælpe de

blinde og mange svagtseende med at undgå fejlmedicinering, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om ministeren kan bekræfte, at ny teknologi gør det

muligt at anvende en scanner, der ved aktivering læser op, hvad lægemidlet

hedder, og hvor mange gange præparatet skal tages, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm., om vurdering af de økonomiske omkostninger

forbundet med indførelse af en mikrochiplabelløsning, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålene og indenrigs- og sundhedsministerens svar

herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 5:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. oktober 2005 fra

Dansk Homøopatisk Selskab, jf. L 7 – bilag 7.

Dansk Homøopatisk Selskab

Jyderup den 25. oktober

2005

Til indenrigs- og sundhedsminister

Lars Løkke Rasmussen

Slotholmsgade 10

1210 København K

Vedr. besvarelse af spørgsmål nr. 29 (ad L 167 – forslag til lov

om lægemidler), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og

sundhedsministeren den 21. september 2005.

Selskabet har følgende kommentarer til Indenrigs- og

Sundhedsministerens svar på de af os stillede spørgsmål.

Ad forslag om inplementering af artikel 16,

stk. 2, i direktiv 2001/83/EF

DHS foreslår, at der fastsættes særlige danske regler i henhold

til artikel 16, stk. 2, i direktivet om lægemidler til mennesker. Efter denne

bestemmelse har hvert medlemsland på sit område adgang til at indføre eller

bibeholde særlige bestemmelser vedrørende toksikologiske, farmakologiske og

kliniske

forsøg med homøopatiske lægemidler, som ikke er omfattet af den forenklede

registreringsprocedure i artikel 14, stk. 1, i overensstemmelse med de

principper og den særlige praksis, der gælder for homøopati i det pågældende

medlemsland. Selskabet fremhæver bl.a., at sådan dansk lovgivning er

væsentlig

for at sikre overensstemmelse med markedsvilkårene for homøopatiske

lægemidler

i vore nabolande.

Indenrigs- og sundhedsministerens kommentarer

Jeg kan henvise til mit svar af d.d. på spørgsmål nr. 27 ad L

167. Som det fremgår heraf, er artikel 16, stk. 2, ikke udnyttet i Danmark,

fordi man ved implementeringen af direktiv 2001/83/EF vurderede, at der ikke

her var behov, tradition og erfaring med homøopatiske lægemidler i et omfang,

som gjorde det muligt at udnytte bestemmelsen. Det er Lægemiddelstyrelsens

vurdering, at der heller ikke i dag er en så etableret empiri (opsamling af

erfaringer) eller tradition for homøopatiske lægemidler, at det er muligt at

basere nationale bestemmelser på en sådan praksis.

Kommentarer

Selskabet kan her henvise til vores kommentar til spørgsmål nr.

27 ad L 167, hvor DHS gør rede for de manglende erfaringer om homøopatiske

lægemidler. Det har altså ikke noget med tradition at gøre, men nærmere efter

DHS’ opfattelse en nedprioritering af homøopatien i Danmark.

På den baggrund er det også DHS’ opfattelse, at

Lægemiddelstyrelsen kunne få et overblik over den faktiske empiri, der

eksisterer, hvis de deltog i de møder, der afholdes i HOMEOPATHIC MEDICINAL

PRODUCT WORKING GROUP (HomeoMPWG), der er en del af samarbejdet i European

Medicines Agency.

Det er derfor Selskabets opfattelse, at ved at implementere

artikel 16, stk. 2, får vi den lovgivning, der regulerer de homøopatiske

lægemidler, på en for samfundet ordentlig måde.

Bemærkningerne er fremsendt til indenrigs- og sundhedsministeren

og Sundhedsudvalget

Vedr. besvarelse af spørgsmål nr. 27 (ad L 167 – forslag til lov

om lægemidler), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og

sundhedsministeren

den 1. august 2005.

Selskabet har følgende kommentarer til indenrigs- og

sundhedsministerens svar angående implementering af 16.2.

