Betænkning over Forslag til lov om Danmarks tilslutning til EU's forfatningstraktat (Danmarks ratifikation m.v. af traktat om en forfatning for Europa)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Europaudvalget den 27. maj 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om Danmarks tilslutning til
EU’s forfatningstraktat (Danmarks ratifikation m.v. af traktat om en
forfatning
for Europa)
[af
udenrigsministeren (Per Stig Møller)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. marts 2005 og var til 1.
behandling den 19. april 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Europaudvalget. Udvalget anmoder om, at lovforslaget
henvises
til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlig henvendelse fra Keld Albrechtsen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 247 spørgsmål til udenrigsministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
flertal
i udvalget
(V, S, KF, RV og SF) indstiller lovforslaget til
vedtagelse uændret.
Venstres og Det Konservatives Folkepartis medlemmer af Europaudvalget
Læs alt
støtter lovforslag nr. L 137 om Danmarks tilslutning til EU’s
forfatningstraktat.
Forfatningstraktaten er et bedre grundlag for det europæiske
samarbejde end Nicetraktaten.
De fælles spilleregler tilpasses det udvidede EU og giver
mulighed for, at EU også fremover kan være rammen om et effektivt samarbejde,
når medlemskredsen udvides ud over de 25 nuværende medlemslande.
Forenkling og effektivitet samt åbenhed og demokrati er
hovedoverskrifter for de tilpasninger, der lægges op til i
forfatningstraktaten.
Samtidig understreges det, at EU fremdeles er
et frivilligt samarbejde mellem selvstændige lande. Kompetencefordelingen
klargøres, så det tydeligere fremgår, hvad der er EU’s kompetence, og
hvad der
er medlemslandenes kompetence.
Med forfatningstraktaten gives der bedre mulighed for at bekæmpe
den internationale kriminalitet og terrorisme.
De danske forbehold videreføres i traktaten.
En styrket fælles udenrigspolitik giver Europa langt bedre
mulighed for at medvirke til at udvikle demokrati og udbrede
menneskerettighederne i dele af verden, hvor dette ikke er selvfølgeligheder.
Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
Europaudvalget kan anbefale et klart ja til forfatningstraktaten. For såvel
Danmark som for hele EU er forfatningstraktaten et godt instrument til at
løse
de politiske opgaver, vi står over for.
Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
Europaudvalget ønsker, at Danmark ratificerer forfatningstraktaten efter en
dansk folkeafstemning den 27. september 2005.
Efter det franske og hollandske nej er det tilfredsstillende, at
Det Europæiske Råd på sit møde i Bruxelles den 16. og 17. juni 2005 vil
drøfte
situationen med henblik på at skabe klarhed over den videre proces.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget fremhæver, at
Socialdemokratiet ubetinget støtter forfatningstraktaten og dermed L 137. De
nye rammer giver bedre beslutningsmuligheder i det europæiske samarbejde,
hvilket der er brug for ikke mindst efter EU’s udvidelse: Europas
grundlæggende
værdigrundlag fremhæves, strukturen i samarbejdet forenkles (selv om det dog
stadig er meget kompliceret), lovgivningsprocessen gøres mere åben, og der
gives større indflydelse til de folkevalgte både i Europa-Parlamentet og i de
nationale parlamenter, kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og
EU’s
institutioner gøres tydelig, og samarbejdets karakter af delegeret myndighed
fra suveræne europæiske stater understreges.
Det er Socialdemokratiets samlede vurdering, at EU med
vedtagelsen af de nye rammer bedre vil kunne gøre noget ved fælles,
grænseoverskridende problemer som ikke mindst arbejdsløshed, forurening og
terror/kriminalitet, hvis den politiske vilje er til stede i medlemslandene.
EU
vil også kunne spille en mere konstruktiv rolle i en global sammenhæng med de
nye rammers større vægt på en fælles udenrigspolitisk optræden.
Under udvalgsarbejdet er der i øvrigt skabt klarhed over en
række påstande om den nye forfatningstraktat: EU-samarbejdet er ikke
forløberen
for en europæisk superstat. Det årlige budget svarer kun til 1 pct. af
nationalindkomsterne i medlemsstaterne. Det eksisterende princip om EU- loves
forrang for national lovgivning gælder kun på EU-relaterede områder, for den
nye traktat kan selvfølgelig ikke tilsidesætte den danske grundlov eller
noget
andet lands forfatning. Indarbejdelsen af Charteret om Grundlæggende
Rettigheder i selve traktaten indebærer ikke, at EU-Domstolen kan udvide sin
myndighed ud over EU-rettens grænser. Medlemslandene har ikke pligt til
oprustning, men til at forbedre deres militære muligheder for at opfylde
fredsbevarende opgaver − og Danmark står i øvrigt fortsat uden for
forsvarssamarbejdet i EU. Afsnit III i traktaten om fælles politikker er i
det
store og hele en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende
Nicetraktat med nogle få sympatiske ændringer. Dog sikres princippet om
fælles
beslutningstagning på alle politikområder – også landbrugspolitikken
– således
at Europa-Parlamentet og Rådet bliver ligeberettigede i EU’s
lovgivningsproces.
Socialdemokratiet skal i øvrigt henvise til den fremsynede
aftale, der er indgået mellem fem partier, om en aktiv dansk europapolitik
efter vedtagelsen af forfatningstraktaten. Socialdemokratiet
står helt bag de tilkendegivelser, der er i
den aftale, som sikrer, at vi er med til at benytte alle traktatens gangbroer
og nødbremser set ud fra et ønske om en videreudvikling af det danske
velfærdssamfund og en aktiv dansk profil i EU-samarbejdet.
På den baggrund agter Socialdemokratiet at medvirke til
lovforslagets gennemførelse, og Socialdemokratiet støtter den tilrettelagte
tidsplan inklusive den kommende folkeafstemning den 27. september 2005.
Imidlertid har det markante nej ved både den franske og den hollandske
folkeafstemning skabt tvivl om, hvorvidt traktaten i det hele taget kan
gennemføres. Tvivlen er heller ikke blevet mindre af UK’s lidt svævende
meddelelser. Socialdemokratiet er enig med statsministeren, når han
offentligt
har fremhævet, at denne tvivl må fjernes før den danske folkeafstemning. »Der
må være noget at stemme om«, som statsministeren har formuleret det.
Regeringerne i Frankrig, Holland og UK skylder deres europæiske partnere at
give udtryk for både mulighed for og politisk vilje til at ratificere
forfatningstraktaten i dens foreliggende form. Regeringen bør derfor aktivt
søge at opnå den fornødne klarhed i forbindelse med mødet i Det Europæiske
Råd
den 16. og 17. juni. Ingen kan naturligvis give garantier, men det er helt
afgørende, at det sandsynliggøres, at der stadig er en traktat at stemme om,
og
som kan gennemføres uanset udfaldet af folkeafstemningerne i Frankrig og
Holland.
Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget understreger, at Det
Radikale Venstre siger ja til forfatningstraktaten, fordi den er bedre end
Nicetraktaten og vil være en fremragende ramme for det europæiske samarbejde
mellem snart mere end 25 lande. Tilblivelsen af forfatningstraktaten var en
nyskabelse. Alle tidligere traktater blev forhandlet i lukkede rum mellem
regeringer og embedsmænd. Denne gang er grundlaget skabt af Det Europæiske
Konvent, der bestod af medlemmer fra 28 landes parlamenter og
Europa-Parlamentet, repræsentanter fra regeringerne og Kommissionen samt
nogle
observatører. Arbejdet foregik i fuld åbenhed, og resultatet blev et forslag
til en forfatningstraktat. Hovedparten af forslaget blev vedtaget af selve
regeringskonferencen i 2004. Vi har aldrig før haft en så demokratisk
arbejdsfacon, når der skulle udarbejdes en traktat eller traktatændring.
Men også selve
forfatningstraktaten er en nyskabelse. Det eksisterende traktatgrundlag er
stort set ulæseligt for alle, der ikke har studeret området eller arbejdet
inden for det. Forfatningstraktatens grundlæggende to første dele kan faktisk
læses og forstås. Resten er selvfølgelig ikke en læselet-udgave alene af den
grund, at det ikke er en forfatning. Det er faktisk en forfatningstraktat, og
der må være mange paragraffer, hvis ikke al fortolkning skal overlades til
domstolene. Det er simpelthen en nødvendighed med de mange paragraffer for
sikre et samarbejde mellem så mange forskellige lande.
Det Radikale Venstre vil gerne fremhæve en række temaer, som er
afgørende for Det Radikale Venstres helhjertede ja til traktaten:
-
Det er for første gang
nogen sinde i denne verden lykkedes at skabe et regionalt forpligtende
samarbejde,
der bygger på en række klare, universelle værdier som respekt for demokrati,
ligestilling og mindretal. Det er faktisk enestående, at 28 lande − de
25
medlemslande og de 3 ansøgerlande − kan enes om et sådant grundlag. Det
er aldrig set før, og Det radikale Venstre håber, at det bliver en model for
andre regioner i verden. Derudover præciseres det i forfatningstraktaten, at
unionen bygger på medlemsstaterne, og at unionen kun kan agere, hvis
medlemsstaterne har givet unionen lov til det. Det er også præciseret, at
landene kan melde sig ud, hvilket igen understreger, at det er en traktat og
ikke en forfatning. Den gamle retorik om et stadig tættere samarbejde er væk
og
erstattet af målet om at fremme freden, værdierne og befolkningernes velfærd.
Det
vil sige, at der skal arbejdes for fuld beskæftigelse og sociale fremskridt
på
et bæredygtigt grundlag.
-
Forfatningstraktaten
gør samarbejdet langt mere demokratisk end tidligere, fordi åbenhed er et
grundvilkår i beslutningerne. Beslutningsprocessen er forenklet og mere
gennemskuelig. De nationale parlamenters rolle er udvidet, både når det
drejer
sig om nærhedsprincippet, og når det drejer sig om en øget kontrolfunktion i
samarbejdet om f.eks. bekæmpelse af kriminalitet. Europa-Parlamentet får mere
indflydelse,
og for første gang kan borgerne være med til at sætte en dagsorden. Et
flertal
af befolkningerne på 65 pct. er afgørende for, om et forslag kan forkastes
eller vedtages, og borgernes rettigheder er præciseret, hvilket alt sammen er
demokratiske grundvilkår og forbedringer.
-
Forfatningstraktaten
tager et tigerspring frem i bestemmelserne om unionens optræden udadtil. EU
kan
blive verdens sociale samvittighed, hvis vi vil leve op til målsætningerne om
at bidrage til fred, sikkerhed, solidaritet og udryddelse af fattigdom. EU
får
en udenrigsminister, der i kraft af sit permanente formandskab for
Udenrigsministerrådet har gennemslagskraft og kan samordne og koordinere
Europas holdninger og økonomiske indsats. Derfor får EU i fremtiden langt
bedre
muligheder for at handle samlet ud fra en fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik. Nu kan vi tage ansvar og handle, når verden omkring os har
brug for støtte eller hjælp. Europa er allerede i dag en stærk økonomisk magt
i
verden, og i kraft af dette præger vi f.eks. WTO-forhandlingerne. Nu får vi
mulighed for at blive en politisk magt. Vi kan præge udviklingen ved at sætte
vore værdier i centrum. Men Europa får også mulighed for at agere, når det
drejer sig om fredsbevarelse og konfliktforebyggelse. Derved bliver det
muligt
med et modspil og et medspil til USA, og det har verden brug for. Det har vi
klart set, bl.a. i forbindelse med krigen i Irak. Den fælles sikkerheds- og
forsvarspolitik udgør en integreret del af den fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik, men det er vigtigt at understrege, at det fortsat er de
enkelte medlemslande, der suverænt bestemmer over deres egne forsvarsstyrker,
altså til hvad og hvor de anvendes.
-
Forfatningstraktaten
gør det muligt at skabe et langt stærkere samarbejde om en lang række
interne,
grænseoverskridende problemer. Det Radikale Venstre vægter her det styrkede
samarbejde om den fælles asyl- og indvandrerpolitik. Kun i fællesskab vil man
finde humane løsninger. Det skal være slut med at skubbe problemerne rundt
mellem landene. På det punkt står Danmark stadig uden for samarbejdet,
hvilket
er et kæmpe problem.
Det Radikale Venstre finder, at forfatningstraktaten er den
ramme, der gør det muligt at skabe europæiske løsninger på
grænseoverskridende
problemer på et fælles grundlag. Det er op til borgerne og politikerne at
fylde
rammerne ud. Det Radikale Venstre har nogle klare politiske mål for dette
samarbejde. Det Radikale Venstre vil som hidtil kæmpe for sunde madvarer,
miljøet og forbrugerbeskyttelse. Det Radikale Venstre vil af med
landbrugsstøtteordningerne, og Det Radikale Venstre vil sikre et europæisk
indre marked, hvor der er tjek på de kemikalier, der er i alt lige fra cremer
til børnelegetøj. Vi skal sikre, at olieforurenende skibe bliver opdaget og
stillet til regnskab. Vi skal skabe et Europa, der satser på forskning og
innovation, så vi kan erstatte udflytningen af arbejdspladser med nye
muligheder. EU er mere og mere et politisk projekt, mindre og mindre en kamp
mellem landene og mere og mere en kamp mellem forskellige politiske
holdninger.
Unionen er ikke i kraft af sig selv rød, gul, grøn, blå eller andre farver.
Europa er, hvad vi gør det til, hvad befolkningerne i Europa ønsker, vi skal
gøre Europa til. Hvis der er et flertal for grønne løsninger, så bliver der
grønne løsninger. Hvis der er et flertal for sorte løsninger, så bliver der
sorte løsninger. Sådan er det, for sådan er demokratiet, og derfor er det
selvfølgelig vigtigt, at partier med de politiske holdninger, der giver et
grønt Europa, også er på banen og deltager i det europæiske arbejde. Kun på
den
måde kan vi præge Europa og få en bæredygtig udvikling. Det er med de
holdninger, at Det Radikale Venstre vil søge at præge fremtidens Europa.
