Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 22. oktober 2003 af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling
på arbejdsmarkedet m.v.
1)
§ 1
I lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., foretages følgende ændringer:
1.
Som
fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om
gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk
oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv
2000/78/EF
af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med
hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L s. 16).«
2.
I
§ 1
indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
3.
I
§ 1
indsættes efter stk. 1, som nye
stykker:
Læs alt
»Stk. 2
. Der foreligger
direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve,
religion
eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social
eller
etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller
ville
blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3.
Der
foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium
eller
en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt
race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering
eller national, social eller etnisk oprindelse ringere end andre personer,
medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt
begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er
hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4.
Chikane
skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til
en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle
orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med
det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et
truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den
pågældende.
Stk. 5.
En
instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race, hudfarve,
religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,
social eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling.«
Stk. 2.
bliver
herefter stk. 6.
4.
§ 2, stk. 4
ophæves.
5.
I
§ 3
indsættes som stykke 4:
»
Stk. 4.
Forbudet
mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om
medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation,
og de fordele sådanne organisationer giver medlemmerne.«
6.
I
§ 4
indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
7.
I
§ 5
indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
8.
Efter
§ 5
indsættes:
»
§ 5 a.
Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster, og i
virksomheders interne reglementer m.v., som er i strid med forbudet mod
forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette gælder også bestemmelser
i
vedtægter m.v. for selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og
lønmodtagerorganisationer.
Stk. 2.
Bestemmelser
i aftaler og i virksomheders reglementer m.v., som vedrører mere end en
arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige, hvis de hjemler forskelsbehandling på
grund af et af de i § 1, stk. 1 omfattede kriterier inden for de i
§§ 2-5 områder nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i
vedtægter
m.v. for selvstændige erhverv.
§ 5 b.
Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale
fraviges til ugunst for lønmodtageren.«
9.
§ 6
affattes således:
»Forbudet mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse,
religion eller tro i §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis
virksomhed
har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk eller religiøst
standpunkt, eller en bestemt trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske
anskuelse, religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at være af
betydning for virksomheden.
Stk. 2.
Såfremt det
ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende
betydning,
at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel orientering
eller national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt hudfarve
eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,
og kravet om bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold til
den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister efter indhentet
udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige bestemmelserne i §§ 2-5.«
10.
Overskriften
til
Kapitel 4
affattes således:
»Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.«.
11.
I
§ 7
indsættes som stykke 2:
»Stk. 2.
En person,
der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi
denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en
godtgørelse.«
12.
Efter
§ 7
indsættes:
»
§ 7 a.
Hvis en person, der anser sig for
krænket, jf. §§ 2-4, påviser faktiske omstændigheder, som giver
anledning
til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling,
påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet
krænket.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I. Indledning
Med lovforslaget foreslås indsættelse af
diskriminationskriteriet »tro« i forskelsbehandlingsloven, lovfæstelse af
definitionen af forskelsbehandling og af proportionalitetsprincippet,
indførelse af delt bevisbyrde i sager om forskelsbehandling samt en
beskyttelse
mod repressalier.
Lovforslaget er identisk med L 152, der blev fremsat i
folketingssamlingen 2002/2003, men som ikke blev vedtaget.
2. Baggrund for lovforslaget
Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af
29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset
race eller etnisk oprindelse (direktivet om etnisk ligebehandling) og dele af
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser
om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv
(beskæftigelsesdirektivet). Begge direktiver blev vedtaget som led i
Europa-Kommissionens anti-diskriminationspakke, der blev fremsat den 25.
november 1999 med hjemmel i EF-traktatens artikel 13, hvorefter der kan
træffes
hensigtsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på
grund
af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder
eller
seksuel orientering.
2.1 Direktivet om etnisk ligebehandling
Direktivet om etnisk ligebehandling har et bredt sagligt
anvendelsesområde og gennemfører ligebehandlingsprincippet for så vidt angår
race og etnisk oprindelse på en række samfundsområder, herunder også
arbejdsmarkedet. Direktivet har til formål at fastlægge en ramme for
bekæmpelse
af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på
iværksættelse af princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, og
indeholder
regler om ligebehandling på en række samfundsområder, bl.a. med hensyn til
vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse og med hensyn til
beskæftigelse,
løn og arbejdsvilkår, samt om og under hvilke betingelser, der kan ske
undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling i forbindelse med bestemte
erhvervsaktiviteter. Direktivet indeholder endvidere en definition af
forskelsbehandlingsbegrebet, fastsættelse af bevisbyrderegler, og regler om
beskyttelse mod repressalier, hvis en person klager med det formål, at sikre
at
princippet om ligebehandling overholdes. Direktivet er et minimumsdirektiv og
berører ikke medlemsstaternes adgang til at indføre bestemmelser, der er
gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling. Direktivet
berettiger ikke til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor
forskelsbehandling i medlemsstaterne.
Den del af direktivet, der vedrører arbejdsmarkedet,
foreslås gennemført i dansk ret gennem denne lovændring.
Implementeringsfristen
udløb den 19. juli 2003.
2.2. Beskæftigelsesdirektivet
Beskæftigelsesdirektivet vedrører kriterierne religion,
tro, alder, handicap og seksuel orientering og relaterer sig alene til
arbejdsmarkedet. Det saglige anvendelsesområde svarer med en enkelt
tilføjelse
(medlemskab af og deltagelse i en arbejdsgiver- eller
arbejdstagerorganisation)
til anvendelsesområdet for forskelsbehandlingsloven, og gælder med hensyn til
vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, adgang til erhvervsvejledning,
erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, med hensyn
til beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, og med hensyn til medlemskab af og
deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation. Direktivet
fastsætter endvidere regler om, hvornår og under hvilke betingelser der kan
ske
undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling i forbindelse med udøvelse af
bestemte erhvervsaktiviteter.
Kredsen af diskriminationskriterier er bredere end
forskelsbehandlingslovens, idet loven ikke i dag beskytter mod
forskelsbehandling på grund af tro, alder eller handicap.
Forskelsbehandlingsloven beskytter derimod, ud over de af direktivet dækkede
diskriminationskriterier, også mod forskelsbehandling på grund af hudfarve,
politisk anskuelse, national og social oprindelse.
Direktivet indeholder en række bestemmelser, der er
parallelle til direktivet om etnisk ligebehandling. Dette gælder med hensyn
til
bestemmelserne, der definerer forskelsbehandlingsbegrebet, reglerne om
bevisbyrde og reglerne om beskyttelse mod repressalier, hvis en person klager
med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling overholdes.
Direktivet
indeholder derudover særregler for så vidt angår forskelsbehandling på grund
af
alder og handicap. Direktivet er et minimumsdirektiv og berører ikke
medlemsstaternes adgang til at indføre bestemmelser, der er gunstigere for
beskyttelsen af princippet om ligebehandling. Gennemførelsen af direktivet
berettiger ikke til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor
forskelsbehandling i medlemsstaterne.
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet
m.v. foreslås ændret med henblik på gennemførelsen af
beskæftigelsesdirektivet
for så vidt angår kriterierne religion, tro og seksuel orientering. Der er
mulighed for forlængelse af implementeringsfristen for kriterierne alder og
handicap i op til 3 år. Arbejdsmarkedets parter har ønsket at forhandle om en
aftale om implementeringen af direktivet på disse områder, og lovforslaget
omfatter derfor ikke et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder eller
handicap. Implementeringsfristen udløber den 2. december 2003.
Begge direktiver giver mulighed for at arbejdsmarkedets
parter kan indgå aftale om at gennemføre direktiverne ved kollektive
overenskomster.
2.3 Ligebehandlingsudvalget
Indenrigsministeren nedsatte den 8. juni 2001 Udvalget om
implementeringen i dansk ret af direktivet om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse
(Ligebehandlingsudvalget). Ligebehandlingsudvalget skulle se på hvorledes
direktivet om etnisk ligebehandling mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres i
dansk lovgivning, herunder også bestemmelserne vedrørende arbejdsmarkedet. I
forbindelse med ressortomlægningen i november 2001 blev udvalget overført til
Integrationsministeriet.
Ligebehandlingsudvalget afgav betænkning til
Integrationsministeren den 18. september 2002.
Udvalget har udarbejdet et forslag til en generel lov om
etnisk ligebehandling. Med hensyn til bestemmelserne i direktivet, der
vedrører
arbejdsmarkedet (artikel 3 litra a-d) har udvalget anbefalet, at
bestemmelserne
gennemføres i dansk lovgivning gennem en ændring af lov om forbud mod
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Udvalget har udarbejdet forslag
til
ændringer i denne lov.
Det af beskæftigelsesministeren nedsatte udvalg til
implementering af direktiver på arbejdsmarkedet har sideløbende hermed
drøftet
gennemførelsen af beskæftigelsesdirektivet.