Ministerens svar ad forslag 1-4 vedrørende

artikel 16, stk. 2

De fire første forslag angår som nævnt artikel 16, stk. 2, der –

med den mindre ændring i 2004 – har været gældende EU-ret siden 1992.

Implementering af direktivbestemmelsen i de enkelte medlemslande er

frivillig.

Som det fremgår af statusrapporten, er artikel 16, stk. 2,

blevet implementeret i Belgien, Frankrig, Holland, Polen, Tyskland, Spanien

og

Østrig. Baggrunden for, at bestemmelsen ikke er blevet gennemført i alle

lande,

er, at der er store forskelle i tradition og udbredelse af homøopatiske

lægemidler

inden for EU.

I Danmark er bestemmelsen ikke gennemført, fordi man ved

implementeringen af direktiv 2001/83/EF vurderede, at der ikke her var behov,

tradition og erfaring med homøopatiske lægemidler i et omfang, som gjorde det

muligt at udnytte bestemmelsen. Det er Lægemiddelstyrelsens vurdering, at der

heller ikke i dag er en så etableret empiri (opsamling af erfaringer) eller

tradition for homøopatiske lægemidler, at det er muligt at basere nationale

bestemmelser på en sådan praksis.

Kommentarer

Konkluderende er det DHS’ opfattelse, at dansk lov vedr.

homøopatiske lægemidler skal tage udgangspunkt i:

–

Patienternes adgang

til den bedst dokumenterede form for homøopati.

–

Alternative

behandleres og lægers store erfaring med homøopati.

–

Branchens behov for

rimelige konkurrencevilkår.

DHS finder endvidere ikke, at det er rimeligt, at udformningen

af en ny dansk lov tager udgangspunkt i Lægemiddelstyrelsens hidtidige lave

prioritering og deraf afledte begrænsede viden om homøopatiske lægemidler. Vi

opfordrer derfor samtidig til, at Lægemiddelstyrelsen styrker sin kompetence

på

området, således at den kan håndtere homøopati på en god måde.

Ministeren skriver, at det tidligere er blevet vurderet, at der

ikke var behov, tradition eller erfaring med homøopatiske lægemidler i et

omfang, som gjorde det muligt at udnytte bestemmelsen i Danmark.

Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der også i dag ikke er tilstrækkelig empiri

eller tradition på området til at muliggøre implementering af artikel 16.2 i

dansk lov.

I den forbindelse ønsker DHS at spørge, hvis behov, hvis

tradition, og hvis erfaringer ministeren refererer til – og hvis empiri

og hvis

tradition refererer Lægemiddelstyrelsen til i deres svar til

Sundhedsudvalget?

DHS kan blot sige, at ministeren og Lægemiddelstyrelsen åbenlyst

ikke tager udgangspunkt i de behov og den viden, som i dag findes hos de

danske

virksomheder, som producerer og/eller importerer homøopatiske lægemidler, og

ikke refererer til den omfattende tradition og store erfaring med anvendelse

af

homøopati, som eksisterer hos de ca. 3000 alternative behandlere og de læger

og

tandlæger, som dagligt anvender homøopati i deres behandling, således at

flere

100.000 danske patienter hvert år får denne bivirkningsfri og effektive form

for medicin.

I Danmark har homøopatien været anvendt i over 150 år som

behandlingsform. Her har sågar været homøopatiske hospitaler.

De danske læger og alternative behandlere, som anvender

homøopati, har meget betydelig tradition/erfaring/empiri med produkter, som

er

registreret efter 16.2. Disse midler anvendes meget af behandlerne, således

at

de købes af deres patienter over internettet eller pr. postordre hos tyske

apoteker.

På behandlersiden mangler der således ikke tradition for anvendelse af disse

midler.

Vi er bekendt med, at den danske Lægemiddelstyrelse ikke prioriterer

at vedligeholde eller opbygge viden om homøopatisk medicin. Den såkaldte

manglende empiri kan bl.a. skyldes, at Lægemiddelstyrelsen sjældent har haft

problemer med homøopatisk medicin i form af bivirkningsrapporteringer,

klagesager, registreringsproblemer etc.

