Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om Danmarks tilslutning til EU's forfatningstraktat (Danmarks ratifikation m.v. af traktat om en forfatning for Europa)

2004/2 BTL 137Betænkning over lovforslagFolketinget5. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 27. maj 2005

Betænkning

over

Forslag til lov om Danmarks tilslutning til

EU’s forfatningstraktat (Danmarks ratifikation m.v. af traktat om en

forfatning

for Europa)

[af

udenrigsministeren (Per Stig Møller)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 31. marts 2005 og var til 1.

behandling den 19. april 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Europaudvalget. Udvalget anmoder om, at lovforslaget

henvises

til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlig henvendelse fra Keld Albrechtsen.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 247 spørgsmål til udenrigsministeren til

skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(V, S, KF, RV og SF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Venstres og Det Konservatives Folkepartis medlemmer af Europaudvalget

Læs alt

støtter lovforslag nr. L 137 om Danmarks tilslutning til EU’s

forfatningstraktat.

Forfatningstraktaten er et bedre grundlag for det europæiske

samarbejde end Nicetraktaten.

De fælles spilleregler tilpasses det udvidede EU og giver

mulighed for, at EU også fremover kan være rammen om et effektivt samarbejde,

når medlemskredsen udvides ud over de 25 nuværende medlemslande.

Forenkling og effektivitet samt åbenhed og demokrati er

hovedoverskrifter for de tilpasninger, der lægges op til i

forfatningstraktaten.

Samtidig understreges det, at EU fremdeles er

et frivilligt samarbejde mellem selvstændige lande. Kompetencefordelingen

klargøres, så det tydeligere fremgår, hvad der er EU’s kompetence, og

hvad der

er medlemslandenes kompetence.

Med forfatningstraktaten gives der bedre mulighed for at bekæmpe

den internationale kriminalitet og terrorisme.

De danske forbehold videreføres i traktaten.

En styrket fælles udenrigspolitik giver Europa langt bedre

mulighed for at medvirke til at udvikle demokrati og udbrede

menneskerettighederne i dele af verden, hvor dette ikke er selvfølgeligheder.

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

Europaudvalget kan anbefale et klart ja til forfatningstraktaten. For såvel

Danmark som for hele EU er forfatningstraktaten et godt instrument til at

løse

de politiske opgaver, vi står over for.

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

Europaudvalget ønsker, at Danmark ratificerer forfatningstraktaten efter en

dansk folkeafstemning den 27. september 2005.

Efter det franske og hollandske nej er det tilfredsstillende, at

Det Europæiske Råd på sit møde i Bruxelles den 16. og 17. juni 2005 vil

drøfte

situationen med henblik på at skabe klarhed over den videre proces.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget fremhæver, at

Socialdemokratiet ubetinget støtter forfatningstraktaten og dermed L 137. De

nye rammer giver bedre beslutningsmuligheder i det europæiske samarbejde,

hvilket der er brug for ikke mindst efter EU’s udvidelse: Europas

grundlæggende

værdigrundlag fremhæves, strukturen i samarbejdet forenkles (selv om det dog

stadig er meget kompliceret), lovgivningsprocessen gøres mere åben, og der

gives større indflydelse til de folkevalgte både i Europa-Parlamentet og i de

nationale parlamenter, kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og

EU’s

institutioner gøres tydelig, og samarbejdets karakter af delegeret myndighed

fra suveræne europæiske stater understreges.

Det er Socialdemokratiets samlede vurdering, at EU med

vedtagelsen af de nye rammer bedre vil kunne gøre noget ved fælles,

grænseoverskridende problemer som ikke mindst arbejdsløshed, forurening og

terror/kriminalitet, hvis den politiske vilje er til stede i medlemslandene.

EU

vil også kunne spille en mere konstruktiv rolle i en global sammenhæng med de

nye rammers større vægt på en fælles udenrigspolitisk optræden.

Under udvalgsarbejdet er der i øvrigt skabt klarhed over en

række påstande om den nye forfatningstraktat: EU-samarbejdet er ikke

forløberen

for en europæisk superstat. Det årlige budget svarer kun til 1 pct. af

nationalindkomsterne i medlemsstaterne. Det eksisterende princip om EU- loves

forrang for national lovgivning gælder kun på EU-relaterede områder, for den

nye traktat kan selvfølgelig ikke tilsidesætte den danske grundlov eller

noget

andet lands forfatning. Indarbejdelsen af Charteret om Grundlæggende

Rettigheder i selve traktaten indebærer ikke, at EU-Domstolen kan udvide sin

myndighed ud over EU-rettens grænser. Medlemslandene har ikke pligt til

oprustning, men til at forbedre deres militære muligheder for at opfylde

fredsbevarende opgaver − og Danmark står i øvrigt fortsat uden for

forsvarssamarbejdet i EU. Afsnit III i traktaten om fælles politikker er i

det

store og hele en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende

Nicetraktat med nogle få sympatiske ændringer. Dog sikres princippet om

fælles

beslutningstagning på alle politikområder – også landbrugspolitikken

– således

at Europa-Parlamentet og Rådet bliver ligeberettigede i EU’s

lovgivningsproces.

Socialdemokratiet skal i øvrigt henvise til den fremsynede

aftale, der er indgået mellem fem partier, om en aktiv dansk europapolitik

efter vedtagelsen af forfatningstraktaten. Socialdemokratiet

står helt bag de tilkendegivelser, der er i

den aftale, som sikrer, at vi er med til at benytte alle traktatens gangbroer

og nødbremser set ud fra et ønske om en videreudvikling af det danske

velfærdssamfund og en aktiv dansk profil i EU-samarbejdet.

På den baggrund agter Socialdemokratiet at medvirke til

lovforslagets gennemførelse, og Socialdemokratiet støtter den tilrettelagte

tidsplan inklusive den kommende folkeafstemning den 27. september 2005.

Imidlertid har det markante nej ved både den franske og den hollandske

folkeafstemning skabt tvivl om, hvorvidt traktaten i det hele taget kan

gennemføres. Tvivlen er heller ikke blevet mindre af UK’s lidt svævende

meddelelser. Socialdemokratiet er enig med statsministeren, når han

offentligt

har fremhævet, at denne tvivl må fjernes før den danske folkeafstemning. »Der

må være noget at stemme om«, som statsministeren har formuleret det.

Regeringerne i Frankrig, Holland og UK skylder deres europæiske partnere at

give udtryk for både mulighed for og politisk vilje til at ratificere

forfatningstraktaten i dens foreliggende form. Regeringen bør derfor aktivt

søge at opnå den fornødne klarhed i forbindelse med mødet i Det Europæiske

Råd

den 16. og 17. juni. Ingen kan naturligvis give garantier, men det er helt

afgørende, at det sandsynliggøres, at der stadig er en traktat at stemme om,

og

som kan gennemføres uanset udfaldet af folkeafstemningerne i Frankrig og

Holland.

Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget understreger, at Det

Radikale Venstre siger ja til forfatningstraktaten, fordi den er bedre end

Nicetraktaten og vil være en fremragende ramme for det europæiske samarbejde

mellem snart mere end 25 lande. Tilblivelsen af forfatningstraktaten var en

nyskabelse. Alle tidligere traktater blev forhandlet i lukkede rum mellem

regeringer og embedsmænd. Denne gang er grundlaget skabt af Det Europæiske

Konvent, der bestod af medlemmer fra 28 landes parlamenter og

Europa-Parlamentet, repræsentanter fra regeringerne og Kommissionen samt

nogle

observatører. Arbejdet foregik i fuld åbenhed, og resultatet blev et forslag

til en forfatningstraktat. Hovedparten af forslaget blev vedtaget af selve

regeringskonferencen i 2004. Vi har aldrig før haft en så demokratisk

arbejdsfacon, når der skulle udarbejdes en traktat eller traktatændring.

Men også selve

forfatningstraktaten er en nyskabelse. Det eksisterende traktatgrundlag er

stort set ulæseligt for alle, der ikke har studeret området eller arbejdet

inden for det. Forfatningstraktatens grundlæggende to første dele kan faktisk

læses og forstås. Resten er selvfølgelig ikke en læselet-udgave alene af den

grund, at det ikke er en forfatning. Det er faktisk en forfatningstraktat, og

der må være mange paragraffer, hvis ikke al fortolkning skal overlades til

domstolene. Det er simpelthen en nødvendighed med de mange paragraffer for

sikre et samarbejde mellem så mange forskellige lande.

Det Radikale Venstre vil gerne fremhæve en række temaer, som er

afgørende for Det Radikale Venstres helhjertede ja til traktaten:

-

Det er for første gang

nogen sinde i denne verden lykkedes at skabe et regionalt forpligtende

samarbejde,

der bygger på en række klare, universelle værdier som respekt for demokrati,

ligestilling og mindretal. Det er faktisk enestående, at 28 lande − de

25

medlemslande og de 3 ansøgerlande − kan enes om et sådant grundlag. Det

er aldrig set før, og Det radikale Venstre håber, at det bliver en model for

andre regioner i verden. Derudover præciseres det i forfatningstraktaten, at

unionen bygger på medlemsstaterne, og at unionen kun kan agere, hvis

medlemsstaterne har givet unionen lov til det. Det er også præciseret, at

landene kan melde sig ud, hvilket igen understreger, at det er en traktat og

ikke en forfatning. Den gamle retorik om et stadig tættere samarbejde er væk

og

erstattet af målet om at fremme freden, værdierne og befolkningernes velfærd.

Det

vil sige, at der skal arbejdes for fuld beskæftigelse og sociale fremskridt

på

et bæredygtigt grundlag.

-

Forfatningstraktaten

gør samarbejdet langt mere demokratisk end tidligere, fordi åbenhed er et

grundvilkår i beslutningerne. Beslutningsprocessen er forenklet og mere

gennemskuelig. De nationale parlamenters rolle er udvidet, både når det

drejer

sig om nærhedsprincippet, og når det drejer sig om en øget kontrolfunktion i

samarbejdet om f.eks. bekæmpelse af kriminalitet. Europa-Parlamentet får mere

indflydelse,

og for første gang kan borgerne være med til at sætte en dagsorden. Et

flertal

af befolkningerne på 65 pct. er afgørende for, om et forslag kan forkastes

eller vedtages, og borgernes rettigheder er præciseret, hvilket alt sammen er

demokratiske grundvilkår og forbedringer.

-

Forfatningstraktaten

tager et tigerspring frem i bestemmelserne om unionens optræden udadtil. EU

kan

blive verdens sociale samvittighed, hvis vi vil leve op til målsætningerne om

at bidrage til fred, sikkerhed, solidaritet og udryddelse af fattigdom. EU

får

en udenrigsminister, der i kraft af sit permanente formandskab for

Udenrigsministerrådet har gennemslagskraft og kan samordne og koordinere

Europas holdninger og økonomiske indsats. Derfor får EU i fremtiden langt

bedre

muligheder for at handle samlet ud fra en fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik. Nu kan vi tage ansvar og handle, når verden omkring os har

brug for støtte eller hjælp. Europa er allerede i dag en stærk økonomisk magt

i

verden, og i kraft af dette præger vi f.eks. WTO-forhandlingerne. Nu får vi

mulighed for at blive en politisk magt. Vi kan præge udviklingen ved at sætte

vore værdier i centrum. Men Europa får også mulighed for at agere, når det

drejer sig om fredsbevarelse og konfliktforebyggelse. Derved bliver det

muligt

med et modspil og et medspil til USA, og det har verden brug for. Det har vi

klart set, bl.a. i forbindelse med krigen i Irak. Den fælles sikkerheds- og

forsvarspolitik udgør en integreret del af den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik, men det er vigtigt at understrege, at det fortsat er de

enkelte medlemslande, der suverænt bestemmer over deres egne forsvarsstyrker,

altså til hvad og hvor de anvendes.

-

Forfatningstraktaten

gør det muligt at skabe et langt stærkere samarbejde om en lang række

interne,

grænseoverskridende problemer. Det Radikale Venstre vægter her det styrkede

samarbejde om den fælles asyl- og indvandrerpolitik. Kun i fællesskab vil man

finde humane løsninger. Det skal være slut med at skubbe problemerne rundt

mellem landene. På det punkt står Danmark stadig uden for samarbejdet,

hvilket

er et kæmpe problem.

Det Radikale Venstre finder, at forfatningstraktaten er den

ramme, der gør det muligt at skabe europæiske løsninger på

grænseoverskridende

problemer på et fælles grundlag. Det er op til borgerne og politikerne at

fylde

rammerne ud. Det Radikale Venstre har nogle klare politiske mål for dette

samarbejde. Det Radikale Venstre vil som hidtil kæmpe for sunde madvarer,

miljøet og forbrugerbeskyttelse. Det Radikale Venstre vil af med

landbrugsstøtteordningerne, og Det Radikale Venstre vil sikre et europæisk

indre marked, hvor der er tjek på de kemikalier, der er i alt lige fra cremer

til børnelegetøj. Vi skal sikre, at olieforurenende skibe bliver opdaget og

stillet til regnskab. Vi skal skabe et Europa, der satser på forskning og

innovation, så vi kan erstatte udflytningen af arbejdspladser med nye

muligheder. EU er mere og mere et politisk projekt, mindre og mindre en kamp

mellem landene og mere og mere en kamp mellem forskellige politiske

holdninger.

Unionen er ikke i kraft af sig selv rød, gul, grøn, blå eller andre farver.

Europa er, hvad vi gør det til, hvad befolkningerne i Europa ønsker, vi skal

gøre Europa til. Hvis der er et flertal for grønne løsninger, så bliver der

grønne løsninger. Hvis der er et flertal for sorte løsninger, så bliver der

sorte løsninger. Sådan er det, for sådan er demokratiet, og derfor er det

selvfølgelig vigtigt, at partier med de politiske holdninger, der giver et

grønt Europa, også er på banen og deltager i det europæiske arbejde. Kun på

den

måde kan vi præge Europa og få en bæredygtig udvikling. Det er med de

holdninger, at Det Radikale Venstre vil søge at præge fremtidens Europa.

