Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)1)

2004/1 LSF 92Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet11. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 11. november 2004 af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet m.v.

(indsættelse

af alder og handicap som kriterier i loven)

1)

§ 1

I lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 756 af 30. juni 2004, foretages følgende

ændringer:

1.

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets

direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle

uanset race eller etnisk oprindelse (EF-Tidende 2000, nr. L 180, s. 22) samt

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser

om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000,

nr.

L 303, s. 16).«

2.

I

§ 1, stk. 1,

indsættes efter »seksuel

orientering«: », alder, handicap«.

Læs alt

3.

I

§ 1, stk. 2,

indsættes efter »seksuel

orientering«: », alder, handicap«.

4.

I

§ 1, stk. 3,

indsættes efter »oprindelse«:

»eller med en bestemt alder eller med handicap«.

5.

I

§ 1, stk. 3,

indsættes efter »nødvendige«:

», jf. dog § 2a«.

6.

I

§ 1, stk. 4,

indsættes efter »seksuelle

orientering«: », alder, handicap«.

7.

I

§ 1, stk. 5,

indsættes efter »seksuel

orientering«: », alder, handicap«.

8.

I

§ 1, stk. 6,

indsættes efter »kollektiv

overenskomst«: », jf. dog stk. 7«.

9.

I

§ 1

indsættes efter stk. 6 som nye stykker:

»

Stk. 7

. Loven finder

ikke anvendelse, hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og

handicap følger af en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum

svarer til bestemmelserne i det i bilag 1 til loven optrykte direktiv nr.

2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse

og erhverv.

10.

Efter

§ 1 indsættes:

»

§ 1 a.

Forsvarsministeren kan efter høring af de berørte organisationer undtage

væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på

grund

af alder og handicap i denne lov.«

11.

Efter

§ 2 indsættes:

»

§ 2 a. Arbejdsgiveren

skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de

konkrete behov, for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse,

til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at

give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke,

hvis arbejdsgiveren

derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i

tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke

for

at være uforholdsmæssig stor.«

12.

§ 5

affattes således:

»

§ 5.

Det må ikke

ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges

eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro,

politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk

oprindelse, med en bestemt alder, eller med handicap. Det må heller ikke

angives, at der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.«

13.

I

§ 5a

, indsættes efter stk. 2 som nye

stykker:

»

Stk. 3

.

Uanset bestemmelsen i stk. 1, er

loven ikke til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat i

eller aftalt i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at

disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål

indenfor rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende

formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4.

Uanset

§ 2, stk.1, er loven ikke til hinder for bestemmelser i individuelle

eller

kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når

lønmodtageren fylder 65 år.«

14.

I

§ 6, stk. 2,

indsættes efter »hudfarve«:

», alder eller et bestemt handicap«.

15.

Efter

§ 6 indsættes:

»

§ 6 a.

Uanset

§§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser

for

adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller for anvendelse

af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger.

Anvendelsen af alderskriteriet må ikke medføre forskelsbehandling på grund af

køn.«

16.

§ 9, stk. 2,

affattes således:

»

Stk. 2

. Loven er ikke

til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med

hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes

foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne

for

personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk

anskuelse,

seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med

en

bestemt alder eller med handicap.«

17.

I

§ 9,

indsættes efter stk. 2 som nye

stykker:

»

Stk. 3

. Loven er ikke

til hinder for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af

beskæftigelsesmuligheder

for ældre lønmodtagere og personer med handicap.

Stk. 4.

Med henblik

på at beskytte børn og yngre lønmodtagere er forbuddet mod forskelsbehandling

på grund af alder i lovens §§ 2-5 ikke til hinder for fastsættelse af

aldersgrænser for adgang til beskæftigelse ved lov eller i medfør af lov.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bilag 1

RÅDETS DIREKTIV 2000/78/EF

af 27. november

2000

om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

2)

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

3) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

4)

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

5) ,

og ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 6 i traktaten om Den

Europæiske Union bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og

respekt

for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt

retsstatsprincippet,

der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles, og den

respekterer

de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske

konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, og således som de følger af medlemsstaternes fælles

forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for

fællesskabsretten.

(2)

Princippet om ligebehandling af mænd og

kvinder er fastslået i flere EF-retsakter, særlig i Rådets direktiv 76/

207/EØF

af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd

og

kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,

forfremmelse

samt arbejdsvilkår.

6)

(3)

Når Fællesskabet gennemfører princippet om

ligebehandling, bør det i henhold til EF-traktatens artikel 3, stk. 2,

tilstræbe at fjerne uligheder og at fremme ligestilling mellem mænd og

kvinder,

da kvinder ofte er ofre for dobbelt diskrimination.

(4)

Alle menneskers ret til lighed for loven og

beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes

i

verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konventioner om afskaffelse

af alle former for diskrimination imod kvinder, om borgerlige og politiske

rettigheder

og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og den europæiske

konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har under tegnet. ILO-konvention

nr. 111 forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

(5)

Det er vigtigt at respektere sådanne

grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Dette direktiv anfægter ikke

foreningsfriheden, herunder retten til sammen med andre at oprette og slutte

sig til fagforeninger for at forsvare egne interesser.

(6)

Fællesskabspagten om arbejdstagernes

grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder anerkender

betydningen af at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, herunder

nødvendigheden af at træffe passende foranstaltninger til at sikre social og

økonomisk integrering af ældre og personer med handicap.

(7)

EF-traktaten omhandler også bestræbelser på

at fremme en samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Med

henblik herpå blev der i EF-traktaten indføjet et nyt kapitel om

beskæftigelse

som et middel til at udvikle en samordnet europæisk strategi for

beskæftigelsen

med det formål at fremme en veluddannet, velkvalificeret og smidig

arbejdsstyrke.

(8)

I retningslinjerne for beskæftigelsen 2000,

som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Helsingfors den 10. og 11. december

1999, understreges behovet for at skabe forudsætninger for et arbejdsmarked,

der fremmer den sociale integrering gennem formulering af et sammenhængende

sæt

foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af grupper som f.eks.

handicappede. Det fremhæves desuden, at der bør lægges særlig vægt på støtte

til ældre arbejdstagere for at øge deres deltagelse i arbejdsstyrken.

(9)

Beskæftigelse og erhverv er afgørende

områder, når det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage

effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det økonomiske,

kulturelle og sociale liv, og til den personlige udvikling.

(10)

Rådet vedtog den 29. juni 2000 direktiv

2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset

race

eller etnisk oprindelse

7) , som i sig selv yder

beskyttelse mod sådanne former for forskelsbehandling på beskæftigelses- og

arbejdsmarkedsområdet.

(11)

Forskelsbehandling på grund af religion eller

tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af

målene

i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt beskæftigelsesniveau og et højt

socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten,

økonomisk og social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for

personer.

(12)

Med henblik herpå bør enhver form for direkte

eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering inden for de områder, der er dækket af dette

direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. Dette forbud mod

forskelsbehandling

bør også gælde for tredjelandsstatsborgere, men det omfatter ikke ulige

behandling på grund af nationalitet, og det berører ikke bestemmelserne om

tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres adgang til beskæftigelse

og erhverv.

(13)

Dette direktiv finder ikke anvendelse på

ordninger for social sikring og social beskyttelse, hvis ydelser ikke er

sidestillet med løn i den betydning, dette udtryk er anvendt i EF-traktatens

artikel 141, eller på udbetalinger af enhver art fra staten, hvor formålet er

adgang til eller bibeholdelse af beskæftigelsen.

(14)

Dette direktiv berører ikke nationale

bestemmelser vedrørende fastsættelse af pensionsalder.

(15)

Det er de nationale retslige myndigheder eller

andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i

national

ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til

at

formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse

bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale

eller på enhver anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte

forskelsbehandling.

(16)

Iværksættelse af foranstaltninger, der tager

hensyn til behovene hos personer med handicap på arbejdspladsen, spiller en

vigtig rolle i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap.

(17)

Med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt

omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap kræver

dette direktiv hverken ansættelse, forfremmelse, fortsat ansættelse eller

uddannelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at

udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling

eller

at følge en given uddannelse.

(18)

Navnlig må dette direktiv ikke medføre, at de

væbnede styrker og politiet, fængselsvæsnet og redningstjenesterne skal være

forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke

opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige opgaver, der kan

blive

pålagt vedkommende under hensyn til det legitime mål at sikre disse

tjenesters

operationelle karakter.

(19)

For at medlemsstaterne fortsat kan opretholde

deres væbnede styrkers kapacitet, kan de desuden vælge, at de væbnede styrker

eller dele heraf skal være undtaget fra dette direktivs bestemmelser om

handicap og alder. De medlemsstater, der benytter sig heraf, skal definere

undtagelsens

anvendelsesområde.

(20)

Der bør vedtages passende, dvs. effektive og

praktiske foranstaltninger med henblik på at tilpasse arbejdspladsen til en

handicappet, f.eks. ved at indrette lokaler eller tilpasse udstyr,

arbejdsmønstre,

opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og instruktion.

(21)

Når det vurderes, om disse tilpasninger

medfører en uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de

finansielle og andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til

organisationens

eller virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at

opnå

offentlige tilskud eller anden støtte.

(22)

Dette direktiv berører ikke national ret

vedrørende civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.

(23)

Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige

behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der vedrører religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, udgør et regulært og

afgørende erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et

rimeligt forhold hertil. Sådanne omstændigheder bør medtages i de

oplysninger,

som medlemsstaterne skal meddele Kommissionen.

(24)

Unionen har i sin erklæring nr. 11 om kirkers

og konfessionsløse organisationers status, der er knyttet som bilag til

slutakten til Amsterdam-traktaten, udtrykkeligt anført, at den respekterer og

ikke anfægter den status i henhold til national lovgivning, som kirker og

religiøse

sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne, samt at den ligeledes

respekterer filosofiske og konfessionsløse organisationers status, og at

medlemsstaterne på baggrund heraf kan opretholde eller fastsætte specifikke

bestemmelser om regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav, der

kan

stilles til at udøve en erhvervsmæssig aktivitet.

(25)

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af

alder er en afgørende forudsætning for, at de mål, der er fastsat i

retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der kan tilskyndes til

diversitet

i beskæftigelsen. Ulige behandling på grund af alder kan dog være berettiget

under visse omstændigheder og kræver derfor særlige bestemmelser, der kan

variere alt efter situationen i medlemsstaterne. Det er afgørende at skelne

mellem ulige behandling, der er berettiget, især under hensyn til legitime

beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og

forskelsbehandling, der skal forbydes.

(26)

Forbud mod forskelsbehandling bør ikke være til

hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til

formål at forebygge eller opveje ulemper for en gruppe af personer af en

bestemt religion eller tro, med et bestemt handicap, eller af en bestemt

alder

eller seksuel orientering, og sådanne foranstaltninger kan gøre det muligt at

oprette organisationer af personer af en bestemt religion eller tro, med et

bestemt handicap, eller af en bestemt alder eller seksuel orientering, når

deres hovedmål er at fremme disse personers særlige behov.

(27)

Rådet har i sin henstilling 86/379/EØF af 24.

juli 1986 om beskæftigelsen af handicappede i Fællesskabet

8)

fastlagt en

referenceramme, hvori er opregnet eksempler på positive særforanstaltninger

til

fremme af handicappedes beskæftigelse og uddannelse, og har i sin resolution

af

17. juni 1999 om lige beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap

9)

påpeget

betydningen af at tage særligt hensyn navnlig ved ansættelse, fortsat

beskæftigelse og uddannelse og livslang uddannelse for handicappede.

