Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1)

2004/1 LSV 92Lovforslag som vedtagetFolketinget3. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedtaget af Folketinget ved

3. behandling den 16. december 2004

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet m.v.

(Indsættelse

af alder og handicap som kriterier i loven)

1)

§ 1

I lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 756 af 30. juni 2004,

foretages

følgende ændringer:

1.

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»1)

Loven indeholder

bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF om

gennemførelse

af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse

(EF-Tidende 2000 nr. L 180, s. 22) samt Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.

november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000 nr. L 303, s. 16).«

2.

I

§ 1, stk. 1,

indsættes efter »seksuel

Læs alt

orientering«: », alder, handicap«.

3.

I

§ 1, stk. 2,

indsættes efter »seksuel

orientering«: », alder, handicap«.

4.

I

§ 1, stk. 3,

indsættes efter

»oprindelse«: »eller med en bestemt alder eller med handicap«.

5.

I

§ 1, stk. 3,

indsættes efter

»nødvendige«: », jf. dog § 2 a«.

6.

I

§ 1, stk. 4,

indsættes efter

»seksuelle orientering«: », alder, handicap«.

7.

I

§ 1, stk. 5,

indsættes efter »seksuel

orientering«: », alder, handicap«.

8.

I

§ 1, stk. 6,

indsættes efter

»kollektiv overenskomst«: », jf. dog stk. 7«.

9.

I

§ 1

indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»

Stk. 7

. Loven finder ikke anvendelse,

hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap følger af

en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum svarer til

bestemmelserne i det i bilag 1 til loven optrykte direktiv nr. 2000/78/EF om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv.

10.

Efter

§ 1 indsættes:

»§ 1 a.

Forsvarsministeren kan efter høring af de berørte organisationer undtage

væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på

grund

af alder og handicap i denne lov.«

11.

Efter

§ 2 indsættes:

»§ 2 a.

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i

betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang

til

beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i

beskæftigelse,

eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder

dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige

foranstaltninger,

anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.«

12.

§ 5

affattes således:

»§ 5.

Det må ikke

ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges

eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro,

politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk

oprindelse

eller med en bestemt alder eller med handicap. Det må heller ikke angives, at

der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.«

13.

I

§ 5 a

indsættes som

stk. 3

og

4:

»

Stk. 3

.

Uanset bestemmelsen i stk. 1 er loven ikke til hinder for

opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat i eller aftalt i henhold til

kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at disse aldersgrænser er

objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af

dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er

hensigtsmæssige

og nødvendige.

Stk. 4.

Uanset

§ 2, stk.1, er loven ikke til hinder for bestemmelser i individuelle

eller

kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når

lønmodtageren fylder 65 år.«

14.

I

§ 6, stk. 2,

indsættes efter

»hudfarve«: », alder eller et bestemt handicap«.

15.

Efter

§ 6 indsættes:

»§ 6 a.

Uanset

§§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser

for

adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller for anvendelse

af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger.

Anvendelsen af alderskriteriet må ikke medføre forskelsbehandling på grund af

køn.«

16.

§ 9, stk. 2,

affattes således:

»

Stk. 2

. Loven er ikke til hinder for,

at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden

lov

eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som

har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en

bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel

orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en

bestemt

alder eller med handicap.«

17.

I

§ 9

indsættes som

stk. 3

og

4:

»

Stk. 3

. Loven er ikke til hinder for,

at der iværksættes foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesmuligheder

for

ældre lønmodtagere og personer med handicap.

Stk. 4.

Med henblik

på at beskytte børn og yngre lønmodtagere er forbuddet mod forskelsbehandling

på grund af alder i lovens §§ 2-5 ikke til hinder for fastsættelse af

aldersgrænser for adgang til beskæftigelse ved lov eller i medfør af lov.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bilag 1

RÅDETS DIREKTIV 2000/78/EF

af 27. november

2000

om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

2)

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

3) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

4)

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

5) ,

og ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 6 i traktaten om Den

Europæiske Union bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og

respekt

for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt

retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til

fælles, og den respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de

garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder

og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af

medlemsstaternes

fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for

fællesskabsretten.

