Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

2003/1 LSF 40Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet22. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 22. oktober 2003 af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet m.v.

1)

§ 1

I lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., foretages følgende ændringer:

1.

Som

fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om

gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller

etnisk

oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv

2000/78/EF

af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med

hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L s. 16).«

2.

I

§ 1

indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

3.

I

§ 1

indsættes efter stk. 1, som nye

stykker:

Læs alt

»Stk. 2

. Der foreligger

direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve,

religion

eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social

eller

etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller

ville

blive behandlet i en tilsvarende situation.

Stk. 3.

Der

foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium

eller

en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt

race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering

eller national, social eller etnisk oprindelse ringere end andre personer,

medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt

begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er

hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4.

Chikane

skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til

en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle

orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med

det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et

truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den

pågældende.

Stk. 5.

En

instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race, hudfarve,

religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,

social eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling.«

Stk. 2.

bliver

herefter stk. 6.

4.

§ 2, stk. 4

ophæves.

5.

I

§ 3

indsættes som stykke 4:

»

Stk. 4.

Forbudet

mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om

medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation,

og de fordele sådanne organisationer giver medlemmerne.«

6.

I

§ 4

indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

7.

I

§ 5

indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

8.

Efter

§ 5

indsættes:

»

§ 5 a.

Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster, og i

virksomheders interne reglementer m.v., som er i strid med forbudet mod

forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette gælder også bestemmelser

i

vedtægter m.v. for selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisationer.

Stk. 2.

Bestemmelser

i aftaler og i virksomheders reglementer m.v., som vedrører mere end en

arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige, hvis de hjemler forskelsbehandling på

grund af et af de i § 1, stk. 1 omfattede kriterier inden for de i

§§ 2-5 områder nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i

vedtægter

m.v. for selvstændige erhverv.

§ 5 b.

Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale

fraviges til ugunst for lønmodtageren.«

9.

§ 6

affattes således:

»Forbudet mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse,

religion eller tro i §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis

virksomhed

har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt politisk eller religiøst

standpunkt, eller en bestemt trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske

anskuelse, religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at være af

betydning for virksomheden.

Stk. 2.

Såfremt det

ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende

betydning,

at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel orientering

eller national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt hudfarve

eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,

og kravet om bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold til

den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister efter indhentet

udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige bestemmelserne i §§ 2-5.«

10.

Overskriften

til

Kapitel 4

affattes således:

»Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.«.

11.

I

§ 7

indsættes som stykke 2:

»Stk. 2.

En person,

der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi

denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en

godtgørelse.«

12.

Efter

§ 7

indsættes:

»

§ 7 a.

Hvis en person, der anser sig for

krænket, jf. §§ 2-4, påviser faktiske omstændigheder, som giver

anledning

til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling,

påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet

krænket.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I. Indledning

Med lovforslaget foreslås indsættelse af

diskriminationskriteriet »tro« i forskelsbehandlingsloven, lovfæstelse af

definitionen af forskelsbehandling og af proportionalitetsprincippet,

indførelse af delt bevisbyrde i sager om forskelsbehandling samt en

beskyttelse

mod repressalier.

Lovforslaget er identisk med L 152, der blev fremsat i

folketingssamlingen 2002/2003, men som ikke blev vedtaget.

2. Baggrund for lovforslaget

Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af

29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset

race eller etnisk oprindelse (direktivet om etnisk ligebehandling) og dele af

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser

om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

(beskæftigelsesdirektivet). Begge direktiver blev vedtaget som led i

Europa-Kommissionens anti-diskriminationspakke, der blev fremsat den 25.

november 1999 med hjemmel i EF-traktatens artikel 13, hvorefter der kan

træffes

hensigtsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på

grund

af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder

eller

seksuel orientering.

2.1 Direktivet om etnisk ligebehandling

Direktivet om etnisk ligebehandling har et bredt sagligt

anvendelsesområde og gennemfører ligebehandlingsprincippet for så vidt angår

race og etnisk oprindelse på en række samfundsområder, herunder også

arbejdsmarkedet. Direktivet har til formål at fastlægge en ramme for

bekæmpelse

af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på

iværksættelse af princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, og

indeholder

regler om ligebehandling på en række samfundsområder, bl.a. med hensyn til

vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse og med hensyn til

beskæftigelse,

løn og arbejdsvilkår, samt om og under hvilke betingelser, der kan ske

undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling i forbindelse med bestemte

erhvervsaktiviteter. Direktivet indeholder endvidere en definition af

forskelsbehandlingsbegrebet, fastsættelse af bevisbyrderegler, og regler om

beskyttelse mod repressalier, hvis en person klager med det formål, at sikre

at

princippet om ligebehandling overholdes. Direktivet er et minimumsdirektiv og

berører ikke medlemsstaternes adgang til at indføre bestemmelser, der er

gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling. Direktivet

berettiger ikke til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor

forskelsbehandling i medlemsstaterne.

Den del af direktivet, der vedrører arbejdsmarkedet,

foreslås gennemført i dansk ret gennem denne lovændring.

Implementeringsfristen

udløb den 19. juli 2003.

2.2. Beskæftigelsesdirektivet

Beskæftigelsesdirektivet vedrører kriterierne religion,

tro, alder, handicap og seksuel orientering og relaterer sig alene til

arbejdsmarkedet. Det saglige anvendelsesområde svarer med en enkelt

tilføjelse

(medlemskab af og deltagelse i en arbejdsgiver- eller

arbejdstagerorganisation)

til anvendelsesområdet for forskelsbehandlingsloven, og gælder med hensyn til

vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, adgang til erhvervsvejledning,

erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, med hensyn

til beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, og med hensyn til medlemskab af og

deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation. Direktivet

fastsætter endvidere regler om, hvornår og under hvilke betingelser der kan

ske

undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling i forbindelse med udøvelse af

bestemte erhvervsaktiviteter.

Kredsen af diskriminationskriterier er bredere end

forskelsbehandlingslovens, idet loven ikke i dag beskytter mod

forskelsbehandling på grund af tro, alder eller handicap.

Forskelsbehandlingsloven beskytter derimod, ud over de af direktivet dækkede

diskriminationskriterier, også mod forskelsbehandling på grund af hudfarve,

politisk anskuelse, national og social oprindelse.

Direktivet indeholder en række bestemmelser, der er

parallelle til direktivet om etnisk ligebehandling. Dette gælder med hensyn

til

bestemmelserne, der definerer forskelsbehandlingsbegrebet, reglerne om

bevisbyrde og reglerne om beskyttelse mod repressalier, hvis en person klager

med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling overholdes.

Direktivet

indeholder derudover særregler for så vidt angår forskelsbehandling på grund

af

alder og handicap. Direktivet er et minimumsdirektiv og berører ikke

medlemsstaternes adgang til at indføre bestemmelser, der er gunstigere for

beskyttelsen af princippet om ligebehandling. Gennemførelsen af direktivet

berettiger ikke til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor

forskelsbehandling i medlemsstaterne.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

m.v. foreslås ændret med henblik på gennemførelsen af

beskæftigelsesdirektivet

for så vidt angår kriterierne religion, tro og seksuel orientering. Der er

mulighed for forlængelse af implementeringsfristen for kriterierne alder og

handicap i op til 3 år. Arbejdsmarkedets parter har ønsket at forhandle om en

aftale om implementeringen af direktivet på disse områder, og lovforslaget

omfatter derfor ikke et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder eller

handicap. Implementeringsfristen udløber den 2. december 2003.

Begge direktiver giver mulighed for at arbejdsmarkedets

parter kan indgå aftale om at gennemføre direktiverne ved kollektive

overenskomster.

2.3 Ligebehandlingsudvalget

Indenrigsministeren nedsatte den 8. juni 2001 Udvalget om

implementeringen i dansk ret af direktivet om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse

(Ligebehandlingsudvalget). Ligebehandlingsudvalget skulle se på hvorledes

direktivet om etnisk ligebehandling mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres i

dansk lovgivning, herunder også bestemmelserne vedrørende arbejdsmarkedet. I

forbindelse med ressortomlægningen i november 2001 blev udvalget overført til

Integrationsministeriet.

Ligebehandlingsudvalget afgav betænkning til

Integrationsministeren den 18. september 2002.

Udvalget har udarbejdet et forslag til en generel lov om

etnisk ligebehandling. Med hensyn til bestemmelserne i direktivet, der

vedrører

arbejdsmarkedet (artikel 3 litra a-d) har udvalget anbefalet, at

bestemmelserne

gennemføres i dansk lovgivning gennem en ændring af lov om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Udvalget har udarbejdet forslag

til

ændringer i denne lov.

Det af beskæftigelsesministeren nedsatte udvalg til

implementering af direktiver på arbejdsmarkedet har sideløbende hermed

drøftet

gennemførelsen af beskæftigelsesdirektivet.

