Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 11. november 2004 af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling
på arbejdsmarkedet m.v.
(indsættelse
af alder og handicap som kriterier i loven)
1)
§ 1
I lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 756 af 30. juni 2004, foretages følgende
ændringer:
1.
Fodnoten
til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets
direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle
uanset race eller etnisk oprindelse (EF-Tidende 2000, nr. L 180, s. 22) samt
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser
om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000,
nr.
L 303, s. 16).«
2.
I
§ 1, stk. 1,
indsættes efter »seksuel
orientering«: », alder, handicap«.
Læs alt
3.
I
§ 1, stk. 2,
indsættes efter »seksuel
orientering«: », alder, handicap«.
4.
I
§ 1, stk. 3,
indsættes efter »oprindelse«:
»eller med en bestemt alder eller med handicap«.
5.
I
§ 1, stk. 3,
indsættes efter »nødvendige«:
», jf. dog § 2a«.
6.
I
§ 1, stk. 4,
indsættes efter »seksuelle
orientering«: », alder, handicap«.
7.
I
§ 1, stk. 5,
indsættes efter »seksuel
orientering«: », alder, handicap«.
8.
I
§ 1, stk. 6,
indsættes efter »kollektiv
overenskomst«: », jf. dog stk. 7«.
9.
I
§ 1
indsættes efter stk. 6 som nye stykker:
»
Stk. 7
. Loven finder
ikke anvendelse, hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og
handicap følger af en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum
svarer til bestemmelserne i det i bilag 1 til loven optrykte direktiv nr.
2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse
og erhverv.
10.
Efter
§ 1 indsættes:
»
§ 1 a.
Forsvarsministeren kan efter høring af de berørte organisationer undtage
væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på
grund
af alder og handicap i denne lov.«
11.
Efter
§ 2 indsættes:
»
§ 2 a. Arbejdsgiveren
skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de
konkrete behov, for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse,
til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at
give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke,
hvis arbejdsgiveren
derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i
tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke
for
at være uforholdsmæssig stor.«
12.
§ 5
affattes således:
»
§ 5.
Det må ikke
ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges
eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro,
politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk
oprindelse, med en bestemt alder, eller med handicap. Det må heller ikke
angives, at der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.«
13.
I
§ 5a
, indsættes efter stk. 2 som nye
stykker:
»
Stk. 3
.
Uanset bestemmelsen i stk. 1, er
loven ikke til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat i
eller aftalt i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at
disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål
indenfor rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende
formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4.
Uanset
§ 2, stk.1, er loven ikke til hinder for bestemmelser i individuelle
eller
kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når
lønmodtageren fylder 65 år.«
14.
I
§ 6, stk. 2,
indsættes efter »hudfarve«:
», alder eller et bestemt handicap«.
15.
Efter
§ 6 indsættes:
»
§ 6 a.
Uanset
§§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser
for
adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller for anvendelse
af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger.
Anvendelsen af alderskriteriet må ikke medføre forskelsbehandling på grund af
køn.«
16.
§ 9, stk. 2,
affattes således:
»
Stk. 2
. Loven er ikke
til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med
hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes
foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne
for
personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk
anskuelse,
seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med
en
bestemt alder eller med handicap.«
17.
I
§ 9,
indsættes efter stk. 2 som nye
stykker:
»
Stk. 3
. Loven er ikke
til hinder for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af
beskæftigelsesmuligheder
for ældre lønmodtagere og personer med handicap.
Stk. 4.
Med henblik
på at beskytte børn og yngre lønmodtagere er forbuddet mod forskelsbehandling
på grund af alder i lovens §§ 2-5 ikke til hinder for fastsættelse af
aldersgrænser for adgang til beskæftigelse ved lov eller i medfør af lov.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bilag 1
RÅDETS DIREKTIV 2000/78/EF
af 27. november
2000
om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
2)
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet
3) ,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,
4)
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
5) ,
og ud fra følgende betragtninger:
(1)
I henhold til artikel 6 i traktaten om Den
Europæiske Union bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og
respekt
for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt
retsstatsprincippet,
der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles, og den
respekterer
de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske
konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, og således som de følger af medlemsstaternes fælles
forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for
fællesskabsretten.
(2)
Princippet om ligebehandling af mænd og
kvinder er fastslået i flere EF-retsakter, særlig i Rådets direktiv 76/
207/EØF
af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd
og
kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,
forfremmelse
samt arbejdsvilkår.
6)
(3)
Når Fællesskabet gennemfører princippet om
ligebehandling, bør det i henhold til EF-traktatens artikel 3, stk. 2,
tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem mænd og
kvinder,
da kvinder ofte er ofre for dobbelt diskrimination.
(4)
Alle menneskers ret til lighed for loven og
beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes
i
verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konventioner om afskaffelse
af alle former for diskrimination imod kvinder, om borgerlige og politiske
rettigheder
og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og den europæiske
konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har under tegnet. ILO-konvention
nr. 111 forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
(5)
Det er vigtigt at respektere sådanne
grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke
foreningsfriheden, herunder retten til sammen med andre at oprette og slutte
sig til fagforeninger for at forsvare egne interesser.
(6)
Fællesskabspagten om arbejdstagernes
grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder anerkender
betydningen af at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder
nødvendigheden af at træffe passende foranstaltninger til at sikre social og
økonomisk integrering af ældre og personer med handicap.
(7)
EF-traktaten omhandler også bestræbelser på
at fremme en samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Med
henblik herpå blev der i EF-traktaten indføjet et nyt kapitel om
beskæftigelse
som et middel til at udvikle en samordnet europæisk strategi for
beskæftigelsen
med det formål at fremme en veluddannet, velkvalificeret og smidig
arbejdsstyrke.
(8)
I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000,
som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december
1999, understreges behovet for at skabe forudsætninger for et arbejdsmarked,
der fremmer den sociale integrering gennem formulering af et sammenhængende
sæt
foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af grupper som f.eks.
handicappede. Det fremhæves desuden, at der bør lægges særlig vægt på støtte
til ældre arbejdstagere for at øge deres deltagelse i arbejdsstyrken.
(9)
Beskæftigelse og erhverv er afgørende
områder, når det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage
effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det økonomiske,
kulturelle og sociale liv, og til den personlige udvikling.
(10)
Rådet vedtog den 29. juni 2000 direktiv
2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset
race
eller etnisk oprindelse
7) , som i sig selv yder
beskyttelse mod sådanne former for forskelsbehandling på beskæftigelses- og
arbejdsmarkedsområdet.
(11)
Forskelsbehandling på grund af religion eller
tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af
målene
i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt beskæftigelsesniveau og et højt
socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten,
økonomisk og social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for
personer.
(12)
Med henblik herpå bør enhver form for direkte
eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,
alder eller seksuel orientering inden for de områder, der er dækket af dette
direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Dette forbud mod
forskelsbehandling
bør også gælde for tredjelandsstatsborgere, men det omfatter ikke ulige
behandling på grund af nationalitet, og det berører ikke bestemmelserne om
tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til beskæftigelse
og erhverv.
(13)
Dette direktiv finder ikke anvendelse på
ordninger for social sikring og social beskyttelse, hvis ydelser ikke er
sidestillet med løn i den betydning, dette udtryk er anvendt i EF-traktatens
artikel 141, eller på udbetalinger af enhver art fra staten, hvor formålet er
adgang til eller bibeholdelse af beskæftigelsen.
(14)
Dette direktiv berører ikke nationale
bestemmelser vedrørende fastsættelse af pensionsalder.
(15)
Det er de nationale retslige myndigheder eller
andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i
national
ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til
at
formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse
bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale
eller på enhver anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte
forskelsbehandling.
(16)
Iværksættelse af foranstaltninger, der tager
hensyn til behovene hos personer med handicap på arbejdspladsen, spiller en
vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap.
(17)
Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt
omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver
dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller
uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at
udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling
eller
at følge en given uddannelse.
(18)
Navnlig må dette direktiv ikke medføre, at de
væbnede styrker og politiet, fængselsvæsnet og redningstjenesterne skal være
forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke
opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige opgaver, der kan
blive
pålagt vedkommende under hensyn til det legitime mål at sikre disse
tjenesters
operationelle karakter.
(19)
For at medlemsstaterne fortsat kan opretholde
deres væbnede styrkers kapacitet, kan de desuden vælge, at de væbnede styrker
eller dele heraf skal være undtaget fra dette direktivs bestemmelser om
handicap og alder. De medlemsstater, der benytter sig heraf, skal definere
undtagelsens
anvendelsesområde.
(20)
Der bør vedtages passende, dvs. effektive og
praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en
handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr,
arbejdsmønstre,
opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion.
(21)
Når det vurderes, om disse tilpasninger
medfører en uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de
finansielle og andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til
organisationens
eller virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at
opnå
offentlige tilskud eller anden støtte.
(22)
Dette direktiv berører ikke national ret
vedrørende civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.
(23)
Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige
behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der vedrører religion
eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, udgør et regulært og
afgørende erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et
rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder bør medtages i de
oplysninger,
som medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.
(24)
Unionen har i sin erklæring nr. 11 om kirkers
og konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til
slutakten til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt anført, at den respekterer og
ikke anfægter den status i henhold til national lovgivning, som kirker og
religiøse
sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne, samt at den ligeledes
respekterer filosofiske og konfessionsløse organisationers status, og at
medlemsstaterne på baggrund heraf kan opretholde eller fastsætte specifikke
bestemmelser om regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav, der
kan
stilles til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet.
(25)
Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af
alder er en afgørende forudsætning for, at de mål, der er fastsat i
retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der kan tilskyndes til
diversitet
i beskæftigelsen. Ulige behandling på grund af alder kan dog være berettiget
under visse omstændigheder og kræver derfor særlige bestemmelser, der kan
variere alt efter situationen i medlemsstaterne. Det er afgørende at skelne
mellem ulige behandling, der er berettiget, især under hensyn til legitime
beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og
forskelsbehandling, der skal forbydes.
(26)
Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til
hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til
formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af en
bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt
alder
eller seksuel orientering, og sådanne foranstaltninger kan gøre det muligt at
oprette organisationer af personer af en bestemt religion eller tro, med et
bestemt handicap, eller af en bestemt alder eller seksuel orientering, når
deres hovedmål er at fremme disse personers særlige behov.
(27)
Rådet har i sin henstilling 86/379/EØF af 24.
juli 1986 om beskæftigelsen af handicappede i Fællesskabet
8)
fastlagt en
referenceramme, hvori er opregnet eksempler på positive særforanstaltninger
til
fremme af handicappedes beskæftigelse og uddannelse, og har i sin resolution
af
17. juni 1999 om lige beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap
9)
påpeget
betydningen af at tage særligt hensyn navnlig ved ansættelse, fortsat
beskæftigelse og uddannelse og livslang uddannelse for handicappede.
(28)
Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver
således medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere
bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke anvendes som
begrundelse for en forringelse af eksisterende vilkår på dette felt i de
enkelte medlemsstater.