Hovedspørgsmålet er derfor ikke, om dette er den ideelle traktat. Spørgsmålet

er, om forfatningstraktaten er en bedre ramme end den eksisterende. Det

radikale Venstre er ikke i tvivl om, at svaret er ja, og derfor siger Det

Radikale Venstre ja til lovforslaget og forfatningstraktaten.

Et

mindretal

i

udvalget (DF og EL) indstiller forslaget til

forkastelse

ved 3. behandling.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler:

Den 27. september 2005 skal den danske befolkning stemme om,

hvorvidt vi ønsker en forfatning for Europa. Allerede under 1. behandling af

dette lovforslag så vi, hvordan de, der støtter det, gerne vil have os til at

tro, at der blot er tale om en opdatering af Nicetraktaten. Intet er mere

forkert. Forfatningen indfører en helt ny magt- og retsstilling i Europa, som

Dansk Folkeparti vender sig imod, og som alle partier godt ved, at

befolkningerne

ikke ønsker. Derfor gør støtterne alt, hvad der er muligt, for at vildlede.

Alene ordet »forfatningstraktat« er vildledning. Forfatningen vedtages ved en

traktat, men i det øjeblik traktaten er vedtaget i alle medlemslandene, er

der

en forfatning – en grundlov – for Europa. Begrebet

»forfatningstraktat«, som

tilhængerne anvender, findes slet ikke i teksten. Derimod tales der side op

og

side ned om »forfatningen«. Ordet »forfatning« optræder mere end 200 gange.

Ved folkeafstemningen i Frankrig den 29. maj 2005 har et

overvældende flertal på 54,1 pct. af de franske vælgere afvist den franske

regerings stormagtsdrømme og tanken om en fælles grundlov for 25 europæiske

nationer. På tidspunktet for denne betænknings afgivelse er der kun få dage

til

afholdelse af en tilsvarende folkeafstemning i Holland, og meget tyder på, at

også den hollandske befolkning vil underkende politikernes stormagtsprojekt.

På

denne baggrund burde det være en selvfølge, at den danske regering stillede

vedtagelsen af L 137 i bero frem for igen og igen at fastholde, at regeringen

insisterer på at gennemføre en folkeafstemning i Danmark om en forfatning,

der

i realiteten er faldet allerede ved den franske folkeafstemning.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det påfaldende,

at den poliske elite i Danmark, der støtter ønsket om den fælles grundlov for

EU’s medlemslande, konsekvent afviser at gøre en aktiv indsats for at

give

befolkningen indsigt i forfatningens indhold.

Dansk Folkeparti har i Folketinget stillet det meget selvfølgelige

forslag, at regeringen skal lade forfatningen husstandsomdele (forslag til

folketingsbeslutning nr. B 15, Folketinget 2004-05 (2. samling), fremsat den

11. marts 2005, jf. Folketingstidende tillæg A side 5225 og 5219). Forslaget

blev førstebehandlet den 29. april 2005. Betænkning blev afgivet den 20. maj

2005. Regeringspartierne, S og RV tog afstand fra ønsket om at

husstandsomdele

forfatningen. Udgiften ved husstandsomdeling var af Statsministeriet anslået

til 150 mio. kr. Da det senere af Dansk Folkeparti blev dokumenteret, at den

virkelige udgift ville udgøre kun lidt over en tiendedel af dette beløb,

nemlig

ca. 16 mio. kr., var regeringens argument et andet, nemlig at man ikke ville

påtvinge befolkningen at skulle modtage et dokument, som nogle måske ikke

ønsker i deres brevkasse.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har følgende overordnede

bemærkninger til forfatningen:

Symbolernes Europa

På alle væsentlige områder bliver EU med den nye forfatning til

en stat. De symboler, vi normalt forbinder med noget nationalt, og som er

identifikation på en stat, er opregnet i artikel I-8. Det er naturligvis ikke

en tilfældighed, men har det meget klare politiske sigte, at EU ikke længere

skal være en mellemstatslig organisation, men en stat med alt, hvad til

stater

hører. Derfor har man i artikel I-8 forfatningsfæstet, at unionen har et

flag,

unionen har en hymne, unionen har et motto, unionen har en mønt, ligesom

unionen har en nationaldag. Disse symboler sender et utvetydigt signal om, at

nationalstaternes tid er forbi. Fremtiden er unionens – og derfor må

unionen

udstyres med de tegn, der tidligere udgjorde de nationale holdepunkter. Det

fastslås da også direkte i artikel I-7, at »Unionen har status som juridisk

person«. Det betyder i realiteten, at Unionen ikke kun er et samarbejde

mellem

selvstændige stater, men at Unionen selv er en stat.

Mindre og mindre indflydelse for Danmark og

andre små lande

Nu er symboler, mottoer og fælles hymne lidt luftige og ukonkrete

begreber. Hvad der imidlertid ikke er luftigt, er de nye magtbalancer. Som

bekendt er det Ministerrådet, der træffer de afgørende beslutninger. I dag

har

hvert land et fast antal stemmer. Men med forfatningen bliver det afgørende

fremover landenes befolkningsstørrelser. Det betyder, at Danmarks indflydelse

bliver nedreguleret til 1,17 pct. (5,3 mio./452 mio.). Med de forestående

optagelser af Rumænien, Bulgarien og måske Tyrkiet vil de danske stemmevægte

blive yderligere forringet. Det er et historisk anslag mod Danmarks

selvstændighed som nation, når et flertal i Folketinget nu vil prøve at

overtale befolkningen til at acceptere en europæisk grundlov, der på samme

tid

overfører nye magtområder til Unionen og drastisk reducerer den danske

−

og andre små landes − indflydelse på afgørelserne. Det er et historisk

svigt, som befolkningen forhåbentlig vil gennemskue og forhindre den

politiske

elite i at få held med.

De nye stemmeregler gavner entydigt de store lande. Kun

Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Storbritannien får mere magt. Alle

andre mister indflydelse.

Samme tendens kan ses i de to andre afgørende magtorganer i EU.

I Kommissionen skal vi i hver tredje 5-års-periode acceptere ikke at have

nogen

kommissær overhovedet og dermed været afskåret fra at fremsætte forslag i EU.

I

Europa-Parlamentet, hvor Danmark i dag har 14 medlemmer, sættes der en

mindstegrænse på 6 medlemmer. Der er ingen tvivl om, at antallet af danskere

i

Europa-Parlamentet vil blive nedsat i takt med de udvidelser, som EU arbejder

på. Bulgarien og Rumænien er allerede sikret medlemskab, og den 3. oktober

2005

– en uge efter, at danskerne har stemt om forfatningen – falder der

afgørelse

om at indlede forhandlinger med Tyrkiet om optagelse.

Antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet er afgørende for den

demokratiske repræsentation. Jo færre medlemmer Danmark får, des flere

stemmer

skal der til for at blive repræsenteret. Med de udvidelser, som unionen

lægger

op til, er der ingen tvivl om, at Danmark vil komme tættere og tættere på de

6

medlemmer. Dermed bliver spærregrænsen ved EU-parlamentsvalg her i landet

16,5

pct. Ved folketingsvalget i februar 2005 fik Dansk Folkeparti 13,2 pct., Det

Konservative Folkeparti 10,3 pct., Det Radikale Venstre 9,2 pct.,

Socialistisk

Folkeparti 6,0 pct. og Enhedslisten 3,4 pct. af stemmerne. Med de samme

stemmetal til Europa-Parlamentet ville ingen af disse partier få et medlem

valgt. Kun Venstre og Socialdemokraterne ville blive repræsenteret. Det er

fremtidsudsigterne for de danske politiske partier og de folkelige

bevægelser.

Vi risikerer inden for nogle år et topartisystem, hvor en meget stor andel af

de danske vælgere, måske endda et flertal af danske vælgere, ikke vil blive

repræsenteret i Europa-Parlamentet − et meningsmonopol, der intet har

med

folkestyre at gøre.

Havde EU bare været et koordinationsorgan for handel,

miljøstandarder og lignende tekniske forhold, kunne vi nok have levet med

ikke

at have så meget at skulle have sagt. Men med den nye forfatning, hvor det

bliver en selvstændig målsætning for EU at blande sig i at sikre høj

beskæftigelse, social beskyttelse, et højt uddannelsesniveau og et godt

sundhedsniveau (jf. artikel III-117), må vi sige klart nej til at lade

Danmark

regulere af andre landes politikere. Det lyder naturligvis besnærende, når EU

vil sikre høj beskæftigelse og et godt sundhedsniveau samt bekæmpe social

udstødelse. Men realiteterne er, at EU på alle disse områder halter langt bag

efter Danmark. Vores beskæftigelse er den højeste i Europa, vor økonomiske

vækst er bedre end i Euroland, vor offentlige finanser har det bedre end

Eurolands,

vor folkesundhed er blandt de bedste og vor sociale sikkerhedsmodel er helt

ukendt for langt hovedparten af medlemslandene. Når EU skal lovgive på disse

områder, peger alt i retning af ringere forhold for Danmark. Derfor må vi

sige

fra over for, at EU skulle regulere disse centrale dele af

velfærdspolitikken.

De skal ikke afgøres i et organ, hvor andre landes politikere har tæt ved 99

pct. af stemmerne. De skal afgøres i Folketinget, hvor danske politikere har

100 pct. af stemmerne.

Overførsel af magt fra de folkevalgte til

EU-Domstolen

Med den nye forfatning indtager fundamentale rettigheder en

hidtil uset stor position i EU’s magtudøvelse. Ikke nok med, at unionen

efter

artikel I-9, stk. 2, skal tiltræde den europæiske

menneskerettighedskonvention,

men hele del 2 er én lang opremsning af rettigheder, som fremover skal

reguleres af EU’s domstol. De fleste artikler i Charteret om

Grundlæggende Rettigheder

hører efter dansk tradition slet ikke hjemme i en forfatning, men derimod i

Folketinget, hvor politikere – og ikke dommere – afgør og

fastsætter danskernes

rettigheder. Hvis forfatningen vedtages, bliver alle borgerlige rettigheder

udstrakt til alle, som har lovligt ophold i EU, hvilket betyder, at alle

udlændinge i Danmark skal have samme rettigheder som danskerne. Når

forfatningen taler om at sikre ytringsfrihed (artikel II-71),

forsamlingsfrihed

(artikel II-72) og erhvervsfrihed (artikel II-75) lyder det naturligvis

smukt.

Men de smukke ord dækker over en langt mere grum virkelighed, nemlig at al

dansk retspraksis og forståelse af grundlovens bestemmelser (§§ 75, 77 og 79)

vil blive underordnet den praksis, som EU-Domstolen vil lægge for dagen, for

alle disse rettigheder og den fortolkning, som EU-Domstolen vil komme frem

til,

vil komme til at stå over det, de danske domstole og det danske Folketing

beslutter. EU-retten og EU-dommene får ubetinget forrang for danske love og

danske afgørelser.

Vores grundlovsretspraksis, der gennem 150 år har skabt en

fasttømret dansk retstradition og retskultur, bliver fejet til side af den

nye

forfatnings forrang. Grundloven og Højesteret bliver på alle områder, hvor

EU-Domstolen regerer, uden betydning. De bliver sat ud af kraft. Men ikke nok

med, at charteret om grundlæggende rettigheder sætter væsentlige dele af

grundloven

ud af kraft. I et omfang, som er helt ukendt for vor skandinaviske

retstraditioner, opremses et utal af menneskerettigheder, der i mere end 50

artikler udhuler dansk suverænitet.

I al den tid vi har kendt EU, har EF-Domstolen opfattet sig selv

som den myndighed, der skal forestå integrationen mellem medlemsstaterne i

EU.

Med en samvittighedsløs politisk anvendelse og udvidet fortolkning af

Nicetraktatens artikel 220 om, at Domstolen »skal værne om lov og ret«, har

Domstolen

tiltaget sig magt i et omfang, der ikke kendes fra noget lignende

internationalt magtorgan. Charteret er et knæfald for en udemokratisk

overflytning af magt fra folkevalgte politikere til udpegede dommere og vil

gøre det umuligt at forudsige, hvor EU-Domstolen vil sætte grænsen for, hvad

EU

må regulere – hvis der overhovedet bliver en grænse. Det går så vidt, at

charteret

fastsætter regler om indgåelse af ægteskaber (artikel II-69), om frihed for

kunst og videnskab (artikel II-73), om asylret (artikel II-78), om kulturel,

religiøs og sproglig mangfoldighed (artikel II-82), om børns rettigheder

(artikel II-84), om stemmeret til kommunalvalg (artikel 100) og meget mere.

På

den baggrund er det helt utroværdigt – grænsende til det decideret

løgnagtige –

at påstå, at der skulle være tale om nogen form for afgrænsning af EU’s

magtområde.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at der med til

Dansk Folkepartis afvisning af EU-forfatningen og L 137 hører en række

konkrete

politiske forhold:

Fleksibilitetsbestemmelsen og passarellen

Forfatningen indfører i artikel I-18 et nyt begreb kaldet

fleksibilitetsbestemmelsen. Med denne bestemmelse bliver EU’s topmøder

fremover

i stand til at overføre videre mængder af hjemmelskompetencer til EU uden at

holde folkeafstemninger forinden. Det er et demokratisk problem, at man giver

EU’s institutioner magt til at handle uden befolkningernes opbakning

– og der

må stilles spørgsmålstegn ved, om det lever op til grundlovens § 20, der

fastsætter

det som et krav til magtdelegation, at magten er defineret i »nærmere bestemt

omfang«.

Endvidere indfører forfatningen i artikel 40, stk. 7, den

såkaldte passarelle – dvs. en gangbro, over hvilken man uden videre kan

gå fra

enstemmighed til flertalsafgørelser. Dermed bliver de mange alt for

besværlige

folkeafstemninger overflødige i fremtiden. I stedet skal Unionens topmøder

kunne beslutte, at områder, der i dag kun kan træffes med enstemmighed, i

stedet skal kunne træffes af et flertal af lande. Det er i særklasse det

alvorligste angreb på medlemslandenes suverænitet. For det betyder i

realiteten, at et flertal af store lande i fremtiden kan bestemme dansk

politik

– også på de områder, hvor Danmark i dag kan nedlægge veto. Hvilken

nation har

interesse i at forære sin selvbestemmelse til andre landes politikere? Ingen,

og da slet ikke små nationer som Danmark. Passarellen ville svare til, at en

dansk flertalsregering for fremtiden kunne vedtage alle lovene selv, uden at

spørge Folketinget.