3. Lovforslagets indhold

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

m.v. blev vedtaget i 1996 bl.a. med henblik på effektivt at gennemføre ILO

konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv og FN’s racediskriminationskonvention i dansk lovgivning. Loven

lever

allerede i vidt omfang op til direktivernes krav for så vidt angår forholdene

på arbejdsmarkedet. Dette lovforslag er derfor begrænset til de bestemmelser

i

direktiverne, som loven ikke lever op til i dag, eller hvor det af hensyn til

EU-rettens krav om klarhed er fundet nødvendigt at præcisere eller indsætte

definitioner. Lovforslaget tager udgangspunkt i direktivets bestemmelser og

går

ikke videre end direktivets krav, bortset fra at de generelle tværgående

bestemmelser, fx om delt bevisbyrde, foreslås at gælde for alle lovens

diskriminationskriterier, også dem der ikke er omfattet af de to direktiver,

dvs. for kriterierne hudfarve, politisk anskuelse, samt national eller social

oprindelse.

Lovforslaget indeholder kriteriet

»tro

«

, som et nyt diskriminationskriterium.

Lovforslaget indeholder endvidere en definition af

forskelsbehandlingsbegrebet, dvs. om direkte og indirekte forskelsbehandling,

om chikane og om instruktion om forskelsbehandling.

Proportionalitetsprincippet foreslås lovfæstet i

bestemmelsen om adgang til undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling på

baggrund af direktivernes formuleringer.

Der forslås indsat en bestemmelse om beskyttelse mod

ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som følge af en klage med

det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Endelig foreslås indsat en bestemmelse om delt bevisbyrde i

sager om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Forslaget indeholder primært bestemmelser, der præciserer

forbudet mod forskelsbehandling på grund af de i loven omhandlede kriterier.

Forslaget vil kunne medføre en lille stigning i antallet af sager om

forskelsbehandling for domstolene. Såfremt arbejdsmarkedets parter

gennemfører

direktiverne gennem kollektive aftaler, vil sager herom dog i stedet skulle

behandles i det fagretlige system. Endvidere bemærkes, at Institut for

Menneskerettigheder som oprettet ved lov om etablering af Dansk Center for

Internationale Studier og Menneskerettigheder i henhold til lovens § 2,

stk. 2, litra 4, skal bistå ofre for forskelsbehandling på grund af race

eller etnisk oprindelse som led i gennemførelsen af artikel 13 i direktiv

2000/43/EF. Forslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser af betydning for det offentlige.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Forslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser af betydning for erhvervslivet.

De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have kønsligestillingsmæssige

konsekvenser.

Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos Dansk

Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,

Ledernes Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen,

Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg

og

Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte. Derudover har forslaget været

sendt til høring hos Personalestyrelsen, Advokatsamfundet, Det Danske Center

for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Etniske Minoriteters

Landsorganisation, Rådet for Etniske Minoriteter, Dokumentations- og

Rådgivningscentret om Racediskrimination og Landsforeningen af Bøsser og

Lesbiske.

Vurdering af

konsekvenser af lovforslaget

Positive

Konsekvenser /

mindreudgifter

(hvis ja, angiv

omfang)

Negative

Konsekvenser /

merudgifter

(hvis ja, angiv

omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan

ikke udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

En lille stigning i antallet af sager for domstolene kan

ikke udelukkes. Merudgifterne skønnes begrænsede.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af Rådets

direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle

uanset race eller etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

(EFT. 2000 nr. 303, L s. 16).

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen indfører en note i loven om, at forslaget

indeholder bestemmelser der gennemfører dele af direktivet om etnisk

ligebehandling og dele af beskæftigelsesdirektivet i dansk ret.

Til nr. 2

Det følger af beskæftigelsesdirektivets artikel 1, at

forskelsbehandling på grund af tro er forbudt. Loven forbyder allerede i dag

forskelsbehandling på grund af religion. Dette kriterium er også omfattet af

direktivet. Kriteriet »tro« må på den baggrund antages at dække et bredere

område end religion, og må antages at skulle sikre mod forskelsbehandling på

grund af en nærmere defineret overbevisning, som noget mere og andet end

beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af bekendelse til en bestemt

(anerkendt) religion. Som følge heraf indsættes tro som nyt

diskriminationskriterium i loven. Det bemærkes, at beskæftigelsesdirektivets

artikel 2, stk. 5, indeholder en »ordre public« undtagelse, hvorefter

direktivet ikke berører foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som

i

et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed,

den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden

eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder. I det omfang en

tro/overbevisning hviler på et ulovligt grundlag eller bevirker udførelsen af

ulovlige handlinger, gælder beskyttelsen mod forskelsbehandling således ikke.

Det er dog ikke fundet nødvendigt at indsætte en særskilt bestemmelse herom i

loven. Den europæiske menneskerettighedskonvention indeholder i artikel 9 en

beskyttelse af samvittigheds- og religionsfriheden, herunder retten til at

skifte religion eller tro. Heller ikke her defineres begrebet »tro«. Også

denne

bestemmelse om beskyttelsen af tro/overbevisning indeholder i stk. 2 en

ordre public undtagelse.

Til nr. 3

Efter den gældende forskelsbehandlingslov og direktivet om

etnisk ligebehandling og beskæftigelsesdirektivet må der ikke finde direkte

eller indirekte forskelsbehandling sted. Der er ikke i loven en nærmere

definition af forskelsbehandlingsbegrebet. Både direktivet om etnisk

ligebehandling og beskæftigelsesdirektivet indeholder i artikel 2,

stk. 2,

en definition af forskelsbehandlingsbegrebet. Der skal derfor i forbindelse

med

gennemførelsen af direktiverne ske en fastlæggelse af begreberne i den danske

lovgivning.

Det foreslås, at der i forskelsbehandlingslovens § 1,

indsættes definitioner af henholdsvis direkte og indirekte forskelsbehandling

som svarer til direktivernes, samt at det lovfæstes, at forskelsbehandling

også

omfatter chikane og instruktioner om forskelsbehandling, jf. direktivernes

artikel 2, stk. 3 og 4.

Til stk. 2

Forslaget til nyt stk. 2, definerer direkte

forskelsbehandling. Forslaget svarer til den i direktivernes artikel 2,

stk. 2, litra a), indeholdte definition.

Direkte forskelsbehandling foreligger fx i de tilfælde,

hvor arbejdsgivere undlader at ansætte en lønmodtager eller afskediger denne

med den udtalte begrundelse, at den pågældende er af en bestemt race,

hudfarve,

religion, m.v.

Den nærmere vurdering af, om en person udsættes for direkte

forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion m.v., kan ske ved, at

behandlingen af den person, der føler sig krænket, sammenlignes med, hvordan

en

anden person uden samme fx etniske tilhørsforhold bliver, er blevet eller

ville

blive behandlet i en tilsvarende situation.

Det er uden betydning for, om der foreligger direkte

forskelsbehandling, om den arbejdsgiver, der udøver forskelsbehandlingen, har

været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle lønmodtageren af en af de

i

§ 1 anførte grunde. Det bemærkes, at direkte forskelsbehandling ikke kan

begrundes i varetagelsen af saglige hensyn, jf. dog nedenfor.

I forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 1 og 2,

gøres der undtagelse fra forbudet mod direkte forskelsbehandling, idet det i

disse situationer kan være lovligt at lægge vægt på fx lønmodtagerens

religiøse

overbevisning eller etniske oprindelse, jf. bemærkningerne til nr. 9.

Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse af den

gældende forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i

lovgivningen,

som krævet i EU-retten.

Til stk. 3

Det forslås i stk. 3, at der indsættes en definition

af indirekte forskelsbehandling. Ændringen er nødvendig for at sikre en

korrekt

opfyldelse af direktiverne. Definitionen svarer indholdsmæssigt til

definitionen i direktivernes artikel 2, stk. 2, litra b). Den i

direktiverne indeholdte definition er bl.a. udledt af EF-domstolens dom i

O'Flynn-sagen (sag C-237/94 O'Flynn mod Chief Adjudication Officer, Saml.

1996

I-2617). Domstolen antog i sagen, der vedrørte arbejdskraftens frie

bevægelighed og forordning 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens

frie

bevægelighed indenfor fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), og det heri

fastsatte

princip om ligebehandling, at hvis en national retsforskrift efter selve sin

karakter er egnet til i højere grad at berøre vandrende end indenlandske

arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende

arbejdstagere

ringere, anses dette for at medføre indirekte forskelsbehandling i strid med

ligebehandlingsprincippet, medmindre retsforskriften er objektivt begrundet

og

står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål. I Danmark har forståelsen

af

begrebet indirekte forskelsbehandling været i overensstemmelse hermed.

Der tilsigtes med lovændringen en lovfæstelse af denne

forståelse af begrebet, således at der sikres klarhed i lovgivningen, som

krævet i EU-retten.

Det følger af denne forståelse, at opstilles der kriterier

fx som betingelse for ansættelse, skal kriteriet forfølge et lovligt formål,

være nødvendigt for at opnå målet og være proportionalt i forhold til

opnåelse

af formålet.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer ikke et

direkte forbud mod anvendelsen af en tilsyneladende neutral bestemmelse m.v.,

der stiller personer af fx en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig

ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge ulovlig indirekte

forskelsbehandling, såfremt den pågældende bestemmelse, betingelse eller

praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at

opfylde

det er hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurdering). Det må

bero

på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt, og om midlerne

er

proportionale i forhold til målet.