3. Lovforslagets indhold
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet
m.v. blev vedtaget i 1996 bl.a. med henblik på effektivt at gennemføre ILO
konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og
erhverv og FN’s racediskriminationskonvention i dansk lovgivning. Loven
lever
allerede i vidt omfang op til direktivernes krav for så vidt angår forholdene
på arbejdsmarkedet. Dette lovforslag er derfor begrænset til de bestemmelser
i
direktiverne, som loven ikke lever op til i dag, eller hvor det af hensyn til
EU-rettens krav om klarhed er fundet nødvendigt at præcisere eller indsætte
definitioner. Lovforslaget tager udgangspunkt i direktivets bestemmelser og
går
ikke videre end direktivets krav, bortset fra at de generelle tværgående
bestemmelser, fx om delt bevisbyrde, foreslås at gælde for alle lovens
diskriminationskriterier, også dem der ikke er omfattet af de to direktiver,
dvs. for kriterierne hudfarve, politisk anskuelse, samt national eller social
oprindelse.
Lovforslaget indeholder kriteriet
»tro
«
, som et nyt diskriminationskriterium.
Lovforslaget indeholder endvidere en definition af
forskelsbehandlingsbegrebet, dvs. om direkte og indirekte forskelsbehandling,
om chikane og om instruktion om forskelsbehandling.
Proportionalitetsprincippet foreslås lovfæstet i
bestemmelsen om adgang til undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling på
baggrund af direktivernes formuleringer.
Der forslås indsat en bestemmelse om beskyttelse mod
ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som følge af en klage med
det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.
Endelig foreslås indsat en bestemmelse om delt bevisbyrde i
sager om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget indeholder primært bestemmelser, der præciserer
forbudet mod forskelsbehandling på grund af de i loven omhandlede kriterier.
Forslaget vil kunne medføre en lille stigning i antallet af sager om
forskelsbehandling for domstolene. Såfremt arbejdsmarkedets parter
gennemfører
direktiverne gennem kollektive aftaler, vil sager herom dog i stedet skulle
behandles i det fagretlige system. Endvidere bemærkes, at Institut for
Menneskerettigheder som oprettet ved lov om etablering af Dansk Center for
Internationale Studier og Menneskerettigheder i henhold til lovens § 2,
stk. 2, litra 4, skal bistå ofre for forskelsbehandling på grund af race
eller etnisk oprindelse som led i gennemførelsen af artikel 13 i direktiv
2000/43/EF. Forslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser af betydning for det offentlige.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser af betydning for erhvervslivet.
De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have kønsligestillingsmæssige
konsekvenser.
Høring
Lovforslaget har været sendt i høring hos Dansk
Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Ledernes Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen,
Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg
og
Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte. Derudover har forslaget været
sendt til høring hos Personalestyrelsen, Advokatsamfundet, Det Danske Center
for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Etniske Minoriteters
Landsorganisation, Rådet for Etniske Minoriteter, Dokumentations- og
Rådgivningscentret om Racediskrimination og Landsforeningen af Bøsser og
Lesbiske.
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget
Positive
Konsekvenser /
mindreudgifter
(hvis ja, angiv
omfang)
Negative
Konsekvenser /
merudgifter
(hvis ja, angiv
omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan
ikke udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan
ikke udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af Rådets
direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle
uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv
(EFT. 2000 nr. 303, L s. 16).
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen indfører en note i loven om, at forslaget
indeholder bestemmelser der gennemfører dele af direktivet om etnisk
ligebehandling og dele af beskæftigelsesdirektivet i dansk ret.
Til nr. 2
Det følger af beskæftigelsesdirektivets artikel 1, at
forskelsbehandling på grund af tro er forbudt. Loven forbyder allerede i dag
forskelsbehandling på grund af religion. Dette kriterium er også omfattet af
direktivet. Kriteriet »tro« må på den baggrund antages at dække et bredere
område end religion, og må antages at skulle sikre mod forskelsbehandling på
grund af en nærmere defineret overbevisning, som noget mere og andet end
beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af bekendelse til en bestemt
(anerkendt) religion. Som følge heraf indsættes tro som nyt
diskriminationskriterium i loven. Det bemærkes, at beskæftigelsesdirektivets
artikel 2, stk. 5, indeholder en »ordre public« undtagelse, hvorefter
direktivet ikke berører foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som
i
et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed,
den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder. I det omfang en
tro/overbevisning hviler på et ulovligt grundlag eller bevirker udførelsen af
ulovlige handlinger, gælder beskyttelsen mod forskelsbehandling således ikke.
Det er dog ikke fundet nødvendigt at indsætte en særskilt bestemmelse herom i
loven. Den europæiske menneskerettighedskonvention indeholder i artikel 9 en
beskyttelse af samvittigheds- og religionsfriheden, herunder retten til at
skifte religion eller tro. Heller ikke her defineres begrebet »tro«. Også
denne
bestemmelse om beskyttelsen af tro/overbevisning indeholder i stk. 2 en
ordre public undtagelse.
Til nr. 3
Efter den gældende forskelsbehandlingslov og direktivet om
etnisk ligebehandling og beskæftigelsesdirektivet må der ikke finde direkte
eller indirekte forskelsbehandling sted. Der er ikke i loven en nærmere
definition af forskelsbehandlingsbegrebet. Både direktivet om etnisk
ligebehandling og beskæftigelsesdirektivet indeholder i artikel 2,
stk. 2,
en definition af forskelsbehandlingsbegrebet. Der skal derfor i forbindelse
med
gennemførelsen af direktiverne ske en fastlæggelse af begreberne i den danske
lovgivning.
Det foreslås, at der i forskelsbehandlingslovens § 1,
indsættes definitioner af henholdsvis direkte og indirekte forskelsbehandling
som svarer til direktivernes, samt at det lovfæstes, at forskelsbehandling
også
omfatter chikane og instruktioner om forskelsbehandling, jf. direktivernes
artikel 2, stk. 3 og 4.
Til stk. 2
Forslaget til nyt stk. 2, definerer direkte
forskelsbehandling. Forslaget svarer til den i direktivernes artikel 2,
stk. 2, litra a), indeholdte definition.
Direkte forskelsbehandling foreligger fx i de tilfælde,
hvor arbejdsgivere undlader at ansætte en lønmodtager eller afskediger denne
med den udtalte begrundelse, at den pågældende er af en bestemt race,
hudfarve,
religion, m.v.
Den nærmere vurdering af, om en person udsættes for direkte
forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion m.v., kan ske ved, at
behandlingen af den person, der føler sig krænket, sammenlignes med, hvordan
en
anden person uden samme fx etniske tilhørsforhold bliver, er blevet eller
ville
blive behandlet i en tilsvarende situation.
Det er uden betydning for, om der foreligger direkte
forskelsbehandling, om den arbejdsgiver, der udøver forskelsbehandlingen, har
været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle lønmodtageren af en af de
i
§ 1 anførte grunde. Det bemærkes, at direkte forskelsbehandling ikke kan
begrundes i varetagelsen af saglige hensyn, jf. dog nedenfor.
I forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 1 og 2,
gøres der undtagelse fra forbudet mod direkte forskelsbehandling, idet det i
disse situationer kan være lovligt at lægge vægt på fx lønmodtagerens
religiøse
overbevisning eller etniske oprindelse, jf. bemærkningerne til nr. 9.
Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse af den
gældende forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i
lovgivningen,
som krævet i EU-retten.
Til stk. 3
Det forslås i stk. 3, at der indsættes en definition
af indirekte forskelsbehandling. Ændringen er nødvendig for at sikre en
korrekt
opfyldelse af direktiverne. Definitionen svarer indholdsmæssigt til
definitionen i direktivernes artikel 2, stk. 2, litra b). Den i
direktiverne indeholdte definition er bl.a. udledt af EF-domstolens dom i
O'Flynn-sagen (sag C-237/94 O'Flynn mod Chief Adjudication Officer, Saml.
1996
I-2617). Domstolen antog i sagen, der vedrørte arbejdskraftens frie
bevægelighed og forordning 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens
frie
bevægelighed indenfor fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), og det heri
fastsatte
princip om ligebehandling, at hvis en national retsforskrift efter selve sin
karakter er egnet til i højere grad at berøre vandrende end indenlandske
arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende
arbejdstagere
ringere, anses dette for at medføre indirekte forskelsbehandling i strid med
ligebehandlingsprincippet, medmindre retsforskriften er objektivt begrundet
og
står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål. I Danmark har forståelsen
af
begrebet indirekte forskelsbehandling været i overensstemmelse hermed.
Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse af denne
forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i lovgivningen, som
krævet i EU-retten.
Det følger af denne forståelse, at opstilles der kriterier
fx som betingelse for ansættelse, skal kriteriet forfølge et lovligt formål,
være nødvendigt for at opnå målet og være proportionalt i forhold til
opnåelse
af formålet.
Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer ikke et
direkte forbud mod anvendelsen af en tilsyneladende neutral bestemmelse m.v.,
der stiller personer af fx en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig
ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge ulovlig indirekte
forskelsbehandling, såfremt den pågældende bestemmelse, betingelse eller
praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at
opfylde
det er hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurdering). Det må
bero
på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt, og om midlerne
er
proportionale i forhold til målet.
Et formelt set neutralt krav kan være fx sprogkrav, der
særligt berører lønmodtagere, der ikke har dansk som modersmål sammenlignet
med
danske lønmodtagere. Der kan her være tale om ulovlig indirekte
forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav
til
sproglige eller andre kvalifikationer. Det beror på en konkret vurdering,
hvornår og i hvilke situationer det fx er rimeligt at stille krav, om at den
pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk.