Hovedspørgsmålet er derfor ikke, om dette er den ideelle traktat. Spørgsmålet
er, om forfatningstraktaten er en bedre ramme end den eksisterende. Det
radikale Venstre er ikke i tvivl om, at svaret er ja, og derfor siger Det
Radikale Venstre ja til lovforslaget og forfatningstraktaten.
Et
mindretal
i
udvalget (DF og EL) indstiller forslaget til
forkastelse
ved 3. behandling.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler:
Den 27. september 2005 skal den danske befolkning stemme om,
hvorvidt vi ønsker en forfatning for Europa. Allerede under 1. behandling af
dette lovforslag så vi, hvordan de, der støtter det, gerne vil have os til at
tro, at der blot er tale om en opdatering af Nicetraktaten. Intet er mere
forkert. Forfatningen indfører en helt ny magt- og retsstilling i Europa, som
Dansk Folkeparti vender sig imod, og som alle partier godt ved, at
befolkningerne
ikke ønsker. Derfor gør støtterne alt, hvad der er muligt, for at vildlede.
Alene ordet »forfatningstraktat« er vildledning. Forfatningen vedtages ved en
traktat, men i det øjeblik traktaten er vedtaget i alle medlemslandene, er
der
en forfatning – en grundlov – for Europa. Begrebet
»forfatningstraktat«, som
tilhængerne anvender, findes slet ikke i teksten. Derimod tales der side op
og
side ned om »forfatningen«. Ordet »forfatning« optræder mere end 200 gange.
Ved folkeafstemningen i Frankrig den 29. maj 2005 har et
overvældende flertal på 54,1 pct. af de franske vælgere afvist den franske
regerings stormagtsdrømme og tanken om en fælles grundlov for 25 europæiske
nationer. På tidspunktet for denne betænknings afgivelse er der kun få dage
til
afholdelse af en tilsvarende folkeafstemning i Holland, og meget tyder på, at
også den hollandske befolkning vil underkende politikernes stormagtsprojekt.
På
denne baggrund burde det være en selvfølge, at den danske regering stillede
vedtagelsen af L 137 i bero frem for igen og igen at fastholde, at regeringen
insisterer på at gennemføre en folkeafstemning i Danmark om en forfatning,
der
i realiteten er faldet allerede ved den franske folkeafstemning.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det påfaldende,
at den poliske elite i Danmark, der støtter ønsket om den fælles grundlov for
EU’s medlemslande, konsekvent afviser at gøre en aktiv indsats for at
give
befolkningen indsigt i forfatningens indhold.
Dansk Folkeparti har i Folketinget stillet det meget selvfølgelige
forslag, at regeringen skal lade forfatningen husstandsomdele (forslag til
folketingsbeslutning nr. B 15, Folketinget 2004-05 (2. samling), fremsat den
11. marts 2005, jf. Folketingstidende tillæg A side 5225 og 5219). Forslaget
blev førstebehandlet den 29. april 2005. Betænkning blev afgivet den 20. maj
2005. Regeringspartierne, S og RV tog afstand fra ønsket om at
husstandsomdele
forfatningen. Udgiften ved husstandsomdeling var af Statsministeriet anslået
til 150 mio. kr. Da det senere af Dansk Folkeparti blev dokumenteret, at den
virkelige udgift ville udgøre kun lidt over en tiendedel af dette beløb,
nemlig
ca. 16 mio. kr., var regeringens argument et andet, nemlig at man ikke ville
påtvinge befolkningen at skulle modtage et dokument, som nogle måske ikke
ønsker i deres brevkasse.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har følgende overordnede
bemærkninger til forfatningen:
Symbolernes Europa
På alle væsentlige områder bliver EU med den nye forfatning til
en stat. De symboler, vi normalt forbinder med noget nationalt, og som er
identifikation på en stat, er opregnet i artikel I-8. Det er naturligvis ikke
en tilfældighed, men har det meget klare politiske sigte, at EU ikke længere
skal være en mellemstatslig organisation, men en stat med alt, hvad til
stater
hører. Derfor har man i artikel I-8 forfatningsfæstet, at unionen har et
flag,
unionen har en hymne, unionen har et motto, unionen har en mønt, ligesom
unionen har en nationaldag. Disse symboler sender et utvetydigt signal om, at
nationalstaternes tid er forbi. Fremtiden er unionens – og derfor må
unionen
udstyres med de tegn, der tidligere udgjorde de nationale holdepunkter. Det
fastslås da også direkte i artikel I-7, at »Unionen har status som juridisk
person«. Det betyder i realiteten, at Unionen ikke kun er et samarbejde
mellem
selvstændige stater, men at Unionen selv er en stat.
Mindre og mindre indflydelse for Danmark og
andre små lande
Nu er symboler, mottoer og fælles hymne lidt luftige og ukonkrete
begreber. Hvad der imidlertid ikke er luftigt, er de nye magtbalancer. Som
bekendt er det Ministerrådet, der træffer de afgørende beslutninger. I dag
har
hvert land et fast antal stemmer. Men med forfatningen bliver det afgørende
fremover landenes befolkningsstørrelser. Det betyder, at Danmarks indflydelse
bliver nedreguleret til 1,17 pct. (5,3 mio./452 mio.). Med de forestående
optagelser af Rumænien, Bulgarien og måske Tyrkiet vil de danske stemmevægte
blive yderligere forringet. Det er et historisk anslag mod Danmarks
selvstændighed som nation, når et flertal i Folketinget nu vil prøve at
overtale befolkningen til at acceptere en europæisk grundlov, der på samme
tid
overfører nye magtområder til Unionen og drastisk reducerer den danske
−
og andre små landes − indflydelse på afgørelserne. Det er et historisk
svigt, som befolkningen forhåbentlig vil gennemskue og forhindre den
politiske
elite i at få held med.
De nye stemmeregler gavner entydigt de store lande. Kun
Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Storbritannien får mere magt. Alle
andre mister indflydelse.
Samme tendens kan ses i de to andre afgørende magtorganer i EU.
I Kommissionen skal vi i hver tredje 5-års-periode acceptere ikke at have
nogen
kommissær overhovedet og dermed været afskåret fra at fremsætte forslag i EU.
I
Europa-Parlamentet, hvor Danmark i dag har 14 medlemmer, sættes der en
mindstegrænse på 6 medlemmer. Der er ingen tvivl om, at antallet af danskere
i
Europa-Parlamentet vil blive nedsat i takt med de udvidelser, som EU arbejder
på. Bulgarien og Rumænien er allerede sikret medlemskab, og den 3. oktober
2005
– en uge efter, at danskerne har stemt om forfatningen – falder der
afgørelse
om at indlede forhandlinger med Tyrkiet om optagelse.
Antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet er afgørende for den
demokratiske repræsentation. Jo færre medlemmer Danmark får, des flere
stemmer
skal der til for at blive repræsenteret. Med de udvidelser, som unionen
lægger
op til, er der ingen tvivl om, at Danmark vil komme tættere og tættere på de
6
medlemmer. Dermed bliver spærregrænsen ved EU-parlamentsvalg her i landet
16,5
pct. Ved folketingsvalget i februar 2005 fik Dansk Folkeparti 13,2 pct., Det
Konservative Folkeparti 10,3 pct., Det Radikale Venstre 9,2 pct.,
Socialistisk
Folkeparti 6,0 pct. og Enhedslisten 3,4 pct. af stemmerne. Med de samme
stemmetal til Europa-Parlamentet ville ingen af disse partier få et medlem
valgt. Kun Venstre og Socialdemokraterne ville blive repræsenteret. Det er
fremtidsudsigterne for de danske politiske partier og de folkelige
bevægelser.
Vi risikerer inden for nogle år et topartisystem, hvor en meget stor andel af
de danske vælgere, måske endda et flertal af danske vælgere, ikke vil blive
repræsenteret i Europa-Parlamentet − et meningsmonopol, der intet har
med
folkestyre at gøre.
Havde EU bare været et koordinationsorgan for handel,
miljøstandarder og lignende tekniske forhold, kunne vi nok have levet med
ikke
at have så meget at skulle have sagt. Men med den nye forfatning, hvor det
bliver en selvstændig målsætning for EU at blande sig i at sikre høj
beskæftigelse, social beskyttelse, et højt uddannelsesniveau og et godt
sundhedsniveau (jf. artikel III-117), må vi sige klart nej til at lade
Danmark
regulere af andre landes politikere. Det lyder naturligvis besnærende, når EU
vil sikre høj beskæftigelse og et godt sundhedsniveau samt bekæmpe social
udstødelse. Men realiteterne er, at EU på alle disse områder halter langt bag
efter Danmark. Vores beskæftigelse er den højeste i Europa, vor økonomiske
vækst er bedre end i Euroland, vor offentlige finanser har det bedre end
Eurolands,
vor folkesundhed er blandt de bedste og vor sociale sikkerhedsmodel er helt
ukendt for langt hovedparten af medlemslandene. Når EU skal lovgive på disse
områder, peger alt i retning af ringere forhold for Danmark. Derfor må vi
sige
fra over for, at EU skulle regulere disse centrale dele af
velfærdspolitikken.
De skal ikke afgøres i et organ, hvor andre landes politikere har tæt ved 99
pct. af stemmerne. De skal afgøres i Folketinget, hvor danske politikere har
100 pct. af stemmerne.
Overførsel af magt fra de folkevalgte til
EU-Domstolen
Med den nye forfatning indtager fundamentale rettigheder en
hidtil uset stor position i EU’s magtudøvelse. Ikke nok med, at unionen
efter
artikel I-9, stk. 2, skal tiltræde den europæiske
menneskerettighedskonvention,
men hele del 2 er én lang opremsning af rettigheder, som fremover skal
reguleres af EU’s domstol. De fleste artikler i Charteret om
Grundlæggende Rettigheder
hører efter dansk tradition slet ikke hjemme i en forfatning, men derimod i
Folketinget, hvor politikere – og ikke dommere – afgør og
fastsætter danskernes
rettigheder. Hvis forfatningen vedtages, bliver alle borgerlige rettigheder
udstrakt til alle, som har lovligt ophold i EU, hvilket betyder, at alle
udlændinge i Danmark skal have samme rettigheder som danskerne. Når
forfatningen taler om at sikre ytringsfrihed (artikel II-71),
forsamlingsfrihed
(artikel II-72) og erhvervsfrihed (artikel II-75) lyder det naturligvis
smukt.
Men de smukke ord dækker over en langt mere grum virkelighed, nemlig at al
dansk retspraksis og forståelse af grundlovens bestemmelser (§§ 75, 77 og 79)
vil blive underordnet den praksis, som EU-Domstolen vil lægge for dagen, for
alle disse rettigheder og den fortolkning, som EU-Domstolen vil komme frem
til,
vil komme til at stå over det, de danske domstole og det danske Folketing
beslutter. EU-retten og EU-dommene får ubetinget forrang for danske love og
danske afgørelser.
Vores grundlovsretspraksis, der gennem 150 år har skabt en
fasttømret dansk retstradition og retskultur, bliver fejet til side af den
nye
forfatnings forrang. Grundloven og Højesteret bliver på alle områder, hvor
EU-Domstolen regerer, uden betydning. De bliver sat ud af kraft. Men ikke nok
med, at charteret om grundlæggende rettigheder sætter væsentlige dele af
grundloven
ud af kraft. I et omfang, som er helt ukendt for vor skandinaviske
retstraditioner, opremses et utal af menneskerettigheder, der i mere end 50
artikler udhuler dansk suverænitet.
I al den tid vi har kendt EU, har EF-Domstolen opfattet sig selv
som den myndighed, der skal forestå integrationen mellem medlemsstaterne i
EU.
Med en samvittighedsløs politisk anvendelse og udvidet fortolkning af
Nicetraktatens artikel 220 om, at Domstolen »skal værne om lov og ret«, har
Domstolen
tiltaget sig magt i et omfang, der ikke kendes fra noget lignende
internationalt magtorgan. Charteret er et knæfald for en udemokratisk
overflytning af magt fra folkevalgte politikere til udpegede dommere og vil
gøre det umuligt at forudsige, hvor EU-Domstolen vil sætte grænsen for, hvad
EU
må regulere – hvis der overhovedet bliver en grænse. Det går så vidt, at
charteret
fastsætter regler om indgåelse af ægteskaber (artikel II-69), om frihed for
kunst og videnskab (artikel II-73), om asylret (artikel II-78), om kulturel,
religiøs og sproglig mangfoldighed (artikel II-82), om børns rettigheder
(artikel II-84), om stemmeret til kommunalvalg (artikel 100) og meget mere.
På
den baggrund er det helt utroværdigt – grænsende til det decideret
løgnagtige –
at påstå, at der skulle være tale om nogen form for afgrænsning af EU’s
magtområde.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at der med til
Dansk Folkepartis afvisning af EU-forfatningen og L 137 hører en række
konkrete
politiske forhold:
Fleksibilitetsbestemmelsen og passarellen
Forfatningen indfører i artikel I-18 et nyt begreb kaldet
fleksibilitetsbestemmelsen. Med denne bestemmelse bliver EU’s topmøder
fremover
i stand til at overføre videre mængder af hjemmelskompetencer til EU uden at
holde folkeafstemninger forinden. Det er et demokratisk problem, at man giver
EU’s institutioner magt til at handle uden befolkningernes opbakning
– og der
må stilles spørgsmålstegn ved, om det lever op til grundlovens § 20, der
fastsætter
det som et krav til magtdelegation, at magten er defineret i »nærmere bestemt
omfang«.
Endvidere indfører forfatningen i artikel 40, stk. 7, den
såkaldte passarelle – dvs. en gangbro, over hvilken man uden videre kan
gå fra
enstemmighed til flertalsafgørelser. Dermed bliver de mange alt for
besværlige
folkeafstemninger overflødige i fremtiden. I stedet skal Unionens topmøder
kunne beslutte, at områder, der i dag kun kan træffes med enstemmighed, i
stedet skal kunne træffes af et flertal af lande. Det er i særklasse det
alvorligste angreb på medlemslandenes suverænitet. For det betyder i
realiteten, at et flertal af store lande i fremtiden kan bestemme dansk
politik
– også på de områder, hvor Danmark i dag kan nedlægge veto. Hvilken
nation har
interesse i at forære sin selvbestemmelse til andre landes politikere? Ingen,
og da slet ikke små nationer som Danmark. Passarellen ville svare til, at en
dansk flertalsregering for fremtiden kunne vedtage alle lovene selv, uden at
spørge Folketinget.