Et formelt set neutralt krav kan være fx sprogkrav, der

særligt berører lønmodtagere, der ikke har dansk som modersmål sammenlignet

med

danske lønmodtagere. Der kan her være tale om ulovlig indirekte

forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav

til

sproglige eller andre kvalifikationer. Det beror på en konkret vurdering,

hvornår og i hvilke situationer det fx er rimeligt at stille krav, om at den

pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk.

Beklædningskrav kan på samme måde være udtryk for indirekte

forskelsbehandling, hvis en arbejdsgivers krav til de ansattes påklædning,

fremtoning m.v. fortrinsvis rammer visse etniske grupper. Det er imidlertid

ikke nødvendigvis udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling, hvis en

arbejdsgiver kræver, at de ansatte bærer uniform eller en bestemt beklædning,

hvis dette er en del af virksomhedens præsentation udadtil, og hvis dette

krav

stilles konsekvent til alle ansatte i samme stillinger/stillingskategori. I

det

hele svarer forslaget også på dette punkt til retsstillingen efter den

gældende

lov. Der henvises i den forbindelse til U 2000.2350 Ø og Østre Landsrets dom

i

sag B-0877/00 af 5. april 2001, der begge vedrørte spørgsmålet om adgangen

til

at bære religiøst betinget hovedbeklædning. I U 2000.2350 Ø fastslog Østre

Landsret, at hvis beklædningskrav er løst formulerede kan det være vanskeligt

for arbejdsgiveren at bevise, at beklædningskravene praktiseres ens overfor

alle politiske og religiøse symboler. I B-0877 af 5. april 2001 blev

arbejdsgiveren frifundet, da Østre Landsret lagde til grund, at

beklædningskravet havde tilstrækkelig saglig grund, idet det skyldtes

hygiejnemæssige hensyn, og utvivlsomt blev praktiseret ens overfor alle på en

virksomhed, hvor ca. 20% af de ansatte havde anden etnisk baggrund end dansk.

Ankesagen for Højesteret blev hævet, da parterne i sagen indgik forlig og i

samarbejde udviklede et hovedtørklæde, der var sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Til stk. 4

Med forslaget til ny § 1, stk. 4, foreslås det

lovfæstet, at chikane på grund af et af de i § 1, stk. 1,

beskyttede

kriterier skal betragtes som forskelsbehandling. Definitionen indsættes med

henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivernes artikel 2,

stk. 3. Forslagets definition af chikane svarer med en enkelt

præcisering

til disse artikler.

Allerede i dag fortolkes forskelsbehandlingslovens

§ 2, stk. 1, så den beskytter mod chikane, idet en arbejdsgiver

ikke

må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår

fortolkes i den sammenhæng således, at bestemmelsen også indebærer en pligt

for

arbejdsgiveren til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed, og

arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod

chikane. Dette gælder ikke blot krænkelser begået af arbejdsgiveren

personligt,

men også krænkelser, der begås af andre ansatte. I U 1993.331 SH anså Sø- og

Handelsretten et rederi for at være ansvarlig efter ligebehandlingsloven for

en

hovmesters seksuelle chikane af en anden ansat. En ansat, der chikanerer en

kollega på grund af dennes etniske oprindelse eller religiøse tilhørsforhold

m.v., overtræder således ikke selv ligebehandlingsprincippet i

forskelsbehandlingsloven, der ikke forpligter arbejdstagerne. Den ansatte,

der

krænker en kollega, kan derimod efter omstændighederne pålægges

torterstatning

overfor den krænkede efter erstatningsansvarslovens § 26. Er den, der

udøver chikanen, en anden ansat, skal arbejdsgiveren sørge for at stoppe den

krænkende/chikanerende adfærd.

I henhold til direktiverne foreligger der chikane, når en

uønsket optræden i relation til race eller etnisk oprindelse eller til de af

beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier finder sted med det formål eller

den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt,

nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Bestemmelsen indebærer, at chikane skal betragtes som

forskelsbehandling. Heri ligger, at den krænkede person ikke ville være

blevet

udsat for chikane, såfremt den krænkede person havde været af en anden race

eller etnisk oprindelse eller havde været af fx en anden religiøs

overbevisning, haft en anden hudfarve etc.

Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige former,

herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven eller verbal

karakter samt af visuel karakter. Den chikanøse adfærd skal være rettet mod

en

eller flere konkrete enkeltpersoner.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at adfærden har

været

uønsket

. Om en adfærd har været

uønsket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågældende adfærd

har

været uønsket af den person, der udsættes for den påståede chikane, dels på

en

mere objektiv vurdering af den pågældende adfærd.

Det indgår i den objektive vurdering, om den person, der

udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at adfærden var uønsket. Som

eksempler på forhold, der kan indgå i denne vurdering, kan – foruden den

krænkende persons eget udsagn – nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede

persons reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår

endvidere

i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden

ikke kan karakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der føler

sin

værdighed krænket på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild

karakter, vil således ikke være beskyttet i denne situation.

Bestemmelsen stiller endvidere krav om, at den pågældende

adfærd skal finde sted i relation til race eller etnisk oprindelse eller et

af

de øvrige af beskæftigelsesdirektivet omfattede kriterier. Omfattet af

forbudet

mod chikane er således såvel adfærd, der fx direkte henviser til personens

race

eller etniske oprindelse, som adfærd, der uden at henvise til personens race

eller etniske oprindelse dog alligevel indebærer en krænkelse af personens

værdighed og finder sted i relation til personens race eller etniske

oprindelse. Eksempler herpå kunne være sprog eller gestus.

Den pågældende adfærd skal desuden finde sted med det

formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende

klima m.v. for den pågældende. Dette indebærer, at såvel den tilsigtede

chikane

(dvs. den chikane, som finder sted med det formål at krænke en persons

værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme chikane, som ikke

finder sted med det formål at krænke en persons værdighed, men imidlertid har

den virkning at krænke en persons værdighed), er omfattet af forbudet mod

chikane.

Det er ikke muligt at begrunde udøvelse af chikane med

varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.

Til stk. 5.

Med bestemmelsen fastsættes, at en instruktion om at

forskelsbehandle en person på grund af fx race eller etnisk oprindelse

betragtes som forskelsbehandling, som defineret i § 2, stk. 1.

Bestemmelsen har til formål at sikre gennemførelsen af direktivernes artikel

2,

stk. 2, nr. 4.

For at der kan foreligge en instruktion kræves, at den

person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse eller tilsynsret

over for den person, der modtager instruktionen, således at der består et

over-

og underordnelsesforhold. Indenfor forskelsbehandlingslovens

anvendelsesområde

vil det således være arbejdsgiveren, der har denne instruktionsbeføjelse

overfor sine ansatte.

Derimod vil en opfordring til at forskelsbehandle på grund

af et af de i § 1, stk. 1, omhandlede kriterier i situationer, hvor

der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, ikke være omfattet af forbudet.

Eksempelvis vil det forhold, at en arbejdstager opfordrer en anden

arbejdstager

til at forskelsbehandle, ikke være omfattet af forbudet, idet der ikke består

det nødvendige instruktionsforhold mellem disse parter.

Der er tale om en præcisering af

forskelsbehandlingsbegrebet, idet de fleste situationer formentlig allerede i

dag vil være omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod at

forskelsbehandle på grund af et af de i § 1, stk. 1, dækkede

kriterier.

Til nr. 4

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring under

pkt. 12 til ny § 7 a, hvor der indføres delt bevisbyrde i sager om

forskelsbehandling efter §§ 2-4.

Til nr. 5

Det følger af direktivernes artikel 3 (d), at de finder

anvendelse på medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller

arbejdsgiverorganisation samt de fordele sådanne organisationer giver

medlemmerne. Det er derfor nødvendigt til opfyldelse af direktivernes krav,

at

fastsætte en bestemmelse herom. Der er tale om en udvidelse af

forskelsbehandlingslovens saglige anvendelsesområde.

Til nr. 6

Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af kriteriet

»tro« i § 1.

Til nr. 7

Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af kriteriet

»tro« i § 1.

Til nr. 8

Som nævnt under nr. 4 følger det af direktivernes artikel

3(d), at forbudet mod forskelsbehandling også skal gælde de fordele som

arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer giver deres medlemmer. Det følger

endvidere af direktivet om etnisk ligebehandlings artikel 14(b) og

beskæftigelsesdirektivets artikel 16(b), at alle bestemmelser, der strider

mod

princippet om ligebehandling, og som indgår i individuelle eller kollektive

kontrakter og overenskomster, virksomheders interne reglementer, regler for

selvstændige erhverv, eller vedtægter for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer,

erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

Forslaget skal sikre en opfyldelse af disse bestemmelser i

direktivet for så vidt angår forholdene på arbejdsmarkedet.

De foreslåede bestemmelser svarer til § 11 og

§ 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til

beskæftigelse og barselorlov.