(28)

Dette direktiv fastsætter mindstekrav og giver

således medlemsstaterne mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere

bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan ikke anvendes som

begrundelse for en forringelse af eksisterende vilkår på dette felt i de

enkelte medlemsstater.

(29)

Personer, som udsættes for forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering,

bør

sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere effektiv

retsbeskyttelse, bør også foreninger eller juridiske personer have beføjelse

til efter nærmere bestemmelser fastlagt af medlemsstaterne, enten på vegne af

eller til støtte for ethvert offer for forskelsbehandling at indtræde som

part

i en sag uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende

repræsentation

og forsvar i retten.

(30)

Effektiv gennemførelse af princippet om

ligebehandling forudsætter passende retsbeskyttelse mod repressalier.

(31)

Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der

umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden

bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til

sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling.

Sagsøgte

skal imidlertid ikke fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt

religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

(32)

Medlemsstaterne behøver ikke at anvende

reglerne om bevisbyrde i sager, hvor domstolen eller en anden kompetent

instans

skal undersøge de faktiske omstændigheder. Der skal anvendes procedurer,

hvorefter det er domstolen eller den kompetente instans, der skal undersøge

omstændighederne,

og ikke sagsøgeren, der skal fremlægge beviser herfor.

(33)

Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem

arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis med de

ikke-statslige organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling

på arbejdspladsen, og om hvordan de bekæmpes.

(34)

Behovet for at fremme freden og forsoningen mellem

de vigtigste samfund i Nordirland nødvendiggør særlige bestemmelser i dette

direktiv.

(35)

Medlemsstaterne bør fastsætte effektive

sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en

afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der

strider

mod forpligtelserne i dette direktiv.

(36)

Medlemsstaterne kan overlade det til

arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra disse, at gennemføre

dette direktiv for så vidt angår bestemmelser, som henhører under kollektive

overenskomster, forudsat at medlemsstaterne træffer de fornødne

foranstaltninger for på et hvilket som helst tidspunkt at være i stand til at

sikre de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv.

(37)

I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet,

jf. artikel 5 i EF-traktaten, kan målet for den påtænkte handling, nemlig at

sikre ensartede vilkår i Fællesskabet med hensyn til beskyttelse af retten

til

ligestilling i relation til beskæftigelse og erhverv, ikke i tilstrækkelig

grad

opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund af den påtænkte handlings

omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. I overensstemmelse

med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke

ud

over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er, med henblik på at

gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en

generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller

seksuel orientering.

Artikel 2

Begrebet forskelsbehandling

1. I dette direktiv betyder princippet om

ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller

indirekte

forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2. I henhold til stk. 1

a)

foreligger der

direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel

1

anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation

bliver, er blevet eller ville blive behandlet

b)

foreligger der

indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,

betingelse

eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et

bestemt

handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med

en

bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre

personer,

medmindre

i)

den pågældende

bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt

mål,

og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller

ii)

medmindre

arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette

direktiv,

i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende

foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold

til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige

virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.

3. Chikane betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1, hvis en uønsket optræden i relation til en af de i

artikel 1 anførte grunde finder sted med det formål eller den virkning at

krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende,

ydmygende eller ubehageligt klima. I den forbindelse kan begrebet chikane

defineres i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning og

praksis.

4. Enhver instruktion om at forskelsbehandle en person

af en af de i artikel 1 anførte grunde, betragtes som forskelsbehandling som

defineret i stk. 1.

5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat

ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn

til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge

forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres

rettigheder

og friheder.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser

finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor,

herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

a)

vilkårene for adgang

til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og

ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,

herunder i henseende til forfremmelse

b)

adgang til alle typer

af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

c)

ansættelses- og

arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn

d)

medlemskab af og

deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en

organisation,

hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne

organisationer giver medlemmerne.

2. Dette direktiv omfatter ikke forskelsbehandling på

grundlag af nationalitet, og berører ikke bestemmelser og betingelser

vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold

i

medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de

pågældende

tredjelandsstatsborgeres eller statsløse personers retsstilling.

3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver

art fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger

for

social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.

4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at i det omfang dette

direktiv vedrører forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, finder

det ikke anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.

Artikel 4

Erhvervsmæssige krav

1. Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan

medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab,

der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke

udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren

af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne

aktiviteter

udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at

målet

er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

2. I forbindelse med kirker og andre offentlige eller

private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan

medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige

aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for

vedtagelsen

af dette direktiv, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret

på

national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv,

fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons

religion

eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under

hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng de indgår i,

udgør

et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af

organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af

medlemsstaternes

forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de generelle principper i

fællesskabsretten og kan ikke berettige til forskelsbehandling med anden

begrundelse.

Under forudsætning af at dette direktiv i øvrigt

overholdes, er det således ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige

eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og

som handler i overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning,

kan

kræve af personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til

og er loyale over for organisationens etik.

Artikel 5

Tilpasninger til

handicappede i rimeligt omfang

Med henblik på at sikre, at princippet om

ligebehandling af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i

rimeligt omfang. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de

foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov,

for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller

have fremgang i den eller for at give vedkommende adgang til uddannelse,

medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis

denne byrde i tilstrækkeligt omfang lettes gennem foranstaltninger, der er

normale elementer i den pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den

ikke

for at være uforholdsmæssig stor.

Artikel 6

Berettigelse af ulige

behandling på grund af alder

1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør

forskelsbehandling,

hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for

rammerne af den nationale ret bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds-

og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det

pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige

behandling:

a)

tilvejebringelse af

særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse,

beskæftigelse

og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for

unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med henblik på at

fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem

b)

fastsættelse af

minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for

adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med

beskæftigelse

c)

fastsættelse af en

maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige

krav

til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en

rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.

2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne

bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede

sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser

for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af

alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger

ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke

medfører forskelsbehandling på grund af køn.

Artikel 7

Positiv særbehandling og

særforanstaltninger

1. For at sikre fuld ligestilling i arbejdslivet er

princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater

opretholder eller vedtager særforanstaltninger, der har til formål at

forebygge

eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1 anførte

grunde.

2. For så vidt angår handicappede er princippet om

ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller

vedtager bestemmelser vedrørende sundhedsbeskyttelse og sikkerhed på

arbejdspladsen, eller for foranstaltninger, der tager sigte på at oprette

eller

opretholde bestemmelser eller faciliteter med henblik på at beskytte eller

fremme deres erhvervsmæssige integration.

Artikel 8

Mindstekrav

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser,

som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end

bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under

ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau i

medlemsstaterne over for forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af

direktivet.

KAPITEL II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 9

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig

krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,

herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med

henblik

på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at

det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er

ophørt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger,

organisationer og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres

nationale ret har en legitim interesse i at sikre, at dette direktivs

bestemmelser

overholdes, er berettigede til — enten på vegne af eller til støtte for

klageren med dennes godkendelse — at indtræde som part i klagen til

retslige

og/eller administrative instanser med henblik på håndhævelsen af

forpligtelserne i henhold til dette direktiv.

3. Stk. 1 og 2 berører ikke nationale regler om

tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om ligebehandling.

Artikel 10

Bevisbyrde

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres

nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det,

når

en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling

tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden

kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning

til

at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling,

påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er

blevet tilsidesat.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at

medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for

klageren.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.

4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på

sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.

5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1

på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal

undersøge sagens faktiske omstændigheder.

Artikel 11

Beskyttelse modrepressalier

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de

nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere mod afskedigelse

eller anden ufordelagtig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på

en

klage inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning med det

formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Artikel 12

Formidling af information

Medlemsstaterne påser, at de bestemmelser, der vedtages

i medfør af dette direktiv, og de relevante bestemmelser, der allerede finder

anvendelse, på hele deres område bringes til de berørte personers kendskab

ved

hjælp af alle egnede midler, f.eks. på arbejdspladserne.

Artikel 13

Dialog mellem

arbejdsmarkedets parter

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med

nationale traditioner og national praksis passende foranstaltninger til at

tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,

kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller

udveksling

af erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets

parter til på passende niveau og under hensyntagen til deres autonomi, at

indgå

aftaler indeholdende regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel

3

anførte områder, som falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger.

Sådanne aftaler skal overholde mindstekravene i dette direktiv og de

relevante

nationale gennemførelsesforanstaltninger.

Artikel 14

Dialog medikke-statslige

organisationer

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med

relevante ikkestatslige organisationer, som i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis har en legitim interesse i at bidrage til

bekæmpelse af forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde med

henblik på at fremme princippet om ligebehandling.

KAPITEL III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Artikel 15

Nordirland

1. For at imødegå et af de vigtigste religiøse samfunds

underrepræsentation i Nordirlands politistyrke, foreligger der ved ulige

behandling i forbindelse med ansættelser i denne styrke, herunder dens

støttepersonale, ikke forskelsbehandling, for så vidt den nationale

lovgivning

udtrykkeligt tillader denne forskelsbehandling.

2. Med henblik på opretholde lige

beskæftigelsesmuligheder for lærere i Nordirland og samtidig bidrage til at

overvinde den historiske splittelse mellem de vigtigste religiøse samfund,

der

er repræsenteret i Nordirland, finder dette direktivs bestemmelser om

religion

og tro ikke anvendelse på skolerne i Nordirland, for så vidt den nationale

lovgivning udtrykkeligt tillader dette.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Overholdelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger

til at sikre, at

a)

alle love og

administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling,

ophæves

b)

alle bestemmelser,

der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter

eller

kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for

selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller

ændres.

Artikel 17

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal

anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til

gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre

deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret

skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til

overtrædelsen

og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 2. december

2003 Kommissionen meddelelse herom og underretter den endvidere hurtigst

muligt

om senere ændringer.

Artikel 18

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og

administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2.

december 2003 eller kan efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter

overlade det til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser,

der henhører under kollektive overenskomster. I så tilfælde sikrer

medlemsstaterne, at arbejdsmarkedets parter senest den 2. december 2003 har

indført de nødvendige foranstaltninger ad aftalemæssig vej, idet

medlemsstaterne er forpligtet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger

for til enhver tid at kunne garantere de resultater, der foreskrives i

direktivet. De underretter straks Kommissionen herom.

For at tage hensyn til særlige forhold kan

medlemsstaterne om nødvendigt få en yderligere frist på tre år fra den 2.

december 2003, dvs. i alt seks år, til at iværksætte dette direktivs

bestemmelser om forskelsbehandling på grund af alder og handicap. I så fald

underretter de straks Kommissionen. Medlemsstater, der vælger at benytte

denne

yderligere periode, aflægger hvert år rapport til Kommissionen om, hvilke

foranstaltninger de træffer for at bekæmpe forskelsbehandling på grund af

alder

og handicap, og hvilke fremskridt der er gjort med at gennemføre direktivet.

Kommissionen aflægger hvert år rapport til Rådet.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen

indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen

ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen

fastsættes

af medlemsstaterne.

Artikel 19

Beretning

1. Medlemsstaterne meddeler senest den 2. december 2005

og hvert femte år herefter Kommissionen alle oplysninger, denne har brug for

til at udarbejde en beretning til EuropaParlamentet og Rådet om anvendelsen

af

dette direktiv.