Slut med formandskab
I dag er det medlemslandene, der tegner unionen. Sådan bliver
det ikke med forfatningen, der gør unionen til en juridisk person, et
selvstændigt land. Derfor skal landene heller ikke længere skiftes til at
have
formandskabet. Det bliver erstattet af en fast formand, som vælges for 2½ år
med mulighed for genvalg én gang. Han vælges med kvalificeret flertal, så
fremover mister Danmark ikke bare muligheden for at have sine halvårlige
formandskaber, men Danmark risikerer også at blive stemt ned, når der skal
vælges en leder for unionen, for selv EU-venlige regeringer i Danmark ligger
så
langt fra EU’s generelle holdninger, at vi ikke kan opnå valg af en
formand.
Danmark kan ikke fremsætte forslag
Samtidig med at formandskabet tages væk fra nationerne, ændres
også antallet af kommissærer. I dag står der i traktaten, at Danmark sammen
med
alle de andre lande har ret til en kommissær. Sådan bliver det ikke med
forfatningen, hvor udpegningen af kommissærer vil gå på skift og rotere
mellem
landene. På den måde bliver Danmark slet ikke repræsenteret i Kommissionen i
hver tredje 5-års-periode. Men samtidig med at man på denne måde afskærer os
fra at have en kommissær, fastholder man, at det med forfatningen alene er
Kommissionen, der kan fremsætte forslag til behandling. Men hvordan kan
Danmark
og den danske regering fremsætte forslag, når vi ikke har nogen kommissær?
Svaret er, at det kan vi ikke. Det er utroligt, at nogen dansk regering vil
gå
så langt i opgivelse af dansk selvstændighed, at man vil acceptere, at
Danmark
end ikke længere kan få lov til at stille forslag på områder af vital
betydning
for os.
Danmark stemmes ned
I dag har Danmark 7 stemmer i Ministerrådet. Det svarer til 2,1
pct. af de samlede stemmer. Hvis EU-forfatningen vedtages, vil Danmarks antal
af stemmer ændre sig til kun 1,17 pct. af det samlede antal. Når man kun har
1,17 pct. af stemmerne, er det i sig selv en illusion at tro, at Danmark
skulle
have nogen som helst indflydelse. Med forfatningen introduceres nemlig et nyt
stemmesystem, hvor et flertal i Ministerrådet kræver et flertal af landenes
stemmer samt et flertal på 65 pct. af befolkningerne. I dag har Danmark efter
reglerne i Nicetraktaten 8 pct. af de stemmer, der kræves til et blokerende
mindretal. Hvis forfatningen vedtages, vil Danmark kun have 3 pct. af de
stemmer, der kræves til et blokerende mindretal.
Tyrkiet med i EU?
Skal Tyrkiet være medlem af EU? Det spørgsmål har alle
Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti nægtet at stille de
danske vælgere. Kun Dansk Folkeparti støttede forslaget om at holde en
folkeafstemning i Danmark, før der blev indledt optagelsesforhandlinger med
Tyrkiet. Det er tankevækkende, for spørgsmålet kan få vidtrækkende
konsekvenser
for det fremtidige EU-samarbejde. Den eneste mulighed, vi har for at sige
klart
fra over for Tyrkiet som medlem af EU, er ved at sige nej til den øgede
centralisering af magten i Bruxelles, som forfatningen lægger op til.
Afgørelsen om at indlede forhandlingerne om Tyrkiets optagelse
træffes den 3. oktober 2005. Der er ingen tvivl om, at denne dato er en
væsentlig årsag til, at vi skal stemme den 27. september 2005. Regeringen vil
nemlig ikke have, at danskerne ved, om EU vil optage Tyrkiet eller ej, før vi
stemmer om forfatningen. Men der er ingen tvivl om, at Tyrkiet og
forfatningen
hænger sammen. Selv tilhængerne taler varmt om, at forfatningen er
forudsætningen for, at udvidelsen kan finde sted og EU fortsat kan være
effektivt. Og da Tyrkiet allerede i dag er et formelt ansøgerland, er det
helt
urealistisk ikke at se en sammenhæng med forfatningen.
Udenrigspolitik
Med EU’s forfatning får EU sin egen udenrigsminister, som vil
repræsentere Danmark i udenrigspolitiske spørgsmål, og som kan forpligte
Danmark. Flere af de udenrigspolitiske områder er underlagt kvalificeret
flertalsafgørelse, så Danmark vil kunne stemmes ned. EU vil oprette sine egne
ambassader og have sine egne ambassadører ligesom andre stater. Og valget af
den fælles udenrigsminister sker også med kvalificeret flertal. Det betyder,
at
Danmark kan blive sat helt uden for indflydelse på sin egen udenrigspolitik
og
på, hvilken udenrigsminister der repræsenter os. For et lille land kan det
være
utrolig farligt at blive frataget sin egen udenrigspolitiske
beslutningskompetence og blive underkastet andre nationers stormagtsdrømme.
Det
fortæller verdenshistorien os kun alt for godt.
Skal EU bestemme Danmarks velfærdspolitik?
EF var på mange områder tænkt som et praktisk samarbejde, der
skulle skabe bedre samhandel mellem de europæiske virksomheder og fjerne
toldbarriererne. Men den skjulte målsætning om stadig tættere integration
blev
udviklet – især af franske og tyske politikere – således, at EF fra
at være et
mellemfolkeligt samarbejde om handels- og toldinteresser blev til et politisk
projekt i sig selv. Hvor man i EF’s tid lovgav på begrænsede områder,
hvor de
grænseoverskridende problemers løsning var formålet, er EU-lovgivningen i dag
blevet til et selvstændigt mål. EU er i sig selv blevet en politisk
målsætning
– det handler ikke længere om at løse konkrete problemer, men om at
skabe en
europæisk storstat. Derfor blander EU sig i dag i en lang række problemer,
som
slet ikke burde være et anliggende for andre end de nationale parlamenter.
Samtidig oplever vi, at EU’s nidkære detailregulering af alt og
alle skader væksten i EU. Ledigheden i de andre EU-lande er i gennemsnit
dobbelt så høj som i Danmark, og bruttonationalproduktet pr. indbygger i USA
er
mere end 40 pct. højere end i de 15 rigeste EU-lande. Også europæiske lande
uden for EU som Norge, Island og Schweiz klarer sig langt bedre end
EU-landene.
Man kan med rette spørge: Hvorfor forbyder EU os at holde vagt
ved grænsen, når den internationale kriminalitet blomstrer og vokser? Hvorfor
vil EU give østeuropæiske arbejdsgivere ret til at sende folk til Danmark og
arbejde under polske regler og lønninger? Hvorfor vil EU harmonisere vores
regler for arbejdstider, når vi i Danmark slet ikke bruger love på dette
område,
men derimod lader arbejdsmarkedets parter aftale sig til dette? Hvorfor vil
EU
bestemme, hvad der skal være kriminelt efter den danske straffelov?
Med forfatningen bliver det en ret for EU at styre alle disse
forhold – lige fra arbejdsmarkedsanliggender til sundhedsforhold og
sociale
anliggender. Der indføres en lang række nye magtområder, som EU vil bruge til
at gennemregulere landene i endnu højere grad, end det sker i dag. Og når
tilhængerne siger, at der bare er tale om at samle de mange spredte
bestemmelser, vi allerede har i dag, passer det ikke. Hvorfor indskriver man
for eksempel et charter om grundlæggende rettigheder, der giver EU ret til at
regulere feriepenge, børns forhold, den sociale sikkerhed og meget mere, hvis
det ikke skulle være, fordi EU vil have magt og kontrol over disse områder?
Det
hænger ganske enkelt ikke sammen.
Det er naturligvis lovligt at ønske Europas Forenede Stater. Men
tilsvarende er det lovligt ikke at ønske Europas Forende Stater. Dansk
Folkeparti hører til den gruppe, der mener det sidste,
og anbefaler derfor et nej ved
folkeafstemningen den 27. september 2005, som bliver konsekvensen af den
vedtagelse af L137, som et flertal tegner sig til at kunne stemme igennem.
Husk Østrig
EU og realiseringen af de flotte ord kniber det dog nogle gange
med. Hvem husker ikke fordømmelsen af Østrig, efter at de østrigske vælgere
havde valgt en regering af konservative og Frihedspartiet, som EU’s
dengang
mange socialdemokratiske regeringer ikke kunne lide? Hvem husker ikke,
hvordan
EU’s stats- og regeringsledere på et fælles møde fordømte og
sanktionerede imod
den nyvalgte østrigske regering, hvis eneste brøde var, at den var
konservativ?
Et frit folk, et frit land og et frit demokrati blev fordømt af EU, selvom EU
formelt ikke havde nogen ret til at sanktionere mod Østrig.
Den mulighed skaber forfatningen, som åbner adgang til at
suspendere et eller flere af
medlemslandenes medlemsrettigheder, hvis de
krænker unionens værdier. Tænk hvis man i den danske grundlov havde givet
regeringen mulighed for at fratage Folketinget retten til at lovgive, fordi
flertallet i Folketinget væltede regeringen. Det ville være en chokerende
udemokratisk måde at indrette sig på. Det er noget, der hører til i
diktaturer
og underudviklede samfund, når man vil have ret til at straffe et land, fordi
befolkningen ved et frit valg ikke har stemt på de partier, som EU godt kan
lide. Hvis forfatningen vedtages, bliver dette langt lettere at gentage, og
fremover behøver man end ikke enighed, men kan suspendere et lands
rettigheder
med kvalificeret flertal.
Alt bliver overstatsligt
Der er ikke noget at sige til, at folk ofte føler EU som noget
verdensfjernt, bureaukratisk og uoverskueligt, styret af skrivebordsgeneraler
uden nogen særlig fornemmelse for at være forpligtet af hensynet til borgerne
i
de europæiske lande. Sådan er virkeligheden desværre, og der er god grund til
at være kritisk over for EU’s snørklede beslutningsstruktur og den
enorme,
indviklede EU-lovgivning, som hviler på flere traktater og tre såkaldte
søjler,
som hver repræsenterer forskellige beslutningskompetencer.
Der er gode begrundelser for at ønske en forenkling, men det,
der sker ved at vedtage forfatningen til afløsning af alle de gamle
traktater,
er noget helt andet end blot en forenkling, sådan som tilhængerne påstår.
Forfatningen er et magtmiddel til at tømme Europas nationalstater for
politisk
myndighed. Den giver EU magten over alle væsentlige økonomiske, politiske og
kulturelle spørgsmål, og den gør det muligt for et flertal af medlemslandene
at
stemme enhver modstand ned. Kun på en fjerdedel af alle de områder, der
underlægges
EU, vil vetoretten bestå, og det er endda kun formelt, for landene vil i
praksis ikke kunne bruge den.
Særlig EF-Domstolen, som hverken hviler på et folkeligt eller
demokratisk mandat, får udvidet sin magt, hvis forfatningen vedtages. I dag
har
Domstolen nemlig kun indflydelse på den EU-lovgivning, som handler om det
indre
marked (søjle 1). Det er også derfor, at Domstolen stadig hedder
EF-Domstolen,
selvom samarbejdet hedder EU. Men når søjlerne smelter sammen i én traktat,
får
Domstolen også magt på de andre områder, ligesom EU’s andre organer får
udvidet
deres magt på disse områder. I dag har EU eksempelvis kun meget få midler til
at presse eller påvirke lande, der ikke følger den fælles retspolitik, som
hører under EU-traktaten. Domstolen, hvis magt hovedsagligt ligger inden for
EF-traktaten, har nemlig kun en begrænset magt over denne traktat. Men når
traktaterne smelter sammen til én forfatning og søjlerne smelter sammen til
én
søjle, bliver der mange flere muligheder for at ensrette landene.
Her udgør Charteret om Grundlæggende Rettigheder et tilsvarende
problem, fordi det ikke bare muliggør, men direkte forpligter Domstolen til
at
forfølge de målsætninger om velfærdssamfundets indretning, som Charteret
omtaler. På overfladen kan det se sympatisk ud, at EU vil regulere disse
forhold, men man må gøre sig klart, at flertallet af EU-lande slet ikke
ønsker
et samfund efter dansk eller nordisk model. Vi må gøre os klart, at danske
politikere er bedre til at indrette Danmarks forhold og danske dommere bedre
til at pådømme dansk lovgivning, ligesom svenske politikere nok er bedre til
at
bestemme over Sverige og engelske politikere over England.
Samarbejde, men ikke tab af frihed
Samarbejde i Europa er både ønskeligt og nødvendigt. Vi skal
have fælles standarder for samhandel og fælles minimumsstandarder for miljø
og
forurening. Der kan også på mange andre felter samarbejdes på kryds og tværs
af
landegrænser både ved multilaterale aftaler og ved tosidige aftaler. Men vi
behøver ikke en forfatning for Europa. Der er talløse andre måder at
samarbejde
på, og selv om befolkningerne i EU afviser den politiske elites drøm om en
Forfatning for den Europæiske Union, så vil der ganske givet i fremtiden
udvikle sig et dynamisk og tillidsfuldt samarbejde mellem de europæiske lande
og befolkninger. Et nej til forfatningen er derfor ikke et nederlag for
Europa.
Tværtimod er det en sejr for Europa og de europæiske befolkninger og en
styrkelse af Europas muligheder for at udvikle sig frit. Nederlaget er et
nederlag for eliten og for magtstrukturer, som ingen kan være tjent med.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker afslutningsvis,
at forfatningen – hvis den førtes ud i livet – ville betyde, at vi
mister den
afgørende indflydelse på vore egne forhold. Den vil fratage os mere
selvstændighed, end vi nogensinde har mistet ved de militære nederlag, vi har
lidt gennem vor historie. Demokrati kan ikke udøves i en storstat med 454
millioner indbyggere. Det ville blive et formelt demokrati uden indhold.
Derfor
siger Dansk Folkeparti nej til L 137, ligesom vi den 27. september 2005
anbefaler befolkningen at gå i valglokalet og stemme for et rungende nej til
en
forfatning for Europa.
Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at Enhedslisten
glæder sig over, at afstemningen den 27. september 2005 nu er udskrevet, og
at
Enhedslisten er parate til at slås for et nej. Enhedslisten har særlig store
forpligtelser, fordi Enhedslisten nu er det eneste venstrefløjsparti i
Folketinget, som er imod forfatningen.
Enhedslistens medlem af udvalget bemærker videre, at for dem,
der kender Enhedslisten og den danske EU-debat, kan det ikke overraske, at
Enhedslisten vil arbejde for et nej. Men hvorfor et nej?
Enhedslisten har tre hovedargumenter: For det første fører
forfatningen til mere privatisering og udlicitering og mindre velfærd. For
det
andet vil den opruste Europa. Og for det tredje vil den svække demokratiet.
Enhedslisten får en stor opgave med at forklare disse forhold.
Paragrafferne er komplicerede og velegnede til at kamuflere det
liberalistiske
indhold. Og tilhængerne gør alt for at skønmale forfatningen eller i hvert
fald
fremstille den som ufarlig.
Det korte af det lange er, at der flyttes flere og flere
beslutninger fra de forsamlinger, som befolkningen har bedst mulighed for at
påvirke, til lukkede møder for virksomhedernes lobbyister, bureaukrater og
ministre i Bruxelles. Og mange sager, der før har krævet enstemmighed, vil nu
blive afgjort med kvalificeret flertal, fordi flertalsafgørelser bliver det
grundlæggende udgangspunkt for, hvordan der med EU-forfatningen skal tages
afgørelser i EU. Det betyder, at almindelige menneskers, græsrødders,
folkelige
organisationers og fagforeningers muligheder for demokratisk indflydelse vil
blive svækket.
Formålsparagraffen i artikel I-3 i den nye forfatning fastslår
desuden, at EU skal sikre markedskræfternes frie spil. Altså skal EU tage
mere
hensyn til salg og profit på markedet og mindre hensyn til borgernes behov.
Med
forfatningen får Kommissionen også eneretten til at stille forslag på endnu
flere områder, og den er helt åbenlyst optaget af at tvinge en liberalistisk
kurs igennem.
EU-forfatningen vil som sagt også tvinge de enkelte lande til at
opruste militært. Det står direkte i EU-forfatningens artikel I-41, stk. 3,
at »Medlemsstaterne
forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet«. På
almindeligt
dansk betyder det at opruste.
Men det er ikke kun danskerne eller europæerne, som
EU-forfatningen går ud over. Med EU-forfatningen overtager Kommissionen som
udgangspunkt alle beslutninger om, hvilken handelspolitik EU skal føre. Vi
ved,
at Kommissionen allerede fungerer som en bølle over for ulandene. Den
forsøger
f.eks. at tvinge ulandene til at privatisere deres vandforsyning for at
skaffe
gode ordrer til store europæiske vandfirmaer. Det får dermed store
konsekvenser
for fattige mennesker i hele verden, hvis forfatningen bliver vedtaget.
Desuden
vil EU også i fremtiden i handelspolitikken kunne forhandle på vegne af alle
medlemslandene på områder som uddannelse og sundhed. Der er hermed i længden
åbnet op for en ladeport for udenlandske koncerners profit på for eksempel
udannelse og sundhed.
Men er det trods alt ikke lykkedes Socialistisk Folkeparti
gennem den politiske aftale om Danmark i det udvidede EU at sikre sig, at vi
kan blokere for flere flertalsafgørelser og mere magt til EU? Overhovedet
ikke.
For det første bremser aftalen ikke for de løbende overførelser af magt. Det
er
i sidste ende noget, EF-Domstolen bestemmer, og ikke Socialistisk Folkepartis
hovedbestyrelse, uanset hvor meget den gerne ville. For det andet er
Socialistisk Folkeparti ingen garant mod mere magt til et liberalistisk,
militaristisk og udemokratisk EU. SF går jo faktisk ind for det på mange
områder. For det tredje har korridoraftalen ingen juridisk gyldighed. Den
holder kun, så længe partierne ikke løber fra den.
Enhedslisten går ind for mere internationalt samarbejde. Vi
stemmer ikke nej, fordi vi vil bygge kolonihavehegn rundt om Danmark.
Vi stemmer nej, fordi EU og forfatningen gør det sværere at
skabe et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa, og fordi EU-forfatningen
modvirker forsøgene på et solidarisk og ligeværdigt samarbejde med resten af
verden.
Et nej skaffer os ikke af med EU. Et nej sætter heller ikke
Danmark uden for EU. Det anerkender Enhedslisten, selv om et af Enhedslistens
mål er at få Danmark meldt ud af EU, fordi dette ville kunne skabe et pres i
retning af et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa.
Et nej betyder, at forfatningen er faldet. Og det kan åbne op
for, at vi sammen med masser af andre europæere får en helt ny diskussion af,
hvad det er for et Europa, vi ønsker, og hvordan vi mener at samarbejdet
mellem
landene skal foregå. Vi siger nej i Enhedslisten, fordi vi vil et andet
Europa.
Enhedslistens politiske perspektiv er internationalt, ikke dansk
eller europæisk. Vi tager derfor afstand fra såvel den gammeldags
nationalisme
som den moderne euronationalisme. Vores alternativ har både et socialistisk
og
et demokratisk element. For os er socialismen en forudsætning for det fuldt
udfoldede demokrati, men naturligvis kan der gennemføres en række
demokratiske
reformer under kapitalismen.
EU er blevet skabt for at tilpasse Europa til den europæiske
storkapitals behov og er som sådan en del af borgerskabets globale
liberaliseringsprojekt. Der er sket en stadig intensivering af
EU-integrationen
med etablering af rammerne for en egentlig europæisk statsdannelse og en
fortsat liberalisering af samfundene.
Den økonomiske integration og kapitalkoncentration i Europa er
til stadighed blevet øget og ligeså handelen og kapitalbevægelserne mellem de
europæiske lande. Kapitalens koncentration har medført, at trans- og
multinationale selskaber er blevet styrket økonomisk i forhold til den øvrige
kapital.
Denne udvikling på det økonomiske plan modsvares af og er blevet
styrket af udviklingen på det politiske plan. Opbygningen af en ny europæisk
superstat skyldes først og fremmest ønsket om at skabe et indre marked, der
kan
befordre økonomisk vækst og skabe øget profit, og dernæst ønsket om at styrke
den europæiske storkapital i konkurrencen med den amerikanske og japanske.
Derfor indskrænker eller fjerner EU de landvindinger, som arbejderbevægelsen
og
de folkelige kræfter har erobret mht. velfærd, demokratiske rettigheder,
miljøbeskyttelse osv. Vækst og profitmaksimering er målet. Konsekvenserne er
miljøødelæggelse, øget arbejdsløshed, social udstødning og sociale
forringelser.
EU’s ønske om at inddrage de østeuropæiske lande i EU skal ses i
sammenhæng med bestræbelserne på at styrke den europæiske kapital.
EU-udvidelsen har til formål at sikre disse områder som investeringsobjekter
for den vesteuropæiske kapital, også på langt sigt. Desuden er det et led i
udvidelsen af den vestlige interessesfære mod øst og et led i at stabilisere
områderne sikkerhedsmæssigt.
Opbygningen af EU-staten betyder, at magten centraliseres i EU’s
lukkede system, hvor pengemagten via lobbyisme har indflydelsen. Problemet er
ikke kun, at EU er et redskab for den europæiske kapital. EU er i hele sin
opbygning udemokratisk. En EU-superstat kan aldrig blive demokratisk, og
derfor
afviser Enhedslisten alle illusioner om en rød EU-superstat.
I takt med at magten overføres til centralt EU-niveau sker en
tilsvarende afdemokratisering af samfundene i de enkelte EU-lande. Afstanden
øges mellem befolkninger og beslutningstagere. Det bliver vanskeligere for
folkelige bevægelser og organisationer at skaffe sig indflydelse. Øget magt
til
Europa-Parlamentet er således ikke ensbetydende med øget demokrati, men
medfører
først og fremmest en underminering af de nationale parlamenters magt og
dermed
af de folkelige bevægelsers mulighed for at opnå indflydelse.
Derfor skal EU nedbrydes og erstattes af et demokratisk
internationalt samarbejde mellem selvstændige stater med et udviklet
demokrati,
hvor der fokuseres på fuld beskæftigelse, solidaritet, menneskerettigheder og
miljø.
Enhedslistens socialistiske alternativ
Enhedslistens socialistiske alternativ indebærer et samfund,
hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå
profit.
Den private ejendoms- og råderet over produktionsmidlerne er ophævet og
erstattet af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et
fuldt gennemført demokrati, hvad angår både produktionens indhold og
udførelse.
Dette mål står i fundamental modstrid med EU’s målsætning om
deregulering,
liberalisering, privatisering og maksimal økonomisk vækst.
Enhedslisten kræver derfor et brud med principperne for EU’s
indre marked vedrørende fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser, varer
og
arbejdskraft, sådan at det altid er tilladt at indføre højere standarder
nationalt og kræve, at andre lande lever op til disse standarder, hvis de vil
eksportere varer til Danmark.
De frie kapitalbevægelser skal begrænses for at komme ud af den
utålelige situation, vi har i dag, hvor de internationale finansielle
markeder
har fået deres eget liv, og hvor over 95 pct. af transaktionerne intet har
med
reelle investeringer at gøre, men er ren kasinovirksomhed. Mulighederne for
brug af de såkaldte afledte instrumenter til kortfristet spekulation skal
derfor afskaffes, og der skal indføres Tobinskat på finansielle
transaktioner.
Inden for landbruget er genindførelse af de veterinære grænser
en absolut forudsætning for dyrevelfærd og forbrugersundhed.
Mennesker skal frit have lov til at bevæge sig til det land, de
ønsker at bo og arbejde i. De skal på alle måder sikres samme løn- og
ansættelsesforhold som den lokale befolkning, og enhver form for
diskrimination
skal bekæmpes. Der skal føres en aktiv bistandspolitik, sådan at ulande kan
undgå en massiv hjerneflugt.
Græsrødder, folkelige bevægelser, ngo’er, fagforeninger og andre
folkelige organisationer er de kræfter, som kan og skal skabe radikale,
sociale, demokratiske og miljømæssige forbedringer i Danmark, i Europa og i
verden.
Derimod har Enhedslisten ikke – i modsætning til bl.a. dele af
Socialdemokratiet og SF − nogen illusioner om, at statsbureaukratiet i
EU
eller Danmark eller økonomiske og politiske magthavere kan sikre sådanne
forbedringer.
Enhedslistens demokratiske alternativ bygger på, at en udvidelse
af demokratiet er en integreret del af den socialisme, Enhedslisten kæmper
for,
men demokrati er også et vigtigt mål i sig selv. Derfor kæmper Enhedslisten
for
en udvidelse af demokratiet, sådan at det repræsentative demokrati suppleres
med øgede muligheder for direkte deltagelse og indflydelse, og for at øge det
reelle indhold i de kollektive og individuelle demokratiske rettigheder.
Enhedslistens alternativ bygger på
mellemstatsligt, konventionsbaseret samarbejde
Den nuværende centralistiske EU-konstruktion, der er stærkt på
vej til at blive en ny supermagt, blokerer for gennemførelsen af såvel
Enhedslistens socialistiske som demokratiske målsætninger. Den vanskeliggør
også de folkelige bevægelsers mulighed for at få indflydelse på de politiske
beslutninger. Enhedslisten foreslår derfor i stedet et mere fleksibelt og
smidigt europæisk samarbejde, der kan tage hensyn til og respektere
forskellighederne i Europa. Enhedslistens vision er ikke kun en vision for
Danmark. Det er en international vision. Denne samarbejdsmodel kunne kaldes
Organisationen for Europæisk Samarbejde (OES), men dybest set det jo ikke
vigtigt, om OES hedder OES, EU eller noget tredje, men OES vil i dette bidrag
blive brugt som betegnelsen for Enhedslistens alternativ til det nuværende EU
for dermed at tydeliggøre dette alternativ.
OES skal bygge på mellemstatslige aftaler indgået mellem de
forskellige europæiske lande på de områder, hvor de enkelte lande finder det
nødvendigt. Dette gælder alle relevante politiske områder, for eksempel
miljø,
narkosmugling, flygtninge, landbrug, fiskeri og så videre. At en aftale er
mellemstatslig betyder, at et medlemsland har vetoret eller til enhver tid er
sikret retten til at meddele, at det ikke er interesseret i at indgå en
aftale,
hvis en aftale ikke er tilfredsstillende for det pågældende land.
Men det mellemstatslige aspekt betyder også, at de enkelte lande
er i deres gode ret til at lave andre politiske organisationer, institutioner
eller fora end de allerede eksisterende. For eksempel kunne det være, at vi i
Norden kunne finde på at oprette et nordisk miljøråd, eller at EU-lande ved
Middelhavet sammen med de nordafrikanske lande kunne finde på at lave et
middelhavsråd for miljø. Enhedslistens vision bygger i det hele taget på, at
der oprettes regionale samarbejdsfora til de konkrete problemer, der skal
løses.
Enhedslisten mener ligeledes, at det mellemstatslige samarbejde
i OES skal bygge på, at det altid vil være tilladt at gå foran med bedre
regler
inden for de forskellige områder, det vil sige, at man i de enkelte lande
f.eks.
kan indføre bedre miljø- og socialstandarder end de minimumsregler, der vil
blive vedtaget i OES. Udenlandske producenter skal herefter være forpligtede
til at overholde de standarder, der er højere end de fælles mindsteregler.
Det
modsatte – at gå bagud – kan dog ikke være tilladt, fordi man
dermed bryder en
indgået international aftale, og i så fald må man træde ud af de relevante
fora
eller aftaler indgået i OES-regi.
OES-medlemslande må ligeledes under ingen omstændigheder
overtræde de forpligtelser, der påhviler OES i FN. Hvad angår reglerne i FN
må
OES dog selvfølgelig – ligesom inden for OES – have retten til at
gå foran.
OES udgør en fleksibel struktur for europæisk samarbejde.