Til § 5 a, stk. 2

Den tilsvarende bestemmelse i ligebehandlingsloven

§ 11, stk. 2, blev indsat som følge af en af Europa-Kommissionen

indledt traktatkrænkelsesprocedure i 1980 om gennemførelsen af

ligebehandlingsdirektivet. Forslaget indebærer, at fx bestemmelser i en

kollektiv overenskomst, der finder anvendelse på forskellige arbejdspladser

og

hos forskellige arbejdsgivere, og som kan medføre, forskelsbehandling af

lønmodtagere - der er omfattet af overenskomsten - på grund af et af de i

§ 1 omfattede diskriminationskriterier, vil være ugyldige. Forslaget

betyder, at ansatte på en virksomhed, der hovedsagligt beskæftiger ansatte af

fx anden etnisk baggrund eller religiøst tilhørsforhold skal behandles lige

med

ansatte på en anden virksomhed, dækket af den samme overenskomst, og hvor

dennes ansatte ikke har dette tilsvarende tilhørsforhold. Forslaget udvider

dermed sammenligningsgrundlaget i sager om forskelsbehandling.

Til nr. 9

Til stk. 1

Det følger af beskæftigelsesdirektivets artikel 4,

stk. 2, at medlemsstaterne i forbindelse med kirker og andre offentlige

eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan

fastsætte eller opretholde bestemmelser om, at ulige behandling på grund af

en

persons religion eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion

eller tro, under hensyntagen til disse aktiviteters karakter eller den

sammenhæng de indgår i udgør et regulært, legitimt og erhvervsmæssigt

berettiget

krav på baggrund af organisationens etik. På den baggrund foreslås den

gældende

lovs § 6, stk. 1, ændret, således at proportionalitetsprincippet

lovfæstes.

Det vil sige, at spørgsmålet om lovligheden af et krav om

et bestemt religiøst tilhørsforhold eller overbevisning skal vurderes på

baggrund af formålet med fastsættelsen af kravet. Det afgørende ved

proportionalitetsvurderingen er, om kravet står i fornuftigt forhold til det

formål, der forfølges.

Det fremgår endvidere af beskæftigelsesdirektivets artikel

4, stk. 2, at den ulige behandling, der tillades i medfør af

undtagelsesbestemmelsen, ikke kan berettige til forskelsbehandling med anden

begrundelse. Den foreslåede bestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse

hermed.

Bestemmelsens nugældende sidste punktum om overensstemmelse

med EU-retten ophæves, da loven med forslaget implementerer et EF-direktiv og

dermed er i overensstemmelse hermed.

Til stk. 2

Det følger af direktivet om etnisk ligebehandlings artikel

4 og af beskæftigelsesdirektivets artikel 4, stk. 1, at der kan

fastsættes

regler om, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab i forbindelse

med

race eller etnisk oprindelse eller de i beskæftigelsesdirektivet beskyttede

kriterier, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på

grund

af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori

disse

aktiviteter udøves, udgør et regulært erhvervsmæssigt krav, forudsat at

formålet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil. Begge

direktivers bestemmelser svarer i høj grad til den gældende bestemmelse i

forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2, og giver mulighed for at

opretholde denne bestemmelse.

Forslaget indebærer, at proportionalitetsprincippet

lovfæstes. Det vil sige, at spørgsmålet om det afgørende og regulære

erhvervsmæssige kravs lovlighed skal vurderes på baggrund af formålet med

fastsættelsen af kravet. Det afgørende ved proportionalitetsvurderingen er,

om

kravet er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det formål, der

forfølges.

Forslaget giver i lighed med den nugældende bestemmelse

adgang til administrativt at meddele undtagelser fra lovens bestemmelser i

tilfælde, hvor det på grund af beskæftigelsens eller uddannelsens karakter er

af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk

anskuelse,

seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse, eller har en

bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller tro. Som det

fremgår

af bemærkningerne til den nugældende lov, må det kræves, at det regulære

erhvervsmæssige krav er et objektivt, sagligt og relevant krav, der relaterer

sig til erhvervsudøvelsens art eller de forhold, under hvilke den udføres.

Den gældende bestemmelse i forskelsbehandlingsloven er fx

relevant i situationer, hvor man ønsker, at der blandt de ansatte i social-

og

sundhedsforvaltningen eller i politiet også er personer med en særlig etnisk

baggrund, eller hvor en person i en bestemt stilling yder personlig service

til

en specifik etnisk gruppe med det formål at fremme disses velfærd, og hvor

denne service bedst ydes af en person fra den pågældende etniske gruppe.

Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra forbudet mod

forskelsbehandling, skal bestemmelsen i lighed med den nugældende lovs

§ 6, stk. 2, fortolkes snævert.

Bestemmelsens nugældende sidste punktum om overensstemmelse

med EU-retten ophæves, da loven med lovændringen implementerer et EF-direktiv

og er i overensstemmelse hermed.

Til nr. 10

Ændringen af overskriften til kapitel 4 er en følge af

forslagene under nummer 11 og 12.

Til nr. 11

Bestemmelsen er nødvendig til opfyldelsen af artikel 9 i

direktivet om etnisk ligebehandling og artikel 11 i beskæftigelsesdirektivet.

Bestemmelsen svarer tilnærmelsesvis til § 15 i lov om ligebehandling af

mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. og § 3

i

lov om ligeløn til mænd og kvinder. Direktivet om etnisk ligebehandlings

artikel 9 og beskæftigelsesdirektivets artikel 11 beskytter dog ikke, som

ligebehandlingsdirektivet (Rådets direktiv 76/207/EF om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til

beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår), blot mod

afskedigelse som følge af en klage eller enhver anden form for

retsforfølgning med

henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages, men også mod

enhver anden ufordelagtig behandling eller følge (repressalier). Baggrunden

for

bestemmelsen er at sikre en effektiv gennemførelse af

ligebehandlingsprincippet.

Beskyttelsen gælder, i lighed med afskedigelsesbeskyttelsen

i ligebehandlingsloven, for lønmodtagere, der fremsætter krav om

ligebehandling

af sig selv eller af andre.

Beskyttelsen mod repressalier gælder både i tilfælde, hvor

der indgives en formel klage til en domstol eller en anden myndighed, hvor et

forhold mundtligt påtales på arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager tager

kontakt til sin fagforening om forholdet.

Det er derudover en forudsætning, at der er

årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling og det forhold, at

lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling. Som udgangspunkt er alle

former for ufordelagtig behandling omfattet. Ufordelagtig behandling kan

foruden afskedigelse, fx være degradering, forflyttelse, chikane el. lign.

Ufordelagtig behandling omfattet af denne bestemmelse er

ikke ulovlig forskelsbehandling i direktivernes forstand, selvom der kan være

visse lighedspunkter med chikane på grund af race, etnisk oprindelse, eller

et

af de øvrige beskyttede diskriminationskriterier. Der foreslås derfor ikke

indført delt bevisbyrde i denne type sager, jf. bemærkningerne til nr. 12

nedenfor samt til lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.

Der er ikke fastsat et maksimum for godtgørelsen, men denne

fastsættes af domstolene under hensyn til den enkelte sags omstændigheder og

med iagttagelse af det EU-retlige effektivitetsprincip.

Lønmodtagere, der er omfattet af funktionærloven, vil også

være beskyttet mod urimelige afskedigelser i medfør heraf, jf.

funktionærlovens

§ 2 b, men får dog ikke på det grundlag ret til godtgørelse i medfør af

flere regelsæt samtidig.

Til nr. 12

Forslaget er nødvendigt for at opfylde direktivet om etnisk

ligebehandlings artikel 8 og beskæftigelsesdirektivets artikel 10, hvorefter

der indføres en såkaldt delt bevisbyrde i sager om forskelsbehandling.

Formålet

med direktivernes bestemmelser er at lempe beviskravene for lønmodtageren.

Når

lønmodtageren i en konkret sag påviser faktiske omstændigheder, der giver

anledning til at formode, at der er tale om forskelsbehandling, påhviler det

arbejdsgiveren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet

krænket.

Hverken direktivet om etnisk ligebehandling,

beskæftigelsesdirektivet eller bevisbyrdedirektivet fremkommer med eksempler

på

hvad der kan anses for at være faktiske omstændigheder. Bortset fra et stort

antal sager, der omhandler graviditet, barsel og arbejdsvilkår (seksuel

chikane), eksisterer der hverken dansk retspraksis eller praksis fra

EF-Domstolen for, hvad der kan anses for at være faktiske omstændigheder. Det

må derfor forventes, at forståelsen af, hvad faktiske omstændigheder

indebærer,

kommer til at afhænge af, hvorledes praksis udvikler sig i konkrete sager.

Det er op til domstolene udfra princippet om den frie

bevisbedømmelse, at fastlægge den bevismæssige validitet af de af

lønmodtageren

anførte ”faktiske omstændigheder” samt beviskravene til

lønmodtageren og

arbejdsgiveren, under hensyntagen til, at formålet med direktivet har været

at

forskyde bevisbyrden mellem de to parter.

En tilsvarende bevisbyrdebestemmelse findes fx i lov om

ligebehandling af mænd og kvinder mht. beskæftigelse og barselorlov, i lov om

ligeløn til mænd og kvinder og i lov om ligestilling af mænd og kvinder.