(29)
Personer, som udsættes for forskelsbehandling
på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering,
bør
sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv
retsbeskyttelse, bør også foreninger eller juridiske personer have beføjelse
til efter nærmere bestemmelser fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af
eller til støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som
part
i en sag uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende
repræsentation
og forsvar i retten.
(30)
Effektiv gennemførelse af princippet om
ligebehandling forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.
(31)
Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der
umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden
bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til
sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling.
Sagsøgte
skal imidlertid ikke fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt
religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
(32)
Medlemsstaterne behøver ikke at anvende
reglerne om bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller en anden kompetent
instans
skal undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes procedurer,
hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans, der skal undersøge
omstændighederne,
og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge beviser herfor.
(33)
Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem
arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis med de
ikke-statslige organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling
på arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.
(34)
Behovet for at fremme freden og forsoningen mellem
de vigtigste samfund i Nordirland nødvendiggør særlige bestemmelser i dette
direktiv.
(35)
Medlemsstaterne bør fastsætte effektive
sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en
afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der
strider
mod forpligtelserne i dette direktiv.
(36)
Medlemsstaterne kan overlade det til
arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre
dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører under kollektive
overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de fornødne
foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i stand til at
sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.
(37)
I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet,
jf. artikel 5 i EF-traktaten, kan målet for den påtænkte handling, nemlig at
sikre ensartede vilkår i Fællesskabet med hensyn til beskyttelse af retten
til
ligestilling i relation til beskæftigelse og erhverv, ikke i tilstrækkelig
grad
opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund af den påtænkte handlings
omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke
ud
over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
KAPITEL I
GENERELLE BESTEMMELSER
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er, med henblik på at
gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en
generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder
eller
seksuel orientering.
Artikel 2
Begrebet forskelsbehandling
1. I dette direktiv betyder princippet om
ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller
indirekte
forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2. I henhold til stk. 1
a)
foreligger der
direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel
1
anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation
bliver, er blevet eller ville blive behandlet
b)
foreligger der
indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,
betingelse
eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et
bestemt
handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med
en
bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre
personer,
medmindre
i)
den pågældende
bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt
mål,
og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller
ii)
medmindre
arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette
direktiv,
i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende
foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold
til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige
virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.
3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som
defineret i stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i
artikel 1 anførte grunde finder sted med det formål eller den virkning at
krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende,
ydmygende eller ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane
defineres i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og
praksis.
4. Enhver instruktion om at forskelsbehandle en person
af en af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som forskelsbehandling som
defineret i stk. 1.
5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat
ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn
til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge
forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres
rettigheder
og friheder.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser
finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,
herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:
a)
vilkårene for adgang
til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og
erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og
ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,
herunder i henseende til forfremmelse
b)
adgang til alle typer
af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig
videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring
c)
ansættelses- og
arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn
d)
medlemskab af og
deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en
organisation,
hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne
organisationer giver medlemmerne.
2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på
grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og betingelser
vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold
i
medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de
pågældende
tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.
3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver
art fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger
for
social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.
4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i det omfang dette
direktiv vedrører forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, finder
det ikke anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.
Artikel 4
Erhvervsmæssige krav
1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan
medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab,
der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke
udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren
af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne
aktiviteter
udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at
målet
er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.
2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller
private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan
medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige
aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for
vedtagelsen
af dette direktiv, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret
på
national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,
fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons
religion
eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under
hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng de indgår i,
udgør
et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af
organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af
medlemsstaternes
forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de generelle principper i
fællesskabsretten og kan ikke berettige til forskelsbehandling med anden
begrundelse.
Under forudsætning af at dette direktiv i øvrigt
overholdes, er det således ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige
eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og
som handler i overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning,
kan
kræve af personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til
og er loyale over for organisationens etik.
Artikel 5
Tilpasninger til
handicappede i rimeligt omfang
Med henblik på at sikre, at princippet om
ligebehandling af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i
rimeligt omfang. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de
foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov,
for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller
have fremgang i den eller for at give vedkommende adgang til uddannelse,
medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis
denne byrde i tilstrækkeligt omfang lettes gennem foranstaltninger, der er
normale elementer i den pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den
ikke
for at være uforholdsmæssig stor.
Artikel 6
Berettigelse af ulige
behandling på grund af alder
1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne
bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør
forskelsbehandling,
hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for
rammerne af den nationale ret bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds-
og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det
pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige
behandling:
a)
tilvejebringelse af
særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse,
beskæftigelse
og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for
unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med henblik på at
fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem
b)
fastsættelse af
minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for
adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med
beskæftigelse
c)
fastsættelse af en
maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige
krav
til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en
rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.
2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne
bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede
sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser
for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af
alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger
ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke
medfører forskelsbehandling på grund af køn.
Artikel 7
Positiv særbehandling og
særforanstaltninger
1. For at sikre fuld ligestilling i arbejdslivet er
princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater
opretholder eller vedtager særforanstaltninger, der har til formål at
forebygge
eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1 anførte
grunde.
2. For så vidt angår handicappede er princippet om
ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller
vedtager bestemmelser vedrørende sundhedsbeskyttelse og sikkerhed på
arbejdspladsen, eller for foranstaltninger, der tager sigte på at oprette
eller
opretholde bestemmelser eller faciliteter med henblik på at beskytte eller
fremme deres erhvervsmæssige integration.
Artikel 8
Mindstekrav
1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser,
som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end
bestemmelserne i dette direktiv.
2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under
ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i
medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af
direktivet.
KAPITEL II
RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE
Artikel 9
Klageadgang
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig
krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den
pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,
herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med
henblik
på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at
det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er
ophørt.
2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger,
organisationer og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres
nationale ret har en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs
bestemmelser
overholdes, er berettigede til — enten på vegne af eller til støtte for
klageren med dennes godkendelse — at indtræde som part i klagen til
retslige
og/eller administrative instanser med henblik på håndhævelsen af
forpligtelserne i henhold til dette direktiv.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om
tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.
Artikel 10
Bevisbyrde
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres
nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,
når
en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling
tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden
kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning
til
at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling,
påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er
blevet tilsidesat.
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at
medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for
klageren.
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på
sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1
på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal
undersøge sagens faktiske omstændigheder.
Artikel 11
Beskyttelse modrepressalier
Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de
nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse
eller anden ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på
en
klage inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med det
formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.
Artikel 12
Formidling af information
Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages
i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder
anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab
ved
hjælp af alle egnede midler, f.eks. på arbejdspladserne.
Artikel 13
Dialog mellem
arbejdsmarkedets parter
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med
nationale traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at
tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme
ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,
kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller
udveksling
af erfaringer og god praksis.
2. Når det er i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets
parter til på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at
indgå
aftaler indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel
3
anførte områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger.
Sådanne aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de
relevante
nationale gennemførelsesforanstaltninger.
Artikel 14
Dialog medikke-statslige
organisationer
Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med
relevante ikkestatslige organisationer, som i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis har en legitim interesse i at bidrage til
bekæmpelse af forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde med
henblik på at fremme princippet om ligebehandling.
KAPITEL III
SÆRLIGE BESTEMMELSER
Artikel 15
Nordirland
1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse samfunds
underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der ved ulige
behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke, herunder dens
støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så vidt den nationale
lovgivning
udtrykkeligt tillader denne forskelsbehandling.
2. Med henblik på opretholde lige
beskæftigelsesmuligheder for lærere i Nordirland og samtidig bidrage til at
overvinde den historiske splittelse mellem de vigtigste religiøse samfund,
der
er repræsenteret i Nordirland, finder dette direktivs bestemmelser om
religion
og tro ikke anvendelse på skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale
lovgivning udtrykkeligt tillader dette.
KAPITEL IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 16
Overholdelse
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger
til at sikre, at
a)
alle love og
administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling,
ophæves
b)
alle bestemmelser,
der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter
eller
kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for
selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og
arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller
ændres.
Artikel 17
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal
anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til
gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre
deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret
skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen
og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december
2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst
muligt
om senere ændringer.
Artikel 18
Gennemførelse
Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og
administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2.
december 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter
overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser,
der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer
medlemsstaterne, at arbejdsmarkedets parter senest den 2. december 2003 har
indført de nødvendige foranstaltninger ad aftalemæssig vej, idet
medlemsstaterne er forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger
for til enhver tid at kunne garantere de resultater, der foreskrives i
direktivet. De underretter straks Kommissionen herom.
For at tage hensyn til særlige forhold kan
medlemsstaterne om nødvendigt få en yderligere frist på tre år fra den 2.
december 2003, dvs. i alt seks år, til at iværksætte dette direktivs
bestemmelser om forskelsbehandling på grund af alder og handicap. I så fald
underretter de straks Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte
denne
yderligere periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke
foranstaltninger de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af
alder
og handicap, og hvilke fremskridt der er gjort med at gennemføre direktivet.
Kommissionen aflægger hvert år rapport til Rådet.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen
fastsættes
af medlemsstaterne.
Artikel 19
Beretning
1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005
og hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for
til at udarbejde en beretning til EuropaParlamentet og Rådet om anvendelsen
af
dette direktiv.
2. I Kommissionens beretning skal der i relevant omfang
tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige
organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige
muligheder for mænd og kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en evaluering
af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger, der er truffet. På
baggrund af de modtagne oplysninger skal beretningen om nødvendigt indeholde
forslag med henblik på revision og ajourføring af direktivet.
Artikel 20
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.
På Rådets vegne
É. GUIGOU
Formand
____________________
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I. Indledning
Med lovforslaget foreslås det at indsætte
diskriminationskriterierne »handicap og alder« i forskelsbehandlingsloven,
således at lovens anvendelsesområde udvides til at omfatte et forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder og handicap på arbejdsmarkedet.
Endvidere
foreslås en pligt for arbejdsgiveren til at foretage rimelige tilpasninger
for
at sikre en person med handicap adgang til beskæftigelse m.v. I den
forbindelse
foreslås indsat en henvisning til bestemmelsen, der fastslår arbejdsgiverens
tilpasningsforpligtelser i forhold til personer med handicap. Endelig
foreslås
det i forbindelse med gennemførelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på
grund af alder, at der gennemføres en række undtagelsesmuligheder, idet alder
i
visse sammenhænge kan udgøre et sagligt og hensigtsmæssigt kriterium, som det
under nærmere angivne betingelser vil være lovligt at lægge vægt på.
Forskelsbehandlingslovens
horisontale bestemmelser og anvendelsesområde opretholdes uændret.
2. Baggrund for forslaget
Forslaget gennemfører den resterende del af Rådets direktiv
2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv, jf. EF-Tidende 2000, nr. L 303, s. 16
(beskæftigelsesdirektivet),
i dansk ret, dvs. bestemmelserne om alder og handicap. Direktivets øvrige
forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro og seksuel
orientering blev gennemført ved lov nr. 253 af 7. april 2004 om ændring af
forskelsbehandlingsloven.