Beklædningskrav kan på samme måde være udtryk for indirekte
forskelsbehandling, hvis en arbejdsgivers krav til de ansattes påklædning,
fremtoning m.v. fortrinsvis rammer visse etniske grupper. Det er imidlertid
ikke nødvendigvis udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling, hvis en
arbejdsgiver kræver, at de ansatte bærer uniform eller en bestemt beklædning,
hvis dette er en del af virksomhedens præsentation udadtil, og hvis dette
krav
stilles konsekvent til alle ansatte i samme stillinger/stillingskategori. I
det
hele svarer forslaget også på dette punkt til retsstillingen efter den
gældende
lov. Der henvises i den forbindelse til U 2000.2350 Ø og Østre Landsrets dom
i
sag B-0877/00 af 5. april 2001, der begge vedrørte spørgsmålet om adgangen
til
at bære religiøst betinget hovedbeklædning. I U 2000.2350 Ø fastslog Østre
Landsret, at hvis beklædningskrav er løst formulerede kan det være vanskeligt
for arbejdsgiveren at bevise, at beklædningskravene praktiseres ens overfor
alle politiske og religiøse symboler. I B-0877 af 5. april 2001 blev
arbejdsgiveren frifundet, da Østre Landsret lagde til grund, at
beklædningskravet havde tilstrækkelig saglig grund, idet det skyldtes
hygiejnemæssige hensyn, og utvivlsomt blev praktiseret ens overfor alle på en
virksomhed, hvor ca. 20% af de ansatte havde anden etnisk baggrund end dansk.
Ankesagen for Højesteret blev hævet, da parterne i sagen indgik forlig og i
samarbejde udviklede et hovedtørklæde, der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Til stk. 4
Med forslaget til ny § 1, stk. 4, foreslås det
lovfæstet, at chikane på grund af et af de i § 1, stk. 1,
beskyttede
kriterier skal betragtes som forskelsbehandling. Definitionen indsættes med
henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivernes artikel 2,
stk. 3. Forslagets definition af chikane svarer med en enkelt
præcisering
til disse artikler.
Allerede i dag fortolkes forskelsbehandlingslovens
§ 2, stk. 1, så den beskytter mod chikane, idet en arbejdsgiver
ikke
må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår
fortolkes i den sammenhæng således, at bestemmelsen også indebærer en pligt
for
arbejdsgiveren til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed, og
arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod
chikane. Dette gælder ikke blot krænkelser begået af arbejdsgiveren
personligt,
men også krænkelser, der begås af andre ansatte. I U 1993.331 SH anså Sø- og
Handelsretten et rederi for at være ansvarlig efter ligebehandlingsloven for
en
hovmesters seksuelle chikane af en anden ansat. En ansat, der chikanerer en
kollega på grund af dennes etniske oprindelse eller religiøse tilhørsforhold
m.v., overtræder således ikke selv ligebehandlingsprincippet i
forskelsbehandlingsloven, der ikke forpligter arbejdstagerne. Den ansatte,
der
krænker en kollega, kan derimod efter omstændighederne pålægges
torterstatning
overfor den krænkede efter erstatningsansvarslovens § 26. Er den, der
udøver chikanen, en anden ansat, skal arbejdsgiveren sørge for at stoppe den
krænkende/chikanerende adfærd.
I henhold til direktiverne foreligger der chikane, når en
uønsket optræden i relation til race eller etnisk oprindelse eller til de af
beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier finder sted med det formål eller
den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt,
nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Bestemmelsen indebærer, at chikane skal betragtes som
forskelsbehandling. Heri ligger, at den krænkede person ikke ville være
blevet
udsat for chikane, såfremt den krænkede person havde været af en anden race
eller etnisk oprindelse eller havde været af fx en anden religiøs
overbevisning, haft en anden hudfarve etc.
Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige former,
herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven eller verbal
karakter samt af visuel karakter. Den chikanøse adfærd skal være rettet mod
en
eller flere konkrete enkeltpersoner.
Det er efter bestemmelsen en betingelse, at adfærden har
været
uønsket
. Om en adfærd har været
uønsket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågældende adfærd
har
været uønsket af den person, der udsættes for den påståede chikane, dels på
en
mere objektiv vurdering af den pågældende adfærd.
Det indgår i den objektive vurdering, om den person, der
udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at adfærden var uønsket. Som
eksempler på forhold, der kan indgå i denne vurdering, kan – foruden den
krænkende persons eget udsagn – nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede
persons reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår
endvidere
i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden
ikke kan karakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der føler
sin
værdighed krænket på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild
karakter, vil således ikke være beskyttet i denne situation.
Bestemmelsen stiller endvidere krav om, at den pågældende
adfærd skal finde sted i relation til race eller etnisk oprindelse eller et
af
de øvrige af beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier. Omfattet af
forbudet
mod chikane er således såvel adfærd, der fx direkte henviser til personens
race
eller etniske oprindelse, som adfærd, der uden at henvise til personens race
eller etniske oprindelse dog alligevel indebærer en krænkelse af personens
værdighed og finder sted i relation til personens race eller etniske
oprindelse. Eksempler herpå kunne være sprog eller gestus.
Den pågældende adfærd skal desuden finde sted med det
formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende
klima m.v. for den pågældende. Dette indebærer, at såvel den tilsigtede
chikane
(dvs. den chikane, som finder sted med det formål at krænke en persons
værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme chikane, som ikke
finder sted med det formål at krænke en persons værdighed, men imidlertid har
den virkning at krænke en persons værdighed), er omfattet af forbudet mod
chikane.
Det er ikke muligt at begrunde udøvelse af chikane med
varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.
Til stk. 5.
Med bestemmelsen fastsættes, at en instruktion om at
forskelsbehandle en person på grund af fx race eller etnisk oprindelse
betragtes som forskelsbehandling, som defineret i § 2, stk. 1.
Bestemmelsen har til formål at sikre gennemførelsen af direktivernes artikel
2,
stk. 2, nr. 4.
For at der kan foreligge en instruktion kræves, at den
person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse eller tilsynsret
over for den person, der modtager instruktionen, således at der består et
over-
og underordnelsesforhold. Indenfor forskelsbehandlingslovens
anvendelsesområde
vil det således være arbejdsgiveren, der har denne instruktionsbeføjelse
overfor sine ansatte.
Derimod vil en opfordring til at forskelsbehandle på grund
af et af de i § 1, stk. 1, omhandlede kriterier i situationer, hvor
der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, ikke være omfattet af forbudet.
Eksempelvis vil det forhold, at en arbejdstager opfordrer en anden
arbejdstager
til at forskelsbehandle, ikke være omfattet af forbudet, idet der ikke består
det nødvendige instruktionsforhold mellem disse parter.
Der er tale om en præcisering af
forskelsbehandlingsbegrebet, idet de fleste situationer formentlig allerede i
dag vil være omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod at
forskelsbehandle på grund af et af de i § 1, stk. 1, dækkede
kriterier.
Til nr. 4
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring under
pkt. 12 til ny § 7 a, hvor der indføres delt bevisbyrde i sager om
forskelsbehandling efter §§ 2-4.
Til nr. 5
Det følger af direktivernes artikel 3 (d), at de finder
anvendelse på medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller
arbejdsgiverorganisation samt de fordele sådanne organisationer giver
medlemmerne. Det er derfor nødvendigt til opfyldelse af direktivernes krav,
at
fastsætte en bestemmelse herom. Der er tale om en udvidelse af
forskelsbehandlingslovens saglige anvendelsesområde.
Til nr. 6
Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af kriteriet
»tro« i § 1.
Til nr. 7
Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af kriteriet
»tro« i § 1.
Til nr. 8
Som nævnt under nr. 4 følger det af direktivernes artikel
3(d), at forbudet mod forskelsbehandling også skal gælde de fordele som
arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer giver deres medlemmer. Det følger
endvidere af direktivet om etnisk ligebehandlings artikel 14(b) og
beskæftigelsesdirektivets artikel 16(b), at alle bestemmelser, der strider
mod
princippet om ligebehandling, og som indgår i individuelle eller kollektive
kontrakter og overenskomster, virksomheders interne reglementer, regler for
selvstændige erhverv, eller vedtægter for arbejdstager- og
arbejdsgiverorganisationer,
erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.
Forslaget skal sikre en opfyldelse af disse bestemmelser i
direktivet for så vidt angår forholdene på arbejdsmarkedet.
De foreslåede bestemmelser svarer til § 11 og
§ 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og barselorlov.