Bevisbyrdebestemmelserne i disse love blev indført med henblik på at

gennemføre

Rådets direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling

på

grundlag af køn, jf. EFT. 1998 L s. 6.

Særreglen i forskelsbehandlingslovens § 2,

stk. 4, om sager om lønmæssig forskelsbehandling ophæves jf. ovenfor

pkt.

4.

Den delte bevisbyrde skal i henhold til direktivet ikke

omfatte sager om repressalier, da der ikke i disse tilfælde er tale om

forskelsbehandling, jf. bemærkningerne til § 8 i lov nr. 374 af 28. maj

2003 om etnisk ligebehandling. Forslaget omfatter derfor ikke den foreslåede

bestemmelse i § 1 nr. 11.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende, da implementeringsfristen for Rådets direktiv

2000/43/EF udløb den 19. juli 2003.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

1.

Som

fodnote til lovens titel indsættes: »(1) Loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om

gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller

etnisk oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000, nr. 303, L

s. 16).«

§ 1.

Ved

forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse,

seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

----

2.

I

§ 1

indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

3.

I

§ 1

indsættes efter stk.1, som

nye stykker:

»

Stk. 2.

Der

foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race,

hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller

national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden

bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Stk. 3.

Der

foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium

eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en

bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel

orientering eller national, social eller etnisk oprindelse ringere end andre

personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er

objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er

hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4.

Chikane

skal betragtes som forskelsbehandling når en uønsket optræden i relation til

en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle

orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med

det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et

truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den

pågældende.

Stk. 5.

En

instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race, hudfarve,

religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,

social eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling.«

Stk. 2.

Loven

finder ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod

forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.

Stk. 2. bliver herefter stk. 6.

§ 2.

----

4.

§ 2, stk. 4

ophæves.

Stk. 4.

Hvis der

sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre,

at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.

§ 3.

En

arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til

erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og

omskoling.

Stk. 2.

Forbudet

mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og

uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver, der anviser

beskæftigelse.

5.

I

§ 3

indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»

Stk. 4

. Forbudet

mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om

medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation,

og de fordele sådanne organisationer giver medlemmerne.«

Stk. 3.

Forbudet

mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der fastsætter bestemmelser og

træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

§ 4.

En

arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en

lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om

dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering

eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.

6.

I

§ 4

indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

§ 5.

Det

må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller

erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt race,

hudfarve,

religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social

eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en

person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

7.

I

§ 5

indsættes efter »religion,«: »eller

tro,«.

8.

Efter

§ 5

indsættes:

»

§ 5a.

Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster, og i

virksomheders interne reglementer m.v., som er i strid med forbudet mod

forskelsbehandling i §§ 2-5, er ugyldige. Dette gælder også bestemmelser

i vedtægter m.v. for selvstændige erhverv og for arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisationer.

Stk. 2.

Bestemmelser

i aftaler og i virksomheders reglementer m.v., som vedrører mere end en

arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige, hvis de hjemler forskelsbehandling på

grund af et af de i § 1, stk. 1 omfattede kriterier inden for de i

§§ 2- 5 områder nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i

vedtægter m.v. for selvstændige erhverv.

§ 5 b.

Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for

lønmodtageren.«

§ 6.

§§ 2-5

gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit udtrykte formål har at

fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt, medmindre dette er

uforeneligt med EU-retten.

9.

§ 6

affattes således:

»

Stk. 1

. Forbudet

mod forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse, religion eller tro i

§§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit

udtrykte formål at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt,

eller en bestemt trosretning, og hvor lønmodtagerens politiske anskuelse,

religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at være af betydning

for virksomheden.

Stk. 2.

Såfremt

det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende

betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel

orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt

hudfarve eller tilhører en bestemt religion, kan vedkommende minister efter

indhentet udtalelse fra arbejdsministeren fravige bestemmelserne i

§§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er uforeneligt med EU-retten.

Stk. 2.

Såfremt

det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende

betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel

orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller har en

bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning,

og kravet om bestemt tilhørsforhold

står i rimeligt forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende

minister efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige

bestemmelserne i §§ 2-5.«

Kapitel 4

Godtgørelse m.v.

10.

Overskriften

til

Kapitel 4

affattes således:

»Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v.«.

§ 7.

Personer,

hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en

godtgørelse.

11.

I

§ 7

indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2.

En

person, der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger,

fordi denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan

tilkendes en godtgørelse.«

12.

Efter

§ 7

indsættes i kapitel 4:

»

§ 7a.

Hvis en

person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-4, påviser faktiske

omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte

eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at

ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

Bilag 1

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under

henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, særlig artikel 13,

under henvisning til forslag fra Kommissionen

(2)

,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

(3)

,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale

Udvalg

(4)

,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

(5)

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel

6 i traktaten om Den Europæiske Union bygger Unionen på principperne om

frihed,

demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende

frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som

medlemsstaterne har til fælles, og den respekterer de grundlæggende

rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til

beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og

således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige

traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten.

(2)

Princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder er fastslået i flere EF-retsakter, særlig i

Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet

om

ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse,

erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår

(6)

.

Når

Fællesskabet gennemfører princippet om ligebehandling, bør det i henhold til

EF-traktatens artikel 3, stk. 2, tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme

ligestilling mellem mænd og kvinder, da kvinder ofte er ofre for dobbelt

diskrimination.

Alle

menneskers ret til lighed for loven og beskyttelse mod forskelsbehandling er

en

universel rettighed, der anerkendes i verdenserklæringen om

menneskerettigheder

og FN's konventioner om afskaffelse af alle former for diskrimination imod

kvinder, om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og

kulturelle rettigheder, og den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle

medlemsstaterne har undertegnet. ILO-konvention nr. 111 forbyder

forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Det

er vigtigt at respektere sådanne grundlæggende rettigheder og

frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke foreningsfriheden, herunder

retten til sammen med andre at oprette og slutte sig til fagforeninger for at

forsvare egne interesser.

(6)

Fællesskabspagten om

arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder

anerkender

betydningen af at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder

nødvendigheden af at træffe passende foranstaltninger til at sikre social og

økonomisk integrering af ældre og personer med handicap.

(7)

EF-traktaten

omhandler også bestræbelser på at fremme en samordning af medlemsstaternes

beskæftigelsespolitikker. Med henblik herpå blev der i EF-traktaten indføjet

et

nyt kapitel om beskæftigelse som et middel til at udvikle en samordnet

europæisk strategi for beskæftigelsen med det formål at fremme en

veluddannet,

velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke.

I

retningslinjerne for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt af Det Europæiske

Råd i Helsingfors den 10. og 11. december 1999, understreges behovet for at

skabe forudsætninger for et arbejdsmarked, der fremmer den sociale

integrering

gennem formulering af et sammenhængende sæt foranstaltninger til bekæmpelse

af

forskelsbehandling af grupper som f.eks. handicappede. Det fremhæves desuden,

at der bør lægges særlig vægt på støtte til ældre arbejdstagere for at øge

deres deltagelse i arbejdsstyrken.

(9)

Beskæftigelse og

erhverv er afgørende områder, når det gælder om at sikre lige muligheder for

alle og bidrage effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i

det

økonomiske, kulturelle og sociale liv, og til den personlige udvikling.

(10)

Rådet vedtog

den 29. juni 2000 direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse

(7)

, som i sig selv yder

beskyttelse mod sådanne former for forskelsbehandling på beskæftigelses- og

arbejdsmarkedsområdet.

(11)

Forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan

hindre opfyldelsen af målene i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt

beskæftigelsesniveau og et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af

levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed og

solidaritet samt fri bevægelighed for personer.

(12)

Med henblik

herpå bør enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund

af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering inden for de

områder, der er dækket af dette direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet.

Dette forbud mod forskelsbehandling bør også gælde for

tredjelandsstatsborgere,

men det omfatter ikke ulige behandling på grund af nationalitet, og det

berører

ikke bestemmelserne om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres

adgang til beskæftigelse og erhverv.

(13)

Dette

direktiv finder ikke anvendelse på ordninger for social sikring og social

beskyttelse, hvis ydelser ikke er sidestillet med løn i den betydning, dette

udtryk er anvendt i EF-traktatens artikel 141, eller på udbetalinger af

enhver

art fra staten, hvor formålet er adgang til eller bibeholdelse af

beskæftigelsen.

(14)

Dette

direktiv berører ikke nationale bestemmelser vedrørende fastsættelse af

pensionsalder.

(15)

Det er de

nationale retslige myndigheder eller andre kompetente organer, der i

overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis skal vurdere

de faktiske forhold, som giver anledning til at formode, at der forekommer

direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse bestemmelser kan bl.a. give

mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde

at

konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.

(16)

Iværksættelse

af foranstaltninger, der tager hensyn til behovene hos personer med handicap

på

arbejdspladsen, spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling

på

grund af handicap.

(17)

Med forbehold

af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til

personer med handicap kræver dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse,

fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er kompetent,

egnet

og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den

pågældende stilling eller at følge en given uddannelse.