2.1. Beskæftigelsesdirektivet
Beskæftigelsesdirektivet er en del af Europa-Kommissionens
anti-diskriminationspakke fremsat den 25. november 1999 med hjemmel i
EF-traktatens artikel 13, hvorefter der kan træffes hensigtsmæssige
foranstaltninger
til bekæmpelse af forskelsbehandling. Direktivet fastlægger rammen for
forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og vedrører kriterierne
religion, tro, alder, handicap og seksuel orientering.
Forbuddet mod forskelsbehandling i beskæftigelsesdirektivet
gælder med hensyn til vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, adgang
til
erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og
omskoling, med hensyn til beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, og med hensyn
til medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller
arbejdsgiverorganisation. Dette svarer til forskelsbehandlingslovens saglige
anvendelsesområde, jf. lovens §§ 2 og 3. Direktivet fastsætter endvidere
regler
om, hvornår og under hvilke betingelser der kan ske undtagelser fra forbuddet
mod forskelsbehandling i forbindelse med udøvelse af bestemte
erhvervsaktiviteter.
Med lov nr. 253 af 7. april 2004 blev direktivets
horisontale bestemmelser gennemført i forskelsbehandlingsloven fra 1996. Ved
lovændringen blev følgende gennemført i dansk ret:
·
præcisering af forbuddet mod
forskelsbehandling, herunder:
·
indsættelse af definitioner af direkte
og indirekte forskelsbehandling
·
tilføjelse af et forbud mod
chikane
·
forbud mod instruktion til
forskelsbehandling
·
delt bevisbyrde i sager om
forskelsbehandling.
2.1.1. Direktivets særbestemmelser om handicap
Direktivets udgangspunkt er, at direkte og indirekte forskelsbehandling
på grund af handicap er forbudt, jf. artikel 2. Med henblik på at sikre
overholdelse af princippet om ligebehandling indeholder direktivets artikel 5
en selvstændig forpligtelse for arbejdsgiveren til i rimeligt omfang at
foretage tilpasninger. Tilpasningerne skal være hensigtsmæssige i forhold til
den handicappede persons konkrete behov. Arbejdsgiveren må dog ikke pålægges
en
uforholdsmæssig økonomisk byrde. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang
gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den pågældende
medlemsstats
handicappolitik, anses den ikke for at være uforholdsmæssig stor.
Den forpligtelse, arbejdsgiveren har i henhold til artikel
5 til at foretage tilpasninger, skal efter omstændighederne indgå i
vurderingen
af, hvorvidt en person med handicap udsættes for indirekte
forskelsbehandling,
jf. artikel 2, stk. 2, litra b.
2.1.2. Direktivets særbestemmelser om alder
For så vidt angår alder er det direktivets udgangspunkt, at
forskelsbehandling på grund af alder er forbudt. Direktivet beskytter således
både unge og ældre mod forskelsbehandling. Direktivet anerkender imidlertid
også, at der kan være situationer, hvor det vil være lovligt at tillægge en
lønmodtagers alder betydning. Direktivet indeholder derfor en særbestemmelse
i
artikel 6, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne kan bestemme, at ulige
behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er
objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den
nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og
erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det
pågældende mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det vil sige, at det
absolutte
udgangspunkt i direktivet, hvorefter direkte forskelsbehandling er ulovlig og
ikke kan legitimeres, vil kunne fraviges for så vidt angår direkte
aldersdiskrimination, såfremt medlemsstaterne bestemmer dette, og såfremt
denne
fravigelse i øvrigt er sagligt og proportionalt begrundet i et legitimt
formål
indenfor rammerne af den nationale ret.
Artikel 6, stk. 1, indeholder en række eksempler på
situationer, der vil kunne være legitime formål, men bestemmelsen er ikke
udtømmende, og skal derfor ikke betragtes som en endelig facitliste på, hvad
der er legitime formål. I bestemmelsen anerkendes det, at der kan være behov
for at beskytte såvel yngre som ældre arbejdstagere, ligesom det kan være
legitimt at tilvejebringe særlige vilkår for at sikre bestemte aldersgruppers
erhvervsmæssige integration. Artikel 6, stk. 1 litra a-c har følgende
ordlyd:
»1.
Uanset artikel 2, stk. 2, kan
medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør
forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i
et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime
beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis
midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og
nødvendige.
Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:
a)
tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til beskæftigelse
og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser
vedrørende afskedigelse og aflønning, for unge, ældre arbejdstagere og
personer
med forsørgerpligt med henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration
eller at beskytte dem
b)
fastsættelse af
minimumsbetingelser
vedrørende alder, erhvervserfaring eller
anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i
forbindelse
med beskæftigelse
c)
fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er
baseret på uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller
nødvendigheden af at have tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før
pensionering.«
Efter artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne endvidere
bestemme, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke skal gælde for så vidt
angår
aldersgrænser i forbindelse med adgang til erhvervstilknyttede sociale
sikringsordninger
(herunder arbejdsmarkedspensioner), ligesom alderskriteriet vil kunne
anvendes
til aktuarberegninger indenfor rammerne af disse ordninger, forudsat at dette
ikke indebærer forskelsbehandling på grund af køn.
2.1.3. Øvrige bestemmelser
Det følger af direktivets artikel 3, stk. 4, at
medlemsstaterne kan fastsætte, at direktivets bestemmelser om alder og
handicap
ikke skal finde anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.
Direktivet er et minimumsdirektiv og berører ikke medlemsstaternes
adgang til at indføre bestemmelser, der er gunstigere for beskyttelsen af
princippet om ligebehandling. Gennemførelsen af direktivet berettiger ikke
til
at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor forskelsbehandling i
medlemsstaterne.
Direktivets artikel 18, 4. punktum, indeholder en
særbestemmelse i relation til fristen for implementering af forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af alder og handicap. For disse kriteriers
vedkommende er der mulighed for at udskyde implementeringsfristen i op til 3
år. Regeringen meddelte den 13. februar 2003 EU-Kommissionen, at Danmark
ønskede
at benytte muligheden for at udskyde gennemførelsen af direktivets
bestemmelser
om handicap og alder med et år, således at parterne havde den fornødne tid
til
at forhandle, og således at Beskæftigelsesministeriet havde tilstrækkelig tid
til at udarbejde ny lovgivning, der var tilpasset både overenskomsterne og
den
øvrige diskriminationslovgivning.
3. Implementeringsudvalget
Efter direktivets artikel 18, 1. punktum kan
medlemsstaterne efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter overlade
det
til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser, der henhører
under kollektive overenskomster. Medlemmerne af Implementeringsudvalget
meddelte i efteråret 2002 beskæftigelsesministeren, at de ønskede at udnytte
direktivets mulighed for at aftaleimplementere bestemmelserne om alder og
handicap
ved kollektive aftaler. Medlemmerne af Implementeringsudvalget meddelte i
løbet
af foråret 2004 beskæftigelsesministeren, at det ikke havde været muligt
parterne imellem at indgå implementeringsaftaler.
4. Lovforslagets indhold
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet
m.v. blev vedtaget i 1996 og er senest ændret i april 2004.
Forskelsbehandlingsloven regulerer beskyttelsen mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet bortset fra forskelsbehandling på grund af køn. Det foreslås,
at kriterierne alder og handicap indsættes i forskelsbehandlingsloven.
4.1. Handicapkriteriet
Handicapbegrebet defineres ikke i direktivet, og det er i
forbindelse med implementering i første omgang op til medlemsstaterne at
fastlægge indholdet af begrebet. Det er i sidste instans EF-domstolen, der
fastlægger den endelige fortolkning af direktivet.
I dag findes der hverken i social- eller
arbejdsmarkedslovgivningen nogen formel definition af begrebet handicap. Ikke
desto mindre opereres der i praksis med en relativ præcis opfattelse, som har
vist sig at være nyttig, fordi den er dynamisk.
Direktivet ændrer ikke ved den danske forståelse af
handicapbegrebet. Der foreslås derfor ikke indsat en definition af
handicapbegrebet.
Udover indsættelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på
grund af handicap foreslås der fastsat en pligt for arbejdsgiveren til at
foretage hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at give en person
med
handicap adgang til beskæftigelse m.v. Det foreslås endvidere, at
definitionen
af indirekte forskelsbehandling tager højde for denne
tilpasningsforpligtelse.
Det foreslås yderligere, at der indsættes en bestemmelse i loven, hvorefter
loven ikke er til hinder for iværksættelse af foranstaltninger til fremme af
beskæftigelsesmulighederne for personer med handicap.
Lovforslaget ændrer ikke ved sondringen mellem handicap og
sygdom. Reglerne om arbejdsgiverens adgang til at udspørge potentielle
ansatte/sine ansatte om deres helbredstilstand og deres eventuelle sygdomme
dag
findes fortsat i helbredsoplysningsloven.
I relation til forholdet mellem lovgivning og
overenskomster foreslås der indsat en bestemmelse, hvorefter det vil være
muligt for arbejdsmarkedets parter at indgå implementeringsaftaler om forbud
mod forskelsbehandling på grund af handicap svarende til direktivets niveau.
4.2. Alderskriteriet
Det følger af indsættelsen af forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af alder, at det fremover ikke vil være lovligt
at
lægge vægt på en lønmodtagers alder i ansættelsessituationen, under
ansættelsen
og ved afskedigelse m.v. Det betyder bl.a., at annoncering efter ansatte i en
bestemt aldersgruppe ikke vil være tilladt, jf. dog lovens § 6,
stk. 2,
ligesom aftalebestemmelser om pligtmæssig fratræden på grund af
alder som
udgangspunkt
ikke vil være lovlige.
Spørgsmålet om pligtmæssig fratræden på grund af alder skal
vurderes på baggrund af direktivets artikel 6, herunder at ulige behandling
skal være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor
rammerne
af den nationale ret, jf. bemærkningerne til forslagets nr. 13. Efter
ændringen
af lov om social pension, jf. lov nr. 319 af 5. maj 2004, er der nu mulighed
for at udskyde og opspare pensionen for lønmodtagere, der måtte ønske at
fortsætte på arbejdsmarkedet efter det 65. år. Lovændringen er udtryk for, at
alle der kan og vil, skal have mulighed for at arbejde også gerne efter det
65.