Til § 5 a, stk. 2
Den tilsvarende bestemmelse i ligebehandlingsloven
§ 11, stk. 2, blev indsat som følge af en af Europa-Kommissionen
indledt traktatkrænkelsesprocedure i 1980 om gennemførelsen af
ligebehandlingsdirektivet. Forslaget indebærer, at fx bestemmelser i en
kollektiv overenskomst, der finder anvendelse på forskellige arbejdspladser
og
hos forskellige arbejdsgivere, og som kan medføre, forskelsbehandling af
lønmodtagere - der er omfattet af overenskomsten - på grund af et af de i
§ 1 omfattede diskriminationskriterier, vil være ugyldige. Forslaget
betyder, at ansatte på en virksomhed, der hovedsagligt beskæftiger ansatte af
fx anden etnisk baggrund eller religiøst tilhørsforhold skal behandles lige
med
ansatte på en anden virksomhed, dækket af den samme overenskomst, og hvor
dennes ansatte ikke har dette tilsvarende tilhørsforhold. Forslaget udvider
dermed sammenligningsgrundlaget i sager om forskelsbehandling.
Til nr. 9
Til stk. 1
Det følger af beskæftigelsesdirektivets artikel 4,
stk. 2, at medlemsstaterne i forbindelse med kirker og andre offentlige
eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan
fastsætte eller opretholde bestemmelser om, at ulige behandling på grund af
en
persons religion eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion
eller tro, under hensyntagen til disse aktiviteters karakter eller den
sammenhæng de indgår i udgør et regulært, legitimt og erhvervsmæssigt
berettiget
krav på baggrund af organisationens etik. På den baggrund foreslås den
gældende
lovs § 6, stk. 1, ændret, således at proportionalitetsprincippet
lovfæstes.
Det vil sige, at spørgsmålet om lovligheden af et krav om
et bestemt religiøst tilhørsforhold eller overbevisning skal vurderes på
baggrund af formålet med fastsættelsen af kravet. Det afgørende ved
proportionalitetsvurderingen er, om kravet står i fornuftigt forhold til det
formål, der forfølges.
Det fremgår endvidere af beskæftigelsesdirektivets artikel
4, stk. 2, at den ulige behandling, der tillades i medfør af
undtagelsesbestemmelsen, ikke kan berettige til forskelsbehandling med anden
begrundelse. Den foreslåede bestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse
hermed.
Bestemmelsens nugældende sidste punktum om overensstemmelse
med EU-retten ophæves, da loven med forslaget implementerer et EF-direktiv og
dermed er i overensstemmelse hermed.
Til stk. 2
Det følger af direktivet om etnisk ligebehandlings artikel
4 og af beskæftigelsesdirektivets artikel 4, stk. 1, at der kan
fastsættes
regler om, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab i forbindelse
med
race eller etnisk oprindelse eller de i beskæftigelsesdirektivet beskyttede
kriterier, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på
grund
af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori
disse
aktiviteter udøves, udgør et regulært erhvervsmæssigt krav, forudsat at
formålet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil. Begge
direktivers bestemmelser svarer i høj grad til den gældende bestemmelse i
forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2, og giver mulighed for at
opretholde denne bestemmelse.
Forslaget indebærer, at proportionalitetsprincippet
lovfæstes. Det vil sige, at spørgsmålet om det afgørende og regulære
erhvervsmæssige kravs lovlighed skal vurderes på baggrund af formålet med
fastsættelsen af kravet. Det afgørende ved proportionalitetsvurderingen er,
om
kravet er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det formål, der
forfølges.
Forslaget giver i lighed med den nugældende bestemmelse
adgang til administrativt at meddele undtagelser fra lovens bestemmelser i
tilfælde, hvor det på grund af beskæftigelsens eller uddannelsens karakter er
af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk
anskuelse,
seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse, eller har en
bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller tro. Som det
fremgår
af bemærkningerne til den nugældende lov, må det kræves, at det regulære
erhvervsmæssige krav er et objektivt, sagligt og relevant krav, der relaterer
sig til erhvervsudøvelsens art eller de forhold, under hvilke den udføres.
Den gældende bestemmelse i forskelsbehandlingsloven er fx
relevant i situationer, hvor man ønsker, at der blandt de ansatte i social-
og
sundhedsforvaltningen eller i politiet også er personer med en særlig etnisk
baggrund, eller hvor en person i en bestemt stilling yder personlig service
til
en specifik etnisk gruppe med det formål at fremme disses velfærd, og hvor
denne service bedst ydes af en person fra den pågældende etniske gruppe.
Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra forbudet mod
forskelsbehandling, skal bestemmelsen i lighed med den nugældende lovs
§ 6, stk. 2, fortolkes snævert.
Bestemmelsens nugældende sidste punktum om overensstemmelse
med EU-retten ophæves, da loven med lovændringen implementerer et EF-direktiv
og er i overensstemmelse hermed.
Til nr. 10
Ændringen af overskriften til kapitel 4 er en følge af
forslagene under nummer 11 og 12.
Til nr. 11
Bestemmelsen er nødvendig til opfyldelsen af artikel 9 i
direktivet om etnisk ligebehandling og artikel 11 i beskæftigelsesdirektivet.
Bestemmelsen svarer tilnærmelsesvis til § 15 i lov om ligebehandling af
mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. og § 3
i
lov om ligeløn til mænd og kvinder. Direktivet om etnisk ligebehandlings
artikel 9 og beskæftigelsesdirektivets artikel 11 beskytter dog ikke, som
ligebehandlingsdirektivet (Rådets direktiv 76/207/EF om gennemførelse af
princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til
beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår), blot mod
afskedigelse som følge af en klage eller enhver anden form for
retsforfølgning med
henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages, men også mod
enhver anden ufordelagtig behandling eller følge (repressalier). Baggrunden
for
bestemmelsen er at sikre en effektiv gennemførelse af
ligebehandlingsprincippet.
Beskyttelsen gælder, i lighed med afskedigelsesbeskyttelsen
i ligebehandlingsloven, for lønmodtagere, der fremsætter krav om
ligebehandling
af sig selv eller af andre.
Beskyttelsen mod repressalier gælder både i tilfælde, hvor
der indgives en formel klage til en domstol eller en anden myndighed, hvor et
forhold mundtligt påtales på arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager tager
kontakt til sin fagforening om forholdet.
Det er derudover en forudsætning, at der er
årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling og det forhold, at
lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling. Som udgangspunkt er alle
former for ufordelagtig behandling omfattet. Ufordelagtig behandling kan
foruden afskedigelse, fx være degradering, forflyttelse, chikane el. lign.
Ufordelagtig behandling omfattet af denne bestemmelse er
ikke ulovlig forskelsbehandling i direktivernes forstand, selvom der kan være
visse lighedspunkter med chikane på grund af race, etnisk oprindelse, eller
et
af de øvrige beskyttede diskriminationskriterier. Der foreslås derfor ikke
indført delt bevisbyrde i denne type sager, jf. bemærkningerne til nr. 12
nedenfor samt til lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.
Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen, men denne
fastsættes af domstolene under hensyn til den enkelte sags omstændigheder og
med iagttagelse af det EU-retlige effektivitetsprincip.
Lønmodtagere, der er omfattet af funktionærloven, vil også
være beskyttet mod urimelige afskedigelser i medfør heraf, jf.
funktionærlovens
§ 2 b, men får dog ikke på det grundlag ret til godtgørelse i medfør af
flere regelsæt samtidig.
Til nr. 12
Forslaget er nødvendigt for at opfylde direktivet om etnisk
ligebehandlings artikel 8 og beskæftigelsesdirektivets artikel 10, hvorefter
der indføres en såkaldt delt bevisbyrde i sager om forskelsbehandling.
Formålet
med direktivernes bestemmelser er at lempe beviskravene for lønmodtageren.
Når
lønmodtageren i en konkret sag påviser faktiske omstændigheder, der giver
anledning til at formode, at der er tale om forskelsbehandling, påhviler det
arbejdsgiveren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet
krænket.
Hverken direktivet om etnisk ligebehandling,
beskæftigelsesdirektivet eller bevisbyrdedirektivet fremkommer med eksempler
på
hvad der kan anses for at være faktiske omstændigheder. Bortset fra et stort
antal sager, der omhandler graviditet, barsel og arbejdsvilkår (seksuel
chikane), eksisterer der hverken dansk retspraksis eller praksis fra
EF-Domstolen for, hvad der kan anses for at være faktiske omstændigheder. Det
må derfor forventes, at forståelsen af, hvad faktiske omstændigheder
indebærer,
kommer til at afhænge af, hvorledes praksis udvikler sig i konkrete sager.
Det er op til domstolene udfra princippet om den frie
bevisbedømmelse, at fastlægge den bevismæssige validitet af de af
lønmodtageren
anførte ”faktiske omstændigheder” samt beviskravene til
lønmodtageren og
arbejdsgiveren, under hensyntagen til, at formålet med direktivet har været
at
forskyde bevisbyrden mellem de to parter.
En tilsvarende bevisbyrdebestemmelse findes fx i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder mht. beskæftigelse og barselorlov, i lov om
ligeløn til mænd og kvinder og i lov om ligestilling af mænd og kvinder.
Bevisbyrdebestemmelserne i disse love blev indført med henblik på at
gennemføre
Rådets direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling
på
grundlag af køn, jf. EFT. 1998 L s. 6.
Særreglen i forskelsbehandlingslovens § 2,
stk. 4, om sager om lønmæssig forskelsbehandling ophæves jf. ovenfor
pkt.
4.