(2)

Princippet om ligebehandling af mænd og

kvinder er fastslået i flere EF-retsakter, særlig i Rådets direktiv 76/

207/EØF

af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd

og

kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,

forfremmelse samt arbejdsvilkår.

6)

(3)

Når Fællesskabet gennemfører princippet om

ligebehandling, bør det i henhold til EF-traktatens artikel 3, stk. 2,

tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem mænd og

kvinder,

da kvinder ofte er ofre for dobbelt diskrimination.

(4)

Alle menneskers ret til lighed for loven og

beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes

i

verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konventioner om afskaffelse

af alle former for diskrimination imod kvinder, om borgerlige og politiske

rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og den

europæiske

konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har undertegnet. ILO-konvention

nr. 111 forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

(5)

Det er vigtigt at respektere sådanne

grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke

foreningsfriheden, herunder retten til sammen med andre at oprette og slutte

sig til fagforeninger for at forsvare egne interesser.

(6)

Fællesskabspagten om arbejdstagernes

grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder anerkender

betydningen af at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder

nødvendigheden af at træffe passende foranstaltninger til at sikre social og

økonomisk integrering af ældre og personer med handicap.

(7)

EF-traktaten omhandler også bestræbelser på

at fremme en samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Med

henblik herpå blev der i EF-traktaten indføjet et nyt kapitel om

beskæftigelse

som et middel til at udvikle en samordnet europæisk strategi for

beskæftigelsen

med det formål at fremme en veluddannet, velkvalificeret og smidig

arbejdsstyrke.

(8)

I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000,

som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december

1999, understreges behovet for at skabe forudsætninger for et arbejdsmarked,

der fremmer den sociale integrering gennem formulering af et sammenhængende

sæt

foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af grupper som f.eks.

handicappede. Det fremhæves desuden, at der bør lægges særlig vægt på støtte

til ældre arbejdstagere for at øge deres deltagelse i arbejdsstyrken.

(9)

Beskæftigelse og erhverv er afgørende

områder, når det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage

effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det økonomiske,

kulturelle og sociale liv, og til den personlige udvikling.

(10)

Rådet vedtog den 29. juni 2000 direktiv

2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset

race

eller etnisk oprindelse

7) , som i sig selv yder

beskyttelse mod sådanne former for forskelsbehandling på beskæftigelses- og

arbejdsmarkedsområdet.

(11)

Forskelsbehandling på grund af religion eller

tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af

målene

i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt beskæftigelsesniveau og et højt

socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten,

økonomisk og social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for

personer.

(12)

Med henblik herpå bør enhver form for direkte

eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering inden for de områder, der er dækket af dette

direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Dette forbud mod

forskelsbehandling

bør også gælde for tredjelandsstatsborgere, men det omfatter ikke ulige

behandling på grund af nationalitet, og det berører ikke bestemmelserne om

tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til beskæftigelse

og

erhverv.

(13)

Dette direktiv finder ikke anvendelse på

ordninger for social sikring og social beskyttelse, hvis ydelser ikke er

sidestillet med løn i den betydning, dette udtryk er anvendt i EF-traktatens

artikel 141, eller på udbetalinger af enhver art fra staten, hvor formålet er

adgang til eller bibeholdelse af beskæftigelsen.

(14)

Dette direktiv berører ikke nationale

bestemmelser vedrørende fastsættelse af pensionsalder.

(15)

Det er de nationale retslige myndigheder eller

andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i

national

ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til

at

formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse

bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale

eller på enhver anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte

forskelsbehandling.

(16)

Iværksættelse af foranstaltninger, der tager

hensyn til behovene hos personer med handicap på arbejdspladsen, spiller en

vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap.

(17)

Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt

omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver

dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller

uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at

udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling

eller

at følge en given uddannelse.

(18)

Navnlig må dette direktiv ikke medføre, at de

væbnede styrker og politiet, fængselsvæsnet og redningstjenesterne skal være

forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke

opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige opgaver, der kan

blive

pålagt vedkommende under hensyn til det legitime mål at sikre disse

tjenesters

operationelle karakter.