(18)

Navnlig må

dette direktiv ikke medføre, at de væbnede styrker og politiet,

fængselsvæsnet

og redningstjenesterne skal være forpligtet til ansættelse eller fortsat

ansættelse af en person, der ikke opfylder de nødvendige krav for at kunne

udføre samtlige opgaver, der kan blive pålagt vedkommende under hensyn til

det

legitime mål at sikre disse tjenesters operationelle karakter.

(19)

For at

medlemsstaterne fortsat kan opretholde deres væbnede styrkers kapacitet, kan

de

desuden vælge, at de væbnede styrker eller dele heraf skal være undtaget fra

dette direktivs bestemmelser om handicap og alder. De medlemsstater, der

benytter sig heraf, skal definere undtagelsens anvendelsesområde.

(20)

Der bør

vedtages passende, dvs. effektive og praktiske foranstaltninger med henblik

på

at tilpasse arbejdspladsen til en handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler

eller tilpasse udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til

uddannelse og instruktion.

(21)

Når det

vurderes, om disse tilpasninger medfører en uforholdsmæssig stor byrde, bør

der

navnlig tages hensyn til de finansielle og andre omkostninger, der er

forbundet

hermed, samt til organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle

midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte.

(22)

Dette

direktiv berører ikke national ret vedrørende civilstand og ydelser, der er

afhængige heraf.

(23)

Under meget

begrænsede omstændigheder kan ulige behandling retfærdiggøres, når en

relevant

egenskab, der vedrører religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, når målet

er

legitimt, og kravet står i et rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder

bør medtages i de oplysninger, som medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.

(24)

Unionen har

i sin erklæring nr. 11 om kirkers og konfessionsløse organisationers status,

der er knyttet som bilag til slutakten til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt

anført, at den respekterer og ikke anfægter den status i henhold til national

lovgivning, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i

medlemsstaterne, samt at den ligeledes respekterer filosofiske og

konfessionsløse

organisationers status, og at medlemsstaterne på baggrund heraf kan

opretholde

eller fastsætte specifikke bestemmelser om regulære, legitime og berettigede

erhvervsmæssige krav, der kan stilles til at udøve en erhvervsmæssig

aktivitet.

(25)

Forbuddet

mod forskelsbehandling på grund af alder er en afgørende forudsætning for, at

de mål, der er fastsat i retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der

kan tilskyndes til diversitet i beskæftigelsen. Ulige behandling på grund af

alder kan dog være berettiget under visse omstændigheder og kræver derfor

særlige bestemmelser, der kan variere alt efter situationen i

medlemsstaterne.

Det er afgørende at skelne mellem ulige behandling, der er berettiget, især

under hensyn til legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og

erhvervsuddannelsespolitiske mål, og forskelsbehandling, der skal forbydes.

(26)

Forbud mod

forskelsbehandling bør ikke være til hinder for opretholdelse eller

vedtagelse

af foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper for

en gruppe af personer af en bestemt religion eller tro, med et bestemt

handicap, eller af en bestemt alder eller seksuel orientering, og sådanne

foranstaltninger kan gøre det muligt at oprette organisationer af personer af

en bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt

alder eller seksuel orientering, når deres hovedmål er at fremme disse

personers særlige behov.

(27)

Rådet har i

sin henstilling 86/379/EØF af 24. juli 1986 om beskæftigelsen af handicappede

i

Fællesskabet

(8)

fastlagt en referenceramme,

hvori er opregnet eksempler på positive særforanstaltninger til fremme af

handicappedes beskæftigelse og uddannelse, og har i sin resolution af 17.

juni

1999 om lige beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap

(9)

påpeget betydningen af at tage særligt hensyn

navnlig ved ansættelse, fortsat beskæftigelse og uddannelse og livslang

uddannelse for handicappede.

(28)

Dette

direktiv fastsætter mindstekrav og giver således medlemsstaterne mulighed for

at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette

direktiv kan ikke anvendes som begrundelse for en forringelse af eksisterende

vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater.

(29)

Personer,

som udsættes for forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering, bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. For

at sikre en mere effektiv retsbeskyttelse, bør også foreninger eller

juridiske

personer have beføjelse til efter nærmere bestemmelser fastlagt af

medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert offer for

forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden at tilsidesætte

nationale

procesregler vedrørende repræsentation og forsvar i retten.

(30)

Effektiv

gennemførelse af princippet om ligebehandling forudsætter passende

retsbeskyttelse mod repressalier.

(31)

Reglerne om

bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om

forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling

kan

anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en

sådan forskelsbehandling. Sagsøgte skal imidlertid ikke fremlægge bevis for,

at

sagsøgeren tilhører en bestemt religion, har en bestemt tro, handicap, alder

eller seksuel orientering.

(32)

Medlemsstaterne

behøver ikke at anvende reglerne om bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller

en

anden kompetent instans skal undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal

anvendes procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans,

der skal undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge

beviser herfor.

(33)

Medlemsstaterne

bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med

national praksis med de ikke-statslige organisationer om de forskellige

former

for forskelsbehandling på arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.

(34)

Behovet for

at fremme freden og forsoningen mellem de vigtigste samfund i Nordirland

nødvendiggør særlige bestemmelser i dette direktiv.

(35)

Medlemsstaterne

bør fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til

overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde

af

handlinger, der strider mod forpligtelserne i dette direktiv.

(36)

Medlemsstaterne

kan overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra

disse, at gennemføre dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som

henhører under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer

de fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i

stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.

(37)

I

overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i EF-traktaten,

kan målet for den påtænkte handling, nemlig at sikre ensartede vilkår i

Fællesskabet med hensyn til beskyttelse af retten til ligestilling i relation

til beskæftigelse og erhverv, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af

medlemsstaterne, og kan derfor på grund af den påtænkte handlings omfang og

virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. I overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud

over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er, med henblik på at

gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en

generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel

orientering.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

1. I dette direktiv betyder princippet om

ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller

indirekte

forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2. I henhold til stk. 1

a)

foreligger der

direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel

1

anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation

bliver, er blevet eller ville blive behandlet

b)

foreligger der

indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,

betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller

tro,

et bestemt handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller

personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold

til

andre personer, medmindre

i)

den pågældende

bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt

mål,

og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller

ii)

medmindre arbejdsgiveren

eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette direktiv, i

medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende

foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold

til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige

virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.

3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som defineret i

stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i artikel 1 anførte

grunde finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons

værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller

ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane defineres i

overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.

4. Enhver instruktion om at forskelsbehandle en person af en

af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1.

5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat ved

national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til

den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse,

for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og

friheder.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder

dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,

herunder

offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

a)

vilkårene for adgang

til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og

ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,

herunder i henseende til forfremmelse

b)

adgang til alle typer

af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

c)

ansættelses- og

arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

d)

medlemskab af og

deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en

organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele,

sådanne organisationer giver medlemmerne.

2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på

grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og betingelser

vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold

i

medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de

pågældende tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.

3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver art

fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger for

social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.

4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i det omfang dette

direktiv vedrører forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, finder

det ikke anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.

Artikel 4

Erhvervsmæssige krav

1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har

forbindelse

med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør

forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af

bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter

udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at

målet

er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller

private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan

medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige

aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for

vedtagelsen

af dette direktiv, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret

på

national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,

fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons

religion

eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under

hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng de indgår i,

udgør

et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af

organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af

medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de

generelle principper i fællesskabsretten og kan ikke berettige til

forskelsbehandling med anden begrundelse.

Under forudsætning af at dette direktiv i øvrigt overholdes,

er det således ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige eller

private

organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og som handler i

overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af

personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til og er

loyale over for organisationens etik.

Artikel 5

Tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang

Med henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling af

handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i rimeligt omfang. Det

betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er

hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give en

handicappet

adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den eller

for

at give vedkommende adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved

pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis denne byrde i tilstrækkeligt

omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den

pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den ikke for at være

uforholdsmæssig stor.

Artikel 6

Berettigelse af ulige behandling på grund af alder

1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,

at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den

er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af

den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og

erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det

pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige

behandling:

a)

tilvejebringelse af

særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse,

beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og

aflønning, for unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med

henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem

b)

fastsættelse af

minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for

adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med

beskæftigelse

c)

fastsættelse af en

maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige

krav

til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en

rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.

2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme,

at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale

sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser for

ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af

alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger

ikke

udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke medfører

forskelsbehandling på grund af køn.

Artikel 7

Positiv særbehandling og særforanstaltninger

1. For at sikre fuld ligestilling i arbejdslivet er

princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater

opretholder eller vedtager særforanstaltninger, der har til formål at

forebygge

eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1 anførte

grunde.

2. For så vidt angår handicappede er princippet om ligebehandling

ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager

bestemmelser

vedrørende sundhedsbeskyttelse og sikkerhed på arbejdspladsen, eller for

foranstaltninger, der tager sigte på at oprette eller opretholde bestemmelser

eller faciliteter med henblik på at beskytte eller fremme deres

erhvervsmæssige

integration.