2. I Kommissionens beretning skal der i relevant omfang

tages hensyn til arbejdsmarkedets parters og vedkommende ikke-statslige

organisationers synspunkter. I overensstemmelse med princippet om lige

muligheder for mænd og kvinder skal beretningen bl.a. indeholde en evaluering

af virkningen for kvinder og mænd af de foranstaltninger, der er truffet. På

baggrund af de modtagne oplysninger skal beretningen om nødvendigt indeholde

forslag med henblik på revision og ajourføring af direktivet.

Artikel 20

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 21

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2000.

På Rådets vegne

É. GUIGOU

Formand

____________________

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I. Indledning

Med lovforslaget foreslås det at indsætte

diskriminationskriterierne »handicap og alder« i forskelsbehandlingsloven,

således at lovens anvendelsesområde udvides til at omfatte et forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder og handicap på arbejdsmarkedet.

Endvidere

foreslås en pligt for arbejdsgiveren til at foretage rimelige tilpasninger

for

at sikre en person med handicap adgang til beskæftigelse m.v. I den

forbindelse

foreslås indsat en henvisning til bestemmelsen, der fastslår arbejdsgiverens

tilpasningsforpligtelser i forhold til personer med handicap. Endelig

foreslås

det i forbindelse med gennemførelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på

grund af alder, at der gennemføres en række undtagelsesmuligheder, idet alder

i

visse sammenhænge kan udgøre et sagligt og hensigtsmæssigt kriterium, som det

under nærmere angivne betingelser vil være lovligt at lægge vægt på.

Forskelsbehandlingslovens

horisontale bestemmelser og anvendelsesområde opretholdes uændret.

2. Baggrund for forslaget

Forslaget gennemfører den resterende del af Rådets direktiv

2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv, jf. EF-Tidende 2000, nr. L 303, s. 16

(beskæftigelsesdirektivet),

i dansk ret, dvs. bestemmelserne om alder og handicap. Direktivets øvrige

forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro og seksuel

orientering blev gennemført ved lov nr. 253 af 7. april 2004 om ændring af

forskelsbehandlingsloven.

2.1. Beskæftigelsesdirektivet

Beskæftigelsesdirektivet er en del af Europa-Kommissionens

anti-diskriminationspakke fremsat den 25. november 1999 med hjemmel i

EF-traktatens artikel 13, hvorefter der kan træffes hensigtsmæssige

foranstaltninger

til bekæmpelse af forskelsbehandling. Direktivet fastlægger rammen for

forbuddet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og vedrører kriterierne

religion, tro, alder, handicap og seksuel orientering.

Forbuddet mod forskelsbehandling i beskæftigelsesdirektivet

gælder med hensyn til vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, adgang

til

erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og

omskoling, med hensyn til beskæftigelse, løn og arbejdsvilkår, og med hensyn

til medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller

arbejdsgiverorganisation. Dette svarer til forskelsbehandlingslovens saglige

anvendelsesområde, jf. lovens §§ 2 og 3. Direktivet fastsætter endvidere

regler

om, hvornår og under hvilke betingelser der kan ske undtagelser fra forbuddet

mod forskelsbehandling i forbindelse med udøvelse af bestemte

erhvervsaktiviteter.

Med lov nr. 253 af 7. april 2004 blev direktivets

horisontale bestemmelser gennemført i forskelsbehandlingsloven fra 1996. Ved

lovændringen blev følgende gennemført i dansk ret:

·

præcisering af forbuddet mod

forskelsbehandling, herunder:

·

indsættelse af definitioner af direkte

og indirekte forskelsbehandling

·

tilføjelse af et forbud mod

chikane

·

forbud mod instruktion til

forskelsbehandling

·

delt bevisbyrde i sager om

forskelsbehandling.

2.1.1. Direktivets særbestemmelser om handicap

Direktivets udgangspunkt er, at direkte og indirekte forskelsbehandling

på grund af handicap er forbudt, jf. artikel 2. Med henblik på at sikre

overholdelse af princippet om ligebehandling indeholder direktivets artikel 5

en selvstændig forpligtelse for arbejdsgiveren til i rimeligt omfang at

foretage tilpasninger. Tilpasningerne skal være hensigtsmæssige i forhold til

den handicappede persons konkrete behov. Arbejdsgiveren må dog ikke pålægges

en

uforholdsmæssig økonomisk byrde. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang

gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den pågældende

medlemsstats

handicappolitik, anses den ikke for at være uforholdsmæssig stor.

Den forpligtelse, arbejdsgiveren har i henhold til artikel

5 til at foretage tilpasninger, skal efter omstændighederne indgå i

vurderingen

af, hvorvidt en person med handicap udsættes for indirekte

forskelsbehandling,

jf. artikel 2, stk. 2, litra b.

2.1.2. Direktivets særbestemmelser om alder

For så vidt angår alder er det direktivets udgangspunkt, at

forskelsbehandling på grund af alder er forbudt. Direktivet beskytter således

både unge og ældre mod forskelsbehandling. Direktivet anerkender imidlertid

også, at der kan være situationer, hvor det vil være lovligt at tillægge en

lønmodtagers alder betydning. Direktivet indeholder derfor en særbestemmelse

i

artikel 6, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne kan bestemme, at ulige

behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er

objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den

nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og

erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det

pågældende mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det vil sige, at det

absolutte

udgangspunkt i direktivet, hvorefter direkte forskelsbehandling er ulovlig og

ikke kan legitimeres, vil kunne fraviges for så vidt angår direkte

aldersdiskrimination, såfremt medlemsstaterne bestemmer dette, og såfremt

denne

fravigelse i øvrigt er sagligt og proportionalt begrundet i et legitimt

formål

indenfor rammerne af den nationale ret.

Artikel 6, stk. 1, indeholder en række eksempler på

situationer, der vil kunne være legitime formål, men bestemmelsen er ikke

udtømmende, og skal derfor ikke betragtes som en endelig facitliste på, hvad

der er legitime formål. I bestemmelsen anerkendes det, at der kan være behov

for at beskytte såvel yngre som ældre arbejdstagere, ligesom det kan være

legitimt at tilvejebringe særlige vilkår for at sikre bestemte aldersgruppers

erhvervsmæssige integration. Artikel 6, stk. 1 litra a-c har følgende

ordlyd:

»1.

Uanset artikel 2, stk. 2, kan

medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør

forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i

et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime

beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis

midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og

nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

a)

tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til beskæftigelse

og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser

vedrørende afskedigelse og aflønning, for unge, ældre arbejdstagere og

personer

med forsørgerpligt med henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration

eller at beskytte dem

b)

fastsættelse af

minimumsbetingelser

vedrørende alder, erhvervserfaring eller

anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i

forbindelse

med beskæftigelse

c)

fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er

baseret på uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller

nødvendigheden af at have tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før

pensionering.«

Efter artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne endvidere

bestemme, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke skal gælde for så vidt

angår

aldersgrænser i forbindelse med adgang til erhvervstilknyttede sociale

sikringsordninger

(herunder arbejdsmarkedspensioner), ligesom alderskriteriet vil kunne

anvendes

til aktuarberegninger indenfor rammerne af disse ordninger, forudsat at dette

ikke indebærer forskelsbehandling på grund af køn.

2.1.3. Øvrige bestemmelser

Det følger af direktivets artikel 3, stk. 4, at

medlemsstaterne kan fastsætte, at direktivets bestemmelser om alder og

handicap

ikke skal finde anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.

Direktivet er et minimumsdirektiv og berører ikke medlemsstaternes

adgang til at indføre bestemmelser, der er gunstigere for beskyttelsen af

princippet om ligebehandling. Gennemførelsen af direktivet berettiger ikke

til

at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau overfor forskelsbehandling i

medlemsstaterne.

Direktivets artikel 18, 4. punktum, indeholder en

særbestemmelse i relation til fristen for implementering af forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af alder og handicap. For disse kriteriers

vedkommende er der mulighed for at udskyde implementeringsfristen i op til 3

år. Regeringen meddelte den 13. februar 2003 EU-Kommissionen, at Danmark

ønskede

at benytte muligheden for at udskyde gennemførelsen af direktivets

bestemmelser

om handicap og alder med et år, således at parterne havde den fornødne tid

til

at forhandle, og således at Beskæftigelsesministeriet havde tilstrækkelig tid

til at udarbejde ny lovgivning, der var tilpasset både overenskomsterne og

den

øvrige diskriminationslovgivning.

3. Implementeringsudvalget

Efter direktivets artikel 18, 1. punktum kan

medlemsstaterne efter fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter overlade

det

til dem at gennemføre direktivet for så vidt angår bestemmelser, der henhører

under kollektive overenskomster. Medlemmerne af Implementeringsudvalget

meddelte i efteråret 2002 beskæftigelsesministeren, at de ønskede at udnytte

direktivets mulighed for at aftaleimplementere bestemmelserne om alder og

handicap

ved kollektive aftaler. Medlemmerne af Implementeringsudvalget meddelte i

løbet

af foråret 2004 beskæftigelsesministeren, at det ikke havde været muligt

parterne imellem at indgå implementeringsaftaler.

4. Lovforslagets indhold

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

m.v. blev vedtaget i 1996 og er senest ændret i april 2004.

Forskelsbehandlingsloven regulerer beskyttelsen mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet bortset fra forskelsbehandling på grund af køn. Det foreslås,

at kriterierne alder og handicap indsættes i forskelsbehandlingsloven.

4.1. Handicapkriteriet

Handicapbegrebet defineres ikke i direktivet, og det er i

forbindelse med implementering i første omgang op til medlemsstaterne at

fastlægge indholdet af begrebet. Det er i sidste instans EF-domstolen, der

fastlægger den endelige fortolkning af direktivet.

I dag findes der hverken i social- eller

arbejdsmarkedslovgivningen nogen formel definition af begrebet handicap. Ikke

desto mindre opereres der i praksis med en relativ præcis opfattelse, som har

vist sig at være nyttig, fordi den er dynamisk.

Direktivet ændrer ikke ved den danske forståelse af

handicapbegrebet. Der foreslås derfor ikke indsat en definition af

handicapbegrebet.

Udover indsættelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på

grund af handicap foreslås der fastsat en pligt for arbejdsgiveren til at

foretage hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at give en person

med

handicap adgang til beskæftigelse m.v. Det foreslås endvidere, at

definitionen

af indirekte forskelsbehandling tager højde for denne

tilpasningsforpligtelse.

Det foreslås yderligere, at der indsættes en bestemmelse i loven, hvorefter

loven ikke er til hinder for iværksættelse af foranstaltninger til fremme af

beskæftigelsesmulighederne for personer med handicap.

Lovforslaget ændrer ikke ved sondringen mellem handicap og

sygdom. Reglerne om arbejdsgiverens adgang til at udspørge potentielle

ansatte/sine ansatte om deres helbredstilstand og deres eventuelle sygdomme

dag

findes fortsat i helbredsoplysningsloven.

I relation til forholdet mellem lovgivning og

overenskomster foreslås der indsat en bestemmelse, hvorefter det vil være

muligt for arbejdsmarkedets parter at indgå implementeringsaftaler om forbud

mod forskelsbehandling på grund af handicap svarende til direktivets niveau.

4.2. Alderskriteriet

Det følger af indsættelsen af forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af alder, at det fremover ikke vil være lovligt

at

lægge vægt på en lønmodtagers alder i ansættelsessituationen, under

ansættelsen

og ved afskedigelse m.v. Det betyder bl.a., at annoncering efter ansatte i en

bestemt aldersgruppe ikke vil være tilladt, jf. dog lovens § 6,

stk. 2,

ligesom aftalebestemmelser om pligtmæssig fratræden på grund af

alder som

udgangspunkt

ikke vil være lovlige.