år. Der er altså
fra statens side en tilskyndelse til at forblive på arbejdsmarkedet så længe
som muligt. Det er under alle omstændigheder
regeringens opfattelse, at aldersgrænser for pligtmæssig fratræden under 65
år kun vil kunne opretholdes i særlige tilfælde, fx hvor der med rette kan
stilles visse fysiske krav. Der henvises i den forbindelse til direktivets
betragtning 18, hvorefter direktivet ikke må medføre, at de væbnede styrker
og politiet, fængselsvæsenet og redningstjenesterne skal være forpligtet til
ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke opfylder de
nødvendige krav for at kunne fuldføre samtlige opgaver, der kan blive pålagt
vedkommende under hensynet til det legitime formål at sikre disse tjenesters
operationelle karakter. Med hensyn til aldersgrænser på 65 år er der som
nævnt ovenfor taget initiativer, som gerne på længere sigt og i takt med den
stigende levealder i det danske samfund skulle føre til ændrede
tilbagetrækningsmønstre. Der er imidlertid tale om en langsigtet strategi, og
i dag må man nok konstatere, at store dele af arbejdsmarkedet har indrettet
sig på, at det er legitimt at afskedige lønmodtagere, når de når den alder,
hvor de kan oppebære den almindelige folkepension. Det er tilfældet såvel i
en række overenskomster om spørgsmålet som i individuelle
ansættelseskontrakter. Det ville være et unødvendigt og uhensigtsmæssigt
indgreb i den måde arbejdsmarkedet har indrettet sig på, hvis man alene i
anledning af indførelsen af alderskriteriet i loven erklærede alle sådanne
aftaler ugyldige. Derfor foreslås det i loven udtrykkelig fastsat, at loven
ikke er til hinder for individuelle og kollektive aftaler om pligtmæssig
fratræden ved det 65. år. Lovforslaget berører ikke brug af tidsbegrænsede
ansættelser eller åremålsansættelser som sådanne, men disse aftaler vil efter
omstændighederne kunne være omgåelse af loven. På længere sigt og i takt med
at regeringens politik realiseres, må det vurderes, om man fortsat skal
tillade en sådan aldersgrænse. En eller anden aldersgrænse vil det dog nok
under alle omstændigheder være naturligt at tillade ud fra hensynet til en
værdig afslutning på et langt arbejdsliv, hvad der i sig selv må anses for
et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret.
I tilknytning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder foreslås
en række undtagelsesbestemmelser, der bl.a. skal sikre, at der fortsat vil
kunne iværksættes seniorpolitiske initiativer og en særlig
beskæftigelsesindsats for unge, ligesom det sikres, at reglerne om
beskyttelse af børn og unge kan opretholdes. Ligeledes foreslås der en
undtagelsesbestemmelse, der betyder, at erhvervstilknyttede sociale
sikringsordninger (herunder arbejdsmarkedspensionsordningerne) undtages fra
lovens anvendelsesområde. I relation til forholdet mellem lovgivning og
overenskomster foreslås der indsat to særbestemmelser.
For det første foreslås der indsat en supplerende bestemmelse, der sikrer, at
det fortsat skal være muligt for arbejdsmarkedets parter at indgå
implementeringsaftaler, således at loven i relation til forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af alder vil kunne fraviges til direktivets
niveau, hvorved parterne kan vælge at udnytte direktivets
undtagelsesbestemmelse i artikel 6 i større eller mindre grad end lovens
udgangspunkt. Dernæst foreslås der indsat en bestemmelse, hvorefter
aldersbestemmelser i kollektive aftaler og overenskomster, der er objektivt
og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale
ret, vil kunne opretholdes, hvis midlerne til at opfylde formålet er
hensigtsmæssige og nødvendige.
Med henblik på at sikre opretholdelsen af virksomhedernes eksisterende og
iværksættelse af fremtidige seniorpolitiske ordninger foreslås det, at der
indsættes en bestemmelse i loven, hvorefter loven ikke er til hinder
for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af ældre lønmodtageres
beskæftigelsesmuligheder.
5. Forholdet til anden lovgivning
5.1 Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om
kompensation til handicappede i erhverv m.v.
I forbindelse med ansættelse af en person med handicap kan
der være behov for særlige hjælpemidler eller for personlig assistance. I
henhold til
lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats
er der mulighed for at få tilskud til
undervisningsmaterialer, arbejdsredskaber og
mindre arbejdspladsindretninger. Reglerne om personlig assistance findes
i bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Pt.
administreres
reglerne af AF/kommunerne, hvor virksomhederne til enhver tid kan kontakte
kommunen eller AF for at søge råd og vejledning om hjælpemidler eller
mulighederne for tilskud til personlig assistance.
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - t
ilskud til hjælpemidler
Der kan ydes tilskud til hjælpemidler i forbindelse med:
·
virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud
med henblik på at
understøtte, at personen
kan
få
og deltage i tilbuddet
·
fleksjob
·
beskæftigelse uden løntilskud
Betingelser for at yde tilskud
Det er en betingelse for at yde tilskud til arbejdsredskaber
og mindre arbejdspladsindretninger, at tilskuddet er af afgørende betydning
for, at personen kan deltage i tilbuddet, eller at redskabet eller
indretningen
kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen. Det er en
betingelse for at give tilskud til hjælpemidler, at udgiften ligger ud over,
hvad arbejdsgiveren forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne ikke er
sædvanligt forekommende på arbejdspladsen.
Hjælpen er uafhængig af personens eller en evt. ægtefælles
indtægts- og formueforhold.
Tilskuddet til hjælpemidlet bevilliges ud fra den enkelte
persons situation og de forhold, der er gældende for ansættelsen.
Eksempler på arbejdsredskaber og indretninger
Såfremt hjælpemidlet i forvejen findes på arbejdspladsen,
kan arbejdsgiveren ikke opnå tilskud til hjælpemidlet. Af eksempler på
konkrete
hjælpemidler, der kan kompensere en person med et handicap, kan nævnes
specialtelefon, teleslynge, diktafon, læseapparat, ergonomisk stol,
talesyntese, læseprogrammer, ordbank og ordbøger, specialsæde og automatgear
til traktor og varebil.
Lov om kompensation til handicappede i erhverv
m.v. - p
ersonlig assistance
Bekendtgørelse om
kompensation til handicappede i erhverv m.v. giver mulighed for, at en
person
med et fysisk handicap kompenseres for sit handicap ved at få en assistent,
der
kan yde personlig assistance og give personen med handicap samme muligheder
for
erhvervsudøvelse som en person uden handicap.
Målgrupper
Personlig assistance kan søges af personer med handicap
som:
·
søger ansættelse eller er ansat i
en stilling på ordinære løn- og ansættelsesvilkår
·
søger ansættelse eller er ansat i
job med løntilskud (jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
·
søger ansættelse eller er ansat i
fleksjob (jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
·
deltager i virksomhedspraktik (jf.
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
·
påtænker at blive eller driver
selvstændig virksomhed på det almindelige arbejdsmarked.
Afgrænsning af personkreds
Det er muligt for personer med en fysisk funktionsnedsættelse
at opnå tilskud til en personlig assistent, fx for personer med
synsnedsættelse
eller ordblindhed, alvorligt hørehandicap eller med betydelig eller alvorligt
nedsat funktion som følge af et handicap, og som derfor har behov for enten
praktisk eller anden særlig bistand.
Betingelser for tildeling af personlig assistance
Personlig
assistance
ydes til personer, der er i stand til at udføre de indholdsmæssige funktioner
i
jobbet, men som på grund af en funktionsnedsættelse har behov for praktisk
bistand til bestemte arbejdsfunktioner. Tilskud til personlig assistance kan
først ydes, når den pågældende
er i erhverv.
Der kan bevilliges tilskud i op til 20 timer per uge i gennemsnit pr.
kvartal,
hvis lønmodtageren er fuldtidsbeskæftiget. Ved færre
arbejdstimer
beregnes tilskuddet forholdsmæssigt. Tilskud
til personlig assistance forud for et konkret ansættelsesforhold
i
forbindelse med efteruddannelse kan være
op til fuld tid.
Den personlige assistent ansættes i virksomheden
på normale ansættelsesvilkår eller kan i visse tilfælde rekvireres fra
vikarbureau. Tilskuddet til den personlige assistent ydes til virksomheden
til
aflønning af assistenten.
Reglerne om tilskud til hjælpemidler og personlig assistance berøres
ikke af lovændringen.
5.2 Funktionærlovens aldersgrænser
Funktionærlovens § 2a
om ret til fratrædelsesgodtgørelse
Efter funktionærlovens § 2a har en funktionær, der har
været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ret til
fratrædelsesgodtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn,
hvis funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Det overordnede formål med
bestemmelsen er at yde en godtgørelse til funktionærer efter længere tids
ansættelse »for at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre
funktionærer« (jf. FT 70/71, tillæg A, spalte 1334). Bestemmelsen finder
alene
anvendelse, når funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Bestemmelsen gælder
også ved uberettiget bortvisning, jf. § 2a, stk. 4. Bestemmelsen
indeholder dermed et beskyttelsesformål i forhold til ældres muligheder for
at
få ny beskæftigelse – i form af løn i længere tid. Bestemmelsen er et
eksempel
på indirekte forskelsbehandling af yngre funktionærer, og vil derfor skulle
vurderes ud fra direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Herefter kan en
indirekte forskelsbehandling tillades, hvis den pågældende bestemmelse (her
retten til fratrædelsesgodtgørelse betinget af anciennitet) er objektivt
begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde det er
hensigtsmæssige og nødvendige. Da formålet med funktionærlovens § 2a er
at
beskytte ældre funktionærer og lette deres overgang til anden beskæftigelse,
vil bestemmelsen kunne opretholdes som saglig indirekte forskelsbehandling,
jf.
kravene i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Der foreslås derfor
ingen ændringer til funktionærlovens § 2a.
Funktionærlovens § 2b om godtgørelse for
usaglig afskedigelse
Funktionærloven indeholder i § 2b to aldersgrænser,
der afgør om en funktionær har krav på godtgørelse i tilfælde af usaglig
afskedigelse, og hvor stor godtgørelsen i givet fald kan blive. Er
funktionæren
under 18 år, er der ikke hjemmel til at tilkende godtgørelse for usaglig
afskedigelse, og er funktionæren over 30 år, er der fastlagt et højere
godtgørelsesmaksimum. Baggrunden for bestemmelsen, der blev indført ved
funktionærlovsrevisionen i 1964, var at man ønskede overensstemmelse med den
udvikling, der havde fundet sted på de store overenskomstområder, hvor der
var
indgået aftaler om værn mod usaglige opsigelser.
18 års grænsen i funktionærlovens § 2b blev
oprindeligt vedtaget med henblik på at sikre parallelitet med
overenskomsternes
afskedigelsesbeskyttelse. Oprindeligt var funktionærlovens aldersgrænse 20
år,
men denne blev nedsat til 18 år ved en generel lovændring i 1976 om
aldersgrænser,
da myndighedsalderen blev nedsat fra 20 til 18 år. Det fremgår af
bemærkningerne til ændringsforslaget til funktionærloven, at nedsættelsen af
aldersgrænsen var begrundet i, at aldersgrænsen på det overenskomstdækkede
område var blevet nedsat fra 20 til 18 år. Aldersgrænsen i overenskomsterne
er
dog efterfølgende blevet ophævet i 1981.
Der ligger således hverken beskyttelses- eller
beskæftigelseshensyn bag aldersgrænsen, der vurderes at være i strid med
beskæftigelsesdirektivet. Det foreslås derfor, at 18 års grænsen i
funktionærloven ophæves.
Med hensyn til 30 års grænsen blev denne indsat i § 2b,
da »det dog er skønnet rimeligt at åbne adgang til ydelse af en godtgørelse,
svarende til 3 måneders løn, uanset om det funktionæren tilkommende varsel,
jfr. foran, ikke måtte berettige ham til en godtgørelse af denne størrelse«.