Slut med formandskab

I dag er det medlemslandene, der tegner unionen. Sådan bliver

det ikke med forfatningen, der gør unionen til en juridisk person, et

selvstændigt land. Derfor skal landene heller ikke længere skiftes til at

have

formandskabet. Det bliver erstattet af en fast formand, som vælges for 2½ år

med mulighed for genvalg én gang. Han vælges med kvalificeret flertal, så

fremover mister Danmark ikke bare muligheden for at have sine halvårlige

formandskaber, men Danmark risikerer også at blive stemt ned, når der skal

vælges en leder for unionen, for selv EU-venlige regeringer i Danmark ligger

så

langt fra EU’s generelle holdninger, at vi ikke kan opnå valg af en

formand.

Danmark kan ikke fremsætte forslag

Samtidig med at formandskabet tages væk fra nationerne, ændres

også antallet af kommissærer. I dag står der i traktaten, at Danmark sammen

med

alle de andre lande har ret til en kommissær. Sådan bliver det ikke med

forfatningen, hvor udpegningen af kommissærer vil gå på skift og rotere

mellem

landene. På den måde bliver Danmark slet ikke repræsenteret i Kommissionen i

hver tredje 5-års-periode. Men samtidig med at man på denne måde afskærer os

fra at have en kommissær, fastholder man, at det med forfatningen alene er

Kommissionen, der kan fremsætte forslag til behandling. Men hvordan kan

Danmark

og den danske regering fremsætte forslag, når vi ikke har nogen kommissær?

Svaret er, at det kan vi ikke. Det er utroligt, at nogen dansk regering vil

gå

så langt i opgivelse af dansk selvstændighed, at man vil acceptere, at

Danmark

end ikke længere kan få lov til at stille forslag på områder af vital

betydning

for os.

Danmark stemmes ned

I dag har Danmark 7 stemmer i Ministerrådet. Det svarer til 2,1

pct. af de samlede stemmer. Hvis EU-forfatningen vedtages, vil Danmarks antal

af stemmer ændre sig til kun 1,17 pct. af det samlede antal. Når man kun har

1,17 pct. af stemmerne, er det i sig selv en illusion at tro, at Danmark

skulle

have nogen som helst indflydelse. Med forfatningen introduceres nemlig et nyt

stemmesystem, hvor et flertal i Ministerrådet kræver et flertal af landenes

stemmer samt et flertal på 65 pct. af befolkningerne. I dag har Danmark efter

reglerne i Nicetraktaten 8 pct. af de stemmer, der kræves til et blokerende

mindretal. Hvis forfatningen vedtages, vil Danmark kun have 3 pct. af de

stemmer, der kræves til et blokerende mindretal.

Tyrkiet med i EU?

Skal Tyrkiet være medlem af EU? Det spørgsmål har alle

Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti nægtet at stille de

danske vælgere. Kun Dansk Folkeparti støttede forslaget om at holde en

folkeafstemning i Danmark, før der blev indledt optagelsesforhandlinger med

Tyrkiet. Det er tankevækkende, for spørgsmålet kan få vidtrækkende

konsekvenser

for det fremtidige EU-samarbejde. Den eneste mulighed, vi har for at sige

klart

fra over for Tyrkiet som medlem af EU, er ved at sige nej til den øgede

centralisering af magten i Bruxelles, som forfatningen lægger op til.

Afgørelsen om at indlede forhandlingerne om Tyrkiets optagelse

træffes den 3. oktober 2005. Der er ingen tvivl om, at denne dato er en

væsentlig årsag til, at vi skal stemme den 27. september 2005. Regeringen vil

nemlig ikke have, at danskerne ved, om EU vil optage Tyrkiet eller ej, før vi

stemmer om forfatningen. Men der er ingen tvivl om, at Tyrkiet og

forfatningen

hænger sammen. Selv tilhængerne taler varmt om, at forfatningen er

forudsætningen for, at udvidelsen kan finde sted og EU fortsat kan være

effektivt. Og da Tyrkiet allerede i dag er et formelt ansøgerland, er det

helt

urealistisk ikke at se en sammenhæng med forfatningen.

Udenrigspolitik

Med EU’s forfatning får EU sin egen udenrigsminister, som vil

repræsentere Danmark i udenrigspolitiske spørgsmål, og som kan forpligte

Danmark. Flere af de udenrigspolitiske områder er underlagt kvalificeret

flertalsafgørelse, så Danmark vil kunne stemmes ned. EU vil oprette sine egne

ambassader og have sine egne ambassadører ligesom andre stater. Og valget af

den fælles udenrigsminister sker også med kvalificeret flertal. Det betyder,

at

Danmark kan blive sat helt uden for indflydelse på sin egen udenrigspolitik

og

på, hvilken udenrigsminister der repræsenter os. For et lille land kan det

være

utrolig farligt at blive frataget sin egen udenrigspolitiske

beslutningskompetence og blive underkastet andre nationers stormagtsdrømme.

Det

fortæller verdenshistorien os kun alt for godt.

Skal EU bestemme Danmarks velfærdspolitik?

EF var på mange områder tænkt som et praktisk samarbejde, der

skulle skabe bedre samhandel mellem de europæiske virksomheder og fjerne

toldbarriererne. Men den skjulte målsætning om stadig tættere integration

blev

udviklet – især af franske og tyske politikere – således, at EF fra

at være et

mellemfolkeligt samarbejde om handels- og toldinteresser blev til et politisk

projekt i sig selv. Hvor man i EF’s tid lovgav på begrænsede områder,

hvor de

grænseoverskridende problemers løsning var formålet, er EU-lovgivningen i dag

blevet til et selvstændigt mål. EU er i sig selv blevet en politisk

målsætning

– det handler ikke længere om at løse konkrete problemer, men om at

skabe en

europæisk storstat. Derfor blander EU sig i dag i en lang række problemer,

som

slet ikke burde være et anliggende for andre end de nationale parlamenter.

Samtidig oplever vi, at EU’s nidkære detailregulering af alt og

alle skader væksten i EU. Ledigheden i de andre EU-lande er i gennemsnit

dobbelt så høj som i Danmark, og bruttonationalproduktet pr. indbygger i USA

er

mere end 40 pct. højere end i de 15 rigeste EU-lande. Også europæiske lande

uden for EU som Norge, Island og Schweiz klarer sig langt bedre end

EU-landene.

Man kan med rette spørge: Hvorfor forbyder EU os at holde vagt

ved grænsen, når den internationale kriminalitet blomstrer og vokser? Hvorfor

vil EU give østeuropæiske arbejdsgivere ret til at sende folk til Danmark og

arbejde under polske regler og lønninger? Hvorfor vil EU harmonisere vores

regler for arbejdstider, når vi i Danmark slet ikke bruger love på dette

område,

men derimod lader arbejdsmarkedets parter aftale sig til dette? Hvorfor vil

EU

bestemme, hvad der skal være kriminelt efter den danske straffelov?

Med forfatningen bliver det en ret for EU at styre alle disse

forhold – lige fra arbejdsmarkedsanliggender til sundhedsforhold og

sociale

anliggender. Der indføres en lang række nye magtområder, som EU vil bruge til

at gennemregulere landene i endnu højere grad, end det sker i dag. Og når

tilhængerne siger, at der bare er tale om at samle de mange spredte

bestemmelser, vi allerede har i dag, passer det ikke. Hvorfor indskriver man

for eksempel et charter om grundlæggende rettigheder, der giver EU ret til at

regulere feriepenge, børns forhold, den sociale sikkerhed og meget mere, hvis

det ikke skulle være, fordi EU vil have magt og kontrol over disse områder?

Det

hænger ganske enkelt ikke sammen.

Det er naturligvis lovligt at ønske Europas Forenede Stater. Men

tilsvarende er det lovligt ikke at ønske Europas Forende Stater. Dansk

Folkeparti hører til den gruppe, der mener det sidste,

og anbefaler derfor et nej ved

folkeafstemningen den 27. september 2005, som bliver konsekvensen af den

vedtagelse af L137, som et flertal tegner sig til at kunne stemme igennem.

Husk Østrig

EU og realiseringen af de flotte ord kniber det dog nogle gange

med. Hvem husker ikke fordømmelsen af Østrig, efter at de østrigske vælgere

havde valgt en regering af konservative og Frihedspartiet, som EU’s

dengang

mange socialdemokratiske regeringer ikke kunne lide? Hvem husker ikke,

hvordan

EU’s stats- og regeringsledere på et fælles møde fordømte og

sanktionerede imod

den nyvalgte østrigske regering, hvis eneste brøde var, at den var

konservativ?

Et frit folk, et frit land og et frit demokrati blev fordømt af EU, selvom EU

formelt ikke havde nogen ret til at sanktionere mod Østrig.

Den mulighed skaber forfatningen, som åbner adgang til at

suspendere et eller flere af

medlemslandenes medlemsrettigheder, hvis de

krænker unionens værdier. Tænk hvis man i den danske grundlov havde givet

regeringen mulighed for at fratage Folketinget retten til at lovgive, fordi

flertallet i Folketinget væltede regeringen. Det ville være en chokerende

udemokratisk måde at indrette sig på. Det er noget, der hører til i

diktaturer

og underudviklede samfund, når man vil have ret til at straffe et land, fordi

befolkningen ved et frit valg ikke har stemt på de partier, som EU godt kan

lide. Hvis forfatningen vedtages, bliver dette langt lettere at gentage, og

fremover behøver man end ikke enighed, men kan suspendere et lands

rettigheder

med kvalificeret flertal.

Alt bliver overstatsligt

Der er ikke noget at sige til, at folk ofte føler EU som noget

verdensfjernt, bureaukratisk og uoverskueligt, styret af skrivebordsgeneraler

uden nogen særlig fornemmelse for at være forpligtet af hensynet til borgerne

i

de europæiske lande. Sådan er virkeligheden desværre, og der er god grund til

at være kritisk over for EU’s snørklede beslutningsstruktur og den

enorme,

indviklede EU-lovgivning, som hviler på flere traktater og tre såkaldte

søjler,

som hver repræsenterer forskellige beslutningskompetencer.

Der er gode begrundelser for at ønske en forenkling, men det,

der sker ved at vedtage forfatningen til afløsning af alle de gamle

traktater,

er noget helt andet end blot en forenkling, sådan som tilhængerne påstår.

Forfatningen er et magtmiddel til at tømme Europas nationalstater for

politisk

myndighed. Den giver EU magten over alle væsentlige økonomiske, politiske og

kulturelle spørgsmål, og den gør det muligt for et flertal af medlemslandene

at

stemme enhver modstand ned. Kun på en fjerdedel af alle de områder, der

underlægges

EU, vil vetoretten bestå, og det er endda kun formelt, for landene vil i

praksis ikke kunne bruge den.

Særlig EF-Domstolen, som hverken hviler på et folkeligt eller

demokratisk mandat, får udvidet sin magt, hvis forfatningen vedtages. I dag

har

Domstolen nemlig kun indflydelse på den EU-lovgivning, som handler om det

indre

marked (søjle 1). Det er også derfor, at Domstolen stadig hedder

EF-Domstolen,

selvom samarbejdet hedder EU. Men når søjlerne smelter sammen i én traktat,

får

Domstolen også magt på de andre områder, ligesom EU’s andre organer får

udvidet

deres magt på disse områder. I dag har EU eksempelvis kun meget få midler til

at presse eller påvirke lande, der ikke følger den fælles retspolitik, som

hører under EU-traktaten. Domstolen, hvis magt hovedsagligt ligger inden for

EF-traktaten, har nemlig kun en begrænset magt over denne traktat. Men når

traktaterne smelter sammen til én forfatning og søjlerne smelter sammen til

én

søjle, bliver der mange flere muligheder for at ensrette landene.

Her udgør Charteret om Grundlæggende Rettigheder et tilsvarende

problem, fordi det ikke bare muliggør, men direkte forpligter Domstolen til

at

forfølge de målsætninger om velfærdssamfundets indretning, som Charteret

omtaler. På overfladen kan det se sympatisk ud, at EU vil regulere disse

forhold, men man må gøre sig klart, at flertallet af EU-lande slet ikke

ønsker

et samfund efter dansk eller nordisk model. Vi må gøre os klart, at danske

politikere er bedre til at indrette Danmarks forhold og danske dommere bedre

til at pådømme dansk lovgivning, ligesom svenske politikere nok er bedre til

at

bestemme over Sverige og engelske politikere over England.

Samarbejde, men ikke tab af frihed

Samarbejde i Europa er både ønskeligt og nødvendigt. Vi skal

have fælles standarder for samhandel og fælles minimumsstandarder for miljø

og

forurening. Der kan også på mange andre felter samarbejdes på kryds og tværs

af

landegrænser både ved multilaterale aftaler og ved tosidige aftaler. Men vi

behøver ikke en forfatning for Europa. Der er talløse andre måder at

samarbejde

på, og selv om befolkningerne i EU afviser den politiske elites drøm om en

Forfatning for den Europæiske Union, så vil der ganske givet i fremtiden

udvikle sig et dynamisk og tillidsfuldt samarbejde mellem de europæiske lande

og befolkninger. Et nej til forfatningen er derfor ikke et nederlag for

Europa.

Tværtimod er det en sejr for Europa og de europæiske befolkninger og en

styrkelse af Europas muligheder for at udvikle sig frit. Nederlaget er et

nederlag for eliten og for magtstrukturer, som ingen kan være tjent med.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker afslutningsvis,

at forfatningen – hvis den førtes ud i livet – ville betyde, at vi

mister den

afgørende indflydelse på vore egne forhold. Den vil fratage os mere

selvstændighed, end vi nogensinde har mistet ved de militære nederlag, vi har

lidt gennem vor historie. Demokrati kan ikke udøves i en storstat med 454

millioner indbyggere. Det ville blive et formelt demokrati uden indhold.