Spørgsmålet om pligtmæssig fratræden på grund af alder skal

vurderes på baggrund af direktivets artikel 6, herunder at ulige behandling

skal være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor

rammerne

af den nationale ret, jf. bemærkningerne til forslagets nr. 13. Efter

ændringen

af lov om social pension, jf. lov nr. 319 af 5. maj 2004, er der nu mulighed

for at udskyde og opspare pensionen for lønmodtagere, der måtte ønske at

fortsætte på arbejdsmarkedet efter det 65. år. Lovændringen er udtryk for, at

alle der kan og vil, skal have mulighed for at arbejde også gerne efter det

65.

år. Der er altså

fra statens side en tilskyndelse til at forblive på arbejdsmarkedet så længe

som muligt. Det er under alle omstændigheder

regeringens opfattelse, at aldersgrænser for pligtmæssig fratræden under 65

år kun vil kunne opretholdes i særlige tilfælde, fx hvor der med rette kan

stilles visse fysiske krav. Der henvises i den forbindelse til direktivets

betragtning 18, hvorefter direktivet ikke må medføre, at de væbnede styrker

og politiet, fængselsvæsenet og redningstjenesterne skal være forpligtet til

ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke opfylder de

nødvendige krav for at kunne fuldføre samtlige opgaver, der kan blive pålagt

vedkommende under hensynet til det legitime formål at sikre disse tjenesters

operationelle karakter. Med hensyn til aldersgrænser på 65 år er der som

nævnt ovenfor taget initiativer, som gerne på længere sigt og i takt med den

stigende levealder i det danske samfund skulle føre til ændrede

tilbagetrækningsmønstre. Der er imidlertid tale om en langsigtet strategi, og

i dag må man nok konstatere, at store dele af arbejdsmarkedet har indrettet

sig på, at det er legitimt at afskedige lønmodtagere, når de når den alder,

hvor de kan oppebære den almindelige folkepension. Det er tilfældet såvel i

en række overenskomster om spørgsmålet som i individuelle

ansættelseskontrakter. Det ville være et unødvendigt og uhensigtsmæssigt

indgreb i den måde arbejdsmarkedet har indrettet sig på, hvis man alene i

anledning af indførelsen af alderskriteriet i loven erklærede alle sådanne

aftaler ugyldige. Derfor foreslås det i loven udtrykkelig fastsat, at loven

ikke er til hinder for individuelle og kollektive aftaler om pligtmæssig

fratræden ved det 65. år. Lovforslaget berører ikke brug af tidsbegrænsede

ansættelser eller åremålsansættelser som sådanne, men disse aftaler vil efter

omstændighederne kunne være omgåelse af loven. På længere sigt og i takt med

at regeringens politik realiseres, må det vurderes, om man fortsat skal

tillade en sådan aldersgrænse. En eller anden aldersgrænse vil det dog nok

under alle omstændigheder være naturligt at tillade ud fra hensynet til en

værdig afslutning på et langt arbejdsliv, hvad der i sig selv må anses for

et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret.

I tilknytning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder foreslås

en række undtagelsesbestemmelser, der bl.a. skal sikre, at der fortsat vil

kunne iværksættes seniorpolitiske initiativer og en særlig

beskæftigelsesindsats for unge, ligesom det sikres, at reglerne om

beskyttelse af børn og unge kan opretholdes. Ligeledes foreslås der en

undtagelsesbestemmelse, der betyder, at erhvervstilknyttede sociale

sikringsordninger (herunder arbejdsmarkedspensionsordningerne) undtages fra

lovens anvendelsesområde. I relation til forholdet mellem lovgivning og

overenskomster foreslås der indsat to særbestemmelser.

For det første foreslås der indsat en supplerende bestemmelse, der sikrer, at

det fortsat skal være muligt for arbejdsmarkedets parter at indgå

implementeringsaftaler, således at loven i relation til forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af alder vil kunne fraviges til direktivets

niveau, hvorved parterne kan vælge at udnytte direktivets

undtagelsesbestemmelse i artikel 6 i større eller mindre grad end lovens

udgangspunkt. Dernæst foreslås der indsat en bestemmelse, hvorefter

aldersbestemmelser i kollektive aftaler og overenskomster, der er objektivt

og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale

ret, vil kunne opretholdes, hvis midlerne til at opfylde formålet er

hensigtsmæssige og nødvendige.

Med henblik på at sikre opretholdelsen af virksomhedernes eksisterende og

iværksættelse af fremtidige seniorpolitiske ordninger foreslås det, at der

indsættes en bestemmelse i loven, hvorefter loven ikke er til hinder

for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af ældre lønmodtageres

beskæftigelsesmuligheder.

5. Forholdet til anden lovgivning

5.1 Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om

kompensation til handicappede i erhverv m.v.

I forbindelse med ansættelse af en person med handicap kan

der være behov for særlige hjælpemidler eller for personlig assistance. I

henhold til

lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats

er der mulighed for at få tilskud til

undervisningsmaterialer, arbejdsredskaber og

mindre arbejdspladsindretninger. Reglerne om personlig assistance findes

i bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Pt.

administreres

reglerne af AF/kommunerne, hvor virksomhederne til enhver tid kan kontakte

kommunen eller AF for at søge råd og vejledning om hjælpemidler eller

mulighederne for tilskud til personlig assistance.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - t

ilskud til hjælpemidler

Der kan ydes tilskud til hjælpemidler i forbindelse med:

·

virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud

med henblik på at

understøtte, at personen

kan

få

og deltage i tilbuddet

·

fleksjob

·

beskæftigelse uden løntilskud

Betingelser for at yde tilskud

Det er en betingelse for at yde tilskud til arbejdsredskaber

og mindre arbejdspladsindretninger, at tilskuddet er af afgørende betydning

for, at personen kan deltage i tilbuddet, eller at redskabet eller

indretningen

kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen. Det er en

betingelse for at give tilskud til hjælpemidler, at udgiften ligger ud over,

hvad arbejdsgiveren forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne ikke er

sædvanligt forekommende på arbejdspladsen.

Hjælpen er uafhængig af personens eller en evt. ægtefælles

indtægts- og formueforhold.

Tilskuddet til hjælpemidlet bevilliges ud fra den enkelte

persons situation og de forhold, der er gældende for ansættelsen.

Eksempler på arbejdsredskaber og indretninger

Såfremt hjælpemidlet i forvejen findes på arbejdspladsen,

kan arbejdsgiveren ikke opnå tilskud til hjælpemidlet. Af eksempler på

konkrete

hjælpemidler, der kan kompensere en person med et handicap, kan nævnes

specialtelefon, teleslynge, diktafon, læseapparat, ergonomisk stol,

talesyntese, læseprogrammer, ordbank og ordbøger, specialsæde og automatgear

til traktor og varebil.

Lov om kompensation til handicappede i erhverv

m.v. - p

ersonlig assistance

Bekendtgørelse om

kompensation til handicappede i erhverv m.v. giver mulighed for, at en

person

med et fysisk handicap kompenseres for sit handicap ved at få en assistent,

der

kan yde personlig assistance og give personen med handicap samme muligheder

for

erhvervsudøvelse som en person uden handicap.

Målgrupper

Personlig assistance kan søges af personer med handicap

som:

·

søger ansættelse eller er ansat i

en stilling på ordinære løn- og ansættelsesvilkår

·

søger ansættelse eller er ansat i

job med løntilskud (jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)

·

søger ansættelse eller er ansat i

fleksjob (jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)

·

deltager i virksomhedspraktik (jf.

lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)

·

påtænker at blive eller driver

selvstændig virksomhed på det almindelige arbejdsmarked.

Afgrænsning af personkreds

Det er muligt for personer med en fysisk funktionsnedsættelse

at opnå tilskud til en personlig assistent, fx for personer med

synsnedsættelse

eller ordblindhed, alvorligt hørehandicap eller med betydelig eller alvorligt

nedsat funktion som følge af et handicap, og som derfor har behov for enten

praktisk eller anden særlig bistand.

Betingelser for tildeling af personlig assistance

Personlig

assistance

ydes til personer, der er i stand til at udføre de indholdsmæssige funktioner

i

jobbet, men som på grund af en funktionsnedsættelse har behov for praktisk

bistand til bestemte arbejdsfunktioner. Tilskud til personlig assistance kan

først ydes, når den pågældende

er i erhverv.

Der kan bevilliges tilskud i op til 20 timer per uge i gennemsnit pr.

kvartal,

hvis lønmodtageren er fuldtidsbeskæftiget. Ved færre

arbejdstimer

beregnes tilskuddet forholdsmæssigt. Tilskud

til personlig assistance forud for et konkret ansættelsesforhold

i

forbindelse med efteruddannelse kan være

op til fuld tid.

Den personlige assistent ansættes i virksomheden

på normale ansættelsesvilkår eller kan i visse tilfælde rekvireres fra

vikarbureau. Tilskuddet til den personlige assistent ydes til virksomheden

til

aflønning af assistenten.

Reglerne om tilskud til hjælpemidler og personlig assistance berøres

ikke af lovændringen.

5.2 Funktionærlovens aldersgrænser

Funktionærlovens § 2a

om ret til fratrædelsesgodtgørelse

Efter funktionærlovens § 2a har en funktionær, der har

været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ret til

fratrædelsesgodtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn,

hvis funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Det overordnede formål med

bestemmelsen er at yde en godtgørelse til funktionærer efter længere tids

ansættelse »for at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre

funktionærer« (jf. FT 70/71, tillæg A, spalte 1334). Bestemmelsen finder

alene

anvendelse, når funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Bestemmelsen gælder

også ved uberettiget bortvisning, jf. § 2a, stk. 4. Bestemmelsen

indeholder dermed et beskyttelsesformål i forhold til ældres muligheder for

at

få ny beskæftigelse – i form af løn i længere tid. Bestemmelsen er et

eksempel

på indirekte forskelsbehandling af yngre funktionærer, og vil derfor skulle

vurderes ud fra direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Herefter kan en

indirekte forskelsbehandling tillades, hvis den pågældende bestemmelse (her

retten til fratrædelsesgodtgørelse betinget af anciennitet) er objektivt

begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde det er

hensigtsmæssige og nødvendige. Da formålet med funktionærlovens § 2a er

at

beskytte ældre funktionærer og lette deres overgang til anden beskæftigelse,

vil bestemmelsen kunne opretholdes som saglig indirekte forskelsbehandling,

jf.

kravene i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Der foreslås derfor

ingen ændringer til funktionærlovens § 2a.

Funktionærlovens § 2b om godtgørelse for

usaglig afskedigelse

Funktionærloven indeholder i § 2b to aldersgrænser,

der afgør om en funktionær har krav på godtgørelse i tilfælde af usaglig

afskedigelse, og hvor stor godtgørelsen i givet fald kan blive. Er

funktionæren

under 18 år, er der ikke hjemmel til at tilkende godtgørelse for usaglig

afskedigelse, og er funktionæren over 30 år, er der fastlagt et højere

godtgørelsesmaksimum. Baggrunden for bestemmelsen, der blev indført ved

funktionærlovsrevisionen i 1964, var at man ønskede overensstemmelse med den

udvikling, der havde fundet sted på de store overenskomstområder, hvor der

var

indgået aftaler om værn mod usaglige opsigelser.