Det fremgår af Folketingets forhandlinger, at der var enighed om 30 års
grænsen,
og det blev blandt andet fremført, at det ikke mindst er dem i
aldersgrupperne
35 til 40 år og opefter, der rammes uforholdsmæssigt hårdt ved afskedigelse.
30
års grænsen er således udtryk for en beskyttelse af aldersgruppen i relation
til usaglige afskedigelser. Bestemmelsen indebærer dermed en
fortrinsbehandling
af denne gruppe. Direktivet giver mulighed for at tillade ulige behandling på
grund af alder, såfremt dette kan begrundes i et legitimt formål indenfor
rammerne af den nationale ret, jf. artikel 6, stk. 1. Direktivet nævner
tilvejebringelse af særlige vilkår vedrørende afskedigelse af ældre
arbejdstagere
for at beskytte dem som et eksempel på lovlig ulige behandling, jf. artikel
6,
stk. 1, litra a. Da beskyttelseshensynet ved afskedigelse af
funktionærer
over 30 år ikke strider mod direktivet, foreslås der ingen ændringer til 30
års
grænsen i funktionærlovens § 2b i forbindelse med gennemførelsen af
direktivet.
5.3. ATP-Loven
ATP lovens aldersgrænse berøres ikke af lovforslaget, idet
hjemlen i direktivets artikel 6, stk. 2, foreslås udnyttet således, at
erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger undtages fra forbuddet mod
ulige
behandling på grund af alder.
5. 4. Arbejdsretsloven
Efter arbejdsretslovens § 4 gælder beskikkelsen som
dommer til udløbet af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år.
Bestemmelsen blev vedtaget i forbindelse med ændringen af arbejdsretsloven i
1997 og skulle sikre, at der ikke kunne rejses tvivl om formandskabets
habilitet. Ændringen skulle endvidere understrege Arbejdsrettens karakter af
en
egentlig domstol, der opfylder kravene i Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions
artikel 6 om upartiskhed og uafhængighed. Kravet om uafhængighed i EMRK
indebærer bl.a., at domstolens medlemmer ikke må kunne afskediges eller
forflyttes arbitrært af regering eller anden offentlig myndighed. På baggrund
af Menneskerettighedsdomstolens praksis blev det på daværende tidspunkt
skønnet, at en udnævnelsesperiode på 3 år ikke var tilstrækkelig til at sikre
dommernes uafhængighed.
Aldersgrænsen i arbejdsretslovens § 4 synes således
begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret og kan
derfor opretholdes uændret i forbindelse med gennemførelsen af direktivet.
5. 5. Andre ministeriers lovgivning
I forbindelse med overvejelserne om gennemførelsen af
beskæftigelsesdirektivets bestemmelser, herunder særligt spørgsmålet om
adgangen til at opretholde aldersgrænser indenfor direktivets saglige
anvendelsesområde er der sket høring af berørte ministerier. Spørgsmålet om i
hvilket omfang lovændringer i andre ministeriers er påkrævet som led i
gennemførelsen af direktivet er derved overladt til de pågældende
ministeriers
afgørelse. Det følger af direktivets artikel 6, stk. 1, at aldersgrænser i
anden lovgivning eller aldersgrænser fastsat i medfør af anden lovgivning
indenfor direktivets anvendelsesområde vil kunne opretholdes uændret, hvis
den
pågældende aldersgrænse er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt
formål
indenfor rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende
formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Såfremt der i andre ministeriers
lovgivning måtte være aldersgrænser, er det det pågældende ministeriums
ansvar
at påse, at aldersgrænsen er begrundet i et legitimt formål og at der er den
fornødne proportionalitet mellem mål og midler.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Gennemførelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund
af handicap må forventes at forøge antallet af ansøgninger om tilskud til
hjælpemidler og brug af ordningen om personlig assistance og dermed få
administrative
konsekvenser for det offentlige. Som følge af arbejdsgivernes interesse i at
benytte ordningerne, må udgifterne forventes at stige. P.t. afholdes der
udgifter for ca. 118 mio. kr. p.a.. Det er ikke muligt at specificere en evt.
udgiftsforøgelse.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
m.v.
Arbejdsgiverens forpligtelse til at foretage tilpasninger,
der ikke er uforholdsmæssige byrdefulde indebærer en økonomisk forpligtelse
for
arbejdsgiveren. Denne vurderes at være meget begrænset som følge af den måde
eksisterende kompensationsordninger administreres på. Med lovændringen
pålægges
arbejdsgiveren at vurdere behovet for evt. tilpasninger for lønmodtagere med
handicap. Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser af
betydning.
De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have kønsligestillingsmæssige
konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/78/EF
om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse
og erhverv (EF-Tidende 2000, nr. L 303, s. 16).
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Lovforslaget har været sendt i høring hos Dansk
Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Ledernes Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen,
Kristelig
Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Københavns og Frederiksberg
kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og
Overenskomstansatte. Derudover har forslaget været sendt i høring hos
Personalestyrelsen, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder,
Ældresagen,
Ældremobiliseringen, Det Centrale Handicapråd, De Samvirkende
Invalideorganisationer og Center for Ligebehandling af Handicappede.
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget
Positive
konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Der forventes merudgifter i begrænset omfang.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Der forventes en stigning i antallet af ansøgninger om
kompensation og personlig assistance til personer med handicap.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Der forventes ingen merudgifter for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Erhvervslivet pålægges en forpligtelse til at vurdere
behovet for tilpasninger for personer med handicap.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører
dele af Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000, nr.
L 303, s. 16).
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med bestemmelsen ændres note 1 i loven, således at det
fremgår, at loven gennemfører beskæftigelsesdirektivet og dele af det etniske
ligebehandlingsdirektiv i dansk ret.
Til nr. 2
Det foreslås, at kriterierne alder og handicap tilføjes til
forskelsbehandlingslovens kreds af beskyttede kriterier. Det følger af
beskæftigelsesdirektivets artikel 1, at forskelsbehandling på grund af alder
og
handicap er forbudt. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og
handicap er nyt i den ansættelsesretlige lovgivning.
Alderskriteriet
Alderskriteriet giver ikke umiddelbart anledning til
begrebsmæssige vanskeligheder. Kriteriet er entydigt. Det skal dog fremhæves,
at beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder gælder for både unge
og ældre, og at der således ikke er tale om en særbeskyttelse af fx ældre
lønmodtagere. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder betyder, at
der som udgangspunkt ikke må lægges vægt på en lønmodtagers alder, hverken i
ansættelsessituationen, i forfremmelsessituationen eller i
afskedigelsessituationen.
Handicapkriteriet
Modsat alder er handicap ikke et entydigt begreb. I
overensstemmelse med EU´s sædvanlige lovgivningspraksis defineres begrebet
ikke
i direktivet. Det er derfor i første omgang op til medlemsstaterne at
definere
begrebet i overensstemmelse med national praksis.
I sidste instans er det dog op til EF-domstolen at
fastlægge den endelige fortolkning af direktivet.
Handicapbegrebet er særligt relevant i forhold til social-
og arbejdsmarkedslovgivningen, men nogen egentlig definition af begrebet
findes
ikke der.
I praksis opereres med en forståelse af begrebet, som kan
formuleres på følgende vis: For at tale om et handicap eller en person med
handicap må der kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel
funktionsnedsættelse,
som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige
fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation, jf. Handicap og
Ligebehandling – et refleksionspapir s. 2, Det Centrale Handicapråd,
2001.
Folketingsbeslutning B 43 vedtaget den 2. april 1999 om
ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere er et udtryk
for
denne forståelse af begrebet. Af folketingsbeslutningen fremgår det, at:
»Folketinget
henstiller til alle statslige og kommunale myndigheder samt private
virksomheder med eller uden offentlige støtte at efterleve princippet om
ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere og at tage
hensyn til og skabe muligheder for hensigtsmæssige løsninger under
hensyntagen
til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor
hensyntagen overhovedet kan komme på plads.«
FN´s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede
(Resolution 48/96) fra 1993 bygger på det samme princip om ligebehandling.
I standardreglernes punkt 17 og 18 opereres med begreberne
»funktionsnedsættelse«
og »handicap«. Punkterne har følgende ordlyd:
»(17) Betegnelsen »funktionsnedsættelse« dækker et stort
antal forskellige funktionsmæssige begrænsninger, der forekommer i alle
befolkningsgrupper i samtlige lande i verden. Mennesker kan have
funktionsnedsættelse
på grund af en fysisk, intellektuel eller sansemæssig funktionshæmning, en
medicinsk betinget tilstand eller en sindslidelse. Sådanne
funktionshæmninger,
tilstande eller sygdomme kan være af permanent eller forbigående art.
(18) Betegnelsen »handicap« betyder tab eller begrænsning
af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Den
beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets
omgivelser.
Formålet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne
og
mange af de i samfundet iværksatte aktiviteter, som for eksempel information,
kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med
funktionsnedsættelse
i at deltage på lige vilkår med andre.«
FN´s forståelse af handicapbegrebet sigter til
konsekvenserne af funktionsnedsættelsen, hvorfor en funktionsnedsættelse kan
være mere eller mindre handicappende i forhold til et arbejde.
Efter lovforslaget er det dog ikke afgørende for
beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et
konkret
behov for kompensation.
I forhold til lovforslagets anvendelsesområde er afgrænsningen
mellem sygdom og handicap endvidere relevant. I henhold til
helbredsoplysningsloven,
jf. lov nr. 286 af 24. april 1996, kan arbejdsgiveren som udgangspunkt alene
anmode om helbredsoplysninger med det formål at få belyst, om lønmodtageren
lider eller har lidt af en sygdom eller har haft symptomer på en sygdom, når
sygdommen vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed.
Helbredsoplysningsloven opererer med sondringen sygdom/færdighed.
Arbejdsgiverens adgang til at spørge til lønmodtagerens færdigheder er ikke
omfattet af lovens anvendelsesområde. Færdighederne kan være væsentlige for
arbejdets udførelse, hvorfor arbejdsgiveren frit må spørge til disse og evt.
undersøge disse.
Afhængig af færdighedens karakter sammenholdt med det
arbejde, der skal udføres, kan en begrænset/manglende færdighed være en
funktionsnedsættelse og dermed udgøre et handicap. I andre situationer vil
manglende opfyldelse af en færdighed ikke kunne sidestilles med et handicap.
Det vil snarere være en konstatering af, at den pågældende ansøger ikke
opfylder de (nødvendige og rimelige) krav, som arbejdsgiveren stiller til
sine
ansatte for, at disse kan løse den pågældende opgave. Dette ændrer direktivet
ikke ved, jf. direktivets betragtning 17, der har følgende ordlyd: »Med
forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af
hensyn til personer med handicap kræver dette direktiv hverken ansættelse,
forfremmelse, fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er
kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i
forbindelse med den pågældende stilling eller at følge en given uddannelse«.
Det bemærkes, at årsagen til funktionsnedsættelsen er uden
betydning for beskyttelsen mod forskelsbehandling.