Strukturen under OES skal sikre, at der kun bliver lavet regler på de
områder,
hvor de enkelte lande mener, det er relevant for de konkrete problemer, der
skal løses, og som selvfølgelig kan være nok så komplekse som f.eks.
flygtningeproblemer eller fattigdomsbekæmpelse, miljø eller økonomisk vækst.
Dette vil yderligere – og i modsætning til i det nuværende EU –
betyde, at de enkelte landes befolkninger under OES vil have langt større
mulighed for at påvirke udformningen af politikken under OES, fordi den
politiske kamparena flyttes fra et overnationalt system (EU) til de enkelte
stater. Hermed bliver det nemmere at undgå den situation, at en politisk og
økonomisk elite gennemfører politikker henover hovedet på folket i de enkelte
lande, som vi ser det i dag i EU.
Effektivitet nås under OES ikke ved at stemme andre ned.
Effektiviteten opnås derimod ved at sikre, at de politiske beslutninger
bliver
taget på de rigtige niveauer tilpasset det lokale, nationale eller regionale
niveau. Herved undgås stiv og rigid one size fits all-lovgivning fra EU, hvor
alle regler absolut skal gælde alle lande, selvom de nuværende EU-lande
indbyrdes har mange forskelligheder. Samtidig er sandsynligheden større for,
at
der ikke fifles på de områder, hvor man i EU bare bliver stemt ned. I EU er
der
nemlig 117 måder, hvorpå man kan omgå en beslutning, selvom om man er blevet
stemt ned – noget de enkelte landes embedsapparater er eksperter i. I
OES vil
henstillinger være det eneste, der kan besluttes med flertalsafgørelser.
At mellemstatsligt samarbejde både er muligt og nødvendigt
illustreres ved, at EU i dag faktisk på en del områder nogle gange vælger
ikke
at skride til afstemning, fordi man ved, at en afgørelse, der for eksempel
går
imod vitale franske interesser, ikke vil blive accepteret af Frankrig –
flertalsafgørelser eller ej. Dette har flere gange været tilfældet med
Frankrig
i forbindelse med EU’s handelssamarbejde med andre stater og
organisationer
under TEF artikel 133 (tidligere artikel 113). Selv når der således formelt
er
flertalsafgørelser, er der således reelt tale om mellemstatslige afgørelser.
Man kan også lade sig inspirere af den europæiske
menneskerettighedskonvention,
hvor de 46 lande i Europarådet har tilsluttet sig denne konvention, og hvor
der
er en domstol, der kan afsige bindende domme. Enhedslisten er en særdeles
stærk
tilhænger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Man kunne forestille
sig
lignende konventioner på andre områder, hvor de enkelte lande frivilligt
tilslutter sig hele eller dele af konventioner inden for nogle af de områder,
hvor der er allermest brug for internationale aftaler, f.eks. om miljø,
selskabsskat og internationale regler om sociale rettigheder. Det er dog ikke
nødvendigvis sådan, at der skal være en domstol, der i sidste ende kan banke
de
enkelte lande på plads. Det må være op til en konkret vurdering ud fra det
konkrete område, der samarbejdes på.
Enhedslistens alternativ anvender mellemstatslige sanktioner.
Hvis et land ikke overholder de indgåede aftaler, og hvis der ikke på nogen
måde kan findes en fornuftig forhandlingsløsning, er det andre landes
legitime
ret inden for et givent aftalekompleks under OES at iværksætte
økonomiske/handelsmæssige eller politiske/diplomatiske sanktioner og
afstraffelsesforanstaltninger.
Inden sådanne afstraffelsesforanstaltninger kommer på tale, bør
der dog foregå forhandlinger inden for rammerne af de mæglingsinstanser, OES
stiller til rådighed, såfremt de uenige lande ikke kan blive enige uden
inddragelse af OES’ mæglingsinstans.
En kilde til konflikt kan f.eks. være, at et land har en
selskabsbeskatning under det niveau, der er blevet aftalt i OES, og at dette
land ikke er villigt til at hæve dette selskabsbeskatningsniveau. I dette
tilfælde står det andre lande i OES frit for at lægge told og afgifter på
importerede varer fra dette skattelyland, der modsvarer den skat, som
selskaber
ikke betaler i dette land.
Et andet eksempel kan være, hvis et land i OES ikke overholder
de arbejdstagerrettigheder, der er aftalt på det mellemstatslige grundlag
eller
i FN. Så er lande med højere arbejdstagerstandarder i deres fulde ret til at
nægte virksomheder fra lande med dårlige arbejdstagerrettigheder at kunne
sælge
varer i disse lande. Eller man kunne lægge en afgift på disse varer, og bruge
pengene til at forbedre arbejdsvilkår i den tredje verden.
Etableringen af OES forhindrer ikke, at de lande, der ønsker
det, kan opbygge et EU på overnationalt plan, og at disse lande herudover kan
indgå i OES. Enhedslistens mål er dog en nedbrydelse af EU, og vi ser en
dansk
udmeldelse af EU som et led i denne proces
Enhedslisten har en række systembrydende
reformkrav til EU:
-
Genindførelse af
vetoretten i vitale spørgsmål.
-
Indførelse af reel
miljøgaranti.
-
Ingen imperialistisk
udenrigspolitik og sikkerhedspolitik i EU. EU skal ikke være verdens
politibetjent. I stedet for at opbygge en ny supermagt, der på linje med USA
vil være med til at undergrave FN, skal hvert land genvinde sin
udenrigspolitiske handlekraft. Alle hidtidige stormagter og supermagter har
brugt deres militær til at varetage egne interesser. Global omfordeling fra
rige til fattige er den bedste fredsskabende foranstaltning, der findes.
Magtens deling og decentralisering er et vigtigt princip for Enhedslisten.
Der
er i sig selv intet negativt i flere territorialstater, fordi dette kan føre
til en magtdeling på den internationale arena og svække magtens
monopolisering
på få hænder.
-
EU skal ikke
beskæftige sig med forsvarspolitik. NATO er et levn fra den kolde krig og
skal
nedlægges. Forsvarspolitik skal foregå i FN og OSCE med vægt på det
konfliktforebyggende arbejde.
-
Danmark og de andre
nordiske lande bør træde ud af Schengenaftalen. Vi siger nej til Fort Europa
og
ja til international solidaritet. Folk, der flygter fra sult og nød, skal
være
velkomne i Danmark.
-
Europol skal
nedlægges. Vi skal ikke have et EU-FBI, der er en stat i staten, hvor
medarbejderne har fuldstændig immunitet og arbejder i fuldstændig lukkethed.
-
Danmark skal tale med
egen stemme i WTO og FN.
-
Ansøgerlande til EU
skal have ret til permanente undtagelser og ikke kun overgangsordninger.
-
Nærhedsprincippet skal
fortolkes af de enkelte stater og ikke af EU-Domstolen.
-
Alle tekster om
snævrere integration, EU-rettens forrang og de såkaldte gummiparagraffer skal
afskaffes.
-
Der skal indføres
fuldstændig åbenhed i EU-systemet. EU’s offentlighedslove skal give
borgerne
aktindsigt efter de regler, der gælder i de EU lande, der er længst fremme på
dette område. Forhandlinger om love skal ske for åbne døre i Ministerrådet.
Hemmelige erklæringer skal afskaffes, og de allerede eksisterende hemmelige
erklæringer skal gøres tilgængelige for offentligheden. Afstemninger skal
være
offentlige, og alle stemmeafgivelser skal offentliggøres. Der skal nedsættes
et
uafhængigt agentur, der kan komme med vurderinger af f.eks. regler på
miljøområdet som modvægt til lobbyisterne fra de trans- og multinationale
selskaber. Det skal være offentligt tilgængeligt, hvilke bestyrelsesposter
m.v.
embedsmænd og politikere i EU har ved siden af deres job. Ligeledes skal det
være offentligt tilgængeligt, hvilke gaver og ydelser politikere og
embedsmænd
i EU modtager fra private firmaer.
-
Regler for flygtninge
og indvandrere skal aftales på mellemstatsligt plan. Enhedslisten er ikke
tilhængere af flertalsbesluttede tvangskvoter, hvor flygtninge vil blive
dårligt behandlet, og hvor mange folk ikke vil betragte dem som legitime
flygtninge, fordi de måske kun befinder sig i et land, fordi EU har tvunget
landet til dette. Vejen til en human flygtninge- og indvandrerpolitik går
ikke
via tvang fra EU, men via politisk kamp og folkelig debat i de enkelte
EU-lande.
-
EU’s terrorpakke og
arrestordre er et fundamentalt angreb på grundlæggende principper i en
retsstat. I et forsøg på at bekæmpe terrorisme undergraves demokratiet, og
politiske aktive mistænkeliggøres og kriminaliseres. Det bedste værn mod
terror
er en langsigtet strategi om at skabe venner og ikke fjender, sådan som
århundreders vestlig imperialisme og undertrykkelse har gjort. En generøs
bistandspolitik er i denne sammenhæng en grundlæggende forudsætning.
-
Enhedslisten ønsker at
hæve veterinære standarder, forbedre dyrebeskyttelsen og øge fødevarernes
kvalitet. De veterinære grænser skal genindføres omgående.
-
EU skal ikke lave
fælles lovgivning på arbejdsmarkedet. Den fri forhandlings-, konflikt- og
aftaleret skal sikres.
Opfyldelse af disse krav vil betyde, at EU rulles tilbage med
det langsigtede formål at styrke OES, samtidig med at forslag, som kan skabe
sociale, demokratiske og miljømæssige fremskridt, vedtages.
Enhedslistens medlem af udvalget understreger, at Enhedslisten aldrig
stemmer for forslag, der udvider unionens magt – heller ikke selv om
disse
skulle indebære forbedringer. I sådanne tilfælde vil Enhedslisten stille
forslag, der er mindst lige så vidtgående, i det danske Folketing.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i
udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Charlotte Antonsen (V)
nfmd.
Erling Bonnesen (V)
Jens Kirk (V)
Kristian Pihl Lorentzen (V)
Ellen Trane Nørby (V)
Morten Messerschmidt (DF)
Martin Henriksen (DF)
Helle Sjelle (KF)
Jakob Axel Nielsen (KF)
Svend Auken (S)
Lene Jensen (S)
Niels Sindal (S)
Jens Peter Vernersen (S)
Elisabeth Arnold (RV)
fmd.
Lone Dybkjær (RV)
Anne Grete Holmsgaard (SF)
Rune Lund (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og
Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 137
Bilagsnr.
Titel
1
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
2
Henvendelse af 27. april 2005 fra Keld Albrechtsen vedr.