(19)

For at medlemsstaterne fortsat kan opretholde

deres væbnede styrkers kapacitet, kan de desuden vælge, at de væbnede styrker

eller dele heraf skal være undtaget fra dette direktivs bestemmelser om

handicap og alder. De medlemsstater, der benytter sig heraf, skal definere

undtagelsens anvendelsesområde.

(20)

Der bør vedtages passende, dvs. effektive og

praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en

handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr,

arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion.

(21)

Når det vurderes, om disse tilpasninger

medfører en uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de

finansielle og andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til

organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle midler samt

muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte.

(22)

Dette direktiv berører ikke national ret

vedrørende civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.

(23)

Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige

behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der vedrører religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, udgør et regulært og

afgørende erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et

rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder bør medtages i de

oplysninger,

som medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.

(24)

Unionen har i sin erklæring nr. 11 om kirkers

og konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til

slutakten til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt anført, at den respekterer og

ikke anfægter den status i henhold til national lovgivning, som kirker og

religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne, samt at den

ligeledes respekterer filosofiske og konfessionsløse organisationers status,

og

at medlemsstaterne på baggrund heraf kan opretholde eller fastsætte

specifikke

bestemmelser om regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav, der

kan

stilles til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet.

(25)

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af

alder er en afgørende forudsætning for, at de mål, der er fastsat i

retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der kan tilskyndes til

diversitet

i beskæftigelsen. Ulige behandling på grund af alder kan dog være berettiget

under visse omstændigheder og kræver derfor særlige bestemmelser, der kan

variere alt efter situationen i medlemsstaterne. Det er afgørende at skelne

mellem ulige behandling, der er berettiget, især under hensyn til legitime

beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og

forskelsbehandling, der skal forbydes.

(26)

Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til

hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til

formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af en

bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt

alder

eller seksuel orientering, og sådanne foranstaltninger kan gøre det muligt at

oprette organisationer af personer af en bestemt religion eller tro, med et

bestemt handicap, eller af en bestemt alder eller seksuel orientering, når

deres hovedmål er at fremme disse personers særlige behov.

(27)

Rådet har i sin henstilling 86/379/EØF af 24.

juli 1986 om beskæftigelsen af handicappede i Fællesskabet

8)

fastlagt en

referenceramme, hvori er opregnet eksempler på positive særforanstaltninger

til

fremme af handicappedes beskæftigelse og uddannelse, og har i sin resolution

af

17. juni 1999 om lige beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap

9)

påpeget

betydningen af at tage særligt hensyn navnlig ved ansættelse, fortsat

beskæftigelse og uddannelse og livslang uddannelse for handicappede.

(28)

Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver

således medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere

bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke anvendes som

begrundelse for en forringelse af eksisterende vilkår på dette felt i de

enkelte medlemsstater.

(29)

Personer, som udsættes for forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering,

bør

sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv

retsbeskyttelse, bør også foreninger eller juridiske personer have beføjelse

til efter nærmere bestemmelser fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af

eller til støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som

part

i en sag uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende

repræsentation

og forsvar i retten.

(30)

Effektiv gennemførelse af princippet om

ligebehandling forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.

(31)

Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der

umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden

bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til

sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling.

Sagsøgte

skal imidlertid ikke fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt

religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

(32)

Medlemsstaterne behøver ikke at anvende

reglerne om bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller en anden kompetent

instans

skal undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes procedurer,

hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans, der skal undersøge

omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge beviser herfor.

(33)

Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem

arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis med de

ikke-statslige organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling

på arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.

(34)

Behovet for at fremme freden og forsoningen

mellem de vigtigste samfund i Nordirland nødvendiggør særlige bestemmelser i

dette direktiv.

(35)

Medlemsstaterne bør fastsætte effektive

sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en

afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der

strider

mod forpligtelserne i dette direktiv.

(36)

Medlemsstaterne kan overlade det til

arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre

dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører under kollektive

overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de fornødne

foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i stand til at

sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.