I forhold til lovforslaget bemærkes, at der i dag er
mennesker, der føler sig forskelsbehandlet på grund af, hvad de selv opfatter
som et handicap. Det kan fx være deformiteter eller vansir, som ikke
indebærer
nogen funktionshindring, der kan henføres til FN-reglerne eller det
handicapbegreb, der i praksis arbejdes med i social- og
arbejdsmarkedslovgivningen. Det kan ikke desto mindre opleves hæmmende for
det
enkelte menneske og dermed for dennes erhvervsmuligheder. Det vil være op til
domstolene at vurdere, om direktivets forbud mod forskelsbehandling pga.
handicap i en konkret situation vil kunne udstrækkes til at omfatte sådanne
tilfælde.
Til nr. 3
Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede
kriterier foreslås det, at kriterierne alder og handicap indsættes i
definitionen af direkte forskelsbehandling. Direkte forskelsbehandling
foreligger fx i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver undlader at ansætte eller
afskediger en lønmodtager med den udtalte begrundelse, at den pågældende har
et
bestemt handicap eller tilhører en bestemt aldersgruppe. Forbuddet mod
direkte
forskelsbehandling gælder dog ikke, hvor der er tale om, at et bestemt
kriterium
udgør en regulær erhvervskvalifikation, jf. nærmere lovens § 6.
Ligeledes er direktivets mulighed for at tillade direkte
forskelsbehandling på grund af alder
udnyttet i et nærmere angivet
omfang, jf. nærmere forslaget til ændringer i §§ 5a og 9 (lovforslagets
nr. 13,16, 17 og 18). Indenfor rammerne af disse bestemmelser vil det derfor
være lovligt at anvende alderskriteriet direkte.
Til nr. 4
Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede
kriterier foreslås det, at kriterierne alder og handicap indsættes i
bestemmelsen, der definerer begrebet indirekte forskelsbehandling.
I relation til alderskriteriet vil der kunne opstilles en
række eksempler på betingelser, kriterier m.v., der vil kunne have en
indirekte
diskriminerende effekt, og som vil stille en bestemt aldersgruppe ringere end
andre. Som eksempler på kriterier kan nævnes:
·
krav til fysisk formåen, der
kan
have den effekt, at særligt ældre lønmodtagere stilles ringere end andre
lønmodtagere, og
·
krav til erhvervsrelevant erfaring
eller anciennitetsbestemt løn, som vil ramme yngre lønmodtagere frem for
ældre.
Opstilles der sådanne kriterier, skal de begrundes sagligt
og være proportionale i forhold til det mål, der ønskes opnået. Bestemmelsen
udelukker ikke, at der kan opstilles krav eller betingelser for ansættelse,
men
sådanne krav skal være saglige og proportionale i forhold til det pågældende
arbejde. Det samme gælder vilkår under ansættelsen.
Til nr. 5
Der foreslås indsat en henvisning i bestemmelsen til
§ 2a, der fastslår arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelser i forhold
til
lønmodtagere med handicap, jf. nærmere lovforslagets nr. 11. Henvisningen
indebærer, at en arbejdsgiver, i de tilfælde hvor et kriterium kan vise sig
at
være saglig indirekte forskelsbehandling af personer med handicap, skal
undersøge om en passende foranstaltning vil kunne give personer med handicap
adgang
til beskæftigelsen alligevel. Der er således tale om en skærpet
proportionalitetsvurdering i forhold til personer med handicap. Samspillet
mellem de 2 bestemmelser er centralt for vurderingen af, hvorvidt der er tale
om saglig indirekte forskelsbehandling af en person med handicap.
Til nr. 6
Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede
kriterier i § 1, stk. 1, foreslås det, at kriterierne alder og
handicap indsættes i lovens bestemmelse om beskyttelse mod chikane på grund
af
et af de i § 1, stk. 1, beskyttede kriterier.
Til nr. 7
Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede
kriterier i § 1, stk. 1, foreslås det, at kriterierne alder og
handicap indsættes i lovens forbud mod instruktion om forskelsbehandling.
Til nr. 8
Forslaget er en konsekvens af forslaget til nyt stk. 7
i § 1, jf. nr. 9 nedenfor, der giver mulighed for at fravige loven ved
kollektiv aftale, der svarer til direktivets niveau for så vidt angår alder
og
handicap.
Forskelsbehandlingsloven fra 1996 sikrer Danmarks
overholdelse af internationale konventioner om forbud mod bl.a.
racediskrimination, fx ILO konvention nr. 111 om forskelsbehandling med
hensyn
til beskæftigelse og erhverv. Det indebærer for så vidt angår de kriterier,
der
omfattes af konvention nr. 111, at evt. kollektive overenskomster skal være
på
niveau med loven, og at der ikke på disse områder kan indrømmes en større
forhandlingsfrihed. Konvention nr. 111 omfatter følgende kriterier: race,
farve, køn, religion, politisk anskuelse og national eller social oprindelse.
Loven medtog endvidere seksuel orientering som beskyttelsesgrund. Den
eksisterende bestemmelse om forholdet mellem lov og overenskomst opretholdes
således
for så vidt angår de oprindelige diskriminationskriterier i loven.
Til nr. 9
I forbindelse med implementering af direktiver i dansk ret har
arbejdsmarkedets parter traditionelt mulighed for at gennemføre direktiverne
ved kollektiv aftale. Det fremgår i øvrigt af direktivets artikel 18, at
medlemsstaterne
efter fælles anmodning kan overlade det til dem at gennemføre direktivet for
så
vidt angår bestemmelser, der henhører under kollektive overenskomster.
Grundlaget for implementering af arbejdsmarkedsdirektiver i Danmark hviler
bl.a. på Folketingets motiverede dagsorden fra 30. november 1993. Folketinget
gav her sin støtte til at fastholde den danske model på arbejdsmarkedsområdet
med overvejende aftaler fremfor lovgivning bl.a. således, at arbejdsmarkedets
parter i Danmark får mulighed for at implementere foranstaltningerne indenfor
rammerne af aftalesystemet, herunder ved kollektive overenskomster og/eller
aftaler. Loven bør derfor tage højde for, at direktivets muligheder, herunder
undtagelsesmuligheder i artikel 6, stk. 1 og 2, vil kunne udnyttes af
parterne.
Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i
forskelsbehandlingsloven, der sikrer arbejdsmarkedets parter mulighed for at
indgå aftaler om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap,
der svarer til direktivets niveau. Således vil det være muligt for
arbejdsmarkedets parter at indgå implementeringsaftaler med en anden
udnyttelse
af direktivets undtagelsesmuligheder, end dem der følger af
implementeringslovgivningen.
Gennemfører parterne direktivet ved overenskomst, betyder det, at sager om
forskelsbehandling
på grund af alder og handicap som udgangspunkt skal behandles efter de
almindelige regler om overenskomstbrud ved de fagretlige instanser i stedet
for
ved domstolene.
Hvis en lønmodtager, der har fået tillagt ret til
beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af alder og/eller handicap i
henhold til kollektiv overenskomst eller aftale, indbringer en sag om
overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling for de civile domstole, vil
det fortsat være bestemmelserne i den kollektive overenskomst som sagen skal
afgøres efter.
En tilsvarende bestemmelse om lovgivningssubsidiaritet
findes i anden ansættelsesretlig implementeringslovgivning. Er der ikke
indgået
en kollektiv overenskomst, der gennemfører direktivet på området, finder
loven
anvendelse.
For at sikre kendskab til retsgrundlaget foreslås det at
indsætte direktivet som bilag i loven.
Til nr. 10
Det følger af
Beskæftigelsesdirektivet artikel 3, stk. 4, at medlemsstaterne kan
fastsætte,
at direktivets bestemmelser vedrørende forskelsbehandling på grund af
handicap
eller alder, ikke finder anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.
Direktivets betragtning 18 anerkender hensynet til de væbnede styrkers
operationelle karakter, og at direktivet derfor ikke må medføre, at de
væbnede
styrker skal være forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en
person, der ikke opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige
opgaver,
der kan blive pålagt vedkommende.
Der er fastsat
aldersgrænser i en række love og bekendtgørelser om det militære personel.
Der
foreslås derfor indsat en ny bestemmelse i § 1a, der giver
forsvarsministeren
bemyndigelse til at undtage de væbnede styrker fra forbuddet mod
forskelsbehandling på grund af alder og handicap. Forsvarsministeren kan dog
først undtage denne gruppe efter at have hørt de relevante
lønmodtagerorganisationer.
Bestemmelsen svarer til
formuleringen i § 2 i lov nr. 370 af 28. maj 2003 om tidsbegrænset
ansættelse.
Til nr. 11
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5. Det
foreslås at indsætte en ny bestemmelse i loven, hvorefter arbejdsgiveren
forpligtes til at foretage tilpasninger for at give en person med handicap
adgang
til beskæftigelse m.v. Samtidig forslås det at lovfæste, at en
uforholdsmæssig
stor byrde, der lettes i tilstrækkeligt omfang i medfør af offentlige
foranstaltninger, ikke anses for at være urimelig byrdefuld.
Tilpasningsforpligtelsen vil alene være relevant i de
tilfælde, hvor personen med handicap har de nødvendige kvalifikationer for at
kunne bestride det pågældende job, med de eventuelle påkrævede tilpasninger.
Arbejdsmiljøreglerne fastlægger allerede i dag, at der ved indretning af
faste
arbejdssteder i givet fald skal tages hensyn til personer med handicap.
Tilpasningsforpligtelsen
efter dette lovforslag indebærer således en yderligere forpligtelse for
arbejdsgiveren.
Formålet med bestemmelsen er at fastslå arbejdsgiverens
forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i
betragtning af de konkrete behov, den pågældende person med handicap har, for
at få adgang til arbejdsmarkedet, bibeholde en ansættelse og udvikle sig i
sin
stilling, således som det er tilfældet for andre kolleger, der ikke er
handicappede. Bestemmelsen er central for at fastlægge omfanget af
arbejdsgiverens
forpligtelser til at træffe foranstaltninger i forhold til ansøgere med
handicap og allerede ansatte, der senere bliver handicappede. Når omfanget af
de foranstaltninger, der er påkrævet for at kunne vurdere, hvad der skal til
for at ansætte en person med handicap er afklaret, skal arbejdsgiveren,
afhængig af udgiftens størrelse, afholde denne. Ved vurderingen af, om
arbejdsgiveren
pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, skal der tages hensyn til, om det
offentlige dækker en del eller alle udgifter. Dækkes udgifterne i
tilstrækkeligt
omfang af staten, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.
Konsekvensen af lovforslaget vil derfor være, at en ansøger
med handicap fremover skal vurderes på lige fod med andre ansøgere. Det
springende punkt i forhold til en eventuel ansættelse vil være, om den
tilpasning,
der skal foretages, vil være urimelig byrdefuld og derfor ikke kan kræves
foretaget. Såfremt dette er tilfældet, vil arbejdsgiveren lovligt kunne
afvise
at ansætte vedkommende.
Betragtningerne til direktivet giver en række
fortolkningsbidrag m.h.t. hvilke tilpasninger, der fx kunne komme på tale, og
hvilke hensyn der vil kunne indgå i vurderingen af, hvornår en byrde er
uforholdsmæssig stor. I
betragtning 20
opregnes følgende eksempler på tilpasninger: Indretning af lokaler eller
tilpasning
af udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og
instruktion. For tilpasningerne gælder, at de skal være passende, dvs.
effektive og praktiske.