18 års grænsen i funktionærlovens § 2b blev

oprindeligt vedtaget med henblik på at sikre parallelitet med

overenskomsternes

afskedigelsesbeskyttelse. Oprindeligt var funktionærlovens aldersgrænse 20

år,

men denne blev nedsat til 18 år ved en generel lovændring i 1976 om

aldersgrænser,

da myndighedsalderen blev nedsat fra 20 til 18 år. Det fremgår af

bemærkningerne til ændringsforslaget til funktionærloven, at nedsættelsen af

aldersgrænsen var begrundet i, at aldersgrænsen på det overenskomstdækkede

område var blevet nedsat fra 20 til 18 år. Aldersgrænsen i overenskomsterne

er

dog efterfølgende blevet ophævet i 1981.

Der ligger således hverken beskyttelses- eller

beskæftigelseshensyn bag aldersgrænsen, der vurderes at være i strid med

beskæftigelsesdirektivet. Det foreslås derfor, at 18 års grænsen i

funktionærloven ophæves.

Med hensyn til 30 års grænsen blev denne indsat i § 2b,

da »det dog er skønnet rimeligt at åbne adgang til ydelse af en godtgørelse,

svarende til 3 måneders løn, uanset om det funktionæren tilkommende varsel,

jfr. foran, ikke måtte berettige ham til en godtgørelse af denne størrelse«.

Det fremgår af Folketingets forhandlinger, at der var enighed om 30 års

grænsen,

og det blev blandt andet fremført, at det ikke mindst er dem i

aldersgrupperne

35 til 40 år og opefter, der rammes uforholdsmæssigt hårdt ved afskedigelse.

30

års grænsen er således udtryk for en beskyttelse af aldersgruppen i relation

til usaglige afskedigelser. Bestemmelsen indebærer dermed en

fortrinsbehandling

af denne gruppe. Direktivet giver mulighed for at tillade ulige behandling på

grund af alder, såfremt dette kan begrundes i et legitimt formål indenfor

rammerne af den nationale ret, jf. artikel 6, stk. 1. Direktivet nævner

tilvejebringelse af særlige vilkår vedrørende afskedigelse af ældre

arbejdstagere

for at beskytte dem som et eksempel på lovlig ulige behandling, jf. artikel

6,

stk. 1, litra a. Da beskyttelseshensynet ved afskedigelse af

funktionærer

over 30 år ikke strider mod direktivet, foreslås der ingen ændringer til 30

års

grænsen i funktionærlovens § 2b i forbindelse med gennemførelsen af

direktivet.

5.3. ATP-Loven

ATP lovens aldersgrænse berøres ikke af lovforslaget, idet

hjemlen i direktivets artikel 6, stk. 2, foreslås udnyttet således, at

erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger undtages fra forbuddet mod

ulige

behandling på grund af alder.

5. 4. Arbejdsretsloven

Efter arbejdsretslovens § 4 gælder beskikkelsen som

dommer til udløbet af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år.

Bestemmelsen blev vedtaget i forbindelse med ændringen af arbejdsretsloven i

1997 og skulle sikre, at der ikke kunne rejses tvivl om formandskabets

habilitet. Ændringen skulle endvidere understrege Arbejdsrettens karakter af

en

egentlig domstol, der opfylder kravene i Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions

artikel 6 om upartiskhed og uafhængighed. Kravet om uafhængighed i EMRK

indebærer bl.a., at domstolens medlemmer ikke må kunne afskediges eller

forflyttes arbitrært af regering eller anden offentlig myndighed. På baggrund

af Menneskerettighedsdomstolens praksis blev det på daværende tidspunkt

skønnet, at en udnævnelsesperiode på 3 år ikke var tilstrækkelig til at sikre

dommernes uafhængighed.

Aldersgrænsen i arbejdsretslovens § 4 synes således

begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret og kan

derfor opretholdes uændret i forbindelse med gennemførelsen af direktivet.

5. 5. Andre ministeriers lovgivning

I forbindelse med overvejelserne om gennemførelsen af

beskæftigelsesdirektivets bestemmelser, herunder særligt spørgsmålet om

adgangen til at opretholde aldersgrænser indenfor direktivets saglige

anvendelsesområde er der sket høring af berørte ministerier. Spørgsmålet om i

hvilket omfang lovændringer i andre ministeriers er påkrævet som led i

gennemførelsen af direktivet er derved overladt til de pågældende

ministeriers

afgørelse. Det følger af direktivets artikel 6, stk. 1, at aldersgrænser i

anden lovgivning eller aldersgrænser fastsat i medfør af anden lovgivning

indenfor direktivets anvendelsesområde vil kunne opretholdes uændret, hvis

den

pågældende aldersgrænse er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt

formål

indenfor rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende

formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Såfremt der i andre ministeriers

lovgivning måtte være aldersgrænser, er det det pågældende ministeriums

ansvar

at påse, at aldersgrænsen er begrundet i et legitimt formål og at der er den

fornødne proportionalitet mellem mål og midler.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Gennemførelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund

af handicap må forventes at forøge antallet af ansøgninger om tilskud til

hjælpemidler og brug af ordningen om personlig assistance og dermed få

administrative

konsekvenser for det offentlige. Som følge af arbejdsgivernes interesse i at

benytte ordningerne, må udgifterne forventes at stige. P.t. afholdes der

udgifter for ca. 118 mio. kr. p.a.. Det er ikke muligt at specificere en evt.

udgiftsforøgelse.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

m.v.

Arbejdsgiverens forpligtelse til at foretage tilpasninger,

der ikke er uforholdsmæssige byrdefulde indebærer en økonomisk forpligtelse

for

arbejdsgiveren. Denne vurderes at være meget begrænset som følge af den måde

eksisterende kompensationsordninger administreres på. Med lovændringen

pålægges

arbejdsgiveren at vurdere behovet for evt. tilpasninger for lønmodtagere med

handicap. Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser af

betydning.

De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have kønsligestillingsmæssige

konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/78/EF

om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse

og erhverv (EF-Tidende 2000, nr. L 303, s. 16).

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget har været sendt i høring hos Dansk

Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,

Ledernes Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen,

Kristelig

Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Københavns og Frederiksberg

kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og

Overenskomstansatte. Derudover har forslaget været sendt i høring hos

Personalestyrelsen, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder,

Ældresagen,

Ældremobiliseringen, Det Centrale Handicapråd, De Samvirkende

Invalideorganisationer og Center for Ligebehandling af Handicappede.

Vurdering af

konsekvenser af lovforslaget

Positive

konsekvenser/mindre udgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Der forventes merudgifter i begrænset omfang.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Der forventes en stigning i antallet af ansøgninger om

kompensation og personlig assistance til personer med handicap.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Der forventes ingen merudgifter for erhvervslivet.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Erhvervslivet pålægges en forpligtelse til at vurdere

behovet for tilpasninger for personer med handicap.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører

dele af Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000, nr.

L 303, s. 16).

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med bestemmelsen ændres note 1 i loven, således at det

fremgår, at loven gennemfører beskæftigelsesdirektivet og dele af det etniske

ligebehandlingsdirektiv i dansk ret.

Til nr. 2

Det foreslås, at kriterierne alder og handicap tilføjes til

forskelsbehandlingslovens kreds af beskyttede kriterier. Det følger af

beskæftigelsesdirektivets artikel 1, at forskelsbehandling på grund af alder

og

handicap er forbudt. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og

handicap er nyt i den ansættelsesretlige lovgivning.

Alderskriteriet

Alderskriteriet giver ikke umiddelbart anledning til

begrebsmæssige vanskeligheder. Kriteriet er entydigt. Det skal dog fremhæves,

at beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder gælder for både unge

og ældre, og at der således ikke er tale om en særbeskyttelse af fx ældre

lønmodtagere. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder betyder, at

der som udgangspunkt ikke må lægges vægt på en lønmodtagers alder, hverken i

ansættelsessituationen, i forfremmelsessituationen eller i

afskedigelsessituationen.

Handicapkriteriet

Modsat alder er handicap ikke et entydigt begreb. I

overensstemmelse med EU´s sædvanlige lovgivningspraksis defineres begrebet

ikke

i direktivet. Det er derfor i første omgang op til medlemsstaterne at

definere

begrebet i overensstemmelse med national praksis.

I sidste instans er det dog op til EF-domstolen at

fastlægge den endelige fortolkning af direktivet.

Handicapbegrebet er særligt relevant i forhold til social-

og arbejdsmarkedslovgivningen, men nogen egentlig definition af begrebet

findes

ikke der.

I praksis opereres med en forståelse af begrebet, som kan

formuleres på følgende vis: For at tale om et handicap eller en person med

handicap må der kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel

funktionsnedsættelse,

som afføder et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige

fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation, jf. Handicap og

Ligebehandling – et refleksionspapir s. 2, Det Centrale Handicapråd,

2001.

Folketingsbeslutning B 43 vedtaget den 2. april 1999 om

ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere er et udtryk

for

denne forståelse af begrebet. Af folketingsbeslutningen fremgår det, at:

»Folketinget

henstiller til alle statslige og kommunale myndigheder samt private

virksomheder med eller uden offentlige støtte at efterleve princippet om

ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere og at tage

hensyn til og skabe muligheder for hensigtsmæssige løsninger under

hensyntagen

til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor

hensyntagen overhovedet kan komme på plads.«

FN´s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede

(Resolution 48/96) fra 1993 bygger på det samme princip om ligebehandling.

I standardreglernes punkt 17 og 18 opereres med begreberne

»funktionsnedsættelse«

og »handicap«. Punkterne har følgende ordlyd:

»(17) Betegnelsen »funktionsnedsættelse« dækker et stort

antal forskellige funktionsmæssige begrænsninger, der forekommer i alle

befolkningsgrupper i samtlige lande i verden. Mennesker kan have

funktionsnedsættelse

på grund af en fysisk, intellektuel eller sansemæssig funktionshæmning, en

medicinsk betinget tilstand eller en sindslidelse. Sådanne

funktionshæmninger,

tilstande eller sygdomme kan være af permanent eller forbigående art.

(18) Betegnelsen »handicap« betyder tab eller begrænsning

af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Den

beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets

omgivelser.

Formålet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne

og

mange af de i samfundet iværksatte aktiviteter, som for eksempel information,

kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med

funktionsnedsættelse

i at deltage på lige vilkår med andre.«

FN´s forståelse af handicapbegrebet sigter til

konsekvenserne af funktionsnedsættelsen, hvorfor en funktionsnedsættelse kan

være mere eller mindre handicappende i forhold til et arbejde.

Efter lovforslaget er det dog ikke afgørende for

beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et

konkret

behov for kompensation.

I forhold til lovforslagets anvendelsesområde er afgrænsningen

mellem sygdom og handicap endvidere relevant. I henhold til

helbredsoplysningsloven,

jf. lov nr. 286 af 24. april 1996, kan arbejdsgiveren som udgangspunkt alene

anmode om helbredsoplysninger med det formål at få belyst, om lønmodtageren

lider eller har lidt af en sygdom eller har haft symptomer på en sygdom, når

sygdommen vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed.

Helbredsoplysningsloven opererer med sondringen sygdom/færdighed.

Arbejdsgiverens adgang til at spørge til lønmodtagerens færdigheder er ikke

omfattet af lovens anvendelsesområde. Færdighederne kan være væsentlige for

arbejdets udførelse, hvorfor arbejdsgiveren frit må spørge til disse og evt.

undersøge disse.