Traktat om en Forfatning for Europa
3
Spørgsmål modtaget fra et dansk medlem af
Europa-Parlamentet
4
Den tjekkiske præsidents argumenter mod forfatningen
5
1. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 137
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om forholdet mellem Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om Charteret og menneskerettighedskonventionen, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen vil få nye kompetencer
inden for en række specifikke sagsområder, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvordan EU-Domstolens kompetencer generelt
påvirkes af forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
5
Spm. om indflydelsen af en eventuel forkastelse af
forfatningstraktaten på udvidelsen af EU med Rumænien og Bulgarien, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om retten til sociale ydelser og harmonisering af
social- og arbejdsmarkedspolitikken, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
7
Spm. om forholdet mellem forfatningstraktatens vedtagelse
og Tyrkiets medlemskab af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
8
Spm. om Bayerns ministerpræsidents udtalelser om årsagen
til et eventuelt fransk nej til forfatningstraktaten, til udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
9
Spm. om den britiske premierministers udtalelser om
folkeafstemninger i andre lande, såfremt Frankrig stemmer nej til
forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om formålet med bestemmelsen om politiske partier på
unionsplan, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om husstandsomdeling af forfatningstraktaten
sammenlignet med husstandsomdeling i forbindelse med en afstemning om ændring
af grundloven, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om udgifterne til en husstandsomdeling af
forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om artikel II-96 om adgang til tjenesteydelser set i
forhold til dom fra Domstolen af 17/5 2001, til udenrigsministeren, og
ministerens
svar herpå
14
Spm. om forholdet mellem servicedirektivet og artikel
II-75, stk. 2, om ret til arbejde, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
15
Spm. om betydningen af unionsborgeres ret til ophold på
dansk territorium for omfanget af kriminalitet i Danmark, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om sammenhængen mellem forfatningstraktaten og
forhandlingerne om EU’s budget for 2007-2013, til udenrigsministeren, og
ministerens
svar herpå
17
Spm. om artikel II-63, stk. 2, litra c, om
kommercialisering af menneskekroppen og muligheden for patent på menneskelige
gener, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, hvorvidt EU’s magtområde udvides som konsekvens
af artikel III-117 om inddragelse af beskæftigelseshensyn m.v. i unionens
politikker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om nye rettigheder som følge af Charteret om Grundlæggende
Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvorvidt fleksibilitetesbestemmelsen udvider
Nicetraktatens artikel 308, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om forståelsen af artikel II-68, stk. 2, om
beskyttelse af personoplysninger, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
22
Spm. om EU-Domstolens kompetencer i forhold til Charteret
om Grundlæggende Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
23
Spm. om forringelser af borgeres mulighed for indsigt i
forhold vedr. internationale organisationer, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
24
Spm. om harmonisering af strafferetten, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om EU-Domstolens forrang for danske domstoles
praksis vedrørende grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed og
forsamlingsfrihed,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om uddannelse som vare på et frit marked, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om udpegning af en EU-formand og Danmarks mulighed
for at beklæde posten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om omfanget af privatiseringer og liberaliseringer
som følge af forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
29
Spm. om formuleringen af bestemmelsen om
EU-udenrigsministeren i artikel I-28, stk. 4, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
30
Spm. om domstolspraksis vedr. retten til ophold, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. om nedskæringer i landbrugsstøtten som følge af
artikel III-227 og III-228, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om Luxembourgforligets vetoret som forudsætning for
dansk EU-medlemskab, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om udpegningen af EU’s formand ved kvalificeret
flertal, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm. om Danmarks mulighed for at være kritisk over for
det iranske regime, såfremt forfatningstraktaten vedtages, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om, i hvilket omfang uddannelse er omfattet af
tjenesteydelsesbegrebet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. om betydningen af, om et undervisningsforløb betales
af det offentlige eller det private, og om retspraksis på området, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm. om flertalsafgørelser på området for handel med
tjenesteydelser og muligheden for, at et medlemsland kan gøre indsigelse, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm. om flertalsafgørelser på visse dele af
udenrigspolitikken jf. artikel III-300, artikel 2, litra c, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om, hvorvidt Kommissionen skal overveje, om
liberalisering af handel med tjenesteydelser kan forstyrre den nationale
levering af ydelser inden for sundhed, uddannelse og social sikring, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
40
Spm. om, på hvilke områder fleksibilitetsbestemmelsen
gælder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm. om suverænitetsafgivelse i forbindelse med overgang
fra enstemmighed til flertalsafgørelser, til udenrigsministeren, og
ministerens
svar herpå
42
Spm. om udformningen af artikel III-122 og behovet for
grænser for, hvilke tjenesteydelser der skal omfattes af reglerne for det
indre marked, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
43
Spm. om Charteret om Grundlæggende Rettigheders
anvendelighed i
nationale afgørelser,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm. om kriterier for væsentlighed efter artikel I-36,
stk. 1, vedrørende anvendelse af delegerede europæiske forordninger, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. om fremtidige EU-medlemslande, herunder tidligere
Sovjetrepublikker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
46
Spm. om oversigt over retsområder, hvor der kan forekomme
problemer i nationale afgørelser mellem EU-retlige elementer og selvstændige
danske vedtagelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm. om, hvorvidt hensynet til beskæftigelse,
socialbeskyttelse m.v., jf. artikel III-117, kan underlægges bestemmelserne i
forfatningstraktatens del 3 om bl.a. det indre marked, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
48
Spm. om, hvorvidt det er i Danmarks interesse, at der
indføres rotationsprocedure i Kommissionen, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
49
Spm. om forfatningstraktatens forrang for nationale
forfatninger og om hovedsynspunkter i den forbindelse i de europæiske lande,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
50
Spm. om, hvornår EU’s motto skal indgå i officielle
danske sammenhænge, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
51
Spm. om adgangen i artikel III-129 til at udvide
anvendelsesområdet for unionsborgernes pligter og rettigheder i artikel I-10,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
52
Spm. om, hvorvidt EU’s status som juridisk person
betyder, at EU kan indgå i handelsaftaler uden accept fra de nationale
parlamenter, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
53
Spm. om, hvorvidt der er tale om en udvidelse af EU’s
magt som følge af artikel I-15, stk. 3, om samordning af medlemslandenes
social- og arbejdsmarkedspolitikker, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
54
Spm. om, hvorvidt manglende henvisning til kristendommen
i forfatningstraktaten skyldes hensynet til eventuelle fremtidige muslimske
medlemslande, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
55
Spm. om sammenhængen mellem artikel III-129 om rapport om
unionsborgerskabet og den danske erklæring om unionsborgerskabet fra
Edinburgh, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
56
Spm. om eksempler på, at nedskæringer i Danmarks militære
budget kan betyde forbedring af den militære kapacitet, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
57
Spm. om magtfordelingen mellem store og små lande som
følge af stemmevægte baseret på befolkningsstørrelse og betydningen heraf for
Danmark inden for de forskellige politikområder, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
58
Spm. om en sammenhæng mellem forfatningstraktaten og
Tyrkiets medlemskab af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
59
Spm. om, hvorvidt unionsborgerskabet via domspraksis har
udvidet rækkevidden af individuelle rettigheder, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
60
Spm. om udvidelse af EF-Domstolens beføjelser som følge
af afskaffelse af søjlestrukturen, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
61
Spm. om EU-institutioners mulighed for at gribe ind i
medlemsstaters skatteforhold, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
62
Spm. om Kommissionens fortsatte eneret til at fremsætte
forslag set i lyset af forfatningstraktatens rotationsprocedure, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
63
Spm. om EU-institutioners mulighed for at gribe ind i
medlemsstaters lønforhold, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
64
Spm. om antallet af danske medlemmer i Europa-Parlamentet
efter en eventuel udvidelse med Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet, og om
fordelingen
af disse medlemmer ved samme stemmetal til partierne som ved valget til
Parlamentet i 2004, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
65
Spm. om ministerens kommentarer til henvendelse fra Keld
Albrechtsen, jf. L 137, bilag 2, og forslaget heri om en uafhængig
ekspertundersøgelse om anvendelse af grundlovens § 88, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
66
Spm. om, hvorvidt ministeren deler synspunktet om, at det
er godt, at udenrigspolitiske synspunkter kan træffes med flertal, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
67
Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten har forrang for
grundloven, og om, hvorvidt eventuelle ændringer i grundloven derfor kan ske
uden sædvanlig grundlovsprocedure, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
68
Spm. om omfanget af midler, EU-institutionerne har afsat
til information om forfatningstraktaten, og om fordelingen af disse midler
til hhv. modstandere og tilhængere, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
69
Spm. om et medlemslands mulighed for under den fælles
udenrigspolitik at sætte sig ud over en flertalsbeslutning pga. afgørende og
vitale interesser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
70
Spm. om, hvilke festligheder regeringen vil foranstalte
hvert år på EU’s officielle festdag den 9. maj, og om eventuel
inddragelse af
andre fridage i maj, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
71
Spm. om, i hvilke officielle danske sammenhænge
Beethovens syvende symfoni skal spille sammen med »Der er et yndigt land«,
om,
hvem der træffer afgørelse herom, og om muligheden for at afvise at spille
symfonien, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
72
Spm. om brugen af EU’s flag, om hvem der træffer
beslutning herom og om muligheden for at afvise at bruge flaget, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
73
Spm. om ministerens kommentarer til artikel i Berlingske
Tidende om udvidelse af EU-Domstolens magt, til udenrigsministeren, og
ministerens
svar herpå
74
Spm. om ministerens holdning til, at befolkningerne kun
kan have tillid til Kommissionens hensyntagen til medlemsstaternes
forskellige interesser, såfremt alle lande er repræsenteret i Kommissionen,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
75
Spm. om den juridiske status af den politiske aftale
mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
76
Spm. om den juridiske status af den politiske aftale
mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
77
Spm. om, hvorvidt de øvrige EU-lande behøver at tage
hensyn til den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
78
Spm. om brug af den såkaldte nødbremse i relation til det
sociale sikringssystem og om EU-Domstolens mulighed for at underkende en
dansk afvisning af et forslag, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
79
Spm. om overensstemmelse mellem det danske
forsvarsforbehold og formuleringerne i den politiske aftale mellem
regeringen, S, RV og SF om EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
80
Spm. om EU’s muligheder for i fremtiden at engagere sig i
fredsskabende operationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
81
Spm. om EU’s muligheder for i fremtiden at engagere sig i
fredsskabende operationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
82
Spm. om, hvorvidt partierne bag den politiske aftale
finder, at Danmark bør deltage i konfliktforebyggelse og fredsskabelse uanset
det danske forsvarsforbehold, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
83
Spm. om brugen af ekstern ekspertise i vurderingen af forslag
efter artikel III-136 om social sikring, som det er formuleret i den
politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF i afsnittet om vandrende
arbejdstagere, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
84
Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at ingen af
partierne bag den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF kan kræve,
at der skal indhentes ekstern ekspertise i vurderingen af forslag efter
artikel III-136 om social sikring, appel til DER, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
85
Spm. om EU-Domstolens mulighed for at forbyde abort set i
lyset af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
86
Spm. om lægers muligheder set i lyset af artikel II-62,
stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
87
Spm. om behovet for ændring af dansk lovgivning som følge
af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
88
Spm. om betydningen af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert
menneskes ret til livet« i juridisk forstand, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
89
Spm. om, hvorvidt sundhedsydelser er en tjenesteydelse,
der skal behandles efter reglerne for det indre marked, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
90
Spm. om, hvilke hensyn efter reglerne i det indre marked
der retfærdiggør indgreb i fri udveksling af tjenesteydelser, når det gælder
sundhed, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
91
Spm. om, hvorvidt ordet »organisationer« i artikel I-26,
stk. 7, om Kommissionens uafhængighed omfatter private
industriorganisationer,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
92
Spm. om, hvorvidt Kommissionen er forhindret i at
inddrage industriorganisationer i de lovforberedende arbejdsgrupper, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
93
Spm. om, hvorvidt borgernes ret til deltagelse i Unionens
demokratiske liv vil betyde større åbenhed om Kommissionens arbejdsgrupper,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
94
Spm. om, hvilke bestemmelser der sikrer en udvidelse af
adgangen til aktindsigt, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
95
Spm. om, hvorvidt man for at opfylde principperne om gode
styreformer m.v. bør give indblik i, hvem der tager initiativ til og
udarbejder
forslag til lovgivning, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
96
Spm. om, hvordan udannelse skal forstås i artikel II-74
om ret til uddannelse set i lyset af reglerne for det indre marked og
tjenesteydelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
97
Spm. om forskellen mellem »ret til« og »adgang til« i
artikel II-74 om ret til uddannelse, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
98
Spm. om, hvad der forstås ved obligatorisk uddannelse i
artikel II-74 om ret til uddannelse, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
99
Spm. om mulighederne for at indskrænke rettighederne i
Charteret om Grundlæggende Rettigheder efter artikel II-112 om rækkevidden af
rettighederne, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
100
Spm. om, hvorvidt Unionens mål i artikel II-112 er
anderledes, end dem der findes i dag, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
101
Spm. om betydningen af artikel II-112, stk. 3, om
fortolkningen af rettigheder i Charteret om Grundlæggende Rettigheder, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
102
Spm. om, hvorvidt bestemmelsen om forrang i artikel I-6
betyder, at EF-Domstolen alene afgør fortolkningen af traktatteksten, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
103
Spm. om, hvorvidt Charteret om Grundlæggende Rettigheder
kan udvide unionsborgernes rettigheder og pligter efter artikel I-10, stk. 2,
litra a, om ret til at færdes og opholde sig frit i andre medlemslande, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
104
Spm. om, hvorvidt artikel III-125, stk. 1, om ret til at
færdes frit og opholde sig frit har begrænset betydning set i lyset af
Charteret
om Grundlæggende Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
105
Spm. om redegørelse for muligheden for gennemførelse af
kollektive regler om social sikring efter artikel III-125, stk. 2, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
106
Spm. om, hvilke dele af traktaten der giver mulighed for
regler om social sikring, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
107
Spm. om, hvordan begrebet »liberalisering af
tjenesteydelser i videre udstrækning« i art. III-148 passer ind i en
forfatningstekst, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
108
Spm. om, hvilke grænser der er for liberalisering »i
videre udstrækning« jf. artikel III-148, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
109
Spm. om, hvorvidt »at sikre energimarkedets funktion« i
artikel III-256 betyder yderligere liberaliseringer, til udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
110
Spm. om medlemsstaternes mulighed for at give prisstøtte
til udbygning af vedvarende energi set i lyset af artikel III-256, stk. 1,
litra a om sikring af energimarkedets funktion, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
111
Spm. om muligheden i traktatens energiafsnit for – i
tilfælde af overkapacitet – at foretrække vedvarende energi frem for
miljøskadelig energiproduktion, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
112
Spm. om, hvorvidt traktatens energiafsnit ændrer på
medlemsstaternes kompetencer, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
113
Spm. om, hvorvidt artikel III-210, stk. 2, litra a, kan
bruges til harmonisering af social- og arbejdsmarkedsforhold, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
114
Spm. om, hvorvidt europæiske love og rammelove som
beskrevet i artikel III-210, stk. 2, litra a, er juridisk bindende, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
115
Spm. om, hvorvidt europæiske love og rammelove som
beskrevet i artikel III-210, stk. 2, litra a, kan pålægge ændringer i
relationerne mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
116
Spm. om oplysninger i regeringens redegørelse om
forfatningstraktaten om forsvarsforbeholdets anvendelse, hvad angår
medlemslandenes forpligtelse til at forbedre deres militære kapacitet, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
117
Spm. om, hvorvidt regeringen har til hensigt at sikre, at
Danmark overholder bestemmelsen om forbedring af militær kapacitet trods
forsvarsforbeholdet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
118
Spm. om, hvorvidt der findes oplysninger om målsætninger
for EU-landenes militære kapacitetsopbygning, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
119
Spm. om, hvorvidt den politiske aftale mellem regeringen,
S, RV og SF kan forhindre en handelsaftale, der indebærer harmonisering,
såfremt
Domstolen ikke finder, at det er tilfældet, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
120
Spm. om, hvorvidt Danmark efter NATO-pagten vil være
forpligtet til at rykke lande, som har opfyldt forfatningstraktatens
bestemmelse om bistandsforpligtelsen, og som er medlemmer af NATO, til
undsætning, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
121
Spm. om, hvorvidt struktureret samarbejde på