Den delte bevisbyrde skal i henhold til direktivet ikke
omfatte sager om repressalier, da der ikke i disse tilfælde er tale om
forskelsbehandling, jf. bemærkningerne til § 8 i lov nr. 374 af 28. maj
2003 om etnisk ligebehandling. Forslaget omfatter derfor ikke den foreslåede
bestemmelse i § 1 nr. 11.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende, da implementeringsfristen for Rådets direktiv
2000/43/EF udløb den 19. juli 2003.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
1.
Som
fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om
gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv
2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L
s. 16).«
§ 1.
Ved
forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte
forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse,
seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.
----
2.
I
§ 1
indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
3.
I
§ 1
indsættes efter stk.1, som
nye stykker:
»
Stk. 2.
Der
foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race,
hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller
national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden
bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3.
Der
foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium
eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en
bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel
orientering eller national, social eller etnisk oprindelse ringere end andre
personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er
objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er
hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4.
Chikane
skal betragtes som forskelsbehandling når en uønsket optræden i relation til
en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle
orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med
det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et
truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den
pågældende.
Stk. 5.
En
instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race, hudfarve,
religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,
social eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling.«
Stk. 2.
Loven
finder ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod
forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.
Stk. 2. bliver herefter stk. 6.
§ 2.
----
4.
§ 2, stk. 4
ophæves.
Stk. 4.
Hvis der
sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre,
at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.
§ 3.
En
arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til
erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og
omskoling.
Stk. 2.
Forbudet
mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og
uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver, der anviser
beskæftigelse.
5.
I
§ 3
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»
Stk. 4
. Forbudet
mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om
medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation,
og de fordele sådanne organisationer giver medlemmerne.«
Stk. 3.
Forbudet
mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der fastsætter bestemmelser og
træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.
§ 4.
En
arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en
lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om
dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering
eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.
6.
I
§ 4
indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
§ 5.
Det
må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller
erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt race,
hudfarve,
religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social
eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en
person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.
7.
I
§ 5
indsættes efter »religion,«: »eller
tro,«.
8.
Efter
§ 5
indsættes:
»
§ 5a.
Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster, og i
virksomheders interne reglementer m.v., som er i strid med forbudet mod
forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette gælder også bestemmelser
i vedtægter m.v. for selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og
lønmodtagerorganisationer.
Stk. 2.
Bestemmelser
i aftaler og i virksomheders reglementer m.v., som vedrører mere end en
arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige, hvis de hjemler forskelsbehandling på
grund af et af de i § 1, stk. 1 omfattede kriterier inden for de i
§§ 2- 5 områder nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i
vedtægter m.v. for selvstændige erhverv.
§ 5 b.
Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for
lønmodtageren.«
§ 6.
§§ 2-5
gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit udtrykte formål har at
fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt, medmindre dette er
uforeneligt med EU-retten.
9.
§ 6
affattes således:
»
Stk. 1
. Forbudet
mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse, religion eller tro i
§§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit
udtrykte formål at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt,
eller en bestemt trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse,
religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at være af betydning
for virksomheden.
Stk. 2.
Såfremt
det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende
betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel
orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt
hudfarve eller tilhører en bestemt religion, kan vedkommende minister efter
indhentet udtalelse fra arbejdsministeren fravige bestemmelserne i
§§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er uforeneligt med EU-retten.
Stk. 2.
Såfremt
det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende
betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel
orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller har en
bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,
og kravet om bestemt tilhørsforhold
står i rimeligt forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende
minister efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige
bestemmelserne i §§ 2-5.«
Kapitel 4
Godtgørelse m.v.
10.
Overskriften
til
Kapitel 4
affattes således:
»Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.«.
§ 7.
Personer,
hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en
godtgørelse.
11.
I
§ 7
indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2.
En
person, der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger,
fordi denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan
tilkendes en godtgørelse.«
12.
Efter
§ 7
indsættes i kapitel 4:
»
§ 7a.
Hvis en
person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-4, påviser faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte
eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at
ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«
Bilag 1
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om
generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og
erhverv
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under
henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, særlig artikel 13,
under henvisning til forslag fra Kommissionen
(2)
,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet
(3)
,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale
Udvalg
(4)
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
(5)
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
I henhold til artikel
6 i traktaten om Den Europæiske Union bygger Unionen på principperne om
frihed,
demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende
frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som
medlemsstaterne har til fælles, og den respekterer de grundlæggende
rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til
beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og
således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige
traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten.
(2)
Princippet om
ligebehandling af mænd og kvinder er fastslået i flere EF-retsakter, særlig i
Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet
om
ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse,
erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår
(6)
.
Når
Fællesskabet gennemfører princippet om ligebehandling, bør det i henhold til
EF-traktatens artikel 3, stk. 2, tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme
ligestilling mellem mænd og kvinder, da kvinder ofte er ofre for dobbelt
diskrimination.
Alle
menneskers ret til lighed for loven og beskyttelse mod forskelsbehandling er
en
universel rettighed, der anerkendes i verdenserklæringen om
menneskerettigheder
og FN's konventioner om afskaffelse af alle former for diskrimination imod
kvinder, om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder, og den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle
medlemsstaterne har undertegnet. ILO-konvention nr. 111 forbyder
forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
Det
er vigtigt at respektere sådanne grundlæggende rettigheder og
frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke foreningsfriheden, herunder
retten til sammen med andre at oprette og slutte sig til fagforeninger for at
forsvare egne interesser.
(6)
Fællesskabspagten om
arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder
anerkender
betydningen af at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder
nødvendigheden af at træffe passende foranstaltninger til at sikre social og
økonomisk integrering af ældre og personer med handicap.
(7)
EF-traktaten
omhandler også bestræbelser på at fremme en samordning af medlemsstaternes
beskæftigelsespolitikker. Med henblik herpå blev der i EF-traktaten indføjet
et
nyt kapitel om beskæftigelse som et middel til at udvikle en samordnet
europæisk strategi for beskæftigelsen med det formål at fremme en
veluddannet,
velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke.
I
retningslinjerne for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt af Det Europæiske
Råd i Helsingfors den 10. og 11. december 1999, understreges behovet for at
skabe forudsætninger for et arbejdsmarked, der fremmer den sociale
integrering
gennem formulering af et sammenhængende sæt foranstaltninger til bekæmpelse
af
forskelsbehandling af grupper som f.eks. handicappede. Det fremhæves desuden,
at der bør lægges særlig vægt på støtte til ældre arbejdstagere for at øge
deres deltagelse i arbejdsstyrken.
(9)
Beskæftigelse og
erhverv er afgørende områder, når det gælder om at sikre lige muligheder for
alle og bidrage effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i
det
økonomiske, kulturelle og sociale liv, og til den personlige udvikling.
(10)
Rådet vedtog
den 29. juni 2000 direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse
(7)
, som i sig selv yder
beskyttelse mod sådanne former for forskelsbehandling på beskæftigelses- og
arbejdsmarkedsområdet.
(11)
Forskelsbehandling
på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan
hindre opfyldelsen af målene i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt
beskæftigelsesniveau og et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af
levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed og
solidaritet samt fri bevægelighed for personer.
(12)
Med henblik
herpå bør enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund
af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering inden for de
områder, der er dækket af dette direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet.
Dette forbud mod forskelsbehandling bør også gælde for
tredjelandsstatsborgere,
men det omfatter ikke ulige behandling på grund af nationalitet, og det
berører
ikke bestemmelserne om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres
adgang til beskæftigelse og erhverv.
(13)
Dette
direktiv finder ikke anvendelse på ordninger for social sikring og social
beskyttelse, hvis ydelser ikke er sidestillet med løn i den betydning, dette
udtryk er anvendt i EF-traktatens artikel 141, eller på udbetalinger af
enhver
art fra staten, hvor formålet er adgang til eller bibeholdelse af
beskæftigelsen.
(14)
Dette
direktiv berører ikke nationale bestemmelser vedrørende fastsættelse af
pensionsalder.
(15)
Det er de
nationale retslige myndigheder eller andre kompetente organer, der i
overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis skal vurdere
de faktiske forhold, som giver anledning til at formode, at der forekommer
direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse bestemmelser kan bl.a. give
mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde
at
konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.
(16)
Iværksættelse
af foranstaltninger, der tager hensyn til behovene hos personer med handicap
på
arbejdspladsen, spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling
på
grund af handicap.
(17)
Med forbehold
af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til
personer med handicap kræver dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse,
fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er kompetent,
egnet
og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den
pågældende stilling eller at følge en given uddannelse.
(18)
Navnlig må
dette direktiv ikke medføre, at de væbnede styrker og politiet,
fængselsvæsnet
og redningstjenesterne skal være forpligtet til ansættelse eller fortsat
ansættelse af en person, der ikke opfylder de nødvendige krav for at kunne
udføre samtlige opgaver, der kan blive pålagt vedkommende under hensyn til
det
legitime mål at sikre disse tjenesters operationelle karakter.
(19)
For at
medlemsstaterne fortsat kan opretholde deres væbnede styrkers kapacitet, kan
de
desuden vælge, at de væbnede styrker eller dele heraf skal være undtaget fra
dette direktivs bestemmelser om handicap og alder. De medlemsstater, der
benytter sig heraf, skal definere undtagelsens anvendelsesområde.