For så vidt angår Lægemiddelstyrelsens egen interne manglende

kendskab til empiri/tradition inden for homøopati, vil DHS gerne opfordre

Lægemiddelstyrelsen til at ombygge denne empiri om homøopati, bl.a. ved at

begynde at deltage i de møder, der afholdes i HOMEOPATHIC MEDICINAL PRODUCT

WORKING GROUP, der er en del af samarbejdet i Head of Agencies Group. Her vil

Lægemiddelstyrelsen kunne få del i den rigelige empiri, der foreligger, og

som

bliver gennemarbejdet på seriøs måde af de europæiske lægemiddelstyrelsers

Medicines Agency.

Det er Dansk Homøopatisk Selskabs opfattelse, at ved at

implementere artikel 16, stk. 2, får vi styrket den lovgivning, der regulerer

de homøopatiske lægemidler på en for samfundet god måde.

Bemærkningerne er fremsendt til

–

Indenrigs- og

sundhedsministeren

–

Sundhedsudvalgets

medlemmer og stedfortrædere

Med venlig hilsen

DANSK HOMØOPATISK SELSKAB

Gunnar Hvass

Formand

Dr.med. Homeopathic

Svar:

Dansk Homøopatisk Selskab (DHS) har i brev af 25. oktober 2005

til indenrigs- og sundhedsministeren samt Sundhedsudvalget fremsendt

bemærkninger til mine besvarelser af spørgsmål nr. 27 og 29 (ad L 167 –

forslag

til lov om lægemidler, 2004-05, 2. samling). Disse besvarelser omhandler

forslag fra DHS til en ny eller ændret regulering af homøopatiske lægemidler.

DHS fremhæver som anført i tidligere henvendelser til

Sundhedsudvalget, at en gennemførelse af nationale bestemmelser i henhold til

artikel 16, stk. 2, i direktivet om lægemidler til mennesker ville styrke

reguleringen af homøopatiske lægemidler.

Foreningen finder desuden, at

Lægemiddelstyrelsen

s

prioritering af og viden på det homøopatiske område er for begrænset. Det er

muligvis derfor, at

Lægemiddelstyrelsen, som

det er oplyst i ovennævnte folketingssvar, er af den opfattelse, at der ikke

er

en så etableret empiri i Danmark, at det er muligt at gennemføre regler i

henhold til artikel 16, stk. 2. Styrelsens manglende kendskab til empiri kan

skyldes, at den sjældent har hørt om problemer med homøopatisk medicin i form

af bivirkningsrapporter, klagesager mv.

På den baggrund foreslår DHS, at

Lægemiddelstyrelsen

styrker sin kompetence på området, således at den kan håndtere homøopati på

en

god måde. Viden vil bl.a. kunne opbygges ved deltagelse i møder i Homeopathic

Medicinal Product Working Group, der er en del af samarbejdet i Det

Europæiske Lægemiddelagentur.

Mine kommentarer

Til DHS’s forslag om dansk gennemførelse af artikel 16, stk. 2,

kan jeg henvise til mine ovennævnte besvarelser af spørgsmål nr. 27 og 29.

For så vidt angår

Lægemiddelstyrelsen

s

kendskab til det homøopatiske område, har jeg indhentet følgende udtalelse

fra

Lægemiddelstyrelsen,

som jeg kan henholde mig til:

»Lægemiddelstyrelsen kan oplyse, at styrelsen gennem mange år

har stillet krav om, at læger, dyrlæger og tandlæger, der anvender

homøopatiske

lægemidler på recept, skal orientere

Lægemiddelstyrelsen

herom gennem en anmeldelse, der er gyldig i 5 år.

På baggrund af denne anmeldelsesordning har

Lægemiddelstyrelsen

et kendskab til omfanget af receptudstedere, der anvender homøopatiske

lægemidler.