Afhængig af færdighedens karakter sammenholdt med det

arbejde, der skal udføres, kan en begrænset/manglende færdighed være en

funktionsnedsættelse og dermed udgøre et handicap. I andre situationer vil

manglende opfyldelse af en færdighed ikke kunne sidestilles med et handicap.

Det vil snarere være en konstatering af, at den pågældende ansøger ikke

opfylder de (nødvendige og rimelige) krav, som arbejdsgiveren stiller til

sine

ansatte for, at disse kan løse den pågældende opgave. Dette ændrer direktivet

ikke ved, jf. direktivets betragtning 17, der har følgende ordlyd: »Med

forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af

hensyn til personer med handicap kræver dette direktiv hverken ansættelse,

forfremmelse, fortsat ansættelse eller uddannelse af en person, der ikke er

kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i

forbindelse med den pågældende stilling eller at følge en given uddannelse«.

Det bemærkes, at årsagen til funktionsnedsættelsen er uden

betydning for beskyttelsen mod forskelsbehandling.

I forhold til lovforslaget bemærkes, at der i dag er

mennesker, der føler sig forskelsbehandlet på grund af, hvad de selv opfatter

som et handicap. Det kan fx være deformiteter eller vansir, som ikke

indebærer

nogen funktionshindring, der kan henføres til FN-reglerne eller det

handicapbegreb, der i praksis arbejdes med i social- og

arbejdsmarkedslovgivningen. Det kan ikke desto mindre opleves hæmmende for

det

enkelte menneske og dermed for dennes erhvervsmuligheder. Det vil være op til

domstolene at vurdere, om direktivets forbud mod forskelsbehandling pga.

handicap i en konkret situation vil kunne udstrækkes til at omfatte sådanne

tilfælde.

Til nr. 3

Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede

kriterier foreslås det, at kriterierne alder og handicap indsættes i

definitionen af direkte forskelsbehandling. Direkte forskelsbehandling

foreligger fx i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver undlader at ansætte eller

afskediger en lønmodtager med den udtalte begrundelse, at den pågældende har

et

bestemt handicap eller tilhører en bestemt aldersgruppe. Forbuddet mod

direkte

forskelsbehandling gælder dog ikke, hvor der er tale om, at et bestemt

kriterium

udgør en regulær erhvervskvalifikation, jf. nærmere lovens § 6.

Ligeledes er direktivets mulighed for at tillade direkte

forskelsbehandling på grund af alder

udnyttet i et nærmere angivet

omfang, jf. nærmere forslaget til ændringer i §§ 5a og 9 (lovforslagets

nr. 13,16, 17 og 18). Indenfor rammerne af disse bestemmelser vil det derfor

være lovligt at anvende alderskriteriet direkte.

Til nr. 4

Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede

kriterier foreslås det, at kriterierne alder og handicap indsættes i

bestemmelsen, der definerer begrebet indirekte forskelsbehandling.

I relation til alderskriteriet vil der kunne opstilles en

række eksempler på betingelser, kriterier m.v., der vil kunne have en

indirekte

diskriminerende effekt, og som vil stille en bestemt aldersgruppe ringere end

andre. Som eksempler på kriterier kan nævnes:

·

krav til fysisk formåen, der

kan

have den effekt, at særligt ældre lønmodtagere stilles ringere end andre

lønmodtagere, og

·

krav til erhvervsrelevant erfaring

eller anciennitetsbestemt løn, som vil ramme yngre lønmodtagere frem for

ældre.

Opstilles der sådanne kriterier, skal de begrundes sagligt

og være proportionale i forhold til det mål, der ønskes opnået. Bestemmelsen

udelukker ikke, at der kan opstilles krav eller betingelser for ansættelse,

men

sådanne krav skal være saglige og proportionale i forhold til det pågældende

arbejde. Det samme gælder vilkår under ansættelsen.

Til nr. 5

Der foreslås indsat en henvisning i bestemmelsen til

§ 2a, der fastslår arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelser i forhold

til

lønmodtagere med handicap, jf. nærmere lovforslagets nr. 11. Henvisningen

indebærer, at en arbejdsgiver, i de tilfælde hvor et kriterium kan vise sig

at

være saglig indirekte forskelsbehandling af personer med handicap, skal

undersøge om en passende foranstaltning vil kunne give personer med handicap

adgang

til beskæftigelsen alligevel. Der er således tale om en skærpet

proportionalitetsvurdering i forhold til personer med handicap. Samspillet

mellem de 2 bestemmelser er centralt for vurderingen af, hvorvidt der er tale

om saglig indirekte forskelsbehandling af en person med handicap.

Til nr. 6

Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede

kriterier i § 1, stk. 1, foreslås det, at kriterierne alder og

handicap indsættes i lovens bestemmelse om beskyttelse mod chikane på grund

af

et af de i § 1, stk. 1, beskyttede kriterier.

Til nr. 7

Som konsekvens af udvidelsen af kredsen af beskyttede

kriterier i § 1, stk. 1, foreslås det, at kriterierne alder og

handicap indsættes i lovens forbud mod instruktion om forskelsbehandling.

Til nr. 8

Forslaget er en konsekvens af forslaget til nyt stk. 7

i § 1, jf. nr. 9 nedenfor, der giver mulighed for at fravige loven ved

kollektiv aftale, der svarer til direktivets niveau for så vidt angår alder

og

handicap.

Forskelsbehandlingsloven fra 1996 sikrer Danmarks

overholdelse af internationale konventioner om forbud mod bl.a.

racediskrimination, fx ILO konvention nr. 111 om forskelsbehandling med

hensyn

til beskæftigelse og erhverv. Det indebærer for så vidt angår de kriterier,

der

omfattes af konvention nr. 111, at evt. kollektive overenskomster skal være

på

niveau med loven, og at der ikke på disse områder kan indrømmes en større

forhandlingsfrihed. Konvention nr. 111 omfatter følgende kriterier: race,

farve, køn, religion, politisk anskuelse og national eller social oprindelse.

Loven medtog endvidere seksuel orientering som beskyttelsesgrund. Den

eksisterende bestemmelse om forholdet mellem lov og overenskomst opretholdes

således

for så vidt angår de oprindelige diskriminationskriterier i loven.

Til nr. 9

I forbindelse med implementering af direktiver i dansk ret har

arbejdsmarkedets parter traditionelt mulighed for at gennemføre direktiverne

ved kollektiv aftale. Det fremgår i øvrigt af direktivets artikel 18, at

medlemsstaterne

efter fælles anmodning kan overlade det til dem at gennemføre direktivet for

så

vidt angår bestemmelser, der henhører under kollektive overenskomster.

Grundlaget for implementering af arbejdsmarkedsdirektiver i Danmark hviler

bl.a. på Folketingets motiverede dagsorden fra 30. november 1993. Folketinget

gav her sin støtte til at fastholde den danske model på arbejdsmarkedsområdet

med overvejende aftaler fremfor lovgivning bl.a. således, at arbejdsmarkedets

parter i Danmark får mulighed for at implementere foranstaltningerne indenfor

rammerne af aftalesystemet, herunder ved kollektive overenskomster og/eller

aftaler. Loven bør derfor tage højde for, at direktivets muligheder, herunder

undtagelsesmuligheder i artikel 6, stk. 1 og 2, vil kunne udnyttes af

parterne.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i

forskelsbehandlingsloven, der sikrer arbejdsmarkedets parter mulighed for at

indgå aftaler om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap,

der svarer til direktivets niveau. Således vil det være muligt for

arbejdsmarkedets parter at indgå implementeringsaftaler med en anden

udnyttelse

af direktivets undtagelsesmuligheder, end dem der følger af

implementeringslovgivningen.

Gennemfører parterne direktivet ved overenskomst, betyder det, at sager om

forskelsbehandling

på grund af alder og handicap som udgangspunkt skal behandles efter de

almindelige regler om overenskomstbrud ved de fagretlige instanser i stedet

for

ved domstolene.

Hvis en lønmodtager, der har fået tillagt ret til

beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af alder og/eller handicap i

henhold til kollektiv overenskomst eller aftale, indbringer en sag om

overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling for de civile domstole, vil

det fortsat være bestemmelserne i den kollektive overenskomst som sagen skal

afgøres efter.

En tilsvarende bestemmelse om lovgivningssubsidiaritet

findes i anden ansættelsesretlig implementeringslovgivning. Er der ikke

indgået

en kollektiv overenskomst, der gennemfører direktivet på området, finder

loven

anvendelse.

For at sikre kendskab til retsgrundlaget foreslås det at

indsætte direktivet som bilag i loven.

Til nr. 10

Det følger af

Beskæftigelsesdirektivet artikel 3, stk. 4, at medlemsstaterne kan

fastsætte,

at direktivets bestemmelser vedrørende forskelsbehandling på grund af

handicap

eller alder, ikke finder anvendelse på tjeneste i de væbnede styrker.

Direktivets betragtning 18 anerkender hensynet til de væbnede styrkers

operationelle karakter, og at direktivet derfor ikke må medføre, at de

væbnede

styrker skal være forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en

person, der ikke opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige

opgaver,

der kan blive pålagt vedkommende.

Der er fastsat

aldersgrænser i en række love og bekendtgørelser om det militære personel.

Der

foreslås derfor indsat en ny bestemmelse i § 1a, der giver

forsvarsministeren

bemyndigelse til at undtage de væbnede styrker fra forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af alder og handicap. Forsvarsministeren kan dog

først undtage denne gruppe efter at have hørt de relevante

lønmodtagerorganisationer.

Bestemmelsen svarer til

formuleringen i § 2 i lov nr. 370 af 28. maj 2003 om tidsbegrænset

ansættelse.

Til nr. 11

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5. Det

foreslås at indsætte en ny bestemmelse i loven, hvorefter arbejdsgiveren

forpligtes til at foretage tilpasninger for at give en person med handicap

adgang

til beskæftigelse m.v. Samtidig forslås det at lovfæste, at en

uforholdsmæssig

stor byrde, der lettes i tilstrækkeligt omfang i medfør af offentlige

foranstaltninger, ikke anses for at være urimelig byrdefuld.

Tilpasningsforpligtelsen vil alene være relevant i de

tilfælde, hvor personen med handicap har de nødvendige kvalifikationer for at

kunne bestride det pågældende job, med de eventuelle påkrævede tilpasninger.

Arbejdsmiljøreglerne fastlægger allerede i dag, at der ved indretning af

faste

arbejdssteder i givet fald skal tages hensyn til personer med handicap.

Tilpasningsforpligtelsen

efter dette lovforslag indebærer således en yderligere forpligtelse for

arbejdsgiveren.

Formålet med bestemmelsen er at fastslå arbejdsgiverens

forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i

betragtning af de konkrete behov, den pågældende person med handicap har, for

at få adgang til arbejdsmarkedet, bibeholde en ansættelse og udvikle sig i

sin

stilling, således som det er tilfældet for andre kolleger, der ikke er

handicappede. Bestemmelsen er central for at fastlægge omfanget af

arbejdsgiverens

forpligtelser til at træffe foranstaltninger i forhold til ansøgere med

handicap og allerede ansatte, der senere bliver handicappede. Når omfanget af

de foranstaltninger, der er påkrævet for at kunne vurdere, hvad der skal til

for at ansætte en person med handicap er afklaret, skal arbejdsgiveren,

afhængig af udgiftens størrelse, afholde denne. Ved vurderingen af, om

arbejdsgiveren

pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, skal der tages hensyn til, om det

offentlige dækker en del eller alle udgifter. Dækkes udgifterne i

tilstrækkeligt

omfang af staten, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.