Artikel 8

Mindstekrav

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde

bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om

ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen

omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i

medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af

direktivet.

KAPITEL II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 9

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig

krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,

herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med

henblik

på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at

det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er

ophørt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer og

andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har en

legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er

berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes

godkendelse - at indtræde som part i klagen til retslige og/eller

administrative instanser med henblik på håndhævelsen af forpligtelserne i

henhold til dette direktiv.

3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om tidsfrister

for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.

Artikel 10

Bevisbyrde

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres

nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,

når

en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling

tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden

kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning

til

at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling,

påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er

blevet tilsidesat.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne

indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klageren.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på sager som

nævnt i artikel 9, stk. 2.

5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager,

hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal undersøge

sagens faktiske omstændigheder.

Artikel 11

Beskyttelse mod repressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige

foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse eller anden

ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en klage

inden

for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med det formål at

sikre,

at princippet om ligebehandling iagttages.

Artikel 12

Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages

i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder

anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab

ved

hjælp af alle egnede midler, f.eks. på arbejdspladserne.

Artikel 13

Dialog mellem arbejdsmarkedets parter

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at tilskynde

til

dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling,

herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne, kollektive

overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller udveksling af

erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale traditioner

og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets parter til

på

passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at indgå aftaler

indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel 3

anførte

områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne

aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante

nationale gennemførelsesforanstaltninger.

Artikel 14

Dialog med ikke-statslige organisationer

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med

relevante ikke-statslige organisationer, som i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis har en legitim interesse i at bidrage til

bekæmpelse af forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde med

henblik på at fremme princippet om ligebehandling.

KAPITEL III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Artikel 15

Nordirland

1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse samfunds

underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der ved ulige

behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke, herunder dens

støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så vidt den nationale

lovgivning

udtrykkeligt tillader denne forskelsbehandling.

2. Med henblik på opretholde lige beskæftigelsesmuligheder

for lærere i Nordirland og samtidig bidrage til at overvinde den historiske

splittelse mellem de vigtigste religiøse samfund, der er repræsenteret i

Nordirland, finder dette direktivs bestemmelser om religion og tro ikke

anvendelse på skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale lovgivning

udtrykkeligt tillader dette.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Overholdelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger

til at sikre, at

a)

alle love og

administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling,

ophæves

b)

alle bestemmelser,

der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter

eller

kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for

selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer,

erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

Artikel 17

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal

anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til

gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre

deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret

skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til

overtrædelsen

og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december

2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst

muligt

om senere ændringer.

Artikel 18

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og

administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2.

december 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter

overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser,

der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer

medlemsstaterne, at arbejdsmarkedets parter senest den 2. december 2003 har

indført de nødvendige foranstaltninger ad aftalemæssig vej, idet

medlemsstaterne

er forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for til enhver

tid

at kunne garantere de resultater, der foreskrives i direktivet. De

underretter

straks Kommissionen herom.

For at tage hensyn til særlige forhold kan medlemsstaterne

om nødvendigt få en yderligere frist på tre år fra den 2. december 2003, dvs.

i

alt seks år, til at iværksætte dette direktivs bestemmelser om

forskelsbehandling på grund af alder og handicap. I så fald underretter de

straks Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte denne yderligere

periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke

foranstaltninger

de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af alder og handicap,

og

hvilke fremskridt der er gjort med at gennemføre direktivet. Kommissionen

aflægger hvert år rapport til Rådet.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en

henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

Artikel 19

Beretning

1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005

og hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for

til at udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen

af

dette direktiv.

2. I Kommissionens beretning skal der i relevant omfang

tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige

organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige

muligheder for mænd og kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en evaluering

af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger, der er truffet. På

baggrund af de modtagne oplysninger skal beretningen om nødvendigt indeholde

forslag med henblik på revision og ajourføring af direktivet.

Artikel 20

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 21

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.

På Rådets vegne

É. Guigou

Formand

(2)

EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 42.

(3)

Udtalelse af 12.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(4)

EFT C 204 af 18.7.2000, s. 82.

(5)

EFT C 226 af 8.8.2000, s. 1.

(6)

EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.

(7)

EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.

(8)

EFT L 225 af 12.8.1986, s. 43.

(9)

EFT C 186 af 2.7.1999, s. 3.

Bilag 2

Rådets direktiv 2000/43/EF

af 29. juni 2000

om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller

etnisk oprindelse

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,

under henvisning til forslag fra Kommissionen

(10)

,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

(11)

,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale

Udvalg

(12)

,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

(13)

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Traktaten om Den

Europæiske Union udgør en ny fase i processen hen imod en stadigt snævrere

union mellem de europæiske folk.

(2)

I henhold til

EU-traktatens artikel 6 bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati

og

respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt

retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til

fælles, og den skal respektere de grundlæggende rettigheder, således som de

garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder

og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af

medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle

principper for fællesskabsretten.

(3)

Alle menneskers ret

til lighed for loven og beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel

ret,

der anerkendes i verdenserklæringen om menneskerettigheder, De Forenede

Nationers konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod

kvinder, den internationale konvention om afskaffelse af alle former for

racediskrimination og De Forenede Nationers konventioner om borgerlige og

politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og

den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har tiltrådt.

(4)

Det er vigtigt at

respektere sådanne grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder

foreningsfriheden. Det er i forbindelse med adgang til og levering af varer

og

tjenesteydelser også vigtigt at sikre beskyttelse af privat- og familieliv.

(5)

Europa-Parlamentet

har vedtaget en række beslutninger om bekæmpelse af racisme i Den Europæiske

Union.

(6)

Den Europæiske Union

afviser teorier, der søger at fastslå, at der findes forskellige

menneskeracer.

Anvendelsen af udtrykket "race" i dette direktiv indebærer ikke en

accept af sådanne teorier.

(7)

Det Europæiske Råd

opfordrede på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 Kommissionen til

snarest muligt at forelægge forslag vedrørende gennemførelsen af

EF-traktatens

artikel 13 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

(8)

I retningslinjerne

for beskæftigelsen 2000, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i

Helsingfors

den 10. og 11. december 1999, understreges behovet for at skabe

forudsætninger

for et socialt solidarisk arbejdsmarked gennem formulering af et

sammenhængende

sæt foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af bestemte grupper

såsom etniske mindretal.

(9)

Forskelsbehandling på

grund af race eller etnisk oprindelse kan undergrave opfyldelsen af

EF-traktatens mål, særlig opnåelse af et højt beskæftigelsesniveau og et højt

socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten samt

økonomisk og social samhørighed og solidaritet. Forskelsbehandling kan også

undergrave indsatsen for at opfylde målsætningen om udvikling af Den

Europæiske

Union som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(10)

Kommissionen

forelagde i december 1995 en meddelelse om racisme, fremmedhad og

antisemitisme.

Rådet

vedtog den 15. juli 1996 fælles aktion 96/443/RIA om bekæmpelse af racisme og

fremmedhad

(14)

, hvori der indgås en

forpligtelse til at sikre effektivt retligt samarbejde om bekæmpelse af

lovovertrædelser, der er begrundet i racisme eller fremmedhad.

For

at sikre udviklingen af demokratiske og tolerante samfund, hvori alle kan

deltage uanset race eller etnisk oprindelse, bør foranstaltninger til

bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse

række

videre end adgang til lønnet eller selvstændig beskæftigelse og dække områder

som uddannelse, social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje,

sociale goder, adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.

(13)

Med henblik

herpå bør enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund

af race eller etnisk oprindelse inden for de områder, der er dækket af dette

direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Forbuddet mod forskelsbehandling

bør

også gælde tredjelandes statsborgere, men omfatter ikke ulige behandling på

grund af nationalitet og berører ikke bestemmelser om

tredjelandsstatsborgeres

indrejse og ophold og deres adgang til beskæftigelse.

(14)

Når

Fællesskabet gennemfører princippet om ligebehandling uanset race eller

etnisk

oprindelse, bør det i henhold til traktatens artikel 3, stk. 2, tilstræbe at

fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, da kvinder

ofte er ofre for dobbelt diskrimination.

(15)

Det er de

nationale juridiske eller andre kompetente organer, der skal vurdere de

faktiske forhold, på grundlag af hvilke det kan udledes, at der har været

direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med

bestemmelserne i national ret eller praksis. Sådanne bestemmelser vil i

første

omgang skulle sikre, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås, bl.a. på

grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde.

(16)

Det er

vigtigt at beskytte fysiske personer mod forskelsbehandling på grund af race

eller etnisk oprindelse. Medlemsstaterne bør også, hvor det er

hensigtsmæssigt

og i overensstemmelse med deres nationale traditioner og praksis, drage

omsorg

for beskyttelse af juridiske personer, når de forskelsbehandles på grund af

deres medlemmers race eller etniske oprindelse.

(17)

Forbud mod

forskelsbehandling bør ikke være til hinder for opretholdelse eller

vedtagelse

af foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper for

en gruppe af personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse, og sådanne

foranstaltninger kan gøre det muligt at oprette organisationer af personer af

en særlig race eller etnisk oprindelse, når deres hovedmål er at fremme disse

personers særlige behov.