(20)
Der bør
vedtages passende, dvs. effektive og praktiske foranstaltninger med henblik
på
at tilpasse arbejdspladsen til en handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler
eller tilpasse udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til
uddannelse og instruktion.
(21)
Når det
vurderes, om disse tilpasninger medfører en uforholdsmæssig stor byrde, bør
der
navnlig tages hensyn til de finansielle og andre omkostninger, der er
forbundet
hermed, samt til organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle
midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte.
(22)
Dette
direktiv berører ikke national ret vedrørende civilstand og ydelser, der er
afhængige heraf.
(23)
Under meget
begrænsede omstændigheder kan ulige behandling retfærdiggøres, når en
relevant
egenskab, der vedrører religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, når målet
er
legitimt, og kravet står i et rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder
bør medtages i de oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.
(24)
Unionen har
i sin erklæring nr. 11 om kirkers og konfessionsløse organisationers status,
der er knyttet som bilag til slutakten til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt
anført, at den respekterer og ikke anfægter den status i henhold til national
lovgivning, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i
medlemsstaterne, samt at den ligeledes respekterer filosofiske og
konfessionsløse
organisationers status, og at medlemsstaterne på baggrund heraf kan
opretholde
eller fastsætte specifikke bestemmelser om regulære, legitime og berettigede
erhvervsmæssige krav, der kan stilles til at udøve en erhvervsmæssig
aktivitet.
(25)
Forbuddet
mod forskelsbehandling på grund af alder er en afgørende forudsætning for, at
de mål, der er fastsat i retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der
kan tilskyndes til diversitet i beskæftigelsen. Ulige behandling på grund af
alder kan dog være berettiget under visse omstændigheder og kræver derfor
særlige bestemmelser, der kan variere alt efter situationen i
medlemsstaterne.
Det er afgørende at skelne mellem ulige behandling, der er berettiget, især
under hensyn til legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og
erhvervsuddannelsespolitiske mål, og forskelsbehandling, der skal forbydes.
(26)
Forbud mod
forskelsbehandling bør ikke være til hinder for opretholdelse eller
vedtagelse
af foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper for
en gruppe af personer af en bestemt religion eller tro, med et bestemt
handicap, eller af en bestemt alder eller seksuel orientering, og sådanne
foranstaltninger kan gøre det muligt at oprette organisationer af personer af
en bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt
alder eller seksuel orientering, når deres hovedmål er at fremme disse
personers særlige behov.
(27)
Rådet har i
sin henstilling 86/379/EØF af 24. juli 1986 om beskæftigelsen af handicappede
i
Fællesskabet
(8)
fastlagt en referenceramme,
hvori er opregnet eksempler på positive særforanstaltninger til fremme af
handicappedes beskæftigelse og uddannelse, og har i sin resolution af 17.
juni
1999 om lige beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap
(9)
påpeget betydningen af at tage særligt hensyn
navnlig ved ansættelse, fortsat beskæftigelse og uddannelse og livslang
uddannelse for handicappede.
(28)
Dette
direktiv fastsætter mindstekrav og giver således medlemsstaterne mulighed for
at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette
direktiv kan ikke anvendes som begrundelse for en forringelse af eksisterende
vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater.
(29)
Personer,
som udsættes for forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,
alder eller seksuel orientering, bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. For
at sikre en mere effektiv retsbeskyttelse, bør også foreninger eller
juridiske
personer have beføjelse til efter nærmere bestemmelser fastlagt af
medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert offer for
forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden at tilsidesætte
nationale
procesregler vedrørende repræsentation og forsvar i retten.
(30)
Effektiv
gennemførelse af princippet om ligebehandling forudsætter passende
retsbeskyttelse mod repressalier.
(31)
Reglerne om
bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om
forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling
kan
anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en
sådan forskelsbehandling. Sagsøgte skal imidlertid ikke fremlægge bevis for,
at
sagsøgeren tilhører en bestemt religion, har en bestemt tro, handicap, alder
eller seksuel orientering.
(32)
Medlemsstaterne
behøver ikke at anvende reglerne om bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller
en
anden kompetent instans skal undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal
anvendes procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans,
der skal undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge
beviser herfor.
(33)
Medlemsstaterne
bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med
national praksis med de ikke-statslige organisationer om de forskellige
former
for forskelsbehandling på arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.
(34)
Behovet for
at fremme freden og forsoningen mellem de vigtigste samfund i Nordirland
nødvendiggør særlige bestemmelser i dette direktiv.
(35)
Medlemsstaterne
bør fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til
overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde
af
handlinger, der strider mod forpligtelserne i dette direktiv.
(36)
Medlemsstaterne
kan overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra
disse, at gennemføre dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som
henhører under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer
de fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i
stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.
(37)
I
overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i EF-traktaten,
kan målet for den påtænkte handling, nemlig at sikre ensartede vilkår i
Fællesskabet med hensyn til beskyttelse af retten til ligestilling i relation
til beskæftigelse og erhverv, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne, og kan derfor på grund af den påtænkte handlings omfang og
virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud
over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål –
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er, med henblik på at
gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en
generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder
eller seksuel
orientering.
Artikel 2
Begrebet forskelsbehandling
1. I dette direktiv betyder princippet om
ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller
indirekte
forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2. I henhold til stk. 1
a)
foreligger der
direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel
1
anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation
bliver, er blevet eller ville blive behandlet
b)
foreligger der
indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,
betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller
tro,
et bestemt handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller
personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold
til
andre personer, medmindre
i)
den pågældende
bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt
mål,
og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller
ii)
medmindre arbejdsgiveren
eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette direktiv, i
medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende
foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold
til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige
virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.
3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som defineret i
stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i artikel 1 anførte
grunde finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons
værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller
ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane defineres i
overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.
4. Enhver instruktion om at forskelsbehandle en person af en
af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som forskelsbehandling som
defineret i stk. 1.
5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat ved
national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til
den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse,
for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og
friheder.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder
dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,
herunder
offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:
a)
vilkårene for adgang
til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og
erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og
ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,
herunder i henseende til forfremmelse
b)
adgang til alle typer
af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig
videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring
c)
ansættelses- og
arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn
d)
medlemskab af og
deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en
organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele,
sådanne organisationer giver medlemmerne.
2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på
grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og betingelser
vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold
i
medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de
pågældende tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.
3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver art
fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger for
social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.
4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i det omfang dette
direktiv vedrører forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, finder
det ikke anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.
Artikel 4
Erhvervsmæssige krav
1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne
bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har
forbindelse
med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør
forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af
bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter
udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at
målet
er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.
2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller
private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan
medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige
aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for
vedtagelsen
af dette direktiv, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret
på
national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,
fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons
religion
eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under
hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng de indgår i,
udgør
et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af
organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af
medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de
generelle principper i fællesskabsretten og kan ikke berettige til
forskelsbehandling med anden begrundelse.
Under forudsætning af at dette direktiv i øvrigt overholdes,
er det således ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige eller
private
organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og som handler i
overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af
personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til og er
loyale over for organisationens etik.
Artikel 5
Tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang
Med henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling af
handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i rimeligt omfang. Det
betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er
hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give en
handicappet
adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den eller
for
at give vedkommende adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved
pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis denne byrde i tilstrækkeligt
omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den
pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den ikke for at være
uforholdsmæssig stor.
Artikel 6
Berettigelse af ulige behandling på grund af alder
1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,
at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den
er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af
den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og
erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det
pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige
behandling:
a)
tilvejebringelse af
særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse,
beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og
aflønning, for unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med
henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem
b)
fastsættelse af
minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for
adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med
beskæftigelse
c)
fastsættelse af en
maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige
krav
til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en
rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.
2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,
at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale
sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser for
ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af
alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger
ikke
udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke medfører
forskelsbehandling på grund af køn.
Artikel 7
Positiv særbehandling og særforanstaltninger
1. For at sikre fuld ligestilling i arbejdslivet er
princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater
opretholder eller vedtager særforanstaltninger, der har til formål at
forebygge
eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1 anførte
grunde.
2. For så vidt angår handicappede er princippet om ligebehandling
ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager
bestemmelser
vedrørende sundhedsbeskyttelse og sikkerhed på arbejdspladsen, eller for
foranstaltninger, der tager sigte på at oprette eller opretholde bestemmelser
eller faciliteter med henblik på at beskytte eller fremme deres
erhvervsmæssige
integration.
Artikel 8
Mindstekrav
1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde
bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om
ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.
2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen
omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i
medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af
direktivet.
KAPITEL II
RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE
Artikel 9
Klageadgang
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig
krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den
pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,
herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med
henblik
på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at
det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er
ophørt.
2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer og
andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har en
legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er
berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes
godkendelse - at indtræde som part i klagen til retslige og/eller
administrative instanser med henblik på håndhævelsen af forpligtelserne i
henhold til dette direktiv.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om tidsfrister
for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.