(37)

I overensstemmelse med

subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i EF-traktaten, kan målet for den

påtænkte handling, nemlig at sikre ensartede vilkår i Fællesskabet med hensyn

til beskyttelse af retten til ligestilling i relation til beskæftigelse og

erhverv,

ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund

af den påtænkte handlings omfang og virkninger bedre gennemføres på

fællesskabsplan. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.

nævnte

artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå

dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er, med henblik på at

gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en

generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller

seksuel orientering.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

1. I dette direktiv betyder princippet om

ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller

indirekte

forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2. I henhold til stk. 1

a)

foreligger der

direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel

1

anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation

bliver, er blevet eller ville blive behandlet

b)

foreligger der

indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,

betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller

tro,

et bestemt handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller

personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold

til

andre personer, medmindre

i)

den pågældende

bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt

mål,

og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller

ii)

medmindre

arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette

direktiv, i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende

foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold

til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige

virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.

3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i

artikel 1 anførte grunde finder sted med det formål eller den virkning at

krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende,

ydmygende eller ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane

defineres i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og

praksis.

4. Enhver instruktion om at forskelsbehandle en person

af en af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1.

5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat

ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn

til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge

forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres

rettigheder

og friheder.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser

finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,

herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

a)

vilkårene for adgang

til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og

ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,

herunder i henseende til forfremmelse

b)

adgang til alle typer

af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

c)

ansættelses- og

arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

d)

medlemskab af og deltagelse

i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en organisation, hvis

medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne

organisationer giver medlemmerne.

2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på

grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og betingelser

vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold

i

medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de

pågældende tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.

3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver

art fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger

for

social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.

4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i det omfang dette

direktiv vedrører forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, finder

det ikke anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.

Artikel 4

Erhvervsmæssige krav

1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan

medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab,

der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke

udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren

af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne

aktiviteter

udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at

målet

er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller

private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan

medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige

aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for

vedtagelsen

af dette direktiv, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret

på

national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,

fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons

religion

eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under

hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng, de indgår i,

udgør

et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af

organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af

medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de

generelle principper i fællesskabsretten og kan ikke berettige til

forskelsbehandling med anden begrundelse.

Under forudsætning af at dette direktiv i øvrigt

overholdes, er det således ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige

eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og

som handler i overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning,

kan

kræve af personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til

og er loyale over for organisationens etik.

Artikel 5

Tilpasninger til

handicappede i rimeligt omfang

Med henblik på at sikre, at princippet om

ligebehandling af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i

rimeligt omfang. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de

foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov,

for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller

have fremgang i den eller for at give vedkommende adgang til uddannelse,

medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis

denne byrde i tilstrækkeligt omfang lettes gennem foranstaltninger, der er

normale elementer i den pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den

ikke

for at være uforholdsmæssig stor.

Artikel 6

Berettigelse af ulige

behandling på grund af alder

1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør

forskelsbehandling,

hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for

rammerne af den nationale ret bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds-

og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det

pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige

behandling:

a)

tilvejebringelse af

særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse,

beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og

aflønning, for unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med

henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem

b)

fastsættelse af

minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for

adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med

beskæftigelse

c)

fastsættelse af en

maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige

krav

til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en

rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.

2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede

sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser

for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af

alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger

ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke

medfører forskelsbehandling på grund af køn.

Artikel 7

Positiv særbehandling og

særforanstaltninger

1. For at sikre fuld ligestilling i arbejdslivet er

princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater

opretholder eller vedtager særforanstaltninger, der har til formål at

forebygge

eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1 anførte

grunde.

2. For så vidt angår handicappede, er princippet om

ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller

vedtager bestemmelser vedrørende sundhedsbeskyttelse og sikkerhed på

arbejdspladsen, eller for foranstaltninger, der tager sigte på at oprette

eller

opretholde bestemmelser eller faciliteter med henblik på at beskytte eller

fremme deres erhvervsmæssige integration.

Artikel 8

Mindstekrav

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde

bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om

ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under

ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i

medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af

direktivet.

KAPITEL II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 9

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig

krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,

herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med

henblik

på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at

det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er

ophørt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger,

organisationer og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres

nationale ret har en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs

bestemmelser overholdes, er berettigede til — enten på vegne af eller

til

støtte for klageren med dennes godkendelse — at indtræde som part i

klagen til

retslige og/eller administrative instanser med henblik på håndhævelsen af

forpligtelserne i henhold til dette direktiv.