Betragtning 21
fastslår, at: »Når det vurderes, om disse tilpasninger medfører en
uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de finansielle
og
andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til organisationens eller
virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå
offentlige tilskud eller anden støtte.«
Som eksempler på situationer, hvor der vil skulle overvejes
tilpasninger kan nævnes følgende:
Eksempel 1
: En arbejdsgiver stiller krav om
kørekort. Der er ikke tale om et chaufførjob, men et job, hvor det et par
gange
om ugen er nødvendigt at køre til en anden afdeling af virksomheden. Blinde
personer er i sagens natur afskåret fra at kunne opfylde den betingelse. Ved
vurderingen
af, hvorvidt der er tale om indirekte saglig begrundet forskelsbehandling af
blinde ansøgere, må det overvejes, hvor påkrævet den ønskede kvalifikation
er.
Er den
virkelig
nødvendig, eller er
den blot en fordel? Kunne en kollega i virksomheden klare arbejdsopgaven for
den blinde kollega?
Resultatet vil afhænge af de konkrete forhold, men
eksemplet illustrerer de overvejelser, det er nødvendigt at gøre sig,
forinden
en handicappet ansøger afvises.
Eksempel 2
: En person i kørestol, der også har
mistet førligheden i sine arme søger en stilling som juridisk sagsbehandler i
et forsikringsselskab. Det er utvivlsomt, at ansøgeren vil kunne bestride
stillingen på nær skrivefunktionen. Såfremt arbejdsgiveren ser bort fra
ansøgeren alene på grund af handicappet, vil det være direkte
forskelsbehandling.
En afvisning af ansøgeren skal altså kunne begrundes i
saglig indirekte forskelsbehandling. Kravet om kendskab til tekstbehandling
er en
umiddelbart neutral bestemmelse, men afskærer ikke desto mindre personer med
begrænset førlighed i kroppen fra traditionelle sagsbehandlingsjobs. Ved
vurderingen af, om der er tale om indirekte forskelsbehandling, må det
overvejes
om kravet om kendskab til tekstbehandling er »objektivt begrundet i et
legitimt
formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige«. I
eksemplet
er kravet relevant, men arbejdsgiveren kan ikke afvise ansøgeren af den
grund,
idet arbejdsgiveren nu også er forpligtet til at undersøge, hvilke
tilpasninger, der skal træffes, for at ansøgeren kan fungere i stillingen.
Afhængig af udgifterne, herunder mulighederne for at få disse dækket af det
offentlige, vil arbejdsgiveren skulle vurdere ansøgeren med handicap på lige
fod med andre kvalificerede ansøgere. Først når mulighederne er undersøgt,
vil
arbejdsgiveren have opfyldt sine forpligtelser i henhold til lovforslagets
§ 2a.
I lov om aktiv beskæftigelsesindsats findes der i dag
regler, der giver personer med handicap mulighed for at få tilskud til
hjælpemidler. Det er en betingelse for at give tilskud til arbejdsredskaber
og
mindre arbejdspladsindretninger, at tilskuddet er af afgørende betydning for,
at personen kan deltage i tilbuddet, eller at redskabet eller indretningen
kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen. Det er en
betingelse for at give tilskud til hjælpemidler, at udgiften ligger ud over,
hvad arbejdsgiveren forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne dermed
heller
ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen. Hjælpen er uafhængig af
personens eller en evt. ægtefælles indtægts- og formueforhold. Tilskuddet til
hjælpemidlet bevilliges ud fra den enkelte persons situation og de forhold,
der
er gældende for ansættelsen.
I bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv
findes regler om ordningen vedrørende personlig assistance, der giver en
person
med handicap mulighed for at få hjælp til at udføre de opgaver, som den
pågældende på grund af sit handicap ikke er i stand til at udføre.
Til nr. 12
Det foreslås, at indsætte kriterierne alder og handicap i
lovens annonceringsforbud. Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af
kriterierne alder og handicap i lovens § 1. Forslaget indebærer, at der
fremover ikke må annonceres efter ansatte i fx en bestemt aldersgruppe eller
efter ansatte uden handicap, jf. dog lovens § 6, stk. 2.
Annonceringsforbuddet indebærer ikke, at en virksomhed ikke fortsat som led i
en mangfoldighedspolitik må opfordre personer uanset alder eller handicap til
at søge ansættelse.
Til nr. 13
Til stk. 3. Direktivet
anerkender i artikel 6, at der kan gøre sig særlige vilkår gældende i
forbindelse med anvendelsen af alderskriteriet, og bestemmelsen giver
medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at ulige behandling i visse
situationer ikke udgør forskelsbehandling. Med hjemmel i artikel 6,
stk. 1, kan medlemsstaterne tillade ulige behandling på grund af alder,
hvis denne ulige behandling er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt
formål indenfor rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-
arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at
opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Artikel 6
angiver, at der bl.a. kan være tale om følgende former for ulige behandling:
a)
tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til beskæftigelse
og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og
erhverv, herunder
betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for unge, ældre
arbejdstagere
og personer med forsørgerpligt med henblik på at fremme deres erhvervsmæssige
integration eller at beskytte dem.
b)
fastsættelse af minimumsbetingelser vedrørende alder,
erhvervserfaring eller anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til
visse
fordele i forbindelse med beskæftigelse.
c)
fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er
baseret på uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller
nødvendigheden af at have tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før
pensionering.
Disse videre rammer for ulige behandling bør også afspejle
sig i forskelsbehandlingslovens ugyldighedsbestemmelse. Det forslås derfor at
indsætte en bestemmelse, der giver videre rammer end § 5a, stk. 1,
i
forhold til kollektive aftaler og overenskomster, der indeholder
aldersbestemmelser. Det er en forudsætning, at evt. bestemmelser om alder i
overenskomsterne er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål
indenfor rammerne af den nationale ret. Det er dermed overenskomstparternes
ansvar at sikre, at en evt. ulige behandling begrundet i alderskriteriet kan
begrundes objektivt og rimeligt. Dette gør sig efter regeringens opfattelse
fx
gældende i relation til overenskomstbestemmelser om aflønning af unge under
18
år, jf. direktivets artikel 6, stk. 1 litra a. Er en aftalebestemmelse
ikke objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål vil den være
ugyldig,
jf. § 5a, stk. 1.
Til stk. 4.
Det følger af forbuddet mod forskelsbehandling i § 2, stk.
1, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle i forbindelse med
afskedigelse.
Det foreslås imidlertid, at der indsættes en bestemmelse,
der udtrykkeligt fastsætter, at lovens forbud mod forskelsbehandling på grund
af alder ikke er til hinder for individuelle og kollektive aftaler om
pligtmæssig fratræden ved det 65. år. Sådanne aftalebestemmelser er rimeligt
begrundet inden for rammerne af den nationale ret, idet lønmodtagere ved det
65. år er sikret et forsørgelsesgrundlag i form af folkepension og ATP, samt
for en ikke uvæsentlig del af arbejdsstyrken, tillige arbejdsmarkedspension.
Øvrige individuelle aftaler, der indeholder bestemmelser om
alder, herunder om pligtmæssig fratræden inden det 65. år er ugyldige, jf. §
5
a, stk. 1.
Til nr. 14
Det følger af direktivets artikel 4, stk. 1, at der
kan fastsættes regler om, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab
i
forbindelse med de i direktivet beskyttede kriterier, ikke udgør
forskelsbehandling,
hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af de bestemte
erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori disse aktiviteter udøves,
udgør
et regulært erhvervsmæssigt krav, forudsat at formålet er legitimt, og at
kravet står i rimeligt forhold hertil. Det foreslås, at kriterierne
alder
og handicap indsættes i forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2, som
indeholder et tilsvarende proportionalitetskrav.
Tilføjelsen af kriterierne alder og handicap til § 6,
stk. 2, er begrundet i, at der kan tænkes at være situationer, hvor
alder
eller handicap i sig selv er en kvalifikation, da det giver den pågældende
person et særlig udseende eller nogle specielle karaktertræk, der er af
afgørende betydning for den pågældende erhvervsaktivitet, der skal udføres.
Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra forbuddet mod
forskelsbehandling, skal bestemmelsen fortolkes snævert.
Til nr. 15
Det følger af
beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 2, at medlemsstaterne kan
bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede
sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser
for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, samt anvendelse af
alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger
ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke
medfører forskelsbehandling på grund af køn.
Erhvervstilknyttede
sociale sikringsordninger omfatter bl.a. arbejdsmarkedspensionerne og
tjenestemandspensionerne.
Derudover er det ikke ualmindeligt, at alderskriteriet
ligeledes anvendes til aktuarberegninger indenfor rammerne i ordningerne.
Dette
er ligeledes forudsat i direktivbestemmelsens formulering.
Da der er saglige grunde til at opretholde aldersgrænser i
pensionsordningerne, foreslås det derfor at indsætte en
undtagelsesbestemmelse
i loven som ny § 6a. Anvendelsen af alderskriteriet i forbindelse med de
e
rhvervstilknyttede sociale sikringsordninger må
ikke medføre forskelsbehandling på grund af køn.
Til nr. 16
Det foreslås, at kriterierne alder og handicap indsættes i
lovens 9, stk. 2. Direktivet udelukker ikke, at der iværksættes særlige
foranstaltninger, der skal forebygge eller opveje ulemper, der er knyttet til
alder eller handicap, jf. direktivets artikel 7. Derudover anerkender
direktivets artikel 6, stk. 1, at der i visse tilfælde kan være behov
for
at lægge vægt på alder, fx i forbindelse med beskæftigelsespolitiske mål,
herunder initiativer for at fremme unge eller ældres erhvervsmæssige
integration. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indeholder en række
initiativer rettet mod seniorer og mod unge under 30 år. Med henblik på at
sikre disse bestemmelsers fortsatte lovlighed samt med henblik på at bevare
aldersgrænser som et lovligt instrument i forbindelse med en målrettet
beskæftigelsesindsats foreslås det med tilføjelsen af alderskriteriet, at
sådanne offentlige foranstaltninger fortsat kan opretholdes, og at der
fremover
tillige vil kunne iværksættes yderligere offentlige foranstaltninger for at
sikre en sådan målrettet beskæftigelsesindsats.
Ligeledes foreslås handicapkriteriet indsat i bestemmelsen,
da det også for denne gruppe lønmodtagere kan være nødvendigt at iværksætte
særlige foranstaltninger for at sikre deres erhvervsmæssige integration, og
da
en særlig hjemmel er nødvendig for at sikre opretholdelsen af allerede
eksisterende muligheder. Lov om kompensation til handicappede i erhverv
indeholder en ret for handicappede personer til at komme til samtale hos
offentlige arbejdsgivere. Denne positive særforanstaltning kan opretholdes i
medfør af direktivets artikel 7, og omfattes af således af de offentlige
foranstaltninger, der kan iværksættes i medfør af nærværende bestemmelse.
Det understreges, at muligheden for at iværksætte
foranstaltninger alene tilkommer det offentlige, og at bestemmelsen ikke
giver
en generel adgang til positiv særbehandling af bestemte lønmodtagergrupper.