Derfor

siger Dansk Folkeparti nej til L 137, ligesom vi den 27. september 2005

anbefaler befolkningen at gå i valglokalet og stemme for et rungende nej til

en

forfatning for Europa.

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at Enhedslisten

glæder sig over, at afstemningen den 27. september 2005 nu er udskrevet, og

at

Enhedslisten er parate til at slås for et nej. Enhedslisten har særlig store

forpligtelser, fordi Enhedslisten nu er det eneste venstrefløjsparti i

Folketinget, som er imod forfatningen.

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker videre, at for dem,

der kender Enhedslisten og den danske EU-debat, kan det ikke overraske, at

Enhedslisten vil arbejde for et nej. Men hvorfor et nej?

Enhedslisten har tre hovedargumenter: For det første fører

forfatningen til mere privatisering og udlicitering og mindre velfærd. For

det

andet vil den opruste Europa. Og for det tredje vil den svække demokratiet.

Enhedslisten får en stor opgave med at forklare disse forhold.

Paragrafferne er komplicerede og velegnede til at kamuflere det

liberalistiske

indhold. Og tilhængerne gør alt for at skønmale forfatningen eller i hvert

fald

fremstille den som ufarlig.

Det korte af det lange er, at der flyttes flere og flere

beslutninger fra de forsamlinger, som befolkningen har bedst mulighed for at

påvirke, til lukkede møder for virksomhedernes lobbyister, bureaukrater og

ministre i Bruxelles. Og mange sager, der før har krævet enstemmighed, vil nu

blive afgjort med kvalificeret flertal, fordi flertalsafgørelser bliver det

grundlæggende udgangspunkt for, hvordan der med EU-forfatningen skal tages

afgørelser i EU. Det betyder, at almindelige menneskers, græsrødders,

folkelige

organisationers og fagforeningers muligheder for demokratisk indflydelse vil

blive svækket.

Formålsparagraffen i artikel I-3 i den nye forfatning fastslår

desuden, at EU skal sikre markedskræfternes frie spil. Altså skal EU tage

mere

hensyn til salg og profit på markedet og mindre hensyn til borgernes behov.

Med

forfatningen får Kommissionen også eneretten til at stille forslag på endnu

flere områder, og den er helt åbenlyst optaget af at tvinge en liberalistisk

kurs igennem.

EU-forfatningen vil som sagt også tvinge de enkelte lande til at

opruste militært. Det står direkte i EU-forfatningens artikel I-41, stk. 3,

at »Medlemsstaterne

forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet«. På

almindeligt

dansk betyder det at opruste.

Men det er ikke kun danskerne eller europæerne, som

EU-forfatningen går ud over. Med EU-forfatningen overtager Kommissionen som

udgangspunkt alle beslutninger om, hvilken handelspolitik EU skal føre. Vi

ved,

at Kommissionen allerede fungerer som en bølle over for ulandene. Den

forsøger

f.eks. at tvinge ulandene til at privatisere deres vandforsyning for at

skaffe

gode ordrer til store europæiske vandfirmaer. Det får dermed store

konsekvenser

for fattige mennesker i hele verden, hvis forfatningen bliver vedtaget.

Desuden

vil EU også i fremtiden i handelspolitikken kunne forhandle på vegne af alle

medlemslandene på områder som uddannelse og sundhed. Der er hermed i længden

åbnet op for en ladeport for udenlandske koncerners profit på for eksempel

udannelse og sundhed.

Men er det trods alt ikke lykkedes Socialistisk Folkeparti

gennem den politiske aftale om Danmark i det udvidede EU at sikre sig, at vi

kan blokere for flere flertalsafgørelser og mere magt til EU? Overhovedet

ikke.

For det første bremser aftalen ikke for de løbende overførelser af magt. Det

er

i sidste ende noget, EF-Domstolen bestemmer, og ikke Socialistisk Folkepartis

hovedbestyrelse, uanset hvor meget den gerne ville. For det andet er

Socialistisk Folkeparti ingen garant mod mere magt til et liberalistisk,

militaristisk og udemokratisk EU. SF går jo faktisk ind for det på mange

områder. For det tredje har korridoraftalen ingen juridisk gyldighed. Den

holder kun, så længe partierne ikke løber fra den.

Enhedslisten går ind for mere internationalt samarbejde. Vi

stemmer ikke nej, fordi vi vil bygge kolonihavehegn rundt om Danmark.

Vi stemmer nej, fordi EU og forfatningen gør det sværere at

skabe et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa, og fordi EU-forfatningen

modvirker forsøgene på et solidarisk og ligeværdigt samarbejde med resten af

verden.

Et nej skaffer os ikke af med EU. Et nej sætter heller ikke

Danmark uden for EU. Det anerkender Enhedslisten, selv om et af Enhedslistens

mål er at få Danmark meldt ud af EU, fordi dette ville kunne skabe et pres i

retning af et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa.

Et nej betyder, at forfatningen er faldet. Og det kan åbne op

for, at vi sammen med masser af andre europæere får en helt ny diskussion af,

hvad det er for et Europa, vi ønsker, og hvordan vi mener at samarbejdet

mellem

landene skal foregå. Vi siger nej i Enhedslisten, fordi vi vil et andet

Europa.

Enhedslistens politiske perspektiv er internationalt, ikke dansk

eller europæisk. Vi tager derfor afstand fra såvel den gammeldags

nationalisme

som den moderne euronationalisme. Vores alternativ har både et socialistisk

og

et demokratisk element. For os er socialismen en forudsætning for det fuldt

udfoldede demokrati, men naturligvis kan der gennemføres en række

demokratiske

reformer under kapitalismen.

EU er blevet skabt for at tilpasse Europa til den europæiske

storkapitals behov og er som sådan en del af borgerskabets globale

liberaliseringsprojekt. Der er sket en stadig intensivering af

EU-integrationen

med etablering af rammerne for en egentlig europæisk statsdannelse og en

fortsat liberalisering af samfundene.

Den økonomiske integration og kapitalkoncentration i Europa er

til stadighed blevet øget og ligeså handelen og kapitalbevægelserne mellem de

europæiske lande. Kapitalens koncentration har medført, at trans- og

multinationale selskaber er blevet styrket økonomisk i forhold til den øvrige

kapital.

Denne udvikling på det økonomiske plan modsvares af og er blevet

styrket af udviklingen på det politiske plan. Opbygningen af en ny europæisk

superstat skyldes først og fremmest ønsket om at skabe et indre marked, der

kan

befordre økonomisk vækst og skabe øget profit, og dernæst ønsket om at styrke

den europæiske storkapital i konkurrencen med den amerikanske og japanske.

Derfor indskrænker eller fjerner EU de landvindinger, som arbejderbevægelsen

og

de folkelige kræfter har erobret mht. velfærd, demokratiske rettigheder,

miljøbeskyttelse osv. Vækst og profitmaksimering er målet. Konsekvenserne er

miljøødelæggelse, øget arbejdsløshed, social udstødning og sociale

forringelser.

EU’s ønske om at inddrage de østeuropæiske lande i EU skal ses i

sammenhæng med bestræbelserne på at styrke den europæiske kapital.

EU-udvidelsen har til formål at sikre disse områder som investeringsobjekter

for den vesteuropæiske kapital, også på langt sigt. Desuden er det et led i

udvidelsen af den vestlige interessesfære mod øst og et led i at stabilisere

områderne sikkerhedsmæssigt.

Opbygningen af EU-staten betyder, at magten centraliseres i EU’s

lukkede system, hvor pengemagten via lobbyisme har indflydelsen. Problemet er

ikke kun, at EU er et redskab for den europæiske kapital. EU er i hele sin

opbygning udemokratisk. En EU-superstat kan aldrig blive demokratisk, og

derfor

afviser Enhedslisten alle illusioner om en rød EU-superstat.

I takt med at magten overføres til centralt EU-niveau sker en

tilsvarende afdemokratisering af samfundene i de enkelte EU-lande. Afstanden

øges mellem befolkninger og beslutningstagere. Det bliver vanskeligere for

folkelige bevægelser og organisationer at skaffe sig indflydelse. Øget magt

til

Europa-Parlamentet er således ikke ensbetydende med øget demokrati, men

medfører

først og fremmest en underminering af de nationale parlamenters magt og

dermed

af de folkelige bevægelsers mulighed for at opnå indflydelse.

Derfor skal EU nedbrydes og erstattes af et demokratisk

internationalt samarbejde mellem selvstændige stater med et udviklet

demokrati,

hvor der fokuseres på fuld beskæftigelse, solidaritet, menneskerettigheder og

miljø.

Enhedslistens socialistiske alternativ

Enhedslistens socialistiske alternativ indebærer et samfund,

hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå

profit.

Den private ejendoms- og råderet over produktionsmidlerne er ophævet og

erstattet af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et

fuldt gennemført demokrati, hvad angår både produktionens indhold og

udførelse.

Dette mål står i fundamental modstrid med EU’s målsætning om

deregulering,

liberalisering, privatisering og maksimal økonomisk vækst.

Enhedslisten kræver derfor et brud med principperne for EU’s

indre marked vedrørende fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser, varer

og

arbejdskraft, sådan at det altid er tilladt at indføre højere standarder

nationalt og kræve, at andre lande lever op til disse standarder, hvis de vil

eksportere varer til Danmark.

De frie kapitalbevægelser skal begrænses for at komme ud af den

utålelige situation, vi har i dag, hvor de internationale finansielle

markeder

har fået deres eget liv, og hvor over 95 pct. af transaktionerne intet har

med

reelle investeringer at gøre, men er ren kasinovirksomhed. Mulighederne for

brug af de såkaldte afledte instrumenter til kortfristet spekulation skal

derfor afskaffes, og der skal indføres Tobinskat på finansielle

transaktioner.

Inden for landbruget er genindførelse af de veterinære grænser

en absolut forudsætning for dyrevelfærd og forbrugersundhed.

Mennesker skal frit have lov til at bevæge sig til det land, de

ønsker at bo og arbejde i. De skal på alle måder sikres samme løn- og

ansættelsesforhold som den lokale befolkning, og enhver form for

diskrimination

skal bekæmpes. Der skal føres en aktiv bistandspolitik, sådan at ulande kan

undgå en massiv hjerneflugt.

Græsrødder, folkelige bevægelser, ngo’er, fagforeninger og andre

folkelige organisationer er de kræfter, som kan og skal skabe radikale,

sociale, demokratiske og miljømæssige forbedringer i Danmark, i Europa og i

verden.

Derimod har Enhedslisten ikke – i modsætning til bl.a. dele af

Socialdemokratiet og SF − nogen illusioner om, at statsbureaukratiet i

EU

eller Danmark eller økonomiske og politiske magthavere kan sikre sådanne

forbedringer.

Enhedslistens demokratiske alternativ bygger på, at en udvidelse

af demokratiet er en integreret del af den socialisme, Enhedslisten kæmper

for,

men demokrati er også et vigtigt mål i sig selv. Derfor kæmper Enhedslisten

for

en udvidelse af demokratiet, sådan at det repræsentative demokrati suppleres

med øgede muligheder for direkte deltagelse og indflydelse, og for at øge det

reelle indhold i de kollektive og individuelle demokratiske rettigheder.

Enhedslistens alternativ bygger på

mellemstatsligt, konventionsbaseret samarbejde

Den nuværende centralistiske EU-konstruktion, der er stærkt på

vej til at blive en ny supermagt, blokerer for gennemførelsen af såvel

Enhedslistens socialistiske som demokratiske målsætninger. Den vanskeliggør

også de folkelige bevægelsers mulighed for at få indflydelse på de politiske

beslutninger. Enhedslisten foreslår derfor i stedet et mere fleksibelt og

smidigt europæisk samarbejde, der kan tage hensyn til og respektere

forskellighederne i Europa. Enhedslistens vision er ikke kun en vision for

Danmark. Det er en international vision. Denne samarbejdsmodel kunne kaldes

Organisationen for Europæisk Samarbejde (OES), men dybest set det jo ikke

vigtigt, om OES hedder OES, EU eller noget tredje, men OES vil i dette bidrag

blive brugt som betegnelsen for Enhedslistens alternativ til det nuværende EU

for dermed at tydeliggøre dette alternativ.

OES skal bygge på mellemstatslige aftaler indgået mellem de

forskellige europæiske lande på de områder, hvor de enkelte lande finder det

nødvendigt. Dette gælder alle relevante politiske områder, for eksempel

miljø,

narkosmugling, flygtninge, landbrug, fiskeri og så videre. At en aftale er

mellemstatslig betyder, at et medlemsland har vetoret eller til enhver tid er

sikret retten til at meddele, at det ikke er interesseret i at indgå en

aftale,

hvis en aftale ikke er tilfredsstillende for det pågældende land.

Men det mellemstatslige aspekt betyder også, at de enkelte lande

er i deres gode ret til at lave andre politiske organisationer, institutioner

eller fora end de allerede eksisterende. For eksempel kunne det være, at vi i

Norden kunne finde på at oprette et nordisk miljøråd, eller at EU-lande ved

Middelhavet sammen med de nordafrikanske lande kunne finde på at lave et

middelhavsråd for miljø. Enhedslistens vision bygger i det hele taget på, at

der oprettes regionale samarbejdsfora til de konkrete problemer, der skal

løses.

Enhedslisten mener ligeledes, at det mellemstatslige samarbejde

i OES skal bygge på, at det altid vil være tilladt at gå foran med bedre

regler

inden for de forskellige områder, det vil sige, at man i de enkelte lande

f.eks.

kan indføre bedre miljø- og socialstandarder end de minimumsregler, der vil

blive vedtaget i OES. Udenlandske producenter skal herefter være forpligtede

til at overholde de standarder, der er højere end de fælles mindsteregler.

Det

modsatte – at gå bagud – kan dog ikke være tilladt, fordi man

dermed bryder en

indgået international aftale, og i så fald må man træde ud af de relevante

fora

eller aftaler indgået i OES-regi.

OES-medlemslande må ligeledes under ingen omstændigheder

overtræde de forpligtelser, der påhviler OES i FN. Hvad angår reglerne i FN

må

OES dog selvfølgelig – ligesom inden for OES – have retten til at

gå foran.