Siden 1998 har

Lægemiddelstyrelsen

modtaget 13 anmeldelser fra læger vedrørende tilladelse til at anvende

homøopatiske lægemidler i deres praksis. Anmeldelserne fordeler sig således:

1998:

3; 1999: 3; 2000: 2; 2001: 2; 2002: 1; 2003: 1; 2004: 0 og 2005: 1.

Anmeldelsesordningen omfatter ikke alternative behandlere, som

ikke er receptudstedere.

Lægemiddelstyrelsen

har således ikke kendskab til antallet af disse i Danmark.

Ikke-receptpligtige homøopatiske lægemidler er undtaget for

apoteksforbehold og er ikke omfattet af bekendtgørelse om varenumre på

lægemiddelpakninger.

Lægemiddelstyrelsen

modtager således ikke indberetning om salget af disse lægemidler og er derfor

ikke i besiddelse af oplysninger om forbruget af ikke-receptpligtige

homøopatiske lægemidler.

De læger m.v., der anvender homøopatiske lægemidler i Danmark,

har ikke over for

Lægemiddelstyrelsen

givet

udtryk for et behov for at nedskrive eller systematisere særlige principper

for

brugen af homøopatiske lægemidler i Danmark.

Lægemiddelstyrelsen

har heller ikke kendskab til, at de alternative behandlere skulle have

nedskrevne systematiske eller særlige principper.

Efter styrelsens opfattelse kan det lave antal receptudstedere,

som anvender homøopatiske lægemidler, ikke siges at være udtryk for en solid

og

udbredt anvendelse i Danmark. Det er på denne baggrund, at

Lægemiddelstyrelsen

har vurderet, at man ikke hidtil har haft særlige traditioner, der

nødvendiggjorde indførelsen af en særlig dansk ordning.«

Til DHS’s opfordring om, at

Lægemiddelstyrelsen

styrker sin kompetence på det homøopatiske område, herunder ved deltagelse i

Homeopathic

Medicinal Product Working Group, kan jeg henvise til mit svar på spørgsmål

nr.

2 (ad L 7 – forslag til lov om lægemidler). Som det fremgår heraf, vil

Lægemiddelstyrelsen

i den kommende tid indlede en dialog med den homøopatiske branche om, hvilke

behov der måtte være for at indføre særlige danske krav. Jeg kan desuden

oplyse, at

Lægemiddelstyrelsen

løbende holdes

orienteret om, hvad der drøftes på møderne i Lægemiddelagenturets

arbejdsgruppe

om homøopatiske lægemidler.

Som oplyst i mit svar på spørgsmål nr. 2 er jeg indstillet på at

overveje gennemførelse af ny eller ændret regulering på det homøopatiske

område, såfremt

Lægemiddelstyrelsen

s

drøftelser med branchen viser, at der er et fagligt grundlag herfor. Jeg vil

dog samtidig understrege, at særlige danske krav altid må hvile på princippet

om en hensigtsmæssig afbalancering mellem den terapeutiske gevinst samt

kvalitet og sikkerhed.

Spørgsmål 6:

Ministeren bedes oplyse, hvornår guidelines for miljøkrav i

forbindelse med udstedelse af markedsføringstilladelser forventes at

foreligge.

Svar:

Jeg kan oplyse, at

Lægemiddelstyrelsen

og Det Europæiske Lægemiddelagentur allerede i dag inddrager hensynet til

miljøet i forbindelse med godkendelse af lægemidler til markedsføring.

Med lovforslaget bliver det et udtrykkeligt krav i

lægemiddelloven, at myndighederne ved godkendelse af et lægemiddel skal

foretage en særskilt miljørisikovurdering i forbindelse med den samlede

afvejning af forholdet mellem lægemidlets fordele og mulige ulemper. Dette er

i

overensstemmelse med lægemiddeldirektiverne.

For lægemidler til mennesker vil risikoen for en uønsket

påvirkning af miljøet dog ikke i sig selv kunne begrunde afslag på en

ansøgning

om markedsføringstilladelse. Modsætningsvis vil uønsket miljøpåvirkning kunne

være et kriterium for at afslå udstedelse af markedsføringstilladelse til

lægemidler

til dyr.