Konsekvensen af lovforslaget vil derfor være, at en ansøger

med handicap fremover skal vurderes på lige fod med andre ansøgere. Det

springende punkt i forhold til en eventuel ansættelse vil være, om den

tilpasning,

der skal foretages, vil være urimelig byrdefuld og derfor ikke kan kræves

foretaget. Såfremt dette er tilfældet, vil arbejdsgiveren lovligt kunne

afvise

at ansætte vedkommende.

Betragtningerne til direktivet giver en række

fortolkningsbidrag m.h.t. hvilke tilpasninger, der fx kunne komme på tale, og

hvilke hensyn der vil kunne indgå i vurderingen af, hvornår en byrde er

uforholdsmæssig stor. I

betragtning 20

opregnes følgende eksempler på tilpasninger: Indretning af lokaler eller

tilpasning

af udstyr, arbejdsmønstre, opgavefordeling, samt adgang til uddannelse og

instruktion. For tilpasningerne gælder, at de skal være passende, dvs.

effektive og praktiske.

Betragtning 21

fastslår, at: »Når det vurderes, om disse tilpasninger medfører en

uforholdsmæssig stor byrde, bør der navnlig tages hensyn til de finansielle

og

andre omkostninger, der er forbundet hermed, samt til organisationens eller

virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå

offentlige tilskud eller anden støtte.«

Som eksempler på situationer, hvor der vil skulle overvejes

tilpasninger kan nævnes følgende:

Eksempel 1

: En arbejdsgiver stiller krav om

kørekort. Der er ikke tale om et chaufførjob, men et job, hvor det et par

gange

om ugen er nødvendigt at køre til en anden afdeling af virksomheden. Blinde

personer er i sagens natur afskåret fra at kunne opfylde den betingelse. Ved

vurderingen

af, hvorvidt der er tale om indirekte saglig begrundet forskelsbehandling af

blinde ansøgere, må det overvejes, hvor påkrævet den ønskede kvalifikation

er.

Er den

virkelig

nødvendig, eller er

den blot en fordel? Kunne en kollega i virksomheden klare arbejdsopgaven for

den blinde kollega?

Resultatet vil afhænge af de konkrete forhold, men

eksemplet illustrerer de overvejelser, det er nødvendigt at gøre sig,

forinden

en handicappet ansøger afvises.

Eksempel 2

: En person i kørestol, der også har

mistet førligheden i sine arme søger en stilling som juridisk sagsbehandler i

et forsikringsselskab. Det er utvivlsomt, at ansøgeren vil kunne bestride

stillingen på nær skrivefunktionen. Såfremt arbejdsgiveren ser bort fra

ansøgeren alene på grund af handicappet, vil det være direkte

forskelsbehandling.

En afvisning af ansøgeren skal altså kunne begrundes i

saglig indirekte forskelsbehandling. Kravet om kendskab til tekstbehandling

er en

umiddelbart neutral bestemmelse, men afskærer ikke desto mindre personer med

begrænset førlighed i kroppen fra traditionelle sagsbehandlingsjobs. Ved

vurderingen af, om der er tale om indirekte forskelsbehandling, må det

overvejes

om kravet om kendskab til tekstbehandling er »objektivt begrundet i et

legitimt

formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige«. I

eksemplet

er kravet relevant, men arbejdsgiveren kan ikke afvise ansøgeren af den

grund,

idet arbejdsgiveren nu også er forpligtet til at undersøge, hvilke

tilpasninger, der skal træffes, for at ansøgeren kan fungere i stillingen.

Afhængig af udgifterne, herunder mulighederne for at få disse dækket af det

offentlige, vil arbejdsgiveren skulle vurdere ansøgeren med handicap på lige

fod med andre kvalificerede ansøgere. Først når mulighederne er undersøgt,

vil

arbejdsgiveren have opfyldt sine forpligtelser i henhold til lovforslagets

§ 2a.

I lov om aktiv beskæftigelsesindsats findes der i dag

regler, der giver personer med handicap mulighed for at få tilskud til

hjælpemidler. Det er en betingelse for at give tilskud til arbejdsredskaber

og

mindre arbejdspladsindretninger, at tilskuddet er af afgørende betydning for,

at personen kan deltage i tilbuddet, eller at redskabet eller indretningen

kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen. Det er en

betingelse for at give tilskud til hjælpemidler, at udgiften ligger ud over,

hvad arbejdsgiveren forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne dermed

heller

ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen. Hjælpen er uafhængig af

personens eller en evt. ægtefælles indtægts- og formueforhold. Tilskuddet til

hjælpemidlet bevilliges ud fra den enkelte persons situation og de forhold,

der

er gældende for ansættelsen.

I bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv

findes regler om ordningen vedrørende personlig assistance, der giver en

person

med handicap mulighed for at få hjælp til at udføre de opgaver, som den

pågældende på grund af sit handicap ikke er i stand til at udføre.

Til nr. 12

Det foreslås, at indsætte kriterierne alder og handicap i

lovens annonceringsforbud. Forslaget er en konsekvens af indsættelsen af

kriterierne alder og handicap i lovens § 1. Forslaget indebærer, at der

fremover ikke må annonceres efter ansatte i fx en bestemt aldersgruppe eller

efter ansatte uden handicap, jf. dog lovens § 6, stk. 2.

Annonceringsforbuddet indebærer ikke, at en virksomhed ikke fortsat som led i

en mangfoldighedspolitik må opfordre personer uanset alder eller handicap til

at søge ansættelse.

Til nr. 13

Til stk. 3. Direktivet

anerkender i artikel 6, at der kan gøre sig særlige vilkår gældende i

forbindelse med anvendelsen af alderskriteriet, og bestemmelsen giver

medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at ulige behandling i visse

situationer ikke udgør forskelsbehandling. Med hjemmel i artikel 6,

stk. 1, kan medlemsstaterne tillade ulige behandling på grund af alder,

hvis denne ulige behandling er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt

formål indenfor rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-

arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at

opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Artikel 6

angiver, at der bl.a. kan være tale om følgende former for ulige behandling:

a)

tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til beskæftigelse

og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og

erhverv, herunder

betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for unge, ældre

arbejdstagere

og personer med forsørgerpligt med henblik på at fremme deres erhvervsmæssige

integration eller at beskytte dem.

b)

fastsættelse af minimumsbetingelser vedrørende alder,

erhvervserfaring eller anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til

visse

fordele i forbindelse med beskæftigelse.

c)

fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er

baseret på uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller

nødvendigheden af at have tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før

pensionering.

Disse videre rammer for ulige behandling bør også afspejle

sig i forskelsbehandlingslovens ugyldighedsbestemmelse. Det forslås derfor at

indsætte en bestemmelse, der giver videre rammer end § 5a, stk. 1,

i

forhold til kollektive aftaler og overenskomster, der indeholder

aldersbestemmelser. Det er en forudsætning, at evt. bestemmelser om alder i

overenskomsterne er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål

indenfor rammerne af den nationale ret. Det er dermed overenskomstparternes

ansvar at sikre, at en evt. ulige behandling begrundet i alderskriteriet kan

begrundes objektivt og rimeligt. Dette gør sig efter regeringens opfattelse

fx

gældende i relation til overenskomstbestemmelser om aflønning af unge under

18

år, jf. direktivets artikel 6, stk. 1 litra a. Er en aftalebestemmelse

ikke objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål vil den være

ugyldig,

jf. § 5a, stk. 1.

Til stk. 4.

Det følger af forbuddet mod forskelsbehandling i § 2, stk.

1, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle i forbindelse med

afskedigelse.

Det foreslås imidlertid, at der indsættes en bestemmelse,

der udtrykkeligt fastsætter, at lovens forbud mod forskelsbehandling på grund

af alder ikke er til hinder for individuelle og kollektive aftaler om

pligtmæssig fratræden ved det 65. år. Sådanne aftalebestemmelser er rimeligt

begrundet inden for rammerne af den nationale ret, idet lønmodtagere ved det

65. år er sikret et forsørgelsesgrundlag i form af folkepension og ATP, samt

for en ikke uvæsentlig del af arbejdsstyrken, tillige arbejdsmarkedspension.

Øvrige individuelle aftaler, der indeholder bestemmelser om

alder, herunder om pligtmæssig fratræden inden det 65. år er ugyldige, jf. §

5

a, stk. 1.

Til nr. 14

Det følger af direktivets artikel 4, stk. 1, at der

kan fastsættes regler om, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab

i

forbindelse med de i direktivet beskyttede kriterier, ikke udgør

forskelsbehandling,

hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af de bestemte

erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori disse aktiviteter udøves,

udgør

et regulært erhvervsmæssigt krav, forudsat at formålet er legitimt, og at

kravet står i rimeligt forhold hertil. Det foreslås, at kriterierne

alder

og handicap indsættes i forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2, som

indeholder et tilsvarende proportionalitetskrav.

Tilføjelsen af kriterierne alder og handicap til § 6,

stk. 2, er begrundet i, at der kan tænkes at være situationer, hvor

alder

eller handicap i sig selv er en kvalifikation, da det giver den pågældende

person et særlig udseende eller nogle specielle karaktertræk, der er af

afgørende betydning for den pågældende erhvervsaktivitet, der skal udføres.

Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra forbuddet mod

forskelsbehandling, skal bestemmelsen fortolkes snævert.

Til nr. 15

Det følger af

beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 2, at medlemsstaterne kan

bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede

sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser

for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, samt anvendelse af

alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger

ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke

medfører forskelsbehandling på grund af køn.

Erhvervstilknyttede

sociale sikringsordninger omfatter bl.a. arbejdsmarkedspensionerne og

tjenestemandspensionerne.

Derudover er det ikke ualmindeligt, at alderskriteriet

ligeledes anvendes til aktuarberegninger indenfor rammerne i ordningerne.

Dette

er ligeledes forudsat i direktivbestemmelsens formulering.

Da der er saglige grunde til at opretholde aldersgrænser i

pensionsordningerne, foreslås det derfor at indsætte en

undtagelsesbestemmelse

i loven som ny § 6a. Anvendelsen af alderskriteriet i forbindelse med de

e

rhvervstilknyttede sociale sikringsordninger må

ikke medføre forskelsbehandling på grund af køn.

Til nr. 16

Det foreslås, at kriterierne alder og handicap indsættes i

lovens 9, stk. 2. Direktivet udelukker ikke, at der iværksættes særlige

foranstaltninger, der skal forebygge eller opveje ulemper, der er knyttet til

alder eller handicap, jf. direktivets artikel 7. Derudover anerkender

direktivets artikel 6, stk. 1, at der i visse tilfælde kan være behov

for

at lægge vægt på alder, fx i forbindelse med beskæftigelsespolitiske mål,

herunder initiativer for at fremme unge eller ældres erhvervsmæssige

integration. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indeholder en række

initiativer rettet mod seniorer og mod unge under 30 år. Med henblik på at

sikre disse bestemmelsers fortsatte lovlighed samt med henblik på at bevare

aldersgrænser som et lovligt instrument i forbindelse med en målrettet

beskæftigelsesindsats foreslås det med tilføjelsen af alderskriteriet, at

sådanne offentlige foranstaltninger fortsat kan opretholdes, og at der

fremover

tillige vil kunne iværksættes yderligere offentlige foranstaltninger for at

sikre en sådan målrettet beskæftigelsesindsats.