3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om

tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.

Artikel 10

Bevisbyrde

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres

nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,

når en

person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling

tilsidesættes

i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent

myndighed

fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der

er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede

at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at

medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for

klageren.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på

sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.

5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1

på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal

undersøge sagens faktiske omstændigheder.

Artikel 11

Beskyttelse modrepressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de

nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse

eller anden ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på

en

klage inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med det

formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Artikel 12

Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages

i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder

anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab

ved

hjælp af alle egnede midler, f.eks. på arbejdspladserne.

Artikel 13

Dialog mellem

arbejdsmarkedets parter

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med

nationale traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at

tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,

kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller

udveksling

af erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets

parter til på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at

indgå

aftaler indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel

3

anførte områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger.

Sådanne aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de

relevante

nationale gennemførelsesforanstaltninger.

Artikel 14

Dialog med ikke-statslige

organisationer

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med

relevante ikkestatslige organisationer, som i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis har en legitim interesse i at bidrage til

bekæmpelse af forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde med

henblik på at fremme princippet om ligebehandling.

KAPITEL III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Artikel 15

Nordirland

1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse samfunds

underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der ved ulige

behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke, herunder dens

støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så vidt den nationale

lovgivning

udtrykkeligt tillader denne forskelsbehandling.

2. Med henblik på at opretholde lige

beskæftigelsesmuligheder for lærere i Nordirland og samtidig bidrage til at

overvinde den historiske splittelse mellem de vigtigste religiøse samfund,

der

er repræsenteret i Nordirland, finder dette direktivs bestemmelser om

religion

og tro ikke anvendelse på skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale

lovgivning udtrykkeligt tillader dette.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Overholdelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger

til at sikre, at

a)

alle love og

administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling,

ophæves

b)

alle bestemmelser,

der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter

eller

kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for

selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer,

erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

Artikel 17

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal

anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til

gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre

deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret

skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til

overtrædelsen

og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december

2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst

muligt

om senere ændringer.

Artikel 18

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og

administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2.

december 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter

overlade det til dem at gennemføre direktivet, for så vidt angår

bestemmelser,

der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer

medlemsstaterne, at arbejdsmarkedets parter senest den 2. december 2003 har

indført de nødvendige foranstaltninger ad aftalemæssig vej, idet

medlemsstaterne er forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger

for til enhver tid at kunne garantere de resultater, der foreskrives i

direktivet. De underretter straks Kommissionen herom.

For at tage hensyn til særlige forhold kan

medlemsstaterne om nødvendigt få en yderligere frist på tre år fra den 2.

december 2003, dvs. i alt seks år, til at iværksætte dette direktivs

bestemmelser om forskelsbehandling på grund af alder og handicap. I så fald

underretter

de straks Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte denne yderligere

periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke

foranstaltninger

de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af alder og handicap,

og

hvilke fremskridt der er gjort med at gennemføre direktivet. Kommissionen

aflægger hvert år rapport til Rådet.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen

indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen

ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen

fastsættes

af medlemsstaterne.

Artikel 19

Beretning

1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005

og hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for

til at udarbejde en beretning til EuropaParlamentet og Rådet om anvendelsen

af

dette direktiv.

2. I Kommissionens beretning skal der i relevant omfang

tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige

organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige

muligheder for mænd og kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en evaluering

af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger, der er truffet. På

baggrund af de modtagne oplysninger skal beretningen om nødvendigt indeholde

forslag med henblik på revision og ajourføring af direktivet.

Artikel 20

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 21

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.

På Rådets vegne

É. GUIGOU

Formand

____________________

2)

EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 42.

3)

Udtalelse af 12.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

4)

EFT C 204 af 18.7.2000, s. 82.

5)

EFT C 226 af 8.8.2000, s. 1.

6)

EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.

7)

EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.

8)

EFT L 225 af 12.8.1986, s. 43.

9)

EFT C 186 af 2.7.1999, s. 3.

Officielle noter

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser og

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000 nr. L

303, s. 16).

Lignende dokumenter