forsvarsområdet ikke omhandler Petersbergopgaver, men har til formål at
opbygge militær styrke, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
122
Spm. om formuleringer i regeringens redegørelse om
forfatningstraktaten, for så vidt angår brugen af ordet »grundlæggende« i
beskrivelsen af EU’s forsvarssamarbejde, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
123
Spm. om, hvorvidt Danmark kan blokere for en
handelsaftale inden for det kulturelle og audiovisuelle område, såfremt
Kommissionen ikke finder, at aftalen kan bringe EU’s kulturelle og
sproglige
mangfoldighed i fare, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
124
Spm. om, hvorvidt Danmark kan blokere for en
handelsaftale inden for sundhed, uddannelse eller sociale anliggender,
såfremt Kommissionen finder, at aftalen ikke forstyrrer leveringen af ydelser
inden for området, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
125
Spm. om, hvordan det danske bidrag til EU’s humanitære
fond ændres, jf. artikel III-321, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
126
Spm. om, hvordan den humanitære fond kan bruge til at
fremme målsætningen i artikel III-292, stk. 2, litra e om at tilskynde til
alle landes integration i den internationale økonomi, til udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
127
Spm. om, hvorfor fleksibilitetsbestemmelsen ikke er nævnt
blandt tilpasningsmulighederne i den politiske aftale mellem regeringen, S,
RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
128
Spm. om, hvorvidt fleksibilitetsbestemmelsen kan bruges
til at udvide EU’s kompetence uden afholdelse af folkeafstemning i
Danmark,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
129
Spm. om regeringens holdning til forfatningstraktatens
bestemmelse om muligheden for overgang til flertalsbestemmelser (passerellen)
uden afholdelse af folkeafstemninger, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
130
Spm. om, hvorvidt uvildige jurister har vurderet
passerellen i forhold til grundloven, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
131
Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte den franske
præsident Chiracs garanti om bevarelse af offentlig sundhed som et nationalt
anliggende, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
132
Spm. om vurdering af den franske præsident Chiracs
motiver for sin udtalelse om offentlig sundhed som nationalt anliggende,
såfremt ministeren ikke kan bekræfte den franske præsidents udtalelser, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
133
Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten kan svække NATO,
og om det er regeringens politik at styrke det europæiske samarbejde på
bekostning
af forholdet til USA, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
134
Spm. om, hvorvidt et flertal af EU-medlemslande kan
erklære krig, selv om et stort mindretal modsætter sig dette, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
135
Spm. om, hvilken folkeretlig regel der vil gælde, hvis et
EU-medlemsland, som også er medlem af NATO, forpligtes til at indgå i
militære handlinger, som er i strid med en flertalsbeslutning i EU, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
136
Spm. om mulige konfliktsituationer mellem EU-medlemskabet
og NATO-medlemskabet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
137
Spm. om, hvorvidt forpligtelsen for NATO-lande til at
komme et andet NATO-land til undsætning har forrang for en eventuel
beslutning i EU om neutralitet, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
138
Spm. om, hvorvidt ministeren finder, at det er et EU-anliggende
at ulovliggøre strafferetslove med tilbagevirkende kraft, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
139
Spm. om ministerens holdning til, at rettighederne til
betalt ferie, asylret og betalt barselsorlov fremover kan reguleres af
EU-domstolen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
140
Spm. om, hvorvidt der findes uvildige undersøgelser om
virkningen på arbejdsmarkederne i medlemslandene ved optagelse af nye
medlemmer
i EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
141
Spm. om de vigtigste ulemper for Danmark ved en fortsat
udvidelse af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
142
Spm. om, hvorvidt udvidelsen af EU har medført vækst i
kriminaliteten i Danmark eller andre medlemslande, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
143
Spm. om, hvilke analyser der belyser betydningen for den
gennemsnitlige levestandard i EU af Tyrkiets optagelse i EU, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
144
Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten vil gøre det
nemmere for Danmark at forbyde sprøjtegifte, som er forbudt i Danmark, men
som figurerer i EU’s pesticiddirektiv, til udenrigsministeren, og
ministerens
svar herpå
145
Spm. om, hvorfor regeringen ikke har forsøgt at få indsat
en miljøgaranti i forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
146
Spm. om, hvad regeringen vil gøre for at bevare de
nuværende forbud mod sprøjtegifte, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
147
Spm. om, hvad artikel III-147 om liberaliseringer af
tjenesteydelser vil betyde, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
148
Spm. om, hvordan artikel 52 i Nicetraktaten er blevet
brugt af Kommissionen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
149
Spm. om, hvilke overvejelser Konventet og Rådet har gjort
sig om friholdelse af tjenesteydelser for reglerne for det indre marked, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
150
Spm. om, hvorfor forslaget fra konventsmedlem De Rossa om
at give offentlige ydelser en stærkere status ikke blev vedtaget, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
151
Spm. om, på hvilken måde Rådet har vedtaget en holdning
til sikring af, at reglerne for det indre marked om statsstøtte ikke får
indflydelse på medlemsstaternes offentlige ydelser, til udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
152
Spm. om, hvad ændringen af artikel III-122 om
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse vil betyde, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
153
Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten udvider
mulighederne for etablering af et indre marked for viden og uddannelse, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
154
Spm. om, hvorvidt ministeren i forbindelse med dansk
erhvervslivs opfordringer til at prioritere uddannelsesområdet i
internationale handelsliberaliseringer har været i kontakt med dansk
erhvervslivs organisationer om udformning af artikel III-315 om principper
for handelspolitikken, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
155
Spm. om, hvilken type vedtagelse der kan lægge nye
sektorer ind under det servicedirektiv, som Kommissionens her fremlagt, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
156
Spm. om, hvorvidt vedtagelse af forfatningstraktaten vil
betyde, at en MAI-aftale kan gennemføres trods fransk modstand, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
157
Spm. om, hvilke hindringer for udenlandske investeringer
EU skal fjerne i henhold til målsætningen i artikel III-314 om toldunionen,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
158
Spm. om, hvilke investeringsforanstaltninger der ikke er
omfattet af forfatningstraktatens bestemmelser om EU’s fælles
handelspolitik,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
159
Spm. om oversendelse af de svenske og finske forslag til
udformning af artikel III-315 om principper for handelspolitikken, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
160
Spm. om, hvorvidt Rådet kan give Kommissionen mandat til
forhandlinger om liberalisering af handel med tjenesteydelser i sektorer,
hvor EU ikke har fuld kompetence, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
161
Spm. om, hvorvidt danske forpligtelser under GATS-aftalen
vil blive ændret med forfatningstraktaten, og om der vil ske harmonisering af
EU-landenes forpligtelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
162
Spm. om, på hvilke områder inden for den fælles
handelspolitik en harmonisering er udelukket jf. artikel III-315, stk. 6, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
163
Spm. om, hvorvidt den afgrænsning af beføjelser, der
ligger i artikel III-315, stk. 6, kan ændres ved EU-Domstolen, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
164
Spm. om, hvorvidt den afgrænsning af beføjelser, der
ligger i artikel III-315, stk. 6, kan ændres ved europæiske afgørelser, love,
rammelove eller forordninger, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
165
Spm. om, i hvilke tilfælde Europa-Parlamentet under
artikel III-325 om aftaler med tredjelande skal godkende aftaler indgået
under
den fælles handelspolitik, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
166
Spm. om, hvorvidt Europa-Parlamentet skal godkende
mandatet til Kommissionen til forhandlinger under den fælles handelspolitik,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
167
Spm. om kommentarer til udtalelser om, at Charteret om Grundlæggende
Rettigheder skaber nye rettigheder, som går videre end den europæiske
menneskerettighedskonvention,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
168
Spm. om regeringens vurdering af artikel i Berlingske
Tidende om forholdet mellem Charteret om Grundlæggende Rettigheder og den
europæiske
menneskerettighedskonvention, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
169
Spm. om betydningen af eventuelle forskelle mellem Charteret
om Grundlæggende Rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
170
Spm. om betydningen af forskellene mellem Charteret om
Grundlæggende Rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention,
såfremt EU tiltræder den europæiske menneskerettighedskonvention, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
171
Spm. om betydningen af artikel I-9, stk. 2, om
tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
172
Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen er endelig retsinstans i
sager om overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention jf.
artikel I-9, stk. 2, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
173
Spm. om ministerens kommentarer til den tjekkiske
præsidents begrundelser for at forkaste forfatningstraktaten, jf. L 137
–
bilag 4, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
174
Spm. om ministerens vurdering af baggrunden for den
tjekkiske præsidents udtalelser om forfatningstraktaten, såfremt ministeren
er uenig i synspunkterne, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
175
Spm. om, hvorvidt ministeren er enig i MEP Jo Leinens
vurdering af den tjekkiske præsidents udtalelser om forfatningstraktaten, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
176
Spm. om, hvorvidt ministeren finder, at artikel IV-444
understøtter den tjekkiske præsidents udtalelse som citeret i L 137 –
spørgsmål 175, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
177
Spm. om ministerens besvarelse af en række spørgsmål om Traktat
om en Forfatning for Europa, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
178
Spm. om begrænsninger på personoplysninger som indsamles
via Europol og Schengensamarbejdet, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
179
Spm. om samtykke hos berørte personer i forbindelse med
indsamling af personoplysninger under Europol og Schengensamarbejdet, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
180
Spm. om inddragelse af ekstern ekspertise i forbindelse
med vurdering af forslag med hjemmel i artikel III-136 om social sikring, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
181
Spm. om sagkyndig vurdering som omtalt i den politiske
aftale mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
182
Spm. om forskellen mellem den nuværende
fleksibilitetsbestemmelse (TEF 308) og forfatningens
fleksibilitetsbestemmelse (artikel I-18) og brugen i relation til
forfatningens del III, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
183
Spm. om, hvorvidt fleksibilitetsbestemmelsen (artikel
I-18) kan bruges til at regulere medlemsstaternes lønforhold, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
184
Spm. om, hvorfor det hidtil ikke har været muligt at
sikre åbenhed om, hvilke personer der sidder i Kommissionens lovforberedende
arbejdsgrupper, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
185
Spm. om, hvorvidt der fremover vil være fuld åbenhed
om
lovgivningen i EU, herunder om
arbejdet under komitéprocedurerne, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
186
Spm. om, hvorvidt svaret på spm. 123 skal forstås
således, at det forudsættes, at et medlemsland kan mobilisere et flertal i
Rådet mod Kommissionen for at undgå ikrafttræden af en handelsaftale, som
efter medlemslandets vurdering udgør en fare for statens levering af ydelsen,
til udenrigsministeren og ministerens svar herpå
187
Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at det ikke er
en forudsætning for mandatgivningen, at mandatet har været godkendt i de
nationale parlamenter, hvis området hører under EU’s handelspolitik, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
188
Spm. om, hvorvidt alle former for intellektuel
ejendomsret er omfattet af beskyttelsen i artikel II-77, stk. 2, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
189
Spm. om, hvorvidt beskyttelsen af intellektuel
ejendomsret i artikel II-77, stk. 2, har forrang for hensynet til
almenvellet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
190
Spm. om, hvorvidt intellektuel ejendomsret i artikel
II-77, stk. 2, indebærer, at en person kan tage patent på eksisterende
planter, dyr m.v., til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
191
Spm. om, hvorvidt forfatningen giver hjemmel til over
EU-budgettet at give tilskud til kirkelige og diakonale organisationer og i
bekræftende fald, hvor en sådan hjemmel findes, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
192
Spm. om, hvorvidt der i det nuværende traktatgrundlag er
hjemmel til at yde tilskud over EU-budgettet til kirkelige og diakonale
organisationer og i bekræftende fald, hvor en sådan hjemmel findes, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
193
Spm. om, hvorvidt folkekirkens medlemskab af KEK betyder,
at folkekirken vil indgå i den dialog med Unionen, som omhandles i artikel
I-52, pkt. 3, og i bekræftende fald, med hvilket mandat det sker, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
194
Spm. om, hvorvidt folkekirken ved ansættelse af personale
er omfattet af forfatningens diskrimineringsforbud, til udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
195
Spm. om bekræftelse og uddybning af svar på S 1164 om, at
Danmark ikke har vetoret over for forslag fra Kommissionen i forbindelse med
handelsaftale inden for det kulturelle og audiovisuelle område samt inden for
uddannelse, sundhed eller sociale anliggender, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
196
Spm. om, hvorvidt et enkelt land kan få Rådet til at
vedtage et forslag om at ændre Kommissionens forslag, eller om der kræves
kvalificeret flertal i Rådet, jf. besvarelsen af spm. 123 og 124, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
197
Spm. om oversigt over de områder, hvor forfatningen efter
regeringens opfattelse betyder, at der overlades yderligere beføjelser til
EU, således at proceduren i grundlovens § 20 skal følges, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
198
Spm. om, hvorvidt indførelse af en mindre afgift på
universiteter eller andre højere læreanstalter betyder, at disse uddannelser
bliver tjenesteydelser i traktatens forstand, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
199
Spm. om anførelse af de områder, hvor regeringen ikke med
sikkerhed kan afvise, at der kan blive tale om en vis yderligere, meget
begrænset
overladelse af beføjelser til EU, jf. Justitsministeriets redegørelse af 22.
november 2004, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
200
Spm. og uddybning af sætning i svar på spm. 34 om det
enkelte medlemslands udenrigspolitik, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
201
Spm. om oversigt over politikområder, hvor forfatningen
udelukker unionskompetence, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
202
Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten hindrer EU i at
engagere sig i militære aktioner, der ikke sker på mandat af FN’s
Sikkerhedsråd, jf. spm. 80, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
203
Spm. om, hvorvidt regeringen mener, at der er en traktat
at stemme om, hvis franskmændene og hollænderne stemmer nej, jf. besvarelsen
af spm. 9, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
204
Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 78 skal forstås
således, at regeringen tolker forpligtelsen til at forbedre den militære
kapacitet som en pligt til at udvide de styrker, som kan udsendes til områder
uden for EU, og om, hvor der kan findes støtte til denne fortolkning, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
205
Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 91 skal forstås
sådan, at Kommissionen ikke må søge forslag fra erhvervslivet i forbindelse
med forhandlingerne under WTO med løfte om, at forslagene vil blive fremmet,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
206
Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 95 skal forstås
sådan, at ministeren er enig i, at det er uforeneligt med princippet om gode
styreformer og en hindring for civilsamfundets deltagelse, at man ikke kan få
oplyst, hvem der sidder i Kommissionens komiteer, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
207
Spm. om anmodning om besvarelse af spm. 11, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
208
Spm. om, hvorvidt regeringen vil medvirke til at få
afklaret, om de forudsætninger for det danske EF/EU-medlemskab, som har
ligget til grund for de forudgående folkeafstemninger, herunder
Luxembourg-forligets vetoret, fortsat er gældende, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
209
Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 158 skal forstås
således, at alle investeringsforanstaltninger under direkte udenlandske
investeringer vil være omfattet af EU’s handelspolitik, til
udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
210
Spm. om be- eller afkræftelse af, at de nye
stemmeprocedurer medfører, at Danmark få mindre magt i Rådet, jf. besvarelsen
af spm. 57, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
211
Spm. om, hvorvidt det i sidste instans er EU-Domstolen,
der kan fortolke forfatningstraktaten med henblik på at afgøre, om et givet
område er omfattet af EU’s handelspolitik, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
212
Spm. om brugen af nitrit i økologisk kød i relation til
væsentlighedskriterier for anvendelse af delegerede europæiske forordninger,
jf. besvarelsen af spm. 44, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
213
Spm. om, hvorvidt EU med forfatningstraktaten kan lovgive
om direkte skatter, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
214
Spm. om, hvorfor Kommissionen ikke har udfærdiget et
rammedirektiv om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, sådan som Det
Europæiske Råd opfordrede til i marts 2002, jf. besvarelsen af spm. 151, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
215
Spm. om, hvorvidt der fremover vil ske løbende
justeringer af fordelingen af antallet af medlemmer i Europa Parlamentet og
stemmer i Rådet som følge af befolkningsudviklingen i medlemslandene, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
216
Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 55 skal forstås
sådan, at artikel III-129 giver mulighed for udvidelse af rettigheder under
unionsborgerskabet,
uden at det påvirker det danske forbehold for unionsborgerskabet, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
217
Spm. om bekræftelse af, at det ikke er tilstrækkeligt, at
en ydelse finansieres over de offentlige budgetter, for at den kan siges at
nyde offentlig støtte på sådan måde, at den ikke er berørt af det indre
markeds
regler om statsstøtte, jf. besvarelse af spm. 26, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
218
Spm. om EU-institutioners udbetaling af midler til
tilhængere og modstandere af EU-forfatningen i de lande, som afholder
folkeafstemning
om EU-forfatningen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
219
Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen af hensyn til unionens
målsætninger, jf. artikel I-3, kan regulere f.eks. lønforhold,
organisationsret eller strejkeret, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
220
Spm. om, hvor mange gange den danske kommissær Mariann
Fischer Boel har haft den danske regering i høring, jf. besvarelsen af spm.
92, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
221
Spm. om, hvorvidt EU-forfatningen sikrer, at offentlig
sundhed bevares som et rent nationalt anliggende, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
222
Spm. om, hvorvidt ministeren vil bekræfte, at der ikke er
nogen forskel mellem »ret« til og »adgang« til uddannelse, jf. besvarelsen af
spm. 97, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
223
Spm. om, hvorvidt Charteret om Grundlæggende Rettigheder
udvider Unionens materielle anvendelsesområde henset til, at artikel I-10 om
Unionsborgerskabet har direkte virkning, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
224
Spm. om forståelsen af besvarelsen af spm. 106 om artikel
III-125 og overladelse af yderligere beføjelser til EU og omtalen heraf i
Justitsministeriets redegørelse af 22. nov. 2004, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
225
Spm. om, hvorvidt der med hjemmel i artikel III-210,
stk.1, litra c, kan udstedes minimumsforskrifter, som regulerer det
økonomiske niveau, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
226
Spm. om, hvorvidt forfatningstraktatens
bistandsforpligtelse er eksterritorial, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
227
Spm. om, hvorvidt ministeren mener, at artikel II-72,
stk. 2, om politiske partier på unionsplan skal opfattes sådan, at disse
partier skal have særlige rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
228
Spm. om, hvorvidt artikel III-271 giver EU magt til at
fastsætte strafferetlige sanktioner og minimumsregler for, hvad der er
strafbart på politikområder omfattet af EU-forfatningen, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
229
Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 13 indebærer, at
medlemslandene ikke må opretholde eller tildele enerettigheder til nuværende
eller kommende statsvirksomheder, men alene kompensere disse for særlige
forpligtelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
230
Spm. om, hvorvidt der i forfatningen er hindringer for at
tage patent på et menneskeligt gen, til udenrigsministeren, og ministerens
svar herpå
231
Spm. om, hvorvidt EU kan få mere magt via
passarellebestemmelsen, uden at befolkningen spørges, såfremt partierne bag
den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF er enige, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
232
Spm. om, hvorvidt retten til aktindsigt efter artikel
II-102 indebærer, at en unionsborger kan få oplyst, hvor mange komiteer,
udvalg m.v. som findes i unionens regi, og hvem der sidder heri, til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
233
Spm. om, hvorfor der ikke i den politiske aftale mellem
regeringen, S, RV og SF står, at partierne skal overholde FN-pagten og kun
engagere sig i militære operationer godkendt af FN, til udenrigsministeren,
og ministerens svar herpå
234
Spm. om, hvorvidt det er ministerens opfattelse, at
Danmark pga. det retlige forbehold ikke kan deltage i det retlige samarbejde,
hvis det sker på basis af artikel III-271, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
235
Spm. om, hvorvidt det forhold, at partierne bag den
politiske aftale mellem regeringen, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre
og SF ikke forholder sig til fleksibilitetsbestemmelsen i artikel I-18
betyder, at regeringen frit kan hente sit mandat blandt alle partier i
Folketinget, når bestemmelsen anvendes, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
236
Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen kan påkende sager, der har
hjemmel i artikel III-136 om social sikring, til udenrigsministeren, og
ministerens
svar herpå
237
Spm. om, hvorvidt der i forfatningen er bestemmelser, der
er til hinder for, at EU kan engagere sig i fredsskabende operationer uden
mandat fra FN, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
238
Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen er juridisk bundet af en
erklæring optrykt i forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
239
Spm. om forrang af EU-Domstolens fortolkning af en
bestemmelse i menneskerettighedskonventionen, i tilfælde hvor bestemmelsen
ikke først har været behandlet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
til
udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
240
Spm. om, hvorvidt Kommissionen kan få mulighed for at
udarbejde forslag om liberalisering af folkeskoleområdet, hvis Rådet tager
fleksibilitetsbestemmelsen i anvendelse, til udenrigsministeren, og
ministerens
svar herpå
241
Spm. om, hvorvidt Danmark af EU-Domstolen kan pålægges at
ændre friskoleordningen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
242
Spm. om redegørelse for retstilstanden for
tjenesteydelser set i lyset af dommen Müller Fauré sammenholdt med
besvarelsen af spm. 26, som oplyser, at uddannelse ikke er en tjenesteydelse,
i det omfang den er offentligt finansieret, til udenrigsministeren, og
ministerens svar herpå
243
Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at
tjenesteydelser efter dommen Müller Fauré også lader ydelser omfatte af
reglerne i det indre marked, når betalingen er foretaget af det offentlige,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
244
Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at uddannelse
ikke er en tjenesteydelse, hvis der er tale om en kombination af offentlig
finansiering og egenbetaling, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
245
Spm. om redegørelse for, hvordan forholdet mellem
offentlig finansiering og privat betaling indvirker på, om en ydelse anses
for en tjenesteydelse eller ej, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå
246
Spm. om redegørelse for, under hvilke betingelser en
uddannelse kan omfattes af reglerne om det indre marked, jf. besvarelsen af
spm. 26 og 36, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
247
Spm. om, hvordan definitionen af tjenesteydelser i forfatningens
artikel III-145 skal fortolkes, for så vidt angår ordlyden om, at ydelserne
»normalt
udføres mod betaling«, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
Bilag 2
Finansudvalgets spørgsmål til statsministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmålet og ministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra
Dansk Folkeparti.
Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. 1
vedrørende aktstykke 111 stillet af Finansudvalget
den 20. april 2005:
Spørgsmål:
»Der ønskes en beregning af de realistiske omkostninger ved
at husstandsomdele forfatningstraktaten, hvis dette forudsættes at ske på den
billigst mulige måde og herunder bl.a. a) under anvendelse af den billigst
mulige distributionsform. I beregningen ønskes angivet prisen ved anvendelse
af
henholdsvis Post Danmark og den billigste private distributør, og der ønskes
oplyst omkostningerne henholdsvis ved særskilt udsendelse samt
ekstraomkostningerne,
hvis forfatningstraktaten udsendes sammen med en husstandsomdelt avis eller
anden publikation, der under alle omstændigheder distribueres, b) med den
mindst omkostningskrævende måde at mangfoldiggøre/trykke traktaten.
Omkostningerne ønskes specificeret på henholdsvis trykke- og
distributionsomkostningerne.«
Svar:
Aktstykke 111 handler om
fordeling af midler til partier, bevægelser og lokale-regionale
enkeltinitiativer
til oplysning og debat om EU op til folkeafstemningen 27. september 2005. For
partier og bevægelser med parlamentarisk repræsentation indebærer aktstykket
en
ligelig fordeling af midler mellem tilhængere og modstandere af
forfatningstraktaten.
Midlerne til partier og bevægelser med parlamentarisk repræsentation fordeles
på grundlag af ja-sidens og nej-sidens egne ønsker.
Det er vigtigt for regeringen, at der informeres bedst muligt om
den nye EU-traktat. Befolkningen skal have et godt, oplyst og solidt grundlag
for deres stillingtagen ved en folkeafstemning om forfatningstraktaten. Alle,
der ønsker det, skal naturligvis have mulighed for at sætte sig ind i
teksterne
uden omkostninger for den enkelte.
Allerede nu kan
forfatningstraktaten fås med posten ved henvendelse til Folketingets
EU-Oplysning eller ved henvendelse til Udenrigsministeriet. Den kan også
hentes
ned fra Internettet for dem, der har mulighed for det.
Spørgsmålet om en
eventuel husstandsomdeling af traktaten indgår ikke i aktstykke 111. Der
henvises til besvarelserne på spørgsmål herom stillet i henhold til § 20 i
Folketingets forretningsorden (
S 736 af 13. april, S 451 af 29. marts, S
204 af 9. marts og S 501 af 31. marts 2005 – alle fra 2005). Det fremgik
i øvrigt af mødet mellem alle
Folketingets partier den 3. marts, at der ikke var støtte til en
husstandsomdeling af traktaten, og at et flertal fandt, at
EU-oplysningsmidlerne var bedre brugt på anden vis.
Det vil derfor ikke
være korrekt at bede private virksomheder om at afgive konkrete tilbud.
På grund af Nej-partiernes store interesse i en
husstandsomdeling har Statsministeriet tidligere lavet et hurtigt overslag
over
de mulige omkostninger med udgangspunkt i Post Danmarks normale takster og
Danmarks Statistiks opgørelse over antal husstande i Danmark. Der var tale om
et meget groft skøn for trykning og husstandsomdeling af traktaten, som
selvfølgelig ikke tog højde for de rabatter, som ville kunne fås, hvis
husstandsomdeling af traktaten var aktuelt. Til grund for det hurtige skøn lå
Rådssekretariatets udgave af traktaten inklusive alle protokoller og
erklæringer
med en samlet vægt på over et kilo. Med Post Danmarks almindelige porto for
en
økonomiforsendelse ville udsendelse af en traktat i dette format koste 43 kr.
pr. stk. Ganget med ca. 2,5 mio. husstande gav det ca. 107 mio. kr. Hertil
kom
udgifter til trykning af traktaten, som blev sat til ca. 20 kr. pr. stk. Uden
rabatter og til almindelige takster løb det samlet op i ca. 150 mio. kr.
Hvis der tages udgangspunkt i den af Folketingets Præsidiums
godkendte udgave af forfatningstraktaten, der indeholder et uddrag af
traktatens protokoller og erklæringer. og vejer ca.
600 gram, og hvis det forudsættes, at traktaten
husstandsomdeltes som adresseløs forsendelse, ville udgifterne til
distribution
baseret på Post Danmarks listepriser være ca. 18,3 mio. kr. ekskl. moms.
Listeprisen bør dog tages med det forbehold, at der i fodnoterne til
listeprisen optræder en række tillæg som eventuelt vil påvirke prisen i
opadgående retning. Herudover tager listeprisen selvsagt ikke højde for
eventuelle forhandlede nedslag.
Ifølge EU-modstandernes avis, Notat, som tager udgangspunkt i
Folketingets EU-oplysnings udgave af traktaten med et udvalg af protokoller
og
erklæringer, ville der kunne opnås en rabat på 25% ved distribution til 2,4
mio. husstande, hvormed prisen for distribution ville kunne reduceres til ca.
15,7 mio. kr. inkl. moms. Ifølge Notats undersøgelser gennem kontakt til en
trykkerigruppe i Rødovre ville stykprisen for trykning af denne version af
forfatningstraktaten være 16,37 kroner ved et oplag på 20.000 og 7 kr. ved et
oplag på 2,4 mio. Med rabatter ville trykningen af denne version ifølge Notat
således kunne gøres for ca.16,8 mio. kr. Andetsteds oplyser Notat, at samme
trykkeri vil kunne trykke det nødvendige oplag for 10.050.000 kr.
Statsministeriet har ikke verificeret disse tal.
Tages udgangspunkt i den samlede traktattekst, som udlægges til
afstemning inklusive alle protokoller og erklæringer, ville vægten og dermed
trykke- og eventuelt distributionsomkostningerne – naturligvis være
højere.
Som det fremgår af besvarelsen af S 501 af 31. marts 2005 ville
prisen for trykning og distribution selvsagt også være afhængig af opsætning,
papirkvalitet
mv.
De mulige ekstraomkostninger ved husstandsomdeling af
forfatningstraktaten sammen med en husstandsomdelt avis eller en anden
publikation vil selvsagt ligeledes afhænge af formatet og vægten af denne
anden
publikation.
Det kan yderligere oplyses, at Statsministeriet har modtaget
kopi af en e-mail til Ritzau fra et forlagstrykkeri (Nørhaven Paperbacks),
som
på eget initiativ har vurderet, at trykkeriet ville kunne trykke og
distribuere
en ikke nærmere bestemt udgave af traktaten for 18 mio. kr. alt efter
ambitionsniveau. Det er ikke oplyst, hvor stor en andel af dette beløb, som
ville gå til henholdsvis trykning og distribution.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om husstandsomdeling af Den Europæiske Forfatning før afholdelse af folkeafstemning den 27. september 2005 Retsinformation · 31. maj 2005
- Skriftlig fremsættelse (31. marts 2005) - L 137 Retsinformation · 1. april 2005
- Beretning om tænkepausen og EU's fremtid Retsinformation · 27. juni 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af DeEuropæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Lissabontraktaten) Retsinformation · 3. april 2008
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Lissabontraktaten) Retsinformation · 17. juni 2008
- Denne sag angår spørgsmålet, om den lov, hvorved Lissabontraktaten er gennemført i Danmark, er vedtaget i strid med grundlovens § 20, idet den foreskrevne procedure efter denne bestemmelse ikke har været fulgt Domsdatabasen · 15. juni 2012