Ligeledes foreslås handicapkriteriet indsat i bestemmelsen,

da det også for denne gruppe lønmodtagere kan være nødvendigt at iværksætte

særlige foranstaltninger for at sikre deres erhvervsmæssige integration, og

da

en særlig hjemmel er nødvendig for at sikre opretholdelsen af allerede

eksisterende muligheder. Lov om kompensation til handicappede i erhverv

indeholder en ret for handicappede personer til at komme til samtale hos

offentlige arbejdsgivere. Denne positive særforanstaltning kan opretholdes i

medfør af direktivets artikel 7, og omfattes af således af de offentlige

foranstaltninger, der kan iværksættes i medfør af nærværende bestemmelse.

Det understreges, at muligheden for at iværksætte

foranstaltninger alene tilkommer det offentlige, og at bestemmelsen ikke

giver

en generel adgang til positiv særbehandling af bestemte lønmodtagergrupper.

Bestemmelsen

er således forholdsvis snæver.

For fuldstændighedens skyld foreslås kriteriet »tro«

endvidere indsat i bestemmelsen. Kriteriet var ved en fejl ikke medtaget i

forslaget til ændring af bestemmelsen i L 40 fra folketingssamlingen

2003/2004.

Der er ikke i dag iværksat særlige offentlige foranstaltninger for personer

med

en bestemt tro, men da muligheden bør eksistere for så vidt angår »tro« i

lighed med de øvrige diskriminationskriterier, foreslås loven tilrettet på

dette punkt.

Til nr. 17

Til stk. 3

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter

der gives mulighed for at iværksætte særlige foranstaltninger med henblik på

at

forbedre beskæftigelsesmulighederne for ældre lønmodtagere og for personer

med

handicap. I relation til alder er bestemmelsen nødvendig for at

arbejdsgiverne

fortsat kan udforme eller opretholde en seniorpolitik med henblik på både at

tiltrække og fastholde ældre medarbejdere. Der kan fx være tale om en

seniorpolitik, der indeholder særlige incitamenter, der motiverer ældre

medarbejdere til at udskyde deres afgang fra arbejdsmarkedet. Dette er også i

samfundets interesse og i overensstemmelse med regeringens seniorpolitik. I

lyset af ældre lønmodtageres vanskeligheder ved at opnå beskæftigelse finder

regeringen det hensigtsmæssigt, at der gives mulighed for, at der også i

rekrutteringssammenhæng kan iværksættes særlige foranstaltninger, fx mulighed

for, at indkalde alle ældre ansøgere til en ledig stilling til en samtale.

Regeringen finder det endvidere vigtigt, at virksomheder som led i deres

sociale engagement fortsat vil kunne rekruttere pesoner med handicap.

Vejledende kan der om adgangen til at iværksætte positive særforanstaltninger

indenfor

området for kønsligestilling henvises til de begrænsninger, der følger af

EF-domstolens retspraksis efter bestemmelsen, jf. EF-domstolens domme i sag

C-450/93,

Kalanke mod Freie Hansestadt

Bremen

, C-409/95,

Marshall mod Land

Nordrhein-Wetsfalen

, C-158/97,

Badeck

,

og C-407/98,

Abrahamsson. Hvis

medlemsstaterne eksempelvis vælger at indføre særlige foranstaltninger for at

fremme kønsligestilling, har EF-Domstolen til sammenligning opstillet en

række

krav/principper inden for kønsligestillingens område:

·

Positiv særbehandling er en

undtagelse fra ligebehandlingsprincippet

·

Formålet skal være at fjerne

eksisterende uligheder i samfundet

·

Fortrinsstillingen i forhold til

ansættelse og forfremmelse må ikke være automatisk. Dens berettigelse skal

retfærdiggøres konkret.

Disse principper må formentligt antages i en vis

udstrækning at gælde for tilsvarende foranstaltninger i forhold til ældre

lønmodtagere og lønmodtagere med handicap. Der må dog også tages hensyn til,

at

alderskriteriet adskiller sig fra kønskriteriet, hvilket også understreges

af,

at direktivet anerkender, at der gør sig særlige hensyn gældende specielt i

forhold til alder, jf. artikel 6, stk. 1.

En arbejdsgiver vil således efter bestemmelsen i en konkret

ansættelsessituation efter omstændighederne kunne vælge at lægge vægt på en

ansøgers alder eller handicap i valget mellem to lige kvalificerede ansøgere.

Dvs. at fx alderskriteriet ikke kan legitimere ansættelse af ældre frem for

andre bedre og yngre kandidater, og at der ikke må være automatik i den

pågældende arbejdsgivers rekrutteringspolitik således, at ældre ansøgere med

lige kvalifikationer altid foretrækkes.

Til stk. 4

Det foreslås, at der af beskyttelseshensyn indsættes en

generel undtagelsesbestemmelse i forhold til unges adgang til beskæftigelse i

stk. 4. Arbejdsmiljøloven

indeholder således regler om mindstealder for adgang til beskæftigelse. Da

disse regler i arbejdsmiljøloven gennemfører et EU-direktiv om børn og unges

arbejde, er bestemmelsen nødvendig for opretholdelsen af denne lovgivning.

Beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, giver endvidere mulighed

for

at opretholde bestemmelserne, da det må anses for at være et legitimt formål

indenfor rammerne af den nationale arbejdsmarkedspolitik at beskytte yngre

arbejdstagere og sikre dem ro til uddannelse m.v. Endvidere angives det som

et

eksempel i artikel 6, stk. 1 litra a, at et legitimt formål kunne være

at

fastsætte aldersgrænser med henblik på at beskytte yngre arbejdstagere.

Andre regelsæt indeholder tilsvarende aldersgrænser for

adgang til bestemte erhverv. I det omfang disse bestemmelser er fastsat med

henblik på at beskytte børn og yngre lønmodtagere, vil også disse regler

falde

ind under undtagelsesbestemmelsen og kunne opretholdes.

Til § 2

Da implementeringsfristen for EF direktiv 2000/78/EF

udløber den 2. december 2004, foreslås det, at loven træder i kraft dagen

efter

bekendtgørelsen i Lovtidende. Det betyder bl.a., at lovens bestemmelser

gælder

for alle eksisterende aftaler, der måtte indeholde aldersbestemmelser. Dette

er

i overensstemmelse med de almindelige principper for ansættelsesretlig

lovgivning.

2)

EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 42.

3)

Udtalelse af 12.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

4)

EFT C 204 af 18.7.2000, s. 82.

5)

EFT C 226 af 8.8.2000, s. 1.

6)

EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.

7)

EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.

8)

EFT L 225 af 12.8.1986, s. 43.

9)

EFT C 186 af 2.7.1999, s. 3.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

1.

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets

direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle

uanset race eller etnisk oprindelse (EF-Tidende 2000, nr. L 180, s. 22) samt

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser

om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000,

nr. L 303, s. 16).«

§ 1.

Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk

anskuelse,

seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

2.

I

§ 1, stk. 1,

indsættes efter

»seksuel orientering«: », alder, handicap«.

Stk. 2

. Der

foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race,

hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller

national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden

bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

3.

I

§ 1, stk. 2,

indsættes efter

»seksuel orientering«: », alder, handicap«.

Stk. 3

. Der

foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium

eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en

bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel

orientering eller national, social eller etnisk oprindelse ringere end andre

personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er

objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er

hensigtsmæssige og nødvendige.

4.

I

§ 1, stk. 3,

indsættes efter »oprindelse«:

»eller med en bestemt alder eller med handicap«.

5.

I

§ 1, stk. 3,

indsættes efter »nødvendige«:

», jf. dog § 2a«.

Stk. 4

. Chikane skal

betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en

persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle

orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med

det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et

truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den

pågældende.

6.

I

§ 1, stk. 4,

indsættes efter

»seksuelle orientering«: », alder, handicap«.

Stk. 5

. En

instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race, hudfarve,

religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,

social eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling.

7.

I

§ 1, stk. 5,

indsættes efter

»seksuel orientering«: », alder, handicap«.

Stk. 6

. Loven finder

ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod

forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.

8.

I

§ 1, stk. 6,

indsættes efter

»kollektiv overenskomst«: », jf. dog stk. 7«.

9.

I

§ 1

indsættes efter stk. 6 som nye

stykker:

»

Stk. 7

. Loven finder

ikke anvendelse, hvis et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og

handicap følger af en kollektiv overenskomst eller aftale, der som minimum

svarer til bestemmelserne i det i bilag 1 til loven optrykte direktiv nr.

2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv.

10.

Efter

§ 1 indsættes:

»

§ 1 a.

Forsvarsministeren kan efter høring af de berørte organisationer undtage

væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på

grund af alder og handicap i denne lov.«

§ 2.

-

- -

11.

Efter

§ 2 indsættes:

»

§ 2 a. Arbejdsgiveren

skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de

konkrete behov, for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse,

til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at

give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke,

hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes

denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses

byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.«

§ 3.

- - -

§ 4.

- - -

§ 5.

Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller

erhvervsuddannelse

søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion

eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social

eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en

person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

12.

§ 5

affattes således:

»

§ 5.

Det må

ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse

søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion

eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social

eller etnisk oprindelse, med en bestemt alder, eller med handicap. Det må

heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte

kendetegn.«

§ 5 a.

- - -

13.

I

§ 5a

, indsættes efter stk. 2 som nye

stykker:

»

Stk. 3

.

Uanset bestemmelsen i stk. 1,

er loven ikke til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat

i eller aftalt i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat

at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt

formål indenfor rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det

pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4.

Uanset

§ 2, stk.1, er loven ikke til hinder for bestemmelser i individuelle

eller kollektive aftaler og overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet,

når lønmodtageren fylder 65 år.«

§ 5 b.

- - -

§ 6.

- - -

Stk. 2

. Såfremt det

ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende

betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel

orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller har en

bestemt

hudfarve eller tilhører en bestemt religion eller trosretning, og kravet om

bestemt tilhørsforhold står i rimeligt forhold til den pågældende

erhvervsaktivitet,

kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra

beskæftigelsesministeren

fravige bestemmelserne i §§ 2-5.

14.

I

§ 6, stk. 2,

indsættes efter »hudfarve«:

», alder eller et bestemt handicap«.

15.

Efter

§ 6 indsættes:

»

§ 6 a.

Uanset

§§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser

for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger eller for

anvendelse af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af disse

ordninger. Anvendelsen af alderskriteriet må ikke medføre forskelsbehandling

på grund af køn.«

§ 7.

- - -

§ 7 a.

- - -

§ 8.

- - -

§ 8 a.

- - -

§ 9.

- - -

Stk. 2

. Loven er ikke

til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med

hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes

foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne

for personer af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk anskuelse,

seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

16.

§ 9, stk. 2,

affattes således:

»

Stk. 2

. Loven er

ikke til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser

med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning

iværksættes foranstaltninger, som har til formål at forbedre

beskæftigelsesmulighederne

for personer af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk

anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse

eller med en bestemt alder eller med handicap.«

17.

I

§ 9,

indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»

Stk. 3

. Loven er

ikke til hinder for, at der iværksættes foranstaltninger til fremme af

beskæftigelsesmuligheder for ældre lønmodtagere og personer med handicap.

Stk. 4.

Med

henblik på at beskytte børn og yngre lønmodtagere er forbuddet mod

forskelsbehandling

på grund af alder i lovens §§ 2-5 ikke til hinder for fastsættelse af

aldersgrænser for adgang til beskæftigelse ved lov eller i medfør af lov.«

Officielle noter

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser og

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EF-Tidende 2000, nr.

L

303, s. 16).

Lignende dokumenter