OES udgør en fleksibel struktur for europæisk samarbejde.

Strukturen under OES skal sikre, at der kun bliver lavet regler på de

områder,

hvor de enkelte lande mener, det er relevant for de konkrete problemer, der

skal løses, og som selvfølgelig kan være nok så komplekse som f.eks.

flygtningeproblemer eller fattigdomsbekæmpelse, miljø eller økonomisk vækst.

Dette vil yderligere – og i modsætning til i det nuværende EU –

betyde, at de enkelte landes befolkninger under OES vil have langt større

mulighed for at påvirke udformningen af politikken under OES, fordi den

politiske kamparena flyttes fra et overnationalt system (EU) til de enkelte

stater. Hermed bliver det nemmere at undgå den situation, at en politisk og

økonomisk elite gennemfører politikker henover hovedet på folket i de enkelte

lande, som vi ser det i dag i EU.

Effektivitet nås under OES ikke ved at stemme andre ned.

Effektiviteten opnås derimod ved at sikre, at de politiske beslutninger

bliver

taget på de rigtige niveauer tilpasset det lokale, nationale eller regionale

niveau. Herved undgås stiv og rigid one size fits all-lovgivning fra EU, hvor

alle regler absolut skal gælde alle lande, selvom de nuværende EU-lande

indbyrdes har mange forskelligheder. Samtidig er sandsynligheden større for,

at

der ikke fifles på de områder, hvor man i EU bare bliver stemt ned. I EU er

der

nemlig 117 måder, hvorpå man kan omgå en beslutning, selvom om man er blevet

stemt ned – noget de enkelte landes embedsapparater er eksperter i. I

OES vil

henstillinger være det eneste, der kan besluttes med flertalsafgørelser.

At mellemstatsligt samarbejde både er muligt og nødvendigt

illustreres ved, at EU i dag faktisk på en del områder nogle gange vælger

ikke

at skride til afstemning, fordi man ved, at en afgørelse, der for eksempel

går

imod vitale franske interesser, ikke vil blive accepteret af Frankrig –

flertalsafgørelser eller ej. Dette har flere gange været tilfældet med

Frankrig

i forbindelse med EU’s handelssamarbejde med andre stater og

organisationer

under TEF artikel 133 (tidligere artikel 113). Selv når der således formelt

er

flertalsafgørelser, er der således reelt tale om mellemstatslige afgørelser.

Man kan også lade sig inspirere af den europæiske

menneskerettighedskonvention,

hvor de 46 lande i Europarådet har tilsluttet sig denne konvention, og hvor

der

er en domstol, der kan afsige bindende domme. Enhedslisten er en særdeles

stærk

tilhænger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Man kunne forestille

sig

lignende konventioner på andre områder, hvor de enkelte lande frivilligt

tilslutter sig hele eller dele af konventioner inden for nogle af de områder,

hvor der er allermest brug for internationale aftaler, f.eks. om miljø,

selskabsskat og internationale regler om sociale rettigheder. Det er dog ikke

nødvendigvis sådan, at der skal være en domstol, der i sidste ende kan banke

de

enkelte lande på plads. Det må være op til en konkret vurdering ud fra det

konkrete område, der samarbejdes på.

Enhedslistens alternativ anvender mellemstatslige sanktioner.

Hvis et land ikke overholder de indgåede aftaler, og hvis der ikke på nogen

måde kan findes en fornuftig forhandlingsløsning, er det andre landes

legitime

ret inden for et givent aftalekompleks under OES at iværksætte

økonomiske/handelsmæssige eller politiske/diplomatiske sanktioner og

afstraffelsesforanstaltninger.

Inden sådanne afstraffelsesforanstaltninger kommer på tale, bør

der dog foregå forhandlinger inden for rammerne af de mæglingsinstanser, OES

stiller til rådighed, såfremt de uenige lande ikke kan blive enige uden

inddragelse af OES’ mæglingsinstans.

En kilde til konflikt kan f.eks. være, at et land har en

selskabsbeskatning under det niveau, der er blevet aftalt i OES, og at dette

land ikke er villigt til at hæve dette selskabsbeskatningsniveau. I dette

tilfælde står det andre lande i OES frit for at lægge told og afgifter på

importerede varer fra dette skattelyland, der modsvarer den skat, som

selskaber

ikke betaler i dette land.

Et andet eksempel kan være, hvis et land i OES ikke overholder

de arbejdstagerrettigheder, der er aftalt på det mellemstatslige grundlag

eller

i FN. Så er lande med højere arbejdstagerstandarder i deres fulde ret til at

nægte virksomheder fra lande med dårlige arbejdstagerrettigheder at kunne

sælge

varer i disse lande. Eller man kunne lægge en afgift på disse varer, og bruge

pengene til at forbedre arbejdsvilkår i den tredje verden.

Etableringen af OES forhindrer ikke, at de lande, der ønsker

det, kan opbygge et EU på overnationalt plan, og at disse lande herudover kan

indgå i OES. Enhedslistens mål er dog en nedbrydelse af EU, og vi ser en

dansk

udmeldelse af EU som et led i denne proces

Enhedslisten har en række systembrydende

reformkrav til EU:

-

Genindførelse af

vetoretten i vitale spørgsmål.

-

Indførelse af reel

miljøgaranti.

-

Ingen imperialistisk

udenrigspolitik og sikkerhedspolitik i EU. EU skal ikke være verdens

politibetjent. I stedet for at opbygge en ny supermagt, der på linje med USA

vil være med til at undergrave FN, skal hvert land genvinde sin

udenrigspolitiske handlekraft. Alle hidtidige stormagter og supermagter har

brugt deres militær til at varetage egne interesser. Global omfordeling fra

rige til fattige er den bedste fredsskabende foranstaltning, der findes.

Magtens deling og decentralisering er et vigtigt princip for Enhedslisten.

Der

er i sig selv intet negativt i flere territorialstater, fordi dette kan føre

til en magtdeling på den internationale arena og svække magtens

monopolisering

på få hænder.

-

EU skal ikke

beskæftige sig med forsvarspolitik. NATO er et levn fra den kolde krig og

skal

nedlægges. Forsvarspolitik skal foregå i FN og OSCE med vægt på det

konfliktforebyggende arbejde.

-

Danmark og de andre

nordiske lande bør træde ud af Schengenaftalen. Vi siger nej til Fort Europa

og

ja til international solidaritet. Folk, der flygter fra sult og nød, skal

være

velkomne i Danmark.

-

Europol skal

nedlægges. Vi skal ikke have et EU-FBI, der er en stat i staten, hvor

medarbejderne har fuldstændig immunitet og arbejder i fuldstændig lukkethed.

-

Danmark skal tale med

egen stemme i WTO og FN.

-

Ansøgerlande til EU

skal have ret til permanente undtagelser og ikke kun overgangsordninger.

-

Nærhedsprincippet skal

fortolkes af de enkelte stater og ikke af EU-Domstolen.

-

Alle tekster om

snævrere integration, EU-rettens forrang og de såkaldte gummiparagraffer skal

afskaffes.

-

Der skal indføres

fuldstændig åbenhed i EU-systemet. EU’s offentlighedslove skal give

borgerne

aktindsigt efter de regler, der gælder i de EU lande, der er længst fremme på

dette område. Forhandlinger om love skal ske for åbne døre i Ministerrådet.

Hemmelige erklæringer skal afskaffes, og de allerede eksisterende hemmelige

erklæringer skal gøres tilgængelige for offentligheden. Afstemninger skal

være

offentlige, og alle stemmeafgivelser skal offentliggøres. Der skal nedsættes

et

uafhængigt agentur, der kan komme med vurderinger af f.eks. regler på

miljøområdet som modvægt til lobbyisterne fra de trans- og multinationale

selskaber. Det skal være offentligt tilgængeligt, hvilke bestyrelsesposter

m.v.

embedsmænd og politikere i EU har ved siden af deres job. Ligeledes skal det

være offentligt tilgængeligt, hvilke gaver og ydelser politikere og

embedsmænd

i EU modtager fra private firmaer.

-

Regler for flygtninge

og indvandrere skal aftales på mellemstatsligt plan. Enhedslisten er ikke

tilhængere af flertalsbesluttede tvangskvoter, hvor flygtninge vil blive

dårligt behandlet, og hvor mange folk ikke vil betragte dem som legitime

flygtninge, fordi de måske kun befinder sig i et land, fordi EU har tvunget

landet til dette. Vejen til en human flygtninge- og indvandrerpolitik går

ikke

via tvang fra EU, men via politisk kamp og folkelig debat i de enkelte

EU-lande.

-

EU’s terrorpakke og

arrestordre er et fundamentalt angreb på grundlæggende principper i en

retsstat. I et forsøg på at bekæmpe terrorisme undergraves demokratiet, og

politiske aktive mistænkeliggøres og kriminaliseres. Det bedste værn mod

terror

er en langsigtet strategi om at skabe venner og ikke fjender, sådan som

århundreders vestlig imperialisme og undertrykkelse har gjort. En generøs

bistandspolitik er i denne sammenhæng en grundlæggende forudsætning.

-

Enhedslisten ønsker at

hæve veterinære standarder, forbedre dyrebeskyttelsen og øge fødevarernes

kvalitet. De veterinære grænser skal genindføres omgående.

-

EU skal ikke lave

fælles lovgivning på arbejdsmarkedet. Den fri forhandlings-, konflikt- og

aftaleret skal sikres.

Opfyldelse af disse krav vil betyde, at EU rulles tilbage med

det langsigtede formål at styrke OES, samtidig med at forslag, som kan skabe

sociale, demokratiske og miljømæssige fremskridt, vedtages.

Enhedslistens medlem af udvalget understreger, at Enhedslisten aldrig

stemmer for forslag, der udvider unionens magt – heller ikke selv om

disse

skulle indebære forbedringer. I sådanne tilfælde vil Enhedslisten stille

forslag, der er mindst lige så vidtgående, i det danske Folketing.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på

tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i

udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

Charlotte Antonsen (V)

nfmd.

Erling Bonnesen (V)

Jens Kirk (V)

Kristian Pihl Lorentzen (V)

Ellen Trane Nørby (V)

Morten Messerschmidt (DF)

Martin Henriksen (DF)

Helle Sjelle (KF)

Jakob Axel Nielsen (KF)

Svend Auken (S)

Lene Jensen (S)

Niels Sindal (S)

Jens Peter Vernersen (S)

Elisabeth Arnold (RV)

fmd.

Lone Dybkjær (RV)

Anne Grete Holmsgaard (SF)

Rune Lund (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og

Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 137

Bilagsnr.

Titel

1

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

2

Henvendelse af 27. april 2005 fra Keld Albrechtsen vedr.

Traktat om en Forfatning for Europa

3

Spørgsmål modtaget fra et dansk medlem af

Europa-Parlamentet

4

Den tjekkiske præsidents argumenter mod forfatningen

5

1. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 137

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om forholdet mellem Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om Charteret og menneskerettighedskonventionen, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen vil få nye kompetencer

inden for en række specifikke sagsområder, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

4

Spm. om, hvordan EU-Domstolens kompetencer generelt

påvirkes af forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

5

Spm. om indflydelsen af en eventuel forkastelse af

forfatningstraktaten på udvidelsen af EU med Rumænien og Bulgarien, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om retten til sociale ydelser og harmonisering af

social- og arbejdsmarkedspolitikken, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

7

Spm. om forholdet mellem forfatningstraktatens vedtagelse

og Tyrkiets medlemskab af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

8

Spm. om Bayerns ministerpræsidents udtalelser om årsagen

til et eventuelt fransk nej til forfatningstraktaten, til udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

9

Spm. om den britiske premierministers udtalelser om

folkeafstemninger i andre lande, såfremt Frankrig stemmer nej til

forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om formålet med bestemmelsen om politiske partier på

unionsplan, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om husstandsomdeling af forfatningstraktaten

sammenlignet med husstandsomdeling i forbindelse med en afstemning om ændring

af grundloven, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om udgifterne til en husstandsomdeling af

forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om artikel II-96 om adgang til tjenesteydelser set i

forhold til dom fra Domstolen af 17/5 2001, til udenrigsministeren, og

ministerens

svar herpå

14

Spm. om forholdet mellem servicedirektivet og artikel

II-75, stk. 2, om ret til arbejde, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

15

Spm. om betydningen af unionsborgeres ret til ophold på

dansk territorium for omfanget af kriminalitet i Danmark, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm. om sammenhængen mellem forfatningstraktaten og

forhandlingerne om EU’s budget for 2007-2013, til udenrigsministeren, og

ministerens

svar herpå

17

Spm. om artikel II-63, stk. 2, litra c, om

kommercialisering af menneskekroppen og muligheden for patent på menneskelige

gener, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om, hvorvidt EU’s magtområde udvides som konsekvens

af artikel III-117 om inddragelse af beskæftigelseshensyn m.v. i unionens

politikker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om nye rettigheder som følge af Charteret om Grundlæggende

Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om, hvorvidt fleksibilitetesbestemmelsen udvider

Nicetraktatens artikel 308, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om forståelsen af artikel II-68, stk. 2, om

beskyttelse af personoplysninger, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

22

Spm. om EU-Domstolens kompetencer i forhold til Charteret

om Grundlæggende Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

23

Spm. om forringelser af borgeres mulighed for indsigt i

forhold vedr. internationale organisationer, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

24

Spm. om harmonisering af strafferetten, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om EU-Domstolens forrang for danske domstoles

praksis vedrørende grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed og

forsamlingsfrihed,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

26

Spm. om uddannelse som vare på et frit marked, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm. om udpegning af en EU-formand og Danmarks mulighed

for at beklæde posten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om omfanget af privatiseringer og liberaliseringer

som følge af forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

29

Spm. om formuleringen af bestemmelsen om

EU-udenrigsministeren i artikel I-28, stk. 4, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

30

Spm. om domstolspraksis vedr. retten til ophold, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