Artikel 10
Bevisbyrde
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres
nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,
når
en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling
tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden
kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning
til
at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling,
påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er
blevet tilsidesat.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne
indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klageren.
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på sager som
nævnt i artikel 9, stk. 2.
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager,
hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal undersøge
sagens faktiske omstændigheder.
Artikel 11
Beskyttelse mod repressalier
Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige
foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse eller anden
ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en klage
inden
for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med det formål at
sikre,
at princippet om ligebehandling iagttages.
Artikel 12
Formidling af information
Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages
i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder
anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab
ved
hjælp af alle egnede midler, f.eks. på arbejdspladserne.
Artikel 13
Dialog mellem arbejdsmarkedets parter
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at tilskynde
til
dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme
ligebehandling,
herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne, kollektive
overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller udveksling af
erfaringer og god praksis.
2. Når det er i overensstemmelse med nationale traditioner
og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets parter til
på
passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at indgå aftaler
indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel 3
anførte
områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne
aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante
nationale gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 14
Dialog med ikke-statslige organisationer
Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med
relevante ikke-statslige organisationer, som i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis har en legitim interesse i at bidrage til
bekæmpelse af forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde med
henblik på at fremme princippet om ligebehandling.
KAPITEL III
SÆRLIGE BESTEMMELSER
Artikel 15
Nordirland
1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse samfunds
underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der ved ulige
behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke, herunder dens
støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så vidt den nationale
lovgivning
udtrykkeligt tillader denne forskelsbehandling.
2. Med henblik på opretholde lige beskæftigelsesmuligheder
for lærere i Nordirland og samtidig bidrage til at overvinde den historiske
splittelse mellem de vigtigste religiøse samfund, der er repræsenteret i
Nordirland, finder dette direktivs bestemmelser om religion og tro ikke
anvendelse på skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale lovgivning
udtrykkeligt tillader dette.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 16
Overholdelse
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger
til at sikre, at
a)
alle love og
administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling,
ophæves
b)
alle bestemmelser,
der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter
eller
kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for
selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og
arbejdsgiverorganisationer,
erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.
Artikel 17
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal
anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til
gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre
deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret
skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen
og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december
2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst
muligt
om senere ændringer.
Artikel 18
Gennemførelse
Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og
administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2.
december 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter
overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser,
der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer
medlemsstaterne, at arbejdsmarkedets parter senest den 2. december 2003 har
indført de nødvendige foranstaltninger ad aftalemæssig vej, idet
medlemsstaterne
er forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for til enhver
tid
at kunne garantere de resultater, der foreskrives i direktivet. De
underretter
straks Kommissionen herom.
For at tage hensyn til særlige forhold kan medlemsstaterne
om nødvendigt få en yderligere frist på tre år fra den 2. december 2003, dvs.
i
alt seks år, til at iværksætte dette direktivs bestemmelser om
forskelsbehandling på grund af alder og handicap. I så fald underretter de
straks Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte denne yderligere
periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke
foranstaltninger
de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af alder og handicap,
og
hvilke fremskridt der er gjort med at gennemføre direktivet. Kommissionen
aflægger hvert år rapport til Rådet.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en
sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
Artikel 19
Beretning
1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005
og hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for
til at udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen
af
dette direktiv.
2. I Kommissionens beretning skal der i relevant omfang
tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige
organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige
muligheder for mænd og kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en evaluering
af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger, der er truffet. På
baggrund af de modtagne oplysninger skal beretningen om nødvendigt indeholde
forslag med henblik på revision og ajourføring af direktivet.
Artikel 20
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.
På Rådets vegne
É. Guigou
Formand
(2)
EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 42.
(3)
Udtalelse af 12.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(4)
EFT C 204 af 18.7.2000, s. 82.
(5)
EFT C 226 af 8.8.2000, s. 1.
(6)
EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.
(7)
EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.
(8)
EFT L 225 af 12.8.1986, s. 43.
(9)
EFT C 186 af 2.7.1999, s. 3.
Bilag 2
Rådets direktiv 2000/43/EF
af 29. juni 2000
om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk oprindelse
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,
under henvisning til forslag fra Kommissionen
(10)
,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet
(11)
,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale
Udvalg
(12)
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
(13)
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Traktaten om Den
Europæiske Union udgør en ny fase i processen hen imod en stadigt snævrere
union mellem de europæiske folk.
(2)
I henhold til
EU-traktatens artikel 6 bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati
og
respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt
retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til
fælles, og den skal respektere de grundlæggende rettigheder, således som de
garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af
medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle
principper for fællesskabsretten.
(3)
Alle menneskers ret
til lighed for loven og beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel
ret,
der anerkendes i verdenserklæringen om menneskerettigheder, De Forenede
Nationers konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod
kvinder, den internationale konvention om afskaffelse af alle former for
racediskrimination og De Forenede Nationers konventioner om borgerlige og
politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og
den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har tiltrådt.
(4)
Det er vigtigt at
respektere sådanne grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder
foreningsfriheden. Det er i forbindelse med adgang til og levering af varer
og
tjenesteydelser også vigtigt at sikre beskyttelse af privat- og familieliv.
(5)
Europa-Parlamentet
har vedtaget en række beslutninger om bekæmpelse af racisme i Den Europæiske
Union.
(6)
Den Europæiske Union
afviser teorier, der søger at fastslå, at der findes forskellige
menneskeracer.
Anvendelsen af udtrykket "race" i dette direktiv indebærer ikke en
accept af sådanne teorier.
(7)
Det Europæiske Råd
opfordrede på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 Kommissionen til
snarest muligt at forelægge forslag vedrørende gennemførelsen af
EF-traktatens
artikel 13 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad.
(8)
I retningslinjerne
for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i
Helsingfors
den 10. og 11. december 1999, understreges behovet for at skabe
forudsætninger
for et socialt solidarisk arbejdsmarked gennem formulering af et
sammenhængende
sæt foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af bestemte grupper
såsom etniske mindretal.
(9)
Forskelsbehandling på
grund af race eller etnisk oprindelse kan undergrave opfyldelsen af
EF-traktatens mål, særlig opnåelse af et højt beskæftigelsesniveau og et højt
socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten samt
økonomisk og social samhørighed og solidaritet. Forskelsbehandling kan også
undergrave indsatsen for at opfylde målsætningen om udvikling af Den
Europæiske
Union som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
(10)
Kommissionen
forelagde i december 1995 en meddelelse om racisme, fremmedhad og
antisemitisme.
Rådet
vedtog den 15. juli 1996 fælles aktion 96/443/RIA om bekæmpelse af racisme og
fremmedhad
(14)
, hvori der indgås en
forpligtelse til at sikre effektivt retligt samarbejde om bekæmpelse af
lovovertrædelser, der er begrundet i racisme eller fremmedhad.
For
at sikre udviklingen af demokratiske og tolerante samfund, hvori alle kan
deltage uanset race eller etnisk oprindelse, bør foranstaltninger til
bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse
række
videre end adgang til lønnet eller selvstændig beskæftigelse og dække områder
som uddannelse, social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje,
sociale goder, adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
(13)
Med henblik
herpå bør enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund
af race eller etnisk oprindelse inden for de områder, der er dækket af dette
direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Forbuddet mod forskelsbehandling
bør
også gælde tredjelandes statsborgere, men omfatter ikke ulige behandling på
grund af nationalitet og berører ikke bestemmelser om
tredjelandsstatsborgeres
indrejse og ophold og deres adgang til beskæftigelse.
(14)
Når
Fællesskabet gennemfører princippet om ligebehandling uanset race eller
etnisk
oprindelse, bør det i henhold til traktatens artikel 3, stk. 2, tilstræbe at
fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, da kvinder
ofte er ofre for dobbelt diskrimination.
(15)
Det er de
nationale juridiske eller andre kompetente organer, der skal vurdere de
faktiske forhold, på grundlag af hvilke det kan udledes, at der har været
direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med
bestemmelserne i national ret eller praksis. Sådanne bestemmelser vil i
første
omgang skulle sikre, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås, bl.a. på
grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde.
(16)
Det er
vigtigt at beskytte fysiske personer mod forskelsbehandling på grund af race
eller etnisk oprindelse. Medlemsstaterne bør også, hvor det er
hensigtsmæssigt
og i overensstemmelse med deres nationale traditioner og praksis, drage
omsorg
for beskyttelse af juridiske personer, når de forskelsbehandles på grund af
deres medlemmers race eller etniske oprindelse.
(17)
Forbud mod
forskelsbehandling bør ikke være til hinder for opretholdelse eller
vedtagelse
af foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper for
en gruppe af personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse, og sådanne
foranstaltninger kan gøre det muligt at oprette organisationer af personer af
en særlig race eller etnisk oprindelse, når deres hovedmål er at fremme disse
personers særlige behov.
(18)
Under meget
begrænsede omstændigheder kan ulige behandling retfærdiggøres, når en
relevant
egenskab, der vedrører race eller etnisk oprindelse, udgør et regulært
erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et rimeligt
forhold hertil. Sådanne omstændigheder bør medtages i de oplysninger, som
medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.