Bestemmelsen
er således forholdsvis snæver.
For fuldstændighedens skyld foreslås kriteriet »tro«
endvidere indsat i bestemmelsen. Kriteriet var ved en fejl ikke medtaget i
forslaget til ændring af bestemmelsen i L 40 fra folketingssamlingen
2003/2004.
Der er ikke i dag iværksat særlige offentlige foranstaltninger for personer
med
en bestemt tro, men da muligheden bør eksistere for så vidt angår »tro« i
lighed med de øvrige diskriminationskriterier, foreslås loven tilrettet på
dette punkt.
Til nr. 17
Til stk. 3
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter
der gives mulighed for at iværksætte særlige foranstaltninger med henblik på
at
forbedre beskæftigelsesmulighederne for ældre lønmodtagere og for personer
med
handicap. I relation til alder er bestemmelsen nødvendig for at
arbejdsgiverne
fortsat kan udforme eller opretholde en seniorpolitik med henblik på både at
tiltrække og fastholde ældre medarbejdere. Der kan fx være tale om en
seniorpolitik, der indeholder særlige incitamenter, der motiverer ældre
medarbejdere til at udskyde deres afgang fra arbejdsmarkedet. Dette er også i
samfundets interesse og i overensstemmelse med regeringens seniorpolitik. I
lyset af ældre lønmodtageres vanskeligheder ved at opnå beskæftigelse finder
regeringen det hensigtsmæssigt, at der gives mulighed for, at der også i
rekrutteringssammenhæng kan iværksættes særlige foranstaltninger, fx mulighed
for, at indkalde alle ældre ansøgere til en ledig stilling til en samtale.
Regeringen finder det endvidere vigtigt, at virksomheder som led i deres
sociale engagement fortsat vil kunne rekruttere pesoner med handicap.
Vejledende kan der om adgangen til at iværksætte positive særforanstaltninger
indenfor
området for kønsligestilling henvises til de begrænsninger, der følger af
EF-domstolens retspraksis efter bestemmelsen, jf. EF-domstolens domme i sag
C-450/93,
Kalanke mod Freie Hansestadt
Bremen
, C-409/95,
Marshall mod Land
Nordrhein-Wetsfalen
, C-158/97,
Badeck
,
og C-407/98,
Abrahamsson. Hvis
medlemsstaterne eksempelvis vælger at indføre særlige foranstaltninger for at
fremme kønsligestilling, har EF-Domstolen til sammenligning opstillet en
række
krav/principper inden for kønsligestillingens område:
·
Positiv særbehandling er en
undtagelse fra ligebehandlingsprincippet
·
Formålet skal være at fjerne
eksisterende uligheder i samfundet
·
Fortrinsstillingen i forhold til
ansættelse og forfremmelse må ikke være automatisk. Dens berettigelse skal
retfærdiggøres konkret.
Disse principper må formentligt antages i en vis
udstrækning at gælde for tilsvarende foranstaltninger i forhold til ældre
lønmodtagere og lønmodtagere med handicap. Der må dog også tages hensyn til,
at
alderskriteriet adskiller sig fra kønskriteriet, hvilket også understreges
af,
at direktivet anerkender, at der gør sig særlige hensyn gældende specielt i
forhold til alder, jf. artikel 6, stk. 1.
En arbejdsgiver vil således efter bestemmelsen i en konkret
ansættelsessituation efter omstændighederne kunne vælge at lægge vægt på en
ansøgers alder eller handicap i valget mellem to lige kvalificerede ansøgere.
Dvs. at fx alderskriteriet ikke kan legitimere ansættelse af ældre frem for
andre bedre og yngre kandidater, og at der ikke må være automatik i den
pågældende arbejdsgivers rekrutteringspolitik således, at ældre ansøgere med
lige kvalifikationer altid foretrækkes.
Til stk. 4
Det foreslås, at der af beskyttelseshensyn indsættes en
generel undtagelsesbestemmelse i forhold til unges adgang til beskæftigelse i
stk. 4. Arbejdsmiljøloven
indeholder således regler om mindstealder for adgang til beskæftigelse. Da
disse regler i arbejdsmiljøloven gennemfører et EU-direktiv om børn og unges
arbejde, er bestemmelsen nødvendig for opretholdelsen af denne lovgivning.
Beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, giver endvidere mulighed
for
at opretholde bestemmelserne, da det må anses for at være et legitimt formål
indenfor rammerne af den nationale arbejdsmarkedspolitik at beskytte yngre
arbejdstagere og sikre dem ro til uddannelse m.v. Endvidere angives det som
et
eksempel i artikel 6, stk. 1 litra a, at et legitimt formål kunne være
at
fastsætte aldersgrænser med henblik på at beskytte yngre arbejdstagere.
Andre regelsæt indeholder tilsvarende aldersgrænser for
adgang til bestemte erhverv. I det omfang disse bestemmelser er fastsat med
henblik på at beskytte børn og yngre lønmodtagere, vil også disse regler
falde
ind under undtagelsesbestemmelsen og kunne opretholdes.
Til § 2
Da implementeringsfristen for EF direktiv 2000/78/EF
udløber den 2. december 2004, foreslås det, at loven træder i kraft dagen
efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. Det betyder bl.a., at lovens bestemmelser
gælder
for alle eksisterende aftaler, der måtte indeholde aldersbestemmelser. Dette
er
i overensstemmelse med de almindelige principper for ansættelsesretlig
lovgivning.
2)
EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 42.
3)
Udtalelse af 12.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
4)
EFT C 204 af 18.7.2000, s. 82.
5)
EFT C 226 af 8.8.2000, s. 1.
6)
EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.
7)
EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.
8)
EFT L 225 af 12.8.1986, s. 43.
9)
EFT C 186 af 2.7.1999, s. 3.
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
1.
Fodnoten
til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets
direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle
uanset race eller etnisk oprindelse (EF-Tidende 2000, nr. L 180, s. 22) samt
Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser
om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000,
nr. L 303, s. 16).«
§ 1.
Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte
forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk
anskuelse,
seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.
2.
I
§ 1, stk. 1,
indsættes efter
»seksuel orientering«: », alder, handicap«.
Stk. 2
. Der
foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race,
hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller
national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden
bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
3.
I
§ 1, stk. 2,
indsættes efter
»seksuel orientering«: », alder, handicap«.
Stk. 3
. Der
foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium
eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en
bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel
orientering eller national, social eller etnisk oprindelse ringere end andre
personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er
objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er
hensigtsmæssige og nødvendige.
4.
I
§ 1, stk. 3,
indsættes efter »oprindelse«:
»eller med en bestemt alder eller med handicap«.
5.
I
§ 1, stk. 3,
indsættes efter »nødvendige«:
», jf. dog § 2a«.
Stk. 4
. Chikane skal
betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en
persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle
orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med
det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et
truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den
pågældende.
6.
I
§ 1, stk. 4,
indsættes efter
»seksuelle orientering«: », alder, handicap«.
Stk. 5
. En
instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race, hudfarve,
religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,
social eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling.
7.
I
§ 1, stk. 5,
indsættes efter
»seksuel orientering«: », alder, handicap«.
Stk. 6
. Loven finder
ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod
forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.
8.
I
§ 1, stk. 6,
indsættes efter
»kollektiv overenskomst«: », jf. dog stk. 7«.
9.
I
§ 1
indsættes efter stk. 6 som nye
stykker:
»
Stk. 7
. Loven finder
ikke anvendelse, hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og
handicap følger af en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum
svarer til bestemmelserne i det i bilag 1 til loven optrykte direktiv nr.
2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv.
10.
Efter
§ 1 indsættes:
»
§ 1 a.
Forsvarsministeren kan efter høring af de berørte organisationer undtage
væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på
grund af alder og handicap i denne lov.«
§ 2.
-
- -
11.
Efter
§ 2 indsættes:
»
§ 2 a. Arbejdsgiveren
skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de
konkrete behov, for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse,
til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at
give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke,
hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes
denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses
byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.«
§ 3.
- - -
§ 4.
- - -
§ 5.
Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller
erhvervsuddannelse
søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion
eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social
eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en
person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.
12.
§ 5
affattes således:
»
§ 5.
Det må
ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse
søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion
eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social
eller etnisk oprindelse, med en bestemt alder, eller med handicap. Det må
heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte
kendetegn.«
§ 5 a.
- - -
13.
I
§ 5a
, indsættes efter stk. 2 som nye
stykker:
»
Stk. 3
.
Uanset bestemmelsen i stk. 1,
er loven ikke til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat
i eller aftalt i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat
at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt
formål indenfor rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det
pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4.
Uanset
§ 2, stk.1, er loven ikke til hinder for bestemmelser i individuelle
eller kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet,
når lønmodtageren fylder 65 år.«
§ 5 b.
- - -
§ 6.
- - -
Stk. 2
. Såfremt det
ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende
betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel
orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller har en
bestemt
hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning, og kravet om
bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold til den pågældende
erhvervsaktivitet,
kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra
beskæftigelsesministeren
fravige bestemmelserne i §§ 2-5.
14.
I
§ 6, stk. 2,
indsættes efter »hudfarve«:
», alder eller et bestemt handicap«.
15.
Efter
§ 6 indsættes:
»
§ 6 a.
Uanset
§§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser
for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller for
anvendelse af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af disse
ordninger. Anvendelsen af alderskriteriet må ikke medføre forskelsbehandling
på grund af køn.«
§ 7.
- - -
§ 7 a.
- - -
§ 8.
- - -
§ 8 a.
- - -
§ 9.
- - -
Stk. 2
. Loven er ikke
til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med
hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes
foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne
for personer af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk anskuelse,
seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.
16.
§ 9, stk. 2,
affattes således:
»
Stk. 2
. Loven er
ikke til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser
med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning
iværksættes foranstaltninger, som har til formål at forbedre
beskæftigelsesmulighederne
for personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk
anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse
eller med en bestemt alder eller med handicap.«
17.
I
§ 9,
indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»
Stk. 3
. Loven er
ikke til hinder for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af
beskæftigelsesmuligheder for ældre lønmodtagere og personer med handicap.
Stk. 4.
Med
henblik på at beskytte børn og yngre lønmodtagere er forbuddet mod
forskelsbehandling
på grund af alder i lovens §§ 2-5 ikke til hinder for fastsættelse af
aldersgrænser for adgang til beskæftigelse ved lov eller i medfør af lov.«
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv
2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser og
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000, nr.
L
303, s. 16).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1) Retsinformation · 3. januar 2005
- Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om, hvorvidt godtgørelse for afskedigelse i strid med forskelsbehandlingsloven skulle fastsættes på grundlag af lønnen i fleksjob Domsdatabasen · 12. marts 2024
- Forslag til Lov om ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (ophævelse af 18 års grænsen i § 2b) Retsinformation · 11. november 2004
- Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Retsinformation · 18. april 2024
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (Undtagelse for unge under 18 år) Retsinformation · 8. december 2005
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Retsinformation · 22. oktober 2003