31

Spm. om nedskæringer i landbrugsstøtten som følge af

artikel III-227 og III-228, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

32

Spm. om Luxembourgforligets vetoret som forudsætning for

dansk EU-medlemskab, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

33

Spm. om udpegningen af EU’s formand ved kvalificeret

flertal, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

34

Spm. om Danmarks mulighed for at være kritisk over for

det iranske regime, såfremt forfatningstraktaten vedtages, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om, i hvilket omfang uddannelse er omfattet af

tjenesteydelsesbegrebet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om betydningen af, om et undervisningsforløb betales

af det offentlige eller det private, og om retspraksis på området, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

37

Spm. om flertalsafgørelser på området for handel med

tjenesteydelser og muligheden for, at et medlemsland kan gøre indsigelse, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om flertalsafgørelser på visse dele af

udenrigspolitikken jf. artikel III-300, artikel 2, litra c, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm. om, hvorvidt Kommissionen skal overveje, om

liberalisering af handel med tjenesteydelser kan forstyrre den nationale

levering af ydelser inden for sundhed, uddannelse og social sikring, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om, på hvilke områder fleksibilitetsbestemmelsen

gælder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm. om suverænitetsafgivelse i forbindelse med overgang

fra enstemmighed til flertalsafgørelser, til udenrigsministeren, og

ministerens

svar herpå

42

Spm. om udformningen af artikel III-122 og behovet for

grænser for, hvilke tjenesteydelser der skal omfattes af reglerne for det

indre marked, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

43

Spm. om Charteret om Grundlæggende Rettigheders

anvendelighed i

nationale afgørelser,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

44

Spm. om kriterier for væsentlighed efter artikel I-36,

stk. 1, vedrørende anvendelse af delegerede europæiske forordninger, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

45

Spm. om fremtidige EU-medlemslande, herunder tidligere

Sovjetrepublikker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

46

Spm. om oversigt over retsområder, hvor der kan forekomme

problemer i nationale afgørelser mellem EU-retlige elementer og selvstændige

danske vedtagelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

47

Spm. om, hvorvidt hensynet til beskæftigelse,

socialbeskyttelse m.v., jf. artikel III-117, kan underlægges bestemmelserne i

forfatningstraktatens del 3 om bl.a. det indre marked, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

48

Spm. om, hvorvidt det er i Danmarks interesse, at der

indføres rotationsprocedure i Kommissionen, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

49

Spm. om forfatningstraktatens forrang for nationale

forfatninger og om hovedsynspunkter i den forbindelse i de europæiske lande,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

50

Spm. om, hvornår EU’s motto skal indgå i officielle

danske sammenhænge, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

51

Spm. om adgangen i artikel III-129 til at udvide

anvendelsesområdet for unionsborgernes pligter og rettigheder i artikel I-10,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

52

Spm. om, hvorvidt EU’s status som juridisk person

betyder, at EU kan indgå i handelsaftaler uden accept fra de nationale

parlamenter, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

53

Spm. om, hvorvidt der er tale om en udvidelse af EU’s

magt som følge af artikel I-15, stk. 3, om samordning af medlemslandenes

social- og arbejdsmarkedspolitikker, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

54

Spm. om, hvorvidt manglende henvisning til kristendommen

i forfatningstraktaten skyldes hensynet til eventuelle fremtidige muslimske

medlemslande, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

55

Spm. om sammenhængen mellem artikel III-129 om rapport om

unionsborgerskabet og den danske erklæring om unionsborgerskabet fra

Edinburgh, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

56

Spm. om eksempler på, at nedskæringer i Danmarks militære

budget kan betyde forbedring af den militære kapacitet, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

57

Spm. om magtfordelingen mellem store og små lande som

følge af stemmevægte baseret på befolkningsstørrelse og betydningen heraf for

Danmark inden for de forskellige politikområder, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

58

Spm. om en sammenhæng mellem forfatningstraktaten og

Tyrkiets medlemskab af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

59

Spm. om, hvorvidt unionsborgerskabet via domspraksis har

udvidet rækkevidden af individuelle rettigheder, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

60

Spm. om udvidelse af EF-Domstolens beføjelser som følge

af afskaffelse af søjlestrukturen, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

61

Spm. om EU-institutioners mulighed for at gribe ind i

medlemsstaters skatteforhold, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

62

Spm. om Kommissionens fortsatte eneret til at fremsætte

forslag set i lyset af forfatningstraktatens rotationsprocedure, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

63

Spm. om EU-institutioners mulighed for at gribe ind i

medlemsstaters lønforhold, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

64

Spm. om antallet af danske medlemmer i Europa-Parlamentet

efter en eventuel udvidelse med Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet, og om

fordelingen

af disse medlemmer ved samme stemmetal til partierne som ved valget til

Parlamentet i 2004, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

65

Spm. om ministerens kommentarer til henvendelse fra Keld

Albrechtsen, jf. L 137, bilag 2, og forslaget heri om en uafhængig

ekspertundersøgelse om anvendelse af grundlovens § 88, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

66

Spm. om, hvorvidt ministeren deler synspunktet om, at det

er godt, at udenrigspolitiske synspunkter kan træffes med flertal, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

67

Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten har forrang for

grundloven, og om, hvorvidt eventuelle ændringer i grundloven derfor kan ske

uden sædvanlig grundlovsprocedure, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

68

Spm. om omfanget af midler, EU-institutionerne har afsat

til information om forfatningstraktaten, og om fordelingen af disse midler

til hhv. modstandere og tilhængere, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

69

Spm. om et medlemslands mulighed for under den fælles

udenrigspolitik at sætte sig ud over en flertalsbeslutning pga. afgørende og

vitale interesser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

70

Spm. om, hvilke festligheder regeringen vil foranstalte

hvert år på EU’s officielle festdag den 9. maj, og om eventuel

inddragelse af

andre fridage i maj, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

71

Spm. om, i hvilke officielle danske sammenhænge

Beethovens syvende symfoni skal spille sammen med »Der er et yndigt land«,

om,

hvem der træffer afgørelse herom, og om muligheden for at afvise at spille

symfonien, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

72

Spm. om brugen af EU’s flag, om hvem der træffer

beslutning herom og om muligheden for at afvise at bruge flaget, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

73

Spm. om ministerens kommentarer til artikel i Berlingske

Tidende om udvidelse af EU-Domstolens magt, til udenrigsministeren, og

ministerens

svar herpå

74

Spm. om ministerens holdning til, at befolkningerne kun

kan have tillid til Kommissionens hensyntagen til medlemsstaternes

forskellige interesser, såfremt alle lande er repræsenteret i Kommissionen,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

75

Spm. om den juridiske status af den politiske aftale

mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

76

Spm. om den juridiske status af den politiske aftale

mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

77

Spm. om, hvorvidt de øvrige EU-lande behøver at tage

hensyn til den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

78

Spm. om brug af den såkaldte nødbremse i relation til det

sociale sikringssystem og om EU-Domstolens mulighed for at underkende en

dansk afvisning af et forslag, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

79

Spm. om overensstemmelse mellem det danske

forsvarsforbehold og formuleringerne i den politiske aftale mellem

regeringen, S, RV og SF om EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

80

Spm. om EU’s muligheder for i fremtiden at engagere sig i

fredsskabende operationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

81

Spm. om EU’s muligheder for i fremtiden at engagere sig i

fredsskabende operationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

82

Spm. om, hvorvidt partierne bag den politiske aftale

finder, at Danmark bør deltage i konfliktforebyggelse og fredsskabelse uanset

det danske forsvarsforbehold, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

83

Spm. om brugen af ekstern ekspertise i vurderingen af forslag

efter artikel III-136 om social sikring, som det er formuleret i den

politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF i afsnittet om vandrende

arbejdstagere, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

84

Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at ingen af

partierne bag den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF kan kræve,

at der skal indhentes ekstern ekspertise i vurderingen af forslag efter

artikel III-136 om social sikring, appel til DER, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

85

Spm. om EU-Domstolens mulighed for at forbyde abort set i

lyset af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

86

Spm. om lægers muligheder set i lyset af artikel II-62,

stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

87

Spm. om behovet for ændring af dansk lovgivning som følge

af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

88

Spm. om betydningen af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert

menneskes ret til livet« i juridisk forstand, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

89

Spm. om, hvorvidt sundhedsydelser er en tjenesteydelse,

der skal behandles efter reglerne for det indre marked, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

90

Spm. om, hvilke hensyn efter reglerne i det indre marked

der retfærdiggør indgreb i fri udveksling af tjenesteydelser, når det gælder

sundhed, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

91

Spm. om, hvorvidt ordet »organisationer« i artikel I-26,

stk. 7, om Kommissionens uafhængighed omfatter private

industriorganisationer,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

92

Spm. om, hvorvidt Kommissionen er forhindret i at

inddrage industriorganisationer i de lovforberedende arbejdsgrupper, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

93

Spm. om, hvorvidt borgernes ret til deltagelse i Unionens

demokratiske liv vil betyde større åbenhed om Kommissionens arbejdsgrupper,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

94

Spm. om, hvilke bestemmelser der sikrer en udvidelse af

adgangen til aktindsigt, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

95

Spm. om, hvorvidt man for at opfylde principperne om gode

styreformer m.v. bør give indblik i, hvem der tager initiativ til og

udarbejder

forslag til lovgivning, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

96

Spm. om, hvordan udannelse skal forstås i artikel II-74

om ret til uddannelse set i lyset af reglerne for det indre marked og

tjenesteydelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

97

Spm. om forskellen mellem »ret til« og »adgang til« i

artikel II-74 om ret til uddannelse, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

98

Spm. om, hvad der forstås ved obligatorisk uddannelse i

artikel II-74 om ret til uddannelse, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

99

Spm. om mulighederne for at indskrænke rettighederne i

Charteret om Grundlæggende Rettigheder efter artikel II-112 om rækkevidden af

rettighederne, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

100

Spm. om, hvorvidt Unionens mål i artikel II-112 er

anderledes, end dem der findes i dag, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

101

Spm. om betydningen af artikel II-112, stk. 3, om

fortolkningen af rettigheder i Charteret om Grundlæggende Rettigheder, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

102

Spm. om, hvorvidt bestemmelsen om forrang i artikel I-6

betyder, at EF-Domstolen alene afgør fortolkningen af traktatteksten, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

103

Spm. om, hvorvidt Charteret om Grundlæggende Rettigheder

kan udvide unionsborgernes rettigheder og pligter efter artikel I-10, stk. 2,

litra a, om ret til at færdes og opholde sig frit i andre medlemslande, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

104

Spm. om, hvorvidt artikel III-125, stk. 1, om ret til at

færdes frit og opholde sig frit har begrænset betydning set i lyset af

Charteret

om Grundlæggende Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

105

Spm. om redegørelse for muligheden for gennemførelse af

kollektive regler om social sikring efter artikel III-125, stk. 2, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

106

Spm. om, hvilke dele af traktaten der giver mulighed for

regler om social sikring, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

107

Spm. om, hvordan begrebet »liberalisering af

tjenesteydelser i videre udstrækning« i art. III-148 passer ind i en

forfatningstekst, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

108

Spm. om, hvilke grænser der er for liberalisering »i

videre udstrækning« jf. artikel III-148, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

109

Spm. om, hvorvidt »at sikre energimarkedets funktion« i

artikel III-256 betyder yderligere liberaliseringer, til udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

110

Spm. om medlemsstaternes mulighed for at give prisstøtte

til udbygning af vedvarende energi set i lyset af artikel III-256, stk. 1,

litra a om sikring af energimarkedets funktion, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

111

Spm. om muligheden i traktatens energiafsnit for – i

tilfælde af overkapacitet – at foretrække vedvarende energi frem for

miljøskadelig energiproduktion, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

112

Spm. om, hvorvidt traktatens energiafsnit ændrer på

medlemsstaternes kompetencer, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

113

Spm. om, hvorvidt artikel III-210, stk. 2, litra a, kan

bruges til harmonisering af social- og arbejdsmarkedsforhold, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

114

Spm. om, hvorvidt europæiske love og rammelove som

beskrevet i artikel III-210, stk. 2, litra a, er juridisk bindende, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

115

Spm. om, hvorvidt europæiske love og rammelove som

beskrevet i artikel III-210, stk. 2, litra a, kan pålægge ændringer i

relationerne mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

116

Spm. om oplysninger i regeringens redegørelse om

forfatningstraktaten om forsvarsforbeholdets anvendelse, hvad angår

medlemslandenes forpligtelse til at forbedre deres militære kapacitet, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

117

Spm. om, hvorvidt regeringen har til hensigt at sikre, at

Danmark overholder bestemmelsen om forbedring af militær kapacitet trods

forsvarsforbeholdet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

118

Spm. om, hvorvidt der findes oplysninger om målsætninger

for EU-landenes militære kapacitetsopbygning, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

119

Spm. om, hvorvidt den politiske aftale mellem regeringen,

S, RV og SF kan forhindre en handelsaftale, der indebærer harmonisering,

såfremt

Domstolen ikke finder, at det er tilfældet, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

120

Spm. om, hvorvidt Danmark efter NATO-pagten vil være

forpligtet til at rykke lande, som har opfyldt forfatningstraktatens

bestemmelse om bistandsforpligtelsen, og som er medlemmer af NATO, til

undsætning, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

121

Spm. om, hvorvidt struktureret samarbejde på

forsvarsområdet ikke omhandler Petersbergopgaver, men har til formål at

opbygge militær styrke, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

122

Spm. om formuleringer i regeringens redegørelse om

forfatningstraktaten, for så vidt angår brugen af ordet »grundlæggende« i

beskrivelsen af EU’s forsvarssamarbejde, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

123

Spm. om, hvorvidt Danmark kan blokere for en

handelsaftale inden for det kulturelle og audiovisuelle område, såfremt

Kommissionen ikke finder, at aftalen kan bringe EU’s kulturelle og

sproglige

mangfoldighed i fare, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

124

Spm. om, hvorvidt Danmark kan blokere for en

handelsaftale inden for sundhed, uddannelse eller sociale anliggender,

såfremt Kommissionen finder, at aftalen ikke forstyrrer leveringen af ydelser

inden for området, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

125

Spm. om, hvordan det danske bidrag til EU’s humanitære

fond ændres, jf. artikel III-321, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