Når en virksomhed indgiver en ansøgning om markedsføringstilladelse,

skal den oplyse dels om lægemidlets eventuelle indvirkning på miljøet, dels

om

de foranstaltninger, der vil blive iværksat for at imødegå den uønskede

indvirkning.

De nærmere miljøkrav til virksomhederne vil blive fastsat i retningslinjer

på fællesskabsniveau. En guideline på området har været under udarbejdelse i

flere år, og et udkast til guideline har været i offentlig høring. I

forbindelse med høringen er indkommet mange bemærkninger, som er under

behandling.

Første udgave af denne guideline ventes færdig i 2006.

Spørgsmål 7:

Med udgangspunkt i konkrete eksempler bedes ministeren beskrive,

hvorledes »trumfreglen« i den foreslåede § 4, stk. 2, forventes anvendt, og

herunder

bl.a. oplyse, hvilke kriterier der vil blive lagt vægt på ved afgørelser af,

om

en vare skal reguleres efter lægemiddelloven.

Svar:

Jeg kan oplyse, at formålet med den såkaldte »trumfregel«

i lovforslagets § 4, stk. 2, er at

afklare den regelkonflikt, som opstår i de relativt sjældne tilfælde, hvor et

produkt ud fra en samlet vurdering af dets egenskaber kan være omfattet såvel

af

definitionen på et lægemiddel som af definitionen på en anden type produkt.

Sådan »overlapning« af definitioner vil især forekomme for lægemidler,

kosttilskud og kosmetiske produkter.

Hvor denne situation foreligger, får

Lægemiddelstyrelsen

med forslaget hjemmel til at beslutte, at det pågældende produkt udelukkende

skal reguleres efter lægemiddelloven.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, finder ikke anvendelse i forhold til

varer, der klart falder ind under anvendelsesområdet for enten

lægemiddelloven

eller anden tilgrænsende lovgivning. For disse produkter vil der ikke være

tvivl om, hvilken lovgivning de skal reguleres efter.

Lægemiddelstyrelsen vil i sin administration af bestemmelsen

være forpligtet til at følge præmisserne i direktiverne om lægemidler til

henholdsvis mennesker og dyr. Heraf fremgår, at et produkt skal reguleres

efter

lægemiddellovgivningen, når det på samme tid kan være omfattet af såvel

definitionen

på et lægemiddel som definitionen på en anden type produkt underlagt

selvstændig regulering.

Lægemiddelstyrelsen skal altid inddrage de relevante myndigheder

i sådanne grænsedragningsspørgsmål.

»Trumfreglen«

har

således ikke til formål at udvide lægemiddelbegrebet, men at afgøre den

regelkonflikt,

som kan opstå i tilfælde, hvor et produkt kan være omfattet af mere end ét

regelsæt.

Jeg kan oplyse, at bestemmelsen i § 4, stk. 2, ikke indebærer

nogen ændring i forhold til den nuværende retstilstand. Det følger således

allerede

i dag af EF-Domstolens praksis, at lægemiddellovgivningen har forrang frem

for

anden, tilgrænsende lovgivning.

Spørgsmål 8:

Hvilke eksperter inddrages i forbindelse med

Lægemiddelstyrelsen

s

afgørelser efter § 4, stk. 2?

Svar:

Jeg har i anledning af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse

fra

Lægemiddelstyrelsen, som jeg kan henholde

mig til:

»Lægemiddelstyrelsen vil i forbindelse med afgørelser, der

træffes efter § 4, stk. 2, inddrage styrelsens egne eksperter. Styrelsen vil

desuden inddrage eksperter fra andre relevante myndigheder, hvor dette

skønnes

hensigtsmæssigt.«

Spørgsmål 9:

Kan ministeren bekræfte, at i forbindelse med kosttilskud vil en

angivelse af, at produktet har en fysiologisk virkning, ikke i sig selv

indebære, at det pågældende kosttilskud skal reguleres efter lægemiddelloven?