(19)
Personer,
som udsættes for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse,
bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv
retsbeskyttelse, bør også foreninger eller juridiske personer have beføjelse
til, som nærmere fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til
støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som part i en sag
uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende repræsentation og
forsvar i retten.
(20)
Effektiv
gennemførelse af princippet om ligestilling forudsætter passende
retsbeskyttelse i civile sager mod repressalier.
(21)
Reglerne om
bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om
forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling
kan
anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en
sådan forskelsbehandling.
(22)
Medlemsstaterne
behøver ikke at anvende reglerne om bevisbyrde i sager, hvor en domstol eller
en anden kompetent instans skal undersøge de faktiske omstændigheder. Der
skal
anvendes procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans,
der skal undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge
beviser herfor.
(23)
Medlemsstaterne
bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og med de ikke-statslige
organisationer om forskellige former for forskelsbehandling, og hvordan de
bekæmpes.
(24)
Tilstedeværelsen
af et organ eller organer i hver medlemsstat, som har kompetence til at
analysere problemer i forbindelse med forskelsbehandling på grund af race
eller
etnisk oprindelse, undersøge mulige løsninger og yde konkret hjælp til
ofrene,
vil i sig selv give øget beskyttelse mod sådan forskelsbehandling.
(25)
Dette
direktiv fastsætter mindstekrav, og medlemsstaterne har således mulighed for
at
indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette
direktiv bør ikke tjene som begrundelse for en forringelse af de eksisterende
vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater.
(26)
Medlemsstaterne
bør fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til
overtrædelsen og har afskrækkende virkning i tilfælde af handlinger, der
strider imod forpligtelserne i dette direktiv.
(27)
Medlemsstaterne
kan overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra
disse, at gennemføre dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som
henhører under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer
de fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i
stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.
(28)
I
overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet,
jf. EF-traktatens artikel 5, kan direktivets mål, nemlig at sikre et fælles
højt beskyttelsesniveau mod forskelsbehandling i alle medlemsstaterne, ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor, på grund af den
påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre gennemføres på
fællesskabsplan. Dette direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for
at
nå disse mål –
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for
bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med
henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.
Artikel 2
Begrebet forskelsbehandling
1. I dette direktiv betyder princippet om
ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte
forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.
2. I henhold til stk. 1
a)
foreligger der
direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk
oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive
behandlet i en tilsvarende situation
b)
foreligger der
indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,
betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk
oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre den
pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et
legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og
nødvendige.
3. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling som
defineret i stk. 1, når en uønsket optræden i relation til race eller etnisk
oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons
værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller
ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane defineres i
overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.
4. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund
af race eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling som
defineret
i stk. 1.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Inden for de beføjelser, traktaten tillægger
Fællesskabet, finder dette direktiv, for så vidt angår både den offentlige og
den private sektor, herunder offentlige organer, anvendelse på alle personer
for så vidt angår
a)
vilkårene for adgang
til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og
erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og
ansættelsesvilkår, uanset sektor eller branche og uanset niveau i
erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse
b)
adgang til alle typer
af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig
videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring
c)
beskæftigelse og
arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn
d)
medlemskab af og
deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en
organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele,
sådanne organisationer giver medlemmerne
e)
social beskyttelse,
herunder social sikring og sundhedspleje
f)
sociale goder
g)
uddannelse
h)
adgang til og
levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig.
2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på
grundlag af nationalitet og berører ikke bestemmelser og betingelser
vedrørende
tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold på
medlemsstaternes
territorium og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de
pågældende
tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.
Artikel 4
Regulære og afgørende erhvervsmæssige krav
Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne
bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab i forbindelse
med
race eller etnisk oprindelse, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den
pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter
eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og
afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet
står i rimeligt forhold hertil.
Artikel 5
Positiv særbehandling
For at sikre fuld ligestilling i praksis er princippet
om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater
opretholder
eller vedtager specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge
eller opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse.
Artikel 6
Mindstekrav
1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde
bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om
ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.
2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen
omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i
medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af
direktivet.
KAPITEL II
RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE
Artikel 7
Klageadgang
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig
krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den
pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,
herunder hvor de finder det hensigtsmæssigt til forligsinstanser, med henblik
på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at
det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er
ophørt.
2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer og
andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har en
legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er
berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes
godkendelse - at indtræde som part i klagen til retslige og/eller
administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i
dette
direktiv.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om tidsfrister
for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.
Artikel 8
Bevisbyrde
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres
nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,
når
en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling
tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden
kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning
til
at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling,
påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er
blevet tilsidesat.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne
indfører regler for bevisførelse, som er gunstigere for klageren.
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på sager som nævnt
i artikel 7, stk. 2.
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager,
hvor det er Domstolen eller en kompetent instans, der skal undersøge sagens
faktiske omstændigheder.
Artikel 9
Repressalier
Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige
foranstaltninger til at beskytte enkeltpersoner mod ufordelagtig behandling
eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller enhver form for
retsforfølgning med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling
iagttages.
Artikel 10
Formidling af information
Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages
i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder
anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab
ved
hjælp af alle egnede midler.
Artikel 11
Dialog mellem arbejdsmarkedets parter
1. Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis træffe passende foranstaltninger til at
tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme
ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,
kollektive aftaler, regler for god opførsel, forskning eller udveksling af
erfaringer og god praksis.
2. Når det er i overensstemmelse med nationale traditioner
og national praksis, skal medlemsstaterne tilskynde arbejdsmarkedets parter
til
på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at indgå aftaler
indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel 3
anførte
områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne
aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante
nationale gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 12
Dialog med ikke-statslige organisationer
Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med
relevante ikke-statslige organisationer, som i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis har en legitim interesse i at bidrage til
bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse
med
henblik på at fremme princippet om ligebehandling.
KAPITEL III
UAFHÆNGIGE ORGANER FOR FREMME AF LIGEBEHANDLING
Artikel 13
1. Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer for
fremme af ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race
eller
etnisk oprindelse. Sådanne organer kan være en del af institutioner, der har
til opgave på nationalt plan at forsvare menneskerettighederne eller beskytte
enkeltpersoners rettigheder.
Medlemsstaterne sikrer, at disse organer også har
kompetence til at
–
bistå ofre for
forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling
under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre
juridiske personers rettigheder, jf. artikel 7, stk. 2
–
indlede uafhængige
undersøgelser af forskelsbehandling
–
offentliggøre
rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende
forskelsbehandling.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 14
Overholdelse af direktivet
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger
til at sikre, at
a)
alle love og
administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling,
ophæves
b)
alle bestemmelser,
der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i individuelle
eller kollektive kontrakter og overenskomster, virksomheders interne
reglementer, vedtægter for foreninger med eller uden lukrativt formål, regler
for selvstændige erhverv og vedtægter for arbejdstager- og
arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller
ændres.
Artikel 15
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal
anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er
vedtaget
til gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at
sikre deres anvendelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret
skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen
og have en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 19. juli
2003 Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser samt enhver senere ændring
heri så tidligt som muligt.
Artikel 16
Gennemførelse
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest
den
19. juli 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter
overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser,
der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer den
enkelte
medlemsstat sig, at arbejdsmarkedets parter senest den 19. juli 2003 har
indført de nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, idet den skal træffe
de
nødvendige foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i
stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i direktivet. De
underretter straks Kommissionen herom.
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en
sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
Artikel 17
Beretning
1. Medlemsstaterne meddeler inden den 19. juli 2005 og
hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, den har brug for til
at
udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af
dette
direktiv.
2. I Kommissionens beretning skal der, hvor det er relevant,
tages hensyn til de synspunkter, som Det Europæiske Observatorium for Racisme
og Fremmedhad giver udtryk for, samt til arbejdsmarkedets parters og de
relevante ikke-statslige organisationers synspunkter. I overensstemmelse med
princippet om lige muligheder for mænd og kvinder skal denne beretning bl.a.
indeholde en vurdering af indvirkningen af de foranstaltninger, der er
truffet,
for kvinder og mænd. På baggrund af de modtagne oplysninger skal denne
beretning i givet fald indeholde forslag med henblik på en revision og
ajourføring af direktivet.
Artikel 18
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 19
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 2000.
På Rådets vegne
M. Arcanjo
Formand
(10)
Endnu ikke offentliggjort i EFT.
(11)
Udtalelse af 18. maj 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(12)
Udtalelse af 12. april 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(13)
Udtalelse af 31. maj 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(14)
EFT L 185 af 24.7.1996, s. 5.
Officielle noter
1)
Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om
gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk
oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv
2000/78/EF
af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med
hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000 303, L s. 16).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (ophævelse af 18 års grænsen i § 2b) Retsinformation · 11. november 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1) Retsinformation · 11. november 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1) Retsinformation · 3. januar 2005
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Forhøjelse af aldersgrænsen for aftaler om fratræden) Retsinformation · 3. november 2006
- Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Retsinformation · 18. april 2024
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Undtagelse for unge under 18 år) Retsinformation · 8. december 2005