(18)

Under meget

begrænsede omstændigheder kan ulige behandling retfærdiggøres, når en

relevant

egenskab, der vedrører race eller etnisk oprindelse, udgør et regulært

erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et rimeligt

forhold hertil. Sådanne omstændigheder bør medtages i de oplysninger, som

medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.

(19)

Personer,

som udsættes for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse,

bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv

retsbeskyttelse, bør også foreninger eller juridiske personer have beføjelse

til, som nærmere fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af eller til

støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som part i en sag

uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende repræsentation og

forsvar i retten.

(20)

Effektiv

gennemførelse af princippet om ligestilling forudsætter passende

retsbeskyttelse i civile sager mod repressalier.

(21)

Reglerne om

bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om

forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling

kan

anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en

sådan forskelsbehandling.

(22)

Medlemsstaterne

behøver ikke at anvende reglerne om bevisbyrde i sager, hvor en domstol eller

en anden kompetent instans skal undersøge de faktiske omstændigheder. Der

skal

anvendes procedurer, hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans,

der skal undersøge omstændighederne, og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge

beviser herfor.

(23)

Medlemsstaterne

bør fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og med de ikke-statslige

organisationer om forskellige former for forskelsbehandling, og hvordan de

bekæmpes.

(24)

Tilstedeværelsen

af et organ eller organer i hver medlemsstat, som har kompetence til at

analysere problemer i forbindelse med forskelsbehandling på grund af race

eller

etnisk oprindelse, undersøge mulige løsninger og yde konkret hjælp til

ofrene,

vil i sig selv give øget beskyttelse mod sådan forskelsbehandling.

(25)

Dette

direktiv fastsætter mindstekrav, og medlemsstaterne har således mulighed for

at

indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette

direktiv bør ikke tjene som begrundelse for en forringelse af de eksisterende

vilkår på dette felt i de enkelte medlemsstater.

(26)

Medlemsstaterne

bør fastsætte effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til

overtrædelsen og har afskrækkende virkning i tilfælde af handlinger, der

strider imod forpligtelserne i dette direktiv.

(27)

Medlemsstaterne

kan overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra

disse, at gennemføre dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som

henhører under kollektive overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer

de fornødne foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i

stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.

(28)

I

overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet,

jf. EF-traktatens artikel 5, kan direktivets mål, nemlig at sikre et fælles

højt beskyttelsesniveau mod forskelsbehandling i alle medlemsstaterne, ikke i

tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor, på grund af den

påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre gennemføres på

fællesskabsplan. Dette direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for

at

nå disse mål –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for

bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med

henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

1. I dette direktiv betyder princippet om

ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

2. I henhold til stk. 1

a)

foreligger der

direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk

oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive

behandlet i en tilsvarende situation

b)

foreligger der

indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,

betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk

oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre den

pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et

legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og

nødvendige.

3. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1, når en uønsket optræden i relation til race eller etnisk

oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons

værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller

ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane defineres i

overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.

4. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund

af race eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling som

defineret

i stk. 1.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Inden for de beføjelser, traktaten tillægger

Fællesskabet, finder dette direktiv, for så vidt angår både den offentlige og

den private sektor, herunder offentlige organer, anvendelse på alle personer

for så vidt angår

a)

vilkårene for adgang

til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og

ansættelsesvilkår, uanset sektor eller branche og uanset niveau i

erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse

b)

adgang til alle typer

af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

c)

beskæftigelse og

arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

d)

medlemskab af og

deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en

organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele,

sådanne organisationer giver medlemmerne

e)

social beskyttelse,

herunder social sikring og sundhedspleje

f)

sociale goder

g)

uddannelse

h)

adgang til og

levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig.

2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på

grundlag af nationalitet og berører ikke bestemmelser og betingelser

vedrørende

tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold på

medlemsstaternes

territorium og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de

pågældende

tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.

Artikel 4

Regulære og afgørende erhvervsmæssige krav

Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab i forbindelse

med

race eller etnisk oprindelse, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den

pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter

eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og

afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet

står i rimeligt forhold hertil.

Artikel 5

Positiv særbehandling

For at sikre fuld ligestilling i praksis er princippet

om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater

opretholder

eller vedtager specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge

eller opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse.

Artikel 6

Mindstekrav

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde

bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om

ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen

omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i

medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af

direktivet.

KAPITEL II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 7

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig

krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,

herunder hvor de finder det hensigtsmæssigt til forligsinstanser, med henblik

på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at

det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er

ophørt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer og

andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har en

legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er

berettigede til - enten på vegne af eller til støtte for klageren med dennes

godkendelse - at indtræde som part i klagen til retslige og/eller

administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i

dette

direktiv.

3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om tidsfrister

for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.

Artikel 8

Bevisbyrde

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres

nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,

når

en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling

tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden

kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning

til

at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling,

påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er

blevet tilsidesat.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne

indfører regler for bevisførelse, som er gunstigere for klageren.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på sager som nævnt

i artikel 7, stk. 2.

5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager,

hvor det er Domstolen eller en kompetent instans, der skal undersøge sagens

faktiske omstændigheder.

Artikel 9

Repressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige

foranstaltninger til at beskytte enkeltpersoner mod ufordelagtig behandling

eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller enhver form for

retsforfølgning med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling

iagttages.

Artikel 10

Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages

i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder

anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab

ved

hjælp af alle egnede midler.

Artikel 11

Dialog mellem arbejdsmarkedets parter

1. Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis træffe passende foranstaltninger til at

tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,

kollektive aftaler, regler for god opførsel, forskning eller udveksling af

erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale traditioner

og national praksis, skal medlemsstaterne tilskynde arbejdsmarkedets parter

til

på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at indgå aftaler

indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel 3

anførte

områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne

aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante

nationale gennemførelsesforanstaltninger.

Artikel 12

Dialog med ikke-statslige organisationer

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med

relevante ikke-statslige organisationer, som i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis har en legitim interesse i at bidrage til

bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse

med

henblik på at fremme princippet om ligebehandling.

KAPITEL III

UAFHÆNGIGE ORGANER FOR FREMME AF LIGEBEHANDLING

Artikel 13

1. Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer for

fremme af ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race

eller

etnisk oprindelse. Sådanne organer kan være en del af institutioner, der har

til opgave på nationalt plan at forsvare menneskerettighederne eller beskytte

enkeltpersoners rettigheder.

Medlemsstaterne sikrer, at disse organer også har

kompetence til at

–

bistå ofre for

forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling

under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre

juridiske personers rettigheder, jf. artikel 7, stk. 2

–

indlede uafhængige

undersøgelser af forskelsbehandling

–

offentliggøre

rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende

forskelsbehandling.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 14

Overholdelse af direktivet

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger

til at sikre, at

a)

alle love og

administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling,

ophæves

b)

alle bestemmelser,

der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i individuelle

eller kollektive kontrakter og overenskomster, virksomheders interne

reglementer, vedtægter for foreninger med eller uden lukrativt formål, regler

for selvstændige erhverv og vedtægter for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller

ændres.

Artikel 15

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal

anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er

vedtaget

til gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at

sikre deres anvendelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret

skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til

overtrædelsen

og have en afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 19. juli

2003 Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser samt enhver senere ændring

heri så tidligt som muligt.

Artikel 16

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og

administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest

den

19. juli 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter

overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser,

der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer den

enkelte

medlemsstat sig, at arbejdsmarkedets parter senest den 19. juli 2003 har

indført de nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, idet den skal træffe

de

nødvendige foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i

stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i direktivet. De

underretter straks Kommissionen herom.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en

henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

Artikel 17

Beretning

1. Medlemsstaterne meddeler inden den 19. juli 2005 og

hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, den har brug for til

at

udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af

dette

direktiv.

2. I Kommissionens beretning skal der, hvor det er relevant,

tages hensyn til de synspunkter, som Det Europæiske Observatorium for Racisme

og Fremmedhad giver udtryk for, samt til arbejdsmarkedets parters og de

relevante ikke-statslige organisationers synspunkter. I overensstemmelse med

princippet om lige muligheder for mænd og kvinder skal denne beretning bl.a.

indeholde en vurdering af indvirkningen af de foranstaltninger, der er

truffet,

for kvinder og mænd. På baggrund af de modtagne oplysninger skal denne

beretning i givet fald indeholde forslag med henblik på en revision og

ajourføring af direktivet.

Artikel 18

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 19

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 2000.

På Rådets vegne

M. Arcanjo

Formand

(10)

Endnu ikke offentliggjort i EFT.

(11)

Udtalelse af 18. maj 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(12)

Udtalelse af 12. april 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(13)

Udtalelse af 31. maj 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(14)

EFT L 185 af 24.7.1996, s. 5.

Officielle noter

1)

Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om

gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller

etnisk

oprindelse (EFT. 2000, nr. 180, L s. 22) og dele af Rådets direktiv

2000/78/EF

af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med

hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT. 2000 303, L s. 16).

Lignende dokumenter