Svar:

På baggrund af indhentet udtalelse fra

Lægemiddelstyrelsen

kan jeg oplyse, at begrebet

fysiologisk

funktion

omfatter en lang række af funktioner. Fysiologi er læren om

organismernes livsfunktioner.

Nogle af disse funktioner ses både ved anvendelse af kosttilskud

og lægemidler.

Af lægemiddeldefinitionen i lovforslagets § 2, nr. 2, fremgår,

at produkter, der kan anvendes i eller gives til mennesker eller dyr for at

påvirke

fysiologiske funktioner

vil

kunne være omfattet af definitionen på et lægemiddel, forudsat at

påvirkningen

skyldes en farmakologisk, immunologisk eller metabolisk virkning hos det

pågældende produkt.

Ved farmakologisk

virkning forstås en påvirkning af organ- og cellefunktionen hos

mennesker

eller dyr. Ved immunologisk virkning forstås en påvirkning af immunsystemet

hos

mennesker eller dyr. Ved metabolisk virkning forstås en påvirkning af

stofskiftet hos mennesker eller dyr.

I erkendelse af, at lægemiddeldefinitionen kan omfatte

produkter, som ikke er lægemidler, men fx kosttilskud, fødevarer eller

kosmetiske produkter, indeholder lovforslagets i § 4, stk. 1, en negativ

afgrænsning af lovens anvendelsesområde. Af bestemmelsen fremgår, at disse

produkter som udgangspunkt falder uden for lovens område. Bestemmelsen kan

dog

ikke tages til indtægt for, at disse produkter i enhver henseende vil være

undtaget fra lovens område.

Jeg kan således bekræfte, at angivelse af en fysiologisk

virkning i forbindelse med kosttilskud ikke i sig selv vil indebære, at

produktet er omfattet af lægemiddelloven.

Spørgsmål 16:

Hvad er ministerens holdning til at hjælpe de blinde og mange

svagtseende med at undgå fejlmedicinering og deraf følgende indlæggelser

gennem

at gøre det til et lovkrav, at lægemidlers emballage skal påføres en label

med

en mikrochip, som kan aflæses af en »talende« scanner, som den enkelte

svagtseende medicinbruger har i sit hjem?

Svar:

På baggrund af indhentet udtalelse fra

Lægemiddelstyrelsen

kan jeg oplyse, at lovforslaget viderefører en række bestemmelser fra den

gældende lægemiddellov, som skal sikre forbrugerne imod fejlmedicinering.

Ifølge lovforslagets § 57 kan

Lægemiddelstyrelsen

fastsætte regler om og stille krav om lægemidlers indlægsseddel, mærkning,

emballage og pakningsstørrelse.

Denne hjemmel vil blive udnyttet til at udstede en ny

bekendtgørelse om mærkning m.m. af lægemidler, som vil gennemføre

mærkningskravene i direktiverne om lægemidler til henholdsvis mennesker og

dyr.

Mærkning, herunder emballagens udformning, er udtømmende reguleret i

lægemiddeldirektiverne.

Direktivet om lægemidler til mennesker indeholder en række nye

krav til udarbejdelsen og udformningen af lægemiddelpakninger og

indlægssedler,

herunder at lægemidlets navn skal findes i blindskrift på yderpakningen.

Lægemiddeldirektiverne stiller imidlertid ikke krav om, at

emballagen til et lægemiddel skal være udstyret med en mikrochip, som kan

aflæses af en »talende« skanner. Det vil således være en overtrædelse af

EU-lovgivningen på området, såfremt de danske myndigheder stiller krav om

mikrochips

på lægemiddelpakninger.

Hvis lægemiddelvirksomhederne frivilligt ønsker at forsyne

lægemiddelemballager med »talechips«, vil

Lægemiddelstyrelsen

være velvilligt indstillet over for en nærmere drøftelse og eventuel

effektuering

af en sådan opgave. Oplysningerne indeholdt i »talechips« vil naturligvis

skulle leve op til de almindelige regler for lægemiddelinformation.

Lignende dokumenter