126

Spm. om, hvordan den humanitære fond kan bruge til at

fremme målsætningen i artikel III-292, stk. 2, litra e om at tilskynde til

alle landes integration i den internationale økonomi, til udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

127

Spm. om, hvorfor fleksibilitetsbestemmelsen ikke er nævnt

blandt tilpasningsmulighederne i den politiske aftale mellem regeringen, S,

RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

128

Spm. om, hvorvidt fleksibilitetsbestemmelsen kan bruges

til at udvide EU’s kompetence uden afholdelse af folkeafstemning i

Danmark,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

129

Spm. om regeringens holdning til forfatningstraktatens

bestemmelse om muligheden for overgang til flertalsbestemmelser (passerellen)

uden afholdelse af folkeafstemninger, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

130

Spm. om, hvorvidt uvildige jurister har vurderet

passerellen i forhold til grundloven, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

131

Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte den franske

præsident Chiracs garanti om bevarelse af offentlig sundhed som et nationalt

anliggende, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

132

Spm. om vurdering af den franske præsident Chiracs

motiver for sin udtalelse om offentlig sundhed som nationalt anliggende,

såfremt ministeren ikke kan bekræfte den franske præsidents udtalelser, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

133

Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten kan svække NATO,

og om det er regeringens politik at styrke det europæiske samarbejde på

bekostning

af forholdet til USA, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

134

Spm. om, hvorvidt et flertal af EU-medlemslande kan

erklære krig, selv om et stort mindretal modsætter sig dette, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

135

Spm. om, hvilken folkeretlig regel der vil gælde, hvis et

EU-medlemsland, som også er medlem af NATO, forpligtes til at indgå i

militære handlinger, som er i strid med en flertalsbeslutning i EU, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

136

Spm. om mulige konfliktsituationer mellem EU-medlemskabet

og NATO-medlemskabet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

137

Spm. om, hvorvidt forpligtelsen for NATO-lande til at

komme et andet NATO-land til undsætning har forrang for en eventuel

beslutning i EU om neutralitet, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

138

Spm. om, hvorvidt ministeren finder, at det er et EU-anliggende

at ulovliggøre strafferetslove med tilbagevirkende kraft, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

139

Spm. om ministerens holdning til, at rettighederne til

betalt ferie, asylret og betalt barselsorlov fremover kan reguleres af

EU-domstolen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

140

Spm. om, hvorvidt der findes uvildige undersøgelser om

virkningen på arbejdsmarkederne i medlemslandene ved optagelse af nye

medlemmer

i EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

141

Spm. om de vigtigste ulemper for Danmark ved en fortsat

udvidelse af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

142

Spm. om, hvorvidt udvidelsen af EU har medført vækst i

kriminaliteten i Danmark eller andre medlemslande, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

143

Spm. om, hvilke analyser der belyser betydningen for den

gennemsnitlige levestandard i EU af Tyrkiets optagelse i EU, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

144

Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten vil gøre det

nemmere for Danmark at forbyde sprøjtegifte, som er forbudt i Danmark, men

som figurerer i EU’s pesticiddirektiv, til udenrigsministeren, og

ministerens

svar herpå

145

Spm. om, hvorfor regeringen ikke har forsøgt at få indsat

en miljøgaranti i forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

146

Spm. om, hvad regeringen vil gøre for at bevare de

nuværende forbud mod sprøjtegifte, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

147

Spm. om, hvad artikel III-147 om liberaliseringer af

tjenesteydelser vil betyde, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

148

Spm. om, hvordan artikel 52 i Nicetraktaten er blevet

brugt af Kommissionen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

149

Spm. om, hvilke overvejelser Konventet og Rådet har gjort

sig om friholdelse af tjenesteydelser for reglerne for det indre marked, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

150

Spm. om, hvorfor forslaget fra konventsmedlem De Rossa om

at give offentlige ydelser en stærkere status ikke blev vedtaget, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

151

Spm. om, på hvilken måde Rådet har vedtaget en holdning

til sikring af, at reglerne for det indre marked om statsstøtte ikke får

indflydelse på medlemsstaternes offentlige ydelser, til udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

152

Spm. om, hvad ændringen af artikel III-122 om

tjenesteydelser af almen økonomisk interesse vil betyde, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

153

Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten udvider

mulighederne for etablering af et indre marked for viden og uddannelse, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

154

Spm. om, hvorvidt ministeren i forbindelse med dansk

erhvervslivs opfordringer til at prioritere uddannelsesområdet i

internationale handelsliberaliseringer har været i kontakt med dansk

erhvervslivs organisationer om udformning af artikel III-315 om principper

for handelspolitikken, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

155

Spm. om, hvilken type vedtagelse der kan lægge nye

sektorer ind under det servicedirektiv, som Kommissionens her fremlagt, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

156

Spm. om, hvorvidt vedtagelse af forfatningstraktaten vil

betyde, at en MAI-aftale kan gennemføres trods fransk modstand, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

157

Spm. om, hvilke hindringer for udenlandske investeringer

EU skal fjerne i henhold til målsætningen i artikel III-314 om toldunionen,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

158

Spm. om, hvilke investeringsforanstaltninger der ikke er

omfattet af forfatningstraktatens bestemmelser om EU’s fælles

handelspolitik,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

159

Spm. om oversendelse af de svenske og finske forslag til

udformning af artikel III-315 om principper for handelspolitikken, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

160

Spm. om, hvorvidt Rådet kan give Kommissionen mandat til

forhandlinger om liberalisering af handel med tjenesteydelser i sektorer,

hvor EU ikke har fuld kompetence, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

161

Spm. om, hvorvidt danske forpligtelser under GATS-aftalen

vil blive ændret med forfatningstraktaten, og om der vil ske harmonisering af

EU-landenes forpligtelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

162

Spm. om, på hvilke områder inden for den fælles

handelspolitik en harmonisering er udelukket jf. artikel III-315, stk. 6, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

163

Spm. om, hvorvidt den afgrænsning af beføjelser, der

ligger i artikel III-315, stk. 6, kan ændres ved EU-Domstolen, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

164

Spm. om, hvorvidt den afgrænsning af beføjelser, der

ligger i artikel III-315, stk. 6, kan ændres ved europæiske afgørelser, love,

rammelove eller forordninger, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

165

Spm. om, i hvilke tilfælde Europa-Parlamentet under

artikel III-325 om aftaler med tredjelande skal godkende aftaler indgået

under

den fælles handelspolitik, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

166

Spm. om, hvorvidt Europa-Parlamentet skal godkende

mandatet til Kommissionen til forhandlinger under den fælles handelspolitik,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

167

Spm. om kommentarer til udtalelser om, at Charteret om Grundlæggende

Rettigheder skaber nye rettigheder, som går videre end den europæiske

menneskerettighedskonvention,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

168

Spm. om regeringens vurdering af artikel i Berlingske

Tidende om forholdet mellem Charteret om Grundlæggende Rettigheder og den

europæiske

menneskerettighedskonvention, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

169

Spm. om betydningen af eventuelle forskelle mellem Charteret

om Grundlæggende Rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

170

Spm. om betydningen af forskellene mellem Charteret om

Grundlæggende Rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention,

såfremt EU tiltræder den europæiske menneskerettighedskonvention, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

171

Spm. om betydningen af artikel I-9, stk. 2, om

tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

172

Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen er endelig retsinstans i

sager om overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention jf.

artikel I-9, stk. 2, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

173

Spm. om ministerens kommentarer til den tjekkiske

præsidents begrundelser for at forkaste forfatningstraktaten, jf. L 137

–

bilag 4, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

174

Spm. om ministerens vurdering af baggrunden for den

tjekkiske præsidents udtalelser om forfatningstraktaten, såfremt ministeren

er uenig i synspunkterne, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

175

Spm. om, hvorvidt ministeren er enig i MEP Jo Leinens

vurdering af den tjekkiske præsidents udtalelser om forfatningstraktaten, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

176

Spm. om, hvorvidt ministeren finder, at artikel IV-444

understøtter den tjekkiske præsidents udtalelse som citeret i L 137 –

spørgsmål 175, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

177

Spm. om ministerens besvarelse af en række spørgsmål om Traktat

om en Forfatning for Europa, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

178

Spm. om begrænsninger på personoplysninger som indsamles

via Europol og Schengensamarbejdet, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

179

Spm. om samtykke hos berørte personer i forbindelse med

indsamling af personoplysninger under Europol og Schengensamarbejdet, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

180

Spm. om inddragelse af ekstern ekspertise i forbindelse

med vurdering af forslag med hjemmel i artikel III-136 om social sikring, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

181

Spm. om sagkyndig vurdering som omtalt i den politiske

aftale mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

182

Spm. om forskellen mellem den nuværende

fleksibilitetsbestemmelse (TEF 308) og forfatningens

fleksibilitetsbestemmelse (artikel I-18) og brugen i relation til

forfatningens del III, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

183

Spm. om, hvorvidt fleksibilitetsbestemmelsen (artikel

I-18) kan bruges til at regulere medlemsstaternes lønforhold, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

184

Spm. om, hvorfor det hidtil ikke har været muligt at

sikre åbenhed om, hvilke personer der sidder i Kommissionens lovforberedende

arbejdsgrupper, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

185

Spm. om, hvorvidt der fremover vil være fuld åbenhed

om

lovgivningen i EU, herunder om

arbejdet under komitéprocedurerne, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

186

Spm. om, hvorvidt svaret på spm. 123 skal forstås

således, at det forudsættes, at et medlemsland kan mobilisere et flertal i

Rådet mod Kommissionen for at undgå ikrafttræden af en handelsaftale, som

efter medlemslandets vurdering udgør en fare for statens levering af ydelsen,

til udenrigsministeren og ministerens svar herpå

187

Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at det ikke er

en forudsætning for mandatgivningen, at mandatet har været godkendt i de

nationale parlamenter, hvis området hører under EU’s handelspolitik, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

188

Spm. om, hvorvidt alle former for intellektuel

ejendomsret er omfattet af beskyttelsen i artikel II-77, stk. 2, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

189

Spm. om, hvorvidt beskyttelsen af intellektuel

ejendomsret i artikel II-77, stk. 2, har forrang for hensynet til

almenvellet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

190

Spm. om, hvorvidt intellektuel ejendomsret i artikel

II-77, stk. 2, indebærer, at en person kan tage patent på eksisterende

planter, dyr m.v., til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

191

Spm. om, hvorvidt forfatningen giver hjemmel til over

EU-budgettet at give tilskud til kirkelige og diakonale organisationer og i

bekræftende fald, hvor en sådan hjemmel findes, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

192

Spm. om, hvorvidt der i det nuværende traktatgrundlag er

hjemmel til at yde tilskud over EU-budgettet til kirkelige og diakonale

organisationer og i bekræftende fald, hvor en sådan hjemmel findes, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

193

Spm. om, hvorvidt folkekirkens medlemskab af KEK betyder,

at folkekirken vil indgå i den dialog med Unionen, som omhandles i artikel

I-52, pkt. 3, og i bekræftende fald, med hvilket mandat det sker, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

194

Spm. om, hvorvidt folkekirken ved ansættelse af personale

er omfattet af forfatningens diskrimineringsforbud, til udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

195

Spm. om bekræftelse og uddybning af svar på S 1164 om, at

Danmark ikke har vetoret over for forslag fra Kommissionen i forbindelse med

handelsaftale inden for det kulturelle og audiovisuelle område samt inden for

uddannelse, sundhed eller sociale anliggender, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

196

Spm. om, hvorvidt et enkelt land kan få Rådet til at

vedtage et forslag om at ændre Kommissionens forslag, eller om der kræves

kvalificeret flertal i Rådet, jf. besvarelsen af spm. 123 og 124, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

197

Spm. om oversigt over de områder, hvor forfatningen efter

regeringens opfattelse betyder, at der overlades yderligere beføjelser til

EU, således at proceduren i grundlovens § 20 skal følges, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

198

Spm. om, hvorvidt indførelse af en mindre afgift på

universiteter eller andre højere læreanstalter betyder, at disse uddannelser

bliver tjenesteydelser i traktatens forstand, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

199

Spm. om anførelse af de områder, hvor regeringen ikke med

sikkerhed kan afvise, at der kan blive tale om en vis yderligere, meget

begrænset

overladelse af beføjelser til EU, jf. Justitsministeriets redegørelse af 22.

november 2004, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

200

Spm. og uddybning af sætning i svar på spm. 34 om det

enkelte medlemslands udenrigspolitik, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

201

Spm. om oversigt over politikområder, hvor forfatningen

udelukker unionskompetence, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

202

Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten hindrer EU i at

engagere sig i militære aktioner, der ikke sker på mandat af FN’s

Sikkerhedsråd, jf. spm. 80, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

203

Spm. om, hvorvidt regeringen mener, at der er en traktat

at stemme om, hvis franskmændene og hollænderne stemmer nej, jf. besvarelsen

af spm. 9, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

204

Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 78 skal forstås

således, at regeringen tolker forpligtelsen til at forbedre den militære

kapacitet som en pligt til at udvide de styrker, som kan udsendes til områder

uden for EU, og om, hvor der kan findes støtte til denne fortolkning, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

205

Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 91 skal forstås

sådan, at Kommissionen ikke må søge forslag fra erhvervslivet i forbindelse

med forhandlingerne under WTO med løfte om, at forslagene vil blive fremmet,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

206

Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 95 skal forstås

sådan, at ministeren er enig i, at det er uforeneligt med princippet om gode

styreformer og en hindring for civilsamfundets deltagelse, at man ikke kan få

oplyst, hvem der sidder i Kommissionens komiteer, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

207

Spm. om anmodning om besvarelse af spm. 11, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

208

Spm. om, hvorvidt regeringen vil medvirke til at få

afklaret, om de forudsætninger for det danske EF/EU-medlemskab, som har

ligget til grund for de forudgående folkeafstemninger, herunder

Luxembourg-forligets vetoret, fortsat er gældende, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

209

Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 158 skal forstås

således, at alle investeringsforanstaltninger under direkte udenlandske

investeringer vil være omfattet af EU’s handelspolitik, til

udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

210

Spm. om be- eller afkræftelse af, at de nye

stemmeprocedurer medfører, at Danmark få mindre magt i Rådet, jf. besvarelsen

af spm. 57, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

211

Spm. om, hvorvidt det i sidste instans er EU-Domstolen,

der kan fortolke forfatningstraktaten med henblik på at afgøre, om et givet

område er omfattet af EU’s handelspolitik, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

212

Spm. om brugen af nitrit i økologisk kød i relation til

væsentlighedskriterier for anvendelse af delegerede europæiske forordninger,

jf. besvarelsen af spm. 44, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

213

Spm. om, hvorvidt EU med forfatningstraktaten kan lovgive

om direkte skatter, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

214

Spm. om, hvorfor Kommissionen ikke har udfærdiget et

rammedirektiv om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, sådan som Det

Europæiske Råd opfordrede til i marts 2002, jf. besvarelsen af spm. 151, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

215

Spm. om, hvorvidt der fremover vil ske løbende

justeringer af fordelingen af antallet af medlemmer i Europa Parlamentet og

stemmer i Rådet som følge af befolkningsudviklingen i medlemslandene, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

216

Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 55 skal forstås

sådan, at artikel III-129 giver mulighed for udvidelse af rettigheder under

unionsborgerskabet,

uden at det påvirker det danske forbehold for unionsborgerskabet, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

217

Spm. om bekræftelse af, at det ikke er tilstrækkeligt, at

en ydelse finansieres over de offentlige budgetter, for at den kan siges at

nyde offentlig støtte på sådan måde, at den ikke er berørt af det indre

markeds

regler om statsstøtte, jf. besvarelse af spm. 26, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

218

Spm. om EU-institutioners udbetaling af midler til

tilhængere og modstandere af EU-forfatningen i de lande, som afholder

folkeafstemning

om EU-forfatningen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

219

Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen af hensyn til unionens

målsætninger, jf. artikel I-3, kan regulere f.eks. lønforhold,

organisationsret eller strejkeret, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

220

Spm. om, hvor mange gange den danske kommissær Mariann

Fischer Boel har haft den danske regering i høring, jf. besvarelsen af spm.

92, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

221

Spm. om, hvorvidt EU-forfatningen sikrer, at offentlig

sundhed bevares som et rent nationalt anliggende, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

222

Spm. om, hvorvidt ministeren vil bekræfte, at der ikke er

nogen forskel mellem »ret« til og »adgang« til uddannelse, jf. besvarelsen af

spm. 97, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

223

Spm. om, hvorvidt Charteret om Grundlæggende Rettigheder

udvider Unionens materielle anvendelsesområde henset til, at artikel I-10 om

Unionsborgerskabet har direkte virkning, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

224

Spm. om forståelsen af besvarelsen af spm. 106 om artikel

III-125 og overladelse af yderligere beføjelser til EU og omtalen heraf i

Justitsministeriets redegørelse af 22. nov. 2004, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

225

Spm. om, hvorvidt der med hjemmel i artikel III-210,

stk.1, litra c, kan udstedes minimumsforskrifter, som regulerer det

økonomiske niveau, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

226

Spm. om, hvorvidt forfatningstraktatens

bistandsforpligtelse er eksterritorial, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

227

Spm. om, hvorvidt ministeren mener, at artikel II-72,

stk. 2, om politiske partier på unionsplan skal opfattes sådan, at disse

partier skal have særlige rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

228

Spm. om, hvorvidt artikel III-271 giver EU magt til at

fastsætte strafferetlige sanktioner og minimumsregler for, hvad der er

strafbart på politikområder omfattet af EU-forfatningen, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

229

Spm. om, hvorvidt besvarelsen af spm. 13 indebærer, at

medlemslandene ikke må opretholde eller tildele enerettigheder til nuværende

eller kommende statsvirksomheder, men alene kompensere disse for særlige

forpligtelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

230

Spm. om, hvorvidt der i forfatningen er hindringer for at

tage patent på et menneskeligt gen, til udenrigsministeren, og ministerens

svar herpå

231

Spm. om, hvorvidt EU kan få mere magt via

passarellebestemmelsen, uden at befolkningen spørges, såfremt partierne bag

den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF er enige, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

232

Spm. om, hvorvidt retten til aktindsigt efter artikel

II-102 indebærer, at en unionsborger kan få oplyst, hvor mange komiteer,

udvalg m.v. som findes i unionens regi, og hvem der sidder heri, til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

233

Spm. om, hvorfor der ikke i den politiske aftale mellem

regeringen, S, RV og SF står, at partierne skal overholde FN-pagten og kun

engagere sig i militære operationer godkendt af FN, til udenrigsministeren,

og ministerens svar herpå

234

Spm. om, hvorvidt det er ministerens opfattelse, at

Danmark pga. det retlige forbehold ikke kan deltage i det retlige samarbejde,

hvis det sker på basis af artikel III-271, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

235

Spm. om, hvorvidt det forhold, at partierne bag den

politiske aftale mellem regeringen, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre

og SF ikke forholder sig til fleksibilitetsbestemmelsen i artikel I-18

betyder, at regeringen frit kan hente sit mandat blandt alle partier i

Folketinget, når bestemmelsen anvendes, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

236

Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen kan påkende sager, der har

hjemmel i artikel III-136 om social sikring, til udenrigsministeren, og

ministerens

svar herpå

237

Spm. om, hvorvidt der i forfatningen er bestemmelser, der

er til hinder for, at EU kan engagere sig i fredsskabende operationer uden

mandat fra FN, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

238

Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen er juridisk bundet af en

erklæring optrykt i forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

239

Spm. om forrang af EU-Domstolens fortolkning af en

bestemmelse i menneskerettighedskonventionen, i tilfælde hvor bestemmelsen

ikke først har været behandlet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,

til

udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

240

Spm. om, hvorvidt Kommissionen kan få mulighed for at

udarbejde forslag om liberalisering af folkeskoleområdet, hvis Rådet tager

fleksibilitetsbestemmelsen i anvendelse, til udenrigsministeren, og

ministerens

svar herpå

241

Spm. om, hvorvidt Danmark af EU-Domstolen kan pålægges at

ændre friskoleordningen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

242

Spm. om redegørelse for retstilstanden for

tjenesteydelser set i lyset af dommen Müller Fauré sammenholdt med

besvarelsen af spm. 26, som oplyser, at uddannelse ikke er en tjenesteydelse,

i det omfang den er offentligt finansieret, til udenrigsministeren, og

ministerens svar herpå

243

Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at

tjenesteydelser efter dommen Müller Fauré også lader ydelser omfatte af

reglerne i det indre marked, når betalingen er foretaget af det offentlige,

til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

244

Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at uddannelse

ikke er en tjenesteydelse, hvis der er tale om en kombination af offentlig

finansiering og egenbetaling, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

245

Spm. om redegørelse for, hvordan forholdet mellem

offentlig finansiering og privat betaling indvirker på, om en ydelse anses

for en tjenesteydelse eller ej, til udenrigsministeren, og ministerens svar

herpå

246

Spm. om redegørelse for, under hvilke betingelser en

uddannelse kan omfattes af reglerne om det indre marked, jf. besvarelsen af

spm. 26 og 36, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

247

Spm. om, hvordan definitionen af tjenesteydelser i forfatningens

artikel III-145 skal fortolkes, for så vidt angår ordlyden om, at ydelserne

»normalt

udføres mod betaling«, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

Bilag 2

Finansudvalgets spørgsmål til statsministeren

og dennes svar herpå

Spørgsmålet og ministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra

Dansk Folkeparti.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. 1

vedrørende aktstykke 111 stillet af Finansudvalget

den 20. april 2005:

Spørgsmål:

»Der ønskes en beregning af de realistiske omkostninger ved

at husstandsomdele forfatningstraktaten, hvis dette forudsættes at ske på den

billigst mulige måde og herunder bl.a. a) under anvendelse af den billigst

mulige distributionsform. I beregningen ønskes angivet prisen ved anvendelse

af

henholdsvis Post Danmark og den billigste private distributør, og der ønskes

oplyst omkostningerne henholdsvis ved særskilt udsendelse samt

ekstraomkostningerne,

hvis forfatningstraktaten udsendes sammen med en husstandsomdelt avis eller

anden publikation, der under alle omstændigheder distribueres, b) med den

mindst omkostningskrævende måde at mangfoldiggøre/trykke traktaten.

Omkostningerne ønskes specificeret på henholdsvis trykke- og

distributionsomkostningerne.«

Svar:

Aktstykke 111 handler om

fordeling af midler til partier, bevægelser og lokale-regionale

enkeltinitiativer

til oplysning og debat om EU op til folkeafstemningen 27. september 2005. For

partier og bevægelser med parlamentarisk repræsentation indebærer aktstykket

en

ligelig fordeling af midler mellem tilhængere og modstandere af

forfatningstraktaten.

Midlerne til partier og bevægelser med parlamentarisk repræsentation fordeles

på grundlag af ja-sidens og nej-sidens egne ønsker.

Det er vigtigt for regeringen, at der informeres bedst muligt om

den nye EU-traktat. Befolkningen skal have et godt, oplyst og solidt grundlag

for deres stillingtagen ved en folkeafstemning om forfatningstraktaten. Alle,

der ønsker det, skal naturligvis have mulighed for at sætte sig ind i

teksterne

uden omkostninger for den enkelte.

Allerede nu kan

forfatningstraktaten fås med posten ved henvendelse til Folketingets

EU-Oplysning eller ved henvendelse til Udenrigsministeriet. Den kan også

hentes

ned fra Internettet for dem, der har mulighed for det.

Spørgsmålet om en

eventuel husstandsomdeling af traktaten indgår ikke i aktstykke 111. Der

henvises til besvarelserne på spørgsmål herom stillet i henhold til § 20 i

Folketingets forretningsorden (

S 736 af 13. april, S 451 af 29. marts, S

204 af 9. marts og S 501 af 31. marts 2005 – alle fra 2005). Det fremgik

i øvrigt af mødet mellem alle

Folketingets partier den 3. marts, at der ikke var støtte til en

husstandsomdeling af traktaten, og at et flertal fandt, at

EU-oplysningsmidlerne var bedre brugt på anden vis.

Det vil derfor ikke

være korrekt at bede private virksomheder om at afgive konkrete tilbud.

På grund af Nej-partiernes store interesse i en

husstandsomdeling har Statsministeriet tidligere lavet et hurtigt overslag

over

de mulige omkostninger med udgangspunkt i Post Danmarks normale takster og

Danmarks Statistiks opgørelse over antal husstande i Danmark. Der var tale om

et meget groft skøn for trykning og husstandsomdeling af traktaten, som

selvfølgelig ikke tog højde for de rabatter, som ville kunne fås, hvis

husstandsomdeling af traktaten var aktuelt. Til grund for det hurtige skøn lå

Rådssekretariatets udgave af traktaten inklusive alle protokoller og

erklæringer

med en samlet vægt på over et kilo. Med Post Danmarks almindelige porto for

en

økonomiforsendelse ville udsendelse af en traktat i dette format koste 43 kr.

pr. stk. Ganget med ca. 2,5 mio. husstande gav det ca. 107 mio. kr. Hertil

kom

udgifter til trykning af traktaten, som blev sat til ca. 20 kr. pr. stk. Uden

rabatter og til almindelige takster løb det samlet op i ca. 150 mio. kr.

Hvis der tages udgangspunkt i den af Folketingets Præsidiums

godkendte udgave af forfatningstraktaten, der indeholder et uddrag af

traktatens protokoller og erklæringer. og vejer ca.

600 gram, og hvis det forudsættes, at traktaten

husstandsomdeltes som adresseløs forsendelse, ville udgifterne til

distribution

baseret på Post Danmarks listepriser være ca. 18,3 mio. kr. ekskl. moms.

Listeprisen bør dog tages med det forbehold, at der i fodnoterne til

listeprisen optræder en række tillæg som eventuelt vil påvirke prisen i

opadgående retning. Herudover tager listeprisen selvsagt ikke højde for

eventuelle forhandlede nedslag.

Ifølge EU-modstandernes avis, Notat, som tager udgangspunkt i

Folketingets EU-oplysnings udgave af traktaten med et udvalg af protokoller

og

erklæringer, ville der kunne opnås en rabat på 25% ved distribution til 2,4

mio. husstande, hvormed prisen for distribution ville kunne reduceres til ca.

15,7 mio. kr. inkl. moms. Ifølge Notats undersøgelser gennem kontakt til en

trykkerigruppe i Rødovre ville stykprisen for trykning af denne version af

forfatningstraktaten være 16,37 kroner ved et oplag på 20.000 og 7 kr. ved et

oplag på 2,4 mio. Med rabatter ville trykningen af denne version ifølge Notat

således kunne gøres for ca.16,8 mio. kr. Andetsteds oplyser Notat, at samme

trykkeri vil kunne trykke det nødvendige oplag for 10.050.000 kr.

Statsministeriet har ikke verificeret disse tal.

Tages udgangspunkt i den samlede traktattekst, som udlægges til

afstemning inklusive alle protokoller og erklæringer, ville vægten og dermed

trykke- og eventuelt distributionsomkostningerne – naturligvis være

højere.

Som det fremgår af besvarelsen af S 501 af 31. marts 2005 ville

prisen for trykning og distribution selvsagt også være afhængig af opsætning,

papirkvalitet

mv.

De mulige ekstraomkostninger ved husstandsomdeling af

forfatningstraktaten sammen med en husstandsomdelt avis eller en anden

publikation vil selvsagt ligeledes afhænge af formatet og vægten af denne

anden

publikation.

Det kan yderligere oplyses, at Statsministeriet har modtaget

kopi af en e-mail til Ritzau fra et forlagstrykkeri (Nørhaven Paperbacks),

som

på eget initiativ har vurderet, at trykkeriet ville kunne trykke og

distribuere

en ikke nærmere bestemt udgave af traktaten for 18 mio. kr. alt efter

ambitionsniveau. Det er ikke oplyst, hvor stor en andel af dette beløb, som

ville gå til henholdsvis trykning og distribution.

Lignende dokumenter